Efterhånden opdagede man Vestkystens idyl. Kurbade, der stammede fra England, opstod. Kongen reddede øens kurbade fra konkurs. Christian den Ottende brugte stedet til sine sommerophold. H.C. Andersen syntes at Dagebøl, var ”Verdens mest elendige sted”. Øen var administrativ delt. Jyske karle erstattede de ”indfødte”, der tog på havet. Den dag i dag taler man Fering.

 

Fuglekøjer

Før (Føhr) er nærmest rund. Øen har en diameter på 12 kilometer. Hvis man ville løbe hele øen rundt var det nærmest som et Maraton – løb. Det er 38 kilometer. Ja øen staves både Föhr, Før og Føhr.

Allerede i det 7. århundrede indfandt friserne sig på øen.  Det var også her på øen, at man fangede vildænder ved hjælp af fælde – lignende kasser. Man kaldte disse fælder for fuglekøjer. Millioner af vildænder og ænder er i tidens løb gået i fælden. Ja man havde endda en Konserves – fabrik, der var virksom helt til 1931 i Wyk.

 

Brusende hav og marinebilleder

Ser man tilbage i historien var omtalen af vestkysten forbundet med stormflod og ødelæggelser. Fra midten af 1700tallet vendte denne udvikling. Vestkysten og øerne i Vadehavet blev vendt til en positiv omtale. Nu stod der pludselig ferieophold, badning og rekreation på programmet. Også kunstnerne fattede interesse
for Vestkysten. De fandt interesse i det brusende hav og idylliske marinebilleder.

 

Kurbad

Fra englænderne stammer kurbade –  anstalterne. Nu var badeophold vigtig for opdragelsen, og ikke mindst for sundheden. Men ofte var det kun de velhavende, der kom her.

I 1819 blev der indviet et søbad  her på den nordfrisiske ø, Føhr. Her mødtes de kendte og de rige. Stedet lå meget fjernt fra hovedstaden. For københavnere har øen sikkert været meget fremmedartig. Topografiske beskrivelser, rejsebeskrivelser og guides fulgte. En ukendt natur åbenbarede sig for kultureliten. Der kom nøje beskrivelser af, hvordan badet skulle indtages. Også de særegnede skikke som de fremmedartede indførte stod for, blev beskrevet.

Nu var det første badested ved vestkysten allerede indviet på øen Nordeney i 1797 på foranledning af en læge i Emden. Og i 1816 var der i Cuxhaven indrettet et bad ved den hamburgske enklave Ritzebüttel. Hamburgs velhavende borgere skulle her rekreere sig her ved havet.

 

Fysikus tog initiativet

Føhr`s søbad skyldtes fysikus Friedlieb fra Husum. Og dog, for det var først, da den lokale landfoged Hans Friederich Karl von Colditz tog affære, at det skete noget. Et aktieselskab med en kapital på 1.600 rigsdaler blev dannet. Derefter købte man et hus, der blev indrettet til varme bade. Så blev der bygget nogle firhjulede badevogne og fundet logi hos beboerne i Wyk.
Første år: 61 gæster

Der blev sørget for Mittagstisch hos apotekeren. Så kunne eventyret begynde. Det første år betjente man 61 gæster. De modtog i alt 317 bade. Det gik bestandigt fremad. I 1823 modtog gæsterne i alt 1.938 bade.

Nye aktier blev tegnet. Også  Frederik den Sjette var positiv over for søbadet. Ja han besøgte endda stedet flere gange. Efter nyindretningen gav han
kongelig tilladelse til navnet Wilhelminen – Seebad efter Prinsesse Wilhelmine.

 

Kongen kom til hjælp

Et større hus blev indrettet til de badende og en konversations –  og en spisesal blev udlejet til en vært, der bespiste gæsterne. Man
ændrede målgruppen til

• Eine für Dänemark und Nord – Deutschland wichtige und natürliche Heilanstalt.

I slutningen af 1820erne var søbadet på konkursens rand. Men så kom Frederik den Sjette og spenderede penge i foretaget.

 

En lang tur

Kjøbenhavnerposten roste stedet. Men det var en lang rejse fra hovedstaden til den fjerntliggende ø. Fra Hamburg tog turen nu kun halvanden dag. En idealtur så således ud:

• Togrejse fra Hamburg til Rendsbor(3 timer). Dampskib til Frederiksstad (6 – 7 timer). Ad chausseen til Husum (1 ½ time). Dampskib til Føhr (4 timer).

Fra 1833 – 1836 var der dog direkte dampforbindelse mellem Hamburg og Føhr.

Ja selv Steen Steensen Blicher kunne finde Föhr. Han mente efter at have besøgt de mennesketomme halliger, at Wyk kunne opfattes som en stor by. Han mødtes rige mennesker, og dem, der lod til at være det. Han mødte syge, og dem der bildte sig ind at være det.

 

Kongen tog ophold

Fra 1842 til 1847 tog Christian den Ottende hver sommer ophold på den lille ø. En del af hoffet tog også med. Og når sådan noget sker, er det pludselig meget mondænt. Det var en gylden tid for badet. Men desværre betød Treårskrigen et stort tilbageslag. I 1856 blev badeanlægget afhændet til en privatmand, Hr. Wiegelt.

Han fik et livsvarigt privilegium og eneretten til at

• give Bade i aaben Strand, saaledes, at det forbydes enhver Fremmed, der ikke benytte hans Vogne, at bade sig, uden i en vis bestemt Afstand fra Badet.

H.C. Andersen på  besværlig tur

Da dronningen i 1844 inviterede H.C. Andersen til Føhr kunne den påholdende digter ikke undlade sig at ærgre sig over den udgift, der derved blev ham pålagt:

• Det er altsaa ikke andet for, jeg maa nok afsted, uagtet mine Finantser aldeles ikke taaler denne Reise. Dette har derfor noget forstemt mig, uagtet jeg nok ellers burde føle mig smigret ved denne Naade. Jeg kan ikke troe at Reisen bliver mig godt gjort og den vil dig ganske vist komme paa en 50 Rdlr, altsaa ligesaa meget, som jeg fra Kjøbenhavn kunne reise til Dresden og tilbage for.

Det som forfatteren så inden han skulle det sidste stykke vej med dampskibet var ikke noget det behagede ham:

• Dagebøl er det elendigste hul på jorden. Uvenlige mennesker.

H.C. Andersens første indtryk var at, Øen saa venlig ud, Byen reenlig. Den næste dag udvider han beskrivelsen. Husene her i Gaden ere alle kun én Stue – Etage og én Qvist, denne vender ud ad. Med Jernspirer staaer Aaret den er bygget, sædvanlig ere de over 100 Aar, langs Søen en Allé med unge Træer.

 

Naturbeskrivelse af H.C. Andersen

H.C. Andersen blev godt modtaget af sine kongelige værtsfolk, og deltog selv til underholdingen ved oplæsning af sine eventyr og små lejlighedsdigte til dronningen. Hans dagbog giver også en beskrivelse af øen:

• Spadseret med Landfogeden og hørt om Halligerne, hvert Huus er beygget paa et Verft, paa Oland er Køer, paa de andre Faaer. Vandet rundt om har ingen Fisk, det er smudsigt guult. Vandet kan sprøjte op mod Vinduerne, de sidde roligt inde og spinde. Der tales frisisk, beslægtet med engelsk. Sengen er som et Skab, og indvendig med flettede Maatter.
• Skibe kan tridt drives lige hen til et saadant Huus, hvor Lyset skinner ud, det seer ud, som det svømmede paa Vandet. Paa enkelte Steder findes Quiksand. Kommandør kaldes den som herfra fører Skibe til Grønland, Holland. Rundt om
  findes Hvalfiske Tænder, de see ud som store Ledpæle, grøn forvitrede. Betragter man dem nærmere, seer man dem falde paa den ene Side, indvendig
  hensmul – drede.
• Her ved Havnen i Wiek findes flere, ude ved én Mark, er et heelt Hegn. Konerne bære røde Fess under Tørklædet, de ugifte Piger deres bare flettede Haar.

 

Læge blev tilknyttet

Allerede den 5. september 1756 kunne man observere den berømte salmedigter og nu biskop Brorson på øen. Han måtte grundet storm blive her betydelig længere end han havde regnet med.

Det gik fremad, og ethvert værelse på øen blev brugt til indkvartering. Savnet af boliger var pludselig mærkbar. I 1857 ødelagde en brand det halve af Wyk. Under Weigelts ejerskab skiftede konjunkturerne. En fast læge blev tilknyttet søbadet.

 

Sådan bader man

Mænd og kvinder badede adskilt. Der blev omhyggeligt sørget for anstændigheden. Under alle omstændigheder var der truffen foranstaltninger, der var i overensstemmelse med forskrifterne. Ja man blev endda fragtet til stedet i vogne. Og man kunne indtage kage inden badningen.

• Den strand, der bades på, har fuldkommen flad sandbund uden sten og skråner så  lidt, at man uden fare, såvel ved flod som ved ebbe, kan bevæge sig
  i vandet. Badevognen bliver trukket ud på  en passende dybde af en hest, og er udstyret med en bænk, et lille bord, et spejl, knagerække til tøjet, et lille uldent fodtæppe osv. Når man ønsker igen at blive kørt i land, hejser man et flag, der findes i et hjørne af vognen. Det er et signal til kusken.
• Badningen begynder klokken seks om morgenen. Man bader for det meste uden at tage hensyn til ebbe og flod, hvis der ikke forligger andre bestemte forskrifter desangående fra lægens side. Det kolde bad koster 1 mark. Børn under 12 år betaler det halve, hvis to benytter den samme vogn eller et barn benytter vognen sammen med en voksen person.
• Håndklæder medbringer man enten selv eller får dem mod en mindre godtgørelse til de hos badekusken ansatte folk. Damerne finder ved deres badesteder kvindelig betjening.

Når man var færdig med badet, var der et signalflag, der skulle hejses. Så var vognmanden klar over, at den badende skulle fragtes i land. Man burde ikke opholde sig i vandet mere end 8 – 10 minutter, blev der tilrådet.

Føhr havde et mere tysk end dansk publikum. Sild blev dog efterhånden borgerskabets foretrukne badested. Udviklingen tog fart i slutningen af 1850erne .

 

Spørgsmål om sammenfletning

Man talte om at ligge søbadene på  Sild (åbnet i 1857)  og Føhr sammen.

Efter 1864 skete der flere udvidelser, og antallet af kurgæster voksede. Midt i 80erne nåede øen at have 2.000 gæster. Masser af prominente gæster kom på besøg. En af dem var Kronprins Friedrich med sin hustru. De tilbragte somrene fra 1865 til 1873 på øen.

 

Den delte ø 

De 5.000 indbyggere på den lille ø var inddelt i tre i 1800tallets første halvdel. Flækken Wyk og Østerlandføhr hørte begge til Tønder Amt. Her var kirke – og skolesproget tysk. Det var også Vesterlandføhr, hvor rets-sproget var dansk. Det tilhørte Ribe Amt, og blev betragtet som en del af Nørrejylland.
Disse lokaliteter var siden middelalderen i den danske konges besiddelse og ikke en del af Slesvig.

De Kongerigske Enklaver gik ikke automatisk over til Preussen. De blev brugt i en byttehandel, så Danmark fik Ærø og mindre grænserevisioner syd for Kolding og ved Ribe.

Føhr blev allerede før 1200 tallet nævnt. Allerede i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 skelnes der mellem Vesterland – Føhr og Østerland – Føhr.
Under Magrethe den Første og Erik af Pommerns opgør med de holstenske grever, forblev Vesterland – Føhr den danske konge tro.

Ved freden i Vordingborg i 1435 fik Vesterland – Føhr sammen med Amrum og List administrativ særstilling i Slesvig og lagt under Ribe stift.

 

Godt sømandskab

Nordfriserne vandt tidlig ry for deres sømandskab. De gik i tjeneste hos hollænderne, og tog med hvalfangerskibe til Grønland.  Da briterne omkring 1730 også fattede interesse for hvalerne, hvervede de harpuner og kommandører på  Føhr.

Omkring 1750 havde den lille ø  ikke mindre end 1.500 sømænd på fremmede skibe.

 

Den jyske arbejdskraft

Under de langvarige fraværdsperioder kunne friserne ikke tage sig det hjemmelige og øens landbrug. Arbejdet blev overladt til kvinderne, der i forvejen havde nok at se til. Der var nødvendigt at hente fremmed arbejdskraft til hjælp med markarbejdet. Den kom ført og fremmest fra Nørrejylland.

Den jyske arbejdskraft fandt hver sommer arbejde helt ned til egnene ved Nederlandene. På de frisiske øer var der mange jyske karle, der bosatte sig. Ofte
giftede de sig med enken på gården.

 

Forstod ikke forordninger

I løbet af 1800tallet opgav mange føhringer deres arbejde til søs. Det var efterhånden blevet for farligt. De jyske karle havde lært dem at drive jorden mere effektiv. Og de kunne nu begynde at eksportere kornet.

Kvinderne på Føhr blev angrebet for deres store kaffeforbrug. Desuden mente nogle, at det var vild luksus at gå i nationaldragter. Mange af de lokale var efterhånden træt af de ting, som badegæsterne bragte med sig. Dårlige skikke og moral. De ville hellere være sig selv og fortsætte deres eget liv. Danskerne
lod i vid udstrækning føhringerne beholde deres gamle privilegier. Men ofte forstod de ikke de forordninger, som de fik tilsendt fra embedsmændene
i Jylland.

 

Det tyske sprog i fremgang

Frisisk, plattysk og dansk var i forfald og måtte vige for det tyske sprog. I 1848 herskede der dog en loyal stemning på Amrum og Vesterlands-Føhr over for Danmark. Men Wyk og Sild støttede Slesvig – Holstenerne.

I Wyk, på Østerland og på Sild var der stor tilfredshed med at man efter 1864 blev indlemmet i Preussen. I resten af området var der stor utilfredshed. Der foregik en stor udvandring til USA.

 

Kongen var populær 

Da kongen besøgte øen den 18. juli 1860 var hele øen på den anden ende. På begge sider af Wyk`s hovedgade stod unge piger i egnsdragten med forskellige blomster. Kongen blev 14 dage på øen, og deltog i en række udflugter.

 

Øboernes egen sprog

Det som H.C. Andersen ikke nævnte, var at ca. 2.000 af øboerne taler fering, som er øens frisiske dialekt. I dag bor der knap 11.000 mennesker på Føhr. Men i sommertiden er der 20.000 mennesker alene i Wyk.

På øens nordligste del ligger den 2.000 år gamle Lembecksburg. Man kan se ringvolden på lang afstand. Mon der har været vikinger på spil?

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Enklaverne i Sønderjylland
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
• Friserne – syd for Tønder (under Tønder)
• Dæmningen – syd for Højer (under Højer)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
• Vadehavet ved Højer (under Højer)
• Øerne – syd for Højer (under Højer) og mange flere 

Redigeret 31.12.2021

Læs
om sort sol og problemer med afvandingen. Hvad betyder oktroj. Fire
kæmpe pumpestationer er bygget, ligesom 108 kilometer ådiger
og 150 kilometer kanaler. Vi besvarer spørgsmålet
omkring Spadelandsret.

En oversigt over artikler om Diger,
Stormflod, Vadehav og Marsk finder
du bagerst.

OBS – OBS – DENNE  ARTIKEL FINDES I EN ANDEN VERSION, SOM ER MERE LÆSBAR OG RETTET FOR TASTE – OG STAVEFEJL – SØG EFTER: 

LANDET BAG DIGERNE (B) ————————————————————————————————————————————————————-

 

Sort
sol

Mange
besøger Marsken for at beundre fænomenet Sort
Sol. For
os, var det et almindeligt fænomen – dengang. Det er et
imponerende syn. Pludselig dukker der rovfugle op. For stimen er det
så med at holde sammen, men ofte opstår der panik. Og så
slår rovfuglene til. Først når en masse fugle er
ramt og faldet til jorden begynder det store ædegilde.

Dette er kun en af de
mange fænomener herude vest på.

Dengang
kaldte vi det ikke for Sort
Sol.

 

Sagn
og historier

Herude har talrige
stormfloder ændret landskabet. Kirker og byer er forsvundet i
vandmasserne. Men mange steder er man ved at genvinde den tabte jord.

 

Masser
af historier og sagn er opstået herude. Således om
kirkeklokkerne ved Gotteskoog.
Det
fortælles, at de blev ranet af sørøvere. En kirke
skulle være opført i stedet for et fængsel.
Sandsigersken Hertje
har
spået om fremtiden.

 

Havet
steg

Havet blev ved med at
stige. Derfor måtte digerne hele tiden forhøjes. De
nyeste havdiger er i dag mellem 7 og 8 meter høje. Havde man
ikke et forland, byggede man diger af et boldværk af træ.
Men en sådan konstruktion kunne ikke holde i længden.

Det har været
temmelig krævende dengang, man byggede digerne. En kæmpe
hjælp var det dengang, man indførte trillebøren
til transport af jord.

Man fandt senere på
at bruge mursten til sluser og underløb. Senere var det beton,
som man brugte.

 

Den
store bygmester

Det
var Hertug
Hans den Ældre, der
var den store bygmester. Han udsendte et hav af forordninger, der
gjaldt marsken og digerne.

 

I
1555 – 1556 lykkedes det at inddige den nordlige del af
Vidåbugten
med
kogene i Højer,
Møgeltønder, Tønder, Udbjerg og
Karrharde.
Ved
Grippenfeld
blev
der bygget en sluse over Vidåen.

 

Fra
1562 til 1566 inddigedes Gotteskoog
ved
hjælp af to diger. Den ene gik fra det sydlige Niebüll
mod
vest til Kleiner
Koog i
Emmelsbüll.
Det
andet gik fra Fegetasch
mod nordøst til Rudbøl.
Ved
inddæmningen af Vidåen
ved
Rudbøl
byggedes en sluse, som dels mulliggjorde, dels vanskeliggjorde
sejlads til og fra Tønder.

 

Afvandingsproblemer

Ofte
har det været problemer med Gotteskoog.
Og
problemer opstod der også med afvandingen. Det gik hele 400 år
inden spørgsmålet om tørlægningen var løst.
Man var uenige om, hvem der skulle betale.

Og
så måtte man flere gange bygge nye sluser. Sluserne sank
ned i den bløde undergrund. På et tidspunkt stod der syv
vandmøller i Gotteskoog.
De
pumpede vand ud i afvandingskanalerne.

 

 

Vidåen – den store å

I
1715 blev den aflange Rudbøl
Kog inddiget
på begge sider af Vidåen
med slusen ved Nørremølle.
I
1861 byggedes et dige fra Højer
til
Rodenäs-
Norddeich. Derved
opstod Ny
Frederikskog. Tønderbugten var
dermed helt inddiget. Vidåens
nye
udmunding blev forsynet med en ny og bekostelig sluse. Det er den vi
i dag kalder for Den
Gamle Sluse.

 

Ved
Emmerske
løber
Arnå
og
Hvirlå
sammen
til Vidåen.
Efter
få kilometer mundede den ved Lilletønder,
det
nuværende Tønder
ud
i Tønders
Norsøbugt. Vidåen har
i dag en længde på 28 kilometer. Ja egentlig er det lidt
svært at bestemme dens længde. Faktisk er det Danmarks
tredjestørste
vandløb. Dens opland strækker sig helt fra Løjt
Kirkeby.
Vandskellet ligger kun få kilometer fra Flensborg
Fjord. Og
så afvander den hele 1.400 km2. Det er ganske imponerende.

 

Hvad er en Oktroj?

Herude
talte man om noget der hed Oktrojerne.
Disse
bestod af en række privilegier, som blev tildelt borgerne af
hertugen, når de til gengæld sørgede for at
tilvejebringe den nødvendige kapital til inddigningen af en
kog. Man fik tildelt afgifts – og toldfri perioder. Når
der var digebrud blev disse frister forlænget. Andelshaverne
måtte drive fri handel i området. Man fik også
tildelt jagt og fiskeriret.

 

I
1557 nedfældede man 20 punkter i den såkaldte
Spadelandsretten.
Ved
forsømmelse af disse pligter kunne der gives hårde
straffe. I artikel 8 står der frit oversat:

 

• Hvis der sker, at en
  er forsømmelig i forhold til digearbejdet og dommerens straf
  intet nytter, og vedkommende således forvolder skade på
  kogen på grund af forsømmelighed eller dovenskab
  (uflid), kan domsmændene fratage vedkommende land og
  rettigheder, og så skal digedommeren efter gammel
  spadelandsret sætte spaden på diget, og den forsømmelige
  fratages sit land. Digedommeren skal derefter tilbyde jorden til
  andre. Er de ikke interesserede, tilbydes den til de næste
  naboer på begge sider, vil de heller ikke, tilbydes det til
  hele sognet. Hvis sognet ikke vil, må hele kogen inddige
  landet og beholde det til evig arv og eje.

 

Et hårdt liv

I
kogene førte digefogeder og dommere tilsyn med digerne. I det
17. århundrede lå tilsynet hos digegreverne. De blev
indsat af hertugen eller af amtmanden i Tønder.

 

Det kunne synes hårdt
at leve her i marsken. For hertugerne beordrede deres undersåtter
til tilvejebringelse af kapital, arbejdskraft og byggematerialer. Og
der var masser at holde styr på. I marsken er der cirka 30
forskellige koge.

 

108 kilometer ådiger

Afvandingen
af Tøndemarsken
har
altid været et stort problem. Det skyldes, at marsken sydvest
for Tønder
ligger under daglig højvande. I de ydre og yngre koge er
terrænet noget højere. Tidligere var de enkle koge
sydvest for Tønder
omgivet
af sommerdiger og forsynet med vindmøller til udpumpning af
vandet i foråret og sommertiden. I de ydre koge var der
vindmøller til vanding af kvæg om sommeren.

 

I
forbindelse med afvandingen af marsken blev der opført 108
kilometer ådiger. Endvidere blev der gravet en ny stor kanal,
der førte vandet fra Sønderå
til
Grønå,
Vindtvedkanalen. Den
er 8 meter bred og forsynet med ådiger på hver side. Der
var planlagt at bygge et vandkraftværk i Grønå
syd
for Rørkær.
Her
skulle der også have været el – produktion til
afvandingspumperne. Men der blev lavet en fordelagtig aftale med
Sønderjyllands
Højspændingsværk.

 

Kæmpe
pumpestationer

Vidåen
blev
nygravet fra Vandmøllen
i
Tønder
til
Jernbanebroen
og
frem til Lægan.
Herfra
og til Højer
Sluse blev
Vidåen
oprenset
og uddybet.

I
den nordlige del af Udbjerg
Kog blev
der gravet et nyt snoet forløb af Vidåen
i
forbindelse med det såkaldte Snæbelprojekt.
Og
i Tønder
kan
man i Vidåen
opleve
en meget dyr fisketrappe.

Havdiget
mellem Højer
og
Emmerlev
blev
forhøjet til 6,40 meter.

 

Fire
kæmpe pumpstationer hjælper også til med
afvandingen. Den største ligger i Lægan,
nord
for Vidåen,
nær
Aventoft
og
den gamle grænsestation Møllehus.

Også
ved Nørremølle
ligger
en kæmpe afvandingspumpe.

 

150 kilometer kanaler

Nogle
steder dykker kanaler under selve Vidåen
i
et indviklet system. Ja 15o kilometer kanaler bliver benyttet til
afvandingen. 70 kilometer kanaler bliver brugt til vandforsyning i
sommerperioden og afvanding i vinterperioden.

 

Siden 1945 er der
oprettet ca. 35 nye landbrug i marsken. De fleste bliver drevet som
fritidslandbrug. I de indre koge dyrkes korn eller raps på 70
pct. af jordene.

 

Endelig vågnede
politikerne op

I
nyere tid har der også været fare på færde
her vest på. Efter stormfloderne i Holland
i
1953, ramte stormfloden den slesvigske vestkyst i 1962. Man var
lokalt bange for, at digerne ikke var tilstrækkelig solide
mere.

Den
3. januar 1976 kom en kort med kraftig stormflod, den største
siden 1825. Vandstanden var 4,92 meter ved Højer
Sluse. Det
gamle havdige var på 6,42 meter, så bølgerne slog
op over diget. Heldigvis var stormen kun kortvarig, ellers kunne det
have fået katastrofale følger. Hele befolkningen i
marsken inklusive Tønder
by, i
alt 15.000 mennesker blev evakueret. Det fik endelig politikerne til
at vågne op.

 

Folketinget
vedtog den 8. juni 1977 loven om det fremskudte dige for
Tøndermarsken.
Digets
længde på dansk side er 8,6 kilometer langt. På
tysk side er det 3,7 kilometer. Det slutter ved Hindenburgdæmningen.

Det er 7,45 meter højt,
hvilket 1,05 meter højere end det gamle.

 

Ilddåb

Allerede i november 1981
klarede diget sin ilddåb. Vandstanden nåede op på
4,97 meter. I december 1999 nåede vandet op på 4,53
meter.

Det gamle dige, der
ligger ca. 1,5 kilometer fra det nye holdes intakt, for at opnå
dobbelt sikkerhed.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Højer
• Litteratur
  Møgeltønder
• Litteratur Tønder
  

 

Hvis
du vil vide mere: Om
Diger, Marsk, Vadehav og Stormflod:

• Bådfolket i
  Rudbøl
• Dæmningen –
  syd for Højer
• Fiskeri ved Højer
  
• Heltene i Vadehavet
• Højer –
  som havneby
• Højer –
  stormflod og diger
• Rudbøls
  historie
• Stormflod ved
  vestkysten
• Syd for Højer
• Søslaget ved
  Højer
• Travlhed ved Højer
  Sluse
• Vadehavet ved Højer
  
• Øen Jordsand –
  engang ud for Højer
• Soldater på
  Jordsand
• Øerne syd for
  Højer
• Rømø –
  en ø i Vadehavet (under Sønderjylland)

• Aventoft – Byen
  ved grænsen (under Tønder)
• Drømmen om en
  havn i Tønder (under Tønder)
• Friserne syd for
  Tønder (under Tønder)
• Hertugen af Tønder
  (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder
  (under Tønder)

• Tønder,
  Marsken og Afvandingen (under Tønder)
• Tøndermarsken
  (under Tønder)
• Tøndermarsken
  2 (under Tønder)
• Tøndermarsken
  under vand (under Tønder)

 

 

Vi
hører om malerens store glæde ved at bo i Uttenwarf. Han
var uenig med Tønder Kommunes håndtering af afvandingen,
derfor flyttede han til Seebøll. Han var dansk statsborger,
men medlem af Det Tyske Mindretal. Han var medlem af nazistpartiet og
havde nogle kontroversielle meninger om jøderne.

 

DENNE ARTIKEL FINDER DU I EN ANDEN VERSION – DEN HEDDER “NOLDE – OG HANS LIV VEST PÅ” (b) I DEN VERSION ER OPSTILLINGEN ÆNDRET OG ARTIKLEN ER REDIGERET – SÅ FIND DEN I STEDET. 

 

Emil
imponeret over Tønder

Vi
har i tidligere artikler beskæftiget os med maleren Emil
Noldes liv,
dengang han hed Emil
Hansen, og
boede i Nolde.
Vi
har også hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde
han det egentlig her vest på.

 

Hans
mor, spurgte ham ofte, hvor mange ansatte, han i grunden fik. Og helt
uret havde hun jo ikke i sine spørgsmål. Andre store
malere havde jo medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever,
der hjalp Emil
Nolde.

Når
Emil
fremviste
sine værker, forstod hun ikke altid meningen med dem.

 

Emil
var
meget imponeret over de store markeder inde i Tønder.
Disse
tiltrak bønder fra et stort område. Og også
bondesønner, der på den måde lærte at
handle. Emil
kunne
godt lide det liv, der udspillede sig. Det var okser, stude og heste,
der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte
interesse.

 

Studerede former og
farver i naturen

Når der var
jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå
der dag efter dag. Men det var ikke altid, at selve jagten
interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj
og tænke på former, farver og linier. Han studerede
himlen, dyrene og naturen.

Han havde altid sin hund
med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her
vest på.

 

I
den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle
have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at kunstnere,
skuespillere, akrobater
og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst
liv, og levede lemfældigt lige som sigøjnere.

I området var der
dog endnu ikke født nogen kunstner.

 

Afstand til Ada

Da
Emil
skulle
præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i
København,
opstod
der problemer. Svigerinden turde ikke møde skuespilleren. Og
bror Hans
der
i sin soldatertid været meget tysk, bebrejdede Emil,
at
han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han ikke møde.

 

Hun
fik fremvist den flotte natur.
Hun
så de steder, hvor man fangede de store fisk. Hun så
sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.

Også naboerne kom
til at hilse på den nye kærlighed.

 

At gengive korrekt er
ikke kunst

Bor
Hans
var
kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på Ada.
De
blev ret gode venner. Adas
far
var præst. Det var et stort savn for Emil,
da
hans elskede mor, døde. Disse to havde mange dybe samtaler.

 

Emil forgiftet

Emil
mente
ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han
var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind
og skyer skulle forme værket, mente han.

Midt
under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket
forurenet vand. Hurtigt kom Ada
hjem
fra England.
Forgiftningen
varede i flere uger.

 

Han
malede nu konstant, dag og nat. Målet var Den
sidste Nadver. Et
pinsemotiv fik han også malet. Familie til hans far så de
to motiver, og kunne ikke rigtig forstå dem.

Emil
kunne
godt lide sine ophold på Als.
Her
malede han flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land
ved vestkysten.

 

Til Utenwarf

I
sommeren 1912 kørte han med sin svoger, Lornz
over
Lægan,
Møllehus og
Aventoft.
De
kørte længere vest på. Mod Lyst
og
Rudbøl.
Her
ville Emil
gerne
bo, men Peter
Nissen gjorde
som om, han ikke ville sælge sit lille hus. Men svogeren havde
gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.

 

Ofte
gik turen mod Tønder
og Møgeltønder

Emil
var begejstret for naturen omkring Vidåen
og
Rudbøl
Sø. Men
dengang i 1912 vidste han ikke, at Utenwarf
var omgivet af vand hele vinteren. Ja selv om sommeren kunne der ske
oversvømmelser.

 

Bedre til at male –
end jage

Omkring
1916 satte han Utenwarf
i
stand. Der blev hamret og malt. I skuret blev der indrettet et
atelier, og i stalden blev der bygget soveværelse.

Hver
dag var Emil
taget
ud og stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb mere
med andre levnedsmidler.

Han
havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste
sig, at geværet skød skævt. Men indrømmet,
Emil
var
bedre til at male end til at jage.

 

Da
han i 1917 fylde halvtreds forsøgte han sig med et
selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke særlig god
til. Vinteren var ikke god. Emil
indrømmede,
at de sultede.

 

De
tog til Berlin.
Da
de kom tilbage kunne familien næsten ikke genkende dem, så
afmagret så Ada
og Emil ud.
Pludselig fik de mælk, smør, kød og brød.

På
Utenwarf
fik
de foræret en ko af svogeren, som Ada
malkede.
Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og
fede.

Haven kom op at stå,
og det gik fremad.

 

Nu går
kunstneren i seng

Naboen
havde to smukke døtre, Misse
og Lisbeth. Især
den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår
en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine
billeder.

Ada
lavede
alt det grove arbejde, alt imens Emil
kunne
koncentrere sig om sit malerarbejde.

 

Hesten
Fritz
gik
gennem høj vand, den var ikke vandskræk. Det var en
fordel, for ofte var Utenwarf
omgivet
af vand.

Når
Emil
slukkede
lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet: Nu
går kunstmaleren i seng. Det
var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude
på Vidåen.

De
store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for
Emil
Noldes arbejde,
men de var ifølge ham selv altid hjælpsom. De regnede
heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld regnede de
jagten for noget.

 

Skønheden kunne
ikke erstattes

Ofte
tog parret med deres hund ud på vandet, blot for at nyde
naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst
andet, mente Emil
Nolde.

Når
de vilde gæs fløj over det lille landsted, smed Emil
pensel
og farver og skyndte sig ud for at kigge efter de store grå
gæs.

Det
var sjældent Emil
fik
ram på dem med sit gevær.

 

Kæmpe ål blev
der fanget. De blev ofte røget.

I det store vandlandskab
stak store gårde op på værfter. Men nogle gange
steg vandet så meget at beboerne måtte søge
tilflugt på høloftet. Så måtte man bare
vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige
store og små stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer
fra 1362 og 1634 har kostet mange tusinde mennesker livet.

 

Ikke
langt fra Utenwarf
er
der fundet skeletter af drukne mennesker. I Gudskog
er
der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp
mod vandet.

 

I
den lille landsby Lyst
boede
Nikolai
Nielsen, som
hjalp til på Utenwarf.
Her
boede også fiskeren, Adolph
og
snedkeren, Kloisen,
der
byggede Utenwarfs
lille
mølle.

 

Et blomsterparadis

I
1919 var Utenwarfs
have
blevet et sandt blomsterrige. Fordommen at der ikke kunne vokse
blomster på marsken var manet i jorden. Et lille stykke paradis
sagde man i omegnen. Helt fra Møgeltønder
kom
man gående langs diget og beundrede blomsterne.

 

Den
lille familie genoptog forbindelsen til Adas
familie.
Og egentlig ville man gerne have taget en tur til Grønland
og Island. Men
i stedet blev det en tur til Hallig
Hooge.

Det
fascinerede Emil,
denne
vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelse af
nyt land. Men også det land, der forsvandt blandt andet
Rungholt
gjorde
indtryk på maleren.

 

Inspiration fra
Halligerne

Emil
tog
selv videre til Hallig
Hooge. Med
sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over
inspirationen. Mange kendte malerier blev til under denne tur.

Han
mente selv, at Farve
er energi – energi er liv.

Med
farver kan man bestemme stemningen, mente han. Sorg,
Jubel, Glæde, Drama og Drøm kan
man danne med farver, udtalte han.

 

Forvirret i
grænselandet

Emil
Nolde mente,
at dem, der er født i et grænseland er meget mere præget
af for
eller imod. Man
bliver mere
præget.

Spørgsmålet
var, hvad
er tysk?, hvad er dansk? Delingen
af Slesvig
ramte
ham hårdt. Grænsen blev trukket lige uden for deres hus.
Hus og land lå pludselig i Danmark,
erkendte
Emil.

 

Jeg
er født i Slesvig – Holsten, sagde
Emil
Nolde. Jeg elsker mit land og kigger uden foragt både nord og
syd på.

Danmark har leveret
min livsledsager. Tyskland med sin indre skønhed med musik og
kunst.

 

Dansk, tysk, plattysk
og sønderjysk

På
fødestedet Nolde
var
der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde.
På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var
det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere
tørre tal. Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da
blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen
i Burkal
og Nolde området
var dog på dansk.

 

Politisk afvanding

Da
afvandingen af marsken begyndte, frygtede Emil
Nolde, at
egnens skønhed ville forsvinde . Stilheden blev afløst
af larm og aktivitet. Emil
havde
selv regnet og tegnet på sin egen private afvandingsplan. Han
overrakte denne til den ledende ingeniør.

Men
pludselig fandt Emil
ud
af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt han egen
plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt
for den egn, han elskede.

 

Den 30. august 1923
opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt
temmelig hurtig og det var en trykkende stemning. En mærkelig
spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En
stormflod var uundgåelig.

19 digearbejdere længere
nordpå var blevet overrasket af stormfloden.

 

Ikke
længe efter nedbrændte den flotte frisergård
Nienhof
lige
i nærheden. Emil
kom
i tanke om en storbrand i Bylderup
i
sin ungdom. Her nedbrændte ti huse og gårde.

 

Røverforretninger

Inflationen
kom. Og for Emil
Nolde var
det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og
hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på
bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige
Møgeltønder
opstod
der ligefrem røverforretninger,
fortalte
han. En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde
i området havde opnået pludselig rigdom, men også
lige så pludselig fattigdom. Han gjaldt som en af de klogeste i
området omkring Tønder.
Ham
fandt man pludselig druknet, fortalte Emil
Nolde.

 

Folk
var blevet forvirret, og først efter noget tid blev maleren
igen produktiv. Emil
mente
at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om Neue
Kunst, der
i 1921 udkom, havde noget med af den 54 – årige maler,
Emil
Nolde.

 

Uenig med Tønder

I
1926 tog man den beslutning, at forlade Utenwarf.
Familien
var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på.
Mange naboer havde også protesteret over for Tønder
Kommune. Men
de var blevet afvist.

Mange
beboere var anvist på vand fra Vidåen.
Men
det forhold havde Tønder
ikke
tænkt på, ifølge Emil
Nolde.

 

Seebüll –
det nye hjem

Han
tog den beslutning, at han ville syd på. Mange rejser blev
foretaget langs vestkysten ned til Hamborg.
Men
de fandt ikke rigtig det rette sted at bosætte sig.

Pludselig
en dag fandt de et tomt værft. Problemer opstod, men Seebüllhof
var
en realitet.

 

I
foråret 1927 foregik flytningen fra Utenwarf
til
Seebüll
på
tre både og to overfarter. Allerede samme år blev et nyt
atelier bygget.

 

Museum modtog kun
modvilligt hans kunst

Nolde
er
i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det
er nok de færreste, der ved, at han var dansk statsborger fra
1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og
tysk.

Faderen
skrev på tysk til sin forlovede, hun svarede på dansk. I
lille Emils
barndomshjem
blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i
højtysk og mange i omegnen talte plattysk.

 

Da
Ada
døde
i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til
Statens
Museum for Kunst i
København.
På
den måde håbede han på at fremme forståelsen
mellem Skandinavien
og
Tyskland
– en
nation, der på det tidspunkt ikke hørte til de mest
populæreste. Det var kun yderst modvilligt at museet modtog
disse billeder.

 

Medlem af
nazistpartiet

Denne
afvisning skyldtes sikkert, at Emil
Nolde havde
meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet. Han
havde været fuld af beundring over den stærke nationale
rejsning. Men nazisterne ville ikke rigtig vide af ham. Han blev
smidt ud, fordi hans billeder var forfærdelige,
dekante, ubrugelige, umulige, primitive, farvestærke, spontane
og grumme i
den nazistiske ideologis øjne.

 

Helt
nøjagtigt, så meldte Emil
Nolde sig
ind i Nationalsocialistisk Fællesorganisation Nordslesvig
(NSAN). Et år senere blev denne organisation tvangsindlemmet i
det Nationalsocialistiske parti i Tyskland
(NSDAP).

 

Følte sig
udenfor

Det
er jo ikke den første afvisning, han oplever. På hans
københavner
– rejser møder
han tidens store kunstnere, J.F.
Willumsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og Vilhelm Hammershøj
at
kende. Men han blev aldrig lukket ind i varmen og følte sig
udenfor.

 

De umalede billeder

Egentlig
kunne Goebbels
godt
lide Noldes
kunst,
men nazisternes chefideolog Albert
Rosenberg afskyede
den.

 

De over tusinde værker
af ham blev beslaglagt, og senere solgt fra eller destrueret.

Nolde
fik
direkte forbud mod at male flere billeder.

I
stedet begyndte han at male akvareller. Disse kunne ikke lugtes, når
der kom kontrolbesøg. Disse akvareller blev hans Ungemalte
Bilder. De
blev først rigtige malerier efter krigen, hvor hans
malerforbud var ophævet.

 

Nolde og jøderne

Egentlig
var Nolde
en
forkæmper for tyskheden.
Ved
afstemningen i 1920 ville han ikke stemme
imod sin kones fædreland. Efter
grænsedragningen tog han bevidst imod det danske
statsborgerskab og blev medlem af det tyske mindretal.

 

Han
støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var
det bedste at udvise alle jøder af Det
Tredje Tyske Rige.

Egentlig
var det mange sammenfald mellem mellem nazisternes filosofi og Noldes
egen.
I hans bog Jahre
der Kämpfe skrev
han om jøderne:

 

• Gennem deres
  ulykkelige bosættelse i de ariske folks byer og gennem deres
  stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er
  der gradvist opstået en uholdbar tilstand.

 

I
1938 skrev Nolde
til
Goebbels:

 

• Jeg opfatter
  nedrakningen som speciel hård, fordi jeg fra
  nationalsocialismens begyndelse som den eneste tyske kunstner gik i
  åben kamp mod den fremmede dominans af tysk kunst og imod den
  urene kunsthandel.

 

Og
Nolde
lagde
ikke skjul på, hvad han mente med den
urene kunsthandel. Det
var jødiske gallerister og profitmagere.

 

Anerkendt i sen alder

Emil
Nolde var
religiøs, men på et tidspunkt havde han svært ved
at finde sit andre jeg. Eventyrlige væsener, groteske
skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud.
Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med
selvskabte mytologier.

 

Først
i en sen alder blev han anerkendt. Som 80 årig blev han gift
med den 26 – årige, Jolanthe
Edelmann.

 

I
1957 året efter hans død, åbnede Nolde
Stiftung Seebüll. I
tillægget til sit testamente skrev kunstneren:

 

• I taknemlighed over
  for hjemstavnen, som har ladet os opleve en solrig barndom, og i
  taknemmelighed over for de lande, Danmark og Tyskland, som skænker
  os beskyttelse og fremgang i svære og gode tider, grundlægger
  vi en selvstændig stiftelse til fremme af offentlighedens
  kærlighed til kunsten og til almennytte.

 

Og
dette museum/Galleri/spisested er et besøg værd.
Overraskende er at se den spændvidde der er i Noldes
kunst.
Det er som om man kunne se, om han var i god eller dårlig
humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.

 

Kilde
: Se

Litteratur Tønder

Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere:

Aventoft – Byen ved
grænsen

Digebyggeri i
Tøndermarsken

Drømmen om en havn
i Tønder

Kanal gennem Tønder

Møgeltønders
historie

Tøndermarsken

Øst for Tønder

Tønder, Marsken og
afvandingen

Tøndermarksen –
under vand

Emil Nolde –
Vadehavets maler

Højer, Stormflod
og diger (under Højer)

Rudbøls Historie
(under Højer)

Syd for Højer
(under Højer)

Stormflod ved Vestkysten
(under Højer)

Bådfolket fra Højer
(under Højer)

Fiskeri ved Højer
(under Højer)

 

 

 

Rudbøl Kog, Gammel – og Ny Frederikskog var født og dannet af havet. 17 års skattefrihed var en direkte nybygger politik. De første var frisere og hollændere. Der var færgefart over Vidåen. Man havde egen retspolitik. Og så var det succes for Nørremølle. Tusinde af digearbejdere fik ødelagt deres jordhytter. De måtte have logi i Højer by.

 

Født og dannet af havet

På Frederikskogs våbenskjold findes følgende indskrift, Ex mari natus. Det betyder, født og dannet af havet. Nu gælder dette ikke blot for Frederikskog, med hele området ved Vidåmundingen.

I århundreder har dette land været præget af diger og oversvømmelser. I gamle tider gik der en bred havbugt dybt ind i landet. Nogle steder ragede højdepunkterne op som øer. Vidåen
havde dengang mange arme. Priler, langvarig regn samt snesmeltning dannede i lang tid et helt Waterworld her. Gamle marknavne minder om den tid.

Bredsø  blev omkring 1649 ejet af apoteker Andreas Lorenzen i Tønder. Senere kom den under Højergård. Den blev købt af regeringen som rentegård, men er nu under privateje. Langt den største og dybeste sø  er Rudbøl Dyb eller Rudbøl Sø.

 

De første var frisere og hollændere

De første bosættere kom længe inden området var inddiget. Det var ganske givet hollændere eller frisere. De var fortrolige med at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold.  Der findes vel 25 – 30 værfter i området med forskellige navne.

I Gammel Frederikskog finder man foreksempel Kinkelhofsværft og inspektør Brodersens værft. I Rudbølkog, Seifert von Marvedes værft. I Gaden, Nis Heicksens værft og Husumtoftmark. I Rudbøl har man Nørreværft.

 

Værfter

Dengang, hvor der ikke var diger, byggede man værfterne højere og højere, hvis gentagende stormfloder truede gården. Saxo skrev følgende:

• Indbyggerne, som er rå og med smidige kroppe, forsmår den svære rustning. De omgiver deres marker  med vandgrave og springer ved hjælp af springstokke. Deres huse opfører de på høje af opkastet jord.

Værfterne var ikke blot opført af opkastet klægjord, men også af nedrammede pæle og et pakværk, der består af ris og gødning.

 

Poppenbøl 

Poppenbøl  værftet var en af de største. Det var højest inde på midten. Hvis man dengang skulle besøge sine naboer, ja så måtte man tage båden. Så galt var det dog ikke, da min mor tjente
på Poppenbøl. Den nævnes allerede i 1443. I 1769 havde den to gårde og to huse med 22 beboere.

Om bebyggelsen Gaden nævnte Petraeus i 1440erne :

• Her bor der på  fire forhøjninger eller værfter fem bolsmænd, som ejer bøndergårdene.

 

Spredt bebyggelse

I 1769 havde Gaden fem gårde og fem huse med i alt 52 beboere. Tidligere hed stedet Husumtoftmark, der lige som Højergård havde særlige privilegier.  Rudbøl  havde i 1769, 8 gårde, 21 kådnere, 12 indsiddere med i alt 229 indbyggere.

 

17 års frihed

Gammel Frederikskog  blev inddiget i 1692. Kongens privilegier blev allerede underskrevet i 1690 af hertug Christian Albrecht. Efter disse privilegier skulle kogens interessenter fri og frank uden nogen afgift og pålæg nyde og besidde de inddigede arealer i 17 år.  Disse 17 år begyndte først når alt var bragt i stand og diget fuldkommen færdig. Efter udløbet af de 17 år skulle der årligt af hver demant betales en halv rthr. Til det tjenestelige kammer.

Endvidere skulle i de 17 år, kvæg, korn og lignende, som den kære Gud måtte unde denne kog, frit afskibes uden told og licenser eller andre afgifter og hvad der er behov for i denne kog, må frit indføres.

Desuden skulle det tillades interessenterne, deres arvinger og efterkommere at opstille vindmøller og hestemøller uden for, og inden for digerne og udnytte dem med frimalen, brygning
og bagning, at have herberger og stalde samt at drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag.

Ligeledes skal de , der i sådanne inddigede koge ejer 60 demant land have ret til fri at drive jagt og fiskeri, såvel inden for som uden for diget. Men de øvrige, som ikke når det nævnte tal på 60 demant, skal være udelukket derfra.

 

Egen ret

Den allerstørste del af kogen var græsland. Dette blev benyttet til opfedning af kvæg. Kogen havde en koginspektør. En dommer og tre rådmænd dannede dengang kogs-retten. Koginspektøren ledede møderne og var også sekretær og regnskabsfører. I kogen gjaldt Ejderstedts landsret. Og man havde sandelig også egen galgeplads.

 

Afvanding

Frederikskog blev tidligere afvandet med Brunoddekog gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle kogs-mølle. Fra 1843 blev kogen afvandet gennem Frederikskog – diget ved en afvandingsgrøft gennem det daværende forland.   På et gammelt kort er der aftegnet et Trindsumkapel, hvor nu Gammel Frederikskog ligger. Der har ikke været mulighed for at finde noget om dette navn. Heller ikke at det skulle have været en sunket kirkeby.

 

Nørremølle

I 1739 blev der i nærheden af den gamle kogs-sluse bygget en mølle, som er kendt under navnet Nørremølle. Dette var nok den ældste hollandske mølle i Nordslesvig. Den blev nedbrudt i 1856 og genopbygget i Højer.  I møllerboligen blev der indrettet kro. Selve mølledriften har også været en god forretning. I 1760 havde møllen således ikke mindre end tre møllersvende og to piger ansat.   I 1727 blev kogen opmålt, og der blev udarbejdet en jordebog.

 

Problem med Rudbøl Kog

Der var store problemer med ind-digningen af Rudbøl Kog. Det var en kostbar affære. Håbet om at afvandingsforholdene blev bedre kom ikke til at holde stik. I Tønder Intelligensblad
første årgang hedde det i september 1813:

• Efter en kostbar proces blev denne kog inddiget i 1715, og dermed begyndte en endnu sørgeligere epoke for nogle af marskegnens afvanding.

I en tysk topografi fra 1799 kan man læse:

• Fem sluser er der her ved siden af hinanden. Skibe med 7 –  8 fods dybde kan gå ind til dem. Den største sluse, en ny bjælkesluse med to par porte er mønsterværdig, og har kostet 12.000 rthr.

Blandt de huse, der lå strøet over hele kogen, var der dengang endnu en haubarg. Den lå på det, der hedder Seyfferts værft. De to sidste ejere var Thomas Nielsen(omkring 1760) og Seyffert von der Merwede. Værftet blev opkaldt efter den sidste. Haubargen blev nedbrudt i første halvdel af 1800 – tallet. Von der Merwedes datter Juliane blev gift med distriktslæge Fysikus Peter Dirks i Tønder.

I 1905 blev to tredjedel af kogens areal mejet og en tredjedel græsset. Kvægbestanden var 11 heste, 128 stk. hornkvæg og 117 får. Om sommeren var kvægbestanden væsentlig højere.

 

Rudbøl Kog

Kogen, der ligger ca. 4 km syd for Højer, blev i hele sin længde gennemstrømmet af Vidåen, fra Rudbøl Dyb til Rudbøl Kog Diget. Fra omkring 1919 førte en bro over åen.
Tidligere foregik overfarten med en færge. De sidste to færgemænd var Peter Petersen og Hans Chr. Nielsen. Det kostede 50 pf. For en ladning hø, for en vogn 25 pf. Og for et kreatur 10 pf.

I krigsårene 1914 – 18 var færgefarten indstillet, da den ene færgemand var indkaldt til krigstjeneste. Prammen blev da trukket på land. Transporten blev meget besværlig.

 

Ny Frederikskog

Den sidste af de nuværende koge, Ny Frederikskog blev inddiget i 1859 – 61. Ind-digningen kostede en million mark. En del var opsparet, resten blev fremskaffet ved lån. Pengene blev betalt efter 17 år. Det gjaldt de samme regler for Ny Frederikskog som Gammel Frederikskog. Begge koge fik brugsret til forlandet ud for havdiget.

 

Omfattende dige-arbejde

Fra forskellig side blev der ønsket en ny stensluse frem for en træsluse. I løbet af 1859 blev der opført et foreløbigt kajdige, det vil sige en lille dæmning. Denne blev lavet for at beskytte arbejderne under selve dige-byggeriet. Fra prædikestolen blev der oplæst et specielt reglement, der gjaldt under byggeriet. Her blev der fastlagt, hvem der havde kommandoen, og hvornår man ikke måtte arbejde. Således hed det sig i & 16:

• Ved alvorlige forseelser, for eksempel forsætlig ødelæggelse at ødelæggelse af redskaber, at forlade arbejdet uden grund, opstand og sammenrotning af arbejderne samt overhovedet enhver form for tumult og voldelig optræden, skal der ufortrødent gribes ind med de nødvendige forholdsregler og med eftertrykkelig strenghed. Hvis det er nødvendigt, kan man hertil rekvirere kraftig hjælp fra det nærliggende gendarmeristation og eventuelt fra militæret. De skyldige skal i sådanne tilfælde overgives til retsvæsnet og straffes efter al lovens strenghed.

Under dige-byggeriet blev arbejdet en del forsinket. Vandet brød igennem det såkaldte kajdige. Det betød store tab for entreprenørerne.

Ind-digningen krævede mange arbejdere. Ja tusinder af fremmede arbejdere bosatte sig midlertidig i området. De boede blandt andet i jordhytter, der var indrettet mellem kajdiget
og hoved-diget.  Til at opretholde ordenen, blev der stationeret et kompagni soldater. De blev først indkvarteret i Rudbøl, senere i Højer.

 

Ny havsluse

I forsommeren 1860 blev grundstenen lagt til den ny havsluse. Det var en åben stensluse. Dagen blev fejret under stor deltagelse. Der var rejst to store telte til anledningen. Kong Frederik den Syvende, der skulle have foretaget nedlæggelsen af grundstenen, kom ikke. Hans navn figurer dog på de to metalplader, der er anbragt på slusen til minde om.

 

Stormflod ødelagde arbejdet

Sommeren 1860 var ikke særlig gunstig for dige-arbejdet. Der var meget regn – og stormvejr. To gange, den 23. august og 3. oktober blev kajdiget gennembrudt af en stormflod og hoved-diget beskadiget. De huller, hover man gravede jord, uden for diget, blev fyldt med vand.

Dige-arbejdernes jordhytter blev ødelagt. Arbejderne kom i store skarer til Højer for at finde et midlertidigt logi.

Det ugunstige vejr var heller ikke godt for sundheden. Et par af arbejderne druknede, men også en del omkom som følge af sygdom.  Det ny-inddigede kog udgjorde sammen med Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog en kommune. Omkring 1923 blev diget forhøjet med
en meter nogle steder.

 

Kilde:

• Litteratur Højer

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Herunder  77 artikler fra Højer 
• Bådfolket i Rudbøl
• Fiskeri ved Højer
• Højer – som havneby
• Rudbøls Historie
• Travlhed ved Højer Sluse
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer – historie og oplevelser

 

 – Under Tønder (283 artikler): 

• Tønder, Marsken og Afvandingen
  
• Digebyggeri i Tøndermarsken
  
• Sønderjyllands Wild West 
• Tøndermarsken 
• Tøndermarsken 2 
• Tøndermarsken – under vand 
• Vikinger i Vadehavet og mange flere artikler 

Redigeret 14.10.2021

 

Heksen fra Højer sank ikke. Der var masser af fremmede tropper i sognet. Man havde et Ligklæde – broderskab. En kop øl erstattede lægen. Så  var det godt man havde barberer og kirurger. Vi bringer opskrift på, hvordan man kurerer Malaria. En taxa – ordning i Højer fungerer allerede i 1705. En kvaksalver var skyld i dødsfald på en bager. Og så har der været bomber over Højer.

 

Hekse i Højer

Jo herude vest på har der også  været hekse. I slutningen af 1500 tallet og begyndelsen af 1600 tallet optrådte disse hekse i retslige dokumenter. Kiesten Jensen var en af disse. Hun havde åbenbart ikke haft et godt rygte. Beskyldningerne hobede sig op. Når nogen blev ramt af en ulykke, ja så samlede beskyldningerne sig op om denne heks. Den 3. september, 14. Trinitatis søndag 1648 kom sagen til behandling hos den forsamlede menighed i kirken. Det var Hans Asmussen, der frembragte sagen.

Otte dage efter kom sagen frem i Højer Birkeret. Og yderligere otte dage senere fortsatte sagen. En række vidner kunne dokumentere at Kiesten Jensen havde forudsagt forskellige ulykker.

 

Hun sank ikke

Den anklagede blev sat i fængsel, men nægtede sig skyldig. Ikke engang en tolvmands – ed, kunne hun skaffe. Også hendes familie nægtede at hjælpe hende. Amtmand Wolf Blome
lod hende føre til Tønder, hvor hun blev underkastet tortur to gange i et forsøg på at frembringe en tilståelse. Efter at have overstået disse pinsler begærede hun selv vandprøven. Ved en sådan prøve kunne man fastslå, om man var skyldig eller uskyldig. Den der sank til bunds, blev anset for at være uskyldig.

I amtmandens indberetning fremgik det, at hun da hun blev smidt i vandet flød ovenpå som et stykke træ. Amtmanden forsøgte at få hende til at bekende. Men hun nægtede og påstod, at hun var sunket til bunds. Amtmanden fik iværksat videre tortur, men fik nu sine betænkeligheder. Han sendte sagens agter til Gottorp.  Men hvad der egentlig skete med Højers heks, forbliver et mysterium.

 

Ingen heks

Hundrede år senere havde Anna Christens i Sønder Sejerslev beskyldt Andres Jensens kone i Gammelby for hekseri. Sagen kom for i Højer Herredsret. Det endte med, at Anna Carstens
offentlig i retten måtte tilbagekalde sine beskyldninger. Hun blev dømt til at betale 2 rthr. I bøde eller i mangel heraf at sidde i porthuset i to dage på vand og brød, samt betale alle sagens omkostninger.

 

Fremmede tropper i Højer

Hvem skulle tro, at der her i det fredelige Højer, har været fremmede tropper? Under trediveårskrigen skete det to gange, at fjendtlige tropper kom til sognet. I 1627 – 29 byggede kejserlige
tropper en skanse ved Rudbøl. De blev fordrevet af danske tropper under den engelske Morgan.  I 1643 – 45 besatte svenskerne Højer og oprettede en skanse ved Vidåens munding.

I 1660 forlod polsk – brandenborgske tropper byen og efterlod byen i nød og elendighed. I 1675 var der indkvartering af dragoner.

I 1677 måtte man finde sig i, at en fransk sørøver lå ud i Lister Dyb og kaprede skibe. Samme år kom to hollandske orlogsskibe fyldt med soldater. De truede med at udplyndre byen.

I 1864 havde Højer også indkvartering af østrigske og ungarske soldater. De havde rekvireret en masse både for at nå over til Sild. Men ude i Vadehavet lå danske kanonbåde for at tage imod dem.

På Højer kirketårn så man dengang fire flag, det østrigske, det preussiske, det tyske og det Slesvig-Holstenske.

Også under krigen 1914 – 18 havde Højer indkvartering.

 

Ligklæde – broderskab

Højer havde noget, som ikke ret mange byer havde. Man havde et Ligklæde – Broderskab. Det blev stiftet den 21. februar 1687. Der var både vedtægter og protokol. Formålet var at sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det, skulle man betale en bøde. For gildets medlemmer var brugen af ligklæde og lig-båre m.m. gratis.

Den årlige forsamling var altid fastelavnsmandag kl. 13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk. Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til nabo.

Gildebrødrene bar kisten på skulderen ligesom ligbærere i gammel tid. Gildet bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Sparekassen. Herfra havde man besluttet at fremskaffe en ligvogn.

 

Kampen mellem Tønder og Højer

Tønder fik den 11. juni 1354 et privilegium. Det betød at indbyggere i de omkringliggende herreder herunder også Højer Herred ikke måtte handle og drive markeder uden for Tønder by. Ligeledes måtte der i hver sogn kun være én håndværker af hver slags. Inden for seks uger blev erhvervsdrivende i Højer Herred derfor nødt til at slå sig ned i Tønder. Det var det opblomstrende Højer, der voldte Tønder bekymringer.

Men i 1688 beklagede rådmændene sig over, at næsten enhver i Højer drev handel. Her var både bryggeri, vin – og øl-skænkning. Der var håndværker, der havde lærlinge. Og man forsynede Sild, Rømø og de omliggende øer med varer.

I længden vandt borgerne i Højer slaget mod Tønder. For den 16. marts 1689 blev der udsendt en kongelig forordning, hvorefter

• det blev de i Højer boende tilladt at åbne kramboder og værksteder, som byfoged Amthoni Dragman sammen med bykæmner Jakob Abell af egen autoritet for en tid havde forseglet, og der skal indtil Allerhøjstærede Kgl. Bestemmelse ikke lægges dem hindringer i vejen for deres hidtil udførte næring.

I 1706 fik man en foreløbig hertugelig koncession med frihed for håndværkere og købmænd til at nedsætte sig. Dette privilegium blev stadfæstet i 1736.

Men fra Tønders side fortsatte man med at chikanere de handlende og håndværkerne i Højer. Man mente ikke, at de handlende fra Højer måtte medvirke i markeder rundt omkring. De var ikke lavsberettiget, mente man i Tønder.

I 1838 besluttede man i Højer at slutte sig sammen i Et lav i Højer Flække.

 

Kniplinger i Højer

Ganske tidlig begyndte man også  at lave kniplinger i Højer. Det forsøgte de også at sætte sig imod i Tønder. Men det mente amtmand U.A. Holstein dog ikke kunne gøre skade, da kniplingshandelen var meget indbringende.

Men man skulle passe på, når man bar kniplinger. I en politiforordning af 27 september 1636 findes der forskrifter mod den overhåndtagende brug af kniplinger. Under afsnit 12 kan man
læse:

• Der findes i vore fyrstendømmer allehånde folk uden tjenesteforhold, såsom ugifte kniplerske, valkersker, malkepiger, vaskekoner og deslige, der under foregivende at ernære
  sig ved deres håndarbejde, nedsætter sig på egen hånd, som de siger. Til tider opholder de sig hos deres pårørende. Imidlertid fører de sig i den grad forargeligt frem i statelige kjoler, kammerdug, skærf og dyre og brede kniplinger, at de deri overgår formuende borgeres døtre. Derfor gives herved vorte amtmænd, landfogeder, borgmestre og byråd og enhver øvrighed alvorligt pålæg om at deslige ikke tolereres.

Omkring 1910 sendte Foreningen til tysk Kniplekunsts Fremme, Frk. Marie Hahn til Højer. Hun skulle ved undervisning og ved at etablere forbindelse til koner og piger på egnen, der endnu kniplede fremme den gamle industri. Hele 64 kniplerske arbejde efterhånden for Frk. Hahn. (se artiklen – kniplinger nord for Højer) 

 

To møller i Højer

I gamle dage var der to møller i sognet. Den ene lå i Gammel Frederikskog. Den var bygget i 1739 og var en grynmølle. Størstedelen af produktionen blev udført til Norge. Det var en hollandsk mølle. Den stod der i 1856, men året efter flyttede den til Højer, hvor den endnu står.

Den anden mølle, der tidligere stod nær ved stranden, var en stubmølle. Den nævnes allerede i 1500 – tallet. Det var en arvefæstemølle. Ligesom de fleste møller hørte også Højer Mølle til fyrstelige domæner og blev forpagtet på livstid.

 

Epidemier i Højer 

Indtil 1830 var der ingen læger eller apotek i Højer. Dette kunne være svært at undvære i forbindelse med epidemier. Således døde der i 1602, 11 personer af pest. Men det er vel ikke noget at regne med, for inde i Tønder døde 500. Men i tidens løb er flere blevet ofre for tyfus, strubehoste og kopper.

Skolemyndighederne lukkede den 24. september 1890 skolen. Den havde ved månedens slutning 30 syge skoleelever, ramt af tyfus I alt bukkede 6 beboere under for denne sygdom.

 

Ikke brug for lægen

I de små byer nedsatte lægerne sig sjældent dengang. Det fortælles at der i Tønder i 1650 var en læge, der hed John Stabäus. Han var byens eneste og første læge. Han beklagede sin nød til hertugen. Han kunne slet ikke ernære sin kone og sit barn. Beboerne ville hellere kureres af et kop øl. Denne praksis brugte min far også dengang vi var børn i Tønder. Han mente, at Doktor Jark ikke skulle belemres unødvendigt.

 

Gode recepter

Nu havde mine forældre ikke gamle lægebøger, de kunne slå op i. Men det var det andre, der havde. I disse kunne man finde recepter på alle mulige sygdomme hos dyr og mennesker. Her
kunne man også finde ud af, hvordan malaria kunne kureres.

Da landevejen mellem Højer og Ballum blev anlagt i 1883, kom der mange fremmede arbejdere. De led af denne sygdom. Det samme skete, da mange udlændinge var ansat ved dige-byggeri i 1859/1851. Men de har sikkert også slået op i de omtalte lægebøger. Her er to helbredelsesmetoder:

• Når et menneske har Feberen eller Kolden, skal man tage leveren af en muldvarp og gøre den til pulver. Den skal to gange indgives den syge i brændevin
• Når et menneske har Kolden eller Feberen skal han tage en halv skilling Skorpionolie, når Kolden vil komme.

Inden lægerne og apotekerne kom, kunne man gå til lægekyndige barberer og kirurger. De fandtes også i Tønder. Men det var en besværlig rejse hertil fra Højer.  I løbet af 1700 tallet kom disse også  til Højer.

 

Snød apotekeren?

Ja apoteker Andreas Lorentzen i Tønder var egentlig kun kirurg og ikke apoteker. Men han kunne dog bevise, at han havde tjent Kong Gustav Adolf af Sverige som kirurg i både krig og fred. I Ostindien havde han været apoteker og kirurg for prinsen af Oranien.  Så kunne det være lige meget med en eksamen.

I en forordning fra 1741 blev der ellers bestemt, at enhver kirurg eller sårlæge skulle bestå en prøve på Anatomisk Kollegium i København eller en eksamen for embedslægen i nærværelse af to kirurger. Til prøven krævedes en fejlfri fremstilling af en række plastre og salver.

 

Kirurger og barberer

Kirurgen blev nødt til at notere legemsbeskadigelser, så øvrigheden og landsherren kunne udskrive bøder for voldshandlinger. To kirurger arbejdede i hele Højer Herred. Hen imod slutningen af 1700tallet blev kirurgernes virksomhed dog indskrænket mere og mere.

Man ville ikke antage nye. Fremover blev den som var berettiget til at være barber ikke berettiget til at foretage kirurgiske arbejder. Man måtte udelukkende beskæftige sig med barbering,
påsætning af igler og spanske fluer samt hvor der ikke findes nogen privilegeret sårlæge , åreladning og sårbehandling.

 

Endelig et apotek

Den første rigtige læge i Højer hed Peter Saxild. Han kom i 1833/34. Han endte som militærlæge på De Dansk Vestindiske Øer. På vejen hjem derfra døde han.

Siden 1841 har Højer haft et apotek. Men nu er det hvis kun en filial. En yngre købmand forhandlede en del medikamenter i Højer, med det satte fysikus Dircks i Tønder dog en stopper for.  Flere gange havde man forsøgt at få  et apotek til byen. I 1840 skrev læge Winding til kongen. Og endelig den 22 juni 1841 forelå der en tilladelse til, at der måtte oprettes et apotek. Privilegiet blev givet til apoteker Nagel. Et foreløbig apotek blev indrettet i Østerende 4. Det nye apotek (Nørregade 10) blev bygget i 1842.

 

En vanskelig vej til Tønder

I gammel tid var der et vadested over Sejersbækken syd for Højer i retning af Store Høvre. Et stykke syd for broen var der også et vadested. Disse steder var meget gamle. Det var de grusveje, der førte frem til dem også.

Gamle dokumenter vidner om, at vejen, der gik øst om Højer over Sejersbækken til Tønder blev kaldt Herredsvej eller Strandvej. Denne skabte også forbindelse til Emmerlev, Skast og Ballum.

En gang udbrød der en strid mellem Højer og Daler om Daler Sil i Højer Dæmningen. Det betød at Daler ikke mere ville stille strækninger til rådighed for en stendæmning. De lod den simpelthen bortgrave. Det betød at vejen til Tønder ikke rigtig kunne bruges. Men langt om længe, blev man enige.

Ofte var forbindelsen til Tønder dog oversvømmet. Landevejen blev først indviet i 1858.

I nordlig retning gik en vej fra Højer over Emmerlev til Ballum, Bredebro til Ribe. Men som følge af stormfloder eksisterer denne vej ikke mere. I 1883 blev landevejen fra Højer til Ballum anlagt og to år senere vejen fra Højer til Højer Sluse. Mod syd gik der en forbindelse over diget til Rudbøl.

Før denne tid var vejene næsten ufremkommeligt. Derfor foregik rejsen sædvanligvis med hest. Selvfølgelig brugte man også Æ Klugstag. Om vinteren måtte Pigstokken tages i brug.

 

Godt man havde båden

I Rudbøl var det ganske almindelig at bruge båd, når man skulle frem. Hver husejer havde gennemsnitlig to både. Med båden hentede man hø og tagrør i Gudskog. Man brugte også båden til at sejle gødning ud. Fra Rudbøl sejlede man også de døde til Den Hvide Bro, hvorefter liget blev ført til kirkegården i Højer på en vogn.

Engang havde man den såkaldte Højer Sti. Via den kunne man under gunstige vind og vejrforhold nå tørskoet til Sild.

 

En taxa – ordning fra 1705

Allerede i 1705 udstedte hertugen en forordning vedr. Fuhrrollen. Ja man kan rolig kalde det en slags Taxa – ordning. Her var der bestemte regler for hvor mange penge, man måtte tage for en tur. Man skulle sørge gode heste og vogne.

Var det gået over en time fra, at man havde bestilt en vogn, skulle vognmanden idømmes en bøde, såfremt han ikke var nået frem. For hvert kvarter som vognmanden var forsinket, blev der tildelt fire skilling i bøde. Dukkede vognmanden stadig ikke frem, havde man lov til at bestille den næste vognmand på listen.

I Højer fandtes der også en kørende post. I byen fandtes gennem uendelige tider en gade, der hed Postgade. Det skyldtes ikke, at der havde ligget et posthus her. Men Postholderiet holdt til her.

 

Posten i Højer

Fra 1789 gik der to gange om ugen kørende eller ridende post fra Tønder til Flensborg. Senere var der daglig forbindelse til Flensborg. Mellem Højer og Tønder var det kørende post hver dag efter 1865. Foruden postvognen kørte der en omnibus tre gange om ugen.

Siden 1850 har Højer haft egen postkontor med postmester og postinspektør. Den første postmester var apoteker Nagel.

I 1920 var der virkelig gang i posten i Højer. Der var ansat hele 16 personer. På Højer Slusestation blev der i sommersæsonen indrettet en filial.

 

Færgeforbindelsen til Sild

Men ellers måtte man tage færgen til Sild. I 1828 fortælles i en beretning fra Sild, at der har været færgeforbindelse fra Keitum. Nu lå færgepladsen ved Munkmarsk.  Anløbsstedet på fastlandet var Emmerlev, fordi der de sidste 30 år havde været for sumpet og blødt ved Højer. I vintermånederne anløb man dog Højer, da var der for farlig ved Emmerlev.

Ti år senere (1837) berettes der om to ugentlige forbindelser mellem Sild og Højer. Postdamperen Auguste fik senere navnet Kong Wilhelm den Første. Under treårskrigen blev damperen dog taget ud af drift og beslaglagt af Kaptajn Hammer. Den blev simpelthen brugt som krigsskib. Forbindelsen til Sild
blev så varetaget af et sejlskib.

Senere fulgte damperne Frisia, Freya og Vesterland. De kunne hver tage op mod 600 gæster ombord. På en sæson blev der befordret henimod 30.000 gæster.

Under gunstige vejforhold tog den 15 kilometer lange tur ca. halvanden til to timer. Men det kunne også  tage betydelig længere tid. Damperen Auguste Victoria sørgede for badegæsternes bagage.

 

Vadehavets luner

I 1855 blev Sild færge og postvæsen et statslig anliggende.

Om vinteren kunne trafikken på  Vadehavet være særdeles vanskelig. Så foregik befordringen med isbåd eller ved hjælp af lokale, der kendte Vadehavets luner. Mange besætningsmedlemmer har mistet livet under post og passagerbefordringen.

En af de mest berømte kaptajner på linjen var Thomas Selmer. Det var ham, der vandt et væddemål på, at han kunne sejle et større skib helt ind til Tønder.  Jo og han er i familie med den berømte trælast – handler familie i Tønder.

Der hvor Hotel Sylt lå, lå der i hvert fald i 1867 et gæstgiveri, der blev betegnet som Færgehus. Her måtte de rejsende ofte vente i timevis, ja nogle gange i dagevis for at vind og vejr ville tillade en overfart. Dette gæstgiveri var fortsat det færgehus, hvorfra færge og postskib afgik til Sild indtil ind-digningen af Ny Frederikskog i 1861. Måske har det været afskibningssted
helt fra ind-digningen af Højer Kog i 1554/55.

 

Kystmilitsen

Under krigen mod englænderne var alle mænd mellem 20 og 50 år i Højer Sogn tilknyttet Kystmilitsen. Man mente dog at både at Daler, Møgeltønder, Schackenborg, Trøjborg og Tønder
burde stille med et landværn for at afværge den fælles fare.

I maj 1809 forsøgte besætningen fra to engelske krigsskibe at gå i land på Sild men blev afvist af den stedlige kystmilits. Derfor sendte regeringen samme år flere kanonbåde til beskyttelse af denne kyststrækning. Desuden blev der sendt 92 slesvigske jægersoldater til området.

Et vagtskib bevæbnet med kanoner lå i Vidåens munding. Signalstager med tjære og trantønder blev opsat på forskellige højdepunkter. I Højer blev der indrettet vagtstuer og eksercerpladser. I Højer, Toftum og Skast blev der støbt kugler.

Helt så travlt fik man dog ikke. Måske lige bortset fra Højer. Har kom ofte fredelige skibe fra England for at aflevere tilfangetagne danske søfolk fra kaprede danske skibe. Disse blev modtaget af Kystmilitsen og bragt til Tønder. Ofte var det temmelig mange på en gang.

Efter fredsslutningen blev de udleverede våben samlet ind. Nogle spyd som også var blevet udleveret havde man åbenbart glemt. De lå i mange år på kirkeloftet i Højer og blev først fjernet i 1848 – 51.

 

Mange omkomne på søen

Mange søfolk fra Højer er omkommet i Vadehavet og på verdens have. Den 18. oktober 1834 druknede fem personer, da de ville redde kreaturer på Jordsand i forbindelse meden stormflod.

Den 29. december 1836 druknede bådsmand Johann P. Jansen og hans søn, da de ville sejle rejsende til Sild. Da de næsten var ved målet, kæntrede båden i en heftig storm.

Rådmand Ehm Bossens familie blev særlig hårdt ramt. De døde alle sammen i det fremmede:

• Boh, den næstældste, faldt over bord mellem Frankrig og England
• Store Hans fik begge ben skudt af i den venetianske golf
• Ehm døde i Ostindien
• Lille Hans døde i Genua
• Den miderste, Per døde i Amsterdam. Han sejlede som styrmand på et brandenborgsk skib.
• Den yngste, Peder døde i Vestindien

 

Kvaksalver var skyld i dødsfald

Kvaksalvere har det også været i sognet. En bager, Christian Sibber Feddersen døde således i en alder af 38 år, da en kvaksalver hældte en væske i øret for at kurere hans døvhed. Det var en omstrejfende suspenderet soldat, der havde foretaget helbredelsen. Den afdøde bager var i familie med den berømte frisiske digter Theodor Storm.

 

Bomber over Højer

Ja og hvem skulle tro, at Højer under første verdenskrig var blevet bombet. Det var lørdag morgen den 25. marts 1916, at en engelsk flyver kom ind over Højer fra Vesterhavet. Den fortsatte i sydlig retning. Måske havde man planlagt et angreb mod zeppelinerne i Tønder.  Et kraftig snevejr har sikkert forvirret piloten. For i stedet for at fortsætte øst over drejede flyet mod syd.

Ved Otto Feddersens gård stod ladeportene åbne. Her smed flyet en bombe. Den landede på en mark og efterlod et to meter dyb og fem meter bredt krater. Noget længere sydpå, i nærheden af Poppenbøl kastede den så to bomber. På en markvej var netop fire køretøjer på vej. Måske havde flyveren troet, at det var en ammunitions – eller proviantkolonne.  Kuskene var russiske krigsfangere. De kastede sig ned på jorden og lod hestene løbe.

Senere kom der nok et fly. De ombordværende blev senere taget til fange på Vadehavet ved Sild.

Jo, dagliglivet i Højer var skam ikke kedeligt.

 

Kilde:

• Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere:–

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf  77 artikler fra Højer: 
• Anekdoter fra Højer
• Den mærkelige læge fra Højer
• Dengang i Højer
• Højers historie
• Vadehavet ved Højer
• Rudbøls historie
• Højer – før i tiden
• Heltene i Vadehavet
• og en masse andre artikler.
  

Redigeret 14.10.2021

Læs om de store stormfloder i 1362,1532, 1593 og 1634. Beboere skrev om hjælp hos Hertugen. Saltvand ødelagde konstant jordene. Hertugen brugte ”spade – landsretten”. 500 mennesker i livsfare ved Højer Sluse. Over 6.000 mennesker druknet på Strand. 19 dige-arbejdere druknet ved Rejsby. Masser af problemer i kogene.

 

Minder om stormflod

Os, der er vokset op langs vestkysten kender udmærket til problemerne med stormflod. Som Walkie Talkie nørd blev vi engang kaldt ind for at hjælpe. Telegraftroppernes radionet brød sammen. Onkel Pulle havde sit ulovlige materiel koblet til hos politiet i Tønder.  Vi kan også huske Radio Syds ekstraudsendelser.

Og stærk i erindringen står også  en episode, hvor store dele af Tønders befolkning skulle evakueres. Jeg befandt mig dengang i Aabenraa. Jeg ringede hjem. Min mor var overhovedet ikke klar til at blive evakueret.

• Vinden har vendt sig. Jeg har kigget på Dres vejrhane. Så det med evakuering kan de godt spare sig.

Dres boede skråt over for. Han havde en lillebil – forretning på Lærkevej, og havde påmonteret en vejrhane på skorstenen. Hun havde lært nået, at hendes far. Han kunne se på skyernes sammensætning, hvornår der var optræk til noget alvorligt. Ofte arbejdede min morfar (Opa) som fungerende slusemester ved Højer.

 

Hvor rammer stormfloden?

Stormfloderne i Nordsøen rammer især de lavvandede områder i Vadehavet, Tyske Bugt og langs den hollandske kyst, dvs. Nordsøens sydøstligste hjørne. Dette skyldes, at de kraftigste storme har vindretninger mellem vest og nord.

 

Stormvejr i Ny Frederikskog

To gange har jeg oplevet aftener, hvor der var optræk til stormflod siddende under stearinlys og lyttende til Blåvands Radio på en transistorradio ude i Ny Frederikskog. Det var som om, at min Opa havde styr på situationen. Han var også altid meget påpasselig med at fortælle, hvornår der var ebbe og flod, når vi bevægede os ud over den gamle dige – ud på forlandet.

En meget berømt roman fra den nordtyske vestkyst omhandler også det med skyer og stormflod. Her kender enhver Der Schimmelreiter.  Skrevet af Theodor Storm fra Husum.

 

Langt fra Højer til København

I København hvor de politiske beslutninger blev taget, havde man ikke den store forståelse for borgernes frygt ved Vadehavet. Det varede uhyggelige mange år, inden den fremskudte dige blev bygget. Politikerne kunne godt have kigget efter i historiebøger. Katastrofer havde der været mange af.

 

Gamle kort fortæller historie

På de ældste kort fra Sønderjyllands syd-vestligste egne findes der navne på byer, skove og kirker, som ikke længere eksisterer. Vaderne har engang været beboet land. Vilde dyr har også levet her. Der er fundet hjortegevirer og vildsvinetænder. Går vi tilbage i krønikerne nord og syd for grænsen, fortæller de om alle de ulykker, stormfloderne har anrettet.

 

Januar – floden 1362

Januar – floden 1362 bar store isflager og isbjerge ind over landet. Kronikører fra dengang beretter om 200.000 druknede mellem Elben og Kongeåen. Biskoppen i Ribe mistede 50 kirker her på vestkysten. Men disse tal er nok overdrevne.

Selv om gårdene lå på værfter var man ikke i sikkerhed. Mange huse blev revet bort. Det var også her at Vester Anflod Kirke, der lå på et stort værft, blev revet bort. Den sagnomspunden handelsby Rungholt blev også havets bytte under denne stormflod.

 

Dæmninger skyllet væk 

I omtrent 200 år måtte området undvære diger. Der kendes store stormfloder fra årene 1511, 1513 og 1532.

Dæmningen fra Rudbøl til Kehrewieder blev skyllet væk i 1511. Efter at have arbejdet med en ny dæmning, blev denne også skyllet væk i 1513.

 

Tønder – under vand

Omtrent tyve år senere, natten mellem den 1. og  2. november 1532 fremkaldte en storm fra sydvest, efter en forudgående total måneformørkelse en af de højeste stormfloder, man nogensinde har set. Man kaldte den for Allehelgens-floden. I Ejderstedt druknede 1.100 mennesker, på Nordstrand 1.500.

I Tønder stod vandet tre alen højt om Laurentiuskirken. Længe mindede en streg på kirkemuren om begivenheden. Da vinden havde lagt sig, blev der meget stille. Ved denne begivenhed bad Peter Hinriksen i Møgeltønder. Sådan siger den mundtlige beretning. Efter bønnen sank vandet. Peter Hinriksen blev 127 år. I Møgeltønder Kirke kan man se et maleri om denne begivenhed.

 

Julefloden 1593

I 1593 berettes igen om en stor stormflod. Det var en juleflod. Floden forårsagede store ødelæggelser i de lave områder i Viddingherred, Gudskog og omkring Højer og Tønder.  I Viddingherred druknede 96 mennesker. I Rickelsbøl Sogn ødelagde floden den nye kirkegårdsmur og blottede henimod 30 kister.

Diget fra Højer over Rudbøl til Grelsbøl blev gennembrudt. I Rudbøl blev det gennembrudt ved slusen. Ved Højerdiget opstod der så store huller, at to store skibe blev drevet trekvart
mil ind i marsken.

 

Vand til Tønder Slots vinduer

Den 1. november 1615 brød floden uventet ind. 280 mennesker druknede. I Tønder stod vandet så højt, at man kunne sejle i gaderne ved Torvet. På Tønder Slot nåede vandet helt op til vinduerne. Ved Østerport stod vandet tre alen højt.

 

Oktober – floden 1634

Endnu værre var oktober-floden 1634. Det var natten mellem den 11. og 12. oktober. Indtil om eftermiddagen havde vejret været godt. En storm havde rejst sig fra sydvest. Om aftenen
sprang vinden om i nordvest og voksede til en regulær orkan. Den frygtelige flod spredte elendighed over vestkysten.

De frygtelige elementer omringede boligerne. Hvert øjeblik kunne vandet stige. Taget kunne rives af. Ved sådanne natlige stormfloder var enhver flugt umulig.  Højer Kog og hele den lave del af sognet stod under vand.

I Rudbøl var diget så beskadiget, at det ikke mere blev genopført. Der måtte bygges et nyt længere mod øst. De truede huse var prisgivet havet.

Præstegården i Højer mistede 23 demant land. I Tønder stod vandet halvanden alen høj. På bymarken druknede en masse kvæg.

I Ribe Domkirke stod vandet højt på gulvet. På en af domkirkens mure er højvandet markeret.

 

Mange druknede

Præsten i Døstrup kunne fortælle:

• Om natten mellem den 11. og 12. oktober var en skrækkelig stor vandflod, som kom meget hastelig om midnats tider på os og druknede mange mennesker af omliggende sogne.

På kirkegården begravede præsten 19 mennesker. I hans præstegård var der heller ikke for hyggelig. Han fortalte, at

–Vandet stod mindst to alen i mit hus i alle stuer, bås og lader.

Præsten i Skærbæk måtte begrave 44 mennesker fra Misthusum. Hele byen var skyllet bort. I Brøns Sogn druknede 21 mennesker. I Rejsby Sogn 50, og i Vester Vedsted 22.

Lidt længere nordpå i Farup Sogn mellem Nipsåens og Kongeåens udløb druknede 295 mennesker.

 

Strand– forsvundet

Værst gik det dog ud over den flade ø, Strand og de u-inddigede småøer Halligerne nord for Ejdersted. Den blev totalt overskyllet. Med beboerne på Halligerne omkom 6.400 mennesker. 26 kirker forsvandt eller blev hårdt beskadiget. Kun tre af kirkerne blev repareret og igen taget i brug.

Vandet stod ind af 44 huller i digerne. 30 møller, 50.000 dyr og 1.300 huse blev havets bytte.  Det nøjagtige tal på katastrofens omfang kendes ikke.

 

Brev til Hertugen

Nøden var stor efter denne stormflod. Befolkningen sendte et brev til Hertug Frederik på Gottorp:

• Deres Højhed, Højvelbårne Fyrste, Nådige Herre. Det er uden tvivl underdanigst blevet meddelt Deres Fyrstelige Nåde, i hvor høj grad de omliggende marskkroge i Tønder Amt har lidt under den sidste store, skrækkelige vandflod, hvorved diger og dæmninger er blevet ødelagt, mange veje bortskyllet. Der er sket så mange skader, at det er en ynk. Blandt andet er Tønder Kogs gamle dige mellem Højer og Rudbøl, som hidtil har været i god stand, nu på flere steder ødelagt og revet op. Vi arme folk, som længe har boet i læ af diget, har derved lidt stor skade, og vort landbrug er ødelagt af slik og sand. Hvis ikke snart digerne snart bliver gjort i stand, vil vi i fremtiden ikke kunne så så meget som en håndfuld korn og vi vil derved være afskåret fra vor næring og al velfærd hvad Gud i sin godhed forhindre.

 

• Derfor sender vi i Guds navn vor allerunderdanigste bøn til Deres Fyrstelige Nåde, at Deres Fyrstelige Nåde allernådigst alvorligt vil påbyde samtlige dige-fogeder og dige-dommere samt alle jordejere i den gamle Tønder Kog, at de straks og ufortøvet og uden nogen forsinkelse ved påskud eller udflugter, med 500 thr. I bøde og straf på liv og gods til de forsømmelige, først lader de omtalte veler mellem Højer og Rudbøl opfylde i henhold til spadelandsrettens og kogens bestemmelser, og at derefter enhver jordejer i samme kog genopbygger sin andel af diget samme sted, hvor der før har stået, forstærker det med gode, lange pæle og siden holder det i god stand, så vi, Deres fyrstelige nådes arme, elendige, sorgfulde undersåtter igen kan opretholde vor næring og få vort daglige brød osv.

 

• Deres Fyrstelige Nådes underdanige
  og lydige indbyggere ved havdiget i Rudbøl og ved Gaden.

 

Spadelandsret

Hertugen besøgte egnen og satte forskellige ting i værk. Han gjorde brug af den ældgamle spadelandsret. Den siger ganske enkelt.

• Den som ikke vil dige – må vige.

Det betød, at den, som ikke ville bevare
og beskytte sit land, havde fortabt retten til det. Den som tog spaden
op og gik i gang, vandt retten til landet.

 

Mange stormfloder

I 1660 brød vandet igennem ved Højers havdige. Vandet havde lavet 9 – 10 alen store huller. Ifølge lokale arkiver kom der ingen hjælp. Landbruget måtte overlades til fremmede, som derefter satte digerne i stand.  I den gamle kirkebog i Højer kan man læse følgende:

• Tirsdag før pinse, den 14. maj 1678, har vandet under en stormflod stået så  højt i havet, at der er sket store skader på  tre sluser.
• Natten før 2. juledag 1681 har der været et meget slemt uvejr, hvorved havets bølger anrettede store skader på vore diger.
• Mandag efter 23. søndag efter trinitatis, den 20. november 1682, har der været en meget stor flod, hvorved vore diger og dæmninger har lidt stor skade.

Endvidere har der omkring Mikkelsdag i årene 1698 og 1700 været store ind – og gennembrud i Højers Havdige. Dige-skaderne blev udbedret for en sum af 1.300 mark. Men pengene gik tabt ved nye indbrud i 1701.

• Desuden har vi ikke set os i stand til i to år at avle græs eller korn og har derfor måttet bringe vort hornkvæg til græsning andre steder.

Problemerne ved de talrige gennembrud var også, at saltvand ødelagde landbrugsjorden.

 

Julefloden 1717

Julefloden 1717, samt stormfloderne de følgende år skabte nød og elendighed. Allerede nogle dage før jul i 1717 havde der været en vedholdende blæst fra sydvest. Men den 24. december satte det i med voldsom regn, der varede fra klokken 9 til 14, mens det blæste heftigt.  Det var højvande klokken 20. men da det ikke var særlig højt, følte man sig sikker. Klokken 2 om natten skulle det være lavvande.

Men pludselig kom havet tilbage med sådan en kraft, som man aldrig havde oplevet. Vinden sprang fra sydvest til nordvest. Det blev til en frygtelig og vedholdene storm. Allerede klokken 3 stod markerne under vand.

 

Jorde ødelagt af salt

Man havde knap udbedret disse skader, da en is-flod opstod den 25. februar 1718. Alt land var fyldt af havvand og isen lå hist og her over to meter højt.

Den 31. december 1720 trængte en stormflod der var en til to meter højere end den i 1717 over landet.

I 1721 klager beboerne i Rudbøl over den krigsskat, som de skal betale. De pointerer at deres jorde er ødelagt af saltvand. Desuden er dele af sognet konstant under vand. Frederikskogs
mellem-dige var blevet helt ødelagt. Risikoen for, at der ville trænge mere saltvand til Rudbøl, var stor.

 

Problemer ved Emmerlev

En stormflod den 11. september 1751 anrettede store ulykker. Denne gang trængte vandet ind mellem Højer og Emmerlev. Tidligere havde en række sandklitter dannet et naturligt værn. Men i tidens løb, var det blevet gennembrudt.

Hele Højer Kog blev oversvømmet. Vandet havde været oppe i to alens højde.

Den 20. januar 1756 trængte havet atter ind mellem Højer og Emmerlev. Højer og Møgeltønder Kog blev oversvømmet. Højer Kogs havdige var i fare.

 

Et skib oven på diget

Natten mellem den 3. og 4. februar 1825 opstod der en storm fra sydvest. Den drejede om i nord. Resultatet blev en meget stor stormflod. Også dengang opstod der brud mellem Højer og Emmerlev. De højeste dele af Højer, Emmerlev, Skast og Ballum Sogne lå som øer helt omgivet af vand. I Mjolden druknede tre. I Præstegården stod vandet så højt, at pastor Kochs
datter, som dengang var otte år, sejlede omkring i stuen i hendes seng. Familien søgte tilflugt på loftet.

Dagen efter kunne man konstatere, at diget fra Højer til Rudbøl havde lidt stor skade. En reparation ville koste 5 – 6.000 rthr.

Vandet var steget så højt, at det var gået over diget. Ved Rudbølkogs nordre sluse var et stort skib kommet til at sidde oven på diget.

Et mindre skib var slået i stykker. Floden havde skyllet en del af Emmerlev Klev væk. Et par landejendomme var derved kommet så tæt på skrænten, at de måtte nedrives. Flere gode landejendomme havde fået deres marker dækket af så meget sand og grus, at man tvivlede på, at der nogensinde igen kunne dyrkes noget på markerne.

 

Store ødelæggelser

I Rudbølkog druknede 100 får. I Højer blev to huse ødelagt af floden. Den ene var Fattighuset. For at redde de fattige og de gamle, der boede der, måtte man ride derhen. Flere plankeværker og porte var ødelagt i Højer. Mange møbler og redskaber var ødelagt og skyllet væk. Vandet var trængt ind i mange huse.

I hele den vestlige del af Højer var brøndene fyldt med saltvand.

På Kiers Gård havde man lukket alle udvendige døre for at der ikke skulle trænge vand ind. Men indgangsdøren var blevet knust og vandet trængte ind i gården.

I et hus, hvor der boede en højgravid kvinde, løb vandet også ind og ødelagde meget. Kvinden fødte næste dag, men mistede sin forstand.

I Randerup omkom tre mennesker. Længere mod syd var ødelæggelserne katastrofale. Præsten Biernatzki har skildret katastrofen i en novelle, der hedder Die Hallig. Han fortæller om en kvinde, som af bølgerne føres på en høstak til det fjerneste værft. Undervejs bragtes en datter til verden.

 

Frederik den Sjette på  besøg 

Saltvandet anrettede betydelige skader. Men det var også skyld i sygdomme og dødsfald. I 1825 døde 38 og i 1826 var dødsfaldet oppe på 51 i sognet.

I sommeren 1825 besøgte Kong Frederik den Sjette de hjemsøgte egne. Han landede på den gamle ladeplads. En mindesten blev opsat på diget bag ved Hotel Sylt. Den er dog senere blevet flyttet. Han måtte selv søge tilflugt på Hooge, efter en sommerstormflod.

For at vandet ikke mere skulle løbe ind i Højer Kog, blev der anlagt et dige, som man kaldte Snuromdige. En stormflod omtales også i 1881

 

Kritisk situation ved Højer Sluse

Den 5. – 6. november 1911 ramte en ny stormflod vestkysten. Bølgerne nåede helt op på kronen af det høje stærke Frederikskog – dige. Situationen ved Højer Sluse var meget kritisk. To løsrevne både blev kastet ind mod diget syd for slusen og lavet huller i det. Snart var hullerne vældig store. Det var kun et spørgsmål om tid, inden vandet ville fosse igennem.

 

Havdiget holdt

Fra Tønder kom et tog med sandsække som blev lagt i hullerne. Det var et meget vanskeligt arbejde. To broer og flere bygninger ved slusen blev ødelagt. Fra Halligerne flød en masse vraggods i land. Og det lave dige mellem Højer og Emmerlev kunne ikke holde stand. Det blev gennembrudt og vandet nåede helt ind til den højtliggende landevej mellem Højer og Ballum. Redningsbåden fra List bjergede to personer fra en Østersø – kutter.

En båd fra Munkmarsk bjergede en meget forkommen fisker, skipperen var druknet.

Ved Højer Sluse stod vandet natten til mandag 6,60 meter over normal nul. I 1881 var den på 6,30 meter. Havde havdiget ved Frederikskog ikke været så stærk, havde det fået katastrofale følger.

 

Problemer for ”Badedamperne” 

En stærk sydvestenvind drev den 30. august 1923 vandmasserne ind mod kysten. Henimod kl. 16 tiltog vinden i fuld styrke og voksede mellem kl. 17 og 18 til en brølende orkan.  Klokken 14 var badedamperen gået planmæssigt ud fra Munkmarsk. Da var havet endnu roligt. Henimod kl. 16 ankom den i storm til Højer. Det var damperen Freya.
Det lykkedes med stort besvær at lægge til. Men de stærke fortøjningspæle knækkede som rådne lægter. Damperen gik ind over anlægsbroen, der allerede stod under vand, og drev nordpå knap 100 meter fra diget. Det var ikke muligt for kaptajn Christiansen at landsætte passagerer. Han stak derfor atter til søs.

De badegæster , der var ankommet med toget til Højer kl. 14.30 gik om bord i den anden damper Frisia. Det viste sig dog snart, at den ikke kunne komme afsted. Her var det umuligt at landsætte passagererne. De stakkels passagerer måtte tilbringe natten om bord på damperen. Først næste morgen kunne den afgå.

 

Masser af vraggods

Mange fiskebåde og tre motorbåde lå  ved foden af diget. Det samme gjaldt flere pramme fra dige-byggeriet ved Klangsbøl. En masse vraggods lå overalt. Inde i Højer var en masse huse blevet ødelagt. Diget holdt og slusens stormporte var blevet lukket i tide.

 

Freya lå ved Jordsand

Damperen Freya som havde måttet tilbringe hele natten på det åbne hav Den ankom igen om morgenen  til Højer Sluse efter en hård og farefuld sejlads. Der var 250 passagerer om bord,
deriblandt 40 børn. Damperen havde kastet anker bag Jordsand, hvor den lå om natten.

 

19 digearbejdere omkom

Ved Rejsby var 19 dige-arbejdere omkommet. De var i gang med at bygge Christian den Tiendes dige fra Vester Vedsted og syd på. Da stormen kom, standsede arbejdet ved gravemaskinen. Arbejderne søgte hen til deres træbarakker. De lave bygninger ramlede dog snart sammen. Man forsøgte at lave nogle flåder, men de 19 mand nåede aldrig land.

Efter at diget var færdig, blev der i juni 1925 afsløret en mindesten for de 19, der omkom under stormfloden. I sin tale sagde amtmand, lensgreve O.D. Schack:

• Hvorfor skulle denne storm slippes løs på en årstid, hvor den ellers er bunden. Hvorfor skulle havet stik mod al beregning stige højere og højere efter flodtid, for at narre og fange mennesker? Var det ikke, som om døden, som i middelalderens dødedans, havde fået skikkelse og vilje, var kommet ridende ind med stormens kast på de frådende bølger for at fange sit bytte. Hvem kan give svaret. Ikke den grå himmel over det salte vand, der langsomt siver tilbage til havet igen og efterlader ødelæggelser i sit spor. 

 

Katastrofe i Holland

Et digebrud i Holland den 1. februar 1953 forårsagede 2.000 døde. Ved Esbjerg nåede vandet dog kun 2,19 over daglig vande. Efter denne katastrofe iværksatte man flere steder i Europa
forskellige projekter, der skulle gøre det muligt at varsle en stormflod.

 

Orkanen 1981

Den 24. november 1981 nåede vandet 4.33 meter over normalen ved Esbjerg. Det var den højest registrerede vandstand de sidste 100 år. Esbjerg Havn blev totalt oversvømmet. Mange skove blev alvorlig hærget af orkanen.

 

December 1999

Vandstanden nåede 3,98 ved Esbjerg, men var betydelig højere ved Højer. Heldigvis kom denne stormflod ved lavvande. Var den kommet sammen med højvande, kunne det have givet væsentlig flere gener.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Sønderjylland
• www.dengang.dk – div. artikler

Hvis du vil vide mere:

–www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf  71 artikler fra Højer 

• Bådfolket i Rudbøl
• Højer – stormflod og diger
• Vadehavet ved Højer
• Rudbøls historie
• Højer – før i tiden
• Dengang i Højer
• Højer – som havneby

– Under Tønder (283 artikler): 

• Dige-byggeri  i Tøndermarsken
  
• Hertugen af Tønder 
• Tøndermarsken 
• Tøndermarsken – under vand 
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tønder, Marsken og Afvandingen

Redigeret 14,-10. – 2021

Sagnet siger, at Ridder Fleno fra Læk grundlagde byen. Fem stygge adelsmænd plyndrede alt og alle. 13borge og et hav af møller havde byen. I Skt. Knuds Gilde skulle man hævne sine brødre. Borgmester hånede købmændene: ”Penge er deres afgud”. Byen er kendt for de våde varer. Over 200 brænderier var der. 45.000 hyldede Hitler i 1932. Over 3.000 flensborgere mistede livet under 2. verdenskrig.

 

Mange besøg i Flensborg

Her midt i Flensborg har jeg siddet til ansættelsessamtale. Men hvad jeg ikke vidste var, at for at få jobbet skulle jeg bidrage med en stor pose penge. Det var også her i Flensborg at spritbåden anløb hele fem gange, mens der ombord blev afholdt generalforsamling i Bov IF. Da vi lang om længe gik i land i Kollund
opgave tolderne at tjekke os. Vi kunne næsten ikke holde os oprejst.

Her er det vel på sin plads at nævne, at jeg har været utallige gange i Flensborg i mere ædruelige situationer. Og dengang leverede jeg også kronikker
og debatindlæg i Flensborg Avis.

 

Sagnet om Flensborg

Ifølge sagnet stammer Flensborgs navn fra den tidlige middelalder, hvor en ridder ved navn Fleno, der var født i Læk slog sig ned her. Han byggede en borg, der blev kaldt Flenos Borg. Han anlagde også en række fiskehytter. Beboerne anerkendte ham som deres herre.

Andre historikere påpeger dog at det tidligere navn på Møllestrømmen i byen, hed Flenså. Måske har der været anlagt en borg ved åen Flenså. Flensborg kan da være omskrivningen af Flenså – borg.

 

De fem stygge adelsmænd

På et meget tidlig tidspunkt blev Flensborg ejet af fem adelsmænd. Når beboerne drev deres kvæg ud på markerne uden for deres gårde og haver, tog adelsmændene det fra dem. Kom der rejsende udefra for at handle med beboerne eller rejste de hjem igen, blev de overfaldt af adelsmændene

For at frigøre sig fra adelsmændenes undertrykkelse, skal kongen have ført forhandlinger med dem og frikøbt beboerne med 24.000 mark i rent sølv. Adelsmændene skulle have boet ved  Koppenbarg, Hoenborg, Blackmølle, Edbo og Flensbæk.

 

Skriftlige kilder fra 1200

Flensborg den store by ved grænsen har for længst fejret 725 år. Det har og er en betydelig indflydelsesrig by. Den har gang på gang markeret sig i Danmarks – historien.

Det mystiske er, at byen ikke bliver nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Men der nævnes, at der skal betales told, når man kommer fra de omkringliggende områder Vis og Husby Herreder.   I 1240 udsendte Hertug Abel et beskyttelsesbrev for Løgum Kloster mens han opholdt sig i Flensborg.
Og Kong Knud, den danske konge meddelte omkring 1200, at han skulle besøge sine gildebrødre. Det må have været Skt. Knuds gildebrødre i Flensborg.

I Rostocks rådhusbog nævnes flere indbyggere fra Flensborg.  Omkring år 1200 var Slesvig endnu områdets vigtigst handelsmetropol.

Flensborgs 13 borge

Ca. 13 borge har det været i byen. Ikke alle har været forsynet med tårne. De fleste var store gårde eller herresæder omgivet af volde. På en høj mod nordøst i nærheden af Skt. Hans Kirken har det ligget en borg fra det 11. eller 13. århundrede. Muligvis har det været en befæstet forsvarsgård. En adelsmand skal der på landsfaderens befaling have oprettet et toldsted i lavningen ved hovedvejen mod Angel. I året 1248 ødelagde Erik Plovpenning borgen ved Skt. Hans, som dengang tilhørte hans bror, Abel, der var hertug.

En anden borg i nærheden er aldrig blevet udforsket. I Lille Tåstrup nær Synderup lå et adeligt herresæde, der blev kaldt Kobberbarg.

I udkanten af byens sydlige del i nærheden af det tidligere gods Jægerslyst ved Langbergvej lå herresædet Hoenbarg. Måske blev det ejet af ridder Thies. I
det område, der i dag hedder Feldmühle lå også et herresæde. Borgen Blakes Mølle blev ejet af ridder Henning. Ifølge overleveringerne har han krævet told på den sydlige vej, den der gik til Husum. Man regner også med at han overfaldt rejsende købmænd og stjal deres ejendele.

I Marie – skoven lå forsvarsgården Eddebo. I flere generationer blev den ejet af familien Jul. Samme familie ejede herresædet Flenstoft. Det var her, hvor Duborg senere blev opført.

I Ramsherred som dannede den nordlige bygrænse, har der ligget en borg ved Laksebækken. Og der også tale om en borg som lå i Klues og opført 1345. Den blev kaldt det niege Hus (det nye hus). Måske har landsbyen Nyhus fået navn efter denne borg.

 

De mange skibsbyggere

Siden år 1200 har der været skibsbyggere i byen. Desværre mangler de første 20 bind af byens rådsprotokoller, så man kan ikke med sikkerhed fastslå de første skibsbyggere. Ifølge gildelisterne kan man finde frem til et par stykker omkring 1450 – 1484.

Indtil 1872 hvor Flensborg Skibsværft (FSG) blev grundlagt, har der eksisteret 90 skibsbyggere i byen. Det første skib fra det nye værft hed Doris Brodersen.

Værftspladserne som lå ved havnen, var i det 18. og 19. århundrede placeret på den østlige side mellem Ballastbroen i nord og Mai (Plankemai) og på vest-bredden mellem Kompagniporten og Nørreport.

Værfterne var af forskellig størrelse. Således kunne Christian Carl Bøtther omkring 1780 bygge seks skibe samtidig. Fra 1766 til 1786 blev der på Flensborgs
værfter bygget 143 skibe. I alt er der vel bygget skibe med et fire eller femcifret tal i Flensborg i tidens løb.

 

Bylov fra 1284

Fjordbyen voksede – også  i betydning. Den 16. august 1284 gav den sønderjyske hertug Valdemar Erikssøn Flensborg en detaljeret by-lov. Det var vigtigt, at holde byens borgere i faste rammer. By-loven regulerede nemlig også salg af øl og vin. Badestuerne skulle bruges på bestemte dage af mænd og kvinder.

Men det hele gik efterhånden lidt over gevind. Derfor måtte der også reguleres på, hvor mange man indbød til diverse fester. I 1321 måtte der ikke inviteres flere end 60 mand med til et bryllup.

 

Tidlig handel

I 1360 nævnes et skib fra Flensborg. Købmændene sejlede til Riga og derfra videre til Rostock.  I løbet af 1400 og 1500 tallet stiger handelen med det vesteuropæiske marked. En stor eksport af okse forekommer også. Der blev importeret klæde, humle, øl og kramgods. Men også  på landjorden var der livlig trafik. Her var forbindelser til Hamborg, Bremen, Kampen, Zwolle og Amsterdam. Også en stigende handel med Amsterdam opstod.

 

Skt. Knuds Gildet

Skt. Knuds Gildet fik stor indflydelse. Man måtte ikke angive en broder. Og blev en dræbt af en ikke – gildebror, ja så skulle man hævne det. Hvis en bror
dræbte en, skulle man hjælpe ham til at flytte, ved at tilbyde en hest eller en båd.

Hvis en bror blev fanget, skulle man forsøge at frikøbe ham.

 

Skt. Jørgens Hospital

I 1508 var der ifølge byens tingbog 422 beboede grunde. Fra år 1400 til år 1600 blev indbyggertallet dog fordoblet.

Allerede i 1500 tallet omtales en savmølle mellem Lautrupbæk-dalens høje skrænter. Møllens første ejer var Sct. Jørgens Hospital. Efter reformationen blev det kaldt Helligåndshospitalet. Siden midten af 1700 – tallet tilhørte vandmøllen private ejere. Men i næsten 100 år frem til 1890 tilhøret møllen, familien Lautrup.

 

De mange møller

Byen havde på et tidspunkt 15 vindmøller og en række vandmøller. Møllernes historie i Flensborg begynder allerede omkring 1128. Senere var langt de fleste vindmøller placeret i en ring om byen på de mange bakker. Vandmøllerne derimod lå ved bækkerne, som løb ned i dalen.

Møllerne blev brugt til at male korn, som olie -, slibe – krudt -, gryn – , sav – og papir-møller. I 1848 eksisterede 20 oliemøller.  Byens ældste mølle lå i Angelbogade. I 1128 blev den ejet af nogle adelsmænd og fungerede som vandmølle. Den brændte i 1919.

Foran Nørreport lå en krudtmølle, der i 1627 blev ødelagt af fjendtlige soldater. Omkring Møllegade 22 – 24 fik Heinrich Rantzau i 1587 lov til at bygge en mølle. Det var antagelig Flensborgs første vindmølle.

 

55 forskellige håndværk

Da den højt beliggende Jørgensby blev indlemmet i Flensborg by valgte man på det historiske sted at opføre en ny sognekirke.Det gamle Sct. Jørgens kvarter
var præget af små kaptajnshuse.

Store handelshuse opstod. Mange store handelsmænd dominerede både eksporten og importen. De flensborgske købmænd skaffede sig kapital. Ved middelalderens slutning var der omkring 55 forskellige håndværk repræsenteret i byen.

Mod nordvest lå oppe på højderne borgen Duborg . Nede i byen lå den nu forsvundne Skt. Gertrud, Mariekirke, Skt. Nikolaikirke og den gamle Skt. Hans Kirke.

Langs byens lange gade skød gavlhuse op. På Søndertorv kan de endnu beskues.  Et stort antal gejstlige holdt til i byen. Et stort antal dragere sørgede for transporten til skibene.

 

Hvalfangst

De første hvalfangerbåde fra Flensborg blev udsendt i 1719. En kreds af flensborgske købmænd dannede i 1749 selskabet Societet på Grønland, Spitzbergen og Davidsstrædet.

Et opsving oplevede man uden for Grønland i 1817. Sælfangsten spillede en stadig større rolle. På et tidspunkt skulle man dog op på en fangst på 2.000 sæler for at det var lønsomt. Hvalfangsten bragte rigdom til mange, så længe den varede. Det var ikke kun til hvalfangerne men også til industrien. Tranen var det vigtigste produkt, som udvandtes af hvalen

.På grund af brandfaren kunne der ikke på skibene koges olie af fangne hvalers kød og ben, så  længe skibene bestod af træ. Spækket og kødet af hvalerne blev skrabet af skroget og læsset i kæmpestore tønder. Den videre forarbejdning fandt sted i trankogerier i land. Et sådant kogeri var placeret i nærheden af Nørreport.

Den frygtlige stank, som udbredtes herfra,  førte til mange klager.

 

Bødkerne

Bødkerne fik stor betydning for Flensborg. Bødkernes produkter var uundværlige. Bødkertønder blev anvendt til indpakning, opbevaring og transport af næsten alt, både faste og flydende varer.  I 1847 talte Flensborg 37 bødkere.

Et hvalfangerkompagni brugte uorganiserede bødkere. Det var ikke særlig populært.

Byens store vinhandlere havde ansat deres egne bødkere og kypere. Bødker-mesternes vedtægter går helt tilbage til 1488.

 

Kongebesøg 

Det var en stor dag, den 17. juni 1767. Allerede fra morgenstunden var vimpler og flag hejst i havnen. Fra Slotsbjerget var der kanonsalut. Kong Christian den Syvende ville ankomme. Om eftermiddagen ved 14 – tiden red borgerskabets velklædte Frederiksgarde med standart pauker og trompeter samt postmester Petersen med 12 postilloner ud mod Nyhus og Bov for allernådigst at modtage Hans Kongelige Majestæt der.

Hans Kongelige Majestæt  behagede dernæst at drage ind i hans excellence, gehejmeråd og amtmand von Holsteins hotel. Her hilste kongen på byens fornemste borgere.

Herefter behagede det Hans Kongelige Majestæt hen mod klokken 9 at spise ved offentligt taffel, hvor der befandt sig en masse høje personer.

Næste dag behagede det Hans Kongelige Majestæt at spadsere nede ved vandet langs haverne indtil blegdammen. Klokken 2 behagede det Majestæten
at gå ombord på en chalup under opsyn kommandør Hr. Huusmann.

Ved 1 – tiden vendte Hans Majestæt fornøjet tilbage. Stadsmusikus hr. Timmermann underholdt nu til en taffel.

Ved 3 – tiden var der afgang til Slesvig. Atter red Kongelig Postmester Petersen foran 12 blæsende postilloner foran Frederiksgarden.
Masser af handel

I 1775 udsendte det såkaldte Commerce- kollegium i København en instruks til en Johan Friedrich Becker. Han skulle berejse alle byer i Slesvig og Holsten
for at berette om, hvordan det stod til med handel og industri:

• Kredsen af handlende i Flensborg er så stor, at jeg ikke vover at dele den i grupper. Over 40 købmænd handler med hør, hamp, jern, træ, salt, vin, brændevin, korn og fedevarer. De driver skibsrederi og har malteri. Mange brygger og brænder også. Dernæst er der mindst 12 købmænd som fører klæde – silke – og andre alenvarer, galanteri – og kortevarer. Ligeledes 12 købmænd med urtekram og hvad dertil hører, 5 købmænd i jernvarer, kram – og Nürnberger sager.
• To købmænd som udelukkende har lager og salg af forskellige slags vin, brændevin og eddike. Alle bestræber sig på at købe varerne direkte fra producenten eller hvor der er billigst. De fleste tager personlig del i forretningerne og jeg må bekende, at den huslige flid her æres som en behagelig og nyttig dyd.

I rapporten nævnes derefter de vigtigste handelsfirmaer. Becker slutter rapporten:

• Byen og St. Jørgen har 127 store og små skibe, for så vidt de er i behold. Hertil kommer de skibe, som nybygges her og det ene, som er under bygning
  i Sønderborg for Flensborgregning. De fleste holdes i fart for de handlendes egen regning, og en del går permanent i fragt for andre.
• Her i Flensborg har jeg med andre ord fundet stof til en fornøjelig rapport. Om ikke så  længe kan den suppleres med en voksblege – og oliemølle. Førstnævnte vil forhindre udførslen af en mængde voks og sidstnævnte vil, efter solide og formuende mænds løfte, muligvis fremkalde et sæbe-syderi.

 

Rigeste og vigtigste by

I 1776 skrev præsten J.N. Wilse, da han kom gennem Flensborg:

• Så  vidt jeg kan skønne den mest blomstrende og driftige By, jeg har set i Danmark (med undtagelse af København, og selv dér ser man ikke saa meget Færdsel, som her.

En rejsebogsforfatter Carl Gottlob Küttner skrev i et brev i 1788:

• Flensborg er nu den rigeste og vigtigste By i Landet.

I 1769 boede der i byen 6.842. Dette tal voksede i 1803 til 10.666. Dette tal indeholdt dog ikke den store arbejder – og daglejerbefolkning i de såkaldte Hulveje og andre byområder, som ikke hørte til forvaltningen.

Der var masser af pendlere til byen. Og der var efterspørgsel efter arbejdskraft. Man regnede med 15.000 indbyggere. Dermed var det absolut den største provinsby i Slesvig – Holsten.

 

Lodser med høj hat

I en forordning fra 1785 blev det pålagt lodserne at markere søvejen til Flensborgs yder – og inderfjord. Det var egentlig en sag, der hørte under lodserne på Kegnæs. De satte sømærker på Kalkgrunden og ud for Nykirke.

Inderfjordens afmærkning skulle lodserne i Flensborg selv tage sig af. Betalingen herfor var de såkaldte Priggen-penge. Og det var skipperne, der måtte betale. Tolderne opkrævede et gebyr.

I øvrigt kunne man ikke leve af lodsarbejdet. Man måtte ved siden af drive fiskeri. Kom der et skib med lodsflag, klædte man sig hurtigt om til sort bowlerhat, mørkeblåt landgangstøj og bredt sort slips. Så var det ellers bare derud med en lille fiskerbåd.

Kegnæs  – lodserne havde det fortrin, at de fra en 15 meter høj klint kunne afsøge havet med kikkert, så de kunne først få fat i skibene. Den bedste lodsfragt fik man af ris-skibene fra Ostindien. Disse store fragtskibe bragte indtil 64.000 sække ris ind til Ris-møllen i Flensborg.

 

Masser af tobaksfabrikker

Skibstrafikken tog til. Ofte var skibene undervejs i mere end et år. Et sjældent alsidigt næringsliv prægede Flensborg. Brændevinsbrændingen ernærede mindst 150 familier og 300 arbejdere. Byen kunne opfede 4.000 stk. hornkvæg og lige så mange svin med det næringsrige affald – spøl.

I 1797 var der 320 mestre og 1.067 svende samt 532 drenge. Og så var der hele 40 tobaksfabrikker, to stivelsesfabrikker, sæbe-syderi, tre farverier, geneverfabrik, eddikebryggeri, tranbrænderi, garverier, sejldugsfabrik, syv reberbaner og papirmølle. Dertil kom tre betydelige skibsværfter og store korn – og oliemøller. I 1790 regnede man med 100 detailhandelsforretninger i byen.
Oprør i 1795

Huspriserne blev fordoblet på få  år. Fra 1795 tillod bystyret anlæggelse af en ny bydel i Nystaden uden for Nørreport. Her blev på kort tid opført mange købmandsgårde.

Men i 1795 protesterede skibstømrere og daglejere mod de høje priser. Magistraten blev bange og skaffede militærforstærkning .

Man henstillede til købmændene kun at sælge til de lokale forbrugere til nedsat pris. Uroen blev afsluttet med arrestationer. Ti personer blev idømt fra 1 – 10 års fængsel. Regeringen udsendte forbud mod nye oprør, sammenrotning, opstand og forføriske skrifter.

Store sociale modsætninger opstod efterhånden i fjordbyen.

 

Penge er deres afgud

I 1805 hånede byens borgmester Thor Straten  de handlende som pengestolte:

• Hovedparten af disse Købmænd er kommet til Byen som Bondedrenge med Staven i Haand uden nogen Form for Kultur og Dannelse kun optaget af deres Erhverv ved Tilfældet er de blevet rige, er maaske gået bankerot. Lige meget, Penge er deres Afgud, for hvilke alt bøjer sig, og med Speciesdalere, det er deres Tro, udvirker de hvad de vil.

Tysk og sønderjysk

Egentlig var Flensborg en tysksproget by. Kirke. Skole og embedsmænd talte tysk. De fleste blade var på tysk. Men pastor Wilse skrev efter sit besøg i 1776:

• Man hører Børnene i den søndre ende fra Byen tale tydsk og i den nordre Ende jydsk. Det har nu nok været sønderjysk, som pastoren hørte

Fra det dansktalende opland kom der arbejder til, og ved havnen var der nordiske søfolk. De handlende talte med det dansktalende bønder i Nord – og Mellem-Slesvig. I annoncer søgte man efter medarbejdere, der også beherskede dansk.

 

Borgmesteren håner igen

Det franske var moderne hos de rige Borgmester Thor Straten fortsatte sin nedladende holdning over for købmændene. I 1805 skrev han:

• De går uophørligt i Klubber, til Bal, Maskerade, Assembléer og hvad det alt sammen hedder for at tilfredsstille deres Sans for Forlystelse og Nydelse.

På  promenade

Ud til vandet for enden af de største købmandsgårde på Holm var alléen Sønder og Nørre Gårdsender borgerskabets mest populære promenadested.  Mathias Lunding skrev i 1787 i sin dagbog:

• Gangen er besat med Træer paa begge Sider. I Gangen gik unge Mennisker af begge Kiøn, Piger, der fulgte smaae Børn. Paa Bænkene langs Haverne kunde man hvile sig, snacke og overgabe. I de høytbyggede Lysthuuse sidder Eyerne og deres Selskaber og overseer det hele, og da det i Dag var Søndag saa seylte Stadsmusicanterne med 4 Trompeter og en Tambourine op og ned af Bugten og musicente.

Masser af kultur

Allerede i 1776 var der lys ved brøndene og på byens pladser. Det betød, at borgerskabet kunne gå  ud om aftenen. Og skuespillere besøgte det begejstrede borgerskab. Således blev der der indrettet en særlig teaterbygning i gården bag rådhuset. Her var der plads til 800 tilskuere.

Læseselskaber og læsebiblioteker blev også en succes. Omkring 1790 havde byen hele tre ugeblade.

 

Nyt udflugtsmål: “Ostseebad”

I 1850erne var gasværket blevet oprettet og den første jernbane takket være engelsk kapital var kommet til byen.  Efter den preussiske sejr over Østrig blev Slesvig – Holsten i 1867 endelig forenet til en preussisk provins.

Flensborg omstillede sig til den nye situation. Takket være den tyske toldunion åbnede der sig nye markeder.

Sejlskibenes tid var omme. Men positionen som søfartsby var ikke omme. I 1873 var der stadig 11 dampskibe og 35 sejlskibe i byen. I 1903 var der hele 91 dampskibe.

“Ostseebad” nord for byen fungerede som rekreativt udflugtsmål for flensborgerne.

 

De våde varer i Flensborg

Jernstøberierne udviklede sig til maskinfabrikker og valseværker. Papirmøllen og uldvare-fabrikken blev løbende moderniseret og udvidet. Bryggerier, læderproduktion og rebslageriet havde fremgang.

Rom – og snapsbrænderierne blev til mærkevarer. Flensborg udviklede sig til en rom – by.

Ris-møllen og Palmeoliefabrikken var afhængige af importerede råvarer. Den store industrialisering i Flensborg havde dog også sin pris. En del håndværksvirksomheder blev fortrængt af billig industriproduktion.

Allerede i 1600 tallet havde Flensborg stor udskibning af øl, vin og brændevin til Sverige. Denne eksport skulle efterhånden nå astronomiske højder.

To grunde var det til denne succes, dels den store handelsflåde og det faktum, at det i Flensborgs grundvand var meget mineralholdigt.

I begyndelsen var romproduktionen afhængig af sukker. Og den fik man fra De Vestindiske Øer. På St. Croix kendtes kun en måde at producere rom på, nemlig destillation af gæret saft fra de tropiske sukkerrør. Nu laves rommen oftest af den melasse, der er et biprodukt fra rørsukkerproduktionen.

I 1700 tallet voksede tallet på  romfabrikanter i Flensborg til det næsten uoverskuelige.

Omkring år 1800 talte man om 200 firmaer, der fremstillede de våde varer i byen. Afsætningen ikke mindst til Norge, var stor. Efter 1814 var det dog anderledes. Afsætningen svigtede og konkurrencen blev større. I 1847 var der 60 brænderier tilbage, I 1884 blev der dog kun registreret 5 dampbrænderier, som tilsammen dagligt producerede 4.500 liter ren alkohol og 4.500 pund  gær.

Som råvarer blev der produceret 200 tønder korn på byens møller. Og af affaldet kunne der opfedes 1.000 stk. hornkvæg i byen.

 

Christiansen – en matador

En af de store bryggeriejere var C.C. Christiansen. Efter 1864 var han med til at grundlægge Flensborg Aktiebryggeri, valsemølle og skibsværft. Sammen med andre investorer købte han den store Kobbermølle ved Kruså. Christiansen tog ofte over på vestkysten og opkøbte et stort antal kvæg. Han var en af Flensborgs store matadorer.

I 1846 var idyllen ved at blegne. I Kobbermølleskoven var der ikke mere plads til  Røverkulen.

 

Kongen var upopulær uden for Flensborg

 I Flensborg kunne kongen stadig mærke opbakning. Men tog han væk fra byen blev det pebet af ham. Modsætningerne blev endnu mere mærkbar. Disse modsætninger endte som vi alle ved i krigen 1848 – 1851. Frem til slaget ved Bov den 9. april var Slesvig – Holstenerne de store.

Og ifølge min gode ven tidligere redaktør af Jydske – Aabenraa, Per Borregaard burde Isted – Løven stå på Bov Bakke og kigge ned på Flensborg. Den burde ikke leveres tilbage til Flensborg.

Den 12. november 1872 blev Flensborg Fjord ramt af en tre meter høj stormflod. Store dele af byen blev oversvømmet.

Indtil 1864 var Flensborg Danmarks tredje største by. Kun København og Altona var større. I 1879 overskred indbyggertallet 30.000. I 1891 var man oppe på 50.000. Og i 1910 havde man for længst passeret 60.000. Omkring 1900 blev Flensborg overhalet af Århus.

 

En kæmpe udvikling

I Flensborg var der indført en hestebane mellem Skt. Hans kvarteret og det nordlige industrikvarter. I 1907 blev de erstattet af elektriske sporveje, der allerede i 1907 førte til glas-fabrikken, Frueskov og sø-officer-skolen Mørvig.

Nord – syd- jernbanen, der havde eksisteret siden 1864 blev suppleret med en række mindre jernbaner. Også landevejene blev udbygget.  En del af forstæderne blev indlemmet i byen. Store sociale problemer eksisterede i arbejderkvarterne. Bebyggelsen bredte sig i hast ud over bymarken,

Allerede i 1879 blev Flensborgs første arbejderbyggeforening grundlagt. Rester af dette kan stadig findes i Bjerggade, på Duborg Banke og Harreslev-gade.

Den højere middelklasse etablerede sig ved Mathilde – Dorthea – og Vanggade. Her blev opført pragtfulde etagebyggerier. Den gamle bydel begyndte at ændre sig.

Den historiske byggeskik med pragtfulde facader og nøgne baggårde og brandmure mødte kritik. Man indførte begrebet “Heimatschutz” Dette begreb kan vel oversættes til bedre byggeskik.

 

Den danske Kirkes problemer

Helt til 1921 var der i en periode på  350 år regelmæssig dansk gudstjeneste i Flensborg. Fra 1668 skulle de danske gudstjenester foregå i Helligåndskirken.
Kirkelige handlinger som som dåb, vielser og begravelser foregik i nabokirkerne.

I 1803 skrev pastor Wedel efter et besøg

• Den Danske Kirke er simpel uden noget Sirligt, har intet Orgel, der bliver ej heller ringet med Klokkerne, da den har intet Sogn, men søges kun af de Indbyggere, der ere Danske, af Rejsende, Kiøbmænd, Skippere  og Prangere som have Lyst dog at høre Guds Ord paa deres Moders Maal.

Efter 1814 gik det tilbage for byen. Tilslutningen til den danske kirke faldt. Flensborg By og Helligklosteret skulle betale for de danske gudstjenester. Man spurgte om det kunne betale sig, at holde den danske kirke ved lige. Da den danske præst fik embede i Bov, overvejede Magistraten at lukke Helligåndskirken.
Kirkeadministration afviste og en præst blev ansat. Men det blev ikke bedre, præsten blev syg. Bladet Danevirke tog sagen op. De mente, at kongen skulle ansætte præsten. Pludselig var den danske gudstjeneste blev en del af sprogkampen.

Kong Christian den Ottende ville have at en præst skulle ansættes med løntilskud. Endvidere skulle kirken restaureres. Menigheden fik også sin egen skole.
Den fik hele 500 elever og menigheden voksede til 3.000 personer. Nu foregik de kirkelige handlinger også på dansk. Flensborgs præster gik til modangreb. De påstod, at kirken havde politiske mål.

Og gennem årene var det meget ballade om den danske kirke.

 

Første verdenskrig

Anlæggelsen af flådestationen i Mørvig var et vigtigt led i Flensborgs dynamiske vækst i kejsertiden. Desværre satte første verdenskrig en brat stopper for Flensborgs udvikling

Den 28. juni 1914 var Flensborgs befolkning inviteret til fest på Østersøbad. Anledningen var 50 års dagen for slaget ved Dybbøl. Man sluttede med marchmusik og fyrværkeri. Midt i festen indtraf dog nyheden om det østrigske tronfølgerpar var var blevet myrdet i Sarajevo.

Den 30. juli indkaldte fem kanonskud matroserne i Mürwik (Mørvig) til omgående at vende tilbage til kasernen og deres skibe. Alle myndigheder og private personer blev underlagt den kommanderende generals befaling.

Den 1. august ved 18 – tiden bredte nyheden sig, at mobiliseringen var blevet beordret. Kort tid efter kimede kirkeklokkerne i byen. Ingen var i tvivl, der var krig. På  grund af englændernes blokade kunne følgerne snart mærkes i Flensborg. Byen oprettede forsørgelses -, fordelings – og kontrolsteder.

Folkekøkkener blev indrettet for de fattigste i byen. Det danske partis leder blev for en periode sat i fængsel og på Flensborg Avis blev der indført streng censur.

 

Revolution

I starten af 1918 kom revolutionen til Flensborg. Marinesoldaterne på Mørvig havde fået nys om deres kollegaers mytteri i Kiel. Et soldaterråd med 21 mand blev valgt.

 

“Speckdänen”

Afstemningsområdet blev efter krigen forsynet med fødevarer fra Danmark. Det gav grobund for udtrykket “Speckdänen” Man mente, at nogle kun stemte på Danmark af materielle grunde.

I Flensborg stemte 75,2 pct. for Tyskland. I hele afstemningszonen var resultatet 80 pct. tyske stemmer.  Det betød at grænsen blev trukket lige nord for Flensborg.   Tyske tropper var rykket ind på  kasernen i Duborg.

Genforeningsglæden i Flensborg var stor men sorgen over afståelsen af Nordslesvig var endnu større.  Tabet af dette marked ville gøre ondt.  Grænsehandelen blev en vigtig indtægtskilde for Flensborg. Til gengæld var grænsehandelen til stor gene for erhvervslivet nord for grænsen. De kunne ikke hamle op med de tyske priser. Men den tyske valutareform i november 1923 satte en brat ende for dette eventyr.

Anlæggelse af en frihavn og specielle tilskud skulle gøre Flensborg konkurrencedygtig. Men inflationen satte en stopper for dette. Således kostede et rugbrød i september 1923 hele 3 millioner mark. En masse penge blev tilført Flensborg. Men genopbygningen af økonomien skete kun langsom.

 

Stor opbakning til Hitler

Antallet af arbejdsløse i byen steg til 8.000 i 1932. Byen oplevede gadekampe mellem kommunister og nazister. Den 23. april 1932 modtog 45.000 begejstrede borgere Adolf Hitler. Det var hans første og eneste besøg i Flensborg.

Ved rigsdagsvalget i 1932 var Slesvig – Holsten den første og eneste valgkreds, hvor NSDAP opnåede absolut flertal.  Af indenrigsminister Hermann Göring
blev Flensborg udnævnt til Notstandsgebiet. Tabet af Nordslesvig  kunne man ikke komme sig over.

 

Nazisterne kupper sig til magten

Protester og modstand fra befolkningen blev kvalt, fordi folk blev skræmt forfulgt og udsat for terror fra statens side. I første omgang opnåede NSDAP kun 21 af 45 pladser i byrådet. Men de danske repræsentanter, kommunisterne og socialdemokraterne blev udstødt af byrådet  Dermed var banen sikret for NSDAP.

De nationalsocialistiske overborgmestre Dr. Wilhelm Sievers (1933 – 1936) og Ernst Kracht (1936 – 1945) afgjorde nu sammen med NS – kredsledelsen alene byens skæbne.

 

Væk med dem, der var anderledes

Og det var tydeligt at der skete ændringer i Flensborg. Jødiske forretninger blev blokeret og i 1933 foregik der bogafbrændinger.

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev jødiske borgere mishandlet og jaget ud af deres hjem. Til sidst blev dem, der ikke nåede at flygte, deporteret til koncentrationslejre og myrdet. Det samme overgik politiske modstandere, fagforeningsfolk, homoseksuelle, Jehovas Vidner, romaer og mange flere.

På særlige institutioner blev der indrettet afdelinger, hvor der foregik drab på handicappede børn og voksne.   Da anden verdenskrig begynder bliver levnedsmidler og forbrugsgoder rationeret. Luftangreb raser over Flensborg. 1.000 sprængbomber og 12.000 brandbomber bliver kastet ned over byen.

 

Den sidste regering i Flensborg

En masse tvangsarbejdere er kommet til byen. De er indkvarteret i kasserne-lignende lejre. I oktober 1944 indkaldtes alle 16 til 60 årige mænd i Flensborg
som i det øvrige Tyskland til Volkssturm.

Da østfronten langsom brød sammen, kom 40.000 flygtninge til byen enten af søvejen eller gående. Skoler og forsamlingshuse blev brugt til indkvartering. 2.000 KZ – fangere blev i krigens sidste dage overført til Flensborg som politiske gidsler.

Den sidste tyske regering under krigen under ledelse af Döniz befandt sig fra den 3. maj på marinesportsskolen Mørwig.

Talrige ledende nazister kom til Flensborg, hvor de skaffede sig falske papirer. Mange af disse levede i årtier under falsk identitet.  Og de fik arbejde i den tyske administration.

 

Store tab under krigen

Byen lige syd for grænsen led også  på andre områder. Således kostede krigen livet for 2.896 soldater, 176 bombeofre og 300 forfulgte flensborgere. Hertil kom 119 besætningsmedlemmer på allierede fly, der blev skudt ned eller styrtede ned over byen.

Under britisk tilsyn blev byens forvaltning nyordnet. Den dansksindede I.C. Møller blev overborgmester. Men lidelserne for Flensborg var ikke over. Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre i efterkrigstiden.

 

Masser af arbejdsløse

Efter valutareformen i 1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse i byen. Først omkring 1950/51 kom der for alvor gang i økonomien. Der kom mere gang i havnedriften. En kæmpe social indsats blev der ydet for at integrere de tilbageværende flygtninge og hjemstavns – fordrevne.  Forbundsrepublikken lagde en del af deres institutioner til byen. Forsvaret kom til byen i 1956 og flåden i 1957.

Kobbermøllen og Nordisk Ovnfabrik måtte opgive deres produktion. Men Danfoss opretter en afdeling. Det samme gør en række andre afdelinger.  I 1963 er arbejdsløsheden under 2 pct. Der hentes ekstra arbejdskraft fra Grækenland, Jugoslavien og Tyrkiet.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (underudarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening finder du 143 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/under og efter) finder du 362 artikler 
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

 

• Sønderjyllands historie indtil 1200
• Teglværker ved Flensborg Fjord
• Margrete den Første og Sønderjylland
• Flensborg i begyndelsen (b)
• Flensborg i hverdag og krig
• Flensborg for længe siden
• Slottet Duborg i Flensborg
• Sankt Knuds Gilde i Flensborg
• Turen går til Flensborg
• Flensborg skulle absolut til Danmark (Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening)
• Sydslesvig – hvad er den sande historie? (Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening)
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby (Besættelsestiden)
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig (Besættelsestiden)
• Det danske mindretal i Hagekorsets tegn (Besættelsestiden)
• Militære efterretninger i grænselandet (Besættelsestiden)
• Syd for Grænsen – efter besættelsestiden (Besættelsestiden)
• Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Bommerlund – snaps, kro og skov (under Padborg/Kruså/Bov)
• En sønderjyde krydser sit spor (under Padborg/Kruså/Bov)
• Gendarmstien (under Padborg/Kruså/Bov)
• Grænsen og dens bevogtere (under Padborg/Kruså/Bov)
• Kobbermøllen ved Kruså(under Padborg/Kruså/Bov)
• Genforeningen i Bov Sogn(under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)
• Okseøerne i Flensborg Fjord 1-2  (under Padborg/Kruså/Bov)og andre artikler 

Redigeret 3. – 01. 2022

Læs sagnet om Hother. I en krønike kan man læse ”Hvad folk mangler i Sild, kan de hente i Højer”. En pyroman var løs i 1757. Rådmænd blev afsat. Og så  gav man 100 mk til et luftskib, der skulle flyve over Højer. Aflønningen af præster var kompliceret.  Læs om mantel  – penge og de stakkels præsteenker. Der blev klaget over degnen i 1790. Læs også pastorens synspunkter om fattighjælpen 

Sagnet om Hother

Fra gammel tid hed sognet Höthær, Hötre, Hodersse, Hoder, Huder, Höwer.

Navnet Høthær stod opført i Valdemars Jordebog  i 1231. Og dette navn stammer fra Hother,  som skal have grundlagt Højer. Han har levet i folkevandringstiden, da angelsakserne drog til
England.  Hother stammede fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bror, Hather. Det var ham, der grundlagde Haderslev.

Brødrene kom i en voldsom strid. Hather vandt og Hother flygtede vestpå. Han slog sig ned og grundlagde en by, Hothærby.

I et gammelt frisisk sogn, bliver Hothær kaldet konge. Ingen kunne måle sig med ham i fægtning, buekunst og svømning. Også inden for musikken var han enestående. Andre, blandt andet hans fjender, kaldte ham for en dranker samt vellystning.

På samme tid levede der på  egnen en anden stærk kæmpe ved navn Balder. Han var gift med Nanna. Hun var den skønneste af alle frisiske kvinder, datter af Gevers den Rige. Hother
ville også gerne have haft fat i hende. Der kom til en kamp, der endte uafgjort. Hother var dog gudinden Hels yndling. Hun skænkede ham en hug – og stiksikker rustning. Hun gav også Hother nogle tips, hvordan Balder kunne bekæmpes.

Så faldt Balder og Hother giftede sig med Nanna.

Balders bror, den vældige kæmpe Boh havde længe været til søs. I Listerdyb fik han underretning om, hvad der var sket. Han blev rasende. Han kunne ikke vente til der blev flod. Han sprang på sin hest og jog i rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden har sandbanken heddet Hingsten.

Hother var ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på. Boh fik hurtig gjort ende på ham. Således døde Hother i år 482.

 

Elbens udmunding

Der er ellers mange gisninger om, hvad navnet egentlig betyder. Tange, vand, hav og højdepunkt, en høj bred, høj strand eller munding. Og det sidste navn er interessant. Formodninger
går nemlig på, at Elbens udmunding skal henlægges til Højer. Det fremgår af et kort fra 1240 over Nordfrisland.

Gudskog Sø  og en række søer, der findes i Ditmarsken skulle så være rester af en af Elbens arme. Listerdyb skulle så være Elbens munding

 

Sild var landfast med Højer

Kigger man på det omtalte kort, ja så må Vadehavet være en stor kirkegård med forsvundne moser, skove og byer. Ja, tænk øen Sild og Højer har haft landforbindelse. En krønike fortæller således:

• Hvad folk ikke havde på  Sild, hvor de boede, det kunne de hente i Højer med deres hestevogne. Når de kørte om morgenen, kunne de samme dags aften vende tilbage til deres egne huse. Så kort var afstanden, at man ved laveste ebbe mageligt kunne køre over med hestevogn, ja endda vandre til fods.

Helena testamenterede sit jordegods

Vi har i en tidligere artikel beskrevet Højer Kirke. Men interessant er det, at der allerede i 1300 tallet eksisterer en kirke i Højer. Således også fra 1383, hvor ridder Johan Hviddings datter Helena testamenterer alt sit jordegods i Højer og Skast sogne til Højer herred.  Alt tyder dog på, at der allerede i 1100tallet lå en kirke i Højer.

 

Hvornår blev Højer kronegods?

Hvornår Højer blev kronegods vides ikke. Det må have været omkring 1230. Byen forblev under Valdemar Sejrs besiddelse ind til hans død i 1241. Af hans sønner, blev Erik hans efterfølger, mens Abel fik hertugdømmet Slesvig. Højer skulle have fået sine birkerettigheder af kong Christoffer i Nyborg i 1269. Men dette kan ikke passe, da Christoffer var myrdet ti år tidligere. Denne ret er antagelig ældre, og birkeretten er antagelig blevet nærmere bestemt i 1269.

Men i mange år fremover har der været kamp om Højer mellem de kongelige og hertuglige  familier.

 

Herredsret

Højer Herred havde sin særlige herredsret. Den bestod af herredsfogeden og otte sandemænd samt tingskriveren. Fra gammel tid blev herredstinget holdt under åben himmel. Gamle stednavne nord for Højer vidner stadig om dette, Tinghøj, Tingdal og Tingvej. Retterstedet blev meget praktisk kaldt Galgehøj. Og galgen stod der endnu i 1770. Senere blev herredstinget afholdt på Højkro.

 

Birkeret

Fra ældgammel tid havde Højer birkeretten. Møde – og tingstedet lå Torvet 7. Længe stod der en skampæl med halsjern på Torvet ved kirkegårdsmuren. Ikke alle Højers beboere var tingpligtige. Tre gårde og 17 kådnersteder tilhørte Schackenborg.

Højer har i århundrede tilhørt de blandede distrikter. På de fleste ejendomme gjaldt Jyske Lov. På de Schackenborgske ejendomme gjaldt Christian den Femtes lovbog. Og for at gøre forvirringen fuldstændig, så gjaldt Nordstrands Landret på de koge, der tilhørte Højer Sogn.

Når et barn var født, måtte man undersøge på hvilken grund, det var sket, og i nogle tilfælde, hvilket værelse. Det havde noget at gøre med forsørgelsesrettigheder.

Højer beholdt birkeretten helt til 1864. Selv om de sidste herreds – og birkefogeder boede i Tønder, blev birketinget altid afholdt i Højer.

 

Adelsslægten

Adelsslægten Snafs havde store besiddelser i Højer og omegn. Hele 17 gårde ejede man. De omtaltes i 1315, hvor de blandt andet ejede Kjærgaard. Familiens våben var tre kronede jomfruhoveder i rødt felt og et lignende hoved på hjelmen. Familien synes at være uddød i begyndelsen af 1400 tallet. Det sidst kendte familiemedlem var enke efter Otto Snafs. Hun hed Henrike van Hemskere og menes at have boet i Ribe omkring 1442.

Bispestolen i Ribe overtog familiens store besiddelser.

 

Indrømmelse fra hertugen

Højer har været meget fremadstræbende, men gang på gang stødte man på modstand fra Tønder, der havde købstadrettighederne. Man klagede over den store afstand og de dårlige veje til Tønder. Men i 1706 skete der endelig noget. Den 8. maj 1706 lød der følgende tilsagn fra fyrstinde Hedewig Sophie og fyrst Christian August:

• at når de til det stedlige amtskammer afgiver en skriftlig erklæring om, at de foruden de afgifter, som de allerede hvert år betaler til amtsregistret for krohold og høkervirksomhed,
  vil betale de tilsvarende skyldige afgifter i kroner , da vil birkeretten beskytte allehånde kræmmere og håndværkere, som måtte nedsætte sig. De stedlige undersåtter skal desuden holdes til ikke at købe deres øl, brændevin og øvrige høkervarer hos andre end de fyrstelige bryggere, der befinder sig i området, og ingen andre end disse har tilladelse til at holde kro og gæstgiveri.

Hvad de ønskede to kreaturmarkeder angår, har disse ingen forbindelse med denne sag og man må derom indgive en særskilt ansøgning og afvente nærmere besked.

Bekræftet under det fortrykte og højfyrstelige segl. Givet på  residens Gottorp den 8. maj 1706.

30 år senere tildelte håndeværker – og handelsretten indbyggerne i Højer birk et særligt kongeligt privilegium, som blev udstedt af Christian den Sjette. Privilegiet blev senere bekræftet af Frederik den femte i 1747.

 

En pyroman er løs 

I 1757 blev Højer med kort mellemrum hjemsøgt af to brande, hvorved et betydeligt antal huse blev lagt i aske. Der var åbenbart en pyroman på bane. En dusør på 100 rthr for pågribelse af brandstifteren blev udlovet.

Under krigen mod England, led man meget i Højer. Selv store kogsgårde havde svært ved at klare sig. Da Højer skulle betale 3.000 specier til tvangslån, indgav rådmændene på indbyggernes vegne ansøgning om, at summen måtte blive nedsat til det halve. Man havde simpelthen ingen penge. Pengemanglen var nærmest total.

 

Besøg af kongen

Den 3. september 1822 fik Højer af Frederik den Sjette endelig lov til at afholde kreatur – heste – og fåremarked. Samtidig forhandlede man om anlæggelse af en losse – og ladeplads til fremme af handel og skibsfart.  Den gik under betegnelsen Den gamle losseplads. Det var også her, hvor Frederik den Sjette steg i land, da han havde været på besøg på halligerne, der var
blevet hjemsøgt af stormflod. Den 12. august 1830 var flere af Højers beboere stillet for birkeretten på grund af tumulter.

 

Rådmænd blev afsat

Der blev kæmpet inderligt fra Højers side for at blive en lavsberettiget flække. De lokale forretningsfolk havde store vanskeligheder med at få deres varer ind på fremmede markeder.Efter mange års kamp, fik man endelig i 1842 et apotek. Nørremarken blev reguleret  og i 1843 blev spare – og lånekassen oprettet.

Krigen 1848 – 1850 fik stor betydning for byen. De hidtidige rådmænd blev afsat på–    grund af deres under det i 1848 og 1849 stedfundne oprør imod konge og fædreland udviste forhold.

Efter afslutningen af krigen i 1864 blev de gamle rådmænd igen indsat.

 

Nue regler for borgerret

Den 19. august 1869 blev Højer hjemsøgt af en brand. 16 huse blev ødelagt. Samme år indførtes almindelig stadsordning. En by-forstander blev valgt for seks år. Rådmændenes
antal blev nedsat til to. Man vedtog nye regler for erhvervelse af borgerret:

1. Man skulle eje et hus i flækkens
   område, som blev vurderet til en årlig bygningsskat på to thr.
2. Man skulle drive et erhverv,
   hvoraf der opkræve en årlig erhvervsskat på fire thr
3. Man skulle betale en årlig
   klasseskat på tre thr.

 

Et sygehus i Ny Frederikskog

I 1883 blev der anlagt en ekstra dampskibsbro. Der skulle indsættes et dampskib mere på ruten mellem Højer og Sild.

Endelig fik Højer landevejsforbindelse til Ballum og i 1885 blev vejen til slusen anlagt.

I 1891 blev der vedtaget at optage et lån på godt 30.000 mk som bidrag til oprettelse af jernbanen mellem Højer og Tønder. Denne bane blev åbnet i 1892. Samme år skulle der opføres en barak i parcel nr. 2 i Ny Frederikskog. Tanken var at indlægge folk her, der kom her til med kolera eller som var mistænkt for at være smittet.

 

Lys i Højer

Allerede i 1896 anlagde man den tredje dampskibsbro. I 1901 blev der anlagt et andelsmejeri. I 1903 fik byen også et elektricitetsværk. Det blev bygget af fabrikant Bastiansen.
Nu kom der sandelig også elektrisk gadebelysning på Torvet. En buelampe fik en kort levetid. I gaderne opsattes glødelamper. Sejlrenden blev uddybet og  først i 1908 fik byen sit eget våben .

 

100 mk. Til et luftskib

I 1910 bevilligede man et fast bolværk ved havnen. Anløbsbroerne var beskadiget ved stormflod. Og sandelig i 1912 blev borgmesteren bemyndiget til at betale indtil 100 mk. For at få luftskibet Victoria Louise til at flyve i en sløjfe ind over byen.  De følgende år blev der foretaget omfattende brolægninger på byens gader.

I 1914 blev det besluttet at yde trængende familier til værnepligtige, der var indkaldt under krigen støtte fra byens kasse.

Et kvarter for soldater blev oprettet og byen måtte betale for fremstilling af senge. I forvejen havde Højer en soldaterlejr.

Byen tegnede sig for 5.000 mk til oprettelse af Det Slesvig Holstenske Fodermelsfabrik. Udbygningen af vejen mellem Højer og Rudbøl blev foretaget som nødhjælpsarbejde i 1919.

 

Lønforhøjelse

Og så var det blevet dyrere at leve. Det havde man også opdaget i Højer. Dyrtidstillæggene blev forhøjet i 1920.

• Borgmester Johansen fra 2.600 til 5.000 mk.
• -Flækkekasserer Matthiesen fra 1.500 til 2.700 mk.
• -Kontormedhjælper Christiansen fra 1.800 til 2.700 mk.
• – Politibetjent Würdemann fra 1.500 til 3.000 mk.
• – Havnemester Matzen og arbejder P. Friedrichsen måtte nøjes med en forhøjelse på 300 mk.

Grave fra 1100 – tallet

Går man en tur på kirkegården i Højer, kan man se rester af min slægt. Her er inskriptioner på både tysk og dansk – Brodersen, Petersen, Tønder, Bruhn. Det er både tætte og fjerne efterkommere. Vi har i tidligere artikler omtalt kirkegården.

Da man skulle anlægge centralvarme i kælderen i Højer Kirke, fandt man i halvanden meters dybde tre stenkister. De menes, at stamme tilbage helt fra 11 – 1200 tallet. Desværre har man som mange andre steder, fjernet mange af de gamle familie-gravstene på kirkegården i Højer. Disse sten er blevet brugt foran de gamle huses indgangspartier rundt om i Højer.

 

Højers største begravelse

Ved sydsiden af Højer Kirke står et mindesmærke. Det er den såkaldte amtmandssten, som i 1820erne blev rejst på amtmand Ernst Albrecht von Betouchs grav. Han havde i sin tid modtaget mange hædersbeviser. Som ti – årig blev han page til Frederik den Fjerdes hof.

Han fik blandt andet St. Stanislav – ordenen. Han blev amtmand i Tønder, overborgmester og meget mere.

Da han efter eget ønske blev begravet i Højer den 27. december 1815 fulgte et stort følge med fra Tønder. Højer oplevede et af de største begravelser nogensinde. I følget var Friedrichsgarden. Ligvognen var forspændt med seks heste.

Ti hvidklædte unge piger spredte blomster, og under sørgemusik blev kisten båret ind i et overfyldt kirke.

 

Aflønningen af præster i Højer

Vi hører allerede om en præstegård omkring 1588. det vil sige, der havde ligget en i forvejen. En ny blev opført i 1803 og udbygget i 1861.

En udførlig kontrakt blev udarbejdet med hensyn til, hvordan præsten skulle passe gården, og hvilke udgifter, der påhvilede ham.

Aflønningen af Højers præst var også kompliceret dengang. Således var de kådnere, der boede på præstegårdsjord forpligtet til at yde hver fem dages arbejde om året for præsten. Desuden skulle de hver år betale henholdsvis 4 og 6 skilling i grundskyld. Et legat indstiftet af tidligere herredsfoged Peter Hansen, var også med til at forsøde præstens tilværelse.

Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden at give 6 mk. Bolsmænd og kådnere gav også 1 – 2 mk. Tjenstekarle gav 12 sk. Og tjenestepiger 8 sk. Samtlige beboere i Højer gav til Mikkelsdag en lille pengegave. Boelsmænd gav 4 sk og en kådner 2 sk.

Menigheden i landsognet ( Ved Gaden og Rudbøl) gav en lille pengegave, lige efter pinse. Her gav en boelsmand 12 sk og en kådner 4 – 6 sk. Og sådan kunne man blive ved. Det hele var reguleret. Men det må sandelig have været svær at holde rede på, hvem der betalte og hvem der ikke gjorde.

 

Mantel – penge

Man skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel tid indført en ordning, man kaldte for mantel – penge( I den forbindelse må mantel betyde præstekjole, normal betyder mantel på sønderjysk, frakke).

Præsten slap dog for at betale kirkestol til hustru, børn og tyende. Skulle beboere fra Ved Gaden og Rudbøl bruge præsten, måtte de selv sørge for at afhente ham.

For ligprædiken måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse til 8 mark. Var man velhavende, så måtte man betale fra 12 – 48 mark. Skulle man bruge attester kunne man betale efter behag.

I tidligere artikler har vi nævnt problemer med den hertugelige provst i Tønder og bispestolen i Ribe med hensyn til, hvem der bestemte i Højer Herred.

 

De stakkels præsteenker

Nu fandtes der ingen pensionsordninger for præster og deres familie dengang. Således skrev en præsteenke fra Højer til hertugen i 1592. Hertugen, Johannes Adolf af Gottorp svarede:

• Eftersom vi i nåde, ønsker at hjælpe denne enke, bør der findes en lærd og kvalificeret mand, som vil gifte sig med hende og overtage præsteembedet, så både at han og hun kan blive ved kaldet. Dog skal den, der vil gifte sig med enken, overtage tjenesten, være kvalificeret dertil. Så der intet bliver at udsætte på ham og først og fremmest skal han omgås fredeligt med menigheden.

Enken blev takket være hertugen gift med sin mands efterfølger Peterus Broderus fra Klixbøl.

 

Gift med barnebarn

Men det var nu ikke første gang, at hertugerne hjalp til en tålelig tilværelse for præsteenkerne. Pastor Brodersen (hvis ikke i familie med ham) døde den 25. februar 1537. Han havde været præst i 44 år. Hans enke overlevede også hendes anden mand. Hun var en resolut dame, og sendte en ny ansøgning til hertugen. Denne gang hertug Frederik den Tredje af Gottorp. Hendes mands efterfølger måtte nu ægte hendes barnebarn.

 

Klage over degnen

Den første degn i Højer omtales allerede i 1550.

Og det var ikke altid let at være degn i Højer. 28 borgere i byen var i 1790 blevet bedt om, at møde op til kirkevisitationen beskyldt for at vise foragt over for skolen. Men de beklagede sig i degnens påhør over hans forsømmelighed og hans forargelige levned. Det resulterede i, at degnen fik en advarsel. I den beretning som pastor Schau hedder det:

1. Degnens sædelige vandel er ikke uangribelig. Det er for kendt til at kunne benægtes, og det kan hans anklagere give eksempler på. Det kan heller ikke nægtes, at han af og til forsømmer skolen, idet han tit giver børnene fri eller beskæftiger sig med andre ting, til trods for de advarsler, han har fået.
2. Degnen skal selv holde skolestuen ren og i orden, og når der er blevet klaget over dens tilstand, er det ikke helt med urette. Det har jeg selv konstateret.
3. Endelig må man sige, at 124 skolepligtige børn er temmelig mange for en skole, og efter min ringe mening ville det ikke være dårligt, om her som førhen, blev oprettet en biskole. Dels havde de utilfredse forældre så ingen undskyldning for, at deres børn forsømte skolen, dels ville degnen og skolemesteren konkurrere med hinanden, der havde den bedste skole, ville få de fleste elever.

 

Degnens forsvar

Degnen skrev et forsvarsskrift. Han mente, at beskyldningerne var løgnagtige. En dreng skulle have brækket benet i skolen. Degnen forklarede, at dette ikke skete af ond vilje, men ved
uforsigtighed, da skolemesteren satte ham hårdt mod gulvet.  Han forklarede videre, at han havde repareret meget på skolen. Han henviste til forordninger, der sagde, at dette job påhvilede sognet.

• Enhver ved, at en skoleholder er udsat for megen bagvaskelse. Snart tugtes børnene for meget, snart for lidt. Snart skal de her lære tysk, snart dansk. Lærer børnene godt, så
  skyldes det deres begavelse. Lærer de dårligt, så er det skolemesterens skyld. Af de 125 skolesøgende børn, der er opført på listen, er der kun 25, som regelmæssigt kommer i skolen. Hvordan skal en skolemester kunne lære dem noget, når de på en dag glemmer mere, end de kan lære på tre.

Degn med svag karakter

Jesz Diedrichsen blev degn i Højer i 1826. For at spare penge var han også ansat som organist. Valget foregik i Højer Kirke. Han havde tidligere fungeret i Rudbøl. Og nu påstod onde tunger, at dem fra Rudbøl udelukkende stemte på ham, for at blive af med ham.

Pastor Sönnichsen indsendte en beretning om ham ved generalvisitationen den 31. maj 1836:

• Han fik anden karakter ved sin afgang fra Tønder Seminarium. Han har kun mådelige anlæg for sang. Han stemme mangler klang og smidighed.
• Tidligere var han forfalden til drik. Men det har han dog overstået. Han er blevet åndelig afstumpet og har mistet lyst og indre tilskyndelse til sin gerning i skolen.
• Han er ellers et godmodigt menneske, men med en svag karakter. Hans skole yder ikke meget

 

De fattige i Højer

I 1710 hører man første gang om socialhjælp i Højer. I kirken samles der ind til de fattige og i byen har man indført Wandeltisch (omgangsbespisning). Det betød at de fattige blev bespist af de bedrestillede borgere.

Pengene fra kirken blev brugt til skolepenge til de fattige, samt ligkister til fattigfolk. Resten af pengene gik til fattigforsørgelse og blev administreret af fattigforstanderen.

En forordning fra 1736 regulerede fattigvæsnet. Således skulle fattige, der ikke havde noget at gøre i kommunen smides ud. Men der var undtagelser. Hvis der var personer, som kunne forelægge anbefalingsskrivelser eller bønskrifter, så skulle disse hjælpes. Det samme gjaldt for lærere, præster, studenter eller professorer, der var blevet fordrevet på grund af krig.

 

Pastorens syn på de fattige

I anden halvdel af 1700tallet blev der bygget et fattighus i Højer. Det brændte i 1822. Et nyt blev bygget i 1829. I den vestlige del af byen havde der også ligget et fattighus. Det blev ødelagt af en stormflod i 1825.

I en visitatsberetning skrev pastor Sönnichsen:

• Indtil 1829 fik de fattige for største delen kontante penge i understøttelse, og nogen af dem fik desuden fri bolig i et fattighus et lille stykke fra byen. Denne form for fattigforsorg blev mere og mere uheldig, fordi de pågældende bortødslede pengene på unødige nydelser, købte især brændevin for dem, og de, som boede i fattighuset uden særligt opsyn, drak med hinanden og kom i strid og spektakel, som vel af og til udartede til slagsmål. Disse mennesker blev mere og mere moralsk fordærvede. De tiggede til deres underhold, fordi de brugte deres understøttelse så dårligt. Hele flokke drog tiggende fra hus til hus, og i deres pjaltede tøj var det et ynkeligt syn. Den opvoksende ungdom i disse familier blev derved opdraget på en måde, så de i enhver henseende blev forsømt og i fremtiden let ville komme til at ligge kommunen til byrde, og deres behov for hjælp kunne i nogle særlig forsumpede fattiglemmer let blive arvelig. For at afhjælpe denne slette tilstand planlagde man at bygge et arbejds – og fattighus.

Regler i Fattighuset

Det nye fattighus indeholdt 28 senge. Og her var der også regler, der skulle overholdes.

1. Han skal vise streng lydighed over for kommissionen, navnlig forstanderen og især den daglige opsynsmand og – kvinde.
2. Han skal vedblivende beflitte sig på en ordentlig, ædruelig og sædelig livsførelse.
3. Han skal holde tøj og linned rent og ordentligt
4. Han skal undgå alle stridigheder og alt klammerier og opføre sig roligt og fredeligt
5. Han må ikke gå ud af huset og fjerne sig fra dette uden opsynets vidende og tilladelse
6. Hvis sygdom ikke hindrer ham deri, skal han uafbrudt overholde den fastansatte arbejdstid, lægge alle sine kræfter i det tildelte arbejde og derunder opføre sig roligt og uforstyrret.
7. Han skal tage til takke med mad og drikke, som han får det i anstalten.
8. Han skal gå i kirke hver søndag og gå hjem, så snart gudstjenesten er forbi. Han skal gå til alters på de sædvanlige tider af kirkeåret.

Børnene glemte man sandelig heller ikke. Den gode opdragelse var væsentlig. Forstanderen, opsynsmanden og dennes kone skulle betragtes som forældre. De skulle være flittige og uafbrudt gå i skole. Børnene skulle tugtes, når de var uartige.

 

Ølkanden blev fjernet

Ret hurtig fandt man ud af, at ølkanden skulle fjernes. Nu var det kun tilladt, at få øl til grøden om morgenen og om aftenen. Vandspanden forsynet med vand og drikkekrus, skulle erstatte ølkanden. Egnede alumner blev sendt i byen for at sælge de ting, man havde fremstillet i huset, som tændstikker, blegepinde, børster og lignende.

Tilstrømningen til huset oversteg alle forventninger, hvis det kan udtrykkes på den måde. I 1831 var der således 55 fattige i huset.

Kilde:

• Litteratur Højer
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:-

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 77 artikler fra Højer: 
• Anekdoter fra Højer
• Dengang i Højer
• Højers historie
• En vogn fra Højer og mange flere 

Redigeret 15-10-2021

Hvordan levede man på Rømø i gamle dage. Vi kigger lidt på deres kirke. Selv på kirkegården kan man læse historien. Søfolkene
tog sæljagt på Grønland. Tønder – købmænd havde store interesse i dette. Der var slagsmål i luften i forbindelse med bjergninger. Og tænk, der var en sporvogn på Rømø, ja egentlig skulle der have været et damplokomotiv. Under krigen var ca. 2.500 ansatte i de tyske bevogtninger.

 

Mange tyskere til Rømø 

Hver fredag i sommerperioden var Ribelandevej i Tønder dengang i 60erne fuld af tyskere på Vej til Rømø. Og ofte stod vi derude for enden af Lærkevej
og fulgte når redningskøretøjer satte kursen mod Rømø, fordi en tysker igen engang var drevet til havs på sit badedyr eller madrads. Jeg fulgte med Falcks
kommunikation på min lettere ombyggede transistorradio.

Antallet af ferieovernatninger på campingpladser, hoteller og sommerhuse udgør i dag ca. 2,5 millioner. I modsætning til det mondæne Sild er adgangen til stranden gratis.

 

Tour de France var vand

Jeg husker også vores cykeltur til Rømø. Tour de Frances tinder er vand i forhold til de prøvelser, der var, at cykle til Rømø fra Tønder. Og det er særlig barsk, når blæsten pludselig vender, så man også har modvind på vejen hjem. Rømødæmningen var en frygtelig forhindring.

Egentlig havde man længe haft planer om en dæmning, men den blev først påbegyndt den 8. april 1940 – dagen før besættelsen. Projektet kun have taget to – tre år, men først i 1948 var man klar til indvielsen.

Men den historie er nok ikke helt rigtig. Min far var der allerede i 1939. I årene 1940 – 41 var der ansat 400 mand på projektet.

Talrige gange er den blevet repareret, således efter stormfloden i 1976, hvor omtrent halvdelen forsvandt under vandet.

Man valgte at anlægge dæmningen så den fulgte vandskellet mellem Juvre Dybs og Lister Dybs tidevandsområder. Men nærmest Rømø fik dæmningen et lidt sydligere forløb. Derved afskar man et havområde på cirka 5 km2, hvor tidevandet blev tvunget nord om øen.

Tænk at der er brugt 2 millioner m3 jord. I 1963 blev den 8 meter brede kørebane udvidet til 12 meter.

 

Rømø omtales i 1226

Hvad betyder ordet egentlig? Det stammer fra det jyske og betyder langstrakt forhøjning og ø. På frisisk hedder øen Rem og på tysk Röm

Røm  omtales allerede i 1226 i et paveligt håndskrift og betegnes i 1231 i Kong Valdemars Jordebog som Rymø.

Hvornår øen er blevet befolket, vides ikke med sikkerhed. I en fortegnelse fra 1291 blev det gods, der tilhørte Ribe Domkapitel, nævnt at de afgifter i smør og ost, som Øregården og en anden gård på Rømø skulle erlægge.

Øregården er muligvis ophav til det nuværende Juvre, der således er det ældste bebyggelsesnavn på øren. Men kirken er jo også bygget på et tidligt tidspunkt.

Omkring midten af 1600-tallet boede der cirka 1.500 på Rømø. I 1910 var indbyggertallet faldet til 802. Tilbagegangen skyldtes at befolkningen udvandrede til Danmark og Amerika. Det var blandt andet for at undgå preussisk militærtjeneste.

 

Rømø var opdelt

Indtil 1864 var øen delt i en sydlig del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del kongelig strøgods henhørende under Hvidding Herred.

Grænsen mellem de to dele gik i øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at Dronning Margrete den Første omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.

Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra hertugdømmet Slesvig.

Den omstændighed, at såvel den sydlige del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne, sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand Lister Dyb.

 

Et langt farvel

Når en sømand skulle på langfart, så rejste ingen sømand før han havde sagt ordentlig farvel. Over hele øen gik det for at sige farvel til slægt og venner. Sådan
et farvel kunne godt tage en hel uge.

 

Skibsbjælker i Rømø – huse

Rømø – gårdene er gene bygget i vinkel eller t – formet med øst – vestlig retning. Så har den barske vestenvind mindst mulig angrebsflade. Det vigtigste opholdsrum blev lagt så lunt og trækfri som muligt bag stald og lade. Husene var som regel bygget af mørkbrændte rødviolette sten og muret med skær-kalk.

Den mørkerøde farve farve, står godt til landskabet. Mange steder beklæder fajancefliser i både dagligstuen, opholdsstuen og køkkenet på de rige gårde.Mange bjælker i de gamle Rømø – huse har en fortid som dæksbjælker på et skib. Der strandede tidligere mange skibe på Rømø. Måske har man også købt udtjente skibe til ophugning. De blå – hvide hollandske fliser bærer ofte bibelske motiver. Men også skibsmotiver prydede disse fliser.

 

En spansk grundstødning

Vi talte om strandinger. I 1716 strandede den kongelige spanske fregat Princesse ved Rømø Nørlands kyst. Der blev reddet i alt 70 personer. En bonde i Juvre fik bjerget noget krudt. Åbenbart omkom en spansk gesandt sammen med sin familie.

 

En stranding og 10 retssager

Nu gik alt ikke lige gnidningsfrit, når der skete en stranding. Det kan måske have noget at gøre med den slesvigske del og den kongerigske del. Således første en stranding i 1717 til tre sagsbehandlinger i Hvidding Herreds ting, seks behandlinger i Ballum ting og en gang på Fanø Birketing.

Søndag den 26. september 1717 opdages et vrag vest for Knuds. Fem både fra Fanø, tog derud- men mørket overraskede dem. De tog nogle småting med sig.
Næste morgen befandt vraget sig ud foran Bollert Strand ca. 1 mil ude i vandet.

Nogle Nørlands – folk tog derud i Peder Præsts båd. De havde ordre fra herredsfogeden om at føre vraget til havnen i Kongsmark.

Der kom også to både fra Sønderlandet med 10 mand. Sammen blev man enige om at bringe skibet ind gennem Blådybet, der dengang endnu dannede en sejlrende mellem Havsand og Rømø. Men det lykkedes ikke. Vraget stødte på grund.

Om natten drev vraget længere sydpå og ind på Sønderlandets forstrand. Ved lavvande kunne man gå ud til det. Til sidst lykkedes det at få vraget bugseret ind til Havneby.

De mange retssager endte med, at Sønderlandets fiskere fik bjergningslønnen.

 

Mange værdifulde laster

Det var en livlig sejlads der foregik omkring øen. Og bjergninger kunne udgøre et meget stor indtægt. Før 1700tallet lå strandingssagerne i stens hænder. Derefter blev det almindelig at bortforpagte rettighederne til private. Strandingsgodset repræsenterede ofte en betydelig værdi. En sport, var det for mange
Rømø – borgere for efter en storm for at se, om noget kunne bjerges. Ofte blev borgere fra Rømø anklaget for strandrøveri. Den der kom først havde retten, skulle man mene. Men sådan var det ikke altid. Ofte ende en bjergning med skænderi og slagsmål. Det retslige blev afgjort af diverse af retssager.

I 1760 kom en sag for Ballum Tinget. 11 oksehoveder (a 217 liter) fransk vin var bjerget. Egentlig var det pågældende skib strandet ved Helgoland. En købmand fra Bremen meldte sig som den retmæssige ejere af vinen.  Ja egentlig kunne vi lave en artikel, der kun handlede om strandinger ved Rømøs kyst. Der var mange af dem.

 

90 pct. er ren natur

Egentlig er det mærkeligt at forstille sig men 90 pct. af øen er ren natur. Mod nord er øen afgrænset af Juvre Dyb på cirka 17 meter mod syd af Lister Dyb
på indtil 37 meter.. Man tror næsten det er løgn, når indbyggertallet kun er ca. 720. Om sommeren er øen nærmest overbefolket.

En 3 meter klitzoner går ned gennem øen. Her er fredede heder og plantager. Mod nord ligger Juvre Diget anlagt i 1926 – 1928 og forstærket i 1965 – 1965. Men dette har dog ikke kunnet stoppe vandet.

 

“Nordseebad” Lakolk

Stik mod vest ligger Lakolk. Stedet blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse. Sandstranden er enestående. Så mangen en Tynne – Knajt har taget sine første køretime her hos far.

Ikke så sært, at turisme er øens vigtigste erhverv.

Moden med strandbadning går kun tilbage til midten af 1800tallet. Først i løbet af 1900tallet blev det almindeligt at tage til stranden. Langs vadehavskysten havde bademoden bredt sig fra Før. Her blev det første kurbad bygget allerede i 1819. Mon ikke Christian den Ottende og H.C. Andersen har været ude at bade her?

“Nordseebad Lakolk” blev oprettede af den meget initiativrige præst, Jacobsen fra Skærbæk. Lokale købmænd fra Skærbæk og en enkelt gæstgiver fra Hvidding købte et klitareal på 70 ha. Ligeledes købte man en stribe jord tværs over øen. Her ville man anlægge en tilkørselsvej.

Men det var lidt af en rejse, at komme hertil. Først kom man med toget til Skærbæk. Herfra gik det med hestevogn til brohovedet nord for Skærbæk med damperen Röm til Kongsmark. Til sidst gik det med en hestetrukken vogn tværs over øen. Den første sæson var der kun to blokhuse og fire værelser på Lakolk.

Omkring 1900 blev der opført omkring 40 blokhuse i forskellige størrelser. Det var vel nærmest et jævnt billigt kursted for den tyske middelstand. Desuden var der et hotel Drachenburg, et logihus og en restaurant Kaiserhalle.

Og en troljebane, som var en lille hestetrukken skinnebane blev indrettet fra badestedet til Kongsmark på Rømøs østkyst. Tanken var, at vognene skulle strækkes af et damplokomotiv. Men den 10. december 1900 blev der midlertidigt givet:

• politimæssig tilladelse til drift af en hestebane for person – og godstrafik mellem Kongsmark og Lakolk.

Faktisk bestod denne bane i 40 år. Den blev først nedlagt i 1939.

 

Selskabet går fallit

To varmbadshuse uden toilet blev indrettet, og ude ved stranden blev forfriskningsstedet Strandhalle indrettet. Men ak og ved. I 1903 gik selskabet bag badestedet fallit. Badet blev endelig lukket omkring første verdenskrig.

Efter Genforeningen blev blokhusene udstykket og solgt til private.

Drachenburg brændte i 1965 og Kaiserhalle forfaldt op gennem 1900tallet. I 1989 blev det nedrevet.

 

Natur – hele året

Hvis man ikke lige er til strandlivet, så skulle du tage at aflægge øen et besøg i eftersommeren. Lyngen blomstrer og farvelægger hele øen. Trækfuglene samler sig i store skarer.

Når efteråret går ind, viser havet sit sande ansigt. Det barske Vesterhav går ind over stranden og måske efterlader det sig noget rav. Og os fra vestkysten har haft den smukke oplevelse med en travetur langs stranden ved vintertide – det er godt for både sjæl og legeme.

Før dæmningen lå Rømø hen som et fredens paradis. Rotter og ræve er nu kommet over på øen til skade for fuglelivet. Men også rådyr og muldvarp har indfundet sig. Meget sjældent forekommer hugorme.

På vej ned mod Havneby ligger Kommandørgården. Den blev bygget dengang skibsførerne kaldet kommandører opererede fra Rømø. Den er bygget i 1748.

 

Mystik omkring Borgbjerg

Lige nordøst for Kommandørgården rejser sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg (Borrebjerg). Stedet omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg. Den gang i Middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb og så øst om Rømø. Så det var jo et fantastisk sted at kigge en sørøverborg. Men det kunne også have været et forsvarsanlæg, der skulle beskytte befolkningen mod sørøvere. I 1875 skulle stedet være brændt.

Men det kunne også være hændt før. I 1361 gjorde befolkningen på mange af de frisiske øer oprør og nedkæmpede forskellige borge. Det kunne være sket omkring 1409, da Margrete den Første lod en mængde små borge nedrive.

I alle årene var Borgbjerg forladt. Og spøgeriet tog fat.

 

Guldet forsvandt

Engang fandt en mand således en stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han frem med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun heldet gjorde, at mændene ikke røg med. Og det er ganske vist. Mon ikke vi snarest skal foranstalte en udgravning på stedet.?

 

De underjordiske og jordemoderen

En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fuldt med træspåner. Tankeløst kastede hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste guld.

Den omtalte borg gik der mange rygter om. Nogle mente endog, at det var en gammel vikingeborg. Andre mente, at det var Claus Limbæk, der i slutningen af det 14. århundrede havde bygget den. Mærkelig nok bestod højen af ler, som ellers ikke fandtes på Rømø.

 

Fodstien til Frudal

Et sagn fortæller om en fodsti, der fra borgen førte til Frudal, et stykke hede nordvest for kirken. Ad denne sti skal en elsker i ældgammel tid have vandret til sin kæreste, der boede derude.

I Frudal skulle der i sin tid have stået en by, som sikkert er blevet offer for en sandflugt. I Riberhus Jordebog fra 1581 omtaltes Niels Chrestens aff Fruerdall.

 

Heksen fra Rømø 

Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø. Hun blev aflivet, fordi hun var heks. Sikkert under tortur indrømmede hun, at Mette Thøffrings også var heks. Men denne blev først dømt 14 år senere sammen med Maren Peder Bodzers, som var indespærret på Møgeltønderhus.

 

Den lille skole

I nærheden af Kommandørgården ligger landets mindste bevarede skolebygning. Den er nu fredet og restaureret af Nationalmuseet. Den lille skole, der kun er 6 x 6 meter, var ramme om undervisningen fra 1784 til 1874. Til tider rummede bygningen 40 børn.

Mod syd ligger Havneby med færgeforbindelse til Sild. Selve fiskerihavnen blev anlagt i 1964.

 

Østers i massevis

På havbunden ud for Ribe, Rømø og Fanø lever nogle af verdens mest delikate østers. Det er de såkaldte Stillehavsøsters. Delikatessen kan findes i en bestand på cirka 11.000 ton i Vadehavet. De kommer til syne ved lavvande, hvor den kan håndplukkes direkte fra bunkerne på havbunden. Bankerne med de op til 30 centimeter store østers ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet.

Men pas lige på, når du begiver dig ud iført gummistøvler eller waders. For højdeforskellen på ebbe og flod er cirka to kilometer.

 

Rømø Kirke

Rømø kirke, der stammer fra 1100 tallet, har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som dog er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700 tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og på kirkegården findes en stor samling af udsmykkede kommandørgravesten fra 1600 til 1800.

Kirken er selvfølgelig viet til Sct. Clemens – sømændenes skytsengel.

Som så mange andre steder solgte man kirkesæderne. Pengene brugte man til at vedligeholde kirken. Blandt dem, der købte disse sæder var skibsreder A.P. Møllers oldeforældre.

Meget særpræget så hænger der 15 hatteknager ned fra loftet. På flere af dem finder man ejermændenes initialer.

 

Gravstene fortæller historie

Den store tilknytning til havet og havets folk er ikke mindst udtalt på kirkegården med den enestående samling af karakteristiske gravsten over kommandører. Disse storskippere tog i flere tilfælde deres egen gravsten med hjem fra egnene omkring Rhinmundingen. Hollandske mestre huggede både indskrift og billeder i kalkstenen. Som regel blev det en hel levnedsbeskrivelse. Der stod også en plads åben til kommandørens og hans kones død.

De meget talende billeder gengiver ofte skibe. På en enkelt sten har kunstneren foreviget det øjeblik, da skibet sejler af med vajende flag, mens kommandørens kone og børn står og vinker inde på stranden.

Andre sten bærer udtryk for glæden over ægteskabet:

• See her er vi og de Børn, som Herren har givet os, står der under et relief, der viser kommandøren og hans kone med deres 12 børn. En anden gravsten beretter, at den kommandør, som stenen er rejst over, og som døde i en alder af 45 år, foretog 27 rejser fra Hamburg til Grønland.

 

Sildeeventyr

Fra gammel tid var øens beboere knyttet til søen. Landbruget spillede kun en beskeden rolle. Omkring år 1500 deltog Rømø – fiskerne i den store silde – fangst ved øen Helgoland. Det vides at i 1513 deltog 11 skibe og 70 mand fra øen i dette eventyr. Fra 1534 søgte silde – stimerne andre veje. Så startede rødspætte
– fiskeriet ved de hjemlige strande. Foruden rødspætter gik naturligvis andre fiskearter i garnet som torsk og ål. I tiden mod år 1800 var der en del rokker, som dengang var en yndet spise.

 

Sælfangst og Tønder – købmænd

Rygter vil vide, at Rømø – fiskere sammen med fiskere fra Helgoland deltog i sælhundefangst. Men her på dengang.dk har vi  kunnet finde bevis på dette. Godt nok var der masser af tran på øen. Det kunne selvfølgelig være nøglen til dette. Da sælfangsten var på sit højeste i 1685 var der på Rømø ca. 10 – 11 skibe, der var velegnet til dette.

Sandsynlig er det dog, at et mindre antal Rømø – skibe senere deltog i sælfangsten ved Grønland. Således sejlede skipper Lauritz Michelsen af Rømø den 3. december 1716 med sin 1 læsters skude til Tønder med 82 tønder tran af dette Aars fra Grønland hjemførte Sælflæsch. Der nævnes 3 skibe, som havde været
i Grønland.

Noget tyder også på, at der var nær forbindelse mellem Tønder – købmænd og  Rømøs Grønlands – skibe. I Tønders relations-protokol  fra 6. februar 1739 findes et notat om, at mandskab fra tre Grønlands – skibe skulle fritages for flådetjeneste.

I 1730 skulle Tønder – købmændene have sendt 7 sælfangstskibe til Grønland. I Tønder blev der således i 1769 oprettet  et Grönländisches Comagnie.

Og i 1716 havde Tønder – købmændene bygget et pakhus på Rømø for 1.748 rigsdaler. Af toldbogen 1769 fremgår det, at Søren Amders den 23. september sendte 48 potter tran og 36 stk. skind af de af ham fangede sælhunde til Tønder.

Samarbejdet mellem Tønder og Rømø med hensyn til sælfangst varede i cirka 70 år. Regner man lidt på det, så må man formode at 30 – 60 familier på Rømø
kunne leve af sælfangsten.

 

Østers

Meget tidligt var der tale om et betydeligt antal østersbanker i Vadehavet. Særlig omkring Ribe var der mange. Selv standsfolk spiste østers. I 1643 befalede Christian den Fjerde at der til Glückstadt skulle sendes 40 tønder af østersøfangsten fra bankerne ved Lister Dyb. I 1740 drev 14 både østersfangst fra Rømø.

Fra Havneby blev der i 1605 fisket med 18 både. Fra 1612 blev der også fisket fra det nu forvundne Helmodde på Rømøs sydkyst. Fiskeriet s betydning fremgår blandt andet af en afgift, der skulle erlægges til Haderslevhus på bl.a. 13.270 skuller (fladfisk) og 530 rokker.

 

På hvalfangst

I 1700 – tallet spillede øens søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe, der opererede ved Svalbard. I 1770 havde øen ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte kommandører, hjemme på Rømø. Som regel var de fører af hollandske eller hamborgske skibe. I 1777 var det dog et ulykkeligt år for øen, 23 søfolk omkom ved skibsforlis under Grønlands østkyst.

 

Fanget af sørøvere

Sørøvere mødte Rømø – sømændene også. Men ofte tog man nord på, og sørøverne opererede dog mest omkring Middelhavet. Andreas Sørensen Decker
blev dog den 29. maj 1724 fanget af sørøvere fra Algier. Hans befrielse kostede 2.000 rigsdaler. En del kom fra Slavekassen i København. En ven stillede en kaution på 300 rigsdaler. En indsamling fra 261 bidragydere på øen samlede dog kun 21 rigsdaler.

Men også på fastlandet og de andre øer blev der samlet ind for at få frigivet den uheldige sømand. Fra ca. 1800 blev Islandsfarten og almindelig fragtfart mere almindeligt. Fra 1880erne gik skibsfart og fiskeri tilbage og fra 1900 tallet blev turisme øens vigtigste erhverv.

 

Udehavn for Ribe

For længe siden, da Ribe havde sin storhedstid som handelsby oplevede Rømø det samme. Indsejlingsforholdene til Ribe var ikke optimale. Man løste problemet ved at de store skibe lagde til på Rømø. Lasten blev så læsset om og fragtet videre til Ribe. Men da Handelsbyens status forsvandt blev søfolkene
på Rømø hvalfangere.

I storhedstiden tjente rømøboerne store penge, når de fragtede varerne videre ind til Ribe. Også Christian den Fjerdes saltskibe fra Spanien måtte anke op ved Rømøs sydspids, når varerne skulle afsættes i Ribe.

Allerede i 1292 overdrog Erik Menved,

• Borgerne i Ribe fri Besiddelse af deres Forstrand, List, Manø og alle Kyster, som ligger mellem fornævnte Steder og Ribe By, tillige med deres eget Dyb

Allerede i 1588 syntes Juvre Dyb at sande til. Hollænderen Lucas Westerschein advarede i en navigations – guide at bruge dette dyb. I stedet skulle man bruge det nuværende Knudedyb mellem Fanø og Manø, hvis man ville ind til Ribe.

Hvorvidt Ribe havde ret til Rømø Havn dengang, kan godt betvivles. Men  et er sikkert , Ribe tjente på tolden.

Rømø  fik opbygget en anseelig handelsflåde. Af de i alt 109 skibe, der i 1605 anløb Ribe var de 19 fra Rømø. I 1608 passerede 23 skibe Øresund.

 

Svenskerne brændte Rømø – flåden

Under Torstensson – fejden i 1643 brændte svenskerne 26 af øens 32 skibe. De har været årsag til meget ondt i Sønderjylland – disse svenskere.

Men trods store vanskeligheder rejste man sig igen på Rømø. Således oprettedes i 1687 en navigationsskole på øen.  Desværre fortrængte dampskibsfarten
efterhånden den traditionelle sejlads. Indtil ca. 1805 var der øst for Tvismark et trankogeri.

 

Landbrug

Landbrug har ikke givet det store på  Rømø. Men fra præstens indberetning ved vi, at der i hvert fald i 1649 blev bedrevet landbrug på øen. En lignende indberetning stammer fra 1690. Meningen var at præsten skulle have tiende, men det bar nu ikke meget, han fik.

I 1902 blev der foretaget en såkaldt kvægtælling på øen. Den viste, at der var 140 heste, 937 stykker hornkvæg, 1696 får og 66 svin. Det var kvinderne, der stod for landbruget. Mændene var på søen. Men der skulle også sørges for fremstilling af tøj. Sandflugt og oversvømmelser hørte også til dagens orden.

I 1840erne, da skibs – eventyret forsvandt begyndte mændene at tage del i arbejdet derhjemme.

 

Brændselsbjergning

Brændselsbjergning var noget man foretog i fællesskab. Der var ikke rigtig nogen mose
eller skov på Rømø. Det eneste brændsel var lidt drivtømmer og lyng. Ko – heste – og fåregødning blev også anvendt.

Tørvegravningen foregik på bestemte dage i forsommeren. Efter tilsigelse af “æ Pandmand” måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at opsøge en velegnet plads. Klokken 9 hejste “æ Pandmand” sit flag til tegn på, at nu måtte man begynde. Der gravedes til kl. 12. Senere blev der igen gravet fra 15 til 18.

 

De fattiges ø 

Ofte taler man om, at Rømø var en fattig ø. Således var der i 1725 problemer med at bygge en Degnebolig, fordi befolkningen ikke have råd til det. Man sagde,
at søfarten var så dårlig som aldrig før. Sø – og sandflugt ødelagde jorden.  Men i midten af 1700tallet syntes velstanden at have fundet vej til øen.

 

Den rige kaptajn

Ifølge sagnet ejede Harcke Thadens i Toftum så meget, at han fik 1 rigsdaler i rente hver gang klokken slog. Han havde arvet en formue efter sin kones morbror, en Kaptajn Petersen i Toftum, der ved sejlads fra Göteborg skulle have tjent 160.000 rigsdaler. At sagnet måske ikke er helt forkert, viser det hus, som Harcke Thades boede i. Det var udstyret med en næsten overdådig pragt.

 

De rige fungerede som bank

Et vidnesbyrd om øens pludselig velstand, var, at bønderne fra hele det nordvestlige Slesvig tog til Rømø for at låne penge. Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol var der alene i tiden fra 1738 til 1740 tinglæst 16 obligationer udstedt til mænd på Rømøs Sønderland.

Men omkring 1813 ramte krisen Rømø. Pengene fra lånene var betalt tilbage. Men værdien af pengene var ikke så meget værd. Modløshed fulgte.

Og så siger man, at skibsreder A.P. Møllers slægt stammer fra Rømø. Det kommer så igen an på, hvor langt tilbage, man går. Jeg mener, at den første Mærsk – slægt går tilbage til Ballum – egnen i begyndelsen af 1600tallet. Således er de to slægter, købmandsfamilien Olufsen fra Tønder og bondeslægten Knudsen
fra Trøjborg i familie med Mærsk.

Og tænk et par gange, er der strandet kaskelothvaler på Rømø.

 

Kystsejladsen forsvandt

Flere gange barslede man med planer om en kæmpe havn på sydsiden af Rømø ved Lister Dyb. Så sent som i 1889 havde tyskerne planer om dette. Med anlæggelsen af Rømø – dæmningen forsvandt kystsejladsen.

 

Rømø – dragten

Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Mændene på Rømø har dog ikke brugt nogen nationaldragt. Man havde desuden en fest -, kirke og sørgedragt.

 

Naturligt at blive sømand

Man spurgte aldrig en dreng på Rømø dengang, hvad han ville være. Det var forudbestemt, at han skulle være sømand. Hjemme i de trange stuer blev der fortalt om Grønlands isbjerge og Kina og Indiens særheder. Indtil det var så vidt, måtte knægten deltage i markarbejdet. Og kvinderne lyttede til mændenes tale. De kom stort set ikke ud for øen.

 

Hvervekontor

Kaptajn P.J. Michelsen i Toftum var agent for Donners Kompagni i Altona. Af efterladte papirer fremgår det, at han i 1783 – 84 havde hyret 152 mand, deraf 40 – 50 fra Rømø. Men der blev også hyret folk fra Ballum, Brede, Hjerpsted, Visby, Emmerlev og Højer Sogne.

 

Den lange forlovelse

Man forlovede sig i en meget ung alder, men giftede sig først når man havde fået sin eksamen (Styremandseksamen). Forlovelsestiden strakte sig ofte over 6 – 8 år, og det var de unge, der selv traf valget.

Tre ugers tid før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangtem tingslysning, som så på sædvanlig vis skete tre søndage i rad. I bryllupsgården fejredes trolovelsen med et kaffegilde.

 

Brudeseng

Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en rede-kone, fire skænker og fire brudepiger.

En uge før brylluppet skulle der være Brudeseng. Fra de gårde, hvor man ville give flæsk, kød og pølser (et Fad Mad), som brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.

I rede-konens påsyn blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede, hvad der af undertøj hørte til en fuldstændig beklædning, og alt hvad der hørte til et sovekammerudstyr. Når de, der var mødt til Brudeseng havde fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem forvist af rede-konen. Dette gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.

Så blev der drukket skål på det, og gæsterne dansede hele natten.

 

En bryllupsindbydelse

To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:

• Æ skuld helsen fra Peter Fisk å hans kjærest om I vild væe så goj o komm å Torsde Morn å drikk en kop Kaffe å følle mæ dem te kirk å høe æ viels å følle mæ hjem te ma å tej del i æ fornøjels.

Skænkerne lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkener, knive, gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til gildet.

Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at få ørenlyd og give ordre.

 

Mor blev i køkkenet

Rede-konen sørgede for at pynte bruden, og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod, kom ikke engang med i kirken og heller
ikke med i køkkenet. De måtte blive i køkkenet, for at tjekke om alt gik rigtig for sig.

Brudepigerne og skænkerne var opvarter.

På bryllupsdagen om morgenen blev gæsterne mødt af brudepiger og skænker.  Mændene blev budt på en brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en Skefuld Mjød og tvebak af et fad.

Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinnka´g (hvedebrød med rosiner og krydderier i ). Dertil tre til fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en Rumpunch. Derefter tog man i kirke.

Ved middagen bærer skænkerne på de store stegefade flæskeskiver (Bøster) ind til skafferen, som fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil flere flaske brændevin og snaps.

Anden ret er vinsuppe med mange rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kavring) med smør og øl til. Mens der blev fortæret gik tre underkopper
rundt. Det var indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.

Dansen om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Der sluttes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om søndagen med æ søndagshytte.
Ja egentlig varede et bryllup på Rømø en hel uge.

 

Begravelse på Rømø 

Når en person var død på Rømø blev der ikke ringet med klokkerne. Æ Bojmand, en unge pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt til hvert
hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan.

• Æ Klok 5 i gåe døe Peter Slaute.

Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til Kest-læg. Samme dag gik Æ By – mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.

I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.

En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt.

På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt Ærr´øl.

 

Gilder på Rømø 

På skibene herskede der respekt og rangorden, men når man først havde betrådt landjorden kunne kaptajnen og hans skibsdreng mødes til gilder og fest. Nu var det ikke så mange gilder dengang. De få gilder var koncentreret om høsten, svineslagtningen og julen.

Julegildet var et almindeligt aftenbesøg, kun varede det noget længere. Der spistes to gange, første gang med kaffe og anden gang med the til.

Til høstgildet Æ Opslit blev Slætteren og andre, der havde hjulpet med høstbjergningen bedt til middag. I den anledning blev der gerne slagtet et lam. Svineslagtningen var en af årets begivenheder. Foruden en so og et par ung-svin slagtedes der nemlig 3 – 4 får og lam i en husholdig. Dagen, da svinet skulle slagtes, var gerne bestemt lang tid i forvejen, og der skulle mange hjælpere til.

Om aftenen blev naboer og venner indbudt til pølsegilde og opvartet med sorte og hvide pølser. De store folkefester som fastelavn og Peders Dag forsvandt efterhånden på Rømø.

Peders Dag eller nærmere aften den 21. februar var dengang en betydelig fest. Og det var det på alle øer i Vesterhavet. Dagen til “Pers Awten” drog drengene i skare i byen rundt og bad om en knippe halm. Man anskaffede sig en tjæretønde. Halm og tønde blev bragt op til en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og tønde og sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by. I tidligere tider samledes ungdommen om disse bål.

Inden prøjserne satte grænser for friheden morede borgerne sig med dans, tilfældig arrangeret privat eller på kroen.

 

Nazisterne holdt møde

Og dem, der tror, at man ikke mærkede noget til anden verdenskrig på Rømø, må tro om igen. I 1938 holdt nazisterne propagandamøde på øen under ledelse af Kreisleiter for Tønder Amt, lærer Hansen fra Nørre Løgum og Ortsgruppenleiter for Tønder By, margarineagent Jessen.

I september 1939 mente flere beboere, at der var foregået en luftkamp over øen. En tysk vandflyver, der havde været på opklaringsflyvning over Skagerrak blev angrebet af to engelske fly. Et par dage efter kastes der flyveblade ned fra et engelsk fly, der advarede tyskerne på tysk. Den 14. september ankom der 10 grænsegendarmer.

Et større fly styrtede i havet lige syd for øen, en måned efter.

I0. januar 1940 kastede et engelsk bombefly tre bomber ned over Rømø. Piloten troede, at han kastede bomberne over Sild. Næste dag passerede 12 bombefly i meget lav højde hen over Rømø mod syd.

I marts mærkedes lufttrykkene tydeligt fra et stort bombeangreb mod Sild.

 

De tyske soldater ankom

Den 9. april ankommer en masse tyske soldater på øen. Grænsegendarmerne får at vide, at de er kommet efter anmodning af den danske regering. Ca. 300 soldater blev landsat ved Havneby.

Luftværnskanoner ankom til øen. Ved stranden fandt man en 19 – årig engelsk skytte  fra et fly, der styrtede ned ved Sild. Forskellige spærreballoner drev ind over øen og forrettede en del skade. 14 miner drev op mod stranden. En del af dem blev straks bragt til eksplosion.

 

Tøj af spærreballoner fra London

I marts 1941 blev der igen kastet engelske bomber over Rømø. Fem engelske marineflyvere drev i land og begravedes på kirkegården. Den 27. september styrtede et engelsk fly ned ved Rømøs sydspids. Tre besætningsmedlemmer blev taget til fange og senere sendt i krigsfangerlejr. Tre andre døde ved styrtet.

Den 1. november kastes en masse brandbomber ned over Rømø. En masse engelske spærreballoner drev ind over øen. De stammede antagelig fra Londons
bombardement. Befolkningen bruger stoffet til at lave regntøj og vindtætte jakker. Flere døde engelske piloter findes i løbet af året ved strandene.

Den 1. september 1942 blev en landmand kørt ned af en værnemagtsbil, hvis fører havde været på besøg på Havneby Kro. Flere engelske lig dukkede op på stranden.

I 1944 blev ø-kommandant Seeger arresteret. Han havde solgt flere våben til den danske modstandsbevægelse. Hollandske krigsfangere blev overført til øen. Et canadisk fly blev skudt ned. Alle 10 ombordværende overlevede og blev taget til fange.

 

Badning forbudt

Den 5. januar kunne Rømøs befolkning observere 100 allierede bombefly passere Rømø mod øst på vej til Kiel. Men endnu flere overfløj øen natten mellem den 28. og 29. Engelsk pilot nr. 27 blev begravet på kirkegården.

Den 11. februar blev to huse i Kongsmark frarøvet ting af bevæbnede soldater. Overflyvningen af allierede fly blev hyppigere. Den 1. maj var det slut med at bade på  Rømø. Den tyske værnemagt bekendtgjorde at diger, forland og strandområder på Rømø blev erklæret som spærreområder. Der var ingen adgang for civilpersoner.

Den 13. maj nedkastes 150 brandbomber. Et enkelt hus nedbrændte. I juni blev indrejsebestemmelserne til Rømø skærpet.

Natten mellem den 16. og 17. august krydsede mere end 800 allierede bombefly Jyllands vestkyst. Målet var Kiel og Stettin.

 

Tysk soldat skulle hældes ned i jord

Den 30. august begik en tysk soldat selvmord. Han skød sig i barakbyen i Kongsmark. Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder. Men præsten nægtede og mente, han skulle have en værdig begravelse. Og det fik han, den 3. september 1944.

I 1945 steg antallet af tyverier på øen. Sognerådet oprettede et vagtværn, der skulle forhindre dette. I alt var nu 2.406 personer beskæftiget ved de militære anlæg på øen. Der fremkommer flere beskydninger af de militære anlæg på øen.

 

Befrielsen

Efter befrielsen blev et 10 – mands udvalg nedsat på øen. De skulle blandt andet finde ud af, hvem der arbejdede for den tyske værnemagt. Den 6. maj afholdtes der takkegudstjeneste i Rømø Kirke. De tyske styrker på øen i alt 800 mand overgav sig til to betjente og to frihedskæmpere.

En engelsk oberst, en engelsk marinemajor samt en fransk løjtnant kom med motorbåd fra Sild. Efter en time returnerede de igen. 600 soldater forlod øen i fire store og 4 små skibe med kurs mod syd.

26 englændere og 10 danske frihedskæmpere ankom til øen den 22. maj. Om aftenen  returnerede englænderne igen.

I slutningen af maj ankom 30 soldater fra Royal Air force. De overtog bevogtningen af de militære anlæg. Tyske soldater var i gang med at fjerne de cirka 6.000 landminer på øen. Under dette arbejde dræbtes flere.

 

Et skønt minde

• Vi forlader den dejlige ø, Rømø med et fantastisk minde, som må være 40 år gammel. Vi var et par stykker, der en tidlig morgen i begyndelsen
  af juni indviede badesæsonen på Rømø Sønderstrand. En fantastisk surrealistisk oplevelse, der var både godt for sjæl og legeme. En mennesketom strand, en fantastisk natur og en kold morgendukkert. Det står stadig mejslet i mit sind.  

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Soldater på Jordsand (under Højer)
• Søslaget ved Højer (under Højer)
• Øen Jordsand – engang ud for Højer (under Højer)
• Travlhed ved Højer Sluse (under Højer)
• Højers historie (under Højer)
• Højer – stormflod og diger (under Højer)
• Fiskeri ved Højer (under Højer)
• Bådfolket i Rudbøl( under Højer)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
• Øerne – syd for Højer (under Højer)
• Vadehavet ved Højer (under Højer)
• Aventoft – Byen ved Grænsen (under Tønder)
• Digebyggeri i Tøndermarsken (under Tønder)
• Friserne – syd for Tønder (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Møgeltønders historie (under Tønder)
• Sønderjyllands Wild West (under Tønder)
• Tøndermarsken (under Tønder)
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tøndermarsken – under vand (under Tønder)
• Vadehavets maler – Emil Nolde (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
• Langs Vadehavet 1-2 
• På jagt efter Mærsk – familien 
• Endnu flere anekdoter fra Rømø 3 
• Anekdoter fra Rømø (1) 
• Flere anekdoter fra Rømø (2) 
• Borrebjerg på Rømø 
• Færge fra Ballum til Rømø 
• Da Rømø fik et “Nordseebad” 
• Rømø – den tredje tur 
• Rømø – endnu en gang 
• Rømø – under Besættelsen og mange flere 

Redigeret 5. – 01 – 2022

Oppe fra et soveværelse i Ny Frederikskog kunne toget ses, men ikke dæmningen. Turiststormen mod Sild er enorm. Den truer med at stresse øen. Læs her om Hindenburg – dæmningens bygning og om den spændene ø, den fører over til. Inden dæmningens bygning, tjente hotel – og restaurationsfolk i Tønder og Højer mange penge på de tyske kurgæster.

 

Et tog i det fjerne

Oppe fra mine bedsteforældres soveværelsesvindue kunne jeg mod sydvest se et tog køre på vandet. Det var toget mod og fra Sild, der kørte på Hindenburgdamm eller Hindenburg – dæmningen.  Ude på den gamle sluse i Højer kunne vi uden problemer se den nordlige del af Sild.

 

Tysklands mest eksklusive strand

Med dæmningen fik de rige og smukke bedre mulighed for at komme til vel nok Tysklands mest eksklusive strand. Inden første verdenskrig tjente både Tønder og Højer meget på disse gæster. I første omgang ankom de til Tønder, hvor de så overnattede på byens hoteller. Derefter gik turen til Højer med vogne.

Men da togforbindelsen blev etableret til Højer gik turen direkte til Højer Sluse, hvor kur – og strandgæsterne så blev transporteret med skib til Sild.  Vi har i tidligere artikler beskrevet
gæsternes ankomst til de to byer. På banegården i Tønder holdt de flotte salonvogne fra Tyskland. Efter første verdenskrig var de plomberet. Men dog ikke mere, end at min far besøgte disse vogne. Han kunne berette om vild luksus.

 

Uberegnelige Vadehav

Dæmningen fra Nibøl er udelukkende beregnet til togtrafik. Den er 11 kilometer lang. Den 1. juni 1927 blev dæmningen indviet efter en byggetid på fire år. Egentlig var den kun ensporet.
Men blev senere tosporet. Dæmningen er en del af Marschbahn fra Hamborg til Westerland. Allerede i 1887 gik banen via Husum og Niebøl til Tønder. Derfra gik turen til Højer Sluse.
Med hjuldamper gik det så til Munkmarsch.

Også en forbindelse mellem Hamborg og Hörnum blev oprettet.

Men Vadehavet var uberegnelig, allerede dengang. En overfart kunne let tage seks timer. Om vinteren endda op til tre dage. Isen kunne gøre overfarten til en uovervindelig barriere. Østenvind kunne give manglende vand, og tåge kunne give forsinkelser.

 

1856: Gør Sild landfast

I 1856 foreslog C.P. Hansen, at man mellem Keitum og Højer  eller fra Morsum eller fra Nösse til Viddingherred byggede to parallelle diger. På den måde kunne Sild gøres landfast med fastlandet.  Denne C.P. Hansen var skolemester, forfatter og lokalhistoriker.

I 1868 skrev Eiderstedter Nachrichten, at det ville være ønskværdigt, hvis der fra østsiden af øen blev anlagt en dæmning. Fra Tønder eller Højer burde der anlægges en vej eller jernbanelinje.   Allerede fra 1875 til 1876 undersøgte Ludwig Meyn mulighederne for at bygge en dæmning fra fastlandet til Silds østlige punkt Nósse.

Han fandt ud af at Vadehavet godt kunne bære en dæmning. På Sild var der dog delte meninger om dette forehavende. Man mente, at blive fremmedgjort og at det ville gå ud over den frisiske kultur på Sild.

 

Ikke alle var glade for en dæmning

I 1910 besluttede man at gennemføre et projekt. Men den første verdenskrig satte et stop for disse planer. Øens betydning som feriemål var efterhånden betydelig. På naboøerne Amrum og Før var man ikke begejstret for planerne. I stedet ville de have, at der blev sørget for at større skibe kunne komme til øerne. Men protesterne blev afvist.

 

Via Tønder og Højer

Gæsterne til øen måtte efter 1920 tage til Danmark (Tønder). Det krævede visum. Dette blev så i 1922 afløst af en ordning, hvor vognene var plomberet når man befandt sig på dansk område. Ved Højer Sluse måtte de rejsende gå gennem et afspærret område ned til Vidåen for at gå ombord på hjuldamperen.

Men den danske regering havde kun givet tilladelse til dette i en begrænset tid. Ja man havde givet en tidsfrist på tre år for at finde en løsning.  Derfor var det tvingende nødvendig for de tyske myndigheder for at finde en løsning.

I 1925 – 1926 var der via Tønder og Højer 25.215 rejsende mod Sild. Visumtvangen blev dog afskaffet i 1926.

 

Et enormt bygningsprojekt

Vejforholdene i det nordvestlige Tyskland var ikke gode dengang. Derfor blev der lagt en ekstra jernbanespor til Klanxbüll, så man kunne få transporteret materiale frem. I 1923 begyndte anlæggelsen af dæmningen. Man man var knap begyndt, da det hele druknede i en stormflod. Det skete blot efter fire måneder.

Man måtte anlægge dæmningen mere nordlig end man oprindelig havde planlagt. Ekstra sikkerhedsforanstaltninger blev taget i brug for at sikre dæmningen.  Mellem 1.000 og 1.500 arbejdere blev beskæftiget ved dæmningen. Efter fire års byggetid blev tre millioner kubikmeter sand og mudder flyttet.  Endvidere blev 120.000 sten transporteret til dæmningen fra fastlandet.

Materialerne blev leveret af forskellige fladbundede både inde fra Husum. Andre materialer blev leveret via nye skinner. Hver dag kom 70 jernbanevogne med materialer. Dertil kom 30 sejlbåde, 3  slæbebåde og yderligere 20 andre både.  Dæmningen blev dyr. Og det måtte passagerne på dæmningen betale for. Et tillæg blev beregnet fra 1933 til 1940.

Nord og syd for dæmningen på fastlandet blev der anlagt diger. Derved opstod Wiedingharder Neue Koog og Dreieckskoog.

 

Problemer med navnet

Den første officielle passager var Rigspræsident Paul von Hindenburg. Det var også ham, der indviede dæmningen. Efter blot et par timer forlod han igen øen. Og har efter sigende aldrig mere været på øen. Egentlig havde dæmningen ingen navn. Men ved en indvielsesmiddag fik dæmningen sit officielle navn.

Men efter anden verdenskrig, var der mange tanker fremme for at ændre navnet på dæmningen. Man beskyldte Rigspræsidenten for at have banet vejen for Hitler. Der var mange initiativer i gang for at ændre navnet. Forslag som Sylt – Dæmningen, Fredens – dæmningen eller Nordfrislands – dæmningen kunne dog ikke rigtig trænge igennem.

 

Et biltog på  550 meter

Fra 1932 blev der også taget biler med toget. Indtil første verdenskrig blev bilerne kun taget med som almindelig gods. Fra 1951 indførtes rigtige biltog. Kun fire af disse kørte dagligt på sporene. Men der var utilfredshed at spore. Mange forlangte at der blev bygget en direkte vej til øen, så biler ikke var afhængig af toget.

Man gennemførte nogle ændringer, så  flere og kunne køre til øen. Således kunne man i påsken 1957 overføre 450 køretøjer. I 1961 indførtes to – etagers biltog. I dag kaldes togene for SyltShuttle. Og endelig i 1972 blev der anlagt et ekstra spor.

I 2001 blev der indsat 5 nye biltog på  en længde af 550 meter. De kunne befordre op til 190 personvogne pr gang.

 

Hver sommer transporteres 700.000 gæster

Nu er det ikke kun biltog, der kører over dæmningen. Regionaltog, Intercity og eksprestog kører flere gange i timen mod og fra Sild. Man regner med at alene jernbanen hver sommer transportere 700.000 gæster til og fra øen. Et enkelt biltog kan medtage 160 personbiler. På en enkelt dag i forbindelse med højtiderne kan der i løbet af en dag sagtens køre 120 tog over dæmningen.

På dæmningen blev der opført en lille barak. Her sad en person og styrede trafikken. Dette sker nu elektronisk fra Niebøl. Den lille barak blev i folkemunde kaldet Villa Havudsigt.

 

To alvorlige ulykker

Den 3. september 2009 skete et tragisk uheld på dæmningen. En lastbil på  toget blev ramt af stormvejret og slynget af toget. Chaufføreren blev dræbt ved ulykken.  Også i 1993 var der sket en ulykke på dæmningen, hvor to personer blev alvorlig kvæstet. Der er eller strenge regler for, hvornår man må medtage køretøjer. Alt dette er afhængig af vindstyrken.

Efter redningsindsatsen havde redningsmandskabet kritiseret redningsvejen. Den var ikke blevet vedligeholdt og mandskabet havde svært ved at nå frem.

 

Adskilt fra fastlandet

Men hvad er der for en ø, dæmningen fører over til?

For cirka 8.000 år siden blev Sild skilt fra fastlandet. Øen Sild var besøgt af vikinger. Det viser flere fund. Fra omkring år 500 blev Sild beboet af østfrisere. Strandfriserne kom først omkring år 1000. Ifølge overleveringer skulle jyderne og anglerne i 450 have begivet sig ud på havet for at kolonisere de britiske øer. I mange år har området været næsten affolket.

Øen har været beboet siden den yngre stenalder. På øen findes en del gravhøje og stendysser. Bedst kendt er Denhoog, Hanhoog og Tinumhoog.   Således minder familie-graven Denhoog
ved Venningstedt om masser af aktivitet i forhistorisk tid.

 

Sild nævnes i 1141

Navnet Sild dukkede første gang op i skriftlige kilder i 1141. øen blev også nævnt i Valdemars jordebog fra 1231. Muligvis stammer ordet fra det danske ord for fisken sild. Andre muligheder er det gammeldanske ord sylt, der betyder salt eller strandeng. Men fra 1668 brugte man silden i våbenskjoldet.

I 1236 blev Sild en del af hertugdømmerne. Men Nordfrisland udgjorde et særligt utland under kongen. Med tiden kom større og større dele under hertugen. Kongemagten beholdt dog lige til 1864 øen Amrum, den vestlige del øen Før og List på nordsiden af Sild under sit direkte herredømme.

I 1769 havde øen ca. 3.000 indbyggere.

 

Rømø og Sild i hver sin retning

De to Nordsø – øer Rømø og Sild udviklede sig helt forskelligt. Keitum var egentlig Silds hovedstad. Men da de første badevogne i 1855 blev opstillet i Westerland, tog udviklingen fart. Denne by var et lokomotiv for de andre byer på øen. Det var også det år, hvor det første fyrtårn blev tændt.

Rømø  gik efter 1920 en helt anden vej. Man tog imod campister og individuelle gæster, som søgte den naturnære ferie i et sommerhus, i klitterne eller ved Nordeuropas bredeste strand. Det var dog overvejende tyske turister, der opsøgte Rømø, som de kaldte for de fattiges Sild.

 

Ø – banen på Sild

I 1888 åbnede ø-banen mellem Munkmarch og Westerland. Senere blev den udvidet til Hørnum og List. Ø-banen var en såkaldt smalsporet bane. I 1970 blev trafikken på strækningen indstillet og skinnerne demonteret. Banen blev erstattet af rutebiler.

Faktisk var det ombyggede Borgward – lastbiler, der udgjorde en del af materialet. Disse ombyggede lastbiler blev taget i brug i 1956, da damplokomotiverne ofte kørte fast i fygesand.

 

En langstrakt ø 

Det var kejserrigets populæreste rejsemål og blev kaldt Dronning af Nordsøen. I 1905 fik byen købstadsrettigheder. Allerede i 1911 havde byen Vesterland 30.000 gæster om året. Ganske vist siger man, at Sild ligger 20 kilometer fra fastlandet. Men fra øens østligste del er der kun 8 kilometer til Friedrich – Wilhelm – Lübke – Koog på fastlandet. Fra nord til syd er øen 38,5 kilometer lang.

På det smalleste sted er øen kun 350 meter bred. Det er mellem Rantum og Hörnum. Det bredeste sted er mellem Westerland og Morsum. Her er der 12, 5 kilometer. Det højeste punkt er Uwe – klitten på 52,5 meter.

Stormfloden i 1362 ændrede øens form. Store marskområder blev mistet, og øen mistede forbindelsen til fastlandet. Allehelgensfloden i 1436 medførte endnu større landtab. Byen Ejdum sank i havet og Rantum forsvandt i klitterne. Men det var dog først i slutningen af det 14. århundrede at øen fik sin nuværende karakteristiske form.

En tredjedel af øen er dækket af klitter. Resten består halvt af gest og halvt af marsk. Gesten er bevokset af lyng. I marsken findes græsenge og landbrugsjord. På hele den vestlige del finder
man en ca. 39 kilometer lang sandstrand. Brændingen og den kraftige vestenvind medfører konstant ændringer af landskabet. Man ofrer store beløb på at sikre øen. Regelmæssige  strandfodringer er nødvendig. Og husk, at du skal betale for at bade på Sild.

Foruden toget, kan man tage med Rømø – Sild overfarten og ligeledes med ruten Nordstrand – Hörnum. Ja så kan man også tage fly til lufthavnen. Hovedstaden hedder Westerland
og har 10.000 indbyggere. Det er halvdelen af øens befolkning. Kunsthåndværkere og gallerier har sat sit præg på byen.

Byen Wenningstedt er nærmest vokset sammen med Westerland. Her findes også kasinoer og banegården. Her er læsseramperne til biltoget. En masse klinikker og kursinstitutioner findes her. Mod syd i Ramtum fremstilles en eksklusiv mineralvand. Her i klitterne findes nok Tysklands dyreste vinkælder.

 

Kirke fra 1020

De ældste kirker på øen er Sankt Severin Kirken ved Keltum og Sankt Martin Kirken. Den første kirke blev opført allerede i 1020. Her skulle have ligget et kultsted. Måske har man tilbedt Odin. Kirken hørte under klosteret i  Odense og er viet til den hellige Knud.

Keitum er en gammel er en gammel kaptajnslandsby. To museer fortæller her om historie, sprog og frisisk kultur. Her er der også mulighed for at se de originale friser – gårde. Mod nord ligger den gamle havneby Munkmarsch. Det var her ruten gik mod Højer Sluse.

Omkring Tinnum er priserne nogenlunde acceptable. Her er de ikke skruet kunstig i vejret. Det er også her i nærheden, at Tinnumburg ligger. Det er et ca. 2.000 år gammelt rigsvoldsanlæg.

Braderup er også et kursted, men knap så mondænt som Westerland. Når vi nu snakker om det mondæne, ja så er Kampden nok det mest mondæne på hele Sild. Her holder de mest lækre biler i Whiskeystrasse.  Helt nordpå ligger List. Her fandtes tidligere massive militære anlæg.

Syd på ligger Hörnum. Herfra er der forbindelse til Nordstrand. Tidligere var der forbindelse herfra til Helgoland.

 

Kurgæster ud – soldater ind

Fra 1914 – 1918 forandrede livet sig på Sild. I stedet for kurgæsterne var det nu soldaterne, der rykkede ind overalt, på hoteller, i pensioner og på børnehjem. Og skolen i Westerland blev indrettet som lazaret. Dampskibsselskabet stillede skib til rådighed for transport af tropper og materiel. Ved vestkysten blev der opstillet 5 batterier. Bunkere med kommunikationscentre blev anlagt.

Og på Sild kunne man sagtens høre slaget i Skagerak i 1916. I dagene efter flød døde soldater ind på stranden.

I november 1918 havde de fleste soldater forladt øen . Mandskab fra et amerikansk krigsskib undersøgte om alt, var gået rigtig til. De sørgede også for at flyvemaskinerne havde fået demonteret deres bomber.

 

Göring i Wenningstedt

Efter 1933 satte nazisterne sine spor på øen. Cirka 10.000 soldater blev stationeret og en række bunker opført. I 1934 fik jøderne strandforbud i Westerland, og efterhånden også på resten af øen. Mange hotelværter erklærede deres huse for jødefri.  Det var også i Wenningstedt, at Göring og mange af hans tilhængere holdt til. Hans hus Mein Lütten, eksisterer endnu. Ja egentlig var huset hans kones.

Indtil anden verdenskrig ferierede også folk som Rosa Luxemburg og Thomas Mann i Wenningstedt.

En ny flyveplads blev anlagt ved Westerland. Et lazaret blev anlagt i den nordlige del af byen. Rigs – arbejdstjenesten ( Reichsabeitsdienst)  anlagde fire barakbyer på øen. Marinen byggede desuden forskellige steder på øen.

 

Invasion fra Sild

Mange øvelser foregik fra Silds vestkyst. Meningen var, at tyskerne herfra ville invadere England. En betonvej blev anlagt fra Kampden mod List. Her foregik en masse militær – transport. Flere gange under krigen blev øen bombarderet af engelske flyvere, men der skete ikke større skader. Efter krigen strandede et stort antal fordrevne fra Østtyskland på øen. Militære anlæg blev sprunget i luften af besættelsesmagterne.

 

Udsat for naturens luner og farer

Den fortsatte erosion er til fare for øens fremtid. Især i den sydlige del omkring Hørnum sker der store tab af land. Også ler-klinterne bliver mindre. Det store antal besøgende især om sommeren stresser øen. Den langstrakte ø er en slags bølgebryder foran fastlandet. Men øen er konstant udsat for naturens luner.

Gennem de sidste 400 år er øen godt nok vokset med 2 kilometer i længden, men den er blevet smallere og smallere. På det smalleste sted er der fare på færde, hver gang der er optræk til stormflod. Ja det er kun 350 – 400 meter, at gøre godt med.

Meget værdifuld marskjord er blevet begravet af sand, og flere byer er i løbet af historien forsvundet under klitterne. Der er i nyere tid indført sikkerhedsforanstaltninger. Mange steder på øen er der ikke adgang. Men ikke alle overholder bygningsforbud. Ældre bygninger er forsvundet. Det gælder blandt andet hotelkomplekset Zur Kronprinzen eller en strandcafé ved Wenningstedt. Disse komplekser blev offer for naturens kræfter.

I 1907 blev der på privat initiativ startet bygningen af en mur, der skulle beskytte byen Westerland. Den startede med at være 68 meter lang. Men byen fortsatte med at udvide muren. I 1924 var den 774 meter lang og havde en højde på cirka 6 meter.

 

Nye gæster til øen

Med dæmningen kom der også andre besøgende til øen. Det var ræve, muldvarpe og andre dyr. Dette gik ud over fuglelivet.  Spørgsmålet er dog om man i længden kan stå imod naturens kræfter. Man bruger hvert år enorme summer på at sikre øen. På den anden side sikrer den voldsomme turisme på øen også enorme indtægter.

 

6,5 millioner overnatninger

I 2007 blev der registreret 6,5 millioner overnatninger. Øen råder over cirka 12.000 sommerhuse og i alt 50.000 gæste-senge.I højsæsonen er der opstillet mere end 11.000 strandkurve.

De mange biler var en trussel for øen. Man havde ikke tænkt på indretning af p – pladser. Og bilisterne ville så tæt til stranden som mulig. De lavede deres egne p – pladser midt i det truede område. I 1960erne gik man i gang med udbygning af vejene og p – pladserne på øen. Nu skulle man så have styr på de 450.000 biler, der hver sommer drøner rundt på øen. Og hvis man ellers vil betale sig fra det, så er der nu 84 officielle gange gennem klitterne ned til stranden

 

En kraftig brænding

Brændingen ind mod Sild er meget kraftig. Ja man kan ligefrem bliver masseret af den. Men i 1976 blev der illustreret, hvor kraftig den egentlig er. En dansk fiskekutter, der havde fået motorstop drev ind mod stranden. Den var fuldstændig ubeskadiget. Men efter to dage ved stranden var den fuldstændig slået til pindebrænde.

 

Kurophold

Vi har tidligere fortalt om de rige og de smukke, der besøger øen. Ja min far, der et par somre i min ungdom arbejdede på øen kunne berette om en perlerække af tyske filmskuespillere,
han havde talt med på øen. Men mange almindelige mennesker, tager til øen få at få helbredt en af deres lidelser. Således har vi i flere artikler beskrevet tøndringer der er taget til øen om sommeren på et kurophold.

Blandt disse tøndringer var Hans Bulgar. Ja egentlig hed han Hans Stehr og var vært på Schweizerhalle i Tønder. Han var påfaldende ivrig med sine hurraråb, da Dronning Elisabeth af Rumænien besøgte øen i 1888. men det kneb lidt med geografien for Hans. Så han råbte, Længe leve Bulgarien. Og sådan noget skal man ikke gøre, når man kommer fra Tønder. Så får man et øgenavn.

Provisor Peter Nielsen fra Tønder Apotek elskede at tage til Sild, og var stamkunde i Wellenbad i Westerland. Ja, han kom så til at hedde Peter Wellenbad.

Luften på Sild er nemlig helbredende for astma, luftvejssygdomme og muskelinfektioner. Allerede i 1857/1858 havde man fundet ud af, luftens gavnlige virkning på helbredet.

 

Nøgenbadning

Meget populære er øens nøgenbadestrande. Den første blev oprettet allerede i 1920. Men i begyndelsen blev kønnene opdelt. Længst mod syd var det damerne. Mod nord var det mændene. Og i den neutrale zone kunne man muntre sig. Her var der musiktelte og restauranter. Her var også såkaldte Giftbuden. Her kunne man få en kryddersnaps. Det var også strenge regler for,
hvornår man måtte bade.

 

Orgelkoncert og rummelpot

Øen er præget af både dansk, tysk og frisisk kultur. Øens nordfrisiske dialekt kaldes sólring. Men det menes at kun 4 pct. af øens befolkning efterhånden behersker denne dialekt, som har lånt mange ord fra dansk. Især på det nordlige Sild omkring List tales også sønderjysk. På øen er der en dansk kirke og skole.

En tur langs Vadehavet ved solnedgang er befriende for liv og sjæl. Eller en koncert med sømandssange, eller måske en orgelkoncert i Sankt Severin Kirken i Keitum er nogle af mulighederne. Mange gamle traditioner har overlevet masseturismen. I februar har man således birkebrænding. Om sommeren er der ringridning. Nytårsaften er der rummelpot eller som det kaldes på øen maskeløb. Ved juletid opstiller mange øboer et jöölboom.

Ligesom på naboøerne Amrum, Før og Rømø har Sild også ¨deres egen folkedragt”. Den bliver også kaldt Sildedragten. Allerede i 1597 bliver den beskrevet. Den har stor lighed med Rømødragten.

 

Sagnet om Ekke Nekkepenn

Et meget kendt folkesagn fra Sild er Ekke Nekkepenn. Havguden Ekke havde en forkærlighed for Hørnum på Sild. Har havde han nemlig forelsket sig i Inge fra Rantum. Og hun havde givet sit ja. Senere fortrød den unge pige og forsøgte, at blive ham kvit.

Ekke lovede hende omsider, at hvis hun kunne nævne ham ved sit navn, så skulle hun få sin frihed. Hun spurgte overalt, om hans navn. Men ingen vidste det. Bedrøvet gik hun rundt og opsøgte de ensomme steder. Tiden nærmede sig, hvor han ville hente hende. Da hørte hun en sang, da hun gik nede ved stranden. Sangen kom inde fra en stor klit.

• I dag vil jeg brygge
• I morgen vil jeg bage
• I overmorgen vil jeg bryllup holde
• Jeg hedder Ekke Nekkepenn
• Min brud er Inge fra Rantum
• Og det ved ingen, uden jeg alene.

Nu vendte hun glad hjem. Og da havguden kom til den aftalte tid, sagde hun: Du hedder Ekke Nekkepenn, og jeg er Inge fra Rantum. Da forlod havguden hende straks og vendte aldrig mere tilbage.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Højer
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Bådfolket i Rudbøl
• Heltene i Vadehavet
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Sidste tog fra Højer
• Soldater på Jordsand
• Søslaget ved Højer
• Travlhed ved Højer Sluse
• Vadehavet ved Højer
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Øerne syd for Højer
• Dige-byggeri i Tøndermarsken (under Tønder)
• Friserne – syd for Tønder (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Tog til Tønder (under Tønder)
• Tøndermarsken (under Tønder)
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tøndermarsken – under vand (under Tønder)
• Vadehavets maler – Emil Nolde (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
• Enklaverne i Sønderjylland 1-2 (under Sønderjylland)
• Rømø – en ø i Vadehavet (under Sønderjylland) og mange flere artikler 

Redigeret 5. – 12- 2021