Søgeresultater på "aabenraa skippere"
Dato: juli 1, 2023
Ballum – for 191 år siden
Et hæfte dukkede i 1832 op i Heidelberg. Det omhandlede ”Kysten fra Brede Å til Vidå. I hæftet stod der specielt meget om Ballum. Forældrene blev straffet, når børne ikke dukkede op i skole. Degnen sad godt i det. Hvad fik de fattige at spise i arbejderhuset. Forfatteren mente, at de fattige i Ballum havde det godt. Engang var der 15 – 16 kaptajner i Ballum. Kniplingsindustrien skabte fattigdom. Agerbruget var det eneste erhverv i Ballum. 12 pantemænd bestemte i Ballum. Præsten var foregangsmand. Hr. Grøn havde to gårde. Svin var kun til eget brug. Der blev drukket meget på gårdene. Mange kræmmere i Ballum. I Skast var der 8 gårde. I Emmerlev var der meget indviklede forhold. Bønderne fra Emmerlev deltog selv i markarbejdet. 13 store bagerier, der bagte tvebakker, var der engang i Højer. Her var der adgang til et herligt græsland. Havde man driftskapital kunne man have fået mere udbytte i Ballum
Et hæfte fra Heidelberg
I 1832 udkom der et lille hæfte i Heidelberg. Titlen er oversat noget i retning af:
Forfatteren var Dr. Georg Hanssen, der senere blev professor i Göttingen. Han var faktisk en fætter til H.P. Hanssens far. Han var opvokset i Nordslesvig. Fra Heidelberg, hvor han studerede, var han i 1829 rejst til sin hjemstavn for at samle oplysninger om landboforholdene.
Specielt meget om Ballum
Han havde bl.a. besøgt pastor Hanssen i Ballum, som var en de praktisk dygtigste præster, som man havde dengang. Måske er det derfor at hæftet giver den mest grundige beskrivelse af forholdene omkring Ballum.
Nu var det en ganske ung mand, der dengang forfattede hæftet. Men man kan så spørge sig selv om, hvilken gavn og glæde en sydtysk læserkreds havde at kende til småting fra den nordslesvigske vestkyst. Indrømmet for os med lokalhistorisk interesse er det vældig interessant.
Tre skoler i Ballum
Vi får at vide at Ballum Sogn hører under Grevskabet Schackenborg og er del af Ballum Birk. Gårdene i Vesterende ligger tæt samlet om kirkegården. Mange steder dele gårdene den samme gårdsplads og brønd sammen.
Sognets indbyggertal var på 1.340. Årligt blev der døbt ca. 40 børn og der dør næsten lige så mange. Der er i sognet tre skoler. En i Vesterende med 150 børn – En i Bådsbøl med 110 børn – Og en i Rejsby med 50 børn.
Forældre blev straffet, hvis børn ikke mødte op
I alle tre skoler var der ”Indbyrdes Undervisning”. Skolen i Vesterende var Provstiets ”Normalskole”. Det var en skole, hvor mindre dygtige lærere kunne få kursus i det system, man yndede så stærkt på de allerhøjeste steder.
Hvis børn forsømte uden lovlig grund, blev forældrene idømt skolebøder. Disse fattige folk måtte afsone på Vand og Brød. Men det skulle dog ske med amtets tilladelse.
Degnen sad godt i det
Degnen i Vesterende havde en indtægt på 300 Mark – nemlig 70 Mark fast pengeløn, 70 Mark offer og lignende. Han havde 14 demat skattefrit land og i naturalier 16 – 18 tønder byg, 80 brød, 20 snese æg, 100 pund smør, 13 – 14 oste og endelig naturligvis fribolig. Jo degnen havde haft det godt.
Derimod var læreren ved bi-skolen helt nede på 42 Mark foruden bolig.
Pastor Hanssen fik oprettet et arbejderhus
I det omtalte Hæfte var det et større afsnit om Ballums fattigvæsen. Skibsfarten var aftagende og kniplearbejdet kunne næsten ikke betale sig. Udgifterne til fattigvæsenet nåede en højde på 3.000 Mark.
Takket være ”Pastor Hanssens utrættelige virksomhed” at få oprettet et arbejderhus. Det skete i 1829. Af en bonde, der sad dårligt i det, købte fattigkommissionen gårdens bygninger og 13 demat land for den billige pris af 1.100 Mark.
Den øvrige jord fik ejeren af Rentekammeret lov tilladelse til at udstykke og sælge, dog på den betingelse at en del af den blev solgt til ejerne af jordløse huse.
Hvad fik de at spise
I Arbejderhuset var der i 1830 48 personer samt en mand og en kvinde til opsyn. De fik henholdsvis 100 og 36 Mark årlig samt ”fri Station”. De fattige var fordelt på tre arbejdsstuer. De havde fire soveværelser. Spisebordene stod ved siden af køkkenet i den store gang. Der var to sygestuer, en stue til sindssyge og en til ”opsætsige”.
Hver uge fik huset leveret:
Der blev dyrket korn på 13 demat jord. Der blev leveret grøntsager fra haven og mælk fra de fire køer. Hvert år blev der fedet 4 svin. Og hvad fik de egentlig at spise?
Hver person fik desuden fem pund brød ugentlig. På festdage blev der ofte af velhavende folk sendt de fattige brændevin, sukker, risengryn og lignende
Forfatteren mente, at de fattige i Ballum havde det godt
Forfatteren Georg Hanssen mente, at en daglejer i det sydvestlige Tyskland havde det væsentlig dårligere. Han mente, at de fattige i Ballum havde det forholdsvis godt. Men han vidste godt at arbejderhuse blev oprettet så folk ikke skulle søge fattighjælp, inden de blev nødt til det.
Der var nu også folk i Ballum, der klagede højlydt, når de mente, at de ikke fik nok af fattigkassen.
Engang var der 15 – 16 kaptajner i Ballum
Skibsfart havde tidligere været en vigtig næringsvej for folk i Ballum. De var fødte søfolk og tjente på hollandske skibe end til de blev kaptajn. Før havde der boet 15 – 16 kaptajner i Ballum. Nu var der kun 4-5 stykker tilbage.
Der var mange enker og børn efter forulykkede eller i fattigdom afdøde matroser, som nu faldt fattigkassen til byrde.
Kaptajner fra Ballum havde udlånt penge
Heller ikke på Rømø havde man de forrige gyldne tider, da der boede 40 – 50 kommandører, som gik på hvalfangst. Nu sejlede Rømøs skibe mellem Højer og Hamborg eller mellem Danmark og Norge. De store kapitaler, som Rømø – skippere tidligere havde udlånt til folk i marskegnene var på grund af den økonomiske krise gået fuldstændig tabt.
Kniplingshåndværket havde skabt fattige
Med kniplingshåndværket stod det næsten endnu værre til. Der var stadig mange der gav sig af med det – desværre. Hanssen mente, at præster og embedsmænd burde sætte alt ind på at fraråde pigebørn til at påtage sig dette arbejde.
Hanssen mente, at det kun var til fordel for nogle få kniplingskræmmere, men kostede mange ”ulykkelige Skabninger deres livslykke”. Kniplingspigerne tjente ikke mere end en mark om ugen, selv om de arbejdede fra morgen til sent om aftenen. Et voksent menneske kunne umuligt få bolig, klæder og føde for 40 – 50 mark om året.
Dem, der ikke kunne få ophold hos familien, faldt Fattigvæsnet til byrde. De levede mest af kaffe og brød. Mange havde også vænnet sig til te-punch for at holde sig vågen om aftenen. De blev forkrøblede og nervesvage. De kunne ikke bruges til andet arbejde.
Arbejdsmænd giftede sig hellere med de kraftige jyske tjenestepiger, som man før havde set ned på, hævdede Hanssen. Men trods alt blev der kniplet i de fleste af de 200 jordløse huse, som sognet havde.
Agerbruget – det eneste erhverv i Ballum
Agerbruget var nu det eneste egentlige erhverv i Ballum. Og heller ikke dette erhverv var det samme som før. Jorden var blevet udskiftet. Hvert år blev jorden delt i 48 strimler. Den blev så fordelt blandt de 48 gårde i Østerende, Vesterende, Bådsbøl og Husum.
12 pantemænd bestemte
Inddelingen blev foretaget af 12 pantemænd, der valgtes af gårdmændene. Det var også dem, der bestemte, hvornår der skulle høstes og hvornår høsten skulle køres hjem.
Det var også pantemændene, der bestemte, hvad der var fællesjord og hvad der skulle bruges til græsning og til havre. Ja hvad der skulle bruges til fede-stude. blev også bestemt. Hver gård måtte have tre fede-stude.
Præsten var foregangsmand
Igen var præsten foregangsmand. Han gik i spidsen med mergle, og han havde indført plov, som den blev brugt på Als. Den var en del lettere end den alt for svære plov, som fra gammel tid var brugt i Ballum.
Hr. Gram havde to gårde
En Hr. Gram, der før havde været søfarer, men nu ejede to gårde i Ballum, var endnu mere moderne. Han havde to engelske svingplove Han dyrkede også raps og høstede over 500 tdr. kartofler. Dem fodrede han op på stude og svin.
Svin kun til eget brug
De almindelige bønder holdt kun de svin, som de selv ville slagte. Alle grise kom fra Jylland. Men man havde masser af heste, som blev afsat til gode priser., også i udlandet. Men den største indtægt kom dog fra studene, som om sommeren græssede i marsken. Om vinteren blev de fedet op med marsk-hø og bygskrå.
På en gård med 90 demant, der stod for 13 tdr. hartkorn var der tre karle og to piger. En forkarl fik 20 – 30 Rigsdaler i løn. En anden-karl 12 – 15, en dreng 6 – 10, en pige 10 – 15 rigsdaler.
Der blev drukket rigeligt på gårdene
Tjenestefolkene fik rigeligt med kost. Det gik heller ikke an at udelade the-punchen, når det var strengt arbejde. De ansatte løb alle fra en bonde, der ikke mere ville servere alkohol. Også øl blev der drukket meget af. Manden på den omtalte gård brugte årligt 10 tønder malt til en husstand på 12 personer.
Ingen lavede smør til salg. Man brugte mælken i egen husholdning eller solgte den til de talrige indsiddere.
Mange kræmmere i Ballum
Der var i Ballum et stort antal kræmmere, man sagde hele tyve stykker. Greven havde ellers kun givet koncession til fire. Denne uorden skyldtes, at det var usikkert, hvem der havde koncessionsretten.
En af kræmmerne drev større handel. Han havde købt et skib, der var strandet på Sild. Han lod skibstømrer på Fanø sætte det i stand. Han sendte det til Island med korn. Der var adskillige vognmænd som hentede tørv i Skast. Tømmer m.m. i Aabenraa.
Ballum havde hverken tørv eller træ. En stor husholdning måtte årlig have 30 læs tøv fra Skast
Kolonivarer kom for det meste med skib fra Hamborg eller Altona. Manufakturvarer kom fra Tønder eller blev købt på marked i Løgumkloster eller Ribe eller af bissekræmmere ført til Ballum.
I Skast var der 8 gårde
Hanssen fortalte at i det lille sogn, Skast var der 8 gårde. Men der var mange kådnere, som fik deres underhold i tørvemosen. Fattigskatten i Skast var ikke nær så høj som i Ballum. I Randerup havde han hørt, betalte man slet ikke fattigskat.
I Skast var administrationen særlig indviklet, idet både Schackenborg, Trøjborg, Ribe Amt og Tønder Amt havde jurisdiktion i sognet. Det blev ikke bedre derved, at folk var vant til at bytte jord uden at meddele regeringen noget om det og uden at tage hensyn til om jorden hørte til Slesvig eller til kongeriget. Det var sandelig ikke lige meget. Administrationen var vidt forskellig.
Landbruget i Skast var endnu mere gammeldags i Skast end i Ballum.
I Emmerlev var der også indviklede forhold
Også i Emmerlev Sogn var der indviklede forhold. Kirken hørte under biskoppen i Ribe. Kirke – og skoleforhold under Danske Kancelli. Fattigvæsnet udelt under Tyske Kancelli. Men Schackenborg, Trøjborg og Tønder Amt havde jurisdiktion i Sognet, som derfor havde tre sognefogeder.
Også i Emmerlev var der en betydelig fattigskat især på grund af det ulykkelige kniplingsarbejde, der også her var meget udbredt. Ellers sagde man, at dem fra Emmerlev var mere flittige og nøjsomme end dem fra Ballum.
Bønderne fra Emmerlev var selv med på marken
Bønderne arbejdede selv med på marken, hvad en Ballum – bonde sjældent gjorde. Deres landbrug lignede meget det i Ballum. Det meste jord var dog merglet. Men der manglede endnu et passende sædskifte.
Kådnere var der mange af. De holdt får. Om sommeren græssede fårene på fællesgræsningen for en sum, der var fastsat efter vedtægt. Efter høst græssede de på stubmarkerne. Mange af disse kådnere havde 30 – 50 får.
Hanssen fortalte at i en af sognets tre skoler var der 146 børn, men kun 13 af disse var børn af gårdmænd.
13 store bagerier i Højer
I det lille hæfte får vi til sidst også et par ord om Højer. Der blev losset en del varer som blev transporteret videre med både til Tønder, får vi at vide. Der var også overfart til Sild og de andre frisiske øer.
Højer havde før haft 13 store bagerier som bagte tvebakker til ø-friserne, der som bekendt ikke dyrkede hvede. Nu var afsætningen til øerne ikke så stor. Men der blev solgt tvebakker fra Højer langt omkring.
Adgang til et herligt græsland
I det ydre gjorde Højer et velhavende indtryk. Byen stod sig ret godt, bl.a. fordi man havde adgang til et herligt græsland. Dette lå til dels uden for diget og var derfor fri for skatter. Det strakte sig helt til Rudbøl. Dette område kaldes i dag Ny Frederikskog. Det var ikke inddiget dengang.
Der var også folk i Højer, som havde part i Rudbøl Kog. Trods alt var der høj fattigskat i Højer. Og igen var det kniplingerne, der fik skyld for dette. I Arbejdshuset var der 50 personer.
Det kunne have været mere udbytte i Ballum
Hanssen mente, at hvis landbruget i Ballum havde brugt nogle nyere metoder, kunne det have være mere effektfuldt. Men det krævede mere driftskapital, som næsten ingen havde efter den store krise.
Fra 1830 begyndte en stilfærdig opgang – også i Ballum.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 25, 2023
Skibe og Søfolk fra Rømø
Øens søfolk skabte historie. Kommandørgården i Juvre og Toftum. Hegn af hvaltænder. 25 skibe i 1620-25. Østers. I 1643 var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. I 1677 en lille flåde på 13 skibe. I begyndelsen af 1900-tallet var der kun 650 beboere tilbage. Mange i Skipperlavet i Hovedstaden. Kapere fra Rømø. A.P. Møllers farfar. Grønlandsfart. På jagt efter sæl. 80 pct. af mændene var søfolk i 1770. Katastrofeåret 1777. Anders døde som 68-årig, men overlevede som 12 – årig på Grønland. Isen skruede sammen som bjerge. 28 nåede hjem til Rømø.
På kirkegården på Rømø kan man endnu opleve 60 kommandørstene. De fortæller hver især om den døde sømands liv. Herunder en stor katastrofe som den 12 – årige Anders Michelsen List overlevede i 1777. men denne historie vender vi tilbage til.
Rømø har stolte søfartstraditioner, som har sat sine tydelige spor med mange såkaldte kommandør hhv. Kaptajnsgårde på øen.
Øens søfolk skabte historien
Det er ikke så meget søfarten til og fra Rømø, som har sat sit præg på søfartshistorien. Det er mere øens søfolk, der har sat sit præg. Omkring fra 1600 indtil sidst i 1800-tallet var rømøserne skibsførere på mere eller mindre store skibe. Ja faktisk var 8-10 pct. af øens befolkning skibsførere i den periode.
En del af beboerne virkede selv som redere og en række af Danmarks vigtigste rederier har deres oprindelse fra øens familier ikke mindst A.P. Møller – gruppen.
Men da dampskibsfarten satte ind, blev de fleste søfolk nødt til at flytte til havnebyerne. I 1938 opføres 38 fhv. eller aktive befalingsmænd i ”den danske handelsflåde” som havde begyndt deres sømands-liv som drenge fra Rømø. (Navigatørernes Bog).
Kommandørgårde
Kommandørgårdene blev typisk bygget i anden halvdel af 1700-tallet. Gårdene var ofte ret store og typisk opført i grundmur. De var indvendig forsynet med bemalede paneler, døre og lofter, jævnligt udført af den lokale maler Niels Pedersen Bække, der både malede marmoreringer, blomstermotiver, landskabsbilleder og bibelske motiver.
Kommandørgården i Juvre
Det ældste eksempel er Nationalmuseets Kommandørgård i Juvre. Her blev en tidligere stor gård erstattet af en ny grundmuret gård i 1749 – 1750, som efter endnu en ombygning i 1770 fik sin nuværende udseende.
Rundt om på øen er der andre helt eller delvis bevarede kommandørgårde. Kommandør- eller kaptajnsgårde kendes også på andre af øerne i Vadehavet samt på Løjt Land.
Kommandørgården i Toftum
I Toftum ligger en af de mest velbevarede kommandørgårde ”Kommandørgården”. Den er i dag ejet af Nationalmuseet og viser, hvorledes de rige kaptajner boede.
Her har 12 generationer haft sin gang gennem tiden og den sidste beboer på Kommandørgården døde i 1969.
Nu er stedet omdannet til museum og fortæller om en families historie fra rigdom til armod. Her kan man også lære om leveforholdene på øen.
Hegn af hvaltænder
Mange af kommandørgårdene havde engang hegn lavet af hvaltænder. De hegn findes ikke længere. På Kommandørgården i Toftum ses bl.a. en rig udsmykning af hollandske kakler overalt i huset.
Da dampskibenes kom i 1800-tallet skete der en stor udvandring fra øen.
Fiskeri
På Rømø har der altid kun været et beskedent landbrug. Måske er det derfor sømands-ekspertisen har udviklet sig. Fiskeri har haft høj – og lavpunkter på Rømø. Et af højdepunkterne var sildefiskeriet ved Helgoland indtil midten af 1500-tallet.
Således lå der i 1520 340 fartøjer med i alt 2.580 personer ved Helgoland. Der herskede et vildt og overdådigt liv. Det var det store sildeeventyr. I 1513 deltog 11 skibe fra Rømø i fangsten med i alt 70 fiskere.
25 skibe i 1620 – 25
Et fiskerleje blev dannet på Sønderlandet og endnu et i 1613. I perioden 1620 – 25 kulminerede fiskeriet med 25 skibe. Men inden 1633 var fiskerflåden halveret. Det var rødspætter og rokker det drejede sig om. I topåret 1624 blev der leveret 1,1 mio. ”skuller” fra Rømø til Hamborg.
Østers
Afløser af dette nærfiskeri var østersfangsten. Dengang fandtes en hel række østersbanker mellem Rømø og fastlandet. Såvel Kongeriget (Sønderlandet) som Hertugdømmet (Nørlandet) forpagtede rettighederne til en købmand fra Hamborg. Han fik så beskæftiget en del lokale. Denne købmand fra Hamborg havde også bankerne ved Sild, Før og Amrum i pagt.
Fra midten af 1600 – til midten af 1700-tallet var der 18 Rømø-både på østersfangst i sæsonen. På grund af overfiskning gik dette erhverv i stå i 1700-tallets første årtier. Efter et kort opsving kom det for Rømøs vedkommende helt til ophør efter 1750.
Derefter var vadehavsfiskeriet uden betydning for Rømø. Det blev kun til lidt fiskeri med fiskenet og ruser. Først med anlæggelse af havnen i 1964 blev fiskeriet på Rømø genoplivet. Men det blev kun et par kuttere til rejefangst og lidt muslinge-skraberi.
Handelsfart fra Rømø
Sidst i 1500-tallet begyndte en særlig spændende søfartsperiode for Rømø. Ribe, dengang Danmarks næststørste havn, sandede til og samtidig blev skibene større. Købmænd fra den by måtte lede efter laste/lossesteder i Vadehavet.
I 1643 – 51 skibe hjemmehørende på Rømø
Ribe og Rømø – folk sluttede sig sammen. Det blev Danmarks næststørste handelsflåde. Skibene blev oftest købt i Holland, datidens største handelsmagt til søs. Mellem 1593 og 1643 sejlede op til 21 Ribe-Rømø skibe pr. år igennem Øresund.
Af et toldregnskab for Lister Dyb fra 1643 fremgår, at der var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. Heraf var der 17 langfartsskibe.
Men ak så kom svenskerne og brændte størstedelen af denne herlighed. Blomstringstiden for Ribe-Rømø – handelsfarten endte brat.
I 1677 en lille flåde på 13 skibe
Enkelte småskibe sejlede nu i årtier med østers til Hamborg og København. Men i 1677 udviklede der sig en lille handelsflåde på Rømø med 13 ”større” skibe, De sejlede mellem Holland, Wesser-Elbe-mundingen og Norge.
I 1730erne var der tre store sACkibe der sejlede på handelsfart efter en årlig Grønlandstur. Ca. 11 andre skibe sejlede med træ fra Norge og mursten fra Holland og søfolk til Elben.
Skipperne og nogle købmænd virkede som redere og tjente gode penge. Der var befolkningstilvækst på Rømø og dette krævede bygningsmateriale.
I begyndelsen af 1900-tallet kun 650 beboere tilbage
I 1900-tallets første halvdel. Da øen kun havde 650 beboere efter at have været oppe på 1.800 beboere, var der kun tre lastsejlere tilbage. Med dæmningen var forretningsgrundlaget også forsvundet. I dag kører lastbiler over Vadehavet. Og færgeforbindelsen til Sild er den sidste ”handelsfart til søs”.
Handelsfart fra andre havne
Mindst 5 skibsfører fra Rømø sejlede i første halvdel af 1700 – tallet på handelsskibe fra fremmede havne. Mange menige sømænd tog til de store havne for at søge hyre bl.a. fra Holland til Ostindien. I perioden fra 1700 til 1710 er der registreret omkring 40 sømænd fra Rømø i Amsterdam.
Alene i Flensborg fandtes i perioden 1774-73 11 skippere fra Rømø, der sejlede på handelsfart. Somme tider kombineret med Grønlandsfarten.
Rømøskippere sejlede på fartøjer fra Aalborg, Aabenraa, Altona, Arendal, Bergen, København, Ribe og Tønder, ofte på langfart til St. Croix. Skibene til de to sidste byer kom i øvrigt aldrig til hjemstedet. De lå om vinteren andetsteds på Fanø eller i Altona.
Det Islandske Kompagni
I 1770’erne kom en anden sejlads i gang, hvor mange sømænd fra Rømø fandt deres brød. Det var ”Det Islandske Kompagni” i København, som gennem en rømøser, Peder Jensen Manøe bl.a. i 1783 hyrede 20 skippere, 11 styrmænd, 15 matroser og kokke, 3 tømre og 20 skibsdrenge fra øen.
Selskabet sejlede forsyninger til Island, fiskede deromkring og derefter tog til Frankrig, Spanien og Middelhavet for at afsætte fisk og hente frugt og lignende.
Da det islandsselskabet tabte fiskeprivilegiet i 1787, blev størstedelen af flåden flyttet til Altona, hvorfra skibene efterhånden helt gik over til Middelhavssejladsen, fortsat med Rømøfolk ombord.
I Skipperlavet i hovedstaden
Omkring 1800 skiftede mange skibe og dermed skippere deres udgangspunkt til København. Her blev mange rømøsere eksamineret til styrmænd og skibsførere. Mellem 1789 og 1805 tilmeldte 24 sig i skipperlavet i hovedstaden.
Kongelig privilegerede kapere
Men med Københavns bombardement blev der sat en stopper for dette. Mange – mellem 14 og 21 Rømøskippere forsøgte deres held som kongelig privilegerede kapere. For ganske enkelte lykkedes det derved at skabe sig en formue. Andre blev fængslet af englænderne og det var ikke særlig sjovt.
A.P. Møllers farfar
Efter 1813 kom søfarten efterhånden tilbage igen. Især Frugtsejlads til Middelhavet blev et af de store mål. Rømø-skipperne fik ry for at være blandt de hurtigste sejlere. En af disse var A.P. Møllers farfar, Hans P.P. Møller på ”Thomas”.
I 1860 boede der endnu 34 skibsførere på øen.
Grønlandsfart
Allerede i 1644 var der søfolk fra Rømø der tog på hvalfangst, først ved Spidsbergen og Jan Mayen. Senere tog de over Ishavet til Grønland. I 1600-tallets sidste årtier kulminerede hvalfangsten, hvilket førte til overfiskning. I denne periode var mindst 10 kommandører med fra Rømø, måske flere.
Mange rømøsere rejste også til Holland og fik hyre derfra.
På jagt efter sæl
I begyndelsen af 1700 – tallet havde nogle Tønder – købmænd i fællesskab med Rømø-skipperne fået ideen om at sejle til Ishavet på sælfangst. Efter hvalfangstens relative nedgang omkring 1700 så man chancen for at brænde tran fra sælernes fedt og desuden at sælge deres skind. Til dette kunne man nøjes med mindre skibe med færre sømænd.
Det kunne lade sig gøre med Rømø som udgangshavn. Dette erhverv varede i 65 år indtil 1770. I perioden 1716 – 39 brugte man tre skibe. På øen byggedes et trankogeri og et pakhus til formålet.
80 pct. af mændene var sømænd
Omkring 1770 sejlede næsten 80 pct. af Rømøs mænd over seks år. De fleste til Grønland. Fra 1700 – tallet kendes navnene på 150 Rømø-kommandører.
I 1800 – tallet sejlede endnu enkelte Grønlandsskibe fra forskellige havne.
Mange kommandører har med deres fortjeneste skabt større formue til øen og efterladt flotte bygninger. Enkelte endte dog også på Fattighuset.
Katastrofeåret 1777
Anders Michelsen List var 12 år, da han i 1777 forliste med sit hvalfangerskib. Han overvintrede på Grønlands østkyst. Det var femte gang, han var på ishavstogt siden han var otte år. Man kan læse noget af oplevelsen på hans gravsten på kirkegården på Rømø.
Anders døde som 68-årig
Ja det kan man også på andre gravstene over kommandører, kaptajner m.m. på kirkegården. Anders blev både styrmand og kommandør. Han blev 68 år. På hans gravsten står:
På Anders tid boede der omkring 1.500 mennesker på Rømø. Af dem var 450 søfolk, der enten var beskæftiget med handel eller hvalfangst.
Isen skruede sammen i bjerge
I 1777 var 50 af dem på togt ved Grønland. Men fra juni til september blev 14 hvalfangerbåde med besætninger fra Danmark, Tyskland og Holland fanget i pakisen i dette farvand.
Sådan husker kommandanten på Anders skib det. Han fik sin beretning nedskrevet og udgivet.
Ismasserne kvaste skibene, så cirka 450 mænd måtte forlade dem og vandre over isen mod fastlandet. Anders var en del af en gruppe på 70 mænd fra to skibe. Kommandanten skrev bl.a.:
Anders måtte tage tøjet af
Han havde et ømt punkt for den 12-årige Anders. Drengen
Anders våde tøj tyngede, så han knap kunne gå. Han bad om at tage det af og fortsatte mod land næste nøgen. En nat døde tre mænd af kulde. Mange, der var løbet forud, druknede eller døde af udmattelse.
28 nåede hjem til Rømø
Da mændene nåede kysten, var det Anders, som først fik øje på tre grønlændere. Af dem fik de blåbær og sælhundekød. Hvalfangerne endte med at overvintre med hjælp fra grønlændere flere steder på kysten, indtil de i slutningen af marts 1778 nåede byen Paamiut (Frederikshåb). Der mødte de en købmand og fik skibslejlighed til Rømø.
Ud af 450 forliste mænd overlevede cirka 150. Rømøs statistik var bedre. 28 nåede hjem ud af 50.
Beretningen om Grønlandsforlisene blev skrevet ned af rektor ved Ribe Katedralskole, Lorens Hansen i 1806. Hans bog ”Grønlandsfarerne i året 1777” blev genudgivet i 1977 af forlaget Melbyhus.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Vægfliser fortæller historien
Dato: august 31, 2022
Fra Sønderho til Ribe
Det var gårdejer Jacob Michelsen fra Aabenraa, der skulle på den forholdsvis korte tur fra Sønderho på Fanø til Ribe. Dengang var han ung. Vadehavet er et farligt farvand. Jacob blev kaldt hjem fra sommerferien. Der var høbjergning langs engene. Han kom ombord på ”Lykkens Haab”. Jacob havde lidt erfaring fra Aabenraa Fjord. Pludselig var der helt vindstille. Så ventede man på, at vinden skulle vende. Skipper havde meget tålmodighed. Han advarede mod en hård nat. Så kom stormen. Den udviklede sig til orkan. En båd drev forbi. Og pludselig var ”Lykkens Haab” også i drift. Det lykkedes at smide et ekstra anker. Så stilnede orkanen af. Store skader på andre skibe. En hjertelig afsked med skipper. Det blev desværre aldrig til et gensyn med ham.
Gårdejer Jacob Michelsen
Det er gårdejer Jacob Michelsen i Kolstrup ved Aabenraa, der har efterladt nogle erindringer fra en dramatisk sørejse fra Sønderho på Fanø til Ribe. Vi har bearbejdet en beretning fra Sprogforeningens Almanak.
Et farligt farvand
Alle der plejer at sejle i Vadehavet er opmærksom, hvor lumsk dette farvand kan være. Det er ikke altid at man bare tager herud. Selv da undertegnede som barn legede i forlandet og badede i prilerne – ja så blev der givet strenge instrukser fra Opa, der boede i Ny Frederikskog syd for Højer. Han var det der hedder erhvervsfisker og havde en kutter.
Jacob blev kaldt hjem
Jacob havde i 1860’erne tilbragt sin sommerferie i det venlige og ejendommelige Sønderho, da han blev kaldt hjem. Hjemturen skulle gå over Nordby. Planen var at han skulle tage med en af små-skuderne, der dagligt sejlede til fastlandet i høbjergningstiden.
Høbjergning
Sønderhoningerne havde dengang deres enge ovre på marsken ved Ribe – kanalen. Det var kun muligt for dem at hjemføre høet ombord på sådanne småskibe. Det gjaldt da om, når flodtiden var på det højeste, med fuld ladning at nå så tæt ind mod kysten ved Sønderho, så høet, når ebbetiden indtrådte kunne blive befordret hjem over på den tørlagt strandbred.
Den strakte sig så langt øjet kunne syne. Mens høet blev hjemført, udfoldede der sig et interessant og broget folkeliv ved stranden. Det skete dels med hestekøretøjer, dels på trillebøre. Beboerne, i det væsentlige kvinder og børn havde travlt med at få høet bjerget. Og det skulle ske inden floden kom.
Om bord på ”Lykkens Haab”
Da der kun var en mils vej fra Sønderho til Ribe – kanalen fortsatte Jacob. Under gunstige forhold ville turen kunne tilbagelægges på en halv time. Han gik ombord på ”Lykkens Haab”. Og så lærte han skibets besætning at kende.
Det var skipperen Lars Olsen. Han var en gammel prøvet havgast, der havde lagt op fra sejladsen på de store have og ellers fordrev tiden med at fiske. Men når høbjergningstiden kom, var han rigtig i sit es. Så drømte han tilbage på alle de fremmede lande, som han havde besøgt.
Han bød Jacob velkommen med et nævetag. De blev enige om godtgørelsen for turen. Hans styrmand, bådsmand m.m. var hans sønnesøn, en knægt på 13 år. Det var hele besætningen. Af andre passagerer var der en ældre og en yngre kvinde med ombord. De skulle med over engen og hjælpe til med høbjergningen.
Jacob havde erfaring fra Aabenraa Fjord
I løbet af et kvarters tid lettede man. Som ung havde Jacob sejlet rundt derhjemme på Aabenraa fjord. Han var således kendt med nautiske kundskaber. Han hjalp derfor til med at hive ankeret ind, hejse mærssejl og fok og bringe skuden over stag. Det fornøjede øjensynligt Lars Olsen at have fået ”en befaren mand” ombord.
Klokken var omtrent to om eftermiddagen, da man i herligt sommervejr for en svag vestenvind stod ud fra land. Efter skipperens mening ville sejlturen vare en god times tid. Jacob regnede så med at han på toppen af et læs hø så kunne være i Ribe inden aften. Så ville han kunne tage diligencen østpå. Men det viste sig at Jacobs rejse ikke ville blive så behagelig og uforstyrret, som han havde ventet.
Vindstille
Kursen var sat lidt mod nord for at klare Kielsand, en temmelig langstrakt flad grund omtrent midtvejs ude. Men til sidst blev det helt stille. Der var ikke mere vind. Man blev nødt til at kaste anker for ikke at blive ført ud gennem Knudsdybet. Der lå båden nu. Fanø var til venstre, hvor man så fannikkerne i folkedragten med de maleriske røde og grønne skørter bevæger sig på strandbredden, Ribe lå til højre med udsigt til den travlhed, der herskede på engene og hvorfra den ene læs hø efter det andet blev kørt ind til købstaden med domkirkens høje tårne ragende op over de lave huse.
Skipperen forsikrede om at en brise sikkert ved solnedgang ville komme til hjælp. Man forsøgte at få tiden til at gå så godt man kunne. Der blev udvekslet historier fra søen over en kop kaffe.
Pludselig var der tåge mod land
Den lovede vind kom også men fra den forkerte retning. Nu var der kommet modvind. Ikke desto mindre blev der sat sejl for at krydse så tæt under land som muligt og benytte den første gunstige lejlighed til at løbe ind i kanalen.
Jacob fik overladt rorpinden og nød den skønne natur. Men efterhånden begyndte fastlandet at forsvinde som i en tåge. Men Vesterhavet var blankt og roligt og snart kom månen frem. Der var ingen, der havde en anelse om, hvad passagerer og besætning kom til at opleve.
Man ventede på at vinden ville vende
Der blev kastet anker, sejlene blev beslaget og så gik man ellers til køjs. Det vil sige at passagerne krøb ned i lasten og lagde sig i nogle knipper hø.
Jacob vågnede først da solen stod højt på himlen. Der blæste en jævn kuling fra øst. Man var nødt til at vente indtil vinden drejede sig så meget mod nord eller syd, at man kunne lægge ind i kanalen. Men vinden fortsatte med at blæse fra samme retning. Der viste sig truende skyer. Hen på eftermiddagen begyndte det at regne.
Skipper havde tålmodighed
I løbet af dagen ankom der en halv snes andre fartøjer som også blev nødt til at kaste anker og afvente en gunstig vejrændring. Blandt skibene var en skonnert lastet med hvede. Den næste morgen skulle den afgå til Hamborg.
For at være en komplet sømand skulle man være i besiddelse af tålmodighed. Det var en egenskab som Jacob ikke var i besiddelse af. Men det havde Lars Olsen i fuldt mål. Han røg roligt på sin kridtpibe, tyggede sin skrå, mens han nøje mønstrede enhver af de skuder som ankom. Han forklarede derefter Jacob deres bygning og bestemmelse.
Skipper advarede mod en hård tørn
Henimod aften begyndte vinden at tage af. Lars Olsen forklarede at den sikkert efter solnedgang ville springe om i vest. Men desværre mente han også, at man om natten kunne forvente at få hårdt vejr. ”Vi kommer ikke i land i aften”, sagde han. Og så advarede han om, at det sikkert blev en hård tørn. Han håbede at de kunne ride stormen af i løbet af natten og så komme ind i løbet af næste dag.
Lars Olsen bad nu Jacob om at hjælpe med at gøre det andet anker klar. Skipper gjorde Jacob opmærksom på at solen gik ned bag mørke skyer og at bølgerne langt ude var begyndt at rejse sig.
Så kom stormen
Lars Olsen brugte det sværeste torv til det andet anker. Lastlugerne blev forsvarligt skoddede. Fruentimmerne sendte han ned i kahytten og skød lugen for. Klokken 8 kom så den storm som kun vestkysten folk kender så godt. Søen kom rullende ind gennem Knudsdyb i lange dønninger. Det andet anker blev kastet ud.
Bølgerne blev højere og højere og skummet piskede hen over dem. Himlen var sort af skyer. Skipper mente, at bare tovværket ville holde, så skulle de nok klare den. Men selv om det var begyndelsen, ville det efter alt at dømme blive en orkan.
Søerne blev højere og højere og dansede lystigt rundt om de små fartøjer. Mørket og stormen tog til. Skipperen og Jacob stod forude for at påse, at tovene ikke blev gnavet itu. De blev naturligvis gennemvåde.
En båd drev forbi
Knægten var blevet sendt ned til fruentimmerne. Sådan sod de så en halv times tid. De holdt øje med tovene. De blev naturligvis gennemvåde. Så der drev der pludselig noget mørkt forbi i en voldsom fart.
Det var en af de andre både, hvor ankeret havde sluppet sit tag. Den ville drive mod land. Og lidt efter skete det samme for skonnerten.
Båden skingrede fra side til side. De to på dækket havde svært ved at holde balancen. Fruentimmerne bankede på lugen. De ville op på dækket. Men skipperen råbte, at de skulle holde deres mund. Øjeblikket var kritisk.
Båden var i drift – alvorlig fare
Pludselig fik Lars travlt. Han råbte:
Det var rigtigt. Skibet drev i jævn fart mod land og passerede et mindre skib i en afstand af 100 alen. Men i en hast blev ankeret kastet over rælingen. Det kunne gælde liv eller død. Jacob fik først senere et indtryk af situationens alvor.
Skibet lå nu stille. Det var på høje tid for 20 – 30 alen væk lå et skib, som man let kunne have stødt sammen med.
Orkanen var stilnet af
Nu var orkanen stilnet af selv om søerne fra havet stadig skyllede ind over skibet. Jacob frøs i den barske blæst i de våde bukser. Han fulgte opfordringen med at gå ned og lægge sig. En luge blev fjernet. Han krøb ned i lasten og rodede sig forsvarligt ind i høet, men det lykkedes ham ikke at falde i søvn.
Nu meldte søsygen sig også. Godt nok var han vant til Aabenraa Fjord men ikke til disse ekstreme forhold.
Først hen ad morgenstunden faldt han i en urolig slummer og drømte om et drivende vrag og skibsforlis. Da han vågnede, var det blevet dag. Der blæste endnu en frisk kuling fra nordvest.
En kop varm kaffe og derefter nogle spring på dækket hjalp til med at få blodet i bevægelse igen.
Store skader på andre skibe
Nu kunne først se, hvilke ødelæggelser stormen havde forvoldt. Af de 12 fartøjer, som lå udenfor, da uvejret begyndte, var de seks mere eller mindre beskadigede, drevet i land og yderligere af en springflod, hvis lige ikke var kendt i mands minde, kastet højt op på den sandede strandbred, nogle endog ind over engene.
Skonnerten lå med en alvorlig lækage på det tørre og en større fiskerbåd var af springfloden kastet en halv mil ind på engen. Da Jacob senere ombord på et hølæs kørte til Ribe, lagde han mærke til, at den lå halvvejs mellem havet og byen.
En hjertelig afsked med skipper
Efter at man nu ved middagstid lå fortøjet inde i kanalen tog Jacob en kort og hjertelig afsked med Lars Olsen og de to rejsefæller. Men han ville på ingen måde tage imod betaling for overfarten.
Han mente at Jacob på en så god måde havde taget sin tørn, så det kunne det slet ikke blive tale om. Jacob sprang i land men lovede at kigge ind til ham, når han igen gæstede Fanø. Det blev dog aldrig til noget.
Det blev aldrig til et gensyn
Et halvt år efter denne dramatiske sørejse fra Sønderho til Ribe, druknede både han og Jacobs vært, da de var på fiskeri sammen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 21, 2022
Sønderborgs Historie
Det begyndte ved Augustenborg Fjord. Hvem/hvad kom først. Sønderborgs ældste byområde. Hertugen udstedte et brev i 1296. Skt. Jørgensby. To offentlige skibsbroer. Længe i skyggen af Flensborg. Købstadsrettigheder fornyet 1590, Flere ulovlige havne på Als. Mange hjemmehørende skibe, Man talte dansk Krigen 1864 gik hårdt ud over Sønderborg. Stormflod i 1872. Valgret blev frataget. Fæstningsanlæg etableres. Marinestation. Den hellige side. Fra 1888 Ringriderfest. Arbejder – og Soldaterråd. Ny byggeplan, Sønderborg under besættelsen. Farvel til Sønderborg Kaserne.
Det begyndte ved Augustenborg Fjord
Den første egentlige bydannelse finder vi ved Augustenborg Fjord. Her opstod i 1100 – tallet en sæsonmarkedsplads omgivet af volde og grave. Det kaldes i dag for Brovold i landsbyen Bro.
Bedre skibe var årsag til stigende handel mellem Danmark og hansestæderne. Dette stillede også krav til en bedre og beskyttet ankerplads så nær Østersøen som muligt. Det fandt man, der hvor Alssund udløber i Flensborg Fjord. Det sted man fandt, havde færgeforbindelse til Sundeved.
Hvem/hvad kom først?
Hvem/hvad kom først? Byen eller borgen? Ja det ved man ikke. Begge dele blev grundlagt i 1200- tallet. Fra starten havde Sønderborg et torv, købstadsrettigheder og en borgmester.
Sønderborg stadsret er udstedt mellem 1404 og 1427. Men borgmester og råd omtales først i 1474.
Siden tog både kong Hans og Christian den Anden ofte ophold på Sønderborg Slot.
Sønderborgs ældste byområde
Sønderborgs ældste byområde er nok det, der ligger nærmest slottet – Brogade, Slotsgade og Rosengade. Mon ikke Humletorvet er byens første torv. Arkæologiske undersøgelse viser, at der her i slutningen af 1200 – tallet var en åben plads med plads til en brønd.
Hertugen udstedte et brev i 1256
I vores kilder siges det, at første kilder om byens eksistens stammer fra 1256, da hertug Valdemar 3. Abelsen udstedte et brev, dateret Synderborg Alsie”. Det er muligt at man har fundet dokumentation for noget, der er ældre.
Den første beskedne by voksede hurtigt. En gang i løbet af 1300 – 1400- tallet blev det store byområde, hvor Store og Lille Rådhusgade mødes i det lange trekantede Rådhustorv og fortsætter i Perlegade.
I torvets bund blev et muret rådhus anlagt. Det er der hvor rådhuset ligger i dag. Men det middelalderlige rådhus blev ødelagt ved det preussiske bombardement i 1864. Det nuværende rådhus er fra 1933.
Skt. Jørgensby
Samtidig voksede skipper – og fiskerbydelen langs stranden nordpå. Det må så være det nuværende Søndergade og Havbogade og op mod spedalskhedshospitalet på bakken. Dette hospitals kirke indgår i den nuværende Skt. Marie Kirke. Her voksede bydelen Skt. Jørgensby frem (Jørgensbjerg, Lillegade, Kirkegade).
To offentlige skibsbroer
Omkring 1510 anlagde Kong Hans orlogsværft nær ved slottet. Nogenlunde samtidig gennemførtes omfattende opfyldninger ud for Brogade og den sydlige ende af Søndergade. Helt op til 1870’erne havde byen to offentlige skibsbroer, Sønderbro og Nørrebro. Resten af strandsiden var optaget af private huse, bådebroer og pakhuse.
I perioden 1532 – 1549 sad den tidligere konge Christian den Anden i fangenskab på Sønderborg Slot. Vi har i en artikel skrevet om dette ophold.
Længe i skyggen af Flensborg
Sønderborg lå længe i skyggen af det store Flensborg. I 14 – 1500 – tallet havde bønder fra Als og Sundeved endda lov til at rejse uden om Sønderborg for at handle i Flensborg. Men efter Sønderborg Slot i 1571 var blevet hovedsæde i hertugdømmet Sønderborg, kom der opgangstider.
Handel og søfart blomstrede og byens indbyggertal steg. De gunstige forhold for erhvervslivet betød en befolkningsfremgang. Fra landdistrikterne undertiden også fra Flensborg og dels af tyskere.
Købstadsrettigheder fornyet i 1590
I 1590 fik Sønderborg fornyet sine købstadsrettigheder, da hertug Hans den Yngre giver byen en ny markedsordning. Skatte-listen fra 1607 oplyser, at ud af 340 skatteydere var der 100 håndværkere. Håndværkerstanden udgjorde således en væsentlig del af byens borgere.
Flere ulovlige havne
Købmænd og skippere nævnes også hyppigt i skatte-listerne, hvilket antyder at Sønderborg var en søfartsby. Det ældste kendte kort over Sønderborg er fra 1649. Det stammer fra Danckwerths Slesvig – Holstenske Atlas, hvortil alle kort og byplaner er tegnet af den meget dygtige kartograf Johannes Mejer fra Husum. Begge personer har vi tidligere omtalt.
I 1600 – tallet kæmpede Sønderborg mod flere ulovlige havne på Als. Flækken Nordborg fik flere handelsprivilegier. I begyndelsen af 1700 – tallet var Nordborg en alvorlig konkurrent.
Mange hjemmehørende skibe
Fra omkring 1650 og næsten 100 år frem oplevede byen en økonomisk stagnation og tilbagegang. Dette skyldtes de voldsomme oplevelser under svenskekrigene 1658 – 60. Det sker næsten ingen udvidelse af byen.
Det var et tab for Sønderborg at man i 1667 mistede hertughoffet.
I 1686 udarbejdes der, oven på en række år økonomisk vanskelige år. Nye bestemmelser for handel, skibsfart, håndværk og fattigforsorg. Det fik betydning for byens liv de kommende 170 år.
I 1730 havde Sønderborg 70 hjemmehørende skibe. Skibene udførte især korn, men også varer som tegl, smør og æbler. Og så hentede de træ retur. Også skibsbyggeri fik stor betydning.
Man talte dansk
Det meste af byen var dansktalende, men tysk var stor set enerådende i administrationen og forretningsliv og dominerede i kirke og skole. I 1840’erne var byens borgerskab nationalt delt, men under hele Treårskrigen 1848 – 51 var byen på danske hænder, og det danske kom til at dominere.
Krigen 1864 gik hårdt ud over Sønderborg
Krigen mellem Danmark, Preussen og Østrig i 1864 fik alvorlige følger for Sønderborg. Den 10 uger lange belejring og beskydning af skanserne på Dybbøl Banke betød at der ofte faldt granater ned i byen. Særlig galt gik det natten mellem den 2. og 3. april, hvor byen blev kraftig bombarderet.
Det voldsomme bombardement resulterede i mange ødelagte huse i byen. Det gik især hårdt ud over Rådhuset og hertugernes by-palæ fra 1580’erne, det såkaldte Ernst Günther Palæ i Perlegade.
Hele 80 pct. af byens huse enten nedbrændte eller på anden måde beskadiget. En masse af byens borgere udvandrede til Danmark. Til gengæld fik byen flere tyske militære institutioner.
Stormflod 1872
Den 13. november 1872 ramtes byen også en voldsom stormflod, som påvirkede alle byerne langs Sønderjyllands østkyst. Vandet nåede en højde på over tre meter over normal vande og står meterhøjt i mange gader.
Valgret blev frataget
Da byen efter krigen kom under tysk styre, betød det store omvæltninger for borgerne. Bystyret i Sønderborg var fra 16. november 1869 tysk. Den 1. januar 1870 indførtes den Slesvig – Holstenske købstadsordning. Denne ordning satte nye grænser for, hvem der kunne deltage i kommunalvalget.
I 1875 var der i Sønderborg kun 374 valgberettigede borgere, en markant nedgang i en by der på dette tidspunkt havde 4.000 indbyggere.
Fæstningsanlæg anlægges
I 1865 – 66 anlagde det preussiske styre en ny og forbedret fæstningsring omkring byen. både på Sundeved – siden (de nuværende skanser på Dybbøl Banke og på Alssiden. Samtidig blev Kongevej anlagt som en militærvej rundt om byen.
Af fæstningen på Alssiden er kun bevaret de materielhuse på Kongevej og i Helgolandsgade samt en rest i en privat have ved Alsgade. Da faren for et modangreb var drevet over med den tyske sejr over Frankrig 1870 – 71, blev anlægget nedlagt i 1884.
Marinestation
I 1905 besluttede det tyske rige, at Sønderborg sammen med Flensborg skulle være nye hovedkvarterer for den hastigt fremvoksende tyske flåde. På skrænten nord for byen rejstes den nye marinestation. Denne marinestation fik stor betydning for byens indbyggertal.
Det var især de offentlige bygninger, der førte an i de mange nybyggerier. Der blev også bygget amtssygehus, skole og gymnasium, filial af rigsbanken, domhus og posthus.
Trafikken til byen var indtil da i høj grad sket med dampskibe på Alssund og Flensborg Fjord. I 1898 blev der anlagt smalsporet amtsbaner på Als. I 1902 fik normalsporet forbindelse til Tinglev.
”Den Hellige Side”
Den første bro ”Kong Frederik den Syvendes Bro over Alssund” blev 230 meter lang og gik fra Sdr. Havnegade til Sundgade. Broen blev indviet den 21. september 1856. Det var en ponton – bro, Der skulle betales bropenge for at komme over. Dog ikke om søndagen, hvor der var kirkegang. Folkevandringen hver søndag gjorde, at Sundeved – siden i folkemunde blev kaldt ”Den hellige side”.
I årene mellem 1850 og 1864 blomstrede byen. På skibsværfterne langs havnen blev der bygget store sejlskibe til langfart. Langs hovedgaderne blev mange af de store købmandsgårde nybygget i grundmur.
I 1860 lykkedes det også at købe slottets ladegård. Derved fik byen udvidelsesmuligheder mod øst næsten hundrede år frem. Samtidig forbedredes byens faciliteter. I 1863 anlagdes det første gasværk i nærheden af slottet.
Fra 1888 – Ringriderfest
I 1888 blev Sønderborg Kredsringriderforening oprettet og lige siden har man holdt ringriderfesten i Sønderborg. I nutiden er den årlige ringridning blevet en folkefest med deltagelse af ca. 500 ryttere og 40.000 gæster. Længe så har man kæmpet med Aabenraa om at få flest ryttere. Under tyskertiden måtte dampere med gæster fra Danmark gerne lægge til med gæster til ringridningen.
I 1906 vedtog man en ny byplan. Herefter blev en masse gader øst for Kongevej og hele Nystaden anlagt. Samtidig fik en række gader tyske navne. I Nystaden var det en hel masse gader, der blev opkaldt efter tyske digtere. Hvis kun Goethe har overlevet.
Ved Rigsdagsvalget i 1912 stemte halvdelen af befolkningen på tyske borgerlige partier og under en fjerdedel dansk.
I 1914 fejrede tyskerne sejren ved Dybbøl. Men ikke lang tid efter startede Første Verdenskrig. I løbet af få år kunne også Sønderborg mærke sult, nød og ulykke.
Arbejder – og Soldaterråd
I november 1918 udbrød der revolution i hele Tyskland. Også i Sønderborg blev der oprettet et ”Arbejder – og Soldaterråd under ledelse af skrædder Bruno Topff. Rådet skulle sikre ro og orden under afviklingen af det kejserlige styre. Vi har her på siden to artikler om temaet. Måske snart tre.
I 1920 var der 44 pct., der stemte til fordel for Danmark. Den offentlige forvaltning skulle igen gøres dansk. Der skulle vælges nye by-, kommune- og sogneråd.
Ny byplan
Økonomisk var landsdelen meget forsømt. Det blev en stor opgave for staten. Og så var det lige den nye bro. Den blev indviet under stor festivas den 7. oktober 1930. En stor byplans – konkurrence i 1927 blev vundet af arkitekten Kai Gottlob. Det betød at en række ring – og radialgader blev anlagt: Ringgade, en del af Grundtvigs Alle, Ringridervej, Søndre Landevej og Arnkilgade.
Sønderborg voksede nu næsten eksplosivt på grund af det store Kamgarnsspinderi, væksten i margarinefabrikken og det nye amtssygehus samt en række mindre virksomheder. I 1959 steg indbyggertallet til 20.000 indbyggere og i 2000 steg befolkningstallet til over 30.000 indbyggere.
Sønderborg under besættelsen
Under besættelsen i dagene den 17. og 18. april 1944 var der gang i den i Sønderborg. Et tysk marinefartøj åbnede ild mod Kong Christian den Tiendes Bro, hvorved fodgængere blev dræbt.
Den 5. maj 1945 blev 11 tyske marinesoldater om natten henrettet på Alssund ombord på minestryger M 612. Det skete kun 2 km fra Sønderborg. Denne hændelse har vi også beskrevet i en artikel.
I 1981 kunne man så indvie den nye højbro over Alssund. Nu kunne den tunge fabrik lede uden om byen.
Farvel til Sønderborg Kaserne
Den 4. april 2014 blev flaget hejst for sidste gang på Sønderborg Kaserne. Det markerede afslutningen på Sønderborgs status som garnisonsby. Kasernen i Sønderborg havde huset soldater siden den stod færdig i 1912.
I 1966 fik skolen navnet Infanteriets Befalingsmandsskole, hvor al sergentuddannelse ved kamptropperne samledes i Sønderborg. I forbindelse med Forsvarsforliget 2013 – 2017 blev det besluttet at Hærens sergentskole skulle flytte fra Sønderborg til Varde Kaserne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 13, 2022
Bommerlund – Snaps, Kro og Skov (3)
Det kaldes ”Paradiset”. Du kan se stendigerne. Kongeligt privilegeret kro. Rastesteder. Masser af kroer. Under Stoltelund Gods. Skipperen Peter Schwennesen kommer ind i billedet. Han havde succes. Serveret med blomme. Ikke lev og behageligt at færdes på Hærvejen. Masser af rejsende dengang. Den franske dragon. Kroen brændte i 1836. Produktion flyttet til Søgård og Flensborg. Enken overdrager rettighederne. Gyldne dråber får et minde.
Det kaldes Paradiset
Dette er vores tredje afsnit om dette tema. Det er muligt at vi kommer til at gentage nogle ting. Her har Hærvejen krydset åen i århundreder. Først som vadested sidenhen som en flot dobbeltbuet kampestensbro.
Stedet kaldes Paradiset fordi når stuedriverne kom hertil, så blev studene ført ind i lejefoldene og tog sig af det grønne græs og de friske lyngtoppe. Alt imens gik studedriverne ind på Bommerlund Kro og tog for sig af retterne der. Det rene paradis for alle.
Du kan se stendigerne
Langs Hærvejen her ved Bommerlund kan velbevarede stendiger stadig opleves. Stendigerne fungerede som afgrænsning af lejefolderne til studene. Digerne adskiller i overført betydning ”Horn fra Korn”.
Her finder du også en mindesten skænket af firmaet Dethleffsen i Flensborg og rejst i 200 året, hvor Bommerlund kroen blev kongelig privilegeret med tilladelse til snapsebrænding – 27. juni 1760.
Kongeligt privilegeret kro
Begrebet ”kongeligt privilegeret kro” stammer fra 1283, hvor Kong Erik Klippinge besluttede, at der skulle oprettes kroer på de såkaldte kongeveje, samt ved færgesteder. Dem kunne de kongelige benytte, når de rejste rundt i landet i embedes medfør.
Ved skæbnens ironi blev kong Erik Klippinge tre år senere myrdet i en lade i Finderup ved Viborg, hvor han måtte overnatte, fordi der ikke var en kro i nærheden.
Dronning Magrethe den Første påbød i 1396, at der skulle være en kro for hver fire mil. Fire mil er lig med 28 km. Det svarer til en normal dagsrejse for belæssede rejsende.
Rastesteder
I senere århundreder lå kroerne dog væsentlig tættere. Det gælder ikke mindst langs Hærvejen, hvor de var uundværlige rastesteder, da vejen gik gennem øde egne. I 1700 – tallet var der her jævnt hen en kro for hver mil. De lå ofte ved vejkryds eller vadesteder.
Således mødte man den nordligste sønderjyske hærvejskro ved Immervad, hvor den egentlige hærvej langs vandskellet igen begyndte, efter at trafikken var søgt andre veje omkring Kongeåen.
En mils vej længere sydpå lå så den berømte Røde Kro. Endnu en mil mod syd var der et trafikknudepunkt, hvor vejen fra Ribe stødte til. Her lå gården Toldsted, der også fungerede som kro. Nu var der mindre end en mil til Stenbjerg Kro og ikke meget syd for den fulgte Pouls kro, der som Immervad lå ved et vigtigt vadested.
Masser af kroer
Fortsatte man endnu en mil mod syd var der et nyt vadested og en ny kro – Gejlå. Og en mil syd herfor lå så både gården Oldemorstoft, der havde gamle kroprivilegier, og Bov kro, der var af noget yngre dato.
Man kunne så synes, at behovet for kroer så var dækket ind. Ikke desto mindre opstod der nye kroer i det sene 1700 – tal og op i 1800 -tallet. Man kan bl.a. nævne Padborg Kro lige syd for Bov og Lygtekroen nord for. Nu havde man hvis noget grænsen for, hvor mange kroer, der kunne være her.
Vi har da også her på siden tidligere bragt artikler om mange af de omtalte kroer.
Under Stoltelund Gods
Det var en datter af kromand Peter Jürgensen i Kliplev i 1760 blev gift med kromanden i Gerrebæk. De fik en ejendom ved Bommerlund syd for Gejlå. Ejendommen hørte under Stoltelund gods. Der blev givet tilladelse til at drive kro på stedet.
Skipperen Peter Schwennesen kommer ind i billedet
Den nybagte kromand døde dog allerede året efter. Enken drev kroen videre til 1764, hvor hun giftede sig med Aabenraa – skipperen Peter Schwennesen.
Der er lidt usikkerhed om hvornår præcis kroen åbnede. Men et er sikkert. Brændevinsbrænderiet som ”fast produktion” blev sat i gang den 27. juni 1760.
Han havde succes
Han kastede sig straks over hvervet som kromand og havde efter alt at dømme succes med det. Hans søn skrev i hvert fald senere:
Serveret med blomme
Nu var rygtet også gået, at man her kunne få en velsmagende snaps. I tidligere tider blev Bommerlund snapsen serveret ved at overhælde en blomme i et glas. Med en lille gaffel stikkes der huller på blommen så spiritussen trækker ind i blommen. Snapsen drikkes og den spiritusmættede blomme spises med stor nydelse.
Bommerlund kro var i sådan grad knyttet til den jyske hærvej, at det kan forsvares at sige, at den levede og døde med Hærvejen.
Ikke let og behageligt at færdes på Hærvejen
Da man i 1870’erne anlagde efter datidens målestok en fin og imponerende bred hovedvej fra Flensborg til Aabenraa var Hærvejens rolle som trafikåre i realiteten udspillet. Dermed faldt samtidig klokkerne i slag for den gamle Bommerlund kro. Digteren H. P. Holst skrev i 1849 følgende:
Vildt og ensomt var der i disse tider langs Hærvejen. I en gammel krønike omtales passet ved Bommerlund kro således:
Masser af rejsende dengang
Det var bestemt ikke romantisk at være kromand på Hærvejen. Den jyske Hærvej har været besøgt af mange krigsmænd. Og disse har udvist brutalitet. Således berettes om en kromand, der gennem øret blev sømmet til sin egen dørstolpe, fordi han var ”kommet for skade” at blande rigeligt af vand i brændevinen. Man må altså dengang har gjort sig nogle tanker om styrkegraden af en regulær snaps.
De fleste kroer trivedes nu godt nok. Der var masser af rejsende dengang på Hærvejen. Det var dårlige transportmidler med ringe fart, Vejene var også elendige.
Når mørket sænkede sig, var det forbundet med både uhygge og fare at befærde vejene.
Kongen befalede lys
Kongen beordrede derfor i 1779 at der på vejstrækningen fra Oksekjær til Bov blev opstillet tre ledefyr. Så ville det måske være muligt for rejsende at finde vej.
En mark lidt syd for Bommerlund bærer endnu navnet Løjtekromark (Lygtekromark). Her lå i længst forsvundne dage Løjtekroen (Lygtekroen). Det var et mindre gæstgiversted, som vi også har skrevet om.
Den franske dragon
En fransk dragon var kommet til kroen. Han var syg og blev plejet af familien. Åbenbart var det et længere sygeleje. Der tales især om kromandens blonde datter, der plejede dragonen. Hende har vi ikke navn på. Han kunne ikke betale sin regning. I stedet fik de en recept på en snaps med hele 26 krydderier deriblandt anis
Peter Schwennesen var nok ikke helt klar over, hvor god en handel han her havde gjort, men han fornemmede nok mulighederne. Og måske er opskriften ikke så hemmelig. Peter Schwennesen afskrev recepten og sendte den ud til familien. På det Kongelige Bibliotek skulle det efter sigende være et brev med opskriften/recepten.
Bommerlund-snapsen er brygget på roer i modsætning til Aalborg – snapsen, der er brygget på kartofler. Nu er Bommerlund heller ikke så skarp som ”den røde Aalborg”.
Kroen brændte i 1836
Da Peter Schwennesen dør overgår opskriften til han søn, Marcus Schwennesen. Denne gifter sig med en kromandsdatter fra Kliplev, som var hans kusine. Men ak, han dør allerede efter 7 måneder.
Efter tre år gifter enken sig med Marcus Bendixen Møller. Til sin store sorg må de se kroen brænde op i luer i 1836. Men han er en foretagsom mand. Inden sin død i 1839 oplevede han at se kroen genrejst med brændevinsbrænderiet placeret i en særskilt bygning, der var tækket med tegl.
Produktion flyttet til Søgård og Flensborg
Marcus Bentzen arvede kroen og brændevinsbrænderiet efter sin far.
Hans flytter først snapsebrænderiet til Søgård i 1850’erne og senere i 1886 til Købmandsgården, Norderstrasse 86 i Flensborg.
Kroen ved Bommerlund holder ud til 1880 og bliver brækket ned omkring 1900.
Enken overdrager rettighederne
Produktionen blev væsentlig forøget. Den blev også eksporteret til Amerika. Og den var med på verdensudstillingen i 1904 i Chicago. Enken Josephine Møller førte produktionen videre.
Den danske konge Frederik den Femte gav familien privilegium til at fremstille snapsen til 1911. Så blev opskriften solgt til firmaet Dethleffsen i Flensborg for 40.000 guldmark. Welt og andre medier påstår at enken fik 400.000 guldmark, men det er nok urealistisk. De fremstiller snapsen til 1997. Og fra år 2000 af firmaet Berentzen, Haselünne i det sydvestlige Niedersachsen.
Gyldne dråber får et minde
Kroen er for længst lukket, men navnet Bommerlund lever videre i den klare væske. I 1960 rejstes en sten på stedet, hvor kroen stod. Den er udført af billedhuggeren Walther Rössel, Kiel, og viser en træt rytter, der bliver budt en snaps af forsvarlig størrelse.
Det er nu ikke mange gyldne dråber, der får sådan et minde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 22, 2022
Tønder Havn – vækket til live
Tønder har fået et nyt turistplaster. En gang havde byen en storhavn og kom på Verdenskortet. Og så fandt man pludselig rester af en havn – dog ikke storhavnen. Men man kunne ikke både beskytte området og bevare Storhavnen. Det blev til en mindre havn. Efterhånden måtte ydre-havnene også flyttes. En tunnel-løsning skal fortælle historien – Vi fortæller den her.
Havnefronten så dagens lys
For mange var det en overraskelse, da den gamle havneplads pludselig dukkede frem på Skibbroen i Tønder. Det vakte stor begejstring. For første gang i 87 år så havnefronten dagens lys. Det blev slukket for 87 år siden – i 1934.
Men for Tønder Lokalhistoriske Forening var det ikke så stor en overraskelse. De kunne have udpeget den østlige havnefront med en halv meters nøjagtighed. De skulle bare have ringet. Men hvorfor henvendte de sig ikke selv?
Arbejdsmand i 2005: Der er ikke mere at komme efter
Man foretog nogle prøvegravninger i 2005. Men ifølge en arbejdsmand var det ikke noget tilbage. Men denne gang fik man professionel hjælp fra arkæologer fra Haderslev. Og det er heldigvis besluttet, at den genfundne havn ikke skal tildækkes, men bevares for eftertiden.
En tunnelløsning
En enig kommunalbestyrelse har besluttet, at der nu skal indrettes et underjordisk museumsrum, hvor de genfundne rester skal vises frem. Man er blevet enige om en tunnelløsning. Og sådan en løsning koster 8 – 9 mio. kr.
Man havde også talt om en glasoverdækning. Her kunne man præsentere det hele. Det kan man så ikke med en tunnelløsning.
Af de fund som man har fundet i forbindelse med udgravningerne, er to sted med årstallene 1761 og 1878. De to tal markerer årstallene for havnens ombygning og udvidelse. Nu kan der fortælles en helt ny version af Tønders spændende historie.
En ny ”Fiskebæk – sag?”
Under nedlægning af vandrør kom Tønder forsyning til at ødelægge en østlig tunnel fra dengang. Og åbenbart var denne ødelæggelse i strid med, hvad Kulturarvsstyrelsen har bestemt. Man sammenlignede dette med Fiskebæk – sagen, hvor Tønder Kommune nedbrød en historisk bro. Man havde dog fået lov til at gennembryde et enkelt sted. Sammenligningen med broen holder nok ikke.
I 1878 havde Tyskland fået en krigsskade-erstatning fra Frankrig, der havde tabt krigen om Alsace – Lorraine. Nogle af disse penge blev brugt til at grave en kanal og fuldmure en rørledning, der skulle bringe frisk vand fra Vidå til den tilsandede havn.
Denne rørledning er 40 meter lang.
Da Tønder kom på Verdenskortet
Nej det var ikke denne havn, der fik Tønder på verdenskortet. Nogle mener stadig at det er Møgeltønder. Men det var den arabiske geograf Idrissi (1099-1164) der besøgte Tønder/Møgeltønder omkring 1130. Han udgav i 1153 et værk i Palermo. Han skrev følgende om Tønder/Møgeltønder:
Kan det være Tønderhus eller forgængeren for denne han har set?
I danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Som sagt mente mange, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men den havde ikke en havn af nævneværdig størrelse.
Dengang: Besejlingsforhold helt anderledes
Den gang var besejlingsforholdene helt anderledes. Man taler om en fjord, der gik ind til Tønder. Skibene lå på Slotsbanken. Når der var ebbe, var det ikke mulighed for at sejle.
Marskområderne vest og syd for byen var havbund. Tønder lå ved en bugt. Der var mange øer og holme. Vi kender dem endnu i dag – Tønder, Ubjerg, Aventoft, Rosenkrans, Rudbøl og Møgeltønder.
Sejladsen i bugten havde et ganske betydeligt omfang. De lavt-bundede både kunne gå ind på den lave strand ved Møgeltønder.
Fra Lille Tønder til Tønder
Efterhånden som handelsskibene blev større og tungere søgte skipperne bedre egnede ankerpladser. De valgte at gå længere ind i deltaet og fandt den ideelle landingsplads – en naturhavn – mellem to øer, hvoraf den ene havde en boplads.
Klyngen af hytter kaldtes Lilletønder. Den vandrige Vidå holdt sejlrenden farbare. Sådan gik det i små to hundrede år. Bopladsen voksede. Man kaldte sig Tønder – Danmarks første købstad.
Endnu i Middelalderen var sejldybden sådan at store skibe kunne anløbe havnebyen Tønder. Men allerede før 1500 kneb det for de store skibe at anløbe Tønder. Skibe på 30 – 60 tin fik indsnævret mulighederne.
Sluserne ødelagde det efterhånden for havnen i Tønder. Den driftige handels – søfartsby Tønders skæbne var nu for alvor besejlet. Lægan – slusen betød det endelige punktum
Asgersodde – den første yderhavn
Fra 1611 til 1617 blev der gravet en kanal til Asgersodde – senere losseplads. Ad denne kanal blev Tønder besejlet frem til 1934. Om man brugte også en penge på at forbedre kajanlæg i den lange periode hertil, vides ikke.
Den omtalte kanal var på 2,4 kilometer.
Alle større skibe lagde nu an ved Lægan. Kun ganske få både kunne nu gå ind til Tønder såfremt de kunne lægge deres master ned.
Tønder fik dog i 1600-tallet en aftale omkring fri ind- og udskibningsaftale med Aabenraa Havn, så der også var mulighed for handel østpå.
Mange kanal – planer
Den Gottorpske hertug Frederik den tredje ville opbygge Rudbøl til et fristed. Her skulle der være plads til alle uanset religionsforhold. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Denne kanal skulle formidle vareudveksling mellem øst og vest. Den skulle besejles af fortrinsvis fladbundede både, der kunne laste op til 40 tons. Men planen blev aldrig gennemført. Grunden var de store ødelæggelser ved stormfloden i 1634.
Endnu i 1634 var der 14 skibe hjemmehørende i Tønder. 30 år senere var der ingen. Men fra Rømøs historie ved vi at Tønder – købmænd havde andele i Rømø – skibe.
Christian den fjerde havde en ide om, at Ballum skulle gøres til havneby. Der skulle så graves en kanal til Aabenraa til skibe med en dybde på 11 fod.
Yderhavn flyttes fra Rudbøl til Højer
I 1706 gjorde man noget alvorligt ved kajanlægget i Tønder, men da var det for sent. Optimismen fejlede ikke noget.
I løbet af 1700 – tallet var det kun lokale pramme og småbåde, der anløb Tønder havn. I 1715 blev Rudbøl inddiget. Havneaktiviteterne blev flyttet til Højer, men selv i Højer mærkede man problemerne. Nu måtte Emmerlev bruges som nødhavn.
Vi kan finde ud af, hvilke skibe der anløb Tønder Havn i 1760 ved at kigge på Statholderens reskript af 5. april 1760, som skulle godkende Tønder Magistrats foreslåede regulativ vedrørende opkrævning af havne – og kanalafgifter efter fartøjets størrelse. Der nævnes følgende arter af skibe. Nogle af disse var sandsynligvis på indtil 6 læster (12 tons):
Der må antages, at de første to nævnte arter af skibe, der ikke var fladbundede kun under særlig omstændigheder kunne anløbe Tønder havn.
1790: Asgersodde: ”Zugeschlammt”
Cirka 30 år senere foreligger der en opmåling (A. Hinrichsen) af 1790, kanalens afsnit fra ”knæet” syd for Tønder til Asgerodde virker temmelig forsømt (zugeschlammt) Den nordfra kommende kanal går i reliteten med en bred forbindelse over i den lige syd derfor lidende Vidå, som dog på dette tidspunkt mellem Møllekulen og Askerodde kun havde en vandstand fra 0,30 meter til 1,20 meter.
Ved selve landingspladsen var dybden a,50 meter til 2,10 meter. Det var det sted man kaldte Asgersodde Kule. Her var åens bredde udvidet til 40 – 50 meter. Ja så staves det både sådan Askersodde og Asgersodde!
Bådfolket i Rudbøl udnyttede situationen
Tværs over den gamle Tønderbugt blev der nu etableret et dige fra Gl. Frederiks Kog i syd til Højer Kog i nord. Det var i 1715. De store skibe lagde nu til i Rudbøl. Men så blev der anlagt en sluse i Nørremølle.
Tønder – købmændene pressede på for at få forbedret kanal – systemet. De ville ikke være afhængige af fragtmændene og bådfolket fra Højer og Rudbøl, der tog sig særdeles godt betalt.
Omkring 1830 var der hele 30 bådsmænd tilbage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Jo, der var mange skippere, der var utilfredse med den betaling, som de forlangte.
1764: Nye kanalplaner
I 1764 var de igen planer om at føre en kanal gennem Tønder. Det var den tyske forfatter og økonom J.H.G. v. Jushi der hævede at de bedste steder var enten Slesvig – Husum eller Flensborg – Tønder – Højer. Hvis kanalen var dyb nok. ville det også mindske skaderne ved en stormflod mente han
Lokal – trafik i Vidå
I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå købmand Tygesens butik lige ved kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.
Når Søren Jensen anløb Skibbroen besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.
Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker var dette samlet i sække som rummede store mængder. Søren Jensen tog sin sidste tur i 1913.
Lige som i Aventoft var der også en bager i Rudbøl, der solgte produkter fra sin båd. Det var Max Pørksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indkaldt til krigstjeneste.
Hver torsdag fik han lastet sin båd med firepundsrugbrød (50 pfenning), sigtebrød, franskbrød, Kavinge (tvebakker), wienerbrød og kager.
Problemet var at man ikke måtte tage vandtrykket fra møllen. Og denne mølle var ejet af hertugen. Så der var ingen hjælp at hente herfra.
1857: Planer om en skibskanal til Højer
Vesterhavet for længst hindret i at nå ind i den inderste del af Tønderbugten. Opstemningen af å-vandet fra Vidå spredte sig dog ud over landskabet.
I 1857 tog diskussionen om udførselshavn igen til. Vandbygningsdirektør E.R. greve udarbejdede et projekt om en afvandings – og skibskanal fra Tønder til Højer. Diskussionen varede helt til 1864. I 1850 var der startet kreatur-transport fra Ballum til London. I 1851 begyndte man også fra Højer, men dette måtte opgives året efter. Ved Ballum var det meget besværligt, fordi damperne måtte ligge 2- 3 kilometer fra kysten. Derefter overtog Tønning transporten til England.
1865: Nye planer om kanal gennem Tønder
I 1865 skrev Grev Baudissin en længere artikelserie i Flensburger Norddeutsche Zeitung. Heri gjorde han rede for en storslået inddæmningsplan:
Snakken dengang gik meget på inddæmning af hele Sild, en stor havn på Rømø og en kanal tværs gennem Slesvig.
Den omtalte greve gik ind for en linje Flensborg – Højer – Rømø. Men den preussiske generalstabschef von Moltke var imod denne forbindelse.
Havnemesteren har en plan
Havnemesteren i Flensborg fremkom i 1868 med et anonymt skrift. Heri påpager han, at der skulle anlægges en kanal på 50 kilometer. Den skulle føres fra Kobbermølle – bugten og tunneldalen ved Kruså og direkte mod vest. Mærkelig nok anså man det ikke nødvendigt med sluser. Kun ved endepunkterne var der behov for sluser. De dansksindede slesviger modtog planen med skepsis. Også tyskerne var bekymrede. Måske skyldtes det, at den danske regering ved lov af 24. april 1868 havde vedtaget at anlægge en havn ved Esbjerg.
Men det endte som bekendt med Kaiser – Wilhelm – Kanalen, der blev påbegyndt i 1887 og indviet i 1895.
Da Bismarck anløb Tønder – eller gjorde den?
Det sidste store skib, der sejlede til Tønder var Bismarck, som var en hjuldamper.
Egentlig starter den historie i 1871 på Hotel Munkmarch på Sild. Thomas Selmer Var hotelejer, kaptajn og postskipper. Han driver en færgerute med damperen Bismarck – og en lystsejlads med sin sejlbåd ”Seemöwe. Han elskede at fortælle skrøner og ofte handlede disse om Vadehavet. En af gæsterne foreslog, at han skulle sejle ad Vidåen til Skibbroen i Tønder. Jamen det gør dig da, svarede han.
Gæsten tvivlede dog på, at han kunne passere Vidåens broer. Han nævnte også åens lave vand. Med udstrakt hånd tilbød Selmer et væddemål på 200 Mark.
Søndag den 22. oktober 1871 ilede Tønders befolkning til havnen. Og sikke et syn, der mødte dem. Skibets skorsten var kappet og masterne lagt ned.
Men der var bare det problem. Skuden kunne ikke vende i havnen. Men det problem fik han løst. Han lod velvillige børn og voksne trække båden baglæns med lange tove ad skibsfartskanalen til et sted, hvor han kunne vende. Og så gik det ellers hjemad igen. Væddemålet var vundet.
I den store søfartsby – Tønder
Det var jo en sand bedrift. Nogle seminarielærer forfattede en morsom vise:
Den blev fordansket af Svend Møballe
Ilede mod Skibbroens rand.
Hvad de så, var uden lige
mon dette kunne gå an?
Og på ”Bismarck” gloede mange,
Tem’lig smudsig lå den der.
Kilet fast i forhold trange
Byens vise fædre flokkes
Her må virk’lig gøres no’ed
”Bismarcks – klumpen” kan ej rokkes
hvem kan komme med et råd?
Hæng den! Sagde en i koret
Hæng den højt i kranens top!”
”Det bli’r ikke brig for roet,
Før I graver Skibbroen op!”
Se dem skubbe – se dem hale,
Stævnen skal den anden vej!
Alle slider de som gale
Men det hele nytter ej
Endelig råber en fortørnet:
”Når den ej kan komme frem.
Skal den ikke om hjørnet
Træk den hel’re baglæns hjem!”
Evigt jeg moralen mindes,
Som blev talt af vise mænd:
”Hvor der ingen udgang findes,
Skal man aldrig søge hen!”
Men kom Selmer nu helt ind til havnen? Tondernsche Zeitung skrev den 23. oktober:
Artiklen mener, at Tønder har en ny fremtid som søfartsby.
Den 29. oktober kom anden del af artiklen. Heri beskrives de mange genvordigheder ved turen og at
Var lykkedes at komme ”helt æt på Tønder” – men ikke hele vejen ind til Skibbroen.
1878 Kanal til Møllekulen
I 1878 blev der gravet en kanal fra havnen til Møllekulen. Det var et noget tvivlsomt forsøg på at skabe en form for gennemstrømning, så vandet ikke var så stillestående. Det fortsatte det med at være. Kanalen virkede ikke efter hensigten.
I 1882 forsøgte Byrådet med et sidste desperate forsøg. Kajanlægget blev fornyet på slidte steder. Kranen blev moderniseret. Men trafikken i havnen blev ikke større af den grund.
Det var ellers langs Jomfrustien at der gravedes en kanal. Da vandstanden i Kulen var højere end i havnen blev der bygget en sluse ved Porthus – broen.
Ildelugtende mudderpøl
Det stille vand – den dybe grund. Den stolte havn var til sidst et ildelugtende mudderhul. Efterhånden var den godt tilgroet. Det var søfartsbyens endeligt. Byrødderne interesserede sig ikke for havnen. De ville hellere bruge pengene andre steder. Nogle af virksomhederne brugte havnen som losseplads. Til tider havde vandet en mærkelig farve. Og alskens ting og sager flød i vandet.
Opfyldningen af havnen var efterhånden en barmhjertighedsgerning. Jorden til opfyldningen hentede man på Slotsbanken. Ved hjælp af tipvogne blev jorden transporteret til Skibbroen. Den endelige udjævning foregik ved hjælp af sand fra kulerne i Møgeltønder.
Nye kanal – planer
I 1887 blev Tønder forbundet via jernbane til havnebyerne Husum og Esbjerg. En jernbaneforbindelse blev i 1892 etableret til Højer.
Med jævne mellemrum dukkede der dog stadig planer om en kanal mellem Flensborg og Tønder således både i 1891 og så sent som i 1930’erne under den store arbejdsløshed.
En sejltur omkring år 1900
Mellem århundredeskiftet og Første Verdenskrig kunne man i en lille båd sejle over ”Gasgraven”. Og omkring kanalhjørnet i Askersodde kom man snart i de sivbevoksede bredder uden at man lade mærke til det, at der havde været ladeplads. Men så dukker der pludselig en sideløbende strøm af sivene. Det var rester af 1795 – strømmen.
Den var kun adskilt med en smal jordstrimmel støttet af gamle egetræsstolper forbundet med rusten ståltråd. Mærkelig nok virkede den ene strøm mørk og uigennemsigtig og dyb. Nabostrømmen til venstre var klar med gennemsigtig sandbund, hvor der gik en mængde fisk.
Den oprindelige skibskanal samt Askersodde – kulen og den tilsluttede Vidå helt til pumpestationen ved Lægan blev efter regulering til en forholdsvis smal afløbskanal med til tider skummende indhold, der stammede fra Tønders kloaker.
En udflugtsbåd til Rudbøl
Sigfred Larsen formand for Dansk Arbejdsmands Forbund, som jeg kan huske fra Lærkevej købte i 1932 en fiskerbåd i Højer, Den byggede han om til passagerbåd. Så kunne tøndringerne tage på sejltur ad Vidåen hver søndag i sommerperioden.
Båden, der var døbt ”Lægan” var så smart indrettet at når sommerperiodens fornøjelige ture var overstået kunne Sigfred Larsen montere kahyt og fiskegrej og bruge den til fiskeri.
Plakat, afgang og ankomst: Møllekulen. Målet var Rudbøl, hvor man drak kaffe i Grænsekroen. Man kunne også nøjes med en kortere tur til Lægan og drikke kaffe der.
Benzinmangel under besættelsen gjorde ende på dette initiativ. Båden blev solgt, men generhvervet efter besættelsen efter krigens ophør. Da var den dog så misligholdt at genoptagelse af 1930’ernes succes ikke lod sig gøre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 3, 2021
Flensborg – i begyndelsen (1) (b)
Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2010. Vi skal høre om en ridder ved navn Flene og et vandløb kaldet Flensbæk. Flensborg kendes fra skriftlige kilder fra 1240. Men byen har eksisteret længe før. Historien er præget af blodige kampe mellem de holstenske grever og kongemagten. Vi kigger på Flensborghus, der senere kom til at hedde Duborg. Efterhånden voksede byen til en anseelig handelsby. Skt. Knuds Gildet havde en stor indflydelse i byen. Dette er første del af en række artikler om Flensborgs historie. Det var ikke altid at kongen kunne betale sin gæld. Ja så blev Flensborg brugt som pant. Efterhånden blev dansk fortrængt af plattysk og til sidst højtysk. Men i de lavere kladder fortsatte man med at tale dansk. Dette er Flensborgs historie frem til ca. 1490.
Hvornår er Flensborg opstået?
Skal man beskrive Flensborg fra begyndelsen er det svært at finde materiale. Sandsynligt er byen opstået i det 12. århundrede. I Knudsgildet er der udsendt et ”Værnebrev”, som er udateret. Det henføres til ”Knud, Konge af alle de Danske”. Det må være tale om Knud den Sjette. Og det må være før 1193. Fra dette år kalder Knud sig nemlig ”Slavernes Konge”.
Små bebyggelser ved fjorden voksede sammen til en handelsplads. Byen opstod på grænsen mellem Vis Herred og Husby Herred. I 1284 fik Flensborg købstadsrettigheder
Byen nævnes 1240
Flensborg Bys navn nævnes første gang i et brev fra 1240 udstedt af Hertug Abel. Man mener at Mariekvarteret er det første sammenhængende byggeri i Flensborg. Man ved, at Mariekirken i 1284 blev opført i sten til afløsning af en tidligere kirke på samme grund. Byens ældste gilde Knudsgildet havde sit alter i Mariekirken.
Men også Nikolai Kirke har haft en forgænger.
Af Kong Valdemars Jordebog (1231) fremgår det, at blandt de kongelige indtægter var told fra Vis og Husby Herreder.
Et Franciskanerkloster tæt ved Nikolai Kirke kan henføres til midten af det 13. århundrede. I efteråret 1247 skalle Valdemar Sejrs datter have mæglet mellem Kong Erik og Hertug Abel.
Ved fjordens vestkyst, hvor større skibe kunne gå ind, er der tegn på en tidlig bebyggelse. Muligvis er dette sket med Knud den Sjettes hjælp. I anden halvdel af det 12. århundrede er der opstået en kongelig eller adelig borg.
Flensbæk
I et gammelt sagn omtales Flensbæk. Fem adelige skulle have lejet bymarken. De skulle også have udøvet stor skade på befolkningen. En af de fem adelsgårde hed Etteborg. Den lå ”Unter dem Holtz. Det vil sige i Marieskoven på den såkaldte Junkerplads.
Her fandt man i det 18. århundrede en vold med en dyb grav. I et brev fra 1301 kan man se, at denne gård blev ejet af en borgmester, der hed Juel.
Flensbæk har ligget i byens nordlige del. Måske er der tale om Flenså. Historikere mener, at Flens har noget med en høj eller et bakkedrag at gøre. Men ifølge sagnet er det måske den tapre ridder Fleno, der gav navnet til byen.
Ifølge det omtalte sagn skulle den danske helgen Knud Lavard have beordret ridder Fleno til at grundlægge en borg ved den indre del af den fjord, der i dag hedder Flensborg Fjord.
Arkæologiske udgravninger har fundet resterne af en borg, hvor Mølleåen udmunder i Flensborg Fjord, for enden af det nuværende Nygade.
I 1261 fremtræder navnet Flensaburgh – Borgen ved Flens Å.
Schauenborg
Valdemar Sejr havde i 1232 givet grænselandet som et fyrsteligt len til sin næstældste søn. Abel. Og denne giftede sig ind i den schauenborgske slægt. Dette viste sig at være skæbnesvangert for Sønderjylland.
I 1248 skulle byen være blevet ødelagt ved en brand. Man flyttede fra den østlige til den vestlige flodbred.
Det var broderlige kampe mellem Abel af Slesvig og den danske konge Erik Plovpenning, der var årsag til nedbrændingen af byen.
Krigen kulminerede med drabet på Erik Plovpenning i Abels hovedby Slesvig.
I 1250 blev Abel konge af Danmark og stod for genopbygningen af Flensborg. Men han faldt i 1252 i et felttog mod friserne.
En række turbulente år fulgte. I 1340 blev Sønderjylland delt i tre dele med slottene, Tørning, Tønder og Gottorp som midtpunkt. Det gamle fjendskab med de holstenske grever med hertugen mod kongen bestod.
En tur rundt om byen
Valdemar Atterdag tog på tugt i hertugdømmet i 1358. Kongen hjemsøgte Angel og Svans. Ifølge Krøniken:
Grev Henrik tillod, at borgerne byggede en mur rundt om byen. Byen skulle også forsvares med bevogtning på ”bjerget”. Han skulle også nord for byen i Bov Sogn have bygget borgen Nyhus. Dette er sket før 1365.
Omkring 1345 byggede flensborgerne en bymur. I forbindelse med opførelsen af Flensborgs byfæstning oprettedes en del byporte som Røde Port og Friserport.
Valdemar Atterdag var i gang med at tilbageerobre danske besiddelser i Skåne og Slesvig – Holsten. Det var derfor at muren blev bygget. Det var en bymur, der gik rundt om datidens centrum Nørretorvet og Søndertorvet.
Først i Valdemars sidste år forsøgte han at tilbageerobre de slesvigske byer. Det lykkedes faktisk i 1373, da Hinrich den Anden overdrog sine slesvigske besiddelser til det danske rige med den såkaldte Flensborg – traktat.
Da Hinrich døde i 1375 uddøde Abels slægtog da Valdemar Atterdag døde kort tid efter underskrev hans efterfølger Oluf den Anden en håndfæstning, hvor hertugdømmet blev afgivet i de næste 15 år.
De Holstenske grever
Valdemar erobrede i slutningen af 1372 med en stor troppestyrke Flensborg og sluttede en fordelagtig fred med greverne og de jyske adelige. Foruden Tørning manglede han kun Gottorp som greverne ikke ville af med.
Men da Valdemar døde, gik alt hvad kongen havde erobret tabt. De holstenske grever kunne atter engang indtage Sønderjylland.
Fra Gerhard stammer det ældst bevarede privilegiebrev for Flensborg. Hertugen bekræfter de friheder, som borgerne havde fået under hertugerne Erik og Valdemar såvel som greverne Henrik og Claus.
Margrethe købte jord tilbage
Efter Gerhard den Sjettes død i 1404 forsøgte dronningen at få genoprettet det, der var tabt. Slot efter slot, herreder efter herreder fik hun købt eller pantsat.
Gerhards enke Elisabeth havde efter kun få år kun Gottorp, Flensborg, Nyhus samt Als og Ærø. I september 1409 blev der på Hindsgavl afsluttet overenskomst, hvor Elisabeth pantsatte Flensborg og Nyhus til dronningen.
Biskoppen blev mishandlet
Men ak freden varede ganske kort. Biskoppen af Slesvig blev under et ophold i Flensborg udsat for brutale mishandlinger af den holstenske adel. En ny fredsaftale blev indgået i Kolding i 1411.
Men allerede året efter var der igen krig om Flensborg. Samtidig opstod der en alvorlig pestepidemi. Enden på det hele var, at byen skulle udleveres til dronningen. Hun var selv mødt op i Flensborg for at modtage byens troskabserklæring. Fire dage efter døde hun på Flensborg Fjord ud For Okseøerne i sit skib.
Vanskelige vilkår for Flensborg
Kongen opholdt sig på Mariebjerg senere Duborg. Herfra udstedte han den 14. september 1413 en stadfæstelse af byens privilegier i udvidet form.
Da en femårig våbenstilstand udløb startede nye kamphandlinger. Et nyt forligsmøde kom i stand, men freden barede heller ikke dengang længe.
I 1423 udråbtes freden atter engang i Flensborgs gader. Men de holstenske grever gav ikke op. På et tidspunkt erobrede de Brundlund Slot i Aabenraa. Det var i 1429. Nu var forbindelsen mod nord afbrudt. Det gav vanskelige vilkår for Flensborg.
Blodige kampe
Atter engang i 1431 overrumplede de holstenske graver, Flensborg. Hovedmanden var tyskeren, Kurt von der Lucht. Med 200 mand lykkedes det for ham at slippe gennem byportene. Efterfølgende kom der til blodige kampe i Flensborgs gader. Det var mellem de holstenske tropper og byens borgere. I byen var der et holstensk mindretal. De stillede sig på troppernes side.
Nogle af borgerne søgte tilflugt i klosteret. Men dette blev snart erobret. Kun slottet stod tilbage. Det blev godt forsvaret af ridder Morten Jensen (Gyrstlinge) og Gert Gyldenstjerne, biskop af Børglum. Fra søsiden fik slottet også hjælp.
Situationen blev dog forværret. Belejringen af området fik efterhånden slottet til at overgive sig. Efter tabet af Flensborg opgav man fra dansk side at fordrive holstenerne. Nyhus faldt også samme efterår.
Kongen havde nu kun Haderslev og Ærø tilbage. Også disse rester blev nogle få år efter overladt til Hertug Adolf.
Stadsret for Flensborg
Påfaldende er det at inden for 200 år findes der fire stadsretter for Flensborg, der på mange måder afviger fra hinanden:
Lov og ret i Flensborg
Ja det kan virke forvirrende med så mange forskelligartede udlægninger. Som retssystem brugte man Jyske Lov.
For manddrab var straffen tre gange 18 marks bod til den dræbtes slægt, samt en overbod på en marks guld. Dertil kom en speciel bod på 40 mark til kongen og lige så meget til byen. Dette var dog ikke nedfældet i Jyske Lov.
Dødsstraf ved tyveri gjaldt når tyven blev grebet på fersk gerning og havde stjålen for ½ mark eller mere.
I det hele taget syntes det som om, at Flensborgs Stadsret behandlede almindelige forbrydelser meget strengt.
Ved køb af en
Ja, da blev der krævet to vidner.
Lovgivningen for Flensborg vidnede om mange ejendommeligheder.
Kirke og klostre
Omkring 1280 omtales en Skt. Jørgensgård. I Flensborg vidner Jørgensby endnu om denne gård. Ifølge Flensborgs Jordebog fra 1450 ejede St. Jørgensgård flere ejendomme i og uden for Flensborg.
Hele komplekset, hospital, kirke og kirkegård syntes af hensyn til smittefaren, at have været omgivet af en grav. Skt. Jørgensgård har lige som Helligåndshuset haft asylret. I 1582 blev den nedrevet og stenene blev anvendt til Skt. Nikolai Kirkes Tårn.
Helligåndshuset ejede i 1451 28 huse i Flensborg og 25 landejendomme. Stedet var en borgerlig stiftelse. Og denne havde sin egen kirke. Skriftlige kilder vidner om, at sygehusene, Helligåndshuset og Skt. Jørgensgård har haft samme ledelse.
Franciskanerklostret er antagelig grundlagt 1263 af Johannes Hviding. Klostret hørte under Ribe og omfattede klostrene i Ribe, Slesvig, Tønder, Flensborg og Kolding. I 1494 kom Husum også med. I årene omkring 1430 førte klosteret en strid med Cistercienserne i Ryd Kloster, der var tysksindede.
Nord for Flensborg lå Krogsris (Klusris) Kapel. Her var gudstjenesterne på grund af manglende indtægt næsten ophørt. Derfor skænkede Hertug Henrik kapellet til klostret i Rud, der lovede at forny gudstjenesten. Da han døde kort tid efter, overlod kongen så kapellet til Franciskanerne. Men ak og ve, da holstenerne så igen fik magten, så var det igen Rud Kloster, der fik kapellet. De beholdt så kapellet til reformationen.
Munkene i Flensborg blev ombyttet med tyske munke. Jo kirkelivet i Flensborg var et vigtigt spil mellem kongen og de holstenske grever.
Franciskanerne stod sig godt med borgerne. De forskellige lav holdt sjælemesser i klosterkirken flere gange årligt. Til gengæld fik klosteret mange gaver. I 1479 blev det bestemt at munkene årligt skulle have 12 ”stob” vin til at holde messe for. I 1495 skete der en revision af munkeordenen og flere danske munke kom til.
Flensborghus og Duborg
På Mariabjerget Blev Duborg til i de urolige år i begyndelsen af det 15. århundrede. Højt over byen ejede den adelige Iver Juel en større ejendom med stenhus, træbygninger og stalde. I 1409 solgte han denne ejendom til dronning Margrete. Hendes hensigt var at bygge en borg her til at sikre byen mod holstenerne.
Det var på denne endnu ufærdige borg, snart kaldet Flensborghus, hvor dronning Margrethe opholdt sig i 1412, inden hun gik ombord på sit skib og døde.
Snart blev Flensborghus kaldt Duborg efter en af dets befalingsmænd Jens Due. Den er for længst sunket i grus. Gader og huse samt den danske skole Duborg Skolen dækker nu området. Endnu i det 18. århundrede har man fundet rester af anlæg med dobbelte volde og grave. I det 19. århundrede fandt man rester af en ringmur.
Når de danske konger var på besøg, gjorde de ophold på Duborg. Christian den Tredje syntes dog ikke at den var standsmæssig nok, så i 1546 lod han opføre et nyt hus på grunden. I 1604 påbegyndte Christian den Fjerde en istandsættelse af slottet.
Endnu indtil 1703 var Duborg sæde for amtmanden. Derefter begyndte slottet at forfalde. I 1719 blev store dele af slottet nedbrudt. Stenene blev blandt andet brugt til det nye Vajsenhus i Nørregade. Men dele af slottet var dog stadig i 1770 i behold.
Det Holstenske Ridderskab
Ifølge Jordebogen var der kun få adelige i byen i 1436. Til gengæld kunne man støde på den gamle sønderjyske adel. Navnlig efter 1440 var det holstenske ridderskab repræsenteret i de mange gilder i byen.
Den adelige juelske slægt havde besiddelser lige uden for byens mure på slotsbjerget. Borgmester Ivar Juel deltog i kampen mod holstenerne på Dronning Margrethe og kong Eriks side. Derfor blev alle hans besiddelser taget fra ham, da holstenerne igen fik magten og han blev taget til fange.
Stor handel
Borgerbefolkningen bestod allerede tidligt af købmænd, skippere og håndværker. Allerede fra 1284 regnedes strækningen helt til Bruusnæs som hørende til byen. Handelens voksende betydning ses af de nye bestemmelser om told indført i Byretten ca. 1300 både af varer til udførsel som heste, kvæg, korn, smør, fisk, huder og skind m.m. De indførte varer var salt, vin, øl, klæde og lærred, kramvarer, voks, kobber m.m.
Der har været mange skibsværfter i byen og Flensborg har været kendt for sine romfabrikker.
Den første velstandsperiode havde Flensborg mellem 1450 og 1600. Byen blev centrum for en omfattende østersøhandel. Byen havde en handelsflåde på 200 skibe.
Den tyske indvandring
Byen opnåede en førerstilling blandt de sønderjyske købstæder. Man prægede egne mønter og høstede gavn af de fredelige vilkår efter 1431. Den tyske indvandring til byen kom som følge af holstenernes erobring.
Erik af Pommeren havde besat byen i 1426. I både 1427 såvel som i 1431 blev byen belejret af Schauenburgerne med opbakning fra Hansestæderne, Ved den sidste belejring lykkedes det Schauenburgerne at sætte sig på såvel borg som by.
I 1440’erne blev der bygget et nyt rådhus, liggende på hovedgaden, hvor Storegade og Holm mødes. Ud- og indførsel foregik som regel med egne skibe. Et privilegium af 1521 indskærpede på ny borgernes eneret på handel med ridderskabet og bønder i lenet.
Ligeledes var handel med okser stor. Flensborgerne købte dem bl.a. i Ribe og Kolding for at føre dem ned ad den gamle Oksevej til de store markeder i Nordtyskland.
Flensborg nød på forskellige områder godt af sit ry som kongelig by. Ret til toldfrihed i Danmark og Norge stammer nok først fra delingen i 1544.
Efter nordiske forhold var Flensborg ved middelalderens slutning en ret betydningsfuld by. Den rangerede efter København, Malmø og Odense. I 1508 var her 420 huse og et indbyggertal på 3.000.
I en årrække var der en slægtsfejde i byen. Borgmester Lasse Siverts blev i 1406 dræbt af Attrupperne. Lasses søn Lyder og dennes svoger Kurt von der Licht tog hævn og dræbte Peter Attrup.
Herefter fulgte en ny hævn idet den unge Sivert i 1420 blev dræbt af Attrupperne.
Den tyske indvandring i købmandsstanden aftog omkring 1440.
Knudsgildet
Knudsgildets skrå i Flensborg er den ældst bevarede gildevedtægt i Norden. Den foreligger dog kun som et sent håndskrift fra 1400. Den er udateret men regnes at føre tilbage til Knud den Sjette. Gildet havde egen retsmyndighed. Når der opstod fejde mellem brødre, hed det:
Skt. Knuds Gildet i Flensborg hørte til de såkaldte værnegilder. Disse gilder var indviet til en national nordisk helgen. Skt. Knud, Skt. Olav eller Skt. Erik. Gilderne i Odense og Flensborg udgjorde en særlig gruppe over for de yngre gilder. Det var dengang et samlingssted for de mest velhavende købmænd.
Skråen har bestemmelser om hjælp ved skibbrud og fangenskab i hedningeland. Det henviser til købmænd på langfart. En senere tilføjelse bestemmer, at gildelaget skal arrangere en sjælemesse for afdøde søstre og brødre, hvortil alle har mødepligt.
Gildet har haft stor indflydelse på rådmændene. De har også haft nær forbindelse med magistraten i pengesager.
Andre kilder
Kalenderen fra 1362 var et gejstligt gilde. Ifølge skråen bestod den af 24 præster, som kunne suppleres af 8 lægmænd, hvis der ikke var præster nok. To gange om året mødtes alle brødre for i tre dage at:
Af andre gilder kan nævnes Laurentiusgildet, Gertrudsgildet og Dragergildet. Ja så var der også Vor Frues Købmandsgilde, Nicolaigilde og Hellig Legemesgilde.
Byens styre
Den fyrstelige myndighed bestod af amtmanden. Byens styre blev varetaget af Rådet. Det var også blandt dem, at borgmesteren skulle findes. Og som i de fleste andre sønderjyske byer var der kun en snæver kreds der kom i betragtning til dette råd.
Ved Kong Eriks privilegium af 1413 fik magistraten ret til at vælge fogeden. Og fogeden var den embedsmand som repræsenterede den kongelige myndighed i byen.
Omkring 1489 nævnes et ”Borgerskab” på 24 medlemmer, som skulle gennemgå byens regnskab. En tilsvarende institution kendes ikke fra andre tyske byer men kom senere i en række danske købstæder.
Byens pengesager styredes direkte af borgmesteren og Rådet. Lønnet var kun byskriveren, der i Flensborg nævnes første gang i 1507.
Dansk eller tysk
Det ældste Flensborg var den by, der voksede frem i Valdemarstiden. Den var omgivet af dansktalende bønder. Mange af dens indbyggere kom fra andre dansktalende byer. En stor del kom dog fra Tyskland.
Knudsgildets skrå og Stadsretten fra omkring 1300 var begge på dansk. Den overvejende del af borgerne talte dansk. De mest indflydelsesrige talte også dansk. Byretten omkring 1300 blev oversat fra latin til dansk.
Slesvig var efterhånden overvejende tysk. En fortegnelse over byens grundejere fra 1406 viser at højest en tredjedel eller fjerdedel af borgerne havde danske navne. Også i Flensborg begyndte de danske navne at blive fortrængt.
I 1436 begyndte man i Flensborg at føre byens bog. Her ses at fremmede navn tydeligt begyndte at dominere.
En fortegnelse over 415 gildebrødre som omtales i tiden 1377 til 1518 var omtrent en femtedel tyskere, mens lidt over halvdelen var danskere. Cirka en fjerdedel var frisere. Efterhånden udgjorde tyskerne blandt de velhavende købmænd et flertal.
Men se disse undersøgelser har den skævhed, at de ikke medtager en del af tyendet, småfolk, daglejere og fattige stakler.
Plattysk
I løbet af det 15. århundrede var kultursproget i Flensborg plattysk. Befolkningen talte både tysk, plattysk, dansk og sønderjysk. Det danske skriftsprog forsvandt omkring midten eller udgangen af det 14. århundrede.
Købmændene fra hansestæderne brugte det plattyske sprog. Tysk adel og dermed det tyske sprog vandt indpas i hertugdømmet.
Kongens og hertugens kancellier brugte allerede plattysk fra omkring 1400.
Dokumenter på rådhuset fra før år 1400 var forfattet på latin, sikkert af gejstlige. Fra 1400 var disse på plattysk. Den lavere klasse fortsatte med at tale dansk. Christian den Anden forlangte dog, at hvis breve skulle sendes til resten af Sønderjylland skulle det forfattes på dansk.
Men snart måtte det plattyske vige for det højtyske.
Under hertug Adolf kom der fred i Flensborg. Han havde venskabelige bånd til kong Christoffer og endnu bedre forbindelser til søstersønnen Christian den Første.
Flensborg som len
I 1460 blev Christian den Første valgt som hertug af Slesvig og greve af Holsten. For Flensborg var det uden betydning, da den stadig hørte under den danske konge. Betydningen viste sig dog først lidt senere lidt efter lidt.
Kong Christians kreditorer tilhørte alle sammen adelen. Her spillede Flensborg by en rolle. Byen blev stillet som sikkerhed for lån.
I oktober 1470 blev byen, lenet og slottet givet til alle kautionister under et som underpant for betaling af gælden. Mæglerne var Lübeck og Hamborg.
Da gælden stadig ikke var betalt i 1472, blev den overgivet til kautionisterne. Foged Otto Walstorp havde fra april 1473 slot og by i forvaring.
Gælden var vokset til 40.500 mark. Og disse skulle betales tilbage i 8 terminer. Pengene faldt også prompte. I 1487 var gælden indløst, og det finansielle grundlag for besiddelsen af hertugdømmerne var hermed sikret.
I 1490 skete der en deling mellem kong Hans og hans yngre bror Frederik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.691 artikler. Under Sønderjylland (198 artikler) finder du bl.a. disse artikler, der omfatter Flensborg:
Under kategorien Indlemmelse, Afståelse, Genforening (141 artikler) vil du også kunne finde artikler, der berører dette emne
Dato: oktober 22, 2020
At sejle på Haderslev Fjord
Fjorden har gennem tiden gennemgået mange forandringer. Her har det været vanskeligt at sejle for lidt større skibe både grundet dybden og de mange krumninger. Men der har dog været forbindelse til Østersølande. Der er gengivet billeder, der umulig kan passe. Og vi kan se, at der er kommet skibe med materiel til Hansborg. Men de er næppe løbet ind i havnen. Svenske skippere gik hellere syd på end at forsøge at sejle ind ad fjorden. Det gik ned ad bakke for Haderslev. På et tidspunkt havde man kun fire jagter. Losningsforholdene var de værst tænkelige. Man ville indføre trækbane. Man forsøgte flere gange at uddybe fjorden. Og det hjalp byen, der fik fremgang. Skibsbygning voldte også problemer. Man måtte vente op til to måneder for at få et skib ud. Fjorden havde oplevet landtilgang. Og så havde fjorden et spændende forsvarsværk.
Fjorden har gennemgået forandringer
Haderslev Fjorddal er noget for sig selv. Dens smalle og varierende forløb gør det nødvendigt at tage mange kursændringer. Det er umiddelbart ikke så let at besejle fjorden. Den er ikke så let at besejle som Aabenraa Fjord. Den frembryder også tydelige vanskeligheder, når vi sammenligner med naboen mod nord – Kolding Fjord.
Den fortsætter sydvest for Haderslev i den 5 km lange Haderslev Dam. Det er en meget smuk indsø, som også har en spændende historie.
Haderslev Fjord har i tidens løb gennemgået visse forandringer. I Stenalderen lå fjordbredderne på 2,5 meters dybde ud for Aastrup Teglværk. Det viser fundet af en køkkenmødding. Det er flere meter højere end i nutiden.
Fjorden har altid voldt vanskeligheder ved sejlads
Omkring år 1000 var fjorden ikke alene bredere, men der lå også et par øer i den. Fremspringet vest for Sverdrup bærer stadig navnet ”Øen”. Dette parti er adskilt fra det øvrige sogn og er op til 17 meter højt. Her er en engstrækning, der kun hæver sig lidt over fjordens niveau. Dette tyder på at en gren af fjorden er gået øst om ”Øen”. Ligeledes har der været en ø ved Snævringen lige øst for Starup Kirke.
Omkring Starup var der i 1050 et vigtigt handelssted.
Fjorden har altid voldt vanskeligheder, når den skulle besejles. Men egentlig lader vort kendskab til disse forhold meget tilbage at ønske. Vi hører dog at byen drev søfart allerede i 1292, da Haderslev fik sine købstadsprivilegier. Ja skibsfarten var så betydelig, at andre erhverv trådte helt i baggrunden sammenlignet med denne.
Forbindelser til østersølande
I byens stadsret omtales skibsfarten gentagende gange, således i artikel 5, der nævner hvorledes både skibsladninger af kalk og træ skal fortoldes ligesom der omtales tolden på møllesten – en vare som man nok må regne med, kom ad søvejen.
Man kan ud fra artikel 5 også se hvilke varer, der er indført. Og her er det tydeligt at der har været forbindelse med østersølandene. Dette støttes også af oplysningen om, at skibet ”Kejserinden” af Haderslev i august 1303 ankom til Kings Lynn ved The Wash med forskellige varer fra Gotland.
I den følgende tid omtales Haderslev som en ret betydelig by. Men det var især i 16. århundrede under hertug hans den Ældre – at den oplevede sin glansperiode. I 1590 ejede byens borgere 20 skibe. Der var bl.a. stor handel på Norge. Omkring 1600 omtales flere skibe fra Haderslev i Nordnorge. Men til selve Haderslev er disse skibe ikke kommet.
Et billede, der nok ikke passer
På et billede fra 1585 ser man ganske vist, at der i havnen indenfor slottet Hansborg er placeret nogle skibe, som efter datidens forhold har haft en ret anselig størrelse. Et par er endda ankret op helt inde ved Sønderbro.
Men det er nok mest sandsynligt at tegneren blot ville give tegningen mere liv ved anbringelse af disse dekorative fartøjer. Skibene er vel ”galeoner”. De har fire master og en dybde på 12 – 14 fod. De har næppe kunne komme herind.
Hansborg brændte i 1644
Det synes fastslået at farvandet ind til slottet på den tid højst kan have været 6 fod dybt. Da man i begyndelsen af det 19. århundrede foretog en opmuring af havnen, fandt man i sejlrenden i nærheden af det sted, hvor Hansborg havde ligget en lås liggende på bunden af havnen. Efter indskriften at dømme var den dengang 300 år gammel. Denne lås er sandsynlig slynget ud i havnen, da Hansborg brændte i 1644.
I 1844 fandt man ved Starup Kirke – på en dybde af 7 fod – en pram lastet med tagsten af den type som man ikke kendte mere, men som ganske svarede til den slags tagsten, som man fandt ved udgravningen af resterne af Hansborg.
Skibe med byggemateriale til Hansborg
Ganske vist er der en fortegnelse fra 1581 over, hvad der hørte til slottet Hansborg også nævnt ”die Schiffsbrücke”. Dette kan dog også betyde en almindelig bro. Og det kan være den, der fra Hansborg førte over til fjordens sydlige bred, og som man i øvrigt fandt resterne af ved uddybningen af fjorden.
Om sejladsen i det 16. århundrede foreligger der enkelte oplysninger. Fra april 1544 er der således en skrivelse om, at der sendes 4 læster sild fra Falsterbro ”til Haderslev paa en Skude”.
Ved omtalen af bygningen af Hansborg nævnes også hvorledes der ad søvejen sendes forskellige materialer til anvendelse ved slottets opførelse. Fra 1558 foreligger der et brev om, at et skib på 100 læster (ca. 200 tons) som tilhører hertugen, er blevet lastet med bjælker i Norge. I 1561 lover dronning Dorothea at sende et skib, der var lastet med norske bjælker, og som var bestemt til Kolding, til Haderslev, men hun beder dog om at få oplyst, hvorvidt ”Solche Sckuten” kan sejle ind til Haderslev.
I fortegnelsen over byggematerialer til slottet anføres bl.a. (1555) en skibsladning kalksten fra øen Saltholm og i 1556 2 ladninger rød sandsten fra Helgoland samt tømmer fra Königsberg og Skåne – foruden fra Norge.
Man må dog ikke af dette uden videre drage den slutning at de her nævnte skibe alle sammen er gået op til selve byen. Allerede i 1550 var fjorden utilgængelig for større skibe på grund af tilsanding og tilslamning.
En liggeplads for skibe
Fra 1582 berettes det, at kongen ønsker at nogle mursten fra Horsens kommer til Haderslev hurtigst muligt. Og derfor skal borgmester og råd sørge for at man sender et antal skuder og pramme til ladestedet for at skaffe stenene til Haderslev.
I 1585 siger Rantzau om havnen, at det er en meget velbeskyttet havn, der vender ud mod Østersøen. En anden forfatter skriver samtidig, at det er en bekvem og sikker havn, der kan rumme mange skibe.
Men også her skal man lige være opmærksom på, at der er anvendt ordet ”Portus”, som ikke skal sammenlignes med nutidens havn. Det betegnes som en liggeplads for skibe, et beskyttet sted.
Skibe måtte lægge op i mundingen
I 1652 beskriver Danekwerth at fjorden er for lavvandet til at tillade større skibe at gå op til byen, men at de må standse i mundingen:
I en indberetning om forholdene i Haderslev amt i 1737 omtales også skibsfarten som betegnes som værende ”von schlechter Beshaffenheit”. Der gøres opmærksom på, at varerne ind til byen skal prammes ind.
Svenske skippere gik andet sted
Det hænder at svenske skippere ikke gerne går herind, men hellere sejler til Aabenraa eller Flensborg. Man nævner også at der en gang om året sendes et skib af på 46 læster til England efter salt. Dette skib omtales som det største af de skibe, der ligger i vinterhavn på Haderslev fjord. Denne vinterhavn har sikkert været ud for skoven ved Nygaard. Før reguleringen af fjorden i midten af det 19. århundrede turde ingen af de fartøjer, der sejlede på København vove sig længere op ad fjorden end til dette sted.
Det gik ned ad bakke for Haderslev
De dårlige forhold blev forværret. Byens handel var uden videre betydning. Og nu som tidligere blev agerbruget fremhævet. Tabet af den fyrstelige hofholdning var blevet så meget mere skæbnesvangert for byen som landmændene i omegnen kun aftog en meget ringe del af byens varer. Ikke i vid omkreds boede der en rig adel.
En meget væsentlig årsag til, at bønderne i Haderslev amt mest foretrak at gå udenom deres by, var, at de her fik deres varer betalt i danske pengesedler, mens de skulle betale deres afgifter i slesvig-holstensk kurantmønt, som desuden nød mere anseelse end de danske pengesedler.
Resultatet blev, at bønderne hellere ville køre deres korn til Aabenraa, Tønder, Flensborg, ja, endog Slesvig, hvor de ikke alene fik højere priser, men også fik betaling i den ny mønt.
Hertil kom at bønderne fik tømmer, jern m.m. som de havde brug for, billigere i disse byer. Haderslev havde nemlig så at sige ingen direkte handel dengang, men de fleste af byens købmænd tog varerne hjem fra Flensborg, Lübeck eller måske Hamborg, hvorfra de så transporteredes over land fra Højer eller Ribe.
Byen havde kun fire små jagter
Omkring 1775 var der således, at de to eneste købmænd i Haderslev, der handlede med svensk tømmer, kunne nøjes med én gang om året at tage en skibsladning hjem til deling på grund af den ringe afsætning.
Varetrafikken på fjorden var ikke større, end at lægterfartøj var mere end tilstrækkeligt til at bestride lægtertrafikken der. Byen havde kun fire små jagter hjemmehørende. De sejlede på Flensborg, Lübeck og København.
Losse- og ladepladsen for de større skibe var, således som de havde været i lange tider enten den ydre red ved Ørbyhage eller ved Stevelt, hvor i øvrigt strækningen omkring Stageodde kaldtes ”Svenske Red”.
Men også ind langs fjorden var der enkelte ladepladser – udskibningssteder for f.eks. korn og brænde – således som ved bæk.
Omkring 1847 sejlede en jagt mellem Haderslev og København. Denne kunne ikke indtage sin last inde i byen men måtte gøre det ved Bæk, da den stak alt for dybt.
Losningsforholdene, de dårligst tænkelige
Inde ved byen var losningsforholdene de dårligst tænkelige. Pramme og både gik ind til et sted, der kaldtes ”den gamle skibsbro” og som lå nær ved Aastrupbro. Der fandtes dog ikke nogen egentlig skibsbro her, men kun resterne af et gammelt, men stenfyldt fartøj, der havde tjent som sådan. Bådene og prammene måtte gå så langt ind til kysten som muligt og varerne måtte derefter losses over i vogne, der blev kørt ud i vandet – en møjsommelig og farlig fremgangsmåde, som krævede stille vejr og derfor undertiden kunne medføre en lang ventetid – ofte 8 – 14 dage.
Dette var det eneste spor af ældre indretning, som man har fundet til gavn for skibsfarten. Inde bag vindmøllen ud for den senere toldbod, var der ganske vist losseplads for små fartøjer, der stak indtil 4 fod. Helt inde i den inderste del af havnen for både, der stak tre fod.
Småbåde kunne gå helt op til Sønderbro. Dengang var der et 50 meter bassin, som i 1881 blev kaldt ”Fiskerihavnen”. På et kort fra 1817 kaldes det for ”Das Revier oder der Hafen an der Stadt. Omkring 1900 forsvandt dette bassin ved den opfyldning, der fandt sted, for at man kunne føre amtsbanen igennem.
Man ville forbedre besejlingsforholdene
Adskillige Haderslev borgere var klar over, at man for at afhjælpe de dårlige forhold først og fremmest måtte sørge for at forbedre besejlingsforholdene. På den anden side var det vanskeligt at blive enige om, hvad der var vigtigst.
Kort efter år 1800 blev der planlagt stiftelsen af et selskab, som skulle have udbygningen af hele fjorden som sin opgave, men det blev ikke til noget. Måske var det fordi den store opgave afskrækkede folk.
Omkring 1820 androg en del købmænd byen om, at der måtte blive bygget en skibsbro, hvad magistraten dog ikke mente at kunne gå med til på grund af fjordens tilstand, ligesom en opmudring af bassinet ved Sønderbro til 10 fod heller ikke blev til noget.
Et nyt havneselskab i 1829
I 1829 lykkedes det endelig et nystiftet interessentskab at få påbegyndt arbejdet med at forbedre havnen. Dette havneselskabs formål var:
Man ville indføre trækbane
Havneselskabet kunne ikke påtage sig at uddybe hele fjorden. Kapitalen var kun på 4.800 rigsdaler. Uddybningsarbejdet der kun foregik med små maskiner og håndkraft, skred dog hurtigt frem.
I 1846 var man skredet så meget frem, at der i fjordens midte var dannet en rende, så jagter kunne gå ind til byen. For store skibe var dette stadig ikke muligt.
Det nord-syd gående stykke af fjorden fra Nygaard til Store Bredning et stykker der også blev kaldt Børløs bugten var den vanskeligste del af fjorden. Gennem det meget bakkede terræn gik farvandet her ganske tæt ved fjordens vestlige bred. Vindforholdene her var lunefulde og skiftende. Ofte blev skibene opholdt her på grund af modvind.
Man overvejede her at indføre en trækbane på den vestlige bred af Børløs bugten. Det var en strækning på ca. 1.100 meter fra skovene ved Nygaard. Anlægget blev påbegyndt i 1844 ved bygning af en dæmning, der kun lå 20 meter fra sejlrenden. Men den blev aldrig fuldført.
En by i vækst
Ved 25 – året for havneselskabets beståen kunne man dog notere, at Haderslev var en by i vækst. Industrien havde gjort store fremskridt. Her var nu jernstøberi, sukkerraffinaderi og tobaksfabrikation. Opblomstringen skyldtes for en meget stor del indvandring fra kongeriget. Men de forbedrede havneforhold havde også en betydelig andel. Fra 1831 til 1853 tredobledes således antallet af ind – og udgående skibe.
Skibsbygning med vanskeligheder
I 1840’erne og 1850’erne var der endvidere en del skibsbygning, men atter engang virkede de dårlige besejlingsforhold hæmmende, ved bygning af barkskibe på 100 – 150 commercelæster kunne det nemlig ske, at det nybyggede skib måtte vente både én og to måneder, inden der kom tilstrækkelig højvande, til at skibet kunne føres gennem fjorden.
I disse år arbejdede man imidlertid med planer om en uddybning af sejlrenden gennem fjorden til 10 fod. Man ville også gøre sejlrenden bredere nogle steder var den kun på 30 fod. Og 6 – 7 fod dyb. Nu ville man have den 100 fod bred og 10 fod dyb over det hele. Disse arbejder blev dog dyrere end man havde regnet med. I 1862 måtte man derfor standse uden at have nået målet.
Preusserne gav sig
Efter krigen forsømtes fjorden i flere år, så dybden i 1875 mange steder kun var 7 ½ fod. Mens havnen var kommunal, sorterede fjorden under den preussiske regering, og denne gav først i 1899 efter for byens indtrængende anmodninger. Man gik med til at lave en uddybning til 5,3 meter (17 fod) samtidig med at løbet blev rettet flere steder.
Ved Snævringen og ved Fjordholm ret øst for Aastrup blev et lille fremspring på den nordlige bred af fjorden gravet bort for at give plads til det nye sejlløb. Krumningen fra Store Bredning med nord fik en større radius. Derfor blev der også gravet noget fri ved Aastrup Teglværk. Den yderste del af dette fremspring kom til at danne en ø – Djævleøen. Nu var det også anlæggelsen af Amtsbanen, der satte gang i det hele.
De foretagende uddybninger blev dog ikke vedligeholdt i den resterende del af fjorden, hvor der nogle steder nu kun var en dybde på 4, 7 meter.
Inden 1920 blev der foretaget en foreløbig uddybning og det påbegyndtes også i 1922. Dette gav sejlløbet en dybde på 6,5 meter. Helt let var det nu ikke. På 16 km var der 14 forskellige kurver.
Fjorden har oplevet megen landtilgang
Krigene i 17 – tallet og fjordens beskaffenhed var årsag til Haderslevs nedgang. Ja egentlig minder Haderslev Fjord meget om Slien.
Haderslev Fjord har oplevet megen landtilgang. To øer er blevet landfaste. Hertil kommer meget af det materiale, der blev gravet ud ved reguleringen af sejlløbet, er anbragt forskellige steder langs fjordbredden.
Et forsvarsværk
Og det var så ved disse udgravninger, at man opdagede et forsvarsværk som vi tidligere har omtalt. Denne spærring har ganske givet sat gang i øget slamtilførsel. Vi har her tale om ”Æ Lei” og ”Magrethes Bro”.
De to anlæg minder meget om den pælespærring som Knud Lavard anlagde i inderste del af Slien
Ifølge Knytlinge Saga så lukkede Knud Lavard på kejser Henriks råd havnene og krævede told af hvert skib, som ville have adgang.
Var det derfor man lavede en lignende spærring i Haderslev Fjord? Eller var det en ukendt fjende som man var bange for?
Stadig ingen mulighed for store skibe
Vi ved at der er foregået en kolossal afskovning i Haderslev Amt Kan dette have betydet noget for åernes afløbsforhold og påvirket fjorden? Fjernelsen af træerne bevirkede, at der løb mere vand bort langs overfladen.
Indløbet til fjorden går mellem Ørby-grund og Knude-grund nordvest for Årø. Dybden i fjorden er i dag under to meter. Sejlrenden er i dag på ca. 5 meter. I selve havnen er der 5 ½ meter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.662 artikler herunder 194 artikler under kategori Sønderjylland, hvor du finder følgende artikler fra Haderslev:
Dato: oktober 11, 2020
Over Grænser – et festskrift til Hans Schultz Hansen
Vi har læst dette festskrift som er en hyldestartikel til Hans Schultz Hansen, forskningsleder på Rigsarkivet . Bogen rummer 17 indlæg fra hans kollegaer. De er både på dansk og tysk. Vi kommer vidt omkring. Men fællesnævneren er Grænsen. Her får du en anden måde at opleve den sønderjyske historie på. Læs kun en bid ad gangen ellers risikere du at få alt for meget.
Forskningsleder
Når der udgives et festskrift, så er det for at hædre en person, og det er det da også i dette tilfælde. Hans Schultz Hansen bor i Bolderslev og han sin gang i Aabenraa. Måske er bogen blevet anmeldt i nogle lokale aviser, men vi har ellers ikke set nogle anmeldelser.
Han er formand for Historisk Samfund for Sønderjylland og forskningsleder ved Rigsarkivet. Vi har ofte citeret ham som kilde og anmeldt hans pragtfulde bog om ”Genforeningen” i serien om 100 historier fra Danmarksserien. Han er lige blevet 60 år i juni, derfor har kollegaer og andre bidraget med 17 forskellige bidrag. Og bidragene har det tilfældes at de beskæftiger sig med nogenlunde de ting som vores hovedperson også beskæftiger sig med og det er:
Bidrag på både dansk og tysk
Bidragsyderne er både danske og tyske forskere, derfor er nogle af bidragene også på tysk. Vi er tidsmæssig fra slutningen af 1800-årene og frem til tiden efter 1945. Men der er da også nogle afstikkere langt tilbage i historien.
Og man må da nok sige, at Hans Schultz Hansen er en flittig person. Man bliver helt svedt, når man ser hans bibliografi i bogen.
Når man så ser på disse 17 meget forskellige indlæg, så er der nogle af indlæggene, der forekom en mere interessant end andre. Det kan vel ikke undgås. Det har vel noget at gøre med ens egen interesse at gøre.
Alt dette indeholder festskriftet
Vi har nu heller ikke tænkt os at anmelde hvert bidrag, men nøjes med det som har vores interesse. Men bogen indeholder følgende bidrag:
Som det kan ses, er der noget for enhver smag.
En Herredsfoged i Bondeklør
”En Herredsfoged i Bondeklør” er en meget fin skildring af en embedsmand, herredsfoged Johann Dietrich von Lange som i begyndelsen får tildelt en betroet stilling på Helgoland og siden i Broager. Vi er tidsrummet 1783 – 1796.
I 1785 kom von Lange i økonomiske vanskeligheder. Han gik konkurs. Unge værnepligtige klagede over, at han udstedte uberegnelige indkaldelser til sessioner. Han kom også i karambolage med sine medarbejdere. Han forstyrrede en gudstjeneste ved sammen med vagter at smide brygger Christian Clausen væk fra familiens stolestader.
Han havde fået to indflydelsesrige fjender, pastor Dithmer og teglværksejer Bonefeld. Og så opdagede Broagerfolket at han levede adskilt fra sin kone. Hans datter Louise fik hele tre uægte børn. Og hun nød godt af von Langes tjenestekørsler. Von Lange spyttede også på folk, der var uenige med ham.
85 mand skriver under
Da en rekrut klagede over en indkaldelsesordre, lod von Lange ham indespærre i fængslet. Von Lange kom ellers fra en anerkendt familie. Men hans far var også kendt for at være hård over for hans arbejdere.
Til sidst indbragte 85 bolsmænd, kådnere, teglværksfolk og bryggere en klage. I de følgende måneder kom der endnu flere klageskrifter. Hvis folk ikke hilste hurtig nok på ham, slog han dem med hundepisken.
Men endelig tog Overretten på Gottorp fat i klagen. Amtmand von Dörring måtte flere gange rykke for en redegørelse fra von Lange. I 1795 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge klagerne fra de 85 Broager – borgere.
Von Lange frataget sine embeder
Von Lange blev suspenderet med løn under undersøgelsen. Det blev godtgjort at han udsugede sine undersåtter og optrådte som en lille tyran. Hans liv på Fyn og Helgoland samt det at han levede med en elskerinde betød også at han havde mistet folks agtelse.
I 1797 kom Overretten frem til en afgørelse. Von Lange blev frataget alle sine embeder. Men han klagede til Tyske Kancelli.
Dette hjalp nu ikke meget. Skulle han nu virkelig ydmyge sig til at søge Broager Fattigkasse om hjælp? Derefter blev der stille om von Lange. Han døde i Ekernførde i 1822, 88 år gammel.
Utilfredshed med embedsmænd førte til mange sager dengang. Von Lange – sagen viste hvad resultat det kunne bringe hvis ikke forudsætningerne var til stede.
Søfartsmiljøet
En anden interessant artikel er ”Søfartsmiljøernes Nationale sindelag i 1800 – tallets Slesvig”. Og ingen kan gøre det bedre end Mikkel Leth Jespersen.
Skibsrederne i Aabenraa havde deres interesse rettet mod syd særlig Hamborg. Fra at være overvejende danskorienteret blev de tyskorienteret. Modsat var det i Flensborg. Her var interessen rettet mod København, Grønland og Vestindien.
De dansksindede ønskede en opretholdelse af status quo med Slesvig som en del af helstaten under den danske konge. De tysksindede ønskede et forenet Slesvig-Holsten under en liberal forfatning evt. men hertug som samlende figur.
Søfarten i Aabenraa
Søfarten i Slesvig måtte genopbygges. Situationen efter 1814 var blevet helt anderledes. Mest uproblematisk skete det i Aabenraa med oplandet Løjt. Her kom der også igen gang i skibsbyggeriet. Først sejlede man til Middelhavslandene og derefter satte man kursen over Atlanten mod de tidligere portugisiske og spanske kolonier i Sydamerika. Efterhånden gik turen også til Fjernøsten.
Oprindelig var Hamborg Aabenraa-skibenes europæiske hjemhavn. Jørgen Bruhn var nok den vigtigste person i hele denne udvikling. Han forblev også på dansk side. Det var derfor, at han blev udnævnt som kongelig agent. Han var ret alene på det standpunkt i familien.
Sammen med hans bror, Hans Bruhn på Høgebjerg og den anden var hans svoger, Jacob Bendixen på Stolliggård etablerede de store rederier.
De tysksindede oprettede en såkaldt Klipperskole på Løjt, hvor man blev undervist i tysk, engelsk og fransk. Læreren var en patriotisk slesvig-holstener.
I Aabenraa var det Frederik Fischer, der var ud af en kaptajnsfamilie, der var absolut dansksindet ligesom Andreas Cornett. Skibstømrerne i Aabenraa gik også på gaden for at stoppe det tyske oprør i 1848.
I Flensborg – dansk sindelag
Flensborgs velstand kom bl.a. af handlen med Vestindien. Denne handel var grundlagt af Andreas Christensen. I det hele taget kom det danske sindelag tydeligt til udtryk i Treårskrigen.
I Sønderborg overvejende dansksindet
Som den tredje skibsmiljø var det Sønderborg. Mellem 1807 – 1814 havde man her fortsat småskibsfarten. Man havde et lokalt orienteret skippermiljø og langt færre talstærkt reder- og kaptajnsmiljø. Byens søfartsmiljø var overvejende dansksindet.
Christian Petersen var den toneangivende og blev også anset for at være dansksindet. I 1864 var det Christian Karberg, der ejede 11 store sejlskibe. I Treårskrigen stod han i spidsen for det danske parti.
De store skibe kunne ikke gå i havnen
I Haderslev kunne de store skibe ikke gå ind i havnen. Nogen afgørende kamp i den nationale kamp syntes søfolkene ikke at have spillet. Ved Stændervalget i 1860 var der kun fem skippere. To stemte dansk, to stemte tysk og en undlod at stemme.
Otto Kier sad i havedirektionen. Han tilhørte en stor sømandsfamilie. Hantilsluttede sig den slesvig-holstenske bevægelse. Men i 1848 blev byens sejlskibe ført til Fyn for ikke at havne hos fjenden. På den måde tydede det på, at der var dansk flertal.
Skibsbygger og jernstøber Wolfgang Petersen var den første, der byggede dampskibe med stålskrig i Nordslesvig. Han syntes også at være dansksindet.
Søfarten i Sydslesvig
I Eckernførde var det dengang ikke nogen udbredt søfartsby. Der var heller ikke nogen udpræget danskhed i byen.
Byen Slesvig var engang en betydelig søfartsby men efter 1830’erne var Slien begyndt at sande til. Der var heller ikke meget danskhed at finde her, bortset fra fiskerne.
Småskipperne fra Kappel, Arnæs og Maasholm overtog en del skibsfart. Kappel havde i 1864 hele 74 fartøjer. I Arnæs og Maashom var der en del dansksindede. Adskillelsen med Danmark i 1864 blev en katastrofe for disse skipper-samfund. Kappel holdt længst.
På den slesvigske vestkyst var der ikke havnebyer af betydning. Kun Tønning havde et egentligt søfartsmiljø. Havnens interesse var rettet mod England.
Øerne og nogle enkelte kystsamfund leverede masser af søfolk til Nederlandene, Hamborg og København i tiden før englandskrigene. I de Kongerigske Enklaver var troskaben dog stor.
80 pct. af mændene på Amrum var søfolk. Mange af søfolkene fra øerne herunder Rømø havde været beskæftiget på hvalfangerbåde.
Claus Manicus – en journalist
Jørgen Witte skriver en artikel om Claus Manicus, en journalist, der forholdt sig kritisk til mange ting. Han fik mange af sine indlæg offentliggjort i Dannevirke, men fik også flere kasseret og det var han godt sur over. Der var nemlig to overredaktører. De var åbenbart ikke altid enige. Ved siden af var han læge og fik egentlig ikke noget for sine skriverier.
Han truede med at levere stof ril blade i Aabenraa og Flensborg, der lå tættere på hans egen mening. Men han forblev dog med at skrive til Dannevirke. Han var modstander af den nationalliberalnationale politik.
Borgmester Schow i Aabenraa regnede med at den fattige urmager Frederik Fischer ville udgive et tamt blad om handel og søfart. Men det skulle være et blad for fædrelande og imod Slesvig-holstenismen. Bladet kom til at hedde Apenrader Ugeblad. Til dette blad begyndte Marcus nu også at levere artikler.
Også til Flensburger Zeitung leverede han stof. Men dette blad udviklede sig efterhånden til at være et blad til fordel for helstaten.
I 1847 skrev han en bog i under navnet C. Hinrichsen. I denne betragtede han Slesvig-Holstenismen som en sygdom. I 1851 – 1864 blev han redaktør af Flenburger Zeitung og stod nu ved sine holdninger.
Danskhedens ubestridte leder
Klaus Tolstrup Petersen skriver om de dansksindedes ubestridte politiske leder, Hans A. Krüger fra 1867 til 1881. Da han døde, var det en splittet dansk bevægelse, der ikke kunne blive enige om, hvem de skulle pege på.
Han mente at edsaflæggelsen var en blåstempling af den preussiske annektering. Heller ikke i Landdagen ville han aflægge ed. Han var i begyndelsen også den eneste dansksindede i Rigsdagen i Berlin.
Tobaksavler Junggreen, der senere kom til at sidde her, tillagde nu ikke Hans A. Krüger’ s manglende tyskkundskaber som årsag ti at han ikke fik nogle politiske resultater igennem. Krüger nægtede at acceptere ophævelsen af § 5. Han elskede også at tirre Rigsdagen med provokerende udtalelser.
Fra dansk side var man foruroliget over at Krüger gang på gang rejste spørgsmålet om § 5. Man forsøgte fra dansk side at føre en neutral politik over for tyskerne. De mente at Krügers kommentarer ofte var uvedkommen.
Krüger afviste også en hver forhandling som ikke omfattede hele Nordslesvig.
Nationalt land – og skovbrug
Carsten Porskrog Rasmussen skriver om ”Nationalt land- og skovbrug”. De nordslesvigske bønder, der for en stor dels vedkommende var dansksindede sendte deres elever på landbrugsskole i Danmark. Således kom cirka 1,000 af disse til at arbejde under tysk styre.
Fra 1890’erne foregår der en jordkamp. Tyskerne sætter massivt ind. Den bliver så stoppet i 1920 men fortsætter så igen fra 1927 – 1928.
Skovrejsning i Sønderjylland var en del af det nationale tyske projekt. Omfanget var dog markant mindre end nord for Kongeåen.
Kielerkanalen fra en anden vinkel
Steen Bo Frandsen og Tobias Haimin Wung-Sung har beskrevet Kielerkanalen fra en anden vinkel. Europas længste kunstige vandvej fra Eidersted til Holtenau blev anlagt fra 1777 til 1784. Nu ville han så kort efter overtagelsen af hertugdømmet ny anlægge forbindelsen mellem Østersø og Nordsø.
Danskerne var slet ikke optaget af at diskutere Hertugstaten som et selvstændigt område. Man diskuterede heller ikke frihedsønsket fra Slesvig – Holstenerne.
Englænderne ville ødelægge kanalen
Den britiske admiralitets ønske om kanalens ødelæggelse efter Første Verdenskrig mødte modstand i handelskredse men også fra amerikansk side. En dansk overtagelse ville være urealistisk. Danmark havde også meddelt at man ikke var interesseret.
Den næstbedste løsning var at sikre fri passage for alle skibe. Man fandt frem til et kompromis. Der blev fri passage for alle, der stod på god fod med Tyskland.
Danskerne blev forhadt af den tyske offentlighed
I den tyske offentlighed gjaldt Danmark nu som tilhænger af den forhadte Versailles-fred. Men der var stadig nogle, der håbede på en sydligere grænsedragning. Pludselig kunne man læse i Hejmdal, at danske sydslesvigere var interesseret i en Kanalstat.
Claus Eskildsen var kommet med tre forslag i sin bog Dansk Grænselære:
Danskerne og Sydslesvig blev diskuteret af englænderne i 1947
Den danske regerings holdning til Kanalen blev diskuteret i London i 1947. Danmark mente, at området skulle være internationalt. Danskernes håndtering af sagen ramte lige ned i det, så briterne helst ville undgå.
Det blev aldrig en kanalstat.
Versailles – freden
Uwe Danker fortæller om Versailles-freden og Wilsons 14 punkter. Han fortæller også om afstemningsformen, der var til Danmarks fordel. Vi hører om de fremmede troppers ankomst til Sønderjylland i 1920 og CIS’ s arbejde med grænsedragningen.
Svenstrup – opstillingerne
Vi gennemgår i en anden artikel de seks forskellige Svenstrup – opstillinger. Det er en form for en national opstilling med sønderjyske piger og et Dannebrog. Lokalt ude i forsamlingshusene har man tilsvarende former. Opstillingerne blev udgivet som postkort og plakater.
Det var som om, at man på Als ville overgå hinanden i danskhed.
Var det lokalpolitik eller nationalpolitik?
Erik Nørr skriver om kommunevalgene i mellemkrigstiden. Han stiller det interessante spørgsmål – Var det lokalpolitik eller Nationalkamp? Fem gange blev de afholdt i tidsrummet mellem 1922 – 1937.
15-20 pct. havde ikke valgret. De havde modtaget offentlighjælp og man skulle have bopælspligt i den pågældende kommune, hvor man skulle stemme.
Skattebetaling og skatterestancer spillede også en stor rolle.
De hyggede sig i Aabenraa
Men man har da også hygget sig. Således var regningen i 1933 for udgifterne til valgdagen, 230 stk. smørrebrød og 130 snapse på Hotel Royal. 40 gange kaffe med kager hos Cafe Thaysen og betaling for 100 pilsnere, 50 Bavaria og 14 sodavand hos Aabenraa Aktiebryggeri.
I 1933 var stemmesedlen over en meter lang.
De danske partier i Aabenraa og Haderslev rykkede tættere sammen for at undgå den tyske trussel og nazisme.
Den sønderjyske befolkning blev efter 1920 integreret i det demokratiske system. Før 1920 havde de været vant til, at det var den tyske stat, der bestemte deres hverdag.
Pludselig anerkendte tyskerne grænsen, men!
Peter Fransen har set på Udenrigspolitisk nævn og deres holdninger til grænselandsspørgsmål i 1936/37.
Et opsigtsvækkende stykke papir blev offentliggjort. Det sluttede således:
Tyskerne havde ikke anerkendt 1920 – grænsen, og heller ikke i Weimartiden havde man godkendt den. Det kan så ikke undre, at dette skabte verbale stormløb mod grænsen anført af førende nazistiske kredse i Slesvig-Holsten.
Det var en frustration, der fik Berlin til at trække i land. Resultatet blev at propagandaminister Joseph Goebbels pålagde Flensborg Avis at bringe et dementi, hvoraf det fremgik at en godkendelse af grænsedragningen kun gjaldt Sydslesvig.
Episoden viser vel, hvor usikkert det hele var mht. Nazi – Tyskland.
Wilhelm Buhl kaldte Flensborg Avis for Nazi – avis
Indlægget handler også om Udenrigspolitisk Nævn. Og det var i sådan et møde Wilhelm Buhl havde råbet at Flensborg Avis var et Nazi-blad. Der tre sønderjyder i dette nævn var generel uenige. Og Munch var forsigtig og afventende. Udadtil gik nævnet på listefødder.
Den første Fangetransport fra Frøslev
Henrik Skov Kristensen skriver om den første fangetransport den 15. september 1944 til Neuengamme. Den omhandlede 195 fanger. Det var et klart brud på forudsætningen for at opføre lejren. I alt blev 1.600 af 7.000 deporteret.
Lejrkommandanten havde ikke ret meget at skulle sige. Der var andre, der bestemte, hvem der skulle afsted syd på.
Vi gennemgår i indlægget de forskellige efterretningstjenester og grupper og hvordan de blev optrevlet. Gestapo har været særdeles effektiv. Her får vi også en oversigt over alle dem, der skulle deponeres efter den fejlslagne Holger Danske aktion i Aabenraa.
Her på den første deportation var også den meget afholdte lektor Rosenkjær fra Tønder.
Efterhånden var der også dødsstraf for våbenbesiddelse. men dog ikke for illegal presse.
Det dansk-tyske forhold efter Anden verdenskrig
Interessant er også det tema som Annette Østergaard Schultz og Leif Hansen Nielsen beskæftiger sig med nemlig ”Det dansk – tyske forhold efter Anden Verdenskrig”. Vi oplever en virkelig familie, der dog angives med andet navn. Han er tysker og kan ikke få dansk statsborgerskab. Konen er dansker.
I Modstandsbevægelsens grundliste, stod der at Wilhelm skulle anholdes. Og det blev han den 5. maj 1945. Han håner alt dansk, og er en uønsket person. Døtrene taler kun tysk i forretningerne. Ja sådan skrev modstandsbevægelsen. Senere får Wilhelm at vide, at arrestationen kun er en sikkerhedsforanstaltning.
To dage efter er politiet der igen. Denne gang er der en bevæbnet modstandsmand med. Wilhelm er 64 år og det kniber med helbredet. Han bliver interneret og først afhørt den 22. maj. Han gjorde selv opmærksom på at han havde været zeitfreiwillig. Dette kunne han ikke undsige sig, da han var tysk statsborger. Han havde forgæves søgt om dansk statsborgerskab.
Lange undersøgelser
Den 19. juni blev han igen afhørt af politiet. Han fortæller, at han var udkommanderet til at grave panzergrave. Han deltog dog kun i gravearbejdet i to dage grundet sygdom. Først i slutning af november blev han løsladt med begrundelsen, at han som tysk statsborger var tvunget til at gøre tjeneste. Han fik dog at vide, at han skulle stå til rådighed for politiet.
I det tyske mindretal var man meget utilfreds med retssystemet. Der opstod den såkaldte ”Fårhusmentalitet”. Man forstod heller ikke danskernes manglende forståelse for den loyalitetskonflikt, som de havde været udsat for.
Den 31. december 1946 havde den lokale politimester bestemt at ægteparret skulle smides ud af landet, Man havde talt med 14 personer- Det er næsten en grufuld beretning med masser af afhøringer.
Vi har tidligere beskæftiget os med noget lignende på vores side. Det var et ægtepar i Kiskelund. Her brugte manden sin viden for at presse justitsministeriet. Men det var ikke noget den lokale politimester brød sig om. Det handlede om den berygtede Asmus Jensens sag.
Et lille input ad gangen
Festskriftet er en anden form for historiebog. Noget af det vidste vi godt i forvejen måske i en anden version, men så er det igen noget, som man ikke vidste noget om. Det er altid spændende at høre tingene fra forskellige forskere.
Nu skal du nok ikke læse det hele i et hug. Det er befriende at få et lille input ad gangen. Men alt i alt er festskriftet en berigelse for din historieforståelse.
Dato: august 24, 2020
Hammers krig i Vadehavet i 1864
Hammer fik overladt noget gammelt skrammel, der var gennemrustet. Han bad hele tiden forgæves om nyt materiel, bl.a. dampskib. Meget tyder på, at de i København slet ikke var klar over, hvad der skete. Selv om flåden på et tidspunkt var i nærheden måtte han ikke gør brug af dem. Hammer forhindrede mange gange landgang fra fastlandet over til vadehavsøerne. Og så kæmpede han også mod Slesvig – Holstenerne på øerne. Han fik åbenbart tilsendt en forkert våbenhvile. erklæring af en embedsmand. Han stoppede kamphandlingerne, men det gjorde fjenden ikke. Så de fik nogle fordele. De havde nemlig ikke fået nogen. Dagen efter, som Hammer havde overgivet sig den 20. juli 1864 fik han præsenteret en våbenhvile. Det irriterede i den grad Hammer. Men heller ikke det havde han fået noget at vide om. Det kan godt være, at de i København havde glemt Hammer. Men det havde de ikke i Vadehavet og har det stadig ikke.
Vi har før hørt om ham
Vi har tidligere rapporteret om Hammer i Vadehavet i forbindelse med Den Første Slesvigske Krig. Og så har han været gode venner med apotekerfamilien fra Højer, som også har berettet om Hammer.
Med stor dygtighed forhindrede han at den prøjsisk-østrigske hær besatte Vesterhavs – øerne. Det var med en beskeden styrke og noget udrangeret materiale at han gjorde dette. Og som vi skal høre om så havde han også oprørske Slesvig – Holstenere at kæmpe imod.
Bedre vidende i København
Det var en lunken støtte som han fik fra en vankelmodig regering i København. Således udtalte Marineministerens adjudant efter et møde:
Hammer havde hele tiden bedt om bedre materiel. Men styrken bestod kun af to små armerede dampskibe, 8 kanonjoller, et antal toldkrydsere samt et kompagni soldater. Han kæmpede med enestående sejhed, djærvhed, der aftvang såvel fjender beundring som var påskønnelsesværdig.
Adskillige gange anmodede han uden virkning marineministeriet om forstærkning.
Hammer havde stort lokalkendskab
Hammer havde stort lokalkendskab. Og han ville godt have haft fat i de to dampskibe, der lå i Husum – Hammer og Augusta. Det var gamle postskibe. De havde en ringe dybde. Men forhandlingerne trak alt for langt tid ud.
Løjtnant Holbøll kom til at fungere so0m næstkommanderende. Han blev beordret til at tage til Fanø og oprette en station der. Der var kommanderet et mandskab på 40 men kun 30 var dukket op.
Lodserne kom ikke
På det tidspunkt havde Hammer ikke fået et dampskib til rådighed. Han meddelte Marineministeriet at dette var absolut en nødvendighed. I det hele taget var kommunikationen med marineministeriet meget dårligt. Og her var det som om, at man overhovedet ikke havde kendskab til forholdene eller lagt en strategi.
Hammer skulle have modtaget et antal lodser fra Ejderen, men de havde åbenbart ”svigtet deres ed” og var udeblevet. Hammer fik en lille næste fordi han syntes det gik for langsomt fra Marineministeriet så han havde selv kontaktet kommandoerne. Men han fik at vide, at alle anmodninger skulle gå gennem ministeriet.
Hammer ville også gerne have oplysninger om, hvorfra hans mandskab kom. Det kunne han ikke få i første omgang. Den 16. februar 1864 tog Hammer en tur syd på til Amrum og Smaldyb.
Prins Frederik af Augustenborg skabte røre
Han fik at vide, at er havde været ballade i Wyk på Før. Landfogeden havde været nødsaget til at forlade øen. Han opholdt sig i kutteren Neptun i Amrum Havn. Straks tog Hammer videre til Wyk.
Prins Frederik af Augustenborg havde sendt agenter til vadehavsøerne for at opildne folket. Straks ved oprørets start havde inspektionsassistent ladet krydsfartøjerne opruste og føre til Amrum Havn så de ikke faldt i oprørerens hænder.
Nu var det sådan at Hammer faktisk boede på Før sammen med sin kone og seks børn. De boede ret isoleret i den sydligste del af byen.
Beboerne var bange for Sultan
De boede også sammen med den store ”glubske lænkehund Sultan” som hele byens befolkning havde en panisk skræk for.
En skare mere eller mindre fordrukne individer, forsynet med jagtbøsser høtyve og lignende demonstrerede op mod det hammerske hus. De ville med vold og magt trænge ind i dette. Men fru hammer var en ualmindelig resolut og modig dame. Hun tog med Sultan hen til porten og truede med at pudse den på hver og en, der vovede sig inden for rækværket. Det hjalp – skaren spredte sig hurtig.
Efter at Hammer var ankommet forsvandt de oprørske tendenser. Hammer sammenkaldte Flækkekollegiet og landskabsrepræsentanterne fra Østerlands-Før. Efter nogen forhandling blev det besluttet med de kommunale myndigheder at Landfogeden skulle komme tilbage. Hvor længe der var ro, kunne man ikke vide. Der skulle nok komme flere fanatikere fra fastlandet.
Det lykkedes aldrig at skaffe en læge
Hammer rejste videre til Amrum, hvor der i havnen lå nogle indefrosne krydsfartøjer. Han beordrede dem til, så snart isforholdene tillod det at krydse Før og Amrum.
