Dengang

Artikler



En værtinde på Humlekærren

Juni 12, 2022

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familie overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest.

 

Hun var i 50 år midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de meste kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til det byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev huske for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også til at virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg han gjorde, da han i 1846 forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til hvilken der hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk tønderhus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd, men der ligger en vis ro og hygge over den.  I sin tid havde den vildvinsranker snoet op over indgangsdøren, lå der en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv blotte bygningens struktur og giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte det gamle Tønder til, rejstes.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere, men huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgerne, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland, senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle, som i de gode tider, da øllet var hver mands drik og hverdagens drik, var nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom de gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På de store markedsdage i for – og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig køberne og sælgerne. Og huset havde et godt ry som madsted. De der var ved at berette om madam Hage husker den færdighed, hvormed hun håndterede de to håndskeder, hun anvendte til fremstilling af de berømte boller, der hørte til den ferske suppe der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndslag til, når de mange sultne munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone, men når gæsterne blev højtrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende.

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle drukne mænd
  • ud af huset.

Og bøllen der følte sig smigret gik strakt i aktivitet

  • Herut I lømler råbte han, hvad vil I egentlig her.

Et øjeblik var efter var huset ryddet og freden sækkede sig atter over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder. Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum, at østrigerne var blevet afhentet og afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehul ved siden af Humlekærren, bar fru Hage hver dage mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem.

Da de danske trupper på fastelavns – søndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder beværtedes over et halvt hundrede af soldater på Humlekærren.

 

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at forstå i forbindelse med landstormen- En tid lang mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn, om den ikke skulle vise tegn på at den havde været brugt om natten.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd, og det var også her m at det var en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnenes mest fremtrædende danske mænd for at realisere planen om en oprettelse af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank, det pengeinstitut, der skulle komme til at få så stor en betydning for egen danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, men ikke kunne finde husrum til det planlagte møde, lød der fra røster om at indrette Humlekærren til et forsamlingshus. Tanken kom dog ikke til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundrede og foruden de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, og til disse hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte livsglade dr. Jersild. Og deres metier i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn, at hvilken den ældste søn, Andreas Hage, blev dyrlæge og i 1897 overtog hjemmet. Det var dog stadig moderen, madam Hage, der betragtedes som værtinde, indtil hun den 13.marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev i den anledning:

  • Gamle Bedste er død! Det var det Budskab, som løb omkamp med nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.829 artikler
  • Under Tønder finder du 293 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten – endnu mere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Danskerne kaldte dem “Parasitter”

Juni 10, 2022

Danskerne kaldte dem ”Parasitter”

Læserne har ikke just været begejstret for de tidligere artikler om tyske flygtninge. 250.000 flygtninge til Danmark. Den danske Lægeforening nægtede. Efter besættelsen fandt masser af lig. Den danske regering bakkede lægerne op. Virksomheder brugte flygtninge som billig arbejdskraft. Mange døde i lejrene især børn. Flygtninge blev udnyttet.  34 gravlunde passet af tyskere. Flygtninge måtte ikke sendes retur. I illegale blade blev flygtninge kaldt parasitter. Hjælp betød forlængelse af krigen, fortalte medierne. 60 præster protesterede. De blev forlangt fyret. Man kaldte deres indlæg for ”Medlidenhedskampagne. En mærkelig beskrivelse af tyske flygtninge. Poul Henningsen blev også upopulær. Kjærbøl rejste en injuriesag mod ham. Kirsten Lylloff blev også kritiseret for at være for ensidig, da hun beskrev børnenes forhold i lejrene. Desværre dømmer man kollektivt mennesker. Det gør man den dag i dag.  

 

Danskerne var ikke begejstret

Danskerne havde ikke meget til overs for tyskerne. De fem års besættelse havde sat deres spor. Nu var Danmark nok ikke den nation, der led mest. Men alligevel! Der var foragt og efter 5. maj kom der også hævntørst.

Og de artikler, som vi allerede har bragt på vores side om tyske flygtninge, er det nu heller ikke nu til dags lutter begejstring over.

 

250.000 flygtninge til Danmark

250.000 tyske flygtninge blev fra den 11. februar frem til den 5. maj 1945 sejlet over Østersøen til Danmark. Nogle af disse kom med både, hvor forholdene var ekstrem slemme. De danske myndigheder var på forhånd blevet orienteret. De frabad det på det kraftigste. En protest, der ikke gjorde indtryk på de tyske myndigheder. Faktisk svarede antallet af flygtninge til 7 – 8 pct.

Der var i alt 70.000 børn og mest kvinder og gamle. Alle disse blev gjort medansvarlige for de ufattelige nazistiske forbrydelser.

 

Den Danske Lægeforening nægtede

I foråret 1945 havde tyskerne ønsket, at danske læger skulle bistå besættelsesmagten med at behandle de tyske flygtninge, så de tyske læger kunne frigives til andre formål f.eks. tjeneste på fronten.

Den Danske Lægeforening mente ikke at danske læger skulle arbejde for tyskerne specielt ikke fordi de danske læger fortsat sad i tyske KZ – lejre og tyske håndlangere havde skudt flere danske læger.

 

Efter besættelsen fandt man masser af lig

Tyskerne mistede kontrollen over flygtningestrømmen. Det flød med lig i Frihavnen. Man fandt 300 døde flygtninge. Efterfølgende fandt man 300 lig på skoler, fabrikker, idrætshaller m.m.

Mange kunne ikke identificeres og blev smidt i masse grave. Kister blev i en fart flikket sammen af tynde rå u-malede brædder. Men man kunne ikke nå at følge med.

I juli 1945 var hele 10.000 danskere beskæftiget i flygtningelejrene. Det var på det strengeste forbudt at fraternisere med flygtningene, der på forhånd havde fået at vide, at de ikke kunne få varigt ophold i Danmark.

I maj 1945 var 64 ud af 70 københavnske skoler belagt med tyske flygtninge. I byen var flygtninge anbragt på halmmadrasser på gulvet i fabrikshaller m.m.

 

Den danske regering bakkede lægerne op

Forholdene var mange steder elendige. I de første måneder døde flygtninge i tusindtal. Ofte fik de ikke lægehjælp. Den danske regering havde meddelt lægestanden, at den ikke skulle føle sig forpligtet af lægeløftet i forbindelse med de tyske flygtninge.

Madrationerne i lejrene var meget sparsomme og fik flygtningene mad smuglet ind udefra blev det dem frataget. Al post var under streng censur.

 

Virksomheder brugte billig arbejdskraft

I mange lejre boede flygtninge i u-isolerede træbarakker købt i Sverige beregnet til skovarbejdere. De danske lagre af brændsel til varme var blevet brugt af tyske soldater. Under besættelsen var der ikke reserver til opvarmning af lejrene.

På trods af forbuddet mod at drive omgang med de tyske flygtninge fik flere danske virksomheder tilladelse til at anvende flygtninge som arbejdskraft. De blev under bevogtning transporteret til og fra lejrene – om de fik løn for deres arbejde har vi ikke kunnet finde ud af.

 

Mange døde i lejrene

Antallet af døde skal naturligvis ses i forhold til det samlede antal flygtninge var omkring 250.000. At så relativt mange døde skal også ses i sammenhæng med den elendige forfatning ældre og små børn var i, da de – efter måneders umenneskelige strabadser – nåede frem til Danmark. Frem til befrielsen var det 6.580 i de tyske lejre og andre forlægninger.

 

Flygtninge blev udnyttet

Der går historier om at storgrinende århusianske mænd pralede med deres ture til flygtningelejre ved Karup og Silkeborg, hvor de ved at betale småpenge til en fangevogter, kunne få sex med en tysk kvinde og – som de udtrykte det – hvis de var heldige også med lidt større børn.

Tænk at mennesker kunne behandle og udnytte medmennesker i nød så usselt.

Forsøgte flygtningene at flygte havde vagterne ordre til at skyde. Vi har tidligere skrevet om sådanne episoder.

 

34 Gravlunde

De mange døde tyske flygtninge – og soldater – blev stedt til hvile på omkring 475 kirkegårde rundt omkring i landet, hvilket afgjort ikke var lige velset af alle danskere. Flere kirkegårde klagede over pladsmangel. Den 3. oktober 1962 blev en dansk – tysk aftale underskrevet ud fra hvilken Volsksbund Deutscher Kriegsgräberfûrsorge samlede de mange i 34 gravlunde fordelt over hele landet. Vedligeholdelsen af disse gravlunde påhviler dem frem til i år. Det vides ikke om der er indgået en ny aftale.

 

Flygtningene måtte ikke sendes retur

Den danske stat mente efter besættelsen, at nu kunne man sende flygtninge hjem. Vi har i forbindelse med vores bogudgivelse i 2017 talt med en tidligere modstandsmand, som fortalte at han var med til at sende modstandsfolk retur lige efter besættelsestiden syd på via tog selv om dette var imod de allieredes ønsker.

Man mente at de tyske flygtninge ikke skulle retur før infrastruktur og forsyningssituationen i det ødelagte Tyskland var i orden. Desuden var Sovjet slet ikke indstillet på forhandlinger, selv om aftalen fra Potsdam var, at flygtningene skulle tilbage, hvor de kom fra. Men russerne havde tildelt de flygtendes boliger til andre.

 

Var domineret af nazister

Flygtningene var utilfredse med at de ikke kunne gå frit omkring. Myndighederne ønskede kontrol med dem. Derfor blev lejrene indhegnet. De kunne også blive udsat for hævnaktioner fra danskere, sagde myndighederne. De var også bange for, at flygtningene kunne viderebringe smitte.

Rygter opstod at staten ville bruge flygtningene som gidsler og at man tjente penge på dem.

I lejrene var det selvstyre. Nogle historikere påstår, at disse var domineret af nazister. Der var problemer med disse i nogle af lejrene.

 

Parasitter

Det illegale blad ”Frit Danmark” bragte i april 1945 en artikel med overskriften ”Parasitter”. Og det handlede om de tyske flygtninge.

Artiklen starter med at Danmark husede wienerbørn, antinazistiske emigranter og tyske jøder. Bladet oplyser om, at vores gæstfrihed var så omfattende, at vi undertiden var alt for naive. Bladet påstod, at den tyske befolkning hoverede og lo, da man udryddede jøderne. Eller i hvert fald størstedelen af tyskerne.

Bladet fortsætter så med ironisk at konstatere, at nu skal vi vise medlidenhed med et folk, der ikke selv kan gøre for det. Disse flygtninge skulle nu stå til regnskab for, hvad Pancke, Best og Lindemann har gjort af ugerninger mod det danske folk.

 

Hjælp – betød forlængelse af krigen!

Og Frit Danmark konstaterer, at enhver hjælp, vi frivilligt tilbyder de tyske flygtninge i Danmark ville betyde en forlængelse af krigen.

  • Hver gang vi ved vægring bereder dem vanskeligheder, redder vi måske livet for en eller flere allierede soldater.
  • Hovedreglen er, at enhver form for hjælp til de tyske flygtninge og de sårede tyske soldater kun ydes under direkte tvang og aldrig ved frivillig medvirken.

Nu var det ikke kun modstandsbevægelsen, der havde denne holdning. Den gik igen i mediernes opfattelse af situationen dengang. De fleste danskere havde samme opfattelse.

 

60 præster protesterede

Men for 60 præster blev det for meget. De udsendte en skrivelse, som vi bringer dele af nedenunder. Efterfølgende rejste det sig en proteststrøm mod disse. Mange danskere ville have disse præster afskediget. Det samme ville Information og andre dagblade. Men hvad var det lige præsterne skrev, Ja de skrev bl.a.:

  • Det er ikke sandt, at det drejer sig om karaktermæssig lavt stående mennesker.
  • De er imod deres vilje og deres regering tvunget til at forlade hus og hjem.
  • De har mistet alt og ser en usikker fremtid i møde.
  • Det er ikke sandt at flygtninge lever overdådigt. Kosten er tarvelig og knap. Den indeholder halvdelen af det kalorietal, som en danskers kost normalt rummer.
  • Børnedødeligheden i lejrene er uhyggelig stor

 

En medlidenhedskampagne

Det varede ikke længe inden der også i Information kom et modsvar. Det forståelige fjendebillede omfattede også de tyske flygtninge. I den illegale presse kørte der op mod den tyske kapitulation en kampagne mod flygtninge, hvor de blev fremstillet som led i en tysk ”medlidenhedskampagne”, som det danske folk måtte forhærde sig imod og afvise kategorisk.

  • Fra ende til anden et forsvar for de tyske flygtninge og et angreb på dem, der vil behandle tyskerne hårdt og ikke i dem se medmennesker
  • De er et herrefolk og at vi fortsætter med at tale nedsættende om dem, hver gang de forsøgte med vold at få os il at tie. Dem, som i Shellhuset, angst til angst med Danmarks bødler, har sagt dem i sin mening om tortur, krigsforbrydelser og overgreb.
  • Tyskland og tyskere kan ikke blive sidestillet med andre nationer og folk i mange, mange år.
  • Vi foragter tyskerne, som vi foragtede dem i kampens tid, nu er de ynkelig krybende. Vi ønsker dem hårdt behandlet, fordi vi ved at de kun kan handle, når de kommanderes.
  • Vi troede, Kirken under denne krig havde lært, at kristendom og øllebrødsbarmhjertighed ikke er det samme. Forhåbentlig vil man også fra Kirkens egen kreds give ”Det er ikke sandt-Præsterne svar på tiltale.

 

En beskrivelse af de tyske flygtninge

Ifølge besættelseshistorikker Aage Trommer, så var Information ”spydspidsen” i formidlingen af den anti-tyske holdning, hvor der ikke blev skelnet mellem de forhadte nazister og de forhutlede flygtninge. Den 9. april 1945 skrev Information om de flygtende tyskere.

De blev beskrevet som:

  • Brovtende, råbende og krævende

De blev kaldt:

  • Den sygdomsbefængte, bacille – og snavsspredende hob.

Man spekulerede på, om der findes danskere:

  • Der intet forstår af udviklingen, der ikke kan indse, at de titusinder af flygtninge betyder den største fare for Danmark, der ikke væmmes over deres pågående og brovtende anmasselse.

Og så sættes der ellers action på men en sammenkædning af de mange flygtende kvinder og børn med invasionsstyrker, Gestapo og udryddelseslejre:

  • En ny invasion er begyndt. Invasionen af tidligere slavepiskere fra Polen, bødlerne fra Maidaneks dødsfabrikker, gestapo-mændenes koner og børn med de myrdede polske kvinders og børns sko på fødderne, deres ringe om fingrene, deres skrig rungende i ørene

 

Poul Henningsen blev også upopulær

Også Poul Henningsen blev meget upopulær i befolkningen og i medierne fordi han flere gange gjorde opmærksom på forholdene i flygtningelejren på Kløvermarken.  Han kendte til forholdene i lejren, fordi han kendte lederen af lejren. Han skrev bl.a. en kronik i Politiken den 27.2. 1946:

  • Når der dog savnes tilstrækkelige oplysninger om forholdene i flygtningelejrene kan det skyldes at det i det store og hele er som hovedparten af den danske befolkning ønsker det. Uden tvivl vil der både være en gruppe som ønsker de tyske flygtninge behandlet mindre menneskelig og en som ønsker dem behandlet som menneskelig.
  • Der er rejst ca. 1.100 barakker som efterhånden skal gøres færdige, men da skolerne skal ryddes inden kommunevalget vokser lejren fra dag til dag – hurtigere end indretningen kan følge med.
  • Der er anlagt 10 vandhaner. Det er en vandhane pr, 1.200 beboere
  • Der mulighed for et bad om måneden pr. flygtning
  • Antallet af epidemiske sygdomme forties. En kilde siger, at det andrager et par procent. En anden kilde fortæller at her familie har været behængt.
  • Der er ikke brændsel. De bruger bundbrædderne under barakkerne.

 

Kjærbøl rejste sag

Lederen af Flygtningelejrene i Danmark var uenige med dem, der kritiserede at man ikke overholdt flygtningenes rettigheder. De skulle ikke have det bedre end de fattigste danskere. Han mente også at tyskerne snarere fik for meget mad end for lidt. Der skulle heller ikke laves en indsamling til flygtningene så længe danskere i de lande, som tyskerne havde udplyndret, havde det så dårligt.

Kjærbøl erklærede om forholdene i lejren i Kløvermarken:

  • Sundhedstilstanden er god, ja fortrinlig, enhver anden påstand er urigtig

Det endte med at Kjærbøl rejste en sag mod Poul Henningsen som han vandt. Der kunne nemlig findes beviser for at Kjærbøl misinformerede.

 

Kirsten Lylloff blev også kritiseret

Senere er Kirsten Lylloff blevet kritiseret for at være alt for ensidig i hendes bog Barn eller fjende? Her gennemgår hun behandlingen af de 10.000 uledsagede børn. Hun konkluderer:

  • En humanitær katastrofe som ikke er set af tilsvarende omfang i moderne tid i Danmark hverken før eller siden.

Anette Warring, der er professor i historie, er enig i denne konklusion og tilføjer:

  • Det var en humanitær katastrofe, der kunne have været undgået.

Over halvdelen af dødsfaldene blandt børnene indtraf efter befrielsen. Hovedparten døde af underernæring, marve-tarminfektioner og banale børnesygdomme. Ifølge Lylloff var de væsentlige forklaringer manglende lægehjælp, utilstrækkelig ernæring, den elendige hygiejne og de usle indkvarteringsforhold.

 

Man dømmer kollektivt mennesker

Den debat, der var dengang om de danske flygtningelejre fra 1945 – 1949 bør stå som et skrækeksempel. Man dømmer kollektivt mennesker – børn, kvinder og gamle. Historien dokumenterer risikoen for at anskue individer som repræsentanter for en foragtet national, religiøs eller kulturel gruppe.

Det er en tendens i dag, hvor vi også kollektivt bedømmer mennesker, takket være medierne. Og hvorfor lige medierne? Ja de beskriver ofte forhold ensidigt.

 

 

Kilde:

  • Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949
  • Bjarne Wagner Augustenborg: Gode Gud, send mig hjem
  • Kirsten Lylloff: Barn eller fjende
  • jyllands-posten.dk
  • information.dk
  • powinternational.dk
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Frit Danmark april 1945
  • Berlingske Tidende 24. juni 1945
  • Politiken 27. februar 1946
  • Immigrantmuseet

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.828 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 373 artikler
  • De Uønskede – tyske flygtninge
  • Flygtninge i Oksbøl
  • Flygtninge-prammen fra Klintholm Havn 1-2
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske Flygtninge
  • Flygtninge i Tønder
  • Læge under – og efter Besættelsen
  • Syd for grænsen – efter besættelsen
  • Karantænestationen ved grænsen 1-2
  • Tyskere på flugt

 

 


Frederikslyst ved Aabenraa

Juni 9, 2022

Frederikslyst ved Aabenraa

En udmærket badestrand. Aabenraa Museum har fem billeder af Frederikslyst. Det var en meget produktiv Dr. Neuber. Han fik frataget sin bevilling. Ville overtage et ugeblad.  Han var betaget af Aabenraas skønhed. Han oprettede for egne midler badehus. Kongen støttede et nyt projekt. Men ikke alle fik betalt. Måtte anmode om lån hos kongen Masser af publikationer om stedet. Han ville videre. Aabenraa skulle være ”Nordens Athen”. Udflugter og fester blev en succes. Syge blev raske, påstod lægen. Ved indvielse sagde Neuber ”Kilde til helbredelse og harmløse fornøjelser”. Frederikslyst opnåede fremgang. Man manglede Logihuse. Kunstig opskruet optimisme. Tallene så mørke ud og stadig færre gæster. Opløsning af selskabet i 1826. Et nyt ”Genbrugs – Rådhus”. Neuber tabte ikke modet. Badeanstalt i Sydhavnen.

 

En udmærket badestrand

I de første år efter 1818 gjorde en kreds af Aabenraa-borgere en bemærkelsesværdig indsats for at støtte byens erhvervsliv. Mange kystbyer havde Badeetablissementer. Så hvorfor skulle Aabenraa ikke også have det. Man havde jo en udmærket badestrand.

Efter Aabenraa-forhold var det dyreste projekt at opføre et ”Selskabshus”. Men der skulle også bygges badeanstalt og købes badevogne.

 

Fem billeder af et Selskabshus

På Aabenraa Museum har de ikke mindre end 5 billeder af dette Selskabshus. På et af billederne kan man også se badefaciliteterne, Og man kan se havnen. I havnen kan man se ikke mindre end 7 skibe – 6 danske og et med engelsk flag.

I mange år levede borgerne i Aabenraa om en strålende fremtid for byen som et berømt og mondænt Østersø-bad. Men hurtigt – alt for hurtigt gik denne drøm knust. Og sælen i foretagendet fysikus A.W. Neuber har vi også tidligere her på siden stiftet bekendtskab med.

 

En meget produktiv læge

I 1811 fik Neuber praksis i Aabenraa. Han var en livsglad og ualmindelig initiativrig mand. Han var udrustet med fremragende talenter som selskabsmand. Han havde en sjælden evne til at vinde folk til sine projekter.

I de første år lagde Dr. Neuber en iøjefaldende loyalitet for dagen over for det danske kongehus. I 1822 tilegnede han sin første digtsamling til Frederik den Sjette. I tidens løb udgav han flere digte og adskillige andre publikationer – lærde og ulærde afhandlinger i snesevis.

 

Frataget sin bevilling

I 1836 fratages Neuber sin stilling fordi han modtog penge ved sessionerne, så kommende soldater kunne slippe for tjeneste. Denne begivenhed betød, at Neuber resten af sit liv nærede fjendtlige følelser over for Danmark.

 

Ville være redaktør af et ugeblad

I efteråret 1840 søgte Neuber tilladelse til at udgive et tysk blad i Aabenraa ”Allgemeines Wochenblatt”. Hans Kopperholdt havde mistet sit privilegium som følge af for stærk liberalisme.

I Aabenraa var man betænkelig ved at give en mand et job som redaktør, som var fradømt fysikatet på grund af embedsforseelse.

 

Hvor stammer Aabenraa fra?

Blandt Dr. Neubers talrige publikationer var også et skrift, der udkom i 1840:

  • Der Name Apenrade

Dette afstedkom en farlig ballade i Aabenraa.

Jo det var denne mand, der ville gøre Aabenraa til et internationalt søbade-sted.

 

Betaget af Aabenraas skønhed

Straks da han ankom til Aabenraa, blev han betaget af stedet og den skønne og storslåede natur. I sin egen praksis tog han snart brug af søbade i sin anvendelse over for patienter.

Ved velynders og venners hjælp fik han i 1813 bygget et badehus ved den yderste ende af den daværende skibbro. Det bestod af et på vandet strømmende hus med to badeværelser – det ene til kolde og det andet til varme bade.

 

Et badehus

De første år blev det kun brugt af Dr. Neubers egne patienter, hans vennekreds og dem, der havde ydet penge til det.

Af hensyn til økonomien var huset ikke opført på nedrammede pæle, men det synes at være karakteristisk for gode hr. Neuber, at han i sine talrige propagandaskrifter så fremhævede det befordrende for sundheden og helbredelsen i, at huset vuggede på bølgerne.

 

Et nyt badehus

Men efterhånden var der tilgang fra flere i Aabenraa og omegnen. I 1818 byggede han for egne penge et stort nyt badehus ved enden af skibbroen. Det bestod af fire temmelig rummelige værelser og var forsynet med alle de bekvemmeligheder man med rimelighed kunne forlange, Det gamle badehus indrettede Dr. Neuber til svovl – og staalbade. Under arbejdet på dette opstod tanken om at få det hele i lidt mere faste former og indrette til et bade-sted.

 

Kongen støttede projektet

Men se dette krævede mange flere penge. Neuber forsøgte at finde velyndere. Han bearbejdede borgmesteren, Magistraten og byens velrenommerede borgere. Der skulle bygges et større fast badehus. Og et selskabshus med sidebygning. Det skulle være på en stor grund, så der kunne etableres et stor park- eller haveanlæg.

Dr. Neuber havde udpeget en plads foran Jørgensgård Skov, der skrånede ned mod havnen som den bedst egnet til formålet. Byrådet gav ham løfte om pladsen.

I 1817 sendte Dr. Neuber en redegørelse for projektet til Frederik den Sjette med anmodning om hjælp. Da kongen det næste år gæstede amtmand von Stemann, der selv var meget gunstig stemt for planen, lykkedes det at gøre kongen interesseret i planen. Den 13. november 1818 bevilligede kongen 2.000 Rigsdaler.

Kongens gave var ledsaget med en bemærkning om, at Majestæten overlod det til ledelsen ved aktietegning eller på anden måde at skaffe det manglende beløb.

 

En masse havde ikke betalt

Det var ikke småting, der manglede. Der skulle mange penge til og der manglede endnu mange. På det tidspunkt da gaven fra kongen indtraf, havde Dr. Neuber fået stiftet et Aktieselskab ”Frederikslyst Søbade-anstalt”. Der blev nedsat en direktion.

Efter aktietegning i Aabenraa manglede der endnu 27.600 Rigsdaler. Det var meget vanskeligt at tegne det nødvendige antal aktier.

Da ”Selskabshuset” var halvt færdigt, fandt man ud af at en underskrift ikke var nok. Der var en masse, der endnu ikke havde betalt.

 

Måtte anmode om et lån hos kongen

I 1819 bad man kongen om at yde et rentefrit lån på 4.000 Rigsdaler i 10 år. Lånet blev bevilliget, men man opnåede ikke rentefrihed. Der var mange fornemme folk blandt dem der havde tegnet aktier.

 

Masser af publikationer om stedet

Dr. Neuber havde flere gange gjort rede for bade-stedet både i form af publikationer og artikler. Han fortalte bl.a. om sin egen begejstring for stedet. Han fortalte at klimaet her var mildere og behageligere end mere syd på. Fjordens vand var meget saltholdigt og besad fortræffelige egenskaber.

Han skrev også at byens befolkning var godmodige, fredelige og venlige. De ville være med til at gøre det behageligt for gæsterne at besøge området.

Det var Dr. Neuber’ s drøm, at Aabenraa ved hjælp af bade-stedet skulle blive et samlingssted, hvor ingen nationalpolitiske spændinger eksisterede, og som derfor skulle samle alle dannede af begge nationaliteter. I det følgende afsnit af samme pjece skriver han nemlig, at gæsterne enten kommer fra Tyskland eller Danmark, ikke ville fæle sig fremmede:

  • Man kender her intet til hin ubehagelige spænding, som i længere tid har hersket mellem en del af de egentlige danskere og Slesvig – Holstenerne, og som ikke helt er ophørt.

Han mente at stedet kunne være et samlingssted, hvor de kom hinanden nærmere.

 

Det skulle være ”Nordens Athen”

Men den fantasifulde læge ville endnu mere. Det fremgår af hans brev til Dr. Stierling i Hamborg. Aabenraa skulle være Nordens Athen, hvor ikke alene sportens udøvere, men også kunstnere og videnskabsfolk hver på sit felt skulle kæmpe for at vinde Laurbærkransen.

Der kom stadig flere badegæster. Og for at afhjælpe savnet af et samlingssted byggede Dr. Neuber i nærheden af badehuset en pavillon af træ, hvor badegæsterne kunne opholde sig, nyde en forfriskning og læse aviser og blade. Denne pavillon var indrettet sådan at den kunne tages ned om vinteren. I sommeren 1819 var der 300 gæster.

 

Kom i bedring eller blev raske

Af badelisten fra 1819 kan vi se at der var 216 fremmede og 84 indførte. Men der befandt sig også blandt disse 50 veritable kursøgende. Af disse led:

  • 10 af almindelig nervesvækkelse
  • 4 af hysteri
  • 13 af hypokondri
  • 4 af nervøs hovedpine
  • 5 af skrofulose
  • 1 var pukkelrygget
  • 3 var blegsottige
  • 1 havde tæring i luftrøret
  • 1 havde en svulst på benet
  • 1 havde eksem
  • Og endelig var tungsindig

Dr. Neuber skrev, at kun den tungsindige og den pågældende med sygdom i luftrøret måtte forlade badeanstalten uden resultater. Alle de andre var mere eller mindre i bedring eller delvis raske. Det tegnede på at blive en succes.

 

Udflugter og fester var en succes

Dr. Neuber, der var en fortræffelig festarrangør, foranstaltede forsøgsvis udflugter i omegnen, hvilket deltagerne var begejstrede for. I festerne deltog gæster fra forskellige egne af Danmark lige som der var deltagere fra Hamborg, hvorfra man regnede med mange gæster i fremtiden.

Den første fest, der holdtes i 1819, fandt sted i de tre første dage af august. Den 1. august begyndte festen med middag hos Hartmeyer og klokken fire om eftermiddagen kørtes deltagerne til Høgelsbjerg. Turen foregik i øsende regn og alle blev gennemblødte.

På Høgelsbjerg nøjedes gæsterne med at danse. I omegnen blev der afskudt kanoner. Den 2. august var der hjorteskydning på Jørgensgård. Den sidste dag den 3. august sejlede selskabet til Laksemølle, hvor man drak te. Kl. 10 0m aftenen sejlede man tilbage. Flere steder var der bål. Sommerpavillonens vinduer strålede i festlig illumination. Dagen endte med et prægtigt bal hos Madam Rudebeck.

 

Ansættelse af personale

Arbejdet på opførelsen af Selskabshuset blev som nævnt påbegyndt i 1819, men det lykkedes ikke at få bygningen færdig det år. I foråret 1820 var arbejdet dog så vidt fremskredet, at man på en generalforsamling, der blev afholdt den 31. maj gik til at ansætte vært på Selskabshuset.

Der var knyttet en restaurant, hvor der nu skulle ansættes personale. Også til badehusene skulle der ansættes personale.

 

Der manglede stadig penge

I begyndelsen af juli 1820 var Selskabshuset færdigt. Men direktion manglede stadig 3.200 Rigsdaler. Det var aktionærer, der endnu ikke havde indbetalt.

I foråret 1820 blev der indsendt en beretning til kongen. Heri blev der oplyst, at der manglede udsmykning i Selskabshuset. Man havde bygget en stor badevogn. Det kommende år ville man anskaffe hele 6 vogne.

 

Kilde til helbredelse og harmløse fornøjelser

Selskabshuset ville, når det var færdigt, indeholde to entreer, seks store værelser og en balsal, der gik gennem begge etager. Stueetagen var beregnet til restaurant. Så var det hensigten at man ville lægge promenader i Jørgensgård Skov.

Neuber fortsatte med sine skriverier. Han fortalte, at der i nærheden af Selskabshuset skulle indrettes et hotel. Ligeledes fortalte han, at man fra huset kunne følge Aabenraas livlige skibstrafik.

Frederikslyst fik sin højtidelige indvielse den 11. juli 1820.

Ved indvielsen sagde Neuber bl.a.:

  • Det er ikke alene en kilde til helbredelse men også til harmløse fornøjelser

 

Frederikslyst opnåede fremgang

Hver søndag eftermiddag blev der spillet, musiceret og danset til midnat. Hasardspil var dog bandlyst. I sommeren 1820 blev der foruden indvielsesfesten afholdt en fugleskydning og en høstfest.

Den opblomstring, ”Frederikslyst” kunne glæde sig over i de første år, blev dog kun af kort varighed. Den pengemangel som de unge foretagende vedvarende måtte kæmpe med, voldte hindringer i en hver retning.

 

Man manglede logi – huse

Det var fremfor alt påtrængende nødvendigt at bygge hoteller, eller som man sagde dengang ”Logihuse”, som skulle ligge ved fjorden. Under de foreliggende omstændigheder var badegæsterne tvungne til at tage ophold i byen, hvilket i almindelighed føltes som en gene. Men på grund af pengemangel måtte man udskyde opførelsen af ”Logi – Huse”.

Bade-stederne på Föhr og ved Travemünde, der var oprettet efter Aabenraas forbillede kun fra starten tilbyde logihuse, som var indrettet med al moderne kunst.

 

Kunstig opskruet optimisme

Hele foretagendet blev båret oppe ved Dr. Neubers enestående virksomhedstrang og viljekraft i forbindelse med en kunstigt opskruet optimisme, der skulle virke udadtil. Indadtil så det knap så godt ud. Offentligheden fik slet ikke noget at vide om økonomien.

 

Tallene så mørke ud

Ved Generalforsamlingen de 12. februar 1822 så man med bange anelser på de svigtende indtægter. Af hensyn til den slunkne kasse undlod man at enhver nyanskaffelse til den kommende sæson.

Ved et nyt møde den 15. april 1822, hvor der foruden de fem direktionsmedlemmer kun var mødt fem aktionærer frem så tallene endnu mørkere ud.

I 1822 var der dannet et specielt Skyttelav for Frederikslyst. I badesæsonen afholdt de tre skydninger. Man måtte aflyse de store bade-fester. De var alt for dyre.

 

Efter 1823 stadig færre gæster

Stedet kunne slet ikke klare sig i kapløbet med de andre bade-steder. Efter 1823 kom der færre og færre gæster. I 1826 dækkede indtægterne ikke mere de løbende udgifter. Der var også andre forhold, der gjorde sig gældende. I 1825 var de svømmede badehuse blevet fuldstændig ødelagte af højvande og storm.

 

Opløsning af selskabet

Hvis man ønskede at fortsætte, måtte der bygges nye. Det var umuligt. Kassen var tom. En ekstraordinær generalforsamling fandt sted den 10. marts 1826. Den var meget dårlig besøgt. Men enstemmigt besluttede man at opløse selskabet.

Tabet bar man i fællesskab. Der var ingen, der kom til at betale mere end den anden. Aktionærerne gav afkald på deres indbetaling. Hele inventaret blev stillet til rådighed for direktionen.

 

Et nyt ”Genbrugs – Rådhus”

Til alt held trængte Aabenraa by til et nyt rådhus. Ideen var nu at rive Selskabshuset ned og opføre det som et nyt rådhus. Planen vandt tilslutning. Magistraten købte Selskabshuset for billige penge.

Bygmester P. Callesen der i sommeren 1820 havde fuldendt bygningen af Frederikslyst fik nu til opgave at rive det ned og genopføre det som rådhus. Og det var efter vor berømte arkitekt C.F. Hansens tegning. Man kan sige det var efter en bunden opgave. Denne bygning var i hvert fald, da jeg boede i Aabenraa en pryd for øjet.

Inventaret blev solgt ved en auktion. To lysekroner blev købt af agent Bruhn og major Hansen. I 1840 blev kronerne erhvervet af Magistraten og ophængt i rådhuset.

 

Neuber tabte ikke modet

For Neuber har det sikkert ikke været let. Men han tabte ikke modet. Han købte badehusene og badevognene og under store bekostninger lod han dem restaurere. Han fortsatte virksomheden under mere beskedne former.

Og restauratøren fra Selskabshuset købte bro – pavillonen og fortsatte restaurationen derfra.

Skønt vejret i 1828 ikke var særlig gunstigt for søbade havde dr. Neuber den tilfredsstillelse, at badeanstalten var bedre besøgt end de foregående år.

Om Neuber fortsatte med at drive badeanstalten til hans død i 1849 vides ikke.

 

Et glas på Aabenraa Museum

Et glas med navnet Caroline Neuber, Neubers hustru befinder sig på Aabenraa Museum. Det har tilhørt kaptajn C.C. Fischers svigermor, den senere fru Offersen fået af fru Neuber , da hun var en ung pige hos dem i deres hjem, Slotsgade 33.

 

Badeanstalt i Sydhavnen

Efter mange år efter dr. Neubers død, lå der en badeanstalt ved havnen. Senere blev den flyttet til Sydhavnen. Indtil 1920 kaldte tyskerne endnu Aabenraa, ”Ostseebad Apenrade”. Nu er badelivet flyttet til yderfjorden. Og her har undertegnede badet mange gange.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Litteratur Aabenraa
  • dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.827 artikler
  • Under Aabenraa finder du 178 artikler

 

  • Rådhuset i Aabenraa
  • En fysikus fra Aabenraa

 

 

 

 

 


En sort dag i Højers historie

Juni 7, 2022

En sort dag i Højers historie

Den 8. juni 1952 er ikke kun en sort dag for Roklubben Højers historie med også for hele byen. På denne dag druknede fem unge roere. Disse blev mindet på 70 års dagen for den tragiske hændelse ved Pinsegudstjenesten i Roklubben nede ved Vidåen ved Højer. Dansk – og tysksindede fandt sammen. De var kyndige sportsfolk. Færgeforbindelsen til Sild var blevet genoptaget. Alarm 4.30 om morgenen. De var ikke på Jordsand. Mange deltog i eftersøgningen. Redningsbåd fra List fandt båden. Specielle forhold i vadehavet.  En mindetavle i klubben. Man talte ikke om tragedien. Den blev tiet ihjel. Dog taler man om den i klubben. Her er også en mindetavle.

 

Fem unge mennesker druknede

Den 8. juni er det 70 år siden at fem roere fra Højer druknede. Det var

  • Fritz Pörksen
  • Andreas Truelsen
  • Aage Jacobsen
  • Helmut Bossen
  • Heinrich Jensen

Pinsegudstjenesten fandt sted den 5. juni ved den tyske roklubs klubhus, der ligger mellem den gamle fabrik og Højers gamle sluse.

 

Dansk – og tysksindede fandt de sammen

Den var ikke kun en sort dag for roklubben, men også for hele Højer. Den tragiske hændelse førte tyske og danske familier sammen. Dem fem unge mennesker fra Højer, hvis lig delvis først blev fundet flere uger efter.

 

Kyndige sportsfolk

De fem medlemmer som tilhørte ”Regatta-mandskabet” i roklubben var således kyndige sportsudøvere på vandet.

De var i gang med at træne til ro-regatta i Kiel. På den skæbnesvanger dag roede de fra Højer – kanal ud i Vadehavet. Fra den dag er det forbudt for Roklubbens medlemmer at ro ud i Vadehavet. Det står endda nedfældet i klubbens vedtægter.

 

Færge – forbindelse til Sild genoptaget

Få dage før den tragiske begivenhed havde de fem unge mennesker fejret en begivenhed med andre af Højers indbyggere, nemlig genoptagelsen af færgeforbindelsen mellem Højer og Sild.

 

Alarm kl. 4.30

Familierne bekymrede sig i første omgang ikke om at roerne som forventet ikke var kommet hjem. De specielle tidevands – strømme mellem Sild, Rømø og fastlandet var ikke ufarlige. Nogle gange søgte skibsbesætninger ved dårligt vejr tilflugt på øen Jordsand.

Først mandag morgen omkring kl. 4.30 blev der slået alarm. Det var faderen til roeren, Johannes Pörksen, der alarmerede politiet. Eftersøgningen indebar også brug af fly. På fastlandet langs kysten blev der også søgt efter roerne.

 

Var ikke på Jordsand

Johannes Pörksen tog til søs sammen med Højer fiskeren Willy Kühn. De tog i retning af Jordsand for at undersøge om de havde søgt tilflugt her. Det var desværre ikke tilfældet.

 

Mange deltog i eftersøgning

I flere uger ledte man uden resultat efter de savnede roere. Bønderne Christian Johansen og Hans Fedder Hindrichsen stillede til dette formål heste til rådighed. Et udvalg under ledelse af Højer – betjenten Gregers Jørgensen, Tæppefabrikant Johannes Kjærby og købmand Waldemar Ohlsen organiserede den videre eftersøgning. Også smedenes fagforening opfordrede sine medlemmer til at deltage i eftersøgningen.

 

Redningsbåd fandt båden

En redningsbåd fra List fandt roernes båd med bunden i vejret drivende i Lister Dyb. Den bevægede sig i retning mod Jordsand i den stærke strøm

 

Specielle forhold i Vadehavet

Ved stærk vind og ved springflod med højere højvande og lavere lavvande dannes der i det over 30 meter dybe område mellem Rømø og Sild mange gange forræderiske hvirvler, som gør det umuligt at nå den frelsende bred.

Kaptajnen på en tysk redningsbåd havde udtalt, at der om eftermiddagen på ulykkesdagen var observeret flere skypumper over sundet mellem Rømø og Sild. Derfor må man gå ud fra at robåden fra Højer er blevet taget af sådan en.

Borgere fra Højer havde nævnt at på ulykkesdagen var at det blæste lidt mere. Men det skulle ikke volde de erfarende roer nogen problemer. De kendte forholdene.

 

En mindetavle i klubben

Efter besættelsestiden og efterkrigstiden havde dansksindede og tysksindede i Højer måske et horn i siden mod hinanden. Men under eftersøgningen kom de meget tættere på hinanden. Borgmester Jens Matthiasen holdt under et byrådsmøde en mindetale. Også en indsamling blev iværksat.

Pastor Andreas Schau tog sig af begravelsen af de fire af roerne, der tilhørte det tyske mindretal. Den femte blev begravet på Sjælland.

En mindetavle i roklubben minder om de fem roere.

 

Man talte ikke om tragedien  

I Volkert Truelsens familie blev der aldrig talt om ulykken. Onkel Andreas var en af de omkommende roere. Til Der Nordschleswiger fortæller han:

  • Det var ikke et tema i familien. Mine forældre har aldrig talt om det. Min far, Niels havde i løbet af få år mistet hele to brødre.

Hans onkel Heinrich kom ikke hjem fra Anden Verdenskrig. Han faldt i Rusland. Kun syv år efter enden på krigen sørgede bedsteforældrene over deres anden søn, Andreas.

  • Denne tragedie ville man ikke snakke om på grund af den store sorg, tror jeg. Hvad jeg ved om det, har jeg hørt ved min Oma. Der læste jeg også en artikel om ulykken.

Sådan fortæller Volkert Truelsen, der ved bådulykken kun var to år gammel. På dagen, hvor onklen blev begravet, var moderen taget til Tønder med ham og en fætter. Det var for at de ikke skulle få noget med. Sådan er det blevet fortalt ham. Det er også blevet fortalt ham, at det var ro-kammeraterne, der bar kisten fra kirken til kirkegården.

Tragedien har ikke afskrækket Volkert Truelsen i at sætte sig i en robåd. Hans forældre forbød ham heller ikke at ro.

  • Begyndelsen var ikke så god. Allerede fra starten blev jeg kastet i vandet af de andre. Da jeg ikke gik under, blev jeg betragtet som egnet. På min første rotur måtte jeg være styrmand. Det var første og sidste gang at jeg sad i båden. Jeg fik styret båden direkte ind i anløbsbroen.

 

Ulykken blev tiet ihjel

Æresmedlemmet Karin Thimsen bekræfter udtalelserne fra Volkert Truelsen, at det er sjældent at man taler om bådulykken.

  • Ulykken blev tiet ihjel

Sådan udtaler den 85 – årige fra Sæd. Siden 1960 bor hun i Højer og blev hurtig medlem af roklubben. Også hendes tre børn har alle roet.

  • Da min søn Gert, der i dag er 61 år, begyndte at ro, vågede jeg som en hønemor over ham. På grund af min angst for ham, begyndte jeg også at ro. Også to børnebørn har jeg undervist

 

I klubben taler man om det

Hos medlemmerne i roklubben Højer bliver ulykken med de fem medlemmer med jævne mellemrum nævnt. Dette sørger mindetavlen i Bootshaus (klubhuset) også for.

  • At enkelte medlemmer nu mener at denne tavle burde overlades til det tyske museum i Sønderborg, er ikke rigtigt. Den hører til i klubhuset

Dette understreger Karin Thimsen, der i årtier har arbejdet med i roklubbens bestyrelse.

 

  • Vi takker Der Nordschleswiger, fordi vi måtte bruge deres artikel og som vi har oversat til dansk.

 

Hvis du vil vide mere

  • dengang.dk indeholder 1.826 artikler
  • Under Højer finder du 78 artikler

 

 

 

 

 


Briggen Gazelle af Aabenraa

Juni 7, 2022

Briggen ”Gazelle” af Aabenraa

Der var andre skibe med samme navn. Dette skib var på vej til Formosa fra Hongkong. To kinesiske junker var på vej. Alle forsøgte at gemme sig. Man troede at kineserne ville slå alle ihjel. Det var ikke Hans, som Søren hørte. Søren Møller sank sammen på dækket. Senere fik han også et spark i siden. Røg fra en damper i sigte. Det var et tysk krigsskib. Det optog forfølgelsen af sørøverne. Pludselig kunne man høre kanon – torden i det fjerne. Rejsen til Formosa kunne fortsætte.

 

Andre skibe med samme navn

Det var i 1868, at briggen Gazelle fra Aabenraa under kaptajn J. Green løb ind i en ubehagelig overraskelse.

Under vores efterforskning fandt vi ud af, at en båd med samme navn var havareret i 1862. Den stammede fra Sønderborg. Ligeledes havde preusserne et krigsskib med samme navn. Og det opererede på et tidspunkt i det samme område, hvor vores historie foregår.

 

På vej til Formosa

Skibet havde i Hongkong indtaget en ladning stykgods og 36 kasser Opium, som skulle transporteres til Takao på øen Formosa. Man forlod havnen hen ad morgenstunden med let sydlig vind for fulde sejl.

Hen på formiddagen var man kommet et stykke fra land. Nu blev det næsten helt stille. Nogle af sejlende blev taget ned. Der var ingen skibe i nærheden bortset fra to kinesiske junker som besætningen mente var fiskere. De firede deres sejl og begyndte nu at ro hen til Gazelle.

 

To kinesiske junker på vej

Ingen havde nogen fornemmelse af, hvad der nu ville ske. Kaptajnen gav derfor ordre til at gå til middag. Da vejret var godt og luften klar blev bådsmand Søren Møller, som den eneste tilbage på dækket.

Før kaptajnen gik ned i kahytten, bad han bådsmanden gik besked, når der kom lidt mere vind. Bådsmanden havde ikke nogen særlige arbejdsopgaver så han holdt øje med de to kinesiske fartøjer. De havde nu sat farten op og nærmede sig Aabenraa – skibet.

Da de nu var 100 alen, agter for Gazelle, roede de længere fra hinanden og lidt længere ud. Men de var dog stadig i retning mod Gazelle. Derfor kaldte Søren Møller nu alle mand på dæk.

 

Alle forsøgte at gemme sig

I det samme lød der et kanonskud fra den ene båd. Nu gik det op for mandskabet at man havde med sørøvere at gøre. Der opstod nu angst og fortvivlelse hos mandskabet. Enhver forsøgte at skjule sig. At gøre modstand mod så mange kunne der ikke blive tale om. Man var nødt til at overgive sig til skæbnen og så håbe på det bedste.

Den første kugle var gået gennem et af sejlene. Søren Møller løb nu bort fra roret og foran i skibet.  Her rev han låget af den store klyds (beslag) som ankerkæderne går igennem ned til kædekassen. I den krøb han ned. Han begyndte at tænke på sin skæbne og på sine kammerater.

Kort tid efter mærkede han et voldsomt stød mod skibssiden. Derefter stormede kineserne op på dækket, hvor der blev et forfærdeligt spektakel. Men Søren sad lige så stille som en mus i en fælde.

 

Kineserne slår dig ihjel

Sådan sad han i flere timer og tænkte i sit stille sind:

  • Når kineserne nu får fat på dig, slår de dig ihjel med det samme.

Og mon ikke resten af besætningen tænkte det samme? Han hverken hørte eller så noget til dem. Mens han sad og tænkte blev han pludselig forstyrret og krøb endnu mere sammen af angst.

Lugen foran blev pludselig åbnet. Hele for-lasten var nu fuld af kinesere. De begyndte at losse lasten. Han forholdt sig ganske rolig i sit skjul. Der var ingen, der tænkte på, at han sad ganske tæt i nærheden af dem. Kun en bræddevæg var imellem.

 

Det var ikke Hans

Efter en god halv time blev alt stille. Han kunne nu høre at de var midtskibs. Kort tid efter kunne han nu høre, at der kom en mand ned i for-lugen. Så vidt han skønnede var det dog en fra besætningen, en anden letmatros. Han var dansker og hed Hans.

I sin dumhed råbte Søren Møller nu:

  • Er det dig Hans?

Til sin skræk fandt Søren Møller nu ud af, at det ikke var hans men en kineser. Og da denne hørte råbet skreg han alt hvad han kunne efter hjælp.

 

Søren Møller sank sammen

Søren Møller var nu tvunget frem fra sit skjul ellers ville de have skudt ham. Da han var kommet langt nok op, tog de Søren i håret og hev ham helt op. Han skreg nu højt. Han regnede med at de ville dreje halsen om på ham.  Det skete dog ikke.

Men da han kom op på dækket, sprang der straks en til og gav ham nogle slag i nakken med et eller andet. Søren Møller faldt nu bevidstløs om på dækket.

Efter et stykke tid, kom han til sig selv Han havde en frygtelig hovedpine og øjnene var stærkt ophovnede. Han konstaterede, at han måtte have ligget der længe, for solen begyndte allerede at forsvinde bag bjergene. Det måtte være sent på eftermiddagen.

Han fandt det nu bedst at blive liggende, hvor han lå. Så kunne kineserne gøre med ham, hvad de havde lyst til. Fra hans plads kunne han se, at de var i gang med at losse lasten ned i bådene. Det som de ikke havde brug for, gik over bord.

Nogle af sine kammerater fik han også øje på. De måtte arbejde med. Nogle af dem havde et tørklæde om hovedet.

 

Et spark i siden

Da solen var borte, holdt kineserne op med lastningen og gik om bord i deres egne skibe. Alt gik efter kommando. Da de fleste var om bord, kom to af dem som vist nok var kaptajnerne, forud, Hvor Søren Møller lå og havde en hemmelig samtale med hinanden i det kinesiske sprog, som Søren Møller ikke forstod.

Begge var bevæbnet med sabel og revolver. De tog slet ikke notits af Søren Møller. Da de gik, gav den ene ham et ordentligt spark i siden. Søren Møller bed tænderne sammen, dels af smerte og dels for ikke at skrige. De sprang så op på rælingen, gik om bord og gav kommando til at kaste los. Alle årer blev sat i vandet. Så gik det i en fat nordpå op under landet mod Swatau.

 

Røg fra en damper i sigte

Gazelle lå helt stille. Der var ikke et skib eller damper i sigte, skønt det var tæt under indsejlingen til Hongkong.  Man var uden proviant og sejl. Det som røverne ikke havde taget med, havde de ødelagt.  Selv kompasset og kortene havde de taget med.

Da kineserne nu var borte, kom Søren Møller op i en fart og løb agter. Mandskabet gjorde store ansigter. De troede at kineserne havde slået ham ihjel og kastet ham over bord.

På kahytsdækket samledes hele mandskabet. Man fik talt om, hvad de alle havde måttet lide og hvad de nu skulle gøre. Pludselig rejste en af matroserne sig og så stift mod den østlige horisont. Så råbte han:

  • Der er røg af en damper at se

De andre mente dog at det bare var en sky men matrosen holdt stædigt på sit. Kort efter kunne nu også se, at det var en damper, der kom nærmere. Klokken var i nærheden af 20. Det var lyst nok til at damperen eventuelt kunne få øje på dem.

 

Det var et tysk orlogsskib

Til deres store glæde viste det sig at være et tysk orlogsskib, så nu kom der hjælp.

Da skibet var kommet op på styrbordsside, stoppede maskinen. Der blev spurgt på engelsk, hvilket skib, det var.

Kaptajnen svarede, at det var den preussiske brig ”Gazelle” af Aabenraa, at det kom fra Hongkong og skulle til Formosa samt at der havde været sørøvere ombord som havde taget alt.

Kommandanten spurgte så, om de ønskede hjælp, hvilket blev besvaret med:

  • Ja og meget nødvendigt

Og svaret var så, at den straks kom.

 

Orlogsskibet optog forfølgelsen

Nu blev der liv på det tyske krigsskib. To af kutterne blev sat i vandet. Efter en kort manøvre kom også to både roende over til Gazelle. De var fuldt bemandede med nogle høje officerer. En af disse spurgte Gazelles kaptajn om en hel masse.

Det hele blev skrevet op i en bog. Så blev der ført en slæbetrosse om bord på krigsskibet, der satte fuld damp op og slæbte afsted med Gazelle i nordlig retning. Henimod klokken 23 lod Gazelle ankeret falde. Man var nu tæt på land. Fra krigsskibet kom nu en båd med proviant. Og alt hvad der manglede af lamper og olie kom der også.

Krigsskibets mandskab kom ombord og holdt nu øje med eventuelle sørøvere.

Da nu alt var i orden for natten dampede krigsskibet nord på for at indhente kineserne som dog sikkert var gået ind under land for at søge sig et skjulested.

 

Kanontorden i det fjerne

Mens besætningen nu sad og diskuterede med marinerne, som var ombord på Gazelle råbte vagten til officeren på dækket, at han kunne høre kanontorden i nordlig retning. Det varede i cirka et kvarters tid.

Klokken cirka to om natten kunne vagten se nogle raketter stige til vejrs. Endnu en time senere kunne man se krigsskibet, som havde en kineser – junke på hver side.  Den dampede hen imod Gazelle.

Næste morgen kom kommandanten selv ombord på Gazelle og tog kommandanten og styrmanden med over til kineserne. En times tid senere kom båden tilbage igen med Gazelles sejl og meget andet, som kineserne havde taget.

Lidt efter kom en bådladning proviant og vand Mandskabet på Gazelle måtte nu til at binde sejl.

 

Rejsen til Formosa kunne fortsætte

Da Gazelle efterhånden havde alt om bord til rejsen, tog officeren afsked med mandskabet. En underofficer og 10 mand blev dog om bord på Gazelle for at hjælpe med rejsen til Takao.

Krigsskibet satte fuld damp med begge junker på slæb mod Hongkong.

Rejsen til Takao varede kun kort. Livet var reddet for denne gang. For den gode hjælp kunne man takke den brave kommandant på korvetten Medusa som til alt held på den tid opholdt sig her på kysten i de kinesiske farvande.

Det var ikke alle Aabenraa – skibe, der var lige så heldige.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.825 artikler
  • Under Aabenraa kan du finde 177 artikler

 

  • Fra skibsdreng til Reder
  • Da briggen Chico blev overfaldet (b)
  • Aabenraa som søfartsby
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Skibe fra Aabenraa
  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Søens folk fra Aabenraa
  • Aabenraas storhedstid med søfart
  • Søfartshistorier fra Aabenraa
  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa, skibe og søfart
  • En skibskaptajn fra Aabenraa

 

 

 


Endnu flere zeppeliner i Tønder

Juni 5, 2022

Endnu flere zeppeliner i Tønder

Et militærfly faldt ned på den gamle landingsbane i 1930’erne. Det var en dårlig landingsbane. Tyskerne havde en del luftskibe. En kæmpe dobbelthal med plads til 150.000 mennesker. Store tab af luftskibe, Tønder mistede også mange luftskibe. L 19’ s rørende undergang. Besætningen på L 15 reddet i sidste øjeblik. Angreb allerede i 1914. En snestorm forhindrede angreb i 1916. Marineminister Churchill modsatte sig planen. Ingen ansvarlig officer til stede da englænderne kom.  To bump vækkede Tønders befolkning. To angreb. Endelig skød tyskerne. Tre af flyene landede ved Esbjerg. Tyskerne: ”Kun ringe materiel skade”. Englænderne: ”Det var vigtigt at sætte Tønder Stationen ud af spil”.  

 

Et militærfly styrtede ned

Vi har efterhånden skrevet en del om zeppelinerne i Tønder. Meget af det bliver på en eller anden måde gentagelser. Åbenbart styrtede et dansk militærfly ned her engang i 1930’erne.  To mand blev dræbt.

 

En dårlig landingsbane

Der hvor flyet styrtede ned var engang en landingsbane. Og der lå og ligger en flyhangar. Og denne hangar er blevet renoveret og står der endnu. Men de store luftskibshaller er for længst revet ned. Men inden da var disse haller genstand for et par engelske angreb.

 

En del luftskibe

Den tyske marine disponerede ved krigens udbrud (Første Verdenskrig) over en del luftskibe. Men de var nu ret små i begyndelsen. Disse luftskibe blev brugt i bevogtningen og til rekognoscering, Senere fik de større opgaver. Stationerne kom til at ligge i Cuxhafen, Oldenburg, Wilhelmshafen og Tønder. Under krigen kom der flere til.

Ja der er mange der ikke ved det, men cirka tre kilometer nord for Tønder blev der bygget to kæmpehaller og en mindre.  Den ene af dem blev allerede revet ned i 1918, da den var blevet overflødig. De sidste to blev ødelagt helt eller delvist ved det engelske angreb i 1918.

 

En kæmpe hal

Et større gasanlæg blev anlagt til fyldning af luftskibene. Her var også mandskabsbarakker. Hele stationen dækkede et meget stort areal. Den største af hallerne var 275 m lang og 75 m bred. Ja og hele 45 m høj. Den kunne vel rumme en forsamling på 150.000 mennesker.

Stationen var beskyttet af de sædvanlige batterier med luftværnskanoner. Der var også anlagt en radiostation, der både skulle tjene som korrespondance med skibene, når de var ude. Og så var den tillige pejlestation.

 

Store tab af luftskibe

Tjenesten om bord på luftskibene var nok den farligste og den mest romantiske.  Hvor farligt det var fremgår af nogle tal:

  • Under krigen havde Tyskland i alt 78 luftskibe i brug, deraf 65 zeppeliner. Heraf mistede man 52 luftskibe, hvoraf de 28 forsvandt med hele deres besætning. 26 blev ødelagt af fjenden, 14 af uvejr og 12 af brand, eksplosion og lignende. Desuden blev 17 luftskibe udrangerede som forældede. Ved krigens slutning var kun 9 i tjeneste.

 

Tønder mistede også mange luftskibe

Mange af de luftskibe, der under krigen lå i Tønder gik tabt. Man talte aldrig om det, mens krigen varede. Efter krigen kom sandheden frem. Man har gennem officielle dokumenter, memoirer osv.  Erfaret de mange skæbner.

Her skal blot nævnes nogle enkelte. L 12 var med på en af de første ture til England. Det blev ramt over London. Det måtte nødlande uden for den hollandske kyst og blev ødelagt. L 48 blev skudt ned i England. L 45 gik ned i Frankrig med havari efter et Englands – angreb. Det gik dem omtrent på samme måde. Kun deres levetid var forskellig.

 

L 19’ s rørende undergang

Mest gribende var L 19’ s undergang. Den begivenhed blev meget omtalt. I januar 1916 deltog det i et angreb mod England og blev ramt af granater. Kort efter styrtede det ned i Vesterhavet.  Skibet brækkede i to dele. Besætningen på 16 reddede sig op på vragets øverste top.

Om morgenen nærmede en engelsk fisketrawler sig, men den nægtede at tage de skibbrudne om bord. Der sås aldrig mere til L 14. Men i april dukkede en flaske i land. Den indeholdt to sedler, som var de sidste hilsner fra L 19. På den ene stod:

  • Vor sidste time nærmer sig Løwe.

Og på den anden:

  • Hilsen til Hustruer og Børn En engelsk Fiskedamper var her, men ville ikke redde os. Den hed ”King Stephan” og var fra Grimsby.

Løwe var chefens navn.

King Stephans kaptajn undskyldte sig senere med, at man ikke turde tage tyskerne om bord. De var flere end hans besætning, så de kunne have erobret skibet.

Tyskerne tog en ædel hævn. De erobrede i 1918 skibet med hele dets besætning. Men både kaptajnen og mandskabet blev godt behandlet trods L 19 – affæren.

 

Besætningen på L 15 reddet i sidste øjeblik

En lignende tragedie havde i april samme år nær ramt besætningen på L 15, der også var styrtet ned. Den blev også fundet af nogle trawlere, som nægtede at tage tyskerne op. Men så kom en engelsk jager til, som bjergede de skibbrudne.

 

Angreb allerede i 1914

Efter krigens udbrud ventede man en række angreb af engelske flyvere på tyske havne og luftskibsstationer. De kom da også i hurtig rækkefølge i efteråret 1914. Men det lykkedes ikke.

De første angreb rettedes mod luftskibshallerne i Köln og Düsseldorf. Men ingen af dem blev ramt. I oktober kom de igen over Düsseldorf. Denne gang lykkedes det at ramme en af hallerne og et luftskib blev ødelagt.

Juledag 1914 foretoges et større angreb mod Norderholz, der var den største marinestation og mod Tønder med ringe resultat.

 

De nåede aldrig Tønder

Over Tønder nåede de ikke engang frem. Så var der fred i halvandet år. I den periode forstærkede tyskerne deres luftforsvar. Angrebsmulighederne var for små indtil materiellet blev væsentlig forbedret. Flyvemaskinernes aktionsradius og bæreevne var bragt en del i vejret.

 

En snestorm forhindrede angreb

I slutningen af marts 1916 var Tønder atter målet for et engelsk angreb. Tønder lå nærmest krigsskuepladsen i Nordsøen. Så det havde stor betydning at kunne ødelægge stationen.

Det lykkedes dog heller ikke denne gang. Angrebet udgik fra et flyvemaskine – moder-skib , der løb over mod den tyske kystunder dækning af den såkaldte Harwich – Eskadre. Samtidig var en del af krydserafdelingen fra Rosyth ude, så var det livlig røre på havet.  Den dag.

Der kom også til nogle mindre sammenstød mellem de lettere stridskræfter. Men luftangrebet var mislykket.

Der deltog 5 maskiner i fremstødet, men de nåede ingen resultater. De kom ind i en snebyge, netop da de var over hallerne. Man kunne dårligt orientere sig. Deres bomber ramte ikke. Tre af de engelske fly var tvunget til at lande. Kun de to nåede tilbage. Seks piloter blev taget til fange.

 

Churchill modsatte sig planen

Tønder undgik dog ikke sin skæbne. Angrebet den 19. juli 1918 lykkedes. Også denne gang foregik angrebet fra et flyvemaskine-moderskib, der tog position dækket af krydsere og jagere 80 sømil fra kysten. Moderskibets navn var ”Furious”.

Dette skib var oprindelig bygget til særligt brug i Østersøen. I krigens første år arbejdede ”Første Sølord, admiral Lord Fischer” for at få gang i et angreb mod Tyskland gennem Østersøen og lod derfor sætte på stablen nogle svære skibe med ringe dybde.

Marineminister Churchill modsatte sig planen.

 

Ingen ansvarlig officer

Men angrebet lykkedes denne gang. Tyskerne blev taget på sengen. Lidt før kl. 5 blev stationen alarmeret fra en af stationerne på øerne. Men ude ved hallerne var man sent om at stå op.  Der havde været en større fest om aftenen. Og det så ud til at der manglede en officer, der kunne tage affære.

Der var ingen flyvemaskiner til stede til forsvar. Det viste sig at landingspladsen ikke var egnet til at lande på. En maskine var netop i de sidste dage landet på hovedet. Derfor var alle maskiner sendt til Sild.

 

To bump vækkede Tønders befolkning

Tønder vågnede ved to dumpe brag syd for byen.  Flyvemaskiner var over byen. De havde runde mærker på vingerne. Det var englændere. Der var fire i alt. Den ene gik lavt syd om byen.  Den kastede to bomber. Den ene ramte i marken, hvor en kone sad og malkede. Den slog et mægtigt hul på størrelse med en branddam. Konen blev dog ikke ramt.

Den anden bombe ramte på kvægmarkedet. Det var lige ved siden af en vagtsoldat, der chokeret løb sin vej. Der var længe et stort hul i brostensbelægningen. Maskinen fortsatte i lav højde ud til hallerne. Den kom lige forbi borgmester Plewkas sovekammervindue.

Efterfølgende var vittigheden i Tønder, at borgmesteren strakte hånden ud for at anholde piloten.

 

To angreb

Imens var de tre andre fly gået lige mod hallerne. Propellernes snurren havde fået mandskabet på benene. Maskinerne strøg ganske lavt over hallerne. Bomberne begyndte at regne ned. På det tidspunkt var der kun to haller. Den tredje hal var næsten nedrevet.

Den mindste af de to haller var tom. Den store dobbelthal indeholdt to zeppelinere L 54 og L 60. Pludselig slog røgen op fra den store hal. Det kvalmede op i store skyer. Luftskibene brændte. Portene havde stået åbne, så en eksplosion blev derved undgået. Luftskibene brændte langsomt op.

De tyske besætninger sprang uden betænkning hen til de brændende haller og begyndte at slæbe de store bomber ud. Det lykkedes at få dem væk fra flammehavet så en frygtelig eksplosion blev undgået.

De engelske fly havde slået et sving ud over markerne. Men nu kom de igen. De havde opdaget at den lille hal ikke brændte. De kunne ikke vide, at den var tom. Den skulle dog også ødelægges.

 

Endelig skød tyskerne tilbage

Endelig var mandskabet på basen parat. Nu knaldede både kanoner og geværer imod dem. Ved det første angreb var der ikke løsnet et eneste skud mod flyene. Man kom ganske lavt ind over pladsen og lod bomberne falde. Der lød brag efter brag. Den lille hal blev ramt flere gange, men den ville ikke gå i brand.

Et par bomber faldt i nærheden af nogle jernbanevogne med benzin. Men nu var flyene så lav, at kanonerne ikke kunne anvendes. Og så fortsatte englænderne øst på. Tyskerne lagde mærke til at den ene maskine havde tabt landingshjulene. Da den stadig gik længere ned, troede de at den var beskadiget og ville nødlande.

Der udbrød et jubelskrig. Men tyskerne blev skuffede. Flyet gik under telefonledningerne og rev den ene ledning ned. Han gik nu nord på.

 

Tre af flyene landede ved Esbjerg

De engelske piloter var kommet ganske uskadte fra angrebet. Men de nåede ikke hjem igen.  De havde ikke benzin nok til at nå ud til Furious. Derfor satte de kursen mod den danske grænse ved Kongeåen.

Den ene af maskinerne søgte ud mod havet. De tre andre landede ved Esbjerg, en i Guldager og to ude på Skallingen. Efter landingen satte piloterne ild til deres maskiner.

Oprindeligt havde det været 6 fly. To af dem måtte dog returnere kort efter start. De nåede ikke engang på tysk område.

 

Tyskerne: ”Kun ringe materiel skade”

Dagen efter angrebet meddelte tyskerne, at der kun var anrettet ”ringe materiel skade”. Sandheden var at hallerne var ødelagt og to luftskibe var brændt. Den lille hal blev ikke istandsat. Den store hal blev repareret og stod der stadig i 1920.

På den store marine – flyvestation i Aabenraa var alle maskiner klar til at gå op, hvis fjenden skulle vise sig. Alle de mange maskiner lå i rækker ude på fjorden.

De engelske piloter blev interneret i Danmark. Men et par af dem så deres snit til at flygte. De nåede da også England tidlig nok til at komme ud på nye togter.

 

Tønder Stationen var vigtig at sætte ud af drift

Efter våbenstilstanden blev Tønder besøgt af en allieret kommission. Da var den store hal netop igen gjort klar til brug. Resterne af de to andre haller bestod kun af fundamenterne. Efter krigen meddelte englænderne, at det var Tønderstationens geografiske beliggenhed, der gav en særlig betydning. Luftskibene herfra kunne bedre end andre følge de engelske minelægninger mellem Norge og de skotske havne.

Det var det, man havde ønsket at gøre en ende på. Det var givet piloterne ordre på at flyve nordpå, hvis de mente, ikke at kunne nå moderskibet igen.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.824 artikler
  • Under Tønder finder du 292 artikler

 

  • Tønders Zeppeliner (4)
  • Zeppeliner i Tønder
  • Angrebet mod Tønder 1918
  • En luftskibsbase i Tønder
  • Bombeangreb mod Tønder
  • Zeppelinbasen i Tønder (Boganmeldelse)
  • Revolutionen i Tønder

 

 

 

 


En spillemand fra Rørkær

Juni 4, 2022

En spillemand fra Rørkær

Brødrene fra Rørkær. De var meget forskellige. De levede i små kår. Smart måde at tjene penge på. Han byggede et nyt hus uden hjælp. Børnene havde arvet evnerne. Dr. Ulrich var en personlig ven.  Fuld af skøre indfald. Noder til afskrivning. Man skulle gå langt med en kontrabas. Hævnen i Løgumkloster. På landet havde man en sundere smag. Dresen havde mange talenter. Musik kan godt forenes med afholdenhed. Leder af Rørkær bibliotek. Hvad skete der med familien.

 

Brødrene fra Rørkær

De var meget udbredte dengang – Landsby – spillemændene. Det var dengang, da den landlige ungdom trådte dansen på ler-gulvet.

Blandt de mere kendte spillemænd fra dengang var brødrene Dresen og August fra Rørkær. I en hel menneskealder har de spillet. Fra Rørkær til Ribe eller Nibøl og Læk og østpå helt til Aabenraa.

 

De var meget forskellige

De to var meget forskellige. Den ene var fuld af humor og komik. Han fik mange pudsige indfald. Han var en meget lystig spillemand. Men August var en mere stille og rolig person.

Jo Dresen havde endda Kongelig Musikprivilegium. Det var ham, der var den kendte og populære. August var bare med son ”anden violin”.

 

De levede i små kår

Dresen blev født i 1829. Han var søn af skræddermester A.P. Petersen, en kendt patriot i den tid. Som dreng tog han undervisning hos byens skolemester. Dengang skulle det ikke så meget til at underholde som nu til dags. Han blev en meget dygtig musikant efter datidens forhold.

Efter konfirmationen tog han i lære hos en tømmermester i Ravsted. Han blev skibstømrer i Sønderhav på Fanø. Han tog dog snart hjem igen til Rørkær og fortsatte sit musikliv hjemme fra. Han giftede sig og i mange år levede han sammen med sin kone i små kår.

De fik mange børn. De boede i en gammel rønne, der tilhørte gårdejer Hans Petersen. Men snart var huset så forfalden, at det skulle nedbrydes.  Der var ingen anden lejlighed at få i Rørkær dengang.

 

Smart måde at tjene penge på

Dresen tænkte på at bygge et nyt hus, men hvor skulle han få pengene fra? En skønne dag stod Dresen og opmålte byggepladsen. Det var lige uden for gårdejer Kresten Rask’ s ejendom. Grundstykket tilhørte nu ikke gårdejeren.

Men byggeriet ville komme til at genere gårdejeren. Det ville gå ud over hans udsigt. Men vores spillemand var nu ligeglad. De blev dog enige om, at såfremt gårdejeren betalte Dresen 100 Daler, så ville han ikke bygge der.

Dagen efter begyndte han så at opmåle et grundstykke foran gårdejer Christian Hostrups ejendom. Det var lige over for vinduerne på den anden side. Med denne gårdmand sluttede Dresen ligeledes en handel af. Ja han fik endda et grundstykke i tilgift.

 

Han byggede et nyt hus – uden hjælp

Nu kunne Dresen begynde at tænke på at bygge et nyt hus. Materialet havde han liggende fra det gamle hus. Dette var blevet ham tilbudt gratis. Huset byggede han selv uden nogen som helst hjælp. Om det står der endnu vides ikke. Det er mange år siden undertegnede har været i Rørkær.

 

Børnene havde arvet evnerne

De fleste af de seks børn kunne spille særlig den ældste af dem – Agate. Hun var ofte sammen med faderen ude at spille. Og hele natten igennem sad hun sammen med sin far og spillede ved familiefester.

Den eneste søn, A.P. Petersen havde særlige evner. Han blev sendt på Musikkonservatoriet i København. Det var byens dansksindede, der samlede sammen, så han kunne drage afsted. Han blev elev af Niels Gade, Svendsen og Rung.

Han blev optaget i pension hos Neergaards, Reedz Thotts og Dr. Ulrichs hjem.

 

Dr. Ulrich var en personlig ven

I den forbindelse skal da lige nævnes, at Dr. Ulrich var Dresens personlige ven.  Som vi tidligere har skrevet her på siden, var Dr. Ulrich blevet stenet ud af Tønder By.

Dr. Ulrich tog flugten til sine venner i Rørkær. Vi troede her på siden, at tog til Møgeltønder. En sten, som blev kastet efter ham og landede i vognen gemte familien. I mange år blev den brugt som brevpresser.

Efter to års uddannelse på skolen fik A.P. Petersen friplads. Men han døde desværre meget ung til stor sorg for Dresen og hans familie.

 

Fuld af skøre indfald

Dresen var kendt i vide kredse. Med kalveskindstasken på ryggen kom han milevidt omkring.  Ved bryllupsfester og barselsgilder måtte Dresen lige afstemme hans gøremål med præsten. Det skete ofte at Dresen spillede en rask hopsa, når brudeparret kom ud af kirken.

Engang da brudgommen hed Peter spillede Dressen ”Dumme Peter”, da brudeparret kom ud af kirken. Hele følget morede sig meget over dette. Ofte var det præsten, der måtte rette sig ind efter spillemanden.

Når Dresen var alene ude benyttede han for det meste violinen eller klarinetten, som dengang var af buksbom med højst fem klapper.

 

Noder til afskrivning

Noderne blev lånt hos andre spillemænd til afskrivning. Det var bl.a. af spillemand Christiansen fra Vimmersbøl og spillemand Davidsen fra Skast. Denne var faktisk far til den kendte godsforvalter Davidsen på Schackenborg.

Trykte noder kendtes endnu ikke herhjemme. De første trykte noder kom til Rørkær i 1870 fra Carl Møller, Skive. Det var først her at spillemændene begyndte at spille i flere tonearter. Var det fejl i noderne gjorde det ikke så meget. Der blev altid spillet i takt.

 

Man gik langt

Utallige gange er spillemændene fra Rørkær gået herfra med kontrabassen på ryggen til ringridning i Ravsted.  Også mellem jul og nytår i bidende kulde. De spillede også til ringridning i Rens. Top dage spillede de til Mikkelsdag i Tønder, derfra til marked i Læk. Et par dage derefter til Kongens Fødselsdag i Sdr. Sejerslev. Nogle gange fik de ikke sovet i otte dage. At spille til 60 – 80 bryllupper i et år var ikke unormalt.

De gamle skikke og ceremonier der fulgte med til gilderne kendte spillemændene til – dengang. Ved bryllupper skulle musikerne være de første om morgenen. Alle gæster skulle spilles ind. De første gæster ankom ved 9 – tiden.

 

Hævnen i Løgumkloster

Hvad betød det kongelige privilegium?  Ja det gjaldt 2 mil i luftlinje. I Løgumkloster havde Dresen de bedste offentlige steder. Musikeren Bestmann var ikke glad for dette og gjorde alt for at gøre ham umulig her. Men befolkningen ville have den populære spillemand fra Rørkær.

Engang mente Bestmann at grænsen var overskredet. Det var mere end 2 mil. Dresen var bestilt til Mikkels marked. Og konkurrenten havde klaget til borgmesteren. Dresen skulle stille med en kaution på 100 mark. Og Bestmann fik medhold.

Midt på aftenen kom gendarmen og forbød Dresen at spille videre. De 100 mark måtte betales. Samme nat gik han nu til Tønder for at klage til herredsfoged Dirks. Denne ville endnu samme nat medsende to gendarmer for at ophæve borgmesterens afgørelse i Løgumkloster. Men ak natten var over. Og selv om Dresen i sidste ende fik ret, så havde Bestmann fået sin hævn.

 

På landet havde de sundere smag

Selv om det ofte var anstrengende ture, som de var på – de to spillemænd fra Rørkær holdt de sig sunde og raske. De spillede endnu i deres 80. år.

På landet blev de gamle folkelige dansemelodier bevaret. Det var en sundere smag end de nymodens Varité-Melodier. Disse gamle, ofte kønne melodier hørte til hjemstavnens ejendommeligheder.

Nu var indtægten fra spillevirksomheden ikke nok til at brødføde en familie. Det var nødvendigt at have et erhverv ved siden af.  Dresen var en begavet mand. Han var dygtig til det, som han tog fat på. Således var han en dygtig drejer. Mange pæne ting har han lavet.

 

Dresen havde mange talenter

Han var ligeledes kendt som en dygtig urmager. Hvis en eller anden i Tønder havde et gammelt Bornholmerur så skulle Dresen nok få urværket til at gå. Hvis en eller anden havde noget værdifuldt porcelæn eller lignende som var gået itu, så gik man til Dresen. Ingen satte en klinke på som ham.

Endvidere havde han et lille landbrug, som hans kone, Maren passede. Men han elskede at komme ud og spille. Det hjalp også på hans humør. Var det en periode, hvor han ikke var ude at spille kunne han godt blive sur.

 

Musik kan forenes med afholdenhed

På et tidspunkt led han af gigt og måtte gå med stok. Da fik han ingen musikbestillinger. Så han smed stokken. Han var afholdsmand og dette var beviset på at musik godt kan forenes med afholdenhed.

Men Dresen var afhængig af skråtobak. Det skulle han have. Og maren sørgede for at han aldrig udgik for det.

 

Leder af Rørkær Bibliotek

Jo også var han leder af Rørkær Bibliotek. Dette bibliotek var oprettet af hans far og lærer Kloster i 1839. Bogsamlingen havde til huse hos Dresen. Fra 1864 til sin død i 1907 passede han biblioteket. Den største stue ofrede han til bogsamlingen. Et gammelt taffelformet klaver tjente som bord.

Udlånet foregik på gammeldags måde. Det var sjældent at en bog forsvandt. Da biblioteket overgik til Sprogforeningen, blev bogsamlingen forøget til en af de største i landet. Således var den i 1920 på 3.000 bind.

 

Hvad skete der med familien

Dresen døde i 1907. Det gamle spillemandshjem blev solgt. Enken flyttede til Sønderborg til den yngste datter Christine. Tre af døtrene flyttede til Amerika og en til Sønderho på Fanø. Den yngste datter tog til Flensborg. Hun blev tidlig enke og flyttede til datteren Helene, der var ansat i den danske Borgerskole som lærerinde.

 

Kilder:

  • Sprogforeningens Almanak
  • Litteratur Tønder
  • dengang.dk – artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.823 artikler
  • Under Tønder finder du 291 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 213 artikler

 

  • Øst for Tønder
  • Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
  • Så kom posten til Rørkær
  • Tro og overtro i Rørkær
  • Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
  • Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Langs grænsen
  • En ny tur langs grænsen
  • Et besøg i Saksborg
  • Turen går til Sæd – Ubjerg
  • Skamstøtten i Sæd
  • Historier fra Slogs og Kær Herreder
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Det kneb med moralen i Slogs Herred
  • Solvig – en herregård i Slogs herred
  • Lendemark og omegn
  • Lærer i Burkal
  • En vandrehistorie fra Burkal
  • En strejf af Burkals område
  • Turen går til Bylderup
  • Bylderup Sogn
  • Præsten fra Bylderup
  • En herredsfoged fra Hajstrupgård
  • Besættelse og Befrielse ved grænsen (Grøngård)
  • Post til Øster Højst
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Avlsgården grøngård 1-2
  • Omkring Grøngård 4
  • Hestholm syd for Tønder

 


Haderslev 9. april 1940

Juni 3, 2022

Haderslev 9. april 1940

Kilderne er ikke enige. Når man beskæftiger sig med besættelsestiden, må man være indstillet på fortielser. Man vidste godt de kom, men alligevel blev Danmark taget på sengen. Obersten påtog sig beføjelser. Politirapporter gennemlæst. Var oberst Hartz skyldig i at kampene blussede op og i yderligere dødsfald? Paludan – Müller ringede. Hartz ville samle 13. Bataljon. Egentlig havde man en plan parat. Det kneb gevaldig med kommunikationen i Haderslev. Soldaterne troede at det var ”en alvorlig øvelse”. Flere gange blev der ringet ”Stop kamphandlingerne”. Men Hartz mente, at det var hjemmetyskere. De sårede måtte ikke kom ind på fabrikken.  Tyskerne troede ikke mere på ”Det hvide flag” Forvirring på kasernen.  Tyskerne blev hyldet af de tysksindede. Hartz blev militærattache i Berlin. Han blev aldrig dømt for sine handlinger. Men han skrev en bog. Og den fik Kommissionen under behandling. Det resulterede i ”tab af ære”.

 

Kilderne er ikke enige

Myterne om det der skete den 9. april 1940 fortsætter. Det vil leve lige så længe Rigsarkivets samlinger er lukket. I hvert fald kan det konstateres, at Danmark var uforberedt. Hærens kampe blev symbolske.

Hvad skete der i Haderslev den 9. april 1940. Ja de kilder vi har benyttet os af, er ikke enige, men vi håber nu alligevel, at det er et realistisk billede af det, der egentlig skete. Det er blevet en lang artikel. Nu er du advaret.

 

Danmark blev alligevel taget på sengen

I de sidste døgn ja i de sidste uger var man klar over at tyskerne kom. Regeringen var ubeslutsom og vægelsindet. De overså og overhørte alle indberetninger fra de militærattacheer i Berlin. Udenrigskorrespondenter og private advarede også mod en forekommende invasion.

I hæren skabtes der usikkerhed. Både officerer og menige følte sig svigtet. Der var ingen forståelse mellem regering og hærledelse. Danmark blev taget på sengen.

Overalt, hvor der alligevel blev kæmpet, var kampviljen stor. Større end materiellet og mandskabsstyrken egentlig berettigede til. Og det var specielt i Sønderjylland, der blev kæmpet.

 

Obersten påtog sig beføjelser

Kommandant oberst A. Hartz i Haderslev overskred ikke i sin kampiver sine beføjelser. Men måske benyttede han i den almindelig forvirring til at påtage sig beføjelser, der hørte hjemme hos regering og generalkommando.

I Haderslev blev fire soldater og tre civile dræbt den 9. april 1940. Flere blev såret.

 

Må været indstillet på fortielser

Når man beskæftiger sig med besættelsestiden, må man være indstillet på fortielse og usandheder. Og når man så har været i de arkiver, man kan komme ind i og efterfølgende forsøger at fortælle sandheden, bliver man straks kritiseret.

 

Man havde en plan

Oberst Hartz havde sammen med de andre sønderjyske garnisonskommandanter stået for udarbejdelsen af en plan, der gik ud på at samle de danske styrker ved Sønder Hostrup, lidt syd for Aabenraa og her yde en koordineret modstand mod tyskerne. Hartz og hans kollegaer havde fremlagt planen for Jydske Division i Viborg. Og hovedkvarteret her havde godkendt planen. Tropperne skulle transporteres ved hjælp af lejede, private lastbiler.

Åbenbart kneb det at få fat i disse lastbiler, da det virkelig gjaldt. Og åbenbart rykkede tyskerne hurtigere frem, end man havde forventet.

 

Politirapporter blev gennemlæst

En tidligere politibetjent (Sigvard Ejsing) har kigget i gamle politirapporter for at finde ud af, hvorfor kampene fortsatte i Haderslev efter at der var givet ordre til at indstille kampene. Obersten skulle allerede dagen før have besluttet sig for at kæmpe i Haderslev længst muligt.

Da obersten befandt sig i kampzonen ved Slotsmøllen den 9. april rejste han ubegrundet tvivl om de telefoniske meldinger, der indløb om at standse kampene. Han gav personlig ordre til mobilisering i Haderslev.

 

Var obersten skyldig i kampene blussede op

Samtidig stiller Ejsing det spørgsmål, om oberst Hartz er medskyldig i, at kampene blussede op omkring kasernen, da han ikke sendte melding tilbage om overgivelse. Mandskabet på kasernen havde fået direkte besked, men han orienterede ikke en styrke fra Søgaard lejren, som han havde fået placeret i byens nordlige del, hvorfra de formentlig gik til angreb mod de fremrykkende tyske kampvogne.

Obersten udgav selv en bog på grundlag af egne dagbogsoptegnelser. Ejsing har sammenlignet dette med breve i bogen ”9. April” redigeret af Arne Stevns udgivet i 1940. Desuden har han talt med veteranerne.

 

Paludan – Müller ringede

Optakten til 9. april lignede udviklingen andre steder i Sønderjylland. Oberst Hartz var mandag den 8. april blevet ringet op af oberst Paludan Müller, Gråsten, der kunne oplyse, at en tysk panservognsdivision stod opmarcheret på Flensborgvejen syd for grænsen ved Padborg ligesom flere betydelige styrker var observeret syd for grænsen.

 

Man vidste tyskerne var på vej

Dette havde han meddelt til Jydske Division i Viborg, fortæller oberst Hartz i sin bog. Oberst Hartz havde straks ringet divisionen op. Han bad om at få 13. bataljon, der lå i Vejle tilbage til Haderslev. Divisionen svarede, at den skulle spørge generalkommandoen i København. Kort efter kom der ordre fra divisionen om ”forhøjet beredskab”.

Lige en kommentar her fra undertegnede. Det kan jo undre, at det er Paludan Müller, der skal gøre opmærksom på dette. Allerede 14 dage før havde min far talt med en tysk fiskechauffør i Tønder, der fortalte om massiv militær opmarch.

Endvidere fløj et fly langs grænsen den sidste uges tid inden invasionen. Så mon ikke militæret var varskoet.

 

Hartz ville samle 13. bataljon

På kasernen i Haderslev bugte man eftermiddagen til at klargøre våben og ammunition. Vagten blev forstærket. Oberst Hartz gav ordre til at samle 13. bataljon. En masse skulle kom fra Vejle og blive samlet på nogle gårde i området. De kunne så hurtigt indlades på jernbane.

Når man tænker på tyske hærs styrke, virke dette helt ærligt noget naivt. Men det blev da heller ikke aktuelt. For kl. 16 om eftermiddagen – otte timer efter anmodningen meddelte divisionen, at der ikke måtte foretages flytning af tropper.

Klokken 20 fik oberst Hartz så at vide for chefen for 13. bataljon, at det forhøjede beredskab var hævet for alle styrker nord for Kongeåen.

 

Man måtte ikke flytte mandskab

Man måtte heller ikke forbedre stillinger eller flytte mandskab og materiel til allerede planlagte stillinger syd for Aabenraa. Ja og så anvendte man ikke de våben, der kunne gøre alvorlig skade. Dem lod man blive hjemme.

Hartz beklagede sig og sagde, at han intet kunne gøre af betydning. Først når fjenden går over grænsen kunne han få myndighed til at træffe dispositioner, der strider mod en for fred fastsatte love.

Han kunne få lov til at rekognoscere en stilling i sydkanten af Haderslev i forbindelse med spærring af vejen.

 

En forklaring fra Søgård

Der forelå en beredskabsplan for styrkerne i Sønderjylland, men alt kom til at gå anderledes. Oberstløjtnant S.E. Clausen chef for 4. bataljon ved Søgård skriver i en lille publikation:

  • Begivenheder i Sønderjylland 8. – 9. april 1940
  • Der var truffet bestemmelser om, at styrkerne i Sønderjylland, hvis der fandt et pludseligt angreb sted på grænsen, skulle gøre modstand under samlet kommando af garnisonskommandanten i Sønderborg, oberst H.E. Christensen, der i givet tilfælde tillige havde Grænse-gendarmeriet underlagt.
  • Planen for denne modstand var, at 4. bataljon og afværge-kompagniet på Søgård under min kommando til det yderste skulle fastholde en række punkter, der strakte sig over en front på ca. 35 km fra Rønshoved ved Flensborg Fjord til Korskro.
  • Mens dette skete skulle styrkerne fra Sønderborg og Haderslev føres til terrænet syd for Aabenraa, hvor oberst Christensen ville overtage kommandoen og lede kampen. Styrken i Tønder skulle holde igen i den vestlige del af Sønderjylland.
  • Styrken i Haderslev, hvoraf halvdelen var rekrutter talte 400 mand.

 

Fult påklædt

Med garnisonen i alarmberedskab lagde oberst Hartz sig kl. 1 i seng. Det var natten til den 9. april og han var fuldt påklædt og udrustet. Han lå på en sofa. Kl. 4.15 blev han vækket. Det var grænsegendarmeriet, der meddelte, at tyskerne nu var gået over grænsen.

 

Hvad gjorde oberst Hartz?

Cyklisterne er i kamp hed det i meldingen. Oberst Hartz lagde ikke skjul på sit raseri i de følgende linjer:

  • Jeg ringede straks divisionen op samtidig med, at jeg lod adjudanten alarmere. Forbindelsen kom hurtigt, kl. 4.20 havde jeg divisionen, fik fat i den vagthavende officer, bad om at tale med generalen, svar: ”Han er i seng” Er stabschefen til stede? ”Han er i seng” Er souschefen til stede? ”Han er gået hjem”.
  • Den vagthavende officer var den eneste tilstedeværende på dette tidspunkt.
  • Jeg orienterede derfor om situationen og bad ham melde generalen det. Derefter spurgte jeg, om der var nogen forholdsordre. Nej, svarede han, det var der ikke. Jeg lagde røret på og sagde til min adjudant, at efter dette fandt jeg ikke anledning til atter at ringe divisionen op.

 

Kamppladsen i Haderslev var Hartz’

Og så gik obersten i krig. Generalstaben og divisionen kunne passe sig selv. Kamppladsen ved Haderslev var hans. Som Ejsing mener:

  • Han skulle vise vatnisserne, hvordan det her skulle klares.

Under alle omstændigheder handlede obersten dog korrekt efter de forholdsordrer, der var gældende som de overordnede, og han fulgte rigsdagens officielle udtalelse fra januar samme år:

  • Vi vil med alle midler, der står til vor rådighed, forsvare vort land.

Det var bare småt med midlerne. Og i de følgende timer udviklede situationen sig anderledes end forudset i beredskabsplanen.

 

Han handlede på egen hånd

Men efterhånden som meldingerne om tyskernes fremrykning indløb, besluttede oberst Hartz sig helt tydeligt at handle på egen hånd. Han skriver selv tydeligt for at handle på egen hånd. Han skriver selv, at han underrettede oberstløjtnant Elmgren, der havde etableret kommandostation på Slotsmøllen, om divisionens senere ordre om med hele styrken at gå tilbage bag Vejle å.

Han tilføjer, at han havde besluttet at blive i stillingen, afvente resterne af cyklistbataljonen og panserværnskompagniet fra Søgård, derefter tage kampføling, og så handle efter omstændighederne.

 

Han ville ikke opgive Haderslev

Der var indløbet meldinger om at en tysk styrke var gået over Lillebæltsbroen mod Fredericia. Tyskerne var rykket frem ad Åbenrå-vejen, mens de sprængte styrker var på vej mod Haderslev med tyskerne i hælene, En tysk panserbrigade var rykket frem mod Bredevad.

På den baggrund følte oberst Hartz, at det var umuligt at følge ordren og trække sig tilbage til Vejle å.

  • Jeg følte det som en skam at skulle opgive Haderslev uden kamp. Jeg besluttede derfor at blive og tage kampen op.

Han overlod kommandoen af kasernen til næstkommanderende, løjtnant Hansgaard. Selv tog han ned til vandmøllen.

 

Det kneb med kommunikationen i Haderslev

Chefen for rekrutafdelingen, der var udstationeret i Haderslev, fik at vide, at han skulle støde til sin afdeling i Aarhus. Men Hartz gav beordrede ham at gå i stilling i terrænet omkring Vesterskov nord for kasernen. Her skulle han dække et tilbagetog fra Haderslev.

Hartz fik kontakt med politimesteren. Politiet kørte rundt med en radiobil. På kasernen blev 20 mand udrustet inden kampene blev stoppet.

De tyske styrker var godt orienteret om situationen. Men det kneb gevaldigt på den danske side. Beslutningen om at standse kampene blev truffet af regeringen hos kongen kl. 6 om morgenen. Ordren fra generalkommandoen til Jydske Division kom først igennem kl. 7.00.

 

De troede, at det var ”en stor alvorlig øvelse”

Men hvad skete der i Haderslev?

Mellem 4.30 og 5.00 blev mandskabet purret med ordre til at stille fuldt feltmæssig udrustet på kasernepladsen. De havde fået at vide aftenen i forvejen at de næste dag skulle på ”en stor alvorlig øvelse”.

Straks efter at de første var trådt an på kasernepladsen blev kornet Vesterby med fire mand først sat til at pansersikre den sydlige adgangsvej til kasernen med en 37 mm kanon. Kort efter fik de ordre til at køre kanonen til Sønderbro og gå i stilling der.

 

27 fly dukkede op over kasernen

Kl. 5.15 dukkede en eskadrille fly op ude over fjorden med kurs mod kasernen. Der var vel 27 stk. De menige havde endnu ikke fået at vide, hvad der var i gærde, men de havde nu nok en fornemmelse af det.  Pludselig gik der panik i officererne.

500 – 600 mand stod i tætte kolonner på kasernepladsen uden dækningsmuligheder. (Andre kilder fortæller, at der kun var 225 soldater på kasernen) Det var alene fjendens afgørelse, at der ikke i dag står en mindesøjle med navnene på alle disse mennesker. Havde man i planlægningen glemt at fjenden havde et luftvåben?

 

Væk fra kasernen

Nu blev der givet ordre på afgang. Det formede sig nærmest som en vild flugt fra kasernen over Gammelting og sydpå gennem byen. I løb fortsatte man mod syd af Nørregade., hvor fly kastede flyveblade ud. Soldaterne havde endnu ikke fået at vide at tyskerne var på vej og at de skulle i kamp.

 

Kl. 5.30 i København

Mens dette skete, havde Danmark kapituleret. Landets ledende ministre og militærfolk mødtes hos kong Christian den Tiende ved 5.30 tiden.

Allerede 20 minutter efter havde man besluttet at indstille kamphandlingerne. Kort efter begyndte Krigsministeriet at kontakte de militære enheder for at videregive regeringens beslutning. Den officielle forklaring er at fjernskriverne til provinsen var afbrudt og at telefonlinjer var overbelastede.

Alt imens drog Haderslev – soldaterne videre med en enkelt håndtrukken kanon med sig.

 

Tyskerne kommer

Pludselig kom en ordonnans på motorcykel og råbte:

  • Tyskerne kommer

Haderslev-garnisonen havde etableret en solid spærring med tipvogne over vejen nedenfor Slotsmøllen. Lidt længere fremme ad Aabenraavejen lå kornet Vesterbys gruppe med den 37 mm kanon, der først kom til at optage kampen med tyskerne.

 

Søgaard – tropper gennem spærringen

Mellem 7.00 og 7.05 kom dele af styrken fra Søgård-lejren gennem vejspærringen ved møllen. De havde fået ordre til at gå i stilling bag Vejle å. Men oberst Hartz overtalte officererne til at parkere en deling ved Christiansfeldvej til forstærkning af kasernen.

Ikke alle soldater havde opfattet situationen som alvorlig. Og det havde beboerne åbenbart heller ikke. De begyndte at vrimle frem på gaderne.  Der blev råbt til dem, at de skulle gå hjem. Der lød hånlige tilbagesvar.

 

En ordre afleveres

Men se også her er der forskellig opfattelse af begivenhederne. Hintz skriver i slutningen af april 1940 i et kapitel til bogen ”Fem år” redigeret af Chr. Refslund, at man under tilbagetoget ad Aabenraa-vejen møder en motorordonnans, der afleverede en skriftlig ordre fra Jydske Division ekspederet over Haderslev.

Ordren rummer den generelle befaling om at gå til en stilling bag Vejle å med tilføjelsen:

  • Dog skulle 3. bataljon indtil videre fastholde Haderslevs udkant.

 

Det kunne være en hjemmetysker

Oberstløjtnant S.E. Clausen skriver i sin beretning ”Begivenhederne i Sønderjylland 8.-9.april 1940” om ankomsten til Haderslevs sydkant:

  • Det lykkede os ved at flytte lidt på en af afspærringerne at skaffe nødtørftig gennemgang. Så vi slap igennem med personel, materiel og train. Jeg aftalte med oberst Hartz, at jeg skulle gå i stilling i den nordlige del af Haderslev med mine kanoner for om muligt senere at kunne støtte oberstens styrker, når de gik tilbage.

Der er lidt uenigheder om, hvornår skydningerne startede.

Men Ejsing skriver, at der kl. 7.10 er der telefon til oberst Hartz i en forretning lige over for møllen. Han sender sin adjudant til telefonen. Han melder tilbage, at der er givet ordre til at modstanden skulle ophøre.

Oberst Hartz afviser med henvisning til at det kan være en falsk melding fra en hjemmetysker. Da man efter 10 minutter ikke har hørt fra obersten på kasernen, ringer man igen til forretningen. Man meddeler at der er besked til Hartz fra krigsministeriet.

 

Den første soldat dør

Denne gang er det oberstløjtnant Elmgren der modtager meldingen fra hans adjudant. Han giver ordre til at indstille skydningen. Inden dette sker, er det dog endnu en dansk soldat dræbt, idet menig 108 Hansen, der blev såret og ville gå i dækning, bliver ramt af et projektil gennem stålhjelmen.

 

Mester nægter at åbne fabriks – døren

Bertelsen blev ramt hele fem gange. Tyskerne ville bringe ham til Flensborg. Men han protesterede. Han ville ikke være tysk krigsfange. Nu kom der så Haderslev-borgere og bar ham og andre sårede over i Nordisk Trikotagefabrik, hvilket dog skete uden sværdslag.

Flere af de sårede kom kravlende over gaden for at komme i dækning. Mesteren på fabrikken var tysksindet. Han ville ikke have sårede danske soldater ind på fabrikken. Han låste døren for at hindre at de kom ind.

Indehaveren af fabrikken var ikke hjemme den dag. En af kontorfolkene, bogholderen gik dog hen og låste døren op for at de sårede soldater kunne komme ind.

 

Oberstens udlægning

Oberst Hartz skriver i sin bog, at da styrkerne fra Søgård var kommet gennem spærringen var klokken 7.40 og først derefter kommer de tyske styrker.

Da kornet Vesterbys kanonstilling var nedkæmpet gik kampvogne og motorskytter til angreb på stillingen ved møllen. De tyske fly fløj hele tiden over området. Efter disse begivenheder var man nået frem til kl. 8.00. Obersten skriver:

  • Min adjudant, kaptajnløjtnant Nergaard blev nu kaldt til telefonen i en forretning, der lå lige over for vandmøllen. Til trods for at tyskerne bestrøg gaderne med maskingeværild og 20 mm granater, nåede han uskadt frem og tilbage, meldte at der var telefonisk ordre på at ophøre md modstanden. Jeg spurgte, hvorfra ordren kom, men det kunne han ikke oplyse, i spændingen havde han glemt at spørge derom.
  • Nogen tid efter kom 3. bataljons adjudant, kaptajnløjtnant Jørgensen, med en lignende telefonordre, også han havde sat sit liv i vove for at hente den, men ligeledes glemt at spørge, hvorfra ordren kom.
  • Klokken var nu ca. 8.15 og jeg så da min gamle regimentsskriver, stabsofficiant Hansen siddende bag motorordonnansen komme ned ad hovedgaden, der var under tyskernes ild, mod vandmøllen.
  • Mellem to fjendtlige ildbyger nåede de i sikkerhed bag vandmøllen og afleverede regeringens ordre til at indstille kampen, dikteret ham telefonisk af Jydske Division.

 

Korporal-elevs udlægning 

I bogen ”9.april” skriver korporal-elev 76 Petersen bl.a. at kl. ca. 7.30 kom de første tyske tanks:

  • Vi havde lige fået skudt med 20 mm kanoner, da min kammerat 108 Hansen lige ved siden af mig blev ramt i armen og blødte stærkt. Han ville skifte skyttepladsen med nr. 87, men da han hævede sig lidt, blev han ramt i kanten af hjelmen og fik siden hovedet flænset. Det var et trist syn, som jeg aldrig glemmer at se min kammerat blive dræbt og tilmed have kone og et barn. Men det æggede os op. Vi gjorde vores bedste, men vi kunne ikke holde stand mod de motoriserede.

Han skriver kort om tilbagetoget mod møllen og fortsætter:

  • Udenfor mødte jeg oberstløjtnant Elmgren, der straks råbte på mig og sagde at vi skulle over og parlamentere. Jeg fik da bajonetten på og et håndklæde sat på og ville gå men nåede lige over fortovet, da kuglerne sprøjtede hen ad gaden.

 

Det hvide flag

Lidt efter nåede han dog frem og begyndte at vifte med flaget. Omsider ophørte skydningen. Han gik frem sammen med oberstløjtnant Elmgren. På den anden side af spærringen mødte de en ”feldwebel”, der spurgte efter obersten, hvorefter han blev ført frem til obersten.

Samtidig kørte de tyske tanks uden om spærringen, gennem et plankeværk og fortsatte op i byen.

Der er i kilderne som vi har gennemset drabelige beskrivelser af kampene.

 

Angrebet af tyske tanks

Ejsing skriver, at da det tyske tanks er ud for Nørregade 42 åbner delingen fra Søgård ild med et rekylgevær og to maskingeværer mod tyskerne. En tysk motorcyklist i spidsen for kolonnen bliver dræbt og larvekæden af den forreste tank bliver skudt af. Den må stoppe.

Tyskerne åbner derefter ild mod de ubevæbnede vagter på en platform. Her bliver menig 780 Niels Schmidt dræbt.

 

Tyskerne stoler ikke mere på det hvide flag

Fra kasernens hovedindgang sendes en mand ud med et parlamentærflag. Men nu stoler tyskerne ikke mere på det og skyder mod alt. En korporal får et strejfskud gennem hjelmen og hovedbunden.

Kl. 7.33 erfarer oberstløjtnant Hansgaard muligvis, at der fra Christiansfeldvej, tyskerne er blevet beskudt. Han lader vinke med det hvide flag ved porten ud til vejen. Oberstløjtnanten går nu ud på fortovet. To håndværkere kommer løbende ned til ham.

Han må vel have råbt til motorskytterne fra Søgård, at de ikke måtte skyde mere. Sekunder senere forsvinder delingen fra Søgård nord på.

Oberstløjtnant Hansgaard vil nu gå frem mod tyskerne og de to håndværkere følger med. Få meter fremme bliver de beskudt og de to håndværkere bliver dræbt. Hansgaard får et strejfskud i kappen og går i dækning bag en stabel mursten.

Tyskerne tror formentlig at det hvide flag er misbrugt for at give motorskytterne mulighed for at undslippe. De beskyder nu kasernen på syd – og østsiden for at forhindre at nogen slipper ud.

 

Forvirring på kasernen

Der hersker efterhånden en del forvirring på kasernen. Chefen sidder ude bag en stabel mursten på Christiansfeldvej. Hvordan skal man få tyskerne og de fremrykkende styrker overbevist om, at man vil overgive sig?

Ejsing citerer fra politirapporten:

  • Omkring 7.30 blev vi fra Politigården opmærksom på to tyske tanks i Nørregade ud for ejendommen nr. 42 – og næsten samtidig åbnede de tyske tanks ild mod kasernen. Hvorvidt der samtidig blev skudt fra kasernen, tør jeg (overbetjent A.N. Jensen) ikke sige med bestemthed, Men i hvert fald fortsatte ildkampen
  • Vi lå i skudlinjen – derfor trak vi os tilbage til de bagerste værelser.
  • Efter 10 – 15 minutters forløb kom der telefonisk besked til politimesteren, der hele tiden opholdt sig på politigården, at skydningen skulle indstilles, idet der ikke mere fra dansk side ville blive ydet modstand.
  • Jeg fik fat i et hvidt håndklæde og med dette anbragt på en stok går jeg ud sammen med landsretssagfører Vogelgesang, der i anden anledning opholdt sig på politigården.
  • Jeg henvendte mig til den tyske løjtnant som var fører af de tyske tanks og bad ham indstille skydningen, hvilket skete.

 

Fik forhindret kampvogn i at skyde

Da skydningen indstilles, går oberstløjtnant Hansgaard tilbage til kasernegården. Efter at have givet ordre til at hente de to dræbte håndværkere, går han igen ud på gaden, hvor han mødes af en tysk kampvogn, der svinger sine våben mod kasernegården.

Selv fortæller oberstløjtnant Hansgaard i ”9. april” om arbejdet med at pakke vogne på kasernen, hvor man fik melding både fra Jydske Division og Krigsministeriet om at indstille kampene.

Han fortæller, at han fik forhindret kampvognen i at skyde. En tysk kaptajn kom hen og præsenterede sig. Hansgaard forklarede ham, at han var på vej til sin chef ved Vandmøllen med ordre til kampens ophør. Den tyske kaptajn kørte ham derefter frem.

 

Obersten: Kun den sydlige del har overgivet sig

Da oberst Hartz sammen med sit regiment havde overgivet sig ved Sønderbro blev han af en kampvogn ført syd på for at møde den tyske divisionsgeneral. Under mødet gjorde Hartz den tyske general opmærksom på, at det kun var styrkerne i det sydlige Haderslev, der havde overgivet sig.

 

Hånet af tysksindede

Men obersten havde ikke informeret sin næstkommanderende om dette. En soldat skriver fra dengang:

  • Da kampen ved Sønderbro var slut kom en af Regimentets kaptajner sammen med en tysk befalingsmand hen til os. Vi skulle afvæbnes, men vi fik lov til at beholde vores karabiner. Jeg husker tydeligt under tilbagemarchen til kasernen, hvorledes hjemmetyskerne hånede og spyttede efter os. En stor fed kælling ville rive geværet fra mig – så jeg måtte give hende et kolbestød i maven.

 En anden soldat skriver:

  • Det var tydeligt at se, at mange var glade for tyskerne og smed cigaretter og andet godt op til dem under deres forbikørsel.

 

Var det oberstens skyld?

Ejsing konkluderer, at kornet Vesterby og 305 Hansen bliver dræbt før regeringens ordre når frem til oberst Hartz.

108 Hansen, 780 Schmidt og tre civile blev dræbt på grund af at oberst Hartz ikke ville indstille kampen.

 

Hvorfor blev de tyske tanks beskudt?

Men hvorfor beskød gruppen fra Søgård tyskerne? Det var efter at ordren om at stoppe kampene var givet. Chefen for Søgaard – styrken, oberstløjtnant S.E. Clausen skriver i sin beretning:

  • Vi hørte, at kampalarmen ophørte og pludselig så vi en svær tysk kampvogn køre op foran kasernen.
  • Jeg måtte derfor få den opfattelse, at haderslevstyrken var nedkæmpet, og at tyskerne derefter havde genoptaget fremrykningen.

Men sandheden er imidlertid, at regeringens ordre til at indstille kampene endelig var nået oberst Hartz. Han var kørt frem til den tyske divisionsgeneral. Imens var de forreste tyske kampvogne gået gennem spærringen, hvor modstanden var befalet ophørt.

Søgård – afdelingen kunne ikke komme til at skyde på tyske kampvogn uden at dette ville forårsage betydelige tab på den civile befolkning, der med utrolig letsindighed opfyldte gaden omkring kampvognen. Clausen siger, at han først fik oplysningerne om kampenes indstilling, da han var nået nord for Kolding.

 

De tyske tropper blev hyldet

Styrkerne smed deres våben og ammunition i store dynger på kasernegården, samtidig med at to sygepassere gik over kasernegården med en overdækket båre med den dræbte 108 Hansen.

Udenfor havde hjemmetyskerne samlet sig i et stort antal for at hylde de tyske tropper, der kørte gennem byen mod nord.

 

Militærattache i Berlin

Efter 9. april blev oberst Hartz ligesom resten af hans regiment interneret. Han fik dog muligheden for at deltage i indvielsen af en mindeobelisk, der blev placeret ved Hertug Hans Kirken til ære for de soldater, der faldt under hans kommando.

I april 1941 var oberst Hartz desuden tilknyttet som militærattache i Berlin. Den 1. maj 1941 fratrådte oberst Hartz som garnisonskommandant ved Haderslev Kaserne.

 

Bogen fik Kommissionens interesse

Under resten af besættelsestiden arbejdede Hartz på en bog som han udgav efter befrielsen i maj 1945. Vi har i denne artikel citeret fra den. Bogens hovedbudskab er et voldsomt angreb på både regeringens og Generalkommandoens rolle under invasionen den 9. april 1940.

”Og sådan måtte det gå” som var værkets anklagende titel skabte hurtigt røre, både i civile, politiske og militære miljøer. Udgivelsen af denne bog var direkte medvirkende til at Hartz blev indkaldt til afhøring hos den parlamentariske kommission.

Afhøringen fokuserede især på de fejl kommissionen mente at finde i hans bog, samt de mange kontroversielle beslutninger obersten havde truffet den 9. april.

 

Han faldt i unåde

Selv om Hartz blev kritiseret og irettesat, specielt for hans beslutning om at ignorere flere direkte ordrer, der kom fra hans overordnede, så blev han aldrig dømt for noget.

Men efter afhøringerne faldt han i unåde og hans omdømme led et stort knæk. Hartz døde et par år efter krigen. Han vedbliver med at være en af de mest kontroversielle garnisonskommandanter på Haderslev Kaserne.

 

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • Haderslev Byarkiv
  • E. Clausen: Begivenhederne i Sønderjylland 8.-9. april 1940
  • Sigval Ejsing: Kampene i Haderslev 9. april 1940
  • Refslund: Fem år – indtryk og oplevelser
  • Arne Stevns: 9. april
  • Flemming Just: Soldaten, der vidste han skulle dø
  • C.J.A. Hartz: Og sådan måtte det gå
  • dengang.dk – diverse artikler
  • berlingske.dk
  • haderslevvvwiki.dk
  • Regimentsbladet Kronborg 6. juni 1941

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.822 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 372 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 214 artikler
  • Under Østerbro finder du 101 artikler
  • Under København finder du 190 artikler
  • Under Aabenraa finder du 176 artikler
  • Under Tønder finder du 290 artikler
  • Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler

 

  • Gendarmerne ved grænsen 9. april 1940
  • Dramaet ved Viadukten 1-2
  • Kastellet 9. april 1940
  • Uenigheder omkring 9. april 1940
  • Optakten til 9. april 1940
  • april – aldrig mere
  • Alarm i Sønderjylland 8. april 1940
  • Danmark var advaret 9. april 1940
  • Sorgen ramte Aabenraa 1-2
  • Tønder og Omegn 9. april 1940
  • Sønderjylland 9. april 1940
  • Kampene 9. april 1940
  • Da Hagekorset blev hejst i Tønder
  • Da tyskerne kom til Tønder og mange flere

 

 


Omkring Rømø-dæmningen

Juni 1, 2022

Omkring Rømø – dæmningen

Engang var her enestående flot. Den svorne vej. Da kongen var i Ballum. En krig kom i vejen. Slaget i Vadehavet. Den russiske udenrigsminister truede. Hvad var det nu hans Markmand så? Dengang de var velhavende på Rømø. Da skipperne var Rømø fortalte om deres togter. En besværlig overfart. Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin. Man ville have et havdige. Det startede med franskmænd. Russerne var mere hårdføre. Brorson var også imponeret af naturen. Det var som Tour de France. Forslag om Rømø Dæmning er fra 1939

 

 

Engang var der her enestående flot

Naturen mellem Ballum og Astrup Banke er specielt. Hele dette område skiftede karakter fra årstid til årstid.  Om foråret er det vældigt spraglet blomstertæppe. Her var engang en masse strand – og vadefugle. Her var engang masser af stude. Engang var her også en mægtig skøjtebane.

Der er nu stadig særdeles skønt og anderledes i området.

 

Den svorne vej

Her er masser af overleverede sagn og virkelige begivenheder fortalt fra slægt til slægt. Det var bl.a. historien om ”Den svorne vej”.

Bymændene i Misthusum aflagde en højtidelig ed på at de stod på deres egen jord. De havde fyldt jord i deres støvler derhjemme. De svor altså men og kunne aldrig finde fred.

Efter sagnet skal folk i mørke stormnætter have mødt dem ude på det sted, hvor de svor falsk ed. Den dag i dag bærer vejen navnet som et vidnesbyrd om disse mænds forbrydelse.

Og sagnet beretter yderligere, hvorledes hævnen ramte deres by, da den store flod i 1634 brød ind over sletten og ”borttog al det Huus”, som der stod udskåret på en gammel bjælke i en af de nybyggede gårde. Over 40 mennesker fandt deres død i bølgerne.

De tomme banker taler deres tavse sprog om ulykkesnatten den 11. oktober 1634. Denne landsby blev udslettet i løbet af nogle få timer.

 

Da kongen var i Ballum

Cirka ti år efter var der igen opstandelse på samme egn. Det rygtedes at selve Hans Kongelige Majestæt Christian den Fjerde havde indfundet sig i Ballum. I hans breve fortæller han om formålet med sin rejse i datidens afsides liggende landsby i Riget.

Kongen havde længe syslet med tanken om at rense kysten for fremmede pirater. Siden 1630 var der placeret et ”Leje for en Flådeafdeling” her. Han ville ved selvsyn finde ud af, om der kunne indrettes en havn på dette sted.

Hans tanker gik i retning af ”En fornem handels-stad” for at bruge hans egne ord.  Med denne plan traf han også forberedelser til at beskytte kysten.  Og den påtænkte handelsbys nærmeste opland med et dige fra Ballum til Astrup Banke.

 

En krig kom i vejen

Men det blev kun ved tanken. For snart var der atter krig.  Det var i 1644 både nord og syd af stærke fjendtlige kræfter. En forenet hollandsk – svensk flåde ankrede op samme forår i farvandet mellem øerne og Ribe.

 

Slaget i Vadehavet

I Lister Dyb blev de fjendtlige skibe dog overrasket af den gamle konge som fører for 7 større skibe, mens den fjendtlige flåde bestod af 28 mindre fartøjer.

Ivar Vind, der var kaptajn på ”Trefoldigheden” skriver i sine optegnelser:

  • Den 16. maj var jeg med den Kongelige Majestæt på trefoldigheden i Lister Dyb i Tønderhus Len med 7 skibe mod 28 svenske og hollandske skibe og Gud gav Hans Majestæt lykke og sejr over dem. Fjenden måtte trække sig tilbage gennem Lister Dyb.

Kanonernes brag opskræmte naturligvis befolkningen langs hele kysten fra Ribe til Højer. Dr. Joachim Timmermann, der var medlem af Ribe Domkapitel, udtalte kort efter i en latinsk tale, at fjenden der havde besat Ribe, teede sig noget hovmodigt:

  • Vi derimod bad efter vor sædvanlige skik, dels i afkroge og lønkamre, dels i gyder og kirker den højeste Gud, der står ethvert stort foretagende bi, da vi først hørte noget, der ikke var torden, men dog noget som meget ligner torden. Det var den uovervindelige Kong Christian. Han der er Danmarks frelser og opretholder.
  • Nogle bestiger tårnene, andre kirkens tag. Atter andre løber ud på marken for nærmere at iagttage grunden til så stort et brag. Vi så da, hvad vi forbavsedes over. Og hvad efterverdenen næppe vil tro, at 7 skibe med så frygteligt brag tordnede løs på sørøvernes uægte orlogsmænd, at disse så snart vinden var dem gunstig anså det for fornødent at frelse sig med største skam over til fastlandet.

Sådanne beretninger fra fortiden kunne fængsle drengenes fantasi.

 

Den franske udenrigsminister truede

Af landsbyen Misthusum blev kun Markmandens Hytte tilbage bygget på tomterne af den sidste gård. Fortællingen om forholdene i ældre tid vedblev med at leve. De blev blandet med sagn og sære forvarsler som ting der var sket.

Nogle havde set soldater i røde bukser færdes ude ved strandkanten.

I begyndelsen af 1900 – tallet udtalte den franske udenrigsminister som en trussel mod Tyskland, at man kunne landsætte 100.000 på vestkysten af Slesvig Holsten. Dette fik tyskerne til at reagere. Man lagde mærke til visse forsvars-foranstaltninger.

 

Hvad var det Hans Markmand så?

Og gamle Hans Markmand fra Hundegade, der var synsk, havde gang på gang lagt mærke til to runde ildskriver så store som en tallerken, der i rasende fart inde fra landsbyen suste frem mod havet. Jo den gamle markmand var en pålidelig mand. Men hvad kunne det være?

Overtro?

 

Dengang de var velhavende på Rømø

Kiggede man ud over markerne kunne det hænde dengang at man kunne se sejlene fra en skude ude i Vadehavet. Det var en skipper fra Rømø, der havde et ærinde inde på fastlandet. Han satte kursen mod det lille brohoved ved åmundingen.

Det var dengang en oplevelse. For godt nok lå Rømø kun en god mils afstand over på den anden side af Vadehavet. Men de var noget for sig. Mennesker derover havde deres eget sprog.

Jo engang havde der boer ca. 40 kommandører på Rømø. De sejlede på Grønland. Dengang var der rige dage på Rømø. Mangen en gård på fastlandet stod i gæld til dem. Siden gik det ned ad bakke.

 

Da skipperne fortalte om deres togter

Men mændene blev regnet for fode sømænd. Kvinderne, der dengang endnu gik i deres smukke nationaldragt passede landbruget, som ikke gav så meget afkast. De gamle skippere havde buskede fuldskæg, det vejrbidte ansigt, ringene i ørene, den vuggende gang og det syngende tonefald.

De fortalte gerne om deres togter mod nord til Ishavet på hvalfangst eller langt mod syd til Molukkerne i det indiske ocean.

 

En besværlig overfart

Overfarten fra Rømø til fastlandet skete ellers dagligt ved højvande over Ballum med en færge. Det har altid været en omstændig sejlads.  Man skulle altid indrette sig efter vejr og vind. Båden kunne ikke gå ind til kysten.

Både mennesker, fragten og posten måtte det sidste stykke vej befordres i et hestekøretøj med høje hjul.

 

Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin

Omkring 1900 – tallet, da pastor Jacobsen fra Skærbæk gennemførte alle sine fortyskningsprojekter flere steder på egnen, etablerede han også et dampskibsrederi. Dette skulle skabe en tidssvarende forbindelse til øen over Skærbæk brohoved.

Jo han skabte også bade-stedet Lakolk. Engang var her 2.000 badegæster om sommeren. Men de små dampskibe sad ofte i døgnvis på vaderne. Dette førte til megen morskab hos de lokale. Således forfattede Laurids Krog fra Brøns små sarkastiske digte om pastorens vandgang.

Hele herligheden varede kun et par år. Det blev en kostbar fiasko med disse projekter.

 

Man ville have et havdige

Nu modnedes tanken mere og mere tanken om at virkeliggøre den gamle plan om anlæg af et stort havdige fra Ballum til Astrup Banke. Dette dige skulle beskytte et areal på 5.000 hektar. Det var den såkaldte Bredeå-lavning, der ofte var oversvømmet.

Stemningen voksede efter den store stormflod den 6. april 1904, der voldte stor skade. Og der kom flere stormfloder den 12. marts 1906, 5. og 6. november 1911 og en endnu større stormflod den 12. juni 1913.

 

Det startede med franskmænd

Kort efter besluttede et flertal af lodsejere at nu skulle diget bygges. Omkostningerne var beregnet til 1.400.000 mark. Planen udførtes under den Første Verdenskrig i årene 1914 – 1918. Det var til dels ved hjælp af krigsfanger.

Således så man i de første krigsår 120 franskmænd beskæftiget ved dette dige-arbejde. De bar uniform med røde bukser. Varslet var gået i opfyldelse men dog lidt anderledes end man havde forestillet sig.

 

Russerne var mere hårdføre

Senere blev arbejdet fortsat af muhamedanske russiske krigsfanger. De var mere hårdføre end franskmændene. Man så dem om morgenen ligge kælende derude på den grønne eng med ansigtet vent mod østen i bøn til Allah.

Dette dige forandrede landskabets præg og udseende. Marsk-jorden blev nu taget under kultur. Sammen med dige-arbejdet gav man Brede Å et nyt udløb ved en kanal med sluse. Ved slusen blev der indrettet en landingsplads.

Inden dæmningen brugte man så større motorbåde som færger. I badesæsonen var der meget trafik og broget liv ved ind – og udskibning. Måske var det som Hans Markmand i sin tid så?

 

Brorson var også imponeret af naturen

Paradiset er delvis ødelagt. Også Hans Adolph Brorson fra Randerup oplevede det. I en af hans kendte salmer siger han:

  • Hvad skal jeg sige, når jeg går
  • blandt blomster i enge
  • og fuglesangen sammenslår
  • som tusind harpestrenge

De blomstrende enge er så godt som forsvundet. De blev brugt til græsning.

 

Det var som Tour de France

Slut er det også med de festligheder, der var til Sankt Hans. Hele området genlød dengang af landboungdommen.

Pigerne skulle rive det slagne hø ud i lange strenge. Det kunne godt give vabler i hænderne. Græsset var lettest at fælde ved nattetide.

Så kom her en masse stude. De blev så igen afløst af det rige fugleliv. Men er det lige så mange tilbage som dengang da vi cyklede fra Tønder til Rømø? Dette var en Tour de France værdig. Det forekommer mig at vi altid havde modvind.

Og dengang eksisterede øen Jordsand stadig. Denne ø er nu forsvundet. Gad godt nok vide om den dukker op igen engang.

 

Forslag om Rømø Dæmning fra 1939

Den 9. december 1935 blev der indsendt et forslag til Ministeriet for offentlige Arbejder om etablering af en Rømø-dæmning. Samtidig indeholdt forslaget metoder til indvinding af land. Man mente at sådan en foranstaltning kunne mindske faren for stormflod.

Allerede i 1847 var der bevilliget 400 Rigsdaler til fremme af sådan et foretagende.

Ved lov af 23. marts 1939 bemyndigedes Ministeriet for offentlige Arbejde at

  • lade anlægge en flodfri færdselsdæmning fra et punkt på Sønderjyllands vestkyst vest for Skærbæk til et punkt på østkysten af Rømø lidt nord for Nørre Tvismark samt til at lade dæmningens krone forsyne med 6 meter bred vejbane.

Endnu samme år påbegyndtes det indledende arbejde. Og dæmningen har i dag en længde af 9,2 kilometer og en højde på 6,25 meter.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.821 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 213 artikler
  • Under Højer finder du 77 artikler
  • Under Tønder finder du 290 artikler

 

  • Endnu flere anekdoter fra Rømø
  • Rømø – under besættelsen
  • Flere anekdoter fra Rømø
  • Anekdoter fra Rømø
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et Nordsøbad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø – endnu engang
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
  • Da Ballum næsten fik en havn
  • Klager over præsten i Ballum
  • Aggi – en Sønderjysk pige
  • Mellem Højer og Ballum
  • Bredebro – dengang
  • Langs brede Å
  • Langs vadehavet 1-2
  • Hvem ejede Brede Kirke
  • Brede under besættelsen
  • Øen Jordsand – engang ud for Højer
  • Soldater på Jordsand
  • Pastor Jacobsen fra Skærbæk og mange flere

 

 


Myter omkring Frøslev – og Fårhuslejren

Maj 30, 2022

Myter omkring Frøslev – og Fårhuslejren

Ingen frygtindgydende rædsel. Cirkus Frøslev. Tyskerne var bygherre – på den danske stats regning. Planlægningen. De første fanger. Designet til 1.500 – der kom op til 5.460. Daglige møder. Hausordnung. Truslerne blev ikke ført ud i livet. En stor organisation. Ingen smitte. Stødpudestat. Den danske forvaltning sørgede for de indsatte. 1,500 blev grundet aftalebrud sendt syd på. De indsatte havde hørt om kapitulationen. Spillet lykkedes. Fårhuslejren. Det tyske vagtmandskab afmarcherede.  Snart var man oppe på 3.200 indsatte. Vagtmandskabet var urutineret og omgik skydevåben lemfældigt. Der blev udarbejdet en foreløbig instruks.  Ledelsen strammede grebet.  Vagtmandskabet manglede rutine og uddannelse. En blandet flok. Straffen kom øjeblikkelig. Politi – og domsmyndigheder havde travlt. Aflønnet forskelligt for det samme arbejde.

 

Ingen frygtindgydende rædsel

Lejren blev oprettet som ”Polizeifangenlager Frøslev”. Undertegnede har set beskrivelser, der kalder dette sted for ”frygtindgydende”. En ældre officer kaldte det engang efter 5. maj 1945 for ”Sanatorieophold”.

Et sanatorieophold er vel langt fra sandheden, når man skal leve under bevogtning af tyske maskingeværer. Og så er det den daglige trussel om deportation til tyske koncentrationslejre.

Nogen særlig frygtindgydende rædsel var det vel heller ikke takket være dansk lune og sammenhold.

 

Cirkus Frøslev

Sandheden ligger nu midt imellem. Der kommer nok aldrig mere i historien en tilsvarende lejr. I daglig tale kaldte man det også for ”Cirkus Frøslev”. Det blev vel også i praksis cirkusagtigt men med danske tilskuere og tyske artister i mangen.

 

Tyskerne var bygherre – på den danske stats regning

Måske skal vi lige kort ridse historien op om tilblivelsen af denne lejr. Den opstod som følge af den danske regerings ønske om at bringe størst mulige antal af de i Tyskland internerede danskere tilbage og hindre yderligere overførsel til rædslerne syd for grænsen.

På grund af tysk løftebrud kom lejren aldrig til at svare til sin oprindelige hensigt. Men måske sparede lejren alligevel en del menneskeliv.

Men det er måske mindre kendt, at det var Det Tyske Rige, der var bygherre – på den danske stats regning. Tyskerne accepterede heller ikke dansk kontrol med lejrens opbygning. Det betød at firmaet Nicolaysen og Nielsen, der havde fået arbejdet overdraget kunne aflevere et dårligt stykke arbejde.

Det betød at det var de internerede, der under meget vanskelige vilkår skulle udbedre skaderne.

 

Planlægningen

Selve planlægningen og placeringen af de enkelte barakker skal efter sigende være foregået på den måde, at den tyske lejrkommandant i Horserød, Sturmbannführer Hillgärtner, som var en brutal og hoven og ikke særlig tiltalende SS – officer, fik en plan over lejr-terrænet og en lille pose modelklodser med hjem.

Under en af sine talrige ”Kammeratskabsaftener”, som de tyske sviregilder blev kaldt, har han formentlig leget med de forskellige barakker. Han var strålende henrykt over dette 8 – 10 millioner kroners legetøj. Han var strålende henrykt og fablede i sine mere elskelige øjeblikke om den vidunderlige lejr, som han var mester for.

 

De første fanger

En kendsgerning var det imidlertid, at en skønne dag da lejren var der, skete der en overførsel af de 750 fanger i Horserød. Det var den 13. august om aftenen hvor de første store danske busser, der havde hentet de første fangere i Flensborg Havn, rullede ind på Frøslev Polde.

Her så fangerne så for første gang deres nye hjem for de næste ni måneder. Den aften forekom det hele lidt trøstesløst. Det var nok ikke mange, der tænkte på at den enestående natur omkring lejren er fredet i klasse A.

Men dette tog tyskerne nu ikke så meget hensyn til.  Lyngen og bakkerne skulle fjernes for at ende i en sandflade som tyskerne af sikkerhedsmæssige grunde skønnede at det var påkrævet.

 

Designet til 1.500 – der kom op til 5.460 fanger

Egentlig var lejren designet til at kunne rumme 1.500 fanger. Men dette holdt slet ikke. Således var der i april 1945 – 5.460 fanger.

Lejrens første danske lejrchef var kaptajn ved Generalstaben, R. Ploug. På tysk hed det ”Lagerältester”. Men allerede den 15. september var han med første Tysklandstransport – syd på. Han afgik her ved døden af difteri i november 1944.

I sin korte ”regeringstid” var han udsat for hård kritik af sine egne.  Hans utvivlsomme dygtighed og utrættelige arbejdsevne var anerkendt. Men han manglede den smidighed, der var nødvendig for at være leder under disse forhold.

 

Daglige møder

Efterhånden som lejren voksede, blev ledelsen udbygget. Hver barak blev nu styret af en barakformand (Barackenätester). Denne skulle godkendes af tyskerne.

Alle disse samledes daglig til møder for at diskutere vigtige ting. Her modtog de gennem lejrlederen fra tysk side udstedte forordninger, der var talrige og ofte i åben modstrid med sidst udgivende ordre.

 

”Hausordnung”

De tyske ordensbestemmelser ”Hausordnung” var meget kategoriske og omfattende. Næsten alt var forbudt og alt blev overtrådt, idet det tyske bevogtningsmandskab var ude af stand til og for en stor dels vedkommende heller ikke ønskede bestemmelserne overholdt.

Straffes skulle i henhold til bestemmelserne enhver, der:

  • Løj over for bevogtningsmandskabet
  • Hvis man fremsatte ironiske eller nedsættende bemærkninger om dette
  • Undlod at hilse
  • Meldte sig syg uden grund
  • Værgede sig ved arbejde
  • Skriftligt fremsatte nedsættende bemærkninger om førende personligheder eller forholdsregler taget af det tyske rige
  • Førte politiske diskussioner, drev tyskfjendtlig propaganda, holdt foredrag (Gudstjeneste), dannede grupper, samlede eller udspredte sande eller usande rygter om lejren.
  • Forsøgte udsmugling
  • Var andre behjælpelig til flugt eller forberedelse hertil
  • Beskadigede inventar m.m.
  • Forbrød sig mod husordningen eller ikke adlød bevogtningens eller barakformandens ordrer m.m.

Hertil knyttede sig et utal af stadig skiftende bestemmelser, udgivet mundtligt af de enkelte lagerfører og pligten til at melde alle forekommende uregelmæssigheder. Det sidste forekom selvfølgelig ikke.

 

Truslerne blev ikke ført ud i livet

Straffen bestod i første række i trusler om deportation, mørkearrest på vand og brød eventuelt uden madras eller tæpper, inddragning af brev -, pakke-, og besøgstilladelse, fratagelse af kakkelovn, senge eller enkelte måltider, tildeling af ekstraarbejde m.v. Kun i enkelte tilfælde førtes truslerne ud i livet.

Anvendelse af vold forekom kun undtagelsesvis i selve lejren. De hørte fængslerne og forhørene til.

 

En stor organisation

Lejrkontoret formidlede alle de talløse henvendelser om flygtninge, besøg, klager og ansøgninger af enhver art. Særlige translatører var knyttet hertil. Pakkekontoret varetog forretningerne med ind – og udgående pakker. Så var det depotet ”Udlevering af Inventar, sengetøj og arbejdstøj. En særlig arbejdsledelse foretog inddeling og udtagelse til arbejde.

Spiseledelsen varetog køkkenarbejde og inddeling til spisning. Til ledelsen af nybygninger, reparation, planering, opmåling m.m. fandtes en teknisk ledelse med stor tegnestue.

Der fandtes biblioteksledelse, barber – og frisørsalon, skomagerværksted, skrædderværksted samt et utal af specialhold (Sonderkommando) af ethvert håndværk og fag.

 

Ingen smitte

En uhyre vigtig rolle spillede lejrens sundhedsstyrelse med hospitalsledelse, tandlæge, røntgenklinik og operationsstue for mindre operationer.

Skønt der med de fra Tyskland hjemkommende efterhånden tilførtes lejren sygdomme som tyfus, plettyfus, dysenteri, difteri, skarlagensfeber, lungetuberkulose m.m. lykkedes det for lejrens læger at holde epidemierne fra lejren.

Som øverste rets-myndighed fungerede klageretten sammensat af et medlem valgt i hver barak. Rettens medlemmer havde et svært og utaknemmeligt arbejde.

 

Stødpudestat

Tyskerne selv var klar over, at efterhånden som tiden gik, gled initiativet indenfor selve ledelsen af fangerne mere og mere over på danske hænder. Til tider for de op som brølende løver og forsøgte ”Bessermarchen”. Men efter et par dages ofte kun få timers forløb opgav de ævred og lod danskerne køre videre.

Lejrledelsen betragtede som deres fornemste opgave at være stødpudestat mellem på den ene side ”Tårnet” dvs. det tyske vagtmandskab og de indsatte på den anden side.

 

Den danske forvaltning sørgede for de indsatte

Det danske fængselsvæsen sørgede for gennem ”den danske forvaltning” at sørge for de indsattes maver og andre fornødenheder i det omfang som tyskerne tillod. Gråsten Svineslagteri og andre danske leverandører havde deres andel.

Så blev der også sørget for julepakker, boggaver m.m. Lokalforeninger over hele landet bragte glæde og hjælp.

 

1.500 mand blev sendt syd på

Tysklandstransporten var den store, knugende skygge, der i måneder hvilede over lejren. Om morgenen kl. 4 om morgenen lød det ofte:

  • Aufstehen, Anzien, Antreten!

Men danskerne havde for længst fået opsnappet, hvornår der var Tysklandstransport. Men det var ikke sjovt for de ca. 1.500 mand og 1 kvinde, der blev sendt syd på. De fleste var selvfølgelig sammenbidte. Efterhånden blev alle forsynet med cigaretter. Det var det bedste købemiddel i Tyskland.

Sammenholdet var der. Her var alle aldersgrupper repræsenteret lige fra 15 – 78 år. Det danske flag gik til tops kl. 12.

 

Man havde hørt om kapitulationen

Frøslevlejren blev ingen rædsel med døde i hundredtal med sult, sygdom og elendighed. Den blev Verdens mest mærkelige fangelejr.

Gennem et af lejrens hemmelige radioer fik man information om kapitulationen. Man lod informationen sive ud i barakkerne samme aften og nat. Men man var ikke klar over den tyske reaktion.

 

Spillet lykkedes

Den 5. maj kl. 8 gik politimester Brix og kaptajn Digmann til den tyske kommandant, Hauptsturmfûhrer Schriwer og stillede krav om øjeblikkelig tilbagetrækning af alle tyske poster i den indre lejr og frigivelse af alle kammerater i eneceller. I modsat fald ville man ikke garantere for ro og orden i lejren. Svar blev krævet senest kl. 10.00.

Schriwer var meget pikeret over dette ”Ultimatum”. Man måtte forklare tyskeren at nu var man ligesindet. Nu var det ikke noget mere der hed kommandant og indsat. Og så fortalte man ham, at ikke blot de 2.400 indsatte men også en stor del af hans egen mandskab var rede til at støtte kravet.

Såfremt der ikke skete fuld overgivelse af lejren, ville hele den tyske styrke blive interneret. Spillet lykkedes.

 

Fårhuslejren

Hvad var det nu med Fårhuslejren? Det Tyske Mindretal følte i mange år, at de var blevet ekstremt dårlig behandlet. Den litteratur der er skrevet om denne lejr, siger også det samme. Og os, der har haft familie, der har siddet her, har hørt frygtelige historier. I mange år forlangte Det Tyske Mindretal en undskyldning og økonomisk kompensation. Man talte også om den specielle ”Fårhus-mentalitet.

 

Det tyske vagtmandskab afmarcherede

De første dage var kaotiske. Over 2.000 mennesker blev løsladt den 5. maj over hals og hoved. I lejren forblev 400 – 500 tidligere fanger. De havde meldt sig til grænsebevogtning.

Ca. 40 ”nye” beboere blev anbragt i en særlig barak anklaget for stikkervirksomhed. I begyndelsen vidste man ikke, hvad den tyske bevogtningsstyrke ville. Men om søndagen afmarcherede de. Nu kunne man trække vejret lidt lettere.

 

Snart var man oppe på 3.200 indsatte

Samme dag bankede modstandsbevægelsens folk på døren med de første. De kommende dage gik det slag i slag. De nye beboere blev straks sat i arbejde med rengøring og sammendragning. Herved fik de indsigt i noget, som de ikke burde have set.

En taktisk dumhed begik man ved at lade de for ”Stikkeri” blive i lejren. Derved fik de andre kendskab til større og mindre ”Fiduser.

Allerede den 17. maj var man oppe på en belægning på 2.000. De steg i de følgende måneder. I den følgende måned var her 3.200 heraf 180 kvinder.

Den hurtige vækst havde end ikke tilladt en ordentlig registrering af de internerede. Hertil kom en masse nysgerrig, der ville se de nye beboere.

 

Vagtmandskabet var urutineret

Vagtmandskabet fra frivillige. De havde de bedste hensigter men var urutinerede. Efterhånden voksede denne tjans med trættende ensformighed. Rigtige retningslinjer var endnu ikke udformet. Lejrens styrelse skulle tilrettelægges og opbygges. Den fornødne sikkerhed og ro skulle først skabes. Men myndigheder var også overbelastet.

 

Foreløbig Instruks

Man forsøgte at fjerne de mest himmelråbende tyske uretfærdigheder. Både skyldige og uskyldige gik rundt i lejren. Og fra dansk side blev fangerne ikke mødt med blødsødenhed. Man forsøgte at være korrekt og retfærdig. I den udstedte:

  • Foreløbige Instruks for Behandling af de internerede”

Blev der givet bl.a. nedanførte forholdsordre:

  • De internerede behandles køligt men korrekt
  • Det er forbudt at anvende vold
  • Ved ankomsten til lejren fastslås den interneredes identitet, kartotekskort udskrives. Han visiteres, og der fratages ham evt. våben, pas, pengebeløb udover 10 kr. samt papirer, herunder medlemskort, emblemer, fremmed valuta, afregninger, lommebøger eller lignende, der muligt kan anvendes som bevismateriale for eller imod ham. Effekterne registreres og arkiveres. Den internerede afgiver selv kvittering
  • Al forbindelse med omverdenen er strengt forbudt. Alle forsendelser til og fra de internerede skal nøje undersøges og censureres
  • Indtil videre vil kun forretningsbesøg af livsvigtig betydning blive tilladt. Der skal tales dansk under besøget
  • De internerede er pligtige til at udføre det arbejde, der pålægges dem. Kun lægeattest udstedt af lejrlægen fritages for arbejdspligt. Personer over 55 år er fritaget for arbejdspligt uden for barakken.
  • Hver søndag afholdes dansk gudstjeneste for de internerede, der måtte ønske at overvære den.

 

Et nyt system

I den indre lejr blev der opbygget et system med tillidsmænd, barakformænd, lejrlæge, postkontor m.m.

For forplejningen sørgede Fængselsvæsnet under viceinspektørens ledelse på basis af det gældende kostreglement.

Bevogtningen og lejrens øvrige tilsyn var overladt til et vagtkomagni bestående af modstandsbevægelsens folk. Det blev senere overtaget af Brigaden for til sidst at overgå til hæren. Til varetagelse af den indre tjeneste i lejren oprettedes følgende dispositionsenheder under Kommandoskabet:

  • Administrationskontor (besvarelser af forespørgsler, Motorkøretøjer, Indkvartering, Inventar og lignende).
  • Lejrkontor (Fangekartotek, Ejendele, Regnskabsafdeling)
  • Besøgskontrol
  • Pakke – og Brevkontrol
  • Lejrledelse med Vagtchefer m.v. (Direkte tilsyn med fangerne)
  • Arbejdsledelse (Direkte tilsyn med fangerne)
  • Driftskontor (Nybygninger, Reparationer m.v., Vaskeri, Maler – , snedker og smedeværksted, samt aflusningsbarak.

 

Ledelsen strammede grebet

Der var ikke ret meget tid til udarbejdelse af de ønskelige instruktioner. Lejren blev oversvømmet af forespørgsler om alt muligt fra de internereredes familier. Alle besøg var naturligvis ”livsvigtige” og måtte gå forud for alt andet.

Gamle indsatte besøgte også lejren. Det tog også meget tid.

Efterhånden strammede ledelsen grebet. Der blev udstedt specielle legitimationskort og adgangstegn. Uvedkommende fik ingen adgang.  Også over for presse og politi blev bestemmelserne strammet. Trods megen modstand mod dette, gjorde ledelsen gældende at dette var nødvendigt. Det blev heller ikke lettere at styre det hele.

 

Vagtmandskabet manglede rutine og uddannelse

Vagttjeneste kræver nu engang uddannelse og rutine. Den var ikke til stede overalt.  Mange gjorde en fremragende indsats. Andre gjorde det af idealistiske motiver. Nogle af de yngste forstod slet ikke alvoren. De var mere indstillet på ”spænding” – et liv med pegefingeren bag aftrækkeren. Derved kom der nogle uheldige episoder.

Efterhånden som der kom styr på organiseringen var der flere, der tabte interessen for arbejdet. Da en af vagter ikke ville arbejde der mere spurgte kommandanten, hvorfor han ville rejse:

  • I har efterhånden fået så meget orden på det hele at det ikke mere er sjovt at være her. Jeg går sgu hen og bliver straffet en dag – og det skal man da ikke udsætte sig selv for – vel !

 

Letsindig omgang med skydevåben

Et forhold der voldte mange kvaler, var den letsindige omgang med skydevåben. I en lejr, hvor der var et stort antal internerede i arbejdstiden 8 – 12 og 14 – 17 og hvor man gik forholdsvis frit omkring, fandt ledelsen særlig i begyndelsen ikke sjældent skarpladte våben henlagt på værelserne eller i uaflåste, henstillede vogne. Ejermændene reagerede kun sjældent når de blev taget i forvaring.

Det kunne jo sagtens være en af de internerede, der havde taget sådan et våben. Det er muligt at nogle i enkelte tilfælde har gjort det.

 

En blandet flok

På den anden side af pigtråden var forholdene alt andet end idylliske. Sammensætningen var broget som i vor tid, men modsætningerne var store. Her var allerede krigsforbrydere, værnemagtsfolk, mistænkte for spionage, Gestapo – og SS-folk, tysk politi, mindretalsmedlemmer, sigtet for større eller mindre, ja ganske små forbrydelser imod det land de havde statsborgerskab til. Her var stikkere, forrædere, frikorpsfolk, Schalburg – og Hipo-medlemmer, feltmadrasser, værnemagere, danske og tyske mellem hinanden.

Ja tænk engang – tyskertøser, de havde haft et kærlighedsforhold til en tysk soldat blev også indsat.

Blandt de indsatte var der stor mistro. De vidste ikke, hvor længe de skulle være her. Der var mistro til naboen og dennes motiver. Stikkeriet florerede livligt.

 

Straffen kom øjeblikkelig

Der var selvfølgelig også overtrædelser af lejrens bestemmelser. Der var forsøg på brevsmugling, tobaksrygning i arbejdstiden, besiddelser af aviser samt flugtforsøg. I konstaterede tilfælde faldt straffen omgående. Taksten var normalt et vist antal dages mørkearrest på vand og brød.

 

Politi – og domsmyndigheder havde travlt

Politi – og domsmyndigheder arbejde ihærdigt for at få de internerede i grundlovsforhør. Til dette formål blev tre interimistiske retslokaler og 16 forhørslokaler. Dertil kom lokaler til kriminalpolitiet, der arbejdede i snævert samarbejde med Feltpolitidetachementet og englænderne. Disse havde anbragt allierede krigsfanger i særligt isolerede barakker.

Efterhånden som de internerede blev fremstillet i grundlovsforhør overgik de som varetægtsarrestanter i Fængselsvæsenets tilsyn. Barak efter barak blev indhegnet med pigtråd og blev overladt til Fængselsvæsnets personale.

 

Aflønnet forskelligt for samme arbejde

Man så det mærkelige fænomen i lejren at folk med omtrent samme beskæftigelse blev aflønnet forskelligt:

  • Brigadefolk 2,50 pr. dag
  • Modstandsfolk 15,00 pr. dag
  • Reserve-fængselsbetjente 22,00 pr. dag

Endnu mere grelt var det, da hæren overtog bevogtningen. Her fik en menig kun 1,50 kr. pr. dag.

Den 3. august overtog Fængselsvæsnet lejren som helhed. Modstandsgrupperne og Hærens folk havde overtaget arbejdet på et tidspunkt, hvor myndighederne ikke var i stand til det.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.820 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 372 artikler
  • Under Padborg/Kruså/Kollund finder du 63 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 212 artikler
  • Under Grænsen er overskredet finder du 6 artikler
  • Grænsen – dengang (b)
  • Dramaet ved Viadukten
  • Dramaet ved Viadukten – endnu mere (2)
  • Myten om de hvide busser
  • I Kollund Østerskov lå to villaer
  • Sandheden om Karantænestationerne
  • Holocaustfornægteren fra Kollund
  • Militære efterretninger fra grænselandet
  • Kæmp for alt, hvad du har kært – Chr. Fries
  • Besættelsestiden – i den sidste tid i Bov Kommune
  • To skæbner i Kiskelund
  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • Frøslevlejren
  • Faarhuslejren
  • Straffelejren
  • Harreslev – dengang
  • Rønshoved, Hokkerup, Gardeby
  • Dansk agent skyld i gendarmers død
  • Sandheden om de hvide busser
  • Bov Kommune under besættelsen
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • De mystiske mord ved grænsen 1-2
  • Forord (1) til ”Grænsen er overskredet
  • Asmus Jensen – et mord efter 1945 (opdateret 2021)
  • Var det et hævnmotiv
  • Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale
  • Asmus Jensen – opdateret 2020
  • Mord i Padborg 1-4
  • De slagne ved grænsen
  • Gendarmerne ved grænsen 9. april 1940
  • Under krigen ved Viadukten