Søgeresultater på "Kanal gennem Tønder"
Dato: oktober 20, 2016
Syd for Tønder
Man har gode minder fra Aventoft. Dengang små fiskerhuse. Ikke mange heste, det var både, der var brug for. Og så var det de rige og arrogante marskbønder, der kom forbi. Man talte dansk, og de fleste var fiskere. Man rejste sig for præsten. Men man snakkede ham på tysk, og det gjorde man også i skolen. Det kunne være svært at lære det. Og selv i landsbyen var der højkultur og Folkekultur. ”Jyllændere, der var døbt i Møgeltønder Kirke var de mest foragtede. Det var et sandt amfibieland, hvor et barn skulle lave mindst en måtte hver dag. Jo sivfletning blev et af Aventofts varemærker.
En ø midt i det hele
Da Tønder endnu var en havneby, var Aventoft en lille bygd på en ø på cirka 1 x 1 km ude i Vadehavet. Sandøen kom til at ligge omgivet af åer, søer, sumpe og enge.
Gode minder om Aventoft
Vi er fem kilometer syd for Tønder og lige over grænsen. Det er i dag et sted fyldt med grænsekiosker og kroer. Og det var her, vi kiggede efter, hvem der sad i toldskuret, for det kunne jo være, at det var i dag, at vi skulle have en flaske med over.
Det var her vi om søndagen tog på Frühshoppen og fik en lille Gewessen, inden vi skulle hjem til mors krebinetter. Og det var her, at vi bestod manddomsprøven. Vi skulle drikke Æ Støvl uden at spilde henne ved Bager Andersen. Jo han havde også en Gastwitschaft.
Små stråtækte fiskerhuse
Dengang lå der stråtækte fiskerhuse. Dengang var husene bygget så de kunne imødegå den barske blæst. Dengang var der lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Der var vippebrønde og små møddinger foran husene, der vidnede om, at her var der lille kohold.
Det skulle præsten ikke have gjort
Haverne var små og fattig på blomster. Men degnens to ældre ugifte døtre gjorde noget ud af deres eventyrlige have. Ellers var det kun præstehaven. Her var en parklignende have med et vældigt kastanjetræ, som var byens stolthed.
Da en ny lidt mere moderne præst anså, at det var vigtigere at få lys og luft ind i sine stuer end at værne om befolkningens ældgamle glæde, lod træet falde, blev han jaget af by. Jo det var en viljefast, jordnær og en selvbevidst befolkning.
Hvad skulle man med heste
Landsbyen ejede dengang kun to spand heste, men hver mand havde sin båd. Der var typer fra den lille fine jagtbåd over fiskebåden til søgangsbådene, som var beregnet til transport af høet fra de af søer og åer omkransede enge.
Hvad skulle man heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig uden for byens egentlige sandhøje.
De arrogante og rige marskbønder
Agerbrug fandtes så godt som ikke i byen. En undtagelse dannede kartoflerne, der groede fortræffeligt på den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning overfor de rige bønder ude fra marsken. Her ville ingen ordenlige kartofler og rødbeder gro.
Beboerne i Aventoft frygtede og hadede disse rige bønder, når de i deres wienervogne trukket af fyrige heste med ny sølvbeslået seletøj kørte igennem Aventoft i de tidlige morgentimer gennem Aventoft til Tønder.
De havde kun en meget reserveret hilsen tilovers for Aventofterne. Men hvor var det dejligt om aftenen, når de mange puncher i ”Den hvide Svane” i Tønder havde nedbrudt deres reservation. Nu måtte de køre fra hus til hus for at bede om kartofler og rødbeder. Nu var det pludselig beboerne i Aventoft, der var ovenpå.
Sveden kom frem
Hver mand havde et par køer og et par hektar jord. Hø var der nok af, men det var vanskeligt at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man op om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke. Mændene drog af sted for enten at slå høet eller efter vejringen sætte det i stakke for så senere at transportere det med både hjem til landsbyen.
Sejl blev sjældent brugt. Bådene blev drevet frem med stage, den såkaldte ”klo”. Mange af engene var omgivet af høje sivskove, der holdt enhver vind borte. Det tunge arbejde med le, river og fork fik sveden til at springe frem på en ulidelig måde.
Høet blev sejlet
Madpakken var altid stor nok, men ”æ skæggemand” var altid for lille. Man kendte ikke noget til moderne bakteriologi, så man drak af kanaler og mosehuller. Med begærlighed blev vandet suget gennem en tot græs. Så var man sikker på, at der ikke kom nogle dyr med. Mavesygdomme kendte der hårdføre befolkning ikke noget til.
Da heste og vogne kun kunne bruges i de færreste dele af de sumpede egne, blev høet læsset på trillebøre og kørt ud til den nærmeste grøft. Her blev det ladet på både og sejlet hjem til byen. Kunstigt gravede kanaler førte direkte op til byens høje.
I høbjergningen var der ingen tid til fest og hvile.
Man talte dansk
Befolkningen i Aventoft var af dansk afstamning. Sproget var fra gammel tid dansk. Men der var dog nogle familier, der talte frisisk. Lige vest for byen lå den store gård, Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således også det lave markområde ”Nomenhem”
Selve byens marknavne er derimod mest danske. Næsten alle gamle familier endte på – sen. I byen havde man den sjove skik, at børnene blev opkaldt efter den, der var mest fremtrædende i familien. Børnene blev omtalt som ”Jens af Olgas” ”Niels og Peter af Theodors”.
De fleste var fiskere
De fleste af Aventofterne var fiskere. Der blev fisket ål med ruser, der blev stanget ål, der blev tattet ål. På varme sommerdage blev ålene slået op af siv. Brasen, suder, gedder og ”ålændere” blev taget i sættegarn.
Foruden fiskerne havde byen en snedker, men s skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder. Byens stormænd var godsejeren fra Frismark, præsten og skolelæreren. Til dem talte man tysk.
Man rejste sig op for præsten
Præsten var repræsentant for himmeriget og blev behandlet derefter. Man rejste sig i forsamlingen, når præsten kom ind i stuen til barnedåb eller bryllup.
Man opførte sig pænt så længe den høje herre var der. Når han gik, rejste man sig igen. Og så kunne man ”ha det glant igen”.
Men befolkningen var ikke kuet af præsten. Folk var ikke religiøs grebne. Så han havde ikke den rigtige magt over sjælene. Da byens befolkning klarede sig selv ved et måske trælsomt med flittigt og trofast arbejde, og da den grænsede lige op til de fremmede frisere i ”æ hærd” og de fattige øst for i æ He, var de meget selvbevidste og havde en stærk bypatriotisme.
Man skulle sandelig ikke have hjælp udefra
Når de fattige på ”æ He” ved årets højtider kom til byen for at tigge, så fik de altid deres del, men samtidig følte befolkningen derved, at de tilhørte en særlig klasse.
Et godt eksempel på befolkningens selvhjulpenhed er denne historie. I 1927 tog den første man i Aventoft imod arbejdsløshedsunderstøttelse. Der rejste sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet, da han sagtens kunne ernære ved at flette måtter. At ”ligge å æ sovn” blev betragtet som en skam.
Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen drog fiskerkonerne med deres tohjulede skubkærrer til Tønder, Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten. Det var ofte hårdt især i snestorm.
Og derhjemme blev der også kartet og spundet. Bedstefar gik endnu rundt i hjemmelavet vadmelstøj.
Højkultur og folkekultur
Kulturlivet delte sig, både i det man kaldte højkultur og folkekultur, selv i sådan en lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til kirken og skolen. Det var her man hørte om Goethe og Schiller. Men alt dette foregik på tysk. Med Vor Herre talte man kun tysk. Og det gjorde man også med de overnaturlige kræfter. Selv i danske hjem var bønnerne på tysk.
At tale og skrive tysk
Det var ikke sjovt, at skulle starte i skole, når man talte dansk derhjemme. Man havde den almindelige ”Fibel” Det første billede var en pindsvin, på tysk hedder det ”Ein Igel”. Det var ikke helt ualmindeligt, at de danske elever svarede ”ene Peine – Schweine”.
Og det var ikke ualmindeligt, at de første tyske diktater indeholdt 42 fejl. Efter fire timers eftersidning, systematiske overvejelser og kombination nåede man så op på 72 fejl. Dette resulterede så i yderligere eftersidning. Jo pædagogikken havde gode kår dengang.
”Jyllænder” – det mest foragtede
Som vi tidligere har været inde på, så talte man dansk i Aventoft og det gjorde man også i den nærliggende by, Humptrup.
Man fik anbefalet folk, man kunne stole på, og det kunne godt være en tysksindet. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest foragtede. Det var en, der var døbt på dansk i Møgeltønder Kirke.
Jylland var i folks bevidsthed det sorte Jylland med lyngpinde, træsko, hugorme, lus og snot. Der levede i befolkningen en forestilling om Danmarks ulykkestid efter at statsbankrotten efter 1813. Det levende og fornyede Danmark kendte man intet til så langt mod syd.
”Ich bin Deutsch – bis an die Knochen”
Kun ”Ugens Nyheder” bragte dansk budskab til enkelte hjem. I de ældstes bevidsthed var København stadig skyld i al ulykke. Når kaffen steg var det Københavns skyld. Og når man var utilfreds med priserne, henvendte man sig til ”Dänenkönig”.
I 1920 skete der en forandring. De tysksindede udtrykte det på den måde:
De blev så drillet med, at knoglerne jo var danske. De hentede jo alle dansk flæsk i Ribe. Men efter afstemningen kom der folkeligt og åndeligt liv i den lille danske flok. Kontakten over grænsen blev udbygget. Der kom rig og fattige landsmænd til byen, fornemme og jævne kom på besøg. Alle bragte et stykke Danmark med.
Læreren fortalte om revolutionen og dens idealer. Den kom i1918. Men læreren blev sidenhen nazist.
Et sandt amfibieland
Jo dengang historien om Aventoft her blev fortalt, var det et sandt amfibieland. Det var inden marskens afvanding. Århundredes oversvømmelser blev med afvandingen bragt til ophør. Det var nu ikke til alles tilfredshed. De gamle nærringsveje forsvandt. Her var der flere kanaler end veje.
Sivfletning
Udnyttelsen af sumpplanter til tagtækning og til fletning af nyttegenstande såsom måtter og sivsko ophørte. Mange lærte sivfletning som børn. Traditionen var stærkest i Aventoft. Og denne tradition gik fra slægt til slægt.
Men det var dog ikke kun ved Aventoft, man kunne finde materialet. Det fandt man også ved Rudbøl Sø. En gammel regel sagde, at sivene skulle bjerges sammen med høet. Da er stænglerne bløde og smidige. Efter blomstringen bliver de hårde og kan ikke bruges.
En måtte om dagen
Med andre ord, der var kun tre uger til bjergningen. Sivene kaldtes på sønderjysk ”pægge”. De blev skåret fra en båd med segl. De skal lages helt nede ved bunden. I bundter ”dokker” hæges der derefter til tørring under tagskægget.
I Aventoft skulle børnene daglig flette en måtte og i ferietiden to måtter. Det var en vigtig indtægtskilde.
Man fremstillede også løbere, potteskjuler, brudekister, papirkurve, flaskeholdere, tasker, håndarbejds – kurver, stolebetræk, ja endda hele gulvtæpper.
I Aventoft fremstillede man også skoletasker i siv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Dato: maj 17, 2016
Tønder i 773 år
Vi må nok erkende, at Ribe er landets ældste købstad, selv om flere hjemmesider erklærer Tønder som den ældste. På papiret er Tønder Danmarks ældste købstad. Eller er det nu rigtig? Det handler om tolkning. Hvad for en by så Idrisi i 1130? Var det Møgeltønder eller Tønder? Tidligt var der to klostre i byen. Tønderhus havde en ret broget historie. Og så havde Tønder en hel anden lovgivning end andre. Den gjaldt helt til år 1900. Ak, så måtte man vinke farvel til en havn. Vi kigger på byens kirker. Tårnet har været meget udsat. Og tænk engang, at blive døbt fra en så gammel døbefond. Barbererne havde en god indtægt i sårbehandling og de blev gode til benbrud. Og så kom der hekse og kloge koner. Hør også om apotekere og spritsmugling. Omkring 1860 var der masser af markeder i byen.
Ribe er Danmarks ældste købstad
Længe gik vi og bildte folk ind, at Tønder var Danmarks ældste købstad. Det står sikkert stadig på diverse hjemmesider. Men mon ikke vi hermed bliver nødt til, at kåre Ribe som Danmarks ældste. Jamen kan vi så ikke kåre Tønder, som næstældste købstad. Tønder er Danmarks ældste købstad på papiret. Det kan vi måske nok, indtil man i Aabenraa finder ud af, at deres Skraa dukkede op før 1243. Men på skrift er Tønder stadig Danmarks ældste købstad. I Ribe kan man ikke påvise skriftlige beviser for at de har fået rettighederne før.
Var det Tønder eller Møgeltønder
Men egentlig er det hele jo noget pjat, fordi der var gang i købstæderne længe før man fik rettighederne. Således går diskussionen jo stadig, om det var Tønder eller Møgeltønder (Tundria) som kom på verdenskortet i 1130.
Møgeltønder var ældre og ordet Møgel stammer fra det oldnordiske mykild og betyder stor. Ja det er ikke populært i Tønder, at udnævne naboen som den by Idrisi så. Hvad var det så med guldhornene i Gallehus? Ja nogle mener, at disse stammer fra et nomadefolk, som kom hertil i vandretiden omkring år 400. Og mon ikke også disse huserede i Møgeltønder. Så var det jo også her, at Biskoppen fra Ribe omkring år 1200 byggede en borg.
Men lå Møgeltønder ikke lidt langt fra kanalen? Godt nok var kystforholdene anderledes dengang og sikkert også Vidåens løb, men alligevel?
Man mødtes i Tønder
Men det var i Lille – Tønder, at de forskellige veje mødtes. Og disse færdselsvej var urgamle. Det var her skipperne mødtes. Her var min fri for sørøvere, og her mødtes jyder og frisere både i fredelig og ikke fredelig sammenkomst.
To klostre i Tønder
Tønder må allerede dengang haft en stor betydning. Der blev stiftet to tiggerklostre. Det ene var et Sortebrødrekloster, stiftet i 1227. Det andet var et Gråbrødrekloster stiftet i 1238 af ridder Johan Naffnesøn og hans hustru Elsiff. Det førstnævnte kloster brændte i 1517. Det blev igen opbygget af Frederik den Første og indviet til Heilliggeist – sygehus og Hospital for Fattige og Syge.
Munkene blev jaget ud af byen
Gråbrødreklostret har ligget på Slotsgrunden. Lensmanden jagede dem ud i september 1530. Nicolas Tybo havde ellers anmodet kongen om, at lade dem beholde deres kloster.
En broget historie med Tønderhus
I 1271 blev Tønderhus erobret og ødelagt af Kong Erik Glipping under hans strid med Hertugen.
I 1357 blev Tønderhus blev Tønder erobret af den holstenske greve Adolf.Men det var den sidste af Abel’ s slægt. Kong Valdemar Atterdag besatte det. Men han overlevede kun hertugen i et par måneder. Og en tysker ved navn Peffse solgte Tønderhus til de holstenske grever. Disse var snart igen i besiddelse af hele hertugdømmet. Gentagende gange i historiens forløb kom Dronning Margrethe den Første i besiddelse af slottet.
Kong Christian den Første overlod i 1470 Tønderhus og Amt som pantlen til Henning Pogwich for 28.000 Mark Lybsk. Men 10 år senere måtte denne adelsmand sammen med sine sønner rømme landet.
Dette betød at kongen tog slottet tilbage, og det førte så til fejde mod Pogwich – familien. Denne fejde stoppede først ved kongens død med et forlig mellem kongens sønner, Kong Hans og Hertug Frederik.
Ved den første deling af hertugdømmerne mellem disse to brødre i 1490 tilfaldt Tønderhus og by, Frederik (senere Frederik den Første). Ved den anden deling i 1544 var det til Hertug Hans den Ældre. Ved delingen efter dennes død var det så Hertug Adolf og hans efterkommere, de gottorpske hertuger.
En hovedreparation blev foretaget i 1585. Under stormfloder i 1532 og 1615 led slottet store skader. Under krigen mod de kejserlige blev Tønderhus i 1629 indtaget af Prins Frederik (den senere kong Frederik den Tredje). Det var fordi hertugerne havde tilsluttet sig fjenderne.
Det gamle slot forfaldt dog mere og mere. Til sidst blev det revet ned og brugt til blandt andet anlæggelse af Ribe Landvej.
Kun porthuset står i dag tilbage.
En beskrivelse af Vidåen
Langt senere i historien kan man læse denne spøjse beskrivelse af J.N. Schmidt i Slesvigs Land og Folk:
En anden lovgivning
Og det var usædvanligt at byen fik Lübische Recht og ikke var underlagt Jyske Lov. Det får så igen folk til at formode, at Tønder var grundlagt af tyskere. Men kigger vi på de gamle stednavne, ja så får vi en anden opfattelse.
Måske ville hertugen beskytte byen mod konkurrence fra den danske by Møgeltønder. (Store – Tønder) Og måske var Tønder beskyttet mod de tilrejsende frisere, som hørte under den danske konge.
Er dette den rigtige forklaring?
I 1861 udkom den interessante bog Die Stadt Tondern af C.E. Carstens. Han mente, at det ikke var størrelsen på stedet der gav navnet på Store – og Lille Tønder. Nej, det var størrelsen på slottene.
Det specielle retssystem varede til 1900
Retssystemet i Tønder gav da også nogle problemer i forhold til Jyske Lov. Og det specielle retssystem i Tønder varede helt til 1900.
Frem til især 1650 havde Tønder en stor samhandel med Holland. Man fornemmer byens rigdom, når man ser udsmykningen af Kristkirken. (1591 – 92).
Farvel til havnen
Men som det efterhånden er skrevet meget om her på siden, så betød inddigningen, sluser og tilsanding af Vidåen, at Tønders storhed som skibshavn forsvandt. Danske Atlas skrev, at man skulle have bygget digerne og sluserne langs siden af kanalen og ladet strømmen være fri, så kunne Tønder have bevaret sin status som havneby.
Det store industrieventyr
Ifølge myterne var det den westfalske købmand Stenbeck, som lod 12 gamle mænd komme til Tønder til sit hjem og oplære koner og piger i kniplingskunsten. Det skulle have været i første halvdel af det 17. århundrede. Jo et sandt industrieventyr opstod.
Hvor gammel var Sankt Laurenti?
Byens ældste kirke var Sankt Laurenti. Hvornår Sankt Nicolai blev bygget kan ikke siges med sikkerhed, da selve kirken har veget pladsen for den nuværende Kristkirke. Men Sankt Nicolai’ s gamle tårn er bevaret. Den blev senere bygget til den nuværende kirke.
Første gang Sankt Nicolai Kirke blev omtalt med sikkerhed er år 1500. Da betegnes den som sognekirke. Men den er sandsynligvis betydelig ældre. Den nævnes ikke i Ribe – Oldemoder’ s Kirkeliste (1325 – 50). Men her var kun medtaget kirker, der betalte afgift. Andre igen påstår, at der var en trækirke i Tønder, og det skulle have været den allerførste.
Stadsretten fra 1243
Bebyggelsen efter år 1200 kom også til at omfatte den østlige del af den holm som byen lå på. Den nye bydel blev anlagt efter et skema, som man ser i andre nordtyske byer. Det vil sige, at byen blev inddelt i 120 smalle og nogenlunde lige store grundstykker. Nord for hovedgaden blev der afsat et areal, der var stort nok til at rumme et torv med en kirke. Det er også her, at kirken og dens efterfølgere blev bygget. Denne udvidelse må have fundet sted før 1238. For på det tidspunkt anlagde franciskanerordenen et kloster i byen kun seks år efter at den var komme til Danmark.
Da denne orden udelukkende oprettede sine klostre i bysamfund, må Lilletønder på det tidspunkt har haft betydning som købstad. Få år derefter fik byen sin stadsret i 1243. Det var en kopi af Lybæks.
Afgift til kirken
Måske er Sankt Nicolai Kirke blevet til i disse år. Den startede beskedent med et kapel. Der findes ikke kilder, som bekræfter, at de 120 stavne betalte korntiende til Sankt Laurenti Kirke. Men til Sankt Nicolai blev der betalt en afgift, der i 1621 blev ændret til et beløb i penge.
Undertegnede har set, at en sognepræst, Nicolaus Kock er blevet knyttet til kirken i Tønder. Det skulle have været i 1365. Men mon ikke det har været til Sankt Nicolai Kirke i Abild.
Nogle af Tønders præster
Den 10. august 1500 foreslog hertug Frederik ribebispen Ivar Munk at embedet som sognepræst ved vor sognekirke Lutkentundern, som var blevet ledigt ved Georg Ingemanns død og hvortil hertugen havde patronsret, skulle besættes med hertugens kapellan på Gottorp, Johannes Ouerscherer.
Et minde om kirkens bebyggelse
Vi ved, at i 1591 var også Sankt Nicolai Kirke blevet for lille og blev erstattet af Kristkirken. Og dette kan vi læse om i kirken. For i 1593 lod den daværende sognepræst i kirken ophænge en indskrift på latin. Oversat lyder det omtrent sådan:
Senere har man tilføjet:
Tønder’ s kirkegårde
Den første kirkegård blev oprettet omkring kirken. Den var i brug helt til 1787. Ret hurtigt derefter indstillede man begravelserne. I 1823 gik man i gang med at køre gravstenene bort og planere. Antagelig blev kirkegården helt sløjfet på den tid.
I 1857 optrådte et linedanserselskab på pladsen, der seks år senere tjente som tømmerplads.
På den gamle rutebilholdeplads har der også været kirkegård. Den nuværende kirkegård blev indviet i 1814. I de ældre kirkeregnskaber optræder den som den såkaldte nye kirkegård. Og denne kirkegård er senere blevet udvidet.
En klokkestabel på Torvet
Vi har i tidligere artikler omtalt en klokkestabel. Den optræder omkring år 1520, og var placeret omkring Torvet. Man solgte resterne for den høje sum af 11 ½ mark. Det var almindeligt i Slesvig med klokkestabler af træ. Og i Tønder var dette det gentlige tårns forgænger.
En lille smule af den gamle kirke
Egentlig vil det gå for vidt, at omtale den pragtfulde kirke stykke for stykke. Her vil vi bare dukke ned i nogle ejendommeligheder. I den nuværende Kristkirke’ s tagværk er der genanvendt egetømmer fra den gamle kirke.
Tårnet udsat for mange skader
Vi ved også, at tårnet er bygget af Luce Jepsen for 40 rdl. Lybsk og 8 sk. for:
Dette tårn har været udsat for lidt af hvert. Og det var ikke kun i 1686, som det står i indskriften. Ved en stormskade i 1615 skal halvdelen af spiret være blevet nedrevet. Og i 1686 blev de øverste 8 alen ødelagt. Det var så mester Adam Thurmbauer og grovsmed Niels Jensen, der arbejde på tårnet for 304 mark.
Lørdag før anden advent 1716 fulgte et nyt lynnedslag. Det tales om, at tårnet blev ruineret. Men udgifterne viser, at skaderne dog ikke var så omfattende. Gennem 17 – 1800’erne er der ustandselig reparationer på spirets spåntag og blyinddækninger.
Svalerne skulle holdes ude
Omkring 1786 gennemgik kirken også en stor renovering. Der fortælles, at man havde ansat en person, der udelukkende skulle sørge for at svalerne ikke kom ind i kirken. I 1862 mente biskoppen, at kirken trods talrige reparationer var temmelig brøstfældig og trængte til en gennemgribende reparation.
Døbt fra en ældgammel døbefond
Mon ikke kirken hører til blandt Danmarks rigeste, når vi kigger på inventaret? Fra den foregående kirke er der også bevaret døbefont, tre middelalderlige krucifikser, prædikestolen og et enkelt epitaf – den katolske altertavle. Denne befinder sig dog ikke mere i kirken. En middelalderlig sidealtertavle befinder sig i dag i Tønder Kirkemuseum. En stor del af kirkens første stolestader er bevaret.
Prædikestolen er fra 1586. Og man taler i dag om Tøndertypen.
Tænk engang, at man er blevet døbt ved denne gamle døbefont. Den stammer fra 1250 – 1350. Og dåbsfadet er fra omkring 1575.
Mindesten
Selvfølgelig har kirken også mindetavler for de tøndringer, der faldt i krigene. Dem finder man i tårnrummet. Her mindes man de faldne i treårskrigen 1848 – 1851, i verdenskrigen 1914 – 1918 og ofrene for besættelsesårene 1940 – 1945.
Kun en romansk gravsten er bevaret i Tønder. Den blev brugt som dørtrin til Torvet 11. Men er nu at finde på Tønder Museum.
Begravelser i kirken
I kirkebeskrivelsen fra 1800 hedder det:
Ved hjælp af regnskaberne kan man følge, hvordan disse begravelser efterhånden nedlægges og opfyldes. I 1859 opfyldes en begravelse foran alteret med 14 læs sand. I 1879 fyldes to begravelser, og der lægges bjælker over dem. I 1893 – 94 nedlægges resten.
Spændende at se regnskaberne
Spændende er det også, at se i regnskaberne, at man i 1659 købte to huse vest for Smedegade, nedrev dem og udlagde grundene til en ny kirkegård.
Tankevækkende er også, at det var mange lokale håndværkere, der udførte reparationerne i kirken. Og gennem regnskaberne har vi navnene på dem.
Tænk dengang, den 2. november 1532 skulle vandet have stået tre alen høj i kirken i Tønder og afstedkommet stor skade.
Og ja den kirke kunne vi skrive sider op og sider ned om.
Tønder delt i 4 kvarterer
Kigger vi på beskrivelsen af Tønder omkring 1860, ser vi, at byen er inddelt i 4 kvarterer. Der er to torve Store og Lille – Torv som dog er forbundet til hinanden. Byen har 13 gader og fire stræder. I de sidste par er der ikke kommet nye gader, dog har byen udviklet sig lidt mod vest.
Man kan ikke mærke at Peter Doctor praktiserer
Den første læge, der bliver nævnt i Tønders historie er Peter Doctor eller Peter Dorn. Det var omkring år 1600. Han deltog ved et nytårsgilde på slottet. Værten var amtmand Dietrich Blühme.
Igen i 1608 bliver han nævnt. Og heller ikke her er det i forbindelse med noget medicinsk. Der står i en skrivelse, at han var fuld lige som så mange andre. Det er kornskriveren, der beretter dette til hertugen. Amtmanden beretter samme år, at man ikke rigtig kan mærke, at Peter Doctor praktiserer i byen.
Under lægens værdighed, at operere
Nu var det jo sådan dengang, at en læge, der havde studeret, ikke måtte behandle indre sygdomme. Det var dog også under hans værdighed og forbudt at foretage operationer. Behandlinger, forbindinger og sårbehandling tog barberne og jordmødrene sig af. Ja en enkelt gang kunne skarpretteren også gøre det.
Fyrstelig sårbehandler
Mester Claus var den første, der tog sig af sårbehandling i Tønder. Han døde i 1602. Den 12. december sendte hertugen sin hofkirurg David Henning til byen. Han var blevet udnævnt til Fyrstelig sårbehandler.
Dengang var bønder og borgere altid bevæbnet med et våben, kniv m.m. Man drak ofte og meget. Slåskampe var hyppige, og blodtab forekom ofte.
Efter Mester Davids død, var det barberen Jürgen Hansen’ s tur. Han havde fået hvervet, fordi han havde giftet sig med Mester Claus enke. Han fik endda et større område.
Den første jordemoder
Omkring denne tid hører man også om den første jordemoder i Tønder. Hun havde uhyggelig meget at se til. Dengang blev der født rigtig mange børn. Men dødeligheden både blandt børn og mødre var også stor dengang.
Masser af epidemier
I 1540 var 140 død af pest, og i 1639 var det cirka 600, der døde. Årsagen til de mange døde var også, at man ikke lyttede til lægens anvisninger. Man forsøgte at indføre forbud mod at handle med de byer, der havde en epidemi. Men det overhørte man hele tiden.
I 1602 blev magister Laurentius Thomaeus og hans elever beordret til Løgumkloster. Året efter kom magisteren tilbage til Tønder. I den tid var 500 tøndringer afgået ved døden.
Gamle huskeråd
Man brugte gamle huskeråd. Det var varm øl med ingefær, safran eller kanel. Brændevin brugte man også. Det købte man hos Hans Koch i Rådhuskælderen. Her købte man også krydderier.
Også te med en masse krydderier blev brugt. Ingefær med peber var godt mod tandpine i Tønder.
Borgerskabet med penge importerede diverse hjælpemidler som plaster, medikamenter m.m. fra Slesvig og Hamborg.
Hekseri og kloge koner
Pludselige dødsfald som skyldtes naturlige årsager blev tolket som mystisk og hekseri. Her kunne kloge koner hjælpe. En af dem hed Kathrine Jacobs. Hun blev også kaldt Kathy Kullgap. Men disse kloge koner skulle nok selv passe på. For pludselig kunne de selv blive udnævnt til hekse.
Sådan gik det for eksempel for Kirstine Mathies, Kathrine Gretsbüll og Anne Wallens. Disse blev omkring1600 anklaget for at være hekse.
Så sent som i 1782 i Tønder var der en masse overtro, hekseri m.m.
Den første apoteker i 1623
I 1623 ansøgte en hvis Michael Frenzke hertug Frederik den tredje om at måtte oprette et apotek i Tønder. Han fortalte godt nok, at han ikke var lokal, men at han i mange år havde vandret rundt.
Amtmand Hans von der Wisch gav sine anbefalinger videre. Han måtte dog ikke oprette en filial. Han fik desuden eneret på en del varer, og så måtte han sælge krydderier i lige så store portioner, som han ville. Og dette måtte kræmmerne ikke mere. Det blev de godt nok sure over.
I Tønder var man vant til at bruge krydderier i madlavningen allerede dengang. Og man fik disse krydderier via Holland.
Men til sidst fik kræmmerne dog deres vilje.
Han havde tjent Prinsen af Oranien
Efter den første apotekers død, skrev Andreas Lorentzen til hertugen. Nu ville han have privilegiet. Og han mente bestemt, at han var egnet til dette. Han havde tjent Kong Gustav Adolf af Sverige og også Prinsen af Oranien. Nu blev han ikke den bedste apoteker, men han var en god forretningsmand. Men han beklagede sig mange gange til Magistraten og til Hertugen, at hans privilegier blev overtrådt.
Omkring 1649 hører vi om lægen den praktiserende læge, Johan Strobaus. Han klagede til Hertugen, at han kun kunne opretholde en meget lav indkomst i Tønder.
Dyrekirurgen og Hestedoktoren
Det så vitterlig ud til, at barbererne kunne opretholde en meget større indtægt med sårbehandling og plaster. I Tønder blev disse ikke betragtet som uærlige. Det gjorde de så mange andre steder.
Tønder havde skam også en dyrekirurg, der hed Asmus Schweinenschneider. Og så var det også hestedoktoren Jacob Kühl. Men ak sidstnævnte blev sat i spjældet. Det var nemlig sådan, at 14 piger blev udvist af byen, men en del af disse sneg sig ind til byen igen. Dette blev opdaget, og de blev smidt i spjældet. Og så var det ved nattetide, at Jacob Kühl blev snuppet i færd med at befri nogle af disse piger.
Tre kandidater til apotekerjobbet
På et tidspunkt ville mester Johan opgive sit job som læge. Beboerne i Tønder brugte ham ikke nok. Han kunne godt tænke sig, at blive apoteker, nu hvor apoteker Lorentzen var afgået ved døden.
Men det var sandelig også to andre favoritter til dette job. Det var Johannes Block og Schwermann. De havde begge fået privilegier til at drive sideapoteker.
Bevis på, at han var god til Benbruds – behandling
Ja i fortællingen om lægevæsnet i Tønder hører det også med til historien, at når der var markeder, ja så skete der også ofte, at der var læger med. Og disse var sikkert af vidt forskellige kvaliteter.
Men barbererne i Tønder udviklede sig. De kunne nu også behandle brud og ledsmerter. Således modtog Peter von Gothern i 1634 et bevis på, at han var god til at behandle brudskader.
Skarpretter Hans Gottfriedsen måtte ikke mere behandle sårpartienter fik han at vide af hertugen.
Apotek – privilegium gik i arv
I 1661 fik Peter Langhein tilladelse til at måtte drive sideapotek. Men han nåede også at drive hovedapotek. Og hvervet som apoteker gik i arv i familien.
Det kneb gevaldig med at overholde diverse privilegier. Og der blev smuglet vin og brændevin til Tønder. Ja sådan blev de i hvert fald påstået. Og se sådan gik livet sin gang i byen.
Og så var det jo også det specielle m.h.t. Tønder Slots – og Frigrund. Dette stykke dannede sit eget politidistrikt, som hørte under Tønder Herred.
26 skilling i lommepenge
Byens hospital dengang var flere gange brændt. Her var bedesal, hvor byens præster afholdt gudstjenester. Hospitalet var bestemt for værdig trængende af begge køn, navnlig gamle borgerfolk.
Omkring 1860 fik man foruden fri bolig, linned, belysning og brændsel og fuld kost samt 26 skilling i ugentlig penge. Hospitalet fik sine penge fra ejendomsbesiddelser. Der var plads til 36 trængende personer.
Skolelærerseminariet havde plads til 18 unge mennesker, hovedsagelig lærersønner, blev det fastslået dengang. Men nu var det hovedsagelig tyske lærer, der blev uddannet på dette tidspunkt.
Vajsenhuset til 12 forældreløse drenge
Vajsenhuset havde plads til 12 forældreløse drenge. Også her var det fonde og ejendomme, der betalte driften. Vi har tidligere i en artikel beskrevet stedet.
Dengang betegnedes rådhuset på Torvet som brøstfældig. Og på grund af mangelfuld indretning af arrestlokalerne benyttede man amtets arresthus i porthuset på Slotsgrunden. Det er det nuværende museum.
Handelsomsætningen faldt
Der fornemmes en hvis form for pessimisme, når Tønders handelsomsætning skal omtales. Man mangler gode vejforbindelser til baobyerne, flere fabrikker er blevet nedlagt, kniplingsindustrien havde ikke samme betydning som tidligere. Man regnede dog med, at de nye chausseer til Ribe og Husum ville gavne byens udvikling. Skibsfartsslusen til Højer og jernbanen skulle også bidrage til en bedre udvikling af byen.
En del fabrikker i Tønder
Ved udgangen af 1861 var der tre tobaksfabrikker, der beskæftigede 33 arbejdere. Et jernstøberi beskæftigede 18 mennesker. En cichoriefabrik beskæftigede 10 mennesker. Og så var der en klædefabrik med 8 ansatte. De forskellige bomuldsvæverier havde hele 40 ansatte. Og så var der et stort bryggeri for bajersk øl med lagerkælder. Det var blevet anlagt 1861 – 62. Så havde man jo også et bogtrykkeri, der udgav Intelligentbladet for Tønder og Omegn. Dette blad eller avis har vi tidligere omtalt i en artikel.
Masser af markeder
Vi skal da heller ikke glemme, at der stadig her i begyndelsen af 1860erne blev holdt en del markeder i byen:
Der har været gang i byen under alle disse markeder.
62 yngre mænd blev udkommanderet ved brand
Og så blev det også meddelt, at byen ikke havde nogen Borgervæbning. Man havde heller ikke nogen egentlig brandkorps. Men til betjening af slukningsredskaberne, der bestod af seks sprøjter, udkrævedes 62 mand, der af Magistraten udtages af yngre borgere. I tilfalde af brand blev slukningen ledet af Brandadministrationen og Sprøjtemesteren under politimesterens tilsyn. Vi har på vores hjemmeside flere artikler om brand i Tønder.
Et smukt anlæg
I 1857 var der sket en uddybning af åen eller kanalen. Men langt fra alle skibe kunne mere nå ind til Tønder. Således måtte de skiber, der ikke kunne lægge masten ned lægge til uden for sluserne i Rudbølkogs Diget.
Byen Tønder var omkranset af smukke offentlige Spadseregange og anlæg dengang. Ja og det er byen skam endnu. Det var Borgmester Richtsen, der anlagde Nørre – Borgdige i 1800. Og dette anlæg blev i 1857 udvidet.
I disse anlæg var der flere pagoder og i hvert fald det ene blev kaldt Liebes – tempel. Og alle os tøndringer kan fortælle om oplevelser i og omkring dette tempel. Ja det kan Michael Falch også. Han har levendegjort fortællingen om dette stykke Tønder – Historie i en af hans mange dejlige sange, Kærlighedens Lysthus.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 23, 2016
En avis i Tønder
Tondernsche Zeitung (med og uden n) eller Intelligenzblatte skiftede navn flere gang under dets eksistens fra 1813 til 1929. Samtidig følger vi Tønders historie i en del af dette tidsrum. Den prøjsiske pressefrihed var særdeles skrøbelig. Mange dansksindede aviser oplevede bøder og ansatte blev fængslet I lange tider var Tondersche Zeitung særdeles farveløs. Men så prægede den Slesvig – Holstenske filosofi bladet. Og så blev bladet en egentlig kredsavis.
En avis med ændret holdning
Tondersche Intelligenzblatt var et ugeblad, der fra 1813 blev udgivet i Tønder af seminarieforstander Forchammers enke.
I 1840 blev de hendes søn, Heinrich Forchammer, dets faktiske redaktør.
Ludwig Andresen, der i bogen Beiträge zur neueren Geschichte der Stadt Tondern antager, at det skyldtes, at bladet fra dette tidspunkt antog en stærk Slesvig – Holstensk tendens. Og dette var det ikke alle, der syntes om.
Et brev fra en berømt Fysukus
Et brev blev forfattet til en ukendt.
Brevskriveren er ingen ringere end Fysikus F.E. Ulrik, der var fysikus i Tønder fra 1854 til 1864. Han var en særdeles interessant og foretagsom læge. De tysksindede brugte ham også, men gik ud af bagdøren. Og det var dem, der bogstavelig talt stenede ham ud af Tønder. Vi har tidligere skrevet om ham.
Han var levende optaget af praktiske, sociale og nationale spørgsmål. Han var medstifter af Vestslesvigsk Tidende, da dette blad udkom i Møgeltønder i 1856.
Brevet var stilet til en professor. Hvem denne var, har det ikke været muligt at fastslå.
Hustruen købte et trykkeri
Seminarieforstander Johan Ludolph Forchammer var forstander for Tønder Seminarium fra 1803 til sin død 1810. En af hans sønner blev jurist og retshistoriker i Kiel. En anden blev professor i filologi i Kiel, og deltog i oprøret i 1848.
Familien Forchammer fik syv børn, og mange af dem fik betydningsfulde stillinger. Da manden døde, var det forholdsvis begrænsede midler, der stod til rådighed for familien. Men enken købte et trykkeri, og startede avisen.
Brevet fra 1854
Den her omtalte etatsråd Forchammer var den berømte danske geolog J.G.F. Forchammer, direktør for Polyteknisk Læreranstalt efter H.C. Ørsted.
Den omtalte greve er grev Arthur Reventlow, der var amtmand i Tønder fra 1850 til 1860. Man var i danske kredse ikke tilfreds med hans nationale holdning.
Vi har i forsøgt at gengive Ulriks bog i nudansk. Derfor har vi foretaget en skånsom redigering.
Det er en sag, jeg vil bringe på banen for Dem. Måske kan De ikke hjælpe. Men De kan få et indblik i forholdene herover. De ved, at der herover i denne afkrog har eksisteret et Ugeblad, som i ironiens lys, kaldte sig ”Intelligents Blatt. Det var kun et annonceblad og naturligvis på tysk.
Det blev udgivet af en Madamme Forchammer, en mor til etatsråden i København eller måske snarere hans bror. I oprørets tid blev bladet naturligvis oprørsk, og er derfor blevet undertrykt. I åndeligt henseende stod bladet for et usselt standpunkt, som alt herover. Det var en løgn ikke alene i sproglig henseende.
Imidlertid er det dog altid et savn ikke at have et annonceblad. Foruden Forchammers mor eller bror var der 3 – 4 andre ansøgere om privilegiet. De var dog dansksindede. Og har alle fået afslag.
Jeg har en mistanke om, at Greven heller ikke er ligeglad med, hvem der får privilegiet. Derfor frygter vi det værste.
Da bladet ikke bliver et ”Tendensblad”, ikke en gang et simpelt ”Tidende” som dens mange brødre herovre i provinsen, men kun et adresseavis, så vil sagen måske ikke forekomme mange så vigtig som mig. Men privilegiet kan måske blive udvidet med tiden til et Tidende. Og når bladet så samtidig er tysk, kan det blive farligt.
Tønder Amt er næsten helt igennem dansk talende. Ifølge Sprogreskriptet er der kun to små herreder med tysk skole og retssprog, imod 4 aldeles danske herreder og et amt, Løgumkloster samt tre dansktalende flækker og staden Tønder.
Nogle af dem, der taler dansk med de smukkeste danske dialekter er tyskerne. Ser De, det harmer mig, at det bliver løget om de faktiske forhold. Derfor trænger jeg til at udtale mig derom og det bedrøver mig, at en mand for hvem jeg har næret en så dyb agtelse, og hvem jeg føler dyb taknemmelighedsgæld til for den åndrighed, hvormed han som lærer har bidraget til min udvikling, at en sådan mand kan være så svag, så egenkærlig, at han derved bliver blind for den skade, han anretter ved sine intriger.
Af aviserne ser jeg, at den ene efter den anden af vore bedste mænd forsagt trækker sig tilbage. Det er et dårligt varsel for, hvad den næste måned vil bringe. Gud give de tilbageblivende mod og klogskab.
For resten er her intet nyt, jo dog. Forleden var her Thierschau, en kontrademonstration imod en, der består i de jyske enklaver på dansk, naturligvis til stor glæde for vor Arthur.
Så snart Leth kommer hjem rejser Grevens tredje sekretær Hr. Cornils til København. Cornilds er vel en tysker og ikke brugelig i det danske, men efter min mening er han vel den bedste og mest pålideligste af de tre.
Lev vel
Bladet havde mange navne
Men Ulriks kamp så ikke ud til at lykkes. Bladet fortsatte i forskellige kombinationer. Og blev også til sidst opslugt af Nordschleswigsche Zeitung. Men ellers var kombinationen:
Men Tondernsche Zeitung oplevede, at blive 116 år. Man påstod, at bladet var i stand til at tilpasse sig de forskellige politiske holdninger. Men det passer i hvert fald ikke i forhold til Ulrik’ s brev.
Et godt indblik i Tønders kultur – og folkeliv
Alt handler ikke om de politiske forhold. Kigger vi bladets spalter igennem, får vi et ganske fint indblik i Tønders kultur – og folkeliv.
I begyndelsen kom ugebladet hver torsdag i et meget lille format, der blev kaldt lille oktav. Rent litterært og politisk var det nok ikke så meget at komme efter. Men der var masser af anekdoter. Man bragte mange artikler fra tyske aviser eller familiejournaler. Og så fik man diverse statistikker serveret.
Man kunne læse diverse informationer fra digegreven og borgmesteren. Og så var der kørerplaner og priser på bestemte ydelser.
Påbud fra Magistraten
I 1835 advarede Magistraten mod at smide dyrehud på gader og veje. Man måtte heller ikke ved mørkets frembrud gå uden et lys (Laterne). Der var ingen gadelys dengang. Kun på markedspladsen brændte ved vintertide en Laterne.
Rådet anmodede også om, at man skulle behandle brøndende ordentligt. Fire af byens 32 brønde fik deres vand fra Vidåen.
Tønders lystigheder
Men der var også tilbud i C.H. Hansen’ s have, hvor han arrangerede koncerter. De kostede 4 Skilling. Og Hr. Marwig fra Slesvig ville lade to luftballoner stige til vejrs. Og dette skete nede på Blegen.
I 1831 kunne man hos gæstgiver Andreas Petersen i Storegade opleve en skuespilgruppe give forestillinger. Jo der skete noget i Tønder, dengang.
Mange af Tønders kendte værtshuse fra dengang optræder i spalterne gang på gang. Mange større handelsvirksomheder kan genoplives i spalterne. Men også små virksomheder kan man finde. Således reklamerede Madame Soundso med at hun kunne påsætte nye hårlokker og reparere de gamle.
Men vi bliver da også mindet om, at i 1820 opstod Tønder Spar – og Lånekasse. I samme år blev foreningen Harmonie stiftet. Biblioteket i denne forening havde i 1853, 5.000 bind.
Kongen på besøg – to år i træk
Endvidere kan vi læse, at kong Frederik den Sjette to år i træk besøgte Tønder. Det var både i 1824 og i 1825. Markedspladsen blev udvidet i 1828. Det skete på bekostning af Byvægten. Den blev så sat op ved den gamle kirkegård.
Tilladelse til Uld – Kræmmermarked
I 1827 fik Tønder kongelig tilladelse til at afholde Uld – og Kræmmermarked til pinse. I 1829 var seminariet blevet omorganiseret. Og i 1831 så man et nyt slags Fattigvæsen i byen. Og sandelig i 1835 fik byen en ny borgmester, justitsråd Paul Sibbers. Den gamle borgmester, etatsråd Horup døde i 1839. Dengang var det ikke politisk konfliktstof i bladet.
Et hyldestdigt til kongen
Det var ikke noget om konflikten mellem Slesvig – Holsten og Danmark. Ja der var endda et digt i forbindelse med kong Frederik den Sjette’ s fødselsdag. Og dette digt var helt uden politisk bismag.
Bladet ændrede holdninger
Selv om det på denne tid ikke var nogen egentlig boghandel i byen, ja så var borgerne ikke politiske analfabeter. For der var bogsælger, og andre blade. Blandt disse var Kieler Korrespendenzblatt, Schleswig – Holsteinischen Blätter og Itzehoer Nachrichten.
Men pludselig i 1840, som vi tidligere skrev, ændrede bladet sin linje. Nu fik vi pludselig anti – danske tendenser. I næsten hvert nummer forekom nu politiske kommentarer.
Kampen for den Slesvig – Holstenske linje
Bladet bragte flere af købmand Todsens indlæg. Og han var i den grad præget af den Slesvig – Holstenske linje. Han stod i spidsen af propagandaen i Tønder. Når det var markeder i byen, ja så kunne han samle en masse tøndringer, der var enig med ham.
Den uofficielle redaktør på avisen dengang, Heinrich Forchhammer var nok ikke selv politisk aktiv, men tydeligvis var han en forkæmper for den Slesvig – Holstenske filosofi. Han var aldrig bange for, at han skulle miste sit privilegium.
Fra den 27. juli til den 29. juli 1842 var kongen på besøg i Tønder. Der fandt store festligheder sted.
Den første boghandler i Tønder
En forordninger vedr. det at drive boghandel i Slesvig – Holsten blev samme år vedtaget.
En boghandler fra Flensborg havde indtil da forsynet borgerne i Tønder med borger. Men det var nu undtagelser. For på markeder blev der også tilbudt bøger. Og trykkerierne i Tønder solgte også bøger.
Skindmager Krützny i Spikergade solgte kunstbøger (stentryks – bøger) fra et firma i Flensborg. Bogbinder Seyffarth i Søndergade solgte også bøger. Men Tønders første egentlige boghandler var Dröhse, der startede i 1853.
Under ingen omstændigheder samarbejde med Flensborg Avis
I 1843 erklærede avisen i Tønder, at de under ingen omstændigheder ville samarbejde med Flensborg Avis. Det var tydeligt, at de to aviser stod langt fra hinanden.
En hyldest til det tyske
Samme år blev der holdt en jubelfest i Tønder. Og det var med skyttekorpset forrest, derefter fulgte alle politikere i Rådet. Herefter fulgte nærmest en ceremoni, hvor borgmesteren foran det gamle billede, hvor broder Reinhard overrækker den Lybske Lov til byen, holdt en bevæget tale. Heri gav borgmesteren udtryk for glæden ved at det tyske sprog var blevet bevaret både kirke – og skolesproget.
Festdagen blev afsluttet med en storstilet fest for specielt indbudte gæster i Stadt Copenhagen. Men ikke nok med det. Hele byen var illumineret. Og ved midnatstid sang sangforeningen ved markedspladsen. Og et stort festoptog afsluttede det hele.
Det anti – danske blev forstærket
Den anti – danske stemning blev forstærket, da købmand Todsen og Thor van Straten afleverede en note fra borgerne i Tønder. Denne note var egentlig en tilkendegivelse af det Slesvig – Holstenske synspunkt. En tilsvarende nota blev overrakt fra andre byer.
En hyldest til frisernes fest
I 1844 bragte Tondernsche Intelligenzblatt hele programmet for Frisernes Fest i Bredstedt. Og en af de vers, bladet bragte var denne:
So nenne mir das stolze Land
So weit sich dehnt der Friesenstamm,
Von Widau bis zum Eiderdamm
Dass sol les sein, dass soll es sein
Das, edler Friese, nenne dein
I 1846 døde borgmesteren, og efterfølgeren blev Broder Knudsen.
Et fattigt år – i 1847
Alt var pludselig blevet dyrere i 1847. Magistaten udnævnte et udvalg, der skulle iværksætte ting, der skulle lindre den nød, der var opstået i Tønder. En frivillig indsamling indbragte 381 Rthlr. Sparekassen gav 426 Rthlr. Pengene gik til fordeling af korn, brød, kartofler og brænde til de fattigste i byen.
Tønder anerkendte den provisoriske regering
Kong Christian den Ottende døde den 20. januar 1848. Hans søn, Frederik den Syvende fulgte. Og han startede med en erklæring om, at Slesvig Holsten skulle samles i det danske rige. Det var samme år, som vi oplevede den franske revolution.
Erklæringen blev selvfølgelig trykt i bladet. Som bekendt fulgte oprøret. Fra Tønder lød det, at man anerkendte den provisoriske regering i Kiel.
Våben til en borgervæbning i Tønder
Den 31. marts modtog Tønder By 200 geværer og 50 sabler til en Borgerbevæbning. Købmand J.C. Iwersen blev chef for borgergarden.
Men tingene udviklede sig hurtigt i byen. Den 4. april rykkede dansk militær ind i Tønder ledsaget af Ribe Frikorps.
Patriotiske kampsange
Seminariet blev indrettet som lazaret. Og livet i Tønder i den tid har vi indgående beskrevet i andre artikler. Men i 1849 bragte Tondernsche Intelligenzblatt en masse patriotiske kampsange. En af disse lød sådan:
Denn der Völker Geist erwacht
Geist der Freiheit, neugeboren
Brich hervor durch Tod und Nacht!
Skolesproget igen dansk
Nederlaget ved Isted slukkede lystet for Slesvig – Holstenerne. I Tønder samlede man via et lotteri sammen til alle sårede tyskere. Nu blev skolesproget igen dansk. Kirke – og retssproget var blandet.
I 1849 var foreningen Harmonie blevet til en egentlig borgerforening. I Tønder startede også en afdeling af den rent danske forening Dansk Samling.
Upopulær borgmester i tyske kredse
Og fra 1850 blev avisen igen helt uden politiske kommentarer. Danske proklamationer og forordninger kom til at præge avisen. I 1853 blev Johannes Heinrich Holm udnævnt som borgemester. Han var dansksindet og ikke særlig populær i byen. I hvert fald ikke i de tyske kredse.
Bladet blev tosproget
Fra 1855 ændrede bladet størrelse. Nu kom det i det såkaldte Kvartformat. Og nu blev bladet tosproget. Ja det helt nøjagtige titel for bladet blev:
Gedruckt und herausgegeben von H. Forchhammer in Tondern
Mange af de samme annoncer blev både trykt på dansk og tysk. Avisen fik et noget tamt udseende. Men åbenbart var hænderne bundet hos udgiveren. Overholdt han ikke retningslinjerne, ja så truede der en økonomisk ruin.
Nye danske aviser
Især foreningen Klubben fra 1850 var meget aktiv kunne man se i avisens spalter. Men nu var der også kommet nye danske aviser, Den danske slesviger (1850) og Vestslesvigsk Tidende (1856).
Bedre jernbane og kanal
I 1862 kunne man i Tondernsche Intelligensblatt læse om, at det var vigtigt, at man i Tønder fik en bedre jernbaneforbindelse. Desuden var der artikler om en mulig forbedring af Vidå – kanalen.
Ejder – danskere spredte had
De såkaldte Ejder – danskere skabte panik i grænselandet hos de tysksindede. Men de spredte også had. Størstedelen af befolkningen i Tønder jublede, da de fik meddelelsen, at Dannevirke måtte ryddes den 6. februar 1864.
Slesvig – Holstenske flag prydrede Tønder
Dagen efter rykkede de danske tropper, som havde besat Frederiksstad ind ad Søndergade i Tønder. Da de danske tropper havde forladt byen, rejste tøndringerne det blå – hvide – røde flag overalt i byen. Og den i danske kredse forhadte sang,
Gjaldede overalt i byen.
Borgmesteren tvunget ud af byen
Den 12. februar var der ellers feststemning i Tønder. 1.000 mennesker deltog i et stort optog. Samme dag blev borgmester Holm tvunget ud af byen. Om aftenen viste de første prøjser sig. Tønder blev erklæret som en varig fredsgarnison.
Den 13. februar rykkede et preussisk infanteriregiment ind i byen. Den 14. og 15. var det østrigske tropper, der ankom.
Danske annoncer blev ikke trykt
Under det, der skete i 1864 forholdt avisen sig meget neutral, ja nærmest tilbageholdene. Fra 1865 blev titlen på bladet Wöchentliches Intelligenzblatt. Og danske annoncer blev ikke trykt.
I september 1868 besøgte kong Wilhelm den Første Tønder. Han modtog byens hyldest. I 1871 blev Tønder indlemmet i Det Tyske Kejserrige. Slesvig – Holstenerne accepterede efterhånden dette.
Bladet skifter igen navn
I 1869 havde man i Tønder besluttet, at man ville skabe et kredsblad og det skulle kombineres med det blad, som man havde i forvejen. Så nu ændrede navnet sig til
Den 1. juli 1871 overtog J.W. Goos, Forchammers virksomhed. Dette betød, at avisen igen skiftede navn. Nu til følgende:
Amtsbladet blev udskilt, og i udkom en gang om ugen. Tondernsche Zeitung kom i begyndelsen nu to gange om ugen. Fra 1. oktober 1876 endda tre gange om ugen.
Avisen fik nye abonnenter
Nu kunne man læse politiske oversigter, betydningsfulde nyheder fra lokalområdet og fra provinsen. Dette skete også i erkendelse af, at befolkningen havde mere forståelse for pressen. Og for avisen betød denne ændring flere abonnenter.
Den 1. april 1889 overtog J.H.N. Thamssen avisen. Han havde været redaktør på Inselboten, en avis på øen Föhr. Fra 1. januar 1896 udkom avisen daglig.
Avisen fik større og større betydning og abonnenterne strømmede til. Den var nu på 6 – 8 sider. Og søndagsudgaven var nu illustreret. Ind imellem udkom bladet også med tillæg.
Avisen blev sammenlagt med Nordschleswigsche Zeitung
Tondernsche Zeitung blev udvidet sammen med aflæggeren Der Schleswiger i Nibøl. Og Neue Tondernsche Zeitung måtte af økonomiske grunde og efter pres fra det tyske udenrigsministerium i 1929 sluttes sammen med Nordscleswigsche Zeitung, der fik hovedsæde i Aabenraa.
Danske aviser i Sønderjylland
Det første danske blad i Sønderjylland blev startet af købmand Peter Chr. Koch i Haderslev i 1838. Det hed Dannevirke. Og i 1856 kom Flensborg Avis. I oktober 1879 udkom Hejmdal.
Vi har tidligere været inde på Vestslesvigsk Tidendende, der startede i Møgeltønder i 1859. Det fortsatte til 1871, da redaktør C.A Willemoes måtte rejse til Danmark. I Tønder genoptog P.A. Skovøy udgivelsen i 1882, men af økonomiske grunde blev avisen en del af Flensborg Avis i 1885. Formelt blev bladet dog først nedlagt i 1961.
En særdeles skrøbelig pressefrihed
Formel herskede der pressefrihed i Det Tyske Kejserrige. Men gjorde det nu også det? For den preussiske presselov og (fra 1874) den tyske rigspresselov samt den almindelige borgerlige presselov gav de preussiske myndigheder rige muligheder for at følge den presse, der ikke var enige med styret.
De danske aviser, der udkom i tidsrummet 1868 – 1914 skulle tilsammen betale 100 bøder på sammenlagt 16.000 rigsmark.
Lange fængselsstraffe og udvisninger
Dets medlemmer måtte afsone 70 fængselsstraffe med en varighed på cirka 16 år. Redaktør Jens Jessen måtte således afsone 4 ½ år.
Medarbejderne var også hårdt ramt af udvisninger. Ved krigsudbruddet i 1914 blev næsten alle danske journalister og redaktører kortvarig arresteret og deres aviser forbudt. Udgivelserne var under resten af krigen underkastet streng mediecensur.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Dato: december 2, 2015
Nye erindringer fra Det Gamle Tønder
For 16. gang har Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune udsendt et erindringshefte. Det er jo som en julegave, der kommer ind ad døren. Dejlige afvekslende artikler fra dengang. Ja, denne gang er det Børnenes Paradis, Claus Eskildsens deltagelse i 1. verdenskrig. Vi skal høre om Grænsegendarmer og Th. Lauridsens Bogtrykkeri. Og så boede Tønders ”rødder” på Svinget. Et andet stort firma i Tønder var Selmers Tømmerhandel og den mest berømte var Thomas Selmer, der sejlede Bismark gennem Vidåen ind til Skibbroen.
Nærmest en juletradition
Ja det hører nærmest med til julen, at få heftet fra Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune ind af brevsprækken. Det er 16. gang Tønder – erindringer udkommer. Og hvor er det skønt, når man dukker ned i erindringerne og får genopfrisket steder og personer. Man bliver næsten helt rørt meget langt fra Tønder. Igen i år er der ingen undtagelse. Seks meget forskellige artikler om virksomheder, gendarmer, erindringer fra barndommen og Første Verdenskrig.
Vi dukker ned i herlighederne
Man dukker ned i herlighederne og finder ud af, at i år er der følgende bidrag:
Masser af Legetøj
Hvor har man ofte været inde i den butik, Børnenes Paradis. Lige oven over lå øre – næse, halse – lægen. Men inde i legetøjsbutikken var det jo et eldorado for os børn. Og i heftet er det Eddie Carstensen, som vi alle sammen kender som musikker, der fortæller om butikken. Det var hans forældre, der havde den.
En gang i december blev den private stue også taget i brug som lager for legetøjet. Og et værelse i naboejendommen var lejet. Og oppe fra andel sal måtte legetøjet bæres ned i forretningen. Og bag ved forretningen lå en lille bygning, der husede et dueslag. Her blev der også stablet kasser op.
Fra 1970 blev der produceret et væld af festsange i lokalerne. Og det udviklede sig til fremstilling af foreningsblade, plakater og lignende. Børnenes Paradis lukkede i 1980, hvorefter Eddies Pladeshop rykkede ind. Men trykkeriet fortsatte dog nogle år endnu.
Claus Eskildsens deltagelse i Første verdenskrig
Den 11. oktober 1947 vandrede nok det største følge, som man har set ved en begravelse på Tønder Kirkegård. Cirka 1.000 mand fulgte Claus Eskildsen det sidste stykke. Han var fire dage forinden død på storbæltsfærgen Nyborg.
Holstenere gik til banegården i Kellinghusen.
Han følte tidligt, at han måtte vælge mellem at være dansk eller tysksindet borger. Han valgte at bekende sig som tysker eller i hvert fald at forsøge at blive tysk.
Vi kender også Claus Eskildsen fra utallige bogudgivelser. En af dem var Østfront Vestfront som udkom i 1929.
Den 7. august stillede Eskildsen på kasernen i Flensborg, hvor han som vizefeldwebel uddannede rekrutter. Natten til den 1. februar marcherede regimentet. 3.000 slesvigere og
Piger, svir og fest
Fra februar 1915 til julen 1916 lå regimentet på østfronten. Vi kan læse en masse om Eskildsens oplevelser. Mange af soldaterne havde det særdeles ubehageligt. Men andre havde et behageligt liv. Da man lå ved Vilnius var der vilde rygter om testuer, piger, svir, fest og gadetøser ud til skyttegravene.
Senere ved vestfronten, fortæller Claus Eskildsen om Lille i Frankrig. Det var en by præget af etapelivets smuds og synd. I Sedan vrimlede det af selskabelige etapeofficerer, hjælpetjenestelige tyske damer og franske damer af endnu værre kvalitet. De var etapens pestdyr, som rotterne var frontens.
Fra 1. januar 1917 til krigens slutning lå Eskildsens regiment ved vestfronten i Frankrig. Det kunne gå uger, hvor soldaterne hverken fik bad eller skiftet undertøj, og lusen blev snart en plage. I fredelige stunder søgte man aflysningsanstalten.
Fem gange var Eskildsen på orlov. I sommeren 1918 tilbragte han efter en langvarig betændelsestilstand tre uger som rekonvalescent på seminariet i Tønder, som dengang var indrettet som lazaret. Den 14. november begyndte tilbagetoget.
Efter hjemkomsten genoptog Eskildsen sin lærergerning. I 1919 bekendte han sig på et byrådsmøde som dansksindet. I 1946 tog Eskildsen sin afsked fra Seminariet.
Hvad pokaler kan fortælle
Holger Rasmussens far var grænsegendarm. Han døde 31 år gammel i Neuengamme. På et chatol i hans mors stue stod ind til hendes død i 2008 et stort billede af faderen i gendarmuniform omgivet af 2 små pokaler. Den ene af disse bar Tønder Sportsforenings emblem og var fra 1941. Det andet var indgraveret med bogstaverne GGIF – For fri idræt, og dateret Padborg 13 – 9 – 42.
Grænsegendarmeriets opgave var at bevogte grænsen samt kysten fra Mommark på Als til bunden af Flensborg Fjord.
En ny chef
I 1934 fik man en ny chef, nemlig oberst Paludan – Müller. Han var interesseret i, at Grænsegendarmerne holdt sig i god fysisk form. Men det var nu ikke alle gendarmer, der var interesseret i.
Det lykkes, for Holger Rasmussen, at finde frem til, hvilket stævne det var, at hans far havde fået en pokal fra. Ja stævnet blev omtalt over tre sider i Grænseværnet.
Den 19. – 20. september 1944 gik tyskerne i gang med at anholde grænsegendarmerne. Det lykkedes for nogle få at undslippe, men 291 blev indsat i Frøslevlejren.
Den 5. oktober 1944 blev halvdelen af gendarmerne (141) sendt til KZ – lejren Neuengamme, deriblandt Holger Rasmussens far. 42 gendarmer døde af de umenneskelige forhold.
Min tid blandt sortekunstens svende
Det var hårdt for Jørn Vestergaard at komme til Tønder i 1961. Han havde startet sin lærertid i Skagen året i forvejen. Men hos Lauersens Bogtrykkeri var der to års ventetid, og bogtrykker Rothe tog ingen lærlinge. Men det gjorde Peter Andresen, der havde Reklametrykkeriet i Skibbrogade.
En herlig beskrivelse følger af Jørn Vestergaard. Men herlighedsværdien bliver nok stærkere, fordi man kender og kan huske flere af de involverede personer.
Tønder – dengang
Ret hurtig fik Jørn kendskab til Tynnetysk. Det skete, når hans chef talte med Hattesen fra Æ Bank eller med Fanny Hecht fra Æ Svinemærken.
Det var dengang, Tønder havde Stadt Kopenhagen, Zur Traube, Marie og Williams Pølsevogn, Drallefabrikken, Werner Petersens Kolonialhandel og Møballes Snedkeri. Ja man husker det tydelig, når man nu bliver mindet om det. Her var også S.C. Lorenzen, møbelpolstrer Odefey, Blenners Damvaskeri og købmand Heine Christiansen, hvor min far engang havde byplads.
Klokken 10 om formiddagen var der kaffetid. Hele verdenssituationen blev så ordnet af direktør Lauersen, vaskeriejer Blenner og papirgrosserer Bossen. Endnu kan undertegnede huske disse personer.
Hos Th. Lauersens Bogtrykkeri
Den 2. september 1966 startede Jørn Vestergaard så hos Th. Lauersens Bogtrykkeri. I sætteriet i Jernbanegade var der 10 svende og 2 lærlinge. I trykkeriet var det cirka samme antal. Overskrifter til Den Lille Avis blev sat i hånden. Alle annoncerne blev først lavet enkeltvis, for derefter at blive samlet til en hel side sammen med redaktionelt stof. Hver uge blev der produceret 16 – 24 sider. De store tunge sider blev derefter transporteret til rotationstrykkeriet Heimdal i Haderslev og trykt.
Jeg kan godt huske, at jeg blev vist rundt på trykkeriet i Jernbanegade dengang. Det var en fascinerende oplevelse.
De Gamle forlader firmaet
Også en masse bøger blev lavet hos Lauersen på Jernbanegade. Det var en møjsommelig affære at trykke dengang. Men i 1970erne kom der nye tider og Lauersens Bogtrykkeri flyttede ud på Nørremarksvej.
Desværre døde Børge og Svend Aage Lauersen meget tidlig. Og Friedrich Chrestesen vælger at stoppe i 1984. Det var ham, der var ansvarlig for firmaets økonomi. Jo, ham kendte undertegnede særdeles godt. En stor del af min ungdom tilbragte jeg faktisk sammen med min gode ven Ingolf hos Cathrine og Friedrich, som var hans forældre på Nørrevænget, Vi kaldte ham altid for Frederik.
Store investeringer
Børge Lauersens ældste søn, Jørgen som jeg gik i klasse med på Tønder Kommuneskole indtrådte nu i direktionen.
I 2002 må produktionen lukke hos Lauersen Grafisk. Men det ny Lauersen Grafisk startede op på ruinerne af det gamle. Niels Lauersen gik foran alle andre. Reparerede og satte lokalerne i stand og meget mere i ferierne.
I dag beskæftiger firmaet 35 mand, og 4. generation, Niels søn, Steffen er indtrådt i firmaet.
En spændende historie fortalt af Jørn Vestergård.
Svinget – røddernes barndom u´i æ Lejr – mit kig tilbage i 50’erne
Denne historie havde jeg glædet mig til. For egentlig har jeg aldrig fået fat i Poul Raaby Pedersens bog om sin barndoms gade. Og undertegnede tilbragte barndommen fra ca. 1957 – 58 på Lærkevej lige i nærheden.
Ja her ude havde tyskerne radiostation for Zeppelinstation. Da vi byggede huler på hjørnet af Lærkevej og Nordre Landevej fandt vi bestik med nazi – symbol.
Lejr – bygninger blev brugt til beboelse
Senere blev der indrettet en kaserne for dragonerne efter 1920 i området Ryttervej og Svinget. Ryttergårdens hestestalde er i dag beboelsesejendomme. Og de gamle barakker fra lejrens tid, blev også brugt til beboelse.
Den gamle portnerbarak ned krudthus, Svinget 1 på hjørnet af Ryttervej, blev også hjem for en række børnefamilier til den blev revet ned engang i 1960erne. Mødrene var hjemmegående. Men da børnene kom i børnehave og skole lokkede arbejdsmarkedet. Der var altid deltidsarbejde for en ringe betaling.
Dem, de andre ikke måtte lege med
Børnene fra Svinget var dem, de andre ikke måtte lege med. De fine fra Dragonvej, Ryttervej og Leonhardtsvej måtte ikke så gerne tage rødderne med ind at lege i stuen eller på værelset. Omkring bunkeren, tørrepladserne, markerne bag brakkerne, på sportspladsen og ved kanalen nord for Nordre Landevej fandt rødderne deres bedste legepladser. Ja og for de sidste to steders vedkommende kom vi også fra Lærkevej.
Paul Raaby Pedersen nævner også gadeslagsmål. Jo, det kan vi godt huske. For i hvert fald to gange havde rødderne allieret sig med Ryttervej for at erobre Lærkevej. Herligt, at købmand Manø og Nomannis brødbil nævnes, ja det kan undertegnede også huske.
Vi husker de gamle originaler
Og man kan jo altid huske originalerne. Hermann Hieromos vandring med svingende stok, Theodor Fidus, Bubbi, den døvstumme cykelsmed. Og så var det Sort Lene, skidn´Jes, Lillebror, Abbedikke, Jørn Drys, Julius Kommunist, Dres Snit og mange andre.
Da 22 ”rødder” satte hinanden stævne
Ryttergården blev revet ned i 2001, og genopført i samme stil. I Svinget opførte boligforeningen 8 rækkehuse og et fælleshus på det areal, hvor p – pladsen lå.
Herlig fortælling, og Poul fik da også udgivet et hefte på 50 sider om rødderne fra Svinget. Og det må da have været gensynets glæde, da 22 rødder satte hinanden stævne i Svinget mange år efter, at de havde forladt den.
Tre generationer i træets verden
Den mest kendte person i Selmer – familien bliver født i året 1837 på Nordstrand. Han får navnet Thomas Selmer. Han og hans kone, Friederike får 8 børn. Den yngste af børneflokken, Berthold Peter Jacob Selmer er den person, der i 1897 grundlægger familiens trælasthandel i Tønder.
Da Bismark sejlede til Tønder
Thomas Selmer tager til søs, bliver skipper/kaptajn og senere hotelejer. I1866 overtager han post – og passagertransporten mellem Højer og Munkmarch på Sild.
Han var en festlig fyr, denne Thomas Selmer. I Tønder blev han nok mest kendt for at sejle Bismark ind til Skibbroen. I Tønder kan han dog ikke vende skibet og sejle retur til Sild. Dermed taber han væddemålet til sin besætning på 200 mark.
Nogle semirister skrev dengang sangen:
Det beskrives i sangen, at han måtte sejle Bismark baglæns ud af Skibbroen.
I 1883 blev Thomas Selmer aktionær og bestyrelsesmedlem i Sylter Dampschifffahrtsgesellschaft. Desuden var han også digefoged.
En restaurant opkaldt efter Thomas Selmer
I 1920 døde han. Men i dag består Fährhaus Munkmarsch af et luksushotel og tre restauranter med en gastronomi af højeste klasse. En af restauranter er opnævnt efter grundlæggeren og hedder Käpt’n Selmers Stube.
Virksomheden i Vidågade
Den 1. oktober 1897 købte Bertold Selmer en lille kulhandel og et savværk i Vidågade. Ejendommen bestod desuden af Østergade 11, som var en kontorbygning og et træskur. Det gik godt for virksomheden, der i flere omgang udvidede.
Den 24. april 1934 var det halve af Tønder på benene. Tømmerhandler Selmers lager af tømmer, brændsel og tjære som brændte. Forretningen blev dog hurtigt opbygget igen. Efter 40 år som trælasthandler i Vidågade besluttede Thomas M. Selmer at stoppe aktiviteterne i Vidågade. Forretningen lå efterhånden godt indeklemt, og det var svært for de store lastbiler at komme ind og ud af gaden. I 1982 blev der lavet en aftale med Tønder Kommune om køb af det store 2.500 m2 store areal. Men Selmer kan dog fortsætte virksomheden indtil kommunen går i gang. En masse af firmaets aktiviteter er dog flyttet ud til sønnen Thomas Selmer i Markgade.
I 2005 blev også denne virksomhed efterhånden indeklemt. Her ligger 14 private andelsboliger i dag.
Herlig læsning fra det gamle Tønder
Hermed slutter gennemgangen af det 16. erindringshefte fra Lokalhistorisk Forening. Og det var i den grad afvekslende med både krigserindringer, virksomheds – erindringer og erindringer fra barndommen. Herlig læsning fra Tønder, hvorfra den gamle redaktør flyttede for 46 år siden.
Du kan købe ældre udgaver af Tønder – erindringer hos Lokalhistorisk Forening.
Tønder – Erindringer 16 udgivet af Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune
Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:
Første Verdenskrig:
Ryttervej/Svinget/Lærkevej /Lejren
Gendarmer:
Sidste års anmeldelse: (Tønder – erindringer 15)
Dato: juni 7, 2015
Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
Jo, der har været en havn i Tønder. Og man havde i den grad haft problemer med vandtilstrømningen til denne. En advokat blev nærmest gjort til grin. Han kunne åbenbart ikke se forskel på en stork og en gås. En værtshusejer blev efter fem års sagsbehandling dømt til at fjerne sin mødding på Skibbroen. I Vidåen var der små romantiske øer. Og så kan Tønder takke møller, Bachmann for at det ældste af Tønderhus er bevaret.
Skibbroen – Familiens stamværtshus
Ikke stedkendte vil vel allerede ved overskriften af denne artikel stoppe op. Hvad er det for en havn i Tønder? Ja det var på Skibbroen. Nu er det p – plads på stedet. Men familien Brodersens stamværtshus i Tønder er netop Skibbroen.
Havde Tønder samhandel med England?
På et kort over Tønder fra 1685 optræder den nuværende Kobbergade som Kopperstrasse og Pebergade. Denne gade benævnes som Peperstrasse. Begge gadenavne har relationer til det engelske. Kan det betyde, meget tidelig samfærdsel med englænderne, eventuelt vikingetogter fra Tønder. Der findes også enkelte for længst afdøde historikere, der antyder dette.
En eng med ringridning, cirkus, tivoli og musikfestival
Og den eng vi omtaler, som man kan se fra bænken ved Gasstationen foran baneanlægget, ja der har vi tilbragt mange timer til tivoli, ringridning, cirkus m.m. Ja senere blev det til Tønder Musikfestival.
Boede der papegøjer i Tønder?
Hvis man nu lader øjet kigge lidt til venstre forbi den gamle godsstation, ja så kører vi ud af papegøjevej. Og hvorfor hedder det nu det? Boede der papegøjer i Tønder i gamle dage?
Ja vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade. Og turen blev også foretaget, når denne sides redaktør skulle ud med rundstykker tidlig søndag morgen. Dengang tænkte jeg, hvordan kan folk så afsides spise rundstykker?
Det var herude, at Tønder Fastelavnslaug holdt til fra 1546 til 1619. Købmænd og håndværkere afholdt her fugleskydning. Man skød efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og holdt sammen ved brand og anden ulykke.
30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i Foreningslivet. I tiden omkring Æ Kachmands opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte ikke mere armbrøst, men geværerne var taget i brug.
Opbevaringsplads beskyttet mod alle vinde
Slotsbjerget var i ældre tider en lille holm i Vidåens udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandelspladsen Tønder red. Og stedet har fra tidlig tid har stedet været godt beskyttet mod havets brænding og mod fjender. I 1130 omtalte geografen Idrisi i Palermo stedet som:
Måske var den første borg bygget af Knud Lavard. Måske var det bare et simpelt tårn placeret i en lille holm i Laurentiusstrømmens sidste slyngning inden den forenes med det sydlige Vidå – løb.
Var det Hertugens skyld?
Havnen lå dengang ved Æ Svin’ mærken. Og måske var det Hertug Frederiks storslåede slotsanlæg, som krævede store omlægninger af vandløbene ved Slotsholmen, der lukkede for indsejlingen til Tønder ved Lægan i 1554. Måske var det slet ikke inddigningen, der var skyld i dette?
Ja slottet eller befæstningsværket var forholdsvis lille. Men i år 1600 var den en forholdsvis moderne befæstning. I 1676 blev stedet nedlagt som forsvarsværk. Det skete af politiske grunde. Stedet har i historien både været hertugelig og kongelig residens. Ja amtmanden holdt også til her på slottet. Omkring 1750 – 51 blev det smukke renæssanceslot revet ned.
Så sent som i 1792 tilsendte amtmand von Bertouch en overenskomst mellem Tønder Kommune og Kær Herred angående en overfart over Rethvolden, slottets forhenværende brede borggrav.
Resten af Tønderhus blev brugt til en landevej
Skal vi tolke dette på nutids – dansk er det nok tale om en bedre vejforbindelse. Jo i tidens løb skete der mange reguleringer, både med hensyn til Vidåen og diverse andre kanaler. Ja resterne af Tønderhus blev brugt omkring 1861, da chausséen, Husum – Ribe blev brugt. Prøv engang, at tænke på det, når du kører på Ribe Landevej.
Og de stedkendte har længe gættet det. Slotsbjerget hedder i dag Slotsbanken.
Godt gemt lå Nyholm
Og ind imellem gemt bag høje træer og dengang vandværkets bygninger lå gården Nyholm. Den minder mest om de gamle Møgeltønder – huse. I forbindelse med amtmandens anmodning fra 1792 var der kommet en ny vej over dæmningen på Slotsbankens sydside.
I 1848 gik ejerskabet til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann fik i 1859 som nygift, Nyholm. I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død. Gården skulle sælges ved skifte. Jürgen Bachmann havde forpagtet en del af Slotsbanken, der dengang endnu var i kronens eje. Men forpagtningen var åbenbart meget permanent. Der blev nemlig opsat en 8 Fach staldbygning. Den dækkede også over en gammel kældervælving, der oprindelig havde været slottets nordøsthjørne.
Bayrischer Bier – Keller
I 1872 blev Slotsbanken solgt til Tønder Kommune. De forlangte Bachmanns stald fjernet omgående.
Men det gav dog lidt drama i byen. Gæstgiver og brygger på C. Claussen på Skibbroen havde benyttet stedet til Bayrischer Bier – Keller. Det lyder jo meget hyggeligt. Men det var vel snarere et opbevaringsstedfor øl og en iskælder. Gæstgiveren forsøgte at sabotere kommunens ordre ved at købe stedet af Bachmann. Efter et halvt år, blev nu Claussen jun. Dømt til at nedrive stalden. Han måtte dog ikke nedrive den del af kælderen, som ikke var bygget af Bachmann.
Måske kan vi takke Bachmann for, den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder endnu findes på Slotsbanken den dag i dag.
En ny kanal langs Jomfrustien
I 1878 fulgte så udgravningen af en kanal langs med Jomfrustien, som ligesom i gamle dage forbandt Møllekulen med Skibbroen. Med dette initiativ blev Slotsbanken igen en holm, ligesom i ældre tid. Meningen var, at øge vandmængden og gennemskyldningen af havnebassinet. Drømmen dengang var jo en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.
Kanalen passerede Nyholm – og Porthusdæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granisten, der sikkert stammede fra slottet. Det hele løb ud i en 40 meter bred nedgang til havneløbbet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen så kraftig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthusbroen.
Skole på Nyholm
Efter familien Bachmanns periode på 40 år på Nyholm, ja så holdt den næste ikke ret længe. Han (Martin Ganzel) blev offer den daværende politik. I 1891 overtog kådner Hans Nikolai Eskildsen stedet. Men stedet havde slet ikke mere det storladne indtryk. Eskildsen udlejede en del af hovedbygningen til tyske jernbanefolk.
Da den såkaldte Höhere Töchterschule i 1904 blev oprettet, blev den installeret på Nyholm. Her holdt de til, indtil de fik deres eget hus på Bokkensåvej (nu: Popsensgade 8).
I 1905 solgte Hans Eskildsen, Nyholm. Han bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.
Anton William Thaysen overtog stedet. Han havde tidligere drevet Mettenwarf, der havde tilknytning til familien Bachmann.
I 1917 blev det så Hans Michael Winther, er brugte stedet som aftægtshus. Han havde tidligere været forpagter på Stor Tønde.
Ved skøde af 20. august 1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann – en bebygget gårdsplads med have og græsgang.
Slotsbanken – et yndet udflugtsmål
Slotsbanken blev et yndet udflugtsmål for byens borgerskab. I forgrunden kunne man følge skibskanalen. Over til højre strakte banegårdsarealet sig. Man kunne se Udbjerg Kirke i midten, når man kiggede til venstre. Sæd lå mod sydøst og Aventoft mod sydvest. Ved klart vejr kunne man se jernbanestationen i Sønder Løgum.
Der var en svag lugt af gas, men den var ikke ubehagelig. Dog havde den en tendens til at sætte sig i tøjet. Man fik sig her en snak om byens begivenheder, og om ålene ned i kanalen ville lade sig fange.
Nogle satte sig, andre gik videre. Og andre igen gik ned til gasgraven, hvor foruden gasbåden også andre fladbundede både lå.
Sidst på sommeren kom stjernerne frem. Mod vest kunne man se et blinklys farende hen over horisonten. Af og til anede man også et nordlys. Man kunne se masser af græsende kreaturer.
Aftenens højdepunkt
Men aftenens højdepunkt opstod ved halv – ni – toget fra Hamborg. Under gunstige vindforhold kunne man høre det ganske svagt allerede ved afgangen fra Sønder Løgum. Lyden blev til en stadig tiltagende rumlen. Lyden blev forstærket af rumlen, da toget kørte over første og anden jernbanebro.
Udsigtsbænken foran gasværket havde sit højdepunkt om sommeren. Men byens borgere svigtede den nu heller ikke resten af året. De kom uanset is, kulde, storm, regn og sne.
Hvis det var for koldt, kunne man søge ind til retorthuset, der hørte til gasværket. Det havde arbejderne ikke noget imod. Det var en dejlig afveksling.
Vidåen svulmede op
Om efteråret svulmede Vidåen op. Det kneb med afløbet. Kanalen blev også fyldt op, og engene oversvømmet. Også kanalvejen var oversvømmet. Vandstanden var stærkt afhængig af vinden. Ved vestenstorm, når slusen ved Højer var lukket, kunne vandet stå truende højt. Adskillige kældre i Tønder blev så fyldt.
Set fra bænken kunne det oversvømmede område ligne et stormpisket hav. Brændingen brød ind over Slotsbankens fod. Ikke sjældent medførte dette en del strandingsgods.
Ikke helt ufarligt med de fladbundede både
Det var ikke helt ufarligt, at sejle rundt i dette i det fladbundene både. Skjulte pælespidser kunne hurtigt rive bunden op. Kom der stærk frost fik man en kæmpemæssig skøjtebane. Men borgerskabet benyttede nu mest Mølledammen ved Sønderbro eller de såkaldte Syderfenner. Her benyttede byens beværter sig så af tilløbet til at udskænke diverse drikke i hurtigt opsatte telte.
Da det blev lidt lysere i luften, var kanalvejen ved at blive tør. Vandet svandt fra engene. I den ene og anden grøft fandt man liget af en laks, der ikke nåede at komme ud. En enkelt gang fandt man også en stør.
Vildgæs trak over området
Om efteråret trak store skarer af vildgæs over området. De slog sig ned i markområderne ved Tønder. Jagt – og mordinstinkter vågnede i borgerskabet i alle samfundslag. Så tog man ellers på gåsejagt. De rigtige jæger havde hund. Andre brugte kanalerne. Man så på byens gader, tøndringer komme gående behængt med gåsekroppe. Andre transporterede dem i trillebør eller i små trækvogne.
De døde gæs fyldte overalt købmændenes udhængsstænger og butikker samt borgerskabets middagsbord. Mange blev vel også eksporteret til andre byer.
Mange havde jagtrettigheder og forpagtere håndhævede også deres rettigheder. Man kiggede med meget ublide øjne på krybskytter. Synderne skulle i den grad afstraffes.
Området mellem jernbane og kanalen blev i gamle dage kaldt Bagved Slottet. Forpagteren var en advokat i Østergade.
En storkerede på Nyholm
På Nyholm var der en storkerede på staldbygningens sydgavl. To af storkeungerne var faldet ud ad reden. Hans Eskildsen gav dem et kvarter inde i stalden. Gasmesteren sørgede for deres underhold. Vinteren over fik man hjælp af byens slagtere.
En dag var begge storkeunger borte. Deres plejeforældre eftersøgte dem alle vegne, men væk var de. Til sidst kom der dog en melding fra godsekspeditionen. De spankulerede der i nærheden på en fenne. De var vel kommet over kanalen på en isflage.
Eskildsen og gasmesteren tog straks gasbåden og begav sig dertil. De fik da også fat i storkeungerne. På tilbagevejen havde de så hver en storkeunge under armen.
Forskellen på en gås og en stork
Men pludselig dukkede advokaten op. Han holdt bøssen frem mod de to, og skulle lige til at skyde. Ja sådan fortalte tøndringerne i hver fald efterfølgende. Han var meget ophidset, og beskyldte de to for vildttyveri.
Men så var det, at gasmesteren spurgte advokaten, om han ikke kunne kende forskel på en stork og en gås. Jagtens forpagter foretrak sig rasende i retning mod jernbanen, mens de to andre stagede hjem til Slotsbanken med deres storkeunger.
Ja advokaten blev nærmest gjort til grin i Tønder. Storkeungerne blev voksne. De fløj mod syd sammen med deres yngre og ældre kammerater.
Øer i Vidåen
På gamle malerier kan man ane, at Vidåen har haft et andet forløb end i dag. Der har også været adskillige øer i åen, som har været forbundet med hvide broer. Da Vidåens vandforsyning til tider havde været for ringe til møllens drift, blev der samtidig foretaget en uddybning og regulering af åen mellem Korntved og den nuværende jernbanebro. En ny møllestrøm forløb i lige linje til Sønderbro. De udgravede jordmasser blev anvendt til et dige, der sikrede den nye møllestrøm mod syd og senere blev til Søndre Allé.
For at forbedre Vidåens vandforløb yderligere blev der ca. 10 år senere mod øst gravet en kanal, der ledede Hvirlåen ind i Vidåen.
Mellem det oprindelige Vidå – løb og den nyanlagte møllestrøm var der afskåret nogle øagtige arealer, til hvilke der mellem Blegen og den senere jernbanebro hørte et sumpet område, som først så sent som ca. 1880 af Tønder – borgerne ved fælles indsats og arbejde blev til det nuværende Anlæg. I sin tid kaldte man det også das Einland.
En gruppe små øer var lidt længere mod vest kommet til at ligge mellem det senere seminarium og Sønderbro.
De blev kaldt Haveøerne (Garteninseln). De hørte til haverne på den anden side af det gamle Vidå – løb. Med andre ord, de hørte til ejendommene i Østergade og til dels også Søndergade. Om disse glemte øer findes der arkiver i de kommunale vandbygningssager i Tønder Byarkiv, som nu befinder sig i Landsarkivet i Aabenraa.
Niels Jacobsen oprensning blev ikke godkendt
Den deputerede borger, Niels Jacobsen havde ladet foretage en oprensning af den gamle Vidå – løb bag staldene. Han havde også foretaget en gennemstikning af en dæmning mellem gamle Vidå og Møllestrømmen vel nærmest ved Seminariet. Dette betegnes som østlig grøft.
I 1842 klagede haveejerne, derunder lægen Dr. Med. J.G.A. Boysen over, at den gamle strøm ikke mere førte vand nok til vanding af deres haver. En oprensning, der forinden atter var foretaget af Niels Jacobsen, havde ikke gjort sagen bedre.
Den 27. september 1842 samledes i den anledning et udvalg bestående af magistratsmedlemmer og særlige sagkyndige ved Sønderbro. De sejlede derfra i fællesskab til besigtigelse af de uheldige forhold, særlig ved gennemskæringen. Nis Jacobsen, der var med, afviste ethvert ansvar. Han havde ikke påtaget sig at anlægge den nu udgravede østlig grøft.
Man vedtog, at Niels Jacobsens oprensning ikke skulle godkendes som veludført.
Senere hørtes ikke mere om sagen, der vel også bogstaveligt er forløbet i sandet. Den gamle Vidå og småkanalerne mellem øerne er efterhånden blevet opfyldt og haveøerne selv er blevet landfaste.
En mødding på Skibbroen
Årene omkring og efter 1840 var en bevæget tid i Tønder. Det var nok i lyset af politiske forandringer. Men også andre ting bekymrede tøndringerne. Gadernes brobelægning blev fornyet. Men også Skibbroens havneanlæg i forbindelse med et nyt toldpakhus og uddybningen af skibsfartskanalen optog mange borgere. Man var også i gang med at fjerne møddingerne. De havde været der siden middelalderen, men de pyntede nu ikke just på åbne pladser og på gader.
Som en prop foran indgangen til Kogade lå der en mødding. Og den havde næsten ligget der altid. Ved Skibbroens første brolægning i ca. 1707 var man antagelig gået uden om. I en længere årrække havde Stadt Copenhagen gjort brug af den.
Stadt Copenhagen var dengang en gammel bygning. Den blev først revet ned efter 1890. Frontside og indgang var mod Vestergade. Stalden med bagvedliggende mødding og Bienengarten strakte sig langs med Kogade helt ned til Skibbroen. Omkring 1820 opstod der, vistnok i Bienengarten den såkaldte gamle Harmoni. Ejendommen dengang blev af Magistraten i 1807 tillagt gæstgiver P.J. Hoyer. Senere blev den drevet af hans enke.
Slesvig – Holstenismens højborg
Stedet bar i disse år et kendt sted. Det var Slesvig – Holstenismens højborg. Ved byens 600 års jubilæum den 25. august holdt Hartvig Wilhelm Beseler en tale her. Han var advokat fra Slesvig og Tønder Købstads repræsentant i Stænderforsamlingen. Ved festmiddagen holdt han sin tale for J.C. Todsen og borgmester Sibbers.
Den af Stadt Copenhagen brugte mødding på Skibbroen synes ikke at have vakt anstød eller generet nogen så længe madamme Hoyer ejede kroen. Men den ændrede sig radikalt, da fruen den 7. september 1844 afstod sin virksomhed til gæstgiver Hans Harders.
Nu fik naboerne travlt
Denne var en 26 – årig ung mand fra Itzehoe – egnen. Nu lugtede den fælt gennem naboernes vinduer. Nu var den i vejen for den gode udsigt. Og nu hindrede det trafikken over Skibbroen.
Der gik så kun tre uger, så blev der klaget til magistraten i denne anledning. De fire nærmest boende af de i alt ti kroejere, der i en tæt bue omkransede Skibbroens havnebassin, krævede møddingen fjernet. Idet de også kom ind på, at pladsen ikke tilhørte Harders, men kommunen.
Den ene af dem, Abroe, der havde boet i Skansen havde selv en mødding liggende ved siden af Harders, hvorfor han også måtte klage over sig selv, medens de andre, der vel havde nået at rydde deres, tilsyneladende var på den rigtige side.
Magistraten forsøgte at klare sagen med det gode. Men Harders havde sikkert været stærk irriteret. Han var stejl og afvisende. Pladsen og møddingen var hans. Naboens klage var dikteret af ondskab og misundelse, mente Harders.
En lang sagsbehandling
Sagen måtte således gå den regulære vej. Den blev slæbt igennem alle regeringsinstanser lige op til H.M. Kongens Cancelli. Ja sagen varede hen imod tre år.
Magistraten besluttede den 29. januar 1845, at Abroes mødding skulle fjernes, da den lå på kommunal grund. Men Harders mødding kunne ikke røres, da der var tale om hævd eller eje.
Deputeretkollegiet angreb en uge senere Magistraten. Stadt Copenhagen var kommet i besiddelse af pladsen ved en tilsnigelse. Man fandt frem til, at pladsen på Skibbroen ikke tilhørte kroen og ikke var identisk med dens oprindelige mødding.
De fire anmeldere ankede herefter Magistratens beslutning til den kongelige regering på Gottorp. Magistratens beslutning blev ophævet. Af hensyn til almenvældet skulle møddingen og dens indhegning fjernes. Desuden skulle pladsen brolægges.
Ejendomsspørgsmålet skulle derefter ordnes ved forligsforsøg eller eventuelt ved ekspropriation.
Så måtte Politiet fjerne møddingen
Harders appellerede straks til det Kongelige Cancelli. Men dette svar af 28. april 1846 gik ham imod. Harders forhalede afgørelsen. Men det var vel også let, for de forskellige instanser var åbenbart uenige.
De fire anmeldere havde opfordret Magistraten til gennemføre den kongelige regerings ordre af 12. august 1845. Magistraten var efterhånden godt trætte af sagen. Og den 7. juli pålagde de Harders inden for 14 dage, at fjerne sin mødding. Men dette efterkom Harders ikke. Så blev det meddelt at man nu havde bedt politiet om at fjerne mødding og indhegning.
Harders døde ganske ung, allerede i 1852.
Kilde: Se Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere: Om Tønderhus, havn, Vidå, Vadehavet og Tøndermarsken: Læs:
Dato: august 28, 2014
Vi kigger på gamle bykort over Tønder. Men de fortalte ikke altid sandheden. Byen har ikke været forskånet for ildebrande og stormfloder. Og byen har også været ramt af krige og indkvarteringer. Men en tur gennem Tønder vidner om, at det engang har været en rig by. Hvis du er i tvivl, så besøg bare byens kirke.
En eventyrlig by
Har du prøvet, at gå en tur gennem Tønder? Har du gået langs Vidåen langs diget? Hvis ikke, så prøv at gøre det? Tænk samtidig på Tønders eventyrlige historie. Min far kunne ellers fortælle en historie om hvert hus i den indre by. Men han er her ikke mere. Som murersvend har han også oplevet lidt af hvert, når han skulle mure rundt i de gamle huse.
En borgerklokke
Franciskanerklostret bredte sig ned til Vidåen. På holmen over for lå borgen. Og nord for Vestergade lå Laurentiuskirken. På et tidspunkt udgjorde en klokkestabel på Torvet byens kirketårn. Fra cirka 1530 blev denne erstattet af et rundt grundmuret tårn. Dette lå tæt ved Storegade 9, som dengang udgjorde Torvets vestligste del. Ja dette tårn var nærmest en borgerklokke, der tilkaldte indbyggerne i freds – og krigstid. I byens østligste del lå allerede i middelalderen byens hospital eller Helligåndshus.
Opdelt i 120 stavne?
I det ældste Tønder omkring havnen flokkedes borgenes huse. De rigeste boede på Stavnsgrundene ud mod det brede hovedstrøg fra broen over Laurentiusstrømmen i vest og til hvor Abild – Ribevejen tager fat, hvor vi atter finder en bro. Hovedstrøget var delt i Vester -, Store – og Østergade. Nogen har dog stillet spørgsmålstegn ved disse stavnsgrunde, og har fundet frem til, at det antal, der skulle have været her, umuligt kan være presset ind.
Jo byen var opdelt i 120 stavne. Og kun indehaver af en stavn var fuldborger og kunne blive medlem af Raadet. I løbet af det 17. århundrede mistede stavnsordningen sin betydning. Men den blev dog først ophævet i 1768.
Tønders gader blev dannet
Men for ca. 775 år siden skete der en udstykning i Tønder. Denne forblev nogenlunde uforandret gennem den største del af byens historie. Der var dybe smalle grunde ud mod hovedstrøget. Dette betød, at byen meget hurtigt fik bagveje. Bag Vestergade opstod meget tidligt Skibbrogade og Spikergade. Bag Østergade opstod Vidågade. I nord bag Vestergade fik vi Allégade og Nørregade. Der opstod nogle få og korte tværgader, Kogade og Pebergade. Den smalle Søndergade fik vi også hurtig. Kobbergade blev også en vigtig trafikåre. Ved bebyggelse af den store Torve – og kirkeplads, opstod Smedgade mellem de to pladser. Senere i middelalderen kom Mellemgade og Richtsensgade til.
Så skulle vi da hvis have fået dannet et af de første Tønder – bykort. Vi skal også lige have med, at i løbet af middelalderen skød der af Vestergade frem ad Møgeltønder – vejen en lille forstad frem.
De rige boede ud til hovedgaden
Hovedbebyggelsen ud til hovedvejen blev først befolket. Men ud mod baggaden blev der plads til alskens nytterum som stalde, småhuse og boder til tyendet. Ja nogle blev også lejet ud. På et kort fra 1685 kan vi se, at der var en lidt anden navngivning, dengang.
Bag Staldene var til midten af det 19. århundrede den mest almindelige betegnelse for disse strøg.
Borgereden
De laveste på den sociale rangstige var Indersterne. De boede til leje hos andre og måtte betale afgift til øvrigheden. Det var en slags betaling for den beskyttelse, der blev ydet af byens borgmester og Raad.
Ifølge den gottorpske forfatning af 21 maj 1607 var daglejere forpligtet til at tage borgerskab. Men dette blev ikke overholdt. Men det var man sikkert glad for i Tønder. Fattige folk skulle ikke lige byen til byrde.
Man måtte heller ikke give ly eller udleje boder og boliger til fremmede og fordægtige folk, om hvis opholdssted, man ikke vidste noget om. En hver, der tog ophold i byen skulle inden for tre måneder aflægge borgereden. Dette gjaldt dog ikke embedsmænd, kommunale tjenestemænd, særlig privilegerede som læger, men dog kirurgere, som blev regnet som håndværkere.
I de andre sønderjyske byer blev det forlangt, at den ny borgere ejede en bolig. Sådan var det ikke i Tønder. Her behøvede man hverken at være gift eller have et hjem. Men man skulle være ægtefødt af ærlige forældre. Man ønskede ikke at have bødler og rakkere optaget i borgerskabet. Man skulle også være kristen. Jøderne fik først deres ligeberettigelse i Sønderjylland i 1854.
Brande og stormfloder gjorde sit
Selv om Tønder er en meget gammel by og man gør meget for at bevare den, så finder man ikke synderligt meget af den middelalderlige bebyggelse. Det har brande og stormfloder sørget for. Man må dog gå ud fra at den ældre Nikolajkirke samt klosteret og flere af klosterhusene har stået i solid grundmur.
Det kan være svært at afgøre Tønder – husenes alder, hvis man alene skal vurdere det ud fra husenes arkitektur. Det ser nemlig ud til, at indflydelsen fra Holland har været ret stor. I så fald skal Tønder – husene vurderes ældre.
Tønders mest berømte hus
Tønders nok mest berømte hus, er Torvet 11. Den er af sengotisk karakter og meget dekorativ. Måske er dette hus sammen med det gamle rådhus, og kirkens ejendommelige spir, det mest fotograferede og malede motiv i Tønder. Som andre ejendomme mellem Østergade og Kirkepladsen, er det bygget på tidligere kirkegrund. Det korte brede hus har dog også en helt anden karakter end de almindelige stavnshuse. Byggeskikken er velkendt fra Holland.
Et kalender – hus?
Måske har Ludwig Andresen ret, når han påstår, at huset kan være det hus, der i 1520 blev opført med offentlig støtte til det af St. Nikolaj Kirke hørende kalenderbroderskab, Calendaria confraternitatis Sancti Nicolai. Er denne påstand rigtig, ja så er denne bygning, Danmarks eneste bevarede kalenderhus. I hvert fald er denne gådefulde bygning næst efter St. Nikolaj Kirkes tårn, Tønders ældste historiske mindesmærke.
Storegade 9 og 11 kan lige som Vestergade 6 være svært at datere. I byens stavnshuse boede byens overklasse, det var de egentlige fuldborgere. I byens side – og baggader boede underklassens folk, håndværkere og daglejere.
Materialerne har i det væsentligste været træ og tømmer. Der var bulhuse, men det mest almindelige var uden tvivl bindingsværk med lerklinede og udmurede tavl. Tagene var tækket med strå og rør. Dette indbød jo næsten til ildebrande, og dem har Tønder ikke været forskånet for.
Besejlingsforholdene blev forringet
Besejlingsforholdene til byen blev nærmest afskåret fra 1554 – 57. Indtil 1567 kunne borgerne bruge ladepladsen ved Lægan. Men bedre var ladepladsen ved Rudbøl. En gravet kanal uden om slottet sørgede for at pramme og småskibe kunne lægge til ved den ærværdige havn ved Skibbrogade.
Frygtelige brande
Indtjeningsmulighederne blev væsentlig forbedret med den stigende studehandel. De gyldne tider med gode priser holdt sig dog kun til ca. 1620. Midt i denne positive udvikling blev byen ramt af en katastrofe. I 1581 hartad grueligen afbrændt hele nordsiden af hovedstrøget lagt i aske fra den vestre ende og til Torvet. På sydsiden blev kun 2 huse, der blev skånet. Dertil kom en brand i 1586, hvor bebyggelsen på Slots – og Frigrunden, Uldgade og Slotsgade gik op i luer.
Branden i 1581 betød en udvidelse af det nedarvede gadenet, idet den vigtige Søndergade opstod i sin nuværende mere gademæssige skikkelse med bro over Vidåen til en helt ny forbindelse syd på. Samtidig blev Lillegade brudt igennem som en fortsættelse af Kobbergade og gjort bredere. Møllevejen blev udvidet til 15 alens bredde.
Så fulgte krigene med hårdt skattetryk, indkvarteringer og brandskatning. Denne nedgangsperiode varede til cirka 1660. Så gik det fremad igen. Det betød at byen begyndte at vokse.
En egen kommune
Vest for byen voksede Vestergade – forstaden, nybygget efter en brand i 1522. Den nedlagte St. Laurentii Kirkegrund blev bebygget med nye huse. Og den gamle klostergrund blev delvis indtaget til bebyggelse. Det betød, at to nye gader opstod, Uldgade og Slotsgade. Det var godt nok under Slots – og Frigrunden, som dannede sin helt egen kommune. Helt frem til 1933 dannede et lille tresiddet område mellem Møllevej og Slotsgade sin helt egen kommune.
Et bykort fra 1588
Det er altid sjovt, at kigge på gamle kort, selv om man ikke altid skal tro på dem. Således stod Henrik Rantzau for en udgivelse fra 1588. Man ser en enskibet kirke og to porte, Sønderport og Østerport ud over broen over Vidåen. Begge porthuse er gengivet i et stokværk. Vestergade må undvære sin port. Her er kun broen over Laurentiusstrømmen. Men vestre forstad har tegneren helt glemt. Mest umage har tegneren gjort sig med Tønderhus. Den og de Rantzauske hovedsæder i omegnen, Møgeltønder, Solvig og Trøjborg, har åbenbart interesseret tegneren, Braunius og værkets udgiver, Henrik Rantzau mest.
En omlægning af Vidåen
En menneskealder senere optræder en håndtegning over Tønder. Denne virker meget amatøragtig. Men man skal lige være opmærksom på en vigtig ændring. Det nye kort angiver rigtigt en omlægning af Vidåen. Sådan en fandt sted i 1597 – 98 i forbindelse med nyindretningen af Slotsmøllen. Kortet viser både die olde Mohlenstrom og de ni Mohlenstrom fra 1598. Den ny løber snorlige lidt syd for den gamle. Hen imod møllen udvider den sig til Mølledammen.
Kristkirken og Rådhuset
Det er åbenbart gået hurtig med at genopbygge byen efter diverse brandkatastrofer. I 1590erne gik man i gang med at opføre den nye og anseelige treskibede Kristkirke. Fra 1609 – 11 byggede man Latinskolen nord for kirken. Senere blev præstegården bygget. Branden fra 1581 havde skånet byens rådhus, så den fik lov at tjene helt til 1643, hvor en helt ny grundmuret og statelig bygning blev opført det samme sted. Bygningen kom i stand efter hertugelig hjælp. I 1657 blev der etableret en sidebygning, hvor Rådsalen befandt sig.
Forsøgte at efterligne det bedre borgerskab
Datidens bedre borgerskab forsøgte at efterligne datidens herskende overklasse i byggekunst. I det illustrerede kort fra 1620 får man indtryk af en velbygget by med grundmurede bygninger, der knejser i flere stokværk og med kamtakkede gavle.
Et bykort fra 1685
Overkonduktør H.G. Riga tegnede i 1685 et meget omhyggeligt kort over Tønder. Her var digerne også indtegnet, Alt Süder Borger Deich, Neue Süder Borger Deich, Norder Borger Deich og Wester Borger Deich. Man kan så undre sig over, hvorfor der ikke står Bürger. Lokaliteter som Mülenteich og Mühlenstrohm. Vi kan også se vejen fra Sønderport, der lige uden for diget spalter sig i to veje, hvoraf den vestligste Rohrkar weg atter spalter sig i Flenburger weg og Moringer weg. Uden for Vesterport ses, Weg nach Mögeltonder.
Brande kunne trods øget sikkerhed, ikke undgås. I 1725 gik Østergade op i luer.
Et bykort fra 1781
I 1781 gengives et kort i Danske Atlas, tegnet af H.F. Schlegel. Det var et ret fyldigt kort, hvor man kan se de sørgelige rester af byens befæstning. Man kunne også fornemme, at byen endnu ikke var fuldt udbygget.
Et hospital med tugt – og arbejderhus
Hospitalet, som brændte i 1725, blev i 1731 opbygget på helt stateligt vis. Den blev tillige indrettet som vajsenhus og tugt – og arbejderhus. Senere blev den smukke bygning indlemmet i Tønder Seminariums bygningskompleks.
Et apotek med julemænd
Vi skal da også lige stoppe op i et hus, der er fyldt med julemænd og julepapir. Firmaet der huserer her på hjørnet af Søndergade og Østergade her da også Det Gamle Apotek. Det blev egentlig bygget af borgmester Johan Preuss som sin privat bolig. Det var til at begynde med et dobbelthus med to selvstændige gavle mod gaden, efter oprindelig nederlandsk byggeskik. Her danner de to løver i indgangen et festligt stykke barok. Jo her i dette hus, har lille Uwe da også ofte været, da det var apotek.
Amtmanden blev hjemløs
Og så skal vi da nævne Digegrevens Hus. Det er en af Tønders mest markante borgerhuse opført i 1777 af byens senere borgmester og velgører, Carsten Richtsen. I en hel klasse for sig selv står Tønders eneste palæ, Amtmandsboligen på den tidligere Slotshaves grund. Da Tønder Slot blev revet ned i midten af det 18. århundrede var amtmanden hjemløs. Derfor lod den daværende amtmand Grev U.A. Holstein palæet opføre.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 172 om Det Gamle Tønder. Ja du kan endda få en tur i fire afsnit gennem Tønder – god fornøjelse
Dato: marts 7, 2013
Munkene satte sit præg på egnen. Løgum Kloster blev efterhånden et kæmpe gods. Mange testamenterede deres ejendom ”for frelses skyld”. Men ikke alle arvinger var lige tilfredse med det. I Daler og Brede var beboerne ikke tilfredse med, at de ikke selv måtte vælge præst. På et tidspunkt måtte Paven gribe ind i forbindelse med problemerne med Brede Kirke. Kirken blev
pålagt store skatter i stedet for adelen. ”Ora et labora” (bed og arbejde) var mottoet for Cistercienser – munkene
Tilbage til 1098
Løgum Kloster tilhørte Cistercienser – ordenen. De havde omkring år 1100 skilt sig ud fra Benediktinerne. Legemligt arbejde ved siden af fromhed kendetegnede den nye orden. Og ordensreglerne påbød, at klostrene skulle lægges i skove eller ødemark fjernt fra anden bebyggelse. Munkene skulle virke som foregangsmænd i landets opbygning. Dette foregik hvis mere i udlandet end herhjemme. Og det hele startede i 1098 i Citeaux i det daværende kongerige Burgund. Og ordenen byggede på den hellige Bennedikt af Nursias munkeregler fra 500 – tallet. I 1115 blev munkebroderen Bernhard sendt til Clairvaux for at grundlægge et datterkloster.
Bed og arbejde
Nogle af ordenens kloster var nye, andre var tidligere Benediktiner – klostre. De fik nu nye munke. Det var de såkaldte hvide munke. Det blev de kaldt, efter deres kutters hvid – grå farve i modsætning til de sorte Benediktiner. Sådan skete det også i et af Danmarks mest berømte klostre i Sorø. Her lod Absalon i 1161 de hvide brødre afløse de sorte. Og det samme var gældende for Løgum. Ora et labora (bed og arbejde) blev til virkelighed.
Herrevad Kloster
Og munkene, der kom til Seem, var fra Herrevad Kloster i Skåne. Det lå cirka 40 kilometer øst for Helsingborg. Og dette som var Danmarks første cistercienser – kloster blev grundlagt af ærkebiskop Eskild i 1144. Og munkene herfra oprettede Tvis Kloster og Seem/Løgum Kloster. Den sidste munk forlod Herrevad Kloster i 1565. Måske skal vi lige have med, at det var her på Herrevad, at Tycho Brahe i 1572 så sin Stella Nova.
Bede-stunder og Gudstjenester – døgnet rundt
Mange bede-stunder og gudstjenester døgnet rundt prægede munkenes dagligdag. Men også masser af legemligt arbejde skulle de igennem. Klostersamfundet var præget af et beskeden levevis. De var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Fuldstændig tavshed var påbudt. De måtte kun kommunikere ved hjælp af tegn.
Der var 8 tidebønner, den ene om natten før daggry. Her anvendte munkene nattrappen, der gik direkte fra munkenes sovesal. Hver morgen samledes munkene i Kapitelsalen. Her fik de læst et kapitel af klosterreglerne. Heraf fik salen sit navn. Samværet sluttede med skriftemål og syndsbekendelser.
Kirken var opdelt
Kirken var opdelt, den ene del var for de præsteviede og en del var for lægbrødrene. De præsteviede sad i koret og i korsskæringen på munkestole, der stod i kirkens længderetning
mellem de store piller. Lægbrødrene havde den vestlige del af kirken med indgang i vest-gavlen.
11 klostre i Danmark
Cirka 500 klostre blev opført i Europa, heraf 11 i Danmark. Egentlig var alle klostre opført på samme måde. Klosterkomplekset var firefløjet. I nordfløjen var kirken. Østfløjen bestod af sovesal og kapitelsal. Sydfløjen bestod af spisesal og køkken. I vest-fløjen boede lægbrødrene, der havde ansvaret for den praktiske side af klosterets drift. Disse lægbrødre bar brune dragter, og de havde ikke fuld munkeværdighed.
De fire fløje dannede en gård – en såkaldt inder-gård kaldet Korsgården. Langs fløjenes vægge var der en overdækket gang, Korsgangen eller Processionsgangen. De første bygninger som munkene opførte i Løgum var af træ. Mange ildebrande lagde dem hurtigt øde. Først i perioden 1225 op til omkring 1325 opførte kirke og kloster i tidens nye materiale, munkesten.
Munkene kom fra Seem til Løgum. Og ifølge Årbogen fra Ryd Kloster er det sket i 1173. Initiativtager var en tidligere abbed fra Herrevad Kloster, Ribes biskop, Stefan. Og klosteret fik et
navn Locus Dei, som betyder Guds Sted.
En skovrig egn
Dengang var egnen meget skovrig. Foruden Draved og Løgum Skov nævner Jordebogen fra 1607 tre nu forsvundne skove, Ulstruplund, Trelborglund og Kalvehave, “der ligger paa
et Bjerg lige over for Klosteret”
Der skete en sand vanrøgt af skovene på Tønder – egnen. I hver skov fortælles der således, at der dengang kunne opfedes mellem 100 og 200 svin Allerede i 1607 var “Løgum Skov ringe paa Bøg og Eg.”Og på Vognshøjs skrænter var der kun lidt krat tilbage. Det var her klosteret i slutningen af middelalderen havde et Falkeleje. Det vil sige, at her fangede man jagtfalke, og opdrættede dem. Disse var en kærkommen gave til fyrster og stormænd.
En vandmølle
Lobækken gav to ting, der var uundværlig for munkene. Fisk til deres bord og vand til den mølle, der hørte til de fleste kloster. Man havde sluseanlæg til rindende vand, kanaler til møller, fiskedamme, vandskyllende toiletter, spildevandsledninger og meget mere. En vandmølle blev etableret ikke længe efter deres ankomst. Her malede man også korn til mel. Men meget tyder på, at de også var i stand til valkning af uldstoffer. Møllen ved Slotsbækken blev revet ned i 1574 og flyttet til sin nærværende placering i nordenden af Møllegade. I Klosterhaven dyrkede munkene lægeurter og grøntsager.
Der var masser af hede-jord, der kunne komme under munkenes plov. Cirka en halv mil vest for klosteret omtales i 1288 en by ved navn Nybo. Efter jordebogen skulle der her være to gårde
og tre fæstere.
En hård tid i begyndelsen
De første dage i Løgum var ikke særlig lystige for munkene. I Biskop Omers brev hedder det:
Brødrene blev syge, kvæget fik pest, fårene druknede og to af ladegårdene brændte. Også Korsgangen hærgedes også af en brand. Klæder og bøger forsvandt i ilden. Hvad ilden havde skånet, samlede man bagerst. Men ulykken ramte nok engang. Disse effekter gik også op i luernes rov.
Ryd Årbogen fortæller, at i 1268:
Nu skal man ikke tage alt i denne Årbog for gode varer. Men en række brande hærgede i det 13. århundrede en række af vore store kirker. Men begivenheden passer måske godt til opførelsen af den endnu bevarede del af klosterets østfløj med den smukke Kapitelsal.
Pavelige befalinger
En række pavelige befalinger og privilegier blev udsendt fra paven. Blandt andet skulle de folk, der trængte ind på brødrenes gods eller huse, bandlyses. Ryd Årbogen fortæller, at Erik Glipping plagede klosteret med heste og hunde. Antagelig havde han indlogeret sig hos munkene, når han var på jagt i deres nabolag.
Livet kunne være lidt utryg for munkene. Ærkebispen pålagde, at der førtes dom mellem klosteret og Ridderen Jon Iversen og hans medskyldige, som var trængt ind i klosteret, og der voldeligt havde nedbrudt flere huse, ligesom han og Lave Bondesen havde gjort dem uret med hensyn til ejendomme i Seem.
I 1320 klagede man sin nød til paven. Gejstlige og verdslige fra stiftet og omegnen havde bemægtiget sig Kirker, Kapeller, Jordegods, Bryder og Fæstere, og i det hele påført det mangfoldig skade og uret. Prioren fra Skt. Knuds Kloster og et par Prælater fra Aarhus fik befaling om at komme til hjælp.
Limbæk – familien var ligeglad
Et halvt århundrede senere, var det en mand af landets mægtigste slægt, Ridderen Hans Limbæk til Trøjborg, der var på spil. Uagtet, at hans farbror, Henneke Limbæk i sin egenskab af Høvedsmand på Tønderhus i 1376 havde udstedt et Værnebrev for klosteret . I 1379 erkende Limbæk nemlig at være 150 Mk. Lybsk skyldig for den skade han selv, hans slægtning Hr. Claus
Kundi eller andre af hans slægt at have forvoldt klosteret og dets bønder ved at besvære, fange og beskatte dem.
Denne Limbæk – Familie gjorde hvis, hvad der passede dem. Fra 1405 foreligger der således en kvittering fra abbeden for 20 Mk., han havde modtaget som erstatning for de plyndringer og den uret, Claus Limbæks foged og hans fæller havde øvet mod klosteret og dets bønder.
Kort efter havde klosteret en strid med en ellers ukendt mand, Oluf Iversen, kaldet Stensten. Han blev bandlyst af ærkebispen på grund af en uret han havde begået mod klosteret.
Ikke altid rene engle
Forholdet til de nærmeste naboer, godsejerne på Solvig synes at have været nogenlunde, bortset fra ejendomsretten omkring skovhugst i Draved Skov. Nu var munkene ikke altid de rene engle. I hvert fald, så foreligger der et brev fra 1389, hvori Hennike Rantzau fortæller, at han forlader sin brødre og deres bønder for al den uret, de har forvoldt ham og hans.
Hertugen truede
Ved Hertugdømmernes første deling i 1490 tilfaldt klosteret for “Jagtens og Gæsteriets Skyld”, Hertug Frederik den Første. Nogle munkestole er prydret med hans og hans første Gemalinde, den i 1514 afdøde Anna af Brandenburgs våben. Det ser ud til at disse stole kan have været en gave fra Hertug – parret.
Men der kom kurre på tråden. Således rettede Ordenens overhoved Faderabbeden i Citeaux en mærkelig skrivelse til tre abbeder. I brevet bliver det omtalt, at man har erfaret, “at adskillige Øretuder, herskersyge Folk og Mænd, der pønser paa nyt”.
Hertugen skulle have fremstillet “Brødrene i Løgum som Misgerningsmænd og Modstandere af hans hertugelige Majestæt”. Disse bagvaskelser havde gjort stærk indtryk på hertugen. Han pønsede derfor at uddrive Brødrene af klosteret og i deres sted under Skin af større Fromhed at indsætte andre munke.
De tre abbeder skulle søge at forhindre denne situation. Ingen ordens – brødre måtte betræde Løgum Kloster uden Sorø – abbedens tilladelse.
Hvad der ligger bag denne historie vides ikke. Men måske kan det have noget at gøre med modsætningsforholdet mellem hertugen og hans bror og brorsøn, kongerne Hans og Christian den Anden. Stormen gled over, og der skete ingen forandringer omkring Løgum Kloster.
Forholdet til Ribe var godt
Forholdet til sine stiftsherrer, Bisperne i Ribe har fra ældre tid været god. Løgum var jo en biskoppelig stiftelse. Bisperne gav også masser af gaver til brødrene. Fra gammel tid havde de
overladt dem bispetiende fra Lø og de til stiftet hørende dele af Gram og Rangstrup Herreder. Biskop Ommer skænkede dem jordegods og fritog klosterets bønder for al biskoppelig Jurisdiktion ligesom hans efterfølgere, og det gav masser af jordegods og kirker.
Egentlig var det bisperne forbudt at visitere ordenens klostre. De lå direkte under pavens myndighed. Og egentlig var det abbedernes pligt. Men hjemlig skik og brug sejrede. Og dog. Således er der også historier om liv og død i de danske klostre.
En dom gik klosteret imod
I 1299 blev der afsagt en dom. Klosteret måtte overlade Bispestolen , hvad det ejede i Abterp og Ballum Marsk. Men hvad værre var, man måtte give afkald på den bispetiende det fra Arilds tid havde ejet i Lø, Gram og de to Rangstrup Herreder. Men munkene gav sig ikke for ret til på Ballum Strand frit at samle de Muslinger, der på folkesproget kaldes Schillæ. Disse blev brugt til kalkbrænding. I Sønderjylland var de særdeles værdifulde, da man havde langt til murkalk.
Abbeden havde et tungt ansvar
Vi ved meget lidt om livet inde i klosteret. Det hele blev styret af en abbed. Under ham stod en prior. Men denne funktion har ikke efterladt mange spor. Abbeden blev valgt af munkene. Men han behøvedes ikke at have tilknytning til Løgum. Abbeden skulle ikke alene styre det rent åndelige og disciplinere. Hans skulle også styre klosterets verdslige forhold, ikke mindst dets
gods. Efterhånden havde dette udviklet sig til et kæmpe gods.
En nyttig forstander for klostret
Ved Løgum var det ofte herremænd og bønder man måtte kæmpe imod. Bispen havde ingen myndighed over for abbeden. Et par af abbederne skilte sig ud, således Abbed Claus (ca. 1470 – 94). Han indledte en kraftig forøgelse af kloster – godset. I klosterets dødebog står der faktisk også en karakteristik af ham:
Han var en anset og dygtig mand, som Christian den Første i 1480 tog med i sit råd. En tidligere abbed måtte afgå, og blev præst i Arrild Kirke, som klosteret ellers ikke havde noget med at gøre. Alle munke var åbenbart præsteviede. Og af dem var der mindst 20 stykker på klosteret. Lægbrødrene (konverser) spillede navnlig i ordenens ældre tid en stor rolle som landarbejdere, håndværkere m.m. i den store bedrift. Men fra andre kloster vides at lægmænd indgik et slags åndeligt broderskab med munkene, og dermed blev delagtige i deres gode gerninger.
Privilegier
Klostrets økonomiske grundlag havde ikke ringe betydning. Derfor var det vigtigt med begunstigelser. Og et af de første privilegier kom fra Valdemar Sejr i 1212. I dette fritager han bønderne i Løgum Sogn for
Disse privilegier udvides efterhånden. Selv om bønderne havde fribreve måtte de fra tid til anden arbejde for staten. Således også i 1512:
Frihed med undtagelser
Også da hertugen i 1512 skulle bruge arbejdskraft til anlæggelse af et dige ved Højer, Møgeltønder og Rudbøl, havde de således leveret ”Ris, Pæle og andet Nødtørft og tillige kørt Ved til Teglgaarden ved Tønder” Men som hertugen erklærede, var det dog sket på hans Gode Begæring, og skulle ikke regnes som pligt eller være Præ-Judits for klosterets privilegier. Og da de en halv snes år senere ligesom andre kirketjener i Tønder Len måtte være med til at arbejde på Tønderhus befæstning med volde og grave, udtaler hertugen, at dette arbejde skulle regnes for en Bede, som kan sammenlignes med en ekstraordinær skat.
Flere gaver
I 1257 gav kongen munkene toldfrihed for deres skibe, når de kom til Aabenraa eller andre havne. Et halvt år senere fik man den rettighed, at deres forbrydelser ikke skal svare nogen anden for kongens ret end Hr. Abbeden eller hans munke, hvem han måtte overdrage denne ret. Dette blev gentaget i 1313 og 1334. af hertugerne. Men siden synes det som om, at man havde mistet denne ret. Klosteret fik også bispetiende af Bylderup Sogn. En gave som Kongsfrænden Biskop Valdemar havde skænket dem.
Masser af besiddelser
Oppe ved Seem minder navnet Munkegaard endnu om klostertiden. Endnu i 1501 havde klosteret en del besiddelser heroppe. Her var også en Munkemølle, der senere kom til at hedde Skallebæk Mølle. Man byttede besiddelser heroppe med Bispestolen og fik i stedet fire gårde i Borg, Døstrup, Mjolden og Ottersbøl i Mjolden Sogn. Man ejede også et gods skænket af en adelsdame, Fru Gunder. Men væbneren Johan Schelle erklærede at denne gave retsmæssigt tilhørte ham. Fru Gunder var hans oldemors søster! Via et mageskifte fik man også en gård i Randerup. Ved en sjælemesse i 1380 fik man også overdraget et gods.
I slutningen af dets levetid ejede klosteret hele Løgum Sogn. Ja det bliver snart for meget at optegne alt det gods, man til sidst ejede. Det lå meget spredt, Dyreborg, Kærgaard, Bjerndrup
Mark, Tornskov, Øster Terp, Løjtved, Alslev m.m.
193 gårde fordelt på 22 sogne
Løgum Kloster ejede 7 Harrebygårde, en birk omfattende 88 gårde og andre 80 gårde fordelt på 20 sogne. Men antagelig ejede man endnu mere. Således købte den pengestærke Wulf Pogwisch, lensmand på Trøjborg 18 gårde af klosteret. I 1551 forlangte Hertug Hans således at Hr. Wulf skulle fremlægge Brev og Segl for disse køb. Ved Middelalderens slutning har Løgum Kloster ejet 193 gårde fordelt på 22 sogne. De har stort set ligget mellem Vidåen og Kongeåen.
Mange givere beregnede sig brugsretten, så længe de levede. Nogle stillede dog klausuler, som var vanskelig at opfylde. Således ville Marsken Iver Tagesen have ejerskabet tilbage, såfremt han fik børn. Og en borgerkone i Aabenraa betingede sig ret til at beholde noget af sit gods i Genner for livstid, men også til, hvis hun kom i den yderste trang, at måtte sælge så meget, som det var nødvendigt for hendes behov.
Til frelse for sjæl
Og så var der også problemer med arvingerne – de giftige Arvinger, der aldrig mættes. Til Marie Bebudelsesdag 1297 havde præsten i Øster Højst, Hr. Troels opsat Messen, indtil Klostrets Prior, som han havde tilkaldt. Pastoren havde været meget syg. Han havde lovet, at hvis han blev rask igen, ville han indtræde i klosteret. Det løfte havde han ikke overholdt, og nu ville han bekende sine synder. Til frelse for sin sjæl overdrog han derfor i fuld offentlighed sit landbosted i Holm til Vor Frue Kloster i Løgum.
Arvingerne nægtede dog at anerkende dette. Men de havde dog samtykket. Klosteret klagede derfor til bispen i Slesvig. Det endte med, at arvingerne blev bandlyst.
Kendt adelsmand havde problemer
Også Ketil Urne, Fra den berømte adelsslægt fra Bolderslev, har været involveret i en sag med Løgum Kloster. Det startede med, et familiemedlem Knud Snubbe testamenterede en del gods
til klosteret. Sønnesønnen Ridderen Jens Urne ville ikke anerkende dette. Masser af retssager fulgte. Det endte med et ultimatum til Ridder Jens, at enten fik han 100 Mk. af munkene mod så aldrig at forfølge dem mere, eller betalte han 500 Mk. for besiddelserne. Ridder Jens valgte det sidste.
Kirken måtte betale en kæmpe skat
Men hvad skete der egentlig med det enorme gods? Der opstod strenge tider for godset omkring 1520erne. På Landdagen i 1526 lykkedes det således for Ridderskabet at skubbe broderparten af den ekstraordinære skat, som kongen krævede over til kirken. De måtte udrede 80.000 Mk.
Klostret overtog kirker
Ligesom flere andre kloster, havde man også købstads – ejendomme, der dog alle lå i Ribe. Så vidt viedes havde man ingen ejendomme i det nærliggende Tønder. Men klosteret ejede også
efterhånden 4 kirker. Gudstjenesten og sjæleplejen blev ikke plejet af sognepræsten med af de præsteviede munke. Fordelen var at man fik to tredjedel af tiende.
Den første kirke man overtog var Nr. Løgum. Den næste var Daler i 1227. I Daler var man i 1267 ikke tilfredse med den indsatte vikar. Man betvivlede hans evner. Og så var man utilfredse
med, at man ikke selv måtte vælge en præst. Den tredje kirke man overtog var Spandet Kirke i 1323.
En gave med problemer
De største problemer opstod, da klosteret overtog St. Laurentius Kirke i Brede. Fra gammel tid havde kongeslægten gods i Svanstrup i Brede Sogn. Sammen med den skænkede Kong Abel i 1252 klosteret al den ret han havde til kirken. Dette blev også bekræftet af kirken. Overdragelsen blev godkendt af både Ærkebispen, Abels efterfølger, Kong Christoffer og hans to sønner, de sønderjyske hertuger Valdemar og Erik. Så skulle man tro, at alt var i orden.
Men det var det ikke. Ligesom i Daler var der stærk modstand i Brede Sogn.
Underdanig anmodning til kongen
Få måneder efter at Pavens sendebud, Kardinal Guido, der skulle mægle i den store kirkestrid mellem kongemagten og ærkebispen Jacob Erlandsen i august 1266 havde bekræftet Abels gave, rettede han henvendelse til de Brede Mænd. Han havde erfaret, at man på mangfoldige måder hindrede munkene i at nyde kirken i fred.
I 1272 blussede krigen op igen. Dette år døde Hertug Erik Abelsen. Nogenlunde samtidig døde præsten i Brede. Kong Erik Glipping, der havde tiltaget sig formynderskabet for hertugens
børn, præsenterede nu pludselig en ny præst uden at tage det mindste hensyn til klosterets ret. Det var ærkedegnen ved Domkapitlet i Aarhus, Mogens Knudsen. Samtlige Cistercienser – abbeder i Danmark rettede nu en underdanig anmodning til kongen, om at hans mænd ikke forstyrrede brødrene i deres besiddelse af Patronats-retten.
Biskop Esger af Ribe forbød den indsatte præst og hans vikar, at lade sig kalde af anden end abbeden eller overlade andre kirkens indtægter. Selve Paven blev mobiliseret. Han stadfæstede
overdragelsen og pålagde som det var skik og brug, en stedlig Prælat – Domprovsten i Slesvig – “at beskytte munkene, da der paaførtes dem mangfoldige Overgreb og Tab”
Klostret tabte sagen
Provsten truede ganske vist alle, der dristede sig til at hindre munkenes ret, med bandlysning. Men det blev kun et slag i luften. I 1276 fandt der nemlig i selve Brede Kirke en retsforhandling stede mellem klosteret og Ærkedegnen med Ribe – bispen som dommer.
Hr. Mogens gjorde her først og fremmest gældende, at Kong Abels overdragelse havde været ulovlig, fordi kongen aldrig havde været den rigtige patron. Han havde nemlig bygget kirken
eller givet grunden. Munkene erklærede dog, at de kunne føre beviser. En ny forhandling blev fastsat. Men udfaldet kendes lige så lidt som Bispens dom.
Alt tyder dog på, at klosteret tabte sagen, da alene Løgum og Daler Kirke omtales i 1299 som klosterets kirker, men ikke Brede.
Kirken – atter som gave
Nu skulle man så tro, at den sag var glemt. Men det viste sig at kloster – folket havde en god hukommelse. Da kirken i 1324 blev ledig, overdrog Hertug Erik den for sin sjæls frelse til Abbeden og Konventet uden med en stavelse at hentyde til sin oldefars brev. Gaven blev stadfæstet såvel af Ærkebispen som af Eriks søn , Barnekongen Valdemar.
Men strengt taget som var klosteret ikke kommet videre end i 1250erne. Deres ret til kirken var hverken bedre eller ringere end dengang. Et par år senere fik man dog kastet lys over stridens virkelige kærne. I 1327 bekræfter nemlig to riddere, fire væbnere og to kvinder, antagelig enker, på egne og alle deres slægtninge og pårørendes vegne hertugens Præsentation og gave.
Selv nu opnåede munkene dog ikke den fulde besiddelse af den omstridte kirke. En snes år senere gav Hertug Valdemar i 1344 afkald på den del af tiende, der var henlagt til selve kirken. Dette tyder unægtelig på, at hertugerne fra gammel tid, har haft megen ret til kirken, muligvis i deres egenskab som sognets største ejendomsbesidder.
Munke smidt ud
Da reformationen i 1520erne nåede Sønderjylland gik det hårdt ud over tiggermunkene og deres kloster i byerne. Det begyndte i Flensborg, hvor borgerne i 1528 smed Gråbrødrene ud. Noget lignende skete samme år i Slesvig og Husum. I 1530 kom turen til Tønder. Da den sidste abbed i Løgum, Morten Iversen døde i Ribe i efteråret 1548 fik han ingen efterfølger.
Åbenbart fungerede amtmanden i Tønder, Christoffer Rantzau i den sidste tid, som en slags forstander på klosteret. I 1568 ser vi, at klosteret stadig er en institution. Men Wulf Pogwisch havde allerede fra 1548 overtaget dele af godset. Den sidste munk forlod stedet i 1553.
Upraktiske bygninger
Amtmanden overtog bygningerne. Men de viser sig hurtig, at være upraktiske. I 1614 opførte Hertug Johan Adolf en dommerbolig, som omtales som æ Slot. Den flotte stilrene bygning var egentlig bygget som jagtslot. Ikke uden grund kaldes det et rigtigt slot. Her var vandfyldte grave, som kunne gøre det ud for en egentlig voldgrav. Og her boede salmedigteren H.A. Brorson fra 1717 til 1721, da han fungerede som lærer. Klosterets vestfløj forsvandt ved byggeriet. Sydfløjen forsvandt også på et tidspunkt.
Det mest hellige rum, Kapitelsalen, hvor abbeder jordfæstedes var blevet degraderet til hestestald, senere kostald. Her havde den lokale garnison også sit domicil. Sovesalen blev brugt som høloft. Et par smårum for enden af munkenes sovesal, Dormitoriet i øverste etage blev til efter Genforeningen brugt som fangeceller. Fanger førtes herfra ned ad trappen gennem kirken til Retssalen i Æ Slots vesterende. Arresten blev nedlagt så sent som i 1926.
Hvad er egentlig tilbage af klosterbygningerne? Foruden kirken, er kun 2/3 af østfløjen fra ca. 1250 – 75 tilbage. Østfløjen har siden reformationen haft en omtumlet tilværelse.
Kirken bygget af skaller fra Vadehavet
Selve kirken blev opført ca. 1225 – 1325. Den blev bygget af lokale byggematerialer. Munkestenene er fremstillet af ler fra Løgumbjerge. Soklen er af kampstene fra marker på egnen, og
kalken er brændt af muslingeskaller fra Vadehavet. Kirkens sideskibe hviler på fundamenter af tilskårne græstørv. Cistercienser – ordenen havde strenge regler om prunkløshed i deres kirker. Murede tårne, kalkmalerier og malede vinduer tåltes ikke. Men man slækkede da efterhånden lidt på disse krav.
I dag er der indrettet et Refugium med 47 værelser på stedet. Her holdes feriedage, rolige dage, rekreationsdage og studiedage. I efteråret 2011 blev der indrettet en ny foredragssal med plads til 150 deltagere.
Løgumkloster nævnes 1546
Første gang flækken Løgumkloster nævnes er måske i 1546, da hertug Hans udsteder et lejdebrev for Hans Lausen , der havde dræbt en Mand. To år tidligere foreligger der et skattemandtal. Heri kan vi se, at der i Closterdorp boede 6 fæstere – 5 mænd en en enke. Kimen til den nuværende flække har eksisteret for klosterets lukning i 1548.
I 1739 blev Kirken sognekirke Takket være en jordebog fra 1704 kan vi se at beboerne havde deres agerland liggende tre steder, nemlig Nymark, øst for flækken op til Landebys fælled. Dernæst var det Søndermark, syd for byen og stødende op til Favrby og Ladegårdens jord. Endelig var det Nørremark, der stødte op til Landeby I Jordebogen fra 1604 var der 19 gårde
i flækken. De var af meget varierende størrelse.
Men tilbage til 1704, så finder vi 91 kådnere. Og kådner – husene kunne svinge lige fra små hytter på tre fag til statslige bygninger på 20. Vi fandt Husfogeden, amtsskriveren,
to sandemænd og skytten, så var der også apotekeren, fire købmænd, seks kniplingskræmmere, tredive håndværkere, syv kniplersker og 30 daglejere.
Beskrivelse fra 1797
Selv om kun få levede direkte af landbruget, så havde næsten alle en ko eller to, et svin eller i hvert fald et par får. Enkelte havde også heste. Det var åbenbart den samme sammenblanding af byerhverv og landbrug, som Kapellanen Kruckenburg i sin skildring af flækken fra 1797 karakteriserede med ordene:
Under Kådnerne var det Indersterne. Deres antal var 92, hvoraf de 10 dog selv ejede hus. Vi møder dog også mellem disse, en købmand, en kniplingskræmmer og seks håndværkere. Det store flertal var dog daglejere eller kniplerske, der boede til leje ikke mindst hos kådnerne.
Kilde:
Litteratur Tønder
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
www.dengang.dk – diverse artikler
–
Dato: januar 5, 2012
Hermed har vi fornøjelsen at præsentere
fire viser om Tønder, to viser fra Møgeltønder og henholdsvis en
vise Gallehus, Østerby og Abild.
Sønderjyder bruger en hver anledning til at synge. Det lyder ikke altid lige pænt. Vi har fundet et par mere eller mindre hjemmelavede sange fra gemmerne. Ja egentlig kender vi ikke rigtig, hvor de stammer fra. Tak til min navnefætter fra Lærkevej i Tønder, der har sendt de fleste af nedenstående. Vi skal også beklage, at vi ikke har melodi på dem alle sammen.
Men kære læsere vi er sikker på, at I kan bruge disse viser til en festlig anledning. I samme serie laver vi en samling fra Sønderjylland og en samling fra Højer og omegn.
Denne lille samling indeholder følgende sange:
Vi ønsker god fornøjelse
Tønder– sangen 1 (melodi: Hvor smiler fager, den danske kyst)
Vi skal tilbage til dengang, hvor
Tønder havde verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger.
Det var dengang med de mange markeder i byen. Der var gang i den.
Hvor er det dejligt i fordums år,
man kunne tage en lille vending
ind i en kro eller købmandsgård
og få en dram for kun tyve penning
en punch, som styrkede hvert organ,
lod man sig smage i ”Weisser Schwan”
Hvor er det dejligt, da folk og fæ
fra fjern og nær kom til Tønder mærken,
i hvert et kro-hus fandt ly og læ,
hvor højt det klirred’ med glas, tallerken,
hvor man drak lidkøb ved punchedamp,
og gulvet gungred´af træskotramp.
Hvor er der leben i Tønder by
en sådan dag, når de mange stude
fra Himmerland og det fjerne Thy
i sindrig ro gled forbi derude,
lod brølet lyde i livlig kap
med karleråb og med piskerap.
Og der var travlhed i hver butik,
der købtes varer i store bunker,
købmanden stod med sit lune blik,
så veltilfreds på de blanke grunker,
der fyldte kassen ved aftenstid,
og han ku få´sig en tiltrængt bid.
Ja, det var dejligt en markedsdaw,
trods al dens travlhed og al dens spænding,
men ak, den tid er nu lagt i grav,
hvad får man i dag man for tyve penning?
Ja, mangt gled bort under tidens elv,
om det blev bedre– ja døm her selv.
Tønder Sang 2 (den er hvis nok forfattet af Anne Dale i Rens, 1956?)
Tønder by, du ligger ud mod landet,
de blev bygget op på marskens fede jord
stolt som – havneby – du lå engang ved vandet
mindet derom – er i dag kun skrevne ord,
bærer du i våbenskjoldet, stolt en skude
sejled ud herfra, du med dit kniplingsry
drog mod dig fra nord i træk af fede stude
vokser du mod verden ud– du lille by
Skal vi tilbage med dig lidt i tiden,
se hvordan at du er vokset op og frem,
al begyndelse det at være liden –
nu i dag du rummer over tusind hjem,
fyldt af gamle minder er hvert hus, hver gade
fra en tid for længst der sunket er i grus,
Skibbro er brolagt, fra husenes facade
gamle gavle – går et mindets sagte sus.
Fra en svunden tid, hvor stærke mænd her færded,
hygget op med sans dig gamle handelsby,
nutids folk dit minde trofast har omgærdet
kirkens spir går højt mod himlens lyse sky
er dit vartegn, står hver dag på dig og kalder
samler som en mor sin store børneflok,
jeg vil stå med dig i tiden, om du falder,
rejse dig igen, min styrke er dig nok.
Søger vi hos dig endnu så dybt et minde,
navnet – gaden – viser os mod banken hen,
knejse her en borg med høje spir og tinde,
kun en portnberbolig er af dig igen,
tung af ælde lidt af dig endnu vi skuer,
du er værn for gamle tiders sindog sans,
gamle minders sans, som os i sindet luer
kaster over dig – du kære by sin glans.
Tønder by, du ligger åben ud mod landet
favner alle, når vi kommer ind til dig,
øst og vest og syd og nord vi har det sandet,
når vi kom mod dig fra hver sin landevej.
Du er byen for vort mål, til dig vi rejser,
du er vor hjemstavns by endnu med kniplingsry.
Solen glimter i dit kirkespir som knejser –
våger over dig nu – marskens gamle by.
Som en bue går om dig Vidåens vande,
hvori himlens sol og skyer spejler sig,
går vor tanke da med dig mod fjerne strande,
her ved dig går børn i drømme, stille leg.
Tønder by, dit ry din skønhed vil vi prise,
som en perle ligger du i marskens jord,
værner vi om dig vor færd det skal bevise,
fremtidens syn går frem af fortids stærke ord.
Dan gamle by i marsken (S. Højmark Jensen)
Aldrig jeg glemme de krogede gader
huset som viser mod Torvet sin gavl.
Blæsten fra vesten, fra vidstrakteflader
suser herind fra det ternede tavl
Vinter og vår –
i hvor det går –
Tønder en plads i vort hjerte får.
Dybe kanaler og Møllestrøms brusen,
sagte og stille henglidene vand.
Drømmen med strømmen gik ud over slusen,
ud imod barndommens eventyrland
Alt hvad vi så,
da vi var små,
plads i vort hjerte skal evigt få.
Aldrig de tøndringer piger kan glemme
dammen, stien og gyngende grund,
skønneste, grønneste, skyggefuld bræmme
danner ved byen den dejligste lund.
Her er så tit
blevet visket blidt –
”Alt hvad jeg ejer, er også dit”
Mindet om Tønder, ja det vil vi værne
og det er vi bundet med stærkeste bånd
Og skal vi ende vort liv i det fjerne,
får den en hilsen med rystende hånd,
Vinter og vår –i hvor det går
Tønder en plads i vort hjerte får
In der grossen Seestadt TONDERN
Sangen blev skrevet efter, at det gode skib Bismarck sejlede gennem Vidåen ned Skibbroen. Og det gjorde den efter et væddemål på øen Sild. Vi har tidligere beskrevet historien
her på siden. Som bekendt var Tønder, inden digerne faktisk en stor havneby. Og der har jo været aktuelle planer om, at der igen skulle en havn til Tønder, nok mest for syns skyld.
Ja et par gange har der været planer om, at føre en kanal ind gennem Tønder og så ud til Østkysten. Men moralen i denne vise, er, at der hvor du ikke kan komme ud, skal du slet ikke begive dig ind. Men skib og kaptajn Selmer kom både ud og ind, selv om damperen stødte på grund gang på gang. Og det var noget besværligt at få vendt på Skibbroen.
In der grossen Seestadt Tondern
kamm ainmall ein Dampschif an,
alle Leute tun sich wundern
dass mann hier auch Schiffen kann.
Mann und Weib ubd Kind und Besen
eilen nach der Schiffbrück hin
um zu sehn, was nie gewessen,
wie das Dampfschiff kommt dahin.
Voll Verwunderung steht die Menge,
gasst den smutzigen ”Bismack an
aber ach! Fest sitzt er in der Enge,
dass man ihn nicht retten kann.
Seht auf Tonderns weise Väter,
wie sis sich beraten drum,
dass sie diesen Schwerenöter
kriegen in dem Hafen rum.
Hängt ihn, sprach der eine weise
Hängt ihn in den Krahn hinein,
und ein anderer sagte leise:
Grab ein Loch ins Ufer´nein!
Seht sie drängen, seht sie ehieben,
doch der schmutz`ge”Bismarck” spricht:
”Leut, es tut mir nicht belieben,
´rum zu kriegen bin ich nicht!
Da rief einer aus im Zorne:
”Ruckwärtz lasst in Tondern fliehn,
Kam er auch herien von vorne,
rückwärts lasst ihn wieder ziehn!”
Die Moral von der Geschichte,
höret, wie ein weisser spricht:
”Wo du nicht heraus kannst kommen,
da hinein begib dich nicht !
Møgeltønder – sangen 1 (Melodi: Hjem til Danmark ?) (Hans og Ingrid Schrøder)
Møgeltønder vor by, du er kendt overalt,
Danmarks skønneste landsby vi hører dig kaldt ,
Vi dig elsker i vinter og vår,
du er gammel – mangfoldige år.
Langs Slotsgaden bag ved hvert lindetræ
kryber husene sammen, som søger de læ
Der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem.
Møgeltønder – vor by og vort hjem.
Hvorhen vi i verden nu end drager hen,
vi længes tilbage og kommer igen.
Vi føler for dig som for mor,
Vi har kendt dig fra barndommens år.
Hver sommer da står der jo blomster i flor
hver morgen da synger der fugle i kor,
der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,
Møgeltønder – vor by og vort hjem.
Med enge mod syd og med hede mod nord
et minde om guldhorn i Gallehus står,
der fortæller om tider, der gik,
og vi glemmer de minder, vi fik
i skole, i kirke, i slot og i vrå.
Turister, der kommer, og turister, der går,
der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,
Møgeltønder – vor by, og vort hjem.
Til slut vi nu ønsker for dig, du vor by,
i tider, der kommer, du hævder dit ry,
de slægter, der kommer og går,
vil dig ære i fremtidens år.
Den ungdom, der møder, den viser du vej,
de færdes i verden med mindet om dig,
der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,
Møgeltønder – vor by og vort hjem
Møgeltønder – sangen 2 (Melodi: Gold und Silber lieb ich gern…..)
Møgeltønder, du kære by,
hvor jeg hører hjemme,
her jeg synge vil din pris,
ej jeg kan dig glemme.
Hvor i verden end jeg for
og dens modgang lærte,
til den skønne fri natur,
sig drømte dog mit hjerte –
Midt i byen knejser stolt
du vor smukke kirke.
I dit indre gemmes der
ånd af helligt virke.
Billeder af store mænd
med dem er væggen prydet,
de fortæller os endnu,
hvad disse mænd har ydet –
Schackenborg, du ligger som
et naturens smykke,
hvor vi alle sværmer om
i vor barndoms lykke
Her ligger vi ofte hånd i hånd
leged under linde,
der jeg dvæler til en stund
i tanken, barndomsminde –
Hist fra alpens hvide top
og til Nordens fjelde
intet toner sig så smukt
i naturens vælde,
som vor gamle fødeby
så grund og folkeyndet,
kun din skønne fri natur
fryder mig i sindet –
Hvorfor vanker fremmed gæst
ofte her i byen,
hvorfor lyder lærkesang
så klar i harmonien.
Det er stedets poesi
Og samklang som fortolkes,
i naturens herlighed
der bliver kunst for folket.
Meget nu forsvundet er
fra den tid, jeg fødtes,
meget skøn vel faldet er,
da nyt og gammelt mødtes,
men du unge friske slægt
der fremtiden skal bære,
Lov mig at du holde vil
vor gamle by i ære –
Gallehus
– sangen (Melodi:Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne– Thyra L. Petersen 1983)
Vor landsby skal hygge, fra hus til hytte,
en hyldest skal lyde, fra olding og barn,
hver kvinde og mand, der kan huske tilbage,
har minder så gode i frugtbarheds favn.
En muld af den bedste, der findes på jorden,
her aldrig kan vokse, ja trives og gro,
et sammenhold er her, med værn for hverandre,
derfor vi så gerne hernede har rod .
Og arven fra guldhornets tid, vil vi holde,
som fædre før os jo gravede frem,
med mosebryg hen over midsommerenge,
sig stemningen breder, udover vort hjem.
Når vestenvind suser om egnen med storme,
den trænger sig ind i hver hjørne og krog,
ved modvind som træer, vi vokser i styrke,
lidt krumbøjet stærke, men elsker den dog.
Med hensyn til andre, vi passer vor virke,
her glæde ved livet og ting der blev skabt,
må styrken vi følte, i ungdommen blive
at barndommens Gallehus ikke går tabt.
Ja Gallehus navnet må ikke udslettes,
om nogen i udviklingens navn lægger ud,
er olie, går storkommunens herre,
hold fingrene væk er vort lønlige bud.
Gid fuglesang stadig kan slå os i møde,
med kviden og frøernes kvækken i takt,
se harer med rådyr der springer ved skoven,
her snuse naturens bedøvende magt.
Så morgendis stemning kan sindene mætte,
med solopgang rød over Gallehus skov,
hvad vil I da mere? Er det ikke livet?
Vi lever og ånder i naturdannet lov.
Med aftensol nedgang i malerisk ynde,
uendelig små under himmelhvælvs vagt,
vi elsker vor landsby, må trygheden føles,
i evigheds rigdom med hjemstavnens pagt.
Østerby – sangen – melodi: Jeg er en simpel Bondemand
Min barndomstid til ende var,
da jeg var fjorten år,
Jeg konfirmeret da så blev,
og ud i verden går
For livets vej at vandre
og finde lykkens dyd
jeg dig farvel må byde –
du lille Østerby
Vel er det mig i hjertet tungt
at jeg forlade må
den lille skjønne plet i nord,
hvor raske gutter bor
Hvor smukke piger vandre
med glæde og med lyst
vort modersmål at værne
så skjønt for deres bryst
Der milde dufter iler frem
af landets frugtbarhed
hvor morgensolen bryder frem
i gylden virksomhed
Der fuglene udkvidre
så skjøn en morgensang
Hvor smuk det dog lyder
hvor liflig er dens klang
Der Vesterhavet nærmer sig
med smukke bølger blå,
det grønne krat opvokser der
men jo kun af de små,
dog udi vintrens tider
din eng den står som en sø
,
der er det smukt at leve
men meget tungt at dø
Jeg så de grønne agres skjær
med deres gyldne bund
hvor roser, liljer bryder frem
vel udi tusind fold
I som´rens milde tider
en krans rundt om dig står
af korn og høets stakker
af den frugtbare jord.
Vel også der man finde kan,
hvor heden bryder frem,
hvor vildtet strejfer vildt omkring
og laver deres hjem.
Hvor storken den udiler –
dens paradis det er
hver morgen den sig viser
på disse strækninger .
Ja, hvor jeg end så vandrer om
i verdens larm og lyst,
til dig jeg føler længsel hen
Og hvor jeg så skal ende
mod norden eller syd,
jeg aldrig dig skal glemme –
du lille Østerby!
Abild Sangen – Melodi: Jylland mellem tvende have (Karin Bøll 1978)
Her i Danmark langt mod sønder
Vejen slynger sig mod vest ,
Endnu før vi når Tønder
Ligger Abild allerbedst,
Byder jer velkommen her,
Tøv nu blot en kende
Og hør så, hvad Iser.
Træet– du har set det længe,
Før du når til Abild frem
Er det vartegn, du skal kende,
Ved dets rod gror huse frem,
som danner Abild by,
Hjem på hjem har fundet
Et ståsted i træets ly.
Kirke – kro – vi har det hele,
Du kan leve, som du vil,
Mød din nabo hist på gaden,
Smil! – du får en sludder til.
Grønt og blomster, sol og luft
Alt du får i tilgift.
I denne sommerluft
Sommerfest i varme dage,
Vinterfest i al slags vejr,
Sammenholdet her man aner.
Må det vokse mer`og mer
Gid vort samfund sundhed får,
Lad os en fremtid skabe,
Der bedres år for år.
Abild, som en blomst du ligger
Her, hvor vejen slår en bugt,
Ung og gammel nu dig hylder,
Her vi lever ganske trygt.
Vi vil værne om vores by,
Slutte kreds om Abild
Og hævne højt dit ry. `
Vi fortsætter serien senere med sange om Sønderjylland og Højer
Vi beklager, at vi ikke har kunnet dele versene. På den anden side så betragt det som poesi.
Redigeret 19-09-2021
Dato: november 13, 2011
Der har været mange fantastiske musikoplevelser i Visemøllen. Møllen blev opført som kornmølle, men endte som leverandør af strøm. Læs om familien Bachmann som forpagter og ejere. I Tønder opstod der en mølle – fejde. Og en lille mølle tilhørende en farver skabte panik hos heste. Der er uenighed om vandløbenes historie i Tønder og Omegn. Flere brande og ulykker har hærget vandmøllen.
Fantastisk oplevelse
For en del år siden efterhånden oplevede vi en fantastisk koncert med Rasmus Lyberth i forbindelse med Tønder – festivalen på dette historiske sted. I dag bliver stedet kaldet Bachmanns Vandmølle.
Botshaus
I mange hundrede år er vandet fosset forbi møllen ved Kongevejen. Her ligger de to roklubber, og lige bag ved bestyrede min onkel og tante i mange år Botshaus.
En mølle i 1436
I forbindelse med Tønderhus blev en mølle anlagt. Allerede i 1436 var der skriftlige vidnesbyrd om en mølle. Dengang talte man dog om en mølle sydøst for Abild. Man talte om, at Galgestrømmen var den egentlige Mølledam.
Men generelt er historikerne uenige om vandløbenes historie i Tønder og omegn.
Uoverensstemmelser i Tønders historie
Inden udgravningen af det nye rådhus i 1980 var der iflg. Uwe Thomsen nogle helt groteske uoverensstemmelser med Fortidsmindeforsamlingen om områdets frigivelse til byggeriet. Uwe Thomsen skriver på sin hjemmeside:
Således mener Uwe Thomsen,
der blev en upopulær person på byggepladsen dengang, at Arnå/Hvirlå – omlægningen har været afsluttet før 1498. Se i øvrigt de interessante betragtninger om vandløbenes placering dengang på
Ændring af åen
Vidåens udspring ligger i det gamle Aabenraa Amt ved landsbyen Øster Løgum. Til Solvig hed åen Arnå. Allerede dengang førte åen en masse vand med sig. Men der var perioder, hvor tilgangen af vand var sparsom. Amtmand Dietrich Blome foreslog derfor, at man i gjorde noget ved sagen. Vidåen blev derfor i tidspunktet 1587 – 1598 reguleret. Fra Korntved skete der ændringer. Fra de nuværende jernbanebro til den nuværende mølle lavede man en hel ny kanal. Jorden blev brugt til at skabe et dige. Efter aftale med godset Solvig blev også Hvirlå en del af Vidåen.
Den nye mølle
Efter at den ny mølle blev bygget, ser det ud til at Jacob Andresen også kaldet Jacob Møller fungerede som slotsmøller. Han nævnes i 1589 og 1601. Oprindelig blev møllen opført som en
kornmølle i tilknytning til Tønderhus Slot, som en fyrstelig distriktsmølle. Fundamentet stammer af store kampesten, der stammede fra Gråbrødreklostret.
Hvem skal betale?
I 1641 fandt man ud af, hvem der skulle betale for møllens drift. Og i 1663 udsendte amtmanden i Tønder til omegns – kommunerne, at de skulle sørge for, at holde digerne i orden.
Møllen i 1692
I 1692 var Christopher Thöning forpagter på møllen. Han opførte en lille bygning ved møllen. Desværre døde han tidlig, og hans enke Marina førte forpagtningen videre. Den 5. april 1701 skrev hun under på en fem – årig forpagtning med forvaltningen på Gottorp.Bønderne havde pligt til af få malet hos bestemte møller.
Upopulær møller
Forpagtningen blev ikke forlænget. Nu overtog Nicolas Hansen forpagtningen fra 1706. Han indførte nye regler over for bønderne, og satte hårdt mod hårdt over for de bønder, der ikke over holdt deres mølle – pligt. Og disse klagede over hans hårdhed. Han døde i 1728 og hans arvinger fortsatte mølledriften til 1731. I løbet af de år var alle tre møllesten blevet udskiftet. Man havde selv hentet dem i Husum.
Mange jern i ilden
Efterhånden forfaldt møllen. Men den nye forpagter Peter Klautoft forsøgte at udbedre skaderne. Den nye forpagter der var borger i Flensborg, forsøgte at udbedre skaderne. Han havde mange jern i ilden – den nye forpagter.
Byen som forpagter
Officielt var det nu byen, Tønder, der stod som forpagter. Der var tale om By-møllen i Tønder. I mange år var det ungkarlen, Christian Andersen, der var møller for byen. Senere møder man Andreas Christiansen, der i 1774 kom Schaflund. Han var gift med en kvinde fra Frøslev.
Masser af oversvømmelser
Men det kneb gevaldigt med at holde digerne i orden og få renset vandløbene. Ofte gav det oversvømmelse, og der kom ikke nok vand til møllen i Tønder. Det gamle mølleværk fungerede ikke ordentlig. Og møllernes høst måtte ofte bringes til andre møller.
Store udgifter for Magistraten
I 1761 blev vindmøllen fuldstændig fornyet. Tømmeret fik man fra Aabenraa. Ved vandmøllen blev der i 1768 etableret en ny sluse. Den store bro på nordsiden af møllen blev repareret for 379 Mk. Men de store udgifter bekymrede Magistraten.
Et hus overtages
Efterhånden kunne møllebygningen ikke mere rumme en familie. Man diskuterede, om der skulle bygges nyt. Men man blev enige om at overtage branddirektørens hus, der lå lige ved møllen. Den skulle bruges til møllerens hus. Dette skete i 1798.
Den første Bachmann
En møller fra Sommersted meldte sig. Det var Christian Nissen Bachmann. Han tilhørte ikke fra et mølle – dynasti, men fra en bondefamilie. Selv blev han født i Toftlund i 1757. Han blev gift i 1792 med Elisabeth Catharina, som var søster til en møller fra Tørning. Lige derefter forpagtede han en mølle i Møgeltønder Sogn.
Desværre blev konen efter kort tis syg. Fysikus Krichow fra Tønder kunne ikke stille meget op. Hun døde den 11. december 1793 og efterlod den lille kun 24 uger gamle Asmus Bachmann.
Møllen i Møgeltønder blev opgivet. Bachmann havde måske allerede på det tidspunkt fattet interesse for møllen i Tønder. Der skulle to licitationer til før Christian Nissen Bachmann kunne overtage møllen. Han var 42 år da eventyret i Tønder startede. Han var den første i et helt familie – dynesti. Han fornyede mølledriften og forstod at sætte sig igennem.
Heste i panik
En lille mølle var blevet oprettet ved slusen. Det var farver Jacob Hansen, der havde fået lov til at drive den for en meget beskeden sum i afgift. Men den larmende mølle førte ofte til panik hos de heste, der passerede den nærliggende bro. Det var kun et held, at hestene ikke forsvandt ned i vandet. Mølleren blev beordret til at opføre et plankeværk.
Brand i 1806
Bachmann fik ført sine nye planer ført i værk, men ak den 12. december 1806, mens Bachmann ikke selv var til stede, brændte det hele ned. Han måtte selv betale for genopbygningen.
Han forlangte godtgørelse af forpagtningsafgiften. Men det fik han ikke. Til møllen oprettede han også et rensningsanlæg og flere bygninger. Pagten ophørte i 1811 med blev forlænget med seks år. I 1817 blev den forlænget med 12 år.
Mølle – konflikt
Bachmann kom i konflikt med en anden møller i Tønder. Eschel Petersen var kommet til Tønder fra Løjt. Han giftede sig ind i en familie, der havde relationer til Rundemølle. Han blev nemlig i 1746 gift med Catharina Thor Straten. Sammen med Friedrich Sönnichsen oprettede han en grynmølle ved Tved. Møllen blev dog revet ned og oprettet ved Papegøjevej. En af arvingerne, Christian Thomsen klagede over Bachmanns udvidelse af mølledriften. Men det fik Thomsen ikke rigtig noget ud af.
Ville overtage møllen til nedlæggelse
Lige før den tredje pagtperiode var forbi, døde Christian Nissen Bachmann i 1829. Da han ikke havde giftet sig, efter sit korte ægteskab, gik arveretten til sønnen Asmus Boysen Bachmann.
Men den føromtalte Thomsen forsøgte at overtage møllen for nedlægge den. Så kunne han nemlig uden konkurrence videreføre sin egen mølle ved Papegøjevejen.
Besværlig arvesag
Arvesagen var dog besværlig. En fætter til den afdøde kom til sidst til Tønder. Familien ville beholde møllen, men på denne måde kom en enden gran af familien ind i mølledriften. Endelig i 1836 blev Jørgen Bachmann accepteret som møller. Da vandmøllen måtte ligge stille, bad Jørgen Bachmann om et nedslag i pagtafgiften. Som begrundelse anførte han, at der var lønomkostninger til seks ansatte på møllen. Vindmøllen kunne slet ikke give den samme indtægt.
Vigtig møde på Stadt Hamburg
Den 17. marts 1860 skete der noget væsentligt. Grundet en lovændring var møllerne nu til salg. En offentlig auktion fandt sted på Stadt Hamburg. Denne auktion vandt Jørgen Backmann.
Han fik en købskontrakt dateret den 20. august 1860. Sælger var Det kongelige Finansministerium og som underskriver for Tønder Amt var ritmester von Brockdorff. Købsprisen var på 60.000 rigsdaler, og 15.000 rigsdaler skulle falde den 1. november 1860 og den 1. maj 1861. I prisen var inkluderet både vand og vindmølle, broer, rensningsanlæg, mark og bygninger.
Mange anordninger
Bachmann skulle nøje rette sig efter anvisninger. Han måtte ikke forårsage oversvømmelser. Han måtte heller ikke uden videre indstille mølledriften. Bachmann var 60 år gammel, da han ikke længere skulle forpagte møllerne, men kunne betragte det som sit eget.
Teglværks– familie
I 1832 var han i Broager blevet gift med Maria Sophia Heide, datter af en teglværksejer. De fik fem sønner. Den ældste gik i faderens fodspor og blev møller. To af sønnerne drog til Sundved og til Broagerland, hvor bedstefaderens teglværker havde ligget. Den yngste, Carl Asmus blev jurist, og amtsdommer i Haderslev.
Tragiske ulykker
En skøn junidag i 1849 blev den niårige Heinrich Friedrich offer for møllerdammen. Og det var ikke sidste gang familien Bachmann mistede et familiemedlem nær deres arbejdsplads. I 1943 opslugte det mørke vand den femårige Conrad.
Købekontrakt underskrives
Den ældste søn af Jørgen Bachmann var til minde om den første møller i familien døbt i navnet Christian Nissen Bachmann. Han var blevet født på møllen i Tønder i 1833. I 1859 blev han i Møgeltønder gift med Maria Therese Feddersen. 1.september 1866 skrev den nye ejer under på købekontrakten. Han døde som 59 – årig, den 5. juni 1892. Konen var død tre år tidligere.
Mindeord
Tondernsche Zeitung som udkom tre gange ugentlig skrev mindeord om den afdøde. Avisen fortalte at et meget stort følge fulgte mølleren på hans sidste vej. Det var med musikkorps i spidsen og med medlemmer af Ringriderkorpset. Her var han æresmedlem.
Brand i Møllen
Den 14. juli 1892 genlød Tønder af hornmusik og trommer. Borgerne blev vækket kl. 1 om natten. Der var brand i byen. Den ene af vandmøllerne stod i brand. Brandvæsnet ilede til stede, men der var masser af træværk i møllen, så brandfolkene havde ikke en chance.
Stor byggeaktivitet
Hans Feddersen Bachmann havde efter faderens død overtaget ledelsen. Han var straks gået i gang med at bygge en ny moderne mølle. Der var dog store problemer. Hans far havde ikke efterladt testamente. Han havde to brødre, der var ungkarle, og som også døde som ungkarl. En ældre bor var advokat i Aabenraa. Han døde dog kort efter arvedelingen. Den eneste søster var gift med en fra Berlin kommende børnelæge, Dr. med. Adolf Thaysen.
1892 var præget af stor byggeaktivitet, men produktionen blev ikke indstillet af den grund. Da den ny større mølle var færdig, var det ikke mere brug for vindmøllen ved Solvig.
Den nye mølle
I en annonce fra Tondernschen Zeitung fra 2. december 1892 bekendtgjorde Hans F. Bachmann, at nu havde man startet produktionen i den nye vandmølle. I en artikel i avisen fremgår det også, at der var bygget et stort kornlager. Til forskel var den afbrændte mølle blev den nye mølle nu drevet af et stort møllehjul. Denne var af jern. Men den 21. marts 1893 skete der en eksplosion i møllehjulet. Murværket på førstesal blev gennemboret. Heldigvis skete der ingen personskade.
I forbindelse med en købmandsslægt
En forbindelse til købmandsslægten Klüver skete gennem brylluppet mellem fjerde generation af Bachmann – familien med Johanna Agatha Elisabeth Klüver.
Trange tider
I 1911/1912 fremkom de første planer om en afvanding af Tøndermarsken. Det har sikkert ført til tanker hos Hans F. Bachmann om, der nu var nok vand til at fortsætte mølledriften.
Første verdenskrig var heller ikke gode tider for mølledriften, Den 7. januar 1918 døde Hans F. Bachmann.
En tidlig død
Hans ældste søn, Ernst havde meldt sig som frivillig. Han var faldet ved fronten. Sønnen Hans Feddersen Bachmann havde hjulpet faderen med mølledriften. Ved faderens død blev det hele lagt på skulderen af den unge søn.
Begge brødre bliver ejere
Tilhørsforholdet til Danmark betød store omvæltninger for virksomheden. I det Preussiske Handelsregister kunne man se en anmærkning den 6. februar 1918 se
Dette ejerskab blev bibeholdt til 1938. I mellemtiden havde en anden søn, Karl Bachmann gennemgået en omfattende uddannelse i kornhandel. Samme år tildelte moderen begge sønner ejerskab af virksomheden.
Brødrene gift i samme familie
Og begge sønner fandt deres hustruer hos familien Hagge. Karl Bachmann blev den 30. september 1934 gift med Jeanette Hagge. Fra dette ægteskab er der tre børn, Hans Feddersen Bachmann, Ernst Bachmann og Ilse Bachmann. Den anden af brødrene Hans Feddersen Bachmann var allerede den 17. april 1926 blevet gift med Freja Hagge. De fik børnene, Elisabeth og Karl.
Levering af strøm
I 1931 blev der indbygget en ny 120 hk turbine, der kunne levere 200.000 kilowatt. Det betød, at møllen også kunne give strøm til byen. De store massive bygninger fra det tidligere Victoria – bryggeri blev anskaffet som kornlager. Selv om marsken blev afvandet kom det ikke til at gå ud over møllens funktion. Gennem generationer drev familien
Bachmann Tønders ældste industrianlæg, der drev forretning med korn og foderstoffer. Ja faktisk havde de forpagtet/ejet møllen fra 1799. I anden halvdel af 1920erne var der endnu 6 ansatte. Det var dog ikke ved maling af mel, men fremstilling af elektricitet, at vandmøllen i efterkrigstiden havde stor betydning. Den omtalte turbine var placeret ved det lille gennemløb ved møllens nordende.
Andelshaver i Sønderjyllands Højspændingsværk
Byrådet havde flere gange diskuteret den voksende efterspørgsel på el. Belastningen af byens el – værk steg. En løsning var til slutning til Sønderjyllands Højspændingsværk. De var begyndt at levere kraft til afvandingen af marsken. Men det blev afslået i 1931. Grunden var levering af strøm fra vandmøllen. Men produktionen svarede ikke til forbruget, så i 1935 blev byen andelshaver i Sønderjyllands Højspændingsværk.
Møllebygninger bliver revet ned
I 1976 blev møllebygningerne på nær den fredede vandmølle nedrevet efter at produktionen forinden var flyttet til et nyt anlæg ved Kærgårdvej. Møllebygningerne blev allerede fredet i 1921. Først i 1976 blev el – fremstillingen indstillet. Tønder Kommune overtog derefter møllebygningerne.
Pæle hales op
I forbindelse med anlægsarbejde i 1976 konstaterede man en række pæle i åbunden. Entreprenøren trak i alt 960 pæle op. Pælene stammede fra omlægningen af åløbet i slutningen af 1500 – tallet. Man besluttede en konservering ved lufttørring. Disse pæle blev senere brugt til restaureringsarbejder af forskellige art. Blandt andet er pælene anvendt til restaurering af gangbroen ved Hertug Hans jagtslot Grøngaard. I 1996 blev møllebygningen restaureret. I Tønder går den under benævnelsen Visemøllen.
Tønders dyreste trappe
Opstemningen ved Bachmanns Vandmølle har hidtil spærret totalt for laksefisken Snæblens muligheder for at komme op i Vidåen. Det er der nu rådet bod på, idet der er konstrueret et nyt vandløb i siden af Møllesøen, en såkaldt Faunapassage. Snæblen findes kun i Vadehavet og er en af EU’s truede fiskearter. Står man på broen ved Vandmøllen kan man beskue Tønders dyreste trappe, den såkaldte Fisketrappe.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 20-09-2021
Dato: februar 21, 2011
Os fra Tønder taler et mærkeligt sprog – synes de andre. Vi kommer fra en speciel by, hvor de velhavende bestemte i århundrede. Der var masser af adelige i byen. Man skulle ikke tro, at byen havde en stor havn. Hvad betyder Tønder?
En tynne – knajt
Os fra Tønder hedder tøndring. Jeg bliver også kaldt for Tynne – Knajt.
Men hvem er vi. Ja forudsætningen for at kalde os det, er at vi er født og opvokset i Tønder, ellers gælder den ikke. Man kan godt høre på os, at vi er fra Tønder. Vi bruger en bestemt dialekt. Men denne artikel skal ikke handle om det. Vi skal kigge på Tønders befolkning gennem historien. Egentlig kunne jeg så starte med min familie, men det har jeg faktisk gjort andetsteds.
Hvad betyder Tønder ?
Hvad betyder navnet? Ja der er mange forklaringer. Det kan stamme fra en germansk folkestamme, Tungurerne. Det kan stamme fra guden Thor (torden på engelsk Thunder). Og så er det også det gammelnordiske navn Tun, der betyder noget i retning af mark. Det kan også have været et udførselssted for Tønder (Fyrsvamp) Dengang var byen omgivet af masser af skov. Andre igen mener, at det har noget at gøre med saltfremstilling. Man tændte det formål et bål. På afstand kunne det minde om lyn og torden.
Inddrivelse af told
Lille Tønder hører uden tvivl til blandt Sønderjyllands ældste bebyggelser. Blandt historikere er der uenighed om Møgeltønder (Store Tønder) var den oprindelige havneby.
Det ældste Tønder er født i vikingetiden og i den frisiske storhandels århundreder. De første bebyggelser er sket omkring havnen eller ladepladsen. Idrisis sagde dengang, at her var en helt anselig bebyggelse. Her lå ganske tidlig en borg, som ikke kun tjente som forsvar, men som havde en sikkert frygtindgydende foged som skulle inddrive told. Borgen omtales først skriftlig 1285, men er antagelig væsentlig ældre.
Var der handel med London?
I 1243 fik Tønder i hvert fald stadfæstet sin stadsret. Nu var det en virkelig købstad. Allerede inden var der oprettet et kloster. Pontoppidan hævder at Tønder allerede i 1100tallet havde handel med London. Var vikingerne repræsenteret i Tønder – dengang?
Allerede tidlig var Tønder blevet udskilt som Skt. Laurentius Sogn. En meget tidlig kirke har befundet sig i byen.
Påvirket af friserne
Gennem århundreder er Tønder blevet påvirket af friserne. Påvirkningen af både dansk og tysk kultur har været tydelig.
Omkring år 1300 nævnes 19 navne, som tyder på, at det er frisere, vi har med at gøre. Antagelig er mange tyskere også indvandret til byen. At administrationssproget har været tysk i den senere middelalder har været ganske almindelig i de nordslesvigske byer. Omkring år 1800 var tysk også almindelig i retten, i Amtshusets skrivelser, i domsafsigelser og i provstens breve. Men øvrighedens sprog havde ikke noget at gøre med det sprog som den jævne mand talte, eller havde noget at gøre med befolkningens afstamning.
I de ældste tider udfærdiges regerings – og rets-breve på latin. Det var vel de færreste, der kunne læse dem.
Langsom befolkningsudvikling
Omkring reformationstiden var der cirka 1.500 tøndringer.
Først omkring 1757 har vi et bedre grundlag for at bedømme, hvor mange der var i Tønder. Her nævnes 2.874 personer, fordelt således:
I 1860 var der 3.216 og det voksede stille og rolig op til 6.178 i 1940.
Børn af uærlige – uønsket
I Middelalderen blev Tønder delt op i 120 stavne. Men også her i historikere uenige, for det antal var det slet ikke plads til. Men kun ejere af disse stavne var fuldborgere. I løbet af det 17. århundrede mistede denne stavne-inddeling sin betydning. Men egentlig blev den først ophævet i 1768.
Tønder bestod dog også af en mængde huse og boder af den mindre velhavende del af befolkningen. De måtte betale en slags beskyttelsespenge til øvrigheden. Man var i Tønder ligesom andre steder bange for, at for mange fattige skulle slå sig ned i byen. Det kunne blive en for stor byrde for byen.
Man skulle opfylde nogle kriterier for at blive optaget som borger. En hver næringsdrivende skulle være borger. Man behøvedes ikke som i andre byer, at være gift eller have eget hjem. Men man skulle være født af ærlige forældre. Uærlige folk som bødler og rakkere var ikke velkommen i borgerskabet.
Man skulle være kristen. Jødernes ligeberettigelse blev først gennemført i Sønderjylland i 1854.
Borgerskab
En borger i Tønder måtte ikke have forpligtigelser andre steder. Man skulle have de militære myndigheders tilladelse til at blive borger. Var man fra et slesvigsk gods, skulle man have et frihedspas fra godsejeren, hvori der blev bekendtgjort, at man var frigivet fra livegenskabet. Karle fra de kongerigske enklaver skulle tilsvarende fremvise pas med beviser for, at de var fri for stavnsbåndet.
Efter at Sønderjylland blev indlemmet i Preussen blev borgerskabet ophævet. Fra 1. marts 1869 forlangtes der ikke mere aflæggelse af borgered i Tønder.
Adelig indflydelse
Fra de ældste tider var Tønder sæde for en række kongelige embedsmænd. Nogle af disse boede uden for selve byområdet. Det var amtmændene, og de tilhørte som regel adelen. Følgende adelsslægter har været repræsenteret, Thienen, Buchwald, Ahlefeldt, von Qualen, Reventlow, Pogowisch, von der Wisch, Rantzau, von Kampen, Blome, Holstein og von Könnigstein.
Mange embedsmænd
Så var det husfogeden, som skulle tage sig af selve slottet, de kongelige bygninger, skovene og vejene. Dertil kom postmestren, toldembedsmændene, herredsfogeden, rets-skriveren og mange flere.
Dertil kom så selve byens styrelse. Borgmesteren som i starten var en af byens førende købmænd. I tidens løb blev det dog ofte en juridisk uddannet person. By-skriveren var altid en Literatus. Dertil kom Byfogeden, Politimestren (fra 1811), skarpretteren og forskellige underordnede tjenestemænd som By-musikanter, vægtere, by-tjenere og fattigfogeder m.m.
Ja og så var det jo kirkens og skolens ansatte. Før 1729 var der to præster, derefter tre. Af skolefolk var der i ældre tid, en Rektor, en Kantor, tysk skolemester foruden tilfældige skolelærere. I det 19. århundrede var der vel cirka 10 lærere i byen, når lærerne fra Seminariet blev regnet med.
De rige bestemte
Raadmændene var folk, der havde et borgerligt erhverv ved siden af. Sammen med borgmesteren var de byens dømmende magt. I 1737 talte man om 8 rådmænd, men ved århundredets slutning nøjedes man med fire.
Allerede meget tidlig blev rådmændene udvalgt blandt byens overklasse. Og de valgte i reglen også borgmesteren, som dog også skulle godkendes af kongen.
Ved en kongelig forordning af 4. juli 1738 blev det fastslået at hver tredje år skulle fire af de deputerede afgå. Deputeret kollegiet var beregnet til, at den skulle repræsentere en mere alsidig repræsentation af byen. Det skulle være en slags modvægt til Rådet. Man skulle vælge blandt ringere Borgere og Haandværkere.
Men også her var det overklassen, der var repræsenteret. I 1710 var således 14 ud af 20 købmænd. De to var bryggere. Håndværkerne var kun repræsenteret med en guldsmed og en kandestøber.
Og det var de samme Patricia – slægter der bestemte i Tønder gennem århundrede. De giftede sig ind i hinandens familier og bevarede derved magten.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder
Redigeret 3. – 11. 2021