Næste dag tog Hammer til Sild, hvor han talte med landfoged Tvede. Her fik han så at vide, at også her havde der været optræk til ballade. Den værste agitator var Dr. Jenner. Men over halvdelen af befolkningen her var loyale over for Danmark. Hammer aftalte at al post fremover skulle ske via Nørrejylland (nord for Kongeåen) og Strandby.
Det lykkedes aldrig at få en læge tilknyttet til flotillen. Det blev forsøgt mange gange. Efter Dannevirkes rømning forsvandt også en del af det unge mandskab. For ikke at bruge for meget tid på dette lod Hammer denne sag i bero.
De måtte true med at skyde
Hammer gik nu sammen med et par krydsere og to kanonjoller syd på for at afskære Sild og Før’ s forbindelse til fastlandet. For at berolige beboerne udsendte Hammer en proklamation.
Men Keitum by og omegn befandt sig allerede i oprørstilstand. Hammer sendte løjtnant Rasmussen som anholdte seks af hovedmændene i oprøret. Man fik dog ikke fat i den egentlig hovedmand Dr. Jenner.
Mod Landfogedens hus stormede 100 oprører. Og enhver opfordring til at stoppe blev efterkommet. Sidste chance for at stoppe oprørerne var kommandoen til matroserne:
Kun truslen om at der ville blive skudt, så snart en eneste havde trådt inden for rækværket fik den ønskede virkning. Der blev indgået en overenskomst som foreløbig bragte ro. Men Hammer stolede ikke på denne ro, da hovedmanden endnu ikke var pågrebet.
Atter engang gjorde Hammer opmærksom på i en ny rapport til Marineministeriet at han ikke kunne forsvare øerne uden dampskibshjælp og flere soldater.
Igen optræk til ballade
I Wyk havde der igen været uroligheder. Man havde besluttet at hvis der blev arresteret nogen så ville man gøre modstand. Nu vidste Hammer, at der kun var en mindre del af øens befolkning, der bakkede op om dette, så han tog ikke rigtig notits af det.
Den 4. marts modtog Hammer et telegram, hvor Marineministeriet gav ham deres fulde opbakning. Desuden havde man besluttet at sende yderligere 100 mand under hans kommando. Han havde desuden fået bemyndigelse til at erklære ”Belejringstilstand” på Vesterhavs-øerne.
Beboerne forsynede sig med knipler og pigge
Den 11. marts var de sidste kanonjoller på Fanø færdige. Og i landsbyen Øvenum begyndte man at forsyne sig med knipler og pigge for om muligt at få jaget kanonbådsvagten bort fra Wyk. Heldigvis kunne nogle af jollerne undværes fra afspærringen så de kunne sættes ind mod oprørerne.
Hammer sendte patruljer ud forskellige steder. Enkelte arrestationer blev foretaget. En af urostifterne, en indvandret preussisk barber blev sat om bord i fyrskibet. Efter nogle dage var roen genoprettet.
Kanonjolle var læk
Det viste sig at nogle af jollerne var læk. Efter en skydeøvelse sprang kanonjollen ”Aarøsund” så læk. Den sank ved Wyk red. Dette vakte stor glæde blandt de tysksindede. Tyske blade kunne allerede meddele, at den havde gjort sin sidste rejse til havet s bund. Det lykkedes dog at få den hævet. Men al krudtet var naturligvis fordærvet.
Den 20. marts lykkedes det at føre de sidste kanonjoller fra Fanø over åben sø til de sydlige øer. Endnu var hverken dampskib og tropper dukket op. Ankomsten var anmeldt af marineministeriet den 8. marts.
Endelig – et dampskib – men uden tropper
Endelig den 24 marts dukkede dampskibet op. Men der var ingen tropper med. Nu måtte en reserveløjtnant fra Hammers flotille selv tage affære. Endelig den 31. marts dukkede 100 mand fra 11. regiment op ved Hjerting. De blev afhentet af dampskibet ”Limfjorden”. Og ført videre til Før. Her blev oprørerne meget lange i ansigtet.
Det gik nu efterretninger om at der var ankommet preussiske krigsskibe til Bremerhaven. De skulle snart videre nord på.
Den 26. marts gik Hammer med dampskibet og to kanonjoller syd på og nærmede sig Okholm. Herved kuldkastedes fjendens planer om at gå op langs Øland og så om natten at overrumple Før.
Fra nu af måtte man være forberedt på at forvente angreb såvel fra søen som fra Elben og fra fastlandet.
Kun øerne fra Amrum mod nord kunne besættes
Den 27. marts rekognoscerede Hammer farvandene omkring Nordstrand, Pelvorm og Heveren op til Husum. Men med kun et dampskib uden forbindelse til krigsskibe i Nordsøen var styrken alt for lille til at kunne besætte disse øer.
Strategien fremover blev at forsvare øerne fra Amrum mod nord.
Igen engang – resultatløst møde i København
Gennem længere tid havde Hammer ikke hørt fra Marineministeriet. Han var bange for at hans breve og rapporter var havnet i fjendens hænder. Han ville nu personlig stille op i ministeriet også for at anmode om mere materiel. Men i stedet besluttede han at sende Lind.
Men efter 14 dage i hovedstaden havde denne ikke opnået noget som helst. Det var med beklemt hjerte han overdrog denne besked til Hammer. Man var ikke særlig imødekommende over for Hammers mission i Vadehavet.
Man mente i ministeriet at dampskibene var uhyre kostbare.
Hvor blev den danske flåde af?
Hammer havde en plan, hvor han skulle bruge den danske flådes hjælp for at få de to dampskibe i havnen i Husum. Men efter fire uger havde Hammer ikke hørt fra ministeriet og nu var den danske flåde væk.
Den 11. april mødte Hammer så endelig den danske eskadre. Men glæden varede kort. Allerede den 20. april var de igen forsvundet. Hammer løb derfor med Limfjorden til Helgoland med fik her at vide, at eskadren var afgået til Chritianssand.
Den 4. maj anløb Hammer igen Helgoland. Befolkningen på øen, der var i engelsk besiddelse, havde næsten udelukkende danske sympatier.
Fjendtlige både i sigte
Pludselig lød der en melding om, at danske skibe var i sigte. Men det viste sig at være fjendtlige skibe, nemlig to østrigske fregatter og tre preussiske krigsskibe. Hammer afgav straks melding til Marineministeriet og sendte kutteren Neptun til Christianssand for at underrette dem.
I de følgende dage blev den fjendtlige eskadre set ret jævnligt ud for øerne. Den 9. maj lød meldingen at der var fjendtlige skibe i sigte. Glæden var stor, da det viste sig at være danske skibe.
Man ville gerne bringe eskadrens 50 sårede i land, men Hammers flotille havde ingen læge, så det hjalp ikke noget. Men enden på det hele blev at der blev indrettet et lazaret i Wyk.
”Danskerne lod æblerne ligge”
Men pludselig uden Slesvig – Holstenerne jublede. ammers viden stak den danske flåde af uforklarlige grunde med fulde damp mod nord.
Hvordan englænderne havde set kampen ved Helgoland fik Hammer mulighed for at få at vide, da han mødte en engelsk søofficer fra fregatten Aurora:
Overgang fra Højer blev standset
Planen var at netop den dag skulle de to preussiske dampkanonbåde løbe ind i farvandene for at angribe kanonjollerne. Samtidig skulle 400 landsoldater overføres fra Højer til Sild og 1.000 mand til Før dels med både fra fastlandet og dels fra Husum med dampskib.
En østrigsk søofficer var ankommet til Højer om formiddagen for at lede angrebet, men kort før ekspeditionen skulle starte kom der melding om slaget ved Helgoland. Samtidig blev ordren om indskibning standset.
Hammer i København
Hammer besluttede nu selv at tage til København for at berette om den nye situation. Han foreslog at der blev oprettet batterier på øerne. Hvis dette ikke skete, var man prisgivet. Dampskibets plader var så godt som fortæret af rust. Kølpladerne var fulde af huller. De måtte tilstoppes med talg og værk.
Ministeren mente at Hammer skulle få hele flotillen tilbage til Fanø og der indtage en position, så man i yderste nødstilfælde kunne tilintetgøre hele materiellet og dernæst slippe bort med besætningen til søs.
Hertil gjorde Hammer opmærksom på, at farvandet mellem Fanø og fastlandet og selve havnen ved Nordby var fuldstændig behersket af fjendens riflede skyts. Her var man fuldstændig magtesløs. Hammer erklærede at han ville foretrække en retræte i det sydlige vadehav mellem Før og Sild. Atter engang bad han om mere dampkraft. Og endelig en dampkanonbåd.
Man kunne ikke undvære Rolf Krake. Den skulle bruges til at forsvare Als. Atter engang måtte han forlade hovedstaden med uforrettet sag.
Keitum i undtagelsestilstand
I mellemtiden var oprøret i Keitum igen blusset op. Folk, der havde givet deres æresord holdt det ikke. Landfogeden erklærede sig ude af stand til at oprette ro og orden. Hammer måtte derfor erklære Keitum i belejringstilstand, og byen blev afspærret.
Folk blev anholdt og betragtet som landsforrædere. De blev anbragt i Limfjorden og ført op til den militære kommando i Nykøbing på Mors. Herfra blev de sendt videre til København. Fanatikerne blev rasende over disse arrestationer. En præst, der havde svoret troskabsed til Kong Christian den Niende opfordrede de slesvig-holstenske beboere på Sild til at øve lynjustits mod de danske kommanderende. Forinden Hammers afrejse fra Sild var der genskabt ro.
Ved en smart manøvre lykkedes det for Hammer at få fat i dampskibet Aurora. Slesvig – Holstenerne havde mente, at den skulle bruges til at overføre tropper fra Højer til Sild.
Under en våbenhvile syntes nogle af skibene at de kunne føre det Slesvig – Holstenske flag. Dette kunne ikke tåles fra Hammers side. Et skib blev opbragt og skipperen blev idømt fem dage på vand og brød. Og så kan det godt være at skibene fik fjernet flaget.
Hammer ville have batterier installeret på øerne
Hammer anmodede nu om at få batterier installeret på øerne, men det blev igen afvist. I stedet fik han lovning på 6 kanoner som skulle installeres på Fanø. Desuden var der lovet yderligere 60 – 70 mand. Og så ville man sende dampskibet Dan til flotillen, men det kom dog aldrig.
Hammer måtte atter engang gøre opmærksom på at Fanø var det dårligste sted til retræte og 60 – 70 mand ikke kunne stille noget op imod fjenden.
Fjenden skulle tro at øerne var besat
Den 30. juni lå en østrigsk eskadre bestående af et linjeskib, en panserfregat, to fregatter, en korvet og tre kanonbåde under Helgoland. Fjendens tropper var fordelt langs kysten. Efter de modtagende efterretninger stod der 2.000 østrigere over for Fanø.
Desuden var kysten besat helt ned forbi Dagebøl med så stor en styrke, at man skulle tro at fjenden frygtede angreb fra øerne. Man var åbenbart blevet narret af de sidste efterretninger.
For at vedligeholde troen på at øerne var stærkt besat, blev der af og til foretaget divisioner imod fastlandet af dampskibet Limfjorden med kanonjoller og mindre fartøjer.
Østrigerne sendte nogle armerede både ind til Sild og bortførte to beboere. Dem tog de med ombord og afhørte dem om den danske styrke og stilling.
Østrigerne forsøgte igen landgang fra Højer
To kanonjoller fra Hammers flotille lå foran Højer Kanal. Og det var ganske heldigt. Med 30 både, hvori der var 8 – 10 soldater om bord forsøgte østrigerne at sejle over mod Sild. Men det havde Hammers kanonjoller set. Et par granater fik soldaterne til at springe i vandet. De løb og svømmede gennem vand og mudder i alle retninger op efter digerne.
Mens dette foregik forsøgte fjenden også at iværksætte overgang fra fastlandet på to forskellige steder over til Før. De to kanonjoller der havde station her, gik straks i angreb. En halv snes skud var nok til at fjenden vendte om.
Også landgang fra Dagebøl blev forhindret
Også fra Dagebøl forsøgte østrigerne at komme over. Men det lykkedes heller ikke. Løjtnant Holbøll var om morgenen stået ud fra Wyk i dampskibet Augusta sammen med to kanonjoller. Tre overgangsforsøg på en gang var blevet afvist.
Hammer bestemte nu at opgive forsvaret af Sild for en overgang fra Ballum over Rømø til List kunne iværksættes uden at den danske styrke kunne gøre noget som helst.
Snart igen kunne man fra udsigtstårnet i Wyk se, at man havde travlt med at træffe foranstaltninger til en ny overgang fra Dagebøl. Hammer beordrede straks Holbøll til med ”Augusta” og 4 kanonjoller at angribe og ødelægge bådene. Fra to sider løb jollerne tæt ind under Dagebøl og åbnede på 800 – 1.000 alen en livlig granatild.
Sild var blottet for forsvar
Dette gjorde en fortrinlig virkning. Efter en halv time kom der fjendtlig artilleri til stede og rettede kraftig ild mod jollerne mens disse fortsatte beskydningen. Efter en times beskydning var bådene ødelagt. Hammers joller fik en del skud gennem sejl og årer, men hverken både eller besætning tog skade.
Da de danske styrker havde trukket sig tilbage fra farvandene mellem Højer og Sild var vejen fri for østrigerne og den 13. juli iværksatte de overgangen til denne ø som nu var blottet for forsvar.
Opfordring til Hammer om overgivelse
Et krydsfartøj sendtes imod et fartøj med Parlamentærflag på toppen kommende inde fra Dagebøl. Det var feltmarchall – løjtnant von Gablenz, der lod Hammer underrette om, at den danske styrke nu var fuldstændig indesluttet af den allierede østrigsk – preussiske krigsmagt til lands og til vands. Han opfordrede ham til at overgive sig med hele sin styrke. Men Hammer gav herpå et kort og bestemt afslag.
Men situationen var yderst kritisk. Fjenden var ubestridt herre i Nordsøen og kunne hvad øjeblik det skulle være sende fem stærkt armerede kanonbåde ind i farvandene og desuden udsende barkasser og andre armerede fartøjer fra sine linjeskibe og fregatter uden at der var noget batteri i land, som man kan støtte sig til. Endelig kunne man møde op med lige så mange små dampere med landgangstropper fra Elben, som man ønskede at disponere over. De danske styrker både til lands og til vands var slet ikke i nærheden.
I længden kunne man heller ikke forhindre en besættelse af alle øer. Man var henvist til stillinger i vadehavet. Man skulle forsvare sig med forældet materiel. Rækkevidden på skyts var kun halvt så langt som fjendens.
Østrigerne fik en overraskelse
Østrigerne belavede sig på at falde den danske styrke i ryggen ved at forberede landgang på vestsiden af Før. Dette måtte forhindres. Kl. 2 om morgenen kunne man skimte en del både, der var lagt op på en landtange. Kanonjollerne blev lagt i angrebsstilling og fra dampskibet blev der gjort landgang. Mens Hammer var ude på denne ekspedition, havde Holbøll foretaget en fremrykning mod sydvesthjørnet.
Holbøll truede med at smadre byen
Indefra kunne det se ud som om, at danskerne var på flugt, men det var ingenlunde tilfældet. Demonstrationer og skandaler blev igen sat i værk. Og det ene oprørsflag efter det andet blev hejst. Det fik så fru Hammer til på kommandørboligen at hejse Dannebrog. På den til huset hørende flagstang.
Holbøll skyndte sig ind tilkaldt af det hejste flag. Han lod byens borgere underrette om, at byen ville blive skudt i brand hvis flagene ikke omgående blev taget ned. På Limfjorden blev de erobrede både ophugget og brugt som brændsel. Oprørsflagene blev igen taget ned og der blev igen skabt orden.
På Hørnum Odde var man rasende over tabet af både. Da kanonjollen Barsø patruljerede blev man beskudt. Næste morgen blev to af kanonjollerne beskudt på 5-6.000 alens afstand.
En kort glæde
Den 17. om morgenen blev der jubel i den danske lejr. Hammer modtog et telegram fra generalkonsul Pontoppidan fra Hamborg. I det stod der, at der var våbenstilstand til enden af måneden. Glæden varede desværre kort.
Hammer så i løbet fa formiddagen skibe nærme sig i Smaldyb. Det ville Hammer ikke finde sig i. Han hejste parlamentærflag og nedlagde protest mod fjendens fremtrængen. Oberstløjtnant Schidlack modtog protesten. Han havde ikke modtaget nogen meddelelser om våbenhvile.
Heller ikke i Højer eller Dagebøl havde man modtaget nogen melding. I nattens mulm og mørke og uden at afvente yderlige oplysninger havde fjenden landsat tropper på Nieblum Strand. Han nedlagde straks protester imod denne adfærd som var ganske uforsvarlig og stred imod tro og love. Hammer henviste til den besked som han havde fået fra Hamborg.
Fjenden overholdt ikke krigens regler
Men chefen på den østrigske kanonbåd Seehund, kaptajn Kronowetter underrettede Hammer om, at fjendtlighederne ville blive fortsat kl. 6 næste morgen. Det var kun et par timer efter, at hammer kunne forlade den tyske eskadre. Dette protesterede Hammer også over, fordi det var det mest uheldige tidspunkt på grund af ebbe.
Hammer forklarede fjenden at han havde fuld tillid til telegrammet fra Hamborg og derfor havde indstillet alle forsvarsforanstaltninger på Før. Han foreslog derfor at fjendtlighederne først fortsatte kl. 11.
Men allerede kl. 5.30 begyndte fjenderne at beskyde Hammers flotille. Først efter et stykke tid kunne Limfjorden igen flyde. De østrigske tropper besatte nu Wyk. De var forundret over slet ikke at finde noget militær.
Hammer fulgte mandskabet
Fjenden havde endnu ikke fået en våbenhvile og fortsatte fjendtlighederne og var sikkert heller ikke interesseret idet nu hvor de pludselig havde fået store fordele ud af kampene. Man diskuterede nu hos danskerne om man skulle overgive sig eller prøve på i nattens løb at undslippe med Limfjorden. Men ingen turde tage et ansvar at stå til søs med 200 mand om bord i et fartøj, der ikke var sødygtigt.
Hammer foretrak at følge sit mandskab i fangenskab. Man tog beslutningen straks at ødelægge al krigsmateriel.
En overraskende ny våbenhvile
Hammer overgav sig til den nærmest liggende fjende, kanonbåden Blitz. Den 20. juli om formiddagen begav Blitz sig til Wyk. Ombord blev Hammer præsenteret for en våbenhvile underskrevet af den danske oberst Kauffmann, der skulle træde i kraft den 20. juli kl. 12. Denne efterretning ærgrede Hammer og hans officerer. Dette havde Hammer ikke haft nogen anelse om. Han henholdt sig stadig til den besked som han havde fået fra Pontoppidan.
Hammer beordrede den øvrige del af flotillens mandskab til at melde sig til chefen for Seehund. Hele styrken på 9 officerer og 236 mand var endnu før våbenstilstanden indtrådt i krigsfangenskab og blev over Husum ført til Rendsborg. Dampskibet ”Limfjorden” blev straks efter overgivelsen besat af østrigerne og benyttet til at overføre den danske styrke til Husum.
Krigsfange i Schlesien
Hammer endte som krigsfange i Schlesien. Men han havde nu ret frie forhold. Han havde lovet med æresord at han ikke ville flygte.
Han kom skuffet hjem efter fredsslutningen i Wien til et reduceret kongerige. Skuffet var han over at regeringen dengang svigtede ham. Han blev dog langt om længe dekoreret med Kommandørkorpset og modtog en æressabel som var en kopi af Tordenskjolds sabel. Sidstnævnte var givet af de dansksindede på Vesterhavsøerne.
Hammer havde et eventyrligt liv
Men Hammer havde et eventyrligt liv. Udover at være med i to slesvigske krige, var han involveret i bataljer med de indfødte i den danske koloni ved Guldkysten i 1845. Og i 1870 drev han i flere døgn rundt på en isflage for til sidst at havne på Island.
Han var en tid medlem af Rigsrådets landsting som repræsentant for Haderslev, Tønder og Løgumkloster.
Han havde oprettet det danske Fiskeriselskab, der drev hval- og robbefangst. Men selskabet måtte senere opløses. Den russiske regering belønnede ham med en guldmedalje. Og inden sin død drev han et savværk ved Gällö i Jämtland.
Ikke alle har glemt hans indsats
Hammer var godt sur over alle de misforståelser og manglende opbakning som han oplevede fra den danske regering. Anerkendelsen fra hans bedrift var højere i udlandet end på hjemmefronten. Det var som om, at man i København var ligeglade med hans indsats. Men alle dansksindede på vesterhavsøerne og ved det nuværende Sønderjylland og Nordfrislands vestkyst kan endnu huske Hammers indsats.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Hammer, 1864 og Vesterhavsøerne:
Under Højer (76 artikler):
Under Sønderjylland (188 artikler):
Under Aabenraa (154 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Under Tønder (269 artikler):
Under København (178 artikler):
Under 1864 – og De Slesvigske Krige (36 artikler):