Dengang

Søgeresultater på "Travlhed ved Højer Sluse"


Vidåen – et stort vandløb

Dato: maj 17, 2023

Vidåen – et stort vandløb

Mange forgreninger – helt til Løjt Kirkeby. Videåen det 3. største vandløb. Det afvander en tredjedel af Sønderjylland. I Tønder by optages endnu to vandløb. Nye kanaler er gravet. I Tønder er kanalen gravet i 1587. Man håbede på at Tønder atter kunne blive havneby. Den store pumpestation ved Lægan. Også en ved Rudbøl Sø. Den største forandring på det sidste stykke. Højer havde en liblig havn. Sidste gæster tog nu over dæmningen. Oversvømmelser øst fra. Flere forslag om afvanding. Fremstilling af energi. Masser af møller. Største samling af Nordsø – Snæbel. Den nye Vidå – sluse.

 

Mange forgreninger

Vidste du, at Vidåen er Danmarks tredje største vandløb. Det afvander et areal næsten lige så stort som Tønder Amt. Dens tilløb kommer fra fangarme over til vandskellet på østkysten 2-4 km fra Aabenraa og Flensborg Fjord.

Der er fire hovedløb er Arnå, Hvirlå og Sønderå og Grønå. De forenes i en bred å syd for Tønder, der så blev kaldt Vidå. Som barn badede vi meget i Grønå. Det var herligt.

Hestholm Sø havde tre forbindelser til Grønå. Men de to af dem er nu lukket. Og det betyder, mener de kloge, at en væsentlig mindre del af fiskeynglen bliver spist af fugle og rovfisk i Hestholm Sø og dermed gennemfører deres vandring til Vadehavet.

Ændringen vil også være gavnlig for den truede laksefisk, snæbel.

 

Næsten helt til Løjt Kirkeby

Arnå strækker sig længst mod nord. Af dens tilløb udspringer Surbækken i nærheden af Hovslund ved den sønderjyske længdebane. Og så er det Rødå, der med sit tilløb Hjarup Å løber ind til Løjt Kirkeby.

Lige syd for Sivkro i Bedsted sogn forener Surbæk og Rødå sig i Arnå, der over en længere strækning nu er kanaliseret og har ret betydeligt fald.

Øst for Tønder, syd for Store Emmerske forenes Arnå sig med Hvirlå, der har sit udspring i Hjordkær Sogn.

 

I Tønder optages yderligere to vandløb

Grønå føres i en dige-beskyttet kanal langs sydsiden af Jejsing Banke. Den dannes syd for Byllerup af tilløbene Slogså og Uge Bæk, der gennem deres talrige tilløb afvander eng – og mosestrækninger i Bjolderup, Hjordkær, Uge, Ensted og Tinglev sogne. En masse vandløb er tilløb.

Åen kaldes nu Vidåen og føres nu beskyttet af diger ind gennem Tønder, hvor den optager Galgestrømmen og St. Laurentiusbækken.

Sønderå danner sammen med sine tilløb Gammelå og Skelbæk på strækningen fra toldstedet ved Møllehus syd for Tønder til sydøst for Sofiedal i Tinglev sogn grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tillige er Skelbækken det gamle skel mellem Slogs og Kær herreder.

Sønderå kaldes på en strækning for Jyndevad Møllestrøm. Gennem sine forgreninger Bjerndrup Mølleå og Gejlå sine udspring helt inde i Felsted sogn sydøst for Aabenraa og i Holbøl og Kværs sogne.

 

Nye kanaler er gravet

Fra Kær herred syd for grænsen optager den Karlum Å. En kanal fra Vindtved ved landegrænsen vest for Lydersholm over Holmgård til et punkt lige syd for Jejsing Banke forbinder Sønderå med Grønå. Vandet fra Sønderå kan efter behov ledes ind i Grønå.

I det hele taget er åerne og bækkene i det tidligere sumpede engområde mellem hovedvej A 8 og landegrænsen syd for Rørkær og Jejsing sogn reguleret. Nye kanaler er gravet og gamle å-slynger er ved at forsvinde.

Et større kultiveringsarbejde er gennemført. Og det er en skam. En del af den gamle landskabelige idyl er forsvundet.

 

I Tønder er kanalen gravet i 1587

I Tønder løber Vidåen gennem en kanal, der blev gravet i 1587. Her blev der senere anlagt en smuk bypark. Den gamle vandmølle blev opført samtidig med kanaliseringen. Og den står der endnu selv om dens hjul ikke mere omsætter vandets kraft til energi.

Det lille havne-anlæg har man igen fundet frem til. Den forsvandt jo efter afvandingen i 1929. Ja vi har skrevet om den. Man kan slet ikke sammenligne denne havn med den der engang var her i Tønder. Det var dengang, der var et helt andet kystforløb. Dengang gik der en bugt ind til Tønder.

 

Man håbede på at Tønder atter blev havneby

Man nærede længe et håb om, at Tønder igen kunne blive en havneby. Man regnede så småt med at det kunne blive til virkelighed i 1870erne. Og så er det jo historien om ”Graf Bismarck”, en lille hjuldamper, der i 1871 sejlede fra Højer til Tønder

Med henblik på at få en fast rutefart til Højer blev kanalen i 1873 til Askersodde uddybet. Denne kanal var oprindelig udgravet fra 1611 – 1617. men ak dette arbejde var forgæves.

Fra Tønder Vandmølle eller som vi stadig siger fra Bachmanns Vandmølle løber åen i en ny-gravet kanal med tre meter høje diger på begge bredder ca. en kilometer mod syd den ligeledes inddigede Grønå.

 

Den store pumpestation ved Lægan

I en fælles ny kanal ledes vandmasserne til den store pumpstation ved Lægan, umiddelbart nord for grænsen ved landevejen fra Tønder til Aventoft. De gamle å-slynger her må også forventes med tiden at gro til.

Disse pumpestationer er an hjørnestenene i Tøndermarskens afvanding. De sørger for at regnvandet fra de lavtliggende marskjorder pumpes væk. Da jorden er leret, løber vandet fra markerne via grøblerender og grøfter ud i kanalsystemet. Via kanalerne ledes vandet til pumpestationerne, hvor roterende skovlhjul hæver vandet op i Tøndermarskens inddigede vandløb bl.a. Vidåen.

Lægan Pumpestation fra 1929 er den største af fire pumpestationer, der blev påført i forbindelse med Tøndermarskens afvanding 1927 – 30. Bygningen er faktisk tegnet af godsinspektør på Scjackenborg Slot, H.C. Davidsen.

Området omkring Lægan rummer betydelige spor af Tøndermarskens historie. Da diget fra 1556 resulterede i dårlige adgangsmuligheder til Tønder via Vidåen, lagde skibe an ved Lægan – heraf navnet.

 

Også pumpestation ved Rudbøl Sø

På den anden side Lægan støder Sønderå til Vidåen og i Rudbøl Sø, som åen passerer, optages ved Verlath pumpestation de store tilløb fra søerne syd for landegrænsen.

Længere ind mod Højer støder Sejersbæk og Lindskov møllestrøm til. De blev også reguleret ved afvandingen i 1929.

 

Den største forandring på det sidste stykke

Den sidste trækning fra Tønder til Vesterhavet er den del af Vidåen som i historisk tid har gennemgået størst forandring. Dels har inddigningen af kogene medført, at dens løb gennem de flade marskenge er blevet forlænget med ca. 20 km, og dels har den som nævnt ved afvandingen på sin vej fra Tønder til Rudbøl over en lang strækning fået et helt nyt løb.

Ved bygningen af diget Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøl i årene 1553 – 56 blev der etableret havsluse ved Lægan. Da Gudskog syd for grænsen blev inddiget 1562-66 rykkede man slusen frem til Rudbøl.

Gammel Frederikskog blev inddiget 1692 og Vidåen kom til at løbe flere km mellem to parallelt løbende diger.

Ved dige-slagningen mellem Nørremølle og Hjørnekroen nordvest for Rudbøl 1715 blev slusen flyttet herhen. Først ved Ny Frederikskogs ind-digning 1859 – 61 flyttede havslusen til sin nuværende plads lige syd for Højer.

 

Højer havde en livlig havn

Højer har haft en vigtig havn både før og efter slusen. Før den gamle sluse kunne både uhindret komme ind i Højer Kanal. Fra 1855 var der dampskibsforbindelse til England. Havnen blev brugt som godshavn. Og så blev der transporteret masser gæster til Sild herfra.

Et omfattende fiskeri foregik også herfra.

Højer Gamle Sluse består af en åben 7,5 meter bred hovedsluse, forsynet med tre sæt stemmeporte og af to lukkede godt 3 meter brede slusegennemløb. Hoved-slusen kan passeres af fiskerbåde og mindre fartøjer.

 

Silds gæster tog nu over dæmningen

Jernbanen til Tønder blev færdig i 1892. Der blev ført spor ud til slusen. På havneområdet var også en kalkovn, hvor man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Desværre blev jernbanestationen revet ned, da jernbanedriften ophørte efter at Hindenburg – dæmningen var opført til Sild i 1927.

Men slusemesterboligen eksisterer stadig som restaurant.

 

Oversvømmelse øst fra

Med denne sluse var man nogenlunde sikret og dog. Som vi i tidligere artikler har skrevet, så måtte en masse beboere alligevel evakueres da vandet allerede sprøjtede over digerne ved en stormflod.

Men området var ikke sikret mod oversvømmelse af ferskvand østfra i efterårs – og vintermånederne. Man havde ganske vist opkastet en del lave å – og mellemdiger, der skulle hindre oversvømmelser.

Men underugunstige vejrforhold med megen nedbør i Vidåens store afvandingsområde og med højvande uden for havslusen, kunne denne ikke åbnes. Det tilstrømmende vand fra gestegnene i forbindelse med marskens egen nedbør medførte ret så store oversvømmelser.

 

Flere forslag om afvandingen

Ofte var Tønder ved vintertid næsten omgivet af vand på alle sider. Værfterne i marsken ragede op som små øer. Undertiden kunne oversvømmelserne vare fra sidst i august til hen i april måned. For beboerne på værfterne var tilværelsen om vinteren ikke særlig tillokkende.

Måske var det bedst hvis man i frostvejr kunne færdes over isen eller inden frosten komme kun færdes med båd. Ofte gik en oversvømmelse ud over det som man havde sået.

Gentagende gange havde man fremsat forslag om en regulering af Vidåen og afvanding af marsken. Først efter Genforeningen /Afvandingen lykkedes dette. En afvandings-kommission blev nedsat. I 1925 blev der vedtaget en lov, der i hovedsagen gik ud på at inddige åerne til et godt stykke øst for Tønder. Ved hjælp af pumpestationer skulle overskydende vand pumpes i Vidåen.

 

Fremstilling af energi

Nødreservoirer blev anlagt omkring Rudbøl. Ved et digebrud ved Rudbøl i 1960erne viste dette sig at være særdeles nyttigt. I dag pumpes vandet op i åen med kraftige eldrevne maskiner i fire store pumpestationer beliggende ved Lægan, Nørremølle og syd og øst for Højer.

Tidligere blev vindkraften brugt til fremstilling af energi. Vandmøllen i Tønder havde endda indtil 1955 en turbine til fremstilling af elektricitet, der solgtes til byen.

 

Masser af møller

Ved Suråën lå Hellevad Vandmølle, ved Arnå Andrup Mølle, grundlagt af munkene i Løgumkloster. Solvig Mølle hørte under herskabet på Solvig. Bjerndrup Mølle hørte under Ahlefeldt’ erne på Søgård. Søllingvrå Mølle ved Terkesbøl Å i Bylderup sogn var mølle for nogle ”fremmede undersåtter” i Tønder amt. Vest for Tønder lå den schackenborgske Lindskov Mølle ved Lindskov Møllestrøm.

Nogle af møllerne tilhørte landsherren, andre adelige godsherrer. Men om alle gjaldt det at de havde et bestemt klientel af tvangsmølle-gæster. De måtte tillige yde hoveri ved større reparationer og anlægsarbejder.

Det var et godt aktiv at være mølleejer og en god bestilling at være mølleforpagter. I Tøndermarsken fandtes indtil afvandingen en helt anden slags ”vandmøller”, de hollandske vejrmøller, der pumpede vand fra de lavtliggende arealer til højere liggende vandløb eller direkte ud i åen. Sydøst for Højer stod på hver side af åen stod to af disse karakteristiske møller. De burde have været fredet som et vartegn for marsken.

 

Største samling af Nordsø – snæbel

Nogle steder er er åen 30 meter bred. Og er åen har været en vigtig transportvej til Tønder. Her er også blevet transporteret smuglervarer.

Vidåen har verdens største, naturlige bestand af den truende Nordsø-snæbel. En række tiltag i forbindelse med snæbelprojektet har skabt bedre vandrings- og gydeforhold for snæbel og andre fisk. Således er der i 2008 – 2009 skabt fri passage ved Bachmanns Mølle i Tønder og ved rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser

 

Den nye Vidå – sluse

Uden for slusen fortsætter åen endnu en kilometer. Og her finder vi så Vidåslusen. Den er en del af Det Fremskudte Dige, der blev bygget 1979 – 1981. Det skete efter skete efter stormfloden 3. januar 1976, der truede med at gå over det gamle dige fra 1861.

Slusen sikrer at Vidåens vand ved ebbe kan strømme ud i Vadehavet og hindrer samtidig at vand ved højvande strømmer ind i Vadehavet. Af hensyn til fuglelivet er der lige i nærheden etableret en saltvands-sø, hvor man henter vandet 800 meter ude i Vadehavet.

Det fremskudte dige går fra Emmerlev Klev mod nord til Hindenburg – dæmningen i syd.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.981 artikler
  • Under Tønder finder du 317 artikler
  • Under Højer finder du 83 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 243 artikler

 

  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Tønder Havn vækket til live
  • Kanal gennem Tønder
  • Stormflod 1976
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Askersodde ved Vidåen
  • Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
  • Det Frisiske salt
  • Tønder marsken og afvandingen
  • Tønder – marskens hovedstad
  • Vikinger i vadehavet
  • Tøndermarsken – under vand
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • En vandmølle i Tønder
  • Tøndermarsken 2
  • Gårdejer på Søgårs ved Højer
  • Masser af fisk i Tøndermarsken
  • Saltvandssøen ved Højer
  • Landet bag digerne
  • Højer – bondeby i marsken
  • Gårde i Højer
  • Den Hvide fabrik (Vidåfabrikken) som oplevelsescenter
  • At plukke sut ved Højer
  • Syd for Højer
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket fra Rudbøl
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Vadehavet ved Højer
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Sidste tog fra Højer
  • Højer – stormflod og diger
  • Højer som havneby
  • Stormflod som Guds straf og mange flere

Tønder Havn – vækket til live

Dato: april 22, 2022

Tønder Havn – vækket til live

Tønder har fået et nyt turistplaster. En gang havde byen en storhavn og kom på Verdenskortet. Og så fandt man pludselig rester af en havn – dog ikke storhavnen. Men man kunne ikke både beskytte området og bevare Storhavnen. Det blev til en mindre havn. Efterhånden måtte ydre-havnene også flyttes. En tunnel-løsning skal fortælle historien – Vi fortæller den her.

 

Havnefronten så dagens lys

For mange var det en overraskelse, da den gamle havneplads pludselig dukkede frem på Skibbroen i Tønder. Det vakte stor begejstring. For første gang i 87 år så havnefronten dagens lys. Det blev slukket for 87 år siden – i 1934.

Men for Tønder Lokalhistoriske Forening var det ikke så stor en overraskelse.  De kunne have udpeget den østlige havnefront med en halv meters nøjagtighed. De skulle bare have ringet. Men hvorfor henvendte de sig ikke selv?

 

Arbejdsmand i 2005: Der er ikke mere at komme efter

Man foretog nogle prøvegravninger i 2005. Men ifølge en arbejdsmand var det ikke noget tilbage. Men denne gang fik man professionel hjælp fra arkæologer fra Haderslev. Og det er heldigvis besluttet, at den genfundne havn ikke skal tildækkes, men bevares for eftertiden.

 

En tunnelløsning

En enig kommunalbestyrelse har besluttet, at der nu skal indrettes et underjordisk museumsrum, hvor de genfundne rester skal vises frem. Man er blevet enige om en tunnelløsning. Og sådan en løsning koster 8 – 9 mio. kr.

Man havde også talt om en glasoverdækning. Her kunne man præsentere det hele. Det kan man så ikke med en tunnelløsning.

Af de fund som man har fundet i forbindelse med udgravningerne, er to sted med årstallene 1761 og 1878. De to tal markerer årstallene for havnens ombygning og udvidelse. Nu kan der fortælles en helt ny version af Tønders spændende historie.

 

En ny ”Fiskebæk – sag?”

Under nedlægning af vandrør kom Tønder forsyning til at ødelægge en østlig tunnel fra dengang. Og åbenbart var denne ødelæggelse i strid med, hvad Kulturarvsstyrelsen har bestemt. Man sammenlignede dette med Fiskebæk – sagen, hvor Tønder Kommune nedbrød en historisk bro. Man havde dog fået lov til at gennembryde et enkelt sted. Sammenligningen med broen holder nok ikke.

I 1878 havde Tyskland fået en krigsskade-erstatning fra Frankrig, der havde tabt krigen om Alsace – Lorraine. Nogle af disse penge blev brugt til at grave en kanal og fuldmure en rørledning, der skulle bringe frisk vand fra Vidå til den tilsandede havn.

Denne rørledning er 40 meter lang.

 

Da Tønder kom på Verdenskortet

Nej det var ikke denne havn, der fik Tønder på verdenskortet. Nogle mener stadig at det er Møgeltønder. Men det var den arabiske geograf Idrissi (1099-1164) der besøgte Tønder/Møgeltønder omkring 1130.  Han udgav i 1153 et værk i Palermo. Han skrev følgende om Tønder/Møgeltønder:

  • Det er en havn, der er dækket fra alle vind og ved den er bebyggelse.

Kan det være Tønderhus eller forgængeren for denne han har set?

I danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Som sagt mente mange, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men den havde ikke en havn af nævneværdig størrelse.

 

Dengang: Besejlingsforhold helt anderledes

Den gang var besejlingsforholdene helt anderledes. Man taler om en fjord, der gik ind til Tønder. Skibene lå på Slotsbanken. Når der var ebbe, var det ikke mulighed for at sejle.

Marskområderne vest og syd for byen var havbund. Tønder lå ved en bugt. Der var mange øer og holme. Vi kender dem endnu i dag – Tønder, Ubjerg, Aventoft, Rosenkrans, Rudbøl og Møgeltønder.

Sejladsen i bugten havde et ganske betydeligt omfang. De lavt-bundede både kunne gå ind på den lave strand ved Møgeltønder.

 

Fra Lille Tønder til Tønder

Efterhånden som handelsskibene blev større og tungere søgte skipperne bedre egnede ankerpladser. De valgte at gå længere ind i deltaet og fandt den ideelle landingsplads – en naturhavn – mellem to øer, hvoraf den ene havde en boplads.

Klyngen af hytter kaldtes Lilletønder. Den vandrige Vidå holdt sejlrenden farbare. Sådan gik det i små to hundrede år. Bopladsen voksede. Man kaldte sig Tønder – Danmarks første købstad.

Endnu i Middelalderen var sejldybden sådan at store skibe kunne anløbe havnebyen Tønder. Men allerede før 1500 kneb det for de store skibe at anløbe Tønder. Skibe på 30 – 60 tin fik indsnævret mulighederne.

Sluserne ødelagde det efterhånden for havnen i Tønder. Den driftige handels – søfartsby Tønders skæbne var nu for alvor besejlet. Lægan – slusen betød det endelige punktum

 

Asgersodde – den første yderhavn

Fra 1611 til 1617 blev der gravet en kanal til Asgersodde – senere losseplads. Ad denne kanal blev Tønder besejlet frem til 1934. Om man brugte også en penge på at forbedre kajanlæg i den lange periode hertil, vides ikke.

Den omtalte kanal var på 2,4 kilometer.

Alle større skibe lagde nu an ved Lægan. Kun ganske få både kunne nu gå ind til Tønder såfremt de kunne lægge deres master ned.

Tønder fik dog i 1600-tallet en aftale omkring fri ind- og udskibningsaftale med Aabenraa Havn, så der også var mulighed for handel østpå.

 

Mange kanal – planer

Den Gottorpske hertug Frederik den tredje ville opbygge Rudbøl til et fristed. Her skulle der være plads til alle uanset religionsforhold. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Denne kanal skulle formidle vareudveksling mellem øst og vest. Den skulle besejles af fortrinsvis fladbundede både, der kunne laste op til 40 tons. Men planen blev aldrig gennemført. Grunden var de store ødelæggelser ved stormfloden i 1634.

Endnu i 1634 var der 14 skibe hjemmehørende i Tønder. 30 år senere var der ingen. Men fra Rømøs historie ved vi at Tønder – købmænd havde andele i Rømø – skibe.

Christian den fjerde havde en ide om, at Ballum skulle gøres til havneby. Der skulle så graves en kanal til Aabenraa til skibe med en dybde på 11 fod.

 

Yderhavn flyttes fra Rudbøl til Højer

I 1706 gjorde man noget alvorligt ved kajanlægget i Tønder, men da var det for sent. Optimismen fejlede ikke noget.

I løbet af 1700 – tallet var det kun lokale pramme og småbåde, der anløb Tønder havn. I 1715 blev Rudbøl inddiget. Havneaktiviteterne blev flyttet til Højer, men selv i Højer mærkede man problemerne. Nu måtte Emmerlev bruges som nødhavn.

Vi kan finde ud af, hvilke skibe der anløb Tønder Havn i 1760 ved at kigge på Statholderens reskript af 5. april 1760, som skulle godkende Tønder Magistrats foreslåede regulativ vedrørende opkrævning af havne – og kanalafgifter efter fartøjets størrelse. Der nævnes følgende arter af skibe. Nogle af disse var sandsynligvis på indtil 6 læster (12 tons):

  • Pramme fra Rudbøl og Sild
  • Fanninger” hængemastere, everter fra Rømø, Sild
  • Tre -, to – og engangsbåde fra det lokale område

Der må antages, at de første to nævnte arter af skibe, der ikke var fladbundede kun under særlig omstændigheder kunne anløbe Tønder havn.

 

1790: Asgersodde: ”Zugeschlammt”

Cirka 30 år senere foreligger der en opmåling (A. Hinrichsen) af 1790, kanalens afsnit fra ”knæet” syd for Tønder til Asgerodde virker temmelig forsømt (zugeschlammt) Den nordfra kommende kanal går i reliteten med en bred forbindelse over i den lige syd derfor lidende Vidå, som dog på dette tidspunkt mellem Møllekulen og Askerodde kun havde en vandstand fra 0,30 meter til 1,20 meter.

Ved selve landingspladsen var dybden a,50 meter til 2,10 meter. Det var det sted man kaldte Asgersodde Kule. Her var åens bredde udvidet til 40 – 50 meter. Ja så staves det både sådan Askersodde og Asgersodde!

 

Bådfolket i Rudbøl udnyttede situationen

Tværs over den gamle Tønderbugt blev der nu etableret et dige fra Gl. Frederiks Kog i syd til Højer Kog i nord. Det var i 1715.  De store skibe lagde nu til i Rudbøl. Men så blev der anlagt en sluse i Nørremølle.

Tønder – købmændene pressede på for at få forbedret kanal – systemet. De ville ikke være afhængige af fragtmændene og bådfolket fra Højer og Rudbøl, der tog sig særdeles godt betalt.

Omkring 1830 var der hele 30 bådsmænd tilbage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder.  Jo, der var mange skippere, der var utilfredse med den betaling, som de forlangte.

 

1764: Nye kanalplaner

I 1764 var de igen planer om at føre en kanal gennem Tønder. Det var den tyske forfatter og økonom J.H.G. v. Jushi der hævede at de bedste steder var enten Slesvig – Husum eller Flensborg – Tønder – Højer.  Hvis kanalen var dyb nok. ville det også mindske skaderne ved en stormflod mente han

 

Lokal – trafik i Vidå

I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå købmand Tygesens butik lige ved kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.

Når Søren Jensen anløb Skibbroen besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.

Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker var dette samlet i sække som rummede store mængder. Søren Jensen tog sin sidste tur i 1913.

Lige som i Aventoft var der også en bager i Rudbøl, der solgte produkter fra sin båd. Det var Max Pørksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indkaldt til krigstjeneste.

Hver torsdag fik han lastet sin båd med firepundsrugbrød (50 pfenning), sigtebrød, franskbrød, Kavinge (tvebakker), wienerbrød og kager.

Problemet var at man ikke måtte tage vandtrykket fra møllen. Og denne mølle var ejet af hertugen. Så der var ingen hjælp at hente herfra.

 

1857: Planer om en skibskanal til Højer

Vesterhavet for længst hindret i at nå ind i den inderste del af Tønderbugten. Opstemningen af å-vandet fra Vidå spredte sig dog ud over landskabet.

I 1857 tog diskussionen om udførselshavn igen til. Vandbygningsdirektør E.R. greve udarbejdede et projekt om en afvandings – og skibskanal fra Tønder til Højer. Diskussionen varede helt til 1864. I 1850 var der startet kreatur-transport fra Ballum til London. I 1851 begyndte man også fra Højer, men dette måtte opgives året efter.  Ved Ballum var det meget besværligt, fordi damperne måtte ligge 2- 3 kilometer fra kysten. Derefter overtog Tønning transporten til England.

 

1865: Nye planer om kanal gennem Tønder

I 1865 skrev Grev Baudissin en længere artikelserie i Flensburger Norddeutsche Zeitung. Heri gjorde han rede for en storslået inddæmningsplan:

  • Hvis man kunne afspærre hele Vadehavet mellem Slesvig og Sild på samme måde som kanalen ved Højer så ville det kun vare nogle år før øen er landfast. At man ved ebbe kan tilbagelægge den tre mil lange vej ind til fastlandet og at postkaptajn Selmer forrige vinter en enkelt gang besørgede posten til fods er kendt på øen.

Snakken dengang gik meget på inddæmning af hele Sild, en stor havn på Rømø og en kanal tværs gennem Slesvig.

Den omtalte greve gik ind for en linje Flensborg – Højer – Rømø.  Men den preussiske generalstabschef von Moltke var imod denne forbindelse.

 

Havnemesteren har en plan

Havnemesteren i Flensborg fremkom i 1868 med et anonymt skrift. Heri påpager han, at der skulle anlægges en kanal på 50 kilometer. Den skulle føres fra Kobbermølle – bugten og tunneldalen ved Kruså og direkte mod vest. Mærkelig nok anså man det ikke nødvendigt med sluser.  Kun ved endepunkterne var der behov for sluser.  De dansksindede slesviger modtog planen med skepsis.  Også tyskerne var bekymrede. Måske skyldtes det, at den danske regering ved lov af 24. april 1868 havde vedtaget at anlægge en havn ved Esbjerg.

Men det endte som bekendt med Kaiser – Wilhelm – Kanalen, der blev påbegyndt i 1887 og indviet i 1895.

 

Da Bismarck anløb Tønder – eller gjorde den?

Det sidste store skib, der sejlede til Tønder var Bismarck, som var en hjuldamper.

Egentlig starter den historie i 1871 på Hotel Munkmarch på Sild. Thomas Selmer Var hotelejer, kaptajn og postskipper. Han driver en færgerute med damperen Bismarck – og en lystsejlads med sin sejlbåd ”Seemöwe. Han elskede at fortælle skrøner og ofte handlede disse om Vadehavet. En af gæsterne foreslog, at han skulle sejle ad Vidåen til Skibbroen i Tønder. Jamen det gør dig da, svarede han.

Gæsten tvivlede dog på, at han kunne passere Vidåens broer. Han nævnte også åens lave vand. Med udstrakt hånd tilbød Selmer et væddemål på 200 Mark.

Søndag den 22. oktober 1871 ilede Tønders befolkning til havnen. Og sikke et syn, der mødte dem. Skibets skorsten var kappet og masterne lagt ned.

Men der var bare det problem. Skuden kunne ikke vende i havnen. Men det problem fik han løst. Han lod velvillige børn og voksne trække båden baglæns med lange tove ad skibsfartskanalen til et sted, hvor han kunne vende. Og så gik det ellers hjemad igen. Væddemålet var vundet.

 

 I den store søfartsby – Tønder

Det var jo en sand bedrift. Nogle seminarielærer forfattede en morsom vise:

  • In der grossen Seestadt Tondern

Den blev fordansket af Svend Møballe

  • I den gamle havneby Tønder
  • lagde et kæmpe skib til kaj.
  • Alle – købstadsfolk, som bønder –
  • Troede deres øjne ej

 

  • Mand og kvinde, dreng og pige

Ilede mod Skibbroens rand.

Hvad de så, var uden lige

mon dette kunne gå an?

 

Og på ”Bismarck” gloede mange,

Tem’lig smudsig lå den der.

Kilet fast i forhold trange

 

Byens vise fædre flokkes

Her må virk’lig gøres no’ed

”Bismarcks – klumpen” kan ej rokkes

hvem kan komme med et råd?

 

Hæng den! Sagde en i koret

Hæng den højt i kranens top!”

”Det bli’r ikke brig for roet,

Før I graver Skibbroen op!”

 

Se dem skubbe – se dem hale,

Stævnen skal den anden vej!

Alle slider de som gale

Men det hele nytter ej

 

Endelig råber en fortørnet:

”Når den ej kan komme frem.

Skal den ikke om hjørnet

Træk den hel’re baglæns hjem!”

 

Evigt jeg moralen mindes,

Som blev talt af vise mænd:

”Hvor der ingen udgang findes,

Skal man aldrig søge hen!”

Men kom Selmer nu helt ind til havnen? Tondernsche Zeitung skrev den 23. oktober:

  • I går så vi ved Skibbro for første gang et dampskib, som havde til formål at vise os tøndringer, hvilken vej vi skal og hvad vi nu bør gøre.

Artiklen mener, at Tønder har en ny fremtid som søfartsby.

Den 29. oktober kom anden del af artiklen. Heri beskrives de mange genvordigheder ved turen og at

  • Trods alle åens krumninger

Var lykkedes at komme ”helt æt på Tønder” – men ikke hele vejen ind til Skibbroen.

 

1878 Kanal til Møllekulen

I 1878 blev der gravet en kanal fra havnen til Møllekulen. Det var et noget tvivlsomt forsøg på at skabe en form for gennemstrømning, så vandet ikke var så stillestående. Det fortsatte det med at være. Kanalen virkede ikke efter hensigten.

I 1882 forsøgte Byrådet med et sidste desperate forsøg. Kajanlægget blev fornyet på slidte steder. Kranen blev moderniseret.  Men trafikken i havnen blev ikke større af den grund.

Det var ellers langs Jomfrustien at der gravedes en kanal. Da vandstanden i Kulen var højere end i havnen blev der bygget en sluse ved Porthus – broen.

 

Ildelugtende mudderpøl

Det stille vand – den dybe grund. Den stolte havn var til sidst et ildelugtende mudderhul. Efterhånden var den godt tilgroet. Det var søfartsbyens endeligt. Byrødderne interesserede sig ikke for havnen. De ville hellere bruge pengene andre steder. Nogle af virksomhederne brugte havnen som losseplads. Til tider havde vandet en mærkelig farve. Og alskens ting og sager flød i vandet.

Opfyldningen af havnen var efterhånden en barmhjertighedsgerning. Jorden til opfyldningen hentede man på Slotsbanken. Ved hjælp af tipvogne blev jorden transporteret til Skibbroen. Den endelige udjævning foregik ved hjælp af sand fra kulerne i Møgeltønder.

 

Nye kanal – planer

I 1887 blev Tønder forbundet via jernbane til havnebyerne Husum og Esbjerg. En jernbaneforbindelse blev i 1892 etableret til Højer.

Med jævne mellemrum dukkede der dog stadig planer om en kanal mellem Flensborg og Tønder således både i 1891 og så sent som i 1930’erne under den store arbejdsløshed.

 

En sejltur omkring år 1900

Mellem århundredeskiftet og Første Verdenskrig kunne man i en lille båd sejle over ”Gasgraven”. Og omkring kanalhjørnet i Askersodde kom man snart i de sivbevoksede bredder uden at man lade mærke til det, at der havde været ladeplads. Men så dukker der pludselig en sideløbende strøm af sivene. Det var rester af 1795 – strømmen.

Den var kun adskilt med en smal jordstrimmel støttet af gamle egetræsstolper forbundet med rusten ståltråd. Mærkelig nok virkede den ene strøm mørk og uigennemsigtig og dyb. Nabostrømmen til venstre var klar med gennemsigtig sandbund, hvor der gik en mængde fisk.

Den oprindelige skibskanal samt Askersodde – kulen og den tilsluttede Vidå helt til pumpestationen ved Lægan blev efter regulering til en forholdsvis smal afløbskanal med til tider skummende indhold, der stammede fra Tønders kloaker.

 

En udflugtsbåd til Rudbøl

Sigfred Larsen formand for Dansk Arbejdsmands Forbund, som jeg kan huske fra Lærkevej købte i 1932 en fiskerbåd i Højer, Den byggede han om til passagerbåd. Så kunne tøndringerne tage på sejltur ad Vidåen hver søndag i sommerperioden.

Båden, der var døbt ”Lægan” var så smart indrettet at når sommerperiodens fornøjelige ture var overstået kunne Sigfred Larsen montere kahyt og fiskegrej og bruge den til fiskeri.

Plakat, afgang og ankomst: Møllekulen. Målet var Rudbøl, hvor man drak kaffe i Grænsekroen. Man kunne også nøjes med en kortere tur til Lægan og drikke kaffe der.

Benzinmangel under besættelsen gjorde ende på dette initiativ. Båden blev solgt, men generhvervet efter besættelsen efter krigens ophør. Da var den dog så misligholdt at genoptagelse af 1930’ernes succes ikke lod sig gøre.

 

 

Kilde:

  • Der Nordschleswiger
  • Jyske Tidende
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Litteratur Tønder
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Skibbroen i Tønder – der var engang en havn/Forlaget Neffen
  • Nyt fra Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune
  • Rolfs: Højer Sogns og Flækkes historie
  • Deutscher Volkskalender 1972
  • Ludwig Andresen: geschichte der stadt Tondern biss zum dreizig Jährigen Kriege
  • Carstens: Tønder 1243 – 1943 ’Kr. Iversen: Vidåen – Turistbogen 1966
  • Jacobsen: Skibsfarten i det danske vadehav
  • Mackeprang m.fl.: Tønder gennem Tiderne (1-2)
  • Andreas Møller: Om Rudbøl-både og deres anvendelse
  • Skovrøy. Den gamle mølle

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk kan du finde 1,785 artikler
  • Under Tønder finder du 284 artikler
  • Under Højer finder du 77 artikler

 

  • Askersodde ved Vidåen
  • Omkring Vidåen og havnen i Tønder
  • En vandmølle i Tønder
  • Tønder, marsken og afvandingen
  • Vikinger i vadehavet
  • Tøndermarsken under vand
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Kanal gennem Tønder
  • Tøndermarsken (1)
  • Tøndermarsken (2)
  • Ture i Tønder (3)
  • Landet bag digerne
  • Vadehavet ved Højer
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Rudbøls historie
  • Højer – stormflod og diger
  • Højer som havneby
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Syd for Tønder og mange flere

 

 

 

 


Langs Vadehavet – endnu mere (2)

Dato: juli 12, 2021

Langs Vadehavet – endnu mere (2)

Det er Verdenskulturarv. Området er også kendt for sit gode kød. En artikelhenvisning på hele 109 artikler, hvis du vil blive klogere på området. Her legede vi som børn. Barsk klima med tab af menneskeliv. Der var voksende søfart gennem privilegier. Masser af gravhøje og fund af bopladser. Omkring Vester Vedsted. En oldtidspark – nedlægges. 40 kaptajner på Rømø i 1770. Russiske krigsfanger i Ballum. Gravhøje ved Hjerpsted. Tøndermarsken under forandring siden stenalderen. Pumpestationerne er der stadig. Hvor er det bedst at se Sort Sol? Grå og Hvis Sol. Mange overraskelser i vadehavet. Foranstaltningerne har været til gavn for Tønder By. Tøndermarsklov.

 

Verdenskulturarv

Vidste du, at 40 pct. af Vadehavet ligger i Holland, 50 pct. ligger i Tyskland og kun 10 pct. ligger i Danmark. Øerne Fanø og Rømø samt halvøen Skallingen er dannet på store sandrevler, som havet har overskyllet og aflejret materialer på.

Vidste du at Vadehavet har betydning for mindst 40 fuglearter. Og for 22 trækkende kystfuglearter er nationalparken i Danmark den vigtigste lokalitet. Flere stærkt truede danske ynglefuglearter findes i nationalparken i små bestande.

Her kan du opleve de største fugletræk i dansk luftrum. Dette er Danmark største nationalpark. Og nu er den danske del af vadehavet også kommet på UNESCOS liste over Verdenskulturarv.

Ja det også her, du kan opleve Sort Sol i juli, samt september og oktober. Så er op til 900.000 stære i luften over marsklandet.

Cirka 11 millioner trækfugle gør holdt hvert år på deres tur nord – eller syd på.

 

Området også kendt for godt kød

Men Vadehavet er også kendt for deres kød. Hvordan, spørger du sikkert. Græsset optager salt og andre mineraler fra havet. Og det giver kvæget en speciel smag. Man taler om Vadehavslam, Marsklam og Marskstude.

Området har været berømt for sit kvæg siden 1600 – tallet. På et tidspunkt blev der udskibet tusinder af kreaturer fra Højer Havn hvert år.

 

En lang artikel – med henvisninger til 109 artikler

Vi tager atter en tur langs Vadehavet og i Tøndermarsken. Og hvorfor gør vi så det? Fordi det er så meget at gøre opmærksom på. Du skal også lige være opmærksom på den lange artikelhenvisning i tilknytning til denne artikel. Her kan du sikkert få svar på dine spørgsmål.

 

Her legede vi som børn

Dengang vi som børn legede ude på Forlandet tænkte vi ikke over at stedet skulle på Unescos liste over Kulturarv. Og jeg tror såmænd også at det er forbudt at bruge forlandet som legeplads i dag. Det er sikkert forbudt at bade i ”prilerne” (kanaler) og bygge tømmerflåde som vi gjorde.

Og ”Sort Sol” som vi ofte så, regnede vi heller ikke med blev så ”berømt”. Og denne ”Sol” findes faktisk også i andre farver.

 

Tab af masser af liv

Stormfloder med tab af masser af menneskeliv er en historisk realitet og er stadig en trussel. Derfor har mennesker her mere end mange andre steder gennem generationer sat sit præg på landskabet gennem landindvinding og dige-byggeri. Jo der er sandelig mange historier at fortælle om Vadehavs – regionen.

Landbruget har været grundlaget for menneskers liv i store dele af regionen. Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundreder før Kristi fødsel.

I senmiddelalderen blev marskegnene især udnyttet til opfedning af stude. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne., mens mændene var på langfart.  Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet.

Fiskeriet havde sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600. Anlæggelsen af Esbjerg Havn i 1870’erne gav anledning til erhvervsfiskeri.

 

Voksende søfart gennem privilegier

De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told. Men ude på øerne voksede søfarten gennem privilegier. Man deltog i hvalfangsten på Grønland på tyske og hollandske skibe.

Dette gav økonomisk opsving, hvilket prægede søfolkenes huse og gårde.

I 1600 og 1700-tallet var der nedgangsperiode. Det gik hårdt ud over Ribe. Studene blev drevet syd på. I Tønder-området var det kniplinger, der var det store afsætningsprodukt.

 

Kun 60 værfter i den danske del

Egentlig strækker området sig fra Blåvands Huk i nord og ned langs den tyske nordsøkyst til den Helder i Holland.

To gange i døgnet er der højvande og to gange trækker vandet sig tilbage.  I den danske del af Vadehavet er forskellen to meter. Her kan planter som annelgræs, kveller og spartina få fodfæste. Og her er masser af foder til de mange fugle.

Særlig i Tøndermarsken kan du opleve mange kunstige forhøjninger, der kaldes varf eller værfter. Men i Danmark er der vel kun 60 stykker. I de store marskområder i Tyskland og Holland er der mange tusinder.

 

Man fremmer marskdannelsen

Man kan fremme marskdannelsen foran digerne ved at grave ”grøblerender”, hvori slikken kan lejre sig, hvor risgærder – faskiner er med til at tilbageholde slikken når vandet falder. Jo bredere landet foran digerne er, desto større sikkerhed. Når forlandet efter mange års aflejring er blevet tilstrækkeligt bred, kan man bygge endnu et dige mod havet og således få en kog – et indvundet område – indvundet fra havet. Tidligere var det af hensyn til landbruget, at man indvandt land.

 

Masser af gravhøje og fund af bopladser

Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at mennesket tidligt valgte at bosætte sig her.  Indtil 1000 – tallet flyttede landsbyerne ofte.  Men i middelalderen fandt de fleste landsbyer deres blivende sted.  I omegnen af nutidens landsbyer kan der findes spor af deres forgængere

Grundmurede gårde blev almindelige fra 1700-tallet i marsken. De bevarede gamle gårde er typisk bygget af røde mursten og har stråtag. Længst syd på er gårdene præget af den frisiske byggestil.

 

Kirker af tufsten

Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romantisk stil i 1100- og 1200-tallet. Mange af dem er bygget af tufsten som blev sejlet ind fra Rhin-området. Dette var datidens mest effektive transportmiddel. Alene i Sydvestjylland blev der bygget over 50 kirker af tufsten. Kirkerne fremstår i dag typisk hvidkalkede og tækket med bly.

Købstæderne lå der, hvor der var lettest at sejle til. Ribe og Tønder havde mange fine, gamle købmandsgårde, ofte placeret med gavlen ud mod gaden. De gamle købstæder spillede en stor rolle i kraft af deres privilegier.

Området syd for Kongeåen til hørte hertugdømmet Slesvig. Dog var det så de kongerigske enklaver.

 

Omkring Vester Vedsted

I nærheden af Vester Vedsted er det et velbevaret miljø omkring kirke og præstegård. Her har man gjort rige fund fra Jernalderen. Særlig en lokalitet Dankirke tyder på handelskontrakter med firsere og angelsaksere ca. 200 f.Kr. til 750 e.Kr. Ved Vester Vedsted ophører Ribe-diget opført 1911 – 1915.

Efter 1920 blev Kong Christian den Tiendes Dige opført for at forbinde diget ved Vester Vedsted med Astrup Banke. Her i landskabet nær kysten ligger Hvidding Kirke som en stormandskirke fra slutningen af 1100-tallet. Den havde oprindeligt to vestlige tårne, men de styrtede sammen i 1500 – tallet.

I kirken findes et kalkmaleri af en kogge, det typiske handelsfartøj i middelalderen. I nærheden af kirken er der fundet efter vikingetidsgårde og middelalderbyggeri, der kan tyde på en alternativ handelsplads til Ribe.

I nærheden ligger Hvidding Nakke, en sandbanke i havet ca. 6 km vest for Hvidding Kirke. Hvidding Nakke var i 1600-tallet det vigtigste udskibningssted for Ribes studehandel.

 

En oldtidspark nedlægges

Skærbæk udviklede sig til et vigtigt trafikknudepunkt i løbet af 1900 – tallet. Vest for kirken ligger det gamle uldspinderi fra 1899. Ad vejen syd på kommer vi til den fredede Hjemstedgård fra 1641. Også i jernalderen boede der folk her. Her har været mange udgravninger. Desværre har Tønder Kommune valgt at lukke Hjemsted Oldtidspark.

Rømødæmningen påbegyndtes som et beskæftigelsesprojekt i 1939. Men først i 1948 kunne denne indvies. Langs østkysten ligger mindre landsbybebyggelser.

 

40 kaptajner på Rømø i 1770

I 1600-tallet blomstrede Rømøs søfart. I 1700 – tallet deltog en stor del af befolkningen i hvalfangsten fra Hamborg og de hollandske havnebyer. Flere blev kommandører – dvs. kaptajner – på hvalfangerskibene. Antallet toppede med 40 kaptajner i 1770.

I Juvre finder man et særpræget minde om dette. Et hegn på østsiden af vejen er lavet af hvalkæber.

I Toftum kan man besøge Kommandørgården. Her er en overdådighed af vægfliser i køkken og stuer. Syd for dette ligger Toftum Skole opført i 1874 med kun et klasseværelse.

I slutningen af 1800 – tallet var Rømø blevet et landbrugssamfund i tilbagegang med befolkningsnedgang til følge.

Men nu begyndte turister så småt at dukke op. Og det hjalp da pastor Jacobsen i 1899 lod anlægge en skinnebane med hestetrukne vogne mellem Kongsmark, hvor færgen fra Ballum lagde til. Jo og så var det jo det nyoprettede Nordseebad, som vi tidligere har berettet om.

Rømø Kirke er en senmiddelalderkirke. I den rige sømandstid blev den voldsom ombygget. På kirkegården er der mange gravstene fra den rige søfartstid.

Ved kirken ligger den fredede redningsstation fra 1886 og syd herfor ligger en masse bevaringsværdige gårde. I havneby blev der i 1964 indviet en havn, som har færgeforbindelse til Sild.

 

Russiske krigsfanger i Ballum

”Den Svorne Vej” mellem Hjemsted og Rømødæmningen har vi tidligere skrevet om. Og her ligger også Midthusum, en lokalitet, der blev helt udslettet ved en stormflod. Her har vi de berømte møller, der fungerede helt frem til 1960’erne. Møllerne var oprettet i 1836. De kunne trække vand op fra åen og lede drikkevand ud til kreaturerne. Via grøfter skete det over det meste af Ballum Enge.

Ballum Sluse og Slusekro blev opført 1914 – 1915 af russiske krigsfanger. Jo der er mange Ballum’ er. Ordet kommer fra forhøjninger. I Forballum var Kristen Kold huslærer hos familien Knudsen og naboen. I Vesterende Ballum er der et fredet tinghus. Og så er der Bådsbøl – Ballum, hvorfra der var færgefart til Rømø.

 

Gravhøje ved Hjerpsted

Ved Hjerpsted Bakkeø ligger en gruppe gravhøje med de malende navne – Kællinghøj, Storehøje og Pottemandshøj. Ja i Hjerpsted er der mange fine gårde, bl.a. den fredede præstegård.

I 1736 fik Højer benævnelsen flække, hvilket betød, at den fik flere privilegier. Her på siden kan du læse en masse om denne smukke by. Og det var her syd for byen ved den nuværende saltvandssø vi havde en sjov legeplads om sommeren.

Det fremskudte dige er et fælles dansk – tysk projekt. Det blev opført i 1979 – 1981.

 

Tøndermarsken under forvandling

Tøndermarsken er den nordligste del af et sammenhængende marskområde, der strækker sig langt mod syd. Siden 1500 – tallet er der sket flere inddigninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb mod vest.

Højer Kog og Møgeltønder Kog blev inddiget i 1556. Gammel Frederikskog blev inddiget i 1692. Rudbøl Kog 1715, Ny Frederikskog 1861 og endelig Magrete Kog i 1981.

Landevejen mellem Højer og Rudbøl blev i 1556 anlagt på et havdige. I slutningen af artiklen kan du læse lidt mere om disse koge.

 

Pumpstationerne var vigtige

Endnu findes pumpestationen. Den blev opført i forbindelse med hele Tøndermarskens afvanding i 1920’erne. Disse pumper om vinteren vandet fra kanaler og grøfter op i Vidåen, som ved afvandingen blev omgivet af ådiger.

Byen Rudbøl stammer fra 1400 – tallet og er opført på nogle naturlige men udvidede forhøjninger i marsken.

Øst for Rudbøl ligger Møgeltønder Kog med mange fine værftsgårde og en del forladte værfter. Ved Vidåen kort før Tønder Ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget var blevet bygget og hermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her findes også Tøndermarskens største pumpstation.

Syd for Vidåen Kommer man til Ubjerg Kog med den fredede Bjerremark samt Ubjerg, et værft – formodentlig en udbygget indlandsklit – som rummer en hel landsby med kirke og fredet præstegård fra 1675 og gårdanlæg.

Og så har vi jo selvfølgelig Tønder, marskens hovedstad.

 

Hvor er det bedst at se Sort Sol?

Men har du prøvet at stå på diget ud for Magrethe Kog. Her lander millioner af trækfugle året rundt og får sig et måltid mad. Og de holder bestemt ikke mund, når de spiser. Hold da op det larmer. Så er naturen ikke stille.

Vi har tidligere beskæftiget os med Sort Sol. De store flokke af stære ofte op til en halv million eller mere skal gå til ro. Og fænomenet kan du bedst opleve lige før solnedgang. De bedste tidspunkter er fra 10. marts til 15. april og fra september til ca. 15. – 30. oktober. Man kan også opleve flokke af stære i dagtimerne, når de er ude og finde føde, men så er flokkene som regel mindre.

Faktisk er det en flugt fra rovfugle, der får stærene til at opføre sig sådan.

Du kan bedst opleve dette fænomen omkring Rudbøl Sø eller ved Aventoft på den tyske side. Øst for byen ligger en række grænsebutikker tæt på et dige. Går man ud på det, har man første parket. Det er nord for diget, der ligger store arealer med siv. Her samles ofte en skare på et par hundrede mennesker. De første kommer en halv time før solnedgang.

 

Grå og Hvid Sol

Du kan da også opleve Grå Sol. Det er når titusinder af arktiske gæs, blisgås, bramgås eller andre flyver op på en gang. Disse kan observeres fra oktober til midten af maj.

Hvis du er heldig, så har du også mulighed for at se hvid sol. Når svaner skal gøre indtryk, samles de om aftenen i store tætte flokke og ”synger og danser” på de bare marker. Forestillingerne ligger typisk i november, december, januar og februar.

 

Mange overraskelser i Vadehavet

Prøv at gå en tur i Vadehavet, når der er ebbe. De første meter ud på havbunden er rent mudderbad for fødderne. Men når du er kommet 6-700 meter længere ud, bliver havbunden lidt fastere. Der venter dig en oplevelse af de store. Milliarder af sandorm, lige så langt øjet rækker. Disse sandorme er fredede.

Har du kikkert med, kan du se sæler holde siesta ude på sandbankerne. Undertiden kommer de helt ind til Vidåslusen ved Højer eller Ballum Sluse. Men de skynder sig som regel væk, når der kommer mennesker.

Meget populært er også Østers safari. Så skal du lige huske nogle waders og så afsted til østersbankerne. Kan man lide friske østers er det en uforglemmelig oplevelse.

I Vadehavet lever 250 forskellige dyrearter. Mange af disse er særdeles specialiserede. Vadehavet kræver gode tilpasningsevne.

 

Tøndermarsken dannet af havet

Tøndermarsken strækker sig fra Sæd syd for Tønder og 17 km mod vest til vadehavet. Her beskytter Det Fremskudte Dige (7,5 meter højt) området mod stormflod. De lavtliggende (0-2 m.o.h) marsksletter begrænses i nord af Hjerpsted og Abild Bakkeøer, ved Højer og Møgeltønder og i øst af Tinglev Hedeslette. Mod syd fortsætter som allerede nævnt marsklandet ind i Tyskland.

Tøndermarsken er opdelt af ældre å- og havdiger i såkaldte koge, som vi allerede har nævnt. De gennemstrømmes af Vidå og dens tilløb Grønå. Disse er kantet af åer fra 1920’erne. Pumpstationer sørger for at kogene ikke bliver oversvømmet af indvand, når havslusen lukkes under stormflod.

Vidå, der får masser af vand helt over fra østkysten, løber fra Tønder mod grænsen gennem den smalle, sumpede Magisterkogen og Rudbøl Sø til Højer Sluse, der i 1981 blev afløst af Vidå Sluse, en frisluse 1 ½ km længere mod vest.

Tøndermarsken er dannet ved at havet siden stenalderen trinvis har oversvømmet den nedre nu overlejrede del af Tinglev Hedeslette, hvis overflade var præget af åslyngninger og klitter. Sidstnævnte kan beskues ved Ubjerg – Sæd.

Havlejringerne i marsken er stærkt varierende. I den østlige del ligger således homogent klæg (ler med højt organisk indhold) oven på tørvebassiner.

På forlandsmarsk i vest overlejrer 4-8 meter silt og sand. Marskens sparsomme bebyggelse findes på de kunstige forhøjninger, som vi allerede har nævnt, kaldes værfter. De blev allerede påbegyndt i vikingetiden. De bedste eksempler på dette, kan du se øst for Rudbøl.

 

Til gavn for Tønder By

De ældste koge, Højer, Møgeltønder, Tønder og Ubjerg Koge blev dannet ved anlæg af et dige (1553 – 57) fra Højer over Rudbøl-Lægan til bakkeøen ved Süderlügum syd for grænsen. Det var til stor gavn for den lavtliggende Tønder by. I disse store koge er de gamle græsningsarealer afløst af kornavl, især efter det store afvandingsprojekt med anlæg af pumpestationer 1925 – 32.

Lidt vest for Rudbøl blev i 1692 Gammel frederikskog anlagt ud fra en ældre kog i Tyskland. Her er der ikke meget bebyggelse. Her er masser af fenner omgivet af grøfter, der dels afvander arealerne, dels anvendes til vanding af får og kreaturer. Vandstanden reguleres af små stemmeværker. Frederikskogene og Rudbøl Kog blev fredet ved særlov 1988.

 

Tøndermarsklov

Der udarbejdet en speciel ”Tøndermarsklov”.  Her vil man holde fast i de gamle landbrugsformer med store afgræssede marker, der skal holdes våde. Brugen af gødning og bekæmpelsesmidler blev begrænset med økonomisk kompensation til landmændene.

Loven blev gjort strammere i 1994. Staten har forsøgt at bytte jorder til de berørte landmænd. Ikke alle landmænd er lige glade for stramningerne. Men disse er indført for at bevare dyrelivet i Tøndermarsken.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.753 artikler – Her finder du:
  • Under Sønderjylland (203 artikler):
  • Under Tønder (282 artikler):
  • Under Højer (77 artikler):

 

  • Ribe:
  • Ribe-brevet
  • Ribe i begyndelsen (1)
  • Ribe-Hekseafbrænding (2)
  • Riber-ret (3)
  • Ribes Historie fra 1666 (4)
  • Mandø:
  • Vingeskudt på Mandø
  • Mandø – en ø i vadehavet
  • Mandø-endnu en historie
  • Brøns:
  • Slaget ved Brøns
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Ved den gamle grænse
  • Ballum:
  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga-en sønderjysk pige(b)
  • Ballum – dengang
  • Mellem Højer og Ballum
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Langs Brede Å
  • Da Ballum næsten fik en havn
  • På jagt efter Mærsk – familien
  • Rømø
  • Pastor Jacobsen fra Skærbæk
  • Vægfliser fortæller historie
  • Anekdoter fra Ballum
  • Flere anekdoter Ballum
  • Endnu flere anekdoter fra Ballum
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et norsøbad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø endnu engang
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø under besættelsestiden
  • Jordsand:
  • Soldater på Jordsand
  • Øen Jordsand, engang ud for Højer
  • Emmerlev:
  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole
  • Søfolk fra Emmerlev
  • Kniplinger nord for Højer
  • Trøjborg:
  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Trøjborg, et slot nord for Tønder
  • Møgeltønder:
  • Turen går til Møgeltønder
  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagbøger fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Møgeltønder – dengang
  • Scahckenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie
  • Rudbøl:
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Aventoft
  • Syd for Tønder
  • Aventoft ved grænsen
  • Tønder-marsken
  • Masser af fisk i Tøndermarsken
  • Saltvandssøen ved Højer
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Tøndermarsken 1-3
  • Gammel frederikskog – dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Fiskeri ved Højer
  • Syd for Højer
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Tønder, marsken og afvandingen
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Vadehavet:
  • Hammers krig i vadehavet
  • Ringborge ved Vadehavet
  • Langs Vadehavet
  • Heltene i vadehavet
  • Søslaget ved Højer
  • Vikinger i Vadehavet
  • Apotekeren fra Højer
  • Stormflod og Diger
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer, stormflod og diger
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Landet bag digerne (b)
  • Stormflod 1976
  • Stormflod som Guds straf
  • Vidåen
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Fiskeri ved Højer
  • Askerodde ved Vidåen
  • Højer, som Havneby
  • Omkring Vidåen og havnen i Højer
  • En vandmølle i Tønder
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Kanal gennem Tønder
  • Syd for Grænsen:
  • Nordstrand – syd for Grænsen
  • Føhr – en ø i Vadehavet
  • Johannes Mejer (Myer) – en korttegner fra Husum
  • Dæmningen syd for Højer
  • Øerne – syd for Højer
  • Det frisiske salt
  • Friserne syd for Tønder
  • Rungholdt og mandedrukning et og to
  • Andet:
  • Bredebro – dengang
  • De fattige – I Vestdanmark
  • Sikkerhedsstilling Nord
  • Ude mod vest
  • Præster og andet godtfolk (b)
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Enklaverne i Sønderjylland 1 – 2
  • Præsten fra daler
  • En vandretur mod vest – dengang
  • Hjemsted-en oldtidspark, der måske forsvinder
  • Turen går til Sæd/Ubjerg

 

 


Masser af fisk i Tøndermarsken

Dato: februar 15, 2021

Masser af fisk i Tøndermarsken

En stormfuld nat I Ny Frederikskog. Masser af fugleliv. Hvorfor bruger man ikke fabrikken? Den begyndte som tangmelsfabrik. Man fik mere held med sømos. Det handler om fiskerettigheder. Vidåen er meget speciel og op til 30 meter bred. Glasål bliver båret over vejen. Det begynder at sande til. Skibene sejlede på grund. Det var frisere, der startede det hele. Opa fangede mange ål. Der var masser af ruser og hyttefade ved Højer Sluse. Tyskerne købte masser af fisk. Mange store og små eventyr ved Højer. Fiskene forsvandt. Ikke alle var tilfredse med afvandingen. Se vores artikeloversigt over Tøndermarsken.

 

En stormfuld nat i Ny Frederikskog

Ja det handler også om Vadehavet og Vidåen. Jeg husker endnu, at jeg sad i den mørke stue. Derude blæste det ret meget. Min Opa og jeg sad og lyttede til Blåvand Radio, Lyngby Radio og Norddeich Radio. Det var på den såkaldte skibsbølge. Vi sad derude i Ny Frederikskog. Og vejen hed Anden Katastrofevej. Den gik lige op til diget.

Opa havde også en fiskekutter og en lille motorbåd. De lå ikke langt fra fabrikken ved broen. Ofte reparerede han garn nede i bryggerset. Når man var på ferie her, fik man nærmest fisk morgen, middag og aften. Vi så ofte ”Sort Sol” uden at tænke over, at det en gang blev en turistmagnet.

Dengang kaldte vi det ikke for ”Sort Sol”. Men det hedder det, når hundredtusindvis af stære efter at have søgt føde på vaderne ved solnedgang samles i store flokke over sivskovene og på en gang lander. Når de enorme stæreflokke angribes af rovfugle, danner stærenes undvigemanøvre fantastiske mønstre og formationer med solnedgangen som bagtæppe.

 

Masser af fugleliv

Her er Vadehavet stærkt påvirket af tidevandets stigende og faldende vandstand. Vadehavets bund, vaden, er levested for mange dyrearter, hvoraf nogle lever på overfladen. Andre findes i forskellige dybde i bunden. Flere arter findes i enorme mængder, hvilket er baggrunden for Vadehavets betydning som spisekammer for store mængder af yngle- og trækfugle.

Hvert år raster her 10 – 12 mio. gæs, ænder, vadefugle, måger og terner m.fl. på vej til og fra yngleområderne. Ved lavvande går vadefuglene på de blotlagte vader og æder muslinger, snegle, krebsdyr og orme.

50.000 islandske ryler besøger den danske del af vadehavet, hvor de i løbet af 5-7 uger spiser så mange muslinger, at de fordobler deres vægt. Vadehavet har helt afgørende betydning for både trækfuglene og for fiskene i Nordsøen, fordi tidevandet hele tiden tilfører ny næring til området.

Vi har tidligere lavet artikler både om Sort Sol og Saltvandssøen. Hold øje med de artikler vi henviser til bagerst i denne artikel. Dengang, da jeg var på ferie herude, havde man ikke saltvandssøen. Dengang badede vi i prilerne. Og vi byggede tømmerflåder.

 

En mindestue for E.H. Jensen

Nu er man så i gang at lave en mindestue til ære for E.H. Jensen eller Europa – Jensen. Det var karosserimageren, der bl.a. lavede kongebiler. Det sker historisk korrekt, der hvor han startede produktionen. Men se han fortsatte ud ved fabrikken ved Vidåen. Og som vi tidligere her på siden har foreslået det var at oprette et oplevelsescenter her. Ideen kommer ikke herfra, men fra familiemedlemmer til E.H. Jensen. For et lidt større erindringssted omkring denne bilproduktion kunne jo kombineres med alt det vi beskriver i denne artikel og som vi beskriver i andre artikler (se liste).

 

Tangmelsfabrik

Fabrikken herude ved broen var egentlig en tangmelsfabrik som blev opført af Det Slesvig-holstenske Fodermelsselskab i 1918. Firmaet havde den ide at bruge det mineralfyldte søgræs i vadehavet til fodermel til dyr. Fiskerbåde leverede søgræs til fabrikken, som tørrede og malede søgræsset til mel og fyldte det i sække.

Der blev ofret store summer på projektet. Men der var ikke nok søgræs i Vadehavet. Så måtte man købe det længere fra. I 1921 gik fabrikken fallit.

 

Mere held med sømos

Man havde mere held med sømos. Planten blev tørret og farvet. Det blev brugt til dekorationspynt og hattepynt. Man fiskede efter det i august måned. Det var især tyske opkøbere, der var vilde med det. Sidst i 1950’erne var dette eventyr slut. Og det var det to årsager til. Pynten gik af mode og sømoset blev ramt af en sygdom.

 

Fiskerettigheder

En speciel kultur opstod herude i marsken. Det handler om fiskerettigheder, der går helt tilbage til 1506. Fiskere fra Rudbøl havde 50 pct. af deres indtjening fra fiskeriet, 25 pct. fra landbruget og måske 25 pct. fra indtægter på transport op ad Vidåen indtil Tønder. Man stagede gennem åløbet til Tønder. De 100 fiskere, der var dengang holdt så på den måde Tønder i gang.

Fiskerettigheder var forbundet med de fleste ejendomme, der grænsede op til sø og vandløb. Men hver gang, der kom en ny sluse, så flyttede man fiskerettighederne længere ud. Efterhånden som der er kommet nye diger, er der også kommet større græsningsarealer. Og dengang blev der også høstet masser af siv til stråtage og måtter m.m.

I dag er det ikke let at være fisker. De fiskere, der har fiskerettigheder skal indgive beretning til Fiskeristyrelsen, Skattevæsnet og lignende.

 

Vidåen er meget speciel

Fiskebestanden i Vidåen er ikke typisk for et vandløb. Den har islæt fra vandløb og hav. Dette skyldes dels at Vidåen er bred og dyb, at Rudbøl Sø indgår i vandsystemet, og at området er påvirket af Vadehavets tidevand.

Her er meget mere fiskefauna end i andre danske vandløb og søer. Her er også havørred og laks. Ja rovfisk kan opleves hele året som f.eks. bækørred, gedde, aborre og sandart. Men her var også en gang masser af ål, brasen og skalle. Ja så er det jo også her som et af de få steder i verden, hvor den totalt fredede laksefisk, snæblen findes.

I 2008 og 2009 blev der skabt fri passage ved Bachmanns Vandmølle i Tønder og ved Rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser. Ved Ubjerg Nørresø syd for Tønder er det skabt lavvandede vådområder, hvor ynglen har gode opvækstmuligheder.

 

Nu trækker man hvis lod om fiskepladser

Fiskerettighederne handler ikke bare om et fiskekort, som du køber. Det går tilbage i slægternes historie, f.eks. til 1506 da den første sluse blev etableret ved Rudbøl Sø. Denne sluse holdt nu ikke så længe. Allerede i 1511 kom en stormflod, der ødelagde det hele. Først i 1555 fik Hertug Hans etableret et Højer Dige.

Efter 1920 blev fiskeretten varetaget af forskellige lav og foreninger. Mellem Tønder og Rudbøl blev den tildelt fiskere i Lægan, Lyst og Rudbøl. Mellem Rudbøl og Højer er det Rudbøl og Omegns Fiskeriforening, der varetager interesserne. Den omfatter fiskere fra Højer, Rudbøl og Rosenkrans.

Man skiftede en gang om året side. Og hver dag rykkede man så en plads op til næste fiskeplads. Dette tvang fiskerne til at røgte og til at fjerne deres fiskegrej hver dag.

I dag trækker man hvis nok lod om fiskepladserne et år ad gangen. Og der er heller ikke så mange fiskere at vælge imellem mere.

 

En saltvands-forening

I Højer har man også en Saltvands – fiskeriforening. Den blev stiftet i 1932. De lokale fiskere blev i 1920’erne presset af kapitalstærke Esbjerg – fiskere, der rykkede til Højer med flere kuttere. Men i Højer Fiskeriforening var man smart. For at blive medlem af foreningen skal man have fisket i området i mindst to år.

Esbjerg – fiskerne forsvandt igen. De kunne ikke opbevare deres saltvandsfisk i Vidåens ferske vand.

Frem til 1920 var der mere end 100 fiskere beskæftiget ved Rudbøl Sø og langs Vidåen. To gange om året var de beskæftiget med at reparere Højer – Diget, hvor de boede i såkaldte fiskerhytter. I dag er det vel under 15 fiskere tilbage.

 

Glasål bliver båret over vejen

På den tyske side af Rudbøl Sø fanges en hel del glasål, som er kommet ind ude fra Atlanterhavet gennem slusesystemet ved Højer. Ved et kraftværk ved Aventoft i Vidåen er der tidligere gået mange glasål i kraftværkets turbine. Men nu sørger de tyske myndigheder for, at mange af de glasål, der vil videre ind til de europæiske flådsystemer slipper helskindet igennem.

Ålene bliver fanget i et trappesystem og sørger fiskere for, at de bliver indfanget og båret over vejen og sluppet ud i den tyske å Smale på den anden side af vejen. Om man stadig bærer ålene over vejen. vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle redaktør har været forbi.

 

Op til 30 meter bred

Vidåen var i min fars ungdom en farlig legeplads. Men her var da også badeanstalt. Som barn badede vi ude i Grønå, en del af det store å – system. Nogle steder er åen 30 meter bred. Vandløbssystemet afvander en tredjedel af Sønderjylland. Der er fire hovedløb, Arnå, Hvirlå, Grønå og Sønderå.

 

Det begyndte at sande til

I dag kan man slet ikke forestille sig at Tønder var en rigtig havneby. Man kan heller ikke forestille sig at kystforløbet var helt anderledes. Der gik en stor bugt ind til Tønder. Der var anlagt et fæstningsanlæg til at beskytte havnen. Men digebyggeriet som begyndte midt i 1500 – tallet fik efterhånden havnen til at sande til.

Anlægspladserne blev efterhånden anlagt ved Lægan, Rudbøl og syd for Højer. Før anlægget af Højer Sluse i 1861 kunne man uhindret sejle ind i Højer Kanal. Da diget blev bygget i 1861, blev der valgt en åben sluse, så skibe med mast kunne gå ind til Højer Havn, der blev anlagt inde for diget. Denne havn blev først og fremmest brugt som godshavn. Rutedamperne til Sild havde deres anløbsbro uden for slusen.

Fra 1855 Var der dampskibsforbindelse til England med det holdt nu kun i tre – fire år.

 

Skibene sejlede på grund

Allerede i 1736 fik Højer status som flække og fik en række privilegier på bekostning af Tønder. I 1799 var der kajplads mod nord til Nørremølle. Højer Kanal blev gravet fra Nørremølle til Vadehavet.

I 1861 blev Ny Frederikskog inddiget. Sejlrenden uden for slusen blev uddybet. I 1892 kom jernbanen helt ud til slusen. Kurgæster skulle videre med damperen til Sild.

Men alt dette ændrede sig da Hindenburg – dæmningen blev indviet i 1927. Der blev stille i havnen. Men fiskeriet voksede. Der kom flere fiskekuttere til havnen.  Tønder brugte i stigende grad Højer som transithavn for brændsel, kul, kunstgødning, asfalt, cement m.m. fra Tyskland, Holland og England.

Gang på gang sandede sejlrenden til. Og ikke så få gange sejlede skibene på grund.

Også under besættelsen brugte den tyske besættelsesmagt flittigt havnen. De skulle have byggemateriel over til deres befæstningsanlæg på Sild og Rømø.

I 1952 blev en ny sejlrute mellem Højer og Sild etableret. Men den forsvandt igen i 1964 da den nye Rømø Havn var færdig. Det betød at Højer Havn nu sang hen. Fiskeriet forsvandt også til Rømø.

Med det fremskudte dige i 1980 – 82 var havnens skæbne endelig beseglet.

 

Det var friserne, der startede marsk – kulturen

Selve fiskekulturen har været vigtigt for livet i Tøndermarsken. Redskaber og fiskerbåde har udviklet sig i årenes løb. Det har udviklet sig til traditioner. I løbet af 1900 – tallet forandrede fiskeriet sig. De gamle traditioner forsvandt.

