Dengang

Artikler



Dansk Politi – under pres

Juli 28, 2021

Dansk Politi – under pres

Tyskerne ville ikke blande sig i interne danske anliggender. Men de overholdt ikke deres aftaler. Efter august 1943 kom der en ny fase i politiets samarbejde med tyskerne. Dansk politi forlangte en ny plan. Tyskerne var ikke begejstret. Først ville Werner Best havde Danmark med i forsvarspagt. Siden blev han aldeles rasende. Dansk politi ville ikke miste befolkningens tillid. Tyskerne ville reducere politiet til det halve. Werner Best: ”Dansk industri har overhovedet ingen betydning for Tyskland”. Han vil bremse for tyske råstoffer. Politiet klagede over reduceringen. Tyskerne havde masser af kritik over for politiets indsats over for Generalstrejken. Dansk politi ville komme tyskerne i møde med øget reducering. Dette var den sidste indrømmelse som Dansk politi gav tyskerne. Dagmarhus havde fået nye alarmcentraler.

 

Tyskerne ville ikke blende sig i interne danske forhold

Med undtagelse af Danmark nægtede de øvrige landes regeringer at acceptere besættelsen og at fungere på regeringsniveau. Det førte til nazificering og/eller skarp kontrol med politiet i de pågældende lande.

Danmark accepterede kun besættelsen under protest. Til gengæld accepterede tyskerne, at de ikke ville blande sig i indre danske forhold.

Dansk politi kunne fungere videre som hidtil dog med udvidede arbejdsområder som bekæmpelse af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed. Hovedopgaven var at holde ro og orden – nu også i forhold til besættelsesmagtens repræsentanter.

 

Tyskerne overholdt ikke deres aftaler

Men tyskernes aftale varede ikke længe. De forlangte arrestationer og interneringer af udenlandske statsborgere og af tyske emigranter. I juni 1941 fulgte arrestationer af medlemmer af DKP. I november 1942 fulgte endnu en aktion.

Den spirende sabotage blev i de første år nidkært efterforsket. Politiets talmæssige styrke blev væsentlig udvidet. Det dansk – tyske politisamarbejde fungerede indtil august 1943. Tyske politifolk og Abwehr henvendte sig til dansk politi, når personer søgtes efterlyst og anholdt, hvorefter dansk politi tog sig af resten.

 

Efter august 1943: Ny fase i det dansk-tyske samarbejde

I august 1943 kom situationen ud af kontrol. En række strejker i jyske og fynske byer udviklede sig voldsomt. Dansk Politi nægtede at bruge vold. Man valgte ikke at slå strejkerne ned. Der blev heller ikke i de tilfælde brugt skydevåben fra dansk politi. De så også passivt til, da tyskorienteredes ejendom blev udsat for ødelæggelser.

Strejkebølgen førte også til regeringens fjernelse og afvæbning af hær og flåde.

Efter dette indtrådte en ny fase i det dansk-tyske politiforhold. Fra tysk side opstod der en stærk mistillid til dansk politi fordi de ikke kunne skabe ro og orden. Dansk politi meddelte tyskerne, at under disse forhold ville man ikke fortsætte sabotagebevogtningen og sabotagebekæmpelsen.

 

Dansk Politi forlangte en ny plan

Der fulgte mange måneders forhandlinger om, hvordan en ny politiordning kunne etableres. Fra tysk side blev forhandlingerne ledet af Paul Kanstein. Han havde siden april 1940 ledet det beskedne tyske politi.

Den 7. september 1943 fremlagde dansk politi en plan, der gik ud på, at man stadig ville varetage opretholdelsen af lov og orden. I tilfælde af større demonstrationer ville dansk politi trække sig tilbage, hvor tysk militær eller politi kunne sættes ind. Politiets bevogtning af virksomheder skulle afvikles.

 

Tyskerne var ikke begejstret

De tyske myndigheder skulle fremover alene stå for eftersøgning og anholdelse af SOE – agenter og andre tyskfjendtlige personer, herunder spioner. Endelig skulle dansk politi ikke deltage i efterforskningen af sabotager, kommunistisk virksomhed og udbredelse af illegale skrifter og lign.

Dette var ikke noget tyskerne kunne acceptere. Forhandlingerne fortsatte sommeren igennem med skiftende forhandlere på tysk side. Kannstein forlod Danmark. I hans sted kom chefen for det tyske sikkerhedspoliti og SD Rudolf Mildner frem til begyndelsen af januar 1944. Så var det den højere SS og Politifører Günther Pancke. På dansk side var det departementschef i justitsministeriet Eivind Larsen sekunderet af Udenrigsministeriets departementschef Niels Svenningsen.

På tysk side trådte nu Otto Bonvensieben til.

Tyskerne var ikke begejstret for danskernes forslag. De svarede ikke engang. De havde netop taget et nyt våben i brug nemlig modterror (Shalburtage) og clearingmord (mord på danske som gengæld for mord på tyskorienterede danskere og værnemagtsrepræsentanter).

 

Werner Best ville have Danmark med i forsvarspagt

Disse våben blev flittig benyttet hele foråret og på tysk side fik man indtrykket af at det virkede. Antallet af sabotager faldt markant fra midten af februar 1944. Tyskerne tvivlede også på det danske politis neutralitet i tilfælde af en engelsk invasion.

Tyskerne havde også lagt mærke til nedgangen i sabotager. Og det fik Werner Best til at appellere til danskerne om større åbenhed. I det dansk-tyske forhold. Han opfordrede danskerne til at tilslutte sig den tyske forsvarsfront eller blive slagmark i den frygtelige krig.

Tyskerne vidste ikke, at englænderne havde dikteret sabotagestop fra midt i februar til midten af april 1944.

 

Werner Best var rasende

I dagene efter den 18. april 1944 blev der iværksat masser af sabotageaktioner og likvideringer af stikkere. Det gik også ud over Bests chauffør Tage Lerche.

Der kom også med det samme en modreaktion fra tyskerne. Således ringede Best til Nils Svenningsen, at man nu fra tysk side ville gribe til stærkere midler. Man ville også fuldbyrde dødsdomme som gengæld for sabotage.

Werner Best sagde endvidere at såfremt dansk politi ikke viste sin gode vilje til at læse de selvfølgelige politimæssige opgaver, ville man fra tysk side skride til indskrænkning af det danske politi.

 

Dansk Politi ville ikke miste befolkningens tillid

Tyskerne bad kort efter dansk politi om også at bevogte Nordwerk. De foretog kun arbejde for tyskerne og hidtil var seks vagter blevet dræbt af modstandsbevægelsen. For ikke at sætte sagen på spidsen valgte politiet en midlertidig ordning.

Werner Best skruede nu bissen på. Han mente at dansk politi inden for en uge kunne udrydde alle illegale virksomheder med deres lokalkendskab og personelkendskab. Det var dansk politi, der skulle drages til ansvar for den stigende sabotage. Ligeledes mente Best at politiet havde forbindelser til de illegale kredse. Fronterne var trukket meget kraftig op efter disse forhandlinger. Og følgerne kender vi.

Det danske politi svarede tyskerne, at man ikke ville miste befolkningens tillid og heller ikke med modstandsbevægelsen. Dette var en klar afvisning af det tyske krav. Werner Best fik overdraget politiets holdning skriftlig og personligt den 5. juni 1944.

 

Tyskerne ville reducere politiets styrke til det halve

Nu skulle der så forhandles med Pancke om politiets nye rolle. Og han gik med til politiets forslag. Fra tysk side blev det foreslået at dansk politi blev indskrænket til det halve. Desuden mente man, at fyringer straks blev sat i værk og helst være afsluttet 31. juli.

Endvidere skulle der afleveres en større mængde våben og de afskediges uniformer og udrustning skulle deponeres så de ikke faldt i de forkerte hænder.

Alle større politienheder skulle opløses. Enheder over 21 mand skulle fremover meddeles Pancke. En særlig overfaldskommando på tre gange 20 mand plus en fører til hver skulle tillades i København. Fra dansk side kom der en hel masse indsigelser. Men dem forlangte tyskerne nu blev fremsendt skriftligt.

 

Werner Best: Dansk Industri har slet ingen betydning for Tyskland

Dagen før var Riffelsyndikatet sprunget i luften. Så denne begivenhed skabte en helt bestemt stemning på mødet.

Svenningsen havde samme dag et møde med Werner Best og sidstnævnte var i meget dårligt humør. Best fortalte, at der nu var ryddet op i Jylland for sabotører og han skulle personligt sørge for at der også blev ryddet op i hovedstaden.

Werner Best mente at dansk industri var helt uden betydning for Tyskland. Så han ville foreslå et stop for råstofforsyningen. Så kunne den danske befolkning mærke konsekvenserne.

Den 24. juni og de følgende dage fulgte en række skrappe foranstaltninger, der viste at Best mente det alvorligt. Men foranstaltningerne fik befolkningen til at reagerer med strejker og demonstrationer.

 

Dansk Politi klager over reducering

Den 30. juni svarede politiet tyskerne i et dokument på 26 sider. Man svarede, at det var nødvendigt med et mandskab på 4.245 mand til at udfører opgaver delvist baseret på tyske interesser. Det andet spørgsmål som tyskerne ville have besvaret var, hvor mange, der arbejdede uden uniform. Svaret var 558.

Når dokumentet var så stor var det fordi man detaljeret beskrev politiets opgaver. Hvis den reduktion, som tyskerne foreslog, skulle gennemføres, ville politiet ikke mere kunne udføre deres opgaver.

Der kom egentlig ikke nogen tysk reaktion. Måske var svaret ventet. Der var også opstået generalstrejke, så tyskerne havde måske andet at tænke på.

 

Tysk kritik af politiets indsats under generalstrejken

Den 1. juli sendte Werner Best et brev til Svenningsen, hvor han gav udtryk for kritik af politiets manglende indsats under generalstrejken. Hvis dansk politi ikke inden for 24 timer og også med våbenmagt ville gribe ind, så ville man ikke tøve fra tysk side.

Tyskerne forlangte nu igen en sabotagevagtordning, som dansk politi flere gange havde sagt nej til. Og det havde Pancke også accepteret. Men han havde hvis skiftet mening.

Åbenbart var der en forskellig holdning, hvordan Duckwiz og Pancke opfattede begrebet Sabotagevagtordning. Igen engang forslog man fra dansk side en patruljeordning. Men det afviste Pancke nu kategorisk. Forhandlingerne blev nu afviklet i en meget spændt atmosfære, der sluttede med Panckes bemærkning om at nu ville man fra tyskernes side overveje, hvad man skulle gøre.

 

Politiet vil komme tyskerne i møde

Werner Best ønskede nu en bedre sikring af virksomhederne med dansk politis hjælp. De måtte fremlægge noget, der var bedre end det hidtidige, sagde han.

Ivan Stamm fra politiet gjorde opmærksom på, hvilken form for patruljering, der foregik i København og Frederiksberg foruden den almindelige patruljering. Fra kl. 20 til kl. 4 fandt en særlig patruljering sted med 5 patruljevogne udstyret med radio. De var hver bemandet med 4 mand, der var bevæbnet med 1 maskinpistol, 3 karabiner og 4 tjenestepistoler. Vognene medførte særligt lysmateriel. Vognene kørte i særlige patruljedistrikter, der var indtegnet på et særligt kort.

På kortet var der også der også de fabrikker, der skulle føres tilsyn med. Der skulle afgives melding, såfremt noget mistænkeligt blev observeret på eller ved fabrikkerne. Meldingerne ville via C.K. blive givet videre til de respektive tyske tjenestesteder.

 

Dansk Politi ville ikke overvåge våbenfabrikker

Fra dansk side tilbød man at udvide patruljekørslen til alle døgnets 24 timer og eventuelt med flere biler. Dog gjorde man opmærksom på, at man ikke overvågede ”Prononzierte Rüstungsbetriebe”.

Man kom også fra dansk side med forslag til hvor man kunne oprette nye politivagter. Det ville kræve yderligere 125 mand samt et ikke ubetydeligt antal pistoler, karabiner og maskinpistoler.

Best mente at planen skulle gennemføres. Under forhandlinger på Dagmarhus deltog lederen af Rüstungsstab Dänemark, Walter Forstmann. Denne ønskede en særordning for B & W i Strandgade. Men da den kom under begrebet ”prononzierte Rüstungsbetrieb” så kunne man ikke i første omgang acceptere dette fra dansk side.

Forhandlingerne var blevet ført i en ordentlig tone uden for mange protester.

 

Dagmarhus havde fået nye alarmsystemer

Dagmarhus havde fået installeret nye telefoncentraler med direkte linjer ud til virksomhederne. Herfra kunne der sendes overfaldskommandoer ud. De var bevæbnet med maskinpistoler og håndgranater. Enheden bestod af 12 mand og to danske guider.

Ejnar Mellerup havde til de danske betjente lavet en instruktion. Patruljerne skulle undgå enhver kontakt med sabotørerne.  Og overlade det til tysk politi.

 

Den nye sabotagevagt var politiets sidste indrømmelse

Tyskerne kunne ikke forstå, hvorfor dansk politi ikke kunne iværksætte den nye ordning med det samme. Det var de meget utilfredse med.

Men fra august måned var den nye ordning til tyskernes tilfredshed så blevet gennemført. I en periode på ca. 7 uger fra generalstrejken forekom der ikke nævneværdige sabotageaktioner.

Denne nye sabotagevagt var den sidste indrømmelse dansk politi gav tyskerne.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • politihistoriskforening.dk
  • Jørgen Hæstrup: Til Landets bedste 1-2
  • Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance
  • Henrik Stevnsborg: Politiet
  • Henrik Koch: Demokrati – slå til
  • Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943 1-2
  • Hans Kirchhoff: Den gode tysker
  • Henrik Lundtofte: Gestapo
  • John T. Lauridsen: Over stregen – under besættelsen
  • Munch: Erindringer 1942 – 1947 (2)
  • Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA
  • Peter Birkelund: Holger Danske 1

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Under Besættelsestiden (Før, under og efter) (353 artikler) finder du:

 

 

  • Politi – under besættelsestiden
  • Gestapo i Syd – og Sønderjylland
  • Gestapo i Danmark

Kastellet – Spredte Historier (3)

Juli 26, 2021

Kastellet – spredte historier (3)  

Christian den Fjerde havde store tanker. Sankt Anna Skanse skulle etableres. Det krævede store arbejdsstyrker og masser af materiel. Efter kongens død fik stedet et nyt navn. Vartov blev beskudt. Og svenskerne stormede i 1658. Ingeniør Hoffmann mente ikke, at der var penge nok. Man gjorde meget ud af Glædessalut. Henrik Rüse dukkede op. Flere regimenter blev lagt under ham. Regeringen manglede penge. Mere arbejde for Rüse. Han blev mødt af megen fjendskab. Fjenderne undersøgte også arbejdets kvalitet. Masser af kanoner og krudt. Her var en fast artilleristyrke. Isen skulle brydes. Der var lange arbejdsdage og pludselig skulle 600 læs hestegødning fjernes. Kanonerne kunne næppe række længere end til Refshaleøen.  Kanoner og andet skyts var efterhånden i en meget dårlig forfatning. 1.000 Rigsdaler blev bevilliget til årlig vedligeholdelse. Voldmesteren havde en vigtig funktion. Og så var det lige voldskytten. Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen. Der blev mod betaling tilladt for alle at gå her. Kaptajnens vasketøj endte for krigsretten.

 

Christian den Fjerde havde store tanker

Christian den Fjerde gjorde sig store tanker om Københavns befæstning. Søerne skulle være i yderste linje. De skulle understøttes af befæstninger som Ladegården, Ravnsborg og Vartov.

Disse tanker gav anledning til anlæggelse af Sankt Anna Skanse, sådan lød Kastellets første navn. Det hele skulle beskytte det nye havneløb som i 1624 var blevet dannet ved hjælp af nogle sænkede skibe, havde man opført to bolværker med blokhuse tæt ved det sted, hvor Toldboden i 1627 blev anlagt.

Ved den østlige ende af Sortedamssøen var der i årene fra 1625 til 1629 anlagt fæstningen Vartov.

Ved den nuværende Triangel strakte der sig en lang række jordvolde med grave foran ned mod stranden, hen over det terræn hvor nu Holsteinsgade, Willemoesgade, Classensgade m.m. befinder sig i dag. Dengang var det et meget vanskeligt tilgængeligt område.

 

Sankt Anna Skanse

Helt herude ved det før omtalte havneindløb blev Sankt Anna Skanse anlagt. Dens volde og grave dækkede både land – og søsiden.

Det var i december 1626 at arbejdet med Sankt Anna Skanse blev påbegyndt. For at få skaffet midler til dette, blev der i 1627 foreløbig i en periode på tre år bevilliget forhøjelse af tolden på salt – og silkevarer.

Nu var det beløb, der kom ind slet ikke nok. Så den 28. januar 1631 blev der på ny bevilliget forhøjelser igen i en periode på tre år. Men ak dette forslog heller ikke noget. For tredje gang måtte der bevilges forhøjelse. Men denne gang var det så i en periode på hele 9 år.

Nu ville Rigsraadet kun gå med til en periode på 6 år. Men det endte med at toldforhøjelserne næsten blev permanente. Det var ikke småbeløb, der kom ind. Tidsrummet fra 1641 til 1646 beløb sig til 243.884 Rigsdaler. Men det var også omtrent det beløb man havde brug for.

 

Store arbejdsstyrker og masser af materiale

Hele byggeriet krævede store arbejdsstyrker og masser af materialer.  Det var særlig brug for store kampesten. Halvdelen af fæstningen kom til at ligge på den åbne strand.

Hvad arbejdskraften angik var det bønderne, der måtte holde for. Den 15. december 1626 blev bønderne mellem København og Roskilde tilsagt at køre huggede sten derud fra Amager. Denne tilsigelse blev gentaget et par gange. Selv fra Skåne kom der sten.

Med sin sædvanlige energi satte Christian den Fjerde alt ind for at gøre fæstningen færdig. Selv om han atter og atter skyndede på færdiggørelsen trak arbejdet i langdrag idet man stødte på vanskeligheder. Og en af disse var at hele byggeriet blev langt større, end man havde forestillet sig.

Og så kneb det også lidt med koordinationen. Man var nemlig også i gang med nedrivningen af den gamle Østervoldlinje. Men denne var åbenbart forsynet med skyts. Dette fremgår af en melding fra den 16. august 1644, hvor der var afgivet festskud i anledningen af slaget på Kolberger Hede. Åbenbart var det en afdeling fra flåden, der lå her.

 

Efter kongens død – nyt navn

Efter Christian den Fjerdes død i 1648 forsvandt navnet Sankt Anna Skanse efterhånden. Efterhånden blev navnet Sankt Anna Kastel. Men ifølge et skøde fra 1651 var navnet nu ”Frederichs Kastel”. Den nye Østervold var i sommeren 1647 i en højst mangelfuld tilstand. Den havde slået en bue uden om det nye Sankt Anna Kvarter.

Men nu gik man i gang med at forstærke Kastellet yderligere. Derfor krævede man penge ind fra liggende skibe i vinterhalvåret. Det var de såkaldte Vinterhavnepenge. Og dette blev sat i værk den 11. februar 1653.

Det var mandskab fra de nationale, særlig det sjællandske regiment, der kom til at arbejde på befæstningen. Og det var i et antal af 2.400 pr. dag.

 

Vartov blev beskudt

Da Carl den Tiende Gustav i august 1658 lagde en jernring om staden, blev den ydre befæstningslinje straks opgivet. Det var fordi den endnu ikke var færdig og alt for svag. Svenskerne tog den også straks i besiddelse. De tog også straks Vartov i besiddelse.

Men denne blev kraftig beskudt fra prammen ”Den stumpede Hund”, der lå der, hvor Bechs Badeanstalt kom til at ligge. Men også fra Kastellets volde blev Vartov beskudt. I november kom Vartov igen i dansk besiddelse. Men stedet var da helt nedbrudt. Tømmeret blev bragt til Kastellet, hvor det kunne blive genbrugt.

Vagtstyrken på Kastellet udgjorde efterhånden 200 mand. Den 13. august var adelen i hovedstaden blevet opfordret til at stille med en karl eller kvinde med en spade i tre dages tid til befæstningsarbejde.

Da frosten hen på vinteren gjorde sig gældende, blev de kongelige betjente beordret til befæstningsarbejde. Denne ordre måtte dog gentages flere gange.

 

Da svenskerne stormede i 1658

På selve ”Stormnatten” den 11. februar 1659 var der på Kastellets volde anbragt 33 ”stykker” skyts under kommando af oberst Bertram de la Coste, der under sig havde en vognmester og yderligere 50 mand.

Voldene var besat af seks kompagnier af Kongens Livregiment til fods – Livgarden. I det indre af Kastellet var der opstillet et kompagni ryttere, et kompagni borgere to kompagnier hollandske soldater og 100 danske og 100 hollandske bådsmænd. Oberst Frederik Ahlefeldt var kommandant for det hele.

Svenskerne forsøgte en sidste gang at angribe på det svageste led – mellemrummet mellem Østervold og kastellet.  Og svenskerne trak sig tilbage over den tilfrosne Sortedamssø. Kommandant Frederik Ahlefeldt var selv til stede og viste stor tapperhed. Han blev forfremmet til generalmajor og optaget i den arvelige adelstand.

I de nærmeste dage efter at stormen var afslået fortsatte man med feberagtig hast på udbedringen af kastellets volde. I den alleryderste nød ville man trække sig her tilbage og udkæmpe det sidste slag. Man satte nu alt ind for at gøre hele fæstningen så modstandsdygtig som mulig.

 

Glædes – salut fra byens volde

Fra byens gårde og stalde kørtes der jord og møg derud i store mængder. Den 4. marts blev borgmestre og Råd beordret til at holde gaderne rene og lade skarnet køre ud til kastellet. Så fik man ikke blot foretaget en grundig rensning af byens gader, hvad der i de dage ofte trængtes til. Og man gentog opfordringerne til at køre alt ud til kastellet.

Tømmer skulle også bruges. Det kom frem i pramme. Palisader skulle rejses. Bygninger skulle opføres. Og Amagers bønder blev beordret derud for at ”vække” isen på Kastellets grave.

Da freden i 1660 blev sluttet, blev der i den anledning afgivet Glædes – salut fra byens volde.

 

Ingeniør Hoffmann mente ikke at der var nok penge

Nu blev der besluttet, at der skulle anlægges en dæmning med en dækket vej. Det var begyndelsen til den senere Langelinie. Til dette og en række andre arbejder blev der beregnet, at der skulle bruges 700 mand og en sum af 11.252 Rigsdaler.  Men ingeniør Gotfred Hoffmann mente nu at dette beløb slet ikke rakte.

 

Henrik Rüse dukkede op

Endelig i maj 1661 kunne man komme i gang. Der var indkøbt for 260 Rigsdaler hakker, skovle, spader og skub-karrer, hvilket var en slags trillebør. Heller ikke det nye budget syntes at kunne holde. Midt under det hele dukkede der så en ny mand frem. Det var den hollandske ingeniør Henrik Rüse og i hans lod faldt det at blive Kastellets egentlige bygmester. Det er under hans ledelse, at Kastellet har fået det udseende, som det har i dag.

Den 1. juli stillede Rüse sine betingelser for overhovedet at gå i dansk tjeneste. Han forlangte en årlig gage på 3.000 Rigsdaler. Fra dansk side mente man ikke, at det kunne lade sig gøre. Han svarede da også prompte, at så gad han ikke forhandle mere.

 

Flere regimenter under Rüse

Den 26. juli var forhandlingerne tilendebragt. Ifølge kontrakten skulle der udbetales i alt 110.000 rigsdaler for at opføre det nye Kastel, dette skulle være fuldbragt i løbet af tre år regnet fra foråret 1662.

Gravene skulle have en dybde på fire fod og en del af den udgravede jordmasse skulle benyttes til at hæve terrænhøjden inde i selve Kastellet, for selv efter mange års opfyldninger var denne endnu lavere end daglig vande i havnen.

Til hjælp fik Rüse sit eget regiment, det tidligere Lübbes Regiment. Desuden fik han også Kongens Livregiment til fods – Livgarden og fra april 1663 det sjællandske nationale regiment.

 

Regeringen manglede penge

Det var dog kun i de seks sommermåneder, der blev arbejdet med fuld kraft. Rüse klagede også over mangel på arbejdskraft. Nogle af dem skulle også imod aftale forrette garnisonstjeneste. Og så skulle en ikke ringe del også inddrive restancer i de landdistrikter, der skulle underholde regimentet.

Regeringens vilje var måske god nok men de kæmpede med pengemangel. I juli måned 1662 havde regimentet ikke fået løn i tre måneder. Men i løbet af sommeren 1662 opførtes de to bastioner ud imod søen. Også Langelinie blev udført dette år.

I april 1663 blev mandskabet forøget. I dette år lykkedes det at fuldføre Kastellets hovedvold samt den overvejende del af ”Smedelinien”.

 

Mere arbejde for Rüse

Rüse fik mere arbejde. Han skulle opføre en bolig for kommandanten, et provianthus, 31 brakker, et pælehus og tre udfaldsporte. Han skulle også opføre 7 vagthuse og 34 skilderhuse samt hovedgadens brobelægning.

Man ved med sikkerhed, at der under bygningen har været kongeligt besøg herude. I januar 1664 blev Rüse udnævnt til generalmajor i Infanteriet og til Assessor i Krigskollegiet. Få dag efter blev han optaget i adelstanden.

 

Rüse mødte masser af fjendskab

Rüse mødte dog modstand i alle klasser af befolkningen. Selv kronprinsen var fjendtlig over for ham. Tidens store mænd bakkede kronprinsen op. Befolkningen trøstede sig med, at når barakkerne engang var færdige, så ville det lette på indkvarteringsbyrden.

Rüse var også forfulgt af uheld. Ofte var der stridigheder med officererne. Og så forsinkede vejret arbejdet.  Mandskabet stjal materiellet for at supplere den dårlige løn. Heste døde af overanstrengelse og sygdom. Fire gange havde Sundet gennembrudt dæmningerne.

Endelig i sommeren 1664 stod voldene færdige. Men i juni måned brød et heftigt uvejr løs. Regnen skyllede ned i gravene i store mængder. Så måtte man atter i gang med at udbedre voldene. Alligevel lykkedes det for Rüse næsten at overholde kontrakterne til punkt og prikke.

Den 20. april 1644 afsluttedes den 4. kontrakt, der omfattede bl.a. opførelsen af officerskvarter, fængsler, arsenal, bryggeri, bageri og af 12 barakker.

 

Fjenderne undersøgte byggeriets kvalitet

En kommission bestående af Rüses bitre fjender skulle undersøge om Rüse havde overholdt forpligtelserne. Men der var ikke noget at komme efter. Men så kastede man sig over småtingene, derfor trak afleveringen ud.

Den 4. december 1677 fik Rüse efter ansøgning bevilliget sin afsked. Han fik bevilliget årlig 1.500 Rigsdaler i ventepenge. Resten af sin levetid tilbragte han på sine godser her i landet og i Holland. I foråret 1679 afgik han i en alder af 55 år ved døden på sit gods Savært.

Rüse selv har udtalt, at han ikke har spundet guld på sit arbejde for regeringen. Tvært i mod sagde han, har han haft flere udgifter end indtægter.

 

Masser af kanoner på Kastellet

Så snart jorden i de ny opkastede volde havde fæstnet sig så meget at den kunne bære vægten af det svære fæstningsskyts, trådte dette efterhånden i stedet for det lette feltskyts., som man havde anvendt i den første tid.

 

  • Kastellet er rundt omkring besat med stykker. I disse dage er der plantet 12 kanoner på Langelinie.

 

Js sådan skrev den svenske gesandt Gustav Lilliecrona den 23. februar 1665 hjem til sin konge.

Den 22. august fik Kastellets nye skyts deres ilddåb. Anledningen var den franske ambassadør Hugo Terlons afrejse.  Der blev saluteret fra Kastellet for første gang.

 

Masser af krudt

På kastellets volde var der hele 90 stykker større eller mindre skyts, der anføres at have været ”dobbelt skarpladte”. Til alt dette var der selvfølgelig en tilsvarende beholdning af ammunition. I fortegnelsen omtales:

 

  • 377 pund rund (kugler)
  • 122 pund Rundskrå
  • 600 Musketkugler
  • Ladestokke, Viskere
  • 374 centner Krudt
  • 54 bundter lunter
  • 103 Håndspær
  • 2 Baksebomme, 10 Stilholtere
  • 3 Bøssefade og 500 Håndgranater m.m.

 

Denne beholdning varierede nu meget.

 

En fast artilleristyrke

Det var ikke kun ved festdage for de kongelige, at der blev affyret. Det gjorde det også når en af Danmarks stormænd blev ført til sit sidste hvilested. Det var tilfældet, da Fr. Ahlefeldt i januar 1672 var død. Hans lig skulle føres til Eckernförde. Fra Kastellet blev der affyret 27 sørgeskud.

Fra 1671 blev der i en lang årrække hver nytårsmorgen affyret en salut på 27 skud. Men fra Kastellet blev der kun affyret seks skud.

Men det mærkværdige er, at der ved disse lejligheder blev skudt med skarpt.

Til skytsets betjening havde Kastellet selvfølgelig den fornødne artilleristyrke, et kompagni som altid var indkvarteret i selve Kastellet for straks at kunne være ved hånden. Ved denne tid bestod styrken af en kaptajn, to løjtnanter, 2 stykjunkere, 30 konstabler, 60 håndlangere, 1 mønsterskriver, 2 trommeslagere og en skalmejeblæser.

 

Isen skulle brydes

Så snart Kastellet havde fået deres første indkvartering i 1664 gjaldt det om at afskære soldaterne fra omverdenen. Derved skulle man forhindre desertering. Det betød at renderne om vinteren skulle afises. Når isen blev så tyk, at den kunne bære en person, skulle en lille isblok udhugges og præsenteres for den ældste af Regimentscheferne. Denne skulle så præsentere isblokken for Kommandanten.

 

Lange arbejdsdage

Allerede i 1686 talte man om reparation og mangler på de forskellige bastioner. Brystværnet på Kongens Bastion skulle gøres 3 fod højere. Prinsens Bastion skulle forsynes med skydeskår. Rampen, der førte op til den, var i en meget dårlig forfatning. Den skulle opføres helt fra grunden.

I anledning af disse arbejder blev man forstærket med to kompagnier. I hele Frederik den Fjerdes regeringstid blev der bevilliget 2.000 Rigsdaler til vedligeholdelsesarbejder på Kastellet.

Man startede klokken fire eller fem om morgenen afhængig af årstiden. Der blev arbejdet fem timer om formiddagen og fem timer om eftermiddagen. Hviletider blev fastsat af kommandanten i samarbejde med ingeniørerne.

Mandskabet måtte ikke uden ingeniørernes tilladelse forlade arbejdet for eksempel ved indtrædelse af stærkt regnvejr. En trommeslager markerede arbejdets begyndelse og ophør samt hvilepauser.

 

6.000 læs hestegødning skulle fjernes

I sommeren 1716 var der hobet så meget hestegødning og andet urenlighed op i Kastellet. At det tilsammen drejede sig om ikke mindre end 600 læs. Dette skulle nu føres ud af kastellet. Kommandanten havde i den anledning henvendt sig til Stadens Politimester med opfordring til om han kunne afgive de fornødne renovationsvogne til skarnets bortkørsel.

Men politimesteren nægtede i første omgang at have noget med sagen at gøre, Nu blev sagen så forelagt Generalkommissionen, der udtalte sin forbavselse over, at kommandanten ikke fra tid til anden havde ladet det anbringe på fæstningens volde. Der havde det været god brug for det.

Vognene var optaget ved kornlosning. Og man tildelte kommandanten en alvorlig næse. Men denne ville ikke modtage den. I stedet beklagede kommandanten sig nu over Kastellets dårlige forsvarstilstand.

Hvordan kommandanten kom af med de 600 læs, vides ikke.

 

Kunne ikke række længere end til Refshaleøen

I 1698 undrede Rentekammeret sig over, hvordan Ove Meyer kunne klare alle de ting han skulle på Kastellet. Således stod han både for proviant, ammunition og materiel.

I juli 1700 nærmede en stor flåde sig København. Den bestod af en kombineret svensk-hollandsk og engelsk flåde. Men Kastellets skyts kunne ikke bruges, da den danske flåde lagde sig tæt under voldene. Så kastellets kanoner kunne komme til at skyde sine egne.

Andre mente, at kanonerne fra Kastellet ikke kunne have gjort nogen virkning og ville næppe have rakt længere end til Refshaleøen.

 

Kanoner og skyts i en meget dårlig forfatning

Men hvor godt var dette skyts i grunden? Kommandanten skriver den 9. juli 1712 til kongen, at tilstanden på batteriet ikke er godt. Mange af kanonerne kunne slet ikke bruges.  Der skal foretages reparation og anskaffes nye kanoner.

I januar 1716 forlød der rygter om at den svenske konge ville gøre landgang på Sjælland. Kommandanten havde stor betænkelighed med Kastellets forsvarstilstand. Faren fra svenskerne drev over og det hele trådte ind i den tidligere slendrian.

Der kom nu et overslag til nye lavetter. De ville koste 900 Rigsdaler. Men dette blev ikke bifaldet, fordi Hans Majestæts kasse ikke kunne afholde så stor en udgift.

 

1.000 Rigsdaler årligt til vedligehold

I oktober 1717, da Kastellet skiftede kommandant, lød der også klager. På de tre hovedbastioner, Kongens, Dronningens og Grevens Bastion var artilleriets tilstand meget dårligt. Træværket og plankerne var ganske rådne. Kanonerne kunne slet ikke bevæges på dette underlag.

Lavetterne var dels så gamle, at træet var råddent. Kanonerne var i sin tid malet blå og røde, men dette var ødelagt af vejr og vind. Maling var absolut nødvendig.

Videre hed det i indstillingen, at Lavetmageren og hans svende samt smeden hele vinteren igennem havde nydt deres gage uden at gøre noget som helst gavn for den. Der blev foreslået, at der fremover bevilliges en fast sum til vedligeholdelse af Kastellets artilleri.

Denne indstilling bevirkede, at kongen den 7. november bevilligede 1.000 Rigsdaler årlig. Allerede dagen efter forlagde der en befaling til kommandanten om, at han skulle beordre oberst Harbou til hurtigst muligt at lade batterierne sætte i stand.

Hos købmand Soelberg skulle kommandanten udsøge tømmer, som proviantforvalter Westergaard derefter, skulle lade transportere på materielvogne til Kastellet.

Der blev stadig affyret masser af hyldest – affyringer fra Kastellet. Men den 22. august 1764 mente kongen at den sædvanlige nytårsaffyring skulle ophøre – ”da den ikke var til nogen nytte for krigstjenesten”.

 

Voldmesteren havde en vigtig funktion

Voldmesteren som også blev kaldt for plantage-mesteren, spillede en ret betydelig rolle, når det gjaldt arbejde på fæstningsværkerne. I 1672 boede han i Stok-barak nr. 68. Han syntes at have ført en slags politieftersyn.

Således skulle han også føre tilsyn med om Overofficerer, underofficerer ”Gemene” eller garnisonsbetjente holdt svin, hunde, høns eller andre ”lignende” dyr. Når sådanne dyr viser sig på voldene blev de skudt.

 

En Voldsskytte

Åbenbart er det ikke alle, der har overholdt dette. For i 1729 indførte kommandanten ”den gamle skik” med en voldsskytte. Åbenbart var han ikke længe ansat for i 1729 forlød det, at skildvagterne kunne øve deres skydefærdigheder på de dyr, der ikke respekterede de trykte love og bestemmelser.

I 1739 hed det så at Voldskytten for at skyde hunde på volden oppebar et årligt honorar af seks rigsdaler, et beløb der tillige var beregnet til indkøb af krudt og bly. I en instruktion af 176a også kunne omfatte andet end husdyr. Kommandanten havde således jagtretten på hele fæstningsterritoriet.

 

Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen

Passagen på volden var i de ældre tider stærkt begrænset. Endnu i 1710 var det kun tale om ridning og kørsel for ”Vi og Vort kobelige Hus”. Her kan det lige tilføjes at dette også kunne tillades høje officerer indtil oberster at færdes her men dog kun til fods.

I 1727 syntes det dog som om, at enhver der hørte til Garnisonen havde tilladelse til at færdes deroppe, men selvfølgelig måtte den færdsel kun forgå på den ordinære vold-vej og aldrig oppe på brystværnets krone. Her var endnu ikke anlagt nogen sti som i vore dage.

Alle andre, der ville færdes her, skulle have tilladelse og følges med en overofficer eller en ordonnans fra Kommandantskabet. Der var strengt forbudt at plukke violer.

 

Mod betaling – fri passage

Først i slutningen af det 18. århundrede begyndte man mod betaling at udstede tilladelse til at gå på volden. En del af dette beløb anvendte man så til et militært musikkorps, der på visse dage musicerede på volden.

Når kommandanten gik eller kørte i Udenværkerne skulle de på Hovedvolden stående skildvagter honorere ham med ”skarpt skuldret Gevær”, mens hverken vagter eller skildvagter i Udenværkerne skulle afgive honnør for ham.

 

I Krigsretten – Kaptajnens vasketøj stjålet

De gode officersfruer kunne ikke modstå fristelsen for at bruge Volden og dennes skråninger som tørre – og Blegeplads for hjemmets vask. Dette fremgår af en krigsretssag fra august 1694. Her gik det så vidt, en tjenestepige til fru kaptajn Numsen ikke alene bredte herskabets mest intime klædningsstykker, men endda pålagde den daværende vagtkommandør og skildvagten til at passe på det.

Men da pigen kom tilbage efter den fine vask, manglede der 2 mandsskjorter, 1 ”Küstenbüse”, 2 andre skjorter og et lommetørklæde.

Fru Numsen formodede at få hendes mand til at klage overvagtkommandøren som over for skildvagten forlangte erstatning for det stjålne tøj.

I det efterfølgende forhør indrømmede man også at pigen havde bedt dem om at passe på tøjet. Men hvilken afgørelse man kom frem til kunne være interessant at få at vide.

 

  • Vi vender snart tilbage med yderligere historier fra Kastellet

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Victor Krohn: Kastellets Volde og Udenværker
  • Historiske Meddelelser om København
  • Nielsen: Københavns Historie og beskrivelse
  • Bruun København
  • Louis Bobé: Slægten Ahlefeldts Historie

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Under Østerbro (97 artikler):
  • Kastellet (1)
  • Kastellet – endnu mere (2)
  • Legemsdele i Kastels-graven
  • Det mærkelige fund i Garnisonskirken
  • Langelinie – dengang
  • Classens Have 1807
  • De gamle Statsfængsler i Citadellet
  • Henrettelse på Østerfælled
  • Fra Langelinie til Strandboulevarden
  • En dansk drengs kamp i Classens Have
  • Garnisons Kirkegård
  • Østerbro og Nørrebro i krig

Hvis du vil vide mere: – Om Svenskekrigene:

  • Carlstad – en svensk by i Brønshøj
  • Svenske tropper på Nørrebro
  • Er det historieforfalskning på Fælledvej
  • Svenske tropper i Tønder
  • På flugt fra Wallenstein

Turen går til Sild

Juli 25, 2021

Turen går til Sild

Vi er syd for Rømø. Først besøger vi Keitums kirke. Befolkningen har haft en nær tilknytning til havet. 130 har måtte lade livet på havet. Den specielle dialekt dominerede på øen. Et herligt bade-sted. Det har udviklet sig til et eksklusivt sted. Men hvordan begyndte det hele. Dengang var det endnu mere besværligt at komme til øen.

 

Syd for Rømø

Vi er syd for Rømø i Vadehavet. I dag er det som om øen har overgivet sig til turismen. Og det er de rige turister man gerne vil have besøg af. Vi andre kan tage med Rømø – Sild færgen eller biltoget fra Nibøl over dæmningen.

Den danske konge Valdemar den Anden udstedte i 1242 den første strandgodsret. Fra de sidste 300 år ligger der endnu 700 skibsvrag i Nordsøen. Også på Sild var der masser af strandinger.

 

Keitums kirke

På lang afstand ser man det imponerende tårn på Keitums højtbeliggende kirke, der da også har været brugt som sømærke i århundreder. Kirken er indviet til St. Severin eller St. Søren, som han blev kaldt i Danmark, Hvor han i middelalderen var en meget yndet helgen,

St. Severin var biskop af Köln, men blev senere martyr i sine hjemegne ved Bordeaux. Kirken var opført engang i 1100-tallet og var indtil midten af 1400-tallet uden tårn. Byggematerialet var granit og tuf. Men senere reparationer er udført i teglsten.

I 1885 blev blytaget taget ned og erstattet af skifer. I 1991 valgte man så at gå tilbage til blytaget. Prædikestolen hører til den ældste af sin art. Den var skåret i 1580 og havde oprindelig sin plads i kirken i Møgeltønder. Da den blev overflødig på grund af nyanskaffelse, købtes den af pastor Gruppius, som skænkede den til kirken i Keitum.

Med til at gøre denne kirke til noget specielt er også den gamle ”møllestol”. Den lod øens rigeste mand, mølleren i Munkmarch skære og opstille til brug for sig og sin familie. De malede folkelige billeder med iøjefaldende hane og øvrige religiøse motiver på den.

Ja og kirkens orgelhistorie går tilbage til 1787, da kaptajn Frödden fra Tinnum bekostede et orgel, der blev bygget i Flensborg. Instrumentet er flere gange blevet restaureret og også udvidet.

Og når vi nu er på besøg, tager vi en tur på kirkegården, der har en del at berette om øens og sognets historie. Foruden de senere årtiers gravminder, er der opstillet en lang række af ældre gravsten, der minder om gamle slægter og fortæller om tidligere tiders skik og brug inden for den del af vores kulturhistorie, der handler om at ære de døde.

 

Nær tilknytning til havet

Befolkningen har altid haft en tæt tilknytning til havet, både som ven og fjende. I 1700-tallet var det de glade hvalfanger-år. Men i tidspunktet fra 1648 til 1805 har havet spist 875 ha sandjord og klit ud for Vesterland.

Spørgsmålet er med den turisme, der er på øen, om befolkningen overhovedet kan vende tilbage til det traditionelle liv.

 

Blandet landbrug

Blandet landbrug har fra forhistorisk tid været hovednæringsvejen. Denne blev til tider suppleret med fiskeriet. Allerede for 500-600 år siden fiskede øens befolkning helt til Helgoland. Fåreavl (uld) var en vigtig bestanddel af hustandsøkonomien mellem middelalder helt op til turismealderens begyndelse.

I 1855 blev der eksporteret 7.268 uldjakker og 2.950 par strømper af uld. Også på Sild kunne man mærke den velstand, som hvalfiskeriet gav. Det kunne man også på andre nordfrisiske øer.

 

130 måtte lade livet på søen

Men glemmes skal ikke at 130 borgere herfra måtte lade livet på søen. Ja og 400 er udvandret og fundet deres sidste hvilested i det fremmede. De har levet som lodser, skibsmæglere og handelsfolk af enhver art.

 

Den specielle dialekt dominerede

Statsbankerotten i København betød et økonomisk indhug for de økonomisk velstillede. For hele øen betød det et par nøjsomme år, Skolevæsnet var som de fleste steder i begyndelsen, privat. Det havde sin oprindelse i datidens navigationsskoler. Den første offentlige skole blev indrettet i 1743.

Omgangssproget var her ”sölring”, den sildfrisiske dialekt. Skrift – og kirkesproget var tysk. I søfartens gode tider kom et tredje og fjerde sprog til, idet først det hollandske og siden i tiltagende grad også det danske sprog. Det sidstnævnte fandt anvendelse som handelssprog.

Kreative mennesker fandt ideer frem til at skabe ny velstand. Og således blev badelivet til investerings – og indtægtsobjekt. Den Slesvig-holstenske bevægelse måtte vige for Bismarck. Følgerne kender vi jo ganske godt – nederlaget 1864 og tabet af Slesvig.

Gennem 1700-tallet blev fortyskningen af Slesvig fremmet gennem en fejlslagen dansk politik. Det senere modstød gennem 1800 – tallet kom til kort. Dertil havde den holstenske adels koalition med det højere borgerskab og tysk dominans i administrationen samt udbredelsen af tysk i samfundet bevirket at det danske kom til kort.

 

Et herligt bade-sted

Under et besøg på øen i 1842 var Christian den Ottende blevet overtalt til at kaste sig ud i brændingen ved Silds vestkyst. Det var en yndet sport og praktiske foreteelse for sildringerne.

 

  • Et herligt bade-sted, en lige så herlig luft, værelser – enkle, men rigelige i antal, venlige og tjenesteivrige værtsfolk og en rig og interessant natur, fortrin som intet andet vesterhavsbad ville kunne byde sine gæster i samme format og som hermed skal lovprises i høje toner.

 

Således skrev en gæstende russer, da han havde besøgt Sild i turismens spæde barndom i 1860.

I 1844 – 1855 blev der gjort forsøg på at ”tryllebinde” og ”kommercialisere” badegæsterne på øen. Således fandtes der i 1855 på stranden telte til omklædning. Afbenyttelsen af disse var kun muligt, hvis man forinden havde løst ”badekort” – den første begyndelse til de senere så berømte og berygtede ”Kurtaxe” – særskatten på turisterne for bade-stedets særlige indretninger og fornøjelser.

 

Da det hele begyndte

I 1855 blev øens første gæstgiver P.K. Steffensen hentet til øen fra Kappel og en stærk gangbesværet dame ved navn Frk. Feddersen. Da hun gik i land på øen, var det med største besvær og bed hjælp af krykker. Da hun nogle uger senere rejste derfra var det i en fjende dans. Hele 100 gæster havde øen den sommer.

De næstfølgende år indførtes hestetrukne badekabiner. I 1857 indsendte otte borgere en ansøgning til Frederik den Syvende om tilladelse til oprettelse af et søbad på en strækning af 7.200 fod ved Vesterstrand.

Der blev i samme anledning bygget et rummeligt hus – af form og stil som et sildrigsk bondehus. Ja det var i tilfælde af at det skulle blive en fiasko det med turismen. Grundstenen til denne bygning, den såkaldte ”Klithal” (Dünenhalle) blev lagt i 1857.

Det var også i dette år at lægen Gustav Ross fra Altona holdt sin berømte tale, hvor han i den grad lovpriste øen for dens naturlige fortrin. Han loddede muligheden for at gøre øen til det helt store turistmål.

 

Besværligt at komme til øen

Personbefordringen til øen var meget besværlig. Man skulle gennem ”poetiske Vadehavs sejladser” med ”muddersok og vådt linned”. Det var dengang med hjuldamper fra Højer til Munkmarch.

Med et klækkeligt gebyr til Deutsche Bundesbahn kunne man så komme med biltoget til øen over Hindenburg-dæmningen. Op til 200 biler ad gangen. 30.000 biler på øens knap 100 km2 er ikke unormalt.

I højkonjektur-perioden midt i 60’erne blev der i den grad bygget på Sild. Hoteller i massevis.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du 1.760 artikler
  • Bagerst i artiklen ”Langs Vadehavet 2” finder du en liste over de artikler som omhandler steder omkring Vadehavet, som du kan finde her på siden. Det drejer sig om hele 109 artikler.

 

 

 

 


Turen går til Flensborg

Juli 22, 2021

Turen går til Flensborg

I 1522 var der 422 beboede grunde i byen. Der var to sprog og to kulturer i byen. Efterhånden overtog det tyske sprog. Lodserne skulle markere søvejen. Det var et privilegeret erhverv. Men der var kamp om kunderne. Der var ros fra kollegaerne i Sønderborg. Masser af hvalfangerbåde fra Flensborg og 1817 var et godt hval-år. En mand blev sendt til Slesvig – Holsten. Han roste Flensborgs handels- og industriliv. Der var 200 brænderier i byen. Og så var det den ultimative rom – by. Det var dengang, da Kilseng – bugten var idyllisk. Der er sket store ændringer omkring det gamle Skt. Jørgens Hospital. System med direkte fra tog til skib og omvendt. Der var haver bag ved pakhusene.

 

I 1522 var der 422 beboede grunde

Det er længe siden, at vi har besøgt Flensborg. Det er en by, der rummer så ufattelig meget historie.

Omkring år 1200 var Slesvig endnu områdets vigtigste handelsmetropol og Flensborg en mindre købstad. Efter at Flensborg i 1284 fik byretten af hertug Valdemar den Fjerde af Slesvig voksede byens betydning. I de efterfølgende århundreder er byen konstant i vækst.

I 1508 er der ifølge byens tingbog 422 beboede grunde og indbyggertallet fordobledes i perioden fra 1300 til 1600. Udviklingen nåede højdepunktet i det 18. århundrede.

 

To sprog

Et af byens væsentlige kendetegn gennem hele byhistorien er utvivlsomt, at her altid mødes to kulturer. Flensborg var altid både dansk og tysk. Det kan dokumenteres gennem historiske begivenheder, såvel som ses i byens arkitektur men vel også gennem tosprogetheden.

 

Lodserne skulle markere søvejen

Heroppe nord på, blev der ikke sejlet så meget om vinteren. Første gang vi hører om et fyr er i 1561. Det var et primitivt bål i fri luft, bl.a. de maleriske vippefyr. Danmark fik for resten sit første fyrskib i 1829.

Nogle lodsbøger fra 1532 og 1541 omtaler dag-af markering ved hjælp af vagere, koste, ”prikker” og andet materiale.

I et reskript fra 1785 pålægges der lodserne at markere søvejen på Flensborgs yder- og inderfjord. Det var en sag, der sorterede under lodserne på Kegnæs og Fashoved.  De satte sømærker på Kalkgrunden og ud for Nykirke.

Inderfjordens afmærkning skulle lodserne fra Flensborg selv tage sig af. Det var skipperne, der skulle betale for den service. Og det var noget, som Toldvæsnet tog sig af. Fra 1892 var det ”Reichswasserstrassendirektion”, der tog sig af afmærkningen. Man fik en regeringsdamper, der hed ”Sperber” (spurvehøg). Fra 1905 var det så den velkendte ”Bussard (Musvåge).

 

Et privilegeret erhverv

Det at være lods var et privilegeret erhverv. Men man konkurrerede hårdt indbyrdes. Man måtte for at kunne overleve også drive fiskeri ved siden af. Når man fiskede, havde man altid lodsflag med, som man kunne sætte på sin fiskerbåd. Og man havde sin lodsuniform med. Så kunne man hurtigt klæde om.

Uniformen bestod af sort bowlerhat, mørkeblåt ”landgangstøj”, bredt sort slips samt det uundværlige olietøj, der blev båret over armen. Hvad angår ”kapringen” af handelsskibe, så havde Kegnæslodserne det fortrin, at de fra den 15 meter høje klint kunne afsøge havet med kikkert, mens lodserne i Falshoved måtte holde sig på den flade jord. Det bødede man faktisk på ved at rejse et stillads.

 

Kamp om kunderne

Den bedste lodsfragt var ris-skibene fra Ostindien. Disse store fragtskibe bragte indtil 64.000 sække ris til Rismøllen i Flensborg. Når disse skibe lodsede, indfandt drengene sig på kajen for i al lovlighed at hjemtage de bambusstænger, som ris-sækkene var stablet op på. Lodserne var også glade for ris-skibene. De gav en god fortjeneste. Lodshonorarets størrelse blev fastsat af regeringen, i begyndelsen efter skibets dybgående, siden efter rumindhold.

Engang nåede de konkurrerende lodser fra Kegnæs og Falshoved nøjagtig samtidig ud til en ris-damper. Af bare iver kom Kegnæs-lodserne ind under den store og stadig sejlende dampers forstavn. Derved kæntrede den lille Kegnæs-båd. Folkene fra Falshoved hjalp ridderligt kollegaerne på ret køl. Men byttet var naturligvis deres.

 

En dramatisk stormflod

En dramatisk episode var stormfloden den 12. november 1872. i Flensborg Fjords mange bugter steg vandet 3 meter over dagligt vande. Det var 60 cm højere end den højeste vandstand i 1694 og 67 cm højere end ved stormfloden i 1837. Hele den lavtliggende Falshoved-bebyggelse blev sammen med lodsstationen fuldstændig oversvømmet og afskåret fra omverdenen. Endnu 50 år efter denne stormflod kunne man ved lavvande se brøndringe – det eneste, der blev tilbage ved lods Matthiesens hus.

 

Ros fra kollegaerne i Sønderborg

Til at begå sig som leds på den 45 km lange Flensborg Fjord med dens mange grunde, revler og knæk krævedes der dygtige og erfarende lodser. Især de store tungtlastede sejlskibe var svære at navigere.

De gamle Flensborg-lodser fik et smukt skudsmål i Sønderborg Skipperlaugs retsprotokol af 1791:

 

  • Vi kan aflægge ed på, at der aldrig er blevet klaget over lodsernes arbejde – tværtimod – fremmede kaptajner har altid ytret deres fulde tilfredshed.

 

Hvalfingerbåde fra Flensborg

Omkring 1630 tog mange nordfrisere hyre på hvalfangerbåde, især hollandske. Men det gik nu kun kort tid, så havde nordfriserne opbygget deres egen flåde. Jagten gik ikke kun på hvaler men også sæler.

I 1702 gik to både tabt. Den ene kæntrede og den anden blev kapret. Efter flere tilløb kom friserne i gang igen i 1746. Med kongens billigelse blev Vyk på Før sæde for et ”Grønlandsk Compagni”. Det var en stor fordel for Vyk, at havnen altid var isfri og hvalfangerskibene kunne stikke tidligere til søs end skibe fra andre havne. I nogle år omkring 1770 rådede Tønder også over en hvalfangstflåde, der blev støttet med statslige tilskud og toldfri indførelse. For friserne endte hvalfangereventyret i 1849.

Fra Flensborg udsendtes de første hvalfangstskibe i 1819 og i 1749 dannede en kreds af flensborgske købmænd og reddere selskabet ”Societet på Grønland, Spitzbergen og Davidsstrædet. Man forsøgte at finde midler til en etablering af en større hvalfangerflåde. Men uheld forfulgte ”Societet” og mange selvstændige og uafhængige hvalfangstredere. Fangsten gav ikke det forventede resultat.

 

1817 var et godt år

Det gav mere udbytte, da Flensborg havn oplevede en opblomstringstid i perioden 1776 – 1806. Et nydannet ”Interessentskab for Grønlandsk Handel” overtog skibene fra det opløste ”Dansk Grønlandsk Compagni”. Hvalfangsten blev intensiverede. Udbyttet af anstrengelserne var betydelige.

De hårde krigsår op til 1815 lagde en dæmper på de flensborgske hvalfangers aktivitet. Men der kom et opsving i fangsten især omkring Grønland omkring 1817. Sælfangsten spillede dog stadig en større rolle. Det var fordi, den var mere lønsom.

Men efterhånden nåede man det tidspunkt, da fangsten af mindst 2.000 sæler var nødvendig til dækning af omkostningerne pr. skib. Derfor stoppede man med at udsende skibe fra Flensborg til farvandet omkring Grønland.

 

En mand blev sendt til Slesvig – Holsten

Den 28. juni 1775 udstedte det såkaldte Kommercekollegium i København, datidens handels- og industriministerium, en instruks til en Johan Friedrich Becker. Han skulle berejse alle byer i Slesvig og Holsten og undersøge, hvordan det stod til med handel og industri.

Når rejsen var slut, skulle han stille forslag om, hvordan hertugdømmerne kunne bringes i nærmere handelssamkvem med Danmark end hidtil. Becker drog afsted.

 

Store roser til Flensborg

Fra september til december 1775 opsøgte han alle byer i hertugdømmerne. I 30 rapporter berettede han om sine iagttagelser. Om Flensborg skrev han bl.a.:

 

  • Der er 40 købmænd. De fleste bærer denne betegnelse med føje. De handler med hør, hamp, jern, træ, salt, vin. Brændevin, korn og fedevarer. De driver skibsrederi og har malteri. Mange brygger og brænder også. Dernæst er der mindst 12 købmænd som fører klæde-, silke- og andre alenvarer, galanteri og kortevarer. Ligeledes 12 købmænd med urtekram og hvad dertil hører.
  • 5 købmænd i jernvarer, kram og Nürnberger sager
  • 2 købmænd som udelukkende har lager og salg af forskellig slags vin, brændevin og eddike.
  • Alle bestræber sig på at købe varerne direkte fra producenten eller hvor de er billigst. De fleste tager selv personlig del i forretningerne, og jeg må bekende, at den huslige flid her æres som en behagelig og nyttig dyd.

 

Masser af industri i Flensborg

Vi får også at vide at byen har indført et spinderi. Så er der skibsværfter. Vi får at vide, at to skibe netop er ved at blive bygget, desuden er der netop søsat et. Mange er under reparation.

Købmand Matthias Holst og 9 interessenter har et velindrettet sukkerraffinaderi med 2 pander. Det er i god drift. Men der er åbenbart mange flere sukkerraffinaderier i forskellige størrelser. Så er der sandelig en stivelsesfabrik og barkgarveri. Almindeligt garveri er der også.

Farveri og snedkerier findes også i Flensborg får vi at vide. Og sandelig om ikke også Thor Stratens kobbermølle nævnes. Vi har tidligere i en artikel nævnt den. En anseelig papirmølle forefindes også.

Der er en stor kongelig mel-og kornmølle, en vand- og fire vind-grynmøller, en stampe og en barkmølle, alle stadig i drift, så vidt vandet tillader.

I Flensborg var der 4 store blegepladser, som alle om sommeren var fulde af lærred. Der anføres, at der pålandet fremstilles forskellig slags let sejldug.

Flensborg og Skt. Jørgen har 127 store og små skibe. Hertil kommer så alle de skibe, der hele tiden bygges her, påpeger indberetteren.

 

200 brænderier i byen

De mange brændevinsbrændere var et særkende for Flensborg i ældre tid. Omkring 1800 talte man op mod 200 firmaer i byen. Eksporten af de våde varer var stor især til Norge.

I 1847 var der 60 brænderier tilbage. I 1862 var der kun 6 store brænderier tilbage. I 1884 var der fem dampbrænderier som tilsammen producerede dagligt 4.500 liter ren alkohol. Affaldet fra brændingen kunne opfede næsten 1.000 stk. hornkvæg i byen. Disse virksomheder lå mest i Flensburg Neustadt. Bydelen genlød ikke kun af jernstøberier, gasværk og teglværker men også af hundredvis af dyr i brænderiernes stalde.

 

Flensborg – den ultimative Rom – by

Måske er det historisk ukorrekt at lovprise Flensborg for at være den ultimative rom – by. Det var dengang, at der var en anseelig skibsfart mellem Flensborg og de vestindiske øer. . Den bragte velstand til helstaten.

Vi skal skynde os at sige, at Danmark hverken behandlede slaverne værre eller bedre end de andre kolonimagter og søfartsnationer. At Danmark så ophævede slaveriet, vakte ikke den store opmærksomhed på grund af den Første Slesvigske Krig.

Allerede omkring 1750 havde St. Croix dyrkning med 250 familier, der havde 64 sukkerværker i gang. Der blev hurtigt et sukkereventyr over al forventning med kulminination i 1790’erne. På dette tidspunkt var over halvdelen af vareudførelsen fra København raffineret vestindisk sukker. Dengang kendte man kun til en metode i fremstilling af rom.

Men grunden til at Flensborg også blev nummer et på dette felt var forekomsten af Flensborgs fortrinlige og mineralholdige grundvand. Det havde stået sin prøve ved ølbrygningen og ved brændevinsfremstillingen.

I 1700 – tallet var der registreret 300 sejlskibe i Flensborg, eller flere end København og Lübeck havde. Det var dengang, da flere hundrede mærker konkurrerede med hinanden. I dag ligger tallet vel mellem 10 og 20.

Rommen har bragt Flensborg materiel velstand og varige arbejdspladser til mange borgere

 

Da Kilseng – bugten var idyllisk

Den gamle herregård Kilseng var engang meget besøgt. Den lå i en meget idyllisk bugt. I det 19. århundrede blev der bygget en kro og en lysthave. I nærheden var der også en grynmølle. Og så var der Skt. Hansmølle. Ellers var der ikke mange møller på Flensborgs østlige skrænter.

Kilseng Bugt blev opfyldt i 1887/88. I dag er det hyggelige sted en firesporet hovedgade.

 

Store ændringer ved Skt. Jørgens Hospital

Mellem Lautrupsbækdalens høje skrænter lå en savmølle som første gang omtales allerede i 1500. Møllens første ejer var Skt. Jørgens Hospital. Efter reformationen Helligåndshospitalet. Siden midten af 1700 – tallet hørte vandmøllen til private ejere, næsten 100 år indtil 1890 til familien Lautrup. Møllen blev dog ikke længere brugt som savværk, men som almindelig kornmølle.

Da både jernbanen mod Kiel (1881) og amtsbanerne (1885 og 1901) blev ført gennem dalen, fik denne et nyt udseende. Siden 1953 behersker Nordvejen scenen. I 1990’erne har man dæmmet mølledammen op på ny.

På den nærliggende bakke findes en stor bondegård gemt bag en stor trægruppe. På dette sted stod engang Sct. Jørgens Hospital.  Dette hospital for spedalske blev opløst efter reformationen. Da den højst beliggende landsby Jørgensgaard blev indlemmet i Flensborg by valgte man dette historiske sted til en ny sognekirke, der stadig er en af byens mest iøjnefaldende bygninger.

Det gamle Sct. Jørgens kvarter er præget af sine små kaptajnshuse. Bortset fra selve Skt. Jørgensgade findes der i 1838 kun få huse langs de mange gangstier, der fører ned til stranden. Havnen var dengang meget bredere. Efter at byen var blevet knyttet til det boksende jernbanenet, blev en del opfyldt. Langs med den nye havnedæmning opførtes senere flere pragtfulde villaer.

 

Direkte fra skib til tog og omvendt

Byens sydlige kvarterer viser et meget harmonisk billede. Kun de to kirker Sct. Nikolaj og Sct.  Hans rager op over det teglrøde taglandskab. Sct. Nicolaj har endnu det gamle spir, der nedbrændte i 1977 og blev erstattet af det nuværende pragtfulde nygotiske spir. Ikke en eneste skorsten eller fabriksbygning falder i øjnene. Allerede et par år senere blev dette indtryk forvandlet.

På det tilkastede del af havnen blev opført den første banegård og havnen fik et nyt præg ved den Engelske Bro, der skulle muliggøre at varer kunne omlades direkte fra tog til skib og omvendt. Mellem Sct. Hansgade og banegården opstod et nyt industrikvarter. Også dette er senere forsvundet. Kun jernbanedæmningen, de to broer og sporene langs med havnens skrænter er tilbage.

 

Haver bag pakhusene

Ved havnens vestlige skrænt lægger vi først mærke til Nørregård-enderne. De langstrakte købmandsgårde ved Storegade (og ligeså ved Holmen) havde ofte haver bag pakhusene.

Vor Frue Kirke har endnu det gamle baroktårn, der blev erstattet af et nygotisk tårn i 1880. Og så er det det store pakhus i Nygade. Når vi følger skibbroen falder flere huse i øjnene, som stadigvæk præger havnepanoramaet. Det gælder frem for alt hjørnehusene fra Oluf Samsonsgang og herrestaldene.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Under Sønderjylland (206 artikler):
  • Flensborg i begyndelsen (b)
  • Flensborg i hverdag og krig
  • Flensborg for længe siden
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Sankt Knuds Gilde i Flensborg
  • Flensborg i mere end 725 år

 

  • Under Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening (141 artikler):
  • Flensborg skulle absolut til Danmark
  • Sydslesvig – hvad er den sande historie?

 

  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter)(354 artikler):
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Det danske mindretal i hagekorsets skygge
  • Militære efterretninger i grænselandet
  • Syd for grænsen – efter besættelsen

De kom tilbage

Juli 20, 2021

De kom tilbage

Dette er en lang artikel. Det tyske mindretal har sagt klart undskyld. Men man tillod, at de gamle nazister kom tilbage. Mindretallet følte sig forført af Hitler og forfulgt af de danske myndigheder. Ideen med at nazificerer hele mindretallet startede i Kiel. Jens Møller blev irettesat om grænsen i Berlin. Tyskerne ville hellere have vores fødevarer. Befrielsen vakte blandede følelser hos mindretallet. Haderslev-kredsen tog afstand fra nazismen. Sønderjyder hold øje med loyaliteten over for Danmark. Syd på blev 10.000 næsten pågrebet med det samme. En lov fra 1951 frikendte nærmest de belastede. Slesvig Holsten blev nærmest et tilflugtssted for gamle nazister. 16 mand fra Mindretallet stod anklaget i Aabenraa. Men efter fængsel var der fri bane. Ingen hindring for politisk karriere trods brun fortid. Poul Koopmann forsøgte at skjule sin rolle under krigen. Han blev en magtfaktor. Jef Bluhme blev næstformand så sent som i 1960’erne. En kvinde, der mistede sin bror, så torturbødlen hædret på Knivsbjerg. Man førte kartotek over alles skæbner, som man ærede. Det var bestemt ikke lige smart, alt hvad man lavede.

 

En klar undskyldning

  • Det er en fortid som vi ikke er stolt af. Vi vil godt undskylde. Men det hører med til vores historie.

Ja sådan omtrent sagde Formanden for BDN, Hinrich Jürgensen over for Dronningen og Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier, da disse var på besøg i Sønderborg.

Der har været mange tilløb til denne klare undskyldning.

I 1986 kunne den daværende formand, Gerhard Schmidt erkende en medskyld. Men skal det tyske mindretal blive ved med at sige undskyld. Måske skal man ikke blive ved med at sige undskyld, men det er meget vigtigt at man over for den næste generation markerer en holdning over for historien.

Den nye generation er ikke skyldige, men de bør kende til de fejl, den tidligere generation har begået.

 

Som dansksindede skal vi ikke læne os tilbage

Men som dansksindet skal vi bestemt ikke læne os tilbage. I forbindelse med en bogudgivelse fra 2017, der beskriver et mord i Padborg efter besættelsen er vi dybt forundret over den måde myndighederne behandlede den sag på. Meget tyder på, at der nu er blevet endnu vanskeligere at forfølge de nye spor i arkiverne.

 

Man tillod at lade gamle nazister at komme tilbage

I den første tid i Fårhuslejren blev de indsatte ikke godt behandlet. Det var hævnens time og retssystemet var overbelastet. Behandlingen forstærkede Det Tyske Mindretals holdning over for myndighederne. Man følte sig i den grad dårlig behandlet. Og i mange år forlangte man simpelthen en undskyldning fra det danske samfund. Man glemte i Det Tyske Mindretal at se indad og stille spørgsmålet, om man kunne havde gjort det anderledes både før, under og efter krigen. Man tillod at de gamle topnazister kom tilbage. Det var lige som syd for grænsen.

 

De følte sig forført af Hitler

Der opstod det som blev kaldt ”Fårhusmentaliteten”. Det var nærmest en grundlæggende følelse af uretfærdig behandling og et stærkt indre sammenhold. Det handlede om at give et dobbeltoffer. Først bliver man lovet et rige, hvis man kæmper for Tyskland. Og bagefter blev man straffet af den danske stat. Man er loyal over for sit land. Men de der bor her mener, at man er illoyal.

Man følte sig forført af Hitler og i øvrigt havde man kun gjort sin pligt. Det tyske mindretal overtog frivilligt den nazistiske ideologi. Man meldte sig også frivilligt under de nazistiske faner.

Der var stærke kræfter i gang med at få alle fra det tyske mindretal udvist Nogle steder var der vel nærmest lynchstemning. Hvad ville der være sket, hvis der ikke var foregået en internering?

Vi har gennem tiden talt med folk, der sad interneret i Fårhuslejren, vi har talt med frihedskæmpere, der bevogtede lejren og vi har talt med fangevogtere. Og det er et vidt forskelligt billede, som vi har fået af forholdene. Der er beretninger om udbredt brug af vold og ydmygelse over for Fårhuslejrens fanger. Der er eksempler på trusler og umotiveret skyderi.

Der herskede i den grad kaotiske forhold i Fårhuslejren i de første måneder efter krigen. Lejren var ledet af danske modstandsfolk. I august 1945 overtog Kriminalforsorgen ledelsen.

Fårhuslejren blev nedlagt i 1949.

Jo, det tyske mindretal har vedkendt sig den kollektive skyld og skam. Men det har været en langsommelig proces, der langt om længe kom i gang.

 

Man kunne have sat en stopklods for

Det vil sige nord for grænsen fik mange tidligere topnazister kun en chance i Det Tyske Mindretal. Syd på var det i den offentlige forvaltning.

Man kan selvfølgelig ikke ændre historien. Og man skal passe på at se på den med nutidens øjne. Men alligevel. Kritikken fra det Tyske Mindretal har været massiv i mange år. Man kunne vel selv have sat en stopklods i.

 

”Fuhrer macht uns frei”

Jens Møller var partifører siden NSDAPN’ s start i 1935 og blev fra efteråret 1938 også Volksgruppenführer. Fra 1939 var han også Slesvigs Partis spidskandidat ved valget i 1939.

Rudolf Stehr blev i foråret 1938 leder af ”Amt führ Presse und Propaganda” og ansvarlig for partiets propagandamateriale. Han gjorde sig særlig gældende med sin udfordrende optræden ved de danske partiers vælgermøder. Avisen ”Hejmdal” kaldte ham således ”Propaganda – Stehr”.

Christian Bruhn var maskinarbejder fra Aabenraa og byrådsmedlem for Slesvigs Parti. Han blev valgt som leder af partiets nye arbejderkontor.

Så var det lige Harboe Kardel, der fra januar 1934 var redaktør af NZ (Nordschleswigsche Zeitung)

Wilhelm Jürgensen, skoleleder i Løgumkloster, blev senere NSDAPN skolingsleder. Han skrev mange grænseoverskridende artikler i NZ under pseudonym ”Asmus von der Heide” Andre vigtige personer var Jep Schmidt og Wilhelm Deichgräber.

Sidstnævnte havde holdt mange dundrende valgtaler i radioen. Han var lige ved at overtage Schmidt – Vodders plads efter valgkampen 1935. Der var kun 8 stemmers forskel.

Og egentlig talte 30 af de 36 opstillede overhovedet ikke om grænsen.

I den danske presse var det vel nok, Jens Møller, der vakte størst opmærksomhed med:

  • Führer mach uns frei

 

Ideen med at nazificere mindretallet kom fra Kiel

Hejmdal beskyldte Møller for at være landsforræder. Dannevirke takkede ham ironisk for, at han dermed kunne bidrage til at kalde de danske vælgere til valgurnen. Efter sin jomfrutale i Folketinget blev han to gange spurgt om, hvad han i grunden mente med sit opråb. Svaret herpå blev han skyldig.

Svaret kan måske findes i en aftale, der blev truffet, da de modstridende nazistiske partier i sommeren 1935 mødtes hos gauleiter Lohse i Kiel blev enige om at opløse alle de bestående partier og danne et nyt med Møller i spidsen.

Og fire år efterkunne han så bruge en valgsejr til at fremskynde en grænserevision.

 

Jens Møller Blev kaldt til en irettesættelse

Efter valget blev Møller kaldt til Rigsudenrigsministeriet i Berlin. Her blev han belært om at situationen i Nordslesvig ikke kunne sammenlignes med Memeland. Grænsespørgsmålet var ikke akut i Nordslesvig. Møller fik at vide, at han ikke måtte berøre det i Folketinget. Han fik lov til at tale om økonomiske problemer. Men han skulle dog også komme med anerkendende ting om den danske regering.

 

En upopulær landsretssagfører

Landsretssagfører Lauritz Clausen, der var formand for SK vakte stor modvilje i dansk presse, da han i en tale i Rendsborg påstod at de blakkede udgjorde 50.000 af en samlet befolkning på 180.000 i Nordslesvig. Med deres væsen og indstilling hørte de til i tyskheden, sagde han. Han mente, at der blev tysk flertal.

Valget i 1939 blev et kæmpe nederlag for mindretallet. De opnåede kun 15 pct. af stemmerne. Og kun et mandat blev det til. Det pauvre resultat var formentlig med til at overbevise Hitler om, at en grænsedragning ikke var aktuel.

 

Befrielsen for mindretallet vakte andre følelser

For ca. 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland var befrielsen forbundet med andre følelser. Den markerede selvfølgelig krigens opgør men også indgangen til en svær tid for mindretallet.

Alle 89 tyske skoler i landsdelen blev lukket ned. Tyske trykkerier og mindesmærker i landsdelen blev sprunget i luften. Lang tid efter blev tyskervenlige butikker ødelagt. 3.500 blev i de første dage af befrielsen arresteret og interneret. Nogle i årevis. Og mange skulle vente længe inden de fik en dom. Yderligere 1.500 måtte interneres.

Nazisterne ville skabe ”Lebensraum” også for mindretal øst på. Gennem 1930’erne arbejdede Det Tyske Mindretal aktivt for at gå en grænsedragning.

 

Haderslev – kredsen tog afstand

Det er klart at ikke alle medlemmer af Det Tyske Mindretal var nazister, men vi har i de tyske arkiver kunnet se, at pressionen i mindretallet var stort. Det er nemlig ikke rigtigt, at al arkivmateriel er forsvundet. Vi fandt en masse i Aabenraa.

Således var der i Haderslev – kredsen under tobaksfabrikant Matthias Hansen en bevægelse, der tog afstand fra nazificeringen. I 1943 nedfældede man et dokument, hvor man erklærede sig loyal over for den danske konge og stat, bekendtgjorde sig til demokratiet og anerkendte grænsen mellem Danmark og Tyskland. Den såkaldte ”Haderslev – erklæring” forsvandt efter krigen og blev genfundet i 2007.

Kredsen arbejdede under krigen på at opretholde et tåleligt forhold til flertals befolkningen og nød derfor stor tillid i danske kredse efter krigen.

Kredsen spillede en stor rolle i oprettelsen af Bund Deutscher Nordschleswiger, hvis grundlæggelseserklæring fra 1. december 1945 anerkender den grænse, der blev trukket i 1920. Men som vi senere skal høre, så var der mange dansksindede sønderjyder, der tvivlede på denne loyalitetserklæring, da man så, hvem der igen blev trukket med ind i ledelsen.

 

Sønderjyderne holdt øje

Flere end 2.000 mand fra det tyske mindretal meldte sig til tysk fronttjeneste, fortrinsvis i Waffen SS. Det var flere danske statsborgere, der ikke havde nået med det tyske mindretal, der meldte sig. Ja i alt ca. 12.000 men halvdelen blev kasseret.

Mange medlemmer af det tyske mindretal meldte sig i deres egne uniformerede korps. De stod vagt ved tyskejede virksomheder og udgjorde et beredskab i tilfælde af invasion.

I Rummelpot fra 1950 kan man se en tegning, hvor gamle nazister hilser på hinanden på Knivsbjerg. Det er godt nok karikatur, men alligevel rammer tegningen meget godt.

Sønderjyderne var meget opmærksomme på, om de gamle og dømte nazister frem over holdt sig i baggrunden, eller om de blev bedt om at holde sig tilbage. Det var tale om personer, der havde bakket den nazistiske kultur op.

 

Hvor mange af de gamle nazister dukkede op igen?

Og det første man studsede over, var at den tidligere propagandaleder Rudolf Stehr blev ansat som generalsekretær i mindretallets hovedorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger. Var det kun et isoleret tilfælde? Ja det satte Hans Schultz Hansen sig i gang med at undersøge.

Han ville finde ud af hvorvidt medlemmer af Bund Deutscher Nordschleswigers Hauptvorstand valgt i perioden 1947 – 1971 havde haft ledende poster i det tyske mindretals nazistparti med tilhørende organisationer forud for 1945.

 

Syd på blev 10.000 pågrebet med det samme

Som vi tidligere har beskrevet, så iværksatte den britiske besættelsesmagt i Slesvig-Holsten straks ved krigsafslutning en afnazificering.

I alt 10.000 personer blev pr. automatik pågrebet og interneret i en lejr i Neumünster – Gadeland. Ved begyndelsen af 1949 sad der kun 138 tilbage. Den slesvig-holstenske gauleiter og overpræsident Hinrich Lohse fik i 1948 en dom ved afnazificerings- domstolen på 10 års fængsel. Han blev løsladt allerede i februar 1951.

Han vendte tilbage til sin holstenske fødeby for at leve der til sin død i 1964. Han krævede fuld pension. Han blev afvist af landdagen, men han fik dog et mindre beløb.

 

En lov fra 1951 frikendte nærmest de belastede

Lidt over 400.000 gennemgik en afnazificerings – vurdering. Man blev simpelt hen inddelt i fem kategorier:

  • Hovedskyldige
  • Skyldige
  • Belastede
  • Medløbere
  • Rensede

Ingen blev placeret i de to første grupper, mens godt 2.200 blev indplaceret i tredje gruppe med bødestraf, afskedigelser eller pensionsreduktion som mulige konsekvenser. Resten gik helt fri.

En lov fra 1951 rehabiliterede tilmed de belastede. På mange måder fik afnazificeringen et farveagtigt forløb. Forbitret over dette foreslog et medlem af den slesvig-holstenske landdag:

  • Slesvig Holsten fastslår, at der aldrig har eksisteret nationalsocialisme i Tyskland

 

Slesvig-Holsten nærmest tilholdssted for gamle nazister

På denne måde lykkedes det for adskillige tidligere nazistiske embedsmænd og politikere at komme tilbage i karrieren, især efter 1950. Blandt disse var Dr. Ernst Kracht, tidligere borgmester i Flensborg. Som leder af Landeskanzlei fik han stor indflydelse på personalepolitikken.

Denne var udnævnt af ministerpræsident Bertram. I dennes kabinet var kun indenrigsministeren ikke tidligere medlem af NSDAP. Finansministeren var tidligere SS – Hauptsturmführer. Socialministeren blev senere mistænkt for at have deltaget i massemord.

Selv personer, der var dybt involverede i mord på jøder og psykisk handicappede havde afsagt dødsdomme ved de nazistiske særdomstole eller været KZ – læger blev der plads til.

Slesvig Holsten havde ry for at være tilflugtssted for gamle nazister.

 

16 mand stod anklaget i Aabenraa

Fra februar til september 1948 stod 16 mand anklaget ved retten i Aabenraa som hovedansvarlige for det tyske mindretals illoyale politik under besættelsen. Kredsen blev udgjort af ”det lille politiske råd” samt redaktør og direktør for mindretalsavisen Nordschleswigsche Zeitung.

De hårdeste straffe tilfaldt dyrlæge Jens Møller, Gråsten og overløjtnant Peter Larsen. Løjt Skovby som henholdsvis ”folkegruppefører” og dennes næstkommanderende. De blev hver især dømt 15 års fængsel.

Som de øvrige fra ”det lille politiske råd” blev de idømt ansvar for hvervningen af mindretalsmedlemmer til Waffen SS og for oprettelsen af Zeitfreiwillig- og Selbstschutz-korpsene samt for organisering af skansegravning for værnemagten.

Dertil kom en række individuelle forhold bl.a. hvervning til tysk grænsekorps, propaganda i tysk tjeneste, pression mod danske myndigheder, organisering af leverancer til den danske værnemagt og efterretningsvirksomhed til fordel for samme.

De appellerede til Landsretten. Møllers straf blev nedsat til 12 år og Larsens til 13 års fængsel. Begge blev benådet og kom på fri fod i 1950.  Peter Larsen levede derefter efter alt at dømme et tilbagetrukkent liv i Løjt Skovby ind til hans død i 1983.

 

Kritik af jens Møller

Jens Møller tilstræbte derimod som minimum en fornyet synlig medleven i mindretallet. Han deltog samme år i generalforsamlingen i Bund Deutscher Nordschleswiger, hvor han kritiserede BDN’ s ledelse for at gøre for lidt for de frontfrivillige og deres pårørende.

Dette fik den tidligere omtalte tobaksfabrikant, Mathias Hansen fra Haderslev til at reagere med et indlæg i Der Nordschleswiger. Her kritiserede han i den grad jens Møllers tilbagekomst på den politiske scene. Men som bekendt døde Jens Møller ved en trafikulykke den 28. november 1951.

 

Erhvervsmæssige begrænsninger

Landsretssagfører Lauritz Clausen fra Haderslev og lærer Otto Ferdinand Kortch fra Aabenraa fik begge 12 års fængsel, der blev nedsat til 9 år i Landsretten. De to blev også dømt for deres ansvar medborgere den 9. april 1940. som fremtrædende ledere i SK Scleswigsche Kameradschaft. Korpset hjalp tyske tropper til forskellige overgreb mod danske. Kortch var stabsleder i Selbstschutz. Det forhold og andre overgreb blev han også dømt for.

Assessor Rudolf Stehr, København og lærer Asmus Wilhelm Jürgensen, Bovrup fik begge 10 år. Landsretten nedsatte dette til hhv. 9 år og 7 års fængsel. De blev bl.a. dømt for deres hetz mod fremtrædende danske nordslesvigere. Stehr fungerede også som forbindelsesleddet mellem mindretallet og besættelsesmagten. Han skrev også andre grove artikler i Nordschleswigsche Zeitung og Junge Front. Da Jürgensen var tysk statsborger, blev han udvist ved benådningen 1949/50.

De to SK – førere blev pålagt erhvervsmæssige begrænsninger. Clausen mistede sin sagfører-bestalling. Men så ernærede han sig som juridisk vejleder for mindretallet.

Kortch mistede retten til at undervise, men den ret fik han tilbage i 1954. han blev lærer og tillige konrektor på den tyske privatskole i Aabenraa.

 

Topjobs trods brun fortid

Bagge var aktive inden for mindretallets sportsorganisationer.  Uden at nå fordums højder fik de to SK ledere nye poster i mindretallets kulturelle arbejde.

Asmus Wilhelm Jürgensen blev lærer i Angel og fik fremtrædende positioner i skolevæsnet. Han kom i landdagen og fik poster i kommuneråd og kredsdag.

Rudolf Stehr blev løsladt fra Fårhuslejren i september 1949. Efter et kort mellemspil i en københavnsk skotøjsfabrik blev han i december 1951 generalsekretær for BDN. Dette er den højeste funktionærpost inden for mindretallet. Dette embede beholdt han i to årtier indtil sin pensionering i 1973.

Hvordan han fik den stilling, vides ikke. Måske var det hans juridiske baggrund, forvaltningserfaringer og evner til politisk ageren, der har spillet en rolle.

 

Politisk karriere

De øvrige domme var på under 8 år. Der var 8 års fængsel til de tre kredsledere. Foruden de almindelige anklager, blev de kendt skyldige i anklager om angiveri og tjeneste som tidsfrivillig og tysk krigstjeneste samt overgreb mod danske medborgere den 9. april 1940. Der var også indberetninger af tyskfjendtlige ytringer. Disse tre kredsledere var også med i ”det lille råd”

Roth genoptog efter benådning sin journalistiske virksomhed ved Der Nordschleswiger. Han blev medlem af den tyske presseforenings bestyrelse.

Jep M Schmidt blev efter en længere årrække Slesvigsk Partis repræsentant i kommunale organer. I Løjt Sognerød fra 1966 – 1970 og i Aabenraa Byråd fra 1970 – 1978. De sidste fire år endda som viceborgmester i kraft af, at han var tungen på vægtskålen ved valget til borgmester.

Den sidste af de tre var lærer Jens Peter Petersen fra Tønder.

 

Tilbage til oprindelige erhverv

Seks års fængsel fik gårdejer Wilhelm Deichgräber og chefredaktør Harboe Kardel, der henholdsvis som kredsleder for Sønderborg og førstemand på Nordschleswigsche Zeitung havde sæde i ”det lille råd”.

Deichgräber havde også været frontfrivillig og værnemager. Kardel havde været tidsfrivillig og indberettet danske medborgere til besættelsesmagten. Han har haft det overordnede ansvar på hadske angreb mod danske personligheder og medborgere i sin avis.

Begge vendte efter løsladelsen tilbage til deres oprindelige erhverv.  Deichgräber som gårdejer, der endvidere holdt mange foredrag om Als og alsisk. Og så var han også rejseleder.

Kardel blev lærer ved gymnasierne i Rendsborg og Flensborg, men med bopæl i Aabenraa og navnlig efter pensioneringen i 1956 med et omfattende virke i mindretallet som journalist og foredragsholder samt hjemstavnshistorisk og selvbiografisk forfatter.

 

Næstformand i BDN i 1960’erne trods brun fortid

Fem års fængsel var dommen for lærer Jef Bertelsen Blume, Aabenraa, biblioteksleder Peter Callesen, Aabenraa, gårdforpagter Heinrich Ehnstedt Petersborg og direktør Peter Petersen Aabenraa. Ud over det kollektive ansvar som medlemmer af det ”lille politiske råd” idømtes Bluhme, der var Landesjugendführer for Deutsche Jugendschaft, straf for tysk krigsdeltagelse, mens Callesen fik straf for tjeneste som tidsfrivillig.

Det sidste gjaldt også for Ehnstedt, der var kredsleder for Tinglev Kreds og tillige medlem af Selbstschutz.

Også Peter Petersen havde været tidsfrivillig men blev også dømt som leder af mindretallets ”Schatzamt” og formand for ”Liefergemeinschaft der Deutschen Berufsgruppen in Nordschleswig, der sørgede for ordrer fra besættelsesmagten til mindretallets erhvervsdrivende.

Efter løsladelsen fortsatte Blume sit lærerhverv, men nu syd for grænsen i Vimmersbøl ved Sønder Løgum, mens han blev boende nord for grænsen i Nørre Løgum.

I årene 1962 – 66 var han næstformand for BDN. I 1964 var han tillige folketingskandidat for Slesvigsk Parti.

Ehnstedt overtog Petersborg efter sin far og blev repræsentant for Slesvigsk Parti i årene 1961 – 70. Igennem 30 år var han medlem af den tyske landboforenings bestyrelse.

 

Ingen hindring trods brun fortid

Peter Callesen overtog fra 1949 sin post som leder af det tyske biblioteksvæsen i Nordslesvig. I en høj alder blev han formand for Nordschleswigsche Gemeinde.

Peter Petersens efterkrigsvirke holdt sig på det økonomiske område som revisor og forretningsfører for tyske mindretalsforetagender.

Som den mindst belastede idømtes direktøren for Nordschleswigsche Zeitung Hermann F.L. Roloff, Aabenraa to års fængsel. Han fortsatte efter løsladelsen som bladdirektør for Der Nordschleswiger og var desuden formand for Kameradschaftsverband.

Der var åbenbart ingen hindring i at komme videre med karrieren hverken inden for erhverv, skolevæsen eller kulturinstitutionerne efter en brun fortid. Og dette gjaldt både nord og syd for grænsen.

Man kan altid diskutere hvor belastede de enkelte var. Politiadjudanten udnævnte således tobaksfabrikant Mathias Hansen fra Haderslev som ”tysk nazist”, fordi han havde deltaget i et NSAN – møde i 1935.

Den første Hauptvorstand rummede to personer som havde ledende poster i partiet på lokalt nivue.

 

Lorenzo Callesen

Bemærkelsesværdigt er det at i den Hauptstand, der blev valgt i maj 1953, springer et par navne i øjnene. Og det er især Dr. Lorenzo Christensen og boghandler Franz Carl Hecht.

Christensen var en kontroversiel skikkelse i de nordslesvigske krisebevægelser i 1930’erne. Allerede hans bog ”Nordslesvig venter” fra 1935 var udpræget antisemitisk. Senere samme år blev Christensen leder af det tyske mindretals ”Deutsche Wirtschaftsbeartungsstelle”. I 1936 blev han medlem af og partisekretær i NSDAP – N.

I 1940 grundlagde han for partiet Sippenkanzlei Nordschleswig, som udarbejdede arierattester. I 1941 kom han i konflikt med Jens Møller og mistede alle sine hverv. Han rejste til København. Han udarbejdede for penge fra det tyske gesandtskab det antijødiske tobindsværk Det Tredje Ting, som udkom i 1943.

Han fremstillede også et kartotek over danske jøder. Det blev i 1942 overdraget til det tyske gesandtskab. Det sidste blev skæbnesvangert for ham efter befrielsen, hvor han ved Østre Landsret i juni 1948 blev idømt seks års fængsel. Retten fandt at Christensen burde have vidst, at kartoteket kunne bruges til aktioner rettet mod jøderne. Han blev også straffet for antisemitisk agitation.  Lorentzo Christensen blev løsladt i juni 1949. I 1958 fik han ansættelse hos Der Nordschleswiger.

 

Franz Carl Hecht, Tønder

Enhver der er opvokset i Tønder i min årgang kender Hecht. Han reklamerede med, at han havde butik på byens højeste punkt. Og hvilken butik. Det var en guldgrube.

Han var leder af ”Kraft durch freude – Nordschleswig” Han blev i august 1947 idømt fire års fængsel for at hejse hagekorsflag på Tønder Posthus den 9. april 1940. Han havde også brugt vold over for en trafikassistent, der ville fjerne hagekorsflaget fra byens station.

Endvidere havde han tilkaldt det tyske feltgendarmeri og anmeldt en adjunkt ved Tønder Statsskole for fornærmende ytringer om Hitler, ligesom han havde givet oplysninger til Abwehrnebenstelle i Århus om to danske statsborgere. Dertil kom værnemageri.

Jo, der skete en masse i Tønder den 9. april 1940. Det kan du også læse i vores artikler.

Man må sige, at hjemmetyskerne i Aabenraa og Tønder med Christensen og Hecht havde valgt repræsentanter, der ikke var egnede til at indgyde tillid til BDN som en demokratisk og loyal organisation blandt mindretallets dansksindede naboer.

Og der var mange naboer, der undrede sig

Blandt de andre nyvalgte var Jep Schmidt fra Rise Hjarup, Han var tidligere Ortsgruppenleiter i NSDAP-N.

 

Rolle under krigen blev skjult

En anden person, der kom ind i Hauptvorstand i 1953 var Paul Koopmann. Forud for 1945 havde han ikke haft nogen ledende post i det tyske mindretal. Han havde en tysk doktorgrad i historie. Han var krigsfrivillig fra mindretallet. Og så steg han til den højeste rang i SS til SS – Hauptsturmführer svarende til Hauptmann i Værnemagten eller kaptajn i den danske hær.

Ideologisk var han overbevist nazist. Ved retsopgøret blev han idømt fængsel i et år og tre måneder. I 1947 var han med til at grundlægge Kameradschaftshilfe für Nordschleswig, de krigsfrivilliges gensidige understøttelsesforening som han var formand til sin død i 1978.

I 1952 blev Koopmann leder af den tyske efterskole i Tinglev. Han repræsenterede Slesvigsk Parti i Tinglev Sogneråd og Tønder Amtsråd. Han flere gange folketingskandidat, dog uden at blive valgt. Han kronede karrieren som medlem af kontaktudvalgene såvel til den danske regering og folketing som til den slesvig-holstenske landdag.

Kilder i mindretallet peger på at Koopmann sammen med Rudolf Stehr og Jes Schmidt udgjorde en magtfuld ”trojka” som reelt bestemte mindretallets politik i 1950’erne og 1960’erne.

Det lykkedes for Koopmann at skjule over for de danske myndigheder hvad han egentlig lavede under krigen. Han arbejdede som en betroet medarbejder for dr. Franz Riedweg, ser var leder af Germanische Leitstelle. De organiserede bl.a. rekrutteringen og den politiske skoling af SS – frivillige fra de tyskbesatte, racebeslægtede lande som Danmark, Norge og Holland.

Riedweg, der var en schweizisk læge var en af SS-rigsfører Heinrich Himmlers protegéer og var erklæret nazist til sin død som 98-årig i 2005.

Koopmann betegnes i SS – personaleakterne som ”overbevist nationalsocialist og SS – mand. Det oplyses, at han blev anvendt til teoretisk undervisning, også om jødespørgsmål.

Vi forsøgte at tjekke disse oplysninger i Deutscher Volkskalender. Her stod der følgende:

 

  • Efter at han havde aftjent sin danske værnepligt meldte han sig til tysk krigstjeneste. Som de fleste nordslesvigske krigsdeltagere blev han ved hjemkomsten på grund af retsopgøret dømt med tilbagevirkende kraft og interneret i Fårhuslejren.

 

Flere tidligere Ortsgruppenleiter

Ved valget til Hauptvorstand i 1956 blev to nye tidligere Ortsgruppenleiter indvalgt.

I 1959 var der så plads til en af de mere belastede fra ”det lille politiske råd” og yderligere en tidligere Ortsgruppenleiter blev der også plads til.

 

Et chok på Knivsbjerg

En anden ting som i efterkrigstiden også har undret, er det såkaldte Ehrenhein. Og de gjorde det også for 71 – årige Dorthe Petersen, da hun i 1990 gik forbi. Tilfældigt strejfede hun navnet, Niels Ries. Han faldt ved fronten for Tyskland.

Men det er nu i den grad historieforfalskning af værste skuffe. Riis tilhørte godt nok det tyske mindretal. Men dødsårsagen var ikke ”som følge af krigen”. I 1948 blev han henrettet af dansk politi, fordi han som Gestapo-ansat   gentagende gange havde forøvet grov mishandling af tilfangetagende modstandsfolk på Staldgården i Kolding. En af dem var Dorthe Petersens bror.

Niels Riis navn blev fjernet fra mindetavlen som det første af en håndfuld. Siden er to andre henrettede Gestapo – medarbejderes navne blevet slettet. I 2010 blev yderligere to navne fjernet. De var blevet henrettet af britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser

 

Ændring af navn

Efter præcis 50 år under betegnelsen Ehrenhain (æreslund) kaldtes mindestedet siden 18. august 2012 for et Gedänkstätte (mindested).

Den symbolske ændring består i at ordet Ehrenhain har en betydning, der mest handler om (militær) hæder og ære, mens Gedenkstätte mere går på stille eftertanke.

 

Man kendte alles skæbner

Hvorfor tog man folk med, som man vidste, var henrettede torturbødler. Det var ikke tale om ”smuttere”. Initiativtagerne opbyggede et personkartotek, der viser at man godt var klar over de enkelte personers skæbner.

Vi har også i tidligere artikler beskæftiget os med nogle af de navne, der nu er forsvundet.

Gruppen bag mindestedet var alle gamle nazister fra mindretallet, der under det tredje rige var gennemnazificeret, fordi Hitler for hjemmetyskerne repræsenterede håbet om at kunne flytte tilbage til Kongeåen og komme ”Heim ins Reich”.

Den mest indflydelsesrige blandt initiativtagerne var den tidligere SS-mand Poul Koopmann, der efter krigen fik en kort fængselsstraf for fronttjeneste i Waffen SS, fordi det lykkedes ham at skjule for myndighederne at han havde en topstilling. Han er tidligere blevet nævnt i artiklen.

 

Ikke alt var lige smart

Det har ikke været nogen nem opgave for mindretallet at distancere sig fra den nazistiske fortid. Det er først lykkedes, da en ny generation kom til. I stedet for at blive ved med at bebrejde de danske myndigheder, der bestemt heller ikke var fejlfri, burde man meget tidligere have kigget ind ad.

Og hvad man havde forestillet sig med mindepladerne på Knivsbjerg. Havde man virkelig troet, at nogle af de navne bare ville blive forblive skjult. Man kendte jo udmærket de enkeltes skæbne.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • nielsbirgerdanielsen.dk
  • kristeligt-dagblad.dk
  • tidsskrift.dk (Hans Schultz Hansen)
  • John T. Lauridsen (red): Over Stregen
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Forundringsparat – Festskrift til Inge Adriansen
  • Henrik Skov Kristensen: Straffelejren – Fårhus, landssvigere og retsopgøret
  • Henrik Skov Kristensen: Gerningsmænd eller ofre – Erindringer om nazismen, den 2. Verdenskrig og efterkrigsårenes retsopgør med særligt henblik på det tyske mindretal i Sønderjylland.
  • Dennis Larsen: Fortrængt Grusomhed – danske SS-vagter 1941 – 1945
  • Deutscher Volkskalender (div. Udgaver)
  • Lene Sofie Bak: Dansk Antisemitisme
  • Gads Leksikon – hvem var hvem 1940 – 1945
  • Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
  • Jens Peter Noack: Det tyske mindretal under besættelsen

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.757 artikler.
  • Under Besættelsestiden (Før/under/Efter) (354 artikler):
  • Gerningsmænd eller ofre
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibernhaus i Aabenraa
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Retssikkerhed før og under besættelsestiden
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og Tyskerpak
  • Efter besættelsestiden
  • Nazistisk Ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Efterretningsvæsen efter Nazismen
  • Anklaget for højforræderi
  • Elef Rasmussen og den brune tid
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Under Sønderjylland (205 artikler):
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Sønderjylland under pres – syd fra
  • Den S’ønderjyske politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalget 1939
  • Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunkt
  • Det sønderjyske efterretningsvæsen
  • Opgøret efter 1945
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde

 

  • Under Tønder (282 artikler):
  • Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
  • Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
  • Tønder Statsskole i slutningen af 1920’erne
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Tønder – efter krigen
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Nazister i Tønder

 

  • Under Aabenraa (167 artikler):
  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Aabenraa – mellem de to krige
  • Frits, Nazister og et kartotek

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler):
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • En sønderjyde krydser sit spor

Det Tyske Mindretal – efter 1920

Juli 18, 2021

Det Tyske Mindretal – efter 1920

Gik det kun ud på, at få flyttet grænsen for pastor Johannes Schmidt – Vodder, Det Tyske Mindretals leder? De danske politikerne havde ingen søvnløse nætter, hvad der angik grænsen, men det havde Aabenraa og Sønderborg Amts borgmester.  En speciel radikal gruppe blev dannet i Haderslev. De ville havde grænsen til Kongeåen. Erik Scavenius udtalte i 1930’erne at han fortrød ikke at have forhandlet direkte med tyskerne om grænsen. Vi kigger, hvem der bestemte hos det tyske mindretal. De tysksindede måtte ikke tage realeksamen. Man ville ikke have dem ind hos Postvæsen, Toldvæsen og DSB. Men de fik lov til at tage studentereksamen.  En redaktør var ikke så begejstret for mindretallets leder. Lederen den tyske kreditanstalt – Vogelgesang mente, at ”Vores folk her i landsdelen er uskolede”. Mange mente, at hvis ikke mindretallet havde grænsen at kæmpe for, ville de uddø.

 

Gik det kun ud på at flytte grænsen?

Vi har hele tiden fået at vide, at det hele gik gnidningsløst efter 1920. Ved afståelsen i 1864 var det et dansk flertal, der måtte leve under den preussiske tvang.

De danske sønderjyders kår og fremtidsudsigter blev traumatiske for den danske politik. Det tyske mindretals forhold var et marginalt problem for den tyske rigsregering. Det var et meget større tysk mindretal i Polen, hvis grænse modsat den dansk-tyske kun delvis blev draget efter folkeafstemningen.

Det var også den forskel, at Danmark ar et gammelt demokrati.

Den tyske gesandt i København, Konstantin von Neurath behøvede ikke at slå paraplyen op, når han skulle møde pastor Johs. Schmidt.

 

  • I slutningen af denne artikel kan du se en oversigt over 90 artikler under temaet ”Dansk – tyske tildragelser” som du kan finde på vores hjemmeside. Vi hører så tit om det gode samarbejde, ja nærmest gnidningsløse samarbejde. Men vi skal hilse at sige, at der er nuancer. Nej, vi har ikke i sinde at tilsmudse dette. Vi kigger bare lidt på historien. I den forbindelse skal du lige holde øje med en artikel vi er begyndt på. Og det handler om, hvad der lige skete efter krigen i det Tyske Mindretal. Den artikel kommer til at hedde ”De vendte tilbage”.

 

De danske politikere havde ingen søvnløse nætter

Man kunne næsten få det indtryk at Tysklands udenrigspolitik kun gik ud på at få Versailles-traktaten omstødt. Man ville dog genskabe Tyskland som stormagt. Man mente, at Det Tyske Mindretal i Danmark ikke burde opkaste politiske stridsspørgsmål.

Dern danske regering og de danske myndigheder havde en ganske konsistent mindretalspolitik. Det samme gjaldt for den danske flertalsbefolkning.

Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt anerkendte aldrig grænsen. Nu havde de danske politikere ingen søvnløse nætter, når det gjaldt grænsen. Men tyskerne mente, at grænsedragningen var et diktat og sådan så det tyske mindretal i Sønderjylland også på det.

Man mente heller ikke at danskerne skulle drage nytte af fredsforhandlingerne, når man ikke engang var med i krigen.

 

En speciel afdeling

Kongeå-folkene på Haderslev-egnen havde forlangt en afstemning, der skulle annullere aftalen omkring grænsen. Og her var der et flertal til at forkaste afstemningens resultat. De folk fra Haderslevegnen dannede i 19127 det såkaldt ”Königsau-bund”. Men de var nu for aggressive til at få større tilslutning.

 

Amtmanden var nervøs

En anden person havde dog større problemer med grænsen. Det var H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund – Thomsen., der var amtmand i Sønderborg og Aabenraa Amter. Hver morgen vågnede han tynget med tanken om, hvad der i dagens løb kunne ske ved grænsen.

 

Erik Scavenius ville have ført forhandlinger direkte med tyskerne

I 1930 skrev Erik Scavenius, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland kunne have været at foretrække. Det kan næppe tolkes på andre måder, ens at han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred mod den store nabo fra syd. Dette kunne måske også tyde på at ikke alle mente at grænsen var så tryg at det gjorde noget.

 

Tyskerne protesterede over den danske presse

I 1924 blev grænserevisionen behandlet i det tyske gesandtskab. Man udtalte at sagens akter skal kigges nærmere igennem. Man talte også om en kursændring over for Danmark.

Rigsindenrigsminister Karl Jarres talte på Nordisk messe i Kiel i 1924, hvor han omtalte Nordslesvig røvet fra Slesvig – Holsten. Han forkyndte endvidere, at

 

  • Die Zeit der Wiedergutmachung kommt.

 

Den danske regering protesterede. Til gengæld protesterede den tyske gesandt over den danske presses holdning over for Tyskland.

 

Hvem af tyskerne, bestemte?

Hovedproblemet for det tyske mindretal var naturligvis at grænsen var flyttet fra Kongeåen og ned til Skelbækken. Mange medlemmer af mindretallet kunne ikke affinde sig med denne grænse. Andre igen var bange for at et mindretal uden grænserevision ville gå bort.

Hovedperson i dette spil var formanden for Wählerverein og folketingsmedlem pastor Johs. Schmidt-Vodder. Han blev finansieret af Ernst Schröder, penge fra Tyskland og penge fra kreditanstalt-direktør Georg Vogelgesang.

Hvem var det så mere, der bestemte dengang? Skolemanden Wilhelm Koopmann, redaktør Julius Kähler, skibsreder Jacob Jebsen Og Deustsche Stiftungs leder, Erich Krahmer-Möllenberg. Mon ikke disse var de mest indflydelsesrige, når det gjaldt tyskheden i Sønderjylland – dengang.

 

Det tyske forslag var imod grundloven

Socialdemokraterne vaklede dengang mellem dansk og tysk. Dem ville mindretallet tage sig af. De ville også gribe fat i passive, blakkede og missionske.

Man ville oprette en medlemsfortegnelse over mindretallets medlemmer. Dem, der stod i dette register skulle af regeringen anerkendes som et tysk – folkeligt samfund med karakter af en offentlig juridisk person og organiseret som en stat i sten med et valgt folkeråd i spidsen og med et udstrakt selvstyre i skole og kirke.

Det danske mindretal syd for grænsen tiltænkes det samme. Alt dette skulle stadfæstes af en dansk – tysk mindretalstraktat.

Ifølge den danske opfattelse så skulle sindelaget ikke registreres. Det er frit for alle.

Mindretallets identitet går tilbage til dets regionale tilhørsforhold i de slesvigske hertugdømmer og til forbindelsen med den slesvig-holstenske bevægelse.

Tyskerne havde nu da det gjaldt dem selv tilegnet sig et helt andet syn på menneskerettigheder end dem, der lå i forvejen dengang de regerede over de dansksindede.

Men den danske regering kunne så fortælle dem, at deres krav ikke harmonerede med vores grundlov. Den dansk-tyske mindretalstraktat kunne den danske regering ikke acceptere.

 

Ingen realeksamen

Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Der kom jo kommuneskoleafdelinger. Der var mulighed for at oprette privatskoler med lovmæssig adgang med statstilskud og frie ansættelser. Man fik ved de meget omtalte Herning – aftaler i 1928 med Socialdemokratiet også studentereksamen.

Men den danske regering ville ikke give mindretallet ret til realeksamen, fordi den gav adgang til ansættelse i etaterne, altså postvæsnet, toldvæsnet og DSB.

Det gik meget trægt med at få oprettet privatskoler. Mindretallet viste ingen offervilje. Det skete først nået, da den tyske stat også trådte til. Ved valget havde Slesvigsk Parti trods alt fået 10.000 stemmer.

Pengene til Jordkampen kom også fra Tyskland. Det skete gennem Kreditanstalt Vogelgesang. Vogelgesang ydede ca. 7 – 8 mio. kr. Selve den nordslesvigske tyskhed ydede kun 9.850 kr.

 

Redaktøren var ikke så begejstret for pastoren

Pastor Johannes Schmidt fastholdt sit krav om grænserevision. Og det var også det tema, der gjorde sig gældende i hans jomfrutale i Folketinget den 21. oktober 1920.

Statsminister Neergaard bad ham dog at undlade at diskutere dette emne i Folketinget. Pastor Schmidt måtte hele tiden sig Flensborgs og Berlins overordnede synspunkter.

Redaktør Jacob Bödewadt var ikke helt så begejstret for ham:

 

  • Han havde ingen Karisma. Han var ikke en særlig god taler. I formen var han nærmest forsagt og indholdet var ofte tåget og kompliceret.

 

Selv havde Bödewadt skrevet til ham i 1927/28 og kritiseret hans manglende lederegenskaber.

 

”Vores folk her i landsdelen er uskolede”

Johannes Schmidt var belæst og flittig, men hvor klog en politiker var han? Men der var ikke andre, der kunne overtage hvervet som politisk leder. Georg Vogelgesang skrev således i 1924 til pastor Schmidt:

 

  • Vores folk her i landsdelen er uskolede i den politiske kamp og tanker.

 

Spørgsmålet er om Johs. Schmidt svigtede krav om loyalitet frem til 1933. Al hans tid gik med at flytte grænsen op til Kongeåen. Det skete efter mere eller mindre pres fra tyskerne. Mindretallet håbede ligefrem at det skulle gå dårligt for Danmark.

Således modsatte kredsvælgerforeningen i Haderslev sig i 1927 forslag om økonomiske forbedringer for den kriseramte landsdel ud fra den tankegang:

 

  • Jo dårligere des gik os her, desto før kommer vi til Tyskland.

 

Hvad skulle der sættes i bevægelse? 

Nu fik Schmidt rigelig mulighed for at sløre sit sprog for det var langt fra alle hjemmetyskere, der var enige i den formulering.

Schmidt skrev til Det Tyske Udenrigske politisk nævn, at man ikke skulle indlede en konkurrence med Danmark om at være mest liberalist. Man skulle skabe en mere gunstig skoleordning for det tyske mindretal.

Med henvisning til ”Vores Geniale Statsmand Bismarck” skulle vi sætte det hele i bevægelse men man vidste ikke rigtig, hvad der skulle sættes i bevægelse.

 

Cornelius Petersen

I sidste halvdel af 1920’erne ramte den økonomiske krise meget hårdt Sønderjylland. Det gav en taknemlig baggrund for den såkaldte Selvstyrebevægelse, hvis formand var Cornelius Petersen. Man ville løsrive landsdelens til hørelses forhold til Danmark. Der var nogle ting som Schmidt godt kunne lide ved denne politik. Men det lykkedes ham aldrig at formidle det.

 

Usikkerhed og ustabilitet

Mindretallet kunne ikke affinde sig med grænsedragningen, da man fandt at afstemningsformen var forkert og resultatet derefter. Da grænsen kun kunne ændres af demokratisk vej, blev mindretallet et let bytte for udemokratiske påvirkninger så meget mere som hjemmetyskerne var vant til at blive ledet. Fra pastor Schmidt udgik der ikke en klar ensidig demokratisk vejledning, fordi når alt kom til alt, ikke respekterede demokratiets vilkår og fordi han skulle tage hensyn til så mange – både mindretallets grupper og til den overordnede rigstyske målsætning, der prioriterede andre forhold højere.

Forholdet til de utilfredse slesvig-holstenere syd for grænsen var også en forstyrrende faktor. Ud af det hele kom usikkerhed og ustabilitet.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • tidsskrift.dk
  • Henrik Becker-Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig 1920 – 32
  • Sønderjyllands Historie 1864 – 1920 (1932-55)
  • Troels Fink: Sønderjylland siden genforeningen i 1920

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang.dk finder du 1.756 artikler – Under emnet ”Dansk – Tyske Tildragelser finder du følgende:

 

  • Under ”Indlemmelse, Afståelse og Grænsedragning (142 artikler):
  • De statsløse i Nordslesvig
  • Hvordan kunne tyskheden fastholdes?
  • Sønderjylland eller Slesvig?

 

  • Under ”1864 og De Slesvigske krige (42 artikler):
  • Statskup eller enevælde
  • Unødvendige krige?
  • Slaget ved Brøns 1-2

 

  • Under ”Sønderjylland” (204 artikler):
  • Dansk-tyske brydninger i et grænseland
  • De Kongerigske enklaver 1-2
  • Nolde under Nazismen
  • Sønderjylland under pres – syd fra
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Den Sønderjyske Politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalget 1939
  • Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører?
  • Den Dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunkt
  • Det sønderjyske efterretningsvæsen
  • Opgøret efter 1945
  • Det Tyske Mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Tyske Flygtninge i Nordslesvig
  • Sønderjylland – maj 1945
  • Sønderjylland – efter ”Genforeningen” 1945
  • Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Da Sønderjylland igen blev dansk
  • Sønderjylland – i knibe
  • Sønderjylland til Ejderen

 

  • Under ”Tønder” (282 artikler):
  • Da hagekorset blev hejst i Tønder
  • Det dansk – Tyske 1920 – 1933
  • Man talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet
  • Tønder Statsskole og slutningen af 1920’erne
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Hvorfor fik Tønder først en dansk borgmester i 1937?
  • Lærer i Burkal
  • Tondern Station
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920-1023
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrik – en fysikus fra Tønder 1 – 2
  • Soldat i Tønder 1851

 

  • Under ”Aabenraa” (167 artikler):
  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Før Knivsbjerg – festerne
  • Aabenraa – under Preussisk/Østrigsk styre
  • Aabenraa Amt – i den første tid efter 1864
  • En salmebog fra Varnæs
  • Sorgen ramte Aabenraa 1-2
  • Frits, Nazister og et kartotek
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Aabenraa mellem de to krige
  • Aabenraa – maj 1945
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

  • Under Højer (77 artikler):
  • Højer omkring 1930
  • Dansk og tysk i Højer
  • Den sure præst fra Højer
  • Apotekeren fra Højer

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov (61 artikler)
  • Karsten Thomsen fra Frøslev
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • En Sønderjyde krydser sit spor
  • Harreslev – dengang
  • ”Genforeningen” i Bov Sogn

 

  • Under besættelsen (Før/under/efter) (353 artikler):
  • De uønskede – tyske flygtninge
  • Gerningsmænd eller ofre
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Efter besættelsestiden
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Retssikkerhed før og under besættelsestiden
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og tyskerpak.

 


Dankirke – syd for Ribe

Juli 14, 2021

Dankirke – syd for Ribe

Sagnet siger, at Ribe startede syd på. Og da man så endelig kom i gang med at grave fandt man ikke en kirke men så mange andre ting. Der er gjort fund tilbage fra 200 f.Kr. En vurderingsmand undrede sig i 1882. Men arkæologer kom ført i 1905. Og det blev kun en kort undersøgelse. Men så endelig blev der i 1965 til en femårig undersøgelse. Her var en omfattende produktion. 1 ½ tons keramik er der fundet. En markbog fra 1663 afslørede, at her lå noget særligt. Var der religiøse ceremonier. Ved Vadehavscentret blev der også gjort mange fund. Man startede med at kalde det ”Egebæk-Huse” men blev enige om at kalde det for Okholm. Mon dette sted afløste Dankirke? I Ribe blev man færdig med et treårigt projekt, hvor man gravede ned i tre meter på den tidligere markedsplads.

 

Sagnet sagde, at Ribe begyndte syd for byen

Vi er vel ca. 7 km syd for Ribe. Her er der gjort nogle spændende fund. Vi skal også beskæftige os med et sted i nærheden af dette sted, som hedder Okholm.

Dankirke ligger 400 meter vest for Egebæk.

Et sagn fortæller at Ribe startede syd for byen. Og fund beviser, at det er rigtigt. Dankirke var et betydningsfuldt handelssted, Fund viser, at stedet havde forbindelser til mange steder i verden.

Måske var det besejlingsforholdene, der havde ændret sig, for handelsstedet flyttede senere ind til Ribe. Det er fund af sjældne mønter, der forbinder stedet med Ribe. Man ved, at der i Ribe blev oprettet ca. 70 boder.

 

Her er gjort mange fund

Her i Dankirke har man fundet 38 romerske denarer, 3 merovingske sølvmønter fra handelsbyen Dorested i Frisland, dateret fra 600 – tallet.

De sidstnævnte mønter var nogle man kun brugte på markedspladser, hvor købmænd og handelsrejsende lagde til med deres skibe. Også otte frisiske eller sydengelske sceattas fra begyndelsen af 700 – tallet er fundet her.

Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker fortæller om talrige håndværkere, der var beskæftiget med guldmediearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber.

Da man påbegyndte udgravningerne igen i 1965 overraskede fundene overraskede fundene af de rige oldtidssager. Man fandt også hustomter fra ældre germansk jernalder. Dengang var disse fund en sensation. Men i mellemtiden har man gjort lignende fund andre steder i Danmark.

 

Fund fra 200 f.Kr.

De fund man har gjort ved Dankirke spænder fra 200 f.Kr. til omkring 750 e.Kr. I Yngre Jernalder var det en ideel handelsplads tæt ved vandet.

Det var egentlig interessen for vikingetidens Ribe, der i 1960’erne førte til genopdagelsen af Dankirke. Omkring år 860, i slutningen af Asgars levetid, skulle kong Hårik den Yngre have skænket ham en byggegrund i Ribe, således at der kunne bygges en kirke her. Dette var sket tidligere i Birka og Hedeby.

De første regulære udgravninger i Ribe med henblik på at finde denne kirke blev påbegyndt i 1955. Men mod forventning fandt man ikke fund, der gik længere tilbage end til år 1100.  Men det har da senere hen ændret sig.

Man mente, at Dankirke simpelthen flyttede til Ribe, og her opstod ca. 70 boder. Ja sådan var holdningen, men så fandt man et nyt sted i nærheden.

Og ved Dankirke blev der i 1964 foretaget en privat prøvegravning, der ved et tilfælde ramte lige ned i et stolpehul med rige fund. Heldigvis blev fundet anmeldt til det lokale museum, der dengang hed Antikvarisk Samling i Ribe.

Dette blev så overdraget til Nationalmuseet, der i årene 1965 – 1970 foretog flere systematiske undersøgelser. Det var dog ikke Danmarks første kirke, der dukkede frem, men mange andre interessante ting.

 

En vurderingsmand undrede sig i 1882

Langt tidligere har der været foretaget udgravninger dette sted. Således kom der en henvendelse i 1882 fra en vurderingsmand, der gjorde opmærksom på at en jordlod havde det mærkelige navn ”Dankirke”.

Dette fik gårdejer Siemensen i Varming til at undersøge grunden lidt nærmere. Han kunne konstatere, at der fandtes et ca. 3 fod dybt fedt muldlag, hvor der overalt forekom rester af urner, aske og brændte ben. Laget fortsatte tilsyneladende ind på nabolodden. Dette forekom meget mærkeligt, da marken ellers synede af meget dårlig beskaffenhed.

Gårdejeren mente, at det var en gammel begravelsesplads der havde forbindelse med det gamle Ribe. Ifølge sagnet skulle det gamle Ribe have ligget på Faarup Hede. Han kunne også fortælle, at der på jorden ved Vester Vedsted Mark havde været tegn på en ildebrand.

 

De kom først i 1905

Museet i København takkede for indberetningen, men man var ikke i stand til at sende en sagkyndig til stedet. Ingen havde tid. Dette skete først i 1905. Anledningen var at det lokale museum atter engang havde gjort opmærksom på stedet. Sergent ved Grænsegendarmeriet J.J. Aller kunne nemlig meddele. At der i en ganske lav forhøjning nær Egebæk ved kulegravning var fremkommet lerkarskår og jernsager. Forhøjningen strakte sig over flere lodder. De fleste fund lå i en dybde af to spadestik. Alt blev indsendt Nationalmuseet med et brev af ”25. juli 1905 – sagerne fra Dankirk”

På grund af disse indsendelser blev der foretaget en hurtig undersøgelse på stedet. Og konklusionen var, at der på stedet var en boplads fra romersk jernalder og folkevandringstid.

Pladsen blev året efter under navnet ”Egebæk Huse” publiceret som boplads med dybe kulturlag og mange lerkarskår fra romersk tid. Ligeledes var der en bemærkning om at der på stedet var fundet grave. Man kunne meddele at der var fundet en romersk mønt som var sendt til Møntsamlingen i København.

Lige som de øvrige romerske mønter fra Dankirke er der tale om en denar fra det 2. århundrede.

 

En femårig undersøgelse

I 1962 indkommer en spiralsnoet guldfingerring til Nationalmuseet via Forhistorisk Museum i Århus. Ringen var fundet ved en privat rekognoscering med efterfølgende smågravninger i området omkring Dankirke. Findestedet var angivet til at være lidt sydøst for det senere ny gravede område. Men ringen må uden tvivl ses som en del af det samlede fundinventar fra pladsen.

Nationalmuseets arkiver indeholder flere informationer om aktivitet i Vester Vedsted sogn og specielt omkring Dankirke. En gruppe efterskoleelever tog i efteråret 1954 ud på Dankirke marken for at lede efter Ansgars Ribe. Derved blev der igangsat en femårig undersøgelse.

De fandt sted fra 1965 til 1970. Man undersøgte både et østligt og vestligt udgravningsfelt, begge beliggende på samme marklod og indbyrdes forbundet med søgegrøfter.

Der blev fundet rester af huse fra det 4. og det 5. århundrede efter Kristi. Mange hustomter er udgravet og man fandt rester af fire brønde.

Der fundet fund helt frem til det ottende århundrede.

 

Omfattende produktion

Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker fortæller om tilstedeværelsen af talrige håndværkere, der har beskæftiget sig med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber. Derfor må Dankirke, i lighed med Ribe, have været sæde for en omfattende håndværksproduktion.

Jernredskaberne er i overtal. Småting som nøgler, søm og knive, men også større redskaber og våben. Forbruget af jern har været anseligt. Dette jern måtte afskaffes udefra. Intet tyder på at jernudvinding har hørt til arbejdet på stedet. Det gjorde det derimod i det nærliggende Drengsted og Snorup.

Mange mennesker må have været beskæftiget med jernudvinding store dele af året.

 

Masser af keramik er fundet

Var Dankirke måske underlagt et jysk kongedynasti? Måske var der langt flere handelspladser langs vestkysten, end vi har kendskab til? Var der en kristen mission på stedet, som navnet kunne hentyde til?

Det mærkelige er, at undersøgelserne omkring Dankirke flere gange gik i glemmebogen. Således er hovedparten af fundene kun tilgængelig i kortfattede oversigter. Alene fundene af keramik vejer 1 ½ ton.

 

En Markbog fra 1683

Trods alt har Dankirke eksisteret i omkring 500 år. Markedspladsen var der i ca. 100 år.  Åbenbart er det hele bygget op omkring en stormandsgård. Allerede i 1683 kunne en ”Markbog” berette om det usædvanlige stednavn:

  • Dankierk block

På Markbogens tid og på Videnskabernes Selskabs konceptkort fra 1794 var lokaliteten dyrket mark og det samme er tilfældet på det ældste matrikelkort som er målt i 1839.

Stedets navn i jernalderen har antagelig været en helt anden. Der synes at være 200 meter ubebygget område mellem to steder.  Den ene brønd man har fundet, er dateret fra det 5. århundrede.

Analyser peger på, at de fund man har gjort, er spredt over et meget stort område. Det skyldes nok overpløjning.

 

Var der religiøse ceremonier?

Der er fundet rester af en kultvogn med bronzedetaljer.  Vognfundet må også betyde, at et af bygningerne har været forsynet med mindst en vognport.

Mere end 1.000 glasperler og over 1.300 skår fra importeret hulglas er der fundet. Påfaldende er at stormandsgården ikke har været indhegnet. Der er også fundet 9 pilespidser, 10 lanse/spydspidser og 47 knive.

Eksperterne mener, at der her er forekommet religiøse ceremonier med offer- og blotfester. Man har således også fundet smykker af kobberlegering, glasperler, ædelmetaller i form af guld og sølv, Drikkehorn, lerkar og fødevarer. Kan dette have været offergaver?

Ved udstykningen nordvest for kirken fandt man i 1969 en værktøjskasse fra sen vikingetid. Det skal nok ses som et offer frem for en deponering. ’

I 1992 – 1993 fandt man i en mindre udgravning vest for kirken en nedbrændt halbygning fra det 6. århundrede. Her indgik flere drikkeglas.

I år 500 nedbrændte stormandens hus har man fundet ud af. Men hvad skete der med stormanden? Hvor mon han flyttede hen?

 

Fortsatte Okholm efter Dankirke?

Man har fundet to skattefund fra det. De er hver især ekstrem sjældne. Men kan det være tilfældigt?

I Okholm lidt over to km mod vest fandtes i 1859 ”Vester Vedsted – skatten” fra det 10. århundrede Den indeholdt ¾ kg guld og må have tilhørt et medlem af samfundets elite. Denne skat er fra anden halvdel af 900 – tallet.

Lidt vest herfor fandt man en grubehus-bebyggelse med enkelte spor for specialiseret håndværk. De ældste bebyggelsesspor er fra år 600. Det lignede nærmest en anløbsplads eller værkstedsområde og ikke et landbrugsområde.

Flyttede stormanden fra Dankirke til Okholm i det 6. århundrede? Boede han der til det 10. århundrede? Disse stormænd eller efterfølgerne må også have haft deres indflydelse på Ribe’ s opståen omkring år 700.

På den måde kan historien så måske leve om til den meget omtalte myte med at Ribes rødder skal søges i området syd for byen.

 

Flere fund ved Okholm

Det var netop i forår og sommer 2015 at Sydvestjyske Museer udgravede ved Vadehavscentret i Vester Vedsted. Og lokaliteten er Okholm, ca. 10 km sydvest for Ribe. Museet havde store forventninger til undersøgelserne.

I 1990’erne havde Den Antikvariske Samling mulighed for at udgrave her. Her fandt man en landbebyggelse fra vikingetiden, såvel som et stort antal grubehuse fra samme periode.  Fundene fra især grubehusene var meget usædvanlige.

Man fandt spor af tekstilfremstilling, ravslibning, perlemageri og metalstøbning. Det var aktiviteter som man associeres til Ribe’ s markedsplads.

I 2015 skalle Vadehavscentret så udvides. Og her fandt man endnu 20 huse. Fundene man gjorde, havde relation til Ribe fra 7. til 13. århundrede. Man fandt også en brønd fra 602 e.Kr. Den var løbende blevet vedligeholdt til 746 e.Kr.

Bebyggelsen i Okholm er opstået ca. 100 år før etableringen af markedspladsen i Ribe. Men fandt også en brønd fra det 9. århundrede. Og det er interessant for det viser at livet gik videre her i Okholm trods etablering af Ribe.

Der blev fundet store mængder af slagge både i og omkring husene. Det kunne tyde på metal-arbejde. Man fandt også ni vævevægte.

Man fandt også fem stykker af den allerede omtalte sølvmønt scaetta. Denne har man efterhånden fundet 200 stykker af i Ribe.

Man fandt også i Okholm seks stolpebyggede huse fra middelalderen, sandsynligvis fra det 11. – 13. århundrede. Man fandt også en brønd, der kunne dateres til 1080. På denne tid ser du ud til, at der var ganske almindelige bønder, der levede på stedet.

Men bemærkelsesværdigt er det, at man fandt ni skår af ”Pingsdorf-keramik”. Denne tidlig – middelalder keramik er sjældent på landet. Til gengæld var der masser af denne type i Ribe. Den er importeret fra Rhinegnene.

Noget tyder på at Okholm afløste Dankirke som magtens centrum. Det må være sket omkring 600 e.Kr. Måske boede stormanden her allerede.

 

Et treårigt projekt blev afsluttet i Ribe

Hidtil har man troet at markedet i Ribe var sæsonbetonet. Men åbenbart var det permanent. Fundene afslører, at Okholm – bebyggelsen ikke blev nedlagt på grund af aktiviteterne i Ribe.

I 2018 kunne forskere analysere et kæmpe projekt. Gennem tre år havde man minutiøst gravet ned i tre meters dybde. Det var et hold arkæologer fra Aarhus Universitet og Sydvestjyske Museer, der havde fået en stor pose penge.

Fund af runeindskrifter fik forskerne til at spærre øjnene op. Undervejs i udgravningerne fandt man dagligt alt fra perler, mønter til tabte kamme til hundelorte og afgnavede ben.

Man har brugt masser af nye metoder i arkæologien fra 3D-laseropmåling til DNA – forskning og jordkemi. Undersøgelserne tydede på at markedet var permanent. Det kunne bl.a. se i bygningskonstruktionerne.

Da Ribe begyndte at vokse, var sejlskibstrafikken i sin spæde vorden på Nordsøen. Men frem til år 800 – det tidspunkt, vikingetiden traditionelt set begynder – får sejlskibene sit store gennembrud i Norden.

Der blev fundet mange spor af mange håndværk, jensmede, ravskærere, læderarbejdere, kammagere og ikke mindst smykkesmede, der arbejdede med bly, kobberlegeringer, sølv og guld. Omkring vikingetidens begyndelse begyndte der at komme masseproducerede perler fra Mellemøsten i store partier.

 

En markedsplads i Ribe

Omkring 705 har en konge eller en stormand givet tilladelse til at købmænd kunne falbyde deres varer i Ribe. På et 200 meter langt og 65 meter bredt område blev der opført en gennemgående gade med 6-8 meter brede parcelgrunde på hver side adskilt af skelgrøfter og plankelagte stier.

Forinden havde man planeret området med et tykt lag sand. Måske har det også for at gøre området attraktivt. Parcellerne var beboet og fulde af aktivitet.

 

Kilde:

 

  • Hvis du vil vide mere:

 

 

  • Under Tønder (282 artikler) finder du:
  • Vikinger i Vadehavet

 

  • Under Sønderjylland (205 artikler) finder du:
  • Ribe i begyndelsen (1)
  • Ringborge ved Vadehavet
  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra oldtiden
  • Sønderjyllands Historie – indtil 1200

Langs Vadehavet – endnu mere (2)

Juli 12, 2021

Langs Vadehavet – endnu mere (2)

Det er Verdenskulturarv. Området er også kendt for sit gode kød. En artikelhenvisning på hele 109 artikler, hvis du vil blive klogere på området. Her legede vi som børn. Barsk klima med tab af menneskeliv. Der var voksende søfart gennem privilegier. Masser af gravhøje og fund af bopladser. Omkring Vester Vedsted. En oldtidspark – nedlægges. 40 kaptajner på Rømø i 1770. Russiske krigsfanger i Ballum. Gravhøje ved Hjerpsted. Tøndermarsken under forandring siden stenalderen. Pumpestationerne er der stadig. Hvor er det bedst at se Sort Sol? Grå og Hvis Sol. Mange overraskelser i vadehavet. Foranstaltningerne har været til gavn for Tønder By. Tøndermarsklov.

 

Verdenskulturarv

Vidste du, at 40 pct. af Vadehavet ligger i Holland, 50 pct. ligger i Tyskland og kun 10 pct. ligger i Danmark. Øerne Fanø og Rømø samt halvøen Skallingen er dannet på store sandrevler, som havet har overskyllet og aflejret materialer på.

Vidste du at Vadehavet har betydning for mindst 40 fuglearter. Og for 22 trækkende kystfuglearter er nationalparken i Danmark den vigtigste lokalitet. Flere stærkt truede danske ynglefuglearter findes i nationalparken i små bestande.

Her kan du opleve de største fugletræk i dansk luftrum. Dette er Danmark største nationalpark. Og nu er den danske del af vadehavet også kommet på UNESCOS liste over Verdenskulturarv.

Ja det også her, du kan opleve Sort Sol i juli, samt september og oktober. Så er op til 900.000 stære i luften over marsklandet.

Cirka 11 millioner trækfugle gør holdt hvert år på deres tur nord – eller syd på.

 

Området også kendt for godt kød

Men Vadehavet er også kendt for deres kød. Hvordan, spørger du sikkert. Græsset optager salt og andre mineraler fra havet. Og det giver kvæget en speciel smag. Man taler om Vadehavslam, Marsklam og Marskstude.

Området har været berømt for sit kvæg siden 1600 – tallet. På et tidspunkt blev der udskibet tusinder af kreaturer fra Højer Havn hvert år.

 

En lang artikel – med henvisninger til 109 artikler

Vi tager atter en tur langs Vadehavet og i Tøndermarsken. Og hvorfor gør vi så det? Fordi det er så meget at gøre opmærksom på. Du skal også lige være opmærksom på den lange artikelhenvisning i tilknytning til denne artikel. Her kan du sikkert få svar på dine spørgsmål.

 

Her legede vi som børn

Dengang vi som børn legede ude på Forlandet tænkte vi ikke over at stedet skulle på Unescos liste over Kulturarv. Og jeg tror såmænd også at det er forbudt at bruge forlandet som legeplads i dag. Det er sikkert forbudt at bade i ”prilerne” (kanaler) og bygge tømmerflåde som vi gjorde.

Og ”Sort Sol” som vi ofte så, regnede vi heller ikke med blev så ”berømt”. Og denne ”Sol” findes faktisk også i andre farver.

 

Tab af masser af liv

Stormfloder med tab af masser af menneskeliv er en historisk realitet og er stadig en trussel. Derfor har mennesker her mere end mange andre steder gennem generationer sat sit præg på landskabet gennem landindvinding og dige-byggeri. Jo der er sandelig mange historier at fortælle om Vadehavs – regionen.

Landbruget har været grundlaget for menneskers liv i store dele af regionen. Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundreder før Kristi fødsel.

I senmiddelalderen blev marskegnene især udnyttet til opfedning af stude. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne., mens mændene var på langfart.  Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet.

Fiskeriet havde sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600. Anlæggelsen af Esbjerg Havn i 1870’erne gav anledning til erhvervsfiskeri.

 

Voksende søfart gennem privilegier

De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told. Men ude på øerne voksede søfarten gennem privilegier. Man deltog i hvalfangsten på Grønland på tyske og hollandske skibe.

Dette gav økonomisk opsving, hvilket prægede søfolkenes huse og gårde.

I 1600 og 1700-tallet var der nedgangsperiode. Det gik hårdt ud over Ribe. Studene blev drevet syd på. I Tønder-området var det kniplinger, der var det store afsætningsprodukt.

 

Kun 60 værfter i den danske del

Egentlig strækker området sig fra Blåvands Huk i nord og ned langs den tyske nordsøkyst til den Helder i Holland.

To gange i døgnet er der højvande og to gange trækker vandet sig tilbage.  I den danske del af Vadehavet er forskellen to meter. Her kan planter som annelgræs, kveller og spartina få fodfæste. Og her er masser af foder til de mange fugle.

Særlig i Tøndermarsken kan du opleve mange kunstige forhøjninger, der kaldes varf eller værfter. Men i Danmark er der vel kun 60 stykker. I de store marskområder i Tyskland og Holland er der mange tusinder.

 

Man fremmer marskdannelsen

Man kan fremme marskdannelsen foran digerne ved at grave ”grøblerender”, hvori slikken kan lejre sig, hvor risgærder – faskiner er med til at tilbageholde slikken når vandet falder. Jo bredere landet foran digerne er, desto større sikkerhed. Når forlandet efter mange års aflejring er blevet tilstrækkeligt bred, kan man bygge endnu et dige mod havet og således få en kog – et indvundet område – indvundet fra havet. Tidligere var det af hensyn til landbruget, at man indvandt land.

 

Masser af gravhøje og fund af bopladser

Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at mennesket tidligt valgte at bosætte sig her.  Indtil 1000 – tallet flyttede landsbyerne ofte.  Men i middelalderen fandt de fleste landsbyer deres blivende sted.  I omegnen af nutidens landsbyer kan der findes spor af deres forgængere

Grundmurede gårde blev almindelige fra 1700-tallet i marsken. De bevarede gamle gårde er typisk bygget af røde mursten og har stråtag. Længst syd på er gårdene præget af den frisiske byggestil.

 

Kirker af tufsten

Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romantisk stil i 1100- og 1200-tallet. Mange af dem er bygget af tufsten som blev sejlet ind fra Rhin-området. Dette var datidens mest effektive transportmiddel. Alene i Sydvestjylland blev der bygget over 50 kirker af tufsten. Kirkerne fremstår i dag typisk hvidkalkede og tækket med bly.

Købstæderne lå der, hvor der var lettest at sejle til. Ribe og Tønder havde mange fine, gamle købmandsgårde, ofte placeret med gavlen ud mod gaden. De gamle købstæder spillede en stor rolle i kraft af deres privilegier.

Området syd for Kongeåen til hørte hertugdømmet Slesvig. Dog var det så de kongerigske enklaver.

 

Omkring Vester Vedsted

I nærheden af Vester Vedsted er det et velbevaret miljø omkring kirke og præstegård. Her har man gjort rige fund fra Jernalderen. Særlig en lokalitet Dankirke tyder på handelskontrakter med firsere og angelsaksere ca. 200 f.Kr. til 750 e.Kr. Ved Vester Vedsted ophører Ribe-diget opført 1911 – 1915.

Efter 1920 blev Kong Christian den Tiendes Dige opført for at forbinde diget ved Vester Vedsted med Astrup Banke. Her i landskabet nær kysten ligger Hvidding Kirke som en stormandskirke fra slutningen af 1100-tallet. Den havde oprindeligt to vestlige tårne, men de styrtede sammen i 1500 – tallet.

I kirken findes et kalkmaleri af en kogge, det typiske handelsfartøj i middelalderen. I nærheden af kirken er der fundet efter vikingetidsgårde og middelalderbyggeri, der kan tyde på en alternativ handelsplads til Ribe.

I nærheden ligger Hvidding Nakke, en sandbanke i havet ca. 6 km vest for Hvidding Kirke. Hvidding Nakke var i 1600-tallet det vigtigste udskibningssted for Ribes studehandel.

 

En oldtidspark nedlægges

Skærbæk udviklede sig til et vigtigt trafikknudepunkt i løbet af 1900 – tallet. Vest for kirken ligger det gamle uldspinderi fra 1899. Ad vejen syd på kommer vi til den fredede Hjemstedgård fra 1641. Også i jernalderen boede der folk her. Her har været mange udgravninger. Desværre har Tønder Kommune valgt at lukke Hjemsted Oldtidspark.

Rømødæmningen påbegyndtes som et beskæftigelsesprojekt i 1939. Men først i 1948 kunne denne indvies. Langs østkysten ligger mindre landsbybebyggelser.

 

40 kaptajner på Rømø i 1770

I 1600-tallet blomstrede Rømøs søfart. I 1700 – tallet deltog en stor del af befolkningen i hvalfangsten fra Hamborg og de hollandske havnebyer. Flere blev kommandører – dvs. kaptajner – på hvalfangerskibene. Antallet toppede med 40 kaptajner i 1770.

I Juvre finder man et særpræget minde om dette. Et hegn på østsiden af vejen er lavet af hvalkæber.

I Toftum kan man besøge Kommandørgården. Her er en overdådighed af vægfliser i køkken og stuer. Syd for dette ligger Toftum Skole opført i 1874 med kun et klasseværelse.

I slutningen af 1800 – tallet var Rømø blevet et landbrugssamfund i tilbagegang med befolkningsnedgang til følge.

Men nu begyndte turister så småt at dukke op. Og det hjalp da pastor Jacobsen i 1899 lod anlægge en skinnebane med hestetrukne vogne mellem Kongsmark, hvor færgen fra Ballum lagde til. Jo og så var det jo det nyoprettede Nordseebad, som vi tidligere har berettet om.

Rømø Kirke er en senmiddelalderkirke. I den rige sømandstid blev den voldsom ombygget. På kirkegården er der mange gravstene fra den rige søfartstid.

Ved kirken ligger den fredede redningsstation fra 1886 og syd herfor ligger en masse bevaringsværdige gårde. I havneby blev der i 1964 indviet en havn, som har færgeforbindelse til Sild.

 

Russiske krigsfanger i Ballum

”Den Svorne Vej” mellem Hjemsted og Rømødæmningen har vi tidligere skrevet om. Og her ligger også Midthusum, en lokalitet, der blev helt udslettet ved en stormflod. Her har vi de berømte møller, der fungerede helt frem til 1960’erne. Møllerne var oprettet i 1836. De kunne trække vand op fra åen og lede drikkevand ud til kreaturerne. Via grøfter skete det over det meste af Ballum Enge.

Ballum Sluse og Slusekro blev opført 1914 – 1915 af russiske krigsfanger. Jo der er mange Ballum’ er. Ordet kommer fra forhøjninger. I Forballum var Kristen Kold huslærer hos familien Knudsen og naboen. I Vesterende Ballum er der et fredet tinghus. Og så er der Bådsbøl – Ballum, hvorfra der var færgefart til Rømø.

 

Gravhøje ved Hjerpsted

Ved Hjerpsted Bakkeø ligger en gruppe gravhøje med de malende navne – Kællinghøj, Storehøje og Pottemandshøj. Ja i Hjerpsted er der mange fine gårde, bl.a. den fredede præstegård.

I 1736 fik Højer benævnelsen flække, hvilket betød, at den fik flere privilegier. Her på siden kan du læse en masse om denne smukke by. Og det var her syd for byen ved den nuværende saltvandssø vi havde en sjov legeplads om sommeren.

Det fremskudte dige er et fælles dansk – tysk projekt. Det blev opført i 1979 – 1981.

 

Tøndermarsken under forvandling

Tøndermarsken er den nordligste del af et sammenhængende marskområde, der strækker sig langt mod syd. Siden 1500 – tallet er der sket flere inddigninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb mod vest.

Højer Kog og Møgeltønder Kog blev inddiget i 1556. Gammel Frederikskog blev inddiget i 1692. Rudbøl Kog 1715, Ny Frederikskog 1861 og endelig Magrete Kog i 1981.

Landevejen mellem Højer og Rudbøl blev i 1556 anlagt på et havdige. I slutningen af artiklen kan du læse lidt mere om disse koge.

 

Pumpstationerne var vigtige

Endnu findes pumpestationen. Den blev opført i forbindelse med hele Tøndermarskens afvanding i 1920’erne. Disse pumper om vinteren vandet fra kanaler og grøfter op i Vidåen, som ved afvandingen blev omgivet af ådiger.

Byen Rudbøl stammer fra 1400 – tallet og er opført på nogle naturlige men udvidede forhøjninger i marsken.

Øst for Rudbøl ligger Møgeltønder Kog med mange fine værftsgårde og en del forladte værfter. Ved Vidåen kort før Tønder Ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget var blevet bygget og hermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her findes også Tøndermarskens største pumpstation.

Syd for Vidåen Kommer man til Ubjerg Kog med den fredede Bjerremark samt Ubjerg, et værft – formodentlig en udbygget indlandsklit – som rummer en hel landsby med kirke og fredet præstegård fra 1675 og gårdanlæg.

Og så har vi jo selvfølgelig Tønder, marskens hovedstad.

 

Hvor er det bedst at se Sort Sol?

Men har du prøvet at stå på diget ud for Magrethe Kog. Her lander millioner af trækfugle året rundt og får sig et måltid mad. Og de holder bestemt ikke mund, når de spiser. Hold da op det larmer. Så er naturen ikke stille.

Vi har tidligere beskæftiget os med Sort Sol. De store flokke af stære ofte op til en halv million eller mere skal gå til ro. Og fænomenet kan du bedst opleve lige før solnedgang. De bedste tidspunkter er fra 10. marts til 15. april og fra september til ca. 15. – 30. oktober. Man kan også opleve flokke af stære i dagtimerne, når de er ude og finde føde, men så er flokkene som regel mindre.

Faktisk er det en flugt fra rovfugle, der får stærene til at opføre sig sådan.

Du kan bedst opleve dette fænomen omkring Rudbøl Sø eller ved Aventoft på den tyske side. Øst for byen ligger en række grænsebutikker tæt på et dige. Går man ud på det, har man første parket. Det er nord for diget, der ligger store arealer med siv. Her samles ofte en skare på et par hundrede mennesker. De første kommer en halv time før solnedgang.

 

Grå og Hvid Sol

Du kan da også opleve Grå Sol. Det er når titusinder af arktiske gæs, blisgås, bramgås eller andre flyver op på en gang. Disse kan observeres fra oktober til midten af maj.

Hvis du er heldig, så har du også mulighed for at se hvid sol. Når svaner skal gøre indtryk, samles de om aftenen i store tætte flokke og ”synger og danser” på de bare marker. Forestillingerne ligger typisk i november, december, januar og februar.

 

Mange overraskelser i Vadehavet

Prøv at gå en tur i Vadehavet, når der er ebbe. De første meter ud på havbunden er rent mudderbad for fødderne. Men når du er kommet 6-700 meter længere ud, bliver havbunden lidt fastere. Der venter dig en oplevelse af de store. Milliarder af sandorm, lige så langt øjet rækker. Disse sandorme er fredede.

Har du kikkert med, kan du se sæler holde siesta ude på sandbankerne. Undertiden kommer de helt ind til Vidåslusen ved Højer eller Ballum Sluse. Men de skynder sig som regel væk, når der kommer mennesker.

Meget populært er også Østers safari. Så skal du lige huske nogle waders og så afsted til østersbankerne. Kan man lide friske østers er det en uforglemmelig oplevelse.

I Vadehavet lever 250 forskellige dyrearter. Mange af disse er særdeles specialiserede. Vadehavet kræver gode tilpasningsevne.

 

Tøndermarsken dannet af havet

Tøndermarsken strækker sig fra Sæd syd for Tønder og 17 km mod vest til vadehavet. Her beskytter Det Fremskudte Dige (7,5 meter højt) området mod stormflod. De lavtliggende (0-2 m.o.h) marsksletter begrænses i nord af Hjerpsted og Abild Bakkeøer, ved Højer og Møgeltønder og i øst af Tinglev Hedeslette. Mod syd fortsætter som allerede nævnt marsklandet ind i Tyskland.

Tøndermarsken er opdelt af ældre å- og havdiger i såkaldte koge, som vi allerede har nævnt. De gennemstrømmes af Vidå og dens tilløb Grønå. Disse er kantet af åer fra 1920’erne. Pumpstationer sørger for at kogene ikke bliver oversvømmet af indvand, når havslusen lukkes under stormflod.

Vidå, der får masser af vand helt over fra østkysten, løber fra Tønder mod grænsen gennem den smalle, sumpede Magisterkogen og Rudbøl Sø til Højer Sluse, der i 1981 blev afløst af Vidå Sluse, en frisluse 1 ½ km længere mod vest.

Tøndermarsken er dannet ved at havet siden stenalderen trinvis har oversvømmet den nedre nu overlejrede del af Tinglev Hedeslette, hvis overflade var præget af åslyngninger og klitter. Sidstnævnte kan beskues ved Ubjerg – Sæd.

Havlejringerne i marsken er stærkt varierende. I den østlige del ligger således homogent klæg (ler med højt organisk indhold) oven på tørvebassiner.

På forlandsmarsk i vest overlejrer 4-8 meter silt og sand. Marskens sparsomme bebyggelse findes på de kunstige forhøjninger, som vi allerede har nævnt, kaldes værfter. De blev allerede påbegyndt i vikingetiden. De bedste eksempler på dette, kan du se øst for Rudbøl.

 

Til gavn for Tønder By

De ældste koge, Højer, Møgeltønder, Tønder og Ubjerg Koge blev dannet ved anlæg af et dige (1553 – 57) fra Højer over Rudbøl-Lægan til bakkeøen ved Süderlügum syd for grænsen. Det var til stor gavn for den lavtliggende Tønder by. I disse store koge er de gamle græsningsarealer afløst af kornavl, især efter det store afvandingsprojekt med anlæg af pumpestationer 1925 – 32.

Lidt vest for Rudbøl blev i 1692 Gammel frederikskog anlagt ud fra en ældre kog i Tyskland. Her er der ikke meget bebyggelse. Her er masser af fenner omgivet af grøfter, der dels afvander arealerne, dels anvendes til vanding af får og kreaturer. Vandstanden reguleres af små stemmeværker. Frederikskogene og Rudbøl Kog blev fredet ved særlov 1988.

 

Tøndermarsklov

Der udarbejdet en speciel ”Tøndermarsklov”.  Her vil man holde fast i de gamle landbrugsformer med store afgræssede marker, der skal holdes våde. Brugen af gødning og bekæmpelsesmidler blev begrænset med økonomisk kompensation til landmændene.

Loven blev gjort strammere i 1994. Staten har forsøgt at bytte jorder til de berørte landmænd. Ikke alle landmænd er lige glade for stramningerne. Men disse er indført for at bevare dyrelivet i Tøndermarsken.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.753 artikler – Her finder du:
  • Under Sønderjylland (203 artikler):
  • Under Tønder (282 artikler):
  • Under Højer (77 artikler):

 

  • Ribe:
  • Ribe-brevet
  • Ribe i begyndelsen (1)
  • Ribe-Hekseafbrænding (2)
  • Riber-ret (3)
  • Ribes Historie fra 1666 (4)
  • Mandø:
  • Vingeskudt på Mandø
  • Mandø – en ø i vadehavet
  • Mandø-endnu en historie
  • Brøns:
  • Slaget ved Brøns
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Ved den gamle grænse
  • Ballum:
  • Klager over præsten i Ballum
  • Agga-en sønderjysk pige(b)
  • Ballum – dengang
  • Mellem Højer og Ballum
  • Indre Mission, Baptister og andre
  • Langs Brede Å
  • Da Ballum næsten fik en havn
  • På jagt efter Mærsk – familien
  • Rømø
  • Pastor Jacobsen fra Skærbæk
  • Vægfliser fortæller historie
  • Anekdoter fra Ballum
  • Flere anekdoter Ballum
  • Endnu flere anekdoter fra Ballum
  • Borrebjerg på Rømø
  • Færge fra Ballum til Rømø
  • Da Rømø fik et norsøbad
  • Rømø – den tredje tur
  • Rømø endnu engang
  • Rømø – en ø i Vadehavet
  • Rømø under besættelsestiden
  • Jordsand:
  • Soldater på Jordsand
  • Øen Jordsand, engang ud for Højer
  • Emmerlev:
  • Kogsbøl ved Emmerlev
  • Emmerlev Skole
  • Søfolk fra Emmerlev
  • Kniplinger nord for Højer
  • Trøjborg:
  • Trøjborg, den fjerde historie
  • Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Trøjborg, et slot nord for Tønder
  • Møgeltønder:
  • Turen går til Møgeltønder
  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagbøger fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Møgeltønder – dengang
  • Scahckenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie
  • Rudbøl:
  • En arbejder fra Rudbøl fortæller
  • Rudbøls historie
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Aventoft
  • Syd for Tønder
  • Aventoft ved grænsen
  • Tønder-marsken
  • Masser af fisk i Tøndermarsken
  • Saltvandssøen ved Højer
  • Emil Nolde og Tøndermarsken
  • Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
  • Tøndermarsken 1-3
  • Gammel frederikskog – dengang
  • At plukke sut ved Højer
  • Fiskeri ved Højer
  • Syd for Højer
  • Emil Noldes liv – vest på
  • Tønder, marsken og afvandingen
  • Vadehavets maler – Emil Nolde
  • Vadehavet:
  • Hammers krig i vadehavet
  • Ringborge ved Vadehavet
  • Langs Vadehavet
  • Heltene i vadehavet
  • Søslaget ved Højer
  • Vikinger i Vadehavet
  • Apotekeren fra Højer
  • Stormflod og Diger
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Højer, stormflod og diger
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Landet bag digerne (b)
  • Stormflod 1976
  • Stormflod som Guds straf
  • Vidåen
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Fiskeri ved Højer
  • Askerodde ved Vidåen
  • Højer, som Havneby
  • Omkring Vidåen og havnen i Højer
  • En vandmølle i Tønder
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Kanal gennem Tønder
  • Syd for Grænsen:
  • Nordstrand – syd for Grænsen
  • Føhr – en ø i Vadehavet
  • Johannes Mejer (Myer) – en korttegner fra Husum
  • Dæmningen syd for Højer
  • Øerne – syd for Højer
  • Det frisiske salt
  • Friserne syd for Tønder
  • Rungholdt og mandedrukning et og to
  • Andet:
  • Bredebro – dengang
  • De fattige – I Vestdanmark
  • Sikkerhedsstilling Nord
  • Ude mod vest
  • Præster og andet godtfolk (b)
  • Det vestlige Sønderjylland
  • Enklaverne i Sønderjylland 1 – 2
  • Præsten fra daler
  • En vandretur mod vest – dengang
  • Hjemsted-en oldtidspark, der måske forsvinder
  • Turen går til Sæd/Ubjerg

 

 


Turen går til Møgeltønder

Juli 9, 2021

Turen går til Møgeltønder

Vi har atter engang besøgt Møgeltønder. Det er der kommet en større artikel ud af. Vi har inddelt artiklen i 1. Historien 2. Schackenborg Slot 3. Slotsgade og de andre huse 4. Møgeltønder Kirke. Vi kigger også lige på, hvem der ejer Schackenborg Slot og Slotskroen. Bønderne havde det hårdt. Grevinden bestak Højesteretsdommeren. På et tidspunkt var der 180 kniplerske i byen. Blanke hans har også vist tænder i byen. Og så har Tinghuset haft travlt. Hans Schack byggede et helt nyt slot. 11 generationer af familien Schack har regeret her. En 9-årig prins arvede et forfaldent slot med en gæld på 14 mio. kr. Hans Schack søsatte ”Projekt Slotsgade” i 1680. Lindetræerne er ikke kun til pynt.  Byen var udsat for masser af brande.  Der blev samlet ind til et orgel. Det startede med at bønderne frikøbte en dødsdømt talsmand for 200 mio. kr. For at spare penge blev piberne i orgelet forkortet. Hr. Peter blev myrdet og Rantzau lod kirken forfalde. Kirketårnet var sømærke.

 

Vi er atter gang taget til den smukke by, Møgeltønder. Vi har været adskillige gange før, men der er tid til at lave en opdatering. Sidst i artiklen kan du finde en oversigt over artikler om Møgeltønder og Gallehus.

Der er især tre ting, der er bemærkelsesværdigt ved byen:

  • Schackenborg Slot
  • Slotsgade og de andre huse
  • Møgeltønder Kirke

De kongelige har gjort hvad de kunne for at markedsføre byen. Talrige tv-transmissioner fra Schackenborg Slot, Slotsgade og Møgeltønder Kirke er det blevet til. Det var da heller ikke særlig populært. Da de kongelige forlod Møgeltønder.

 

Historien

En halv snes bronzealderhøje har det været omkring Toghalle og Gallehus. På Nørrefoldevej ses svage rester af en høj. Ifølge sagnet skulle Holger danske stadig sidde her og fundere.

Der er fundet mange urnegrave og smelteovne til fremstilling af jern.  Det tyder på, at der har været en tæt bebyggelse i Jernalderen.

Så sent som i 1700-årene er der registret skibe hjemmehørende i Møgeltønder. Men ellers var byen en udpræget bondeby.

 

Bønderne underlagt hoveri

Fra tidlig tid har bønderne været underlagt hoveri. Under Claus Rantzau nægtede bønderne at udføre hoveri. Men kongen befalede, at det skulle de. Lensmanden fik bemyndigelse til at afstraffe de genstridige.

Bendix Rantzau lagde bestemt ikke fingrene imellem, når der skulle afstraffes. Men bønderne klagede igen. Og Rantzau fik en irettesættelse. I 1601 overtog kronen selv Schackenborg. Men her fik lensmand Albert Friis befaling om, bønderne skulle slippe for ekstra byrder.

 

Dette skulle bønderne betale i Landgilde

Gårdene i Møgeltønder blev gjort lige store på papiret og alle betalte det samme i landgilde. Hver helgård skulle betale:

  • 1 fjerding smør
  • 2 ørter byg
  • 1 svin
  • 1 lam
  • 1 gås
  • 2 høns
  • 1 snes æg
  • 12 skilling lybsk

Kort før Feltherrens overtagelse af Møgeltønderhus var der kun 32 huse.

Da feltherren var kommet, steg landgilden.

 

Bønderne bestemte

I Sønderbyen steg antallet huse til 60 i 1778. Kådnerne ernærede sig som håndværkere, søfolk og daglejere. Landsbyens anliggender blev styret af gårdmændene. Beslutninger blev taget på de såkaldte grandemøder.

Oldermændene eller pantemændene, som de kaldtes i Møgeltønder, sørgede for at vedtægterne blev overholdt. Og gjorde de ikke det så vankede der bøder, som kunne bestå i form af øl og brændevin men også kontantbeløb.

De mange husmænd i Møgeltønder havde ikke andel i den fælles landsbymark. De havde lidt pløjejord og græsning på Gallehus hede.

Svinene gik løse. Men det var en uskik at de gik rundt på kirkegården. Trods bøder, så fortsatte denne uskik gennem 1700-årene. Af særlig interesse for fællesskabet var vedligeholdelse af veje og stier. Man måtte ikke grave sand eller ler på vejene. Møddinger måtte heller ikke placeres her.

 

Udskrivning til Landmilitisen

Møgeltønder var som bekendt en kongerigsk enklave. Derfor var der udskrivning til landmilitsen. Men de unge mænd flygtede til Holland. Eller andet sted for at undgå den forhadte militærtjeneste.

Men selv om Møgeltønder fik lov til kun at levere matroser til den kongelige flåde, så blev der med jævne mellemrum foretaget klapjagt efter de unge.

 

Grevinden bestak Højesteretsdommeren

Atter engang var der ballade med bønderne. De havde igen klaget over tvangsarbejde og for høje afgifter. Men ”den onde” grevinde Anna Sophie Schack, født Rantzau havde bestukket Højesteretsdommeren, så derfor tabte bønderne sagen. Der var stor bitterhed hos bønderne.

 

Kvægpest

I midten af 1700-årene var det kvægpesten, der huserede. I 1717 blev 177 kreaturer nedslagtet. Det var cirka halvdelen af bestanden i Møgeltønder. I alt døde på Schackenborg fra 1745 – 46 3.131 kreaturer. Man opfattede kvægpesten som Guds straf.

 

180 kniplingspiger

I slutningen af 1700-tallet var der 11 skræddere i byen og 10 vævere. Og så var der 7 skomagere. Der var tre høkere eller handelsmænd, men 7 kromænd. Ja nogle af disse bedrev også høkeri.  Der var stadig en god flok sømænd i byen og 4 kaptajner og styrmænd.

Langt den største befolkningsgruppe var dog kniplingspigerne. Ikke færre end 180 unge og gamle – lige fra 6 til 80 år. Mange af disse blev handikappet af deres arbejde og endte på fattiggården.

I Slotsgade boede tre kniplingskræmmere, som havde deres faste stab af kniplersker.

Men ak i 1801 var antallet af kniplerske i Møgeltønder reduceret til 29. I 1834 steg det så 45, men i 1860 var der kun 14 tilbage.

 

Anlæggelse af bane fik betydning

Anlægget af Tønder – Højer banen i 1892 medførte foruden opførelsen af selve stationsbygningen med 2. og 3. klasses ventesal og tjenestebolig til stationsforstanderen også bygning af et par tjenestehuse. Lige i nærheden blev der opført en kro med det fornemme navn ”Hotel Gefion”. Det var på Nørrefoldvej.

Ja her kom også andelsmejeriet Guldhorn opført i 1897.

En del borgere arbejdede i sand – og lergravene vest for byen.  Her var et lille teglværk og en kalkstensfabrik. På den østlige side af Møllevej kom der en ny centralskole i 1904. på den anden side af vejen i sandkulen blev der i 1907 bygget et lille elektricitetsværk.

10 gendarmer i deres flotte lyseblå uniformer flyttede til byen.

 

Blanke Hans har vist tænder

Blanke Hans har med tiden også vist tænder. I 1362 forsvandt nabosognet Anflod, sydvest for Møgeltønder. I 1634 nåede vandet til Møgeltønder by. Flere mennesker druknede. Ja man ved at i Møgeltønder og Daler sogn omkom 19 mennesker.

Beboere blev tvangsudskrevet til dige arbejde, men så slap de for fæstningsarbejde i Rensborg.

 

Tinghuset havde travlt

Og så var der også et tinghus i Møgeltønder. Vi har tidligere berettet om provsten, hans kone og datter, der alle blev dømt til døden. Det var i 1614.

Nicolai Tyschs tjener Hans kom i 1669 for skade at dræbe Hans Kleinsmed med knivstik. Da han flygtede for undgå galgen blev han erklæret fredløs.

En tjenestekarl stjal i 1670 noget lærred til en værdi af 13 ½ skilling. Han blev for ran og tyveri dømt til hængning.

En 15 – årig dreng blev i 1671 dømt fredløs for at have maltrakteret en 10 – årig skoledreng til døde.

En mand og en kvinde dødsdømtes i 1573 for hor og fødsel i dølgsmål.

Hverken kagmanden eller træhesten, der stod foran tinghuset, stod ubenyttet hen. Jo det har sikkert tiltrukket mange tilskuere til Tinghuset eller til Retterstedet på Møllevej.

 

 

Schackenborg Slot

Omkring 1050 lå der et fæstningsværk på samme sted som Schackenborg i dag. I 1200 – tallet lå her en borg, der tilhørte bisperne i Ribe. Den skulle beskytte sejlvejen på Vidåen indtil Tønder. Måske var det mod friserne? Borgen havde navnet Møgeltønderhus.

Borgen blev ofte angrebet. Et angreb i 1434 efterlod borgen så medtaget. Ribebispen måtte genopbygge den fra starten.

 

Efter Reformationen til kongedømmet

I forbindelse med reformationen i 1536 kom borgen under kongedømmet. I 1545 var det Ditlev Ahlefeldt, der blev gjort til lensherre. Han var ret så initiativrig og satte gang i restaureringen af slottet. Men han satte også gang i digebyggeriet ved Højer og Rudbøl. Det var takket være ham, at inddæmningen af Tøndermarsken begyndte.

Efterhånden havde Møgeltønderhus udviklet sig til et stort landbrug. Og nu fik Familien Rantzau det tilbudt af kongen. Det krævede både arbejdskraft og penge til at drive et så stort landbrug.

 

Hans Schack byggede et nyt slot

Bønderne blev behandlet ret hårdhændet. De klagede til kongen Men adelen og kongen holdt sammen. Først i 1599 da Christian den Fjerde overtager magten, sker der noget. Han køber godset tilbage og overlader det til en af sine betroede medarbejdere.

Men det er svært at få det til at køre rund rent økonomisk. Og godset med slottet er i en sørgelig forfatning. I 1661 overdrages borgen til feltherre Hans Schack. Det sker som tak for hans indsats i krigen mod svenskerne.

Han var en dygtig feltherre og ekspert i fæstningsanlæg. Adelsfamilien stammede fra Nordtyskland. Han havde været med som professionel soldat i 30 – års krigen. Hans Schack havde ansvaret for Københavns forsvar. Ved freden i Roskilde havde Danmark mistet Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne. Og da den svenske konge igen bankede på Københavns porte var hele nationens overlevelse på spil.

De havde lidt store tab under stormen på København og trak sig tilbage til Nyborg, hvor de måtte kapitulere til en dansk – hollandsk hær under Hans Schack’ s ledelse.

Som tak for sin indsats forærede kongen ham Møgeltønderhus i 1661. Ja og den var jo nærmest en ruin. Den levede slet ikke op til hans drømme.

Han rev de gamle bygninger ned og begyndte at bygge et slot på fundamenterne af den gamle borg. Håndværkerne fik til opgave at bygge et trefløjet slot i barok, som var den dominerende stilart dengang.

 

11 generationer af familien har regeret her

To af de oprindelige bygninger på området byggede man videre på, bl.a. port-bygningen. Den er sådan set ikke ændret væsentlig siden 1664. desuden bevarede Hans Schack voldgraven.

Han overtog også Gram Slot. Den var også i en sørgelig forfatning. Den blev også renoveret. Krigen mod svenskerne havde reduceret antallet af bønder omkring Gram fra 830 til 70. Derfor fik Hans Schack bønder fra andre egne til at overtage de tomme bøndergårde.

Schackenborg kom til at tilhøre Schack – familien gennem 11 generationer. Det sidste grevepar havde ikke nogen børn og slægten ville uddø. Derfor besluttede de i 1978 at give slottet tilbage til kongefamilien.

 

En 9 – årig prins arver et forfaldent slot med en gæld på 14 mio.

Det blev den 9-årige Prins Joachim, der skulle ”arve” slottet. Prinsen overtog slottet med tilhørende jorder og avlsgårde. Det skete i 1993 efter at prinsen havde fået en landbrugsfaglig uddannelse både herhjemme og i udlandet.

I forbindelse med ægteskabet med Alexandra i 1995 fik slottet en gennemgribende istandsættelse takket være en folkegave på 13 mio. kr. Moderniseringen kostede nok adskillige kroner mere. I flere år havde familien Schack ikke haft penge til at vedligeholde slottet. Den var i en ret dårlig forfatning og greven skyldte 14 mio. kr.

Ægteskabet med prinsesse Alexandra blev opløst i 2004. Prins Joachim boede alene på slottet indtil den 24. maj 2008, hvor han blev viet til Marie Cavallier. Det royale par fik deres egen monogram.

 

Sønderhaven

Overfor slottet ligger Sønderhaven. Det er en park med en sø og små vandløb. Den blev anlagt i 1690’erne. Gennem tiden er der plantet mange træer. I dag er det nærmest en skov. I 2009 gennemførte Prins Joachim en omfattende renovering af parken. Han fjernede halvdelen af træerne og genoprettede stierne.

Det var på de stier at greven og hans familie red. Hvis du i dag følger den sydøstligste sti kommer du ud til Slotsfeltladen, der byggeteknisk er den eneste af sin art i Danmark.

Landbruget er an f Danmarks største. Landbrugsarealerne fordeler sig på ejendommene Røj, Solvig, Rosinfelt, Slotsfelt og Sødamgård. Det omfatter hele 1.900 tønder land.

 

Slotsgade – og de andre huse

Vi kender Møgeltønder fra omkring 1215. Den gang hed byen Tundær. På gamle kort kan man se, at navnet i 1288 blev til Mykæltudær, som betyder Store Tønder. Sprogligt har det så udviklet sig til Møgeltønder.

Man kan også forklare det på en anden måde. I begyndelsen hed byen Tønder. Men så udviklede der sig en handelsplads i bunden af Vidåen. Den udviklede sig til en havneby, der også blev kaldt Tønder.

Det var upraktisk med to byer med samme navn. Og da Møgeltønder var større dengang og havde en borg, fik den navnet Store Tønder

Tranen, der optræder på byskiltet skyldtes store flokke af traner i området.

 

Gallehus

Og så var det jo lige byens rettersted. Her var der opstillet galger, hvor man i gamle dage hængte forbrydere. Stedet er første gang beskrevet tilbage i 1361. Stedet fik sit navn omkring 1537, hvor det kaldtes Calligehusen eller Gallhus. Resterne af de gamle galgepæle blev gravet op i 1931. Og som du allerede ved, så var det jo i Gallehus, at man fandt de to guldhorn.

 

Stokkebro

Vi skal da også lige have at vide, hvorfor det hedder Stokkebro, Stedet er nævnt første gang i 1594. dengang var det nødvendigt med en slags kørebane. Den bestod af stokke, der var lagt tæt på hinanden hen over mudret område. Uden en kørebane af stokke var det svært at komme rundt i det lave moseområde.

I dette tilfælde lå stokkene ved Møllestrømmen, hvor det havde været nødvendigt at bygge en ”broe”. Deraf navnet ”Stokkebroe”.

 

Toghalle

En andet ord, der knytter sig til Møgeltønder er, Toghale. Der skal tryk på den sidste stavelse. G’et er stumt på sønderjysk. Stedet optræder første gang i 1444, hvor stedet kaldes Togheale. Det er uvist, hvorfor det i tidens løb er blevet til Tooghæle og Thohall.

Eksperterne mener, at navnet stammer fra mandsnavnet Toki. Han ejede et smalt landområde, der så kom til at hedde Tokis Smalle Mark. Eller på mere moderne dansk: Toghale.

 

Røj

Vi skal også lige kigge på avlsgården Røj, der hører under Schackenborg Slot. Stedet blev kendt første gang i 1489, hvor det kaldes Storæ Radhæ. Senere blev stedet kaldt for Raade, som betyder område. Her byggede man senere en avlsgård, der hen ad vejen fik navnet Røj.

 

Æ Stjern

Til sidst skal lige have forklaringen på begrebet Æ Stjern. For enden af Slotsgade ligger en lille plads Æ Stjern. Udtrykket findes i mange sønderjyske byer og det betyder ganske enkelt et sted, hvor to veje krydser hinanden. Tilsammen former de jo en stjerne.

På sønderjysk er æ’et et udtryk for et ord i bestemt form. Æ Stjern betyder blot Stjernen

 

Byen kan opdeles i tre

Den gamle bydel kan deles i tre dele, og de har hver deres karakter:

  • Slotsgaden
  • Kirkebyen
  • Sønderbyen

Den nyeste del ligger i den nordlige og nordvestlige del af byen. Men det er nu helt rigtig. Kulturarvstyrelsen fremhæver også byggeriet omkring stationen i den nordlige del af byen.

Men Slotsgade bliver byens vigtigste ”strøg”.

 

Hans Schack søsatte projektet i 1680

Da feltherre Hans Schack i 1661 overtog Møgeltønderhus- der hvor Schackenborg Slot ligger nu – var der ikke nogen Slotsgade. Området var bar mark. I 1680 søsatte han en plan, der skulle ændre Møgeltønder for altid. Han begyndte at bygge huse, som slottets funktionærer og håndværkere kunne bo i.

I 1683 nævnte historiebøgerne syv huse i gaden og heraf er de tre opført af hans Schack. Et af husene var den nuværende Slotskro. Bygningen var oprindelig tænkt som bopæl for slotsgartneren, og det var den også indtil stedet i 1688 fik en bevilling som kro.

I de første årtier voksede antallet af huse i Slotsgaden kun langsomt og det til trods for grevskabets løfte om skattelettelser til næringsdrivende, der ville slå sig ned i Slotsgade. Men i 1750 var der så mange huse, at gaden stort set fremstår, som vi kender den i dag, dvs. en brolagt alle med lindetræer på begge sider af vejen.

 

Lindetræerne er ikke kun til pynt

Lindetræerne er ikke kun til pynt. De giver f.eks. skygge. Og det var vigtigt i gamle dage, hvor der ikke var køleskabe til at holde maden frisk. Desuden fungerer træernes rødder som dræn. De færreste huse i gaden har et fundament, men bygget direkte på jorden.

Lindetræernes rødder trækker vandet til sig, så at der ikke stiger fugt op i husene. Dette princip kan man se andre steder i byen, hvor der står store træer kun en meter fra husenes facade.

 

Masser af brande

Slotsgades idyl blev ødelagt i 1861, da en brand hærgede store dele af gaden. En halv snes huse i den østlige del af gaden, fra Slotskroen og et godt stykke ned ad gaden, blev flammernes bytte.

Der har i tidens løb været mange brande i dette område. Mange skete, når mændene var ude at høste. Derfor var slukningsarbejdet overladt til kvinder og børn. Undertiden sprang ilden bare fra hus til hus.

I 1632 indtraf der også en stor brand i Møgeltønder. Her brændte ikke mindre end fem gårde. I 1671 nedbrændte Johan Kleinsmeds smedje. I 1683 indebrændte Johan kromand og hans hustru, da de forsøgte at redde en kiste med linned ud af det flammende bål.

I 1733 blev al skyderi ved bryllup forbudt på grund af brandfaren.

I 1804 opstod der en stor brand i Sønderbyen. I alt 7 gårde og en mængde småhuse blev flammernes ofre.

 

Alsidig sammensat befolkning på Slotsgade

Fra 1730’erne var der en alsidig sammensat befolkning, der fik deres hjem i Slotsgade. Her var en birkedommer, delefoged og i en periode også godsinspektør. Præsteenker og andre embedsmænds – enker flyttede også hertil.  Efterhånden var der også en del velhavende gårdmænd, der bosatte sig her som aftægtsfolk.  Men det store flertal var håndværkere, kniplersker, sømænd, købmænd og kromænd.

 

Slotskroen

På brandtomten blev kroen og rejsestalden genopbygget og kom til at se ud, som de gør i dag. Fra 1720 og fremefter havde Slotskroen forskellige ejere, indtil den i 1907 overgik til grevskabet.

Rejsestalden, hvor gæsterne i gamle dage fik opstaldet deres heste, gennemgik i 1978 en radikal ombygning til restaurant og fik direkte forbindelse med selve Slotskroen via en lav mellembygning.

I 1978 blev slotskroen en del af Schackenborg Gods. Restauranten og værelserne er løbende blevet renoveret. Slotskroen råder i dag over tre andre gamle huse i gaden, og de er ligesom hovedbygningen smukt restaureret.

Der er i alt 25 individuelt indrettede værelser, navngivet efter danske slotte og herregårde.

Så sent som i 2021 er kroen blevet restaureret. Så sent som i juli 2021 kom der en ny forpagter på. Den gamle havde været der i 14 år. Men desværre oplevede man i 2020 det største underskud i kroens historie. Det var også her den berømte Kolbeck – familie regerede engang.

I dag er de fleste huse i Slotsgade fredet. Derfor er det en af de mest ”originale” gader, der findes i Danmark.

 

Selv Stationsbyen er en ”helstøbt og velberedt helhed”

Udviklingen af Møgeltønder omkring 1900 kom til at foregå i den nordlige ende af byen. Da man i sin tid anlagde en jernbane mellem Tønder og Højer, kom Møgeltønder Station nemlig til at ligge i den nordlige ende af byen.

Ja selv ”Stationsby – bebyggelsen” roser Kulturarvstyrelsen. De siger at:

 

  • Sammen danner disse strukturer en usædvanlig helstøbt og velberet helhed

 

Bedre Byggeskik

De huse, er ligger i Møgeltønder er blevet grundstenen til begrebet ”Bedre Byggeskik”

Bevægelsen opstod, da arkitektstuderende i begyndelsen af 1900 – tallet kom til Møgeltønder for at foretage opmåling af de gamle huse. De blev betaget af de enkle principper og den gennemtænkte måde, de huse var bygget på. Det førte i 1920 til at foreningen Bedre Byggeskik blev dannet.

 

Grønne oaser mellem husene

Flere steder mellem husene i Slotsgade kan man ane de grønne haver bag husene. Mange af husene har kviste smukt udformede karnapper og er enten forsynet med stråtag eller røde danske vingetegl. Det er de to eneste muligheder iflg. De ret stramme vedtægter for husene. Iflg. vedtægterne skal alle nye træer være løvfældende. Så derfor er der ikke mange grantræer i den gamle del af byen.

 

Sønderbyen og Strædet

På Sønderbyvej møder vi Kirkebyen og Sønderbyen. På højresiden ligger en perlerække af huse som kaldes ”Vesterraad”. Husene er tegnet af godsinspektør på Schackenborg Slot. De er opført mellem 1910 og 1923 og er tydeligt inspireret af strømningerne i Baupflege Kreis Tondern. Og således inspirationskilde for Bedre Byggeskik.

Længere nede i Sønderbyen finder du også smukke huse i Strædet. Enkelte af disse er også fredet.

 

Frisernes byggestil

Da friserne i sin tid kom til marsken omkring 1100 – tallet, byggede de deres huse på kunstige værfter, så de lå i sikkerhed for oversvømmelser. Deres gårde havde meget høj tagkonstruktion, der blev båret af solide træstolper i midten af bygningen.

Ydemurerne var ikke bærende. Derfor blev taget og ladeloftet stående, hvis murerne blev væltet af en stormflod.

I dette område var det den vestslesvigske byggestil, der fra 1700-tallet vandt frem. Disse gårde havde en traditionel konstruktion med bærende mure.

Kommunen har strammet reglerne, når de gamle huse skal renoveres. Det er med respekt for deres oprindelse. Man håber efterhånden at Sønderbyen vender tilbage til noget af sin oprindelse.

Så er det også lige Kirkestien. Her finder man lutter gamle idylliske huse.

Og så har Møgeltønder også udviklet sig til lidt af en blomsterby. Her finder man roser af enhver art

 

 

Møgeltønder Kirke

Møgeltønder kirke er bygget i munkesten og det ældste parti i øst er fra omkring 1150 -1200. Men det er ikke den første kirke på stedet.

Indtil 1536 blev kirken ejet af biskoppen i Ribe. Derefter kom den under Møgeltønderhus og i 1661 under Schackenborg.

 

1970 blev kirken en almindelig sognekirke

I 1970 overgik kirken til selveje, det vil sige, at det blev en helt almindelig sognekirke. Den er blevet restaureret mange gange. Undervejs fjernede man flere lag maling. I dag er det den originale maling, der er på træværket. Målet var at få så meget som muligt tilbage til 1740.

 

Der blev samlet ind til et nyt orgel

Kirkens tilhørsforhold havde stor indflydelse på kirkens udseende. Familien Schack anså den i mange år som sin egen og har sat sit tydelige præg på kirken.

Da Hans Schack overtog Møgeltønder, gør bønderne oprør, fordi de føler sig uretfærdig behandlet af den nye herre. Bøndernes leder hedder Anders Nissen. Han kunne både læse, skrive og tale godt for sig. Derfor blev han bøndernes talsmand.

Anders Nisse blev fængslet og blev dømt til døde, fordi han gik i spidsen for bondeoprøret. Det ville bønderne ikke acceptere. De havde brug for ham. Derfor tilbød de at købe ham fri. De tilbød 300 rigsdaler.

Men det er manden slet ikke værd sagde godsforvalter Nicolai Tych. Men de kunne få ham fri for 200 Rigsdaler, som dengang var et anseeligt beløb. Bønderne samlede pengene ind. Og hans Schack mente, at disse penge skulle bruges til et nyt orgel til kirken.

Anders Nissen blev først benådet, da bødlen havde hævet sværdet for at hugge hovedet af ham. Hans Schack åbnede et vindue og råbte ned mod skafottet:

  • Der er givet pardon

Anders Nissen slap dog ikke helt for straf. Han blev landsforvist. Det betød, at han skulle flytte ud fra lenet. Det betød at han bosatte sig i Avntoft, der ikke lå særlig langt fra slottet.

Hans Schack får aldrig set og hørt orgelet. Det blev hans søn, grev Otto Didrik Schack, der skulle stå for orgelindkøbet.

 

Pibene blev afkortet

De 200 rigsdaler viste sig ikke at være nok. Greven måtte samle flere penge ind i sognet og måtte selv ligge noget til. Han forhandlede sig frem til en pris på 420 rigsdaler hos en orgelbygger i Hamborg.

Men måske var det for lav en pris. For orgelbyggeren kunne ikke levere et orgel til dette beløb. For at spare penge gør han piberne korte end normalt. Resultatet var at orgelet blev stemt en tone for højt.

En organist kan ikke bare sætte sig ned og spille på dette orgel. Især ikke, hvis musikken skal ledsages af andre instrumenter. Det kræver meget øvelse. Jo der er mange specielle detaljer ved dette orgel. Således har piberne ansigter.

I dag er det det ældst fungerende landsbykirkeorgel i Danmark.

 

Hr. Peter blev myrdet

De første 300 år af Møgeltønders Kirkes historie var det katolsk. I 1536 regnes reformationsåret for. Men allerede i 1526 foregik det i Møgeltønder og det var ret så dramatisk. Den sidste katolske præst Hr. Peter ville ikke frivilligt forlade sin post. Og så blev han slået ihjel.

Nogle stjal kalk og disk. Bønderne mente, at var forsømmelighed. Men i virkeligheden skjulte præsten nok bare kalk og disk så det ikke faldt i lutheranernes hænder.

Kronen overtager nu bispesæderne.

 

Rantzau lod kirken forfalde

Dengang var kirkerne penge værd. Og Møgeltønder Len var blot et af de 50 len, som Christian den Tredje pantsatte. Alligevel var der penge til at udsmykke kirken. korhvælvingerne og væggene blev forsynet med kalkmalerier. Der kom også stole til at sidde på.

Rantzau kom til. Han udnyttede alt og alle for at tjene penge. Han brugte ikke en krone på kirken. Men det opdagede kongen. Han befalede, at der skulle bruges penge på kirken. Men det var Rantzau lige glad med. Han lod kirken forfalde.

I 1599 blev kirkens blytag udskiftet med spåntag. Der blev også sparet på blyet i vindueskonstruktionerne. I løbet af de første år af 1600-tallet måtte glarmesteren 132 gange sætte nye vinduer i. De gamle blev blæst ud, når der var stormvejr.

 

Kirketårnet fungerede som sømærke

Kirkens oprindelige tårn fungerede som sømærke. Det var ret højt. Kort før jul i 1628 gik det galt. En storm blæste tårnet ned i kirkerummet. Alt inventar blev smadret.

De kommende to år blev der bygget et nyt tårn. Det blev ikke så højt som tidligere. Og det holdt – selv efter den voldsomme stormflod i 1634. Og det er det samme træ, som man kan se i dag. De oprindelige spær var af egetræ. De nye, der kom i dengang er af fyrretræ.

Men det var søfolkene ikke tilfredse med. Tårnet var brugt som pejlemærke, når de skulle sejle ind i Lister Dyb. Hollænderne havde tilbudt at betale en tredjedel af udgifterne, hvis man ville bygge tårnet lige så højt, som det var før.

 

Salmebog til den danske menighed

Møgeltønder blev lige som resten af Sønderjylland tysk fra 1864 til 1920. Tyske præster prædikede i Møgeltønder Kirke.

Men det danske sprog blev ikke glemt. En af præsterne talte kun dansk. Det var H.S. Prahl. Han fik lov til at prædike på dansk dog ikke i selve kirken men i et rum ved siden af.

Han var med til at udgive den første salmebog til den danske menighed i Slesvig i 1889. Denne salmebog regnedes for at være et forbillede til den salmebog, der senere blev udgivet i hele Danmark.

 

Specielle kalkmalerier

Grev Schack gik i gang med at renovere kirken omkring år 1900. han ønskede at kalkmalerierne i koret blev trukket frem. Han hyrde en tysk maler, professor Wilkens fra Kiel. Han var en dygtig kunstmaler. Og denne ville hellere skabe egne motiver end bare at følge de gamle kalkmalerier. Derfor kan man i dag se både grev Schacks og Wilkens ansigter i bibelske scener.

 

Schackenborg Fonden

Schackenborg drives i dag af Schackenborg Fonden. Denne Fond blev stiftet den 13, juni 2014 af Prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding A/S og Ole Kirks Fond. Prins Joachim og Prinsesse Marie er protektorer.

Fonden er en almennyttig erhvervsdrivende fond, der har overtaget Schackenborg Slot og et dertilhørende landbrug med det formål at åbne slot og park for offentligheden, at give den kongelige familie mulighed for lejlighedsvise ophold på slottet for at bevare den nære kontakt mellem Kongehus og Sønderjylland samt i muligt omfang at støtte almennyttige vel.

Schackenborg Slotskro blev solgt i forbindelse med skilsmissen med Alexandra. Det var fordi at Prinsen skulle købe villaen, Svanevej 15 til Prinsesse Alexandra. Prisen var på 7,25 mio. kr. for villaen.

Hans Michael Jebsen ejer hovedparten af aktierne i det selskab, der hedder Schackenborg Slotskro A/S. Prins Joachim, er mindretalsaktionær i selskabet.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

 

  • Herunder fra Tønder (282 artikler):
  • Gallehus-den femte fortælling
  • Guldhornene fra Gallehus (1)
  • Guldhornenes ældste historie (2)
  • Guldhornene – den tredje historie
  • En ridder fra Gallehus (4)
  • Præsten fra Daler
  • Overinspektør fra Schackenborg
  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Møgeltønder – dengang
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie
  • Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord

 

  • Under Sønderjylland (202 artikler):
  • De kongerigske enklaver 1-2

 

  • Under København (190 artikler):
  • Tyven, der stjal Guldhornene

 


Flere hændelser på Nørrebro

Juli 6, 2021

Flere hændelser på Nørrebro

Nyt fra Nørrebro 1829 – 1839. En beboer synes, at det er mærkeligt at ”slaver” må udføre arbejde for private, når så mange er arbejdsløse. En landmand klager over den måde militæret kører på fra Assistens Kirkegård til Hvide Svane. Springvands-renderne fra Lundehussøen er for dårlig nedlagt. Det næste frostvejr vil ødelægge dem. En beboer klager over at en tallerken går rundt til musikernes aflønning på traktørsteder. For at passere Dosseringen skal man have en nøgle. Men mange svinger sig bare over. Og så generer de beboerne På Blegdamsvej skyder man ud ad døre og vinduer. Det er mærkeligt at politiet slet ikke patruljere her, mener en beboer. Og så burde Ladegårdsåen sikres. Det er alt for let at falde i åen. Der burde også anlægges en gangsti. Ladegårdsvejen er så pløret, at vognene hænger fast.

 

Vi kigger atter engang på Politivennen – denne gang fra 1829 til 1839. Her har vi valgt hændelser ud. Det er et lidt specielt sprogbrug dengang, og det har vi forsøgt bibeholdt. Men du kan selv gå på opdagelse i Nypolitivennen. Vi har fået forfatterens tilladelse til at fremkomme med et par af historierne fra dengang. Og det giver ofte en anden udlægning af, hvad der prægede dagligdagen dengang.

Men gå selv på jagt, se engang under kildeangivelse.

 

Om Slavers Arbejde for Private

For få år siden gik det rygter at det var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokker af slaver med deres vogtere afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel.

At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde for justitsråd Langers førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle hos tømmerhandler Kellermann på Store Ravnsborg og på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra to løb bort og siden blev efterlyst i aviserne.

Tænker man sig, hvor mange af de mest simple arbejdere, der i forrige lange og hårde vinter var kommet gæld for husly og føde, som man håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at de forbydes slaverne at arbejde for private, eller om det eksisterer sådant forbud at dette dog måtte blive overholdt.

For vel synes det godt, at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på deres bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er der for kun tilsyneladende.

Politivennen 723 – den 7. nov. 1829

Redaktøren tilføjer, at hvis den nævnte justitsråd var Christian Lange, så havde han ”førhen” ejet gårdene ”Nørre Alleenlyst”, Marielyst m.fl. Han får i artiklen skudsmålet som human indstillet godsejer.

På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejer (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Skt. Croix.

 

En Landmands Klage over en Uorden paa Landevien

Da jeg den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården of værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et 20 alen langt mastetræ eller noget lignende.

De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste, der kom dem i møde og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge allétræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind mellem to unge allé træer op på en jordbunke, der var opkastet ved samme.

Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det store mastetræ.

Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.

Det er vist ikke vores gode konges og hans retskafne øvrighedsvilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand  hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk hvilke vi for en stor del selv har opført og underholder.

Nej! For vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele uden personsanseelse.

 

  • Ja egentlig er klagen dobbelt så lang og den er meget velformulerende. Den er åbenbart nedfældet i Pederstrup den 14. marts 1837 af P. Rasmussen.

 

Til Dem, som skulde have Tilsyn med Springvandsrenderne udenfor Byen

Man har nyligt ladet Grøften ved Øster Alle som fører til Vibenshus, oprense og opgrave. Hvilket for så vidt må anses for meget prisværdigt. Men mon man her ikke har været alt for nærgående? Springvandsrenderne fra Lundehussøen, som ligger langs med grøften er nemlig på en meget betydelig strækning, skønsmæssig flere hundrede favne, blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for bedækning, Formentlig vil dette have til følge at renderne vil rådne længe før tiden.

Men mon ikke også indtræffende frostvejr vil kunne gøre en meget stor skade? På sine steder ser det ud som om renderne endog forneden er berøvet en stor del af det jordlag, hvorpå de skal hvile. Skulle dette være tilfældet, da er vist hastig hjælp fornøden hvis ikke renderne af den overliggende jordmasse skal tvinges ud af deres leje og ned i grøften på hvis side de nu hænger.

Politivennen 1128 – 12. august 1837

 

Anmodning og Forslag til Conditore og Trakteurer udenfor Porten

Flere konditorer og traktører har foranstaltet at der i de pavilloner og traktørsteder der tilhører dem udenfor stadens porte og i de haver der ligger op til disse, nu og da på enkelte af disse steder endog dagligt høres harmonikamusik.

Ofte i forbindelse med en eller flere omrejsende sangers stemmer. I hvor meget end de omtalte herrer derved har gjort sig fortjent til publikums påskønnelse, fordi vandreren der higer eller hvile og vederkvægelsen hos dem finder endog så mere end han ventede – føde ikke alene for legemet, men også for ånden og hjertet – så tillader indsenderen af dette sig dog at fremsætte det ønske at de omtalte musici og sangere måtte blive godtgjort deres umage på en kunsten hvis repræsentanter disse personer på de overfor nævnte steder skulle være, mere værdig og for publikum mindre ubehagelig måde.

Man anmoder derfor de herrer konditorer og traktører om for fremtiden at afskaffe den uskik at det personale der musicerer hos dem, går omkring med tallerken hos de tilstedeværende gæster, der skønt det hedder sig at være frivilligt, dog for at undgå opsigt og at give anledning til andre ubehageligheder, mange gange nødtvunget må gribe i lommen og bidrage til at fylde tallerken for at kunne være uforstyrret den øvrige tid af de få øjeblikke der tilbringes på sådanne steder.

Langt bedre ville det uden tvivl være om betalingen for de varer der sælges på sådanne steder, forhøjedes med nogle få skilling over de sædvanlige priser for derved at tilvejebringe et passende lønningsfond for det fornødne musikpersonale. Herved ville sikkert alle parter vinde.

Publikum kunne i forstyrret ro og mag frit for alt besværligt overhæng, overlade sig den nydelse som sind og legeme kræver. Musikpersonalet ville kunne gøre regning på en mere fast indtægt, de nu ikke længere kom til at bero på ofre af en tilsyneladende eller virkelig godgørenhed, og det ville derved anspores til med fordoblet flid at stræbe efter publikums forøgede yndest.

Politivennen 1.128 – 12. august 1837

 

Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen

Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge, der vender ud mod broen, og hvortil beboerne af Blegdammene har nøgle.

Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags palisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs bolværket, uberettigede til at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af låsen ind på Dosseringen.

Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget af denne vej til deres bolig på en af blegdammene.

Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning, når enhver kan finde adgang til samme.

Såvel herfor som for at sikre Blegdammens beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt med en slags palisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.

Politivennen 1.139 – 28. oktober 1837

 

Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838

I slutningen af afvigende år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke.

Ja på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej så indsenderen fruentimmere og børn flygter fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud som affyredes fra vinduer og døre.

Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer, der kan holde øje medgerningsmændene så de kan tiltales og mulkteres.

At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi, er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.

Politivennen 1.202 – 12. januar 1839

 

Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien

Af og til sker der at der findes en druknet i Ladegåedsåen. Og man antager da i almindelighed at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden.

Vel finders der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning kørte ud i åen. Men disse værner kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående, der på denne vej den meste tid af året, har meget at kæmpe mod.

Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med en udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig.

Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så på flere steder kanten mangler helt.

Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det er derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare.

Og i det øjemed tillader indsenderen sig at forslået kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.

Lige så ønskeligt ville det være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen. Tillige måtte blive taget i betragtning. Vel var Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft at udtrække stien i modsat retning.

Den er meget simpel og smal. Men en sådan er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej.

De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det, da de ligger meget dybere end grøften. Ingen har nytte af dem. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte.

Hvorpå gangstierne på Gammel Kongevej og på Nørrebro langs assistens kirkegårds- muren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.

At Ladegårdsvejen ikke anses for spadser vej, har vel egentlig mest været årsag til den er så forsømt (for der ler sand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan dog næppe regnes for en forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive passende lige så besøgt som de andre, og folk ville da heller ikke som nu nødes til at vende om, fordi den er ufremkommelig.

Politivennen 1.166 – 5. maj 1838

  • Den omtalte karet kan være den som natten til den 27. november 1812 kørte i åren med seks personer fra et bryllup. Fire af dem druknede. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Åboulevarden nr. 16. Det er en gammel vandstandsmåler der fik en indskrift, opsat til minde om ulykken og står der endnu.

 

  • I øvrigt så hjalp denne påtale ikke på noget som helst.

 

I Kjøbenhavnsposten kunne man den 25. oktober 1841 læse følgende artikel:

  • Allt, hvad der i en Række af Aar jenligen er fremsat i Politivennen, Commissionstidenden og den Frisindede angaaende Ladegaardsvejens Saavelsom gamle Kongevejs og dens Gangsties slette Tilstand, har det Hel dog kun været at prædike for døve Øren.

 

  • Næsten kunne man fristes til at spørge: om disse Veie virkelig henhøre under nogen Øvrighed, dersom man ej vidste, at de ligge i Kjøbenhavns Amts søndre Birk, og altsaa under Justitsraad og Birkedommer Frederiksens Jurisdiction¸eller ogsaa: har da Øvrigheden intet med Veienes Vedligeholdelse at gøre? Thi i saa fald vover man at opfordre denne.

 

  • Ladegaardsveien er på Strækningen fra store til lille Svanemosegaard, et eneste bundløst morads og aldeles ikke sikkert til at kunne passeres af Fodgængere, i det mindste ikke uden fare for at nedstyrte i Ladegaardsaaen. Ja endda for Kjørende er Veien farlig, da de risikerer at blive siddende i Moradset med Heste og Vogn.

 

  • Man vover derfor at haabe, at disse Veie ikke ret meget længere skulle være til Skandale., men at deres Istandsættelse vorder paabegyndt tidligt til næste Foraar paa en god og solid Maade, nemlig ved Macadamisering, thi enhver anden vil kun fornledige spildt Bekostning og Umage.

 

  • Man burde vel kunne haabe at se en saadan Forbedring ved denne Vei, da der nylig er blevet anvendt betydelige Bekostninger til at Macademisere den saakaldte Falkoneralle, der som bekendt, kun meget lidet benyttes, uden i alt Fald til Communicationen mellem Frederiksberg og Lyngbyveien. Vil man derimod ikke istandsætte Ladegaardsveien, da burde man jo heller afspærre den, og i alle tilfælde spærre den i Vinter for at forebygge Ulykkestilfælde.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.751 artikler, herunder Nørrebro (304 artikler):
  • Hændelser på Nørrebro (1)
  • Ladegården – nok engang
  • Ladegården uden for Nørreport
  • De fattiges fabrik på Ladegården
  • Ladegården og åen
  • Livet på Ladegården
  • Ladegården – dengang
  • Fattiglemmer på Ladegården
  • Ladegårdsåen (NørLiv 18)
  • Christian de Fjerdes Ladegård
  • En tur langs Ladegårdsvejen
  • Skal Ladegårdens vand atter flyde
  • På YouTube kan du finde to videoer, som undertegnede holdt i Stefans Kirken – den er forsynet med en masse herlige fotos fra åen og gården.