Søgeresultater på "Højer – stormflod og diger"
Dato: november 4, 2017
Højer-bondeby i marsken
Der var gårde inde i byen. Og det larmede ofte. Gårdene forsvandt efterhånden. Så var det Lige Højer Bønderkommune, der holdt generalforsamling på Peers Daw. Der var mange, der fik en ”glant awten”. Og derude på marsken var ”Æ Kluhstach” et nødvendigt redskab. En sensation var det, at nu måtte damerne også komme med til generalforsamling. Afvandingen af Tøndermarsken blev meget dyr. Ikke alle storbønder kunne betale. I forvejen var antallet af tvangsaktioner seks gange højere i Sønderjylland end andre steder. Der var masser af studefedning og fåreavl og afsætning af lam. Mange heste var de også herude. Og så besøger vi lige min Opa ude i Ny Frederikskog. Ja så var det også uldsalg. Og det var ikke alle steder, man behandlede tjenestefolkene ordentlig. De velhavende bønderfolk var meget selvbevidste. Og så kigger vi lige på begrebet ”Soda-bønder”.
Gårde inde i byen
Højer har fra gammel tid været en bondeby. Den gamle centrale del af byen virkede endnu i 1920 som en blanding af landsby og købstad med store, brede marskgårde. De var delvis bygget på lave værfter ved siden af almindelige huse, håndværkernes værksteder og de handlendes butikker.
Til Højer flække hørte noget landbrugsjord nord og øst for byen samt Højer Mark, der er en del af Højer Kog.
Det larmede i byen
Det prægede naturligvis byen, at gårdene med deres stalde og lader lå inde i den. Møddingen lå ved gården. Korn og hø skulle køres hjem, gødning køres ud. Hver dag rumlede de tunge arbejdsvogne med de jernringede hjul gennem gaderne, trukket af svære, jernskoede heste.
Larmen var voldsom, og det var ikke just lavendler, det duftede af. Men det var det nu heller ingen, der klagede over. Byen var ikke kloakeret og spildevand fra køkken og stald løb ud i de åbne rendestene.
Fra de tre smedjer lød dagen igennem hammerlag med jern. Bønderne var smedens bedste kunder. Hestene skulle skos, vognbeslag blev fremstillet og landsbrugsredskaber skulle repareres.
Gårdene er forsvundet
I løbet af de første år efter Genforeningen ophørte driften af en del af gårdene og i begyndelsen af 1960’erne blev de, der endnu var i gang, flyttet ud eller nedlagt. I 1948-49 var byen blevet kloakeret og alt dette i forening ændrede bybilledet stærkt.
Den sidste gang, da ”Den Gamle Redaktør” var i byen, stod nogle af gårdene der endnu som var de i drift. Af andre er kun stuehuset bevaret. Desværre er mange totalt forsvundet. Den sidste gård, der var i drift var fra Tøndervej 1.
Højer Bønderkommune
Gårdmændene i Højer har fra gammel tid følt sig som de bærende element. Allerede for mindst 375 år siden havde de faktisk deres egen kommune, Højer Bønderkommune. Gennem lange tider dannede præcist formulerede dokumenter det juridiske fundament for det lokale bondesamfund og det praktiske grundlag for fællesskabet.
Men man skal dog eje mindst 25 demant jord i Højer ejerlav for at blive medlem. I spidsen for Bønderkommunen står en oldermand. Embedet gik oprindelig på skift hvert år, og ingen kunne undslå sig. Det var for så vidt et æreshverv.
Da man et år valgte en husmand, blev en af storbønderne meget fortørnet:
Og den pågældende bonde tog ikke mere husmanden i arbejde, som han ellers plejede. Jo også bland landmændene i Højer var der standsforskel.
Generalforsamling på Peers daw
Så længe Bønderkommunen har eksisteret, har den årlige ”Generalforsamling” fundet sted den 22. februar. Og det var på ”Peers daw”. Jo det var den dag, hvor Sankt Peter kastede en varm sten i vandet, så tøvejr og forår begyndte.
Helt op til Anden Verdenskrig var det en stor festdag, hvor de fleste mænd i Højer mødte op på Hotel Stadt Tondern, Nørregade 5.
Medlemmerne samledes i den lille sal, som regel kl. 14. Oldermanden bød velkommen og aflagde årsberetning og regnskab. Derpå drøftede man kommunens anliggender. Der blev valgt oldermand for det kommende år.
Æ Kluhstach
Man lejede en markmand, som skulle have opsyn med de dyr, medlemmerne havde på græs i kogen.
Han fik en bestemt pris pr. demant og aftalte beløb pr. hest, stud, får og lam. I tiden fra den 10. maj til den 10. november var han forpligtet til hver dag at gå hver enkelt fenne igennem tælle dyrene og se efter, at de kunne stå på alle fire ben.
Når markmanden færdes i kogen havde han altid din ”kluhstach”(springstok) med. Ved hjælp af den svang han sig let og elegant over de vandfyldte grøfter, der til dels tjente til ”hegn” om fennerne, dels drikkevand til dyrene.
Ja da ”Den knap så gamle Redaktør” dengang øvede sig i den sport derude så det nok knap så elegant ud. Men det blev efterhånden bedre og mere elegant.
En glant awten
Det lukkede møde i Højer Bønderkommune var nu afsluttet. Nu gik man ind i den store skænkestue. Her bød oldermanden velkommen til de mange ikke-medlemmer, der var mødt op, og bestilte en ”Lokalrunde”. Så tog man fat på udlejningen af Bønderkommunens jord. Sædvanligvis var det de samme, der år efter år lejede de samme fenner og veje.
De fleste var jordløse husmænd, som ved dette lejemål fik mulighed for at holde køer eller får. Auktionen varede en time eller to. Imens var der dækket op i den lille sal for Bønderkommunens medlemmer.
Det var altid et animeret måltid og en lang ”glant awten. Indtil midnat betalte kommunekassen fortæring og drikkevarer, derefter var det for egen regning. Ved højtidelige lejligheder og altid, når et nyt medlem skulle optages, kom den prægtige punchebolle fra 1840 på bordet, og den, der skulle optages, måtte sørge for indholdet.
Det var ikke altid, at de gode høvringer var helt appelsinfri, når de Peers daw gik hjem fra Stadt Tondern. Et år anførtes der ligefrem i protokollen, at man havde et voldsomt bøvl med at få transporteret to navngivne mænd til deres hjem. Og den ene havde stor besvær med, inden han tumlede ind ad sin dør, at få sig befriet for de fleste af de torne, der stak ham, fordi han undervejs var fladet om i en tornebusk.
Nu måtte damerne komme med
I 1965 besluttede man efter en lang debat at tage damerne med til de følgende års petrifest-dog så få som muligt! I 1972 kom der for første gang en kvinde i bestyrelsen. Det var Boy Matthiesens enke, Mette, som siden 1979 var kasserer for Bønderkommunen.
Peers daw er ikke længere hele byens festdag, men medlemmerne samledes alligevel den 22. februar til en gemytlig aften og nu har man altid damerne med.
På gesten
De fleste gårde i Højer ligger på gesten, det forholdsvise høje land, hvor man er i nogenlunde sikkerhed for stormfloder. Men det meste af deres jord er beliggende i marsken og drevet den på marskens betingelser.
Indtil slutningen af 1920’erne var kogene hver vinter oversvømmede af ferskvand fra vandløbene, fordi disse ikke hurtigt nok kunne få de store vandmasser ud i Vadehavet gennem Højer sluse. Gårdene i marsken er bygget på værfter, så de stod på det tørre også om venteren.
Skulle man på besøg på nabogården, måtte man sejle. Dette gjaldt også, når børnene skulle i skole og når man havde ærinde i byen. Men gårdmændene i Højer havde deres på det tørre.
Afvandingen af Sejersbæk-lavningen
Fra 1859 til 1910 blev der udarbejdet forskellige planer til områdets afvanding, men ingen af dem blev gennemført. I 1926-27 blev Sejersbæk-lavningen endelig afvandet. Den havde hver vinter stået under vand. Når frosten så satte ind var det en glimrende skøjtebane, flittigt benyttet af drengene fra Emmerlev, Daler og Visby sogne. Men når de så nærmede sig Højer, og Højerdrenge var på isen, gav det altid slagsmål.
Du kan læse mere om det kæmpemæssige projekt med at afvande Tøndermarsken i andre artikler. Ikke alle var begejstret for dette projekt og slet ikke Vadehavsmaleren Nolde. Derfor flyttede han fra Rudbøl til Seebüll.
De samlede omkostninger ved afvandingen af Sejersbæklavningen blev 245.000 kr. Deraf betalte lodsejerne en tredjedel. Men bønderne i Højer var ikke impliceret i foretagenet.
Afvandingsudgifterne kunne ikke betales
Anderledes så det ud med afvandingen af Tøndermarsken, som berørte alle landmænd i Højers område. Udgifterne som lodsejerne skulle betale blev beregnet ud fra fire forhold.
De store gårde i Højer, der havde meget kogsjord kom af med ret mange penge. Årene efter Genforeningen var økonomien i forvejen gennemhullet. I 1920 havde bønderne ikke tillid til den danske krone, men havde stor tillid til den tyske Mark. Under 20’ernes inflation blev de lænset for kapital. Da nu afvandingen var gennemført, kunne kogsjorden faktisk ikke betale afvandingsudgifterne.
Nogle af de gamle velhavende gårdmænd i Højer ville ikke øge gælden på deres gårde, derfor satte de dem til dels ud af drift, og det er grunden til, at flere store gårde her så længe ikke har været i brug.
Mange tvangsauktioner i Sønderjylland
Nu var det ikke kun dette, der voldte bønderne vanskeligheder. I det kolde forår 1928 frøs mange kreaturer ihjel. Samme år var høsttiden så regnfuld, at man måtte bjerge deres korn fra båd.
I 1929 voldte oksebremsen stor skade og i 1930 hærgede kvæg tuberkulosen slemt i Sønderjylland. Kun 5-6 pct. af kreaturerne gik fri. Fra 1930 til 1931 sank marskjordens lejeværdi fra 80 til 60 kr. pr. demant.
Alle disse forhold sammen med de vanskeligheder som overgangen fra tyske til danske landbrugsforhold medførte, at der i 1931 var seks gange så mange tvangsaktioner i Sønderjylland som i det øvrige Danmark.
Studefedning og fåreavl
Studefedning og –handel, fåreavl og husdyrbrug har været det bærende i egnens landbrug. Her har altid været holdt mange får, dels af gårdejere og husmænd, dels af andre, som holdt dem for at skaffe sig en indtægt eller som hobby, som derudover ikke var landmænd.
På Højeregnen var hvidhovedet marskfår tidligere den næsten enerådende fårerace, et kraftigt, ret tvivlsomt dyr, robust nok til at klare vinteren uden at komme på stald. I løbet af 2. verdenskrig blev der følelig mangel på ”nyt blod” i egnens fårebestand, fordi der ikke var forbindelse over grænsen.
Enkelte fåreavlere havde dog i ny og næ held til at skaffe sig et avlsdyr sydfra. Det blev indført på en speciel facon, som importøren forklarede på følgende måde:
Omkring 1960 fik marskfåret en alvorlig konkurrent i Texelfåret fra Holland. Det har lidt kortere uld og afsætter mindre talg end marskfåret. De er velegnet for de gode græsgange her. Efterhånden er de to racer blevet stærkt blandet.
Afsætning af lam
Afsætningen af lam til slagtning begyndte ved pinsetid, da de første lam gik til Kødbyen, da de første lam gik til Kødbyen. Indtil for 25 år siden afsattes næsten hele produktionen til kommissionær i København. De blev slagtet i Tønder og sendt i kølevogn med tog til hovedstaden.
Hvis tilførselen var lille, fik man særdeles god pris, men København var et følsomt marked. Enkelte fåreavlere solgte lam og udsætterfår til opkøbere for en fast pris pr. stk.
Uldsalget
Ved siden af lammene gav uldsalget også en vigtig indtægtskilde for fåreavleren. Inden klipningen skulle fåret vaskes. Indtil midt i 1950’erne foregik det på den måde, at fåret blev anbragt i et skoldekar, og fik hældt soda- og sæbevand ned ad ryggen.
Der blev gnedet godt ind og derpå blev der skyllet med flere spande rent vand. Nogle havde et særligt vaskebord med en fordybning i midten og en vandret pude af træ og sækkelærred i den ene ende. Der var også nogle, der simpelthen stod i åen med fåret og vaskede det der. Ulden skulle tørre på dyret. Det tog normalt et døgn, hvis det var tørvejr.
Efter at håndklipning var afskaffet og man var gået over til maskinklipning, blev fåret ikke vasket inden klipning. Nu sendte man den snavsede uld til vask i Tyskland.
Det var nu fynboer, der var de første, der foretog maskinklipning i Højer. Det meste uld blev opkøbt af byens købmænd. Hans Pørksen havde en overgang nærmest monopol på uldhandelen. Senere købte også Jens R. Petersen og J.M. Johannsen uld. Fra 1943 til midt i 50’erne kom en uldopkøber fra Kolding regelmæssigt til byen.
Mange fåreavlere lod deres får græsse på forlandet. Bedre græsning fandtes ikke. Pludselig højvande har ofte overrasket en flok får. De er ikke i stand til selv at redde sig op på diget. Det er sket at en gruppe på et halvt hundrede får er druknet.
Pludselig kom der røde køer
I 1920’erne havde man i Højer næsten udelukkende korthåndskvæg. Enkelte krydsninger med en anden race kunne dog forekomme. Det var dog en sensation, da Boy Matthiesen i 1947 anskaffede en besætning af røde køer.
Normalt var der kun en tyr i Højer. Den var i lang tid opstaldet ved Fattighuset, men den har også været på en af byens større gårde. På et tidspunkt havde kalvene i Højer en ejendommelig farve. Dette skyldtes en ”blåskimlet tyr” i Emmerske.
Det var ikke almindeligt, at bønderne havde kreaturer på stalden til opfedning. Man købte om foråret, græssede dem om sommeren og solgte dem.
Masser af kvæg-epidemier
Omkring 1947 skulle de i Nørrejylland af med deres tuberkelsmittede kreaturer. En stor del af dem kom til marsken og blev græsset færdig her, og mange blev tykke og fede, selv om du kun var skind og ben, da de kom.
Kvægavlen var præget af epidemier i 1922, 1923, 1938 og 1951. Sidste gang havde man dog vacciner mod sygdommen.
Masser af heste
De fleste arbejdsheste på gårdene var jyske heste. Der var dog enkelte belgiere og temmelig mange krydsninger. Der var ikke meget hesteopdræt. Dog havde Rasmus Hindrichsen undertiden haft 12 heste på stalden. Deriblandt var et par øg og et par køreheste.
Normalt havde gårdene de arbejdsheste, de have brug for. De fleste havde en enkelt let kørehest, der tillige gjorde tjeneste som tredje hest ved pløjning og for selvbinderen.
Der var hingste, der blev sat på sommergræsning i kogene. Græsset var det bedst tænkelige og jordbunden var sund for hestenes ben. De kom hertil om foråret fra hele Danmark, til dels med særtog. Antallet kulminerede omkring 1947, da det var oppe på godt 900. Betalingen for en hingst i sommergræsning svarede til landlejen for 2 ½ demat jord.
I Gammel Frederikskog kostede det 50 kr. mere end i Ny Frederikskog og 100 kr. mere end i Højer Kog. Det svarede til forskellen i jordens bonitet.
Derude hos Opa
Min Opa, derude i Ny Frederikskog havde får, svin, gæs og høns. Det var sjovt at se når fårene blev klippet. Det var som om, de skammede sig, når de var blevet klippet. Det var knap så sjov at se og høre når svinene blev aflivet.
Man skulle heller ikke gå ind til gæssene. De kunne godt finde på og løbe efter deig og hakke efter dig.
Så tog Opa ofte et svin eller et halvt svin med på sin knallert til Strucksalle i Tønder, og der stod min mor så og klarede resten. Vi lavede pølser, leverpostej m.m. Men jeg brød mig aldrig om blodpølse og blodsuppe.
Det skete midt under det hele, at arbejdsløse kom og skulle have deres understøttelse. Min far var kasserer i murerforbundet, så udbetalingen skete i køkkenet.
Det skete når Opa var på besøg i Tønder, at han måtte skynde sig tilbage og lukke sluseportene, når vinden havde ændret retning eller han på skyformationerne kunne se noget faretruende. Han var i perioder slusemester ved Højer Sluse.
Lige syd for grænsen har en berømt forfatter skrevet en roman, der hedder ”Der Schimmelreiter”. Og den handlede om stormflod og mystiske ting man kunne se på himlen.
Min Opa var nok det, der hed fritidslandmand. Hans hovederhverv var fisker, og han havde en kutter liggende, der hvor der nu ligger fritidsbåde.
Af den slags som min Opa var der en del af i Højer og omegn. Dem kan man nok ikke lige betegne som ”Sofa-bønder”, som vi senere kommer ind på.
I bryggerset hang der ofte masser af fiskegarn, der skulle laves eller flikkes sammen. Og når stormen så susede derude i Ny Frederikskog sad vi og lyttede til Blåvands radio og lyttede til fiskerne ude på Vesterhavet.
Stor forskel på behandling af tjenestefolk
Folkeholdet var naturligvis forskelligt på gårdene. Fedder ”Buhn” havde altid to karle og to piger. Hans søn Rasmus havde en karl, senere da han fik mange malkekøer, desuden en fodermester. Men derudover brugte han daglejere til alt, hvad der skulle laves ud over den daglige drift. Og det kunne være grøftegravning, grøbling, udkørsel af mødding og ikke mindst, når høet skulle bjerges.
Der var stor forskel på, hvordan husbonds folkene behandlede deres piger og karle. En mand, der var karl på en af gårdene i 20’erne skildrer forholdene således:
En anden fortæller fra en anden gård:
Man har også et eksempel på, at husbonds folkene på en gård gav deres karl en ko i bryllupsgave. Det var faktisk en årsløn. På nabogården gjorde de ligeså for den pige, han skulle giftes med.
De velhavende bønderfolk var selvbevidste
De velhavende bønderfolk var i almindelighed meget selvbevidste. Under krigen havde en tysk soldat foræret en husmands søn et par rulleskøjter. To af hans kammerater ville også gerne have et par. De forsøgte at få deres velbjærgede bedstefar til at forære dem det. Men han svarede:
Men rulleskøjter kunne der ikke blive.
Engang vedtog kogsbestyrelsen, at der skulle være led for alle fenner. Det fik en af de store gårdmænd til at sige:
De mange kogsfenner
Gårdene i Højer havde tidligere deres jord fordelt på en mængde forskellige fenner. Det hang til dels samme med, at bønderbørn, der ikke arvede gården, ofte som arvelod fik en eller flere marskfenner. Dette har også været medvirkende til, at kogsfenner ofte ejes af folk, der bor langt fra egnen, i nogle tilfælde i udlandet.
I 1961-62 blev der foretaget en stor jordfordeling. Ja efter manges mening den største, der nogensinde har fundet sted i Danmark. Den betød en meget stor forandring, idet de fleste bønder nu fik deres jord samlet i to-tre blokke.
Men det kan stadig være svært for udenforstående at finde ud af, hvem i en familie, der egentlig ejer de forskellige arealer, der drives sammen under en gård:
Masser af marskjord
Landbruget i Højer havde først og fremmest marskjorden som grundlag. Til Højer by hørte 56 pct. af Højer Kog. Men en del heraf ejedes af folk uden for Højer. Til gengæld havde bønderne i Højer også jord i de øvrige koge.
I 1920 var næsten ingen kogsjord under plov. De anvendtes til græsning af kreaturer og til høslæt. Foruden de arealer, der blev ejet af landmænd i Højer og andetsteds, tilhørte noget Højer Bønderkommune. Endvidere var der en del legatjord, skænket til velgørende formål af velhavende jordejere.
Endelig ejede kirken ret store arealer, der sorterede under menighedsrådet, som også bestyrede det meste af legatjorden. Meget af jorden blev hvert år udlejet til bønder og jordløse husmænd.
”Sofa-bønder”
Mange Højer-bønder skulle kun kigge efter græssende stude og får. Kun få havde køer og svin. Onde tunger, måske misunderlige bønder, kaldte disse Højer-bønder for sofa-bønder. Dagens dont bestod i en tur rundt for at se til får og stude. Senere mødtes man så på kroen over en grog. Her kunne man slå en handel af og drøfte dagens emner.
En lille udgiftspost til langt op i forrige århundrede for kogsregnskabet gik til præsten. Han skulle gå i forbøn for diger, sluser, jord og kvæg. Det var noget man bad Vorherre om at passe på.
Ja og den sidste tærskning, der foregik i Højer by var i 1961 ved Nørregade 35.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 64 artikler om det gamle Højer og omegn. Vi har også talrige artikler om Tøndermarsken, bl.a. disse:
Dato: februar 2, 2017
Fra Kovej og andre steder i Højer
Vi fortsætter vore historiske vandretur rundt i det gamle Højer, og stopper op, der hvor der befinder sig interessante personer. Denne gang går vi rundt på Kovej, Klostergade, Herbergsgade, Banegårdsgade, Højer Dige og Ved Gamle Dige. Vi skal hilse på Johan Elektrik og papegøjen, der kunne tale sønderjysk. I Søndagsskolen var der masser af ”bom”. Vi besøger Herberge zur Heimat”. Og vi kigger fobi Æ Bykass og Glashuset. Så var der sjællænderen, der efter 50 år blev ved med at tale sjællandsk. Man kunne få ”en glant awten” på Højer Station. Der blev leveret tagrør direkte fra Rudbøl. Og fra Højer blev der leveret jordbær og rabarber fra Højer til luksushotellerne på Sild.
Vi beskriver livet
Vi er i gang med en historisk vandretur i Højer. Det er muligt, at I har hørt nogle af anekdoterne før. Og vi omtaler måske nogle bygninger, der ikke er der mere. Vi vil gerne beskrive livet i Højer før i tiden, så det kan være, at vi tilbringer lidt for meget tid på enkelte steder.
Kovej
Vi går vest på ad Kovej. Vi kommer forbi nummer 8, Højer Mejeri, men den har vi omtalt i en særskilt artikel. Vest for Mejeriet har ligget et elektricitetsværk, som i 1903 blev oprettet af Fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner. De var begge ingeniører. Man fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var først en dampmaskine, derfor var der en stor skorsten.
Johan Elektrik
Fyrbøderen havde de med fra Aabenraa. Det var Johan Nielsen, som også blev kaldt Johan Elektrik. Til værket hørte også et veludstyret maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge.
De var i kost hos Bastiansen og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelser. Bastiansen solgte også elektriske artikler og mod vest var der et udstillingsvindue med lamper.
Dieselmotor afløste dampmaskinen
På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor. Skorstenen blev så revet ned. Johan Elektrik skiftede nu arbejdsplads til Højer Mølle.
Dykke Sibbertsens smedje
På det sted, hvor Kovej 2 ligger, var Dykke Sibbertsens smedje. Sin bolig havde han på den anden side af gaden i Kovej 5. Foruden det almindelige smedearbejde havde han et speciale. Han lavede klægspader. De arbejdere, der grøblede på forlandet satte stor pris på Dykkes spader. Bladet var stærkt, men tyndt og let og havde den rigtige bredde. Til arbejdet skulle man bruge en maskinhammer. Dykke var den eneste af byens smede, der havde sådan en.
Papegøjen, der kunne sønderjysk
Dykke havde landbrug og holdt køer, og så havde han en papegøje, der om sommeren stod i bur i haven og skreg i et væk:
Efter at Dykke var blevet enkemand, havde han stadig lærling på kost. I en periode havde han ikke husholderske, men stod selv for madlavningen. Lærlingen fortalte, at frikadellerne kunne være af en underlig beskaffenhed.
Kaptajn i det frivillige brandværn
Dykke Sibbertsen var kaptajn i det frivillige brandværn, en post som han gik meget op i. På hans gravsted er anbragt en kunstfærdig udsmykning i smedejern, forestillende en hestesko, en smedehammer og en tang, alt omkranset af bøgegrene.
I 1937 afstod Dykke virksomheden til smed Peter Nielsen fra Bønderby, men grunden syd for Kovej, hvor smedjen lå, solgte han til købmand J.M. Johannsen, som nedrev smedjen og byggede huset Kovej 2 til forretning og beboelse.
Peter Nielsen byggede så en ny smedje på det sydvestligste hjørne af Kovej og Herbergsgade. Den blev senere nedlagt.
Klostergade – Herbergsgade
Over for Kovej 2 ligger Klostergade.
Ingen kloster i Højer
Nej, der har ikke ligget et kloster i Højer. En hvis Helena, datter af ridder Hvidding arvede efter sin far, bl.a. en halv plov land i Højer og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for ”sin sjæls frelse”.
Senere overtog feltherre Hans Schack den, ”Vor Frue Toft” eller ”Kloster i Høfver”. Den var fordelt på 13 forberedelser (små husmandssteder). Nogle af disse har sikkert ligget i det område, hvor Klostergade nu ligger.
Over gaden for at fodre køer
På hjørnet af Kovej havde Andreas Truelsen sin landbrugsejendom, Klostergade 9. Hans kostald var der på nordsiden af Kovej. Foderstoffer, hø og halm havde han i en nu for længst nedrevet bliklade lige over for sydsiden af vejen. Når han skulle fodre sine køer, måtte han løbe tværs over vejen.
I Klostergade 7 har der været købmandsforretning, oprindelig ejet af Familien Martensen. De ejede også Østerende 18. Senere havde J.M. Johannesen forretning her. Men det blev ham for trangt, så han flyttede til Kovej 2. Der har han og siden hans svigersøn og datter drevet købmandsforretning. Her har også været døgnkiosk.
Søndagsskole med masser af ”Bom”
Martensen har også ejet Klostergade 5. Her har været en indskrift på muren:
Han holdt også søndagsskole for børn. Det skete i hans butik. Børn deltog gerne. Dertil bidrog sikkert, at han ikke var karrig med at åbne for bolsjedåsen. I øvrigt foregik det ikke så meget andet, som optog børnene i Højer dengang.
Herberge zur Heimat
Parallelt med Klostergade løber Herbergsgade. Navnet kommer efter det herberg for rejsende håndværkssvende, som blev oprettet i 1881 i Herbergsgade 3. Oven over indgangen stod ”Herberge zur Heimat”.
Her kunne håndværksmestre, der manglede en svend, skrive sig på en opslagstavle. Svendene havde pligt til at henvende sig til den inden for faget, der stod øverst på listen.
Herbergsbestyreren var i mange år Jens Hedegaard. Han var også saddelmager og havde en lille butik ud til gaden. Han lavede bl.a. kørerpiske. Man kunne af og til se ham stå i døren og prøve, om de kunne slå et knald.
Der kom mange omvandrende håndværkssvende. En del indfandt sig år efter år. Naboerne kom til at kende dem. De kunne også blive bespist i herberget. Åbenbart kunne de også få en øl til maden, selv om der ikke måtte nydes spiritus i huset.
Den sidste herbergsbestyrer var murer Jacob Lorenzen. I hans tid var der dog kun et enkelt rum med nogle senge, hvor håndværkssvende kunne overnatte for en billig penge. I 1945 kostede det fra 1,90 kr. til 2,40 kr. Men kort tid efter blev det nedlagt.
Gartneri
Bag herberget har der ligget et ret stort enetages, stråtækt hus, der omkring 1900 tilhørte gartner Wanderscheck. Det lå mist i det areal, som gartneren drev. I 1910 overtog gartner Christensen det. Han havde eget drivhus. Ud til gaden havde han et ”klafisken” (træskur) med en lille butik.
I 1931 overtog Hans Hansen gartneriet. Han rev samme år det stråtækte hus ned og byggede Herbergsgade 1 med blomsterbutik. Efter dennes død i 1974 blev gartneriet nedlagt.
Dunhammer i ovnen
I Herbergsgade 5 boede bagermester Emil Petersen. I 1903 havde han overtaget bageriet, Ballumvej 6. Men her var forholdene for dårlige. Så i 1905 købte han Bombergs Bageri i Herbergsgade. Det var bygget i 1867. Der var ingen butik og elektrisk lys. Når der skulle brød i ovnen, satte man i det første en dunhammer, der var dyppet i en brandbar væske. Den blev antændt og oplyste ovnen. Petersen gik straks i gang med at bygge et nyt moderne bageri og lavede butik ud til gaden.
Den meget aktive bagermester
Emil Petersen havde mange jern i ilden. Han var impliceret i 17 forskellige foreninger og foretagender og slæbte en masse mennesker med hjem. I 30erne var han formand for teknisk skole. Lærerne fik halvdelen af deres penge udbetalt lige før jul. Petersen gik personlig rundt og afleverede penge. Han nød at spille julemand på denne måde.
Han var også et virksomt medlem af såvel Skytteforeningen som det frivillige brandværn. Og så kunne han vise vand med en gaffeldelt pilekvist. 200 brønde er gravet på hans anvisning. Han var også parat til at hjælpe, når nogen led af en gigtsygdom. Hvis han da via din pilekvist fandt ud af, at vedkommendes seng stod over en vandåre, så hjalp det ofte den syge, at sengen blev flyttet.
”Du passer ovnen”
Desuden fiskede han ål ved slusen. Det var ikke underligt, at han overlod arbejdet i bageriet til kone og børn. Da vognmand Hans Knudsens hus på Nørrevej brændte i begyndelsen af 20’erne måtte bageren naturligvis til brand. Inden han for ud af døren sagde han til datteren Käthe, der vel var i konfirmationsalderen:
Hun vidste ikke engang, hvad det var i den, men sådan var hans facon.
Käthe skiftede nationalitet tre gange
Käthe blev gift med Max Boysen, bagersvend fra Sild. De overtog i 1934 Lauritz Andersens Bageri i Storegade. Men efter et par år flyttede de til Herbergsgade og drev bageriet der sammen med Käthe’ s far. Siden overtog Max Boysen selv bageriet. Det blev nedlagt bed hans død i 1974.
Skønt Käthe Boysen havde boet praktisk taget hele sit liv i det samme hus i Herbegsgade, skiftede hun nationalitet hele tre gange.
Glashuset
På grunden af Herbergsgade 7 på hjørnet af Østergade var der i begyndelsen af 1900 – tallet landbrug med møddingssted lige ved siden af bageriet. I 1924 blev der bygget et nyt hus. Den rummede en kirkesal, hvor den nyapostolske menighed holdt sine gudstjenester og møder. Det var meget store vinduer ud mod gaden. Derfor hed huset i folkemunde ”Glashuset” Senere blev gudstjenesterne flyttet til Klostergade 2 og Glashuset blev lejet ud til beboelse. Senere fik menigheden sin egen kirke Buen 4.
Æ Bykass
I Herbergsgade 9 var der i mange år byens finanskontor ”æ bykass” Før genforeningen havde ”Fleckenkasse Hoyer” kontor i Klostergade 2, der blev ejet af Johannes Matthiesen. Han overlod nabogrunden ved Herbergsgade til sin søn snedker Claus Matthiesen, der byggede huset nr. 9 med lejligheder og værksted. Han var byens kasserer og flyttede kontoret over i det nye hus.
Kassererhvervet gik i arv til hans datter, Marie, der i mange år forestod indkassering af skatter og afgifter og udbetaling af lønninger og pensioner m.v. Først da borgmesterkontoret i 1947 blev flyttet fra Storegade 27 til den gamle præstegård, blev bykassen i Herbergsgade nedlagt. Marie Matthiesen undgik naturligvis ikke at måtte leve med navnet ”Mie Bykass”.
Sjællænderen blev ved med at tale sjællandsk
Herbergsgade 11 optager det smalle, sydlige mellemrum mellem de to parallelgader, og her boede Jørgen Nielsen. Han var en gæv sjællænder, der kom til Højer i 1914. Han arbejdede ved låningerne, de faskinvolde, der skulle holde kanterne af Højer kanal intakte.
Desuden fiskede han og holdt et par køer i den nordlige ende af huset. På den anden side af Kovej havde han svinesti vest for Truelsens lade. Endnu da han havde et halvt hundrede år på bagen som høvring, talte han uforfalsket sjællandsk med en enkelt undtagelse. I stedet for “når””sagde han ”wenn”, men udtalt på sjællandsk med stød:
Banegårdsgade – Højer Dige – Ved gamle Dige
Syd for Kovej førte Banegårdsgade hen til Højer Station. Den blev bygget, da jernbanen mellem Tønder og Højer skulle åbnes i 1892. Det var en statelig bygning, der rummede kontorer, lejlighed til stationsforstanderen og ventesale med restauration for de rejsende. Den blev dog også besøgt af de lokale.
En gemytlig aften på Højer Station
Man kunne godt have en gemytlig aften på stationskroen i daler og så tage det sidste tog hjem og slutte af hos Heine Bensien på Højer Station. Man kunne også benytte toget lokalt og løse billet fra Højer til slusen. Du kan selvfølgelig læse hele historien i artiklen ”Sidste tog fra Højer”.
Banegård revet ned
I den østlige ende af bygningen var der godsekspedition. Der var en rampe, hvor man læssede kreaturer på toget. På baneterrænet var der et vandtårn til brug for togene. Persontrafikken blev opretholdt til 1935 og godsbefordringen fortsatte til 1962. Derefter overtog kornfirmaet Hindrichsen stationsbygningen og indrettede lejligheder i den. Den blev nedrevet i 1985 for at give plads til andelsboliger.
Banen – stor betydning for byen
Da banen blev oprettet i 1892 betød det et minus for byen, som derved gik glip af indtægter ved at være transitby fra turister til Sild. Men siden havde toget stor betydning for byen.
Det var det normalt benyttede middel for personbefordring mellem Højer og Tønder. Den befordrede tyske turister til slusestationen og arbejdere og skoleelever til Tønder. Den besørgede godstransport for virksomheder i Højer, først og fremmest Tæppefabrikken.
En branddam, der ikke pyntede
Vest for Kovej nr. 2 har det været en stor branddam med træstakit omkring. Der blev ofte smidt skrammel i den, så det pyntede bestemt ikke. Men i 1930 blev den fyldt op, bl.a. med jord fra nordenden af det gamle dige, med henblik på, at der kunne anlægges en mindelund på stedet.
I 1987 opførte Højer Andelsboligforening 20 boliger i området mellem mindelunden, baneterrænet og det gamle mejeri.
Tagrør fra Rudbøl
Vest for mindelunden begynder det gamle havdige fra 1556, der strækker sig til Rudbøl og videre ind syd om Tønder. De jernbanen blev lagt ud til slusen, gik diget længere mod nord op forbi Ved gamle Dige nr. 1. Derfor blev banen ført igennem diget syd for dette hus, og i tilfælde af stormflod kunne åbningen lukkes med svære planker ligesom man ser i de næstyderste diger syd for grænsen.
Lige syd for byen går vejen op mod diget, og vest for dette ligger Højer Dige nr. 2, der i sin tid tilhørte gartner Johannes Møller. Han var oprindelig bødker med værksted i Postgade 11. Han startede i begyndelsen af århundredet et rørvæveri i huset ved diget ligesom det i Østerende 18.
Råmaterialet var tagrør, der blev høstet i egnen omkring Rudbøl. Man kunne sejle rørene næsten helt op til huset. Senere lærte Møller gartnerhåndværket og drev i cirka 25 år gartneri på ejendommen.
Rabarber og jordbær til feriehotellerne på Sild
Han avlede bl.a. rabarber og jordbær, som han solgte til feriehotellerne på Sild. Han havde også en postordreforretning med kålplanter til forskellige egne af Tyskland. I Skolegade 4 havde han grøntforretning. Men hans produkter solgtes også fra en trækvogn på gaden.
I 1936 overtog Lorens Jepsen gartneriet, og efter 1946 har han mest drevet det som hobby.
Lægebolig
Vi vender om og går tilbage til Ved gamle Dige 1. Huset er bygget til lægebolig i 1922 af dr. Madsen. Han var fra Højer, hans kone fra Kaukasus. Jo, det var den læge, der blev kørt over af sin egen bil i 1924. Derpå købte amtsfuldmægtig Florander huset, og i 1934 blev det igen lægebolig, da Dr. Rasmussen flyttede ind i det.
Rutebilstationen
På hjørnet over for lægeboligen var rutebilstationen. Da persontrafikken ophørte på jernbanen i 1935, måtte det foregå pr. rutebil. Rutebilejerne Hansen og Snitgaard fik koncession på ruten. Højer – Tønder. Men forbindelsen mellem Ballum og Højer over Hjerpsted blev opretholdt.
I 1937 byggede de Højer Rutebilstation med en ventesal. Byen betalte en årlig leje på 300 kr. til denne ventesal. Og ofte har Familien Brodersen taget denne tur.
I 1940 blev taksten for en rutebilbillet til Tønder forhøjet med hele 25 pct. Ja det var her, at Oma og Opa’ s hund ”Sep” ventede på os, når vi kom fra Tønder. Den havde trods alt måttet løbe 3 kilometer ude fra Ny Frederikskog.
Og her slutter denne gåtur, men vi vender som sædvanlig frygtelig tilbage med næste gåtur.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 59 artikler om Det Gamle Højer og Omegn herunder:
Dato: april 5, 2013
Vi dukker ned i 1923 i Sønderjylland. Hvad skete der? Både nord og syd for grænsen blev mindretallene generet. Rygter opstod, at der skulle dannes en selvstændig stat. Knivsbjerg – festen samlede 2 – 3.000 deltagere. Også syd på var årsfesten hos det danske mindretal godt besøgt. Der var kampmøde mod Ejder – danskerne. De tysksindede dannede frimenigheder.
Grænsespørgsmålet
Selv om grænsen lå fast, blev den stadig diskuteret. Således faldt der den 7. januar 1923 faldt der nogle skarpe udtalelser mod grænsen. Den 12. januar udtalte overborgmester Todsen fra Flensborg, at danskerne ville besætte hele området ned til Ejderen. Han så hellere, at grænsen blev lagt længere mod nord.
Også på Grænseforeningens møde i Sønderborg blev grænsespørgsmålet taget op. I marts gik det rygter, om oprettelse af en selvstændig stat, som skulle omfatte en del af Nordslesvig og Holsten ned til kanalen. Det var gårdejer Cornelius Petersen fra Vester Anflod, der stod bag dette.
Ved Genforeningsfesten den 15. juni i Aabenraa talte H.P. Hanssen også om grænsen. Fyns Venstreblad havde en samtale med den tidligere rigskansler Dr. Michaelis under et besøg her i landet. Han slog fast, at den dansk – tyske grænse lå fast, og at afstemningen var anerkendt. Han trak dog senere nogle af sine udtalelser tilbage.
Kampmøde mod Ejder – danskerne
Den 13. juli blev der i Slesvig afholdt et kampmøde mod Ejder – danskerne. Her faldt der skarpe udtalelser mod grænsedragningen. I et opråb modsatte Schleswig – Holsteiner
– Bund sig yderligere mod afståelse af Slesvig-holstensk jord til Danmark. Den 25. november mødtes danske og tyske socialdemokrater i Flensborg. Fra begge sider anerkendte man den bestående grænse.
Mange udenlandske tjenestefolk
Syd fra kom masser af tjenestefolk. I Haderslev Amt fandtes alene 1.223 udenlandske tjenestefolk. Nærmere grænsen var tallet langt større. I 1923 skønnede man, at der var ca. 8.000 udenlandske tjenestefolk. I 1922 var trafikken over grænsen stærk begrænset. Priserne sydpå steg kraftig. Også grænseoverløbere måtte man i stigende grad tage sig af. Således havde Aabenraa Amt en årlig udgift på 30.000 kr. til hjemsendelse og straffefuldbyrdelse.
Tyske menigheder
Tyskere blev opfordret til at bosætte sig nord for grænsen. Den 24.3.1923 havde de tysksindede dannet en frimenighed eller rettere en afdeling af den Slesvig – Holstenske Landskirke i Tinglev. En lignende menighed blev dannet i Løgumkloster. I Toftlund ansøgte i efteråret 55 underskrivere, der til dels ikke er det danske sprog mægtig om tysk gudstjeneste en gang
om måneden og på alle anden – helligdage.
Tyskerne forlangte mere
I 1923 fandtes der 11 tyske vandrelærere og – lærerinder i Nordslesvig og 7 privatskoler. Der fandtes mange tyske folkeskoleklasser, og der blev givet tysk sprogundervisning i mange ellers danske skoler. Men de tysksindede krævede mere. En deputation var hos ministeren i 1922, og over for ham krævede de:
Knivsbjerg – festen samlede 2 – 3.000 deltagere
Til vandrelærer – virksomheden var der i 1922 indsamlet 550.000 Mk. Syd for grænsen. I slutningen af året blev der vedtaget, at Den Tyske Pigehøjskole i Tinglev skulle afholde 8 dages kursus for unge landmænd. Den årlige Knivsbjerg – fest samlede mellem 2 – 3.000 deltagere.
Problemer for det danske mindretal
Det danske menighedsliv var samlet om menighedssalen Ansgar. Ved pinsetid 1923 ophørte de danske gudstjenester i Helligåndskirken. Det var simpelt hen mangel på tilhørere. En
kirkesal blev indviet i Valsbøl. Også i Slesvig var der en stor dansk menighed.
Det danske oplysningsvæsen syd for grænsen havde vanskelige kår. Myndighederne stillede sig på bagbenene. I flere byer måtte man nøjes med at afholde dansk kursus. I Aventoft indrettedes en dansk privatskole med 20 børn. Den blev dog forbudt. Begrundelsen var, at læreren ikke havde fået de nødvendige tilladelser. Et landbrugsmøde i Valsbøl blev forstyrret af tyskerne, og måtte flyttes til en privat stue.
I slutningen af januar købte Den slesvigske Forening i Gottorp Amt hotellet Holsteinisches Haus for 40 millioner Mk. De dansksindede indrettede det til forsamlingshus og kaldte det for Slesvighus. Da der skulle afholdes festlighed i det truede politiet med at lukke det.
Støtte til Sydslesvig
Til støtte for dansk kulturarbejde blev der på den danske finanslov bevilliget 200.000 kr., hvoraf 119.700 kr. gik til Dansk Skoleforening for Flensborg og Omegn, 50.000 kr. til højskoler
og resten til bogsamlinger, menighedspleje og sygepleje. Som modtræk foreslog de tysknationale i den preussiske landdag at bevilge et beløb til bevarelse af tysk sprog og kultur i det afståede Nordslesvig.
En sagfører i Flensborg blev afskediget for at have modtaget den franske krydser, Le Marseillaise. Først efter et år fik han igen lov til udføre sit hverv. En redaktør i Nibøl fik 14 dages fængsel for at genere tyske lærere.
Det danske årsmøde i Flensborg samlede 6.000 mennesker. Og de danskvenlige blade trykt på tysk var indtil videre forbudt af militæret. Først i 1924 måtte man udgive dem, men under censur.
Bedre økonomiske forhold
I 1923 gik det bedre for handelen. Indbyggertallet var stigende. Også penge – forholdende fik det bedre. Et hårdt slag var de samvirkende sønderjyske brugsforeninger, der med 10 filialer måtte likvidere med et underskud på 75.951 kr.
Bedre trafikale forhold
I løbet af 1923 blev jernbanernes køreplaner udvidet så stærkt, at der næsten var normal køreplan. Også amtsbanerne fik udvidet køreplanerne. En del busruter var blevet indstillet. Alligevel fandtes der i Haderslev Amt over 30 rutebiler.
Det første tog på småbanen på Als blev ført frem til Mommark Færgeleje. Også en række andre banestrækninger blev forbedret.
Landevejene blev fortsat forbedret i 1923. Alene i Tønder Amt var der siden Genforeningen etableret 40 km ny Chaussé. Forskellige havne i Sønderjylland blev uddybet.
I foråret begyndte tyskerne at bygge en dæmning fra Klangsbøl til Sild. Foreløbig gik trafikken over Højer i plomberede vogne fra strækningen fra Sønderløgum til Højer. Men stormfloden den 30. august gjorde stor skade på det påbegyndte arbejde.
Masser af nye skoler
Ved indvielsen af Telegraf – og Telefonstationen den 23. april oplystes, at der var 6.729 telefonabonnenter i Sønderjylland mod 3.514 ved Genforeningen. Her i 1923 var der i folkeskolen 682 lærere og lærerinder, deraf 417 med dansk og 265 med tysk uddannelse. De tyske skoleafdelinger blev besøgt af 2,774 børn.
Nye folkeskoler blev der bygget flere af. I Burkal Sogn blev der alene bygget tre, nemlig i Burkal, Rens og Jyndevad. Der blev også bygget skoler i Ravsted og Rudbøl. En ny tysk skole blev bygget i Jejsing.
Fornærmelse mod den danske dommerstand
Redaktør Hamann ved Neue Tondernsche Zeitung blev ved Underretten idømt 4 måneders fængsel for fornærmelse mod den danske dommerstand. Denne bøde blev stadfæstet af Landsretten med Højesteret nedsatte dommen til en bøde på 2.000 kr. I oktober måned kom en af de mange krigsfangere hjem fra krigen. Det var Hørlück fra Varnæs. Han havde siddet 8 år i fangenskab i Sibirien.
Masser af nyheder fra 1923
I 1923 brændte Dybbøl Præstegård. Og når vi nu er der nede, så blev Dybbøl Banke ”takseret” til fredning. Fuglefredningen på Jordsand kunne ikke forlænges, man manglede midler. På Løjt og i Aabenraa var der nu kortlagt 167 oldtidsminder. Og ved kloakeringsarbejder i Tønder fandt man rester af Gråbrødreklosteret. I Aabenraa oprettede man et Arkivdepot. Kongen besøgte Haderslev, Aabenraa, Tønder og grænseegnene, Sønderborg, Augustenborg og Gråsten.
Diget ved Højer blev forhøjet med en halv meter. Ved Brains i Frankrig blev der indrettet en sønderjysk kirkegård.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Aabenraa (169 artikler)
Under Padborg/Bov/Kruså ( 63 artikler)
Under Højer ( 77 artikler)
Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 23.09.2021
Dato: april 5, 2013
De var ikke alle lige sjove at arbejde for – lensmændene på Møgeltønderhus. Hoveriet kunne måske have været værre. Men i perioder havde bønderne i Møgeltønder Len nok at se til. Særlig dige-udbedring tog i perioder masser af tid. Og så skulle man også lige stå til rådighed med kørsel – både for lensmanden og for kongen. Da Ribe skulle have forstærket deres befæstning, ja så måtte man seks gange køre til Ribe med et læs kampesten. Og så blev brud på moralen og det sjette bud takseret hårde end et mord. Jo der skete skam noget i Møgeltønder dengang.
Kongelig lensmand
Ved reformationen overgik Møgeltønderhus som alt andet bispegods til kronen. Som første kongelig lensmand får vi Detlef Ahlefeldt. Antagelig har han overtaget lenet lige efter 1536. I en jordebog fra 1537 fortælles det, at huset Groten Tundern giver lensmanden 200 mk i årlig hyre. Birket giver ham 31 mk. og 5 sk. I 1546 har Ahlefeldt fået lenet i pant for 16.000 mk. Han skal betale 30 mk. lb. 1 læst havre og 6 tdr. smør som deraf plejer at afgange tilforn til bispens fadebur.
50 len blev pantsat
Møgeltønder var blot et af de 50 len, der af Christian den Tredje havde pansat til de holstenske adelige. Men hvor stor var lenet egentlig? Ja vi kan kigge i jordebogen fra 1537 over Riberhus Len. Og i den kan vi læse, at lenet bestod af
Detlef Ahlefeldt var lensmand på Møgeltønder indtil 1562, da kongen på hans anmodning indlæser pantet. Han havde været meget initiativrig og genrejst bygningerne. Han var også særdeles aktiv, da digerne Højer – Rudbøl – Lægan – Kær herred blev bygget. Han var meget påpasselig over for bønderne. I et brev til kongen klager han således over, at Kogsbøl – bønderne og kirketjenerne ikke udfører deres andel af arbejdet. Han fortæller også kongen, at ikke alle er lige flinke til at vedligeholde digerne. Ahlefeldt ønsker at true de bønder, der ikke lever op til deres ansvar skal trues med at blive smidt ud af deres ejendom.
Ahlefeldt troede på ”heksen”
I en sag fra Daler bliver en kvinde ved navn Margretha anklaget for trolddom. Men Ahlefeldt mener ikke, at hun har begået disse forbrydelser. Han henviser til, at hun trods tortur fastholder, at hun er uskyldig. Møgeltønder Kirke lod han udsmykke med kalkmalerier. I 1921 fandt man rester af interessante kalkmalerier med Ahlefedts våben. 10 år efter, at han forlod Møgeltønder i 1570 døde han i den høje alder af 90 år. Han blev begravet i Kliplev Kirke.
Ny lensmand – Niels Lange
I 1562 overtog lensmanden på Riberhus, Niels Lange tillige Møgeltønder Len. Men det var ikke helt uden problemer. Niels Lange krævede inventar som Peter Rantzau skulle have leveret, men som Ahlefeldt nægtede, at skulle have modtaget. Kongen måtte over for Niels Lange forlange, at han undersøgte sagen noget bedre.
Claus Rantzau – utiltalende og fordrukken
Allerede i 1564 overtog Claus Rantzau lenet. Han fik det i pant for 10.000 dlr. I 1567 blev det yderligere bestemt, at pantet skulle forblive u-indløst i hans livstid. Efter hans død skulle kongen desuden betale 1.000 dlr. For udførte reparationer.
Claus Rantzau døde i 1571. Hans enke, Magdalene beholder lenet indtil 1573, da Bendix Rantzau overtager det.
Og denne Rantzau var en i høj grad utiltalende person, hengiven til druk, opfarende og grusom, samt begærlig efter gods og penge. Ja sådan beskriver kilderne fra dengang personen. Efter bedste holstenske forbilleder forsøgte han at inddrage fæstejord og ved en forøgelse af bøndernes hoveri, at udvide hovedgårds – driften. Det fortælles, at hans lille datter Dorothea Rantzau på hendes dødsleje i 1592 bad sin far vise retfærdighed, billighed og nåde mod sine undergivne og bad ham især ikke straffe de undergivne, der kun havde forsynet sig i ringe grad mod den spanske kappe med mindre de var dømt til døden.
Også efter sin tid i Møgeltønder lå han konstant i strid med de mennesker han var i berøring med. I Haderslev, hvor han ejede et hus og bosatte sig, kom han i strid med byens øvrighed. Hans søn med hvem han havde begået alvorlige optøjer i Hamborg blev endda i 1616 sat ud af huset på grund af restancer.
Bendix Rantzau
I 1583 overtog Bendix Rantzau Møgeltønderhus som ejendom og ved den lejlighed udskiltes godset i Haderslevhus Len (Rangstrup og Bovlund). Denne afgang af gods blev udlignet ved Bendix Rantzaus køb af et par ejendomme i Gerup. Ved kronens tilbagekøb af lenet i 1599 kommer det til en del stridigheder vedrørende dette gods, idet Bendix Rantzau, at han ikke havde solgt andet og mere, end det, han havde modtaget i 1583.
Kronens krav skulle fastholdes
Kongen gjorde gældende, at den nye lensmand, Albert Friis på det bestemteste skulle fastholde kronens krav. Og det ejendommelig er, at kongen henvendte sig til lenets bønder og anmodede dem, om at yde et tilskud til købesummen efter evne og formue, idet der måtte formodes, at de var interesseret i kronens køb. I 1600 blev der udskrevet en almindelig landeskat overalt hos bønderne i riget til hjælp til betaling af Møgeltønder hovedgård og gods.
Albert Skeel
Fra 1600 havde Møgeltønder og Riberhus fælles lensmand. Og disse lensmænd tilhørte nu den danske højadel. Albert Friis, der kun var lensmand til 1601, var ligesom de følgende lensmænd med undtagelse af Mogens Sehested medlem af Rigsrådet. Albert Skeel, der var lensmand i tiden 1601 – 39 havde i sine unge dage, således som det på den tid var sædvane inden for højadelens kreds, været på uddannelsesrejse i Tyskland, Italien, Frankrig og England. Kort efter havde han ledsaget Christian den Fjerde på dennes brudefærd. I 1601 forlod han hoffet
og forlenes med Riberhus og Møgeltønder len. Som rigsråd og rigsadmiral blev han ofte brugt som kongens vigtigste sendebud.
I 1623 afgik han som rigsadmiral, muligvis på grund af et personligt sammenstød med kongen. Men det var dog ikke værre end at han i 1629 fungerede som fredsforhandler i Lybæk.
I forlenings – brevet blev det bestemt vedr. Møgeltønderhus, at han skulle gøre kongen regnskab for al avl, affødning og anden fordel og udgiften til løn og klæder til skriveren, fogeden og de daglige folk på Møgeltønder Slot og len. Den derunder liggende ladegård skulle tilregnes kongen. Dertil kom endvidere den bestemmelse, at lensmanden måtte beholde tiendedelen af den uvisse indkomst, hvorved forstås indfæstning, sagefald og før-lov.
Albert Skeel afgik ved døden 1639, og hans afløser blev Gregers Krabbe, der ligesom sin forgænger tilhørte den danske højadel. Også hav havde i sine unge år været på udenlandsrejse.
Ligesom sin forgænger var han rigsråd, men opnåede endnu et avancement, idet han i 1651 overtog stillingen som statholder i Norge efter Hannibal Sehested. Han blev beskrevet som
en jævnt dygtig og godlidende mand. Det fortælles, at selv om han gennemførte en forøgelse af hoveriet i Hindsgavl Amt, så var han alligevel vellidt af bønderne der.
På Møgeltønder var han optaget af få gennemført en hårdt tiltrængt reparation af hovedbygningerne, men det forhindrede svenskerne ham i at gennemføre. Da svenskerne endelig trak sig ud af landet, var det i første omgang avlsbygningerne, der blev genrejst. I 1650erne skiftede lensmændene ret hyppigt. Fra 1651 – 1655 var Mogens Sehested lensmand. Fra 1655 – 1658 var det Otto Krag. Og i 1658 overtog Hans Schack lenet.
Ikke en dårlig forretning
Det var bestemt ikke en dårlig forretning at være lensmand dengang. Det må dog lige antydes at flere af lensmændene havde ydet kongen store lån og havde fået lenet som pant. Den eneste rente, som de fik for lånet, var de indtægter som lenet kunne give af sig. Måske havde indtægterne været lidt mindre efter 1599, hvor lensmanden kun fungerede som kongens forvalter.
Mange ansatte
Egentlig var det nok skriveren, der havde det store arbejde. Han skulle opkræve afgifterne hos bønderne, og han skulle føre det uoverskuelige regnskab. Hvert år skulle han personlig rejse til København for at præsentere regnskabet over for Rentekammeret. Ladegårds – fogeden tog sig af bøndernes hovarbejde. Til hjælp havde han en foged – svend. Et skiftende antal røgtere
og piger fik deres kost på Møgeltønderhus. I regnskabsåret 1618 – 1619 opholdt der sig således 12 faste tjenestefolk samt en del personer, der som håndværkere eller i andet ærinde opholdt sig i længere eller kortere tid på slottet.
I jordebøgerne findes en fortegnelse over godsets besiddelser, gårde, kådnere og inderster. Hertil kommer de to møller i Lindskov og Daler, samt et falkeleje i Skast. Besiddelserne lå
noget spredt i Møgeltønder, Ved Aaen, Bønderby, Toghalle, Gallehus, Daler, Gerup, Østerby, Buntje – Ballum og Abild. I jordebøgerne kan man ikke finde fortegnelser over de såkaldte slikmænd. De kan opfattes som en slags forpagtere med en noget svingende forpagtningsafgift. De boede ude i Gudskog. En del af dem havde ret store jordbesiddelser.
Udseende ændret mange gange
Møgeltønderhus har skiftet udseende mange gange. Og det er heller ikke alle gengivelser, der er lige pålidelige. Der findes dog et maleri på Skokloster i Sverige, der viser os, hvordan stedet så ud, da Hans Schack overtog det. Rundt om samtlige bygninger gik den i dag den eksisterende voldgrav. Den gang var der plankeværk mellem borgergård og ladegård. De tre vigtigste gårde blev forbundet med broer.
I 1642 var broerne så forfaldne, at Christian den Fjerde under et ophold på Møgeltønderhus befalede, at broerne skulle erstattes med jorddæmninger. Men den ordre blev grundet krig, næppe gennemført. Stedets betydning som fæstning var svundet ind til intet.
Ikke nok med at svenskerne ødelagde store dele af godset. Men natten mellem den 11. og 12. oktober 1634 ramte en stor stormflod Vesteregnen. Vandet nåede ikke helt op til Møgeltønderhus, men stormen ruskede voldsom i de mange bygninger. Der måtte bruges et ikke ringe beløb til udbedring af skaderne.
Til trods for disse reparationer så fortæller en synsforretning fra 1639 adskillige steder om brøstfældigheder. Om det store stenhus hedder det således, at det øverste loft, der var egefjæl, var ganske brøstfældigt. Muren var mange steder revnet og taget var flere steder afblæst. Med hensyn til stald –og lade-bygninger oplystes det, at stængerne mange steder var rådne, og at tavlerne var faldet ud. Hvad vind og vejr ikke kunne magte, lykkedes til fulde for svenskerne i 1643 – 45. Da de var ude af landet tog lensmand Gregers Krabbe fat på genopbygningen.
Synsforretning fra 1655
Men i en synsforretning fra 1655 syntes der stadig at være kritisable forhold. Om Fruerstuen (Hovedbygningen) hedder det således, at taget var aldeles ødelagt af svenskerne. Loftet var brudt ned, kælderen var ganske brøstfældig, og i ladegården var det kun lidt husning i sammenligning med synsforretningen 1639. Den nye svenskekrig hindrede en række planlagte reparationer. Først da Hans Schack havde overtaget lenet som ejendom, kom der for alvor gang i byggearbejderne. Det nye Schackenborg rejste sig på det gamle Møgeltønderhus ruiner.
Lokale materialer
Det var fortrinsvis lenets egne håndværkere, der stod for opførelsen. Det var lidt sværere med materialerne. Teglsten kunne man selv producere på egnen. Men både træ og kalk måtte hentes andre steder fra. Den eneste skov i lenet, Lindskov var ikke stor nok til at kunne levere det nødvendige tømmer og desuden blev den ganske ødelagt af svenskerne.
Allerede i 1562, da beboerne i Møgeltønder len havde hårdt brug for tømmer til slusernes og husenes vedligeholdelse, gav kongen dem tilladelse til at indføre træ fra Norge. Dog måtte de ikke sælge tømmeret videre, men udelukkende bruge det selv.
Ifølge lens-regnskabet er der købt materialer fra Højer, Tønder, Ribe og Flensborg.
Urter på slottet
Af det før omtalte billede på Skoklosteret i Sverige fremgår det, at man var begyndt at anlægge have omkring slottet. Træerne var dog endnu ikke så høje. Derimod kan man ud fra lens-regnskabet se, at der var indkøbt urter. Og det var fra den husumske urtekræmmer Gert Buck. Således var der købt, løg-frø, gulerodsfrø, kørvelfrø, persillefrø, timianfrø, meran-frø, salviefrø, lavendelfrø m.m. Fra regnskaber fremgik det også, at der var indkøbt karper. Hvor karpedammene var anbragt, vides ikke.
Kunne lære noget af hollænderne
Indtil 1660 kørte godset som ladegårdsdrift. En del af markerne havde ikke været pløjet. De blev brugt til græsning af kreaturerne. Der var dog også en del eng – arealer, der ikke var velegnet til pløjning. Men i regnskaberne kan det ses, at korndyrkning blev en stor del af driften. Rug og havre blev dyrket i store mængder. Det var især hollandske købmænd, der opkøbte kornet og solgte det videre med stor fortjeneste i Spanien. Men endnu engang ødelagde svenskerne det hele. Markerne forblev nu u-dyrket. Mange steder gik de ligefrem over i hede.
Og vi sønderjyder kan takke hollænderne for meget. Således lærte de os, at fremstille ost. Og også smør viste de os, at vi kunne fremstille. Ja egentlig lærte de os også kvægdrift. Albert Skeel havde i 1618 – 19 betalt Laurids Struck, en borger i Ribe 9 rigsdaler for en tyrekalv og kviekalve indkøbt i Holland. Lensmanden mente at dette indkøb kunne have gavnlig effekt for avlsdyrene på Møgeltønderhus. Men antallet af køer på Møgeltønderhus oversteg dog aldrig 20. Og da svenskerne kom af to gange endte alle køerne i svenskernes maver.
Flere okser fra Møgeltønder
Men tidligere havde der gået flere okser på Møgeltønderhus områder. I 1554 havde Detlef Ahlefeldt fået lov til at udføre 100 okser toldfrit fra Kongeriget til Slesvig. I 1589 fik Bendix Rantzau lov til at udføre 200 okser fra kongeriget (dog ikke toldfrit). På det tidspunkt var der plads til 200 okser i Møgeltønderhus stalde.
Hoveri
Der findes ikke så mange kilder, der referer til hoveriet i Møgeltønder Len. Men fra den gamle Brinkgård (bispegård) i Ballum Sogn klagede bønderne i 1540erne over, at de både
skulle lave hoveri for Brinkgård og til Riberhus. Fra Trøjborg nævnes, at hvert bol i tjenestepenge årligt skulle betale 8 daler i tjenestepenge. Bønderne skulle også hvert år foretage en lang
rejse til Flensborg, Slap de for sådan en tur skulle de betale yderligere 1 daler. For det tredje skulle de hvert år foretage en kort tur til Højer eller Tønder eller også betale yderligere 8 skilling.
For det fjerde skal hvert bol årligt levere 4 læs tørv eller betale 4 skilling for hvert læs. De skulle årligt yde nyt tag til vedligeholdelse af hovedgårdens bygninger, samt holde deres løkker, veje, stier vedlige.
Desuden skulle de årligt pløje, havre, så og høste et areal i den Søndre og Nordre Mark. De skulle endvidere køre vintergødningen ud på de marker, der blev anvist af herskabet. Tærskningen slap bønderne for, mod at betale tærskepenge. Efter kontrakten af 1627 skulle samtlige fæstebønder slå og rive 50 Demant eng, mens Visby – bønderne alene skulle køre høet hjem. Da Daniel Rantzau i 1650 ved fru Anne Rantzaus død overtog Trøjborg genindførte han avlingshoveri på Trøjborg, indtil bønderne i 1690erne lejer hovedgårds
– marken.
Første gang hoveriet bliver nævnt i Møgeltønder er i 1233 i en overenskomst mellem indbyggerne i sognene Tønder (Møgeltønder) og Andæflyth. Sidstnævnte svarer nærmest til Vester Anflod. Det fremgår, at allerede i middelalderen måtte beboerne yde kørsler for den biskoppelige gård i Møgeltønder.
Egentlig har hoveriet i Tønderhus Amt ikke været særlig tyngende. Højer – bønderne skulle siden 1589 yde 10 dages hoveri til Fokkebøl og Fresmark.
Protest fra bønderne
Vi har tidligere fortalt om oprør fra bøndernes side i Møgeltønder. Bønderne mente, at de til tider havde for meget hoveri. Og lensmændene klagede over, at bønderne ikke fik udført deres arbejde. I 1567 udstedte kongen derfor en forordning til bønderne om, at de skal gøre samme tjenester til slottet med pløjning, lyngægt og andet, som de fra arilds tid sædvanligvis har ydet.
Bendix Rantzau brugte ret så håndfaste metoder over for opsætsige bønder. Det løs også bitre klager over ham fra bøndernes side. I 1583 nedsatte kongen dog også en kommission, der skulle undersøge forholdene. Men kongen gav ikke bønderne ret. Han mente, at de i Claus Ahlefeldts tid havde været noget forskånet for ægt og hoveri. Bønderne fik at vide, at de skulle være lensmanden lydig.
Men snart var det galt igen. I 1597 sender Christian den Fjerde et brev til herren på Møgeltønderhus, hvori det hedder, at hans bønder har klaget over, at han har forhøjet deres skyld og landgilde udover det, som de fra ilds tid har svaret, og at han besværer dem med arbejde til 5 eller 6 avlsgårde, foruden at de har diger at holde i stand. De de derved er kommet i stor armod og fordærv og ikke vil kunne blive ved deres næring og bjærgning, har de anmodet Kongen, om at tage sig af deres
sag.
Rantzau stævnede bønderne
Nu hjalp det dog, da Kronen overtog Møgeltønderhus i 1599. Men ak, beboeren slap ikke for Bendix Rantzau. Den landgilde, de ikke havde villet eller ikke kunne betale ham, stævnede han dem for ved Viborg Landsting. Kongen appellerede til dommerne om at vise barmhjertighed over for bønderne. Endnu så sent som i 1607 var Bendix Rantzau part i en proces mod beboerne i Møgeltønder.
Til rådighed for kongen
Nu var det sådan, at bønderne i Møgeltønder Len også skulle stå til rådighed for kongen. Ja de skulle også hver især køre seks kæmpesten til Ribes befæstning og yde seks dages arbejde til dette. I 1655 var Frederik den Tredje på besøg i Sønderjylland. Han sendte en brev til Møgeltønder – bønderne, at de skulle holde sig klar med deres heste og vogne, når han om kort tid agtede at begive sig fra Flensborg til Ribe sammen med sit følge og hof.
Kådnerne som ikke havde heste, måtte et hvis antal dage om året stille sig til rådighed som håndlangere for håndværkere eller rense grave eller forrette havearbejde. Et forsøg på at udvide
kådnernes hoveri til også at omfatte dige-byggeri, blev på kongens foranledning bragt til standsning.
Indfæstningen
En anden afgift var indfæstningen. Det var en afgift, der betaltes ved fæsterskifte. For en helgård i Møgeltønder Len var det ansat til 40 rdlr. Men gårdene Ved Åen var helt oppe i en afgift på hen imod 200 rigsdaler. Det mest almindelige var dog 100 – 140 rigsdaler. Men der var masser af andre byrder for befolkningen. De mange krige satte sine spor. I Christian den Fjerde og Frederik den Tredjes tid kom pengeskatte, kornskatter, bådsmandsskatter og mange flere. Ja og så kom alle kirkeafgifter. I middelalderen var disse delt i tre dele, bispetiende, præstetiende og kirketiende.
Præsten klagede
I slutningen af 1550erne klagede præsten Laurids Boesen over, at hans sognebørn ikke ville give ham tiende. De ville heller ikke give ham kvægtiende. Det kom godt nok til et forlig i 1558, hvor det blev bestemt, skulle give tiende i en del af gestlandet, mens de af de ny-inddigede marskland skulle give 2 mark smør for hver ko samt give tilbørlig kvægtiende. I 1560 klager præsten igen til kongen. Endnu i 1573 var der ikke faldet ro i sagen.
Dige-arbejde
Bønderne i Vestslesvig havde en forpligtelse, som andre bønder i landet var fritaget for, nemlig dige-pligten. De gamle frisiske ord “Hvem der ikke vil dige, må vige”, havde sin gyldighed i Møgeltønder Len. Hver enkelt fik efter sit marsk – areal udmålt sin andel af diget. Det var så hans pligt, at reparere , når storm og uvejr havde sønderbrudt det. Og hvis han ikke kan magte
dette, må han opgive dele af sit land til fordel for dem, der godt kan magte vedligeholdelsesarbejdet. Bestemmelserne kunne synes skrappe, men ude i kogene var man afhængige af hinanden. Spade – strandretten som var kendt fra øen Nordstrand gjaldt også Møgeltønder Kog. I 1634 blev denne suppleret med Christian den Fjerdes dige-forordning.
De diger, der blev bygget i 1550erne kan nok ikke måle sig med nutidens diger. Men i mange år var man på egnen foruroliget. Så sent som i barndom og ungdom i Tønder lyttede mine forældre foruroligende når radioen, når en stormflod var på vej. Det var inden det fremskudte dige ved Højer. Og en enkelt gang er mine forældre inde i Tønder blevet evakueret, selv om min mor sagde, at det var noget pjat, da hun på naboens vejrhane kunne se, at vinden havde ændret retning.
Stormflod
Gennem tiden har storm og vand forårsaget store skader i Møgeltønder Len. I 1579 havde kongen sendt et brev til Bendix Rantzau om, at hans bønder sammen med Tønderhus undersåtter skulle deltage i reparationen af digerne. På adskillige steder mellem Højer og Rudbøl var digerne blevet gennembrudt. Også hertugen mindede om, at dige-parter skulle blive bragt i orden.
Kun et par år senere var det igen galt med digerne. Onsdagen efter påske i 1583 har bønderne i Tønder og Møgeltønder len i overværelse af deres respektive herrer, Johann von der Wisch og Bendix Rantzau være forsamlet i anledning af, at der i 1582 havde været masser af digebrud flere steder. Man så sig nogle steder nødsaget til at flytte digerne længere ind i landet.
Det voldte mange bryderier
for bønderne fra Møgeltønder og Tønder at skulle være fælles om diget og reparationerne af det. Snart var det kronens og snart var det hertugens bønder, der var uvildige til at udføre deres del af arbejdet. Den værste storm var “Det store Guds-vejr” natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. Kongen havde bevilliget nedsættelse i landgilden for dem, der havde lidt skade på deres korn og hø.
Det fremgik, at især bønderne ved Aaen, i Møgeltønder, Buntje og Rejsby havde været særlig udsatte for stormfloden. Meget slemt var det gået ud over Møgeltønder Kirke, idet det høje tårn styrtede ned over skibet og næsten lagt kirken i ruiner. Menigheden var ikke selv i stand til at rejse tårnet. I den anledning anmodede kongen, at nabosognene skal komme den nedfaldne kirke til hjælp efter bedste evne.
Havet rejste sig atter
Næppe var alt blevet repareret, da havet igen rejser sig. Det var den omtalte nat mellem den 11. og 12. oktober. På Nordstrand druknede alene 6.000 mennesker og 50.000 kreaturer.
1.300 gårde forsvandt i havet. Diget mellem Højer og Rudbøl blev atter engang gennembrudt. Eschelt Thambzen i Møgeltønder mistede således sit ganske Hus, hustru og børn samt alt sit gods og 2 køer. Mattis Persen mister to køer, 1 svin, 47 gæs, væggene i huset, samt sted-faderen Jens Ibsen og moderen. Mange kreaturer gik til i Møgeltønder Len.
Gårdene ved Aaen havde fået deres værfter ødelagt. Tavlerne i bindingsværkshusene var blevet skyllet bort af floden og en del af stolperne havde måttet give slip på grund af vandets store pres. Her havde blandt andet Anne Jensdatter mistet to heste, en hoppe, to fede køer, fire kvier, 6 okser, 2 stude. Dertil kom at 15 fag lade med alt høet var drevet bort, 12 fag stald ”neden for bjælkerne” var bortrevet, ligesom et lille hus med masser af træ-tøj var fuldstændig forsvundet.
Møgeltønderhus mistede 15 heste, 27 hopper, 5 føl, 30 køer, 39 stude, 9 okser, 44 kvier, 37 kalve, 1 tyr, 73 får, 21 svin og 229 gæs. Udbedringen af skaderne har krævet store summer og kæmpe arbejdsindsats fra bønderne, lige som også at digerne atter en gang skulle sættes i stand.
Hver landsby havde sine vedtægter
Hver landsby havde deres vedtægter. Der blev indkaldt til Grande/Bystævne, når vigtige ting skulle diskuteres. Indvarslingen blev foretaget af skiftende embedsmænd. I Daler blev de kaldt for markmænd, senere pantemænd, i Toghalle, tilsynsmænd, og i Abild for hegnsmænd. Og i en landsbyvedtægt fra Bønderby fra 1821, kaldes de for opsynsmænd. Som regel var der to embedsmænd i hver by, en i hver ende. Og det var en pligt at påtage sig hvervet, der gik efter tur.
Når der skulle afholdes Grande lod den ældste af embedsmændene en såkaldt grandestok eller ting-vol sende rundt til bønderne. Stokken gik fra hus til hus, og når den havde nået sidste mand, medførte han den til Grande – stævnet og overgav den igen i den ældste embedsmands varetægt. Skete det, at en af bønderne ikke sendte stokken videre måtte han erlægge en bøde til fællesskabets kasse. Som regel betød det også en mindre bøde til øvrigheden.
I Abild var bøden 4 sk., mens man i Daler har måttet bøde i mk. Til byen og 8 sk. Til herskabet. Lignende bøder var fastsat for dem, der udeblev fra mødet. Normalt skulle den udeblevne lade sig repræsentere ved en anden, idet beslutningerne skulle tages af samtlige bymænd. På Grandet skulle der herske ro og orden, og øvede nogen kiv og trætte, idømtes han en bøde, der i Daler bestod af en tønde øl til byen og 1 rigsdaler til herskabet.
Måske var afstemningen ved disse møder ikke demokratisk. Det gik efter gårde. En helgårds – stemme regnedes for dobbelt i forhold til en halvgårds. Kådnere havde overhovedet ikke stemmeret . De måtte gerne deltage. Og hvis der var beslutninger, der drejede sig om dem, måtte de gerne fremkomme med ønsker, men beslutningerne blev taget af bønderne.
Overtrædelse af det 6. bud
Overtrædelse af det 6. bud var den hyppigste overtrædelse dengang, hvis vi taler om moralbegreber. De mere velstillede måtte betale meget mere end den fattige. Bødens størrelse afhang også af forbrydelsens art. Besvangring af en trolovet så myndighederne på med milde øjne. Her kunne man nøjes med at slippe med et par rigsdaler. Men var den ene af parterne derimod gift , eller var synderne nært beslægtede, vankede der klækkelige bøder.
Fra regnskabet 1649 – 50 kan det ses, at Broder Sonnichsen ved Aaen har betalt 120 rigsdaler For lidt adspredelse i den ægteskabelige ensformighed. I 1655 har to mænd fra Lindskov betalt 150 rigsdaler. for lejermål med personer, med hvem de var beslægtede i 2. og 3. led.
Selv præsten, som man vel på dette område havde rimelig grund til at formode ville optræde som et godt eksempel for sine sognebørn, har til tider følt kødets lyster. Laurids Thomsen og hans families sørgelige skæbne har vi således tidligere berettet om.
Nedkommet 11 uger for tidlig
Møgeltønder – præsten Bagge Petersens hustru var nedkommet 11 uger for tidligt. For denne grove forseelse burde præsten være blevet straffet. Men kongen bestemte, at han kunne blive forflyttet. Men med sognebørnenes forbøn får han lov til at blive mod at han betaler 50 rigsdaler til hospitalet i Ribe.
Et mord så man ikke så alvorlig på. Således kunne Hans Christensen i Rejsby – Ballum kunne nøjes med at betale 30 rigsdaler for at have stukket en fiskerkarl på Rømø, så han døde. Men der blev givet bøder hvis
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Historier om adelsslægten (9 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Aabenraa (169 artikler)
Under Tønder (283 artikler)
Under Højer (77 artikler)
Redigeret 17.09.2021
Dato: marts 7, 2013
Foredrag på Landbohøjskolen den 7. marts 2013 i Æ Synnejysk Ambassade å æ Sproch. Her er det dog gengivet på almindeligt dansk. Vi tager på en historisk, kulturel og geografisk tur fra Øst til vest i Sønderjylland. Vi skal møde trolde, hekse, spøgelser, præster, originaler og andre sønderjyder. Vi skal gennem et par mord, møde grænseoverløbere og en del henrettelser, utroskab og andre dramatiske begivenheder. Noget er sørgeligt, noget andet er morsomt. Nu er det ikke de store historiske begivenheder, der præger dette foredrag.
På Højer Dige
Der på det gamle dige ude ved den gamle sluse pegede min Opa ud i nordvestlig retning. Han fortalte mig, at der lå Jordsand. En ø, som blev opslugt af vandet. Men her ude fandt en mand ved navn Ehmsen fra Ballum en gang en hel masse skeletter. Og hvor mon de stammede fra?
Jordsand
Enten kan det være dengang, da den engelske konge bad sin danske kollegaer om 6.000 soldater til udlån for at bekæmpe irerne. Her overraskede floden soldaterne, inden de skulle ros ud til skibene i Lister Dyb. Men skeletterne kan også stamme fra nogle af de 800 hollandske søfolk, der kæmpede mod Christian den Fjerde ude i Vadehavet.
Ja fra øen blev der udskibet 6.000 soldater. Det var den engelske konge, der bad sin engelske kollega om dette løn, for at bekæmpe irerne. Lejen blev fastsat til 325.000 rigsdaler.
Døde nogle i krigen, skulle der betales erstatning. For en hest 50 rigsdaler, og for en soldat kun 10 rigsdaler. Der forlød rygter om, at soldater døde på Jordsand fordi en stormflod overraskede dem.
Sild
Min Opa pegede også mod sydvest. Der lå øen Sild. Og der ligger noget, der hedder Uwe Büne. Og det er ikke min dyne, eller noget, der er købt i Jysk Sengetøjslager.
Højer
Og oppe i Højer på Ballumvej trak Barber Jacobs tænder ud på folk. Og Kalle kørte galt med sin vogn. Han brækkede begge ben. Man spurgte ham, hvordan det gik. Han svarede
Og Ludde var lige blevet opereret for prostata. En dag stod han ude for posthuset i Højer, da Ingeborg kom forbi:
Dagny skal hjem
I mange år var værkfører Niels Johansen værkbestyrer på el – værket i Højer. Når hans datter var ude om aftenen, og han syntes, at det var på tide, at hun kom hjem, blinkede han to gange med lyset. Ja så vidste hun besked. Ja hele Højer vidste besked. De sagde til hinanden:
En dyr taxa
En aften sad Peter og Kesse på Peters Kro. Pludselig siger Peter:
Hotel
Sylt lå ikke langt derfra, skulle man mene. Lige over på den anden side af Torvet. Nu var der ingen taxa hjemme i Højer, så man måtte have fat i en helt fra Tønder.
Da den endelig kom sagde Peter til chaufføren:
Men Kesse bemærkede beroligende:
De to høvringe fik et chock, da de blev præsenteret for regningen for de cirka 50 meters kørsel – 20 kr. Det var mange penge dengang.
Dann lieber kriechen
En hjemmetysker havde været på kro i Højer. Han væltede rundt og blev liggende. Et par mænd kom forbi og tilbød at hjælpe:
De to måtte erkende, at de var danske, hvortil manden i rendestenen svarede:
Hjem fra England
Under Anden Verdenskrig marcherede Æ Heimwehr rundt i Højers gader og skrålede:
En dag efter en sådan episode møde en dansk – og en tysksindet så hinanden i Mellemgade i Højer.
Alternativ helbredelse
I 1850/51 under Dige-byggeriet blev mange syge. Og det var ikke altid, der var læger til stede. Så måtte man ty til andre helbredelsesmetoder.
Når vi nu er ved læger, kan det også nævnes, at Højer havde en mærkelig læge, Dr. Jersild. Ja det var den lokale befolkning, der syntes, at han var mærkelig. For folk styrtede til Højer, for at blive behandlet af den meget alternative læge. Han kunne godt for det pæne borgerskab og hævingerne op af stolen. Han fortalte sin gode ven i Tønder, redaktør Skovrøy, at på sin gravsted skulle der stå:
På sine gamle dage blev han bange for at dø, eller nærmere bange for at blive levende begravet. Derfor havde han aftalt med dyrlæge Hauge i Tønder, at han straks skulle komme og skære halspulsårene over, når han hørte om dødsfaldet.
Samme tro
Og i Højer blev postbåden til Sild beslaglagt som krigsskib. Det er hvis ikke sket før eller siden i verdenshistorien, at en postbåd blev beslaglagt som krigsskib.
Andreas Pust, havde sit øgenavn, fordi han led af astma.
Han havde heller ikke så mange penge. Engang lånte han to mark af Pastor Rolfs. Da han stak pengene i lommen,
spurgte han pastoren:
Så havde fotograf Mathiesen vundet i lotteri. Så han lukkede butikken og tog på ferie. I flere uger hang der et skilt på hans butiksdør:
En kristelig overbevisning
En novemberdag i 1918 kom revolutionen til Højer. Der skulle vælges et arbejder – og soldaterråd. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker i byen blev foreslået.
Men håndværkeren bøjede sig for argumentet:
Rømø
Da vi nu stod deroppe på diget, min Opa og mig, kunne det også ske, at vi kunne se Rømø – Sild færgen. Og det er netop Rømø vi skal til nu. Lige nord for Kommandørgården lå en sørøverborg. Her fandt en mand en stor spand med guldmønter. Spanden var for tung til at han selv kunne løfte den. Senere dukkede han op med en flok venner for at hente skatten.
Men jo mere mændene trak i spanden, des dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt.
En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame til en fødsel.
Modvillig gjorde hun som ønsket. Som tak modtog hun et forklæde med træspåner. Tankeløs kastede hun spånerne i ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag havde de forvandlet sig til det purreste guld.
Sporvogn på Rømø
Og tænk i over 40 år har der eksisteret en sporvogn på Rømø. Eller i hvert fald en hestetrukken skinnebane. Man drømte om at sætte et lokomotiv foran. Og tænk, det var en præst fra Skærbæk, der indrettede et ferieparadis på øen. Han drømte om et Kurbad lige som syd på. Men ak i 1903 gik det hele fallit.
Skærbæk
Vi skal ind på fastlandet igen – til Skærbæk. På vestsiden af Skærbæk Kirke er indmuret en romansk gravsten fra omkring år 1100. Den er til minde om følgende episode. En mand fra Midthusum hørte mens han var til mølle i Brøns, at en springflod var på vej. Han skyndte sig hjemad. På vejen hjem mødte han nogle mænd, der bar hans sager. De nægtede at udlevere dem. Han dræbte den ene mand med en hjulring, og skyndte sig hjem. Han blev gemt af sine venner, men dog anholdt og henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk.
Sorgager
I 1634 er der en historie, om en mand, der hedder Thøger, der dræbte en strandrøver. Han blev henrettet i 1635. Men Thøger havde en ven, der hed Jørgen, som skulle have været med
til drabet. Men moderen gik i forbøn hos kongen. Han lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte dette, men døde af overanstrengelse. Sønnen blev benådet og fik en gård i Hjemsted.
Marken som moderen måtte meje, kan stadig udpeges i Ballum, og kaldes i dag Sorgagre. Dette inspirerede Karen Blixen til at skrive en historie af samme navn.
Trolden fra Øster Gasse
Og så var det trolden i Øster Gasse, der blev sur på klokkeren i Skærbæk Kirke. Han slyngede en kæmpe sten efter kirken men ramte ikke. Han havde dog knuget så fast om stenen, at fingeraftrykkene kunne ses i stenen. Og det er ganske vist.
Ballum– hele tiden
Når vi nu er her ude vest på, så har det altid forbavset mig, at der er så mange Ballummer. Når Ingolf og mig cyklede fra Tønder til Rømø følte vi, at vi aldrig kom ud af stedet. Jeg tror, det er ni byer, der ender på Ballum. Og her troede jeg, at Barsmark på Løjt Land var Danmarks længste landsby. Tænk, at der her ude i år 1200 lå en borg med 43 ansatte, og at man herfra havde planer om, at bygge en kanal på 11 fods dybde til Aabenraa. Men det var svenskerne, der var skyld i, at det ikke blev til noget.
Emmerlev
Dem, der solgte ejendom efter 1920 og havde solgt i D – mark, fik ikke meget for det. Således ligger der omkring Emmerlev en pæn stor mark (fenne), som bliver kaldt for Æ Kasketfen. Værdien af salget blev ikke til mere, end at sælgeren kunne købe sig en blå kasket. Så var de penge brugt.
Draved
Ludde Jensen var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armene af sin far. Nu havde han så hugget træ i Draved Skov og antændt det fyrstelige vogterhus. Den 19. juni 1598 skulle han derfor hænges. Men ak, skarpretteren havde fået en for mange. Han fik to fingre klemt mellem galgestokken og strikket. Han lod Ludde hænge lige så længe til han troede, at han var død. Han blev til sidst nødt til at skære snoren over, for at få fingrene fri.
Mange blev chokeret over, at Ludde rejste sig, efter at have været en tur på galgen. Men torsdag den 22. juni forsøgte man igen. Skarpretteren var blevet ædru og Ludde overlevede ikke.
Daler
Lige før Møgeltønder ligger Daler. Og i gammel tid havde både Emmerlev og Daler hver sin trold, som begge boede på en høj. Højene er ikke længere beboet af trolde. Nu ligger her kirker.
De to trolde var lidt fjollede. De var ellers gode venner, men kastede store sten efter hinanden. Efter mange års stenkast, lå der en hel bunke sten på begge høje, da der skulle bygges kirker her. Og som tegn på, at historien er sand, så findes der en speciel sten i den nordlige tårnmur i Daler – Kirke. Her kan man se et tydelig aftryk af Emmerlev – tyroldens store næve.
Møgeltønder
I 1585 blev Lauritz Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var prisgivet til drukkenskab og lemfældighed. Hun lå i med mange mandspersoner fra Møgeltønder. Og datteren blev udsat for blodskam og udlånt til diverse personer. Det hele endte med, at konen og datteren blev halshugget. Og præsten, Laurids Thomsen blev brændt.
Peter Henriksen
I Møgeltønder Kirke hænger et billede af Peter Henriksen. Han var død i 1521 og efter sigende blev han 127 år. I 1500 – tallet var der en stor stormflod, som fik vandet til at stå helt op på Stjernen. Og denne er pladsen ved Korsvejen – vest for byen. Det er derfra at DR og TV2 transmitterer, når de fine i deres stilethæle vandrer gennem Møgeltønder til diverse bryllupper og barnedåb.
Men tilbage til 1500 – tallet, så råber Peter Henriksen til folket:
Så råbte han:
Ved den syvende bøn, begyndte vandet at falde.
Tønder
Det var format over at gå i kino i Tønder, særlig i Vestergade. Her havde cykelhandler Meinert Lützen fra Popsensgade sin storhedstid. Det var dengang, at stumfilmene blev ledsaget af en pianist eller en violinist. Og i Tynne havde man Æ Geiger, Meinert Lützen. Og som han selv sagde:
Det gjorde han særlig energisk under en Asta Nielsen Film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene. Fødderne bevæger sig længere og længere ud mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning.
Cykelhandleren “untermahle” den dramatiske “Stimmung”, så violinen skriger. Pludselig råber en tilskuer bagerst i salen op til lærredet:
Der var engang en ønskebrønd
Michael Falch havde ikke meget til overs for Tønder, da han ankom til byen. Han sammenlignede Tønder med Rusland i 1950erne. Men han fandt en god ven i præstens uvorne søn Christian Arendt (Kedde). I perioder var Michael dog forvist fra Præstegården. Talrige er de gange, hvor han sammen med Kedde røg Sort Nepal, Rød Libanon eller Grøn Marok u æ Schweitz. De gik også i hash – klub hos Anne Marie ud på Leos Alle. Og talrige elefantøl er blevet indtaget ved Æ Liebestempel.
Kedde var lidt af en alkymist. Blanding af forskellige kemikalier havde en mærkbar virkning. Og alt dette blev produceret i præstegården. Dengang havde man på Torvet i Tønder en ønskebrønd, som Michaels far, Hans Ehlert var initiativtager til en ønskebrønd. Heri kunne tyskerne slippe deres dyrebare D – mark. Og denne form for kapitalisme var ikke noget som Michael brød sig om. Det var kapitalisme af værste skuffe. På et stort skilt stod der på dansk og tysk:
Men en aften, da kirkeuret slog 12 tog Michael og Kedde en gryde med fra Keddes laboratorium. Byen var næsten uddø.
Forsigtig hældte de eliksiren ned i ønskebrønden. Der lød en kraftig syden og de to unge mennesker tog benene på nakken. Aktionen kom de følgende dage på alles læber, og blev Breaking News i dagbladet Vestkysten, hvor Michael for øvrigt havde været bydreng.
Da de første tøndringer om morgenen krydsede Torvet var den indhyllet i en tæt røgsky, hvor der stank af klor.
Da røg og lugt efterhånden aftog omkring ønskebrønden, konstaterede man at vandet var omdannet til en tyk lilla grød, der havde ætset tusinder af mønter, såvel de danske som de tyske D – mark.
Michael fik aldrig sagt undskyld til sin far. Det forblev et stort mysterium i Tønder. Og Michael kom ført i tanke om begivenheden, da han samme sted optrådte for dronningen og prinsgemalen.
Aventoft
Os fra Tønder kender Aventoft. Her skulle vi altid til Frühshoppen. Det var jo selvfølgelig søndag formiddag i den bedste kirketid. Inden da havde vi bestået manddomsprøven, der bestod af at drikke Æ Støvl. Men efter 1920 skulle der her oprettes nogle toldbygninger. Men grundejeren ville absolut ikke sælge grunden til dette formål. Man greb til ekspropriation. Grundejerens
sagfører greb til det argument, at han ikke havde adgang til sin mødding, hvis arealet skulle overdrages til toldvæsenet. Indgrebet ville gøre det umuligt at komme til møddingen i hestevogn.
Derfor blev det besluttet, at der skulle foretages en prøvekørsel med toldinspektøren som udførende myndighed og en repræsentant fra byrådet som vidne. På et kort var det indtegnet helt
nøjagtig, hvor man skulle køre, henholdsvis med et læs møg, og et tomt læs.
Men det kom aldrig til denne prøvekørsel, da byggematerialerne til toldbygningen allerede var læsset af på grunden.
Sæd
Når vi kommer forbi Sæd ned til grænsen, står der en skamstøtte ud til vejen. Der blev kastet sten mod den af de forbipasserende. Stenen er rejst som en advarsel om Karen Christensen. Hun myrdede i 1712 sine fire børn og sig selv med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der ikke kunne forsørge sig selv og sine børn. Børnene blev begravet på Udbjerg Kirkegård. Men Karen blev faktisk kastet ud af vinduet og slæbt ud på heden og begravet i uindviet jord.
Burkal
Det var her i sognet at Vadehavsmaleren Nolde blev født. Han tog navn efter fødebyen. Ifølge beboerne skulle Tyge Nold have været den sidste beboer, og om ham findes der et fantastisk sogn.
Kong Waldemar sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot. I syv år. Da snakken var ved at holde op, sendte man løbere ud i landet for at høre nyt. Meningen var at snakken skulle holdes i gang.
En af disse budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han først mødte 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte og sidst 12 rødklædte ryttere. Bagerst kom en ældre kone kørende. I en hendes vogn var der halm, og oven på lå en gammel mand. Budbringeren fik standset konen, og bad om en forklaring. Den gamle dame fortalte, at de 12 grønklædte ryttere var hendes farbrødre, de blåklædte var hendes morbrødre, og de 12 rødklædte var hendes sønner:
Præste – skandale
I 1200 – tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal. Meget mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte ikke gifte sig med hende. Men uhadada, han fik barn med hende. Det var en skandale.
Og i 1722 berettes om en mand i Burkal , der levede sammen med sin kone og sin søster. De blev begge gravide. Søsteren først. Og for at skjule utugten, lod konen som om, at det var hendes barn. Men da konen steg op af barselssengen, kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede.
Grænsestrid
En dag i 1950 passerede en ko, tilhørende en bonde i Bögelhuus på den tyske side af grænsen – den danske grænse. Her blev den fanget af en dansk tolder og trukket over på den tyske side. Men nej, den tyske tolder ville ikke tillade dette. Sådan en sag skulle anmeldes. “Ordnung muss sein”
Konsekvensen var at koen blev sat i karantæne hos en dansk nabo.
Den tyske toldkommissær og en en dansk overtolder forsøgte at løse grænsestridighederne. Resultatet blev, at den tyske bonde fik sin ko, og at de tyske toldere fik det gode råd, at en sådan grænseoverskridelse nødvendigvis ikke burde anmeldes.
Stoltenlund
Lige før Tinglev kommer vi til Stoltenlund. Her blev Jens Peter Jessen født. Og det er ikke en vi bare skal overse. Sammen med Graf von Stauffenberg var han med til at planlægge det mislykkede attentat mod Hitler.
Tinglev
Den 17. april 1699 blev der fundet et lig i Tinglev Mose. I halvanden år lå det på lit de Parade i Våbenhuset. Befolkningen blev opfordret til at komme med en forklaring. Sådan foregik datidens efterforskning.
Degnens datter
Og Pastor Hoegh Havde et godt øje til degnens unge datter. Han blev lokket i en fælde og i 1763 blev han nødt til at tage sin afsked. Han havde overtrådt det 6. bud. I 1867 åbnede man jernbanen fra Tinglev til Tønder. Grundet forsinkelser har mange tilbragt timer på stationen. Således foreslog en forsinket passager en gang, at den tid man tilbragte på banegården i Tinglev skulle godskrives i skærsilden.
Jeg elsker de grønne lunde
Det var også her på banegården, at enkedronning Louises salonvogn holdt. Da stationsforstanderen fløjtede til afgang, sagde enkedronningen:
Dette førte til, at DSB atter havde forsinkelser.
Da det igen blev dansk ville de tysksindede i Tinglev ikke give de danske DSB – folk logi, så DSB måtte fremskaffe sovevogne, som de ansatte kunne bo i.
Kongen blev stoppet
Sheriffen fra Tinglev skød en tysk officer længe efter at besættelsestiden var over på Tinglev Banegård. Og han stoppede også Kong Frederik den Niende. Ja, sheriffen lå ligefrem på lur for
at fange ham. Kongen var kendt som en rigtig fartbølle.
Padborg
I slutningen af 1700 – tallet havde sognet en præst, der var så frygtet, at gik han en tur gennem sognet, så holdt folk sig indenfor. Senere hev folk ham dog ned fra prædikestolen, når prædiken blev for lang.
Døddrukne munke
I Kollund Skov huserede munkene fra Ryd Kloster. Baggrunden for oprettelse af klosteret var at deres liv i Slesvig ikke var særlig ærbart. Her gik abbeden og hans folk rundt på byens værtshuse. De lå døddrukken rundt omkring. De åd, drak og horede med byens fruentimmere.
Guds straf
Fra kirke-byen Bov strækker der sig vest på en stor hede kaldet Efling Hede. Tidligere var her skov. Midt i denne lå en røverborg, som tilhørte en greveslægt. Den sidste af denne greveslægt var en, der terroriserede hele området. Engang var greven og sin bande vendt hjem fra et røvertogt. Det hele endte i et værre drikkelag. Pludselig oplyste et rødt ildskær hele salen. Skoven omkring dem stod i flammer. Da ilden ikke havde mere, at tage fat i, var et hvert spor af borg og skov væk. Sagnet fortæller, at dette var Guds straf.
Den synske Anna
I Frøslev døde i sommeren 1912 den 94 – årige Anna Andreasen. Hun var enke efter skrædder Karl Andreasen. Hun var synsk og forudså Mejeriets bebyggelse. Engang skulle Anna hjem fra Frøslev Kro. Men hun vendte tilbage og skulle have hjælp fra Karsten Thomsen for at komme hjem. Hun sagde, at hun ikke kunne komme igennem for menneskemængden. Men Karsten Thomsen så ingen mennesker. Men et par dage efter var der bryllup på Frøslev Kådnermark. Brudeparret kørte gennem byen. Og som sædvane var, så fyrede smeden en kanonsalve af. Men det kunne hestene ikke klare. Og brudeparret blev slynget ud af vognen. En menneskemængde samlede sig. Og det var den menneskemængde Anna havde set.
Overtro i Bov
Dengang var der masser af overtro i Bov Kommune:
Og tænk, at i Frøslev brugte man blod fra slagtedyr til at smøre bræddegulvene.
Gråsten
På Gråsten Slot var hertug Ernst Günther utilfreds med at dæmningen til Æ Kleinbahn var blevet forhøjet. Det skæmmede udsigten fra slottet. Og det skæmmede også udsigten for de besøgende på slottet samt fra kurhotellet. Hertugen gjorde opmærksom på, at han ikke var hvem som helst. Han var svoger til Kejser Wilhelm den Anden. Men det var netop denne kejser, der havde givet tilladelse til forhøjningen.
Og hertugen blev fornærmet og deltog ikke i Æ Kleinbahns indvielse i 1899.
Søgård
Godset Søgård var Sønderjyllands største. Men adelsfamilien Ahlefeldt var ikke gode venner med hinanden. Således havde man anlagt en mur tværs gennem gården, så man kunne undgå at se hinanden. Ved Søgård Sø boede en heks. Grev Ahlefeldt fik besøg af denne, og fik et rødt ar i panden.
Familien tjente masser af penge fra Kliplev Kirke. Kirken var et valfartsted. Da familien kunne se, at det var indbringende. Så man byggede et kæmpe valfartsted ved Årup syd for Ensted.
Frederik Ahlefeldt var rigets næst – mægtigste mand. Han var modstander af ødselhed, selv om han var en af landets rigeste mænd. Men det var hans børn ikke Tværtimod. De led af pragtsyge. I 1722 blev boet sat under administration. For øvrigt blev familiens præst dømt for sædelighedsforbrydelse hele to gange.
Den stakkels Hans
Og i Kliplev Kirke måtte den 19 – årige Hans Rossen, søn af den ansete bonde og lensfoged Rossen bekende over for menigheden, at han havde fået et barn ude for ægteskabet.
Hærvejen
Toldsted Kro på Hærvejen blev rost i 1671. Således udtalte Holger Jacubæs, at der var så mange puder og dyner på kroen, at det var nødvendig med en stige.
Kørselspligt for de kongelige
Bønderne langs Hærvejen havde kørselspligt for de kongelige. Men man skulle nok mene, at det var lidt overdreven nogle gange. Da Christian den Femtes søster, Prinsesse Wilhelmine Ernistine i 1671 skulle en smuttur til Tyskland måtte der den 18. august fremskaffes 88 vogne til Årøsund til brug for hendes kongelige højhed. Et tilsvarende antal skulle bruges i Haderslev og Bolderslev.
Sagnet om Varnæs Kirke
Junker Vigge var en ung og velhavende ridder. Han boede på gården Vold ved Varnæs. Åh så forelskede han sig i Jomfru Ida, der boede på Helnæs på Fyn med hendes far, Ridder Ove.
Vigge ville gerne have himlens velsignelse, så han gik til præsten, Mathies, of spurgte hvad han skulle gøre. Jo han skulle bygge en kirke, Varnæs Kirke. Så skulle præsten nok arrangere det hele. Men ak, Ridder Ove var i gæld til den mægtige Ridder John af Odde. Og denne ønskede, at Jomfru Ida skulle giftes med sin søn. En uhæderlig pagt blev således indgået mellem de gamle mænd. Dette erfarede Vigge under julemessen i Varnæs Kirke.
Lillebælt var frosset til. Men julenat drog junker Vigge nu med tyve svende over bæltet. De ankom netop som bryllupsklokkerne lød. Med sværdet afbrød Vigge klokkeringningen. Ingen blev
skånet, undtagen Ida. Hun skulle med til Varnæs. Men ak på vej til Varnæs brød isen op. Vigge og Ida kom fra hinanden. Mange omkom. De elskende troede, at de havde mistet hinanden.
Flere år senere førte skæbnen dem sammen igen. Ida var gået i kloster i Letland. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de blev viet. Men mere ak og ve. Om morgenen blev Ida fundet død. Hun kunne ikke håndtere nonneløftet og kærligheden.
Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge. Han havde vandret hvileløs omkring i årevis. Han lagde sig på Idas grav og udåndede. Måske kan
du stadig møde Junker Vigge på Varnæs Kirkegård. Her kunne man i mange år drikke vand fra et træ, der havde helbredende virkning.
Rødekro
Ved Rødekro Savværk stod en gammel træstamme med hul i. Efter sigende skulle den hjælpe piger, der havde mistet deres mødom. De skulle blot kravle gennem hullet ved fuldmåne, og
fluks så var mødommen så god som ny. Om træstammen står der endnu og om hvor mange piger, træstammen har hjulpet vides ikke.
Løjt
Pastor Fabricius måtte mane kromandens genfærd i Mørkesø nord for Kirkeby, og Pastor Bendixen havde fået anskaffet Cuparanus Trolddomsbog. Men uheldigvis havde tjenestepigen fået fat i den. Hun havde fået læst rotterne til præstegården. Men det lykkedes dog for pastoren at få dem læst væk igen.
Præsten drak sig ihjel
Der var masser af problemer med Herrnhutere på Løjt land. Pastor Paulsen fra Aabenraa sendte sin hjælpepræst til Løjt for at gøre noget ved sagen. Men ak, hjælpepræst Bachmann forfaldt til druk og drak sig ihjel.
Sindelags – kontrol
De preussiske myndigheder indførte sindelagskontrol. Det gik ud over Anne Hansen i Barsmark. Hun var uegnet som håndarbejds-lærerinde, fordi ægtemanden var en af de største socialister, som der fandtes på denne tid.
Den fartglade pastor
I 1914 ankom der to gendarmer til Barsmark og anholdt alle dansksindede. Man var bange for, at de ville hjælpe en fjendtlig flåde gennem bæltet. Æ Klienbahn havde fået konkurrence på Løjt land af den fartglade pastor Treplin. Han havde fået en Adler til seks personer. Og minsandten så var pastoren også ejer af sognets eneste motorcykel fra Neckreuter Fahrzeugwerke.
Haderslev
Inden vi på vores rejse, når vores bestemmelsessted tager vi lige et hurtigt smut til Haderslev/Tønder. Wallensteins tropper havde raseret hele Sønderjylland. På Hansborg Slot kom kommandanten over alle de svenske tropper til at bo. Kommandanten havde forlangt, at Tønders borgmester, Hans Werkmeister skulle give møde på Hansborg. Kommandanten havde sendt en vogn til Tønder, for at hente borgmesteren, men han turde ikke møde op, så han lod vognen returnere tom.
Men fire dage efter holdt fyrstens vogn, samt 30 soldater foran borgmesterens bopæl. Wermeister var tvunget til at tage til Haderslev. På Hansborg forlangte kommandanten, at Tønders borgmester skulle sørge for krydderier og vin fra Hamborg. Men borgmesteren forklarede at han ingen forbindelser og kredit havde i Hamborg.
Bøger blev ødelagt
På indkvarteringsstedet i Provstegården på Naffet, så Werkmeister, hvordan svenskerne var ved at ødelægge gården. Og på gulvet lå værdifulde bøger og flød. Tønders Borgmester bad oberstløjtnanten, om at pakke bøgerne ind og skåne dem. Den svenske oberstløjtnant forklarede, at man ikke var interesseret i disse kætterske bøger. Men hvis nu borgmesteren var så interesseret i bøgerne kunne man da slå en handel af. Oberstløjtnanten havde været i borgmesterens hjem for at hente ham og foreslog 14 alen fløjl med guld – galoner samt de 14 hvide ræveskind, der befandt sig borgmesterens hjem. Men det var borgmesteren ikke interesseret i.
Men ikke længe efter, at borgmesteren var kommet til Tønder holdt der en vogn foran huset med 400 bøger, samt en deling soldater. Borgmesteren var nu nødt til at aflevere ræveskind og fløjl.
Du kan hente bøgerne for 100 rigsdaler
Da provsten langt om længe var kommet tilbage til Provstegården i Haderslev sendte Tønders borgmester en besked om, at provsten kunne hente sine bøger for 100 rigsdaler. Det var de udgifter som borgmesteren selv havde haft. Men problemet var bare, at så mange penge havde provsten ikke. Forgæves forsøgte amtmændene Georg von Ahlefeldt og Volf Bluhme at mægle i sagen. Og til sidst forsøgte den gottorpske hertug også at mægle. Men forgæves. I mellemtiden døde Tønders borgmester. Først efter hans død fandt bøgerne vej til Haderslev igen.
Aabenraa
En af de andre gange jeg var her talte om hekse i Aabenraa. Man gik ud fra den katolske heksebibel. Her kunne man læse, at en heks havde en umættelig kødelig lyst. Og her kunne man læse, at kvinder havde mindre hjerne end mænd.
Kometer over Aabenraa
I 1680 og 1682 viste der sig kometer over Aabenraa. Det fik provsten til at udsende teologiske advarsler. Fra Nicolai Kirke tordnede han mod menigheden. Nu skulle de syndige råde bod. Han pegede på Romerbrevets 8. Kapitel vers 22:
Tre uger efter brændte hele Vestergade. Måske havde provsten ret?
Den fordrukne diakon
Diakonen blev anklaget for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til fester. Han havde sågar ladet trusseløse Piger hoppe over sig. Så havde de drukket, De vakre Pigers Skål. Han havde revet parykker og hatte af festdeltagere. Sjældent ramte han tonen i kirken og fyrede de forkerte salmer af. I 1704 blev han så endelig afskediget. Keglespil og øldrikkeri samt svin på kirkegården – alt dette skete, mens det var gudstjeneste i Nicolai Kirke i Aabenraa.
Solæg ikke fra Aabenraa
Og så kunne Landbohjemmet i Affenraa byde på Solæg. Egentlig skulle de hedde Sole – æg. Ægget har ingen relationer til sol eller Sønderjylland, men til den tyske by, Sole. I denne by fandt man for ca. 170 år siden på at lægge æg i saltlage, efter at de var hårdkogte.
Foredraget er baseret på artikler på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23.-o9. – 2021
Dato: juli 25, 2012
Vi går ned ad Ballumgade. Jeg mindes pludselig et bryllup og søde minder fra Emmerlev Klev. Vi besøger Østerende, og familien Boysens slægtsgård. Vi går til en flot banegård, som ikke er der mere. Så går turen forbi en uheldig læge. Vi lander på Rutebilstationen, hvor en hund ventede på os. Vi besøger Kogsgade, forbi diverse diger lander vi pludselig ude ved den hvide bro, hvor Opa havde sin fiskekutter liggende i nærheden.
Det er sket meget i Højer siden jeg gik rundt i de idylliske gader. Vi gik en tur i artiklen, Højers gamle huse. De gader og veje springer vi over i denne artikel.
Tænk først i 1950 blev kloakeringsplanen færdig. Og først året efter blev rensningsanlægget færdig. Og først i 1961 fik beboerne på Siltoftvej lov til at tilslutte sig kloakeringsanlægget.
Belysning på træpæle
I de første år efter krigen var det et lokalt elværk på Kovej , der leverede strøm til de meste af byen. Og det var 110 volts jævnstrøm. Men det var dog en del virksomheder, bl.a. Tæppefabrikken og enkelte husejere, dr fik deres elforsyning fra højspændingsværket. Fra 1949 til 1951 blev der indtalleret 220 volt. Vekselstrøm. Og ind til 1964 var gadebelysningen anbragt på træpæle.
Ballumvej
Lad os starte på Ballumvej. Vi har i nogle artikler været forbi. Og måske kunne vi, Familien Brodersen have boet på Ballumvej i hvert fald i en årrække. På et tidspunkt tilbød min mos kusine, Hertha, at vi kunne leje en villa. Men det blev ikke rigtig til noget.
En gammel købmandsbutik
På Ballumvej 7 lå Dambergs Købmandsforretning. Endnu i 1930erne lå her en dejlig købmandsbutik med skålvægt på disken. Her var skuffer med mel, gryn og sukker. Der var høje blikdåser med bom. For to øre kunne man så få en tut bom. Og man fik en ordentlig håndfuld. Papiret formede købmanden med øvede fingre til et kræmmerhus.
Under loftet hang blikkedler, zinkspande, træskostøvler, reb og et utal af andre genstande.
Ved døren stod en åben sæk korn med kanten rullet ned til en vulst. Her var også klipfisk. Mod gaden stod kaffemøllen med de store festlige blanke svinghjul.
Her stod det ufarvede smør i en åben drittel. Købmanden tog det op med en lille riflet træspade og pakkede det ind i pergamentpapir. Med pakken fulgte smørfarve i en lille blære af celluloid. Før man brugte det i husholdingen æltede man det grundigt igennem, idet hun blandede smørfarven i. margarinen stod i en træpotte. Den inpakkedes ligeledes i fedttæt papir.
Dosmerseddel
Indkøbssedlen var anderledes dengang end i 1960, da jeg cyklede over den hvide bro uæ fra æ kou med en seddel fra min Oma til en anden købmand i Højer.
Dengang da Damgaard eksisterede lød en dosmerseddel således:
Ude ved Slusen havde Damgaard en tank stående, der leverede brænstof til fiskernes kuttere.
Urmager og vognmand
På Ballumvej 9 lå i mange år Hyldtoft urmager – og guldsmedeforretning. Den første Hyltoft kom fra Ravsted. Egentlig begyndte han i nummer 23. Hans søn, Jacob flyttede hen i nummer 9 og startede der. Butikken var dengang lille og mørk.
På Ballumvej 11 havde Fritz Hansen i sin tid vognamndsforretning med to heste. Hans søn Mathias førte den kort tid videre, men rejste så til Amerika. Da han kom hjem overtog han Strandhotellet ved Emmerlev Klev.
Søde minder fra Emmerlev Klev
Og ja så vokser de dejlige minder frem. Alle de skønne piger, man har kysset der. Men også dengang, vi ikke måtte komme ind, fordi vi havde læderjakke på. Det måtte man ikke derude. Men så kunne vi jo bare tage hjem til onkel Pulle og Tante Sonja, og skønne kusine June på Prilen i Højer.
Eller da man kom for sent til bussen mod Tønder, fordi man lige skulle sige farvel. Men så var det godt, at ens onkel kørte taxa. (Læs artiklen: Højer historier og oplevelser)
Et bryllup på Ballumvej
Men tilbage til Ballumvej inden den går helt over gevind. Ballumvej 11 var solgt til Peter Jensen , som havde mekanikerværksted, lillebilforretning og benzintank på fortovet. Han fremstillede også en masse metalbeslag, som hjuler Jensen brugte i sin karosserifabrik. Senere havde Andreas Waltz en tid vaskeri i huset. Og så havde Karoline Struck haft broderiforretning der. Og jeg tror faktisk jeg har været til bryllup hos Strucks datter med efterfølgende fest på Ballumvej.
Glitterværk
På Ballumvej 13 boede kleinsmed Ludolf Wismar. Han var en dygtig smed. Det meste, at det gitterværk, der står rundt om i byen, kommer fra hans hånd. Han forhandlede også landbrugsmaskiner.
Efter hans død oprettede hans enke og to døtre pensionat. De leverede også middagsmad ud af huset i emaljerede to – eller treetagers madspande. Kunder som dr. Kühl kunne også få et komplet service med.
Muddergrøft
Nord for nr. 13 går vejen ned til den tyske sportsplads forbi den tyske børnehave, som blev opført i 1962.
Det var her på sportspladsen, at baraklejren blev opført ( Se artiklen Baraklejren i Højer)
På det sted havde hjuler Jensen haft en afdeling. Det vil dige, at han havde et træskur. Det er hvis for meget, at kalde det for en filial.
Ved samme vej havde gartner Seidel i nummer 21 gartneri.
Nr. 23 var dengang det sidste hus på Ballumvej. På den anden side sluttede husrækken med nummer 20. Endnu i begyndelsen af tyverne, der oprindelig hed Grønnevej ubrolagt med dybe grøfter. Især den østlige del var en muddergrøft. Her havnede der så mange en uprøvet ungdommelig cyklist.
Det var ud af til her på Ballumvej, at Højer i 1948 fik sin første større udvidelse. Andelsboligforeningen fik overladt jord fra Menighedsrådet på vejens østside. Degnefennen gik fra parkeringspladsen nordpå til bygrænsen .
Forsamlingshuset
Tilbage, hvor den gamle by holdt op, på Ballumvej 10, var der oprindelig dansk forsamlingshus. I 1926 blev den forsynet med en tilbygning. Den blev hjemsted for det danske bibliotek. I 1954 fik Ungdomsnævnet så den ide, at starte en fælles ungdomskub. Man startede på Kommuneskolen. Men det var utilfredsstillende. Man var bange for at provokere tyskerne hvis man foreslog at ungdomsklubben kunne få stedet. Men fra tsk side foreslog man selv stedet. Så det endte med den selvejende institution Højer Fritidshjem.
Og det var her jeg var til bryllup.
Institutionen købte stedet og fik det restaureret. Den kommunale ungdomsklub Klub 90 havde den en overgang. Kommunen købte ejendommen i 1992. den blev drevet med det gamle navn Højerhus. Og ungdomsklubben flyttede op i det tidligere søskendehjem, Nørrevej 39.
13 bagere i Højer
På Ballumvej 6 var der bageri. Stedet var drevet af forskellige bagere indtil Marius Bossen overtog stedet i 1912. I udbygningen havde Putzmacherin Petra Orth sin hatteforretning. Dengang gik alle damer med hat – også i Højer.
Vi har hvis nævnt det før. På et tidspunkt var der 13 bagere i Højer. Den store eksportartikel var nemlig kavringe. For ikke – sønderjyde kan vi som service meddele, at det betyder tvebakker.
En læge med tre heste
Ballumvej 4 blev bygget af den gamle snedker Lessow. Det var et værksted uden maskiner. Tredje generation indrettede et skomagerværksted her.
Og i nummer 2 indrettede den navnkundige vognfabrikant Jens Hansen Jensen sig. Han blev kendt som hjuler Jensen eller Europa – Jensen (Læs artiklen: En vogn fra Højer)
Ballumvej 1 har været lægebolig. Den var bygget af Sanitätsrath dr. med. Johannes Friedrich Kühl. Han havde et kæmpe distrikt. Han havde selv en vogn og to – tre heste, når han skulle ud på landet. Det var en lukket vogn. Han havde kusk på bukken. Kommunikationen foregik med en fløjte og en gummibold.
Når vejene var ufremkommelig ude i kogene red han selv. Til at passe hestene havde han en karl. Dr. Kühl døde i 1933. familien brugte en overgang huset til sommerbolig, men i 1936 blev den overtaget af Verein Deutsches Haus.
Et reb til mange formål
Ballumvej 3 var bygget omkring år 1900 af rebslager Hans Peter Andersen. Reberbanen gik mod vest over til Nygade. Den oprindelige bane blev ejet af hans farbror. Den gik langs vestsiden af Ballumvej fra Nørrevej til nummer 23.
Og i nummer 1 lå et gammelt spindhus. De reb, der blev spindet her, blev solgt til landbruget, til fiskeriet og til søfarten.
Hans Peter Andersen havde en ordentlig flok børn. De skulle også fodres, derfor fiskede han også ved Slusen. Han havde altid første klasses fiskeredskaber. Han lavede dem selv.
Han gik altid den sorte vej ned tilslusen, to gange om dagen i ålesæsonen. Og det var på indersiden af diget. Den vej var altid belagt med sort slagger fra DSB.
Østerende
Vi går ned ad Østerende, hvis første nord – sydgående del oprindelig hed Markgade. Her på hjørnet lå eller ligger Kræftings Billedskæreri og Antikvitetsforretning, Nørregade 5.
Tidligere var her Hotel stadt Tondern.
Ikke for arbejderne
Det var en meget velrenommeret kro, hvor marskbønder og andre honoratiores havde deres stambord.
Kroen havde en meget stor rejsestald ved Nørregade og en rummelig sal mod syd. I en sto etagers hovedbygning var der krostue forneden og hotelværelser på 1. sal. I haven ud mod Østerende var der en stort lysthus. Her havde man også forbindelse til en stor udendørs keglebane.
Før der blev bygget gymnastiksal ved Kommuneskolen, havde tyske elever om vinteren legemesøvelser i hotellets sal. I årene fra 1951 – 56 havde den tyske privatskole lokaler i den nuværende Østergade 9, som hørte til hotellet.
Her kom almindelige arbejdere og tjenestefolk ikke. Når de skulle til kros, tog de til Snurom Tøndervej 7 eller til Tedjen Jensen i Ny Frederikskog.
Familien Boysen
Vi fortsætter på højre side af Østerende ned til hjørnet af Kovej. Her lå i gammel tid en tvillinggård, den Boysen`ske slægtsgård. Det var et anseeligt men også meget uregelmæssigt byggekompleks. Det omsluttede to meget små gårdpladser. Udhusene er for længst borte. Stuehusene står der delvist endnu. Østgården er det nuværende Østerende 4. Her boede apoteker Nagel, indtil han byggede Nørregade 10.
Østerende 1er en ældre ejendom, som i slutningen af 1700 – tallet blev ejet af Thomas Thomsen. Han blev gift med en datter fra genboen. Den tyske kniplingskræmmer M.C. Mathiesen giftede sig med genboens datter,Helena Boysen en dansk pige og sønnedatter af den navnkundige Geske Marie i Emmerlev. I 1827 byggede han den nu anseelige gård.
Senere arvede Helena, den store gård og jordene.
Matthiesen – en stor mand i Højer
Lad os lige kigge på M.C. Matthiesen. Han var byens sidste kniplingskræmmer og medstifter af sparekassen. Han blev i 1869 Højers første borgmester. Han drev også et dampbrændevins – brænderi i det nuværende Nørregade 1.
Sønnen Christian Matthiesen, der arvede gården var gift med mølledatteren Emma Roll. Ægteskabet forblev barnløst. Emmas bror, Fedder Roll overtog gården (Læs artiklen: En mølle fra Højer). Han var gift med Ella Kier fra Kiers gård (Læs artiklen: Hvem boede på Kiers Gård? ) De følgende ejere blev deres datter, Ina og hendes mand, grosserer Waldemar Ohlsen, søn af Chr. Ohlsen Østerende 3.
Her kom senere firmaet In– Foto.
Familien Ohlsen
Og Østerende 3 må vi heller ikke springe over. Det er familien Ohlsens gård opført i 1896 af Chr. Ohlsen. Han måtte opgive landbruget af helbredsmæssige grunde. Han begyndte at sælge jern og stål, plader og pumper. Lageret blev indrettet i gårdens lade. Sønnen Erich overtog det, og flyttede engros – forretningen op på Nørrevej under navnet Chr. Ohlsen & Co. I gårdens hestestald har det også været rørvæveri.
Erich Ohlsen bortforpagtede det meste af jorden og udlejede stalden til et par koholdere. Efter at han havde giftet sig med Marie Nielsen overtog han igen ejendommens drift. Rasmus Storck forpagtede gården og drev den til 1962.
Jernbanens ejendom
Hvis vi nu kigger øst på, ser vi ejendommen Østernede 12 – 14. Den rummer fire lejligheder. Det var beregnet til ansatte ved banen. Persontrafikken mellem Tønder og Højer ophørte som bekendt i 1935 (Se artiklen: Sidste tog fra Højer).
Herman Stoltenberg købte huset, og den blev indrettet til leje boliger. Her blev også drevet kaninavl i stor stil. Det gik meget ud over egnens mælkebøtter.
Nogle af bane – funktionærerne ejede deres eget hus. Det gjaldt blandt andet for Weichensteller Nielsen, der ejede Østerende 11. Det var tidligere stråtækt, men brændte i 1918. Det blev genopført med tegltag.
Døve Rasmus og Store Klåj
I Østerende 9 boede Døve Rasmus. Han brugte et stort hørerør, når folk talte til ham. Rasmus passede to hvide pumpemøller ved Vidåen. Det var også der, han fiskede. Desuden var han bådebygger.
Østerende 5 blev ejet af Carl Lorentzen. Man kaldte ham for Calli Va’emand. Det var fordi han førte tilsyn med de kreaturer, der græssede i Højer Mark. Om vinteren var han også husslagter og gik ud som daglejer.
Østerende 7 blev kaldt for æ Fårsti. Oprindelig var det bare en træbarak. Her boede August mæ æ Træben. Han hed også August Christensen. Men her har hvis nok boet utrolig mange lejere.
I Østerende 15 boede Store Klåj. Han ernærede sig ved landbrug. Hans kone sad i mange år som enke og holdt stadig køer. Hun blev kaldt Midde å æ tovt.
Paradiset i Højer
På sydsiden af Østende ligger nr. 16. Den har tilhørt banen som kolonihus. Den var bygget af jernbanesveller. Den bestod kun af to rum, i den ene var der en kakkelovn. Her kunne de banefolk, der dannede en kolonne søge ly. I Højer boede der fire af disse strækarbejdere. Senere boede der også en skomager i huset.
Og Østerende 18 har vi tidligere omtalt. Det var her Liberta eller Paradiset lå. Indehaveren Martensen kørte rundt med et skilt på bilen, Jesus kommer snart.
Banegårdsgade – Højer Dige – Ved gamle Dige
Vi er nu syd for Kovej. Og går ned af Banegårdsgade til Højer Station. Men det er bare snyd. Det er længe siden, der har gået tog til Højer. Men det startede helt tilbage i 1892.
Den flotte barnegård
Stationen var temmelig flot. Her var sandelig også restaurant. Ja der var også stationskro på Daler Station.
Og ved Højer kunne man også læsse kreaturer på. Ja og vandtårn var det sandelig også. Persontrafikken ophørte i 1935 og godsbefordringen først i 1962. Så overtog kornfirmaet Hindrichsen bygningen og indrettede lejligheder i den. Den blev revet ned i 1985, og så blev der opført andelsboliger på stedet.
Det var ikke godt for Højer, at banen kom. Man mistede dermed en masse indtægter fra tyske turister, der skulle videre til Sild. Vognene syd fra blev plomberet, så først ved Højer Sluse, kunne man komme ud. Men min far har været inde at kigge på disse ”luksus – togvogne” hvis nok ikke helt efter reglerne. (læs artiklen under Tønder: Drengestreger fra 1920) (Læs også artiklen. Tog til Tønder)
Men siden har det hvis været meget godt. Turisterne eller nærmere kurgæsterne blev ført direkte til slusen. Arbejdere og skolelever kunne nu tage toget direkte ind til Tønder.
Masser af skrammel
Vest for Kovej 2 har der været en stor branddam med træstakit omkring. Der blev smidt en masse skrammel i den. Det pyntede bestemt ikke. Men i 1930 blev det fyldt op, med henblik på at anlægge en mindelund på stedet.
I 1987 opførte Højer Andelsboligforening 20 boliger i området mellem mindelunden, baneterrænet og det gamle mejeri.
Det gamle havdige
Vest for Mindelunden begynder det gamle havdige fra 1556. Da jernbanen blev anlagt ud til slusen, gik diget lidt længere mod nord og forbi Ved Gamle Dige 1. Derfor blev banet ført gennem diget syd for dette hus. I tilfælde af stormflod kunne åbnnigen lukkes med svære planker.
Lige syd for byen går vejen op på diget. Vest for dette ligger Højer Dige nr. 2. Det tilhørte dengang gartner Johannes Møller. Han var i sin tid bødker med værksted i Postgade 11. Omkring århundredet startede han et rørvæveri i huset ved diget, lige som det i Østerende 18.
Råmaterialet var tagrør, der blev høstet i egnen ved Rudbøl. Man kunne sejle rørene næsten helt hen til huset. (se mere om rør m.m. i artiklerne: Bådfolket i Rudbøl og Aventoft – en by ved grænsen (under Tønder) )
Gartneri
Senere lærte Møller gartnerhåndværket og drev i 25 år gartneri på ejendommen. Han avlede blandt andet rabarber og jordbær, som han solgte til feriehotellerne på Sild. Han havde også postordreforretning med kålplanter til forskellige egne af Tyskland. I Skolegade 4 havde han grøntforretning. Hans produkter blev også solgt fra trækvogn på gaden.
I 1936 overtog Lorens Jepsen gartneriet. Efter 1946 blev det nærmest drevet som hobby.
Den uheldige læge
Ved Gamle Dige 1 er bygget som lægebolig i 1922 af dr. Madsen. Og vi har tidligere omatlt den uheldige læge, der blev kørt over af sin egen bil. Amtsfuldmægtig Florander overtog huset. I 1934 blev det igen lægebolig, da Dr. Rasmussen flyttede ind i det.
Opa’s hund ventel
På hjørnet over for lægeboligen ligger rutebilstationen Ved Gammel Dige 2. Og derinde i det lille ventesal, hvis den stadig eksisterer, har Familien Brodersen ofte ventet.
Hvis vi ikke kunne få fat æ lillebil, måtte vi gå den lange vej u i æ kou. Når vi ankom med bussen fra Tønder så stod Oma og Opas hund, Seppel og ventede på os. Det var en meget klog hund.
Turen fra Rutebilstationen ud til Anden Katastrofevej i Ny Frederikskog var skøn i sommermånederne, men var lige det modsatte, når det stormede og ruskede.
Senere cyklede jeg og en kammerat ofte fra Tønder til Højer og besøgte familien
Kogsgade – Slusevej
Vi går ned af Kogsgade. På højre side lå et lille hus med gavlen til gaden. Der boede Caroline Nielsen. Hun blev kaldt Caroline Pandhus. Det var fordi husets tag var af teglsten. Det var unormalt dengang. I 1950 købte fabrikant Chr. Johannsen huset. Han lod det nedrive, og brugte grunden til udvidelse af sin bonevoksfabrik.
20 mand lavede Bonnevoks
I Korsgade 2 boede maler Carl Johannsen. Hans søn, Christian startede i tyverne med at lave skocreme, men gik senere over til at fremstille bonevoks. Fabrikken var en meget ejendommelig virksomhed. Her blev også fremstillet bonevoksmaskiner. Og her sørgede man få, at kludene blev genanvendt. Til sidst fremstillede man det hele selv på fabrikken og havde 20 mand ansat. 2.000 maskiner over hele landet var udlånt.
Men efterhånden blev det almindeligt, at der kom tæpper på gulvene. Så kan det nok værre, at det gik tilbage for fabrikken.
En mindesten
Over for fabrikken ligger Korsgade 1. Den tilhørte familien Lorenzen. Den blev beboet af Lucie, er var enke efter Christian Lorenzen. Han var 19 år, ved Genforeningen. På det tidspunkt var han til søs. Det betød, at han ikke kunne få dansk indfødsret. Derfor gjorde han tjeneste i den tyske marine under 2. verdenskrig. Det kostede ham det ene ben.
I Korsgade 6 var der lotterikollektion. Her boede enkefrue Knockenhauer.
På hjørnet af Slusevej og Ved gamle Dige står en mindesten, som højer – borger rejste for Kong Frederik den Sjette. Det var den frygtelige stormflod, der i 1825 krævede 150 menneskeliv, Kongen havde besøgt halligerne, og var gået i land her. Her var den gamle strandbred og ladeplads samt udskibningssted lige i nærheden.
Det var også her i nærheden at møbelfabriken Elmo byggede. Jeg synes, at kunne huske, at vi hentede pc- borde i Møgeltønder – engang. Det var her Elmo startede.
Ved den hvide bro
Øst for Slusevej havde den tyske skytteforening skydebane og skttehus. Og i fenne nr. 2 havde Feuerwehr – Übungsplatz.
Udsigten mod syd blev domineret af Den hvide fabrik, en kolods på fire etager, men den har vi hvis flere gange skrevet om.
Og så når vi til æ vie Broe, som min mo ikke turde at gå over. Hun havde nærmest en forbi , når hun skulle over den. Men det har hun da også været adskillige gange. Og her i nærheden op mod slusen lå Opas fiskekutter. Området så helt anderledes ud dengang – i min ungdom. (Læs artiklerne: Højer, Stormflod og diger – Travlhed ved Højer Sluse – Syd for Højer)
To hvide pumper
På hver side af åen stod engang en malerisk hvid pumpemølle . De blev fjernet efter sidste krig.
Og så slutter vores lille gåtur i Højer. Prøv selv at gå rundt. Brug vores små artikler som guide. Du vil bestemt nyde det. Nej vi får ikke tilskud af turistforeningen.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Dato: juni 22, 2012
Vi tager i den første del af Højers gamle huse på rundtur i en smuk by. Vi finder også ud af, hvem der boede inde bag murene. Og det skete mangt og meget bag de skønne huse. Det var dengang, man havde en opråber. Og det var dengang en fabrikant, skulle købe et hus til den dansksindede præst. Og tænk engang- der var 13 bagere i Højer. På vores rundtur møder vi kun en. Måske burde man gøre bare lidt mere for at bevare Højers skønne gamle huse.
Sit eget miljø
Det er godt nok længe siden, at jeg er gået rundt i Højer og kigget på de gamle huse og bøndergårde. Og der er mange af dem. Højer har sit helt eget miljø.
Som vi tidligere har skrevet her på siden er Højer en ældgammel landsby. Men byen blev ophøjet til flække, da Tønder stoppede med at være havneby. Dette hverv overtog Højer. Herfra blev der eksporteret tusindvis af stude til Holland.
Bebyggelsen noget særligt
Bebyggelsen ligger spredt mellem brede og smalle gader, torve og småpladser. Dertil kommer mange flotte private haver.
De ældste huse er vel fra 1700 – tallet. Stilarterne er forskellige. Men som helhed er bebyggelsen noget særligt.
Ikke en turistreklame
Dette er ikke en turistreklame. Den lokale turistforening for længst holdt op med at linke til denne side. Dette er et forsøg på via hukommelse, at gå en tur gennem Højer, som jeg så ofte gjorde dengang i slutningen af 50erne og begyndelsen af 60erne.
Jeg havde/har en del familie her i byen, som flittige læsere sikkert har opdaget. Vi besøger nogle af de mennesker, vi også i andre artikler, har besøgt.
Brug ikke cement
Det ubehandlede røde murværk er det mest fremherskende. Det skal ikke bare overkalkes, som det er sket nogle steder. Skader i murværket er sikkert opstået under fugning, fordi man har brugt cement. I stedet burde man have brugt kalkmørtel. Håndstrøgne røde teglsten burde bruges i stedet for glatte maskinsten.
Forkerte døre og vinduer
Nogle steder ser man også forkerte døre og vinduer. Det ødelægger helhedsindtrykket. Det er en god tradition med hvidmalet træværk, vinduer, porte og døre.
Nej til cementtag
Kigger man på tagkonstruktioner, er disse også meget forskelligartet. De ældste huse er fortrinsvis dækket med strå. Man ser også cement tag. Tænk hvis man kunne fortsætte med tegl eller strå.
Huse mister sine skorstene
Det er også synd at man fjerner skorstene, fordi man ikke mere har brug for den. Brug den som aftræk fra køkken og bad. Når et hus mister sin skorsten, mister huset en del af sin historie.
Haver og stakitter
En del udhuse har det bedst af at blive revet ned, mens andre er med til at danne et særpræg. Sådanne udhuse skal plejes lige som haverne.
Jeg husker Højers flotte haver med velplejede hække. Og stakitterne er i Højer flottest i hvid maling.
Hvor er brostenene?
Mange af husene i Højer virker tilfældig anbragt. Det samme gælder nogle af vejløbende. Det skal ikke så mange fejlgreb til, før helheden ødelægges.
Nogle steder kan det måske betale sig at reetablere brostensbelægning i stedet for asfalt og betonfliser.
Belysningen
Lysmaster ødelægger hyggen. Belysning skal glide naturlig ind i byen. Det må aldrig være overdimensioneret i en by som Højer.
Der er masser af flotte træer i Højer. Og løvtræer klæder omgivelserne.
Herbergsgade
I Herbegsgade består den østligste del af en række ensartede huse. Den vestre del bestod i hvert fald dengang af haveanlæg. Det var her den tidligere præstegård lå. Her er også en muret dige af kløvede sten. Mest interessant er nok huset på adressen Herbergsgade 6.
Gaden løber parallelt med Klostergade. Her oprettedes et herberg for rejsende håndværkssvende i 1881. Det var i nummer tre. Ved indgangen stod Herberge zur Heimat.
Her kunne håndværksmestre, der manglede en svend skrive sig på en opslagstavle. Bestyreren hed i mange år, Jens Hedegaard. Han var saddelmager, og havde en lille butik ud til gaden. Han lavede blandt andet kørepiske, man kunne af og til se ham stå i døren og prøve, om de kunne slå et knald.
Bageri uden strøm
I Herbergsgade 5 boede bagermester Emil Petersen. I 1903 overtog han bageriet, Ballumvej 6. Men i 1905 købte han Bombergs Bageri i Herbergsgade. Det var bygget i 1867. Der var ingen butik og ikke elektrisk lys.
Når der skulle brød i ovnen, satte man i det første dunhammer, der var dyppet i brændbar væske. Den blev antændt og oplyste ovnen.
Glashuset
På grunden Herbergsgade 7 på hjørnet af Østergade var det i begyndelsen af 1900 tallet et landbrug med mødding, og så lige ved siden af bageren. I 1924 blev det nuværende hus opført. Det rummede en kirkesal, hvor den nyapostolske menighed holdt sine gudstjenester og møder. Det var meget store vinduer ud mod gaden. Derfor hed huset i folkemunde Glashuset.
Senere blev gudstjenesterne flyttet til Klostergade 2. På et tidspunkt havde menigheden sin egen kirke på Buen 4.
Æ Bykass
Og på nummer 9 befandt byens finanskontor sig i mange år. I folkemunde hed det æ bykass. Før genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2.
I Herbergsgade 11 boede Jørgen Nielsen. Han var en gæv sjællænder, der kom til Højer i 1914. Trods et halvt hundrede år som høvring, havde endnu ikke lært sproget, bortset fra et enkelt ord. I stedet for når sagde han wenn. På sjællandsk lød det så sådan:
Vænd du nu kommer hjem
Kirkegårdsgade
Kirkegårdsgade domineres af en høj ladebygning. Den flotte længe på nr. 1 klæder gaden. Også her ser vi de murede diger af kløvede sten. Indkørslen til Torvet er flot. Store træer dominerer østsiden.
En flot vinkelbygning er Kirkegårdsgade 1/ Nørregade 19 – 21
Ved siden af, skal også fremhæves Kirkegårdsgade 3.
Klostergade
Klostergade domineres af haveanlæg på østsiden. Terrænet falder stærk mod syd. Der er to flotte huse i nr. 7 og 9. To lave hvidkalkede stråtækte huse ligger blandt rødstens – byggeri. Det er et lille gavlhus i nr. 1 samt et langhus i nr. 5.
Dengang jeg gik der, var der dog en del ting, man kunne gøre bedre, prøv at se indledningen.
Historien om ”klosteret”
Og klosteret har aldrig ligget i Højer. Forklaringen er følgende:
En hvis Helena, datter af ridder Hvidding, arvede efter sin far bl.a. en halv plov land ( ca. 50 demat) i Højer og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for sin sjæls frelse. Den betgnedes senere , da feltherre Hans Schack overtog den, Vor Frue Toft eller Kloster i Høfver. Den var fordelt på 13 forbedelser (små husmandssteder), og noget af dem må vel have ligget nær det område, hvor nu Klostergade går.
Så lad nu være med at gå rundt og lede efter klostre i Højer.
Og i det lille stråtækte Klostergade 1, har jeg været. Gad vide, om der har boet familiemedlemmer her. Jeg kan desværre ikke huske det. Her et flot stråtækt tag. Et virkelig flot hus, og dengang særdeles godt vedligeholdt.
I nummer fem finder vi et stråtækt saddeltag. Huset ligger på en høj kraftig sokkel.
I Klostergade 9 havde Andreas Troelsen sin landbrugsejendom. Foderstoffer, halm og hø havde i en nu nedrevet lade over på den anden side.
Søndagsskole i Klostergade
I klostergade 7 har der været købmandsforretning. Den blev ejet af familien Martensen. Her har hvis nok også været døgnkiosk.
Familien har også ejet Klostergade 5. her var der en religiøs indskrift på muren:
Siehe ich komme und errette deine Seele.
Jo Martensen holdt søndagsskole for børn, og det skete i butikken. Og det siges, at han ved den lejlighed ofte åbnede for bolsjedåsen.
Kovejen
Kovejen har usammenhængende gadesider. Her må vi fremhæve det fine mejeri. Længst mod øst ligger et par stråtækte huse, med en fin have og en lav hæk.
Vest for Kovej 2 havde der været en stor branddam med træstatik omkring. Der blev tit smidt skrammel i den. Og det pyntede bestemt ikke. I 1930 blev dammen fyldt op, blandt andet med jord fra nordenden af det gamle dige, med henblik på, at der blev anlagt en mindelund på stedet.
På Kovejen nummer tre finder vi et flot syvfags hus. Den har en fortræffelig beliggenhed.
Lige ved siden af i nr. 5 finder vi et nifags hus. Kvistpartiet hæmmes lidt med for store vinduer.
Højer Mejeri lå i nummer 8. Den har vi skrevet om tidligere.
Nummer 17 er på fem fag med en etage. Her finder vi igen stråtægt saddeltag.
Markgade
Markgade er meget bredere end de fleste gader. Bebyggelsen ligger tilbage med forhaver hævet over gadeniveau. Gaden præges af den store gård, Markgade 1.
Vi finder tre sammenbyggede grundmurede længer i en etage. Murværket er i rød tegl. På vestgavlen skimtes årstallet 1827. Bygningerne virker meget velholdte og har gennemgået en del ombygninger. Men det gamle præg er delvis bibeholdt.
I nummer to finder vi et elvefags langhus. En flot bygning.
Mellemgade
Mellemgade er en af de snævre gader. Nogle af husene virker lidt forvirrede i deres materialevalg. Storegades tvillingehuse dominerer. Gaden afsluttedes med en gul træbygning.
I nummer fire finder vi et flot hus, dog ikke af så ældre dato. Dn er opført af røde normalsten. Bygningen danner en fin afslutning for Postgade.
Møllegade
Møllegade har sit udspring ved pladsen ved møllen. Her er masser af gavl – og langhuse. En flot udsigt er der også til masser af små haver. Gaden afsluttes i syd af fabriksbygninger.
Æ friesenskomache
I nummer 1 finder vi et etagers hus med stråtækt. Huset ligger for enden af Søndergade. Den er omgivet af flere gode huse.
Huset blev ejet af Mads Hansen. Han var arbejder og landmand. Under første verdenskrig var han forvalter på Kiers Gård.
Han havde temmelig mange køer. De var indlogeret i den store stald i nummer 9.
Ti leje i en lille tilbygning boede Æ Friesenskomache.
I Møllegade 2 boede Mathias Trip. I sine unge dage havde han øldepot, og gik ud som husslagter. Senere indrettede han en slagterbutik i huset.
I nummer tre finder vi et tre fags hus i en etage, bygget sammen med nabohuset.
I nummer fire finder vi et fem fag stort gavlhus i en etage. Stråtækt og bygget sammen med en værdifuld husrække.
Bygningen følger smukt gadeforløbet, når vi tager nummer 5 med. Den er bygget sammen med nabohuset og virker meget vedligeholdt. Her finder vi igen stråtækt sadeltag.
Brygger med 11 børn i et lille hus
I den sydlige ende af de to sammenbyggede huse boede brygger Petersen. Han var brygger hos Hindrichsen på Nørrevej. Hvordan familien kunne få plads i det lille hus, snakker man hvis stadig om i Højer. Der var mindst 11 børn. Folk havde opgivet at tælle.
Et grundmuret gavlhus finder vi i nummer seks. Murværket er placeret på en mørk sokkel.
Uforståeligt skænderi
I nummer syv boede gartner Wanderscheck, der havde afstået sit gartneri i Herbergsgade. Uforstående måtte opgive, når mand og kone her begyndte at diskutere. Han talte plattysk og hun talte sønderjysk.
I nummer ni finder vi et skønt langhus. Igen er der brugt rødt tegl og stråtækt tag. I syd er der en stor velvokset have. Bygningen virker meget velholdt.
Og i nummer 9 B finder vi selve møllen, som vi indgående har beskrevet i en selvstændig artikel. Nogle af de oprindelige bygninger i forbindelse med møllen er revet ned.
Ja og her har vi så Højers højeste sted. Møllen har vi omtalt i en særskilt artikel.
Nørregade
Nørregade er den gade man kommer til, når man kommer til Højer fra Tønder. Det er en flot indkørsel. Bebyggelsen er af varierende karakterer og alder. Baghusene vender ud mod Nørregade. Her en blanding af gamle småhuse og gårde og nyere større villaer.
Gadens vestlige ende optages af en række sammenbyggede stråtækte huse. Her kunne farvevalget måske have været bedre. Bygningerne omkring nr. 35 er udsædvanlig flotte. Også nummer 37 er flot. Der er masser af store flotte træer i haverne.
Noget forvirrende mundede gaden ud i Skolegade dengang.
Flotte huse i Nørregade
Helt ud til gaden i nummer 2 har ligget en smedje. Smedjen blev oprettet i 1870 af smedemester Peter Schmidt. Smedjen blev nedlagt i 1960 i forbindelse med en gaderegulering.
I nummer fire finder vi et et grundmuret langhus i en etage. Det er byget sammen med nabohuset i vest. Murværket er i sort tegl.
Et flot hus finder vi også i nabobygningen. Sammen med nummer fire udgør det en helhed.
I nummer 10 finder vi et forhus med vognport. Det er et velholdt hus med en markant sokkel. Det er god facade mod Nørrevej. I sydgavlen finder vi årstallet 1842. Indkørslen er belagt med pigsten. Huset har stor betydning i gadebilledet.
Apoteker Nagel blev kaldt Søm
Ja det var her det gamle apotek lå. Herman Nagel var apoteker i 50 år, og en del år tillige postmester. Og Nagel var gode venner med løjtnant Hammer, der kommanderede de danske kanonbåde ude i Vesterhavet. Da tyskerne skulle finde et øgenavn til apotekeren valgte de søm. Den danske oversættelse af Nagel er jo netop søm.
Et grundmuret langhus i otte fag med stråtækt tag finder vi i nummer 11.
Ved siden af finder vi en grundmuret vinkelbygning. Der er fire fag ud mod gaden. Der er en tværlænge mod sydøst. Der er et flot stråtækt tag. Et meget charmerende hus må man sige, dog ligger det lidt klemt inde af det store nabohus i vest.
I nummer 18 finder vi et langhus i otte fag. Murværket er i rødt tegl. Sydfacaden er smuk og velbevaret. Nordfacaden er knap så velbevaret. Med have, stakit og hække er det med til at fastholde Nørregades flotte husrække.
Nabohuset er i fem fag med en etage. Et godt hus med med uheldige tilbygninger.
Vi fortsætter i nummer 22. Her kunne farvevalget måske have gjort oplevelsen lidt bedre. Huset ligger noget klemt bag garagen.
Vi har et flot hus, som har været udsat for hårdhændet ombygning i nummer 25. Gårdspladsen er med pigsten. På huset er en bemærkelsesværdig kvist. Måske burde man have taget et andet vinduesvalg.
Et flot og stateligt hus i hele tolv fag med en etage finder vi nummer 26. Murværket er igen af røde teglsten med stråtækt tag. En tværlænge er senere bygget til. Gavlen er rigt dekoreret. Også haven er flot med velvoksede træer.
I nummer 30 finder vi et langhus, der er bygget sammen med nabohuset. Det er seks fag og en etage. Haven er mod syd med hvidkalkede udhuse i nord.
I nummer 32 finder vi fem sydfag. Det er et velholdt hus, som med dens sammenbygning med nabohuset udgør en fin helhed. Husene ligger desværre lidt klemt. Forhaven er fin tilpasset huset med stakit.
Nørregade 33 er en del af en sammenbygget husrække. De danner alle sammen en storartet helhed. Her finder vi også en pigstensbelægning.
Nr. 35 er en arkitektonisk perle, med skønhedsfejl. Her en karakteristisk vognport, der fylder i gadebilledet. Også i nummer 39 findes et flot hus, der dog ødelægges af nogle forkerte vinduer.
Nørregade 42 er et langhus bygget sammen med nabohuset. Sammen med nummer 46 har husene en værdifuld gadefacade. Indgangspartiet er dog uheldigt.
Nummer 46 er på fem fag. Desværre savnes skorstenen, og et nyt vindue klæder ikke bygningen.
Af andre flotte huse her på Nørregade skal også fremhæves 48 og 50,
Nørrevej
Nørrevej er baggaden til Nørregade. Her havde byen sin nordlige afgrænsning. Man kan stadig ane, at gaden var en tilkørselsvej. En smuk trærække langs Nørregade 26 giver vejen karakter. Desværre er mange af de gamle huse blevet skalmuret. Det er en skam. En af Højers flotte bygninger ligger her. Det er købmandsgården.
Også Nørrevej 3 er en perle.
Udmundingen i Skolevej er dog ikke så spændene.
Uden for Nørrevej 100 var der en lavning uden for diget, hvor der stod vand, når vinteren satte ind Det var æ gåspøt. Når den var tilfrosset var det en ideel skøjtebane.. manglede der vand kunne man få Æ Freiwillige Feuerwehr til at holde sprøjteøvelse derude.
En speciel vognmandsforretning
Det yderste hus på sydsiden af Nørrevej 75 er bygget af Andreas Jensen. Han havde en speciel slags vognmandsforretning. Når de mange badegæster fra Tyskland om sommeren kom til slusestationen og skulle med båden til Sild, kørte han deres bagage fra stationen op over diget og ned til damperen. Der skulle et spand gode heste til at trække det tunge læs op over diget.
Huset blev solgt til Chr. Bundes, der også havde sin vognmandsforretning her med busser og lillebiler.
Æ armhus
På Nørrevej 27 lå æ armhus. Egentlig hed det korrekt, Forsørgelses – og Arbejderanstalt for Højer Sogn. Det var et stråtækt hus fra 1741. Ja det brændte faktisk i 1838. Et nyt hus blev opført samme sted. Den tidligere stald blev indrettet til arresthus. I folkemunde hed det Æ armhusgaf. Og bestyreren var også arrestforvarer. Han fik forresten i 1909 den fyrstelige løn af 80 pfennig om dagen for at sørge for en indsat.
Det kønne gamle hus blev i 1985 solgt til ungdomshuset.
Afholdsbeværtning
På Nørrevej 62 har der undertiden på facaden kunne skimtes bogstaverne IOGT. Det stod for International Order of good Templar. I 1896 kunne Højer opleve, at få en afdeling af denne internationale organisation.
Og festerne uden indtagelse af alkohol blev afholdt i afholdsbeværtningen i Toldgade 3.
Is i kælderen
I skal da også lige vide at på hjørnet af Nygade på Nørrevej 58 boede gamle Meyer. Han var veteran fra 1864 og blev 99 år. Husets kælder havde meget tykke mure, og fungerede som ishus. Her opbevaredes den is, som man om vinteren havde hentet op af Vidåen.
På Nørrevej 54 havde barber Jacobs sin salon. Han gik rundt og klippede høvringe i deres hjem. Han fjernede også tænder på folk. Kneb det med, at få folk til at være stille, måtte han have konen til hjælp.
I Nørrevej 56 boede maler Jensen. Værkstedet førtes videre af Fritz Andersen.
Mange industrier dengang
I Nørrevej 32 har der været en tobaksfabrikant, som tilhørte købmand Knudsen i Nørregade. Der dukkede mange industrier op i Højer i løbet af 1800 – tallet. Der har således været sukkerfabrik, jernstøberi, maskinfabrik, vognfabrik, trådevævsfabrik og kalkbrænderi.
I Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning med indgang fra Skolegade. Han solgte også måtter, pottemagervarer og legetøj.
Og i Nørrevej 9 har undertegnede tilbragt mange fornøjelige timer, når onkel Kedde og Tante Annelise, samt mine kusiner, blev besøgt. Det var her smedjen lå. Den blev overtaget af Jeppe Nielsen i 1880 og nedlagt i 1962.
Boede i den gamle postvogn
I Nørrevej 7 boede gamle Jes fra Frifelt. Han var bestyrer af lossepladsen om ve æ hav. Og det var uden for diget ved Nørrevej. Han boede, når han var derude i den gamle postvogn fra Ballum. Han var også strandfoged og oparbejdede efterhånden et stort lager, som han afhændede til private og en produkthandler,
Gavlhuset er i dag meget fremherskende. En hvidtning af skorstenspiben vil betyde at husets arkitektoniske værdier vil komme til sin ret.
Et gammel stråtækt hus finder vi på Nørrevej 3. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Huset er bygget af tipoldefaderen til Hans Ferdinand Andersen. I tre generationer var man rebslagere. Ja her er der tale om et virkelig smukt og velbevaret hus.
Fedder Træ og Fedder Buhn
Men den mest imponerende bygning på Nørrevej er Hindrichsens købmandsgård fra 1760 på Nørrevej 1. Familien byggede også det store hus, Nørregade 38 til beboelse. Den sydlige del af den gamle købmandsgård har været familiens aftægtsbolig, mens den nordlige del har været beboet af tjenestefolk.
Gården omgives mod flere sider af værksteds – og lagerbygninger. Ud mod Nørregade kan endnu skimtes hejseværk m.m. Her er tale om et storslået og usædvanlig smukt bygningsanlæg.
Det var også en Hindrichsen, der ejede den gård, der lå øst for købmandsgården med stuehus, Nørregade 36. i 1930erne hed de begge Fedder. Jamen så kaldte man dem da bare Fedder Træ, og Fedder ”Buhn” .
Postgade
Postgade består af to lange udbrudte husrækker. Her er blandt andet store flotte bygninger. De små åbninger giv et flot kig til Storegades baghuse og haver. Bebyggelsen er foregået over en lang årrække. Ældst er nummer 1, 10, 11,12 og 14 samt den lange gård nr. 8. Også nr. 5 og 7 er flotte.
Her er gode flotte facader. En værdig afslutning har gaden i øst med Mellemgade 4.
Postgade 4 og 6 bør også fremhæves som gode bygninger. Og nummer 8 er en blanding af land og by. I den ene ende havde man beboelse og stald, adskilt af en forstue. En flot bygning, der burde nænsom restaureres.
I nummer 11 havde gartner Johannes Møller haft værksted. Han var oprindelig bødker.
Skippergade
Skippergade presser sig ind mellem ro større gader. Her har haverne og bagfacaderne stor betydning. En gul træbygning pynter gaden. En blanding af småhuse og haver kunne være udnyttet bedre. Måske skulle man fritlægge brostensbelægningen.
Skolegade
Skolegade virkede temmelig uhomogen dengang. Bygningerne lå spredt. Flere gadeudmundinger medvirkede til gadens opløsning. Gaden kunne godt gøre flottere med en bedre beplantning.
Revolutionen på Centralhotellet
I nummer 1 lå Centralhotellet. Det var her, der blev dannet arbejder – og soldaterråd, dengang revolutionen kom til Højer. En marinesoldat foreslog en kendt håndværker som formand for rådet. Men han protesterede:
Nej, nej det ka æ it. Det stemme it mæ min kristle øwerbevisning
Men marinesoldaten, der åbenbart kendte forholdene i Højer og kunne æ sproch, svarede:
Det er jawns så’n jen Vorherre vil ha’
Dette argument bøjede håndværkeren sig for. På den måde forløb revolutionen i Højer.
Skolegade 3 er også lidt af en perle. En murranke flankere døren med årstallet 1708. Huset ligger meget åbent. Det er ikke uden grund fredet i klasse b.
Skolegade 15 er et ellevefags langhus i en etage. Bygningen tager sig flot ud både fra Skolegade og Møllegade. Øst for huset er et smukt haveanlæg.
Skatspillernes kro
I Skolegade 17 havde Niels Gottfriedsen sin kro. Den havde kørestald mod syd. Her kunne man tøjre sin hest ved granitpæle. Gottfriedsen ejede også Nørrevej 15, hvor der var plads til flere heste. Kroen blev besøgt af mange skatspillere. I husets nordøstligste hjørne var der samtidig en købmandsbutik.
Den sidste kromand på stedet hed Lauritz Andersen. Han var ellers bager og havde haft bageriet, Storegade 20.
Kusk på ligvognen
Staldkarlen Marius Jefsen boede i et lille rum ved stalden. Kroen blev solgt til Hans Eckholdt i 1934. Han overlod kroen til sin søn Fidde. Men det blev aldrig mere kro. Fra ejendommen blev drevet som landbrugsejendom. Desuden blev der drevet en del vognmandskørsel fra ejendommen. I næsten et halvt århundrede var Fidde kusk på Højers sorte ligvogn med englehoveder og sorte draperier. Fidde elskede heste, og Jeppe smed havde nok at gøre med at ordne dem.
Storegade
Storegade er byens forretningsgade. Der er gennemskærende gader, som giver gaden forskellige karakterer. Meget harmonisk er husene nærmest Torvet. Brug af sprossede vinduer ville her have givet underværker. Husene består af en blanding af toetagers og små enetagers langhuse samt et enkelt gavlhus.
En bankbygning ved Bjærgegade skræmmer helhedsindtrykket. En afstemning af farverne kunne give gaden et bedre helhedsindtryk. Jeg kan huske at sparekassebygningen havde en kedelig lyseblå bemaling.
Indkørslen fra Torvet er smuk og særpræget. Gaden afsluttes i vest af et malerisk billede af tætliggende småhuse. Her ses også en fin gavl fra Strandvejen 2.
Storegades flotte huse
Storegade 2 er et grundmuret langhus. Det er et flot hus med fine detaljer. Og så har bygningen stor værdi i gaderummet.
Her i Storegade er der masser af flotte huse. Men det er som om, at en del af disse får lov til at forfalde. Nr. 4 – 7 – 11 og 12 er værd at bemærke.
I Storegade 4 havde Erichsen manufakturforretning. Den blev ført videre som hatte – trikotage – og Putz – forretning af hans ugifte datter.
Her hen på Storegade 5 flyttede Falle sin cykelforretning. Det var hos gartner Lorentzen.
Æ Bækkehus
Der havde han et lille værelse og en butik. Værkstedet foregik i det fri ude i gården. Også om vinteren. Lejen var 12 kr. om måneden for hele herligheden. Da pladsen blev for trang, flyttede han hen i Torvet 9.
Ejendommen hed i folkemunde æ Bækkerhus. Her har bager Feddersen boet. Bageriet var i den østlige del af huset. Der var mange børn i familien, og enstald med et par køer skulle der også være plads til. Bageren leverede nemlig mælk til Højer Mejeri. Der var en dør mellem stalden og mejeriet. Når han skulle sætte brød i ovnen, måtte han have døren til stalden lukket op. Ellers kunne han ikke få det lange skaft på brødspanden derind. I en periode boede der også en skomager i huset.
18.000 portrætter
Over på den anden side af gaden havde Laurids Matthiesen urmager – og guldsmedeforretning. Vi er på hjørnet til Mellemgade.Tidligere havde der ligget et lavt stråtækt hus. Der var nu to store udstillingsvinduer ud mod Mellemgade og et mod Storegade.
Matthiesen var samtidig fotograf og havde indrettet atelier på første sal. Havde Matthiesen
bare skrevet navn på alle de portrætter ,han havde efterladt, kunne man måske have et fuldstændigt personalhistorisk kartotek over Højers befolkning.
I Lokalhistorisk Arkiv findes bestillingslister fra årene 1893 – 1959. De omfatter hele 18.000 billeder.
En meget stor del af disse, er på glasplader og findes i dag i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa. Det var også sådanne glasplader, jeg fandt på et loft hos onkel og tante i Nørregade.
Alt muligt i Storegade 6
I Storegade 6 var der masser af vare i den gamle isenkrambutik. Der var utrolig mange varer i butikken. Foruden almindelig isenkram, var der lamper, cykler, barnevogne, træskostøvler, skotøj og jagtudstyr. Her blev også solgt jægernes udbytte. Og husmødrene kunne få deres påloddet låg på deres konservesdåser.
Ja man kunne faktisk også få kamillete, pulvere mod hovedpine og hævede kirtler, samt briller og lakrids. Var der nogen, der sagde brancheglidning?
Den oprindelige ejer A.M. Hansen blev 106 år. Forretningen blev først nedlagt i 1990.
Knogledrejer Bensien
På hjørnet af Mellemgade i Storegade 7 har der været pibedrejeri. Det blev ejet af knogledrejer Bensien. Christian Hagge overtog huset under betingelse af, at han skulle sørge for enkefrue Bensiens bespisning.
I butikken blev der drevet grøntforretning. En tid drev Hagge den selv. Varerne avlede han i haven ved Waldheim, Strandgade 33. Et eksotisk navn. Men lige i nærheden ligger et lige så eksotisk sted – Højer Storskov.
Hagge solgte også slik og cigaretter. Og sidstnævnte blev solgt stykvis, de billigste kostede 1 øre. I mange år havde familien Lorentzen fra Møgeltønder, butikken. Og så blev det hvis nok blomsterbutik.
Masser af bajere under afvandingen
I Storegade 9 havde Johannes Brodersen sin købmandsforretning på et tidspunkt. Han fik sit ene ben beskadiget under første verdenskrig og forpagtede butikken ud til den tykke købmand, Petersen, der også havde øldepot.
Under afvandingen af marsken kørte han øl til de folk, der arbejdede der. Og de var åbenbart tørstige. Det blev en god forretning.
I butikken var også Tatol – udsalg. Her har været sygekassekontor, og dyrlæge har der også været i huset.
Storegade 15 var købmandsbutik. Her boede Johannes Brodersen (er hvis ikke i familie). Sammen med borgmester hans Andersen administrerede han flækken.
Nabohuset i nr. 13 er bygget af tandlæge Claus Mathiesen. Her lå i eb stråtægt lade. Den blev ejet af kromanden, Hagge. Siden var der barbersalon. Sydbank har været her, og også Stofhuset.
Storegade 18 bør fremhæves, for her har butikken ikke ødelagt bygningen. Man har bevaret de små vinduer.
Æ Bohsti
I Storegade 17 har der boet en urmager, der hed Boh Mathiesen. Efter ham, blev den stump gade, der forbinder Storegade med Søndergade kaldet Bohsti. I nummer 17 har der både været manufakturhandel, damefrisørsalon, broderiforretning og Farvebøtten.
Bundgårds Boghandel
I 1912 overtog Andreas Martinsen et bogbinderi med papir – og bladhandel . Han var uddannet bogbinder. Han indrammede billeder og sin butik kunne man også købet tobaksvarer. Han lærte sig bogtrykkeri – faget, men hans store lidenskab var at fotografere.
Martinsens efterfølger var Tage Bundgård. Det var et smertelig tab for Højer, da han i 1984 opgav butikken. Og det er nok Bundgårds fortjeneste, at Højer Mølle blev bevaret. For cirka et år siden fik jeg en hilsen fra Bundgård via hans datter.
Storegade 16 blev ejet af skomager Nicolai Petersen. Han indrettede en skotøjsbutik. Derefter var der Tatoludsalg. Her var også en afdeling af Tønder Landmandsbank. Derefter var der legetøjs – og glarmesterbutik i ejendommen.
Bagermesteren havde melallergi
I nr. 18 havde Asmus Petersen købmandsforretning, inden han byggede i Søndergade 4a.
Derefter indrettede Friedrich Hagge kro i huset. Det blev overtaget af Peter Jensen. Der var både billard og elektrisk klaver i krostuen.
Senere blev der igen kolonialhandel i huset, derpå blomsterforretning og pottemageri.
Peter Løck havde her i nummer 20 bageri. Samtidig var det café. Her kunne man få sig en lille punch – eller en stor. Men bagermesteren måtte holde op – han var allergisk over for mel. Det hele blev solgt til Lauritz Andersen. Nu hed cafeen, Cafe Danmark. Her kom byens ungdom og fik Eisbrecher,
Herefter fulgte talrige bagermestre, indtil Fedder Hindrichsen overtog bygningen. Senere blev det igen bageri. En overgang Højers eneste. Tænk engang var der 13 stykker. De eksporterede tvebakker!!!!
Udvist af Danmark
Weichensteller Schmidt boede her i nummer 22. Senere var det skipper Wolf Decker. Han sejlede mellem Højer og Sild. Han blev udvist af Danmark i 1945, fordi han var tysk statsborger. I bygningen har også været ismejeri.
I nr. 23 var Jens R Petersens manufakturforretning. Manufakturhandleren havde gennem mange år haft kontor for Tønder Bank.
I nummer 24 befandt der sig en lille vognmandsforretning. Bag huset var der stald til vogn og hest.
Posthus med 16 ansatte
På hjørnet af Skolegade i nr. 26 lå posthuset. Det var hjuler Jensen, der mente at Højer skulle have et rigtigt posthus i 1897, selv om man havde postekspedition siden 1850. På facaden forkyndte store bogstaver, at her var Kaiserliches Postamt. Ved slutningen af første verdenskrig var her 16 ansatte.
I nr. 27 lå det gamle borgmesterkontor, og de to sidste tyske borgmestre har siddet her.
I nr. 33 boede Wolf Frandsen, der havde et lille snedkerværksted., og i nr. 31 boede skrædder Diedrichsen.
To flotte huse i nummer 32 – 34 er fredet i klasse B. Den sammenbyggede husrække 32. 34 og Møllegade 4 danner en samlet bygningskrop. Indgangspartiet i nr. 34 er særdeles flot.
Sorte Marie
I nummer 32 var der indrettet systue. Her syede Marie Friedrichsen dynebetræk for manufakturhandler Peter Beyer, Skolegade 13. Marie var helt sorthåret. Man kaldte hende for Sorte Marie eller Marie Klåj, Hendes far hed Nicolai.
Kirketjeneren blev kaldt for manstein
Mellem Maries hus og Skolegade har ligget fire huse, men de tre brændte ved en brand den 21. april 1949. Kun et smalt toetagers hus (nr. 28) blev stående. Det blev i 1991 revet ned.
Det velholdte hus i nummer 35 er smukt sammenbygget med nabohuset. Nummer 37. og her i nummer 35 boede kirketjener Nicolai Christiansen. Man kaldte ham for Manstein, fordi han under første verdenskrig gjorde tjeneste i et regiment af samme navn.
Søndergade
Søndergade har et bugende forløb. Den østre ende er den mest harmoniske. Brostensbelægningen, beplantningen og den lave husrække er medvirkende til dette. Her lå grønthandleren i skyggen af et stort træ. Det må være lige til et postkort. Mange af gadens andre huse er værd at bemærke.
Det er dog som om helheden har lidt skade med nybyggeri. Også friarealerne kunne gøres bedre. Gadens vestre ende er harmonisk. Den er begrænset af lave huse. Og den afsluttes af Møllegade 1.
En velhavende mand
Vest for Søndergade 1 har der ligget en enlænget, stråtækt gård, som tilhørte Carl Hoeg. Han var en velhavende landmand og farver. Han farvede det garn, som blev spundet især af fåreavlernes koner. Derefter blev garnet vævet af ni professionelle vævere.
Da landbruget var nedlagt købte hotelejer Jordt i 1921 gården. Han byggede den om til et toetagers hus med tegltag. I den østlige ende indrettede han Højer Kino. Det havde til hus her indtil 1957.
I 1966 købte gartner Asmus Lützen, Søndergade 5. Det blev i 1987 solgt til slagter Andreas Müller. I 1990 rev han det hele ned, og opførte garager og lagerbygninger på stedet.
Byens største kolonialhandel
I Søndergade 4 A, lige over for Kogsgade lå byens største kolonialforretning. Den første indehaver var Asmus Petersen. Så var det Hans Pørksens tur. Foruden gødningsstoffer og uld, bestyrede han en filial af Handelsbanken. Så fulgte Claus Damberg og senere Mathias Stokbæk, som indehaver af huset.
I Søndergade 4 B havde Hanne Brodersen (hvis ikke i familie) sin butik med tobaksvarer og slik. Sammen med sin mand havde hun bestyret Sygehuset , Søndergade 33.
Når soldaterne fra Tønder Kaserne tog med toget til Højer, for derpå at marchere ad diget over Emmerlev til skydebanen ved Stampemølle, pakkede hun sin lille blå trækvogn. Så stod hun på stationen og solgte slik og cigaretter til de stakkels soldater.
Dansker ind til 50
Søndergade 7 var oprindelig bygget som landbrugsejendom. Omkring 1907 nedsatte Søren Lützen sig her som snedker. Under 1. verdenskrig var han soldat i Rusland. Tysk militær havde da indrettet skomagerværksted i huset.
Først i 1934 blev et moderne værksted etableret. Lützens var tyske, men Søren sagde om sig selv, at han var dansk til halvtreds. Han talte:
ti, tyve, tredive, fyrre, føfdich, søsdich o.s.v.
I 1942 overtog Wolf Lützen firmaet. Nu lavede man også ligkister på værkstedet. Wolf var i mange år bedemand.
Både i nummer 7, 9 og 11 boede der i 20 erne tre søskende Lützen.
Højers udråber
Søndergade 8 – 10 er et ottefags langhus i en etage. De to sammenbyggede småhuse danner en flot helhed. Den lille forhave er velgørende for såvel hus som gadens forløb.
I den østlige del boede i mange år, byens officielle udråber, Karl Hansen, også kaldet Karl Færch. Hant jente også penge ved at grave grøfter ude i kogene.
O Morn æ det skattebetalen
I Jawten æ det kino å æ klok ot
De æ røspætte o æ mærkensplads i jettemer
De æ lot for æ vand o Kovej fra klok ti te klok fire.
Når der var bal på Hotel Sylt, var Karl balletmester iført hvide glacéhandsker.
Ved siden af i nummer 10, boede børstenbinder og antikvitetshandler Peter Knudsen Hansen. Han og hans kone bandt børster i køkkenet. Butikken var på loftet inden for det lille kvistvindue.
Fiddes Sporvogn
Fidde Eckholdt flyttede ind i nummer 9. helt oppe i hans høje alderdom havde han heste. Han kørte blandt andet til fåremarkederne. Ja man talte sågar om Fiddes Sporvogn.
Over i haven til Skippergade 2, har det ligget et stråtækt hus med storkerede på østgavlen.
Huset har gennemgået en misforstået vedligeholdelse, derved har det mistet en del af det oprindelige materialevalg.
Søndergade 11 er fredet i klasse B. Et prægtigt lille hus med et fint indgangsparti. Huset indgår i en fin helhed med nabohusene. Her ser vi også gadens brostensbelægning.
Kiers Gård
Den berømte Kiers Gård finder vi på adressen Søndergade 12 (Læs artiklen – Hvem boede på Kiers Gård?) Det er tale om en firlænget gård med vognport. Her har vi tale om et prægtigt bevaret gårdanlæg, lige ud til marsken. I østgavlen ser vi en murranke, formet i årstallet 1759.
Den filosofiske gartner
I Søndergade 13 lå en gartnerforretning med indgang under kastanietræet. Ja og her citerede den tysksindede gartner, Hostrup før afstemningen i 1972:
Hvad er denne brydningstime, skumring eller gry?
Butikken i gavlen var dengang beskyttet af et velvoksent træ. Med den fine husrække bagved, samt vognhuset nordfor, er det sikkert et af de steder Tursitforeningen helst vise frem. Ja og huset er fredet i klasse B.
Fra cykler til Lillebil
I Søndergade 15 har det oprindelig været landbrug. I den østlige ende var det en ajlekule ud til Korsgade. Senere har her været cykelværksted, og derpå isenkramforretning. Ja herfra var også lejebil – kørsel.
Ja og her forsøgte man for anden gang i Højer at oprette en brugsforretning. Jeg mindes også, at der har været et cafeteria her.
Kødkontrollen
Søndergade 17 blev ejet af Fleischbeschauer Nicolai Jensen. Han stod for kødkontrollen vedrørende de dyr, der blev slagtet i slagtehusene og ved hjemmeslagtning. Huset blev i Højer kaldt æ Fleischebshauers hus. Det blev siden overtaget af Tæppefabrikken.
Gadefejeren
I det lille hvide hus i haven boede Johannes Wilhelmsen. Han var gadefejer, og drog rundt i byen med kost og skovl og en lille tohjulet vogn. Som han selv sagde, Æ ha wrådt i de her skjien gae. Han sørgede også for, at de få kloakbrønde i byen fungerede.
I nummer 25 havde Hans Eckholdt landbrug med mødding. Han var også glarmester. Han desinficerede også værelser efter smitsomme sygdomme. Man hidkaldte hellere ham end dyrlægen.
Den lokale fostermor
I nummer 27 boede Jens Hansen, kaldet Jens Amerika. Han ville gerne fortælle, om sin tid i Amerika, hvor alt simpelthen var så stort. I huset var også et øldepot.
I en årrække boede den lokale Fostermor (jordemoder) i nummer 29. Senere blev huset beboet af lærer Hans Brockmann.
I nummer 31, som ligger på hjørnet af Møllegade var der smugkro. Og det var ikke kun, når det var fåremarked.
Torvegade / Torvet
Torvegades bebyggelse er koncentreret til vestsiden. Husene ligger spredt med grønt imellem. Hjørnehuset, Storegade 2, leder godt ned mod Torvet.
Højers torv er forholdsvis stort. Her flere prægtige bygninger med flotte træer ved kirken og præstegårdene. Her kunne man også i min ungdom se Hotel Sylt.
Egentlig hed det Æ Mærkensplads. Meget ejendommelig blev det også kaldt Æ bjerg. Gamle hævringe snakkede om at de skulle Æ ska ned o æ bjerg.
Nøbbelser eller løbbelser
Endnu i 1940erne var det en stor gruset plads. Senere legede børnene ofte her med deres nøbbelser. Ja nogle kaldt dem også for løbbelser. Hvad hed de egentlig de små lerkugler?
Vi har i tidligere artikler beskrevet livet på Torvet i Højer. Det må have været en hel speciel oplevelse, at se markedsfornøjelserne i skæret af bodernes karbidlamper.
Torvet har ofte været midtpunkt for festlige begivenheder, så som kongebesøg. Men en mørk september – aften holdt der på Torvet en stor lastbil over ved kirkegårdsmuren. Det var danske gendarmer, der var anholdt af tysk militær. De havde ikke tabt humøret. De kendte ikke deres skæbne, der ventede dem, en tysk koncentrationslejr. Nogle af dem kom aldrig tilbage.
Præstegården, Torvet 1 er fredet i klasse B. Omkring huset er en velvokset have med store flotte træer. Det er en markant bygning med kraftige gavlkviste, og velholdt.
Torvet 3 og 4 er et seksten fags langhus. På gavlen ses en murranke med årstallet 1756. i haven er et flot ottekantet lysthus. Et muret dige og et stakit omkranser haven. Dette hus samt nummer seks danner en fin afslutning på torverummets sydlige del.
Hotel Sylt
På pladsens sydøstligste hjørne lå Hotel Sylt. Den blev bygget oven på det gamle gæstgiveri Fährhaus. Her tog de rejsende ind, når de ventede på båden til Sild.
Det var mellem 1875 og 1880 den gamle stråtækte færgekro blev afløst af en enlænget, toetagers hotelbygning opført af Anders Nissen fra Hjerpsted.
Indtil jernbanen Tønder – Højer Sluse blev anlagt i 1892 bevarede hotellet sin status som færgekro.
Det var liv og glade dage, billardstue og dilettantkomedie på hotellet. Det var jo også her på hotellet at Falle residerede, før han blev cykelsmed.
Det før så hæderkronede hotel, blev af borgerskabet i Højer betegnet som en bule og revet ned i 1978.
Æ Sprøjthus og æ Stormklok
I Torvets nordøstligste del har der været Æ sprøjthus. Her kunne Æ Feuerwehr have deres sprøjte og materiel. I enden af huset var der parkeringsplads for ligvognen.
Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård.
I 1740 overlod den daværende ejer af Højer – gård en toft i det nordvestligste hjørne af Torvet. Han byggede et hus med bageri. På huset var anbragt en klokke. Den kaldte man Æ Stormklok. Der blev ringet med denne klokke, når der var brand og stormflod. Og bageren havde en aftale med nattevægterne, at de lige slog et klemt på dem, så bagersvendene blev vækket. Huset blev revet ned i år 1900.
Birkeretten i krostuen
Og så var det på Torvet 9 at Falle Simonsen boede. Og ham og tildels hans datter Lisbeth har vi skrevet en del om, her på siden.
På ankre på østgavlen ses årstallet 1827.
På det sted, hvor Torvet 7 ligger, var i gammel tid, Tinghus. Her havde Birkeretten med Birkedommeren i spidsen sæde. Han var tillige herredsfoged i Højer Herred.
Skampælen ved kirkegårdsmuren var et vidnesbyrd om rettens dommermyndighed.
Men her var også kro, oprindeligt i et dejligt stråtækt hus. Noget tyder på, at Birkeretten i slutningen havde et lokale på kroen.
Hotel Højer
Det hyggelige hus blev erstattet af et højere hus. Her lå Bahnhofshotel, som senere blev til Ohlsens Hotel. Det var her at Feuerwehr i en årrække havde efterslukning.
Jens Lyhne Kristensen blev i 1969 ejer af kroen. Den gennemgik en tiltrængt renovering og blev omdøbt til Hotel Højer. I 1986 overtog en andelsboligforening lokalerne.
Torvet 6 A – D blev bygget af Carl Hoeg, farver og landmand. I A havde slagter Møller sin butik. Den flyttede til Søndergade. Jo det var de berømte Højer Pølser, som vi også spiser her i København.
Østergade
Vi er nået til Østergade, hvor især nummer 4 falder i øjnene. Men der masser af andre interessante huse på gaden. Gaden afsluttes i øst af en høj biografbygning. Den ødelægger meget af harmonien. Hvorfor er gaden ikke brostensbelagt?
Ja, hvis vi lige skal kigge på nummer 4, så er det et ottefags langhus. På gavlkvisten hænger en hustavle med inskription og årstallet 1757. Det er et meget smukt hus, som spiller en stor rolle i gadebilledet. Og vi skulle også lige fremhæve de to huse nr. 5, 6, 10, 14, 16 og 18.
Nygade
Vi skal da også lige har Nygade med. Lige overfor udmunder Margrethevej. Hej, det har ikke noget med vores dronning at gøre. I Strandvej 2 boede Margrethe Mathiesen og i Møllegade 9 Margrethe Sønnichsen.
Mellem de to gårde gik en sti, der krydsede markvejen mellem Nørregade og Strandvej. Den blev meget flittig benyttet af de to koner, der flere gange dagligt besøgte hinanden. Så da vejen blev gjort i stand og asfalteret var det jo helt naturligt, at den skulle hedde Margrethevej.
Nygade 1 blev bygget af en skipper, men senere overtaget af grænsegendarmeriet. Den sidste overvagtnester var Albert Solager. Han sluttede sin karriere som ridende gendarm ved Kongeå – grænsen før 1920.
Toldgade
Hvis vi kigger på Toldgade 5, ja så finder vi en toldbygning fra 1910. Her var både ekspedition, kontor, lager og bolig for en toldassistent.
Toldgade 8 er opført af brødrende Schmidt, der var murermestre i begyndelsen af 1900 – tallet. De har bygget det meste af æ Nystaj omkring Nygade – Toldgade.
Heinrich Schmidt fremstillede i husets kælder cementtagsten af en speciel flad facon. De blev lavet på en maskine, som smed Wismar havde bygget.
Toldgade 6 og bygningerne lige nord på hørte til Meinert Lützens Møbelfabrik. Han lavede selv elektrisk lys med en dampmaskine, inden der var el – værk i byen.
Vi har hvis før i en artikel fortalt om beboeren i Toldgade 4. Her boede den sidste ridende gendarm i den tyske tid.
Strandvejen
Den gamle strandbred gik parallelt med vejen, et halvt hundrede meter mod syd.
Her finder vi på nummer to en prægtig bygning, smukt beliggende ved Kiers Gård. Vinkelbygningen er fra 1757.
En damper og en flyvemaskine
Strandvejen 6 blev bygget i 1931 af købmand Niels Petersen. Han var et meget alsidigt menneske. I mange år ejede han en lille damper på Vidåen, som han brugte til lystsejlads. Lige efter første verdenskrig var han i besiddelse af en flyvemaskine fra det tyske luftvåben. Han var endreven handelsmand og en farverig person.
I Strandvej 15 har der været vaskeri og strygestue.
I nummer 19 boede Adde Post. Han var landpostbud i Sejerslev og Kærgård. Han tog kun imod et bundt pengesedler, når de alle var vendt samme vej.
Den hjemløse præst
Og i nummer 21 boede pastor N.P. Nielsen en overgang. Det var fabrikant A.R. Kjærby der måtte købe huset til pastoren, indtil præstegården var færdig. Og denne strid mellem den tyske og danske menighed har vi tidligere beskrevet.
Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen. Han var blevet pensioneret i 1919, og håbede på nogle gode år i det nye hus. Men han døde kort efter indflytningen.
Savner du nogle af gaderne og vejene i Højer i denne artikel, så har du været opmærksom. Men disse steder, vender vi tilbage i en senere artikel. Det var også nogle af gaderne og vejene vi ikke helt blev færdige med. Det kan du læse i artiklen Flere Gamle Huse i Højer, når den engang bliver færdig. Er det noget, der ikke helt passer, skyldes det hukommelses – svigt fra dengang, jeg vandrede gennem de smukke gader i Højer.
Kilde: Se
Litteratur Højer
Hvis du vil vide mere: Læs om beboerne i de gamle hus i Højer:
Anekdoter fra Højer
Dagligliv i Højer – dengang
Den mærkelige læge fra Højer
Det gamle Højer
En Mølle i Højer
En vogn fra Højer
Erindringer fra Højer
Et mejeri i Højer
Flere anekdoter fra Højer
Heltene i vadehavet
Hvem boede på Kiers Gård?
Højer Kirke
Højer Tæppefabrik
Højer – historie og oplevelser
Højer minder 1 – 3
Højer – som havneby
Højer – stormflod og diger
Højers historie
Sidste tog fra Højer
og mange flere artikler om Højer
Dato: april 25, 2011
Kristian Kold omdannede stedet til et vækkelsessted. Knud friede tre gange til Gyde. Hør om familien Knudsen og Lorentzen. Og så var det Brorson og stormfloden. En stor borg lå ved Randerup. Omfattende skibstrafik foregik fra Ballum til Holland og England. Der var færgefart til Rømø, og en kæmpe havn var planlagt. Vi skal høre om diverse sagn fra området. Og så blev halvdelen af en kirkesogn opslugt af havet. Ni forskellige Ballum’ er har vi optalt.
Mange Ballum’ er
Det var hårdt dengang, da vi cyklede fra Tønder til Rømø. Men da vi så drejede ved Hjerpsted følte vi, at vi ikke kom videre. Alle byer hed Ballum. Og så vidt vi ved, så hedder Danmarks
længste landsby, Barsmark og ligger på Løjt Land, og ligger nørdøst for Aabenraa. Men kære læsere, velkommen meget vest på i Ballum.
Og for at denne artikel ikke bliver for lang, henviser vi i slutningen af artiklen til andre artikler, hvor du kan sætte dig nærmere ind i de emner, vi nævner.
Balladen om Carl Henning
Kan du huske, Jesper Klein i den fantastiske film, Balladen om Carl Henning. Den foregik netop i Ballum. Her tror jeg mange københavnere fik et chok, da de så, hvordan livet i marsken foregik.
Ballum betyder forhøjning
Navnet Ballum, er afledt af forhøjning. Her ligger flere gårde. Mod øst ligger For-Ballum. Det var her en af højskolebevægelsens fædre Kristian Kold var huslærer i 1838.
Vi har også Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører igennem Vesterende – Ballum. Det er her kirken og et fredet tinghus fra 1788 ligger. Dette hus er siden brugt som skole og missionshus. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere var færgeoverfart til Havneby på Rømø. Ja så er der også Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum. Ja og så glemte vi Østernde – Ballum, Harknag – Ballum og Mølby – Ballum.
En god forbindelse
Tænk, der er syv, otte, ni små Ballum’ er. Og A.P. Møller – fonden bevilligede for en del år siden 20 millioner kroner til sognet. Og hvorfor nu det? Jo, Mærsk Mc – Kinney Møllers oldemor, Kiersten Pedersdatter Mærsk er født i Ballum. Det er fra hende ordet Mærsk stammer. Det betyder ganske enkelt Marsk.
Vi har i tidligere artikler henvist til, at den berømte Knudsen – familie på Trøjborg og den lige så berømte købmands-familie Olufsen i Tønder har slægtskab med Mærsk. Det er ikke første gang, nok heller ikke sidste gang, at A.P. Møller – fonden støtter sognet.
Nu vil borgerne i Ballum opkalde en vej efter skibsredderen og udnævne skibsredderen til æresborger. De vil invitere ham til sønderjysk kaffebord og andagt i kirken. Om de så nåede det inden hans død vides ikke.
Der har boet folk i mange år
Der har boet mennesker i området i meget lang tid. Det vidner jernalderbopladsen Drengsted om. Her har eksisteret en landsby fra slutningen af 300 tallet til engang i 500 tallet. Landsbyen har bestået af 11 til 14 gårde. Man har kunnet påvise rug som vinterafgrøde.
Hvad betyder Mjolden
Hvis du vil kigge på huse, er Ballum Vesterende nok smukkest. Her er masser af idyl især omkring Ballum Kirke.
Her ligger landsbyen Mjolden på grænsen mellem gest og marsk. Og hvad betyder navnet. Der er to udlægninger:
Ballum Kirke
Ballum Kirke ligger i Ballum Vesternde. Det er en usædvanlig stor kirke. Den store kirkegård er hegnet ind af kampsten.
Tårnet er på 31 meter. Kirken er opført i 1100 tallet. I 1216 fik Ribebispen bekræftelse på henlæggelse af indtægten af kirkerne i Tønder og Ballum til to nyoprettede præbender . Ved reformationen kom kirken under kongen. I 1661 erhvervede Hans Schack patronats-retten . Kirken hørte derefter under grevskabet Schackenborg, indtil den overgik til selveje den 1. oktober 1931.
Under svenskekrigene i 1600 – tallet led kirken meget. I et bønskrift til kongen i 1654 bad man om hjælp til istandsættelsen. Svenskerne havde brugt kirken som forsvarssted. I tårnet havde man anbragt kanoner.
Våbenhus brugt som skole
I kirken findes kalkmalerier fra omkring 1250. Alterbordet er fra middelalderen. Alteret er viet til Sankt Nikolaus og Jomfru Maria. Prædikestolen er fra år 1600. Stoleværket blev fornyet i 1738 og i 1824 blev det malet blå. I 1703 og 1705 kaldes våbenhuset henholdsvis for søndre skrifte – og våbenhus. Men sandsynligvis var det allerede på daværende tidspunkt allerede
indrettet som skole for hele sognet. Siden 1921 har Ballum og Skast haft fælles præst.
Halvdelen af sognet opslugt af havet
Hjerpsted Kirke er formentlig den ældste kirke på vester-egnen. Den er opført i 1130erne. Omkring 40 år efter reformationen henlagdes sognet fra Ribe Stift til Slesvig Stift. Først efter Genforeningen kom sognet igen under Ribe Stift.
Kirken ligger på Hjerpsted bakkeø. Øen Jordsand, 8 kilometer ude i Vadehavet var sognets vestligste grænse. Bemærkelsesværdig er det, at over halvdelen af sognet efterhånden er opslugt af havet.
Hvad betyder Hjerpsted?
Nogle siger, at det var friserne, der opførte kirken, eller at de i det mindste besøgte stedet. En anden overlevering fortæller, at det var to skibrudne, der var initiativtagere. Et sagn fortæller, at de to skibrudne om morgenen fandt to køer liggende på stedet. Derfor blev kirken bygget på det sted ( Her på stedet). Det skulle være forklaringen på navnet.
Hjerpsted er lig med ”her på stedet”. Og som sædvanlig er de lærde uenige om navnet. Ordet Hjarp har betydningen ujævnhed eller høj. Derfor siger man her, at Hjerpsted betyder højen med ujævnheden.
Alterbordet i kirken er fra 1622. Døbefonten er af granit og dåbsfadet er fra 1650. Prædikestolen er fra 1580 og fremstillet i Løgumkloster.
Randerup Kirke
Midt i Ballum Sogn ligger Randerup. Kirken er fra middelalderen – omkring år 1200. Altertavlen er fra 1651. Alterkalken er fra 1763. Døbefonten er lige så gammel som kirken. Krucifikset
er højgotisk fra første fjerdedel af 1300 tallet. Og prædikestolen er fra 1600 – årene.
Fra 1579 lå kirken under Trøjborg. I 1921 blev Randerup lagt sammen med Mjolden til et pastorat. Præsteindberetningen fra 1767 omtaler talrige stormfloder, der skabte skader på kirkens inventar.
Brorson og stormfloden
Det var her i præstegården, at Hans Adolph Brorson blev født. Dengang lå præstegården øst for kirken. Både far og farfar var præst i kirken. Da Hans Adolphs farfar var præst, oplevede han Den anden store Menneske-drukning. Her omkom 10.000 mennesker. Stormfloden ramte klokken 12 om natten sidst i oktober. Vandet steg og steg. Denne begivenhed talte man ofte om i hjemmet. Det gjorde man især når det blæste op til storm.
Hjemmet i Randerup var ikke specielt rigt. Faderen og den senere stedfar satte sig i gæld for at sikre deres sønner en god uddannelse. Faderen døde, da Hans Adolph var 10 år gammel. Faderen havde samlet børnene ved hans dødsleje, og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de troede på Gud skulle det hele nok gå.
Hans moder giftede sig med huslæreren, Oluf Holbæk, der blev udnævnt som præst i kirken. Under en af stormfloderne søgte familien tilflugt i kirketårnet. Men sted-faderen havde glemt kirkebøgerne. Med fare for sit liv gik Oluf Holbæk tilbage til præstegården efter bøgerne. Flere gange var han ved at vælte omkuld af vandmasserne. Da han endelig nåede tilbage var han
iskold. Først efter to dage kunne familien vende tilbage til præstegården. Oluf Holbæk døde et par måneder efter som følge af strabadserne.
Mjolden Kirke
Mjolden Kirke lå under Trøjborg, som havde kaldsretten. Ifølge sagnet så havde tre byer i sognet måtte strides om placeringen af kirken. Man enedes om, at placere kirken, der hvor et par sammenkoblede kræ lagde sig. I 1838 omtales kirken som selvejende. Den polske hjælpehærs hærgen omtales i regnskaberne for 1661. Kirkegårdsmuren har været ødelagt af stormfloden.
Skast Kirke
Hvis man kommer ad vejen fra Husum – Ballum og kører mod syd af Højervej, vil man i løbet af en kilometers penge komme til Skast. Her ligger ikke noget, der minder om en kirke. Men kommer man fra syd eller øst, er det ingen tvivl. Beskyttet mod vandet ligger kirken på en forhøjning.
Skast Kirkes historie går tilbage fra før 1300. Måske er kirken fra 1250, skibet er dog yngre. Sin kirkelige selvstændighed mistede kirken i 1912, da Ballum – præsten nu skulle betjene kirken.
Alterbordet er fra 1610. Altertavlen er gotisk og fra første halvdel af 1400 – tallet. Alterkalken er fra tre forskellige tidsaldre. Den ældste del er foden , der stammer fra år 1500. Skafteleddet er fra omkring år 1600 og bægeret er fra 1851. Det store korsbue-krucifiks er fra slutningen af 1400 tallet. Det er over 1,2 meter høj.
Sagnet om Marie
I Danske Atlas anføres et sagn, hvorefter kirken tidligere skulle have heddet Mariæ Kirke, fordi den var indviet til jomfru Maria, eller fordi den i 1409 skulle være bygget af en vis Fru Marie. Ifølge en version af dette sagn skulle kirken være opført på en herregård på Bovnsmark nordvest for Skast, fordi hun vilde vise Fruen i Ballum, at hun havde råd til at have en Kirke selv.
Sagnet om Sorgagrene
Både Karen Blixen og Poul La Cour er blevet inspireret af et sagn, der fortæller om en mors hengivenhed for hendes søn. I Sprogforeningens Almanak
fra 1909 fortæller Kr. Jensen fra Ballum sognet på følgende måde:
Sagnet findes i to andre versioner (se artiklen Det Vestlige Sønderjylland). Men konen blev begravet på kirkegården i Ballum. Stenen, som rejstes til minde om hende, er endnu bevaret. Seglet ses tydelig på stenen, mens indskriften er blevet ulæselig.
Den ager og nogle tilstødende agre, hvor enken efter dagens strenge arbejde sank død om, kaldes endnu den dag i dag “æ Sørreavver” – Sorgagrene.
Enken gik i døden i bevidstheden om, at hendes arbejde ikke havde været forgæves. Kongen gav sønnen livet tilbage.
Hjælp fra hollænderne
Schackenborgs økonomi afhang meget af fæstebønderne. Af disse var der cirka 60 stykker i Møgeltønder Sogn. Det var et særlig retsområde, et såkaldt birk, under godset. Hertil kom 30 gårde i andre marsk – sogne. I en kontrakt fra 1417 står der faktisk, at der kommer fæsteafgifter,
Dette viser, at man allerede i det andet årti af 1400 – tallet var i fuld gang var med til at indvinde nyt land ved vestkysten. Man havde derfor indkaldt specialister fra Holland. Dette resulterede i fire marskgårde, der lå i Ballum Marsk, indtil den store stormflod i 1634 skyllede dem bort.
Et navneskifte – med følger
En af dem, der boede på en af disse gårde hed Anders Nielsen. Han skiftede navn til Mærsk. Det var et navn, der også blev kommende generationers og blandt andet vores største skibsredder.
På egnen boede en befragter, Peter Møller. Han levede af at sejle fra Rømø til Ballum. Han faldt for den søde pige, Karen fra familien Mærsk og oldemor til skibsredderen.
En stor havn var i vente
I dag kunne Ballum have haft en stor havn. Det dybe smalle farvand ud foran stedet bød på de bedste betingelser. De store skibe kunne ikke gå helt ind til Ribe. De fandt en velegnet ankerplads syd for Rømø. Deres last blev så hentet af mindre skibe.
Blandt flere planer om et haveanlæg i nærheden af Lister Dyb, forelå et projekt fra Christian den Fjerdes hånd til en befæstet handelsplads i nærheden af Ballum tæt ved Brede Å’s
munding. Kongen havde endog i 1643 bestilt tømmer i Norge til den nødvendige dige-bygning ved havneanlægget.
Den 22.11 skrev kongen til Rigsraadet om Ballum
En havn og en kanal
Ballum lå imidlertid i en kongerigsk enklave, hvis nordgrænse mod Slesvig gik ved Brede Å’s munding. Det var både tale om at anlægge byen på dansk grund og i hertugdømmet. Åmundingen var udset til at være stedet for den nye havn. Kongen ville desuden grave en dyb skibskanal fra den nye havn til Aabenraa Havn. Kanalen skulle have den imponerende dybde af 11 fod.
Et lettet Tønder
Men Torstensson – fejden satte en stopper for projektet. Da kongen døde i 1648 blev Ballum – projektet skrinlagt.
Senere opstod der lignende tanker i Rudbøl, med en kanal herfra til Flensborg. I Tønder åndende man lettet op, fordi hvis en af projekterne var blevet gennemført, havde det betydet dødsstødet for Tønder.
Havde munkene både?
Historisk er det påvist, at Brede Å eller Breckwoldt tidligere har været sejlbar. I et dokument fra 1257 erklærer Kristoffer den Første, at når munkene fra Løgumkloster sejlede med deres skibe ind til Aabenraa eller et andet sted skulle dette være toldfrit.
Men om munkene har bedrevet sejlads også til den anden side mod Vadehavet via Ballum er ikke blevet påvist.
Kalk ved Ballum
Langs vestkysten blev der fremstillet salt og af muslingeskaller udvandt man en murkalk, som kaldtes skælkalk. Denne kalk havde en udmærket bindeevne. Denne kalkbrænding omtales i Løgum Kloster i 1298. Her tillades klosteret muslingeindsamling i Ballum Marsk.
Præsteindberetninger til Ribe Stift omtaler kalkbrændinger i nærheden af Ballum. Der omtales også et Kalklager i Ballum Sogn.
Kreatureksport fra Ballum til Holland
Glemt i historien er også den omfattende sejlads der var i kystegnen mellem Ballum og Højer. Det var studeeksporten i 1500 og 1600 tallet til Holland. Hele 94 skibe var i fast fart til Holland. Hvert skib kunne laste 50 – 60 stude.
Disse fladbundede skibe sejlede rundt i Vadehavet, men også Nordatlanten, Hamborg og Norge var hyppige mål for disse skibe.
Ifølge List Strømtold 1642 – 43 var der i Ballum 7 hjemmehørende skibe på i alt 155 læster.
Søfolk prægede kulturlivet
Søfarten lokkede mange unge på søen. Således gengiver kirkebogen i Emmerlev, at 195 søfolk fra sognet døde i udlandet i tidsrummet 1721 – 59. Tjenesten i udlandet gav nye impulser til sognene herude ved vestkysten.
I Ballum vurderede sognets præst Fr. Blechingberg i 1754, at de mange, som tjente i Holland, lærte en fri lavemåde, som de tog med sig hjem. Det sønderjyske sprog blev blandet med hollandske ord. Og unge søfolk fra Ballum fik råd til at bygge sig et solidt hus.
Smugleri ved Ballum
Ud – og indsmugling af varer ved den sønderjyske vestkyst var mere reglen end undtagelsen. En klage fra Rådmand Simonsen i Ribe 1808 beskriver forholdene:
Smuglerierne foregik mange steder. Ved det ret afsides beliggende Ballum fandt regeringen det således nødvendigt at ansætte en kontrollør i begyndelsen af det 19. århundrede. Efter at han var ankommet, blev der fortoldet over 1.000 Mark mere end året før.
Kreatureksport fra Ballum til England
Tanken om en havn ved Ballum opstod igen omkring 1850. Her var der midlertidig dampskibsforbindelse til London og Lowestoft lidt syd for Great Yarmouth. Fra Ballum medførte dampskibene kreaturer, heste og undertiden ganske få passagerer. Posten til England gik også i en kort periode over Ballum.
I 1851 blev det af det danske Finansministerium truffet overenskomst med det engelske rederi Nothern Steam Packet Company om oprettelse af en ugentlig dampskibsfart mellem Ballum
– Hjerting og Lowestoft. Turene begyndte den 2. april til slutningen af juni.
Eksporten af kvæg gik til at begynde med regelmæssig. Men i slutningen af juli indtraf forskellige uregelmæssigheder. Nu overtog den nybyggede damper Jylland udførslen direkte fra Hjerting. Men allerede i maj 1850 afsejlede dampskibet Burgemeester Huidekoper fra Ballum til London med 150 stk. kreaturer.
Opankret ved Rømø
Hvis skibene var for dybtgående, ankrede de først op ud for Havneby på Rømø, og lodsede en del. Derefter tog man videre til Ballum. Ved byggearbejdet med sluse, dige og Brede Å, lagde de store tremastede jernskonnerter til ved Rømø Dybs stejle kant, hvorefter man lagde skinner ud, og lodsede pr. tipvogn.
Jernbane til Ballum
En af datidens berømte jernbane-byggere, Sir Samuel Peto foreslog at banen fra Flensborg skulle lægges over Ballum, hvor der skulle anlægges en havn. Derfra skulle jernbanen føres videre til Århus, Viborg, Ålborg og Frederikshavn.
Den svorne vej
Fra vejen mellem Hjemsted og Rømø – dæmningen fører en vej ved navn Den svorne vej mod syd. Ifølge sagnet har den fået navnet, fordi Midthusum lå i strid med Skærbæk om ejendomsretten til vejen. Sagen havnede i retten. Dommeren bestemte, at borgerne fra Midthusum skulle stå på vejen og sværge på, at de stod på vejen.
De fyldte lidt jord fra deres marker i deres støvler, og mente så, at de med sindsro kunne aflægge eden. Det hjalp. De fik tilkendt vejen. Men ak, de kom alle ulykkelig af dage. Kigger man godt efter, kan man se, at de går igen på vejen ved nattetid. Kun en mand, der ikke sværgede falsk, skulle have reddet livet.
Markmandens Hus
På Ballummarskens enge syd for Rømø – dæmningen ses nogle forhøjninger i landskabet. De er anlagt i middelalderen og er såkaldte værfter, hvor gårdene lå. Et lavt sommerdige
skulle beskytte mod sommerens mindre stormfloder.
Alligevel blev Misthusum hårdt ramt af stormfloder. I 1814 forlod den sidste familie området. Vi har tidligere i artiklen beskrevet dette. Tilbage er kun resterne af sommerdiget og de 8 værfter. På et af disse byggede man Markmandens hus. Det var her hyrden opholdt sig.
De to møller
Lige syd for dette sted byggede man i 1836 to møller, der kunne trække vand op fra åen for at skaffe vand til kreaturerne. Vandet blev via grøfter ledt ud til det meste af engene. Sådan fungerede det helt til 1960erne.
Endelig et beskyttende dige
Ballummarsken er beskyttet af et havdige. Sammen med Ballum Sluse og Slusekro er det opført af russiske og franske krigsfangere i 1914 – 1919. Samtidig med det blev Brede Å`s udløb og dermed færgestedet til Kongsmark på Rømø flyttet fra nord for den nuværende Rømø – dæmning til slusen. Byggeriet blev forsinket af første verdenskrig. Allerede i 1890erne diskuterede man, at inddige Ballummarsken, med lodsejerne kunne ikke blive enige.
Slusekroen
Slusekroen fungerede også som en slags garage for de biler, passagererne havde med til færgen. Kroen var færdigbygget i 1915. Og det er her folk fra hele landet valfarter til for at høre dansktop – musik. Ja sådan var det engang.
Færgefarten Rømø – Ballum
Overfarten fra Rømø blev efter Genforeningen klaret i en åben båd. Det var dog en kompliceret affære. Sejlplanen skulle nogenlunde følge flodtiderne, og passagerne måtte køres ud til færgebåden i det lavvandede område ved Bådsbøl – Ballum. Denne tur kunne godt være flere kilometer.
Fra 1. september 1923 kom en færgeforbindelse i stand fra Ballum Sluse ved det nye udløb af Brede Å. Nu sejlede man med motorbåd og kunne gå direkte ind i anløbsstederne.
Æ Markmandssti
Når man kører ad Kystvejen nordpå og passerer Brede Å, er der på højre side de to tidligere omtalte møller. Det var dem, man brugte til at afvande områderne med. Du kan kun se dem om sommeren. Om vinteren bliver de pakket sammen og overvintrer i det lille møllemuseum, der er lavet ved siden af.
Læg lige mærke til de tre bænke, som ligger bag højen, hvor møllehuset ligger. De er lavet af en egestamme på 13 meter, som er fundet i nærheden. De menes at være 2.400 år gamle.
Lige ved siden af dette minimuseum løber Æ Markmandssti. Det er en afmærket vandre – og cykelrute på 6,5 km. Den går fra Hjemstedsvej over Husum Enge ud til Misthusmhus (Markmandshuset). Turen går videre til landsbyen Mjolden. Man passerer også den allerede omtalte den svorne vej.
Den store borg ved Randerup
Det er ikke mange, der ved, at der i Randerup har ligget en stor borg. Op toppen af en bakke lige overfor den nuværende Brink Møllegård lå der i middelalderen en stor borg her, som tilhørte bispen i Ribe. Intet er tilbage. Det vil sige – en gang imellem bliver der pløjet teglstensbrokker frem fra jorden, stammende fra borgen.
Borgen blev første gang nævnt i 1379, hvor fogeden på Brink, bevidnede, at Trøjborgs ridder, Henneke Limbæk (Limbek) skyldte Løgumkloster penge.
Allerede i 1200 tallet ejede bispesædet et omfattende gods i Ballum Sogn og i de nærliggende sogne, herunder Trøjborg og Møgeltønderhus. Om bispeborgen i Ballum var opført på daværende tidspunkt, vides ikke.
Vi ved dog præcis, hvornår borgen holdt op med at eksistere. Det var i 1562. Da overgiver Jørgen Hansens enke, Fru Bege gården til Ribes lensmand. Derefter forpagtede 48 bønder i Ballum jorden og bygningerne blev revet ned.
Af regnskaber fra midt i 1300 tallet kan vi finde frem til, at der var 24 ansatte på borgen:
Dertil kommer fogeden og hans familie, samt familie til de ansatte, der også boede på borgen. Måske har det været 40 – 50 personer i det hele.
Påtale af Brorson
Nedarvede tanker og skikke i Ballum var ikke altid forenelig med kirkens skikke. Det drejede sig for eksempel om begreber som Julestuer og Fastelavnsløben. Hans Adolph Brorson aflagde derfor i 1750 visitas i Ballum. Han havde hørt, at der i sognet havde holdt ilde Hus med fastelavn. Jeg
Sådan noterede han det i sin visitationsberetning.
Familien Lorentzen
Skal man tale om Ballum – dengang, så må man nævne familien Lorentzen.
Hans Lorenzen kom til Ballum Sogn i 1884 som anden-lærer ved Bådsbøl Skole. Fra 1890 – 1909 var han førstelærer. Men han blev fyret på grund af sit danske sindelag. Han var skam også næstformand for Den Nordslesvigske Afholdsforening og meget mere.
Hansigne Lorentzen var datter af førstelærer Jens Andersen Jensen. Hun blev gift med Hans Lorenzen i 1890. I ægteskabet kom der fem børn. Hansigne blev forfatterinde. Hun skrev under pseudonymet Sven Tange. Hun forsøgte at genoplive De Tønderske Kniplinger. Hun modtog inden hendes død i 1952 den kongelige belønnings medalje i guld med krone for hendes arbejde.
Datteren, Cathrine Lorentzen fortsatte moderens arbejde. I 1929 oprettedes Tønder Knipleskole i Østergade i Tønder. Efter krigen i 1945 blev de flyttet til Lorenzens gård i Ballum.
Hun var rig – og så godt ud
Et kærlighedsforhold i Ballum fik stor betydning for egnen. Ja, det startede sådan set med at Maren og Chresten Knudsen tog til Ribe. De blev værtshusholdere. Men Chresten fortsatte sit arbejde med at være kreaturhandler.
Deres ældste søn, Knud Lausten Knudsen fortsatte i faderens fodspor. På Hans Ocksens i Forballum mødet han Gyde Ocksen. Hun var ikke alene rig, men hun så også godt ud. Hun havde mange bejlere på egnen.
Tre afslag
Knud friede til hende hele tre gange, men ak Gydes far kunne ikke lide Knud. Gyde fortrød dog hendes tredje afslag og sendte karlen ud efter Knud og nåede ham ved Brede Å. Gyde
arvede ikke mindre end seks gårde. Og på egnen mente man også, at hun fik en tønde guld på 100.000 rigsdaler.
Kristian Kold i Ballum
Knuds yngre bror kom til Forballum og arbejde under sin bror. Han fik et værelse i karlekammeret. Han var interesseret i Kristian Kolds tanker. Og denne Kristian Kold blev huslærer for Gyde og Knuds børn. Men også naboens (Niels Andersen Hansen) børn deltog i undervisningen.
Ikke alle var begejstret for Kristian Kolds tanker. Myndighederne påbød ham, at han skulle undervise i Balles lærerbog. Men Kold afviste udenadslære.
Et vækkelsessted
Det endte med, at Forballum blev et åndeligt centrum for Vestslesvig. Egnens unge samledes til sang, foredrag og oplæsning. Den nationale kristne vækkelse foregik her i Ballum
til stor fortrydelse for den almindelige opfattelse af kristendommen.
Far til en stor forfatter
På et tidspunkt blev Knudsen og Kold sure på hinanden og Kold flyttede ind hos naboen. En slags aftenskole blev etableret. Kold fortsatte undervisningen hos Knud og Gyde, da de overtog Trøjborg i 1851. Knudsen blev en af danskhedens fortalere.
Og Kold fik hjælp af Knud og Gydes søn, Jens Lassen Knudsen. Og denne var far til denne berømte forfatter, Jacob Knudsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere:
Om Brorson, Kirke, og åndsliv –
Redigeret 16. – 11. 2021
Dato: april 25, 2011
Vi er uden for Sønderjylland. Hør om de syv mænd, der var de eneste, der overlevede en stormflod. Det siges, at der har været tre kirkesogne på den lille ø. På Korresand skulle have ligget en by. Beboerne købte selv øen i 1741. Der var ingen tudser, mus eller padder – dengang. Kvinderne byggede diget. Og så har der været rensdyr på øen – godt nok for 10.000 år siden.
Uden for Sønderjylland
Vi er nu ikke mere i Sønderjylland. I 1970 blev Mandø optaget i Ribe Kommune og blev dermed fra 2007 en del af Esbjerg Kommune. Mandø har altid tilhørt Danmark. Fra 1864 til 1920 gik statsgrænsen mellem Mandø og Rømø.
To veje til Mandø
Øen ligger mellem Fanø og Rømø. Her er klitrækker på op til 12 meter. Arealet er på 7 – 8 km2 . Mod vest ligger Mandø By i klitterne. Det er det eneste område på øen som ikke er inddiget.
Ved stormfloden i 1981 brød havet gennem digerne. Hele øen undtagen byen og klitterne blev oversvømmet. Men i 1999 var det lige før, at vandet var gået over klitterne og ind i Mandø By.
Skal man til Mandø kan man komme ad Låsningsvejen. Den blev anlagt i 1977. Det er en grusvej, der ligger ca. ½ meter over højvande. Under normale tilstande kan man køre af denne. Men som tidligere nævnt er naturen ikke normalt i Vadehavet. Inden denne vej blev anlagt, foregik turen over havbunden ad Ebbevejen.
Rensdyr på Mandø
Afstanden fra Vester Vedsted til Mandø By er 11 kilometer. Man kører seks kilometer gennem Vadehavet.
Fra øens højeste klit er der udsigt til Danmarks største ørken, højsandet Koresand. Den er gennemskåret af prieler på kryds og tværs. Mod syd ses Rømø. Og mod nordvest Fanø.
Fra øen kan man se musling – og sælbanker. Det er en fantastisk naturoplevelse herover. På kirkens syd-væg kan ses rensdyrtakker. De er fundet i havet vest for Mandø og menes, at være 10.000 år gamle.
Har Fanø og Mandø været sammenhængende?
Historiske kilder beretter i 1312 om, at Fanø og Mandø har været sammenhængende. Adskillelsen skulle først have fundet sted i 1396. Denne påstand gengives i Pontoppidans Danske Atlas. Men ifølge Kong Valdemars Jordebog er denne påstand ukorrekt.
Måske har man i ældre tid kunne vade fra Mandø til Fanø?
Ribes naturlige forstrand
Mandø blev nævnt i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Øen omtales her som Mannø Hus. I 1292 var øen sat til 16 mark skat. Samme år omtales Mandø i Erik Menveds Kongelige Frihedsbrev, hvor Mandø strand nævnes under Ribes naturlige forstrand. Frihedsbrevet gav således ripenserne eneret på sejlads mellem Mandø og List.
I Ribes Oldemoder (Ribe Domkirkes gamle protokol) anføres fra 1340, hvor stor afgift Mandø årligt skulle svare provsten. Og det er anført at det var Manø 4 solidi. Det var samme afgift som Rødding og Skarve betalte.
Øen har været beboet siden middelalderen. Og skal man tro en gammel folkevise, så betrådte Dronning Dagmar Danmark for første gang i 1205, og det var på Mandø.
Sagnet om de syv mænd
Muligvis i 1532 hærgedes øen af en voldsom stormflod, der delte øen i to. Gammel Mandø og Ny Mandø er igen vokset sammen. Ja i sin oprindelige form var Mandø flere små øer. Sagnet fortæller, at kun syv mand, som tilfældigvis arbejdede med høet inde i Mandøs hø-lade overlevede. De 7 mænd fandt i Ho og på Fanø deres nye koner og flyttede kort tid efter tilbage til Mandø og genopbyggede øen. Sagnet fortæller videre, at det er deraf øens navn er opstået.
Man betalte skat allerede i 1537
I Riberhus Lens-regnskaber 1537 – 38 nævnes 10 mand på Mandø, der betaler Schap Fisch wan Mandøm hver 100 hvilling som vederlag får fåregræsning. Endvidere nævnes 6 mænd, der hver yder 1.000 fisk samt tilsammen 24 torsk som Kongens indtægt af fiskeriet på øen, sandtollind wan Mandø.
Kirken blev ødelagt
I 1558 blev Mandø atter en gang ramt af stormflod, hvor vandet brød gennem digerne. Vandmasserne ødelagde blandt andet kirken. Hoved-hvervet var fiskeri, men en del landbrug var der også i slutningen af 1600 – tallet. Der var registreret 10 gårdmænd .
I 1652 angives øens størrelse som 4 km lang og 2,5 km bred. På øen skulle der bo på 130 beboere.
Præsten Niels Warde
Midt i 1600 tallet var der en præst på Mandø, der hed Niels Warde. Om ham sagde man:
Toldvæsnet holdt øje med øen
I 1600 tallet boede der 20 – 25 mennesker på øen. Toldvæsnet havde fået kendskab til en del ulovlig handel på øen. I 1683 boede var indbyggertallet 130. desuden var der 17 heste, 15 kreaturer og 50 får.
600 meter mellem de to øer
Disse tal, der nævnes er med et vist forbehold. En fortegnelse fra 1695 beretter om 23 huse og en kirke på Mandø. Jens Sørensen, der den 8. oktober 1695 ankom til øren for at opmåle den, berettede om, at der ingen voksne var hjemme på øen, da de ankom. De var alle ude at fiske.
Jens Sørensens efterfølgende kort er faktisk interessant. Den viser nemlig en afstand på de to øer Gammel Mandø og Ny Mandø på cirka 600 meter. I en af indberetningerne fra præster
fra den tid hedder det sig:
Søfart en vigtig indtægtskilde
Søfart blev den største indtægtskilde i 1700 tallet. Øen fik dog aldrig sin egen flåde. Man måtte søge arbejde på naboøerne. Dengang var det muligt af få arbejde som matros, kaptajn eller styrmand. Landbruget blev som på andre vadehavs – øer overladt til kvinderne.
Den tredje kirke
I 1727 fik Ny Mandø sin tredje kirke. Nu havde man fået sin egen præst, en skolelærer og om vinteren egen læge. Men allerede i 1340 var Mandø Kirke at finde i en fortegnelse. Kirken på Gammel Mandø forsvandt fuldstændig efter stormfloden i 1570.
Var der tre kirkesogne?
Det siges, at der har været hele tre kirkesogne på Mandø. På Korresand skulle der have ligget en by, der hed Corre By (Korre By). Og nu fire mil mod vest skulle, der have ligget en by, der hed Knok.
Skulle betale præstens løn
Øen blev i 1741 købt af beboerne af Christian den Sjette for 864 rigsdaler. I 1787 boede der 162 indbyggere på øen. Man var nu selv forpligtet til at betale præstens løn. Men så fik man til gengæld rettigheder til jagt – og strandingsgods.
Præsten var enelærer
I 1776 fik øen sin første skole med degnebolig. Fra 1819 blev øens præst enelære. Og det var fornemt i 1884, for da blev skolen udvidet med en skolebygning mere. Og året efter fik præsten assistance af en vinterlærerinde.
Ingen tudser, mus eller padder
Øboerne fangede også fugle som vildænder og vildgæs, som de selv spiste sammen med kål. På øen var der dengang hverken muldvarpe, tudser, padder eller mus.
De fattige fik intet af sognet. Skoleholderen fik i begyndelsen fri kost og logi hos de forældre, som havde børn gående i skolen. Desuden fik han 6 Rd. I årlig løn.
Møllen på Mandø
I 1820erne fik Mandø sin første mølle. Indtil da blev kornet kørt til fastlandet og malet i Skallebæk Mølle nær Seem. Det var meget besværligt. Og møllen var en såkaldt stubmølle, som var vanskelig at håndtere. Allerede 10 år efter blev den nuværende mølle, en såkaldt hollandsk mølle opført.
I 1889 blev en 12 – årig dreng ramt af møllevingen og døde.
Møllen fungerede helt til anden verdenskrig. Møllen gennemgik en restaurering i efteråret 2008.
Kvinderne byggede diget
Omkring 1870erne blev det bedre at dyrke jorden. Klitterne tilplantede man med hjelmgræs for at sikre sig mod sandflugt. Posten kom to gange om ugen. Fire år senere kom der en daglig
postforbindelse. I 1887 byggede man et mere stabilt by-dige. Dette dige har været gennembrudt flere gange, bl.a. ved stormfloderne i 1911 og 1923.
Men allerede tidligere byggede kvinderne et sommerdige. Materialet til dette dige fandt man på stranden. Kvinderne hentede materialet i deres store Mandø – forklæder. Dette dige-arbejde foregik hovedsageligt om foråret og sommeren, når mændene var på søen.
I 1892 var der 262 indbyggere
Forskellige håndværkere havde etableret sig. Og en købmand var der også kommet. I 1890 boede der 262 personer på øen. 92 levede af jordbrug, 59 af skibsfart, 22 af industri og 13 af handel. Her var sandelig også en bager og en kromand.
I 1897 blev mejeriet indviet. Produktionen bestod af mælken fra øens godt 100 malkekøer, fordelt på 35 andelshavere. I 1899 kunne en ny skole indvies med to klasseværelser og en bolig til anden-læreren blev bygget.
Skolen blev udvidet
Udviklingen i søfarten skete hurtig. Man var gået over til damp, og det var sværere at få arbejde. Fra 1890 til 1911 faldt indbyggerantallet med 100 personer. I 1943 blev skolen udvidet med gymnastiksal, skolekøkken, sløjdlokale og bibliotek. I 1946 fratrådte præsten som lærer. En førstelærer og en lærerinde blev ansat. Men i 1964 var det atter præsten, der underviste.
Børnene skulle til fastlandet, for at fortsætte skolegangen efter 7. klasse. Mejeriet lukkede i 1970. Det betød en stagnation i landbruget. Og i 1977 var der kun 16 elever tilbage i skolen.
Mandø under vand
Stormfloden i 1981 ødelagde både hav – og by-diget. Næsten hele Mandø stod under vand. 200 får og 18 kreaturer druknede. Diget blev forstærket, men siden opstod der huller i diget. Under orkanen og stormfloden i december 1999 var situationen meget kritisk.
Tragisk ulykke
En tragisk ulykke skete den 18. juni 2010. En turistvogn væltede i et hul mellem Mandø og Korresand. Tre blev dræbt og 36 blev såret.
Kun 46 tilbage
Tilbage på øen er vel i dag omkring 46 personer. Og der er kun et heltidslandbrug tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.-11. – 2021
Dato: februar 21, 2011
Læs her om et par kanon– fotografer, Højer Storskov, Jens Amerika, Fiddes Sporvogn, Æ Byttelfenn, Revolutionen og rotten på Centralhotellet. Læs om Johan Elektrik, de Hellige, Bobbe Kämache, Mie Bykass og styrhuset, der forsvandt. Så var det Peter Beyer, der uddelte bom. Det regnede, når man tog toget til Tønder. Og så var der en, der red med sabel og pikkelhue.
Fordel at ku snak æ Sproch
Ja kære læser, det er på opfordring fra mange høvringer at vi her bringer andel del af anekdoter fra Højer. Men det vil være en stor fordel, at beherske æ sproch. Så får du mere ud de kommende historier fra den spændende by, Højer.
Den gamle Gendarm
I Toldgade 4 boede den sidste ridende gendarm i den tyske tid. Han havde hestestald bag ved huset. Han fungerede også som politibetjent i området. Når han red ud af byen red han med sabel og pikkelhue. Han tog sig af blandt andet vagabonder. De kunne så få lov til at løbe ved siden af hans hest.
Kaffebord samlede danskheden
Det sønderjyske kaffebord samlede danskheden i Højer. Det vil sige under besættelsen kaldte man kaffen for løbesod. Man forsøgte at få fat i en journalist eller en politiker, der kunne fortælle mere, end det aviserne turde skrive. Da forsamlingshuset blev beslaglagt af tyskerne, fortsatte man i Præstegården.
Rosporten ramt af tragedie
Den 8. juni 1952 blev sorgens dag i Højer. Fem unge roere var taget ud i Vadehavet på en træningstur. Ingen ved, hvad der skete. Men alle omkom. I fællesskab var alle med til at foretage en eftersøgning. Man fortsatte til alle var fundet.
Fiskeren uden styrhus
En fiskerskipper fra Højer var taget helt ned til Holland efter sin båd. Det trak op til uvejr, og hollænderne advarede ham, om at sejle i det vejr. Men han gjorde det alligevel. Og det blev uvejr. Selv for skipperen blev det for meget. Da styrehuset blæste væk, var han klar over at hans liv var i fare. Men han nåede hjem til Højer. Da han bagefter fortalte om sin sejlads, sluttede han med at sige:
Kurvemager Schmidt og æggene
På Nørrevej 13 havde kurvemager Schmidt sin forretning. Foruden kurvemagerarbejde handlede han med flettede måtter og pottemagervarer. Han solgte også legetøj og nøbbelser. I mange år havde en god forretning. Men med tiden blev han stokdøv, og det gik tilbage med forretningen. Hans yngste datter, Ingeborg ”Bobbe Kärmache” havde en vissen arm, men kunne næsten udføre alt manuelt arbejde. Hun havde et lyst sind, og var altid sufflør ved Ungdomsforeningens dilettantforestillinger. Hun boede hos faderen, så længe han levede.
Kurvemageren havde undertiden en speciel form for transport. Når han kom til købmanden efter æg, hed det:
Så tog han kasketten af, anbragte æggene i den, tog den på hovedet og gik. Han plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Når han havde fået byttel te unnen, vejede han 100.
Hævn mod kommunen
På Nørrevej 52 lå Bernhard Nielsens snedkeri. Et nu nedrevet beboelseshus på stedet, blev bygget af tømrer Ochsendorff. På et tidspunkt ønskede han at sælge ejendommen til byen. Men kommunen ville ikke købe. Det blev han så fornærmet over, at han for at hævne sig, fik en flok sigøjnere til byen. Dem indkvarterede han på loftet i sit hus, hvor de holdt et gevaldigt Leben.
Historien melder intet om, hvem der først blev træt af dette foretagende.
Man slagtede ”sort”
På Nørrevej 3 ligger et gammelt stråtækt hus. På frontgavlen står årstallet 1724 og bogstaverne H J A. Det lå der, sidt jeg var i Højer. Det er bygget af rebslager Chr. Andersen. Han havde reberbane langs vestsiden af Ballumvej.
Det at eje et hus, blev der dengang lagt meget vægt på. Så var der ikke så stor sandsynlighed for, at man skulle tilbringe sin fattigdom i fattighuset. Det var en skræk for den tids mennesker og ikke uden grund. Man sagde dengang, at man i Fattighuset fik kartoffelsuppe så mange gange, at urene gik i stå.
Familien Andersen var rebsslagere i tre generationer. De solgte grunden til den berømte Hjuler Jensen. Et rebslageri kunne ikke brødføde en familie. Så ved siden af måtte der skaffes føde til familien.
I det beskedne hus blev der holdt 4 malkekøer, 4 stk. ungkreaturer, 4 kalve og 2 svin. I en kogsfenne syd for byen blev der desuden holdt 10 – 12 får.
Under første verdenskrig var det svært at skaffe kød, og hjemmeslagtning var forbudt. Så ved nattetide, da man forventede at gendarmen sov, tog familien ud i kogsfennen og slagtede. De bar så dyret på ryggen hjem til byen.
Masser af øl
Vandtårnet bærer årstallet 1934. Øst for vandtårnets plads var der før et ølbryggeri. Det førte til en gammel købmandsgård på den anden side af vejen. Der kunne man komme med sin spand og købe øl i løst mål.
Næsten alle bryggerimedarbejdere fik bryggerbetegnelsen Bruer heftet på sig i stedet for efternavnet. På en gang var der tre mænd i byen, der hed Bruer. De hed i øvrigt alle sammen Petersen uden dog at være i familie med hinanden.
De Hellige
Ejendommen, Østerende 18 bærer navnet Liberta, men lige så ofte blev den kaldt Paradiset. Gården er bygget af en Martensen. Familien havde ord for at være hellig. Det har sikkert give anledning til gårdens øgenavn.
Martensen var af samme familie som den senere ejer af Libanon i Vester Gammelby. Denne kørte rundt med skilt på bilen:
–Jesus kommer snart.
Elektricitetsværk på Kovej
Vest for mejeriet lå et elektricitetsværk, der blev oprettet i 1903 af fabrikant Bastiansen fra Aabenraa og hans to sønner, der var ingeniører. Det fremstillede 110 volt jævnstrøm. Drivkraften var en dampmaskine, derfor var det en høj skorsten. Fyrbøderen blev kaldt for Johan Elektrik. Til værket var der et maskinværksted, hvor der også var et par lærlinge. De var i kost hos Bastiansens og boede i et rum på loftet over værkstedet. Nytårsaften kunne de naturligvis ikke dy sig. Da var der altid strømafbrydelse.
På et tidspunkt blev dampmaskinen afløst af en dieselmotor, skorstenen blev revet ned, og Johan Elektrik skiftede arbejdsplads til Højer Mølle.
Skiftede nationalitet tre gange
Käthe Boysen boede stort set i det samme hus i Herbergsgade hele sit liv. Hun har skiftet nationalitet tre gange. Hun var dødt som tysk statsborger i 1906. I 1920 fik hun dansk statsborgerskab, og ved sit giftermål i 1926 blev hun igen tysk statsborger. Senere søgte og fik hun og hendes mand dansk indfødsret.
Mie Bykass
I Herbergsgade 9 lå der i mange år, byens finanskontor, æ Bykass. Før Genforeningen havde Fleckenkasse Hoyer kontor i Klostergade 2. Kassehvervet gik i arv til Marie Matthiesen,
der i mange år forestod indkasseringen af skatter og afgifter samt udbetaling af lønninger og pensioner m.m. Først i 1947 blev æ Bykass nedlagt. Og Marie levede op til hendes øgenavn – Mie Bykass.
De skrækkelige skoleelever
Personbefordringen mellem Højer og Tønder foregik fra 1892 med tog. For Højer betød det et tab i indtægt. Man var ikke mere transit-by for alle dem der skulle videre til Sild. Men for skoleeleverne var det en meget behagelig rejsemåde.
Skoleeleverne var dog ikke altid de mest behagelige passagerer. Der fortælles skrækkelige historier. En yndet sport for de større drenge var, at kravle op på taget og tisse gennem luftventilerne. Kammeraterne, der vidste besked, kunne så inde i vognen bemærke:
Revolutionen på Centralhalle
Jo det var skam den november-dag i 1918, at der skulle vælges arbejder – og soldaterråd i Højer. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker blev foreslået som formand:
Men håndværkeren måtte bøje sig for argumentet:
Bagersvendene skulle vækkes
Ved Torvets nordside ligger den gamle Højergård. I 1740 overlod den daværende ejer af denne gård sin svoger, bager Chr. Sibber Feddersen en toft ved det nordvestlige hjørne af Torvet.
Her byggede han et hus med bageri. Det kaldtes ofte æ Stormklok. Det var angiveligt, fordi der på huset var anbragt en klokke, hvormed der blev ringet ved ildebrand og stormflod. Bageren skulle dog have haft en aftale med nattevægteren, at denne på et bestemt tidspunkt af natten lige skulle bimle en enkelt gang, så bagersvendene blev vækket. Dette hus blev nedrevet omkring år 1900.
Bahnhofshotel
Bahnhofshotel blev senere til Ohlsens Hotel. Den blev ejet af de tre søstre, Marie Rose, Grethe og Hanne Ohlsen. Når Feuerwehr havde haft brandøvelse, sluttede de i en periode på Ohlsens Hotel. Det gik ganske lystigt for sig. Så gik man rundt i Æ Lille Sal og sang: Immer an der Wand entlang.
Hotellet havde efter søstrenes ejerskab forskellige andre ejere. En af dem var Peter Schmidt fra Rømø. Han omdøbte hotellet til Peters Kro. Han kørte hver dag til Rømø med svineaffald i en topersoners bil. Imens blev kroen passet af hans kone, som alle kaldte Mutti.
Dansk – Tysk drilleri
Carl Hoeg var en velhavende mand i Højer. Men han var også en stor spøgefuld. En gang da den dansksindede apoteker, Nagel havde fødselsdag betalte han nogle skoledrenge for at gå om til apoteket og synge en provokerende tysk sang for ham. Nagel gjorde gengæld. Næste gang Hoeg havde fødselsdag stillede en flok skoledrenge og sang en dansk sang for Hoeg.
Æ Byttelfenn
En fenne i Højer Mark kaldes Æ Byttelfenn. Årsagen til navnet findes i forskellige historier. En af dem er følgende.
Fedder Roll, som ejede marken, havde en dag nogle karle til at slå hø derude. Ved frokosttid blev de sure over, at de havde fået byttel (melbudding) med i marken i stedet for en ordentlig mellma. Derfor strejkede de, og satte bytteldåsen på en led-pæl. Lidt efter kom Carl Hoeg forbi og spurgte, hvorfor de ikke bestilte noget.
Da han fik det at vide, tog han hen til Ohlsens Hotel, og bad dem sende smørrebrød ud til karlene. Derefter tog Carl Hoeg videre hen til Stadt Tondern og drillede Fedder Roll med at han, Carl Hoeg skulle sørge for mad til Fedder Rolls folk.
Fiddes Sporvogn
Det er ikke mange, der ved det. Men Højer har faktisk haft sporvogn. I nogle år, når der var Fåremarked i Højer kørte Fidde Eckholdt rundt med Fiddes Sporvogn. Det var selvfølgelig med to heste foran.
Højers Sygehus
Sydøst for den gamle kommuneskole lå det tidligere sygehus. Allerede i 1887 rettede Håndværkeravet en opfordring til flækkebestyrelsen om at oprette en sygestue for svende og lærlinge, der arbejde i Højer. Disse kunne i tilfælde af sygdom ikke indlægges på Tønder Sygehus.
I borgmesterens svar hed det, at syge svende og lærlinge kunne anbringes i en varm stue i Fattighuset, men at det snart ville blive bygget et sygehus i byen. Det var dog først den truende koleraepidemi i 1892, der fik flækken til at bygge en træ – barak i fenne nr. 2 ved Slusevej til eventuelle kolerapatienter. Året efter byggede man sygehuset. Det havde 12 senge og blev betjent af de stedlige læger.
Bestyreren var samtidig ligkistesnedker – beroligende for patienterne, skulle man mene. Sygehuset blev mærkelig nok nedlagt under første verdenskrig.
I 1923 købte fabrikant Kjærby ejendommen og brugte den hovedsagelig til beboelse. Men i mange år kunne man skimte ordet Krankenhaus over indgangsdøren. Familien Kjærby vedblev da også med at kalde bygningen for Sygehuset.
Jens Amerika
I Søndergade 27 boede Jens Hansen. Han havde haft et gartneri i Sdr. Sejerslev. Et par år havde han været i Amerika. Og så er det klart, at han i Højer får tilnavnet Jens Amerika. Han fortalte de forundrede høvringer, at i Amerika var fennerne så store, at det tog en helt dag at pløje en fure. Så måtte man for enden overnatte, og så pløje tilbage næste dag.
I ejendommen havde han et øldepot sammen med Johannes Brodersen (nej, jeg er ikke i familie). De bragte øl ud på landet med et enspænderkøretøj.
Udråber Karl Færch
I Søndergade boede i mange år byens offentlige udråber, Karl Hansen, kaldet Karl Færch. Han var arbejdsmand og skulle ernære en stor familie ved at grave grøfter i kogene. Han gik sin udråber – runde efter behov. Han stod ved bestemte steder, ringede med sin klokke og bekendtgjorde på bredt sønderjysk sin meddelelse:
Højer Storskov og Grünewald
Strandvej 40 blev bygget af den tyske førstelærer Riggelsen i 1934. I 1959 solgte arvingerne det til en dansk lærer. Huset ligger i læ af en lille løvtræs – plantage mod vest, som blev kaldt Califonien. Senere blev plantagen kaldt Grünewald. Lige i nærheden byggede Friedrich Hagge i 1908, Waldheim. Beskedne høvringer kaldte senere hele området for Højer Storskov.
Det var forresten også her, at Schützenverein begyndte sin virksomhed. Skydebanen lå parallelt med Strandvejen.
Samme tro
Andreas Pust havde ikke mange penge og led også af astma. Derfor fik han selvfølgelig det øgenavn. Han var skomager. Når han gik til købmanden havde han altid en potte med. Han hældte brændevinen ned i potten og solgte flasken med det samme. Engang lånte han to Mark af pastor Rolfs. Da han stak dem i lommen, spurgte Andreas Pust pastoren:
Kanon– fotografen
En sommerdag får mange år siden fandt jeg hos min onkel og tante i Højer nogle flotte glasplader forestillende motiver fra byen. De er nok taget af Andreas Martinsen. Han var uddannet bogbinder. I en periode dannede han kompagniskab med Der Rote Mielcke.
Martinsen indrammede billeder og solgte tobaksvarer. Han var selvlært fotograf og fandt sine motiver i det skønne landskab omkring Højer. Men også portrætfotografering stod han for. I hans ungkarletid var det et muntert sted. Da han engang havde vundet i lotteriet havde han sat et skilt op:
Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Nu kom det fast husorden. Da hun en dag så en flok af vennerne i færd med at indtage den steg, der var beregnet til søndags – middagen, fejede hun dem ud mæ æ lihm.
Efterfølgeren var boghandler Bundgård, der var en aktiv herre i Højer. Og under et foredrag midt i København fik jeg en hilsen fra ham via hans datter, der overværede foredraget. Og det foredrag havde intet med Højer at gøre. Det hed Nørrebro – for begyndere.
En anden berømt fotograf var Laurids Matthiesen. I diverse arkiver findes 18.000 billeder. Det var hyggeslig og morsomt at komme ind i hans atelier og blive tæjn a`.
Lærernes yndlingssted
I Skolegade 1 lå Centralhotellet. I gammel tid blev det ejet af restauratør Jensen. Senere blev det overtaget af Lauritz Hansen og drev det sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster plads i kroen. Her tilbragte hun resten af hendes levetid, bortset fra når hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Han mistede dog livet ved at falde ud over trappegelænderet. Henny førte selv kroen videre.
I en periode kom nogle af skolens lærere jævnlig på kroen. Men i løbet af 20erne ændrede dette sig, hvad der fik Henny til at bemærke:
Æ tyk Købmand
Lige i nærheden – i den nordlige ende af Skolegade. Her har æ tyk købmand haft en delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild. Her startede stamgæsterne til Centralhotellet altid med de saltede sild. Det stimulerede tørsten.
En rotte
Også på Centralhotellet havde natrenovationen direkte adgang til wc – spandene gennem lemme fra kørestalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene og forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdende på de unævnelige og råbte:
Ingen Bom i daw
De sidste manufakturhandler i Højer var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kaldet Peter Beyer. Han var ikke nogen stor forretningsmand. Ofte sad han langt ud på natten og læste. Ned i butikken nåede han ført ved middagstid. Han var ugift og boede sammen med sin mor. Når han gik på gaden havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud til de børn, der hilste på ham. En dag gik en forbi ham uden at værdige ham et blik. Han blev skuffet:
Tandlægen i Storegade
Dentist Frk. Eline Jacobsen havde klinik i Storegade 8. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor. Hun trak også tænder ud gravede godt ned ved dem og så rutch. Patienterne kunne godt ryge helt op til loftet, når dette skete.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 13,-10. 2021