Søgeresultater på "En berømt mand fra Øster Højst "
Dato: august 7, 2020
Et strejf af Burkal Sogns Historie
Sådan opstod Burkal og Bylderup. Vi hilser på nogle af de ældste beboere. Klosteret i Løgum havde stor interesse i sognet. Kirken opført i 1225. Og så blev der opført en middelalderborg. Der var masser af skov. Også kongen opkøbte i området. I 1710 var der fem skoler. Og så måtte en mand og konens søster pludselig flygte. Pietismen holdt sit indtog. Vækkelsen nåede præstegården. Og så kom de stakkels kolonister syd fra. Dem brød beboerne sig slet ikke om. Der var også en drikfældig pastor. En af de mest aktive var pastor Kok. Han skaffede læremidler og drømte en bondeskole. Der kom nye vækkelser i sognet. Pastor Kok blev stenet ud. 75 mand fra sognet faldt i krigen. Pastor Schwartz blev i sognet efter afstemning. Nervøsitet i rens den 10. februar 1920. Lille dansk flertal i 1920. Flere missionshuse opstod i sognet.
Sådan opstod Burkal og Bylderup
Vi har været i området mange gange før, og allerede nu ved vi, at vi kommer igen. Det sværere ved at skrive historie er jo at finde ud af, hvor stort det område er, som man skriver om. For dengang så Burkal Sogn helt anderledes ud. Som sædvanlig kan du kigge bagerst i denne artikel, hvad vi har skrevet om området langs grænsen.
Ifølge sagn var Bylderup og Burkal opført af to jomfruer, den ene ved navn Bur. Og et andet sagn fortæller at kirkerne er bygget af to kæmper, Byl og Bur. Og det med samme redskab som de kastede frem og tilbage. Men de to kirker ligger også kun tre kilometer fra hinanden.
Nogle af de ældste beboere
En af de ældste beboere som vi kender fra Burkal Sogn, er Ubbe Tordsen. Han er fra Jyndevad. Han var i strid med munkene med munkene fra Løgum. Han har nok været en betydningsfuld person for kongen blandede sig men gav munkene medhold.
Men om Tordsen boede i Jyndevad, er nok tvivlsom, når kirken blev bygget i Saksborg. Se denne historie foregår helt tilbage i 1245.
Senere omkring 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsslægt.
Kongen køber stort ind
Vi hører også om, at Frederik den Første, mens han var hertug i Sønderjylland, købte store jorder i Lydersholm af munkene i Løgum. Det fortælles at munkene fra Løgum allerede før 1237 ejede både vandmøller, jorder og fiskedamme i Lydersholm.
I 1519 er det bispen i Ribe bytter sig til en ejendom i Lund som har været i Løgums besiddelse. Ja og så ved vi at Erik Sture ejer Vrågård i 1490 men i 1494 sælger svigersønnen Tiellof van der Wijk ejendommen til Løgum.
Klosteret havde store interesser i sognet
Det fremgår tydeligt at klostret have store interesser i sognet. Men her huserede også diverse adelsslægter. Også slægten Blå, der havde interesser i selve Burkal. Det meste interessante er nok Nolde og det formodede gods der. Man sagde at før 1368 var ejeren, Peter Ebbisen. Den sidste ejer skulle være Tyge Fra Nold.
En herregård i Nolde
Der findes ikke skriftlige vidnesbyrd om denne gård. Men landmændene har i området fundet træ, der stammer fra vold og vejanlæg. Man kender jo også historien om denne Tyge fra Nold. Ja vi har allerede omtalt den. Men mon ikke vi på et tidspunkt skal lave en hel artikel om denne historie.
En middelalderborg
Mens vi er ved adelen, så må vi ikke glemme Solvig og Grøngård. Vi hører også om almindelige folk såsom sandemænd i forbindelse med retssager og handler. En del af beboerne var afhængige af adelen mens andre var frie.
Solvig er hvis nok Danmarks ældste landbrugsbygning, som stadig er i brug. Ja vier ca. 5 km øst for Tønder. Det er en mægtig staldbygning, som med jernankre bærer årstallet 1585. Det er sidste rest af Melchior Rantzaus renæssanceborganlæg, hvis hovedbygning var et dobbelt langhus, sammenbygget i siderne.
I 1965 – 66 udgravede Nationalmuseet i engen nord for Solvig rester af en middelalderborg, der er opført på en kunstig holm hvis sider var befæstet med solidt bolværk af træ. Man fandt rester af et mindre fæstningstårn, der oprindelig – sandsynligvis i 1300 – tallet havde været opført af græstørv. Men senere blev afløst af et trætårn.
Omkring 1550 blev gården flyttet fra holmen ind på det faste land, hvor der rejstes en beskeden bindingsværksbygning. Renæssanceborgen med stald og lade blev opført. Efter at Melchior Rantzau havde overtaget Solvig i 1583. Den købtes af hertugen i 1601.
Senere har den tilhørt adelsslægterne Ahlefeldt og Outzen. Siden 1884 har den hørt under Schackenborg.
Hovedbygningen blev ødelagt 1622 af ”et Guds vejr”. 16 år senere brændte laden. Stalden blev også raseret af en brand i 1987, der ødelagde taget. Det blev genoprettet året efter, så bygningen står omtrent sådan som den gjorde for 400 år siden. Den nuværende hovedbygning er et hvidt stråtækt hus fra 1851.
Solvig Vandmølle, der ligger ca. en kilometer nordøst for gården, er en markant toetagers bygning fra omkring 1770.
Kirken opført i 1225
Vi ved også at kirken i Burkal er opført omkring 1225. Kirken er nok en af de yngste i Slogs herred. Sammen med Højst, Bylderup og Hostrup er de bygget af munkesten, mens Tinglev og Ravsted er bygget af kampesten.
Ved kirkens istandsættelse efter reformationen i 1622 er man gået meget hårdt frem. Alt inventar fra den gamle middelalderkirke er forsvundet. Det synes aldrig at have været et rigtigt tårn på Burkal Kirke. Og egentlig er der en dyb tavshed om kirkens historie de første 300 år.
Ved Højmessen blev der normalt ikke prædiket. Messens midtpunkt var nadveren. Måske har sognepræsten prædiket ved andre lejligheder.
De egentlige prædikanter var tiggermunkene, der vandrede rundt i landsbyerne og tiggede. I Tønder blev der oprettet et Franciskanerkloster(gråbrødrene) i 1238 og i 1275 et Dominikanerkloster (Sortebrødrene). De har sikkert haft deres gang i Burkal.
Præsterne havde husholdersker
Præsterne ved landsbykirkerne levede anderledes end munkene. Imod kirkens vilje havde de en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende. Men det forhindrede ikke, at de havde børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle. Disse præster var med i gilder eller broderskaber. I 1517 var Burkal – præsten med i ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab” i Flensborg.
Normalt var der kun en sognepræst ved hver kirke. Men der kunne oprettes et kapellanembede. Det var en vikar, som blev betalt af broderskabet. I slutningen af middelalderen blev der oprettet sådan et embede for Bylderup og Burkal Sogne som man brugte i fællesskab.
Masser af skov
Arealerne ved Lydersholm i 1503 bestod mest af skov og ufremkommeligt krat. Det meste af denne skov blev brugt til digebyggeri. Hertug Hans den Ældre havde opført gården Grøngård. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot. Det stod færdigt i 1570.
Hertugen dør i 1580. Nu kom Tønder Amt under Gottorp. Og den gottorpske hertug var ikke jæger, så jagtslottet forfalder. Allerede i 1648 rives halvdelen ned og i 1656 resten.
Det gamle inventar forsvinder
Burkals gamle middelalderlige døbefont blev i 1622 erstattet af et ny. Og i 1928 blev det gamle middelalderlige alterbord nedrevet og et nyt bygget af munkesten. Altertavlen og prædikestolen er fra 1622. Loftsmaleriet er også fra dette årstal.
Det 17. århundrede var fuld af udred og krig. Overraskende er det, at man havde råd til at istandsætte kirken. Efter den store istandsættelse mellem 1625 til 1629 fortsatte man i 1637 med at udvide kirken mod vest.
Svenskerne raserer
Svenskerne kommer i 1643 og 1645, hvor de hærger og plyndrer landet. De ødelægger også flere ting i kirken. Men helt galt gik det åbenbart ikke for i 1653 har man råd til at male kirken.
Da svenskerne så kom igen i 1657 – 1660 havde man købt en beskyttelse for seks mark. Selv om det i denne omgang ikke gik ud over kirke og præstegård, så betød svenskernes besøg at sognet blev meget forarmet. En del måtte således forlade deres gårde. Dem der blev tilbage kunne næsten ikke få til føden.
Som skrevet kom Burkal Sogn under den gottorpske hertug i 1580. Forholdet mellem kongeriget og gottorperne var meget fjendtligt. Den gottorpske hertug gik over på svenskernes parti, så de svenske tropper i landet var nærmest allierede men tropperne plyndrede af hjertens lyst både venner og fjender.
Den danske konge besatte landsdelen både omkring 1675 og 1685. Men dette var bare en forlængelse af udhungringen, der havde fundet sted gennem hele århundredet.
Der blev ikke sunget meget i kirken
Men man fortsatte med kirkebyggeriet. Således kunne man i 1663 bygge en tagrytter på kirken som erstatning for den gamle klokkestabel på kirkegården.
Der blev ikke sunget meget i kirken på daværende tidspunkt. Man kunne ikke melodierne eller salmerne. Nogle gange var man kun inde i kirken, når der var prædikenen. Men nåede tyder på at kirken alligevel har haft en vis tilstrømning.
Pastor Hoyer dør i 1650 og embedet blev overtaget af magister Andreas Amders, en rektor fra Tønder. Som det var mode på den tid, skrev han vers og mindedigte over afdøde.
I 1710 er der fem skoler i området
Vi hører om en skole i Bylderup for drenge fra slutningen af det 16. århundrede og i 1710 er der fem skoler i sognet. I Burkal Skole går der kun 6 – 7 børn. Det var også begrænset, hvilken adgang man havde til litteratur.
Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633 anskaffede man i Burkal Kirke i 1699.
Der synges på dansk
Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far Andreas som præst i sognet. I hans tid omkring 1717 udkom den såkaldte Varnæs – salmebog. Også dette tema vil vi senere tage op på vores hjemmeside. Men det syntes som om dette havde en forbindelse til Burkal. Udgiveren var fra nabosognet Bylderup. Præsterne i Slogs Herred synes at være præsenteret for denne inden udgivelsen.
I en indberetning har Amders skrevet:
Der sørges ikke for de fattige
I 1710 blev der fra ”den høje kommission” i Tønder udsendt et spørgeskema med 65 spørgsmål. Så vidt vides har man aldrig forsket i disse. Dette kunne være meget interessant. Men spørgsmål nr. 60 lyder således:
Amders svarede:
Manden og søsteren flygtede
I 1722 berettes der om en mand, der havde både sin kone og hendes søster i huset, levede sammen med begge kvinderne og de blev gravide begge to. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten lod konen som om, at det var hendes barn.
Præsten kom og døbte dette barn. Alt var i skønneste orden, men da konen stod op af ”barselssengen”, kunne folk jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede. Begivenhederne fandt sted i Lund. Det har sikkert givet anledning til megen snak og rysten på hovedet.
Da Pietismen holdt sit indtog
Christian Amders dør i 1725 og dermed endte den ortodokse tid i Burkal. I 1665 åbnede Christian Albrecht Universitetet i Kiel. Alle de hertugelige præster havde studeret her. Men i 1721 blev hele Slesvig samlet under den danske konge. Men administrativt blev hertugdømmet ikke indlemmet i kongeriget. Og sprogligt blev der stadig regeret på tysk.
Det synes som om, at den unge Enevold Ewald, en søn af præsten i Højst havde introduceret sognet for pietismen. Han kom hjem til sin far i 1718 og var helt optaget af de som han havde lært i Jena. I 1727 blev han kaldt til København, hvor han skulle lede Vajsenhuset.
I Burkal kom også en ny degn, der hed Paul Asmussen. Han havde været hos Nikolai Brorson i Bedsted. Og denne var også betaget af pietismen.
Beretning om landsbyen Nolde
I Tønder Amts Jordebog for 1712 står det om Nolde:
Engene havde stor betydning for bønderne og udskiftningen mellem bønderne begynder allerede på dette tidspunkt i Sønderjylland. Så tidligt som i 1713 begynder man at dele engene imellem sig i Hostrup Sogn. Man går bort fra den gamle fællesdrift.
Det ser ud til at man i Lund udskiftede engene i 1757 og agerjorden i 1768, mens man skiftede i Rens allerede i 1741.
Vækkelsen nåede præstegården
Omkring 1742 kom den vækkelse, der finder sted i sognet også til præstegården og Amders kommer med i kredsen af pietistiske præster i landsdelen. Fra 1742 er kirken i Burkal et vigtigt centrum for vækkelsen i Midtslesvig. I 1769 under præsten Peter Petersen var der 35 vakte sjæle i sognet. Men højdepunktet nåede man i 1781, da var man nået op på 200.
Det går rygte om denne præst. I sognets bevidsthed står det om at han fik det hele til at blomstre. Som prædikant greb han tilhørerne. Han var præst i sognet fra 1750 – 89. Han profeterede sin egen død.
Efterfølgeren Andreas Prætorius kom fra Hellevad og fulgte helt i forgængerens spor. I de næste 75 år forsvinder den pietistiske/herrnhutiske bevægelse langsomt fra sognet.
De stakkels kolonister syd fra
Ikke mange ved, at der i sognet har været kolonister i Lille Jyndevad, Stade Mark og Rens Mark. Kun en fjerdedel af landet var opdyrket. Kong Frederik den Femte forsøgte at få folk ud fra det gamle bondesamfund og opdyrke heden, men det mislykkedes.
Derfor sendte han en agent til Frankfurt med den specielle opgave at få folk til at rejse nord på. De skulle komme til Danmark og bl.a. dyrke kartoflen. Gennem et opråb i en avis i april 1759 og senere gennem trykte plakater var folks opmærksomhed henledt til opdyrkningsarbejde i Danmark. Og det var tillokkende. Der blev lovet rigtig meget.
Lyng til bæltestedet
Den 12. oktober 1762 ankom et stort vogntog fra Flensborg til Kravlund Kro. Det var 157 familier bestående af 549 personer af de fra Sydtyskland tilkaldte kolonister. De var udset til at påbegynde opdyrkningen af hedearealerne i Tønder Amt.
I vinteren 1762 – 63 var der kommet mange flere kolonister til Rens end og Jyndevad end der var behov for. Og de var også ilde set i befolkningen.
I 1763 blev der foretaget en bedømmelse af kolonisterne. Man fandt ud af, at mange var unyttige og ubrugelige. Det viste sig hurtigt, at der også var mange ”urolige” hoveder imellem. De fik stillet i udsigt enten at bosætte sig et andet sted i landet eller tage hjem.
I Burkal Sogn oprettede man kun 11 pladser mod de planlagte 24 pladser. Og de fik i den grad dårlige vilkår at leve under. En kolonist udtrykte det således:
Tak til Frederik den Femte
På sydsiden af kirkens kor hænger en tavle med en navnetræk af Frederik den Femte. Det hang i kirken i 1781. Måske er det tænkt som en tak til kongen. For det var lige før, at der var opstået en krig mod russerne. Den gottorpske hertug var kommet på tronen i Rusland og nu ville han gøre det af med Danmark. Den danske konge rustede og samlede en hær på 71.000 mand ved grænsen. Men inden kampen begyndte, blev den russiske zar styrtet og krigen undgået. Måske skulle man også sende en hilsen til Caspar von Saldern, der stammede fra Aabenraa.
En drikfældig pastor
Af en eller anden grund får en søn af den første pastor Petersen embedet i Burkal. Han hedder også Peter Petersen. Han var alt andet end from. Det siges om ham at han var meget drikfældig. Han kunne møde op i kirken mere eller mindre fuld efter drikkegilder i Tønder.
Det fortælles også at han i præstegården havde fået en elskerinde. Lige så højt som man skattede faderen lige så ringe agter man denne. Men et lyspunkt var det dog hos denne.
Han var den første, der får opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815. Pastor Petersen dør i 1830. Og samme år overtager pastor Hans Paulsen Beyer embedet. Han var fra Bylderup Sogn. Han bestred posten til sin død i 1837. Hans huslige liv var til forargelse sagde man om ham.
Den næste i rækken var Johannes Peter Gotthilf Claudius. Han var præst til 1848. Da man skulle vælge ny præst, blev det en tysksindet, nemlig præsten i Bylderup, pastor Peter Christiansen Schmidt, der overtog embedet i 1849. Hans optræden var dog af meget kort varighed. Allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, måtte han forlade sit embede.
Et hjemmegjort monument
Ved landevejen lidt nord for Burkal Kirke, står et hjemmegjort monument opbygget i marksten med denne indskrift:
En aktiv præst – pastor Kok
Selv om folkesproget nok har været sønderjysk i store dele af sognets befolkning, så har der i kirke og skole været tysk i sprog og tanke. Men i 1850 vendte bøtten. Det sørgede den nye præst Pastor Johannes Koch/Kok for.
Han var det fine bymenneske, men han forstod ikke rigtig at komme ind blandt den landlige befolkning. Men der var dog en del tysksindet, der godt kunne lide pastor Kock. Han gjorde meget for skolen i sognet ligesom folk strømmede i kirken.
Kirkeligt var han vel konservativ. 1850 var Slogs Herred ved at dele Kær Herreds nationale lod. Politisk var han grebet af at vinde Sønderjylland for dansk åndsliv. Han nøjedes ikke med at føre denne kamp fra prædikestolen.
Bistand til indkøb af nye lærebøger
De velhavende og mest oplyste del af befolkningen var overvejende tysk præget. Kun et omfattende oplysningsarbejde kunne redde området, mente Kok. Han bad om mere moderne undervisningsmidler til sognet bl.a. Danmarks – kort. Han syntes at børnene skulle have bogen, Hjorts Børneven. Den var nu ikke indført i ret mange skoler i Tønder Provsti. Den mødte en del modstand i landbefolkningen.
Han bad derfor departementschef Regensburg i det slesvigske ministerium om bistand til anskaffelse af denne bog til fattige hjem. Han nåede ret vidt med at anskaffe nye lærebøger.
Men den tysksindede provst i Tønder, Ahlmann var ikke begejstret for Koks initiativ i Burkal. Provsten i Tønder blev dog måske takket være Kok og Regensburg pensioneret i 1852.
Helt let var det ikke at være lærer dengang, når man skulle undervise 80 børn i en alder fra 6 til 16 år med højst forskellige evner i samme klasse. Kok mente, at man skulle geare ned på religionsundervisningen og satse noget mere på de andre fag. Man kunne eventuelt gå til præst i to år.
Pastoren drømte om en højskole i Hostrup
Ligesom Grundtvig ønskede han en fortsættelsesskole for ungdommen dog ikke i lighed med den grundtvigske folkehøjskole. Han skriver om sine tanker til Regensburg:
Men Hostrup – præsten Chr. Hansen Hoeck lod sig ikke pensionere før 1856, så måske havde Kok på det tidspunkt opgivet planen.
Kok blev nærmest stenet ud
På et tidspunkt mente han at have gjort nok for sognet. Derfor søgte han en stilling Gl. Haderslev Amt. Men her blev han forbigået. Nu begyndte han så i stedet at skrive. Han skrev et to-binds værk om ”Det Danske Folkesprog i Sønderjylland”.
Desuden skrev han en lille bog, der hed ”Bidrag” som var et angreb på den tyske side. Det var heller ikke underligt, at han var den første som preusserne tvang til at forlade landet efter 1864.
Da han rejste den 8. maj 1864, stod ungdommen ude for hans vinduer:
Man vedblev med at tale dansk
Ved Rigsdagsvalget i 1898 blev der afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet. Men i kirken var gudstjenesten på dansk. Dansk vedbliv det i hele perioden i kirken. I 1903 var der 16 tyske gudstjenester om året. Det var samme antal som i årene efter 1945 og endnu i 1967.
Den første præst efter Kok var herrnhuteren Ahrendt Detlev Grauer. I den danske tid fra 1850 til 1864 var han huslærer i sit hjemsogn Rise.
Det var i pastor Grauers tid, at Emil Hansen blev født i Nolde den 7. september 1867. I en af vores artikler om Nolde kan du læse om hans drengeår i området. Som bekendt så udskiftede han sit efternavn Hansen ud med Nolde.
Nye vækkelser i sognet
Grauers efterfølger i præstegården hed Johannes J.A. Momsen. I hans tid dukker de gamle vækkelser frem igen. Det er Bornholmerne eller Luthersk Missionsforening, der skaber et begyndende religiøst røre. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum, der sammen med bysbarnet Hans Paulsen, der startede op. Men åbenbart blev de splittet op i to grupperinger.
Pastor Burmeister følger. Har vistnok ret tysk. I 1915 flytter han til Tinglev. I 1916 følger pastor Schwartz. Efter foreningen med Danmark blev der holdt en afstemning om man skulle beholde ham. Der var 418 stemmer for og 136 imod.
75 mand fra sognet faldt i krigen
På kirkegården har man rejst en mindesten for de mænd, der faldt i den første verdenskrig. Samme sten bærer navnene på dem, der satte livet til, om de var danske eller tyske af sind, men de står på hver side af stenen.
Det er lige ved indgangen til Burkal Kirkegård, at man kan se stenen. Kun 67 navne er på stenen. De sidste 8 havde ikke så stor tilknytning til sognet. Det kan være arbejdere eller tjenestekarle, der kun har været her i en kort periode. Deres navne er påført andre mindesten.
75 mand fra Burkal Sogn kom ikke hjem fra Første verdenskrig. Alene den 6. juni 1915 faldt mellem 80 og 90 unge og ældre mænd fra Sønderjylland i tyske uniformer for franskmændenes granat – og geværild.
En hård skæbne
En af navnene, der kan læses på stenen, er Hans Peter Adzersen fra Lydersholm. Hans familie indrykkede med kort tidsafstand tre annoncer i Flensborg Avis.
24-årige Hans Peter Adzersens dødsannonce offentliggøres 26. april 1917. To uger senere den 10. maj 1917, oplyser en ny annonce, at hans far, Karl Adzersen er død, 63 år gammel efter længere tids svaghed. Tilbage sad hustruen Lene Adzersen uden mand og søn. Hun havde intet andet valg end at sætte gården med 208 hektar til salg. Det skete den 24. maj 1917, mindre end en måned eftersønnens og siden ægtefællens død. Ejendommen, der i øvrigt var hendes fødehjem blev først solgt efter krigens afslutning i 1919.
Adzersens familiens skæbne fortæller med al tydelighed, at krigen ikke kun satte voldsomme spor på slagmarkerne, men også på hjemmefronten.
Pastor Schwartz blev i sognet
Pastor Schwartz forbliver præst i sognet. Han var tysk af uddannelse og fødsel. Han gjorde et stort stykke arbejde i sognet. Han prøvede at holde sig fri fra politik og nationalisme. Han hørte til den pietistiske vækkelse.
Nervøsitet i Rens 10. februar 1920
Man var i tvivl i Rens, hvordan det skulle gå den 10. februar 1920. På selve afstemningsdagen blev ængstelsen og utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige morgenstund havde tyskerne i vogne været i gang med at hente de gamle og de svage til afstemningsstedet. Man så både den ene og den anden, som man havde regnet med ville stemme dansk, blevet kørt til valgstedet af tyskerne.
Den gamle markmand, Johannes Hansen, der var en sikker budbringer, når der skulle sendes besked rundt til de danske hjem, kom om formiddagen ind til købmand Marcus Jørgensen og utrykte sin ængstelse:
Stor spænding i krostuen
Spændingen og alvoren steg i byen, det var i forvejen bestemt, at alle danskere skulle mødes på kroen om aftenen. Man ville slutte med en lille festlighed. Det var bestemt at lægpraktikant maskinhandler Kruse Due fra Bylderup Bov skulle være hovedtaler ved festen. Det var få at få alle kristelige retninger og de mange forskellige sekter i byen med.
På kroen samledes man da om aftenen for at høre resultatet af afstemningen. Optællingen fandt sted i Mellemstuen. Fra den forreste stue, Skænkestuen, kunne man gennem køkkenet komme op i Storstuen og salen.
Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i salen og bede, indtil optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende øjeblikke kunne samle deres sind til fælles bøn. De fleste blev stående i Skænkestuen, der efterhånden var blevet fyldt.
Al samtale førtes hviskende. Selv unge mennesker, der fra tidlig på aftenen havde sikret sig et par borde til at spille kort ved, blev mere og mere tavse og lagde til sidst kortene ned.
Da lukkedes dørene fra Mellemstuen op til både Skænkestuen og Storstuen. En dansk og en tysk tillidsmand forkyndte resultatet på begge sprog, således som foreskrevet af Den Internationale Kommission.
Lille dansk flertal
Det var den senere sognerådsformand, Jørgen Tinglef Lund, der forkyndte resultatet ud i Skænkestuen:
Det var altså et dansk flertal, men ikke så stort, som vi havde ventet det. Andre steder i Sønderjylland var man glad for resultatet. Her havde man regnet med tysk flertal. Ja man havde regnet Burkal Sogn for at være tysk, men her blev resultatet den 10. februar 1920:
Flere missionshuse i sognet
Frimenigheden kom til Tinglev i 1922 men først til Burkal i 1935, selv om der her var en tysk præst. En overgang kom pastor Nielsen fra Tinglev og holdt gudstjeneste i Burkal Kirke. De mennesker, der bakkede ham op, var dem som var tilknyttet forsamlingshusene i Lydersholm.
Pastor Schwartz oplevede ved besættelsen den 9. april i Burkal Præstegård, men samme år faldt han for aldersgrænsen og flyttede til Sønderborg, hvor han døde i 1945.
Fra 1941 forsøgte man at gennemføre en løsning med en vikar for den tyske præst og pastor Bruhn var præst til 1947. Pastor Lyksholm overtog hvervet i 1955 efter Høgel og blev til 1967
Efter 1920 var der missionshuse i Rens, Jyndevad, Lund og Bylderup Bov. Ja dette begyndte i 1881 i Rens med N.P. Nielsen.
I 1933 trak det nazistiske spøgelse over sognet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.618 artikler herunder 265 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland:
Dato: juli 28, 2020
Skamstenen i Sæd
Teksten er forsvundet. Men den skulle erindre om ”et forbandet mord”. Karen Christens boede sammen med mand og tre børn i Sæd’ s fattigste hus. Søsteren købte rottegiften, som Karen blandede i grøden. Hun dræbte hendes tre børn og sig selv. Børnene fik en kristen begravelse, men Karen blev smidt ud af vinduet og begravet på marken.
Teksten er forsvundet
Vi har netop besøgt Sæd-Ubjerg og igen besøgt den berygtede skamsten. Denne sten vidner om en frygtelig og tragisk hændelse. Historien har vi taget med omtalte artikel, men den fortjener nu engang at blive uddybet. Hvis man skal se stenen, skal man i dag lede efter den. Og man kan ikke mere se, hvad der står på stenen.
I dag befinder stenen sig på en upåagtet bivej, men dengang var det den gamle hovedvej mellem Tønder og Husum.
En optegnelse fra 1855 oplyser, at der på stenen skulle have stået følgende:
Byens fattigste hus
Karen var dengang 35 år. Hun var gift med Chresten Pedersen. De havde tre drenge sammen, Jens, Per og Christian på 10, 8 og 8 år. Samt den stårige datter Anna.
Familien boede i et af landsbyens fattigste huse. Det var kun med yderste knebenhed, at Chresten kunne bjerge det mest nødvendige til dem.
Søsteren købte rottegift
Karen var stærkt deprimeret. Da hendes bror Peter søndag den 17. april 1712 gav hende halvanden skilling, som Chresten skulle købe tobak til ham for i Tønder, slog det klik for hende. Hun bad i stedet sin mands søster Merrit købe rottegift, da hun næste dag skulle til byen.
Gift i grøden
Om tirsdagen modtog Karen giften, som hun kom i den gryde grød, børnene skulle have. Hun smagte selv på den og påså nøje, at børne fik nogle solide skefulde. Selv spiste hun resten.
I løbet af eftermiddagen døde alle tre drenge. Både den lille datter og moderen blev alvorligt syge.
Mistanken spredte sig i landsbyen og der gik bud til amtshuset i Tønder. Amtsforvalteren lod straks sætte vagt ved de døde børn. Den stærkt afkræftede Karen blev forhørt. Hun tilstod alt og fortalte at også hendes mor led af tungsind. Det var for at fri børnene fra den arvelige plage, at hun gav dem gift, sagde hun.
Karen skulle ikke kristen begraves
Karen og Anna døde onsdag morgen. Præsten i Ubjerg udfærdigede sammen med en kollega en erklæring om, at de gennem længere tid havde bedt for Karens helbredelse for hendes tungsind.
I dag ville man nok have kaldt den skyldige utilregnelig i gerningsøjeblikket. De to præsters menneskekærlige udsagn fik dog ingen betydning. Provsten i Tønder Samuel Reimarus bestemte at børnene skulle have en kristelig begravelse, mens Karen som en hund ”af bøddelen skal slæbes hen og begraves på fri mark”
Karen blev smidt ud af vinduet
Børnene blev jordet samme eftermiddag og næste aften udførtes dommen over Karen. Hendes lig skulle
Dette blev effektueret til punkt og prikke.
Stenen skal erindre om ”et forbandet mord”
Kort efter rejstes stenen. Oprindelig for til evig tid at erindre om den, der begik ”et forbandet mord”.
Men som tiden er gået, er der mere og mere blevet et minde om en fattig, udsultet og fortvivlet kone, som ikke så anden udvej for sig selv og sine børn end at bringe dem ud af denne verdens nød og elendighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 12, 2020
Omkring Grøngård (4)
Et herligt sted – Lydersholm – dengang. Vejen krydser fem åer. Grøngård fik først elektricitet i 1934. Utallige sandstorme. Masser af storke og vand. Alle deltog i begravelserne. De tysksindede ville have egen skole. Store krav til datidens lærer. Der foregik en masse på skolen. De fleste gårdejere var tysksindede. En blanding af sprog. Danmarks mindste forsamlingshus. Kongeligt besøg og radiotransmission. Tre dræbt i Rørkær under bombeangreb. Heimwehr var ikke særlig populær. Lærer Leick modtog trusselsbreve. Hjemmetyskere 9. april 1940: Det har danskerne godt af. 350 arbejdere skulle grave tankgrav fra Jejsing til Tønder. Skolebørn angrebet af tre engelske jagerfly. Nyt forsamlingshus i 1952. I arresten i Flensborg. Ikke det samme i dag som dengang.
Et herligt sted
Vi har allerede skrevet tre artikler om dette herlige sted. Men nu må vi også lige hellere få lidt mere af omgivelserne med og føre begivenhederne lidt længere op i historien. Ja sidst ”Den Gamle Redaktør” var på dette sted var i hans drenge – og ungdomsår. Da kørte vi rundt på udborede knallerter. Sig det ikke til nogen. Vi har før hørt om folk, der blev straffet med tilbagevirkende kraft.
Vejen krydsede fem åer
Dengang for mange år siden var området meget vandrig. Vejen til grænsen ved den tidligere Bejers Kro er knap fire kilometer lang. Vejen krydser hele fem åer. Grønå, Lillestrøm, Gammelå, Sønderå og til sidst Skelbækken, der danner grænsen.
Fra Jejsing Banke er der en strålende udsigt mod syd. Bag Grøngård, ses skove ved Vestre i Sydslesvig. Elhøj, Sønder Løgum og Ladelund skimtes i horisonten.
Grøngård ligger 10 km øst for Tønder og to kilometer fra grænsen.
Grøngård fik vores elektricitet i 1934
Først i 1934 fik gården elektricitet.
Inden da var det koldt og mørkt med uhygge alle vegne. Tapeterne var falmede og i stykker. Vandet til husholdningen skulle hentes i bryggerset fra en pumpe til et rør slået ned i jorden. Det var ikke særlig godt vand og sikkert ikke sundt.
I foråret 1929 blev der foretaget en boring udenfor, 15 meter ned i jorden. Vandet var bedre, men dog meget jernholdigt.
Utallige sandstorme
Det var dengang med store sandmarker omkring gården. Sand og støv trængte ind overalt, når de stærke forårsstorme satte ind. Ja selv karlene var sorte i hovedet. Luften var tyk. Selv Lille Grøngård, 500 meter væk kunne ikke ses i sådan et vejr.
Tilsåede marker måtte ofte sås om, både roemarker og kornmarker.
Grænsebyen Lydersholm ligger lige i nærheden. Om sommeren var denne by omgivet af blomstrende enge. I vintertiden inden afvandingen var Byen omgivet af vand.
Når det var frost, så blev det en fin skøjtebane. Så kunne man skøjte helt fra Rens forbi Lydersholm til Tønder. ”Den Gamle Redaktør”’ s far påstod dengang, at han løb fra Tønder til Nibøl på skøjter.
Masser af vand
Grønåen gik ofte over sine bredder, fordi vandet blev presset fra øst mod vest. Vidåen ved Tønder kunne slet ikke tage vandet. I en regnfuld sommer kunne det også være svært at bjerge både hø og korn. Høststakkerne svømmede væk, ud i Vidåen, ud i havet.
Landevejen mod Tønder var næsten altid oversvømmet. Gården Hestholm, som vi tidligere har skrevet om lå på et værft. Her havde folkene altid en båd liggende. Så kunne de sejle de 400 meter over til landevejen.
Efter afvandingen kunne man på Grøngård jævne et utal af kanaler og grøfter. Men man kunne nu ikke sig helt fri for oversvømmelser. Den 7. – 8. november 1954 var mange tønder land under blankt vand helt fra Nolde. 50 vilde svaner, gæs og ænder svømmede på marken i lang tid.
Masser af storke
På Grøngård havde man ofte over 300 læs hø, ja til tider 400 – 500 læs hø. Alle hjalp med. Man så frem til høstgildet.
Ja og her kom storken selvfølgelig også. I september samledes der ofte store flokke af storke i området 20 – 30 stykker. Men de tider er forbi.
I sommeren 1938 hærgede den modbydelige syge på egnen – Mund- og Klovsyge. Når man cyklede til Tønder, så man alle steder – Adgang Forbudt – Politiet.
Alle deltog i begravelserne
Den tyske sognepræst i Burkal hed pastor Schwartz kom ofte forbi. Og fra 1935 var det også en dansk præst. Han hed N.P. Nielsen. Han boede i Højer. (Læs artiklen: Den sure Præst fra Højer – Ja det var ikke N.P. Nielsen men ham, han skulle afløse Pastor Braren)
Når nogen var død og skulle begraves i Lydersholm og Grøngård gik en bedemand rundt til hvert eneste hjem. Det var ofte smed Jacob Mathiesen (æ gammel smej). Han var iført diplomat og høj hat. Det var også skik, at alle gik med til begravelser, både tyske og danske. De fleste gange var der kaffebord på Saksborg Kro, lige ved kirken.
Pastor Schwartz følte sig ganske bogstavelig som sjælesørger for hele sit udstrakte Burkal sogn, der strækker sig 16 – 17 km langs grænsen fra det yderste Store Jyndevad til Holmgård og Vindtved i vest.
De tysksindede ville have deres egen skole
I Lydersholm skole hang der ved ”Genforeningen” 1920 to store billeder af kejser Wilhelm og et af Luther. I 1920 fik skolen et nyt stort uindrammet billede af kong Christian den Tiende. Formanden for skolekommissionen var meget sparsommelig. Han mente nok at man kunne bruge rammen om kejserens billede.
Indtil 1929 var der i Lydersholm skoledistrikt fælles skolegang for alle børnene i den danske kommuneskole. Her blev der givet tysk undervisning i 10 timer ugentlig. De daværende 8 tysksindede familier havde hidtil været tilfredse med de 10 tyske timer.
Nu kunne de ikke mere nøjes med dette. De ville have deres egen skole. Og den blev opført i sommeren 1929. Men det kneb med at nå de 10 elever året rundt. Det var forudsætningen for statstilskud. I henhold til den danske skolelov.
Store krav til datidens lærer
Den danske skole havde en berømt og afholdt lærer, nemlig Willy Leick. I en landsbys liv er landsbyskolen den kulturelle faktor. Skolebygningen blev købt i 1821. Det var gården Petersholm, der blev indrettet til skole. I 1883 blev den bygget om af en bygmester fra Sæd. Senere blev den udvidet, så der var plads til 40 børn. Men efterhånden voksede tallet til 50.
Lærer Leick kom til Lydersholm Skole i 1920. Der stilles store krav til en lærer med flere årgange i samme klasse. Leick gik meget op i hjemstavnsundervisning.
Han fortæller selv, at han følte sig sat 50 år tilbage. I det første halve år spiste han skiftevis to dage ad gangen i forskellige hjem. På den måde lærte han befolkningen ret godt at kende. Det var dengang 13 tysksindede familier og 5 dansksindede familier. Smedjen og de tre største landejendomme stod tomme. De var i spekulationsøjemed opkøbt af en østprøjsisk godsejer.
Børnene måtte cykle 10 kilometer efter lønnen
Skolestuen var kun på 5 x 6.5 meter. Børnene sad ved tre-mands borde. Katederet stod på en forhøjning. Om søndagen fungerede den som prædikestol.
1931 blev der bygget en ny forskole, der begyndte med 26 børn. Her blev de tre første årgange undervist. Her regerede frk. Holst i mange år. Hun kunne uddele lussinger og var måske lidt gammeldags.
Hver måned foregik lønudbetalingen kontant fra Burkal Kommunekontor. Så måtte en af børnene afsted på cykel efter fars løn.
Der foregik meget på skolen
På skolen hentede beboerne deres sygekasseseddel, når de skulle til læge. Om søndagen omdannedes skolestuen til kirkerum, hvor sognepræsten i Burkal kirke afholdt gudstjeneste. Skolestuen fungerede også som valglokale. Ja her foregik også det lokale bogudlån. Her blev afholdt juletræsfester og dilletant.
Jo hver måned kom lærer Hummeluhre fra Rens med en ny samling bøger, og tog de gamle med.
Det var dengang sognepræsten hed Einar Høgel. Han kom altid en halv time før og iklædte sig præstekjolen. Der var dog sjældent mere end 2-3 kirkegængere.
De fleste gårdejere var tysksindede
Dengang i 1928 var beboerne på de fleste gårde i Lydersholm tysksindede. Der var mange gendarmboliger med små haver omkring. Straks i 1920 bosattes der ikke mindre end. Over 40 gendarmer i Lydersholm. Til disse blev der bygget træbarakker.
På gendarmstierne
20 grænsegendarmer bevogtede dengang efter tur, grænsen på strækningen fra Vindtved til Flyvsholm. Gendarmstierne var ofte henlagt over privat jord. Med en passende afstand var der et læskur, hvor de kunne lune sig ved en lille kakkelovn om vinteren. Schæferhunden, som blev fodret derhjemme med kalluner (komaver) fra slagteriet, var næsten altid med på turen.
En blanding af sprog
Tyske og danske kunne i de første 10 år efter ”genforeningen” leve fredeligt mellem hinanden og komme sammen. De allerfleste talte dansk eller sønderjysk, også hjemmetyskerne. Nogle gange kunne det komme til at lyde lidt sjovt. Således sagde lederen af den tyske ringridning i Saksborg:
Danmarks mindste forsamlingshus
Efterhånden blev det mindre hyppigt at danske og tyske kom sammen. Til begravelser fortsatte man med at komme sammen. Men når det gjaldt folkelige møder, samledes dansksindede og tysksindede hver for sig.
”Selskabelig Forening” blev stiftet 28. oktober 1925 med 40 medlemmer i Lydersholm Skole. Formand blev Lærer Leick.
Man besluttede i 1928 at købe en barak af Grænsegendarmeriet. Den stod ved vejen fra Lydersholm til Bejers kro. Den skulle koste 600 kr. Sprogforeningen gav et tilskud på 500 kr. Barakken blev gjort tre meter længere og skillevæggene blev taget ned. Lydersholm Forsamlingshus blev indviet den 16. december 1928 med overgendarm Frandsen som formand. Der var ualmindelig stor tilslutning både fra Lydersholm, Jejsing og Rens.
I Danmarks mindste forsamlingshus lavede alle med i det nationale og kulturelle liv. Der var masser af fester. Gendarmerne dannede deres eget hornorkester. Her var også skyttefester.
Kongeligt besøg i forsamlingshuset
Den 1. juni 1934 besøgte Christian den Tiende Lydersholm Forsamlingshus. Børnene på den danske skole havde fået fri og hilste også på den kongelige familie.
Ole Kühnel fra Statsradiofonien i København kom med en transmissionsvogn og berettede fra det lille forsamlingshus. Og rejsebiografen kom til byen en gang om måneden med hele det mobile viserudstyr. Der var både danske og udenlandske film.
Masser af aktiviteter
Man kunne på egnen mærke en stigende tilslutning til nazismen. Selv bageren i Bylderup Bov var en meget ivrig ”dansk nazist”.
Danske Samfund blev oprettet i 32 sogne. Og i Burkal Sogn skete det den 28. oktober 1933 på Rens Efterskole. Også ”Det Unge Grænseværn” blev oprettet.
Dr var gang i forsamlingshuset. Selv Frits Clausen holdt foredrag. Han havde medbragt 25 – 30 tilhængere. Der var gang i den.
Og i Lille Tønde Skov var der friluftsteater. Her kunne man høre og se gode danske skuespillere opføre gode teaterstykker. Forskellige teatergrupper kom på besøg.
Tre dræbt i Rørkær under bombeangreb
De tysksindede fejrede Hitlers fødselsdag i det lille forsamlingshus. Triumferende kom de marcherende gennem Lydersholm med den ene lagkage efter den anden. Det var ikke velset blandt de dansksindede.
Den 28. september 1942 faldt der 400 brandbomber ned over Rørkær. To huse blev fuldstændig knust. Tre mennesker blev dræbt og to gårde brændte ned. Man oprettede nattevægterkorps under luftalarm.
Heimwehr var ikke populær
Pludselig optrådte Heimwehr, et frivilligt korps af hjemmetyskere i uniform med gule armbind. Fra Tønder, Rørkær og Jejsing deltog cirka 150. De stod vagt ved broer og veje i og ved Tønder. De forlangte legitimationskort morsomt nok men også nederdrægtigt over for naboer og for gamle naboer, som de udmærket kendte. De brugte våben mod deres naboer. Det var bestemt ikke velset.
Lærer Leick modtog trusselsbreve
Lærer Leick i Lydersholm modtog trusselsbreve. Han måtte på rekreation i et halvt år. Det var hvis nok noget med, at han sendte illegale blade ud til sine elever. Spændingen voksede i forhold til hjemmetyskerne. Usikkerheden bredte sig. Der var stikkere overalt.
Antagelig har Leick også været udsat for krigstraumer, som han havde pådraget sig i Første verdenskrig. Han ville helst ikke snakke om det, for som han sagde:
Efter hans kones tidlige død, fik han forskellige husbestyrerinder, hvoraf den ene blev hans kone.
Hjemmetyskere: Det har danskerne godt af
Hjemmetyske naboer godtede sig efter besættelsen:
Det lille forsamlingshus blev besat af 14 tyske soldater, som nu fulgte de danske grænsegendarmer på deres grænsepatruljeringer, inden de blev anholdt.
Alle gendarmer blev anholdt og sendt til Frøslevlejren. Mange af disse blev sendt syd på og kom aldrig tilbage. Da man hører, at den første gendarm fra egnen er død i Neuengamme breder sorgen sig i området.
350 arbejdere skulle grave tankgrav
I området havde en stikker været rundt, angivelig for at sælge Kaj Munks erindringer. Han havde fået gårdejerne til at lukke op for deres ulovligheder. Senere kom Gestapo, der foregav at ville købe halm eller hø og arresterede dem alle sammen.
Til Jejsing-Rørkær ankom 350 tyske arbejdere, der skulle grave tankgrave og skyttegrave og fælder på strækningen Jejsing – Tønder. Seks engelske flyvere bliver skudt ned over Jejsing. Bomber falder ned over Rens, Nolde, Vindtved, Jejsing og i Solderup.
Skolebørn angrebet af engelske jagere
Den 4. maj 1945 var børn på vej hjem fra skole. Kort før de nåede Rørkær kom tre engelske jagerfly syd fra. Fra dem kom den ene maskingeværsalve efter den anden. Hele flokken fik smidt cyklerne og smed sig ned i grøfterne. Børnene søgte også tilflugt i et tørlagt kloakrør. Det eneste resultat af skydningen var tre telegrafpæle, der var savet over af projektilerne. Om piloterne var ude på sjov, vides ikke. For egentlig var der ikke nogen mål bortset fra en stor flok skoleelever på vej hjem.
Ved befrielsen blev 150 gardere indkvarteret i den lukkede tyske skole i Lydersholm. Garderne skulle en kort tid supplere gendarmeriet i overvågningen af grænsen.
Vi har i en tidligere artikel beskrevet forholdene her omkring besættelse og befrielse.
Nyt forsamlingshus i 1952
I 1952 blev den gule barak forladt for et nybygget stort forsamlingshus af mursten cirka 200 meter fra det gamle. Det nye hus var indrettet med moderne faciliteter og lejlighed til forsamlingshusets bestyrerpar i den ene fløj.
En del charme og pionerånd forsvandt dog med det nye hus.
Vigtige personer
Fru Bentholm, bestyrerfrue på Grøngård avlsgård betød meget for kulturlivet dengang. Hun spillede forstemt klaver i forsamlingshuset. Hun var en foretagsom dame.
Post Hansen kørte sin daglige tur til Grøngård mark og Lydersholm distriktet. Man vidste, at han havde et lille hus i Jejsing, hvor han sad inde bag gardinet, når han ikke kærte posthan hilste på alle. Og hver dag hentede han posten på Jejsing Station Han tog 5 – 6 timer på sin runde.
I granskoven, der omgav skolen, havde han fundet sig et lille hjørne, hvor han forettede sin nødtørft.
Og så var det doktor Dahl, som alle os, der har gået på Tønder Kommuneskole også kender. Han var skolelæge i Tønder Amt. Han kom også her. Han var kommunist og modstandsmand. Om vinteren når han kom til Lydersholm i en af de første Folkevogne, så spændte han skøjterne på og løb sammen med børnene.
I arresten i Flensborg
Ak ja, og så var det gårdejer Hans Christian Kjeldsen der havde en mark beliggende lige ved den dansk – tyske grænse, hvor han havde kreaturer. En sommerdag, hvor han skulle tilse dem, vendte han ikke tilbage til gården i Lydersholm.
Da man satte en eftersøgning i gang, var det eneste man fandt hans træsko, der stod ved kanten af Skelbækken på den danske side. Det gik adskillige dage før man hørte livstegn fra ham.
Han var vadet over Skelbækken til den tyske side for at jage nogle af sine bortløbende kreaturer tilbage til marken. En tysk grænsepatrulje havde anholdt ham som grænseoverløber. Uheldigvis havde han ingen papirer på sig. Han havde nægtet at udtale sig og blev sat i arresten i Flensborg.
Ikke det samme som dengang
Allerede i slutningen af 1950’erne begyndte dagliglivet i Lydersholm at ændre sig til en livsstil med mindre sammenhængskraft i lokalsamfundet. Begyndende økonomiske højkonjunktur, der førte til mekaniseringer i landbruget, ændrede grænseforhold til Tyskland og meget mere førte til denne ændring.
Den gamle købmand og den lokale tankstation lukkede for 30 år siden. Før lagde man mærke til hvis en fremmed bil kørte gennem byen. Det gør man ikke mere. Mange af Lydersholms huse har huller i taget og i mange vinduer er der heller i taget. Men det er nu ikke alle beboere, der mener at byen er ved at lukke og slukke.
Godt nok roder det i haverne hist og her, men det er det ved at komme styr på. Så kan man hvis også leje det lille forsamlingshus for 1.500 kr. Men man skal hvis nok være medlem.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.600 artikler, herunder 261 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn og 187 artikler om Sønderjylland, herunder:
Dato: november 2, 2019
En Herredsfoged fra Hajstrupgård
Nis Hinrichsen er en helt i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Hertug Frederik var upopulær blandt de sønderjyske bønder. Nis måtte flygte. Han fik øksehug og fem pile i hans røde kappe. Den blev ophængt i Bylderup Kirke. I Bylderup Kirke kan man se gaver fra slægten. Stamfaderen blev slået ihjel med en økse. Nis blev friherre på en frigård. Vi kigger på familiens våben. Det var en stor og betydningsfuld slægt. Wrågård blev overtaget. Så er det lige sagnet om den druknede ved Rens. Familien fik jagtret. Dorothea kæmpede for sin ret. En dræbt adelsmand. Og så var det en digegreve, der tog for mange penge. 1743 var det slut med familien på Hajstrupgård. De gamle bygninger brændte ned i 1921. Hvor lå det lokale tingsted?
En helt fra den sønderjyske historie
En speciel slægt har præget Bylderup Kirke. Det er herredsfoged-slægten fra Hajstrupgård. Normalt udpegede den enevældige konge forskellige personer til denne post, men her gik stillingen i arv fra far til søn i 8 slægtsled over 300 år.
På nordvæggen i kirken fortælles der på en mindetavle om slægten.
Stamfaderen Nis Hinrichsen er efterhånden er efterhånden blevet en legende. Han var en af de eneste, der stemte på Frederik den Første mod de forsamlede bønder på Urnehoved Ting i 1523. Han blev forfulgt. Hans røde kappe, der blev gennemboret af pile, blev senere ophængt i kirken. Den faldt ned, da den efterhånden var mølædt. Øksehug havde han også modtaget. Kappen havde hængt der hen imod år 1800.
Men det var hans rappe skimmel, der havde reddet ham.
Men åbenbart havde hans ord virket. Bønderne gik hver til sit.
Hertug Frederik var upopulær
Da hertug Frederiks (senere Frederik den Førstes) lejetropper havde udøvet store grusomheder i Aabenraa og omegn fremkaldte dette en stor vrede mod hertugen. Midt i dette havde Nis Hinrichsen så foreslået, at man skulle stemme på Frederik
Han er en af de mest berømte skikkelser i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Han er omtalt i sagn og digtning på egnen.
I Bylderup Kirke kan gaver fra slægten ses
Nis Hinrichsens ligsten blev i 1927 opstillet i Våbenhuset. Tidligere var den placeret i gulvet ved prædikeskolen. I nogle år var den anbragt på kirkegården. Han skænkede i 1585 kirkens prædikestol. Slægtens våbenskjold kan ses forskellige steder i kirken.
På epitafiet (1618) ses Nis Hansen (herredsfoged i 25 år) og hans hustru Anna Nissen og deres 12 børn ved foden af den korsfæstede. På nordvæg ved orgelet epitafium fra 1701 for herredsfoged Hinrich Funck og hans hustru Anna Dorothea.
Herredsfogedembedet var næsten uafbrudt fra 1517 til 1681. Ja vi skal tilbage til Peter Petersen fra Lendemark, der må være født omkring 1390. Han giftede sig med enken på Hajstrupgård i 1420. Deres søn, Henrik Petersen overtog gården.
Stamfaderen blev slået ihjel
Denne Peter Petersen blev ”ihjelslagen med en økse” af en avlskarl efter en irettesættelse. Drabet fandt sted ved en ålegård tæt ved gården. Hvad der skete med karlen vides ikke. Sønnen Henrik Petersen nævnes i 1470 og 1500, da gården går videre til den næste søn Nis Henriksen eller Hinrichsen, som han underskrev sig.
Friherre på en Frigård
Denne blev i 1517 herredsfoged for Slogs Herred. Det var ikke nødvendigt med en juridisk uddannelse. Men det gjaldt om at have sine forbindelser i orden for at kunne få dette job. Nu var Nis Hinrichsen så heldig at hertug Frederik i disse år i begyndelsen af 1500 – årene købte Karlsvrå med tilliggende, hvoriblandt der var 7 gårde i Bylderup.
Hajstrupgård var en fæstegård under Gottorp så hertugen og Nis Hinrichsen har uden tvivl kendt hinanden.
Da Christian den Anden i 1523 flygtede ud af landet, og broderen, hertug Frederik på Gottorp, var nærmeste arvtager til kronen, støttede Nis Hinrichsen ham varmt på Urnehoved Ting.
Men hertugen blev kong Frederik den Første. For sine fortjenester blev Nis Hinrichsen fribonde på en frigård. Det vil sige, at Hajstrupgård ikke blev en selvejergård. Den blev dog fri for at betale afgift. Denne frihed blev stadfæstet for hvert slægtsled.
Nis Hinrichsen ejede åbenbart også huse i Flensborg. Han blev optaget i Flensborg Frue Kjøbmands Lag i 1515.
Familiens våben
Familiens våben bestod af, at første halvdel var en til højre springende rød hjort med en gylden slange i munden i hvidt eller sølvfelt – på hjelmen det samme mærke, hjelmdækkende var hvide og røde. Nogle havde udeladt slangen. Det var bl.a. den del af familien, der gik til Lüneburg. Hos nogle springer hjorten til venstre.
En stor og betydningsfuld slægt
Om Nis Hinrichsen også var blevet adlet ved denne begivenhed, ja det er man uenige om. Hans efterslægt som embedsmænd og storbønder var nøje tilknyttet til det gottorpske styre. Ved nationalkampens udbrud var de at finde i de slesvig-holstenske rækker.
Efterslægten er overordentlig stor. Mange har indtaget betydelige stillinger i samfundet som embedsmænd og præster og ikke så få har opnået berømmelse viden om.
Nis Hinrichsen blev begravet foran koret i Bylderup Kirke og hans gravsten blev bevaret.
Wrågård bliver overtaget
Til yderligere styrkelse af sin position lykkedes det Nis Hinrichsen i 1527 at overtage Wrågård i Burkal sogn. Det fortælles, at i et drikkelag havde den barnløse ejer i vidners nærværelse lovet Nis Hinrichsen, at han kunne købe Wrågård efter ejerens død, selv om denne vist havde udset sin dygtige avlskarl og husjomfruen til fremtidige ejere.
Denne gård var også en hertugelig fæstegård. Her fik han samme rettigheder som for Hajstrupgård. Han fik lov til at fælde bygningstømmer og fede svin i hertugens skove.
Wrågård var med de store engarealer en flot gård efter den tids forhold. Der kunne bjerges 300 læs hø, græsses 16 køer og 30 okser (stude). I eftertiden har nogle kaldt Nis Hinrichsen ”ein verschlagenes Weltkind”, andre en gudfrygtig forudseende mand. At han med held var sin egen lykkens smed, kan der ikke herske tvivl om. Så var det jo også gennem tiderne lidt rænkesmederi.
Sagnet om den druknede ved Rens
Endnu et sagn fortælles om Nis Hinrichsen. Hvad der ligger til grund for det vides ikke. En mand var faldet i åen ved Rens. En anden mand ilede til og vilde række ham en stang. Men han var så uheldig at støde ham i øjet. Han blev vel reddet men mistede synet på det pågældende øje. Nu anklagede han sin redningsmand for legemsbeskadigelse.
Nis Hinrichsen kunne ikke blive enig med sig selv, hvorledes han skulle dømme i denne sag. En dag red han over Jejsing Bjerg og så tre drenge. Den ene sad ved diget ved vejen med et hestedækken over sig, mens de to andre stod foran ham.
Nis Hinrichsen holdt inde og spurgte, hvad de lavede. Ham med hestedækkenet sagde, at han var herredsfoged. De to andre var borgere fra Rens. Han var i færd med at dømme. Den reddede skulle springe i, der hvor han var reddet. His han kunne redde sig selv, skulle han have skadeserstatning. Råbte han derimod efter hjælp skulle hans redningsmand gå fri.
Nis Hinrichsen fandt denne dom meget snild. Han gav ”Herredsfogeden” nogle småmønter og dømte senere som drengen havde gjort. Det tilføjes, at udfaldet blev meget ulykkelig for de pågældende druknede. Fortællingen minder meget om en af historierne i 1001 Nat.
Familien fik jagtret
Hans Nissen fulgte faderen på Hajstrupgård fra 1554. Han blev herredsfoged fra 1561. Hans Nissen og hans hustru Marina er mindet ved prædikestolen og lydhimlen oven over prædikestolen, der bærer årstallet 1585.
Hans Nissen den anden, der fulgte efter faderen i 1616 blev også ejer af Store Tønde. Efter at Wrågård var gået over til en sidegren af familien. Dertil havde han Grøngård i forpagtning.
I 1638 fik familien også jagtret i Slogs Herred.
Dorothea kæmpede for sin ret
Hans Nissen den tredje fulgte faderen i 1654. Som alle de andre blev han også herredsfoged. Han giftede sig i 1665 med en pige på 14 år, Dorothea Stridebeck. Hun fødte den første søn som 15 – årig. De fik 4 sønner og 2 døtre, men i 1681 døde den sidste herredsfoged på Hajstrupgård. Dorthe blev også enke som 30 – årig. Hun var en stridbar dame, der svarede godt til sit fødenavn. Hun førte retssager om Hajstrupgårds frihed for afgifter. Hun gjorde det med så stor sikkerhed, at hertugen i 1697 fastsatte de årlige afgifter for gården til 34 rigsdaler årligt.
En dræbt adelsmand
I 6. slægtsled er der en episode, hvor et familiemedlem på vejen mellem Tønder og Sønder Løgum kommer til at dræbe adelsmanden Erik Emmiksen af Tyrstrupgaard i nødværge. Vedkommende måtte skyndsomst rømme landet.
En digegreve, der tog for meget i afgift
Et familiemedlem i 7. slægtsled, Thomas Dethlefsen var blevet landfoged i Bøcking Herred og tillige digegreve i Tønder Amt. Han blev beskyldt for at snyde med afgifter. Men han havde sikkert været i sin gode ret. Alligevel måtte han betale et betragtelig beløb for at komme ud af beskyldningerne.
Men beskyldningerne mod ham fortsatte. Efter hans død faldt der så en dom. Et ret stort beløb skulle nu udtages fra hans bo.
Nu var det ikke ualmindeligt at embedsmænd gjorde sig skyldige i ulovlige fordele på herredsboernes bekostning.
I 1743 var det slut med Hajstrupgård
Ingen af Dorotheas børn blev gift. Om det havde noget at gøre med hendes myndighed at gøre, vides ikke. Hun døde i 1722 efter at have været enke i 41 år. En datter Helene Marie Nissen arvede til sidst Hajstrupgård, men måtte i 1743 sælge den. Nissens slægtens saga i Bylderup sogn var dermed udrundet.
Gården blev solgt til herredsfoged Fabricius. Den nye ejer solgte gården videre til Thomas Sønnichsen.
Andreas Nissen arvede Store Tønde og var gift med Elsabe Margrethe Ambders, en datter af præsten i Burkal.
De gamle bygninger brændte i 1921
De gamle bygninger brændte i 1921. Sokkelstenene til det tidligere stuehus ligger under den nuværende staldbygning. Dem stødte man på, da man for nogle år siden skulle grave en gyllekanal. Stuehuset har ligget helt ud til engkanten. Det må have været en imponerende bolig. Det fortælles, at den havde 48 lægter til stråtaget. Det var lige som den fredede lade på Grøngård.
Hvor lå det lokale tingsted?
Herredsfogedgården dominerede landsbyen Hajstrup.
Man ved ikke, hvor det lokale tingsted lå. Tingstedet bestod af fire sten, hvorpå der var lagt bjælker kaldet tingstokke til at sidde på for herredsfogeden og stokkemænd. I midten var sat yderligere en sten, tyvestenen. Det var siddeplads for den anklagede.
Som regel lå galgebakken i nærheden. I Hajstrup er en af gravhøjene nordvest for Hajstrupgård kaldet Gallehøj. Måske er den blevet brugt hertil. Men ellers lå den mellem Sottrup og Bredevad, hvor en sten på sydsiden af vej markerer Slogs Herreds rettersted.
Det var oprindelig en firlænget gård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.460 artikler heraf 182 artikler om Sønderjylland og 247 fra Tønder og Omegn herunder:
Under Aabenraa:
Under Sønderjylland:
Under Tønder:
Dato: december 15, 2017
Lendemark og Omegn
Vi skal høre om Lendemark, Bylderup, Sottrup og lidt uden for nummer, Aventoft.
Under en bustur fra Tinglev til Tønder, kom undertegnede i tanke om hvordan livet på denne egn for mange år siden havde udfoldet sig. Ja vi skal da også lige besøge en meget omtalt pastor Braren. Og så troede man, at der gik en farlig rovmorder fri i Sottrup. Vi tager også postvognen til Aventoft. Her følte de sig lidt bedre end andre. En dampplov vakte opmærksomhed.
En bustur fra Tinglev til Tønder
Der er sket noget på Tinglev Banegård siden sidst, jeg var der. Nu skulle man op af trapper på en meget overdimensioneret overgang, og så ned igen. Fantastik at bussen til Tønder holdt og ventede. Ja tænk engang, den kommer helt fra Aabenraa og skal over Tinglev for at komme Dengang kunne man tage bussen direkte fra Aabenraa til Tønder. Fantastisk at rejsekortet fungerer her.
Siden sidst er bageren også lukket og sikkert også flere butikker. Men over for Tinglev Banegård gik vi til bal. Det gør man ikke mere. Men Nachschule ligger her stadig. Der holdt jeg engang et foredrag på sønderjysk/dansk og tysk vel nærmest for at provokere. Reaktionen af foredraget var forventelig. Den ene halvdel var begejstret. Den anden halvdel nærmest buhede mig ud. Ja det handlede om det tyske skolevæsen i Sønderjylland.
Men når man nu sidder i sådan en bus på vej til sine fødeby, så er der rigelig med tid til at fundere over det landskab man kørte forbi. Og egentlig har man jo skrevet om meget af det før, men det kan jo være, at man har glemt noget.
Hvordan levede man dengang?
Hvordan var livet egentlig herude dengang for mange år siden? Ja nu var bussen i mellemtiden nået til Lendemark.
Lendemark-dengang
Dengang i 1890 bestod landsbyen Lendemark af seks mellemstore gårde. Den største af dem var sognets præstegård. Ejerne af disse gårde var byens førende og ledende personer. Den øvrige del af befolkningen bestod af kådnere, små håndværkere, som tækkemænd, skomager, glarmestre, bødker, snedker, skrædder, købmand. Ved siden af deres erhverv, ja så var de daglejere på gårdene.
Det var en klar linje mellem bønder og småfolk. Man bliver præget af de mennesker, man vokser op med. Man bliver præget af sproget og af de skikke, der hersker.
Slogsåen snor sig endnu gennem det ret frodige engdrag. Kigger man i gamle dokumenter, så beskrives Lendemarks bymark således:
En dampplov
Omkring 1900 blev der foretaget nogle foranstaltninger med henblik på en mere rationel udnyttelse af jordene. Da kom dampploven og trak sine dybe furer gennem hedearealerne, for at de efter en række år kunne være tjenelige til granbevoksning.
Dampploven var et dengang et meget beundret teknisk vidunder, der tiltrak mange besøgende. Den bestod af en stor dybtgående plov, der ved hjælp af et kraftig kæde var fastgjort til to dampmaskiner. Disse maskiner blev placeret ved hver sin ende af det hedestykke, der agtedes pløjet og trak således ploven gennem arealet frem og tilbage.
Her gik storken
Omkring 1910 tilhørte en lille mergelbane på tipvogne mergel fra lejet i Lund til de lette jorder for at fremme en mere frugtbar vækst.
Her har man fisket og badet i åen. Og det var almindeligt dengang, at storken spankulerede i engene efter mad til sine unger i reden på Christian Petersens gård i Bylderup. Om vinteren var det rig mulighed for at løbe på skøjter på de oversvømmede områder.
Den stakkels musikere
Vi passerer også Rørkær, hvor den privilegerede musikker, ”Dresen” boede. Jo han var berømt. Ja om en anden musiker, der en nat spillede op til dans i en rejsestald i Hajstrup Kro hed det sig, at han fik kulde i sine fødder i en grad at fødderne og underkroppen blev følelsesløse. Han måtte holde sengen og døde kun 56 år gammel.
Tag kransen ned
Jo også i Lendemark mærkede man det nationale. Således befalede gendarmen, at tage de rød/hvide kranse ned til rejsegildet.
Konkurrencen var stor. Også for de små købmænd i landsbyerne. Således rejste købmænd fra Tønder rundt og tog imod bestillinger til en langt billigere pris end de lokale købmænd kunne levere deres varer til.
Den dansksindede møller
Her var en trælasthandler Peter Hansen Petersen også kaldet Peter Bødker. Her var også en mølle og oppe fra toppen af denne var der en dejlig udsigt over Bylderup og Lendemark. I 1902 købte Jes N. Jacobsen møllen. Han kom til at betyde meget for danskheden i Bylderup Sogn.
Pastor Braren indkaldt til møde
Jo her foregik også mange kristne møder. Og herfra blev der også startet en afholdsforening. I 1909 skulle der afholdes et afholdsmøde på Bylderup Kirkekro. Der var kommet mange deltagere. Gendarmen konstaterede efter lovens forskrifter, at salen ikke var stor nok. Halvdelen af mødedeltagerne skulle forlade salen. Disse opholdt sig så i skænkestuen, mens lærer Lorenzen fra Ballum, der var mødets taler, holdt sit foredrag.
Efter lærer Lorenzen skulle pastor Braren fra Bylderup tale. Han nægtede at tale under polititrussel og indbød hele forsamlingen med over i præstegården, hvor gendarmen ikke havde noget at sige.
Dette indbragte bagefter pastor Braren en tilsigelse om et møde hos landråden. Han blev spurgt om, hvorfor han havde handlet således. Han havde svaret, at han ikke kunne acceptere tyskernes optræden over for danskerne. Landråden havde svaret:
Småfolk og storbønder
En nat brændte stuehuset hos Peter Bødker. Kusken her hed Jørgen Peter Eiffert. Han var kendt viden om, for han kom kørende med kul, træ og andre ting. Han var også kendt som Lendemarks største cykelrytter. Det tog ham ellers lang tid at lære at cykle.
Her lå også en trelænget slægtsgård tilhørende Rasmus Carl Eschelsen. Og de havde både tjenestekarl og tjenestepige. Men en dag skete der noget frygteligt herover. Tjenestepigen hængte sig nede i vognporten.
I byen boede også kådner Emil Peter Petersen. Han handlede med fisk og var en fin fyr, hvis ikke lige, at han drak, for så blev han meget voldsom.
Præstegården var også vigtig for byen. Omkring 1893 var der her Pastor Bahnsen, der regerede. Og i 1894 indtog en ny pastor gården. Han hed Simonsen.
Der var også et hus, som i ældre tid havde tilhørt præstgården. Her boede Thomas Snedker. Han var far til Peter Bødker. Her fik børnene altid franskbrød med honning.
Ringorme fjernes ved fuldmåne
Ja her var også forten, Den blev tidligere brugt til at vande kreaturer. Men her nede ved åen var det en fortræffelig legplads. Øst for lå Carl Johan Lorenzens hus med værksted. Han var bødker og blev derfor kaldt Carl Bødker. Jo og hans kone, Line kunne fjerne ringorme. Det skulle gøres under fuldmåne, hvortil man fremsagde en bestemt remse.
De havde en hund, der hed Bismarck, men den lignede dog ikke ham. Og Carl Bødker kunne både klippe hår og ordne træsko. Han leverede også smørdritler til Bylderup Bov Mejeri.
Missionærer i Østasien
I det næste hus boede Matthias Spillemand. I 1898 solgte han huset til Nikolaj Hansen også kaldet Klåj. Og det var med et anseeligt antal børn. Han fungerede mest som daglejer og arbejdede mest omkring Bylderup og Nolde. Klåj og hans familie tilhørte en sekt. De blev anset for at være meget kristne. Et par af deres døtre blev således missionerer i Østasien.
Lidt tilbagetrukket fra landevejen lå et gammelt hus. Her boede Hans Christian Sørensen og hans kone Karoline. Han var arbejdsmand og hans kone var kagekone. En gang om ugen, gik hun fra hus til hus med en stor kurv. Hun solgte brød og kager for bager Andersen i Bylderup.
Mælkemand med træben
På byens nordlige side lå Jørgen Asmussen Sørensens gård. Det var efter præstegården byens største gård. Det næste hus tilhørte banevogter Adam Horn. Han var fra Hessen. De havde en sindssyg søn, som for det meste opholdt sig i et lille rum ved siden af køkkenet. Og en datter, Anna havde et træben.
Senere boede Nis Spillemand i huset. Han var mælkekusk og havde også træben, men det hindrede ham ikke i at hoppe op og ned ad mælkevognen.
Ja så var der også en tidligere smedje, senere farveri på nordsiden af vejen. Nabohuset var Peter Damgaard Iversens kådnersted.
Den gamle kro
På vejens sydside lå den gamle kro. Det var en middelalderlig bygning med lav dør, små vinduer, lavloftede stuer og ældgammelt inventar. Det lå helt op til landevejen uden have. Jes Christian Christensen var dengang enehersker på kroen. Sønnen Peter Boysen Christensen passede landbruget i mark og stald.
De var begge enkemænd og skiftende husbestyrerinder klarede husholdingen, indtil døtrene kunne overtage dette. Men krovirksomheden gav næppe stort overskud. Den gamle kromand døde i 1913 og dermed ophørte krovirksomheden.
Man kærnede selv smørret. Og der blev lavet mad fra et åbent ildsted. I 1930 nedbrændte den gamle kro fuldstændig med alt indbo. Gården blev opført på ny i toften nord for landevejen.
Danske børneblade
Nabogården til kroen tilhørte Johann Philipp Johannsen. Han var kommuneforstander. Og så er vi vel nået til det sidste hus i byen. Det var et såkaldt fæste-kådnersted. Det tilhørte skomager Asmus Hansen. Han overtog det i 1892 af faderen. Han blev kaldt for Rasmus Kollunder, vel sagtens fordi hans farfar var fra Kollund.
Jo Rasmus var populær hos børnene. Han havde danske børneblade. Så kunne man jo lære dansk på den måde, for i skolen blev der på det tidspunkt ikke undervist i det.
Den store og Den lille skole
Skolevejen gik forbi købmanden i Lendemark over engdraget og broen over Slogsåen til Bylderup skole. I blæst og dårligt vejr var det sikkert en lang vej til Bylderup Skole. Men børnene fra Sottrupmark og Frestrup havde endnu længere.
Skolen havde to klasser – den store skole og den lille skole. I hvert lokale var der en stor kakkelovn. I den ene ende af legepladsen var der bygget en retirade.
Der var hele to skoler i Bylderup sogn. Der var nemlig også en en-klasset skole i Bredevad. Børnene fra Duborg gik i skole i Terkelsbøl.
Skolesproget var tysk, selv om hjemmesproget var dansk. Og det var nu heller ikke alle, der forstod det tyske sprog.
”Es ist vollbracht”
Der kom en lærer, der boede i Stemmild. Og han blev transporteret på en velocipede. Denne blev meget beundret af eleverne. Senere blev der dog indrettet et loftværelse til læreren på skolen. Jo han var meget populær. Men en gang imellem måtte han bruge stokken for at få respekt.
Han blev gift med bagermesterens datter. Han døde i 1927 i Kastelruh i Sydtyrol under et rekreationsophold. Han ligger begravet i et hjørne af denne bys katolske kirkegård. På gravstenen står:
Kejserens fødselsdag og Sedanfesten den 2. september i anledningen af sejren over franskmændene i 1871 blev fejret på skolerne.
En autoritær degn
Degnen i den store skole var autoritær, men forsøgte at gøre undervisningen spændende. Når det var godt vejr, kunne han godt finde på at foreslå en spadseretur. Men det var først efter at ti-toget fra Tønder var kommet, idet kredsskoleinspektøren plejede at komme med dette tog, når der kom uanmeldt revision. Han skulle jo helst træffe alle hjemme.
Pastor Braren – nok engang
En præst, som vi tidligere i vores artikler har nævnt flere gange er Pastor Jürgen Braren. Han kom til Bylderup i 1907. Han var ugift, da han kom til byen. Derfor søgte han en husbestyrerinde. Braren spurgte sin mor, hvem af de to, der havde søgt, som han skulle tage. Hun svarede, at det skulle være hende fra København. For det kunne da tænkes, at damen ville gifte sig med ham.
Mor bestemte, hvem der skulle være kone
Og sådan blev det så. Frøken Elisabeth Mynster blev hans husbestyrerinde. Hendes far havde været præst i Ladelund i Sydslesvig, faktisk ikke særlig langt fra Bylderup. Han var en af de præster, der blev afsat efter 1864. Denne begivenhed havde sat sit præg på Frøken Mynster. Hun var ingen ven af tyskerne.
Det var ingen andre end Braren, der havde søgt stillingen i Bylderup. Det var dengang stor præstemangel. Braren holdt sin ”opstillingsprædiken” den 1. januar 1907. Man samledes til nationale fester på kroen og i hjemmene. Andre steder i sognet festede tyskerne.
Braren fik både danske og tyske venner
Braren fik venner både blandt tyskerne og danskerne. Han påtalte de tyske myndigheders foranstaltninger. Tyskerne havde en eftermiddags-gudstjeneste om måneden. Den var ikke ret godt besøgt. De dansksprogede gudstjenester blev derimod mere og mere besøgt, ikke mindst af unge.
Pastor Braren startede et kor, hvor man indøvede danske salmer. Pastoren regnede sig ikke som tilhørende Indre Mission, men han stod den ret nær. Han skrev dog ikke artikler til deres blad. I 1912 flyttede pastor Braren til Åstrup. Her adopterede han en lille pige, Johanne den pige som kongen red over grænsen med. Dette har vi også tidligere beskrevet i en artikel.
Brarens tid i Højer har vi også tidligere beskrevet.
Gårdmændene fra Sottrup
Fra Sottrup kom de altid i kirke både i godt og dårligt vejr. Der var altid fart på. De havde jo nok at se til. Jo de kom altid til fods. Gårdmændene fra Bredevad kom altid med hestevogn.
Man sagde om Sottrup, at det var en ret udsvævende by. Men man oprettede dog en ”vis kirkelighed”. Men byens kro var nu ret flittig besøgt. Der var desværre også en del konkurser og en dårlig økonomi. Dette gik ud over moral og helbredstilstand.
Det var i 1880 og 1890 mens pastor Bahnsen var sognepræst i Bylderup, at der gik en kirkelig vækkelse over Sønderjylland. Dette resulterede måske i det skilt, der blev sat op i krostuen i Sottrup:
Men hel’re ud af døren gå,
Det hører Gud i Himmerig
Og straffer både dig og mig
Kirkeflokken fra Sottrup voksede
Jo, kirkeflokken fra Sottrup voksede og i 1905 blev der bygget et missionshus. Og kromanden fra Sottrup, Hans Schmidt blev i 1904 bestyrer af det nyoprettede missionshotel i Tønder.
Nej den bus, som jeg sad i, kører ikke til Sottrup. Men byen ligger vel ikke mere end 3 kilometer fra Lendemark. Skulle man hertil dengang skulle man gå over markstier, om sommeren var det gennem kornmarker.
Mads Mahler fra Øster Højst hentede i flere dage om ugen gods på Bylderup-Bov station og kørte til Sottrup. Og hver morgen kom postvognen forbi stationen og kørte posten til Øster-Højst. Om aftenen dukkede den frem igen for at nå sekstoget.
En berygtet og frygtet rovmorder
En berygtet og frygtet rovmorder Peter Ludvigsen blev i 1894 eftersøgt af politiet. Der var lovet 500 mark for hans pågribelse. Man mente at man havde set ham på egnen. Men nu blev enhver, som man ikke kendte i forvejen mistænkt.
Også en landstryger, der kom til byen og tiggede om en mellemmad blev anset for at være den mistænkte. Nu blev der så taget kontakt til byens stærkeste person, Jep Sørensen. Også en tidligere dragon, Peter Hald blev kontaktet.
Da han blev anholdt, sagde han, at han var overvagtmester fra Tønder og protesterede vildt og voldsomt. Også kommuneforstanderen, der blev hidkaldt, lod sig ikke overbevise om mandens identitet.
Kromanden Hans Schmidt sendte sin tjenestekarl til Ravsted for at hente gendarmen. Da denne så den formodede morder, klappede han støvlehælene sammen og hilste stramt med et:
Frikendt for retten
Men her stoppede sagen nu ikke. For mændene fra Sottrup måtte for retten. De blev anklaget for frihedsberøvelse over for en tjenestemand i funktion. De blev dog frikendt. Dommeren anså, at de havde handlet i god tro.
Og så kører ”Den gamle Redaktør” ind i Tønder. Lidt senere er vi ved rutebilstationen, hvorfra der dengang fra Tønder Øst gik tog til Tinglev.
Et lille stykke derfra, oppe i Østergade ud for ”Den Gamle Redaktørs fødested” afgik der en postvogn til Nykirke via Aventoft syd for grænsen i dag
Aventoft
I Aventoft snakkede de lidt mærkelig. De sagde ”tug” i stedet for to. Og de sagde ”svort” i stedet for sort. De gik for at være lidt særpræget og selvbevidst. Byen lå også på en slags hallig. På den ene side grænsede den op til den rige marsk. Bønderne herfra kom, når der var markedsdag i Tønder kørende gennem Aventoft.
På den anden side var heden, hvor de fattige børn ved juletid gik rundt med deres rumlepotter for at bede om en lille gave. Men søområderne mod syd og Vidåen mod nord har sikkert sat en grænse med hensyn til naboskab.
Man kunne køre med postvogn fra Tønder til Aventoft. Den fortsatte til Nykirke. Jo den startede fra Lorenz Andresens Kro i Østergade. Det var senere møbelhandler Stahlberg, og her er ”Den Gamle Redaktør” født.
Kalkuner ved kroen
Dengang havde de ved kroen ved Møllehus inden broen over Vidåen, kalkuner der angreb de vejfarende. Jo, det var en fiskerby, Aventoft. Man kunne høre dem tidlig om morgenen starte deres arbejde. Der var vel kun 4-5 landbrug i byen. Her var masser af enge. Disse var omgivet af høje rørskove ned til søen. Disse holdt vinden ude. Hestene kunne man slet ikke bruge her. Det var ret besværligt at få bjærget høet. Ofte måtte man bruge både.
Om vinteren var mange af engene oversvømmede. Den vand man brugte i husholdningen tog man fra grøfterne.
Befolkningen talte dansk, kun få talte frisisk. Med præsten og læreren talte man tysk. Men ellers blev de nationale problemer ikke diskuteret herude. Man følte sig faktisk som lidt mere. Både i skole og kirke var sproget tysk. Men hvis en aventofter bare kom og talte tysk, så blev han anset for at ville gøre sig til mere, end han var.
Æ væddesejlen på Rudbøl Sø
Højdepunktet dengang var nok ”æ væddesejlen” på Rudbøl Sø. Denne kapsejlads blev afholdt i pinsen. Den tiltrak mange mennesker, af hvilke mange kom sejlende i deres egne både. Andre kom kørende med hestevogn.
Hjuldamperen ”Sylt”, der ellers sejlede mellem Højer Sluse og øen Sild blev taget ud af den normale rute for at sejle mellem Højer Sluse og Rudbøl Sø. Dens skorsten kunne lægges ned, så fartøjet kunne sejle under broerne.
Selve ”væddesejladsen” varede nok et par timer. Men dette var kun en del af et stort forlystelsesprogram. Det var en slags folkefest.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :
Dato: oktober 10, 2016
Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
Vajsenhuset havde stor kulturel betydning for Tønder. Og ikke mindst for pietismens udbredelse. Det blev ril det bedst drevne Vajsenhus i Sønderjylland. Og det var Peter Struck og pastor Schrader, vi kan takke for dette. Købmand Matzen troede Magistraten ikke på. Ja amtmand, bypræsident von Holstein gjorde også en masse for Vajsenhuset. Endelig lykkedes det, at få testamentet fra von Roepsdorff. Men en kogsinspektør ville efter en konkurs ikke af med pengene. Først i 1735 var pengeforholdene i orden. Der var kun 8 børn i begyndelsen. En storbrand i 1725 ødelagde planerne. Vajsenhuset havde stor overskud, grundet trykkeri og en flittig person ved navn Rakebrandt.
Hvorfor hedder det Strucksalle og Schradersvej?
Ja det er måske nogle af de unge i Tønder, der ikke kan svare på. Men her i artiklen kan man måske få en indigt i, hvorfor disse personer skal æres. Da undertegnede boede i Tønder, var det også noget, der hed Det Struckse Børnehjem.
Stor betydning for byen
Dette er så anden del af historien om Vajsenhuset i Tønder, som vi skrev for et par år siden. Vajsenhuset i Tønder havde stor kulturel betydning for byen. Ja Vajsenhuset fik også stor betydning for pietismen.
Vajsenhuse eller stiftelser for forældreløse børn kendtes allerede i det gamle Rom. Efter reformationen blev der oprettet Vajsenhuse i Holland og Tyskland. Men først under pietismen kom der for alvor gang i disse huse.
Vajsenhus i København
I Danmark skænkede Frederik den Fjerde i 1720 selv 2.000 rigsdaler til et kommende Vajsenhus i København. Men det blev dog først åbnet i 1727. På den tid var der allerede gang i den i Sønderjylland. Der var oprettet Vajsenhuse i Slesvig og Flensborg uden kongens og øvrighedens foranledning.
Senere kom der Vajsenhuse i Tønder, Tønning og Husum.
Det bedst drevne
Vajsenhuset i Tønder blev indviet fredag den 24. juni 1735. Det blev nok det bedst drevne af samtlige Vajsenhuse. Ja det blev allerede sikret i 1710 takket være storkøbmand Peter Strucks og Hustru’ s testamente. Det var oprettet i taknemlighed over et helt usædvanlig levnedsløb.
Peter Struck
Legatstifteren Struck fødtes midt under svenskerkrigen i 1659. Han blev født i hjemmet i Aabenraa den 25. april. Kun tre uger i forvejen var hans far, der ligeledes hed Peter Struck død af Sprinckeln (tyfus) kun 38 år gammel. En af hans faddere Carsten Detleffsen, havde mistet sin hustru, Margrete Struck, den 23. marts.
Faderen betegnes i kirkebogen som en god kristelig og beskeden mand. Den 9. nov. 1654 havde han i Åbenrå indgået ægteskab med Marine, datter af sel. Margr. Boisens, hvilket kunne tyde på, at hun var født uden for ægteskab.
Fremtiden tegnede sig ingenlunde blid for den lille åbenråer. Hans mor fødte ham ”under den største kummer, og vaskede ham i de to første trange år bestandigt i sit tårevand”.
Da han var 12 år gammel, sørgede ”gode hjerter”, bl.a. by – fogeden for, at han kom i lære i Hamborg hos fornemme folk.
Startede tidlig en forretning
Ikke engang fyldt 19 år startede han i 1678 sin egen forretning i Tønder med de 600 mark, som hans arvepart efter faderen. Den udviklede sig hurtig. Han importerede vin fra Hamborg og kolonialvarer fra Holland. Og så eksporterede han Tønderkniplinger.
Men selv om han havde økonomisk fremgang slap han ikke for sorger. Således mistede han allerede i 1686 hans hustru, Anna Christine efter kun 3 ½ års ægteskab.
Stor anseelse
I de følgende fem år påtog han sig en række offentlige hverv. Først blev han valgt til borgerrepræsentant og kæmner. Siden valgtes han til rådmand efter amtmandens indstilling. Overalt blev han anerkendt for sin dygtighed og anseelse.
I 1691 giftede han sig igen, denne gang med Beate Maria, som tre år efter fødte ham en datter, Anna Christine.
Denne datter blev gift allerede som 16 – årig med den 20 år ældre gottorpske embedsmand, Joh. Ad. Roepstorff, som døde i 1719. Men da var begge hendes forældre døde.
Fattigskat i Tønder
Peter Struck havde under sit arbejde i Tønder set meget fattigdom. Han havde også hørt beretninger om Vajsenhuse i Halle og Hamburg.
I 1705 var hospitalet i Tønder blevet restaureret og udvidet for at skaffe ophold til værdigt trængende borgere. Pengene dertil – 2.318 mark 10 skilling – var skaffet til veje ved en husindsamling, forestået af Struck.
På foranledning af Struck blev der ugentlig indført en fattigskat. En borger i hver af byens fire kvarterer skulle samle ind. Hver lørdag eftermiddag efter en andagt i nærværelse af provsten, de fire opkrævere og Struck eller en anden rådmand, blev beløbet fordelt mellem de fremmødte fattige.
Pater Struck’ s testamente
I den kollektbog, som Struck gennem årene havde ført over indsamlingen til hospitalet har Struck og hans hustru uden dato, men sandsynligvis i 1710 efter datterens bryllup, indført deres testamentariske bestemmelser angående et vajsenhus for 12 forældreløse drenge fra Tønder, Åbenrå, Hellevad og de 5 sogne fra Viddingherred: Rødenæs, Klangsbøl, Horsbøl, Emmelsbøl og Nykirke.
At netop disse steder havde ægtefællernes bevågenhed, skyldes formodentlig at Struck og hans to hustruer gennem deres slægt havde tilknytning der. Således antages, at Strucks fader har været lærer i Hellevad. Men det er rigtig lykkedes at finde beviser herfor.
Struck havde i kollektbogen lagt en kuvert og forseglet den med følgende påskrift:
Ingen kendte til testamentet
Tilsyneladende har ægteparret intet fortalt om deres legat ikke engang til svigersønnen, som heller ikke brød forseglingen, selv om han havde kuverten i forvaring efter sin hustrus død. Men han var hele tiden på rejse med hertug Carl Friedrich.
Imens blev hans arv forvaltet af koginspektør Andreas Joachim Heinemann og herredsfoged de Behr. Og da han efter stormfloderne i 1717 0g 1721 skulle udrede 525 mark til udbedring af digerne, solgte han ca. 13 demant kogsjord uden at kende til svigerforældrenes legat til Vajsenhuset.
Magistraten havde ikke tillid til Matzen
Fra anden side havde der også været interesse for at få oprettet et vajsenhus i Tønder. Købmand Jens Matzen var interesseret i et Vajsenhus i Tønder og flere havde også givet tilskud. Matzen havde tænkt på, at oprette et uldfabrik og beskæftige 20 børn ved siden af, at de skulle undervises.
I 1728 var Matzen nået så vidt, at han hos Magistraten og regeringen ansøgte om koncession til at starte en klædefabrik og et Vajsenhus i Tønder for at afhjælpe fattigdommen. Men han fik afslag, da byens fædre stillede sig skeptisk over for ham og hans planer. De henviste til, at Man i Tønder havde en kniplingsfabrik, hvormed al armod med lyst til at arbejde kunne finde beskæftigelse og tjene til sit underhold.
Det samme skete, da han i 1741 ville indrette et uldspinderi med en fattig – og krøblingeskole.
Tønder’ s store ildebrand 1725
I mellemtiden var Tønder den 16. oktober 1725 blevet ramt af en stor ildebrand, som lagde en stor del af byen, bl.a. hospitalets bygninger i aske. Nu skulle man både genopbygge hospitalet og skaffe boliger i stedet for de nedbrændte også hjælpe de brandlidte, fattige og forældreløse.
Holsteins forgæves arbejde
Under disse forhandlinger kom rygtet om Strucks Vajsenhus på tale. Amtmanden, statsminister Joh. Georg Holstein som i overgangen efter 1721 tillige var bypræsident i Tønder, rettede straks en forespørgsel til sin fortrolige medarbejder, provst Samuel Reimarus, en betydelig og pietistisk personlighed, som nøje kender forholdene i den gottorpske tid og havde stået købmand Struck nær.
Holsteins brev
Da Reimars svar var indløbet, sendte Holstein den 23. marts 1726 Reimarus et brev, hvori det hed:
De tilsendte oplysninger angående det kenckelske legat er tilstrækkelige og beder jeg om at give mig lige så udførlige efterretninger om det struckse testamente, og kan Deres hørærværdighed være forvisset om, at jeg, hvis Gud giver mig liv og sundhed, at yderste evne skal anstrenge mig for, at den salige testators gode og prislige hensigt skal blive ført ud i livet.
Forinden glæder det mig at høre, hvilke rosværdige foranstaltninger til de fattige børns underhold og undervisning er bleven truffet af Dem på egen hånd, og opmuntrer det mig så meget mere til med glæde og eftertryk at tage fat på denne gode sag, som den netop kunne virkeliggøres ved at få det struckse legat udbetalt og anvendt. Jeg skal nok også ved lejlighed sørge for at få skaffet nogle straffebøder til veje dertil bl.a. de 100 rdl. som rådmand Giese har fået i mulkt.
Måske skal det lige nævnes, at det kenckelse legat stammer fra den velhavende provst Kenckel, der døde i 1751. Han skrev en del pietistiske bøger.
Endnu et svar
Et kvart år derefter den 18. juni hedder det videre i et brev fra Holstein til Reimarus:
En energisk efterfølger ved navn, Schrader
Imidlertid lykkedes det ikke Holstein at komme sagen nærmere i forbindelse med provst Reimarus iden han afgik ved døden den 15. september 1727. Men hans efterfølger var Johann Hermann Schrader, som havde været hans huslærer, inden han i 9 år blev lærer for prinsesse Charlotte Amalie og derpå præst i Oldesloe.
Schrader var ikke blot en betydelig prædikant, som blev redskab for en pietistisk vækkelse, men tillige en energisk og initiativrig mand, som hensynsløst greb ind overfor alskens overgreb og slendrian. Det var også ham, der fik ansat to pietistiske præster ved siden af sig i Tønder: Joh. Joachim Arens og Hans Adolph Brorson.
Testamentet fra von Roepstorff
Kort efter sin ansættelse den 20. marts 1728 fik Schrader vel på foranledning af Holstein, Magistraten til at skrive til daværende amtmand i Reinbeck, von Roepstorff. Han fik det svar, at det forseglede testamente var udbrudt i dennes besiddelse.
Efter en del forhandlinger udleverede von Roepstorff det til koginspektør Heinemann, der havde forvaltet de struckse landerier for ham.
Ved et møde på Tønder Rådhus den 21. juni 1730 kunne sidstnævnte så endelig overrække originalen til provst Schrader og Magistraten, hvorpå seglet blev åbnet og testamentet blev oplæst.
Store planer
Legatet omfattede 91 demant marksjord i Frederikskogen. Forpagtningsoverskuddet skulle i første omgang komme 12 forældreløse drenge til gode. De skulle anbringes i hospitalet, forplejes, opdrages og undervises til de blev 14 år. Det skulle være af en skolemester, der var kristelig, gudfrygtig, from, ærlig, flittig og ufortrøden. Han skulle desuden undervise 38 andre fattige børn fra byen. For dette skulle han have 820 mark som vederlag.
Hver degn i de 5 vestslesvigske sogne, som vi tidligere har nævnt, skulle undervise 20. Degnen i Aabenraa 12 og degnen i Hellevad 24 fattige børn uden herfor at forlange skolepenge. Men de skulle herfor modtage en godtgørelse på 30 mark hver.
Hvis det var muligt skulle de resterende midler bruges til at de 12 forældreløse drenge hvert år skulle kunne få et nyt sæt tøj. Hos landsherren skulle der søges om skattefrihed for legatets jorder. De, der skulle have tilsyn og aflægge regnskab, skulle have et årligt honorar.
Schrader gik i gang
Da der til sidst fandtes en bestemmelse om at testamentet skulle træde i kraft et år efter stifterens død, måtte der nu afregnes. Og det lykkedes endda at undgå tab, selv om Heinemann gik konkurs i 1739.
Trods bystyrets betænkeligheder straks efter testamentets åbning i 1730 gik Schrader i gang med at bygge en ny hospitalsbygning med et Vajsenhus og et tugthus (arbejdshus). Samtidig lod han foretage en indsamling i byen. Den indbragte 200 mark.
Indbringende indsamling
Gennem sine kontakter, foretog Schrader også en indsamling. Christian den Sjette og dronningen ydede store bidrag. Holstein gav 300 mark ligesom kongen og grev Zinzendorf gav 87 mark. Denne Zinzendorf kender vi fra Christiansfelds oprindelse.
Schrader var heller ikke bange for at ofre af egen lomme. For både at gavne Vajsenhuset og udbrede pietismen gennem udsendelse af egnede skrifter indrettede han i et rum af Vajsenhuset et eget trykkeri, hvorfra han i januar 1731 kunne udsende sin egen salmebog, ”Vollständiges Gesang – Buch” med 1.157 salmer, forlagt og trykt for det ”daselbst zu erbauenden Hospital – und Waysenhauses”.
Først i 1735 var pengeforholdene i orden
Efterhånden kunne man begynde med hospitalets og tugthusets drift, men endnu stod selve Vajsenhuset tomt, idet man ikke kunne få penge vristet ud af den konkursramte Heinemann. Først i 1735 var pengeforholdene i sådan en orden – især ved hjælp af kniplingshandler Jurgen Krögers legat – at man kunne begynde på at udføre legatfondens bestemmelser i stifterens ånd.
Kun 8 børn i begyndelsen
Skt. Hansdag blev det så endelig indviet hele 22 år efter Peter Strucks død. Der var kun 8 drenge i stedet for de påbudte 12.
Til at undervise de fattige og forældreløse børn havde Schrader tilkaldt Henneberg fra Flensborg. Men denne døde allerede i november 1730. Så denne kom aldrig til at virke i Vajsenhuset.
En flittig person – Rakebrandt
Men det gjorde August Jacob Rakebrandt, født i Løgumkloster i 1699. Efter at have studeret teologi fra 1721 og virket Preetz fik han i 1731 opfordring til at overtage degneembedet i sin hjemby, og han indrettede her en lille latinskole, indtil dette blev ham forbudt.
Fan tiltrådte straks ved Vajsenshusets åbning som lærer og informator med 150 mark i årlig lø. En fru Schramm fungerede som Vajsenmutter med en økonomi på 400 mark. Men fra 1738 til sin død i 1771 virkede Rakebrandt som både økonom og lærer.
Stort overskud
Samtidig forestod han salget og udsendelsen af forlagets bøger. Ved sin tiltrædelse opstillede han en udførlig inventarfortegnelse, som endnu er bevaret.
I de første 15 år blev der solgt en ret anseelig antal:
Rakebrandt fik ikke meget for sit store arbejde, så overskuddet blev forholdsvist stort.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:
Dato: august 4, 2023
Skamstenen fra Sæd – endnu mere (2)
Masser af sagn og historier om skamstenen i Sæd. Stenen ligger ved tidligere hovedvej. Hun skulle komme fra Sønder Løgum. Et mord på en kniplingskræmmer. En rig og en fattig bror. Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg. En herremand og en rådmands kamp. To historiker kigger i arkiver. Tilbage i 1772. Som en løbeild – fra hus til hus. Et bud fra Amtshuset i Tønder. Rets – kommissionen ankommer til huset. En ”studeret” læge og en barberers arbejdsopgaver. Hvad sagde protokollen? Hun led af tungsind. Den lokale præst ville give hende en kristen begravelse. Retten kendte ingen barmhjertighed. Anvisninger fra Hertugen. Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet. Stenen blev rest med det samme. Provsten ville fordrive djævlen ud af Karen Christens.
Masser af sagn og historier om skamstenen
Historien vi fortalte i vores første del, var sådan set korrekt gengivet. Men historien indeholder meget mere. En masse sagn og vandrehistorier og nærmere sandfærdige historier er knyttet til fortællingen om skamstenen. Således har både Claus Eskildsen og Ludwig Andresen beskæftiget sig med historien.
Der kommer pludselig helt nye fortællinger frem, der kan relatere sig til Sæd og Ubjergs historie. Men læseren bliver nok lidt udfordret. Det bliver en lidt længere artikel.
Stenen ligger ved tidligere hovedvej
Stenen ligger ved den gamle hovedlandevej Tønder – Husum. Den er meget medtaget. Og omgivelserne har ikke altid været lige velplejet. En skam, for der er flere historier knyttet til stedet. Og sjove sagn og andet er knyttet til stenen. Og den bliver benævnt – Skamsten – men er den nu også det?
Hun skulle komme fra Sønder Løgum
Den ældste trykte beretning om stenen finder vi omkring 1840. Dengang vandrede topografen J.A. Petersen gennem de frisiske egne. Hans oplevelser gengav han i:
Og hvad skrev Petersen?
Et mord på en kniplingskræmmer
Åbenbart har spørgsmålet allerede dengang optaget sindene:
En rig og en fattig bror
Den næste beretning om stenen ved Sæd finder vi i Müllenhoffs berømte samling:
Og følgende beretning skulle være meddelt af toldforvalter Tamsen i Tønder:
Man sagde engang i Sæd, at drengene brugte stenen som skive ved stenkastning og indskriften på den måde blev udslettet. Og dette var sket gennem generationer.
Et teaterstykke om stenen opført i Flensborg
En gammel mand i Sæd fortalte, at man ikke ville rejse en sten for en barnemorder. Han mente, at den historie, der blev fortalt i Jugendfreund var rigtig. Denne gammel mand hed Lorenz Holm Andersen. Han skrev forskellige skuespil bygget over hjemlige sagn, bl.a. ”Die true Ose von Sylt” ”Der Sorgennacker og ”Dyrhuus” Han behandlede også sagnet fra Sæd i et skuespil ”Der Stein von Seth”. Dette skuespil opnåede at blive opført på Flensborg Stadttheater.
En herremand og en rådmands kamp
Og endnu en mulighed til stenens oprindelse kommer fra historikeren Ludvig Andresen fra Tønder. Han minder om et drama, der den 8. juli 1554 udspillede sig på landevejen mellem Sønder Løgum og Sæd.
Rådmand Anders Momsen fra Tønder af den mægtige slægt Andersen eller Ambders, som en gren af slægten, som de senere kaldte sig. På en kro i Sønder Løgum kom denne i strid med herremanden Erik Emmiksen fra Tyrstrupgaard af den kendte Emmiksen – slægt. Erik Emmiksen havde året i forvejen arvet 19 gårde i Slogs Herred efter fru Beke Holk på Store Tønder. Han var en vild krabat.
Anders Momsen foretrak at forlade kroen. Men Erik Emmiksen indhentede ham mellem Sønder Løgum og Sæd. Han trængte ind på ham med draget sværd. I nødværge dræbte rådmanden den stridbare herremand. Derfor måtte han rømme ud af landet. Stenen kunne så efter Ludvig Andresens teori være sat af slægten Andersen/Ambders til bod eller af den dræbte herremands frænder til hans minde.
To historikere har kigget i arkiver
Overnævnte Ludvig Andreasen har ved arkivet i Kiel og ved kig i Ubjerg Sogns kirkebøger fundet yderligere oplysninger. Claus Eskildsen har fundet yderligere oplysninger. Alt sammen giver et interessant tidsbillede.
Tilbage i 1772
Vi går tilbage til 1712. Den store nordisk krig har bragt dyrtid og øget skattetryk. Værst gik det ud over de amter, der står under det hensygnende gottorpske styre, deriblandt Tønder Amt. Den samvittighedsløse Baron Gørtz og hans venner i det gottorpske råd plyndrede landet ved gamle og nyopfundne skatter. Småfolk lider virkelig nød.
Flere gamle beretninger er enige om, at småfolkene i Sæd var særlig hårdt ramt. Pesten dræbte 125 mennesker i byen. Det var halvdelen af befolkningen. I stormfloden den 1. december 1615 var der druknet 11 personer og meget kvæg.
Wallensteins tropper, svenskere og polakkerne havde bragt armod og nød over hele landet. I den sidste tid havde det gottorpske ”onde styre” plyndret landet. Den tidlige udskiftning i Vestslesvig øgede elendigheden. Bønderne havde allerede omkring 1680 begyndt at udskifte jordene. Kådnere blev derved berøvet den jord, de hidtil havde brugsretten over. De snak ned i arbejderbefolkningens klasse, der allerede var unormalt stor.
Som en løbeild – fra hus til hus
Tirsdag en 19. april 1712 går det som en løbeild fra hus til hus, at der i et af byens fattigste hjem er hændt noget forfærdeligt. Chresten Klampes hustru Karen Chrestens har givet sig selv og sine fire børn rottegift! De ældste var allerede døde, da man opdagede udåden. Moderen og den lille pige ligger hen i en ynkelig forfatning.
Et bud fra Amtshuset i Tønder
Der går bud til Amtshuset i Tønder og amtsforvalter Gottfried Bleul træffer straks de nødvendige anordninger.
Rets-kommissionen ankommer til huset
Så gik der bud til herredsfoged Friedrich Bøttger, til retsskriver Daniel Witt, til de to sandemænd, gårdejerne Lorens Andersen i Bremsbøl og Andres Andersen Holm i Sæd.
Rets-kommissionen skynder sig til det til det lille ulykkeshus i Sæd. Byens befolkning havde allerede forsamlet sig foran huset. Fysikus, Johann Andreas Gorman er til stede. Han var kort tid i forvejen kommet til Tønder fra Hamborg. I længere tid havde man søgt efter en egnet læge.
En ”studeret” læge og en barbers arbejdsområde
En ”studeret” læge behandlede dengang kun ”indre sygdomme” og gav sig ikke af med kirurgi. Dette halvt urene arbejde, der tidligere endda var blevet overladt til bøddelen og rakkerdrengene, tilkom barbererne. Endnu 1665 udvirkede barbererne Hinrich Lorentzen og Peter Jürgensen i Tønder et hertugeligt forbud imod at skarpretteren, Hans Gottfriedsen gav sig af med at behandle sår og andre legemsbeskadigelser, da kun de nævnte mestre havde kirurgi – og barberfrihed i byen.
Her i Sæd skulle der foretages obduktioner. Derfor måtte kommissionen altså suplleres med en sjette mand – barbereren fra Tønder. Da de seks mænd kommer ind i huset, finder de endnu den stakkels kone i en så åndsfrisk tilstand, at hun kan afhøres.
Hvad siger protokollen?
Protokollen får følgende ordlyd: (Nej det er ikke stavefejl i det følgende)
Hun led af tungsind
Udåden var opklaret i alle enkeltheder. Svigerinden Merret, Peter Klampes hustru havde ikke givet den stakkels kone giften. Hun havde endog låst den inde i en kiste fra mandag til tirsdag og havde nægtet at udlevere den direkte til Karen. Hvorfor det? Karen Christens havde i længere tid lidt af ”Tungsind”.
Den lokale præst mente hun skulle have en kristen begravelse
Derfor synes sognepræsten også, at det var synd, når det følelsesløse retsmaskineri vil behandle hende som en koldblodig morder. Han tager affære, gør sig dog den ulejlighed at opsøge nabopræsten i Hostrup og de to præster møder med følgende erklæring i sagen (oversat til nudansk, forkortet og redigeret):
Man kan tænke sig, hvorledes den gode pastor Wegner om natten mellem tiedagen og onsdagen flere gange har vendt sig i sin senge. Han har slet ikke kunnet få den stakkels Karen Christens ud af sine tanker. Straks om morgenen havde han sat sig ned og skrevet en erklæring og fået denne attesteret af sin kollega, at Karen Christens åbenbart har været sindssyg. I nabosognet er man gået i forbøn for hende. For hendes og familiens skyld burde der skaffes hende en kristelig begravelse.
Retten kendte ingen barmhjertighed
Men de to gode mænds anstrengelser var forgæves. Retten kendte ingen barmhjertighed i denne tid. I Tønder sad den ortodokse provst, Samuel Reimarus fra Pommern, der også ved andre lejligheder havde vist sit hårde sind.
Anvisninger fra Hertugen
Amtet meddelte Hertugen at de fire børn ville blive jordfæstet, men at Karen Christens kun kunne modtage en ”hundebegravelse” for de mord som hun havde begået. Man ville nu fra Hertugens side havde retningslinjer for, hvad der videre skulle ske.
Og af svaret fremgik det, at Karen Christens den følgende dags aften skulle slæbes ud på åben mark og begraves der, da hendes med gift inficerede lig helst ikke måtte transporteres gennem Tønder for at begraves under galgen. Men det var muligt, at
Liget af Karen Christens skulle smides ud af vinduet
Samme dag den 20. april blev de fire børn jordfæstet. Næste dag fulgte så dramaets sidste akt. Om formiddagen udgår der en ordre til herredsfoged Friedrich Bøttger:
Ved solnedgang om aftenen den 21. april mødtes rets-kommissionen igen ved det fattige hjem i Sæd. Karen Christens lig blev kastet ud af vinduet, af rakkerkarlen slæbt hen til vejkanten, sikkert med et stort nysgerrigt følge, og der begravet ”som en hund”.
Pastor Wegner skrev i kirkebogen:
Karen Christens og hendes mand var fra byen. De havde mange familiemedlemmer.
Stenen er rejst med det samme
Stenen er rejst med det samme. Måske har den ligget på en gård. Den er rejst over graven i hedensk jord. Men er det sket af medynk eller til skræk og advarsel?
En lærer fra Sæd fra 1841 til 1859 skrev i 1855 til ”Digterinden Anna”. Han fortalte at man lod en hund spise af giften. Den døde straks og blev begravet sammen med Karen Christens. På stenen står (stod):
Provsten var på vej til Sæd for at fordrive djævlen
Samuel Reimarus har sejret! Karen Christens sindsforvirrede gerning var et forbandet mord! Stenen er en virkelig skamstøtte, vistnok den eneste, der står på sim oprindelig plads.
Ifølge Neue Tonderische Zeitung skulle provsten i Tønder også være rejst mod Sæd for at ”bedrive dette helt forvildede Faar fra Helvedesulven, som allerede holdt det i sit Gab”. Men inden provsten nåede frem var hun allerede død.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 2, 2023
For mange år siden – en vandring på Nørrebro
Teglgårdsmarken gik helt ud til Assistens Kirkegård. Hvor fik Gabel pengene fra. Forlod Blågården i protest mod Kongens Dronning. Von Plessen fik foræret Blågården. Blågårdens mørke historie med Støvlet Kathrine. I 1830erne stod Blågården tilbage som brandtomt. Døtrene giftede sig med brødrene Price. Det Borgerlige Fornøjelsesselskab. Toldbetjentenes beføling. Slaverne og deres mærkelige uniform. Den dybe grøft på Nørrebro. De mange ligtog på Nørrebrogade. Alderstrøsts store lotteri. Når man var begravet i kirken, var man tættere på Gud, troede man. Et lille lig kostede kun det halve. Koppevaccination på Solitude. Herskabelig lystgård med humlegård og aspargeshave. En lille obskur knejpe. Først vægter og lys i 1830. En svinggynge vakte forargelse. Det bestandige Borgerlige Selskab måtte aldrig komme over 100. Ridekunst og legemsøvelser på Nørrebro. ”Sproglevin” – en højst mærkelig figur. Under Jødefejden 1819 ville man skænde jødernes grave. Kærligheds- og Ægteskabsstien var ikke spor romantisk.
Teglgårdsmarken ud til Assistens Kirkegård
Det er ikke alle gader og veje på Nørrebro, der er lige pæne. Vi husker Blågården for mange ting. Og vi har da endnu Blågårdsgade og Blågårds plads. Så var det også lige Blågård Seminarium som moderskole for Jonstrup.
På Frederik den Tredjes tid lå der fra Peblingesøen helt ud til, hvor Assistens Kirkegård begyndte, en vid mark, der blev kaldt Teglgårdsmarken. Her lå som navnet hentyder til – en teglgård. Denne mark købte en af Frederik den tredjes yndlinge, hans tidligere kammerskriver og omslagsforvalter – den senere så betroede rentemester og statholder Christoffer Gabel. Han hyggede sig på slottet med det blå tag.
Hvor fik Gabel pengene fra?
Man spekulerede på, hvorfra Gabel fik alle de penge til at købe dette slot. Han udnyttede sin indflydelse hos kongen. Ja så var det dem, der mente at Gabel var modtagelig for Bestikkelighed. Men mon ikke bare han var mellemmand for kongen?
Denne Gabel fik også mange fjender. Blandt disse var kronprinsen, den senere Christian den Femte. Men også andre fjender havde han – selveste Dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt og Rosenkrantz.
Gabel vidste godt, at hans magt stod og faldt med kong Frederik. I Gabels tid var Blågården en prægtig have med en mægtig Lindeallé. Der var masser af småpavilloner med blå tage. Hovedbygningen var langt yngre.
Prins Carl købte Blågården
I 1688 solgte Gabels ubetydelige søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han holdt den dog kun i kort tid. Forskellige officerer ejede gården.
Men i 1706 Købte Frederik den Fjerdes bor, prins Carl det hele. Han udvidede grunden ved også at købe jord på den anden side af søen. Denne prins havde mange titler og embeder men ellers var han ikke nogen betydelig person.
Forlod Blågården i protest mod kongens dronning
Han var en jævn og rolig godsejer, der brugte sin tid på jagt og ride, læse i pietistiske bøger og sysle med guldmageriet og havekunsten. Han var fuldstændig i lommen på sin hof-mester, den senere minister – Carl Adolf Plessen.
Med på Blågård var også prinsens søster, Sophie Hedevig. Hun var en meget fornem og pietistisk dame. Prins Carl var meget ophidset over at Kong Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow som dronning. De brød med hoffet og forlod Blågård tilbage til godset på Vemmetofte.
De førte et ”beskedent” liv på Blågården. Prinsen havde 47 personer til sin opvartning. Søsteren havde dog kun 23. Og så blev der ”spist på sølv”.
Von Plessen fik foræret Blågården
Von Plessen fik Blågården. Gården var ikke stor nok til ham, så han købte grund helt nede Ladegårdsåen. Og så meget på den anden side af Peblingesøen, at denne kom til at ligne en indsø. Meget opholdt han sig dog ikke her.
Blågårdens mørkeste historie
Efter hans død solgte arvingerne Blågården til Knud Lyne. Denne solgte så igen ejendommen til Christian den Syvendes yndling, Holck. Og dette resulterede så i Blågårdens mørkeste historie.
Det var tidsrummet med Støvlet – Kathrine. I januar 1768 blev hun eksporteret til Altona. Alt på Blågården var blevet ramponeret.
Rahbeks arvinger solgte til købmanden Tutein, men han havde stedet i tre år. Vi har tidligere på siden beskæftiget os med Blågården og Støvlet Katrine.
Det var i 1828 at Anker Heegaard anlagde sit jernstøberi på en del af området. De flyttede i 1898 til Lyngbygade.
I 1830erne stod Blågården tilbage som brandtomt
Det engang så stolte Blågården stod i 1830erne som en ruin eller nærmest som en brandtomt. En bagermester Suhr havde købt hovedbygningen og omskabt den til pantomimeteater. Det var det første Nørrebros teater.
Døtrene giftede sig med brødrene Price
I 1827 Lejede Pettotti Nørrebros Teater af bagermester Schur. Her var også en engelsk linedanser og en mimiker og hans to ualmindelig smukke døtre, Rosa og Flora, der gjorde stor lykke med deres optræden. Men familien blev uenige med Pettolotti.
Resultatet blev at de rejste tilbage til Vesterbro. Og de to døtre blev gift med James og Adolph Price. Ja de blev stammødre til den berømte Price- familie.
Pettoletti kæmpede en fortvivlet kamp for at holde gang i teatret. Han gik så til kongen for at få lov til at opføre små tyske – og senere også danske vaudeviller på sit teater. Det var vel Danmarks første privatteater. Det Kongelige Teaters eneret var dermed ophørt.
Men ak, vi nævnte før, at Blågården lignede en brandtomt. Det var den 14. april 1833 at Nørrebros teater brændte.
Det borgerlige fornøjelsesselskab
Når man var ejer af noget på Blågården, ja så fik man også en nøgle så man kunne gå rundt om søerne. Og på Blågården var også det borgerlige fornøjelsesselskab ” Holbergs Minde”, Deres ”Punchsold” var berømt i sin tid.
Toldbetjenestenes beføling
Når tjenestepigerne skulle passere portene og andre kontrolsteder oplevede de at toldbetjentene var ret nærgående i deres beføling. Man kunne ikke finde på at kontrollere skoledrengenes tasker. Gang på gang havde de held til at smugle adskillige toldpligtige varer på hver side af søen imellem ”Balles Lærebog og Badens tyske grammatik.
Slaverne og deres mærkelige uniform
På volden fik skoledrengene tid til at iagttage slaverne, der i deres mærkelige uniform, hvis ene side var sort og den anden grå, gik med deres tunge jernlænke og arbejdede der. Man kan kaldte den slaver, men egentlig var det almindelige indsatte fra fængsler, som man kunne bruge som billig arbejdskraft.
Den dybe grøft på Nørrebro
Langs husrækkerne ude på Nørrebro lå den dybe grøft, hvor der på regnvejrsdage samlede sig næsten bundløst mudder. Lugten herfra var nu heller ikke den allerbedste. Det skete da også, at disse grøfter var tørre. Så blev de brugt som en fortrinlig løbegrav for angriberne, når der var høstmanøvre for borgerbevæbningen på Fælleden.
Og disse brave soldater forærede mange af deres patroner til Nørrebros raske drenge. Disse kunne bruges til et festligt fyrværkeri.
De mange ligtog på Nørrebrogade
Til Nørrebrogades liv hører også de talrige ligtog, der førte til Assistens Kirkegård. Det var ”12 studenter” fra Regensen, der i deres sorte kapper bar kisten afsted, mens ligeledes sørgekappede mænd og drenge aldrig kvinder fulgte efter til fods.
I Kolera-året 1853 var det knap så organiseret. Da var der en baraklejr på Nørrebro, hvor man kunne observere de lange tog af arbejdsvogne, der hver bar en snes uhøvlede kister anbragt hulter til bulter. Her turde ikke engang de nærmeste at følge med på grund af smitte. En gang imellem så man på den anden side af grøften en ulykkelig hustru snige sig afsted ved siden af den vogn, der førte liget af hendes eneste ven til det sidste hvilested.
Alderstrøsts store lotteri
Håndværkerforeningen fik i 1857 tilladelse til at organisere og drive et lotteri. Malermester Geisler, der dengang var formand, foreslog at der skulle oprettes fribolig for trængende medlemmer af håndværkerforeningen. Og det skulle bære det tiltalende navn ”Alderstrøst”. Foreningen vedtog i 1862 at købe en stor grund af handelsgartner J.P. Hansen.
Den 20. oktober 1863 kunne 7 enker og 8 ærværdige ægtepar ind i de 15 boliger, der enten var på to eller et værelse.
Begravet i kirken så var man tættere på Gud!
Man kunne leje sørgekapper, når man skulle deltage i begravelser på Assistens Kirkegård. Mange mente at det var upassende at rødhårede skulle deltage i sådan en højtidelig begivenhed. Man skulle i hvert fald skjule det.
Så var det den tåbelige overtro med, at når man blev begravet i en kirke så var man nærmere Gud. Man sagde endda dengang at meget høje personer stank mindre end lavere personer i en kirke, når de havde deres sidste hvilested i kirken.
Filosoffen og lægen Tode ville have en kirkegård til at ligge uden for byen så kunne vinden blæse det syge og usunde langt bort.
Et lille lig kostede kun det halve
Man fastsatte prisen for et stort lig til halv snes rigsdaler. Et mindre lig kostede det halve. Efterhånden mente studenter-ligbærerne, at det var meget langt at skulle bære ligene ud til Assistens Kirkegård. De måtte køres på ligvogne.
I 1798 fandt man så ud af, at de lig, der skulle køres i de bedste ligvogne skulle koste 20 rigsdaler. Ak ja i 1813 blev det forbudt at servere spiritus på Assistens Kirkegård.
Koppevaccination på Solitude
General Haxthausen solgte i 1769 Solitude til staten. Så kunne Struensee og professor Berger der indrette en koppeindpodningsanstalt. Der kunne optages 48 personer ad gangen, 16 betalende af ”borgerlig og middelmådig stand”, 32 fritliggende som fik gratis kost, klæder, medikamenter og opvartning. Anstalten åbnede den 14. juni 1770 og kom under Frederiks Hospitals direktion.
Men ak, som så meget andet nyt Struensee ville have frem så vakte den modstand, uvilje og mistro. Og helt ufarlig var kuren nok ikke. I 1783 blev anstalten lukket på grund af manglende søgning. Man oprettede så i de samme lokaler et opfostringshjem for spæde børn i samarbejde med Fødselsstiftelsen. Men dette lykkedes ikke helt.
Herskabelig lystgård med humlegård og aspargeshave
Staten solgte så gården ved en aktion. Nu blev det en herskabelig lystgård med have, marker, humlegård, enge og aspargeshave, der strakte sig lige fra Ladegårdsåen om bag Assistens Kirkegård.
En lille obskur knejpe
Ja så skal det også lige nævnes ”en lille obskur knejpe”, Lille Ravnsborg, som tilhørte inspektør Knoblauch. Her var keglebane og billard. Den blev kun besøgt af ”den lavere del” af befolkningen, når de havde været til begravelse. Så drak man gravøl her.
I 1812 havde værtshusholder Chr. Heinrich Pätges og hans kone Lille Ravnsborg. Her fødtes den 22. november deres ottende og næstyngste barn, Johanne Louise. Det blev senere den så navnkundige skuespillerinde Fru Heiberg.
Først vægtere og lys i 1830
Henimod aften var det ikke hyggelig at færdes her. Man må huske på, at Nørrebro og Østerbro hverken havde vægtere eller lygter før i 1830. I den grad var man ”på landet” så nær ved staden.
Der var meget få handlende herude dengang. De allerfleste fornødenheder måtte man hente inde i byen. Det blev betragtet som en hel rejse. Men herude var en del forlystelseshaver for det bredere københavnske publikum. Det var ” almindelig jævn beværtning” med vand på maskine og keglebane.
En svinggynge vakte forargelse
Ja og så kom der en svinggynge til Nørrebro. Moralister betegnede det som et sandt gyngeraseri byen. Fornuftige og adstadige borgere spilder deres kostbare tid og penge i gyngen på Nørrebro, sagde man.
Moralisterne foreslog endda, at der blev lagt en forlystelsesskat på dette gyngeri, Det lykkedes da heller ikke at få dem afskaffet.
Det bestandige borgerlige selskab
Man kunne også for adspredelse på Store Ravnsborg. Her kunne man bl.a. beskue den så yndede tamme ravn. Ja så var det jo også det store kunstfyrværkeri,
Det var også her ”Det bestandige Borgerlige Selskab”, der stammede fra 1798 holdt til. Der måtte kun være op til 100 medlemmer. Det var kun bestemte viser, der måtte afsynges her.
Selskabet havde på et tidspunkt alt for mange penge. Lovene sagde ikke noget om disse penges anvendelsesmuligheder så pludselig var alle brødre 5-6.000 kr. rigere.
Ridekunst og legemsøvelser
Også beridere fandt herud. Kunstberider Jean Lustre købte en ejendom ved siden af Ravnsborg. Han fik tilladelse til at undervise i sit ridehus. Senere blev virksomheden udvidet med gymnastik og andre legemsøvelser.
”Sproglevin” – en højst mærkelig figur
Lige over for Jødevejen på Nørrebrogade boede i lange tider lige til han fik en fribolig på Frederiksberg Slot en højst mærkelig figur nemlig Israel Solomon Levin, den såkaldte ”Sproglevin”. Han var født i 1810 og døde i 1883.
Han var en dygtig sprogforsker, kendt for sine videnskabelige arbejder. Men han var også kendt for sin koleriske karakter og han var slet ikke til at arbejde sammen med. Han var kendt for sin hidsighed og modsigelsestrang. Også i dagbladene stødte man på hans kværulantartikler. Han var ganske ubarmhjertig og hensynsløs over for sine modstandere.
Til alles forbavselse giftede han sig i en sen alder. Alle ynkede den stakkels kone. Hun holdt da også kun et par pr så blev de skilt.
På Nørrebrogade var han en meget kendt skikkelse. Han var afholdt hos de fattige studenter som han underviste ganske gratis, ellers var han ikke.
Under Jødefejden ville man skænde jødernes grave
Under Jødefejden var der mange, der mente at man skulle skænde jødernes grave. Her på Jødevejen (Møllegade) købte rebslagermester Hans Thrane – Major Svendsens store reberbane, der strakte sig fra Møllegade til hen imod Jagtvejen. Det var i 1850erne. Her opstod senere på denne grund Meinungsgade og Frederik den Syvendes gade.
Kærligheds- og Ægteskabsstien ikke spor romantisk
Omkring søerne befandt Ægteskabsstien og Kærlighedsstien sig. Men her skulle man huske gummistøvler på. Når det havde regnet, så kunne man gå et skridt frem og to tilbage. Så disse stier levede nok ikke helt op til deres navn – i regnvejr.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 5, 2023
Danmarks Første villakvarter
En interessant bog er udkommet. Kan kvarteret begrænses. Politikerne har aldrig passet på området. De ignorerede 3.000 protester. Finsens Lysinstitut bredte sig. Da han fik Nobelprisen tav protesterne. Vi går længere tilbage end Classen. En kongelig hof-vinleverandør. Melchior bygger Rolighed. En hyldest af H.C. Andersen. Her var ræv og mår. Der blev indført et hav af servitutter. Illustreret Tidende udnævnte kvarteret som Byens smukkeste. En uheldig Vandforsyning. Uenighed om navnets oprindelse. Her boede det pæne borgerskab. Rosenvænget kendes fra 1858. Bogen er en dokumentation af stedets unikke historie. En flot bog som man kan håbe politikerne også vil læse.
En interessant bog er udkommet
En ny interessant bog er udkommet. Og det er Gitte Ladegaard: Rosenvænget – Danmarks ældste villakvarter. Og det er ikke blot en almindelig forfatter, der har skrevet denne bog, nej det er en, der stadig kæmper for at bevare kvarterets særpræg. Dette særpræg kan stadig beskues.
Kan kvarteret begrænses?
Vi har allerede skrevet flere artikler om dette kvarter. Det er så et spørgsmål om, hvor vi skal begrænse det. Ja egentlig begrænses selve kvarteret af Nordre Frihavnsgade, Østerbrogade og Strandboulevarden. Men når lokalhistorie skal beskrives, skal man altid gå over grænser. Men skal vi sætte nogle flere gader på, end dem vi nævner, må det blive
Når man går i dette kvarter og tænker på historien, ja så kan man få en hel unik oplevelse. I slutningen af artiklen har vi lavet en liste, hvor du i hvert fald på denne side kan få mere information.
Træfældningen er nærmest vandalisme
Vi går også lidt videre end bogen i vores beskrivelse af den. Her er det egentlig en rig mulighed for at bevare et stykke unik kulturarv. Men egentlig gør Københavns Kommune ikke noget særligt for at bevare denne kultur. Træfældningen i området er nærmest vandalisme.
Allerede fra 1942 eksisterer der en lokalplan, hvor der står, at eksisterende træer ikke må fældes. Men så kan man da altid påstå at træet er sygt. Og åbenbart håndhæver kommunen heller ikke denne lokalplan mere. Beboerne protesterede. Og nu har man så lavet et tillæg til lokalplanen. Det vil sige, at skal et træ fældes eller beskæres skal der indhentes tilladelse.
Politikerne har aldrig passet på området
Politikkerne har nu aldrig rigtig passet på området. Måske burde de læse denne nye bog. I 1932, 1952 og 2006 er der taget bidder af kvarteret. Villaer er revet ned og boligkarreer er opført.
I 1932 blev der opført en U-formet bebyggelse mellem Rosenvængets Hovedvej og Næstvedgade. Byggeriet førte til en retssag, hvor beboerne i Rosenvænget uden held søgte at hindre bebyggelsen under påberåbelse af områdets gamle villaservitutter.
Sagen kom for Højesteret. Selv om bebyggelsen næppe kan kaldes villaagtig, kunne den godkendes, fordi den holdt sig til tre etager.
En til dels bevarende byplan for området blev vedtaget og tinglyst i 1942. I 1952 fik byplanen en tilføjelse til bestemmelserne for en ny bebyggelse syd for Rosenvængets Alle. Det blev herved muligt at opføre tre- og femetagers bebyggelse på ejendommen Saabyvej 1-5 og 4 og hjørnerne af Holsteinsgade (13 – 17) Bygningerne rejste sig året efter. Det var så aftrappet efter afstanden til den eksisterende villabebyggelse – fem etager mod Holsteinsgade og tre etager mod Rosenvænget. Byggeret betød et farvel til Rosenvængets Alle 30.
Politikerne ignorerede 3.000 protester
I 2006 blev udstykkeren Waagepetersensvilla (Rosenvængets Alle 32) og det tidligere Institut Francais (Det Franske Institut 34 – 38) revet ned på trods af 3.000 menneskers protester. Den nye lokalplan var vedtaget af et flertal af Borgerrepræsentationen.
Sådan kan vi vel blive ved med at nævne eksempler på, at man overhovedet ikke tager hensyn til gamle servitutter og forordninger. Man ophæver bare dette ved at indføre en ny lokalplan.
Finsens Lysinstitut begyndte at brede sig
Også på Østerbro gik byggespekulanter i gang med etageejendomme. Men nu gik det knap så galt på Østerbro som på Nørrebro. Og siden slutningen af 1800-tallet til nu har beboerne så nogenlunde holdt stand. Det var jo lige Finsens lysinstitut, der begyndte at brede sig lidt for meget efter beboernes smag dengang.
En delegation af beboere forsøgte at hindre at Finsen fik et statslån på 240.000 kr. De opsøgte ligefrem Folketingets Finansudvalg. Men det lykkedes nu ikke for beboerne.
Et andet problem var, at i sådan et kvarter kunne man ikke have vansirede patienter gående rundt. Det var i en tidligere cirkusdirektørs hus, som Finsen flyttede ind i. Han boede selv på 1. sal. Laboratoriet lå i stueetagen. Og patientbehandlingen foregik i et tidligere ridehus, der lå i haven.
Længere tilbage end Classen
For at beskrive kvarterets historie må man gå langt tilbage. I vores artikler herpå siden er vi gået lidt længere tilbage end forfatteren til denne bog. Vi skal jo egentlig længere tilbage end 1807, hvor der var kampe i Classens Have ikke så langt derfra. Denne Classen kom til eje store jordstykker på Østerbro.
Grosserer Tutein købte området i 1802 og lagde det ud som en stor villa i engelsk stil med køer, der græssede på engene,
En kongelig hofvinhandler
Men et vigtigt årstal er også 1857, hvor kongelig hofvinhandler Mozart Waagepetersen køber jorden. Ja han købte det af grosserer Friederich Tuteins arvinger. Familien kendte ham udmærket. Rosendal blev revet ned i 1890. Den nuværende ejendom på stedet har adressen Østerbrogade 60.
Melchior bygger Rolighed
Han udstykker grunden i 50 store villagrunde. Familien Melchior var en af dem, der købte et grundstykke. Her lod de opføre Rolighed. Her var H.C. Andersen en flittig gæst. Her tilbragte han også sine sidste måneder inden han døde den 3. august 1875.
Rolighed lå nord for Rosedal.
En hyldest af H.C. Andersen
Ja og H.C. Andersen skrev også en hyldest til Rosenvænget fra sit logi på Rolighed. Det hed ”Rosenvængets Roser”:
Her var ræv og mår
Nej det er ikke en stavefejl. Jan Holm Hansen skildrer i romanen ”Fra Dannevirke til Rosenvænget” (1880) villaerne, som var de bygget af guld og regnbueskær.
Litteraturprofessor Valdemar Vedel skildrer i Mit Hjem (1912) sin barndoms Rosenvænge som et paradis med
Masser af servitutter
Siden 1762 hed det Rosendal. Og dog, gården hed Rosenvenge. Det blev så senere afløst af Rosendal.
Og allerede dengang, da denne herre købte orden, sørgede han for en række servitutter, der sørgede for, at man hverken måtte bygge tæt eller højt i Rosenvænget. Der måtte ikke anlægges forlystelser eller værtshuse. Husene måtte højst være i tre etager, så udsigten over Øresund ikke blev hindret. Og så skulle husene ligge på linie.
Byens smukkeste kvarter
I Illustreret Tidende kunne man læse, at naboerne ikke generede hinanden, da de lå lang fra hinanden. Trods dette kunne fra Heiberg ikke lide hendes nabo – i begyndelsen. Det var i 1863, da første generation af huse stod færdig, at kvarteret blev beskrevet i Illustreret Tidende. Man omtalte det som ”Byens smukkeste Kvarter”:
En uheldig vandforsyning
Husets vandforsyning var ordnet på en lidt uheldig måde. Der var nemlig ingen brønd, hvilken ville have givet det sundeste drikkevand. Men der var en vandledning af træ fra den højtliggende Lundehussø. Det blev så ledt ind i en træbeholder, der stod på en slags stillads i gården. Drikkevandet ved bordet blev ganske vist filtreret, men alligevel har det nok ikke været helt rent.
Uenighed om navnets oprindelse
Rosendal blev navngivet af Reinhard Iselin i 1762. Hans slægt stammede fra den tyske by Rosenfeld, hvilket formentlig er baggrunden for navnet. Ja det er der nogen, der mener.
Men mon ikke navnet stammer fra amtmand i Norge, Jens Rosenheim, som i 1688 erhvervede store arealer på stedet. Hans tid som grundejer var dog meget kortvarig. I 1689 fulgte han som overkrigs-kommissær med de tropper, man overlod Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden. Under dette døde Rosenheim 1690 i Dublin.
Her boede det pænere Borgerskab
Allerede i 1863 var den nordlige side af Rosenvængets Hovedvej bebygget. Ret tidligt blev dette området samlingssted for byens kunstnere. Her boede Fru Heiberg, malerne Skovgaard og Marstrand, Drewsen, Thorvald Læssøe, minister Krieger. Komponisten J.P.E. Hartmann. Burmeister & Wain-fabrikant, William Wain, Højesteretspræsident A.L. Drewsen, vejviser-udgiver Thorvald Krak (Rosenvængets Allé 50 – opført 1867) og mange flere berømtheder. Grundene gik helt ned til stranden.
Fru Heiberg lod arkitekten J.D. Herholdt opføre en villa (nr. 46), som hun flyttede ind i 1862/63. Her boede hun til 1874/75, hvor hun så rykkede ind i det ligeledes fashionable nybyggeri Søtorvet.
Henrik Ibsen har skrevet et digt ”Rimbrev til fru Heiberg”, hvor hendes udsigt ud over Sundet hyldes. Her boede hun med sine tre plejedøtre.
I 1872 var hele 49 grunde blevet solgt.
Rosenvænget kendes fra 1858
Den vigtigste vej i kvarteret er Rosenvængets Hovedvej. Den er ca. 200 meter lang. Den begynder ved Odensegade og munder ud i Strandboulevarden. Den blev navngivet omkring 1870. Rosenvænget kendes fra 1858.
Og til kvarteret kom H.C. Andersen jævnligt. Ja han pralede med at han havde nøgler til lågerne ind i kvarteret. Det var sandelig ikke alle man lukkede ind. Det var noget lukket og eksklusivt over kvarteret. Det kan man nu stadig fornemme.
I 1880erne fik Rosenvængets Hovedvej direkte forbindelse til Østerbrogade, da Odensegade blev anlagt. Den skulle have forbundet Frihavnen med Trianglen men planerne støder mod modstand.
Bogen er en dokumentation for stedets unikke historie
I dag bor der mange nyrige i kvarteret. Det er som om, at de ikke forstår kvarterets landskabelige særpræg og stedets kulturhistorie. Men nu er det heldigvis kommet en dokumentation for stedets unikke historie.
Bogen fortæller både om fortid, nutid og fremtid. Der er masser af flotte fotos i bogen.
Der er endnu 24 villaer tilbage fra dengang – kun to af disse er i dag fredet.
Rosenvængets Hovedvej
Det er en flot bog, mon nu politikerne vil læse den. Eller vil de fortsat lave nye lokalplaner, der til stadighed afløser de gamle servitutter
Kilde:
Hvid du vil vide mere:
Dato: august 5, 2021
Kastellet – Endnu flere Historier (5)
Vi kigger også på, hvad der sker i området. Der var nogle mindre pyntelige huse. Så var det lige Brokkensbod, To bataljoner slog sig ned på grønningen i 1807. En pavillon på Esplanaden. Den lange reberbanebygning gik til militæret. Institut for døvstumme blev oprettet, Sponsorer til fattige børn i Kastellet. Fattigkassens penge blev ikke helt brugt til formålet. Korps ønskede bedre luftcirkulation. Masser af bevogtning på voldene. Officerer og underofficerer fik hver deres have. Latriner over Kastels-graven blev fjernet. Skøjtebane blev oprettet. Store forandringer på Langelinie. En irriterende bom blev fjernet, da sporvognen kom. Ny kasserne på Øster Fælled. Nærmest urskov og masser af natur og dyreliv. Norgesporten skulle åbnes, men der var ingen lys. Fra 1882 skete der store forandringer.
Mindre pyntelige huse
Esplanaden var adskilt fra Toldbodvejen ved en meget gammel ca. 282 meter lang hæk. Den strakte sig fra reberbanen – Husarkasernen – ud imod Toldboden. På den nordlige side af Toldbodvejen fandtes nogle småhuse og et sprøjtehus.
Her boede musketer Philip Rotheuser, dernæst en fuldmægtig Ravn. Det vestligste hus var det berømte Brokkensbod. I 1820 blev disse huse betegnet som faldefærdige.
Musketer Rotheuser af Københavns Infanteriregiment søgte i 1811 tilladelse til at bygge en butik 13 alen bred og 6 alen dyb på Kastellets Esplanade mellem Sprøjtehuset og Bokkensbod. Han ville bygge et værtshus og det fik han tilladelse til. Allerede ti år efter søgte han tilladelse til om at måtte opføre et større hus end det gamle. Men det fik han dog afslag på.
Begrundelse var at disse huse var ”mindre pyntelige” Måske blev anmodningen også givet fordi anvendelsen førte til ”uordenen” af forskellig slags. Men han tabte dog ikke modet. Han søgte om at udvide de nuværende lokaler og den tilladelse fik han.
Brokkensbod
Men hvad var Brokkensbod? Det hus omtaltes allerede i 1689 som ”Jens Brocks Hus ved Toldboden”. Dette hus var det største af de fire huse. Den første ejer var Jens Sørensen Brock. Han var toldbetjent og ”visitør”. Han var gammel hoftjener. Og i den egenskab fik han den 18. marts 1699 af Christian den Femte ret til udskænke øl og dansk brændevin i huset.
I 1719 fik sønnen, brygger Jokum Brock privilegiet fornyet. Sønnen døde i 1724. Nu skulle huset så ifølge reglerne tilfalde kongen men åbenbart var dette gået i glemmebogen for familien fortsatte med forretningen.
På et tidspunkt blev de gamle bindingsværksmure erstattet af en grundmur. Huset tilfaldt en kvinde ved navn Henrica Svitzer, der havde tjent slægten i en lang årrække. Hun døde i 1792 og Rentekammeret overtog derefter huset og forretningen. Derefter blev det forpagtet frem til 1855. Forpagtningsafgiften steg fra 264 til 800 Rigsdaler.
Alle fire huse måtte efterhånden vige i anledningen af udvidelsen af Toldboden. Nedrivningen foregik i årene 1847 – 1855.
To bataljoner slog lejr her
Under det engelske angreb i 1807 camperede to af landeværnets bataljoner i Esplanaden og Grønningen fra den 17. august til den 14. september. Her var rejst teltlejre. Der blev rejst en palisadespærring for at forhindre desertering. Således var der 1.211 danske soldater, der løb over til fjenden.
En pavillon på Esplanaden
Esplanaden og Grønningen var yndede promenader for borgerskabet omkring 1820. Man lod hvert andet træ beskære, så man kunne nyde udsigten. Stedet var kun tilladt for gående. Dog var der tilladt at ride her for kongehuset og særlig privilegerede.
Mod en årlig afgift på 20 Rigsdaler til Kastellets Fattigkasse blev der i 1844 tilladt at rejse en pavillon. Allerede to år efter fik ejeren lav til at forlænge pavillonen mod en forhøjet afgift.
Den lange reberbanebygning
Den lange reberbanebygning var nu blevet en militærbygning. Efter bombardementet i 1807 kom til at rumme mange husvilde. I januar 1821 blev det stykke af bygningen, der lå nærmest Toldbodvejen ryddeliggjort i en længde af 40 alen. Det blev overladt til 2. Husar Eskadron til indøvelse af ”Gymnastik og hugning”.
Artilleriet ejede resten af bygningen. Her blev rekvisitter opbevaret.
Fra maj 1815 til marts 1816 blev Grønningen anvendt som øvelsesplads for nogle drenge fra Københavns Fattigvæsen der af en regimentstambur skulle oplæres i at slå på tromme og blæse på fløjte. I alt 44 blev på den måde udlært.
Her blev så igen sat en bom op. Der skulle nøgle til. Det var kun enkelte privilegerede, der nu kunne få adgang. Og nøglen blev opbevaret i Østerports vagt.
Institut for døvstumme
Den 15. april 1838 fik Institut for døvstumme tilladelse til at opføre en stor grundmuret bygning op ad Glaciset. Det var chefen for Ingeniørkorpset oberst von Prangen selv, der havde lavet tegningerne. I krigstid kunne denne bygning så bruges og være til fordel for fæstningens forsvar.
Sponsorstøtte til de fattige børn i Kastellet
Vi har flere gange nævnt Kastellets Fattigkasse. Om midlerne er blevet brugt efter hensigten til garnisonens fattige, vides ikke. Vi ved heller ikke om midlerne er brugt til skolesøgende børn.
Men vi ved, at den 10. april 1733 opnåede en løjtnant Jacob Johannes Qvandt privilegium på i sin gård i Kongens Gade – St. Kongensgade- at brygge, brænde og udsælge i ”Fustager”, Kander eller Potter til hvem, der behøvede det. Til gengæld for denne tilladelse skænkede han en kapital af 500 Rigsdaler til Kastellets fattige skolebørn.
Renterne af dette beløb skulle fordeles årlig med 12 Rigsdaler til Kantoren for at læse med ”10 arme Soldater Børn” fra Kastellet, 12 Rigsdaler til klædning af disse børn og en Rigsdaler til bøger.
I 1740 testamenterede fremdeles en kaptajn Christian Hinrich Jæger, der i 10 år havde haft Garnison i Kastellet, bl.a. 50 Rigsdaler til de fattige i Kastellet og andre 50 Rigsdaler til dets Fattigskole.
I tiden mellem 1785 og 1790 begyndte man med for betaling at udstede tegn til kørsel og ridning gennem Kastellet og på Langelinie. Man skulle ligeledes betale for at spadsere på Volden og Smedelinjen. Disse indtægter tilfaldt også Kastellets Fattigkasse.
I årene 1807 – 1823 ophørte disse bidrag. I 1815 var det så en majorinde Pultz, der var afgået ved døden, der testamenterede 1.000 Rigsdaler.
I 1823 kom der pludselig et bidrag på 240 Rigsdaler fra en forpagter ved en tidligere omtalt bom på Kastelsvejen. Det var en afgift, der i 1840 blev forhøjet til 304 Rigsdaler.
Fattigkassens penge blev ikke helt anvendt til formålet
Kassens kapital voksede på den måde betydeligt. Renterne blev snart så store, at de blev brugt til andre ting end selve formålet. Således blev pengene brugt til brolægning af kastellets hovedgade, til forbedring af vejene omkring Kastellet og til forskellige reparationer af kirken.
I 1824 udgjorde kapitalen 8.940 Rigsdaler. Men der findes ingen regnskaber fra før 1828.
Opgjorte udgifter:
I 1853 udgjorde kapitalen:
I årenes løb fik kassen endnu flere indtægter. Og nu var det ikke kun til fattige at pengene blev brugt. Således blev pengene i stigende grad brugt til vedligeholdelse af alle Kastellets veje og promenader og til kirken. Ja selv til indkøb af brød og vin til alterbrug.
Korps ønskede bedre luftcirkulation
Den 16. juli 1854 indsendte 1. Jægerkorps et andragende. Det var dem, der nu lå i garnisonen. De ville gerne have tilvejebragt en bedre luftcirkulation i Kastellet. Ingeniørkorpset havde afgivet en betænkning i sagen.
Ministeriet bestemte derefter, at der for fremtiden kun måtte findes højstammede træer på den lavere, indre voldgang og ved Voldens udvendige fod. Denne bestemmelse fremkaldte en voldsom beskæring af trævæksten ikke alene på Volden men også på en del af udenværkerne, bl.a. Huths Batteri.
Masser af bevogtning
Gennem tiden er der holdt et vågent øje med Kastels-volden, der var bevogtet af et utal af skildvagter og patruljer. Om sommeren måtte Vagtkommandøren eller rettere den næstkommanderende være op på dupperne. Hele døgnet blev der sent patruljer ud. Men den, der ville trænge ind og begå ulovligheder kunne nu godt komme ind, hvis man bare kendte lidt til forholdene.
De knægte, der boede her, elskede at tage gas på patruljerne og vagterne. De lå i konstant krig med dem. Det var da også et sjovt sted at lege røver og soldater.
14 dage ind i det nye år udløb adgangskortet. Ikke alle havde tænkt over at få fornyet dette kort. Så gjaldt det om at konfiskere dette nu ulovlige kort. Dette gav så en ekstra indtægt.
I Prinsessens Bastion blev der om sommeren en gang om ugen musiceret af et militærorkester. Og her sørgede man få at holde træerne beskåret på grund af udsigten. Og så skulle flagstangen også være synlig udefra. På 100-års-dagen for ”Slaget på Reden”, blev der her afsløret en mindestøtte tegnet af Bindesbøll.
Officerer og Underofficerer fik hver deres have
Officererne fik i1855 lov til at indrette en have/samlingsplads. Cirka et halvt hundrede år senere opnåede Kastellets underofficerer også at få en fælles have. Dens placering er meget bedre mellem Prinsens og Kongens Bastioner. Men den var også langt større.
Hvad der måske er langt bedre, er at den blev givet af uden forudgående ansøgning af den forhenværende regimentschef oberst F.C. Jürgensen.
Lige indtil februar 1894 var der skyts hist og her på Kastelvolden, navnlig mod søsiden. Ved særlige lejligheder blev der stadig afgivet salut. Men hver gang man så gjorde dette måtte man afspærre Langelinie for kørsel og ridning for at forebygge ulykker.
Latrinerne over kastels-graven blev fjernet
Latrinerne i Kastel-graven blev fjernet i 1850’erne. De havde efterhånden overlevet sig selv. Så kunne man også komme nogle af lugtgenerne til livs. Direktionen for Frederiks Hospital havde gang på gang klaget over dette.
Den 24. juni 1853 næppe 14 dage efter koleraens udbrud oplevede man på Kastellet det første offer. Det var en underjæger, der om morgenen var stået op sund og rask kl. 7.30 om morgenen. Pludselig blev han syg og døde klokken halv to.
Dette var den egentlig årsag til at latrinerne i Kastel-graven blev lukket.
Skøjtebane oprettes
Efter at fiskeriet i gravene havde været bortforpagtet i seks år fra 1847 – 1852 forsøgte man i foråret 1853 at bortauktionere det. Men da det højeste bud var alt for lavt, lod man fiskeriet henstå igennem årene 1844 og 1855.
Man huggede ikke mere is om vinteren, men af hensyn til fiskebestanden sørgede man for at der var våger. Det betød, at man så her fik en god skøjtebane. I begyndelsen var banen, der hvor den engelske kirke ligger i dag. Senere blev banen flyttet om på den nordlige side af Kastellet mellem Volden og en del af Smedelinjen.
Store forandringer på Langelinie
Så sent som i 1852 blev spadserestien forlænget helt rundt om Huths Batteri, hvorfra den gik direkte over i Strandpromenaden.
I 1864 blev der anbragt skyts på Langelinie og Huths Batteri blev forsynet med en mur på brystværnets indvendige side.
I 1902 blev hele Langelinie omdannet som følge Frihavnens anlæg. Yachtklubbens flotte pavillon blev opført. Karantænehuset blev flyttet ud på det nordøstlige hjørne af opfyldningen. Langelinie blev meget bredere. I 1886 rejste man Hvidtfeldts-monumentet skænket af brygger Jacobsen.
Og i 1908 var det Gefion – springvandet. I 1912 blev der ud for Grevens bastion afsløret monumentet for Prinsesse Marie. Samme år afsløredes monumentet for Mylius Erichsen. Ja vi må sandelig ikke glemme at den 23. august 1913 var det så Den Lille Havfrue, der så dagens lys.
En irriterende bom
I anledning af Toldbodens udvidelse blev Esplanade-pavillonen, der dengang blev ejet af en enkefrue Meyer i december 1866 opsagt til nedrivning til oktober. Det følgende år.
Men hun søgte at opføre en ny pavillon et andet sted i Esplanaden. Det var der, hvor den engelske kirke nu ligger. Men da denne så skulle rejses, måtte pavillonen atter flytte.
Først da sporvognslinjen blev ført gennem Grønningen og ud ad Østerbro forsvandt den irriterende bom.
Ny kaserne på Øster Fælled
Den 15. marts 1895 blev der ved lov vedtaget at opføre en ny kaserne for Gardehusarerne på Østerfælled. Dermed var den gamle Reberbanes dage talte. Ti år senere den 1. november 1905 påbegyndtes dens nedrivning. Efterhånden rejste der sig høje herskabshuse på dens grund.
I 1874 blev terrænet mod nord udlagt til øvelsesområde for Ingeniørregimentet. De havde til huse her indtil 1895, da de tog Ryvangen i besiddelse. Øst for Døvstumme instituttet blev der i januar 1857 lagt en grundsten til Blindeinstituttet. Det blev indviet den 5. november 1858.
Nærmest urskov og masser af natur og dyreliv
Her er i området opstod der nærmest en urskov med sammenfiltret bevoksning som syntes uigennemtrængelig. Her var rester af fæstningsgrave, Et rigt plante- og dyreliv opstod her. En naturskønhed uden lige var der her.
Efter at Ingeniørerne havde taget Glaciset i besiddelse beholdt Artilleriet retten til at benytte Spitsbergens Lynette. Ja det lå vel omtrent mellem Østbanegade og Kristianiagade. Men i april 1884 fik Ingeniørerne også denne overladt til øvelsesplads for minesprængninger. Artilleriet fik anvist et sted på Smedelinjen.
I 1908 var den svenske Gustavs Kirke bygget på den såkaldte Grønlands Bastion. Men den hørte hvis ikke under Kastellets underværker, men under selve byens underværker.
Norgesporten var åben, men det var meget mørkt
I 1853 var der blevet bestemt at Norgesporten skulle stå åben. Mange havde svært ved at forstå dette for hele fæstningsværket lå i absolut mørke. Man havde da godt nok fået gasbelysning i 1881. Men endnu ikke i 90’erne var der spor af belysning ved fæstningsværket.
Man besluttede så senere at ofre fire olielygter på det store område. Man appellerede til magistraten at overtage belysningen resten af vejen ud til Østerbro. Men dette ville Magistraten heller ikke høre tale om.
Folkevandring til badeanstalterne
Om dagen var det meget besøgt. Om sommeren var der nærmest folkevandring ud til badeanstalterne. Efterhånden som Frihavnen blev etableret forsvandt idyllen mere og mere.
Fra 1882 skete der store forandringer
I januar 1882 skete der også store afvigelser. Fra Kastellet til Havnevæsen og Kommune m.fl. Den 28. januar blev terrænet nord for Engelbrechts badeanstalt, selve denne, Huths Batteri og hele den nordlige del af Langelinie indtil syd for Islands Batteri afgivet til Havnevæsnet.
I oktober måned blev en del af Becks Badeanstalt samt et stykke af strandbredden afgivet til Statsbanerne. I december måned blev yderligere en stor del afgivet til Havnevæsnet og senere til Kommunen. Og sådan fortsatte det.
Kastellets volde og udenværker blev skånselsløst taget i disse år. Men heldigvis har vi endnu en masse bevaret omkring Kastellet. Men egentlig er det vel kun selve Hovedfæstningen, der lå tilbage.
I februar 1901 udgav ”Komiteen til Bevarelse af Kastels terrænet som Park en pjece.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: