Dengang

Artikler



Dansk – Tyske brydninger i et Grænseland

Maj 22, 2019

Dansk- Tyske Brydninger i et Grænseland

Dette er en meget lang artikel. Nu skal der fejres Genforening-Forening-Grænsedragning eller hvad man vil kalde det. For dem der boede her, har der været en meget forvirret tid gennem mange hundrede år. Det har bestemt ikke altid været de varmeste forhold mellem de dansk- og tysksindede. Nogle gange skulle der ikke ret meget til for at skabe disse misforhold. Var det i grunden tale om hævnmotiv, alt efter hvem der havde magten? Vi beskriver både forholdene fra 1864 – 1920 og så igen under besættelsen. Men også tiden efter besættelsen skete der noget. Også os, der er af en ”yngre” årgang har mærket det specielle dansk – tyske forhold.  Således har undertegnede holdt et foredrag på Nachschule i Tinglev på dansk/sønderjysk og tysk, hvor halvdelen var meget utilfreds med det, man sagde.

 

Var det hævnmotiv?

For nogle år siden var vi fremme i lokale medier med vores opdagelser om Asmus Jensen, som du kan læse om i første afsnit af vores nyeste bog ”Grænsen er overskredet”. Og da var der en lokal journalist, der spurgte om, vi troede, om der var tale om et hævnmotiv. Og han mente, at hele retsopgøret var et tak for sidst fra de dansksindede over for de tysksindede.

Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men efter diverse foredrag og henvendelser til min hjemmeside, kunne man næsten komme til at tro det. Dertil kommer en diskussion om tosprogede skilte i Sønderjylland, hvor nogle politikere efter min mening i deres modargumentationer gik lidt for langt.

Jeg tror måske ikke helt det er et hævnmotiv, men måske en form for ”betændelse, der ikke helt vil hele”.

 

Vreden og bitterheden

Vreden og bitterheden mod naboen gjorde, at retsopgøret i Sønderjylland havde særlig intensitet. Den danske holdning var præget af mistro og afstandtagen. Det sønderjyske Raad, der bestod af modstandsbevægelsen fik stor folkelig opbakning til deres synspunkter.

For ikke lang tid siden kom en bog med titlen ”Gerningsmænd eller ofre”. Det var et stort angreb mod Det Tyske Mindretal under besættelsen og vel også et angreb på, at de ikke selv tog et medansvar.

Når nu vi skal fejre Genforening, Forening eller grænsedragning ville det være spændende at få alle disse dansk – tyske brydninger frem til overfladen. Og kære læse læsere. Det er blevet en lang artikel. Og bagerst i artiklen er der henvisninger til endnu flere, så du kan få uddybet alle dine spørgsmål.

 

Svært at hedde Uwe i København

Det er lidt svært at hedde Uwe i København. Det er ikke helt almindeligt herover og ofte bliver det også til Ove. Men det er altid sjovt ved foredrag, for da skal man altid forklare, at man ikke er tysker. Derhjemme i Tønder var vi tre søskende, der var tysk døbt og tre søskende var dansk døbt med dertil hørende dansk/tyske navne. Min far blev træt af den tyske præst’ s indblanding i private forhold. Han skippede det tyske mindretal og Der Nordschleswiger blev skiftet ud med Sønderjyden.

 

Vi blev kaldt ”Tyskerbørn”

Men lidt foruroligende var det at få at vide lang tid bagefter af min gode ven, Ib, at vi blev kaldt for tyskerbørn ude på Lærkevej i Tønder. Vi er nu alle søskende gået i dansk børnehave og skole i Tønder. Men derfor kunne man jo godt bedrive sport i en tysk klub i byen. Det betød ikke så meget.

 

Du skal tale tysk til dem fra mindretallet

Da jeg startede som lærling i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder fik jeg at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk, for som gamle Nissen sagde:

 

  • Jeg ved jo fra din far, at du kan tale tysk.

 

Men se det nægtede jeg. Som jeg forklarede gamle Nissen, så ville jeg gerne tiltale kunder fra Tyskland på tysk, men jeg gik ud fra, at medlemmer af mindretallet kunne dansk eller sønderjysk. Og på de sprog, ville jeg gerne tiltale dem.

Det var lige før, at det var fyringsgrund. Men så gik den unge Andersen ind og forsvarede mig. Det varede nu lidt inden Nissen så på mig med milde øjne.

 

Jeg var tysk julemand

Ja vores egne børn fortsatte i det tyske system, ikke fordi vi selv tilhørte det tyske mindretal. Men vi mente, at de med to sprog stod godt rustet i EU. Thomas snød dem alle og blev en af de bedste i hans årgang på Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Rasmus startede i Kindergarten i Aabenraa, hvor jeg hvis også var tysk julemand. Rasmus fortsatte så i Kindergarten og tysk skole i Padborg.

 

Der burde være plads – uden undertoner

Da fik vi lidt problemer. I forbindelse med en bogudgivelse, skrev min kone og jeg en kronik, som Der Nordschleswiger i første omgang ikke ville bringe. Men det ville Flensborg Avis. Det handlede om, hvad man i det tyske skolesystem kunne gøre anderledes. Her kom vi så med nogle konstruktive forslag til fri afbenyttelse. Indlægget blev hvis nok også omtalt i Radio Syd. Og nu ville Der Nordschleswiger gerne bringe indlægget.

 

Et foredrag på Nachschule i Tinglev

Dette resulterede i, at jeg blev bedt om, at skulle fremlægge mine argumenter på Den Tyske Efterskole i Tinglev. Og for at provokere, så holdt jeg indlægget på tysk, sønderjysk og dansk. Halvdelen var begejstret og klappede, og den anden halvdel var for at sige det mildt ikke begejstret. Og til dem hørte desværre Den Tyske Skole i Padborg.

Ved en senere lejlighed var vi nogle forældre, der var lidt utilfredse, og vi samledes hos et forældrepar. Det var inden en generalforsamling. Vi kunne nu læse i Der Nordschlewiger, at et oprør var i gang.

 

Lederen af den tyske skole ville ikke hilse

Det havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Ingen havde talt med avisen. Jeg bad Schul- und Sprachverein om at sende en repræsentant. Og det blev heldigvis en af mine gode venner fra Tønder, der kom til generalforsamlingen.

Men pludselig snakkede hverken lærere eller leder af Den Tyske Skole til mig. Langt senere fik jeg tilfældigvis en undskyldning. Nu kunne man jo også bare have holdt sin mund og ladet som ingenting. Men det varmede nu ens hjerte, da vi på den tyske årsfest på Knivsbjerg kunne høre vores forslag blive refereret som positive.

 

Uwe, du foragter jo alt det danske

Ja og så kom et kvindelig byrådsmedlem ind i boghandlen i Padborg og skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Danneborg på. Hun blev helt stram i masken:

 

  • Jamen Uwe, du foragter jo det danske, du har barn i tysk skole.

 

Nu er alle disse ting over 25 – 30 år gamle, og forhåbentlig forekommer dette ikke på samme måde mere i det sønderjyske. Der burde være plads til mindretal uden politiske undertoner fra nogle af parterne.

 

I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog

Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København-Bonn erklæringen. Og det tyske mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.

 

En loyalitetserklæring

Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund Deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920. Det tyske mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitler’ s magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.

De danske sønderjyder opfattede det tyske mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.

 

De nordiske racer var blodbeslægtet

Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk-germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det storgermanske rige, men man ville lige vinde krigen først. Nu skal det lige dertil siges, at Frits Clausen fra DNSAP ville have grænsen flyttet ned til Ejderen.

 

Mindretal følte sig forfulgt

Det tyske mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske ”Belästigungen”. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.

Nazificeringen af mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 tyske skoler i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best og andre nazistiske ledere. Jens Møller var leder af Det Tyske Mindretal og deres nazi-parti NSDAP-N

 

Tiden efter 1945 var vanskelig både for dansk – og tysksindede

Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.

Den borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, ”Tab af almen Tillid”. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.

 

En anden udgave af Det Tyske Mindretal

 Der var også en anden udgave end den nazificerede del af det tyske mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit.

Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i det tyske mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.

 

Vanskelige tider for Den Tyske Skole

De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. 90 pct. af de tyske lærere var indespærret. 3.000 tysksindede børn skulle pludselig vende sig til dansk undervisning.

Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for det tyske mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt.

 I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.

 

De skal nyde samme rettigheder

Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmark’ s forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:

 

  • Alle den danske stats fremtidige borgere skal behandles efter samme liberale og demokratiske principper og skal nyde de samme rettigheder. Heraf følger således, at det Tyske Mindretals ret til at bruge deres eget sprog bliver respekteret. De delegerede konstaterer navnlig, at den frie skole er et princip, som altid er blevet fulgt i dansk lovgivning.

 

Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjyske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig. Ja og nu er den administrative betegnelse Sydjylland. Under det prøjsiske styre måtte man ikke sige Sønderjylland.

 

De mistede alt

I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet for at modvirke de tyske opkøb.

 Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra det tyske mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede. Vi har mere om dette senere i artiklen.

 

København – Bonn erklæringen

København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at ”bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må Bestrides eller efterprøves.  

Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.  

Den Slesvig Holstenske landdag havde allerede i Kiel-erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for det danske mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.

 

Er de tyskere?

Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også ”synnejysk”.

Det er danskere, danske statsborgere med tysk kultur. De børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn af de tyskere, der ved folkeafstemningen i 1920 var imod at stemme deres tyske pas retur og gør Sønderjylland dansk. Jo de går i tyske skoler. De fleste af dem holder på tyske værdier, tyske kulturelle træk og tyske traditioner.

Indtrykket er dog, at de unge fra det tyske mindretal føler sig både tyske og danske på en gang. Måske er man i gang med at betragte sig som folk, der kommer fra grænselandet mere end at være tyskere i den gamle forstand. Mindretallets kultur og historie er vel mere ved at blive knyttet sammen i en blanding af både tysk og dansk. Mon ikke de unge er ”mere integrerede” end deres bedsteforældre, da deres bånd til Tyskland er tyndere?

De danske sønderjyder betragter deres identitet som meget dansk mens mindretallets sønderjyske identitet nok er en blanding af både dansk og tysk.

 

Lidt forvirrende for udefrakommende

For udefrakommende kan det godt være lidt forvirrende. Tyskere fra mindretallet er i dag aktive i danske sportsklubber og det omvendte kan også sagtens være tilfældet.

Traditioner opløses hurtigere i vores samfund. Mindretallets identitet forlænges, hvis man forstår at give identiteten videre til næste generation.

Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m. Indrømmet, jeg ved ikke om disse tal endnu er helt korrekte. De er nok en del år gamle.

 

Kig dog på historien

I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.

Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter.

Går man så længere tilbage, kan man se at området er gammel dansk land. Men historikere på hver side af grænsen diskuterer stadig dette spørgsmål.

 

Den tyske kejser forærede danskerkongen hertugdømmet

Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig Holsten også af hertugdømmet Holsten, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde kejser Konrad den Anden foræret danskerkongen hertugdømmet.

Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen-den sproglige og kulturelle grænse-mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.  

I 1100-tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejderen.  

Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.  

 

Debat om tosprogede vejskilte

I 2007 blussede der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte. Forslaget kom fra det tyske mindretal Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark, og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920. Og dog, i mange sønderjyske byer var der en overgang tosprogede gadenavne. De var der helt til 1945.

Fra mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det tyske mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.

 

Følelser kom op til overfladen

Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst, turister, grænsependlere og historien.  

Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlangtes skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.

Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde det tyske mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer.  Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt det tyske mindretal var adskillige stikkere under besættelsestiden.

 

Man kræver kirkekunsten tilbage

Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland

Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler-politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.

Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen.

Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.

 

Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?

Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.  

Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosproget skiltning i Flensborg. Det var det danske mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by, der havde så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.

 

Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg

I den forbindelse er der stadig mange Flensborg-borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve. Det er Isted-løven

Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra det tyske mindretal sige:

 

  • Når vi sidder ned, taler vi sønderjysk, og når vi står op, taler vi tysk.

 

Dette kan så berolige mit sønderjyske hjerte. Måske er manglen på tolerance et spørgsmål om genrationskløft.

 

Det handler om følelser

Sønderjydernes følelse i 1864 var skuffelse og modløshed. Et dansk flertal kom under prøjsisk styre.

Københavnerne havde ”en svimlende selvfølelse” helt uden grundlag. Her tillod man sig uhæmmet national stolthed. Tyskerne fandt danskernes opførsel mærkværdig. Krigen gjorde ende på en 400-årig union mellem kongeriget og hertugdømmerne. Et langt og tæt forhold er slut. Hårdt såret og stærkt formindsket smækker Danmark med døren og omfortolker sin egen fortid.

Danmark var nu et lille land banket på plads af en langt større og ond nabo. Vi betragtede os pludselig som en nation, som uskyldigt offer for stormagtspolitik.

 I 1920 blev sønderjydernes kår og fremtidsudsigter blev traumatisk for dansk politik. Og det tyske mindretals forhold blev et marginalt problem for den tyske rigsregering.

 

Ernst von Köller

En af de værste perioder for sønderjyderne var perioden fra 1. oktober 1898 til 1903. Da var man udsat for overpræsident Ernst von Köller. Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge preussisk ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.  

1.300 trykte skrifter blev forbudt og næsten 1.000 mennesker blev efter hans kommando udvist af Sønderjylland. Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Offentlige tillidshverv skulle dansksindede heller ikke forvente sig.

Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen i et par enkelte religionstimer.

 

Hvorfor aflægge ed til preusserne?

Og det var bestemt ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen i, at det var en god ide, at aflægge ed og aftjene preussisk værnemagt. Ved at række hånden frem, ville man kunne opnå nogle rettigheder. Man kunne så også forhindre, at befolkningstallet af dansksindede faldt.

Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig indblik i foreningernes virksomhed foranstaltede han husundersøgelser. Desuden beslaglagde han oceaner af post, dog uden at finde noget ulovligt.

Bismarck havde forsøgt derhjemme at undertrykke katolikker, socialdemokrater og polakker ved hjælp af undtagelseslove. Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.

Von Köller forsøgte det samme i Sønderjylland. Han udsendte blandt andet følgende opfordring:

 

  • Befolkningen skal lære at hæfte solidarisk. Hvis en bryder forordningen, skal de alle straffes, indtil de ved gensidig opdragelse har lært at holde sig i skindet.

 

Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.

 

Hold jer væk fra danske forsamlinger

Den 24. oktober 1898 udvistes for eksempel 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde. Bladet Hejmdal’ s bogtrykker Carlsen med hustru og fire børn fik marchordre med 24 timers varsel. Den yngste var kun fire uger gammel.

Det var ikke noget med anklage eller domsafhandling. Vi kunne sådan set have nævnt talrige eksempler. Rundt omkring i Sønderjylland henvendte amtsforstandere sig til de dansksindede. Det vil ikke ske jer noget såfremt I:

 

  • Holder jer væk fra danske forsamlinger
  • Holder jeres børn hjemme fra højskoler
  • Afsiger jeres danske avis osv.

 

  • 5 blev slettet – uden protester fra stormagterne

Forsamlingshuse ville knække tyskheden, mente man. Foredragsholderne kom på en sort liste. Kirkedørene var også lukket.

Bladet Dannevirke ændrede efterhånden stil. De kunne ikke klare sig økonomisk i længden og bøjede sig efter prøjserne. Men det betød også, at danskerne vendte bladet ryggen.

I fredstraktatens §5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.

Men se dette skete aldrig. I 1879 blev dette blevet strøget af traktaten. Det var en torn i øjet på de dansksindede. Skuffende for Danmark var det, at hverken Frankrig eller England reagerede på dette.

 

Efter 1920

Under Første Verdenskrig faldt 5.000 dansksindede for Prøjsen. Da Schleswiger Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede det tyske mindretal også sit virke.

Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigsk Parti 14,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland. Det var den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der kom til at sidde på Christiansborg de næste 19 år.

I Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg var der flertal for Tyskland. Men da Flensborg sagde nej til Danmark var det med til at udløse Påskekrisen.

Danskerne kaldte det for Genforening, men de tysksindede mente, at Hertugdømmet Slesvig aldrig statsretslig har tilhørt Danmark. De kaldte begivenheden for ”Grænsedragning”.

 

Flensborgs borgmester mente, at nu ville man besætte området ned til Ejderen

Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han hellere så, at grænsen var flyttet langt længere nord på, for nu ville danskerne besætte hele området ned til Ejderen.

Det sønderjyske spørgsmål skabte mistro til Danmark i Tyskland. Her tillagde man os ”Revanche- eller hævnlyst”. Dette oversteg vores lyst til neutralitet, mente man. Man var i København udmærket klar over dette. Erik Scavenius førte en meget forsigtig politik over for tyskerne.

 

Var Nordslesvig et blandingsprodukt?

Jo, det var jo også tyskerne, der i 1864 fratog os to femtedele af det danske rige. De havde ført en hensynsløs undertrykkelsespolitik over for de danske sønderjyder. Egentlig var der ikke mange, der turde at anfægte denne politik. Men Georg Brandes gjorde det flere gange. Han mente, at den danske regering var alt for passiv.

Det var bestemt ikke alle, der var enige med Georg Brandes. Videnskabsmanden Frederik Poulsen stod bestemt ikke alene med følgende synspunkt:

 

  • Nordslesvig er et blandingsprodukt, oven i købet særlig kompliceret derved, at sprog og sindelag ikke falder sammen. Er det ikke naturligt, at den stærke magt ejer et stykke omstridt land, der motorisk er et blandingsdistrikt?

 

En artikel, der ikke vakte begejstring

Glemt er også, at udenrigsminister grev Ahlefeldt-Laurvig og generaldirektøren for told- og skattevæsnet, Marcus Rubin aftalte at sidstnævnte skulle skrive en artikel, der i 1911 skulle forbedre forholdet til Tyskland. Den udkom i Preussische Jahrbücher under titlen:

 

  • Deutschland, Nordschleswig und Dänemark-Von einem Dänen

 

Men den stødte i den grad de danske sønderjyder med sætninger som:

 

  • Pragfredens artikel 5, der holdt uroen vedlige
  • Artikel 5 er for længst død og magteløs
  • Nordslesvig er nu men lov og ret Tysklands, og ved dette faktum hverken kan eller bør røres.
  • Kun tåber i Danmark og folk uden indflydelse tænker på en ”genoptagen” af artikel 5 eller lignende

 

Tyskerne rejste selv ”Det Sønderjyske spørgsmål”

Danmark var meget protysk. I januar 1915 havde Stauning afvist et hollandsk forslag om, at man skulle fordømme tyskernes overfald af Belgien. Danske socialdemokrater havde også været i Belgien på tysk initiativ. Og dette irriterede i den grad belgierne.

Det kom helt bag på den danske regering, da tyskerne i 1915 selv rejste det sønderjyske spørgsmål. Igen blev artikel 5 taget op. I første omgang kunne Als ikke komme med til Danmark på grund af flådestationen i Sønderborg, mente tyskerne

 

Det Tyske Mindretal kører det store skyts frem

På et tidspunkt omfattede det tyske mindretal 30.000 personer. Det var fire gange så meget som det danske mindretal syd for grænsen. Og syd for kom de typisk fra samfundets underklasse, mens mindretallet nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere og i byen var der mange selvstændige erhvervsdrivende.

Ved Folketingsvalget i 1939 kørte man fra det tyske mindretals side det store skyts frem. Man fik hjælp syd fra. Da resultatet forelå, manipulerede man med tallet, for det var en kæmpe skuffelse.

 

Ikke alle ville have samarbejde

Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelsen af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet. Men de var opstået genopstået gennem 1930erne. Denne udtalelse passede ikke det tyske mindretals filosof, Jep Schmidt. Han mente, at Ernst Schröder skulle ”sættes ud af spillet”

Den 4. marts 1939 udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk-tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen i det tyske mindretal. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Bøhmen og Mehren var vendt tilbage til ”Riget”.

Fra tysk side kørte man frem med følgende tal efter valget:

 

  • Landsdelens 180.000 mennesker præsenterede 30.000 tilvandrende rigsdanskere, 50.000 var bevidst dansksindede, 50.000 bevidst tysksindede og 50.000 blev betegnet som ”blakkede”.

 

De reelle tal var:

 

  • 422 danske stemmer
  • 016 tyske stemmer.

 

Danmark havde forhandlet Sønderjylland til en Fattiggård?

En af storbønderne fra det tyske mindretal, Deichgreber, havde ellers forkyndt, at Danmark havde forvandlet området som en fattiggård. Men sandheden var vel, at Sønderjyllands landbrug efter 1920 var kørt helt i sænk. Gennem smuglerhandel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen. På landet havde gendarmer gået rundt og kontrolleret, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller slagtet.

I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på særdeles fordelagtige betingelser. Der kunne sagtens være 80 mand tilknyttet et sådant landbrug. Man kaldte det for en domænegård.

 

Kampen om gårdene

I 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes at få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede nordlige regioner i Sønderjylland.

I 1914 nægtede den Slesvig Holstenske kreditforening med at give dansksindede kredit med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til at modarbejde tyske formål. 

I 1922 bestemte man, at domænegårdene skulle udstykkes i husmandsbrug

Mange landboer havde inden Genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Landsdelen blev efter Genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt til erhvervslivet og landbruget. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet cirka 20 millioner kroner til rådighed i statslån. Man forsøgte med Sønderjyllands Kreditforening. De nystiftede lån var forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypoteklånefond.

De kriseramte og kredithungrende landmænd blev pludselig lydhøre over for mere eller mindre fantastiske bevægelser. Og denne situation benyttede man sig af i Berlin. I første omgang sendte man et beløb på 5 millioner kroner til Nordslesvig.

Som modforanstaltning oprettede man Landeværnet, der i løbet af få år fik 10.000 medlemmer.

 

Den usikre grænse

Stauning udtalte engang i et interview, at en dansk-tysk mindretalstraktat kunne være meget praktisk, hvis den ikke indeholdt nogen bestemmelser, der kunne krænke Danmarks suverænitet. Udenrigsminister Moltke fik dog hurtigt banket statsministeren på plads.

Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt grænsen, men de havde intet ønske om at rykke den mod nord. Men se dette vidste man ikke i Danmark. H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund Thomsen, der var amtmand over Aabenraa og Sønderborg amter, vågnede hver morgen tynget af tanken om, hvad der kunne ske ved grænsen i dagens løb.

 Tidligere udenrigsminister Erik Scavenius skrev i 1930, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland i 1920 ville have været at foretrække.

Det kan næppe tolkes på anden måde, end at i al fald han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred med den store nabo mod syd, hvilket måske kan tages som udtryk for, at det var nogen, som var usikre over for, hvor betryggende grænsen var.

 

Retfærdighedens tid kommer

Rigsindenrigsminister Karl Jarres havde på en nordisk messe i Kiel i 1924 omtalt Nordslesvig som røvet fra Slesvig Holsten og forkyndte:

 

  • Die Zeit der Wiedergutmachung kommt

 

Ja da mente den danske regering dog, at her gik man over stregen, så der blev protesteret.

Det var senere mange dansksindede, der mente, at hvis det tyske mindretal ikke havde kæmpet for en grænseændring, var de dømt til undergang, for så havde de ikke noget at kæmpe for.

Mindretallet var utilfreds med skolereformen. Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Man fik i 1928 ret til studentereksamen. Men den danske regering ville ikke tillade realeksamen, fordi det gav adgang til postvæsen, toldvæsen og DSB.

 

Vogelgesang

Fra dansk side ville man forhindre at mindretallet hentede arbejdskraft syd fra. Og det absurde var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov. Og så var det fænomenet Cornelius Petersen. I begyndelsen stillede han sig på danskernes side. Men han blev så irriteret på de danske myndigheder, at det var de tysksindede, der fik gavn af ham.

Tyskerne oprettede nu et nyt kreditinstitut, der blev administreret af sagfører Georg Vogelgesang Dette blev aktivt bakket op af det tyske mindretal. Der kom masser af andragender. I begyndelsen så man ikke så meget på sikkerheden. Man skulle bare pille flagstangen ned.

Men sådan blev det ikke ved med at være. Man tinglyste nu forkøbsretsklausuler, der skulle garantere, at man holdt øje med ejendommen. Men det var netop formålet med dette institut. Området skulle germaniseres.

 

Der blev stillet krav

Et specielt administrationsselskab blev oprettet. Det blev kaldt Höferverwaltungsgesellschaft. Efterhånden rådede de over 90 gårde. Vogelgesang sprang til, hvis der manglede børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted, for eksempel til Lydersholm øst for Tønder. Man kunne opsige en kontrakt med kort tids varsel:

 

  • Hvis man ikke havde sine skolepligtige børn i den tyske skole
  • Hvis man ikke deltog i den tyske skoles arrangementer
  • Hvis man ikke deltog i den tyske vælgerforenings arrangementer
  • Hvis man ikke sammen med sin kone stemte på de tysksindede
  • Hvis man ikke deltog i de lokale tysksindede kulturaktiviteter
  • Hvis man ikke deltog i diverse indsamlinger, der støttede tyskheden

 

Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsudvalget lå inde med blev overtaget af Jordlovsudvalget.

I alt var der 135 gårde som Vogelgesang/Höfeverwaltung lå inde med. Det største antal på 40 lå i Tønder-området. Dernæst fulgte Gråsten-området med 34 og Løgumkloster med 29.

Midt i 1930erne udkom en bog med titlen På vej til Danmark. Den beskrev forholdene i Sønderjylland således:

 

  • I Fattigkvarterne ejede de færreste blot en Skjorte. Alle gik i udtrådte Sko og Støvler, som var købt før Krigen og med omhu holdtes vedlige. Rigtig Sæbe gaves ikke mere. Brødet var bagt ved hjælp af ubestemmelige Erstatningsmidler. Gamle Folk, syge Mennesker og Børn kunne få udleveret noget sødmælk mod Lægeattest.

 

Ribebrevet

Helt frem til 1945 fastholdt det tyske mindretal kravet om en grænserevision. De henholdt sig til Ribebrevet. Dette var den aftale som blev indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og Christian den Første.

De tysksindede mente, at der var blevet begået et kæmpe aftalebrud. Ja de dristede sig til at kalde det for en statslig historieforfalskning. Andre mener dog, at gyldigheden bortfaldt, da den danske Helhedsstat forsvandt ved Konventionen den 15. august 1865.

Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.

 

Barske udtalelser i Grænsevagten

Ak ja, fra dansk side blev det nævnt, at det tyske mindretal var med i planlægningen af besættelsen af Danmark. Jens Møller indrømmede, at han vidste det tre dage før. Min kære far vidste det en uge før ved at snakke med tyske lastbilchauffører i Tønder.

Og havde man i København lyttet til de efterretninger, der kom havde man nok heller ikke kunnet være overrasket. Og en uge inden besættelsen fløj der hver dag et dansk militærfly langs grænsen. Her havde man vel også rapporteret noget.

Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30.

 Fra dansk side var det alt andet en begejstring for de tysksindede medborgere. Således kunne man i Grænsevagten i februar 1949 læse følgende:

 

  • De værste Fjender vi har, findes i Hjemmetyskernes Rækker! Dette er en Sandhed, man ikke kan komme udenom. Disse Mennesker af dansk Afstemning, der har vendt sig bort fra deres Ophav og ladet sig beruse af den danske Storhed, hader og foragter i virkelighedens Danmark dybt og hjerteligt. De har sagt Farvel til det danske-og så harmer det dem, hver gang de møder noget dansk.

 

  • Før Genforeningen var de et og alt med i den tyske Voldspolitik overfor de danske Sønderjyder og i Aarene efter Genforeningen forsømte de ingen Lejlighed til at rakke det danske Styre ned, og puste til Mistænksomheden over for meget af det ny, der ved dansk Styre kom til Landet.

 

 

  • De betragter det som en Selvfølge, at de skulde have alle mulige Rettigheder og Friheder. De udnyttede til det yderste den danske Frihed i Skole, Presse og Forsamlingsliv.

 

  • De modtog med Begærlighed og som en Selvfølge de danske Tilskud til deres Skoler-men nægtede sig ingen som helst Hadefuldhed og nedrakning af det danske Folk og danske Embedsmænd

 

 

  • Efter den 9. April troede de, at for evigt var nu den danske Magt forbi, og med skamløs Iver udnyttede de den Fordel, som den tyske Besættelse af Landet gav dem.

 

  • Den danske Stats Tilskud til dem maatte rinde i forøget Tempo, ligesom Penge blev rekvireret fra Nationalbanken til de tyske Skolebygninger, som i Graasten og Kegnæs. Og samtidig optrådte Hjemmetyskerne og deres Presse med de modbydeligste angiveri over for Danskerne, rent bortset fra, at hjemmetyske Entreprenører og Haandværkere tjente fantastiske Summer ved Værnemageri, Summer, der selvfølgelig blev udredet af Danmark.

 

 

  • Og nu har de væbnet sig til den sidste Dyst med Danskerne! Værnemagten har givet dem Vaaben og de er militært organiseret i Heimwehr. Saaledes er det endt med Hjemmetyskerne!

 

  • Ethvert Forsøg paa Forsoning er slaaet Fejl, og de vil benytte den sidste Time og det sidste Minut til at trodse Danmark. Derfor er det fra dansk Side ikke andet at gøre end at likvidere hele det Hjemmetyske Problem en Gang for alle ved at faa de Hjemmestyskere, der er faldet deres Herbergsstat i Ryggen, sat paa Porten.

 

 

  • At vise Mildhed og Overbærenhed og stole paa Forsoning som i 1920 vil vise sig omsonst. Naar Tyskland har endelig tabt, vil Hjemmetyskerne hyle som piskede Hunde. Men de vil være parate til at springe os i Struben, hvis de atter faar Medhør!

 

En meget stejl holdning

Nu var det godt nok Dansk Samling, der udgav Grænsevagten. Og det var et problem i lokalsamfundet med denne stejle holdning. Myndighederne havde næsten den samme holdning og det gjaldt også for modstandsbevægelsen.

Det tyske mindretal henviste til deres loyalitetshensyn som medlem af et mindretal over for regering, myndigheder og militær. Og ikke alle jurister var enige i om det gik rigtig for sig efter besættelsestiden. Men fra dansk side sagde man, at der ikke ville blive gjort forskel på danske statsborgere og medlemmer af det tyske mindretal.

Mange tog af sted som helte til fronten og vendte hjem som landsforrædere.

 

Stor Fattigdom

I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede de tysksindedes forretningsvinduer til med dansk-engelsk boykot-plakater:

 

  • Adgang forbudt for allierede soldater

 

Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette. Vrede engelske soldater blev dog beordret til at fjerne disse plakater. I mange frivillige brandværn rundt omkring i Sønderjylland blev medlemmer af det tyske mindretal smidt ud.

I den grad blev der beslaglagt ejendom hos det tyske mindretal. Den løn som manden havde sendt hjem under krigen fra Deutsche Wermacht blev også beslaglagt. Dertil kom også, at man skulle betale for mad og andet i Fårhuslejren. Dette betød stor fattigdom hos mange i det tyske mindretal. Her opfattede man afstraffelsen som tilfældig og som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og nazisterne havde udført.

 

Hadet forblev

Hadet til det tyske mindretal tog ikke lige sådan af. Den 15. oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen fra Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som det tyske mindretal stadig lå under for:

 

  • Vi vil aldrig kunne glemmer, hvordan de under Besættelsen på enhver Maade gjorde sig til eet med vore tyske Undertrykkere, hvordan de fik organiseret den militære Tidsfrivillige Tjeneste, som selvfølgelig af os Danske føles som en Pistol i Ryggen.

 

  • Den ledende Mænd inden for de saakaldte loyale’ s Kreds fortjener ikke, at vi viser dem Tillid. Den almindelige Stemning blandt Hjemmetyskere i Dag kan karakteriseres som en Blanding af Selvmedlidenhed og Had til os Danskere. Tyskerne føler sig i Dag som alle Tiders største Martyrer. De har saa ondt, saa ondt-ikke af nazismens Millioner af Ofre-al den Tale om de tyske Grusomheder, den er sikkert stærkt overdrevet, mener de.

 

 

  • ”Og nu skal det være saa meget hæsligt ved Nationalsocialismen? Det tror vi ganske simpelt ikke paa. Vi har jo før hørt Løgnehistorier om Tyskerne, som den om de afhuggede Hænder hos de belgiske Børn i Liège, og hvordan vore Venner da blev behandlet af Danskerne”

 

  • Tyskerne i Dag hader Danmark og afskyr Det Danske Folk, og alt, hvad der er Dansk. Og de mener, at de er i deres gode Ret til det. Danskerne har Magten i Dag, og de misbruger deres Magt. Tyskerne er afmægtige. Og de maa lide Taale og vente-vente paa den Dag, da Bladet igen vender sig.

 

 

  • Hvad er det, som gør, at Dansk Demokrati har saa lidt vindende Kraft overfor Tyskerne? Det er vanskeligt at sige. Men det er en Kendsgerning, at de to passer ikke sammen. Det hænger nok sammen med, at Demokratiet forudsætter en politisk og menneskelig Modenhed, som Tyskerne ganske simpelt ikke er i besiddelse af-Tyskerne er som Børn.

 

  • Tyskerne er tankeløse og derfor hensynsløse, undertiden grusomme,- som Børn

 

 

  • De er utaknemmelige –som Børn

 

  • Tyskerne er let at paavirke-som Børn. De kan ikke skelne mellem stort og smaat, væsentligt og uvæsentligt. Derfor bliver de et let Bytte for Demagoger og Agitatorer.

 

Man tog ikke helt afstand fra nazismen

Allerede den 11.november 1943 havde der været et møde i Haderslev-kredsen i det tyske mindretal. Her var det blevet diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk- og tysk sindede kunne blive efter krigens ophør. Det var pastor Friedrich Prahl, der havde foreslået, at man anerkendte grænsen fra 1920, og at man aktivt skulle vise loyalitet over for den danske stat. Men mødets konklusioner vandt ikke rigtig genklang før tyskernes endelige nederlag.

Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet.

 

Man fik hurtigt 3.000 medlemmer

Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale afdelinger af Bund Deutscher Nordschlewiger oprettet. Man fik hurtig 3.000 medlemmer. Alle var velkommen. Dog var det betænkeligheder fra Haderslev-kredsen med at dømte nazister skulle vende tilbage, efterhånden, som de havde udstået deres straf.

I 1951 udkom pastor Schmidt-Vodder med bogen Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa på tysk. Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han selv som utysk og et syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.

Johannes Schmidt var præst i Vodder syd for Ribe. Han var født i Tønder og sad 19 år i Folketinget, som vi allerede har skrevet. Han var fra 1920 den første formand for Schlesvigsche Wahlerverein. Han havde stor indflydelse på mindretallet indtil 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.

 

Tusinder blev løsladt uden retssag

I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det nationalsocialistiske system. Under besættelsen stille han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var også årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindevis af medlemmer af det tyske mindretal blev han løsladt uden retssag.

I 1958 udkom Troels Fink med bogen Historie om det slesvigske grænseland på tysk.  Men det tyske mindretal tog nu ikke dette bog særlig alvorlig. Under retsopgøret optrådte Troels Fink som sagfører og som anklager mod de tysksindede.

 

Behov for selvransagelse

Heller ikke under formand Harro Marqudsen der i 1960 overtog formandsrollen, udviklede der sig nogen egentlig modstand eller egentlig opgør med den tidligere nazi-historie. Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti, at retsafgørelserne blev revideret, og at man fik en form for undskyldning. Men det skete aldrig.

Ja så sent som i 1965 kunne man i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Og det der ville være meget værre, var hvis englænderne havde besat landet.

Senere må man nok sige, at det tyske mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men mindretallet synes stadig, at være blevet uretfærdig behandlet i retsopgøret.

Og man må da sige, at holdningerne i det tyske mindretal har ændret sig alvorlig. Og det skyldes sikkert også tidligere chefredaktør Siegfried Matlok’ s ledere i Der Nordschleswiger. Han har gentagende gange erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid. Det er særlig midaldrende og yngre, der har været tilhængere af dette.

 

Undskyldning fra Undervisningsministeren

Det vakte stor opmærksomhed og glæde i det tyske mindretal i Sønderjylland, da undervisningsminister Bertel Haarder undskyldte, at der blev begået uret mod det tyske mindretal i forbindelse med retsopgøret. Det skete i forbindelse med årsmøderne i 2006 for det danske mindretal syd for grænsen.

Der Nordschleswiger skrev i en leder, at det var modigt gjort:

 

  • Det betyder, at det tunge kollektiv-ansvar, som blev pålagt medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland for nazi-tiden i Danmark ikke kan opretholdes, og det er glædeligt, selvom det selvfølgelig ikke kan betyde en samlet frikendelse for det tyske mindretal, som vedkender sig sit eget historiske medansvar.

 

Straffede retsopgøret for mange?

Bladet nævner også, at det er en stor lettelse for pårørende i det tyske mindretal, som blev interneret og uretfærdig straffet efter 1945. De havde store personlige omkostninger.

Chefredaktør Siegfried Matlok stiller også spørgsmålet om, hvorfor undskyldningen først kom på det tidspunkt og om det kom fra som Bertel Haarder som privatperson.

Bertel Haarder havde oplevet, hvad der skete med hans nabo. Han mente, at retsopgøret straffede for mange og for hårdt.

Det var bestemt ikke alle, der var enige med undervisningsministeren i at, der skulle gives en undskyldning. Heriblandt var historikere. De opfatter mindretallet som værende ligeglade også med tiden efter 1945. De valgte ledere med en nazistisk fortid.

 

Man ser forskelligt på historien

Det er tydeligt, at de dansksindede og de tysksindede ser forskellig på historien. Forholdet mellem dansk og tysk er i dag præget af afspænding og samarbejde, men alligevel er det noget, som spøger. Det er ikke kun tiden mellem 1933 og 1945. Næh, det er også i høj grad tiden bagefter.

Vi bærer på en tung arv. Mange er mærket af den tid. Men skal den overvindes med tavshed?

Mange fra det tyske mindretal som i 1941 og 1942 meldte sig til fronten kæmpede ikke mod danskerne, sagde de. Alligevel blev de straffet. Dette følte de som uretfærdig. Men de kæmpede for en forbryderisk organisation, der hed Waffen SS. Og de blev taberne. Ja det var også en kamp mellem demokrati og nazisme.

Man må sige, at de kilder, der siger, at mindretallets medlemmer ikke oplevede uret, ikke taler sandt. Undertegnede husker beretninger fortalt af Fårhusindsatte, der sagde, at de var udsat for vold og kadaverdisciplin i Fårhuslejren. Hvorfor skulle de tale usandt? Måske var den hårde disciplin medvirkende til Fårhusmyten?

Og denne myte var i mange år en stor blokering for selvransagelse. Denne mentalitet havde en negativ indflydelse på mindretallets politiske linje.

Mange medlemmer af det tyske mindretal har også som uskyldige oplevet masser af krænkelser og ydmyg behandling af modstandsbevægelsen lige efter besættelsestiden.

 

Det tyske mindretal havde udvist solidaritet med nazismen

Nu blev mindretallet ikke dømt kollektivt. Men der blev heller ikke taget hensyn til deres dilemma. For egentlig var der tale om, at der skulle tages hensyn, som vi tidligere har påvist.

Men fra dansk side kunne det påvises, at der fra mindretallets side havde været vist udpræget solidaritet med det nazistiske Tyskland gennem 12 år fra 1933 til 1945.

Kan man sige, at mange fra mindretallet havde svært ved at se de danske signaler ind til august 1943? Her tænkes på samarbejdspolitikken. I hvert fald har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen taget kraftig afstand fra samarbejdspolitikken. Hans eget parti var nu bedre end de andre partier.  

Nu kan mindretallet nok ikke bruge samarbejdspolitikken som undskyldning for deres handlinger under besættelsen.

Fra dansk side har man nok set det meget sort-hvid. For hvordan så det ud for det tyske mindretal efter august 1943. Havde man nægtet at medvirke i tysk krigstjeneste, var man blevet skudt med det samme som desertør. Hvis mindretallets ledelse havde nægtet samarbejde, var hele ledelsen sikkert blevet anholdt og sandsynligvis skudt.

 

Blev man ribbet for alt?

Konfiskation af tysk ejendom kom også til at berøre mindretallet. I en kronik i Jyllands Posten den 26. april 1997 skrev Ditlev Tamm, under overskriften ”Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom”:

 

  • Konfiskation af tysk ejendom fandt sted automatisk. Ikke noget med at overveje i hvert enkelt tilfælde, om det var tale om tysk fjendtlig ejendom Al tysk ejendom var i sig selv fjendtlig og blev dermed konfiskeret.

 

Det var for så vidt korrekt beskrevet. Men alle herboende tyske statsborgere havde mulighed for at friholde en del af deres formue. En meget stor gruppe tyske statsborgere undgik helt konfiskation.

 

Man skulle gå stille med dørene

Men kvinder, der havde giftet sig med en tysk soldat fik konfiskeret deres opsparing, fordi de ved giftemålet automatisk blev tyske statsborgere. Professor Stig Jørgensen skrev den 4. oktober 1994 i Information, at tyske statsborgere, der havde boet i Danmark i generationer og som havde opført sig eksemplarisk under besættelsen, fik konfiskeret hele deres ejendom.

Nu kunne man så mene, at Danmark administrerede det hele meget hårdt, som en hævn over for de tysksindede. Det gjorde man måske også i mange tilfælde. Men minister, uden særlige anliggender, Per Federspiel var rejst til London den 1. januar 1940. Her forklarede han englænderne, om det særlige problem, der var med det tyske mindretal.

Briterne bøjede sig så meget, at danskerne ”skulle ordne sagen herhjemme, men blot således, at vi gik så stille som overhovedet muligt med dørene”.

Konfiskationsloven blev gennemført efter pres fra USA og Storbritannien. På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter. Samarbejdspolitikken havde ikke ligefrem fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end højst nødvendigt.

 

Man kunne få dispensation

Man kunne få dispensation, hvis man kunne bevise, at man ikke havde udvist en fjendtlig holdning til Danmark. Medlemsskab af et nazistisk parti eller det at have arbejdet frivilligt for tyskerne udelukkede som regel dispensation.

Det er da også rigtigt, at en del fik dispensation. Men det kan forekomme urimeligt, at personer fik konfiskeret jord i 1947, men først fik dispensation i 1955.

Den dag i dag mener mindretallet, at også konfiskationsloven var dybt uretfærdig. Igen havde man ikke taget hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, som de havde befundet sig i.

 

Lærerne blev dømt ens

Lærerne blev dømt som en samlet flok. Nogle var decideret nazistiske, men det var langt fra alle. Alle tyske præstegårde fra den tyske frimenighed blev beslaglagt

 

Kilde:

  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 159 artikler om København herunder:
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik Kongen Højforræderi?

 

  • dengang.dk indeholder 172 artikler om Sønderjylland herunder
  • Sønderjylland under pres – syd fra
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Den Sønderjyske Politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalget 1939
  • Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunktet
  • Den Sønderjyske efterretningstjeneste
  • Opgøret efter 1945
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Sønderjylland – maj 1945
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordkamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Kan man egentlig tale om en Genforening?
  • Er Genforening det rette ord?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen?
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens hvide hest
  • Mere om kongens hvide hest
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen

 

  • dengang.dk indeholder 245 artikler om Tønder herunder
  • Da Hagekorsflaget blev rejst i Tønder
  • Tønder under besættelsen
  • Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
  • Nolde og nazismen
  • Slogs Herred mellem dansk og tysk
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Tondern Station
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Soldat i Tønder 1851
  •  
  • dengang.dk indeholder 145 artikler om Aabenraa herunder
  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Aabenraa under besættelsen
  • Sorgen ramte Aabenraa 1-2
  • Frits, nazister og et kartotek
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Aabenraa – mellem de to krige
  • Aabenraa – maj 1945
  • Aabenraa 1848-1851
  • Aabenraa – før Prøjserne
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864

 

  • dengang.dk indeholder 70 artikler om Højer herunder
  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i vadehavet
  •  
  • dengang.dk indeholder 57 artikler om Padborg/Kruså/Bov herunder
  • Frøslevlejren i den sidste tid
  • Straffelejren
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • Frøslevlejren
  • Bov Kommune – under besættelsen
  • En sønderjyde krydser sine spor
  • Harreslev – dengang
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de Slesvigske Krige

 

  • dengang.dk indeholder 280 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/efter):
  • Gerningsmænd eller ofre
  • Fra krig til internering
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Besættelsestiden og det tyske mindretal
  • Efter besættelsestiden
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Retssikkerheden før og under besættelsestiden
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og Tyskerpak

 

  • dengang.dk indeholder 31 artikler om 1864 og De Slesvigske Krige:
  • Statskup og Enevælde
  • Unødvendige krige?
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • G. Monrad – nok engang (2)
  • G. Monrad – hvordan var han?
  • Slaget ved Brøns
  • Der kan sikkert findes endnu flere blandt de 1.410 artikler på dengang.dk

 

 

 


Man talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet

Maj 22, 2019

Man talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet

”Du kan jo tale tysk”, sagde boghandler Nissen til undertegnede. Dengang i 1600-tallet var talesproget sønderjysk. Drengene måtte ikke vække forargelse. Første danske dokument fra en blytækker fra Møgeltønder. Så var det et delvis dansk lånedokument og en fuldmagt fra en matros. Ja og en anmodning fra Tønder Vandmølle. En admiral ønskede bådsmænd fra Tønder, olg så sad en slagtersvend i algerisk fangenskab. Man ønskede Petrus Jacobi som kapellan. Han ville dog blive et år mere i København. Tøndringerne kunne dog ikke vente på ham. Præsten fra Højst havde mange bekendtskaber. Og så kom ”En Ny og Skøn Formularbog”. Den tyske skole fra dengang er der endnu. Hvor lærte tøndringerne dansk? Der var mange private skolemestre i Tønder dengang. Vi skal høre om begrebet ”Bondeskoler” Og mange danske breve endte nok i kakkelovnen.

 

Du kan jo tale tysk

Der er mange, der går op i, hvad man talte i Tønder dengang. Og den problematik er vi stødt på mange gange i vores historieskrivning. Derhjemme tale vi sønderjysk. Men vi kunne da også tale tysk. Min far kunne også tale en speciel form for ”Tynne-snak”. Det var en blanding af frisisk, plat, sønderjysk, dansk og tysk.

Og så var det, at jeg oppe i Andersen & Nissens Boghandel nægtede at tiltale alle dem fra Det Tyske Mindretal på tysk. Det var lige før, at det var fyringsgrund. Det kunne Nissen slet ikke tolerere, for som han sagde:

  • Du kan jo tale tysk

 

Det daglige talesprog var sønderjysk

Der har altid været en kamp om Tønder var tysk ved oprettelsen eller om den var dansk. Ja og så har diverse by – historikere kæmpet om, de oprindelige stednavne på marker og grundstykker var henholdsvis dansk eller tysk.

Det daglige talesprog i Tønder i 1500 og 1600 – tallet var sønderjysk. Mange voksne kunne også tale nedertysk. Nu var kendskab til dette en nødvendighed for sådan var administrations- og retssproget. Dette var også handelens sprog. Ja studenterne og købmændene, der skulle på dannelsesrejse syd på, skulle kunne beherske nedertysk.

 

Drengene måtte ikke vække forargelse

Byen havde en latinskole. Da de fik en Borgerskole, måtte den nødvendigvis blive tysksproget, selv om børnene var dansktalende. Det var ønskeligt, at børnene lærte tysk.

Den første borgerskole, som vi hører om, var dog dansksproget. I 1614 gav Byrådet Johan Kettelsen tilladelse til at undervise indtil 10 drenge i skrivning og regning på dansk under den forudsætning at drengene ikke vakte forargelse i kirken eller andetsteds. Men dette forsøg mislykkedes.

I 1616 åbnede en tysk skole, hvor der blev undervist i tysk, læsning og skrivning samt regning. Denne skole viste sig at være livskraftig.

 

En blytækker fra Møgeltønder

Overraskende er det, at man kan finde dokumenter på dansk i Tønder Byarkiv. Det tidligste af de fundne danske tekster i byarkivet er skrevet af en blytækker ved navn Andres Karstensen. Men når man læser det, er det lidt snyd.

For beskeden er skrevet ude i Møgeltønder, der hørte til de kongerigske enklaver, så det tæller ikke rigtig i denne sammenhæng.

I byarkivet er de allerfleste dokumenter på henholdsvis nedertysk og højtysk.

 

Et lånedokument

Men den ældste danske tekst skrevet af en borger i Tønder og bevaret i Tønder Byarkiv er et lånedokument fra byens hospital. Man kunne låne penge på en såkaldt hospitalsobligation.

Dokumentet er fra 27.03.1632. Selve obligationen er på nedertysk med byskriver Jürgen Thimsens hånd. I indledningen står, at obligationen er udstedt af borger og ”indvåner” i byen Tønder ”Peter Andersen”. Lånetagerens underskrift med tilhørende tekst er på dansk:

 

  • Dette Beknder jeg Peder Anderss med egen Hand.
  •  

Vidnerne, hvoraf den ene er byskriveren , skrev:

 

  • Hans tomss kramer egen hant als ein tüge (Hans Thomsen kræmmer egen hånd som vidne)
  • Disse tuchenisse bekende ick Jurgen Thimssen mit egen hand (Dette vidnesbyrd bekender jeg Jürgen Thimsen med egen hånd)

 

De bruger her samme sprog som obligationen er skrevet på. Der er ikke fundet andre tekster med Peder Andersens hånd til belysning af hans sprogkundskaber.

Byskriveren har sikkert accepteret, at hans skriftsprog var dansk. Peder Andersen kunne have været en af Johan Ketelsens elever.

 

Matroser, der ville have rejseomkostninger betalt

I 1683 skulle nogle matroser have godgjort deres rejseomkostninger. En af dem gav sin kammerat fuldmagt til at hente pengene og skrev på dansk:

 

  • Jörgen ander Sen fuld magt min Monedens peng Lauriz Peder Sen (Jørgen Andersen fuldmagt for mine månedspenge Lauritz Pedersen).

 

En anmodning fra Tønder Vandmølle

Og så er der et brev fra den 15.9.1687. Desværre er det uvist, hvem der har skrevet det. Brevets tekst og underskrift er med samme hånd, men underskriften er utydelig. Det er en besked til en person i Tved, at han skal tilsige Peder Pedersen, Abild, Lars Hansen i Nørhus og Fedder Mickelsen i Bønderby at skaffe vogn og heste, som skal køre til Sønderborg færge og afhente tømmer til Tønder Vandmølle.

Det samme skal man gøre fra en bol i Lille Emmerske og et i Store Emmerske. Personen må have været en autoritet med tilknytning til Tønder Vandmølle. Han har været vant til at skrive breve på tysk, for han har skrevet bynavnet på tysk i dateringen. (Tundern).

Inde i teksten, hvor han nævner Tønder Vandmølle har han skrevet navnet på dansk: Tunder.

Ud over disse tekster er der fundet forskellige ting, der peger på, at folk i Tønder har kunnet læse dansk.

 

En dom afsagt i Viborg

Allerede 6. maj 1609, altså nogle år før Johan Ketelsen var skolemester, lod adelsmanden Benedikt Rantzau skrive (på nedertysk i et brev, der ellers er på højtysk) om en dom, der var afsagt i Viborg, at han gerne havde set den afsagt på tysk, men at den ikke behøver at oversættes for borgmester og råd i Tønder forstår jo begge sprog.

 

Admiralen ville have flere bådsmænd fra Tønder

Der findes fra den 9.,13. og 15 april 1676 tre breve på dansk til borgmester og råd i Tønder fra admiral Jens Rodsteen, der det følgende år deltog slaget i Køge Bugt den 1. juli 1677. Men nu opholdt han sig i Ribe og nu forlangte han nogle bådsmænd. De skulle så stille hos ham i Ribe.

 

En slagtersvend i algerisk fangenskab 

Fra årene 1685 – 1696 findes en korrespondance med Odense, hvor odenseanerne skrev dansk til Tønder, og de svarede på tysk. En borgersøn og slagtersvend fra Tønder, Jacob Rasmussen eller Asmusssen, som havde været om bord på et hollandsk skib, var blevet taget til fange af sørøvere i Algier. Man talte om at løskøbe ham. Her havde han familie.

Vedlagt var et brev fra Odense den 26. juni 1686, hvor der også findes en erklæring på dansk fra Jacob Rasmussens svoger, Jacob Brochman, der nævner, at hans kone for 12 dage siden havde været i Tønder.

I Odense var de klar over sprogforholdene i Tønder på den tid.

 

Man ønskede Petrus Jacobi som kapellan

Det mest overraskende fund er nok et brev fra ”Petrus Jacobi von Alslef skrevet i København den 23. marts 1634. Som skik var blandt lærde mænd har han oversat sit navn til latin. Derhjemme havde han heddet Peter Jacobsen fra Alslev.

Tøndringerne ville åbenbart gerne have ham til kapellan i byen, for han skriver på højtysk, at han er glad for at være kvalificeret til kapellantjenesten. Han opholder sig i København for det danske sprogs skyld. Han havde opholdt sig så meget blandt tyske, at kun lidt var blevet tilbage af hans danske.

 

Han ville blive et år mere i København

Han var endnu ikke tilfreds med sit danske, så han ville blive endnu et år i København. Før han havde nået sit mål med hensyn til dansk kundskaber, har han ikke i sinde at komme hjem. Men til den tid ville han gerne være til tjeneste.

Tydeligvis forventede han at borgmester og råd i Tønder havde en positiv holdning til dansk og at han ville gøre et godt indtryk på dem ved at gøre sig umage på dansk. Det havde nok været den tidlige morgengudstjeneste, han skulle forrette. Den var altid på dansk, dog med salmesang på tysk.

 

Tøndringerne kunne ikke vente på ham

Når han var fra en af de to landsbyer ved navn Alslev, der ligger i nærheden af Tønder, må hans førstesprog, som man jo ikke så nemt glemmer være sønderjysk. Det han så mener med dansk er rigsmålet som dansk.

Tøndringerne kunne nu ikke vente på, at Petrus gik der og øvede sig, så de ansatte Lorenz Wieding fra Flensborg. Det kunne tyde på, at han havde familieforbindelse til Hvidding sogn lidt syd for Ribe eller evt. Vidding herred syd for Tønder. Sognenavnet er dog nok mere sandsynligt et tilnavn.

 

Præsten fra Højst havde mange bekendtskaber

Præst i Højst dengang, Johannes Prætorius, der var fra nabosognet Bedsted. Han havde venner i Tønder. Det var købmanden Berend Ubbing og præsten Johannes Mauritius, der stod faddere til hans søn og efterfølger i embedet. Det kan tænkes, at det var ham, der havde anbefalet Petrus til embedet i Tønder.

Han havde også en anden god ven, en kammerat fra studietiden i Rostock i 1588, måske allerede fra barndommen. Det var Niels Heldvad, der først var præst i sit fødesogn Hellevad og senere fra 1615 til sin død den 25. august 1634 var kongelig kaledariograf og boende i København.

Det er sandsynligt, at Johannes Prætorius har formidlet kontakt mellem Petrus Jacobi og Niels Heldvad, og at det var hos ham, Petrus Jacobi opholdt sig i København.

 

En Ny og Skøn Formularbog  

Heldvad udsendte i 1624 en formularbog. ”En Ny og Skøn Formularbog”. Hans formål var at opdyrke det danske skriftsprog. Han gjorde det helt bevidst ved at indføre latinske og tyske fremmedord.

Heldvad giver udtryk for sin beundring for det tyske sprog og tradition.

Som vi tidligere har skrevet, så var Niels Heldvad en velset gæst ved Christian den Fjerdes hof. Kongen var heller ikke uden interesse for sprog.

 

Jacob Scholmeister skulle anmeldes

I retsprotokollen står der den 10. januar 1609 på nedertysk med byskriver Jürgen Thimsens hånd, at det bliver befalet byfogeden at melde Jacob Scholmeister, at han har forsømt at henvise skoledrengene fra sit hus til den rigtige skole. Og fra denne dag må han overhovedet ingen drenge holde i sit hus. Hvis han gør det, bliver han sat fra sin tjeneste.

 

Huset står der endnu

Han har haft privatelever i sit eget hus. Det måtte han ikke. Åbenbart har man haft lokaler til den tyske skole et eller andet sted i byen før den bygning ved kirken. Den står der endnu. I stueetagen til venstre var det tysk skole og til højre var der latinskole. På første sal var der bolig til den tyske skolemester. Huset stod færdig i 1612.

 

Oversigt over lærere fra dengang

Vi ved at denne tyske skolemester hed Jacob Albrecht. Han er død i 1652.Af retsprotokollen ved vi, at har søgt og fået bevilliget huslejetilskud. Han har forklaret, at han er meget dårlig gående, så han heller ikke kan klare trappen op til første sal.  

I Byarkivet nævnes også andre lærere i byens tjeneste. Således havde en Arend Höyer dårlige regnekundskaber og det udgjorde et problem. Så var det også en hans Attsen eller Otzen. Og i 1618 tog kæmner Hans Thomsen til Pellworm for at antage Johannes Gudeknecht, hvis han ellers egnede sig. Men det vides ikke, om det var tilfældet.

Det ser ud til, at der i årene en kort overgang, 1614 – 16 har været to offentlige skoler i Tønder en dansk og en tysk.

 

Hvor lærte tøndringerne dansk?

Johan Ketelsen havde en ualmindelig flot håndskrift. Han fik arbejde som humleskriver. Efter en tid var sproget i den offentlige skole så nedertysk. Men hvor lærte tøndringerne så at læse og skrive dansk. Det var jo også meget forskellig fra sønderjysk. Rejste de alle udenbys som Petrus Jacobi?

 

Mange private skolemestre i Tønder

I skattelisterne nævnes nogle skolemestre, der må have undervist privat. I årene 1662 – 81 levede der således en Jens Schulmeister i Tønder. I 1666 boede han i Sydøstkvarteret.  Men i andre dokumenter kan man se, at han boede ”Hinter der Sueder Stellen (sønder for staldene). Og det er den nuværende Skibbrogade.

Der nævnes også en hans Schulmeister i Sydvestkvarteret. Fra 1666 til 1669 nævnes en Marten Schulmeister i Slotsgade. I 1674 har vi også en Detleff Schulmeister. Og endelig er det en Siomon Schulemeister i Østergade. I Uldgade skulle der også have en.

Det ser ud til, at der i anden halvdel af 1600-tallet har været ganske mange private skolemestre i Tønder. Man ved også, ar ofte dengang var undervisning hos kapellaner, klokkere og organister. Der har været en stærk efterspørgsel på bassale læsekundskaber.

 

Bondeskoler

I første halvdel af 1600-tallet var der i de fleste sogne såkaldte ”bondeskoler”. Det var private skoler oprettet og finansieret af bønderne uden indblanding fra kirke og øvrighed. Kirken forlangte, at den kristelige elementærundervisning havde en central stilling. Men bønderne betragtede katekismus – undervisningen som præsternes og degnens sag og modsatte sig kirkens krav.

Både på land og by i hertugdømmerne og kongerige var holdningen formodentlig i vid udstrækning været, at skoleskikke var noget myndighederne ikke skulle blande sig i. Det blev senere ganske anderledes.

 

Mange breve er endt i kakkelovnen

Måske er det derfor vi ikke får så meget at vide om de private skoler i Tønder. Dansk skriftsprog har formodentlig været mere brugt i Tønder end antaget. Men i hvilken omfang datidens tøndringer kunne læse og skrive dansk, får vi nok aldrig nogle præcise oplysninger om.

I Tønder Byarkiv er der et righoldigt udvalg. Men vi må altid huske, at det jo ikke var alt, hvad der blev skrevet i byen, der havnede der. Det indeholdt kun det, der kom forvaltningen ved.

Hvad der har ligget i private hjem af breve, regnskaber mv. er i tidens løb havnet i kakkelovne. Og vi kan ikke vide, hvilket sprog, det er skrevet på.

 

 

Kilde:

  • Mackeprang: Tønder gennem tiderne
  • Ludwig Andresen: Geschichte der Stadt Tondern bis zum dreizigjährigen Krieg
  • Ahrens: Gejstligheden i Slesvig og Holsten fra Reformationen til 1864 1 – 3
  • V. Gregersen: Plattysk i Sønderjylland
  • Bjerrum: Folkemaalet i Tønder
  • Ludwig Andresen: Bürger und Einwohnerbuch der stadt Tondern bis 1869
  • H,V. Gregersen: Niels Heldevad
  • Hans H. Worsøe: Slægtsforskning i Sønderjylland
  • Japsen: Det dansksprogede skolevæsen i Sønderjylland
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Birgit Christensen: Dansk i Tønder i 1600-tallet (artikel)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 244 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn bl.a.

 

  • Tønder Statsskole i slutningen af 1920erne
  • Emmerske Bedehus og Skole
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Flere minder fra Tønder Statsseminarium
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminariets historie
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • I skole i Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Da Gadeskiltene blev skiftet i Tønder
  • Heimatfest i Tønder i 1921
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder omkring 1930
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • En berømt mand fra Hellevad
  • Tønder før og efter Genforeningen og mange flere.

Et Epidemihospital på Nørrebro

Maj 19, 2019

Et Epidemihospital på Nørrebro

Hospitalet fik sin endelige form i 1884. Gode råd til at undgå at få kolera. På Frederiks Hospital indrettede man en Dampseng. Patienter skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden. Sognepræst Frimodt fra Skt. Hans Kirke var særdeles betænkelig. Der var 288 senge i første omgang. Ikke var lige tilfredse. En lille pige havde fået klø af en sygeplejerske. I 1935 var 1,757 patienter indlagt med difteri. I 1974 blev Blegdamshospitalet nedlagt.

 

I 1853 i Koleraåret bekendtgjorde Sundhedskommissionen, at for at undgå smittefare, gjaldt det om ikke at opholde sig i indelukket, fordærvet og fugtig luft. Det blev tilrådet for ikke at blive forkølet at bære et varmt bælte om maven og uldne klæder nær kroppen.

 

  • Man skulle sørge for Renlighed, saavel i Linned og Lagener, som ved Badning og Vaskning af Legemet. Man skulle endelig vogte sig for uafbrudt Aandstrengelse, nedtrykkende Sindslidelser, især Ærgelser og Frygt. Nattevaagen og alt, hvad der for Resten svækker Legemet. Meget vigtigt skulle man iagtage Maadehold i Spise og Drikke.
  •  

På Frederiks Hospital forsøgte man sig med en speciel Dampseng. Patienter skulle pakke sig ind i dyner og tæpper og indtage skoldhed hyldete. Hver halve time skulle man indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet blev i hvert fald en forgiftning.

 

Efterhånden anså politikerne det for vigtigt, at der blev oprettet et egentlig epidemihospital. Til dette udvalgtes et areal i den sydvestligste del af Blegdamsfælled. Grunden var tilpas rummelig og afsides.

 

I modsætning til Kommunehospitalet skulle der bygges efter pavillon- eller baraksystemet. Det skulle give bedre fleksibilitet. De smittede personer skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden.

 

Sognepræsten ved Skt. Johannes Kirke, pastor Frimodt ville gerne have lægernes ord på, at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning og navnlig de tre skoler i Nørre Allé, på Sankt Hans Torv og Blegdamsvejen, som dagligt blev besøgt af ca. 2.000 børn. Men pastoren var også bekymret for den talrige menighed, der hver søndag samledes i kirken. Pastoren skrev blandt andet:

 

  • Den naturlige Frygtagtighed og Rædsel, der griber saa mange Mennesker alene ved, at de vide sig i Nærheden af en smitsom, ondartet Sygdom ikke udryddes.

 

Pastoren foreslog i stedet, at hospitalet blev anbragt i den nordsøstligste del af Lammefælleden. Grundejerne på Blegdamsvejen var også meget betænkelige. De mente, at hospitalets opførelse ville medføre skadelig følger for deres ejendomme. Folk ville nok ikke bo i nærheden af sådan et hospital. Derfor ville værdien af ejendommene sikkert falde i pris.

 

Også i Ting – og arresthuset var man betænkelig og gjorde opmærksom på, hvor mange der daglig færdedes der. Professor Thomsen mente dog ikke, at smitten kunne overføres gennem luften. Og hospitalet kom til at ligge 25 – 30 alen fra nærmeste beboelse.

 

Grunden tilhørte Krigsministeriet. De stillede en række betingelser. Arealet skulle omgives af et stærkt 3 ½ alen højt stakit med dobbelt tjørnehegn inden for stakittet. Der skulle også i et bælte af 30 – 50 alen plantes træer. Man anså det også vigtigt at anlægge en dyb grøft om hele arealet.

 

Hovedindgangen skulle være fra Blegdamsvej. Men det skulle også være udgang til Nørre Allé ud for Møllegade.

 

Arealet blev større end ventet på hele 14 tønder land. Nu blev der således plads til 12 dobbelte sygebygninger med 288 senge og en officiant – og en observationsbygning med 24 senge og i telte 100 senge.

 

De egentlige sygebygninger var kun på en etage. Administrations – og driftsbygningerne var på to etager. Hospitalets varetegn var Athene, der værger sine børn mod pestgudens pile. Dette var udført af Vilhelm Bissen. Med fuldførelsen af de sidste bygninger fik hospitalet sin endelige form i 1884.

 

I de første år skulle indenbys boende på fællesstue betale 1,20 kr. om dagen. Enestue kostede 2,20 kr. pr. dag. Udenbys boende skulle betale en del mere. Udlændinge kom til at betale 6 kr. for en enestue.

 

I slutningen af 1883 udbrød der skarlagensfeber. I alt blev der behandlet 5.001 patienter i løbet af et år. Trods diverse udvidelser måtte der i hast skaffes flere telte. Den 10. februar 1884 husede hospitalet hele 584 patienter.

 

Men ikke alle var lige tilfredse. Det kunne Aftenbladet i februar 1890 berette om. Et barn var indlagt med difteri. Af frygt for smitte måtte barnet ikke modtage besøg af forældrene. Endelig fik faderen en tilladelse. Det han fandt, var at hans barn var ved at kvæles af slim.

 

Trods det, at enhver sygeplejerske vidste, at sådan et barn skulle tilses med jævne mellemrum, lykkedes det først efter lang tids søgen at finde en stuepige, der ville hjælpe barnet. Faderen fik overført barnet til enestue med særlig pleje. Men barnet døde efter få dage. Sygehuset måtte efter faderens klage indrømme, at den sygeplejerske, der skulle føre tilsyn havde vist stor skødeløshed.

 

Den 30. juni 1891 skrev Aftenbladet om en sygeplejerske, der slog de indlagte børn. Således havde sygeplejersken rusket en lille seksårig pige i håret. Hun var indlagt med difteri.

 

Grunden til sygeplejerskens vrede var, at pigen havde kastet sin mad op. Artiklen vakte naturligvis vrede. Men artiklen førte også til et sagsanlæg mod redaktøren af Aftenbladet. Han måtte af med 200 kr.

 

I 1896 blev hospitalet dog rost i Berlingske Tidende:

 

  • Kjøbenhavn staar nu blandt de største Byer med Hensyn til sit Hospitalsvæsen, og naar man omtaler Europas store Hospitaler, maa da Blegdamshospitalet nævnes som et Mønsterhospital, baade i henseende til selve Indretningen, Behandlingen og Sygeplejen, der nu i Modsætning til ældre Tid staar paa et hit Trin, idet Functionairerne ved denne nutildags udgaae fra de mere dannede Klasser i Samfundet.

 

Blegdamshospitalet blev senere udvidet, så man ekstraordinært kan modtage 600 patienter.

 

I tidligere tid var difteri en af de mest frygtede sygdomme. Men ved hjælp af serum, der var blevet fundet i 1884, blev dødeligheden reduceret betydelig. I 1935 blev 1.757 patienter indlagt på Blegdamshospitalet med difteri, 35 døde.

 

Omkring år 1900 havde lægestanden taget nye redskaber i brug. Nu havde man mikroskoper og røntgenkanoner. Og vaccinationer og antiseptiske forholdsregler blev taget i brug. Man var godt i gang med at halvere børnedødeligheden.

 

En af de mest travle år i Blegdamshospitalets historie var under den store influenzaepidemi, den såkaldte ”Spanske Syge”, der i efteråret og vinteren 1918 – 1919 hærgede i byen.

 

Øresundshospitalet og Bispebjerg Hospital måtte træde hjælpende til. Ved Øresundshospitalet blev der ligeledes rejst telte. Sundholm, St. Johannes Stiftelsen indrettede også i hast specielle afdelinger. Men også læger og sygeplejerske blev smittet. En enkelt dag var 280 ansatte syge. Frivillige måtte træde hjælpende til.

 

I 1939 blev hospitalet udvidet med en øreafdeling og i 1942 kom en røntgenafdeling til. En selvstændig børneafdeling blev oprettet i 1955. Denne blev så i 1969 overflyttet til Rigshospitalet.

 

I 1974 blev Blegdamshospitalet nedlagt for at give plads til Panuminstituttet

 

www.dengang.dk har vi efterhånden 1.409 historier, og heraf er 271 plus 27 artikler fra det gamle Nørrebro herunder:

 

  • Blegdamshospitalet på Nørrebro
  • Kan du råbe mig Nørrebro op?
  • Johannes Kirke
  • Et hospital på Nørrebro
  • Kolera på Nørrebro 1853
  • Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen

 

 

 

 


Dengang affaldet stadig blev fyldt i firkantede zinkspande

Maj 19, 2019

Dengang affaldet stadig blev fyldt i firkantede zinkspande

Af Lisa Hildegarth

 

Palle Nielsen har båret tusinder af zink-skraldespande. Og det har kunnet mærkes på helbredet. En skraldespand kunne godt veje 100 kg. Så hjalp det at lægge en våd avis i nakken. På skraldet kunne man se, når folk blev skilt, eller om de havde det hårdt. Så blev rudekuverterne ikke åbnet.

 

Palle Nielsen var skraldemand i 41 år. Flere tusinde skraldespande har han løftet på ryggen. Han har en bule i nakken fra skulde til skulder former den lille hylde i kødet. Der har stået en skraldespand.

 

Flere tusinde skraldespande har taget turen fra krogen på plankeværket op på Palles knæ rundt om skulderen og op ad ryggen og ned på hylden i nakkekødet. Palle sagde:

 

  • Det var sådan en lille skavank, man fik

 

Han startede hos Renholdningsselskabet i daglig tale kaldet R 98 i 1970, dengang affaldet stadig blev fyldt i firkantede zinkspande.

 

  • Den kunne veje op til 100 kg, hvis der var fyldt med sod og aske. De første otte dage var hårde, indtil der kom en af de gamle, der gav et tip at lægge en våd avis i nakken. Det hjalp man bliver jo hårdhudet med tiden.

 

  • I de 41 år har jeg set levestandarden stige gennem vores affald. Jeg kunne jo se, når folk blev skilt, og når pengene var bange, og når rudekuverterne begyndte at komme uåbnede i skraldespanden.

 

  • Og jeg har også set, hvordan folk smed citruspressere, foodprocessorer og kaffemaskiner ud, fordi det i dag er billigere at købe ny, end at reparere. Det er noget svineri.

 

 

 

  • Tak til Lisa Hildegarth. Igen en historie om almindelige danskere.

 

 


Historieformidling på Facebook

Maj 19, 2019

Historieformidling på Facebook

Det er ingen tvivl om, at dengang.dk har haft stor glæde af Facebook. Men på det sidste har vi i den grad mærket censur. Og det har vi ikke i alle de år, hvor vi har opereret på dette sociale medie. Det er bestemte ting vi ikke må skrive om. Derfor er blevet blokeret. Næste gang er det så 30 dage. Og vi risikerer at facebook deaktivere vores konto. Men skal vi omskrive historien så det passer ind i Facebooks opfattelse. Måske er vi også blevet anmeldt for ”krænkende indhold”. Hvorfor skal vi indordne vores historie – skrivning efter standard – opfattelse? Facebook er en privat organisation som varetager ytringsfriheden på deres helt egen måde. Men hvorfor må Flensborg Avis bringe en anmeldelse på deres Facebook, men vi må ikke. Og hvorfor må vi ikke fortælle om Det tredje Rige’s forbrydelse. Desværre er vores blokering gået ud over to andre sider, vi også administrerer. Man lukker uden varsel, diskussion eller appelmulighed. Er det angsten for de højre-radikale? Nej vi vil ikke skrive efter amerikansk moral og etik. Vi vil heller ikke censureres efter algoritmer og diverse fy – ord. Måske er løsningen at vi nedlægger dengang.dk på Facebook. Du kan altid finde os på hjemmesiden.

 

Vi har mærket censur

Vi har nu fire gange inden for kort tid mærket Facebooks censur. Selv om vi har protesteret, har vi ikke fået lov til at fremsætte vores klage. I grunden er det tankevækkende, at vi i et land der i den grad sætter ytringsfriheden så højt skal udsættes for dette.

 

Det går ud over tre sider

For lige at forstå det hele, så er ”Den Gamle Redaktør” administrator for tre Facebook-sider. Og det er for det historiske, dengang.dk, Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsforening.

Den først nævnte er som bekendt historie og det to næste er erhvervsforeninger. På disse forsøger vi at give et nuanceret billede af erhvervslivet samt gengive, hvad der sker af spændende ting på Nørrebro og Amager.

 

Vi er ikke styret af nogen

Vi er partipolitisk uafhængig og gengiver såvel venstreorienteret samt borgerlige synspunkter. Ja den eneste, der sådan set styrer det er undertegnede. Vi skriver dette for at du skal kunne forstå vores senere synspunkter.

Både dengang.dk og Nørrebro Handelsforening har en meget stor læserkreds og en hjemmeside tilknyttet.

 

Derfor er vi skyldige

Og hvorfor er det lige man bliver blokeret? Ja ifølge Facebook er man selv skyldig. Man fastslår, at:

 

  • Vores sikkerhedssystemer registrerer, at indhold, du har slået op eller delt, virker mistænkelig eller stødende. Det kan vare op til et par dage.
  • Du har gjort noget, som ikke overholder vores fællesskabsregler. Det kan vare op til 30 dage.

 

For at undgå lignende blokeringer i fremtiden, så kan du gennemse vores fællesskabsregler for at forstå, hvilken type deling der er tilladt på Facebook.

Ja sådan står det. Og vi står nok til 30 dages blokering til næste gang, vi begår en Facebook – forbrydelse.

 

Man kan ikke nå at alarmere læserne

Nu er det ikke sådan, at man får tid til at alarmere ens læsere. Og når du som undertegnede er administrator for tre sider, så går det ud over alle tre sider. Fordi det er dig selv, der er personlig ansvarlig for Facebook – forbrydelsen.

Og nu har vi så læst de såkaldte ”Fællesskabsregler” igennem. Dem vender vi også tilbage til.

 

Der er mange grænser på Facebook

Facebook var aldrig for alvor – og heller ikke i princippet – stedet, hvor ytringsfriheden virkelig havde frit slag.

Der er nemlig grænser for, hvad du må skrive ifølge Facebook-reglerne eller fællesskabsregler, der højst sandsynligt kun er blevet læst af ganske få brugere, dengang de oprettede deres Facebook-profil. Som skrevet har vi nu læst dem. Facebook fjerner hadefulde udtalelser, der omfatter indhold, som angriber folk direkte på baggrund af:

 

  • Race
  • Etnisk tilhørsforhold
  • National oprindelse
  • Religiøst tilhørsforhold
  • Seksuel orientering
  • Køn eller kønsidentitet
  • Alvorlige handicap eller sygdomme

 

Man kan se, at dette nu ikke er helt tillempet den danske ytringsfrihed. Og det er heller ikke en af disse forbrydelser undertegnede har begået.

 

Facebook – et sted med ”1,8 milliarder journalister”

Facebook er at betragte som en medieorganisation med ca. 1,8 milliarder journalister i form af offentlige brugere.

Fordi det er en privat organisation, er det redaktionelle ansvar og den måde, det bliver opfyldt, en subjektiv og skønsmæssig vurdering, ikke et statsligt eller offentlig anliggende.

Vi kan være uenige med reglerne, fremgangsmåderne og hvad der ofte virker som en meget lemfældig omgang med sandheden, fakta, nyhedshistoriens pålidelighed og egne standarder og regler.

Modsat kan man sige, at statsstyret tankekontrol blandt borgerne og virksomhederne i et liberalt demokrati er som at mikse en cocktail bestående af olie og vand.

 

Vi har haft stor glæde af Facebook

Der er ingen tvivl om, at dengang.dk, Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsråd har haft stor glæde af Facebook. Det håber vi, at det vil fortsætte. Men på den anden side, undertegnede vil ikke ændre på de historiske artikler, han har skrevet for at tilfredsstille Facebook’ s etik og moral.

 

Facebook bestemmer din ”ytringsfrihed”

Når Facebook beslutter sig for at censurere et indlæg eller en gruppe, udløser det ramaskrig:

 

  • Ytringsfriheden bliver krænket

 

Men først og fremmest er det ikke noget, der hedder ubegrænset ytringsfrihed på facebook, hvilket lige præcis er det, fællesskabsreglerne er formuleret til at formidle.

For det andet bliver ytringsfriheden først krænket, hvis formidlingsretten overtrædes, og man hverken kan få sine meninger publiceret på Facebook eller andetsteds, så man ikke kan give sin mening til kende eller mødes med ligesindede.

 

Husk at Facebook er en forretning

Men hvis dit Facebook – indlæg bliver fjernet, betyder det jo ikke, at du er afskåret fra at få dit budskab ud. Du kan oprette din egen server med online-adgang eller forsøge at publicere indlægget hos en anden platform.

Hvis en bestemt avis ikke ønsker at publicere din artikel, kan du prøve lykken et andet sted. Hvis det mislykkedes, kan du forsøge med en brevdue eller gå fra dør til dør med dit budskab.

Vi glemmer at Facebook er et socialt medie, som er udviklet til at tjene penge på trafik på siden gennem bevågenhed, reklamer og annoncer. At understøtte og tilskynde demokratiet er ikke del af forretningsplanen.

Denne forretningsmodel bygger på onlinetrafik og på at være en af de afgørende distributører af vores online opmærksomhed. Enkelte store aktører ”ejer” stort set al trafik på internettet, og alle de andre har travlt med at rage det tilbageværende til sig.

Forretningsmodellen har meget lidt at gøre med at understøtte demokratiet, ytringsfriheden og friheden til at udtale sig i det offentlige rum. Det er et medie, som har et redaktionelt regelsæt, der tilhører Facebook.

Ind imellem administrerer Facebook reglerne rigtig dårligt, hvilket også kan ske for en hvilken som helst medieorganisation.

Facebook kan således understøtte og stimulere ytringsfriheden og demokratiet nærmest som et biprodukt.

 

Man lukker uden varsel, diskussion eller appelmulighed

Gad godt nok vide, om Facebook skulle have en særlig algoritme, som fanger forskellige ord. Meget tyder på, at de ikke læser ”de forbudte artikler”. Man lukker uden varsel, uden diskussion og uden appelmulighed.

Det er heller ingen appelmulighed, når det er en anmeldelse fra andre brugere, der udløser sletningen. Jo Facebook er en privat virksomhed og er derfor i sin gode ret til at bestemme sine brugervilkår.

 

Det kniber med at formidle historieskrivningen

Facebook har fået så stærk en position, at regulering er nødvendig. En stadig større del af den danske samfundsdebat foregår på Facebook. Men det kniber med at formidle historieskrivningen på Facebook. Og det er en skam.

Vores ”forbudte” artikler har været formidlet før og vores ”forbudte” delinger har været formidlet af andre, så er der i grunden en konsekvens?

 

Hans Scherfig siger det noget så rigtigt

Nu er det sådan, at os der bruger Facebook samtidig bidrager med en masse. Og det er spændende ting, synes vi selv. Men det tager Facebook ikke hensyn til.

 

  • Der er ytringsfrihed i Danmark. Alle har ret til at købe aktiemajoriteten i A/S Politiken.

 

Således sagde forfatteren Hans Scherfig, som i efterkrigstiden var en aktiv skribent på kommunisternes daværende dagblad Land og Folk.

Han fastholdt gennem årene, at ytringsfriheden under kapitalismen fundamentalt er beskåret, fordi den afhænger af dem, som ejer ytringsmidlerne. Kapitalen, som ejer aviser og forlag, bestemmer hvortil ytringsfriheden skal anvendes.  

 

Er det angsten for de højreradikale?

Vores problem i historieskrivningen er, at vi også skriver om Det Tredje Rige, og det der skete dengang i Tyskland. Og mange af de ord, vi bruger der er åbenbart ”Fy – ord”. Og så reagerer algoritmerne.

Måske skyldes dette, at tyskerne simpelthen er bange for landets stærke højreradikale miljø. Derfor vedtog Forbundsdagen i foråret en lov med skrappe sanktionsmuligheder over for webmedier, herunder Facebook, som ikke straks fjerner ”hate speech”.

Loven som i Tyskland populært kaldes ”Facebook – loven” har været voldomt kritiseret af jurister og borgerrettighedsforkæmpere. For den truer ytringsfriheden på helt samme måde som indgreb mod fake news. Man overlader det til private aktører at censurere den offentlige debat – på en ikke gennemskuelig måde.

 

Andre må gerne dele

Så det første vi kunne forlange af Facebook, var gennemskuelighed og åbenhed. Over for dem, som rammes af indgreb, men også over for resten af Facebooks brugere.

Vores første advarsel fra Facebook kom, da vi delte en anmeldelse fra Flensborg Avis, som har mange gode anmeldelse af historiske bøger. Det handlede om nazi – tiden i Flensborg. Facebook mente, at vi overtrådte ”Fællesreglerne”.

Vi henvendte os derfor til redaktøren af Flensborg Avis, der havde været så venlig at gøre ret meget ud af anmeldelsen af undertegnedes bog ”Grænser for vækst”. Avisen havde ikke fået nogen restriktioner fra Facebook, da de lagde anmeldelsen ud på deres Facebook. Redaktøren mente, at det var en fejl fra Facebook.

 

Facebook overholder ikke deres forpligtelser

Under fællesskabsreglerne i del 4, står der punkt 18, at ærlighed er grundstenen i vores fællesskab. Derfor kræver Facebook, at folk opretter deres profil på Facebook med det navn, de kaldes daglig.

Det skete bestemt ikke den dag, da Nørrebro Handelsforenings Facebook side blev overstrømmet af anonyme profiler, der forlangte at et par af vores artikler skulle fjernes. Hvis dette ikke skete ville der blive lavet hærværk mod medlems-butikker på Nørrebrogade.

Vi havde skrevet om et kursus, der blev afholdt i et bestemt hus. Det var ligefrem trusler, som Facebook ikke hjalp med at fjerne. Politiet sagde, at de kunne finde frem til profilerne, så derfra var der ingen hjælp.

At undertegnedes familie så blev opsøgt af hætteklædte folk, der nede fra forsøgte at bilde familien ind, at det var postvæsnet kl. 17, lørdag eftermiddag er en anden historie.

Da undertegnede senere kom hjem, blev jeg af sikkerhedsgrunde nødt til at slette de artikler, som de unge mennesker havde forlangt. Der var ingen hjælp at hente fra Facebook.

Facebook har ellers et punkt i deres regler, der hedder Chikane.

 

Vi må ikke skrive om farlige personer og organisationer

Men se grunden til, at Facebook sikkert har blokeret os er, at der under Vold og kriminel adfærd er en gruppe 2, der hedder Farlige personer og organisationer. Her fjerner man indhold, der støtter eller bifalder grupper, ledere eller enkeltpersoner, som er involveret i følgende aktiviteter:

 

  • Terrorvirksomhed
  • Organiseret had
  • Masse – og seriemord
  • Menneskehandel
  • Organiseret vold eller kriminalitet

 

Inden for disse kategorier har man sikkert grupperet nazisterne og nazisternes ledere samt Waffen SS. Vi tror ikke, at Facebook læser artiklerne igennem, men spotter begreber eller ord og så uden varsel sletter og blokerer.

 

Vi må heller ikke skrive om jøder

Et andet punkt er del 3 punkt 12 Hadefuld retorik. Vi har skrevet en del om jøder. Og det bliver så misforstået af Facebook og betegnet som ”Hadefuld retorik”. Vi har skrevet om forfølgelsen af jøde og jødernes flugt over Øresund.

At det er tale om historie, er sikkert ikke noget algoritmerne kan finde ud af.

 

Læserne kan anmelde ”krænkende indhold”

Men se historieskrivning er også en fortolkning. Særlig besættelseshistorien har mange skjulte sider. Og her er så følgende at læse i Facebooks regler:

 

  • Vi gør det nemt for folk at anmelde potentielt krænkende indhold, herunder sider, grupper, profiler og/eller kommentarer som vi skal gennemgå.

 

Vi tror ikke, at man gennemgår noget. Det sker ganske automatisk.

 

Her er konsekvenserne for ” Forbryderne”

Og konsekvenserne beskrives således:

 

  • Konsekvenserne af at overtræde vores fællesskabsregler varierer, alt efter hvor alvorlig overtrædelsen er og personens historik på platformen. Eksempelvis er det muligt, at vi advarer en person ved den første overtrædelse, men hvis personen fortsat overtræder vores regler, kan vi begrænse vedkommendes mulighed for at slå indhold op på Facebook eller deaktivere vedkommendes profil

 

Facebook varetager selv ”Ytringsfriheden”

Om den ny lovgivning, der forpligter sociale medie-platforme i EU til at fjerne terrorpropaganda inden for en time, er trådt i kraft vides ikke. Det er lagt op til, at hvis dette ikke sker, vil der falde enorme bøder.

Selv om ekstreme ytringer under visse omstændigheder kan føre til skadelige handlinger og radikalisering, risikerer begrænsninger af ytringsfriheden altså at forværre situationen.

At overlade det til Facebook alene at bestemme, hvem der må ytre sig på Facebook, og hvad de må ytre sig om, svarer til at overlade det til flyveselskaber alene, hvem der må flyve hvorhen.

 

Mange bliver ramt

Nu er det ikke kun de tre sider, som undertegnede administrere, der er og har været ramt. Sociale mediers ”censur” af egne platforme er ganske omfattende.

Facebook fjerner hver måned 288.000 kommentarer med videre, der strider mod platformens forbud mod ”haste Speech”. Dermed overgår omfanget af Facebooks censur på en måned langt over, hvad den katolske kirkes ”index” over forbudte bøger formåede at censurere fra 1559 til 1966, hvor indekset formelt blev ophævet.

Jo mere pres der lægges på sociale medier for at fjerne indhold, jo større en risiko for at man derved griber ind i de debatter, som almindelige mennesker fører om emner, som optager dem, og som på trods af en ofte hård og brutal tone siger noget om, hvad der optager befolkningen rundt omkring i Europa.

EU er med til at oprette nye censurregimer for sociale medier.

 

Man skal have en ”standardopfattelse” af historien

Vi bliver efterhånden stopfodret med historier om sociale medier, der fjerner indhold og personer, der ikke lever op til de såkaldte ”fællesregler”. Historie – skrivning, der ikke passer ind i den digitale standardopfattelse, betragtes som overtrædelse af de såkaldte fællesskabsregler. Dette medfører censur eller udelukkelse. Egentlig skal der slet ikke så meget til.

 

Du skal skrive efter amerikansk ”moral og etik”

I dag varetages den af amerikanske tech-virksomheders automatiserede systemer. Og sikkert også efter den amerikanske moral og etik. Censuren er både håndteret af algoritmer og af mennesker, der har få sekunder til at vurdere om indhold skal fjernes.

Husk på, at teknologi ikke er neutral – den er menneskeskabt og præget af intentioner.

 

Censur kan være nødvendig

For tech – virksomheder som Goggle, Twitter og Facebook vil intentionen altid være markedsorienteret. Det handler om, at få brugerne til at blive lidt længere for at sikre, at der er varer på hylderne til annoncørerne. Og dette foregår efter logikken, at indhold, der forstyrrer masserne og i værste fald få dem til at logge af, må lade livet.

Censur kan være nødvendigt, og det er naturligvis vigtigt, at ulovligt indhold bortcensureres på de sociale medier.

 

Information skal pakkes ind i salgsbare kategorier

I april 2018 offentliggjorde Mark Zuckerberg Facebooks – guidelines, der ifølge hans opdatering skulle skabe et mere demokratisk og uafhængigt system.

Vi har gennem alle de år, vi har brugt Facebook aldrig haft så store problemer som nu.

Nu har man kun offentliggjort et uddrag og ikke de dokumenter, der året forinden afslørede et utilstrækkeligt system, der favoriserer kommercielle strukturer og bestemte grupper.

I det digitale univers har ord, viden, information og kommunikation kun værdi, når det kan pakkes i salgsbare kategorier og handles som varer og services.

 

Internettet giver svar på mange bønner

Tech – industrien værdsætter tekniske færdigheder, men devaluerer systematisk mennesker, der bringer vigtige kompetencer til bordet, der kan styrke produkter både etisk og kommercielt.

Mennesker med humanistisk kunnen – kompetencer er nødvendige for at kunne tage højde for historisk og kulturel kontekst.

Internettet giver svar på mange bønner. Viden er i den grad gjort tilgængelig. Det som du også formidler på Facebook er gjort tilgængelig. Vi vil gerne uddele vores viden. Gennem www.dengang.dk  er der 1.408 historiske artikler tilgængelig og på www.norrebro.dk er der vel 3.400 artikler omkring samfundsforhold, erhverv, trafik m.m. tilgængelig. Alt dette uden betaling af nogen art. Skal alt dette ødelægges af blokeringer og algoritmer? Eller for den sags skyld censur?

 

Internettet – den åbne og fri diskussion?

Facebook er jo i direkte modstrid med nettets fremmeste funktion, nemlig den åbne, fri kommunikation og udveksling af viden.

På få år er Facebook blevet det største og mest indflydelsesrige nyhedsmedium på kloden. Det fungerer som en genial distributionsplatform. Men man drøfter ikke med andre, hvordan man redigerer informationerne.

 

Tre ud af fire danskere har en Facebook – profil

I hvert fald så redigerer man ikke indhold efter dansk eller nordeuropæisk etik, men efter amerikansk moral, hvor historiske dokumenter også fravælges. Hvad er alt det, som vi ikke får at se.

Hvilke algoritmer anvender Facebook og hvordan sorterer de i de informationer, vi får lov til at se. Kan vi være sikre på, at vores digitale virkelighed – og dermed i tiltagende grad i vores forståelse af verden – ikke redigeres, så den svarer til Facebooks eget ideal eller det, der er bedst for Facebooks bundlinje.

Tre ud af fire danskere har i dag en Facebook profil. Det er alle tiders sted at formilde historie-fortælling. Men er det Facebook, der skal diktere hvad der er rigtig og forkert historie-formidling.

 

Skal vi nedlægge dengang.dk på facebook?

At Facebook er ved at blive så stor, at det er blevet til internettets infrastruktur, at et firma ved stort set alt om vores liv, er villig til at sælge ud af sine data om os og tilmed er lukket om sine redaktionelle processer er hovedsagelig betænkelig.

Efter disse oplevelse på Facebook er vi nødt til at tage nogle alvorlige beslutninger. Der er ingen problemer m.h.t. Nørrebro Handelsforening og Amager Erhvervsforening. Her har vi ikke mødt censur.

Men det har vi så i høj grad på vores Facebook dengang.dk, selv i artikler der har været delt på en anden side. Måske bliver vi nødt til at nedlægge den, selv om den er meget populær.

Man kan jo altid se de historiske artikler på hjemmesiden www.dengang.dk Og Facebook er sådan set ligeglade med, at de blokerer for alle tre sider på en gang,

 

En underlig debat

Egentlig er det lidt mærkelig, at vi skal rejse dette tema. Vi har lige fået afskaffet blasfemi-paragraffen, og det er der så nogen der udnytter til fulde. Men så har vi krænkelsesdebatten. Og det er ord vi ikke mere må sige. Tænk, at Halfdans ABC er censureret.

 

Kilde:

 

Uwe Brodersen administrerer Facebook-siderne:

  • Nørrebro Handelsforening
  • Amager Erhvervsråd
  • dk

Uwe Brodersen er redaktør for:


Sinker og Halvidioter på Nørrebro

Maj 15, 2019

Sinker og Halvidioter på Nørrebro

Dette er endnu en artikel, der skulle have været i Nørrebro LIV. Egentlig er det en frygtelig historie, der handler om ”De Kellerske Anstalter” Det startede egentlig på Nørrebro. Og det var begyndelsen til racehygiejne, det hvide snit og de farlige kvinder på Sprogø. Man havde blind tillid til dem i de hvide kitler. Også til deres filosofiske tankegang. Vi skal blandt andet besøge anstalter på Baldersgade, Bangertsgade, Meinungsgade og Baggesensgade. Chr. Keller mente, at man kunne ”anvende dressur på idioter”.  

 

Denne gang er det ikke et stykke hyggelig lokalhistorie. Det handler om, hvordan vi hurtigst mulig kom af med afvigere, som ikke passede ind i samfundet. Og det hele startede på Nørrebro.

 

Du kender sikkert ”Det Hvide snit” og begrebet ”Tvangssterilisation”. Og så blev en gruppe mennesker kaldt ”idioter” eller ”halvidioter”. Var du klar over, at meget af den filosofi, som vi brugte over for disse grupper startede på Nørrebro.

 

Hele filosofien udviklede det sig til et begreb, der hed racehygiejne”.

 

Jo det var ”De Kellerske Anstalter” på Baldersgade, Bangertsgade, Meinungsgade og Baggesensgade.

 

På adressen Baldersgade 20-24 opstod ”De Kellerske Anstalter”. Her blev åndssvage og døvstumme undervist i at læse og tale. Cirka halvdelen boede på stedet. Det var her, at Balders Hospital startede i 1903. Det var det første hospital på Ydre Nørrebro, der indeholdt en særlig konsulationsstue for fattigfolk. Siden blev bygningerne rammen for en berygtet psykiatrisk afdeling for Kommunehospitalet.

 

I slutningen af besættelsestiden hed det så Krankenhaus Baldersgade for ca. 140 tyske flygtninge. Efter besættelsestiden var hospitalet en årrække en filial af Rudolf Bergs Hospital for Kønssygdomme.

 

Allerede i 1841 fandt man ud af, at der var 2.000 udviklingshæmmede i Danmark. De blev inddelt i højere, middel eller lettere udviklingshæmmede. Mange af disse mennesker var mere eller mindre spærret inde i værelser eller udhuse. Man kaldte disse for ”indplankede mennesker”.

 

Den store igangsætter var Johan Keller. Han voksede op på Christianshavns Straffeanstalt, hvor hans far var inspektør. Al den nød og elendighed han så der, prægede resten af hans liv. Han skelnede mellem forskellige grupper

 

  1. Idioter, hvor man kunne bruge dressur
  2. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet

 

Han fik hjælp af både stat og kommune, og kunne derfor bygge en stor skole i Baggesensgade.

 

Det hændte ofte, at Keller opdagede, at Keller under sin døvstumme-undervisning opdagede, at folk slet ikke var døvstumme, men ”idioter”, som man vitterlig kaldte dem dengang.

 

Baggesensgade – skolen blev moderanstalten for de øvrige åndsvage-anstalter, der blev indrettet dengang. Nu opstod der også behov for asyl for uhelbredelige åndsvage. Men de helt ubemidlede åndsvage blev henvist til fattiggårde.

 

I 1891 skete der en ændring i sociallovgivningen. Man skelnede nu mellem værdigt trængende og uværdig trængende. Det får den konsekvens, at de familier, der havde mistet deres borgerlige rettigheder, fordi de modtog hjælp, nu genvinder dem.

 

En særlig forsøgsafdeling blev oprettet i Bangertsgade, På et tidspunkt havde man hele tre bygninger i brug. Christian Keller gik ind for sterilisation og kastration af åndssvage. Han var bange for, at antallet af disse ville stige i samfundet,

 

Presset voksede på institutionerne. Det skyldtes at de lettere åndssvage n u også kom der. Som Keller sagde:

 

  • Det var ingen lov, som forbød det, men det var heller ingen lov, der tillod det.

 

Han fandt ud af, at det var et godt trick at overdrive. Loven fik efterhånden præg af racehygiejne. Således blev det fremhævet, at der i fattiggårde gik folk rundt, som ofte var åndssvage eller på en anden måde ”åndelig defekte. De var til gene for deres omgivelser.

 

En nedsat kommission mente, at flere grupper også skulle komme på tale, når det gjaldt kastration og sterilisation. Det var farlige forbrydere, epileptikere, alkoholikere, skizofrene, paranoide og personer med maniodepressive psykoser.

 

Mellem Fredericia og Vejle i Brejning opførtes mellem 1891 og 1901 en større anstalt. Man havde nu plads til 600 patienter. Danmark blev nu foregangsland, når det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndsvage. Man fortsatte med at indrette afdelinger på Livø og Sprogø for henholdsvis ”farlige mænd” og ”farlige kvinder”.

 

Christian Keller var nu kommet til den erkendelse, at åndsvage ikke kunne helbredes. Arbejdssky, prostituerede og andre asociale skulle nu også ind under den lovgivning, der tillod sterilisation og kastration.

 

Efterhånden var bygningerne på Nørrebro blevet alt for små og uhensigtsmæssige. I 1949 var Brejninge belagt med 1.700 patienter fordelt på 43 afdelinger. Man overtog også Ebberødgård, Lillemosegård og Gammelmosegård.

 

I 1911 over De Kellerske Anstalter øen Livø oppe i Limfjorden. Det blev et sted, hvor åndsvage og ofte kriminelle, sagde man blev holdt fanget. Mange fik betegnelsen moralsk åndsvage. Det gjaldt om, at rense ud i samfundet. Man skulle nødig videregive ”sygdommen” til næste generation. Ofte var disse mænd asociale. Deres forbrydelse var, at de ikke passede ind i samfundet. Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse med en kvinde betyde, at de blev sendt tilbage til Livø.

 

I 1923 oprettede man en anstalt for seksuelt løsagtige åndsvage kvinder på Sprogø. Den typiske Sprogø – kvinde blev i lægernes journaler beskrevet som letfærdig og løsagtig. Man skulle her på øen være med til at forhindre tiltagende forøgelse af minusindividerne. Svagtbegavede kvinder var ikke blot potentielle smittebærer af kønssygdomme. Deres seksuelle aktivitet førte også til uønskede børnefødsler med stor risiko for degenererede arv. Sådan var holdningen dengang.  Her var kvinderne i gennemsnit syv år. En enkelt var her i 31 år.

 

Først i 1961 blev Livø og Sprogø nedlagt.

 

Bag den Kellerske filosofi var også ”Det hvide snit”. I perioden fra 1939 til 1983 fik godt 4.500 danskere foretaget dette indgreb. Husker du Jack Nicholsen i Gøgeredden. Han endte som en grøntsag.

 

Når en kvinde fik diagnosen ”Psytkopat”, som man dengang karakteriserede som en slags karakterafvigelse, så som aggressiv, bandende og seksuel aktiv. Ja så skulle hun passe på. For samfundet passiviserede ofte disse ”afvigere”.

 

Vi har også glemt, at 1930ernes Tyskland så meget op til Danmarks racehygiejne og hvad det deraf fulgte. Der er stadig stor tiltro til manden i den hvide kittel og for eksempel brugen af elektrochok. Medierne var jo også helt med på den.

 

Tænk at alt dette startede på Nørrebro med de Kellerske Anstalter.

 

 

  • De Kellerske anstalter på Nørrebro
  • Jagten på det perfekte menneske
  • Mandelejren på Livø
  • De unge kvinder på Sprogø
  • De farlige kvinder

Da Familien Aller kom til Nørrebro

Maj 12, 2019

Da Familien Aller kom til Nørrebro

Dette er en af de artikler, der skulle have været med i Nørrebro LIV. Alt godt kommer som bekendt fra Sønderjylland. Og herfra kommer Familien Aller. Ja det startede med Jens Hansen, der blev en af Københavns største øl- og brændevinsbryggere. Han tog navneforandring efter sin fødeby ved Christiansfeld. Sønnen Carl gik i faderens fodspor. Denne døde, da hans søn, Carl kun var 7 år. Moderen lod opføre en villa i Odinsgade. Det blev hele kvarterets samlingssted. Og naboens datter blev forelsket i Carl. Denne lavede kemiske forsøg, og det kunne have endt så gruelig galt. Jo det var starten på Nordens største bladeventyr med et stort byggeri i Blågårdsgade.

 

Da Jens Hansen kom til København ændrede han sit efternavn til sin fødeby Aller i nærheden af Christiansfeld. Jens Aller blev en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. Jens Aller kom til at eje støre græsningsarealer ude på Nørre Fælled og Ydre Nørrebro.

 

Sønnen, Christian Aller gik i faderens fodspor. Han var en af de første, der begyndte at brygge uden for Nørreport i 1830. Dennes søn Carl Aller blev født i 1845, og allerede 7 år efter døde hans far. Enken kunne ikke selv klare bryggeriet og landbruget. Det blev alt sammen solgt for en pæn sum penge.

 

Hun flyttede med syv børn ind i en nyopført villa i Odinsgade i et af nye kvarterer på Ydre Nørrebro.

 

Det var her, at Carl voksede op. Moderen åbnede huset for kvarterets børn. Har fandt man et fristed. Allerede ved sin konfirmation vidste Carl, hvad han ville være. Og det var litograf og bogtrykker. Teknikken og selve bladudgivelsen fascinerede ham.

 

Han kom i lære i C.F. Aamodts Litografiske Etablissement. Men samtidig fortsatte han med eksperimenter i kvistværelset i Odinsgade. Det var især stentryk, der fascinerede ham. Hans mor var dog efterhånden lidt bekymret. Vinduerne til hans værelse var efterhånden næsten sorte på grund af hans eksperimenter. Det var bestemt heller ikke ufarligt. Følgerne viste sig også senere i livet.

 

I 1869 lykkedes forsøgene for Carl Aller. Han havde udviklet en speciel trykkemetode. Med en kemikaliekombination lykkedes det ham ved hjælp af et fotografi, at gengive kobberstik og pennetegninger i stentryk.

 

I mellemtiden havde Carl fundet sammen med naboens datter. Hun hørte til den gruppe børn og unge, der kom i hjemmet. Laura Bierring havde også mistet sin far ret tidligt. Han var en velhavende købmand og urtekræmmer. De giftede sig, da Carl som 26-årig fik sit svendebrev den 20. oktober 1871.

 

På bryllupsaftenen blev Carl ramt af et grimt mavetilfælde. Lægen Peter Eberling blev tilkaldt. Diagnosen var ”brystsyg”. Og denne diagnose indeholdt alt fra lungesygdom til tuberkulose. Han havde indåndet en masse kemikalier, og det havde sat sig på lungerne.

 

For sin opfindelse søgte Carl det eftertragtede H.C. ørsteds Legat. Men det var Laura, der måtte skrive ansøgningen. Selv var han ordblind. Men priskomiteen mente i første omgang, at det var kunsttryk og ikke håndværk. Ved selvsyn blev de overbevist.

 

I Danmarks Nationalbank havde de hørt om opfindelsen. Mod kvittering fik han overladet en femrigsdaler – seddel. Men da han kom med ti pengesedler, var der ingen, der kunne finde originalen. Han fik tilbudt 800 rigsdaler for sin opfindelse, men han sagde nej.

 

De startede i lejede lokaler i Holmens Kanal. Laura havde fremstillet en produktion af hækleopskrifter og mønstre. Dette gav ideen til de første blad ”Nordisk Mønster-Tidende”. Det så dagens lys den 7. januar 1874. I dag hedder det Femina.

 

Pladsen blev efterhånden for trang. Parret vendte tilbage til barndommens Nørrebro. I Blågårdsgade havde de lejet lokaler med forkøbsret. De trykte en billedbibel og hver fredag fremstillede de det satiriske blad Ravnen.

 

Først kom sønnen Axel, siden Valdemar. Laura tog sig det redaktionelle, mens Carl tog sig af produktionen. Efterhånden kunne de holde fogeden fra døren.

 

Carl havde ideerne. Han var inspireret af Illustreret Tidende. Det var datidens Billedblad, hvor verdens begivenheder blev skildret i tegninger. Men efterhånden virkede dette blad lidt gammeldags og stift.

 

En dag spurgte Carl så, om Laura blandt alle sine gøremål, havde tid til at samle stof til et nyt blad, der skulle hedde Illustreret Familiejournal. Kimen til Nordens største bladsucces var lagt. Det første blad kom på gaden den 7. januar 1877.

 

Gennem smukke illustrationer holdt bladet læserne ajour med datidens vigtigste begivenheder. Oplysning og underholdning skulle formidles ud til hjemmene. Teksten skulle være humoristisk, alvorlig og informerende. Laura var i begyndelsen både regnskabsfører, ekspeditionsstab og redaktør i samme person.

Det første eksemplar i abonnement blev solgt til madam Svendsen, en værtshusholderske, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22.

 

Illustreret Familiejournal blev øjeblikkelig en succes. Hans majestæt Kong Christian den Niende ville gerne have leveret to eksemplarer af bladet leveret til hoffet efter tre måneder.

 

Manden, der trak svinghjulet i Blågårdsgade blev overanstrengt. Carl var klar over, at hvis han skulle følge udviklingen måtte han investere i nye maskiner. En ny hurtigpresser blev bestilt. Samtidig satte man en gasmaskine op i trykkeriet, der skulle drive pressen. Men den larmede ret så meget.

 

Egentlig var trykkeriet indrettet i en gammel hestestald og familien boede i en treværelses lejlighed lige ved siden af. Nabo- og genbogrunden blev købt. En ny trykkeribygning blev i hast opført.

 

I begyndelsen af 1880’erne fik man lavet aftaler med et norsk og et svensk trykkeri om trykning af Allers blade på henholdsvis norsk og svensk.

 

Laura fik ideen til Romanbiblioteket. Desuden udgav man lægebogen ”Med Lægen som Husven”. Men Laura fik dog tid til at føde døtrene Rigmor og Ragna.

 

En kæmpe succes blev også Allers Illustrerede Konversationsleksikon.

 

Parret var meget socialt indstillede. Med jævne mellemrum udgav de særnumre af blade. Overskuddet gik til arbejdsløse og vanskelig stillede. Engang havde de indkøbt 10.000 stk. rugbrød a 4 pund, som de havde uddelt blandt trængende i København.

 

I 1886 blev den første dampmaskine installeret i Blågårdsgade. Gasmaskinen, som man kaldte for Gaspeter blev skrottet. I 1895 udkom Illustreret familiejournal som det første ugeblad i Norden i firefarvet tryk.

 

Efterhånden udsendte man også kunsttryk. Der udkom flere nye blade også forløberen for Billedbladet. Laura og Carl havde helt bestemte meninger om, hvad man kunne skrive om og ikke skrive om.

 

De to sønner blev opdraget med henblik på at overtage virksomheden. De blev flasket op med ugeblade og trykkeriet. Laura og Carl var heldige. De havde arvet deres forældres gener.

 

I 1900 ekspanderede virksomheden for alvor. Man overtog det hæderkronede bogtrykkeri Bianco Luno. Nu var det for alvor tid til at flytte fra Nørrebro.

 

Forfatterne Holger Drachmann og Herman bang blev koblet til koncernen. I 1912 købte man en egen papirfabrik. I 1917 døde Laura med en pen i hånden. Ni år efter døde Carl. Dette er blot en lille del af Aller – koncernens historie.

 

  • dengang.dk har vi efterhånden samlet 1.406 historier. Heraf er 269 plus 27 fra det Gamle Nørrebro herunder:

 

  • Familien Aller fra Nørrebro

 


Randers – Madonnaen

Maj 12, 2019

Randers-Madonnaen

 

Af Lisa Hildegarth

En af Nordens ældste Madonna-figurer blev i 1818 fundet i Randers Fjord. På samme sted fandtes et sværd og en økse. Men det var så rusten, at det blev smidt ud igen. Metalfiguren valgte man heldigvis at beholde. Måske har figuren været indpasset i et alter? Hvor kom hun fra og hvor var hun på vej hen? Måske var det tyvegods, der bare blev smidt her? Undersøgelser har vist, at figuren mest ligner svenske madonna-figurer udført i træ

 

 

 

En af Nordens ældste Madonnafigurer, den bronzestøbte Randers Madonna blev i 1828 fundet i Randers Fjord.

 

 

 

Den 8. oktober skulle man fjerne en lille holm i fjorden for at bedre sejladsen gennem sejlrenden. Til dette gravearbejde anvendtes en muddermaskine. Holmen beskrives som omtrent 6,5 m lang og 5 m bred, og ragede ca. 0,65 m op over daglig vande. Den lå omtrent midt i fjorden, “tæt østen for den store bro, som fører over fjorden til Randers by.” Her fandt man en metalfigur, “10 tommer høj” som blev hentet op fra godt to meters dybde.

 

 

 

Arbejdsfolkene havde forklaret, at der på samme sted og dybde, også blev fundet et sværd, ca. 95 cm langt og 5 cm bredt, samt en økse. Da de to sidstnævnte genstande imidlertid var så fortærede af rust, at de “ganske gik i stumper og stykker”, valgte man at kaste dem ud igen. Metalfiguren beholdt man heldigvis.

 

 

 

Jesusbarnet, som Madonna-figuren har holdt i venstre arm, er forsvundet, kun et naglehul antyder, hvor barnet har siddet. Ligeledes er æblet el. verdenskloden, som hun har holdt i højre arms opadvendte hånd forsvundet.

Det antages, at hun har været indpasset som midtfigur i et gyldent alter.

 

 

 

Hvor kom hun fra, da hun tilsyneladende forliste i Randers Fjord: Kom hun fra Frankrig, nærmere betegnet Burgund, og var hun på vej til en af kirkerne i Randers? Det kunne f.eks. være benediktinernonnernes klosterlirke (ved Rådhustorvet) fra første halvdel af 1100-årene eller gråbrødrenes (nu Slotspladsen) fra 1236, der begge var indviede til jomfru Maria.

 

 

 Men måske burde man snarere forestille sig andre muligheder – f.eks. at madonnaen havnede tilfældigt på Holmen som kasseret tyvekost for en af omegnens “gyldne altre” i 15-1600-årene. Vi får det aldrig at vide, og dog har præciseringen af fundstedet, gjort det mere sandsynligt, at figuren på et tidspunkt har været tiltænkt eller været faktisk hjemhørende i en kirke i eller uden for Randers by.

 

 

 

Teorierne om madonnaens herkomst er mange, lige fra dansk, nordisk og tysk, engelsk, fransk til burgundisk. Undersøgelser har dog vist, at nogle svenske madonnaer, udført i træ, er dem som kommer Randers-madonnaen nærmest.

 

 

Den gyldne madonna måler 27,5 cm.

Originalen med spor af forgyldning er på Nationalmuseet.

Museum Østjylland Randers udstiller nøjagtig kopi i bronze.

 

Tak til Lisa Hildegarth


Mælkedreng på Nørrebro

Maj 7, 2019

Mælkedreng på Nørrebro

Dette var en af de artikler, der var sendt til NørrebroLIV. Bagerst kan du se, hvilke andre artikler vi har skrevet om emnet. Problemet med disse mælkedrenge var, at de også skulle passe deres skole. Ikke alle lærer havde samme forståelse for drengenes problem. Og det var langt fra alle mælkedrenge, der kom med op i næste klasse. I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. Vi skal også besøge Enigheden ude på Lygten.

Den første mælkedreng har vel sat den første pot mælk ved en kundes køkkendør omkring 1890. I 1910 var der hele 1.500 mælkedrenge i København.

Ved den store strejke i 1896, der førte til oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden stillede drengene sig på kuskens side. Der blev holdt et møde på Gammel Kro på Smallegade på Frederiksberg, hvor Lyngsie inviterede på morgenkaffe og boller.

Her fortalte Lyngsie om arbejdernes grundlovssikrede ret til at danne foreninger til varetagelse af deres økonomiske interesser. Denne Lyngsie forsvarede indædt de ufaglærtes interesser. Det bragte ham flere gange på kollisionskurs med de faglærtes forbund. Ofte var han også modstander af Socialdemokratiets holdninger.

Kuskene havde taget deres drenge med til mødet. Og det blev bestemt, at drengene skulle have deres løn under strejken for ikke at arbejde for de strejkebryderne.

Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere, at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind i fagforeningen. Indmeldelserne blev modsvaret fra Mejeriforsyningens side.

Den 12. marts 1897 startede man det kooperative mejeri med M.C. Lyngsie som farmand. Det var en meget svær start. Langt fra alle ville handle med socialister. I begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke. Men de kom på andre tanker.

20 nye mælkevogne havde set dagens lys. Og nu blev det ellers leveret mælk til byens borgere. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af henholdsvis fagforeningen og medlemmerne.

I 1906 købte man også en gammel limfabrik fra 1888 og i 1922 købte man gården Lautrupgård i Ballerup. Det var nu ikke særlig imponerende, men det blev det. Har fremstillede man børnemælk.

Virksomheden fortsatte helt frem til 1996, hvor MD – Foods overtog virksomheden for at lukke den.

Der var stor konkurrence mellem Københavns Mælkeforsyning, Enigheden og Trifolium. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og jungerne. Endvidere blev det også fortalt, at disse aldrig blev renset.

Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet ved en bekendtgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918. Men det blev dog ikke respekteret, Mælkedrengene fortsatte deres arbejde. Den eneste forskel var, at de undlod at gå i skole med mælkebluse.

Nu var det ikke alle, der var lige begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Det gjaldt blandt andet den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen. Han havde skrevet et par ungdomsbøger. Han var kendt som en pligttro pædagog af den gamle skole. Og ud fra henvendelsen til Lyngsie kunne man se, at der 1897 var 11 drenge fra skolen beskæftiget på Enigheden.

Datidens mælkedrenge kunne pifte i fingrene og lugte en panser på 100 skridts afstand. De var altid klar til ar lave sjov i gaden. Nu var det heller ikke dem, der glimrede mest i skolen. Ofte måtte drengene op klokken tre om morgenen for at nå deres arbejde. De kunne med drikkepenge tjene 3-4 kr. om ugen. Det var noget, der battede i familiens husholdningsbudget.

Det var flot, hvis en mælkedreng kunne rykke op i næste klasse. De oplevede noget hver dag – en ildebrand på Nørrebrogade eller en løbsk hest. Måske havde de set et par pansere komme slæbende med en fuld mand.

Når de endelig mødte i skole, var de trætte og lærte alt for lidt. Skoletimerne var faktisk spildt. Nogle lærere gav mælkedrengene lejlighed til at få en kort søvn. Enigheden var gået i spidsen for at give dem kortere arbejdstid og højere løn.

Nogle dage måtte man gå i skole til kl. 18. Og så var det også chance for at man også fik eftersidning, fordi man ikke havde lavet lektie.

Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige tid til lidt varm mælk i spiselokalet. Det kunne være at kusken havde lidt kakao med. Men nogle af kuskene var strenge. De kunne finde på at slå med pisken. Ja nogle af dem teede sig som små konger.

Spande og penge skulle med tilbage. Til halvskummet mælk var der 3 og 5 potters spande. Kærnemælken var i firkantede spande. Efter lidt øvelse kunne man bare ved at løfte på dem finde ud af, hvad der var tilbage.

Nogle af mælkedrengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var jo ingen lys på køkkentrapperne.

Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Og kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde såkaldte mælkeklokker, som de ringede med, når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var så en kunst at huske, hvad Fru Petersen og fru Andersen på anden havde afgivet af bestilling.

Mange steder var mælkedrengene populære. Kunderne havde smurt madpakker til dem, og de rige kunder havde gemt frugt til dem. Som halvdagsdreng måtte man ikke arbejde om søndagen. Når politiet kom, måtte man i hast gemme sig. Det gav en hel krone for at arbejde om søndagen. Når man var konfirmeret var der noget, der hed heldagsdreng. Så fik man 25 kr. om måneden.

Nogle arbejdede sig op til kusk. Det gav en ganske god løn, meget mere end, hvad en arbejdsmand tjente.

I 1941 blev man enige om, at der var alt for mange mejerier. Disse blev skåret ned til 14. Antallet af vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet klagede over, at Enigheden havde fået lov til at overleve. De påstod, at det var borgmester Julius Hansen, der holdt hånden over Arbejderbevægelsens mejeri.

Kampen om produktion af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveret. MD – Foods og Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond for at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.

Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med en niche – produktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkederne opstod på samlebånd.

50 pct. af aktiekapitalen blev solgt til Arla. Men også de resterende måtte efterhånden sælges.

Et år før sin 100 års fødselsdag måtte firmaet ude på Lygten bukke under. Det var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.

  • www.dengang.dk har vi netop rundet 1.400 artikler, hvoraf 266 + 27 artikler omhandler det gamle Nørrebro herunder
  • Fra Mælkedreng til Pensionist
  • En Mælkedreng fra Enigheden

Avis – Mine

Maj 7, 2019

AVIS – MINE

Af Lisa Hildegarth

Mine Nielsen var gennem en mennskealder en institution på Langå Station. Avis Mine gav også navnet til en af de tidligere IC 3 – tog. Mange af Rigsdagens medlemmer søgte gennem årene gode råd hos Avis – Mine. Stationsforstanderen ville gerne have, at mine betjente kongen, da denne kom ed den kongelige salonvogn til stationen. Men hun svarede, at kongen måtte vente til det blev hans tur. Og det var Christian den Tiende glad for at høre, så Avis-Mine gav hende 2 kr. i dyb taknemmelighed.

Avissælger Mine Nielsen, var gennem en menneskealder en institution på

Langå Station i Østjylland. Hun havde arvet aviskiosken efter sin mor Rikke og udsalget blev efter hende overtaget af hendes søn Svend. Utallige historier fortælles om den bramfrie Avis-Mine, der ikke accepterede at gøre forskel på folk. Derfor blev det helt naturligt at hun i 1990 gav navn til et af de tidlige IC3-tog.

Mange af Rigsdagens medlemmer rådførte sig undertiden med Avis-Mine på

Langå Station, dersom de var i tvivl om et lovforslag, og hun var ikke bleg for at give sit besyv med! Så indirekte havde Mine i Langå en stor indflydelse på dansk politik i gennem flere årtier.

Engang i 1930’erne, ankom den kongelige salonvogn fra København med Kong

Christian 10. og Dronning Alexandrine på deres vej til Klitgaarden i

Skagen. Stationsforstanderen ville absolut have at Avis-Mine skulle betjene kongen her og nu. Men i stedet svarede hun bramfrit med de berømte ord:

“Kongen må vente til det bliver hans tur”!

Toget mod Struer var tæt på afgang, og Avis-Mine ville gøre avissalget færdig gennem togvinduerne. Kongen kunne sagtens vente, eftersom toget mod Aalborg-Frederikshavn havde nogle ekstra minutters stop. Da toget til

Struer fløjtede afgang, gik Avis-Mine hen til den kongelige salonvogn. Kong Christian rullede vinduet ned, tog Mine i hånden og takkede hende for at hun havde behandlet ham som et menneske og ikke som Hans Majestæt Kongen! Derpå gav Kong Christian hende 2 kroner i dyb taknemmelighed.

Tak til Lisa Hildegarth