Det var friserne syd fra der befolkede marsken. De bragte en helt ny marskkultur med sig. De opførte gårde på værfter. De drev marsklandbrug, tagrørsbjergning, håndværk, jagt og fiskeri. De var initiativrige og blev velhavende folk. Men de blev også ramt af stormflod, der satte dem tilbage.

På Højer Havn blev det industrialiseret. Flere fiskere kunne nu få en god indkomst ud af fiskeriet. Fiskekutterne blev også mere effektive. At der kom en havn på Rømø, betød også meget. Der kom miljøproblemer og en masse restriktioner. Der kom opstramninger i fiskeri – og miljølovgivningen for Vadehavet. Regler og restriktioner begrænsede småfiskeriet.

 

Opa fangede mange ål

Min Opa fangede mange ål. Når han besøgte os i Tønder havde han ofte ål med. Ålefiskeri var engang dominerende i Tøndermarsken. De blev fanget med åleruser, slæbegarn og fiskekroge. Efter 1920 begyndte man at stange ål.

Der findes en opgørelse fra 1925, hvor der i Rudbøl Sø blev fanget:

 

  • 750 kg. Ål, 250 kg. Skaller, 200 kg. Gedder, 90 kg Suder og 80 kg Brasen

 

I Vidåen mellem Rudbøl og Tønder blev der dengang fanget:

 

  • 850 kg. Ål, 300 kg Skaller, 100 kg Gedder, 80 kg Brasen, 40 kg Suder og 25 kg aborrer

 

I Vidåen mellem Rudbøl og Højer blev der fanget:

 

  • 500 kg Ål, 50 kg Skaller, 40 kg. Gedder og 20 kg Brasen

 

Masser af ruser

Mellem Rudbøl og Højer kunne man i perioden 1925 – 54 med 100 – 250 ruser fange op mod 12 tons ål om året. Men 5 tons var hvis nok den normale standard.

I Højer Kanal mellem Højer Sluse og Vadehavet kunne man med 200 – 900 ruser fange op mod 30 tons ål om året. Her var 17 tons gennemsnittet. Der stod åleruser overalt dengang. Min Opa havde en del af alle disse.

 

Tyskerne købte masser af fisk

Ålefangsterne blev opbevaret i hyttefade langs kajen på Højer Havn. Ude i vadehavet fangede min Opa en del rødspætter, skrubber, slethvar og Pighvar. Han lærte os også begrebet at ”trine båt”. Dette betød, at man under ebbe trådte ud på vaden og spejdede efter nedgravede fladfisk, som stak øjnene op af sandet. Når man så en fisk, så trådte man hårdt på den, så den ikke smuttede væk og så skulle man så samle den op.

Man solgte både til fiskehandlere og til private på Højer Havn. På et tidspunkt var der masser af tyskere, der kom særlig i weekenden. Der var gang i den. Men det blev forbudt for fritidsfiskere. Men min Opa var erhvervsfisker. Men i 1976 var han for længst borte og først da blev det forbudt.

 

Mange små og store eventyr

Ude i Vadehavet ved Højer blev der også en overgang fanget rokker. Det blev udelukkende solgt til kadaveranstalter og blev aldrig en god forretning.

Hjertemuslingeskaller er det også blevet samlet. Det blev solgt som hønsefødder. Omkring Ballum fortsatte dette eventyr til 1950’erne.

Og så var det muslingeventyret. I 1959 blev Højer Havn udvidet med en 29 meter kaj uden for Højer Sluse, så havnen kunne klare den meget aktivitet med omlæsning og lastbiltransport af muslinger. Men også denne aktivitet flyttede til Rømø.

 

Fiskene forsvandt

Fra 1950 og frem begyndte antallet af fisk og ål at gå tilbage overalt i og omkring Vadehavet. Årsagerne til dette var mange og mere eller mindre sikre. Der kan nævnes Hindenburg-dæmningen, Rømø – dæmningen, den almindelige havforurening, det voldsomme overfiskeri i Nordsøen, klimaændringer og ændrede havstrømme samt fredningen af skarven og sælerne.

Under bygningen af det fremskudte dige blev der suget så meget sand, at ålene mistede deres slim og døde.  Dertil kom endnu flere restriktioner.

 

Ikke alle var tilfredse med afvandingen

Afvandingen ændrede på disse forhold. Som vi tidligere i artikler har gjort opmærksom på, var det bestemt ikke alle, der var tilfredse med afvandingen. En af de største kritikere var vadehavsmaleren Nolde. Han havde også sine forslag til, hvordan det skulle gøres. Men han gad man ikke at lytte til. Men det har man vel nok gjort i anden omgang.

Læser man Noldes bøger kan man også få indtrykket af den rigdom af fisk, der var i marsken. Også rundt om i nu nedlagte søer. Men dette forsvandt fuldstændig efter afvandingen.

 

Læs alle vore artikler

Vi har i en masse artikler forsøgt at fastholde den specielle kultur, der er opstået herude i Tøndermarsken. Man forsøger nu at gengive det hele med Tøndermarsk-initiativet. Men kig engang på vores artikler. Her kan du også få en masse at vide. Se oversigten allerbagerst.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • graenseforeningen.dk
  • historieprojekter.tumblr.com
  • Elsemarie Dam-Jensen m.m.: Sønderjylland A-Å
  • Jan Abrahamsen: Vadehavet – portrætter af et kulturlandskab
  • Ferskvandsfiskeri (Tidsskrift)
  • Claus Chr. Rolfs: Højer Sogns og Flækkes Historie
  • Søren Olsen: Danmarks Søer og åer
  • Nina Fabricius & Peter Dragsbo: Ballum – et sogn ved Vadehavet
  • Falk: Rømø – som det var engang
  • Folmer Christiansen: Om Højer By
  • Poul Holm: Vadehavsfiskere: Mark og Montre
  • King Jacobsen: Træk af Tøndermarskens naturgeografi
  • Vadehavet (1990)
  • Andreas Møller: Både og Bådfolk
  • Skov og Naturstyrelsen: Tøndermarsken
  • Se Litteratur: Tønder
  • Se Litteratur: Møgeltønder
  • Se Litteratur: Højer

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.695 artikler. Du finder de følgende artikler under disse kategorier (Brug evt. søgefunktionen) Tønder (270 artikler) Sønderjylland (198 artikler) Højer (77 artikler):
  • Mandø
  • Vingeskudt på Mandø
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Mandø – endnu mere
  • Ballum
  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga – en sønderjysk pige
  • Ballum – dengang
  • Mellem Højer og Ballum
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Da Ballum næsten fik en havn
  • Rømø
  • Anekdoter fra Rømø
  • Flere anekdoter fra Rømø
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordsøbad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu en gang
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø – Under besættelsen
  • Jordsand
  • Soldater på Jordsand
  • Øen, Jordsand engang ud for Højer
  • Emmerlev
  • Kniplinger – nord for Højer
  • Søfolk i Emmerlev
  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole
  • Møgeltønder
  • Da Birthe fra Ballum næsten begik selvmord
  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Overinspektør på Schackenborg
  • Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Møgeltønder – dengang
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders Historie
  • Rudbøl
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Aventoft
  • Syd for Tønder
  • Aventoft ved Grænsen
  • Tøndermarsken
  • Tøndermarsken 1-3
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Fiskeri ved Højer
  • Syd for Højer
  • Emil Noldes liv – vest på (b)
  • Tønder, Marsken og afvandingen
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Tøndermarsken – under vand
  • Saltvandssøen ved Højer
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Vadehavet
  • Heltene i Vadehavet
  • Hammers krig i vadehavet
  • Vadehavet ved Højer
  • Søslaget ved Højer
  • Vikinger i vadehavet
  • Apotekeren fra Højer
  • Ringborge ved Vadehavet
  • Langs Vadehavet
  • Stormflod og Diger
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer, stormflod og diger
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Landet bag digerne (b)
  • Stormflod 1976
  • Stormflod som Guds straf
  • Vidåen
  • Den hvide fabrik – som oplevelsescenter
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Askerodde ved Vidåen
  • Højer – som havneby
  • Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
  • En vandmølle i Tønder
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Kanal gennem Tønder
  • Syd for grænsen
  • Rungholt – og mandedrukning et og to
  • Nordstrand – syd for grænsen
  • Föhr – en ø i Vadehavet
  • Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum
  • Dæmningen – syd for Højer
  • Øerne – syd for Højer
  • Det frisiske salt
  • Friserne syd for Tønder
  • Dertil kommer alle andre artikler fra Højer

 


Langs Vadehavet

Dato: januar 8, 2018

Langs Vadehavet

I denne artikel følger vi Vadehavet fra Ribe til Jordsand. Bagerst i artiklen er det en omfattende artikeloversigt på 89 artikler hvor du kan få mere viden. Vestkysten er sunket 15 meter. Vi kigger på ebbe og flod. Man smed noget levende ned i dige-hullet. Nogle kan læse skyer. Vi tager en tur fra Ribe til Jordsand. Ribe er fra 700’tallet. Borgertårnet med stormklokker. Hekse i Ribe. Trolden på Manø var tilfreds. Det var en meget lang jernbanestation. Der var to tårne på Hviding Kirke. Her druknede 18 sigearbejdere. Præstedrab. Alle piger skulle testes for mælk. Pastor Jacobsen endte i Sydtyrol. Danskerne var alle landsforrædere, sagde tyskeren. Og så var det den stakkels gymnastikpige. Fangerne var udsultede og hungrude. Der var gravhøje ved Gasse og så var det lige ”Den svorne vej”. Døstrup var ikke uddø af pest. Her var det første fattighus på landet. Vi kigger på en stor kniplingskræmmer og en af Bredebros store sønner. Og så fik matrosen færgeriet. Så var det lige den stakkels mor. Og Brorson var her. Der var store tanker om Jordsand.

 

Vestkysten sunket 15 meter

Vadehavet er en del af Vesterhavet som ligger inden for de Frisiske Øer fra Hollands nordvestligste hjørne op til Ho Bugt. I alt er der 41 øer, hvoraf 10 er hollandske, 27 tyske og 4 danske. Ja de sidste er Rømø, Mandø, Fanø og Langli. Jordsand forsvandt for en del år siden.

Ja, hvorfor hedder det i grunden Vadehavet. Det er fordi store dele ligger tørt ved lavvande. Kun en tiende del af Vadehavet er dansk.

Man har beregnet, at den sønderjyske vestkyst er sunket 15 meter siden ældre stenalder. Kigger man efter ude i Vadehavet vil man kunne finde rester af gamle skove og bopladser ude i Vadehavet.

 

Ebbe og flod

Da vi knægte færdedes en del ude på forlandet fik vi hurtig lært begrebet ebbe(lavvande) og flod (højvande). Og dette handler om månens tiltrækningskraft.

Til Vadehavet hører selvfølgelig også marsken. Denne har vi allerede skrevet en del om. For eksempel er store dele af Tøndermarsken rester af en gammel bugt.

Digebyggeri har vi også allerede berettet en del om. Du får en artikeloversigt til sidst i denne artikel. Med det barske klima, der var her vest på, opstod der mange sagn og historier.

 

Der skulle noget ”levende” i hullet

Man sagde, at der helst skulle skubbes noget levende i diget for at det kunne holde. Sagnet fortæller, at da man byggede Viddingherreds-diget sydvest for Tønder købte man to spædbørn af en fattig kone og smed dem ned i det sidste hul, før det blev lukket med sand og klæg.

Da man udgravede Tofting-værftet på Ejdersted, fandt man under opkørslen et barneskelet i en vugge. Mest kendt blandt marskens ”spøgelser” er ”Skimmelrytteren”, som i stormvejr rider ad digerne og varsler død og stormflod.

 

Nogle kunne ”læse” skyerne

Kort før sin død skrev Nordfrislands største digter, Theodor Storm den berømte fortælling ”Skimmelrytteren” om digegreve Hauke Haien, der byggede et dige efter helt nye principper. I stormfloden styrter han ned i digebruddet for at redde kone og barn.

Naturen, overtroen og livsbetingelserne knytter sig til hele strækningen langs Vadehavskysten. Men nu var alt ikke overtro. ”Den Gamle Redaktør” her kan huske, at når Opa var på besøg i Tønder, og der var stormvejr, var han ofte ude at kigge på himlen, for at se om han skulle hjem og lukke sluseportene ved Højer Sluse, hvor han også i mange år arbejdede. Han kunne læse skyerne.

Det var dengang, vi ikke havde det nye Højer Dige. Og dengang var man også meget opmærksom på i Tønder, når der var optræk til stormflod. Enkelte gange blev man endda evakueret.

 

Ribe fra 700’tallet

Den ældste by langs Vadehavet er Ribe. Byen kan føres tilbage til 700-tallet, og allerede i 800-tallet blev den første kirke opført her. Riberhus er antagelig grundlagt i 1115. På et tidspunkt var her 16 kirkelige institutioner, herunder seks klostre.

Krigen i 1864 berøvede byen dens sydlige og østlige opland. Anlægget af Esbjerg Havn ødelagde byens planer om at genoplive sejladsen.

 

Han var imod Clausen-linjen

Mon ikke man kan takke den tidligere redaktør af Ribe Stiftstidende, Willemoes for at Ribe i dag er en af Skandinaviens bedst bevarede middelalder og renæssancebyer i Skandinavien. Han kæmpede energisk imod nedrivning af de historiske bygninger. Under Første Verdenskrig organiserede denne redaktør også hjælpearbejde for sønderjyske krigsfangere.

Han ville for resten gerne have haft Flensborg med til Danmark og samlede underskrifter imod Clausen-linjen (den nuværende grænse).

 

Borgertårnet med stormklokker

Domkirken må den gang have virket endnu mere gigantisk blandt de lave boder. Grundstenen menes at være lagt omkring 1130. Men byggeriet kom vist først rigtig i gang cirka 20 år efter. Borgertårnet er først tilføjet sidst i 1200-tallet og er cirka 50 meter højt. Det var her stormklokkerne hang, så byens borgere kunne advares.

Ja og så er det de fantastiske kunstværker af Carl – Henning Petersen i kirken. Man siger, at Riberhus blev grundlagt af kong Niels i 1115. Valdemar Sejr opholdt sig ofte i Ribe og her døde dronning Dagmar.

I reformationstiden var Ribe et af landets vigtigste kulturcentre. Gejstligheden og borgerskabet dannede i fællesskab Ribes overklasse. Det var også her, at Hans Tausen var biskop fra 1542-61.

 

Mandsdomineret samfund

Det var ret så mandsdomineret dengang. Peder Palladius skrev i 1557:

  • Manden skal være herre og regenter, kvinden skal være lydig og underdanig.

Mange af pigerne var ganske unge, ofte kun 14-16 år, når de blev gift med deres i reglen mere end dobbelt så gamle mænd. De havde kun haft ringe skolegang. Og dengang var det ikke ufarligt at føde børn.

 

En ”retfærdig” straf

Og så var det jo lige Riber ret. Stadsretten fra 1269 bestemte, at der var dødsstraf for drab, tyveri og voldtægt. Mænd skulle hænges eller halshugges. Kvinderne skulle ”for den kvindelige æres skyld” levende begraves. Ved hængning ville man kunne se deres ben, og det var uanstændigt.

Hvis en person blev halshugget, beholdt arvingerne retten til deres gods. Men hvis en person blev hængt betød det, at vedkommendes ejendele blev inddraget af byen.

Og så sagde man også, at der skulle herske fred og ro i byen. Så hvis nogen bar våben uden lovlig ret, skulle ”hans hånd gennembores med samme våben, det være dolk, sværd eller spyd”.

Ved ægteskabsbrud måtte den bedragende ægtemand i vidners nærværelse:

  • Dræbe horekarlen eller begge i horesengen

 

Hekse i Ribe

Diederich Skrædder brækkede en uhumsk klump op og fik det bedre. Noget sådant kunne ikke ske naturligt. Så det måtte være en heks bag ved dette. Og inden længe var den rapkæftede krokone i nabohuset anklaget for have sat ondt i den arme skrædder. Under grusom tortur indrømmede hun. Jo, der var skam en del hekseprocesser i Ribe.

Niels Bøgh Andersen har sagt, at hekse, trolde og nisser først definitivt forsvandt med indførelsen af det elektriske lys i vort århundrede.

 

Trolden på Manø var tilfreds

Trolden på Manø var godt tilfreds med tilværelsen til han en dag så, at de i Ribe var ved at rejse noget, som afskar ham fra at nyde solopgangen. Han tog derefter en stor sten og kastede den efter domkirken. Men han fejlberegnede til at held afstanden, så stenen faldt i åen syd for Ribe Holme. Der lå den i mange år, til man samlede den op på bredden. Og her ligger den endnu. Hvis man ser godt efter, kan man endnu se aftrykket af hans fingre.

I virkeligheden er det tale om en kværnesten, vel beregnet til en af møllerne i byen. Måske er den faldet over bord fra et skib i middelalderen.

Sejladsen til Ribe foregik af åens snoede løb. Tilgroning og tilsanding besværliggjorde tidligt trafikken. Man forsøgte sig med diverse kanalprojekter. Ja det gjorde man også i Tønder, dengang.

 

Jacob A. Riis i Ribe

Det var også herfra, at Jacob A. Riis kom fra. Gennem 30 år var han politireporter i New York. Han var en dygtig fotograf og var en af de første journalister, der illustrerede sine reportager med fotos. Han skrev flere bøger også om Ribe, ”Min gamle by”. Det er et nostalgisk og stærkt romantiseret billede af Ribe før 1870.

 

Handelscentrum fra 700’tallet

På marken Dankirke på Vedsted-bakkeøens sydskråning ud mod Hvidding marsk, er der fundet rester af en landsby, der har eksisteret i mindst 800 år-fra ca. 100 f.v.t. til 700-tallet. Her fandtes mange metalsager-våben og redskaber-og et pragtfuldt drikkeglas med på – smeltet glastråde. Her er også fundet romerske mønter.

Ved bebyggelsen af Okholm lidt længere mod nord, er det gjort et af de største guldfund fra dansk vikingetid. Her må have været et vigtigt handelsområde i jernalderen og vikingetiden. Der har været anlægsplads ved den såkaldte Vedstedgårds Havn og på Hviding Nakke lidt længere mod syd.

 

En tur på Manø

Ja man kører på havbunden, når man kører til Manø. Og sidste gang ”Den Gamle Redaktør” var forbi, var der to muligheder for at komme over. Det var den gamle ebbevej og låningsvejen.

Ja Manø er kun på seks kvadratkilometer med ca. 80 indbyggere.  Næsten hele øen består af marsk. Kun de ca. 11 meter høje klitter vest for byen rager op over stormflodsgrænsen. Kirken er fra 1727 i barokstil.  En del af inventaret er ældre end bygningen og stammer fra dens forgænger.

Om det stadig er skole på Mandø vides ikke, men det var den mindste i Ribe Amt. Præsten var dengang også øens lærer. En sten i klitterne fortæller, at det var her Dagmar landede i 1205, da hun skulle giftes med Valdemar Sejr. Øen tilhørte kronen, men i 1741 købte beboerne den for 864 rigsdaler.

Syd for Manø ligger den store sandbanke Koresand. Og det er et yndet tilholdssted for sæler. Stedet er ikke offentlig tilgængelig, men det kan også være livsfarligt, hvis man på egen hånd ville bevæge sig herud grundet tidevandet.

 

En maget lang jernbanestation

Midt i stationsbyen, Hviding står en hvidkalket prøjsisk nivellering-sten fra 1885. Hertil gik grænsen fra 1864 til 1920. Lige overfor ligger en prangende villa med tårn i Jugendstil. Den er opført omkring år 1900 af en lokal mand, der tjente en formue ved at bestyre den karantænestation, som på grænsen modtog de kreaturer, der fra Danmark blev importeret i det tyske rige.

Det var en meget lang jernbanestation, der tidligere gik over grænsen. Iden ene side var den tysk og i den anden side dansk. Her var selvfølgelig også toldstation. I 1920erne blev bygningen omdannet til statshospital. En stationsbygning af mere passende størrelse blev placeret et par hundrede meter syd på.

 

Der var to tårne

Høgsbrogård har tilhørt kendte adelsslægter som Rosenkrantz, Rantzau og Blücher. I 1794 blev gården købt af staten og solgt videre. I tysk tid var gården centrum for danskheden.

Hviding Kirke ligger ensomt på en lav banke ud mod Vadehavet. Det er en høj markant bygning med tagrytter. Den er opført af tuf, bortset fra den vestligste del af skibet, som er af munkesten.

Oprindelig havde kirken to svære tårne med en forhal imellem. Men tårnene er åbenbart faldet ned engang i begyndelsen af 1500-tallet. Tagværkerne er for dels vedkommende de oprindelige fra 1100-tallet. Og i koret er de enkelte dele nummeret med runer.

 

19 digearbejdere druknede

Meget af inventaret er fra 1400 og 1500-tallet. Den anseelige kirke er udsmykket for midler, der stammer fra handel og søfart. Ladepladsen Hviding Nakke lå i nærheden.

Rejsby Kirke ligger ud mod de brede enge nord for byen. Altertavlen er svulmende barok fra 1670erne. Under Første Verdenskrig blev to flygtninge skudt ned ved en plantage nær Rejsby Mejeri. Det gjorde de selv om de kom med oprakte arme. De blev begravet på Rejsby Kirkegård.

Den 30. august 1923 mens diget var under opførelse, druknede 19 dige-arbejdere.

 

Den energiske pastor

Den smalle Vodder Kirke med det skæve spir ligger ensomt mellem landsbyerne Frifelt og Gånsager. Her findes en af de bedste skårne og mest udtryksfulde middelalderskulpturer i landet. Det er en St. Laurentius fra slutningen af 1400-tallet.

I tårnrummet hænger en høj smal tavle fra 1735 med navne på alle de folk i sognet, som med større eller mindre beløb bidrog til indkøbet af et messehagel.

Og når vi nu er her, så skal da også hilse på Pastor Johannes Schmidt-Vodder, som figurer på vores artikler om det tyske mindretal. Han var præstesøn fra Als og fra 1896 præst i Vodder. Folkeafstemningen i 1920: 481 danske mod 31 tyske stemmer.

 

Buer fra 1100-tallet

Den lille romaske tufstenskirke Roager Kirke har smukke arkadebuer fra 1100-tallet. Vinduet er sammensat af to forskellige glasmalerier, begge fra 1200-tallet. Kirken har ikke mindre end 25 gotiske træfigurer. Der er rester af mindst tre altertavler. De stammer alle fra 1400-tallet.

I Spandet Kirke er der en altertavle fra 1754, som er forsynet med 11 figurer fra 1400-tallet. En mørk tavle fortæller, at en ”gudfrygtig pige” i midten af 1700-tallet gav 100 rigsdaler til kirkens udsmykning.

 

En berømt saga

Knytlingesaga beretter:

  • Plov den Sorte hed en mand. Han var en mægtig mand i Danmark. Han stammede fra Jylland.

Sagnet vil vide, at han var herre på Spandetgård.

Sagaen fortæller videre, at Erik Emune, der var konge 1134-1137, havde ladet hans far dræbe, og at Plov tog hævn ved at støde et spyd igennem ham på tinget ved Hvidding. Da kongens søstersøn, Erik Lam ville hævne morbroderen, standsede Plov ham med ordene:

  • Stik dit sværd i balgen, ug Erik, thi da kan der falde fedt flæsk i din gryde, om du forstår at søbe.

