Dengang

Artikler



Statskup og Enevælde

November 22, 2018

Statskup og enevælde

Taler man om 1864 kommer man i tanke om ”hovmod og storhedsvanvid. Men politikerne var også i en desperat og næsten håbløs situation. Kongen var slave af portvin. Med besvær og balancegang fik en prins. Han mente at statskup og enevælde kunne redde Slesvig Holsten. Hvilken enevælde ønskede han egentlig? Men det var der nu ingen stemning for. En ny lov gav kun 6.000 mænd stemmeret. Var kronprins Christian ved at begå forræderi? Danmark til Ejderen, men det ville stormagterne heller ikke. Uenigheder i London ved fredsforhandlinger vedr. 1864. Måske kunne vi dengang have fået Flensborg? Den svenske konge ville sende 22.000 mand. Man troede på Skandinavien, men de svigtede i den grad. Vi mistede to femtedele. Og det var kun med nød og næppe, at Sønderjylland blev forenet med Danmark i 1920. Kongen var ved at miste sin krone.

 

Hovmod og storhedsvanvid

Grundfortællingen om 1864 drejer sig i høj grad om dansk hovmod og storhedsvanvid. Det var angiveligt en krig udløst af nogle politiske fantaster, som dog fik en dygtig lærerstreg af den prøjsisk – tyske jernkansler Otto von Bismarck.

 

Desperat og næste håbløs situation

Men man må da også medgive, at de danske politikere stod i en absolut, desperat og næsten håbløs situation.

Første Slesvigske Krig 1848 – 1851 havde ikke afklaret Slesvigs kommende tilhørsforhold imellem dansk og tysk. En ny krig mod tyskerne blev anset som nærmest uundgåelig, og samtidig stod Danmark diplomatisk isoleret.

Man vidste vel godt at tyskerne var ved at blive en stormagt. Man vidste vel også, at de militært var langt, langt stærkere end Danmark.

 

Han var slave af portvin

Han var slave af portvin, skilt to gange og nu skandaløst gift med en borgerkvinde. Han kunne ikke få børn. I det ene øjeblik truede han med at abdicere og i det andet øjeblik ville han genindføre enevælden. Jo det var Kong Frederik den Syvende og hans måde at se Danmarkshistorien i 1850erne. Det var brydningstider.

Danmark var såret efter tabet af Norge i 1814. Vi havde lige vundet Treårskrigen, men fundamentet under helstaten med kongeriget Danmark og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg blev ved med at slå revner.

 

Med besvær og balancegang fik vi en prins

Med største besvær og balancegang og stormagternes indgriben lykkedes det i 1852 at udpege prins Christian som kommende tronfølger efter Frederik den Syvende. Denne Christian var ikke danskernes prins. Han blev omtalt som protokol-prinsen. Og her henviste man til London-protokollerne med henvisning til fredsaftalen efter treårskrigen. Det var egentlig den som bestemte, at gluckborgske Christian skulle være konge.

 

Statskup og enevælde

Det er Rasmus Glenthøjs fremragende bog ”1864-Sønner af de slagne”, der omtaler to episoder i 1858, som ikke har været offentliggjort før. To gange i dette år forsøgte prins Christian at overbevise politikerne om at begå statskup og genindføre enevælden for sikre helstaten og dermed fred med Det tyske Forbund.

Ja han gik så langt som at foreslå, at Frederik den Syvende eller Frederik Folkekær, som han også blev kaldt skulle abdicere. I stedet skulle prins Christian selv fremskynde enevældens genkomst.

Disse oplysninger om tronfølgerens kandestøberier har Glenthøj fundet i dagbøger skrevet af politikeren C.G. Andræs hustru, Hansine og den nationalliberale politiker og minister A.F. Krieger.

 

Hvilken form for enevælde?

Prins Christian luftede første gang tankerne den 28. februar 1858. Målet helligede midlet for prinsen. Kong Christian den Niende, som han blev kronet i 1863 vil redde helstaten fra at falde fra hinanden. Under enevælden var hertugdømmerne nemlig ligestillet med kongeriget Danmark. De ledende kredse i Slesvig, Holsten og Lauenburg ville derfor godt kunne leve med at være en del af en ny enevælde, vurderede prinsen.

Hvad de ikke kunne leve med, var den nuværende parlamentariske situation.

Om det er situationen før 1848 eller blot tiden omkring 1854, da der ”de facto var enevælde en kort overgang”, som prinsen ønskede ja det fortaber sig i historiens tåger.

 

Der var ingen stemning for enevælde

I sommeren 1854 underskrev Frederik den Syvende på foranledning af en konservativ regering således en n y forordning, så der blev skabt et helstatsparlament, et rigsråd. Det var dog kun rådgivende, og det var derfor alene kongen og regeringen, der bestemte. Håbet var, at det ville bevare helstaten, fordi det ligestillede hertugdømmerne med kongeriget, og at stormagterne bl.a. prøjserne og østrigerne i Det tyske Forbund ikke ville have indvendinger.

Men den offentlige mening i Danmark var ikke stemt for enevældens genkomst. Ikke mindst i Københavns oplyste borgerskab var der oprør. Avisen Fædrelandet førte an i kritikken. Berlingske Tidende var knap så ophidset.

 

Kun 6.000 fik stemmeret

Tiden gik. Den konservative regering faldt. En samlingsregering kom til, og helstaten fik i 1855 en ny forfatning. Det var en meget konservativ forfatning, hvor blot 6.000 af statens mænd havde stemmeret. Men konservative kredse i Holsten ville ikke acceptere forfatningen med henvisning til, at der var flere danske mænd end mænd fra hertugdømmerne i parlamentet. De frygtede at blive undertrygt af det danske flertal.

De gik til Det tyske Forbund og prøjserne og Østrigerne, der tidligere havde, lovprist helstatsforfatningen ”vendte om”. Det var torden i syd.

Men går vi tilbage til Prins Christians argumenter, som Hall trods alt lyttede på den februar dag i 1858, så mente han, at tyskerne ville have det svært ved at blande sig i Holstens og Danmarks indre anliggender, hvis holstenerne accepterede ny enevælde og dermed helstaten.

 

Var kronprins Christian ved at begå forræderi?

Holsten havde godt nok været en del af Det tyske Forbund siden Wiener-kongressen i 1815, men valgte holstenerne helstaten til, ”havde Det tyske forbund ingen sag i forhold til Holsten”, som Glenthøj udtrykker det.

Hall sagde nej, men prinsen gik videre til en af oppositionens ledere, baron Blixen-Finecke og gentog sit forslag. Baronen vred sig. Frederik den Syvende havde jo givet danskerne deres grundlov i 1849. Den var kommet for at blive. Men prinsen mente jo også, at kongen skulle abdicere.

Måske var der frygt for, at han ville begå statskup, når han blev konge. Men var han på vej til at begå forræderi? Han bevægede sig på en hårfin grænse.

 

Danmark til Ejderen!

Da Frederik den Syvende døde sidt i 1863, var krigstrommerne allerede i gang. Den danske regering vedtog en forfatning, der knyttede Slesvig nærmere til Danmark. Samtidig blev Holstens muligheder for at blande sig i dansk politik fuldstændig strækket.

  • Danmark til Ejderen

Ja sådan lød det nu herhjemmefra. Man tænkte statsretsligt. Det var umuligt at foreslå en deling af Slesvig, som var det langsigtede mål. Delinger efter nationalt sindelag var ikke normen i europæisk politik i kølvandet på Wienerkongressen. I foråret 1863 var Preussen og Østrig også på kanten af krig. Tidspunktet for, at man delte Slesvig var ikke dårlig samtidig med at man udskilte Holsten-Lauenburg.

Man mødte dog også en vis forståelse i London og Frankrig

 

Uenigheder i London

I februar 1864 var krigen en realitet. D.G. Monrad sagde nej til grænsedragning på London-konferencen. Christian den Niende så nu mulighederne for at knytte Danmark til Det tyske Forbund, mens Monrad ville knytte Danmark nærmere til de andre nordiske lande.

 

Den svenske konge havde lovet 22.000 mand

Ja Karl den 15. havde lovet at stille med 22.000 mand i tilfælde af krig mod tyskerne. Dette løfte kunne kongen i sidste ende ikke indfri, fordi han mødte stærk modstand hos sin regering. Men regeringen var tæt på at blive væltet, og så havde kongen fået sin vilje.

Men trods dette, så troede Danmark til det sidste, at svenskerne kom til hjælp. Og havde det blevet en kamp mod hele Skandinavien, kunne England og Frankrig ikke bare have set på. Så havde de vel bremset Bismarck?

 

Man troede på Skandinavien

Frem mod 1864 troede man på skandinavismens styrke. Man satsede på, at Karl den 15. skulle være konge af Skandinavien. Den danske kronprins Christian af Glücksborg var hadet af skandinavisterne, fordi han var konservativ og havde tysk som modersmål. Åbenbart skulle Monrad også have foreslået den svenske konge.

Russerne var bestemt ikke glad for et fælles Skandinavien. De forsøgte at modarbejde det.

Det var en skuffelse for danskerne, at kun få hundrede frivillige svenskere og nordmænd, der mødte op, da det virkelig gjaldt.

 

Vi mistede to femtedele

Resultatet kender vi. Det blev et forsmædeligt nederlag, ikke mindst takket være både Monrad og kongen, der fejllæste det diplomatiske europakort anno 1864. Ingen kom Danmark til hjælp og vi mistede to femtedele.

Det var ikke utænkeligt, at vi kunne have fået den grænse vi fik med ”Genforeningen” i 1920. Og hvem ved, måske kunne Flensborg også være blevet dansk!

 

Kongen var ved at miste sin trone

Man havde dog aldrig troen på at kunne slå prøjserne. Men man troede, at krigen kunne åbne for nye forhandlinger om en deling af Slesvig. Men man kunne ikke rigtig gennemskue Bismarck. Det var det nu hvis ingen i Europa, der kunne. Både Østrig og Frankrig blev udmanøvreret af ”Jernkansleren”, der samlede hel Tyskland.

Frem til 1920 handlede det om at få ”Det Tabte Land” tilbage. Det skulle ikke være ved krig men med international ret og selvbestemmelse.  Det holdt hårdt og efter Tysklands nederlag lykkedes det endelig. Men også her, så de danske politikere ikke for godt ud. Ja det var ved at koste Christian den Tiende tronen og Danmark kongedømmet.

 

Kilde:

  • Rasmus Glenthøj: 1864 – Sønner af de Slagne
  • Hans Vammen: Den tomme stat – om dansk politik fra 1848 til 1864
  • b.dk
  • Diverse artikler på dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Unødvendige krige?
  • Lundtoft herred 1848
  • Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
  • Slaget ved Brøns – set med danske øjne
  • Monrad – hvordan var han?
  • Monrad – nok engang
  • Sandheden om Herman Bang’ s Tine
  • Sønderborg 1864
  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen højforræderi?
  • Rendsborg 1848
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagborg fra Møgeltønder
  • Ulrich – en fysikus fra Tønder 1 – 2
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Soldat i Tønder 1851
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i vadehavet
  • Lov og ret i Sønderjylland dengang
  • Familien Fischer fra Aabenraa
  • Familien Jürgensens tyske sind
  • Aabenraa 1800 – 1850 og mange flere

 

 

 


De Kongerigske Enklaver – endnu mere (2)

November 20, 2018

 De kongerigske Enklaver – endnu mere (2)

De sønderjyske enklaver havde en særstilling i 400 år. Dengang udgjorde enklaverne vigtige områder for handel og trafik. Ribe – bispen ejede kæmpe områder. Fra Møgeltønderhus til Schackenborg. Hovedvejen fra Tønder til Ribe havde et andet forløb dengang. Ribe krævede strømtold fra Lister Dyb. Dette klagede Tønder over. Stormænd var også sørøvere. Efterhånden mistede enklaverne deres betydning. Man talte ellers om frihavne i 1850.

 

 

En særstilling i 400 år

Ved freden i Wien den 30. oktober 1864 afstod Danmark alle rettigheder Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Østrig og Preussen. Dengang var der visse dele af egnene syd for Kongeåen, der indtog en særstilling. Det var de såkaldte ”Kongerigske Enklaver”. Og denne særstilling havde man haft i 400 år.

Områderne, som også kaldes ”de blandede distrikter” omfattede bl.a. en række sogne syd for Ribe (Hjortlund, Farup, Kavslund, Obbekjær, Seem og Vedsted), godserne Schackenborg og Trøjborg, den sydlige del af Rømø. Den nordlige del af Sild, den vestlige del af Før, samt Amrum.

 

Dengang vigtige områder

Disse enklaver har tilhørt områder, der har tilhørt Ribe Bispestol eller slægten Limbek. De landstrækninger, som de omfattede betyder nu om stunder mindre for trafik og handel end i middelalderen. Men det gjorde de dengang.

Vi kan bare se på den måde Ribe bisperne skaffede sig jord. Ribe Stift strakte sig fra Limfjorden til Vidåen. Man anskaffede sig støttepunkter ved vadesteder. Man kunne overvåge trafikken dengang.

 

Ribe Bispen ejede kæmpe områder

Fra midten af det 12. århundrede delte Ribe indkomsten med kongen. Grænsen mellem Ribe Stift og Slesvig Stift blev fastlagt i begyndelsen af det 11. århundrede. Det kom til at gå sydøst helt ned til Hellevad Sogn, nordvest for Aabenraa.  Det kom således til at omslutte den gamle ”Riber-vej”, der forbandt Ribe med Slesvig. Ja Slesvig-Bispens område kom til at omslutte den gamle Hærvej. Grænsen mellem de to stifter kom til at gå på tværs af ”Sysselgrænsen”.

En anden vej som Ribe Bisperne havde interesse i at beherske eller ville have kontrol med, var den gamle betydelige vej, der fra Ribe gik syd på. Her finder vi en af Ribe-Bispernes ældste borge, nemlig Møgeltønderhus.

 

Fra Møgeltønderhus til Schackenborg

Det første Møgeltønderhus kan være bygget under Valdemar Sejr. Da man skulle ligge et nyt gulv, fandt man en gammel egeplanke med årstallet 1220. Men det første Møgeltønderhus stod her ikke så længe. Hertug Valdemar den Fjerde erobrede det fra Erik Glipping. I 1285 tog kongen det tilbage og lod det rive ned.

Da det blev en kongerigsk enklave var det ikke mere Urnehoved, man skulle til. Nu hørte man under Viborg Landsting og Ribe Stift.

I 1434 blev stedet igen lagt øde. Men snart nævnes borgen/slottet atter engang. Og i 1500 fik Peter Rantzau det i forlening af den sidste katolske bisp, Iver Munk. Men ved reformationen i 1536 kom den atter engang under Kronen.

Vi har tidligere berettet om Ahlefeldt, Lange og især Rantzau og deres gang her på slottet. I 1635 fik Albert Skeel på Riberhus ordre til at sætte slottet i stand. Og denne gang var det ikke svenskerne men snarere stormflod, der havde ødelagt slottet. Men det var vel den grevelige Schack’ ske ære, at stedet atter blev kendt som Schackenborg.

 

Hovedvejen fra Tønder til Ribe havde et andet forløb

Den gamle korttegner Mejer (Meyer) tegnede et kort i 1644. Af dette fremgår det, at hovedvejen fra Tønder mod Ribe først gik mod vest over Gallehus derefter til Lindskov Mølle, herfra drejede den mod nord over Østerby hede for så over Visby hede for så at nå vadestedet over Brede Å ved Brede.

Man foretrak denne vestlige vej fremfor den nu anvendte østligere, da man herved opnåede, at mosedragene ved Sølsted blev undgået. Måske forklarer dette også tilstedeværelsen af borgen eller slottet Trøjborg, der netop ligger ved denne gamle vejstrækning.

 

Ribe krævede strømtold ved Lister Dyb

Bestræbelserne for at gavne Ribes handel var også det, der førte med sig, at denne by i 1292 fik retten til Lister Dyb og List fra den tid kom til at stå i forbindelse med Ribe.

Ved de slesvigske Vadehavs kyster var der efterhånden opstået forskellige havnepladser, således som Tønning og den i 1362 forsvundne handelsby Rungholt. Tønder har sikkert følt Ribe som en alvorlig konkurrent og sikkert også omvendt. Tønder fik i 1243 stadsret af Hertug Abel. Ribe var da smart og fik retten til farvandene. Det betød, at de kunne tage strømtold ved Lister Dyb.

 

Stormænd var også sørøvere

Mange af stormændene havde skibe klar, så de kunne udplyndre købmændenes skibe. Ja det var almindelig skik hos adelsmændene i Nordtyskland. Limbek-slægten gjorde ligeså. Ja tænk engang, da Henneke Limbek var lensmand på Riberhus drev han også samtidig med sørøveri.

Det var ved fredsafslutningen mellem Kristoffer den Anden og Grev Gert i 1332, at Slægten Limbek pludselig dukker op i Sønderjylland og de frisiske øer. I 1343 indløser Valdemar Atterdag de frisiske herreder der ikke hørte til Hertugdømmet, men stod direkte under Kronen. De nægtede blandt andet at betale skat. Sp han kom i strid med dem. I 1344 tog han et togt mod dem.

 

Tønder klagede over strømtold

De nordfrisiske øer’ s beliggenhed var helt anderledes dengang. Masser af stormfloder gjorde sin virkning. Og det at de nordfrisiske øer skulle betale afgift til Danmark svækkede frisernes stilling. Egentlig savnede også øerne en lederskikkelse. Ifølge kong Valdemars kongebog var Nordfrisland ikke et sammenhængende marsklandskab. Omkring år 1000 var der forbindelse mellem Amrum og Før. Meddelelser fra år 1200 går på at adskillelsen mellem Sild og Før kun udgjorde et meget smalt løb.

Det gjaldt om at beholde den vigtige indsejling ved Lister Dyb.

Tønder besværede sig over tolden fra Lister Dyb. Den blev også genstand for underforhandlinger mellem kongen af Danmark og Hertugen af Gottorp. I 1648 sender Tønder en anmodning til kongen, der går ud på at forbedre byens stilling. Her foreslår man at tolden ophæves Dette opnås dog først i 1700.

 

Enklaverne mistede deres betydning

Med Ribes nedgang forsvandt også enklavernes betydning. Tidligere havde forbindelse til kongeriget betydet visse fordele. Under Frederik den Anden slap man for Øresundstolden. Det betød at skibsfarten på Rømø voksede i ikke ringe grad. Men da Christian den Fjerde ophævede dette, gik det slemt tilbage for Rømø – skibsfarten.

På et tidspunkt blev enklaverne dårligere stillet end det hertugelige land. Men så kom interessen for at etablere en storhavn ved vestkysten.

 

Ingen frihavne

Ved afslutningen af treårskrigen i 1850 talte man at drage en grænse over Højer og List. Disse to steder samt Flensborg skulle være frihavne. Afståelsen af Hertugdømmet i 1864 ødelagde disse drømme.

 

Kilde:

  • V. Clausen: Sønderjylland
  • H. Jacobsen: Skibsfarten i det danske Vadehav
  • Marstrand: Aabenraa
  • Matthiessen: Hærvejen
  • Sønderjyllands Historie 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk

  • Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen?
  • Lov og ret i Sønderjylland dengang
  • En adelsborg i Tørning
  • Ribe – i begyndelsen
  • Johannes Meyer – en korttegner fra Husum
  • Margrethe den Første og Sønderjylland
  • Rømø – en ø i vadehavet
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Trøjborg 1 – 4
  • Møgeltønder – dengang
  • Friserne – syd for Tønder
  • Øerne – syd for Tønder
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie og mange flere

 


Søren Rynke

November 20, 2018

Søren Rynke

af Lisa Hildegardt

Han var den sidste hulebeboer i Vendsyssel. Han havde stor kendskab til videnskab og kultur. Hans døbenavn var Søren Kristian Nielsen. Han var en udpræget enspænder. Men han blev gift med Mette Sørensdatter og fik tre børn. Men efter 15 år rejste hun med børnene. Søren arbejde som jernbanebørste og på gårdene i området. I sin ensomhed beskæftigede han sig også med kemi. Alt overskud gik til indkøb af bøger. Den 10. december 1899 var en katastrofe for den 71-årige Søren. Hans hytte brændte ned. Alle hans bøger og instrumenter var gået til. Jerslev Sogneråd placerede ham i en faldefærdig rønne i Vrængmose ved Skrave. De sidste par år boede han hos en datter og svigersøn. Han døde i 1911 i en alder af 83 år. I 1927 rejste hans eneste ven forfatteren Johan Skjoldborg en mindesten på hans grav.

  Søren Rynke

Den sidste huleboer i Vendsyssel var Søren Rynke. Som type var han farvestrålende og i menigmands øjne lidt sær, hvilket dog ikke forhindrede, at han som almuemand var det menneske i Vendsyssel, som havde det største kendskab til kunst og videnskab. I folkemunde blev han kaldt Søren Rynke efter Rynkehuset – den gamle skole i Badskær ved Dybvad, som hans bror ejede, og hvor Søren boede i mange år. Men hans døbenavn var Søren Kristian Nielsen.

Søren blev født i landsbyen Vrejlev ved Hjørring 25. maj 1828. Allerede som barn skilte han sig ud fra de andre børn fordi han hellere ville være alene og læse. Alt hvad han kunne få fat på læste han fra ende til anden.. Og det blev på sin vis afgørende for hans videre skæbne.

Som 22-årig kom han i 1850 til København for at aftjene sin værnepligt. Men også som soldat var han anderledes end flokken. Mens kammeraterne så på byen, så søgte Søren hen på Det kgl. Bibliotek, hvor han stiftede det første og meget afgørende bekendtskab, med kunsten og videnskaben som for ham åbnede vide perspektiver.

Efter soldatertjenesten vendte Søren tilbage til sin fødeegn, hvor han fik plads på en gård på Sæby-egnen. Han var ingen ringe karl, men en udpræget enspænder, hvilket kom frem derved, at han brugte det meste af sin karleløn til køb af bøger. Som 29-årig blev han gift med Mette Sørensdatter, og sammen fik de tre børn. Søren sørgede godt nok for mad og klæder til familien, men hvad der ellers blev tilovers af hans løn, gik til bøger og skrifter. Men efter 15 års ægteskab rejste Mette fra ham og tog børnene med sig. Han har senere fortalt at han siden kone og børn forlod hjemmet, havde han det godt og fredeligt.

Om Sørens færden i de følgende år, vides ikke meget. Dog står det klart, at han igennem en længere periode arbejdede som banebørste, dels på jernbanelinjen mellem Nørre Sundby og Hjørring, dels ved bygningen af jernbanebroen over Limfjorden, som blev taget i brug i januar 1879

Hvornår Søren gravede sig ind i lyngskåningen vest for Nymølle, ved Jyske Aas kan ikke siges med bestemthed, men det har antagelig været i tidsrummet mellem 1885 og 1890. Hans sære livsform blev første gang draget frem i efteråret 1896 i en artikel i Vendsyssel Tidende, og hvis indhold ret nøje svarer til det, der oplyses i den turistfører fra 1898, der nævnes i indledningen. Søren klarede dagen og vejen ved at arbejde på egnens gårde, og selv om han var noget sær, var han meget vellidt. At hulen var et bygningsværk helt for sig selv, fremgår af gamle, gulnede fotografier, og at den var omgivet af en vis form for mystik, er lige så sikkert. Ikke blot viste egnens befolkning, at Søren havde mærkelige bøger, men det var også almindelig kendt, at han i sin ensomhed eksperimenterede med fysik og kemi og til dette formål anvendte forskellige instrumenter og glasbobler.

Han tjente som nævnt til livets sølle ophold ved at arbejde på egnens gårde, og når lønnen blev udbetalt, blev hovedparten sat i bøger. Den 10. december 1899 udbrændte Sørens hule totalt. Han skulle den pågældende dag til et møde og havde med henblik på nattekulden fyldt den gamle jernkakkelovn op med brænde. Da han hen på aftenen vendte hjem, var hulen udbrændt og forkullet, lige som hans bøger og instrumenter var ødelagt. For den 72-årige tænker og filosof var det en katastrofe, så vist som det var hele hans verden, der var blevet ødelagt. De fattige pjalter Søren havde på kroppen var nu hans eneste eje. Ingen brandlidt ridder har stået mere sørgende ved sin borgs ruin, end den gamle Søren ved sin nedbrændte hytte.

Efter branden fik Jerslev Sogneråd Søren ind i en gammel faldefærdig rønne i Vrængmose ved Skæve. Hans stue var en sammenblanding af kasser og bylter, papirer, bøger og madvarer og klædningsstykker imellem hverandre. Ingen møbler i den forstand havde han. Kun et usselt sengeleje.

I februar 1900 meddeles det, at “danske i Minnesota har givet 13 kr. til indsamlingen til huleboeren, Søren Rynke”, og flere skovejere “har lovet gratis at levere det fornødne træmateriale”. Hvad det blev til i alt, vides ikke. Så meget er imidlertid sikkert, at Søren ikke fik noget nyt hus eller nogen ny hule, men blev boende i den lille hytte i Nejsum bakker.

Den gamle Sørens dage var talte. De sidste par år boede han hos sin datter og svigersøn i Volstrup nær Sæby. Den 17. januar 1911 lukkede han sine øjne for stedse. Søren Kristian Nielsen blev begravet på Volstrup Kirkegård. Han døde i en alder af 83 år.

Den 23. april 1927 lod digteren og Sørens eneste ven, Johan Skjoldborg afsløre en mindesten på Sørens grav.
.

SØREN RYNKE
SÅ TÆT VI SAD HINANDEN NÆR
HVOR FÆRDES DU DIN LYSE ÅND
DIN SKYGGE ER KUN HER
DIN VEN REJSTE DENNE STEN

 


Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen

November 19, 2018

Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen

Koleraepidemien var det ikke grund til at tage alvorlig, sagde politikerne. Men de kom på andre tanker. Hvordan så Nørrebro ud dengang i 1853? Ja det var ikke så mange. Man havde ”Det Gamle Testamente” og ”Billigheden”. Der var masser af beværtninger. Ja selv Stefans kirken er bygget, hvor Nykro lå. Nøden var stor på Nørrebro. På et møde på Blegdamsskolen blev man enige om, at oprette Bespisningsforeningen. Jomfru Olsen fra Solitudevej leverede maden. De kongelige bidrog også til foreningen. Og så var man klar over, at mange ”bortødslede deres penge på de talrige beværtninger” på Nørrebro. Til et velgørenhedsarrangement havde man fået forfatteren Hermann Bang til at komme.

 

Det var ikke grund til at tage det alvorligt

Det var en frygtelig koleraepidemi, der huserede dengang i 1853. Den 11. juni havde man modtaget det første tilfælde med sindsro. Politikerne mente dengang, at det ikke kunne få katastrofale følger for København. Det var et sundt opholdssted. Det var ikke grundt til at tage det alvorligt. Men ufatteligt var det, at man kunne sige, at København var et sundt sted at opholde sig.

Der var godt nok et tilfælde i Dragør i 1848, og i Bandholm og Korsør i 1850.

Gaderne blev fejet to gange om ugen. Men rendestenen flød med al slags affald, blod fra slagterier og meget mere. Ja og så var det lige lugten. Mange boliger var direkte usunde at opholde sig i.

 

Udendørs-arbejdende var mest udsatte

I et enkelt hus var der 52 syge og de 42 døde. I Adelgade døde der 331. Mest udsatte var dem, der arbejdede udendørs. Det var murere, rebslagere, tømrere, stenhuggere, vognmandskuske og lignende.

Fattigvæsnet kunne ikke klare problemet alene. Kongen gav af egen lomme 200 fattige et middagsmåltid. På Christianshavn var man hurtigst til at oprette en forening til bespisning af fattige.

 

Ubeboelige huse blev revet ned

Københavns læger sluttede sig sammen i en forening, og de sørgede for, at de værste huse blev revet ned. Beboerne blev flyttet ud i teltlejre på Fælleden. Og senere fik 250 familier en bolig ude i Lægeforeningens boliger ude på Østerfælled.

Nørrebro og Østerbros Bespisningsforening skulle dannes. Man ville hjælpe med uddeling af klædningsstykker og mad til de familier, der blev berørt af koleraepidemien.

 

Dengang – 7.- 8.000 mennesker på Østerbro og Nørrebro

Dengang i 1853 boede der kun 7-8.000 mennesker på Østerbro og Nørrebro. Husene var dengang endnu kun på en etage af bindingsværk. Og Nørrebro blev regnet fra Nørreport til Utterslev.

Mellem Farimagsgade til Sortedamssøen lå en gruppe huse deriblandt traktør- og sangerindestedet ”Tre Hjerter” samt tømmerhandler Kellermanns store ejendom. Ved Øster Farimagsgade fandtes nogle stubmøller samt ejendommen Rørholm.

Ved Vester Farimagsgade var der nogle boliger i gartnerierne, J.P. Lunds Jernstøberi og Deichmanns Chokoladefabrik.

 

Ikke så mange dengang

Uden for søerne var Nørrebrogade og Fælledvej var de folkerigeste gader. Nørrebrogade var på den venstre side bebygget til Assistens Kirkegård.Ved siden af Stenhuggerhuset lå Statens Stenoplag, et stenhuggerværksted og gartneri tilhørende gartner P. Hansen.

Husrækken fra Blågårdsvej til ”Gyden” (Nørrebrostræde) udgjordes af Blågårds bygningskompleks.

Af disse blev den største del ejet af justitsråd Wroblewski. Over på hjørnet af Fælledvej var det en ejendom tilhørende distriktslæge Hahn. Begge disse to var med til at stifte Bespisningsforeningen.

 

”Det Gamle Testamente” og ”Billigheden”

På den østre side var der bebygget lidt længere ud. Imellem søerne, Blågårdsvej og Fælledvej var der kun få huse. Den østre side var optaget af apoteket og Store Ravnsborg.

Ja vi skal da ikke glemme et par kendte traktørsteder. Studenter og officerer kom på ”Det Gamle Testamente”, der lå på Jødevejen (Møllegade).

Ved Barkmøllegade (Guldbergsgade) lå nogle få huse, bl.a. ”Billigheden”, den jævne borgerstands traktørsted. Og så var det lige professor Høegh Guldbergs hus.

Her lå også et gartneri, der strakte sig helt til Barkmøllevej (Guldberggade) og Lygtevejen. Ja sådan hed strækningen fra Nørrebros Runddel ud til Lygtekroen. Jagtvejen var kun lidt bebygget. Ja i dag kalder vi kvarteret for Ydre Nørrebro, men her var det også kun lidt bebygget.

Ved Blegdamsvejen lå huse i blegparkerne. Af større ejendomme kan nævnes Manchesterfabrikken ved Sortedamssøen.

Blågårdsvej havde de fleste af sine huse på siden mod søerne. Her lå også den Ulrichske Stiftelse (nedrevet 1902). Størstedelen af den anden side af gaden var optaget af jernstøber Heegaards værksteder.

Blågårds Korsvej (Korsgade) havde en halv snes huse, Blågårds Bredgade (Smedegade) havde fem huse, Tømrergade havde to huse og Murergade havde tre huse.

 

Fattigforstander og postmester

Ejeren af Lygtevej 8 (Nørrebrogade 163), hvor Bog & Ide i dag ligger hed dengang Ottesen. Han var urtekræmmer og medstifter af Bespisningsforeningen. Han var både kvarterets fattigforstander og postmester. Butiksdrengen fungerede som postbud.

Her lå også nogle traktørsteder. Vi skal nævne Svanen og Nykro. Og den sidste lå der, hvor Stefans Kirken i dag ligger. Der var tre lystgårde herude. Der var Ventegodt, brændevinsbrænder Aller’ s lystgård ved den nuværende Odinsvej og brændevinsbrænder Meyers lystgård ved den nuværende Jægersborggade. Der var også et par småhuse herude.

Uden for de nævnte gader fandtes der kun nogle få betydende gader. Det var Parcelvejen, der gik forbi kaptajn Bagerts lystgård, Solitude, samt Sandgravervej, der fortsatte hvor Jødevej sluttede og gik hen til sandgravene.

Ja så skal kaptajn Meinungs gård Vilhelmines Lyst lige nævnes. Og Østerbros befolkning var dengang meget mindre end Nørrebros.

 

Nøden var stor på Nørrebro

Var de to forstæder således små i forhold til den nuværende størrelse, så var nøden dog særlig på Nørrebro stor. De fleste af beboerne var småkårsfolk, småhåndværkere og arbejdere. De havde valgt deres bolig her, dels fordi, at det var billigere end inden i byen, og dels fordi de havde deres beskæftigelse i de industrielle virksomheder eller i gartnerierne herude. Det var derfor påtrængende, at de fik hjælp.

I erkendelse heraf besluttede nogle af Nørre- og Østerbros mest kendte mænd at træde sammen og danne en bespisningsforening i lighed med den, der var stiftet på Christianshavn.

 

Møde på Blegdamsskolen

Man lavede et opråb til den 7. juli, der blev optaget i Adresseavisen og Flyveposten. Desuden sendtes opråbet til beboerne i de to forstæder. Et møde blev derefter afholdt på Blegdamsskolen.

Det var et stort fremmøde. Og allerede fra starten var der indsamlet 228 Rdlr. Blandt de aktive var fabrikant Heegaard og justitsråd Wroblewski. Hvis man ville have hjælp skulle man henvende sig til distrikternes fattigforstandere.

 

Jomfru Olsen leverede maden

Den 19. juli 1853 startede bespisningen. 100 familier fik den dag tildelt 250 portioner mad. De fik løfte om hver dag fremover, at måtte afhente samme antal portioner.

Maden blev leveret af Jomfru Olsen, indehaver af et spisekvarter på Solitudevej. Maden bestod af ¾ pot Byggryns- eller Risengrød samt 6 lod kød. Jomfru Olsen modtog af bespisningsforeningen 7 ½ skilling for hver portion.

Den 20. august blev der uddelt 500 portioner til 250 familier.

Der kom masser af pengebidrag til foreningen. Lægeforeningen og regeringen bidrog også. Bespisningen varede foreløbig til den 18. september. Epidemien var nærmest ophørt. Erhvervslivet var igen i gang sådan nogenlunde.

 

Foreningen skulle fortsætte

På et bestyrelsesmøde den 19. september diskuterede man om foreningen skulle fortsætte. Man diskuterede om den skulle være en fast institution. Nu var det sådan at foreningen på daværende tidspunkt havde en kassebeholdning på 1.467 Rigsdaler. Efter en meget lang diskussion blev resultat med stemmerne 22 mod 7, at man fortsatte.

Foreningens første love blev vedtaget i 1857. Siden er de blevet ændret i 1887, 1895 og 1901.

Princippet var at hjælpen skulle ydes de familier, der gerne ville hjælpe sig selv, men på grund af uheldige omstændigheder, sygdom og alder, mange børn, uforskyldt arbejdsløshed og lignende ikke var i stand til dette.

Nørrebro Bespisningsforening blev ikke overflødiggjort ved stiftelsen af ”Samaritan”, om end at denne forening gav mad til alle sultne, som ønskede mad. De to foreninger supplerede hinanden på bedste måde. Mange følte stadig skam ved at henvende sig. Man ville hellere henvende sig til Bespisningsforeningen, hvor maden kunne afhentes af en af børnene.

 

Man holdt også til i Gartnergade

Bespisningsforeningen lavede også undersøgelser om rigtigheden af de oplysninger, som man havde fået. Hjælpen blev som regel tilbudt i hjemmet for at styrke sammenholdet. Kun undtagelsesvis uddelte man spisebilletter til et spisehus.

Også Københavns Understøttelsesfond fungerede næsten på samme måde. Bestræbelserne var at holde familierne oven vande i de strenge tider.

Uddelingen af maden foregik senere fra et lokale i gartnergade, hvor Frelsens Hær velvilligt havde stillet lokaler til rådighed. I mange år lånte man lokaler tilhørende Københavns Sporvejsselskab i Gartnergade. I tidsrummet 1853 til 1881 havde foreningen tillige lokaler på Østerbro.

 

Stabile madleverandører

Man har i begyndelsen kun skiftet madleverandør få gange. Jomfru Olsen fra Solitudevej leverede maden indtil 1858. Derefter overtog Fru Thelle, økonoma ved Stadens Arresthus. Hun leverede indtil 1861 og så igen fra 1866 til 1887.

I tidsrummet 1861 – 66 havde Nørrebro Dampkøkken leveret maden. Fra 1887 blev maden leveret af restauratør E.A. Olsen. Den bestod af skiftevis af ærter og flæsk, suppe med ris og kød samt hvidkålssuppe med flæsk. Hver portion formad ¾ pot og eftermaden enten 17 ”kvint” skært flæsk eller 20 ”kvint” skært kød.

 

De kongelige bidrog også

Der blev i alt i løbet af de første 50 år uddelt mad for 228.505,27 kr. Desuden blev der uddelt 3.562 spisebilletter og 167 kulkort samt en del urtekræmmervarer og uldvarer (navnlig i Kolera-tiden).

Det var navnlig håndværkere, arbejdsmænd, enker og andre enlig stillede kvinder, der modtog hjælp.

I mange år fik foreningen bidrag fra Hans Majestæt Kongen og de Kongelige Højheder, Kronprinsen og Kronprinsessen. Hovedstadens Presse har også bidraget.

 

Man bortødslede pengene på de talrige beværtninger

Foreningen oplyser, at det ikke kan undgås, at der også var givet penge til dem der

  • Bortødslede pengene på de talrige Beværtninger

Foreningen tænkte på konen og børnene. En stor del af modtagerne var enker eller kvinder med og uden børn, der manglede en forsørger.

 

Manufakturhandleren havde fremskaffet Hermann Bang

Mange erhvervsdrivende har i tidens løb medvirket til foreningens succes. Dette er en beretning fra omkring 1906 eller 1907. Manufakturhandler C. Heilbuth, Nørrebrogade 27 var blevet medlem af bestyrelsen i Nørrebro Bespisningsforening. Og han skulle sørge for aftenunderholdning. Det var ret almindelig for at skaffe penge til foreningen.

Måske skal vi lige tilføje at Heilbuth solgte sin butik til katolikkerne et par år efter, hvor de byggede en kirke på stedet.

Bespisningsforeningen havde formået at få forfatteren Hermann Bang til at komme og holde et foredrag om Tyskland. Den yngste lærling blev sendt ud med en vogn for at afhente forfatteren. Han havde medbragt en flask champagne, som altid var det, Hermann Bang altid drak, når han skulle ”i Ilden”.

Men det afslog han og forklarede, at velgørenhedsforeninger skulle ikke have udgifter, så han medbragte selv sin champagne. Og man glemte ikke lige hans optræden med det samme. Han kom ind på scenen, hvor der kun stod et lille bord og en stol. Han satte sig på stolen, sagde intet, tog sin hat og lagde den og sin stok på bordet. Så sad han og stirrede i fem minutter, mens der var fuldstændig stille. Så pludselig begyndte han at tale. Og han var en glimrende foredragsholder.

Mon ikke også Heilbuth fik skaffet nogle penge til Nørrebro Bespisningsforening den aften?

 

Kilde:

  • Se Litteratur Nørrebro
  • A. Petersen: Nørrebros Bespisningsforening 1853-1903

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 243 artikler fra Nørrebro herunder:

  • Kolera på Nørrebro 1853
  • Livet på Ladegården
  • Det Gamle Nørrebro og de fattige
  • Nørrebro 1890 – 1910
  • Rabarberlandet
  • At bo på Nørrebro
  • Blågårdsgade – dengang
  • Latriner og kloaker på Nørrebro
  • Den stinkende kloak på Nørrebro
  • Fattiglemmer på Nørrebro
  • Byggespekulation på Nørrebro
  • Moral, etik, horeunger og fattighjælp på Nørrebro
  • Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro og mange flere

 


Vesterbro-under besættelsestiden (2)

November 17, 2018

Vesterbro – under besættelsestiden (2)

Vi kigger på Folkestrejken. Men starter på to vellykkede sabotager. Alle var på gaden. Og der blev bygget masser af barrikader. Der kom restriktioner fra tyskerne. Istedgade var en brændende ovn. Tyskerne svarede igen med skud. Folkestrejken fik sit første offer. To mennesker dræbt i deres lejlighed. Hvordan så det ud fra Gl. Kongevej. Uro i Saxogade. Et dødeligt skud i maven. Danske håndlangere dræber en person. Ballade i sporvognene på Istedgade. Ekstra skud fra danske håndlangere. Gestapo-vagtmand fik klø. Et kompagni soldater ved Hovedbanegården. Dansk SS-mand i vanskeligheder. Den stakkels damefrisør. Chaufføren og SS-manden fik også bank. Seng smidt ud fra 4.sal. Slut med hjælp fra de sårede. DNSAP-kontor raseret.  Skud mod Vesterbro Torv. Hængende i vindueskarmen. Tyske tropper rykker ud fra kl. 7. Tvunget til at rydde barrikader. Flere kanoner på Vesterbro. Skud mod fredelige danskere. Sejren er dyrt købt.

 

To vellykkede sabotager

I denne artikel fokuserer vi på Folkestrejken i 1944. Men vi starter med to vellykkede sabotageaktioner, der havde karakter af partisanangreb. Det første var mod Globus i Glostrup den 6. juni. Fabrikken, der fremstillede flydele til tyskerne var en af de vigtigste rystningsvirksomheder i Danmark.

Den anden aktion var mod Riffelsyndikatet i Frihavnen den 22. juni. Denne havde også stor betydning for tyskerne. Sabotørerne nåede at forsyne sig med våben og store mængder af ammunition. Til tyskernes raseri og danskernes jubel.

Dagen efter fuldbyrdede tyskerne dødsdomme over otte sabotører, og dagen efter igen iværksatte de omfattende schalburtager mod bl.a. Tivoli.

 

Alle var på gaden

Arbejderne på B&W havde nedlagt arbejdet. Fra Istedgade meldte Bergstrøm:

 

  • Ophidselsen steg i byen. I Isted-kvarteret, hvor der var en smal skygge, samledes dagen igennem diskuterende grupper. Man gestikulerede og talte højt uden hensyn til mindre pålidelige vidner. Ved 19-tiden var grupperne blevet til opløb. Og da man ved 20 – tiden skulle have befundet sig oppe i lejligheden – hvis man ville holde sig forbuddet efterretteligt – var næsten alle mennesker nede på gaden, selv kvinder med mindreårige børn.

 

Barrikader på Istedgade

Lidt efter kl. 20 kørte en tysk udrykningsvogn gennem Istedgade. Folk i gaden hujede og peb ad bilen, som derefter standsede op. Tyskerne skød et par varselsskud og kørte derefter videre. Bergstrøm beretter:

 

  • Denne episode blev netop signalet til en voldsom aktivitet. Til at begynde med lidt falmende, men meget hurtigt med en vis rutine, begyndte man at bygge barrikader, den første tværs over Istedgade ved Saxogade-krydset. Man brød brosten og fortovsfliser op, man fyldte op med skarnskasser, som man slæbte ud fra gårdene. Gamle møbler blev puttet ind imellem. Og man stivede af med lyskasseriste. På den måde fik man lavet ganske antagelige spærringer, som i hvert fald ikke lod sig forcere med almindelige biler, selv om det var legeværk for tanks. Snart var der fuldt med spærringer i Istedgade med sidegader. Mange steder kronedes barrikaderne med et rødt flag, revolutionens fane.

 

Restriktioner fra tyskerne

Der var voksende protester mod tyskerne. De svarede igen med at indføre spærretid fra kl. 20 til 5 næste morgen. Dette gjaldt fra mandag den 26. juni. Det blev også forbudt at samles mere end fem personer på gaden.

Der blev rejst barrikader og de første bål blev tændt. Tyskerne forsøgte at bekæmpe modstanden med massive skyderier i gaden. Det var på Nørrebro og Vesterbro oprøreret var mest markant.

 

Istedgade var en brændende ovn

Vilhelm Bergstrøm var kriminalreporter på Politiken. Han fulgte Folkestrejken tæt i de ni dage, den varede. Han skrev hver dag en 20 siders dagbog og efter krigen udgav han bogen ”Istedgade overgiver sig aldrig”.

 

  • Istedgade var en brændende ovn. Der var næsten ikke til at ånde. Alle gadens tusinder af vinduer med spæråbne og strittede stift ud fra snavsede facader, så at man kom til at tænke på fisk, som uden for deres element krampagtigt vider gællerne ud. Tilmed var luften fuld af brandos, hvis der endelig kom en svag luftning nede fra havnen. Her var hvert andet brunkulslager ved selvantænding kommet i glød og fik lov til brænde og gløde videre, fordi brandvæsnet hverken havde materiel eller mandskab nok til at bekæmpe disse brande, når alle andre opgaver skulle passes.

 

Tyskerne svarede igen med skud

På Enghave Plads var der ligeledes bygget barrikader. Situationen var ved at glide det danske politi af hænde. Og de tyske politipatruljer, som blev sendt på gaden, bidrog selv til kaosset.

Ved 21 – tiden sendte politiet en højtalervogn på gaderne i sidste forsøg på at få folk til at gå hjem. Men pludselig hørtes voldsom skyderi både fra Hovedbanegården, Enghave Plads og fra adskillige af de omkringliggende hustage. Mandskabet i højtalervognen måtte skyndsomt søge dækning for kugleregnen.

Når de tyske patruljer viste sig, blev de mødt med ophidsede tilråb og nogle steder stenkast. Tyskerne svarede igen med skud mod menneskemængden. Den voldsomme konfrontation forblev dog heller ikke uden dødsofre. Det første offer faldt ironisk nok på Vesterbrogade, som ellers var forholdsvis rolig.

 

Folkestrejkens første offer

Det var ganske vist mange mennesker på gaden, men de fleste var ude at trække luft. Kort før kl. 22 gik en kæde af tyske politisoldater gennem gaden mod Pile Allé. De affyrede en række maskinpistolsalver langs med gaden og op mod husfacaderne. En af salverne ramte en gruppe mennesker, der stod på hjørnet af Sundevedsgade.

Den 20-årige konditorlærling Knud Rasmussen blev ramt i maven og faldt til jorden. Han var Folkestrejkens første offer. Adskillige andre blev såret under den tyske fremrykning. En tilsvarende kæmning af Istedgade fandt sted. Her var tyskerne ledsaget af danske håndlangere, der ikke ville stå tilbage for deres herrer og derfor skød med stor iver.

 

To mennesker dræbt i deres lejlighed

Men også i kvarterets andre gader blev der dræbt og såret folk. Dannebrogsgade var helt tom. Alligevel kørte tyskerne ved 22-tiden igennem gaden og affyrede skud mod husfacaderne. To mennesker blev dræbt i deres lejligheder.

Status for denne dag var, at ti danskere mistede livet og 46 blev såret. Tyskerne led også tab. Mindst to danskere i tysk tjeneste mistede livet på Vesterbro den aften.

 

Et glimt fra Gl. Kongevej

Maleren Flemming Barsøe oplevede de voldsomme begivenheder. Han havde atelier på Gl. Kongevej, men i sommeren 1944 skjulte han sig med andre kunstnere bl.a. forfatteren Kjeld Abell, i et hus i Skovlunde. Mandag den 26. juni opholdt Bergsøe sig i sit atelier:

 

  • Ved halv otte-tiden hører oppe fra mit vindue kraftigt skyderi over på Vesterbro. Det er mærkeligt at se Gl. Kongevej ligge fuldstændig øde hen i fuldt dagslys, kun små grupper af mennesker står uden for deres gadedør for at se efter, om det sker noget. Det er en enestående smuk aften, varm stille og lys. En sådan aften kan man godt opgive at holde unge mennesker inde.

 

Ved ti-tiden viser de første tyskere sig på Gl. Kongevej. Fem grågrønne skikkelser med stålhjelm kommer slingrende i rasende fart ned gennem gaden på cykel, riflerne har de liggende i skudstilling over styret. Allerede på lang afstand hører jeg dem vræle op. Skønt de er bevæbnede, er det tydeligt nok dem, der er mest bange. Folk trækker sig skyndsomst ind i gadedørene, navnlig da tyskerne fyrer et par skud ned ad gaden, kommer der fart i de små grupper. En klynge unge mennesker henne på hjørnet af Nyvej er ikke hurtige nok i vendingen, og øjeblikkelig spurter tyskerne hen mod dem, idet de brøler – weiter, weiter.

 

Inden de flygtende har noget gadedøren, er tyskerne nået ind på livet af dem, de smider cyklerne og tager sigte, de brøler op som vilde dyr, og de to sidste københavnere falder baglæns ind af dørtrinet ind over dørtrinet i porten. At de ikke bliver skudt, er en tilfældighed.

 

En likvidering på åben gade

Tirsdagen bliver noget roligere end den blodige mandag. I løbet af dagtimerne er det kun få sammenstød mellem danskere og tyske patruljer. Flemming Bergsøe opholdt sig denne dag i sit galleri sammen med Frederik Schyberg, der er litteratur- og teaterkritikker på Politiken. De blev vidne til en likvidering på åben gade. Bergsøe beretter:

 

  • Lige efter frokost, da Frederik og jeg sidder og lytter til radioen lyder der skud nede på gaden. Jeg går til vinduet og ser en mand bliver slæbt ind i Sæbehuset lige over for min gadedør. Hans cykel ligger endnu på gaden i en blodpøl, som viser, hvad der er sket. Lidt efter bliver han båret ud i en ambulance, tæppet er trukket over hans ansigt.

 

Senere får jeg at vide, at det er den unge bagermester Svanberg i Smallegade. Han har været nazist og stikker, Hans forretning har arbejdet videre trods bagerstrejken. Han er dræbt af en revolverkugle i tindingen, affyret af en cyklist, der kom op på siden af ham og efter likvideringen forsvandt uset ned ad Nyvej.

 

Uro i Saxogade

Omkring 19.30 var der uro i Saxogade. I centrum for postyret var en udrykningsvogn med politisoldater fra den dansk – tyske kommando i Gernersgade. Udrykningskøretøjet holdt ud for nr. 64, hvor det skulle afhente en tysk soldat, der vistnok var beruset.

Pludselig blev der kastet en flaske efter udrykningsvognen. En af politisoldaterne affyrede en salve ind i menneskemængden. Den 23 maskinarbejder Carl Albert Møller blev dræbt og otte andre såret.

 

Et dødeligt skud i maven

Senere på aften ved 22-tiden blev det 30-årige bud, Alfred Petersen dødelig såret af skud i Sundevedsgade. På grund af nogle bål i gaden var en tysk militærvogn kommet kørende af Vesterbrogade, standset op ved Sundevedsgade. Og ligesom dagen før havde tyskerne affyret en salve ned ad gaden.

Dansk politi forsøgte at få folk inden døre. Klokken 19.30 var en politipatrulje kørt rundt i Istedgade-kvarteret for at få folk indendørs. Gårsdagens begivenheder skulle ikke gentage sig.

Onsdag hørtes der skyderi fra Vesterbro. Det kom fra Istedgade, hvor nogle af tyskernes håndlangere åbnede ild mod menneskemængden på hjørnet af Abel Cathrinesgade.

 

Danske håndlangere dræber en person

Senere gik det løs omkring Istedgade-Saxogade-krydset, hvor håndlangere kørte forbi i bil og affyrede flere salver.

Kort efter vendte de tilbage og affyrede flere skud. Tre personer blev ramt. Den ene, matros Otto Moretto, blev dødelig såret af skud i maven. Tyske militær- og politipatruljer var ligeledes på gaden og også de åbnede ild mod folk.

Hele aftenen hang et tysk bombefly som en mørk sky over de oprørske kvarterer. Men københavnerne slap for at blive bombet.

 

Ballade ved sporvognene

Bag kulisserne arbejdede DKP for at udvide strejkerne. Om torsdagen var det i dagtimerne forholdsvis roligt i dagtimerne. Sporvogns og Omnibusfunktionærernes Organisation havde udarbejdet en beretning. I denne kan læses følgende:

 

  • En stor flok unge mennesker stormede vognene i Istedgade, koblede dem fra hinanden, skamslog 3 funktionærer og væltede 3 vogne. Der blev skudt i gaderne. Straks efter blev urocentret flyttet til Vesterbrogade (sporvognene var holdt op med at køre i Istedgade). Her blev funktionærerne truet på vognene af passagererne. I et tilfælde blev en konduktør truet med en brosten, som passageren ville slå i hovedet på ham, hvis de kørte længere. Truslen kom dog ikke til udførelse, da der straks efter opstod en standsning.

 

Sporvognen på Istedgade

Det hele begyndte omkring kl. 20 på hjørnet af Istedgade og Saxogade. Her gik en større menneskemængde løs på en sporvogn, som var standset i krydset. Det tilstedeværende politi var ikke talrigt nok til at klare situationen på egen hånd. Der måtte tilkaldes forstærkning. Politiet måtte true med at anvende magt. Sporvognen fik lov til at køre videre.

Men værre gik det for sporvognen kl. 20.50. Man havde lagt fortovsfliser og cement på skinnerne. Det betød at vognen blev afsporet. Nogle ældre arbejdere forsøgte at vælte sporvognen.

Der var gået rygter om ballade på Istedgade. Kort tid efter ankom kriminalassistent Wegge fra Sipo med tre danskere i tysk tjeneste. Bergstrøm beskriver, hvordan bilen, som de fire kørte i:

 

  • Pløjede sig vej gennem mængden ved at affyre salver i luften. Folk gav plads. Ingen flygtede over stok og sten, de foregående dages skydning havde hærdet befolkningen.

 

Bilen standsede ved sporvognen, og de tre danskere steg ud. De var alle bevæbnede med pistoler. Bergstrøm fortsætter:

 

  • I en brysk tone sagde den ene af dem til lederen af det danske politi, at han værsgo havde at sørge for, at sporvognen hurtigst muligt atter kom på skinnerne og blev fjernet. Da den pågældende politimand kort forklarede, at vognen måtte siges at være ”gået i baglås” opgav de tyske medhjælpere yderligere parlamentering og satte sig op i bilen. Svinehunde, Forrædere råbte folk rasende og nogle kastede sten efter bilen. Svaret blev en salve fra vognen. Medhjælperne sprang ud af vognen og fyrede videre.

 

Ekstra skud fra tyskeren og hans tre danske håndlangere

Derefter forsvandt bilen Men lige efter kom en lastbil med tyske soldater forbi i retning mod Hovedbanegården. Soldaterne åbnede ild mod mængden ved sporvognen. I alt ni personer blev såret ved skyderierne.

Man beslutter, at undlade sporvognskørsel gennem Istedgade. Og Wegge og hans tre danske håndlangere var langt fra færdige med at skyde på danskerne. Kl. 22.10 kørte de gennem Vesterbrogade og skød mod folk på gaden. Og få minutter efter gik det ud over tilfældige forbipasserende på hjørnet af Gl. Kongevej og Værnedamsvej.

 

Gestapo-vagtmanden fik klø

Også på Vesterbro Torv gik det hedt for sig. Her trak den 45 årige tidligere mælkekusk Valdemar Larsen som nu arbejdede som vagtmand ved Gestapos hovedkvarter i Shell-huset sin pistol og affyrede flere skud. Tre mennesker blev såret. Men i stedet for at flygte kastede en større menneskemængde sig over ham. Han blev banket og trampet på og blev ilde tilredt. Kort tid efter kom politiet forbi og redede manden.

Urolighederne fortsatte på Istedgade. Omkring kl. 22.30 væltede nogle unge mænd bivognene på to af de standsede sporvogne for at skabe barrikader. Der blev også tændt bål i flere af kvarterets gader.

Men nu havde tyskerne fået nok. Dansk politi måtte rykke ud. Tre delinger politibetjente gik i kæde ned ad Istedgade fra Hovedbanegården. Folk på gaden blev beordret op i lejlighederne. Senere gentog sceneriet sig i sidegaderne. Falck fik rejst de væltede sporvogne og fjernet barrikaderne. Herefter var det forholdsvis rolig.

En dansk-tysk kommando fra Gernersgade måtte arrestere fire danskere i tysk tjeneste, der skød omkring sig i Istedgade. 15 mennesker blev i alt såret og en døde senere af sine sår.

 

Et kompagni soldater ved Hovedbanen

Fredagen startede med at al sporvognskørsel blev indstillet kl. 7.30.

Kl. 8 blev der opstillet et kompagni tyske soldater ud for hotel Astoria på Hovedbanegården klar til at besætte banegården, hvis det var nødvendigt. Kl.10 blev det meddelt at togtrafikken herunder S-togene var indstillet.

Stormagasinerne lukkede. Det samme gjaldt små handlende. Det eneste der fungerede var mejerier, hospitaler, brandvæsen og kraftværker. Flemming Bergsøe oplevelede det således:

 

  • Da jeg vågner den næste morgen, fredag den 30. juni, er der ingen vand i rørene, og jeg er straks klar over, at generalstrejken er brudt ud. Sporvognene kører ikke, men en lang række vogne står ned ad Gl. Kongevej, tomme og forladte. I løbet af formiddagen lukker alle forretningerne, fødevarebutikkerne bliver dog ved at holde åben lige til kl. 12. Folk står i lange køer foran urtekræmmerne og bagere for at få endnu lidt mad til de dage, som skal komme.

 

Overalt diskuteres situationen, folkestrejken er erklæret, målet er fuldt, vrede og forargelse har samlet københavnerne til en mur af enighed. I gadedøren finder jeg en løbeseddel fra Land og Folk, der opfordrer til arbejdsnedlæggelse og slutter med ”Vis enighed, sammenhold, mod og dristighed i handling”

 

Dansk SS-mand i vanskeligheder

Samtidig med disse begivenheder opstår der voldsom uro på Vesterbro. Ved 10-tiden gik den danske SS-mand Obergrenadier Marius Nielsen gennem Istedgade, efter at have været på besøg hos en kammerat. Ved Saxogade forsøgte han at klatre over en barrikade. Men i samme øjeblik blev der kastet sten mod ham.

Det fik Nielsen til at trække sin pistol og skyde et par skræmmeskud. De eder, der ledsagede skuddene røbede hans danske herkomst. ”Fædrelandsforræder” blev der råbt efter ham.

Menneskemængden tvang ham nu på flugt. Han tiltvang sig nu adgang til en opgang og forsøgte at komme ind i en lejlighed. Men døren var låst. Menneskemængden var fulgt efter ham. Nielsen affyrede sin pistol mod den første. Han blev ramt og resten af forfølgerne bar ham i gården.

Nielsen blev nu angrebet og fik en temmelig ublid behandling. Han blev skubbet ned ad trappen, blev slået med en skruenøgle i hovedet. I sidste øjeblik blev han reddet af en udrykningsvogn fra kommandoet i Gernersgade. Senere måtte en ambulance hente liget af den person, som Nielsen havde ramt.

 

Den stakkels damefrisør

Ned gennem Istedgade gjaldede opråbet:

  • Ned med nazisterne!
  • Vi skal damptromle deres butikker!
  • De skal have klø!

Folk begyndte at plyndre kendte nazisters forretninger. Den første det gik ud over var en frugt- og grønthandler, men ellers var vreden vendt mod tobaksforretningerne.

Kort før kl. 13 blev en damefrisørsalon i Istedgade stormet. Det var kendt, at indehaveren var forlovet med en tysk marinesoldat. Det hjalp ikke, at hun sagde, at hun havde forbindelser. Hun blev klædt af, fik malet hagekors på kroppen og blev klippet med hendes egne sakse.

Herefter blev hun skubbet ud på gaden. Under mængdens hujen og piften løb hun hen ad gaden og ind hos nogle bekendte.

I mellemtiden blev frisørsalonen raseret og inventaret smidt på gaden og antændt. Et forslag om at antænde frisørsalonen blev forpurret, idet politiet ankom.

 

Chauffør og SS-Sturmmann i vanskeligheder

I Dannebrogsgade blev en dansk chauffør overfaldet. Bergstrøm beretter:

 

  • I kloaken med ham, blev der råbt. Man væltede ham omkuld og flåede tøjet af ham. Kun iført sine sokker, ellers splitternøgen lykkedes det ham at komme på benene. Men han var ikke kommet langt, da der blev spændt ben for ham, så han faldt. Han blev gennempryglet og sparket

 

Man slæbte ham til en kloak, hvis rist man fjernede. Derefter begyndte man at stoppe ham ned med benene foran. Han var dog for tyk om livet, så det kunne ikke lade sig gøre. I stedet pryglede man ham videre.

 

 

Hvis ikke redningsmanden SS-Sturmmann, Bernhard Petersen var kommet med en revolver og havde udfriet ham, var han kommet op at dingle.

 

Men mængden gik nu løs på redningsmanden. Han havde næppe klaret sig, hvis ikke en dansk politipatrulje var nået frem.

 

De blev begge bragt til Svendsgades politistation. Foran forsamlede der sig en større folkemængde, der forlangte de to udleveret. De to uheldige blev dog senere afhentet af mandskab fra kommandoet i Gormsgade.

Man fortsatte angrebet mod butikkerne. Under hele Folkestrejken blev i alt 140 forretninger raseret. Ikke alle var nazistiske.

 

Seng smidt ud fra fjerde sal

Et anonymt vidne fra dengang beretter:

 

  • Da vi hørte at situationen på Vesterbro ikke skulle være så slem som på Nørrebro kørte vi hen i Istedgade-kvarteret. På vejen derhen var det ikke meget at se, kun enkelte tyske patruljer. Da vi opdagede en røgsøjle kørte vi derhen. Det var Valdemarsgade 47, hvor en nazi-lejlighed på fjerde sal blev raseret.
  • Da vi kom brændte allerede et stort bål på gaden. Der kom stadig mere deroppe fra. Senge blev smidt ud af vinduet, dyner, frakke, tøj, hatte og en paraply kom sejlende ned på bålet. På Istedgade var samme skæbne allerede overgået en tobaksbutik i nr. 110 og Stella Nova i nr. 38, en tobaksbutik i Dannebrogsgade 38 og Absalonsgade 29.

 

Slut med at hjælpe de sårede

Fredag aften fortsatte med skudepisoder. Kort før kl. 19 havde tyskerne opstillet et maskingevær på taget på hjørneejendommen Vesterbrogade/Værnedamsvej og givet sig til at skyde ned ad Saxogade, hvorved adskillige blev såret.

Godt en time efter blev det endda meddelt, at der snart var slut med at hjælpe de sårede. De tyske myndigheder forbød al kørsel med brandvæsnets og Zone-redningskorpsets kørertøjer samt al ambulancekørsel i tidsrummet 23 – 5.

 

DNSAP-kontor raseret

Omkring kl. 20 blev adressen Vesterbrogade 79, hvor det danske nazistparti DNSAP havde kontorer, stormet af en større menneskemængde. Alt hvad der kunne knuses blev knust. Man knuste WC – kummen og slog cisternen ned, hvilket havde til følge, at vandet overstrømmede det hele og trængte ned til forretningen i kælderen. Rester af borde, stole og kartoteker blev kastet i et stort bål. Man var bange for at ilden ville antænde nærliggende huse. Men menneskemængden tillod ikke brandvæsnet at komme til. Omkring 100 politibetjente blev tilkaldt og fik spredt folk.

Kort før kl. 21 begyndte tyskerne at besætte byens værker for at afbryde forsyningerne af el, gas og vand. Nu skulle de ulydige københavnere sættes på plads.

 

Skud mod Vesterbro Torv

I tårnet på Havemanns Magasiner på Vesterbrogade havde tyskerne placeret maskingeværer. Ved 22-tiden begyndte soldaterne at skyde omkring sig. Den 30-årige køkkenkarl Carl Eivind Jensen blev på hjørnet af Vesterbro Torv og Gasværksvej ramt i hovedet af en af tyskernes kugler og dræbt.

 

Høngende i vindueskarmen

I Oehlenschlægergade kom en tysk patrulje gående i retning mod Istedgade. Tyskerne skød op mod husfacaderne. En af kuglerne ramte den 33-årige brødkusk Einer Nielsen, der stod i et vindue.

Bergstrøm skriver det på denne måde:

  • En af disse skud ramte Nielsen i hovedet. Han faldt forover og blev hængende i vindueskarmen. Fra såret i hans hoved drev blodet ned ad ejendommens facade.

 

Tyskerne trak tropper til København

Schalburg korpset var værst, men også nogle enheder af Sommerkorpset kørte rundt og skød. Frihedsrådet opfordrede til at fortsætte strejkerne. De gamle partier var bestemt imod denne udvikling. Tyskerne begyndte fredag aften at lukke for vand, gas og el. Dagen efter den 1. juli kl.  12 trådte deres militære undtagelsestilstand på Sjælland i kraft.

Det betød indførelse af militære standretter, der kunne afsige krigsretsdomme med øjeblikkelig følge. Tyskerne fulgte op med at trække tropper til København og afskar byen fra sit opland.

 

Masser af barrikader

De børn der ikke var på sommerferie var længe blevet gemt væk i gårdene. Nu blev det også tilflugtssted for de voksne, der byggede ildsteder til madlavning. Butikkerne havde lukket til gaden, men mange åbnede udsalg til gårdene via bagdørene. Vand var blevet tappet i alskens beholdere og kunne suppleres med vand fra søerne.

Frihedsrådet opfordrede for anden gang til at fortsatte strejken.

I Bogen af Flemming Bergsøe: Det underlige år er det givet følgende beretning:

 

  • På hjørnet af Frederiksberg Allé, Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade møder der os et pragtfuld syn. Trækvogne og skraldekasser er væltet over gaden. Ved Osborne er Vesterbrogade spærret af en række cykelstativer, og på tværs over gaden er der tændt kæmpebål, hvis flammer slår op mellem de mørke huse. Det nazistiske kontor overfor Osborne brænder, og alle dens propagandaskrifter flagrer brændende hen ad gaden. Valdemarsgade er spærret af en væltet kulvogn og langt nede på Vesterbrogade ser vi et andet stort bål, som spærrer gaden ved vester Fælledvej.

 

Café og restauration Osborne lå i et nu nedrevet hus på hjørnet, hvor Vesterbrogade og Frederiksberg Allé løber sammen. Og DNSAP´s ødelagte lokalkontor lå Vesterbrogade 79, 1.

 

Overnatning på Glostrup Politistation

Om lørdagen var det mange københavnere, der tog ud af byen. De turde ikke være derinde mere. ”Larsen” beretter følgende:

 

  • Lørdag eftermiddag besluttede jeg at se at komme ud af byen med Hanne, og det gik også meget godt, selv om der var nogle stop på grund af skyderi, især på Toftegårds Plads, hvor tyskerne skød ind i et mægtigt opløb. Der var en mængde, der blev såret og dræbt, men vi kom igennem med hele lemmer, men da jeg skulle tilbage lørdag aften, havde tyskerne spæret ved Glostrup. Der var 400-500 mennesker, der måtte overnatte på Glostrup Politistation.

 

Tyske soldater rykkede ved 7 – tiden

De tyske soldater rykkede allerede ud ved 7-tiden fra et nyoprettet militært støttepunkt ved Sparekassen for København og Omegn på hjørnet af Enghave Plads og Istedgade. Bergstrøm beretter:

 

  • Samtidig kom der fra alle kanter af Vesterbro vrimlende med tyskere i person- og lastbiler, på cykel og til fods. Enkelte steder rykkede man frem i kolonner medførende fodfolkskanoner.

 

Modbydelig nedskydning af tyskerne

Tyskerne gav sig derefter til at skyde. Adskillige blev såret. Nu var der nok mest Schalburgkorpset, der skød men der er mange eksempler på tyskernes brutalitet. Bergstrøm nævner et eksempel fra Oehlenschlægersgade fra lørdag morgen:

 

  • En arbejdsmand skulle hente mælk til sine småpiger i alderen 2 og 3 år. Idet han kom ud af porten, blev han indhentet af to tyske soldater, hvoraf den ene var bevæbnet med maskinpistol. På gebrokkent dansk blev det spurgt, hvor han skulle hen. Han forklarede, som det var rigtigt, at han var ude for at skaffe noget mælk til sine børn.

 

Han fik lov at gå, men næppe var han gået nogle skridt hen ad kørerbanen, før soldaten med maskinpistolen affyrede en salve efter ham. Han styrtede til jorden, ramt af et skud i venstre lår. Men ikke nok hermed. Mens den stakkels mand lå på gaden, blev der endnu engang fyret på ham.

 

 

Han fik et skud gennem højre side af hovedet, hvorved kæbebenet blev knust og højre øje beskadiget. Desuden fik han et skud i venstre skulder. Han havde på en måde fået frit leje, og dog skød man ham. Sådan var den tyske militærånd.

 

Tvunget til at rydde barrikader

Folk blev tvunget til at fjerne barrikader. Bergstrøm fortæller:

 

  • Barrikaderne var en torn i øjet på besættelsesmagten, de skulle fjernes. Store lastbiler med soldater blev sendt rundt i kvarteret. I porte og opgange samlede de unge mennesker op og anbragte dem i deres vogne. Var man ved at tage gidsler? Søgte de unge mennesker, man gjorde jagt på tilflugt i lejligheder tiltvang soldaterne sig adgang, og det hjalp ikke, de unge mennesker noget, at de bedyrede at de intet havde gjort, de blev alligevel taget med på vognene. De blev derefter kørt derhen, hvor der fandtes barrikader. De unge mennesker skulle ikke være gidsler. Der var opsamlet arbejdskraft. De blev tvunget til at fjerne barrikaderne.

 

Kanoner rettet mod Vesterbrogade

Jens Carlsen-Møller skulle lørdag formiddag hente sine døtre fra spejderlejr. På Hovedbanegården får han at vide, at der slet ikke kører tog på Sjælland. De to uheldige spejderforældre måtte så kære hjem igen:

 

  • Da vi ad cykelstien på Vesterbrogade kom til Rådhuspladsen, så vi lige ind i løbet på en 75 mm kanon anbragt i muslingeskallen, parat til at beskyde Vesterbrogade – det så hyggeligt ud! Det var tillige godt spækket med maskingeværstillinger og maskinpistolbevæbnede soldater.

 

Flere kanoner på Vesterbro

I Svendsgade blev der på begge sider af politistationen opstillet fodfolkskanoner med mundingerne vendt mod Istedgade. Samtidig blev der opstillet kanoner ved Gsværksvej og Absalonsgade.

Lørdag aften kl. 23 trak tyskerne sig tilbage. Dansk politi overtog patruljeringen. Det samlede antal dræbte danskere fredag og lørdag var opgjort til 51, mens i alt 300 mennesker var sårede.

 

Frihedsrådet opfordrede til at fortsætte strejken

Dagen efter søndag den 2. juli udsendte Københavns Bystyre og arbejdsmarkedets organisationer så et opråb med opfordring til at genoptage arbejdet. Tyskerne ophævede afspærringen omkring byen og lod de offentlige værker gå i gang igen.

Frihedsrådet opfordrede igen til at fortsætte strejken indtil hovedkravene blev opfyldte. Det var at spærretiden blev ophævet og at Schalburgkorpset blev flyttet væk fra København. Korpset havde hovedkvarter i den beslaglagte Frimurerloge på Blegdamsvej.

 

Skud mod fredelige danskere

Bergstrøm beretter fra Vesterbro:

 

  • Gennem Istedgade kom ved 20.30-tiden gående en tysk patrulje. Skummelt blik under hjelmen, gevær og maskinpistol klar. Med et fik de to forreste soldater øje på en lille klyngeunge mennesker, der stod og snakkede fredeligt sammen på gaden. Tyskerne vidste lige så godt som danskerne at situationen var afspændt.

 

  • Men tyskerne var veldresserede og kunne tælle til fem. Så mange måtte der efter en stadig gældende lov ikke stå sammen på gaden. Altså ein, zwei, drei, geværet op og en række skud mod de unge mennesker, der sprang for livet.

 

 

En ung kvinde på 26 år, der tilfældig kom forbi sammen med sin mand blev hårdt såret af skuddene.

 

Skud mod bænk

Bergstrøm beretter også om en episode på Vesterbro Torv, hvor tyskerne skød mod fem mænd, der sad på en bænk. Ingen blev ramt, men reaktionen var ikke til at tage fejl af:

 

  • Fanden skulle genoptage arbejdet, når vi bliver hundset på den måde.

 

Sommerkorpset mod 14 – årig dreng

På Vesterbro gik det voldsomt for sig. Ved 15 – tiden kørte to tyske biler gennem Enghavevej. I den ene af bilerne var der medlemmer af Sommerkorpset. De havde dannet et terrorkorps. De begyndte at skyde på mængden. Blandt de sårede var den 14- årige skoleelev Bent. Han blev dog ikke mere såret end, han søgte hjælp i Enghavevej 3. Men medlemmer af Sommerkorpset fulgte efter ham. De mente, at han havde hemmelige papirer på sig. Men det var nu papir til hans dukketeater. Så han udgjorde absolut ikke nogen fare for det tredje rige.

 

Istedgade – et chokerende syn

Et vidne var gået gennem Istedgade ved fem-tiden. Han bemærkede, at der var særdeles mange raserede butikker. Og så var der skudhuller i mange ruder selv i 3. og 4. sals højde. Der var brudt fliser op fra fortove og på gadehjørnerne var der brudt stenbro op.

Man fulgte ikke politikernes krav om at gå på arbejde om mandagen. Man blev hjemme. Først da tyskerne imødekom kravet om, at Schalburgkorpset skulle flyttes, skete der noget.

 

Sejren var dyrt købt

Frihedsrådet proklamerede, at sejren var vundet og gik med til at afblæse strejken senest onsdag. Mange gik på arbejde allerede tirsdag og onsdag den 5. juli var arbejdet genoptaget i fuldt omfang.

Tyskerne ophævede undtagelsesbestemmelserne og nogle dage senere blev Schalburgkorpset flyttet til Ringsted.

Frihedsrådets anseelse var steget enormt. Og politikerne var tvunget til at opgive deres modvilje mod Frihedsrådet og der opstod kontakt mellem de to parter.

Frihedsrådet opgjorde tabet til 84 dræbte og 664 sårede under Folkestrejken.

 

Kilde:

  • Flemming Bergsøe: Det underlige år
  • Rasmus Jørgensen: Folkestrejken – Da Hovedstaden gjorde oprør
  • Vilhelm Bergstrøm: Istedgade overgiver sig aldrig
  • Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse (fra januar 1944 til maj 1945/Københavns Kommune.
  • Eilstrup, Lindeberg: De så det ske under besættelsen ”Bevar ro og orden”
  • Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance 1-2
  • Jørgen Hæstrup m.fl.: Besættelsen 1940-45
  • Hans Kirchhof: Samarbejde og modstand under besættelsen
  • Hans Kirchhof m.fl.: Gads leksikon om dansk besættelsestid

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 262 artikler om besættelsestiden (før, under og efter) herunder:

  • Sommerkorpset
  • B. Martinsen – et portræt af en forræder
  • Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
  • Frihedsrådet – som springbræt
  • Vesterbro – under besættelsestiden (1)
  • Udleveret til tyskerne
  • Da Buldog brændte
  • De fem dramatiske år på Nørrebro
  • Sommeren 1944 – på Nørrebro
  • Nørrebro 1945 – to episoder
  • Nørrebrogade 156
  • Varehuset Buldog på Nørrebro
  • Besættelsen på Nørrebro 1-5
  • Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
  • Likvideret på Nørrebro
  • Sabotage på Nørrebro 1-2 og mange flere

Vesterbro-under besættelsestiden (1)

November 17, 2018

Vesterbro – under besættelsestiden (1)

Det forbudte parti. Radiofirmaet Gyberg og Jensen. Militærorganisationen. Martin Andersen Nexøs fraskilte kone. Charles døde under dødsmarchen fra Stutthof. Masser af sabotage. De fleste blev udført af BOPA. Stjern Radio. En stille dag på Axelborg. På flugt. Tom fortsatte sin virksomhed. Overtjeneren, der aldrig blev dømt. En dødelig trussel. Oversigt over sabotager. Talrige sabotager mod Always. Sabotagen mod Langebro. Angrebet mod Shell-huset. 18 modstandsfolk flygtede. Militærstrategisk succes eller menneskelig tragedie. Alsgades Skole, Dagmarhus, Persilhuset, Deutsches Eck. Politigården. Vestre Fængsel. Vestre Kirkegård. Vesterport. Befrielsen. Det tyske lazaret. Mord blev ikke altid straffet. Hotel Nordland. Masser af kriminelle. Ikke alle havde ren mel i posen. Masser af sortbørs. Den modige bagermester. Der blev handlet guld med tyskerne. En forfejlet likvidering.

 

Det forbudte parti

Vi bevæger os også ud over Vesterbro til Frederiksberg, Valby og København SV.

Det forbudte og illegale parti opererede overalt i København og selvfølgelig også på Vesterbro. Her var distriktslederen for Vesterbro, SV og Valby, maskinarbejder Otte Sand, også kaldet Oskar. Han blev aldrig taget af tyskerne. Han mente, at skyldtes den oplæring i illegalt arbejde, som tyske emigranter, havde givet ham.

Som flygtninge fra Hitlers Tyskland havde de i 30erne arbejdet illegalt mod diktaturet. Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 måtte de gå under jorden herhjemme. I den periode var Oskar deres kontaktperson. Godt et år senere var 295 danske kommunister blevet fængslet.

 

Radiofirmaet Gyberg og Jensen

Otto blev også aktiv i modstandsbevægelsen. Alle grupper var aktive på Vesterbro. Her skal lige nævnes radiofirmaet Gyberg og Jensen, der lå på Vesterbrogade 30. Begge ejere Werner Gyberg og Robert Jensen (Tom) var tidligt i forbindelse med SOE. Gyberg arbejde især med de livsvigtige illegale radioforbindelser til England. Derfor man han flygte til Sverige i 1943. Her gik han i arbejdet omkring de illegale ruter over Kattegat til og fra Danmark.

Robert Jensen blev i Danmark, hvorfra han organiserede illegale transporter over Øresund i samarbejde med ”Dansk-svensk Flygtningetjeneste” i Malmø. Han blev dræbt i ildkamp med Gestapo, da de den 24. juli 1944 stormede det illegale ”postkontor” på Forchhammersvej på Frederiksberg.

 

Militær-organisationen

Om militærorganisationen ved vi at Vesterbro tilhørte afsnit 5, Frederiksberg, Valby og Vesterbro. Ved befrielsen omfattede afsnit 5 godt 2.000 mand. Vi kender et par af kompagnilederne, der begge dengang boede i Saxogade. Det var Helmer Jørgensen (Villy) Saxogade 101 2. tv. Og Johan Sørensen (Oskar) Saxogade 49 a. Sidstnævnte var en af stifterne af KONPA. Han arbejdede videre i efterfølger-organisationen BOPA. På et tidspunkt må han være blevet overflyttet til militærgrupperne, hvor han så optræder som kompagnileder.

Johan Sørensen havde mistet et par brødre i Den Spanske Borgerkrig, og var selv illegal det meste af besættelsestiden. Selv om han aldrig blev taget var han mærket af indtrykkene og begivenheder, som han deltog i. Han døde engang i begyndelsen af 1970erne.

 

  • Når disse erindringer skal skrives, så skal det også nævnes det store og offervillige arbejde, som blev mødt en 30 – 40 eller –flere-illegale kammerater hver eneste dag. De kom til spisning i middagskøkkenet ”Alex” på Vesterbrogade – hos Lilly og Poul Larsen (Hovmestersmørrebrød). De stillede spisehus, De stillede lejlighed. De havde våben. De husede, jeg ved ikke, hvor mange cykeldæk og –slanger, som måtte skaffes af vejen, da politiet blev taget og et illegalt politilager var i farezonen. Det nød vi illegale godt af. (Tage Revsgård Andersen: Et studie i rødt-hvidt og blåt)

 

Martin Andersen Nexøs fraskilte kone

Under besættelsen var Åboe Nielsen vicevært i ejendommen Vesterbrogade 66. Han havde af sin partisekretær Thorkild Holst fået ordre til at holde sig uden for medlemsaktiviteter og omgang med kommunister. Den illegale ledelse benyttede nemlig jævnlig hans lejlighed til diskrete møder.

Hos Martin Andersen Nexø’ s fraskilte kone, Margrethe (Grethe) Andersen Nexø, der boede i Absalonsgade foregik der også illegale møder. Her blev der også fremstillet illegale tryksager.

 

Charles døde under dødsmarchen fra Stutthof

I Alsgade 12 3.tv. boede ægteparret Charles Frederik og Harriet Larsen i en hjørnelejlighed med udsigt til de tyske polititropper på Alsgade Skole. Charles Larsen var cigarmager, amatørsangere og medlem af det kommunistiske parti. I lejligheden blev der holdt masser af illegale møder. Charles Larsen blev anholdt på tysk foranledning allerede i 1942. Det var i forbindelse med et mord på en estisk person tilbage i 1936.

Charles Larsen blev frikendt men sendt med de andre kommunister til Horserød. Han blev også sendt sammen med 149 andre kommunister til Stutthof. Charles Larsen døde under den såkaldte dødsmarch den 10. marts 1945.

Mens han sad indespærret havde hans kone Harriet Larsen været med til at stifte ”De røde Enker”. Det var konerne til de internerede kommunister. De organiserede Røde Kors pakkerne til deres mænd i Stutthof. Vi har andets steds skrevet om disse Røde Enker.

 

Masser af sabotage

Før og under besættelsen var der mange virksomheder på Vesterbro, hvoraf nogle i perioden 1940-45 arbejdede for besættelsesmagten. Endvidere strækker det store jernbaneterræn sig vestover fra Københavns Hovedbanegård. Her lå dengang både Godsbanegården og DSB s Centralværksteder, som var oplagte mål for sabotagen. I en bog fra 1945 gives følgende oversigt:

 

  • I hovedstaden gennemførtes i 1942: 31 sabotager, i 1943: 354, i 1944: 264 og i 1945: 128. Af disse aktioner var 338 rettet mod fabriksmål, 43 mod havneanlæg, værfter, skibe og kraner. 99 mod tyske militære anlæg og depoter, 24 mod elektriske anlæg, 87 mod biler og garager, 44 mod olie- og benzinlagre, 39 mod restauranter, 36 mod vaskerier, uniformsskrædderier etc., 74 mod naziforretninger.

(Børge Brandt, Kaj Christensen: Sabotage)

 

Det er nok ikke helt korrekt. I hvert fald ikke det sidste tal. Historieforskningen har nok rettet lidt på tallene.

 

De fleste sabotager blev udført af BOPA

De fleste sabotager på Vesterbro blev udført af BOPA. De fleste af de oprindelige femten medlemmer var folk med erfaring i væbnet kamp mod fascister, da de havde været frivillige i Den Spanske Borgerkrig. Organisationen var hele tiden under kommunistisk ledelse. Efterhånden omfattede et flertal ikke-kommunister. Organisationen skiftede navn fra KOPA (Kommunistiske partisaner) til BOPA (Borgerlige partisaner).

 

Stjerne Radio

Ja vi skal da også nævne Holger Danske, som også var aktive på Vesterbro og endda stiftet her. Holger Danske var under borgerlig – national ledelse. Det første Holger Danske blev stiftet i Stjerne Radios baglokaler i Istedgade. Den oprindelige kreds omkring ejeren Carl Munck startede i slutningen af 1942 med at duplikere illegale blade i baglokalet (De Frie Danske)

Kredsen omfattede bl.a. Holger Danskes første leder Josef Søndergaard (Tom), der havde militære erfaringer som frivillig i den finske vinterkrig mod Sovjetunionen (1939 – 1940), og hans efterfølger Jens Lillelund (Finsen). I løbet af efteråret udviklede Holger Danske sig til en sabotageorganisation med ”Tom” som leder. Kommunister fra KOPA/BOPA var Holger Danskes første instruktører. De to organisationer arbejdede sammen resten af krigen.

I vinteren 1944-1945 spillede indehaveren af radioforretningen Sjerne Radio hver eftermiddag to militærmarcher på en grammofon. Det gik gennem et par højtalere direkte ud over Istedgade og kunne høres lang bort.

Først en engeslk ”It’ s a long way to Tipperary” og så fulgte den amerikanske flådemarch ”Anchors Away”. Det gik godt et par uger. Mange frydede sig over den åbenlyse provokation mod besættelsesmagten. Men en nat blev radioforretningen sprængt i luften af medlemmer af Schalburgkorpset.

Vi skal nok lige nævne, at Stjerne Radio for længst var stoppet med at være hovedkvarter for Holger Danske. Tilholdsstederne var nu anderledes og organisationen selv i sin anden reorganiseringsperioder efter to oprulninger.

 

En stille dag på Axelborg

Både BOPA og især Holger Danske blev hårdt ramt af det tyske sikkerhedspolitis optrævlinger. Til formålet hvervede besættelsesmagten blandt danskere en hær af stikkere og medlemmer i forskellige væbnede nazistiske korps (Schalburgkorpset, Sommerkorpset, ET (Efterretningstjenesten) og HIPO m.fl.)

Den 9. maj 1944 skulle være en afslapningsdag for nogle modstandsfolk. De sad på Axelborg Bodega. Det var tæt på Tivoli og 300 meter fra tyskernes hovedkvarter, Dagmarhus. Så sent som dagen før havde Tom været med til et vellykket aktion mod sin arbejdsplads B&W. Men man kunne aldrig vide sig sikker. Og grunden var stikkere. Brandt snakkede med en overtjener, som han kendte fra en anden restaurant.

Men pludselig var det lille selskab omringet af Gestapo-folk med pistolerne fremme. Det var ikke noget at gøre. Modstandsfolkenes pistoler var derhjemme. De andre BOPA-folk var genet ud på pladsen foran Axelborg Bodega med kurs mod Dagmarhus ved Rådhuspladsen.

 

På flugt

Brandt blev holdt op med en pistol, men på vej ud øjner han en flugtmulighed. Han kaster sig ud foran en sporvogn, og slipper i et splitsekund helskindet om på den anden side af sporvognen-så gestapo-chefen ikke kan skyde efter ham. Her springer Brandt op på trinbrættet af en tilfældig taxa og råber ”Så kør for helvede”

Chaufføren fatter situationen med det samme og træder sømmet i bund. Og da taxaen med Brandt stående på bilens udvendige trinbræt når helskindet ud til Amager, beder BOPA-lederen taxachaufføren om at standse.

 

Tom fortsatte sin virksomhed

For Tom og de andre anholdte BOPA-folk blev mødet med tyskernes hovedkvarter Dagmarhus en omgang tæsk, bank og anden tortur. Men Tom lukkede ikke munden op, trods en byge af spørgsmål og trusler om henrettelse. Han fortalte, at han hed Per Gylling Mortensen og var maskinlærling. Han kendte ikke noget til storsabotøren Tom. Han blev sendt videre til Vestre Fængsels tyske afdeling og senere til Frøslevlejren. Efter et ophold blev han løsladt. Han vendte tilbage til København og fortsatte sit arbejde som sabotør til befrielsen den 5. maj 1945.

 

Overtjeneren, der ikke blev dømt

Efter krigen forsøgte BOPA – folkene at få den føromtalte overtjener kendt skyldig i stikkeri og dermed landsforræderi. Det lykkedes ikke-trods tunge beviser. Overtjeneren optrådte oven i købet i engelsk uniform lige efter befrielsen i selskab med engelske soldater, som var de-de bedste venner. BOPA – folkene kunne pege på mindst tre episoder, hvor overtjeneren var involveret.

Efter krigen forsvandt overtjeneren ud af landet. Han tog hyre som hovmester på forskellige engelske skibe og viste sig siden ikke i Danmark.

 

En dødelig trussel

Disse tyske håndlangere udgjorde en dødelig trussel mod modstandsbevægelsen, der svarede igen med stikkerlikvideringer. Det var især Holger Danske folk, der blev sat til dette.

En af de farligste stikkere, fru Hedvig Delbo, blev for øvrigt likvideret i sin lejlighed i Sandelmarksgade nr. 30 af folk fra Holger Danske. Under opklaringsarbejdet fandt politiet i lejligheden hendes judaspenge, 35.000 kr. i kontanter – en stor sum penge dengang (Se vores artikel).

 

Oversigt over sabotager

Her er en lille oversigt over sabotageaktioner på Vesterbro/Frederiksberg:

  • Den 2.12.1942 A.S. Julius Taftdrups Konfektionsfabrik, Vesterbrogade 9

 

  • Den 6, 5, 1943 Skiltefabrikken 5001 skilte, Vesterbrogade 137 1.

 

  • Den 31.7.1943 Maskinfabrikken Max J, Madsen. Ny Carlsbergvej 76 – 80

 

  • Den 1. august 1943 Radiometer, Bernhard Bangs Alle 23. Fabrikkens midtersektion blev delvis ødelagt. Nabobygningen i nummer 25 blev brugt som kulisse i TV – serien Krøniken som Radio Bella.

 

 

  • Den 12.8.1943 Dreschlers Papirvarelager og en transformerstation, Vesterbrogade 93 – 95 a

 

  • Den 15.10.1943 Maskinfabrikken Undi, Skelbækgade 22 b. Fabrikken producerede dele til maskingeværer, der gennem et mellemled blev solgt til Værnemagten. Aktionen ødelagde en del af bygningerne og udløste en erstatning på 127.000 kr. (2,75 mio. nutidskroner). Nogle af sabotørerne blev genkendt af arbejdere. Og disse arbejdere blev senere opsøgt og truet til at holde mund.

 

 

  • Den 3.1.1944 Lau Lauersens Sadelmagerværksted, Bevtoftegade 8

 

  • Den 3.2.1945 C.F. Riedel & Lindegaard, Kingosgade 11

 

 

Sabotager mod Always

  • Den 13. maj 1944 udførte to mand fra ”Gruppe 7” en stor sabotage mod radiofabrikken Always i Teglholmsgade. Fabrikken producerede radiodele til Tyskland. De fik flere gange besøg af BOPA. Ved denne lejlighed blev aktionen gennemført af ”Otto” og ”Freddy”. Ødelæggelsen var total.

 

Efter planen skulle stoffet bæres ind af folk fra nabovirksomheden. Disse folk sprang dog fra i sidste øjeblik. Så måtte man finde på noget andet. Til fabrikken Parker Patenter ankom den ene sabotør kl. 11.50 forklædt som elektrikermed værktøj, kabler, tintråd m.m. Han udgav sig for at skulle tilse elektriske kabler i virksomheden.

 

Efter forevisning af falske følgesedler til vagterne fik han passertilladelse og læssede pakkerne af i pakkerummet. Han afleverede følgesedlen og forlod fabrikken. Blandt det han havde afleveret var sprængstoffet.

 

Den anden sabotør stjal nu pakkerne i pakkerummet og anbragte dem opad et lager af fortyndervæske med 3 stk. 6-timers blyanter. Derefter forlod han fabrikken.

Kl. 17.15 ringede den ene sabotør til Always for at få vagterne ud, men han fik ingen forbindelse. En opringning til prokoristen var også forgæves. Derefter blev der ringet til Politigården for at få dem til at sørge for at få vagterne ud.

 

Eksplosionen kom som planlagt og efterfulgtes af en kraftig brand.

 

Otto og Freddy skulle bruge 60 kg trotyl for at standse virksomhedens produktion. Skaderne på bygninger, maskiner og lager blev opgjort til over en mio. kroner. Ikke desto mindre var produktionen i løbet af et par uger på fulde omdrejninger igen.

 

Rapporten var underskrevet af ”Brandt”, som den 5. maj havde været meget tæt på at blive arresteret af tyske sikkerhedsstyrker, da han sad og fik en øl på Axelborg Bodega. Det lykkedes ham dog at flygte på hjørnet af Axeltorv og Jernbanegade ved at springe ud foran og forbi en sporvogn, der netop i samme øjeblik kom kørende.

 

  • Den 7. oktober 1944 forsøgte en gruppe fra Holger Danske at sprænge fabrikken Tororor, der lå i gården til Amerikavej 4. Aktionen mislykkedes og en modstandsmand blev skudt af sabotagevagterne. Han blev dræbt over for nr. 4 på Amaerikavej nær Tøndervej.

 

  • Den 12.2.1945 Houlberg Fabrikker, Kødbyen ved Skelbækgade

 

  • Den 10.3.1945 Dette var en sabotageaktion, som efterfølgende har fået en fremtrædende plads i historien om sabotagen i Danmark under besættelsen. Det var ikke specielt for, at den var særlig succesfuld, men fordi det var første og eneste gang, sabotører i Danmark brugte en 20 mm maskinkanon i forbindelse med en sabotage. Målet var atter engang Always.

 

Det var efter danske forhold en gigantisk aktion, hvor der deltog ikke færre end 75 mand. Aktionslederen Børge ”Brandt” Thing, der udarbejdede den obligatoriske rapport. Først blev der præciseret, hvorledes aktionen oprindelig var planlagt til at løbe af stabelen, og videre kan det læses, hvordan tingene gik galt fra starten. Et skud fra en karabin skulle have været startskuddet. 

 

Men nu skete det katastrofale, at det var et skud fra en karabin, der nedlagde vagten med et skud i panden. Det blev ikke hørt af andre end de, der skød.

 

De sprænggrupper, der havde ventet syv, otte minutter mente, at der måtte være noget galt med kanonen – de regnede med, at den ikke var noget frem. Lidt overilet blev der givet ordre til tilbagetrækning Men en anden gruppe havde mistet tålmodigheden og var gået fremad. De gik frem og skød de to skildvagter.

 

Dette hørte kontrolgruppen, som nu gik til angreb. Fabrikkens mandskab blev fuldstændig tilintetgjort. De udgjorde 20 SS-soldater og 20 værnemagtssoldater. Det var således glimrende muligheder for sprængningsgruppernes arbejde, men de havde trukket sig tilbage. Brandt indrømmer senere i sin rapport, at denne tilbagetrækning havde været en fejl.

 

Maskinkanonen, som stammede fra den store aktion mod Riffelsyndikatet måtte efterlades foran Always. Men alle sabotører kom helskindet hjem. Tilbagetoget foregik over det nærliggende jernbaneterræn. Sabotørerne var dog kommet i ildkamp med en udrykningsstyrke fra HIPO på Politigården og tysk og dansk vagtkorps fra nærliggende virksomheder i Sydhavnen. Børge ”Brandt” Thing afsluttede sin rapport fra denne aktion med lakonisk at konstatere: ”Efter nøgtern vurdering regner vi med, at tyskerne havde 50 faldne og sårede. Der blev afskudt 200 granater mod vagtstuen”.  

 

  • Den 26.3.1945 Always, Boyesgade på grænsen til Frederiksberg Kommune. Sabotagen blev meget kendt, da BOPA s illegale studie lavede en lydoptagelse af forløbet fra en nærliggende lejlighed. Lakpladen blev smuglet ud af landet og afspillet i BBC og fra andre allierede radiostationer.

Sabotagen mod Langebro

 

  • Den 27.3.1945 Maskinhuset og hejsemekanismen på Langebro. Det forhindrede tyskerne i at sejle med 16 store danske skibe, der lå i Sydhavnen. Broen var stærkt bevogtet, så sabotørerne måtte bemægtige sig et tog i hvis sidste vogn, der anbragtes en kraftig ladning.

 

  • Allerede aftenen før havde man forsøgt. ”Terkel” havde stjålet en Falckvogn og en Falckuniform og kørte midt ud på broen med 100 kg. Sprængstof gemt i to sække med generatorbrænde. Midt på broen lod han som om, vognen var gået i stå og demonstrerede med al tydelighed, at han ikke kunne få den i gang igen. Men straks kom et tysk vagtmandskab og skubbede ham væk.

 

  • Men nu fik man så fat i nogle samarbejdsvillige folk fra Amagerbanen, og i fællesskab fik man stykket 16 togvogne på Islands Brygge sammen i en togstamme. I den sidste blev sprængstoffet placeret. Klokken 18 var alt klart.

 

  • På Amager-siden lå folk bag Volden klar. Skydning herfra var tegn på, at de danske brovagter skulle komme i sikkerhed. På gaden var folk stillet op til at advare folk, sporvogne og bilister. Der var også en højtalervogn fra Frederiksberg Vagtværn, der var bemandet med modstandsfolk til at advare.

 

Da toget var kørt over broen og vognen med sprængstoffet holdt på broklappen holdt lokomotivet. Jens, der opholdt sig i bagerste vogn tændte nu lunterne, der var på 3 ½ minut. Han sprang ud af vognen, hvorefter han løb op til lokomotivet.

 

I samme øjeblik lød der fra højtalervognen: ”Alle må forlade broen”. Broen var øjeblikkelig tømt, bortset fra tyskere. Folkene på Volden begyndte et kraftigt skyderi op i luften.

 

Tyskerne begyndte nu febrilsk at skyde til alle sider. Broen kom ikke til at fungere før efter besættelsen selv ikke efter, at tyskerne havde hentet eksperter fre hjemlandet.

 

Andre BOPA-folk havde slæbt et havareret tysk troppetransportskib ved navn Wuri ud i selve havnebassinet, hvor det effektivt blokerede for sejlads gennem Københavns Havn.

 

Angrebet mod Shell-huset

Den 21. marts 1945 angreb britiske jagerbomber Shell-huset i København, hvor Gestapo havde hovedkvarter. Bombardementet fandt sted, selv om, eller måske netop fordi, man var vidende om, at et stort antal af modstandsbevægelsens ledere sad fængslet i celler oppe under taget på bygningen.

Derudover havde Gestapo samlet så meget materiale sammen gennem deres stikkere, at man på dette tidspunkt var klar til at lamme modstandsbevægelsen over hele landet med et slag. Det var kun et spørgsmål om tid.

De britiske piloter var blevet trænet i at kaste deres bomber i bunden af Shell-huset, således at fangerne under taget i bedste fald hade en chance for at undslippe, hvilket også lykkedes for de fleste. Men det er dog en myte, at det var derfor at de skulle sigte lavt.

Man var vidende om, at hele modstandsbevægelsen var blevet optrevlet. Det betød, at alle de modstandsfolk, der endnu ikke var arresteret, var på vej til det og måske senere henrettet.

I denne situation havde Frode Jacobsen på Frihedsrådets vegne anmodet S.O.C. og RAF om at ødelægge Gestapos kartoteker i Shell-huset. Anmodningen blev prioriteret meget højt.

Det var også ved samme lejlighed, at der ved et uheld blev kastet adskillige bomber mod Den franske Skole på Frederiksberg, hvorved bl.a. 93 børn og 13 voksne omkom. Under indflyvningen ramte et bombefly en signalmast på DSB-terrænet og styrtede ned i skolen. De efterfølgende fly troede at røgen kom fra det udpegede mål og smed deres bombelast på og ved skolen.

 

Flere tragedier

Det er mindre kendt, at der kort før udspandt sig en anden tragedie. Efter at bombeflyet havde ramt signalmasten og beskadiget blev det slået ud af kurs. Herved ramte det en skorsten på ejendommen af Palnatokesgade og Sønder Boulevard. For at vinde højde smed besætningen så bomberne, der ramte ejendommen over for, Sønder Boulevard 106. Herved blev 11 mennesker dræbt. Flyet hvirvlede op i luften og styrtede så kort tid efter ned i Den franske Skole.

Det var i alt 18 engelske Mosquito-bombere, dækket af amerikanske Mustang-jagere, der angreb den 21. marts om formiddagen. Mange tyske Gestapo-folk og danske håndlangere blev dræbt, men også 8 danske modstandsfolk blev dræbt. Det heldige var, at en af de danske fangers fængselsdør sprang op. Han fik fravristet et nøglebundt fra en af de rystede fængselsfolk.

 

18 modstandsfolk slap væk

Andre modstandsfolk(18) slap væk, gik under jorden igen og fortsatte deres illegale virksomhed. Blandt dem var to medlemmer af Frihedsrådet, Mogens Fog og Aage Schoch, samt folketingsmedlem Poul Sørensen og lederen af de kommunistiske militærgrupper i region 6, Jørgen Nørup.

Det lykkedes dog ikke at få ram på den tyske ledelse, der netop på det tidspunkt var til en begravelse.

 

Militærstrategisk succes eller menneskelig tragedie

Skulle britiske bombefly tilintetgøre Shellhuset krævede det selvfølgelig minutiøs planlægning. For at undgå tysk radar og antiluftskyts skulle briterne flyve ind over byen i meget lav højde, og piloterne skulle have indgående kendskab til den københavnske topografi og arkitektur. Det krævede tillige dagslys og godt vejr. Når målet var i sigte, skulle bomberne kastes lavt ind i bygningen.

Selvom operationen skulle lykkes, regnede englænderne med tab af mandskab men også med betydelige civile tab. Man flyver ikke med 500 kilometer i timen ind over en storby med en tung regn af bomber, uden at noget går galt.

I akt omkommer 200 mennesker ved aktionen. Det var det største tab af menneskeliv på en enkelt dag under den tyske besættelse af Danmark. Skal man kalde aktionen for en militærstrategisk succes eller en menneskelig tragedie. Ja denne vurdering overlades til læserne.

Besættelsesmagten var i den grad til stede på Vesterbro:

 

Alsgades Skole

Det var hovedkvarter for de tyske politisoldater. Den 29. august 1943 overtog de tyske tropper hele magten i Danmark og afvæbnede de danske soldater. Samtidig hermed tog deres hemmelige politi Gestapo omkring 400 kendte danskere som gidsler. De blev interneret på Alsgades Skole, inden de blev overført til Horserød-lejren, hvorfra de senere blev frigivet.

Fra maj 1945 til marts 1946 rummede Alsgades Skole den britiske kontraspionages Civilian Interrogation Centre. Det var et forhørstribunal, der skulle afdække og bekæmpe fortsat nazistisk virksomhed såvel Varulvebevægelsen. Et antal danske politifolk arbejdede her under ledelse af britiske officerer.

 

Dagmarhus

Ved Rådhuspladsen på hjørnet af Jernbanegade. Her havde den tyske Befuldmægtigede sit hovedkontor. Bygningen rummede også andre aktiviteter4 og kontorer for den tyske administration, herunder politikontorer. Sikkerhedspolitiets chef havde sine kontorer her til sommeren 1944, hvor de blev overflyttet til Shell-huset.

De små hundegårde i kælderen, der hørte til Dagmar biografen blev anvendt som celler for fanger, der var til forhør. Selve biografen var omdannet til et såkaldt Værnemagts Kino. Den 5. december 1943 blev tre modstandsfolk likvideret i Dagmarhus.

 

Turisthotellet Vester Boulevard (I dag H.C. Andersens Boulevard)

Den var også overtaget af tyskerne og blev bl.a. benyttet til interneringer.

 

Jernbanegade 7

Her lå SS-Einsatzkommando Dänemarks administration, og alle blev hvervet til Waffen SS herfra. Det centrale hvervekontor lå Rosenvængets Alle på Østerbro, med elle lokalkontorer flere steder i Danmark. Genboen var det nærtbeslægtede Germanische Leitstelle.

 

Persilhuset, Vesterbrogade 2 D

Germanische Leitstelle, oprettet af SS- hovedkvarteret i Berlin. Det skulle virke for udbredelse af Himmlers storgermanske ideer blandt nazi-medlemmer og det der kaldtes ”genrejser-grupper”.

Schalburg-korpset blev finansieret af Germanische Leitstelle, der også havde en propagandaafdeling og en understøttelsesafdeling, der tog sig af SS’ er og deres familier. Rummede også Germansk SS, der var den ”civile” afdeling af SS-Ordenen for danskerne. Den skulle sammen med Waffen-SS danne en større ring til ”Europas Nyordning”, byggede på det ”Germanske racefællesskab”.

 

Deutsches Eck

Ved Paladsbiografen. Det var dengang restauration for besættelsesmagten og deres danske venner. Ja det var nærmest danseetablissement for tyske soldater. I illegale blade blev kvinder, der besøgte stedet kaldt for ”Tyskertøser”. Efter krigen blev stedet demonstrativt omdøbt til British Corner. Men nu hedder det Palads.

 

Securitas-Bygningen

Denne bygning var ligeledes beslaglagt

 

Politigården

Efter afsættelse af det danske politi den 19. september 1944 rykkede tyskerne ind på politigården sammen med deres danske håndlangere. Nu fik ET og HIPO hovedkvarter her sammen med tyske afdelinger og nogle af terrorbanderne, der gennemførte Clearing-mord og Schalburtage. Herfra terroriseredes den københavnske befolkning de næste måneder frem til befrielsen.

Overtagelsen af Politigården skete ved et kup under en fingeret luftalarm, hvor danskerne fra Schalburgkorpset deltog. 2.182 danske politifolk blev fanget og senere deporteret til KZ-lejr i Tyskland.

 

Dahlerupsgade 1, 3.sal Ved Politigården

Bag dørskiltet ”Seidenfarden & Co. Havde lederen af ET sit kontor. De øvrige afdelinger lå på politigården. Lederen var opdagelsesbetjent Erik V. Petersen, der var blevet udnævnt i marts 1944. Han udbyggede organisationen med flere afdelinger bl.a. ”Hjælpepolitiet, HIPO (Hilfspolizei), og gjorde den landsdækkende.

Som en nazistisk politiorganisation i tysk tjeneste i stedet for det opløste danske politi. ET’ s mange forskellige afdelinger var både underlagt det tyske ordenspolitis kontor i Dagmarhus og SIPO i Shell-huset.

Erik V. Petersen blev likvideret i marts 1945.

 

Vestre Fængsel

Fængslet rummede en tysk afdeling. Mange fanger, danske såvel som tyske emigranter, er af de danske myndigheder blevet overført og udleveret til denne afdeling, og dermed til en uvis, men ofte grusom skæbne.

Den tyske afdeling var oprindelig den underste etage i sygehuset. Men i takt med modstandens vækst og dansk og tysk politis øgede indsats voksede den tyske afdeling. Fra maj 1944 rådede det danske fængselsvæsen kun over nordfløjen.

 

Shell-huset

Bygningen er almindeligvis kendt som Gestapo – hovedkvarteret. Men den rummede også andre tjenester. Det var det tyske sikkerhedspolitis (SIPO) hovedkvarter fra sommeren 1944. SIPO bestod fra september 1943 af det tyske kriminalpoliti (Kripo), det hemmelige politi (Gestapo) og SD (Sicherheitsdienst), samt kontraspionageafdelingen (SD Ausland).

Sicherheitsdienst var oprindeligt det tyske nazipartis private efterretningsafdeling, som også opererede i Danmark før besættelsen.

 

Vestre Kirkegård

De dræbte Gestapo-folk fra Shell-hus-bombardementet blev begravet i en særlig afdeling af Vestre Kirkegård ved en større helteceremoni. Stedet har siden da været benyttet af de overlevende og de nye nazister som mindested for faldne nazister.

Deres ”parade” holdes gerne den 2. juni, som er årsdagen for C.F. von Schalburgs død. Han deltog, som vi har nævnt i tidligere artikler som SS-officer i Hitlers østfelttog og faldt som kommandør af Frikorps Danmark den 2. juni 1942. Han var en central figur i nazisternes dødskult.

 

Vesterport

Her lå en række tyske kontorer, det ordinære tyske arbejdsanvisningskontor i Meldahsgade, og i Trommesalen lå et anvisningskontor for Organisation Todt. OT var en organisation for arbejdere ved de tyske befæstningsanlæg i Jylland og Norge. Det var de såkaldte ”Frontarbejdere”, der udgjorde en milits og var under tysk jurisdiktion (Wermachtsnachfolge) En del af korpset var uniformeret og bevæbnet og gjorde tjeneste som vagtkorps.

I andre tysk-besatte områder var korpsmedlemmerne, her i blandt danskere, fangevogtere og deltog i partisanbekæmpelse. I Vesterport var der også hemmelig Gestapo-registreringskontor og kontorer for SD’ s Københavnerafdeling.

I Meldahlsgade 1 5. sal lå hovedkontoret for Sommer Vagtkorps (vagtkorps ved det tyske luftvåben i Danmark). Under Folkestrejken i sommeren 1944 holdt en gruppe fra Sommerkorpset til her. Den 20-25 mand store terrorgruppe kørte rundt og skød på aktionerende københavnere. Gruppen indgik senere i ET og HIPO-korpset.

Her på Vesterport lå også Fattys Kro. Værtshuset blev under besættelsen et berygtet tilholdssted for danskere i tysk tjeneste. Berusede personer i tysk uniform kom hyppigt i klammeri med civilbefolkningen i området.

Danske håndlangere og danskere, der var hjemme fra orlov fra østfronten mødtes her. Fra SS i Jernbanegade blev det dengang ringet til Fattys Kro, at øst-frivillige skulle deltage i jødeaktionen. Fattys Kro lukkede i 1960.

 

Befrielsen

Ved befrielsen den 4-5. maj ville nogle tyskere og deres danske håndlangere ikke overgive sig og der udbrød en voldsom ildkamp. Til sidst tog modtandsfolkene en maskinkanon i brug og nedkæmpede hermed modtanden.

Efter befrielsen rykkede en række danske og britiske kontorer ind i Vesterport. Her fik Den danske Brigades Feltpolitidetachement sit hovedkvarter. De medbragte anholdelseslister fra Stockholm – tiden var ret mangelfulde. Dette medførte fejlagtige anholdelser af folk, der overførtes til Alsgade Skole, hvor de hørte under allieret jurisdiktion.

Det opløstes hurtigt i takt med politiets genetablering. Det hørte under Generalstabens Efterretningssektion. De boede også i Vesterport på 3. sal med indgang i Trommesalen.

Det nydannede Rigspolitiets Efterretningsafdeling, REA havde ligeledes hovedkvarter på Vesterport. REA erstattede det gamle særdeles belastede Rigspolitiets Sikkerhedspoliti, og det er det nuværende PET’ s forgænger.

REA blev dannet efter britisk ønske for sammen med dem (Civilian Interrogation Centre på Alsgades Skole) at bekæmpe fortsatte nazistiske aktiviteter.

Fra maj 1945 til maj 1946 havde det britiske Field Security Section også sit hovedkvarter her. FSS beskæftigede sig mest med kontrol af de afmarcherende tyske tropper ved den dansk-tyske grænse, i samarbejde med Feltpolitidetachementet.

 

Det tyske lazaret, Nyelandsvej (Nordre Fasanvej 52)

Her lå en grillbar med en ejer, som havde forbindelse til dette sted. Grillbaren blev ejet af en tysk soldat, der havde gjort tjeneste her. Om den ligger der endnu, vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle Redaktør” har været forbi.

I 1940 beslaglagde tyskerne dele af Frederiksberg Hospital og udnævnte stedet til Kriegslazarett Kopenhagen. Der blev oprettet lazaretter forskellige steder i byen. Lazarettet på Nyelandsvej var det største og bedst udrustede.

Der kom mange sygtransporter fra Østfronten, som var i meget dårlig stand. Således ligger 4.600 tyske soldater på Vestre Kirkegård.

Danskere der havde overlevet likvideringsforsøg blev også bragt hertil. En af de tyske soldater Karl Heinz Neumann plejede i særdeleshed danskerne. Han blev kaldt for ”Englen fra Nyelandsvej”. Han kunne få lov til at blive her efter krigen. Han var skuespiller og har optrådt i ”Min søsters børn”.

 

Mere skyderi

Der var også kampe andre steder på Vesterbro. Således på Rewentlowsgade-siden af Hovedbanegården, ned ad Istedgade. På Vesterbro Torv blev en modstandsmand dræbt.

Omkring Matthæusgade udbrød der skyderi. De kommunistiske modstandsgrupper stillede op i gaden den 5. maj med armbind, røde faner og våben, der ikke alle var nye. For enden af Hedebygade i Tøndergade, var der også et kompagni, men det var socialdemokratisk. I Tøndergade blev der smidt et klaver ned fra tredje sal, sammen med al indboet fra den lejlighed, hvor der sikkert havde boet en landsforræder eller nazist. Der var almindelig lynchstemning. Ny carlsberg Skolen var samlingssted for dem, som modstandsbevægelsen havde arresteret.

 

Amerikanerne kommer

General Dewing og hans faldskærmstropper tilbragte den første nat på Carlsberg. Her var også indrettet et stort nødlazaret i tilfælde af større kampe brød ud ved befrielsen. Dewing og hans folk rykkede næste dag til Charlottenborg, der også blev brugt af modstandsbevægelsen. BOPA-folkene trådte ind i Special Forces vagtkorps og blev iklædt deres uniformer.

Enheder af Den danske Brigade var også på Vesterbro. De var med til at nedkæmpe modstanden på Vesterport. De blev indkvarteret på bl.a. Matthæusgade Skole, og de patruljerede også i bydelen.

Hovedstyrken af de britiske tropper passerede grænsen ved Kruså den 7. maj i en meget lang kolonne, der spredte sig ud over Danmark. En del af dem nåede Valby Bakke den 8. maj.

Med de tyske tropper på vej ud, nazisterne nedkæmpet og interneret begyndte Vesterbro og resten af Danmark på et nyt kapitel af deres historie.

 

Man blev ikke straffet for alle mord

Nu var problemerne langt fra over, hverken på Vesterbro eller i det øvrige Danmark. Sortbørshandlen trives i bedste velgående. Således er adressen Peter Bangsvej 74 kendt af de fleste, når vi nævner dobbeltdrabet på ægteparret Vilhelm og Inge Jacobsen den 19. februar 1948. Der var tråde tilbage til besættelsestiden.

Men få år forinden var der begået et mord her i en gråzone mellem frihedskamp og kriminalitet. Det var Store Bjørn og Lille Bjørn, der foretog likvideringer. Men det var ikke altid til at se om det var i forbindelse med frihedskamp eller kriminalitet. De havde en løs tilknytning til Holger Danske.

Grønthandleren Regnar Schmidt blev dræbt, fordi han var medlem af nazistpartiet, men han påstod, at han for længst havde udmeldt sig. Men de skød med det samme. Hustruen, der blev såret påstod, at de tog hans tegnebog indeholdende flere tusinde kroner. De tog blev aldrig dømt for mordet. Lille Bjørn fortsatte sin kriminelle løbebane og døde i 2006. Store Bjørn blev myrdet i 1968.

 

Masser af Sortbørs – handel i Saxogade

Særlig Saxogade var præget af en masse sortbørshandel under og efter besættelsestiden. I kaffebaren i nummer 64 – 66 var der masser af rygter om illegal salg af rationeringsmærker. Sortbørshandlere og Det kommunale vagtvært var ofte i slagsmål. Helt galt gik det den 20. marts 1945. Inde i kaffebaren var vagtværnet i gang med at anholde sortbørsfolk, da HIPO ankom og arresterede vagtværnsfolkene.

Den såkaldte Edderkoppesag udspandt sig netop af sortbørshandlen. De oprindelige bygninger, Saxogade 64 – 66 eksisterer ikke mere.

 

Hotel Nordland

På dette sted var det måske relevant at nævne Hotel Nordland. Ja det var baren og restauranten i baghuset Vesterbrogade 22. Her var mødested for både tyskerne og danskerne fra kulturlivet og de bedre kredse. Indehaveren selv Ejler Jørgensen var dog ikke tyskervenlig. Han kom flere gange i de danske nazisters søgelys. DNSAP’ s partiavis, Nationalsocialisten og dagbladet Fædrelandet bragte i flere omgange artikler om ham og hotellet. Årsagen var især Ejler Jørgensens provokationer i form af blandt andet annoncer, der reklamerede med ”de Gaule” – specialiteter. Det henviste til den franske general Charles de Gaulle.

Når der ikke var tyske gæster til stede spillede orkestret den franske nationalhymne og kendte britiske melodier. Men stedet, der kun lå hundrede meter fra Shell-huset og Dagmarhus blev ofte anvendt af tyske myndighedspersoner fra politiet og Gestapo.

 

Har kom masser af kriminelle

En af de personer, der ofte boede på Hotel Nordland var Jane Horney, der blev likvideret af modstandsbevægelsen i januar 1945. Man mistænkte hende for at spionere for tysk politi.

Under og efter krigen var stedet tilholdssted for kriminelle underverden. Her kom de to hovedbagmænd i Edderkoppesagen, Johannes Linde og Svend Aage Hasselstrøm. Ja de var hovedpersoner i en af Danmarkshistoriens største kriminalsager.

 

Folk med ikke ren mel i posen

En dag i juli 1949 sidder kriminalbetjent Vestergaard Christensen og sveder over en stak papirer og rapporter på Politigården i København. Han har fået til opgave at indsamle beviser mod møbelhandler Johannes Linde. Men det er ikke fordi, at vidnerne står i kø. Møbelhandlerens butik lå på den mest befærdede del af Gl. Kongevej.

Her kunne iagttager en gang imellem se, den navnkundige chef for Rejseholdet, Otto Himmelstrup i synlig spirituspåvirket tilstand vakle ud af forretningen. Himmelstrup var kendt for at opklare de mest vanskelige kriminalsager og alvorlige mord over hele landet.

Også chefen for politiets efterretningstjeneste Troels Hoff ses ganske ofte ud på eftermiddagen forlade stedet på usikre ben. Han og hans afdeling lå næsten lige overfor. Så han kunne lige nå, at få en tur på ottomanen inden han skulle hjem til aftensmaden. Hustruen havde fået en kostbar pels af Johannes Linde. Hendes mand måtte som ledende politimand ikke modtage gaver i den størrelsesorden.

 

Linde havde tæskehold

Der gik rygter om, at Linde havde en proper næve, men han havde også et tæskehold. Man kunne også bestille et lejemord hos Linde, ja sådan gik rygterne.

Kriminalbetjent Vestergaard Christensen og hans kollegaer havde en vanskelig opgave. En af hans samarbejdspartnere var guldsmugleren Arne Jack Becker. Denne var også kendt som Revolver Jack.

Men nu meldte der sig en bagermester med en stor forretning på Vesterbrogade og en fornem villa i Klampenborg. Han besøgte de restauranter og natklubber, hvor også sortbørsfolk kom. Bagermesteren kunne fortælle kriminalbetjenten, at man ofte talte om Linde og hans samarbejde med tyskerne på Kakado.

 

Igen et uopklaret mord

En af tjenerne brokkede sig altid højlydt, når han skulle servere for Linde. Der kom til flere sammenstød. En sen aften i april 1945 blev tjeneren skudt af ukendte gerningsmænd på hjørnet af Istedgade og Gasværksvej. Mordet blev henlagt som uopklaret.

Møbelhandler Linde havde et stort alkoholforbrug. For at holde sig gående indtog han Mecodrintabletter, som er en slags amfetamin, og som kvikker op. Direktøren i Kakado blev til sidst nødt til at udstede et forbud mod Lindes tilstedeværelse. Men han kunne ikke sige nej, når han kom i selskab med den lige så tørstige politiinspektør Himmelstrup.

 

Den modige bagermester

Bagermesteren blev indblandet i Lindes klammerier. Efter en lang arbejdsdag sidder bagermesteren og nyder et par genstande på Kakadu, da en af hans gamle bekendte en trikotagefabrikant fra Klampenborg kommer ind i lokalet. Men så ser sidstnævnte Linde og kalder ham for ”Nazisvin”. Linde farer op, men bagermesteren når at komme imellem.

Trikotagefabrikanten tager nu en runde i byen, men på en eller anden måde får hans hustru kontakt med ham. Han skal ikke tage hjem for hele huset er omringet af folk fra det tyske sikkerhedspoliti. Det er uden tvivl at Linde har anmeldt trikotagefabrikanten.

 

En jøde, der sammen med modstandsbevægelsen handlede med tyskerne

Nu kunne bagermesteren også fortælle om Jack Becker. Han var en af de danske jøder, der i samarbejde med visse folk fra modstandsbevægelsen smuglede guld fra Sverige til Danmark. De solgte det videre til medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti.

Denne Jack Becker opsøgte bagermesteren i hans bageri, fordi han følte sig fornærmet af bagermesteren:

  • Du skal vide, at jeg er en farlig mand, at blive uvenner med. Jeg har krisepolitiet i min hule hånd.

Det gik 3-4 måneder, så dukkede Krisepolitiet op i bageriet for at gennemsøge det. Hårdt presset fortalte politiet, at det var Jack Becker, der havde anmeldt uregelmæssigheder i bageriet.

De to betjente, der dukkede op blev en del af Edderkoppesagen. Den modige bagermester fra Vesterbrogade kom heldigvis ikke noget til som følge af sine afsløringer af nogle af underverdenens skikkelser. Men de har nok været flittige gæster i bageriet/konditoriet. Bagermesteren blev 94 år gammel.

 

En forfejlet likvidering

Den 19. april 1944 blev chauffør Tage Lerche likvideret i sin bil i krydset Roskildevej/Vesterbrogade og Pile Alle. Det var af en Holger Danske gruppe bestående af bl.a. Flammen, Citronen og Gunnar Dyrberg. Gruppen ramte bilen med 25 – 30 skud. Tage Lerche døde senere på hospitalet, og det gjorde hans syvårige søn også. En kammerat undslap kuglerne.

Likvideringen var en fejl. Selv om Lerche var chauffør for Werner Best, gjaldt kuglerne i stedet Gestapo – manden og stikkeren, Arno Hammeken.

Som hævn for denne aktion smed det dansk – tyske terrorkorps samme dag to håndgranater ind i en sporvogn i samme kryds. 30 mennesker blev såret.

Stikkeren Arno Hammeken overlevede krigen, men blev senere fængslet. Den 15. september 1949 blev han henrettet for sit arbejde for Gestapo.

 

Kilde:

  • Vesterbro under den anden verdenskrig (Demos)
  • Tage Revsgård Andersen: Et studie i rødt-hvidt og blåt
  • Andreas Skov: Sabotage
  • Brandt, Christiansen: Sabotage
  • Vang Hansen, Kjeldbæk, Maurer: Industrisabotagen under Besættelsen i tal og kommentarer
  • Horwitz, Rasmussen: En sabotørs erindringer
  • Erik Johansen: Sabotage, Bogen om den danske modstandsbevægelse
  • Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-45
  • Leif Larsen: Borgerlige Partisaner
  • Per Mortensen: Sabotørerne
  • Røjel: Holger Danske rejser sig. Opgøret med stikkere og terrorister
  • Aage Staffe: En smededreng går til modstand
  • Hans Edward Teglers: Sabotage, amatørernes oprør
  • Bak, Bundgård Christensen, Lund, Sørensen: Turen går til Besættelsestidens København
  • Morten Thing: Sabotøren-min fars historie
  • Per Gylling Mortensen: Sabotørerne – vi vandt en krig.
  • dobbeltdanmark.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 261 artikler fra Besættelsestiden herunder:

  • Vesterbro under besættelsen (1)
  • Sommerkorpset
  • B. Matinsen – et portræt af en forræder
  • Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
  • Frihedsrådet – som springbræt
  • Udleveret til tyskerne
  • Da Buldog brændte
  • De fem dramatiske år på Nørrebro
  • Sommeren 1944 – på Nørrebro
  • Nørrebro 1945 – to episoder
  • Nørrebrogade 156
  • Varehuset Buldog på Nørrebro
  • Besættelsen på Nørrebro 1-5
  • Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
  • Sabotage på Nørrebro 1-2
  • Likvideret på Nørrebro og mange flere

Kruså var ikke engang en landsby

November 17, 2018

Kruså – var ikke engang en landsby

Der var få bebyggelser, Og efter krigen opkøbte en af ejerne det meste i nærheden og andre steder. Baronen var nok den mest afholdte af samtlige ejere på Krusågård. Her var masser af selskabelighed. Kådnerne boede op i skoven. Her var mange gange musik. Der var masser af arbejde. Og så var det høstfest på kroen. Ikke alt arbejde var lige spændende. Så skulle man i skole på Kobbermølle Skole. Her var også dragoner og husarer. Så var det daglejeren, der druknede. Juletræsfest blev afholdt på gården. Og når det var pinse, så foregik det i Kollund. ”Freiherr” lod opbygge en mur. Der kom masser af gæs. Der var spøgelser i Kruså og så blev fortidsminder ødelagt.

 

Få bebyggelser

Lige efter 1900-tallet var der ikke meget i Kruså. Der var Kruså, møllen og nogle få erhvervsdrivende. Ja det var vel kun et parcelhus. Ja og det skulle senere opleve at blive pornoforretning. Der var to små lejligheder til to postbude. Ja senere blev der bygget et større hus til dem. Da vi ikke rigtig nogen planlægning over de bebyggelser, der var, og så var det placeret over et større område.

 

Mathias Hübsch opkøbte det meste

Krusågård havde egentlig mange ejere. Der siges om ejerne, at de var fattigere, da de rejste, end da de ankom. Under første verdenskrig var det kommerceråd Mathias Hübsch, der under krigen tjente så mange millioner, at han næsten opkøbte hele Kruså og det meste af Kidskelund, foruden alt det som han købte andre steder.

Det eneste, som han ikke fik fat i, var kroen, købmandsforretningen og det før omtalte hus. Ja det lille hus blev kaldt posthuset, fordi de to postbude boede der.

 

Baronen beskæftigede sig ikke med landbrugsarbejde

I baronens tid var der gang i den på Krusågård, Der var en forvalter, fire Kådnere, fem-seks daglejere, en herskabskusk og en røgter. Og så var der vel fem karle. Så var der en stuepige og to i køkkenet. Kådner-konerne måtte også hjælpe med.

Baronen befattede sig ikke selv med landbrugsarbejdet. Han havde sikkert heller ikke forstand på det. Han havde været officer og gjort tjeneste på Samoa, der var en tysk koloni. Han var som regel iført en grøn dragt og en grøn hat med fjer på. Sædvanligvis havde han et jagtgevær hængende over skulderen. Han havde aldrig travl og talte altid med arbejderne. Han var meget afholdt.

Fruen havde mindre tid. Nej man talte ikke ondt om hende. Hun lod sig ikke så meget se. Hun var jo kun af borgerlig herkomst. Ja sådan sagde man dengang.

 

Masser af selskabelighed

Der var masser af selskabelighed. Så ofte holdt Hans Moos, herskabskusken med en af de fine vogne forspændt med to rappe oldenborgere. Han kørte tit ind til Flensborg for at hente gæster. De skulle så også køres hjem igen. Det var nok mest officerer og rangpersoner. Hans Moos brugte det meste af sin tid med at pudse sine to heste, seletøjet og vognene.

 

Kådnerne boede op i skoven

Oppe i skoven havde gården to huse med hver to lejligheder. Her boede de såkaldte kådnere. En kådner fik to mark om ugen, hvorimod daglejere fik tre, men så havde de hller ikke fri bolig. Kådnere fik også brændsel, korn og mælk. De måtte også gerne låne et køretøj om søndagen eller et net til at fiske i åen. Ja og daglig kost fik de også gratis. Måske skulle konerne selv sørge for føde.

Man spiste i Borgerstuen, og hver mand havde sin bestemte plads. Den lå i mejeriet og der blev ringet på en klokke, når der var spisetid. Og den var på størrelse med en skibsklokke, så man kunne ikke undgå at høre den.

Kådner-konerne fik 20 penning hver gang de malkede køerne.

Til husene her oppe i skoven var der et udhus, en grisesti og plads til hønsehold. Ved det gamle hus stod også en bageovn til fælles afbenyttelse. Ja så var det også et godt stykke havejord til hver af husene. Og midt imellem stod en fælles vandpumpe.

De yngre kådnere flyttede ned på Kobbermøllen, så snart de kunne få en lejlighed der. Der tjente de jo 5 – 6 mark, og konerne behøvede ikke at arbejde.

 

Musik og godt humør

Engang imellem kom de unge nede fra gården og kiggede op. Så kom harmonikaen og andre instrumenter frem. Det kunne også ske at baronen og fruen red en tur og kom forbi. Så smed hun en håndfuld 1- og 2-penninge i det korte græs. Og så kunne det godt være, at de unge finkæmmede græsset.

En søndag eftermiddag kom baronen og fruen med nogle gæster gående op i skoven. Baronen fortalte, at han havde besøg af familie, og ville gerne vise dem, hvordan man boede. Og så blev der ellers vist rundt.

 

Masser af arbejde

Når man havde såningen overstået, så begyndte tørvesæsonen. Der skulle graves mange tørv til sådan en gård. Gården havde megen mose, og hvert forår var der moseauktion. De lod, som skulle på auktion, blev afmærket og solgt til den højest bydende. Der var altid købere nok.

Inden man var færdig med tørvene, var roerne så vidt, at de skulle udtyndes og luges.

Man var som regel ikke færdig med høhøsten, før kornet var modent. I 1905 købte baronen en selvbinder. Det var noget helt nyt dengang. Den blev da også mødt med stor skepsis fra daglejerne. Man havde intet til overs for disse nymodens opfindelser.

Når høsten skulle i hus kom de store høstvogne i gang. Meget blev tærsket med det samme. Med det sidste læs kom-æ Fock – hjem, det var et neg, som man trak en lys kjole over og satte en flyhat på.

En flyhat havde kvinderne med hele sommeren. Det var et let trådstel overspændt med hvidt lærred med små blå eller røde blomstermønstre i. Hattene var meget lette og havde bred skygge. I vinterhalvåret gik kvinderne med dug om hovedet. På fødderne havde de, når de ikke gik barfodede, trætøfler, der blev kaldt klodser.

Mændene gik altid i – ”pusselrund” – sådan kaldtes den vel efter det plattyske ”busserundje”. Det var en mørkeblå bluse, som de brugte hele året. Var det meget koldt, trak de en jakke over, regntøj var meget sjældent. Mændene gik mest i lædertræsko, dog havde de også et par fedtlæderstøvler til brug ved forskellige arbejder.

De ældre brugte gerne træskostøvler, såkaldte jyllændere. Om sommeren gik man meget med stråhat, ellers var det hat eller kasket.

 

Høstfest på kroen

Når det sidste læs var i hus, blev der fejret høstfest. Så mødte alle folk med kone og børn om aftenen nede på gården og sammen med baronen og fruen spadserede hele flokken over på kroen, hvor der blev dækket kaffebord til alle.

Derefter blev børnene sendt hjem, og så var der dans for de voksne. Nogle af de andre beboere fra byen deltog også i festen. Det ene år blev festen brat afbrudt lidt før midnat. Chresten Jepsen, en ældre daglejer fra Kidskelund, midt under dansen faldt død om på gulvet.

 

Ikke alt var lige spændende

Kartoffelhøsten var også kvindfolkearbejde. Det var akkordarbejde. De havde en tørvekurv at kaste dem i, og når den var fyldt, tømte forvalteren den i vognen og noterede den.

Roeoptagning var ikke så spændende. Vejret var allerede blevet koldt og rusket. Det var et træls arbejde, som mændene og konerne deltog i. Det gav ømme rygge og ofte også våde fødder, når bladene var våde.

 

I skole på Kobbermølle Skole

Skulle man i skole dengang i 1905, så foregik det i den gamle skole i Kobbermølle. Den nye skole var under opførsel. I skolegården hørte man ikke et eneste dansk ord. Det hele foregik på plattysk. Der var dog nogle af pigerne, der syntes, at det var finere at tale højtysk.

 

Dragoner og husarer

Nede på gården var der indkvartering, når der var ”Kejsermanøvre”. Så kunne man se en hel masse kanoner. Men de der dragoner var nu ikke nær så flotte som de blå husarer, der af og til kom gennem Kruså.

Over i loen holdt infanteriet til.

 

Daglejeren, der druknede

Af daglejerne dengang kan nævnes Christian Clausen. Han boede i Smedeby og stammede ret meget. Men han sang ualmindelig godt. Og så spille han på harmonikaen. Ja så var det også Jens Limbinder, der ikke ville kaldes Limbinder. Han kom ret uheldig af dage. Han ville skrå over mosen fra Kollund til Kidskelund. I mørket faldt han i en afvandingskanal og druknede.

 

Juletræsfest

Til jul samledes alle børn fra gården i salen, som det store rum kaldtes. Den lå til venstre, når man stod i forstuen. Mødrene var også med. I salen var der pyntet med et mægtigt juletræ. Og så blev der ellers sunget ”O Tannenbaum” Så var der ellers en masse julegodter. Ja der var også julegaver til børnene fra baronen og fruen.

 

Til pinse i Kollund

Til pinse var alle folk i Kollund. De andre udflugtsmål var også godt besøgt. Men det meste foregik i Kollund. Den ene damper efter den anden ankom til byen med musik om bord. Oppe ved Strandhotellet sad regimets-musikken fra Flensborg og spillede. Der blev danset og drukket meget. Alle var i stiveste puds. Mændene havde hvide bukser og panamahat. Hvis det ikke var råd til denne, så var det stråhat. Især var det de mange marinere fra marinestation Mürwik lige overfor, der domminerede i Kollund.

 

”Freiherr” lod opbygge en mur

Desværre solgte Baronen Krusågård til Hauptmann Reuter. Så var der ikke samme stemning mere. Den næste indehaver var Freiherr von Rheinbaben. Han lod opføre en høj mur tværs over gårdspladsen. Så var herskabshuset afskærmet over for avlsbygningerne. Dermed var idyllen borte.

Vejen til Kobbermølle gik dengang ned gennem alleen forbi herskabshuset og over gårdspladsen, spå ind imellem kostalden og svinestalden og videre til Kobbermølle. Ja, Kobbermølle hørte dengang med til Bov sogn. Ligtog, bryllupstog, konfirmander, kirkegængere, alle skulle gennem gården.

Der blev derfor anlagt en ny vej, syd for gården.

 

Masser af gæs

Engang kom der et par mænd, drivende en stor flok gæs foran sig, man sagde de kom helt fra Pommern. De gjorde holdt ved kroen. Det var vel tusinde stykker, men måske var der endnu flere. De gås, der havde vanskeligt ved at gå, blev solgt til de lokale beboere.

Der er ikke så mange sagn at opdrive om Kruså. Her er heller ikke så mange fortidsminder. Men børn var overbevist om, at oppe i skoven, omtrent der, hvor det tyske toldsted lå, ja der var der spøgelser. En mand skulle slutningen af forrige århundrede have hængt sin kone og senere skal han være blevet halshugget i Flensborg.

 

Et soøgelse i Kruså

Man var overbevist om, at så snart det var mørkt, gik rundt deroppe og søgte efter sin kone, uden hoved selvfølgelig. Man skulle ikke gå derop efter solnedgang. Ja man turde knap nok gå derop i dagslys.

 

Fortidsminderne blev gravet op

Selv om der ikke findes fortidsminder i Kruså, har der dog også dengang boet folk. I 1905 eller 1906 blev der på et par hektar land af marken bag den lille granskov oppe ved Korsvejen, anlagt aspargesbede. Til det formål blev jorden bearbejdet med en dampplov, som gik meget dybt.

Ved dette arbejde blev der pløjet mange urnegravsteder op.

Jo, Kruså var tidligere kun en lille by. Den lå stille og ret ubemærket hen. Der var bakker og dale, skov og sø og åen. Der var mange smukke allé-træer ved Flensborgvejen, ved Sønderborgvejen og ved Smedebyvejen.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Padborg/Bov/Kruså

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 56 artikler fra Padborg/Kruså/Kollund/Frøslev herunder:

 

  • Kruså for længe siden
  • Grænsen – og dens bevogtere
  • Kobbermøllen ved Kruså
  • To skæbner i Kiskelund
  • Kruså Vandmølle
  • Klus-et valfartssted lige syd for grænsen og mange flere

 


Manden, der ville købe Nørrebrogade (NørLIV9)

November 17, 2018

Manden – der ville købe Nørrebrogade (NørLIV 9)

Dette er vores 9. bidrag til Ugeavisen NørrebroLiv. Det handler om Alex Brask Thomsen som ikke gade, at være farvehandler lige som sin far. Men han havde arvet nogle af sin fars handelsegenskaber. Så var han stærk indblandet i Radio Merkur ude i Øresund.  Da han var kommet til penge tilbød han Københavns Kommune, at han ville købe Nørrebrogade. Med andre ord, så skulle de bare omdøbe Nørrebrogade til Alex Brask Thomsens Gade. Men det gik politikerne ikke med til. Og han ville ikke nøjes med en svømmehal eller et bibliotek opkaldt efter sig. Han ville heller ikke begraves på Assistens Kirkegård. Han var bange for, at drukne. Så han blev begravet på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen foregik fra Stefans Kirke.

 

Faderen havde også handelstalent

Faderen hed Anders, og var født på Nørrebro i 1894. Han kom i lære i en farvehandel i Hillerød. I 1920 flyttede familien til Fensmark 20 på Nørrebro. De havde nu fået en lille knægt, som de kaldte, Alex. Senere fik han to søstre.

Far Anders besøgte skibsværfter. Men mor Jenny stolede ikke rigtig på ham. En aften vidste hun udmærket, at han sad og fuldede sig på en restaurant på Fælledvej. Fem årige Alex tog moderen i hånden og først fødte Kirsten blev lagt i barnevognen. Og så holdt mor ellers dundertale på restauranten.

Denne dundertale gjorde indtryk. Far Anders opgav karrieremulighederne og etablerede sin egen forretning på Nørrebrogade. Den 1. april 1927 blev en Farve – og Tapethandel på Nørrebrogade 228 overtaget. Året efter flyttede familien ind i en stor lejlighed oven over butikken.

Ja senere blev Anders Thomsen kasserer i Københavns Farverhandlerforening. Faderen havde særdeles gode forretningstalenter. Han havde eget limfabrikat og andre specialiteter. Sønnen skrev følgende:

  • Mine forældre havde midt i deres stræben også overskud til at være glade, festlige og fornøjelige og vi havde meget selskabelighed. Om vinteren var der kortspilsaftener to gange om ugen. Far kunne spille kort til klokken fire om morgenen.

 

6 krav til, hvad han gad at beskæftige sig med

Han var Nørrebro – drengen de pæne ikke ville lege med. Egentlig skulle han bare have været almindelig farvehandler & Søn på Nørrebrogade. Han blev da også uddannet farvehandler, efter at være gået på Sjællandsgades skole, med realeksamen på efterslægten og farvehandler-uddannelse. Det kneb lidt med skolekundskaberne og vores hovedperson blev betegnet som en lidt mærkelig person.

Han fik en god ven i Henning. De gik lange ture langs Ladegårdsåen og diskuterede.

Ja vi taler om en herre ved navn Alex Brask Thomsen. Efter handelsskolen kom han til Sadolin & Holmblad. Pludselig havde han gang i kemikaliehandel. Hans ven blev vekseller. Det var måske mere spændende end farvehandler. Men først tog Brask til Paris. Han vendte hjem i 1946. Året efter startede han et A/S fra sin lejlighed i Lundtoftegade.

I Bredgade 37, hvor Land & Folk havde til stede, begyndte de to venner med diverse ting. Man havde ikke noget imod at leje ud til to kapitalister. Brask nedfældede nogle krav til det, som han gad at beskæftige sig med:

  1. Noget, der ikke tog for megen plads op
  2. Noget, hvor man ikke prutter om prisen
  3. Noget, der ikke er udsat for voldsomme svingninger med hensyn til priser eller mode
  4. Noget, der ikke lugter
  5. Noget, der altid er en udbredt efterspørgsel på
  6. Noget, der giver en social position

Og pludselig startede han Københavns Kreditbank sammen med en ven med Danmarks højeste rente. Men ak banken krakkede i 1955, men da var den for længst blevet solgt.

Bedre gik det med næste forsøg med Finansbanken. Den voksede og voksede, og blev Danmarks 6. største bank. Måske blev det en succes, fordi Brask fik kunder de andre banker ikke ville lege med.

Ja og så blev det til Kreditbanken. I forbindelse med salget af denne blev Brask anklaget. Men der blev aldrig rejst tiltale.

Som uofficiel bagmand bag Radio Mercur gjorde han sig upopulær i mange kredse. Men i andre kredse blev han yderst populær. Ude fra Øresund kunne man pludselig høre ordentlig musik. Radio Luxemburg havde fået en konkurrent. Og Danmarks Radio fik Jørgen De Mylius.

Brask solgte efter boringen af den populære station flere af piratradioens ”aktiviteter” bl.a. Radio Mercur City, som egentlig var Nørrebros Teater. Herfra blev mange udsendelser optaget og sendt ude fra Øresund.

 

Et tilbud på 250 millioner kroner

I slutningen af 1992 modtog overborgmester Jens Kramer Mikkelsen et brev med et udsædvanligt tilbud tit Københavns Kommune. Brask ville give 250 millioner kroner for at hans barndomsgade Nørrebrogade fik navneforandring til Alex Brask Thomsens Gade.

Per Bregengård fra Enhedslisten var positiv stemt:

  • Det er fandeme mange penge. Personligt ville jeg sige ja tak. Så kan vi lave det om, når manden var død.

Hans Thustrup Hansen, konservativ boligborgmester var også fristet af udsigten til de mange millioner i kommunekassen:

  • Det svarer jo til 2/3 skattepoint
  • Men man kan ikke købe sig til udødelighed
  • Måske kunne Eriksgade laves om til Alexgade

Et par dage efter mødtes Brask med overborgmesteren. Han foreslog, at Brask kunne donere til enten en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller et bibliotek, der så kunne bære hans navn. Dette afviste Brask.

Senere fastholdt han tilbuddet, og sagde at det ikke var for at komme i medierne. Han var dybt skuffet over afslaget.

Brask overtog kontrollen med tekstilvirksomheden Henriques & Løvgreen. Bl.a. har Klaus Riskær Petersen lånt penge hos ham. Sit otium tilbragte han i Monaco. Og ved sin død efterlod Brask en formue på 10 milliarder kroner.

Han ville ikke begraves på Assistens Kirkegård, fordi han var bange for at drukne i vand. Derfor blev han begravet på Bispebjerg Kirkegård. Men begravelsen foregik fra Stefanskirken.

 


En 325 – årig Skytteklub fra Tønder

November 10, 2018

En 325 – årig skytteklub fra Tønder

Man skød efter papegøjestangen. I Tønder findes papegøjevejen stadig. Det hele begyndte med Tønder Fastelavnslaug. I 1346 omtales en fuglekonge fra Lund. Man indførte skiveskydning. Faste regler og traditioner indtraf. Man kunne vinde en fritagelse for skatter og indkvartering i et helt år. Der var nær tilknytning til Kongehuset. Og så var det selvfølgelig Skyttegården. Under Besættelsen skød man ude ved Zeppelin-hallerne. Damerne blev også aktive. Og så var der parade på Ribe Landevej.

 

Papegøjevejen

Hvis du kører forbi godsstationen og kigger lidt til venstre, ja så kommer du ud på Papegøjevejen. Er det fordi, der var papegøjer i Tønder i gamle dage?

Vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade, og denne vej kørte ”Den Gamle Redaktør” også på, når han hver søndag kørte rundstykker ud for Arnolds Bageri.

 

Tønder Fastelavnslaug

Et godt stykke ude af denne vej holdt Tønder Fastelavnslaug til fra 1546 til 1619. I denne forening skød købmænd og håndværkere fra Tønder efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og var de første, der mødte op, når Tønder var plaget af oversvømmelse og brand.

30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i foreningslivet. I tiden omkring ”Æ Kachmands” opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte nu ikke mere armbryst, men geværerne var taget i brug.

 

I 1346 omtales en fuglekonge i Lund

Sammenslutningerne opstod i 1200-tallets Frankrig og bredte sig til Tyskland og siden til Norden. Ældste kendte kilde i Danmark er fra 1346, hvor en fuglekonge i Lund omtales. Det ældste skydeselskab i Danmark er Legemes Lav i Aalborg stiftet i 1431, mens det endnu eksisterende skyttegilde i Slesvig er fra 1449. Sønderborg Skyttelaugs kongeskilt er fra omkring 1600.

I Danmark var det var det ofte købmandsgilderne, der stod for skydningerne i forbindelse med selskabelighed, således Skt. Knudsgildet fra omkring 1200 i Flensborg (Læs vores artikel om dette gilde)

 

Omtumlet tilværelse under 1600-tallets krige

En del skyttelav førte en omtumlet tilværelse under 1600-tallets krige, og i mange byer forsvandt skydningen for igen at opstå under nye former. Alle byer i Slesvig havde dog i 1600 og 1700-tallet skyttelav. Enkelte af disse eksisterer endnu, således de tre lav i Husum, Frederiksstad, Skt. Nicolai/Skt. Johannes (og siden 1844 med navnet Skt. Knuds Gilde) i Flensborg. Ja så er det også lige Aabenraa Skyttelaug fra 1734. (Læs vores artikel om dette laug)

Af nyere dato er Haderslev Skydeselskab fra 1857 og Borgerforeningens skyttelaug i Sønderborg fra 1881

Men inden vi glemmer dem, må vi hellere vende tilbage til Tønder.

 

Man indførte skiveskydning

Årstallet for stiftelsen står skrevet på en af foreningens smukke ”oldermandsstave”, stiftet af Hertug Albrecht af Slesvig Holsten. Den anden stav blev stiftet af kong Christian den Syvende i 1779. Disse stave benyttes af ”oldermændene”. Når de, som f.eks. ved en forsamling, slog i bordet skulle der være ro.

Efter Flensborgs forbillede besluttede man nu også, at indføre skiveskydning med geværer. Man enedes om nogle vedtægter, der blev stadfæstet af byrådet. Det blev bl.a. besluttet, at den årlige skyttefest skulle finde sted den første søndag efter pinse.

 

Faste regler og traditioner

Efterhånden dannedes der faste regler og traditioner. Festen tog udgangspunkt fra rådhuset. Klokken 7 om morgenen marcherede man herfra til skydepladsen. Som det er den dag i dag gik ”kronedrengene”, der bar præmierne, foran, så fulgte orkestret, fanen, de to oldermænd med kongen mellem sig og derefter skytterne.

Selve skydningen på den store kongeskive foregik ude i det fri på ”skyttefennen” syd for byen. Den nye skyttekonges proklamation foregik på rådhuset. Han fik et sølvskilt, som tegn på sin værdighed måtte han også bære et gammelt pulverhorn med et bredt skærf, som stadig er i brug. Dagen sluttede med bal i Rådhusets festsal. Herved blev de øvrige præmier fordelt.

 

Fritages for skatter og indkvarteringer

I Skyttekorpsets gamle dokumenter findes der en lang række navne af kendte Tønder-borgere. Der var mest håndværkere og købmænd, der gennem årene har båret kongeæren.

Navnene er kendt fra en gammel protokol fra 1793. Den 11. oktober 1731 lykkedes det foreningen at opnå et privilegium, som blev bevilliget af Christian den Sjette. Det gik ud på at skyttekongen inden for et år skulle fritages for skatter og indkvarteringer. Dette var man meget glad for, fordi det var med til at hæve foreningens anseelse. Disse privilegier har foreningen desværre ikke i dag.

I Aabenraa var der også en glad mand, der troede, at han vandt denne fritagelse, da han blev konge. Men det viste sig, at han boede i Slotsgade i Aabenraa. Og se denne gade tilhørte ikke byen. Det endte med, at manden blev smidt ud af foreningen. Der kendes ikke tilsvarende historie fra Tønder. Der er sikkert nogle kvikke hoveder, der kan huske, at Tønder også havde et par gader, der ikke tilhørte/omfattede byen.

 

Nær tilknytning til Kongehuset

Skyttekorpset har altid haft nær tilknytning til kongehuset. Fra 1741 blev det skik ved skyttefesten at en skytte skulle affyre et skud i kongens navn, et såkaldt ”kongeskud”. Den eventuelle gevinst blev sendt til hoffet.

I en årrække blev også kongens fødselsdag fejret med et festmåltid og efterfølgende bal i det i denne anledning illuminerede rådhus, som det står i en beretning fra 1793.

I anledning af, at Frederik den Sjette besøgte Tønder i 1824, modtog skyttekorpset og magistraten kongen ved Østerport. Kong Christian den Syvende besøgte flere gange Tønder med sin familie på tilbagerejsen fra badeophold på øen Föhr. De tog som regel ophold i Amtspalæet. Foran palæet holdt skytterne så æresvagt.

 

Skyttegården

Fra den tyske periode efter 1864 kan det særligt fremhæves, at man nu holdt sine fester i en gæstgivergård, der senere fik navnet ”Skyttegården”. Her anlagde man en 150 meter lang skyttebane og en vold. Skyttegården lå ved siden af posthuset. Den blev nedrevet, da omkørselsvejen (Kongevejen) blev anlagt.

Efter afstemningen i 1920 fortsatte foreningslivet i skyttekorpset. Efter gammel tradition tog skytterne opstilling, da Kong Christian den Tiende i 1920 besøgte Tønder. Skytterne var også til stede, da Hans Majestæt deltog i Ringriderkorpsets 125 års jubilæum i året 1937. Sammen med orkestret havde skyttekorpset taget opstilling for at modtage kongen.

 

Skydning ved Zeppelin – hallerne

Besættelsen satte præg på foreningslivet, da man ikke kunne disponere over skydebanerne ved Schweitzerhalle. Takket være myndighedernes imødekommenhed blev der dog afholdt kongeskydning på banen ved de gamle zeppelinhaller i krigsårene.

I 1953 kom der også liv i skytteorkestret som blev nydannet ved gamle og nye medlemmer. Det oprindelige orkester var grundlagt i 1922. Nu kunne man igen marchere gennem byen med et orkester i spidsen.

 

Damerne blev også aktive

I 1976 blev damerne også aktive inden for skydningen. Der blev dannet en dameskydningsforening. Der afholdes hvert år en konkurrence om dronningeæren med efterfølgende fest.

I 1973 kunne man indvie eget skyttehus, der blev udvidet med et klublokale i 1978, hvor der tidligere lå en forfalden garage. Alt dette skete ved frivillig arbejdsindsats fra medlemmernes side. Resultatet blev et meget smukt og lyst lokale.

I 1981 skete der en forandring, idet der blev etableret en afdeling for børn og unge under 18 år, som kårede deres egen konge og uddelte præmier ved deres egen lille skyttefest.

 

300 års jubilæum

En stor dag for korpset var det, da man den 18. juni 1993 kunne fejre 300 års jubilæum. Det skete samtidig med Tønder By, der dette år havde eksisteret i 750 år. Det var nogle fantastiske dage med jubilæum, fest, udstillinger i museet og ikke at forglemme deltagelse af hele byen.

I 2007 samlede man sig i en stor forening, idet damerne og ungskytterne kom med i en stor forening. Og man fejrede en fest, der gjaldt for alle. Det skulle godt nok gennem mange diskussioner blandt herrene, om man virkelig kunne have damerne med.

Som unge var vi altid over på Schweitzerhalle, når der var skyttefest. Onkel Jacob var medlem. Jeg kan huske, at jeg en enkelt gang fik lov at skyde. Og inde i den store hal på Scweitzerhalle var der propfuld. Det var der, vi senere gik til bal.

I kælderen under den store sal, var undertegnede med til at stifte Tønder Båndamtørklub. Vi lavede bl.a. lydbånd til de gamle.

Og foran var vi altid til afslutning, når vi havde haft ræveløb i walkieklubben. Det blev så senere lavet om. Og der holdt jeg så mange år senere foredrag om Tønders historie.

 

Parade på Ribe Landevej

Jo man kan også huske, når de kom marcherende på Ribe Landevej. Ofte havde de gæster sydfra. Nogle år var det Højer Brandværnsorkester med onkel Pulle.

Foreningen har i dag 35 aktive og passive medlemme og 15 ungdoms-skytter. En af foreningens mest sorte dage indtraf den 4, februar 2016, da skyttehuset brændte. Man nåede dog at redde en del af indmaden.

Endelig kunne man i oktober 2018 fejre 325 års jubilæum. Og det var med en masser gæster.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

  • Schweitzerhalle i Tønder
  • Skyttelauget i Aabenraa
  • Sankt Knudsgildet i Flensborg (7)

Da Buldog brændte

November 9, 2018

Da Buldog brændte(NørrebroLIV8)

Her vores ottende bidrag til Ugeavisen NørrebroLIV. Det handler om de hede dage i slutningen af juni på Nørrebro. En masse mennesker blev skudt på få dage. Tyskerne og danske terrorkorps var med til at skyde folk på Nørrebro i de hektiske dage. Butikker blev sat i brand og plyndret. Og det var ikke nødvendigvis butikker, der havde noget med tyskerne at gøre. Det store varehus Buldog blev sat i brand og plyndret. Man nægtede at lade brandværnet komme til, og det kunne have endt katastrofalt, hvis ilden havde bredt sig endnu mere.

 

Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand. Dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944 var nok nogle af de blodigste som Nørrebro nogensinde har oplevet. Beboerne på Nørrebro vågnede op med budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.

Og ved 10 – tiden her den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset og politiet affyrede skræmmeskud.

En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldet af masserne. Ved Fredensgade var der rejst en figur, der forestillede Hitler. Politiet var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til Fælledvej, hvor man ventede på forstærkning.

Mellem Stengade og Griffenfeldtsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.

En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.

I Rantzausgade foran en slagterbutik tilhørende slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølse, rullepølse, leverpølse og kødpølse til folk. Butikken blev ikke plyndret, den blev også ødelagt.  Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben blev total knust. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.

Da man var færdig her gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som Nazi – Butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende inden butikken skulle ødelægges. Men pludselig lød det. ”Tyskerne kommer”.

Og pludselig løs råbet. ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede.

Politiet kunne ikke rigtig stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schallburgkorpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler ud af vinduerne af bilerne. Tre mennesker døde under denne aktion.

Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra Buldog. Men de vendte tilbage og nu blev der også sat ild til varehuset. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade.

Brandvæsnet blev nægtet adgang. Polititiet forsøge at rede, hvad der kunne reddes.

Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværssalver. Det var fra en tysk bombemaskine som sendte nogle salver mod folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion enten dræbt eller såret.

Kort efter kom en tysk lastbil. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og inde i gadedøre. En Schalburg – mand som havde vist sig i civil blev klædt af af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej. Mange butikker, der ikke nødvendigvis var Nazi – butikker var blevet sat i brand. Og omkring varehuset stod kun de røgsværtede murer tilbage.

Klokken 17 var der brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik.

Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran fra Griffenfeldsgade med masser høballer, der var sat ild til. Vognen blev væltet på Nørrebrogade og de brændende høballer rullerede hen ad Nørrebrogade.

Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker under en voldsom eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvæddet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.

Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade.  Vidner berettede om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.

Det gik uendelig tid før en enlig ambulance dukkede op. Den blev fyldt op med sårede og døende mennesker. Noget senere kom ydere et par stykker og resten blev kørt væk. Gader og fortove var overfyldt med blod.

Klokken 19.25 meldes om flere sårede ved skydning på Nørrebros Runddel med tyske maskingeværer. På hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade skød det tyske politi. Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova Nørrebroagde 32. Inventaret var blevt slæbt ud på gaden og antændt.

En tysk uniform var ophængt på et stativ og stillet ud på gaden og antændt. Det betød at tysk politi skød vildt omkring.

Tyskerne kørte rundt i kvarteret og antagelig også terrorkorps og beskød tilfældige. Klokken 22.30 var der forholdsvis roligt i kvarteret.

Men balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede kl. 6.20 næste dag blev en person skudt. Tilfældige forbipasserende blev beordret til at rydde barrikaderne. Der var opstillet kaniner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden endnu større våben.

En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel. En kanon blev affyret mod Thorupsgade 15.

Den 7. august efter blev den tidligere politimand Sustmann Ment dræbt i en linje 16 ud for det nedbrændte Buldog af modstandsfolk. Han arbejdede nu for det tyske sikkerhedspoliti.  Dette afstedkom, at lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensieben krævede en hævnaktion. Og det skete med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.

 

  • Dette var bidrag nr. 8 til Ugeavisen NørrebroLIV