Søgeresultater på "Aventoft – Byen ved grænsen"
Dato: maj 28, 2021
Et besøg i Saksborg
Det er længe siden, at undertegnede har gjort ophold i Saksborg. Man er kørt igennem et par gange. Det er en meget speciel natur heromkring. På stier kan man nyde naturen. Arkæologiske fund har godtgjort, at der har boet mennesker her fra bronzealderen. Heromkring har der været mange aktive mennesker, der har holdt liv i Slogs Herreds Hus og i foreningslivet. Under Prøjsertiden forsøgte man meget ivrigt at holde danskheden nede. Læs her om de metoder, som man brugte.
De første mennesker var her for mange år siden
Det er længe siden, at jeg har opholdt mig i Saksborg. Men jeg er dog kørt igennem en del gerne gange.
Det er også længe siden, at de første bosatte sig i Saksborg. Således fandt man under udgravninger til en cykelsti mellem Saksborg Skole og Bylderup Bovspor af et hegnshus til et gårdanlæg fra 200 – 525 e.Kr. Dengang boede mennesker og dyr under samme tag. Man byggede lange treskibede huse. Husenes tag blev båret af to rækker indvendige stolper, der var placeret i sæt. Væggene var som regel bygget med stolper og lerklinet.
Husenes indgange befandt sig i midten af begge langsider. Dette fund var fra 2013. Men allerede i 1925 fandt man en jættestue med efterbegravelse fra bronzealder og ældre jernalder kun 500 meter fra dette fund.
Kritik af denne artikel
Lokale har ment, at undertegnede ikke rigtig har styr på sogneinddelingen. Det er alt for meget Bylderup Bov i denne artikel, der kun skulle beskæftige sig med Saksborg. I forvejen har vi her på siden skrevet en del om området. Det gælder både Lydersholm, Grøngrøft, Burkal, Bylderup Bov m.m. Det kan være svært, når man beskrive natur og et historieforløb. Men vi skal nok fremover være mere opmærksom på disse sogneforhold.
Kære læser, du får en masse Bylderup Bov i denne artikel, selv om det står i indledningen at vi kun besøger Saksborg.
Slogsådalen
Lige op til den lille by ligger Slogsådalen. Her var også engang en jernbanestation. Dvs. man skulle lige til Bylderup Bov. Nu må man så med bussen.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med Slogs herred, hvor vi befinder os. Og her finder vi da også Slogsåen, som nok i sig selv hører til nogen større å. Den er vel cirka 6 km lang. Men den hører til et større vandløbssystem.
Åen flyder forbi Lendemark deler Bylderup og Bylderup – Bov. Øst for Saksborg løber Slogsåen og Uge Bæk sammen, hvor det bliver til Grønåen, hvor vi som børn ofte har badet. Det hele bliver så senere til Vidåen.
Her i ådalen er det talrige stier. Over Uge Bæk fører den såkaldte Kineserbroen. Broen har fået sit navn efter den specielle konstruktion. Engarealerne her er aldrig afvandet og fremtræder derfor som naturen har skabt den.
Noget af denne enestående natur er blevet fredet.
Møder på Lendemark Mølle
Som vi tidligere har beskrevet, var der en del tysksindede i området, men der var dog også små danske enklaver. Bylderup blev kaldt ”Det lille Danmark”.
Fra østkysten kom ægteparret Lise og Jes Jacobsen. De var bestyrere af Bylderup Bov mejeri. De købte også Lendemark Mølle. Her blev der holdt selskabelige sammenkomster for danskheden. Politisk aktivitet var forbudt dengang.
I 1905 stiftede man Selskabelig Forening
Der kom flere og flere. Lise Jacobsen var i København på et oplæsnings-kursus, hvor en kongelig skuespiller underviste. Nu og dag havde man også besøg af en foredragsholder fra ”Det Gamle Land”.
I 1905 stiftede man ”Selskabelig Forening”
Efterhånden samledes man på kroen. Men her begyndte de tyske myndigheder at chikanere. Et møde på kroen blev bl.a. aflyst, fordi der var en revne i gipsloftet.
En anden gang blev kvinderne forment adgang. Det var i strid med foreningsloven, men det så de tyske myndigheder stort på.
Mange måder at chikanere på
Sognets afholdsforening holdt i 1908 et møde på Bylderup kro. Den tyske amtsforvalter nedlagde forbud mod mødet, hvis ikke døren til forstuen stod åben – af hensyn til brandfaren!
Det måtte heller ikke være mere end 40 personer i lokalet. Det var lærer Lorenzen, der talte. Han gik op og ned ad gulvet med sin store frakke på.
Og foredraget blev holdt to gange den aften. Men foredraget havde konsekvenser. Hans Lorentzen mistede sit embede.
Sognets præst pastor Braren, som vi tidligere her på siden har beskrevet skulle også tale. Men han var forsinket. Og når det var en halv time mellem foredragsholderne, skulle der anmeldes på ny. Så betragtede tyskerne det som et nyt møde. En person rejste sig i salen og sagde:
Det var alt, så var det fred i 29 minutter.
Da præsten så endelig kom, mente man at det var bedst at flytte mødet. Så inviterede præsten alle de tilstedeværende i præstegården.
Man fik bygget et forsamlingshus
En række mindre ejendomsbesiddere gik nu sammen for at få bygget et hus, hvor man kunne samles om de aktiviteter som ”Selskabelig Forening” stod for. De store ejendomsbesiddere var for det meste tysksindede. I 1908 gik man så i gang. Planen så ud til at kunne realiseres, da der var tegnet tilstrækkelig med aktier.
Man fik det ikke lettere
Huset stod klart i 1910. Men det tyske bygningstilsyn mente at der manglede et bræt fra kvisten til skorstenen til brug for skorstensfejeren. Det skulle naturligvis lige rettes.
Slogs Herreds Hus blev indviet den 22. januar 1911. Ved indvielsen skulle der være en tysk gendarm med kendskab til det danske sprog til stede. Han aflagde beretning til de tyske myndigheder. Der var 180 mennesker til stede.
Den første formand for Slogs Herreds Hus var Mathias Mathiesen, Sønder Bylderup. Nu havde man fået sit eget hus. Men det gjorde nu ikke arbejdet i foreningen lettere.
Foreninger i tre kategorier
Lovgivningen inddelte foreninger i tre kategorier, nemlig:
De to første foreninger var under politieftersyn. Det betød, at der ikke måtte afholdes møder uden polititilladelse. Møderne skulle anmeldes 3 gange 24 timer før afholdelsen. Myndighederne var meget strikse med, at tidspunktet blev overholdt.
Kvinder, lærlinge og andre elever måtte ikke være medlemmer af politiske foreninger og de måtte heller ikke være mødedeltagere. Det betød at myndighederne bestræbte sig på at få så mange foreninger til at bliver erklæret politiske som overhovedet mulig. På den måde kunne de styre det danske foreningsarbejde.
Nogle steder gik man så vidt, at overvågning også gjaldt gudstjenester, bryllupper m.m. Den slags chikane bevirkede også at det var svært at finde oplysninger om foreningernes arbejde på den tid.
Ikke mange annoncer fra dengang
Den 18. januar 1913 kunne man i Vestslesvigs Tidende fine en annonce om en dilettantforestilling. Bagefter var der kaffebord og bal bagefter – madkurve måtte medbringes.
Den 30. marts 1913 startede der en gymnastikopvisning kl. 4 af et pigehold og et karlehold ligesom der var opvisning af folkedansere fra Hjordkær. Bagefter var der fælles kaffebord.
Den 1. august 1914 begyndte Første Verdenskrig. Straks efter blev de stærke agitorer ført til Flensborg. En af disse var Lise Jacobsen. Og Mathias Matthiesen, forman for Slogs herreds Hus.
En tysk kromand kunne holde soldaterne i ørerne
Under krigen var forsamlingshuset beslaglagt. Det blev benyttet til lager af korn, madvarer, uniformer og våben. Det var navnlig gamle landstormtropper, der var her.
Oven over forsamlingshuset var der en lejlighed til værten. Den var ikke beslaglagt. Men der var ingen, der kunne omgås tyskerne. En gammel tysk kromand var kommet til Bylderup før krigen. Her drev han kro. Men solgte den. Han blev nu vært i det danske forsamlingshus. Han kunne holde de tyske soldater i ørne. Så var alle tilfredse.
Dansk flertal i Bylderup Sogn
I 1919 blev beslaglæggelsen af Slogs herreds Hus ophævet. Den gamle bestyrelse kunne nu igen samles for at få bragt orden i sagerne. ”Selskabelig forening” tog fat på arbejdet igen. Den 31. januar 1919 var der generalforsamling. Hvis nok på denne generalforsamling blev gartner Christian Jepsen valgt som ny formand – en post som han havde i ca. 40 år.
Jes Jacobsen havde været med i krigen. Imens havde hans kone Lise Jacobsen passet det hjemlig så godt som hun kunne. Men møllen havde det ikke for godt. Økonomien havde det elendigt. Gode venner skaffede Jes Jacobsen arbejde i Tønder, og han flyttede dertil med familie.
Nu fulgte tiden op til afstemningen. Der blev holdt adskillige møder og selve afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev ”Glædens Dag”. Der var 63 pct. danske stemmer i Bylderup. I Burkal Sogn var der 51 pct. danske stemmer stemmer.
Foreningen skiftede navn
Hvornår foreningen skiftede navn vides ikke. Men i 1922 står den omtalt som ”Selskabelig Forening” og i 1924 og 1925 som ”Selskabelig – og Foredragsforening”. Der var en ivrig brevveksling mellem H.P. Hanssen og Christian Jepsen.
H.P. Hanssen repræsenterede Sprogforeningen som gav penge til støtte for foredragsrækker i de forskellige forsamlingshuse i Slogs Herred. Pengene blev fordelt efter størrelsen af de enkelte foredragsforeninger. Man kunne opleve at eftertragtede talere ”gik på omgang”.
Gunnar Jepsen havde også en del at gøre med de store to – dages møder, som Sprog og Skoleforeningen afholdt hvert efterår i Slogs Herreds Hus. Lørdag eftermiddag var møderne ”fortrolige”. Så spiste man sammen og der var underholdning om aftenen. Søndag var der gudstjeneste og derefter foredrag om eftermiddagen.
I 1938 døde formanden for forsamlingshuset, Mathias Matthiesen. Derefter blev gartner Jepsen foruden at være formand for foreningen også formand for ”huset”
Karle og piger blev inviteret med
Man begyndte at kæde vinterens foredrag sammen til en ”foredragsrække” som man solgte kort til om efteråret. Der blev solgt mange, for landmændene købte også kort til deres karle og piger.
Dilletant
Udover foredrag ene var det især dilettant, der kunne samle folk. Det begyndte allerede inden Første Verdenskrig. Man måtte så holde en pause efter 1920.
Mange unge ville gerne være med i de forskellige stykker og gik gerne langt i de kolde og mørke aftener to gange om ugen for at øve. Det var som regel gartner Jepsen, der bandt stykkerne sammen og instruerede. Det var i mange år en del gengangere blandt skuespillerne. De kunne tit klare det hele selv. Dragter fik man udefra. Der var mindst to forestillinger om året, nemlig fastelavn og ”kartoffelhøtte”
Dilettantforestillingerne har holdt sig op gennem årene og har været en god indtægtskilde for foreningen.
I årenes løb var der mange unge – såvel karle som piger – der dyrkede gymnastik i ”huset”.
Modsætninger mellem dansk og tysk
I tyverne og trediverne kunne der godt være modsætninger mellem dansk og tysk. Men gartner Jepsen var en god mand at have i området. Han formåede at styrke det danske. Den store aktivitet i Forsamlingshuset gjorde, at det blev nødvendigt at udvide. Der blev skaffet kapital. I 1936 ved 25 – års jubilæet blev der bygget en ny føj til.
Der var blandt andet kommet bedre varme og bedre køkken. Scenen var blevet gjort væsentlig større. Der var også lavet en orkestergrav af lokale håndværkere – vederlagsfrit.
Det var lokale musikere, der spillede. Der var plads til 5 – endda med klaver. De spillede dels til dilettant og dels til dans. Hvad der så ikke var råd til, var nye toiletter. Man skulle fortsat gå den lange vej i kulde til de gammeldags ”das”, som var omme bagved – det var navnlig ikke sjovt for kvinderne.
Nedtoning af aktiviteter under Anden Verdenskrig
Da Anden Verdenskrig kom blev foreningens aktiviteter mere og mere nedtonede, dels på grund af mørklægning, udgangsforbud og mangel på varer. I den sidste ende også fordi at i den sidste del af krigen var kroen belagt med tyske soldater.
Efter krigen mødte folk hurtigt op igen. Der var et stort behov for at mærke fællesskabet. Nu kom der også professionelle teatre. Et kort til en foredragsrække kostede 7 kr. Og en billet til en rejsende biograf der kom en gang om måneden kostede en krone.
I 1966 kom et ungt lærerpar til Bylderup. Og det varede ikke længe før Tage Madsen blev valgt ind i bestyrelsen, hvor han i 1958 blev valgt som formand. Christian Jepsen blev æresmedlem for hans store indsats Han fortsatte dog som formand for ”huset”. Derefter blev ”huset” og foreningen mere adskilte.
Der blev oplyst at foreningen et år havde 2.300 deltager til 17 arrangementer samt at der afholdtes fester med alkoholbevilling.
Igen et ansigtsløft
I 1960 fik ”huset” et tiltrængt ansigtsløft og blev udvidet med en ny garderobe, ny lillesal, nyt køkken, forlængelse af den gamle sal og nye toiletter. Dertil kom så en forbedring af værtens lejlighed.
I 1962 arrangerede foreningen en tur til Harzen. I 1964 blev en friluftsscene indviet.
Succes med aftenskoler og Højskoledage
I 1976 blev Slogs herreds Hus atter udvidet med en tilbygning, der rummede en ny stor sal og skydebane i kælderen.
Rammerne var nu i orden til projekt ”5 højskoledage”. Første gang var der 65 deltagere. Men man var helt oppe på 200 deltagere.
I 1980’erne startede man med aftenskole. Og så lavede man diverse udstillinger i ”huset”.
Ja og egentlig var der meget mere at fortælle om Saksborg. Men vi vender garanteret tilbage en anden gang. Kig engang på artikelserien nedenunder dette. Du kan finde meget mere om området heromkring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 6, 2020
Turen går til Bylderup
Der var rigeligt med foder og græs til dyrene. Her har boet mennesker i adskillige år. Vi kigger på tingsted, rettersted og galge. Jo, der er også lige en regning fra en skarpretter. Og her er også meget gamle veje. To vandmøller kan der også bydes på- Og mange adelige og kongelige har huseret i sognet. Og så kom kolonisterne, men det var nu ikke en succes. Men hvem boede i sognet og hvad lavede de? Bylderup sogn har ikke været forskånet for ildebrand. 8 kommuner var der i sognet under det prøjsiske styre. Hvad nu hvis man var dansksindet skulle man så aflægge en ed til den tyske kejser? Nu var det et udpræget dansk sogn. Men efter første verdenskrig fulgte en trist tid. Mange i sognet faldt. Vi bringer også en liste over 36 artikler fra området.
Rigeligt foder og græs
Vi har været her før. Prøv engang at se bagerst i artiklen, så kan du se, at vi efterhånden har været i området mange gange.