Erik lod sig derefter hylde som konge. Nogle år senere blev Mildeborg nær Husum belejret af Knud, Erik Emunes søn, som dog ikke kunne tage den. Han indgik forlig og lovede de indespærrede frit lejde. Blandt forsvarerne var Plov. Senere blev Plov dræbt af en af Knuds mænd.

 

Spandetgård

Spandetgård blev 400 år senere ejet af Christian den Tredjes håndgangne mænd, Klaus Sehestedt, der i 1534 førte Skipper Clement som fange til Koldinghus efter Ålborgs erobring.

Hans svigersøn Mourids Podebusk var en stridbar herre, der lå i proces til højre og venstre. Han pryglede også sognepræsten ”med en tyk stok”.

I 1584 blev gården nedlagt og jorden kom under Høgsbrogård.

 

En af de største landsbykirker i Danmark

Det gamle Brøns sogn var ret stort. Her er relativ velstående bondelandsbyer bygget på banker ud mod havet. Her er mange hedestrækninger med spredte udflyttergårde mod øst.

Den 48 meter lange romanske landsbykirke må være en af de største i Danmark. Den er opført mellem 1200 og 1250 og er opført i tuf, granitkvadre og munkesten. Tagværkerne er fra 1200-tallet. De er af eg, og tømrerens navn Didrik er skrevet i runer. Et af helgenfigurerne er fra 1275.

I våbenhuset står en romansk gravsten og et stenkar, som – efter hvad der påstås – altid har vand i bunden, selv om der aldrig bliver hældt vand i det.

En gravsten i tårnrummet minder om Margreth Christiane Reimars, der var gift med hele tre præster fra 1670 til sin død i 1729. Det hørte åbenbart med til embedet, at man skulle overtage enken og sørge for hendes forsørgelse. Margereth havde 11 børn!

Anders Malling var gennem 42 år sognets præst. Han var ikke alene salmeforsker. Han var også et stort navn inden for det danske nazistparti. I 1936 stiftede han sin egen variant ”Dansk Folkefællesskab”. Han havde udtalt hang til førerdyrkelse af sig selv.

 

Brøns var i Tørning Len

Hertug Christian (senere Christian den Tredje) havde fået overdraget Haderslevhus og Tørning len af sin far for at have et fyrstendømme at ”øve sig på” inden han skulle være konge. Som ivrig lutheraner ønskede han den nye kirkeordning indført. Han lod derfor i 1528 præsterne i de to len sværge sig troskab. De som nægtede, blev afskediget.

Brøns lå i Tørning Len. Og den store kirke havde gode hvide vægge. Her kunne hertugens malere forkynde den nye lære på en kreativ måde.

Det var også her i Brøns, at den berømte træfning fandt sted under den første slesvigske krig, men det kan du læse meget mere om i to artikler her på siden.

Brøns Mølle ligger i ådalen øst for byen. Den nævnes første gang i 1579. Før digernes tid lå den meget udsat. Møllen var i kongens eje og møllerne betalte en årlig afgift til kronen.

 

Gården blev skyllet væk

Astrup har navn efter den lave ås, der strækker sig ud i Vadehavet. Omkring 1400 lå her en adelig frigård. Indtil 1533 var der her sæde for herredsfogeden i Hviding fogderi. Den norske slægt Astrup, der tæller kunstnere, politikere og polarforskere stammer herfra.

I 1602 deltes gården mellem to brødre.

I 1533 flyttede herredsfogeden til Haveradsgård. I de næste 200 år giv hvervet i arv. Gården kendes fra 1394. Efter stormfloden i 1634 blev den flyttet til den nuværende plads. Stuehuset er muligvis det originale. Avlsbygningerne er fra 1900. Og hvad skete der med den gamle gård. Ja den blev skyllet væk af stormfloden.

 

Upopulær vejskat

Hovedvejen mellem Ribe og Tønder blev anlagt mellem 1860-61. Ja man brugte rester af Tønderhus i anlægget. For hver mil var der opført et bomhus. De vejfarende skulle betale en meget upopulær vejskat i den slesvigske del af vejen. Den nordligste af disse huse lå mellem Skærbæk og Brøns. Og denne findes stadig. Ordningen med vejskatten ophørte i 1864.

 

Præstedrab

Skærbæk er opvokset omkring Storegade. I Melby findes den ældste bygning. Den er fra 1651 og det er kroen. Melbyhus er fra 1688. I Hjemsted findes endnu en smuk marskgård fra 1700-tallet.

I kirken findes et kalkmaleri fra 1509. I den sydlige korsarms ydermur er indsat en romansk gravsten med kors, kaldet ”sværdet i muren”. Lokale sagn fortæller, at den skal minde om en henrettelse i 1600-tallet.

Vi ar i tidligere artikler fortalt om et præstedrab i Skærbæk. Det fortælles, at drabet skete på kirkegulvet foran alteret men en anden version vil dog vide, at det fandt sted ”da man steg til vogns”.

Der var sandelig også en præst, Martinus Nissen, der ved siden af sit hverv også blev kroholder. Jo han havde fået Christian den Femtes tilladelse til dette.

 

Alle piger skulle testes

I 1696 blev et nyfødt pigebarn fundet død i en dam og:

  • Alle pigerne i Skærbæk skulle prøves i overværelse af øvrigheden, sognepræsten, jordmødrene, dannemænd og dannekvinder, om der fandtes die eller mælk i deres bryster for at befri dem for mistanke.

 

Pastor Jacobsen endte i Sydtyrol

Når vi nu er ved præster og deres gerninger, skal vi da ikke glemme Pastor Jacobsen. Han var en ivrig fortaler for fortysknings-politikken. Det parrede han med personlig ærgerrighed. Rygraden i sit imperium var Creditbank Scherrebek. Jo han var i mange år en høj stjerne. Men det hele revnede for ham. Præsten gik fallit og blev drikfældig. Ikke nok med det. Han blev fyret i 1904 grundet ”usædelig optræden”. Han endte sin karriere som præst i Sydtyrol.

 

”Danskerne er landsforrædere”

Den iltre hjulmand (karetmager) fra Gesing oplevede, at få sin ”statsfarlige ladeport” tjære sort. Tyskerne kunne ikke acceptere, at den var malet hvid med røde hænger.

De dansksindede i byen kæmpede i et par år mod amtsforstander Hans Freiherr von Winther von Adlersdlügel. Denne udtalte:

  • Danskerne er landsforrædere og imod landsforrædere er alt tilladt.

 

Den stakkels gymnastikpige

I 1895 stiftede 100 familier Skærbæk Frimenighed. Og ude i Mjolden havde man tætte forbindelser til Brødremenigheden i Christiansfeld. Frimenigheden ophørte først i 1979.

Kirstine Boesen, senere Stauning-Jensen ledede pigegymnastikken i Skærbæk og Bredebro. Da hun ikke var godkendt af myndighederne, blev hun som gymnastikleder anset for at være ”uegnet”. Og som erklæret dansksindet var hun vel også ”ildeset”.

I 1906 fik hun et polititilhold og i 1907 en bøde, som foreningens formand i Skærbæk betalte. Men ak, kort efter nytår 1910 konstaterede gendarmen i Bredebro, at der var piger under 18 år til stede ved hendes undervisning. Hun blev idømt en bøde på 200 mark. Det kunne eller ville hun ikke betale. I august samme år blev hun først indsat i arresten i Skærbæk. Derefter sad hun 11 dage under simple forhold i Porthuset i Tønder.

Sagen vakte stor og pinlig opsigt, ikke alene i Sønderjylland, men i store dele af det tyske rige, især fordi H.P. Hanssen drog det frem i en tale i Rigsdagen om forholdene i Sønderjylland.

 

Sultne og udsultede fangere

På en mark ved Gårdkrog syd for Gasse lå der under Første Verdenskrig en fangelejr. Fangebarakkerne var inddelt i store rum. Her boede fangerne meget tæt stuvet sammen. Der var køjesenge i flere etager. Kosten var elendig. Den bestod mest af roer, kartofler og hvidkål.

Fangerne skulle bygge fæstningsværker. Sultne og udhungrede vandrede de ud på deres arbejdspladser. Det var Sicherungstelle Nord, som de var i gang med. På Gasse Høje lå en signalstation. Der gik også en feltjernbane fra Døstrup til Ottersbøl-batteriet og fra Skærbæk til Gasse.

 

Gravhøje ved Gasse

Egnen omkring Hjemsted Banke er fuld af fund især fra jernalderen. Der er påvist grave og spor fra adskillige lokaliteter. Her er fundet mange urnegrave og rigt gravgods med perlekæder og kostbare smykker. Ja der er rester af en hel landsby. På Astrup Banke og i Ottersbøl er der også gjort fund. På Gasse Høje ligger syv monumentale gravhøje fra den yngre stenalder.

 

”Den svorne vej”

Vejen fra Hjemsted gennem marskegnene ved Misthusum bærer navnet ”Den svorne vej”. Sagnet fortæller, at bønderne fra Misthusum kom i strid med Skærbæk-bønderne om retten til at benytte vejen. Det kom til en sag, men da intet forlig syntes muligt, bestemte øvrigheden, at hvis de tolv Mithusum-bønder stående på vejen ville sværge på at de havde gammel hævd på at færdes der, skulle de beholde denne vejret.

Sagen var dog lidt ulden. Og bønderne fyldte derfor jord fra deres egen byvej i støvlerne inden edsaflæggelsen, så de kunne sværge på, at de ”stod på egen jord”.

De elleve bønder svor-den tolvte var forhindret-men mændene kom alle ulykkeligt af dage, og en dag mødte en mand ude i engene en rytterskare, som for frem imod ham, mens den skreg:

  • Tolv vi var, elleve vi svor
  • Og sammen vi til helvede for

En pige drømte kort efter, at hvis hun kunne redde elleve mennesker fra at begå selvmord, ville hun kunne frelse de ulykkelige bønders hvileløse sjæle. Hun drog derefter ud i den vide verden, og som gammel vendte hun tilbage efter udført gerning. Hun gik roligt spøgelsesskaren i møde, og da hun viste den korsets tegn, forsvandt den for altid.

 

Misthusum-den forsvundne by

Elleve gårde lå engang på otte værfter i den forsvundne by Misthusum. Udgravninger i 1930erne viste, at landsbyen går tilbage til omkring 1200.

Under stormfloden i 1634 blev landsbyen atter ødelagt og 44 mennesker druknede. Et sagn vil vide, at et spædbarn drev herfra til Fanø i sin vugge.

Ja og så burde vi jo egentlig tage en tur over på Rømø, men det bliver nu en kort tur, for vi har været her flere gange. Du kan bagerst i denne artikel se hvad vi tidligere har skrevet om Rømø.

 

Døstrup var ikke uddø af pest

Et sagn vil vide, Døstrup kommer af, at landsbyen var ganske uddød af pest. Men sandheden er nok, at navnet har noget at gøre med dysse, høj at gøre. Der findes endnu ti høje i sognet, men der har været væsentlig flere.

I kirken findes et sjældent unggotisk krucifiks fra omkring 1250. I 1537 kom sognets første lutheranske præst, Knud Jenssøn og hans hustru hertil. Og i de kommende 328 år var alle præster mere eller mindre i familie med hinanden.

I kirkebogen skrev sognepræsten Michael Andersen efter stormfloden i 1634. I alt omkom 19 mennesker fra sognet. Og vandet stod 2 alen i præstens stuer, båse og lader.

 

Det første fattighus på landet

Omkring 1820 var der 60 mennesker, der modtog fattighjælp. Ofte blev dette omsat i brændevin. På initiativ af den energiske og sognepræst Gabriel Koch opførtes i 1825 et 13 – fags hus en kilometer øst for byen. Her var også lidt jord og plads til at man kunne holde køer og svin. Denne bygning som stadig eksisterer anses for at være den fattiggård på landet i Danmark.

Regnskabet fra 1828 viser, at de fattige med deres arbejde betalte tredjedele af driftsomkostningerne. I tidligere år havde udgifterne til fattighjælp været cirka 700 rigsdaler, bu var det sunket til under 200 rigsdaler.

 

Store fund ved Drengsted

Nær Drengsted blev der fra 1960-1973 udgravet en gravplads og landsby fra germansk jernalder ca. 400 e.v.t. Husene var de gængse langhuse med buede vægge og svære tagbærende stolper.

Der var masser af slaggegruber fra jernudvinding. Man fandt også ansigtsmasker med næse og kindbeskyttere nittet sammen af tynde jernbånd.

 

En frygtelig ulykke på Brede å

Mjolden færgegård ligger på et højt værft nord for Brede å. Før broen blev bygget, blev man her sat over åen i en pram. Syd for ligger landsbyen Forballum og ude mod vest den ensomme marskgård Hybjerg.

På åen nær denne gård kæntrede en overfyldt udflugtsbåd i 1912, og 8 mennesker druknede. De er mindet på en sten i Mjolden by. En tavle med navnene på de omkommende er ophængt på en tavle i Emanuelskirken i Skærbæk.

 

Den første grundtvigske præst

Det var her, at Sønderjylland fik sin første grundtvigske præst, og her rejste der sig den grundtvigske vækkelse. Her startede Kold også sit arbejde. Han blev bl.a. lærer for Knudsens børn på Trøjborg. Og historien om Knud Lausten Knudsen, Gyde Marie Oksen fra Forballum har vi allerede fortalt. Se artikeloversigten efter denne artikel.

På gavlen af en af gårdene i Forballum er indmuret en tavle og i Mjolden står der en mindesten for Kold.

 

Den store kniplingskræmmer

Den gamle håndværkerby Bredebro hed oprindelig Bredevad. Vest for banen ligger den tidligere bondelandsby Brede. De to byer voksede sammen, da Storegade omkring 1900 blev udbygget. Her ses en del huse i Jugendstil.

Kirken ligger på en lav banke syd for åen. I sydmuren er indsat en tysk granat til minde om, at kirken blev ramt den 9. april 1940.

Jens Andreas Wulff havde i sine velmagtsdage flere tusinder kvinder på egnen beskæftiget med at fremstille kniplinger. De blev solgt først og fremmest i Tyskland og andre europæiske lande. Men han eksporterede også til så fjerne lande som Cuba og Brasilien.

Han anså både danske og slesvig-holstenske agitatorer for at være urostiftere. Hans ideal var, at danske og tyske:

  • Kunne vandre i endrægt med hinanden hånd i hånd

 

En af Bredebros store sønner

En af Bredebros store sønner var Poul Johansen Geleff. Ja dem, der har læst vores artikler om Kampen på Fælleden og Arbejdere på Nørrebro ved godt, hvem han er. Han var husmandssøn fra Bredebro. Som redaktør af ”Heimdal” i Ribe blev han tiltalt for, at have fornærmet den prøjsiske konge.

Han rejste derfor til København. Her kom han i forbindelse med Pio, som i 1871 var begyndt at udsende ”Socialistiske Blade”. Sammen med boghandler Brix dannede de International Arbejderforening for Danmark.

De tre ledere fik langvarige fængselsstraffe. I 1877 blev de mere eller mindre udvist af Danmark. Dette var sponseret af arbejdsgivere, der ikke tolererede socialisme. Men det hele endte med, at Geleff døde på Capri.

Sognepræsten i Bredebro sukkede da også og udbrød:

  • Vor tid er fuld af vantro og socialdemokrati, store kampe i folkelivet, længsel efter bedre tider og forhold.

Men først 25 år senere opnåede Socialdemokratiet de første tre stemmer i sognet.

 

To langdysser

I 1960 blev der på marken Steneng i randen af Bredeå-lavningen nord for Abterp opdaget to langdysser. Den ene havde allerede haft besøg. Her var gravkammeret ødelagt. Den anden dysse havde tre gravkamre. Her fandt man et smukt køllehoved af sten, nogle ravperler, flintøkser, lerkar og perler.

 

Der var gang i Ballum

Ja os, der gentagende gange har cyklet til Rømø fra Tønder har opdaget alle de byer, der ender på Ballum. Ja det er vel en halv snes stykker. Den sydlige del af det gamle sogn ligger på en lav bakkeø. Og her er man nogenlunde sikret ved stormflod.

I 1976 og 1981 lå store dele af Bådsbøl, Rejsby og det meste af Buntje under vand. Ballum er præget af store stråtækte gårde opført i randen af marsken. De fleste står på såkaldte randværfter. Det er forhøjninger ”skubbet” fra gestkanten ud i marsken.

Her har man i mange år praktiseret studefedning. Det gav et godt udbytte uden de helt store anstrengelser. Det gav et godt økonomisk grundlag. Hansigne Lorenzen har skildret det så flot med disse ord:

  • Her groede bondens velstand frem

Med Ballums blanke stude,

Grundfæstet blev mangt vestkysthjem

Ved ry, de vandt derud

I kirken findes kalkmalerier fra 1250. Prædikestolen er fra 1600.

 

Kongen var på inspektion i Ballum

I 1637 puslede Christian den Fjerde med tanken om en havn ved Rudbøl. Fem år senere besøgte han Skærbæk og Ballum for at finde et egnet sted til havn, købstad og fæstning. Der kom dog også materiale men så brød krigen mod Sverige ud.

 

Matrosen fik færgeriet

Ja og historien om færgeriet og matros Gram har vi allerede berettet om i en af vores artikler. Han gjorde en heltegerning. Og kongen ville give ham noget for dette. Han ønskede sig færgeriet fra Bødsbøl til Rømø. Og færgeriet udgik fra Bådsbøl, hvor Færgegården opført i 1800-tallet stadig ligger. Det var også herfra der blev udskibet kreaturer.

 

Den stakkels mor

Et sagn fortæller om en ung knøs fra Ballum, der efter et drab blev dømt til døden. Hans mor gik da til kongen, som forbarmede sig over hende, og lovede, at hvis hun alene kunne meje en ager fra solopgang til solnedgang, skulle sønnen gå fri.

Moderen påtog sig opgaven og fuldførte den, men sank død om i samme øjeblik, det sidste strå var skåret. I 1942 fortalte Karen Blixen historien i ”Vintereventyr”.

 

Her stod Brorson

Randerup Kirke ligger nord for landsbyen med de mange smukke gårde. Krucifikset i skibet er fra omkring 1300. Både i og uden for kirken mindes Hans Adolph Brorson, der er født her i 1694. Han var præst i sognet 1722-1729.

Den lille kirke i Skast ligger forblæst og ensom på en lav højde nord for byen. De to store gårde, Asgård og Skastgård blev ejet af familien Beyer. De var søfarer og handelsmænd. Ved restaurering af kirken i 1980 fandt man et sammenstyrtet gravkammer med skeletrester og en sølvknap med initialerne PB (Peter Beyer).

I den sydligste del af Ballum bakkeø ligger en del store og karakteristiske høje fra bronzealderen. Nord for kirken er det en pragtfuld udsigt over Vadehavet.

Selve landsbyen Hjerpsted ligger nord og øst for landevejen. Her mange stråtækte huse og gårde.

 

Store tanker med Jordsand

Ja så er det jo lige Jordsand, som lå cirka 7 kilometer ude og midt mellem Rømø og Sild. Men øen er der ikke mere. Den kendes fra kong Valdemars jordebog. Indtil midten af 1700-tallet var den beboet året rundt.

Det sidste værft på Jordsand med et stråtækt hyrdehus blev ødelagt under en stormflod i 1895. Her er fundet mange skeletter, som stammer fra det store søslag i Listerdyb i 1644. Men nogle er sikkert fra den danske hjælpehær på 7.000 mand, der skulle hjælpe den engelske konge. Mange blev overrasket af højvande og stormflod.

”Folkebladet” foreslog i slutningen af 1800-tallet, at øen blev inddiget, og at der blev lagt en jernbanedæmning herud. Tanken var at etablere en havn ved Højer Dyb vest for øen. Jo og det var herover, at tyske soldater under besættelsen ulovligt jagtede fugle.

Og her slutter vores artikel. Men hvad så, vi er jo langt fra nået til måls. Vi mangler Emmerlev, Højer, Møgeltønder, Rudbøl og Tønder. Ja og så mangler vi alt syd for grænsen. Men se, det var jo alt sammen skrevet om. Derfor bringer vi en artikeloversigt lige efter dette.

 

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk kan du finde

  • 226 artikler om Sønderjylland
  • 150 artikler om Tønder
  • 66 artikler om Højer – herunder:

Hvis du vil vide mere om Langs Vadehavet, Tøndermarsken, dige, stormflod m.m. så se her:

Ribe:

  • Ribe-brevet
  • Ribes Historie(5)
  • Ribes Historie fra 1666 (4)
  • Riber Ret (3)
  • Ribe-Hekseafbrændingen (2)
  • Ribe-i begyndelsen (1)

Mandø:

  • Vingeskudt på Mandø
  • Mandø – en ø i Vadehavet

Brøns:

  • Slaget ved Brøns
  • Slaget ved Brøns-set med tyske øjne

Ballum:

  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga-en sønderjysk pige
  • Ballum-dengang
  • Mellem Højer og Ballum
  • Indre Mission, Baptister og Andre

Rømø:

  • Anekdoter fra Rømø
  • Flere anekdoter fra Rømø
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordshedsbad
  • Rømø, den tredje tur
  • Rømø – endnu en gang
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø – under besættelsestiden

Jordsand:

  • Soldater på Jordsand
  • Øen Jordsand, engang ude for Højer

Emmerlev:

  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole

Trøjborg:

  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Bondeslægten fra Trøjborg, endnu mere
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Trøjborg, et slot nord for Tønder

Møgeltønder:

  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Overinspektør på Schackenborg
  • Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagborg fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Møgeltønder – dengang
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie

Rudbøl:

  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl

Aventoft:

  • Syd for Tønder
  • Aventoft ved grænsen

Tønder-marsken:

  • Tøndermarsken 1-3
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Fiskeri ved Højer
  • Syd for Højer
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Tønder, marsken og afvandingen
  • Vadehavets maler, Emil Nolde
  • Tøndermarken – under vand

Vadehavet:

  • Heltene i Vadehavet
  • Vadehavet ved Højer
  • Søslaget ved Højer
  • Vikinger i Vadehavet
  • Apotekeren fra Højer

Stormflod og diger:

  • Landet bag digerne
  • Stormflod ved vestkysten
  • Højer, stormflod og diger
  • Digebyggeri i Tøndermarsken

Vidåen:

  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Askerodde ved Vidåen
  • Højer, som havneby
  • Omkring Vidåen og havnen i Tønder
  • En vandmølle i Tønder
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Kanal gennem Tønder

Andet:

  • Bredebro – dengang
  • De fattige – i Vestdanmark
  • Sikkerhedsstilling Nord
  • Ude mod vest
  • Præster og andet godtfolk i Sønderjylland 1-2
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Præsten fra Daler
  • Brorson-en præst fra Tønder
  • En vandretur mod vest-dengang

Syd for grænsen

  • Nordstrand-syd for grænsen
  • Fòhr – en ø i Vadehavet
  • Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum
  • Dæmningen syd for Højer
  • Øerne – syd for Højer
  • Det frisiske salt
  • Friserne syd for Tønder.

 

 

 

 


Nordstrand – syd for grænsen

Dato: november 28, 2015

Nordstrand – syd for Grænsen

Rungholt var længe en legende, indtil man fandt rester på de forskellige halliger. Det var dengang, der druknede 6. 400 mennesker og 50.000 stykker kvæg. Vi skal også kigge på en af de talrige sagn, der er opstået om dette sted ”Vi trodser dig, Blanke Hans”. Og dette var ikke den eneste stormflod, der ramte øen. Ja man kan faktisk tale om århundreders lidelseshistorie, når man taler om øen. Her ligger også Verdens mindste Domkirke. Ja, tænk engang i en afstand af 3 – 400 meter ligger to katolske kirker. Og her gjaldt Spaderetten: ”Hvem der ikke vil dige, må vige”. Artiklen er også et skønt minde om en skøn tur med en skøn pige for 35 – 40 år siden.

 

En tur for 35 – 40 år siden

Indrømmet, at det må være 35 – 40 år siden, at Den Gamle Redaktør sidst har været på Nordstrand. Vi startede fra min daværende adresse i Aabenraa. Så gik turen til Tønder, og en rundvisning i den flotte by. Så var det ellers en flot frokost hos minde forældre på Lærkevej i Tønder. Så gik turen ellers syd på langs kysten og den endte såmænd på Nordstrand, inden vi til aftentide igen vendte snuden tilbage til Aabenraa.

Og vi, ja det var foruden undertegnede en særdeles nydelig norsk jente, Vi standsede undervejs og jeg fortalte om historien bag de forskellige steder. Men mest imponeret var Lisbeth over at høre om Nordstrands historie.

 

Nordfrislands højeste punkt

Ud for Slesvigs vestkyst ligger der et større antal større og mindre øer. De kan alle ses i klart vejr fra Stolberg, Nordfrislands højeste punkt.

En del af disse øer er til dels beskyttet mod højvandet af diger. De mindre af disse, de såkaldte halliger med deres græsgrønne flader og værfter (opkastede høje) ser ud som de svømmede på vandet. Ved ebbetid rager de højt op i det solglimtede vadehav.

 

Blanke Hans

Igennem århundreder har stormfloder præget livet for befolkningen mellem havene. Nordsøbefolkningen karakteriseres som kølige, tilbageholdene og lunefulde, ganske som Blanke Hans, som de kalder det barske hav. Uanset de mest moderne former for kystsikring forbliver havet uberegneligt og påvirker befolkningen. Ja man kan sige, at Blanke Hans symboliserer Nordsøens urkræfter. Den er en evig trussel, men indeholder dog så mange rigdomme.

 

Der var 59 kirker

Det er noget helt specielt herude i den frugtbare marsk. Her ved Nordstrand er det skabt så meget forland ved hjælp af tidevand, at det går helt ud til den såkaldte Hamburger Hallig. Ja den hørte også en gang til Nordstrand.

Hele området, den mærkelige grønne flade var for 1.000, ja endnu for 400 år siden halvt land og halvt vand. Den var gennemskåret af brede vadehavsstrømme, de såkaldte priler.

Ifølge Valdemar den Andens jordebog var der 59 kirker og kapeller i den fem herreder på Nordstrand.

På den anden side af dette sund eller bælt lå en stor halvø kaldet Strand, senere Nordstrand.

 

Øen var delt op i fem herreder

Ja, hvad ved vi egentlig om Strand? Vi ved, at området var delt op i fem herreder. Her var indbringende kornavl, stort kvæghold og tæt befolket.

Sandsynligvis har ødelæggelserne af den nordlige del af Strand allerede været i gang, da landet blev inddelt i herreder. Fra det tidligere Viriksherred kendes kun halligerne Langenæs – Nordmark og Øland.

Mod sydøst lå Lundebergherred. Dette dannede forbindelse til det egentlige fastland. Hvornår dette herreds brud med fastlandet fandt sted, ved vi ikke.

Blanke Hans var skyld i, at Nordstrand blev til en ø.

Beltringherred er sikkert opkaldt efter det store bælt. Til dette hørte de nuværende halliger Habel, Grøde med Appelland, Hamburger Hallig og den tidligere hallig, Okholm.

Det fjerde herred var Pelvormherred, som med sin beliggenhed mod sydvest nok var mest udsat for bølgeslaget. Digerne omkring år 1600 bestod endnu af tørv og mosegræstørv, som kunne holdes sammen med høje pælevægge af lange egeplanker. Måske har navnet på herredet noget med dette at gøre. Engang hørte halligen Hoge samt Norder – og Süderog med til det.

Det sidste af de fem herreder hed Edams Herred (1352: Edamsharde).

 

Rungholt

Vi ved, at en stor del af Edams Herred med den temmelig store havn Rungholt under Marcellus – stormfloden mellem den 15. og 17. januar 1362 blev opslugt af bølgerne. Masser af sagn og historie er knyttet til denne hændelse. Stormfloden blev også benævnt som Grote Mandränke

Byen var en stor frisisk handelsby. Men byen sank i løbet af blot en nat. Nogle forskere mener, at beboerne selv var skyld i at katastrofen lige ramte Nordstrand så hårdt. Og dette skyldes saltudvinding. Man havde blandt andet ødelagt digerne ved dette.

 

Vi trodser dig, Blanke Hans

Nu var Rungholt geologisk set også særlig udsat. I slutningen af 1800 – tallet blev sagnene om stedet kendt gennem Detlev von Loliencron og hans digt, Trutz, Blanke Hans.

Jo det var Guds straf for de rige indbyggers overmod. De havde bygget et dige omkring deres land og dette var højere end alle de andre. Udfordrende løb de op på dette og truede ad havet idet de råbte:

  • Vi trodser dig, Blanke Hans

Ikke nok med det. Indbyggerne førte et ugudeligt liv og vovede end dog at trodse Vor Herre selv.

Juleaften havde nogle af indbyggerne drukket en so fuld på et værtshus og lagt den i seng med nathue på. Så lod de præsten hente som til en meget syg og ville true ham til at give soen den hellige nadver. Men det lykkedes for præsten at slippe væk fra dem. Meb da han på hjemvejen kom forbi et andet værtshus, blev han med vold trukket derind af to karle, som brugte hans alterkalk til at drikke øl af. De sagde, at de ville drikke med Vorherre selv.

Da gik præsten op i kirken og bad Gud straffe dette gudeløse folk. Den følgende nat blev det varslet ham, at han skulle drage bort. Han fulgte varslet, og straks efter rejste stormfloden sig og oversvømmede Rungholt og syv andre sogne. Alle indbyggere omkom i bølgerne undtagen to jomfruer, som aftenen før var gået til messe. Således blev Rungholterne straffet for deres overmod.

 

Man kan høre klokkerne ringe

Men sagnet fortæller også, at byen stadig ligger under vandet og vil rejse sig på den yderste dag. I stille aftener skal man kunne høre klokkerne ringe fra den sunkne by.

Nu var det ikke kun i syv herreder eller sogne katastrofen indtraf. Det gjorde den i 30 sogne og herreder, også nord for den nuværende grænse.

Man har gennem tiden set sporene af gammelt kulturlandskab dukke op, gamle værfter med kirker, diger med sluseanlæg og meget mere. På halligen Sydfall dukkede der også pludselig noget op.

Efter den altødelæggende stormflod Manddrukningen fik øen et hesteskoformet udseende. De ældste nordfrisiske krønikeskrivere oplyser kun lidt fra stormflodende. De ting, der kendes og er skrevet op er meget upræcist.

 

Krønikeskrivere

Den første virkelig gode krønikeskriver er pastor Johannes Petersen, der stammer fra Angel. Han antog navnet Petrejus. Den anden krønikeskriver er fra selve Nordstrand. Han hedder Mads Boysen og kaldte sig Matthias Boetius. Den første havde siden 1565 og udgav omkring 1600 en krønike, som han kaldte:

  • En kort beskrivelse af det lille land Nordstrand og dets beliggenhed, om dets indbyggeres sæder, skikke, næring arbejde og vanskeligheder, styre osv.

Den sidstnævnte skrev et arbejde på latin. Og det kan vel oversættes noget i retning af:

  • Om Nordstrands oversvømmelse

Det udkom på tryk i året 1623. Men det blev først oversat i sin helhed omkring 1930 af Jürgen Schmidt – Petersen.

 

Beboerne havde dejlige huse

Petrejus beskriver indgående om forholdene på øen i det 16. århundrede. Han begynder med de daværende digeforhold og formen på digebygningen. Digets fod nærmest vandet bliver føjet tæt sammen med træ og kraftige pæle, tættet indvendig med brædder og græstørv for at den jord, der kastes op, ikke skal blive skyllet bort ved havets angreb.

Af sådan en slags diger havde Nordstrand cirka 120 kilometer.

Beboerne havde dejlige huse. Bygningstræet blev indført fra Norge. Man brugte teglsten og muslingekalk. Og alle huse står på høje værfter. De fattige bygger deres hytter på de diger, som ligger ud til havet og ind over øen.

 

Hvem der ikke vil dige må vige

Nordstrands landret er også lidt specielt. De frisiske udlande havde deres egen jurisdiktion og egne retsbøger. Kun for de tre hærreder på gesten gjaldt Jysk Lov. Nordstrands Landret er først trykt i 1670. I 4. del er Spaderetten som i første omgang beskæftiger sig med digeretten:

  • Hvem der ikke vil dige må vige

Man tog det faktisk ret alvorlig, at digerne ikke måtte have fejl og mangler. Digegrevens arbejde bestod i, at observere skader på digerne og sørge for, at disse blev udbedret. I den forbindelse kommer man uvilkårlig til at tænke på den fantastiske novelle af Theodor Storm: Der Schimmelreiter. Her var Hauke Hein digegreve.

 

En hård lovgivning

I Strafferetten § 33 stod for eksempel:

  • Ingen skal gå til bryllupsgilde eller barselsgilde med mindre han er opfordret dertil eller bedt om det, og den, der alligevel gør det, skal have gjort det på eget ansvar og uden nåde straffes af øvrigheden.

Straffene var hårde dengang. I artikel 49 hedder det således:

  • Dersom en gribes i tyveri, og det er ringe, så kan han, som forholdene nu ligger, enten straffes med åg eller få et øre skåret af og forvises af landet. Men er det stjålne meget, så skal han hænges.

 

6.400 mennesker og 50.000 stykker kvæg druknede

Det var den frygtelige stormflod den 11. og 12. oktober 1634, hvor Nordstrand blev revet i flere stykker og størstedelen ødelagt. Digerne brød sammen på mange steder, uhyre vandmasser styrtede ind og rev alt sammen med sig og rev alt med sig – mennesker, kvæg og bosteder.

Ja selve øen blev sønderdelt i småøerne Pelvorm, Nordstrand og Nordstrand Mor.

Allerede i 1655 kom der igen en kraftig storm, som ødelagde de diger, som man netop havde opført.

Husenes mure styrtede sammen og beboerne søgte at redde sig op på lofterne, der hvilede på pæle. Men kun få stolper modstod bølgernes anslag ret længe. Der var opstået 44 nye søer. På lange strækninger var digerne helt forsvundet.

Af 9.041 indbyggere var de 6.408 druknet lige som 50.000 stykker kvæg. Kun en ottende del af jorden kunne inden århundredets udegang genindvindes ved inddigning. Resten var blevet Blanke Hans bytte.

30 vindmøller blev også havets bytte. Og kun 2.633 mennesker overlevede den frygtelige hændelse.

 

Søgte tilflugt på Wüste Mor

Kun den højtliggende Vildmose (Wüste Moor) blev skånet et stykke tid endnu. Her bosatte en del beboere sig i det ufrugtbare mose – og hedeland. Flodvandet har dog i tidens løb afsat mere og mere slik om mosen. Så denne Wüste Moor er genopstået som halligen Lüttmoor eller Nordstrand Moor. På et tidspunkt var her fire beboede værfter. Der var forbindelse til fastlandet med en dæmning.

En anden rest af det gamle Nordstrand er Hamburger Hallig. Har havde hamburger – købmændene, Rudolf og Arnold Amsinck bygget et særligt høj værft. Til at begynde med kunne diverse stormfloder ikke få bugt med dette værft.

 

Sikring for 300.000 dalere var ikke nok

Købmændene forsøgte med anvendelse af 300.000 dalere at redde dette område fra undergang. Men alle forsøg slog fejl.

Tilbage efter denne store stormflod blev de to nuværende marskøer, Nordstrand og Pelvorm. Ved indvinding af nye koge er den førstnævnte vokset med det dobbelte. En kørerdæmning over flodhøjde forbinder den nu med fastlandet så Nordstrand ikke længere er en ø men en halvø.

Også Pelvorm, der ligger langt ude i havet, har kunnet gøres større, nemlig med inddigning særlig mod nordøst.

 

Beboerne holdt med Christian den Fjerde

Efter den store stormflod kom mange fremmede til området, bl.a. hollænderne. Sproget blev udpræget plattysk. Fire hollandske bygmestre blev sat til at inddige Nordstrand.

Hertugen behandlede den oprindelige befolkning ret hårdt. Det skyldtes, at Nordstrand under krigen 1625 – 29 holdt med Christian den Fjerde og ikke med hertugen.

I 1652 underskrev hertug Frederik den Tredje et fribrev, så Nordstrand igen kunne kunne blev beboet. Her måtte man frit dyrke sin religion. De tidligere fastboende var søgt ind til fastlandet.

 

Verdens mindste domkirke

Nordstrand står stadig den gammel – katolske Theresienkirche, der blev opført af de hollandske digebyggere i 1652. Her blev der prædiket på hollandsk ligesom i Store Magleby Amager. På øen findes også en katolsk kirke til, rejst af franske tilflyttere.

Den ene af disse kirker er faktisk en domkirke, ja de må være Verdens mindste Domkirke. Kun 2 – 300 meter fra denne ligger den anden katolske kirke.

Som eneste kirke på Nordstrand bygget af beboerne selv, står den evangeliske kirke i Oldenbøl. Pelvorm blev længst ude mod vest, blev Salvatorkirken stående. Tårnet styrtede sammen i 1611 og ødelagde en del af kirken. Kun vestmuren blev stående.

Man sagde, at dengang var der hele 21 kirker på øen, og de 18 forsvandt i vandmasserne.

 

Århundredes lidelseshistorie

Det fascinerende ved Nordstrands historie er en årtusindgammel lidelseshistorie og en vig kamp mod Blanke Hans. Krønikeskriverne, der alle er gejstlige mænd, forklarede naturkatastroferne som Guds straf for beboernes tøjleløshed og gudløsehed.

Guds straf over det syndefulde sted betød at pesten i 1350 betød, at der manglede folk til at vedligeholde digerne.

De kunne ikke vide, at landet her i løbet af århundreder langsomt med sikkert sænker sig. En stor del af øen har allerede længe ligget under den normale vandstand. Ved digebrud blev landet derfor hurtigt oversvømmet.

 

Blanke Hans tager og giver

Digerne var dengang ikke høje nok og svarede vel ikke til de krav, der burde stilles. Men Blanke Hans tager og giver. En stor del af den ødelagte ø har aflejret sig som bundfald inde ved fastlandskysten. På den måde har man kunnet inddige talrige nye koge. Ved systematiske landindvindingsarbejder vil fastlandet forskyde sig længere og længere mod vest. En dag vil det også nå ud til de områder, som friserne mistede ved de skæbnesvangre naturkatastrofer. Og dog, for det afhænger af strømforholdene som hele tiden ændrer sig.

 

I lang tid var Rungholt kun en legende

I lang tid var Rungholt kun en legende. Man havde ingen beviser fra tiden inden 1362. Men mellem 1921 og 1928 dukkede der pludselig rester af volde, bygninger og brønde frem. Fundene blev systematisk registreret. Og de blev bekræftet ved hjælp af gamle kort. Særlig Johannes Mejers kort fra 1636, der byggede på et kort fra 1240 spillede en stor rolle.

I et testamente fra 1345 fik man oplysninger om Rungholt. En handelsaftale med købmænd fra Hamborg dateret 1. maj 1361 dukkede op, og kunne bekræfte, at legenden var sand.

 

I 1906/1907 var Nordstrand ikke mere en ø

Nordstrand har man stadig en digevagt, der kigger efter skader.

I 1906/1907 blev Nordstrand første gang med en 2,6 kilometer lang dæmning gjort landfast med fastlandet.

 

Farisær kommer fra Nordstrand

Den berømte drik, Farisær er opstået på Nordstrand. Hos friserne var var det tradition for at man i selskab med pastor Georg Bleyer. Da bonden Peter Johannsen skulle have døbt det sjette eller syvende barn opstod den drik. Flødeskummen forhindrede at rommen i kaffen lugtede af alkohol. Og pastoren regnede med, at det var almindelig kaffe med fløde.

Om pastoren fattede mistanke, da selskabet grundet kaffe med fløde pludselig blev opløftet, melder historien ikke noget om. Jo en Farisær er i dag frisernes nationaldrik.

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
  • Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgaver)
  • Sønderjylland A – Å (Historisk Samfund for Sønderjylland 2011)
  • Friessische Sagen vom Texel bis Sylt (1928)
  • Nordfrisland – digernes land (Bygd 1976)
  • Henningsen: Rungholt – der Weg in die Katastrophe 1 – 2 (Husum 1998 – 2000)
  • Gerd Eversberg: Die Rungholtsage
  • Hans Peter Duerr: Rungholt. Die Suche nach einer versunkenen Stadt (Frankfurt 2005)
  • Helga Ramge: Heut bin ich über Rungholt gefahren (Husum 2002)
  • Albert Panten: Rungholt – Sage und Wirklickeit (Hamborg 2000)
  • Busch: Deicherhöhungen durch sechs Jahrhunderte(1963)
  • Muuss: Rungholt. Ruinen unter der Friesenhallig (Lübeck 1927)
  • Philippsen: Rungholt das Vineta Frieslands (1922)
  • Georg Quedens; Die Halligen
  • Heese: Der Jansenimus und Nordstrand(1982)

 

Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet, Digebyggeri, og Marsken: Se her:

  • dengang.dk indeholder 53 artikler fra det gamle Højer, herunder:
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • Landet bag digerne
  • Syd for Højer
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Dæmningen – syd for Højer
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Vadehavet ved Højer
  • Øerne syd for Højer
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Soldater – på Jordsand
  • Søslaget ved Højer
  • Højer – Stormflod og diger
  • Højer – som havneby

 

  • dengang.dk indeholder 193 artikler fra det gamle Tønder herunder:
  • Omkring Vidåen og havnen i Tønder
  • Det Frisiske Salt
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
  • Friserne – syd for Tønder
  • Vikinger i Vadehavet
  • Tøndermarsken – under vand
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Kanal gennem Tønder
  • Tøndermarksen (2)
  • Tøndermarsken (1)
  • Møgeltønders historie

www.dengang.dk indeholder 119 artikler fra det gamle Sønderjylland herunder:

  • Ballum – dengang
  • Rømø – endnu engang
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Johannes Meyer – en korttegner fra Husum
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Rømø – en ø i Vadehavet

Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter?

Dato: september 12, 2015

Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter?

Vi befinder os lige syd for Højer ved Den Hvide Bro. Her ligger en 4 – etagers bygning der rummer potentiale til et stort oplevelsescenter. Vi giver nogle bud på, hvad vi forstår ved et oplevelsescenter. Hvis det gribes rigtig an, og kan der skaffes nok økonomi, især til driften, kan der her skabes noget virkeligt stort. Det kan få betydning for hele området. Vi skal have en seriøs tilgang til det uden tivolisering. Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. Grunden til at www.dengang.dk bringer dette er en fantastisk erindring om området. Se også den store artikelhenvisning bagerst i artiklen.

 

Ude i Ny Frederikskog

Hvor er vi tit kommet forbi denne bygning, når vi kom med rutebil fra Tønder til Højer. Fra rutebilstationen i Højer gik vi så ud til Ny Frederikskog, hvor Oma og Opa boede. Ja det hed hvis nok 2. katastrofevej.

Min mor var ikke meget for, at gå over Den Hvide Bro. Neden under løb Vidåen. Og lige her er det hvis meget dybt. Og det er faktisk her Den Hvide Fabrik ligger. Ja den er overhovedet ikke hvid. Men den er sikkert opkaldt efter Vidåen, der også staves Hvidåen.

Oppe fra Opa og Omas soveværelsesvindue kunne vi i det fjerne se, når togene kørte over dæmningen til Sild. Det så faktisk ud til, at de kørte direkte på vandet.

Fra køkkenvinduet var der direkte udblik til Den Hvide Fabrik.

 

Livet i Marsken

Det var også her, at man tilbragte så mangen en sommer. Jeg fulgte med, når Opa bandt fiskegarn og Oma ordnede Sut, som hun havde plukket ude i Forlandet. Vi stod også på den gamle sluse, hvor Opa pegede ud mod Jordsand, og fortalte historier derfra.

Som bekendt eksisterer Jordsand slet ikke mere.

Opa havde en rigtig fiskekutter og hjalp til på slusen. Han var nærmest til tider slusemester. Det var så vel og mærke den gamle sluse.

Hos Oma og Opa lærte man en række dejlige mennesker at kende, naboerne og naboens børn samt folk fra nabogårde og husmandssteder.

 

Ude på ”Forlandet”

Vi badede ude i de såkaldte priler ude på forlandet, og blev gjort opmærksom på, hvornår der blev højvande. Vi byggede faktisk også tømmerfloder herude. Men når vi glemte, at trække disse op på diget, var de ødelagt af vandet næste gang vi kom.

Når der var stormvejr, sad Opa ofte med sin B&O transistorradio og lyttede til Blåvand og Lyngby Radio. Han lyttede til, når folk fra skibene ude fra Vesterhavet talte med familien inde på land.

 

”Sat ål mæ snaps til”

Det var også herude i Ny Frederikskog at jeg blev træt af, at spise fisk. Jeg havde indtryk af, at vi fik det næsten morgen, middag og aften. Ja familien elsker stadig at få

  • ”sat ål mæ snaps ti”

 

Det er så meget at fortælle

Tænk og nu adskillige år efter, bliver man så inviteret til Højer for at fortælle om byens historie. Hvor er man i grunden privilegeret. Og det bliver selvfølgelig også en realitet, når man nu engang bliver pensioneret. Det er lidt langt fra Østerbro til Højer.

For hold da op, hvor er det meget at fortælle om byen og egnen. Der er jo slet ikke noget, der ligner dette andre steder i landet. Et par foreninger i Højer har da også fået lov til at bruge diverse artikler for at beskrive egnens kvaliteter, kultur og historie.

 

Hvordan videreformidler vi denne kultur og historie?

Men er hele lokalbefolkningen og de besøgende klar over, hvilken kulturskat, man besidder? Tænk, hvis man på en smart måde kan videreformidle dette. Det har undertegnede faktisk tænkt over, siden de første artikler om egnen blev nedfældet.

Ja nu er det sikkert adskillige, der har en langt større historisk viden om egnen end undertegnede. Men jeg synes selv, at jeg har erindringen om denne fantastiske egn i frisk erindring.

 

Er du forvirret, så fortsæt!

Og så skal man faktisk møde en på Nørrebro som sammen med sin familie har nogle fantastiske ideer, der måske kan få disse tanker realiseret. Og så pludselig møder man ligeledes på Nørrebro en person, hvis forfædre har arbejdet på en vognfabrik, der havde tilknytning til Den Hvide Fabrik. Og stolt kunne denne så meddele, at man ude i cafeteriet ved den nye sluse havde opsat en indrammet artikel fra en ugeavis, som berettede om en Kongebil produceret i Højer.

Er du forvirret, så er det grund til, at du fortsætter med at læse denne artikel.

 

Vadehavet er verdensarv

Tænk engang, at Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. På den måde kommer mine erindringer i perspektiv. Der er en grund til, at udstille de naturværdier, som egnen dækker over.

 

Kan tiltrække endnu flere

I langt højere grad kan Vadehavet tiltrække turister, naturelskere, skolebørn, familier og andre gæster. Og hvorfor ikke lave endnu et oplevelsescenter midt i Marsken. Der findes da godt nok nogen, der har fulgt tråden op.

 

Dyrefoder af søgræs

Men se engang her. Lige her ved Vidåen eller Højer Kanal ved Den Hvide Bro ligger en markant fire etagers bygning. Det er netop Den Hvide Fabrik.

Som vi i tidligere artikler har beskrevet blev bygningen opført omkring 1918 af Det Slesvig Holstenske Fodermelsselskab. Man fremstillede dyrefoder af søgræs.

Siden har bygningen været brugt til bilproduktion, ispindefabrik, produktion af stearinlys o.s.v. Og nu er bygningen til salg.

 

Røre, lugte, se, høre og smage

Den ligger her midt i marsken. Efter en restaurering kan bygningen rumme alt det, der skal til for at gøre den særegne natur og historie levende. Her skal man kunne røre, lugte, se, høre og smage de mange fisk og havpattedyr, der er i vadehavet. Her skal man blive klogere på Vadehavets dyre – og planteliv og tage den viden med hjem.

 

Masser af historie og kultur

Her kan man formidle historien om de talrige stormfloder egnen har været udsat for, og de lidelser som lokalbefolkningen har kæmpet med. Her kan man fortælle ”en slags nybyggerhistorie” om den kamp, man har haft for at få bugt med marsken. Og de færreste ved sikkert, at i Vadehavet huserede vikingerne også.

Og så har Højer jo også haft en meget livlig havneby. Man tog arven op efter Tønder. Og her ude i Marsken havde det såkaldte Bådfolk også en stor kulturel betydning. Ja man kunne fortsætte med digebygning m.m. For ikke at trætte læserne, så henviser vi lige til andre artikler i slutningen af denne med historier, der kan fokuseres på.

 

Se dette scenarie

De fire etager kunne rumme forskellige tiltag. Et scenarie kunne være:

Stueetagen:

  • Vadehavsakvarium og Klap en fisk

Her skal der etableres indendørs akvarium med fisk og havdyr fra Vadehavet. Og der skal etableres følekar med levende Vadehavsdyr. Her skal dissekeres fisk fra Vadehavet. Børn og andre gæster vil få mulighed for at røre ved levende krabber, muslinger, østers, fladfisk o.s.v.

 

  • Vandaktivitet

Der kan for eksempel være kanoudlejning

 

  • Bilmuseum – en egnshistorie fra Højer

Her skal være en udstilling om den karosseri – og bilproduktion, der har fundet sted i Højer. I 1877 åbnede J.H. Jensen et karetmagerværksted i Højer. De kareter, jumpere og andre hestetrukne køretøjer, der udgik fra værkstedet var af meget høj kvalitet. Bl.a. bruger kongehuset stadig en karet fremstillet i Højer. Tønder Kommune har en bryllupskaret og en rustvogn. Fabrikken markerede sig siden ved at bygge personautomobilkarrosserier og igen af meget høj håndværksmæssig kvalitet. En af Christian den Tiendes biler, produceret i Højer er i dag udstillet på Egeskov Slot. Der blev hvert år fremstillet ca. 20 luksusbiler, som blev solgt i ind – og udland. I 1959 blev den sidste produktion indstillet. (Se artikeloversigt, her er mere om historien bag produktionen og tilknytningen til ”Den Hvide Fabrik”)

 

  • Udstillingen skal rumme to vogne fra Tønder Kommune, samt 2 – 3 luksus biler, som er produceret i Højer. En Daimler Cabriolet fra 1946 er allerede indkøbt og en anden er undervejs. Udstillingen vil i høj grad appellere til mandlige gæster.

 

Første etage:

 

  • Vadehavet, flora, fugle og fisk

Har skal gæster kunne komme og få indblik i Vadehavet og dets storslåede og varierede natur – og dyreliv. Det er en permanent udstilling, der har fokus på vidensformidling.

 

  • Værksted hvor der arbejdes aktivt med ”Vadehavets frugter”

Her skal kunstnere, kokke, designere og andre lokale arbejde aktivt på en særudstilling, der bliver produceret på stedet og vist på stedet. Gæsterne skal kunne snakke med den, der arbejder i værkstedet. Og i det omfang det er muligt også kunne deltage. Den levende særudstilling kan for eksempel være:

 

  • Taxidermi, hvor en konservator udstopper og monterer fugle, havdyr og fisk
  • Strandjagtens historie og gastronomi, hvor der er fokus på det spiselige Vadehav. En lokal kok tilbereder herlighederne
  • Rav og andet Vadehavsmateriale, hvor en kunstner eller designer arbejder med materialerne og laver produkter.
  • Andre emner kunne være: Tidevand og bølgeenergi, inddæmninger og historien om det inddæmmede land, beskyttelse af den unikke kultur og natur, snæblen og Tønder Kommunes snæbelprojekt osv.
  • Måske kunne man indrette et spisested, hvor egnens specialretter serveres og selvfølgelig Sønderjysk Kaffebord. Men man skal passe på ”Tivolisering”.
  • Der findes andre dygtige kunstnere, end Nolde, der har gengivet Vadehavet og Marskens lyksaligheder. Man kunne tænke sig skiftende udstillinger.
  • Vadehavet, marsken og Højer er også gengivet i skrift. Dette kunne også påtænkes involveret i projektet.
  • Lokale automobilklubber, historiske foreninger, bådforeninger m.m. kunne tænkes involveret.

Hvert år arbejdes der aktivt med et nyt emne i værkstedet, og hvis det munder ud i nogle konkrete genstande, kan det om muligt blive en del af den permanente udstilling.

 

  • Formidlingscenter

Her skal der være projektor og lærred til filfremvisning om Vadehavet, fugle, havdyr, tidevandet, sort sol osv. Der skal være plads til foredrag, og der skal være plads til at hænge ud i sækkestole og fordybe sig i bøger og andet materiale om Vadehavet.

Der skal være tegne – og male ting og andre tiltag, der appellerer til kreativitet. Stedet skal indrettes til skoleklasser og til de store grupper af sort sol – turister, der i forvejen kommer til området.

 

De øverste etager

  • Lejligheder

Enten kan det etableres luksus – lejligheder til udlejning til velhavende turister, eller almindelige lejligheder til medarbejderne eller til privatudlejning. Sovesal til skoleklasser eller ”arbejds – lejligheder”, der kan bebos af forskere, formidlere og andre, der via legater eller fondsmidler arbejder med konkret opgave omkring Vadehavet.

 

  • Café

 

  • Udsigtspunkt

Det er en fantastisk udsigt øverst oppe

 

Potentiale

Det er et stort potentiale at etablere oplevelsescenter Vadehavet i netop denne bygning med en helt fantastisk placering. Overstående er blot et hurtigt rids på et muligt scenarie.

Et sådant center tæt på Vadehavet kan løfte og udvikle torismen i området – og skabe et fantastisk fyrtårn for Vadehavet og Tønder Kommune.

www.dengang.dk formidler gerne henvendelser og interesse videre til initiativgruppen og vi deltager gerne i det videre arbejde med foredrag m.m., hvis planerne bliver en realitet.

Udfordringer

Med så stort et potentiale er der naturligvis også visse udfordringer, der skal findes en løsning på. For eksempel tiltrækker Vadehavet – og dermed Centeret turister og skoleelever til i løbet af forår, sommer, efterår – men ikke om vinteren. Hvilke aktiviteter ville være oplagte om vinteren?

Økonomisk er det tanken, at restaureringen af bygningen skal gennemføres ved fondsmidler og ligeledes skal formidling, udstilling, det levende værksted etableres ved hjælp af for eksempel fondsmidler og andre støtte foranstaltninger (fondsliste er endnu ikke udarbejdet)

Fonde etc. støtter konkrete projekter, der passer ind i deres fundats, men sjældent drift som arbejdsløn, varme, lys og den slags. Der skal derfor findes en løsning på de daglige driftsudgifter.

Er det for eksempel muligt for Tønder Kommune at søge statsmidler til den slags aktivitet i et af Danmarks yderområder og derigennem finansiere drift. Eller er der foreninger, lokale ildsjæle og erhvervsdrivene, der kan se mulighederne for et samarbejde og en daglig drift?

 

Luftkasteller?

Vi glæder os til henvendelserne. Forskellige aktører er allerede informeret, blandt andet Tønders borgmester. Der er uhyggelig langt igen. Det ved vi godt. Men det kunne være fantastisk, hvis det lykkedes.

 

Hvilken kultur og hvilken historie?

Nu har www.dengang.dk selvfølgelig mange læsere af forskellig historisk og kulturel interesse og for alle følger hermed en artikelhenvisning, som vi har forsøgt at opdele efter bedste evne. Alle disse artikler kan du læse her på www.dengang.dk

 

Marsken:

  • Gammel Frederikskog – dengang
  • At plukke Sut ved Højer
  • Syd for Højer
  • Rudbøls historie
  • Højer, historier og oplevelser
  • Den Frisiske salt
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Friserne – syd for Tønder
  • Tøndermarsken – under vand
  • Tøndermarsken 2
  • Tøndermarsken 1
  • Aventoft – byen ved grænsen

 

Vadehavet:

  • Heltene i vadehavet
  • Vadehavet ved Højer
  • Søslaget ved Højer
  • Vikinger i Vadehavet
  • Mellem Højer og Ballum

 

Øerne i Vadehavet:

  • Dæmningen, syd for Højer
  • Øerne syd for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu engang
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Føhr – en ø i Vadehavet

 

Stormflod og Diger:

  • Landet bag Digerne
  • Stormflod ved vestkysten
  • Højer, stormflod og diger
  • Digebyggeri i Tøndermarsken

 

Lokalt:

  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Fiskeri ved Højer
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Sidste tog fra Højer
  • Højer som havneby
  • Højers historie
  • Møgeltønders historie
  • Rudbøls historie
  • Tønders historie – fra begyndelsen

 

Vognfabrikken:

  • Europa Jensen fra Højer
  • En vogn fra Højer
  • Om gamle dage i Tønder og Højer

Vidåen

  • Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Kanal gennem Tønder

 

Og mange flere

 


En arbejder fra Rudbøl fortæller

Dato: maj 13, 2015

En arbejder fra Rudbøl fortæller

Vi hører om, at bjerge istag i Gudskog og hvert forår var det arbejde ved Højer Sluse. Til arbejdet i Gudskog bestod frokosten af sveden fisk og punch. Ved Højer Sluse blev der bygget 10 hytter med 6 mand i hver. Formænd og rådmand sørgede for at styre gemytterne. Hver onsdag kom børnene med lækkerier. Og så var der forskel på de både man brugte i Rudbøl og i Aventoft.

 

At arbejde i Gudskog

Vi er atter engang kommet vest på. I denne artikel skal vi høre om arbejde i Gudskogen og på havdiget ved Højer.

I gammel tid var der ikke mange kreaturer i Rudbøl eller Rosenkrans. Bådfolket fra Rudbøl levede af at fragte sten fra Nibøl og korn. Og mange fra Rudbøl levede af at sælge istag (rør).

Man lejede et stykke

Man lejede her store stykker af Gudskog af staten, senere af amtet. Man lejede i fællesskab, således at en halv snes mænd havde 100 hektar eller mindre. For at enhver kunne få lige meget ud af det, var det vigtigste, at man skulle dele det store stykke i mindre stykker. Disse blev så atter delt i flænger, en til hver mand. Flængerne mundede gerne ud i en kanal.

Disse stykker blev afmærket med et spadestik (en dovl) for enden af hver af skellene mellem de større stykker og tre for enden af skellene mellem de større stykker. Hvor det stod vildt tag og fjøes kunne det bindes en knude af det.

Forskel på bådtyper

Hver mand havde sin båd, bl.a. til at tage ned til Gudskog i. Bådene her i Rudbøl og Rosenkrans var større end i Aventoft, der jo blev brugt til fiskeri. Det var togangsbåde, mens bådene i Aventoft var engangsbåde. Forskellen var, at bådene fra Rudbøl var dobbelt så høje.

Det tog to timer at fare (stage) fra Gudskog herop til Rudbøl. Til at fare brugte man en kloe (stage). Ved Filood (Verlath) tappede man sig igennem, da vandstanden i de to åer var forskellig. Den var højest i den nordlige.

Da befolkningen her omkring ikke kunne slå med le, kom der hvert år en jyllands – hogster (Jyllands – Mejekarl) her til Rudbøl. Han blev så sejlet ned til Gudskog siddende i en bovstol (lænestol). Der kom også en til Højer.

Når høet var tørt, blev det kørt ned til båden på en lång kårre. Det var en slags lang trillebør, helt af træ. Når æ kårre skulle bruges, blev der sat to ben under foran. Den skulle fylde så lidt som mulig, når man sejlede.

Æ Istag blev bjerget om vinteren

Æ istag blev bjerget om vinteren. Hvis vandet ikke var tillagt med is, skar man æ istag fra båden. Efterhånden blev det afskårne samlet i venstre arm. Hver knippe blev dyppet ned i vandet, så at æ bloes gik af. Når dette senere løb sammen til bunker i vandet, blev det fisket op, og brugt til brændsel.

Når vandet var dækket med is, blev Æ istag skåret af med skovle og kaldtes skarfeltag. Efter, at den var ført hjem, blev den renset ved at der blev taget små bundter op. De blev bearbejdet forneden med en kradser. Det var nærmest en pind med fire store søm i.

Affaldet fra dette, der også blev kaldt blus, blev også brugt til at fyre med. Man blussede når man fyrede med blussede, når man fyrede med blus.

Istag blev bundet sammen med bånd, da det ikke kunne bindes sammen med almindelig snor eller strik. Dette bånd blev lavet af flig (flæg) og jalle (en slags flæg, stærkere en Kalmusflæg), der blev vejret og siden snoet.

Disse bånd blev også brugt oppe i gesten til at binde neg med.

Istag blev solgt i traver. En trave bestod af tyve bundter.

Sveden fisk og punch

Man havde selvfølgelig også en madpakke med til de lange ture. Den bestod af en firkantet æske, som kaldtes æ Klåpask. (ask = æske). Man tog sig en sveden fisk til brødet og en kaffepunch.

En sveden fisk var først blevet saltet og tørret. Så havde man den hængende oppe i skorstenen i større bundter. De blev tilberedt ved at man satte dem i en klemme og holdt dem ind over ilden.

Hvert forår, arbejde ved Slusen

Nu kunne man også hvert forår få en måneds arbejde ved at udbedre digerne. Der skulle bruges ca. 50 mand ved Højer Sluse. Folkene ved Højer havde et par både liggende ved Højer Sluse. De skulle udbedre det halve af det nordlige dige. Folkene fra Fiskerhuse, Rosenkrans og Rudbøl skulle udbedre resten.

10 hytter blev bygget

Ved Højer Sluse blev der først bygget nogle hytter eller huse. Som regel blev der bygget i alt 6 stykker, og der var ca. 10 stykker i hver. Der blev stillet nogle lægter op. Uden på blev der lagt istag. Hver man havde en trave med.

Gratis øl

Inde i hytten til venstre for døren blev der lavet et ildsted ved at grave skråt ned i jorden til et firkantet hul udenfor, som var omkring en alen dybt og halvanden alen på hver led. Der blev rejst nogle lægter, og over dem lagt lægter eller grene.

Ved siderne og ovenpå blev der lagt sadder (græstørv). En skorsten blev lavet ved at fjerne den midderste sadde. Endelig blev kedlen hængt op i lænken. Nu kunne man begynde at koge vand og lignende. Man fik ild ved at brænde blus, som lå i en stak æ bloeskråg til højre for døren.

Over for døren stod der bænke og et bord. Under det havde hver sit skrin, hvor der blev opbevaret proviant. For enden af bordet var der et vindue. Sengene blev tømret op af de rå fjæle under taget. På bunden, der var bare jord, blev der lagt blus og ovenpå halm.

I æ bloeskråg lå der også et anker brændevin og et anker øl. Det sidste stod til fri afbenyttelse, mens man måtte købe brændevinen.

Formand og Rådmand styrede det hele

I spidsen for hver flok stod en annehmer, en slags formand. Desuden var der valgt en raadmand, der holdt justits. Han kunne for eksempel dømme dem, der havde fået for meget at drikke til at ligge i æ bloeskråg.

Arbejdet bestod i, at ridse vaddesadder af med en plov. Dernæst skulle man skrælle dem af med en spadeskovl og køre dem ud til bådene på trillebør.

Et hårdt arbejde

Ploven blev trukket af en mand, mens en anden styrede den. Den bestod af en lang jernstang med et skrapt blad forneden, som kunne skære gennem græslaget. Han trak først lige i en retning, derefter i ret vinkel dertil, så man på denne skar firkantede græstørv ud.

Spadeskovlen blev på samme måde trukket af en mand, mens en anden holdt fast i skaftet og samtidig lagde græstørvene op til siden. Når det så blev ebbe blev de sejlet ud til hovedet (rundingen af diget). Derefter lagde man sadden på det.

Om onsdagen var det en halv højtidelighed, for da kom børnene hjemmesfra derud med sødsuppe og pandekager og ellers lidt fisk. Om lørdagen tog man så hjem, og startede så igen mandag morgen.

Kurgæsterne fik en punch med

Bade og kurgæsterne, der gik og ventede på en båd til Sild kom ofte ind i hytterne og fik en gratis punch. Det blev dog ikke lagt dug på bordet, kun æ Ble fra æ seng.

 

 

Kilde: se

  • Litteratur Højer
  • Litteratur Møgeltønder
  • Litteratur Tønder

 

 

Hvis du vil vide mere om: Digebyggeri, Rudbøl, Marsken, Vadehavet og Højer Sluse: Se her:

  • Rudbøls Historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Syd for Højer
  • Gammel Frederikskog – dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Ladet bag digerne
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Fiskeri ved Højer
  • Vadehavet ved Højer
  • Højer, stormflod og diger
  • Højer – som havneby
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Det frisiske salt
  • Vadehavets Maler – Emil Nolde
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Tønder, Marsken og Afvandingen
  • Vikinger i Vadehavet
  • Tøndermarsken – under vand
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Kanal gennem Tønder
  • Tøndermarsken 1
  • Tøndermarsken 2 og mange flere

Gammel Frederikskog – dengang

Dato: oktober 26, 2014

Gammel Frederikskog – dengang
Gammel Frederikskog havde både skole, mølle, kro og en galgeplads. Her var stormfloder på stribe. Befolkningen fik 17 års frihed og ingen afgifter. Indtil da havde hertugens embedsmænd stukket afgifter i egen lomme. Men så kom der igen stormfloder på stribe, og befolkningen blev nærmest ruineret. Hertugen havde i mange år forsøgt at finde finansiering for inddigning.

 

Vi er i Tøndermarsken
Vi har jo skrevet en del om Ny Frederikskog, hvor undertegnede har så mange gode minder fra. Men hvad med Gammel Frederikskog. Ja for dem, der slet ikke er med i geografien, så kan vi fortælle, at vi befinder os i Tøndermarksen, ikke langt fra Højer.
Store tab efter stormfloder
Tilslikningen af Vidåmundingen mellem Vidding herred og Højer herred blev stærkt fremkommet efter de store landtab efter stormfloden i 1593. Jo det gik hårdt ud over vestkysten dengang. Undergangen af Rikkelbøl i 1615 og ikke mindst Gammel Nordstrands undergang i 1634. Herude i marsken er det hele tiden landtab eller landindvinding.
Hertugen havde store planer
Allerede omkring 1610 synes Vidåmundingen at have været et ret højt vadeland. Hertug Frederik havde en plan med at inddige hele bugten. Det lykkedes dog ikke. Man nøjedes i 1618, at inddige en del af Brunodde Hallig (Brunoddekog).

Hollændere blev kaldt til
Hertugen havde også store planer med Rudbøl. Det skulle være en fristad. Hertugen afsluttede i 1630 en kontrakt med hollænderen, Cornelius Claasen Pietall. Han skulle bygge et dige fra Rødenæs til Højer. Desuden skulle en kanal ved Rudbøl forsynes med 8 havsluser.
Hertugen trak overenskomsten tilbage
Da det drejede sig om en dæmning over et stort dyb, skulle disse sluser bygges i form af nedsænkede skibe. Landmand Henrik Jordtmand har sandsynligvis boet på en lille hallig uden for Vidåmunderingen, for han solgte sin ejendom til dette formål.
Ingeniøren Pieter Vingboons fra Amsterdam var længe beskæftiget med planlægningen og Cornelius Pietall var ivrigt beskæftiget med at vinde interessenter med kapital i Holland. Men anstrengelserne var så godt som resultatløse.
Hertugen trak derfor overenskomsten tilbage. Derefter fik generaldigegreve Isaak de Moll den 11. januar 1636 koncessionen på inddigningen ved Rudbøl. Men heller ikke her skete der noget som helst.

Var der et kapel?
Hele forlandet og vaderne tilhørte den gang Horsbøl herred (Vidding herred). Halligen Brunsodde lå i Vidåbugten. Dens nordlige del groede ved tilslikningen sammen med Rudbøl og Frederikskog. Den var allerede før inddigningen beboet. På halligen skulle der ifølge gamle kort ha ligget et kapel, Trindsum Kapel. Men det kan ikke spores yderligere, om dette har sin rigtighed. Men sandbankerne i vaderne blev betegnet som Trindsand. Og Trind er et hyppigt forekommende stednavn ved vestkysten.
Det er svært at efterprøve forekomsten af ældre hallig – land. En undtagelse er den såkaldte Inspektørvarf. Formentlig flød her et vandløb fra Vidåen til den bebyggelse, som man i 1692 slog en dæmning over. Det er her Meier har indtegnet kapellet på et af sine kort. Her findes også nogle højdepunkter.

Embedsmændene puttede pengene i egen lomme
De store vader lå i mange årtier hen uden diger. De blev hovedsagelig benyttet af beboerne i Horsbøl herred til græsning af kreaturer og får samt til høbjergning. Men alligevel krævede de gottorpske embedsmænd en afgift. Denne havde de ikke et retsgyldig krav på, og uden hertugens viden vandrede de da også direkte ned i disse embedsmænds lommer.
En hertugelig befaling
I året 1665 bekendtgjordes ved en hertugelig befaling fra alle prædikestole i Vidding herred, at alt vadeland uden for Rikkelsbøl og Brunodde skulle udbydes til forpagtning gennem kornskriver Peter Preuss. I den anledning krævedes i løbet af 14 dage en optegnelse over alle havdiger, mellemdiger og spadeland og af alle nydte friheder.
Digegreve og landfoged Johan Preuss på Fokkebøl protesterede. I et brev til hertugen beder han om, at dette vadeland som hidtil overlades ham som indkomster fra hans greveembede. Han skriver om det, hidtil så ringe vadeland, at det beregnes ham med årlig 20 rdl.
Heller ikke de velhavende landbesiddere såsom herredsfogeder og herredsrådmænd havde nogen interesse i inddigningen, fordi de i så fald i reglen blev tilsidesat af de hertugelige embedsmænd, som fik det nye land.

Landet overladt til inddigning
Landindvindingen i den omtalte bugt skred dog stadig fremad. Den 15. oktober 1690 udgav hertug Christian Albrecht på Gottorp en oktroj, hvori han overlod landet, som var liggende ved Horsbøl herred og Brunodde kog til inddigning.

17 års frihed
Som det var tilfældet på Nordstrand skulle beboerne nyde det nye inddigede land kvit og frit uden nogen som helst afdrag i 17 år efter inddigningens afslutning. Først efter denne tid skulle der betales ½ rbdl. Pr. demant til det fyrstelige kammer.
For landets produkter skulle der i de 17 år ingen told beregnes, og der skulle tilsikres frit erhverv.
Hvad der var behov for skulle frit kunne indføres i dette kog. Desuden skulle der tillades interessenterne, deres arvinger og efterkommere at opstille vind – og hestemølleruden for, på og inden for digerne og udnytte dem med fri malen, brygning og bagning. Man måtte have herberger, stalde samt drive andet håndværk, købmandsskab og erhverv uden afgifter og vederlag.

Egen lovgivning
Den, der ejede 60 demat var hovedparticipant og havde fri jagt og fiskeri uden og inden for diget. Fem hovedparticipanter skulle sammen med deres valgte inspektør, en dommer og tre rådmænd afsige dom. I kogen skulle Ejdersted Landret være gældende.
Kigger man rigtig efter, har det også været en plads herude, som man kaldte for Galgepladsen.

Født af havet
I året 1692 begyndte arbejdet under digegreve Paul Schabau fra Rudbøl. Den egentlige ledelse lå i hænderne hos lens – og digefoged Sibbern Carstens, gårdejer på Store Bombøl. Hans bror var den senere digegreve i Tønder Amt, Christian Sibbers.
I 1692 var arbejdet færdigt. Det var også med en vis stolthed, at disse digebyggere kunne præge valgsproget:
– ex mari natus (født af havet)
Dette er også med i Frederikskogs våben, og det står også på brudedøren til Højer kirke.

Tilhørte Rødenæs og Aventoft
Indtil hele Vidåbugtens inddigning i 1861 hørte befolkningen i Gammel Frederikskog i kirkelig henseende dels til Rødenæs, dels til Aventoft.
Præsten fra Rødenæs førte tilsyn med skolerne i Frederikskog og Rudbølkog. Frederikskogs indbyggertal lå i årene 1760 til 1895 mellem 25 og 39 personer.
En god jord
De mest markante bopladser er de endnu velholdte Kenkelhof og Inspektørvarf. I 1765 blev sidstnævnte ejet af Hans Brodersen fra Kjærgård.
Jorden i Frederikskog var særdeles god, og dens produkter nød stor anerkendelse.

Stormfloder på stribe
Landbesiddernes 17 friår løb hen uden særlige digeskader. Men så 26 år efter inddigningen kom de første store digebrud, særlig i julenatten 1717 løb den nye kog fuld af havvand. Efter at man lige havde påbegyndt udbedringen, kom der en isflod den 25. februar 1718. Den dækkede jorden med næsten to meter tykke isflager.
Allerede ved nytårsfloden 1720/21 var det galt igen. Vandet stod da én til to fod over tidligere floders vandstand. Næsten hele havdiget omkring Frederikskog blev skyllet bort og ødelagt.

Beboerne blev ruinerede
Beboerne blev fuldstændigt ruinerede. De ventende indtægter var utilstrækkelige. Dertil kom krigsbyrderne efter Den Store Nordiske Krig.
En rejse til København
I Vidding Herred gik det ikke bedre. Her var også opstået stor fattigdom efter digebruddene. Den 17. februar 1721 besluttede alle lens – og rådmænd i herredet at sende lens – og digefoged Jens Atgens fra Diedersbøl med en bønskrift til kongen i København. Samtidig skulle han varetage Frederikskogs ønsker og interesser.
Rejsen blev påbegyndt den 22. februar og gårdejer Lewe Melfsen fra Toftum betalte som forskud for herredet 150 rbdl til rejseomkostninger. Der findes faktisk en nøje rejsebeskrivelse over denne tur, der varede 33 dage.
Jens Atgens boede over for slottet foran Holmens Kirke. Flere gange blev han modtaget af kongen, og den 18. marts blev der bevilget ham 6.000 rbdl. Af krigskassen i Rendsborg. Han klagede over forhandlingernes forløb og anførte, at den samlede skade ved digerne beløb sig til 50.424 rbdl.

Ny inddigning og opmåling
Efter en ny inddigning og sikring af kongen udførtes på befaling af kammerherre og amtmand von Holstein en nøjagtig opmåling gennem landmålere.
En afvandingsgrøft
Frederikskog blev tidligere sammen med Brunoddekog afvandet gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle Kongsmølle. Men siden 1843 afvandes kogen gennem Frederikskog-diget ved en afvandingsgrøft, der er gravet gennem det daværende forland. Resterne af den gamle plankesluse er for længst fjernet.

Nørremølle
I 1739 blev der i nærheden af den gamle kogs-sluse bygget en kogs-mølle. Den er kendt under navnet Nørremølle.
I de gamle skrifter kan man læse følgende:
– Anno 1738 og 1739 blev en grynmølle bygget ved Rudbøl og Frederikskog. Interessenterne er Balthasar Scmid og Hr. Jürgen Kröger, borger og handelsfolk i Tønder og Hr. Peter Petersen, der bor i Højer.
Og du kan faktisk læse mere om denne i historien En Mølle i Højer.

Kroen var en god forretning
I møllerbygningen var der også en kro. Byggeåret står angivet til 1739. Og i hvert fald så var de første år gode.
Ved inddigningen af Gammel Frederikskog var der blevet et smalt sted på forlandet mellem Frederikskogdiget og Højerdiget. Det blev poseformet dækket med klæg og fremkaldte snart tankerne om en ny inddigning.

En skole i Gammel frederikskog
På det gamle Frederikskogdige i Nørremølle blev der i 1819 bygget en skole. Her havde der også tidligere ligget en skole. Den ny skulle være en såkaldt Distriktsskole. Efter inddigningen i 1861 skulle elever fra Ny Frederikskog også gå her.
Undervisningssproget var tysk, indtil det i 1859 blev afløst af dansk, hvad der bevirkede, at den daværende lærer flyttede fra skolen. Fra 1865 til Genforeningen var undervisningssproget tysk.

Udvidelse af skolen
Skolen bestod af en lys og rummelig skolestue og en lærerbolig. Læreren havde foruden en lille kontantløn fri bolig samt græsning og foder til to køer og frit brændsel. Senere blev hans indtægter forhøjet. Omkring 1840 holdt han desuden omkring 100 får på forlandet.
På den tid blev der bygget en ny og større skolestue, fordi den gamle var alt for lille til de 18 elever. Men denne fik læreren som soveværelse. Fra 1908 gik børnene fra den nordlige del af Frederikskog i skole i Højer. Efter 1920 fortsatte skolen med en lærer, der både underviste på dansk og tysk. Det var vel den mindste skole i Tønder Amt. Således var der i 1924 kun 17 elever.
Først i 1928 blev skolen opdelt i en dansk og en tysk afdeling. Den danske afdeling blev nedlagt i 1942. Ved nedlæggelsen blev børnene henvist til Rudbøl Skole.
Ja og hvad skete der i grunden med de sluser, der skulle anlægges ved Rudbøl. Ja se det er en helt anden historie.

Kilde: 
Ludwig Andresen: Tonderner Einwohnerbuch
Ahrends: Gejsligheden i Slesvig og Holsten
Johs. Stenderup: Stednavne
Rolfs: Geschichte des Kirchenspiels Hoyer
Johan Volquardsen: Familier ved Vestkysten
Sønderjysk Månedsskrift (diverse udg.)
Folmer Christiansen: Sparekassen i Højer med træk fra byen efter 1920

 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
    Under Højer (77 artikler):  Hvis du vil vide mere om Diger, marsk og Stormflod: Læs her:
    – En mølle i Højer
    – Landet bag Digerne
    – Syd for Højer
    – Stormflod ved Vestkysten
    – Rudbøls Historie
    – Vadehavet ved Højer
    – Bådfolket i Rudbøl
    – Soldater på Jordsand
    – Øen Jordsand – engang ud for Højer
    – Højer – stormflod og diger
    – Fiskeri ved Højer
    – Travlhed ved Højer Sluse
  • Under Tønder (283 artikler) 
    – Det frisiske salt (under Tønder)
    – Emil Noldes liv – vest på (-)
    – Tønder, Marsken og Afvandingen (-)
    – Friserne – syd for Tønder (-)
    – Vikinger i vadehavet (-)
    – Tøndermarsken – under vand (-)
    – Aventoft – byen ved grænsen
    – Drømmen om en havn i Tønder (-)
    – Digebyggeri i Tøndermarsken (-)
    – Kanal gennem Tønder (-)
    – Hertugen af Tønder (-)
    – Tøndermarsken (1)
    – Tøndermarsken (2) Og mange flere

Redigeret 13.-10.-2021


Tønder, Marsken og afvandingen

Dato: juli 7, 2010

Gennem århundrede har man forsøgt med afvanding. Det havde ofte katastrofale følger. Tønder mistede sin status som søfartsby. Landbrugsjord blev konstant oversvømmet. Kanalplaner blev skrinlagt. Den sidste afvandingsplan var nær blevet forkastet. Marskboerne havde svært ved at omstille sig. Tønder var konstant omgivet af en kæmpe sø.

 

Fejlslagene projekter og omstilling

Det var bestemt ikke let, at være beboer i marsken. Gennem århundreder har man forsøgt med mere eller mindre effektiv afvanding. Kanaler og diger blev hele tiden bygget. Gang på gang bød tilværelsen på oversvømmelser og stormflod. Markerne kunne i årevis ikke dyrkes på grund af saltvand. Da man så endelig iværksatte en meget effektiv afvanding forsvandt marskboernes naturlige indkomst. Man blev tvunget til at finde nye næringsveje.

For Tønder var udviklingen katastrofal. Man mistede helt forbindelsen til havet. Talrige forsøg på at genskabe en forbindelse til havet mislykkedes. Og endnu en katastrofe indtraf for byen kort før den sidste store afvanding fandt sted. Det sydlige opland forsvandt efter grænsedragningen i 1920.

 

Tønder måtte betale slusen

Tønder var afskåret fra havet. Ved Grippenfeld, en halv mil fra byen blev der bygget en sluse. Den var temmelig høj. Mindre skibe kunne godt passere den, når de lagde masterne ned. Hertugen var til stede, da det nye dige og slusen blev færdig den 6. juni 1566. Man pålagde Tønder at betale den del af slusen, der lå oven over vandet. Senere skulle byen også betale vedligeholdelsen af denne del. I en dom afsagt af skønsmænd fra Hørsbøl, Kær og Bøkling herreder hed det:

  • Angående striden mellem kogene og Tønder by vedrørende slusen, hvorigennem også  sejladsen må foregå, da er denne sluse til stadens fordærv, hvorimod kogene kogene knap mærker nogen ulempe, da de er fulde af siler, hvorigennem de kan udlede deres vand. Da slusen er er meget besværlig og kostbar at holde ved lige, kender vi vor ret, at eftersom de nye koge ved Guds hjælp og Vor Fyrstelige Nådes råd og dåd har fået god velsignelse, skal kogene også med ret og billighed være skyldige at hjælpe deres naboer i Tønder til en sluse så god som i det gamle dige, hvorigennem deres sejlads foregår, ved at betale alt det, der er under vand, og når det er nødvendigt, på Tønders bekostning at bevare og forbedre deres øverste del.

Rudbøl kunne blive en konkurrent

Valdemar den Femte havde i 1354 udvidet Tønders privilegier, sådan at beboerne i de omliggende herreder i en afstand af to mil fra staden ikke måtte købe andre steder end i Tønder.
Dette gjaldt også med hensyn til håndværkere. Men Tønder fik en farlig konkurrent i Rudbøl. Her havde Hertug Frederik den Tredje store planer.

Hertug Frederik den Tredje, der kom til magten i 1616 havde ofte besøgt den sydvestlige del af Sønderjylland. Efter det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg trængte de kejserlige tropper ind i Slesvig Holsten. Hertug Frederik søgte at hævde en vis neutralitet og satte sig i forbindelse med Wallenstein, og overlod ham sine fæstninger.

Christian den Fjerde beskyldte hertugen for at have forbrudt sig mod lens-pligten. Han belejrede ham i hans residens Slesvig og lod sine engelske hjælpetropper under general Morgan sløjfe skanserne i Rudbøl og Dedsbøl samt besætte slottet i Tønder.

 

Det forkerte flag

Ved den lejlighed rev Lauritz Bensen fra Rørbæk den hertugelige fane ned. Han blev senere pågrebet og den 22. januar 1631 blev han henrettet foran Gottorp Slot.  Ved freden i Lübeck
1629 fik hertugen alle sine besiddelser tilbage, som var besat af de kongelige eller de engelske tropper, således Tønder by og slot og skanserne ved havnen i Rudbøl.

 

Afvanding gennem hele historien

I marsken og i Tønder var man efterhånden trætte af vandet. Der måtte ske noget. Men det var et kæmpe ingeniørarbejde, der skulle fortages. Masser af planlægning var gået forud.Normalt taler vi om afvandingen efter 1920. Men gennem historien har bønderne kæmpet med afvandingen i marsken.

 

Vidåens delta

Man havde allerede tidligt slået sommerdigerne fra Ubjerg over Aventoft til Fiskerhusene sammen. Dermed havde man befriet dette område for tilstrømmende vandmasser fra Grønå
og Vidå.  Der var problemer ved Rudbøl. Her lå Vidåens udmundingsområde, idet den fra Rudbøldyb løb gennem Højer Sogn og via det såkaldte Højerdyb og Listerdyb ud i det åbne hav.

Før ind-digningerne begyndte, gennemstrømmede Vidåen Højer Sogn i flere bredere og smallere arme. Den dannede en slags delta. Hermed dannedes en række større og mindre øer og
halliger.

Dengang hørte man ikke noget om dårlig afvanding. Men det blev anderledes i midten af 1500 – tallet, da man begyndte at bygge diger og sluser. Ved det dige, der blev bygget i årene
1554 – 1555 blev flere af Vidåens arme af-dæmmet ved Gaden, Poppenbøl og Rudbøl.

 

Sandaflejringer

Da Gudskog en halv snes år senere blev inddiget og diget fra Rosenkrans til Rudbøl med sine sluser for anden gang overdæmmede Vidåen, opstod der problemer. Til-slamning og sandaflejringer blev et problem. Der opstod stridigheder mellem de kongelige undersåtter i Møgeltønder Kog og hertugens. Man kunne ikke blive enige om, hvem der skulle vedligeholde diverse gennemløb og sluser.

 

Eget initiativ fra Møgeltønder

I begyndelsen af 1600 – tallet anlagde Møgeltønder Kog en sil-grøft gennem Rudbøl Værft med sin egen sil, der blev kaldt Veltensil eller Filtingsil. Dette var for at afvande forlandet, som dengang var u-inddiget. Man ville undgå udgifterne til afvanding gennem sluserne i Rudbøl.

Snart efter i 1622 fik også  Rudbøl Mark, Poppenbøl Mark og Gaden Mark deres egen afvanding gennem den såkaldte Moritzen – sil.  Da også Rudbølkog blev inddiget i 1715 blev Vidåen
for tredje gang overdæmmet. Sluserne ved Rudbøl blev nu til åbne sluser. I det nye dige, der var en kilometer lang, blev der anlagt tre sluser. Men hurtig viste det sig, at disse ikke kunne klare vandmængden. Der måtte bygges to sluser mere.

Efter ind-digningen af Gammel Frederikskog, blev denne afvandet gennem en kanal langs Frederikskog – diget og gennem en sil ved Nørremølle.

 

Gudskog opmåles

På kongens og hertugens befaling blev Gudskog i 1708 opmålt med henblik på en bedre afvanding. Man traf den beslutning, at alt det vand, der nordfra og østfra strømmede ind i Gudskog skulle ledes uden om denne og ud i Vidåen. Der skulle bygges afvandingsmøller, som skulle udpumpe regnvand og opsamlet vand.

Fem afvandingsmøller blev bygget. En kanal gennem Hungerborg Mark og Ubjerg Kog blev reguleret ved den såkaldte Grippenfeld – sluse. En række andre foranstaltninger blev også iværksat.

 

Vidåen overdæmmet for fjerde gang

Da så Ny Frederikskog blev inddiget i 1860 – 1861, blev Vidåen overdæmmet for fjerde gang. Den gang blev det en stor åben stensluse med to mindre sidesluser. Man tænkte på skibsfarten. Den vandmængde som skulle ud gennem denne sluse var blevet stærkt forøget. Sejersbækken gennem Daler Sil og Ny Sil i Højer Dige samt fra Gammel Frederikskog, skulle igennem.

Sluserne kunne ikke altid åbnes, når der var højvande på grund af storm. Dette medførte ofte oversvømmelser. Ved Tønder oplevede man i 1879 en oversvømmelse på en halv meter over normalt højvande. Hele græs – og høhøsten blev ødelagt. Især Rudbølkog var ofte udsat for oversvømmelser.

 

Kanal – planer

Nye tanker fremkom om at åbne for atter engang at åbne for skibs trafikken helt til Tønder, Men udgifterne til dette blev alt for store, så de tanker opgav man igen. En ny kanal kom på banen i 1879 – 1880. Projektet tog sigte på at lede vandet fra Sønderå, Grønå og Vidåen uden om marskarealet. Kanalen skulle begynde ved Vindtved, optage Sønderå og føres mod nordvest til Grønå for derpå at fortsætte syd om Tønder ved randen af gesten, syd om Møgeltønder og forbi Højer. Den skulle så støde på Vidåens nedre løb. Her skulle der bygges to sluser, den ene i kanalen og den anden i Vidåen. Kanalen skulle være 21,6 km lang. Bundbredden ved Vindtved skulle være 7 meter og ved Højer 18 meter.

På begge sider skulle der opføres kanaldiger, så høje og så langt fra hinanden at de sædvanlige sommerhøjvander kunne rummes i den egentlige kanal uden at nå op på dens diger. Selv under den allerhøjeste vandstand skulle vandet holdes mellem digerne.

Kanalvandet skulle holdes helt uden for marsken. Omkostningerne ved projektet var anslået til 1.550.000 mark. Men ved det afgørende møde den 4. juni 1880 blev projektet nedstemt
med en flertalsbeslutning blandt dige-fogeder og kogs-inspektører.

 

Nødråb fra Rudbøl 

I 1910 forsøgte man igen fra Rudbøls side at gennemføre et kanalprojekt efter fire med oversvømmelser. Heller ikke dette lykkedes. Første verdenskrig var også årsag til at en samlet afvandingsplan ikke blev til noget.

 

Planer endelig godkendt

Ved et møde den 10. marts 1923 blev Hede-selskabet opfordret til at foretage undersøgelser og udarbejde planer for afvanding af Tøndermarsken. I begyndelsen af 1925 kom sagen så
til forhandling i folketing og landsting. Der blev besluttet at to tredjedele af omkostningerne (3 millioner kr.) skulle dækkes af statsmidler og resten 1.200.000 kr. ydes afvandingsforbundet som statslån til 6 procent. Lokalt var man meget skuffet. Man havde regnet med 4 procent.

Å-løbene blev atter reguleret. Der blev bygget å-diger omkring dem og skabt reservoirer i Rudbøl Sø og Magisterkogen. Der blev anlagt fire pumpestationer, der skulle hæve vandet fra de lave marskarealer op i de inddigede å-løb. Længere mod nord, især i Brede-å – lavningen blev problemerne først løst meget senere.

 

Skøjtekøb fra Tønder til Møgeltønder

Fra gammel tid var vinteroversvømmelse nøje knyttet til Tønder og den nærmeste omegn. Hver vinter var Tønder nærmest omgivet af en kæmpe sø. Det var selvfølgelig dejlig, for dem der løb på skøjter. Min far påstod, at han kunne løbe på skøjter helt ned til Niebøl.

De østfra kommende vandmasser hobede sig op i Tønders umiddelbare nærhed. Men desværre kunne sommeroversvømmelser også forekomme. Dette umuliggjorde kreaturenes fortsatte græsning.  En afvanding var forbundet med store økonomiske udfordringer. Store dele af marsken lå indtil en meter under nul.

 

Ny plan næsten forkastet

Den 1. december 1925 var en ny plan klar til afvanding af marsken. Og denne plan var lige ved at falde. Resultatet blev 46 stemmer mod 33.  Den overordnede ingeniør Ulrik Petersen flyttede teltpælene til Højer 1. marts 1926. Da han forlod byen i 1930 havde han gennemført et storslået kulturarbejde.

Der var foretaget udbygning af et omfattende kanalnet. Det omfattende areal omfattede 13.300 ha. Vidåen og dens tilløb var blevet reguleret.  Ja der var anlagt 80 km diger og ca. 250 km store og små kanaler. Byggesummen kom op på 6,2 millioner kroner.

Arbejdet optog i høj grad Tønders borgere. I december 1928 var vandet igen gået over Tønder – Flensborg vejen. Hestholm kunne måske for sidste gang kun nås med en båd.

 

Vanskelig omstilling

Desværre for Tønder mistede man den sidste rest som søfartsby, idet den gamle Skibbros – kanal med Vidåen og havet endelig forsvandt.

Landskabet i marsken blev ændret og det gjorde mange af beboernes tilværelse også. Søer og sumpe blev udtørret. Fiskeriet ophørte næsten. Tagrørsbevoksningen forsvandt. Det var slut med marskboernes traditionelle næringsveje. Fremover måtte man ernære sig med det traditionelle landbrug.

En stor del af marskboerne var modstandere af afvandingen. Især syd for grænsen var der stor modstand. Man mente, at livsvilkårene ville blive forringet. Dem der levede af rørskæringen
frygtede arbejdsløsheden. De store gårde, der levede af rørskæringen vidste ikke, hvad de gik ind til. Tiltro til myndighederne var det bestemt ikke.

Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del i marsken, at de ønskede afvandingen. Selv om der var flertal, fandtes der mange modstandere især omkring Rudbøl.

I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En stor del af marskboerne måtte igennem en vanskelig omstillingsproces.

 

Kilde:

  • Litteratur Tønder
  • Litteratur Møgeltønder
  • Litteratur Højer
  • dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere om
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder 

  • Aventoft– byen ved grænsen
  • Dige-byggeri i Tøndermarsken
  • En rebel og hans gård
  • Kanal gennem Tønder
  • Møgeltønders historie
  • Tøndermarsken
  • Tøndermarsken 2
  • Tøndermarsken – under vand

 

  • Under Højer (77 artikler)
  • Bådfolket i Rudbøl 
  • Fiskeri ved Højer 
  • Højer – som havneby 
  • Højer – stormflod og diger 
  • Travlhed ved Højer Sluse 
  • Vadehavet ved Højer 
  • Rudbøls Historie 
  • Højer – før i tiden 
  • Stormflod ved vestkysten og mange flere artikler 

Redigeret 8.11.2021