Søgeresultater på "Højers Historie"
Dato: september 12, 2015
Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter?
Vi befinder os lige syd for Højer ved Den Hvide Bro. Her ligger en 4 – etagers bygning der rummer potentiale til et stort oplevelsescenter. Vi giver nogle bud på, hvad vi forstår ved et oplevelsescenter. Hvis det gribes rigtig an, og kan der skaffes nok økonomi, især til driften, kan der her skabes noget virkeligt stort. Det kan få betydning for hele området. Vi skal have en seriøs tilgang til det uden tivolisering. Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. Grunden til at www.dengang.dk bringer dette er en fantastisk erindring om området. Se også den store artikelhenvisning bagerst i artiklen.
Ude i Ny Frederikskog
Hvor er vi tit kommet forbi denne bygning, når vi kom med rutebil fra Tønder til Højer. Fra rutebilstationen i Højer gik vi så ud til Ny Frederikskog, hvor Oma og Opa boede. Ja det hed hvis nok 2. katastrofevej.
Min mor var ikke meget for, at gå over Den Hvide Bro. Neden under løb Vidåen. Og lige her er det hvis meget dybt. Og det er faktisk her Den Hvide Fabrik ligger. Ja den er overhovedet ikke hvid. Men den er sikkert opkaldt efter Vidåen, der også staves Hvidåen.
Oppe fra Opa og Omas soveværelsesvindue kunne vi i det fjerne se, når togene kørte over dæmningen til Sild. Det så faktisk ud til, at de kørte direkte på vandet.
Fra køkkenvinduet var der direkte udblik til Den Hvide Fabrik.
Livet i Marsken
Det var også her, at man tilbragte så mangen en sommer. Jeg fulgte med, når Opa bandt fiskegarn og Oma ordnede Sut, som hun havde plukket ude i Forlandet. Vi stod også på den gamle sluse, hvor Opa pegede ud mod Jordsand, og fortalte historier derfra.
Som bekendt eksisterer Jordsand slet ikke mere.
Opa havde en rigtig fiskekutter og hjalp til på slusen. Han var nærmest til tider slusemester. Det var så vel og mærke den gamle sluse.
Hos Oma og Opa lærte man en række dejlige mennesker at kende, naboerne og naboens børn samt folk fra nabogårde og husmandssteder.
Ude på ”Forlandet”
Vi badede ude i de såkaldte priler ude på forlandet, og blev gjort opmærksom på, hvornår der blev højvande. Vi byggede faktisk også tømmerfloder herude. Men når vi glemte, at trække disse op på diget, var de ødelagt af vandet næste gang vi kom.
Når der var stormvejr, sad Opa ofte med sin B&O transistorradio og lyttede til Blåvand og Lyngby Radio. Han lyttede til, når folk fra skibene ude fra Vesterhavet talte med familien inde på land.
”Sat ål mæ snaps til”
Det var også herude i Ny Frederikskog at jeg blev træt af, at spise fisk. Jeg havde indtryk af, at vi fik det næsten morgen, middag og aften. Ja familien elsker stadig at få
Det er så meget at fortælle
Tænk og nu adskillige år efter, bliver man så inviteret til Højer for at fortælle om byens historie. Hvor er man i grunden privilegeret. Og det bliver selvfølgelig også en realitet, når man nu engang bliver pensioneret. Det er lidt langt fra Østerbro til Højer.
For hold da op, hvor er det meget at fortælle om byen og egnen. Der er jo slet ikke noget, der ligner dette andre steder i landet. Et par foreninger i Højer har da også fået lov til at bruge diverse artikler for at beskrive egnens kvaliteter, kultur og historie.
Hvordan videreformidler vi denne kultur og historie?
Men er hele lokalbefolkningen og de besøgende klar over, hvilken kulturskat, man besidder? Tænk, hvis man på en smart måde kan videreformidle dette. Det har undertegnede faktisk tænkt over, siden de første artikler om egnen blev nedfældet.
Ja nu er det sikkert adskillige, der har en langt større historisk viden om egnen end undertegnede. Men jeg synes selv, at jeg har erindringen om denne fantastiske egn i frisk erindring.
Er du forvirret, så fortsæt!
Og så skal man faktisk møde en på Nørrebro som sammen med sin familie har nogle fantastiske ideer, der måske kan få disse tanker realiseret. Og så pludselig møder man ligeledes på Nørrebro en person, hvis forfædre har arbejdet på en vognfabrik, der havde tilknytning til Den Hvide Fabrik. Og stolt kunne denne så meddele, at man ude i cafeteriet ved den nye sluse havde opsat en indrammet artikel fra en ugeavis, som berettede om en Kongebil produceret i Højer.
Er du forvirret, så er det grund til, at du fortsætter med at læse denne artikel.
Vadehavet er verdensarv
Tænk engang, at Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. På den måde kommer mine erindringer i perspektiv. Der er en grund til, at udstille de naturværdier, som egnen dækker over.
Kan tiltrække endnu flere
I langt højere grad kan Vadehavet tiltrække turister, naturelskere, skolebørn, familier og andre gæster. Og hvorfor ikke lave endnu et oplevelsescenter midt i Marsken. Der findes da godt nok nogen, der har fulgt tråden op.
Dyrefoder af søgræs
Men se engang her. Lige her ved Vidåen eller Højer Kanal ved Den Hvide Bro ligger en markant fire etagers bygning. Det er netop Den Hvide Fabrik.
Som vi i tidligere artikler har beskrevet blev bygningen opført omkring 1918 af Det Slesvig Holstenske Fodermelsselskab. Man fremstillede dyrefoder af søgræs.
Siden har bygningen været brugt til bilproduktion, ispindefabrik, produktion af stearinlys o.s.v. Og nu er bygningen til salg.
Røre, lugte, se, høre og smage
Den ligger her midt i marsken. Efter en restaurering kan bygningen rumme alt det, der skal til for at gøre den særegne natur og historie levende. Her skal man kunne røre, lugte, se, høre og smage de mange fisk og havpattedyr, der er i vadehavet. Her skal man blive klogere på Vadehavets dyre – og planteliv og tage den viden med hjem.
Masser af historie og kultur
Her kan man formidle historien om de talrige stormfloder egnen har været udsat for, og de lidelser som lokalbefolkningen har kæmpet med. Her kan man fortælle ”en slags nybyggerhistorie” om den kamp, man har haft for at få bugt med marsken. Og de færreste ved sikkert, at i Vadehavet huserede vikingerne også.
Og så har Højer jo også haft en meget livlig havneby. Man tog arven op efter Tønder. Og her ude i Marsken havde det såkaldte Bådfolk også en stor kulturel betydning. Ja man kunne fortsætte med digebygning m.m. For ikke at trætte læserne, så henviser vi lige til andre artikler i slutningen af denne med historier, der kan fokuseres på.
Se dette scenarie
De fire etager kunne rumme forskellige tiltag. Et scenarie kunne være:
Stueetagen:
Her skal der etableres indendørs akvarium med fisk og havdyr fra Vadehavet. Og der skal etableres følekar med levende Vadehavsdyr. Her skal dissekeres fisk fra Vadehavet. Børn og andre gæster vil få mulighed for at røre ved levende krabber, muslinger, østers, fladfisk o.s.v.
Der kan for eksempel være kanoudlejning
Her skal være en udstilling om den karosseri – og bilproduktion, der har fundet sted i Højer. I 1877 åbnede J.H. Jensen et karetmagerværksted i Højer. De kareter, jumpere og andre hestetrukne køretøjer, der udgik fra værkstedet var af meget høj kvalitet. Bl.a. bruger kongehuset stadig en karet fremstillet i Højer. Tønder Kommune har en bryllupskaret og en rustvogn. Fabrikken markerede sig siden ved at bygge personautomobilkarrosserier og igen af meget høj håndværksmæssig kvalitet. En af Christian den Tiendes biler, produceret i Højer er i dag udstillet på Egeskov Slot. Der blev hvert år fremstillet ca. 20 luksusbiler, som blev solgt i ind – og udland. I 1959 blev den sidste produktion indstillet. (Se artikeloversigt, her er mere om historien bag produktionen og tilknytningen til ”Den Hvide Fabrik”)
Første etage:
Har skal gæster kunne komme og få indblik i Vadehavet og dets storslåede og varierede natur – og dyreliv. Det er en permanent udstilling, der har fokus på vidensformidling.
Her skal kunstnere, kokke, designere og andre lokale arbejde aktivt på en særudstilling, der bliver produceret på stedet og vist på stedet. Gæsterne skal kunne snakke med den, der arbejder i værkstedet. Og i det omfang det er muligt også kunne deltage. Den levende særudstilling kan for eksempel være:
Hvert år arbejdes der aktivt med et nyt emne i værkstedet, og hvis det munder ud i nogle konkrete genstande, kan det om muligt blive en del af den permanente udstilling.
Her skal der være projektor og lærred til filfremvisning om Vadehavet, fugle, havdyr, tidevandet, sort sol osv. Der skal være plads til foredrag, og der skal være plads til at hænge ud i sækkestole og fordybe sig i bøger og andet materiale om Vadehavet.
Der skal være tegne – og male ting og andre tiltag, der appellerer til kreativitet. Stedet skal indrettes til skoleklasser og til de store grupper af sort sol – turister, der i forvejen kommer til området.
De øverste etager
Enten kan det etableres luksus – lejligheder til udlejning til velhavende turister, eller almindelige lejligheder til medarbejderne eller til privatudlejning. Sovesal til skoleklasser eller ”arbejds – lejligheder”, der kan bebos af forskere, formidlere og andre, der via legater eller fondsmidler arbejder med konkret opgave omkring Vadehavet.
Det er en fantastisk udsigt øverst oppe
Potentiale
Det er et stort potentiale at etablere oplevelsescenter Vadehavet i netop denne bygning med en helt fantastisk placering. Overstående er blot et hurtigt rids på et muligt scenarie.
Et sådant center tæt på Vadehavet kan løfte og udvikle torismen i området – og skabe et fantastisk fyrtårn for Vadehavet og Tønder Kommune.
www.dengang.dk formidler gerne henvendelser og interesse videre til initiativgruppen og vi deltager gerne i det videre arbejde med foredrag m.m., hvis planerne bliver en realitet.
Udfordringer
Med så stort et potentiale er der naturligvis også visse udfordringer, der skal findes en løsning på. For eksempel tiltrækker Vadehavet – og dermed Centeret turister og skoleelever til i løbet af forår, sommer, efterår – men ikke om vinteren. Hvilke aktiviteter ville være oplagte om vinteren?
Økonomisk er det tanken, at restaureringen af bygningen skal gennemføres ved fondsmidler og ligeledes skal formidling, udstilling, det levende værksted etableres ved hjælp af for eksempel fondsmidler og andre støtte foranstaltninger (fondsliste er endnu ikke udarbejdet)
Fonde etc. støtter konkrete projekter, der passer ind i deres fundats, men sjældent drift som arbejdsløn, varme, lys og den slags. Der skal derfor findes en løsning på de daglige driftsudgifter.
Er det for eksempel muligt for Tønder Kommune at søge statsmidler til den slags aktivitet i et af Danmarks yderområder og derigennem finansiere drift. Eller er der foreninger, lokale ildsjæle og erhvervsdrivene, der kan se mulighederne for et samarbejde og en daglig drift?
Luftkasteller?
Vi glæder os til henvendelserne. Forskellige aktører er allerede informeret, blandt andet Tønders borgmester. Der er uhyggelig langt igen. Det ved vi godt. Men det kunne være fantastisk, hvis det lykkedes.
Hvilken kultur og hvilken historie?
Nu har www.dengang.dk selvfølgelig mange læsere af forskellig historisk og kulturel interesse og for alle følger hermed en artikelhenvisning, som vi har forsøgt at opdele efter bedste evne. Alle disse artikler kan du læse her på www.dengang.dk
Marsken:
Vadehavet:
Øerne i Vadehavet:
Stormflod og Diger:
Lokalt:
Vognfabrikken:
Vidåen
Og mange flere
Dato: januar 7, 2013
Min navnefætter er skyld i denne artikel. Han gjorde opmærksom på Claus Pørksens bog om sin familie. Og det er spændende, næsten en slags Matador i Højer. Vi møder alle de kendte slægter og de kendte bygninger. Bogen er et fund for slægtsforskere og for dem, der vil til bunds i Højers historie. Også i denne familie har det dansk/tyske spillet ind. Vi skal møde verdens første undervandsbåd, kanonbåde i vadehavet, Kommandør på verdens største skib og meget mere.
Henvendelse fra en læser
En af vore læsere gjorde os opmærksom på to bøger om Højer, der ikke figurerede i vores liste over litteratur i Højer. Det er altid rart med opmærksomme læsere. Og det skulle vise sig at være to aldeles fremragende bøger. Og forfatteren til disse to, har vi også haft kontakt til – og han hedder Claus Pørksen. Her er så omtale af den første af bøgerne – En Familie fra Højer – i
grænselandet mellem dansk og tysk.
Sønderjyllands historie
Vi starter med at gennemgå en hurtig beskrivelse af Sønderjyllands historie mellem dansk og tysk. Her er det godt med en kildehenvisning til personer, der er relevant for forståelse af problematikken.
Markante familier og bygninger
Der følger dernæst en stamtavle for Familie Pørksen. Og her ser vi pludselig også andre markante familie dukke frem, Hindrichsen, Todsen, Linnet, Roll, Kier, købmandsfamilien Ohlsen, Boysen m.m. Mange af disse navne har vi allerede på denne side været inde over. Og det gælder også for de fire markante ejendomme i Højer, som familiens rødder kan føres tilbage til:
Stort persongalleri
I første omgang kan det virke lidt overvældende med det store persongalleri, som vi bliver præsenteret for. Men følger vi de forskellige anetavler, kan vi godt se sammenhængen i familien. Og det spændende er, at familiemedlemmerne er nogle som vi ofte her på siden er stødt på.
Vigtigt dokument
Bogen er et vigtigt dokument i tolkningen af Højers historie. Historien starter den 30. januar 1711 på gården Ringswarf. Da bliver Peter Todsen født. Han dør ved en drukneulykke den 27. november 1793.
Kiers Gård
Gården, Kiers Gaard, var fra 1663 til 1802 en fæstegård under Schackenborg. I 1733 udsteder greven et fæstebrev til landmand og købmand Hans Schau. Han må drive gården og foretage østersskrabning i Vadehavet. Han er gift med Christina, som var datter af Hans Schmidt fra Højergaard. Christina overtager gården og østersskrabningen i Vadehavet efter ægtefællens død.
I 1739 bliver hun gift med Peter Todsen. Ægteparret får fem børn. Da Christina dør, gifter Peter sig med Ingeburg Marie Jacobsen. Også de får fem børn sammen.
Peter Todsen får østersforpagtningen. Han bliver særdeles velhavende. Han skriver testamente kort før sin død og bestemmer, at hvert af børnene fra anden ægteskab skal arve 7.000 rigsdaler.
Tilbage fra 1594
Så har vi familiens spæde start på plads, men det ikke nok for Claus Pørksen, for han går nu tilbage og undersøger diverse slægter. Således har han fundet ud af, at navnet Todsen kan føres tilbage til 1594. Her lå gården Ringswarf ved den østlige ende af Rudbøl Sø i nærheden af Aventoft.
Overborgmester i Flensborg
Måske var en af de mest berømte i slægten Hermann Bendix Todsen. Han var fra første ægteskab og blev overborgmester i Flensborg fra 1898 – 1930.
Rasmus Hindrichsen
I 2. generation møder vi Rasmus Hindrichsen. Han var både sognefoged, rådmand og en af de største forretningsmænd i Højer. Vi har tidligere mødt ham her på siden. Rasmus blev i 1822 var blandt andet tilsynsførende på markedet, hvor der blandt andet blev handlet med kreaturer, hest og træ. Efter faderen, Peter Todsens død overtager Johann Kiers Gaard. Han bliver i 1802 selvejerbonde for 400 rigsdaler på gården. Johann bliver gift med Christina Kamp. Ægteparret får seks børn.
Fedder Peter Hindrichsen
I 3. generation møder vi en driftig herre, nemlig Fedder Peter Hindrichsen. Han er født 1802 og død 1865. Han er trælasthandler, krydderihandler, bager, ølbrygger og krovært. Han ejer også et kalkbrænderi, hvor der fremstilles kalk af muslinge – og østersskaller, som der fandtes så rigelig af i området. Deres barn Ottilde bliver gift med mølleren Carl Emil Roll. Fedder er tysksindet, og sympatiserer med Slesvig – holstenismen. Han er i åben konflikt med apoteker Nagel.
Overtager Højergaard
Peter Todsen er landmand og digegreve. I forbindelse med ægteskab med Esther Hindrichsen overtager han Højergaard. Det er byens ældste gård. Peter dør i 1839. Han var på vej til Flensborg. Men en af hestene stejler, så han væltes af vognen. Der var 8 børn i ægteskabet. En af dem, Rasmus var byforstander i Højer fra 1882 til 1895.
Familie Linnet
Vi møder som skrevet også den robuste familie Linnet. Desuden er vi i Vester Anflod, hvor Friedrich og Ingeborg Carstensen sælger deres arvede familiegård til Cornelius Petersen.
Familie Roll tilbage til 1670
Og Familie Roll føres os tilbage til Hartvig Rull, som dukker op i Husum i 1670. Gabriel Friedrich bliver gift med Catharine Marie Todsen. Gabriel bliver i 1829 udnævnt til kommissær og kasserer for Højers nyopførte Forsørgelses – og Arbejderanstalt for de fattige i Højer Sogn
Højer Mølle
Da Gabriels svigermor Christina Todsen dør i 1846, tilfalder Bahrs toft, som hørte til Kiers Gaard, Gabriel. På dette sted opfører sønnen Emil, Højer Mølle i 1857.
Kongeligt besøg på Kiers Gård
Den 9. august 1844 aflægger Christian den Ottende og dronning Caroline Amalie et besøg på Kiers Gård. Hans Christian Todsen havde mistet sin kone allerede i 1830, kun 24 år gammel. Efter at have været enkemand i 21 år giftede han sig i 1851 med sin husholderske Louise Lagesen.
Borgmesteren fra Haderslev
I bogen møder vi også Otto Kier. Otto var borgmester i Haderslev. Han bliver landsforvist. Han vender i 1853 tilbage til Haderslev efter at have levet under kummerlige forhold i St. Pauli/Altona.
Den første Pörksen
Den første Pörksen møder vi i 1813, det er Peter N. Pörksen. Han blev gift med Marie Christina Jacobsen. Ægteparret får seks børn. Hans forældre bor på den sydlige side af Rudbøl Sø. De lever af omlægning af varer fra skibe til fladbundede pramme på Rudbøl Sø , som herefter blev sejlet til Tønder. Denne bådfart døde omkring år 1900. Anetavlen går tilbage til 1595 til Aventoft under navnet Bahne Karstensen.
Bachmanns Vandmølle i Tønder
Og bogen fører også nu til møller – familien Bachmann fra Tønder, som vi også tidligere har beskrevet.
Utenwarf
Vi møder også Hans J. Petersen, der er født 1813 i Klanxbüll. Han blev gift med Anna Linnet. Og Anna tilbragte sin barndom på gården Keelspoll. Den lå på Vidåens nordside mellem Lyst og Udbjerg. Maleren Emil Nolde købte denne gård, og omdøbte den til Utenwarf i 1912.
Jens Rasmus Petersen – ildeset
Hans og Anna fik 10 børn, herunder Jens Rasmus Petersen. Hans arbejder sig op fra fattige kår til en betydningsfuld forretningsmand i området. Han var dog ildeset af den tyske del af befolkningen. En af sønnerne Lorenz købte gården, Vester Anflod som vi tidligere har hørt om. Og det var netop her bondeføreren Cornelius Petersen opbyggede en moderne gård.
Ernst Kier og hans kanonbåde
Ernst Kier blev gift med Christiane (Jane) Charlotte Sophie Todsen. Og denne Ernst Kier opnår en fornem militærkarriere. I april 1849 fordriver Ernst danskerne fra de frisiske øer med sine fem kanonbåde. Hans Christian Todsen synes ikke, at Ernst var det passende parti for sin datter, så han bliver væk fra brylluppet. Bryllupsfesten i 1849 er også en markering af Slesvig – Holstenismen – Noch ist Schleswig nicht verloren.
Højer indtages i 1850 af kaptajnløjtnant Hammer. Man er bange for at byen skal falde i tyske hænder. Fra vest truer Kiers kanonbåde. Herfra affyres der mod de danske tropper. Denne nok ukendte historie har Claus Pørksen også udarbejdet.
Den første undervandsbåd
Vi får også i bogen kendskab til Verdens første undervandsbåd fra 1850, Men en test på det dybeste sted i Kieler Bugten går galt. Krigen var ved at være tabt, og tyskerne havde ikke midler til at fortsætte udviklingen i Ubåde.
Jane dør på havet
Ernst fortsætter efter krigen i handelsflåden. Jane føder det første barn, der navngives Hans Christian Todsen Kier. Hun flytter ind hos svigerfar Otto Kier. Men hun sejler med manden
på den første sørejse til Inden/Kina. Under sejladsen føder hun deres andet barn. Hun bliver syg, og dør på skibet. Barnet overlever i første omgang, men dør på grund af mangel på mælk. I Calcutta bliver Jane begravet. Sønnen Hans Christian bliver hos bedsteforældrene Kier i Hamborg – Altona.
Ernst dør på havet
Ernst Kier gifter sig i 1857 med Christine Todsen, der er kusine til Jane. Christine er datter af Peter Todsen fra Højergaard. De nygifte tager på togt til Kina. Den sidste tur tager han med fuldriggeren Aline i 1871. Han dør på havet.
Kommandant på verdens største skib
I Ernst Kiers andet ægteskab fødes der tre børn, herunder sønnen Thomas Ernst Kier. Han bliver senere kommandant på passagerskibet Imperator. Det er bygget af rederiet Hapag i Hamborg. Dengang var det verdens største skib.
Familien Bachmann – igen
I femte generation støder vi igen ind i Familien Bachmann. Johannes Jürgen Bachmann bliver gift med Sophie Todsen i 1864. Sophie stammer fra Højergaard. Johannes er konstitueret godsinspektør på Sandbjerg Gods. Han køber et teglværk i Nybøl. Ægteparret får 8 børn. To af børnene Caroline og Marie Sophie bliver senere gift med Peter Pörksen.
Sadelmager Zenner fra Tønder
Vi møder Friedrich August Zenner. Han er ligesom faderen sadelmager. Han er den første i Tønder, der fremstiller madrasser. Og det gør han på hjørnet af Søndergade og Uldgade. Han lod selv ejendommen opføre i 1883. Han var blandt andet Vertrauensmann i den tyske rigsbank. Friedrich er gift med Elsabe M. Jessen, hvis far var lærer i Lydersholm. Langsom bevæger vi os også ind i familien Ohlsen. Det var en driftig købmands-familie i Højer. Familien drev også jern – og stålhandel.
Familien Wenck
To unge dør i en ung alder. Det er Friedrich A. Carstensen og Magdalene Wenck, der blev gift i 1871. Magdalenes farfar Heinrich Christian Wenck var officer i Holstenske Infanteriregiment. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1820. Det mest prominente familiemedlem er dog Walter Wenck, som er søn af Magdalenes fætter, Maximillian Wenck. Walter var skaberen af de tyske pansertropper. Hitler var overbevist om, at Berlin kunne forsvares. Men Wenck mente ikke, at det var tilfældet. Han forsøgte at hjælpe den halv million flygtninge som strømmede
fra området. Fra maj 1945 til juli 1947 tilbringer Wenck i krigsfangelejr.
Mølleren var en illoyal borger
Og så skal vi selvfølgelig også høre om Højer Mølle. Emil Roll sympatiserede med Slesvig – Holstenismen. Emil blev blandt de dansksindede nævnt som en illoyal borger. Og i bogen ser vi et pragtfuld billede fra Gasthof Christensen fra 1866 på Torvet i Højer. Roll var jo gift med Ottilde Dorothea Hindrichsen.
En virksomhed købes
Vi
møder i 6. generation Peter Pörksen og Caroline Bachmann. Peter var gift to gange. Caroline dør kun 22 år gammel. Andengang bliver han gift med svigerinden Marie (Sophie) Bachmann. De får børnene Caroline (Calle) og Heinrich (Heine).
I 1892 køber Peter Pörksen købmand N. Brinks virksomhed på hjørnet af Mellemgade og Storegade. Virksomheden bestod af handel med byggemateriale og kul, og blev grundlagt i 1862.Efter 40 års virksomhed overdrager han firmaet til sønnen Johannes.
Højer havde fem pengeinstitutter
Jens Rasmus Petersen bliver gift med Abeline(Line) Zenner. Den 1. oktober 1886 grundlægger Jens Rasmus en manufakturforretning i Storegade. Fra denne forretning driver
han også filial af Tondern Bank. (ja, det er skandale – banken). I 1925 havde Højer hele fem forskellige pengeinstitutter.
Chr. Ohlsen & Co
Christian Anton Ohlsen blev gift første gang i 1895 med Ingeborg Nic.Brink, der allerede døde året efter. Herefter bliver han i 1900 gift med Ingeborg (Emma) Carstensen, født i 1873 i Vester Anflod. Christian opfører i 1896 en gård på Østerende 3. I 1907 grundlægger han et engrosfirma, som handler med jern – og stålrør, plader og pumper. Lageret befinder sig i
gårdens lade. Senere overtager sønnen Erich gården, og engrosfirmaet flyttes op på Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co.
Fedder Roll
Fedder Roll blev i 1899 gift med Ella Louise Kier. Han var fra 1905 til 1917 dige-foged i Højer. De boede på en trelænget gård, som muligvis stammer tilbage fra Christian den Fjerdes tid. Den ældste registrerede ejer er rådmand Hans Thomsen, som var gift med sin kusine Kristine Boysen fra Emmerlev. Det spændende er, at også at familien Bachmann var gift med Boysen – familien. Det var så en gren fra herregården Grøngrøft.
Mathias Christian Matthiesen
Efter Hans Thomsens død køber Mathias Christian Matthiesen gråden. Han stammede fra Visby, hvor faderen havde en stor kniplings – og købmandsforretning. I 1827 bliver Matthias gift med den velhavende Helena Marie Boysen, som er genboens datter fra den Boysenske gård. Matthias bygger en flot bondegård og bliver en af Højers mest indflydelsesrige personer.
Men hjemmet bliver tysk. Helena må afbryde al forbindelse til familien i kongeriget. Matthias bliver også brændevinsbrænder med dampdrevet brænderi. Han er borgmester i Højer fra 1869 – 1882.
I begyndelsen af 1880erne så man ham spadsere rundt i Højer iført høj hat og stok. Det blev sagt om ham, at han delte glassets glæder med sine standsfæller.
Gift med møller – datteren
Det yngste barn, Christian Matthiesen overtager fødegården. Han blev gift med møller – datteren, Emma Roll. Ægteskabet forblev barnløst, hvorefter Emmas bror, Fedder Roll erhverver gården i 1895.
Fem år som fange på en Atlanterhavsø
I 7. generation møder vi Johannes Pörksen, som er gift med Frieda Marie Petersen. Johannes deltager i første verdenskrig som tysk soldat. I 1915 bliver han taget til fange
og tilbringer 5 år som krigsfange på en fransk atlanterhavs-ø.
Kørt i Vidåen
I 1932 overtager Johannes firmaet P. Pørksen Byggematerialer. Fra 1945 til 1958 er Johannes formand for Højer Sparekasse. Pludselig en dag kan man i de lokale medier læse:
Det var den 18. august 1967, hvor Johannes og Frieda forulykker i Rudbøl. Antagelig har Johannes fået et hjertetilfælde. Frieda overlevede, og levede til hendes død i 1983 i aftægtshuset, Mellemgade 4. dette hus blev i 1925 opført af svigerfar, Peter Pörksen.
Frieda og Johannes fik fire børn.
Luftwaffe
Peter Jens Pörksen var i Luftwaffe. Han døde ved en trafikulykke i 1996.
En tragedie i Højer
Og Fritz Pörksen døde den 8. juni 1952. Det var en stor tragedie, der ramte Højer. Under en træningstur til Jordsand, rammes fem roere af en formodet skypumpe. Alle fem omkom. Hele sognet, heraf 150 medarbejdere fra Højer Tæppefabrik deltager i datidens største eftersøgning i Vadehavet.
Hella Pörksen bliver gift med Ludolph Melfsen – Jessen. De bosætter sig i Emmelsbüll. Det fjerde barn Calli vender vi tilbage til.
Chr. Ohlsen flytter til Tønder
Waldemar(Walli) Ohlsen og Ina Roll bliver gift i 1929. De bor på Fedder Rolls gård, som Walli har overtaget i 1931. Walli leder firmaet Chr. Ohlsen & C0. Det er en jern – og stålforretning.
Firmaet flytter senere til Tønder.
Skiftede side under krigen
Inas fætter, Ernst Broder Kier spillede en bemærkelsesværdig rolle i forbindelse med Tysklands besættelse af Danmark. Han var af tysksindet familie, men blev indkaldt som dansk værnepligtig i Odense.
Han deltager i træfningen ved Bredevad mod de fremrykkende tyske tropper. Men allerede i maj måned skifter han side, og gennemgår en grunduddannelse hos SS Standarte Nordland i Klagenfurt. Den 3. oktober 1941 falder han i Rusland.
Walli dør på Rhodos
Walli melder sig til Waffen – SS og han bliver som de fleste fra det tyske mindretal optaget i Division Totenkopf. Walli deltager i bevogtningen af den jødiske ghetto i Warszawa. Under orlov i Højer fortæller han om de uhyrlige tilstande, men ingen i Højer, vil tro ham.
Under en ferierejse på Rhodos dør han uventet i 1967
Jan overtager firmaet
Walli og Ina får fire børn. Det er Christa, Ellen Luise, Emmi og Jan. Jan overtager som ung mand firmaet Chr. Ohlsen og Co. Han etablerer en ny hovedafdeling i Tønder. Han bliver gift med fotograf Elise Rahbek. I 1999 sælger han firmaet til Lemvig Müller Munk, som lukker afdelingen i 2009. Jan og Elise bor på Fedder Rolls gård, indtil datteren Jane Rahbek Ohlsen overtager gården i 2010.
Calli – 10 måneder i Fårhus
Carl Hans (Calli) Pörksen og Christa Ohlsen blev gift i 1951. De kendte hinanden allerede som børn. Calli var Zeitfreiwilliger fra 1943 – 45. I august 1943 var han to dage bevæbnet og uniformeret vagt ved Højer Sluse. Han dømmes en straf på 10 måneder. Christa er barnepige i Wengen i Schweitz. I ægteskabet kom der tre børn, Kim, Ute og Claus.
I slesvigsk parti
Skytteforeningen er lige som sin far, Johannes, Callis store lidenskab. Fra 1962 til 1978 er Calli valgt til Højer Byråd for Slesvigsk Parti. I 1962 havde partiet 4 af 11 mandater i byrådet.
Ophørsudsalg
I 1994 efter at firmaet havde rundet 100 års dagen er det ophørsudslag hos Pørksen. I Der Nordschleswiger den 10. marts 1994, kunne man læse at børnene ikke ville videreføre firmaet.
I midten af 1970erne var der ansat syv medarbejdere i firmaet. Og avisen slutter med, at ægteparret Pörksen glædede sig til sommerhuset på Rømø.
Kort efter lukningen flyttede Calli og Christa ind på Nørrevej 3. Det er et af Højers ældste huse, bygget af rebslager Chr. Andersen i 1724. Calli dør på Sønderborg Sygehus i 2009 og Christa året efter.
Historien slutter
Kim bliver ansat som sælger i Arla Foods, og Claus, forfatteren til denne bog, bliver Statsautoriseret Revisor, først hos KPMG, og siden med egen rådgivningsvirksomhed i Gråsten. Ute bliver apoteker i Ballerup og gift med Jens Sparsø.
Køb bogen
Det er en pragtfuld bog, som henvender sig til dem, der gerne vil høre noget om vestkystens historie. Bogen indeholder for den gamle redaktør, her, adskillige nye historier. Vi har kun bragt
et lille udpluk – en slags appetitvækker. Og så er den på ca. 132 sider. Det er også en god bog for dem, der dyrker slægtsforskning. Som sådan er det jo pragtfuldt, at Claus Pørksen deler ud af sin store efterforskning.
Bogen er også godt illustreret. Der er en masse spændende fotos fra det gamle Tønder og Højer, familiemedlemmer m.m.
Du kan købe den I Højer Mølles butik. Men kan du ikke vente, til du kommer til Højer, kan du købe bogen hos claus@poerksen-consulting.dk Her bliver bogen solgt til samme pris, og det er 100,- Kr. Selvfølgelig skal du betale for forsendelsen.
Hvis du vil vide mere:
Under Tønder (283 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler):
Under Højer (77 artikler)
Redigeret 13.10.2021
Dato: juli 25, 2012
Vi går ned ad Ballumgade. Jeg mindes pludselig et bryllup og søde minder fra Emmerlev Klev. Vi besøger Østerende, og familien Boysens slægtsgård. Vi går til en flot banegård, som ikke er der mere. Så går turen forbi en uheldig læge. Vi lander på Rutebilstationen, hvor en hund ventede på os. Vi besøger Kogsgade, forbi diverse diger lander vi pludselig ude ved den hvide bro, hvor Opa havde sin fiskekutter liggende i nærheden.
Det er sket meget i Højer siden jeg gik rundt i de idylliske gader. Vi gik en tur i artiklen, Højers gamle huse. De gader og veje springer vi over i denne artikel.
Tænk først i 1950 blev kloakeringsplanen færdig. Og først året efter blev rensningsanlægget færdig. Og først i 1961 fik beboerne på Siltoftvej lov til at tilslutte sig kloakeringsanlægget.
Belysning på træpæle
I de første år efter krigen var det et lokalt elværk på Kovej , der leverede strøm til de meste af byen. Og det var 110 volts jævnstrøm. Men det var dog en del virksomheder, bl.a. Tæppefabrikken og enkelte husejere, dr fik deres elforsyning fra højspændingsværket. Fra 1949 til 1951 blev der indtalleret 220 volt. Vekselstrøm. Og ind til 1964 var gadebelysningen anbragt på træpæle.
Ballumvej
Lad os starte på Ballumvej. Vi har i nogle artikler været forbi. Og måske kunne vi, Familien Brodersen have boet på Ballumvej i hvert fald i en årrække. På et tidspunkt tilbød min mos kusine, Hertha, at vi kunne leje en villa. Men det blev ikke rigtig til noget.
En gammel købmandsbutik
På Ballumvej 7 lå Dambergs Købmandsforretning. Endnu i 1930erne lå her en dejlig købmandsbutik med skålvægt på disken. Her var skuffer med mel, gryn og sukker. Der var høje blikdåser med bom. For to øre kunne man så få en tut bom. Og man fik en ordentlig håndfuld. Papiret formede købmanden med øvede fingre til et kræmmerhus.
Under loftet hang blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og et utal af andre genstande.
Ved døren stod en åben sæk korn med kanten rullet ned til en vulst. Her var også klipfisk. Mod gaden stod kaffemøllen med de store festlige blanke svinghjul.
Her stod det ufarvede smør i en åben drittel. Købmanden tog det op med en lille riflet træspade og pakkede det ind i pergamentpapir. Med pakken fulgte smørfarve i en lille blære af celluloid. Før man brugte det i husholdingen æltede man det grundigt igennem, idet hun blandede smørfarven i. margarinen stod i en træpotte. Den inpakkedes ligeledes i fedttæt papir.
Dosmerseddel
Indkøbssedlen var anderledes dengang end i 1960, da jeg cyklede over den hvide bro uæ fra æ kou med en seddel fra min Oma til en anden købmand i Højer.
Dengang da Damgaard eksisterede lød en dosmerseddel således:
Ude ved Slusen havde Damgaard en tank stående, der leverede brænstof til fiskernes kuttere.
Urmager og vognmand
På Ballumvej 9 lå i mange år Hyldtoft urmager – og guldsmedeforretning. Den første Hyltoft kom fra Ravsted. Egentlig begyndte han i nummer 23. Hans søn, Jacob flyttede hen i nummer 9 og startede der. Butikken var dengang lille og mørk.
På Ballumvej 11 havde Fritz Hansen i sin tid vognamndsforretning med to heste. Hans søn Mathias førte den kort tid videre, men rejste så til Amerika. Da han kom hjem overtog han Strandhotellet ved Emmerlev Klev.
Søde minder fra Emmerlev Klev
Og ja så vokser de dejlige minder frem. Alle de skønne piger, man har kysset der. Men også dengang, vi ikke måtte komme ind, fordi vi havde læderjakke på. Det måtte man ikke derude. Men så kunne vi jo bare tage hjem til onkel Pulle og Tante Sonja, og skønne kusine June på Prilen i Højer.
Eller da man kom for sent til bussen mod Tønder, fordi man lige skulle sige farvel. Men så var det godt, at ens onkel kørte taxa. (Læs artiklen: Højer historier og oplevelser)
Et bryllup på Ballumvej
Men tilbage til Ballumvej inden den går helt over gevind. Ballumvej 11 var solgt til Peter Jensen , som havde mekanikerværksted, lillebilforretning og benzintank på fortovet. Han fremstillede også en masse metalbeslag, som hjuler Jensen brugte i sin karosserifabrik. Senere havde Andreas Waltz en tid vaskeri i huset. Og så havde Karoline Struck haft broderiforretning der. Og jeg tror faktisk jeg har været til bryllup hos Strucks datter med efterfølgende fest på Ballumvej.
Glitterværk
På Ballumvej 13 boede kleinsmed Ludolf Wismar. Han var en dygtig smed. Det meste, at det gitterværk, der står rundt om i byen, kommer fra hans hånd. Han forhandlede også landbrugsmaskiner.
Efter hans død oprettede hans enke og to døtre pensionat. De leverede også middagsmad ud af huset i emaljerede to – eller treetagers madspande. Kunder som dr. Kühl kunne også få et komplet service med.
Muddergrøft
Nord for nr. 13 går vejen ned til den tyske sportsplads forbi den tyske børnehave, som blev opført i 1962.
Det var her på sportspladsen, at baraklejren blev opført ( Se artiklen Baraklejren i Højer)
På det sted havde hjuler Jensen haft en afdeling. Det vil dige, at han havde et træskur. Det er hvis for meget, at kalde det for en filial.
Ved samme vej havde gartner Seidel i nummer 21 gartneri.
Nr. 23 var dengang det sidste hus på Ballumvej. På den anden side sluttede husrækken med nummer 20. Endnu i begyndelsen af tyverne, der oprindelig hed Grønnevej ubrolagt med dybe grøfter. Især den østlige del var en muddergrøft. Her havnede der så mange en uprøvet ungdommelig cyklist.
Det var ud af til her på Ballumvej, at Højer i 1948 fik sin første større udvidelse. Andelsboligforeningen fik overladt jord fra Menighedsrådet på vejens østside. Degnefennen gik fra parkeringspladsen nordpå til bygrænsen .
Forsamlingshuset
Tilbage, hvor den gamle by holdt op, på Ballumvej 10, var der oprindelig dansk forsamlingshus. I 1926 blev den forsynet med en tilbygning. Den blev hjemsted for det danske bibliotek. I 1954 fik Ungdomsnævnet så den ide, at starte en fælles ungdomskub. Man startede på Kommuneskolen. Men det var utilfredsstillende. Man var bange for at provokere tyskerne hvis man foreslog at ungdomsklubben kunne få stedet. Men fra tsk side foreslog man selv stedet. Så det endte med den selvejende institution Højer Fritidshjem.
Og det var her jeg var til bryllup.
Institutionen købte stedet og fik det restaureret. Den kommunale ungdomsklub Klub 90 havde den en overgang. Kommunen købte ejendommen i 1992. den blev drevet med det gamle navn Højerhus. Og ungdomsklubben flyttede op i det tidligere søskendehjem, Nørrevej 39.
13 bagere i Højer
På Ballumvej 6 var der bageri. Stedet var drevet af forskellige bagere indtil Marius Bossen overtog stedet i 1912. I udbygningen havde Putzmacherin Petra Orth sin hatteforretning. Dengang gik alle damer med hat – også i Højer.
Vi har hvis nævnt det før. På et tidspunkt var der 13 bagere i Højer. Den store eksportartikel var nemlig kavringe. For ikke – sønderjyde kan vi som service meddele, at det betyder tvebakker.
En læge med tre heste
Ballumvej 4 blev bygget af den gamle snedker Lessow. Det var et værksted uden maskiner. Tredje generation indrettede et skomagerværksted her.
Og i nummer 2 indrettede den navnkundige vognfabrikant Jens Hansen Jensen sig. Han blev kendt som hjuler Jensen eller Europa – Jensen (Læs artiklen: En vogn fra Højer)
Ballumvej 1 har været lægebolig. Den var bygget af Sanitätsrath dr. med. Johannes Friedrich Kühl. Han havde et kæmpe distrikt. Han havde selv en vogn og to – tre heste, når han skulle ud på landet. Det var en lukket vogn. Han havde kusk på bukken. Kommunikationen foregik med en fløjte og en gummibold.
Når vejene var ufremkommelig ude i kogene red han selv. Til at passe hestene havde han en karl. Dr. Kühl døde i 1933. familien brugte en overgang huset til sommerbolig, men i 1936 blev den overtaget af Verein Deutsches Haus.
Et reb til mange formål
Ballumvej 3 var bygget omkring år 1900 af rebslager Hans Peter Andersen. Reberbanen gik mod vest over til Nygade. Den oprindelige bane blev ejet af hans farbror. Den gik langs vestsiden af Ballumvej fra Nørrevej til nummer 23.
Og i nummer 1 lå et gammelt spindhus. De reb, der blev spindet her, blev solgt til landbruget, til fiskeriet og til søfarten.
Hans Peter Andersen havde en ordentlig flok børn. De skulle også fodres, derfor fiskede han også ved Slusen. Han havde altid første klasses fiskeredskaber. Han lavede dem selv.
Han gik altid den sorte vej ned tilslusen, to gange om dagen i ålesæsonen. Og det var på indersiden af diget. Den vej var altid belagt med sort slagger fra DSB.
Østerende
Vi går ned ad Østerende, hvis første nord – sydgående del oprindelig hed Markgade. Her på hjørnet lå eller ligger Kræftings Billedskæreri og Antikvitetsforretning, Nørregade 5.
Tidligere var her Hotel stadt Tondern.
Ikke for arbejderne
Det var en meget velrenommeret kro, hvor marskbønder og andre honoratiores havde deres stambord.
Kroen havde en meget stor rejsestald ved Nørregade og en rummelig sal mod syd. I en sto etagers hovedbygning var der krostue forneden og hotelværelser på 1. sal. I haven ud mod Østerende var der en stort lysthus. Her havde man også forbindelse til en stor udendørs keglebane.
Før der blev bygget gymnastiksal ved Kommuneskolen, havde tyske elever om vinteren legemesøvelser i hotellets sal. I årene fra 1951 – 56 havde den tyske privatskole lokaler i den nuværende Østergade 9, som hørte til hotellet.
Her kom almindelige arbejdere og tjenestefolk ikke. Når de skulle til kros, tog de til Snurom Tøndervej 7 eller til Tedjen Jensen i Ny Frederikskog.
Familien Boysen
Vi fortsætter på højre side af Østerende ned til hjørnet af Kovej. Her lå i gammel tid en tvillinggård, den Boysen`ske slægtsgård. Det var et anseeligt men også meget uregelmæssigt byggekompleks. Det omsluttede to meget små gårdpladser. Udhusene er for længst borte. Stuehusene står der delvist endnu. Østgården er det nuværende Østerende 4. Her boede apoteker Nagel, indtil han byggede Nørregade 10.
Østerende 1er en ældre ejendom, som i slutningen af 1700 – tallet blev ejet af Thomas Thomsen. Han blev gift med en datter fra genboen. Den tyske kniplingskræmmer M.C. Mathiesen giftede sig med genboens datter,Helena Boysen en dansk pige og sønnedatter af den navnkundige Geske Marie i Emmerlev. I 1827 byggede han den nu anseelige gård.
Senere arvede Helena, den store gård og jordene.
Matthiesen – en stor mand i Højer
Lad os lige kigge på M.C. Matthiesen. Han var byens sidste kniplingskræmmer og medstifter af sparekassen. Han blev i 1869 Højers første borgmester. Han drev også et dampbrændevins – brænderi i det nuværende Nørregade 1.
Sønnen Christian Matthiesen, der arvede gården var gift med mølledatteren Emma Roll. Ægteskabet forblev barnløst. Emmas bror, Fedder Roll overtog gården (Læs artiklen: En mølle fra Højer). Han var gift med Ella Kier fra Kiers gård (Læs artiklen: Hvem boede på Kiers Gård? ) De følgende ejere blev deres datter, Ina og hendes mand, grosserer Waldemar Ohlsen, søn af Chr. Ohlsen Østerende 3.
Her kom senere firmaet In– Foto.
Familien Ohlsen
Og Østerende 3 må vi heller ikke springe over. Det er familien Ohlsens gård opført i 1896 af Chr. Ohlsen. Han måtte opgive landbruget af helbredsmæssige grunde. Han begyndte at sælge jern og stål, plader og pumper. Lageret blev indrettet i gårdens lade. Sønnen Erich overtog det, og flyttede engros – forretningen op på Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co. I gårdens hestestald har det også været rørvæveri.
Erich Ohlsen bortforpagtede det meste af jorden og udlejede stalden til et par koholdere. Efter at han havde giftet sig med Marie Nielsen overtog han igen ejendommens drift. Rasmus Storck forpagtede gården og drev den til 1962.
Jernbanens ejendom
Hvis vi nu kigger øst på, ser vi ejendommen Østernede 12 – 14. Den rummer fire lejligheder. Det var beregnet til ansatte ved banen. Persontrafikken mellem Tønder og Højer ophørte som bekendt i 1935 (Se artiklen: Sidste tog fra Højer).
Herman Stoltenberg købte huset, og den blev indrettet til leje boliger. Her blev også drevet kaninavl i stor stil. Det gik meget ud over egnens mælkebøtter.
Nogle af bane – funktionærerne ejede deres eget hus. Det gjaldt blandt andet for Weichensteller Nielsen, der ejede Østerende 11. Det var tidligere stråtækt, men brændte i 1918. Det blev genopført med tegltag.
Døve Rasmus og Store Klåj
I Østerende 9 boede Døve Rasmus. Han brugte et stort hørerør, når folk talte til ham. Rasmus passede to hvide pumpemøller ved Vidåen. Det var også der, han fiskede. Desuden var han bådebygger.
Østerende 5 blev ejet af Carl Lorentzen. Man kaldte ham for Calli Va’emand. Det var fordi han førte tilsyn med de kreaturer, der græssede i Højer Mark. Om vinteren var han også husslagter og gik ud som daglejer.
Østerende 7 blev kaldt for æ Fårsti. Oprindelig var det bare en træbarak. Her boede August mæ æ Træben. Han hed også August Christensen. Men her har hvis nok boet utrolig mange lejere.
I Østerende 15 boede Store Klåj. Han ernærede sig ved landbrug. Hans kone sad i mange år som enke og holdt stadig køer. Hun blev kaldt Midde å æ tovt.
Paradiset i Højer
På sydsiden af Østende ligger nr. 16. Den har tilhørt banen som kolonihus. Den var bygget af jernbanesveller. Den bestod kun af to rum, i den ene var der en kakkelovn. Her kunne de banefolk, der dannede en kolonne søge ly. I Højer boede der fire af disse strækarbejdere. Senere boede der også en skomager i huset.
Og Østerende 18 har vi tidligere omtalt. Det var her Liberta eller Paradiset lå. Indehaveren Martensen kørte rundt med et skilt på bilen, Jesus kommer snart.
Banegårdsgade – Højer Dige – Ved gamle Dige
Vi er nu syd for Kovej. Og går ned af Banegårdsgade til Højer Station. Men det er bare snyd. Det er længe siden, der har gået tog til Højer. Men det startede helt tilbage i 1892.
Den flotte barnegård
Stationen var temmelig flot. Her var sandelig også restaurant. Ja der var også stationskro på Daler Station.
Og ved Højer kunne man også læsse kreaturer på. Ja og vandtårn var det sandelig også. Persontrafikken ophørte i 1935 og godsbefordringen først i 1962. Så overtog kornfirmaet Hindrichsen bygningen og indrettede lejligheder i den. Den blev revet ned i 1985, og så blev der opført andelsboliger på stedet.
Det var ikke godt for Højer, at banen kom. Man mistede dermed en masse indtægter fra tyske turister, der skulle videre til Sild. Vognene syd fra blev plomberet, så først ved Højer Sluse, kunne man komme ud. Men min far har været inde at kigge på disse ”luksus – togvogne” hvis nok ikke helt efter reglerne. (læs artiklen under Tønder: Drengestreger fra 1920) (Læs også artiklen. Tog til Tønder)
Men siden har det hvis været meget godt. Turisterne eller nærmere kurgæsterne blev ført direkte til slusen. Arbejdere og skolelever kunne nu tage toget direkte ind til Tønder.
Masser af skrammel
Vest for Kovej 2 har der været en stor branddam med træstakit omkring. Der blev smidt en masse skrammel i den. Det pyntede bestemt ikke. Men i 1930 blev det fyldt op, med henblik på at anlægge en mindelund på stedet.
I 1987 opførte Højer Andelsboligforening 20 boliger i området mellem mindelunden, baneterrænet og det gamle mejeri.
Det gamle havdige
Vest for Mindelunden begynder det gamle havdige fra 1556. Da jernbanen blev anlagt ud til slusen, gik diget lidt længere mod nord og forbi Ved Gamle Dige 1. Derfor blev banet ført gennem diget syd for dette hus. I tilfælde af stormflod kunne åbnnigen lukkes med svære planker.
Lige syd for byen går vejen op på diget. Vest for dette ligger Højer Dige nr. 2. Det tilhørte dengang gartner Johannes Møller. Han var i sin tid bødker med værksted i Postgade 11. Omkring århundredet startede han et rørvæveri i huset ved diget, lige som det i Østerende 18.
Råmaterialet var tagrør, der blev høstet i egnen ved Rudbøl. Man kunne sejle rørene næsten helt hen til huset. (se mere om rør m.m. i artiklerne: Bådfolket i Rudbøl og Aventoft – en by ved grænsen (under Tønder) )
Gartneri
Senere lærte Møller gartnerhåndværket og drev i 25 år gartneri på ejendommen. Han avlede blandt andet rabarber og jordbær, som han solgte til feriehotellerne på Sild. Han havde også postordreforretning med kålplanter til forskellige egne af Tyskland. I Skolegade 4 havde han grøntforretning. Hans produkter blev også solgt fra trækvogn på gaden.
I 1936 overtog Lorens Jepsen gartneriet. Efter 1946 blev det nærmest drevet som hobby.
Den uheldige læge
Ved Gamle Dige 1 er bygget som lægebolig i 1922 af dr. Madsen. Og vi har tidligere omatlt den uheldige læge, der blev kørt over af sin egen bil. Amtsfuldmægtig Florander overtog huset. I 1934 blev det igen lægebolig, da Dr. Rasmussen flyttede ind i det.
Opa’s hund ventel
På hjørnet over for lægeboligen ligger rutebilstationen Ved Gammel Dige 2. Og derinde i det lille ventesal, hvis den stadig eksisterer, har Familien Brodersen ofte ventet.
Hvis vi ikke kunne få fat æ lillebil, måtte vi gå den lange vej u i æ kou. Når vi ankom med bussen fra Tønder så stod Oma og Opas hund, Seppel og ventede på os. Det var en meget klog hund.
Turen fra Rutebilstationen ud til Anden Katastrofevej i Ny Frederikskog var skøn i sommermånederne, men var lige det modsatte, når det stormede og ruskede.
Senere cyklede jeg og en kammerat ofte fra Tønder til Højer og besøgte familien
Kogsgade – Slusevej
Vi går ned af Kogsgade. På højre side lå et lille hus med gavlen til gaden. Der boede Caroline Nielsen. Hun blev kaldt Caroline Pandhus. Det var fordi husets tag var af teglsten. Det var unormalt dengang. I 1950 købte fabrikant Chr. Johannsen huset. Han lod det nedrive, og brugte grunden til udvidelse af sin bonevoksfabrik.
20 mand lavede Bonnevoks
I Korsgade 2 boede maler Carl Johannsen. Hans søn, Christian startede i tyverne med at lave skocreme, men gik senere over til at fremstille bonevoks. Fabrikken var en meget ejendommelig virksomhed. Her blev også fremstillet bonevoksmaskiner. Og her sørgede man få, at kludene blev genanvendt. Til sidst fremstillede man det hele selv på fabrikken og havde 20 mand ansat. 2.000 maskiner over hele landet var udlånt.
Men efterhånden blev det almindeligt, at der kom tæpper på gulvene. Så kan det nok værre, at det gik tilbage for fabrikken.
En mindesten
Over for fabrikken ligger Korsgade 1. Den tilhørte familien Lorenzen. Den blev beboet af Lucie, er var enke efter Christian Lorenzen. Han var 19 år, ved Genforeningen. På det tidspunkt var han til søs. Det betød, at han ikke kunne få dansk indfødsret. Derfor gjorde han tjeneste i den tyske marine under 2. verdenskrig. Det kostede ham det ene ben.
I Korsgade 6 var der lotterikollektion. Her boede enkefrue Knockenhauer.
På hjørnet af Slusevej og Ved gamle Dige står en mindesten, som højer – borger rejste for Kong Frederik den Sjette. Det var den frygtelige stormflod, der i 1825 krævede 150 menneskeliv, Kongen havde besøgt halligerne, og var gået i land her. Her var den gamle strandbred og ladeplads samt udskibningssted lige i nærheden.
Det var også her i nærheden at møbelfabriken Elmo byggede. Jeg synes, at kunne huske, at vi hentede pc- borde i Møgeltønder – engang. Det var her Elmo startede.
Ved den hvide bro
Øst for Slusevej havde den tyske skytteforening skydebane og skttehus. Og i fenne nr. 2 havde Feuerwehr – Übungsplatz.
Udsigten mod syd blev domineret af Den hvide fabrik, en kolods på fire etager, men den har vi hvis flere gange skrevet om.
Og så når vi til æ vie Broe, som min mo ikke turde at gå over. Hun havde nærmest en forbi , når hun skulle over den. Men det har hun da også været adskillige gange. Og her i nærheden op mod slusen lå Opas fiskekutter. Området så helt anderledes ud dengang – i min ungdom. (Læs artiklerne: Højer, Stormflod og diger – Travlhed ved Højer Sluse – Syd for Højer)
To hvide pumper
På hver side af åen stod engang en malerisk hvid pumpemølle . De blev fjernet efter sidste krig.
Og så slutter vores lille gåtur i Højer. Prøv selv at gå rundt. Brug vores små artikler som guide. Du vil bestemt nyde det. Nej vi får ikke tilskud af turistforeningen.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Dato: april 25, 2011
Vi skal møde en papegøje på Kovej, der fortalte når Æ Toch kom. Vi skal møde Midde å æ Tout, Store Køj, Charles Hausdiener, Gamle Jes fra Frifeldt, Dr. Kühl, Putzmacherin Petra Orth, Den sidste ridende gendarm og Æ Mapmand . Et kyllinge – skænderi og en kommanderende dyrlæge møder vi også
Gennem byen
Vi har skrevet meget om det gamle Højer. Men der er masser at fortælle. Lad os prøve at tage en tur gennem den gamle by.
Æ mapmand
Vi kunne jo starte i Nygade. Her boede i nr. 2, Lauritz Andersen. Han var den sidste kroejer af Gottfriedsens Kro, Skolegade 17. Efter at han havde bygget huset i Nygade, levede han af at udleje mapper til folk. Disse mapper indeholdt ugeblade. Og ikke uden grund blev han kaldt Æ Mapmand.
Nord for huset gennem haverne kunne han se den store reberbane, der gik fra Nygade hen over hans hus til Ballumvej.
Ridende gendarm
Nygade 1 var bygget af en skipper, men senere overtaget af Grænsegendameriet. Den sidste overvagtmester var Albert Solanger. Han begyndte som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920.
På det næste hjørne (Toldgade 5) ligger den tidligere toldbygning fra 1910. Her var der ekspedition, kontor og lager samt bolig for toldbetjent og toldassistent.
Meinert Lützen
Meinert Lützens Møbelfabrik hørte til i Toldgade 6 og i bygningerne lige nord for. Han var den første snedker i Nordslesvig, der brugte maskiner i sit værksted. Firmaet startede omkring 1896. Allerede ved århundredskiftet brugte han dampmaskine. Han lavede selv elektrisk lys, før der blev oprettet et elværk i byen. Før første verdenskrig var der 10 snedkere og en polstrer beskæftiget i virksomheden. Firmaet blev først nedlagt i 1986.
Den sidste ridende gendarm i den tyske tid holdt til i Toldgade 4. Jeg ved ikke om hestestalden stadig står bag huset. Han fungerede som politibetjent. Når han havde ærinde uden for byen var han iført sabel og pikkelhue.
Alkoholfri værtshus
Og man behøvede ikke at drikke sig fuld, når man gik på værtshus i Højer – dengang. For i Toldgade 3 havde Lauritz Petersen et alkoholfrit gæstgivere med sal.
Dambergs Købmandsforretning
Vi kunne nu tage en tur til Ballumvej. Det kunne have været vores nye hjem i min ungdom. Min mor havde familie, der havde et hus her. Det kunne vi leje. Men måske var det for dyrt,
for vi blev i Tønder.
Men hvor Nygade munder ud i Ballumvej lå Dambergs Købmandsforretning. Endnu i 1930erne var her en dejlig høkerbutik med stålvægt på disken. Her var der skuffer med mel, gryn og sukker. Når et barn lagde en to øre på disken blev de høje blikdåser taget frem. Det skete med et hårdt knubs mod diskens kant, så de sammenklistrede bum (bolsjer) kunne blive slået løse. Så kunne man også få en tut (kræmmerhus) med alverdens dejlige bum. Mange længselsfulde barneøje skuede efter disse tutter.
Under loftet hang blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og mange andre mærkelige genstande. Ved siden af døren stod en åben sæk med korn. Store trekantede klipfisk kunne man også få herinde. Den flotte kaffemølle kunne beskues fra vinduet. Her stod ufarvet smør i en åben drittel. Margarinen stod i en træbøtte. Og ude ved slusen havde Damberg en tank stående, så han kunne levere brændstof til fiskerne.
Landbrugsmaskiner på Ballumvej
På Ballumvej 9 holdt Hyldtoft urmager – og guldsmedeforretning til. Den første Hyldtoft kom fra Ravsted og begyndte virksomheden i nr. 23.
I nummer 11 havde Fritz Hansen sin vognmandsforretning med to heste. Sønnen overtog forretningen, men rejste til Amerika. Da han kom hjem overtog han Strandhotellet ved Emmerlev Klev. Ja og her har man jo dejlige minder fra. Peter Jensen havde overtaget stedet. Der var mekanikerværksted, lillebilforretning og benzintank på fortovet. Han fremstillede mange metalbeslag som Hjuler Jensen brugte i sin karosserifabrik. Senere blev der vaskeri og broderiforretning i lokalerne.
På Ballumvej 13 blev der forhandlet landbrugsmaskiner og fremstillet jerngitterværk. Senere blev der her oprettet et pensionat. Meget tidlig blev der her leveret mad ud af huset i emaljerede to – eller treetages madspande. Man kunne også få komplet service med.
Nord for denne ejendom havde Hjuler Jensen et træskur, som han kaldte for filial. Og lige her i nærheden kunne man hos gartner Seidel hente kål og andre planter.
Dansk Forsamlingshus
På Ballumvej 10 blev der i 1925 bygget et dansk forsamlingshus og i 1926 kom der en tilbygning. Her kom også et bibliotek. Fritidshjem blev også indrettet her. Selv mener jeg, at have været til bryllup på dette sted.
Hatte i Højer
Et bageri lå på Ballumvej 6. Ved århundredeskiftet blev der indrettet et aktiebageri.
Omkring år 1800 havde Højer hele 13 bagere. Hvor mange mon der er nu? Dengang eksporterede man Kavringe (tvebakker) til Vesterhavsøerne og Norge. I udbygningen havde Putzmacherin Petra Orth sin hatteforretning. Dengang gik alle damer med hat. Jeg kan godt forestille mig, at gamle slægtninge til mig gik gennem Højers gader med sådanne hatte.
Grogge dyrere end medicin
I nummer 2 havde vi så Hjuler Jensens store imperium. Men ham har vi allerede skrevet om, og det har vi også om dr. Kühl, der boede her. Dr. Kühl var meget imod det drikkeri, der foregik i Højer. En besoffen høvring beklagede sig engang til doktoren over, at apotekerens medicin var forfærdelig dyr. Det fik så Dr. Kühl til at udbryde:
Stue fyldt med ting fra lossepladsen
Vi vender os nu mod Nørrevej. Vi har tidligere besøgt vejen, men går nu ind i nummer 7. Her boede Marie og Jes Jensen (Gamle Jes fra Frifelt). Gamle Jes var bestyrer af lossepladsen om ve æ hav uden for diget ved Nørrevej. Her havde han et læskur i form af den gamle postvogn til Ballum. Han var også strandfoged. I stuen på Nørrevej blev alle produkter som Jes mente, havde en værdi, opbevaret.
Masser af industri i Højer – dengang
På Nørrevej 32 har der været tobaksfabrik. Den tilhørte købmand Knudsen. I løbet af 1800tallet opstod en række industrivirksomheder i Højer. Her var således sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådvævsfabrik og kalkbrænderi. Ja man fremstillede skællekalk af hjertemuslinger. Denne kalk gav en hvid og meget stærk mørtel eller smadder, som murerne siger.
Sundhedsfare
Ved siden af går vejen ned til den ny kirkegård. Den blev oprettet i 1862, dels på grund af pladsmangel på den gamle ved kirken og fordi der var sundhedsfare. Der var brønd med pumpe ved næsten hvert andet hus , også tæt ved den gamle kirkegård. Og en tyfusepidemi i 1860 – 1861 var den direkte anledning.
Penge under hovedpuden
Nede ad Østerende lå Hotel Stadt Tondern. Her arbejde staldkarlen Carl Christensen, også kaldet Charles eller Kårl. Han manglede det meste ørerne. Han kunne fortælle de mest fantastiske historier om, hvordan han mistede dem. Fra forstuen var der en dør ind til hans kammer. På døren stod der Hausdiener. Han havde den indstilling til jordisk mammon, at penge skulle man ikke sætte i sparekassen. Han havde derfor sin formue liggende under hovedpuden. Det havde han velvidende, at al trafik fra de handlende gik gennem hans kammer til køkkenet. En dag var hans formue væk.
Den kommanderende dyrlæge
På 1. sal på hotellet havde dyrlæge Kragh et par værelser. Han var ungkarl og en dygtig dyrlæge. Han havde en meget kommanderende facon. Og det gik ofte ud over Charles. Det kunne denne ikke lide, og han svarede ofte Kragh:
Når Kragh blev tilkaldt til Jeppe Smed på Nørrevej til en syg hest, kommanderede han også her med smededrengene, som om det var en hel eksercerplads. Men når de var færdige var han ikke smålig med drikkepenge.
Ja her på Nørrevej har jeg tilbragt nogle dejlige stunder hos onkel og tante og smukke kusiner.
Den sidste film i Højer Bio
Og Stadt Tondern blev også til Højer Bio. Den sidste film, jeg så her var en motorcykelfilm. Senere blev biografen dog nedlagt. En anden kusines mand havde hvis nok reklamefirma her. Jeg kan svagt huske, at vi var på rundvisning her.
Kyllinge – skænderi
Apoteket har vi tidligere omtalt. Men naboen til apoteker Nagel blev Hans Friedrich Boysen. Det varede ikke længe før de to temperamentsfulde herrer kom op at skændes om deres høns. Senere boede her, karetmager hjuler Madsen. Når et hjul var færdig, skulle smeden sætte jernringen udenom. Madsen trillede så hjulet gennem byen op til Jeppe Smed på Nørrevej 9.
August mæ æ Træben
I Østernde 7 boede August mæ æ Træben. Oprindelig var det kun en træbarak. Og i nummer 15 boede Store Klåj. Han ernærede sig med landbrug. I mange år sad enken alene tilbage og holdt stadig køer. Hun blev kaldt Midde å æ tovt.
Den talende papegøje
På Kovej 2 lå Dykke Sibbersens smedje. Han fremstillede klægspadder. Han brugte sin maskinhammer til fremstillingen. Han var den eneste af byens smede, der havde sådan en. Dykke
havde også landbrug og holdt køer. Han havde også en papegøje, der om sommeren stod i et bur i haven og skreg i et væk:
Han blev kaptajn i æ Feuerwehr. Og efter konens død, stod han selv for husholdningen. Her lavede han ifølge lærlingen nogen meget specielle frikadeller. I 1937 blev virksomheden solgt til
smed Peter Nielsen fra Bønderby. Købmand Johansen nedrev smedjen og byggede huset Kovej 2 til forretning og beboelse. Og det var her jeg hentede varer til Oma u i æ kow.
Johansen drev først butik i Klostergade. Senere har jeg hørt at butikken blev drevet som døgnkiosk.
Søndagsskole
Og når vi nu er ved Klostergade. Så stod der en indskrift på Klostergade 5:
Det var her Martensen holdt søndagsskole. Og det blev åbnet for bolsjedåsen.
Lokal togtur
Syd for Kovej førte Banegårdsgade hen til Højer Station. Den blev bygget, da jernbanen mellem Tønder og Højer skulle åbnes i 1892. Det var en flot bygning, der rummede kontorer,
lejlighed til stationsforstanderen og ventesale.
Man kunne få sig en gemytlig aften på Stationskroen i Daler og så tage med det sidste tog hjem og slutte af hos Heine Bensien på Højer Station. Og det fantastiske var at man kunne benytte
toget helt lokalt, og løse billet fra Højer ud til Slusen.
Jo man kunne også via en rampe læsse kreaturer på toget. I 1984 blev den flotte bygning revet ned.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 13.-10. – 2021
Dato: februar 21, 2011
Læs her om et par kanon– fotografer, Højer Storskov, Jens Amerika, Fiddes Sporvogn, Æ Byttelfenn, Revolutionen og rotten på Centralhotellet. Læs om Johan Elektrik, de Hellige, Bobbe Kämache, Mie Bykass og styrhuset, der forsvandt. Så var det Peter Beyer, der uddelte bom. Det regnede, når man tog toget til Tønder. Og så var der en, der red med sabel og pikkelhue.
Fordel at ku snak æ Sproch
Ja kære læser, det er på opfordring fra mange høvringer at vi her bringer andel del af anekdoter fra Højer. Men det vil være en stor fordel, at beherske æ sproch. Så får du mere ud de kommende historier fra den spændende by, Højer.
Den gamle Gendarm
I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i den tyske tid. Han havde hestestald bag ved huset. Han fungerede også som politibetjent i området. Når han red ud af byen red han med sabel og pikkelhue. Han tog sig af blandt andet vagabonder. De kunne så få lov til at løbe ved siden af hans hest.
Kaffebord samlede danskheden
Det sønderjyske kaffebord samlede danskheden i Højer. Det vil sige under besættelsen kaldte man kaffen for løbesod. Man forsøgte at få fat i en journalist eller en politiker, der kunne fortælle mere, end det aviserne turde skrive. Da forsamlingshuset blev beslaglagt af tyskerne, fortsatte man i Præstegården.
Rosporten ramt af tragedie
Den 8. juni 1952 blev sorgens dag i Højer. Fem unge roere var taget ud i Vadehavet på en træningstur. Ingen ved, hvad der skete. Men alle omkom. I fællesskab var alle med til at foretage en eftersøgning. Man fortsatte til alle var fundet.
Fiskeren uden styrhus
En fiskerskipper fra Højer var taget helt ned til Holland efter sin båd. Det trak op til uvejr, og hollænderne advarede ham, om at sejle i det vejr. Men han gjorde det alligevel. Og det blev uvejr. Selv for skipperen blev det for meget. Da styrehuset blæste væk, var han klar over at hans liv var i fare. Men han nåede hjem til Højer. Da han bagefter fortalte om sin sejlads, sluttede han med at sige:
Kurvemager Schmidt og æggene
På Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Foruden kurvemagerarbejde handlede han med flettede måtter og pottemagervarer. Han solgte også legetøj og nøbbelser. I mange år havde en god forretning. Men med tiden blev han stokdøv, og det gik tilbage med forretningen. Hans yngste datter, Ingeborg ”Bobbe Kärmache” havde en vissen arm, men kunne næsten udføre alt manuelt arbejde. Hun havde et lyst sind, og var altid sufflør ved Ungdomsforeningens dilettantforestillinger. Hun boede hos faderen, så længe han levede.
Kurvemageren havde undertiden en speciel form for transport. Når han kom til købmanden efter æg, hed det:
Så tog han kasketten af, anbragte æggene i den, tog den på hovedet og gik. Han plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Når han havde fået byttel te unnen, vejede han 100.
Hævn mod kommunen
På Nørrevej 52 lå Bernhard Nielsens snedkeri. Et nu nedrevet beboelseshus på stedet, blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen ville ikke købe. Det blev han så fornærmet over, at han for at hævne sig, fik en flok sigøjnere til byen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt Leben.
Historien melder intet om, hvem der først blev træt af dette foretagende.
Man slagtede ”sort”
På Nørrevej 3 ligger et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Det lå der, sidt jeg var i Højer. Det er bygget af rebslager Chr. Andersen. Han havde reberbane langs vestsiden af Ballumvej.
Det at eje et hus, blev der dengang lagt meget vægt på. Så var der ikke så stor sandsynlighed for, at man skulle tilbringe sin fattigdom i fattighuset. Det var en skræk for den tids mennesker og ikke uden grund. Man sagde dengang, at man i Fattighuset fik kartoffelsuppe så mange gange, at urene gik i stå.
Familien Andersen var rebsslagere i tre generationer. De solgte grunden til den berømte Hjuler Jensen. Et rebslageri kunne ikke brødføde en familie. Så ved siden af måtte der skaffes føde til familien.
I det beskedne hus blev der holdt 4 malkekøer, 4 stk. ungkreaturer, 4 kalve og 2 svin. I en kogsfenne syd for byen blev der desuden holdt 10 – 12 får.
Under første verdenskrig var det svært at skaffe kød, og hjemmeslagtning var forbudt. Så ved nattetide, da man forventede at gendarmen sov, tog familien ud i kogsfennen og slagtede. De bar så dyret på ryggen hjem til byen.
Masser af øl
Vandtårnet bærer årstallet 1934. Øst for vandtårnets plads var der før et ølbryggeri. Det førte til en gammel købmandsgård på den anden side af vejen. Der kunne man komme med sin spand og købe øl i løst mål.
Næsten alle bryggerimedarbejdere fik bryggerbetegnelsen Bruer heftet på sig i stedet for efternavnet. På en gang var der tre mænd i byen, der hed Bruer. De hed i øvrigt alle sammen Petersen uden dog at være i familie med hinanden.
De Hellige
Ejendommen, Østerende 18 bærer navnet Liberta, men lige så ofte blev den kaldt Paradiset. Gården er bygget af en Martensen. Familien havde ord for at være hellig. Det har sikkert give anledning til gårdens øgenavn.
Martensen var af samme familie som den senere ejer af Libanon i Vester Gammelby. Denne kørte rundt med skilt på bilen:
–Jesus kommer snart.
Elektricitetsværk på Kovej
Vest for mejeriet lå et elektricitetsværk, der blev oprettet i 1903 af fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner, der var ingeniører. Det fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var en dampmaskine, derfor var det en høj skorsten. Fyrbøderen blev kaldt for Johan Elektrik. Til værket var der et maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge. De var i kost hos Bastiansens og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de naturligvis ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelse.
På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor, skorstenen blev revet ned, og Johan Elektrik skiftede arbejdsplads til Højer Mølle.
Skiftede nationalitet tre gange
Käthe Boysen boede stort set i det samme hus i Herbergsgade hele sit liv. Hun har skiftet nationalitet tre gange. Hun var dødt som tysk statsborger i 1906. I 1920 fik hun dansk statsborgerskab, og ved sit giftermål i 1926 blev hun igen tysk statsborger. Senere søgte og fik hun og hendes mand dansk indfødsret.
Mie Bykass
I Herbergsgade 9 lå der i mange år, byens finanskontor, æ Bykass. Før Genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2. Kassehvervet gik i arv til Marie Matthiesen,
der i mange år forestod indkasseringen af skatter og afgifter samt udbetaling af lønninger og pensioner m.m. Først i 1947 blev æ Bykass nedlagt. Og Marie levede op til hendes øgenavn – Mie Bykass.
De skrækkelige skoleelever
Personbefordringen mellem Højer og Tønder foregik fra 1892 med tog. For Højer betød det et tab i indtægt. Man var ikke mere transit-by for alle dem der skulle videre til Sild. Men for skoleeleverne var det en meget behagelig rejsemåde.
Skoleeleverne var dog ikke altid de mest behagelige passagerer. Der fortælles skrækkelige historier. En yndet sport for de større drenge var, at kravle op på taget og tisse gennem luftventilerne. Kammeraterne, der vidste besked, kunne så inde i vognen bemærke:
Revolutionen på Centralhalle
Jo det var skam den november-dag i 1918, at der skulle vælges arbejder – og soldaterråd i Højer. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker blev foreslået som formand:
Men håndværkeren måtte bøje sig for argumentet:
Bagersvendene skulle vækkes
Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger, bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved det nordvestlige hjørne af Torvet.
Her byggede han et hus med bageri. Det kaldtes ofte æ Stormklok. Det var angiveligt, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Bageren skulle dog have haft en aftale med nattevægteren, at denne på et bestemt tidspunkt af natten lige skulle bimle en enkelt gang, så bagersvendene blev vækket. Dette hus blev nedrevet omkring år 1900.
Bahnhofshotel
Bahnhofshotel blev senere til Ohlsens Hotel. Den blev ejet af de tre søstre, Marie Rose, Grethe og Hanne Ohlsen. Når Feuerwehr havde haft brandøvelse, sluttede de i en periode på Ohlsens Hotel. Det gik ganske lystigt for sig. Så gik man rundt i Æ Lille Sal og sang: Immer an der Wand entlang.
Hotellet havde efter søstrenes ejerskab forskellige andre ejere. En af dem var Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte hotellet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens blev kroen passet af hans kone, som alle kaldte Mutti.
Dansk – Tysk drilleri
Carl Hoeg var en velhavende mand i Højer. Men han var også en stor spøgefuld. En gang da den dansksindede apoteker, Nagel havde fødselsdag betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham. Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag stillede en flok skoledrenge og sang en dansk sang for Hoeg.
Æ Byttelfenn
En fenne i Højer Mark kaldes Æ Byttelfenn. Årsagen til navnet findes i forskellige historier. En af dem er følgende.
Fedder Roll, som ejede marken, havde en dag nogle karle til at slå hø derude. Ved frokosttid blev de sure over, at de havde fået byttel (melbudding) med i marken i stedet for en ordentlig mellma. Derfor strejkede de, og satte bytteldåsen på en led-pæl. Lidt efter kom Carl Hoeg forbi og spurgte, hvorfor de ikke bestilte noget.
Da han fik det at vide, tog han hen til Ohlsens Hotel, og bad dem sende smørrebrød ud til karlene. Derefter tog Carl Hoeg videre hen til Stadt Tondern og drillede Fedder Roll med at han, Carl Hoeg skulle sørge for mad til Fedder Rolls folk.
Fiddes Sporvogn
Det er ikke mange, der ved det. Men Højer har faktisk haft sporvogn. I nogle år, når der var Fåremarked i Højer kørte Fidde Eckholdt rundt med Fiddes Sporvogn. Det var selvfølgelig med to heste foran.
Højers Sygehus
Sydøst for den gamle kommuneskole lå det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkeravet en opfordring til flækkebestyrelsen om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejde i Højer. Disse kunne i tilfælde af sygdom ikke indlægges på Tønder Sygehus.
I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varm stue i Fattighuset, men at det snart ville blive bygget et sygehus i byen. Det var dog først den truende koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træ – barak i fenne nr. 2 ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset. Det havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger.
Bestyreren var samtidig ligkistesnedker – beroligende for patienterne, skulle man mene. Sygehuset blev mærkelig nok nedlagt under første verdenskrig.
I 1923 købte fabrikant Kjærby ejendommen og brugte den hovedsagelig til beboelse. Men i mange år kunne man skimte ordet Krankenhaus over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev da også med at kalde bygningen for Sygehuset.
Jens Amerika
I Søndergade 27 boede Jens Hansen. Han havde haft et gartneri i Sdr. Sejerslev. Et par år havde han været i Amerika. Og så er det klart, at han i Højer får tilnavnet Jens Amerika. Han fortalte de forundrede høvringer, at i Amerika var fennerne så store, at det tog en helt dag at pløje en fure. Så måtte man for enden overnatte, og så pløje tilbage næste dag.
I ejendommen havde han et øldepot sammen med Johannes Brodersen (nej, jeg er ikke i familie). De bragte øl ud på landet med et enspænderkøretøj.
Udråber Karl Færch
I Søndergade boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene. Han gik sin udråber – runde efter behov. Han stod ved bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:
Højer Storskov og Grünewald
Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer. Huset ligger i læ af en lille løvtræs – plantage mod vest, som blev kaldt Califonien. Senere blev plantagen kaldt Grünewald. Lige i nærheden byggede Friedrich Hagge i 1908, Waldheim. Beskedne høvringer kaldte senere hele området for Højer Storskov.
Det var forresten også her, at Schützenverein begyndte sin virksomhed. Skydebanen lå parallelt med Strandvejen.
Samme tro
Andreas Pust havde ikke mange penge og led også af astma. Derfor fik han selvfølgelig det øgenavn. Han var skomager. Når han gik til købmanden havde han altid en potte med. Han hældte brændevinen ned i potten og solgte flasken med det samme. Engang lånte han to Mark af pastor Rolfs. Da han stak dem i lommen, spurgte Andreas Pust pastoren:
Kanon– fotografen
En sommerdag får mange år siden fandt jeg hos min onkel og tante i Højer nogle flotte glasplader forestillende motiver fra byen. De er nok taget af Andreas Martinsen. Han var uddannet bogbinder. I en periode dannede han kompagniskab med Der Rote Mielcke.
Martinsen indrammede billeder og solgte tobaksvarer. Han var selvlært fotograf og fandt sine motiver i det skønne landskab omkring Højer. Men også portrætfotografering stod han for. I hans ungkarletid var det et muntert sted. Da han engang havde vundet i lotteriet havde han sat et skilt op:
Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Nu kom det fast husorden. Da hun en dag så en flok af vennerne i færd med at indtage den steg, der var beregnet til søndags – middagen, fejede hun dem ud mæ æ lihm.
Efterfølgeren var boghandler Bundgård, der var en aktiv herre i Højer. Og under et foredrag midt i København fik jeg en hilsen fra ham via hans datter, der overværede foredraget. Og det foredrag havde intet med Højer at gøre. Det hed Nørrebro – for begyndere.
En anden berømt fotograf var Laurids Matthiesen. I diverse arkiver findes 18.000 billeder. Det var hyggeslig og morsomt at komme ind i hans atelier og blive tæjn a`.
Lærernes yndlingssted
I Skolegade 1 lå Centralhotellet. I gammel tid blev det ejet af restauratør Jensen. Senere blev det overtaget af Lauritz Hansen og drev det sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster plads i kroen. Her tilbragte hun resten af hendes levetid, bortset fra når hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Han mistede dog livet ved at falde ud over trappegelænderet. Henny førte selv kroen videre.
I en periode kom nogle af skolens lærere jævnlig på kroen. Men i løbet af 20erne ændrede dette sig, hvad der fik Henny til at bemærke:
Æ tyk Købmand
Lige i nærheden – i den nordlige ende af Skolegade. Her har æ tyk købmand haft en delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild. Her startede stamgæsterne til Centralhotellet altid med de saltede sild. Det stimulerede tørsten.
En rotte
Også på Centralhotellet havde natrenovationen direkte adgang til wc – spandene gennem lemme fra kørestalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene og forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdende på de unævnelige og råbte:
Ingen Bom i daw
De sidste manufakturhandler i Højer var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kaldet Peter Beyer. Han var ikke nogen stor forretningsmand. Ofte sad han langt ud på natten og læste. Ned i butikken nåede han ført ved middagstid. Han var ugift og boede sammen med sin mor. Når han gik på gaden havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud til de børn, der hilste på ham. En dag gik en forbi ham uden at værdige ham et blik. Han blev skuffet:
Tandlægen i Storegade
Dentist Frk. Eline Jacobsen havde klinik i Storegade 8. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor. Hun trak også tænder ud gravede godt ned ved dem og så rutch. Patienterne kunne godt ryge helt op til loftet, når dette skete.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 13,-10. 2021
Dato: september 2, 2010
Rudbøl Kog, Gammel – og Ny Frederikskog var født og dannet af havet. 17 års skattefrihed var en direkte nybygger politik. De første var frisere og hollændere. Der var færgefart over Vidåen. Man havde egen retspolitik. Og så var det succes for Nørremølle. Tusinde af digearbejdere fik ødelagt deres jordhytter. De måtte have logi i Højer by.
Født og dannet af havet
På Frederikskogs våbenskjold findes følgende indskrift, Ex mari natus. Det betyder, født og dannet af havet. Nu gælder dette ikke blot for Frederikskog, med hele området ved Vidåmundingen.
I århundreder har dette land været præget af diger og oversvømmelser. I gamle tider gik der en bred havbugt dybt ind i landet. Nogle steder ragede højdepunkterne op som øer. Vidåen
havde dengang mange arme. Priler, langvarig regn samt snesmeltning dannede i lang tid et helt Waterworld her. Gamle marknavne minder om den tid.
Bredsø blev omkring 1649 ejet af apoteker Andreas Lorenzen i Tønder. Senere kom den under Højergård. Den blev købt af regeringen som rentegård, men er nu under privateje. Langt den største og dybeste sø er Rudbøl Dyb eller Rudbøl Sø.
De første var frisere og hollændere
De første bosættere kom længe inden området var inddiget. Det var ganske givet hollændere eller frisere. De var fortrolige med at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold. Der findes vel 25 – 30 værfter i området med forskellige navne.
I Gammel Frederikskog finder man foreksempel Kinkelhofsværft og inspektør Brodersens værft. I Rudbølkog, Seifert von Marvedes værft. I Gaden, Nis Heicksens værft og Husumtoftmark. I Rudbøl har man Nørreværft.
Værfter
Dengang, hvor der ikke var diger, byggede man værfterne højere og højere, hvis gentagende stormfloder truede gården. Saxo skrev følgende:
Værfterne var ikke blot opført af opkastet klægjord, men også af nedrammede pæle og et pakværk, der består af ris og gødning.
Poppenbøl
Poppenbøl værftet var en af de største. Det var højest inde på midten. Hvis man dengang skulle besøge sine naboer, ja så måtte man tage båden. Så galt var det dog ikke, da min mor tjente
på Poppenbøl. Den nævnes allerede i 1443. I 1769 havde den to gårde og to huse med 22 beboere.
Om bebyggelsen Gaden nævnte Petraeus i 1440erne :
Spredt bebyggelse
I 1769 havde Gaden fem gårde og fem huse med i alt 52 beboere. Tidligere hed stedet Husumtoftmark, der lige som Højergård havde særlige privilegier. Rudbøl havde i 1769, 8 gårde, 21 kådnere, 12 indsiddere med i alt 229 indbyggere.
17 års frihed
Gammel Frederikskog blev inddiget i 1692. Kongens privilegier blev allerede underskrevet i 1690 af hertug Christian Albrecht. Efter disse privilegier skulle kogens interessenter fri og frank uden nogen afgift og pålæg nyde og besidde de inddigede arealer i 17 år. Disse 17 år begyndte først når alt var bragt i stand og diget fuldkommen færdig. Efter udløbet af de 17 år skulle der årligt af hver demant betales en halv rthr. Til det tjenestelige kammer.
Endvidere skulle i de 17 år, kvæg, korn og lignende, som den kære Gud måtte unde denne kog, frit afskibes uden told og licenser eller andre afgifter og hvad der er behov for i denne kog, må frit indføres.
Desuden skulle det tillades interessenterne, deres arvinger og efterkommere at opstille vindmøller og hestemøller uden for, og inden for digerne og udnytte dem med frimalen, brygning
og bagning, at have herberger og stalde samt at drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag.
Ligeledes skal de , der i sådanne inddigede koge ejer 60 demant land have ret til fri at drive jagt og fiskeri, såvel inden for som uden for diget. Men de øvrige, som ikke når det nævnte tal på 60 demant, skal være udelukket derfra.
Egen ret
Den allerstørste del af kogen var græsland. Dette blev benyttet til opfedning af kvæg. Kogen havde en koginspektør. En dommer og tre rådmænd dannede dengang kogs-retten. Koginspektøren ledede møderne og var også sekretær og regnskabsfører. I kogen gjaldt Ejderstedts landsret. Og man havde sandelig også egen galgeplads.
Afvanding
Frederikskog blev tidligere afvandet med Brunoddekog gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle kogs-mølle. Fra 1843 blev kogen afvandet gennem Frederikskog – diget ved en afvandingsgrøft gennem det daværende forland. På et gammelt kort er der aftegnet et Trindsumkapel, hvor nu Gammel Frederikskog ligger. Der har ikke været mulighed for at finde noget om dette navn. Heller ikke at det skulle have været en sunket kirkeby.
Nørremølle
I 1739 blev der i nærheden af den gamle kogs-sluse bygget en mølle, som er kendt under navnet Nørremølle. Dette var nok den ældste hollandske mølle i Nordslesvig. Den blev nedbrudt i 1856 og genopbygget i Højer. I møllerboligen blev der indrettet kro. Selve mølledriften har også været en god forretning. I 1760 havde møllen således ikke mindre end tre møllersvende og to piger ansat. I 1727 blev kogen opmålt, og der blev udarbejdet en jordebog.
Problem med Rudbøl Kog
Der var store problemer med ind-digningen af Rudbøl Kog. Det var en kostbar affære. Håbet om at afvandingsforholdene blev bedre kom ikke til at holde stik. I Tønder Intelligensblad
første årgang hedde det i september 1813:
I en tysk topografi fra 1799 kan man læse:
Blandt de huse, der lå strøet over hele kogen, var der dengang endnu en haubarg. Den lå på det, der hedder Seyfferts værft. De to sidste ejere var Thomas Nielsen(omkring 1760) og Seyffert von der Merwede. Værftet blev opkaldt efter den sidste. Haubargen blev nedbrudt i første halvdel af 1800 – tallet. Von der Merwedes datter Juliane blev gift med distriktslæge Fysikus Peter Dirks i Tønder.
I 1905 blev to tredjedel af kogens areal mejet og en tredjedel græsset. Kvægbestanden var 11 heste, 128 stk. hornkvæg og 117 får. Om sommeren var kvægbestanden væsentlig højere.
Rudbøl Kog
Kogen, der ligger ca. 4 km syd for Højer, blev i hele sin længde gennemstrømmet af Vidåen, fra Rudbøl Dyb til Rudbøl Kog Diget. Fra omkring 1919 førte en bro over åen.
Tidligere foregik overfarten med en færge. De sidste to færgemænd var Peter Petersen og Hans Chr. Nielsen. Det kostede 50 pf. For en ladning hø, for en vogn 25 pf. Og for et kreatur 10 pf.
I krigsårene 1914 – 18 var færgefarten indstillet, da den ene færgemand var indkaldt til krigstjeneste. Prammen blev da trukket på land. Transporten blev meget besværlig.
Ny Frederikskog
Den sidste af de nuværende koge, Ny Frederikskog blev inddiget i 1859 – 61. Ind-digningen kostede en million mark. En del var opsparet, resten blev fremskaffet ved lån. Pengene blev betalt efter 17 år. Det gjaldt de samme regler for Ny Frederikskog som Gammel Frederikskog. Begge koge fik brugsret til forlandet ud for havdiget.
Omfattende dige-arbejde
Fra forskellig side blev der ønsket en ny stensluse frem for en træsluse. I løbet af 1859 blev der opført et foreløbigt kajdige, det vil sige en lille dæmning. Denne blev lavet for at beskytte arbejderne under selve dige-byggeriet. Fra prædikestolen blev der oplæst et specielt reglement, der gjaldt under byggeriet. Her blev der fastlagt, hvem der havde kommandoen, og hvornår man ikke måtte arbejde. Således hed det sig i & 16:
Under dige-byggeriet blev arbejdet en del forsinket. Vandet brød igennem det såkaldte kajdige. Det betød store tab for entreprenørerne.
Ind-digningen krævede mange arbejdere. Ja tusinder af fremmede arbejdere bosatte sig midlertidig i området. De boede blandt andet i jordhytter, der var indrettet mellem kajdiget
og hoved-diget. Til at opretholde ordenen, blev der stationeret et kompagni soldater. De blev først indkvarteret i Rudbøl, senere i Højer.
Ny havsluse
I forsommeren 1860 blev grundstenen lagt til den ny havsluse. Det var en åben stensluse. Dagen blev fejret under stor deltagelse. Der var rejst to store telte til anledningen. Kong Frederik den Syvende, der skulle have foretaget nedlæggelsen af grundstenen, kom ikke. Hans navn figurer dog på de to metalplader, der er anbragt på slusen til minde om.
Stormflod ødelagde arbejdet
Sommeren 1860 var ikke særlig gunstig for dige-arbejdet. Der var meget regn – og stormvejr. To gange, den 23. august og 3. oktober blev kajdiget gennembrudt af en stormflod og hoved-diget beskadiget. De huller, hover man gravede jord, uden for diget, blev fyldt med vand.
Dige-arbejdernes jordhytter blev ødelagt. Arbejderne kom i store skarer til Højer for at finde et midlertidigt logi.
Det ugunstige vejr var heller ikke godt for sundheden. Et par af arbejderne druknede, men også en del omkom som følge af sygdom. Det ny-inddigede kog udgjorde sammen med Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog en kommune. Omkring 1923 blev diget forhøjet med
en meter nogle steder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 14.10.2021
Dato: juli 7, 2010
Vi skal møde mindst 4 mordere, der i blandt barnemorder og præstemorder. Billetpriser fra 1696 skulle overholdes. Karen Blixen blev inspireret af et sagn fra Ballum. Og så er der trolde på Gasse Høje. I Rejsby var der en nazistisk ungdomslejr.
Folk i lang tid
Fund har godtgjort, at der har været mennesker her 7000 år for vor tidsregning. De har opholdt sig ved Kongens Mose syd for Draved Skov.
I Ålbækdalen syd for Hjerpsted er der fundet oldsager fra yngre stenalder. Langdysser er fundet nordvest for Brede. Et gravkammer er fundet i Gasse øst for Skærbæk. Og sådan kunne vi blive ved.
I Skærbæk Sogn alene har man fundet 40 gravhøje, der er nok kun bevaret 20 af disse.
Ved Vongshøj nord for Løgumkloster kan man skimte mange gravhøje.
Kompliceret historie
Rundt om træffes voldsteder og borgbanker, der vidner om, at her har der engang stået en borg. Af herregårde kan nævnes Gram, Schackenborg, Trøjborg og Solvig. Men de adelige var ikke meget for marsk og hede-sletter.
I Hvidding Herred lå Høgsbrogård, Vesterbæk og Spandetgård. I Emmerlev sogn lå herregårdene dog tæt. Kogsbøl og Søndergård var i slægten Rosemkrantz eje. Men kom i 1600 – årene til den gottorpske hertug Frederik den Tredje. Kærgård, Emmerlev og Steensgård overgik i 1400 – årene til Ribe Domkapitel.
Den holstenske adel fortrængte efterhånden den sønderjyske adel. Og biskoppen i Ribe var også rig på gods. Meget tidlig byggede Ribe – biskoppen en borg i Brink i Ballum Sogn. Rømø Sønderland lå også under Brink.
Sønderjyllands historie og især Vest – Sønderjyllands historie er kompliceret. De kongerigske enklaver er en historie i sig selv. Og tager vi Tønder og Tønderhus historie som eksempel, ja så er det svært med få ord, at forklare dette.
Tysk mindesten
I denne artikel springer vi over Tønder, Rudbøl, Møgeltønder og Højer. Grunden er, at vi i andre artikler så rigelig har beskrevet området.
Men vi starter syd på ved Sæd Grænse. Landsbyen Sæd har ingen kirke, man må gå til Ubjerg. I landsbyen findes en meget stor tysksproget mindesten, der blev rejst i 1925 til minde om de faldne i første verdenskrig.
Barnemoderen fra Sæd
Kigger man godt efter kan man syd for Sæd finde en forfalden mindesten. Det er en skamstøtte over barnemorderen Karen Christensen. Hun myrdede i 1712 sine fire børn og sig selv med rottegift.
Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse over ikke at kunne skaffe mad nok til sine børn, valgte hun at tage livet af hele familien i et anfald af tungsind og sindssyge, som den lokale præst berettede.
De stakkels børn blev begravet på Ubjerg Kirkegård, mens Karen Christensen selv blev slæbt ud på heden syd for Sæd og begravet i uindviet jord. Her blev skamstøtten rejst over hende til skræk og advarsel for alle. Det fortælles, at der blev tradition, at de rejsende kastede sten efter skamstøtten, når de passerede den. Derfor er stenen skåret og inskriptionen ulæselig.
Sæd Kartofler
Sæd ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb. Mod vest ligger sognets hoved-landsby med sognekirken, Ubjerg. Midt i Sæd lå et areal, der gennem mange år blev brugt som grøntsagsareal. Sæd Kartofler blev anset for de fineste i landsdelen. Den gamle skole og kro eksisterer endnu,
men som privatbolig.
Byen nævnes første gang i 1237 som Sæthe. Vejen mellem Udbjerg og Sæd har altid været stærk befærdet. I 1930erne var den 24 meter bred nogle steder fra grøft til grøft. Mene den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Først i 1934 blev den asfalteret.
Befolkningen i byen knyttede sig omkring 1830erne til den Slesvig – Holstenske bevægelse., og blev således tysksindede. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og kirkeliv. Da grænsegendarmer i 1920 flyttede til byen, fik byen behov for en dansk landsbyskole. Men den kom først i 1933. Lang tid efter Genforeningen havde byen således både en dansk og en tysk skole, og det selv om byen kun havde 250 indbyggere. (Læs vores artikel: Turen går til Sæd – Ubjerg) (Læs vores artikel: En skamsten i Sæd)
En klint og en galge
Vi har i flere artikler beskrevet forholdene ved grænsen og i Højer. Så på dette sted starter vi turen fra Højer nordpå.
Emmerlev Klev er et særsyn. Her ligger pludselig en 13 meter høj klint. Det var her, hvor vi dengang gik til bal. Efter Hjerpsted passeres en række gravhøje. Ved Nørreagerhøj er der fundet en egekiste med sværd, guldarmering, tøjstykker m.m.
På vej ind til Sønder Sejerslev over Vestermark ligger øst for vejen, Galdehøj. Her stod Højer Herreds galge ind til 1770.
Mange Brodersen vest på
I Hjerpsted er der mange flotte huse. Og her var også en dygtig billedskærer ved navn Carl Brodersen. En del af min familie stammer her ude fra. Godt nok er det lang ude, men alligevel. Her i Hjerpsted hed bageren også Brodersen.
Salmedigteren Brorsons familie hed oprindelig også Brodersen.
Oppe fra Hjerpsted Kirke er der en flot udsigt ud over Vadehavet. På vejen mod nord var der en masse gravhøje. Nu er det ikke så mange tilbage. Den største hedder Storehøj.
Store planer med Ballum
Nu går turen gennem en række småbyer, der næsten alle sammen starter med Ballum. Foran flere gårde er der høje led-stolper af kalksten. Kigger man godt
efter finder man indskrifter. De største gårde herude er nok Vesterende og Husum. Vi passerer Rejsby, Buntje og Bådsbøl. Herfra kunne man dengang komme til Rømø. Diverse konger havde store planer med Ballum. Her skulle bygges en stor havn og byen skulle have købstadsrettigheder. Disse planer blev dog aldrig ført ud i livet.
Kniplinger i Ballum
Mens man i Tønder og Løgumkloster efterhånden indstillede kniplings – produktionen, fortsatte den i Ballum. Møllersvend Martin Hansen Linnet overtog nogle af den berømte kniplingshandler Jens Wulffs kniplersker. På et tidspunkt skulle han have haft 100 kniplepiger ansat.
Knipletråden var dyr. Hvis en kniplersken lavede en fejl, ja så måtte det hele rives op. Intet gik til spilde.
Der er ingen billeder af Martin Hansen Linnet. Han mente at hans sjæl ville tage skade af en afbildning. Der blev eksporteret kniplinger helt til Amerika.
De sidste 10 år af sit liv, var han svagelig. Inden sin død, lavede han et testamente, der sikrede at den ugifte datter Loretnze skulle blive boende på ejendommen Harknag resten af sit liv.
Men med Martin Hansen Linnets død i 1902 forsvandt den sidste rigtige handel med kniplinger herude vest på.
Kresten Kold og Knud Knudsen
Herude ligger også Mjolden. Kirken ligger på et værft. Herfra stammer en af de rigeste bønder i Vestslesvig, Knud L. Knudsen. Ham og hans slægt skriver vi om i Bondeslægten fra Trøjborg.
Her findes også en mindesten for Kristen Kold, der var huslærer hos Knud Knudsen og hans nabo Niels Andersen Hansen. Han var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Når han fortalte dem historierne, kunne de bedre huske dem. Han var også med til at grundlægge højskoler.
Mjolden Kirke er fra år 1200. I 1840erne dannede byen og Forballum en slags frimenighed, hvor man gik ind for Kresten Kolds tanker.
Ikke langt derfra var Brorson gået ind for pietismen. Jo der skete noget herude vest på med hensyn til de religiøse tanker.
Billetprisen holdt
Langt tilbage i tiden førte en bro over Brede å. Men den blev skyllet væk i 1696. Greven fra Schackenborg oprettede i stedet et færgeri lidt længere vest på. Mjolden – borgerne fik et privilegium, der gik ud på, at de skulle fragtes over for en meget billig pris. Det ville færgemanden i 1800 ændre på. Det førte til en retssag som borgerne vandt. De gamle takster fra 1696 gjaldt stadig. Helt indtil færgeriet blev nedlagt.
Brede Sogn
Kirken i Bredebro er bygget omkring år 1200 ved vadestedet. Indtil udskiftningen i slutningen af det 18. århundrede hørte det under Trøjborg gods. Ved afstemningen i 1920 var her 85 pct. danske stemmer.
Besættelsestiden i Bredebro
Besættelsen giv heller ikke sporløs forbi herude vest på. Beboerne i Bredebro vidste ikke, at 25 soldater var kørt foran de tyske tropper den 9. april 1940. I Sølsted hade de skudt mod de fremrykkende tyskere. Senere havde de taget stilling syd for Bredebro.
Mod kirketårnet skød tyskerne også. De mente, at der stod nogen deroppe og skød på dem. Da Kong Christian den Tiende fyldte 70 år den 26. september samledes der 600 mennesker i Forsamlingshuset.
Ved Jejsing styrtede en amerikansk bomber ned med seks mand og en tysk jager med to mand. Ved Døstrup blev godstoget ramt, en lokomotivfører blev dræbt og en fyrbøder alvorlig såret. Det skete efter bombardementet i Jernbanegade i Tønder, hvor fem mand omkom.
Både i Brede Sogn og ved Øster Højst styrtede engelske bombefly ned.
I Bredebro blev en sabotagegruppe optrevlet. Man havde våben – og sprængstof i Svanstrup Skov og i Jepsens Tømmerlager.
Den 19. april 1945 blev den regelmæssige togtrafik afbrudt, der havde været en del sabotage på linjen.
Befrielsen i Bredebro
22 hjemmetyskere blev arresteret og sendt til Tønder. Men der var hele 70 navne på listen, der blev opsat forskellige steder i byen. Den 16 .maj kom et regiment tyske soldater gennem byen. Og dagen efter kom ca. 30 engelske soldater fra Skærbæk
Brorson
I Randerup blev Brorson født i 1694. Han blev senere præst i Tønder og domprovst i Ribe. Også brødrene fik gode stillinger. Læs mere i tidligere artikler.
En hel by forsvandt
Selve Ballum er delt op i Sønderende og Østerende. Her ligger en romansk kirke som er bygget på en granitsokkel. Vejen befinder sig på et havdige som blev bygget 1914 – 1916. Ved den populære Slusekro kan man dreje ned til Ballum Sluse. Brede å føres igennem slusen via en kanal.
Lige øst for ligger Misthusum. Her lå en masse gårde på værfter. Men gårde og værfter blev offer for den store stormflod i 1634. bebyggelsen blev genoptaget, men man opgav.
En væveskole i Skærbæk
Vejen går ud i Skærbæk – Rømø vejen. Herfra er der 10 kilometer til Rømø. Det føles dog betydelig længere på cykel i modvind. I 1935 kom der forslag om bygning af en dæmning til øen. I 1946 var dæmningen landfast, men der gik endnu to år inden den kunne bruges.
Nu kunne vi have taget over til Rømø, men vi henviser i stedet til artiklen Rømø – en ø i Vadehavet.
Den gamle bymidte i Skærbæk lå mellem Skærbæk Kirke og Skærbæk station. Kirken nævnes i et dokument fra 1292. Den syd-vestligste del af Skærbæk kaldes Melby. Her ligger Melbyhus fra 1688. Melby Kro stammer fra 1651.
Fra 1896 til 1905 havde byen en væverskole. Under tysk ledelse skulle de unge piger også undervises i det tyske sprog. Desværre gik skolen konkurs i 1905.
En aktiv forening
Den 1. januar 1881 startede bødker Peter Christian Ohrt, Skærbæk Håndværker og Industriforening. De ældste medlemsfortegnelser er fra 1902. Da havde foreningen 64 medlemmer.
Som så mange steder, var oprettelsen af Skærbæk Brugsforening en torn i øjet på Handels – og Håndværkerforeningen. Man pointerede, at det måtte være medlemmernes pligt ikke at støtte Brugsforeningen.
Da Rømødæmningen blev en realitet forventede man et kæmpe opsving i handelen. Man vedtog et nyt slogan. Skærbæk – Rømødæmningens by.
Da Asger Lindinger – Koncernen gik konkurs blev det et alvorlig slag for kommunen. Koncernen beskæftigede 380 personer, hovedsagelig på Rømø.
Flere af byerne i nærheden havde fået omfartsveje, men ikke i Skærbæk. Her viste en undersøgelse at 5 pct. stoppede. Det fik så den kreative handelsforening til at indføre et nyt slogan:
Omkring Skærbæk var der mange hedenske gravhøje. Befolkningen havde fundet ud af, at disse kunne indeholde værdifulde ting. Så der gik en sand jagt i gang. Desværre meldes der om, at der i 1738 brød en grav sammen over en dreng, der blev kvalt. Mange sten blev brugt eller eksporteret. En masse gravminder blev dengang ødelagt.
Et mord ved vestkysten
I vestsiden af Skærbæk Kirke er der indmuret en romansk gravsten fra omkring år 1100. Stenen er af granit. På stenen er der indhugget et såkaldt processionskors, hvor korsarmene er forsynet med små kors. Små tværarme ender i knoppet. Om dette kors eller sværd fortæller følgende sagn:
Og det sjove ved sådanne sagn er, at de ofte findes i en version. Og det gør dette sagn også:
Karen Blixen blev inspireret
Sagnet dannede baggrund for Karen Blixens berømte fortælling af samme navn.
Præstemordet
Der er faktisk mere drama i kirken. Kigger man godt efter på den første af kirkens fire præstetavler ud for den fjerde i rækken:
Hvad ligger der til grund for denne historie?
Johannes Andersens farfar og far var begge præster i Skærbæk. Faderen, Anders Jacobsen døde i 1616. Han ønskede at få sønnen, der studerede i København hjem som præst. Men han havde ikke fuldført sine studier og taget eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet.
Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i embedet. Det var dog biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen. Han nægtede indtil papirerne var i orden. Derfor var den unge præst sat i en yderst prekær situation. Biskoppens tilsynsførende, provsten i Brøns var på nakken af den unge præst.
Ved en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi. Det kom til håndgribeligheder og Andersen havde dræbt Billum. En version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden version fortæller, at det skete foran kirkegården.
Johannes Andersen måtte flygte. Tre år senere blev han frikendt ved et slags nævningeting og fik et fredsbrev fra Kong Christian den Fjerde. Andersen påstod, at han havde handlet i nødværge.
Han fik sandelig også lov til at søge et embede, når han havde fået sin eksamen. Men det fik han aldrig. Han levede som almindelig borger i Ribe til sin død.
Præsten blev afskediget
Og så havde Skærbæk også Pastor Jacobsen. Han var tyskhedens fører i Nordslesvig. Han var begejstret for tyskheden. Det var man åbenbart ikke klar over
i det udprægede dansksindede sogn, da han blev valgt i 1864. Han iværksatte nogle risikable projekter. Han var ligeledes mellemmand i et projekt, der nok ikke kunne tåle dagens lys.
Han blev til sidst afskediget som præst. De kirkelige myndigheder havde længe været betænkelige med hans embedsførelse.
Døstrupgård
Vi skal lige huske Døstrupgård syd for Skærbæk. Den blev nævnt i 1292., hvor den tilhørte biskoppen i Ribe. I 1550 lagde Kong Christian den tredje den til Puggård i Ribe. Ejendommen overgik senere til Ribe Hospital, for siden at blive overtaget af Schackenborg.
Trolde på Gasse Høje
På Gasse Høje, der ligger 51 meter over havets overflade er der en enestående udsigt. Mod syd skimtes Vadehavet og Ballummarsken. Mod nord skimtes landskabet omkring Brøns Å. Mod vest skimter man Skærbæk og mod øst Lovtrup Sko og skovene ved Arrild.
Her ligger 11 gravhøje fra sten – og bronzealderen.
Her på Gasse Høje levede der engang trolde. Og det er ganske vist. Man kan se det i Skærbæk Kirke.
Kæmpe fæstningsværk
Under første verdenskrig blev led oldtidshøjene overlast. Tyskerne brugte stedet som led i den tyske fæstningslinje Sicherungstellung Nord. Tyskerne frygtede en engelsk invasion nordfra gennem Danmark og Sønderjylland af englændere. Helt fra Hoptrup i øst til Skærbæk i vest gik dette anlæg.
Det var tale om et kompleks af skyttegrave, pigtrådshegn, bunkers, kanonbatterier, kommunikationsanlæg og oversvømmelsesanlæg.
I Øster Gasse by, Ullerup, Hjemsted, Mjolden og Drengsted var der placeret batterier. Længere øst på lå de i Hønning, Højbjerg og Arrild.
Fæstningslinjen blev opført af krigsfangere, tyske desertører og straffefanger. Disse krigsfanger boede i fangelejre ved Ullemølle, Skærbæk og Gårdkrog ved Vester Gasse. Bemandingen bestod af ældre tyske soldater og landsformænd.
Mange oldtidsfund
I 1800 – tallet blev der fundet genstande fra bronzealderen i den østligt beliggende Tvillinghøj. Her fandt man en stor egekiste med spændene indhold. Disse fund findes nu på Gottorp Slot. Mange lokale har også gjort fund på stedet. En 5.000 år gammel skorstensgrav fra yngre stenalder blev også fundet her.
Nazistisk Ungdomslejr
Vi kører nordpå efter Nørre Skærbæk. Her ender Ballum Diget fra syd. Lidt længere mod nord begynder Rejsby Diget eller Christian den Tiendes Dige. Det var her 19 dige-arbejdere druknede under stormfloden i 1923.
I Rejsby findes også en mindesten for faldne under første verdenskrig. Ikke mindre end 80 mand måtte trække i tysk uniform. 19 omkom under krigen og mange var mærket for livet.
Her lå også en nazistisk ungdomslejr for danskere mellem 18 til 25 år. De unge fik kost og logi, redskaber samt lommepenge. Der blev undervist i eksercits,
filosofi og politik.
Bønder kæmpede mod soldater
Lidt vest for hovedvejen ligger Brøns Kirke fra omkring 1200. Det er landets største romanske kirke. Her findes mange interessante kalkmalerier. De er malet på reformationstiden.
Vi fortsætter mod nord ad A 11. Inde i selve Brøns by – kommer man forbi en granitsten, som i 1858 blev rejst til minde om sammenstødet i 1849 mellem bønder og fjendtlige soldater. Den bærer indskriften:
Slesvig – Holstenerne blev slået tilbage af bønder fra Skærbæk og Forballum. Men de kom tilbage med en større styrke. Ved slaget faldt to soldater og fem bønder. Den 22. januar 1859 rejstes en mindesten. En lignende sten på tysk blev i 1899 rejst ved byens kirkegård.
Den gamle by, Brøns
Jernbanen kom til Brøns i 1887, og Brøns Mølle er en meget gammel virksomhed. Den nævnes allerede i 1579, da den skulle svare afgift til Hertug hans den yngre i Haderslev. De nuværende store møllebygninger er fra 1807. Mølledammen blev tørlagt i 1871, men i 1991 kom der igen vand i den.
Der var tæt kontakt til Vadehavet via Brøns Å. Den gamle landsby har fra dengang været en velstående og betydningsfuld landsby. I mange år var byen også hjemsted for Hviding Herredsting.
I 1862 blev landevejen fra Ribe til Husum ført igennem til Brøns.
To tvillingetårne
Efter at være kommet gennem Rejsby og over Rejsby Å drejes til venstre efter Høgsbro. En af gårde her var engang adelig sædegård, som i flere generationer
tilhørte slægten Rosenkrantz. Ikke langt fra havet drejer vi nordpå efter Hvidding Kirke. Den ligger nær ved Hvidding Nakke. Her har det været beboelse siden jernalderen.
Tagværket i kirken er lige som i Brøns Kirke mærket med runer. I senromantisk tid blev kirken forlænget mod vest. En indberetning fra pastor Thomas Høst
i 1638 fortæller:
Fra Hvidding Kirke fortsættes mod nord til man møder en øst – vestgående vej fra Råhede. Ad den kan man køre ud til det store havdige, hvorfra der er vid udsigt over Vadehavet. Temmelig langt ude ligger Mandø.
Gennem Råhede og Enderup går det til Hviding Stationsby, som sammen med Egebæk udgør en større bebyggelse. I tysk tid var den danske grænsestation i Vedsted. Den tyske lå i Hviding.
Første gang vi hører om Rejsby på skrift er i 1294 (Risby). I 1417 staves det Rysby. Ris eller Rys betyder (ris)krat. Rejsby betyder byen ved riskrattet. Nabobyen Høgsbro staves i 1575 Høxbro. Høx betyder høg og bro er et overgangssted. De to byer blev adskilt af Rejsby Å.
Fra 1864 til 1920 hørte Rejsby og Hvidding Sogne til Tyskland. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen, men syd for Ribe.
Grænsestationen
Grænsen mellem Danmark og Tyskland lå mellem 1864 og 1920 mellem Egebæk og Hviding. Grænseproblemet blev løst med to spejlvendte bygningsdele.
Jernbanen kom til Ribe fra Bramming i 1875.
Et smedjerns-gitter på stationen markerede grænsen. Taget havde også forskellige niveauer, for at vise forskellen. Oprindelig var der fire daglige adgange mellem Bramming og Vedsted, samt to daglige afgange mod Hamburg – Altona. Togdriften fortsatte under første verdenskrig med bevogtning af dansk og tysk militær på hver sin side.
Personalet kunne dog krydse grænsen for at udveksle toglister. Måske uddyber vi i en senere artikel om forholdene på denne jernbane.
Med Genforeningen i 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Der var stadig enkelte gennemgående tog fra Tyskland til Danmark. En omfattende kreaturtransport havde nu afløst de tidligere studedrifter til fods.
Hospital
Omkring 1919 opholdt der sig omkring 40 danske og tyske funktionærfamilier i bygningerne. Men det stod snart klar at grænsen skulle flyttes mod syd. Vedsted – Hvidings funktioner som toldsted og grænseby ville ophøre.
Bygningerne var dog forholdsvis nye. I 1923 blev de taget i brug som Statshospital. Samme år blev den nye danske station i Vedsted indviet. Fra begyndelsen tog hospitalet sig af psykiatriske patienter.
Det var herude vest på, at Drivervejen gik som et modstykke til Hærvejen mod øst. Beskrivelsen af denne vej, får du i en særskilt artikel.
Kilde:
Hvis du vil læse mere om
Redigeret 3.01.2022
Dato: juli 7, 2010
Heksen fra Højer sank ikke. Der var masser af fremmede tropper i sognet. Man havde et Ligklæde – broderskab. En kop øl erstattede lægen. Så var det godt man havde barberer og kirurger. Vi bringer opskrift på, hvordan man kurerer Malaria. En taxa – ordning i Højer fungerer allerede i 1705. En kvaksalver var skyld i dødsfald på en bager. Og så har der været bomber over Højer.
Hekse i Højer
Jo herude vest på har der også været hekse. I slutningen af 1500 tallet og begyndelsen af 1600 tallet optrådte disse hekse i retslige dokumenter. Kiesten Jensen var en af disse. Hun havde åbenbart ikke haft et godt rygte. Beskyldningerne hobede sig op. Når nogen blev ramt af en ulykke, ja så samlede beskyldningerne sig op om denne heks. Den 3. september, 14. Trinitatis søndag 1648 kom sagen til behandling hos den forsamlede menighed i kirken. Det var Hans Asmussen, der frembragte sagen.
Otte dage efter kom sagen frem i Højer Birkeret. Og yderligere otte dage senere fortsatte sagen. En række vidner kunne dokumentere at Kiesten Jensen havde forudsagt forskellige ulykker.
Hun sank ikke
Den anklagede blev sat i fængsel, men nægtede sig skyldig. Ikke engang en tolvmands – ed, kunne hun skaffe. Også hendes familie nægtede at hjælpe hende. Amtmand Wolf Blome
lod hende føre til Tønder, hvor hun blev underkastet tortur to gange i et forsøg på at frembringe en tilståelse. Efter at have overstået disse pinsler begærede hun selv vandprøven. Ved en sådan prøve kunne man fastslå, om man var skyldig eller uskyldig. Den der sank til bunds, blev anset for at være uskyldig.
I amtmandens indberetning fremgik det, at hun da hun blev smidt i vandet flød ovenpå som et stykke træ. Amtmanden forsøgte at få hende til at bekende. Men hun nægtede og påstod, at hun var sunket til bunds. Amtmanden fik iværksat videre tortur, men fik nu sine betænkeligheder. Han sendte sagens agter til Gottorp. Men hvad der egentlig skete med Højers heks, forbliver et mysterium.
Ingen heks
Hundrede år senere havde Anna Christens i Sønder Sejerslev beskyldt Andres Jensens kone i Gammelby for hekseri. Sagen kom for i Højer Herredsret. Det endte med, at Anna Carstens
offentlig i retten måtte tilbagekalde sine beskyldninger. Hun blev dømt til at betale 2 rthr. I bøde eller i mangel heraf at sidde i porthuset i to dage på vand og brød, samt betale alle sagens omkostninger.
Fremmede tropper i Højer
Hvem skulle tro, at der her i det fredelige Højer, har været fremmede tropper? Under trediveårskrigen skete det to gange, at fjendtlige tropper kom til sognet. I 1627 – 29 byggede kejserlige
tropper en skanse ved Rudbøl. De blev fordrevet af danske tropper under den engelske Morgan. I 1643 – 45 besatte svenskerne Højer og oprettede en skanse ved Vidåens munding.
I 1660 forlod polsk – brandenborgske tropper byen og efterlod byen i nød og elendighed. I 1675 var der indkvartering af dragoner.
I 1677 måtte man finde sig i, at en fransk sørøver lå ud i Lister Dyb og kaprede skibe. Samme år kom to hollandske orlogsskibe fyldt med soldater. De truede med at udplyndre byen.
I 1864 havde Højer også indkvartering af østrigske og ungarske soldater. De havde rekvireret en masse både for at nå over til Sild. Men ude i Vadehavet lå danske kanonbåde for at tage imod dem.
På Højer kirketårn så man dengang fire flag, det østrigske, det preussiske, det tyske og det Slesvig-Holstenske.
Også under krigen 1914 – 18 havde Højer indkvartering.
Ligklæde – broderskab
Højer havde noget, som ikke ret mange byer havde. Man havde et Ligklæde – Broderskab. Det blev stiftet den 21. februar 1687. Der var både vedtægter og protokol. Formålet var at sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det, skulle man betale en bøde. For gildets medlemmer var brugen af ligklæde og lig-båre m.m. gratis.
Den årlige forsamling var altid fastelavnsmandag kl. 13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk. Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til nabo.
Gildebrødrene bar kisten på skulderen ligesom ligbærere i gammel tid. Gildet bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Sparekassen. Herfra havde man besluttet at fremskaffe en ligvogn.
Kampen mellem Tønder og Højer
Tønder fik den 11. juni 1354 et privilegium. Det betød at indbyggere i de omkringliggende herreder herunder også Højer Herred ikke måtte handle og drive markeder uden for Tønder by. Ligeledes måtte der i hver sogn kun være én håndværker af hver slags. Inden for seks uger blev erhvervsdrivende i Højer Herred derfor nødt til at slå sig ned i Tønder. Det var det opblomstrende Højer, der voldte Tønder bekymringer.
Men i 1688 beklagede rådmændene sig over, at næsten enhver i Højer drev handel. Her var både bryggeri, vin – og øl-skænkning. Der var håndværker, der havde lærlinge. Og man forsynede Sild, Rømø og de omliggende øer med varer.
I længden vandt borgerne i Højer slaget mod Tønder. For den 16. marts 1689 blev der udsendt en kongelig forordning, hvorefter
I 1706 fik man en foreløbig hertugelig koncession med frihed for håndværkere og købmænd til at nedsætte sig. Dette privilegium blev stadfæstet i 1736.
Men fra Tønders side fortsatte man med at chikanere de handlende og håndværkerne i Højer. Man mente ikke, at de handlende fra Højer måtte medvirke i markeder rundt omkring. De var ikke lavsberettiget, mente man i Tønder.
I 1838 besluttede man i Højer at slutte sig sammen i Et lav i Højer Flække.
Kniplinger i Højer
Ganske tidlig begyndte man også at lave kniplinger i Højer. Det forsøgte de også at sætte sig imod i Tønder. Men det mente amtmand U.A. Holstein dog ikke kunne gøre skade, da kniplingshandelen var meget indbringende.
Men man skulle passe på, når man bar kniplinger. I en politiforordning af 27 september 1636 findes der forskrifter mod den overhåndtagende brug af kniplinger. Under afsnit 12 kan man
læse:
Omkring 1910 sendte Foreningen til tysk Kniplekunsts Fremme, Frk. Marie Hahn til Højer. Hun skulle ved undervisning og ved at etablere forbindelse til koner og piger på egnen, der endnu kniplede fremme den gamle industri. Hele 64 kniplerske arbejde efterhånden for Frk. Hahn. (se artiklen – kniplinger nord for Højer)
To møller i Højer
I gamle dage var der to møller i sognet. Den ene lå i Gammel Frederikskog. Den var bygget i 1739 og var en grynmølle. Størstedelen af produktionen blev udført til Norge. Det var en hollandsk mølle. Den stod der i 1856, men året efter flyttede den til Højer, hvor den endnu står.
Den anden mølle, der tidligere stod nær ved stranden, var en stubmølle. Den nævnes allerede i 1500 – tallet. Det var en arvefæstemølle. Ligesom de fleste møller hørte også Højer Mølle til fyrstelige domæner og blev forpagtet på livstid.
Epidemier i Højer
Indtil 1830 var der ingen læger eller apotek i Højer. Dette kunne være svært at undvære i forbindelse med epidemier. Således døde der i 1602, 11 personer af pest. Men det er vel ikke noget at regne med, for inde i Tønder døde 500. Men i tidens løb er flere blevet ofre for tyfus, strubehoste og kopper.
Skolemyndighederne lukkede den 24. september 1890 skolen. Den havde ved månedens slutning 30 syge skoleelever, ramt af tyfus I alt bukkede 6 beboere under for denne sygdom.
Ikke brug for lægen
I de små byer nedsatte lægerne sig sjældent dengang. Det fortælles at der i Tønder i 1650 var en læge, der hed John Stabäus. Han var byens eneste og første læge. Han beklagede sin nød til hertugen. Han kunne slet ikke ernære sin kone og sit barn. Beboerne ville hellere kureres af et kop øl. Denne praksis brugte min far også dengang vi var børn i Tønder. Han mente, at Doktor Jark ikke skulle belemres unødvendigt.
Gode recepter
Nu havde mine forældre ikke gamle lægebøger, de kunne slå op i. Men det var det andre, der havde. I disse kunne man finde recepter på alle mulige sygdomme hos dyr og mennesker. Her
kunne man også finde ud af, hvordan malaria kunne kureres.
Da landevejen mellem Højer og Ballum blev anlagt i 1883, kom der mange fremmede arbejdere. De led af denne sygdom. Det samme skete, da mange udlændinge var ansat ved dige-byggeri i 1859/1851. Men de har sikkert også slået op i de omtalte lægebøger. Her er to helbredelsesmetoder:
Inden lægerne og apotekerne kom, kunne man gå til lægekyndige barberer og kirurger. De fandtes også i Tønder. Men det var en besværlig rejse hertil fra Højer. I løbet af 1700 tallet kom disse også til Højer.
Snød apotekeren?
Ja apoteker Andreas Lorentzen i Tønder var egentlig kun kirurg og ikke apoteker. Men han kunne dog bevise, at han havde tjent Kong Gustav Adolf af Sverige som kirurg i både krig og fred. I Ostindien havde han været apoteker og kirurg for prinsen af Oranien. Så kunne det være lige meget med en eksamen.
I en forordning fra 1741 blev der ellers bestemt, at enhver kirurg eller sårlæge skulle bestå en prøve på Anatomisk Kollegium i København eller en eksamen for embedslægen i nærværelse af to kirurger. Til prøven krævedes en fejlfri fremstilling af en række plastre og salver.
Kirurger og barberer
Kirurgen blev nødt til at notere legemsbeskadigelser, så øvrigheden og landsherren kunne udskrive bøder for voldshandlinger. To kirurger arbejdede i hele Højer Herred. Hen imod slutningen af 1700tallet blev kirurgernes virksomhed dog indskrænket mere og mere.
Man ville ikke antage nye. Fremover blev den som var berettiget til at være barber ikke berettiget til at foretage kirurgiske arbejder. Man måtte udelukkende beskæftige sig med barbering,
påsætning af igler og spanske fluer samt hvor der ikke findes nogen privilegeret sårlæge , åreladning og sårbehandling.
Endelig et apotek
Den første rigtige læge i Højer hed Peter Saxild. Han kom i 1833/34. Han endte som militærlæge på De Dansk Vestindiske Øer. På vejen hjem derfra døde han.
Siden 1841 har Højer haft et apotek. Men nu er det hvis kun en filial. En yngre købmand forhandlede en del medikamenter i Højer, med det satte fysikus Dircks i Tønder dog en stopper for. Flere gange havde man forsøgt at få et apotek til byen. I 1840 skrev læge Winding til kongen. Og endelig den 22 juni 1841 forelå der en tilladelse til, at der måtte oprettes et apotek. Privilegiet blev givet til apoteker Nagel. Et foreløbig apotek blev indrettet i Østerende 4. Det nye apotek (Nørregade 10) blev bygget i 1842.
En vanskelig vej til Tønder
I gammel tid var der et vadested over Sejersbækken syd for Højer i retning af Store Høvre. Et stykke syd for broen var der også et vadested. Disse steder var meget gamle. Det var de grusveje, der førte frem til dem også.
Gamle dokumenter vidner om, at vejen, der gik øst om Højer over Sejersbækken til Tønder blev kaldt Herredsvej eller Strandvej. Denne skabte også forbindelse til Emmerlev, Skast og Ballum.
En gang udbrød der en strid mellem Højer og Daler om Daler Sil i Højer Dæmningen. Det betød at Daler ikke mere ville stille strækninger til rådighed for en stendæmning. De lod den simpelthen bortgrave. Det betød at vejen til Tønder ikke rigtig kunne bruges. Men langt om længe, blev man enige.
Ofte var forbindelsen til Tønder dog oversvømmet. Landevejen blev først indviet i 1858.
I nordlig retning gik en vej fra Højer over Emmerlev til Ballum, Bredebro til Ribe. Men som følge af stormfloder eksisterer denne vej ikke mere. I 1883 blev landevejen fra Højer til Ballum anlagt og to år senere vejen fra Højer til Højer Sluse. Mod syd gik der en forbindelse over diget til Rudbøl.
Før denne tid var vejene næsten ufremkommeligt. Derfor foregik rejsen sædvanligvis med hest. Selvfølgelig brugte man også Æ Klugstag. Om vinteren måtte Pigstokken tages i brug.
Godt man havde båden
I Rudbøl var det ganske almindelig at bruge båd, når man skulle frem. Hver husejer havde gennemsnitlig to både. Med båden hentede man hø og tagrør i Gudskog. Man brugte også båden til at sejle gødning ud. Fra Rudbøl sejlede man også de døde til Den Hvide Bro, hvorefter liget blev ført til kirkegården i Højer på en vogn.
Engang havde man den såkaldte Højer Sti. Via den kunne man under gunstige vind og vejrforhold nå tørskoet til Sild.
En taxa – ordning fra 1705
Allerede i 1705 udstedte hertugen en forordning vedr. Fuhrrollen. Ja man kan rolig kalde det en slags Taxa – ordning. Her var der bestemte regler for hvor mange penge, man måtte tage for en tur. Man skulle sørge gode heste og vogne.
Var det gået over en time fra, at man havde bestilt en vogn, skulle vognmanden idømmes en bøde, såfremt han ikke var nået frem. For hvert kvarter som vognmanden var forsinket, blev der tildelt fire skilling i bøde. Dukkede vognmanden stadig ikke frem, havde man lov til at bestille den næste vognmand på listen.
I Højer fandtes der også en kørende post. I byen fandtes gennem uendelige tider en gade, der hed Postgade. Det skyldtes ikke, at der havde ligget et posthus her. Men Postholderiet holdt til her.
Posten i Højer
Fra 1789 gik der to gange om ugen kørende eller ridende post fra Tønder til Flensborg. Senere var der daglig forbindelse til Flensborg. Mellem Højer og Tønder var det kørende post hver dag efter 1865. Foruden postvognen kørte der en omnibus tre gange om ugen.
Siden 1850 har Højer haft egen postkontor med postmester og postinspektør. Den første postmester var apoteker Nagel.
I 1920 var der virkelig gang i posten i Højer. Der var ansat hele 16 personer. På Højer Slusestation blev der i sommersæsonen indrettet en filial.
Færgeforbindelsen til Sild
Men ellers måtte man tage færgen til Sild. I 1828 fortælles i en beretning fra Sild, at der har været færgeforbindelse fra Keitum. Nu lå færgepladsen ved Munkmarsk. Anløbsstedet på fastlandet var Emmerlev, fordi der de sidste 30 år havde været for sumpet og blødt ved Højer. I vintermånederne anløb man dog Højer, da var der for farlig ved Emmerlev.
Ti år senere (1837) berettes der om to ugentlige forbindelser mellem Sild og Højer. Postdamperen Auguste fik senere navnet Kong Wilhelm den Første. Under treårskrigen blev damperen dog taget ud af drift og beslaglagt af Kaptajn Hammer. Den blev simpelthen brugt som krigsskib. Forbindelsen til Sild
blev så varetaget af et sejlskib.
Senere fulgte damperne Frisia, Freya og Vesterland. De kunne hver tage op mod 600 gæster ombord. På en sæson blev der befordret henimod 30.000 gæster.
Under gunstige vejforhold tog den 15 kilometer lange tur ca. halvanden til to timer. Men det kunne også tage betydelig længere tid. Damperen Auguste Victoria sørgede for badegæsternes bagage.
Vadehavets luner
I 1855 blev Sild færge og postvæsen et statslig anliggende.
Om vinteren kunne trafikken på Vadehavet være særdeles vanskelig. Så foregik befordringen med isbåd eller ved hjælp af lokale, der kendte Vadehavets luner. Mange besætningsmedlemmer har mistet livet under post og passagerbefordringen.
En af de mest berømte kaptajner på linjen var Thomas Selmer. Det var ham, der vandt et væddemål på, at han kunne sejle et større skib helt ind til Tønder. Jo og han er i familie med den berømte trælast – handler familie i Tønder.
Der hvor Hotel Sylt lå, lå der i hvert fald i 1867 et gæstgiveri, der blev betegnet som Færgehus. Her måtte de rejsende ofte vente i timevis, ja nogle gange i dagevis for at vind og vejr ville tillade en overfart. Dette gæstgiveri var fortsat det færgehus, hvorfra færge og postskib afgik til Sild indtil ind-digningen af Ny Frederikskog i 1861. Måske har det været afskibningssted
helt fra ind-digningen af Højer Kog i 1554/55.
Kystmilitsen
Under krigen mod englænderne var alle mænd mellem 20 og 50 år i Højer Sogn tilknyttet Kystmilitsen. Man mente dog at både at Daler, Møgeltønder, Schackenborg, Trøjborg og Tønder
burde stille med et landværn for at afværge den fælles fare.
I maj 1809 forsøgte besætningen fra to engelske krigsskibe at gå i land på Sild men blev afvist af den stedlige kystmilits. Derfor sendte regeringen samme år flere kanonbåde til beskyttelse af denne kyststrækning. Desuden blev der sendt 92 slesvigske jægersoldater til området.
Et vagtskib bevæbnet med kanoner lå i Vidåens munding. Signalstager med tjære og trantønder blev opsat på forskellige højdepunkter. I Højer blev der indrettet vagtstuer og eksercerpladser. I Højer, Toftum og Skast blev der støbt kugler.
Helt så travlt fik man dog ikke. Måske lige bortset fra Højer. Har kom ofte fredelige skibe fra England for at aflevere tilfangetagne danske søfolk fra kaprede danske skibe. Disse blev modtaget af Kystmilitsen og bragt til Tønder. Ofte var det temmelig mange på en gang.
Efter fredsslutningen blev de udleverede våben samlet ind. Nogle spyd som også var blevet udleveret havde man åbenbart glemt. De lå i mange år på kirkeloftet i Højer og blev først fjernet i 1848 – 51.
Mange omkomne på søen
Mange søfolk fra Højer er omkommet i Vadehavet og på verdens have. Den 18. oktober 1834 druknede fem personer, da de ville redde kreaturer på Jordsand i forbindelse meden stormflod.
Den 29. december 1836 druknede bådsmand Johann P. Jansen og hans søn, da de ville sejle rejsende til Sild. Da de næsten var ved målet, kæntrede båden i en heftig storm.
Rådmand Ehm Bossens familie blev særlig hårdt ramt. De døde alle sammen i det fremmede:
Kvaksalver var skyld i dødsfald
Kvaksalvere har det også været i sognet. En bager, Christian Sibber Feddersen døde således i en alder af 38 år, da en kvaksalver hældte en væske i øret for at kurere hans døvhed. Det var en omstrejfende suspenderet soldat, der havde foretaget helbredelsen. Den afdøde bager var i familie med den berømte frisiske digter Theodor Storm.
Bomber over Højer
Ja og hvem skulle tro, at Højer under første verdenskrig var blevet bombet. Det var lørdag morgen den 25. marts 1916, at en engelsk flyver kom ind over Højer fra Vesterhavet. Den fortsatte i sydlig retning. Måske havde man planlagt et angreb mod zeppelinerne i Tønder. Et kraftig snevejr har sikkert forvirret piloten. For i stedet for at fortsætte øst over drejede flyet mod syd.
Ved Otto Feddersens gård stod ladeportene åbne. Her smed flyet en bombe. Den landede på en mark og efterlod et to meter dyb og fem meter bredt krater. Noget længere sydpå, i nærheden af Poppenbøl kastede den så to bomber. På en markvej var netop fire køretøjer på vej. Måske havde flyveren troet, at det var en ammunitions – eller proviantkolonne. Kuskene var russiske krigsfangere. De kastede sig ned på jorden og lod hestene løbe.
Senere kom der nok et fly. De ombordværende blev senere taget til fange på Vadehavet ved Sild.
Jo, dagliglivet i Højer var skam ikke kedeligt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:–
Redigeret 14.10.2021
Dato: maj 3, 2010
Læs sagnet om Hother. I en krønike kan man læse ”Hvad folk mangler i Sild, kan de hente i Højer”. En pyroman var løs i 1757. Rådmænd blev afsat. Og så gav man 100 mk til et luftskib, der skulle flyve over Højer. Aflønningen af præster var kompliceret. Læs om mantel – penge og de stakkels præsteenker. Der blev klaget over degnen i 1790. Læs også pastorens synspunkter om fattighjælpen
Sagnet om Hother
Fra gammel tid hed sognet Höthær, Hötre, Hodersse, Hoder, Huder, Höwer.
Navnet Høthær stod opført i Valdemars Jordebog i 1231. Og dette navn stammer fra Hother, som skal have grundlagt Højer. Han har levet i folkevandringstiden, da angelsakserne drog til
England. Hother stammede fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bror, Hather. Det var ham, der grundlagde Haderslev.
Brødrene kom i en voldsom strid. Hather vandt og Hother flygtede vestpå. Han slog sig ned og grundlagde en by, Hothærby.
I et gammelt frisisk sogn, bliver Hothær kaldet konge. Ingen kunne måle sig med ham i fægtning, buekunst og svømning. Også inden for musikken var han enestående. Andre, blandt andet hans fjender, kaldte ham for en dranker samt vellystning.
På samme tid levede der på egnen en anden stærk kæmpe ved navn Balder. Han var gift med Nanna. Hun var den skønneste af alle frisiske kvinder, datter af Gevers den Rige. Hother
ville også gerne have haft fat i hende. Der kom til en kamp, der endte uafgjort. Hother var dog gudinden Hels yndling. Hun skænkede ham en hug – og stiksikker rustning. Hun gav også Hother nogle tips, hvordan Balder kunne bekæmpes.
Så faldt Balder og Hother giftede sig med Nanna.
Balders bror, den vældige kæmpe Boh havde længe været til søs. I Listerdyb fik han underretning om, hvad der var sket. Han blev rasende. Han kunne ikke vente til der blev flod. Han sprang på sin hest og jog i rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden har sandbanken heddet Hingsten.
Hother var ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på. Boh fik hurtig gjort ende på ham. Således døde Hother i år 482.
Elbens udmunding
Der er ellers mange gisninger om, hvad navnet egentlig betyder. Tange, vand, hav og højdepunkt, en høj bred, høj strand eller munding. Og det sidste navn er interessant. Formodninger
går nemlig på, at Elbens udmunding skal henlægges til Højer. Det fremgår af et kort fra 1240 over Nordfrisland.
Gudskog Sø og en række søer, der findes i Ditmarsken skulle så være rester af en af Elbens arme. Listerdyb skulle så være Elbens munding
Sild var landfast med Højer
Kigger man på det omtalte kort, ja så må Vadehavet være en stor kirkegård med forsvundne moser, skove og byer. Ja, tænk øen Sild og Højer har haft landforbindelse. En krønike fortæller således:
Helena testamenterede sit jordegods
Vi har i en tidligere artikel beskrevet Højer Kirke. Men interessant er det, at der allerede i 1300 tallet eksisterer en kirke i Højer. Således også fra 1383, hvor ridder Johan Hviddings datter Helena testamenterer alt sit jordegods i Højer og Skast sogne til Højer herred. Alt tyder dog på, at der allerede i 1100tallet lå en kirke i Højer.
Hvornår blev Højer kronegods?
Hvornår Højer blev kronegods vides ikke. Det må have været omkring 1230. Byen forblev under Valdemar Sejrs besiddelse ind til hans død i 1241. Af hans sønner, blev Erik hans efterfølger, mens Abel fik hertugdømmet Slesvig. Højer skulle have fået sine birkerettigheder af kong Christoffer i Nyborg i 1269. Men dette kan ikke passe, da Christoffer var myrdet ti år tidligere. Denne ret er antagelig ældre, og birkeretten er antagelig blevet nærmere bestemt i 1269.
Men i mange år fremover har der været kamp om Højer mellem de kongelige og hertuglige familier.
Herredsret
Højer Herred havde sin særlige herredsret. Den bestod af herredsfogeden og otte sandemænd samt tingskriveren. Fra gammel tid blev herredstinget holdt under åben himmel. Gamle stednavne nord for Højer vidner stadig om dette, Tinghøj, Tingdal og Tingvej. Retterstedet blev meget praktisk kaldt Galgehøj. Og galgen stod der endnu i 1770. Senere blev herredstinget afholdt på Højkro.
Birkeret
Fra ældgammel tid havde Højer birkeretten. Møde – og tingstedet lå Torvet 7. Længe stod der en skampæl med halsjern på Torvet ved kirkegårdsmuren. Ikke alle Højers beboere var tingpligtige. Tre gårde og 17 kådnersteder tilhørte Schackenborg.
Højer har i århundrede tilhørt de blandede distrikter. På de fleste ejendomme gjaldt Jyske Lov. På de Schackenborgske ejendomme gjaldt Christian den Femtes lovbog. Og for at gøre forvirringen fuldstændig, så gjaldt Nordstrands Landret på de koge, der tilhørte Højer Sogn.
Når et barn var født, måtte man undersøge på hvilken grund, det var sket, og i nogle tilfælde, hvilket værelse. Det havde noget at gøre med forsørgelsesrettigheder.
Højer beholdt birkeretten helt til 1864. Selv om de sidste herreds – og birkefogeder boede i Tønder, blev birketinget altid afholdt i Højer.
Adelsslægten
Adelsslægten Snafs havde store besiddelser i Højer og omegn. Hele 17 gårde ejede man. De omtaltes i 1315, hvor de blandt andet ejede Kjærgaard. Familiens våben var tre kronede jomfruhoveder i rødt felt og et lignende hoved på hjelmen. Familien synes at være uddød i begyndelsen af 1400 tallet. Det sidst kendte familiemedlem var enke efter Otto Snafs. Hun hed Henrike van Hemskere og menes at have boet i Ribe omkring 1442.
Bispestolen i Ribe overtog familiens store besiddelser.
Indrømmelse fra hertugen
Højer har været meget fremadstræbende, men gang på gang stødte man på modstand fra Tønder, der havde købstadrettighederne. Man klagede over den store afstand og de dårlige veje til Tønder. Men i 1706 skete der endelig noget. Den 8. maj 1706 lød der følgende tilsagn fra fyrstinde Hedewig Sophie og fyrst Christian August:
Hvad de ønskede to kreaturmarkeder angår, har disse ingen forbindelse med denne sag og man må derom indgive en særskilt ansøgning og afvente nærmere besked.
Bekræftet under det fortrykte og højfyrstelige segl. Givet på residens Gottorp den 8. maj 1706.
30 år senere tildelte håndeværker – og handelsretten indbyggerne i Højer birk et særligt kongeligt privilegium, som blev udstedt af Christian den Sjette. Privilegiet blev senere bekræftet af Frederik den femte i 1747.
En pyroman er løs
I 1757 blev Højer med kort mellemrum hjemsøgt af to brande, hvorved et betydeligt antal huse blev lagt i aske. Der var åbenbart en pyroman på bane. En dusør på 100 rthr for pågribelse af brandstifteren blev udlovet.
Under krigen mod England, led man meget i Højer. Selv store kogsgårde havde svært ved at klare sig. Da Højer skulle betale 3.000 specier til tvangslån, indgav rådmændene på indbyggernes vegne ansøgning om, at summen måtte blive nedsat til det halve. Man havde simpelthen ingen penge. Pengemanglen var nærmest total.
Besøg af kongen
Den 3. september 1822 fik Højer af Frederik den Sjette endelig lov til at afholde kreatur – heste – og fåremarked. Samtidig forhandlede man om anlæggelse af en losse – og ladeplads til fremme af handel og skibsfart. Den gik under betegnelsen Den gamle losseplads. Det var også her, hvor Frederik den Sjette steg i land, da han havde været på besøg på halligerne, der var
blevet hjemsøgt af stormflod. Den 12. august 1830 var flere af Højers beboere stillet for birkeretten på grund af tumulter.
Rådmænd blev afsat
Der blev kæmpet inderligt fra Højers side for at blive en lavsberettiget flække. De lokale forretningsfolk havde store vanskeligheder med at få deres varer ind på fremmede markeder.Efter mange års kamp, fik man endelig i 1842 et apotek. Nørremarken blev reguleret og i 1843 blev spare – og lånekassen oprettet.
Krigen 1848 – 1850 fik stor betydning for byen. De hidtidige rådmænd blev afsat på– grund af deres under det i 1848 og 1849 stedfundne oprør imod konge og fædreland udviste forhold.
Efter afslutningen af krigen i 1864 blev de gamle rådmænd igen indsat.
Nue regler for borgerret
Den 19. august 1869 blev Højer hjemsøgt af en brand. 16 huse blev ødelagt. Samme år indførtes almindelig stadsordning. En by-forstander blev valgt for seks år. Rådmændenes
antal blev nedsat til to. Man vedtog nye regler for erhvervelse af borgerret:
Et sygehus i Ny Frederikskog
I 1883 blev der anlagt en ekstra dampskibsbro. Der skulle indsættes et dampskib mere på ruten mellem Højer og Sild.
Endelig fik Højer landevejsforbindelse til Ballum og i 1885 blev vejen til slusen anlagt.
I 1891 blev der vedtaget at optage et lån på godt 30.000 mk som bidrag til oprettelse af jernbanen mellem Højer og Tønder. Denne bane blev åbnet i 1892. Samme år skulle der opføres en barak i parcel nr. 2 i Ny Frederikskog. Tanken var at indlægge folk her, der kom her til med kolera eller som var mistænkt for at være smittet.
Lys i Højer
Allerede i 1896 anlagde man den tredje dampskibsbro. I 1901 blev der anlagt et andelsmejeri. I 1903 fik byen også et elektricitetsværk. Det blev bygget af fabrikant Bastiansen.
Nu kom der sandelig også elektrisk gadebelysning på Torvet. En buelampe fik en kort levetid. I gaderne opsattes glødelamper. Sejlrenden blev uddybet og først i 1908 fik byen sit eget våben .
100 mk. Til et luftskib
I 1910 bevilligede man et fast bolværk ved havnen. Anløbsbroerne var beskadiget ved stormflod. Og sandelig i 1912 blev borgmesteren bemyndiget til at betale indtil 100 mk. For at få luftskibet Victoria Louise til at flyve i en sløjfe ind over byen. De følgende år blev der foretaget omfattende brolægninger på byens gader.
I 1914 blev det besluttet at yde trængende familier til værnepligtige, der var indkaldt under krigen støtte fra byens kasse.
Et kvarter for soldater blev oprettet og byen måtte betale for fremstilling af senge. I forvejen havde Højer en soldaterlejr.
Byen tegnede sig for 5.000 mk til oprettelse af Det Slesvig Holstenske Fodermelsfabrik. Udbygningen af vejen mellem Højer og Rudbøl blev foretaget som nødhjælpsarbejde i 1919.
Lønforhøjelse
Og så var det blevet dyrere at leve. Det havde man også opdaget i Højer. Dyrtidstillæggene blev forhøjet i 1920.
Grave fra 1100 – tallet
Går man en tur på kirkegården i Højer, kan man se rester af min slægt. Her er inskriptioner på både tysk og dansk – Brodersen, Petersen, Tønder, Bruhn. Det er både tætte og fjerne efterkommere. Vi har i tidligere artikler omtalt kirkegården.
Da man skulle anlægge centralvarme i kælderen i Højer Kirke, fandt man i halvanden meters dybde tre stenkister. De menes, at stamme tilbage helt fra 11 – 1200 tallet. Desværre har man som mange andre steder, fjernet mange af de gamle familie-gravstene på kirkegården i Højer. Disse sten er blevet brugt foran de gamle huses indgangspartier rundt om i Højer.
Højers største begravelse
Ved sydsiden af Højer Kirke står et mindesmærke. Det er den såkaldte amtmandssten, som i 1820erne blev rejst på amtmand Ernst Albrecht von Betouchs grav. Han havde i sin tid modtaget mange hædersbeviser. Som ti – årig blev han page til Frederik den Fjerdes hof.
Han fik blandt andet St. Stanislav – ordenen. Han blev amtmand i Tønder, overborgmester og meget mere.
Da han efter eget ønske blev begravet i Højer den 27. december 1815 fulgte et stort følge med fra Tønder. Højer oplevede et af de største begravelser nogensinde. I følget var Friedrichsgarden. Ligvognen var forspændt med seks heste.
Ti hvidklædte unge piger spredte blomster, og under sørgemusik blev kisten båret ind i et overfyldt kirke.
Aflønningen af præster i Højer
Vi hører allerede om en præstegård omkring 1588. det vil sige, der havde ligget en i forvejen. En ny blev opført i 1803 og udbygget i 1861.
En udførlig kontrakt blev udarbejdet med hensyn til, hvordan præsten skulle passe gården, og hvilke udgifter, der påhvilede ham.
Aflønningen af Højers præst var også kompliceret dengang. Således var de kådnere, der boede på præstegårdsjord forpligtet til at yde hver fem dages arbejde om året for præsten. Desuden skulle de hver år betale henholdsvis 4 og 6 skilling i grundskyld. Et legat indstiftet af tidligere herredsfoged Peter Hansen, var også med til at forsøde præstens tilværelse.
Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden at give 6 mk. Bolsmænd og kådnere gav også 1 – 2 mk. Tjenstekarle gav 12 sk. Og tjenestepiger 8 sk. Samtlige beboere i Højer gav til Mikkelsdag en lille pengegave. Boelsmænd gav 4 sk og en kådner 2 sk.
Menigheden i landsognet ( Ved Gaden og Rudbøl) gav en lille pengegave, lige efter pinse. Her gav en boelsmand 12 sk og en kådner 4 – 6 sk. Og sådan kunne man blive ved. Det hele var reguleret. Men det må sandelig have været svær at holde rede på, hvem der betalte og hvem der ikke gjorde.
Mantel – penge
Man skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel tid indført en ordning, man kaldte for mantel – penge( I den forbindelse må mantel betyde præstekjole, normal betyder mantel på sønderjysk, frakke).
Præsten slap dog for at betale kirkestol til hustru, børn og tyende. Skulle beboere fra Ved Gaden og Rudbøl bruge præsten, måtte de selv sørge for at afhente ham.
For ligprædiken måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse til 8 mark. Var man velhavende, så måtte man betale fra 12 – 48 mark. Skulle man bruge attester kunne man betale efter behag.
I tidligere artikler har vi nævnt problemer med den hertugelige provst i Tønder og bispestolen i Ribe med hensyn til, hvem der bestemte i Højer Herred.
De stakkels præsteenker
Nu fandtes der ingen pensionsordninger for præster og deres familie dengang. Således skrev en præsteenke fra Højer til hertugen i 1592. Hertugen, Johannes Adolf af Gottorp svarede:
Enken blev takket være hertugen gift med sin mands efterfølger Peterus Broderus fra Klixbøl.
Gift med barnebarn
Men det var nu ikke første gang, at hertugerne hjalp til en tålelig tilværelse for præsteenkerne. Pastor Brodersen (hvis ikke i familie med ham) døde den 25. februar 1537. Han havde været præst i 44 år. Hans enke overlevede også hendes anden mand. Hun var en resolut dame, og sendte en ny ansøgning til hertugen. Denne gang hertug Frederik den Tredje af Gottorp. Hendes mands efterfølger måtte nu ægte hendes barnebarn.
Klage over degnen
Den første degn i Højer omtales allerede i 1550.
Og det var ikke altid let at være degn i Højer. 28 borgere i byen var i 1790 blevet bedt om, at møde op til kirkevisitationen beskyldt for at vise foragt over for skolen. Men de beklagede sig i degnens påhør over hans forsømmelighed og hans forargelige levned. Det resulterede i, at degnen fik en advarsel. I den beretning som pastor Schau hedder det:
Degnens forsvar
Degnen skrev et forsvarsskrift. Han mente, at beskyldningerne var løgnagtige. En dreng skulle have brækket benet i skolen. Degnen forklarede, at dette ikke skete af ond vilje, men ved
uforsigtighed, da skolemesteren satte ham hårdt mod gulvet. Han forklarede videre, at han havde repareret meget på skolen. Han henviste til forordninger, der sagde, at dette job påhvilede sognet.
Degn med svag karakter
Jesz Diedrichsen blev degn i Højer i 1826. For at spare penge var han også ansat som organist. Valget foregik i Højer Kirke. Han havde tidligere fungeret i Rudbøl. Og nu påstod onde tunger, at dem fra Rudbøl udelukkende stemte på ham, for at blive af med ham.
Pastor Sönnichsen indsendte en beretning om ham ved generalvisitationen den 31. maj 1836:
De fattige i Højer
I 1710 hører man første gang om socialhjælp i Højer. I kirken samles der ind til de fattige og i byen har man indført Wandeltisch (omgangsbespisning). Det betød at de fattige blev bespist af de bedrestillede borgere.
Pengene fra kirken blev brugt til skolepenge til de fattige, samt ligkister til fattigfolk. Resten af pengene gik til fattigforsørgelse og blev administreret af fattigforstanderen.
En forordning fra 1736 regulerede fattigvæsnet. Således skulle fattige, der ikke havde noget at gøre i kommunen smides ud. Men der var undtagelser. Hvis der var personer, som kunne forelægge anbefalingsskrivelser eller bønskrifter, så skulle disse hjælpes. Det samme gjaldt for lærere, præster, studenter eller professorer, der var blevet fordrevet på grund af krig.
Pastorens syn på de fattige
I anden halvdel af 1700tallet blev der bygget et fattighus i Højer. Det brændte i 1822. Et nyt blev bygget i 1829. I den vestlige del af byen havde der også ligget et fattighus. Det blev ødelagt af en stormflod i 1825.
I en visitatsberetning skrev pastor Sönnichsen:
Regler i Fattighuset
Det nye fattighus indeholdt 28 senge. Og her var der også regler, der skulle overholdes.
Børnene glemte man sandelig heller ikke. Den gode opdragelse var væsentlig. Forstanderen, opsynsmanden og dennes kone skulle betragtes som forældre. De skulle være flittige og uafbrudt gå i skole. Børnene skulle tugtes, når de var uartige.
Ølkanden blev fjernet
Ret hurtig fandt man ud af, at ølkanden skulle fjernes. Nu var det kun tilladt, at få øl til grøden om morgenen og om aftenen. Vandspanden forsynet med vand og drikkekrus, skulle erstatte ølkanden. Egnede alumner blev sendt i byen for at sælge de ting, man havde fremstillet i huset, som tændstikker, blegepinde, børster og lignende.
Tilstrømningen til huset oversteg alle forventninger, hvis det kan udtrykkes på den måde. I 1831 var der således 55 fattige i huset.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:-
Redigeret 15-10-2021
Dato: april 5, 2010
Hvordan levede man på Rømø i gamle dage. Vi kigger lidt på deres kirke. Selv på kirkegården kan man læse historien. Søfolkene
tog sæljagt på Grønland. Tønder – købmænd havde store interesse i dette. Der var slagsmål i luften i forbindelse med bjergninger. Og tænk, der var en sporvogn på Rømø, ja egentlig skulle der have været et damplokomotiv. Under krigen var ca. 2.500 ansatte i de tyske bevogtninger.
Mange tyskere til Rømø
Hver fredag i sommerperioden var Ribelandevej i Tønder dengang i 60erne fuld af tyskere på Vej til Rømø. Og ofte stod vi derude for enden af Lærkevej
og fulgte når redningskøretøjer satte kursen mod Rømø, fordi en tysker igen engang var drevet til havs på sit badedyr eller madrads. Jeg fulgte med Falcks
kommunikation på min lettere ombyggede transistorradio.
Antallet af ferieovernatninger på campingpladser, hoteller og sommerhuse udgør i dag ca. 2,5 millioner. I modsætning til det mondæne Sild er adgangen til stranden gratis.
Tour de France var vand
Jeg husker også vores cykeltur til Rømø. Tour de Frances tinder er vand i forhold til de prøvelser, der var, at cykle til Rømø fra Tønder. Og det er særlig barsk, når blæsten pludselig vender, så man også har modvind på vejen hjem. Rømødæmningen var en frygtelig forhindring.
Egentlig havde man længe haft planer om en dæmning, men den blev først påbegyndt den 8. april 1940 – dagen før besættelsen. Projektet kun have taget to – tre år, men først i 1948 var man klar til indvielsen.
Men den historie er nok ikke helt rigtig. Min far var der allerede i 1939. I årene 1940 – 41 var der ansat 400 mand på projektet.
Talrige gange er den blevet repareret, således efter stormfloden i 1976, hvor omtrent halvdelen forsvandt under vandet.
Man valgte at anlægge dæmningen så den fulgte vandskellet mellem Juvre Dybs og Lister Dybs tidevandsområder. Men nærmest Rømø fik dæmningen et lidt sydligere forløb. Derved afskar man et havområde på cirka 5 km2, hvor tidevandet blev tvunget nord om øen.
Tænk at der er brugt 2 millioner m3 jord. I 1963 blev den 8 meter brede kørebane udvidet til 12 meter.
Rømø omtales i 1226
Hvad betyder ordet egentlig? Det stammer fra det jyske og betyder langstrakt forhøjning og ø. På frisisk hedder øen Rem og på tysk Röm
Røm omtales allerede i 1226 i et paveligt håndskrift og betegnes i 1231 i Kong Valdemars Jordebog som Rymø.
Hvornår øen er blevet befolket, vides ikke med sikkerhed. I en fortegnelse fra 1291 blev det gods, der tilhørte Ribe Domkapitel, nævnt at de afgifter i smør og ost, som Øregården og en anden gård på Rømø skulle erlægge.
Øregården er muligvis ophav til det nuværende Juvre, der således er det ældste bebyggelsesnavn på øren. Men kirken er jo også bygget på et tidligt tidspunkt.
Omkring midten af 1600-tallet boede der cirka 1.500 på Rømø. I 1910 var indbyggertallet faldet til 802. Tilbagegangen skyldtes at befolkningen udvandrede til Danmark og Amerika. Det var blandt andet for at undgå preussisk militærtjeneste.
Rømø var opdelt
Indtil 1864 var øen delt i en sydlig del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del kongelig strøgods henhørende under Hvidding Herred.
Grænsen mellem de to dele gik i øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at Dronning Margrete den Første omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.
Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra hertugdømmet Slesvig.
Den omstændighed, at såvel den sydlige del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne, sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand Lister Dyb.
Et langt farvel
Når en sømand skulle på langfart, så rejste ingen sømand før han havde sagt ordentlig farvel. Over hele øen gik det for at sige farvel til slægt og venner. Sådan
et farvel kunne godt tage en hel uge.
Skibsbjælker i Rømø – huse
Rømø – gårdene er gene bygget i vinkel eller t – formet med øst – vestlig retning. Så har den barske vestenvind mindst mulig angrebsflade. Det vigtigste opholdsrum blev lagt så lunt og trækfri som muligt bag stald og lade. Husene var som regel bygget af mørkbrændte rødviolette sten og muret med skær-kalk.
Den mørkerøde farve farve, står godt til landskabet. Mange steder beklæder fajancefliser i både dagligstuen, opholdsstuen og køkkenet på de rige gårde.Mange bjælker i de gamle Rømø – huse har en fortid som dæksbjælker på et skib. Der strandede tidligere mange skibe på Rømø. Måske har man også købt udtjente skibe til ophugning. De blå – hvide hollandske fliser bærer ofte bibelske motiver. Men også skibsmotiver prydede disse fliser.
En spansk grundstødning
Vi talte om strandinger. I 1716 strandede den kongelige spanske fregat Princesse ved Rømø Nørlands kyst. Der blev reddet i alt 70 personer. En bonde i Juvre fik bjerget noget krudt. Åbenbart omkom en spansk gesandt sammen med sin familie.
En stranding og 10 retssager
Nu gik alt ikke lige gnidningsfrit, når der skete en stranding. Det kan måske have noget at gøre med den slesvigske del og den kongerigske del. Således første en stranding i 1717 til tre sagsbehandlinger i Hvidding Herreds ting, seks behandlinger i Ballum ting og en gang på Fanø Birketing.
Søndag den 26. september 1717 opdages et vrag vest for Knuds. Fem både fra Fanø, tog derud- men mørket overraskede dem. De tog nogle småting med sig.
Næste morgen befandt vraget sig ud foran Bollert Strand ca. 1 mil ude i vandet.
Nogle Nørlands – folk tog derud i Peder Præsts båd. De havde ordre fra herredsfogeden om at føre vraget til havnen i Kongsmark.
Der kom også to både fra Sønderlandet med 10 mand. Sammen blev man enige om at bringe skibet ind gennem Blådybet, der dengang endnu dannede en sejlrende mellem Havsand og Rømø. Men det lykkedes ikke. Vraget stødte på grund.
Om natten drev vraget længere sydpå og ind på Sønderlandets forstrand. Ved lavvande kunne man gå ud til det. Til sidst lykkedes det at få vraget bugseret ind til Havneby.
De mange retssager endte med, at Sønderlandets fiskere fik bjergningslønnen.
Mange værdifulde laster
Det var en livlig sejlads der foregik omkring øen. Og bjergninger kunne udgøre et meget stor indtægt. Før 1700tallet lå strandingssagerne i stens hænder. Derefter blev det almindelig at bortforpagte rettighederne til private. Strandingsgodset repræsenterede ofte en betydelig værdi. En sport, var det for mange
Rømø – borgere for efter en storm for at se, om noget kunne bjerges. Ofte blev borgere fra Rømø anklaget for strandrøveri. Den der kom først havde retten, skulle man mene. Men sådan var det ikke altid. Ofte ende en bjergning med skænderi og slagsmål. Det retslige blev afgjort af diverse af retssager.
I 1760 kom en sag for Ballum Tinget. 11 oksehoveder (a 217 liter) fransk vin var bjerget. Egentlig var det pågældende skib strandet ved Helgoland. En købmand fra Bremen meldte sig som den retmæssige ejere af vinen. Ja egentlig kunne vi lave en artikel, der kun handlede om strandinger ved Rømøs kyst. Der var mange af dem.
90 pct. er ren natur
Egentlig er det mærkeligt at forstille sig men 90 pct. af øen er ren natur. Mod nord er øen afgrænset af Juvre Dyb på cirka 17 meter mod syd af Lister Dyb
på indtil 37 meter.. Man tror næsten det er løgn, når indbyggertallet kun er ca. 720. Om sommeren er øen nærmest overbefolket.
En 3 meter klitzoner går ned gennem øen. Her er fredede heder og plantager. Mod nord ligger Juvre Diget anlagt i 1926 – 1928 og forstærket i 1965 – 1965. Men dette har dog ikke kunnet stoppe vandet.
“Nordseebad” Lakolk
Stik mod vest ligger Lakolk. Stedet blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse. Sandstranden er enestående. Så mangen en Tynne – Knajt har taget sine første køretime her hos far.
Ikke så sært, at turisme er øens vigtigste erhverv.
Moden med strandbadning går kun tilbage til midten af 1800tallet. Først i løbet af 1900tallet blev det almindeligt at tage til stranden. Langs vadehavskysten havde bademoden bredt sig fra Før. Her blev det første kurbad bygget allerede i 1819. Mon ikke Christian den Ottende og H.C. Andersen har været ude at bade her?
“Nordseebad Lakolk” blev oprettede af den meget initiativrige præst, Jacobsen fra Skærbæk. Lokale købmænd fra Skærbæk og en enkelt gæstgiver fra Hvidding købte et klitareal på 70 ha. Ligeledes købte man en stribe jord tværs over øen. Her ville man anlægge en tilkørselsvej.
Men det var lidt af en rejse, at komme hertil. Først kom man med toget til Skærbæk. Herfra gik det med hestevogn til brohovedet nord for Skærbæk med damperen Röm til Kongsmark. Til sidst gik det med en hestetrukken vogn tværs over øen. Den første sæson var der kun to blokhuse og fire værelser på Lakolk.
Omkring 1900 blev der opført omkring 40 blokhuse i forskellige størrelser. Det var vel nærmest et jævnt billigt kursted for den tyske middelstand. Desuden var der et hotel Drachenburg, et logihus og en restaurant Kaiserhalle.
Og en troljebane, som var en lille hestetrukken skinnebane blev indrettet fra badestedet til Kongsmark på Rømøs østkyst. Tanken var, at vognene skulle strækkes af et damplokomotiv. Men den 10. december 1900 blev der midlertidigt givet:
Faktisk bestod denne bane i 40 år. Den blev først nedlagt i 1939.
Selskabet går fallit
To varmbadshuse uden toilet blev indrettet, og ude ved stranden blev forfriskningsstedet Strandhalle indrettet. Men ak og ved. I 1903 gik selskabet bag badestedet fallit. Badet blev endelig lukket omkring første verdenskrig.
Efter Genforeningen blev blokhusene udstykket og solgt til private.
Drachenburg brændte i 1965 og Kaiserhalle forfaldt op gennem 1900tallet. I 1989 blev det nedrevet.
Natur – hele året
Hvis man ikke lige er til strandlivet, så skulle du tage at aflægge øen et besøg i eftersommeren. Lyngen blomstrer og farvelægger hele øen. Trækfuglene samler sig i store skarer.
Når efteråret går ind, viser havet sit sande ansigt. Det barske Vesterhav går ind over stranden og måske efterlader det sig noget rav. Og os fra vestkysten har haft den smukke oplevelse med en travetur langs stranden ved vintertide – det er godt for både sjæl og legeme.
Før dæmningen lå Rømø hen som et fredens paradis. Rotter og ræve er nu kommet over på øen til skade for fuglelivet. Men også rådyr og muldvarp har indfundet sig. Meget sjældent forekommer hugorme.
På vej ned mod Havneby ligger Kommandørgården. Den blev bygget dengang skibsførerne kaldet kommandører opererede fra Rømø. Den er bygget i 1748.
Mystik omkring Borgbjerg
Lige nordøst for Kommandørgården rejser sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg (Borrebjerg). Stedet omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg. Den gang i Middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb og så øst om Rømø. Så det var jo et fantastisk sted at kigge en sørøverborg. Men det kunne også have været et forsvarsanlæg, der skulle beskytte befolkningen mod sørøvere. I 1875 skulle stedet være brændt.
Men det kunne også være hændt før. I 1361 gjorde befolkningen på mange af de frisiske øer oprør og nedkæmpede forskellige borge. Det kunne være sket omkring 1409, da Margrete den Første lod en mængde små borge nedrive.
I alle årene var Borgbjerg forladt. Og spøgeriet tog fat.
Guldet forsvandt
Engang fandt en mand således en stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han frem med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun heldet gjorde, at mændene ikke røg med. Og det er ganske vist. Mon ikke vi snarest skal foranstalte en udgravning på stedet.?
De underjordiske og jordemoderen
En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fuldt med træspåner. Tankeløst kastede hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste guld.
Den omtalte borg gik der mange rygter om. Nogle mente endog, at det var en gammel vikingeborg. Andre mente, at det var Claus Limbæk, der i slutningen af det 14. århundrede havde bygget den. Mærkelig nok bestod højen af ler, som ellers ikke fandtes på Rømø.
Fodstien til Frudal
Et sagn fortæller om en fodsti, der fra borgen førte til Frudal, et stykke hede nordvest for kirken. Ad denne sti skal en elsker i ældgammel tid have vandret til sin kæreste, der boede derude.
I Frudal skulle der i sin tid have stået en by, som sikkert er blevet offer for en sandflugt. I Riberhus Jordebog fra 1581 omtaltes Niels Chrestens aff Fruerdall.
Heksen fra Rømø
Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø. Hun blev aflivet, fordi hun var heks. Sikkert under tortur indrømmede hun, at Mette Thøffrings også var heks. Men denne blev først dømt 14 år senere sammen med Maren Peder Bodzers, som var indespærret på Møgeltønderhus.
Den lille skole
I nærheden af Kommandørgården ligger landets mindste bevarede skolebygning. Den er nu fredet og restaureret af Nationalmuseet. Den lille skole, der kun er 6 x 6 meter, var ramme om undervisningen fra 1784 til 1874. Til tider rummede bygningen 40 børn.
Mod syd ligger Havneby med færgeforbindelse til Sild. Selve fiskerihavnen blev anlagt i 1964.
Østers i massevis
På havbunden ud for Ribe, Rømø og Fanø lever nogle af verdens mest delikate østers. Det er de såkaldte Stillehavsøsters. Delikatessen kan findes i en bestand på cirka 11.000 ton i Vadehavet. De kommer til syne ved lavvande, hvor den kan håndplukkes direkte fra bunkerne på havbunden. Bankerne med de op til 30 centimeter store østers ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet.
Men pas lige på, når du begiver dig ud iført gummistøvler eller waders. For højdeforskellen på ebbe og flod er cirka to kilometer.
Rømø Kirke
Rømø kirke, der stammer fra 1100 tallet, har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som dog er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700 tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og på kirkegården findes en stor samling af udsmykkede kommandørgravesten fra 1600 til 1800.
Kirken er selvfølgelig viet til Sct. Clemens – sømændenes skytsengel.
Som så mange andre steder solgte man kirkesæderne. Pengene brugte man til at vedligeholde kirken. Blandt dem, der købte disse sæder var skibsreder A.P. Møllers oldeforældre.
Meget særpræget så hænger der 15 hatteknager ned fra loftet. På flere af dem finder man ejermændenes initialer.
Gravstene fortæller historie
Den store tilknytning til havet og havets folk er ikke mindst udtalt på kirkegården med den enestående samling af karakteristiske gravsten over kommandører. Disse storskippere tog i flere tilfælde deres egen gravsten med hjem fra egnene omkring Rhinmundingen. Hollandske mestre huggede både indskrift og billeder i kalkstenen. Som regel blev det en hel levnedsbeskrivelse. Der stod også en plads åben til kommandørens og hans kones død.
De meget talende billeder gengiver ofte skibe. På en enkelt sten har kunstneren foreviget det øjeblik, da skibet sejler af med vajende flag, mens kommandørens kone og børn står og vinker inde på stranden.
Andre sten bærer udtryk for glæden over ægteskabet:
Sildeeventyr
Fra gammel tid var øens beboere knyttet til søen. Landbruget spillede kun en beskeden rolle. Omkring år 1500 deltog Rømø – fiskerne i den store silde – fangst ved øen Helgoland. Det vides at i 1513 deltog 11 skibe og 70 mand fra øen i dette eventyr. Fra 1534 søgte silde – stimerne andre veje. Så startede rødspætte
– fiskeriet ved de hjemlige strande. Foruden rødspætter gik naturligvis andre fiskearter i garnet som torsk og ål. I tiden mod år 1800 var der en del rokker, som dengang var en yndet spise.
Sælfangst og Tønder – købmænd
Rygter vil vide, at Rømø – fiskere sammen med fiskere fra Helgoland deltog i sælhundefangst. Men her på dengang.dk har vi kunnet finde bevis på dette. Godt nok var der masser af tran på øen. Det kunne selvfølgelig være nøglen til dette. Da sælfangsten var på sit højeste i 1685 var der på Rømø ca. 10 – 11 skibe, der var velegnet til dette.
Sandsynlig er det dog, at et mindre antal Rømø – skibe senere deltog i sælfangsten ved Grønland. Således sejlede skipper Lauritz Michelsen af Rømø den 3. december 1716 med sin 1 læsters skude til Tønder med 82 tønder tran af dette Aars fra Grønland hjemførte Sælflæsch. Der nævnes 3 skibe, som havde været
i Grønland.
Noget tyder også på, at der var nær forbindelse mellem Tønder – købmænd og Rømøs Grønlands – skibe. I Tønders relations-protokol fra 6. februar 1739 findes et notat om, at mandskab fra tre Grønlands – skibe skulle fritages for flådetjeneste.
I 1730 skulle Tønder – købmændene have sendt 7 sælfangstskibe til Grønland. I Tønder blev der således i 1769 oprettet et Grönländisches Comagnie.
Og i 1716 havde Tønder – købmændene bygget et pakhus på Rømø for 1.748 rigsdaler. Af toldbogen 1769 fremgår det, at Søren Amders den 23. september sendte 48 potter tran og 36 stk. skind af de af ham fangede sælhunde til Tønder.
Samarbejdet mellem Tønder og Rømø med hensyn til sælfangst varede i cirka 70 år. Regner man lidt på det, så må man formode at 30 – 60 familier på Rømø
kunne leve af sælfangsten.
Østers
Meget tidligt var der tale om et betydeligt antal østersbanker i Vadehavet. Særlig omkring Ribe var der mange. Selv standsfolk spiste østers. I 1643 befalede Christian den Fjerde at der til Glückstadt skulle sendes 40 tønder af østersøfangsten fra bankerne ved Lister Dyb. I 1740 drev 14 både østersfangst fra Rømø.
Fra Havneby blev der i 1605 fisket med 18 både. Fra 1612 blev der også fisket fra det nu forvundne Helmodde på Rømøs sydkyst. Fiskeriet s betydning fremgår blandt andet af en afgift, der skulle erlægges til Haderslevhus på bl.a. 13.270 skuller (fladfisk) og 530 rokker.
På hvalfangst
I 1700 – tallet spillede øens søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe, der opererede ved Svalbard. I 1770 havde øen ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte kommandører, hjemme på Rømø. Som regel var de fører af hollandske eller hamborgske skibe. I 1777 var det dog et ulykkeligt år for øen, 23 søfolk omkom ved skibsforlis under Grønlands østkyst.
Fanget af sørøvere
Sørøvere mødte Rømø – sømændene også. Men ofte tog man nord på, og sørøverne opererede dog mest omkring Middelhavet. Andreas Sørensen Decker
blev dog den 29. maj 1724 fanget af sørøvere fra Algier. Hans befrielse kostede 2.000 rigsdaler. En del kom fra Slavekassen i København. En ven stillede en kaution på 300 rigsdaler. En indsamling fra 261 bidragydere på øen samlede dog kun 21 rigsdaler.
Men også på fastlandet og de andre øer blev der samlet ind for at få frigivet den uheldige sømand. Fra ca. 1800 blev Islandsfarten og almindelig fragtfart mere almindeligt. Fra 1880erne gik skibsfart og fiskeri tilbage og fra 1900 tallet blev turisme øens vigtigste erhverv.
Udehavn for Ribe
For længe siden, da Ribe havde sin storhedstid som handelsby oplevede Rømø det samme. Indsejlingsforholdene til Ribe var ikke optimale. Man løste problemet ved at de store skibe lagde til på Rømø. Lasten blev så læsset om og fragtet videre til Ribe. Men da Handelsbyens status forsvandt blev søfolkene
på Rømø hvalfangere.
I storhedstiden tjente rømøboerne store penge, når de fragtede varerne videre ind til Ribe. Også Christian den Fjerdes saltskibe fra Spanien måtte anke op ved Rømøs sydspids, når varerne skulle afsættes i Ribe.
Allerede i 1292 overdrog Erik Menved,
Allerede i 1588 syntes Juvre Dyb at sande til. Hollænderen Lucas Westerschein advarede i en navigations – guide at bruge dette dyb. I stedet skulle man bruge det nuværende Knudedyb mellem Fanø og Manø, hvis man ville ind til Ribe.
Hvorvidt Ribe havde ret til Rømø Havn dengang, kan godt betvivles. Men et er sikkert , Ribe tjente på tolden.
Rømø fik opbygget en anseelig handelsflåde. Af de i alt 109 skibe, der i 1605 anløb Ribe var de 19 fra Rømø. I 1608 passerede 23 skibe Øresund.
Svenskerne brændte Rømø – flåden
Under Torstensson – fejden i 1643 brændte svenskerne 26 af øens 32 skibe. De har været årsag til meget ondt i Sønderjylland – disse svenskere.
Men trods store vanskeligheder rejste man sig igen på Rømø. Således oprettedes i 1687 en navigationsskole på øen. Desværre fortrængte dampskibsfarten
efterhånden den traditionelle sejlads. Indtil ca. 1805 var der øst for Tvismark et trankogeri.
Landbrug
Landbrug har ikke givet det store på Rømø. Men fra præstens indberetning ved vi, at der i hvert fald i 1649 blev bedrevet landbrug på øen. En lignende indberetning stammer fra 1690. Meningen var at præsten skulle have tiende, men det bar nu ikke meget, han fik.
I 1902 blev der foretaget en såkaldt kvægtælling på øen. Den viste, at der var 140 heste, 937 stykker hornkvæg, 1696 får og 66 svin. Det var kvinderne, der stod for landbruget. Mændene var på søen. Men der skulle også sørges for fremstilling af tøj. Sandflugt og oversvømmelser hørte også til dagens orden.
I 1840erne, da skibs – eventyret forsvandt begyndte mændene at tage del i arbejdet derhjemme.
Brændselsbjergning
Brændselsbjergning var noget man foretog i fællesskab. Der var ikke rigtig nogen mose
eller skov på Rømø. Det eneste brændsel var lidt drivtømmer og lyng. Ko – heste – og fåregødning blev også anvendt.
Tørvegravningen foregik på bestemte dage i forsommeren. Efter tilsigelse af “æ Pandmand” måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at opsøge en velegnet plads. Klokken 9 hejste “æ Pandmand” sit flag til tegn på, at nu måtte man begynde. Der gravedes til kl. 12. Senere blev der igen gravet fra 15 til 18.
De fattiges ø
Ofte taler man om, at Rømø var en fattig ø. Således var der i 1725 problemer med at bygge en Degnebolig, fordi befolkningen ikke have råd til det. Man sagde,
at søfarten var så dårlig som aldrig før. Sø – og sandflugt ødelagde jorden. Men i midten af 1700tallet syntes velstanden at have fundet vej til øen.
Den rige kaptajn
Ifølge sagnet ejede Harcke Thadens i Toftum så meget, at han fik 1 rigsdaler i rente hver gang klokken slog. Han havde arvet en formue efter sin kones morbror, en Kaptajn Petersen i Toftum, der ved sejlads fra Göteborg skulle have tjent 160.000 rigsdaler. At sagnet måske ikke er helt forkert, viser det hus, som Harcke Thades boede i. Det var udstyret med en næsten overdådig pragt.
De rige fungerede som bank
Et vidnesbyrd om øens pludselig velstand, var, at bønderne fra hele det nordvestlige Slesvig tog til Rømø for at låne penge. Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol var der alene i tiden fra 1738 til 1740 tinglæst 16 obligationer udstedt til mænd på Rømøs Sønderland.
Men omkring 1813 ramte krisen Rømø. Pengene fra lånene var betalt tilbage. Men værdien af pengene var ikke så meget værd. Modløshed fulgte.
Og så siger man, at skibsreder A.P. Møllers slægt stammer fra Rømø. Det kommer så igen an på, hvor langt tilbage, man går. Jeg mener, at den første Mærsk – slægt går tilbage til Ballum – egnen i begyndelsen af 1600tallet. Således er de to slægter, købmandsfamilien Olufsen fra Tønder og bondeslægten Knudsen
fra Trøjborg i familie med Mærsk.
Og tænk et par gange, er der strandet kaskelothvaler på Rømø.
Kystsejladsen forsvandt
Flere gange barslede man med planer om en kæmpe havn på sydsiden af Rømø ved Lister Dyb. Så sent som i 1889 havde tyskerne planer om dette. Med anlæggelsen af Rømø – dæmningen forsvandt kystsejladsen.
Rømø – dragten
Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Mændene på Rømø har dog ikke brugt nogen nationaldragt. Man havde desuden en fest -, kirke og sørgedragt.
Naturligt at blive sømand
Man spurgte aldrig en dreng på Rømø dengang, hvad han ville være. Det var forudbestemt, at han skulle være sømand. Hjemme i de trange stuer blev der fortalt om Grønlands isbjerge og Kina og Indiens særheder. Indtil det var så vidt, måtte knægten deltage i markarbejdet. Og kvinderne lyttede til mændenes tale. De kom stort set ikke ud for øen.
Hvervekontor
Kaptajn P.J. Michelsen i Toftum var agent for Donners Kompagni i Altona. Af efterladte papirer fremgår det, at han i 1783 – 84 havde hyret 152 mand, deraf 40 – 50 fra Rømø. Men der blev også hyret folk fra Ballum, Brede, Hjerpsted, Visby, Emmerlev og Højer Sogne.
Den lange forlovelse
Man forlovede sig i en meget ung alder, men giftede sig først når man havde fået sin eksamen (Styremandseksamen). Forlovelsestiden strakte sig ofte over 6 – 8 år, og det var de unge, der selv traf valget.
Tre ugers tid før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangtem tingslysning, som så på sædvanlig vis skete tre søndage i rad. I bryllupsgården fejredes trolovelsen med et kaffegilde.
Brudeseng
Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en rede-kone, fire skænker og fire brudepiger.
En uge før brylluppet skulle der være Brudeseng. Fra de gårde, hvor man ville give flæsk, kød og pølser (et Fad Mad), som brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.
I rede-konens påsyn blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede, hvad der af undertøj hørte til en fuldstændig beklædning, og alt hvad der hørte til et sovekammerudstyr. Når de, der var mødt til Brudeseng havde fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem forvist af rede-konen. Dette gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.
Så blev der drukket skål på det, og gæsterne dansede hele natten.
En bryllupsindbydelse
To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:
Skænkerne lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkener, knive, gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til gildet.
Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at få ørenlyd og give ordre.
Mor blev i køkkenet
Rede-konen sørgede for at pynte bruden, og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod, kom ikke engang med i kirken og heller
ikke med i køkkenet. De måtte blive i køkkenet, for at tjekke om alt gik rigtig for sig.
Brudepigerne og skænkerne var opvarter.
På bryllupsdagen om morgenen blev gæsterne mødt af brudepiger og skænker. Mændene blev budt på en brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en Skefuld Mjød og tvebak af et fad.
Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinnka´g (hvedebrød med rosiner og krydderier i ). Dertil tre til fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en Rumpunch. Derefter tog man i kirke.
Ved middagen bærer skænkerne på de store stegefade flæskeskiver (Bøster) ind til skafferen, som fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil flere flaske brændevin og snaps.
Anden ret er vinsuppe med mange rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kavring) med smør og øl til. Mens der blev fortæret gik tre underkopper
rundt. Det var indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.
Dansen om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Der sluttes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om søndagen med æ søndagshytte.
Ja egentlig varede et bryllup på Rømø en hel uge.
Begravelse på Rømø
Når en person var død på Rømø blev der ikke ringet med klokkerne. Æ Bojmand, en unge pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt til hvert
hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan.
Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til Kest-læg. Samme dag gik Æ By – mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.
I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.
En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt.
På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt Ærr´øl.
Gilder på Rømø
På skibene herskede der respekt og rangorden, men når man først havde betrådt landjorden kunne kaptajnen og hans skibsdreng mødes til gilder og fest. Nu var det ikke så mange gilder dengang. De få gilder var koncentreret om høsten, svineslagtningen og julen.
Julegildet var et almindeligt aftenbesøg, kun varede det noget længere. Der spistes to gange, første gang med kaffe og anden gang med the til.
Til høstgildet Æ Opslit blev Slætteren og andre, der havde hjulpet med høstbjergningen bedt til middag. I den anledning blev der gerne slagtet et lam. Svineslagtningen var en af årets begivenheder. Foruden en so og et par ung-svin slagtedes der nemlig 3 – 4 får og lam i en husholdig. Dagen, da svinet skulle slagtes, var gerne bestemt lang tid i forvejen, og der skulle mange hjælpere til.
Om aftenen blev naboer og venner indbudt til pølsegilde og opvartet med sorte og hvide pølser. De store folkefester som fastelavn og Peders Dag forsvandt efterhånden på Rømø.
Peders Dag eller nærmere aften den 21. februar var dengang en betydelig fest. Og det var det på alle øer i Vesterhavet. Dagen til “Pers Awten” drog drengene i skare i byen rundt og bad om en knippe halm. Man anskaffede sig en tjæretønde. Halm og tønde blev bragt op til en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og tønde og sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by. I tidligere tider samledes ungdommen om disse bål.
Inden prøjserne satte grænser for friheden morede borgerne sig med dans, tilfældig arrangeret privat eller på kroen.
Nazisterne holdt møde
Og dem, der tror, at man ikke mærkede noget til anden verdenskrig på Rømø, må tro om igen. I 1938 holdt nazisterne propagandamøde på øen under ledelse af Kreisleiter for Tønder Amt, lærer Hansen fra Nørre Løgum og Ortsgruppenleiter for Tønder By, margarineagent Jessen.
I september 1939 mente flere beboere, at der var foregået en luftkamp over øen. En tysk vandflyver, der havde været på opklaringsflyvning over Skagerrak blev angrebet af to engelske fly. Et par dage efter kastes der flyveblade ned fra et engelsk fly, der advarede tyskerne på tysk. Den 14. september ankom der 10 grænsegendarmer.
Et større fly styrtede i havet lige syd for øen, en måned efter.
I0. januar 1940 kastede et engelsk bombefly tre bomber ned over Rømø. Piloten troede, at han kastede bomberne over Sild. Næste dag passerede 12 bombefly i meget lav højde hen over Rømø mod syd.
I marts mærkedes lufttrykkene tydeligt fra et stort bombeangreb mod Sild.
De tyske soldater ankom
Den 9. april ankommer en masse tyske soldater på øen. Grænsegendarmerne får at vide, at de er kommet efter anmodning af den danske regering. Ca. 300 soldater blev landsat ved Havneby.
Luftværnskanoner ankom til øen. Ved stranden fandt man en 19 – årig engelsk skytte fra et fly, der styrtede ned ved Sild. Forskellige spærreballoner drev ind over øen og forrettede en del skade. 14 miner drev op mod stranden. En del af dem blev straks bragt til eksplosion.
Tøj af spærreballoner fra London
I marts 1941 blev der igen kastet engelske bomber over Rømø. Fem engelske marineflyvere drev i land og begravedes på kirkegården. Den 27. september styrtede et engelsk fly ned ved Rømøs sydspids. Tre besætningsmedlemmer blev taget til fange og senere sendt i krigsfangerlejr. Tre andre døde ved styrtet.
Den 1. november kastes en masse brandbomber ned over Rømø. En masse engelske spærreballoner drev ind over øen. De stammede antagelig fra Londons
bombardement. Befolkningen bruger stoffet til at lave regntøj og vindtætte jakker. Flere døde engelske piloter findes i løbet af året ved strandene.
Den 1. september 1942 blev en landmand kørt ned af en værnemagtsbil, hvis fører havde været på besøg på Havneby Kro. Flere engelske lig dukkede op på stranden.
I 1944 blev ø-kommandant Seeger arresteret. Han havde solgt flere våben til den danske modstandsbevægelse. Hollandske krigsfangere blev overført til øen. Et canadisk fly blev skudt ned. Alle 10 ombordværende overlevede og blev taget til fange.
Badning forbudt
Den 5. januar kunne Rømøs befolkning observere 100 allierede bombefly passere Rømø mod øst på vej til Kiel. Men endnu flere overfløj øen natten mellem den 28. og 29. Engelsk pilot nr. 27 blev begravet på kirkegården.
Den 11. februar blev to huse i Kongsmark frarøvet ting af bevæbnede soldater. Overflyvningen af allierede fly blev hyppigere. Den 1. maj var det slut med at bade på Rømø. Den tyske værnemagt bekendtgjorde at diger, forland og strandområder på Rømø blev erklæret som spærreområder. Der var ingen adgang for civilpersoner.
Den 13. maj nedkastes 150 brandbomber. Et enkelt hus nedbrændte. I juni blev indrejsebestemmelserne til Rømø skærpet.
Natten mellem den 16. og 17. august krydsede mere end 800 allierede bombefly Jyllands vestkyst. Målet var Kiel og Stettin.
Tysk soldat skulle hældes ned i jord
Den 30. august begik en tysk soldat selvmord. Han skød sig i barakbyen i Kongsmark. Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder. Men præsten nægtede og mente, han skulle have en værdig begravelse. Og det fik han, den 3. september 1944.
I 1945 steg antallet af tyverier på øen. Sognerådet oprettede et vagtværn, der skulle forhindre dette. I alt var nu 2.406 personer beskæftiget ved de militære anlæg på øen. Der fremkommer flere beskydninger af de militære anlæg på øen.
Befrielsen
Efter befrielsen blev et 10 – mands udvalg nedsat på øen. De skulle blandt andet finde ud af, hvem der arbejdede for den tyske værnemagt. Den 6. maj afholdtes der takkegudstjeneste i Rømø Kirke. De tyske styrker på øen i alt 800 mand overgav sig til to betjente og to frihedskæmpere.
En engelsk oberst, en engelsk marinemajor samt en fransk løjtnant kom med motorbåd fra Sild. Efter en time returnerede de igen. 600 soldater forlod øen i fire store og 4 små skibe med kurs mod syd.
26 englændere og 10 danske frihedskæmpere ankom til øen den 22. maj. Om aftenen returnerede englænderne igen.
I slutningen af maj ankom 30 soldater fra Royal Air force. De overtog bevogtningen af de militære anlæg. Tyske soldater var i gang med at fjerne de cirka 6.000 landminer på øen. Under dette arbejde dræbtes flere.
Et skønt minde
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 5. – 01 – 2022