Bylderup kirkesogn ligger midt i Slogs Herred. Det dækker et areal på 4.300 ha. Ja det er næsten en regulær firkant på 6-7 km på hver led. Sognekirken fra 1200-tallet ligger i den vestlige del næsten op ad sognegrænsen.
Alt agerland består af let sandmuld, der i ældre tid kun har givet et ringe udbytte. Men da sognet gennemløbes af en række vandløb fra nordøst mod sydvest, har de omkring åerne liggende ret store engarealer før i tiden givet rigeligt foder og græs til heste og kreaturer.
Lundbæk og Søderup å løber sammen og danner Slogsåen. Uge bæk optager Terkelsbøl å og danner med Slogs å Grønåen på den vestlige sognegrænse. Hvirlåen er sognegrænse et langt stykke mod nord.
Her var tidligt mennesker
Sognet har i historisk tid altid bestået af 8 landsbyer. Bylderup, der i 1200-tallet var ”Biulethorp” og i 1324 ”Biuldthorp” havde flest gårde og huse. Lendemark var i 1493 ”Lendemarck”, Sottrup var i 1482 ”Sotterup”, Bredevad var i 1421 ”Bredewatt”, Duborg var i 1543 ”Duffborch”, Frestrup var i 1445 ”Frestorppe”. Hajstrup var i 1436 Hasdrup. Heds var i 1470 Heis, i 1496 Hedes.
Vi skal ikke glemme Søllingvrå, der havde vandmøllen og et par gårde til nabo. Slogsmølle ved Lundbæks udløb i Slogsåen. Den blev udplyndret og afbrændt under 30-års krigen i 1628. Efternyopførelsen på samme sted fik den navnet Nymølle.
Vi er slet ikke færdig, for det er også Karlsvrå, som i 1238 hed ”Karlsswhra”. Den var tilbage i 1200 årene en adelsgård. I 1245 nævnes en Ridder Lage de Karlswhra. Endnu længere tilbage var der mennesker på egnen. Herom minder de to fredede kæmpehøje, Galgehøj nordvest for Hajstrup og Hedshøj nord for Heds.
Yderligere skal der have været 11 mindre høje, der er forsvundne, ødelagte eller overpløjede, så de ikke mere kan påvises.
De første beboere har nok været jægere og fiskere. Bosættelsen er sket tæt ved åerne. I Bylderup og Lendemark lå alle gårdene helt ud til engkanten mellem åen og bygaden. Det samme i Hajstrup, Frestrup og Heds. Sidstnævnte bestod endnu for 200 år siden af fire gårde foruden Hedsgård.
Tingsted og galge
Bylderup sogn ligger midt i Slogs Herred og har i århundreder været hjemsted for Slogs Herreds Ting. Det nøjagtige tingsted har ikke kunnet stadfæstes. Handlingen foregik i fri luft inden for fire tingstokke. Det har ikke været det store problem at flytte.
Foruden at være en straf skulle henrettelserne og hængningerne også tjene til skræk og advarsel for ”ligesindede”. Galgen og dens ofre skulle kunne ses af forbipasserende og helst viden om. Det kunne være grunden til, at galgen blev flyttet ud i nærheden af den gamle korsvej ved Bredevad.
Men herredstinget har i hvert fald siden begyndelsen af 1500-årene haft sin plads i Bylderup formentlig i nærheden af kirken og kirkekroen. Og først i 1850 blev galgen fjernet, da den var i en dårlig forfatning, og den kunne og skulle ikke bruges mere.
Herredstinget skulle dømme i stridigheder om mange ting, uenighed om markskel, arveskrifter, klager over vejes og broers tilstand og vedligeholdelse samt de tildelte vejstykkers længde, der var tildelt de forskellige ”bolsmænd”.
En regning fra en skarpretter
De store sager som røverier og mord kom for Amtsretten i Tønder. Blev den skyldige dømt til døden foregik henrettelsen i det hjemlige herred. I Herredsregnskabet for 1725 findes en side i regnskabet, hvor skarpretter Christoff Støckler får udbetalt løn for arbejde, 6 rigsdaler og 32 skilling. Kun købstæderne havde en skarpretter. Støckler blev ansat i Tønder i 1729, men må åbenbart have arbejdet som stedfortræder før den tid.
De gamle veje mellem købstæderne berørte kun Bylderup sogns sydlige, østlige og nordligste landsbyer. Tønder – Flensborg landevej kom fra Saksborg over Hajstrup mod Kravlund. En gammel vejvisersten ved Frestrupskov fortæller, at her drejede en vej over Tinglev mod Aabenraa.
De gamle veje
Den gamle vej fra Tønder mod Aabenraa gik over Hostrup, Lund, Sottrup og Bredevad. Vejen fra Flensborg til Løgumkloster gik over Heds – Bredevad, hvorefter den nordvest for Bredevad passerede Lundbækken, formentlig i oldtiden over et bredt vad. Også her står en gammel vejsten til at retlede de vejfarende, at her drejede Løgumklostervejen efter Hornse og Ravsted.
En ny vejforordning af 29. oktober 1784, der omfattede lodsejernes betaling for anlæggelse, vedligeholdelse med pligtkørsel og projektering af gennemgående veje, satte i årene derefter gang i udbedringen af de gennemgående veje ved amtets foranstaltning og var i nogle tilfælde medvirkende til ændringer i vejforløbet. Tønder – Aabenraa landevej blev således omkring 1800 forlagt til at gå over Stemmild – Bov – Lendemark – Bredevad i stedet for det nordligere forløb.
Udover disse gennemgående veje gik der en såkaldt herredsvej fra Hajstrup over Bylderup – Lendemark til Bredevad. Bylderup Kirkekrønike fortæller, at der var fire broer i sognet. De lå over alle åerne på denne herredsvej.
Man kan have en mistanke om, at det har været herredsfogederne på Hajstrupgård, der har fået gennemført, at denne vej var en herredsvej. Selve tinget har aldrig været afholdt i Hajstrup.
To vandmøller
Der var to vandmøller i Bylderup sogn, Søllingvrå og Nymølle. Bønderne i de forskellige landsbyer havde møllepligt til disse møller. De bønder, der boede nord for Slogsåen, havde mødepligt til Nymølle. Denne pligt påhvilede også bønder i nabolandsbyer uden for sognet. Syd for Slogsåen var der mødepligt til Søllingvrå vandmølle, der også malede korn for bønder uden for sognet øst fra. Fra de to landsbyer, Frestrup og Hajstrup, der ligger syd for Uge bæk havde bønderne mødepligt til Jyndevad Vandmølle.
Adelige og kongelige i sognet
I 1353 pantsatte hertug Valdemar og hans søn Valdemar ”vort sogn Biuldthorp” til marsken Erik Holck, der i 1362 lod panten gå videre til Johan Grymersen.
Hertug Frederik, der senere blev Frederik den Første af Danmark købte nogle år senere af 6 brødre Rantzau, Karlsvrå med tilliggende. Dette tillæggende bestod af hele Duborg, 7 gårde i Bylderup, Søllingvrå vandmølle, Vestergård i Burkal sogn og nogle kådnersteder. I 1500-tallet var der masser af sådanne handler.
Klosteret i Løgum ejede også mange gårde i området. Omkring 1548, da klostergodset overgik til det offentlige, havde klosteret en gård i Lendemark, en i Bylderup, en i Bredevad og fem i Sottrup.
Ahlefeldterne på Søgård havde købt gods af klosteret i 1527, heriblandt gårde i Bylderup, Sottrup og Bredevad. Disse gårde er dog blevet videresolgt undtaget to gårde i Sottrup, der i 1709 blev samlet til en gård.
Lendemark Kro var en kongelig ejendom, der hørte under Bolderslev Fogderi, hvor fogeden havde titel som ridefoged.
Da kolonisterne kom
I midten af 1700-årene opstod tanken om at skaffe nybyggere til de øde hedeegne i den vestlige del af Jylland. Agenter rejste rundt i Tyskland og berettede om de gode forhold som de kunne opnå i Danmark med tildeling af jord og statslån til bygninger og køb af besætning. I Vestjylland kaldte man dem ”Kartoffeltyskere”. Her kaldte man dem ”Kolonister”.
I den nuværende Tinglev Kommune blev der oprettet 4 kolonier, der hver bestod af 6 – 10 ejendomme. De fik navne efter den kongelige familie. Julianeborg kolonien, der bestod af 8 ejendomme, fordelte sig med 4 i Bylderup sogn, 3 i Ravsted og 1 i Hostrup.
Der skulle være blevet oprettet 4 mere, men det blev ikke til noget. Man havde lovet tilflytterne langt mere, end der var grundlag for, og de blev dybt skuffede. De fleste forsvandt ret hurtig igen til hjemegnen eller til andre egne i andre lande. En familie, der hed Kraus holdt dog ud i en årrække.
Masser af kanaler
I engene blev der gravet grøfter eller små kanaler for at få det opstemmede vand så langt ud og så godt fordelt som muligt. Før den store afvanding i 1920’erne med inddigning og reguleringer, gravning af kanaler med pumpestationer, der pumpede afvandingskanalernes vand op i åerne, var engene i vintertiden oversvømmede helt fra Tønder til Hajstrup og Bylderup – Lendemark.
Et andet problem var sandflugten. Drivende skyer af jord og fygende sand over markerne var årligt tilbagevendende begivenhed i forårstiden. Enkelte initiativrige bønder plantede læhegn af gran i markskellene. Men ellers var der fri passage for blæsten.
Plantagerne, der efterhånden var groet til, var ikke noget værn. Der skulle en regulær katastrofe til i 1938 før det rigtig kom gang i plantningen af læhegn.
Hvem boede i sognet?
Ved folketællingen i 1840 var der 851 personer i sognet. Foruden gårdejere, husmænds, aftægtsfolk, præst og degn var der:
Med børn og voksne var der 30, der fik fattighjælp dengang. Og de var virkelig fattige dengang. De fik lidt brød, lidt rug, lidt boghvede eller når det var rigtig flot, en høne til slagtning. De måtte også ud med tiggerposen for at få penge til mad og tøj. Det var mest aflagt og brugt tøj, de blev betænkt med.
Ildebrand
I de gamle landsbyer med tætliggende gårde og huse, der alle var tækkede med strå, kunne en ildebrand blive en katastrofe. Således kunne man i Dannevirke torsdag den 17. august 1876 læse følgende:
Også dengang var aviserne fulde af trykfejl. Det var ikke hos Martin Christensen, men hos Martin Christian Martensen ilden opstod. Hans gård lå mellem Kirsten og Hans Chr. Søndergårds hus og den nu nedbrændte Bylderup Kro.
En brand var dengang næsten umulig at slukke. Alle huse og gårde var tækket med strå. Brandsprøjterne var håndtrukne. Selv om gårdene næsten alle lå tæt på åen med rigeligt vand, så var der ikke noget effektivt slukningsapparat.
Brandforsikringer var i ældre tid ukendte. I landdistrikterne blev de først almindelige fra omkring 1740.
Sognet bestod engang af 8 kommuner
Under den preussiske administration var Bylderup sogn inddelt i 8 kommuner med lige så mange kommuneforstandere. Hver landsby havde sin egen kommune, desuden udgjorde Hajstrupgård med kroen og smedjen en selvstændig kommune.
Det administrative overhoved for hele sognet var fra 1889 amtsforstanderen. der var udnævnt af højere myndigheder. Kommuneforstanderne var valgt af dem med fast ejendom for seks år ad gangen.
Bylderup sogn blev kaldt ”Lille Danmark”. Det gode forhold mellem de dansksindede og de tysksindede blev ødelagt, da pastor Holden Lützhøft blev afskediget fra sit embede. 120 af 135 stemmeberettigede havde eller skrevet under på at de gerne ville beholde ham.
Skulle man aflægge ed til den tyske kejser?
Når de unge karle blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de aflægge ed til den tyske kejser, faneeden. Kunne man aflægge faneeden og så alligevel være en god dansker? Men hvis ikke man ville indkaldes måtte man forlade landet. Men der blev henstillet til de unge i grænselandet, at de skulle tage militærtjenesten for ikke helt at affolke grænselandet.
I 1911 kunne man indvie et forsamlingshus Slogs Herreds Hus. I Sottrup blev der en vækkelse under Luthersk Mission, der kom til at gøre sig gældende. De byggede deres missionshus i 1905.
Dansksindet sogn
Forholdet mellem dansk og tysk kan man se på stemmetallene fra et valg i 1871. Her var der 103 danske og 34 tyske. Det var kun mænd med fast ejendom, der havde stemmeret dengang.
Ved afstemningen den 10. februar 1920 var fordelingen således, når der korrigeres for de tilrejsende:
Den sidste tid var en hård tid
Den sidste tid i den preussiske tid var en ond tid. Den første verdenskrig gav sorg og savn i mange hjem i sognet. Det tyndede ud i rækkerne af unge mænd. Især Bredevad var hårdt ramt. Ikke færre end 12 fra Bredevad faldt i krigen. I Bylderup var der 34, der måtte lade livet, de fleste for en sag, der ikke var deres. Af dem var 6 brødrepar og 3 familiefædre, hvoraf de to efterlod en børneflok.
Bredevad
Bredevad var den næststørste landsby i Bylderup sogn med ret så mange gårde og kådnersteder samlede i en kreds uden om bytoften og ud mod de laver liggende arealer nord og syd for bebyggelserne.
Fra fordumstid har Bredevad været skæringspunkt for de to gennemkørende veje Flensborg – Løgumkloster og Tønder – Aabenraa. De to veje var sammenfaldende over en strækning på 300 meter gennem Bredevad og forbi Bredevad kro. Her kunne de vejfarende hvile benene og slukke tørsten. De ridende og kørende kunne få heste skoet og vogne repareret hos smeden., der boede lige ved siden af.
Rantzauerne havde en del jordegods i Bredevad.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.669 artikler heraf 194 artikler fra Sønderjylland og 269 artikler fra Tønder:
Dato: oktober 31, 2020
Hvad læses der mest – oktober 2020
En masse foredrag er aflyst. Igen tekniske problemer. Ingen fastnetforbindelse. Læs om de nyeste artikler. ”Asmus Jensen” – hovedpersonen i vores bogudgivelse i 2017 ”spøger” igen. Der er nyt. Så er vi snart igen på Facebook med vores egen profil. Igen overrasker de fra Haderslev på vores nyeste TOP- liste.
Alle kommende foredrag 2020 aflyses/udskydes
Der var planlagt en del foredrag. Først måtte de store fordredrag, hvor der blev forventet over 50 deltagere aflyst. Nu må vi så ikke mødes mere end 10. Som bekendt kræver hvert foredrag også forberedelse. I stedet vil undertegnede foreslå at de arrangerede foredrag udskydes til senere. Alle arrangører er endnu ikke kontaktet.
Dog så afholdes der et foredrag på onsdag i Davids Kirken om ”Genforenings – tiden” Og det er så anden del.
Igen tekniske problemer
Ja man skulle tro, at vores tekniske problemer ikke kunne blive værre, men det er de blevet. Således er vores IP – telefon defekt. (3543 5460) Det vil sige, det kniber med forbindelsen. Modtageren kan ikke høre os. Vi håber, at YouSee snart lever op til ansvaret. Hvis I vil kontakt med os så forsøg med 2229 1420 eller pr. mail uwebrodersen@dbmail.dk. Når så ens mobil heller ikke virker, ja så kan man kan nås via e-mail, såfremt ens Internet fungerer.
Nyeste artikler
Siden sidst har vi færdiggjort følgende artikler:
Projekt: Industri på Nørrebro afsluttet – og dog!
Ja egentlig var vi færdige med ”Industri på Nørrebro”, hvor vi så tog en del fabrikker med fra Nordvest. Men så var det jo lige, at vi faldt over Østerbro Husholdningsforening. Måske er det ikke alle, der kan se fortsættelsen. Men her ville man jo netop opdrage på arbejderne. Måske var det for, at han/hun ikke skulle fokusere på lønforhøjelse og mindre arbejdstid, Marx og Pio var ikke meget for brugsforeningstanken. Og måske chokerede det borgerskabet at arbejderne også havde kultur. Men prøv engang, at læse artiklen.
Asmus Jensen spøger stadig
Vi har haft nogle forespørgsler om Asmus Jensen, som var hovedpersonen i vores bog ”Grænsen er overskredet”. Et af spørgsmålet gik på, om vi har opgivet at forske videre i historien. Svaret er bestemt ”Nej”. Men vi kommer nok ikke videre med arkiverne. De er lukket for os. Men efterfølgende har vi da fået bekræftet et par ting. Og han stod ikke på nogen efterlysningsliste. Han blev anmeldt af en navngiven borger, som vi har navnet på. Og han blev tortureret inden han blev skudt af fem medlemmer af modstandsbevægelsen i Padborg og omegn. Dem har vi også navnene på.
Vi har afleveret noget af dokumentationen. Og det er ikke os, der administrerer det lokale arkiv. Det er lovgivningen og den lokale historiske forening. Noget af dokumentation har vi af hensyn til familien holdt tilbage.
Grunden til, at der er så mange artikler er, at vi skrev dem efterhånden som vi fandt ud af mere og mere. En avis i regionen var interesseret i et samarbejde. Og derfor holdt vi både dem og læserne orienteret på denne måde. Det blev så aldrig til noget til dette samarbejde.
Men der kom dog en artikel i Sønderjysk Årbog. Her gik man dog ikke så vidt som vi gjorde.
Og så har vi endnu mere fra det engelske arkiv i Flensborg. Der kommer endnu en opdateret artikel om Asmus Jensen. Og så overvejer ”Den Gamle Redaktør” om alt det nyeste, som vi har fundet om Asmus Jensen skulle indskrives helt fra starten, så man kan nøjes med at læse en og kun en og så få alt med.
Allernyeste artikler
Vi har læst to interessante bøger, De Uønskede og Augustoprøret 1943 som vi vil anmelde. Og så kigger vi på den meget succesrige film Flammen og Citronen. Grunden til det er for at vise, alle de fejl, der begås i filmen. Selvfølgelig har en instruktør lov til ændringer. Men netop til denne film hævder instruktøren, at han har fundet dokumenter, som historikere ikke har fundet frem til. Men handlingen er mange steder helt utænkelig og direkte misvisende.
Og så er vi er også blevet færdige med en artikel om Mandelejren på Livø. Der er allerede en i forvejen.
Snart igen – egen profil på Facebook
Snart igen er vi på med egen profil på Facebook efter at have været udelukket et godt stykke tid. Det gør det hele lidt lettere. Vi skal bare have lagt os ind som administratorer på de sider som vi står for, heriblandt www.dengang.dk
I øvrigt er andelen af Facebook-”hoppere” steget fra lidt over 31 pct. til 34,75 pct.
Kommentarer til Top100 – liste
Igen overrasker Haderslev. Der er åbenbart stor interesse for lokalhistorie deroppe. Vi skrev en ny artikel om netop Haderslev og den røg op på andenpladsen. Det er ikke os selv, der tæller op, det er vores program. Og det er hele tiden artikler, der går igen. Det skyldes, at de ligger inde på en side og linker til os. Men vi kan også se, at i Aabenraa er de også meget interesseret. Men her kommer så månedens Top -100 hentet fra knap 20.000 besøg og 1.662 artikler. Fremover tager vi kun rene tekst artikler. Ikke noget med gallerier eller nyheder. Denne artikel, som du ser her, hører ellers til blandt de mest populære.
Oktober – måneds Top – 100
Dato: august 31, 2020
Hvad læses der mest – August 2020
Masser af foredrag i vente. Masser af nye emner. Ikke alt lægges på Facebook. Teknisk besværligt. Flere efterlyser nye bøger. Teknisk besværligt. Flere efterlyser anmeldelser. Det kan betale sig for forlag. Litteraturlister opdateret. Små videoklip i vente. Hvem mon ligger nr. 1. Var listen blevet opgjort et par dage efter, havde 1.-2. og 3. pladsen set anderledes ud.
Masser af foredrag
”Den gamle redaktør” har modtaget masser af invitationer til foredrag. Men de fleste er i lukkede forum – i diverse foreninger m.m. Det er bl.a. følgende emner:
Egentlig skulle vi for længst have afholdt et foredrag om
Det skulle have været afholdt på Biblioteket, Rentemestervej. Men det er på grund af krisen enten blevet udskudt eller aflyst. ”Den gamle redaktør” ligger i den forbindelse inde med en masse stof både om emnet samt ”Industri på Ydre Nørrebro”.
Men egentlig er nogle af de andre foredrag også i fare. Vi kender ikke rigtig, hvad der sker med retningslinjerne.
Masser af nye emner
Der kommer hele tiden nye forespørgsler om interessante ting og der kommer forslag til nye emner. I øjeblikket ligger der 8 – 10 nye research på artikler, der skal færdiggøres. Og egentlig havde ”Den Gamle redaktør” også en ide om, at ældre artikler som ikke klarede det så godt – rent opstillingsmæssigt – skulle ny-redigeres.
Men som bekendt så er ”Den Gamle Redaktør” også redaktør af www.norrebro.dk hvor der efterhånden ligger over 3.000 artikler. Det er Nørrebro Handelsforening, der ejer den side. Her skal der også laves research og skrives nye artikler. Og her plejer jeg også at tage flere på en gang.
Her er det så mere samfundsrelaterede og debatskabende artikler, der skrives.
Vi har diskuteret om www.norrebro.dk skal have en ny hjemmeside, men det skal det først findes penge til. Og selv om vi for øjeblikket deler fondsmidler ud, må vi ikke selv bruge dem.
Ikke alt kommer på Facebook
”Den Gamle Redaktør” er stadig ikke på Facebook. Vi har også opgivet at komme i forbindelse med dem. Gennem en anden profil/administrator lægger vi hver dag artikler ind, og her igennem også de nye artikler.
Men det er ikke alle artikler vi lægger ind. Vi skal nødig miste endnu en administrator. Derfor må du selv holde dig orienteret om nyheder inde på hjemmesiden. Og de ligger altid nederst på forsiden.
Og et gælder især artikler fra besættelsestiden. Her anvender vi åbenbart ofte et sprogbrug eller ord, der ikke er forenelig med Facebooks etiske regler. Nu kan vi jo ikke bare sådan lave historien om. Vi forsøger hele tiden at holde os så korrekt til historien som muligt.
Vi har i to artikler fortalt, hvad vi mener om Facebooks historiefortolkning. I øvrigt så udgør Facebooks indflydelse på hjemmesidens besøg alligevel 20 pct.
Teknisk besværligt
Der er kommet mange forslag til, hvad vi kan gøre for at komme på Facebook igen. Vi har i den forbindelse haft professionel hjælp. Men intet har virket.
Dette betyder, at vi ikke kan ledsage vores artikler med spændende fotos. Men det har måske også sine fordele, for så får heller ikke advarsler fra Facebook om at bruge de forkerte.
Flere efterlyser bøger
Der er flere der efterlyser bøger herfra. Mange mener, at der er stof nok til bogudgivelser. Det er det helt klart, men vi har nu været inde på det før. Bogudgivelser koster penge. Og det koster også tid.
Egentlig var det meningen at vi i forbindelse med vores projekt ”Industri på Nørrebro” ville have udgivet vores materiale i bogform. Vi havde fremskaffet 86 tekster og over 200 fotos. Men det var ikke nok penge til at få projektet ud i bogform. Projektet var i samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv samt Nørrebro Lokaludvalg.
Problemet var vel også at vi skulle til at finde ud af, om der var rettigheder på de fotos, som vi havde fundet. Noget af teksten vil du i fremtiden kunne finde under kategorien ”Industri på Nørrebro”. Her vil vi også lægge nogle artikler op omkring ”Industri i Nordvest”.
Nu er det ikke fordi vores hjemmeside koster alverden. Men nu driver ”Den gamle redaktør” den selv – uden støtte eller fondsmidler. Kigger vi på antallet af læsere, så tror jeg nok at kunne sige, at der bliver læst mere på hjemmesiden end, hvis vi skulle have udgivet artiklerne i bogform.
Det kan betale sig for forlag
Og når vi taler om bøger, så er der mange, der gerne vil have flere anmeldelser af historiske bøger. Her er problemet også økonomi. Da jeg stadig var i arbejde som boghandler var det let at anskaffe anmeldereksemplarer. Det er det knap nok i dag. Men egentlig kunne det godt betale sig for forlæggerne. Den sidste bog, som jeg anmeldte ”Zeppelinbasen i Tønder” kom således ind på 19. pladsen af mest læste artikler i august.
Små videoklip
Vi har lavet nogle små videoklip på 2 minutter omkring Nørrebros historie. Foreløbig er det blevet til tre stykker. Det er så kun på forsøgsstadiet. Måske reviderer vi konceptet hen ad vejen. Men der vil komme flere fremover. De vil blive vist på Facebook NørrebroLiv. Og vi vil dele dem på vores gruppe.
Litteraturlister
Vi har lavet nogle ny-redigeringer af litteraturlister op på siden. Det er glædeligt at se, at nogle af dem har fundet plads på den nyeste Top – 100 liste. Vi har tænkt på at udvide listen til andre lokaliteter, som vi også har beskæftiget os med.
Vi har dog opgivet at lave en liste for København, Sønderjylland og Besættelsestiden. Det blev simpelthen uoverskueligt.
TOP – 100 – De mest læste Artikler – i august 2020
Optællingen blev foretaget den 27.august. Havde vi nu ventet med at lave optællingen til den 28. var artiklen ”Henrettet i Aabenraa” røget på en førsteplads. Ofte er tv – udsendelser eller film årsag til pludselig interesse for en bestemt artikel. Måske er det Linse, der var rundt i Aabenraa og oppe på Galgebakken, der er årsag til dette. Nu findes denne artikel også i en mere læsevenlig og revideret version.
Og op på 3. pladsen har artiklen ”Aabenraas historie sneget sig.
Dato: august 7, 2020
Et strejf af Burkal Sogns Historie
Sådan opstod Burkal og Bylderup. Vi hilser på nogle af de ældste beboere. Klosteret i Løgum havde stor interesse i sognet. Kirken opført i 1225. Og så blev der opført en middelalderborg. Der var masser af skov. Også kongen opkøbte i området. I 1710 var der fem skoler. Og så måtte en mand og konens søster pludselig flygte. Pietismen holdt sit indtog. Vækkelsen nåede præstegården. Og så kom de stakkels kolonister syd fra. Dem brød beboerne sig slet ikke om. Der var også en drikfældig pastor. En af de mest aktive var pastor Kok. Han skaffede læremidler og drømte en bondeskole. Der kom nye vækkelser i sognet. Pastor Kok blev stenet ud. 75 mand fra sognet faldt i krigen. Pastor Schwartz blev i sognet efter afstemning. Nervøsitet i rens den 10. februar 1920. Lille dansk flertal i 1920. Flere missionshuse opstod i sognet.
Sådan opstod Burkal og Bylderup
Vi har været i området mange gange før, og allerede nu ved vi, at vi kommer igen. Det sværere ved at skrive historie er jo at finde ud af, hvor stort det område er, som man skriver om. For dengang så Burkal Sogn helt anderledes ud. Som sædvanlig kan du kigge bagerst i denne artikel, hvad vi har skrevet om området langs grænsen.
Ifølge sagn var Bylderup og Burkal opført af to jomfruer, den ene ved navn Bur. Og et andet sagn fortæller at kirkerne er bygget af to kæmper, Byl og Bur. Og det med samme redskab som de kastede frem og tilbage. Men de to kirker ligger også kun tre kilometer fra hinanden.
Nogle af de ældste beboere
En af de ældste beboere som vi kender fra Burkal Sogn, er Ubbe Tordsen. Han er fra Jyndevad. Han var i strid med munkene med munkene fra Løgum. Han har nok været en betydningsfuld person for kongen blandede sig men gav munkene medhold.
Men om Tordsen boede i Jyndevad, er nok tvivlsom, når kirken blev bygget i Saksborg. Se denne historie foregår helt tilbage i 1245.
Senere omkring 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsslægt.
Kongen køber stort ind
Vi hører også om, at Frederik den Første, mens han var hertug i Sønderjylland, købte store jorder i Lydersholm af munkene i Løgum. Det fortælles at munkene fra Løgum allerede før 1237 ejede både vandmøller, jorder og fiskedamme i Lydersholm.
I 1519 er det bispen i Ribe bytter sig til en ejendom i Lund som har været i Løgums besiddelse. Ja og så ved vi at Erik Sture ejer Vrågård i 1490 men i 1494 sælger svigersønnen Tiellof van der Wijk ejendommen til Løgum.
Klosteret havde store interesser i sognet
Det fremgår tydeligt at klostret have store interesser i sognet. Men her huserede også diverse adelsslægter. Også slægten Blå, der havde interesser i selve Burkal. Det meste interessante er nok Nolde og det formodede gods der. Man sagde at før 1368 var ejeren, Peter Ebbisen. Den sidste ejer skulle være Tyge Fra Nold.
En herregård i Nolde
Der findes ikke skriftlige vidnesbyrd om denne gård. Men landmændene har i området fundet træ, der stammer fra vold og vejanlæg. Man kender jo også historien om denne Tyge fra Nold. Ja vi har allerede omtalt den. Men mon ikke vi på et tidspunkt skal lave en hel artikel om denne historie.
En middelalderborg
Mens vi er ved adelen, så må vi ikke glemme Solvig og Grøngård. Vi hører også om almindelige folk såsom sandemænd i forbindelse med retssager og handler. En del af beboerne var afhængige af adelen mens andre var frie.
Solvig er hvis nok Danmarks ældste landbrugsbygning, som stadig er i brug. Ja vier ca. 5 km øst for Tønder. Det er en mægtig staldbygning, som med jernankre bærer årstallet 1585. Det er sidste rest af Melchior Rantzaus renæssanceborganlæg, hvis hovedbygning var et dobbelt langhus, sammenbygget i siderne.
I 1965 – 66 udgravede Nationalmuseet i engen nord for Solvig rester af en middelalderborg, der er opført på en kunstig holm hvis sider var befæstet med solidt bolværk af træ. Man fandt rester af et mindre fæstningstårn, der oprindelig – sandsynligvis i 1300 – tallet havde været opført af græstørv. Men senere blev afløst af et trætårn.
Omkring 1550 blev gården flyttet fra holmen ind på det faste land, hvor der rejstes en beskeden bindingsværksbygning. Renæssanceborgen med stald og lade blev opført. Efter at Melchior Rantzau havde overtaget Solvig i 1583. Den købtes af hertugen i 1601.
Senere har den tilhørt adelsslægterne Ahlefeldt og Outzen. Siden 1884 har den hørt under Schackenborg.
Hovedbygningen blev ødelagt 1622 af ”et Guds vejr”. 16 år senere brændte laden. Stalden blev også raseret af en brand i 1987, der ødelagde taget. Det blev genoprettet året efter, så bygningen står omtrent sådan som den gjorde for 400 år siden. Den nuværende hovedbygning er et hvidt stråtækt hus fra 1851.
Solvig Vandmølle, der ligger ca. en kilometer nordøst for gården, er en markant toetagers bygning fra omkring 1770.
Kirken opført i 1225
Vi ved også at kirken i Burkal er opført omkring 1225. Kirken er nok en af de yngste i Slogs herred. Sammen med Højst, Bylderup og Hostrup er de bygget af munkesten, mens Tinglev og Ravsted er bygget af kampesten.
Ved kirkens istandsættelse efter reformationen i 1622 er man gået meget hårdt frem. Alt inventar fra den gamle middelalderkirke er forsvundet. Det synes aldrig at have været et rigtigt tårn på Burkal Kirke. Og egentlig er der en dyb tavshed om kirkens historie de første 300 år.
Ved Højmessen blev der normalt ikke prædiket. Messens midtpunkt var nadveren. Måske har sognepræsten prædiket ved andre lejligheder.
De egentlige prædikanter var tiggermunkene, der vandrede rundt i landsbyerne og tiggede. I Tønder blev der oprettet et Franciskanerkloster(gråbrødrene) i 1238 og i 1275 et Dominikanerkloster (Sortebrødrene). De har sikkert haft deres gang i Burkal.
Præsterne havde husholdersker
Præsterne ved landsbykirkerne levede anderledes end munkene. Imod kirkens vilje havde de en husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende. Men det forhindrede ikke, at de havde børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle. Disse præster var med i gilder eller broderskaber. I 1517 var Burkal – præsten med i ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab” i Flensborg.
Normalt var der kun en sognepræst ved hver kirke. Men der kunne oprettes et kapellanembede. Det var en vikar, som blev betalt af broderskabet. I slutningen af middelalderen blev der oprettet sådan et embede for Bylderup og Burkal Sogne som man brugte i fællesskab.
Masser af skov
Arealerne ved Lydersholm i 1503 bestod mest af skov og ufremkommeligt krat. Det meste af denne skov blev brugt til digebyggeri. Hertug Hans den Ældre havde opført gården Grøngård. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot. Det stod færdigt i 1570.
Hertugen dør i 1580. Nu kom Tønder Amt under Gottorp. Og den gottorpske hertug var ikke jæger, så jagtslottet forfalder. Allerede i 1648 rives halvdelen ned og i 1656 resten.
Det gamle inventar forsvinder
Burkals gamle middelalderlige døbefont blev i 1622 erstattet af et ny. Og i 1928 blev det gamle middelalderlige alterbord nedrevet og et nyt bygget af munkesten. Altertavlen og prædikestolen er fra 1622. Loftsmaleriet er også fra dette årstal.
Det 17. århundrede var fuld af udred og krig. Overraskende er det, at man havde råd til at istandsætte kirken. Efter den store istandsættelse mellem 1625 til 1629 fortsatte man i 1637 med at udvide kirken mod vest.
Svenskerne raserer
Svenskerne kommer i 1643 og 1645, hvor de hærger og plyndrer landet. De ødelægger også flere ting i kirken. Men helt galt gik det åbenbart ikke for i 1653 har man råd til at male kirken.
Da svenskerne så kom igen i 1657 – 1660 havde man købt en beskyttelse for seks mark. Selv om det i denne omgang ikke gik ud over kirke og præstegård, så betød svenskernes besøg at sognet blev meget forarmet. En del måtte således forlade deres gårde. Dem der blev tilbage kunne næsten ikke få til føden.
Som skrevet kom Burkal Sogn under den gottorpske hertug i 1580. Forholdet mellem kongeriget og gottorperne var meget fjendtligt. Den gottorpske hertug gik over på svenskernes parti, så de svenske tropper i landet var nærmest allierede men tropperne plyndrede af hjertens lyst både venner og fjender.
Den danske konge besatte landsdelen både omkring 1675 og 1685. Men dette var bare en forlængelse af udhungringen, der havde fundet sted gennem hele århundredet.
Der blev ikke sunget meget i kirken
Men man fortsatte med kirkebyggeriet. Således kunne man i 1663 bygge en tagrytter på kirken som erstatning for den gamle klokkestabel på kirkegården.
Der blev ikke sunget meget i kirken på daværende tidspunkt. Man kunne ikke melodierne eller salmerne. Nogle gange var man kun inde i kirken, når der var prædikenen. Men nåede tyder på at kirken alligevel har haft en vis tilstrømning.
Pastor Hoyer dør i 1650 og embedet blev overtaget af magister Andreas Amders, en rektor fra Tønder. Som det var mode på den tid, skrev han vers og mindedigte over afdøde.
I 1710 er der fem skoler i området
Vi hører om en skole i Bylderup for drenge fra slutningen af det 16. århundrede og i 1710 er der fem skoler i sognet. I Burkal Skole går der kun 6 – 7 børn. Det var også begrænset, hvilken adgang man havde til litteratur.
Christian den Fjerdes danske bibel fra 1633 anskaffede man i Burkal Kirke i 1699.
Der synges på dansk
Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far Andreas som præst i sognet. I hans tid omkring 1717 udkom den såkaldte Varnæs – salmebog. Også dette tema vil vi senere tage op på vores hjemmeside. Men det syntes som om dette havde en forbindelse til Burkal. Udgiveren var fra nabosognet Bylderup. Præsterne i Slogs Herred synes at være præsenteret for denne inden udgivelsen.
I en indberetning har Amders skrevet:
Der sørges ikke for de fattige
I 1710 blev der fra ”den høje kommission” i Tønder udsendt et spørgeskema med 65 spørgsmål. Så vidt vides har man aldrig forsket i disse. Dette kunne være meget interessant. Men spørgsmål nr. 60 lyder således:
Amders svarede:
Manden og søsteren flygtede
I 1722 berettes der om en mand, der havde både sin kone og hendes søster i huset, levede sammen med begge kvinderne og de blev gravide begge to. Søsteren fødte først, og for at skjule utugten lod konen som om, at det var hendes barn.
Præsten kom og døbte dette barn. Alt var i skønneste orden, men da konen stod op af ”barselssengen”, kunne folk jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede. Begivenhederne fandt sted i Lund. Det har sikkert givet anledning til megen snak og rysten på hovedet.
Da Pietismen holdt sit indtog
Christian Amders dør i 1725 og dermed endte den ortodokse tid i Burkal. I 1665 åbnede Christian Albrecht Universitetet i Kiel. Alle de hertugelige præster havde studeret her. Men i 1721 blev hele Slesvig samlet under den danske konge. Men administrativt blev hertugdømmet ikke indlemmet i kongeriget. Og sprogligt blev der stadig regeret på tysk.
Det synes som om, at den unge Enevold Ewald, en søn af præsten i Højst havde introduceret sognet for pietismen. Han kom hjem til sin far i 1718 og var helt optaget af de som han havde lært i Jena. I 1727 blev han kaldt til København, hvor han skulle lede Vajsenhuset.
I Burkal kom også en ny degn, der hed Paul Asmussen. Han havde været hos Nikolai Brorson i Bedsted. Og denne var også betaget af pietismen.
Beretning om landsbyen Nolde
I Tønder Amts Jordebog for 1712 står det om Nolde:
Engene havde stor betydning for bønderne og udskiftningen mellem bønderne begynder allerede på dette tidspunkt i Sønderjylland. Så tidligt som i 1713 begynder man at dele engene imellem sig i Hostrup Sogn. Man går bort fra den gamle fællesdrift.
Det ser ud til at man i Lund udskiftede engene i 1757 og agerjorden i 1768, mens man skiftede i Rens allerede i 1741.
Vækkelsen nåede præstegården
Omkring 1742 kom den vækkelse, der finder sted i sognet også til præstegården og Amders kommer med i kredsen af pietistiske præster i landsdelen. Fra 1742 er kirken i Burkal et vigtigt centrum for vækkelsen i Midtslesvig. I 1769 under præsten Peter Petersen var der 35 vakte sjæle i sognet. Men højdepunktet nåede man i 1781, da var man nået op på 200.
Det går rygte om denne præst. I sognets bevidsthed står det om at han fik det hele til at blomstre. Som prædikant greb han tilhørerne. Han var præst i sognet fra 1750 – 89. Han profeterede sin egen død.
Efterfølgeren Andreas Prætorius kom fra Hellevad og fulgte helt i forgængerens spor. I de næste 75 år forsvinder den pietistiske/herrnhutiske bevægelse langsomt fra sognet.
De stakkels kolonister syd fra
Ikke mange ved, at der i sognet har været kolonister i Lille Jyndevad, Stade Mark og Rens Mark. Kun en fjerdedel af landet var opdyrket. Kong Frederik den Femte forsøgte at få folk ud fra det gamle bondesamfund og opdyrke heden, men det mislykkedes.
Derfor sendte han en agent til Frankfurt med den specielle opgave at få folk til at rejse nord på. De skulle komme til Danmark og bl.a. dyrke kartoflen. Gennem et opråb i en avis i april 1759 og senere gennem trykte plakater var folks opmærksomhed henledt til opdyrkningsarbejde i Danmark. Og det var tillokkende. Der blev lovet rigtig meget.
Lyng til bæltestedet
Den 12. oktober 1762 ankom et stort vogntog fra Flensborg til Kravlund Kro. Det var 157 familier bestående af 549 personer af de fra Sydtyskland tilkaldte kolonister. De var udset til at påbegynde opdyrkningen af hedearealerne i Tønder Amt.
I vinteren 1762 – 63 var der kommet mange flere kolonister til Rens end og Jyndevad end der var behov for. Og de var også ilde set i befolkningen.
I 1763 blev der foretaget en bedømmelse af kolonisterne. Man fandt ud af, at mange var unyttige og ubrugelige. Det viste sig hurtigt, at der også var mange ”urolige” hoveder imellem. De fik stillet i udsigt enten at bosætte sig et andet sted i landet eller tage hjem.
I Burkal Sogn oprettede man kun 11 pladser mod de planlagte 24 pladser. Og de fik i den grad dårlige vilkår at leve under. En kolonist udtrykte det således:
Tak til Frederik den Femte
På sydsiden af kirkens kor hænger en tavle med en navnetræk af Frederik den Femte. Det hang i kirken i 1781. Måske er det tænkt som en tak til kongen. For det var lige før, at der var opstået en krig mod russerne. Den gottorpske hertug var kommet på tronen i Rusland og nu ville han gøre det af med Danmark. Den danske konge rustede og samlede en hær på 71.000 mand ved grænsen. Men inden kampen begyndte, blev den russiske zar styrtet og krigen undgået. Måske skulle man også sende en hilsen til Caspar von Saldern, der stammede fra Aabenraa.
En drikfældig pastor
Af en eller anden grund får en søn af den første pastor Petersen embedet i Burkal. Han hedder også Peter Petersen. Han var alt andet end from. Det siges om ham at han var meget drikfældig. Han kunne møde op i kirken mere eller mindre fuld efter drikkegilder i Tønder.
Det fortælles også at han i præstegården havde fået en elskerinde. Lige så højt som man skattede faderen lige så ringe agter man denne. Men et lyspunkt var det dog hos denne.
Han var den første, der får opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815. Pastor Petersen dør i 1830. Og samme år overtager pastor Hans Paulsen Beyer embedet. Han var fra Bylderup Sogn. Han bestred posten til sin død i 1837. Hans huslige liv var til forargelse sagde man om ham.
Den næste i rækken var Johannes Peter Gotthilf Claudius. Han var præst til 1848. Da man skulle vælge ny præst, blev det en tysksindet, nemlig præsten i Bylderup, pastor Peter Christiansen Schmidt, der overtog embedet i 1849. Hans optræden var dog af meget kort varighed. Allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, måtte han forlade sit embede.
Et hjemmegjort monument
Ved landevejen lidt nord for Burkal Kirke, står et hjemmegjort monument opbygget i marksten med denne indskrift:
En aktiv præst – pastor Kok
Selv om folkesproget nok har været sønderjysk i store dele af sognets befolkning, så har der i kirke og skole været tysk i sprog og tanke. Men i 1850 vendte bøtten. Det sørgede den nye præst Pastor Johannes Koch/Kok for.
Han var det fine bymenneske, men han forstod ikke rigtig at komme ind blandt den landlige befolkning. Men der var dog en del tysksindet, der godt kunne lide pastor Kock. Han gjorde meget for skolen i sognet ligesom folk strømmede i kirken.
Kirkeligt var han vel konservativ. 1850 var Slogs Herred ved at dele Kær Herreds nationale lod. Politisk var han grebet af at vinde Sønderjylland for dansk åndsliv. Han nøjedes ikke med at føre denne kamp fra prædikestolen.
Bistand til indkøb af nye lærebøger
De velhavende og mest oplyste del af befolkningen var overvejende tysk præget. Kun et omfattende oplysningsarbejde kunne redde området, mente Kok. Han bad om mere moderne undervisningsmidler til sognet bl.a. Danmarks – kort. Han syntes at børnene skulle have bogen, Hjorts Børneven. Den var nu ikke indført i ret mange skoler i Tønder Provsti. Den mødte en del modstand i landbefolkningen.
Han bad derfor departementschef Regensburg i det slesvigske ministerium om bistand til anskaffelse af denne bog til fattige hjem. Han nåede ret vidt med at anskaffe nye lærebøger.
Men den tysksindede provst i Tønder, Ahlmann var ikke begejstret for Koks initiativ i Burkal. Provsten i Tønder blev dog måske takket være Kok og Regensburg pensioneret i 1852.
Helt let var det ikke at være lærer dengang, når man skulle undervise 80 børn i en alder fra 6 til 16 år med højst forskellige evner i samme klasse. Kok mente, at man skulle geare ned på religionsundervisningen og satse noget mere på de andre fag. Man kunne eventuelt gå til præst i to år.
Pastoren drømte om en højskole i Hostrup
Ligesom Grundtvig ønskede han en fortsættelsesskole for ungdommen dog ikke i lighed med den grundtvigske folkehøjskole. Han skriver om sine tanker til Regensburg:
Men Hostrup – præsten Chr. Hansen Hoeck lod sig ikke pensionere før 1856, så måske havde Kok på det tidspunkt opgivet planen.
Kok blev nærmest stenet ud
På et tidspunkt mente han at have gjort nok for sognet. Derfor søgte han en stilling Gl. Haderslev Amt. Men her blev han forbigået. Nu begyndte han så i stedet at skrive. Han skrev et to-binds værk om ”Det Danske Folkesprog i Sønderjylland”.
Desuden skrev han en lille bog, der hed ”Bidrag” som var et angreb på den tyske side. Det var heller ikke underligt, at han var den første som preusserne tvang til at forlade landet efter 1864.
Da han rejste den 8. maj 1864, stod ungdommen ude for hans vinduer:
Man vedblev med at tale dansk
Ved Rigsdagsvalget i 1898 blev der afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet. Men i kirken var gudstjenesten på dansk. Dansk vedbliv det i hele perioden i kirken. I 1903 var der 16 tyske gudstjenester om året. Det var samme antal som i årene efter 1945 og endnu i 1967.
Den første præst efter Kok var herrnhuteren Ahrendt Detlev Grauer. I den danske tid fra 1850 til 1864 var han huslærer i sit hjemsogn Rise.
Det var i pastor Grauers tid, at Emil Hansen blev født i Nolde den 7. september 1867. I en af vores artikler om Nolde kan du læse om hans drengeår i området. Som bekendt så udskiftede han sit efternavn Hansen ud med Nolde.
Nye vækkelser i sognet
Grauers efterfølger i præstegården hed Johannes J.A. Momsen. I hans tid dukker de gamle vækkelser frem igen. Det er Bornholmerne eller Luthersk Missionsforening, der skaber et begyndende religiøst røre. Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen fra Ballum, der sammen med bysbarnet Hans Paulsen, der startede op. Men åbenbart blev de splittet op i to grupperinger.
Pastor Burmeister følger. Har vistnok ret tysk. I 1915 flytter han til Tinglev. I 1916 følger pastor Schwartz. Efter foreningen med Danmark blev der holdt en afstemning om man skulle beholde ham. Der var 418 stemmer for og 136 imod.
75 mand fra sognet faldt i krigen
På kirkegården har man rejst en mindesten for de mænd, der faldt i den første verdenskrig. Samme sten bærer navnene på dem, der satte livet til, om de var danske eller tyske af sind, men de står på hver side af stenen.
Det er lige ved indgangen til Burkal Kirkegård, at man kan se stenen. Kun 67 navne er på stenen. De sidste 8 havde ikke så stor tilknytning til sognet. Det kan være arbejdere eller tjenestekarle, der kun har været her i en kort periode. Deres navne er påført andre mindesten.
75 mand fra Burkal Sogn kom ikke hjem fra Første verdenskrig. Alene den 6. juni 1915 faldt mellem 80 og 90 unge og ældre mænd fra Sønderjylland i tyske uniformer for franskmændenes granat – og geværild.
En hård skæbne
En af navnene, der kan læses på stenen, er Hans Peter Adzersen fra Lydersholm. Hans familie indrykkede med kort tidsafstand tre annoncer i Flensborg Avis.
24-årige Hans Peter Adzersens dødsannonce offentliggøres 26. april 1917. To uger senere den 10. maj 1917, oplyser en ny annonce, at hans far, Karl Adzersen er død, 63 år gammel efter længere tids svaghed. Tilbage sad hustruen Lene Adzersen uden mand og søn. Hun havde intet andet valg end at sætte gården med 208 hektar til salg. Det skete den 24. maj 1917, mindre end en måned eftersønnens og siden ægtefællens død. Ejendommen, der i øvrigt var hendes fødehjem blev først solgt efter krigens afslutning i 1919.
Adzersens familiens skæbne fortæller med al tydelighed, at krigen ikke kun satte voldsomme spor på slagmarkerne, men også på hjemmefronten.
Pastor Schwartz blev i sognet
Pastor Schwartz forbliver præst i sognet. Han var tysk af uddannelse og fødsel. Han gjorde et stort stykke arbejde i sognet. Han prøvede at holde sig fri fra politik og nationalisme. Han hørte til den pietistiske vækkelse.
Nervøsitet i Rens 10. februar 1920
Man var i tvivl i Rens, hvordan det skulle gå den 10. februar 1920. På selve afstemningsdagen blev ængstelsen og utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige morgenstund havde tyskerne i vogne været i gang med at hente de gamle og de svage til afstemningsstedet. Man så både den ene og den anden, som man havde regnet med ville stemme dansk, blevet kørt til valgstedet af tyskerne.
Den gamle markmand, Johannes Hansen, der var en sikker budbringer, når der skulle sendes besked rundt til de danske hjem, kom om formiddagen ind til købmand Marcus Jørgensen og utrykte sin ængstelse:
Stor spænding i krostuen
Spændingen og alvoren steg i byen, det var i forvejen bestemt, at alle danskere skulle mødes på kroen om aftenen. Man ville slutte med en lille festlighed. Det var bestemt at lægpraktikant maskinhandler Kruse Due fra Bylderup Bov skulle være hovedtaler ved festen. Det var få at få alle kristelige retninger og de mange forskellige sekter i byen med.
På kroen samledes man da om aftenen for at høre resultatet af afstemningen. Optællingen fandt sted i Mellemstuen. Fra den forreste stue, Skænkestuen, kunne man gennem køkkenet komme op i Storstuen og salen.
Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i salen og bede, indtil optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende øjeblikke kunne samle deres sind til fælles bøn. De fleste blev stående i Skænkestuen, der efterhånden var blevet fyldt.
Al samtale førtes hviskende. Selv unge mennesker, der fra tidlig på aftenen havde sikret sig et par borde til at spille kort ved, blev mere og mere tavse og lagde til sidst kortene ned.
Da lukkedes dørene fra Mellemstuen op til både Skænkestuen og Storstuen. En dansk og en tysk tillidsmand forkyndte resultatet på begge sprog, således som foreskrevet af Den Internationale Kommission.
Lille dansk flertal
Det var den senere sognerådsformand, Jørgen Tinglef Lund, der forkyndte resultatet ud i Skænkestuen:
Det var altså et dansk flertal, men ikke så stort, som vi havde ventet det. Andre steder i Sønderjylland var man glad for resultatet. Her havde man regnet med tysk flertal. Ja man havde regnet Burkal Sogn for at være tysk, men her blev resultatet den 10. februar 1920:
Flere missionshuse i sognet
Frimenigheden kom til Tinglev i 1922 men først til Burkal i 1935, selv om der her var en tysk præst. En overgang kom pastor Nielsen fra Tinglev og holdt gudstjeneste i Burkal Kirke. De mennesker, der bakkede ham op, var dem som var tilknyttet forsamlingshusene i Lydersholm.
Pastor Schwartz oplevede ved besættelsen den 9. april i Burkal Præstegård, men samme år faldt han for aldersgrænsen og flyttede til Sønderborg, hvor han døde i 1945.
Fra 1941 forsøgte man at gennemføre en løsning med en vikar for den tyske præst og pastor Bruhn var præst til 1947. Pastor Lyksholm overtog hvervet i 1955 efter Høgel og blev til 1967
Efter 1920 var der missionshuse i Rens, Jyndevad, Lund og Bylderup Bov. Ja dette begyndte i 1881 i Rens med N.P. Nielsen.
I 1933 trak det nazistiske spøgelse over sognet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.618 artikler herunder 265 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland:
Dato: juli 28, 2020
Skamstenen i Sæd
Teksten er forsvundet. Men den skulle erindre om ”et forbandet mord”. Karen Christens boede sammen med mand og tre børn i Sæd’ s fattigste hus. Søsteren købte rottegiften, som Karen blandede i grøden. Hun dræbte hendes tre børn og sig selv. Børnene fik en kristen begravelse, men Karen blev smidt ud af vinduet og begravet på marken.
Teksten er forsvundet
Vi har netop besøgt Sæd-Ubjerg og igen besøgt den berygtede skamsten. Denne sten vidner om en frygtelig og tragisk hændelse. Historien har vi taget med omtalte artikel, men den fortjener nu engang at blive uddybet. Hvis man skal se stenen, skal man i dag lede efter den. Og man kan ikke mere se, hvad der står på stenen.
I dag befinder stenen sig på en upåagtet bivej, men dengang var det den gamle hovedvej mellem Tønder og Husum.
En optegnelse fra 1855 oplyser, at der på stenen skulle have stået følgende:
Byens fattigste hus
Karen var dengang 35 år. Hun var gift med Chresten Pedersen. De havde tre drenge sammen, Jens, Per og Christian på 10, 8 og 8 år. Samt den stårige datter Anna.
Familien boede i et af landsbyens fattigste huse. Det var kun med yderste knebenhed, at Chresten kunne bjerge det mest nødvendige til dem.
Søsteren købte rottegift
Karen var stærkt deprimeret. Da hendes bror Peter søndag den 17. april 1712 gav hende halvanden skilling, som Chresten skulle købe tobak til ham for i Tønder, slog det klik for hende. Hun bad i stedet sin mands søster Merrit købe rottegift, da hun næste dag skulle til byen.
Gift i grøden
Om tirsdagen modtog Karen giften, som hun kom i den gryde grød, børnene skulle have. Hun smagte selv på den og påså nøje, at børne fik nogle solide skefulde. Selv spiste hun resten.
I løbet af eftermiddagen døde alle tre drenge. Både den lille datter og moderen blev alvorligt syge.
Mistanken spredte sig i landsbyen og der gik bud til amtshuset i Tønder. Amtsforvalteren lod straks sætte vagt ved de døde børn. Den stærkt afkræftede Karen blev forhørt. Hun tilstod alt og fortalte at også hendes mor led af tungsind. Det var for at fri børnene fra den arvelige plage, at hun gav dem gift, sagde hun.
Karen skulle ikke kristen begraves
Karen og Anna døde onsdag morgen. Præsten i Ubjerg udfærdigede sammen med en kollega en erklæring om, at de gennem længere tid havde bedt for Karens helbredelse for hendes tungsind.
I dag ville man nok have kaldt den skyldige utilregnelig i gerningsøjeblikket. De to præsters menneskekærlige udsagn fik dog ingen betydning. Provsten i Tønder Samuel Reimarus bestemte at børnene skulle have en kristelig begravelse, mens Karen som en hund ”af bøddelen skal slæbes hen og begraves på fri mark”
Karen blev smidt ud af vinduet
Børnene blev jordet samme eftermiddag og næste aften udførtes dommen over Karen. Hendes lig skulle
Dette blev effektueret til punkt og prikke.
Stenen skal erindre om ”et forbandet mord”
Kort efter rejstes stenen. Oprindelig for til evig tid at erindre om den, der begik ”et forbandet mord”.
Men som tiden er gået, er der mere og mere blevet et minde om en fattig, udsultet og fortvivlet kone, som ikke så anden udvej for sig selv og sine børn end at bringe dem ud af denne verdens nød og elendighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 20, 2016
Syd for Tønder
Man har gode minder fra Aventoft. Dengang små fiskerhuse. Ikke mange heste, det var både, der var brug for. Og så var det de rige og arrogante marskbønder, der kom forbi. Man talte dansk, og de fleste var fiskere. Man rejste sig for præsten. Men man snakkede ham på tysk, og det gjorde man også i skolen. Det kunne være svært at lære det. Og selv i landsbyen var der højkultur og Folkekultur. ”Jyllændere, der var døbt i Møgeltønder Kirke var de mest foragtede. Det var et sandt amfibieland, hvor et barn skulle lave mindst en måtte hver dag. Jo sivfletning blev et af Aventofts varemærker.
En ø midt i det hele
Da Tønder endnu var en havneby, var Aventoft en lille bygd på en ø på cirka 1 x 1 km ude i Vadehavet. Sandøen kom til at ligge omgivet af åer, søer, sumpe og enge.
Gode minder om Aventoft
Vi er fem kilometer syd for Tønder og lige over grænsen. Det er i dag et sted fyldt med grænsekiosker og kroer. Og det var her, vi kiggede efter, hvem der sad i toldskuret, for det kunne jo være, at det var i dag, at vi skulle have en flaske med over.
Det var her vi om søndagen tog på Frühshoppen og fik en lille Gewessen, inden vi skulle hjem til mors krebinetter. Og det var her, at vi bestod manddomsprøven. Vi skulle drikke Æ Støvl uden at spilde henne ved Bager Andersen. Jo han havde også en Gastwitschaft.
Små stråtækte fiskerhuse
Dengang lå der stråtækte fiskerhuse. Dengang var husene bygget så de kunne imødegå den barske blæst. Dengang var der lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Der var vippebrønde og små møddinger foran husene, der vidnede om, at her var der lille kohold.
Det skulle præsten ikke have gjort
Haverne var små og fattig på blomster. Men degnens to ældre ugifte døtre gjorde noget ud af deres eventyrlige have. Ellers var det kun præstehaven. Her var en parklignende have med et vældigt kastanjetræ, som var byens stolthed.
Da en ny lidt mere moderne præst anså, at det var vigtigere at få lys og luft ind i sine stuer end at værne om befolkningens ældgamle glæde, lod træet falde, blev han jaget af by. Jo det var en viljefast, jordnær og en selvbevidst befolkning.
Hvad skulle man med heste
Landsbyen ejede dengang kun to spand heste, men hver mand havde sin båd. Der var typer fra den lille fine jagtbåd over fiskebåden til søgangsbådene, som var beregnet til transport af høet fra de af søer og åer omkransede enge.
Hvad skulle man heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig uden for byens egentlige sandhøje.
De arrogante og rige marskbønder
Agerbrug fandtes så godt som ikke i byen. En undtagelse dannede kartoflerne, der groede fortræffeligt på den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning overfor de rige bønder ude fra marsken. Her ville ingen ordenlige kartofler og rødbeder gro.
Beboerne i Aventoft frygtede og hadede disse rige bønder, når de i deres wienervogne trukket af fyrige heste med ny sølvbeslået seletøj kørte igennem Aventoft i de tidlige morgentimer gennem Aventoft til Tønder.
De havde kun en meget reserveret hilsen tilovers for Aventofterne. Men hvor var det dejligt om aftenen, når de mange puncher i ”Den hvide Svane” i Tønder havde nedbrudt deres reservation. Nu måtte de køre fra hus til hus for at bede om kartofler og rødbeder. Nu var det pludselig beboerne i Aventoft, der var ovenpå.
Sveden kom frem
Hver mand havde et par køer og et par hektar jord. Hø var der nok af, men det var vanskeligt at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man op om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke. Mændene drog af sted for enten at slå høet eller efter vejringen sætte det i stakke for så senere at transportere det med både hjem til landsbyen.
Sejl blev sjældent brugt. Bådene blev drevet frem med stage, den såkaldte ”klo”. Mange af engene var omgivet af høje sivskove, der holdt enhver vind borte. Det tunge arbejde med le, river og fork fik sveden til at springe frem på en ulidelig måde.
Høet blev sejlet
Madpakken var altid stor nok, men ”æ skæggemand” var altid for lille. Man kendte ikke noget til moderne bakteriologi, så man drak af kanaler og mosehuller. Med begærlighed blev vandet suget gennem en tot græs. Så var man sikker på, at der ikke kom nogle dyr med. Mavesygdomme kendte der hårdføre befolkning ikke noget til.
Da heste og vogne kun kunne bruges i de færreste dele af de sumpede egne, blev høet læsset på trillebøre og kørt ud til den nærmeste grøft. Her blev det ladet på både og sejlet hjem til byen. Kunstigt gravede kanaler førte direkte op til byens høje.
I høbjergningen var der ingen tid til fest og hvile.
Man talte dansk
Befolkningen i Aventoft var af dansk afstamning. Sproget var fra gammel tid dansk. Men der var dog nogle familier, der talte frisisk. Lige vest for byen lå den store gård, Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således også det lave markområde ”Nomenhem”
Selve byens marknavne er derimod mest danske. Næsten alle gamle familier endte på – sen. I byen havde man den sjove skik, at børnene blev opkaldt efter den, der var mest fremtrædende i familien. Børnene blev omtalt som ”Jens af Olgas” ”Niels og Peter af Theodors”.
De fleste var fiskere
De fleste af Aventofterne var fiskere. Der blev fisket ål med ruser, der blev stanget ål, der blev tattet ål. På varme sommerdage blev ålene slået op af siv. Brasen, suder, gedder og ”ålændere” blev taget i sættegarn.
Foruden fiskerne havde byen en snedker, men s skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder. Byens stormænd var godsejeren fra Frismark, præsten og skolelæreren. Til dem talte man tysk.
Man rejste sig op for præsten
Præsten var repræsentant for himmeriget og blev behandlet derefter. Man rejste sig i forsamlingen, når præsten kom ind i stuen til barnedåb eller bryllup.
Man opførte sig pænt så længe den høje herre var der. Når han gik, rejste man sig igen. Og så kunne man ”ha det glant igen”.
Men befolkningen var ikke kuet af præsten. Folk var ikke religiøs grebne. Så han havde ikke den rigtige magt over sjælene. Da byens befolkning klarede sig selv ved et måske trælsomt med flittigt og trofast arbejde, og da den grænsede lige op til de fremmede frisere i ”æ hærd” og de fattige øst for i æ He, var de meget selvbevidste og havde en stærk bypatriotisme.
Man skulle sandelig ikke have hjælp udefra
Når de fattige på ”æ He” ved årets højtider kom til byen for at tigge, så fik de altid deres del, men samtidig følte befolkningen derved, at de tilhørte en særlig klasse.
Et godt eksempel på befolkningens selvhjulpenhed er denne historie. I 1927 tog den første man i Aventoft imod arbejdsløshedsunderstøttelse. Der rejste sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet, da han sagtens kunne ernære ved at flette måtter. At ”ligge å æ sovn” blev betragtet som en skam.
Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen drog fiskerkonerne med deres tohjulede skubkærrer til Tønder, Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten. Det var ofte hårdt især i snestorm.
Og derhjemme blev der også kartet og spundet. Bedstefar gik endnu rundt i hjemmelavet vadmelstøj.
Højkultur og folkekultur
Kulturlivet delte sig, både i det man kaldte højkultur og folkekultur, selv i sådan en lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til kirken og skolen. Det var her man hørte om Goethe og Schiller. Men alt dette foregik på tysk. Med Vor Herre talte man kun tysk. Og det gjorde man også med de overnaturlige kræfter. Selv i danske hjem var bønnerne på tysk.
At tale og skrive tysk
Det var ikke sjovt, at skulle starte i skole, når man talte dansk derhjemme. Man havde den almindelige ”Fibel” Det første billede var en pindsvin, på tysk hedder det ”Ein Igel”. Det var ikke helt ualmindeligt, at de danske elever svarede ”ene Peine – Schweine”.
Og det var ikke ualmindeligt, at de første tyske diktater indeholdt 42 fejl. Efter fire timers eftersidning, systematiske overvejelser og kombination nåede man så op på 72 fejl. Dette resulterede så i yderligere eftersidning. Jo pædagogikken havde gode kår dengang.
”Jyllænder” – det mest foragtede
Som vi tidligere har været inde på, så talte man dansk i Aventoft og det gjorde man også i den nærliggende by, Humptrup.
Man fik anbefalet folk, man kunne stole på, og det kunne godt være en tysksindet. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest foragtede. Det var en, der var døbt på dansk i Møgeltønder Kirke.
Jylland var i folks bevidsthed det sorte Jylland med lyngpinde, træsko, hugorme, lus og snot. Der levede i befolkningen en forestilling om Danmarks ulykkestid efter at statsbankrotten efter 1813. Det levende og fornyede Danmark kendte man intet til så langt mod syd.
”Ich bin Deutsch – bis an die Knochen”
Kun ”Ugens Nyheder” bragte dansk budskab til enkelte hjem. I de ældstes bevidsthed var København stadig skyld i al ulykke. Når kaffen steg var det Københavns skyld. Og når man var utilfreds med priserne, henvendte man sig til ”Dänenkönig”.
I 1920 skete der en forandring. De tysksindede udtrykte det på den måde:
De blev så drillet med, at knoglerne jo var danske. De hentede jo alle dansk flæsk i Ribe. Men efter afstemningen kom der folkeligt og åndeligt liv i den lille danske flok. Kontakten over grænsen blev udbygget. Der kom rig og fattige landsmænd til byen, fornemme og jævne kom på besøg. Alle bragte et stykke Danmark med.
Læreren fortalte om revolutionen og dens idealer. Den kom i1918. Men læreren blev sidenhen nazist.
Et sandt amfibieland
Jo dengang historien om Aventoft her blev fortalt, var det et sandt amfibieland. Det var inden marskens afvanding. Århundredes oversvømmelser blev med afvandingen bragt til ophør. Det var nu ikke til alles tilfredshed. De gamle nærringsveje forsvandt. Her var der flere kanaler end veje.
Sivfletning
Udnyttelsen af sumpplanter til tagtækning og til fletning af nyttegenstande såsom måtter og sivsko ophørte. Mange lærte sivfletning som børn. Traditionen var stærkest i Aventoft. Og denne tradition gik fra slægt til slægt.
Men det var dog ikke kun ved Aventoft, man kunne finde materialet. Det fandt man også ved Rudbøl Sø. En gammel regel sagde, at sivene skulle bjerges sammen med høet. Da er stænglerne bløde og smidige. Efter blomstringen bliver de hårde og kan ikke bruges.
En måtte om dagen
Med andre ord, der var kun tre uger til bjergningen. Sivene kaldtes på sønderjysk ”pægge”. De blev skåret fra en båd med segl. De skal lages helt nede ved bunden. I bundter ”dokker” hæges der derefter til tørring under tagskægget.
I Aventoft skulle børnene daglig flette en måtte og i ferietiden to måtter. Det var en vigtig indtægtskilde.
Man fremstillede også løbere, potteskjuler, brudekister, papirkurve, flaskeholdere, tasker, håndarbejds – kurver, stolebetræk, ja endda hele gulvtæpper.
I Aventoft fremstillede man også skoletasker i siv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Dato: september 12, 2015
Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter?
Vi befinder os lige syd for Højer ved Den Hvide Bro. Her ligger en 4 – etagers bygning der rummer potentiale til et stort oplevelsescenter. Vi giver nogle bud på, hvad vi forstår ved et oplevelsescenter. Hvis det gribes rigtig an, og kan der skaffes nok økonomi, især til driften, kan der her skabes noget virkeligt stort. Det kan få betydning for hele området. Vi skal have en seriøs tilgang til det uden tivolisering. Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. Grunden til at www.dengang.dk bringer dette er en fantastisk erindring om området. Se også den store artikelhenvisning bagerst i artiklen.
Ude i Ny Frederikskog
Hvor er vi tit kommet forbi denne bygning, når vi kom med rutebil fra Tønder til Højer. Fra rutebilstationen i Højer gik vi så ud til Ny Frederikskog, hvor Oma og Opa boede. Ja det hed hvis nok 2. katastrofevej.
Min mor var ikke meget for, at gå over Den Hvide Bro. Neden under løb Vidåen. Og lige her er det hvis meget dybt. Og det er faktisk her Den Hvide Fabrik ligger. Ja den er overhovedet ikke hvid. Men den er sikkert opkaldt efter Vidåen, der også staves Hvidåen.
Oppe fra Opa og Omas soveværelsesvindue kunne vi i det fjerne se, når togene kørte over dæmningen til Sild. Det så faktisk ud til, at de kørte direkte på vandet.
Fra køkkenvinduet var der direkte udblik til Den Hvide Fabrik.
Livet i Marsken
Det var også her, at man tilbragte så mangen en sommer. Jeg fulgte med, når Opa bandt fiskegarn og Oma ordnede Sut, som hun havde plukket ude i Forlandet. Vi stod også på den gamle sluse, hvor Opa pegede ud mod Jordsand, og fortalte historier derfra.
Som bekendt eksisterer Jordsand slet ikke mere.
Opa havde en rigtig fiskekutter og hjalp til på slusen. Han var nærmest til tider slusemester. Det var så vel og mærke den gamle sluse.
Hos Oma og Opa lærte man en række dejlige mennesker at kende, naboerne og naboens børn samt folk fra nabogårde og husmandssteder.
Ude på ”Forlandet”
Vi badede ude i de såkaldte priler ude på forlandet, og blev gjort opmærksom på, hvornår der blev højvande. Vi byggede faktisk også tømmerfloder herude. Men når vi glemte, at trække disse op på diget, var de ødelagt af vandet næste gang vi kom.
Når der var stormvejr, sad Opa ofte med sin B&O transistorradio og lyttede til Blåvand og Lyngby Radio. Han lyttede til, når folk fra skibene ude fra Vesterhavet talte med familien inde på land.
”Sat ål mæ snaps til”
Det var også herude i Ny Frederikskog at jeg blev træt af, at spise fisk. Jeg havde indtryk af, at vi fik det næsten morgen, middag og aften. Ja familien elsker stadig at få
Det er så meget at fortælle
Tænk og nu adskillige år efter, bliver man så inviteret til Højer for at fortælle om byens historie. Hvor er man i grunden privilegeret. Og det bliver selvfølgelig også en realitet, når man nu engang bliver pensioneret. Det er lidt langt fra Østerbro til Højer.
For hold da op, hvor er det meget at fortælle om byen og egnen. Der er jo slet ikke noget, der ligner dette andre steder i landet. Et par foreninger i Højer har da også fået lov til at bruge diverse artikler for at beskrive egnens kvaliteter, kultur og historie.
Hvordan videreformidler vi denne kultur og historie?
Men er hele lokalbefolkningen og de besøgende klar over, hvilken kulturskat, man besidder? Tænk, hvis man på en smart måde kan videreformidle dette. Det har undertegnede faktisk tænkt over, siden de første artikler om egnen blev nedfældet.
Ja nu er det sikkert adskillige, der har en langt større historisk viden om egnen end undertegnede. Men jeg synes selv, at jeg har erindringen om denne fantastiske egn i frisk erindring.
Er du forvirret, så fortsæt!
Og så skal man faktisk møde en på Nørrebro som sammen med sin familie har nogle fantastiske ideer, der måske kan få disse tanker realiseret. Og så pludselig møder man ligeledes på Nørrebro en person, hvis forfædre har arbejdet på en vognfabrik, der havde tilknytning til Den Hvide Fabrik. Og stolt kunne denne så meddele, at man ude i cafeteriet ved den nye sluse havde opsat en indrammet artikel fra en ugeavis, som berettede om en Kongebil produceret i Højer.
Er du forvirret, så er det grund til, at du fortsætter med at læse denne artikel.
Vadehavet er verdensarv
Tænk engang, at Vadehavet er kommet på Unescos liste over Verdensarv. På den måde kommer mine erindringer i perspektiv. Der er en grund til, at udstille de naturværdier, som egnen dækker over.
Kan tiltrække endnu flere
I langt højere grad kan Vadehavet tiltrække turister, naturelskere, skolebørn, familier og andre gæster. Og hvorfor ikke lave endnu et oplevelsescenter midt i Marsken. Der findes da godt nok nogen, der har fulgt tråden op.
Dyrefoder af søgræs
Men se engang her. Lige her ved Vidåen eller Højer Kanal ved Den Hvide Bro ligger en markant fire etagers bygning. Det er netop Den Hvide Fabrik.
Som vi i tidligere artikler har beskrevet blev bygningen opført omkring 1918 af Det Slesvig Holstenske Fodermelsselskab. Man fremstillede dyrefoder af søgræs.
Siden har bygningen været brugt til bilproduktion, ispindefabrik, produktion af stearinlys o.s.v. Og nu er bygningen til salg.
Røre, lugte, se, høre og smage
Den ligger her midt i marsken. Efter en restaurering kan bygningen rumme alt det, der skal til for at gøre den særegne natur og historie levende. Her skal man kunne røre, lugte, se, høre og smage de mange fisk og havpattedyr, der er i vadehavet. Her skal man blive klogere på Vadehavets dyre – og planteliv og tage den viden med hjem.
Masser af historie og kultur
Her kan man formidle historien om de talrige stormfloder egnen har været udsat for, og de lidelser som lokalbefolkningen har kæmpet med. Her kan man fortælle ”en slags nybyggerhistorie” om den kamp, man har haft for at få bugt med marsken. Og de færreste ved sikkert, at i Vadehavet huserede vikingerne også.
Og så har Højer jo også haft en meget livlig havneby. Man tog arven op efter Tønder. Og her ude i Marsken havde det såkaldte Bådfolk også en stor kulturel betydning. Ja man kunne fortsætte med digebygning m.m. For ikke at trætte læserne, så henviser vi lige til andre artikler i slutningen af denne med historier, der kan fokuseres på.
Se dette scenarie
De fire etager kunne rumme forskellige tiltag. Et scenarie kunne være:
Stueetagen:
Her skal der etableres indendørs akvarium med fisk og havdyr fra Vadehavet. Og der skal etableres følekar med levende Vadehavsdyr. Her skal dissekeres fisk fra Vadehavet. Børn og andre gæster vil få mulighed for at røre ved levende krabber, muslinger, østers, fladfisk o.s.v.
Der kan for eksempel være kanoudlejning
Her skal være en udstilling om den karosseri – og bilproduktion, der har fundet sted i Højer. I 1877 åbnede J.H. Jensen et karetmagerværksted i Højer. De kareter, jumpere og andre hestetrukne køretøjer, der udgik fra værkstedet var af meget høj kvalitet. Bl.a. bruger kongehuset stadig en karet fremstillet i Højer. Tønder Kommune har en bryllupskaret og en rustvogn. Fabrikken markerede sig siden ved at bygge personautomobilkarrosserier og igen af meget høj håndværksmæssig kvalitet. En af Christian den Tiendes biler, produceret i Højer er i dag udstillet på Egeskov Slot. Der blev hvert år fremstillet ca. 20 luksusbiler, som blev solgt i ind – og udland. I 1959 blev den sidste produktion indstillet. (Se artikeloversigt, her er mere om historien bag produktionen og tilknytningen til ”Den Hvide Fabrik”)
Første etage:
Har skal gæster kunne komme og få indblik i Vadehavet og dets storslåede og varierede natur – og dyreliv. Det er en permanent udstilling, der har fokus på vidensformidling.
Her skal kunstnere, kokke, designere og andre lokale arbejde aktivt på en særudstilling, der bliver produceret på stedet og vist på stedet. Gæsterne skal kunne snakke med den, der arbejder i værkstedet. Og i det omfang det er muligt også kunne deltage. Den levende særudstilling kan for eksempel være:
Hvert år arbejdes der aktivt med et nyt emne i værkstedet, og hvis det munder ud i nogle konkrete genstande, kan det om muligt blive en del af den permanente udstilling.
Her skal der være projektor og lærred til filfremvisning om Vadehavet, fugle, havdyr, tidevandet, sort sol osv. Der skal være plads til foredrag, og der skal være plads til at hænge ud i sækkestole og fordybe sig i bøger og andet materiale om Vadehavet.
Der skal være tegne – og male ting og andre tiltag, der appellerer til kreativitet. Stedet skal indrettes til skoleklasser og til de store grupper af sort sol – turister, der i forvejen kommer til området.
De øverste etager
Enten kan det etableres luksus – lejligheder til udlejning til velhavende turister, eller almindelige lejligheder til medarbejderne eller til privatudlejning. Sovesal til skoleklasser eller ”arbejds – lejligheder”, der kan bebos af forskere, formidlere og andre, der via legater eller fondsmidler arbejder med konkret opgave omkring Vadehavet.
Det er en fantastisk udsigt øverst oppe
Potentiale
Det er et stort potentiale at etablere oplevelsescenter Vadehavet i netop denne bygning med en helt fantastisk placering. Overstående er blot et hurtigt rids på et muligt scenarie.
Et sådant center tæt på Vadehavet kan løfte og udvikle torismen i området – og skabe et fantastisk fyrtårn for Vadehavet og Tønder Kommune.
www.dengang.dk formidler gerne henvendelser og interesse videre til initiativgruppen og vi deltager gerne i det videre arbejde med foredrag m.m., hvis planerne bliver en realitet.
Udfordringer
Med så stort et potentiale er der naturligvis også visse udfordringer, der skal findes en løsning på. For eksempel tiltrækker Vadehavet – og dermed Centeret turister og skoleelever til i løbet af forår, sommer, efterår – men ikke om vinteren. Hvilke aktiviteter ville være oplagte om vinteren?
Økonomisk er det tanken, at restaureringen af bygningen skal gennemføres ved fondsmidler og ligeledes skal formidling, udstilling, det levende værksted etableres ved hjælp af for eksempel fondsmidler og andre støtte foranstaltninger (fondsliste er endnu ikke udarbejdet)
Fonde etc. støtter konkrete projekter, der passer ind i deres fundats, men sjældent drift som arbejdsløn, varme, lys og den slags. Der skal derfor findes en løsning på de daglige driftsudgifter.
Er det for eksempel muligt for Tønder Kommune at søge statsmidler til den slags aktivitet i et af Danmarks yderområder og derigennem finansiere drift. Eller er der foreninger, lokale ildsjæle og erhvervsdrivene, der kan se mulighederne for et samarbejde og en daglig drift?
Luftkasteller?
Vi glæder os til henvendelserne. Forskellige aktører er allerede informeret, blandt andet Tønders borgmester. Der er uhyggelig langt igen. Det ved vi godt. Men det kunne være fantastisk, hvis det lykkedes.
Hvilken kultur og hvilken historie?
Nu har www.dengang.dk selvfølgelig mange læsere af forskellig historisk og kulturel interesse og for alle følger hermed en artikelhenvisning, som vi har forsøgt at opdele efter bedste evne. Alle disse artikler kan du læse her på www.dengang.dk
Marsken:
Vadehavet:
Øerne i Vadehavet:
Stormflod og Diger:
Lokalt:
Vognfabrikken:
Vidåen
Og mange flere
Dato: juni 7, 2015
Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
Jo, der har været en havn i Tønder. Og man havde i den grad haft problemer med vandtilstrømningen til denne. En advokat blev nærmest gjort til grin. Han kunne åbenbart ikke se forskel på en stork og en gås. En værtshusejer blev efter fem års sagsbehandling dømt til at fjerne sin mødding på Skibbroen. I Vidåen var der små romantiske øer. Og så kan Tønder takke møller, Bachmann for at det ældste af Tønderhus er bevaret.
Skibbroen – Familiens stamværtshus
Ikke stedkendte vil vel allerede ved overskriften af denne artikel stoppe op. Hvad er det for en havn i Tønder? Ja det var på Skibbroen. Nu er det p – plads på stedet. Men familien Brodersens stamværtshus i Tønder er netop Skibbroen.
Havde Tønder samhandel med England?
På et kort over Tønder fra 1685 optræder den nuværende Kobbergade som Kopperstrasse og Pebergade. Denne gade benævnes som Peperstrasse. Begge gadenavne har relationer til det engelske. Kan det betyde, meget tidelig samfærdsel med englænderne, eventuelt vikingetogter fra Tønder. Der findes også enkelte for længst afdøde historikere, der antyder dette.
En eng med ringridning, cirkus, tivoli og musikfestival
Og den eng vi omtaler, som man kan se fra bænken ved Gasstationen foran baneanlægget, ja der har vi tilbragt mange timer til tivoli, ringridning, cirkus m.m. Ja senere blev det til Tønder Musikfestival.
Boede der papegøjer i Tønder?
Hvis man nu lader øjet kigge lidt til venstre forbi den gamle godsstation, ja så kører vi ud af papegøjevej. Og hvorfor hedder det nu det? Boede der papegøjer i Tønder i gamle dage?
Ja vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade. Og turen blev også foretaget, når denne sides redaktør skulle ud med rundstykker tidlig søndag morgen. Dengang tænkte jeg, hvordan kan folk så afsides spise rundstykker?
Det var herude, at Tønder Fastelavnslaug holdt til fra 1546 til 1619. Købmænd og håndværkere afholdt her fugleskydning. Man skød efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og holdt sammen ved brand og anden ulykke.
30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i Foreningslivet. I tiden omkring Æ Kachmands opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte ikke mere armbrøst, men geværerne var taget i brug.
Opbevaringsplads beskyttet mod alle vinde
Slotsbjerget var i ældre tider en lille holm i Vidåens udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandelspladsen Tønder red. Og stedet har fra tidlig tid har stedet været godt beskyttet mod havets brænding og mod fjender. I 1130 omtalte geografen Idrisi i Palermo stedet som:
Måske var den første borg bygget af Knud Lavard. Måske var det bare et simpelt tårn placeret i en lille holm i Laurentiusstrømmens sidste slyngning inden den forenes med det sydlige Vidå – løb.
Var det Hertugens skyld?
Havnen lå dengang ved Æ Svin’ mærken. Og måske var det Hertug Frederiks storslåede slotsanlæg, som krævede store omlægninger af vandløbene ved Slotsholmen, der lukkede for indsejlingen til Tønder ved Lægan i 1554. Måske var det slet ikke inddigningen, der var skyld i dette?
Ja slottet eller befæstningsværket var forholdsvis lille. Men i år 1600 var den en forholdsvis moderne befæstning. I 1676 blev stedet nedlagt som forsvarsværk. Det skete af politiske grunde. Stedet har i historien både været hertugelig og kongelig residens. Ja amtmanden holdt også til her på slottet. Omkring 1750 – 51 blev det smukke renæssanceslot revet ned.
Så sent som i 1792 tilsendte amtmand von Bertouch en overenskomst mellem Tønder Kommune og Kær Herred angående en overfart over Rethvolden, slottets forhenværende brede borggrav.
Resten af Tønderhus blev brugt til en landevej
Skal vi tolke dette på nutids – dansk er det nok tale om en bedre vejforbindelse. Jo i tidens løb skete der mange reguleringer, både med hensyn til Vidåen og diverse andre kanaler. Ja resterne af Tønderhus blev brugt omkring 1861, da chausséen, Husum – Ribe blev brugt. Prøv engang, at tænke på det, når du kører på Ribe Landevej.
Og de stedkendte har længe gættet det. Slotsbjerget hedder i dag Slotsbanken.
Godt gemt lå Nyholm
Og ind imellem gemt bag høje træer og dengang vandværkets bygninger lå gården Nyholm. Den minder mest om de gamle Møgeltønder – huse. I forbindelse med amtmandens anmodning fra 1792 var der kommet en ny vej over dæmningen på Slotsbankens sydside.
I 1848 gik ejerskabet til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann fik i 1859 som nygift, Nyholm. I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død. Gården skulle sælges ved skifte. Jürgen Bachmann havde forpagtet en del af Slotsbanken, der dengang endnu var i kronens eje. Men forpagtningen var åbenbart meget permanent. Der blev nemlig opsat en 8 Fach staldbygning. Den dækkede også over en gammel kældervælving, der oprindelig havde været slottets nordøsthjørne.
Bayrischer Bier – Keller
I 1872 blev Slotsbanken solgt til Tønder Kommune. De forlangte Bachmanns stald fjernet omgående.
Men det gav dog lidt drama i byen. Gæstgiver og brygger på C. Claussen på Skibbroen havde benyttet stedet til Bayrischer Bier – Keller. Det lyder jo meget hyggeligt. Men det var vel snarere et opbevaringsstedfor øl og en iskælder. Gæstgiveren forsøgte at sabotere kommunens ordre ved at købe stedet af Bachmann. Efter et halvt år, blev nu Claussen jun. Dømt til at nedrive stalden. Han måtte dog ikke nedrive den del af kælderen, som ikke var bygget af Bachmann.
Måske kan vi takke Bachmann for, den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder endnu findes på Slotsbanken den dag i dag.
En ny kanal langs Jomfrustien
I 1878 fulgte så udgravningen af en kanal langs med Jomfrustien, som ligesom i gamle dage forbandt Møllekulen med Skibbroen. Med dette initiativ blev Slotsbanken igen en holm, ligesom i ældre tid. Meningen var, at øge vandmængden og gennemskyldningen af havnebassinet. Drømmen dengang var jo en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.
Kanalen passerede Nyholm – og Porthusdæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granisten, der sikkert stammede fra slottet. Det hele løb ud i en 40 meter bred nedgang til havneløbbet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen så kraftig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthusbroen.
Skole på Nyholm
Efter familien Bachmanns periode på 40 år på Nyholm, ja så holdt den næste ikke ret længe. Han (Martin Ganzel) blev offer den daværende politik. I 1891 overtog kådner Hans Nikolai Eskildsen stedet. Men stedet havde slet ikke mere det storladne indtryk. Eskildsen udlejede en del af hovedbygningen til tyske jernbanefolk.
Da den såkaldte Höhere Töchterschule i 1904 blev oprettet, blev den installeret på Nyholm. Her holdt de til, indtil de fik deres eget hus på Bokkensåvej (nu: Popsensgade 8).
I 1905 solgte Hans Eskildsen, Nyholm. Han bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.
Anton William Thaysen overtog stedet. Han havde tidligere drevet Mettenwarf, der havde tilknytning til familien Bachmann.
I 1917 blev det så Hans Michael Winther, er brugte stedet som aftægtshus. Han havde tidligere været forpagter på Stor Tønde.
Ved skøde af 20. august 1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann – en bebygget gårdsplads med have og græsgang.
Slotsbanken – et yndet udflugtsmål
Slotsbanken blev et yndet udflugtsmål for byens borgerskab. I forgrunden kunne man følge skibskanalen. Over til højre strakte banegårdsarealet sig. Man kunne se Udbjerg Kirke i midten, når man kiggede til venstre. Sæd lå mod sydøst og Aventoft mod sydvest. Ved klart vejr kunne man se jernbanestationen i Sønder Løgum.
Der var en svag lugt af gas, men den var ikke ubehagelig. Dog havde den en tendens til at sætte sig i tøjet. Man fik sig her en snak om byens begivenheder, og om ålene ned i kanalen ville lade sig fange.
Nogle satte sig, andre gik videre. Og andre igen gik ned til gasgraven, hvor foruden gasbåden også andre fladbundede både lå.
Sidst på sommeren kom stjernerne frem. Mod vest kunne man se et blinklys farende hen over horisonten. Af og til anede man også et nordlys. Man kunne se masser af græsende kreaturer.
Aftenens højdepunkt
Men aftenens højdepunkt opstod ved halv – ni – toget fra Hamborg. Under gunstige vindforhold kunne man høre det ganske svagt allerede ved afgangen fra Sønder Løgum. Lyden blev til en stadig tiltagende rumlen. Lyden blev forstærket af rumlen, da toget kørte over første og anden jernbanebro.
Udsigtsbænken foran gasværket havde sit højdepunkt om sommeren. Men byens borgere svigtede den nu heller ikke resten af året. De kom uanset is, kulde, storm, regn og sne.
Hvis det var for koldt, kunne man søge ind til retorthuset, der hørte til gasværket. Det havde arbejderne ikke noget imod. Det var en dejlig afveksling.
Vidåen svulmede op
Om efteråret svulmede Vidåen op. Det kneb med afløbet. Kanalen blev også fyldt op, og engene oversvømmet. Også kanalvejen var oversvømmet. Vandstanden var stærkt afhængig af vinden. Ved vestenstorm, når slusen ved Højer var lukket, kunne vandet stå truende højt. Adskillige kældre i Tønder blev så fyldt.
Set fra bænken kunne det oversvømmede område ligne et stormpisket hav. Brændingen brød ind over Slotsbankens fod. Ikke sjældent medførte dette en del strandingsgods.
Ikke helt ufarligt med de fladbundede både
Det var ikke helt ufarligt, at sejle rundt i dette i det fladbundene både. Skjulte pælespidser kunne hurtigt rive bunden op. Kom der stærk frost fik man en kæmpemæssig skøjtebane. Men borgerskabet benyttede nu mest Mølledammen ved Sønderbro eller de såkaldte Syderfenner. Her benyttede byens beværter sig så af tilløbet til at udskænke diverse drikke i hurtigt opsatte telte.
Da det blev lidt lysere i luften, var kanalvejen ved at blive tør. Vandet svandt fra engene. I den ene og anden grøft fandt man liget af en laks, der ikke nåede at komme ud. En enkelt gang fandt man også en stør.
Vildgæs trak over området
Om efteråret trak store skarer af vildgæs over området. De slog sig ned i markområderne ved Tønder. Jagt – og mordinstinkter vågnede i borgerskabet i alle samfundslag. Så tog man ellers på gåsejagt. De rigtige jæger havde hund. Andre brugte kanalerne. Man så på byens gader, tøndringer komme gående behængt med gåsekroppe. Andre transporterede dem i trillebør eller i små trækvogne.
De døde gæs fyldte overalt købmændenes udhængsstænger og butikker samt borgerskabets middagsbord. Mange blev vel også eksporteret til andre byer.
Mange havde jagtrettigheder og forpagtere håndhævede også deres rettigheder. Man kiggede med meget ublide øjne på krybskytter. Synderne skulle i den grad afstraffes.
Området mellem jernbane og kanalen blev i gamle dage kaldt Bagved Slottet. Forpagteren var en advokat i Østergade.
En storkerede på Nyholm
På Nyholm var der en storkerede på staldbygningens sydgavl. To af storkeungerne var faldet ud ad reden. Hans Eskildsen gav dem et kvarter inde i stalden. Gasmesteren sørgede for deres underhold. Vinteren over fik man hjælp af byens slagtere.
En dag var begge storkeunger borte. Deres plejeforældre eftersøgte dem alle vegne, men væk var de. Til sidst kom der dog en melding fra godsekspeditionen. De spankulerede der i nærheden på en fenne. De var vel kommet over kanalen på en isflage.
Eskildsen og gasmesteren tog straks gasbåden og begav sig dertil. De fik da også fat i storkeungerne. På tilbagevejen havde de så hver en storkeunge under armen.
Forskellen på en gås og en stork
Men pludselig dukkede advokaten op. Han holdt bøssen frem mod de to, og skulle lige til at skyde. Ja sådan fortalte tøndringerne i hver fald efterfølgende. Han var meget ophidset, og beskyldte de to for vildttyveri.
Men så var det, at gasmesteren spurgte advokaten, om han ikke kunne kende forskel på en stork og en gås. Jagtens forpagter foretrak sig rasende i retning mod jernbanen, mens de to andre stagede hjem til Slotsbanken med deres storkeunger.
Ja advokaten blev nærmest gjort til grin i Tønder. Storkeungerne blev voksne. De fløj mod syd sammen med deres yngre og ældre kammerater.
Øer i Vidåen
På gamle malerier kan man ane, at Vidåen har haft et andet forløb end i dag. Der har også været adskillige øer i åen, som har været forbundet med hvide broer. Da Vidåens vandforsyning til tider havde været for ringe til møllens drift, blev der samtidig foretaget en uddybning og regulering af åen mellem Korntved og den nuværende jernbanebro. En ny møllestrøm forløb i lige linje til Sønderbro. De udgravede jordmasser blev anvendt til et dige, der sikrede den nye møllestrøm mod syd og senere blev til Søndre Allé.
For at forbedre Vidåens vandforløb yderligere blev der ca. 10 år senere mod øst gravet en kanal, der ledede Hvirlåen ind i Vidåen.
Mellem det oprindelige Vidå – løb og den nyanlagte møllestrøm var der afskåret nogle øagtige arealer, til hvilke der mellem Blegen og den senere jernbanebro hørte et sumpet område, som først så sent som ca. 1880 af Tønder – borgerne ved fælles indsats og arbejde blev til det nuværende Anlæg. I sin tid kaldte man det også das Einland.
En gruppe små øer var lidt længere mod vest kommet til at ligge mellem det senere seminarium og Sønderbro.
De blev kaldt Haveøerne (Garteninseln). De hørte til haverne på den anden side af det gamle Vidå – løb. Med andre ord, de hørte til ejendommene i Østergade og til dels også Søndergade. Om disse glemte øer findes der arkiver i de kommunale vandbygningssager i Tønder Byarkiv, som nu befinder sig i Landsarkivet i Aabenraa.
Niels Jacobsen oprensning blev ikke godkendt
Den deputerede borger, Niels Jacobsen havde ladet foretage en oprensning af den gamle Vidå – løb bag staldene. Han havde også foretaget en gennemstikning af en dæmning mellem gamle Vidå og Møllestrømmen vel nærmest ved Seminariet. Dette betegnes som østlig grøft.
I 1842 klagede haveejerne, derunder lægen Dr. Med. J.G.A. Boysen over, at den gamle strøm ikke mere førte vand nok til vanding af deres haver. En oprensning, der forinden atter var foretaget af Niels Jacobsen, havde ikke gjort sagen bedre.
Den 27. september 1842 samledes i den anledning et udvalg bestående af magistratsmedlemmer og særlige sagkyndige ved Sønderbro. De sejlede derfra i fællesskab til besigtigelse af de uheldige forhold, særlig ved gennemskæringen. Nis Jacobsen, der var med, afviste ethvert ansvar. Han havde ikke påtaget sig at anlægge den nu udgravede østlig grøft.
Man vedtog, at Niels Jacobsens oprensning ikke skulle godkendes som veludført.
Senere hørtes ikke mere om sagen, der vel også bogstaveligt er forløbet i sandet. Den gamle Vidå og småkanalerne mellem øerne er efterhånden blevet opfyldt og haveøerne selv er blevet landfaste.
En mødding på Skibbroen
Årene omkring og efter 1840 var en bevæget tid i Tønder. Det var nok i lyset af politiske forandringer. Men også andre ting bekymrede tøndringerne. Gadernes brobelægning blev fornyet. Men også Skibbroens havneanlæg i forbindelse med et nyt toldpakhus og uddybningen af skibsfartskanalen optog mange borgere. Man var også i gang med at fjerne møddingerne. De havde været der siden middelalderen, men de pyntede nu ikke just på åbne pladser og på gader.
Som en prop foran indgangen til Kogade lå der en mødding. Og den havde næsten ligget der altid. Ved Skibbroens første brolægning i ca. 1707 var man antagelig gået uden om. I en længere årrække havde Stadt Copenhagen gjort brug af den.
Stadt Copenhagen var dengang en gammel bygning. Den blev først revet ned efter 1890. Frontside og indgang var mod Vestergade. Stalden med bagvedliggende mødding og Bienengarten strakte sig langs med Kogade helt ned til Skibbroen. Omkring 1820 opstod der, vistnok i Bienengarten den såkaldte gamle Harmoni. Ejendommen dengang blev af Magistraten i 1807 tillagt gæstgiver P.J. Hoyer. Senere blev den drevet af hans enke.
Slesvig – Holstenismens højborg
Stedet bar i disse år et kendt sted. Det var Slesvig – Holstenismens højborg. Ved byens 600 års jubilæum den 25. august holdt Hartvig Wilhelm Beseler en tale her. Han var advokat fra Slesvig og Tønder Købstads repræsentant i Stænderforsamlingen. Ved festmiddagen holdt han sin tale for J.C. Todsen og borgmester Sibbers.
Den af Stadt Copenhagen brugte mødding på Skibbroen synes ikke at have vakt anstød eller generet nogen så længe madamme Hoyer ejede kroen. Men den ændrede sig radikalt, da fruen den 7. september 1844 afstod sin virksomhed til gæstgiver Hans Harders.
Nu fik naboerne travlt
Denne var en 26 – årig ung mand fra Itzehoe – egnen. Nu lugtede den fælt gennem naboernes vinduer. Nu var den i vejen for den gode udsigt. Og nu hindrede det trafikken over Skibbroen.
Der gik så kun tre uger, så blev der klaget til magistraten i denne anledning. De fire nærmest boende af de i alt ti kroejere, der i en tæt bue omkransede Skibbroens havnebassin, krævede møddingen fjernet. Idet de også kom ind på, at pladsen ikke tilhørte Harders, men kommunen.
Den ene af dem, Abroe, der havde boet i Skansen havde selv en mødding liggende ved siden af Harders, hvorfor han også måtte klage over sig selv, medens de andre, der vel havde nået at rydde deres, tilsyneladende var på den rigtige side.
Magistraten forsøgte at klare sagen med det gode. Men Harders havde sikkert været stærk irriteret. Han var stejl og afvisende. Pladsen og møddingen var hans. Naboens klage var dikteret af ondskab og misundelse, mente Harders.
En lang sagsbehandling
Sagen måtte således gå den regulære vej. Den blev slæbt igennem alle regeringsinstanser lige op til H.M. Kongens Cancelli. Ja sagen varede hen imod tre år.
Magistraten besluttede den 29. januar 1845, at Abroes mødding skulle fjernes, da den lå på kommunal grund. Men Harders mødding kunne ikke røres, da der var tale om hævd eller eje.
Deputeretkollegiet angreb en uge senere Magistraten. Stadt Copenhagen var kommet i besiddelse af pladsen ved en tilsnigelse. Man fandt frem til, at pladsen på Skibbroen ikke tilhørte kroen og ikke var identisk med dens oprindelige mødding.
De fire anmeldere ankede herefter Magistratens beslutning til den kongelige regering på Gottorp. Magistratens beslutning blev ophævet. Af hensyn til almenvældet skulle møddingen og dens indhegning fjernes. Desuden skulle pladsen brolægges.
Ejendomsspørgsmålet skulle derefter ordnes ved forligsforsøg eller eventuelt ved ekspropriation.
Så måtte Politiet fjerne møddingen
Harders appellerede straks til det Kongelige Cancelli. Men dette svar af 28. april 1846 gik ham imod. Harders forhalede afgørelsen. Men det var vel også let, for de forskellige instanser var åbenbart uenige.
De fire anmeldere havde opfordret Magistraten til gennemføre den kongelige regerings ordre af 12. august 1845. Magistraten var efterhånden godt trætte af sagen. Og den 7. juli pålagde de Harders inden for 14 dage, at fjerne sin mødding. Men dette efterkom Harders ikke. Så blev det meddelt at man nu havde bedt politiet om at fjerne mødding og indhegning.
Harders døde ganske ung, allerede i 1852.
Kilde: Se Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere: Om Tønderhus, havn, Vidå, Vadehavet og Tøndermarsken: Læs:
Dato: maj 13, 2015
En arbejder fra Rudbøl fortæller
Vi hører om, at bjerge istag i Gudskog og hvert forår var det arbejde ved Højer Sluse. Til arbejdet i Gudskog bestod frokosten af sveden fisk og punch. Ved Højer Sluse blev der bygget 10 hytter med 6 mand i hver. Formænd og rådmand sørgede for at styre gemytterne. Hver onsdag kom børnene med lækkerier. Og så var der forskel på de både man brugte i Rudbøl og i Aventoft.
At arbejde i Gudskog
Vi er atter engang kommet vest på. I denne artikel skal vi høre om arbejde i Gudskogen og på havdiget ved Højer.
I gammel tid var der ikke mange kreaturer i Rudbøl eller Rosenkrans. Bådfolket fra Rudbøl levede af at fragte sten fra Nibøl og korn. Og mange fra Rudbøl levede af at sælge istag (rør).
Man lejede et stykke
Man lejede her store stykker af Gudskog af staten, senere af amtet. Man lejede i fællesskab, således at en halv snes mænd havde 100 hektar eller mindre. For at enhver kunne få lige meget ud af det, var det vigtigste, at man skulle dele det store stykke i mindre stykker. Disse blev så atter delt i flænger, en til hver mand. Flængerne mundede gerne ud i en kanal.
Disse stykker blev afmærket med et spadestik (en dovl) for enden af hver af skellene mellem de større stykker og tre for enden af skellene mellem de større stykker. Hvor det stod vildt tag og fjøes kunne det bindes en knude af det.
Forskel på bådtyper
Hver mand havde sin båd, bl.a. til at tage ned til Gudskog i. Bådene her i Rudbøl og Rosenkrans var større end i Aventoft, der jo blev brugt til fiskeri. Det var togangsbåde, mens bådene i Aventoft var engangsbåde. Forskellen var, at bådene fra Rudbøl var dobbelt så høje.
Det tog to timer at fare (stage) fra Gudskog herop til Rudbøl. Til at fare brugte man en kloe (stage). Ved Filood (Verlath) tappede man sig igennem, da vandstanden i de to åer var forskellig. Den var højest i den nordlige.
Da befolkningen her omkring ikke kunne slå med le, kom der hvert år en jyllands – hogster (Jyllands – Mejekarl) her til Rudbøl. Han blev så sejlet ned til Gudskog siddende i en bovstol (lænestol). Der kom også en til Højer.
Når høet var tørt, blev det kørt ned til båden på en lång kårre. Det var en slags lang trillebør, helt af træ. Når æ kårre skulle bruges, blev der sat to ben under foran. Den skulle fylde så lidt som mulig, når man sejlede.
Æ Istag blev bjerget om vinteren
Æ istag blev bjerget om vinteren. Hvis vandet ikke var tillagt med is, skar man æ istag fra båden. Efterhånden blev det afskårne samlet i venstre arm. Hver knippe blev dyppet ned i vandet, så at æ bloes gik af. Når dette senere løb sammen til bunker i vandet, blev det fisket op, og brugt til brændsel.
Når vandet var dækket med is, blev Æ istag skåret af med skovle og kaldtes skarfeltag. Efter, at den var ført hjem, blev den renset ved at der blev taget små bundter op. De blev bearbejdet forneden med en kradser. Det var nærmest en pind med fire store søm i.
Affaldet fra dette, der også blev kaldt blus, blev også brugt til at fyre med. Man blussede når man fyrede med blussede, når man fyrede med blus.
Istag blev bundet sammen med bånd, da det ikke kunne bindes sammen med almindelig snor eller strik. Dette bånd blev lavet af flig (flæg) og jalle (en slags flæg, stærkere en Kalmusflæg), der blev vejret og siden snoet.
Disse bånd blev også brugt oppe i gesten til at binde neg med.
Istag blev solgt i traver. En trave bestod af tyve bundter.
Sveden fisk og punch
Man havde selvfølgelig også en madpakke med til de lange ture. Den bestod af en firkantet æske, som kaldtes æ Klåpask. (ask = æske). Man tog sig en sveden fisk til brødet og en kaffepunch.
En sveden fisk var først blevet saltet og tørret. Så havde man den hængende oppe i skorstenen i større bundter. De blev tilberedt ved at man satte dem i en klemme og holdt dem ind over ilden.
Hvert forår, arbejde ved Slusen
Nu kunne man også hvert forår få en måneds arbejde ved at udbedre digerne. Der skulle bruges ca. 50 mand ved Højer Sluse. Folkene ved Højer havde et par både liggende ved Højer Sluse. De skulle udbedre det halve af det nordlige dige. Folkene fra Fiskerhuse, Rosenkrans og Rudbøl skulle udbedre resten.
10 hytter blev bygget
Ved Højer Sluse blev der først bygget nogle hytter eller huse. Som regel blev der bygget i alt 6 stykker, og der var ca. 10 stykker i hver. Der blev stillet nogle lægter op. Uden på blev der lagt istag. Hver man havde en trave med.
Gratis øl
Inde i hytten til venstre for døren blev der lavet et ildsted ved at grave skråt ned i jorden til et firkantet hul udenfor, som var omkring en alen dybt og halvanden alen på hver led. Der blev rejst nogle lægter, og over dem lagt lægter eller grene.
Ved siderne og ovenpå blev der lagt sadder (græstørv). En skorsten blev lavet ved at fjerne den midderste sadde. Endelig blev kedlen hængt op i lænken. Nu kunne man begynde at koge vand og lignende. Man fik ild ved at brænde blus, som lå i en stak æ bloeskråg til højre for døren.
Over for døren stod der bænke og et bord. Under det havde hver sit skrin, hvor der blev opbevaret proviant. For enden af bordet var der et vindue. Sengene blev tømret op af de rå fjæle under taget. På bunden, der var bare jord, blev der lagt blus og ovenpå halm.
I æ bloeskråg lå der også et anker brændevin og et anker øl. Det sidste stod til fri afbenyttelse, mens man måtte købe brændevinen.
Formand og Rådmand styrede det hele
I spidsen for hver flok stod en annehmer, en slags formand. Desuden var der valgt en raadmand, der holdt justits. Han kunne for eksempel dømme dem, der havde fået for meget at drikke til at ligge i æ bloeskråg.
Arbejdet bestod i, at ridse vaddesadder af med en plov. Dernæst skulle man skrælle dem af med en spadeskovl og køre dem ud til bådene på trillebør.
Et hårdt arbejde
Ploven blev trukket af en mand, mens en anden styrede den. Den bestod af en lang jernstang med et skrapt blad forneden, som kunne skære gennem græslaget. Han trak først lige i en retning, derefter i ret vinkel dertil, så man på denne skar firkantede græstørv ud.
Spadeskovlen blev på samme måde trukket af en mand, mens en anden holdt fast i skaftet og samtidig lagde græstørvene op til siden. Når det så blev ebbe blev de sejlet ud til hovedet (rundingen af diget). Derefter lagde man sadden på det.
Om onsdagen var det en halv højtidelighed, for da kom børnene hjemmesfra derud med sødsuppe og pandekager og ellers lidt fisk. Om lørdagen tog man så hjem, og startede så igen mandag morgen.
Kurgæsterne fik en punch med
Bade og kurgæsterne, der gik og ventede på en båd til Sild kom ofte ind i hytterne og fik en gratis punch. Det blev dog ikke lagt dug på bordet, kun æ Ble fra æ seng.
Kilde: se
Hvis du vil vide mere om: Digebyggeri, Rudbøl, Marsken, Vadehavet og Højer Sluse: Se her: