Søgeresultater på "Højer – som havneby"
Dato: april 25, 2011
Kristian Kold omdannede stedet til et vækkelsessted. Knud friede tre gange til Gyde. Hør om familien Knudsen og Lorentzen. Og så var det Brorson og stormfloden. En stor borg lå ved Randerup. Omfattende skibstrafik foregik fra Ballum til Holland og England. Der var færgefart til Rømø, og en kæmpe havn var planlagt. Vi skal høre om diverse sagn fra området. Og så blev halvdelen af en kirkesogn opslugt af havet. Ni forskellige Ballum’ er har vi optalt.
Mange Ballum’ er
Det var hårdt dengang, da vi cyklede fra Tønder til Rømø. Men da vi så drejede ved Hjerpsted følte vi, at vi ikke kom videre. Alle byer hed Ballum. Og så vidt vi ved, så hedder Danmarks
længste landsby, Barsmark og ligger på Løjt Land, og ligger nørdøst for Aabenraa. Men kære læsere, velkommen meget vest på i Ballum.
Og for at denne artikel ikke bliver for lang, henviser vi i slutningen af artiklen til andre artikler, hvor du kan sætte dig nærmere ind i de emner, vi nævner.
Balladen om Carl Henning
Kan du huske, Jesper Klein i den fantastiske film, Balladen om Carl Henning. Den foregik netop i Ballum. Her tror jeg mange københavnere fik et chok, da de så, hvordan livet i marsken foregik.
Ballum betyder forhøjning
Navnet Ballum, er afledt af forhøjning. Her ligger flere gårde. Mod øst ligger For-Ballum. Det var her en af højskolebevægelsens fædre Kristian Kold var huslærer i 1838.
Vi har også Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører igennem Vesterende – Ballum. Det er her kirken og et fredet tinghus fra 1788 ligger. Dette hus er siden brugt som skole og missionshus. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere var færgeoverfart til Havneby på Rømø. Ja så er der også Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum. Ja og så glemte vi Østernde – Ballum, Harknag – Ballum og Mølby – Ballum.
En god forbindelse
Tænk, der er syv, otte, ni små Ballum’ er. Og A.P. Møller – fonden bevilligede for en del år siden 20 millioner kroner til sognet. Og hvorfor nu det? Jo, Mærsk Mc – Kinney Møllers oldemor, Kiersten Pedersdatter Mærsk er født i Ballum. Det er fra hende ordet Mærsk stammer. Det betyder ganske enkelt Marsk.
Vi har i tidligere artikler henvist til, at den berømte Knudsen – familie på Trøjborg og den lige så berømte købmands-familie Olufsen i Tønder har slægtskab med Mærsk. Det er ikke første gang, nok heller ikke sidste gang, at A.P. Møller – fonden støtter sognet.
Nu vil borgerne i Ballum opkalde en vej efter skibsredderen og udnævne skibsredderen til æresborger. De vil invitere ham til sønderjysk kaffebord og andagt i kirken. Om de så nåede det inden hans død vides ikke.
Der har boet folk i mange år
Der har boet mennesker i området i meget lang tid. Det vidner jernalderbopladsen Drengsted om. Her har eksisteret en landsby fra slutningen af 300 tallet til engang i 500 tallet. Landsbyen har bestået af 11 til 14 gårde. Man har kunnet påvise rug som vinterafgrøde.
Hvad betyder Mjolden
Hvis du vil kigge på huse, er Ballum Vesterende nok smukkest. Her er masser af idyl især omkring Ballum Kirke.
Her ligger landsbyen Mjolden på grænsen mellem gest og marsk. Og hvad betyder navnet. Der er to udlægninger:
Ballum Kirke
Ballum Kirke ligger i Ballum Vesternde. Det er en usædvanlig stor kirke. Den store kirkegård er hegnet ind af kampsten.
Tårnet er på 31 meter. Kirken er opført i 1100 tallet. I 1216 fik Ribebispen bekræftelse på henlæggelse af indtægten af kirkerne i Tønder og Ballum til to nyoprettede præbender . Ved reformationen kom kirken under kongen. I 1661 erhvervede Hans Schack patronats-retten . Kirken hørte derefter under grevskabet Schackenborg, indtil den overgik til selveje den 1. oktober 1931.
Under svenskekrigene i 1600 – tallet led kirken meget. I et bønskrift til kongen i 1654 bad man om hjælp til istandsættelsen. Svenskerne havde brugt kirken som forsvarssted. I tårnet havde man anbragt kanoner.
Våbenhus brugt som skole
I kirken findes kalkmalerier fra omkring 1250. Alterbordet er fra middelalderen. Alteret er viet til Sankt Nikolaus og Jomfru Maria. Prædikestolen er fra år 1600. Stoleværket blev fornyet i 1738 og i 1824 blev det malet blå. I 1703 og 1705 kaldes våbenhuset henholdsvis for søndre skrifte – og våbenhus. Men sandsynligvis var det allerede på daværende tidspunkt allerede
indrettet som skole for hele sognet. Siden 1921 har Ballum og Skast haft fælles præst.
Halvdelen af sognet opslugt af havet
Hjerpsted Kirke er formentlig den ældste kirke på vester-egnen. Den er opført i 1130erne. Omkring 40 år efter reformationen henlagdes sognet fra Ribe Stift til Slesvig Stift. Først efter Genforeningen kom sognet igen under Ribe Stift.
Kirken ligger på Hjerpsted bakkeø. Øen Jordsand, 8 kilometer ude i Vadehavet var sognets vestligste grænse. Bemærkelsesværdig er det, at over halvdelen af sognet efterhånden er opslugt af havet.
Hvad betyder Hjerpsted?
Nogle siger, at det var friserne, der opførte kirken, eller at de i det mindste besøgte stedet. En anden overlevering fortæller, at det var to skibrudne, der var initiativtagere. Et sagn fortæller, at de to skibrudne om morgenen fandt to køer liggende på stedet. Derfor blev kirken bygget på det sted ( Her på stedet). Det skulle være forklaringen på navnet.
Hjerpsted er lig med ”her på stedet”. Og som sædvanlig er de lærde uenige om navnet. Ordet Hjarp har betydningen ujævnhed eller høj. Derfor siger man her, at Hjerpsted betyder højen med ujævnheden.
Alterbordet i kirken er fra 1622. Døbefonten er af granit og dåbsfadet er fra 1650. Prædikestolen er fra 1580 og fremstillet i Løgumkloster.
Randerup Kirke
Midt i Ballum Sogn ligger Randerup. Kirken er fra middelalderen – omkring år 1200. Altertavlen er fra 1651. Alterkalken er fra 1763. Døbefonten er lige så gammel som kirken. Krucifikset
er højgotisk fra første fjerdedel af 1300 tallet. Og prædikestolen er fra 1600 – årene.
Fra 1579 lå kirken under Trøjborg. I 1921 blev Randerup lagt sammen med Mjolden til et pastorat. Præsteindberetningen fra 1767 omtaler talrige stormfloder, der skabte skader på kirkens inventar.
Brorson og stormfloden
Det var her i præstegården, at Hans Adolph Brorson blev født. Dengang lå præstegården øst for kirken. Både far og farfar var præst i kirken. Da Hans Adolphs farfar var præst, oplevede han Den anden store Menneske-drukning. Her omkom 10.000 mennesker. Stormfloden ramte klokken 12 om natten sidst i oktober. Vandet steg og steg. Denne begivenhed talte man ofte om i hjemmet. Det gjorde man især når det blæste op til storm.
Hjemmet i Randerup var ikke specielt rigt. Faderen og den senere stedfar satte sig i gæld for at sikre deres sønner en god uddannelse. Faderen døde, da Hans Adolph var 10 år gammel. Faderen havde samlet børnene ved hans dødsleje, og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de troede på Gud skulle det hele nok gå.
Hans moder giftede sig med huslæreren, Oluf Holbæk, der blev udnævnt som præst i kirken. Under en af stormfloderne søgte familien tilflugt i kirketårnet. Men sted-faderen havde glemt kirkebøgerne. Med fare for sit liv gik Oluf Holbæk tilbage til præstegården efter bøgerne. Flere gange var han ved at vælte omkuld af vandmasserne. Da han endelig nåede tilbage var han
iskold. Først efter to dage kunne familien vende tilbage til præstegården. Oluf Holbæk døde et par måneder efter som følge af strabadserne.
Mjolden Kirke
Mjolden Kirke lå under Trøjborg, som havde kaldsretten. Ifølge sagnet så havde tre byer i sognet måtte strides om placeringen af kirken. Man enedes om, at placere kirken, der hvor et par sammenkoblede kræ lagde sig. I 1838 omtales kirken som selvejende. Den polske hjælpehærs hærgen omtales i regnskaberne for 1661. Kirkegårdsmuren har været ødelagt af stormfloden.
Skast Kirke
Hvis man kommer ad vejen fra Husum – Ballum og kører mod syd af Højervej, vil man i løbet af en kilometers penge komme til Skast. Her ligger ikke noget, der minder om en kirke. Men kommer man fra syd eller øst, er det ingen tvivl. Beskyttet mod vandet ligger kirken på en forhøjning.
Skast Kirkes historie går tilbage fra før 1300. Måske er kirken fra 1250, skibet er dog yngre. Sin kirkelige selvstændighed mistede kirken i 1912, da Ballum – præsten nu skulle betjene kirken.
Alterbordet er fra 1610. Altertavlen er gotisk og fra første halvdel af 1400 – tallet. Alterkalken er fra tre forskellige tidsaldre. Den ældste del er foden , der stammer fra år 1500. Skafteleddet er fra omkring år 1600 og bægeret er fra 1851. Det store korsbue-krucifiks er fra slutningen af 1400 tallet. Det er over 1,2 meter høj.
Sagnet om Marie
I Danske Atlas anføres et sagn, hvorefter kirken tidligere skulle have heddet Mariæ Kirke, fordi den var indviet til jomfru Maria, eller fordi den i 1409 skulle være bygget af en vis Fru Marie. Ifølge en version af dette sagn skulle kirken være opført på en herregård på Bovnsmark nordvest for Skast, fordi hun vilde vise Fruen i Ballum, at hun havde råd til at have en Kirke selv.
Sagnet om Sorgagrene
Både Karen Blixen og Poul La Cour er blevet inspireret af et sagn, der fortæller om en mors hengivenhed for hendes søn. I Sprogforeningens Almanak
fra 1909 fortæller Kr. Jensen fra Ballum sognet på følgende måde:
Sagnet findes i to andre versioner (se artiklen Det Vestlige Sønderjylland). Men konen blev begravet på kirkegården i Ballum. Stenen, som rejstes til minde om hende, er endnu bevaret. Seglet ses tydelig på stenen, mens indskriften er blevet ulæselig.
Den ager og nogle tilstødende agre, hvor enken efter dagens strenge arbejde sank død om, kaldes endnu den dag i dag “æ Sørreavver” – Sorgagrene.
Enken gik i døden i bevidstheden om, at hendes arbejde ikke havde været forgæves. Kongen gav sønnen livet tilbage.
Hjælp fra hollænderne
Schackenborgs økonomi afhang meget af fæstebønderne. Af disse var der cirka 60 stykker i Møgeltønder Sogn. Det var et særlig retsområde, et såkaldt birk, under godset. Hertil kom 30 gårde i andre marsk – sogne. I en kontrakt fra 1417 står der faktisk, at der kommer fæsteafgifter,
Dette viser, at man allerede i det andet årti af 1400 – tallet var i fuld gang var med til at indvinde nyt land ved vestkysten. Man havde derfor indkaldt specialister fra Holland. Dette resulterede i fire marskgårde, der lå i Ballum Marsk, indtil den store stormflod i 1634 skyllede dem bort.
Et navneskifte – med følger
En af dem, der boede på en af disse gårde hed Anders Nielsen. Han skiftede navn til Mærsk. Det var et navn, der også blev kommende generationers og blandt andet vores største skibsredder.
På egnen boede en befragter, Peter Møller. Han levede af at sejle fra Rømø til Ballum. Han faldt for den søde pige, Karen fra familien Mærsk og oldemor til skibsredderen.
En stor havn var i vente
I dag kunne Ballum have haft en stor havn. Det dybe smalle farvand ud foran stedet bød på de bedste betingelser. De store skibe kunne ikke gå helt ind til Ribe. De fandt en velegnet ankerplads syd for Rømø. Deres last blev så hentet af mindre skibe.
Blandt flere planer om et haveanlæg i nærheden af Lister Dyb, forelå et projekt fra Christian den Fjerdes hånd til en befæstet handelsplads i nærheden af Ballum tæt ved Brede Å’s
munding. Kongen havde endog i 1643 bestilt tømmer i Norge til den nødvendige dige-bygning ved havneanlægget.
Den 22.11 skrev kongen til Rigsraadet om Ballum
En havn og en kanal
Ballum lå imidlertid i en kongerigsk enklave, hvis nordgrænse mod Slesvig gik ved Brede Å’s munding. Det var både tale om at anlægge byen på dansk grund og i hertugdømmet. Åmundingen var udset til at være stedet for den nye havn. Kongen ville desuden grave en dyb skibskanal fra den nye havn til Aabenraa Havn. Kanalen skulle have den imponerende dybde af 11 fod.
Et lettet Tønder
Men Torstensson – fejden satte en stopper for projektet. Da kongen døde i 1648 blev Ballum – projektet skrinlagt.
Senere opstod der lignende tanker i Rudbøl, med en kanal herfra til Flensborg. I Tønder åndende man lettet op, fordi hvis en af projekterne var blevet gennemført, havde det betydet dødsstødet for Tønder.
Havde munkene både?
Historisk er det påvist, at Brede Å eller Breckwoldt tidligere har været sejlbar. I et dokument fra 1257 erklærer Kristoffer den Første, at når munkene fra Løgumkloster sejlede med deres skibe ind til Aabenraa eller et andet sted skulle dette være toldfrit.
Men om munkene har bedrevet sejlads også til den anden side mod Vadehavet via Ballum er ikke blevet påvist.
Kalk ved Ballum
Langs vestkysten blev der fremstillet salt og af muslingeskaller udvandt man en murkalk, som kaldtes skælkalk. Denne kalk havde en udmærket bindeevne. Denne kalkbrænding omtales i Løgum Kloster i 1298. Her tillades klosteret muslingeindsamling i Ballum Marsk.
Præsteindberetninger til Ribe Stift omtaler kalkbrændinger i nærheden af Ballum. Der omtales også et Kalklager i Ballum Sogn.
Kreatureksport fra Ballum til Holland
Glemt i historien er også den omfattende sejlads der var i kystegnen mellem Ballum og Højer. Det var studeeksporten i 1500 og 1600 tallet til Holland. Hele 94 skibe var i fast fart til Holland. Hvert skib kunne laste 50 – 60 stude.
Disse fladbundede skibe sejlede rundt i Vadehavet, men også Nordatlanten, Hamborg og Norge var hyppige mål for disse skibe.
Ifølge List Strømtold 1642 – 43 var der i Ballum 7 hjemmehørende skibe på i alt 155 læster.
Søfolk prægede kulturlivet
Søfarten lokkede mange unge på søen. Således gengiver kirkebogen i Emmerlev, at 195 søfolk fra sognet døde i udlandet i tidsrummet 1721 – 59. Tjenesten i udlandet gav nye impulser til sognene herude ved vestkysten.
I Ballum vurderede sognets præst Fr. Blechingberg i 1754, at de mange, som tjente i Holland, lærte en fri lavemåde, som de tog med sig hjem. Det sønderjyske sprog blev blandet med hollandske ord. Og unge søfolk fra Ballum fik råd til at bygge sig et solidt hus.
Smugleri ved Ballum
Ud – og indsmugling af varer ved den sønderjyske vestkyst var mere reglen end undtagelsen. En klage fra Rådmand Simonsen i Ribe 1808 beskriver forholdene:
Smuglerierne foregik mange steder. Ved det ret afsides beliggende Ballum fandt regeringen det således nødvendigt at ansætte en kontrollør i begyndelsen af det 19. århundrede. Efter at han var ankommet, blev der fortoldet over 1.000 Mark mere end året før.
Kreatureksport fra Ballum til England
Tanken om en havn ved Ballum opstod igen omkring 1850. Her var der midlertidig dampskibsforbindelse til London og Lowestoft lidt syd for Great Yarmouth. Fra Ballum medførte dampskibene kreaturer, heste og undertiden ganske få passagerer. Posten til England gik også i en kort periode over Ballum.
I 1851 blev det af det danske Finansministerium truffet overenskomst med det engelske rederi Nothern Steam Packet Company om oprettelse af en ugentlig dampskibsfart mellem Ballum
– Hjerting og Lowestoft. Turene begyndte den 2. april til slutningen af juni.
Eksporten af kvæg gik til at begynde med regelmæssig. Men i slutningen af juli indtraf forskellige uregelmæssigheder. Nu overtog den nybyggede damper Jylland udførslen direkte fra Hjerting. Men allerede i maj 1850 afsejlede dampskibet Burgemeester Huidekoper fra Ballum til London med 150 stk. kreaturer.
Opankret ved Rømø
Hvis skibene var for dybtgående, ankrede de først op ud for Havneby på Rømø, og lodsede en del. Derefter tog man videre til Ballum. Ved byggearbejdet med sluse, dige og Brede Å, lagde de store tremastede jernskonnerter til ved Rømø Dybs stejle kant, hvorefter man lagde skinner ud, og lodsede pr. tipvogn.
Jernbane til Ballum
En af datidens berømte jernbane-byggere, Sir Samuel Peto foreslog at banen fra Flensborg skulle lægges over Ballum, hvor der skulle anlægges en havn. Derfra skulle jernbanen føres videre til Århus, Viborg, Ålborg og Frederikshavn.
Den svorne vej
Fra vejen mellem Hjemsted og Rømø – dæmningen fører en vej ved navn Den svorne vej mod syd. Ifølge sagnet har den fået navnet, fordi Midthusum lå i strid med Skærbæk om ejendomsretten til vejen. Sagen havnede i retten. Dommeren bestemte, at borgerne fra Midthusum skulle stå på vejen og sværge på, at de stod på vejen.
De fyldte lidt jord fra deres marker i deres støvler, og mente så, at de med sindsro kunne aflægge eden. Det hjalp. De fik tilkendt vejen. Men ak, de kom alle ulykkelig af dage. Kigger man godt efter, kan man se, at de går igen på vejen ved nattetid. Kun en mand, der ikke sværgede falsk, skulle have reddet livet.
Markmandens Hus
På Ballummarskens enge syd for Rømø – dæmningen ses nogle forhøjninger i landskabet. De er anlagt i middelalderen og er såkaldte værfter, hvor gårdene lå. Et lavt sommerdige
skulle beskytte mod sommerens mindre stormfloder.
Alligevel blev Misthusum hårdt ramt af stormfloder. I 1814 forlod den sidste familie området. Vi har tidligere i artiklen beskrevet dette. Tilbage er kun resterne af sommerdiget og de 8 værfter. På et af disse byggede man Markmandens hus. Det var her hyrden opholdt sig.
De to møller
Lige syd for dette sted byggede man i 1836 to møller, der kunne trække vand op fra åen for at skaffe vand til kreaturerne. Vandet blev via grøfter ledt ud til det meste af engene. Sådan fungerede det helt til 1960erne.
Endelig et beskyttende dige
Ballummarsken er beskyttet af et havdige. Sammen med Ballum Sluse og Slusekro er det opført af russiske og franske krigsfangere i 1914 – 1919. Samtidig med det blev Brede Å`s udløb og dermed færgestedet til Kongsmark på Rømø flyttet fra nord for den nuværende Rømø – dæmning til slusen. Byggeriet blev forsinket af første verdenskrig. Allerede i 1890erne diskuterede man, at inddige Ballummarsken, med lodsejerne kunne ikke blive enige.
Slusekroen
Slusekroen fungerede også som en slags garage for de biler, passagererne havde med til færgen. Kroen var færdigbygget i 1915. Og det er her folk fra hele landet valfarter til for at høre dansktop – musik. Ja sådan var det engang.
Færgefarten Rømø – Ballum
Overfarten fra Rømø blev efter Genforeningen klaret i en åben båd. Det var dog en kompliceret affære. Sejlplanen skulle nogenlunde følge flodtiderne, og passagerne måtte køres ud til færgebåden i det lavvandede område ved Bådsbøl – Ballum. Denne tur kunne godt være flere kilometer.
Fra 1. september 1923 kom en færgeforbindelse i stand fra Ballum Sluse ved det nye udløb af Brede Å. Nu sejlede man med motorbåd og kunne gå direkte ind i anløbsstederne.
Æ Markmandssti
Når man kører ad Kystvejen nordpå og passerer Brede Å, er der på højre side de to tidligere omtalte møller. Det var dem, man brugte til at afvande områderne med. Du kan kun se dem om sommeren. Om vinteren bliver de pakket sammen og overvintrer i det lille møllemuseum, der er lavet ved siden af.
Læg lige mærke til de tre bænke, som ligger bag højen, hvor møllehuset ligger. De er lavet af en egestamme på 13 meter, som er fundet i nærheden. De menes at være 2.400 år gamle.
Lige ved siden af dette minimuseum løber Æ Markmandssti. Det er en afmærket vandre – og cykelrute på 6,5 km. Den går fra Hjemstedsvej over Husum Enge ud til Misthusmhus (Markmandshuset). Turen går videre til landsbyen Mjolden. Man passerer også den allerede omtalte den svorne vej.
Den store borg ved Randerup
Det er ikke mange, der ved, at der i Randerup har ligget en stor borg. Op toppen af en bakke lige overfor den nuværende Brink Møllegård lå der i middelalderen en stor borg her, som tilhørte bispen i Ribe. Intet er tilbage. Det vil sige – en gang imellem bliver der pløjet teglstensbrokker frem fra jorden, stammende fra borgen.
Borgen blev første gang nævnt i 1379, hvor fogeden på Brink, bevidnede, at Trøjborgs ridder, Henneke Limbæk (Limbek) skyldte Løgumkloster penge.
Allerede i 1200 tallet ejede bispesædet et omfattende gods i Ballum Sogn og i de nærliggende sogne, herunder Trøjborg og Møgeltønderhus. Om bispeborgen i Ballum var opført på daværende tidspunkt, vides ikke.
Vi ved dog præcis, hvornår borgen holdt op med at eksistere. Det var i 1562. Da overgiver Jørgen Hansens enke, Fru Bege gården til Ribes lensmand. Derefter forpagtede 48 bønder i Ballum jorden og bygningerne blev revet ned.
Af regnskaber fra midt i 1300 tallet kan vi finde frem til, at der var 24 ansatte på borgen:
Dertil kommer fogeden og hans familie, samt familie til de ansatte, der også boede på borgen. Måske har det været 40 – 50 personer i det hele.
Påtale af Brorson
Nedarvede tanker og skikke i Ballum var ikke altid forenelig med kirkens skikke. Det drejede sig for eksempel om begreber som Julestuer og Fastelavnsløben. Hans Adolph Brorson aflagde derfor i 1750 visitas i Ballum. Han havde hørt, at der i sognet havde holdt ilde Hus med fastelavn. Jeg
Sådan noterede han det i sin visitationsberetning.
Familien Lorentzen
Skal man tale om Ballum – dengang, så må man nævne familien Lorentzen.
Hans Lorenzen kom til Ballum Sogn i 1884 som anden-lærer ved Bådsbøl Skole. Fra 1890 – 1909 var han førstelærer. Men han blev fyret på grund af sit danske sindelag. Han var skam også næstformand for Den Nordslesvigske Afholdsforening og meget mere.
Hansigne Lorentzen var datter af førstelærer Jens Andersen Jensen. Hun blev gift med Hans Lorenzen i 1890. I ægteskabet kom der fem børn. Hansigne blev forfatterinde. Hun skrev under pseudonymet Sven Tange. Hun forsøgte at genoplive De Tønderske Kniplinger. Hun modtog inden hendes død i 1952 den kongelige belønnings medalje i guld med krone for hendes arbejde.
Datteren, Cathrine Lorentzen fortsatte moderens arbejde. I 1929 oprettedes Tønder Knipleskole i Østergade i Tønder. Efter krigen i 1945 blev de flyttet til Lorenzens gård i Ballum.
Hun var rig – og så godt ud
Et kærlighedsforhold i Ballum fik stor betydning for egnen. Ja, det startede sådan set med at Maren og Chresten Knudsen tog til Ribe. De blev værtshusholdere. Men Chresten fortsatte sit arbejde med at være kreaturhandler.
Deres ældste søn, Knud Lausten Knudsen fortsatte i faderens fodspor. På Hans Ocksens i Forballum mødet han Gyde Ocksen. Hun var ikke alene rig, men hun så også godt ud. Hun havde mange bejlere på egnen.
Tre afslag
Knud friede til hende hele tre gange, men ak Gydes far kunne ikke lide Knud. Gyde fortrød dog hendes tredje afslag og sendte karlen ud efter Knud og nåede ham ved Brede Å. Gyde
arvede ikke mindre end seks gårde. Og på egnen mente man også, at hun fik en tønde guld på 100.000 rigsdaler.
Kristian Kold i Ballum
Knuds yngre bror kom til Forballum og arbejde under sin bror. Han fik et værelse i karlekammeret. Han var interesseret i Kristian Kolds tanker. Og denne Kristian Kold blev huslærer for Gyde og Knuds børn. Men også naboens (Niels Andersen Hansen) børn deltog i undervisningen.
Ikke alle var begejstret for Kristian Kolds tanker. Myndighederne påbød ham, at han skulle undervise i Balles lærerbog. Men Kold afviste udenadslære.
Et vækkelsessted
Det endte med, at Forballum blev et åndeligt centrum for Vestslesvig. Egnens unge samledes til sang, foredrag og oplæsning. Den nationale kristne vækkelse foregik her i Ballum
til stor fortrydelse for den almindelige opfattelse af kristendommen.
Far til en stor forfatter
På et tidspunkt blev Knudsen og Kold sure på hinanden og Kold flyttede ind hos naboen. En slags aftenskole blev etableret. Kold fortsatte undervisningen hos Knud og Gyde, da de overtog Trøjborg i 1851. Knudsen blev en af danskhedens fortalere.
Og Kold fik hjælp af Knud og Gydes søn, Jens Lassen Knudsen. Og denne var far til denne berømte forfatter, Jacob Knudsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere:
Om Brorson, Kirke, og åndsliv –
Redigeret 16. – 11. 2021
Dato: september 2, 2010
Rudbøl Kog, Gammel – og Ny Frederikskog var født og dannet af havet. 17 års skattefrihed var en direkte nybygger politik. De første var frisere og hollændere. Der var færgefart over Vidåen. Man havde egen retspolitik. Og så var det succes for Nørremølle. Tusinde af digearbejdere fik ødelagt deres jordhytter. De måtte have logi i Højer by.
Født og dannet af havet
På Frederikskogs våbenskjold findes følgende indskrift, Ex mari natus. Det betyder, født og dannet af havet. Nu gælder dette ikke blot for Frederikskog, med hele området ved Vidåmundingen.
I århundreder har dette land været præget af diger og oversvømmelser. I gamle tider gik der en bred havbugt dybt ind i landet. Nogle steder ragede højdepunkterne op som øer. Vidåen
havde dengang mange arme. Priler, langvarig regn samt snesmeltning dannede i lang tid et helt Waterworld her. Gamle marknavne minder om den tid.
Bredsø blev omkring 1649 ejet af apoteker Andreas Lorenzen i Tønder. Senere kom den under Højergård. Den blev købt af regeringen som rentegård, men er nu under privateje. Langt den største og dybeste sø er Rudbøl Dyb eller Rudbøl Sø.
De første var frisere og hollændere
De første bosættere kom længe inden området var inddiget. Det var ganske givet hollændere eller frisere. De var fortrolige med at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold. Der findes vel 25 – 30 værfter i området med forskellige navne.
I Gammel Frederikskog finder man foreksempel Kinkelhofsværft og inspektør Brodersens værft. I Rudbølkog, Seifert von Marvedes værft. I Gaden, Nis Heicksens værft og Husumtoftmark. I Rudbøl har man Nørreværft.
Værfter
Dengang, hvor der ikke var diger, byggede man værfterne højere og højere, hvis gentagende stormfloder truede gården. Saxo skrev følgende:
Værfterne var ikke blot opført af opkastet klægjord, men også af nedrammede pæle og et pakværk, der består af ris og gødning.
Poppenbøl
Poppenbøl værftet var en af de største. Det var højest inde på midten. Hvis man dengang skulle besøge sine naboer, ja så måtte man tage båden. Så galt var det dog ikke, da min mor tjente
på Poppenbøl. Den nævnes allerede i 1443. I 1769 havde den to gårde og to huse med 22 beboere.
Om bebyggelsen Gaden nævnte Petraeus i 1440erne :
Spredt bebyggelse
I 1769 havde Gaden fem gårde og fem huse med i alt 52 beboere. Tidligere hed stedet Husumtoftmark, der lige som Højergård havde særlige privilegier. Rudbøl havde i 1769, 8 gårde, 21 kådnere, 12 indsiddere med i alt 229 indbyggere.
17 års frihed
Gammel Frederikskog blev inddiget i 1692. Kongens privilegier blev allerede underskrevet i 1690 af hertug Christian Albrecht. Efter disse privilegier skulle kogens interessenter fri og frank uden nogen afgift og pålæg nyde og besidde de inddigede arealer i 17 år. Disse 17 år begyndte først når alt var bragt i stand og diget fuldkommen færdig. Efter udløbet af de 17 år skulle der årligt af hver demant betales en halv rthr. Til det tjenestelige kammer.
Endvidere skulle i de 17 år, kvæg, korn og lignende, som den kære Gud måtte unde denne kog, frit afskibes uden told og licenser eller andre afgifter og hvad der er behov for i denne kog, må frit indføres.
Desuden skulle det tillades interessenterne, deres arvinger og efterkommere at opstille vindmøller og hestemøller uden for, og inden for digerne og udnytte dem med frimalen, brygning
og bagning, at have herberger og stalde samt at drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag.
Ligeledes skal de , der i sådanne inddigede koge ejer 60 demant land have ret til fri at drive jagt og fiskeri, såvel inden for som uden for diget. Men de øvrige, som ikke når det nævnte tal på 60 demant, skal være udelukket derfra.
Egen ret
Den allerstørste del af kogen var græsland. Dette blev benyttet til opfedning af kvæg. Kogen havde en koginspektør. En dommer og tre rådmænd dannede dengang kogs-retten. Koginspektøren ledede møderne og var også sekretær og regnskabsfører. I kogen gjaldt Ejderstedts landsret. Og man havde sandelig også egen galgeplads.
Afvanding
Frederikskog blev tidligere afvandet med Brunoddekog gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle kogs-mølle. Fra 1843 blev kogen afvandet gennem Frederikskog – diget ved en afvandingsgrøft gennem det daværende forland. På et gammelt kort er der aftegnet et Trindsumkapel, hvor nu Gammel Frederikskog ligger. Der har ikke været mulighed for at finde noget om dette navn. Heller ikke at det skulle have været en sunket kirkeby.
Nørremølle
I 1739 blev der i nærheden af den gamle kogs-sluse bygget en mølle, som er kendt under navnet Nørremølle. Dette var nok den ældste hollandske mølle i Nordslesvig. Den blev nedbrudt i 1856 og genopbygget i Højer. I møllerboligen blev der indrettet kro. Selve mølledriften har også været en god forretning. I 1760 havde møllen således ikke mindre end tre møllersvende og to piger ansat. I 1727 blev kogen opmålt, og der blev udarbejdet en jordebog.
Problem med Rudbøl Kog
Der var store problemer med ind-digningen af Rudbøl Kog. Det var en kostbar affære. Håbet om at afvandingsforholdene blev bedre kom ikke til at holde stik. I Tønder Intelligensblad
første årgang hedde det i september 1813:
I en tysk topografi fra 1799 kan man læse:
Blandt de huse, der lå strøet over hele kogen, var der dengang endnu en haubarg. Den lå på det, der hedder Seyfferts værft. De to sidste ejere var Thomas Nielsen(omkring 1760) og Seyffert von der Merwede. Værftet blev opkaldt efter den sidste. Haubargen blev nedbrudt i første halvdel af 1800 – tallet. Von der Merwedes datter Juliane blev gift med distriktslæge Fysikus Peter Dirks i Tønder.
I 1905 blev to tredjedel af kogens areal mejet og en tredjedel græsset. Kvægbestanden var 11 heste, 128 stk. hornkvæg og 117 får. Om sommeren var kvægbestanden væsentlig højere.
Rudbøl Kog
Kogen, der ligger ca. 4 km syd for Højer, blev i hele sin længde gennemstrømmet af Vidåen, fra Rudbøl Dyb til Rudbøl Kog Diget. Fra omkring 1919 førte en bro over åen.
Tidligere foregik overfarten med en færge. De sidste to færgemænd var Peter Petersen og Hans Chr. Nielsen. Det kostede 50 pf. For en ladning hø, for en vogn 25 pf. Og for et kreatur 10 pf.
I krigsårene 1914 – 18 var færgefarten indstillet, da den ene færgemand var indkaldt til krigstjeneste. Prammen blev da trukket på land. Transporten blev meget besværlig.
Ny Frederikskog
Den sidste af de nuværende koge, Ny Frederikskog blev inddiget i 1859 – 61. Ind-digningen kostede en million mark. En del var opsparet, resten blev fremskaffet ved lån. Pengene blev betalt efter 17 år. Det gjaldt de samme regler for Ny Frederikskog som Gammel Frederikskog. Begge koge fik brugsret til forlandet ud for havdiget.
Omfattende dige-arbejde
Fra forskellig side blev der ønsket en ny stensluse frem for en træsluse. I løbet af 1859 blev der opført et foreløbigt kajdige, det vil sige en lille dæmning. Denne blev lavet for at beskytte arbejderne under selve dige-byggeriet. Fra prædikestolen blev der oplæst et specielt reglement, der gjaldt under byggeriet. Her blev der fastlagt, hvem der havde kommandoen, og hvornår man ikke måtte arbejde. Således hed det sig i & 16:
Under dige-byggeriet blev arbejdet en del forsinket. Vandet brød igennem det såkaldte kajdige. Det betød store tab for entreprenørerne.
Ind-digningen krævede mange arbejdere. Ja tusinder af fremmede arbejdere bosatte sig midlertidig i området. De boede blandt andet i jordhytter, der var indrettet mellem kajdiget
og hoved-diget. Til at opretholde ordenen, blev der stationeret et kompagni soldater. De blev først indkvarteret i Rudbøl, senere i Højer.
Ny havsluse
I forsommeren 1860 blev grundstenen lagt til den ny havsluse. Det var en åben stensluse. Dagen blev fejret under stor deltagelse. Der var rejst to store telte til anledningen. Kong Frederik den Syvende, der skulle have foretaget nedlæggelsen af grundstenen, kom ikke. Hans navn figurer dog på de to metalplader, der er anbragt på slusen til minde om.
Stormflod ødelagde arbejdet
Sommeren 1860 var ikke særlig gunstig for dige-arbejdet. Der var meget regn – og stormvejr. To gange, den 23. august og 3. oktober blev kajdiget gennembrudt af en stormflod og hoved-diget beskadiget. De huller, hover man gravede jord, uden for diget, blev fyldt med vand.
Dige-arbejdernes jordhytter blev ødelagt. Arbejderne kom i store skarer til Højer for at finde et midlertidigt logi.
Det ugunstige vejr var heller ikke godt for sundheden. Et par af arbejderne druknede, men også en del omkom som følge af sygdom. Det ny-inddigede kog udgjorde sammen med Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog en kommune. Omkring 1923 blev diget forhøjet med
en meter nogle steder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 14.10.2021
Dato: april 5, 2010
Hvordan levede man på Rømø i gamle dage. Vi kigger lidt på deres kirke. Selv på kirkegården kan man læse historien. Søfolkene
tog sæljagt på Grønland. Tønder – købmænd havde store interesse i dette. Der var slagsmål i luften i forbindelse med bjergninger. Og tænk, der var en sporvogn på Rømø, ja egentlig skulle der have været et damplokomotiv. Under krigen var ca. 2.500 ansatte i de tyske bevogtninger.
Mange tyskere til Rømø
Hver fredag i sommerperioden var Ribelandevej i Tønder dengang i 60erne fuld af tyskere på Vej til Rømø. Og ofte stod vi derude for enden af Lærkevej
og fulgte når redningskøretøjer satte kursen mod Rømø, fordi en tysker igen engang var drevet til havs på sit badedyr eller madrads. Jeg fulgte med Falcks
kommunikation på min lettere ombyggede transistorradio.
Antallet af ferieovernatninger på campingpladser, hoteller og sommerhuse udgør i dag ca. 2,5 millioner. I modsætning til det mondæne Sild er adgangen til stranden gratis.
Tour de France var vand
Jeg husker også vores cykeltur til Rømø. Tour de Frances tinder er vand i forhold til de prøvelser, der var, at cykle til Rømø fra Tønder. Og det er særlig barsk, når blæsten pludselig vender, så man også har modvind på vejen hjem. Rømødæmningen var en frygtelig forhindring.
Egentlig havde man længe haft planer om en dæmning, men den blev først påbegyndt den 8. april 1940 – dagen før besættelsen. Projektet kun have taget to – tre år, men først i 1948 var man klar til indvielsen.
Men den historie er nok ikke helt rigtig. Min far var der allerede i 1939. I årene 1940 – 41 var der ansat 400 mand på projektet.
Talrige gange er den blevet repareret, således efter stormfloden i 1976, hvor omtrent halvdelen forsvandt under vandet.
Man valgte at anlægge dæmningen så den fulgte vandskellet mellem Juvre Dybs og Lister Dybs tidevandsområder. Men nærmest Rømø fik dæmningen et lidt sydligere forløb. Derved afskar man et havområde på cirka 5 km2, hvor tidevandet blev tvunget nord om øen.
Tænk at der er brugt 2 millioner m3 jord. I 1963 blev den 8 meter brede kørebane udvidet til 12 meter.
Rømø omtales i 1226
Hvad betyder ordet egentlig? Det stammer fra det jyske og betyder langstrakt forhøjning og ø. På frisisk hedder øen Rem og på tysk Röm
Røm omtales allerede i 1226 i et paveligt håndskrift og betegnes i 1231 i Kong Valdemars Jordebog som Rymø.
Hvornår øen er blevet befolket, vides ikke med sikkerhed. I en fortegnelse fra 1291 blev det gods, der tilhørte Ribe Domkapitel, nævnt at de afgifter i smør og ost, som Øregården og en anden gård på Rømø skulle erlægge.
Øregården er muligvis ophav til det nuværende Juvre, der således er det ældste bebyggelsesnavn på øren. Men kirken er jo også bygget på et tidligt tidspunkt.
Omkring midten af 1600-tallet boede der cirka 1.500 på Rømø. I 1910 var indbyggertallet faldet til 802. Tilbagegangen skyldtes at befolkningen udvandrede til Danmark og Amerika. Det var blandt andet for at undgå preussisk militærtjeneste.
Rømø var opdelt
Indtil 1864 var øen delt i en sydlig del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del kongelig strøgods henhørende under Hvidding Herred.
Grænsen mellem de to dele gik i øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at Dronning Margrete den Første omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.
Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra hertugdømmet Slesvig.
Den omstændighed, at såvel den sydlige del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne, sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand Lister Dyb.
Et langt farvel
Når en sømand skulle på langfart, så rejste ingen sømand før han havde sagt ordentlig farvel. Over hele øen gik det for at sige farvel til slægt og venner. Sådan
et farvel kunne godt tage en hel uge.
Skibsbjælker i Rømø – huse
Rømø – gårdene er gene bygget i vinkel eller t – formet med øst – vestlig retning. Så har den barske vestenvind mindst mulig angrebsflade. Det vigtigste opholdsrum blev lagt så lunt og trækfri som muligt bag stald og lade. Husene var som regel bygget af mørkbrændte rødviolette sten og muret med skær-kalk.
Den mørkerøde farve farve, står godt til landskabet. Mange steder beklæder fajancefliser i både dagligstuen, opholdsstuen og køkkenet på de rige gårde.Mange bjælker i de gamle Rømø – huse har en fortid som dæksbjælker på et skib. Der strandede tidligere mange skibe på Rømø. Måske har man også købt udtjente skibe til ophugning. De blå – hvide hollandske fliser bærer ofte bibelske motiver. Men også skibsmotiver prydede disse fliser.
En spansk grundstødning
Vi talte om strandinger. I 1716 strandede den kongelige spanske fregat Princesse ved Rømø Nørlands kyst. Der blev reddet i alt 70 personer. En bonde i Juvre fik bjerget noget krudt. Åbenbart omkom en spansk gesandt sammen med sin familie.
En stranding og 10 retssager
Nu gik alt ikke lige gnidningsfrit, når der skete en stranding. Det kan måske have noget at gøre med den slesvigske del og den kongerigske del. Således første en stranding i 1717 til tre sagsbehandlinger i Hvidding Herreds ting, seks behandlinger i Ballum ting og en gang på Fanø Birketing.
Søndag den 26. september 1717 opdages et vrag vest for Knuds. Fem både fra Fanø, tog derud- men mørket overraskede dem. De tog nogle småting med sig.
Næste morgen befandt vraget sig ud foran Bollert Strand ca. 1 mil ude i vandet.
Nogle Nørlands – folk tog derud i Peder Præsts båd. De havde ordre fra herredsfogeden om at føre vraget til havnen i Kongsmark.
Der kom også to både fra Sønderlandet med 10 mand. Sammen blev man enige om at bringe skibet ind gennem Blådybet, der dengang endnu dannede en sejlrende mellem Havsand og Rømø. Men det lykkedes ikke. Vraget stødte på grund.
Om natten drev vraget længere sydpå og ind på Sønderlandets forstrand. Ved lavvande kunne man gå ud til det. Til sidst lykkedes det at få vraget bugseret ind til Havneby.
De mange retssager endte med, at Sønderlandets fiskere fik bjergningslønnen.
Mange værdifulde laster
Det var en livlig sejlads der foregik omkring øen. Og bjergninger kunne udgøre et meget stor indtægt. Før 1700tallet lå strandingssagerne i stens hænder. Derefter blev det almindelig at bortforpagte rettighederne til private. Strandingsgodset repræsenterede ofte en betydelig værdi. En sport, var det for mange
Rømø – borgere for efter en storm for at se, om noget kunne bjerges. Ofte blev borgere fra Rømø anklaget for strandrøveri. Den der kom først havde retten, skulle man mene. Men sådan var det ikke altid. Ofte ende en bjergning med skænderi og slagsmål. Det retslige blev afgjort af diverse af retssager.
I 1760 kom en sag for Ballum Tinget. 11 oksehoveder (a 217 liter) fransk vin var bjerget. Egentlig var det pågældende skib strandet ved Helgoland. En købmand fra Bremen meldte sig som den retmæssige ejere af vinen. Ja egentlig kunne vi lave en artikel, der kun handlede om strandinger ved Rømøs kyst. Der var mange af dem.
90 pct. er ren natur
Egentlig er det mærkeligt at forstille sig men 90 pct. af øen er ren natur. Mod nord er øen afgrænset af Juvre Dyb på cirka 17 meter mod syd af Lister Dyb
på indtil 37 meter.. Man tror næsten det er løgn, når indbyggertallet kun er ca. 720. Om sommeren er øen nærmest overbefolket.
En 3 meter klitzoner går ned gennem øen. Her er fredede heder og plantager. Mod nord ligger Juvre Diget anlagt i 1926 – 1928 og forstærket i 1965 – 1965. Men dette har dog ikke kunnet stoppe vandet.
“Nordseebad” Lakolk
Stik mod vest ligger Lakolk. Stedet blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse. Sandstranden er enestående. Så mangen en Tynne – Knajt har taget sine første køretime her hos far.
Ikke så sært, at turisme er øens vigtigste erhverv.
Moden med strandbadning går kun tilbage til midten af 1800tallet. Først i løbet af 1900tallet blev det almindeligt at tage til stranden. Langs vadehavskysten havde bademoden bredt sig fra Før. Her blev det første kurbad bygget allerede i 1819. Mon ikke Christian den Ottende og H.C. Andersen har været ude at bade her?
“Nordseebad Lakolk” blev oprettede af den meget initiativrige præst, Jacobsen fra Skærbæk. Lokale købmænd fra Skærbæk og en enkelt gæstgiver fra Hvidding købte et klitareal på 70 ha. Ligeledes købte man en stribe jord tværs over øen. Her ville man anlægge en tilkørselsvej.
Men det var lidt af en rejse, at komme hertil. Først kom man med toget til Skærbæk. Herfra gik det med hestevogn til brohovedet nord for Skærbæk med damperen Röm til Kongsmark. Til sidst gik det med en hestetrukken vogn tværs over øen. Den første sæson var der kun to blokhuse og fire værelser på Lakolk.
Omkring 1900 blev der opført omkring 40 blokhuse i forskellige størrelser. Det var vel nærmest et jævnt billigt kursted for den tyske middelstand. Desuden var der et hotel Drachenburg, et logihus og en restaurant Kaiserhalle.
Og en troljebane, som var en lille hestetrukken skinnebane blev indrettet fra badestedet til Kongsmark på Rømøs østkyst. Tanken var, at vognene skulle strækkes af et damplokomotiv. Men den 10. december 1900 blev der midlertidigt givet:
Faktisk bestod denne bane i 40 år. Den blev først nedlagt i 1939.
Selskabet går fallit
To varmbadshuse uden toilet blev indrettet, og ude ved stranden blev forfriskningsstedet Strandhalle indrettet. Men ak og ved. I 1903 gik selskabet bag badestedet fallit. Badet blev endelig lukket omkring første verdenskrig.
Efter Genforeningen blev blokhusene udstykket og solgt til private.
Drachenburg brændte i 1965 og Kaiserhalle forfaldt op gennem 1900tallet. I 1989 blev det nedrevet.
Natur – hele året
Hvis man ikke lige er til strandlivet, så skulle du tage at aflægge øen et besøg i eftersommeren. Lyngen blomstrer og farvelægger hele øen. Trækfuglene samler sig i store skarer.
Når efteråret går ind, viser havet sit sande ansigt. Det barske Vesterhav går ind over stranden og måske efterlader det sig noget rav. Og os fra vestkysten har haft den smukke oplevelse med en travetur langs stranden ved vintertide – det er godt for både sjæl og legeme.
Før dæmningen lå Rømø hen som et fredens paradis. Rotter og ræve er nu kommet over på øen til skade for fuglelivet. Men også rådyr og muldvarp har indfundet sig. Meget sjældent forekommer hugorme.
På vej ned mod Havneby ligger Kommandørgården. Den blev bygget dengang skibsførerne kaldet kommandører opererede fra Rømø. Den er bygget i 1748.
Mystik omkring Borgbjerg
Lige nordøst for Kommandørgården rejser sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg (Borrebjerg). Stedet omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg. Den gang i Middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb og så øst om Rømø. Så det var jo et fantastisk sted at kigge en sørøverborg. Men det kunne også have været et forsvarsanlæg, der skulle beskytte befolkningen mod sørøvere. I 1875 skulle stedet være brændt.
Men det kunne også være hændt før. I 1361 gjorde befolkningen på mange af de frisiske øer oprør og nedkæmpede forskellige borge. Det kunne være sket omkring 1409, da Margrete den Første lod en mængde små borge nedrive.
I alle årene var Borgbjerg forladt. Og spøgeriet tog fat.
Guldet forsvandt
Engang fandt en mand således en stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han frem med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun heldet gjorde, at mændene ikke røg med. Og det er ganske vist. Mon ikke vi snarest skal foranstalte en udgravning på stedet.?
De underjordiske og jordemoderen
En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fuldt med træspåner. Tankeløst kastede hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste guld.
Den omtalte borg gik der mange rygter om. Nogle mente endog, at det var en gammel vikingeborg. Andre mente, at det var Claus Limbæk, der i slutningen af det 14. århundrede havde bygget den. Mærkelig nok bestod højen af ler, som ellers ikke fandtes på Rømø.
Fodstien til Frudal
Et sagn fortæller om en fodsti, der fra borgen førte til Frudal, et stykke hede nordvest for kirken. Ad denne sti skal en elsker i ældgammel tid have vandret til sin kæreste, der boede derude.
I Frudal skulle der i sin tid have stået en by, som sikkert er blevet offer for en sandflugt. I Riberhus Jordebog fra 1581 omtaltes Niels Chrestens aff Fruerdall.
Heksen fra Rømø
Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø. Hun blev aflivet, fordi hun var heks. Sikkert under tortur indrømmede hun, at Mette Thøffrings også var heks. Men denne blev først dømt 14 år senere sammen med Maren Peder Bodzers, som var indespærret på Møgeltønderhus.
Den lille skole
I nærheden af Kommandørgården ligger landets mindste bevarede skolebygning. Den er nu fredet og restaureret af Nationalmuseet. Den lille skole, der kun er 6 x 6 meter, var ramme om undervisningen fra 1784 til 1874. Til tider rummede bygningen 40 børn.
Mod syd ligger Havneby med færgeforbindelse til Sild. Selve fiskerihavnen blev anlagt i 1964.
Østers i massevis
På havbunden ud for Ribe, Rømø og Fanø lever nogle af verdens mest delikate østers. Det er de såkaldte Stillehavsøsters. Delikatessen kan findes i en bestand på cirka 11.000 ton i Vadehavet. De kommer til syne ved lavvande, hvor den kan håndplukkes direkte fra bunkerne på havbunden. Bankerne med de op til 30 centimeter store østers ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet.
Men pas lige på, når du begiver dig ud iført gummistøvler eller waders. For højdeforskellen på ebbe og flod er cirka to kilometer.
Rømø Kirke
Rømø kirke, der stammer fra 1100 tallet, har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som dog er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700 tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og på kirkegården findes en stor samling af udsmykkede kommandørgravesten fra 1600 til 1800.
Kirken er selvfølgelig viet til Sct. Clemens – sømændenes skytsengel.
Som så mange andre steder solgte man kirkesæderne. Pengene brugte man til at vedligeholde kirken. Blandt dem, der købte disse sæder var skibsreder A.P. Møllers oldeforældre.
Meget særpræget så hænger der 15 hatteknager ned fra loftet. På flere af dem finder man ejermændenes initialer.
Gravstene fortæller historie
Den store tilknytning til havet og havets folk er ikke mindst udtalt på kirkegården med den enestående samling af karakteristiske gravsten over kommandører. Disse storskippere tog i flere tilfælde deres egen gravsten med hjem fra egnene omkring Rhinmundingen. Hollandske mestre huggede både indskrift og billeder i kalkstenen. Som regel blev det en hel levnedsbeskrivelse. Der stod også en plads åben til kommandørens og hans kones død.
De meget talende billeder gengiver ofte skibe. På en enkelt sten har kunstneren foreviget det øjeblik, da skibet sejler af med vajende flag, mens kommandørens kone og børn står og vinker inde på stranden.
Andre sten bærer udtryk for glæden over ægteskabet:
Sildeeventyr
Fra gammel tid var øens beboere knyttet til søen. Landbruget spillede kun en beskeden rolle. Omkring år 1500 deltog Rømø – fiskerne i den store silde – fangst ved øen Helgoland. Det vides at i 1513 deltog 11 skibe og 70 mand fra øen i dette eventyr. Fra 1534 søgte silde – stimerne andre veje. Så startede rødspætte
– fiskeriet ved de hjemlige strande. Foruden rødspætter gik naturligvis andre fiskearter i garnet som torsk og ål. I tiden mod år 1800 var der en del rokker, som dengang var en yndet spise.
Sælfangst og Tønder – købmænd
Rygter vil vide, at Rømø – fiskere sammen med fiskere fra Helgoland deltog i sælhundefangst. Men her på dengang.dk har vi kunnet finde bevis på dette. Godt nok var der masser af tran på øen. Det kunne selvfølgelig være nøglen til dette. Da sælfangsten var på sit højeste i 1685 var der på Rømø ca. 10 – 11 skibe, der var velegnet til dette.
Sandsynlig er det dog, at et mindre antal Rømø – skibe senere deltog i sælfangsten ved Grønland. Således sejlede skipper Lauritz Michelsen af Rømø den 3. december 1716 med sin 1 læsters skude til Tønder med 82 tønder tran af dette Aars fra Grønland hjemførte Sælflæsch. Der nævnes 3 skibe, som havde været
i Grønland.
Noget tyder også på, at der var nær forbindelse mellem Tønder – købmænd og Rømøs Grønlands – skibe. I Tønders relations-protokol fra 6. februar 1739 findes et notat om, at mandskab fra tre Grønlands – skibe skulle fritages for flådetjeneste.
I 1730 skulle Tønder – købmændene have sendt 7 sælfangstskibe til Grønland. I Tønder blev der således i 1769 oprettet et Grönländisches Comagnie.
Og i 1716 havde Tønder – købmændene bygget et pakhus på Rømø for 1.748 rigsdaler. Af toldbogen 1769 fremgår det, at Søren Amders den 23. september sendte 48 potter tran og 36 stk. skind af de af ham fangede sælhunde til Tønder.
Samarbejdet mellem Tønder og Rømø med hensyn til sælfangst varede i cirka 70 år. Regner man lidt på det, så må man formode at 30 – 60 familier på Rømø
kunne leve af sælfangsten.
Østers
Meget tidligt var der tale om et betydeligt antal østersbanker i Vadehavet. Særlig omkring Ribe var der mange. Selv standsfolk spiste østers. I 1643 befalede Christian den Fjerde at der til Glückstadt skulle sendes 40 tønder af østersøfangsten fra bankerne ved Lister Dyb. I 1740 drev 14 både østersfangst fra Rømø.
Fra Havneby blev der i 1605 fisket med 18 både. Fra 1612 blev der også fisket fra det nu forvundne Helmodde på Rømøs sydkyst. Fiskeriet s betydning fremgår blandt andet af en afgift, der skulle erlægges til Haderslevhus på bl.a. 13.270 skuller (fladfisk) og 530 rokker.
På hvalfangst
I 1700 – tallet spillede øens søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe, der opererede ved Svalbard. I 1770 havde øen ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte kommandører, hjemme på Rømø. Som regel var de fører af hollandske eller hamborgske skibe. I 1777 var det dog et ulykkeligt år for øen, 23 søfolk omkom ved skibsforlis under Grønlands østkyst.
Fanget af sørøvere
Sørøvere mødte Rømø – sømændene også. Men ofte tog man nord på, og sørøverne opererede dog mest omkring Middelhavet. Andreas Sørensen Decker
blev dog den 29. maj 1724 fanget af sørøvere fra Algier. Hans befrielse kostede 2.000 rigsdaler. En del kom fra Slavekassen i København. En ven stillede en kaution på 300 rigsdaler. En indsamling fra 261 bidragydere på øen samlede dog kun 21 rigsdaler.
Men også på fastlandet og de andre øer blev der samlet ind for at få frigivet den uheldige sømand. Fra ca. 1800 blev Islandsfarten og almindelig fragtfart mere almindeligt. Fra 1880erne gik skibsfart og fiskeri tilbage og fra 1900 tallet blev turisme øens vigtigste erhverv.
Udehavn for Ribe
For længe siden, da Ribe havde sin storhedstid som handelsby oplevede Rømø det samme. Indsejlingsforholdene til Ribe var ikke optimale. Man løste problemet ved at de store skibe lagde til på Rømø. Lasten blev så læsset om og fragtet videre til Ribe. Men da Handelsbyens status forsvandt blev søfolkene
på Rømø hvalfangere.
I storhedstiden tjente rømøboerne store penge, når de fragtede varerne videre ind til Ribe. Også Christian den Fjerdes saltskibe fra Spanien måtte anke op ved Rømøs sydspids, når varerne skulle afsættes i Ribe.
Allerede i 1292 overdrog Erik Menved,
Allerede i 1588 syntes Juvre Dyb at sande til. Hollænderen Lucas Westerschein advarede i en navigations – guide at bruge dette dyb. I stedet skulle man bruge det nuværende Knudedyb mellem Fanø og Manø, hvis man ville ind til Ribe.
Hvorvidt Ribe havde ret til Rømø Havn dengang, kan godt betvivles. Men et er sikkert , Ribe tjente på tolden.
Rømø fik opbygget en anseelig handelsflåde. Af de i alt 109 skibe, der i 1605 anløb Ribe var de 19 fra Rømø. I 1608 passerede 23 skibe Øresund.
Svenskerne brændte Rømø – flåden
Under Torstensson – fejden i 1643 brændte svenskerne 26 af øens 32 skibe. De har været årsag til meget ondt i Sønderjylland – disse svenskere.
Men trods store vanskeligheder rejste man sig igen på Rømø. Således oprettedes i 1687 en navigationsskole på øen. Desværre fortrængte dampskibsfarten
efterhånden den traditionelle sejlads. Indtil ca. 1805 var der øst for Tvismark et trankogeri.
Landbrug
Landbrug har ikke givet det store på Rømø. Men fra præstens indberetning ved vi, at der i hvert fald i 1649 blev bedrevet landbrug på øen. En lignende indberetning stammer fra 1690. Meningen var at præsten skulle have tiende, men det bar nu ikke meget, han fik.
I 1902 blev der foretaget en såkaldt kvægtælling på øen. Den viste, at der var 140 heste, 937 stykker hornkvæg, 1696 får og 66 svin. Det var kvinderne, der stod for landbruget. Mændene var på søen. Men der skulle også sørges for fremstilling af tøj. Sandflugt og oversvømmelser hørte også til dagens orden.
I 1840erne, da skibs – eventyret forsvandt begyndte mændene at tage del i arbejdet derhjemme.
Brændselsbjergning
Brændselsbjergning var noget man foretog i fællesskab. Der var ikke rigtig nogen mose
eller skov på Rømø. Det eneste brændsel var lidt drivtømmer og lyng. Ko – heste – og fåregødning blev også anvendt.
Tørvegravningen foregik på bestemte dage i forsommeren. Efter tilsigelse af “æ Pandmand” måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at opsøge en velegnet plads. Klokken 9 hejste “æ Pandmand” sit flag til tegn på, at nu måtte man begynde. Der gravedes til kl. 12. Senere blev der igen gravet fra 15 til 18.
De fattiges ø
Ofte taler man om, at Rømø var en fattig ø. Således var der i 1725 problemer med at bygge en Degnebolig, fordi befolkningen ikke have råd til det. Man sagde,
at søfarten var så dårlig som aldrig før. Sø – og sandflugt ødelagde jorden. Men i midten af 1700tallet syntes velstanden at have fundet vej til øen.
Den rige kaptajn
Ifølge sagnet ejede Harcke Thadens i Toftum så meget, at han fik 1 rigsdaler i rente hver gang klokken slog. Han havde arvet en formue efter sin kones morbror, en Kaptajn Petersen i Toftum, der ved sejlads fra Göteborg skulle have tjent 160.000 rigsdaler. At sagnet måske ikke er helt forkert, viser det hus, som Harcke Thades boede i. Det var udstyret med en næsten overdådig pragt.
De rige fungerede som bank
Et vidnesbyrd om øens pludselig velstand, var, at bønderne fra hele det nordvestlige Slesvig tog til Rømø for at låne penge. Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol var der alene i tiden fra 1738 til 1740 tinglæst 16 obligationer udstedt til mænd på Rømøs Sønderland.
Men omkring 1813 ramte krisen Rømø. Pengene fra lånene var betalt tilbage. Men værdien af pengene var ikke så meget værd. Modløshed fulgte.
Og så siger man, at skibsreder A.P. Møllers slægt stammer fra Rømø. Det kommer så igen an på, hvor langt tilbage, man går. Jeg mener, at den første Mærsk – slægt går tilbage til Ballum – egnen i begyndelsen af 1600tallet. Således er de to slægter, købmandsfamilien Olufsen fra Tønder og bondeslægten Knudsen
fra Trøjborg i familie med Mærsk.
Og tænk et par gange, er der strandet kaskelothvaler på Rømø.
Kystsejladsen forsvandt
Flere gange barslede man med planer om en kæmpe havn på sydsiden af Rømø ved Lister Dyb. Så sent som i 1889 havde tyskerne planer om dette. Med anlæggelsen af Rømø – dæmningen forsvandt kystsejladsen.
Rømø – dragten
Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Mændene på Rømø har dog ikke brugt nogen nationaldragt. Man havde desuden en fest -, kirke og sørgedragt.
Naturligt at blive sømand
Man spurgte aldrig en dreng på Rømø dengang, hvad han ville være. Det var forudbestemt, at han skulle være sømand. Hjemme i de trange stuer blev der fortalt om Grønlands isbjerge og Kina og Indiens særheder. Indtil det var så vidt, måtte knægten deltage i markarbejdet. Og kvinderne lyttede til mændenes tale. De kom stort set ikke ud for øen.
Hvervekontor
Kaptajn P.J. Michelsen i Toftum var agent for Donners Kompagni i Altona. Af efterladte papirer fremgår det, at han i 1783 – 84 havde hyret 152 mand, deraf 40 – 50 fra Rømø. Men der blev også hyret folk fra Ballum, Brede, Hjerpsted, Visby, Emmerlev og Højer Sogne.
Den lange forlovelse
Man forlovede sig i en meget ung alder, men giftede sig først når man havde fået sin eksamen (Styremandseksamen). Forlovelsestiden strakte sig ofte over 6 – 8 år, og det var de unge, der selv traf valget.
Tre ugers tid før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangtem tingslysning, som så på sædvanlig vis skete tre søndage i rad. I bryllupsgården fejredes trolovelsen med et kaffegilde.
Brudeseng
Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en rede-kone, fire skænker og fire brudepiger.
En uge før brylluppet skulle der være Brudeseng. Fra de gårde, hvor man ville give flæsk, kød og pølser (et Fad Mad), som brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.
I rede-konens påsyn blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede, hvad der af undertøj hørte til en fuldstændig beklædning, og alt hvad der hørte til et sovekammerudstyr. Når de, der var mødt til Brudeseng havde fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem forvist af rede-konen. Dette gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.
Så blev der drukket skål på det, og gæsterne dansede hele natten.
En bryllupsindbydelse
To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:
Skænkerne lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkener, knive, gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til gildet.
Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at få ørenlyd og give ordre.
Mor blev i køkkenet
Rede-konen sørgede for at pynte bruden, og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod, kom ikke engang med i kirken og heller
ikke med i køkkenet. De måtte blive i køkkenet, for at tjekke om alt gik rigtig for sig.
Brudepigerne og skænkerne var opvarter.
På bryllupsdagen om morgenen blev gæsterne mødt af brudepiger og skænker. Mændene blev budt på en brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en Skefuld Mjød og tvebak af et fad.
Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinnka´g (hvedebrød med rosiner og krydderier i ). Dertil tre til fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en Rumpunch. Derefter tog man i kirke.
Ved middagen bærer skænkerne på de store stegefade flæskeskiver (Bøster) ind til skafferen, som fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil flere flaske brændevin og snaps.
Anden ret er vinsuppe med mange rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kavring) med smør og øl til. Mens der blev fortæret gik tre underkopper
rundt. Det var indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.
Dansen om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Der sluttes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om søndagen med æ søndagshytte.
Ja egentlig varede et bryllup på Rømø en hel uge.
Begravelse på Rømø
Når en person var død på Rømø blev der ikke ringet med klokkerne. Æ Bojmand, en unge pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt til hvert
hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan.
Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til Kest-læg. Samme dag gik Æ By – mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.
I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.
En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt.
På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt Ærr´øl.
Gilder på Rømø
På skibene herskede der respekt og rangorden, men når man først havde betrådt landjorden kunne kaptajnen og hans skibsdreng mødes til gilder og fest. Nu var det ikke så mange gilder dengang. De få gilder var koncentreret om høsten, svineslagtningen og julen.
Julegildet var et almindeligt aftenbesøg, kun varede det noget længere. Der spistes to gange, første gang med kaffe og anden gang med the til.
Til høstgildet Æ Opslit blev Slætteren og andre, der havde hjulpet med høstbjergningen bedt til middag. I den anledning blev der gerne slagtet et lam. Svineslagtningen var en af årets begivenheder. Foruden en so og et par ung-svin slagtedes der nemlig 3 – 4 får og lam i en husholdig. Dagen, da svinet skulle slagtes, var gerne bestemt lang tid i forvejen, og der skulle mange hjælpere til.
Om aftenen blev naboer og venner indbudt til pølsegilde og opvartet med sorte og hvide pølser. De store folkefester som fastelavn og Peders Dag forsvandt efterhånden på Rømø.
Peders Dag eller nærmere aften den 21. februar var dengang en betydelig fest. Og det var det på alle øer i Vesterhavet. Dagen til “Pers Awten” drog drengene i skare i byen rundt og bad om en knippe halm. Man anskaffede sig en tjæretønde. Halm og tønde blev bragt op til en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og tønde og sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by. I tidligere tider samledes ungdommen om disse bål.
Inden prøjserne satte grænser for friheden morede borgerne sig med dans, tilfældig arrangeret privat eller på kroen.
Nazisterne holdt møde
Og dem, der tror, at man ikke mærkede noget til anden verdenskrig på Rømø, må tro om igen. I 1938 holdt nazisterne propagandamøde på øen under ledelse af Kreisleiter for Tønder Amt, lærer Hansen fra Nørre Løgum og Ortsgruppenleiter for Tønder By, margarineagent Jessen.
I september 1939 mente flere beboere, at der var foregået en luftkamp over øen. En tysk vandflyver, der havde været på opklaringsflyvning over Skagerrak blev angrebet af to engelske fly. Et par dage efter kastes der flyveblade ned fra et engelsk fly, der advarede tyskerne på tysk. Den 14. september ankom der 10 grænsegendarmer.
Et større fly styrtede i havet lige syd for øen, en måned efter.
I0. januar 1940 kastede et engelsk bombefly tre bomber ned over Rømø. Piloten troede, at han kastede bomberne over Sild. Næste dag passerede 12 bombefly i meget lav højde hen over Rømø mod syd.
I marts mærkedes lufttrykkene tydeligt fra et stort bombeangreb mod Sild.
De tyske soldater ankom
Den 9. april ankommer en masse tyske soldater på øen. Grænsegendarmerne får at vide, at de er kommet efter anmodning af den danske regering. Ca. 300 soldater blev landsat ved Havneby.
Luftværnskanoner ankom til øen. Ved stranden fandt man en 19 – årig engelsk skytte fra et fly, der styrtede ned ved Sild. Forskellige spærreballoner drev ind over øen og forrettede en del skade. 14 miner drev op mod stranden. En del af dem blev straks bragt til eksplosion.
Tøj af spærreballoner fra London
I marts 1941 blev der igen kastet engelske bomber over Rømø. Fem engelske marineflyvere drev i land og begravedes på kirkegården. Den 27. september styrtede et engelsk fly ned ved Rømøs sydspids. Tre besætningsmedlemmer blev taget til fange og senere sendt i krigsfangerlejr. Tre andre døde ved styrtet.
Den 1. november kastes en masse brandbomber ned over Rømø. En masse engelske spærreballoner drev ind over øen. De stammede antagelig fra Londons
bombardement. Befolkningen bruger stoffet til at lave regntøj og vindtætte jakker. Flere døde engelske piloter findes i løbet af året ved strandene.
Den 1. september 1942 blev en landmand kørt ned af en værnemagtsbil, hvis fører havde været på besøg på Havneby Kro. Flere engelske lig dukkede op på stranden.
I 1944 blev ø-kommandant Seeger arresteret. Han havde solgt flere våben til den danske modstandsbevægelse. Hollandske krigsfangere blev overført til øen. Et canadisk fly blev skudt ned. Alle 10 ombordværende overlevede og blev taget til fange.
Badning forbudt
Den 5. januar kunne Rømøs befolkning observere 100 allierede bombefly passere Rømø mod øst på vej til Kiel. Men endnu flere overfløj øen natten mellem den 28. og 29. Engelsk pilot nr. 27 blev begravet på kirkegården.
Den 11. februar blev to huse i Kongsmark frarøvet ting af bevæbnede soldater. Overflyvningen af allierede fly blev hyppigere. Den 1. maj var det slut med at bade på Rømø. Den tyske værnemagt bekendtgjorde at diger, forland og strandområder på Rømø blev erklæret som spærreområder. Der var ingen adgang for civilpersoner.
Den 13. maj nedkastes 150 brandbomber. Et enkelt hus nedbrændte. I juni blev indrejsebestemmelserne til Rømø skærpet.
Natten mellem den 16. og 17. august krydsede mere end 800 allierede bombefly Jyllands vestkyst. Målet var Kiel og Stettin.
Tysk soldat skulle hældes ned i jord
Den 30. august begik en tysk soldat selvmord. Han skød sig i barakbyen i Kongsmark. Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder. Men præsten nægtede og mente, han skulle have en værdig begravelse. Og det fik han, den 3. september 1944.
I 1945 steg antallet af tyverier på øen. Sognerådet oprettede et vagtværn, der skulle forhindre dette. I alt var nu 2.406 personer beskæftiget ved de militære anlæg på øen. Der fremkommer flere beskydninger af de militære anlæg på øen.
Befrielsen
Efter befrielsen blev et 10 – mands udvalg nedsat på øen. De skulle blandt andet finde ud af, hvem der arbejdede for den tyske værnemagt. Den 6. maj afholdtes der takkegudstjeneste i Rømø Kirke. De tyske styrker på øen i alt 800 mand overgav sig til to betjente og to frihedskæmpere.
En engelsk oberst, en engelsk marinemajor samt en fransk løjtnant kom med motorbåd fra Sild. Efter en time returnerede de igen. 600 soldater forlod øen i fire store og 4 små skibe med kurs mod syd.
26 englændere og 10 danske frihedskæmpere ankom til øen den 22. maj. Om aftenen returnerede englænderne igen.
I slutningen af maj ankom 30 soldater fra Royal Air force. De overtog bevogtningen af de militære anlæg. Tyske soldater var i gang med at fjerne de cirka 6.000 landminer på øen. Under dette arbejde dræbtes flere.
Et skønt minde
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 5. – 01 – 2022
Dato: april 5, 2010
Oppe fra et soveværelse i Ny Frederikskog kunne toget ses, men ikke dæmningen. Turiststormen mod Sild er enorm. Den truer med at stresse øen. Læs her om Hindenburg – dæmningens bygning og om den spændene ø, den fører over til. Inden dæmningens bygning, tjente hotel – og restaurationsfolk i Tønder og Højer mange penge på de tyske kurgæster.
Et tog i det fjerne
Oppe fra mine bedsteforældres soveværelsesvindue kunne jeg mod sydvest se et tog køre på vandet. Det var toget mod og fra Sild, der kørte på Hindenburgdamm eller Hindenburg – dæmningen. Ude på den gamle sluse i Højer kunne vi uden problemer se den nordlige del af Sild.
Tysklands mest eksklusive strand
Med dæmningen fik de rige og smukke bedre mulighed for at komme til vel nok Tysklands mest eksklusive strand. Inden første verdenskrig tjente både Tønder og Højer meget på disse gæster. I første omgang ankom de til Tønder, hvor de så overnattede på byens hoteller. Derefter gik turen til Højer med vogne.
Men da togforbindelsen blev etableret til Højer gik turen direkte til Højer Sluse, hvor kur – og strandgæsterne så blev transporteret med skib til Sild. Vi har i tidligere artikler beskrevet
gæsternes ankomst til de to byer. På banegården i Tønder holdt de flotte salonvogne fra Tyskland. Efter første verdenskrig var de plomberet. Men dog ikke mere, end at min far besøgte disse vogne. Han kunne berette om vild luksus.
Uberegnelige Vadehav
Dæmningen fra Nibøl er udelukkende beregnet til togtrafik. Den er 11 kilometer lang. Den 1. juni 1927 blev dæmningen indviet efter en byggetid på fire år. Egentlig var den kun ensporet.
Men blev senere tosporet. Dæmningen er en del af Marschbahn fra Hamborg til Westerland. Allerede i 1887 gik banen via Husum og Niebøl til Tønder. Derfra gik turen til Højer Sluse.
Med hjuldamper gik det så til Munkmarsch.
Også en forbindelse mellem Hamborg og Hörnum blev oprettet.
Men Vadehavet var uberegnelig, allerede dengang. En overfart kunne let tage seks timer. Om vinteren endda op til tre dage. Isen kunne gøre overfarten til en uovervindelig barriere. Østenvind kunne give manglende vand, og tåge kunne give forsinkelser.
1856: Gør Sild landfast
I 1856 foreslog C.P. Hansen, at man mellem Keitum og Højer eller fra Morsum eller fra Nösse til Viddingherred byggede to parallelle diger. På den måde kunne Sild gøres landfast med fastlandet. Denne C.P. Hansen var skolemester, forfatter og lokalhistoriker.
I 1868 skrev Eiderstedter Nachrichten, at det ville være ønskværdigt, hvis der fra østsiden af øen blev anlagt en dæmning. Fra Tønder eller Højer burde der anlægges en vej eller jernbanelinje. Allerede fra 1875 til 1876 undersøgte Ludwig Meyn mulighederne for at bygge en dæmning fra fastlandet til Silds østlige punkt Nósse.
Han fandt ud af at Vadehavet godt kunne bære en dæmning. På Sild var der dog delte meninger om dette forehavende. Man mente, at blive fremmedgjort og at det ville gå ud over den frisiske kultur på Sild.
Ikke alle var glade for en dæmning
I 1910 besluttede man at gennemføre et projekt. Men den første verdenskrig satte et stop for disse planer. Øens betydning som feriemål var efterhånden betydelig. På naboøerne Amrum og Før var man ikke begejstret for planerne. I stedet ville de have, at der blev sørget for at større skibe kunne komme til øerne. Men protesterne blev afvist.
Via Tønder og Højer
Gæsterne til øen måtte efter 1920 tage til Danmark (Tønder). Det krævede visum. Dette blev så i 1922 afløst af en ordning, hvor vognene var plomberet når man befandt sig på dansk område. Ved Højer Sluse måtte de rejsende gå gennem et afspærret område ned til Vidåen for at gå ombord på hjuldamperen.
Men den danske regering havde kun givet tilladelse til dette i en begrænset tid. Ja man havde givet en tidsfrist på tre år for at finde en løsning. Derfor var det tvingende nødvendig for de tyske myndigheder for at finde en løsning.
I 1925 – 1926 var der via Tønder og Højer 25.215 rejsende mod Sild. Visumtvangen blev dog afskaffet i 1926.
Et enormt bygningsprojekt
Vejforholdene i det nordvestlige Tyskland var ikke gode dengang. Derfor blev der lagt en ekstra jernbanespor til Klanxbüll, så man kunne få transporteret materiale frem. I 1923 begyndte anlæggelsen af dæmningen. Man man var knap begyndt, da det hele druknede i en stormflod. Det skete blot efter fire måneder.
Man måtte anlægge dæmningen mere nordlig end man oprindelig havde planlagt. Ekstra sikkerhedsforanstaltninger blev taget i brug for at sikre dæmningen. Mellem 1.000 og 1.500 arbejdere blev beskæftiget ved dæmningen. Efter fire års byggetid blev tre millioner kubikmeter sand og mudder flyttet. Endvidere blev 120.000 sten transporteret til dæmningen fra fastlandet.
Materialerne blev leveret af forskellige fladbundede både inde fra Husum. Andre materialer blev leveret via nye skinner. Hver dag kom 70 jernbanevogne med materialer. Dertil kom 30 sejlbåde, 3 slæbebåde og yderligere 20 andre både. Dæmningen blev dyr. Og det måtte passagerne på dæmningen betale for. Et tillæg blev beregnet fra 1933 til 1940.
Nord og syd for dæmningen på fastlandet blev der anlagt diger. Derved opstod Wiedingharder Neue Koog og Dreieckskoog.
Problemer med navnet
Den første officielle passager var Rigspræsident Paul von Hindenburg. Det var også ham, der indviede dæmningen. Efter blot et par timer forlod han igen øen. Og har efter sigende aldrig mere været på øen. Egentlig havde dæmningen ingen navn. Men ved en indvielsesmiddag fik dæmningen sit officielle navn.
Men efter anden verdenskrig, var der mange tanker fremme for at ændre navnet på dæmningen. Man beskyldte Rigspræsidenten for at have banet vejen for Hitler. Der var mange initiativer i gang for at ændre navnet. Forslag som Sylt – Dæmningen, Fredens – dæmningen eller Nordfrislands – dæmningen kunne dog ikke rigtig trænge igennem.
Et biltog på 550 meter
Fra 1932 blev der også taget biler med toget. Indtil første verdenskrig blev bilerne kun taget med som almindelig gods. Fra 1951 indførtes rigtige biltog. Kun fire af disse kørte dagligt på sporene. Men der var utilfredshed at spore. Mange forlangte at der blev bygget en direkte vej til øen, så biler ikke var afhængig af toget.
Man gennemførte nogle ændringer, så flere og kunne køre til øen. Således kunne man i påsken 1957 overføre 450 køretøjer. I 1961 indførtes to – etagers biltog. I dag kaldes togene for SyltShuttle. Og endelig i 1972 blev der anlagt et ekstra spor.
I 2001 blev der indsat 5 nye biltog på en længde af 550 meter. De kunne befordre op til 190 personvogne pr gang.
Hver sommer transporteres 700.000 gæster
Nu er det ikke kun biltog, der kører over dæmningen. Regionaltog, Intercity og eksprestog kører flere gange i timen mod og fra Sild. Man regner med at alene jernbanen hver sommer transportere 700.000 gæster til og fra øen. Et enkelt biltog kan medtage 160 personbiler. På en enkelt dag i forbindelse med højtiderne kan der i løbet af en dag sagtens køre 120 tog over dæmningen.
På dæmningen blev der opført en lille barak. Her sad en person og styrede trafikken. Dette sker nu elektronisk fra Niebøl. Den lille barak blev i folkemunde kaldet Villa Havudsigt.
To alvorlige ulykker
Den 3. september 2009 skete et tragisk uheld på dæmningen. En lastbil på toget blev ramt af stormvejret og slynget af toget. Chaufføreren blev dræbt ved ulykken. Også i 1993 var der sket en ulykke på dæmningen, hvor to personer blev alvorlig kvæstet. Der er eller strenge regler for, hvornår man må medtage køretøjer. Alt dette er afhængig af vindstyrken.
Efter redningsindsatsen havde redningsmandskabet kritiseret redningsvejen. Den var ikke blevet vedligeholdt og mandskabet havde svært ved at nå frem.
Adskilt fra fastlandet
Men hvad er der for en ø, dæmningen fører over til?
For cirka 8.000 år siden blev Sild skilt fra fastlandet. Øen Sild var besøgt af vikinger. Det viser flere fund. Fra omkring år 500 blev Sild beboet af østfrisere. Strandfriserne kom først omkring år 1000. Ifølge overleveringer skulle jyderne og anglerne i 450 have begivet sig ud på havet for at kolonisere de britiske øer. I mange år har området været næsten affolket.
Øen har været beboet siden den yngre stenalder. På øen findes en del gravhøje og stendysser. Bedst kendt er Denhoog, Hanhoog og Tinumhoog. Således minder familie-graven Denhoog
ved Venningstedt om masser af aktivitet i forhistorisk tid.
Sild nævnes i 1141
Navnet Sild dukkede første gang op i skriftlige kilder i 1141. øen blev også nævnt i Valdemars jordebog fra 1231. Muligvis stammer ordet fra det danske ord for fisken sild. Andre muligheder er det gammeldanske ord sylt, der betyder salt eller strandeng. Men fra 1668 brugte man silden i våbenskjoldet.
I 1236 blev Sild en del af hertugdømmerne. Men Nordfrisland udgjorde et særligt utland under kongen. Med tiden kom større og større dele under hertugen. Kongemagten beholdt dog lige til 1864 øen Amrum, den vestlige del øen Før og List på nordsiden af Sild under sit direkte herredømme.
I 1769 havde øen ca. 3.000 indbyggere.
Rømø og Sild i hver sin retning
De to Nordsø – øer Rømø og Sild udviklede sig helt forskelligt. Keitum var egentlig Silds hovedstad. Men da de første badevogne i 1855 blev opstillet i Westerland, tog udviklingen fart. Denne by var et lokomotiv for de andre byer på øen. Det var også det år, hvor det første fyrtårn blev tændt.
Rømø gik efter 1920 en helt anden vej. Man tog imod campister og individuelle gæster, som søgte den naturnære ferie i et sommerhus, i klitterne eller ved Nordeuropas bredeste strand. Det var dog overvejende tyske turister, der opsøgte Rømø, som de kaldte for de fattiges Sild.
Ø – banen på Sild
I 1888 åbnede ø-banen mellem Munkmarch og Westerland. Senere blev den udvidet til Hørnum og List. Ø-banen var en såkaldt smalsporet bane. I 1970 blev trafikken på strækningen indstillet og skinnerne demonteret. Banen blev erstattet af rutebiler.
Faktisk var det ombyggede Borgward – lastbiler, der udgjorde en del af materialet. Disse ombyggede lastbiler blev taget i brug i 1956, da damplokomotiverne ofte kørte fast i fygesand.
En langstrakt ø
Det var kejserrigets populæreste rejsemål og blev kaldt Dronning af Nordsøen. I 1905 fik byen købstadsrettigheder. Allerede i 1911 havde byen Vesterland 30.000 gæster om året. Ganske vist siger man, at Sild ligger 20 kilometer fra fastlandet. Men fra øens østligste del er der kun 8 kilometer til Friedrich – Wilhelm – Lübke – Koog på fastlandet. Fra nord til syd er øen 38,5 kilometer lang.
På det smalleste sted er øen kun 350 meter bred. Det er mellem Rantum og Hörnum. Det bredeste sted er mellem Westerland og Morsum. Her er der 12, 5 kilometer. Det højeste punkt er Uwe – klitten på 52,5 meter.
Stormfloden i 1362 ændrede øens form. Store marskområder blev mistet, og øen mistede forbindelsen til fastlandet. Allehelgensfloden i 1436 medførte endnu større landtab. Byen Ejdum sank i havet og Rantum forsvandt i klitterne. Men det var dog først i slutningen af det 14. århundrede at øen fik sin nuværende karakteristiske form.
En tredjedel af øen er dækket af klitter. Resten består halvt af gest og halvt af marsk. Gesten er bevokset af lyng. I marsken findes græsenge og landbrugsjord. På hele den vestlige del finder
man en ca. 39 kilometer lang sandstrand. Brændingen og den kraftige vestenvind medfører konstant ændringer af landskabet. Man ofrer store beløb på at sikre øen. Regelmæssige strandfodringer er nødvendig. Og husk, at du skal betale for at bade på Sild.
Foruden toget, kan man tage med Rømø – Sild overfarten og ligeledes med ruten Nordstrand – Hörnum. Ja så kan man også tage fly til lufthavnen. Hovedstaden hedder Westerland
og har 10.000 indbyggere. Det er halvdelen af øens befolkning. Kunsthåndværkere og gallerier har sat sit præg på byen.
Byen Wenningstedt er nærmest vokset sammen med Westerland. Her findes også kasinoer og banegården. Her er læsseramperne til biltoget. En masse klinikker og kursinstitutioner findes her. Mod syd i Ramtum fremstilles en eksklusiv mineralvand. Her i klitterne findes nok Tysklands dyreste vinkælder.
Kirke fra 1020
De ældste kirker på øen er Sankt Severin Kirken ved Keltum og Sankt Martin Kirken. Den første kirke blev opført allerede i 1020. Her skulle have ligget et kultsted. Måske har man tilbedt Odin. Kirken hørte under klosteret i Odense og er viet til den hellige Knud.
Keitum er en gammel er en gammel kaptajnslandsby. To museer fortæller her om historie, sprog og frisisk kultur. Her er der også mulighed for at se de originale friser – gårde. Mod nord ligger den gamle havneby Munkmarsch. Det var her ruten gik mod Højer Sluse.
Omkring Tinnum er priserne nogenlunde acceptable. Her er de ikke skruet kunstig i vejret. Det er også her i nærheden, at Tinnumburg ligger. Det er et ca. 2.000 år gammelt rigsvoldsanlæg.
Braderup er også et kursted, men knap så mondænt som Westerland. Når vi nu snakker om det mondæne, ja så er Kampden nok det mest mondæne på hele Sild. Her holder de mest lækre biler i Whiskeystrasse. Helt nordpå ligger List. Her fandtes tidligere massive militære anlæg.
Syd på ligger Hörnum. Herfra er der forbindelse til Nordstrand. Tidligere var der forbindelse herfra til Helgoland.
Kurgæster ud – soldater ind
Fra 1914 – 1918 forandrede livet sig på Sild. I stedet for kurgæsterne var det nu soldaterne, der rykkede ind overalt, på hoteller, i pensioner og på børnehjem. Og skolen i Westerland blev indrettet som lazaret. Dampskibsselskabet stillede skib til rådighed for transport af tropper og materiel. Ved vestkysten blev der opstillet 5 batterier. Bunkere med kommunikationscentre blev anlagt.
Og på Sild kunne man sagtens høre slaget i Skagerak i 1916. I dagene efter flød døde soldater ind på stranden.
I november 1918 havde de fleste soldater forladt øen . Mandskab fra et amerikansk krigsskib undersøgte om alt, var gået rigtig til. De sørgede også for at flyvemaskinerne havde fået demonteret deres bomber.
Göring i Wenningstedt
Efter 1933 satte nazisterne sine spor på øen. Cirka 10.000 soldater blev stationeret og en række bunker opført. I 1934 fik jøderne strandforbud i Westerland, og efterhånden også på resten af øen. Mange hotelværter erklærede deres huse for jødefri. Det var også i Wenningstedt, at Göring og mange af hans tilhængere holdt til. Hans hus Mein Lütten, eksisterer endnu. Ja egentlig var huset hans kones.
Indtil anden verdenskrig ferierede også folk som Rosa Luxemburg og Thomas Mann i Wenningstedt.
En ny flyveplads blev anlagt ved Westerland. Et lazaret blev anlagt i den nordlige del af byen. Rigs – arbejdstjenesten ( Reichsabeitsdienst) anlagde fire barakbyer på øen. Marinen byggede desuden forskellige steder på øen.
Invasion fra Sild
Mange øvelser foregik fra Silds vestkyst. Meningen var, at tyskerne herfra ville invadere England. En betonvej blev anlagt fra Kampden mod List. Her foregik en masse militær – transport. Flere gange under krigen blev øen bombarderet af engelske flyvere, men der skete ikke større skader. Efter krigen strandede et stort antal fordrevne fra Østtyskland på øen. Militære anlæg blev sprunget i luften af besættelsesmagterne.
Udsat for naturens luner og farer
Den fortsatte erosion er til fare for øens fremtid. Især i den sydlige del omkring Hørnum sker der store tab af land. Også ler-klinterne bliver mindre. Det store antal besøgende især om sommeren stresser øen. Den langstrakte ø er en slags bølgebryder foran fastlandet. Men øen er konstant udsat for naturens luner.
Gennem de sidste 400 år er øen godt nok vokset med 2 kilometer i længden, men den er blevet smallere og smallere. På det smalleste sted er der fare på færde, hver gang der er optræk til stormflod. Ja det er kun 350 – 400 meter, at gøre godt med.
Meget værdifuld marskjord er blevet begravet af sand, og flere byer er i løbet af historien forsvundet under klitterne. Der er i nyere tid indført sikkerhedsforanstaltninger. Mange steder på øen er der ikke adgang. Men ikke alle overholder bygningsforbud. Ældre bygninger er forsvundet. Det gælder blandt andet hotelkomplekset Zur Kronprinzen eller en strandcafé ved Wenningstedt. Disse komplekser blev offer for naturens kræfter.
I 1907 blev der på privat initiativ startet bygningen af en mur, der skulle beskytte byen Westerland. Den startede med at være 68 meter lang. Men byen fortsatte med at udvide muren. I 1924 var den 774 meter lang og havde en højde på cirka 6 meter.
Nye gæster til øen
Med dæmningen kom der også andre besøgende til øen. Det var ræve, muldvarpe og andre dyr. Dette gik ud over fuglelivet. Spørgsmålet er dog om man i længden kan stå imod naturens kræfter. Man bruger hvert år enorme summer på at sikre øen. På den anden side sikrer den voldsomme turisme på øen også enorme indtægter.
6,5 millioner overnatninger
I 2007 blev der registreret 6,5 millioner overnatninger. Øen råder over cirka 12.000 sommerhuse og i alt 50.000 gæste-senge.I højsæsonen er der opstillet mere end 11.000 strandkurve.
De mange biler var en trussel for øen. Man havde ikke tænkt på indretning af p – pladser. Og bilisterne ville så tæt til stranden som mulig. De lavede deres egne p – pladser midt i det truede område. I 1960erne gik man i gang med udbygning af vejene og p – pladserne på øen. Nu skulle man så have styr på de 450.000 biler, der hver sommer drøner rundt på øen. Og hvis man ellers vil betale sig fra det, så er der nu 84 officielle gange gennem klitterne ned til stranden
En kraftig brænding
Brændingen ind mod Sild er meget kraftig. Ja man kan ligefrem bliver masseret af den. Men i 1976 blev der illustreret, hvor kraftig den egentlig er. En dansk fiskekutter, der havde fået motorstop drev ind mod stranden. Den var fuldstændig ubeskadiget. Men efter to dage ved stranden var den fuldstændig slået til pindebrænde.
Kurophold
Vi har tidligere fortalt om de rige og de smukke, der besøger øen. Ja min far, der et par somre i min ungdom arbejdede på øen kunne berette om en perlerække af tyske filmskuespillere,
han havde talt med på øen. Men mange almindelige mennesker, tager til øen få at få helbredt en af deres lidelser. Således har vi i flere artikler beskrevet tøndringer der er taget til øen om sommeren på et kurophold.
Blandt disse tøndringer var Hans Bulgar. Ja egentlig hed han Hans Stehr og var vært på Schweizerhalle i Tønder. Han var påfaldende ivrig med sine hurraråb, da Dronning Elisabeth af Rumænien besøgte øen i 1888. men det kneb lidt med geografien for Hans. Så han råbte, Længe leve Bulgarien. Og sådan noget skal man ikke gøre, når man kommer fra Tønder. Så får man et øgenavn.
Provisor Peter Nielsen fra Tønder Apotek elskede at tage til Sild, og var stamkunde i Wellenbad i Westerland. Ja, han kom så til at hedde Peter Wellenbad.
Luften på Sild er nemlig helbredende for astma, luftvejssygdomme og muskelinfektioner. Allerede i 1857/1858 havde man fundet ud af, luftens gavnlige virkning på helbredet.
Nøgenbadning
Meget populære er øens nøgenbadestrande. Den første blev oprettet allerede i 1920. Men i begyndelsen blev kønnene opdelt. Længst mod syd var det damerne. Mod nord var det mændene. Og i den neutrale zone kunne man muntre sig. Her var der musiktelte og restauranter. Her var også såkaldte Giftbuden. Her kunne man få en kryddersnaps. Det var også strenge regler for,
hvornår man måtte bade.
Orgelkoncert og rummelpot
Øen er præget af både dansk, tysk og frisisk kultur. Øens nordfrisiske dialekt kaldes sólring. Men det menes at kun 4 pct. af øens befolkning efterhånden behersker denne dialekt, som har lånt mange ord fra dansk. Især på det nordlige Sild omkring List tales også sønderjysk. På øen er der en dansk kirke og skole.
En tur langs Vadehavet ved solnedgang er befriende for liv og sjæl. Eller en koncert med sømandssange, eller måske en orgelkoncert i Sankt Severin Kirken i Keitum er nogle af mulighederne. Mange gamle traditioner har overlevet masseturismen. I februar har man således birkebrænding. Om sommeren er der ringridning. Nytårsaften er der rummelpot eller som det kaldes på øen maskeløb. Ved juletid opstiller mange øboer et jöölboom.
Ligesom på naboøerne Amrum, Før og Rømø har Sild også ¨deres egen folkedragt”. Den bliver også kaldt Sildedragten. Allerede i 1597 bliver den beskrevet. Den har stor lighed med Rømødragten.
Sagnet om Ekke Nekkepenn
Et meget kendt folkesagn fra Sild er Ekke Nekkepenn. Havguden Ekke havde en forkærlighed for Hørnum på Sild. Har havde han nemlig forelsket sig i Inge fra Rantum. Og hun havde givet sit ja. Senere fortrød den unge pige og forsøgte, at blive ham kvit.
Ekke lovede hende omsider, at hvis hun kunne nævne ham ved sit navn, så skulle hun få sin frihed. Hun spurgte overalt, om hans navn. Men ingen vidste det. Bedrøvet gik hun rundt og opsøgte de ensomme steder. Tiden nærmede sig, hvor han ville hente hende. Da hørte hun en sang, da hun gik nede ved stranden. Sangen kom inde fra en stor klit.
Nu vendte hun glad hjem. Og da havguden kom til den aftalte tid, sagde hun: Du hedder Ekke Nekkepenn, og jeg er Inge fra Rantum. Da forlod havguden hende straks og vendte aldrig mere tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. – 12- 2021
Dato: januar 16, 2010
Skibsfarten var både i frem – og modgang. Kun halvdelen af børnene gik i skole. Borgerskabet fastholdte det tyske sprog. Ved de danske gudstjenester sang man tyske salmer. Kanoner og geværer blev hentet i Rendsborg og kanonbatterier blev oprettet, for at forsvare byen mod de onde englændere
Som en Morten Korch – roman
En tysk rejsende var begejstret for Aabenraa. Han skrev:
En anden berejst tysker, karakteriserede byen som en temmelig nydelig, folkerig og meget velhavende by. På en tur gennem byens gader fandt han alle indbyggere meget velklædte.
Han roste også Postgårdens mahognikommode og – bordene samt sengenes fine linned.
En pastor Wedel fra Sjælland besøgte byen i 1801. Han fandt de fleste huse smukke, og konstaterede at de næsten alle sammen var udbygget med karnap.
Ja man skulle tro, at man befandt sig i en Morten Korch – roman.
Tysk eller dansk?
Hvem var de dem fra Aabenraa?
En stor del var daglejere, sømænd og tjenestefolk, som aldrig nåede at blive borgere i byen. Halvdelen af tilflytterne kom fra Nordslesvig. Og cirka en femtedel kom fra kongeriget. Fra underklassen var der kun en tiendedel, der kom fra de tysktalende egne.
I 1851 lavede borgmester Lunn en undersøgelse over sprogforholdene i byen. Anledningen var, at der i 1850 blev besluttet, at indføre dansk som undervisningssprog i byens skoler.
Af byens 850 familier talte de 42 tysk. Desuden var der 20 familier, hvor der blev talt tysk med børnene, men ellers talte forældrene dansk indbyrdes.
Doktor Neuber ville i 1841 udgive et tysk ugeblad i Aabenraa. Fra Provinsial – regeringen på Gottorp lød beskeden, at det ikke var så god ide, da der næsten udelukkende blev talt dansk i Aabenraa.
I 1811 havde amtmanden og provsten indberettet, at der kun var behov for to tyske eftermiddagsprædikener om ugen. Nu var det bare sådan, at i Aabenraa
var det ret betydningsfulde mennesker, der talte tysk. Det var embedsmænd, gejstlige, lærere, advokater, læger m.m. Dette forhold er nok bedre beskrevet i artiklen om Skyttebrødrene.
I retten brugte man det tyske sprog, men det var nok mest på skrift. I Magistratens indberetning fra 1811 blev der ligefrem anført at ved forhør over ringere folk brugtes det danske sprog.
Sproget er fattigt?
Nu stod det sikkert ikke så dårlig til med sproget i Aabenraa som provst Paulsen påstod i 1829. Han sagde, at Aabenraa er en af de grænsebyer, der er så ulykkelig ikke at have et egentlig folkesprog.
Senere blev det påstået at den afart af det danske sprog, der tales i Aabenraa, at den er så fattig, at den mangler ord for alt, hvad der ligger uden for hverdagslivets snævre områder, så eleverne for eksempel tænker og udtrykker alt, hvad der har med religion at gøre, på tysk.
Det gjorde det nok ikke bedre da den før omtalte pastor Wedel igen besøgte Aabenraa i 1810 mente, at sproget var vanskelig at forstå, halvt tysk, halvt
dansk med en fordærvet udtale.
Nu er den dialekt, man taler i dag i Aabenraa nok ikke meget forandret fra den gang. Da jeg i oktober 2009 skulle holde foredrag på Landbohøjskolen på
Frederiksberg om Aabenraas historie foregik det på sønderjysk. Og her har min Tønder – herkomst sikkert skindet igennem. Af de 65 tilhørere har mange været fra Aabenraa, og de forstod det udmærket. Forrige gang jeg holdt et foredrag på sønderjysk, var det dog en tilhører fra Sønderborg, der udtalte sig om, at han lige skulle indstille sine sprogøre til Tønder – dialekten.
Borgerskabet fastholdte det tyske
Man kan så undre sig at borgerskabet i Aabenraa så længe kunne fastholde det tyske, som øvrighedens sprog. Måske havde det noget at gøre med, at Magistraten kom til at bestå af byens indflydelsesrige skibsredere og købmænd, der så en ære i at holde traditionerne ved lige. Når en rådmand afgik, valgte
magistraten på livstid efterfølgeren. Af de 50 deputerede i tidsrummet fra 1800 til 1850 var der kun 5 håndværkere.
Ja det var håndværkerne, der dominerede. I 1803 talte byen hele 433 håndværkere. Men også sømandsstanden og skibsfarten dominerede byen. Besætningsmedlemmerne kom både fra Aabenraa og Løjt. Skipperne kom i begyndelsen fra Aabenraa, mens Løjt Land senere kunne levere kaptajnerne.
Tilbagegang for skibsfarten
Takket være udenlandske fragtfarter var Aabenraa i det 18. århundrede blevet en velhavende by. Krigen fra 1807 – 14 forandrede dette. Aabenraa oplevede et kæmpe formuetab. Aabenraas tab af skibe fra 1801 til 1811 udgjorde hele 66 pct.
I 1819 skrev skolekollegiet til kongen, og fortalte, at 200.000 rigsdaler aldrig var betalt i fragt, foretaget af Aabenraa – skibe. Af 66 større fragtskibe var de 46 faldet i fjendens hænder og resten havde ligget stille i årevis.
Dansk gudstjeneste – med tyske salmer
I det 19. århundrede gennemførtes en række mindre reformer til fordel for det danske kirkesprog i byen. Men der var stor modstand mod disse reformer fra byens spidser. Og til de danske gudstjenester blev der stadig sunget tyske salmer, selv om der var kommet danske salmebøger. Ja en af dem kom endda fra en af nabobyerne – Tønder.
Skolevæsnet i dårlig forfatning
I 1742 vendte de deputerede sig imod at ansætte underlærer Johansen som skrive – og regnemester. Hans tysk var simpelthen for dårlig. Man mente, at byens tyske skole var det sted, hvor børnene skulle nyde en grundig undervisning i god og ren tysk – skrivning.
I 1800 var Skolevæsenet i Aabenraa i en meget dårlig forfatning. Der var tre skoler i byen. Den Kommunale Byskole, den selvejende Günderothske Fattigskole, og et varierende antal bi-skoler.
Byskolens førstelærer kaldtes kantor. Han ledede den såkaldte latinskole for de ældste elever. Skrive – og regnemesteren, der blev assisteret af en underlærer underviste i den såkaldte tyske skole. Den blev besøgt af cirka 100 drenge fra 10 til 14 år.
En del af lærerens løn blev dækket af byens kasse. Resten af lønnen kom fra det beløb, som forældrene måtte betale.
Kun halvdelen gik i skole
Fattigskolen havde sine egne penge og lønnede en lærer, som i 1794 underviste 80 elever, både drenge og piger. Skolegangen her var gratis. Det var provsten,
der bestemte, hvem der skulle gå der.
Bi-skolerne var beregnet til børn under 10 år, men da skolevæsnet var forsømt, var det ikke ualmindeligt, at de fortsatte til konfirmationsalderen. Det var nok kun halvdelen af byens børn mellem 6 – 14 år, der gik i skole. Fattigskolens elever forlod skolen ved 11 års alderen, og bedre så det ikke ud for byens piger.
Amtsstuefuldmægtig Thomas Iversen udtalte i 1804, at ikke en af Byskolens elever kunne skrive en linje korrekt på tysk. Og det blev overhovedet ikke undervist i latin eller på dansk.
Nødvendigheden af en skolereform blev allerede lagt på banen i 1794 af Generalsuperintendent Adler. Reformens gennemførsel blev i årevis forsinket på grund af en strid mellem førstepræst Nissen i Aabenraa og provst Posselt.
En ny skoleordning
Den nye skoleordning blev vedtaget af alle parter i 1807. Alle de bestående skoler, bortset fra Fattigskolen blev forsamlet til en fælles byskole, til hvilken drenge og piger havde lige adgang.
Latinskolen blev opgivet, dog skulle kantoren privat kunne forberede elever til universitetet. Alle bi-skoler blev forbudt. Børnene blev skolepligtige fra det 6. år. Lærerne skulle lønnes af kommunen. Børnene skulle hver dag sikres seks timers undervisning. Danskundervisningen blev slet ikke nævnt i skoleordningen. Skolekollegiet indførte den dog på egen hånd, antagelig allerede fra starten i 1807.
Til de 600 skolepligtige børn rådede man over 8 – 9 delvis ustabile og dårligt uddannede lærere. Lokaleforholdene var også elendige. Ikke desto mindre lykkedes det inden for et par år, at få ordningen til at fungere. I 1809 havde pigeskolen fået den krævede indretning.
Ud at tjene som 11 – årig
Fra 1815 blev der besluttet, at eleverne i Fattigskolen daglig skulle have fire timers undervisning i religion, læsning, skrivning og regning. Efter det 11. år måtte børnene tage ud og tjene om sommeren og komme i håndværkerlære.
Konfirmationsundervisningen bestod af to timers aftenundervisning de fem af ugens dage.
Kantorklassen fungerede dog ikke helt efter hensigten. Erhvervslivet var ikke tilfreds med standarden. Men skylden for dette fik kantor Matthiesen. Man mente, at han havde for mange skavanker. Manden var ikke læreruddannet og efterhånden var han blevet senil.
Fra 1814 – 1835 var der ansat 15 lærere ved skolevæsenet i Aabenraa. De 7 af dem havde fået eksamen på seminariet i Tønder.
Dansk sproget undervisning foregik et par timer ugentlig skolens højere klasser. Det ansås ikke nødvendigt, at børn i Fattigskolen skulle lære dansk, før de beherskede tysk i skrift og tale. Men der var ingen problemer i Aabenraa med at læse Fischers danske ugeblad.
En utrættelig indsats af provst Poulsen fik hele skolesystemet til at fungere i meget usle lokaler.
Aabenraas forsvar
Statholderen Carl af Hessen opfordrede i 1801 havnebyerne til at opbygge et forsvar, da et engelsk angreb kunne forventes. I Aabenraa manglede man dog både kanoner og geværer. Derfor bad man om hjælp. Byen bad amtsforvalter, kaptajn Chr. von Born, der var forhenværende officer i hæren til at lede forsvaret.
Byfogeden, J. Chr. Hojer blev fornærmet over denne udnævnelse. Han mente selv, at være den rette mand, da han havde været Stadshauptmand og forsvaret byen tidligere. Han fandt også borgmesterens og borgernes foranstaltninger latterlige.
Disse foranstaltninger bestod af, at fire fiskere hele natten skulle ro rundt i havnen, forsynet med lygter og bøsser. De skulle skyde, hvis de bemærkede noget fjendtligt.
Overrets-advokat Lorentzen og købmand Hermann Frees fik fuldmagt til at rejse til Rendsborg for at bede om at få udleveret 8 kanoner og 200 musketter til havnens og byens forsvar.
Ved havnen blev byens krudt opbevaret, og udkommanderede folk, holdt skiftevis vagt ved bygningen. Et batteri blev opført ved havnen. Amtmand von Schmettau havde indkaldt tolvmændene fra Løjt og Varnæs for at få dem til frivillig at køre jord til batteriet. Men de ville på ingen måde hjælpe til. De gav udtryk for, at de havde rigeligt at se til.
Borgmester Bendix Schow ønskede at der kom militær til byen, så man fik oprettet et ordentligt forsvar. I december 1807 besluttede hærledelsen at opføre flere kanonbatterier ved Aabenraa. Den mest omfangsrige kom til at ligge på Lindsnakke.
Man lod dog også bygge en kanonbåd, der fik navnet Caroline.
Fremmede tropper i byen
I årene 1808 og 1809 var mange spanske og franske soldater indkvarteret i Aabenraa. I december 1813 transporterede frivillige fra Aabenraa kanoner og ammunition fra batterierne i byen til Middelfart og Strib.
Et voldsomt indtryk efterlod det sig, da den første afdeling kosakker i 1814 kom til byen. To uger efter freden i Kiel den 28. januar viste borgerne i Aabenraa
deres kongetro. På borgmesterens initiativ havde byens borgere illumineret deres huse. Der blev affyret kanonskud og i madam Rudebecks gæstgivergård var der bal.
Skibsfarten i fremgang
Krigen satte sine spor. I løbet af kort tid erobrede Hamborg handelen på den jyske halvø. Fra København vendte skippere tilbage til Aabenraa.
I midten af 1820erne var skibsfarten på vej frem, og i begyndelsen af 1830erne voksede Aabenraas flåde med yderligere 50 pct. Medvirkende til den positive udvikling var sikkert det gode håndværk, man præsterede på de lokale værfter i byen. Mange af Aabenraas skibe kom til at sejle for de handelshuse fra Hamborg. Der har sikkert også været masser af kapital fra Hamborg i skibene fra Aabenraa.
På Jacob Paulsens Skibsværft var der i 1827 ansat 160 tømrere. Aabenraas erhvervsliv oplevede en sand opblomstring. Hele eventyret bevirkede også en opblomstring i indbyggertallet.
Allgemeines Wochenblatt
Hans Kopperholdt var medlem af en gammel skipper– og købmands-familie, der havde fået sit knæk under krigen mod England. I sin ansøgning om at udgive et ugeblad i Aabenraa, at han havde hustru og fire børn. Han skulle have et erhverv, der kunne ernære ham. Det kom udgivervirksomheden nu aldrig til. Men Koppenholdt drev ved siden af et ølbryggeri, der efterhånden kunne ernære ham.
Bladet Allgemeines Wochenblatt skulle hovedsagelig bringe handels – og skibsefterretninger og være et lokalt annonceorgan. Venner hjalp ham med det økonomiske, herunder borgmester Schow og fysikus Neuber. Egentlig skulle bladet have heddet Hamburger Nachrichten.
I kontrakten med bogtrykker Rathje var nævnt titlen Nordischer Mercur. De første numre udkom i 1826.
Bladet var mere moderne end for eksempel Tondernsches Intelligenzblatt, det haderslevske Lyna eller Flensburger Wochenblatt für Jedermann.
Før 1834 var der kun ganske få lokale nyheder, og hvad der findes af politisk stof, var beskåret af censuren. Der var påfaldende mange artikler fra kongeriget.
Der var også prøver på Aabenraa – dialekten. Ja man kan sige den var meget tolerant over for både dansk og tysk. Kongefamiliens gøren og laden kunne også læses i bladet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.01.2022
Dato: oktober 13, 2009
Hvilke fisk fangede man i Tøndermarsken? Hvordan tilberedte man dem? Få nogle gode tilberedningstids. Marsken var særdeles fiskerig. Hjemme hos os flygtede ålene hen af køkkengulvet. Læs om brasen i flere varianter, om blodpølse og røget ål. Den kedelige rimte og spørgsmålet om strømskallen er egnet som spisefisk. Så skal vi lige kigge på den kraftige sudersuppe og ålepotte. Ål i surt skal vi også behandle og diskutere hvor mange snaps, der skal til “sat ål å Højkro”
Et billede af min Opa
På min væg hænger adskillige fotos fra min familie. En af disse fotos viser fire fiskere fra Højer, der er ved at røgte garn. De befinder sig mellem den gamle sluse og den nye sluse, men længe inden man har tænkt på denne.
Den ene af disse fiskere er min opa (bedstefar). Han var erhvervsfisker ved Højer Sluse, og havde egen fiskekutter. Fotoet viser, at det blæser kraftigt, men det holdt ikke disse fiskere tilbage. Som det vil være de trofaste læsere bekendt, så er undertegnede ikke den store fiske – spiser. Måske var det fordi, at jeg fik alt for mange fisk, dengang, da jeg besøgte “Opa og Oma u i æ kow (Ny Frederikskog)”
Boligen på 1. katastrofevej på vej mod Sildtoft bar i høj grad præg af min Opas beskæftigelse. Og da transistorradioen kom, anskaffedes en sådan. Så blev der ellers lyttet på Blåvands Radio.
Tag kun de store
Inden afvandingen af marsken blev foretaget var marskens vandløb særdeles fiskerige. Selv om fattigdomen var stor hos nogle af beboerne, så behøvede de ikke at sulte. Vadehavets maler, Emil Nolde fortæller også, at han en nat fangede 15 ål, som vejede fra et til tre pund pr. stk. Han fortalte, at hans karl på gården fangede endnu mere. Der var så mange ål i garnrusen, at mange var klemt halvt ihjel. Det var svært at løfte redskabet ud af vandet.
Der var så mange fisk dengang, at tjenestepigerne på de store marskgårde blev formanet, når de skulle hente ål i hyttefadet:
Myndighederne overtog fiskeriet
Myndighederne var godt klar over den store fiskerigdom. Da der under første verdenskrig var knaphed på levnedsmidler i Tyskland overtog Staten fiskeriet i marsken. Der blev antaget lokale fiskemestre, der så skulle afregne med staten. De satte så mange ruser i søer og vandløb som de var i stand til at passe. De fik så hjælp af marskboer, der ikke var indkaldt til krigstjeneste.
Mange fiskearter
Foruden ål blev der fanget aborrer, brasen, gedder, karper, karudser, ferskvandskrabber, niøjne, rimter, skaller, snuder, samt laks, snæbel og ørred. De sidste fire fiskearter forekom dog
kun i Vidåen. Flere af de nævnte fisk forekom næsten lige så talrigt som ålene.
Det minder mig om, at jeg engang på besøg i anlægget bag Øvelsesskolen i Tønder så en mægtig gedde tage en and op fra overfladen. Det var et voldsomt syn.
Fiskeretten
Fiskeretten kunne høre til bestemte gårde og huse. Bortset fra det tilhørte rettigheden det offentlige. Grænseændringen i 1920 ændrede da ikke noget ved det. Bortset fra at fiskerettighederne mellem Rudbøl og Højer Sluse overgik fra det tyske vandløbsvæsen (Die Generalwasserlösung) til Rudbøl Kog og Ny Frederikskog. I den tyske del af marsken overgik fiskerettighederne på et senere tidspunkt fra amtsmyndighederne til dige-bygningsvæsnet.
Hvis en fisker i marsken ville fiske lovlydigt, måtte han eller sammen med andre leje fiskeretten i en del af et vandløb eller en sø. Men det kostede nu ikke særlig meget at få en fiskeret.
Gammel fiskesammenslutning
I den yderste del af Vidåen mellem Rudbøl og havet havde fiskeretten langt tilbage været udlejet til en gammel fiskesammenslutning, der måske stadig består. Det gjorde de i hvert fald i min opas tid. Den originale lovtekst er på tysk.
Heri fastlægges at det er beboere fra Højer, Rudbøl, Ny Frederikskog og Rosenkrans, der kan optages som medlemmer. Man skiftedes til at have rettighederne til bredderne. Retten til medlems-skabet gik i arv. Og det var forbudt at overgive forpagtningsrettighederne til tredje part. Såfremt et familiemedlem ikke vil bruge fiskerettighederne, så kan han sælge dem til en af
de andre medlemmer.
Ved grænsedragningen mistede fiskerne fra Rosenkrantz deres rettigheder, men de danske myndigheder gav dem dog fortsat tilladelse til at kunne fiske i vandløbet. Engang om året mødtes sammenslutningen på Rosenkrans Kro til Fiskeregnskab.
Skalleordenen
Fiskeretten i Rudbøl Sø og Vidåen op til Tønder var udlejet til fiskere fra Lyst, Rudbøl, Rosenkrans, Fiskehusene og Aventoft. Og disse fiskere mødtes også årligt til en hyggelig komsammen på kroen i Filowt.
Hvert år stiftede man en orden Skalleordenen. Den blev tildelt en af de store bønder, der så mens festlighederne stod på, skulle gå rundt med en mere eller mindre friskfanget skalle i en snor om halsen.
De beboere, der ikke var med i fiskerisammenslutninger kunne købe såkaldte “tattekort” Disse kostede indtil 1920 50 pfennig. Man måtte fange så mange fisk, som man kunne bruge i husholdingen. Opdagede man, at han solgte fiskene videre, blev tilladelsen inddrevet. I kanalerne ind til husene skulle man dog ikke have tilladelser.
Ålen havde størst betydning
Ifølge min Opa, så har ålen haft størst betydning for marskfiskeriet. De fleste ål blev fanget i ruser.
Før 1715 var havslusen i Rudbølkog – diget. Dengang var der placeret så mange ruser omkring diget, at der opstod oversvømmelser. Bønderne beklagede sig i 1690 og igen i 1697 til hertug Frederik. Fiskerne fik en alvorlig påmindelse med trusler om store bøder, hvis de ikke holdt sig efter reglerne.
Bedste ålefiskeri – fra Højer
Ingen tvivl om, at de bedste ålefiskeri foregik ved Højer Sluse. Fiskerne havde indrettet sig praktisk og effektiv. Man var fordelt med tre hold bestående af hver seks mand. Så fiskede man næsten uafbrudt i tre dage. Det var ingen problem i Rudbøl, men det var det ved Nørremølle og Højer Sluse.
De to sidste steder havde man indrettet et fiskerhus, hvor fiskerne overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. Det er en kraftig ret kogt på store ål – velbekomme. Alle de ruser og radgarn som fiskerne brugte, knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Min Opa har forsøgt at lære mig det.
Ved røgtningen var man to, ofte tre mand i båden. De fangede ål blev hældt i en tønde en fjerding som stod midt i båden. Efter røgtningen blev ruserne taget på land til tørring. Af hensyn til holdbarheden stod de kun i vandet et døgn ad gangen.
Et fiskerhold havde 98 ruser at passe. Det var vel også maksimum. En stor del af fiskeriet foregik uden for slusen ved Højer. Var slusen åben kunne fangsten sejles ind i åen til de store hyttefade, hvori ålene blev opbevaret. Var sluseportene lukkede, hvad det ofte var tilfældet, måtte de store ålefangster bæres op over diget til hyttefadene.
Ålene, som før 1920 blev fanget i Vidåen vest for Rudbøl Bro blev før 1920 for det meste afsat til Sild.
Blankål blev afsat til røgerier i Flensborg og Tønder.
Marskboerne anså den såkaldte “piep – ål eller pief – ål” (fordi den piber, når den bliver berørt) for giftig. Men under første verdenskrig blev russiske krigsfangere udstationeret som hjælp, og de spiste med glæde pief – ål.
Slæbegarn
Slæbegarn blev kun bragt af dem, som havde fiskeriet som erhverv. Redskabet blev brugt af fiskerne i Aventoft Sø. Men også ved Rudbøl Bro blev det hyppigt brugt. Det var mest brasen,
der blev fanget på denne måde. Men det kunne også godt være gedder og rimter.
Fiskerne fra Rudbøl og Rosenkrans drev slæbegarnsfiskeri i Vidåen om efteråret for at fange snæbel, som der undertiden var ret mange af. Samtidig kunne der godt snige sig en enkelt laks i garnet. Der blev betalt en god pris for snæbel. De blev solgt i Tønder, men de fleste blev sendt via Højer Sluse til Sild før 1920.
Skulle – fiskeri
Skulle-fangst foregik med bådens sejl som drivkraft i Vadehavet nord og syd for Højer Sluse. Selv om fiskerne fulgte kysten skulle de være opmærksomme på vejr-forandringer. Skulle – fiskeriet med slæbegarn foregik som regel i november måned.
De saltede tørrede skuller var meget værdsatte og derfor måtte fiskerne på mange ture i Vadehavet. To både kunne sagtens fange 500 pund på en dag. Jaw – garn, der var meget tætmasket blev også brugt i marsken, men på et tidspunkt blev det forbudt. Grimegarn og almindelig sættegarn blev også brugt.
Gedde – fiskeri
At der var stor gedder i Vidåen har jeg ved selvsyn set. Rudbøl – og Rosenkrans – fiskerne brugte stormaskede ruser, de såkaldte skallehamme til at fange dem. Fra sidst i marts til sidst i juni fangede Aventoft – fiskerne dem. Man kunne dengang sagtens fange 14 – 15 stykker på en nat.
I 1920 blev der fanget en gedde på 22 pund. Købmand Lorentzen i Tønder tog imod dem og solgte dem videre i Hamborg.
I Nørremølle blev der fremstillet såkaldte Vidjehamme. Her fangede man alle mulige fisk undtagen ål. Her kunne der også gå oddere i fælden.
Ålestagning
Selv om ålestangning var – og er – forbudt i Tyskland foregik det i marsken før 1920. Ja der er endda fundet stager med pigge på. Og det vides at der i 1950erne blev fremstillet ålestanger i marsken. Ålestangning foregik først på vinteren, når ålene var gået i vinterdvale i mudderet. Ålestangning gav ret store ål. Jeg glemmer aldrig, da min Opa kom kørende på knallert fra Ny Frederikskog til Strucksallè i Tønder med et stykke af en ål. Den var så i mellemtiden blevet røget.
Ålefangst kunne også foregå med ålekam. På sønderjysk blev den kaldt kejs. Det var nu mest ved Aventoft og Nykirke dette foregik. Det var lokale smede, der fremstillede disse fiskeredskaber. Mange forsøgte også at fange såkaldte boble – ål ( boffelål).Denne form for fiskeri kaldtes æ boflen.
Vandet skulle være stille og klart. Man skulle kunne se bunden og det skulle foregå ved solopgang. Når man fik øje på et hul i bunden, og der kom bobler fra hullet, stak man med ålestagen. Kom der ingen bobler fra hullet, ja så var der ingen ål i hullet.
Myndighederne var på vagt
Myndighederne forsøgte gang på gang at håndhæve forbuddet mod brug af ålestager. Men marskboerne løb risikoen, for fangsten var for god. Man har i tidens løb forsøgt at få det legaliseret. Således sendte borgmesteren fra Aventoft en ansøgning til regeringspræsidenten om tilladelse til at anvende denne fangstmetode. Men det blev selvfølgelig afslået. Således red
gendarmerne fra Tønder jævnlig gennem Aventoft for at pågribe forbryderne. Men det lykkedes nu sjældent.
”At Tatte”
At tatte var den mest brugte ålefangstmetode i marsken. De fleste som tattede , var folk, der fiskede af lyst. Enkelte erhvervsfiskere fangede dog også ål på denne måde. Tatte-redskabet
bestod af en stage på ca. 2 meter. Her blev der så fastgjort et tatte-lod bestående af regnorm. Ja og så fangede man også ål med kroger. Nogle havde op til 1.000 kroger hver. Ålene i Vidåen
havde ikke mange chancer.
‘Masser af fisk
Til geddefiskeri brugte man også sættekroge og blink. Problemet var blot, at gedene som regel døde kort tid efter den fangstmetode. Før 1920 blev der afsat en del aborrer i Tønder. Karper var der ikke mange af.
Karudser gik ofte i vidjehamme. Men der var ikke så mange, der kunne lide denne fiskeart, så den havde ikke så stor økonomisk betydning. Ferskvandskrabber blev fanget i ruser. Men det var kun i ringe mængde, så fiskerne spiste dem selv. De blev betragtet som særdeles velsmagende.
Laks blev i mindre grad fanget i slæbegarn og sjældnere tilfælde i ruser. Kun ganske få havørreder blev fanget. Niøjer gik ofte i ruserne. Men dem var der ikke så meget fornøjelse ved, som regel beholdt fiskerne dem selv.
Rimten var meget udbredt, men den havde ingen økonomisk betydning.
Sandarten fandtes næsten ikke i marsken før afvandingen.
Skaller fandtes i store mængder. De kunne ikke afsættes. Også mine brødre fangede et par gange skaller i Grønåen til stor fortrydelse for min mor, der skulle rense dem.
Suderen var nok den mest lækre fisk, der blev fanget i marsken. På grund af dens velsmag var den dyr. Den gav en hvis indtægt, selv om den ikke fandtes i større mængder. Fiskerne fortalte, at den blev fanget mens hylden blomstrede.
Fisk på bordet
Hos mine forældre i Tønder blev der ofte sat fisk på bordet. Og hver dag var det fisk på bordet ude hos Oma og Opa i Ny Frederikskog. Gad i grunden godt vide, hvor mange erhvervsfiskere, der er tilbage i Højer og Rudbøl.
Dele af min familie har endnu den praksis, at der et par gange om året bliver inviteret til sat ål med snaps. Det sker så under private former, men dengang i min ungdom var det på Højkro
nord for Højer, det foregik.
Blodpølse og røget ål
Når min Opa havde afleveret en ladning fisk inklusive ål derhjemme på Strucksallé blev fiskene nogle gange placeret under køkkenbænkene inden de blev ordnet. Det skete ikke så sjældent, at nogle af ålene gjorde sig selvstændige med en vild flugt over køkkengulvet. Det kunne godt ske samtidig med, at murere, der skulle have udbetalt dagpenge befandt sig i køkkenet. De blev ofte trakteret med et kop kaffe. Min far var i mange år kasserer for Murerforbundet i Tønder. Det skete dog også at min mor smurte en madpakke til en af de arbejdsløse murere. Det kunne være med blodpølse eller røget ål.
Stegt ål, ålesuppe, røget ål, kogt ål. Jo variationerne var mange. Og u i æ kog blev der også serveret ristet og tørret fisk til morgen – og middagsmad. Til frokost var der selvfølgelig også fisk. Aborrer, som vejede under et pund, stegtes. De største fisk kogtes i vand tilsat salt, eddike og et løg.
Brasen i flere varianter
Brasen var en fisk, der blev værdsat meget højt af marskboende. Men mange gad ikke at spise den.
Brasen under et pund kogtes ofte med eddike, løg og salt. Under et pund stegtes de altid. Sommetider blev de store også stegt, men først efter, at de var blevet flækket. Fiskefrikadeller, der blev fremstillet af brasen, hævdedes at være meget delikate. Inden fiskene blev lavet til fars fik de først et opkog. Så var skællene lettere at tage af, hvorpå det gik gennem kødhakkemaskinen sammen med flæsk og løg. Inden stegningen rørtes fasen rundt med æg og rasp.
Brasen -. frikadeller blev ikke kun spist som middagsret, men også kolde som pålæg på brød med sennep til. Og minsandten om ikke man med henblik på kold servering henkogte brasen i surt.
Røget brasen smagte lige som røget ål. Men det var lidt vanskeligere at røge brasen. For børnene skabte de store mængder af brasen ikke glæde. For når fiskene efter tolv timers saltning blev sammenbundet to og to, skulle hæges til tørring uden for huset, var det børnenes opgave, at holde fluerne borte.
De tørrede brasen blev opbevaret på loftet sammen med skinker og andre spegevarer. Saltede tørrede brasen spistes som klipfisk eller udvandedes helt og tilberedtes lige som ferske brasen. De kunne også ristes på gløder fra ovnen.
Omkring Nykirke blev store brasener undertiden tilberedt på samme måder som spegeskinker. Det betød, at de kunne holde sig længere.
Gedder ikke altid velsmagende
Gedder indtil et par pund stegtes ofte. De større af slagsen blev kogt i saltet vand og tilsat eddike og et løg. De helt store af slagsen blev somme tider stegt i ovn. De blev spækket med røget flæsk. Bradepanden blev smurt med smør og under stegningen blev der tilsat fløde.
De helt store gedder var ikke så velsmagende. De blev oftest omdannet til frikadeller, nogle blev røget eller saltet. Ferskvandskvabber og dens lever spistes altid stegt.
Niøjne blev stegt eller røget. Sidstnævnte tilberedning smagte dog bedst.
Rimten var kedelig
Rimten også kaldet ål-ænder smagte kedelig i stegt tilstand. Men den var god i kogt tilstand og fortræffelig til frikadeller. Marskboerne foretrak disse til kødfrikadeller. Sammen med rimterne hakkedes flæsk i kødhakkemaskinen ved farsens tillavning. Nogle husmødre kogte rimterne, inden de brugte dem til fars.
Uenighed om skallen
Der er meget forskellige meninger om Strømskallens egnethed som spisefisk. Men nogle fiskere brugte følgende talemåde En Skalle i Frøst (frost) er lige så god, som en ål i høst.
Nogle bønder brugte dem til foder til søer. Måske var det ikke så meget smagen, det var galt med. det var skallens mange stive ben. Min mor var heller ikke så begejstret.
På trods af dette spistes en del skaller stegte. Andre blev lavet om til fiskefrikadeller, mens nogle kogtes i surt, det vil sige gelé krydret med salt, peber, løg og eddike. Ved sidstnævnte tilberedningsmåde blev fiskebenene bløde og generede ikke under spisningen.
Men den store velsmag opnåede fisken som svæj`n skalle. Marskboerne spiste den både til morgen – og aftensmad. Skaller, der skulle saltes og tørres, lagdes i salt om eftermiddagen den ene dag og ophængtes om morgenen den næste dag til tørring uden på husmuren eller sammenbundne tre på tre på en stage i den åbne skorsten.
Saltede, tørrede skaller spistes undertiden kogt, men ellers ristedes de på gløder eller – bedre endnu – på en trefod over åben ild af blos affald fra rørskærring, som ikke gav afsmag i modsætning til træ og kul.
Sandarter var bedre spisefisk end gedder. De små fisk stegtes. De større blev kogt.
Isninger
Isninger som også kaldtes skulle spistes overvejende saltet, tørret og i ristet tilstand, men nogle stegtes dog ferske og andre blev henkogt i surt. Isninger skulle tilberedes som tørfisk. De skulle skrubbes rene. Derpå blev de saltet i et døgn og hængt til tørre.
Skuller blev ristet ligesom skaller på gløder eller i flammerne på det åbne ildsted. Derefter blev de klippet igennem på langs, så fisken blev delt i smalle strimler, der kun indeholdt små ben-stumper, som spistes med den øvrige del af fisken.
Snæbel blev både kogt og stegt i fersk tilstand. Omkring Højer gemtes snæbel som vinterråd enten nedsaltede i baljer eller saltede og tørrede.
Den kraftige sudersuppe
Sudere var velegnet til både kogning og stegning. Ved rengøringen lagdes de i varmt eddikevand. På den måde blev det lettere at ren-skrabe skindet, som var meget tykt, men af mange regnet for den lækreste del af fisken.
Suderen blev enten kogt i saltet vand eller i vand som foruden salt var tilsat eddike og løg. Ved fester og sammenkomster spistes ofte suder-suppe, der var usædvanlig kraftig. Ved suppens tilberedning kom der persille, persillerod, almindelige suppeurter, salt og safran i kogevandet.
Ål med skind
Mange marskboer foretrak ålene med skindet på, blot de var renset grundigt. Rensningen af ålene foregik på flere måder. Jeg løb ud af køkkenet, når min mor begyndte på det. Nogle lod dem løbe sig til døde i salt, hvorefter de lagdes i varmt eddikevand og skrabt.
Andre lagde dem i vådt sand tilsat eddike, hvori de selv løb slimen af sig. Ålene kunne også kommes i eddikevand, lidt inden de blev slagtet. Herved blev slimet løsnet. Men der måtte
ikke være for meget eddike, for så revnende skindet.
Men der fandtes også mere humane måder, at gøre det på. De kunne efter at være blevet slagtet ligge i varmt eddikevand en kort tid, blive skrabt. Derefter skulle de ligge i salt i 24 timer med påfølgende vask og skrabning.
Ålesuppe
Efter stegning var kogning til suppe den mest anvendte tilberedningsmetode for ål. Ålesuppe blev lavet af små ca. fingertykke ål samt andre ingredienser. De marskboer, som foretrak at suppen havde ren ålesmag, kogte den på ål, urter og salt. Men ellers brugte man foruden ål også skinkeben eller flæskesværd til suppen. Urterne var persille, porre, selleri. Nogle steder brugte man også en roe og sågar store svesker.
Ofte spistes suppen med rismel-boller, undertiden også med kartofler. Ønskede man suppen lidt mere syrlig var det muligt ved bordet at hælde noget eddike i.
Ålepotte
Ålepot var det som fiskerne selv spiste, når de arbejde ved Højer Sluse, og selv skulle lave mad i fiskehuset. Man anvendte store ål. Da ålene afgav væde under kogningen måtte de ikke dækkes af kogevandet. I dette lagdes persille, selleriblade, løg, hel peber og lidt ingefær. Åle-pot var en temmelig fed spise og var nok ikke for enhver smag.
Ål i potte
I Rudbøl kendes Ål i Potte. Større ål end dem der bruges til ålesuppe lægges skåret si stykker i en gryde og overhældes med god kødsuppe, så de lige er dækkede. Ålene koges møre og der tilsættes så meget rasp, at sovsen jævnes og bliver tyk. Der tilsættes rosiner til efter behag. Der kan udmærket spises kartofler til.
Ål i surt
Ål i surt var også noget min mor lavede. Ålene blev kogt med temmelig lidt vand, krydret med salt, eddike og løg. På grund af den ringe mængde kogevand blev suppen stiv uden husblas.
Hvor mange snaps?
Som tidligere nævnt havde min Opa en kæmpe røget ål med til Tønder. Cementrør stillet på højkant har været brugt som røgeovne i nyere tid. Ellers anvendtes tønder, som var indrettet til formålet. Ofte blev savsmuld brugt til røgning.
Der var masser af appetit i sådanne marskbeboere. Således kunne 20 personer sagtens fortære 40 pund ål til en middag. Hvor mange snaps der samtidig gled ned, vides ikke.
Saltede tørrede ål i ristet tilstand overgik ofte røgede ål i velsmag. Saltede tørrede ål var dog ikke kun egnet til ritning. Nogle udvandedes og stegtes. Disse ål var så fede, at der næsten intet fedtstof skulle anvendes ved stegningen.
Fiske – sovs
Til stegt fisk blev der i marsken smeltet smør. Til kogt fisk fik man enten smeltet smør, sennepssovs eller peberrodssovs. Til kogt, saltet fisk blev der serveret sennepssovs.
Her fra redaktionen skal der lyde velbekomme til de foreslåede fiskeretter. Fik vi fortalt at undertegnede ikke mere spiser fisk. Det blev lidt for mange fisk derude i Ny Frederikskog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere:
Om Højer, Tøndermarsken og Vadehavet :
Redigeret 6. – 12. 2021
Dato: juli 24, 2008
Helt tilbage fra oldtiden har der været trafik i Vadehavet. Her sejlede vikingerne på vej til deres mange togter. Her var der kvægtransport til Holland og England.
Vadehavet er gennem hele historien op til vores tid blevet brugt som ”transportvej” Ved kysten indenfor Lister Dyb har man fundet spor af havnesteder fra den ældre bronzealder. Der er fundet ret omfangsrig kystbebyggelse ved Ballum, Hjerpsted og Emmerlev.
Aktiviteter gennem historien
I Bronzealderen, hvor marsken ikke var dannet, i det mindste ikke i ret stort omfang, har der været havnepladser ved Daler og Møgeltønder. Allerede i Oldtiden har der været livlig skibstrafik i egnen omkring Højer og Tønder.
Angiveligt tog Angel-sachserne på deres togt til England i ca. 450 ud fra Tønder og Wendingstedt. Forskere mener at sidstnævnte sted blev ødelagt samme år som handelsstedet Rungholt ved Nordstrand i 1362.
Saltproduktion ved vadehavet
Saltproduktionen i Vadehavet har også bevirket stor trafik på Vadehavet. Saxo omtaler denne produktion i 1151. I Valdemar Sers Jordebog fra 1231 omtaltes det, at udvindingsstederne
i Frisland tilhørte de tre fjerdedele kongen, og den ene fjerdedel hertugdømmet. Denne saltproduktion er af meget ældre dato. Og måske er denne produktion årsagen til navnet Tønder (Se nærmere i artiklen ”De Første mennesker i Tønder).
De frisiske øer var landfaste
De frisiske øer menes at være landfaste og kun adskilt af Vidåens udmunding. Første gang at Sild benævnes som ø er i 1141.
Friserne brugte Vadehavet. Og de anlagde også byer langs floderne og ved kysterne. Og Tønder havde allerede omkring år 1000 en livlig samhandel med London ifølge historikeren Pontoppidan. Der er dog ikke se skriftlige beviser på disse påstande
Studeeksport
I Tønder var der en stor eksport af kvæg. Det var i begyndelsen kun borgerne og de adelige, der måtte udføre studene. Det var forbudt for bønderne. Men de rige bønder på Tønder – egnen trodsede dette forbud. Der foreligger dog ikke noget skriftlig materiale om, at dette i 1500 – tallet er foregået af søvejen. Dette sker først omkring år 1600.
Både fra Ballum og Højer udgik der flere gange om året studeskibe i hele flåder til Holland. Fra kystegnene mellem Møgeltønder og Ballum skal 94 skibe have været i fart med stude. Det var svenskerkrigene der ødelagde kvægeventyret for Tønders vedkommende.
Kysten har ændret sig
Kystens udseende afveg meget fra det nuværende udseende. En stor bue gik ind mellem det højere land omkring Møgeltønder mod nord og Vidding Herred mod syd. Dette herred var dengang en ø, adskilt fra fastlandet ved en gren af vadehavet, hvis sidste rester er Gudskog – søen. Denne bugt til Tønder blev inddiget i 1553 – 55, ved diget fra Lægan til Humdrup, mens den øvrige del af Vadehavsbugten blev inddiget i 1562 – 66.
Tønders udehavne
Egnene omkring Lister Dyb spillede også en stor rolle for skibsfarten i Vadehavet. Tønders rolle som søfartsby udspillede sig ganske vist i slutningen af 1600 – tallet. Men den vedblev faktisk til at være en ikke ubetydelig søfartsby med dens udehavne ved Vidåens udmunding Rudbøl og Højer.
Lister Dyb havde en dybde på ca. 35 meter. Den gik over i Højer Dyb, som på det dybeste sted var ca. 20 meter.
Kirkespir som sømærke
I 1628 blev tårnet på Møgeltønder Kirke ødelagt ved en storm, hvorved den tabte spiret. I en præsteberetning for Ribe Stift hedder det sig:
De hollandske kaptajner havde tilbudt at betale en tredjedel af udgifterne ved dets genopførelse på betingelse af, at tårnet blev opført i sin gamle højde. Det var vigtigt at bevare dette tårn som sømærke.
Tidligere havde både Løgumkloster Kirkes og Tønder Kirkes tårne fungeret som sømærker. Men også Hvidding Kirkes to spir var indtil kort før 1500 gode sømærker.
Gamle søkort
Man kunne være særdeles sø-kyndig og stedkendt for at kunne besejle Vadehavet. Og uden søkort gik det slet ikke. En af de bedste kort, der blev grundlaget for mange andre var et, udarbejdet af Johannes Meyer i 1643. Han kortlagde hele strækningen fra Tønder til Varde på tre måneder. Men på grund af datidens mangel på tekniske hjælpemidler vil det næppe kunne anvendes i dag.
Men allerede i 1640 havde officer Johannes Wittemack, der var digegreve i Bredstedt ”tegnet et kort over det frisiske landskab” Dette overdrog han til Christian den Fjerde. Nordgrænsen gik lige nord for Lister Dyb.
Brug lods, når du skal til Tønder
Men den ældste beskrivelse over Lister Dyb finder man hos hollandske Waghenaer fra 1585. Og han giver et godt råd:
Eller sagt på dansk. Hvis du vil mod Tønder, så tag en lods. Der var tale om, at der var lodser ved Føhr i 1644, men det første egentlige lodseri blev først oprettet i Danmark i 1686.
Mange pirathavne
Nu fandtes der nok flere havne, end der egentlig var på et søkort. Der fandtes en del pirathavne ved Marsken i det 16. århundrede. Man handlede direkte med bønderne uden at betale diverse afgifter, som man skulle i de obligatoriske havne. En udtalelse fra dengang:
Kæmpe flåde i Sydvestjylland
Hvor mange både var der dengang? Ja man ved, hvad der i 1648 – 1649 havde passeret List Strømtold. Tog man de både der var hjemmehørende i Tønder, Højer, Rudbøl, Møgeltønder, Sejerslev, Emmerlev og Hjerpsted, ja så udgjorde flåden 60 skibe på i alt 1561 læster. En anseelig størrelse.
De største skibe var St. Anna af Højer på 116 læster og Den Hvide Due af Møgeltønder på 114 læster.
Planer måtte opgives
I første halvdel af det 17. århundrede havde både gottorpske Hertug Frederik den Tredje og den danske Kong Christian den Fjerde tænkt på at anlægge en større havn ved Vidåens munding og ved Ballum. Ingen af forslagene blev dog til noget.
I 1652 kun småskibe til Tønder
Tønders udehavn var i en længere periode ved Rudbøl samt ved Højer. Kun både samt småskibe hvis mast kunne lægges ned, kunne passere igennem sluserne op til Tønder. 1652 hedder det hos Dancwerth om havneforholdene ved Tønder:
Havnen ved Højer gror til
Skibene gik gerne til slusen i dæmningen nord for Rudbøl Kog (Nordslusen) eller til Højer. På det sidste sted var skibenes anlægsplads der, hvor Sejersbækken strømmede ud gennem Højer – Rudbøl diget. Stedet lå lige ved banegården, hvor en mindesten blev rejst til erindring om, at det var her Kong Frederik den Sjette gik i land her i 1825, efter et besøg på de stormflodshærgede Halliger.
Havnen ved Højer groede mere og mere til. Skibe der indtil 1640 kunne gå hertil, måtte blive ved kysten. Emmerlev og Ballum måtte på et tidspunkt fungere som nødhavn for Højer.
Flyvesand ved Emmerlev
Kyststrækningen har hele tiden ændret sig. Ved Højer lå kysten i 1805 1,5 km længere mod øst.
Stormfloderne ændrede hele tiden besejlingsforholdene langs Vadehavet. Opskylning af sand var betydelig. Således også ved den store stormflod i 1825. Mange ”gode jorde” mellem Emmerlev og Højer blev dækket af så tykt lag sand og grus, at man frygtede for begyndende ”flyvesandsdannelse”.
Dige-byggeri ved Ballum
Da man byggede diget fra Ballum til Astrup under verdenskrigen ved hjælp af krigsfangere ændrede besejlingsforholdene sig. Bredeås udmunding blev flyttet tre kilometer sydligere. Der blev nu færgeoverfart fra Ballum Sluse til det nordlige Rømø. Fra Ballum var der livlig sejlads. I 1851 – 52 var der dampskibsforbindelse til England. Hvis skibene var for dybtgående ankrede de først op ved Havneby på Rømø og lodsede en del for derefter at tage til Ballum.
Da man anlagde diget over Bredeå-lavningen i 1915 – 1917 kom mange af materialerne af søvejen. Skibene, der bragte disse materialer var ofte tremastede jernskonnerter, som lagde til ved Rømø Dybs stejle kanter, hvorefter man lagde skinner ud til dem og lossede pr. tipvogn.
Færgeforbindelse fra Højer
I 1822 anlagdes en lille havn i Keitum, hvorfra der gik færgeforbindelse til Højer. Men denne forbindelse måtte forlægges til Munkemarch. Man havde store problemer med at holde en rende fri, således at den lille damper, der besørgede overfarten kunne komme ind.
I årene 1850 – 59 forsøgte man flere gange at etablere en dampskibsrute fra Husum til Højer. Selv om damperne ikke havde en dybdegang på mere end 2 fod, blev de hele tiden siddende fast i slikken.
Kanalen sander til
Der var også problemer med Højer Kanal, der var anlagt i 1799. I 1855 – 61 kunne både med en dybde på 6 – 7 fod komme ind med ordinær flod. Men senere sandede kanalen til, så fartøjer med en dybde på mere end 4 fod havde problemer.
Ny havn ved Højer
I 1844 havde man nye planer klar til en ny havn ved Højer. Opsamlingsbassinet skulle ligge i Sejerbæk lavningen øst for Højer og ladepladsen ved kanalen til Vidåen.
En middelmådig havn ved Højer
En unormal lav vandstand kunne forhindre ind – og udsejling i længere tid. I august 1851 måtte ”kreaturudførselsdamperen ”Jylland” blive liggende i Højer i 8 dage med kreaturerne ombord.
Den danske Lods 1850 var en slags haneguide, der inddelte havnene i forskellige klasser. Ingen af havnene ved vestkysten kom ind på klasse 1. Men Rømø Havn betegnes som sommerhavn af anden klasse, hvilket betød, at de havde en dybde på 18 fod. Højer blev betegnet som vinterhavn af 5. klasse.
Uddybning af skibskanal
Et forslag fra Otto Kier i 1857 gik ud på at man ved den påtænkte ind-digning af Ny Frederikskog ikke byggede sluser ved Højer, men derimod byggede en åben skibskanal til Tønder. Den skulle flankeres af dæmninger på begge sider for at beskytte de lavtliggende marskegne mod flodvandet. Kier håbede at både Tønder og Højer blev Flensborgs vestkysthavne.
Sejlads til Norge, Sverige og England opgives
Fra 1855 – 61 foretog man en uddybning af havnen, så skibe med en dybde på 6 – 7 fod kunne anløbe Højer.
Masser af planer gik forbi Højer. Men tyskerne havde ikke opgivet tanken om en tysk nordsøhavn i Sønderjylland. Besejlingsforholdene ved Højer var meget dårlige. Man kunne ikke få skibe med 8 fods dybde til at anlægge Højer, så sejladsen mod England, Norge og Sverige måtte efterhånden ophøre. Der kostede både mere tid og forhøjede fragter, når man skulle lodse
”udenfor Barren”.
I en klage til Rigsdagen i Berlin, klagede 66 kaptajner fra Sild over forholdene både på Sild og ved Højer.
Emmerlev var ikke optimal
Det eneste sted, der kunne losses og lades var ved Emmerlev, selv om forholdene ikke var gunstige. Badestedet på Sild blomstrede op, og det gav anledning til større persontrafik. Ved ugunstigt vejr var det umuligt at landsætte passagerer og gods. Lodsningen og lastningen måtte foretages med vogn.
Da Tønder – Højer banen var en realitet ville man forlænge den til Emmerlev. Her ville man anlægge en havn og lave en rende ud til Højer Dyb. Men denne plan måtte opgives.
Man havde også planer om, at lave en dæmning ud til Højer Dyb. Den skulle have været på 5 kilometer. Også den plan blev opgivet.
Kalkudvinding
En ikke uvæsentlig produktion af kalk foregik langs Vadehavet. Det var muslingeskaller der blev samlet og forarbejdet. Der fandtes bl.a. kalkværker i Tønder og i 1860 blev der grundlagt et kalkbrænderi i Højer. Ved stormfloden i 1894 tilsandede mundingen, så den blev helt ufarbar ved lav flod. Derfor måtte færgen Sild – Højer flere gange omdirigeres til Emmerlev.
Dæmningerne havde store konsekvenser
Landindvindingsarbejderne har i betydelig grad ændret for betingelserne for sejladsen i Vadehavet. Hindenburgdæmningen har umuliggjort kystfarten i væsentlige dele af Vadehavet. Og det samme kan man sige om Rømødæmningen. Sidste år inden Hindenburgdæmningen omsatte Højer Havn 10.354 tons. Året efter var der kun 565 ton. Nedgangen skyldtes blandt andet at færgefarten til Munkmarsch blev indstillet.
I 1934 befordrede jernbanen Tønder – Højer en del gods, mens en del blev befordret med lastbil.
Kilde:
Redigeret 8.- 12. – 2021
Dato: juni 18, 2008
Tøndermarsken var et sandt amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære en båd.
Emil Nolde fortæller i sin bog Welt und Heimat:
Bager og købmand Max Pörksen kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.
Masser af vand
Under de månedlange vinteroversvømmelser var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje. Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.
Foruden de større søer, Gudskog Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken, som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler og grøfter.
Både var nødvendige
Mange marskboer havde to – tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde. Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.
Kombinationen af kvæghold og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.
De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved Grønland på tyske og hollandske skibe.
Masser af ål
Efterårets ålefiskeri foregik i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der solgt både ål og gedder.
Der var masser af ål i vandløbene. Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt. Efter tøbruddet lå der over en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag som var over 10 – 15 meter bredt.
Fiskeriet i marsken havde dog sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600.
Græsarealer blev lejet
Mange marksboer måtte leje græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører. Man lejede efter begrebet en Ku´s Grejs. Udlejningen foregik ved en årlig auktion
Stormflod
Stormflod er et begreb man ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter.
Den værste stormflod i historien fandt sted den 16. januar 1362. Der grote Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen 100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923.
Også stormfloden 1. november 1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne. Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne.
Misthusum
Den forladte landsby Misthusum fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.
Ulykker i marsken
I tidens løb er mange omkommet på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker, uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.
I Tonderschen Zeitung den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke.
En møllebygger fra Fiskehusene druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.
Kvinderne i marsken var altid bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.
Nogle af de mange ulykker skete da også efter rigelig indtagelse af spiritus.
En fisker, der efter en munter aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr, fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte båd. En anden fisker, en gammel mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.
Under en bådtur til Tønder efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder faldt han udenbords og druknede.
Carsten Holt, Tønder sejlede i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt. Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet. Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til å-bredden.
Når Højer Sluse lukkes
Når der var vedvarende vestenblæst med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset. Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren.
Vidåen – Danmarks mest vandrige
Vi andre har ofte badet i Vidåen og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab. For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte dyb, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.
Vidåen er Danmarks mest vandrige å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland.
Tøndermarsken – et naturområde
Tøndermarsken er blevet et fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet. Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer andre steder i verden..
Men der er også mange grunde til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning. I området er der også konstateret mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene. Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet end sort sol.
De mange ”Ballum´ er”
Vi er her på redaktionen blevet spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er afledt af forhøjning.
Mod øst ligger Forballum, Så har vi Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende – Ballum. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til Havneby på Rømø. Så følger Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum.
Emmerlev Klev
Når vi nu er ved de kanter, skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en stejl klint.
Det var også her vi gik til dans og svingede de “skjønne” piger, for mange år siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Dato: juni 18, 2008
Helt frem til begyndelsen af 1900 – tallet var der travlhed ved slusen. En masse gods blev importeret og eksporteret. Fra ålefiskerne var der meget aktivitet. En helt speciel stemning var det at side inde i en varm stue, når blæst og regn slog mod ruderne i Ny Frederikskog.
Fra Højer blev der i 1856 udført op til 1.000 laster indenlandske produkter (1 last = 2.500 – 3.000 kg.). fra Højer til Tønder blev der viderebefordret:
Kæmpe aktivitet 1871 – 1875
En væsentlig del af disse produkter blev transporteret af bådmændene fra Rudbøl. I tidsrummet 1871 – 1875 udgjorde de ind – og udførte varer:
Op til 21 skibe på en gang
Op til 21 skibe er ifølge vidner fra den gang på en gang afsejlet fra Højer. Der kom skibe fra England, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland. De engelske skibe bragte stenkul og modtog korn. Fra Norge kom der træ, og fra Bremen kom der tobak.
Varetransporten fortsatte
Da skibsfarten på Højer døde ud, ophørte også bådfarten med gods til Tønder. Varetransporten inden for marskområdet foregik dog helt frem til 1930’erne. Særlig sten, der blev produceret
af teglværkerne i marsken eller på gestkanten blev ud-sejlet til byggepladserne eller til en trælasthandel i Tønder og videresolgt.
Møllebyggeri
Ved Højer fandtes der før afvandingen to møller. Desuden var der en ved Nørremølle og hele 12 stk. på Schackenborgs besiddelser. Disse pumpede om sommeren vand ind til kreaturerne i fennerne og kunne om vinteren pumpe vandet ud derfra. Sådanne møller samt almindelige kornmøller blev bygget og repareret af to møllebyggere, som sejlede til de steder, hvor de arbejdede.
Træet til byggerierne blev købt i Aabenraa, og kom til Fiskehusene på vogn. Herfra blev det sejlet videre.
Speciel stemning i Ny Frederikskog
Arbejdet med at passe ruserne ved Højer krævede sin mand. Derfor havde fiskerne et hus, hvor de overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. En kraftig ret kogt på store ål. Det var især fiskerne fra Rudbøl, der benyttede dette hus.
Fiskerne fra Højer delte retten til at sætte ruser med kollegaerne fra Rudbøl. De deltes også om siderne. Ruserne og radgarn, som fiskerne brugte knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Det gjorde min bedstefar (Opa) også ude i Ny Frederikskog. Bryggerset var ofte fuldt af opsat garn. Mens han gjorde det fik piben ikke for lidt.
Trængte han til en pause, ja så tændte han ofte sin B&O transistorradio, der havde skibsbølge. Så lyttede han til Blåvands Radio eller Nordteich Radio.
Ja og så er min bedstefar blevet genkendt af læsere af denne hjemmeside. En af dem har serveret kaffe for ham, da hun var en lille pige. Min bedstefar arbejdede sammen med hendes far ved slusen.
Det var en hel særegen stemning, når blæsten og regnen larmede ude fra forlandet i Ny Frederikskog.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 8. – 12 – 2021
Dato: februar 10, 2008
En læser har gjort os opmærksom på mystiske ting på den lille ø, Jordsand, der ikke eksisterer mere. Læs den dramatiske beretning om øen, der engang var landfast. Militære aktioner er foregået i nærheden af og omkring øen. Der var også planer om, at indrette en jernbanestation på øen.
Vi kunne godt engang imellem se Jordsand, dengang fra Højer Sluse. Øen eksisterer ikke mere. Den forsvandt i 1999, kom lidt til overfladen igen, men ingen har set øen siden 2001.
Øen var ikke let at se med det blotte øje. Den lå cirka 6 – 7 kilometer fra den gamle sluse i nordvestlig retning. På det højeste sted var den vel cirka 2 meter, og den var vel dengang ikke mere end 15o meter lang. Det skulle være vindstille, ellers have vi ikke en chance. Min bedstefar (Opa) fortalte om et rigt fugleliv og mange sæler på øen. Han havde ofte været derover.
Brev fra en læser
Øen var et paradis, nej ikke som Atlantis. Det var et fugleparadis, men det var også en mystisk ø. Det siges, at der ligger 800 hollandske søfolk begravet på den sunkne ø. (Søslaget ud for Højer) (Svenske tropper i Tønder).
Og flere mystiske ting er sket. Det får ikke svar på i denne artikel, men i en kommende artikel. Jeg fik et brev fra Gerd Uwe Christiansen fra Tønder. Han skriver blandt andet:
Vi glæder os meget til at kunne præsentere læserne for denne spændende historie. Men vi har også i vores spændene efterforskning fundet ud af noget.
Danmarks eneste hallig
Jordsand var Danmarks eneste hallig. I mange århundrede har øen modstået havets angreb. Men den blev mindsket mere og mere. Det vides at marsklandet i det frisiske vadehav har været forholdsvis tæt bebygget i år 1000, og at de første dige-anlæg stammer tilbage fra det 13. århundrede.
En kongelig jagthytte
Første gang vi støder på Jordsand i litteraturen er i 1231. Det var i Kong Valdemar den Andens Jordebog, Her er øen nævnt i en ø-liste over kongegods som Hjortsand Hus.
Man mener, at det er tale om en jagthytte. Hjortsand skulle således betyde Hjortesand, og dermed henvise til, at øen havde huset jagtbart vildt. Så sent som i 1905 har man observeret hjortevildt på Jordsand.
En stor hytte
I det 13 århundrede var Jordsands areal 2.000 ha ifølge den tyske forfatter Breckwoldt. Sandsynligvis var den engang landfast med Jylland. Måske har den også været landfast med Sild. Vidåen kunne have haft sit udspring mellem Amrum og Sild.
De første ejere
I Tønder Amts jordebøger er der flere oplysninger om bebyggelse og ejerforhold på Jordsand. Den første ejer, der kan findes er Laurenz Freese, der besad øen fra 1537 til 1591. I 1537 betalte han 24 mark og i 1543 22 mark og 1 tønde smør til slottet i Tønder. Det var omkring det dobbelte af, hvad den næststørste skatteyder i Hjerpsted sogn måtte yde.
I 1607 nævnes yderligere to ejere, Matz og Jens Michelsen, der årligt tilsammen svarede en tønde smør til slottet. Fra jordebogen kan citeres (læg mærke til sproget):
Noget tydede dog på, at øen efterhånden kun var beboet om sommeren.
Masser af søkort
I 1649 kan man på Johannes Meyers kort se arealet på øen til cirka 600 ha. Måske har Meyer også set “Landcarte von dem alten Nordfrieslande. Anno 1620″ Det kunne også være, at han havde set et hollandsk søkort fra 1585. Nogle år senere udarbejdede den danske officer og digegreve Johannes Wittenmarck sit søkort Frisa Minor over farvandet mellem Lister Dyb og Ejderen.
Kartografen, Niels Hegelund foretog i 1689 opmålinger i Lister Dyb, og udarbejdede et af de første nøjagtige søkort i danmarkshistorien. Det spændene ved det kort er en ankerplads Kongens Havn mellem Sild og Jordsand. Flere kort fulgte, men de var meget unøjagtige og nogle var direkte forkerte.
Store tab på øen
Arkivmateriale vidner om, at beboerne til stadighed søgte om nedsættelse af skatter og afgifter, på grund af ødelæggelser fra stormene. Således behandler Kgl. Rådherre Müller, den 5. marts 1731 en sag. Han henstiller til, at amtmand von Holstein i Tønder, eftergiver en restance på 85 rigsdaler 13 skilling og 3 pfennig.
I 1782 ejer Hans Pilgaard begge lodder på Jordsand. Men han føler sin ejendom truet. Gennem kammerherre von Bielke anmoder han amtmanden om at besigtige øen. Men amtmanden afslår. Han vil ikke i den farlige årstid besigtige øen. I øvrigt gør amtmanden opmærksom på, at han selv skal klare det økonomiske, eventuelt kan der søges tilskud fra staten.
Først i 1805 kommer Videnskabernes Selskabs kort (1 -120.000), og i 1807 blev der foretaget opmålinger af søløjtnanterne Holst og Tuxen. Her opgives øens areal på 40 ha.
En tragisk hændelse
I 1834 ejes Jordsand af M. Mathiesen, Hjerpsted Stampemølle. Øen blev brugt til kreatur – og fåregræsning om sommeren samt til høslæt.
Mathiesens søn, Hans samt to søskende og en tjenestekarl blev under turen hjem fra Jordsand, hvor de drev nogle kreaturer pludselig overrasket af pludselig højvande og storm. Alle fire druknede i renderne. Og kun den 22 – årige Hans blev fundet, og begravet på Hjerpsted Kirkegård.
Øen skrumper
I 1841 viser et andet kort, øens areal på 35 ha.
Og i 1873 er der foretaget en matrikulering af øen, arealet blev da beregnet til 18,4 ha. Kigger man på Geodætisk Instituts målebordsblad fra 1936, ja så er vi helt nede på 7, 2 ha. I 1973 var vi nede på 2,3 ha.
Mange ejere
Den 14. april 1897 ansøgte de daværende ejere, at det hus, der blev ødelagt af en storm, blev genrejst på statens bekostning. Dette blev dog afvist. Og øen blev i 1899 solgt til hotelejer Søren Panku fra List for 1.350 Mark. I 1900 købte apoteker Wasmuth fra Hamburg øen for 3.000 Mark.
I 1923 blev øen ejet af Jens Winther Jensen fra Bådsbøl. Det v ar det sidste år, hvor øen blev brugt til græsning. En sommerstorm var årsag til adskillige druknede får og heste. I 1907 blev fuglelivet fredet på øen. Og i 1939 blev øen og det omkringliggende Vadehav på 10.000 ha vildreservat.
Har vi fundet den rigtige Ehmsen?
I 1943 købte gårdejer Medert Ehmsen, Rejsby øen. Den havde han helt til sin død i 1973. Derefter var det enken, Herle, som var ejer af øen. Måske er det enke Ehmsen, der bliver talt om i begyndelsen af denne artikel. I øvrigt fandt Ehmsen en cisternebrønd på øen i 1969. På Meyers kort fra 1649 er der indtegnet et hus, omtrent det sted, hvor brønden blev fundet.
Mon denne Ehmsen er i familie med den Ehmsen, der boede på Lærkevej i min ungdom og lejede mapper med ugeblade samt udlejede vaskemaskiner?
Forsøg på kystsikring
I 1976 forsøgte man at gøre noget ved kystsikringen Men forgæves. Det var netop også i 1976 en kæmpe stormflod overdækkede Jordsand. Dengang var vandstanden på over 4 meter herude. Øen lå på Jordsand Flak, der havde en længde på 8 kilometer. Det er et sandområde og resterne af et fastlandsområde.
Masser af stormflod
De ældste beretninger om stormfolder stammer tilbage fra 1200 – tallet. Men det er vel først efter september-stormen i 1362 vi har nogenlunde sikre beretninger om ødelæggelserne.
Her forsvandt 30 sogne, og det gik værst ud over halligerne i Tyskland. Under november-stormen i 1436 gik det hårdest ud over kysten længere nord på. Silds sydlige del blev oversvømmet, og områderne omkring Højer blev delvis ødelagt. Samme område blev hærget i december 1615, hvor vandet nåede helt ind til Tønder.
Stormen den 11. og 12. oktober 1634 blev en af de største. Her druknede over 8.000 mennesker, og store marskområder forsvandt i havet. Bland de landsbyer, der blev udslettet var Misthusum nord for Ballum.
Dengang var Jordsand beboet, men der er ingen beretninger om skaderne på øen dengang. Men julenat 1717 ramte stormfloden Jordsand. Øens daværende ejere, Tyge Nielsen og Nis Hansen søgte ifølge Højer Herreds tingbog:
Senere i 1743 anmoder Tyge Nielsen om en ny taksering af
Under stormfloden i februar 1825 druknede 75 mennesker på de tyske halliger. Natten mellem den 7. og 8. december 1895 ramte en ny stormflod Vadehavet og et stråtækt muret beboelseshus på Jordsand samt det værft, huset var bygget på, forsvandt i havet. Under den samme storm blev øens trigonometriske station skyllet ud mod stranden.
Den 30. – 31. august 1923 overskyllede en stormflod Jordsand, og en del får druknede.
Den 16. februar 1962 raserede en storm, store dele af den frisiske kyst. Fundamentet til Vildtbiologisk Stations observationshytte blev undergravet af vandet, og næsten 10 meter af sydkystens klitter forsvandt. Hytten blev senere samme vinter flyttet til et mere sikkert sted på øen.
Det berømte søslag
Under træfningen med den hollandske/svenske flåde i 1644 omkom en masse hollændere. Historiske kilder påpeger, at de blev begravet på Jordsand. Men også en del af dem blev begravet
på Sild. Nogle kilder påpeger så igen, at der var en del svenskere imellem.
Ifølge en tysk kilde fra 1652, Caspar Danckwerth, blev adskillige hundrede svenske soldater begravet på Jordsand. På et af Meyers kort fra 1644 er stedet markeret.
Udskibning til England
Og så kommer vi antagelig til begyndelsen af denne artikel.
I 1689 under tronstridighederne i England henvendte Vilhelm den tredje sig til Danmark om hjælp. Den 15. august 1689 blev der underskrevet en traktat, hvor Christian den femte overlader den engelske konge 1.000 mand kavaleri og 6.000 mand infanteri, der skulle sejles til enten England, Skotland eller Irland.
Efter den engelske konges ønske skulle der være seks skibe. Fire på 300 mand og 40 kanoner, og to på 250 mand og 30 kanoner.
Problemet for Danmark var at finde et egnet udskibningssted. Schoutbynacht C.E. v. Stöcken blev udpeget til at lede operationen, og kartografen Niels Hegelund blev som tidligere nævnt sendt til Vadehavet for at finde en egnet ankerplads.
Vandretur over Jordsand Flak
Det blev bestemt, at tropperne skulle gå over Jordsand Flak til Jordsand, og derfra i mindre både sejlede ud til den opankrede transportflåde. I en rapport dateret Lister Dyb den 20. oktober 1689 meddeler v. Stöcken:
Proviant kørt over af lokale bønder
Soldaternes proviant blev kørt til Jordsand af lokale bønder, og det beskrives, at mens bønderne opholdt sig på øen, satte det i med tåge og storm. Således at de i tre dage var prisgivet naturens luner. I en rapport fra hovedkvarteret hedder det sig:
Det sidste er oversat til nudansk. Men man kan undre sig at udskibningen fandt sted på denne årstid.
Havne – og jernbaneplaner
Da jernbanerne skulle anlægges i Sønderjylland, var Jordsand også med i tankerne. Øens beliggenhed var kun et par kilometer fra Højer Dyb, der kunne befares af dybtgående skibe. Men efter krigen i 1864 faldt planerne til jorden, da en vestkysthavn i Esbjerg blev anlagt.
Men i 1880’erne kom tanken igen, med en havn i nærheden af Højer Dyb. Den 4. november 1889 kunne man i den dansksprogede med tysksindede avis Folkebladet læse følgende:
Den storslåede plan blev ikke til noget.
Kilde bl.a.: Palle Uhd Jepsen:
Jordsand – fuglenes ø i Vadhavet (Bygd 1976)
Nogle
af de omtalte emner behandles i følgende artikler: