Søgeresultater på "En berømt mand fra Øster Højst "
Dato: maj 28, 2021
Et besøg i Saksborg
Det er længe siden, at undertegnede har gjort ophold i Saksborg. Man er kørt igennem et par gange. Det er en meget speciel natur heromkring. På stier kan man nyde naturen. Arkæologiske fund har godtgjort, at der har boet mennesker her fra bronzealderen. Heromkring har der været mange aktive mennesker, der har holdt liv i Slogs Herreds Hus og i foreningslivet. Under Prøjsertiden forsøgte man meget ivrigt at holde danskheden nede. Læs her om de metoder, som man brugte.
De første mennesker var her for mange år siden
Det er længe siden, at jeg har opholdt mig i Saksborg. Men jeg er dog kørt igennem en del gerne gange.
Det er også længe siden, at de første bosatte sig i Saksborg. Således fandt man under udgravninger til en cykelsti mellem Saksborg Skole og Bylderup Bovspor af et hegnshus til et gårdanlæg fra 200 – 525 e.Kr. Dengang boede mennesker og dyr under samme tag. Man byggede lange treskibede huse. Husenes tag blev båret af to rækker indvendige stolper, der var placeret i sæt. Væggene var som regel bygget med stolper og lerklinet.
Husenes indgange befandt sig i midten af begge langsider. Dette fund var fra 2013. Men allerede i 1925 fandt man en jættestue med efterbegravelse fra bronzealder og ældre jernalder kun 500 meter fra dette fund.
Kritik af denne artikel
Lokale har ment, at undertegnede ikke rigtig har styr på sogneinddelingen. Det er alt for meget Bylderup Bov i denne artikel, der kun skulle beskæftige sig med Saksborg. I forvejen har vi her på siden skrevet en del om området. Det gælder både Lydersholm, Grøngrøft, Burkal, Bylderup Bov m.m. Det kan være svært, når man beskrive natur og et historieforløb. Men vi skal nok fremover være mere opmærksom på disse sogneforhold.
Kære læser, du får en masse Bylderup Bov i denne artikel, selv om det står i indledningen at vi kun besøger Saksborg.
Slogsådalen
Lige op til den lille by ligger Slogsådalen. Her var også engang en jernbanestation. Dvs. man skulle lige til Bylderup Bov. Nu må man så med bussen.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Slogs herred, hvor vi befinder os. Og her finder vi da også Slogsåen, som nok i sig selv hører til nogen større å. Den er vel cirka 6 km lang. Men den hører til et større vandløbssystem.
Åen flyder forbi Lendemark deler Bylderup og Bylderup – Bov. Øst for Saksborg løber Slogsåen og Uge Bæk sammen, hvor det bliver til Grønåen, hvor vi som børn ofte har badet. Det hele bliver så senere til Vidåen.
Her i ådalen er det talrige stier. Over Uge Bæk fører den såkaldte Kineserbroen. Broen har fået sit navn efter den specielle konstruktion. Engarealerne her er aldrig afvandet og fremtræder derfor som naturen har skabt den.
Noget af denne enestående natur er blevet fredet.
Møder på Lendemark Mølle
Som vi tidligere har beskrevet, var der en del tysksindede i området, men der var dog også små danske enklaver. Bylderup blev kaldt ”Det lille Danmark”.
Fra østkysten kom ægteparret Lise og Jes Jacobsen. De var bestyrere af Bylderup Bov mejeri. De købte også Lendemark Mølle. Her blev der holdt selskabelige sammenkomster for danskheden. Politisk aktivitet var forbudt dengang.
I 1905 stiftede man Selskabelig Forening
Der kom flere og flere. Lise Jacobsen var i København på et oplæsnings-kursus, hvor en kongelig skuespiller underviste. Nu og dag havde man også besøg af en foredragsholder fra ”Det Gamle Land”.
I 1905 stiftede man ”Selskabelig Forening”
Efterhånden samledes man på kroen. Men her begyndte de tyske myndigheder at chikanere. Et møde på kroen blev bl.a. aflyst, fordi der var en revne i gipsloftet.
En anden gang blev kvinderne forment adgang. Det var i strid med foreningsloven, men det så de tyske myndigheder stort på.
Mange måder at chikanere på
Sognets afholdsforening holdt i 1908 et møde på Bylderup kro. Den tyske amtsforvalter nedlagde forbud mod mødet, hvis ikke døren til forstuen stod åben – af hensyn til brandfaren!
Det måtte heller ikke være mere end 40 personer i lokalet. Det var lærer Lorenzen, der talte. Han gik op og ned ad gulvet med sin store frakke på.
Og foredraget blev holdt to gange den aften. Men foredraget havde konsekvenser. Hans Lorentzen mistede sit embede.
Sognets præst pastor Braren, som vi tidligere her på siden har beskrevet skulle også tale. Men han var forsinket. Og når det var en halv time mellem foredragsholderne, skulle der anmeldes på ny. Så betragtede tyskerne det som et nyt møde. En person rejste sig i salen og sagde:
Det var alt, så var det fred i 29 minutter.
Da præsten så endelig kom, mente man at det var bedst at flytte mødet. Så inviterede præsten alle de tilstedeværende i præstegården.
Man fik bygget et forsamlingshus
En række mindre ejendomsbesiddere gik nu sammen for at få bygget et hus, hvor man kunne samles om de aktiviteter som ”Selskabelig Forening” stod for. De store ejendomsbesiddere var for det meste tysksindede. I 1908 gik man så i gang. Planen så ud til at kunne realiseres, da der var tegnet tilstrækkelig med aktier.
Man fik det ikke lettere
Huset stod klart i 1910. Men det tyske bygningstilsyn mente at der manglede et bræt fra kvisten til skorstenen til brug for skorstensfejeren. Det skulle naturligvis lige rettes.
Slogs Herreds Hus blev indviet den 22. januar 1911. Ved indvielsen skulle der være en tysk gendarm med kendskab til det danske sprog til stede. Han aflagde beretning til de tyske myndigheder. Der var 180 mennesker til stede.
Den første formand for Slogs Herreds Hus var Mathias Mathiesen, Sønder Bylderup. Nu havde man fået sit eget hus. Men det gjorde nu ikke arbejdet i foreningen lettere.
Foreninger i tre kategorier
Lovgivningen inddelte foreninger i tre kategorier, nemlig:
De to første foreninger var under politieftersyn. Det betød, at der ikke måtte afholdes møder uden polititilladelse. Møderne skulle anmeldes 3 gange 24 timer før afholdelsen. Myndighederne var meget strikse med, at tidspunktet blev overholdt.
Kvinder, lærlinge og andre elever måtte ikke være medlemmer af politiske foreninger og de måtte heller ikke være mødedeltagere. Det betød at myndighederne bestræbte sig på at få så mange foreninger til at bliver erklæret politiske som overhovedet mulig. På den måde kunne de styre det danske foreningsarbejde.
Nogle steder gik man så vidt, at overvågning også gjaldt gudstjenester, bryllupper m.m. Den slags chikane bevirkede også at det var svært at finde oplysninger om foreningernes arbejde på den tid.
Ikke mange annoncer fra dengang
Den 18. januar 1913 kunne man i Vestslesvigs Tidende fine en annonce om en dilettantforestilling. Bagefter var der kaffebord og bal bagefter – madkurve måtte medbringes.
Den 30. marts 1913 startede der en gymnastikopvisning kl. 4 af et pigehold og et karlehold ligesom der var opvisning af folkedansere fra Hjordkær. Bagefter var der fælles kaffebord.
Den 1. august 1914 begyndte Første Verdenskrig. Straks efter blev de stærke agitorer ført til Flensborg. En af disse var Lise Jacobsen. Og Mathias Matthiesen, forman for Slogs herreds Hus.
En tysk kromand kunne holde soldaterne i ørerne
Under krigen var forsamlingshuset beslaglagt. Det blev benyttet til lager af korn, madvarer, uniformer og våben. Det var navnlig gamle landstormtropper, der var her.
Oven over forsamlingshuset var der en lejlighed til værten. Den var ikke beslaglagt. Men der var ingen, der kunne omgås tyskerne. En gammel tysk kromand var kommet til Bylderup før krigen. Her drev han kro. Men solgte den. Han blev nu vært i det danske forsamlingshus. Han kunne holde de tyske soldater i ørne. Så var alle tilfredse.
Dansk flertal i Bylderup Sogn
I 1919 blev beslaglæggelsen af Slogs herreds Hus ophævet. Den gamle bestyrelse kunne nu igen samles for at få bragt orden i sagerne. ”Selskabelig forening” tog fat på arbejdet igen. Den 31. januar 1919 var der generalforsamling. Hvis nok på denne generalforsamling blev gartner Christian Jepsen valgt som ny formand – en post som han havde i ca. 40 år.
Jes Jacobsen havde været med i krigen. Imens havde hans kone Lise Jacobsen passet det hjemlig så godt som hun kunne. Men møllen havde det ikke for godt. Økonomien havde det elendigt. Gode venner skaffede Jes Jacobsen arbejde i Tønder, og han flyttede dertil med familie.
Nu fulgte tiden op til afstemningen. Der blev holdt adskillige møder og selve afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev ”Glædens Dag”. Der var 63 pct. danske stemmer i Bylderup. I Burkal Sogn var der 51 pct. danske stemmer stemmer.
Foreningen skiftede navn
Hvornår foreningen skiftede navn vides ikke. Men i 1922 står den omtalt som ”Selskabelig Forening” og i 1924 og 1925 som ”Selskabelig – og Foredragsforening”. Der var en ivrig brevveksling mellem H.P. Hanssen og Christian Jepsen.
H.P. Hanssen repræsenterede Sprogforeningen som gav penge til støtte for foredragsrækker i de forskellige forsamlingshuse i Slogs Herred. Pengene blev fordelt efter størrelsen af de enkelte foredragsforeninger. Man kunne opleve at eftertragtede talere ”gik på omgang”.
Gunnar Jepsen havde også en del at gøre med de store to – dages møder, som Sprog og Skoleforeningen afholdt hvert efterår i Slogs Herreds Hus. Lørdag eftermiddag var møderne ”fortrolige”. Så spiste man sammen og der var underholdning om aftenen. Søndag var der gudstjeneste og derefter foredrag om eftermiddagen.
I 1938 døde formanden for forsamlingshuset, Mathias Matthiesen. Derefter blev gartner Jepsen foruden at være formand for foreningen også formand for ”huset”
Karle og piger blev inviteret med
Man begyndte at kæde vinterens foredrag sammen til en ”foredragsrække” som man solgte kort til om efteråret. Der blev solgt mange, for landmændene købte også kort til deres karle og piger.
Dilletant
Udover foredrag ene var det især dilettant, der kunne samle folk. Det begyndte allerede inden Første Verdenskrig. Man måtte så holde en pause efter 1920.
Mange unge ville gerne være med i de forskellige stykker og gik gerne langt i de kolde og mørke aftener to gange om ugen for at øve. Det var som regel gartner Jepsen, der bandt stykkerne sammen og instruerede. Det var i mange år en del gengangere blandt skuespillerne. De kunne tit klare det hele selv. Dragter fik man udefra. Der var mindst to forestillinger om året, nemlig fastelavn og ”kartoffelhøtte”
Dilettantforestillingerne har holdt sig op gennem årene og har været en god indtægtskilde for foreningen.
I årenes løb var der mange unge – såvel karle som piger – der dyrkede gymnastik i ”huset”.
Modsætninger mellem dansk og tysk
I tyverne og trediverne kunne der godt være modsætninger mellem dansk og tysk. Men gartner Jepsen var en god mand at have i området. Han formåede at styrke det danske. Den store aktivitet i Forsamlingshuset gjorde, at det blev nødvendigt at udvide. Der blev skaffet kapital. I 1936 ved 25 – års jubilæet blev der bygget en ny føj til.
Der var blandt andet kommet bedre varme og bedre køkken. Scenen var blevet gjort væsentlig større. Der var også lavet en orkestergrav af lokale håndværkere – vederlagsfrit.
Det var lokale musikere, der spillede. Der var plads til 5 – endda med klaver. De spillede dels til dilettant og dels til dans. Hvad der så ikke var råd til, var nye toiletter. Man skulle fortsat gå den lange vej i kulde til de gammeldags ”das”, som var omme bagved – det var navnlig ikke sjovt for kvinderne.
Nedtoning af aktiviteter under Anden Verdenskrig
Da Anden Verdenskrig kom blev foreningens aktiviteter mere og mere nedtonede, dels på grund af mørklægning, udgangsforbud og mangel på varer. I den sidste ende også fordi at i den sidste del af krigen var kroen belagt med tyske soldater.
Efter krigen mødte folk hurtigt op igen. Der var et stort behov for at mærke fællesskabet. Nu kom der også professionelle teatre. Et kort til en foredragsrække kostede 7 kr. Og en billet til en rejsende biograf der kom en gang om måneden kostede en krone.
I 1966 kom et ungt lærerpar til Bylderup. Og det varede ikke længe før Tage Madsen blev valgt ind i bestyrelsen, hvor han i 1958 blev valgt som formand. Christian Jepsen blev æresmedlem for hans store indsats Han fortsatte dog som formand for ”huset”. Derefter blev ”huset” og foreningen mere adskilte.
Der blev oplyst at foreningen et år havde 2.300 deltager til 17 arrangementer samt at der afholdtes fester med alkoholbevilling.
Igen et ansigtsløft
I 1960 fik ”huset” et tiltrængt ansigtsløft og blev udvidet med en ny garderobe, ny lillesal, nyt køkken, forlængelse af den gamle sal og nye toiletter. Dertil kom så en forbedring af værtens lejlighed.
I 1962 arrangerede foreningen en tur til Harzen. I 1964 blev en friluftsscene indviet.
Succes med aftenskoler og Højskoledage
I 1976 blev Slogs herreds Hus atter udvidet med en tilbygning, der rummede en ny stor sal og skydebane i kælderen.
Rammerne var nu i orden til projekt ”5 højskoledage”. Første gang var der 65 deltagere. Men man var helt oppe på 200 deltagere.
I 1980’erne startede man med aftenskole. Og så lavede man diverse udstillinger i ”huset”.
Ja og egentlig var der meget mere at fortælle om Saksborg. Men vi vender garanteret tilbage en anden gang. Kig engang på artikelserien nedenunder dette. Du kan finde meget mere om området heromkring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 12, 2021
Skt. Stefanskirken – en kirke med frisind
Jeg har været her mange gange. Hvem er Skt. Stefan? Præsterne kunne ikke lide Socialister. Lensbaronens økonomi havde det ikke så godt. Der blev samlet ind til kirken. En ny præst gjorde en forskel. Agelica kom forgæves. Personalet havde rigeligt at se til. Fem sogne blev udskilt. Fra 1922 Grundtvigiansk kirke. En præst, der var glad for klokker. Anne Braads ti bud. Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe. Man kan også få prøver på ”Ondt Orgel”. Og så var det lige ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem”.
Jeg har været her mange gange
Jeg har efterhånden stået her i kirken mange gange og holdt foredrag. Ofte har det været sammen med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Ja og ofte har det været i Menighedshuset i Vedbækgade – Karmel.
Begge steder har det altid været en fantastisk stemning. Og det skyldes jo nok de ansatte inklusive præsterne. Jeg var så heldig at holde afskedsforedrag for den afholdte præst, Ivan Larsen og velkomstforedrag for den ny præst Thomas Høg Nørager
Hvem er Skt. Stefan?
Og måske skal vi lige starte for de knap så religionskyndige med at forklare, hvem Skt. Stefan er.
Stefanus var en af syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye testamente den første, der blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
Præsterne kunne slet ikke lide socialister
Det er sandelig ikke altid, der har været frisind i denne kirke. Her på siden har du kunne læse, da Skt. Johannes kirken kom til Nørrebro som den første. Her var en meget dynamisk og kreativ præst, pastor Frimodt, der bestemt ikke kunne lide socialister. Og det var de fleste arbejdere dengang. I 1861 blev denne kirke indviet.
Socialisterne mente, at kirkerne var kapitalismens forlængede arm. Og det fik man da i høj grad bekræftet, da man senere så opfordringen til indsamlingen til den anden kirke på Nørrebro.
Frimodt tog initiativ til at Stefanskirken blev den anden kirke på Nørrebro. Det skete i 1874. Det var jo et kæmpe sogn og flere og flere indbyggere kom til bydelen. Men kirken blev først til noget efter en indsamling som Frimodt startede på Store Ravnsborg to år tidligere:
Lensbaronens økonomi havde det ikke godt
Lensbaron Herman Frederik Løvenskjold skænkede en del af sin jord, hvor kirken blev opført. Tre år efter ved sin død viste det sig, at hans økonomi ikke havde det så godt. Så man må sige at Gud var med Stefanskirken.
Det var bygningsinspektør ved Københavns Kommune, arkitekt Ludvig Knudsen, der stod for tegningerne. Og det har han gjort ved masser af byggerier på Nørrebro. Tegningerne her fra kirken er blevet brugt til en kirke på Bornholm.
Der blev samlet ind til kirken
Kirken blev bygget for indsamlede midler. Den kostede 34.000 rigsdaler. Derudover blev der indsamlet 6.000 rigsdaler til præsteboligen og 10.000 rigsdaler til præstelønningslegat.
Der var oprindelig plads til 700 i kirken. Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme forstille Jesus på besøg hos Martha og Maria. Det frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården, der stod model til de to søstre.
Kirkeskibet er skænket af skibsbygger, Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta som Skifter Andersen, byggede til et købmandshus i Hamborg.
En ny præst gjorde en forskel
Også Stefanskirkens to første præster, Peter Volf og Ivar Dall delte denne antisocialistiske holdning. Måske var det derfor, at kirkegangen ikke var så stor. Dall måtte da også gå af til sidst.
Men i 1914 var det så Axel Rosendahl’ s tur. Han havde ikke samme holdning. Og nu vrimlede det til med kirkegængere. Han var selv opvokset på Nørrebro. Hans far var leder af en grundtvigiansk friskole.
Angelica gik forgæves
I 1893 skriver Angelika i sine erindringer, at hun er født på Nørrebro:
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten.
Personalet havde rigeligt at se til – om søndagen
Det store sogn bød også på ekstra udfordringer. I det daglige kunne de rige betale for kirkehandlinger. Om søndagen var det gratis. Så kunne arbejderne få deres kirkehandlinger gennemført. Og det betød, at Stefanskirken en søndag gennemførte:
I årene efter Sankt Stefans Sogns oprettelse voksede indbyggertallet på Nørrebro kraftigt. Således fødtes der i sognet i 1877 – 800 børn. I 1889 var tallet oppe på 1.405.
Ved 25-års jubilæet i 1899 havde malermester Schrøder ny- dekoreret prædikestolen med symboler på tro, håb og kærlighed.
Fem sogne blev udskilt
I årene 1890 – 1912 blev yderligere fem sogne udskilt fra Sankt Stefans Sogn:
Ved en indsamling til menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket kirken.
I våbenhuset er der en mindetavle over kirkens grundlægger, Rudolf Frimodt.
Fra 1922 en ren Grundtvigiansk kirke
I 1922 blev kirken en ren grundtvigiansk kirke. Og Rosendahl blev i 1935 valgt som biskop af Roskilde Stift.
Der er sket store ændringer i kirken i tidens løb. For et stykke tid siden var det stillads på kirken. Der er kommet nyt tag på. Og indvendig er der også sket vedligeholdelser.
I 1929 blev der bygget et kapel til kirken.
I 1935 hed den nye præst Ejnar Leth Balling. Det filmmanden Erik Ballings far. Fire år senere udnævntes Emanuel Würtzen til residerende kapellan. De to markante præster kom til at tegne kirkens profil i et kvart århundrede. De døde med to måneders mellemrum i 1962 og 1963. Balling efterfulgtes af Finn Ahlmann Olsen.
En præst, der var glad for klokker
I 1958 fik kirken nye klokker. De tre klokker er støbt i England hos firmaet John Taulor & Co. De erstattede ”en tålelig malmklokke og en rædsel af en stålklokke, som præsten Emanuel Würtzen udtrykte det.
Jo han var meget glad for klokkeringning. Han talte om ”fornøjelig klokkeringning”. Han sagde også:
I 1965 kom der et dåbsværelse til, hvilket betød at kirkerummet blev afkortet.
I forbindelse med restaureringen i 1974 blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret. Døbefonten som undertegnede ofte, har lænet sig op ad ved foredrag er af grønlandsk marmor.
Anna Braads ti bud
I 1980 afløstes Ahlmann Olsen af Ivan Larsen, der havde været residerende kapellan ved kirken siden 1976. Med Anne Braad ansættelse som sognepræst i 1989 indledtes endnu et langvarigt parløb af markante personligheder på præstestillingerne.
Ivan Larsen markerede sig tidligt som fortaler for homoseksuelles rettigheder i kirken og for en kirkelig vielse af homoseksuelle. Anne Braad var en flittig debattør med en til tider ukonventionel indstilling til de kirkelige og teologiske traditioner.
Jeg har et par gange besøgt Ivan Larsen og Ove Carlsen, der boede i den hyggelige præstegård bag kirken.
Og Anne Braad har jeg ofte diskuteret med. Det startede med, at jeg efter min kones død skrev en artikel om sorg og sorgbearbejdelse. Hun kom op i butikken og spurgte om hun måtte bruge artiklen til en studiekreds om sorg.
Jeg har også fået en øl med hende på den lokale. Her kom hun ofte med hendes hund.
Anne udviklede sine egne 10 bud:
Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe
I 2001 kom kirken i Kristeligt Dagblads søgelys med overskriften ”Stefanskirken – intrigernes holdeplads”. Det var bestemt ikke artige ting, der kom for dagens lys. Også biskoppen måtte blande sig dengang.
Efter Anne Braads død i 2008 blev Pernille Østrem ansat som sognepræst og efter Ivan Larsens afgang i 2012 som kirkebogsførende sognepræst. I 2014 blev Thomas Høg Nørager ansat som sognepræst.
De er ret gode til det med banner foran kirken. Og Første Maj reklamerede de med Rød Gevalia Kaffe. Men det må siges at være falsk varebetegnelse. De sidste mange gange, hvor undertegnede har optrådt i Karmel i Vedbækgade, har det været Peter Larsen Kaffe.
Man kan også opleve ”Ondt orgel”
Til højre foran koret står en lysbærer. Den første af sin art og tegnet og fremstillet af Ove Carlsen.
Orgelet er meget specielt. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Som det eneste i Norden har det også slagtøj, stortromme og bækken.
Orgelet er skabt i 1983 af den dygtige orgelbygger Carsten Lund, der noget usædvanligt fik frie hænder af kirkens menighedsråd til at udtrykke sig i en klar kunstnerisk og håndværksmæssig vision. Det kom der et instrument ud af, som måske deler vandene bland organister, men som tilhængere regnes for noget af det ypperligste i orgelverdenen.
Meget specielt kan man så opleve orgelet. Når kirken fejrer Halloween. Så kalder man det for ”Ondt Orgel”.
Sankt Stefans Sognemissions Hjem
Vi skal da også nævne Karmel i Vedbækgade – menighedshuset for Stefanskirken. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest. Men ikke mindst har jeg holdt mange foredrag her.
Den smukke bygning hed dengang ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harboulejet bespisningslokaler til ”Mødre og Børns bespisning”.
Inde af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På førstesalen havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening”. Denne virksomhed forgrenede sig til hele Nørrebro.
Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kr. Men så fik man til gengæld også mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det var så de mest trængende, der fik først.
På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.
På anden-salen var værelserne udlejet til ”Klokkerkontor”.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præster og frivillige.
Hvis du endnu ikke har prøvet det – så kom til Fredagsrundstykker i Karmel. Det er vældig hyggeligt, hvis du kan stå tidligt op.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.729 artikler – Om præster, Kirker, Åndsliv og Kirkegårde:
Nørrebro (301 artikler):
København (87 artikler):
Østerbro (96 artikler):
Tønder (278 artikler):
Højer (77 artikler):
Aabenraa (165 artikler):
Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
Sønderjylland (200 artikler):
Dato: april 26, 2021
En vandrehistorie fra Burkal
Nu er det ikke kun en historie, som vi skal høre her fra Burkal. Var Tyge Nold virkelig den sidste ejer af borgen? Og var kirken virkelig viet til Skt. Knud? Og hvad var det for en lille præst, som man taler om? Og det er selvfølgelig ikke særlig populært at konstatere, at Tyge Nold ikke var den sidste besidder af borgen. Han var slet ikke fra Nolde. Og den præst, som man taler om, har slet ikke eksisteret. At kirken skulle være viet til Skt. Knud, passer heller ikke. Det sjove er, at når ting først er nedfældet så går det igen i historien. Her burde man måske være lidt mere kritisk. Men uanset, så er vandrehistorier jo bare herlige.
Der har været en borg
De fleste kender historien om Tyge Nold fra landsbyen Nolde ved Burkal. I Pontoppidans Atlas, står der følgende:
Efter den tid har flere forfattere haft den samme opfattelse af denne Tyge Nold. Dels fortæller man også et gådesogn om Tyge. Hans navn kendes også om Svend Vonved. Dertil kommer i virkeligheden en helt tredje version, som indhyller hele sagen i en uigennemsigtig tåge.
Historien om Tyge Nold – version 1
Men først skal vi lige have gådesognet, der fortælles mand og mand imellem endnu i vores dage. Og egentlig er der to. Her kommer den første i pastor Høgels version:
Historien om Tyge Nold – version 2
Men se denne historie findes også i en anden version:
Historien om Svend Vonved
Se historierne ligner hinanden selv om det er byttet om på farverne. I anden version er der ikke tale om, at buddet er på vej til landsbyen Nolde. Det er ingen tvivl om, at man kender Tyge Nold. Det er derimod tvivl om, hvor han er fra.
Er det noget i litteraturen som vi kan bruge?
I Pontoppidans danske atlas siges det, at Tyge Nold kendes fra de danske kæmpeviser.
I Svend Grundtvigs store værk om ”Danmarks gamle Folkeviser” under nummer 18 forekommer der en vise om Svend Vonved i fire forskellige versioner. Men det er kun i den ene at Tyge Nold er taget med.
Åbenbart findes der et digt om Tyge Nold, som er gået tabt og som stammer fra den danske oldtid.
Visen om Svend handler om, at han er en vældig krigsmand, der drager ud i Verden for at hævne sin far. Når han møder folk. Hyrder eller krigere, stiller han dem spørgsmål i form af gåder. Kan de svare får de en guldring eller en anden kostbarhed. Kan de ikke svare slår han dem ned.
Forskerne glemmer, at Dannevirke ikke altid har været grænsen
Men der ikke meget lighed mellem Tyge Nold fra Nolde og den person, som vi møder i digtet. Vi skal for at finde ham dukke ned i Folkevandringstiden og ikke i Middelalderen.
Denne periode har stået i skyggen af alt andet historieforskning. Man har mente, at Danmark også dengang gik ned til Dannevirke. I virkeligheden tyder noget på, at grænsen gik omtrent ved den nuværende grænse som er den gamle grænse mellem danerne og de sydlige folkeslag, bl.a. anglerne.
Olmersdiget fra Urnehoved til Gårdeby er i virkeligheden en ret anseelig forsvarsvold. Landsbyen Jyndevad viser med sit navn henimod samme tid som Olmersdiget, nemlig folkevandringstiden. Desuden er der i Rens også svage rester af gamle forsvarsanlæg.
På Rens Mark ligger en vold ”æ Kærredig”. Engene, der omgiver den kaldes Ringborgled (Ringbolej)
Der er fundet rester i jorden
Også i Nolde er der rester af en gammel borg. Men denne borg går næppe længere tilbage end omkring 1300. Dette er i forhold til vores historie ret så uheldigt. Hvis Tyge Nold er langt ældre, så kan han ikke have boet der.
Maleren Emil Nolde skriver i sine erindringer om denne borg. Landmændene har i tidens løb oplevet rester i jorden i form af palisader eller underlag for jordvolde.
Men arkæologer mener, at det er tale om en borg, der er bygget samtidig som Solvig-Borgen.
I en lille bog om Urnehoved og Olmersdiget (Olgerdiget) henvises der til ”Hervørs Saga, hvor der en skildring af kampen ved Olmersdiget. Men denne historie holder næppe til et nærmere eftersyn. Men interessant er det for flere gange i vores søgen efter Tyge Nold træffer vi på denne saga.
Måske er det svage spor mellem Tyge Nold og Sønderjylland. Måske i tiden omkring år 500.
Hvem var de sidste ejere af borgen ved Nolde?
Det er derimod næsten givet, at Tyge Nold ikke kan være den sidste beboer eller ejer af slottet/ borgen i Nolde. Man ved at en stormand ved navn Peter Ebbisen ejede Nolde før 1365. Vi ved også, at Otto Snaf skødede ”sin by Nolde med dens tillæggende” til hertug Adolf i 1437. Derfor er det ikke rigtig plads til Tyge Nold i disse tider.
Det er heller ikke sikkert, at ordet Nold i Tyge Nold har sin oprindelse i landsbynavnet. Nolde havde sin oprindelse i ordet ”Hnulle”, som kan oversættes med ”forhøjning”. I 1365 blev byen kaldt for Nylle, i 1427 Nulde og i 1505 Nolde.
Øv, det er ikke sjovt at ødelægge sådan en god historie.
Tyge Nold er fra Hobro – egnen
Tyge Nold er faktisk et helt andet sted, nemlig på Hobro – egnen. Danske Atlas viser hen til et sted hos Resen, hvor der findes følgende vers:
Hvis Tyge Nold skulle være fra Burkal Sogn, er det ikke til at se. Beklager kære læsere.
Er Burkal Kirke viet til Skt. Knud?
Nu hvor vi er i Burkal, kan vi lige så godt få be – eller afkræftet dette. For omkring 1841 udkom der en historiebeskrivelse om Burkal Sogn. Vi forsøger at oversætte:
Denne historie hører vi så igen og igen, når historien om sognet skal fortælles.
Præster er ikke tilknyttet til Skt. Knud’ s Gildet
Hvis Burkal Kirke var viet til Skt. Knud, ville det have været naturligt, om præsten havde haft en vis tilknytning til Skt. Knuds Gildet i Flensborg. Men dette kan ikke ses i diverse dokumenter.
Men vi møder Burkal – præsten, Joannes Petri i 1517 som medlem af den hellige trefoldigheds eller Kalands-gildet i Flensborg og i 1505 en Hans Petri, der er ”kercher to Bukarel”. Det kan udmærket være den samme person.
Hvem er ”Lille Peter Wollesen?”
I 1528 er der tale om et præsteskifte i sognet. Man ønsker en evangelisk præst i stedet for en katolsk. Men vi skuer længe efter ”Lille Peter Wollesen”. Og der er ikke andet, der tyder på at kirken har været viet til Skt. Knud.
Kirken skulle være bygget i 1170, så kunne det udmærket have været en følge af tradition om Knus, idet Knud Lavard netop det år bliver skrinsat i Ringsted. Noget andet er, at kirken sikkert er yngre end 1170.
En katolsk præst til 1569
Kirken vedbliver med at have en katolsk præst til 1569. Da møder vi den første evangeliske præst i sognet, som vi ikke kender navnet på. Men det er svært at finde plads til Per Wollesen.
Sandheden er, at der på et eller andet tidspunkt er under reformationen er lavet en parodi på en munkeprædiken, der er udgivet med følgende titelblad:
Endvidere kunne man læse følgende:
Ingen af de to kan placeres i Burkal Sogn
Der findes hele fem udgaver af denne.
Hvordan, hvornår og hvorfor man har knyttet pater Wolle til Burkal sogn vides ikke. Det er et jysk skrift og dialekten er heller ikke sønderjysk.
Så hverken Tyge Nold eller lille Per Wollesen kan uden videre placeres i Burkals historie. Og Burkal Kirke er ikke viet til Skt. Knud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 10, 2021
Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård
Dette er historien om den sønderjyske maler C.W. Eckersberg. Bedstefaderen havde været kammertjener. Han havde sans for egnens natur. Optaget på Kunstakademiet. Ikke nødvendigvis lykke at blive uddannet her. Første ægteskab opløst efter seks år. Lang udenlandsrejse. Gift med konens søster. Buste af Thorvaldsen. Hurtig med at male portrætter. Han hadede historiske malerier. Ud i naturen med eleverne. Han elskede musik. Den yngste var altid med. Takket være Heiberg blev han aldrig anerkendt som marinemaler. Da Thorvaldsen kom hjem. Eckersbergs barndom var ikke lykkelig. Manglede altid penge. Kun en skygge af sig selv. Koleraen holdt sit indtog. ”Det største menneske som fader”.
Bedstefaderen havde været kammertjener
Lige syd for Varnæs på Sundeved østkyst ligger Blåkrog. Bortset fra naturen er stedet her ikke så berømt for så meget. Jo det skulle da lige være fordi, at her blev en meget berømt maler, der blev født her. Han hed Christoffer Wilhelm Eckersberg.
I 1782 flyttede et nygift ægtepar fra det nærliggende Blans til Blåkrog. Den 2. januar, blev der født en søn, der blev opkaldt efter bedstefaderen. Han var indvandret fra Sachsen og avanceret til kammertjener for hertug Frederik af Lyksborg. Senere var han skovfoged.
Faderen ernærede sig på det lille sted som snedker. Men det gik ikke så godt. Allerede efter tre år flyttede de tilbage til Blans.
Han havde sans for egnens natur
Allerede som barn havde Eckersberg en udpræget sans for egnens skønne natur. Ofte sejlede han med sin far ud på Alssund og betragtede de store skibe. Det var de oplevelser, der senere kom frem i hans malerkunst.
Han nød at tegne billeder af landskabet og at sejle i sin fars båd. Han elskede at betragte skyerne og havets skiftende farver, forbipasserende skibe og solnedgangens farvesymfoni.
Efter konfirmationen kom han i malerlære hos Jes Jessen i Aabenraa. 17 år gammel fortsatte han hos Joh. Jac. Jessen i Flensborg, hvor han blev svend i 1800.
Optaget på Det Danske Kunstakademi
Mens han var i lære, lavede han gode tegninger og malerier. Hans store ambition var at blive optaget på Kunstakademiet. Og det blev han. Borgere i Flensborg samlede ind, så han kunne komme afsted.
Han lagde grunden til den danske guldalders malerkunst. Hans elever kom som f.eks. Christen Købke til at høre til den danske guldalders hovedpersoner. Han blev i 1803 optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Det var ikke nødvendigvis lykke at bliver undervist på Kunstakademiet
Han gjorde gode fremskridt og malede historiske malerier, portrætter og landskaber. Men hans lærer, Nicolai Abildgaard mente nu, at han kunne få større succes som porcelænsmaler. Det var først efter dennes død, at Eckersberg havde chance for at vinde akademiets store guldmedalje.
Abildgård kunne ikke acceptere Eckersberg’ s selvstændighed.
Eckersberg opfattede det ikke nødvendigvis som lykke at blive undervist på Akademiet.
Første ægteskab opløst efter seks år
Han lavede de bedste billeder af Københavns bombardement i 1807. På et tidspunkt boede han hos kobberstikker G.L. Lahde i en kvistlejlighed. Og under bombardementet blev Eckersberg lettere skadet i hovedet.
Den 1. juli 1810 giftede han sig med Christina Hyssing. Dette ægteskab blev dog opløst inden han kom tilbage fra sit udenlandsophold i 1816. Hans søn, Erling kom til at følge i sin fars fodspor med uddannelse på akademiet og en karriere som kobberstikker.
Da han i 1810 rejste til Paris, efterlod har tre skitsebøger, fire mapper med ca. 110 håndtegninger og en mappe med udkast. Hertil om, at han allerede inden 1810 havde malet op mod 110 oliemalerier.
En lang udenlandsrejse
Han boede i tre år hos en række kunstnere med Bertel Thorvaldsen i spidsen. De udviklede et nært og varigt venskab. Eckersberg var meget produktiv under opholdet under de sydlige himmelstrøg og lavede nogle fantastiske landskabsmalerier.
Hans studierejse fra 1810 – 1816 havde temmelig stor betydning for hans udvikling. Han nåede relativt sent en kunstnerisk modning. Måske skyldtes det, at han ikke kunne finde det inspirerende miljø og modspil, som han havde behov for.
På vej hjem fra sin store tur besøgte han sine forældre i Blans.
Da han kom hjem fra sin store rejse, gav Akademiet ham til opgave at udføre Balders død som medlemsstykke. Samme år fik han bestilling på billeder med scener fra danskers kongers historie til Christiansborgs Slot, der var under opførelse.
I 1817 blev han gift med Julie Juel, datter af portrætmaleren Jens Juel. De fik to sønner og fire døtre.
Eckersberg var allerede kommet i det Juelske hjem i 1807. Anledningen var dog trist. Eckersberg skulle male et lille portræt af sønnen, Jens, der var døde kun tre år gammel. Efterhånden blev han ven med huset.
Allerede i 1806 havde han dog malet et portræt af børnene.
Han giftede sig med konens søster
I 1818 blev han professor ved Kunstakademiet. I 1819 fik han adgangstegn til Holmen (Gammelholm), så han fik mulighed for at dyrke sin store passion for skibe.
Eckersberg var direktør for Kunstakademiet fra 1827 – 1829.
Et år efter Julies død i 1827 giftede han sig med hendes søster Susanne Henriette Juel. Med hvem han fik en søn, der døde inden det fyldte år., samt datteren Julie, der skrev sine erindringer om faderen og livet på kunstakademiet.
Den økonomiske situation var ikke god
Eckersbergs økonomiske situation var i lange perioder vanskelig. Han gik på grund af Akademiets dårlige økonomi. Han fik først professorhonorar fra 1827. Han var tvunget til at pantsætte sine værdier, endog sin vielsesring for at skaffe mad på bordet. I januar 1832 skrev han i sin dagbog:
Familien måtte leve meget spartansk. Betænksomme mennesker spædede ofte til med naturalier. De af eleverne på Akademiet som kom fra velhavende hjem fik forældrene til familien på Charlottenborg til at sende vin, kaffe, sukker, smør og andre fornødenheder. Andre skaffede en kurv med frugt. Alt var kærkomment, da der var mange munde at mætte.
En marmorbuste udført af Thorvaldsen
Om aftenen, når alt var rolig i huset, læste vores hovedperson enten i bibelen eller i historiske værker for derfra at hente oplysninger til sine malerier. Derefter skrev han i sin dagbog om dagens begivenheder og i en særlig bog om vejr og vindforhold.
Det var her på Charlottenborg at Eckersbergs skønneste italienske malerier og studier hang. I et hjørne af værelset stod marmorbusten over Eckersberg, som Thorvaldsen havde lavet. De udviklede et varmt venskab.
Eckersberg lavede også et portræt af Thorvaldsen. Det kom senere til at hænge på Charlottenborg.
Børnene skulle være klar kl. 5
Det morede vores hovedperson at se børnene lege med en barnevogn, som var konstrueret af kommerceråd Marstrand, far til professor Wilhelm Marstrand.
Når børnene på sommereftermiddage skulle spadsere med deres fader, måtte de stille i stuen præcis klokken fem. De blev da stillet op efter alder og ved den, der da ikke havde handsker på eller støvlebåndene bundne. De gik da lange ture eller rettere sagt faderen gik. De seks børn måtte løbe med så godt de formåede for eller bag eller som det nu kunne træffe sig.
Farlige fanger på Charlottenborg
Professor Jens Juel, som Eckersberg aldrig nåede at hilse på, boede også på Charlottenborg. Han døde tre måneder før, denne kom fra sin store udenlandstur. Susanne Juel fortalte hendes datter, at dengang Børnehuset på Christianshavn brændte, så blev de mest farlige af fangerne spærret inde i Charlottenborgs kældre.
En lang mørk gang gik ind til disse fængsler. Her sad bl.a. mestertyven Per Mikkelsen. Og man sagde om denne, at han gik igen.
Hurtigt med at male portrætter
Ofte malede Eckersberg såkaldte luftstudier fra det flade tag over det hjørne af Kongens Nyhavn og Nyhavn. Han lå længe ad gangen på ryggen og stirrede op i luften og så på skyerne.
Efter at have drukket sin morgen-te gik faderen en rask tur. Så snart han kom hjem tog han fat på sit arbejde. Klokken 10.30 spistes der frokost. Klokken 3 var der middag. Så blev der arbejdet en times tid. Og så blev der igen spadseret en rask tur. Han elskede at gå langs Langelinie, langs søerne, Blegdammene og ud på Holmen.
Han havde altid en kikkert med. En fortrinlig en havde han fået af H.C, Ørsted. Men den byttede han væk til Weyse. Denne kom ofte og spillede klaver for familien.
Når Eckersberg skulle male portrætter, så var han meget hurtig. Når han malede, talte han altid med modeller. Så mente han, at han fik det bedste udtryk. Det var kun ansigtet han malede. Klædningsstykker og smykker havde han fået tilsendt i forvejen.
Han hadede at male historiske ting
Egentlig hadede han at skulle male historiske ting. Og det var særlig over for historikeren, konferenceråd Engelstoft han ikke brød sig om at skulle lave et historisk maleri. Atter og atter skulle en skitse laves om. Eckersberg mente, at malerierne blev alt for stive med alt for mange personer med højrøde knapper.
Aftenen tilbragte Eckersberg med musik og læsning. Ofte malede eleverne hos ham om formiddagen. Han var glad for hvis eleverne udviste talent. Mern han kunne godt udøve kritik.
Ud i naturen med eleverne
Om sommeren var det ikke sjældent, at han sammen med sine elever kørte på landet eller lejede en sejlbåd for at studere skyerne, bølgerne og det vekslende sollys. Om aftenen blev der så hjemtaget masser af studier.
Eckersberg betegnede kunsten som noget ophøjet og helligt. Det varmede og opløftede sjælen, mente han.
Han elskede musik
Og som vi allerede var inde på, så elskede han musik, ikke alene sang men flerstemmig sang. Han deltog også ofte selv sammen med dygtige amatører. Selv spillede han også violin. Han havde en ret god sangstemme og sang gerne med sin kone og sine børn. I 1835 forærede kunstnere ham et flot klaver.
Han elskede at spille duetter med sin kone, Susanne. Hun besad en smuk dannet sangstemme.
En af dem, der blev undervist hos ham, var fru Ingemann. Hun var en særdeles elskværdig men højst aparte dame. Hun malede altertavler og andre gudelige billeder. Men hendes talent var nærmest mådeligt.
Også Oehlenschläger kendte Eckersberg. Mens han malede ham, læste denne hans tragedier op for ham.
Den yngste var altid med ham
Og så var det lige redaktør Nathanson, som i den grad støttede Eckersberg. Han hjalp med penge og lån. Desuden bestilte han en del værker hos ham. Ja så var det også lige Prins Christian (den senere Christian den Ottende). Han kom ofte på besøg og kom ofte i Frimurerforeningen. Men Eckersberg syntes, at han svigtede kunsten, da han blev konge.
På spadsereturene om aftenen forklarede han altid for den yngste, månens og stjernes stilling. Da hun blev ældre, fulgte han hende i skole hver dag. Og mindst en gang om ugen fik de op til boghandlerne for at se de nyeste udstillinger af litografier og kobberstik.
En ivrig frimurer
Han var en ivrig frimurer. Mindst en gang om ugen var han i ”Logen”, der dengang var i Kronprinsensgade. Om sommeren havde foreningen en ejendom på Blegdamsvejen. Den blev kaldt ”Villaen”. Og den gik med en mægtig havde helt ned til Sortedamssøen, hvor Eckersberg morede sig med at ro. Han var altid glad for at være sammen med ”Brødrene”. Han nød megen anseelse derhenne.
Han fik aldrig anerkendelse som marinemaler
Eckersberg fulgte med i H.C. Ørsteds opdagelser med interesse. Han førte dagligt meteorologiske notater
I 1829 blev han Ridder af Dannebrog og i 1840 Dannebrogsmand.
Efterhånden var der ikke mere så mange portrætmalerier. Han gik så over til landskabsmalerier. Ofte manglede han en figur i forgrunden. Og så anbragte han selv en. Men det havde ofte en uheldig virkning.
En af de bedste malerier malede han under en udflugt til sine forældre i Blans. Det var ”Prospekt af Teglværket Renbjærg ved Flensborg Fjord” Det var i maj 1830.
Ved siden af maleriet og undervisningen på Akademiet holdt han jævnligt forelæsninger om ”Perspektiven” der for ham var alfa og omega for al kunst. Han var myreflittig og pligtopfyldende.
Han elskede at sejle i Kattegat, Skagerrak og i Nordsøen. I en alder af 56 år sejlede han helt til den Engelske Kanal. Oplevelsen gav ham til at male en række marinebilleder.
Egentlig fik han aldrig anerkendelse som marinemaler. Det var nok hans modstander J.L- Heibergs skyld. Dennes indflydelse som kritiker var toneangivende. Han var indirekte skyld i, at Eckersberg blev overset.
Da Thorvaldsen vendte hjem
I året 1838 vendte Thorvaldsen tilbage fra Rom for at henleve sine sidste dage i Danmark. I mange dage havde unge piger på Charlottenborg og andre damer haft travlt med at binde kranse til at smykke hans værelser og atelier med. Det var et glædeligt og fornøjeligt arbejde, som også H.C. Andersen bidrog med ved at læse højt for de unge damer, mens de arbejdede.
Et flag skulle hejses på Nikolaj Tårn når fregatten ”Rota”, som førte ham hertil, var i sigte. Folk strømmede til i store skarer dels til Toldboden, dels til Kongens Nytorv for at få et glimt af den store mester.
Efter den store velkomst og et par ord til de mange gik han ned til sin gamle ven, Eckersberg. Han hilste også på konen og børnene og havde et venligt ord til dem alle.
Den sidste dag han levede besøgte den 24. marts 1844 aflagde to af Eckersbergs børn ham et besøg. Han holdt meget af at tale med dem, mens han arbejdede. Da han tog afsked med dem, sagde at nu ville han ikke arbejde mere i dag. Han ville tage hen til Stampe for at spise, besøge sit museum og besøge det sted, hvor han engang skulle stedes til hvile.
Om eftermiddagen fulgte Eckersberg Emilie hen til en familie i Kronprinsessegade, hvor hun skulle tilbringe aftenen. På vejen mødte de Thorvaldsen. Han ville i Det Kongelige Teater for at se H.C. Andersens sidste stykke ”Griseldis”.
En halv time efter kørte en karet ind på Charlottenborg fulgt af mange mennesker. Med lynets hast rygtedes det at Thorvaldsen pludselig var død.
Hans lig skulle indtil bisættelsen stå i ”Figursalen”, hvor kunstnere holdt vagt dag og nat. Den dag, da hans lig i en zinkkiste blev båret over gården, kom kronprins Frederik (Frederik den Syvende) med sine kavalerer ind ad porten. De blev dybt grebet af synet.
Eckersbergs alderdom var ikke lykkelig
Suzanne døde den 30. december 1840. Eckersbergs alderdom blev ikke lykkelig. Foruden kritik oplevede han at Kunstforeningen vragede hans arbejder. Økonomiske problemer tvang ham til at bede kongen om at købe et par af hans arbejder. Kongen købte dog kun et.
Efter moderens død skulle den ældste datter Emilie som 23 – årig klare situationen. Og det gjorde hun til sine søskendes og faderens store tilfredshed. Alle søgte råd og hjælp hos hende. Hun var som et levende leksikon for hendes søskende og hjalp dem med deres lektier. Hun opmuntrede sin far, der ofte søgte trøst hos hende.
Som 25 – årig blev hun mere og mere legemlig svag. Endnu den sidste aften, hvor hun levede, sagde hun med et smil til sine søskende:
To timer senere sov hun stille hen.
Kun en skygge af sig selv
Efterhånden var den før så friske sunde og lykkelige Eckersberg kun en skygge af, hvad han før havde været både som menneske og kunstner. Før var han elsket af sine elever. Men nu eksaminerede han dem på en ubehøvlet måde.
Efterhånden rystede han så meget på hænderne at blyanten gik gennem papiret.
Blandt de sorger, der trykkede ham, var at hans yngste søn Julius var blandt de første værnepligtige der skulle deltage i den første Slesvigske Krig. Ved Istedslaget blev han lettere såret og skulle ligge en del tid på lazarettet.
Men senere fik han en alvorlig feber som i måneder fængslede ham til sengen. Han havde fået sig til at kunne fortsætte sine studier, men faderen havde ikke råd til at betale det. Så han fik et job på et handelskontor
Hans syn svigtede i slutningen af livet, så han måtte opgive at male. Hans sidste ufuldendte maleri er fra 1851 ”En korvet på stablen”.
Det var også i 1851 at han lige akkurat overlevede en alvorlig lungebetændelse. Det var angstfulde dage for hans børn. Da han atter kom tilbage til livet, var det som om han kunne se endnu mindre. Han faldt nu hen med melankolske tanker.
Koleraen holdt sit indtog
I 1853 Holdt koleraen sit indtog i København. Mange af betjentene og deres børn døde. Eckersberg gik i rundt dem og træstede dem. Han opholdt sig meget i den botaniske have med sin familie, hvor han mente at det var godt at være. Men det var nok en af de mest usunde steder i nærheden af Nyhavn.
Man gøs næsten ved at se ud over Kongens Nytorv, hvor det sørgeligste syn stadig viste sig med ligtog og vognlæs med ligkister, der førtes bort.
En aften, da Eckersberg med sine døtre vendte hjem fra haven, blev de standset af Søren Vægter. Han fortalte at Eckersbergs lille yndling, betjentens datter var død efter kun et par timers sygdom. Næste morgen blev det meddelt at Søren Vægter selv var død i løbet af natten. Det ene døsbudskab efter det andet fulgte.
Den 18. juli befandt Eckersberg sig ikke alt for vel. Lægen, den elskværdige etatsråd Christensen rådede ham til at gå til sengs. Han mente ikke at det var videre alvorligt. Men kræfterne forsvandt efterhånden.
Atter engang måtte døtrene skrive i hans dagbog og hans vejrbog. Om formiddagen den sidste dag sad hans søn, Erling længe hos ham. Til sidst bad han sønnen om at hente professor Roed. Akademiet og eleverne blev længe diskuteret. Klokken fem om morgenen udåndede han.
Ikke nogen af hans 8 børn var blevet angrebet.
Det største menneske som fader
På begravelsesdagen kom de hjem for sidste gang. Først da blev låget skruet på. Ingen uden ligbærerne turde at vove sig ind i huset. Selv præsten og de få, der fulgte den kære afdøde ud til Assistens Kirkegård, valgte at mødes uden for. Skal vi afslutte denne historie med sønnen Julius:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 29, 2020
De Uønskede – Tyske flygtninge
Thomas Harders bog er en solid bog mad masser af oplysninger. Kan man kalde det en bedrift? Og så er den dejlig letlæselig. Vi havde ikke bedt om flygtningene. De moralske konflikter udrulles i bogen. Hvordan var det lige med lægehjælpen? Forfatteren tager ikke personlig stilling. Men debatten oprulles. Efter kapitulationen var det danskernes ansvar. For meget hjælp kunne provokere offentligheden. Oksbøl – lejren var Danmarks sjettestørste by. De allerfleste var sagesløse. Medfølelsen med flygtningene var til at overse. Benådningsbrev på toilettet. Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene. Vi skal passe på ikke at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det var kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende, men vi taler ikke så gerne om det.
En solid bog med masser af oplysninger
Thomas Harder har igen begået en solid bog med masser oplysninger. Også nye. Denne side har efterhånden en del om dette tema. Vi har også anmeldt flere af forfatterens bøger her på siden. Det er heller ikke længe siden, at vi her anmeldte en lille bog fra Århus Universitetsforlag om dette emne.
Og Thomas Harders udgivelser har vi før anmeldt.
Denne er ret så grundig på 480 sider. Og som sædvanlig er det en meget velskrevet bog. Vi får også at vide, hvad der skete både før og efter.
Vi havde ikke bedt om flygtningene
Blandt historikere og almindelige mennesker er der delte meninger om de tyske flygtninge blev behandlet på en sober måde. På Nørrebro blev de i den grad hadet. Det ses bl.a. i læserbreve fra den tid.
I Sønderjylland var det Mindretallets læger, der behandlede flygtningene. Mange af flygtningene blev indkvarteret hos private i landsdelen.
Der kom ca. 250.000 tyske flygtninge. Og det var bestemt ikke nogen som Danmark havde bedt om. Mange danskere så det som den Anden Tyske besættelse. Det var jo Herrefolket, så måtte landets flygtninge også være det. Sådan tænkte de fleste danskere.
Det hele startede den 31, januar 1945. Det danske udenrigsministerium fik besked om, at tyskerne ville sende 10.000 sårede soldater til Danmark. Det havde det danske hospitalsvæsen slet ikke kapacitet til, blev det svaret, Snart fik man at vide, at der ville komme 80.000. Men tyskerne havde efterhånden beslaglagt alle offentlige bygninger mere eller mindre.
Den moralske konflikt udrulles i bogen
Tyskland var blevet bombet til ruiner. Russerne var på vej og millioner af tyskere flygtede. De danske myndigheder indledte drøftelser med Werner Best.
Der var mange allerede dengang, der gjorde opmærksom på, at flygtningene ikke blev behandlet humant. Men fra myndighedernes side gjorde man opmærksom på, at man fra dansk side ikke havde ubegrænsede midler efter at man i fem år var blevet udsultet af tyskerne.
Denne moralske konflikt udrulles også i bogen. Vi får også nogle personlige beretninger fra dem, der selv oplevede det – de tyske flygtninge. Vi oplever også det indviklede politiske spil – både det som foregik herhjemme og det, der foregik i udlandet.
Hvordan var det lige med lægehjælpen?
Var det rigtigt, at vi lod de små børn dø, fordi der ikke kom lægehjælp? Var det fordi vi hadede Nazi – Tyskland så meget, at vi ikke ville hjælpe? Nu får vi måske ikke lige så meget svar på dette spørgsmål, men vi får da ellers en bred forklaring på, hvordan de havde det.
Det var virkelig mange af flygtningene, der havde behov for lægehjælp – akut hjælp i nogle tilfælde. Den 10. marts 1945 blev der fra tysk side anmodet om akut hjælp til et skib med 10.000 flygtninge. Otte kvinder havde lige født og 40 kvinder var lige ved at gå i fødsel.
Forfatteren tager ikke personlig stilling
Lægeforeningens formand ville gerne hjælpe, men det ville bestyrelsen ikke. Det endte med et kompromis, hvor de mest syge fik hjælp. På Århus Kommunehospital måtte man under trusler fra tysk side tage imod 11 syge børn.
Selv om Thomas Harder ikke personlig tager stilling, så bliver emnet med lægerne grundig behandlet. Vi får hele diskussionsforløbet mellem de danske sundhedsmyndigheder og lægerne på den ene side og tyskerne på den anden side. Vi får også diskussionerne mellem lægerne indbyrdes. Der var meget forskellige holdninger blandt dem til hvilken hjælp og til hvilke grupper der skulle ydes hjælp til.
Der hersker endnu uenighed om, hvorvidt den danske stat kunne have gjort mere for at forhindre, at alle de mange tyske flygtninge døde i Danmark.
Måske kunne man savne at høre forfatterens holdning til dette spørgsmål. Men det er sikkert meget bevidst, at Thomas Harder ikke har taget stilling til dette.
Lægeforeningen ville have modydelser fra tyskerne for at ville hjælpe. Det skulle være hjemsendelser af danske KZ – fangere eller bedre kår for deporterede danskere.
Mange var underernærede og traumatiserede. Og af de 250.000, der kom hertil døde 17.209.
Mange af disse flygtninge ligger begravet på Vestre Kirkegård i København. Så mange at man lavede en massegrav. Der findes uhyggelige billeder, hvor man kan se, hvor udmagrede de tyske flygtninge var. Mange havde været gennem helvede på jord inden de kom hertil.
Der døde flere tyske flygtninge herhjemme end danskere under besættelsen. Mange af dem var små børn, der døde af epidemiske sygdomme og almindelig dårlig sundhedstilstand.
Efter kapitulationen var det dansk ansvar
Thomas Harder har været i tyske, britiske og danske arkiver. Og det er første gang, at vi også ser problematikken fra tysk side.
NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) hjalp i de tidlige forårsmåneder i 1945 med syge og sårede flygtninge.
I begyndelsen var det den tyske besættelsesmagt, der selv måtte sørge for deres landsmænd. Men fra den 5. maj 1945 var det danskernes ansvar. I de første dage var det modstandsbevægelsen, der stod for bevogtningen. Men fra den 8. maj overgik bevogtningen til Statens Civile Luftværn.
For megen hjælp kunne provokere offentligheden
Det var lejrlederen, der stod for hovedansvaret. Det var et lavtlønnet job og ikke særlig velanset. Det var svært at få fat i folk til at varetage dette job.
Et stykke tid efter tyskernes kapitulation fortsatte Tysk Røde Kors deres arbejde i lejrene. Senere kom en ordning, hvor civile tyske læger og sygeplejersker kunne arbejde videre nu efter dansk – tysk ledelse.
Det var en overvældende logistisk øvelse. De hygiejniske forhold skulle sikres og så var det lige det med lægehjælp. Og det kneb med de hygiejniske forhold. Der forekom både tyfus og paratyfus blandt en del flygtninge.
Lejrene var bl.a. bevogtet af såkaldte CB’ er (civilbeskyttelsesbetjente) som havde strenge forbud mod at ”søge” samkvem med flygtninge. Men det viste sig at ikke alle havde respekt for fraterniseringsforbuddet.
Fra dansk side ville man ikke hjælpe for meget. Man mente at man på den måde kunne provokere den danske offentlighed.
Oksbøl-lejren – Danmarks sjette største by
Den næststørste lejr var Oksbøl. Her boede der 36.000 indbyggere. På et tidspunkt var det Danmarks sjettestørste by. Det var organiseret som en stor kommune med eget byråd. Man forsøgte at beskæftige børnene. De skulle have noget at lave til de kunne blive hjemsendt. Der var i alt omkring 50.000 skolesøgende børn. Det lykkedes at finde 2.000 lærere til dem De kom fra alle mulige erhverv.
Alle blev screenede for nazistiske tendenser. Thomas Harder gennemgår også de overvejelser, der blev gjort, hvilke fag man skulle undervise i. I hvert fald var man enige om, at de tyske flygtninge ikke skulle slå rødder i landet.
Vi får en systematisk gennemgang af lejrene. Stort indtryk gør også flygtningenes egne beskrivelser af forholdene dengang.
De allerfleste var sagesløse
Efter besættelsen stod de tyske flygtninge ikke i høj kurs hos de danske modstandsfolk. Medierne og især de gamle modstandsblad Information førte an i hetzen mod de tyske flygtninge.
Nogle har sikkert været medskyldige i nazismens forbrydelse. Men et overvejende flertal var utvivlsomt sagesløse, mindreårige, kvinder, syge og gamle. De havde blot begået den fejl at være tyskere på det forkerte sted i den forkerte tid.
Medfølelsen var til at overse
Titusindvis var under flugten døde af udmattelse og sult eller omkom på Østersøen. Flere forliste. Mest kendt er torpederingen af krydstogtslineren Wilhelm Gustloff i januar 1945, da over 10.000 fortrinsvis kvinder og børn omkom i verdenshistoriens hidtil største skibskatastrofe.
Sådanne begivenheder havde mildt sagt ikke danskernes interesse, kun glæden over døde tyskere udpræget. Medfølelsen var til at overse. Den senere så bramfri borgmester og partistifter Erhard Jacobsen fortalte tit og gerne, at han slog kraftspring af lykke og jublede, når tyske byer blev bombet.
Da tyske styrker kapitulerede, var de flygtende ikke længere delagtige i en voldsmagts ugerninger, men mennesker med krav på værdig behandling, føde og ophold uden unødige og diskriminerende restriktioner. Men sådan så danskerne ikke på det.
Den danske befolkning interesserede sig i 1946 slet ikke for, hvad der foregik i flygtningelejrene. De betragtede det som et lukket land. Og de tyske flygtninges hårde skæbne var løn som forskyldt.
Kløvermarken – kritisable forhold
Vi har tidligere skrevet om Oksbøl som vi udnævnte som Danmarks største flygtningelejr, men Kløvermarken var faktisk større. Her holdt bevæbnede vagter, projektører og pigtråd 70.000 civile tyskere i skak.
Forholdene på Kløvermarken – nu Københavns Lufthavn i de tider var udtørret sump forblev kritisable.
Forfatteren gengiver også debatten
Man fortalte den danske befolkning ind, at flygtningene levede over evne i de forskellige lejre. Men repræsentanter fra International Røde Kors var kritisk over for de 18 lejre, som de besøgte.
Vi får en grundig detaljeret gennemgang af forholdene i lejrene. Hvordan blev de administreret og bevogtet. Hvordan skulle det hele tilrettelægges og sidst men ikke mindst. Hvordan var forholdet til den danske befolkning?
Thomas Harder gengiver også en del af den debat, der har været om de tyske flygtninge.
Der var bestemt ikke alle flygtninge, der var uskyldige. Der var i lejrene nazister, der havde skumle gerninger bag sig. Godt 200 flygtninge blev arresteret og 147 udleveret til briterne.
Benådningsbrev på toilettet
Forfatteren mener, at lederen af den danske flygtningeadministration, Johannes Kjæbøl var den helt rigtige til denne opgave. Han var effektiv, robust og handlekraftig.
PH blev slæbt for retten og idømt hæfte for injurier med flygtningeadministrationens chef. Denne indstillede bevidst den berømte arkitekt og kritikker til benådning. PH hængte siden benådningsbrevet fra Christian den Tiende på toilettet.
Da flygtningene skulle hjem opstod der problemer. Stalin ville ikke modtage flygtninge i den russiske zone og vestmagterne stillede betingelser. Lige syd for den dansk – tyske grænse var der decideret hungersnød.
Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene
I Tønder var modstandsbevægelsen uden englændernes samtykke begyndt at sende flygtninge hjem. Det står der dog ikke noget om i bogen.
Jo danskerne ville hurtigst muligt af med flygtningene. Men så let var det ikke. Langt de fleste (95 pct.) af flygtningene kom øst fra. USSR’ s gesandt i Danmark havde meget tidligt meldt ud, at de ikke agtede at modtage en eneste tysk flygtning i deres besættelseszone.
Briterne og amerikanerne i deres respektive zoner havde store vanskeligheder med at brødføde flere mennesker end dem, der allerede var i zonen.
Omkring 12,5 millioner fordrevne tyskere var stuvet sammen i de fire zoner. Og Danmark blev ved med at presse den britiske forvaltning i Slesvig Holsten. Men hvert var der nærmest hungersnød. Forhandlingerne førte ikke til noget i 1946. Til gengæld gik amerikanerne og franskmænd med til at de sidst på året hver kunne tage ca. 12.000 flygtninge.
Først i 1947 var det britiske udenrigsministerium indstillet på at skride til handling både af humanitære og politiske grunde.
Alle tyske flygtninge samt hele 10.250 soldater er begravet på 475 kirkegårde rundt om i landet.
Fælles regler – først i 1946
I april 1946 blev der åbnet for postforbindelse mellem Tyskland og flygtningelejrene. Udover breve kunne flygtningene godt modtage pakker. De måtte dog ikke modtage madvarer, tobak eller nydelsesmidler. Man ville ikke havde misundelse eller paralleløkonomi i lejrene.
Det kunne ikke undgås at der opstod kriminalitet i lejrene. Men først i april 1946 blev der indført fælles regler for alle lejrene.
Vurder ikke historien med nutidens humanistiske briller
Interessant i bogen er også omtalen af de forhold, som flygtningene oplevede, da de kom til Tyskland. De tyske lejre var endnu dårligere end de danske. Og de fik heller ikke en god modtagelse af de lokale tyskere. Specielt prøjserne blev tit omtalt som ”artsfremmende” og som ”ikke landsmænd”.
Igen en gang ligger der en fare i at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det skævvrider. De danske lægers såkaldte ”svigt” skal bl.a. ses i lyset af de bestialske mord på netop lægerne.
Det var også kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende
Skoler og sportshaller blev inddraget for at huse dette menneskelige vraggods fra de krigshærgede områder i Østpreussen og den tysk annekterede del af det nuværende Polen. Dødeligheden lå meget over det danske gennemsnit – især blandt børnene. Man sagde at de danske myndigheder forvaltede denne ekstraordinære, højst uønskede situation professionelt.
Men dog også kritisabelt, hårdhændet og med diskriminerende ubehag.
En opgørelse fra maj 1945 viste, at der var indkvartering i omkring 1.100 forskellige skoler, forsamlingshuse, fabrikker og barakker. 64 af 70 skoler i København husede desuden flygtninge. På baggrund af det store antal døde flygtninge blev cykelskure og lignende brugt som midlertidige lighuse.
Bogen er en bedrift
Det er en bedrift en så fyldig bog er så let-læsende. Vi kommer vidt omkring. Der er også brugt et enormt kildemateriale. En masse ny og nyttig viden er dukket op i denne bog, som kan varmt anbefales. Et trist stykke historie er gjort særdeles spændende.
Vi kommer vidt omkring både omkring det politiske, ideologiske, økonomiske og administrative. Det er flot historieformidling Og der er også frygtelige fotos af udmattede mennesker, flest kvinder og børn på vandring med sparsomme ejendele eller anbragt bag et hegn med bevæbnede vagter.
Den fine fortælling blev trods flygtningeskandalen fastholdt. Og den bliver selvfølgelig også berørt her i bogen.
Thomas Harder: De Uønskede – De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949/ Gyldendal
Kilde:
På www.dengang.dk finder du 1.663 artikler, herunder 336 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) bl.a.:
Dato: september 27, 2020
Sundeveds Fortid
Hvor ligger Sundeved. Man kunne komme dertil med skib. Her var masser af skov. Masser af oldtidsminder er blevet ødelagt. Her er stadig masser af dysser, rester af bopladser og jættestuer. Der er fundet 271 kæmpehøje. I jorden har der været masser af potteskår og urner. Der er kommet ny viden med motorvejs-projktet. Det var ikke tyndt befolket, som man har troet. Anglerne er kommet tidligere end, man har troet. Vi kigger på de nyeste fund. Men de mest berømte fund er foregået i Nydam Mose. Og man bliver ved med at finde nyt. Egentlig vat det ”Brorbøl – folket”, der kom vandrende fra vest mod Alssund. Katolicismen havde godt tag i folket. Bønderne tabte deres jord.
Hvor ligger Sundeved?
Det er måske alle, der ved, hvor vi er. Sundeved er en halvø mellem Aabenraa Fjord og Flensborg Fjord. Vi er vest for Alssund. Og navnet kommer fra ”sundet” som skiller Als fra fastlandet.
Det gamle herredssegl viser et træ og vand. Beboerne blev kaldt ”de Skovbo-mænd”. Man har hele tiden ment, at halvøen her blev beboet senere end andre steder i landsdelen. Men den opfattelse er hvis nok blevet revideret efter fund ved etableringen af motorvejen Kliplev – Sønderborg.
I Kong Valdemars Jordebog hedder det sig, at Sundeved strakte sig fra Alssund i øst til Dyrbæk og Alnor i vest, fra ”Nørhav” til Sønderhav, og fra indløbet til Aabenraa Fjord til Flensborg Fjord.
Til halvøen med skib
Forbindelsen mellem Sundeved og de andre landsdele skete nok så meget til søs som til lands. Mod syd var der overfart fra Broager Land til Angel mellem de to fremspringende næs, som bærer gammel danske personnavne Brunsnæs og Halsdan-næs. Sidstnævnte hedder nu Holnæs.
Mod nord fandt overfarten sted fra Varnæs til Løgtved-næs (Løgtved, en blomsterlund, nu Løjt). Varnæs nævnes også særskilt i den såkaldte ”Kong Valdemars Jordebog. Således har stedet hørt til kongehusets slægtsgods.
Masser af skov
På gamle kort bl.a. fra 1788 ses en skovbræmme fra Nybøl-nor til Alssund, der nogenlunde følger halvøens vestgrænse. Det var sikkert den sidste ret af de store skove, der engang dækkede alle seks sogne i Sundeved. Landet var bølgeformet og ret jævnt. Kun i Dybbølbjerg, Nybøl Mølle, Bøgebjerg i Ullerup samt i Broager Sogn var der bakker og banker.
Der var få moser og jordene var gennemgående frugtbare hvedejorder. De store skove har sikkert forhindret at der blev bygget overalt.
I oldtiden har de indvandrende folk slået sig ned hvor jorden lå højest og hvor der var en lysning i skoven. Agerbrug var kendt tidligt i Danmark. Men meget dyrket jord har oldtidsfolkene næppe behøvet. Jagt og fiskepladser var en livsbetingelse for dem.
Masser af oldtidsminder er ødelagt
Halvøen viser måske nogle triste forhold. De allerældste oldtidsminder er ødelagt. Dysser og jættestuer er enten forstyrrede eller helt væk. Kæmpehøjene er sløjfede eller overpløjede. Sundeved-borgerne har næppe ødelagt dysserne for at få et par granitsten, endnu mindre for at grave efter guld i højene.
Disse har nok allerede i middelalderen været gennemgravede. De har været anset for værdiløse ruiner. De har sikkert været i vejen for agerdyrkningen så man har bare pløjet over dem. Meget er blevet ødelagt på markerne, i kirkerne og på kirkegårdene.
Masser af Dysser
Der foreligger ingen optegnelser om fund fra rensdyrtiden, køkkenmøddinger, kystfund og bopladser fra den ældre stenalder. Men fundene ved motorvejsbyggeriet har lavet lidt om på historiefortællingen. Hvis vi nu kigger på, hvad Nationalmuseet i København har fået indberettet fra ældre tid og så lige efter kigger på, hvad der er fundet mellem Kliplev og Sønderborg.
Bopladser og jættestuer
I Blans er der en tomt af en jættestue ved stranden og en sløjfet høj sydvest for byen. 200 meter nordøst for Blansgård en tomt for en stor langdysse og 400 meter nord nordøst derfor en tomt af en jættestue i alt otte.
Der har altså været mindst fire bopladser i Sundeved i stenalderen, nemlig i Ullerup, Adsbøl, Broager og Nybøl. Det tal er senere blevet forøget.
Sottrup og Dybbøl er blevet befolket senere. Og som det synes kun med hver en stamme. Det er folkene ved vestgrænsen, der har anlagt de nye kolonier og Nybøl sogn har også sine første indvandrere fra samme egn. Broagerland må på dette tidspunkt have været en ø.
Rund- og langdysser er den ældste begravelsesform i dette tidsrum. Jættestuer noget yngre. I nærheden af disse store og stærke huse som blev bygget for de døde, boede folket. De holdt gravene i ære. Mindet om fædrene blev ikke glemt. De veg kun langsomt fra de gamle bopladser, hvor stammen oprindeligt havde slået sig ned.
I Bronzealderen breder befolkningen sig meget stærkt og indtager hele landet.
271 kæmpehøje
En sammentrængt, kort og sikkert mangelfuld liste viser følgende forhold:
Det ser ud til, at der i disse seks sogne har været en stor befolkning. Man har fundet hele 271 kæmpehøje fra Bronzealderen.
Potteskår og Urner
De store skove har måtte vige pladsen for bronzealderfolkets raske indhug. Den gode jord blev efterhånden taget i anvendelse.
I Jernalderen er der andre forhold i Sundeved. Jernet kom til Danmark 300 før Kristi Det gav en rig udvikling og vækst mange steder. Men i Sundeved er der kun få fund fra den tid. Der er fundet mest i Ullerup sogn fra den tid. Nord for Aabenraa Landevej mellem Brobøl og Rebhof blev der i 1853 fundet en guldbarre og endnu et fund i 1856 med runeskrift.
Omkring 1.000 meter øst derfra i marken ”Brændkær” blev der fundet en stor gravplads med mange urner og en oval slibesten.
Under den skarpe jordkultivering og mergling blev der fundet mange potteskår og urner allevegne i Ullerup og sikkert overalt i Sundeved. Der har stået urner i snesevis på jævn jord. Men intet af dette er registreret.
I Avnbøl fandtes i 1912 en grav fra vikingetiden. Sværd, stigbøjler, sporer, bidsler m.m. findes på museet i Sønderborg.
Ny viden fra Motorvejs-projektet
Det er stadigt vanskeligt at vurdere omfanget af den ny viden, som motorvejsprojektet har kastet af sig. Skal man alligevel forsøge at indkredse, hvor der er opstået mest ny viden, så må man pege på to perioder: Ældre Stenalder og perioden 0 – 500 efter Kristi (Romersk Jernalder og Ældre Germansk Jernalder). Men også kendskabet til den landelige middelalderbebyggelse særlig omkring Dybbøl og Nybøl er blevet betragtelig forøget. Der er i alt gjort 1.400 fund af forskellig værdi.
Fra den Ældre Stenalder er der gjort fund, som nok oftest overses. På disse fundpladser har få mennesker opholdt sig. Der er foretaget forskellige aktiviteter over en kort periode på måske kun et par timer eller en dag.
Det var ikke tyndt befolket
Periodens befolkning opholdt sig øjensynlig ikke kun på hovedbopladser, men anvendte mindre specialpladser til forskellige primært jagtrelaterede aktiviteter. Det kunne være organiseringen af selve jagten, fremstilling af både dagligdags redskaber og jagtvåben, forarbejdningen af byttet m.m.
I perioden 0-500 efter Kristi sker der et generelt opbrud i de gamle stammesamfund og den tidligere rigsdannelse sætter ind over store dele af Nordeuropa og Skandinavien. Tidligere var det opfattelsen at områderne omkring de store våbenfund (f.eks. Nydam Mose) var folketomme eller meget tyndt befolkede. Motorvejsundersøgelserne har vist, at dette ikke er tilfældet.
En overraskende befolkningsgruppe
Området omkring Nydam Mose var tæt befolket i tidsrummet 200 – 400 efter Kristi. De huse, man boede i, syntes at være bygget på en anden måde end den, der kendes fra tidligere og senere århundreder. Husene fra 200 – 400 efter Kristi har haft meget mere tilfældes end byggeskikken hus Anglerne. Det var en befolkningsgruppe, man hidtil har troet primært boede syd for den nuværende grænse til Tyskland.
Hvis man virkelig i nogle perioder kan aflæse en befolknings etniske tilhørsforhold ud fra den anvendte byggeskik, så åbner der sig et væld af nye muligheder for boplads- arkæologien
Væsentlige jordfaste fortidsminder
Undersøgelserne har også ført til en væsentlig forøgelse af lokaliteter i perioden 1000 – 1200 efter Kristi. Fortrinsvis nord for Dybbøl Kirke op mod Ragebøl.
På hele strækningen mellem Kliplev og Sønderborg har både stenalder-jægere og jernalder-befolkningen bosat sig. Der er tale om hele 182 lokaliteter. Man havde kun kendskab til 15 lokaliteter i forvejen.
Oversigt over væsentlige jordfaste fortidsminder i ”Motorvejs – undersøgelsen”:
Nydam Mose
De mest berømte fund er foregået i Nydam nær Alssund ved Sandbjerg Slot. I sommeren 1859 – 62 og 63 undersøgte professor Engelhardt mosen arkæologisk og gennemgravede en plads på godt10.000 fod.
Kong Frederik den Syvende var en ivrig oldgransker. Han aflagde to besøg i mosen, sidste gang 27. oktober 1863, kort tid før han døde på Lyksborg Slot. Hovedfundet og egetræsbåden blev først indlemmet i oldtidssamlingen i Flensborg. Efter krigen førte tyskerne fundet til Kiel. Fyrretræsbåden blev ødelagt. Flere fund blev bjerget. Nogle af disse gik tabt ved Frederiksborg Slots brand.
Den 8. august 1864 gravede den belgiske prins Ahrensberg i østrigsk tjeneste i Nydam og fandt et jernanker. Ankerets skæbne er dog ukendt.
De mange sager i eller uden for bådene var tilrettelagt af menneskehænder og siden ikke rørt. Hestene havde dybe øksehug i hovederne. Den ene båd var gennemhugget under vandlinjen.
Var sagerne lagt nedlagt som ofre til guderne? Egnens folk var hedninger. Sagerne kan derfor være nedlagt som takkeoffer for en lykkelig begivenhed eller som et offer for at formilde de vrede guder imod sygdom, hunger m.m.
Mændene gav lanser, buer, piler, økser, sværd, skjolde og skibe. Kvinderne gav toiletsager, smykker, husholdningsredskaber. Og de gamle gav mønter. Høvdingerne gav deres udtjente rideheste med bidsler og sporer.
Nydambåden stod højst 7 fod nede. Bådene var efterhånden sunket ned i mudderet. De var gået fra i sammenføjningerne og groet til.
I Salomonsens Leksikon bliver det hævdet at Nydam-sagerne er nedlagt på en gang ca. 400 e.Kr. Og det er sket efter en kamp. Dette er en forkert opfattelse. Disse store fund skulle være ofringer efter sejren. Men se dette er der også delte meninger om. Det kan jo også være krigsbytte, der er blevet ofret.
Helt tilgroet
I perioder har vandstanden kun været en meter. Omkring 400 efter Kristi var den helt tilgroet. Over en periode på knap 300 år (fra ca. 200 til 500 efter Kristi) blev den lave sø ved gentagende lejligheder brugt som offerplads for krigsbytte – både våben og anden udrustning.
I årene 1859 – 1863 blev de første udgravninger foretaget i mosen under ledelse af Conrad Engelhardt. Engelhardt mente at den bedst bevarede af bådene – den berømte ”Nydam – båd” skulle forblive i dansk eje. Båden er dog i dag i tysk eje. Danmark har forgæves forsøgt at få den i dansk eje. I 1888 blev der igen gjort et betydeligt fund i Nydam Mose – 100 genstande – fortrinsvis forgyldte sværdskedebeslag af sølv.
Knap 100 år senere i 1984, i 1984 gravede Nationalmuseet for første gang i mosen og fandt ved denne lejlighed en større samling sværd, skjolde, spyd og lanser – næsten 1.500 genstande.
Endnu flere fund
I 1989 indledtes rekognosceringer i mosen med magnetmeterudstyr og en mindre udgravning afslørede en større ofring af militært udstyr, omfattede mere end 1.000 enkeltdele.
I 1992 genfandt man Engelhardts udgravningsområde, hvor de store både var blevet fundet. I 1995 – 1999 undersøgte man bl.a. et offerlag over skibsresterne med yngre ofringer. I 2009 kunne det konstateres, at oldsagerne i mosen er truet af planten padderok. Disse planters rødder trænger langt ned i jorden. Undervejs borer de sig gennem oldsagerne og vil med tiden ødelægge dem. En mindre undersøgelse i 2011 har derfor bl.a. haft til formål at kontrollere bevaringsforholdene for de genstande, der endnu ligger gemt i mosen.
Foreløbig har man kunnet udskille militært udstyr fra seks ofringer, mn fremtidige udgravninger vil uden tvivl bringe flere ofringer frem i dagens lys. De gode bevaringsforhold for metaller og træ i mosen betyder at hovedparten af de genstande, der oprindelig blev ofret. er yderst velbevarede. Dette giver et unikt indblik i Jernalderens skibskonstruktioner og våbenteknologi samt i detaljer viser, hvordan Jernalder-krigerens udrustning var sammensat.
Den almindelig befolkning ofrede lerkar med mad. Søen fungerede som forum for sejrherrens triumf og tribut.
Udgravninger ved Ravnhøjgård, Klosterbjerg, Ullerup, Tavhave og Søgårdsmark har afsløret bebyggelser fra tidsrummet 128 – 400 efter Kristi. Sundeved har været mere attraktivt end man hidtil har forestillet sig.
Anglerne har fået fodfæste i Sundeved meget tidligere end beregnet.
De gamle byer
Først i Vikingetiden i det 8. – 10. århundrede er der blevet bygget byer. Lige vest for den skovbræmme som vi har omtalt, lå der en by, som 1543 hed Kydingh. Den var på 10 – 12 gårde. I 1716 blev den brækket ned. Herregården Kiding blev bygget som ladegård til Søgård. Kiding er den ældste by på egnen.
I Sundeved er der stort set kun tre slags navne på byer, marker og gårde.
”Bøl”- byerne må være de ældste. ”Bøl” betyder bolig, et sted hvor bonden slog sig ned med sin familie. Vi kender Skodsbøl i Broager sogn også måske Smøl (Småbøl), Brobøl, Avnbøl i Ullerup sogn. Ragebøl i Dybbøl Sogn og Nybøl og Adsbøl.
”Torp” – byerne er det ikke så mange af. ”Torp” betyder et sted, hvor man samles, en udemark, en plads hvor bønder bor. Vi kender Stenderup, Sottrup, Ullerup (1352 Ugeltorp, 1439 Uldrop).
Mange af byerne har også navne efter mande-navne eller efter naturen.
Kun få tyske navne findes som et minde om junker- eller hertugtiden f.eks. Schnaubeck, Rackebüll, Lundsgardt, Gravenstein. (Snogbæk, Ragebøl, Lundsgaard, Gråsten)
De første indvandrende folk i Sundeved har sikkert slået sig ned ved vestgrænsen langs Bovrup Bæk og ned efter Flensborg Fjord.
Brorbøl – folkene
Vestfolkene med et fællesnavn ”Brorbøl-folkene har sikkert befolket halvøen imod øst helt ud til Alssund. I vikingetiden fik Ullerup Sogn, hvis vestgrænse er Bovrup Bæk ikke mindre end tre ”bøl”-byer” – Brorbøl, Avnbøl og Adsbøl.
Disse byer må anses at være ældst. I gamle dage var Ullerup Sogn meget stort. Et gammelt sagn siger, at de første folk i Sundeved, der afsagde hedenskabet, lod sig kristne – døbe i Bovrup Bæk. Sagnet melder, at det skete på et meget tidligt tidspunkt. De var kommet til at tvivle om ægtheden af den gamle nationale tro.
Et andet sagn fortæller, at Ullerup Kirke oprindeligt skulle have været bygget i Brørbøl ”å æ Striffel” (ved Sognets vestgrænse), men der skete sære tegn. Der blev set lys og underlige lyde hørtes. Om natten blev stenene slæbt længere ind i Sognet og fandtes å æ Pold, hvor kirken blev opført og endnu ligger.
Katolicismen havde godt tag i borgerne
Katolicismen må have slået godt igennem i det vidtstrakte sogn. Så højt op i tiden som 1506 indstiftede præsten Tomas Jensen (Jacobi) barnefødt i Blans et Sct. Annagilde i Ullerup. Til ære for den højt ansete helgeninde Jomfru Marias moder. Meningen med gildet var at stifte et broderskabsforbund til gensidig hjælp ved bøn, forbøn, retshjælp og støtte i forskellig retning. Medlemmerne var mænd og kvinder af adel og bondestand. Gildet holdt dog kun en snes år, så kom en ny kirkelære og Ullerup Sogn tog straks imod den.
Ved vestgrænsen i Ullerup Sogn lige over for Bovrup Bæk byggedes i middelalderen en stærk befæstet gård, der hed Brådborg. Voldstedet kan ses endnu. Der var en dyb grav om gården. Den nævnes første gang under Valdemar Atterdag. Men den er sikkert meget ældre.
Bønderne tabte deres jord
Bønderne blev ikke ved med at være frie som de havde været i gamle dage. Først kom Junkertiden. Denne afløstes af hertugtiden, da Hans den Yngre købte junkerne ud.
I Ullerup Sogn var der ikke mindre end otte sådanne gårde, Brådborg, Avnbøllund, Avnbølgård, Lundsgård, Blansgård, Ballegård, Philipsborg og Lakær.
I junker- og hertugtiden tabte bønderne en del af del af deres jord og blev hovbønder i lange tider. Gods- og adelsherrerne fik betydelig magt. Håndværkere, husmænd og bønder dannede deres egen kreds
1500 nævnes Sandbjerggård øst for Øster Sottrup for første gang, og ca. 1750 grundlagde hans den Yngste af Sønderborg Sandbjerg Gods. Hertugen lod bygge en dæmning ud mod Alssund, hvorved en vig fra sundet omdannes til Møllesøen. Han byggede også en vandmølle, hvis rester endnu kan ses ved Møllehuset på Sandbjerg.
I 1788 lod Conrad Georg Reventlov det nuværende Sandbjerg Slot bygge på pynten mellem Møllesøen og Alssund.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.647 artikel herunder
Dato: juli 9, 2020
Turen går til Sæd-Ubjerg
Det er langt fra Tønder til Sæd – med en lagkage. Hvad tror du er det mest fotograferede i byen? Vi skal også besøge hovedbyen Ubjerg i sognet. Vi besøger kirken fra ca. 1300. Ved siden af ligger Danmarks mest velbevarede præstegård og måske ældste. Og så er det også lige Bjerremark fra 1685. Her blev Christianslyst også opført. Vi hilser på mælkekusk Peter Bruhn. Hans kone kom ud for en meget grim ulykke. I 2007 fik beboerne i Sæd et chok. Her har man en skamstøtte, man nok ikke skal prale af. Kirsten Christens fik ikke glæde af klingpungen, der blev indført i 1715. Fattiggården på Sædmark blev indviet. Og Anne Cathrine hjalp man med at udvandre til Australien. I alt 34 kom ikke hjem fra Første Verdenskrig. Og så er det lige den berømte kartoffel. Vi besøger Æ Smaj, Æ skrædder og Dovne Ludde. Hvis du ikke blev konfirmeret, kunne du ikke gifte dig eller få arbejde uden for sognet. En ny skole blev betalt af staten. Og 25 gendarmer, der kom til Sæd måtte tvangsindkvarteres. I 1947 var der sne i tre etager. Husholdersken fik dansk statsborgerskab, og det var det hun var ude på. Vi besøger det mindste hus i Sæd. Og her er masser af naturoplevelser.
Langt med en lagkage
Det er langt, når man skal cykle fra Tønder til Sæd med en lagkage. Ja. Det skulle jeg dengang var bydreng hos bager Arnold Petersen i Tønder. Men bortset fra det er det vel kun 3- 4 km fra Tønder. Indtrykket er, at der sker en masse i den lille landsby Sæd, kendt for bl.a. Sæd Grænse. For at beskrive historien har vi bl.a. kigget i ”Kirkebladet for Ubjerg Sogn”. Det lyder kedeligt, men det er det bestemt ikke.
Folk med øgenavne
Vi starter med et par stykker som har fået øgenavne. Vi præsenterer hermed:
Det mest fotograferede i Sæd
Byskiltet i Sæd er nok det mest fotograferede. Jævnligt sider folk overskrævs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med. Jo skiltet er også blevet stjålet et par gange.
Sæd ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb, Lilleå og Sønderå. Mod vest ligger sognets hovedlandsby med sognekirken, Ubjerg.
I nærheden af byen
Det er lige i nærheden, at vores far mange gange tog os med for at bade i Grønåen, en del af Vidåen. Det var skønne øjeblikke. Og på broen lige i nærheden af dette sted blev der kæmpet lige efter besættelsen. Nogle tyske soldater på vej hjem ville ikke rette sig efter en ordre fra danske modstandsfolk. Det kom til et skyderi. To danske modstandsfolk blev alvorlig såret.
En smuk landsby
Byen er omgivet af enge mor nord, vest og syd. I tiden før afvandingen stod enge om marker oversvømmet af vand hele vinteren igennem, ja undertiden også om sommeren. Selve byjorden er lidt højere.
Der er en del gårde og mange små ejendomme med lidt jord til. Ingen af disse gårde er fredet. Men der er to gårde i Ubjerg som vi skal se nærmere på. I Kommuneatlas for Tønder Kommune fra 1993 blev 10 ejendomme i Sæd betagenet som ””høj bevaringsværdigt”.
Den nordøstlige meget smukke gård langs det nordlige gadestrøg blev meget ødelagt af orkanen i 1999. Dens udlænger er nu revet ned. Kun hovedhuset står tilbage.
Sydøstligst i landsbyen er der en smuk, vestslesvigsk gård med en meget fin lade med højt stejlt tag.
Den tidligere tyske skole ved Sprøjtehusvej midt i landsbyen er et fint eksempel på en skolebygning med lærerbolig fra tidligt i 1800-tallet. Gården ved siden af er trods misligholdelse en statelig gård med tre længer og et ikke sammenbygget stuehus omkring en gårdsplads. Især lade-bygningen har stor værdi. I landsbyens sydlige del ligger flere bevarede og bevaringsværdige småhuse med forskellig grad af velbevarethed.
Danmarks mest velbevarede præstegård
Og hvem skulle tro, at der i sognet ligger en af landets ældste præstegårde. I gamle dage kunne man gå over i kirken og låne en nogle for at se den. Men dette kan man dog ikke mere. For i dag er præstegården privatejet.
Ubjerg Præstegård er fra 1675. Sognet har ikke så mange folkekirkemedlemmer, så det kan bære at holde en så flot gård ved lige. Men gården var dog i brug til 1. maj 2004. Det lille Ubjerg Sogn er nu slået sammen med nabosognet Møgeltønder. Men nu var vi har lavet en afstikker til Ubjerg kigger vi lige først på den ældgamle kirke.
Der var to indgange til kirken
Lige ved siden af denne perle af en marskgård ligger den ældgamle kirke. Den ældste del af Ubjerg Kirke er det nuværende apsis og kor, som menes at være opført i 1200-tallet.
Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte til Tønder slot. Kapellet har måske ligget som et ensomt bedehus ud mod den åbne kyst. Sagnet fortæller videre at kapellet i sin tid har været forbundet med Tønder Slot gennem en underjordisk gang.
Omkring 1300 er selve kirkeskibet opført som tilbygning til apsis og kor. Hele kirken er bygget af munkesten, men apsis, kor og skibets mur mod nord er efterfølgende pudset.
Oprindelig var der ikke noget spir eller tårn på kirken. I stedet stod der på kirkegårdens sydøstligste del det fritstående klokketårn. Indtil den lutherske reformation blev indført i 1536 var kirken i den romersk-katolske tid viet til Skt. Laurentius, en romersk martyr.
Kirken havde oprindeligt et stråtag. Den havde to indgange. Den nuværende syd-indgang var til mænd. Og den til nord var til kvinder. Kvindeindgangen blev allerede lukket omkring 1595.
Engang – et fritstående kirketårn
Kirken stråtag blev formentlig omkring 1700 erstattet af et tegltag. I året 1857 blev der foretaget en større ombygning af kirkens ydre. Tagkonstruktionen fik en lavere hældning og det fritstående klokketårn blev erstattet af en tagrytter. Kirketaget og tagrytter blev derefter belagt med skifer. Og det står i historiebøgerne at det var på grund af ”Egnens beskaffenhed”.
Efter reformationen hørte kirken under Ribe Stift, men den var i længere tid omstridt. I 1576 – 78 tilkendtes den Hertug Hans. Ved samme lejlighed blev den udskilt af Ribe Stift og blev lagt under Slesvig. Først i 1920 vendte den tilbage og blev lagt under Ribe Stift.
Tårnet på Ubjerg Kirke bliver normalt omtalt som kirketårn, men rettelig er det en tagrytter.
Et fritstående klokketårn nævnes i 1595, som var tæt på sammenstyrtning. Det skulle have stået i det sydøstligste hjørne af kirkegården. Det er blevet repareret i 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret, malet og tjæret i 1819 og 1830. Men i1857 rev man det ned.
En tagrytter er et klokketårn monteret på den bestående bygnings tag. Kirken har to klokke, og de er fra omkring 1400.
Den ”Salige” jens Petersen skulle i 1590 have skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men da denne indgang blev tilmuret, sattes pengene ”på rente til kirkens bedste”.
Alterbord fra 1250
Der er bræddelofter overalt i kirken. Skibets bræddelofter har store malerier fra 1747, der forestiller syndefaldet, korsfæstelsen og dommedag. Mellem skib og kor er et sengotisk kor bue krucifiks fra begyndelsen af 1500-tallet.
Alterbordet er fra romansk tid, omkring 1250. Måske er kirken oprindelig fra den tid?
Og så kunne det måske være, at vi lige skal grave yderligere i historien. Det tyder på, at der under pesten i 1602 – 04 har været stiftet et begravelsesgilde i sognet.
Indhegnet grundet antruffen heste, svin eller andre ”bæster”
Den lille hyggelige kirkegård hegnes i nord, nordøst og vest af delvis jorddækkede kløvstensdiger. I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som et værn mod dyrene. Hvis der så alligevel blev antruffen heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt en bøde.
Stoleværket
Stoleværket med gavle også mod væggen er udført 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen samme sted. Det er 15 mandestole og 14 kvindestole. De afløste et sæt fra 1595. Der var eller er også specielle stole til præstekonen og degnen.
En tur i præstegården
Ved siden kun adskilt af en hæk og en låge, ja sådan var det sidst ”Den Gamle Redaktør” var forbi sognets fornemste bondegård, ja sådan skulle det være i ældre tid, sognets præstegård. Skal vi ikke bare kalde den får Danmarks mest velbevarede præstegård. Huset er bygget sammen med to stalde. Som altid på disse kanter er stråtaget 10 – 15 cm. Tykkere end andre steder i landet. Det luner om vinteren. Præstegården er i dag fredet.
Taget har mønning af tørv og der sidder tre skorstene i beboelseslængdens rygning og i den nordlige udløberlænge.
En ligdør
I østgavlen er der en ligdør. Denne dør blev før i tiden udelukkende brugt til ligfølget til at bære afdøde personer ud af huset, når de skulle begraves, hvorefter døren blev lukket igen. Ifølge folketroen kan den afdødes sjæl kun vende tilbage gennem den samme dør, som de var kommet ud af, da de forlod huset for sidste gang. Døren blev herefter holdt lukket indtil næste begravelse.
Originalt staldinventar
I staldlængderne er det intakt bevarede staldinventar med muge- og fodergange, heste- og kobåse, pigstengulvet, de uforarbejdede loftbjælker og loftbrædder, lokummet, ladens klinkebelægning og lerstampede gulv samt ladens synlige tømmerkonstruktion. Ladens konstruktion er typisk for de gamle marskgårde og kendetegnes ved solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.
Velbevaret værft i Ubjerg
Når vi nu er kommet til Ubjerg, kan vi lige så godt fortsætte med denne hyggelige by. Husene ligger placeret på både naturskabte sandklitter og menneskeskabte værfter. Hele Ubjerg er bygget på et værft, en kunstig bakke i det ellers flade marskland. Det er nok det største og mest velbevarede værft i Danmark.
Kirken har så vidt vides ikke været ramt af de talrige stormfloder som egnen har været ramt af. Mod nord ligger 4 gårdanlæg tæt sammen på det fælles øst-vest-liggende værft.
Den tidligere stavemåde er med d – Udbjerg. Landsbyen er samlet omkring kirken. Men også omkring Søndersøvej, sydøst for kirken ligger en samling småhuse. Ubjerg har også en Nørresøvej. Både Søndersø og Nørresø var tidligere store lavvandede søer, der forsvandt med afvandingen af Tøndermarsken og reguleringen af Vidåen. Nørresøen genopstod med gennemførelsen af Snæbelprojektet. Der er også skabt et stort vådområde kaldet Hestholm Kog.
På diget ved Nørresø findes der også skarv. De lever af fisk – og kun fisk. Her er sandelig set havørn.
Bjerremark fra 1685
Mod vest i Ubjerg ligger Bjerremark en stor smuk firelænget marskgård. Oprindelig er den fra 1685. Den nævnes både som dansk og tysk gård. Efter 1960 henlå den som tom og uvirksom. Gården blev nærmest plyndret for alt inden man i 90’erne startede en kommunalt drevet restaurering. Gården fremstår i dag som et kursuscenter. Den er blevet prisbelønnet for den fine restaurering. Herfra er der en smuk udsigt over den flade marsk.
Man mener, at det var friserne, der tog den specielle byggestil med herop. Allerede i 1100 – tallet begyndte de at anlægge værfter – forhøjede anlæg. Også tagkonstruktionen tog de med. Det gjorde den mere modtagelig for den kraftige blæst. Og de forhøjede værfter sikrede mod oversvømmelser. Herude i marsken var der nærmest vand halvdelen af året vand over det hele inden den store afvanding.
Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentligt fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelig byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer. Det var bl.a. derfor man byggede i grundmur.
Modstandsdygtig
Desuden var grundmurring også mere modstandsdygtig over for klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk med lerklinet tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker.
Rør til tækning hentede man i marsken særlig ved Aventoft eller i Rudbøl. Her i marsken var der langt flere rør end nu. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden.
Bjerremark nævnes første gang i 1685. I 1840 fik Carsten Richtsen Angel fæstebrev på gården. I 1842 blev den markant ombygget og udvidet. I 1872 blev der tilføjet en fin dørportal med syd med søjleparti og inskriptionen ”1872”.
Flere originale bygningsdele
I 1947 kom gården på danske hænder ved den dansksindede organisation Landeværnets mellemkomst. Af de nuværende bygninger er stuehuset opført i 1842 mens staldlængerne er opført i 1874. I stuehuset synes flere af de ældre bygningsdele fra det tidligere stuehus at være blevet genanvendt, herunder fyldningsdøre, indgangspartiet i forstuen, hoved – og havedør samt sandhedsportalen mod gården.
I 1988 gennemgik Bjerremark en stor renovering og restaurering. Herefter blev gården indrettet til kursuscenter. Gårdspladsen mellem bygningerne er belagt med pigsten. Stuehuset er en etage høj og en tretten fag lang bygning, der fremstår grundmuret i rød, blank mur med en gennemgående frontgavl.
Mod døren er bevaret en forstue med inderdøre fra 1700-tallet. Her er også bevaret ældre brændeovne, den ene er kakkelbeklædt, mens den anden er udført i metal.
Der er stråtækt tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg. Vinduer, porte og luger er efter skik malet hvide.
Ændret vejforløb
Indtil 1934 forløb vejen mellem Ubjerg og Møllehus nord for Bjerremark og så langs den nordlige og vestlige skovkant, mellem skoven og Ubjergvej 21 og derfra som nu vestpå. På nordsiden af vejen fra skoven til Ubjergvej 25 lå der oprindelig en mark, der hed Langbjerg.
Christianslust
Den tilhørte Martin Lorensen. Han og Christian Angel på Bjerremark var dengang de to største lodsejere i Ubjerg. De var af en eller anden grund blevet uenige. For at drille Christian Angel lod Martin Lorenzen i 1899 opføre et beboelseshus i markens sydøstligste hjørne lige over for indkørslen til Bjerremark. Det var et pænt rødstenshus med tegltag med to slags kulørte tagsten. Over indgangsdøren til syd mod vejen sad en hvid marmortavle ca. 60 x 80 cm med følgende indskrift:
Huset blev lejet ud til en børnerig arbejderfamilie. Christian Angel døde i 1908. Senere er fjendskabet glemt. Christian Angels enke eller søn har derefter ved mageskifte erhvervet jorden og huset. Indtil Christian Bahnsen købte huset i 1929 var det udlejet til arbejdere på Bjerremark.
Det kneb med plattysk i skolen
Christian Bahnsen brød sig ikke om navnet Christianslust og fik fjernet tavlen. Men i offentlig omtale beholdt huset navnet til omkring Anden verdenskrig.
Den nærværende vej gennem skoven var dengang en indkørsel til Bjerremark gennem en dejlig, tæt granplantage på begge sider. Indkørslen var markeret med hvidmalede stenpæle og et skilt angav at det var Privat.
Christian Bahnsen arbejdede meget med opdræt af heste. Han var også en ivrig ringrider. I ægteskabet var der fire børn. Derhjemme blev der talt plattysk. Da den yngste kom i skole i 1944, havde han problemer med sproget.
Det omtalte hus er revet ned og erstattet af en pæn nedbygning en smule længere mod vest.
Mælkekusken, Peter Bruhn
Peter Bruhn overtog fødehjemmet Søndersøvej 8. I januar 1910 begyndte han som mælkekusk. Med sine to hvidskimlede arbejderheste at køre med daglig mælk for landmændene til mejeriet i Süderlügum. Grænsedragningen i 1920 satte dog en stopper for dette.
Da det nybyggede mejeri i Sæd begyndte i juni 1923 genoptog han mælkekørslen fra Ubjerg til Sæd. Da muligheden for at få forarbejdet mælken i Süderlügum blev stoppet anskaffede mange hjem en centrifuge. Den kunne skille mælk og fløde ad. Man kunne også få maskiner til at kærne smør med.
Smørret blev solgt til købmænd eller private i Tønder. I mange køkkener og vaskerum var der således installeret centrifuger. Straks efter både morgen – og aftenmalkningen endnu mens mælken var varm, skulle den køres gennem centrifugen, der blev drejet med håndkraft. Når maskinen først var sat i gang og havde de nødvendige omdrejninger, gik den jævn let.
En frygtelig og grim ulykke
Den havde en stor oversættelse, fordi der skulle en god fart på for at få mælk og fløde skilt ad. Dette var et dagligt arbejde som oftest blev udført af større børn. Ellers var det malkepigens arbejde. Efter hvert brug skulle en sådan centrifuge skilles ad og rengøres. Helt ufarligt var en centrifuge skam heller ikke, når den var i gang.
I Peter Bruhns køkken stod en sådan centrifuge. Her skete der en frygtelig og meget grim ulykke. Den 20. juni 1920 er Mette Bruhn efter morgenmalkningen i færd med at køre mælken igennem centrifugen. Uheldigvis kommer hendes fletning så tæt på maskinen, at den får fat i håret og i et nu er hun skalperet. Hun har fået alt hår og hårbund revet af hovedet.
Med pinefulde smerter kommer hun med hestevogn og ad dårlige veje til sygehuset. Det var en ulykke, der rystede alle i landsbyen. Efter et meget langt sygehusophold kom hun hjem igen. Men i flere år måtte hun flere gange om ugen til sygehuset til behandling.
De russiske gæs
Maleren Emil Nolde, der ikke boede så langt herfra, har ofte nævnt disse blisgås og bramgås. Man kan høre det på deres snakken og gakken. Det er nærmest russisk. De kommer også derover fra. I vintermånederne slår de sig ned i Ubjerg Kog. De skal æde sig fede inden trækket går til Sibirien og det nordlige Rusland om foråret. Så bruger de alle de lyse timer til at æde. En gås spiser helt op til sin vægt – hver dag.
Det næringsholdige græs giver gæssene gode vilkår. Når det går helt vildt for sig, så fordobler en gås sin vægt på blot en måned. Så er det brændstof til en flyvetur på et par tusinde kilometer.
Tilbage i Sæd
Gårdene der ligger yderst, er opført på værfter, både enkelt – og dobbeltværfter.
De traditionelle håndværkserhverv i 1700 – og 1800 – tallet var fint repræsenteret i landsbyen, Sæd (blandt andet smed, bager, maler, tømrer). Vi skal kigge på et par stykker. Ikke alt er lige pænt. Der er nogle skræmmende til – og ombygninger.
I 2007 fik beboerne et chok
Byen Sæd nævnes første gang i 1237 som ”Sæthe”. Ordet betyder at sidde eller bosætte sig. Allerede i 1740 blev gårdene udskiftet. Men gårdene blev i byen. Dette skyldes nok de særlige forhold i marsken.
Byen betragtes som en ualmindelig velbevaret landsby både hvad angår struktur og bebyggelse. Der mange ældre gårde med ældre landsbyggeskik.
Der var meget, der skulle klares på gårdene ud over dyrkning og høst af afgrøder og pasning af dyr. Der var også bagning, røgning og slagtning. Børnene hjalp altid med.
I 2007 fik beboerne i Sæd pludselig et chok, for byen mistede sin status som by. Det sker, når man kommer under 200 beboere. Men det ser ud til, at man igen er kommet over dette tal.
En skamstøtte
Det er ikke mange byer, der har sådan en. Og egentlig er det hvis ikke noget at prale med. Med det har Sæd – en skamstøtte. Men man skal kigge godt efter. Den ligger syd for byen.
Den er rejst fordi Kirsten Christens i 1712 myrdede sine fire børn og begik selvmord med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse i at skaffe mad nok til sine børn valgte hun at tage livet i ”et anfald af tungsind og sindssyge”. Ja sådan beskrev præsten det.
De stakkels børn blev begravet på Ubjerg Kirkegård. Og det gjorde Kirsten Christens også. Men da provsten i Tønder hørte historien beordre han ”morderen” gravet op igen. Hun blev derefter fragtet hen til det hus, hvor forbrydelsen fandt sted, smidt ud ad vinduet og begravet ude på heden.
Hun måtte sandelig ikke begraves i indviet jord. Det at begå selvmord var i sig selv strafbart. Og som skræk og advarsel blev der så rejst en skamstøtte. De forbipasserende kastede sten efter den. Og det er til skræk og advarsel for alle. Inskriptionen kan man ikke mere tyde. Og i dag er der sikkert ikke nogen der kaster sten efter skamstøtten.
Klinkpungen kom i 1715
Dengang blev det betragtet som en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Dengang var der ikke et socialt sikkerhedsnet. Måske kunne klinkpungen i Ubjerg Kirke have hjulpet. Men den blev først indført i 1715.
Det var pastor Wegner, der indførte den. Han begrundede indførslen med, at man på en skøn måde og i stilhed kunne gøre meget godt, idet ingen fik at vide, hvor meget den anden puttede i.
Man behøvede heller ikke at putte noget i hver søndag. Med de indkommende midler kunne de fattige så forsørges rettidigt. Man kunne måske herigennem også skaffe skolebøger til de fattiges børn.
Byens fattige forsynet med kontanter
I 1789 blev sognets fattige ifølge pastor Todsen forsynet med kontanter. Ugentlig fik de af fattigforstanderen tildelt et beløb afpasset efter alder og fattigdom. Pengene i fattigforsorgen kom dels fra indsamlinger i kirken dels fra et årligt bidrag fra kogs-regnskabet. Derudover blev det pålagt sognets velstående hvert kvartal at betale et vist bidrag til fattigkassen.
Fra 1795 til 1859 foregik fattigforsorgen i sognet på denne måde. Hvert år blev der fattigregning, en form for generalforsamling.
I midten af 1800-tallet blev der i alle sogne oprettet fattiggårde. Fattiggårde var som regel en landbrugsbedrift opført eller købt til at huse sognets egne fattige, som her fik den fulde forplejning og logi. Det var tanken at fattiglemmerne skulle være selvforsynende. Ved en stor brand i 1857 nedbrændte flere ejendomme på Grøngårdsvej. En af disse var tiltænkt fattiggården.
Fattiggård ved Sædmark indviet
Efter indførelsen af ”Forordningen om fattigvæsenet” fra 1841 fik Ubjerg sogn en fattiggård – ”Æ Armhus”. Den kom til at ligge ved Sædmark mellem Ubjergvej 7 og 9. Men den blev først indviet i 1859 med 5 voksne og 4 børn.
I befolkningen har det altid været ulykkelige personer, der ikke har haft midler nok eller ikke har kunnet få dem til at række til de daglige fornødenheder.
Lemmerne på fattiggården skulle overholde reglementet. Der var oprettet et fattigvæsen, der bestod af sognets to sognerådsformænd og tre medlemmer af menighedsrådet. Omkring 1961 trængte fattiggården til en større istandsættelse. Kommunen besluttede at sælge fattiggården med tilhørende jord til højeste bud. Og det var for 36.200 kr. til Fedder Feddersen, Bremsbøl. Få år senere blev ejendommen revet ned.
Man hjalp Anne Cathrine til at udvandre
Der var mange, der udvandrede dengang. De sociale myndigheder hjalp gerne til. Ofte var det billigere at komme af med de fattige. Og politiet sendte også kriminelle med skib til Amerika.
I Ubjerg var det Anne Cathrine Sørensen, der ofte havde henvendt sig til Fattigkassen. Hun var ugift og var alene med tre børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevilge et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien.
Man sikrede sig at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig ikke altid gode erfaringer med dette.
Tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse
Befolkningen i Sæd – Ubjerg knyttede sig i 1830’erne og 1840’erne til den slesvig-holstenske bevægelse. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og i kirkeliv.
I alt 34 kom ikke tilbage
Lige fra Første Verdenskrigs start blev alle unge våbenføre mænd indkaldt til krigstjeneste. Næsten alle, uanset sindelag efterkom orden. De opfyldte deres borgerpligt ved at møde op under de tyske faner.
Mange af de indkaldte fra sognet måtte forlade kone og børn og til dels deres landbrugsbedrifter for at drage en uvis fremtid i møde. Mange troede, at det kun drejede sig om måneder før man var tilbage. Men det blev til 4 år med umenneskelige strabadser i skyttegrave navnlig i Frankrig og Rusland.
Hvor mange, der deltog fra sognet, vides ikke. Men næsten alle sognets familier havde slægtninge med i krigen.
De sørgelige budskaber kom løbende gennem de fire år. I alt 34 kom ikke tilbage. Heldigvis kom den overvejende del tilbage. Men det var først efter at have tilbragt en tid i fangelejr eller i lazaret. Der blev opsat en mindeplade på de 20 faldne, der havde folkeregister i sognet
Den berømte Sæd – kartoffel
En overgang anså man Sæd kartoflen som den fineste i landsdelen. Det var en slags æggeblomme af ganske enestående fin kvalitet. Ejendommeligt er det, at der år efter år dyrkedes den samme sort af samme navn. Sådan var det slægtled efter slægtled. Man kaldte disse kartofler forskellige ting, bl.a. ”gullige ”Sædingerkartofler”
Ifølge en beretning af pastor Kallmer, Faretoft ved Dagebüll i et tidsskrift 1796 har der i Sæd dengang:
Selv om jorden tilsyneladende er af samme gode kvalitet, skelner man dog ganske nøje mellem de stavne, der giver den bedste kvalitet, og de der giver en ringere kvalitet.
Kartoffeldyrkerne i Sæd var nøjsomme og uhyre flittige. Jorden fik kun staldgødning. Ifølge gammel tradition vender man jorden med spaden, ja enkelte gik så vidt, at ”de drager plovens nytte for jordbehandling i tvivl, når det gælder dyrkning af kartofler”.
Håndens arbejde blev holdt i hævd. Inden lagringen håndsorteres kartoflerne 2-3 gange. Det var den bedste garanti for, at der ikke blev leveret en eneste forkert eller dårlig kartoffel.
Før ”Genforeningen” 1920 havde man et gammelt marked for Sæd-kartofler i Tønder og i Flensborg. Ja også i Husum solgte landsbyboerne kartofler og grøntsager.
Her regnede man med en fast pris af ca. 11 mark pr. tønde. Men dette er slut.
Grænsen blev lukket til Flensborg og Husum. I Tønder var der kommet kolonihaver. Nu er enkelte stavne tilgroet med græs. Den traditionelle kartoffelavl var ude for store vanskeligheder. Udbyttet blev for ringe. Og det var et stort arbejde med håndkraft.
Det var almindeligt kun at vende jorden med ”spaden” på de små jordlodder mellem husene og gårdene i Sæd.
Den sidste ”rødder” fra Sæd
Cecilia født Wellendorf stammede fra Sæd. Hun blev også kaldt for Sille, ja hun anses for at være den sidste ”rødder” kone fra Sæd. Hun solgte grøntsager fra ”æ Rørvuhn” i Tønder indtil først i 1930’erne. ”Rørvuhn” er en kærre, en vogn med to store hjul. Hun skubbede kærren fra Sæd til Tønder med egne grøntsager.
”Æ Smej” gennem 125 år
Landsbyen har gennem flere hundrede år haft en befolkning, der delte sig mellem små næsten Jordløse Kådnere og daglejere og en række større og solide gårdmænd.
Gennem 125 år har ”Æ Smej” eksisteret i Sæd. Og smedevirksomheden var drevet af den samme familie i generationer, nemlig familien Specht. Og det var i den samme ejendom, Grænsevej 10. Og det hele startede i 1862, da Christian Hansen Specht købte smedevirksomheden af den tidligere smed Jacob W. Jensen. Han fik også tillidshvervet ”Kirchenältester”.
Sønnen Carsten, en af 8 børn tog på valsen, der måtte han sin tilkommende. Han overtog firmaet. Han var den første i Sæd, der fik telefon. Han fik smedjen bygget om og indlagt el i 1922. Han ombyggede det hele og fik en omfattende handel med landbrugsmaskiner. Ved siden drev han også landbrug. Han importerede moderne selvbindere fra Amerika.
I 1930’erne var han formand og forretningsfører for Sæd mejeri. Men grænsedragningen i 1920 tog en del af kundeunderlaget. I 1925 fik han bil som nr. 5 i sognet. Sønnen Christian overtog firmaet. De købte en ejendom ude på Grøngårdsvej. Efterhånden gled det gamle smedehåndværk i baggrunden på bekostning af mere maskinhandel. En olie – og benzintank blev placeret ved virksomheden.
Den gamle smedje holdt i 125 år med fire smedemestre fra familien Specht.
Æ skrædder fra Sæd
Hans Chr. Lund var født i Terkelsbøl i 1861. Og konen Else Marie var fra Lendemark. De bosatte sig i den nuværende Sønderbæksvej 10.
Som skrædder tjente Hans Christian Lund ikke store penge. Han måtte ofte gå langt for at så for folk. Dengang gik skrædderne ud til folk og syede i deres hjem. Hestekøretøj havde han ikke råd til. Han gik til fods. Om sommeren kunne det ske, at han stod op kl. 4. Så gik han tværs over markerne til Højer, hvor han syede hele dagen. Derefter gik ruten hjem igen.
Foruden at arbejde som skrædder var han markmand. Han holdt i sommerhalvåret opsyn med andres kreaturer og får på markerne. Markerne var dengang ikke indhegnet med tråd. De var kun adskilt med vandfyldte grøfter. Hvis dyrene havde held til at komme over grøfterne, var det hans opgave at få dem tilbage igen. Det kunne ske, at han fandt et får, der var druknet. Dette berørte ham meget. Han havde altid Æ Klu’ stach (springstok). Med den kunne han forcere de vandfyldte grøfter.
Skrædderen elskede at synge. Men det foregik kun på dansk. Og det kunne være problematisk i en tysk tid. Men tolderne kendte ham. Han var en samvittighedsfuld mand og agiterede ikke for danskheden uden for hjemmet.
Konen var en afholdt kogekone overalt i sognet.
Dovne ”Ludde”
Ude i det østligste hjørne af Ubjerg Sogn ligger ejendommen Sædholm. Ejendommen bestod oprindelig af en længe med beboelse i den ene ende og en længe med beboelse i den ene ende og en lille stald i den anden ende. Beboelsen menes at være opført omkring 1902 og stalden i 1920.
Det fortælles om en mand ”Ludde” som ifølge naboen på Holmgård boede der med sin familie før Første Verdenskrig. Han var meget doven. Men konen var meget energisk. Hun gik rundt om markerne og tog i pælene – var de løse tog hun dem.
”Ludde” skulle hjælpe med at anlægge den nye vej fra Sæd til grøngård. Gik han forrest i sjakket blev de forsinket. Gik han bagved blev han hurtig langt bagefter de andre.
Sædholm blev kaldt for ”Polen”
Ejendommen blev kaldt ”Polen” af den ældre generation. Det var fordi, at der under Første Verdenskrig boede nogle polakker på ejendommen. Det fortælles, at manden kom i fængsel for smugleri og skyderi.
I 1960’erne og 1970’erne blev der rundt om Sædholm gravet meget sand af til vejbygning og påfyldning. Det var entreprenørfirmaet Freiberg fra Tønder, der hentede mange læs sand herfra. Her blev der i 1977 etableret en knallertbane. Der var et meget kuperet terræn lige her. I 2013 blev denne bane lukket og blev retableret som et naturområde. Først 1964 – 65 blev der indlagt strøm. Tre husmandssteder blev derefter etableret i nærheden.
I 1972 blev der sat et nyt tag på huset.
Konfirmation havde stor betydning for de unge
Gennem årene er der blevet konfirmeret en masse i sognet. Her på siden har vi tidligere beskæftiget os med konfirmations – problemer i Møgeltønder og Daler. Grevinden på Schackenborg blandede sig. Men her i Ubjerg synes det ikke at have være problemer.
Oprindelig var det således, at hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne. Man kunne blive straffet hvis man ikke var konfirmeret inden man var 19 år.
I tidligere tider ”overhørtes” man i katekismus for at kunne konfirmeres. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner skulle præsten sætte ind med ekstra undervisning. Men skyldes årsagen modvillighed var straffen fængsel.
Konfirmationen havde alligevel en stor betydning for den unge. Det markerede overgangen fra barn til voksen. Med konfirmationen fik man borgerlige rettigheder. Men man fik også pligter. Ja og så fik man en skudsmålsbog. Sådan en var nødvendig, hvis man ville arbejde uden for sognet.
For dårlig i kristendom
Det var Christian den Sjette, der indførte konfirmationen i 1736. Den blev indført i Ubjerg Sogn i 1739. I begyndelsen var de unge mellem 16 ½ og 19 år. I år 1751 blev Ann Hennings først konfirmeret, da hun var 21 år. I kirkebogen står anført:
I 1789 skriver den stedlige pastor Todsen, at undervisningen foregår fortrinsvis om efteråret og foråret. Den foretages af præsten, degnen og skolemesteren. Dengang blev der afholdt konfirmation hver anden år. Dem, der i de mellemliggende år ville konfirmeres, blev det i nabosogne som Aventoft eller Süderlügum. Efter 1847 blev der afholdt konfirmation hvert år i Ubjerg Sogn.
En ny skole – bygget af staten
Da grænsegendarmerne i 1920’erne flyttede til byen fik man brug for en dansk skole. Men den kom dog først i 1933.
Der var tysk flertal helt til 1945. Efter ”genforeningen” blev der oprettet en dansk skole med syv børn i en lille privat stue hos en gårdmand. Efterhånden som grænsegendarmernes børn voksede til måtte man rykke op i ”piselen” – storstuen.
En ny smuk skole blev bygget af staten – ikke kommunen. Den blev indviet den 30. september 1933. Ved den højtidelige indvielse var amtmand Grev Schack, landstingsmand Hans Jefsen Christensen og amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen til stede.
Så tænder vi
Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro til kaffe og taler. Her holdt lærer Højmark Jensen en flammende tale om Kristen Kold, hans skoletanker og frie syn. I sin undervisning fulgte Højmark disse spor.
En dag i krigens tid lagde Højmark mærke til, at nogle af drengene sad og fumlede med noget under skolebordene. Det viste sig, at drengene rullede små cigaretter af hjemmelavet tobak. Højmark tog den i stiv arm:
Da alle var færdige med at rulle cigaretter, råbte han:
25 gendarmer til Sæd
I første omgang kom der 465 gendarmer til grænsen. Men det var ikke nok. Styrken kom op på 600 personer. Det betød, at der skulle rekrutteres yderlige ugifte mænd fra hele landet. De unge havde aftjent deres værnepligt og kom fra handel, håndværk og især landbrug.
Alene til afsnit Sæd kom der 25 gendarmer. Sædmark og Ubjerg hørte under dette afsnit. Direkte velkomne var de nok ikke i de første majdage i 1920. Det var i et son, der hovedsagelig stemte tysk. Den tåbelig krig havde kostet unge mænd livet. Dette sat sit præg på dagligdagen.
For de unge gendarmer, der kom, var det også en udfordring, at de kom til en egn som de slet ikke kendte. Og de havde også vanskeligheder med sproget. Her blev der talt sønderjysk og tysk. Også primitive indkvarteringsforhold blev de budt. Problemet med at skulle skaffe huslys til så mange på kort tid var svært.
Tvangsindkvartering
Løsningen var tvangsindkvartering med kost ost og logi det første halve år. Det har næppe været til glæde hverken for værtsfamilien eller den unge gendarm. Dengang havde man vel ikke gæsteværelser, det var højest et lille karlekammer. Gendarmerne havde vagt to gange i døgnet a 4 timer efterfulgt af 8 timers hvile. Efter en uge var der så en fridag. Vagterne harmonerede dårligt med værtsfamiliens hverdag.
En stærk befærdet vej
Vejen mellem Sæd og Ubjerg var stærkt befærdet. I 1930’erne var den nogle steder 24 meter bred fra grøft til grøft. Men den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Vejen har med tiden og årstiden hele tiden ændret forløb. Og vejen har været der siden middelalderen. Den har været vanskeligt at forcere med mælkevogne, transportvogne, ligvogne og lignende
Først i 1934 blev vejen asfalteret.
Sne i ”tre etager” i Sæd
I 1947 faldt der masser af sne i Sæd. Da var sneen på Grøngårdsvej uden for Alfon Tygesens gård så høj, at der skulle arbejdes i ”tre etager”.
Det var ”Magge”, der styrede denne snerydning. Hans kone døde af brystkræft. Og pludselig var han alene med fem drenge, hvoraf de to mindste endnu var hjemmeboende. Han havde ikke råd til en husholderske og cyklede hjemmefra om morgen klokken 6. han var først hjemme igen kl. 18 om aftenen.
Så skulle han ordne hjemmet og lave mad. Ofte stod det på havregrød. En overgang blev den yngste Walter sendt til Tønder efter middagsmaden på et pensionat i Søndergade.
Husholdersken fik dansk statsborgerskab
I løbet af 1951 fik ”Magge” også en husholderske. De blev da også gift. Hun var tysk statsborger. Men meget hurtig derefter flyttede hun. Efter sigende var det udelukkende for at få dansk statsborgerskab. Jo der var mange dramaer i byen. Markus Jürgensen døde den 5. august 1981.
I den gamle landevejskro
I den tidligere gamle landevejskro fra 1871 er der nu dannet Bed & Breakfast under navnet Sov Godt 8. Lokaludvalget har en aftale med Tønder Kommune om hjælp til nedrivning af faldefærdige huse, der skræmmer bybilledet. Men nedrivningspuljer hænger ikke lige på træerne.
Sæd er langt fra den eneste landsby i Danmark, som er udfordret af nedlukkede forsamlingshuse, skoler og dagligvarebutikker. Men i Sæd har bevaret optimismen takket være et aktivt og kreativt lokaludvalg.
Frysehuset i Sæd bliver stadig brugt
Engang var der mange frysehuse i Danmark. Det var det også og er stadigvæk i Sæd. Det lille sted er et kombineret bryggeri og museum i dag. Her kan man lære om ølbrygningens ældgamle kunst. Byens besøgende kan blive klogere på det lille røde hus historie.
Indrømmet, ”Den Gamle Redaktør” kender mere til det frysehus, der stod på vej ud til Ny Frederikskog syd for Højer.
Frysehusene havde den afgørende betydning, at husmødrene ikke længere behøvede at salte, henkoge eller ryge kødet, når det blev slagtet på gårdene. Nu kunne de i stedet fryse kødet ned i familiens egen fryseboks i det fællesejede hus. Ved restaureringen af Sæd frysehus har lokalrådet på en gang bevaret et symbol på den danske andelsbevægelse og samtidig skabt en aktivitet for byens voksne.
Det mindste hus i Sæd
Ja på Sønderbækvej ligger nok her det mindste hus i Sæd. Engang var det sikkert byens stolthed. Det var i juli/august 1951 frysehuset blev opført i Sæd. Det var Alfon Tygsen, der stillede jord til rådighed. I det firkantede rum var der en smal gang langs væggen og midt på gulvet stod to rækker med hver seks bokse. I flere tilfælde var der to familier fælles om en boks.
I begyndelsen var der kun kødvarer. Efterhånden fandt man ud af, at også bær og grøntsager kunne fryses. Købmanden fik frysebokspapir, fedtpapir – en slags pergament, brunt indpakningspapir og sejlgarn i ruller. Jo og så skulle man skrive pakkeseddel med indhold og ejers navn samt andelsnummer.
Når det var slagtedag hos de enkelte brugere, skulle det de fleste steder meddeles til frysehusets tilsynsførende i forvejen. Beboerne i Ubjerg og Sædmark havde intet frysehus. Men de havde muligheder for at få varer opbevaret i Ishuset, Ved Slotsbanken i Tønder ved Harald Sauer.
Frysehusene havde kun kort levetid. Masseproduktion fik priserne på frysebokse til private hjem til at falde og sammen med tiltagende velstand hos borgerne blev det i 1970’erne almindeligt at hvert hjem efterhånden fik både køleskab og fryseboks.
Masser af naturoplevelser
Der er masser af muligheder for en naturoplevelse i området, som vi her har beskrevet. Der er på det seneste anlagt afmærkede stier for gående og cyklister. Området er kendetegnet med et rigt fugleliv. Mange vadefugle og ænder yngler i området. I træktiden raster store flokke af gæs og svaner. Ligeledes kan der forår og efterår ses enorme flokke af stære, som overnatter i rørskovene i Magisterkog og Hasberg Sø.
I 2006 og 2007 er det gennemført et grænseoverskridende projekt syd for Tønder for at forbedre levevilkårene for dyr og fugle herunder for den hvide stork. På den danske side af grænsen er der i området ved Ubjerg og Møllehus anlagt 35 nye vandhuller, mens den tyske del af projektet har omfattet vandløbsrestaureringer og en udvidelse af det store vådområde Hasberg Sø.
Projektet har desuden omfattet anlæg af en ny vandresti langs Sønderås-diget på den danske side af grænsen mellem Møllehus og Bremsbøl med forbindelse til Ubjerg. Fra stien, hvorpå der også er tilladt at cykle, er der en fantastisk udsigt over afgræssede marskarealer ind mod Ubjerg og Tønder. Fra to udsigtspunkter ved stien er der et smukt udsyn over naturområdet Hasberg Sø.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.593 artikler – heraf 258 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland inclusive disse:
Dato: marts 6, 2020
Da Achton Friis mødte Aabenraa – egnen
Hvem er Achton Friis? Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder i 1932 – 33. En maler med humor. Et Tornerose Slot. De smukke ”Aabenraa – piger”. En tur til Varnæs. Der var også noget trist. Bakkerne blev mere voldsomme. Turisterne var endnu ikke kommet – dengang. Udsigt fra Galgebakken. De rige Løjt – gårde. Jinges grav. Flere ulve på egnen. Nu kommer ”de Genner – drenge”. Nis Kromand. Knivsbjerg og Røde Mølle.
Hvem var Achton Friis?
Vi har bladret lidt i ”De Jyders Land”, og her er vi så standset op, da Achton Friis mødte egnen omkring Aabenraa. Vi kommer i denne artikel langt omkring. Det er lige fra Varnæs til Knivsbjerg, Rødekro, Øster Løgum. Genner, Løjt Land og selve Aabenraa. Achton Friis har sin helt egen måde at lovprise naturen på. Vi vil så ind imellem ikke spare på kommentarer. Vi skal lige gøre opmærksom på, at det var 1930erne, at den berømte forfatter og eventyrrejsende besøgte området.
Han skrev ”De Jyders Land 1 – 2 i 1932 – 1933. Og de ældre af os er jo klar over, at han inden da havde skrevet ”Danmark – ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906 – 1908. Fra 1926 – 1928 udgav han ”De Danskes Øer, et trebinds væk over 132 øer. Ja og ikke nok med det. I 1936 – 1937 blev det så til et to binds værk Danmarks Store øer.
Aabenraa er ingenlunde distanceblænder
Aabenraa er ingenlunde en distanceblænder. Gå blot en sådan solfyldt majdag gennem den gamle del af byen gennem Ramsherred og Slotsgade ja så tror du, at du befinder dig i en provinsby fra midten af det 18. århundrede.
Se på alle de nysgerrige karnapper, der stikker hovederne frem foran hinanden og kigger på langs ned ad gaden. Men først og fremmest, list dig ind i en af de gamle baggårde, hvor hylden hælder ud over de frønnede plankeværker og småbygninger snubler over hinanden – et sted for katte og kanariefugle og Aabenraas gamle skippere. Et sted, hvor Spitzweg kunne have hentet alle sine motiver.
En maler med humor
Her skal vi nok lige skyde ind, at Carl Spitzberg var en tysk maler, der først kom sent i gang. Han var egentlig apoteker. Han forstod, at forene realisme, fantasi og humor og levede fra 1806 til 1885. Mange af hans motiver var nemlig fra byer som kunne minde om Aabenraa.
Et Tornerose – slot
Gå ned til den mindste af byens havne, Nordhavnen og se som jeg i dag en tremastet Helsingborg skonnert laste træ med baggrund af den nære bøgeskov og himmelhøje bakke – den blåsorte tjære på det brede skrog, masternes ravgule søjler og de nøgne fyrrebjælkers mængde.
Så er det Dronning Magrethes slot, nu embedsbolig men med omgivelser så eventyrlig som var det en Tornerose, der sov bag dets mure og ikke en amtmand. Slettet med dets omgivelser danner klimaksen af hele egnens skønhed. Det skal ses sydfra over engene med græssende kvæg, disse engflader, der danner fjordens fortsættelse og er lige så jævne som dennes vandspejl. Et mere fint kultiveret dansk landskab findes ikke.
Frodighed og velplejethed præger det og de omgivende skove. Bakkernes kraftige fald mod fjord og enge og de rige agre.
De smukke Aabenraa – piger
Man må jo sige, at Achton Friis forstod at beskrive Aabenraas skønhed. Men det er ikke spor overdrevet. Jeg husker en sommerdag, hvor vi cyklede fra Ensted ned mod Kystvej. Så derude på fjorden så vi Dannebrog ligge der på stille vand. Sådan et syn glemmer man heller ikke.
Ja-ja. Her skulle man misunde dem, som går i denne ”Wunderschöne Monat Mai og rejs til Aabenraa. Aldrig på noget andet sted af så ringe udstrækning har jeg set så mange yndige piger som her. De er lyse og lysblonde til hobe og i dette solskin går de alle i fine lette sommerdragter. De bararmede blondiner med den lette solbrunede lød og de slanke legemer, den yndefulde gang, det rene, bedårende ungpige – blik. De er som åbenbaringer. Forårets Apotheose Primavera mødt hundrede gange på gaden i Aabenraa.
En tur til Varnæs
Fra Aabenraa skal man tage ud ad vejen langs fjordens sydside til Varnæs, men man bør helst gøre det på en høstdag, en augustdag med karsk vejr og sol over de åbne kornmarker., hvor negene står tæt med hver sin solglorie om toppen, over den blå fjord og skovens vindrørte kroner. Mellem kraftigt svungne banker med spredte trægrupper fører vejen bestandigt med udsigt over den brede fjord, helt ud til Varnæs Hoved, som er et såre pragtfuldt sted.
Yderst står klinterne stejle, græsklædte eller med friske okkergule skred ned mod en strand, der er dækket af mægtige nedrullede kampsten. Helt ude på findes et sted som stærkt minder om ”Stenkastkrogen” på Romsø men hvis kampestensblokke er langt mere kæmpemæssige.
Ovenfor klinten et fuldkommen romantisk landskab med sæd- og kløvermarker og højstammede trægrupper, kulminerende ved den yndige gård ”Varnæs Vold”. Her er storslået og mildt på en gang, yndefuldt som et folkeeventyr er dette landskab – de røde køer, den grønne kløvermark, vejens slyng ned mod gården i den dybe dal mellem de skovklædte højder, fjorden derude med den hvidtskummende kyst. Det er vidunderligt dansk, dette østkystlandskab, dets sødme er den friske honning – ikke puddersukker som i den indre Vejle Fjord. Mærkeligt er det, at mens den kan trække sommergæster til som fluer, synes disse steder ukendte.
Også noget trist
Sammen med dommer Chr. Andersen, i hvis hjem i Aabenraa jeg husvalede mig efter min ørkenvandring gennem alle landets hoteller, gjorde jeg udflugter til landskaberne vest for fjordene, mest ad den gamle ”Hærvej”.
Egnen mellem Hovslund og Pothøj, hvorfra man ofte samtidig ser ud over det rige Østland og de jævne fattige hedeegne i vest, er højtliggende og umådelig kuperet, og for det meste så sandet og stenet, at man skal lede længe for at finde elendigere jord. Hele denne strækning vest for linjen mellem Genner Fjord og Aabenraa er overhovedet noget af det mest triste, jeg kender.
Bakkerne bliver mere voldsomme
Men når man bryder af fra Hærvejen ved Rødekro og kører mod Aabenraa bliver landskabet så stik modsat dette som vel muligt. Bakkerne bliver ganske vist endnu voldsommere, det er et helt bjerglandskab man farer igennem med mægtige langstrakte banker og dybe kløfter, der åbner sig brat foran en. Men hvilke enge og marker og hvilken skovrigdom.
Dette er så sandelig en natur, som må kunne gøre den mest forhærdede brostensdyrker til lyriker. Ikke mindst mærkelig er den første del af vejen fra byen mod Løgumkloster gennem det voldsomme bakkeparti langs den gamle fjordlavning.
Turisterne var endnu ikke kommet – dengang
Op ad bjerg ned i dal står de vældige bøge med sollys gennem de unge blade, vekslende med store lysninger, hvor egebundens yppige flora er baggrund for det blanke kvæg. Men blot et par kilometer vest for byen er man atter oppe på højderyggens kam og ser de gamle hedeflader, milevidt over engene om Hærvejen mellem Øster Løgum, Rødekro og Bolderslev – en uhyre modsætning til dette Østens Arkadien.
Og Aabenraaegnen er endnu ikke blevet opdaget af turisterne, er højst besynderligt. Ja se det sagde Achton Friis dengang, men de er nu kommet godt efter det.
Udsigt fra Galgebakken
Jeg mindes en aften, siger vores berømte hovedperson, da vi efter solnedgang gik op på bakkerne bag byen og stod tavse og så ud over denne, mens oldenborrerne brummede og flagermusene jagede i tusmørket, da lysene dybt nede under os tændtes i de skumringsfyldte gader et for et sammen med de første stjerner, da fjorden lå som et opalfarvet skjold under den violette jordskygge på østhimlen. Da bad jeg en stille bøn til den landflygtige plan om at skærme stedet mod den turiststrøm, som jeg lige nu har givet et kraftigt vink om at standse en stund netop her.
De rige Løjt – gårde
Løjt – halvøen eller Løjt Land, det høje land mellem Aabenraa Fjor og Genner Fjord er også et besøg værd. Ganske vist tager Østslesvigs levende hegn overhånd netop her, så det næsten føles beklemmende at færdes ad halvøens veje, så frodigt gror langs deres sider tjørn og hassel, hyld og roser, syrener og brombærbuske.
Enhver bondesøn herfra skulle fare til søs nogle år. De fleste Løjt-bønder havde været viden om, før de slog sig ned på den fædrene gård. De stolte gamle bøndergårde bar omtrent helt op til vor tid spor af deres ejermænds langfarter.
I de anseelige gårde havde på den tidhver stue sin hovedfarve, f.eks. kraprødt i ”vinterstuen”, cinnober i ”Sommerstuen” og ultramarin i ”storstuen” – døre, lofter og vægge med samme farve. Langs lofterne gik forgyldte lister, og på dørfyldningerne var broget malede buketter eller ornamenter.
Jeg ved ikke, om sådanne Løjt-hjem endnu findes. De få jeg har set rummer kun moderne, ret tarveligt fabriksbohave og er lige som næsten alle andre bønderhjem i landet blottede for et hvert præg af ejendommelig kultur. Men blandt de gamle bøndergårde findes hernede endnu enkelte pragteksemplarer, som i hvert fald udvendigt har bevaret præget af at være rejst af godtfolk i en god tid.
Vi kan så sige til Achton Friis, at de stadig findes både på Løjt Land og Rømø – de gårde, der minder om søfart til det fjerne.
Jinges grav
Hele turen langs Genner Fjords vest – og nordbred ud til Sønderballe Hoved går gennem et landskab af fremragende skønhed, det er udpræget Lillebælts – natur med al dens ynde og frodighed, hvor bøgeskovens grupper løfter.
Vest for Genner ud mod Øster Løgum har der på den nordre side af vejen været en hulning i jorden, som kaldes ”Jinges Grav” Det er en gammel ulvegrav, over hvilken der i sin tid var anbragt en vippe, på hvis yderste ende et stykke kød blev anbragt som madding.
En fattig kvinde ved navn Jinge gik en aften ud for at ville tage kødet, man faldt ned i kulen. Beretteren, som har fortalt Evald Tang Kristensen derom, huskede ikke mere om der var kommet folk til, der trak hende op, eller om hun døde dernede.
Hyrdedrengene fra egnen brugte tidligere den gamle ulvegrav som læ, men nu er den jævnet, et hus er bygget på stedet og en have dækker graven.
Flere ulve på egnen
Jes Markosen i Genner har fortalt følgende:
Nu kommer ”de Genner – drenge”
Genner – boerne skulle have været knippelstærke folk, og i deres hyppige stridigheder med Løjt – boerne var der ofte en eller anden gammel stærkodder, som klarede ærterne med et dommedagstag.
Således hændte det engang, da bønderne begge steder fra var på hovkørsel med korn fra Hellevad Mølle til Aabenraa Skibsbro, at Løjt – boerne var kommet først til broen med deres vogne. Den gamle Per Lassen fra Genner rejste sig på kuskesædet og råbte:
Da Løjt – boerne ikke hummede sig for så lidt, kørte Per Lassen hen på siden af deres vogne, der bestandigt befandt sig mellem ham og skibet. Så råbte han til kaptajnen, om at han var parat til at modtage hans sække:
Ja sådan råbte kaptajnen fra skibet. Da stod Per Larsen op i vognen, tog en sæk i sin næve, svang det i luften og kastede den hen over Løjt – vognene og over på dækket, hvor den brast, så kornene spredtes til alle sider. Skipperen råbte:
Nis Kromand
Ikke mindre berømmelig er striden på Løjt Made blevet, hvor den gamle bonde Nis Kromand fra Genner var nede og slå græs med sine folk, samtidig med at de Løjt karle brugte leerne på åens modsatte bred. Efter at parterne i nogen tir havde ”ærtet hinanden”, sprang løjt – boerne over åen og gik på med næverne.
Men en Genner – bo greb den første, der kom over og smed ham et langt stykke henad marken ned mod åen. Så siger den gamle Nis Kromand:
Og så greb gamlingen en anden Løjt – bo og hev ham lige så langt væk. Ved dette syn flygtede resten af fjenderne over på deres enemærker.
Knivsbjerg og Røde Mølle
Udsigten fra det nærliggende Knivsbjerg er storslået. Genner Fjord ligger som en lille ting dernede som en lillebitte ting nede ved foden., et kunstigt vandspejl mellem de store skove.
Ja så er det også Runde Mølle, der ligger gemt i sin frydefulde skovdal ”med de nattergale og andre fugle små som tale” med den brusende møllebæk ved de store damme, der nu driver turbiner, hvor før vandmøllernes hjul svang om de knagende aksler.
Kilde
Hvis du vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.511 artikler heraf 149 artikler fra Aabenraa inklusive:
Dato: februar 16, 2020
Ellef Rasmussen – og den brune tid
Lad det dog ligge, Han fortsatte med ”Veterantræf”. Spændende og hård. Hvorfor blev han aldrig afhørt? Øretæve til dem, der betalte mest. Hitler på radio. Mange fritidsaktiviteter. Mødet med en Nazi – betjent, Niels Bukh og Schalburg. Da NSU – Svendborg blev oprettet. Til hvervemøde. Hos Regiment Nordland i Klagenfurt. Som skarpskytte. I KZ – lejr Dachau. Ellef stiger i graderne. I kontakt med felix Steiner. Waffen – SS opførte sig eksemplarisk!!! – Skepsis over for historiske detaljer. Det var ukrainske soldater, der skød jøderne!!!! – De danske SS – soldater fortæller samme historie. Stor imødekommenhed over for hans påstande. Var de allierede ikke bedre selv? Med politiet ude at købe tøj. Krigsforbryder? – Det har aldrig interesseret de danske myndigheder. Familie sad fængslet. I Sønderjylland interesserede man sig ikke så meget for fortiden!!!!
Lad det dog ligge
På et af Sønderborgs museer er der en permanent udstilling om Ellef Rasmussens fortjenester og fortræffeligheder. Han skabte i den grad aktiviteter og arbejde til Sønderborg. Sådan en person kan man ikke tillade sig at bespotte med historier fra en brun tid. Men problemet var, at Ellef Rasmussens brune tid også fortsatte efter krigen faktisk til hans død. Og han fortrød på ingen måde, hvad han havde gjort.
Lad det dog ligge! Hvorfor rippe op i dette! Ja, han gjorde det faktisk selv. Og det var i form af bogen ”Troskab” sammen med historikeren Peder Møller Hansen. Men her som 93 – årig har han nok ikke fortalt hele sandheden.
Han fortsatte med ”Veterantræf”
Han besluttede sig at købe et skib, og det gik godt. Da EF satte en stopper for det toldfri salg og dermed også de såkaldte spritruter, bor Ellef Rasmussen i et palæ i Sønderborg. Rederiet har 500 ansatte og syv skibe. Og Ellef har sandelig også sat andet i gang. Han har rejseselskabet EH: Rejser GmbH som råder over hele 40 busser. Dertil skal så lægges et ejendomsselskab og E.H. Rasmussens Fond, som støtter personer, der ”uforvarende er kommet i økonomisk udføre”.
Men fortiden har han dog på ingen måde gjort op med. Han fortryder skam intet.
Han har gennem årene ansat mange tidligere østfrontfrivillige på sine skibe, ligesom han frem til sin død som 93 – årig i januar 2016 har været hyppig deltager og medaljemodtager ved diverse arrangementer for veteraner fra Waffen SS.
Flere gange var han selv vært for disse veterantræf, så sent som i 1988 foregik det på en af hans skibe. Denne kultur, der her opstod, er ikke mindst tegnet af Den Kolde krig
Spændende og hård
På museet fortæller man næppe denne historie, men Ellef havde ingen problemer med sin SS – fortid. Han kalder den for ”spændende og hård”.
Hvorfor blev han ikke afhørt?
Men noget er mystisk, for på Rigsarkivet mangler en masse dokumenter om og med E.H. Rasmussen. Den højt respekterede sønderjyske forretningsmand er aldrig blevet afhørt i denne forbindelse af politiet. Åbenbart havde han bestilt disse dokumenter af to personer.
Havde Københavns Politi ikke ressourcerne til at tage til Sønderborg og afhøre ham?
Det bemærkelsesmæssige er også, at i bogen Troskab er der en del fotos, der henviser til E.H. Rasmussens private arkiv. Men de burde ligge i Rigsarkivets kasser. Der har de måske engang ligget?
Øretæve til dem, der betalte mest
Han går på Øksenbjerg Skole i Svendborg, hvor han bliver kendt som en dreng, de er villig til at dele øretæver ud på vegne af højestbydende. På et tidspunkt gør han sig bemærket ved at binde en lærers bil fast til et træ.
Hitler på radio
Faren Ellef Thorvald Rasmussen, er dansk og ansat i Post og Telegrafvæsnet, mens moren, Hertha Rasmussen, er fra Dybbøl. Ellef var inspireret af sin mor, der kom fra det tyske mindretal. Hun hørte Hitler tale på radio.
I 1930erne får hun ofte besøg af veninder og familie, som tager turen til Svendborg med skibe under det såkaldte ”Kraft durch Freude – projekt.
Sejlturene er gratis, for projektet skal signalisere, at Tyskland er i opblomstring, hvilket gæsterne også taler meget om. Og dette imponerer Ellef.
Mange fritidsaktiviteter
Det var ingen social armod, der gjorde ham til en vred, ung mand. Ganske vist beskriver han sit barndomshjem som fattigt. Men den historie hænger ikke sammen. Hans far havde en pæn høj tjenestemandsstilling i staten. Ellef fortæller, at han fra en tidlig alder måtte arbejde for at understøtte hjemmet. Men for en dreng, der således næsten ikke havde fritid, havde han påfaldende mange fritidsaktiviteter.
Mødet med en Nazi – betjent
En aften spænder han en snor ud foran døren til naboens hus, og så kravler han op på taget og dækker skorstenen til med kviste. Det betyder, at huset bliver fyldt med røg og naboen kommer ud – i øvrigt bevæbnet med en økse. Han falder over snore, hvilket Ellef Rasmussen finder stærkt underholdende.
En lokal betjent, Heinrich Husen, hører imidlertid om episoden og giver Ellef Rasmussen et valg.
Ellef tager lussingen, hvorefter betjent Husen siger, at han godt ved, at Ellef ikke er et dårligt menneske. Det har Ellef enorm respekt for, og fra den dag ser han voldsomt op til betjent Husen.
Niels Bukh og Schalburg
Og denne betjent er glødende nazist. Han anbefaler Ellef at tage en tur på kursus på Ollerup Højskole for at styrke kroppen og dermed sjælen og høre forstander Niels Bukh tale om danskhed.
Ellef sluger det hele råt. I Svendborg møder han senere en række nazister, som mener, at han har godt af en tur til Slagelse, hvor Dansk Nationalsocialistisk Arbejderpartis Ungdomsorganisation NSU holder kurser.
Også det råd følger han. Her møder han den senere leder af Frikorps Danmark, Christian Frederik von Schalburg. Han får at vide, at han skal hilse med strakt arm altså heile. Da
Da NSU – Svendborg bliver oprettet
Da den tyske krigsmaskine tromler ind over den danske grænse 9. april 1940, er 17 – årige Ellef Rasmussen ”hirdfører”, altså leder, af en nyåbnet NSU – afdeling i Svendborg, men ikke længe endnu.
I december 1945 skulle juristen Aage Elmquist, som Danmarks justitsminister tage stilling til om den første af mange dødsdømte landsforrædere skulle benådes eller skydes. Måske havde Elmquist bedre forudsætninger for at forstå unge, der var blevet vildført af nazismen, end så mange andre. Ifølge en ubekræftet oplysning i ”Troskab” var Elmquist’ s søn, Bernt i 1939 således som 17 – årig med til at starte en lokalafdeling af Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom i Svendborg. Sønnen døde som 21-årig under en sejlulykke.
Til hvervemøde
Den tyske hærfører Heinrich Himmler vil gøre Waffen – SS til en germansk hær af arier fra hele Europa, men umiddelbart kan han dog ikke rekruttere i Danmark, da det vil være imod den samarbejdsaftale, som tyskerne har med den danske regering.
I den tyske værnemagt er man heller ikke tilhænger af planerne, men i maj og juni bliver der alligevel holdt en række møder rundt omkring i Danmark. Officielt er det tale om kurser i blandt andet maskinskrivning for arbejdsløse, men reelt er det tale om hvervemøder til Waffen SS.
Den 26. juni 1940 møder Ellef Rasmussen op på Wandalls Hotel i Gerritsgade sammen med 30 – 35 andre unge mænd fra Svendborg. Her får de at vide, at hvis de kommer gennem nåleøjet, venter der et mellem tre og seks måneder langt politisk kursus i Klagenfurt i Østrig, hvilket er tillokkende på en tid, hvor man sjældent kommer ud af sognet.
De får besked på at klæde sig af, og da de er nøgne, skal de lave armbøjninger og andre fysiske øvelser samt gennemgå en lægeundersøgelse. De skal også dokumentere at de er arier. Dette betyder ifølge den nazistiske ideologi, at de tilhører den nordiske race.
Men det er ikke nok. Har man en kriminel fortid, kan man ikke bruges, tatoveringer er også forbudte. En af de unge bliver sorteret fra, fordi han har dårlige tænder. Tyskerne vil have cremen – de bedste af de bedste.
Hos Regiment Nordland i Klagenfurt
De fleste må gå skuffet hjem, men tre slipper igennem – og blandt dem er Ellef Rasmussen, som stadig tror, at han skal på politisk kursus i Østrig. Han bliver klogere ved indgangen til Lendorf Kaserne ved Klagenfurt.
Her gøres det klart for de nyankommende, at de er ankommet til Regiment Nordland. Nu er de underlagt de tyske krigslove. Regimentet hører under Waffen SS og har et stærkt islæt af skandinaviske frivillige, og her bliver Ellef Rasmussen genforenet med sin gamle mentor, Heinrich Husen.
Som skarpskytte i Regiment Nordland
Da Ellef Rasmussen har fået sin grunduddannelse, bliver han indsluset i Division Wiking – som skarpskytte. Nu tager det ene slag det andet. Først går turen til Østfronten, hvor divisionen deltager i Operation Barbarossa – invasionen af Sovjetunionen. Undervejs bliver Regiment Nordland lagt sammen med Frikorps Danmark og får navnet Regiment Danmark. Og mens Heinrich Husen falder ved Mirowka i Ukraine i juli 1941, går det unge Rasmussen godt.
Han fortæller senere, at han godt kunne lide at være snigskytte, og at han så vidt muligt gik efter at skyde russiske officerer. Han lavede et lille hak i sin geværkolbe, hver gang han dræbte en.
I KZ – lejr Dachau
Da Regiment Danmark i sommeren 1943 er i Kroatien for sammen med den kroatiske milits at nedkæmpe Titos partisanbevægelse, bliver Ellef Rasmussen på et tidspunkt er underofficer kaldt til Bad Holtz i Sydtyskland. Det var godt nyt. Det betød nemlig, at han skulle være officer. I sin uddannelse blev han turdet ørerne fulde om den ariske races overlegenhed.
Et besøg i KZ – lejren Dachau blev det også til. Her lavede man forsøg på handicappede. Rasmussen syntes, at det var udmærket, at der blev udført medicinske forsøg over for disse, så de ikke belastede samfundet.
Rasmussen kæmpede for det han mente var rigtigt.
Ellef stiger i graderne
Ellef Rasmussen påstår i sin bog, at han ikke har dræbt en eneste, der ikke havde våben i hånden. Men gået på klingen indrømmede han at have set et eller andet. Han påstår dog, at han aldrig har begået krigsforbrydelser. For historikeren er det umuligt at afsløre, om dette er sandt eller ej.
Men en ting er sikkert. Han var ikke kommet så langt i SS, hvis ikke han havde troet på det racebiologiske budskab i nazismen. Efter officersuddannelsen bliver han sendt til fronttjeneste på Baltikum, hvor han kæmper i både Estland og Letland. Efterhånden stiger han i graderne.
I kontakt med Felix Steiner
Efter slagene i øst bliver han sendt tilbage til Tyskland ad søvejen – landvejen er tabt – for at forsvare den sidste bastion – Berlin. Nu er Ellef Rasmussen chef for Regiment Danmarks 2. bataljon. Han fik besked på at oprette stillinger omkring general Felix Steiners armegruppe nord for Berlin. Steiner forfremmer ham til hauptstürmführer – hvilket svarer til kaptajn – og indstiller ham til Ridderkorset. Men få dage efter kalder Felix Steiner ham til sig. Han meddeler, at krigen er tabt. Han vil tage over til fjenden og indlede forhandlinger. Ellef Rasmussen får besked på, at hvis Steiner ikke var tilbage inden for 24 timer, så skal han løse soldaterne fra deres militær – ed og lade dem klare sig selv.
Ellef Rasmussens verden går nærmest til grunde. Men en ordre er en ordre. Efter 24 timer og 5 minutter kaldte han soldaterne – der er omkring et par hundrede – sammen og så anbefalede han dem, at de overgiver sig til de allierede. Absolut ikke til russerne.
Waffen SS opførte sig eksemplarisk
En ting er, at man fortæller sine erindringer. Noget andet er, hvad man skriver og hvad man ikke skriver. I dette tilfælde har historikeren Peter Møller Hansen stillet spørgsmål og diskuteret forskellige forhold med hovedpersonen. Der er påvist uoverensstemmelser mellem forfatterens beretning og andre værker.
Ellef Rasmussen siger, at man opførte sig ordentligt og upåklageligt. Danske SS – soldater opførte sig upåklageligt og eksemplarisk. Det var kun russerne, der begik overgreb. Grusomhed lå ikke til mentaliteten i Waffen – SS. Men denne nedtoning er generelt i danske SS ers erindringer.
Skepsis over for historiske detaljer
Men man ved, at netop i de områder, hvor Ellef Rasmussen befandt sig forekom der grusomheder og deciderede krigsforbrydelser. Man sidder tilbage med en vis skepsis over de historiske detaljer. Vi hører ikke om soldaternes overgreb mod civilbefolkningen. Har den så ikke fundet sted?
Forholdet til de civile var godt. De behandlede de russiske krigsfanger glimrende. De havde aldrig hørt om udryddelser af jøder. Og de kan heller ikke forstå, at de skal behandles som landsforrædere, for de havde udelukkende kæmpet for at udrydde Bolsjevismen.
Men egentlig lyder det som efterrationalisering med uviljen mod kommunismen. Det virker dog som om, at han har et skødesløs forhold til vold.
Det var ukrainske soldater, der skød jøderne!!!
Det var en barsk omgang, uden tvivl om dette. I Ellef Rasmussens division blev fire ud af fem enten dræbt, såret eller taget til fange det første år. De, der kom i fangenskab, døde næsten alle i Gulag – lejrene.
Det var de ukrainske soldater, der skød jøderne på gaden. Ja sådan lyder forklaringerne fra Ellef Rasmussen. Russerne voldtog civile kvinder. Også her gjorde han og sine SS – kammerater alt for at beskytte dem.
Jøderne skulle fjernes. De var undermennesker. Fra faghistoriske bøger fremgår det, at Waffen SS og Division Wiking deltog i en masse ugerninger. Men dette har Ellef Rasmussen ikke deltaget og havde kendskab til det påstod han.
I Zbov blev byens jøder myrdet, da Rasmussens deling var i byen. Det fremgår så ikke, om hvilken deling, der nedskød dem. Og det med jødeudryddelserne gik som rygter hos alle soldater dengang. Så uanset skyldig eller ikke, så kunne man nok ikke have været uvidende om det.
De danske soldater fortæller samme historie
De danske SS-soldater fortæller altid den samme historie, at de blot har været friske soldater, der havde kæmpet bravt i den tyske hær. E.H. Rasmussen var blandt de højst rangerede danskere i tysk tjeneste under krigen. I bogen ”Troskab” får vi en historikers bedømmelse. Han sætter godt nok spørgsmålstegn ved flere af påstandene, men de bliver ikke nærmere undersøgt. Peter Møller Hansen nævner da også, at medlemmer af Division Wiking var aktive i mordet på mindst 600 jøder, og at Rasmussen var i området på det tidspunkt. Der bliver ikke yderligere efterforsket.
Stor imødekommenhed over for hans påstande
Ellef Rasmussen fortæller, hvordan han var med til at erobre byen Rostov i juli 1942. Det er velbeskrevet at jøderne i Rostov i begyndelsen af august måned blev myrdet. Egentlig kunne Peter Møller Hansen have undersøgt den nyere holocaust-forsknings spor, der fører til de områder, hvor Ellef Rasmussen har befundet sig, men det har historikeren ikke gjort. Man må sige, Peter Møller Hansen går meget langt i hans imødekommenhed over for Ellef Rasmussen.
Søren Kam, der levede et stille liv i Tyskland uden retssager, forekommer flere gange i bogen. Det gør den berømte Per Sørensen også. Sidstnævnte griber mere og mere til flasken. Senere får han et decideret sammenbrud i erkendelse af, at krigen er tabt og at hans kone har haft en affære med Frikorps Danmarks tidligere chef, K.B. Martinsen.
I modsætning til Søren Kam havde Ellef Rasmussen et tættere og kollegialt forhold til Per Sørensen, der i øvrigt blev dræbt i Berlin i april 1945.
Man hører over radioen, at Danmark har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Rusland. Dette legimiterer så Division Wikings krigshandlinger uanset, hvad de foretager sig.
Var de allierede ikke bedre?
Rasmussen beretter, hvorledes han som krigsfange i en lang kolonne afkræftede og sårede soldater skulle marchere mod den tidligere koncentrationslejr Neuengamme øst for Hamborg. Marchen foregik i løb med hænderne løftet over hovedet. De der ikke kunne holde tempoet, blev af engelske og canadiske soldater gennet af vejen og skudt. Det er en praksis, som man udmærket kender fra dødsmarcherne.
Selv kommer han først i fangelejr i Tyskland, siden til Fårhuslejren. Senere bliver han undersøgt på det psykiatriske hospital i Middelfart. Her skulle det afgøres, om han var mentalt stærk nok til at blive retsforfulgt.
Med politiet ude at købe tøj
Den 25. maj 1946 idømmer dommer Holger Keyser – Nielsen i Nyborg Ellef Rasmussen to års fængsel og en fratagelse af alle borgerlige rettigheder i fem år. Den dom anker han. Og den 24. oktober beslutter Landsretten at nedsætte straffen, fordi Ellef Rasmussen kun var 17 år, da han blev hvervet. Derfor bliver han løsladt.
”I kan da ikke sende mig ud sådan her”, siger Ellef Rasmussen, som stadig var iført sin efterhånden noget slidte og bestemt ikke populære SS – uniform med tilhørende støvler. Det kunne dommeren ikke gøre så meget ved, men et par af betjentene kendte Ellef Rasmussen. De besluttede at hjælpe ham med at købe et sæt tøj.
Det var så den 24. oktober 1946, at en 24-årig mand iført en laset, feltgrå kampuniform fra Waffen-SS gik ind i en tøjbutik sammen med et par betjente. Kort efter var han i besiddelse af en skjorte, tre par sokker og en billig kradsende habit vævet af kohår og uld. Det var alt, hvad han ejede.
Krigsforbryder – det har aldrig interesseret de danske myndigheder
Han var landsforræder og forhadt overalt, men ikke desto mindre blev han en meget respekteret forretningsmand, som man ikke kan tillade sig at sætte en plet på. Han har gjort så meget godt for Sønderborg.
Det er aldrig blevet undersøgt om E.H. Rasmussen har begået krigsforbrydelser. Dette var ikke noget, der interesserede de danske myndigheder.
Familien sad fængslet
Han havde ikke særlig gode kort på hånden. Hans mor, bror og far sad i fængsel. Søsteren var blevet gift og rejst. Modstandsbevægelsen havde ryddet familiens hus på Øksenbjergvej. Selv en medalje, som han havde fået under sit ophold på Ollerup Højskole, har modstandsfolkene stjålet.
Hans bror holdt vagt i Frøslevlejren og var med til at arrestere Hvidstensgruppen.
I Sønderjylland interesserede man sig ikke om fortiden!
En overgang ryddede han sne i København. Det lykkedes ham også at få et job som sælger på en konservesfabrik – men kun til direktøren hørte om hans fortid. Sådan en som dig kan vi ikke være bekendt at sende ud til kunderne, sagde han, og så var det slut me det job.
Så blev han medhjælper på en gård ved Sebbelev på Als hos noget familie. Det gik op for Ellef Rasmussen at på de kanter var man ikke så fjendtlig stemt. Det lykkedes ham at banke et firma op, som solgte blandt andet krydderier og maskiner til sønderjyske slagteri forretninger.
Det gav så godt, at han købte et lille hus i Sønderborg. Men op gennem 1960’erne satte supermarkederne imidlertid slagterbutikkerne under pres. Og så var det, at han købte et skib. Og lykken var gjort.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang,dk indeholder 1.502 artikler, heraf 301 artikler fra Besættelsestiden herunder:
Dato: januar 17, 2020
I Fængsel i Tønder
I denne lidt lange artikel kigger vi på at sidde fængsel i Tønder. Vi kigger også på afstraffelsesmetoder, på bødler og kriminelle. Så var det lige Tønder Slot, hvor Hertugen havde sin egen ret. I Porthuset og på Rådhuset var der fængselsceller. Så kom der en retsbygning. Mindst 74 er blevet henrettet i Tønder. Og der lå to galger lige ude for byen kun 800 meter fra hinanden. Så er det lige bødlerne. En kroejer i Rørkær arvede et sværd fra den sidste skarpretter i Tønder, som var hans bedstefar. Vi kigger også på en betjent, som blev kaldt ”Johan – Der Gerechte”. Han havde nok at se til, med at slæbe fulderikker og seminarister til afkøling. Ofte måtte han bruge en trillebør. Ja så er det jo også lige ”Æ Kachmand”, der står på Torvet. Det er moralens vogter. Pas på, når du går forbi. I 1600 – tallet blev præsten Hr. Laurids fra Møgeltønder brændt på bålet. Hans kone og datter blev halshugget. I 1917 huserede en kvindelig tyv – bande omkring Tønder.
Da vi hyggede os til Tønder Festival
Vi kunne se Tønder Arrest, når vi hyggede os til Tønder Festival i Æ Liebestempel. Her er der ikke flere kriminelle. Og det er der heller ikke i Porthuset ved det gamle Tønderhus. Men her er der dog adgang.
Vi kigger også lige på straffeformer i Tønder.
Den ”Lybske Ret”
Officielt blev Tønderhus påbegyndt omkring 1270. Men der har nok ligget en borg der i forvejen. Den arabiske geograf Idrisi fortalte om borgen i 1130.
Borgen blev opført for at beskytte den eksisterende handel. Byen havde jo som bekendt fået sin stadsret i 1243. Tønder var den næstældste købstad i hertugdømmet Slesvig efter byen Slesvig. Og man anvendte ”Den Lybske Ret”
Man kunne betale sig fra et mord
Efter den Lybske Lov blev manddrab takseret med dødsstraf. Men sådan var det ikke oprindelig i Jyske Lov. Her medførte drab kun pligt til at betale den dræbtes familie. Men man skulle huske at meddele offentligheden at man havde ordnet det på denne måde. Noget tyder på, at man en overgang ordnede det sådan i Tønder.
En kvinde blev ikke hængt. Det var på grund af ”kvindelig æres skyld”. I stedet blev hun levende begravet.
”Hvis man snød med målet, kunne det føre sin mand til galgen”. I mindre tilfælde var straffen piskning og afskæring af håret. Falskmøntneri blev straffet med afhugning af hånden.
Hvis en gift kone blev grebet ”in flagranti” med en fremmed mand, skulle hun trække manden op og ned ad gaderne i Tønder.
Hvis man med forsæt og and vilje overfalder en person, straffes man med en bøde på 10 mark – samt et vognlæs vin. Hvem der i Tønder skulle drikke den vin vides ikke.
Dengang nævnedes også tvekamp, hvis man var over 24 år og under 60 år.
Slottet lå på tre banker
Borgen bestod af tre banker. Nordligst lå forborgen, hvorfra der var en bro over til hovedborgen, der formentlig har været omgivet af en ringmur. Fra hovedborgen har man via endnu en bro kunnet komme over til den tredje banke, beboelsesbanken, der har båret et grundmuret hus. Man regner med, at voldgravene altid var vandfyldte, også ved ebbetid.
I 1490 overtog hertug Frederik af Gottorp Tønderhus, og hurtigt herefter påbegyndtes ombygninger af borgen. Det var dog sandsynligvis først i 1523, da der var frygt for krig mod kong Christian den Anden, at der udførtes arbejder på vold og grav, hvor det gamle middelalderlige voldsteds grave blev fyldt op, så de tre oprindelige banker blev til en stor banke.
I 1511 fik Frederik den Første anlagt en ringmur. Når Frederik den Første og senere hans søn Christian den Tredje besøgte Tønder boede de på slottet. Følget måtte bo ude i byen. Det skyldtes sandsynligvis, at de senere øst – og sydfløje endnu ikke var færdige.
Slottet blev til forsvarsværk
Hertug Hans den Ældre fik tildelt Tønder Amt i 1544 og han fortsatte udbygningen af Tønder Slot fra midten af 1560’erne. Den sidste store byggeperiode foregik fra 1574 til hertugens død i 1580. I denne periode blev byggeriet ledet af den hollandske byggemester Hercules von Oberberg, der gav slottet dets renæssancepræg. Han forsynede det med store fremskudte forsvarsanlæg med skyttegange og to store rondeller i sydøst og nordvest.
Præsten fra Aventoft
Ægteparret Anna og Per Thomsen blev i 1551 anklaget for trolddom og underkastet tortur. Deres endelig dom kendes ikke. Men formentlig er de blevet brændt.
I 1558 begik præsten Henricus Sicander i Aventoft dokumentfalsk, Han blev henrettet. Inden han blev lagt på hjulet, havde man bundet ham til galgen, stukket hans øje ud og hugget:
Af ham. Nej, det er ikke mig, der skriver forkert. Sådan stavede man det dengang.
Hans Jensen fik nogenlunde samme straf på Tønder Herred Rettersted i 1599, hvor han fik:
I 1569 døde Nis Hansen i fangetårnet på Tønder Slot. Han var dømt til hjulet, dvs. radbrækning. Hertugen lod straffen fuldbyrde på liget.
Slottet blev også administrationsbygning for Tønder Amt. Den daglige tilsynsførende var husfogeden, der havde sit kontor i slottets nordfløj.
To mordere erklæret fredløs
I år 1600 slog Erich Schlächter og Jacob Dürhuss fra Tønder to af byens vægtere ihjel. Gerningsmændene flygtede. Byens råd lod de to døde stadstjenere bringe hen på Torvet, hvor byskriveren stævnede Erich og Jacob:
Med andre ord. De blev erklæret fredløse. Skarpretteren svang sværdet over ligene tre gange. Han råbte i alle retninger gerningsmændenes navne og endelig blev der ringet ni gange med klokken.
Nogen tid efter vendte Erich Schlächter hemmeligt tilbage til byen. Han blev genkendt og arresteret. Den 26. juli blev han dømt til døden med sværdet og henrettet.
Præstefamilien fra Møgeltønder
I Møgeltønder skete der sandelig også noget en gang imellem. Den 23. mats 1614 blev provsten Hr. Laurids brændt. Hans hustru og datter blev halshugget. Årsagen var:
I 1633 blev en kvinde fundet skyldig i tyveri. Hun blev henrettet med et sværd. Af andre kreative afstraffelsesformer dengang i Tønder kan nævnes:
Trolddoms-dømte var ikke alene om at ende på bålet. Blodskam, sodomi eller omgængelse mod naturen samt brandstiftelse betød også bålstraf. Det gjorde falskmøntneri også en overgang samt visse former for kirketyverier.
Rod i Tønders økonomi
I 1680 blev der indledt en undersøgelse i Tønder. Det var galt med økonomien. Og det var bysekretæren Georg Boysen, der var galt med. Han havde været i embedet siden 1659. Nu forlod han så for en tid byen for nu kunne han mærke, at jorden brænde under sig. Der blev rejst alvorlige anklager mod ham. Hans Rasmus havde også klaget over, at han ikke kunne få udbetalt de 141 Rigsdaler, som han havde deponeret hos Bysekretæren. Dem havde han tigget sammen for at få befriet sin bror som var i tyrkisk fangenskab. Nu var hans bror død i ”Baand og Lænker”.
Byfogeden skulle passe sine pligter
Siden 1243 var arrestanter holdt til fange på rådhuset under byfogedens ansvar. I en drabelig anklage mod byfoged Günther Dragman formentlig kort efter hans ansættelse i 1682 resumerer byrådet hans pligter om ville være en kombination af politimester og pantefoged, herunder at påse, at stadstjenerne førte ”Tumulanter og andre Delinquenter” i fængsel og holde gældsfanger i et ”lideligt Custodi” i hans eget hus, dog i ”Jern og Baand”.
For alle disse pligter og meget mere oppebar byfogeden den fyrstelige løn af 10 (ti) lybske mark pr. år. Man kan måske ikke fortænke ham i, at han var lidt efterladende ved udførelsen.
Torturinstrumenter i kasser
Men ud over rådhusfængsel til byens egne fanger havde den regerende hertug – først Hans den Ældre, derpå Gottorperne, den store sal på slottet, hvor hertugerne selv holdt rettergang i den store portbygning. Her fandtes også torturredskaber i kasser.
Tortur var noget som skarpretteren tog sig af. Han kunne for eksempel bruge ”Tommelskruer”, ”Jernhånden”, Den Spanske Støvle” og ”Stigen”.
Stakkels Roland
Den gamle kagmand, som står på byens torv, er en kopi af den originale, som er anbragt inde på Tønder Museum. Men den har ikke altid stået inde i varmen. Stakkels Roland, som den hedder, har stået ide i al slags vejr. Og det kunne ses på den. Den oprindelige farve var forsvundet. Nu er den så blevet restaureret på Bevaringscenter Sjælland. Ja tænk engang, at den har været igennem et røntgeneftersyn. Og hele herligheden har kostet 140.000 kr. Roland er også en gammel fætter. Han er fra 1699 og er den eneste originale kagmand som er tilbage i Danmark.
Kagmanden er skåret af en enkelt træstamme. 8 mand og seks heste slæbte en egetræsstamme hen til træskæreren. Egentlig var han militær politichef, der bl.a. forestod afstraffelse af regimentets soldater og deres familier, men her i Tønder var han symbol for lovens lange arm. Han er trukket i arbejdstøjet med sværd ved siden og pisken. Pas nu ikke på, du bliver ramt, når du kommer for tæt på.
Men inden da var Kagen i Tønder en muret søjle på et stenfundament, der stod på Lille Torv. I 1654 nævnes ”Dat Bild up dem Kaake”. Jo Roland er stadig moralens vogter i Tønder. Husk det, når du går forbi ham. Navnet kommer fra Karl den Stores bretonske ridder, Roland, der faldt i Pyrenærerne.
Kagmanden landede på Rådhusets luft, hvorfra tyskerne bortførte ham. Men efter 1920 blev han sendt tilbage til Tønder, hvor han blev flikket sammen.
To galger i Tønder
Kagen var ikke stedet, hvor mordere, røvere og andre storforbrydere blev straffet. Det foregik uden for byen ved Marskvej, mellem Digevej og Vidåen hvor bødelen tog sig af dem. Dette blev kaldt for Tønders Rettersted. Det var 500 meter nordøst for byporten.
Tønder Herreds Rettersted var lige i nærheden. Det var ved Nordre Landevej, hvor Galgestrømmen drejer fra, på det nordøstligste hjørne. I 1860 skulle der endnu have været spor af galgen. I 1906 blev stedet markeret med en sten. Og i 1760 måtte alle henrettelser aflyses på grund af oversvømmelse.
Faktisk er mindst 74 blevet henrettet i Tønder. Ja nogle gange skulle det ikke så meget til. Antallet af henrettelser var størst mellem 1550 og 1850. Det skyldes at mange også mindre tyverier blev straffet med galgen.
Endelig var hekseforfølgelser stigende især i årene mellem 1600 og 1650.
Tønders egen skarpretter
Tønder havde sin egen skarpretter. Fra 1722 til 1846 var det Stöckler – familien, der i tre generationer klarede embedet. I det meste af 1600 -tallet havde Tønder-skarpretteren inden Stöckler – familien også Aabenraa under sig.
Ja skarpretteren i Tønder holdt længst. Hvervet blev først nedlagt i 1847. Hans indkomst bestod dels af et fast beløb hvert år, dels af betalinger for hans ydelser i form af henrettelser i forskellige udgaver og andre opgaver som kagstrygning (piskning ved kagen eller pælen), brandmærkning, afskæring af ører, diverse tortur eller udvisning af byen.
Prisen for disse ting var fastlagt i et takstsystem. Men ofte havde skarpretteren kontroverser med de overordnede myndigheder. Disse mente at regningerne var alt for høje.
I 1864 fik Boysen Kro i Rørkær nye ejere. Det var den tidligere opsynsmand på Tønder Kirkegård, Christian Stöckler, der overtog beværtningen. Hans bedstefar var Eberhardt Stöckler, den sidste skarpretter i Tønder. Det uhyggelige værktøj, sværdet, der blev anvendt til hvervet, blev opbevaret på kroen. Det gik i arv i familien. Så vidt vides forsvandt det.
Hvis du kender efternavnet i en sammenhæng, er det fordi broderen var ombord på krydseren Dresden. Det kan du læse mere om i bogen ” Kejserens sidste kaper – krydser”
Han ramte to gange ved siden af
I 1729 var Johan Christopher Stöckler antaget som skarpretter i Tønder. Dette folkefærd var uværdige. Derfor blev de nødt at gifte sig ind i andre skarpretter – familier. Og Stöcklers kone var da også datter af den kendte skarpretter Asthausen fra Hamborg.
Det siges om denne, at han i 1703 skulle kappe hovedet af en morder i Hamborg. Han ramte dog forbi to gange. Han gik hjem og lagde sig i sengen i sorg. Han rejste sig aldrig mere fra sengen og døde tre uger efter.
Vi skal heller ikke glemme at adelen i 1524 fik retsmyndighed på deres besiddelser. Dette blev indskrænket i 1805, men først i 1853/1854 blev den helt fjernet.
En skomagerlærling, der blev grebet i æblerov, blev dømt til pisk og gabestok.
Mange af de hoveder, der blev afhugget, blev sendt videre til universiteter. Mange blev sendt til Kiel til nærmere studier af Johannes Geltzer, skarprettersøn fra Tønder. Han blev i 1700 ”dr. Chirurgiæ”
Et utæt slot
I inventaret fra 1706 blev slottet omtalt som et spøgelsesslot med utætte lofter. Den fornemme Drabantsal var også i forfald. Sydfløjen rummede forrådsrum, køkken og bryggers. I vestfløjen lå staldene. Den egentlige ladegård var allerede i 1533 flyttet ud til Hestholm.
Stakkels Karen Christens fra Sæd
I 1712 havde Karen Christens i Sæd forgiftet sine fire børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i Udbjerg ville have begravet moderen sammen med hendes fire børn på kirkegården. Men provsten Samuel Reimarus i Tønder bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord ikke kunne tilkomme hende andet end en ”hundebegravelse”.
Den 21. april blev da i overværelse af en store retskommission liget af Karen Christens ved solnedgang af bødelen smidt ud af vinduet, slæbt ud på bar mark og kulet ned i passende dybde på marken.
En skamstøtte skal have båret følgende indskrift:
Kun Porthuset blev bygget om
Efter Frederik den Fjerde overtog hertugdømmet Slesvig i 1721 slottet. Den slesvigske bygningsinspektør O.J. Müller kom med et forslag til restaurering af det misligholdte slot i Tønder. Hans udkast blev desværre aldrig udført. Derimod gennemførte Müller en ombygning af porthuset., hvor han fjernede von Oxenbergs førstesal. I stedet byggede han en etage på den tidligere et – plans vinkelføj fra Frederik den Fjerdes tid.
Tønders håndværkere nægtede
Desertører fik deres navne slået på galgen. Og så måtte de løbe spidsrod mellem 300 mand, der var opstillet i to rækker. Hver mand stod med en tynd gren som ramte den skyldiges ryg.
I Tønder var en søn af en lokal håndværker deserteret i 1736. Han blev i første omgang dømt til døden. Hans navn skulle på galgen. Men både i Magistraten eller de andre håndværkere ville ikke medvirke til dette. Tavlen måtte fremstilles udenbys. Og først da en militærkommando havde slået kreds om galgen kunne skarpretteren sætte den på.
I 1750 påbegyndtes nedrivningen af Tønder Slot, der var blevet solgt til byggematerialer. Kun det ydre porthus blev stående. For kun 2.000 rigsdaler blev slottet solgt. En del af Ribe Landevej er bygget på rester af slottet.
Nu skulle der bruges økse
Myndighederne udsendte i 1779 en forordning om at henrettelser fremover i Slesvig Holsten ikke skulle gøres med sværd, men med økse. Dette skulle ikke anses for at være mere uærlig end anvendelse af sværd. Det uærlige bestod kun i, at den henrettede ikke kunne begraves på indviet jord. Men nu syntes alle bødler ikke at have fulgt denne forordning.
Tønders egen privatdetektiv
Kaspar Dohrn var dengang fra 1782 – 1811, Tønders officielle spillemand. Han var meget populær og havde en hobby, der gik på at opklare forbrydelser.
En morgen fandt man en mand siddende død med en seddel, hvor der stod ”Berøvet af Hart” I samme ejendom boede en person, der hed Hartmann. Han blev nu anklaget for mordet.
Kaspar var en god ven af den smukke Mansel Hartmann, der var ”Skænkejomfru” Den Hvide Svane”. Men hun var rejst fra byen, da hendes far blev anholdt. Men Kaspar fik hende til at komme til byen igen. Det var i forbindelse med en fest. Hun vidste nemlig godt, havde det var for et ur, der var forsvundet.
Kaspar havde lagt en plan med at hun skulle gå en tur med ”mexicaneren” langs Vidåen. Og så skulle Mansel spørge om, hvad klokken var. Og planen lykkedes. Han tog det stjålne ur op af lommen. Kaspar og en vægter sprang frem.
I retten tilstod mexicaneren forbrydelsen. Han ville hævne sig hos Hartmann, som havde vundet en masse penge af ham. Kaspar fik masser af tak fra borgmesteren.
Blev det for trangt på Rådhuset?
I 1811 blev indrettet byfængsel på første sal i vinkelfløjen i Porthuset. Måske var der blevet for trangt på Rådhuset.
Ud over en arrestforvarerbolig i den gamle drabantsal blev der indrettet seks celler på første sal, fire almindelige, et ”hundehul” og en finere arrest, vel til gældsfanger.
Man har ikke taget for eksempel værktøjet fra den håndværkersvend, som efter slagsmål blev indsat. For overalt er der graffiti og billeder af kvinder, skibe, drømmeagtige marker og endda krigsscener.
Ud over varetægtsfanger og småforbrydere har landstrygere og prostituerede været anbragt der. Men dem, der hovedsagelig tilbragte deres tid i Tønder Arrest var først og fremmest straffet for almindelige forseelser, som tiggeri, fuldskab, vagabondering, gadeuorden, hustruvold, vold mod tjenestemand i funktion, prostitution og småtyverier
Forhørsprotokollerne dengang blev ført meget detaljeret af de daværende politimyndigheder. Man blev straffet hårdt dengang. En kvinde tilbragte tre år i arresten for at have stjålet en tekande
Mange skæbner
Her har været mange ulykkelige skæbner, lige fra fordrukne mænd og kvinder, der har måttet tilbringe en enkelt nat i arresten og så til dem, der blev dømt til fængsel på vand og brød. Hvis det var lidt mere alvorligt, blev man anbragt på Tugthuset i Glückstadt.
Ofte var fattigdom årsag til tyveri og i Tønder var der mange gengangere. Maren Hansen Brorsgaard, der for druk, forstyrrelse af den offentlige orden og tiggeri røg til Glückstadt i 1832. I 1846 er hun kommet hjem igen. Her fortsætter hun sit drikkeri og bekendtskab med indersiden af arrestens mure.
På slotstomten opførte man efterhånden Tønders kommunale værker. Det begyndte med gasværket 1864 – 65 og senere fulgte vand – og elektricitetsværkerne.
Man vidste altid, hvor retsbuddet var
I Tønder var der to gendarmer, som godt kunne ligne ryttergeneraler. Men der var også en betjent med Schnurrbart, uniform og kårde. Den væsentligste opgave for han var at transportere berusede personer fra arresten til detentionslokalet Klötzen over den gamle Ratzkeller.
Om natten gik der tre vægtere og passede på Tønders natteliv med alle de mange værtshuse.
I 1870’erne var arrestforvareren også retsbud, men når han bragte breve rundt, besøgte han beværtninger undervejs. Det var måske svært at lade være. Lillebyen med 3.000 indbyggere havde over 80 beværtninger.
Man vidste altid, hvor han var. Han blev ledsaget af sin trofaste puddel, der pligtskyldigt sad udenfor og ventede på ham, således også Hakon Gjessing dreng i Tønder. Efter 1920 var han byens første danske dommer.
Efter 22 år var det slut
Byens eneste politibetjent havde det vigtige hverv at befordre en særlig vedholdende drukkenbolt til Porthuset, når han var for fuld og fuld, var han altid. En dag i april i 1891 skulle den 64 – årige politibetjent Nicolaus Anthony anholde en beruset person og sætte ham ind i Pothuset. Men han var åbenbart for højrøstet, for da de nåede fængslet, faldt betjenten om, ramt af et hjerteslag. Han havde været 22 år i Tønder.
Særlig der hvor murersvendene holdt til, var der ballade. I folkemunde blev stedet kaldt ”Zur Blutigen Knochen”. Det skete ofte, at den nye betjent Bergmann måtte transportere fulderikkerne på en trillebør. Også seminarister trængte ofte til afkøling i Porthuset.
I 1890 havde man fået indrettet ”Herberge Zur Heimat”. Her kunne vagabonder og rejsende svende få ophold, hvis de var ædruelige
Porthusets vinkelfløj anvendt som arrest for Tønder by, hvorefter arresten flyttede til en nyopført bygning i Nørregade.
Jura kunne bruges til meget
Det er altid trist, når Ordenskapitlet skal fratage en ridder hans ordensdekoration efter en straffedom. Men det er utænkeligt at kongen dekorerer en straffet. Det skete dog i flere tilfælde med de vedkommende ridderkors i 1920 til sønderjyske redaktører, der havde afsonet straffe for meget luftige injurier, således Porthus – fængslets mest berømte fange P. Skovrøy. Han var i over 30 år lokalredaktør i Tønder for Flensborg Avis.
I 1895 blev han offer for den mest bizarre injuriesag i sønderjysk pressehistorie. Han skulle have skrevet, at en dommer, formand for den lokale krigerforening, havde sendt et hyldesttelegram til en general og ”maaske for en Ordens Skyld” til kejseren, hvilket bragte ham en måneds fængsel, idet den omtalte dommer og retten læste notitsen som, at han skulle have telegraferet til kejseren for at få et ordenstegn, hvilket ansås som en injurie.
Det hjalp ikke, at 2.106 danske sønderjyder erklærede at udtrykket kunne forstås ”for god Ordens Skyld”. Retten vidste bedre. Jura kunne bruges til meget.
Skovrøy beskriver stemningen fra Porthuset, især den væmmelige stank. Efter løsladelsen skænkede han en vagabonderende snedkersvend sin fængselsdragt. Skovroy har åbenbart afsonet i sit eget tøj.
Der var dog også små glæder i fængslet, da fængselsinspektøren gav ham læsetilladelse.
Fængslet blev brugt den sidste gang
Ved krigsudbruddet i 1914 spillede Porthus – fængslet for sidste gang en sørgelig rolle. Mange dansksindede blev anholdt endog to gange. Første gang blev de løsladt efter en uge i Altona. Anden gang blev de sendt til Flensborg, hvor de sad i mange uger.
De blev sendt gennem Tønders gader, hånet af den tyske pøbel, gammel og unge, kvinder og børn. De peb og hylede og spyttede. Grev Schack blev ført separat til Flensborg uden om Porthus – fængslet.
I 1877 var der blevet oprettet en ”Stadsdomstol” ”Burgerliches Gestzbuch blev indført i år 1900. Nu var de sidste rester af Jyske Lov forsvundet.
Domhus, arresthus samt dommerblig
Et domhus, et arresthus samt en dommerbolig blev opført i 1915. Lidt senere Alexandrineskolen, som senere blev til politistation. Domhuset blev brugt som lazaret. Det var så smart at dørene var uden dørtrin og så brede at man kunne køre hospitalssenge igennem.
Den 15. august 1916 blev domhus og fængsel overdraget til myndighederne. Tondernsche Zeitung skrev bl.a., at
Var det kvinder, der byggede de store projekter?
Under 1. verdenskrig blev der udført flere store byggeprojekter i Tønder, bl.a. blev Alexandrineskolen (politistation) opført og seminariet udvidet. Man kan undre sig over, at der kunne skaffes arbejdskraft til disse byggearbejder, når Tyskland sendte så mange unge mænd i krig.
Af en artikel i bladet ”Kriminalforsorgen 2011” fremgår, at Tønder Arrest blev bygget af tyske kvinder. Det er det dog ikke fundet belæg for. Tyske krigsfanger har nok heller ikke bidraget til dette. Her på egnen var de stort set kun beskæftiget ved landbrug og jordforbedringsarbejder.
Efter 1920 overgik domhus, fængsel og dommerbolig i dansk regi. Fængslet ændrede formodentlig snart status til arrest. Arresten havde i 1923 plads til 19 personer, heraf 16 eneceller.
En kvindelig tyvebande
I 1917 var der en kvindelig tyvebande fra Tønder. De var anklaget for mere eller mindre i fællesskab at have begået en række tyverier. Sagen blev ikke behandlet i Tønder men i Landsretten i Flensborg. I april måned havde de hos pyntsyerske frøken Knudsen i Nibøl stjålet en del hatte og andre varer til en værdi af 300 mark. Sagerne blev bragt til Tønder, hvor de så blev delt. Nogle uger senere begik de tyveri samme sted igen.
Sandelig om de ikke også stjal et får fra en mark ved Tønder til en værdi af 200 mark. Og hos en gæstgiver i Tønderstjal de en del linned til en værdi af 400 mark.
Og sandelig ude på Schweizerhalle stjal de en sæk kartofler.
Statsadvokaten dømte dem alle mere eller mindre skyldige i tyveri og hæleri. De seks piger blev idømt fra 2 uger til et års fængsel.
Gadedrenge i Nystaden
Ja og egentlig er det ikke alle der ryger i fængsel. Således var det også dengang en del gadedrenge, der skulle lave sjov. Og en lørdag fik det alvorlige følger ude i Nystaden. Man brænder knallerter af og kaster sten efter køretøjer som passerede Strucksalle. Disse knægte var skyld i, at fru Petersens hest fra Stokkebro løb løbsk. Hun fik først fat i den lige før Møgeltønder.
Kort tid efter kom et par småpiger ridende. Det var døtre af H. Michelsen og Lorens Filskov i Møgeltønder. Drengene skræmte hesten, så den løb løbsk. Pigerne faldt af. Den ene, Filskovs datter, en 12 års pige fik et hul i hovedet og næsebenet knust. Mens den anden slap godt fra det. Den tilskadekommende blev båret ind i et hus og forbundet af lægen. Hesten fandtes senere ved Gallehus.
Flensborg Avis håbede, at politiet i Tønder ville sætte en stopper for den slags ”almenfarlige Drengestreger”
”Johan der Gerechte”
Betjent Bergmann havde fået en medarbejder, en hund ved navn Adifax. Byrådet havde bevilliget et kosttilskud på årligt 20 mark. Jo han blev meget populær denne betjent. Man kaldte ham for ”Johan der Gerechte”
Når børn var med deres forældre i Flensborg og så en betjent råbte de altid:
Bergmann fratrådte den 10. januar 1920, da et politikorps af dansksindede krigsdeltagere overtog bevogtningen. Man fik også en ny politimester, der havde et tysk klingende navn – Seidenfaden. En gang om ugen kritiserede de tysksprogede medier, at han generede de tysksindede.
Men bagermester Thorvald Petersen, der skrev bogen ”Fra Als til Tønder” og som var en af dem, der blev interneret i Flensborg, kan også huske betjent Bergmann, Han sagde nemlig, da han anholdt Thorvald Petersen:
Da min far mødte Bergmann
Bergmann fortsatte som opsynsmand på markedspladsen, men åbenbart stod han også for indsamling af rotter. Det var ved den lejlighed min far stiftede bekendtskab med ham. Man fik lidt håndøre hver gang man afleverede en rotte. Min far var ekspert i at fange vandrotter fra Vidåen. Men på et tidspunkt kneb det med fangsten. Min far havde dog set, at Bermann gravede rotterne ned ved hans hus på Kongevej. Dem gravede min far så op, skyllede dem i Vidåen og indkasserede nok engang en belønning. Men på et tidspunkt opdagede Bergmann, hvad der foregik, så min far fik en ordentlig reprimande.
I løbet af 1925 blev i alt 139 personer indsat i arresthuset.
Man kunne leve i skattely i Tønder
Tænk engang, man kunne fuldt ud leve i skattely i Tønder i nogle gader. Her betalte man kun skat til amtet. Først i 1933 blev gaderne fuldstændig indlemmet i byen. Indtil da var det hele 400 borgere, der levede i ”Skattely”. Egentlig blev man fra gammel tid smidt us af byen, hvis man ikke betalte sin skat.
Uldgade og Slotsgade opstod i det 16. århundrede. Gaderne blev bygget oven på det nedrevne Franciskaner Kloster. De hørte sammen med slots – og frigrunden under amtet. Beboerne her delte ikke byrderne sammen med de andre borgere i byen. Her boede også tjenestefolk, der arbejdede ved slottet.
Ved Hertugens dom i 1665 blev gaderne indlemmet i byen. Men det var kun en kortvarig affære. En overgang kom Uldgade også med til byen.
Kæmpe slagsmål i Tønder
Den 30. juli 1933 opstod der et gigantisk slagsmål i Tønder. Det var hjemmetyskeren, SA – Sturmführer Jürgensen og 12 – 14 nazister, der havde været til håndgranats – kastning ved vejkrydset Øster Højst – Vennemose, der nu syngende var på vej hjem.
Her ventede en forsamling på 30 – 40 arbejdere. Heriblandt en del kommunister. Sturmführer Jürgensen var også vulkanisør, så han havde fremstillet gummiknipler til sine folk. Da arbejderne så det, gik de først løs på et plankeværk, og brugte brædderne derfra som våben. Det gik særdeles hårdt for sig og mange kom til skade.
Efterfølgende stod 10 arbejdere og 14 nazister tiltalt for hærværk, vold og gadeuorden.
Meget omfattende retsopgør i Tønder efter besættelsen
Retsopgøret efter besættelsen var ret så omfattende i Tønder. Tønders dommer Stemann skulle ramle 12 – 15.00 års fængsel ud af Det Tyske Mindretal. Han måtte dog halvvejs lade sig indlægge på grund af overanstrengelse.
Under retsopgøret efter 2. verdenskrig steg arrestens belægningsprocent.
Alle dem, der skulle videre til Fårhuslejren blev samlet på Missionshotellet. De blev kørt gennem Tønder på åbne lastbiler, så der var rig mulighed for Tønders dansksindede at spytte på dem.
Ved udgangen af 1947 var der afsagt dom over 1.047 personer fra hele politikredsen. I 1947 mente bogtrykker Lauersen, at alle dem, der havde båret tysk uniform skulle udvises.
Sagen mod familien Jürgensen
Men der var også et par krigsforbrydere i byen. Og Familien Jürgensen fra Vidågade ville man gerne have givet lange fængselsstraffe, hvis det da ikke kunne blive til en dødsdom. Således stormede 30 – 40 personer Vidågade 3. To engelske soldater var imellem.
De var i den grad nazister og egentlig var der faldet en dødsdom af en amerikansk militærdomstol i Flensborg. Familien skulle være ledere af forskellige varulve-grupper. Man der var ikke skygge af bevis. Nu forsøgte man så at dømme far og søn som krigsforbrydere. De var ind og ud af fængslet mange gange i Tønder.
Den 28. januar 1950 var politifuldmægtig Møller sikker på sin sag. Men højst overraskende frikendte stadsadvokaten Peter Jürgensen. Man ville dømme Jürgensen for krigsforbrydelser. Åbenbart havde man fundet et tvivlsomt vidne, der påstod, at Peter Jürgensen havde givet ham en lussing.
Men der var ingen erstatning at hente. Dommer Stemann afviste kravet
Man krævede dødsstraf
14 mand blev anholdt for at have kastet en håndgranat mod ”Sheriffen fra Tinglev”. Heldigvis var han ikke hjemme. Modstandsbevægelsen krævede dødsstraf til hovedpersonen. Sagen blev behandlet i Tønder den 26. december 1946. Det endte med 12 års fængsel og senere sat ned til seks år. Et mord på en lærerinde fra Det Tyske Mindretal blev i Løgumkloster takseret til i første omgang fem måneders fængsel
”Overvægt” af mad i Tønder Arrest
Tønder Arrest var kendt som et godt madsted. I 1950 var der en vagabond, der meldte sig den 24, og bad om øjeblikkelig afsoning. Politimester Bøving var i julehumør og takserede forbrydelsen – ulovlig omløben med varer til 80 kr. eller 12 dages forvandlingsstraf.
Engang i 1980’erne var der kontrolbesøg. Man påtalte ”overvægt” på ca. 20 pct. på osten og for meget sønderjysk spegepølse. Jo det kom da også med i Tønder Revy som Prebens Pølsebord. Preben Jacobsen var dengang politimester. Og Bo Bojesen malede da også en flot tegning af episoden.
Uhyggeligt mord i 1987
Natten mellem den 25. og 26. april 1987 skete der et uhyggeligt og uforklarlig mord i Tønder. Først tre dage senere, da Marianne Jensen rutinemæssig bliver obduceret på Odense Universitets retsmedicinske institut finder man ud af dødsårsagen var kvælning. Man har aldrig fundet ud af motivet. Og det var ikke tale om en seksualforbrydelse.
Der var ingen spor, alt var vasket væk eller forvundet på de tre døgn, der var gået. Der var ingen tegn på indbrud på hverken døre eller vinduer. Hvorfor gøede familiens ellers så normalt vagtsomme hund ikke? Selv med assistance fra Rigspolitiet lykkedes det ikke at opklare mordet. Hvorfor skulle Marianne Jensen dø?
Politiet foretog hele 1.800 afhøringer. Omkring midnat var moderen gået ud og lufte familiens jagthund, en tysk korthåret. Hjemme igen siger hun godnat, før de begge går i seng. De sover i hver sin ende af det 240 kvadratmeter store hus. Da datteren skal på toilettet ved et – tiden ser hun, at der stadig er lys, der hvor moderen og hunden sover.
Datteren går ind i soveværelset næste morgen. Hun kan ikke forstå, at moderen ikke er stået op. Hun finder hendes mor død. Snart vrimler huset på Marskvej med efterforskere og Marianne Jessens mand og de to største børn får den uhyggelige besked.
Fangeflugt
I 1988 var kapaciteten i arresten faldet til 16. Og det var lige før, at man måtte lukke. I stedet fandt der en større ombygning sted i 2001. Nu kunne man så tage 20 personer.
I 2004 rådede man over 19 celler og arresten havde 12 ansatte. I 2014 flygtede tre fanger fra Tønder Arrest efter at have gennembrudt en mur. Det lykkedes hurtig en fængselsbetjent at pågribe den ene. I december samme år overfaldt en indsat to fængselsbetjente, at hvilke den ene blev alvorlig kvæstet. Derefter overfaldt flygtningen en bilist og røvede dennes bil. Der blev rejst kritik af sikkerheden i landets arrester.
Røveri og drab
I juli 2008 begik den 44 – årige Allan Winther røveri og drab i Tønder. Ja faktisk begik han to bankrøverier og stak den Magrethe Nielsen ihjel i eget hjem. Dette blev takseret til 15 års fængsel.
Dobbeltdrab i Møgeltønder
Om aftenen den 17. september 2010 skete der to grufulde mord i Møgeltønder. Det var på den 68 – årige Elke Ibsen Mamsen og hendes 42 – årige søn Hans Mamsen. De blev først fundet knivdræbt den næste formiddag i forstuen til Gyden 1 i Møgeltønder.
Elkes aldrende mand, som også hed Hans Mamsen, boede også i ejendommen. Men han opdagede ikke mordene. Det var Elkes søster, der gjorde fundet. Indledningsvis mistænktes og fængsledes Hans Mamsen senior for dobbeltdrabet, uden politiet dog kunne finde et motiv. Alt imens blev naboer og andre afhørt.
Den 22. september 2010 skete der et gennembrud i sagen, så den 32 – årige genbo Andreas Linnet og hans 25 – årige kammerat Jonas Melchior Hansen blev fængslet. De aflagde under grundlovsforhøret samme dag en delvis tilståelse. Indbyrdes kunne de to ikke finde ud af, hvem der svunget mordvåbnet. En af de tiltalte havde kastet våbnet i Brede Å. Kniven blev senere fundet.
Et nævneting i Retten i Sønderborg idømte 26. august 2011 de to hver 16 års fængsel for dobbeltdrabet. Den 6. januar 2012 skærpede nævningetinget dommen til livsvarigt fængsel.
En 100 – års fødselsdag blev glemt
Som følge af faldende antal arrestanter besluttede Kriminalforsorgen, at Tønder Arrest pr. 1.11.2015 skulle tømmes for varetægtsklienter/anholdte. Stedet skulle eventuelt huse illegale flygtninge. De 12 ansatte fik nyt arbejdssted. Dommerboligen blev omkring 1998 solgt til privat side.
I 2007 blev retten i Tønder nedlagt, men fik lov til at eksistere som afdelingskontor for Sønderborg Byret. Kontoret flyttede til lokaler på politistationen. Domhuset blev solgt i 2015. Tilbage er endnu arresten, der den 15. august 2016 kunne have fejret 100 år. Men det havde de hvis alle sammen glemt.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.490 artikler, heraf 251 artikler fra Tønder inklusive: