Dengang

Søgeresultater på "En berømt mand fra Øster Højst "


En Herredsfoged fra Hajstrupgård

Dato: november 2, 2019

En Herredsfoged fra Hajstrupgård

Nis Hinrichsen er en helt i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Hertug Frederik var upopulær blandt de sønderjyske bønder. Nis måtte flygte. Han fik øksehug og fem pile i hans røde kappe. Den blev ophængt i Bylderup Kirke.  I Bylderup Kirke kan man se gaver fra slægten. Stamfaderen blev slået ihjel med en økse. Nis blev friherre på en frigård. Vi kigger på familiens våben. Det var en stor og betydningsfuld slægt. Wrågård blev overtaget. Så er det lige sagnet om den druknede ved Rens. Familien fik jagtret. Dorothea kæmpede for sin ret. En dræbt adelsmand. Og så var det en digegreve, der tog for mange penge. 1743 var det slut med familien på Hajstrupgård. De gamle bygninger brændte ned i 1921. Hvor lå det lokale tingsted?

 

En helt fra den sønderjyske historie

En speciel slægt har præget Bylderup Kirke. Det er herredsfoged-slægten fra Hajstrupgård. Normalt udpegede den enevældige konge forskellige personer til denne post, men her gik stillingen i arv fra far til søn i 8 slægtsled over 300 år.

På nordvæggen i kirken fortælles der på en mindetavle om slægten.

Stamfaderen Nis Hinrichsen er efterhånden er efterhånden blevet en legende. Han var en af de eneste, der stemte på Frederik den Første mod de forsamlede bønder på Urnehoved Ting i 1523. Han blev forfulgt. Hans røde kappe, der blev gennemboret af pile, blev senere ophængt i kirken. Den faldt ned, da den efterhånden var mølædt. Øksehug havde han også modtaget. Kappen havde hængt der hen imod år 1800.

Men det var hans rappe skimmel, der havde reddet ham.

Men åbenbart havde hans ord virket. Bønderne gik hver til sit.

 

Hertug Frederik var upopulær

Da hertug Frederiks (senere Frederik den Førstes) lejetropper havde udøvet store grusomheder i Aabenraa og omegn fremkaldte dette en stor vrede mod hertugen. Midt i dette havde Nis Hinrichsen så foreslået, at man skulle stemme på Frederik

Han er en af de mest berømte skikkelser i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Han er omtalt i sagn og digtning på egnen.

 

I Bylderup Kirke kan gaver fra slægten ses

Nis Hinrichsens ligsten blev i 1927 opstillet i Våbenhuset. Tidligere var den placeret i gulvet ved prædikeskolen. I nogle år var den anbragt på kirkegården. Han skænkede i 1585 kirkens prædikestol. Slægtens våbenskjold kan ses forskellige steder i kirken.

På epitafiet (1618) ses Nis Hansen (herredsfoged i 25 år) og hans hustru Anna Nissen og deres 12 børn ved foden af den korsfæstede. På nordvæg ved orgelet epitafium fra 1701 for herredsfoged Hinrich Funck og hans hustru Anna Dorothea.

Herredsfogedembedet var næsten uafbrudt fra 1517 til 1681. Ja vi skal tilbage til Peter Petersen fra Lendemark, der må være født omkring 1390. Han giftede sig med enken på Hajstrupgård i 1420. Deres søn, Henrik Petersen overtog gården.

 

Stamfaderen blev slået ihjel

Denne Peter Petersen blev ”ihjelslagen med en økse” af en avlskarl efter en irettesættelse. Drabet fandt sted ved en ålegård tæt ved gården. Hvad der skete med karlen vides ikke. Sønnen Henrik Petersen nævnes i 1470 og 1500, da gården går videre til den næste søn Nis Henriksen eller Hinrichsen, som han underskrev sig.

 

Friherre på en Frigård

Denne blev i 1517 herredsfoged for Slogs Herred. Det var ikke nødvendigt med en juridisk uddannelse. Men det gjaldt om at have sine forbindelser i orden for at kunne få dette job. Nu var Nis Hinrichsen så heldig at hertug Frederik i disse år i begyndelsen af 1500 – årene købte Karlsvrå med tilliggende, hvoriblandt der var 7 gårde i Bylderup.

Hajstrupgård var en fæstegård under Gottorp så hertugen og Nis Hinrichsen har uden tvivl kendt hinanden.

Da Christian den Anden i 1523 flygtede ud af landet, og broderen, hertug Frederik på Gottorp, var nærmeste arvtager til kronen, støttede Nis Hinrichsen ham varmt på Urnehoved Ting.

Men hertugen blev kong Frederik den Første. For sine fortjenester blev Nis Hinrichsen fribonde på en frigård. Det vil sige, at Hajstrupgård ikke blev en selvejergård. Den blev dog fri for at betale afgift. Denne frihed blev stadfæstet for hvert slægtsled.

Nis Hinrichsen ejede åbenbart også huse i Flensborg. Han blev optaget i Flensborg Frue Kjøbmands Lag i 1515.

 

Familiens våben

Familiens våben bestod af, at første halvdel var en til højre springende rød hjort med en gylden slange i munden i hvidt eller sølvfelt – på hjelmen det samme mærke, hjelmdækkende var hvide og røde. Nogle havde udeladt slangen. Det var bl.a. den del af familien, der gik til Lüneburg.  Hos nogle springer hjorten til venstre.

 

En stor og betydningsfuld slægt

Om Nis Hinrichsen også var blevet adlet ved denne begivenhed, ja det er man uenige om. Hans efterslægt som embedsmænd og storbønder var nøje tilknyttet til det gottorpske styre. Ved nationalkampens udbrud var de at finde i de slesvig-holstenske rækker.

Efterslægten er overordentlig stor. Mange har indtaget betydelige stillinger i samfundet som embedsmænd og præster og ikke så få har opnået berømmelse viden om.

Nis Hinrichsen blev begravet foran koret i Bylderup Kirke og hans gravsten blev bevaret.

 

Wrågård bliver overtaget

Til yderligere styrkelse af sin position lykkedes det Nis Hinrichsen i 1527 at overtage Wrågård i Burkal sogn. Det fortælles, at i et drikkelag havde den barnløse ejer i vidners nærværelse lovet Nis Hinrichsen, at han kunne købe Wrågård efter ejerens død, selv om denne vist havde udset sin dygtige avlskarl og husjomfruen til fremtidige ejere.

Denne gård var også en hertugelig fæstegård. Her fik han samme rettigheder som for Hajstrupgård. Han fik lov til at fælde bygningstømmer og fede svin i hertugens skove.

Wrågård var med de store engarealer en flot gård efter den tids forhold. Der kunne bjerges 300 læs hø, græsses 16 køer og 30 okser (stude). I eftertiden har nogle kaldt Nis Hinrichsen ”ein verschlagenes Weltkind”, andre en gudfrygtig forudseende mand. At han med held var sin egen lykkens smed, kan der ikke herske tvivl om. Så var det jo også gennem tiderne lidt rænkesmederi.

 

Sagnet om den druknede ved Rens

Endnu et sagn fortælles om Nis Hinrichsen. Hvad der ligger til grund for det vides ikke. En mand var faldet i åen ved Rens. En anden mand ilede til og vilde række ham en stang. Men han var så uheldig at støde ham i øjet. Han blev vel reddet men mistede synet på det pågældende øje. Nu anklagede han sin redningsmand for legemsbeskadigelse.

Nis Hinrichsen kunne ikke blive enig med sig selv, hvorledes han skulle dømme i denne sag. En dag red han over Jejsing Bjerg og så tre drenge. Den ene sad ved diget ved vejen med et hestedækken over sig, mens de to andre stod foran ham.

Nis Hinrichsen holdt inde og spurgte, hvad de lavede. Ham med hestedækkenet sagde, at han var herredsfoged. De to andre var borgere fra Rens. Han var i færd med at dømme. Den reddede skulle springe i, der hvor han var reddet. His han kunne redde sig selv, skulle han have skadeserstatning. Råbte han derimod efter hjælp skulle hans redningsmand gå fri.

Nis Hinrichsen fandt denne dom meget snild. Han gav ”Herredsfogeden” nogle småmønter og dømte senere som drengen havde gjort. Det tilføjes, at udfaldet blev meget ulykkelig for de pågældende druknede. Fortællingen minder meget om en af historierne i 1001 Nat.

 

Familien fik jagtret

Hans Nissen fulgte faderen på Hajstrupgård fra 1554. Han blev herredsfoged fra 1561. Hans Nissen og hans hustru Marina er mindet ved prædikestolen og lydhimlen oven over prædikestolen, der bærer årstallet 1585.

Hans Nissen den anden, der fulgte efter faderen i 1616 blev også ejer af Store Tønde. Efter at Wrågård var gået over til en sidegren af familien. Dertil havde han Grøngård i forpagtning.

I 1638 fik familien også jagtret i Slogs Herred.

 

Dorothea kæmpede for sin ret

Hans Nissen den tredje fulgte faderen i 1654. Som alle de andre blev han også herredsfoged. Han giftede sig i 1665 med en pige på 14 år, Dorothea Stridebeck. Hun fødte den første søn som 15 – årig. De fik 4 sønner og 2 døtre, men i 1681 døde den sidste herredsfoged på Hajstrupgård. Dorthe blev også enke som 30 – årig. Hun var en stridbar dame, der svarede godt til sit fødenavn. Hun førte retssager om Hajstrupgårds frihed for afgifter. Hun gjorde det med så stor sikkerhed, at hertugen i 1697 fastsatte de årlige afgifter for gården til 34 rigsdaler årligt.

 

En dræbt adelsmand

I 6. slægtsled er der en episode, hvor et familiemedlem på vejen mellem Tønder og Sønder Løgum kommer til at dræbe adelsmanden Erik Emmiksen af Tyrstrupgaard i nødværge. Vedkommende måtte skyndsomst rømme landet.

 

En digegreve, der tog for meget i afgift

Et familiemedlem i 7. slægtsled, Thomas Dethlefsen var blevet landfoged i Bøcking Herred og tillige digegreve i Tønder Amt. Han blev beskyldt for at snyde med afgifter. Men han havde sikkert været i sin gode ret. Alligevel måtte han betale et betragtelig beløb for at komme ud af beskyldningerne.

Men beskyldningerne mod ham fortsatte. Efter hans død faldt der så en dom. Et ret stort beløb skulle nu udtages fra hans bo.

Nu var det ikke ualmindeligt at embedsmænd gjorde sig skyldige i ulovlige fordele på herredsboernes bekostning.

 

I 1743 var det slut med Hajstrupgård

Ingen af Dorotheas børn blev gift. Om det havde noget at gøre med hendes myndighed at gøre, vides ikke. Hun døde i 1722 efter at have været enke i 41 år. En datter Helene Marie Nissen arvede til sidst Hajstrupgård, men måtte i 1743 sælge den. Nissens slægtens saga i Bylderup sogn var dermed udrundet.

Gården blev solgt til herredsfoged Fabricius. Den nye ejer solgte gården videre til Thomas Sønnichsen.

Andreas Nissen arvede Store Tønde og var gift med Elsabe Margrethe Ambders, en datter af præsten i Burkal.

 

De gamle bygninger brændte i 1921

De gamle bygninger brændte i 1921. Sokkelstenene til det tidligere stuehus ligger under den nuværende staldbygning. Dem stødte man på, da man for nogle år siden skulle grave en gyllekanal. Stuehuset har ligget helt ud til engkanten. Det må have været en imponerende bolig. Det fortælles, at den havde 48 lægter til stråtaget. Det var lige som den fredede lade på Grøngård.

 

Hvor lå det lokale tingsted?

Herredsfogedgården dominerede landsbyen Hajstrup.

Man ved ikke, hvor det lokale tingsted lå. Tingstedet bestod af fire sten, hvorpå der var lagt bjælker kaldet tingstokke til at sidde på for herredsfogeden og stokkemænd. I midten var sat yderligere en sten, tyvestenen. Det var siddeplads for den anklagede.

Som regel lå galgebakken i nærheden. I Hajstrup er en af gravhøjene nordvest for Hajstrupgård kaldet Gallehøj. Måske er den blevet brugt hertil. Men ellers lå den mellem Sottrup og Bredevad, hvor en sten på sydsiden af vej markerer Slogs Herreds rettersted.

Det var oprindelig en firlænget gård.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.460 artikler heraf 182 artikler om Sønderjylland og 247 fra Tønder og Omegn herunder:

Under Aabenraa:

  • Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa
  • Mere om Urnehoved

Under Sønderjylland:

  • Dengang på Sønderborg Slot
  • Bylderup Sogn
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Folk i Tinglev
  • Mere om Tinglev og Omegn – dengang
  • Tinglev og Omegn – dengang
  • Modstand i Tinglev

Under Tønder:

  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • Besættelse og befrielse ved Grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Så der er post til Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og Præsten

Lendemark og Omegn

Dato: december 15, 2017

Lendemark og Omegn

Vi skal høre om Lendemark, Bylderup, Sottrup og lidt uden for nummer, Aventoft.

Under en bustur fra Tinglev til Tønder, kom undertegnede i tanke om hvordan livet på denne egn for mange år siden havde udfoldet sig. Ja vi skal da også lige besøge en meget omtalt pastor Braren. Og så troede man, at der gik en farlig rovmorder fri i Sottrup. Vi tager også postvognen til Aventoft. Her følte de sig lidt bedre end andre. En dampplov vakte opmærksomhed.

 

En bustur fra Tinglev til Tønder

Der er sket noget på Tinglev Banegård siden sidst, jeg var der. Nu skulle man op af trapper på en meget overdimensioneret overgang, og så ned igen. Fantastik at bussen til Tønder holdt og ventede. Ja tænk engang, den kommer helt fra Aabenraa og skal over Tinglev for at komme Dengang kunne man tage bussen direkte fra Aabenraa til Tønder. Fantastisk at rejsekortet fungerer her.

Siden sidst er bageren også lukket og sikkert også flere butikker. Men over for Tinglev Banegård gik vi til bal. Det gør man ikke mere. Men Nachschule ligger her stadig. Der holdt jeg engang et foredrag på sønderjysk/dansk og tysk vel nærmest for at provokere. Reaktionen af foredraget var forventelig. Den ene halvdel var begejstret. Den anden halvdel nærmest buhede mig ud. Ja det handlede om det tyske skolevæsen i Sønderjylland.

Men når man nu sidder i sådan en bus på vej til sine fødeby, så er der rigelig med tid til at fundere over det landskab man kørte forbi. Og egentlig har man jo skrevet om meget af det før, men det kan jo være, at man har glemt noget.

 

Hvordan levede man dengang?

Hvordan var livet egentlig herude dengang for mange år siden? Ja nu var bussen i mellemtiden nået til Lendemark.

 

Lendemark-dengang

Dengang i 1890 bestod landsbyen Lendemark af seks mellemstore gårde. Den største af dem var sognets præstegård. Ejerne af disse gårde var byens førende og ledende personer. Den øvrige del af befolkningen bestod af kådnere, små håndværkere, som tækkemænd, skomager, glarmestre, bødker, snedker, skrædder, købmand. Ved siden af deres erhverv, ja så var de daglejere på gårdene.

Det var en klar linje mellem bønder og småfolk. Man bliver præget af de mennesker, man vokser op med. Man bliver præget af sproget og af de skikke, der hersker.

Slogsåen snor sig endnu gennem det ret frodige engdrag. Kigger man i gamle dokumenter, så beskrives Lendemarks bymark således:

  • Jorden er sandet, engene er ret gode, men dækker ikke behovet, der er ingen skov ej heller mosearealer.

 

En dampplov

Omkring 1900 blev der foretaget nogle foranstaltninger med henblik på en mere rationel udnyttelse af jordene. Da kom dampploven og trak sine dybe furer gennem hedearealerne, for at de efter en række år kunne være tjenelige til granbevoksning.

Dampploven var et dengang et meget beundret teknisk vidunder, der tiltrak mange besøgende. Den bestod af en stor dybtgående plov, der ved hjælp af et kraftig kæde var fastgjort til to dampmaskiner. Disse maskiner blev placeret ved hver sin ende af det hedestykke, der agtedes pløjet og trak således ploven gennem arealet frem og tilbage.

 

Her gik storken

Omkring 1910 tilhørte en lille mergelbane på tipvogne mergel fra lejet i Lund til de lette jorder for at fremme en mere frugtbar vækst.

Her har man fisket og badet i åen. Og det var almindeligt dengang, at storken spankulerede i engene efter mad til sine unger i reden på Christian Petersens gård i Bylderup. Om vinteren var det rig mulighed for at løbe på skøjter på de oversvømmede områder.

 

Den stakkels musikere

Vi passerer også Rørkær, hvor den privilegerede musikker, ”Dresen” boede. Jo han var berømt. Ja om en anden musiker, der en nat spillede op til dans i en rejsestald i Hajstrup Kro hed det sig, at han fik kulde i sine fødder i en grad at fødderne og underkroppen blev følelsesløse. Han måtte holde sengen og døde kun 56 år gammel.

 

Tag kransen ned

Jo også i Lendemark mærkede man det nationale. Således befalede gendarmen, at tage de rød/hvide kranse ned til rejsegildet.

Konkurrencen var stor. Også for de små købmænd i landsbyerne. Således rejste købmænd fra Tønder rundt og tog imod bestillinger til en langt billigere pris end de lokale købmænd kunne levere deres varer til.

 

Den dansksindede møller

Her var en trælasthandler Peter Hansen Petersen også kaldet Peter Bødker. Her var også en mølle og oppe fra toppen af denne var der en dejlig udsigt over Bylderup og Lendemark. I 1902 købte Jes N. Jacobsen møllen. Han kom til at betyde meget for danskheden i Bylderup Sogn.

 

Pastor Braren indkaldt til møde

Jo her foregik også mange kristne møder. Og herfra blev der også startet en afholdsforening. I 1909 skulle der afholdes et afholdsmøde på Bylderup Kirkekro. Der var kommet mange deltagere. Gendarmen konstaterede efter lovens forskrifter, at salen ikke var stor nok. Halvdelen af mødedeltagerne skulle forlade salen. Disse opholdt sig så i skænkestuen, mens lærer Lorenzen fra Ballum, der var mødets taler, holdt sit foredrag.

Efter lærer Lorenzen skulle pastor Braren fra Bylderup tale. Han nægtede at tale under polititrussel og indbød hele forsamlingen med over i præstegården, hvor gendarmen ikke havde noget at sige.

Dette indbragte bagefter pastor Braren en tilsigelse om et møde hos landråden. Han blev spurgt om, hvorfor han havde handlet således. Han havde svaret, at han ikke kunne acceptere tyskernes optræden over for danskerne. Landråden havde svaret:

  • Das kann ich auch nicht.

 

Småfolk og storbønder

En nat brændte stuehuset hos Peter Bødker. Kusken her hed Jørgen Peter Eiffert. Han var kendt viden om, for han kom kørende med kul, træ og andre ting. Han var også kendt som Lendemarks største cykelrytter. Det tog ham ellers lang tid at lære at cykle.

Her lå også en trelænget slægtsgård tilhørende Rasmus Carl Eschelsen. Og de havde både tjenestekarl og tjenestepige. Men en dag skete der noget frygteligt herover. Tjenestepigen hængte sig nede i vognporten.

I byen boede også kådner Emil Peter Petersen. Han handlede med fisk og var en fin fyr, hvis ikke lige, at han drak, for så blev han meget voldsom.

Præstegården var også vigtig for byen. Omkring 1893 var der her Pastor Bahnsen, der regerede. Og i 1894 indtog en ny pastor gården. Han hed Simonsen.

Der var også et hus, som i ældre tid havde tilhørt præstgården. Her boede Thomas Snedker. Han var far til Peter Bødker. Her fik børnene altid franskbrød med honning.

 

Ringorme fjernes ved fuldmåne

Ja her var også forten, Den blev tidligere brugt til at vande kreaturer. Men her nede ved åen var det en fortræffelig legplads. Øst for lå Carl Johan Lorenzens hus med værksted. Han var bødker og blev derfor kaldt Carl Bødker. Jo og hans kone, Line kunne fjerne ringorme. Det skulle gøres under fuldmåne, hvortil man fremsagde en bestemt remse.

De havde en hund, der hed Bismarck, men den lignede dog ikke ham. Og Carl Bødker kunne både klippe hår og ordne træsko. Han leverede også smørdritler til Bylderup Bov Mejeri.

 

Missionærer i Østasien

I det næste hus boede Matthias Spillemand. I 1898 solgte han huset til Nikolaj Hansen også kaldet Klåj. Og det var med et anseeligt antal børn. Han fungerede mest som daglejer og arbejdede mest omkring Bylderup og Nolde. Klåj og hans familie tilhørte en sekt. De blev anset for at være meget kristne. Et par af deres døtre blev således missionerer i Østasien.

Lidt tilbagetrukket fra landevejen lå et gammelt hus. Her boede Hans Christian Sørensen og hans kone Karoline. Han var arbejdsmand og hans kone var kagekone. En gang om ugen, gik hun fra hus til hus med en stor kurv. Hun solgte brød og kager for bager Andersen i Bylderup.

 

Mælkemand med træben

På byens nordlige side lå Jørgen Asmussen Sørensens gård. Det var efter præstegården byens største gård. Det næste hus tilhørte banevogter Adam Horn. Han var fra Hessen. De havde en sindssyg søn, som for det meste opholdt sig i et lille rum ved siden af køkkenet. Og en datter, Anna havde et træben.

Senere boede Nis Spillemand i huset. Han var mælkekusk og havde også træben, men det hindrede ham ikke i at hoppe op og ned ad mælkevognen.

Ja så var der også en tidligere smedje, senere farveri på nordsiden af vejen. Nabohuset var Peter Damgaard Iversens kådnersted.

 

Den gamle kro

På vejens sydside lå den gamle kro. Det var en middelalderlig bygning med lav dør, små vinduer, lavloftede stuer og ældgammelt inventar. Det lå helt op til landevejen uden have. Jes Christian Christensen var dengang enehersker på kroen. Sønnen Peter Boysen Christensen passede landbruget i mark og stald.

De var begge enkemænd og skiftende husbestyrerinder klarede husholdingen, indtil døtrene kunne overtage dette. Men krovirksomheden gav næppe stort overskud. Den gamle kromand døde i 1913 og dermed ophørte krovirksomheden.

Man kærnede selv smørret. Og der blev lavet mad fra et åbent ildsted. I 1930 nedbrændte den gamle kro fuldstændig med alt indbo. Gården blev opført på ny i toften nord for landevejen.

 

Danske børneblade

Nabogården til kroen tilhørte Johann Philipp Johannsen. Han var kommuneforstander. Og så er vi vel nået til det sidste hus i byen. Det var et såkaldt fæste-kådnersted. Det tilhørte skomager Asmus Hansen. Han overtog det i 1892 af faderen. Han blev kaldt for Rasmus Kollunder, vel sagtens fordi hans farfar var fra Kollund.

Jo Rasmus var populær hos børnene. Han havde danske børneblade. Så kunne man jo lære dansk på den måde, for i skolen blev der på det tidspunkt ikke undervist i det.

 

Den store og Den lille skole

Skolevejen gik forbi købmanden i Lendemark over engdraget og broen over Slogsåen til Bylderup skole. I blæst og dårligt vejr var det sikkert en lang vej til Bylderup Skole. Men børnene fra Sottrupmark og Frestrup havde endnu længere.

Skolen havde to klasser – den store skole og den lille skole. I hvert lokale var der en stor kakkelovn. I den ene ende af legepladsen var der bygget en retirade.

Der var hele to skoler i Bylderup sogn. Der var nemlig også en en-klasset skole i Bredevad. Børnene fra Duborg gik i skole i Terkelsbøl.

Skolesproget var tysk, selv om hjemmesproget var dansk. Og det var nu heller ikke alle, der forstod det tyske sprog.

 

”Es ist vollbracht”

Der kom en lærer, der boede i Stemmild. Og han blev transporteret på en velocipede. Denne blev meget beundret af eleverne. Senere blev der dog indrettet et loftværelse til læreren på skolen. Jo han var meget populær. Men en gang imellem måtte han bruge stokken for at få respekt.

Han blev gift med bagermesterens datter. Han døde i 1927 i Kastelruh i Sydtyrol under et rekreationsophold. Han ligger begravet i et hjørne af denne bys katolske kirkegård. På gravstenen står:

  • Es ist vollbracht

Kejserens fødselsdag og Sedanfesten den 2. september i anledningen af sejren over franskmændene i 1871 blev fejret på skolerne.

 

En autoritær degn

Degnen i den store skole var autoritær, men forsøgte at gøre undervisningen spændende. Når det var godt vejr, kunne han godt finde på at foreslå en spadseretur. Men det var først efter at ti-toget fra Tønder var kommet, idet kredsskoleinspektøren plejede at komme med dette tog, når der kom uanmeldt revision. Han skulle jo helst træffe alle hjemme.

 

Pastor Braren – nok engang

En præst, som vi tidligere i vores artikler har nævnt flere gange er Pastor Jürgen Braren. Han kom til Bylderup i 1907. Han var ugift, da han kom til byen. Derfor søgte han en husbestyrerinde. Braren spurgte sin mor, hvem af de to, der havde søgt, som han skulle tage. Hun svarede, at det skulle være hende fra København. For det kunne da tænkes, at damen ville gifte sig med ham.

 

Mor bestemte, hvem der skulle være kone

Og sådan blev det så. Frøken Elisabeth Mynster blev hans husbestyrerinde. Hendes far havde været præst i Ladelund i Sydslesvig, faktisk ikke særlig langt fra Bylderup. Han var en af de præster, der blev afsat efter 1864. Denne begivenhed havde sat sit præg på Frøken Mynster. Hun var ingen ven af tyskerne.

Det var ingen andre end Braren, der havde søgt stillingen i Bylderup. Det var dengang stor præstemangel. Braren holdt sin ”opstillingsprædiken” den 1. januar 1907. Man samledes til nationale fester på kroen og i hjemmene. Andre steder i sognet festede tyskerne.

 

Braren fik både danske og tyske venner

Braren fik venner både blandt tyskerne og danskerne. Han påtalte de tyske myndigheders foranstaltninger. Tyskerne havde en eftermiddags-gudstjeneste om måneden. Den var ikke ret godt besøgt. De dansksprogede gudstjenester blev derimod mere og mere besøgt, ikke mindst af unge.

Pastor Braren startede et kor, hvor man indøvede danske salmer. Pastoren regnede sig ikke som tilhørende Indre Mission, men han stod den ret nær. Han skrev dog ikke artikler til deres blad. I 1912 flyttede pastor Braren til Åstrup. Her adopterede han en lille pige, Johanne den pige som kongen red over grænsen med. Dette har vi også tidligere beskrevet i en artikel.

Brarens tid i Højer har vi også tidligere beskrevet.

 

Gårdmændene fra Sottrup

Fra Sottrup kom de altid i kirke både i godt og dårligt vejr. Der var altid fart på. De havde jo nok at se til. Jo de kom altid til fods. Gårdmændene fra Bredevad kom altid med hestevogn.

Man sagde om Sottrup, at det var en ret udsvævende by. Men man oprettede dog en ”vis kirkelighed”. Men byens kro var nu ret flittig besøgt. Der var desværre også en del konkurser og en dårlig økonomi. Dette gik ud over moral og helbredstilstand.

Det var i 1880 og 1890 mens pastor Bahnsen var sognepræst i Bylderup, at der gik en kirkelig vækkelse over Sønderjylland. Dette resulterede måske i det skilt, der blev sat op i krostuen i Sottrup:

  • I mit hus du ej bande må

Men hel’re ud af døren gå,

Det hører Gud i Himmerig

Og straffer både dig og mig

 

Kirkeflokken fra Sottrup voksede

Jo, kirkeflokken fra Sottrup voksede og i 1905 blev der bygget et missionshus. Og kromanden fra Sottrup, Hans Schmidt blev i 1904 bestyrer af det nyoprettede missionshotel i Tønder.

Nej den bus, som jeg sad i, kører ikke til Sottrup. Men byen ligger vel ikke mere end 3 kilometer fra Lendemark. Skulle man hertil dengang skulle man gå over markstier, om sommeren var det gennem kornmarker.

Mads Mahler fra Øster Højst hentede i flere dage om ugen gods på Bylderup-Bov station og kørte til Sottrup. Og hver morgen kom postvognen forbi stationen og kørte posten til Øster-Højst. Om aftenen dukkede den frem igen for at nå sekstoget.

 

En berygtet og frygtet rovmorder

En berygtet og frygtet rovmorder Peter Ludvigsen blev i 1894 eftersøgt af politiet. Der var lovet 500 mark for hans pågribelse. Man mente at man havde set ham på egnen. Men nu blev enhver, som man ikke kendte i forvejen mistænkt.

Også en landstryger, der kom til byen og tiggede om en mellemmad blev anset for at være den mistænkte. Nu blev der så taget kontakt til byens stærkeste person, Jep Sørensen. Også en tidligere dragon, Peter Hald blev kontaktet.

Da han blev anholdt, sagde han, at han var overvagtmester fra Tønder og protesterede vildt og voldsomt. Også kommuneforstanderen, der blev hidkaldt, lod sig ikke overbevise om mandens identitet.

Kromanden Hans Schmidt sendte sin tjenestekarl til Ravsted for at hente gendarmen. Da denne så den formodede morder, klappede han støvlehælene sammen og hilste stramt med et:

  • Guten Tag Herr Oberwachtmeister!

 

Frikendt for retten

Men her stoppede sagen nu ikke. For mændene fra Sottrup måtte for retten. De blev anklaget for frihedsberøvelse over for en tjenestemand i funktion. De blev dog frikendt. Dommeren anså, at de havde handlet i god tro.

Og så kører ”Den gamle Redaktør” ind i Tønder. Lidt senere er vi ved rutebilstationen, hvorfra der dengang fra Tønder Øst gik tog til Tinglev.

Et lille stykke derfra, oppe i Østergade ud for ”Den Gamle Redaktørs fødested” afgik der en postvogn til Nykirke via Aventoft syd for grænsen i dag

 

Aventoft

I Aventoft snakkede de lidt mærkelig. De sagde ”tug” i stedet for to. Og de sagde ”svort” i stedet for sort. De gik for at være lidt særpræget og selvbevidst. Byen lå også på en slags hallig. På den ene side grænsede den op til den rige marsk. Bønderne herfra kom, når der var markedsdag i Tønder kørende gennem Aventoft.

På den anden side var heden, hvor de fattige børn ved juletid gik rundt med deres rumlepotter for at bede om en lille gave. Men søområderne mod syd og Vidåen mod nord har sikkert sat en grænse med hensyn til naboskab.

Man kunne køre med postvogn fra Tønder til Aventoft. Den fortsatte til Nykirke. Jo den startede fra Lorenz Andresens Kro i Østergade. Det var senere møbelhandler Stahlberg, og her er ”Den Gamle Redaktør” født.

 

Kalkuner ved kroen

Dengang havde de ved kroen ved Møllehus inden broen over Vidåen, kalkuner der angreb de vejfarende. Jo, det var en fiskerby, Aventoft. Man kunne høre dem tidlig om morgenen starte deres arbejde. Der var vel kun 4-5 landbrug i byen. Her var masser af enge. Disse var omgivet af høje rørskove ned til søen. Disse holdt vinden ude. Hestene kunne man slet ikke bruge her. Det var ret besværligt at få bjærget høet. Ofte måtte man bruge både.

Om vinteren var mange af engene oversvømmede. Den vand man brugte i husholdningen tog man fra grøfterne.

Befolkningen talte dansk, kun få talte frisisk. Med præsten og læreren talte man tysk. Men ellers blev de nationale problemer ikke diskuteret herude. Man følte sig faktisk som lidt mere. Både i skole og kirke var sproget tysk. Men hvis en aventofter bare kom og talte tysk, så blev han anset for at ville gøre sig til mere, end han var.

 

Æ væddesejlen på Rudbøl Sø

Højdepunktet dengang var nok ”æ væddesejlen” på Rudbøl Sø. Denne kapsejlads blev afholdt i pinsen. Den tiltrak mange mennesker, af hvilke mange kom sejlende i deres egne både. Andre kom kørende med hestevogn.

Hjuldamperen ”Sylt”, der ellers sejlede mellem Højer Sluse og øen Sild blev taget ud af den normale rute for at sejle mellem Højer Sluse og Rudbøl Sø. Dens skorsten kunne lægges ned, så fartøjet kunne sejle under broerne.

Selve ”væddesejladsen” varede nok et par timer. Men dette var kun en del af et stort forlystelsesprogram. Det var en slags folkefest.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Sønderjyske Årbøger
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Andresen: Den gamle Landmåler fortæller

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :

  • Den sure præst fra Højer
  • Højer Kirke
  • Pigen fra Højer
  • Syd for Tønder
  • Aventoft-Byen ved Grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Kz-lejren Ladelund
  • Moral og etik i Slogs Herred
  • Øst for Tønder
  • Grøngård-et forsvundet jagtslot
  • Lærer i Burkal
  • Avlsgården Grøngård-endnu mere
  • Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Så kom der post til Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt
  • Emmerske ved Tønder
  • Hestholm-syd for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup Sogn
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Folk i Tinglev
  • Mere om Tinglev og Omegn-dengang
  • Tinglev og Omegn-dengang
  • Modstand i Tinglev
  • Langs Grænsen
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Vadehavets maler-Emil Nolde
  • Solvig-en herregård i Slogs Herred og mange flere

Vajsenhuset i Tønder – endnu mere

Dato: oktober 10, 2016

Vajsenhuset i Tønder – endnu mere

Vajsenhuset havde stor kulturel betydning for Tønder. Og ikke mindst for pietismens udbredelse. Det blev ril det bedst drevne Vajsenhus i Sønderjylland. Og det var Peter Struck og pastor Schrader, vi kan takke for dette. Købmand Matzen troede Magistraten ikke på. Ja amtmand, bypræsident von Holstein gjorde også en masse for Vajsenhuset. Endelig lykkedes det, at få testamentet fra von Roepsdorff. Men en kogsinspektør ville efter en konkurs ikke af med pengene. Først i 1735 var pengeforholdene i orden. Der var kun 8 børn i begyndelsen. En storbrand i 1725 ødelagde planerne. Vajsenhuset havde stor overskud, grundet trykkeri og en flittig person ved navn Rakebrandt.

 

Hvorfor hedder det Strucksalle og Schradersvej?

Ja det er måske nogle af de unge i Tønder, der ikke kan svare på. Men her i artiklen kan man måske få en indigt i, hvorfor disse personer skal æres. Da undertegnede boede i Tønder, var det også noget, der hed Det Struckse Børnehjem.

 

Stor betydning for byen

Dette er så anden del af historien om Vajsenhuset i Tønder, som vi skrev for et par år siden. Vajsenhuset i Tønder havde stor kulturel betydning for byen. Ja Vajsenhuset fik også stor betydning for pietismen.

Vajsenhuse eller stiftelser for forældreløse børn kendtes allerede i det gamle Rom. Efter reformationen blev der oprettet Vajsenhuse i Holland og Tyskland. Men først under pietismen kom der for alvor gang i disse huse.

 

Vajsenhus i København

I Danmark skænkede Frederik den Fjerde i 1720 selv 2.000 rigsdaler til et kommende Vajsenhus i København. Men det blev dog først åbnet i 1727. På den tid var der allerede gang i den i Sønderjylland. Der var oprettet Vajsenhuse i Slesvig og Flensborg uden kongens og øvrighedens foranledning.

Senere kom der Vajsenhuse i Tønder, Tønning og Husum.

 

Det bedst drevne

Vajsenhuset i Tønder blev indviet fredag den 24. juni 1735. Det blev nok det bedst drevne af samtlige Vajsenhuse. Ja det blev allerede sikret i 1710 takket være storkøbmand Peter Strucks og Hustru’ s testamente. Det var oprettet i taknemlighed over et helt usædvanlig levnedsløb.

 

Peter Struck

Legatstifteren Struck fødtes midt under svenskerkrigen i 1659. Han blev født i hjemmet i Aabenraa den 25. april. Kun tre uger i forvejen var hans far, der ligeledes hed Peter Struck død af Sprinckeln (tyfus) kun 38 år gammel. En af hans faddere Carsten Detleffsen, havde mistet sin hustru, Margrete Struck, den 23. marts.

Faderen betegnes i kirkebogen som en god kristelig og beskeden mand. Den 9. nov. 1654 havde han i Åbenrå indgået ægteskab med Marine, datter af sel. Margr. Boisens, hvilket kunne tyde på, at hun var født uden for ægteskab.

Fremtiden tegnede sig ingenlunde blid for den lille åbenråer. Hans mor fødte ham ”under den største kummer, og vaskede ham i de to første trange år bestandigt i sit tårevand”.

Da han var 12 år gammel, sørgede ”gode hjerter”, bl.a. by – fogeden for, at han kom i lære i Hamborg hos fornemme folk.

 

Startede tidlig en forretning

Ikke engang fyldt 19 år startede han i 1678 sin egen forretning i Tønder med de 600 mark, som hans arvepart efter faderen. Den udviklede sig hurtig. Han importerede vin fra Hamborg og kolonialvarer fra Holland. Og så eksporterede han Tønderkniplinger.

Men selv om han havde økonomisk fremgang slap han ikke for sorger. Således mistede han allerede i 1686 hans hustru, Anna Christine efter kun 3 ½ års ægteskab.

 

Stor anseelse

I de følgende fem år påtog han sig en række offentlige hverv. Først blev han valgt til borgerrepræsentant og kæmner. Siden valgtes han til rådmand efter amtmandens indstilling. Overalt blev han anerkendt for sin dygtighed og anseelse.

I 1691 giftede han sig igen, denne gang med Beate Maria, som tre år efter fødte ham en datter, Anna Christine.

Denne datter blev gift allerede som 16 – årig med den 20 år ældre gottorpske embedsmand, Joh. Ad. Roepstorff, som døde i 1719. Men da var begge hendes forældre døde.

 

Fattigskat i Tønder

Peter Struck havde under sit arbejde i Tønder set meget fattigdom. Han havde også hørt beretninger om Vajsenhuse i Halle og Hamburg.

I 1705 var hospitalet i Tønder blevet restaureret og udvidet for at skaffe ophold til værdigt trængende borgere. Pengene dertil – 2.318 mark 10 skilling – var skaffet til veje ved en husindsamling, forestået af Struck.

På foranledning af Struck blev der ugentlig indført en fattigskat. En borger i hver af byens fire kvarterer skulle samle ind. Hver lørdag eftermiddag efter en andagt i nærværelse af provsten, de fire opkrævere og Struck eller en anden rådmand, blev beløbet fordelt mellem de fremmødte fattige.

 

Pater Struck’ s testamente

I den kollektbog, som Struck gennem årene havde ført over indsamlingen til hospitalet har Struck og hans hustru uden dato, men sandsynligvis i 1710 efter datterens bryllup, indført deres testamentariske bestemmelser angående et vajsenhus for 12 forældreløse drenge fra Tønder, Åbenrå, Hellevad og de 5 sogne fra Viddingherred: Rødenæs, Klangsbøl, Horsbøl, Emmelsbøl og Nykirke.

At netop disse steder havde ægtefællernes bevågenhed, skyldes formodentlig at Struck og hans to hustruer gennem deres slægt havde tilknytning der. Således antages, at Strucks fader har været lærer i Hellevad. Men det er rigtig lykkedes at finde beviser herfor.

Struck havde i kollektbogen lagt en kuvert og forseglet den med følgende påskrift:

  • Denne forseglede bog må kun åbnes af mig, Peter Struck, eller min kære ægtehustru, Beate Maris Struck, og efter vor død af borgmester og råd.

 

Ingen kendte til testamentet

Tilsyneladende har ægteparret intet fortalt om deres legat ikke engang til svigersønnen, som heller ikke brød forseglingen, selv om han havde kuverten i forvaring efter sin hustrus død. Men han var hele tiden på rejse med hertug Carl Friedrich.

Imens blev hans arv forvaltet af koginspektør Andreas Joachim Heinemann og herredsfoged de Behr. Og da han efter stormfloderne i 1717 0g 1721 skulle udrede 525 mark til udbedring af digerne, solgte han ca. 13 demant kogsjord uden at kende til svigerforældrenes legat til Vajsenhuset.

 

Magistraten havde ikke tillid til Matzen

Fra anden side havde der også været interesse for at få oprettet et vajsenhus i Tønder. Købmand Jens Matzen var interesseret i et Vajsenhus i Tønder og flere havde også givet tilskud.  Matzen havde tænkt på, at oprette et uldfabrik og beskæftige 20 børn ved siden af, at de skulle undervises.

I 1728 var Matzen nået så vidt, at han hos Magistraten og regeringen ansøgte om koncession til at starte en klædefabrik og et Vajsenhus i Tønder for at afhjælpe fattigdommen. Men han fik afslag, da byens fædre stillede sig skeptisk over for ham og hans planer. De henviste til, at Man i Tønder havde en kniplingsfabrik, hvormed al armod med lyst til at arbejde kunne finde beskæftigelse og tjene til sit underhold.

Det samme skete, da han i 1741 ville indrette et uldspinderi med en fattig – og krøblingeskole.

 

Tønder’ s store ildebrand 1725

I mellemtiden var Tønder den 16. oktober 1725 blevet ramt af en stor ildebrand, som lagde en stor del af byen, bl.a. hospitalets bygninger i aske. Nu skulle man både genopbygge hospitalet og skaffe boliger i stedet for de nedbrændte også hjælpe de brandlidte, fattige og forældreløse.

 

Holsteins forgæves arbejde

Under disse forhandlinger kom rygtet om Strucks Vajsenhus på tale. Amtmanden, statsminister Joh. Georg Holstein som i overgangen efter 1721 tillige var bypræsident i Tønder, rettede straks en forespørgsel til sin fortrolige medarbejder, provst Samuel Reimarus, en betydelig og pietistisk personlighed, som nøje kender forholdene i den gottorpske tid og havde stået købmand Struck nær.

 

Holsteins brev

Da Reimars svar var indløbet, sendte Holstein den 23. marts 1726 Reimarus et brev, hvori det hed:

  • Deres skrivelse af 8 ds. Har behaget mig overordentligt, eftersom den giver mig lys og håb om at kunne udføre mit forsæt med et forønsket resultat.

 

De tilsendte oplysninger angående det kenckelske legat er tilstrækkelige og beder jeg om at give mig lige så udførlige efterretninger om det struckse testamente, og kan Deres hørærværdighed være forvisset om, at jeg, hvis Gud giver mig liv og sundhed, at yderste evne skal anstrenge mig for, at den salige testators gode og prislige hensigt skal blive ført ud i livet.

 

Forinden glæder det mig at høre, hvilke rosværdige foranstaltninger til de fattige børns underhold og undervisning er bleven truffet af Dem på egen hånd, og opmuntrer det mig så meget mere til med glæde og eftertryk at tage fat på denne gode sag, som den netop kunne virkeliggøres ved at få det struckse legat udbetalt og anvendt. Jeg skal nok også ved lejlighed sørge for at få skaffet nogle straffebøder til veje dertil bl.a. de 100 rdl. som rådmand Giese har fået i mulkt.

 

Måske skal det lige nævnes, at det kenckelse legat stammer fra den velhavende provst Kenckel, der døde i 1751. Han skrev en del pietistiske bøger.

 

Endnu et svar

Et kvart år derefter den 18. juni hedder det videre i et brev fra Holstein til Reimarus:

  • Sagen ang. Det struckse og det kenckelske testamente foruroliger mig, fordi jeg ikke kommer videre dermed, skønt jeg så gerne ville sørge for de fattige, og da nu en fattig andenpræst (Maercatus) under Guds velsignelse har oprettet et Vajsenhus i Slesvig med 24 – 25 børn, som får klæder, mad og undervisning, og nu desuden efter at have overdraget den tidligere fattigskole lader 300 fattige børn undervise, så kan jeg ikke nægte, at jeg derved er bleven meget opmuntret til med Deres medvirken at begynde noget lignende i Tønder, såfremt Gud gier mig liv og sundhed dertil. Og med hvilken glæde ville jeg ikke arbejde derpå!

 

En energisk efterfølger ved navn, Schrader

Imidlertid lykkedes det ikke Holstein at komme sagen nærmere i forbindelse med provst Reimarus iden han afgik ved døden den 15. september 1727. Men hans efterfølger var Johann Hermann Schrader, som havde været hans huslærer, inden han i 9 år blev lærer for prinsesse Charlotte Amalie og derpå præst i Oldesloe.

Schrader var ikke blot en betydelig prædikant, som blev redskab for en pietistisk vækkelse, men tillige en energisk og initiativrig mand, som hensynsløst greb ind overfor alskens overgreb og slendrian. Det var også ham, der fik ansat to pietistiske præster ved siden af sig i Tønder: Joh. Joachim Arens og Hans Adolph Brorson.

 

Testamentet fra von Roepstorff

Kort efter sin ansættelse den 20. marts 1728 fik Schrader vel på foranledning af Holstein, Magistraten til at skrive til daværende amtmand i Reinbeck, von Roepstorff. Han fik det svar, at det forseglede testamente var udbrudt i dennes besiddelse.

Efter en del forhandlinger udleverede von Roepstorff det til koginspektør Heinemann, der havde forvaltet de struckse landerier for ham.

Ved et møde på Tønder Rådhus den 21. juni 1730 kunne sidstnævnte så endelig overrække originalen til provst Schrader og Magistraten, hvorpå seglet blev åbnet og testamentet blev oplæst.

 

Store planer

Legatet omfattede 91 demant marksjord i Frederikskogen. Forpagtningsoverskuddet skulle i første omgang komme 12 forældreløse drenge til gode. De skulle anbringes i hospitalet, forplejes, opdrages og undervises til de blev 14 år. Det skulle være af en skolemester, der var kristelig, gudfrygtig, from, ærlig, flittig og ufortrøden. Han skulle desuden undervise 38 andre fattige børn fra byen. For dette skulle han have 820 mark som vederlag.

Hver degn i de 5 vestslesvigske sogne, som vi tidligere har nævnt, skulle undervise 20. Degnen i Aabenraa 12 og degnen i Hellevad 24 fattige børn uden herfor at forlange skolepenge. Men de skulle herfor modtage en godtgørelse på 30 mark hver.

Hvis det var muligt skulle de resterende midler bruges til at de 12 forældreløse drenge hvert år skulle kunne få et nyt sæt tøj. Hos landsherren skulle der søges om skattefrihed for legatets jorder. De, der skulle have tilsyn og aflægge regnskab, skulle have et årligt honorar.

 

Schrader gik i gang

Da der til sidst fandtes en bestemmelse om at testamentet skulle træde i kraft et år efter stifterens død, måtte der nu afregnes. Og det lykkedes endda at undgå tab, selv om Heinemann gik konkurs i 1739.

Trods bystyrets betænkeligheder straks efter testamentets åbning i 1730 gik Schrader i gang med at bygge en ny hospitalsbygning med et Vajsenhus og et tugthus (arbejdshus). Samtidig lod han foretage en indsamling i byen. Den indbragte 200 mark.

 

Indbringende indsamling

Gennem sine kontakter, foretog Schrader også en indsamling. Christian den Sjette og dronningen ydede store bidrag. Holstein gav 300 mark ligesom kongen og grev Zinzendorf gav 87 mark. Denne Zinzendorf kender vi fra Christiansfelds oprindelse.

Schrader var heller ikke bange for at ofre af egen lomme. For både at gavne Vajsenhuset og udbrede pietismen gennem udsendelse af egnede skrifter indrettede han i et rum af Vajsenhuset et eget trykkeri, hvorfra han i januar 1731 kunne udsende sin egen salmebog, ”Vollständiges Gesang – Buch” med 1.157 salmer, forlagt og trykt for det ”daselbst zu erbauenden Hospital – und Waysenhauses”.

 

Først i 1735 var pengeforholdene i orden

Efterhånden kunne man begynde med hospitalets og tugthusets drift, men endnu stod selve Vajsenhuset tomt, idet man ikke kunne få penge vristet ud af den konkursramte Heinemann. Først i 1735 var pengeforholdene i sådan en orden – især ved hjælp af kniplingshandler Jurgen Krögers legat – at man kunne begynde på at udføre legatfondens bestemmelser i stifterens ånd.

 

Kun 8 børn i begyndelsen

Skt. Hansdag blev det så endelig indviet hele 22 år efter Peter Strucks død. Der var kun 8 drenge i stedet for de påbudte 12.

Til at undervise de fattige og forældreløse børn havde Schrader tilkaldt Henneberg fra Flensborg. Men denne døde allerede i november 1730. Så denne kom aldrig til at virke i Vajsenhuset.

 

En flittig person – Rakebrandt

Men det gjorde August Jacob Rakebrandt, født i Løgumkloster i 1699. Efter at have studeret teologi fra 1721 og virket Preetz fik han i 1731 opfordring til at overtage degneembedet i sin hjemby, og han indrettede her en lille latinskole, indtil dette blev ham forbudt.

Fan tiltrådte straks ved Vajsenshusets åbning som lærer og informator med 150 mark i årlig lø. En fru Schramm fungerede som Vajsenmutter med en økonomi på 400 mark. Men fra 1738 til sin død i 1771 virkede Rakebrandt som både økonom og lærer.

 

Stort overskud

Samtidig forestod han salget og udsendelsen af forlagets bøger. Ved sin tiltrædelse opstillede han en udførlig inventarfortegnelse, som endnu er bevaret.

I de første 15 år blev der solgt en ret anseelig antal:

  • Af Tondernsche Bibel 294 eksemplarer
  • Af Tyske katekismer 4.858 eksemplarer
  • Af danske katekismer 3.300 eksemplarer
  • Af Allgemeines Gesang – Buch 6.910 eksemplarer

Rakebrandt fik ikke meget for sit store arbejde, så overskuddet blev forholdsvist stort.

 

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Sønderjyske Årbøger
  • Carstens: Die Stadt Tondern
  • Ludwig Andresen: 200 Jahre Waisenhaus in Tondern
  • Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
  • Tønder gennem tiderne (1943)
  • Petersen: Tønder Statsseminarium 1788 – 1938

 

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk:

  • Vajsenhuset i Tønder
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder
  • Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
  • Tønder Kristkirke
  • Åndens Folk i Tønder
  • Fattige i Tønder
  • En af Tønders patrioter
  • En berømt mand fra Øster Højst og mange andre

Et besøg i Saksborg

Dato: maj 28, 2021

Et besøg i Saksborg

Det er længe siden, at undertegnede har gjort ophold i Saksborg. Man er kørt igennem et par gange. Det er en meget speciel natur heromkring. På stier kan man nyde naturen. Arkæologiske fund har godtgjort, at der har boet mennesker her fra bronzealderen. Heromkring har der været mange aktive mennesker, der har holdt liv i Slogs Herreds Hus og i foreningslivet. Under Prøjsertiden forsøgte man meget ivrigt at holde danskheden nede. Læs her om de metoder, som man brugte.

 

De første mennesker var her for mange år siden

Det er længe siden, at jeg har opholdt mig i Saksborg. Men jeg er dog kørt igennem en del gerne gange.

Det er også længe siden, at de første bosatte sig i Saksborg. Således fandt man under udgravninger til en cykelsti mellem Saksborg Skole og Bylderup Bovspor af et hegnshus til et gårdanlæg fra 200 – 525 e.Kr. Dengang boede mennesker og dyr under samme tag.  Man byggede lange treskibede huse. Husenes tag blev båret af to rækker indvendige stolper, der var placeret i sæt. Væggene var som regel bygget med stolper og lerklinet.

Husenes indgange befandt sig i midten af begge langsider. Dette fund var fra 2013. Men allerede i 1925 fandt man en jættestue med efterbegravelse fra bronzealder og ældre jernalder kun 500 meter fra dette fund.

 

Slogsådalen

Lige op til den lille by ligger Slogsådalen. Her var også engang en jernbanestation. Dvs. man skulle lige til Bylderup Bov. Nu må man så med bussen.

Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Slogs herred, hvor vi befinder os. Og her finder vi da også Slogsåen, som nok i sig selv hører til nogen større å. Den er vel cirka 6 km lang. Men den hører til et større vandløbssystem.

Åen flyder forbi Lendemark deler Bylderup og Bylderup – Bov. Øst for Saksborg løber Slogsåen og Uge Bæk sammen, hvor det bliver til Grønåen, hvor vi som børn ofte har badet. Det hele bliver så senere til Vidåen.

Her i ådalen er det talrige stier. Over Uge Bæk fører den såkaldte Kineserbroen. Broen har fået sit navn efter den specielle konstruktion. Engarealerne her er aldrig afvandet og fremtræder derfor som naturen har skabt den.

Noget af denne enestående natur er blevet fredet.

 

Møder på Lendemark Mølle

Som vi tidligere har beskrevet, var der en del tysksindede i området, men der var dog også små danske enklaver. Bylderup blev kaldt ”Det lille Danmark”.

Fra østkysten kom ægteparret Lise og Jes Jacobsen. De var bestyrere af Bylderup Bov mejeri. De købte også Lendemark Mølle. Her blev der holdt selskabelige sammenkomster for danskheden. Politisk aktivitet var forbudt dengang.

 

I 1905 stiftede man Selskabelig Forening

Der kom flere og flere. Lise Jacobsen var i København på et oplæsningskursus, hvor en kongelig skuespiller underviste. Nu og dag havde man også besøg af en foredragsholder fra ”Det Gamle Land”.

I 1905 stiftede man ”Selskabelig Forening”

Efterhånden samledes man på kroen. Men her begyndte de tyske myndigheder at chikanere. Et møde på kroen blev bl.a. aflyst, fordi der var en revne i gipsloftet.

En anden gang blev kvinderne forment adgang. Det var i strid med foreningsloven, men det så de tyske myndigheder stort på.

 

Mange måder at chikanere på

Sognets afholdsforening holdt i 1908 et møde på Bylderup kro. Den tyske amtsforvalter nedlagde forbud mod mødet, hvis ikke døren til forstuen stod åben – af hensyn til brandfaren!

Det måtte heller ikke være mere end 40 personer i lokalet. Det var lærer Lorenzen, der talte. Han gik op og ned ad gulvet med sin store frakke på.

Og foredraget blev holdt to gange den aften. Men foredraget havde konsekvenser. Hans Lorentzen mistede sit embede.

Sognets præst pastor Braren, som vi tidligere her på siden har beskrevet skulle også tale. Men han var forsinket. Og når det var en halv time mellem foredragsholderne, skulle der anmeldes på ny. Så betragtede tyskerne det som et nyt møde. En person rejste sig i salen og sagde:

  • Mine herrer! Rovmorderen Bilotti er i dag fanget i Ribe.

Det var alt, så var det fred i 29 minutter.

Da præsten så endelig kom, mente man at det var bedst at flytte mødet. Så inviterede præsten alle de tilstedeværende i præstegården.

 

Man fik bygget et forsamlingshus

En række mindre ejendomsbesiddere gik nu sammen for at få bygget et hus, hvor man kunne samles om de aktiviteter som ”Selskabelig Forening” stod for. De store ejendomsbesiddere var for det meste tysksindede. I 1908 gik man så i gang. Planen så ud til at kunne realiseres, da der var tegnet tilstrækkelig med aktier.

 

Man fik det ikke lettere

Huset stod klart i 1910. Men det tyske bygningstilsyn mente at der manglede et bræt fra kvisten til skorstenen til brug for skorstensfejeren. Det skulle naturligvis lige rettes.

Slogs Herreds Hus blev indviet den 22. januar 1911. Ved indvielsen skulle der være en tysk gendarm med kendskab til det danske sprog til stede. Han aflagde beretning til de tyske myndigheder. Der var 180 mennesker til stede.

Den første formand for Slogs Herreds Hus var Mathias Mathiesen, Sønder Bylderup. Nu havde man fået sit eget hus. Men det gjorde nu ikke arbejdet i foreningen lettere.

 

Foreninger i tre kategorier

Lovgivningen inddelte foreninger i tre kategorier, nemlig:

 

  • Politiske foreninger
  • Offentlige foreninger
  • Private foreninger

 

De to første foreninger var under politieftersyn. Det betød, at der ikke måtte afholdes møder uden polititilladelse. Møderne skulle anmeldes 3 gange 24 timer før afholdelsen. Myndighederne var meget strikse med, at tidspunktet blev overholdt.

Kvinder, lærlinge og andre elever måtte ikke være medlemmer af politiske foreninger og de måtte heller ikke være mødedeltagere. Det betød at myndighederne bestræbte sig på at få så mange foreninger til at bliver erklæret politiske som overhovedet mulig.  På den måde kunne de styre det danske foreningsarbejde.

Nogle steder gik man så vidt, at overvågning også gjaldt gudstjenester, bryllupper m.m. Den slags chikane bevirkede også at det var svært at finde oplysninger om foreningernes arbejde på den tid.

 

Ikke mange annoncer fra dengang

Den 18. januar 1913 kunne man i Vestslesvigs Tidende fine en annonce om en dilettantforestilling. Bagefter var der kaffebord og bal bagefter – madkurve måtte medbringes.

Den 30. marts 1913 startede der en gymnastikopvisning kl. 4 af et pigehold og et karlehold ligesom der var opvisning af folkedansere fra Hjordkær. Bagefter var der fælles kaffebord.

Den 1. august 1914 begyndte Første Verdenskrig. Straks efter blev de stærke agitorer ført til Flensborg. En af disse var Lise Jacobsen.  Og Mathias Matthiesen, forman for Slogs herreds Hus.

 

En tysk kromand kunne holde soldaterne i ørerne

Under krigen var forsamlingshuset beslaglagt. Det blev benyttet til lager af korn, madvarer, uniformer og våben. Det var navnlig gamle landstormtropper, der var her.

Oven over forsamlingshuset var der en lejlighed til værten. Den var ikke beslaglagt. Men der var ingen, der kunne omgås tyskerne. En gammel tysk kromand var kommet til Bylderup før krigen. Her drev han kro. Men solgte den. Han blev nu vært i det danske forsamlingshus. Han kunne holde de tyske soldater i ørne. Så var alle tilfredse.

 

Dansk flertal i Bylderup Sogn

I 1919 blev beslaglæggelsen af Slogs herreds Hus ophævet. Den gamle bestyrelse kunne nu igen samles for at få bragt orden i sagerne. ”Selskabelig forening” tog fat på arbejdet igen. Den 31. januar 1919 var der generalforsamling. Hvis nok på denne generalforsamling blev gartner Christian Jepsen valgt som ny formand – en post som han havde i ca. 40 år.

Jes Jacobsen havde været med i krigen. Imens havde hans kone Lise Jacobsen passet det hjemlig så godt som hun kunne. Men møllen havde det ikke for godt. Økonomien havde det elendigt. Gode venner skaffede Jes Jacobsen arbejde i Tønder, og han flyttede dertil med familie.

Nu fulgte tiden op til afstemningen. Der blev holdt adskillige møder og selve afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev ”Glædens Dag”.  Der var 63 pct. danske stemmer i Bylderup. I Burkal Sogn var der 51 pct. tyske stemmer.

 

Foreningen skiftede navn

Hvornår foreningen skiftede navn vides ikke. Men i 1922 står den omtalt som ”Selskabelig Forening” og i 1924 og 1925 som ”Selskabelig – og Foredragsforening”. Der var en ivrig brevveksling mellem H.P. Hanssen og Christian Jepsen.

H.P. Hanssen repræsenterede Sprogforeningen som gav penge til støtte for foredragsrækker i de forskellige forsamlingshuse i Slogs Herred. Pengene blev fordelt efter størrelsen af de enkelte foredragsforeninger. Man kunne opleve at eftertragtede talere ”gik på omgang”.

Gunnar Jepsen havde også en del at gøre med de store to – dages møder, som Sprog og Skoleforeningen afholdt hvert efterår i Slogs Herreds Hus. Lørdag eftermiddag var møderne ”fortrolige”. Så spiste man sammen og der var underholdning om aftenen.  Søndag var der gudstjeneste og derefter foredrag om eftermiddagen.

I 1938 døde formanden for forsamlingshuset, Mathias Matthiesen. Derefter blev gartner Jepsen foruden at være formand for foreningen også formand for ”huset”

 

Karle og piger blev inviteret med

Man begyndte at kæde vinterens foredrag sammen til en ”foredragsrække” som man solgte kort til om efteråret. Der blev solgt mange, for landmændene købte også kort til deres karle og piger.

 

Dilletant

Udover foredrag ene var det især dilettant, der kunne samle folk. Det begyndte allerede inden Første Verdenskrig. Man måtte så holde en pause efter 1920.

Mange unge ville gerne være med i de forskellige stykker og gik gerne langt i de kolde og mørke aftener to gange om ugen for at øve. Det var som regel gartner Jepsen, der bandt stykkerne sammen og instruerede. Det var i mange år en del gengangere blandt skuespillerne. De kunne tit klare det hele selv. Dragter fik man udefra. Der var mindst to forestillinger om året, nemlig fastelavn og ”kartoffelhøtte”

Dilettantforestillingerne har holdt sig op gennem årene og har været en god indtægtskilde for foreningen.

I årenes løb var der mange unge – såvel karle som piger – der dyrkede gymnastik i ”huset”.

 

Modsætninger mellem dansk og tysk

I tyverne og trediverne kunne der godt være modsætninger mellem dansk og tysk. Men gartner Jepsen var en god mand at have i området. Han formåede at styrke det danske. Den store aktivitet i Forsamlingshuset gjorde, at det blev nødvendigt at udvide. Der blev skaffet kapital. I 1936 ved 25 – års jubilæet blev der bygget en ny føj til.

Der var blandt andet kommet bedre varme og bedre køkken. Scenen var blevet gjort væsentlig større. Der var også lavet en orkestergrav af lokale håndværkere – vederlagsfrit.

Det var lokale musikere, der spillede. Der var plads til 5 – endda med klaver. De spillede dels til dilettant og dels til dans. Hvad der så ikke var råd til, var nye toiletter. Man skulle fortsat gå den lange vej i kulde til de gammeldags ”das”, som var omme bagved – det var navnlig ikke sjovt for kvinderne.

 

Nedtoning af aktiviteter under Anden Verdenskrig

Da Anden Verdenskrig kom blev foreningens aktiviteter mere og mere nedtonede, dels på grund af mørklægning, udgangsforbud og mangel på varer. I den sidste ende også fordi at i den sidste del af krigen var kroen belagt med tyske soldater.

Efter krigen mødte folk hurtigt op igen. Der var et stort behov for at mærke fællesskabet. Nu kom der også professionelle teatre. Et kort til en foredragsrække kostede 7 kr.  Og en billet til en rejsende biograf der kom en gang om måneden kostede en krone.

I 1966 kom et ungt lærerpar til Bylderup. Og det varede ikke længe før Tage Madsen blev valgt ind i bestyrelsen, hvor han i 1958 blev valgt som formand. Christian Jepsen blev æresmedlem for hans store indsats Han fortsatte dog som formand for ”huset”. Derefter blev ”huset” og foreningen mere adskilte.

Der blev oplyst at foreningen et år havde 2.300 deltager til 17 arrangementer samt at der afholdtes fester med alkoholbevilling.

 

Igen et ansigtsløft

I 1960 fik ”huset” et tiltrængt ansigtsløft og blev udvidet med en ny garderobe, ny lillesal, nyt køkken, forlængelse af den gamle sal og nye toiletter. Dertil kom så en forbedring af værtens lejlighed.

I 1962 arrangerede foreningen en tur til Harzen. I 1964 blev en friluftsscene indviet.

 

Succes med aftenskoler og Højskoledage

I 1976 blev Slogs herreds Hus atter udvidet med en tilbygning, der rummede en ny stor sal og skydebane i kælderen.

Rammerne var nu i orden til projekt ”5 højskoledage”. Første gang var der 65 deltagere. Men man var helt oppe på 200 deltagere.

I 1980’erne startede man med aftenskole. Og så lavede man diverse udstillinger i ”huset”.

Ja og egentlig var der meget mere at fortælle om Saksborg. Men vi vender garanteret tilbage en anden gang. Kig engang på artikelserien nedenunder dette. Du kan finde meget mere om området heromkring.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.738 artikler
  • Under Tønder finder du 279 artikler:
  • Under Sønderjylland finder du 201 artikler:

 

  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær herreder
  • Slogs herred mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs herred
  • Solvig – en herregård i Slogs herred
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • En vandrehistorie fra Burkal
  • En strejf af Burkals historie
  • Turen går til Bylderup
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged fra Hajstrupgård
  • Besættelse og befrielse ved Grænsen (Grøngård)
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård (4)
  • Hestholm syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
  • Så kom posten til Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Emmerske bedehus og skole
  • Emmerske ved Tønder
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Syd for Tønder
  • Askerodde ved Vidåen

Skt. Stefanskirken – en kirke med frisind

Dato: maj 12, 2021

Skt. Stefanskirken – en kirke med frisind

Jeg har været her mange gange. Hvem er Skt. Stefan? Præsterne kunne ikke lide Socialister. Lensbaronens økonomi havde det ikke så godt. Der blev samlet ind til kirken.  En ny præst gjorde en forskel. Agelica kom forgæves. Personalet havde rigeligt at se til. Fem sogne blev udskilt. Fra 1922 Grundtvigiansk kirke. En præst, der var glad for klokker. Anne Braads ti bud. Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe. Man kan også få prøver på ”Ondt Orgel”. Og så var det lige ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem”.

 

Jeg har været her mange gange

Jeg har efterhånden stået her i kirken mange gange og holdt foredrag. Ofte har det været sammen med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Ja og ofte har det været i Menighedshuset i Vedbækgade – Karmel.

Begge steder har det altid været en fantastisk stemning. Og det skyldes jo nok de ansatte inklusive præsterne. Jeg var så heldig at holde afskedsforedrag for den afholdte præst, Ivan Larsen og velkomstforedrag for den ny præst Thomas Høg Nørager

 

Hvem er Skt. Stefan?

Og måske skal vi lige starte for de knap så religionskyndige med at forklare, hvem Skt. Stefan er.

Stefanus var en af syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye testamente den første, der blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.

 

Præsterne kunne slet ikke lide socialister

Det er sandelig ikke altid, der har været frisind i denne kirke. Her på siden har du kunne læse, da Skt. Johannes kirken kom til Nørrebro som den første. Her var en meget dynamisk og kreativ præst, pastor Frimodt, der bestemt ikke kunne lide socialister. Og det var de fleste arbejdere dengang. I 1861 blev denne kirke indviet.

Socialisterne mente, at kirkerne var kapitalismens forlængede arm. Og det fik man da i høj grad bekræftet, da man senere så opfordringen til indsamlingen til den anden kirke på Nørrebro.

Frimodt tog initiativ til at Stefanskirken blev den anden kirke på Nørrebro. Det skete i 1874. Det var jo et kæmpe sogn og flere og flere indbyggere kom til bydelen. Men kirken blev først til noget efter en indsamling som Frimodt startede på Store Ravnsborg to år tidligere:

 

  • Vi nærer den fulde Tro, at Jesu Kristi Evangelium er den rette Kraft, som formaar at bevare Hjerterne fra socialistiske og kommunistiske Galskaber for hvis forførende og blændende Luftkasteller de Mennesker er mest udsatte som intet har at tabe i denne Verden.

 

Lensbaronens økonomi havde det ikke godt

Lensbaron Herman Frederik Løvenskjold skænkede en del af sin jord, hvor kirken blev opført. Tre år efter ved sin død viste det sig, at hans økonomi ikke havde det så godt. Så man må sige at Gud var med Stefanskirken.

Det var bygningsinspektør ved Københavns Kommune, arkitekt Ludvig Knudsen, der stod for tegningerne. Og det har han gjort ved masser af byggerier på Nørrebro. Tegningerne her fra kirken er blevet brugt til en kirke på Bornholm.

 

Der blev samlet ind til kirken

Kirken blev bygget for indsamlede midler. Den kostede 34.000 rigsdaler. Derudover blev der indsamlet 6.000 rigsdaler til præsteboligen og 10.000 rigsdaler til præstelønningslegat.

Der var oprindelig plads til 700 i kirken. Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme forstille Jesus på besøg hos Martha og Maria. Det frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården, der stod model til de to søstre.

Kirkeskibet er skænket af skibsbygger, Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta som Skifter Andersen, byggede til et købmandshus i Hamborg.

 

En ny præst gjorde en forskel

Også Stefanskirkens to første præster, Peter Volf og Ivar Dall delte denne antisocialistiske holdning. Måske var det derfor, at kirkegangen ikke var så stor. Dall måtte da også gå af til sidst.

Men i 1914 var det så Axel Rosendahl’ s tur. Han havde ikke samme holdning. Og nu vrimlede det til med kirkegængere. Han var selv opvokset på Nørrebro. Hans far var leder af en grundtvigiansk friskole.

 

Angelica gik forgæves

I 1893 skriver Angelika i sine erindringer, at hun er født på Nørrebro:

 

  • I Guder, hvor er vi fattige. Vi havde intet spiseligt, så mor gik ind i Stefanskirken. Hun spurgte pastor Dahl, om han dog ikke kunne hjælpe dem. Men denne Herrens tjener satte alle ti fingre sammen og sagde, mens han så op mod Jesus
  • Jesus fastede fyrretyve Dage i Ørkenen.

 

Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten.

 

Personalet havde rigeligt at se til – om søndagen

Det store sogn bød også på ekstra udfordringer. I det daglige kunne de rige betale for kirkehandlinger. Om søndagen var det gratis. Så kunne arbejderne få deres kirkehandlinger gennemført. Og det betød, at Stefanskirken en søndag gennemførte:

  • 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester.

I årene efter Sankt Stefans Sogns oprettelse voksede indbyggertallet på Nørrebro kraftigt. Således fødtes der i sognet i 1877 – 800 børn. I 1889 var tallet oppe på 1.405.

Ved 25-års jubilæet i 1899 havde malermester Schrøder ny- dekoreret prædikestolen med symboler på tro, håb og kærlighed.

 

Fem sogne blev udskilt

I årene 1890 – 1912 blev yderligere fem sogne udskilt fra Sankt Stefans Sogn:

 

  • Hellig Kors i 1890
  • Kapernaum i 1902
  • Simeon i 1903
  • Kingo i 1908
  • Anna i 1912

 

Ved en indsamling til menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket kirken.

I våbenhuset er der en mindetavle over kirkens grundlægger, Rudolf Frimodt.

 

Fra 1922 en ren Grundtvigiansk kirke

I 1922 blev kirken en ren grundtvigiansk kirke. Og Rosendahl blev i 1935 valgt som biskop af Roskilde Stift.

Der er sket store ændringer i kirken i tidens løb. For et stykke tid siden var det stillads på kirken. Der er kommet nyt tag på. Og indvendig er der også sket vedligeholdelser.

I 1929 blev der bygget et kapel til kirken.

I 1935 hed den nye præst Ejnar Leth Balling.  Det filmmanden Erik Ballings far. Fire år senere udnævntes Emanuel Würtzen til residerende kapellan. De to markante præster kom til at tegne kirkens profil i et kvart århundrede. De døde med to måneders mellemrum i 1962 og 1963. Balling efterfulgtes af Finn Ahlmann Olsen.

 

En præst, der var glad for klokker

I 1958 fik kirken nye klokker. De tre klokker er støbt i England hos firmaet John Taulor & Co. De erstattede ”en tålelig malmklokke og en rædsel af en stålklokke, som præsten Emanuel Würtzen udtrykte det.

Jo han var meget glad for klokkeringning. Han talte om ”fornøjelig klokkeringning”. Han sagde også:

 

  • Jeg vil i al ubeskedenhed bekendtgøre, at hvad brugen af kirkeklokker angår, så gør vi i Stefanskirken det rigtige, og vi har også det rigtige at gøre det med. Vi har altså tre klokker – færre bør man ikke have, hvor der er plads til det.

 

I 1965 kom der et dåbsværelse til, hvilket betød at kirkerummet blev afkortet.

I forbindelse med restaureringen i 1974 blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret.  Døbefonten som undertegnede ofte, har lænet sig op ad ved foredrag er af grønlandsk marmor.

 

Anna Braads ti bud

I 1980 afløstes Ahlmann Olsen af Ivan Larsen, der havde været residerende kapellan ved kirken siden 1976. Med Anne Braad ansættelse som sognepræst i 1989 indledtes endnu et langvarigt parløb af markante personligheder på præstestillingerne.

Ivan Larsen markerede sig tidligt som fortaler for homoseksuelles rettigheder i kirken og for en kirkelig vielse af homoseksuelle. Anne Braad var en flittig debattør med en til tider ukonventionel indstilling til de kirkelige og teologiske traditioner.

Jeg har et par gange besøgt Ivan Larsen og Ove Carlsen, der boede i den hyggelige præstegård bag kirken.

Og Anne Braad har jeg ofte diskuteret med. Det startede med, at jeg efter min kones død skrev en artikel om sorg og sorgbearbejdelse. Hun kom op i butikken og spurgte om hun måtte bruge artiklen til en studiekreds om sorg.

Jeg har også fået en øl med hende på den lokale. Her kom hun ofte med hendes hund.

Anne udviklede sine egne 10 bud:

 

  1. Du skal holde din sti ren
  2. Du skal ikke misbruge Vej og Park
  3. Du må kun pisse i din egen rede
  4. Du må selv tage skraldet
  5. Du må gerne male byen rød
  6. Men du må ikke skrifte på væggen
  7. Du skal feje for din egn dør
  8. Også naboens
  9. Du må ikke modet
  10. Du skal finde melodien

 

Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe

I 2001 kom kirken i Kristeligt Dagblads søgelys med overskriften ”Stefanskirken – intrigernes holdeplads”. Det var bestemt ikke artige ting, der kom for dagens lys. Også biskoppen måtte blande sig dengang.

Efter Anne Braads død i 2008 blev Pernille Østrem ansat som sognepræst og efter Ivan Larsens afgang i 2012 som kirkebogsførende sognepræst. I 2014 blev Thomas Høg Nørager ansat som sognepræst.

De er ret gode til det med banner foran kirken. Og Første Maj reklamerede de med Rød Gevalia Kaffe. Men det må siges at være falsk varebetegnelse. De sidste mange gange, hvor undertegnede har optrådt i Karmel i Vedbækgade, har det været Peter Larsen Kaffe.

 

Man kan også opleve ”Ondt orgel”

Til højre foran koret står en lysbærer. Den første af sin art og tegnet og fremstillet af Ove Carlsen.

Orgelet er meget specielt. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Som det eneste i Norden har det også slagtøj, stortromme og bækken.

Orgelet er skabt i 1983 af den dygtige orgelbygger Carsten Lund, der noget usædvanligt fik frie hænder af kirkens menighedsråd til at udtrykke sig i en klar kunstnerisk og håndværksmæssig vision. Det kom der et instrument ud af, som måske deler vandene bland organister, men som tilhængere regnes for noget af det ypperligste i orgelverdenen.

Meget specielt kan man så opleve orgelet. Når kirken fejrer Halloween. Så kalder man det for ”Ondt Orgel”.

 

Sankt Stefans Sognemissions Hjem

Vi skal da også nævne Karmel i Vedbækgade – menighedshuset for Stefanskirken. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest. Men ikke mindst har jeg holdt mange foredrag her.

Den smukke bygning hed dengang ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harboulejet bespisningslokaler til ”Mødre og Børns bespisning”.

Inde af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På førstesalen havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening”. Denne virksomhed forgrenede sig til hele Nørrebro.

Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kr. Men så fik man til gengæld også mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det var så de mest trængende, der fik først.

På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.

På anden-salen var værelserne udlejet til ”Klokkerkontor”.

Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode.  Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præster og frivillige.

Hvis du endnu ikke har prøvet det – så kom til Fredagsrundstykker i Karmel. Det er vældig hyggeligt, hvis du kan stå tidligt op.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • stefanskirken.dk
  • da.wikipedia.org
  • Stefans Sogns Medlemsblad (januar 1949)
  • Anne Mette Gravgaard: Storbyens virkeliggjorte længsler – Kirkerne i København og på Frederiksberg 1860 – 1940

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.729 artikler – Om præster, Kirker, Åndsliv og Kirkegårde:

Nørrebro (301 artikler):

  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Begravelser på Assistens Kirkegård 1887
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Grundtvig på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op?
  • Marta – hjemmet på Nørrebro
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Kirker og mennesker på Nørrebro
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • En kirke på Nørrebro (Helligkors Kirke)
  • Samuels Kirke – 100 år
  • Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro

København (87 artikler):

  • Vesterbros Kirkeliv
  • Petri og omgivelserne

Østerbro (96 artikler):

  • Østerbros Kirker
  • Holmens Kirkegård
  • En engelsk kirke ved Østerbro
  • Garnisons Kirkegård
  • Krigergraven på Garnisons Kirkegård
  • Østerbros Kirker

Tønder (278 artikler):

  • Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Et kloster – 15 km fra Tønder
  • Løgumkloster – nordøst for Tønder
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Møgeltønder Kirke
  • Præsten fra Daler
  • Tønder Kristkirke
  • Åndens folk fra Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder n1-2
  • Sygdom og andre lidelser i Tønder
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Emmerske bedehus og skole

Højer (77 artikler):

  • Bryllupsskikke fra Højer
  • Højer Kirke
  • Den sure præst fra Højer

Aabenraa (165 artikler):

  • En salmebog fra Varnæs
  • Kirker syd for Aabenraa
  • Mysteriet i Ensted
  • To kirker i Aabenraa
  • En pastor fra Rise
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Fra Hjordkær til Rødekro

Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):

  • Ligvognen fra Bov
  • Livet omkring Bov Kirke
  • Ryd Kloster

Sønderjylland (200 artikler):

  • Klager over præsten i Ballum
  • Præster og Godtfolk i Sønderjylland (b)
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Ude mod vest
  • Ballum – dengang
  • Da Christiansfeld opstod
  • Herrnhuterne i Christiansfeld
  • Hvem ejede Brede Kirke
  • Pastor Jacobsen fra Skærbæk

 

 


En vandrehistorie fra Burkal

Dato: april 26, 2021

En vandrehistorie fra Burkal

Nu er det ikke kun en historie, som vi skal høre her fra Burkal. Var Tyge Nold virkelig den sidste ejer af borgen? Og var kirken virkelig viet til Skt. Knud? Og hvad var det for en lille præst, som man taler om? Og det er selvfølgelig ikke særlig populært at konstatere, at Tyge Nold ikke var den sidste besidder af borgen. Han var slet ikke fra Nolde. Og den præst, som man taler om, har slet ikke eksisteret. At kirken skulle være viet til Skt. Knud, passer heller ikke. Det sjove er, at når ting først er nedfældet så går det igen i historien. Her burde man måske være lidt mere kritisk. Men uanset, så er vandrehistorier jo bare herlige.

 

Der har været en borg

De fleste kender historien om Tyge Nold fra landsbyen Nolde ved Burkal. I Pontoppidans Atlas, står der følgende:

 

  • Ved Nolde, som fordom ingen Bye skal have været, har staaet et Slot, hvis sidste Beboer, Tyge Nold nævnes i de danske Kiempeviser.

 

Efter den tid har flere forfattere haft den samme opfattelse af denne Tyge Nold. Dels fortæller man også et gådesogn om Tyge. Hans navn kendes også om Svend Vonved. Dertil kommer i virkeligheden en helt tredje version, som indhyller hele sagen i en uigennemsigtig tåge.

 

Historien om Tyge Nold – version 1

Men først skal vi lige have gådesognet, der fortælles mand og mand imellem endnu i vores dage. Og egentlig er der to. Her kommer den første i pastor Høgels version:

 

  • Kong Valdemar sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot i 7 år. Da snakken slap op, blev løbere sendt ud i landet for at høre og spørge om nyt, der kunne bringe snakken i gang igen.
  • En af disse budsendinger kom gående på vejen til Nolde, hvor han mødte først 12 grønklædte ryttere senere 12 blåklædte og sidst 12 rødklædte. Han standsede da en morlil, der netop kom kørende. I hendes vogn bagtil var der bredt halm i bunden. Oven på halmen lå en meget gammel mand.
  • Hun fortalte nu, at de 12 grønklædte ryttere var hendes farbrødre. De 12 blåklædte var hendes morbrødre. De 12 rødklædte var hendes sønner
  • Å om obag i æ wuun legge Thøg`fra Nåll. Han æ fae te dem åll

 

Historien om Tyge Nold – version 2

Men se denne historie findes også i en anden version:

  • Kong Valdemars bryllup varede i 7 år. Til sidst ”hør æ snak op”. Så sendte Kong Valdemar bud for at spørge om nyt.
  • Da buddet havde reddet et godt stykke, traf han 12 rødklædte ryttere. Han spurgte om de vidste noget nyt. ”Nej” sagde de ”men rid bare videre”.
  • Buddet red videre og traf 12 blåklædte ryttere. Han spurgte dem, om de vidste noget nyt. ”Nej”, sagde de. ”Men rid bare videre”
  • Buddet red videre og traf 13 grønklædte ryttere. Han spurgte dem, om de vidste noget nyt ”Nej” sagde de, ”men red bare videre”
  • Buddet red videre og traf en vogn, hvorpå der sad en statelig kone. Han spurgte da hende, om hun vidste nyt. Og som kvinde vidste hun nyt.
  • ”Ja” sagde hun ”De 12 rødklædte ryttere var mine farbrødre. De 12 blåklædte ryttere var mine morbrødre. De 13 grønklædte ryttere er mine sønner. Den gamle mand, der ligger omme bag i vognen. Er min mand og det er ”Tøger fra Noll å fae te dem åll”
  • Nu havde budet spurgt nyt og red tilbage. Han fortalte gæsterne ved kong Valdemars bryllup, hav han havde oplevet. Nu havde de igen noget at tale om, for det varede noget. Inden de fik regnet ud, hvordan det kunne gå til at ”Tøger fra Noll æ fae te dem åll”.

 

Historien om Svend Vonved

Se historierne ligner hinanden selv om det er byttet om på farverne. I anden version er der ikke tale om, at buddet er på vej til landsbyen Nolde. Det er ingen tvivl om, at man kender Tyge Nold. Det er derimod tvivl om, hvor han er fra.

Er det noget i litteraturen som vi kan bruge?

I Pontoppidans danske atlas siges det, at Tyge Nold kendes fra de danske kæmpeviser.

I Svend Grundtvigs store værk om ”Danmarks gamle Folkeviser” under nummer 18 forekommer der en vise om Svend Vonved i fire forskellige versioner. Men det er kun i den ene at Tyge Nold er taget med.

Åbenbart findes der et digt om Tyge Nold, som er gået tabt og som stammer fra den danske oldtid.

Visen om Svend handler om, at han er en vældig krigsmand, der drager ud i Verden for at hævne sin far.  Når han møder folk. Hyrder eller krigere, stiller han dem spørgsmål i form af gåder. Kan de svare får de en guldring eller en anden kostbarhed. Kan de ikke svare slår han dem ned.

 

Forskerne glemmer, at Dannevirke ikke altid har været grænsen

Men der ikke meget lighed mellem Tyge Nold fra Nolde og den person, som vi møder i digtet. Vi skal for at finde ham dukke ned i Folkevandringstiden og ikke i Middelalderen.

Denne periode har stået i skyggen af alt andet historieforskning.  Man har mente, at Danmark også dengang gik ned til Dannevirke.  I virkeligheden tyder noget på, at grænsen gik omtrent ved den nuværende grænse som er den gamle grænse mellem danerne og de sydlige folkeslag, bl.a. anglerne.

Olmersdiget fra Urnehoved til Gårdeby er i virkeligheden en ret anseelig forsvarsvold. Landsbyen Jyndevad viser med sit navn henimod samme tid som Olmersdiget, nemlig folkevandringstiden. Desuden er der i Rens også svage rester af gamle forsvarsanlæg.

På Rens Mark ligger en vold ”æ Kærredig”. Engene, der omgiver den kaldes Ringborgled (Ringbolej)

 

Der er fundet rester i jorden

Også i Nolde er der rester af en gammel borg. Men denne borg går næppe længere tilbage end omkring 1300. Dette er i forhold til vores historie ret så uheldigt. Hvis Tyge Nold er langt ældre, så kan han ikke have boet der.

Maleren Emil Nolde skriver i sine erindringer om denne borg. Landmændene har i tidens løb oplevet rester i jorden i form af palisader eller underlag for jordvolde.

Men arkæologer mener, at det er tale om en borg, der er bygget samtidig som Solvig-Borgen.

I en lille bog om Urnehoved og Olmersdiget (Olgerdiget) henvises der til ”Hervørs Saga, hvor der en skildring af kampen ved Olmersdiget. Men denne historie holder næppe til et nærmere eftersyn. Men interessant er det for flere gange i vores søgen efter Tyge Nold træffer vi på denne saga.

Måske er det svage spor mellem Tyge Nold og Sønderjylland. Måske i tiden omkring år 500.

 

Hvem var de sidste ejere af borgen ved Nolde?

Det er derimod næsten givet, at Tyge Nold ikke kan være den sidste beboer eller ejer af slottet/ borgen i Nolde. Man ved at en stormand ved navn Peter Ebbisen ejede Nolde før 1365. Vi ved også, at Otto Snaf skødede ”sin by Nolde med dens tillæggende” til hertug Adolf i 1437. Derfor er det ikke rigtig plads til Tyge Nold i disse tider.

Det er heller ikke sikkert, at ordet Nold i Tyge Nold har sin oprindelse i landsbynavnet. Nolde havde sin oprindelse i ordet ”Hnulle”, som kan oversættes med ”forhøjning”. I 1365 blev byen kaldt for Nylle, i 1427 Nulde og i 1505 Nolde.

Øv, det er ikke sjovt at ødelægge sådan en god historie.

 

Tyge Nold er fra Hobro – egnen

Tyge Nold er faktisk et helt andet sted, nemlig på Hobro – egnen. Danske Atlas viser hen til et sted hos Resen, hvor der findes følgende vers:

 

  • Tyge Nold og Sivert Bo byggede Glenstrup-Kirke og Stenild Bro.

 

Hvis Tyge Nold skulle være fra Burkal Sogn, er det ikke til at se. Beklager kære læsere.

 

Er Burkal Kirke viet til Skt. Knud?

Nu hvor vi er i Burkal, kan vi lige så godt få be – eller afkræftet dette. For omkring 1841 udkom der en historiebeskrivelse om Burkal Sogn. Vi forsøger at oversætte:

 

  • Måske er kirken viet til Skt. Knud. For sagnet siger, at den sidste katolske præst ”Lille Peter Wollesen” altid sluttede sine prædikerne med følgende:
  • ”derfor hjælp os Skt. Knud for dit hellige navns skyld – amen.

 

Denne historie hører vi så igen og igen, når historien om sognet skal fortælles.

 

Præster er ikke tilknyttet til Skt. Knud’ s Gildet

Hvis Burkal Kirke var viet til Skt. Knud, ville det have været naturligt, om præsten havde haft en vis tilknytning til Skt. Knuds Gildet i Flensborg. Men dette kan ikke ses i diverse dokumenter.

Men vi møder Burkal – præsten, Joannes Petri i 1517 som medlem af den hellige trefoldigheds eller Kalands-gildet i Flensborg og i 1505 en Hans Petri, der er ”kercher to Bukarel”. Det kan udmærket være den samme person.

 

Hvem er ”Lille Peter Wollesen?”

I 1528 er der tale om et præsteskifte i sognet. Man ønsker en evangelisk præst i stedet for en katolsk. Men vi skuer længe efter ”Lille Peter Wollesen”. Og der er ikke andet, der tyder på at kirken har været viet til Skt. Knud.

Kirken skulle være bygget i 1170, så kunne det udmærket have været en følge af tradition om Knus, idet Knud Lavard netop det år bliver skrinsat i Ringsted. Noget andet er, at kirken sikkert er yngre end 1170.

 

En katolsk præst til 1569

Kirken vedbliver med at have en katolsk præst til 1569. Da møder vi den første evangeliske præst i sognet, som vi ikke kender navnet på. Men det er svært at finde plads til Per Wollesen.

Sandheden er, at der på et eller andet tidspunkt er under reformationen er lavet en parodi på en munkeprædiken, der er udgivet med følgende titelblad:

 

  • O Sct. Knud hielp mæ dierfor, at æ kund find paa aa sey jer hind ret, for aall det du Knud liid aa di Land – Mænd, og for de ejen ærlig Nauns skyld, hjælp mæ ad a maa sæi Sainhed.

 

Endvidere kunne man læse følgende:

 

  • En gammeldags Munke-Prædiken om Hyrden, Faarene og Regnskaber.

 

Ingen af de to kan placeres i Burkal Sogn

Der findes hele fem udgaver af denne.

Hvordan, hvornår og hvorfor man har knyttet pater Wolle til Burkal sogn vides ikke. Det er et jysk skrift og dialekten er heller ikke sønderjysk.

Så hverken Tyge Nold eller lille Per Wollesen kan uden videre placeres i Burkals historie. Og Burkal Kirke er ikke viet til Skt. Knud.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Sønderjyske Årbøger
  • Trap – Tønder Amt – 5. udg.
  • P. Jørgensen: Landstinget på Urnehoved og Olgerdiget – Placeringen og dens funktion.
  • Brodersen: Fra gamle Dage
  • I artiklen har vi desuden også henvist til kilder.

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.723 artikler herunder 277 artikler fra Tønder:
  • Under Sønderjylland finder du 200 artikler:
  • Tinglev og Omegn – dengang
  • Folk i Tinglev
  • Modstand i Tinglev
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Turen går til Bylderup
  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
  • Sankt Knuds Gilde fra Flensborg
  • Turen går til Sæd-Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs herred
  • Solvig – en herregård i Slogs Herred
  • Lendemark og Omegn
  • Lærer i Burkal
  • Et strejf af Burkal Sogns Historie
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged på Hajstrupgård
  • Besættelse og befrielse ved grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster højst
  • Avlsgården Grøngård 1 – 2
  • Omkring grøngård (4)
  • Hestholm – syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
  • Så kom posten til Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Emmerske Bedehus og Skole
  • Emmerske ved Tønder

 

  • Nolde og hans liv vest på
  • Nolde og Nazismen
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Emil Nolde – og Tøndermarsken

 


Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård

Dato: februar 10, 2021

Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård

Dette er historien om den sønderjyske maler C.W. Eckersberg. Bedstefaderen havde været kammertjener. Han havde sans for egnens natur. Optaget på Kunstakademiet. Ikke nødvendigvis lykke at blive uddannet her. Første ægteskab opløst efter seks år. Lang udenlandsrejse. Gift med konens søster. Buste af Thorvaldsen. Hurtig med at male portrætter. Han hadede historiske malerier. Ud i naturen med eleverne. Han elskede musik. Den yngste var altid med. Takket være Heiberg blev han aldrig anerkendt som marinemaler. Da Thorvaldsen kom hjem. Eckersbergs barndom var ikke lykkelig. Manglede altid penge. Kun en skygge af sig selv. Koleraen holdt sit indtog. ”Det største menneske som fader”.

 

Bedstefaderen havde været kammertjener

Lige syd for Varnæs på Sundeved østkyst ligger Blåkrog. Bortset fra naturen er stedet her ikke så berømt for så meget. Jo det skulle da lige være fordi, at her blev en meget berømt maler, der blev født her. Han hed Christoffer Wilhelm Eckersberg.

I 1782 flyttede et nygift ægtepar fra det nærliggende Blans til Blåkrog. Den 2. januar, blev der født en søn, der blev opkaldt efter bedstefaderen. Han var indvandret fra Sachsen og avanceret til kammertjener for hertug Frederik af Lyksborg. Senere var han skovfoged.

Faderen ernærede sig på det lille sted som snedker. Men det gik ikke så godt. Allerede efter tre år flyttede de tilbage til Blans.

 

Han havde sans for egnens natur

Allerede som barn havde Eckersberg en udpræget sans for egnens skønne natur. Ofte sejlede han med sin far ud på Alssund og betragtede de store skibe. Det var de oplevelser, der senere kom frem i hans malerkunst.

Han nød at tegne billeder af landskabet og at sejle i sin fars båd. Han elskede at betragte skyerne og havets skiftende farver, forbipasserende skibe og solnedgangens farvesymfoni.

Efter konfirmationen kom han i malerlære hos Jes Jessen i Aabenraa. 17 år gammel fortsatte han hos Joh. Jac. Jessen i Flensborg, hvor han blev svend i 1800.

 

Optaget på Det Danske Kunstakademi

Mens han var i lære, lavede han gode tegninger og malerier. Hans store ambition var at blive optaget på Kunstakademiet. Og det blev han. Borgere i Flensborg samlede ind, så han kunne komme afsted.

Han lagde grunden til den danske guldalders malerkunst.  Hans elever kom som f.eks. Christen Købke til at høre til den danske guldalders hovedpersoner. Han blev i 1803 optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

 

Det var ikke nødvendigvis lykke at bliver undervist på Kunstakademiet

Han gjorde gode fremskridt og malede historiske malerier, portrætter og landskaber. Men hans lærer, Nicolai Abildgaard mente nu, at han kunne få større succes som porcelænsmaler. Det var først efter dennes død, at Eckersberg havde chance for at vinde akademiets store guldmedalje.

Abildgård kunne ikke acceptere Eckersberg’ s selvstændighed.

Eckersberg opfattede det ikke nødvendigvis som lykke at blive undervist på Akademiet.

 

Første ægteskab opløst efter seks år

Han lavede de bedste billeder af Københavns bombardement i 1807. På et tidspunkt boede han hos kobberstikker G.L. Lahde i en kvistlejlighed. Og under bombardementet blev Eckersberg lettere skadet i hovedet.

Den 1. juli 1810 giftede han sig med Christina Hyssing. Dette ægteskab blev dog opløst inden han kom tilbage fra sit udenlandsophold i 1816. Hans søn, Erling kom til at følge i sin fars fodspor med uddannelse på akademiet og en karriere som kobberstikker.

Da han i 1810 rejste til Paris, efterlod har tre skitsebøger, fire mapper med ca. 110 håndtegninger og en mappe med udkast. Hertil om, at han allerede inden 1810 havde malet op mod 110 oliemalerier.

 

En lang udenlandsrejse

Han boede i tre år hos en række kunstnere med Bertel Thorvaldsen i spidsen. De udviklede et nært og varigt venskab. Eckersberg var meget produktiv under opholdet under de sydlige himmelstrøg og lavede nogle fantastiske landskabsmalerier.

Hans studierejse fra 1810 – 1816 havde temmelig stor betydning for hans udvikling. Han nåede relativt sent en kunstnerisk modning. Måske skyldtes det, at han ikke kunne finde det inspirerende miljø og modspil, som han havde behov for.

På vej hjem fra sin store tur besøgte han sine forældre i Blans.

Da han kom hjem fra sin store rejse, gav Akademiet ham til opgave at udføre Balders død som medlemsstykke. Samme år fik han bestilling på billeder med scener fra danskers kongers historie til Christiansborgs Slot, der var under opførelse.

I 1817 blev han gift med Julie Juel, datter af portrætmaleren Jens Juel. De fik to sønner og fire døtre.

Eckersberg var allerede kommet i det Juelske hjem i 1807. Anledningen var dog trist. Eckersberg skulle male et lille portræt af sønnen, Jens, der var døde kun tre år gammel. Efterhånden blev han ven med huset.

Allerede i 1806 havde han dog malet et portræt af børnene.

 

Han giftede sig med konens søster

I 1818 blev han professor ved Kunstakademiet. I 1819 fik han adgangstegn til Holmen (Gammelholm), så han fik mulighed for at dyrke sin store passion for skibe.

Eckersberg var direktør for Kunstakademiet fra 1827 – 1829.

Et år efter Julies død i 1827 giftede han sig med hendes søster Susanne Henriette Juel.  Med hvem han fik en søn, der døde inden det fyldte år., samt datteren Julie, der skrev sine erindringer om faderen og livet på kunstakademiet.

 

Den økonomiske situation var ikke god

Eckersbergs økonomiske situation var i lange perioder vanskelig. Han gik på grund af Akademiets dårlige økonomi. Han fik først professorhonorar fra 1827. Han var tvunget til at pantsætte sine værdier, endog sin vielsesring for at skaffe mad på bordet. I januar 1832 skrev han i sin dagbog:

 

  • Jeg fyldte i dag mit 49de Aar sund og frisk vel og lykkelig med en elsket Familie, det eneste Savn er Pengemangel og den Henseende mørke Udsigter for Fremtiden.

 

Familien måtte leve meget spartansk. Betænksomme mennesker spædede ofte til med naturalier. De af eleverne på Akademiet som kom fra velhavende hjem fik forældrene til familien på Charlottenborg til at sende vin, kaffe, sukker, smør og andre fornødenheder. Andre skaffede en kurv med frugt. Alt var kærkomment, da der var mange munde at mætte.

 

En marmorbuste udført af Thorvaldsen

Om aftenen, når alt var rolig i huset, læste vores hovedperson enten i bibelen eller i historiske værker for derfra at hente oplysninger til sine malerier. Derefter skrev han i sin dagbog om dagens begivenheder og i en særlig bog om vejr og vindforhold.

Det var her på Charlottenborg at Eckersbergs skønneste italienske malerier og studier hang. I et hjørne af værelset stod marmorbusten over Eckersberg, som Thorvaldsen havde lavet. De udviklede et varmt venskab.

Eckersberg lavede også et portræt af Thorvaldsen. Det kom senere til at hænge på Charlottenborg.

 

Børnene skulle være klar kl. 5

Det morede vores hovedperson at se børnene lege med en barnevogn, som var konstrueret af kommerceråd Marstrand, far til professor Wilhelm Marstrand.

Når børnene på sommereftermiddage skulle spadsere med deres fader, måtte de stille i stuen præcis klokken fem. De blev da stillet op efter alder og ved den, der da ikke havde handsker på eller støvlebåndene bundne. De gik da lange ture eller rettere sagt faderen gik. De seks børn måtte løbe med så godt de formåede for eller bag eller som det nu kunne træffe sig.

 

Farlige fanger på Charlottenborg

Professor Jens Juel, som Eckersberg aldrig nåede at hilse på, boede også på Charlottenborg. Han døde tre måneder før, denne kom fra sin store udenlandstur. Susanne Juel fortalte hendes datter, at dengang Børnehuset på Christianshavn brændte, så blev de mest farlige af fangerne spærret inde i Charlottenborgs kældre.

En lang mørk gang gik ind til disse fængsler. Her sad bl.a. mestertyven Per Mikkelsen. Og man sagde om denne, at han gik igen.

 

Hurtigt med at male portrætter

Ofte malede Eckersberg såkaldte luftstudier fra det flade tag over det hjørne af Kongens Nyhavn og Nyhavn. Han lå længe ad gangen på ryggen og stirrede op i luften og så på skyerne.

Efter at have drukket sin morgen-te gik faderen en rask tur. Så snart han kom hjem tog han fat på sit arbejde. Klokken 10.30 spistes der frokost. Klokken 3 var der middag. Så blev der arbejdet en times tid. Og så blev der igen spadseret en rask tur. Han elskede at gå langs Langelinie, langs søerne, Blegdammene og ud på Holmen.

Han havde altid en kikkert med. En fortrinlig en havde han fået af H.C, Ørsted. Men den byttede han væk til Weyse. Denne kom ofte og spillede klaver for familien.

Når Eckersberg skulle male portrætter, så var han meget hurtig. Når han malede, talte han altid med modeller. Så mente han, at han fik det bedste udtryk. Det var kun ansigtet han malede. Klædningsstykker og smykker havde han fået tilsendt i forvejen.

 

Han hadede at male historiske ting

Egentlig hadede han at skulle male historiske ting. Og det var særlig over for historikeren, konferenceråd Engelstoft han ikke brød sig om at skulle lave et historisk maleri. Atter og atter skulle en skitse laves om. Eckersberg mente, at malerierne blev alt for stive med alt for mange personer med højrøde knapper.

Aftenen tilbragte Eckersberg med musik og læsning. Ofte malede eleverne hos ham om formiddagen. Han var glad for hvis eleverne udviste talent. Mern han kunne godt udøve kritik.

 

Ud i naturen med eleverne

Om sommeren var det ikke sjældent, at han sammen med sine elever kørte på landet eller lejede en sejlbåd for at studere skyerne, bølgerne og det vekslende sollys. Om aftenen blev der så hjemtaget masser af studier.

Eckersberg betegnede kunsten som noget ophøjet og helligt. Det varmede og opløftede sjælen, mente han.

 

Han elskede musik

Og som vi allerede var inde på, så elskede han musik, ikke alene sang men flerstemmig sang. Han deltog også ofte selv sammen med dygtige amatører. Selv spillede han også violin. Han havde en ret god sangstemme og sang gerne med sin kone og sine børn. I 1835 forærede kunstnere ham et flot klaver.

Han elskede at spille duetter med sin kone, Susanne. Hun besad en smuk dannet sangstemme.

En af dem, der blev undervist hos ham, var fru Ingemann. Hun var en særdeles elskværdig men højst aparte dame. Hun malede altertavler og andre gudelige billeder. Men hendes talent var nærmest mådeligt.

Også Oehlenschläger kendte Eckersberg. Mens han malede ham, læste denne hans tragedier op for ham.

 

Den yngste var altid med ham

Og så var det lige redaktør Nathanson, som i den grad støttede Eckersberg. Han hjalp med penge og lån. Desuden bestilte han en del værker hos ham. Ja så var det også lige Prins Christian (den senere Christian den Ottende). Han kom ofte på besøg og kom ofte i Frimurerforeningen. Men Eckersberg syntes, at han svigtede kunsten, da han blev konge.

På spadsereturene om aftenen forklarede han altid for den yngste, månens og stjernes stilling. Da hun blev ældre, fulgte han hende i skole hver dag. Og mindst en gang om ugen fik de op til boghandlerne for at se de nyeste udstillinger af litografier og kobberstik.

 

En ivrig frimurer

Han var en ivrig frimurer. Mindst en gang om ugen var han i ”Logen”, der dengang var i Kronprinsensgade. Om sommeren havde foreningen en ejendom på Blegdamsvejen. Den blev kaldt ”Villaen”. Og den gik med en mægtig havde helt ned til Sortedamssøen, hvor Eckersberg morede sig med at ro.  Han var altid glad for at være sammen med ”Brødrene”. Han nød megen anseelse derhenne.

 

Han fik aldrig anerkendelse som marinemaler

Eckersberg fulgte med i H.C. Ørsteds opdagelser med interesse. Han førte dagligt meteorologiske notater

I 1829 blev han Ridder af Dannebrog og i 1840 Dannebrogsmand.

Efterhånden var der ikke mere så mange portrætmalerier. Han gik så over til landskabsmalerier. Ofte manglede han en figur i forgrunden. Og så anbragte han selv en. Men det havde ofte en uheldig virkning.

En af de bedste malerier malede han under en udflugt til sine forældre i Blans. Det var ”Prospekt af Teglværket Renbjærg ved Flensborg Fjord” Det var i maj 1830.

Ved siden af maleriet og undervisningen på Akademiet holdt han jævnligt forelæsninger om ”Perspektiven” der for ham var alfa og omega for al kunst. Han var myreflittig og pligtopfyldende.

Han elskede at sejle i Kattegat, Skagerrak og i Nordsøen. I en alder af 56 år sejlede han helt til den Engelske Kanal. Oplevelsen gav ham til at male en række marinebilleder.

Egentlig fik han aldrig anerkendelse som marinemaler. Det var nok hans modstander J.L- Heibergs skyld. Dennes indflydelse som kritiker var toneangivende. Han var indirekte skyld i, at Eckersberg blev overset.

 

Da Thorvaldsen vendte hjem

I året 1838 vendte Thorvaldsen tilbage fra Rom for at henleve sine sidste dage i Danmark. I mange dage havde unge piger på Charlottenborg og andre damer haft travlt med at binde kranse til at smykke hans værelser og atelier med. Det var et glædeligt og fornøjeligt arbejde, som også H.C. Andersen bidrog med ved at læse højt for de unge damer, mens de arbejdede.

Et flag skulle hejses på Nikolaj Tårn når fregatten ”Rota”, som førte ham hertil, var i sigte. Folk strømmede til i store skarer dels til Toldboden, dels til Kongens Nytorv for at få et glimt af den store mester.

Efter den store velkomst og et par ord til de mange gik han ned til sin gamle ven, Eckersberg. Han hilste også på konen og børnene og havde et venligt ord til dem alle.

Den sidste dag han levede besøgte den 24. marts 1844 aflagde to af Eckersbergs børn ham et besøg. Han holdt meget af at tale med dem, mens han arbejdede. Da han tog afsked med dem, sagde at nu ville han ikke arbejde mere i dag. Han ville tage hen til Stampe for at spise, besøge sit museum og besøge det sted, hvor han engang skulle stedes til hvile.

Om eftermiddagen fulgte Eckersberg Emilie hen til en familie i Kronprinsessegade, hvor hun skulle tilbringe aftenen. På vejen mødte de Thorvaldsen. Han ville i Det Kongelige Teater for at se H.C. Andersens sidste stykke ”Griseldis”.

En halv time efter kørte en karet ind på Charlottenborg fulgt af mange mennesker. Med lynets hast rygtedes det at Thorvaldsen pludselig var død.

Hans lig skulle indtil bisættelsen stå i ”Figursalen”, hvor kunstnere holdt vagt dag og nat. Den dag, da hans lig i en zinkkiste blev båret over gården, kom kronprins Frederik (Frederik den Syvende) med sine kavalerer ind ad porten. De blev dybt grebet af synet.

 

Eckersbergs alderdom var ikke lykkelig

Suzanne døde den 30. december 1840. Eckersbergs alderdom blev ikke lykkelig. Foruden kritik oplevede han at Kunstforeningen vragede hans arbejder. Økonomiske problemer tvang ham til at bede kongen om at købe et par af hans arbejder. Kongen købte dog kun et.

Efter moderens død skulle den ældste datter Emilie som 23 – årig klare situationen. Og det gjorde hun til sine søskendes og faderens store tilfredshed. Alle søgte råd og hjælp hos hende. Hun var som et levende leksikon for hendes søskende og hjalp dem med deres lektier. Hun opmuntrede sin far, der ofte søgte trøst hos hende.

Som 25 – årig blev hun mere og mere legemlig svag. Endnu den sidste aften, hvor hun levede, sagde hun med et smil til sine søskende:

 

  • Ak, det er mange ting, I endnu er uvidende om.

 

To timer senere sov hun stille hen.

 

Kun en skygge af sig selv

Efterhånden var den før så friske sunde og lykkelige Eckersberg kun en skygge af, hvad han før havde været både som menneske og kunstner. Før var han elsket af sine elever. Men nu eksaminerede han dem på en ubehøvlet måde.

Efterhånden rystede han så meget på hænderne at blyanten gik gennem papiret.

Blandt de sorger, der trykkede ham, var at hans yngste søn Julius var blandt de første værnepligtige der skulle deltage i den første Slesvigske Krig. Ved Istedslaget blev han lettere såret og skulle ligge en del tid på lazarettet.

Men senere fik han en alvorlig feber som i måneder fængslede ham til sengen. Han havde fået sig til at kunne fortsætte sine studier, men faderen havde ikke råd til at betale det. Så han fik et job på et handelskontor

Hans syn svigtede i slutningen af livet, så han måtte opgive at male. Hans sidste ufuldendte maleri er fra 1851 ”En korvet på stablen”.

Det var også i 1851 at han lige akkurat overlevede en alvorlig lungebetændelse. Det var angstfulde dage for hans børn. Da han atter kom tilbage til livet, var det som om han kunne se endnu mindre. Han faldt nu hen med melankolske tanker.

 

Koleraen holdt sit indtog

I 1853 Holdt koleraen sit indtog i København. Mange af betjentene og deres børn døde. Eckersberg gik i rundt dem og træstede dem. Han opholdt sig meget i den botaniske have med sin familie, hvor han mente at det var godt at være. Men det var nok en af de mest usunde steder i nærheden af Nyhavn.

Man gøs næsten ved at se ud over Kongens Nytorv, hvor det sørgeligste syn stadig viste sig med ligtog og vognlæs med ligkister, der førtes bort.

En aften, da Eckersberg med sine døtre vendte hjem fra haven, blev de standset af Søren Vægter. Han fortalte at Eckersbergs lille yndling, betjentens datter var død efter kun et par timers sygdom. Næste morgen blev det meddelt at Søren Vægter selv var død i løbet af natten. Det ene døsbudskab efter det andet fulgte.

Den 18. juli befandt Eckersberg sig ikke alt for vel. Lægen, den elskværdige etatsråd Christensen rådede ham til at gå til sengs. Han mente ikke at det var videre alvorligt.  Men kræfterne forsvandt efterhånden.

Atter engang måtte døtrene skrive i hans dagbog og hans vejrbog. Om formiddagen den sidste dag sad hans søn, Erling længe hos ham. Til sidst bad han sønnen om at hente professor Roed. Akademiet og eleverne blev længe diskuteret. Klokken fem om morgenen udåndede han.

Ikke nogen af hans 8 børn var blevet angrebet.

 

Det største menneske som fader

På begravelsesdagen kom de hjem for sidste gang. Først da blev låget skruet på. Ingen uden ligbærerne turde at vove sig ind i huset. Selv præsten og de få, der fulgte den kære afdøde ud til Assistens Kirkegård, valgte at mødes uden for. Skal vi afslutte denne historie med sønnen Julius:

  • Ja ganske vist tror jeg, at far har haft stor betydning som kunstner og som lærer, men jeg tror, han var størst som menneske, som fader.

 

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Poul Fischer – en ikke helt anerkendt maler
  • Anna og Michael Anchers hjem i Skagen
  • Odden – Willumsen samlingen
  • Barbermaleren fra Nørrebro
  • Chresten Købke – en maler fra Østerbro
  • Maleren E. Brodersen, Tønder
  • Emil Nolde – og Tøndermarsken
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Nolde og Nazismen
  • Nolde og hans liv vest på (b)

De Uønskede – Tyske Flygtninge

Dato: oktober 29, 2020

De Uønskede – Tyske flygtninge

Thomas Harders bog er en solid bog mad masser af oplysninger. Kan man kalde det en bedrift? Og så er den dejlig letlæselig. Vi havde ikke bedt om flygtningene. De moralske konflikter udrulles i bogen. Hvordan var det lige med lægehjælpen? Forfatteren tager ikke personlig stilling. Men debatten oprulles. Efter kapitulationen var det danskernes ansvar. For meget hjælp kunne provokere offentligheden. Oksbøl – lejren var Danmarks sjettestørste by. De allerfleste var sagesløse. Medfølelsen med flygtningene var til at overse. Benådningsbrev på toilettet. Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene. Vi skal passe på ikke at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det var kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende, men vi taler ikke så gerne om det.

 

En solid bog med masser af oplysninger

Thomas Harder har igen begået en solid bog med masser oplysninger. Også nye. Denne side har efterhånden en del om dette tema. Vi har også anmeldt flere af forfatterens bøger her på siden. Det er heller ikke længe siden, at vi her anmeldte en lille bog fra Århus Universitetsforlag om dette emne.

Og Thomas Harders udgivelser har vi før anmeldt.

Denne er ret så grundig på 480 sider. Og som sædvanlig er det en meget velskrevet bog. Vi får også at vide, hvad der skete både før og efter.

 

Vi havde ikke bedt om flygtningene

Blandt historikere og almindelige mennesker er der delte meninger om de tyske flygtninge blev behandlet på en sober måde. På Nørrebro blev de i den grad hadet. Det ses bl.a. i læserbreve fra den tid.

I Sønderjylland var det Mindretallets læger, der behandlede flygtningene. Mange af flygtningene blev indkvarteret hos private i landsdelen.

Der kom ca. 250.000 tyske flygtninge. Og det var bestemt ikke nogen som Danmark havde bedt om. Mange danskere så det som den Anden Tyske besættelse. Det var jo Herrefolket, så måtte landets flygtninge også være det. Sådan tænkte de fleste danskere.

Det hele startede den 31, januar 1945. Det danske udenrigsministerium fik besked om, at tyskerne ville sende 10.000 sårede soldater til Danmark. Det havde det danske hospitalsvæsen slet ikke kapacitet til, blev det svaret, Snart fik man at vide, at der ville komme 80.000. Men tyskerne havde efterhånden beslaglagt alle offentlige bygninger mere eller mindre.

 

Den moralske konflikt udrulles i bogen

Tyskland var blevet bombet til ruiner. Russerne var på vej og millioner af tyskere flygtede. De danske myndigheder indledte drøftelser med Werner Best.

Der var mange allerede dengang, der gjorde opmærksom på, at flygtningene ikke blev behandlet humant. Men fra myndighedernes side gjorde man opmærksom på, at man fra dansk side ikke havde ubegrænsede midler efter at man i fem år var blevet udsultet af tyskerne.

Denne moralske konflikt udrulles også i bogen. Vi får også nogle personlige beretninger fra dem, der selv oplevede det – de tyske flygtninge. Vi oplever også det indviklede politiske spil – både det som foregik herhjemme og det, der foregik i udlandet.

 

Hvordan var det lige med lægehjælpen?

Var det rigtigt, at vi lod de små børn dø, fordi der ikke kom lægehjælp? Var det fordi vi hadede Nazi – Tyskland så meget, at vi ikke ville hjælpe? Nu får vi måske ikke lige så meget svar på dette spørgsmål, men vi får da ellers en bred forklaring på, hvordan de havde det.

Det var virkelig mange af flygtningene, der havde behov for lægehjælp – akut hjælp i nogle tilfælde. Den 10. marts 1945 blev der fra tysk side anmodet om akut hjælp til et skib med 10.000 flygtninge. Otte kvinder havde lige født og 40 kvinder var lige ved at gå i fødsel.

 

Forfatteren tager ikke personlig stilling

Lægeforeningens formand ville gerne hjælpe, men det ville bestyrelsen ikke. Det endte med et kompromis, hvor de mest syge fik hjælp. På Århus Kommunehospital måtte man under trusler fra tysk side tage imod 11 syge børn.

Selv om Thomas Harder ikke personlig tager stilling, så bliver emnet med lægerne grundig behandlet. Vi får hele diskussionsforløbet mellem de danske sundhedsmyndigheder og lægerne på den ene side og tyskerne på den anden side. Vi får også diskussionerne mellem lægerne indbyrdes. Der var meget forskellige holdninger blandt dem til hvilken hjælp og til hvilke grupper der skulle ydes hjælp til.

Der hersker endnu uenighed om, hvorvidt den danske stat kunne have gjort mere for at forhindre, at alle de mange tyske flygtninge døde i Danmark.

Måske kunne man savne at høre forfatterens holdning til dette spørgsmål. Men det er sikkert meget bevidst, at Thomas Harder ikke har taget stilling til dette.

Lægeforeningen ville have modydelser fra tyskerne for at ville hjælpe. Det skulle være hjemsendelser af danske KZ – fangere eller bedre kår for deporterede danskere.

Mange var underernærede og traumatiserede. Og af de 250.000, der kom hertil døde 17.209.

Mange af disse flygtninge ligger begravet på Vestre Kirkegård i København. Så mange at man lavede en massegrav. Der findes uhyggelige billeder, hvor man kan se, hvor udmagrede de tyske flygtninge var. Mange havde været gennem helvede på jord inden de kom hertil.

Der døde flere tyske flygtninge herhjemme end danskere under besættelsen. Mange af dem var små børn, der døde af epidemiske sygdomme og almindelig dårlig sundhedstilstand.

 

Efter kapitulationen var det dansk ansvar

Thomas Harder har været i tyske, britiske og danske arkiver. Og det er første gang, at vi også ser problematikken fra tysk side.

NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) hjalp i de tidlige forårsmåneder i 1945 med syge og sårede flygtninge.

I begyndelsen var det den tyske besættelsesmagt, der selv måtte sørge for deres landsmænd. Men fra den 5. maj 1945 var det danskernes ansvar. I de første dage var det modstandsbevægelsen, der stod for bevogtningen. Men fra den 8. maj overgik bevogtningen til Statens Civile Luftværn.

 

For megen hjælp kunne provokere offentligheden

Det var lejrlederen, der stod for hovedansvaret. Det var et lavtlønnet job og ikke særlig velanset. Det var svært at få fat i folk til at varetage dette job.

Et stykke tid efter tyskernes kapitulation fortsatte Tysk Røde Kors deres arbejde i lejrene. Senere kom en ordning, hvor civile tyske læger og sygeplejersker kunne arbejde videre nu efter dansk – tysk ledelse.

Det var en overvældende logistisk øvelse. De hygiejniske forhold skulle sikres og så var det lige det med lægehjælp. Og det kneb med de hygiejniske forhold. Der forekom både tyfus og paratyfus blandt en del flygtninge.

Lejrene var bl.a. bevogtet af såkaldte CB’ er (civilbeskyttelsesbetjente) som havde strenge forbud mod at ”søge” samkvem med flygtninge. Men det viste sig at ikke alle havde respekt for fraterniseringsforbuddet.

Fra dansk side ville man ikke hjælpe for meget. Man mente at man på den måde kunne provokere den danske offentlighed.

 

Oksbøl-lejren – Danmarks sjette største by

Den næststørste lejr var Oksbøl. Her boede der 36.000 indbyggere. På et tidspunkt var det Danmarks sjettestørste by. Det var organiseret som en stor kommune med eget byråd. Man forsøgte at beskæftige børnene. De skulle have noget at lave til de kunne blive hjemsendt. Der var i alt omkring 50.000 skolesøgende børn. Det lykkedes at finde 2.000 lærere til dem De kom fra alle mulige erhverv.

Alle blev screenede for nazistiske tendenser. Thomas Harder gennemgår også de overvejelser, der blev gjort, hvilke fag man skulle undervise i. I hvert fald var man enige om, at de tyske flygtninge ikke skulle slå rødder i landet.

Vi får en systematisk gennemgang af lejrene. Stort indtryk gør også flygtningenes egne beskrivelser af forholdene dengang.

 

De allerfleste var sagesløse

Efter besættelsen stod de tyske flygtninge ikke i høj kurs hos de danske modstandsfolk. Medierne og især de gamle modstandsblad Information førte an i hetzen mod de tyske flygtninge.

Nogle har sikkert været medskyldige i nazismens forbrydelse. Men et overvejende flertal var utvivlsomt sagesløse, mindreårige, kvinder, syge og gamle. De havde blot begået den fejl at være tyskere på det forkerte sted i den forkerte tid.

 

Medfølelsen var til at overse

Titusindvis var under flugten døde af udmattelse og sult eller omkom på Østersøen. Flere forliste. Mest kendt er torpederingen af krydstogtslineren Wilhelm Gustloff i januar 1945, da over 10.000 fortrinsvis kvinder og børn omkom i verdenshistoriens hidtil største skibskatastrofe.

Sådanne begivenheder havde mildt sagt ikke danskernes interesse, kun glæden over døde tyskere udpræget. Medfølelsen var til at overse. Den senere så bramfri borgmester og partistifter Erhard Jacobsen fortalte tit og gerne, at han slog kraftspring af lykke og jublede, når tyske byer blev bombet.

Da tyske styrker kapitulerede, var de flygtende ikke længere delagtige i en voldsmagts ugerninger, men mennesker med krav på værdig behandling, føde og ophold uden unødige og diskriminerende restriktioner. Men sådan så danskerne ikke på det.

Den danske befolkning interesserede sig i 1946 slet ikke for, hvad der foregik i flygtningelejrene. De betragtede det som et lukket land. Og de tyske flygtninges hårde skæbne var løn som forskyldt.

 

Kløvermarken – kritisable forhold

Vi har tidligere skrevet om Oksbøl som vi udnævnte som Danmarks største flygtningelejr, men Kløvermarken var faktisk større. Her holdt bevæbnede vagter, projektører og pigtråd 70.000 civile tyskere i skak.

Forholdene på Kløvermarken – nu Københavns Lufthavn i de tider var udtørret sump forblev kritisable.

 

Forfatteren gengiver også debatten

Man fortalte den danske befolkning ind, at flygtningene levede over evne i de forskellige lejre. Men repræsentanter fra International Røde Kors var kritisk over for de 18 lejre, som de besøgte.

Vi får en grundig detaljeret gennemgang af forholdene i lejrene. Hvordan blev de administreret og bevogtet. Hvordan skulle det hele tilrettelægges og sidst men ikke mindst. Hvordan var forholdet til den danske befolkning?

Thomas Harder gengiver også en del af den debat, der har været om de tyske flygtninge.

Der var bestemt ikke alle flygtninge, der var uskyldige. Der var i lejrene nazister, der havde skumle gerninger bag sig. Godt 200 flygtninge blev arresteret og 147 udleveret til briterne.

 

Benådningsbrev på toilettet

Forfatteren mener, at lederen af den danske flygtningeadministration, Johannes Kjæbøl var den helt rigtige til denne opgave. Han var effektiv, robust og handlekraftig.

PH blev slæbt for retten og idømt hæfte for injurier med flygtningeadministrationens chef. Denne indstillede bevidst den berømte arkitekt og kritikker til benådning. PH hængte siden benådningsbrevet fra Christian den Tiende på toilettet.

Da flygtningene skulle hjem opstod der problemer. Stalin ville ikke modtage flygtninge i den russiske zone og vestmagterne stillede betingelser. Lige syd for den dansk – tyske grænse var der decideret hungersnød.

 

Danmark ville hurtigst muligt af med flygtningene

I Tønder var modstandsbevægelsen uden englændernes samtykke begyndt at sende flygtninge hjem. Det står der dog ikke noget om i bogen.

Jo danskerne ville hurtigst muligt af med flygtningene. Men så let var det ikke. Langt de fleste (95 pct.) af flygtningene kom øst fra. USSR’ s gesandt i Danmark havde meget tidligt meldt ud, at de ikke agtede at modtage en eneste tysk flygtning i deres besættelseszone.

Briterne og amerikanerne i deres respektive zoner havde store vanskeligheder med at brødføde flere mennesker end dem, der allerede var i zonen.

Omkring 12,5 millioner fordrevne tyskere var stuvet sammen i de fire zoner. Og Danmark blev ved med at presse den britiske forvaltning i Slesvig Holsten. Men hvert var der nærmest hungersnød. Forhandlingerne førte ikke til noget i 1946. Til gengæld gik amerikanerne og franskmænd med til at de sidst på året hver kunne tage ca. 12.000 flygtninge.

Først i 1947 var det britiske udenrigsministerium indstillet på at skride til handling både af humanitære og politiske grunde.

Alle tyske flygtninge samt hele 10.250 soldater er begravet på 475 kirkegårde rundt om i landet.

 

Fælles regler – først i 1946

I april 1946 blev der åbnet for postforbindelse mellem Tyskland og flygtningelejrene. Udover breve kunne flygtningene godt modtage pakker. De måtte dog ikke modtage madvarer, tobak eller nydelsesmidler. Man ville ikke havde misundelse eller paralleløkonomi i lejrene.

Det kunne ikke undgås at der opstod kriminalitet i lejrene. Men først i april 1946 blev der indført fælles regler for alle lejrene.

 

Vurder ikke historien med nutidens humanistiske briller

Interessant i bogen er også omtalen af de forhold, som flygtningene oplevede, da de kom til Tyskland. De tyske lejre var endnu dårligere end de danske. Og de fik heller ikke en god modtagelse af de lokale tyskere. Specielt prøjserne blev tit omtalt som ”artsfremmende” og som ”ikke landsmænd”.

Igen en gang ligger der en fare i at vurdere historien med nutidens humanistiske briller. Det skævvrider. De danske lægers såkaldte ”svigt” skal bl.a. ses i lyset af de bestialske mord på netop lægerne.

 

Det var også kritisabelt, hårdhændet og diskriminerende

Skoler og sportshaller blev inddraget for at huse dette menneskelige vraggods fra de krigshærgede områder i Østpreussen og den tysk annekterede del af det nuværende Polen. Dødeligheden lå meget over det danske gennemsnit – især blandt børnene. Man sagde at de danske myndigheder forvaltede denne ekstraordinære, højst uønskede situation professionelt.

Men dog også kritisabelt, hårdhændet og med diskriminerende ubehag.

En opgørelse fra maj 1945 viste, at der var indkvartering i omkring 1.100 forskellige skoler, forsamlingshuse, fabrikker og barakker. 64 af 70 skoler i København husede desuden flygtninge. På baggrund af det store antal døde flygtninge blev cykelskure og lignende brugt som midlertidige lighuse.

 

Bogen er en bedrift

Det er en bedrift en så fyldig bog er så let-læsende. Vi kommer vidt omkring. Der er også brugt et enormt kildemateriale. En masse ny og nyttig viden er dukket op i denne bog, som kan varmt anbefales. Et trist stykke historie er gjort særdeles spændende.

Vi kommer vidt omkring både omkring det politiske, ideologiske, økonomiske og administrative. Det er flot historieformidling Og der er også frygtelige fotos af udmattede mennesker, flest kvinder og børn på vandring med sparsomme ejendele eller anbragt bag et hegn med bevæbnede vagter.

Den fine fortælling blev trods flygtningeskandalen fastholdt. Og den bliver selvfølgelig også berørt her i bogen.

 

Thomas Harder: De Uønskede – De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949/ Gyldendal

 

Kilde:

 

www.dengang.dk finder du 1.663 artikler, herunder 336 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) bl.a.:

 

  • Flygtninge-prammen i Klintholm Havn 1-2
  • Læger under – og efter besættelsen
  • Syd for Grænsen – efter besættelsen
  • Tyske flygtninge
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske flygtninge i Tønder
  • Karantænestationen ved Grænsen 1-2
  • Flygtninge i Oksbøl
  • Tyskere på flugt
  • Bispebjerg Hospital – under besættelsen

 

 


Sundeveds Fortid

Dato: september 27, 2020

Sundeveds Fortid

Hvor ligger Sundeved. Man kunne komme dertil med skib. Her var masser af skov. Masser af oldtidsminder er blevet ødelagt. Her er stadig masser af dysser, rester af bopladser og jættestuer. Der er fundet 271 kæmpehøje. I jorden har der været masser af potteskår og urner. Der er kommet ny viden med motorvejs-projktet. Det var ikke tyndt befolket, som man har troet. Anglerne er kommet tidligere end, man har troet. Vi kigger på de nyeste fund. Men de mest berømte fund er foregået i Nydam Mose. Og man bliver ved med at finde nyt. Egentlig vat det ”Brorbøl – folket”, der kom vandrende fra vest mod Alssund. Katolicismen havde godt tag i folket. Bønderne tabte deres jord.

 

Hvor ligger Sundeved?

Det er måske alle, der ved, hvor vi er. Sundeved er en halvø mellem Aabenraa Fjord og Flensborg Fjord. Vi er vest for Alssund. Og navnet kommer fra ”sundet” som skiller Als fra fastlandet.

Det gamle herredssegl viser et træ og vand. Beboerne blev kaldt ”de Skovbo-mænd”. Man har hele tiden ment, at halvøen her blev beboet senere end andre steder i landsdelen. Men den opfattelse er hvis nok blevet revideret efter fund ved etableringen af motorvejen Kliplev – Sønderborg.

I Kong Valdemars Jordebog hedder det sig, at Sundeved strakte sig fra Alssund i øst til Dyrbæk og Alnor i vest, fra ”Nørhav” til Sønderhav, og fra indløbet til Aabenraa Fjord til Flensborg Fjord.

 

Til halvøen med skib

Forbindelsen mellem Sundeved og de andre landsdele skete nok så meget til søs som til lands. Mod syd var der overfart fra Broager Land til Angel mellem de to fremspringende næs, som bærer gammel danske personnavne Brunsnæs og Halsdan-næs. Sidstnævnte hedder nu Holnæs.

Mod nord fandt overfarten sted fra Varnæs til Løgtved-næs (Løgtved, en blomsterlund, nu Løjt). Varnæs nævnes også særskilt i den såkaldte ”Kong Valdemars Jordebog. Således har stedet hørt til kongehusets slægtsgods.

 

Masser af skov

På gamle kort bl.a. fra 1788 ses en skovbræmme fra Nybøl-nor til Alssund, der nogenlunde følger halvøens vestgrænse. Det var sikkert den sidste ret af de store skove, der engang dækkede alle seks sogne i Sundeved. Landet var bølgeformet og ret jævnt. Kun i Dybbølbjerg, Nybøl Mølle, Bøgebjerg i Ullerup samt i Broager Sogn var der bakker og banker.

Der var få moser og jordene var gennemgående frugtbare hvedejorder. De store skove har sikkert forhindret at der blev bygget overalt.

I oldtiden har de indvandrende folk slået sig ned hvor jorden lå højest og hvor der var en lysning i skoven. Agerbrug var kendt tidligt i Danmark. Men meget dyrket jord har oldtidsfolkene næppe behøvet. Jagt og fiskepladser var en livsbetingelse for dem.

 

Masser af oldtidsminder er ødelagt

Halvøen viser måske nogle triste forhold. De allerældste oldtidsminder er ødelagt. Dysser og jættestuer er enten forstyrrede eller helt væk. Kæmpehøjene er sløjfede eller overpløjede. Sundeved-borgerne har næppe ødelagt dysserne for at få et par granitsten, endnu mindre for at grave efter guld i højene.

Disse har nok allerede i middelalderen været gennemgravede. De har været anset for værdiløse ruiner. De har sikkert været i vejen for agerdyrkningen så man har bare pløjet over dem. Meget er blevet ødelagt på markerne, i kirkerne og på kirkegårdene.

 

Masser af Dysser

Der foreligger ingen optegnelser om fund fra rensdyrtiden, køkkenmøddinger, kystfund og bopladser fra den ældre stenalder. Men fundene ved motorvejsbyggeriet har lavet lidt om på historiefortællingen. Hvis vi nu kigger på, hvad Nationalmuseet i København har fået indberettet fra ældre tid og så lige efter kigger på, hvad der er fundet mellem Kliplev og Sønderborg.

 

  1. Adsbøl sogn: Otte forstyrrede dysser, alle i Gråsten Dyrehave
  2. Broager sogn: Syv forstyrrede dysser. De fire ved kysten i Kobbelskov. Ligeledes en forsvundet jættestue. Fire fund i høje
  3. Nybøl sogn: Fem forsvundne dysser, der lå ca. 600 meter fra kirken. En forsvunden jættestue lå tæt syd for kirken
  4. Dybbøl sogn: En forsvunden jættestue, der stod tværs over vejen som fører ind til et prøjsisk krigsmonument.
  5. Sottrup sogn: En ødelagt gravhøj i Snogbæk i vestskoven, 200 meter fra stranden
  6. Ullerup Sogn: Nordvesthjørnet af ”Avnbøl Snej” en forstyrret langdysse. Syddelen af Nørremose Skov, en forstyrret langdysse. 400 meter nord for den tomt af en langdysse med tre kamre (et lerkar, to flinteøkser, tre flintflækker – disse befinder sig på Nationalmuseet).

 

Bopladser og jættestuer

I Blans er der en tomt af en jættestue ved stranden og en sløjfet høj sydvest for byen. 200 meter nordøst for Blansgård en tomt for en stor langdysse og 400 meter nord nordøst derfor en tomt af en jættestue i alt otte.

Der har altså været mindst fire bopladser i Sundeved i stenalderen, nemlig i Ullerup, Adsbøl, Broager og Nybøl. Det tal er senere blevet forøget.

Sottrup og Dybbøl er blevet befolket senere. Og som det synes kun med hver en stamme. Det er folkene ved vestgrænsen, der har anlagt de nye kolonier og Nybøl sogn har også sine første indvandrere fra samme egn. Broagerland må på dette tidspunkt have været en ø.

Rund- og langdysser er den ældste begravelsesform i dette tidsrum. Jættestuer noget yngre. I nærheden af disse store og stærke huse som blev bygget for de døde, boede folket. De holdt gravene i ære. Mindet om fædrene blev ikke glemt. De veg kun langsomt fra de gamle bopladser, hvor stammen oprindeligt havde slået sig ned.

I Bronzealderen breder befolkningen sig meget stærkt og indtager hele landet.

 

271 kæmpehøje

En sammentrængt, kort og sikkert mangelfuld liste viser følgende forhold:

 

  1. Adsbøl sogn: 17 bevarede kæmpehøje, alle ved Gråsten – og 8 overpløjede
  2. Broager sogn: 6 bevarede, 73 overpløjede, 13 er forsvundet, 2 urnefund på jævn mark og et større enkeltfund
  3. Nybøl sogn: 4 bevarede, 28 overpløjede, 8 forsvundne og 1 urnefund
  4. Dybbøl sogn: 29 overpløjede, 6 forsvundne og 1 urnefund
  5. Sottrup sogn: 34 overpløjede, deraf 15 i Snogbæk. Et par gennemgravede kan endnu ses. 13 i Sottrup nord for Nydam og 6 syd for Øster Sottrup By.
  6. Ullerup sogn: 45 kæmpehøje. Deraf tre i Nørremose ved Bovrup Bæk og en langhøj kaldet ”Brudehøj” i den idylliske egn ved overnævnte bæk neden for gården Lille-Stabel. Den blev fredet af prøjserne kort før krigen. Resten er overpløjede. Deraf syd for Blans i en linje fra Brobøl til Blansgård i alt 16. Ved Ullerup nordøst skel 6 og nær derved Moltkes Høj. Her fandt man dele af en bronze-sværd.

 

Det ser ud til, at der i disse seks sogne har været en stor befolkning. Man har fundet hele 271 kæmpehøje fra Bronzealderen.

 

Potteskår og Urner

De store skove har måtte vige pladsen for bronzealderfolkets raske indhug. Den gode jord blev efterhånden taget i anvendelse.

I Jernalderen er der andre forhold i Sundeved. Jernet kom til Danmark 300 før Kristi Det gav en rig udvikling og vækst mange steder. Men i Sundeved er der kun få fund fra den tid. Der er fundet mest i Ullerup sogn fra den tid.  Nord for Aabenraa Landevej mellem Brobøl og Rebhof blev der i 1853 fundet en guldbarre og endnu et fund i 1856 med runeskrift.

Omkring 1.000 meter øst derfra i marken ”Brændkær” blev der fundet en stor gravplads med mange urner og en oval slibesten.

Under den skarpe jordkultivering og mergling blev der fundet mange potteskår og urner allevegne i Ullerup og sikkert overalt i Sundeved. Der har stået urner i snesevis på jævn jord. Men intet af dette er registreret.

I Avnbøl fandtes i 1912 en grav fra vikingetiden. Sværd, stigbøjler, sporer, bidsler m.m. findes på museet i Sønderborg.

 

Ny viden fra Motorvejs-projektet

Det er stadigt vanskeligt at vurdere omfanget af den ny viden, som motorvejsprojektet har kastet af sig. Skal man alligevel forsøge at indkredse, hvor der er opstået mest ny viden, så må man pege på to perioder: Ældre Stenalder og perioden 0 – 500 efter Kristi (Romersk Jernalder og Ældre Germansk Jernalder). Men også kendskabet til den landelige middelalderbebyggelse særlig omkring Dybbøl og Nybøl er blevet betragtelig forøget. Der er i alt gjort 1.400 fund af forskellig værdi.

Fra den Ældre Stenalder er der gjort fund, som nok oftest overses. På disse fundpladser har få mennesker opholdt sig. Der er foretaget forskellige aktiviteter over en kort periode på måske kun et par timer eller en dag.

 

Det var ikke tyndt befolket

Periodens befolkning opholdt sig øjensynlig ikke kun på hovedbopladser, men anvendte mindre specialpladser til forskellige primært jagtrelaterede aktiviteter. Det kunne være organiseringen af selve jagten, fremstilling af både dagligdags redskaber og jagtvåben, forarbejdningen af byttet m.m.

I perioden 0-500 efter Kristi sker der et generelt opbrud i de gamle stammesamfund og den tidligere rigsdannelse sætter ind over store dele af Nordeuropa og Skandinavien. Tidligere var det opfattelsen at områderne omkring de store våbenfund (f.eks. Nydam Mose) var folketomme eller meget tyndt befolkede. Motorvejsundersøgelserne har vist, at dette ikke er tilfældet.

 

En overraskende befolkningsgruppe

Området omkring Nydam Mose var tæt befolket i tidsrummet 200 – 400 efter Kristi. De huse, man boede i, syntes at være bygget på en anden måde end den, der kendes fra tidligere og senere århundreder. Husene fra 200 – 400 efter Kristi har haft meget mere tilfældes end byggeskikken hus Anglerne. Det var en befolkningsgruppe, man hidtil har troet primært boede syd for den nuværende grænse til Tyskland.

Hvis man virkelig i nogle perioder kan aflæse en befolknings etniske tilhørsforhold ud fra den anvendte byggeskik, så åbner der sig et væld af nye muligheder for boplads- arkæologien

 

Væsentlige jordfaste fortidsminder

Undersøgelserne har også ført til en væsentlig forøgelse af lokaliteter i perioden 1000 – 1200 efter Kristi. Fortrinsvis nord for Dybbøl Kirke op mod Ragebøl.

På hele strækningen mellem Kliplev og Sønderborg har både stenalder-jægere og jernalder-befolkningen bosat sig. Der er tale om hele 182 lokaliteter. Man havde kun kendskab til 15 lokaliteter i forvejen.

 

Oversigt over væsentlige jordfaste fortidsminder i ”Motorvejs – undersøgelsen”:

  • Ældre Stenalder (15.000 – 4.100 f.Kr.) 7
  • Yngre Bronzealder (1.000 – 500 f.Kr.) 2
  • Jernalder (500 f.Kr. -1.050 e.Kr.) 4
  • Ældre Jernalder (500 f.Kr. – 200 e.Kr.) 4
  • Førromersk Jernalder (500 f.Kr. 50 f.Kr.) 3
  • Førromersk Jernalder/Ældre romersk Jernalder (200f.Kr. -200e.Kr.) 3
  • Ældre romersk Jernalder (50 f.Kr. – 200 e.Kr.) 5
  • Ældre romersk Jernalder/Yngre romersk Jernalder (0 – 350 e.Kr.) 2
  • Yngre romersk Jernalder (200 – 350 e.Kr.) 8
  • Yngre romersk Jernalder/ældre germansk Jernalder (200-525 e.Kr.) 5
  • Ældre germansk Jernalder (350 -525 e.Kr.)1
  • Middelalder (1.050 – 1.537 e.Kr.) 7
  • Oldtid (før 1050 e.Kr.) 1
  • Historisk tid (efter 1.050 e.Kr.) 2

 

Nydam Mose

De mest berømte fund er foregået i Nydam nær Alssund ved Sandbjerg Slot. I sommeren 1859 – 62 og 63 undersøgte professor Engelhardt mosen arkæologisk og gennemgravede en plads på godt10.000 fod.

Kong Frederik den Syvende var en ivrig oldgransker. Han aflagde to besøg i mosen, sidste gang 27. oktober 1863, kort tid før han døde på Lyksborg Slot. Hovedfundet og egetræsbåden blev først indlemmet i oldtidssamlingen i Flensborg. Efter krigen førte tyskerne fundet til Kiel. Fyrretræsbåden blev ødelagt. Flere fund blev bjerget. Nogle af disse gik tabt ved Frederiksborg Slots brand.

Den 8. august 1864 gravede den belgiske prins Ahrensberg i østrigsk tjeneste i Nydam og fandt et jernanker. Ankerets skæbne er dog ukendt.

De mange sager i eller uden for bådene var tilrettelagt af menneskehænder og siden ikke rørt. Hestene havde dybe øksehug i hovederne. Den ene båd var gennemhugget under vandlinjen.

Var sagerne lagt nedlagt som ofre til guderne? Egnens folk var hedninger. Sagerne kan derfor være nedlagt som takkeoffer for en lykkelig begivenhed eller som et offer for at formilde de vrede guder imod sygdom, hunger m.m.

Mændene gav lanser, buer, piler, økser, sværd, skjolde og skibe. Kvinderne gav toiletsager, smykker, husholdningsredskaber. Og de gamle gav mønter. Høvdingerne gav deres udtjente rideheste med bidsler og sporer.

Nydambåden stod højst 7 fod nede. Bådene var efterhånden sunket ned i mudderet. De var gået fra i sammenføjningerne og groet til.

I Salomonsens Leksikon bliver det hævdet at Nydam-sagerne er nedlagt på en gang ca. 400 e.Kr. Og det er sket efter en kamp. Dette er en forkert opfattelse.  Disse store fund skulle være ofringer efter sejren. Men se dette er der også delte meninger om. Det kan jo også være krigsbytte, der er blevet ofret.

 

Helt tilgroet

I perioder har vandstanden kun været en meter. Omkring 400 efter Kristi var den helt tilgroet. Over en periode på knap 300 år (fra ca. 200 til 500 efter Kristi) blev den lave sø ved gentagende lejligheder brugt som offerplads for krigsbytte – både våben og anden udrustning.

I årene 1859 – 1863 blev de første udgravninger foretaget i mosen under ledelse af Conrad Engelhardt. Engelhardt mente at den bedst bevarede af bådene – den berømte ”Nydam – båd” skulle forblive i dansk eje. Båden er dog i dag i tysk eje. Danmark har forgæves forsøgt at få den i dansk eje. I 1888 blev der igen gjort et betydeligt fund i Nydam Mose – 100 genstande – fortrinsvis forgyldte sværdskedebeslag af sølv.

Knap 100 år senere i 1984, i 1984 gravede Nationalmuseet for første gang i mosen og fandt ved denne lejlighed en større samling sværd, skjolde, spyd og lanser – næsten 1.500 genstande.

 

Endnu flere fund

I 1989 indledtes rekognosceringer i mosen med magnetmeterudstyr og en mindre udgravning afslørede en større ofring af militært udstyr, omfattede mere end 1.000 enkeltdele.

I 1992 genfandt man Engelhardts udgravningsområde, hvor de store både var blevet fundet. I 1995 – 1999 undersøgte man bl.a. et offerlag over skibsresterne med yngre ofringer. I 2009 kunne det konstateres, at oldsagerne i mosen er truet af planten padderok. Disse planters rødder trænger langt ned i jorden. Undervejs borer de sig gennem oldsagerne og vil med tiden ødelægge dem. En mindre undersøgelse i 2011 har derfor bl.a. haft til formål at kontrollere bevaringsforholdene for de genstande, der endnu ligger gemt i mosen.

Foreløbig har man kunnet udskille militært udstyr fra seks ofringer, mn fremtidige udgravninger vil uden tvivl bringe flere ofringer frem i dagens lys. De gode bevaringsforhold for metaller og træ i mosen betyder at hovedparten af de genstande, der oprindelig blev ofret. er yderst velbevarede. Dette giver et unikt indblik i Jernalderens skibskonstruktioner og våbenteknologi samt i detaljer viser, hvordan Jernalder-krigerens udrustning var sammensat.

Den almindelig befolkning ofrede lerkar med mad. Søen fungerede som forum for sejrherrens triumf og tribut.

Udgravninger ved Ravnhøjgård, Klosterbjerg, Ullerup, Tavhave og Søgårdsmark har afsløret bebyggelser fra tidsrummet 128 – 400 efter Kristi. Sundeved har været mere attraktivt end man hidtil har forestillet sig.

Anglerne har fået fodfæste i Sundeved meget tidligere end beregnet.

 

 

De gamle byer

Først i Vikingetiden i det 8. – 10. århundrede er der blevet bygget byer. Lige vest for den skovbræmme som vi har omtalt, lå der en by, som 1543 hed Kydingh. Den var på 10 – 12 gårde. I 1716 blev den brækket ned. Herregården Kiding blev bygget som ladegård til Søgård. Kiding er den ældste by på egnen.

I Sundeved er der stort set kun tre slags navne på byer, marker og gårde.

”Bøl”- byerne må være de ældste. ”Bøl” betyder bolig, et sted hvor bonden slog sig ned med sin familie. Vi kender Skodsbøl i Broager sogn også måske Smøl (Småbøl), Brobøl, Avnbøl i Ullerup sogn. Ragebøl i Dybbøl Sogn og Nybøl og Adsbøl.

”Torp” – byerne er det ikke så mange af. ”Torp” betyder et sted, hvor man samles, en udemark, en plads hvor bønder bor. Vi kender Stenderup, Sottrup, Ullerup (1352 Ugeltorp, 1439 Uldrop).

Mange af byerne har også navne efter mande-navne eller efter naturen.

Kun få tyske navne findes som et minde om junker- eller hertugtiden f.eks. Schnaubeck, Rackebüll, Lundsgardt, Gravenstein. (Snogbæk, Ragebøl, Lundsgaard, Gråsten)

De første indvandrende folk i Sundeved har sikkert slået sig ned ved vestgrænsen langs Bovrup Bæk og ned efter Flensborg Fjord.

 

Brorbøl – folkene

Vestfolkene med et fællesnavn ”Brorbøl-folkene har sikkert befolket halvøen imod øst helt ud til Alssund. I vikingetiden fik Ullerup Sogn, hvis vestgrænse er Bovrup Bæk ikke mindre end tre ”bøl”-byer” – Brorbøl, Avnbøl og Adsbøl.

Disse byer må anses at være ældst. I gamle dage var Ullerup Sogn meget stort. Et gammelt sagn siger, at de første folk i Sundeved, der afsagde hedenskabet, lod sig kristne – døbe i Bovrup Bæk. Sagnet melder, at det skete på et meget tidligt tidspunkt. De var kommet til at tvivle om ægtheden af den gamle nationale tro.

Et andet sagn fortæller, at Ullerup Kirke oprindeligt skulle have været bygget i Brørbøl ”å æ Striffel” (ved Sognets vestgrænse), men der skete sære tegn. Der blev set lys og underlige lyde hørtes. Om natten blev stenene slæbt længere ind i Sognet og fandtes å æ Pold, hvor kirken blev opført og endnu ligger.

 

Katolicismen havde godt tag i borgerne

Katolicismen må have slået godt igennem i det vidtstrakte sogn. Så højt op i tiden som 1506 indstiftede præsten Tomas Jensen (Jacobi) barnefødt i Blans et Sct. Annagilde i Ullerup.  Til ære for den højt ansete helgeninde Jomfru Marias moder. Meningen med gildet var at stifte et broderskabsforbund til gensidig hjælp ved bøn, forbøn, retshjælp og støtte i forskellig retning. Medlemmerne var mænd og kvinder af adel og bondestand. Gildet holdt dog kun en snes år, så kom en ny kirkelære og Ullerup Sogn tog straks imod den.

Ved vestgrænsen i Ullerup Sogn lige over for Bovrup Bæk byggedes i middelalderen en stærk befæstet gård, der hed Brådborg. Voldstedet kan ses endnu. Der var en dyb grav om gården. Den nævnes første gang under Valdemar Atterdag. Men den er sikkert meget ældre.

 

Bønderne tabte deres jord

Bønderne blev ikke ved med at være frie som de havde været i gamle dage. Først kom Junkertiden. Denne afløstes af hertugtiden, da Hans den Yngre købte junkerne ud.

I Ullerup Sogn var der ikke mindre end otte sådanne gårde, Brådborg, Avnbøllund, Avnbølgård, Lundsgård, Blansgård, Ballegård, Philipsborg og Lakær.

I junker- og hertugtiden tabte bønderne en del af del af deres jord og blev hovbønder i lange tider. Gods- og adelsherrerne fik betydelig magt. Håndværkere, husmænd og bønder dannede deres egen kreds

1500 nævnes Sandbjerggård øst for Øster Sottrup for første gang, og ca. 1750 grundlagde hans den Yngste af Sønderborg Sandbjerg Gods. Hertugen lod bygge en dæmning ud mod Alssund, hvorved en vig fra sundet omdannes til Møllesøen. Han byggede også en vandmølle, hvis rester endnu kan ses ved Møllehuset på Sandbjerg.

I 1788 lod Conrad Georg Reventlov det nuværende Sandbjerg Slot bygge på pynten mellem Møllesøen og Alssund.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.647 artikel herunder

  • Sønderjylland (191 artikler):
  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
  • Da Augustenborgerne fyldte 100 år
  • I Rinkenæs Sogn
  • Gråsten – en flig af historien
  • Dengang – på Sønderborg Slot
  • Sønderborg i begyndelsen (1)

 

  • Aabenraa (155 artikler)
  • Litteratur Varnæs-Kliplev-Bovrup-Felsted
  • En degn fra Varnæs
  • Et pottemageri ved Kliplev
  • Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
  • Kliplev Marked
  • Felsted Sogn – dengang 1-2
  • Bønder – syd for Aabenraa
  • Mere om Urnehoved
  • Hvor ligger Tumbøl?
  • Fra Varnæs til Felsted
  • Kirker- syd for Aabenraa
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Syd for Aabenraa
  • Urnehoved 1-2

Turen går til Sæd-Ubjerg

Dato: juli 9, 2020

Turen går til Sæd-Ubjerg

Det er langt fra Tønder til Sæd – med en lagkage. Hvad tror du er det mest fotograferede i byen? Vi skal også besøge hovedbyen Ubjerg i sognet. Vi besøger kirken fra ca. 1300. Ved siden af ligger Danmarks mest velbevarede præstegård og måske ældste. Og så er det også lige Bjerremark fra 1685. Her blev Christianslyst også opført. Vi hilser på mælkekusk Peter Bruhn. Hans kone kom ud for en meget grim ulykke. I 2007 fik beboerne i Sæd et chok. Her har man en skamstøtte, man nok ikke skal prale af. Kirsten Christens fik ikke glæde af klingpungen, der blev indført i 1715. Fattiggården på Sædmark blev indviet. Og Anne Cathrine hjalp man med at udvandre til Australien. I alt 34 kom ikke hjem fra Første Verdenskrig. Og så er det lige den berømte kartoffel. Vi besøger Æ Smaj, Æ skrædder og Dovne Ludde. Hvis du ikke blev konfirmeret, kunne du ikke gifte dig eller få arbejde uden for sognet. En ny skole blev betalt af staten. Og 25 gendarmer, der kom til Sæd måtte tvangsindkvarteres. I 1947 var der sne i tre etager. Husholdersken fik dansk statsborgerskab, og det var det hun var ude på. Vi besøger det mindste hus i Sæd. Og her er masser af naturoplevelser.

 

Langt med en lagkage

Det er langt, når man skal cykle fra Tønder til Sæd med en lagkage. Ja. Det skulle jeg dengang var bydreng hos bager Arnold Petersen i Tønder. Men bortset fra det er det vel kun 3- 4 km fra Tønder. Indtrykket er, at der sker en masse i den lille landsby Sæd, kendt for bl.a. Sæd Grænse. For at beskrive historien har vi bl.a. kigget i ”Kirkebladet for Ubjerg Sogn”. Det lyder kedeligt, men det er det bestemt ikke.

 

Folk med øgenavne

Vi starter med et par stykker som har fået øgenavne. Vi præsenterer hermed:

  • Sonnenschein – Chr. Lorenzen Sæd-Ubjerg, en murer med en speciel udstråling ca. 1940
  • Sing – Mathiesen – Lærer på Sæd Skole, medlem af Sangforeningen 1842
  • ”Tilde fra Sæe” (født Mathilde Jensdatter) – Hun afviklede altid hendes ærinde i samme øjeblik trangen meldte sig. For hende var hygiejne et fremmedord. Hun var født 1842.

 

Det mest fotograferede i Sæd

Byskiltet i Sæd er nok det mest fotograferede. Jævnligt sider folk overskrævs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med. Jo skiltet er også blevet stjålet et par gange.

Sæd ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb, Lilleå og Sønderå. Mod vest ligger sognets hovedlandsby med sognekirken, Ubjerg.

 

I nærheden af byen

Det er lige i nærheden, at vores far mange gange tog os med for at bade i Grønåen, en del af Vidåen. Det var skønne øjeblikke. Og på broen lige i nærheden af dette sted blev der kæmpet lige efter besættelsen. Nogle tyske soldater på vej hjem ville ikke rette sig efter en ordre fra danske modstandsfolk. Det kom til et skyderi. To danske modstandsfolk blev alvorlig såret.

 

En smuk landsby

Byen er omgivet af enge mor nord, vest og syd. I tiden før afvandingen stod enge om marker oversvømmet af vand hele vinteren igennem, ja undertiden også om sommeren. Selve byjorden er lidt højere.

Der er en del gårde og mange små ejendomme med lidt jord til. Ingen af disse gårde er fredet. Men der er to gårde i Ubjerg som vi skal se nærmere på. I Kommuneatlas for Tønder Kommune fra 1993 blev 10 ejendomme i Sæd betagenet som ””høj bevaringsværdigt”.

Den nordøstlige meget smukke gård langs det nordlige gadestrøg blev meget ødelagt af orkanen i 1999. Dens udlænger er nu revet ned. Kun hovedhuset står tilbage.

Sydøstligst i landsbyen er der en smuk, vestslesvigsk gård med en meget fin lade med højt stejlt tag.

Den tidligere tyske skole ved Sprøjtehusvej midt i landsbyen er et fint eksempel på en skolebygning med lærerbolig fra tidligt i 1800-tallet. Gården ved siden af er trods misligholdelse en statelig gård med tre længer og et ikke sammenbygget stuehus omkring en gårdsplads. Især lade-bygningen har stor værdi. I landsbyens sydlige del ligger flere bevarede og bevaringsværdige småhuse med forskellig grad af velbevarethed.

 

Danmarks mest velbevarede præstegård

Og hvem skulle tro, at der i sognet ligger en af landets ældste præstegårde. I gamle dage kunne man gå over i kirken og låne en nogle for at se den. Men dette kan man dog ikke mere. For i dag er præstegården privatejet.

Ubjerg Præstegård er fra 1675. Sognet har ikke så mange folkekirkemedlemmer, så det kan bære at holde en så flot gård ved lige. Men gården var dog i brug til 1. maj 2004. Det lille Ubjerg Sogn er nu slået sammen med nabosognet Møgeltønder. Men nu var vi har lavet en afstikker til Ubjerg kigger vi lige først på den ældgamle kirke.

 

Der var to indgange til kirken

Lige ved siden af denne perle af en marskgård ligger den ældgamle kirke. Den ældste del af Ubjerg Kirke er det nuværende apsis og kor, som menes at være opført i 1200-tallet.

Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte til Tønder slot. Kapellet har måske ligget som et ensomt bedehus ud mod den åbne kyst. Sagnet fortæller videre at kapellet i sin tid har været forbundet med Tønder Slot gennem en underjordisk gang.

Omkring 1300 er selve kirkeskibet opført som tilbygning til apsis og kor. Hele kirken er bygget af munkesten, men apsis, kor og skibets mur mod nord er efterfølgende pudset.

Oprindelig var der ikke noget spir eller tårn på kirken. I stedet stod der på kirkegårdens sydøstligste del det fritstående klokketårn. Indtil den lutherske reformation blev indført i 1536 var kirken i den romersk-katolske tid viet til Skt. Laurentius, en romersk martyr.

Kirken havde oprindeligt et stråtag. Den havde to indgange. Den nuværende syd-indgang var til mænd. Og den til nord var til kvinder. Kvindeindgangen blev allerede lukket omkring 1595.

 

Engang – et fritstående kirketårn

Kirken stråtag blev formentlig omkring 1700 erstattet af et tegltag. I året 1857 blev der foretaget en større ombygning af kirkens ydre. Tagkonstruktionen fik en lavere hældning og det fritstående klokketårn blev erstattet af en tagrytter. Kirketaget og tagrytter blev derefter belagt med skifer. Og det står i historiebøgerne at det var på grund af ”Egnens beskaffenhed”.

Efter reformationen hørte kirken under Ribe Stift, men den var i længere tid omstridt. I 1576 – 78 tilkendtes den Hertug Hans. Ved samme lejlighed blev den udskilt af Ribe Stift og blev lagt under Slesvig. Først i 1920 vendte den tilbage og blev lagt under Ribe Stift.

Tårnet på Ubjerg Kirke bliver normalt omtalt som kirketårn, men rettelig er det en tagrytter.

Et fritstående klokketårn nævnes i 1595, som var tæt på sammenstyrtning. Det skulle have stået i det sydøstligste hjørne af kirkegården. Det er blevet repareret i 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret, malet og tjæret i 1819 og 1830. Men i1857 rev man det ned.

En tagrytter er et klokketårn monteret på den bestående bygnings tag. Kirken har to klokke, og de er fra omkring 1400.

Den ”Salige” jens Petersen skulle i 1590 have skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men da denne indgang blev tilmuret, sattes pengene ”på rente til kirkens bedste”.

 

Alterbord fra 1250

Der er bræddelofter overalt i kirken. Skibets bræddelofter har store malerier fra 1747, der forestiller syndefaldet, korsfæstelsen og dommedag. Mellem skib og kor er et sengotisk kor bue krucifiks fra begyndelsen af 1500-tallet.

Alterbordet er fra romansk tid, omkring 1250. Måske er kirken oprindelig fra den tid?

Og så kunne det måske være, at vi lige skal grave yderligere i historien. Det tyder på, at der under pesten i 1602 – 04 har været stiftet et begravelsesgilde i sognet.

 

Indhegnet grundet antruffen heste, svin eller andre ”bæster”

Den lille hyggelige kirkegård hegnes i nord, nordøst og vest af delvis jorddækkede kløvstensdiger. I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som et værn mod dyrene. Hvis der så alligevel blev antruffen heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt en bøde.

 

Stoleværket

Stoleværket med gavle også mod væggen er udført 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen samme sted. Det er 15 mandestole og 14 kvindestole. De afløste et sæt fra 1595. Der var eller er også specielle stole til præstekonen og degnen.

 

En tur i præstegården

Ved siden kun adskilt af en hæk og en låge, ja sådan var det sidst ”Den Gamle Redaktør” var forbi sognets fornemste bondegård, ja sådan skulle det være i ældre tid, sognets præstegård. Skal vi ikke bare kalde den får Danmarks mest velbevarede præstegård. Huset er bygget sammen med to stalde. Som altid på disse kanter er stråtaget 10 – 15 cm. Tykkere end andre steder i landet. Det luner om vinteren. Præstegården er i dag fredet.

Taget har mønning af tørv og der sidder tre skorstene i beboelseslængdens rygning og i den nordlige udløberlænge.

 

En ligdør

I østgavlen er der en ligdør. Denne dør blev før i tiden udelukkende brugt til ligfølget til at bære afdøde personer ud af huset, når de skulle begraves, hvorefter døren blev lukket igen. Ifølge folketroen kan den afdødes sjæl kun vende tilbage gennem den samme dør, som de var kommet ud af, da de forlod huset for sidste gang. Døren blev herefter holdt lukket indtil næste begravelse.

 

Originalt staldinventar

I staldlængderne er det intakt bevarede staldinventar med muge- og fodergange, heste- og kobåse, pigstengulvet, de uforarbejdede loftbjælker og loftbrædder, lokummet, ladens klinkebelægning og lerstampede gulv samt ladens synlige tømmerkonstruktion. Ladens konstruktion er typisk for de gamle marskgårde og kendetegnes ved solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.

 

Velbevaret værft i Ubjerg

Når vi nu er kommet til Ubjerg, kan vi lige så godt fortsætte med denne hyggelige by. Husene ligger placeret på både naturskabte sandklitter og menneskeskabte værfter. Hele Ubjerg er bygget på et værft, en kunstig bakke i det ellers flade marskland. Det er nok det største og mest velbevarede værft i Danmark.

Kirken har så vidt vides ikke været ramt af de talrige stormfloder som egnen har været ramt af. Mod nord ligger 4 gårdanlæg tæt sammen på det fælles øst-vest-liggende værft.

Den tidligere stavemåde er med d – Udbjerg. Landsbyen er samlet omkring kirken. Men også omkring Søndersøvej, sydøst for kirken ligger en samling småhuse. Ubjerg har også en Nørresøvej. Både Søndersø og Nørresø var tidligere store lavvandede søer, der forsvandt med afvandingen af Tøndermarsken og reguleringen af Vidåen. Nørresøen genopstod med gennemførelsen af Snæbelprojektet. Der er også skabt et stort vådområde kaldet Hestholm Kog.

På diget ved Nørresø findes der også skarv. De lever af fisk – og kun fisk. Her er sandelig set havørn.

 

Bjerremark fra 1685

Mod vest i Ubjerg ligger Bjerremark en stor smuk firelænget marskgård. Oprindelig er den fra 1685. Den nævnes både som dansk og tysk gård. Efter 1960 henlå den som tom og uvirksom. Gården blev nærmest plyndret for alt inden man i 90’erne startede en kommunalt drevet restaurering. Gården fremstår i dag som et kursuscenter. Den er blevet prisbelønnet for den fine restaurering. Herfra er der en smuk udsigt over den flade marsk.

Man mener, at det var friserne, der tog den specielle byggestil med herop. Allerede i 1100 – tallet begyndte de at anlægge værfter – forhøjede anlæg. Også tagkonstruktionen tog de med. Det gjorde den mere modtagelig for den kraftige blæst. Og de forhøjede værfter sikrede mod oversvømmelser. Herude i marsken var der nærmest vand halvdelen af året vand over det hele inden den store afvanding.

Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentligt fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelig byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer. Det var bl.a. derfor man byggede i grundmur.

 

Modstandsdygtig

Desuden var grundmurring også mere modstandsdygtig over for klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk med lerklinet tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker.

Rør til tækning hentede man i marsken særlig ved Aventoft eller i Rudbøl. Her i marsken var der langt flere rør end nu. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden.

Bjerremark nævnes første gang i 1685. I 1840 fik Carsten Richtsen Angel fæstebrev på gården. I 1842 blev den markant ombygget og udvidet. I 1872 blev der tilføjet en fin dørportal med syd med søjleparti og inskriptionen ”1872”.

 

Flere originale bygningsdele

I 1947 kom gården på danske hænder ved den dansksindede organisation Landeværnets mellemkomst. Af de nuværende bygninger er stuehuset opført i 1842 mens staldlængerne er opført i 1874. I stuehuset synes flere af de ældre bygningsdele fra det tidligere stuehus at være blevet genanvendt, herunder fyldningsdøre, indgangspartiet i forstuen, hoved – og havedør samt sandhedsportalen mod gården.

I 1988 gennemgik Bjerremark en stor renovering og restaurering. Herefter blev gården indrettet til kursuscenter. Gårdspladsen mellem bygningerne er belagt med pigsten. Stuehuset er en etage høj og en tretten fag lang bygning, der fremstår grundmuret i rød, blank mur med en gennemgående frontgavl.

Mod døren er bevaret en forstue med inderdøre fra 1700-tallet. Her er også bevaret ældre brændeovne, den ene er kakkelbeklædt, mens den anden er udført i metal.

Der er stråtækt tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg. Vinduer, porte og luger er efter skik malet hvide.

 

Ændret vejforløb

Indtil 1934 forløb vejen mellem Ubjerg og Møllehus nord for Bjerremark og så langs den nordlige og vestlige skovkant, mellem skoven og Ubjergvej 21 og derfra som nu vestpå. På nordsiden af vejen fra skoven til Ubjergvej 25 lå der oprindelig en mark, der hed Langbjerg.

 

Christianslust

Den tilhørte Martin Lorensen. Han og Christian Angel på Bjerremark var dengang de to største lodsejere i Ubjerg. De var af en eller anden grund blevet uenige. For at drille Christian Angel lod Martin Lorenzen i 1899 opføre et beboelseshus i markens sydøstligste hjørne lige over for indkørslen til Bjerremark. Det var et pænt rødstenshus med tegltag med to slags kulørte tagsten. Over indgangsdøren til syd mod vejen sad en hvid marmortavle ca. 60 x 80 cm med følgende indskrift:

 

  • CHRISTIANSLUST erbaut 1899 von Martin Lorentzen

 

Huset blev lejet ud til en børnerig arbejderfamilie. Christian Angel døde i 1908. Senere er fjendskabet glemt. Christian Angels enke eller søn har derefter ved mageskifte erhvervet jorden og huset. Indtil Christian Bahnsen købte huset i 1929 var det udlejet til arbejdere på Bjerremark.

 

Det kneb med plattysk i skolen

Christian Bahnsen brød sig ikke om navnet Christianslust og fik fjernet tavlen. Men i offentlig omtale beholdt huset navnet til omkring Anden verdenskrig.

Den nærværende vej gennem skoven var dengang en indkørsel til Bjerremark gennem en dejlig, tæt granplantage på begge sider. Indkørslen var markeret med hvidmalede stenpæle og et skilt angav at det var Privat.

Christian Bahnsen arbejdede meget med opdræt af heste. Han var også en ivrig ringrider. I ægteskabet var der fire børn. Derhjemme blev der talt plattysk. Da den yngste kom i skole i 1944, havde han problemer med sproget.

Det omtalte hus er revet ned og erstattet af en pæn nedbygning en smule længere mod vest.

 

Mælkekusken, Peter Bruhn

Peter Bruhn overtog fødehjemmet Søndersøvej 8. I januar 1910 begyndte han som mælkekusk. Med sine to hvidskimlede arbejderheste at køre med daglig mælk for landmændene til mejeriet i Süderlügum. Grænsedragningen i 1920 satte dog en stopper for dette.

Da det nybyggede mejeri i Sæd begyndte i juni 1923 genoptog han mælkekørslen fra Ubjerg til Sæd. Da muligheden for at få forarbejdet mælken i Süderlügum blev stoppet anskaffede mange hjem en centrifuge. Den kunne skille mælk og fløde ad. Man kunne også få maskiner til at kærne smør med.

Smørret blev solgt til købmænd eller private i Tønder. I mange køkkener og vaskerum var der således installeret centrifuger. Straks efter både morgen – og aftenmalkningen endnu mens mælken var varm, skulle den køres gennem centrifugen, der blev drejet med håndkraft. Når maskinen først var sat i gang og havde de nødvendige omdrejninger, gik den jævn let.

 

En frygtelig og grim ulykke

Den havde en stor oversættelse, fordi der skulle en god fart på for at få mælk og fløde skilt ad. Dette var et dagligt arbejde som oftest blev udført af større børn. Ellers var det malkepigens arbejde. Efter hvert brug skulle en sådan centrifuge skilles ad og rengøres. Helt ufarligt var en centrifuge skam heller ikke, når den var i gang.

I Peter Bruhns køkken stod en sådan centrifuge. Her skete der en frygtelig og meget grim ulykke. Den 20. juni 1920 er Mette Bruhn efter morgenmalkningen i færd med at køre mælken igennem centrifugen. Uheldigvis kommer hendes fletning så tæt på maskinen, at den får fat i håret og i et nu er hun skalperet. Hun har fået alt hår og hårbund revet af hovedet.

Med pinefulde smerter kommer hun med hestevogn og ad dårlige veje til sygehuset. Det var en ulykke, der rystede alle i landsbyen. Efter et meget langt sygehusophold kom hun hjem igen. Men i flere år måtte hun flere gange om ugen til sygehuset til behandling.

 

De russiske gæs

Maleren Emil Nolde, der ikke boede så langt herfra, har ofte nævnt disse blisgås og bramgås. Man kan høre det på deres snakken og gakken. Det er nærmest russisk. De kommer også derover fra. I vintermånederne slår de sig ned i Ubjerg Kog. De skal æde sig fede inden trækket går til Sibirien og det nordlige Rusland om foråret. Så bruger de alle de lyse timer til at æde. En gås spiser helt op til sin vægt – hver dag.

Det næringsholdige græs giver gæssene gode vilkår. Når det går helt vildt for sig, så fordobler en gås sin vægt på blot en måned. Så er det brændstof til en flyvetur på et par tusinde kilometer.

 

Tilbage i Sæd

Gårdene der ligger yderst, er opført på værfter, både enkelt – og dobbeltværfter.

De traditionelle håndværkserhverv i 1700 – og 1800 – tallet var fint repræsenteret i landsbyen, Sæd (blandt andet smed, bager, maler, tømrer). Vi skal kigge på et par stykker. Ikke alt er lige pænt. Der er nogle skræmmende til – og ombygninger.

 

I 2007 fik beboerne et chok

Byen Sæd nævnes første gang i 1237 som ”Sæthe”. Ordet betyder at sidde eller bosætte sig.  Allerede i 1740 blev gårdene udskiftet. Men gårdene blev i byen. Dette skyldes nok de særlige forhold i marsken.

Byen betragtes som en ualmindelig velbevaret landsby både hvad angår struktur og bebyggelse. Der mange ældre gårde med ældre landsbyggeskik.

Der var meget, der skulle klares på gårdene ud over dyrkning og høst af afgrøder og pasning af dyr. Der var også bagning, røgning og slagtning. Børnene hjalp altid med.

I 2007 fik beboerne i Sæd pludselig et chok, for byen mistede sin status som by. Det sker, når man kommer under 200 beboere. Men det ser ud til, at man igen er kommet over dette tal.

 

En skamstøtte

Det er ikke mange byer, der har sådan en. Og egentlig er det hvis ikke noget at prale med. Med det har Sæd – en skamstøtte. Men man skal kigge godt efter. Den ligger syd for byen.

Den er rejst fordi Kirsten Christens i 1712 myrdede sine fire børn og begik selvmord med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse i at skaffe mad nok til sine børn valgte hun at tage livet i ”et anfald af tungsind og sindssyge”. Ja sådan beskrev præsten det.

De stakkels børn blev begravet på Ubjerg Kirkegård. Og det gjorde Kirsten Christens også. Men da provsten i Tønder hørte historien beordre han ”morderen” gravet op igen. Hun blev derefter fragtet hen til det hus, hvor forbrydelsen fandt sted, smidt ud ad vinduet og begravet ude på heden.

Hun måtte sandelig ikke begraves i indviet jord. Det at begå selvmord var i sig selv strafbart. Og som skræk og advarsel blev der så rejst en skamstøtte. De forbipasserende kastede sten efter den. Og det er til skræk og advarsel for alle. Inskriptionen kan man ikke mere tyde. Og i dag er der sikkert ikke nogen der kaster sten efter skamstøtten.

 

Klinkpungen kom i 1715

Dengang blev det betragtet som en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Dengang var der ikke et socialt sikkerhedsnet. Måske kunne klinkpungen i Ubjerg Kirke have hjulpet. Men den blev først indført i 1715.

Det var pastor Wegner, der indførte den. Han begrundede indførslen med, at man på en skøn måde og i stilhed kunne gøre meget godt, idet ingen fik at vide, hvor meget den anden puttede i.

Man behøvede heller ikke at putte noget i hver søndag. Med de indkommende midler kunne de fattige så forsørges rettidigt. Man kunne måske herigennem også skaffe skolebøger til de fattiges børn.

 

Byens fattige forsynet med kontanter

I 1789 blev sognets fattige ifølge pastor Todsen forsynet med kontanter. Ugentlig fik de af fattigforstanderen tildelt et beløb afpasset efter alder og fattigdom. Pengene i fattigforsorgen kom dels fra indsamlinger i kirken dels fra et årligt bidrag fra kogs-regnskabet. Derudover blev det pålagt sognets velstående hvert kvartal at betale et vist bidrag til fattigkassen.

Fra 1795 til 1859 foregik fattigforsorgen i sognet på denne måde. Hvert år blev der fattigregning, en form for generalforsamling.

I midten af 1800-tallet blev der i alle sogne oprettet fattiggårde. Fattiggårde var som regel en landbrugsbedrift opført eller købt til at huse sognets egne fattige, som her fik den fulde forplejning og logi. Det var tanken at fattiglemmerne skulle være selvforsynende. Ved en stor brand i 1857 nedbrændte flere ejendomme på Grøngårdsvej. En af disse var tiltænkt fattiggården.

 

Fattiggård ved Sædmark indviet

Efter indførelsen af ”Forordningen om fattigvæsenet” fra 1841 fik Ubjerg sogn en fattiggård – ”Æ Armhus”. Den kom til at ligge ved Sædmark mellem Ubjergvej 7 og 9. Men den blev først indviet i 1859 med 5 voksne og 4 børn.

I befolkningen har det altid været ulykkelige personer, der ikke har haft midler nok eller ikke har kunnet få dem til at række til de daglige fornødenheder.

Lemmerne på fattiggården skulle overholde reglementet. Der var oprettet et fattigvæsen, der bestod af sognets to sognerådsformænd og tre medlemmer af menighedsrådet. Omkring 1961 trængte fattiggården til en større istandsættelse. Kommunen besluttede at sælge fattiggården med tilhørende jord til højeste bud.  Og det var for 36.200 kr. til Fedder Feddersen, Bremsbøl. Få år senere blev ejendommen revet ned.

 

Man hjalp Anne Cathrine til at udvandre

Der var mange, der udvandrede dengang. De sociale myndigheder hjalp gerne til. Ofte var det billigere at komme af med de fattige. Og politiet sendte også kriminelle med skib til Amerika.

I Ubjerg var det Anne Cathrine Sørensen, der ofte havde henvendt sig til Fattigkassen. Hun var ugift og var alene med tre børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevilge et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien.

Man sikrede sig at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig ikke altid gode erfaringer med dette.

 

Tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse

Befolkningen i Sæd – Ubjerg knyttede sig i 1830’erne og 1840’erne til den slesvig-holstenske bevægelse. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og i kirkeliv.

 

I alt 34 kom ikke tilbage

Lige fra Første Verdenskrigs start blev alle unge våbenføre mænd indkaldt til krigstjeneste. Næsten alle, uanset sindelag efterkom orden. De opfyldte deres borgerpligt ved at møde op under de tyske faner.

Mange af de indkaldte fra sognet måtte forlade kone og børn og til dels deres landbrugsbedrifter for at drage en uvis fremtid i møde. Mange troede, at det kun drejede sig om måneder før man var tilbage. Men det blev til 4 år med umenneskelige strabadser i skyttegrave navnlig i Frankrig og Rusland.

Hvor mange, der deltog fra sognet, vides ikke. Men næsten alle sognets familier havde slægtninge med i krigen.

De sørgelige budskaber kom løbende gennem de fire år. I alt 34 kom ikke tilbage. Heldigvis kom den overvejende del tilbage. Men det var først efter at have tilbragt en tid i fangelejr eller i lazaret. Der blev opsat en mindeplade på de 20 faldne, der havde folkeregister i sognet

 

Den berømte Sæd – kartoffel

En overgang anså man Sæd kartoflen som den fineste i landsdelen. Det var en slags æggeblomme af ganske enestående fin kvalitet. Ejendommeligt er det, at der år efter år dyrkedes den samme sort af samme navn. Sådan var det slægtled efter slægtled. Man kaldte disse kartofler forskellige ting, bl.a. ”gullige ”Sædingerkartofler”

Ifølge en beretning af pastor Kallmer, Faretoft ved Dagebüll i et tidsskrift 1796 har der i Sæd dengang:

  • Været avlet mange urter og havesager, navnlig gulerødder, og i alt 40 tdr. kartofler i hele byen

Selv om jorden tilsyneladende er af samme gode kvalitet, skelner man dog ganske nøje mellem de stavne, der giver den bedste kvalitet, og de der giver en ringere kvalitet.

Kartoffeldyrkerne i Sæd var nøjsomme og uhyre flittige. Jorden fik kun staldgødning. Ifølge gammel tradition vender man jorden med spaden, ja enkelte gik så vidt, at ”de drager plovens nytte for jordbehandling i tvivl, når det gælder dyrkning af kartofler”.

Håndens arbejde blev holdt i hævd. Inden lagringen håndsorteres kartoflerne 2-3 gange. Det var den bedste garanti for, at der ikke blev leveret en eneste forkert eller dårlig kartoffel.

Før ”Genforeningen” 1920 havde man et gammelt marked for Sæd-kartofler i Tønder og i Flensborg. Ja også i Husum solgte landsbyboerne kartofler og grøntsager.

Her regnede man med en fast pris af ca. 11 mark pr. tønde. Men dette er slut.

Grænsen blev lukket til Flensborg og Husum. I Tønder var der kommet kolonihaver. Nu er enkelte stavne tilgroet med græs. Den traditionelle kartoffelavl var ude for store vanskeligheder. Udbyttet blev for ringe. Og det var et stort arbejde med håndkraft.

Det var almindeligt kun at vende jorden med ”spaden” på de små jordlodder mellem husene og gårdene i Sæd.

 

Den sidste ”rødder” fra Sæd

Cecilia født Wellendorf stammede fra Sæd. Hun blev også kaldt for Sille, ja hun anses for at være den sidste ”rødder” kone fra Sæd. Hun solgte grøntsager fra ”æ Rørvuhn” i Tønder indtil først i 1930’erne. ”Rørvuhn” er en kærre, en vogn med to store hjul. Hun skubbede kærren fra Sæd til Tønder med egne grøntsager.

 

”Æ Smej” gennem 125 år

Landsbyen har gennem flere hundrede år haft en befolkning, der delte sig mellem små næsten Jordløse Kådnere og daglejere og en række større og solide gårdmænd.

Gennem 125 år har ”Æ Smej” eksisteret i Sæd. Og smedevirksomheden var drevet af den samme familie i generationer, nemlig familien Specht. Og det var i den samme ejendom, Grænsevej 10. Og det hele startede i 1862, da Christian Hansen Specht købte smedevirksomheden af den tidligere smed Jacob W. Jensen. Han fik også tillidshvervet ”Kirchenältester”.

Sønnen Carsten, en af 8 børn tog på valsen, der måtte han sin tilkommende. Han overtog firmaet. Han var den første i Sæd, der fik telefon. Han fik smedjen bygget om og indlagt el i 1922. Han ombyggede det hele og fik en omfattende handel med landbrugsmaskiner. Ved siden drev han også landbrug. Han importerede moderne selvbindere fra Amerika.

I 1930’erne var han formand og forretningsfører for Sæd mejeri. Men grænsedragningen i 1920 tog en del af kundeunderlaget. I 1925 fik han bil som nr. 5 i sognet. Sønnen Christian overtog firmaet. De købte en ejendom ude på Grøngårdsvej. Efterhånden gled det gamle smedehåndværk i baggrunden på bekostning af mere maskinhandel. En olie – og benzintank blev placeret ved virksomheden.

Den gamle smedje holdt i 125 år med fire smedemestre fra familien Specht.

 

Æ skrædder fra Sæd

Hans Chr. Lund var født i Terkelsbøl i 1861. Og konen Else Marie var fra Lendemark. De bosatte sig i den nuværende Sønderbæksvej 10.

Som skrædder tjente Hans Christian Lund ikke store penge. Han måtte ofte gå langt for at så for folk. Dengang gik skrædderne ud til folk og syede i deres hjem. Hestekøretøj havde han ikke råd til. Han gik til fods. Om sommeren kunne det ske, at han stod op kl. 4. Så gik han tværs over markerne til Højer, hvor han syede hele dagen. Derefter gik ruten hjem igen.

Foruden at arbejde som skrædder var han markmand. Han holdt i sommerhalvåret opsyn med andres kreaturer og får på markerne. Markerne var dengang ikke indhegnet med tråd. De var kun adskilt med vandfyldte grøfter. Hvis dyrene havde held til at komme over grøfterne, var det hans opgave at få dem tilbage igen. Det kunne ske, at han fandt et får, der var druknet. Dette berørte ham meget. Han havde altid Æ Klu’ stach (springstok). Med den kunne han forcere de vandfyldte grøfter.

Skrædderen elskede at synge. Men det foregik kun på dansk. Og det kunne være problematisk i en tysk tid. Men tolderne kendte ham. Han var en samvittighedsfuld mand og agiterede ikke for danskheden uden for hjemmet.

Konen var en afholdt kogekone overalt i sognet.

 

Dovne ”Ludde”

Ude i det østligste hjørne af Ubjerg Sogn ligger ejendommen Sædholm. Ejendommen bestod oprindelig af en længe med beboelse i den ene ende og en længe med beboelse i den ene ende og en lille stald i den anden ende. Beboelsen menes at være opført omkring 1902 og stalden i 1920.

Det fortælles om en mand ”Ludde” som ifølge naboen på Holmgård boede der med sin familie før Første Verdenskrig. Han var meget doven. Men konen var meget energisk. Hun gik rundt om markerne og tog i pælene – var de løse tog hun dem.

”Ludde” skulle hjælpe med at anlægge den nye vej fra Sæd til grøngård. Gik han forrest i sjakket blev de forsinket. Gik han bagved blev han hurtig langt bagefter de andre.

 

Sædholm blev kaldt for ”Polen”

Ejendommen blev kaldt ”Polen” af den ældre generation. Det var fordi, at der under Første Verdenskrig boede nogle polakker på ejendommen. Det fortælles, at manden kom i fængsel for smugleri og skyderi.

I 1960’erne og 1970’erne blev der rundt om Sædholm gravet meget sand af til vejbygning og påfyldning. Det var entreprenørfirmaet Freiberg fra Tønder, der hentede mange læs sand herfra. Her blev der i 1977 etableret en knallertbane. Der var et meget kuperet terræn lige her. I 2013 blev denne bane lukket og blev retableret som et naturområde. Først 1964 – 65 blev der indlagt strøm. Tre husmandssteder blev derefter etableret i nærheden.

I 1972 blev der sat et nyt tag på huset.

 

Konfirmation havde stor betydning for de unge

Gennem årene er der blevet konfirmeret en masse i sognet. Her på siden har vi tidligere beskæftiget os med konfirmations – problemer i Møgeltønder og Daler. Grevinden på Schackenborg blandede sig. Men her i Ubjerg synes det ikke at have være problemer.

Oprindelig var det således, at hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne. Man kunne blive straffet hvis man ikke var konfirmeret inden man var 19 år.

I tidligere tider ”overhørtes” man i katekismus for at kunne konfirmeres. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner skulle præsten sætte ind med ekstra undervisning. Men skyldes årsagen modvillighed var straffen fængsel.

Konfirmationen havde alligevel en stor betydning for den unge. Det markerede overgangen fra barn til voksen. Med konfirmationen fik man borgerlige rettigheder. Men man fik også pligter. Ja og så fik man en skudsmålsbog. Sådan en var nødvendig, hvis man ville arbejde uden for sognet.

 

For dårlig i kristendom

Det var Christian den Sjette, der indførte konfirmationen i 1736. Den blev indført i Ubjerg Sogn i 1739. I begyndelsen var de unge mellem 16 ½ og 19 år. I år 1751 blev Ann Hennings først konfirmeret, da hun var 21 år. I kirkebogen står anført:

 

  • Ann Hennings Fra Sæd, fordi hun er dårlig i kristendom, får ikke adgang til nadveren før hun lader sig bedre undervise, hvilket hun også har lovet.

 

I 1789 skriver den stedlige pastor Todsen, at undervisningen foregår fortrinsvis om efteråret og foråret. Den foretages af præsten, degnen og skolemesteren. Dengang blev der afholdt konfirmation hver anden år. Dem, der i de mellemliggende år ville konfirmeres, blev det i nabosogne som Aventoft eller Süderlügum. Efter 1847 blev der afholdt konfirmation hvert år i Ubjerg Sogn.

 

En ny skole – bygget af staten

Da grænsegendarmerne i 1920’erne flyttede til byen fik man brug for en dansk skole. Men den kom dog først i 1933.

Der var tysk flertal helt til 1945. Efter ”genforeningen” blev der oprettet en dansk skole med syv børn i en lille privat stue hos en gårdmand. Efterhånden som grænsegendarmernes børn voksede til måtte man rykke op i ”piselen” – storstuen.

En ny smuk skole blev bygget af staten – ikke kommunen. Den blev indviet den 30. september 1933. Ved den højtidelige indvielse var amtmand Grev Schack, landstingsmand Hans Jefsen Christensen og amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen til stede.

 

Så tænder vi

Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro til kaffe og taler. Her holdt lærer Højmark Jensen en flammende tale om Kristen Kold, hans skoletanker og frie syn. I sin undervisning fulgte Højmark disse spor.

En dag i krigens tid lagde Højmark mærke til, at nogle af drengene sad og fumlede med noget under skolebordene. Det viste sig, at drengene rullede små cigaretter af hjemmelavet tobak. Højmark tog den i stiv arm:

 

  • Op på bordene med tobakken, så skal jeg vise jer, hvordan I skal bære jer ad

 

Da alle var færdige med at rulle cigaretter, råbte han:

 

  • Så tænder vi

 

25 gendarmer til Sæd

I første omgang kom der 465 gendarmer til grænsen. Men det var ikke nok. Styrken kom op på 600 personer. Det betød, at der skulle rekrutteres yderlige ugifte mænd fra hele landet. De unge havde aftjent deres værnepligt og kom fra handel, håndværk og især landbrug.

Alene til afsnit Sæd kom der 25 gendarmer. Sædmark og Ubjerg hørte under dette afsnit. Direkte velkomne var de nok ikke i de første majdage i 1920. Det var i et son, der hovedsagelig stemte tysk. Den tåbelig krig havde kostet unge mænd livet. Dette sat sit præg på dagligdagen.

For de unge gendarmer, der kom, var det også en udfordring, at de kom til en egn som de slet ikke kendte. Og de havde også vanskeligheder med sproget. Her blev der talt sønderjysk og tysk. Også primitive indkvarteringsforhold blev de budt. Problemet med at skulle skaffe huslys til så mange på kort tid var svært.

 

Tvangsindkvartering

Løsningen var tvangsindkvartering med kost ost og logi det første halve år. Det har næppe været til glæde hverken for værtsfamilien eller den unge gendarm. Dengang havde man vel ikke gæsteværelser, det var højest et lille karlekammer. Gendarmerne havde vagt to gange i døgnet a 4 timer efterfulgt af 8 timers hvile. Efter en uge var der så en fridag. Vagterne harmonerede dårligt med værtsfamiliens hverdag.

 

En stærk befærdet vej

Vejen mellem Sæd og Ubjerg var stærkt befærdet. I 1930’erne var den nogle steder 24 meter bred fra grøft til grøft. Men den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Vejen har med tiden og årstiden hele tiden ændret forløb. Og vejen har været der siden middelalderen. Den har været vanskeligt at forcere med mælkevogne, transportvogne, ligvogne og lignende

Først i 1934 blev vejen asfalteret.

 

Sne i ”tre etager” i Sæd

I 1947 faldt der masser af sne i Sæd. Da var sneen på Grøngårdsvej uden for Alfon Tygesens gård så høj, at der skulle arbejdes i ”tre etager”.

Det var ”Magge”, der styrede denne snerydning. Hans kone døde af brystkræft. Og pludselig var han alene med fem drenge, hvoraf de to mindste endnu var hjemmeboende. Han havde ikke råd til en husholderske og cyklede hjemmefra om morgen klokken 6. han var først hjemme igen kl. 18 om aftenen.

Så skulle han ordne hjemmet og lave mad. Ofte stod det på havregrød. En overgang blev den yngste Walter sendt til Tønder efter middagsmaden på et pensionat i Søndergade.

 

Husholdersken fik dansk statsborgerskab

I løbet af 1951 fik ”Magge” også en husholderske. De blev da også gift. Hun var tysk statsborger. Men meget hurtig derefter flyttede hun. Efter sigende var det udelukkende for at få dansk statsborgerskab. Jo der var mange dramaer i byen. Markus Jürgensen døde den 5. august 1981.

 

I den gamle landevejskro

I den tidligere gamle landevejskro fra 1871 er der nu dannet Bed & Breakfast under navnet Sov Godt 8. Lokaludvalget har en aftale med Tønder Kommune om hjælp til nedrivning af faldefærdige huse, der skræmmer bybilledet. Men nedrivningspuljer hænger ikke lige på træerne.

Sæd er langt fra den eneste landsby i Danmark, som er udfordret af nedlukkede forsamlingshuse, skoler og dagligvarebutikker. Men i Sæd har bevaret optimismen takket være et aktivt og kreativt lokaludvalg.

 

Frysehuset i Sæd bliver stadig brugt

Engang var der mange frysehuse i Danmark. Det var det også og er stadigvæk i Sæd. Det lille sted er et kombineret bryggeri og museum i dag. Her kan man lære om ølbrygningens ældgamle kunst. Byens besøgende kan blive klogere på det lille røde hus historie.

Indrømmet, ”Den Gamle Redaktør” kender mere til det frysehus, der stod på vej ud til Ny Frederikskog syd for Højer.

Frysehusene havde den afgørende betydning, at husmødrene ikke længere behøvede at salte, henkoge eller ryge kødet, når det blev slagtet på gårdene. Nu kunne de i stedet fryse kødet ned i familiens egen fryseboks i det fællesejede hus. Ved restaureringen af Sæd frysehus har lokalrådet på en gang bevaret et symbol på den danske andelsbevægelse og samtidig skabt en aktivitet for byens voksne.

 

Det mindste hus i Sæd

Ja på Sønderbækvej ligger nok her det mindste hus i Sæd. Engang var det sikkert byens stolthed. Det var i juli/august 1951 frysehuset blev opført i Sæd. Det var Alfon Tygsen, der stillede jord til rådighed. I det firkantede rum var der en smal gang langs væggen og midt på gulvet stod to rækker med hver seks bokse. I flere tilfælde var der to familier fælles om en boks.

I begyndelsen var der kun kødvarer. Efterhånden fandt man ud af, at også bær og grøntsager kunne fryses. Købmanden fik frysebokspapir, fedtpapir – en slags pergament, brunt indpakningspapir og sejlgarn i ruller. Jo og så skulle man skrive pakkeseddel med indhold og ejers navn samt andelsnummer.

Når det var slagtedag hos de enkelte brugere, skulle det de fleste steder meddeles til frysehusets tilsynsførende i forvejen. Beboerne i Ubjerg og Sædmark havde intet frysehus. Men de havde muligheder for at få varer opbevaret i Ishuset, Ved Slotsbanken i Tønder ved Harald Sauer.

Frysehusene havde kun kort levetid. Masseproduktion fik priserne på frysebokse til private hjem til at falde og sammen med tiltagende velstand hos borgerne blev det i 1970’erne almindeligt at hvert hjem efterhånden fik både køleskab og fryseboks.

 

Masser af naturoplevelser

Der er masser af muligheder for en naturoplevelse i området, som vi her har beskrevet. Der er på det seneste anlagt afmærkede stier for gående og cyklister. Området er kendetegnet med et rigt fugleliv. Mange vadefugle og ænder yngler i området. I træktiden raster store flokke af gæs og svaner. Ligeledes kan der forår og efterår ses enorme flokke af stære, som overnatter i rørskovene i Magisterkog og Hasberg Sø.

I 2006 og 2007 er det gennemført et grænseoverskridende projekt syd for Tønder for at forbedre levevilkårene for dyr og fugle herunder for den hvide stork. På den danske side af grænsen er der i området ved Ubjerg og Møllehus anlagt 35 nye vandhuller, mens den tyske del af projektet har omfattet vandløbsrestaureringer og en udvidelse af det store vådområde Hasberg Sø.

Projektet har desuden omfattet anlæg af en ny vandresti langs Sønderås-diget på den danske side af grænsen mellem Møllehus og Bremsbøl med forbindelse til Ubjerg. Fra stien, hvorpå der også er tilladt at cykle, er der en fantastisk udsigt over afgræssede marskarealer ind mod Ubjerg og Tønder. Fra to udsigtspunkter ved stien er der et smukt udsyn over naturområdet Hasberg Sø.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.593 artikler – heraf 258 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland inclusive disse:

  • Bylderup Sogn
  • Pastoren fra Bylderup Sogn
  • Historier fra Slogs og Kær Herred
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Solvig – en herregård i Slogs Herred
  • Lendemark og omegn
  • Lærer i Burkal
  • En herredsfoged fra Hajstrupgård
  • Besættelse og befrielse ved Grænsen
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården Grøngård 1-2
  • Hestholm – syd for Tønder
  • Øst for Tønder
  • Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretteren overtog kroen i Rørkær
  • Så kom der post til Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Emmerske bedehus og skole
  • Emmerske ved Tønder