Dengang

Søgeresultater på "aabenraa skippere"


Mennesker i Aabenraa

Dato: april 5, 2010

Vi følger tiden før, under og efter
tre – års krigen. Det dramatiske forløb inkluderer mennesker
som borgmester Schow, redaktør Fischer, pastor Rehoff, læge Neubert,
Martin Bahnsen, rektor Nissen, agent Bruhn, brygger Kopperholdt, politimester
Henrici, leder af Friskarene von der Tamm og mange flere. Vi skal også
høre om den danske forening Union og Frederiksklubben. Om Liedertafel
og boykot mod nationalbanken og danske mønter. Så
var der også sangkrig i Hjelm Skov.
 

De sproglige forhold

Allgemeines Wochenblatt
vente tilbage til den gamle helstatsvenlige holdning. Nyheder fra kongeriget
var talrige. Men i Aabenraa
blev man i 1830erne mere og mere bevidst om om den dansk – tyske holdning.
Denne holdning var man også bevidst om tidligere.

Således skrev kaptajn W. F. Born
i sine erindringer fra 1834: 

  • De samme sønderjyder,
    som senere så ofte påstod på 
    ægte sønderjysk, at de var tyske, sang da med
    ægte danske varme ”Vi alle dig elske, livsalige fred.

 

En skildring i Nyeste Morgenblad
fra 1833 viser lidt om de sproglige forhold – dengang. I indledningen
kaldes Sønderjylland for en ældgammel dansk provins og navnet
Aabenraa
sættes i overskriften i parentes efter den da fremherskende
betegnelse Apenrade: 

  • Et mærkværdigt særsyn
    er den måde, hvorpå det danske sprog behandles i Apenrade., lige som
    i flere af Sønderjyllands stæder. Overalt på
    landet hører man tungemål, der stemmer med Nørrejyllands i alle dens
    særegenheder. Det samme er tilfælde med tjenestetyendets og overhovedet
    almuens sprog her. Man må højlig undres, at i denne ligesom i flere
    sønderjyske købstæder, både skoleundervisning, det kirkelige foredrag
    og forretningsvæsenet er langt mere betegnede på
    at fortrænge det danske sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk.

 

Den tyske salmesang

Efter en omtale af den tyske salmesang
ved de danske gudstjenester hedder det: 

  • Alle offentlige indskrifter
    er på tysk, hvilket naturligvis anlediger, at også 
    handlendes og andre næringsbrugeres skilte er affattede på 
    dette sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk. Dog gør udsalget
    for kaptajn Bruhns mølle en undtagelse. Dets indskrift er på
    dansk. Nattevægteren har efter 1814 råbt på
    tysk, men den offentlige udråber bruger
    ”bredt sønderjysk”. Et vink fra regeringens side ville uden tvivl
    være tilstrækkeligt for i Sønderjylland at hæve og beskytte fædrenesprogets
    rettigheder.

 

Hertugdømmerne afsondrer sig

Det var interessante betragtninger, som
politikere dengang, burde have lyttet til. Hertugdømmerne afsondrede
sig mere og mere fra kongeriget. Hamborg
beherskede mere og mere de økonomiske forhold. Især var Aabenraas
skibsfart afhængig af Hamborg.
Det tyske sprog blev brugt flittig i det administrative styre, i skolen
og kirken.

Men en anden ting var kampen mellem tilhængere
og modstandere af enevælden.  

I begyndelsen af 1830erne kom velstanden
til Aabenraa. Skibe fra Aabenraa
anløb i stigende grad Sydamerika.
Og i 1840erne begyndte Ostindien og Kina
at spille en stigende rolle i skibsfarten fra Aabenraa.  

To småskibe gik i rutefart mellem
Aabenraa
og Kiel. Men også et dampskib König Christian
8.
blev indsat på ruten. Fire skibe sejlede ugentlig til København.  

Egentlig var det folkende fra Løjt,
der var de dominerede søfolk. Ifølge en folketælling fra 1845 boede
de 157 søfarende i Aabenraa
og de 225 i Løjt Sogn.

Masser af analfabeter i Aabenraa

Kun halvdelen af drengene fik undervisning
i 1840erne. For pigerne var forholdene endnu dårligere. Først i 1845
fik man egentlige lærerbøger. Indtil da havde man brugt salmebøger
og bibler. Pastor Rehoff mente således, at man ikke behøvede
nogen lærerbog, da formålet med undervisningen var kristendomsundervisning.
Dette var dog i strid med skoleloven.

Der var masser analfabeter i Aabenraa
i
1840erne. Når der skulle indkaldes til møder, måtte dette kundgøres
mundtligt. Rektorskolen som skulle være en slags realskole blev
hårdt kritiseret. Fra 1830 til 1850 havde man hele 6 rektorer, der
afløste hinanden. I 1844 blev der endelig lavet en reform af denne
skole.  

Kun få 
havde valgret

Stænderforfatningen gav i købstæderne
valgret til de borgere, der ejede en fast ejendom af mindst 1.600 rbd.,
mens valgbarhed var betinget af en ejendom til mindst 3.200 rbd. På
dette grundlag fik kun 69 personer valgret i Aabenraa.
Af disse var 34 købmænd, skibsredere, skippere og lignende, 10 embedsmænd
og intellektuelle, mens 5 tilhørte andre grupper.

Det var datidens demokrati.  

Ny borgmester

I 1837 blev borgmester Bendix Schows
helbredstilstand så dårlig, at hans søn Georg Schow
blev konstitueret som borgmester. Med sin hovne og selvsikre væsen
var han en udfordring for borgerskabet i Aabenraa.
Snart opstod der også sammenstød mellem borgmesteren og udgiveren
af ugebladet, Kopperholdt. Det var også borgmesteren, der i
sidste ende forhindrede bladet i at udkomme. Den årelange konflikt
med Allgemerines Wochenblatt
vakte opsigt.

Kopperholdt,
der havde været fortaler for liberalismen, faldt tilbage til sit bryggeri
i Aabenraa. I 1841 flyttede han fra byen. Han og sin søn havde
overtaget et bryggeri i Hamborg.  

Nyt ugeblad

Fischer
var begyndt at udgive et ugeblad. Men det var ikke noget der huede borgerskebet
i Aabenraa, især ikke liberalisterne. Kongen havde tildelt urmager
Frederik Fischer
privilegium til udgivelse af et ugeblad. Det første
nummer udkom den 2. oktober 1839. Det første nummer hed Königlich
privilegirtes Apenrader Wochenblatt.
 

Fischer
var ligesom Kopperholdt af en gammel aabenraask skipperfamilie.
I 1824 kom han i urmagerlære og i 1830 etablerede han sig som mester
i Aabenraa. Allerede som niårige blev han ramt af børnelammelse.
Fischer
viste dansk nationalfølelse ligesom sin far, der var imod
tyskheden i kirken. Han mente, at det danske modersmål skulle bruges
mindst lige så meget som det fremmede tyske.
Han forklarede også, at Holsten
var man knyttet til med administrativt og økonomisk, men ikke med hjertet.

Hans omgangskreds var håndværkere,
skibstømrere og søfolk. Fischer
havde ingen omgang med byens mægtigste mænd. Og disse mægtige mænd
var villige til at svigte det danske monarki og befolkningens danske
sprog.  

Dansk bibliotek

Fischer
fik etableret et lille dansk lejebibliotek. På den måde fik han kontakt
med en stor kreds fra byen og dens opland. Biblioteket kom til at spille
en stor rolle i den nationale vækkelse. Selv hertugen af Augustenborg
udtrykte angst for, at denne danske selvbevisthed skulle brede sig.  

Oprør over brug af bynavn

Da det rygtedes at bladet skulle udkomme
på dansk, blev der nærmest oprør i Aabenraa.
Mange mente, at dette stred mod privilegiet. Også truslen mod boykot
fremkom.  Fischer stod over for store kræfter.

Efter det første halvår på tysk
var der ikke noget i bladet, der bevidst pegede på at være dansksindet.
Der var 130 abonnenter, hvoraf de 20 var på landet.  

Da bladet så kom på dansk
opstod der et nyt problem. Fischer
brugte navnet Aabenraa i stedet for Apenrade.
Sidstnævnte havde bragt byen så meget hæder i havnebyer verden over.  

Et blad fra Haderslev, Lyna
havde efterhånden opnået 60 abonnenter i Aabenraa
og Fischers avis var i stærk tilbagegang.  

Fischer havde borgmesterens opbakning

Fischer
havde dog borgmesteren på sin side. Borgmesteren anbefalede Fischer
at udgive bladet på begge sprog. Stødt med langsom begyndte abonnenterne
at søge tilbage til Fischers
ugeblad. De liberales stormløb mod ham var slået tilbage.  

Aabenraas
borgmester var tilhænger af hertug Christian Augusts
politik. Denne ville gerne have afskaffet det tyske øvrighedssprog.

Men pludselig råbte udråberen igen
på tysk i Aabenraa. Og Fischers
dage som udgiver af ugebladet var nu i fare.  

Borgmesteren støtter Neuber

Borgmesteren støttede nu lægen A.W.
Neuber
som redaktør af ugebladet. De dansk fjendtlige synspunkter
synes nu pludselig at have overtaget klimaet i Aabenraa.
Neuber var kommet til Danmark som flygtning. To småskrifter om det
positive ved slesvigholstenisme
havde vist noget om Neubers
litterære formåen.  

Ugebladet i modvind

Borgerskabets protest mod Fischers
dansksprogede blad, havde overbevist Kancelliet
om, at der i Aabenraa skulle udkomme et tysksporget ugeblad.

Pludselig var Fischers
dansknationale bestræbelser næsten at betegne som statsfjendtlig.
I løbet af bare et halvtår var stemningen vendt i Aabenraa.
Pludselig blev hans ugeblad betegnet som indholdsløst.

I første omgang fik borgmesteren dog
ikke sit forslag igennem. Men så brugte man et nyt udspil. Neuber
var bedre til tysk end Fischer.  

Regeringen fører nervøs politik

For regeringen var det vigtigt at fastholde
det dansk – tyske i regionen. Man ville nemlig bevare Holsten.
Tyskvenlige udnævnelser forekom derfor hyppigt dengang. Således blev
Prinsen af Nør
udnævnt til statholder i Hertugdømmerne
og Reventlow – Criminil til præsident for det slesvigholstenske
Kancelli.
 

Ugeblad
– ikke engang på værtshusene

Fischer
kæmpede videre. Nu hed hans blad Apenrader Ugeblad.
I vinteren 1841 – 42 havde bladet betydelig fremgang.

I 1844 forsøgte man igen at få 
et privilegium til Neuber. Nu brugte man argumentet, at Fischers
blad ikke engang var at finde på værtshusene.  

Det var også  Neuber,
der stod for Aabenraas forliste projekt som international badeby
(Se artiklen ”Rådhuset i Aabenraa”).  

Boykot mod nye mønter

Nye rigsbankmønter blev udsendt i sommeren
1841. De kunne veksles med de i hertugdømmernes cirkulerende kurantmønter.
Dette skete som led i Christians den ottendes
helstatsbestræbelser.

Men i Aabenraa
førte dette til en boykot fra de handlende mod de nye mønter.  

Ud med Dannebrog

39 skippere og skibsredere fra byen bad
om at begrebet dansk ejendom
blev ændret til Schleswigholsteinisches Eigentum.
Desuden ville man have Dannebrog
udskiftet med det slesvigholstenske
flag.

Byens matador, Jørgen Bruhn
var dog ikke blandt underskriverne.  

Ringeagten for Danmark kom til udtryk
i en påstand om, at man i Sydamerika
havde spurgt , om ikke Danmark lå i Aabenraa.  

Nye flag i Aabenraa

Pludselig kunne man i Aabenraa
opleve flag fra Slesvig Holsten.
Det var rødt med Hertugdømmernes
forenede våben. Men under et protestmøde på Mønterhøj
dukkede et andet flag frem. Det var rød – hvid – blå. Dette protestmøde
som priste Slesvig Holsten havde 6.000 besøgende.  

Liedertafel

Liedertafel,
som var en sangforening fra Aabenraa
kom til at spille en propagandistisk rolle til fordel for Slesvig
Holsten,
nægtede at optage dansksindede. Neubert
var en flittig sangskriver. Han skrev blandt andet: 

  • Schleswig und Holstein
    auf ewig verient

    Das ist da Vaterland, das ist
    gemeint
     

Boykot mod Nationalbanken

I november 1843 havde et par hundrede
af Aabenraas erhvervsdrivende tegnet sig som bidragsydere til
en slesvig – holstensk landsbank.

Nationalbanken oprettede en filialbank
i Flensborg. Men samtidig oprettedes en forening, hvis medlemmer
forpligtede sig til ikke frivillig at drive forretning med denne filialbank,
og modtage danske pengesedler. Og i denne forening tiltrådte hundredvis
af erhvervsdrivende fra Aabenraa.  

Kongeligt besøg 

Den 31. juli 1844 besøgte kongen
Aabenraa.
De fleste af byens huse var illumineret to aftener i træk
. Det samme gjaldt for Burgervereins
lokaler. De mest radikale af denne forenings medlemmer sad dog bag
mørke vinduer og fulgte begivenhederne.  

Nyt flag
– mange steder

Skibsrederne førte an med propaganda
for Slesvig Holstens selvstændighed. Og for første gang blev
der i Aabenraa etableret danske moddemonstrationer.  

Det slesvig holstenske flag dukkede op
ved indvielse af Neuberts badehus, samt i 1844, da skonnerten
Succurs
løb af stabelen hos Aabenraas
betydligste skibsværft Júrgen Paulsen.  

Den 27. august 1845 skrev Fischer
i sit blad: 

  • Hvorvidt det går med det
    slesvig – holstenske uvæsen herovre, kan ingen tro som ikke
    selv har set det. Diebørn påhæftes slesvig
    – holstenske kokarder, og små og store drenge løber omkring i byen
    med disse politiske partiemblemer. Børn, som næppe kan tale, grynter
    deres ”Sleswig Holstein stammverwandt”. De lidt større bruger de
    så yndede titler ”dansk hund, landsforræder”. Med en
    øvet og rutineret færdighed. Ikke sjældent er dansksindede forældres
    børn blevet forfulgt, angrebet mere eller mindre mishandlet af disse
    3 – og 4 – fods riddere.

 

Liedertafel
fik i 1844 lokale i Rudebecks Gæstgivergård.
Stedet skiftede navn til Stadt Copenhagen
og senere til Schleswig – Holsteinisches Haus.  

Sangerkrig i Hjelm Skov

I Hjelm Skov
udspandt der sig i 1845 en sangerkrig. I en aktion mod Liedertafel
havde en række skibstømrer og en del svende fra værksteder i byen
samlet sig ved havnen. Med Dannebrog i spidsen båret af den 18 –
årige Jens Peter Jungreen gik det mod skoven, hvor der opsat
forskellige telte. Her blev der Slesvig
– Holsten
lovprist. De unge mennesker sang Kong Christian,
hver gang de separatistiske Schleswig
– Holstein meerumschlungen
lød.  

Borgmesteren havde i sin egenskab som
politimester fulgt de unge mennesker åbenbart i håb om at kunne gribe
ind, hvis der skete lovbrud.

Men mange af de unge mennesker blev dagen
efter fyret af deres mestre, som sympatiserede med separatisterne.  

Union
– ny dansk forening

Endelig i 1847 begyndte det aabenraaske
småborgerskab at vise tegn på en danskvenlig orientering. Man
protesterede mod en ny skolereform.

Fischer
havde i sit blad optaget to tyske indlæg som gik imod Neuber.
De var antagelig skrevet af Martin Bahnsen
som sikkert var bagmanden bag foreningen Union.  

Den danskorienterede forening Union
blandede sig også i kommunale anliggender. Man havde efterhånden 45
medlemmer. Her i 1848 kom de dansksindede endelig i gang i Aabenraa.
Men situationen blev hurtig tilspidset.  

Aabenraa anerkender ny provisorisk
regering

Revolutionen i
marts 1848 forlangte et forenet og demokratisk Stortyskland.
Den danske helstat var dermed sprængt. I Aabenraa
blev Bürgerverin det revolutionære samlingssted. Ledelsen bestod
blandt andet af borgmesterens bror, dr. Wilhelm Schow, rektor Nissen,
skibsreder Michael Jebsen, købmand Lüders og advokat Nissen.

De gik alle ind for både Slesvig
og Holstens indlemmelse i det tyske storrige.  

Meget tidlig godkendte man i Aabenraa
den provisoriske regering. Byens danske parti blev fuldstændig overrumplet
af begivenhederne.

Fischer
fik at vide, at han skulle udgive sit blad i slesvig holstensk ånd.
Han foretrak i stedet at flygte til Kolding.
Flere dansksindede borgere måtte forpligte sig til at afholde sig fra
al politisk virksomhed, ellers ville de ende bag tremmer.

Ved alle indgange til byen blev der opstillet
vagtposter. 

Indkaldte landsoldater på vej til
deres garnisoner i Kongeriget blev anholdt, omdirigeret til Rendsborg
eller beordret hjem. Aabenraa
stod pludselig som en tysk fæstning i det danske Nordslesvig.  

Det gik en hel uge inden der nåede militær
frem til byen. Jægere, dragoner og friskarer. 

Danske protestaktioner

Den 28. marts gennemtvang arbejdere på 
Aabenraas
største værft, at ejeren Jürgen Paulsen
strøg sit tyske flag. . Den næste dag var en trussel fra alle værftsarbejdere
nok til at alle tyske flag i byen blev taget ned.

Foran rådhuset demonstrerede tømrerne.
På den danskorienterede agent Bruhns
opfordring gik de dog hjem.  

De første skud i krigen

Bevæbnede danske styrker nåede samtidig
frem som styrken fra Slesvig Holsten.
Den 30. marts 1848 blev en dramatisk dag i Aabenraas
historie.

Danske krigsskibe blev observeret i Genner
Fjord.
Ved indløbet til Aabenraa Fjord
iværksatte alle skibstømrer en antitysk demonstration. Dannebrog gik
atter til tops ved havnen.  

Ved havnen ankom St. Thomas
med kaptajnløjtnant Suenson
ombord. Han lod borgmester Schou
komme ombord. Samme aften blev han sendt videre til Sønderborg
for at stå til regnskab for anerkendelse af den provisoriske regering
og sin adfærd over for indkaldte soldater.

Mod friskarerne affyrede briggen to skarpe
kanonskud. Det var de første danske skud, der fra dansk side blev affyret
under treårskrigen.  

Tyske tropper modtaget med begejstring

De slesvig – holstenske tropper
blev modtaget med begejstring af de tysksindede. Men snart trak disse
styrker sig tilbage mod syd. Sammen med disse flygtede også de revolutionære
ledere fra Aabenraa.

Om aftenen forsikrede magistraten over
for flådens repræsentant, Steen Bille
sin troskab over for kongen. Frederik Fischer
vendte tilbage til byen og snart vajede Dannebrog
fra huse og skibe.  

Den 14. april red Frederik den Syvende
i spidsen for livgarden, da de kom til byen. Bortset fra skibstømrerne
var det ifølge Fischer ”manges usle lunkenhed”
i byen, da der blev råbt hurra for kongen.  

Preussiske tropper i Aabenraa

Natten til den 30. april marcherede preussiske
tropper ind i Aabenraa. Først to år senere i juli 1850 vendte
det danske militær for alvor tilbage til byen. Frederik Fischer
forlod byen som flygtning om bord på St. Thomas.

Med de preussiske tropper fulgte de revolutionære
ledere tilbage til byen.  

Der fandtes ikke mere et decideret dansk
parti i byen. Magistraten under ledelse af agent Bruhn
viste ikke noget sympati for det radikale tyske parti. Man undlod også
at tage en antidansk holdning.

Dansksindede blev med mellemrum arresteret,
men snart blev de igen løsladt af magistraten.  

Ny politimester

Denne holdning var ikke alle tilfredse
med. Man forlangte udnævnelse af en politimester, der kunne tage
sig af den danske pøbel.

Til midlertidig politimester blev udnævnt
hollænderen P. Chr. Henrici.
Han nærede det inderligste afsky for revolutionære. Straks ved sin
indtrædelse viste provst Rehoff
ham to dobbeltløbede ladte pistoler og en skarpt slebet dolk som lå
i hans pult.

Provsten havde været bange for at
pøbelen
skulle slæbe ham ombord på en dansk krigsskib.  

I 1848 tilsluttede Preussen
sig delingstanken. Wrangel trak sig ud af hele Jylland
og rømmede også Nordslesvig.
Sammen med ham forlod de tysksindede embedsmænd atter byen. Den største
del af Magistraten havde også forladt byen, dog ikke agent Bruhn.  

Den danske flåde truer Aabenraa

Den 29. maj sendte Steen Bille
en sending i land for at høre, om man ville betragte ham som ven eller
fjende. Hvis ikke Dannebrog
blev hejst og embedsmændene straks indfandt sig ombord ville byen blive
beskudt.

En hannoveransk ritmester, hvis folk
endnu lå i byen ville give efter, men politimesteren satte sig
imod. Hans argument var, at ingen dansk marineofficer ville påtage
sig ansvaret for at beskyde en by, hvis beboere som bekendt overvejende
var dansksindede.
 

Fischer vender tilbage
– for tidligt

Den 30. maj 1848 forlod de sidste tyske
tropper byen. Den følgende dag foretog små danske styrker rekognosceringer
i omegnen.

Med de danske skibe vendte Fischer
atter engang tilbage til sin fødeby.

Det var dog et sørgeligt syn, der mødte
ham. Hele hans butik var blevet ribbet. Også de danske biblioteksbøger
var fjernet. Men ak, Fischer
var vendt tilbage for tidligt. 

Den 4. juni ved daggry marcherede ca.
480 mand preussisk infanteri under musik ind i byen, mens kun to danske
kanonbåde lå i havnen. Fischer
blev afhentet fra sit hus, kastet op på en mælkevogn og kørt til
Torvet.
 

  • Ist das der gefährliche
    Mann!

 

Udbrød den preussiske oberst, da krøblingen
blev anbragt på gulvet foran ham. Han nægtede at arrestere
Fischer.

Efter et par timer forlod preusserne
igen Aabenraa. Fischer skyndte sig atter ombord på en af de
danske kanonbåde. Et par dage efter forlod bådene Aabenraa.  

Von der Tann
– elsket og hadet

Den 10. juni rykkede 700 preussere og
von der Tanns
friskarer ind i byen. Preusserne forlod byen, men
friskarerne som ikke blev regnet for officielle soldater, forblev.

Aabenraa
blev behandlet som en fjendtlig by. Vogne blev kapret og kuskene pryglet.
Overalt i byen var der opstillet barrikader.  

Bruhn
tog til Flensborg for at bede general Wrangel
om at trække dem bort fra Aabenraa.
Men de tysksindede mente ikke, at Bruhn
repræsenterede byen. Da von der Tann
den 18. juni fyldte 33 år, blev der arrangeret et fakkeltog for ham
i Aabenraa. Hele korpset fulgte med. Foran hans hotel var der
opstillet en sort – rød – gylden fane. Unge hvidklædte piger overrakte
ham en laurbærkrans. Borgmesterens bror holdt en festtale, hvori han
udtrykte håbet om Tysklands snarlige enhed.  

Den 28. juni blev de uregerlige tropper
af løst af regulære tropper. Snart blev byen besat af andre slesvig
– holstenske tropper, snart preussiske eller andre tyske styrker.

De danske tropper rømmede hele Slesvig
og begge Hertugdømmer. Sådan var situationen indtil 25. august.  

Borgmesteren vender tilbage

Omkring 1. oktober vendte borgmester
Schow
tilbage fra sit danske fangenskab. Han havde via Sønderborg
været over Fredericia, Nyborg
og Kastellet. Han var meget forbitret over den behandling de
danske myndigheder havde udsat ham for. Han var tilhænger af Stortyskland
og en fanatisk danskhader.  

Schow
fik en stor modtagelse i Aabenraa.
De tysksindede havde strøet grønt og blomster i gaderne. Om aftenen
var der illumineret i husene. I Schleswig
– Holsteinisches Haus
var der festbanket med 150 deltagere.i sin
takketale sagde Schow, at man i fremtiden ville finde held
og lykke i Tysklands storhed.

På Skibbroen
blev det tyske flag atter hejst.  

Borgmester Schow
opsøgte den fungerende politimester, og spurgte hvad han ville foretage
sig over for den dansksindede læge, Grauer.
Politimesteren svarede, at denne havde forpligtet sig til at afholde
sig for dansk agitation.

Borgmesteren svarede, at det ikke var
nok. Han ville sørge for, at få tysksindede borger til at smadre
ruderne i Grauers hus, ind til denne forlod Aabenraa.

Senere opsøgte borgmesteren igen politimesteren,
og ville have denne til om natten, at sørge for at diligencen blev
malet over med sort, så ordet Königlich
forsvandt.  

Borgmesteren sørgede for, at der ikke
blev demonstreret på kongens fødselsdag. Almindelige borgere
var blevet udnævnt som politibetjente på dagen. Politimesteren måtte
bøje sig.  

I Aabenraa
blev en  Schows første embedshandlinger, at udnævne den
forhadte leder af friskarerne, von der Tann
til æresborger. Dette var en hån over for de dansksindede. Endvidere
anmodede Schow om, at der blev lagt ekstra told på handel med
Danmark.
 

Dansk protest

Man kan undre sig over, hvorfor de dansksindede
ikke protesterede mere højlydt, for i november 1848 blev der samlet
459 underskrifter på en tekst med følgende ordlyd: 

  • Vi protesterer på 
    det højtidligste imod, at Slesvig forenes med Tyskland, og at det under
    hvilket som helst påskud løsrives fra dets forbindelse med Danmark.

 

Det var Frederik Fischer,
der organiserede underskriftsindsamlingen. Han boede nu i Sønderborg,
og lignende underskriftsindsamlinger foregik i en række andre sønderjyske
byer.  

Frederiksklubben

Den 11. december 1848 blev der oprettet
en dansk forening i Aabenraa.
Den fik navnet Frederiksklubben.
Initiativtagerne var farver Martin Bahnsen, kaptajn C.C. Fischer
(Frederik Fischers bror), læge J. Grauer og købmand Johan Nielsen.

I marts 1849 havde foreningen 129 medlemmer.
Fra Sønderborg skrev Frederik Fischer: 

  • Vore medborgere har rejst
    sig og jeg føler ordentligt mit hjerte banke, når jeg tænker på,
    at den fædrelandskærlighedens lue, som jeg i så
    lang tid forgæves har arbejdet på
    at oppuste, og til trods for al tilsyneladende frugtesløshed i mange
    bestræbelser aldrig har tvivlet om at få
    at se, nu på én gang, under så vanskelige omstændigheder og så
    mægtig er frembrudt, og – hvad det vigtigste er
    – holder sig. Vi behøver ikke længere at skamme os at være aabenraaer.

 

Aabenraa
ønskede et kejserdømme

Borgmesteren lod sig nu ikke slå 
ud af det. Han skrev til rigsministeriet i Frankfurt.
Han foreslog at Tyskland og Slesvig Holsten
blev omdannet til et arveligt kejserdømme i familien Hohenzollern.
Samtidig forslog han Aabenraa Havn
omdannet til krigshavn for den tyske flåde.  

Tilstanden ifølge borgmesteren

Borgmesteren skrev også til fællesregeringen
og berettede om den nationale tilstand i Aabenraa.
Han delte det danske parti i tre afdelinger.

 Den første afdeling bestod af
tømmerfolkene. De var ganske vist dansksindede, men ikke så farlige,
som man antog dem for.

Den anden afdeling var den berygtede
redaktør Fischers tilhængere. De bestod af hans ungdomsvenner
og pårørende. Man gjorde tilsyneladende ikke andet end korrespondere
med Fischer Als.

Den tredje afdeling  var de mindre
håndværkere, arbejdsfolk og tjenesteydende. Disse var kun med, fordi
de var bange.

Det tyske parti samlede derimod de indbyggere,
der havde intelligens og betydning.

Sådan var borgmesterens mening, der
også anbefalede oprettelse af en borgervæbning.  

Med våbenstilstandens ophør i slutninger
af marts 1849 skærpedes alle modsætninger yderligere. De danske ledere
i Aabenraa blev udvist. Få dage efter kom danske krigsskibe
atter til  Aabenraa. Myndighederne undtagen Bruhn
var alle sammen flygtet. Fjendtlige tropper blev fordrevet med kanonild.
Danske styrker ødelagde nogle skanser ved byen. Også Brundlund
Slot
blev beskadiget ved skyderierne.  

Aabenraa. Frederik den Syvende er
en forræder

Et par dage efter begyndte de tyske tropper
deres fremrykning. Det første dem højt op i Nørrejylland.
Sejrene ved Eckernförde og Kolding
gav de tysksindede forhåbninger om en snarlig sejr. Dette kom blandt
andet til udtryk i en henvendelse den 14. maj til landsforsamlingen,
hvor man fra Aabenraas side gav udtryk for, at man ikke længere
ville anerkende Frederik den Syvende
som landsfyrste. I stedet skulle fyrstetronen overgå til Prins Ferdinand.
Ja man kan undre sig over det sprogbrug, man brugte: 

  • En fremmed leder i landsfyrstens
    navn med rov og mord trængte frem på 
    Slesvig Holstens sletter og med draget sværd pålagde en fri tysk folkestamme
    trældommens skændige åg. Nu havde Frederik den Syvende frivilligt
    nedværdiget sig til vor undertrykker og bøddel. Han erklæres derfor
    for en forræder mod sit tyske land og sit tyske folk og for uværdig
    til at bære den slesvig holstenske hertugkrone.

 

Fischer atter tilbage

En måned efter denne henvendelse, var
situationen igen en helt anden. Den slesvig – holstenske hær var
blevet slået ved Fredericia. Preussen
havde sluttet fred med Danmark.

Måneden igennem fortsatte de tyske tropper
deres tilbagetog gennem Aabenraa.

Den 25. august blev Bestyrelseskommisionen
for Slesvig
installeret i Flensborg,
og Nordslesvig blev besat af norsk – svenske tropper.  

Frederik Fischer
vendte hjem fra Barsø, hvor han havde hjulpet det danske efterretningsvæsen.
Den 10. oktober udkom hans blad igen, under navnet Freja.
I mellemtiden havde bogtrykker Rathje
udgivet Apenrader Wochenblatt.  

Borgmesteren bliver afskediget

Den svenske general Malmberg
klagede over borgmester Schow
i forbindelse med at postmester Moltke
igen skulle betræde sin stilling. Dette førte til borgmesterens afskedigelse
den 12. september. Forinden havde agent Bruhn
bedt om sin afsked.

Da de resterende magistratsmedlemmer
nægtede at samarbejde med den nye borgmester, Broder Knudsen,
blev disse også afskediget.

Schow
blev boende i byen og stod i spidsen for modstanden mod den nye magistrat.
Provst Rehoff
og rektor Nissen
blev også afskediget.  

Dansksindet borgmester og magistrat

En ny borgmester og en nyt magistrat
blev valgt. Krigen havde skabt et dybt fjendskab mellem de tysksindede
og de dansksindede i Aabenraa.

Det slesvig – holstenske parti, der
før krigen havde været skibsredernes og købmændenes parti, var nu
blevet et parti præget af det mere velhavende , frihedsbegejstrede
lag af håndværkere.  

Det kan undre, at størstedelen af befolkningen
i Aabenraa under hele konflikten syntes at have været passive.
Dette kan dog også skyldes manglende adgang til kildemateriale.

Skibsrederne var før 1814 danske patrioter,
men efter 1840 under de forandrede forhold, blev de slesvig holstenske
patrioter eller tyske nationalister. De havde magten i Aabenraa.

Men sømændene og skibstømrerne ville
det anderledes.  

Måske spillede det også ind, at
slesvig holstenerne i sidste ende ville være med i det tyske storrige.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Aabenraa

    Litteratur Sønderjylland (under
    udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:
Se

Aabenraa 1864

Kysten ud for Aabenraa 1863 – 
1864

Rådhuset i Aabenraa

Skyttelauget i Aabenraa

Skibe fra Aabenraa

Flere skibe fra Aabenraa

Kampen ved Bov – og de slesvigske
krige (under Padborg/Krusaa/Bov)

Rendsborg 1848 (under Sønderjylland)

Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)

Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)

Tønder – mellem dansk og tysk (under
Tønder)

Heltene i Vadehavet (under Højer)  
 
 
 


Aabenraa 1800 – 1850

Dato: januar 16, 2010

Skibsfarten var både i frem
– og modgang. Kun halvdelen af børnene gik i skole. Borgerskabet
fastholdte det tyske sprog. Ved de danske gudstjenester sang man tyske
salmer. Kanoner og geværer blev hentet i Rendsborg og kanonbatterier
blev oprettet, for at forsvare byen mod de onde englændere
 

Som en Morten Korch
– roman

En tysk rejsende var begejstret for Aabenraa.
Han skrev: 

  • Byen med dens huse og røde
    tage, med dens spidse kirketårn, med dens gamle slot, med dens haver
    på bakkerne, og dens enge omkring den, lå
    foran mig. En krans af bjerge, løvklædte med ege
    – og bøgetræer, omgiver det hele, og i midten ligger denne søstad
    på bakker som en rubin på en grøn krone.

 

En anden berejst tysker, karakteriserede
byen som en temmelig nydelig, folkerig og meget velhavende by.
På en tur gennem byens gader fandt han alle indbyggere meget velklædte.

Han roste også Postgårdens
mahognikommode og – bordene samt sengenes fine linned.  

En pastor Wedel
fra Sjælland besøgte byen i 1801. Han fandt de fleste huse
smukke, og konstaterede at de næsten alle sammen var udbygget med karnap. 

  • I denne karnap sidder fruentimmerne
    om dagen ved deres rok, ramme eller synål for undertiden at kunne fornøje
    sig med at betragte de forbigående. Uden for døren er desuden sirlige
    bislag og hvilebænke, som især i aftenskumringen findes besat af damer
    og mandsfolk, der har lejlighed til på
    den tid at hvile sig fra dagens sysler.
  • Ingen nye moder har fordrevet
    indvånernes gamle tarvelighed, da staden for det meste består af handlende
    og sømænd, som skønt dragten er simpel, er den dog prægtig og af
    værdi. Damerne bærer silketøj, guldkæder, guldlivspænder og mange
    ringe.
  • Torvet er lidet med et
    vandspring i midten, hvor Neptun står, meget velgjort.

 

Ja man skulle tro, at man befandt sig
i en Morten Korch – roman.  

Tysk eller dansk?

Hvem var de dem fra Aabenraa?

En stor del var daglejere, sømænd og
tjenestefolk, som aldrig nåede at blive borgere i byen. Halvdelen af
tilflytterne kom fra Nordslesvig.
Og cirka en femtedel kom fra kongeriget. Fra underklassen var der kun
en tiendedel, der kom fra de tysktalende egne.  

I 1851 lavede borgmester Lunn
en undersøgelse over sprogforholdene i byen. Anledningen var, at der
i 1850 blev besluttet, at indføre dansk som undervisningssprog i byens
skoler.

Af byens 850 familier talte de 42 tysk.
Desuden var der 20 familier, hvor der blev talt tysk med børnene, men
ellers talte forældrene dansk indbyrdes.  

Doktor Neuber
ville i 1841 udgive et tysk ugeblad i Aabenraa.
Fra Provinsialregeringen på

Gottorp
lød beskeden, at det ikke var så god ide, da der næsten udelukkende
blev talt dansk i Aabenraa.

I 1811 havde amtmanden og provsten indberettet,
at der kun var behov for to tyske eftermiddagsprædikener om ugen.  

Nu var det bare sådan, at i Aabenraa
var det ret betydningsfulde mennesker, der talte tysk. Det var embedsmænd,
gejstlige, lærere, advokater, læger m.m. Dette forhold er nok bedre
beskrevet i artiklen om Skyttebrødrene.  

I retten brugte man det tyske sprog,
men det var nok mest på skrift. I Magistratens indberetning fra
1811 blev der ligefrem anført at ved forhør over ringere folk brugtes
det danske sprog.
 

Sproget er fattigt?

Nu stod det sikkert ikke så dårlig
til med sproget i Aabenraa som provst Paulsen
påstod i 1829. Han sagde, at Aabenraa er en af de grænsebyer, der
er så ulykkelig ikke at have et egentlig folkesprog.

Senere blev det påstået at den afart
af det danske sprog, der tales i Aabenraa, at den er så
fattig, at den mangler ord for alt, hvad der ligger uden for hverdagslivets
snævre områder, så eleverne for eksempel tænker og udtrykker alt,
hvad der har med religion at gøre, på
tysk.
 

Det gjorde det nok ikke bedre da den
før omtalte pastor Wedel igen besøgte Aabenraa
i 1810 mente, at sproget var vanskelig at forstå, halvt tysk, halvt
dansk med en fordærvet udtale.
 

Nu er den dialekt, man taler i dag i
Aabenraa
nok ikke meget forandret fra den gang. Da jeg i oktober
2009 skulle holde foredrag på Landbohøjskolen på
Frederiksberg
om Aabenraas historie
foregik det på sønderjysk. Og her har min Tønder – herkomst sikkert
skindet igennem. Af de 65 tilhørere har mange været fra Aabenraa,
og de forstod det udmærket. Forrige gang jeg holdt et foredrag på
sønderjysk, var det dog en tilhører fra Sønderborg,
der udtalte sig om, at han lige skulle indstille sine sprogøre til
Tønder – dialekten.  

Borgerskabet fastholdte det tyske

Man kan så undre sig at borgerskabet
i Aabenraa så længe kunne fastholde det tyske, som øvrighedens
sprog. Måske havde det noget at gøre med, at Magistraten kom til at
bestå af byens indflydelsesrige skibsredere og købmænd, der så en
ære i at holde traditionerne ved lige. Når en rådmand afgik, valgte
magistraten på livstid efterfølgeren. Af de 50 deputerede i tidsrummet
fra 1800 til 1850 var der kun 5 håndværkere.  

Ja det var håndværkerne, der dominerede.
I 1803 talte byen hele 433 håndværkere. Men også sømandsstanden
og skibsfarten dominerede byen. Besætningsmedlemmerne kom både fra
Aabenraa og Løjt.
Skipperne kom i begyndelsen fra Aabenraa,
mens Løjt Land senere kunne levere kaptajnerne.  

Tilbagegang for skibsfarten

Takket være udenlandske fragtfarter
var Aabenraa i det 18. århundrede blevet en velhavende by. Krigen fra
1807 – 14 forandrede dette. Aabenraa oplevede et kæmpe formuetab.
Aabenraas tab af skibe fra 1801 til 1811 udgjorde hele 66 pct.

I 1819 skrev skolekollegiet til kongen,
og fortalte, at 200.000 rbd. Aldrig var betalt i fragt, foretaget af
Aabenraa – skibe.
Af 66 større fragtskibe var de 46 faldet i
fjendens hænder og resten havde ligget stille i årevis.  

Dansk gudstjeneste
– med tyske salmer

I det 19. århundrede gennemførtes en
række mindre reformer til fordel for det danske kirkesprog i byen.
Men der var stor modstand mod disse reformer fra byens spidser. Og til
de danske gudstjenester blev der stadig sunget tyske salmer, selv om
der var kommet danske salmebøger. Ja en af dem kom endda fra en af
nabobyerne – Tønder.  

Skolevæsnet i dårlig forfatning

I 1742 vendte de deputerede sig imod
at ansætte underlærer Johansen
som skrive – og regnemester.
Hans tysk var simpelthen for dårlig. Man mente, at byens tyske skole
var det sted, hvor børnene skulle nyde en grundig undervisning i god
og ren tysk – skrivning.  

I 1800 var Skolevæsenet i Aabenraa
i en meget dårlig forfatning. Der var tre sæt skoler i byen. Den
Kommunale Byskole, den selvejende Günderothske Fattigskole,

og et varierende antal biskoler.

Byskolens
førstelærer kaldtes kantor.
Han ledede den såkaldte latinskole for de ældste elever. Skrive
– og regnemesteren,
der blev assisteret af en underlærer underviste
i den såkaldte tyske skole. Den blev besøgt af cirka 100 drenge fra
10 til 14 år.

En del af lærerens løn blev dækket
af byens kasse. Resten af lønnen kom fra det beløb, som forældrene
måtte betale. 

Kun halvdelen gik i skole

Fattigskolen
havde sine egne penge og lønnede en lærer, som i 1794 underviste 80
elever, både drenge og piger. Skolegangen her var gratis. Det var provsten,
der bestemte, hvem der skulle gå der.

Biskolerne
var beregnet til børn under 10 år, men da skolevæsnet var forsømt,
var det ikke ualmindeligt, at de fortsatte til konfirmationsalderen.  

Det var nok kun halvdelen af byens børn
mellem 6 – 14 år, der gik i skole. Fattigskolens elever forlod
skolen ved 11 års alderen, og bedre så det ikke ud for byens
piger.

Amtsstuefuldmægtig Thomas Iversen
udtalte i 1804, at ikke en af Byskolens
elever kunne skrive en linje korrekt på tysk. Og det blev overhovedet
ikke undervist i latin eller på dansk.  

Nødvendigheden af en skolereform blev
allerede lagt på banen i 1794 af Generalsuperintendent Adler.
Reformens gennemførsel blev i årevis forsinket på grund af en strid
mellem førstepræst Nissen
i Aabenraa og provst Posselt. 

En ny skoleordning

Den nye skoleordning blev vedtaget af
alle parter i 1807. Alle de bestående skoler, bortset fra Fattigskolen
blev forsamlet til en fælles byskole, til hvilken drenge og piger havde
lige adgang.

Latinskolen
blev opgivet, dog skulle kantoren
privat kunne forberede elever til universitetet. Alle biskoler blev
forbudt. Børnene blev skolepligtige fra det 6. år. Lærerne skulle
lønnes af kommunen. Børnene skulle hver dag sikres seks timers undervisning.
Danskundervisningen blev slet ikke nævnt i skoleordningen. Skolekollegiet
indførte den dog på egen hånd, antagelig allerede fra starten i 1807.  

Til de 600 skolepligtige børn rådede
man over 8 – 9 delvis ustabile og dårligt uddannede lærere. Lokaleforholdene
var også elendige. Ikke desto mindre lykkedes det inden for et par
år, at få ordningen til at fungere. I 1809 havde pigeskolen fået
den krævede indretning. 

Ud at tjene som 11
– årig

Fra 1815 blev der besluttet, at eleverne
i Fattigskolen daglig skulle have fire timers undervisning i
religion, læsning, skrivning og regning. Efter det 11. år måtte børnene
tage ud og tjene om sommeren og komme i håndværkerlære.

Konfirmationsundervisningen bestod af
to timers aftenundervisning de fem af ugens dage.  

Kantorklassen
fungerede dog ikke helt efter hensigten. Erhvervslivet var ikke tilfreds
med standarden. Men skylden for dette fik kantor Matthiesen.
Man mente, at han havde for mange skavanker. Manden var ikke læreruddannet
og efterhånden var han blevet senil.  

Fra 1814 – 1835 var der ansat
15 lærere ved skolevæsenet i Aabenraa.
De 7 af dem havde fået eksamen på seminariet i Tønder.  

Dansk sproget undervisning foregik et
par timer ugentlig skolens højere klasser. Det ansås ikke nødvendigt,
at børn i Fattigskolen skulle lære dansk, før de beherskede
tysk i skrift og tale. Men der var ingen problemer i Aabenraa
med at læse Fischers danske ugeblad.  

En utrættelig indsats af provst Poulsen
fik hele skolesystemet til at fungere i meget usle lokaler.  

Aabenraas forsvar

Statholderen Carl af Hessen
opfordrede i 1801 havnebyerne til at opbygge et forsvar, da et engelsk
angreb kunne forventes. I Aabenraa
manglede man dog både kanoner og geværer. Derfor bad man om hjælp.
Byen bad amtsforvalter, kaptajn Chr. von Born,
der var forhåndværende officer i hæren til at lede forsvaret.

Byfogeden, J. Chr. Hojer
blev fornærmet over denne udnævnelse. Han mente selv, at være den
rette mand, da han havde været Stadshauptmand
og forsvaret byen tidligere. Han fandt også borgmesterens og borgernes
foranstaltninger latterlige. 

Disse foranstaltninger bestod af, at
fire fiskere hele natten skulle ro rundt i havnen, forsynet med lygter
og bøsser. De skulle skyde, hvis de bemærkede noget fjendtligt.  

Overretsadvokat Lorentzen og købmand
Hermann Frees
fik fuldmagt til at rejse til Rendsborg
for at bede om at få udleveret 8 kanoner og 200 musketter til havnens
og byens forsvar.

Ved havnen blev byens krudt opbevaret,
og udkommanderede folk, holdt skiftevis vagt ved bygningen. Et batteri
blev opført ved havnen. Amtmand von Schmettau
havde indkaldt tolvmændene fra Løjt og Varnæs
for at få dem til frivillig at køre jord til batteriet. Men de ville
på ingen måde hjælpe til. De gav udtryk for, at de havde rigelig
at se til.  

Borgmester Bendix Schow
ønskede at der kom militær til byen, så man fik oprettet et ordentligt
forsvar. I december 1807 besluttede hærledelsen at opføre flere kanonbatterier
ved Aabenraa. Den mest omfangsrige kom til at ligge på Lindsnakke.

Man lod dog også bygge en kanonbåd,
der fik navnet Caroline.  

Fremmede tropper i byen

I årene 1808 og 1809 var mange spanske
og franske soldater indkvarteret i Aabenraa.
I december 1813 transporterede frivillige fra Aabenraa
kanoner og ammunition fra batterierne i byen til Middelfart og Strib.  

Et voldsomt indtryk efterlod det sig,
da den første afdeling kosakker i 1814 kom til byen. To uger efter
freden i Kiel den 28. januar viste borgerne i Aabenraa
deres kongetro. På borgmesterens initiativ havde byens borgere illumineret
deres huse. Der blev affyret kanonskud og i madam Rudebecks
gæstgivergård var der bal.  

Skibsfarten i fremgang

Krigen satte sine spor. I løbet af kort
tid erobrede Hamborg handelen på den jyske halvø. Fra København
vendte skippere tilbage til Aabenraa.

I midten af 1820erne var skibsfarten
på vej frem, og i begyndelsen af 1830erne voksede Aabenraas
flåde med yderligere 50 pct. Medvirkende til den positive udvikling
var sikkert det gode håndværk, man præsterede på de lokale værfter
i byen. Mange af Aabenraas skibe kom til at sejle for de handelshuse
fra Hamborg. Der har sikkert også været masser af kapital fra
Hamborg
i skibene fra Aabenraa.  

På Jacob Paulsens Skibsværft
var der i 1827 ansat 160 tømrere. Aabenraas erhvervsliv oplevede en
sand opblomstring. Hele eventyret bevirkede også en opblomstring i
indbyggertallet.  

Allgemeines Wochenblatt

Hans Kopperholdt
var medlem af en gammel skipper– og købmandsfamilie, der havde fået
sit knæk under krigen mod England. I sin ansøgning om at udgive et
ugeblad i Aabenraa, at han havde hustru og fire børn. Han skulle
have et erhverv, der kunne ernære ham. Det kom udgivervirksomheden
nu aldrig til. Men Koppenholdt
drev ved sin af et ølbryggeri, der efterhånden kunne ernære ham.  

Bladet Allgemeines Wochenblatt
skulle hovedsagelig bringe handels – og skibsefterretninger og være
et lokalt annonceorgan. Venner hjalp ham med det økonomiske, herunder
borgmester Schow og fysikus Neuber.

Egentlig skulle bladet have heddet Hamburger Nachrichten.
I kontrakten med bogtrykker Rathje
var nævnt titlen Nordischer Mercur.
De første numre udkom i 1826.

Bladet var mere moderne end for eksempel
Tondernsches Intelligenzblatt, det haderslevske Lyna

eller Flensburger Wochenblatt für Jedermann.  

Før 1834 var der kun ganske få 
lokale nyheder, og hvad der findes af politisk stof, var beskåret af
censuren. Der var påfaldende mange artikler fra kongeriget.
Der var også prøver på Aabenraa
– dialekten.
Ja man kan sige den var meget tolerant over for både
dansk og tysk. Kongefamiliens gøren og laden kunne også læses i bladet.  

Vi fortsætter i en senere artikel,
beskrivelsen af Aabenraa 1800 – 
1850.
 

Kilde:

Se Litteratur Aabenraa 

Hvis du vil vide mere:
Se

  • Aabenraas fattige
  • Muntre historier fra Aabenraa
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Rådhuset i Aabenraa
  • Skyttelauget i Aabenraa

Aabenraa's Fattige

Dato: december 6, 2009

I perioder var der stor opgangstider
for Aabenraa. De rige blev rigere, men de fattige blev endnu fattigere.
Flere gange blev tiggeri forbudt. Men fattigdommen kunne ikke bremses.
Borgmesteren og provsten ville ikke sætte fattigskatten op af hensyn
til borgerskabet. Man mente, at de havde byrder nok. To fattighuse hjalp
heller ikke. En arbejderanstalt i Persillegade skulle skræmme de fattige!

 

En snæver del fik hjælp

I Middelalderen var fattigplejen overladt
til kirken og private velgører. I byerne opstod halvgejstlige foreninger
og institutioner som helligåndshuse, St. Jørgensgårde, broderskaber
og gilder. Men ofte var hjælpen kun bestemt for en snæver del af borgerskabet. 

Tiggeri tåles ikke

Hovedparten af de fattige måtte søge
deres underhold ved tiggeri. Dette tiggeri blev en stor ulempe for de
fleste byer. Man forsøgte at komme tiggeriet til livs med forordninger.

I 1572 udsendte Frederik den Anden
og hertugerne Hans den Ældre
og Adolf en fællesforordning mod herreløse landsknægte
og omstrejfende leddiggængere.

Det var nu ikke megen socialforanstaltning
i dette. Der blev befalet, at tiggeri ikke måtte tåles, de skulle
pågribes og bortvises.  

Anden gang blev der straffet

Hans den
Ældre
gentog denne forordning i 1573 og 1579. Her nævnte han,
at såfremt tiggerne kom igen, skulle de sættes i fængsel og straffes
korporligt.

Præsterne skulle belære om, at gavmildhed
mod de fattige var Gud velbehagelig.  

De fattige, der ikke kunne optages på 
hospitalerne, skulle have et tiggertegn af øvrigheden. De måtte kun
søge almisse i den by, de var hjemmehørende i. I 1548 fastsatte
Christian den Tredje
at denne ordning skulle være gældende i
Ribe Stift
og dermed for Tønder by. 

 
I 1573 udsendte Hertug Hans den
Ældre
en lignende forordning for sit område. Men han indskærpede,
at kun svagelig og legemligt skrøbelige personer, der havde hårdt
brug for hjælp, skulle have tilladelse til at tigge.  

Tiggeri til det daglige brød 

Før 1736 var der ingen offentlig administreret
fattigforsorg i Aabenraa. Den af myndighedernes organiserede
hjælp indskrænkede sig til provstens og borgmesterens nytårsuddeling
af renterne af den kapital, der var indkommet fra klingpungene.

Knap 20 fattige fik husly i to fattigstiftelser
grundlagt af borgmester Jens Hansen
og amtsforvalter Joachim Danckwerth
i første halvdel af 1600 – årene.

Men både disse og de øvrige trængende
måtte tigge sig til det daglige brød. 

Magistraten søgte at regulere tiggeriet
med tiggertegn. Hver onsdag gik de i samlet flok under fattigfogedens
ledelse gennem byen. Men ordningen kunne ikke forhindre at fremmede
og tidligere soldater blandede sig i tiggeriet.  

To fattighuse i Aabenraa

Efter reglerne i fattigforordningen af
1736 blev der nu oprettet en lokal fattigkasse, der skulle forsørge
sine egne fattige.

Købstaden hørte under magistraten,
mens det meste af Slotsgade
og landsognet sorterede under amtet. Her sorterede amtmanden og herredsfogeden
i Rise Herred. Men de to institutioner samarbejdede omkring fattigdommen. 

Amtmanden og magistraten blev enige om,
at ansætte en fattigforstander, der skulle modtage fattigkassens indtægter,
uddele understøttelserne og føre regnskabet. Den første fattigforstander
hed Johan Otto von Niendahl,
der var regnskabsfører for to fattighuse. Indtil 1774 gik stillingen
i arv fra far til søn. 

Fra 1774 var det kirkeværgen, der var
fattigforstander. Han var samtidig bedemand. I Aabenraa
var arbejdet lønnet. Men det var nu ikke den bedste løn, der blev
givet for dette hverv.  

Frivillig indsamling gav ikke nok

Et kollegie
fungerede som en slags bestyrelse. Fra prædikestolen bad præsten hver
søndag at man skulle yde frivillige bidrag. To skiftende borgere i
Aabenraa
samlede hver måned penge ind. På samme måde samlede
to borgere i amtsdistriktet hver måned de frivillige bidrag ind til
fattigkassen. Men blot efter et par måneder måtte man i amtet opgive.
Der kom simpelt hen ikke nok penge ind. 

I selve Aabenraa
prøvede man længe med overtalelse. I 1748 klagedes der over, at midlerne
var for små. Inspektørerne snakkede om, at der skulle bruges skrappere
midler. Men først i 1763 indførtes der reelt fattigskat i Aabenraa.  

Fattigkassen

Klingpungene
i kirken gav også en god indtægt. Men i 1780 – 1790 svandt denne
indtægt i takt med aftagende kirkebesøg. I 1796 fik fattiginspektørerne
derfor lov til at gå rundt til eftermiddagsgudstjenesterne. På værtshuse,
kroer, posthuse og ved havnen blev der også opstillet bøsser til fordel
for fattigkassen.  

Ved årlige møder på rådhuset
blev hvert enkelt fattigmedlems forhold undersøgt. De fattige, der
ønskede hjælp, kunne også selv møde op.  

Såfremt der var underskud i fattigkassen,
måtte de straks dækkes med lån i kirken eller hos velhavende borgere.  

Ingen kunne slippe for fattigskat

Nu var det ikke alle velhavere, der var
lige vilde med at bidrage til fattigkassen. Således bosatte Jean
de Young
sig i Slotsgade. Der havde han erhvervet sig et
frihus,
som var skattefrit og sorterede under Overretten. Han mente
ikke at han havde pligt til at betale fattigskat, men en gang
imellem gjorde det af fri vilje.

Overretten fastslog dog, at bidraget
til fattigkassen ikke kan regnes til stats -, amts -, eller byskatterne.
men sådant bidrag skal betales at ethvert medlem af en menighed.
 

Fattigvæsen beskæftigede sig med mange
ting. I 1751 fik 50 fattige børn gratis undervisning i Günderoths
fattigskole.
I århundredets slutning nød ca. 80 børn godt af
denne undervisning. 

Ingen penge til dem på 
fattiggårdene

Byens økonomiske fremgang fra 1750 til
1750erne førte til, at fattigkassen kunne opbære et overskud. Fremgangen
skyldtes i høj grad den vældige vækst i skibsfarten.

Fattigkassens kapital var i 1778, 5010
mk. I 1800 var den på 4910 mk.

Men selv om der var overskud fik ikke
alle den hjælp, som de havde behov for. I 1737 havde kollegiet
besluttet, at de personer, der befandt sig på de to fattiggårde ikke
mere skulle have understøttelse, men udelukkende have andel i det overskud
fattiggårdene selv kunne opbære.  

Tiggeri et stort problem for byen

I 1756 udviklede situationen sig i Aabenraa
dårligt. Tiggeriet tog til samtidig med at byens økonomi var faldene.
To nye fattigfogeder blev antaget. I 1765 indberettede pastor Bargum,
at tiggeriet var et problem i Aabenraa.
Mange fremmede havde bosat sig i byen, og mange var blevet efterladt,
efter at deres slægtninge var forulykket på havet. Fattigvæsenet
i Aabenraa viste sig på det tidspunkt, at være helt utilstrækkelig.  

Beskæftigelse til de fattige

I 1766 lod magistraten for fattigkassens
regning indkøbe hør, som mod beskeden betaling blev spundet af de
fattige. Alle var dog klar over, at dette blev en betydelig udgift for
kassen. Derfor skulle lønnen til de fattige være meget lav.  

Efter Pastor Bargums
død opstod der en langvarig strid omkring indflydelse eller ikke. Det
hele endte med, at hovedpræst og magistrat for fremtiden skulle fastsætte
fattigskatten og fordele pengene til de fattige, mens amtmand og borgmester
(fattigkollegiet) reviderede regnskaberne og tog sig af klager over
inspektørerne. Denne praksis varede til 1811 – 12.  

Frivillig hjælp

En kreds af borgere i byen var dog ikke
tilfredse med den hjælp man ydede til de fattige. De lavede en sammenslutning,
der skulle yde mere hjælp. Disse mennesker var bl.a. pastor Nissen,
købmand og rådmand Hermann Frees, skipper P.T. Hübschmann, skipper
Jürgen Frellsen
og købmand Hans Kopperholdt.
De fik en række andre borgere til at indhente oplysninger om de trængende
i byens forskellige distrikter. To gange i vinterens løb blev der foretaget
indsamlinger. I de første måneder af 1801 uddelte man henimod 1000
portioner af Rumfords suppe.  

Presset på 
Fattigkassen vokser

I 1811 havde Aabenraa
mistet 66 pct. af sin tonnage. Al handel og næring blev lammet og især
håndværkerklassen og daglejerne mærkede tilbagegangen. Presset på
fattigkassen voksede stærkt.

Ved højtiderne drog 300 – 400
tiggere fra byen og det omliggende land gennem gaderne.

Borgmester Schow
bakkede provst Petersen op i sine bestræbelser for at omorganisere
fattigvæsnet.  

Tiggeri atter forbudt

Byen blev delt op i 14 distrikter under
14 fattigplejere. Disse blev valgt blandt byens solide og agtede borgere.
Den første mandag i hver måned skulle de mødes med fattiginspektørerne,
magistrat og provst på rådhuset. Inspektørerne skulle nøje indberette
om de fattige i deres distrikter, desuden skulle de sørge for, at ingen
fremmede sneg sig ind.

I april 1812 blev alt tiggeri forbudt
i Aabenraa. 

Ordning fungerede ikke

Intentionerne var store. Desværre var
udgifterne også store, og reformen fik slet ikke den tilsigtede
virkning. Et spinderi blev også oprettet, men måtte ophøre i 1814.

I den strenge vinter i 1814 foretog
borgmester Schow
og pastor Paulsen
en indsamling af korn, penge og brændsel til de fattige. 
 

Præsten begravede frivillig de fattige

Indtil Peter Paulsen
blev provst i Aabenraa, ledsagede præsten ikke de lig, der blev
begravet på fattigkassens regning til graven. Det fandt Paulsen
uacceptabelt. Indtil den nye kirkegård blev anlagt ude på Forstallé
deltog provsten frivillig i disse begravelser. Efter 1822 skete det
på skift med diakon David Davidsen.  

Efter 1826 da kirkegården lå på 
Forstallé
måtte præsten køres derud. Og der var uenighed om,
hvem der skulle betale den køretur. Fattigkassen ville ikke og præsten
kunne heller ikke af egen lomme.  Endelig i 1833 sejrede menneskeligheden
over økonomien. Paulsen kunne nu indberette, at intet lig, heller
ikke det fattigste nu blev begravet uden en lille gravtale.  

Peter Poulsen
arbejdede hårdt for forbedring af skolevæsenet. Det var ham, der stod
bag anlæggelse af den nye kirkegård. Han oprettede en enkekasse samt
en sparekasse. Desuden blev han valgt til stænderforsamlingen i
Slesvig.
Og foruden dette ledede han med fast hånd fattigvæsenet
i Aabenraa.  

Forsynet med pas og papir

For at tiggeriet ikke igen blev et problem,
blev fattig rejsende forsynet med et pas og papirer. De kunne så henvende
sig til borgmesteren i den by, de rejste til. De kunne så få udbetalt
rejsepenge, som derpå blev udbetalt af fattigforstanderen. Dette kom
især aftakkede soldater, underofficerer, skibbrudne søfolk, og håndværkssvende
på vandring, til gode.

Denne udbetaling af rejsepenge ophørte
dog senere i Aabenraa på grund af besparelser.  

Provsten klagede over stor arbejdsbyrde

Gentagende gange udtalte provst Poulsen,
at han ikke fik nok støtte af befolkningen. I 1837 klagede han også
over sin store arbejdsbyrde.. Ind imellem alle sine gøremål måtte
han tage stilling til ansøgning om hjælp – i vinteren 10 – 12
tilfælde om dagen. Alligevel kunne han ikke fralægge sig ansvaret.
Både borgmesteren og pastoren
mente at privat velgørenhed var at foretrække frem for at belaste
borgerskabet med forøgelse af fattigskatten.  

Børn
”bortliciteres” 

I Allgemeines Wochenblatt
i Aabenraa kan man i 1832 finde en annonce fra fattigkollegiet,
undertegnet af borgmester Schou.

Der meddeles at nogle fattige børn fra
den 6. oktober vil blive bortliciteret til de mindst bydende. Alle interesserede
opfordres til at møde den nævnte dag kl. 14 hos regnskabschef Møller
for at byde.

Det drejede sig simpelt hen om, at sætte
børn i pleje og påtage sig opdragelsen af disse. Ofte drejede det
sig om forældreløse børn. Men holdningen hos det bedre borgerskab
var også, at fattige folks børn fik en dårlig opdragelse.  

Fremgang for de rige
– tilbagegang for de fattige

Godt nok havde skibsfarten fremgang.
Det betød fremgang for skippere og skibsbyggere. Men efterhånden medførte
det ikke den store fremgang for byens andre håndværkere og småhandlende.
Den stærkt stigende befolkningsfremgang bevirkede også boligmangel.
Det var svært at skaffe husly til de mange ubemidlede. Enkelte borgere
oplevede betydelig fremgang, men det så størstedelen af byens befolkning
ikke så meget til.  

I 1830’erne afkortede man understøttelsen
om vinteren. I stedet udeltes spisetegn, så de fattige kunne hente
et måltid mad. Misfornøjelsen var stor. Man ville hellere være fri
for spisebilletten og få understøttelsen tilbage. Men lige meget hjalp
det. 

Arbejdsanstalt

Allerede i 1821 havde provst Petersen
fremsat ønske om et tvangsarbejderhus. I 1830′ erne var der planer
om at indrette et arbejderhus uden for byen sammen med amtet, men først
i 1851 fik Aabenraa en arbejds
– og forsørgelsesanstalt.
 

En komité blev nedsat. Den foreslog,
at det i 1847 – 48 nybyggede sygehus i Persillegade 8
blev ombygget til formålet. Bykollegierne accepterede planen. Sidst
på året 1851 kunne anstalten tages i brug.

En ny bygning opførtes i 1853 som sygehus
i Persillegade 6.  

Arbejdsanstalten betegnedes som en stramning
i holdningen til de fattige. Formålet var at hindre tiggeri og sikre
mod at Understøttelse ydes Personer, som ikkun af ulyst til Arbejde
søge Hjælp af Fattigvæsenet.

Understøttelsen skulle fremover hovedsagelig ydes i form af ophold
i arbejdsanstalten. Her fik de indsatte fuld, men dog tarvelig forplejning
(grød, ikke kød). Al nydelse af tobak eller brændevin blev forbudt. 

Hensigten var at skræmme

De måtte ikke forlade anstalten uden
tilladelse. Arbejdstiden var om sommeren 12 timer og beskæftigelsen
bestod af blandt andet syning, fremstilling af trætøfler, nagler og
andet træarbejde.

Hensigten var at begrænse udgifterne
ved at skræmme arbejdsduelige personer, hvis trang, man mente blot
skyldtes dovenskab. 

En hård kurs

De fattige der bad om hjælp, fik straks
den nye kurs at føle. I talrige tilfælde blev ansøgninger om understøttelser
herefter mødt med det svar, at hvis de ønskede hjælp, måtte de indtræde
i anstalten. Truslen skulle få dem til at klare sig selv, evt. skulle
familien bidrage. Man skulle også sørge for, at børnene blev holdt
regelmæssig i skole.

Den hårde kurs var ikke forgæves. Man
kunne mærke at fattigkassen ikke mere var så belastet. Administrationen
blev også billigere.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Aabenraa
  • Litteratur Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere om
Fattigdom i Sønderjylland Se: 

  • Husvild i Aabenraa
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Udvandring fra Tønder 1 –
    2
  • De stakkels Kniplepiger
  • En af Tønders patrioter
  • Lov og ret i Tønder
  • En af Tønders patrioter
  • Sygdom og andre lidelser i
    Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder

Rådhuset i Aabenraa

Dato: oktober 13, 2009

Foran Rådhuset blev man straffet, måske sat i arresten. Fængslerne under Rådhuset var under al kritik. Egentlig er Aabenraa Rådhus et genbrugsprojekt – bygget af materialer fra et kuldsejlet søbad. Aabenraa skulle være en international kur – by. Det var her på Rådhuset, jeg blev hemmelig gift.

Hemmelig gift på Rådhuset

Det var her, jeg blev hemmelig gift. På det tidspunkt var jeg formand for HK, og Hanne lavede film for TV – Syd. Giftefogeden var borgmester Jens Terp Nielsen, som jeg kendte fra forskellige sammenhænge. Egentlig ville vi have
haft vores nabo til at gifte os i kirken. Han var godt nok præst, men det var i en frimenighed i Aabenraa. Der kunne ikke gives tilladelse til at bruge folkekirken.

Men her på Aabenraa Rådhus kom jeg på et tidspunkt ret ofte. Vi var i gang med at lave et teknologiforsøg. Og her kom til skade ved at gå imod Aabenraa’s daværende borgmester Camma Larsen – Leddet. Det tilgav hun mig aldrig. Til gengæld var hun meget glad for min kone. Jeg tror, at Hanne havde brugt hende til nogle indslag i TV – Syd.

 

Rådhuset til salg

Og minsandten opdager jeg ved et tilfælde, at det gamle Rådhus er til salg. Ja Aabenraa Kommune er nu flyttet ud i den tidligere amtsgård, og nu er Rådhuset overflødig. Den nuværende bygning er fra 1830 og tegnet af arkitekt C.F. Hansen. Det er også ham, der står for den nyeste udgave af Brundlund Slot.

 

Rådhus fra gammel tid

På stedet lå der allerede rådhus fra 1500 tallet. Efter den store brand i 1610 blev der i 1616 opført et nyt rådhus. Det var ni fag langt og to etager højt. I baghuset var der fængsler, delvis gravet ind i bakken. Oven over var der retssal

 

Mange planer

I begyndelsen af 1800 tallet blev der bygget en masse nye rådhuse i landets købstæder. Anledningen var blandt andet, at der på Rådhusene befandt sig fængselsceller. De var som regel i en sørgelig forfatning. Man havde også fået et andet syn på afstraffelse. Den skulle ikke kun afskrække men nu også forbedre.

Allerede i 1783 havde man i Aabenraa diskuteret muligheden for et nyt fængsel, men planerne strandede. I 1794 blev Rådhuset og sikkert fængslerne nødtørftig forbedret.

 

Måtte bruge et andet fængsel

I 1801 foreslog Amtmanden at man lavede et fælles arresthus for by og amt med fem – seks rummelige fængselsceller. Åbenbart er der flygtet fangere fra arresten for i 1816 kom der påbud om forbedringer. I særlige tilfælde lånte man amtscellerne på Brundlund Slot.

Borgmester Schou havde forklaret at byen ikke havde råd til at iværksætte nybyggeri.

 

Et nyt Rådhus i sigte

Endelig den 5. april 1826 skriver kancelliet for at ansøge om tilladelse til nybyggeri. I argumentationen beskrives de gamle lokaler som faldefærdige og utæte.

Ja lokalerne var så faldefærdige at bystyret måtte holde deres møder hjemme hos borgmesteren i Den Gamle Borgmestergård i Slotsgade.

I 1835 boede der i Aabenraa omtrent 4.000 mennesker. Nedgangstiden havde ramt byen, her var mange fattige. Men byen havde også en elite. Og de havde den økonomiske magt og var også ene om at sidde i bystyret. Eliten bestod af storkøbmænd, redere, vigtige embedsmænd og enkelte håndværksmestre.

Borgmesteren valgtes af regeringen dvs. kongen, mens han og de fire rådmænd udgjorde magistraten. Skulle der iværksættes lidt større byggeri, ja så skulle man have tilladelse fra højere sted.

 

Et kuldsejlet projekt

Og så gik bystyret til bygmester Per Callesen. Materialet til bygningerne stammede hovedsagelig fra det tidligere Frederikslyst på Lindsnakkevej. Frederikslyst Søbad

var et stort og smukt to etagers hus. Det var så godt som nyt. Det var læge A.W. Neuber, der havde vundet byens førende familier til sit store projekt med at skabe et tilløbsstykke til Aabenraa. Nogle af rigets mest fremtrædende personer havde tegnet aktier i projektet.

Men ak, der var alt for få badegæster. Selskabet måtte opløses allerede i 1826.

Hvad var det for et søbad? Jo, Neuber var blevet fysikus i Aabenraa i 1811. Han var meget moderne indstillet, og altid åben for noget nyt. En poetisk åre havde han også, og skrev flere hyldestdigte til kongehuset. Stjernehimlen optog ham også meget.

I 1813 fik han rejst en badebro ved Skibroen. Her fik han opsat to badekabiner, et til kolde bade og et til varme bade. I 1818 blev det så udvidet til 4 kabiner. Ja, og de gamle blev så imens anvendt til svovl – og stålbade.

Neuber fik overtalt en masse pengestærke personer til at investere i et i et internationalt søbad. Der skulle bygges et større badehus, anskaffes badevogne og bygges et kæmpe selskabs – og boldhus med tilhørende park. Selv Frederik den Sjette skød 2.000 rigsdaler i projektet. Amtmanden sørgede for stier og udkigspunkter. Oldemors Trapper stammer fra dette projekt.

I 1820 stod projektet færdigt. Badegæsterne holdt sig borte. Aabenraa blev ikke Nordens Athen. Neuber havde ellers sørget for ture til det skønne Løjt, sejlture over fjorden til Laksemølle, hjorteskydning, bålfester m.m. Der var arrangeret middag hos Hartmeyer, byens fornemste værtshus og bal hos madam Rudbeck. Men nej, intet hjalp. Underskuddet voksede og den 10. marts 1826 trådte selskabet bag søbadet i likvidation.

 

I gang efter tre forsøg

Allerede 5 måneder efter at ansøgningen til et nyt rådhus var indløbet til kancelliet, blev der givet tilladelse til opførelse af Rådhuset.

Bystyret i Aabenraa tilsidesatte til dels kancelliets afgørelser og foretrak den lokale byggeentreprenørs afgørelser. Man havde også fået nogle skitser fra bygningsinspektør Meyer i Slesvig. Disse blev så forenet med tegninger fra tidens  kendeteste arkitekt Kgl. ombygningsdirektør og konferenceråd C.F. Hansen.

Efter tre forsøg gik man så i gang og endelig den 28. oktober 1830 kunne Rådhuset indvis.

 

Masser af lån

Pengene til byggeriet blev fremskaffet dels gennem lån fra private, dels af byens egen kapital. Der var 27 udlånere, og de fleste var gårdejere fra Løjt. Men et par lokale velhavere var også iblandt, bl.a. skibskaptajn Boy Andreas Nissen og rådmand Martin Bahnsen. Der blev også udskrevet en ekstraskat. Endvidere solgte man møblerne fra Frederikslyst samt solgte de gamle vægterboliger på Vægterpladsen.

Foran Rådhuset blev pladsen planeret og brolagt. Her byggede snedker Thaysen en ottekantet, ornamenteret brønd med springvand. Tidligere havde der stået kagmand og to skampæle foran rådhuset. Men retssystemet var blevet ændret.

I underetagen fandtes et fængsel med fire celler, en vagabond – og borgerdentation, en fangervogterbolig, bestående af et lille køkken, en stue og et soveværelse samt en vagtstue for bytjenerne. Endelig var der et stort køkken til selskabssalen ovenpå.

 

Jomfru Fanny syede gardiner

Fra det gamle rådhus blev 30 kongelige portrætter overført. De forstiller oldenborske konger fra Christian den Første til Frederik den Sjette og deres dronninger. Muligvis er billederne først hængt op i 1842.

En del lokale fik arbejde på grund af Rådhusets bygning, blandt andet blev nogle af gardinerne syet af Jomfru Fanny.

 

Rådhusgade anlægges

I 1868 – 1870 blev to nærliggende huse revet ned. Det betød, at man kunne anlægge Rathausstrasse. Ved gadens ende blev der anlagt en eksercerplads og indrettet en kasserne. Denne eksercerplads blev senere omdannet til markedsplads. En opført borgmesterbolig blev indrettet til markedskro.

I 1885 blev der til trappen lavet et muret gelænder. Trappen blev senere fjernet og i 1930 erstatet af den nuværende tegnet af arkitekt Jep Fink.

I 1899 blev der opført et selvstændigt baghus til fængsel.

 

Aabenraa´s tre korps

I 1800 årenes første halvdel var tre organiserede borgerlige korps tæt tilknyttet til Rådhuset. Det ældste var Skyttelauget. Men det fineste var det ridende korps, der bestod af de største skippere og købmænd. Endelig var det Borgervæbningen. Dette korps opgave var at udføre parader ved officielle fester, frem for  alt kongemodtagelse.

Særlig synes modtagelsen af Frederik den Syvende og hans dronning i 1854 at have været meget overdådig.

Men også den 22. marts 1897 til festen for Kejser Wilhelm var byen på den anden ende.

 

Borgerlige fester

I 1830 – 1840 blev Rådhuset ofte brugt til større borgerlige fester som foreksempel bryllupper og baller. Men du skulle være noget ved musikken for at kunne deltage. I 1850 – 1860 havde forskellige restauranter og kroer indrettet sig med større selskabslokaler.

Efter 1880erne var det kun juletræsfesten for børneasylet i Persillegade der blev holdt hvert år på Rådhuset.

 

Sparekasse og museum

I 1882 blev Pfenning – Sparekasse oprettet på Rådhuset. Det var en bank for de fattigste. Men man var afhængig af den rigtige sparekasse. Og denne Bysparekasse var oprettet i 1880 og forblev på Rådhuset til 1924.

Allerede før 1864 var der indrettet et telegrafkontor på Rådhuset. I 1886 blev et lokale stillet til rådighed for en kreds af borgere, der ville starte et bymuseum. Året efter indrettede man sig i Nygade 48.

 

Teater og gøgleri

I Rådhusets allerførste år fungerede rådhuset også som teater. Mange gøglere og akrobater optrådte her. Ved Mikaelis – festen i 1837 blev der vist kraftprøver i rådhussalen.

Omkring 1900 – 1910 sker der en masse offentlig byggeri i Aabenraa, blandt andet arresthus, retshus og fængsel.

 

Borgmester Bendix Schow

Han varetog i høj grad Aabenraas tarv, den kloge borgmester Bendix Schow. I 1827 ansøgte han om lønforhøjelse. Muligheden opstod også for, at han kunne blive forflyttet, men ingen ville af med ham. Den 7. september 1830 havde han 25 års jubilæum. Egentlig havde den kongelige statholder Carl af Hessen foreslået, at Rådhuset skulle indvis på denne dato til ære for borgmesteren. Men det ville Bendix Schow ikke høre tale om. Det skulle indvis på Dronning Maries og hendes datter prinsesse Carolines fælles fødselsdag.

I taknemmelighed over borgmesterens virke havde Aabenraas deputerede og senatorer samlet sammen til en sølvpokal med inskription. Om aftenen havde folk af egen tilskyndelse sat lys i vinduet, da borgmesteren blev fejret.

Om han fik sin lønforhøjelse, melder historien ikke noget om.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: Se

  • Aabenraa 1864
  • Fra det gamle Aabenraa
  • Lov og Ret i Aabenraa
  • Skyttelauget i Aabenraa

Skibe fra Aabenraa

Dato: februar 24, 2009

Det er ofte dramatiske fortællinger,
der knytter sig til skibsfartens historie i Aabenraa. Efter indbyggertal
befandt Danmarks største handelsflåde sig i Aabenraa.
Kongerigets største skibsredder, Jørgen Bruhn døde i 1858. Han havde
i alt ejet 37 skibe og havde verdens hurtigst sejlskib fra Liverpool
til San Francisco. Havde alle søfolkene været fra Aabenraa havde det
ikke været plads til erhverv i byen. Så
var det godt, at man kunne hente mandskab fra Løjt Land.
 

Masser af skibe

Allerede i 1748 var der i Aabenraa 115
hjemmehørende skibe.

I 1789 – 90 gik mange Aabenraa –
skibe til svenske havne.  

I 1796 var der registeret 44 skibe i
Aabenraa, heraf var de 7 mellem 80 – 99 kmcl. (kommercelæster) og
21 mellem 40 – 79 kml.

Sønderborgs handelsflåde var især
beregnet til kystsejlads.

Når et skib var fra 50 – 100 kml.
var det efter datidens forhold et ret stort skib. Denne størrelse var
nærmest beregnet til sejlads til Vest – og Sydeuropa. 

Hvad blev det af mandskabet?

Man var også udsat for sørøveri. Således
blev Neptunus og St. Johannes
i 1798 opbragt af franske skibe.  

Rygterne omkring Neptunus går på, at
skibet blev taget af en fransk kaper i Vestindien. Hvad der blev af
besætningen ved man ikke. Dog vides det at skipperen F.W. Bargum
døde den 5. januar 1798. 

Mandskab fra Løjt

Efter slaget på Rheden
blev en del danske skibe opbragt. Det gjaldt også for Aabenraa –
skibe. De vendte hjem med ødelagte ladninger.

Sejladsen til Sydeuropa var nedadgående
efter 1803.  

Omkring 1800 havde Aabenraa 2.800 indbyggere.
Knap en tredjedel var mænd i aldersgruppen 14 – 60 år.

De lidt større skibe krævede en besætning
på 8 – 12 mand. De mindre kunne nøjes med 4 – 5 mand.

Det betød, at der skulle være 450 mand
til at gøre Aabenraa´s flåde sejlklar. Skulle alle disse tages fra
selve Aabenraa ville det betyde at halvdelen af de erhvervsaktive var
ude at sejle. Men sådan var det heller ikke. En stor del af søfolkene
kom fra Løjt Land. 

Mange anpartshavere

Det var en betydelig kapital, der var
investeret i Aabenraa – flåden. I andre havnebyer var der stor –
reddere, der ejede skibene. Sådan var det ikke i Aabenraa. Det normale
var, at hvert skib var opdelt i 10 – 20 anparter.

I skibslisterne fra 1789 opgives der
ejere af næsten 500 anpartere. De største anpartshavere fandtes blandt
byens købmænd. Men ofte havde skibenes kaptajner også anparter.

Under rubrikken Rhedere figurerede
dem, som varetog administrationen. I 1788 – 89 figurerede købmændene
J.F. Brørsen
og M. Jebsen
med hver syv skibe. Niels Thomsen
figurerede med fem.  Men ofte samarbejdede de på tværs af interesser.  

Den største handelsflåde

Man kastede sig ud i vovede sejladser
syd på, i stedet for småskibsfart til Norge eller de nærliggende
Østersø – havne.

Fordelt efter indbyggertal havde Aabenraa
den største handelsflåde og de mest rige købmænd. 

Krigsudbruddet 1807
– en katastrofe for Aabenraa

Krigsudbruddet i 1807 blev en katastrofe
for Aabenraa. Da myndighederne efter krigen skulle indsende den årlige
skibsliste, tilføjede man, hvor de enkelte skibe befandt sig. Flåden
bestod af 33 skibe på mindst 30 kml. De 9 var beslaglagt af englænderne,
2 var beslaglagt af andre krigsførende lande, 8 lå indespærret i
sydeuropæiske havne og 2 i Østersø – havnene. De sidste 12 lå
”stille” i Norge, København og de Slesvig – holstenske havne. 

En stor skibsreder bliver født

Det gik dog pludselig stærkt tilbage
for Aabenraa’s skibsfart. I 1811 var der kun 13 skibe tilbage.

Men takket være Jørgen Bruhn fra Strågård
og hans rederi fra 1806 kom der igen gang i skibsfarten i Aabenraa.
I 1819 rundede et af hans skibe Cap Horn.

Som 15’årig kom han ud at sejle med
barkskibet Aeolos. Han gjorde hurtig karriere, og fik allerede
i 1806 sit eget skib Flora.  

Fanget og
løsladt

Den 20. juli 1807 afgik Flora fra Christiansstad
på St. Croix mod København, men den 28. august blev skibet opbragt
af en engelsk kanonbåd ud for Isle of Scilly, og derpå ført til Plymouth.  

Tusinder af danske søfolk kom i engelsk
fangenskab og det samme gjorde besætningen på Flora. Jørgen Bruhns
mindste bror, Hans Dethlef Brun som var skibsdreng ombord, fik ophold
på en engelsk skole. Det var noget, som Jørgen Bruhn sørgede for.
Han fik senere udleveret sit borgerbrev og er sandsynligvis derfra rejst
til Aabenraa. Hans Bruhn fortæller: 

  • I to Aar var han i engelsk
    Fangenskab, men kom saa fri ved hjælp af Bestikkelse. Pengene dertil
    havde han fået, da de kom i Havn, da havde han nemlig solgt, hvad han
    kunne fra Skibet.

 

Med disse penge undslap Jørgen Bruhn
fra fangenskabet. Han fik tilladelse til at rejse til London, hvor han
bestak lægen, så han kunne blive erklæret for syg og blive indlagt
på et hospital. Derfra fik han mulighed for sammen en ven at komme
fra England på et preussisk skib, som landsatte dem på Jyllands vestkyst.

Og Flora blev den 14. juli 1808 solgt
for 2280 pund ved en auktion. Den ene af køberne var Jørgen Bruhn.  
 

Jørgen Bruhn som sørøver

Senere drev han kaperfart fra Helsingør.
Det var en legaliseret form for sørøveri. Skibet Hyænen
var forsynet med 2 svingbasser (små kanoner, der kunne drejes hele
vejen rundt). Han opbragte sammen med andre kapere det amerikanske skib,
Commerce.
Dette skib havde benyttet sig af forfalskede papirer,
derfor blev skib og ladning solgt på auktion. Dette indbragte Jørgen
Bruhn 6.971 rdl.  

Masser af skibsbyggeri

1811 blev Jørgen Bruhn skipper og eneredder
af fregatskibet Anna Maria.
I 1818 var Bruhn redder af 3 skibe. 

I 1820 forsvandt Aabenraa – fregatten
Den Indiske Paquet.
Det skete på strækningen fra Batavia til Portsmouth.
I meget dårligt vejr forliste skibet.  

Bruhn fik også fremstillet skibe hos
andre værfter i Aabenraa. Fregatskibet Caravane
blev bygget hos skibsbygger Jacob Paulsen
i 1820. Fregatskibet Creole
blev bygget samme sted i 1825. Fregatskibet Cimber blev bygget i 1827.
Og i 1840 blev en stor fregat bygget på T.A. Andersens
værft.

Skibene blev stadig større og i 1848
blev fregatskibet Cherusker
på 282 kmcl. søsat fra T.A. Andersen’s værft.  

Pas på
kannibaler

Den 2. august 1825 får Creole udstedt
Algerisk søpas, og det går fra Aabenraa til Hamborg og derfra videre
til Rio de Janerio med Colons et soldats (med soldater). Fra
Rio går det videre til Bahia i ballast den 10. december.

Den 18. september 1829 går det fra Rio
hele vejen syd om Kap Horn til Valparadiso i Chile. Den 17. november
1832 sejler Creole til Cap Verdiske Øer.

Jo, Creole var langt væk hjemmefra.
Hans Bruhn skriver om Creoles forlis: 

  • som
    forliste Skibet paa et Coral Rif i China Søen, og maatte Mandskabet
    at holde Søen i en aaben Baad i 14 Dage, førend de
    naaede en befaret Plads, og maatte de ved en ubekjendt
    Øe ligge til for om muligen at faae noget Vand, hvor de bleve overfaldne
    af de Vilde. Mandskabet naaede Baaden, men Captain Mathiesen blev greben,
    alle hans Klæder ham berøvet, og havde han kuns at takke, at han var
    saa mager, thi ellers vilde han være blevet steegt og opspiist med
    stor Appetit.

 

Hvad er et søpas?

De opmærksomme læsere vil sikkert undre
sig over, hvad det er for noget med et algerisk søpas. Ja det var også
noget med et latinsk søpas. Det var simpelt hen et krav fra regeringen.

Grunden dertil var, at der gennem 1700
– tallet blev det ene handelsskib efter det andet udplyndret, og hele
besætningen kom i fangenskab, hvor mange døde. Dem, der foretog disse
plyndringer var de såkaldte barbarestater i Nordafrika, Algier, Marokko
og Tunis. For at få løskøbt allerede tilfangetagende søfolk og fremover
undgå, at danske skibe blev taget af disse sørøvere, indgik den danske
regering aftaler om løsepenge til de forskellige barbarstater. Pengene
kom bl.a. ind ved at opkræve et beløb for udstedelse af et søpas
og samtidig med udstedelsen af søpasset til skipperen og hans skib,
blev det øverste af passet klippet af i en bølgekant, hvorefter det
blev sendt ned til Nordafrika. Når så skibet mødte et fartøj fra
barbarstaterne blev passet sammenlignet med overstykket. Passede de
sammen, slap man som regel for videre tiltale. 

Den 17. december 1847 købte Bruhn øen
Kalvø af to bønder i Genner. 

En Robinson – historie

Den 17. februar 1852 kunne man læse
følgende i lokalavisen for Aabenraa, Freja: 

  • Skibet
    ”Aladin”, Møller, fra Antwerpen til
    Valparadiso Natten til den 18. Septbr. F.A. forliist paa Nytaars
    – Øerne, ved Sadens Land i nærheden af Cap Horn. Hele Mandskabet
    frelste sig i Land i Land, men maatte udholde paa Nytaars
    Øerne indtil 26. October, da de blev opbragt af en Skonnert fra Newyork,
    som bragte dem til Kysten af Patagonien, hvorfra de med Guanoskibe vilde
    afgaae til Europa.

 

En dramatisk Robinson – historie udspillede
sig på den fjerntliggende ø for søfolkene fra Aabenraa.  Den
stod på Pingvinsuppe og Pingvinsteg i mange uger. Men også fugleæg
stod på menuen.. Af vraget byggede man en lille hytte på øen. Mange
skibe passerede dem. Men de blev ikke set.

Ja de tændte sågar et bål, for at
gøre opmærksom på dem selv. Men uheldigvis bredte ilden sig. Ja i
hele tre døgn brændte det.

Endelig den 18. oktober blev de observeret
af den amerikanske skonnert John Davidson.

De var på vej for at hente syv engelske
missionærer fra Ildlandet. Skonnerten fik søfolkene ombord og anløb
Picton Island, for at hente missionærerne.

Den første missionær blev fundet under
en sandynge, den næste blev fundet med struben skåret over i en båd.
Der var ingen spor af de fem andre missionærer.  

Værfternes store tid

I 1856 var der 48 skibe i Aabenraa men
lasteevnen var steget betydeligt. 

I løbet af 18oo’tallet blev skibene
bygget på byens egne værfter. Byen havde efterhånden seks skibsværfter
og beskæftigede 200 – 300 skibstømrere og mange underleverandører
til værfterne.

På Kalvø byggede Jørgen Bruhn sit
eget værft. En del af arbejderne boede på Løjt. Og for at gøre det
lettere for dem, at komme på arbejde, blev der bygget en gangbro mellem
Løjt og Kalvø.

Men der var ikke just begejstring for
Bruhns projekter. Det tog lang tid for at få tilladelserne. 

Stabelafløbning fra Kalvø

Bruhn tænkte meget på sine arbejdere.
Han overvejede at bygge en skole i forbindelse med værftet. Den 6.
februar 1852 kunne Aabenraa´s befolkning læse følgende i Frederik
Fischers avis Freja: 

  • Vort Skibsbyggeri gaar
    sin stadige Gang og paa de forskjellige herværende Værfter ere flere
    store Skibe i Bygning. Paa Agent Brughns Værft på
    Calø i Gjennerbugt er begynst paa det største Koffardiskib, der nogensinde
    har existiteret i Danmark, et Skib paa c. 500 Commercelæster, som skal
    bygges efter den saakaldte Clipperconstruction, hvorefter de nordamerikanske
    Hurtigseilerne ere udførte. Kjølen er hos dette Skib 190 Fod lang.
    Overtømmerets ydre Brede 40 Fod. Dybden fra Bjælkens Retlinie 23 Fod.

 

Bruhn inviterede Aabenraa´s befolkning
til stabelafløbning på Kalvø. Det foregik med hans dampskib Kønig
Christian den Ottende
, som han ejede sammen med senator og købmand
Woldsen i Husum.

Og det man skulle se, var det store fregatskib
Calcutta
på 480 kmcl.

Skipperen på denne båd, var en af Bruhn’s
sønner, Jacob Adolph Bruhn. Han ledede en besætning på 31 mand.  

Forlis ved Læsø

Men ak og ve. Turen blev ikke så lang
som forventet. Den 11. oktober 1853 kunne man læse i Freja: 

  • Læsø, d. 5. Oct. Afvigte
    Nat grundstødte østen under øen Fregatskibet Calcutta, Capt. Bruhn,
    i Ballast, Formedelst Stormen har idag Intet kunne foretages til Skibets
    Redning, men det staar endnu uskadt.

 

Redningsforsøget optog Aabenraa’s
befolkning, men Freja kunne den 13. oktober fortælle følgende: 

  • Der gjøres de største
    Anstrængelser for at faa det ligeledes under Læsø
    strandede skrønne Fregatskib Calcutta af Aabenraa fra Grunden. 100
    Mand fattes i Arbeide med at hive Ballasten. Et Dampskib var indtruffet
    fra Helsingør og Dykkerkutteren herfra til Læsø
    for at yde Hjælp. Endnu igaar havde man godt Haab om at redde Skibet,
    men den haarde Storm i nat og stærke Blæst
    i dag fra N.O., frygter man for, vil
    ødelægge Skibet.
  • Grunden til Skibets Stranding
    skal efter Capitainens Udsagn være en Forveksling af Trindelens Fyr
    med det nye Fyr på Kobbergrunden, da dette i det tykke Vejr i Afstand
    kun viste sig som eet Fyr i stedet for tre.

 

Der var ikke noget at gøre. Det flotte
nye skib blev slået til vrag. Calcutta blev slået læk, og vandet
fossede ind i det store skib.  

Skibsrederens død

I 1854 – 1856 blev det store fregatskib
Cimber
bygget. Det var på 570 kmcl. Det var det største nordiske
skib dengang. Jomfrurejsen gik til San Francisco. Derefter gik turen
til Peru. Siden sejlede den på Rio de Janeiro, Bombay og Australien.

Det blev solgt i 1865 for kun 7000 Pund
Sterling til et handelshus i Bombay.  

Jørgen Bruh, der døde i 1858, nåede
ikke at se sit sidste skib færdigbygget. Fregatskibet Jørgen Bruhn
på 340 kmcl. var færdig i 1859. Det sejlede mest på østen. Det blev
solgt i 1868 i Tyskland.  

I hele sin karriere som skibsreder (1807
– 1858) havde Jørgen Bruhn 37 skibe, som han enten var enereder eller
hovedreder for sammen med andre. Ved sin død var han kongerigets største
skibsreder, og det ene af hans skibe var Nordeuropas største sejlskib.
Det var også verdens hurtigste mellem Liverpool og San Francisco.

Til skbsrederens begravelse var der omtrent
300 mennesker. 

To dage efter hans død stod følgende
at læse i Freja: 

– Det er navnligen hans varme Interesse
for Handelsskibenes Forbedring, som vor By kan takke det store Opsving,
Skibsbyggeriet har her vundet mere end paa andre Steder.

Utrættelig Virksomhed var overhovedet
et Grundtræk i afdøde Ag. Bruhns Characteer og man saae fra tidligste
Morgentime af i stadig Bevægelse, for at paasee og lede de mangfoldige
Foretagender, han havde at føre Opsyn over. Endnu
i fjor har ikke det raaeste Vinter
– og foraarsveier afholdt ham fra i aaben Vogn at gjøre 2 Miles
– Touren herfra til Kalvø frem og tilbage paa een Dag flere Gange
i hver Uge. Hans Stræbsomhed blev af Skjæbnen belønnet med Held;
foruden flere Skibe af en samlet Drægtighed af over 1000 Com. Lastr.
Og Kalvø i Gjennerbugt eiede han flere Møller og andre Besiddelser
her i Omegnen og Byen.
 

I 1860 var befolkningstallet i Aabenraa
lidt over 5.000 indbyggere. 

En barsk ansættelseskontrakt

Det var hårdt at arbejde på et skib,
dengang. Alt foregik med muskelkraft. En gang imellem skete det også
at dele af mandskabet deserterede: 

  • Mandskabet er
    forpligtet, yden Modsigelse at arbejde om Natten, saavel ved Losning
    som ved Indladningen paa saadanne Steder hvor saadant er Skik og Brug
    er nødvendigt, imod at Mandskabet i saadant tilfulde erholder tilsvarende
    Søvn om Dagen. Ligeledes er Mandskabet forpligtet til at hente Ballasten
    fra Land, samt at opgrave samme ved Strandkantetn paa saadanne Steder,
    hvor saadant er nødvendigt. Skulde det mod Forventning hænde, at enkelte
    af Mandskabet paa en udenrigsk Plads, skulde desertere fra Skibet, saa
    lover og forpligter det øvrige Mandskab sig til ej at gøre sig
    opsætsig mod Capitainen, men uden særlig Godtgørelse villig at gøre,
    hvad han af og i Skibets tjeneste maatte forlange.

 

En slags passagerskibe

Det var mange måder at tjene penge på,
når man var redder. Således skriver Jørgen Bruhn’s søn, Hans Bruhn
i sine erindringer: 

  • Colonistfarten imellem
    Hamburg, Bremen og Rio Janeiro og tilbage med
    brasilianske Produkter, fortjente mange Penge i denne Fart og har bragt
    mange Familier som ogsaa Soldater fra Tyskland til Brasilien, gjorde
    4 Reiser med Folk og havde hver Reise 400 til 430 Passagerer inde, og
    kunde ingen meere passende Mand findes til denne Post som Capt. Jacob
    Bendixen, som af Colonisterne i Almindelighed blev kaldet Schiffshauptman;
    han ægteviede, han døbte, og han holdt Liigtaler ombord, naar nogen
    døde, og alt var for Eftertiden gjeldende.

Byens fremtrædende plads som søfartsby
stoppede i sidste del af 1800’tallet, da jernskibe afløste træskibe.  
 
 

Kilde:

Se Litteratur, Aabenraa

Se Litteratur, Løjt (efter Løjt
Land nordøst for Aabenraa)

Erland Møller,
Johan Hvidtfeldt: Kaptajn Hans Bruhns erindringer

www.søfartshistorie.dk


Flensborg – i begyndelsen (1) (b)

Dato: februar 3, 2021

Flensborg – i begyndelsen (1) (b)

Dette er en ny-redigering af en artikel fra 2010. Vi skal høre om en ridder ved navn Flene og et vandløb kaldet Flensbæk. Flensborg kendes fra skriftlige kilder fra 1240. Men byen har eksisteret længe før. Historien er præget af blodige kampe mellem de holstenske grever og kongemagten. Vi kigger på Flensborghus, der senere kom til at hedde Duborg. Efterhånden voksede byen til en anseelig handelsby. Skt. Knuds Gildet havde en stor indflydelse i byen. Dette er første del af en række artikler om Flensborgs historie. Det var ikke altid at kongen kunne betale sin gæld. Ja så blev Flensborg brugt som pant. Efterhånden blev dansk fortrængt af plattysk og til sidst højtysk. Men i de lavere kladder fortsatte man med at tale dansk. Dette er Flensborgs historie frem til ca. 1490.

 

Hvornår er Flensborg opstået?

Skal man beskrive Flensborg fra begyndelsen er det svært at finde materiale. Sandsynligt er byen opstået i det 12. århundrede. I Knudsgildet er der udsendt et ”Værnebrev”, som er udateret. Det henføres til ”Knud, Konge af alle de Danske”. Det må være tale om Knud den Sjette. Og det må være før 1193. Fra dette år kalder Knud sig nemlig ”Slavernes Konge”.

Små bebyggelser ved fjorden voksede sammen til en handelsplads. Byen opstod på grænsen mellem Vis Herred og Husby Herred. I 1284 fik Flensborg købstadsrettigheder

 

Byen nævnes 1240

Flensborg Bys navn nævnes første gang i et brev fra 1240 udstedt af Hertug Abel. Man mener at Mariekvarteret er det første sammenhængende byggeri i Flensborg. Man ved, at Mariekirken i 1284 blev opført i sten til afløsning af en tidligere kirke på samme grund.  Byens ældste gilde Knudsgildet havde sit alter i Mariekirken.

Men også Nikolai Kirke har haft en forgænger.

Af Kong Valdemars Jordebog (1231) fremgår det, at blandt de kongelige indtægter var told fra Vis og Husby Herreder.

Et Franciskanerkloster tæt ved Nikolai Kirke kan henføres til midten af det 13. århundrede. I efteråret 1247 skalle Valdemar Sejrs datter have mæglet mellem Kong Erik og Hertug Abel.

Ved fjordens vestkyst, hvor større skibe kunne gå ind, er der tegn på en tidlig bebyggelse. Muligvis er dette sket med Knud den Sjettes hjælp. I anden halvdel af det 12. århundrede er der opstået en kongelig eller adelig borg.

 

Flensbæk

I et gammelt sagn omtales Flensbæk. Fem adelige skulle have lejet bymarken. De skulle også have udøvet stor skade på befolkningen. En af de fem adelsgårde hed Etteborg. Den lå ”Unter dem Holtz. Det vil sige i Marieskoven på den såkaldte Junkerplads.

Her fandt man i det 18. århundrede en vold med en dyb grav. I et brev fra 1301 kan man se, at denne gård blev ejet af en borgmester, der hed Juel.

Flensbæk har ligget i byens nordlige del. Måske er der tale om Flenså. Historikere mener, at Flens har noget med en høj eller et bakkedrag at gøre. Men ifølge sagnet er det måske den tapre ridder Fleno, der gav navnet til byen.

Ifølge det omtalte sagn skulle den danske helgen Knud Lavard have beordret ridder Fleno til at grundlægge en borg ved den indre del af den fjord, der i dag hedder Flensborg Fjord.

Arkæologiske udgravninger har fundet resterne af en borg, hvor Mølleåen udmunder i Flensborg Fjord, for enden af det nuværende Nygade.

I 1261 fremtræder navnet Flensaburgh – Borgen ved Flens Å.

 

Schauenborg

Valdemar Sejr havde i 1232 givet grænselandet som et fyrsteligt len til sin næstældste søn. Abel. Og denne giftede sig ind i den schauenborgske slægt. Dette viste sig at være skæbnesvangert for Sønderjylland.

I 1248 skulle byen være blevet ødelagt ved en brand. Man flyttede fra den østlige til den vestlige flodbred.

Det var broderlige kampe mellem Abel af Slesvig og den danske konge Erik Plovpenning, der var årsag til nedbrændingen af byen.

Krigen kulminerede med drabet på Erik Plovpenning i Abels hovedby Slesvig.

I 1250 blev Abel konge af Danmark og stod for genopbygningen af Flensborg. Men han faldt i 1252 i et felttog mod friserne.

En række turbulente år fulgte. I 1340 blev Sønderjylland delt i tre dele med slottene, Tørning, Tønder og Gottorp som midtpunkt. Det gamle fjendskab med de holstenske grever med hertugen mod kongen bestod.

 

En tur rundt om byen

Valdemar Atterdag tog på tugt i hertugdømmet i 1358. Kongen hjemsøgte Angel og Svans. Ifølge Krøniken:

 

  • Saa at Frygt og Skælven og Afmagt kom over os alle.

Grev Henrik tillod, at borgerne byggede en mur rundt om byen. Byen skulle også forsvares med bevogtning på ”bjerget”. Han skulle også nord for byen i Bov Sogn have bygget borgen Nyhus. Dette er sket før 1365.

Omkring 1345 byggede flensborgerne en bymur. I forbindelse med opførelsen af Flensborgs byfæstning oprettedes en del byporte som Røde Port og Friserport.

Valdemar Atterdag var i gang med at tilbageerobre danske besiddelser i Skåne og Slesvig – Holsten. Det var derfor at muren blev bygget. Det var en bymur, der gik rundt om datidens centrum Nørretorvet og Søndertorvet.

Først i Valdemars sidste år forsøgte han at tilbageerobre de slesvigske byer. Det lykkedes faktisk i 1373, da Hinrich den Anden overdrog sine slesvigske besiddelser til det danske rige med den såkaldte Flensborg – traktat.

Da Hinrich døde i 1375 uddøde Abels slægtog da Valdemar Atterdag døde kort tid efter underskrev hans efterfølger Oluf den Anden en håndfæstning, hvor hertugdømmet blev afgivet i de næste 15 år.

 

De Holstenske grever

Valdemar erobrede i slutningen af 1372 med en stor troppestyrke Flensborg og sluttede en fordelagtig fred med greverne og de jyske adelige. Foruden Tørning manglede han kun Gottorp som greverne ikke ville af med.

Men da Valdemar døde, gik alt hvad kongen havde erobret tabt. De holstenske grever kunne atter engang indtage Sønderjylland.

Fra Gerhard stammer det ældst bevarede privilegiebrev for Flensborg. Hertugen bekræfter de friheder, som borgerne havde fået under hertugerne Erik og Valdemar såvel som greverne Henrik og Claus.

 

Margrethe købte jord tilbage

Efter Gerhard den Sjettes død i 1404 forsøgte dronningen at få genoprettet det, der var tabt. Slot efter slot, herreder efter herreder fik hun købt eller pantsat.

Gerhards enke Elisabeth havde efter kun få år kun Gottorp, Flensborg, Nyhus samt Als og Ærø. I september 1409 blev der på Hindsgavl afsluttet overenskomst, hvor Elisabeth pantsatte Flensborg og Nyhus til dronningen.

 

Biskoppen blev mishandlet

Men ak freden varede ganske kort. Biskoppen af Slesvig blev under et ophold i Flensborg udsat for brutale mishandlinger af den holstenske adel. En ny fredsaftale blev indgået i Kolding i 1411.

Men allerede året efter var der igen krig om Flensborg. Samtidig opstod der en alvorlig pestepidemi. Enden på det hele var, at byen skulle udleveres til dronningen. Hun var selv mødt op i Flensborg for at modtage byens troskabserklæring. Fire dage efter døde hun på Flensborg Fjord ud For Okseøerne i sit skib.

 

Vanskelige vilkår for Flensborg

Kongen opholdt sig på Mariebjerg senere Duborg. Herfra udstedte han den 14. september 1413 en stadfæstelse af byens privilegier i udvidet form.

Da en femårig våbenstilstand udløb startede nye kamphandlinger. Et nyt forligsmøde kom i stand, men freden barede heller ikke dengang længe.

I 1423 udråbtes freden atter engang i Flensborgs gader. Men de holstenske grever gav ikke op. På et tidspunkt erobrede de Brundlund Slot i Aabenraa. Det var i 1429. Nu var forbindelsen mod nord afbrudt. Det gav vanskelige vilkår for Flensborg.

 

Blodige kampe

Atter engang i 1431 overrumplede de holstenske graver, Flensborg. Hovedmanden var tyskeren, Kurt von der Lucht. Med 200 mand lykkedes det for ham at slippe gennem byportene. Efterfølgende kom der til blodige kampe i Flensborgs gader. Det var mellem de holstenske tropper og byens borgere. I byen var der et holstensk mindretal. De stillede sig på troppernes side.

Nogle af borgerne søgte tilflugt i klosteret. Men dette blev snart erobret. Kun slottet stod tilbage. Det blev godt forsvaret af ridder Morten Jensen (Gyrstlinge) og Gert Gyldenstjerne, biskop af Børglum. Fra søsiden fik slottet også hjælp.

Situationen blev dog forværret. Belejringen af området fik efterhånden slottet til at overgive sig. Efter tabet af Flensborg opgav man fra dansk side at fordrive holstenerne. Nyhus faldt også samme efterår.

Kongen havde nu kun Haderslev og Ærø tilbage. Også disse rester blev nogle få år efter overladt til Hertug Adolf.

 

Stadsret for Flensborg

Påfaldende er det at inden for 200 år findes der fire stadsretter for Flensborg, der på mange måder afviger fra hinanden:

 

  • Flensborg Stadsret af 16. august 1284. Den indeholder 101 artikler på latin
  • Fra ca. år 1300 findes 133 artikler forfattet på dansk
  • Flensborgs Stadsret af 1431 indeholder 128 artikler på plattysk
  • Tekst fra det 14. – 15. århundrede indeholder 132 artikler på latin

 

Lov og ret i Flensborg

Ja det kan virke forvirrende med så mange forskelligartede udlægninger. Som retssystem brugte man Jyske Lov.

For manddrab var straffen tre gange 18 marks bod til den dræbtes slægt, samt en overbod på en marks guld. Dertil kom en speciel bod på 40 mark til kongen og lige så meget til byen. Dette var dog ikke nedfældet i Jyske Lov.

Dødsstraf ved tyveri gjaldt når tyven blev grebet på fersk gerning og havde stjålen for ½ mark eller mere.

I det hele taget syntes det som om, at Flensborgs Stadsret behandlede almindelige forbrydelser meget strengt.

Ved køb af en

 

  • Hest, hors, syet klæde, skæftet økse, sværd med skede, smedet guld og sølv

 

Ja, da blev der krævet to vidner.

Lovgivningen for Flensborg vidnede om mange ejendommeligheder.

 

Kirke og klostre

Omkring 1280 omtales en Skt. Jørgensgård. I Flensborg vidner Jørgensby endnu om denne gård. Ifølge Flensborgs Jordebog fra 1450 ejede St. Jørgensgård flere ejendomme i og uden for Flensborg.

Hele komplekset, hospital, kirke og kirkegård syntes af hensyn til smittefaren, at have været omgivet af en grav. Skt. Jørgensgård har lige som Helligåndshuset haft asylret. I 1582 blev den nedrevet og stenene blev anvendt til Skt. Nikolai Kirkes Tårn.

Helligåndshuset ejede i 1451 28 huse i Flensborg og 25 landejendomme. Stedet var en borgerlig stiftelse. Og denne havde sin egen kirke. Skriftlige kilder vidner om, at sygehusene, Helligåndshuset og Skt. Jørgensgård har haft samme ledelse.

Franciskanerklostret er antagelig grundlagt 1263 af Johannes Hviding. Klostret hørte under Ribe og omfattede klostrene i Ribe, Slesvig, Tønder, Flensborg og Kolding. I 1494 kom Husum også med. I årene omkring 1430 førte klosteret en strid med Cistercienserne i Ryd Kloster, der var tysksindede.

Nord for Flensborg lå Krogsris (Klusris) Kapel. Her var gudstjenesterne på grund af manglende indtægt næsten ophørt. Derfor skænkede Hertug Henrik kapellet til klostret i Rud, der lovede at forny gudstjenesten. Da han døde kort tid efter, overlod kongen så kapellet til Franciskanerne. Men ak og ve, da holstenerne så igen fik magten, så var det igen Rud Kloster, der fik kapellet. De beholdt så kapellet til reformationen.

Munkene i Flensborg blev ombyttet med tyske munke. Jo kirkelivet i Flensborg var et vigtigt spil mellem kongen og de holstenske grever.

Franciskanerne stod sig godt med borgerne. De forskellige lav holdt sjælemesser i klosterkirken flere gange årligt. Til gengæld fik klosteret mange gaver. I 1479 blev det bestemt at munkene årligt skulle have 12 ”stob” vin til at holde messe for. I 1495 skete der en revision af munkeordenen og flere danske munke kom til.

 

Flensborghus og Duborg

På Mariabjerget Blev Duborg til i de urolige år i begyndelsen af det 15. århundrede. Højt over byen ejede den adelige Iver Juel en større ejendom med stenhus, træbygninger og stalde. I 1409 solgte han denne ejendom til dronning Margrete. Hendes hensigt var at bygge en borg her til at sikre byen mod holstenerne.

Det var på denne endnu ufærdige borg, snart kaldet Flensborghus, hvor dronning Margrethe opholdt sig i 1412, inden hun gik ombord på sit skib og døde.

Snart blev Flensborghus kaldt Duborg efter en af dets befalingsmænd Jens Due. Den er for længst sunket i grus. Gader og huse samt den danske skole Duborg Skolen dækker nu området. Endnu i det 18. århundrede har man fundet rester af anlæg med dobbelte volde og grave. I det 19. århundrede fandt man rester af en ringmur.

Når de danske konger var på besøg, gjorde de ophold på Duborg. Christian den Tredje syntes dog ikke at den var standsmæssig nok, så i 1546 lod han opføre et nyt hus på grunden. I 1604 påbegyndte Christian den Fjerde en istandsættelse af slottet.

Endnu indtil 1703 var Duborg sæde for amtmanden. Derefter begyndte slottet at forfalde. I 1719 blev store dele af slottet nedbrudt. Stenene blev blandt andet brugt til det nye Vajsenhus i Nørregade. Men dele af slottet var dog stadig i 1770 i behold.

 

Det Holstenske Ridderskab

Ifølge Jordebogen var der kun få adelige i byen i 1436. Til gengæld kunne man støde på den gamle sønderjyske adel. Navnlig efter 1440 var det holstenske ridderskab repræsenteret i de mange gilder i byen.

Den adelige juelske slægt havde besiddelser lige uden for byens mure på slotsbjerget. Borgmester Ivar Juel deltog i kampen mod holstenerne på Dronning Margrethe og kong Eriks side. Derfor blev alle hans besiddelser taget fra ham, da holstenerne igen fik magten og han blev taget til fange.

 

Stor handel

Borgerbefolkningen bestod allerede tidligt af købmænd, skippere og håndværker. Allerede fra 1284 regnedes strækningen helt til Bruusnæs som hørende til byen. Handelens voksende betydning ses af de nye bestemmelser om told indført i Byretten ca. 1300 både af varer til udførsel som heste, kvæg, korn, smør, fisk, huder og skind m.m. De indførte varer var salt, vin, øl, klæde og lærred, kramvarer, voks, kobber m.m.

Der har været mange skibsværfter i byen og Flensborg har været kendt for sine romfabrikker.

Den første velstandsperiode havde Flensborg mellem 1450 og 1600. Byen blev centrum for en omfattende østersøhandel. Byen havde en handelsflåde på 200 skibe.

 

Den tyske indvandring

Byen opnåede en førerstilling blandt de sønderjyske købstæder. Man prægede egne mønter og høstede gavn af de fredelige vilkår efter 1431. Den tyske indvandring til byen kom som følge af holstenernes erobring.

Erik af Pommeren havde besat byen i 1426. I både 1427 såvel som i 1431 blev byen belejret af Schauenburgerne med opbakning fra Hansestæderne, Ved den sidste belejring lykkedes det Schauenburgerne at sætte sig på såvel borg som by.

I 1440’erne blev der bygget et nyt rådhus, liggende på hovedgaden, hvor Storegade og Holm mødes. Ud- og indførsel foregik som regel med egne skibe. Et privilegium af 1521 indskærpede på ny borgernes eneret på handel med ridderskabet og bønder i lenet.

Ligeledes var handel med okser stor. Flensborgerne købte dem bl.a. i Ribe og Kolding for at føre dem ned ad den gamle Oksevej til de store markeder i Nordtyskland.

Flensborg nød på forskellige områder godt af sit ry som kongelig by. Ret til toldfrihed i Danmark og Norge stammer nok først fra delingen i 1544.

Efter nordiske forhold var Flensborg ved middelalderens slutning en ret betydningsfuld by. Den rangerede efter København, Malmø og Odense. I 1508 var her 420 huse og et indbyggertal på 3.000.

I en årrække var der en slægtsfejde i byen. Borgmester Lasse Siverts blev i 1406 dræbt af Attrupperne. Lasses søn Lyder og dennes svoger Kurt von der Licht tog hævn og dræbte Peter Attrup.

Herefter fulgte en ny hævn idet den unge Sivert i 1420 blev dræbt af Attrupperne.

Den tyske indvandring i købmandsstanden aftog omkring 1440.

 

Knudsgildet

Knudsgildets skrå i Flensborg er den ældst bevarede gildevedtægt i Norden. Den foreligger dog kun som et sent håndskrift fra 1400. Den er udateret men regnes at føre tilbage til Knud den Sjette. Gildet havde egen retsmyndighed. Når der opstod fejde mellem brødre, hed det:

  • Skal alle brødre komme sammen og prøve og dømme mellem lov og deres ”skrå”. Hvis en broder ikke bærer over en anden broder for oldermand og brødre, men for ”herre eller mægtige mænd indenlands og udenlands ifalder han bøde.

 

Skt. Knuds Gildet i Flensborg hørte til de såkaldte værnegilder. Disse gilder var indviet til en national nordisk helgen. Skt. Knud, Skt. Olav eller Skt. Erik. Gilderne i Odense og Flensborg udgjorde en særlig gruppe over for de yngre gilder. Det var dengang et samlingssted for de mest velhavende købmænd.

Skråen har bestemmelser om hjælp ved skibbrud og fangenskab i hedningeland. Det henviser til købmænd på langfart. En senere tilføjelse bestemmer, at gildelaget skal arrangere en sjælemesse for afdøde søstre og brødre, hvortil alle har mødepligt.

Gildet har haft stor indflydelse på rådmændene. De har også haft nær forbindelse med magistraten i pengesager.

 

Andre kilder

Kalenderen fra 1362 var et gejstligt gilde. Ifølge skråen bestod den af 24 præster, som kunne suppleres af 8 lægmænd, hvis der ikke var præster nok. To gange om året mødtes alle brødre for i tre dage at:

 

  • Prise Gud og for at spise sammen

 

Af andre gilder kan nævnes Laurentiusgildet, Gertrudsgildet og Dragergildet. Ja så var der også Vor Frues Købmandsgilde, Nicolaigilde og Hellig Legemesgilde.

 

Byens styre

Den fyrstelige myndighed bestod af amtmanden. Byens styre blev varetaget af Rådet. Det var også blandt dem, at borgmesteren skulle findes. Og som i de fleste andre sønderjyske byer var der kun en snæver kreds der kom i betragtning til dette råd.

Ved Kong Eriks privilegium af 1413 fik magistraten ret til at vælge fogeden. Og fogeden var den embedsmand som repræsenterede den kongelige myndighed i byen.

Omkring 1489 nævnes et ”Borgerskab” på 24 medlemmer, som skulle gennemgå byens regnskab. En tilsvarende institution kendes ikke fra andre tyske byer men kom senere i en række danske købstæder.

Byens pengesager styredes direkte af borgmesteren og Rådet. Lønnet var kun byskriveren, der i Flensborg nævnes første gang i 1507.

 

Dansk eller tysk

Det ældste Flensborg var den by, der voksede frem i Valdemarstiden. Den var omgivet af dansktalende bønder. Mange af dens indbyggere kom fra andre dansktalende byer. En stor del kom dog fra Tyskland.

Knudsgildets skrå og Stadsretten fra omkring 1300 var begge på dansk. Den overvejende del af borgerne talte dansk. De mest indflydelsesrige talte også dansk. Byretten omkring 1300 blev oversat fra latin til dansk.

Slesvig var efterhånden overvejende tysk. En fortegnelse over byens grundejere fra 1406 viser at højest en tredjedel eller fjerdedel af borgerne havde danske navne. Også i Flensborg begyndte de danske navne at blive fortrængt.

I 1436 begyndte man i Flensborg at føre byens bog. Her ses at fremmede navn tydeligt begyndte at dominere.

En fortegnelse over 415 gildebrødre som omtales i tiden 1377 til 1518 var omtrent en femtedel tyskere, mens lidt over halvdelen var danskere. Cirka en fjerdedel var frisere. Efterhånden udgjorde tyskerne blandt de velhavende købmænd et flertal.

Men se disse undersøgelser har den skævhed, at de ikke medtager en del af tyendet, småfolk, daglejere og fattige stakler.

 

Plattysk

I løbet af det 15. århundrede var kultursproget i Flensborg plattysk. Befolkningen talte både tysk, plattysk, dansk og sønderjysk. Det danske skriftsprog forsvandt omkring midten eller udgangen af det 14. århundrede.

Købmændene fra hansestæderne brugte det plattyske sprog. Tysk adel og dermed det tyske sprog vandt indpas i hertugdømmet.

Kongens og hertugens kancellier brugte allerede plattysk fra omkring 1400.

Dokumenter på rådhuset fra før år 1400 var forfattet på latin, sikkert af gejstlige. Fra 1400 var disse på plattysk. Den lavere klasse fortsatte med at tale dansk. Christian den Anden forlangte dog, at hvis breve skulle sendes til resten af Sønderjylland skulle det forfattes på dansk.

Men snart måtte det plattyske vige for det højtyske.

Under hertug Adolf kom der fred i Flensborg. Han havde venskabelige bånd til kong Christoffer og endnu bedre forbindelser til søstersønnen Christian den Første.

 

Flensborg som len

I 1460 blev Christian den Første valgt som hertug af Slesvig og greve af Holsten. For Flensborg var det uden betydning, da den stadig hørte under den danske konge. Betydningen viste sig dog først lidt senere lidt efter lidt.

Kong Christians kreditorer tilhørte alle sammen adelen. Her spillede Flensborg by en rolle. Byen blev stillet som sikkerhed for lån.

I oktober 1470 blev byen, lenet og slottet givet til alle kautionister under et som underpant for betaling af gælden. Mæglerne var Lübeck og Hamborg.

Da gælden stadig ikke var betalt i 1472, blev den overgivet til kautionisterne. Foged Otto Walstorp havde fra april 1473 slot og by i forvaring.

Gælden var vokset til 40.500 mark. Og disse skulle betales tilbage i 8 terminer. Pengene faldt også prompte. I 1487 var gælden indløst, og det finansielle grundlag for besiddelsen af hertugdømmerne var hermed sikret.

I 1490 skete der en deling mellem kong Hans og hans yngre bror Frederik.

 

Kilde:

 

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.691 artikler. Under Sønderjylland (198 artikler) finder du bl.a. disse artikler, der omfatter Flensborg:

  • Flensborg i hverdag og fest (2)
  • Flensborg – dengang (3)
  • Flensborg for længe siden (4)
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Sankt Knuds Gilde i Flensborg
  • Flensborg i mere end 725 år
  • Flensborg skulle absolut til Danmark

 

Under kategorien Indlemmelse, Afståelse, Genforening (141 artikler) vil du også kunne finde artikler, der berører dette emne


At sejle på Haderslev Fjord

Dato: oktober 22, 2020

At sejle på Haderslev Fjord

Fjorden har gennem tiden gennemgået mange forandringer. Her har det været vanskeligt at sejle for lidt større skibe både grundet dybden og de mange krumninger. Men der har dog været forbindelse til Østersølande. Der er gengivet billeder, der umulig kan passe. Og vi kan se, at der er kommet skibe med materiel til Hansborg. Men de er næppe løbet ind i havnen. Svenske skippere gik hellere syd på end at forsøge at sejle ind ad fjorden. Det gik ned ad bakke for Haderslev. På et tidspunkt havde man kun fire jagter. Losningsforholdene var de værst tænkelige. Man ville indføre trækbane. Man forsøgte flere gange at uddybe fjorden. Og det hjalp byen, der fik fremgang. Skibsbygning voldte også problemer. Man måtte vente op til to måneder for at få et skib ud. Fjorden havde oplevet landtilgang. Og så havde fjorden et spændende forsvarsværk.

 

Fjorden har gennemgået forandringer

Haderslev Fjorddal er noget for sig selv. Dens smalle og varierende forløb gør det nødvendigt at tage mange kursændringer. Det er umiddelbart ikke så let at besejle fjorden. Den er ikke så let at besejle som Aabenraa Fjord. Den frembryder også tydelige vanskeligheder, når vi sammenligner med naboen mod nord – Kolding Fjord.

Den fortsætter sydvest for Haderslev i den 5 km lange Haderslev Dam. Det er en meget smuk indsø, som også har en spændende historie.

Haderslev Fjord har i tidens løb gennemgået visse forandringer. I Stenalderen lå fjordbredderne på 2,5 meters dybde ud for Aastrup Teglværk. Det viser fundet af en køkkenmødding. Det er flere meter højere end i nutiden.

 

Fjorden har altid voldt vanskeligheder ved sejlads

Omkring år 1000 var fjorden ikke alene bredere, men der lå også et par øer i den. Fremspringet vest for Sverdrup bærer stadig navnet ”Øen”. Dette parti er adskilt fra det øvrige sogn og er op til 17 meter højt. Her er en engstrækning, der kun hæver sig lidt over fjordens niveau. Dette tyder på at en gren af fjorden er gået øst om ”Øen”. Ligeledes har der været en ø ved Snævringen lige øst for Starup Kirke.

Omkring Starup var der i 1050 et vigtigt handelssted.

Fjorden har altid voldt vanskeligheder, når den skulle besejles. Men egentlig lader vort kendskab til disse forhold meget tilbage at ønske. Vi hører dog at byen drev søfart allerede i 1292, da Haderslev fik sine købstadsprivilegier. Ja skibsfarten var så betydelig, at andre erhverv trådte helt i baggrunden sammenlignet med denne.

 

Forbindelser til østersølande

I byens stadsret omtales skibsfarten gentagende gange, således i artikel 5, der nævner hvorledes både skibsladninger af kalk og træ skal fortoldes ligesom der omtales tolden på møllesten – en vare som man nok må regne med, kom ad søvejen.

Man kan ud fra artikel 5 også se hvilke varer, der er indført. Og her er det tydeligt at der har været forbindelse med østersølandene. Dette støttes også af oplysningen om, at skibet ”Kejserinden” af Haderslev i august 1303 ankom til Kings Lynn ved The Wash med forskellige varer fra Gotland.

I den følgende tid omtales Haderslev som en ret betydelig by. Men det var især i 16. århundrede under hertug hans den Ældre – at den oplevede sin glansperiode. I 1590 ejede byens borgere 20 skibe. Der var bl.a. stor handel på Norge. Omkring 1600 omtales flere skibe fra Haderslev i Nordnorge. Men til selve Haderslev er disse skibe ikke kommet.

 

Et billede, der nok ikke passer

På et billede fra 1585 ser man ganske vist, at der i havnen indenfor slottet Hansborg er placeret nogle skibe, som efter datidens forhold har haft en ret anselig størrelse. Et par er endda ankret op helt inde ved Sønderbro.

Men det er nok mest sandsynligt at tegneren blot ville give tegningen mere liv ved anbringelse af disse dekorative fartøjer. Skibene er vel ”galeoner”. De har fire master og en dybde på 12 – 14 fod. De har næppe kunne komme herind.

 

Hansborg brændte i 1644

Det synes fastslået at farvandet ind til slottet på den tid højst kan have været 6 fod dybt. Da man i begyndelsen af det 19. århundrede foretog en opmuring af havnen, fandt man i sejlrenden i nærheden af det sted, hvor Hansborg havde ligget en lås liggende på bunden af havnen. Efter indskriften at dømme var den dengang 300 år gammel. Denne lås er sandsynlig slynget ud i havnen, da Hansborg brændte i 1644.

I 1844 fandt man ved Starup Kirke – på en dybde af 7 fod – en pram lastet med tagsten af den type som man ikke kendte mere, men som ganske svarede til den slags tagsten, som man fandt ved udgravningen af resterne af Hansborg.

 

Skibe med byggemateriale til Hansborg

Ganske vist er der en fortegnelse fra 1581 over, hvad der hørte til slottet Hansborg også nævnt ”die Schiffsbrücke”. Dette kan dog også betyde en almindelig bro. Og det kan være den, der fra Hansborg førte over til fjordens sydlige bred, og som man i øvrigt fandt resterne af ved uddybningen af fjorden.

Om sejladsen i det 16. århundrede foreligger der enkelte oplysninger. Fra april 1544 er der således en skrivelse om, at der sendes 4 læster sild fra Falsterbro ”til Haderslev paa en Skude”.

Ved omtalen af bygningen af Hansborg nævnes også hvorledes der ad søvejen sendes forskellige materialer til anvendelse ved slottets opførelse. Fra 1558 foreligger der et brev om, at et skib på 100 læster (ca. 200 tons) som tilhører hertugen, er blevet lastet med bjælker i Norge. I 1561 lover dronning Dorothea at sende et skib, der var lastet med norske bjælker, og som var bestemt til Kolding, til Haderslev, men hun beder dog om at få oplyst, hvorvidt ”Solche Sckuten” kan sejle ind til Haderslev.

I fortegnelsen over byggematerialer til slottet anføres bl.a.  (1555) en skibsladning kalksten fra øen Saltholm og i 1556 2 ladninger rød sandsten fra Helgoland samt tømmer fra Königsberg og Skåne – foruden fra Norge.

Man må dog ikke af dette uden videre drage den slutning at de her nævnte skibe alle sammen er gået op til selve byen. Allerede i 1550 var fjorden utilgængelig for større skibe på grund af tilsanding og tilslamning.

 

En liggeplads for skibe

Fra 1582 berettes det, at kongen ønsker at nogle mursten fra Horsens kommer til Haderslev hurtigst muligt. Og derfor skal borgmester og råd sørge for at man sender et antal skuder og pramme til ladestedet for at skaffe stenene til Haderslev.

I 1585 siger Rantzau om havnen, at det er en meget velbeskyttet havn, der vender ud mod Østersøen. En anden forfatter skriver samtidig, at det er en bekvem og sikker havn, der kan rumme mange skibe.

Men også her skal man lige være opmærksom på, at der er anvendt ordet ”Portus”, som ikke skal sammenlignes med nutidens havn. Det betegnes som en liggeplads for skibe, et beskyttet sted.

 

Skibe måtte lægge op i mundingen

I 1652 beskriver Danekwerth at fjorden er for lavvandet til at tillade større skibe at gå op til byen, men at de må standse i mundingen:

 

  • Zwo Meilen vor der stadt sich setzen oder legen müssen

 

I en indberetning om forholdene i Haderslev amt i 1737 omtales også skibsfarten som betegnes som værende ”von schlechter Beshaffenheit”. Der gøres opmærksom på, at varerne ind til byen skal prammes ind.

 

Svenske skippere gik andet sted

Det hænder at svenske skippere ikke gerne går herind, men hellere sejler til Aabenraa eller Flensborg. Man nævner også at der en gang om året sendes et skib af på 46 læster til England efter salt. Dette skib omtales som det største af de skibe, der ligger i vinterhavn på Haderslev fjord. Denne vinterhavn har sikkert været ud for skoven ved Nygaard. Før reguleringen af fjorden i midten af det 19. århundrede turde ingen af de fartøjer, der sejlede på København vove sig længere op ad fjorden end til dette sted.

 

Det gik ned ad bakke for Haderslev

De dårlige forhold blev forværret. Byens handel var uden videre betydning. Og nu som tidligere blev agerbruget fremhævet. Tabet af den fyrstelige hofholdning var blevet så meget mere skæbnesvangert for byen som landmændene i omegnen kun aftog en meget ringe del af byens varer. Ikke i vid omkreds boede der en rig adel.

En meget væsentlig årsag til, at bønderne i Haderslev amt mest foretrak at gå udenom deres by, var, at de her fik deres varer betalt i danske pengesedler, mens de skulle betale deres afgifter i slesvig-holstensk kurantmønt, som desuden nød mere anseelse end de danske pengesedler.

Resultatet blev, at bønderne hellere ville køre deres korn til Aabenraa, Tønder, Flensborg, ja, endog Slesvig, hvor de ikke alene fik højere priser, men også fik betaling i den ny mønt.

Hertil kom at bønderne fik tømmer, jern m.m. som de havde brug for, billigere i disse byer. Haderslev havde nemlig så at sige ingen direkte handel dengang, men de fleste af byens købmænd tog varerne hjem fra Flensborg, Lübeck eller måske Hamborg, hvorfra de så transporteredes over land fra Højer eller Ribe.

 

Byen havde kun fire små jagter

Omkring 1775 var der således, at de to eneste købmænd i Haderslev, der handlede med svensk tømmer, kunne nøjes med én gang om året at tage en skibsladning hjem til deling på grund af den ringe afsætning.

Varetrafikken på fjorden var ikke større, end at lægterfartøj var mere end tilstrækkeligt til at bestride lægtertrafikken der. Byen havde kun fire små jagter hjemmehørende. De sejlede på Flensborg, Lübeck og København.

Losse- og ladepladsen for de større skibe var, således som de havde været i lange tider enten den ydre red ved Ørbyhage eller ved Stevelt, hvor i øvrigt strækningen omkring Stageodde kaldtes ”Svenske Red”.

Men også ind langs fjorden var der enkelte ladepladser – udskibningssteder for f.eks. korn og brænde – således som ved bæk.

Omkring 1847 sejlede en jagt mellem Haderslev og København. Denne kunne ikke indtage sin last inde i byen men måtte gøre det ved Bæk, da den stak alt for dybt.

 

Losningsforholdene, de dårligst tænkelige

Inde ved byen var losningsforholdene de dårligst tænkelige. Pramme og både gik ind til et sted, der kaldtes ”den gamle skibsbro” og som lå nær ved Aastrupbro. Der fandtes dog ikke nogen egentlig skibsbro her, men kun resterne af et gammelt, men stenfyldt fartøj, der havde tjent som sådan. Bådene og prammene måtte gå så langt ind til kysten som muligt og varerne måtte derefter losses over i vogne, der blev kørt ud i vandet – en møjsommelig og farlig fremgangsmåde, som krævede stille vejr og derfor undertiden kunne medføre en lang ventetid – ofte 8 – 14 dage.

Dette var det eneste spor af ældre indretning, som man har fundet til gavn for skibsfarten. Inde bag vindmøllen ud for den senere toldbod, var der ganske vist losseplads for små fartøjer, der stak indtil 4 fod. Helt inde i den inderste del af havnen for både, der stak tre fod.

Småbåde kunne gå helt op til Sønderbro. Dengang var der et 50 meter bassin, som i 1881 blev kaldt ”Fiskerihavnen”. På et kort fra 1817 kaldes det for ”Das Revier oder der Hafen an der Stadt. Omkring 1900 forsvandt dette bassin ved den opfyldning, der fandt sted, for at man kunne føre amtsbanen igennem.

 

Man ville forbedre besejlingsforholdene

Adskillige Haderslev borgere var klar over, at man for at afhjælpe de dårlige forhold først og fremmest måtte sørge for at forbedre besejlingsforholdene. På den anden side var det vanskeligt at blive enige om, hvad der var vigtigst.

Kort efter år 1800 blev der planlagt stiftelsen af et selskab, som skulle have udbygningen af hele fjorden som sin opgave, men det blev ikke til noget. Måske var det fordi den store opgave afskrækkede folk.

Omkring 1820 androg en del købmænd byen om, at der måtte blive bygget en skibsbro, hvad magistraten dog ikke mente at kunne gå med til på grund af fjordens tilstand, ligesom en opmudring af bassinet ved Sønderbro til 10 fod heller ikke blev til noget.

 

Et nyt havneselskab i 1829

I 1829 lykkedes det endelig et nystiftet interessentskab at få påbegyndt arbejdet med at forbedre havnen. Dette havneselskabs formål var:

 

  1. at uddybe området fra den gamle skibsbro til på den anden side af den gamle vindmølle til seks fods dybde.
  2. at anlægge en skibsbro, indrettet både som losse – og ladeplads.
  3. at stadig forbedre havnen ved fremtidige årlige overskud

 

Man ville indføre trækbane

Havneselskabet kunne ikke påtage sig at uddybe hele fjorden. Kapitalen var kun på 4.800 rigsdaler. Uddybningsarbejdet der kun foregik med små maskiner og håndkraft, skred dog hurtigt frem.

I 1846 var man skredet så meget frem, at der i fjordens midte var dannet en rende, så jagter kunne gå ind til byen. For store skibe var dette stadig ikke muligt.

Det nord-syd gående stykke af fjorden fra Nygaard til Store Bredning et stykker der også blev kaldt Børløs bugten var den vanskeligste del af fjorden. Gennem det meget bakkede terræn gik farvandet her ganske tæt ved fjordens vestlige bred. Vindforholdene her var lunefulde og skiftende. Ofte blev skibene opholdt her på grund af modvind.

Man overvejede her at indføre en trækbane på den vestlige bred af Børløs bugten. Det var en strækning på ca. 1.100 meter fra skovene ved Nygaard. Anlægget blev påbegyndt i 1844 ved bygning af en dæmning, der kun lå 20 meter fra sejlrenden. Men den blev aldrig fuldført.

 

En by i vækst

Ved 25 – året for havneselskabets beståen kunne man dog notere, at Haderslev var en by i vækst. Industrien havde gjort store fremskridt. Her var nu jernstøberi, sukkerraffinaderi og tobaksfabrikation. Opblomstringen skyldtes for en meget stor del indvandring fra kongeriget. Men de forbedrede havneforhold havde også en betydelig andel. Fra 1831 til 1853 tredobledes således antallet af ind – og udgående skibe.

 

Skibsbygning med vanskeligheder

I 1840’erne og 1850’erne var der endvidere en del skibsbygning, men atter engang virkede de dårlige besejlingsforhold hæmmende, ved bygning af barkskibe på 100 – 150 commercelæster kunne det nemlig ske, at det nybyggede skib måtte vente både én og to måneder, inden der kom tilstrækkelig højvande, til at skibet kunne føres gennem fjorden.

I disse år arbejdede man imidlertid med planer om en uddybning af sejlrenden gennem fjorden til 10 fod. Man ville også gøre sejlrenden bredere nogle steder var den kun på 30 fod. Og 6 – 7 fod dyb. Nu ville man have den 100 fod bred og 10 fod dyb over det hele. Disse arbejder blev dog dyrere end man havde regnet med. I 1862 måtte man derfor standse uden at have nået målet.

 

Preusserne gav sig

Efter krigen forsømtes fjorden i flere år, så dybden i 1875 mange steder kun var 7 ½ fod. Mens havnen var kommunal, sorterede fjorden under den preussiske regering, og denne gav først i 1899 efter for byens indtrængende anmodninger. Man gik med til at lave en uddybning til 5,3 meter (17 fod) samtidig med at løbet blev rettet flere steder.

Ved Snævringen og ved Fjordholm ret øst for Aastrup blev et lille fremspring på den nordlige bred af fjorden gravet bort for at give plads til det nye sejlløb. Krumningen fra Store Bredning med nord fik en større radius. Derfor blev der også gravet noget fri ved Aastrup Teglværk. Den yderste del af dette fremspring kom til at danne en ø – Djævleøen. Nu var det også anlæggelsen af Amtsbanen, der satte gang i det hele.

De foretagende uddybninger blev dog ikke vedligeholdt i den resterende del af fjorden, hvor der nogle steder nu kun var en dybde på 4, 7 meter.

Inden 1920 blev der foretaget en foreløbig uddybning og det påbegyndtes også i 1922. Dette gav sejlløbet en dybde på 6,5 meter. Helt let var det nu ikke. På 16 km var der 14 forskellige kurver.

 

Fjorden har oplevet megen landtilgang

Krigene i 17 – tallet og fjordens beskaffenhed var årsag til Haderslevs nedgang. Ja egentlig minder Haderslev Fjord meget om Slien.

Haderslev Fjord har oplevet megen landtilgang. To øer er blevet landfaste. Hertil kommer meget af det materiale, der blev gravet ud ved reguleringen af sejlløbet, er anbragt forskellige steder langs fjordbredden.

 

Et forsvarsværk

Og det var så ved disse udgravninger, at man opdagede et forsvarsværk som vi tidligere har omtalt. Denne spærring har ganske givet sat gang i øget slamtilførsel. Vi har her tale om ”Æ Lei” og ”Magrethes Bro”.

De to anlæg minder meget om den pælespærring som Knud Lavard anlagde i inderste del af Slien

Ifølge Knytlinge Saga så lukkede Knud Lavard på kejser Henriks råd havnene og krævede told af hvert skib, som ville have adgang.

Var det derfor man lavede en lignende spærring i Haderslev Fjord? Eller var det en ukendt fjende som man var bange for?

 

Stadig ingen mulighed for store skibe

Vi ved at der er foregået en kolossal afskovning i Haderslev Amt Kan dette have betydet noget for åernes afløbsforhold og påvirket fjorden? Fjernelsen af træerne bevirkede, at der løb mere vand bort langs overfladen.

Indløbet til fjorden går mellem Ørby-grund og Knude-grund nordvest for Årø. Dybden i fjorden er i dag under to meter. Sejlrenden er i dag på ca. 5 meter. I selve havnen er der 5 ½ meter.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • tidsskrift.dk /Geografisk Tidsskrift
  • Wegemann: Die Veränderung der Ostseeküste des Kreises Hadersleben
  • Sach: Der Ursprung der Stadt Hadersleben
  • Hugo Matthiesen: Middelalderlige Byer
  • O. Achellis: Haderslev i gamle dage
  • Sønderjyllands Historie 1-3
  • Sønderjysk Årbog
  • Hald: Vores Stednavne
  • Askjær: Kong Valdemars Jordebog

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.662 artikler herunder 194 artikler under kategori Sønderjylland, hvor du finder følgende artikler fra Haderslev:

  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden (Æ Lei/Margrethebroen)
  • Boghandlere i Haderslev
  • Hos apoteker Collenburg i Haderslev
  • Byen med de mange jernbanestationer
  • Haderslev Skomagerlav
  • Turen går til Haderslev i 1900-tallet
  • Der var gang i Haderslev
  • Katastrofen på Haderslev Dam
  • Da Skrydstrup fik en ny Flyveplads (Fliegerhorst Hadersleben)
  • Haderslev under Første Verdenskrig
  • Haderslev 1917 – 1918
  • Haderslevs Historie (3)
  • En skarpretter fra Haderslev
  • Et apotek i Haderslev
  • Haderslev, handel og søfart (2)
  • Haderslev i begyndelsen (1)

 


Over Grænser – Festskrift til Hans Schultz Hansen

Dato: oktober 11, 2020

Over Grænser – et festskrift til Hans Schultz Hansen

Vi har læst dette festskrift som er en hyldestartikel til Hans Schultz Hansen, forskningsleder på Rigsarkivet . Bogen rummer 17 indlæg fra hans kollegaer. De er både på dansk og tysk. Vi kommer vidt omkring. Men fællesnævneren er Grænsen. Her får du en anden måde at opleve den sønderjyske historie på. Læs kun en bid ad gangen ellers risikere du at få alt for meget.

 

Forskningsleder

Når der udgives et festskrift, så er det for at hædre en person, og det er det da også i dette tilfælde. Hans Schultz Hansen bor i Bolderslev og han sin gang i Aabenraa. Måske er bogen blevet anmeldt i nogle lokale aviser, men vi har ellers ikke set nogle anmeldelser.

Han er formand for Historisk Samfund for Sønderjylland og forskningsleder ved Rigsarkivet. Vi har ofte citeret ham som kilde og anmeldt hans pragtfulde bog om ”Genforeningen” i serien om 100 historier fra Danmarksserien. Han er lige blevet 60 år i juni, derfor har kollegaer og andre bidraget med 17 forskellige bidrag. Og bidragene har det tilfældes at de beskæftiger sig med nogenlunde de ting som vores hovedperson også beskæftiger sig med og det er:

 

  • Sønderjylland og det nationale spørgsmål
  • By-, landbrugs- og erhvervshistorie i regionen

 

Bidrag på både dansk og tysk  

Bidragsyderne er både danske og tyske forskere, derfor er nogle af bidragene også på tysk. Vi er tidsmæssig fra slutningen af 1800-årene og frem til tiden efter 1945. Men der er da også nogle afstikkere langt tilbage i historien.

Og man må da nok sige, at Hans Schultz Hansen er en flittig person. Man bliver helt svedt, når man ser hans bibliografi i bogen.

Når man så ser på disse 17 meget forskellige indlæg, så er der nogle af indlæggene, der forekom en mere interessant end andre. Det kan vel ikke undgås. Det har vel noget at gøre med ens egen interesse at gøre.

 

Alt dette indeholder festskriftet

Vi har nu heller ikke tænkt os at anmelde hvert bidrag, men nøjes med det som har vores interesse. Men bogen indeholder følgende bidrag:

 

  • Detlev Kraack & Gerhard Kraack: Eine Briefsammlung aus Broacker (1548 – 1582)
  • Jørgen Mikkelsen: Sønderjyske flækker, norske ladesteder og andre europæiske gråzonebyer
  • Lars N. Henningsen: En herredsfoged i bondeklør
  • Mikkel Leth Jespersen: Søfartsmiljøernes nationale sindelag i 1800 – tallets Slesvig
  • Jørgen Witte: Claus Manicus som politisk journalist i kampen om den danske helstat 1830 – 48
  • Ortwin Pelch: Hamburg und der deutsch – dänische Krieg 1864
  • Klaus Tolstrup Petersen: Bannerfører for folkenes selvbestemmelsesret
  • Carsten Porskrog Rasmussen: Bannerferie for folkenes selvbestemmelsesret
  • Steen Bo Frandsen og Tobias Haimin Wung-Sung: Tænk om en mægtig hånd ophævede naboskabet med Tyskland
  • Uwe Danker: Der Abstimmungsstat ”Plebiscit Slesvig” 1920
  • Marianne Kristensen & Lisette Juhl Hansen: Afstemningsdagen vil give et tydeligt bevis for, at vi er danske
  • Erik Nørr: Kommunevalgene i Sønderjylland i mellemkrigstiden
  • Peter Fransen: De sønderjyske medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn
  • Henrik Skov Kristensen: Fangetransporten fra Frøslevlejren til Neuengamme den 15. september 1944.
  • Annette Østergaard Schultz & Leif Hansen Nielsen: Vox Populi
  • Mogens Rostgaard Nissen: Tryk og modtryk
  • Rainer Hering: Kooperation trotz Konflikt
  • Leon Jespersen & Christian Larsen: Hvem styrer forskerne?

 

Som det kan ses, er der noget for enhver smag.

 

En Herredsfoged i Bondeklør

”En Herredsfoged i Bondeklør” er en meget fin skildring af en embedsmand, herredsfoged Johann Dietrich von Lange som i begyndelsen får tildelt en betroet stilling på Helgoland og siden i Broager. Vi er tidsrummet 1783 – 1796.

I 1785 kom von Lange i økonomiske vanskeligheder. Han gik konkurs. Unge værnepligtige klagede over, at han udstedte uberegnelige indkaldelser til sessioner. Han kom også i karambolage med sine medarbejdere. Han forstyrrede en gudstjeneste ved sammen med vagter at smide brygger Christian Clausen væk fra familiens stolestader.

Han havde fået to indflydelsesrige fjender, pastor Dithmer og teglværksejer Bonefeld. Og så opdagede Broagerfolket at han levede adskilt fra sin kone. Hans datter Louise fik hele tre uægte børn. Og hun nød godt af von Langes tjenestekørsler. Von Lange spyttede også på folk, der var uenige med ham.

 

85 mand skriver under

Da en rekrut klagede over en indkaldelsesordre, lod von Lange ham indespærre i fængslet. Von Lange kom ellers fra en anerkendt familie. Men hans far var også kendt for at være hård over for hans arbejdere.

Til sidst indbragte 85 bolsmænd, kådnere, teglværksfolk og bryggere en klage. I de følgende måneder kom der endnu flere klageskrifter. Hvis folk ikke hilste hurtig nok på ham, slog han dem med hundepisken.

Men endelig tog Overretten på Gottorp fat i klagen. Amtmand von Dörring måtte flere gange rykke for en redegørelse fra von Lange. I 1795 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge klagerne fra de 85 Broager – borgere.

 

Von Lange frataget sine embeder

Von Lange blev suspenderet med løn under undersøgelsen. Det blev godtgjort at han udsugede sine undersåtter og optrådte som en lille tyran.  Hans liv på Fyn og Helgoland samt det at han levede med en elskerinde betød også at han havde mistet folks agtelse.

I 1797 kom Overretten frem til en afgørelse. Von Lange blev frataget alle sine embeder. Men han klagede til Tyske Kancelli.

Dette hjalp nu ikke meget. Skulle han nu virkelig ydmyge sig til at søge Broager Fattigkasse om hjælp? Derefter blev der stille om von Lange. Han døde i Ekernførde i 1822, 88 år gammel.

Utilfredshed med embedsmænd førte til mange sager dengang. Von Lange – sagen viste hvad resultat det kunne bringe hvis ikke forudsætningerne var til stede.

 

Søfartsmiljøet

En anden interessant artikel er ”Søfartsmiljøernes Nationale sindelag i 1800 – tallets Slesvig”. Og ingen kan gøre det bedre end Mikkel Leth Jespersen.

Skibsrederne i Aabenraa havde deres interesse rettet mod syd særlig Hamborg. Fra at være overvejende danskorienteret blev de tyskorienteret. Modsat var det i Flensborg. Her var interessen rettet mod København, Grønland og Vestindien.

De dansksindede ønskede en opretholdelse af status quo med Slesvig som en del af helstaten under den danske konge. De tysksindede ønskede et forenet Slesvig-Holsten under en liberal forfatning evt. men hertug som samlende figur.

 

Søfarten i Aabenraa

Søfarten i Slesvig måtte genopbygges. Situationen efter 1814 var blevet helt anderledes. Mest uproblematisk skete det i Aabenraa med oplandet Løjt. Her kom der også igen gang i skibsbyggeriet. Først sejlede man til Middelhavslandene og derefter satte man kursen over Atlanten mod de tidligere portugisiske og spanske kolonier i Sydamerika. Efterhånden gik turen også til Fjernøsten.

Oprindelig var Hamborg Aabenraa-skibenes europæiske hjemhavn. Jørgen Bruhn var nok den vigtigste person i hele denne udvikling. Han forblev også på dansk side. Det var derfor, at han blev udnævnt som kongelig agent. Han var ret alene på det standpunkt i familien.

Sammen med hans bror, Hans Bruhn på Høgebjerg og den anden var hans svoger, Jacob Bendixen på Stolliggård etablerede de store rederier.

De tysksindede oprettede en såkaldt Klipperskole på Løjt, hvor man blev undervist i tysk, engelsk og fransk. Læreren var en patriotisk slesvig-holstener.

I Aabenraa var det Frederik Fischer, der var ud af en kaptajnsfamilie, der var absolut dansksindet ligesom Andreas Cornett. Skibstømrerne i Aabenraa gik også på gaden for at stoppe det tyske oprør i 1848.

 

I Flensborg – dansk sindelag

Flensborgs velstand kom bl.a. af handlen med Vestindien. Denne handel var grundlagt af Andreas Christensen. I det hele taget kom det danske sindelag tydeligt til udtryk i Treårskrigen.

 

I Sønderborg overvejende dansksindet

Som den tredje skibsmiljø var det Sønderborg. Mellem 1807 – 1814 havde man her fortsat småskibsfarten. Man havde et lokalt orienteret skippermiljø og langt færre talstærkt reder- og kaptajnsmiljø. Byens søfartsmiljø var overvejende dansksindet.

Christian Petersen var den toneangivende og blev også anset for at være dansksindet. I 1864 var det Christian Karberg, der ejede 11 store sejlskibe. I Treårskrigen stod han i spidsen for det danske parti.

 

De store skibe kunne ikke gå i havnen

I Haderslev kunne de store skibe ikke gå ind i havnen. Nogen afgørende kamp i den nationale kamp syntes søfolkene ikke at have spillet. Ved Stændervalget i 1860 var der kun fem skippere. To stemte dansk, to stemte tysk og en undlod at stemme.

Otto Kier sad i havedirektionen. Han tilhørte en stor sømandsfamilie. Hantilsluttede sig den slesvig-holstenske bevægelse. Men i 1848 blev byens sejlskibe ført til Fyn for ikke at havne hos fjenden. På den måde tydede det på, at der var dansk flertal.

Skibsbygger og jernstøber Wolfgang Petersen var den første, der byggede dampskibe med stålskrig i Nordslesvig. Han syntes også at være dansksindet.

 

Søfarten i Sydslesvig

I Eckernførde var det dengang ikke nogen udbredt søfartsby. Der var heller ikke nogen udpræget danskhed i byen.

Byen Slesvig var engang en betydelig søfartsby men efter 1830’erne var Slien begyndt at sande til. Der var heller ikke meget danskhed at finde her, bortset fra fiskerne.

Småskipperne fra Kappel, Arnæs og Maasholm overtog en del skibsfart. Kappel havde i 1864 hele 74 fartøjer. I Arnæs og Maashom var der en del dansksindede. Adskillelsen med Danmark i 1864 blev en katastrofe for disse skipper-samfund. Kappel holdt længst.

På den slesvigske vestkyst var der ikke havnebyer af betydning. Kun Tønning havde et egentligt søfartsmiljø. Havnens interesse var rettet mod England.

Øerne og nogle enkelte kystsamfund leverede masser af søfolk til Nederlandene, Hamborg og København i tiden før englandskrigene. I de Kongerigske Enklaver var troskaben dog stor.

80 pct. af mændene på Amrum var søfolk. Mange af søfolkene fra øerne herunder Rømø havde været beskæftiget på hvalfangerbåde.

 

Claus Manicus – en journalist

Jørgen Witte skriver en artikel om Claus Manicus, en journalist, der forholdt sig kritisk til mange ting. Han fik mange af sine indlæg offentliggjort i Dannevirke, men fik også flere kasseret og det var han godt sur over. Der var nemlig to overredaktører. De var åbenbart ikke altid enige. Ved siden af var han læge og fik egentlig ikke noget for sine skriverier.

Han truede med at levere stof ril blade i Aabenraa og Flensborg, der lå tættere på hans egen mening. Men han forblev dog med at skrive til Dannevirke. Han var modstander af den nationalliberalnationale politik.

Borgmester Schow i Aabenraa regnede med at den fattige urmager Frederik Fischer ville udgive et tamt blad om handel og søfart. Men det skulle være et blad for fædrelande og imod Slesvig-holstenismen. Bladet kom til at hedde Apenrader Ugeblad. Til dette blad begyndte Marcus nu også at levere artikler.

Også til Flensburger Zeitung leverede han stof. Men dette blad udviklede sig efterhånden til at være et blad til fordel for helstaten.

I 1847 skrev han en bog i under navnet C. Hinrichsen. I denne betragtede han Slesvig-Holstenismen som en sygdom. I 1851 – 1864 blev han redaktør af Flenburger Zeitung og stod nu ved sine holdninger.

 

Danskhedens ubestridte leder

Klaus Tolstrup Petersen skriver om de dansksindedes ubestridte politiske leder, Hans A. Krüger fra 1867 til 1881. Da han døde, var det en splittet dansk bevægelse, der ikke kunne blive enige om, hvem de skulle pege på.

Han mente at edsaflæggelsen var en blåstempling af den preussiske annektering. Heller ikke i Landdagen ville han aflægge ed. Han var i begyndelsen også den eneste dansksindede i Rigsdagen i Berlin.

Tobaksavler Junggreen, der senere kom til at sidde her, tillagde nu ikke Hans A. Krüger’ s manglende tyskkundskaber som årsag ti at han ikke fik nogle politiske resultater igennem. Krüger nægtede at acceptere ophævelsen af § 5. Han elskede også at tirre Rigsdagen med provokerende udtalelser.

Fra dansk side var man foruroliget over at Krüger gang på gang rejste spørgsmålet om § 5. Man forsøgte fra dansk side at føre en neutral politik over for tyskerne. De mente at Krügers kommentarer ofte var uvedkommen.

Krüger afviste også en hver forhandling som ikke omfattede hele Nordslesvig.

 

Nationalt land – og skovbrug

Carsten Porskrog Rasmussen skriver om ”Nationalt land- og skovbrug”. De nordslesvigske bønder, der for en stor dels vedkommende var dansksindede sendte deres elever på landbrugsskole i Danmark. Således kom cirka 1,000 af disse til at arbejde under tysk styre.

Fra 1890’erne foregår der en jordkamp. Tyskerne sætter massivt ind. Den bliver så stoppet i 1920 men fortsætter så igen fra 1927 – 1928.

Skovrejsning i Sønderjylland var en del af det nationale tyske projekt. Omfanget var dog markant mindre end nord for Kongeåen.

 

Kielerkanalen fra en anden vinkel

Steen Bo Frandsen og Tobias Haimin Wung-Sung har beskrevet Kielerkanalen fra en anden vinkel. Europas længste kunstige vandvej fra Eidersted til Holtenau blev anlagt fra 1777 til 1784. Nu ville han så kort efter overtagelsen af hertugdømmet ny anlægge forbindelsen mellem Østersø og Nordsø.

Danskerne var slet ikke optaget af at diskutere Hertugstaten som et selvstændigt område. Man diskuterede heller ikke frihedsønsket fra Slesvig – Holstenerne.

 

Englænderne ville ødelægge kanalen

Den britiske admiralitets ønske om kanalens ødelæggelse efter Første Verdenskrig mødte modstand i handelskredse men også fra amerikansk side. En dansk overtagelse ville være urealistisk. Danmark havde også meddelt at man ikke var interesseret.

Den næstbedste løsning var at sikre fri passage for alle skibe. Man fandt frem til et kompromis. Der blev fri passage for alle, der stod på god fod med Tyskland.

 

Danskerne blev forhadt af den tyske offentlighed

I den tyske offentlighed gjaldt Danmark nu som tilhænger af den forhadte Versailles-fred. Men der var stadig nogle, der håbede på en sydligere grænsedragning. Pludselig kunne man læse i Hejmdal, at danske sydslesvigere var interesseret i en Kanalstat.

Claus Eskildsen var kommet med tre forslag i sin bog Dansk Grænselære:

 

  • Grænsen skulle ligge fast
  • Grænsen skulle flyttes
  • Der skulle findes en mellemløsning

 

Danskerne og Sydslesvig blev diskuteret af englænderne i 1947

Den danske regerings holdning til Kanalen blev diskuteret i London i 1947. Danmark mente, at området skulle være internationalt. Danskernes håndtering af sagen ramte lige ned i det, så briterne helst ville undgå.

Det blev aldrig en kanalstat.

 

Versailles – freden

Uwe Danker fortæller om Versailles-freden og Wilsons 14 punkter. Han fortæller også om afstemningsformen, der var til Danmarks fordel. Vi hører om de fremmede troppers ankomst til Sønderjylland i 1920 og CIS’ s arbejde med grænsedragningen.

 

Svenstrup – opstillingerne

Vi gennemgår i en anden artikel de seks forskellige Svenstrup – opstillinger. Det er en form for en national opstilling med sønderjyske piger og et Dannebrog. Lokalt ude i forsamlingshusene har man tilsvarende former. Opstillingerne blev udgivet som postkort og plakater.

Det var som om, at man på Als ville overgå hinanden i danskhed.

 

Var det lokalpolitik eller nationalpolitik?

Erik Nørr skriver om kommunevalgene i mellemkrigstiden. Han stiller det interessante spørgsmål – Var det lokalpolitik eller Nationalkamp? Fem gange blev de afholdt i tidsrummet mellem 1922 – 1937.

15-20 pct. havde ikke valgret. De havde modtaget offentlighjælp og man skulle have bopælspligt i den pågældende kommune, hvor man skulle stemme.

Skattebetaling og skatterestancer spillede også en stor rolle.

 

De hyggede sig i Aabenraa

Men man har da også hygget sig. Således var regningen i 1933 for udgifterne til valgdagen, 230 stk. smørrebrød og 130 snapse på Hotel Royal. 40 gange kaffe med kager hos Cafe Thaysen og betaling for 100 pilsnere, 50 Bavaria og 14 sodavand hos Aabenraa Aktiebryggeri.

I 1933 var stemmesedlen over en meter lang.

De danske partier i Aabenraa og Haderslev rykkede tættere sammen for at undgå den tyske trussel og nazisme.

Den sønderjyske befolkning blev efter 1920 integreret i det demokratiske system. Før 1920 havde de været vant til, at det var den tyske stat, der bestemte deres hverdag.

 

Pludselig anerkendte tyskerne grænsen, men!

Peter Fransen har set på Udenrigspolitisk nævn og deres holdninger til grænselandsspørgsmål i 1936/37.

Et opsigtsvækkende stykke papir blev offentliggjort. Det sluttede således:

  • At der ikke for Tyskland i hele det slesvigske område eksisterer et eneste irredenta spørgsmål hverken til den ene eller den anden side.

Tyskerne havde ikke anerkendt 1920 – grænsen, og heller ikke i Weimartiden havde man godkendt den. Det kan så ikke undre, at dette skabte verbale stormløb mod grænsen anført af førende nazistiske kredse i Slesvig-Holsten.

Det var en frustration, der fik Berlin til at trække i land. Resultatet blev at propagandaminister Joseph Goebbels pålagde Flensborg Avis at bringe et dementi, hvoraf det fremgik at en godkendelse af grænsedragningen kun gjaldt Sydslesvig.

Episoden viser vel, hvor usikkert det hele var mht. Nazi – Tyskland.

 

Wilhelm Buhl kaldte Flensborg Avis for Nazi – avis

Indlægget handler også om Udenrigspolitisk Nævn. Og det var i sådan et møde Wilhelm Buhl havde råbet at Flensborg Avis var et Nazi-blad. Der tre sønderjyder i dette nævn var generel uenige. Og Munch var forsigtig og afventende. Udadtil gik nævnet på listefødder.

 

Den første Fangetransport fra Frøslev

Henrik Skov Kristensen skriver om den første fangetransport den 15. september 1944 til Neuengamme. Den omhandlede 195 fanger. Det var et klart brud på forudsætningen for at opføre lejren. I alt blev 1.600 af 7.000 deporteret.

Lejrkommandanten havde ikke ret meget at skulle sige. Der var andre, der bestemte, hvem der skulle afsted syd på.

Vi gennemgår i indlægget de forskellige efterretningstjenester og grupper og hvordan de blev optrevlet. Gestapo har været særdeles effektiv. Her får vi også en oversigt over alle dem, der skulle deponeres efter den fejlslagne Holger Danske aktion i Aabenraa.

Her på den første deportation var også den meget afholdte lektor Rosenkjær fra Tønder.

Efterhånden var der også dødsstraf for våbenbesiddelse. men dog ikke for illegal presse.

 

Det dansk-tyske forhold efter Anden verdenskrig

Interessant er også det tema som Annette Østergaard Schultz og Leif Hansen Nielsen beskæftiger sig med nemlig ”Det dansk – tyske forhold efter Anden Verdenskrig”. Vi oplever en virkelig familie, der dog angives med andet navn. Han er tysker og kan ikke få dansk statsborgerskab. Konen er dansker.

I Modstandsbevægelsens grundliste, stod der at Wilhelm skulle anholdes. Og det blev han den 5. maj 1945. Han håner alt dansk, og er en uønsket person. Døtrene taler kun tysk i forretningerne. Ja sådan skrev modstandsbevægelsen.  Senere får Wilhelm at vide, at arrestationen kun er en sikkerhedsforanstaltning.

To dage efter er politiet der igen. Denne gang er der en bevæbnet modstandsmand med. Wilhelm er 64 år og det kniber med helbredet. Han bliver interneret og først afhørt den 22. maj. Han gjorde selv opmærksom på at han havde været zeitfreiwillig. Dette kunne han ikke undsige sig, da han var tysk statsborger. Han havde forgæves søgt om dansk statsborgerskab.

 

Lange undersøgelser

Den 19. juni blev han igen afhørt af politiet. Han fortæller, at han var udkommanderet til at grave panzergrave. Han deltog dog kun i gravearbejdet i to dage grundet sygdom. Først i slutning af november blev han løsladt med begrundelsen, at han som tysk statsborger var tvunget til at gøre tjeneste. Han fik dog at vide, at han skulle stå til rådighed for politiet.

I det tyske mindretal var man meget utilfreds med retssystemet. Der opstod den såkaldte ”Fårhusmentalitet”. Man forstod heller ikke danskernes manglende forståelse for den loyalitetskonflikt, som de havde været udsat for.

Den 31. december 1946 havde den lokale politimester bestemt at ægteparret skulle smides ud af landet, Man havde talt med 14 personer- Det er næsten en grufuld beretning med masser af afhøringer.

Vi har tidligere beskæftiget os med noget lignende på vores side. Det var et ægtepar i Kiskelund. Her brugte manden sin viden for at presse justitsministeriet. Men det var ikke noget den lokale politimester brød sig om. Det handlede om den berygtede Asmus Jensens sag.

 

Et lille input ad gangen

Festskriftet er en anden form for historiebog. Noget af det vidste vi godt i forvejen måske i en anden version, men så er det igen noget, som man ikke vidste noget om. Det er altid spændende at høre tingene fra forskellige forskere.

Nu skal du nok ikke læse det hele i et hug. Det er befriende at få et lille input ad gangen. Men alt i alt er festskriftet en berigelse for din historieforståelse.

 

  • Over Grænser – Festskrift til Hans Schultz Hansen – Historisk Samfund for Sønderjylland

 

  • dengang.dk indeholder 1.652 artikler, herunder 191 artikler over Sønderjylland.

 

 

 

 

 

 


Hammers krig i Vadehavet 1864

Dato: august 24, 2020

Hammers krig i Vadehavet i 1864

Hammer fik overladt noget gammelt skrammel, der var gennemrustet. Han bad hele tiden forgæves om nyt materiel, bl.a. dampskib. Meget tyder på, at de i København slet ikke var klar over, hvad der skete. Selv om flåden på et tidspunkt var i nærheden måtte han ikke gør brug af dem. Hammer forhindrede mange gange landgang fra fastlandet over til vadehavsøerne. Og så kæmpede han også mod Slesvig – Holstenerne på øerne. Han fik åbenbart tilsendt en forkert våbenhvile. erklæring af en embedsmand. Han stoppede kamphandlingerne, men det gjorde fjenden ikke. Så de fik nogle fordele. De havde nemlig ikke fået nogen. Dagen efter, som Hammer havde overgivet sig den 20. juli 1864 fik han præsenteret en våbenhvile. Det irriterede i den grad Hammer. Men heller ikke det havde han fået noget at vide om. Det kan godt være, at de i København havde glemt Hammer. Men det havde de ikke i Vadehavet og har det stadig ikke.

 

Vi har før hørt om ham

Vi har tidligere rapporteret om Hammer i Vadehavet i forbindelse med Den Første Slesvigske Krig. Og så har han været gode venner med apotekerfamilien fra Højer, som også har berettet om Hammer.

Med stor dygtighed forhindrede han at den prøjsisk-østrigske hær besatte Vesterhavs – øerne. Det var med en beskeden styrke og noget udrangeret materiale at han gjorde dette. Og som vi skal høre om så havde han også oprørske Slesvig – Holstenere at kæmpe imod.

 

Bedre vidende i København

Det var en lunken støtte som han fik fra en vankelmodig regering i København. Således udtalte Marineministerens adjudant efter et møde:

 

  • Hvad kan det nytte, at hammer får et dampskib, så vil han jo straks have et til, og tror at han dermed kan erobre Tyskland.

 

Hammer havde hele tiden bedt om bedre materiel. Men styrken bestod kun af to små armerede dampskibe, 8 kanonjoller, et antal toldkrydsere samt et kompagni soldater. Han kæmpede med enestående sejhed, djærvhed, der aftvang såvel fjender beundring som var påskønnelsesværdig.

Adskillige gange anmodede han uden virkning marineministeriet om forstærkning.

 

Hammer havde stort lokalkendskab

Hammer havde stort lokalkendskab. Og han ville godt have haft fat i de to dampskibe, der lå i Husum – Hammer og Augusta. Det var gamle postskibe. De havde en ringe dybde. Men forhandlingerne trak alt for langt tid ud.

Løjtnant Holbøll kom til at fungere so0m næstkommanderende. Han blev beordret til at tage til Fanø og oprette en station der. Der var kommanderet et mandskab på 40 men kun 30 var dukket op.

 

Lodserne kom ikke

På det tidspunkt havde Hammer ikke fået et dampskib til rådighed. Han meddelte Marineministeriet at dette var absolut en nødvendighed. I det hele taget var kommunikationen med marineministeriet meget dårligt. Og her var det som om, at man overhovedet ikke havde kendskab til forholdene eller lagt en strategi.

Hammer skulle have modtaget et antal lodser fra Ejderen, men de havde åbenbart ”svigtet deres ed” og var udeblevet. Hammer fik en lille næste fordi han syntes det gik for langsomt fra Marineministeriet så han havde selv kontaktet kommandoerne. Men han fik at vide, at alle anmodninger skulle gå gennem ministeriet.

Hammer ville også gerne have oplysninger om, hvorfra hans mandskab kom. Det kunne han ikke få i første omgang. Den 16. februar 1864 tog Hammer en tur syd på til Amrum og Smaldyb.

 

Prins Frederik af Augustenborg skabte røre

Han fik at vide, at er havde været ballade i Wyk på Før. Landfogeden havde været nødsaget til at forlade øen. Han opholdt sig i kutteren Neptun i Amrum Havn. Straks tog Hammer videre til Wyk.

Prins Frederik af Augustenborg havde sendt agenter til vadehavsøerne for at opildne folket. Straks ved oprørets start havde inspektionsassistent ladet krydsfartøjerne opruste og føre til Amrum Havn så de ikke faldt i oprørerens hænder.

Nu var det sådan at Hammer faktisk boede på Før sammen med sin kone og seks børn. De boede ret isoleret i den sydligste del af byen.

 

Beboerne var bange for Sultan

De boede også sammen med den store ”glubske lænkehund Sultan” som hele byens befolkning havde en panisk skræk for.

En skare mere eller mindre fordrukne individer, forsynet med jagtbøsser høtyve og lignende demonstrerede op mod det hammerske hus. De ville med vold og magt trænge ind i dette. Men fru hammer var en ualmindelig resolut og modig dame. Hun tog med Sultan hen til porten og truede med at pudse den på hver og en, der vovede sig inden for rækværket. Det hjalp – skaren spredte sig hurtig.

Efter at Hammer var ankommet forsvandt de oprørske tendenser. Hammer sammenkaldte Flækkekollegiet og landskabsrepræsentanterne fra Østerlands-Før. Efter nogen forhandling blev det besluttet med de kommunale myndigheder at Landfogeden skulle komme tilbage. Hvor længe der var ro, kunne man ikke vide. Der skulle nok komme flere fanatikere fra fastlandet.

 

Det lykkedes aldrig at skaffe en læge

Hammer rejste videre til Amrum, hvor der i havnen lå nogle indefrosne krydsfartøjer. Han beordrede dem til, så snart isforholdene tillod det at krydse Før og Amrum.

Næste dag tog Hammer til Sild, hvor han talte med landfoged Tvede. Her fik han så at vide, at også her havde der været optræk til ballade. Den værste agitator var Dr. Jenner. Men over halvdelen af befolkningen her var loyale over for Danmark. Hammer aftalte at al post fremover skulle ske via Nørrejylland (nord for Kongeåen) og Strandby.

Det lykkedes aldrig at få en læge tilknyttet til flotillen. Det blev forsøgt mange gange. Efter Dannevirkes rømning forsvandt også en del af det unge mandskab. For ikke at bruge for meget tid på dette lod Hammer denne sag i bero.

 

De måtte true med at skyde

Hammer gik nu sammen med et par krydsere og to kanonjoller syd på for at afskære Sild og Før’ s forbindelse til fastlandet. For at berolige beboerne udsendte Hammer en proklamation.

Men Keitum by og omegn befandt sig allerede i oprørstilstand. Hammer sendte løjtnant Rasmussen som anholdte seks af hovedmændene i oprøret. Man fik dog ikke fat i den egentlig hovedmand Dr. Jenner.

Mod Landfogedens hus stormede 100 oprører. Og enhver opfordring til at stoppe blev efterkommet. Sidste chance for at stoppe oprørerne var kommandoen til matroserne:

 

  • Læg an

 

Kun truslen om at der ville blive skudt, så snart en eneste havde trådt inden for rækværket fik den ønskede virkning. Der blev indgået en overenskomst som foreløbig bragte ro. Men Hammer stolede ikke på denne ro, da hovedmanden endnu ikke var pågrebet.

Atter engang gjorde Hammer opmærksom på i en ny rapport til Marineministeriet at han ikke kunne forsvare øerne uden dampskibshjælp og flere soldater.

 

Igen optræk til ballade

I Wyk havde der igen været uroligheder. Man havde besluttet at hvis der blev arresteret nogen så ville man gøre modstand. Nu vidste Hammer, at der kun var en mindre del af øens befolkning, der bakkede op om dette, så han tog ikke rigtig notits af det.

Den 4. marts modtog Hammer et telegram, hvor Marineministeriet gav ham deres fulde opbakning. Desuden havde man besluttet at sende yderligere 100 mand under hans kommando. Han havde desuden fået bemyndigelse til at erklære ”Belejringstilstand” på Vesterhavs-øerne.

 

Beboerne forsynede sig med knipler og pigge

Den 11. marts var de sidste kanonjoller på Fanø færdige. Og i landsbyen Øvenum begyndte man at forsyne sig med knipler og pigge for om muligt at få jaget kanonbådsvagten bort fra Wyk. Heldigvis kunne nogle af jollerne undværes fra afspærringen så de kunne sættes ind mod oprørerne.

Hammer sendte patruljer ud forskellige steder. Enkelte arrestationer blev foretaget. En af urostifterne, en indvandret preussisk barber blev sat om bord i fyrskibet. Efter nogle dage var roen genoprettet.

 

Kanonjolle var læk

Det viste sig at nogle af jollerne var læk. Efter en skydeøvelse sprang kanonjollen ”Aarøsund” så læk. Den sank ved Wyk red. Dette vakte stor glæde blandt de tysksindede. Tyske blade kunne allerede meddele, at den havde gjort sin sidste rejse til havet s bund. Det lykkedes dog at få den hævet. Men al krudtet var naturligvis fordærvet.

Den 20. marts lykkedes det at føre de sidste kanonjoller fra Fanø over åben sø til de sydlige øer. Endnu var hverken dampskib og tropper dukket op. Ankomsten var anmeldt af marineministeriet den 8. marts.

 

Endelig – et dampskib – men uden tropper

Endelig den 24 marts dukkede dampskibet op. Men der var ingen tropper med. Nu måtte en reserveløjtnant fra Hammers flotille selv tage affære. Endelig den 31. marts dukkede 100 mand fra 11. regiment op ved Hjerting. De blev afhentet af dampskibet ”Limfjorden”.  Og ført videre til Før. Her blev oprørerne meget lange i ansigtet.

Det gik nu efterretninger om at der var ankommet preussiske krigsskibe til Bremerhaven. De skulle snart videre nord på.

Den 26. marts gik Hammer med dampskibet og to kanonjoller syd på og nærmede sig Okholm. Herved kuldkastedes fjendens planer om at gå op langs Øland og så om natten at overrumple Før.

Fra nu af måtte man være forberedt på at forvente angreb såvel fra søen som fra Elben og fra fastlandet.

 

Kun øerne fra Amrum mod nord kunne besættes

Den 27. marts rekognoscerede Hammer farvandene omkring Nordstrand, Pelvorm og Heveren op til Husum. Men med kun et dampskib uden forbindelse til krigsskibe i Nordsøen var styrken alt for lille til at kunne besætte disse øer.

Strategien fremover blev at forsvare øerne fra Amrum mod nord.

 

Igen engang – resultatløst møde i København

Gennem længere tid havde Hammer ikke hørt fra Marineministeriet. Han var bange for at hans breve og rapporter var havnet i fjendens hænder. Han ville nu personlig stille op i ministeriet også for at anmode om mere materiel. Men i stedet besluttede han at sende Lind.

Men efter 14 dage i hovedstaden havde denne ikke opnået noget som helst. Det var med beklemt hjerte han overdrog denne besked til Hammer. Man var ikke særlig imødekommende over for Hammers mission i Vadehavet.

Man mente i ministeriet at dampskibene var uhyre kostbare.

 

Hvor blev den danske flåde af?

Hammer havde en plan, hvor han skulle bruge den danske flådes hjælp for at få de to dampskibe i havnen i Husum. Men efter fire uger havde Hammer ikke hørt fra ministeriet og nu var den danske flåde væk.

Den 11. april mødte Hammer så endelig den danske eskadre. Men glæden varede kort. Allerede den 20. april var de igen forsvundet. Hammer løb derfor med Limfjorden til Helgoland med fik her at vide, at eskadren var afgået til Chritianssand.

Den 4. maj anløb Hammer igen Helgoland. Befolkningen på øen, der var i engelsk besiddelse, havde næsten udelukkende danske sympatier.

 

Fjendtlige både i sigte

Pludselig lød der en melding om, at danske skibe var i sigte. Men det viste sig at være fjendtlige skibe, nemlig to østrigske fregatter og tre preussiske krigsskibe. Hammer afgav straks melding til Marineministeriet og sendte kutteren Neptun til Christianssand for at underrette dem.

I de følgende dage blev den fjendtlige eskadre set ret jævnligt ud for øerne. Den 9. maj lød meldingen at der var fjendtlige skibe i sigte. Glæden var stor, da det viste sig at være danske skibe.

Man ville gerne bringe eskadrens 50 sårede i land, men Hammers flotille havde ingen læge, så det hjalp ikke noget. Men enden på det hele blev at der blev indrettet et lazaret i Wyk.

 

”Danskerne lod æblerne ligge”

Men pludselig uden Slesvig – Holstenerne jublede. ammers viden stak den danske flåde af uforklarlige grunde med fulde damp mod nord.

Hvordan englænderne havde set kampen ved Helgoland fik Hammer mulighed for at få at vide, da han mødte en engelsk søofficer fra fregatten Aurora:

 

  • De danske plukkede æblerne af træet, men de lod dem ligge ved foden af det.

 

Overgang fra Højer blev standset

Planen var at netop den dag skulle de to preussiske dampkanonbåde løbe ind i farvandene for at angribe kanonjollerne. Samtidig skulle 400 landsoldater overføres fra Højer til Sild og 1.000 mand til Før dels med både fra fastlandet og dels fra Husum med dampskib.

En østrigsk søofficer var ankommet til Højer om formiddagen for at lede angrebet, men kort før ekspeditionen skulle starte kom der melding om slaget ved Helgoland. Samtidig blev ordren om indskibning standset.

 

Hammer i København

Hammer besluttede nu selv at tage til København for at berette om den nye situation. Han foreslog at der blev oprettet batterier på øerne. Hvis dette ikke skete, var man prisgivet. Dampskibets plader var så godt som fortæret af rust. Kølpladerne var fulde af huller. De måtte tilstoppes med talg og værk.

Ministeren mente at Hammer skulle få hele flotillen tilbage til Fanø og der indtage en position, så man i yderste nødstilfælde kunne tilintetgøre hele materiellet og dernæst slippe bort med besætningen til søs.

Hertil gjorde Hammer opmærksom på, at farvandet mellem Fanø og fastlandet og selve havnen ved Nordby var fuldstændig behersket af fjendens riflede skyts. Her var man fuldstændig magtesløs. Hammer erklærede at han ville foretrække en retræte i det sydlige vadehav mellem Før og Sild. Atter engang bad han om mere dampkraft.  Og endelig en dampkanonbåd.

Man kunne ikke undvære Rolf Krake. Den skulle bruges til at forsvare Als. Atter engang måtte han forlade hovedstaden med uforrettet sag.

 

Keitum i undtagelsestilstand

I mellemtiden var oprøret i Keitum igen blusset op. Folk, der havde givet deres æresord holdt det ikke. Landfogeden erklærede sig ude af stand til at oprette ro og orden. Hammer måtte derfor erklære Keitum i belejringstilstand, og byen blev afspærret.

Folk blev anholdt og betragtet som landsforrædere. De blev anbragt i Limfjorden og ført op til den militære kommando i Nykøbing på Mors. Herfra blev de sendt videre til København. Fanatikerne blev rasende over disse arrestationer. En præst, der havde svoret troskabsed til Kong Christian den Niende opfordrede de slesvig-holstenske beboere på Sild til at øve lynjustits mod de danske kommanderende. Forinden Hammers afrejse fra Sild var der genskabt ro.

Ved en smart manøvre lykkedes det for Hammer at få fat i dampskibet Aurora. Slesvig – Holstenerne havde mente, at den skulle bruges til at overføre tropper fra Højer til Sild.

Under en våbenhvile syntes nogle af skibene at de kunne føre det Slesvig – Holstenske flag. Dette kunne ikke tåles fra Hammers side. Et skib blev opbragt og skipperen blev idømt fem dage på vand og brød. Og så kan det godt være at skibene fik fjernet flaget.

 

Hammer ville have batterier installeret på øerne

Hammer anmodede nu om at få batterier installeret på øerne, men det blev igen afvist. I stedet fik han lovning på 6 kanoner som skulle installeres på Fanø. Desuden var der lovet yderligere 60 – 70 mand. Og så ville man sende dampskibet Dan til flotillen, men det kom dog aldrig.

Hammer måtte atter engang gøre opmærksom på at Fanø var det dårligste sted til retræte og 60 – 70 mand ikke kunne stille noget op imod fjenden.

 

Fjenden skulle tro at øerne var besat

Den 30. juni lå en østrigsk eskadre bestående af et linjeskib, en panserfregat, to fregatter, en korvet og tre kanonbåde under Helgoland. Fjendens tropper var fordelt langs kysten. Efter de modtagende efterretninger stod der 2.000 østrigere over for Fanø.

Desuden var kysten besat helt ned forbi Dagebøl med så stor en styrke, at man skulle tro at fjenden frygtede angreb fra øerne. Man var åbenbart blevet narret af de sidste efterretninger.

For at vedligeholde troen på at øerne var stærkt besat, blev der af og til foretaget divisioner imod fastlandet af dampskibet Limfjorden med kanonjoller og mindre fartøjer.

Østrigerne sendte nogle armerede både ind til Sild og bortførte to beboere. Dem tog de med ombord og afhørte dem om den danske styrke og stilling.

 

Østrigerne forsøgte igen landgang fra Højer

To kanonjoller fra Hammers flotille lå foran Højer Kanal. Og det var ganske heldigt. Med 30 både, hvori der var 8 – 10 soldater om bord forsøgte østrigerne at sejle over mod Sild. Men det havde Hammers kanonjoller set. Et par granater fik soldaterne til at springe i vandet. De løb og svømmede gennem vand og mudder i alle retninger op efter digerne.

Mens dette foregik forsøgte fjenden også at iværksætte overgang fra fastlandet på to forskellige steder over til Før. De to kanonjoller der havde station her, gik straks i angreb. En halv snes skud var nok til at fjenden vendte om.

 

Også landgang fra Dagebøl blev forhindret

Også fra Dagebøl forsøgte østrigerne at komme over. Men det lykkedes heller ikke. Løjtnant Holbøll var om morgenen stået ud fra Wyk i dampskibet Augusta sammen med to kanonjoller. Tre overgangsforsøg på en gang var blevet afvist.

Hammer bestemte nu at opgive forsvaret af Sild for en overgang fra Ballum over Rømø til List kunne iværksættes uden at den danske styrke kunne gøre noget som helst.

Snart igen kunne man fra udsigtstårnet i Wyk se, at man havde travlt med at træffe foranstaltninger til en ny overgang fra Dagebøl. Hammer beordrede straks Holbøll til med ”Augusta” og 4 kanonjoller at angribe og ødelægge bådene.  Fra to sider løb jollerne tæt ind under Dagebøl og åbnede på 800 – 1.000 alen en livlig granatild.

 

Sild var blottet for forsvar

Dette gjorde en fortrinlig virkning. Efter en halv time kom der fjendtlig artilleri til stede og rettede kraftig ild mod jollerne mens disse fortsatte beskydningen. Efter en times beskydning var bådene ødelagt. Hammers joller fik en del skud gennem sejl og årer, men hverken både eller besætning tog skade.

Da de danske styrker havde trukket sig tilbage fra farvandene mellem Højer og Sild var vejen fri for østrigerne og den 13. juli iværksatte de overgangen til denne ø som nu var blottet for forsvar.

 

Opfordring til Hammer om overgivelse

Et krydsfartøj sendtes imod et fartøj med Parlamentærflag på toppen kommende inde fra Dagebøl. Det var feltmarchall – løjtnant von Gablenz, der lod Hammer underrette om, at den danske styrke nu var fuldstændig indesluttet af den allierede østrigsk – preussiske krigsmagt til lands og til vands. Han opfordrede ham til at overgive sig med hele sin styrke. Men Hammer gav herpå et kort og bestemt afslag.

Men situationen var yderst kritisk. Fjenden var ubestridt herre i Nordsøen og kunne hvad øjeblik det skulle være sende fem stærkt armerede kanonbåde ind i farvandene og desuden udsende barkasser og andre armerede fartøjer fra sine linjeskibe og fregatter uden at der var noget batteri i land, som man kan støtte sig til. Endelig kunne man møde op med lige så mange små dampere med landgangstropper fra Elben, som man ønskede at disponere over. De danske styrker både til lands og til vands var slet ikke i nærheden.

I længden kunne man heller ikke forhindre en besættelse af alle øer. Man var henvist til stillinger i vadehavet. Man skulle forsvare sig med forældet materiel. Rækkevidden på skyts var kun halvt så langt som fjendens.

 

Østrigerne fik en overraskelse

Østrigerne belavede sig på at falde den danske styrke i ryggen ved at forberede landgang på vestsiden af Før. Dette måtte forhindres. Kl. 2 om morgenen kunne man skimte en del både, der var lagt op på en landtange. Kanonjollerne blev lagt i angrebsstilling og fra dampskibet blev der gjort landgang. Mens Hammer var ude på denne ekspedition, havde Holbøll foretaget en fremrykning mod sydvesthjørnet.

 

Holbøll truede med at smadre byen

Indefra kunne det se ud som om, at danskerne var på flugt, men det var ingenlunde tilfældet. Demonstrationer og skandaler blev igen sat i værk. Og det ene oprørsflag efter det andet blev hejst. Det fik så fru Hammer til på kommandørboligen at hejse Dannebrog.  På den til huset hørende flagstang.

Holbøll skyndte sig ind tilkaldt af det hejste flag. Han lod byens borgere underrette om, at byen ville blive skudt i brand hvis flagene ikke omgående blev taget ned. På Limfjorden blev de erobrede både ophugget og brugt som brændsel. Oprørsflagene blev igen taget ned og der blev igen skabt orden.

På Hørnum Odde var man rasende over tabet af både. Da kanonjollen Barsø patruljerede blev man beskudt. Næste morgen blev to af kanonjollerne beskudt på 5-6.000 alens afstand.

 

En kort glæde

Den 17. om morgenen blev der jubel i den danske lejr. Hammer modtog et telegram fra generalkonsul Pontoppidan fra Hamborg. I det stod der, at der var våbenstilstand til enden af måneden. Glæden varede desværre kort.

Hammer så i løbet fa formiddagen skibe nærme sig i Smaldyb. Det ville Hammer ikke finde sig i. Han hejste parlamentærflag og nedlagde protest mod fjendens fremtrængen. Oberstløjtnant Schidlack modtog protesten. Han havde ikke modtaget nogen meddelelser om våbenhvile.

Heller ikke i Højer eller Dagebøl havde man modtaget nogen melding. I nattens mulm og mørke og uden at afvente yderlige oplysninger havde fjenden landsat tropper på Nieblum Strand. Han nedlagde straks protester imod denne adfærd som var ganske uforsvarlig og stred imod tro og love. Hammer henviste til den besked som han havde fået fra Hamborg.

 

Fjenden overholdt ikke krigens regler

Men chefen på den østrigske kanonbåd Seehund, kaptajn Kronowetter underrettede Hammer om, at fjendtlighederne ville blive fortsat kl. 6 næste morgen. Det var kun et par timer efter, at hammer kunne forlade den tyske eskadre. Dette protesterede Hammer også over, fordi det var det mest uheldige tidspunkt på grund af ebbe.

Hammer forklarede fjenden at han havde fuld tillid til telegrammet fra Hamborg og derfor havde indstillet alle forsvarsforanstaltninger på Før. Han foreslog derfor at fjendtlighederne først fortsatte kl. 11.

Men allerede kl. 5.30 begyndte fjenderne at beskyde Hammers flotille. Først efter et stykke tid kunne Limfjorden igen flyde. De østrigske tropper besatte nu Wyk. De var forundret over slet ikke at finde noget militær.

 

Hammer fulgte mandskabet

Fjenden havde endnu ikke fået en våbenhvile og fortsatte fjendtlighederne og var sikkert heller ikke interesseret idet nu hvor de pludselig havde fået store fordele ud af kampene. Man diskuterede nu hos danskerne om man skulle overgive sig eller prøve på i nattens løb at undslippe med Limfjorden. Men ingen turde tage et ansvar at stå til søs med 200 mand om bord i et fartøj, der ikke var sødygtigt.

Hammer foretrak at følge sit mandskab i fangenskab. Man tog beslutningen straks at ødelægge al krigsmateriel.

 

En overraskende ny våbenhvile

Hammer overgav sig til den nærmest liggende fjende, kanonbåden Blitz. Den 20. juli om formiddagen begav Blitz sig til Wyk. Ombord blev Hammer præsenteret for en våbenhvile underskrevet af den danske oberst Kauffmann, der skulle træde i kraft den 20. juli kl. 12. Denne efterretning ærgrede Hammer og hans officerer. Dette havde Hammer ikke haft nogen anelse om. Han henholdt sig stadig til den besked som han havde fået fra Pontoppidan.

Hammer beordrede den øvrige del af flotillens mandskab til at melde sig til chefen for Seehund. Hele styrken på 9 officerer og 236 mand var endnu før våbenstilstanden indtrådt i krigsfangenskab og blev over Husum ført til Rendsborg. Dampskibet ”Limfjorden” blev straks efter overgivelsen besat af østrigerne og benyttet til at overføre den danske styrke til Husum.

 

Krigsfange i Schlesien

Hammer endte som krigsfange i Schlesien. Men han havde nu ret frie forhold. Han havde lovet med æresord at han ikke ville flygte.

Han kom skuffet hjem efter fredsslutningen i Wien til et reduceret kongerige. Skuffet var han over at regeringen dengang svigtede ham. Han blev dog langt om længe dekoreret med Kommandørkorpset og modtog en æressabel som var en kopi af Tordenskjolds sabel. Sidstnævnte var givet af de dansksindede på Vesterhavsøerne.

 

Hammer havde et eventyrligt liv

Men Hammer havde et eventyrligt liv. Udover at være med i to slesvigske krige, var han involveret i bataljer med de indfødte i den danske koloni ved Guldkysten i 1845. Og i 1870 drev han i flere døgn rundt på en isflage for til sidst at havne på Island.

Han var en tid medlem af Rigsrådets landsting som repræsentant for Haderslev, Tønder og Løgumkloster.

Han havde oprettet det danske Fiskeriselskab, der drev hval- og robbefangst. Men selskabet måtte senere opløses. Den russiske regering belønnede ham med en guldmedalje. Og inden sin død drev han et savværk ved Gällö i Jämtland.

 

Ikke alle har glemt hans indsats

Hammer var godt sur over alle de misforståelser og manglende opbakning som han oplevede fra den danske regering. Anerkendelsen fra hans bedrift var højere i udlandet end på hjemmefronten. Det var som om, at man i København var ligeglade med hans indsats. Men alle dansksindede på vesterhavsøerne og ved det nuværende Sønderjylland og Nordfrislands vestkyst kan endnu huske Hammers indsats.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: Om Hammer, 1864 og Vesterhavsøerne:

Under Højer (76 artikler):

  • Apotekeren fra Højer
  • Min barndom i Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Øerne – syd for Højer

Under Sønderjylland (188 artikler):

  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen

Under Aabenraa (154 artikler):

  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Familien Jürgensens tyske sind

Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):

  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Under Tønder (269 artikler):

  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrich (Ulrik) – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Soldat i Tønder 1851
  • Ned med de dansksindede

Under København (178 artikler):

  • Istedløven brøler stadig
  • Begik Kongen højforræderi?
  • Rendsborg 1848-1851

 

Under 1864 – og De Slesvigske Krige (36 artikler):

  • Den falske Hornblæser
  • Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov
  • Hvad skete der egentlig efter 1864?
  • 1864 – en ulykkelig kærlighedshistorie
  • Soldatergraven i haven
  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige?
  • Lundtoft herred 1848
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Sandheden om Herman Bang’ s Trine
  • G. Monrad 1-2
  • Sønderborg 1864
  • Slaget ved Brøns

 

 

 

 


Præster og andet godtfolk i Sønderjylland(2)

Dato: december 25, 2018

Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland(2)

Foredrag afholdt den 27. oktober 2010 i Anna Kirke på Nørrebro. Det er en nyredigering. Vi skal besøge præster, herredsmænd, munke og nogle almindelige sønderjyder. Nogle af de præster, som vi besøger bedrev utugt, var mordere og andet. Vi kigger også på gamle traditioner og klostre. Vi starter på Rømø, går videre til Skærbæk, Højer, Tønder, Burkal, Løgumkloster, Hostrup, Ryd Kloster, Bov kirke, Kliplev, Søgård, Aabenraa, Hjordkær, Rise, Løjt og mange steder. Det kneb gevaldig for amtmændene på Brundlund Slot med moralen. Og så var præstene ikke altid lige ædruelige og organisterne kunne ikke finde den rette melodi. På kirkegårdene gik der gæs, får, svin og kvæg. Et kloster blev flyttet grundet utugt. Advarsel: det er en meget lang artikel

Ny redigering af ældre artikel

Den 27. oktober 2010 afholdt undertegnede et foredrag i Anna Kirken på Nørrebro.  Desværre er der sket noget med teknikken, da foredraget skulle overføres til hjemmesiden. Det er ikke særlig læsevenligt. Derfor skrives foredraget nu om. Egentlig var det i to dele, men vi skriver nu det hele i en del. Vi redigerer indlægget og undlader enkelte historier, som vi har brugt i nogle andre artikler. Til sidst i artiklen henviser vi til andre artikler, hvis du vil fordybe sig yderligere.

Men vi ønsker god fornøjelse.

En rundrejse i Sønderjylland

Vi skal en rejse rundt i Sønderjylland. Vi skal møde præster, munke, skarprettere, adelsfolk og almindelige sønderjyder. Ikke alle præster er lige så søde som Anna Kirkes præst.

Rømø Kirke

Vi starter på Rømø. I kirken hænger 15 hatteknager ned fra loftet. På de fleste af dem finder man ejermændenes initialer.

Den store tilknytning til havet ser man på byens kirkegård. Storskippere tog selv deres gravsten med hjem fra deres togter. De fik hollandske mestre til at hugge deres indskrifter og billeder på stenen. På stenene kan man også finde en hel levnedsbeskrivelse.

På en af stenene ses et relief af kommandøren og hans kone samt 12 børn. En anden gravsten fortæller en skipper, der døde i en alder af 45 år, at han foretog 27 rejser fra Hamborg til Grønland.

Bryllupsskikke på Rømø

På Rømø forlovede man sig i en meget ung alder. Man giftede sig først, når man havde bestået sin eksamen. Som regel var det styrmandseksamen. Forlovelsestiden strakte sig ofte over 8 år.

Tre uger før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangte tinglysning. Trolovelsen blev fejret med et kaffegilde.

Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personlig rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en redekone, fire skænker og fire brudepiger.

En uge før brylluppet skulle der være ”brudeseng”. Fra de gårde, der ville give flæsk, kød og pølser. Et fad mad blev givet som bryllupsgave. De ældre mødte frem med mad inden den store dag.

Under redekonens påsyn blev brudsengen nu opredt. Her måtte alt være til stede lige fra undertøj til en fuldstændig beklædning og hvad der ellers hørte til et ”sovekammerudstyr”. Når de var mødte til brudeseng havde de fået en kop kaffe. Alt tilbehør blev fremvist af redekonen. Og dette punkt gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt, hvis ikke alt var i orden.

Efter dette blev der drukket skål og gæsterne dansede hele natten.

To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:

  • Æ sku hilsen fra Pete Fisk å hans kjærest, om I vil så goe o komm å torsdæ Morn å drik å føll mæ dem te kirk å høe æ viels å føl mæ hjem å teje del i æ fornøjels.

Der blev lånt borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkner, knive og gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad det ellers hørte til.

Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikkes punch og meget mere. Han slog så på en bjælke for at få ørenlyd og afgive ordre.

Redekonen sørgede for at pynte bruden og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod var ikke engang med i kirken. De skulle tjekke i køkkenet, om alt gik rigtigt for sig. Mændene blev budt på brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en skefuld mjød og en tvebak af et fad.

Mad til brylluppet

Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinka (hvedebrød med rosiner og krydderier). Dertil fik man tre-fire punch, hvoraf den ene i hvert fald var en rumpunch.

Derefter tog man i kirke.

Ved middagen bærer skænker på de store stegefade, flæskeskiver (Børster) ind til skafferen. Han fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofter og sauce. Hertil kom flere flasker snaps og brændevin.

Den anden ret var vinsuppe med rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kovinge) med smør og øl til. Mens alt dette foregik gik tre underkopper rundt. Det var til indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.

Dansen om huset var egentlig afslutningen på brylluppet. Den blev afsluttet med en afskedsskål. Som regel blev brylluppet fortsat om søndagen med ”æ Syndeshytte” Ja egentlig varede et helt almindelig bryllup på Rømø en helt uge.

Skikke fra Højer

I Højer sang man ved en tysk vielse ”Jesu gehe Voran” og ”So nimm denn meine Hânde”. Foregik vielsen på dansk, så sang man ”Det er så yndigt at følges ad” og ”Jert hus skal bygges på klippegrund”.

Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om det var en dansk vielse. En anden skik var at affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte i kirke. Det blev dog forbudt flere gange. På grund af disse skud opstod der gårdbrande.

Den 24. juni 1783 blev der desuden indskærpet, at man skulle overholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb og begravelser.

I Frøslev kunne man ikke nøjes med geværer. Her brugte man en kanon.

Ved Højer Kirke var der en indgangsdør, der vendte mod nord. Den blev kaldt ”Brudedøren”. Oven over døren stod der på tysk: ”Stærkere end døden er kærligheden”.

Plant Bryllupstræer

En ordning fra dengang kunne også sagtens bruges i dag. En forordning pålagde de unge mennesker at plante bryllupstræer, inden de giftede sig, ja det hed sig at

  • At plante mindst 10 unge piletræer og 15 asketræer eller betale en Rigsdaler for hvert manglende træ.

Det skulle også kunne bevises, at beplantningen havde fundet sted. Man forpligtede sig også til vedligeholde disse træer. Og dem, der kender naturen vest på ved, at dette er meget svært. Her er ikke meget læ, når vestenstormen raserer.

Begravelse på Rømø

Der blev ikke ringet med klokkerne på Rømø, når en person var død. Æ Bojmand, en ung pige klædt i sort med en paraply i hånden gik rundt på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan:

  • Æ Klok 5 i gåe døe Peter Slaute

Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge ”Kestlæg”. Samme dag gik Æ Bojmand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge:

  • Den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested

I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunch. En gammel pebermø havde ønsket hendes begravelse fejret som hendes bryllup. Dette ønske blev opfyldt.

På vejen til kirken skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad på en stol lige bag kisten.

Efter begravelsen var der for de særlig indbudte Ærr’ Øl.

Ligklæde-Broderskab

I Højer havde man et Ligklæde-broderskab. Det blev stiftet den 21. februar 1681. Der var både vedtægter og protokol. Formålet var at sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det skulle man betale en bøde. For Gildets broderskab var brugen af ligklæde og ligbåre gratis.

Den årlige forsamling foregik altid på fastelavnsmandag kl. 13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk. Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til nabo. Og brødrene bar kisten på skulderen lige som i gammel tid.

Gildet bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Højer Sparekasse. Og beløbet var med til at finansiere en ligvogn.

Den gamle ligvogn

Denne ligvogn blev restaureret i 1930. Den havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet i Højer. Da denne blev nedrevet i 1937 bevilligede menighedsrådet en grund til ligvognen ved siden af den nye brandstation.

I 1948 blev den igen restaureret. Betingelsen var, at der skulle være flotte heste foran. Og tænk ligvognen var i brug til 1982. Jeg har set den i brug.

En værdig begravelse

Under besættelsen var der mange tyske soldater på Rømø

En tysk soldat havde dog fået nok af det hale og begik selvmord. Han skød sig selv i barakbyen i Kongsmark. Hans soldater-kollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder.

Men Rømøs præst nægtede at begrave ham uden kiste.. Under trusler med at komme i Kz-lejr, sørgede han for, at soldaten kom i en kiste og fik en værdig begravelse.

Drama hos præsten i Skærbæk

Kigger man godt efter på den første af Skærbæk Kirkes præstetavler ud for den fjerde række står der følgende angivet:

  • Hr. Johannes Andersen

Anno 1627, da han i 1627 ihjelstak med Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Menighed og derfor maatte rømme Landet.

Hvad ligger til grund for denne historie? Johannes Andersens far og farfar var begge præster i Skærbæk. Faderen, Anders Jacobsen døde i 1616. Han ønskede, at få sønnen, der studerede som præst i København hjem til Skærbæk som præst.

Men han havde ikke fuldført sine studier og taget eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet. Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i embedet. Men det var biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen. Han nægtede dog indtil papirerne var i orden.

Derfor var den unge præst i en yderst prekær situation. Biskoppens tilsynsførende var provst Billum i Brøns, og han var på nakken af den unge Johannes Andersen.

Ved en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi, ja der var kommet til håndgribeligheder. Andersen havde dræbt Billum. En version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden version fortæller, at det skete på kirkegården.

Johannes Andersen måtte flygte. Tre år senere blev han frikendt af et nævningeting. Han fik et fredsbrev af Christian den Fjerde. Han påstod nemlig, at han havde handlet i nødværge.

Sandelig om han ikke også fik lov til at søge embedet, når han klagede sin eksamen. Men det skete aldrig.

Pastor Jacobsen blev fyret

Og så havde Skærbæk også Pastor Jacobsen. Han var en af tyskhedens førere i Nordslesvig. Og det var ikke godt for Skærbæk var udpræget dansksindet, da han blev indsat i 1864. Han iværksatte nogle risikable projekter på Rømø, der ikke kunne tåle dagens lys.

Han blev afskediget som præst. De kirkelige myndigheder havde længe haft et vågent øje med ham.

Løgumkloster – Munkene fik magt

Vi tager i vores historiske rundtur lidt øst på til Løgumkloster og kigger på munkene.

Cistercienserne stammede fra Burgund i Frankrig. Ordenen var en fornyelse af Benediktiner-ordenen. De var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle iagttage ansvarsfuld tavshed, også under legemlig arbejde. Kun ved hjælp af tegn måtte de kommunikere. Otte gange i døgnet skulle de bede.

Egentlig kom de fra et klostersamfund i Seem ved Ribe. Der var langt fra alle, der var lige begejstret for munkenes tilstedeværelse. Mange sogne følte at klosteret fik alt for meget magt og dermed tiende. Det skete blandt andet i brede Sogn, hvor det lykkedes for munkene at få præsten afsat.

Ved reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirke, adskillige møller og flere store huse i Ribe.

Da Ludde blev henrettet

Man kan i Hostrup-præstens dagbog finde et notat om, dengang man forsøgte at hænge Ludde Jensen ude i Draved Skov i 1598.

Han var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armen af sin far. Nu havde han hugget en masse træ i skoven og antændt det fyrstelige Vogterhus.

Men ak, skarpretteren havde fået en for meget. Den 19. juli havde han fået to fingre klemt mellem galgestokken og strikket. Han lod Ludde hænge så længe han troede, at han var død. Men han blev nødt til at skære snoren over for at få sine fingre ud. Og overraskende for mange, så rejste Ludde sig op efter at have sundet sig lidt.

Torsdag den 22. juli forsøgte man så igen. Nu var skarpretteren ædru. Og denne gang overlevede Ludde ikke.

Kresten Kold ude vest på

Herude vest på lå Mjolden Kirke. Den var rammen om en frimenighed dannet af Kresten kold. Han var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Han var også med til at grundlægge højskole-tanken.

Han var huslærer hos en af de rigeste bønder på egnen, Knud Knudsen. Denne var far til forfatteren Jacob Knudsen. Og A.P. Møller er i familie med ham. Men ved det sikkert ikke. De nedstammede begge fra Mærsk-familien ved Ballum.

Ikke langt herfra – i Randerup blev Hans Adolph Brorson født. Ham hører vi mere om, når vi i vores rundrejse når Tønder. Se hans far hed Brodersen. Ikke langt derfra havde jeg slægtninge. Men det er endnu ikke lykkedes at finde The Missing link.

Aflønningerne af præsterne

Aflønningen af præsterne i Højer var kompliceret. Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden at give 8 mark. Bolsmænd og Kådnere gav også 1-2 mark. Tjenestekarle gav 12 skilling og tjenestepiger 8 skilling.

Man skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel tid indført noget, som man kaldte for ”Mantel-penge”. Mantel er sønderjysk og betyder frakke, men i dette tilfælde henviser det til præstekjolen.

For lig-prædiken måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse. Var man velhavende så måtte man betale fra 12 – 48 mark.

Præsteenken fulgte med

Det var normalt, at den ny præst foruden embedet også overtog enken. Ja så kunne det ske, at enken var for gammel, så måtte den nye præst gifte sig med evt. barn eller barnebarn af enken.

Organisterne var der også problemer med. De var ikke lige musikalske alle sammen

Fattighuse

I sognene opstod der fattighuse. I Højer fandt man ud af, at fjerne ølkanden om morgenen og aftenen. Det var kun tilladt at få øl til grøden. Vandspanden erstattede ølkanden. Man indførte strenge regler. Og det var bl.a. præsten, der sammen med fattigforstanderen, der skulle sørge for at reglerne blev overholdt.

  • Han skal gå i kirke hver søndag og gå hjem lige så snart gudstjenesten var forbi.
  • Han skal gå til alters på de sædvanlige tider af kirkeåret.

Det var bare et par af de regler, der skulle overholdes.

Kamp mellem dansk og tysk

Efter 1920 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Behovet voksede efter nazisternes overtagelse i Tyskland i 1933.

I Højer opstod der store kontroverser mellem den danske og tyske menighed. Et kirkeligt udvalg foreslog den tyske præst, Braren om, at antage en dansk ordineret medhjælper. Dette nægtede Braren kategorisk.

Sagen endte med, at en dansk præst blev udnævnt som kapelan i Højer. Braren betragtede dette som et personligt angreb. Men menigheden, der havde tysk flertal ville ikke hjælpe den ny præst til at finde en ny bolig. De ville heller ikke afgive præstegården.

Det var ikke kun i Højer, der var problemer mellem den danske og tyske menighed. I 1951 oprettede de tyske menigheder i Sønderjylland en frimenighed. De var underlagt den Slesvig – Holstenske evangeliske kirke med Slesvig som kirkeligt tilsynsførende. Dette medførte, at ca. 200 i Højer meldte sig ud af folkekirken.

Daler Kirke

Daler Kirke tilhørte Schackenborg. Den var i den kongerigske enklave lige som Møgeltønder. Stedet var underlagt greven og hans luner.

Stakkels Anders Wedel havde underskrevet en kontrakt, at han skulle gifte sig med den gamle præsts datter og underholde svigermor, såfremt den gamle præst døde. Og det gjorde han.

Men den nye præst havde gå på mod. Han forsøgte at modernisere kirken. Men ak af greven på Schackenborg fik han en påtale:

  • Han havde at overholde gejstlige ritaler og kirkelige ceremonier bedre end hidtil.

Katekismus skulle anskaffes

Problemerne voksede for Anders Wedel. Han vil indføre konfirmationen. Der kom til et opgør med menigheden. Præsten mente, at børnene blev taget ud alt for tidlig af skolen. De kunne ikke nå at lære katekismus.

Pigerne skulle meget tidlig lære at kniple. Og drengene skulle til søs.

Svigerfar havde skrevet en katekismus, inden han døde. Men børnene kunne ikke læse skråskrift. Men så tvang pastoren forældrene til at anskaffe sig en katekismus fra Flensborg.

Grevinden fra Schackenborg synes, at det var en god ide med offentlig eksamen i kirken. Og nu befalede hun det nærmest.

Konfirmationen indføres

Den 30. november 1707 var konfirmationen blevet indført i daler Kirke. Det var længe før, det blev indført i det øvrige rige.

Jo præsten mente, at ved det fjerde bud ”Du skal ære din far og mor”, ja så han bedre til at bibringe de unge det åndelige budskab.

Præsten ville heller ikke finde sig i, at der gik kreaturer på kirkegården. Han udsendte en forordning:

  • Kirkegårdens fornemste Brug er vel denne, at udi dens Jord gemmes de Afdødes Legemer indtil Guds Basuner opvækker dem, men den som Gud ikke mere, der end andetsteds lader gro forgæves og til ingen Nytte, at små Fæ opædes, som ikke kan tilføje nogen Skade, helst eftersom det med Leen kan afstås.

Stakkels Anders Wedel fik en alvorlig påtale og bøde. Og så blev han også dømt til at betale svigermor 1.530 rigsdaler.

Sømærke

Bevidst byggede man kirketårnet på Møgeltønder Kirke så højt som muligt. Så kunne den bruges som sømærke ude i Vadehavet. Da det engang blev ødelagt af et lyn, ville hollandske kaptajner betale halvdelen af udgifterne, hvis det nye tårn blev lige så højt. Men det blev nu aldrig så højt som før.

Blodig reformation

Reformationen i Møgeltønder var meget blodig. Den katolske præst Hr. Peder ville ikke bare opgive sit embede. Han blev simpelthen slået ihjel.

I 1560erne overtager Rantzauerne lenet. Det var bestemt ikke Guds bedte børn. Den sidste Rantzau beskrives som:

  • Hengiven til Druk, Opfarende og Grusom

Han tilranede sigmere og mere ejendom på ulovlig vis.

Præsten blev henrettet

I 1585 blev Laurits Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var hengiven til drukkenskab og letfærdig. Man sagde, at hun lå med mange borgere i Møgeltønder. Og datteren var udsat for blodskam og blev udlånt til diverse ting og sager.

Det hele endte med at konen og datteren blev halshugget. Laurits Thomsen blev brændt.

Der er givet pardon

Møgeltønderhus så ikke godt ud efter svenskernes hærgen. Mad Schack-familien begyndte en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder på godt og ondt. Felthæren købte selv lenet tilbage. De penge skulle tilbage igen, derfor hersede han med bønderne. Bønderne gjorde oprør. Oprørslederen skulle halshugges i slotsgården. Bødelen stod parat og skulle til at svinge øksen. Pludselig åbnes et lille vindue. Hans Schack stikker hovedet frem:

  • Der gives pardon

Social skel i kirken

Det sociale hierarki afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de forreste rækker sad overinspektøren, derefter betjentene. I tredje stolerække sad godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd. Desuden sad her også folk, der ville betale leje for stolene. Det var absolut kirkens dyreste pladser lige under prædikestolen.

Derefter fulgte 15 rækker med bolsmænd, der betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.

I skibets nordre side sad godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens, birkedommerens samt delfogedens koner fik plads her.

Kirkens allerdårligste pladser var beregnet til pøbelen og andre kvinder.

I Møgeltønder talte man meget om de onde grevinder. Den anden kone efter den tredje Schack var således en af de værste.

Hun ville have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn ved de lokale bønder. Til hendes egen børn forklarede hun, at de lignede mennesker. Men det var mærkelige skabninger, der var overtrukket med menneskehud.

Hovedet mod døbefonden i Tønder

Her i Tønder Kristkirke har jeg været til et hav af barnedåb, begravelser og bryllupper. Ja også til juleafslutning med skolen. Her gik jeg til konfirmationsforberedelse. Og blev kørt hjem af præsten i en Folkevogn. Jeg var besvimet. I første omgang troede han, at jeg var faldet i søvn. Men faktisk var jeg meget syg, og var ikke i skole i 14 dage.

Her var det også, at jeg slog hovedet mod døbefonten. Så både denne og mit hoved gyngede. Måske er det derfor, jeg er som jeg er. Min far har påstået, at han har leget cowboy og indianer her inde i kirken.

Mit dem Totenkopf spielen

Dengang der blev gravet ud om kirken, fandt min far og nogle kammarater noget som de kunne spille fodbold med. I skolen blev de mødt af en fortørnet lærer:

  • Ihr könnt doch nicht mit dem Totenkopf spielen

Jo de havde fundet et skelethovede.

Den tyske præst

Og her i Tønder var den tyske præst skyld i at vi i familien er tre søskende, der er tysk døbt og tre, der er dansk døbt. Jo mine forældre var tysksindede, indtil den tyske præst blandede sig i, hvad min Oma skulle foretage sig.

Min far skiftede Der Nordschleswiger ud med Aktuelt. Men nu ved jeg egentlig ikke, hvor tysksindet de var, for ingen af os har gået i tysk skole eller tysk børnehave. Jeg har endda gået i samme børnehave som Poul Schlûter dog ikke samtidig.

Brorson – en præst fra Tønder

På det sted, hvor jeg stod i lære, skrev Hans Adolph Brorson nogle af sine populæreste salmer. Det var dog ikke i samme ejendom.

Ved den store mandedrukning ved vestkysten, hvor der omkom 10.000, måtte familien søge tilflugt i kirken.

Da han var 10 år gammel døde hans far. Faderen samlede sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de stolede på Gud skulle det nok gå. I hjemmet var der en huslærer, der hed Oluf Holbæk. Han blev gift med Hans Adolphs mor.

Brorson kom i forbindelse med pietismen. Det vakte stor udbredelse i Sønderjylland. Brorson giftede sig med sin kusine. De fik 10 sønner og tre døtre. Tre sønner var dødfødte og yderligere fire børn døde, mens de var små,

Brorson udgav 11 salmehefter. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens Rare Klenodie (Tønder Salmebøgerne).

I 1737 blev han stiftsprovst i Ribe. Egentlig ville han ikke have hvervet. Hans kone døde ved fødslen af deres 13. barn. Han var knuget af sorg.

Munkene fra Tønder

Et Franciskaner-kloster blev stiftet i 1238 i Tønder. Til dette var der knyttet en kirke, der blev indviet i 1247. Mange håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den mest populære katolik Frans af Assisi.

Disse munke havde stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de jorden, de havde møller og gårde. Fra Tønder til Ribe gik de barfodede rundt og forkyndte Guds lære.

I 1530 blev klosteret i Tønder ophævet. Slottet krævede mere plads. Lutherdommen trængte igennem overalt. Det gik ud over tiggermunkene, der til sidst blev fortrængt og jaget ud af Tønder.

Præsten fra Aventoft

I 1556 begik præsten i Aventoft, Henricus Sicander i Aventoft syd for Tønder dokumentfalsk. Han blev henrettet. Først blev han lagt på hjulet. Men inden da fik han det ene øje stukket ud og kappet to fingre af.

Gud er dig nådig

Ved henrettelser skulle præster stille sig til rådighed. Som regel var de sidste ord:

  • Vær ikke bange, Gud er dig nådig

Det var allerede fastlagt i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot skulle medvirke, når de dømte føres til straffen. Han skulle også tage sig af dem. Og dem, der så blev overbevist af præsten skulle en eller to dage inden henrettelsen modtage sakramentet.

Ikke plads til kisten

Las Petersen havde efter ansøgning om tilladelse til at indrette og vedligeholdelse af en begravelse under kirkegulvet i Hostrup Kirke fået tilladelse til dette.

Det gjaldt sådan set hele familien på gårdene Store Tønde og Solvig. Dette kostede 10 rigsdaler.

Men det gik ikke altid lige godt. I 1733 døde Andreas Nissen. Da man skulle have kisten ind i kirken, var den for stor. Man blev nødt til at hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene for at få den ind.

Kirken ville ikke betale. Men enken ville heller ikke. Hun forklarede, at slægten havde betalt både lyskrone og så meget andet til kirken. Desuden ejede hun 12 skolestader i kirken.

Og her i Hostrup Kirke kunne man ligesom så mange andre steder betale sig til en lang lig-prædiken, bare man ville betale nok. Mange ville gerne huskes efter deres død.

Barn med tjenestepigen

I 1200-tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal. Meget mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte jo ikke gifte sig med hende. Men uha han fik et barn med hende.

Og i 1722 berettes om en mand, der levede sammen med sin kone og søster. De blev begge to gravide. Søsteren fødte først. For at skjule utugten, lod konen som om det var hendes barn. Præsten kom og døbte barnet.

Men da konen steg op af barselssengen kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med at faderen og søsteren flygtede.

Du sorte Kock

Tre gange har der været såkaldte vækkelser i Burkal Sogn. Den pietistiske – herrnhutiske bevægelse havde særdeles gode vilkår. Senere forsøgte Dansk Missionsforbund sig.

Og så var det pastor Petersen, der kom direkte fra et drikkelag i Tønder for at klare gudstjenesten. I præstegården havde han også en elskerinde.

I 1864 havde den danske præst Kock udtjent sin tjeneste. Uden for vinduerne råbte Burkals ungdom:

  • Du skal væk, du sorte Kok, nu har du været her længe nok

Ikke ærbar

I 350 år huserede munkene omkring Flensborg og i skovene omkring Kollund. Et stort kloster lå nordvest for det nuværende slot Glücksborg. Et del af klosteret lå i den nuværende slotsø.

Cistercienserne havde i middelalderen 13 klostre i Danmark. Vi skal helt tilbage til 1191, hvor der blev anlagt et kloster i Guldhom i Nybøl Sogn nord for Slesvig. Det var Biskop Valdemar, der indviede klostret. Grunden var, at det lille munke og nonnekloster St. Michael ikke var særlig ærbar.

Der blev horet og drukket. Abbeden og hans munke lå døddrukken rundt i byens ølhuse. Her havde de ædt og svirret og moret sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar klosteret. Men det blev ærbarheden ikke bedre af.

Derfor blev man i 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til Ryd(Ryde) ved Flensborg. Men ak, der udspændt sig en krig mellem Benediktinerne og Cistercienserne.

Man besøgte de fattige og husede de vejfarende. Det var ikke ualmindeligt at de gamle og syge købte sig ind i klosteret for at tilbringe deres sidste tid her.

Hygiejnen var stor. Man havde badestuer og toiletter. Lægerne på klosteret gik ikke af vejen for komplicerede operationer af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller pileskader.

Men det var ikke altid godt i klosteret. I 1280erne var det bispen fra Slesvig, Jacob, der forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt og lod dem piske.

Kongemord

Her på Ryd Kloster skulle der også være foregået et kongemord, idet Christoffer den Første under nadveren 1259 var blevet forgiftet af abbed Arfast. Det skete efter årelange stridigheder mellem Jakob Erlandsen om magten i riget skulle gå til kirken eller staten.

Kæmpe kloster

Det må have været et kæmpe kloster. Hovedbygningen menes at have været 350 meter i længden og 200 meter i bredden. Den omfattede korsgang og gård, søjlesalsfløj, lægebroderboliger med køkken og spisesal, kirke, kirkegård samt sygehus og herberg.

Man faldt i søvn

Hvornår den første kirke er bygget i Bov vides ikke. Den var ret betydningsfuld lige ved Hærvejen. Gulvet var dengang dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjældent, at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.

Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Men man havde dengang en lang stok, så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.

Spedalskhed

I 1300-tallet blev Europa plaget af Den Sorte Død. Pesten holdt også sit indtog. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette vindue kunne de syge udefra følge gudstjenesten.

Pastoren blev hentet ned

I slutningen af 1700-tallet var der igen galt med troen i Bov. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand hold fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at borgere trak pastoren ned fra prædikestolen. Otte borgere fik bøder og kom bag tremmer.

Denne Clausen var en meget bestemt mand. Det blev sagt, at når han gik en tur gennem Bov var det ikke et menneske at se. De skyndte sig ind i husene. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem på præstegården.

Og så blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Men det tog prøjserne meget ilde op. Det endte med at præsten måtte tage sin afsked.

Ligvogns-forening

I Frøslev by havde man fra 1882 en ligvogns-forening. Foreningen blev først opløst efter 80 år. I 1912 havde man 60 medlemmer. Der var også en skik med, at det var afdødes nærmeste nabo, der skulle køre ligvognen og ligge hesteforspand til. Men efterkrigens mekanisering gjorde hesten overflødig.

Adelsfamilien Ahlefeldt

Da Kong Hans endelig erhvervede Lundtoft Herred var det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset var Søgård var Slesvigs største. Og her sad familien Ahlefeldt. Ja de sad her i mere end 300 år.

Men slægten har indbyrdes ikke været særlig gode venner. En mur gik tværs gennem gården. Men efterhånden foretrak den ene gren af familien at bosætte sig længere øst på ved Sundeved.

Og det er ganske vist. Ved Søgård Sø er der en heks. Grev Ahlefeldt havde besøg af den, og han fik et rødt ar i panden.

Nu var det ikke alle Ahlefeldter, der var Guds bedste børn. De to fætre Frederik og Ditlev deltog i forskellige krige rundt om i Europa. Ved et slagsmål i Amsterdam kom den iltre Frederik til at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge lykkedes det for Ditlev at frikøbe sin fætter for mordanklager.

Stor søgning til Kliplev Kirke

I hele den negative periode i Sønderjylland søgte folk trøst i den kristne tro. I 1400-årene havde Ahlefeldt-familien høstet stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev Kirke. Især til de årlige Helligkors-messer den 3. maj og 14. september var der en enorm søgning. Det var en omfattende valfart til Kliplev kirke via Hærvejen.

Alle skulle hen til Skt. Hjælper. Det hang i korets nordligste kapel. Figuren blev betragtet som særlig herlig og dermed helbredende. Man så figuren gennem et vindue med jerngitter.

Kapel i Årup

Familien oprettede et kapel i Årup. Det var et omfattende byggeri. Var byggeriet blevet færdig havde skibet udgjort 35 meter i længden og 11 og 21 meter i bredden. Det var et anseeligt byggeri, der kunne måle sig med Løgum Kloster.

Bekend dine sønner

I kirken måtte man bekende sine syndere. Således måtte den 19 – årige Hans Rossen, søn af den ansete bonde og lensfoged Rasmus Bossen knæle ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han havde fået et barn med en gårdmandsdatter fra Torp-uden for ægteskab.

Gårdejerne ville ikke betale tiende

I 1774 fandt sognepræsten Nicolaus Freuchen det nødvendigt, at være talsmand for småfolkene i Ensted Sogn. Årsagen var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned bragte deres skat til Arresthuset i Tønder. Nu forlangte han, Kådnere og inderste skulle være med til at betale, hvis de ville være med i ordningen. Præsten mente ikke, at småfolkene skulle betale.

Gårdejerne mente ikke, at pastoren skulle blande sig. Det lykkedes for dem, at få ham fyret. I 1798 kom en ny præst fra Løgumkloster. Han skulle snart komme i vanskeligheder. Man nægtede at give tiende.

Præsten truede med at tage sin afsked, hvis han ikke fik tiende. Men stor del af de rige gårdejere mente, at man skulle spare på kirke, skole og præst. Pastor Hoeck skrev således i 1799:

  • Jeg er så nær ved at fortvivle, at jeg næsten er i stand til at bede om min Afsked så jeg paa en anden Maade kan sørge for mit og min Families Underhold. Saa ser jeg ingen anden Udvej end at overlade min Kone, som venter sig til hendes Mor og derpaa selv drage i Krigen mod Franskmændene

Militæret indsat

Øvrigheden reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær eksekution bestående af en koporal og 12 ryttere. De blev indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning og rejste ikke før, at gårdejerne havde betalt deres restance til præsten.

I begyndelsen af 1800 tallet steg antallet af Kådnere, inderste og jordløse i sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes på kirkens økonomi.

I 1826 blev der bygget et nyt klokketårn. Gårdejerne mente, at Kådnere og andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.

Amtmanden træder ved siden af

Amtmand Gundelach i Aabenraa var kommet galt afsted. Han var stadig gift med Adelheit von der Wich. Men han havde fået en datter med Mette Ivers. Hun var af betydeligere lavere stand.

Som skik og brug var dengang sørgede børnefaderen i de bedre kredse for sit illegale afkom. Mette var derfor blevet giftet med en af amtmandens medarbejdere, Johan Ranow. Denne befandt sig på et nogenlunde acceptabelt trin på samfundets trappe.

Amtmandens plan var at denne nye ægtemand skulle være tolder på Toldsted sydvest for Aabenraa lige ved Hærvejen.

Familien Ahrenkiel

Nu havde Ahrenkiel-familien dog reageret på stedet i over 200 år. Den eneste måde, at få dette ordnet, var at lave en kile, der betød, at man betvivlede embedsførelsen. Og Amtmanden havde nok af penge og magt, så dette kunne lykkes for ham. Den 18. april 1694 blev familien Ahrenkiel smidt ud af deres gård i Toldsted.  

Troels Ahrenkiel protesterede på familiens vegne. Og han klagede til hertugen.

Amtmændenes manglende moral

Han har sikkert også påpeget amtmandens manglende moral. Nu var det ikke unormalt at amtmanden på Brundlund trådte ved siden af. Når pastorer anfægtede dette, ja men så skiftede man bare til præsten i Løjt.

Omkring 1650 ventede amtmand von Winterfeldts ugifte kokkepige sig. Hun ville ikke opgive navnet på faderen. Man var det amtmanden?

Han forsynede i hvert fald sin skytte, Nis med den nødvendige kapital til at købe en mindre bolig og etablere en kro ved Hærvejen ved ”Die Rote Brücke”

Pastor Hübschmann havde også sine genvordigheder i Aaabenraa. Han havde mistanke om, at amtmand Heinrich von Brockdorff i mindst to tilfælde havde forført amtmandindens tjenestepige Trincke.

I hvert fald fik hun to børn. Og hun ville ikke oplyse, hvem faderen var.

Ja præster var nok heller ikke være eller bedre. Således blev præsten i Ballum dømt til at være far til tjenestepigens barn.

Men episoden her første til et langvarigt fjendskab mellem provst Troels Ahrenkiel og Amtmand Gundelach.

Amtmanden beskyldte nu provsten at have svin gående på kirkegården. Provsten svarede, at det ikke var hans opgave at føre tilsyn på kirkegården. Det var skarpretterens søn. Faktum var, at der både gik kvæg, svin får og gæs rundt på kirkegården i Aabenraa.

Guds straf

Troels Ahrenkiel var et højt uddannet teolog og udgav flere historiske værker. Han viste også stor interesse for oldtidskundskab.

I 1680 og 1681 Havde det efter sigende været set kometer over Aabenraa. Præsten var helt sikker på, at det var Guds straf.

Fra Nicolai Kirken tordnede provsten mod menigheden. Han pegede på Romerbrevets 8. kapitel vers 28:

  • Wir wissen dass denendir Gott lieben alle Dinge zum Besten dienen.

Vestergade brændte tre uger efter. Jo provsten har sikkert haft ret.

Flere problemer

Provsten havde dog flere problemer at slås med. Diakonen blev anklaget for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til fester. Han havde sågar ladet trusseløse piger hoppe over sig. Så havde han drukket de vakre pigers skål og revet parykker og hatte af festdeltagerne.

Kantoren dukkede ofte fuld op i kirken. Han gik ofte i gang med at fyre de forkerte salmer af. Og tonen ramte han sjældent. Først i 1704 blev han afskediget.

Ikke sjældent lød der støj udefra under gudstjenesten. Der var arrangeret keglespil og øldrikkeri ude på Kirkepladsen.

Troels Ahrenkiel havde det ikke let som præst i Aabenraa.

Danmarks ældste kirkebog

I Hjordkær Kirke har man Danmarks ældste kirkebog. Her kan man læse, at Matz Rasmussen fra Aarslev i Aabenraa den 7. september 1594 blev gennemboret af et sværd ført af Johan Tucksen.

Kirketugten var streng

Kirketugten var streng. Visse synder blev anset som meget slemme. Hvis præsten opdagede, at man havde født for tidlig efter vielsen, blev barnet slet ikke indført i selve kirkebogen. Forældrene blev indkaldt for at skrifte.

Ja det fortælles, at en brudgom i 1645 førtes til alteret, fordi han havde krænket en pige og lovet hende ægteskab. Han ville ikke frivillig stå ved sit løfte.

Pastoren tror på trolddom

Pastor Fabricius i Løjt måtte engang mane en kromands genfærd i Mørkesø nord for Løjt Kirkeby. Og pastor Bendixen havde Cyprianus trolddomsbog. En tjenestepige fik fat i den og havde læst rotterne i Præstegården. Men pastoren fik dog læst dem ud igen.

På et tidspunkt fik man en ny præst i Løjt. Og det betød en helt ny vækkelse. Andreas Mathiesen var stærkt præget af Herrnhuter-bevægelsen. Og så samarbejdede man med Brødremenigheden i Christiansfeld.

Bekymret for udviklingen

I 1819 var der 110 opvakte sjæle i sognet, der troede på Herrnhuter. Man blev organiseret i forskellige grupper, ugifte mænd, ugifte kvinder, ægtepar og enker. Man holdt møder hver for sig. Men alle samlede sig om søndagen.

Provst Paulsen i Aabenraa var meget bekymret for udviklingen i Løjt. I 1815 skrev han således:

  • Den fejlagtige og fordærvelige Paastand, at Troen alene gør saglig, er for den halvdannede meget tillokkende og en Sovepude for Darskhed. Derfor strømmer alle aandelige forkrøblende Mennesker, ja Folk, der næsten er borgerlige Forbrydere til ham, derfor iler især ængstelige Sjæle til ham og Skinhellighed og Hykleri træder mere og mere i stedet for Tro, Pligtopfyldelse og sand Tilbedelse af Gaud, aand og Sandhed.

Præsten døde af druk

Ak ja Matthiesen fortsatte med at prædike to timer i træk. Og Paulsen satte sin andenpræst, Bachmann ind i kampen mod den rebelske præst i Løjt. Men Bachmann forfaldt til druk. Det endte med at han drak sig ihjel.

Matthiesen talte mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var der dog ikke kun Herrnhuter, der gik i kirke i Løjt Sogn. Vækkelsen var årsag til, at det var Indre Mission og ikke den Grundtvigske mission, der vandt størst fodfæste i Løjt.

De fleste præster tog også parti for Slesvig-Holsten i den nationale kamp. Og sådan kunne vi blive ved. Vi når ikke mere.

Kilde:

Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du læse følgende:

  • Under Tønder (238 artikler):
  • Historier fra Lø, Højer og Tønder Herreder
  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Vajsenhuset i Tønder 1 – 2
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
  • Guldhornene i Gallehus – den tredje historie
  • Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
  • Henrettet i Tønder
  • Løgumkloster – nordøst for Tønder
  • Et kloster 15 km nord for Tønder
  • Trøjborg nord for Tønder 1-4
  • Møgeltønder Kirke
  • Tønder Kristkirke
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Pastoren fra Bylderup Bov
  • Møgeltønder – dengang
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Åndens Folk i Tønder
  • Guldhornenes ældste historie
  • Oprør i Møgeltønder
  • Præsten fra Daler
  • Møgeltønders historie og mange andre
  • Under Sønderjylland (167 artikler):
  • Anekdoter fra Rømø 1-3  
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rungholt – Menneskedrukning et og to
  • Farvel til de sønderjyske Gråbrødreklostre
  • Klager over præsten i Ballum
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Ribe-Hekseafbrænding (2)
  • Da Christiansfeld opstod og mange flere
  • Aabenraa (143 artikler):
  • Historier fra Rise og Lundtoft Herred med Sundeved
  • Aabenraa i det 17. århundrede
  • En pastor fra Rise
  • Løjt land – det 8. besøg
  • Bryllup i Varnæs
  • Løjt land – masser af historier og kultur (7)
  • Løjt Land – den 5. tur
  • Mysteriet i Ensted
  • Kirker – syd for Aabenraa
  • Ahlefeldt og Søgaard
  • Anekdoter fra Løjt
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land
  • To kirker i Aabenraa
  • Toldsted – på Hærvejen
  • Jordemødre, Hekse og kloge koner
  • Løjt Land – nordøst for Aabenraa
  • Fra Hjordkær til Rødekro og mange flere
  • Padborg/Kruså/Bov (57 artikler):
  • Historier fra Vis og Ugle Herred
  • Ligvognen fra Frøslev
  • Ryd Kloster
  • Livet omkring Bov Kirke og mange flere
  • Højer (70 artikler):
  • Den Sure præst fra Højer
  • Bryllupsskikke i Højer
  • Højer Kirke
  • Højers Historie