Dengang

Artikler



1920 – Fortolkninger og Debat

Oktober 5, 2020

1920 – Fortolkninger og Debat

Der er fremkommet kritik af diverse artikler om 1920. det handler om brugen af ordet ”Genforening”. Hvilket ord er egentlig rigtig at bruge? De dansksindede talte om ordet ”Genforening”. men er det egentlig et historisk faktum? En historiker modsagde statsminister Neergaard. Tysk historiker kalder det ”Historieforfalskning”. Måske lige grov nok. Men hvad var den danske helstat? ”Det sker efter sønderjydernes vilje” Hvad med ordene ”afståelse” og ”deling”. I 1848 så vi de første tegn på Slesvigs deling. De to områder gled mere og mere fra hinanden. Dette tema er ikke ”Tysklandshistorie”.

 

Kritik af artikler

Vi modtager hele tiden kritik af vores skriverier omkring 1920 og vores fortolkning af begivenhederne. Det er altid rart, når folk reager på det man skriver. Men derfor behøver vi heller ikke at ændre vores synspunkt. Vi mærker også forbavselse, når vi ude i foreninger med foredrag om dette tema.

Vi har tidligere berettet om at politikere mener, at det tyske mindretal skal anerkende ordet ”Genforening” og tone rent flag. Ja under denne artikel kan du se henvisninger til andre artikler.

 

Hvilket ord er egentlig det mest rigtige?

Hvilket ord er mest korrekt er at bruge, afståelse, grænsedragning, indlemmelse, Genforening eller et helt femte ord?

Da Danmark blev forenet med Nordslesvig, hed det ifølge artikel 110 i Fredstraktaten af 28, juni 1919:

 

  • Indlemmes i Kongeriget og benævnes de sønderjyske landsdele.

 

Der blev i den forbindelse vedtaget hele 75 love for Sønderjylland. Det er et statsretligt faktum at landsdelen blev indlemmet i Danmark.

 

Kongen talte om Genforening

Men egentlig kan man godt forstå forvirringen for også Christian den 10. talte om Genforening. Det var den dominerende grundfortælling dengang.

Avisen ”Fædrelandet” brugte ordet med j Gjenforening i 1864. Men egentlig foretrak hertugdømmerne en løsere forbindelse til Danmark. I september 1864 havde 5.678 nordslesvigere skrevet under på dette:

 

  • At kunne blive og leve i forbindelse med Danmark, ja vi modtage hellere en deling af Slesvig eller nationaliteten, end vi ønsker at følge Holsteen til Tyskland og derved danne et Slesvigholsten.

 

Også Frederik Fischer i Aabenraa brugte ordet ”Gjenforening”:

 

De dansksindede talte om ”Genforening”

De dansksindede tog hurtig ordet ”Genforening” til sig. Også i november 1866 nævnte Christian den Niende ”Genforeningen” i sin trontale.

I 1887 skrev H.P. Hanssen, om at man måtte forberede sig på en langvarig nationalkamp. I 1889 talte han i Løgumkloster om:

 

  • At blive genforenet med vort eget folk

 

Den uretfærdige grænse kom til udtryk i Henrik Pontoppidans digt om:

 

  • En røvet datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.

 

Er Genforening et historisk faktum?

Ifølge denne tradition staves Genforeningen med stort G som en historisk begivenhed.

Fortællingen indgår i dag i Folkeskolens historieundervisning i denne version. Og den fastholdes ved de traditionelle ”Genforeningsfester”.

Men gør dette Genforeningen til et historisk faktum? Glemt er, hvad statsminister Niels Neergaard fremhævede i sin tale ved Genforeningsfesten den 11. juli 1920:

 

  • Vi taler om Genforening. Sagen er, aldrig i vor tusindårige historie har Sønderjylland været ét med Danmark. Først nu sker det efter sønderjydernes egen lykkelige vilje.

 

Kun Hejmdal citerede hele passagen. De andre aviser fandt den historiepolitisk ukorrekt i forhold til den dominerende danske fortælling.

 

En historiker modsagde Neergaard

Neergaard fastholdt sit synspunkt i 1923. Men han blev irettesat af historikeren Vilhelm La Cour i Grænsevagten. Han talte om, at der siden begyndelsen af 1200 – årene ikke har været en påviselig forskel på Sønderjylland og det øvrige kongerige.

 

Tysk historiker kalder det historieforfalskning

Den tyske historiker Klaus Alberts skriver i sin bog ”1920 – Volksabstimmung – Als Nordschleswig zu Dänemark kam” at genforeningsfortællingen er en uholdbar historieforfalskning som hører hjemme i ”historiens ringbind med afsluttede sager”. Han finder også, at Christian den Tiendes genforeningsridt var en overflødig ”komedie”

Men mon ikke Alberts har fortolket Genforenings – begrebet for snævert. Der var vel ingen, der var i tvivl om Slesvigs århundrede gamle status som hertugdømme. Der var stærke bånde over Kongeåen forud for 1864.

 

Den danske Helstat er en kompliceret størrelse

Den danske helstat er også en kompliceret størrelse. Finansvæsen, udenrigstjeneste, hær og flåde var ”fælles anliggender” for kongeriget og hertugdømmerne. Og det samme gjaldt toldvæsen, post – og telegrafvæsen, post – og televæsen, statslige godser og skov m.m.

Kigger vi på Nordslesvig var embedsmændene dansktalende, dansk sprog var blevet dominerende i retsvæsnet, forvaltning, kirke og skole. Alt dette før 1864.

 

Det sker efter sønderjydernes vilje

Venner nord for Kongeåen opfattede begivenhederne i 1864 som en adskillelse og en genetablering af den gamle forbindelse måtte være en Genforening. Folkelig kunne man tale om en Genforening.

I pagt med folkenes selvbestemmelsesret og afstemningen er det så ikke en Genforening? Neergaard sagde jo også:

 

  • Først nu sker det efter sønderjydernes vilje

 

Hvad med ordet afståelse?

Ved afstemningen følte et flertal af vælgere i Sønderjylland at de stemte sig ”hjem til Danmark” Således hed det også i den danske Vælgerforenings afstemningsopråb.

Er det kun op til jurister og historikere til at finde ud af, hvilket ord, som vi skal bruge? Men hvilken tolkning er mest rigtig? Er det de tysksindede nordslesvigers og slesvig-holstenernes tolkning ”Afståelse”, der er den rigtige?

Ved at bruge navnet ”Nordslesvig” som betegnelse for området fremhæver man også samhørigheden med Sydslesvig og dermed med hertugdømmet Slesvig. Siden 1460 var Slesvig knyttet sammen med Holsten.

Ifølge Versaillestraktaten artikel 110 skulle Tyskland give:

 

  • Endeligt afkald på enhver højhedsret

 

Over de områder af Slesvig, som skulle tilfalde Danmark. Det er således et faktum, at Tyskland via de allierede afstod Nordslesvig til Danmark. Ordet kan ses som en påtvungen begivenhed. Vendingen signaliserer et krav eller i det mindste en forhåbning om, at grænsen atter blev flyttet nordpå- Men det tyske mindretal har i 1945 afgivet loyalitetserklæring.  Så egentlig må bibetydningen bortfalde.

 

Eller skal vi bruge ordet deling

Troels Fink kaldte grundlæggende situationen for en ”deling”. Han ser det som en positiv ting. Og det gjorde Inge Adriansen og Broder Schwensen også i deres bog. De så det som den eneste fornuftige løsning på de stadig skærpende nationalitetsproblemer. Hver part fik sin del.

Ordet ”deling” synes at være et bedre ”demokratisk” ord. Men endnu i begyndelsen i 1840’erne følte mange i hertugdømmet sig endnu som ”Slesvigere”. De levede fredeligt sammen, hvad enten de talte sønderjysk, plattysk, højtysk eller frisisk. Og de delte sig først op efter at den slesvig-holstenske bevægelse begyndte at agitere.

 

De første tegn på Slesvigs deling

De nationale fortællingers helte blev nu til skurke, til demagoger som påtvang slesvigerne deres nationale statsdrøm. Kniplingskræmmer jens Wulff fra Brede betragtede i sin dagbog det store nationale brud i 1848 som en tragedie, som førte til Slesvigs undergang.

Det var jo netop også i disse år at ideen om en deling af Slesvig første gang fremkom. Men hverken danskere eller tyskere ville give afkald på kravet om hele Slesvig. På lignende vis blev der fremsat et mæglingsforslag i 1864. Hvis danskerne dengang havde de tilsluttet sig havde vi en grænse, der svarer nogenlunde til den nuværende og sønderjyderne/nordslesvigerne havde været sparet for ”de preussiske år”.

 

De to områder glider mere og mere fra hinanden

Et velfungerende Slesvig-Holsten blev reduceret til to periferier i henholdsvis den danske og den tyske nationalstat. Og efter 1920 gled de to områder mere og mere fra hinanden.

Det danske mindretal syd for grænsen følte sig forrådt af Aabenraa-folkene.

 

Det er ikke Tysklandshistorie

I Tyskland er der ingen, der fejrer ”Genforening” – først og fremmest fordi folkeafstemningen i 1920 ikke er en ”Tysklandshistorie”, der på samme måde som i Danmark tæller bland de vigtigste historiske begivenheder. For tyskerne henviser orden ”Genforening” udelukkende til den tysk – tyske Genforening i 1990, Og mindet om 1920 er fuldstændig blegnet, også i Slesvig – Holsten.

Der er mange facetter og fortolkninger af den sønderjyske historie.

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • danmarkshistorie.dk
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
  • Klaus Albertz: 1920 – Volksabstimmung – Als Nordschleswig nach Dänemark kam
  • Inge Adriansen, Broder Schwensen: Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling
  • Kratholm Ankjærgaard, Sønnichsen: genforeningen 1920. da Danmark blev samlet
  • Schultz Hansen, Becker-Christensen: Sønderjyllands Historie 2
  • Schultz Hansen: Genforeningen. 100 danmarkshistorier

 

www.dengang.dk finder du 1.651 artikler, herunder 138 artikler under kategorien ”Indlemmelse, Afståelse eller Genforening”.

  • I artiklen ”Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du en lister over 119 artikler om emnet.
  • Sønderjylland eller Slesvig?
  • Så let var indlemmelsen heller ikke
  • Hvordan blev tyskheden fastholdt?
  • Genforening – juridisk: nej – Folkeligt: Ja
  • Slesvig – Holstenisme, et flag og en sang
  • Stor opmærksomhed om Grænselandet
  • Da vi næsten fik en svensk konge
  • Flensborg skulle absolut til Danmark
  • Historien bag 1920 er svær at forstå
  • Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
  • 100- års festlighederne bliver overskygget
  • Afstemningsfest 10. februar 2020 på Rens Efterskole
  • Manden, der skabte grænsen
  • Vi skal styrke historiebevidstheden
  • Da Danmark blev samlet
  • Det er 100 år siden
  • Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
  • Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening

 

 


Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn

Oktober 4, 2020

Industri Nordvest, Enigheden, Mølle og Porcelæn

Vi skal besøge Dahl-Jensens Porcelænsfabrik, Mejeriet Enigheden og Bispebjerg Mølle. Her var en meget billig husleje og masser af plads. Det var et blandet håndværker – og industriområde. Beboerne klagede over lugt – og forureningsproblemer. Der var masser af eksport af porcelæn. Lyngsie fra Enigheden hjalp de ufaglærte. Her var masser af Mælkedrenge. Og så var det en langvarig proces at oprette en mølle. Det kan knibe med økonomien, når man skal dele en arv med 10 søskende.

 

Vi er nu gået over grænsen til Nordvest, hvor der også kom masser af industri.

 

Meget plads og billig husleje

Slangerup Banen, der udgik fra Lygten Station havde lige som Godsbanegården betydningen for industrien i Nordvest. Det hører vi også om senere.

Mejeriet Enigheden havde betydning for udviklingen og her arbejdede de berømte mælkedrenge. Heldigvis har vi endnu den smukke bygning.

Inden 1900 kom her en række virksomheder. Der var masser af plads og billig husleje. Her kom fabrikker med store skorstene. Området udviklede sig snart fra landsbypræg til industrikvarter. Snart blev området også indlemmet i København.

Fra slutningen af 1890erne var det især industriarbejdere, der for manges vedkommende arbejdede på de nørliggende fabrikker. Der blev i den grad bygget i kvarteret.

Fra 1910 kulminerede indbyggerantallet. Der boede mange mennesker i de små lejligheder. To voksne og seks børn på 29 kvm var ikke ualmindeligt.

 

Et blandet håndværker – og industriområde

Et blandet håndværker – og industriområde udviklede sig. Her opstod Tekno Legtøjsfabrik, Schous Fabrikker og Thors Kemiske Fabrik og renseri. Her finder vi også den berømte Peter Ipsens Enkes keramiske Fabrik. Fabrikken lukkede i 1955.

Der var en bestemt lugt over kvarteret i 1920’erne. Her var garveri, benkogeri og stærke kemikalier fra Glud og Marstrand. Man strides så om sidstnævnte er en Nørrebro- eller en Nordvest-fabrik.

Den voksende industri skabte rigeligt med arbejdspladser, men også konflikter mellem industri og beboere. Forureningen var massiv og beboerne klagede ofte til politiet over sod, nedfald og lugtgener.

I 1934 fik kvarteret industriservitut. I 1940 tog Magistraten konsekvensen og udlagde området som regulært industrikvarter, hvor det ikke var meningen at mennesker skulle bo, men ikke desto mindre gjorde det.

Fra Rentemestervej og op til Bispebjerg Bakke var der næsten udelukkende fabrikker. Fabrikkerne gav arbejde og arbejderne slog sig ned i området.

Beboerne i ejendommene havde både op og nedture. I 1960’erne og 1970’erne kom den store fabriksdød, hvor de store industrivirksomheder i kvarteret lukkede. Kvarteret oplevede en regulær nedtur.

 

Dahl – Jensens Porcelænsfabrik

Der var indgang fra Frederikssundsvej med bagindgang fra Gamle Gadelandet.

Denne fabrik skal sandelig ikke forbigås i tavshed. Den har været aktiv i dansk porcelænsfremstilling i meget lang tid. Dahl – Jensen var nyuddannet på Kunstakademiet og modelmester i 1897 hos Bing & Grøndahl. Sammen med sin søn Georg grundlagde de deres egen porcelænsfabrik i 1925.

 

Det var faderen, der ville have et samarbejde

Sønnen Georg var ligeledes uddannet hos Bing & Grøndahl. Som ganske ung havde han startet en porcelænsfabrik i Venedig. Det var nok mere faderen end sønnen, der mente, at de skulle have en virksomhed sammen.

Virksomheden blev indrettet med det nyeste grej. Men som bekendt er al begyndelse svær. Den første sommer kom der kun en enkelt lillebitte mus hel og vellykket ud af brændingsovnen.

Egentlig var der ganske få ansatte. Måske var det mere et værksted end en fabrik. Og man både arbejdede og boede her. Georg fandt sin kone blandt porcelænsarbejderne på fabrikken. Begge deres børn, Else og Anker blev ansat på fabrikken. Det var også disse to, der sad model til de mange børnefigurer, som Dahl – Jensen blev kendt for.

 

Masser af eksport

I 1960 var det en dygtig efterslægt, der videreførte fabrikken. Det var børn og børnebørn, der drev virksomheden frem til 1985.

Fabrikken producerede 400 figurer. Der var en omfattende produktion af især vaser og skåle med underglasurbemaling. En specialitet har været den såkaldte krakelér-porcelæn. De blev også berømt for to kaffe- og testel.

Eksporten var fra begyndelsen fabrikkens økonomiske grundlag. Det var især lande som USA, Sverige og Italien, der havde sans for de mange livagtige dyre – og menneskefigurer og smukt dekorerede vaser.

 

 

Mejeriet Enigheden

Det var en overraskelse, hvis en mælkedreng gik videre til næste skoleår. Nogle lærere accepterede at Mælkedrengen sad og sov nederst ved bagerste pult. Men det var det nu langt fra alle der gjorde.

 

Lyngsie forsvarede de ufaglærte

Lyngsie forsvarede de ufaglærte. Og det var den store strejke i 1896, der førte til fagbevægelsens eget mejeri Enigheden. Strejken startede i november 1896. Kuskene havde taget deres egne drenge med. Det blev bestemt, at de skulle have løn under strejken, så de ikke skulle tage arbejde for strejkebryderne.

Københavns Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere i at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind. Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side.

Den 11. marts 1897 kørte 20 nye mælkevogne paradekørsel gennem København. Dagen efter startede Mejeriet Enigheden med at levere til de københavnske borgere.

 

En svær start

Den nye kooperative virksomhed havde ikke en let start. Det var sandelig ikke alle, der ville have levereret varer fra socialister. Og i begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke levere flasker til virksomheden. Men de kom på andre tanker og nøjedes med et forskud på 3.000 kr.

Dette blev et af de kooperative virksomheders største succeser. Mejerivirksomheden var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt af fagforeningerne og medlemmerne.

 

Mælkedrengene

Det var bestemt ikke alle skoler, der var begejstret for mælkedrengenes gøren og laden. Allerede i 1897 skrev den kendte skoleinspektør på Rådmandsgades Skole, Ingvar Bondesen til M.C. Lyngsie og beklagede sig. Denne skoleinspektør var landskendt. Han havde skrevet en lang række ungdomsbøger i bedste Familie-Journal stil. Han var også kendt som en pædagog af den gamle skole.

Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene var strenge over for drengene. De brugte pisken.

Nogle af drengene havde en lille firkantet lygte hængende på brystet med et stearinlys. Der var ingen lys på køkkentrapperne dengang.

Der var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Kusken havde pottemål og halvpottemål. Nogle af mælkedrengene havde mælkeklokker, som de ringede med når de kom ind i gårdene. Så stak konerne hovederne ud af vinduerne og bestilte. Det var en kunst for kusken, at huske, hvad Fru Petersen på fjerde og Fru Andersen på anden skulle have.

Nogle af kunderne havde smurt madpakker til mælkedrengene, som var meget populære.

 

Stor konkurrence

Det var M.C. Lyngsie, der stod bag dette. I 1906 købte man en gammel limfabrik fra 1888, der lå på Lygten 39 – 41. Ja denne flotte bygning ligger der stadig.

I 1922 købte Enigheden gården Lautrupgård i Ballerup med to køer, to får og 12 gamle heste. Ikke særlig imponerende, men det blev det.

Der var stor konkurrence mellem mejerierne, særlig Enigheden, Trifolium og Københavns Mælkeforsyning. Man fortalte løgnehistorier om hinanden, bl.a. at man havde mug i hanerne og i jungerne. Og at de aldrig blev renset.

I 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. De stod op kl. 4 om morgenen og gik i skole fra 12 – 18. Måske var det også eftersidning fordi de ikke havde lavet lektie.

 

Man kunne lugte en passer på 100 meters afstand

Først blev det forbudt for disse drenge at arbejde om søndagen. Men knægtene kunne lugte en panser på 100 skridts afstand. Nu var det lidt af en sensation, hvis disse mælkedrenge rykkede op i næste klasse. Skoletimerne var ofte spildt. Men meget blev opnået, da deres arbejdstid blev begrænset til 4 – 5 timer daglig.

Enigheden var gået i spidsen for korte arbejdstid og højere løn.

Systemet med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet med en kundgørelse fra Indenrigsministeriet i 1918:

 

  • Vedtægt for Staden København angaaende Børn og Unges Arbejde i visse Arter af Erhvervsvirksomhed.

 

Denne lov trådte i kraft den 1. januar 1919. Men man rettede sig dog ikke efter den. Den eneste forskel var, at de undlod at tage mælkeblusen på i skole.

Nogle af mælkedrengene arbejdede sig op til kusk. Her var det en ganske god løn at tjene i hvert fald bedre end en almindelig arbejdsmands – løn.

 

Antallet af mejerier blev skåret ned

I 1941 blev man enige om, at der var for mange mejerier. Disse blev skåret ned til 14. Antallet af vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet klagede over, at Enigheden havde fået lov til at overleve. De påstod at borgmester Julius Hansen holdt hånden over Arbejderbevægelsens Mejeri.

Kampen om produktionen af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveretog Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Garantifond til at markedsføre deres produkter på det københavnske marked.

 

En af de største kooperative virksomheder

Efterhånden bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med nicheproduktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt sit indtog og supermarkeder opstod på samlebånd.

I første omgang blev 50 pct. af aktiekapitalen solgt til Arla. Men også de resterende aktier måtte sælges.

Et år før sit 100-års jubilæum måtte firmaet bukke under. Enigheden var nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.

 

 

Bispebjerg Mølle

Ejlert Møller var ejer af Fuglevad Mølle fra 1794 til 1802. Han købte det af Det Ørholmske Selskab. Han bevarede retten til at have en mølle, da den ved Ørholm liggende vandmølle fra 1805 blev nedlagt og en papirmølle i stedet for blev oprettet.

 

Der var brug for en mølle i Brønshøj

Han mente nu, at der var kunne være brug for en mølle ved Brønshøj. Han søgte derfor om at opføre en vindmølle der. Det kunne Rentekammeret nu ikke anbefale. Man anmodede ham om at finde en mølle så tæt på Ørholm som muligt.

 

En langvarig proces

Han fik nogle mænd fra Tinget til at finde et sted, men de mente heller ikke, at der var brug for en mølle. Man anbefalede til sidst et sted på Utterslev Mark, hvor landevejen løb forbi. Det var så her møllen senere blev opført.

Rentekammeret ville dog ikke uden videre bøje sig. Ejlert Møller skulle skaffe sig nogle attester fra de omkringliggende møllers ejere og forespørge dem, om de havde noget imod, at der blev anlagt en mølle på dette sted. Der var nogle, der ikke havde nogle indsigelser. Men andre havde. Og det havde Møllelavet i København også.

Rentekammeret mente dog at indvendingerne var mindre væsentlige. De foreslog den 7. november 1807 at kongen bevilligede ansøgningen.

Derefter købte Ejlert Møller af Anders Christensen på 4 2/3 tdr. land for 600 Rigsdaler. Og møllen blev opført. Mølleren fik tillige bevilling til at opføre et grubbeværk med årlig afgift på 10 Rigsdaler Sølv.

 

Ikke meget kapital

Ejlert Møller døde i 1816, 71 år gammel. Møllen overgik til hans enke. Ved skiftet efter hende i 1820 blev møllen og bygningerne vurderet til 18.500 Rigsdaler Sølv og jorden til 600 Rigsdaler. Men arven skulle fordeles til hele 11 børn, så der blev ikke meget til sønnen Poul Møller, der nu overtog møllen.

Han havde grundet ringe kapital høje prioriteringer i møllen. Han kunne efterhånden ikke svare renter af disse. I 1824 kom Bispebjerg Mølle på tvangsauktion.

 

Jens Andersen Borum, der tillige var møllebygger, overtog møllen. Han havde en forpagter, der hed Carl Frederik Albrechtsen. Ved møllen var der dengang ansat en mestersvend, to møllersvende og to mølledrenge.

 

Møllen revet ned i 1908

Nogle år senere drev Albrechtsen selv møllen. Da han døde ægtede hans enke Albrechtsens bror, Albrecht Ludvig, der også var møllebygger. Denne solgte i 1864 møllen til Harald Hilkier. Denne indrettede et bageri ved møllen. Dette og selve møllen overgik 1896 til et aktieselskab. Der i 1906 blev overdraget til Firmaet ”Brødfabrikken Danmark”.

Det gamle navn ”Bispebjerg Mølle” blev dog bibeholdt. I dag er vindmøllen for længst forsvundet. Den blev revet ned i 1908. I stedet blev der oprettet et dampbageri.

 

  • Hvis du vil vide mere: På dengang.dk finder du 1.650 artikler

 

  • Dette er en fortsættelse af projekt ”Industri på Nørrebro”, som vi kalder ”Industri Nordvest”
  • Under Kategori ”Industri Nørrebro/Nordvest” finder du 60 artikler
  • Under ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” Nørrebro handelsforenings Historie finder du 28 artikler.

 

  • Hvis du vil vide mere om Nordvest:
  • Under Nørrebro (293 artikler) og København (178 artikler):
  • Litteratur Utterslev-Nordvest-Brønshøj 2020
  • Lersø Ismejeri
  • Med tog over Lersøen
  • Svenske tropper på Nørrebro
  • Utterslev Mose – dengang og nu
  • Turen går til Nordvest
  • Fra Bellahøj til Husum
  • Et rovmord i Utterslev Mose
  • København NV
  • En Rytterskole i Brønshøj
  • Langs Frederikssundsvej
  • Emdrup – for længe siden
  • Bispebjerg Hospital – dengang
  • Bispebjerg Hospital – under besættelsen
  • Præsten fra Brønshøj
  • Utterslev – dengang

Enigheden:

  • Fra Mælkedreng til Pensionist
  • En Mælkedreng fra Enigheden
  • Mælkedreng på Nørrebro (NørLiv)

Lersø-bøllerne

  • Valdemar Skrubskider og de andre (NørLiv 17)
  • Frederik Eriksen, Kren Spidsmus og alle de andre
  • Derude på Lersøen
  • Lersø-bøller

 

 

 

 

 


Rise Sogns Historie – et Strejftog

Oktober 3, 2020

Rise Sogns Historie – et strejftog

Der er masser af fortidsminder. Sdr. og Ndr. Ønlev opstod i Middelalderen, men navnet Ønlev stammer fra Jernalderen. Vi går på jagt efter en kirke, der skulle være nedbrændt i 1411. Måske var kirken et kongeligt patronat. Der kendes 125 gravhøje. De fleste er dog ødelagte. Præstegård plyndret og kirke nedbrændt. Var der en militærlejr her? Hvem boede på Risgård? Et voldsted hed Risborg. Det ældste fra den nuværende kirke er fra 1140. Brand i kirken og uddunstninger fra børn. De kom ud af skolen med nogenlunde sprog – og regnekundskaber

 

Masser af fortidsminder

Apple havde besluttet sig at bygge et data – hotel ved Kassø sydvest for Rødekro. Men de fortrød det. Man har også i området nedgravet en højspændingsledning. Og så var det også lige en naturgasledning. Derfor kendes der noget til fortiden i området.

Fortidsminderne består overvejende af huse, gårdanlæg og landsbyer fra slutningen af bondestenalderen (2400 f.Kr.) til tidlig middelalder (1000 – 1200 e.Kr.) Der er også fundet en enkelt gravplads med urnegrave fra ældre romersk jernalder (o-200 e.Kr) samt fire gravhøje, der daterer sig fra stridsøksetid til ældre bronzealder (2800 – 1000 f.Kr.)

Bevaringsforholdene har vist sig at være usædvanlig gode – især for den del af bebyggelsen som hører hjemme fra Kristi fødsel og frem til 550 e.Kr.

 

Sdr. og Ndr. Ønlev opstod i Middelalderen

Sdr. og Ndr. Ønlev opstod i middelalderen, da den oprindelige landsby blev delt. Navnet Ønlev stammer dog fra jernalderen. Navnet er sammensat af to dele. Første del er et mandsnavn. Øn er en forkortelse af Øthan og – lev står for et arvelod. Med andre ord navnet det betyder Øthans arvelod.

Som udgangspunkt har man ment at Sdr. Ønlev måtte være identisk med den oprindelige landsby. Men middelalderhusene ved Ndr. Ønlev er ældre.

 

Rester af borg/kloster

I 1920 fandt man et kapel, der antagelig havde hørt til Ønlevgård. I 1939 fandt man rester af en gammel borg eller et kloster i Ndr. Ønlev.

 

På jagt efter en kirke

Og i 1954 ledte man efter en kirke, der skulle have ligget i Sdr. Ønlev. Men antagelig er det tale om Guldelev Kirke, der skulle have stået her indtil den, blev afbrændt i Erik af Pommerns krige. Og det skulle have været et sted nord for Ndr. Ønlev by.

Det pågældende sted er ca. 100 meter nord for den nordligste gård i byen på en lav flad bakketop. Det er en snes meter øst for vejen mod øst.

Men der blev ikke fundet spor af nogen bebyggelse. Der var hverken sten eller kalksmuld. Man må nok tage lokaliseringen med forbehold. Der blev antaget, at der er anvendt munkesten der er anvendt som gulvsten i svinestalden til en af de sydligste gårde. De skulle stamme fra dette sted.

I 1981 fandt man på stedet ingen grave men en stor grube med tydelige sodsværtede teglsten og middelalderkeramik.

 

Kirken nedbrændt i 1411

Kirken omtales i 1200-tallet men åbenbart er kirken allerede forsvundet ind i 1400 – tallet. Omkring 1280 omtales kirken. Efter nedrivningen af resten af kirken blev sognet fordelt mellem Rise, Bjolderup og Hellevad sogne.

I 1520 blev det meste af det gamle Ønlev Sogn lagt under det nyoprettede Hjortkær (Hjordkær) sogn.

I en efterretning fra 1920 omtales en forhøjning, hvor der blev pløjet mursten op. Ved en prøveudgravning i 1981 blev hverken kirketomten eller grave lokaliseret.

Ifølge lokale beboere blev der i 1950’erne fundet menneskeknogler ved en pløjning øst for den sydligste gård i Nørre Ønlev.

Det er muligt, at det er hold i fortællingen om at kirken er nedbrændt i 1411 i forbindelse med Erik af Pommerns kampe i Sønderjylland.

 

Var kirken et kongeligt patronat?

Enlev Kirke eller også Guld(e)lev Kirke er nævnt i et udateret dokument fra årene 1279 – 83 men forekommer ikke i Slesvigbispens opgørelse omkring 1436 og omkring 1509. Det er Niels Heldvad der mener at kirken er blevet afbrændt af Erik af Pommerns soldater. Ifølge kong Valdemars jordebog var Søderup et kongelev. Det var her, at Sven Estridsøn døde i 1074. Muligvis var kirken et kongeligt patronat?

Hjordkær Kirke blev først bygget i 1522

I et dokument fra 1280 nævnes at Enleff (Ønlev) Kirke var beliggende et par kilometer nordvest for Hjordkær.

Man skulle tro at murene havde stået tilbage efter en brand. Man mener at det store antal profilerede sokkelkvadre i Rise Kirkes tårn kommer fra Enlev Kirke. Er dette rigtigt, må Enlev have været opført af granitkvadre.

Da disse så var blevet opbrugt fortsatte man med at bygge af teglsten.

 

Der kendes 125 gravhøje

I sognet kendes der 125 gravhøje. En større stribe er samlet omkring Oksevejen/Hærvejen. Størstedelen af gravhøjene er dog blevet overpløjet. Vest for Rise er der gjort et egekistefund fra ældre bronzealder. Ved kirken har der ligget en stendysse, der er blevet sløjfet.

I dag er 20 høje heraf flere ret anseelige fredet. Det er bl.a. Fladhøj og en anden høj vest for Rise, Kongenshøj

 

Præstegård plyndret og kirken nedbrændt

Da Christian den Fjerde havde lidt nederlag i 30-års krigen i slaget ved Lutter am Barenberg forfulgte tyske tropper under ledelse af Wallenstein de danske tropper op igennem Sønderjylland.

De flygtende danskere plyndrede præstegården og tyskerne afbrændte kirken. Et vidnesbyrd om disse begivenheder, kan den store kirkeklokke være. Den bærer årstallet 1631.

 

Sognets galger

På Meyers kort over Søst fra 1641 nævnes ”Galgenberg Weide”. Der også omtales i 1704. Den støder op til en lokalitet af samme navn i Årslev i Hjordkær Sogn. Den har fået navn af Galgebjerg, der findes på Årslev Mark. I den tyske matrikel nævnes Stejleløkke på Ndr. Ønlev mark.

På Meyers kort nævnes i Mjøls ”Dingholtz”, der vel oversættes med ”Tingskov”. Den lå nord for byen. Lige nord herfor har Meyer skrevet ”Salve Justitia” Det bruges normalt om bestående galger. Det kan tyde på at Sdr. Rangstrup Herreds tingsted i 1641 har ligget i Mjøls. Lidt senere blev den flyttet til Rødekro.

I 1642 lod en tidligere skytte hos amtmanden opføre et lille hus ved Rødåen. Her anlagde han en kro og Sdr. Rangstrups Herredsting flyttede hertil. Rødekro nævnes som tingsted i 1687 og endnu i 1837 blev der her holdt Ting.

Ved Vrågård (1641 Wragarde Heck) syd vest for Rise-Hjarup skulle der have ligget en borg. Den tilstødende agerjord hedder ”Skanse”.

 

Et ”Helligsted”

Ved Rise Kirke ligger en stor granitsten. Måske har det været en offersten. Dengang var man også afhængig af naturen. Man blev nødt til at holde sig gode venner med blæsten, regnen, lyset og ilden. Måske tilbad man solen.

Der hvor kirken er bygget, har der fra hedensk tid været et ”helligsted”. Ved Vældekilden sydøst for kirken har der været afholdt gudstjeneste.

 

Var der her en militærlejr?

I et gammel kort over ”Risgård” fra 1770 forekommer det mærkelige ord ”Lager”, Oster Lager og ”Wester Lager”. Måske er det betegnelsen for en lejr (Leyer) kan det så være en militærlejr.

På Meyers kort af 1641 findes der ikke antydning af navnet. Hos Dankwerth heller ikke. Blandt byens udgifter (Aabenraa) for 1660 er der forskellige poster, der tegner på, at her var sådan en lejr. Der opføres løn til bude, som er i byens ærinde eller for en højere officer, bliver sendt til Rise (Ris). Der er således udgifter for at have bragt 5 breve til en oberstløjtnant. Der er også betalt kørsel fra Aabenraa til Rise og fra Rise til Flensborg eller Genner.

Der er også kørt tre vognfuld ”kommishavre af Peter Andersens zum Köngl. Artillerie zu Ries hin auff”. Der er også mange ”sager” med havre, hvedebrød, øl, lys, skinke, eddike, peber og sidst men ikke mindst brændevin.

Og leverandørerne i Aabenraa kan godt genkendes. Det er Karsten Hagensen, Bartell og Hans Becker, Peter Duborg og Hans Taysen.

”Einen Bimpell” (en lille tønde) var et ord man brugte på sønderjysk i mange årtier. Og en for en sådan tønde brændevin fik Peter Höck 12 skilling. Disse blev der sendt mange af til lejren.

Hvor længe lejren eller lejrene har eksisteret vides ikke. Rise Kro har sikkert haft mange gæster. I en af sine bøger påstår Hugo Matthiesen at Røde kro og Rise kro var den samme, men det må være en misforståelse.

I august 1657 blev der sendt 26 tønder øl til de svenske lejre ved Bolderslev og Bevtoft.

Lejren ved Rise har eksisteret, da Torsteinsons tropper ankom. Lejren er åbenbart opstået i tidsrummet 1643 – 1645.

 

Risgård

Risgård (Risegård) blev tidligere kaldt for Risborg blev i 1661 overdraget fra Chr. Albrecht til amtmand over Aabenraa Amt Heinrich Brockdorff, da arvingerne efter den tidligere ejer Thomas Andersen ikke kunne få den på fode igen. Ja den var faktisk blevet ”lagt øde”.

I 1672 blev frihedsbrevet fornyet af Heinrich Brockdorffs enke, Mette Rumohr. I 1684 var det sønnen, Christian Albrecht Brockdorff, der fornyede frihedsbrevet. I 1709 var det slut med skattefriheden. Ejeren kunne dog ikke indfri denne, så gården blev sat til salg.

I 1720 købte kammerråd Lyders gården for 1.500 Rigsdaler. I 1731 klagede Lyders forgæves til rentekammeret over gårdens sørgelige forfatning. I 1733 solgte han godset til staten for 2.000 Rigsdaler. Derefter blev gården forpagtet. Og det skete bl.a. til Hans Paulsen, der i 1740 afløstes af borgmester i Aabenraa, Burchard Chr. Kamphövener. Denne efterfulgtes i 1746 af Andreas Petersen.

Han mistede i 1748 – 1749 32 køer ved kvægpest. Ved hans død i 1750 blev Hans Chr. Schmidt forpagter

Den forblev i statens eje til 1774, da der blev foretaget en udstykning.

En ny udstykning blev foretaget i 1924.

 

Et voldsted, der hed Risborg

Der var også et voldsted, der hed Risborg. Den lå øst for byen på en banke. Men har fundet murbrokker, men ellers er der ikke mange spor. Det er familien Lindenov, der til sidst har ejet stedet.

Den ene ende af det gamle stuehus på Risgård skal være opført af mursten fra Risborg.

 

Kirke fra 1140

Det menes at den ældste del af Rise Kirke er fra 1140 bortset fra soklen, der er endnu ældre.  I kirkens nordside hørte kvinderne til. I sydsiden holdt mændene til.

Der blev lagt helgenknogler i kirkens alter. De menes at stamme fra St. Laurentius. I Rise Kirkes segl ses stadig en rist og et ris.

 

Indtægt til kirken

For at drive en kirke måtte man have en indtægt. Derfor skulle man have jord. Indtægterne blev delt mellem biskoppen, præsten, kirkebygningen og sognets fattige. En rest af denne ordning er Rise Præstegårdsjord samt Præsteskoven. De drives/forpagtes af menighedsrådet.

Der var også to gårde i Søst, Søstgård og Elmely, der blev kaldt Svavsted-gårdene. De hørte til Slesvigbispens gods i Svavsted (ved Husum).

I kapellet til Rise Kirke er pastor Chr. Petersen blevet gravsat. Ligeledes er hans halvbror, provst Baltazar Petersen gravsat her. Det var ham, der grundlagde Danmarks første lærerseminarium i Tønder.

Rise Kirke har 400 siddepladser- Og orglet er bygget af Marcussen fra Aabenraa i 1894.

 

Brand i kirken

Den 29. maj 1893 udbrød der brand i et af landsbyens huse. Med en rask nordvestlig vind bredte ilden sig hurtigt til fire huse. Den nærmede sig rask kirken, hvis tårn foroven var tækket med spåner. Dybbøl-Posten beretter om episoden:

 

  • Og snart hørtes råbet: ”Der er ild i tårnet”. Tårnet brænder. Omtrent midt oppe på tårnet så man, at ilden havde fat. Det greb om sig med rasende hastighed. Først opefter, dernæst nedad. I det følgende øjeblik var hele tårnet en eneste ildpyramide.
  • Ilden gik nu videre ind i kirken, hvor den fandt næring i loftet. Det var af træ, samt i stolestaderne på kirkegulvet. Kort tid efter brød ilden ud gennem tagrenderne, der så under en voldsom larm regnede ned på kirkegulvet. Alting brændte, hvad der kunne brænde.
  • Da ilden netop opkom på den tid, da alle folk var gået til ro og lå i deres bedste søvn, varede det nogen tid, førend der kom slukningsmandskab og sprøjter til stede. Foruden byens sprøjte, mødte sprøjterne fra Bolderslev, Hjordkær og Genner på brandstedet. Fra Aabenraa mødte derimod hverken folk eller sprøjte, da man der ikke vidste noget om branden.

 

Genopbygningen blev ikke dyr. Håndværksudgifterne beløb sig til 16.615 mark. Arkitekthonoraret beløb sig til 1,4 pct. af de samlede byggeomkostninger.

 

Uddunstninger fra børnene

Vi har tidligere beskæftiget os med skolehistorie i Rise. Rise Gamle Skole var den ældste i sognet. Der var også skoler i Brunde, Rise Hjarup og biskoler i Mjøls, Lunderup og Søst.

Skolen var proppet med børn, skønt der var opstillet bænke allevegne. Præsten skrev dengang:

 

  • Dertil kom den mefitiske luft som følge af uddunstningerne fra så mange børn. Ca. 80, som næsten gjorde mig opholdet i skolestuen uudholdeligt (unausstehelich). Børnene sidder som skruet sammen, og luften er så fordærvet, at man næppe kan udholde det ud over en time.

 

Nogenlunde sprog – og regnekundskaber

I 1807 noteres der i protokollen:

 

  • I tysk og i skrivning gode fremskridt. Men særningsbygningen gård det ikke rigtig. For eksempel ”Der Dæne sscheint noch zu viel hervor”.

 

Hvad angår solsystemet med planeterne og deres biplaneter, måneskifte og grunden dertil, jordens bevægelse omfang og gennemsnit osv., om det skriver præsten:

 

  • Hvor mange sproglige studenter, hundrede år senere ville være i stand til at give mig rigtig og grundige svar på de fremsatte spørgsmål af den matematiske geografi.

Selv om der var en del uoverensstemmelser mellem præst og degn, gik de fleste børn ud af skolen med nogenlunde sprogkundskaber og regnekundskaber og de lærte to sprog under forhold, hvor de hjemme fra stalden og belysningen var petroleumslamper både hjemme og i skolen.

Skolen var opført 1894-1895, den havde sit virke til 1915, da der i Rise og Rødekro blev opført nye skoler. En lang række skoler blev nedlagt bl.a. Rise Skole. Som helt op til kommunalreformen i 1970 var bolig for lærere og organister,

 

Kilde:

www.dengang.dk  div. Artikler

  • risekirke.dk
  • Trap bd. 9 (1930)
  • Trap bd. 26 – Aabenraa og Sønderborg Amter (1967)

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du 1.649 artikler, herunder 156 artikler fra Aabenraa inclusive bl.a.

 

  • Fra Hjordkær til Rødekro
  • En pastor fra Rise
  • Skolen dengang i Rise Sogn
  • Historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved

Tysklandsarbejdere – var ikke “de bedste elementer”

Oktober 2, 2020

Tysklandsarbejdere – var ikke ”de bedste elementer”

Ja sådan sagde Jens Otto Krag. Og sådan fortsatte historikerne. Vi skulle tro, at hele bundtet var nazister. Og så skulle vi tro, at de rejste frivillig. En tredje ting var, at tysklandsarbejderne blev sendt syd på, for at danskerne kunne få kul og koks. Men er det nu den fulde sandhed? Fagbevægelsen var bange for radikalisering grundet stor arbejdsløshed. De var også bange for at stå helt uden for indflydelse. Regeringen var bange for både nazister og kommunister. De unge kunne vælge at komme i indhegnede ungdomslejre efter tysk forbillede i stedet for at blive sendt syd på. Myndighederne og organisationerne reklamerede i diverse blade og avisen ”Broen” for at få flere Tysklandsarbejdere. Her blev det fortalt om de fortræffelige forhold syd på. Men virkeligheden var en helt anden. Brød man kontrakten stod man til afstraffelse. Glemt er også, at 500 arbejdere mistede livet dernede. Nogle af disse i KZ – lejre.

 

Jens Otto Krag var ikke begejstret for Tysklandsarbejdere

  • Det var ikke de bedste elementer, der rejste ud. Der skal naturligvis ikke vises større moralsk overbærenhed over for arbejdere end andre samfundsgrupper, der gik tyskerne til hånde”

Ja sådan sagde tidligere statsminister Jens Otto Krag. Men endnu i dag er der mange, der deler hans mening. Det kan vi bl.a. se på se reaktioner, som vi har fået på de to andre artikler, vi har skrevet om Tysklandsarbejdere.

 

Man har bildt os ind, at de var nazister

Det er Tysklandsarbejderne og ikke samarbejdspolitikken, der har været stemplet i den officielle danske historieskrivning. Det skulle skjule den danske regerings beredvillighed. Og for den sags skyld også Jens Otto Krags parti samt fagbevægelsens støtte.

Man har bildt os ind, at det var nazister og ”Tysklands-elskere”, der blev Tysklandsarbejdere. Men sådan var virkeligheden ikke. Her var ikke flere nazister end der var i befolkningen nemlig 2 – 4 pct.

 

Jens Otto Krag glemte noget

Man glemmer, at danske entreprenørvirksomheder i udlandet samarbejdede med nazisterne. Og man glemmer, at danske virksomheder brugte jødiske slavearbejder og andre. Man glemmer at danske virksomheder byggede for nazisterne. Men man glemmer ikke tysklandsarbejderne.

Man glemmer også at endnu flere danskere arbejdede for værnemagten hjemme i Danmark.

Jens Otto Krag skrev overstående i Specialarbejdernes ”Fagbladet” efter tyskernes kapitulation i 1945. Krags dom var hård. Tysklandsarbejderne blev ligestillet med de danske frivillige på Østfronten. Krag glemte så lige at nævne, at Specialarbejderforbundet accepterede vilkårene.

 

En form for tvang

Selv om Tysklandsarbejdere ikke var tvangsarbejdere så var det vel en form for tvang, der var årsag til, at de tog arbejde i Tyskland. Allerede den 16. maj 1940 havde regeringen udsendt et cirkulære om, at der skulle skaffes arbejdskraft til selve Tyskland og til virksomheder i Norge, der arbejdede for den tyske industri.

De som rejste syd på kunne ikke se at det var noget problem. Regeringen og fagbevægelsen havde godkendt det. Danmarks landbrug, handel og industri arbejdede direkte eller indirekte for tyskerne. Det blev også lovbestemt at tysklandsarbejdere skulle fritages for fagforenings – kontingent. Dette skete ved lov af 1. februar 1941.

For at bevare indtægten blev kontingentet så sat op hos alle andre. Det var ikke særlig populært.

 

Glemt er, at 500 danske arbejdere mistede livet

Glemt er at 500 danske arbejdere mistede livet i Tyskland. Det anslås at 400 døde ved ulykker, mens over 80 ikke overlevede en barsk behandling, sult og sygdom i de nazistiske koncentrationslejre.

I forbindelse med tysklandsarbejdere foregik der også stikkervirksomhed. Justitsministeriet havde sat det i system. De havde folk ansat til at gennemgå navnelisterne over tysklandsarbejdere. De ”mistænkelige” blev afmærket med rødt og listerne returneret til Gestapo.

 

Tyskerne sendte kul og koks for arbejdere

Samme måned blev der allerede afsendt de første 5.000 arbejdere. I alt 129.910 arbejdere tog til Tyskland. Det nøjagtige antal kender man ikke. Men vi ved at 11.755 blev sendt til Norge og 8.000 – 10.000 blev i Danmark og hjalp med de tyske militærinstallationer.

Det var i princippet en frivillig sag om man ville gå op på den tyske arbejdsanvisningskontor og indgå en arbejdsaftale. Frivillighedens princip blev fastslået i den dansk – tyske aftale fra maj 1940 om hvervningens iværksættelse og ikke siden antastet.

Tyskerne forlangte danske arbejdere til gengæld for koks og kul. Men var det nu den fulde sandhed? Og så er det også myterne om, at hvis man ikke havde givet tilladelse til tysklandsarbejderne så ville tyskerne have tvangsudskrevet danskere. Mon ikke dette forbliver en myte?

 

DsF forhandlede uden om de offentlige myndigheder

Kulkoncernen Hugo Stinnes manglede arbejdskraft. DsF forhandlede uden om de danske og tyske myndigheder og medvirkede til at firmaet fik 1.000 danske arbejdere til gengæld for en ekstra leverance af kul og koks. Denne ordning blev indgået uden tvang og havde fuldstændig opbakning i DsF

 

Man følte sig ydmyget

Der var massearbejdsløshed. Understøttelsen blev udhulet af prisstigninger og socialhjælpen forringet. Arbejdsmændenes fagblad kaldte i september 1940 Tysklands-arbejderne for arbejdere der ”havde gjort det danske samfund en stor tjeneste”

Socialkontorerne opfordrede direkte de nødstedte til at søge arbejde i Tyskland. Og det gjorde datidens hovedorganisation De Samvirkende Fagforbund også.

I 1940 var arbejdsløsheden gennemsnitlig 23,9 pct. af de organiserede. Mange kom aldrig rigtig ind på arbejdsmarkedet. Mange havde kun socialkontoret som eksistensgrundlag og følte sig ydmyget.

 

Man hjalp ved at ”tvinge” de arbejdsløse

Straks efter at Danmark blev besat blev trykket på arbejdere og de arbejdsløse forøget. Venstre pressede forringelser af de sociale ordninger igennem, såvel som særskat på lønindkomster. Og landets indespærring fra verdensmarkedet bevirkede at arbejdsløsheden steg yderligere.

Myndighederne ville mindske arbejdsløsheden og undgå tvangsudskrivninger. Man ville også sikre de nødvendige energiforsyninger. Derfor accepterede man hvervning på frivillig basis. Men det skete ikke hurtig nok. Derfor hjalp man til ved at ”tvinge” arbejderne.

Socialkontorerne og A-kasserne nægtede at udbetale understøttelse hvis man ikke søgte arbejde i Tyskland.

De sociale udvalg i kommunerne fik af Arbejds- og Socialministeriet lov til at lukke for socialhjælpen, hvis en mand eller kvinde ikke ville søge arbejde i Tyskland. I begyndelsen var fagbevægelsen passiv men så gik de med på tyskernes krav. Den høje arbejdsløshed kunne nemlig også skade fagbevægelsen.

 

Toppen skulle tages af arbejdsløsheden

De arbejdsløse var i en risiko for politisk radikalisering. Regeringen frygtede at for mange arbejdsløse danskere enten ville blive kommunister eller nazister. Det syntes for den socialdemokratiske regering at være lige slemt. Regeringen ville undgå en sådan udvikling ved at tage toppen af arbejdsløsheden.

I Arbejdsmandsforbundet gik bølgerne højt. Her var overhalvdelen af medlemmerne uden arbejde. Forbundsformand Axel Olsen blev beskyldt for at være for ”tyskervenlig”. Fra tysk side var han blevet foreslået som minister i en ny dansk regering.

Det vides om ham, at han slet ikke var enig i regeringens økonomiske politik, som efter hans mening gav bønder og industrileder store gevinster, mens hans forbundsmedlemmer sloges med arbejdsløshed, arbejdsfordeling og fastlåsning af lønnen samtidig med at priserne galoperede opad hele tiden.

 

Egentlig burde tyskerne sende arbejdere herop!

Bestyrelsesmedlemmer hos de københavnske støberi-, special- og maskinarbejdere kunne godt forstå at tyskerne ønskede folk fra Danmark:

 

  • Da en meget stor del af de tyske arbejdere er soldater. Men de behøvede vel ikke at få danske arbejdere for kul, da tyskerne kan få både flæsk og smør her, uden at de behøver at sende folk op.

 

I Holland var fagbevægelsen blevet nazificeret. Det var man også blevet bange for i Danmark. Man var nu enige om at tage en mere positiv holdning. Man blev nu mere imødekommende for at få goodwill hos tyskerne. Derved kunne man mindske risikoen for opløsning af organisationerne. Nu kunne man stadig kontrollere arbejderklassen.

Hvis arbejdernes kår blev forbedret kunne man måske undgå radikalisering.

 

Ungdomslejre herhjemme – efter tysk forbillede

Halvdelen af tysklandsarbejdere var ungkarle. Men der var også mange unge, der hvis de sagde nej til Tysklandsarbejde risikerede at blive sendt i ungdomslejre hjemme i Danmark. Disse unge blev i de officielle identifikationspapirer stemplet som ”arbejdssky”.

Disse lejre mindede nærmest om fængsler. Man blev lønnet symbolsk. Omkring lejrene var der hegn og vagter holdt øje med disse ungdommelig ”arbejdssky” elementer. Med den tyske besættelse blev dette system af ungdomslejre udvidet kraftigt. Fra 5 – 6.000 indsatte før besættelsen blev det nu i 1940 udvidet til 12 – 16.000 Inspirationen fra de tyske KZ – lejre var tydeligt.

Den danske stat og organisationerne indførte en formynderisk politik allerede i 1938. man ville fastholde en gruppe svage unge i samfundets lavest rangerede jobtyper som husassistenter, arbejdsmænd og landarbejdere. Det var i 1938, hvor der kom en samlet beskæftigelseslovgivning.

De unge opfattede skovl- og trillebør – lejrene på den jyske hede som deportation. Deres modstand forsøgte man at bryde ved at gøre deltagelsen obligatorisk for alle med en vis ledighed. Vægring medførte bortfald af arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp.

 

De unge skulle holdes væk fra gadehjørnet

Men ved hjælp af Værnemagten opstod der efterhånden en god beskæftigelsessituation, så disse lejre efterhånden stod halvtomme. Alligevel opretholdtes lejrene men en ny lov af 1947 som en art arbejdstekniske skoler for unge arbejdsmænd. Men her var der kun tale om nogle få hundrede om året. Efterhånden havde man indtryk af at lejrene kun blev opretholdt af hensyn til lærer, administratorer og ungdomsledere.

Formålet var at unge ledige skulle væk fra gaderne og sættes under opdragelse gennem arbejde helst i sunde og landlige omgivelser. Forbilledet var den tyske ”Reichsarbeiterdienst”

 

Fagbevægelsen reklamerede efter arbejdskraft

Gennem fagblade og avisen Broen reklamerede Fagbevægelsen og regeringen efter arbejdskraft. I Broen kunne man også se flot omtale af Frikorps Danmark.

Egentlig blev bladet udgivet for danske tysklandsarbejdere. Men det var tale om et skønmaleri af forholdene. Der var en læserkonkurrence, hvor man kunne skrive ind og fortælle om hvor fortrinligt man havde det. En dansk buschauffør fortalte om, hvordan han fik

 

  • Flere hundredepakker cigaretter af sine gavmilde passagerer.

 

En læser fik 20 mark i præmie for et indlæg med overskriften:

 

  • Jeg kan sende 4-500 Kroner hjem om Maaneden

 

Arbejderne underkastede sig tysk arbejderdisciplin

Arbejderne underskrev kontrakter på typisk seks måneder af gangen. I disse stod der anført timeløn og arbejdstid, men det blev som regel ikke overholdt. Man havde en ugentlig arbejdstid på op til 78 timer.

Privat indkvartering var de færreste forundt. Normalt måtte man bo i lejre, værelser eller sovesale sammen med arbejdere fra andre lande.

Arbejderne kunne købe en standard – levnedspakke, der blev sendt ned fra Danmark. Disse pakker blev ofte omsat på den sorte børs eller brugt til bestikkelse.

Man skrev under på at underkaste sig tysk arbejdsdisciplin.

 

Mange blev hentet af Gestapo

Mange blev hentet af Gestapo for små lovovertrædelser. Det kunne være pjækkeri eller uforsigtige ytringer. En uheldig tysklandsarbejder endte sine dage i en arbejderlejr, hvor han blev anbragt efter at have sunget ”Internationale” i beruset tilstand sammen med krigsfanger.

Til gengæld så blev en arbejder straffet, hvis han ikke overholdt de seks måneder. Blev han pågrebet i Tyskland kunne han risikere seks måneder i en arbejdslejr eller i en KZ – lejr.

Men hele 10 pct. rejste hjem i utide

 

Nægtet hjælp i Danmark

Var han så heldig at komme til Danmark blev han nægtet hjælp og kunne hverken få socialhjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse. Dette system havde både regeringen og fagbevægelsen accepteret.

 

DKP var en trussel for Socialdemokraterne

Med arrestationen af kommunisterne den 22. juni 1941 skabtes grobund for en illegal opposition i fagbevægelsen. Selvom DKP kun havde fat i en begrænset del af arbejderklassen, udgjorde kommunisterne alligevel en potentiel trussel mod det etablerede socialdemokratiske system på grund af deres stærke kritik af Socialdemokratiet og fagbevægelsens svigtende omsorg for arbejderklassen. Både parti og fagbevægelsen forsøgte da også at få kommunistiske tillidsmænds til at trække sig fra deres poster.

Kort tid efter kom de første illegale blade, der stillede spørgsmålstegn til hvervningen af tysklandsarbejdere. I Politisk Månedsbrev (det senere Land og Folk) beskrev DKP i november 1941 situationen således:

 

  • For hver dansk arbejder, der kommer til Tyskland, bliver en tysk arbejder taget ud af produktionen og sendt til fronten. Den, der rejser til Tyskland, hjælper således Hitler med at få kanonføde til sin krig. Og den der hjælper Hitler med krigen, skader Danmark.
  • Fagforeningerne og forbundene bør i stedet for at eksportere de arbejdsløse til Tyskland og sætte deres magt ind over for stat og kommune og tvinge det offentlige til enten at fremskaffe ordentligt arbejde til alle arbejdsløse, eller give de arbejdsløse ordentlig hjælp.

 

Til trods for den kommunistiske kritik af den socialdemokratiske samarbejdsvilje fastholdt DsF og hovedparten af fagforbundene samarbejdslinjen og gik fortsat positivt ind i hvervningen.

 

Værnemagten skabte beskæftigelse

Da Værnemagtens store anlægsarbejder i 1943 – 1944 startede skabte det en ekstraordinær høj beskæftigelse i Danmark. Så tog andelen af tysklandsarbejdere af. Men det var dog stadig mange, der søgte syd på. Men nu søgte de til de nu mere foretagsomme danske entreprenører, som havde sikret sig entrepriser dernede. Men der var også en del danske virksomheder, der simpelt hen udlejede dansk arbejdskraft til tyske firmaer.

De danske metalarbejdere kom i den tyske rustningsindustri. Nogle blev anbragt i Ruhr-distriktets kulminer.

 

Tyskerne måtte ikke omgås de fremmede

Direktør Lehner fra Sporvejene i Leipzig udsendte denne løbeseddel til samtlige tyske medarbejdere:

 

  • Mine arbejdskammerater!
  • Tvunget af krigsforholdene har vi i stort omfang måttet ansætte udenlandske arbejdere. Alle disse udenlandske arbejdskræfter skal medvirke til, at vi kan vinde sejren, og på den måde også beskytte deres fædreland mod at blive tilintetgjort af bolsjevismen. Vi må derfor forvente af dem, at de strenger sig an, at de arbejder og ikke på nogen måde holder deres arbejdsydelse tilbage.
  • De udenlandske arbejdere må ikke få følelsen af, at de hos os uden beskyttelse er udleveret til vilkårlighed, på den anden side må den nødvendige strenghed ikke mangle, hvis de gør sig skyldige i forseelser.
  • Vi tyskere skal vise mere nationalstolthed. Vi kan i enhver henseende være stolte af vores forfædre og frem for alt vores egen tids præstationer.
  • Når vi er os bevidst, at vi er tyskere, vil den rigtige indstilling til udlændige ikke falde os svært.
  • Vi indlader os ikke med dem udover det rent arbejdsmæssige. Personlig omgang med dem kan ikke komme på tale. Den tyske kvinde og unge pige bør være alt for stolt til at indlade sig med en udlænding på nogen som helst måde. Det samme gælder den tyske mand, som overhovedet ikke bør interessere sig for udenlandske kvinder.
  • Sentimentalitet og medlidenhed har ganske vist hidtil været en del af den tyske egenart, men sådanne følelser er meget uhensigtsmæssige og malplacerede.
  • Udlændingen skal mærke at hver eneste tysker er ham skyhøjt overlegen.

 

Tysklandsarbejdere arbejdede klos op af dødsfabrikkerne

Mindst 150 danskere arbejdede i perioden 1943 – 45 på IG Farbens Bunawerke i Auschwitz.

Da dødsmarcherne startede, befandt endnu 13 danske civilarbejdere sig på kemikoncernens IG Farbens enorme byggeplads. Men at tysklandsarbejdere blev sendt til selve hjertet af folkedrabet på Europas jøder klos op ad dødstrafikkerne,

Danskerne har ikke kunnet undgå at se de udhungrede fanger, som i tusindvis befolkede byggepladsens arbejdskolonner. Dagligt fik de tæv men næsten intet at spise. Var danskerne selv med til at kommandere rundt med slavearbejderne?

De arbejdede, boede og gik ture i et nærmiljø, hvor røgen fra Birkenaus krematorier få kilometer borte kunne ses fra Monowitz og lugtes overalt på egnen.

Det var den anerkendte entreprenør Dahl-Jensen, der stod for rekrutteringen af dansk arbejdskraft her ved dødsfabrikken. Danske entreprenører hjalp Tyskland med at få fat i dansk rustningsøkonomi og dermed visionen om den nazistiske ”endelige sejr”.

 

Myterne om Tysklandsarbejderne fortsætter

De Tysklandsarbejdere, der overlevede KZ – lejre fik heller ikke erstatning lige som andre tidligere koncentrationslejrfanger fik.

Selv om tysklandsarbejderne tog arbejde i Det Tredje Rige på et helt lovligt grundlag oplevede stort set alle efter 1945 at blive udskammet som landsforrædere eller det, der var værre. Mange tysklandsarbejdere overlevede de nye tider efter 1945 ved enten at lyve sig fra deres fortid eller flytte til andre byer og begynde på en frisk.

Mange Tysklandsarbejdere blev skadet både fysisk og psykisk af deres ophold og modtog aldrig erstatning fra hverken den danske eller tyske stat. Lige efter krigen begyndte der så en tilsviningskampagne anført af Jens Otto Krag, der jo tog ”frivillig” afsted. Og historikerne fortsatte på samme linje.

 

Kilde:

  • oktobernet.dk
  • kulturkapellet.dk
  • berlingske.dk
  • faktalink.dk
  • dengang.dk – div. Artikler
  • Hans Jørgensen: Mennesker for kul
  • Steen Andersen: De gjorde Danmark større
  • Hans Sode-Madsen: Ungdom uden arbejde
  • Jensen m.m.: Fagbevægelsen under Krig og Besættelse
  • Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet bd. 2
  • Henning Tjørnehøj: Fremad og atter Fremad (Lo’ s Historie 1871 – 1960 bind 1)
  • Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
  • Hans Kirchoff: Kamp eller tilpasning – Politikere og modstanden
  • Joachim Lund: Hitlers Spisekammer
  • Årbog for Arbejderbevægelsen Historie 1994
  • Arbejderhistorie (div. Udgaver)
  • Siden Saxo 1995

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.648 artikler herunder under København (178 artikler) – Besættelsestiden (Før/Under/Efter) (331 artikler):

  • Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejdere
  • Tysklandsarbejdere og Dansk Erhvervsliv
  • Dansk cementfabrik med Slavearbejder
  • Besættelsestiden – stadig masser af huller
  • Historikernes besættelsestid
  • Besættelsestiden – det vi har glemt
  • Krigens købmænd
  • Riffelsyndikatet på Østerbro
  • Dansk vaccine i Buchenwald
  • Sandheden om besættelsestiden
  • At handle med ondskaben
  • Tilfældet Aabenraa Motorfabrik
  • Værnemagere
  • Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
  • Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder
  • Tvangsarbejde i det tredje rige
  • Politik under besættelsen
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
  • Besættelsestidens fortrængninger
  • Du skal omgås fortiden med varsomhed
  • Krigens Købmænd

Ringborge ved Vadehavet

September 30, 2020

Ringborge ved Vadehavet

På Århus Universitet påstod man at Ringborgen nord for Højer er fra Vikingetiden. Men den er langt ældre. Hvilken funktion havde den? Det var Anglerne, der fungerede her. Men Ringborgen kan ikke sammenlignes med dem på de nordfrisiske øer. De er fra 800 – tallet. Valdemar Atterdag havde sin egen borg. Hvordan så ”Verden” ud dengang? Allerede i 500-tallet var der danskere på stedet. Hemming ønskede fred med kejseren. Kong Godfred regerede et stort område. Ludvig den Fromme invaderede området. Frankerne afviste et angreb i 817. Hedeby blev igen dansk i 983. Ofte glemmer historien alt syd for Kongeåen.

 

Ringborgen ved Højer

Skal man altid tro på det, der står i bøgerne? Tag nu for eksempel Ringborge. Og her tænker vi på dem der ligger på de nordfrisiske øer og ved Højer. De er ikke nødvendigvis alle fra Vikingetiden, som nogle prøver på at bilde os ind.

Hvis vi nu starter med Ringborgen på kanten af Tøndermarsken. Den er blevet kaldt Trælbanke, Trælborg, Troldeborg og Troldbanke. Den har en diameter på 125 meter.

Den består af en vold som er omgivet af tre voldgrave. Inden for volden findes endnu en voldgrav. De tre voldgrave udenfor har ikke eksisteret samtidig.  De er 2,5 meter brede og ca. 1 meter dybe.  Volden er omkring 1,5 meter høj. Oprindelig var den noget højere.

Dateringen viser, at de er fra tiden omkring Kriti fødsel. Man har undersøgt det egetræ, der lå i voldgravene. Men det stemmer ikke helt overens med den keramik, der er fundet. Det er fra ældre romersk jernalder (50 f.Kr. – 200 e.Kr.).

Lerskårene som man har fundet på stedet stammer fra 1 århundrede e.Kr.

 

Hvilken funktion havde stedet

I den nordvestre side har man opgravet store kampesten. Man har også opgravet en potte med en rusten nøgle.

Hvilken betydning havde nærliggende Trøjborg egentlig haft? Var det et værn mod røvere eller var det selv en røverborg? Har Trælbanke været opbevaringssted for fanger? Eller var det blot en skanse?

 

Har det en sammenhæng

Skal Trælbanke her ses i et større perspektiv? På samme tid som Ole Harck undersøgte denne ringborg havde han udgravet et anlæg på Sild Archsumburg. Her var der også fundet spor af huse.

I det 1. århundrede anlagde Anglerne Olgerdiget mellem Aabenraa Fjord og Vidåen syd for Tinglev. Det har vi tidligere skrevet om. Det var et mere end 11 kilometer langt forsvarsværk, der bestod af palisadehegn, voldgrav og vold.

Har de tre anlæg haft noget med hinanden at gøre? Er Trælbanke, Archsumburg, Vidåen og Olgerdiget udtryk for samme anlæg, så det har gået tværs over Jylland som Vikingetidens Dannevirke?

 

Det var Anglerne, der fungerede her

Da Henrik Nissen i 2010 skulle opføre en ny stald 900 meter vest for Trælbanke fandt museum Sønderjylland en boplads fra ældre romersk jernalder. Skår fra bopladsen viser, at denne har eksisteret samtidig med Trælbanke. Måske har dem, der har boet her været med til at bygge Trælbanke?

Nogle af de huse, der blev udgravet, er bygget som det var normalt hos Anglerne.

 

De tager fejl på Århus Universitet

Nej Harald Blåtand har ikke haft noget at gøre med denne ringborg. Ringvolden er 1.000 år ældre. Det var ellers noget, som man har hævdet hos Aarhus Universitet.

 

Ringvoldene på de nordfrisiske øer er fra 800 – tallet

På Sild og Før ligger der flere storslåede ringvolde og en del mindre ”voldsteder”. Men måske er disse voldsteder fra år 800, og kan således ikke knyttes sammen med et samlet forsvarsværk. Men er der forskel på dateringen på Ringborgene på de nordfrisiske øer?

Tinnumborg på Sild er de største arkæologiske monumenter. I J. Meyers kort over Sild fra 1652 er Archsumburg indtegnet som et voldsted.

Her finder vi også Lembecksborg. Om denne har haft en fast besætning eller kun været en tilflugtsborg vides ikke. En rigtig tidsbestemmelse kan kun afgøres ved en større udgravning.

En historisk overlevering mangler. På Før ligger Borregn cirka 400 meter nordvest for landsbyen Utersum. I 1845 blev der beskrevet, at man her fandt en møntskat fra det 11. århundrede.

 

Valdemar Atterdag havde også sin egen borg

Vi ved at Valdemar Atterdag var borgherre på Før.  Han blev af borgerne kaldt for Valdemar Zappi. Denne borg skulle have ligget mellem Utersum og Borgsum. Men kan den være identisk med et af de fund, som man har gjort?

Hvorvidt ”Raniumborg” på Sild har været et ringformet voldsted eller en tårnborg vides heller ikke. En øjenvineberetning fra omkring 1800 henviser bare til en ”græsbevokset” jordvold”.

Ifølge overleveringen findes der under klitsandet i et område syd for landsbyen Rantum kaldet ”Burgtal eller Borig”. I et kort fra 1804/05 findes henvisningen ”Borgrudera” ud for denne klitdel.

I det første århundrede efter Kristi fødsel opførtes der forskellige kultsteder.

 

Det er slet ikke afklaret

Men forskerne er hvis enige om, at Tinnumborg på Sild er en vikingeborg.

Men problemerne med voldstederne på de tre nordfrisiske øer er langt fra afklarede. En ting er dog sikkert. Både oldtidens ringvolde og vikingetidens forsvarsværker – Middelalderens tårnborge kan man se bort fra.

Ole Harck mener ikke at alle disse fund har noget at gøre med Olgerdiget.

Lembeksborg på Før virker ganske imponerende. Tinnemborg på Sild ligner den. Men egentlig har de ikke noget med de danske ringvolde at gøre. Trelleborg er 180 år yngre.

 

Hvordan så ”Verden” ud – dengang

Men hvordan så ”Verden” ud dengang de nordfrisiske voldanlæg eller ringborge skulle være bygget?

Fra de Frankiske Rigsannaler ved vi, at der i Danmark fandtes en konge ved navn Godfred, en konge der optrådte selvsikkert og egenrådig i egnene omkring Slesvig og Hedeby.

Da Frankerne i 804 havde afsluttet erobringen af Sachsen, ankom kong Godfred ”med sin flåde og hele sit lands rytteri” til Sliesthorp. Det blev sagt at det var hans riges sydligste del mod ”Saxonia”. Det siges også, at han nægtede at mødes med frankernes hersker, kejser Karl den Store.

Godfred havde gjort to tredjedele af det slaviske (vendiske) nabofolk Abodriterne skatteskyldige. Det var et folk, der samarbejder med Frankerne under disses krig mod Sakserne.

I dokumenterne nævnes det, at Godfred besluttede at befæste sit land med en vold fra hav til hav.

 

En dansk flåde med 200 skibe

Kejser Karl nøjedes med at sende sin søn af samme navn med en hærstyrke til Elben. Der blev også foretaget nogle straffeekspeditioner mod et par vendiske stammer.

Frankerne anlagde en fæstning ved floden Stör. Den er blevet til byen Itzehoe.

I år 810 fik kejser Karl underretning om at kong Godfred med en flåde på 200 skibe havde gjort landgang i Frisland (det må være de vest – og østfrisiske øer). Efter tre slag inde på fastlandet havde de sejrrige danskere pålagt friserne at betale 100 pund sølv. De var straks blevet udbetalt.

Kejser Karl samlede øjeblikkeligt sine tropper. Men da han nåede Wesers munding, fik han underretning om at den danske flåde var væk. Godfred skulle ikke selv have været med i slaget. Han var blevet myrdet af en af sine egne.

 

Hemming ønskede fred med kejseren

Hans efterfølger var brodersønnen Hemming, der ønskede fred med kejseren. En beslutning, der blev besejlet på et fredsmøde i 811. men allerede året efter døde Hemming. Nu opstod der kamp mellem forskellige tronkrævere. To kongebrødre sikrede sig dog magten. Der kom til et fredsmøde igen engang med kejseren i 813.

Men i de frankiske annaler står beskrevet, at danskerne måtte helt op til Vestflod ved Oslo – fjorden for at få nordmændene til at skrive under.

 

De norske vikinger havde været på rov

Nordmændene havde konstrueret krigsskibe, der var i stand til at krydse havet. Allerede i 793 havde det første angreb på den engelske kyst fundet sted. Den kendte plyndring af klostret Lindisfarne på Holy Island i det nordøstlige England havde fundet sted.

Nordmændene var ikke mere afhængige af forbindelsen til Vesteuropa og de danske kyster ned til Hedeby.

Allerede i 515 meldes om en dansk konge Hugleiks optræden på den frisiske kyst. Og fra 600 og 700 – tallet meldes også om dansk tilstedeværelse i denne egn. Vi ved også at Dannevirkes ældste datering er fra 737.

Åbenbart har Jyderne deltaget i Anglernes og Saksernes erobring af England i 400 – årene.

Måske er det den danske kongemagt, der i 700 – og 800 – tallet har skabt de store ringvolde på Før og Sild. Måske burde forskerne kigge i de Frankiske Rigsannaler.

 

Kong Godfred regerede et stort område

I begyndelsen af 800-tallet beherskede kong Godfred ikke alene Jylland. Hans herredømme anerkendtes også i det sydlige Norge og formentlig også i Skåne. Jyllands magthavere kunne takket være den heldige beliggenhed let kontrollere trafikken mellem Østersø – landene og det vestlige Europa. Det gav dem indflydelse i hele Skandinavien. Et tidligt dansk overherredømme i landene omkring Kattegat kan måske forklare hvorfor det oldnordiske sprog i Middelalderen endog på Island som ”den danske tunge”.

Også navnet Danmark skyldes Danerne. Det nævnes første gang i Ottars og Wulfstans rejsebeskrivelser som er skrevet i 800 – tallet. Wulfstand var vistnok englænder, mens Ottar hørte hjemme langt nordpå i Norge.

Ifølge Ottar var Hedeby i Jylland dansk.

Ved Karl den Stores død i 814 herskede der i Danmark to forskellige opfattelser af, hvorledes man skulle forholde sig over for den store nabo.

 

Ludvig den Fromme invaderede

Den nye frankerkejser Ludwig den Fromme sendte en hær over Ejderen ind i ”det normanniske landskab Sinlendi” På syvende dagen – lejrede invasionsherren sig ved havets kyst. Her blev den i tre dage. Men ved en ø, tre mil fra fastlandet havde Godtfreds sønner opbrudt en stor hærmagt og en flåde på 200 skibe.

Danske historikere beretter om, at det kunne være Fyn. Men mere sandsynligt ville det være at opfatte ”øen” som Før eller Sild.

Noget tyder på at Frankerne var på tilbagetog.

 

Frankerne afviste dansk angreb

I 817 foretog danskerne igen et angreb. Hensigten var at få fordrevet Frankerne fra det nordlige Elben. Men det lykkedes for Frankerne at afvise angrebet. Dette betød, at Ejderen stadig var grænsen.

Men nåede tyder på et vist samarbejde. Således blev tronkræveren Harald Klak døbt i domkirken i Mainz i 826 og Ansgar blev i samme år sendt til Danmark.

Vikingetiden var først lige begyndt. Vi hører ikke mere til den store danske flåde. Og de store nordfrisiske ringvolde synes at have mistet deres betydning.

 

Hedeby blev generobret i 983

I året 983 tilbageerobrede danskerne Hedeby fra tyskerne. Det skete i forbindelse med en krig, hvor Sven Tveskæg formentlig var sin fars medkonge, at dømme efter indskriften på et par runesten fra Hedeby – egnen. Hvis det er tilfældet, kan kong Sven også haft en finger med i spillet og måske mere end det, da de danske trælleborge blev bygget,

Den tyske besættelse dengang varede i ni år.

Det mærkelige er, at disse ringvolde er så ukendte i dansk litteratur. Jo Vilhelm La Cour havde dem med i Sønderjyllands Historie bd. 1. Nu blev denne også udgivet før 1930.

 

Man glemmer ofte alt syd for Kongeåen

Men det er vel den opfattelse, at alt syd for Kongeåen først blev dansk i 1920. Men Før, Sild og Amrums ældste stednavne tyder på, at der her har været en dansk – nordisk befolkning i masser af år.

Måske har ringvoldene i Nordfrisland og ved den nederlandske kyst været opført som base for de store vikingehære.

I 1951 blev der ved Lembeksborg påvist ”Skandinavische Funde”.

Vi blev nu heller ikke så meget klogere på voldanlægget nord for Højer

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk 1.647 artikler herunder:

  • Under Sønderjylland (191 artikler):
  • Sundeveds Fortid
  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen?
  • Meyer – en korttegner fra Husum
  • Føhr – en ø i Vadehavet

 

  • Under Højer (76 artikler):
  • Øerne – syd for Højer
  • Vadehavet ved Højer

 

  • Under Tønder (269 artikler):
  • Vikinger i Vadehavet

Sundeveds Fortid

September 27, 2020

Sundeveds Fortid

Hvor ligger Sundeved. Man kunne komme dertil med skib. Her var masser af skov. Masser af oldtidsminder er blevet ødelagt. Her er stadig masser af dysser, rester af bopladser og jættestuer. Der er fundet 271 kæmpehøje. I jorden har der været masser af potteskår og urner. Der er kommet ny viden med motorvejs-projktet. Det var ikke tyndt befolket, som man har troet. Anglerne er kommet tidligere end, man har troet. Vi kigger på de nyeste fund. Men de mest berømte fund er foregået i Nydam Mose. Og man bliver ved med at finde nyt. Egentlig vat det ”Brorbøl – folket”, der kom vandrende fra vest mod Alssund. Katolicismen havde godt tag i folket. Bønderne tabte deres jord.

 

Hvor ligger Sundeved?

Det er måske alle, der ved, hvor vi er. Sundeved er en halvø mellem Aabenraa Fjord og Flensborg Fjord. Vi er vest for Alssund. Og navnet kommer fra ”sundet” som skiller Als fra fastlandet.

Det gamle herredssegl viser et træ og vand. Beboerne blev kaldt ”de Skovbo-mænd”. Man har hele tiden ment, at halvøen her blev beboet senere end andre steder i landsdelen. Men den opfattelse er hvis nok blevet revideret efter fund ved etableringen af motorvejen Kliplev – Sønderborg.

I Kong Valdemars Jordebog hedder det sig, at Sundeved strakte sig fra Alssund i øst til Dyrbæk og Alnor i vest, fra ”Nørhav” til Sønderhav, og fra indløbet til Aabenraa Fjord til Flensborg Fjord.

 

Til halvøen med skib

Forbindelsen mellem Sundeved og de andre landsdele skete nok så meget til søs som til lands. Mod syd var der overfart fra Broager Land til Angel mellem de to fremspringende næs, som bærer gammel danske personnavne Brunsnæs og Halsdan-næs. Sidstnævnte hedder nu Holnæs.

Mod nord fandt overfarten sted fra Varnæs til Løgtved-næs (Løgtved, en blomsterlund, nu Løjt). Varnæs nævnes også særskilt i den såkaldte ”Kong Valdemars Jordebog. Således har stedet hørt til kongehusets slægtsgods.

 

Masser af skov

På gamle kort bl.a. fra 1788 ses en skovbræmme fra Nybøl-nor til Alssund, der nogenlunde følger halvøens vestgrænse. Det var sikkert den sidste ret af de store skove, der engang dækkede alle seks sogne i Sundeved. Landet var bølgeformet og ret jævnt. Kun i Dybbølbjerg, Nybøl Mølle, Bøgebjerg i Ullerup samt i Broager Sogn var der bakker og banker.

Der var få moser og jordene var gennemgående frugtbare hvedejorder. De store skove har sikkert forhindret at der blev bygget overalt.

I oldtiden har de indvandrende folk slået sig ned hvor jorden lå højest og hvor der var en lysning i skoven. Agerbrug var kendt tidligt i Danmark. Men meget dyrket jord har oldtidsfolkene næppe behøvet. Jagt og fiskepladser var en livsbetingelse for dem.

 

Masser af oldtidsminder er ødelagt

Halvøen viser måske nogle triste forhold. De allerældste oldtidsminder er ødelagt. Dysser og jættestuer er enten forstyrrede eller helt væk. Kæmpehøjene er sløjfede eller overpløjede. Sundeved-borgerne har næppe ødelagt dysserne for at få et par granitsten, endnu mindre for at grave efter guld i højene.

Disse har nok allerede i middelalderen været gennemgravede. De har været anset for værdiløse ruiner. De har sikkert været i vejen for agerdyrkningen så man har bare pløjet over dem. Meget er blevet ødelagt på markerne, i kirkerne og på kirkegårdene.

 

Masser af Dysser

Der foreligger ingen optegnelser om fund fra rensdyrtiden, køkkenmøddinger, kystfund og bopladser fra den ældre stenalder. Men fundene ved motorvejsbyggeriet har lavet lidt om på historiefortællingen. Hvis vi nu kigger på, hvad Nationalmuseet i København har fået indberettet fra ældre tid og så lige efter kigger på, hvad der er fundet mellem Kliplev og Sønderborg.

 

  1. Adsbøl sogn: Otte forstyrrede dysser, alle i Gråsten Dyrehave
  2. Broager sogn: Syv forstyrrede dysser. De fire ved kysten i Kobbelskov. Ligeledes en forsvundet jættestue. Fire fund i høje
  3. Nybøl sogn: Fem forsvundne dysser, der lå ca. 600 meter fra kirken. En forsvunden jættestue lå tæt syd for kirken
  4. Dybbøl sogn: En forsvunden jættestue, der stod tværs over vejen som fører ind til et prøjsisk krigsmonument.
  5. Sottrup sogn: En ødelagt gravhøj i Snogbæk i vestskoven, 200 meter fra stranden
  6. Ullerup Sogn: Nordvesthjørnet af ”Avnbøl Snej” en forstyrret langdysse. Syddelen af Nørremose Skov, en forstyrret langdysse. 400 meter nord for den tomt af en langdysse med tre kamre (et lerkar, to flinteøkser, tre flintflækker – disse befinder sig på Nationalmuseet).

 

Bopladser og jættestuer

I Blans er der en tomt af en jættestue ved stranden og en sløjfet høj sydvest for byen. 200 meter nordøst for Blansgård en tomt for en stor langdysse og 400 meter nord nordøst derfor en tomt af en jættestue i alt otte.

Der har altså været mindst fire bopladser i Sundeved i stenalderen, nemlig i Ullerup, Adsbøl, Broager og Nybøl. Det tal er senere blevet forøget.

Sottrup og Dybbøl er blevet befolket senere. Og som det synes kun med hver en stamme. Det er folkene ved vestgrænsen, der har anlagt de nye kolonier og Nybøl sogn har også sine første indvandrere fra samme egn. Broagerland må på dette tidspunkt have været en ø.

Rund- og langdysser er den ældste begravelsesform i dette tidsrum. Jættestuer noget yngre. I nærheden af disse store og stærke huse som blev bygget for de døde, boede folket. De holdt gravene i ære. Mindet om fædrene blev ikke glemt. De veg kun langsomt fra de gamle bopladser, hvor stammen oprindeligt havde slået sig ned.

I Bronzealderen breder befolkningen sig meget stærkt og indtager hele landet.

 

271 kæmpehøje

En sammentrængt, kort og sikkert mangelfuld liste viser følgende forhold:

 

  1. Adsbøl sogn: 17 bevarede kæmpehøje, alle ved Gråsten – og 8 overpløjede
  2. Broager sogn: 6 bevarede, 73 overpløjede, 13 er forsvundet, 2 urnefund på jævn mark og et større enkeltfund
  3. Nybøl sogn: 4 bevarede, 28 overpløjede, 8 forsvundne og 1 urnefund
  4. Dybbøl sogn: 29 overpløjede, 6 forsvundne og 1 urnefund
  5. Sottrup sogn: 34 overpløjede, deraf 15 i Snogbæk. Et par gennemgravede kan endnu ses. 13 i Sottrup nord for Nydam og 6 syd for Øster Sottrup By.
  6. Ullerup sogn: 45 kæmpehøje. Deraf tre i Nørremose ved Bovrup Bæk og en langhøj kaldet ”Brudehøj” i den idylliske egn ved overnævnte bæk neden for gården Lille-Stabel. Den blev fredet af prøjserne kort før krigen. Resten er overpløjede. Deraf syd for Blans i en linje fra Brobøl til Blansgård i alt 16. Ved Ullerup nordøst skel 6 og nær derved Moltkes Høj. Her fandt man dele af en bronze-sværd.

 

Det ser ud til, at der i disse seks sogne har været en stor befolkning. Man har fundet hele 271 kæmpehøje fra Bronzealderen.

 

Potteskår og Urner

De store skove har måtte vige pladsen for bronzealderfolkets raske indhug. Den gode jord blev efterhånden taget i anvendelse.

I Jernalderen er der andre forhold i Sundeved. Jernet kom til Danmark 300 før Kristi Det gav en rig udvikling og vækst mange steder. Men i Sundeved er der kun få fund fra den tid. Der er fundet mest i Ullerup sogn fra den tid.  Nord for Aabenraa Landevej mellem Brobøl og Rebhof blev der i 1853 fundet en guldbarre og endnu et fund i 1856 med runeskrift.

Omkring 1.000 meter øst derfra i marken ”Brændkær” blev der fundet en stor gravplads med mange urner og en oval slibesten.

Under den skarpe jordkultivering og mergling blev der fundet mange potteskår og urner allevegne i Ullerup og sikkert overalt i Sundeved. Der har stået urner i snesevis på jævn jord. Men intet af dette er registreret.

I Avnbøl fandtes i 1912 en grav fra vikingetiden. Sværd, stigbøjler, sporer, bidsler m.m. findes på museet i Sønderborg.

 

Ny viden fra Motorvejs-projektet

Det er stadigt vanskeligt at vurdere omfanget af den ny viden, som motorvejsprojektet har kastet af sig. Skal man alligevel forsøge at indkredse, hvor der er opstået mest ny viden, så må man pege på to perioder: Ældre Stenalder og perioden 0 – 500 efter Kristi (Romersk Jernalder og Ældre Germansk Jernalder). Men også kendskabet til den landelige middelalderbebyggelse særlig omkring Dybbøl og Nybøl er blevet betragtelig forøget. Der er i alt gjort 1.400 fund af forskellig værdi.

Fra den Ældre Stenalder er der gjort fund, som nok oftest overses. På disse fundpladser har få mennesker opholdt sig. Der er foretaget forskellige aktiviteter over en kort periode på måske kun et par timer eller en dag.

 

Det var ikke tyndt befolket

Periodens befolkning opholdt sig øjensynlig ikke kun på hovedbopladser, men anvendte mindre specialpladser til forskellige primært jagtrelaterede aktiviteter. Det kunne være organiseringen af selve jagten, fremstilling af både dagligdags redskaber og jagtvåben, forarbejdningen af byttet m.m.

I perioden 0-500 efter Kristi sker der et generelt opbrud i de gamle stammesamfund og den tidligere rigsdannelse sætter ind over store dele af Nordeuropa og Skandinavien. Tidligere var det opfattelsen at områderne omkring de store våbenfund (f.eks. Nydam Mose) var folketomme eller meget tyndt befolkede. Motorvejsundersøgelserne har vist, at dette ikke er tilfældet.

 

En overraskende befolkningsgruppe

Området omkring Nydam Mose var tæt befolket i tidsrummet 200 – 400 efter Kristi. De huse, man boede i, syntes at være bygget på en anden måde end den, der kendes fra tidligere og senere århundreder. Husene fra 200 – 400 efter Kristi har haft meget mere tilfældes end byggeskikken hus Anglerne. Det var en befolkningsgruppe, man hidtil har troet primært boede syd for den nuværende grænse til Tyskland.

Hvis man virkelig i nogle perioder kan aflæse en befolknings etniske tilhørsforhold ud fra den anvendte byggeskik, så åbner der sig et væld af nye muligheder for boplads- arkæologien

 

Væsentlige jordfaste fortidsminder

Undersøgelserne har også ført til en væsentlig forøgelse af lokaliteter i perioden 1000 – 1200 efter Kristi. Fortrinsvis nord for Dybbøl Kirke op mod Ragebøl.

På hele strækningen mellem Kliplev og Sønderborg har både stenalder-jægere og jernalder-befolkningen bosat sig. Der er tale om hele 182 lokaliteter. Man havde kun kendskab til 15 lokaliteter i forvejen.

 

Oversigt over væsentlige jordfaste fortidsminder i ”Motorvejs – undersøgelsen”:

  • Ældre Stenalder (15.000 – 4.100 f.Kr.) 7
  • Yngre Bronzealder (1.000 – 500 f.Kr.) 2
  • Jernalder (500 f.Kr. -1.050 e.Kr.) 4
  • Ældre Jernalder (500 f.Kr. – 200 e.Kr.) 4
  • Førromersk Jernalder (500 f.Kr. 50 f.Kr.) 3
  • Førromersk Jernalder/Ældre romersk Jernalder (200f.Kr. -200e.Kr.) 3
  • Ældre romersk Jernalder (50 f.Kr. – 200 e.Kr.) 5
  • Ældre romersk Jernalder/Yngre romersk Jernalder (0 – 350 e.Kr.) 2
  • Yngre romersk Jernalder (200 – 350 e.Kr.) 8
  • Yngre romersk Jernalder/ældre germansk Jernalder (200-525 e.Kr.) 5
  • Ældre germansk Jernalder (350 -525 e.Kr.)1
  • Middelalder (1.050 – 1.537 e.Kr.) 7
  • Oldtid (før 1050 e.Kr.) 1
  • Historisk tid (efter 1.050 e.Kr.) 2

 

Nydam Mose

De mest berømte fund er foregået i Nydam nær Alssund ved Sandbjerg Slot. I sommeren 1859 – 62 og 63 undersøgte professor Engelhardt mosen arkæologisk og gennemgravede en plads på godt10.000 fod.

Kong Frederik den Syvende var en ivrig oldgransker. Han aflagde to besøg i mosen, sidste gang 27. oktober 1863, kort tid før han døde på Lyksborg Slot. Hovedfundet og egetræsbåden blev først indlemmet i oldtidssamlingen i Flensborg. Efter krigen førte tyskerne fundet til Kiel. Fyrretræsbåden blev ødelagt. Flere fund blev bjerget. Nogle af disse gik tabt ved Frederiksborg Slots brand.

Den 8. august 1864 gravede den belgiske prins Ahrensberg i østrigsk tjeneste i Nydam og fandt et jernanker. Ankerets skæbne er dog ukendt.

De mange sager i eller uden for bådene var tilrettelagt af menneskehænder og siden ikke rørt. Hestene havde dybe øksehug i hovederne. Den ene båd var gennemhugget under vandlinjen.

Var sagerne lagt nedlagt som ofre til guderne? Egnens folk var hedninger. Sagerne kan derfor være nedlagt som takkeoffer for en lykkelig begivenhed eller som et offer for at formilde de vrede guder imod sygdom, hunger m.m.

Mændene gav lanser, buer, piler, økser, sværd, skjolde og skibe. Kvinderne gav toiletsager, smykker, husholdningsredskaber. Og de gamle gav mønter. Høvdingerne gav deres udtjente rideheste med bidsler og sporer.

Nydambåden stod højst 7 fod nede. Bådene var efterhånden sunket ned i mudderet. De var gået fra i sammenføjningerne og groet til.

I Salomonsens Leksikon bliver det hævdet at Nydam-sagerne er nedlagt på en gang ca. 400 e.Kr. Og det er sket efter en kamp. Dette er en forkert opfattelse.  Disse store fund skulle være ofringer efter sejren. Men se dette er der også delte meninger om. Det kan jo også være krigsbytte, der er blevet ofret.

 

Helt tilgroet

I perioder har vandstanden kun været en meter. Omkring 400 efter Kristi var den helt tilgroet. Over en periode på knap 300 år (fra ca. 200 til 500 efter Kristi) blev den lave sø ved gentagende lejligheder brugt som offerplads for krigsbytte – både våben og anden udrustning.

I årene 1859 – 1863 blev de første udgravninger foretaget i mosen under ledelse af Conrad Engelhardt. Engelhardt mente at den bedst bevarede af bådene – den berømte ”Nydam – båd” skulle forblive i dansk eje. Båden er dog i dag i tysk eje. Danmark har forgæves forsøgt at få den i dansk eje. I 1888 blev der igen gjort et betydeligt fund i Nydam Mose – 100 genstande – fortrinsvis forgyldte sværdskedebeslag af sølv.

Knap 100 år senere i 1984, i 1984 gravede Nationalmuseet for første gang i mosen og fandt ved denne lejlighed en større samling sværd, skjolde, spyd og lanser – næsten 1.500 genstande.

 

Endnu flere fund

I 1989 indledtes rekognosceringer i mosen med magnetmeterudstyr og en mindre udgravning afslørede en større ofring af militært udstyr, omfattede mere end 1.000 enkeltdele.

I 1992 genfandt man Engelhardts udgravningsområde, hvor de store både var blevet fundet. I 1995 – 1999 undersøgte man bl.a. et offerlag over skibsresterne med yngre ofringer. I 2009 kunne det konstateres, at oldsagerne i mosen er truet af planten padderok. Disse planters rødder trænger langt ned i jorden. Undervejs borer de sig gennem oldsagerne og vil med tiden ødelægge dem. En mindre undersøgelse i 2011 har derfor bl.a. haft til formål at kontrollere bevaringsforholdene for de genstande, der endnu ligger gemt i mosen.

Foreløbig har man kunnet udskille militært udstyr fra seks ofringer, mn fremtidige udgravninger vil uden tvivl bringe flere ofringer frem i dagens lys. De gode bevaringsforhold for metaller og træ i mosen betyder at hovedparten af de genstande, der oprindelig blev ofret. er yderst velbevarede. Dette giver et unikt indblik i Jernalderens skibskonstruktioner og våbenteknologi samt i detaljer viser, hvordan Jernalder-krigerens udrustning var sammensat.

Den almindelig befolkning ofrede lerkar med mad. Søen fungerede som forum for sejrherrens triumf og tribut.

Udgravninger ved Ravnhøjgård, Klosterbjerg, Ullerup, Tavhave og Søgårdsmark har afsløret bebyggelser fra tidsrummet 128 – 400 efter Kristi. Sundeved har været mere attraktivt end man hidtil har forestillet sig.

Anglerne har fået fodfæste i Sundeved meget tidligere end beregnet.

 

 

De gamle byer

Først i Vikingetiden i det 8. – 10. århundrede er der blevet bygget byer. Lige vest for den skovbræmme som vi har omtalt, lå der en by, som 1543 hed Kydingh. Den var på 10 – 12 gårde. I 1716 blev den brækket ned. Herregården Kiding blev bygget som ladegård til Søgård. Kiding er den ældste by på egnen.

I Sundeved er der stort set kun tre slags navne på byer, marker og gårde.

”Bøl”- byerne må være de ældste. ”Bøl” betyder bolig, et sted hvor bonden slog sig ned med sin familie. Vi kender Skodsbøl i Broager sogn også måske Smøl (Småbøl), Brobøl, Avnbøl i Ullerup sogn. Ragebøl i Dybbøl Sogn og Nybøl og Adsbøl.

”Torp” – byerne er det ikke så mange af. ”Torp” betyder et sted, hvor man samles, en udemark, en plads hvor bønder bor. Vi kender Stenderup, Sottrup, Ullerup (1352 Ugeltorp, 1439 Uldrop).

Mange af byerne har også navne efter mande-navne eller efter naturen.

Kun få tyske navne findes som et minde om junker- eller hertugtiden f.eks. Schnaubeck, Rackebüll, Lundsgardt, Gravenstein. (Snogbæk, Ragebøl, Lundsgaard, Gråsten)

De første indvandrende folk i Sundeved har sikkert slået sig ned ved vestgrænsen langs Bovrup Bæk og ned efter Flensborg Fjord.

 

Brorbøl – folkene

Vestfolkene med et fællesnavn ”Brorbøl-folkene har sikkert befolket halvøen imod øst helt ud til Alssund. I vikingetiden fik Ullerup Sogn, hvis vestgrænse er Bovrup Bæk ikke mindre end tre ”bøl”-byer” – Brorbøl, Avnbøl og Adsbøl.

Disse byer må anses at være ældst. I gamle dage var Ullerup Sogn meget stort. Et gammelt sagn siger, at de første folk i Sundeved, der afsagde hedenskabet, lod sig kristne – døbe i Bovrup Bæk. Sagnet melder, at det skete på et meget tidligt tidspunkt. De var kommet til at tvivle om ægtheden af den gamle nationale tro.

Et andet sagn fortæller, at Ullerup Kirke oprindeligt skulle have været bygget i Brørbøl ”å æ Striffel” (ved Sognets vestgrænse), men der skete sære tegn. Der blev set lys og underlige lyde hørtes. Om natten blev stenene slæbt længere ind i Sognet og fandtes å æ Pold, hvor kirken blev opført og endnu ligger.

 

Katolicismen havde godt tag i borgerne

Katolicismen må have slået godt igennem i det vidtstrakte sogn. Så højt op i tiden som 1506 indstiftede præsten Tomas Jensen (Jacobi) barnefødt i Blans et Sct. Annagilde i Ullerup.  Til ære for den højt ansete helgeninde Jomfru Marias moder. Meningen med gildet var at stifte et broderskabsforbund til gensidig hjælp ved bøn, forbøn, retshjælp og støtte i forskellig retning. Medlemmerne var mænd og kvinder af adel og bondestand. Gildet holdt dog kun en snes år, så kom en ny kirkelære og Ullerup Sogn tog straks imod den.

Ved vestgrænsen i Ullerup Sogn lige over for Bovrup Bæk byggedes i middelalderen en stærk befæstet gård, der hed Brådborg. Voldstedet kan ses endnu. Der var en dyb grav om gården. Den nævnes første gang under Valdemar Atterdag. Men den er sikkert meget ældre.

 

Bønderne tabte deres jord

Bønderne blev ikke ved med at være frie som de havde været i gamle dage. Først kom Junkertiden. Denne afløstes af hertugtiden, da Hans den Yngre købte junkerne ud.

I Ullerup Sogn var der ikke mindre end otte sådanne gårde, Brådborg, Avnbøllund, Avnbølgård, Lundsgård, Blansgård, Ballegård, Philipsborg og Lakær.

I junker- og hertugtiden tabte bønderne en del af del af deres jord og blev hovbønder i lange tider. Gods- og adelsherrerne fik betydelig magt. Håndværkere, husmænd og bønder dannede deres egen kreds

1500 nævnes Sandbjerggård øst for Øster Sottrup for første gang, og ca. 1750 grundlagde hans den Yngste af Sønderborg Sandbjerg Gods. Hertugen lod bygge en dæmning ud mod Alssund, hvorved en vig fra sundet omdannes til Møllesøen. Han byggede også en vandmølle, hvis rester endnu kan ses ved Møllehuset på Sandbjerg.

I 1788 lod Conrad Georg Reventlov det nuværende Sandbjerg Slot bygge på pynten mellem Møllesøen og Alssund.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.647 artikel herunder

  • Sønderjylland (191 artikler):
  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
  • Da Augustenborgerne fyldte 100 år
  • I Rinkenæs Sogn
  • Gråsten – en flig af historien
  • Dengang – på Sønderborg Slot
  • Sønderborg i begyndelsen (1)

 

  • Aabenraa (155 artikler)
  • Litteratur Varnæs-Kliplev-Bovrup-Felsted
  • En degn fra Varnæs
  • Et pottemageri ved Kliplev
  • Bjolderup, Bolderslev, Snubbe og Urne
  • Kliplev Marked
  • Felsted Sogn – dengang 1-2
  • Bønder – syd for Aabenraa
  • Mere om Urnehoved
  • Hvor ligger Tumbøl?
  • Fra Varnæs til Felsted
  • Kirker- syd for Aabenraa
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Syd for Aabenraa
  • Urnehoved 1-2

Nørrebro i Børnehøjde

September 26, 2020

Nørrebro – i Børnehøjde

Foredrag – Empire Bio – Nørrebro i forbindelse med Buster Børnefilm-festival (1928 – 1975). 26.09.2020. Dengang havde man ikke mobiltelefon. Og det første fjernsyn var i sort/hvid. Der var danseskole i Ungdomshuset. Der kom flyvemaskiner og skolerne blev besat. Knægten skulle ned mad natpotten. Åh skræk så var det tandlægen og lusemor kom. Dengang plankede man den og der var teater i Nørrebroparken. Der var masser af gadekampe og man fik en blodtud. Så kom transistorradioen. Og man narrede politiet. Musik var anderledes.

 

Ingen mobiltelefon

I er stået meget tidlig op. Jeg skal fortælle jer en ganske lille smule om hvad der skete på Nørrebro dengang, og hvordan det var at være barn dengang på Nørrebro og det er i den periode, hvor filmen foregår.

Jeg har selv solgt tusindvis af børnebøger, måske også til jeres forældre. Og selv har jeg skrevet tre bøger – måske skulle jeg også skrive en børnebog.

Dengang havde man ikke mobiltelefon eller computer. Man havde i begyndelsen heller ikke fjernsyn. Og da denne så kom, var det kun i sort/hvid.

 

En dejlig legeplads

Se jeg vil fortælle jer om, hvordan Nørrebro så ud fra 1928 – 1975. Se den film I skal se, foregår over i England. Der skete måske lidt andre ting på Nørrebro.

På Nørrebro var der en dejlig legeplads, som hed Ladegårdsåen. Den var godt nok ved at blive overdækket. Men der var nogle steder, hvor man endnu kunne bade og fange fisk. I gamle dage kaldte man stedet ”Ved Havet”. Her var en ”kontrolmand”, der skulle sørge for, at børnene ikke badede i åen.

Om vinteren kunne man løbe på skøjter her på åen. Og så kunne man fange salamander.

Ude i Peblingesøen var der et indhegnet sted, hvor man kunne soppe.

 

Danseskole i Ungdomshuset

På Jagtvej kunne man gå i danseskole. Her kunne man gå til bal om lørdagen, hvis man ellers var gammel nok. Og man kunne gå i teater. Ja det var i et hus, der ikke er der mere. Men i kan sikkert huske det. Det var, hvor Ungdomshuset lå. Her var også boksestævner og juletræsfest.

De unge der kom her til bal, havde noget underligt tøj på. De havde bl.a. vat i skuldrene. De dansede til noget underligt musik. I synes sikkert også at de dansede underligt.

Her var også noget, der hed Zigøjnerhallen. Her kom jeres oldeforældre måske for at se en spille violin, der hed Wandy. Og så var der en, der hed Børge som spillede på klaver. Han skaftide senere navn og kom til hed Victor. Og de voksne blev så fjollede, at de dansede på bordene.

Og jeres oldeforældre har sikkert også kendt en der hed Holger Fællessanger. Det hed han, fordi alle skulle synge lige som han.

 

Da der kom flyvemaskiner på himlen

En morgen meget tidlig kom der masser af flyvemaskiner over Nørrebro. Det var tyskerne, der besatte Danmark. De var her i fem år. De sagde, at hvis danskerne ikke ville gøre som de sagde, ville de bombe København.

Det var nogen, der ikke ville finde sig i det. Det var sabotører og modstandsfolk- De sprang de fabrikker i luften som hjalp tyskerne med at fremstille våben og ting til u – både.

Dem var tyskerne så efter, og mange af dem blev også skudt. Et stort varehus på Nørrebro, der hed Bulldog blev brændt ned af beboere på Nørrebro. Det var ved at blive farligt for branden bredte sig. Og hvorfor gjorde man så det? Jo, man mente, at ham, der ejede varehuset, var alt for tyskervenlig.

 

Skolerne blev besat

På et tidspunkt var der mange der strejkede og sporvognene kørte ikke. Der var rigtig ballade på Nørrebro. Så skød tyskerne med kanoner ned gennem gaden. Og der kørte biler rundt med dansker, der hjalp tyskerne og skød efter folk på fortovet.

Efterhånden tog tyskerne alle skoler på Nørrebro. Men derfor fik eleverne ikke bare fri. De blev så undervist i kirker og andre steder.

Grunden til dette var, at der kom masser af flygtninge til Nørrebro. Det var kvinder, børn og ældre mennesker. Men forældrene sagde til børnene, at de ikke måtte snakke med dem, selv om de syntes at det var spændende.

Og så var der nogle børn, der spurgte om de skulle købe wienerbrød til dem. De fik pengene af flygtningene. Men de så aldrig wienerbrødet, for børnene spiste det selv.

 

Da man kom på koloni

Børnene på Nørrebro kom på koloni i Jylland. De blev sammen med en masse andre sat på et tog. Om halsen havde de så et skilt, hvor der stod, hvad de hede, og hvor de skulle hen.

I 14 dage var man så ude på landet, og fik noget sundt at spise. Det gjorde man nemlig ikke altid dengang på Nørrebro. Husene var ikke så sunde. Man kunne ikke en gang åbne vinduet så stødte de mod muren på nabohuset.

 

Knægten skulle ned med natpotten

Kun hver tredje lejlighed havde bad. Og kun halvdelen havde toilet. Ikke engang ude på gangen var der toilet. Man skulle helt ned i gården. Der var der skure med toiletter. Og det var ulækkert. Her var masser af rotter. Når man så nærmede sig, skulle man huske at banke med sine træsko, så de kunne forsvinde.

Hvis man nu skulle lave noget om natten, så var det ikke sjovt at skulle gå fra femtesal ned af bagtrappen og så ud i gården. Det var næsten heller ingen lys. Så indførte man natpotte. Og om morgenen skulle den ældste knægt så bære det ned, og hælde det ud i toilettet ude i skuret i gården. Det var ikke noget, der gav mange point hos de andre knægte i gården.

 

Den mindste skulle sidst i bad

Man klarede det med bad ude i køkkenet hver lørdag. Over kakkelovnen stod kedlen og snurrede. Og så fyldte man vand i en zinkballe. Dengang var der mange børn i en familie. Og det var altid den mindste, der kom sidst i badet. Og ved I hvorfor? Han kunne risikere at tisse i vandet.

Så gik mor ellers i gang med en tættekam.

 

Når lusemor kom

Man sagde at børn fra Nørrebro lugtede af kål, afkogt fedt, kartofler og mangelfuld rengøring. Det var måske fordi mange var fattige dengang på Nørrebro.

Mange lejligheder var rene loppereder. Det var fugtigt og børnene følte at det kriblede og krablede over det hele. Opdagede man disse lopper, så gulve og paneler vaskes i noget der hedder salmiakspiritus. Og møblerne skulle skoldes.

I skolerne fik man besøg af en, der hed Lusemor. Det var en sygeplejerske og hende frygtede børnene. Fordi når hun opdagede de der små væsner, så skulle børnene gennem en ikke særlig behagelig behandling.

At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene.

 

Åh skræk – til tandlæge

Man skulle også til skolelæge dengang. Og når han opdagede, at man havde fnat, som var ret udbredt dengang, måtte man en tur på hospitalet. Så blev man smurt ind i en ulækker fed substans. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand.

To gange om året skulle man til tandlæge. Og det var ikke særlig rart. Man blev ikke bedøvet så meget som i dag. Og tandlæger dengang var ikke særlig rare over for børn.

 

I skolen skulle man lære alt udenad

I skolen skulle man lære alt udenad. Hver gang, der ringede ind til timerne, skulle man stille sig i to rækker. Man måtte ikke tale med sidemanden. Så skulle man gå rolig op til klasseværelset. Derefter skulle man stille sig rolig bag ved pulten/bordet og væres stille indtil læreren kom. Og se dengang kom lærerne aldrig for sent.

Man fik ofte lussinger og slag med spanskrøret. Men se egentlig blev dette forbudt allerede i 1951, men det glemte man bare at fortælle lærerne.

 

Jul og nytår dengang

Det var ikke alle der havde råd til at spise flæskesteg på Nørrebro til jul dengang. Nogle blev sendt ud efter en and ude i søerne eller også blev det til haresteg.

Så var det mere gang i den på Blågårds Plads til nytår. Man havde samlet alle kvarterets juletræer og dem antændte man. Snart kunne man høre sirenerne fra Fælledvej, hvor brandstationen lå. Og så skete det, at brandfolkene også sprøjtede på dem, der kiggede på bålet.

 

Dengang plankede man den

Man havde forskellige bolde, man legede med i gårdene. Men hvis den røg over til nabogården, var den sikkert fortabt. For normalt var man fjender med nabogården. I gården blev der leget smugler, tolder, røver og soldater. Man legede også tysker og sabotør. De fleste ville hellere være det sidste.

Dengang plankede man det. Det vil sige man klatrede over til alle de andre baggårde. Og så gjaldt det om ikke at blive taget af viceværterne, som for det meste var fjender. Og så skulle man sige ”De” til ham. Og så var det mode dengang at rapse. Det vil sige stjæle. Og det var særlig hos grønthandleren i Stefansgade. Dengang blev man også meget populær hvis man gik på æblerov over i villakvarterne over hos de rige på Frederiksberg.

 

Teater i Nørrebroparken

I Hans Tavsens park var der skøjtebane. Og i Nørrebroparken var der teater. Da kunne man se Robin Hood og her var Tivoli. Så var der også en, der hed Tribini. Han sagde altid:

 

  • Mine herskaber, grevskaber, klædeskabe, rullemænd, nullermænd og tullemænd.

 

Så var det ”verdens Stærkeste mand”, der hed Abdullah. En bil kunne køre over brystet på ham.

 

I biografen råbte man Buuuh

Der var masser af legetøjsbutikker på Nørrebro dengang. men de fleste måtte nøjes med at drømme om det. Figurer med cowboys, bondegårdsdyr, indianere og dyr fra zoo koster 1,25 kr.

Man kunne få gratis klistermærker i havregrød, så det spiste man meget af dengang. En speciel dille ramte Nørrebro i 1958. det var Hulla – Hop ringe.

Og så gik man i biografen for at se sine cowboy-helte. Der var mange. Og når man sad på cowboy-rækkerne som var de tre første rækker, skulle man altid råbe Buuuuuh, når helten kyssede en smuk pige.

Så var det Zorro. Og så forsvandt alle tøjsnore i et stort område på Nørrebro. For alle drenge skulle imponere pigerne med piske lige som Zorro.

 

Masser af gadekampe

Fra gammel tid har det været gevaldige gadekampe på Nørrebro mellem forskellige gader. Blandt de mest blodige var Ryerne fra Ryesgade og Rakkerne fra arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvej/Tagensvej. Ja så var det også Rabarberne fra Rabarberkvarteret. De gik over og tæskede de blege over på Frederiksberg.

Man havde bestemte afstraffelsesmetoder, når man fik fat i en enkelt knægt. De kunne få buksevand, Binding på tørrestativ eller en almindelig røvfuld.

Men se, der var noget der hed Rock*n Roll. Og da en film, der hed Rock arround the Clock havde præmiere i 1956, så var det ballade med politiet.

Knægtene dengang havde en sjov sport. Det gik ud på med en snebold at skyde efter nogle gammeldags lamper, der hed glødelamper. Når snebolden ramte, skete der en mindre eksplosion. Det var vældigt sjovt.

Den slags lamper har man ikke mere. De sidste fortsatte i 1963.

 

Da transistorradioen kom

Og så kom noget helt nyt. En transistorradio. Det var en radio, man kunne tage med sig, når man ville høre musik. Det var helt fantastisk. Rulleskøjterne. Der blev lavet kapløb, og man kunne spille en slags hockey med almindelige kæppe og så en bold.

Man kunne få små hæfter med cowboyhelte, det var med Dawy Crocket , kaptajn Mickey og mange andre. Der kom store børnebøger, der hed Mit Skattekammer med masser af historier.

 

Piratradio

Hver dag, når vi kom hjem fra skole, skulle vi høre et program, der hed ”Efter Skoletid”. Her var det ofte musik, som ens far og mor ikke kunne lide. Og så lærte man at bygge forskellige spændende ting som lysanlæg, forstærker og piratsender. Jo man kunne bygge sin egen radiostation. Det var der også andre, der havde gjort. Ude i Øresund lå et skib, der sendte meget godt musik. Den radiostation hed Radio Merkur.

Og så kunne man lege med biler, der hed Tekno. De blev lavet ude i Nordvest. Der kom også nogle mindre biler. De hed Matchbox.

 

Man narrede politiet

Det blev dyrt at bo på Nørrebro og andre steder. Det fik unge mennesker til at besætte en masse forladte bygninger. Og det blev med ballade med politiet.

På et sted der hedder Allotria havde man lavet en tunnel under vejen over til et værksted. I kan tro, at håndværkeren der fik et chok, da alle de unge kom vandrende op af et hul. Og lige så stort et chok fik politiet, da de opdagede, at der slet ingen var inde på Allotria.

 

Anderledes musik

På Jagtvej var der en kæmpe biograf med 1.000 stole. Men de var alt for hårde at sidde i, så de blev skiftet ud med 650 bløde stole.  I fjernsynet kom en der hed Jørgen Clewin. Ham var børnene helt vilde med.

De unge lavede en slags protest med noget gadeteater, som de kaldte Solvognen. De kom også til Nørrebro.

I biografen så man nogle film, der hed Grease og Satyrday Night Fewer. Man gik på diskotek med blinkende lygter. Og jeres forældre kender sikkert nogen der hedder Sweet, Slade og T – Rex.

Og nu skal I have lov til at se en spændende film.

 

  • dengang.dk indeholder 1.646 artikler herunder 292 artikler fra Nørrebro bl.a. følgende:
  • En Nørrebro-drengs oplevelser
  • Mælkedreng på Nørrebro
  • Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
  • Et barn på Nørrebro
  • Nørrebro – børn
  • En mælkedreng fra Enigheden
  • En gadedreng fra Lundtoftegade

 


Papir -, Senneps- Tændstik- og Motorfabrik

September 24, 2020

Papirfabrik, Senneps-, Tændstik-, og Motorfabrik

I denne artikel besøger vi Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik, Bänckes Senneps – og Eddikefabrik, De Forenede Papirfabrikker, Schiønning & Arvé, Brødrene Hentze, Motorfabrikken Dan og Engelsk – Dansk Biskuit Fabrik. I 1912 producerede Motorfabrikken Dan 10.000 motorer på licens i fire lande. Bäncke lå 60 år på Jagtvejen. Glødefri og Hellerup Tændstikfabrik producerede 95.000 æsker tændstikker hver dag. ØK overtog aktiemajoriteten i Schiønning og Arvé, Unge mennesker blev mødt med tåregas. Efter 46 år stoppede De Forenede Papirfabrikker på Nørrebro. Men længe inden de startede var der papirfabrikker på Nørrebro.

 

De Forenede Papirfabrikker

Ja stedet endte med at hedde ”De Forenede Papirfabrikker”. Men det har også heddet ”Dansk Bølgepap Industri” og Colon. Ja og så hed det hvis også Scandinavia på et tidspunkt. Nogle af bygningerne kan også ses endnu. De er bygget om til ungdomsboliger. Men vi skal også kigge på pladsen, hvor Mjølnerparken ligger i dag og Tagensvej 135.

 

Virksomheden oprettet i 1933

De Forenede Papirfabrikker startede i 1889. Men så længe har fabrikken her ikke været i familie med de store. Men Nørrebro Papirfabrik blev oprettet allerede i 1873 og blev en del af sammenslutningen. Driften ophørte og maskineriet blev bortsolgt i 1933. Men samtidig startede Københavns Papir – & kartonfabrik. Dette blev så solgt i 1949. Men denne fabrik var grundstammen i De Forenede Papirfabrikker, der blev etableret i 1933 i et større industrikvarter her ved Tagensvej.

Københavns Papir – og Kartonfabrik hed i daglig tale Kartonfabrikken, og det var også dækkende for produktionen. Fabrikken producerede karton, pap og gråt kardus, især til emballageindustrien. Råstoffet var i vid udstrækning gammelt papir.

Kartonfabrikken startede med en kartonmaskine i 1933 og fabrikken udvidede dramatisk med kartonmaskine nr. 2 i 1956. Kartonmaskine nr. 1 var en kombineret ”langwire og rundwiremaskine”, mens maskine nr. 2 var en ”rundwiremaskine”.

 

En stor dansk koncern

I 1937 var den samlede produktion på omkring 70.000 tons. Der var dengang ansat 1.800 arbejdere og 250 funktionærer i koncernen.

”De Forenede Papirfabrikker” var en stor dansk koncern. Den var skabt ved en sammenslutning af diverse papirmøller og papirfabrikker. Ja virksomheden havde nærmest i sin levetid monopollignende status i Danmark.

Efter sammenslutningen skete der en centralisering og en koordinering af produktionen. Nørrebro papirfabrik producerede de grove papirkvaliteter. Også Frederiksberg papirfabrik blev erhvervet til koncernen.

Der skete hele tiden nye rationaliseringer og opkøb. Men dette kunne ikke forhindre at virksomheden kom i en krise, der blev åbenbar i 1970’erne.

 

Efter 46 år stoppede man på Nørrebro

Koncernens modtræk var decentralisering af virksomheden. Det var et kulturchok for den gamle hæderkronede virksomhed, der var vant til en ganske anden stram og centralistisk virksomhedskultur. Den nye struktur skabte dynamik men også forvirring. Det var ikke nok til at skabe stabilitet og fremgang for koncernen.

Men da De Danske Sukkerfabrikker i 1979 købte aktiemajoriteten i De Forenede Papirfabrikker blev der tilsyneladende skabt ro om fremtiden. Økonomien blev genoprettet. Der blev satset på genbrugspapir, et afsværtningsanlæg blev opført og De Danske Papirfabrikker blev atter attraktiv. Men det betød farvel til den store papirfabrik på Nørrebro.

Kartonfabrikken stoppede den 31. juli 1979 – efter 46 år sluttede denne københavnske industrihistorie. Med lukningen havde DFP ikke længere produktionsanlæg i København.

 

Schiønning og Arvé

Ja denne virksomhed havde egentlig et temmelig langt navn:

  • A/S De Forenede Gummi og Luftringe Fabrikker Schiønning & Arvé

Det var en dansk gummifabrik, der lå i Heimdalsgade 45 – 47. Tænk engang, fabrikken eksisterede som selvstændig virksomhed 1896 – 1983.

 

Unge mødt med tåregas

De fleste kan sikkert huske virksomheden i forbindelse med BZ-bevægelsen. Den blev besat den 24. oktober 1981 og var kampplads for konfrontationer mellem BZ’ere og politi, der for første gang anvendte tåregas.

Det vil sige, at det var først to dage efter, at politiet mødte talstærkt op. Over megafon meddelte man, at virksomheden ville blive stormet og alle ville blive anholdt. Kort efter brugte man tåregas. Det gik panik i folk. Man kunne ikke lige komme ud. Der manglede stiger. Og for dem, der lykkedes at komme ud, ja så stod politiet parat med stavene og huggede løs.

98 blev anholdt. Ingen blev varetægtsfængslet eller retsforfulgt for lovovertrædelser.

Tåregas kan være farligt. En pige, der deltog hostede blod op i månedsvis. Det var en syrlig lugt og svider med det samme i øjnene. Det er om at komme væk for at få luft.

 

ØK overtog aktiemajoriteten

Fabrikken havde allerede i 1924 fremstillet ballondæk ud fra corslærred. I 1928 var man nået op på at kunne fremstille ringe med meget lavt tryk selv for svære vogne. I 1934 kunne luftringe klare vogne med akseltryk over 10 tons.

Det var en sensation, da man i løbet af 1920’erne fik pålidelige luftringe til bilerne, som førhen havde kørt på tunge, massive gummihjul.

Fabrikken blev udvidet i 1932.

ØK overtog i 1914 aktiemajoriteten i Schiønning & Arve for selv at kunne oparbejde en del af den fra Østen hjemførte rågummi og udvidede året efter aktiekapitalen til 2 ½ millioner kr.

I 1981 ophørte produktionen i Heimdalsgade. To år senere blev virksomheden opkøbt af Codan Gummi A/S. Dette firma udvidede nok engang og blev til Codan Tech.

Fabrikken i Heimdalsgade blev revet ned for at give plads til AAB’s 250 lejligheder. De stod indflytningsklare i september 1984.

 

Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik

I maj 1901 startede Edward Hans Jørgensen en tændstikfabrik i Heimdalsgade 37 – 39. han fandt på det geniale navn glødefri. 40.000 – 50.000 æsker pr. dag blev det produceret.

 

Imprægnerede tændstikker

Det var den første fabrik herhjemme som blev anlagt udelukkende for produktion af Glødefri – altså imprægnerede tændstikker. Den kaldte sig Aktietændstikfabrikken Glødefri.

Glansperioden var da man lancerede mærket Niels Ebbesen, Sort Sats og Glødefri, Rød Sats.

I 1906 blev virksomheden anklaget af Gosch for at kopiere deres produkter. Dette kostede lige 500 kr.

Samme år nedlagde kvinderne arbejdet på fabrikken. Dette blev også dyrt for virksomheden.

 

Hellerup Tændstikfabrik fusionerer med Glødefri

Vi skal også lige hilse på en senere samarbejdspartner, nemlig Hellerup Tændstikfabrik. Fabrikken var grundlagt i 1904. Allerede i 1912 havde man 50 mand ansat.

Både tændstikker og tændstikæsker bliver lavet af træ. Og til dette brug har man hos denne virksomhed alene brug for 10.000 store træstammer hvert år. De blev fragtet med skib fra Rusland til Tuborg havn.

Æskerne havde et kendt logo med Christian den Tiende, der signaliserede, at der var tale om et dansk produkt. Derfor sikrede dette et godt salg i Nordslesvig.

Efter krigen fik man endnu flere maskiner og kunne udvide produktionen.

Og så i december 1921 gik Hellerup Tændstikfabrik sammen med Glødefri på Nørrebro. Alt foregik nu på Heimdalsvej. Maskinerne blev alle flyttet fra Hellerup til Nørrebro. Man sænkede løbende priserne for at klare sig i konkurrencen.

 

Fabrikken på Nørrebro blev bibeholdt

Tændstikfabrikkernes Salgscentral blev oprettet. Det blev oprettet som en underafdeling af Handelsselskabet Hafnia. Det var kun gennem disse, at Hellerup & Glødefri solgte deres produkter.

Egentlig var det svenskerne, der ejede virksomheden. Efter nogle års forhandlinger blev det slået sammen med Gosch. Men man valgte dog at bibeholde fabrikken på Nørrebro.

I 1938 udskiftede man portrættet af kronprins Christian til portrættet af Kong Christian den Tiende.

Den 20. november 1944 blev virksomheden offer for schallburgtage. Men fabrikken blev dog genopført. Den 22. november 1945 kunne grundstenen til en ny fabrik lægges.

Selv om mange kvinder i mellemtiden havde fået job andre steder kunne fabrikken genåbnes.

 

Dagligt 95.000 æsker dagligt

I 1950 nåede produktionen til næsten 95.000 æsker dagligt. I 1955 begyndte Monopoltilsynet at interessere sig for ejerforholdene. Datidens medier interesserede også for det og i især i 1957 og 1958 var disse tændstikfabrikker ofte i mediernes søgelys.

Og den eksisterede helt til 1960. Da besluttede man at samle det hele på Islands brygge. Man lukkede Tændstikfabrikken på Heimdalsvej.

 

Bänckes Senneps – og Eddikefabrik

Fabrikken blev grundlagt i Kiel i 1830. Den blev overflyttet til København i 1858 af Wilhelm Bäncke, der ledede virksomheden til sin død i 1907. Firmaet blev videreført af hans to sønner, Emil og Albert.

Den første sennepsfabrik i København blev etableret i Sølvgade 6 i 1858. Og så fik man patent på at bruge sennepspulver. Nu kunne det blødes op på 15 minutter i stedet for tidligere 24 timer.

 

Fra 1919 etablerer man sig på Nørrebro

I 1869 opnår man sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Altona. Og i 1884 indvier man et eddikebryggeri på Kathrineberg. I 1917 får man solgt assuranceafdelingen fra så man nu kun koncentrere sig om fødevarer.

Fra 1919 etablerer firmaet sig på Jagtvej 113 – 115. I 60 år drev familien under ledelse af Emil Bäncke en fabrik her på stedet. Efterhånden omfattede produktionen også tomatpuré, ketchup, syltede agurker, asier m.m.

Det var først i 1929 at Emil Bäncke fik opført den flotte ejendom, Jagtvej 113. Han flyttede selv ind i den men fik ikke meget glæde af den. Han døde et par år efter af hjertelammelse.

 

Slutter først på Nørrebro i 1979

Afdelingen her bliver moderselskabet. Den blev moderniseret i løbet af 1940’erne. Ved 100-års jubilæet i 1958 beskæftigede man 100 medarbejdere. Senere opkøbte man forskellige mindre fødevare-virksomheder.

I 1931 blev firmaet omdannet til et familie – og aktieselskab. I 1958 byggede man en fabrik i Ballerup. Men produktionen på Nørrebro fortsætter til 1979

I 1932 lancerede man det kendte slogan ”Intet bord uden Bäncke”.

I 1982 blev virksomheden en del af De Danske Spritfabrikker og i 1989 en del af Danisco A/S. Men i 2005 blev det overtaget sf den norske koncern Orkla. Bäncke blev så lagt sammen med Beauvais Foods A/S til Orkla Foods Denmark.

Det var her Ægirs Apotek lå i mange år. Ja nogle kan sikkert også huske Nørrebros Byggecenter.

 

Brødrene Hentze

I Bragesgade 8 lå Brødrene Hentze’ s Skruebolte & Møtrikfabrik. Den blev grundlagt i 1881. Den 1. januar 1936 blev den overtaget af Københavns Bolte – og Møtrikfabrik. På fabrikken var der beskæftiget 200 – 250 ansatte.

Virksomheden eksisterede frem til omkring 1950.

 

Engelsk – Dansk Biskuit Fabrik

Engelsk – Dansk Biskuit Fabrik blev grundlagt i år 1900. Ja hvis man bare skal oversætte det, så betyder det, dansk – engelsk kiksefabrik, men det andet lyder jo bedre. Her blev der fremstillet småkager og meget mere til den helt store guldmedalje.

Fra 1912 havde virksomheden til huse i Heimdalsgade 35 – 37.

Man kan stadig se de flotte bygninger i nationalromantisk stil tegnet af arkitekten Olaf Petri.

Fabrikken, der hovedsagelig beskæftigede kvinder lukkede i 1978.

Gamle kagedåser med firmaets navn er stadig meget eftertragtet. De dukker nu og da op på loppemarkeder.

 

Motorfabrikken Dan

Peter Jørgensen fik sit næringsbrev den 1. februar 1887 som smedemester. Han havde længe gået med tanken om at bygge en motor, der var billigere og mere driftssikker end de hidtil brugte dampmaskiner. Den eneste forbrændingsmotor, der var fremme på det tidspunkt, var motorer bygget hos B&W. Den var god men også dyr.

 

Petroleumsmaskiner

I 1894 konstruerede P. Jørgensen sin første petroleumsmotor med glødehoved. Det var en 4 takts på 2HK. Den skulle kun bruge blæselampe under start. Under drift holdt den selv flødehovedet varmt. Denne motor kan i dag opleves på Teknisk Museum i Helsingør.

Det blev fiskeriet, der aftog de fleste motorer. Allerede i 1895 leverede Jørgensen 14 motorer til fiskerne. Disse var dog ikke til fremdrift af bådene. De blev brugt til at trække spil for indhaling af fiskeredskaber. Dette havde hidtil foregået med håndkraft.

En del både havde dog fået installeret dampspil på dækket, men de var ustabile. De krævede også en mand til at passe kedlen. Fra 1895 – 1905 fik petroleumsmotoren udkonkurreret dampspillene.

Peter Jørgensen døde allerede som 49 – årig grundet sygdom i 1909. Da havde petroleumsmotoren allerede vundet tre guldmedaljer ved verdensudstillinger. Firmaet i Bragesgade 10 blev overtaget af hans bror, Chr. Emil Jørgensen.

 

I 1912 laver man i alt 10.000 motorer

Den 5. juli 1910 blev firmaet omdannet til Aktieselskabet P. Jørgensens Dan Motorfabrikker. Aktiekapitalen var på 300.000 kr. Fabrikken kørte på højtryk. I 1912 havde man en årsproduktion på 400 motorer og en stab på 150 ansatte.

Alle bygninger i Bragesgade var fyldt op. På dette tidspunkt havde Dan leveret 3.100 motorer. Man antog at med licensfremstillingen i 4 lande var der i 1912 bygget 10.000 motorer. I sommeren 1912 udvidede man produktionen af motorer over 50 HK. Derfor opkøbte man en fabrik på Finsensvej.

Allerede fra 1900 havde man eget jern – og metalstøberi i Glostrup. I årene op til Første verdenskrig steg produktionen voldsomt. Man leverede også motorer til landbrug og industri.

 

En tak til fabrikken

I Norge blev fabrikken etableret af den fjerde lærling, som P. Jørgensen havde udlært, Isidor Nielsen. De leverede en motor til Roald Amunsens skib Gjøa, der i tre år udforskede Polarområderne. Efter hjemkomsten sendte Roald Amunsen et takkebrev til fabrikken.

I 1915 trak Chr. Emil Jørgensen sig ud af fabrikken i Bragesgade og fortsatte sin egen virksomhed Nordan maskinfabrikker. I 1918 blev Motorfabrikken Dan reorganiseret.

I oktober 1953 flyttede fabrikken til Smedeholm i Herlev. I 1958 blev produktionen flyttet til Esbjerg Havn. Og i 1975 flyttede man uden for Esbjerg til Kvaglund.

 

  • Denne artikel er en del af Projekt ”Industri på Nørrebro”

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.646 artikler:

 

  • Under ”Industri på Nørrebro” finder du 58 artikler

 

  • Under ”Historier fra Nørrebro” finder du 291 artikler

 

  • Under ”Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” – Nørrebro Handelsforenings Historie finder du 28 artikler.

 

 


Kooperation, Hestesko, Olieraffinaderi og Fællesbageri

September 23, 2020

Kooperation, Hestesko, Olieraffinaderi og Fællesbageri

I dette kapitel skal vi besøge Kooperationen, Arbejdernes Fællesbageri, Københavns Hesteskofabrik, Novo og Olieraffinaderiet Glad. Arbejderbevægelsen ville følge en fra vugge til grav. Man løb ind i økonomiske vanskeligheder. Bageriet lancerede brød med mange navne. Man byggede det berømte tårn, og alle kan huske at fabrikken blev besat i 1981, et år efter at den var ophørt. Tænk, at man dengang kunne lave 20.000 hestesko om dagen. Stakkels de drenge, der arbejdede her. En af dem, der arbejdede med insulin, fik Nobelprisen. En retssag afgjorde at ”Nordisk” skulle have en del af fortjenesten. En voldsom brand var enden for olieraffinaderiet på Nørrebro. Næsten 100 års historie var dermed afsluttet. Men virksomheden eksisterer dog stadig.

 

Kooperationen

Når vi nu skriver om industri på Nørrebro, så kommer vi ikke uden om Kooperationen. Ved siden af de mange private virksomheder, der opstod på Nørrebro, var der også de kooperative virksomheder, drevet af arbejderne i fællesskab.

 

Mange af den slags virksomheder i 1880’erne

De første kooperativer blev oprettet i nødværge som modtryk til arbejdsløshed eller af arbejdere, der var lockoutede eller sortlistet af arbejdsgiverne. For dem lå det lige for at oprette værksted og drive det i fællesskab – ofte i nærheden af bopælen.

På Nørrebro skød mange af disse virksomheder op i årene omkring 1880. De fleste forsvandt igen, når arbejdssituationen blev normaliseret. Kooperationen viste, at det kunne betale sig at stå sammen. De små produktionskooperativer svingede med konjekturerne og overlevede sjældent på længere sigt.

Anderledes var det med den kooperative bevægelse, som arbejderbevægelsen stod bag. Dens sigte var hovedsagelig at skaffe billige og gode fødevarer og andre varer til arbejderbefolkningen.

Thorvald Stauning tog initiativ til oprettelse af Det Kooperative Fællesforbund i juni 1922. Nu fik arbejderkooperationerne en mere officiel status. Det blev eden tredje streng ved siden af LO og Socialdemokratiet.

 

Fra Vugge til grav

Indtil 1950erne var Kooperationen kendt som en del af arbejderbefolkningens daglige tilværelse i hovedstaden. Man boede i en lejlighed i et af Arbejdernes Kooperative Byggeforenings huse. Der blev købt ind i Hovedstadens Brugsforening. Kurven blev fyldt med brød fra Arbejdernes Fællesbagerier. Mælk kom fra Mejeriet Enigheden og øl blev drukket fra Bryggeriet Stjernen.

Man havde også en bred vifte af andre aktiviteter fra brændsel til bolig, bank og oplysning. Sko og klipning foregik også hos en af de egne. Ja selv begravelsen og det sidste farvel foregi9k i kooperationen. Denne bestod nogenlunde ligeligt af forbrugerkooperation og produktivitetskooperation. Man boede, købte og arbejdede kooperativt. Ja man brugte udtrykket ”Fra vugge til grav”.

Arbejderbevægelsen ville løfte fælles økonomiske opgaver uden deltagelse af kapitalister. Jo kooperationen spillede en betydelig rolle i arbejderbevægelsens barndom. Ideen med arbejderkooperativer var at løse sociale og økonomiske problemer. Kooperationens far hed Robert Owen. Og så var det lige Rochdale-vævernes brugsforening i England i 1844.

En gruppe håndværkere dannede et fælles værksted. Men ingen af disse overlevede grundet kapitalmangel.

 

Man løb ind i økonomiske vanskeligheder

Størstedelen af producentkooperationen (bl.a. bryggeriet Stjernen) løb ind i alvorlige problemer i 1960’erne til 1980’erne. Kooperationen fungerede ikke uden for det kapitalistiske samfund.

Nu er Stjernen uden for vores område. Men vi havde alligevel en del af det i Stefansgade i forbindelse med bryggeriet Hafnia. Stjernens storhedstid var i 1920’erne, men Stjerne-øl slog dog alligevel ikke an. Trods talentfuld reklame måtte man lukke i 1964.

 

Et stykke socialistisk økonomi

En af de største fortalere hed F.J. Borgbjerg. Han mente, at kooperationen var midlet til at sikre, at arbejderen fik mere købekraft ud af den lønforhøjelse som fagforeningen havde sikret ham efter strejken.

Et andet element for ham var, at kooperationen skulle lære arbejderklassen at overtage produktionen i samfundet. Kooperationen havde en direkte forbindelse til socialisme, konstaterede Borgbjerg og bemærkede:

 

  • Vi må gennem kooperationen skabe et stykke socialistisk økonomi, hvis område stadig vokser, mens vi samtidig trænger kapitalismen tilbage.

 

 

Arbejdernes Fællesbageri

1880’ernes fald i kornpriserne gav sig ikke udslag i faldene brødpriser. Bagermestrene strøg fortjenesten. Dette var baggrunden for, at man startede. Man fik succes med billig brød, der holdt vægten og ovenikøbet smagte af noget.

 

Initiativet kom fra Snedkerforbundet

Arbejdernes Fællesbageri begyndte sin virksomhed i 1886 med malerformanden Jens Jensen som banner – og pennefører. Aktier a 10 kr. med 50 øre i ugentlig afdrag skulle sikre tilknytning fra et bredt udsnit af arbejderbefolkningen. Snart måtte man flytte.

Initiativet til brødfabrikken kom fra Snedkerforbundet. Grunden var at kornpriserne var faldet, men det var brødpriserne ikke. Bagermestrene holdt fortjenesten for sig selv.

Brød var på dette tidspunkt hovedernæringsmiddel for arbejderklassen. Nu var det sådan at også reallønnen var faldende i 1886, så derfor virkede det som om, at brød opfattedes som urimelig dyr.

 

Nye bygninger på Nørrebro i 1887

Denne virksomhed blev som sådan ikke oprettet i forbindelse med en konflikt. Faktisk havde bagersvendenes forbund intet med sagen at gjorde. Det var redaktøren af Socialdemokraten, der nedlagde grundstenen til bageriets nye bygninger på Nørrebro i 1887. Af talen fremgik det, at partiet anså fællesbageriet for en løsning på et praktisk problem.

Man begyndte i et lejet byggeri på Lyngbyvej. Men snart havde man en aktiekapital på 10.000 kr. Aktiekapitalen måtte kun forrentes med 4 pct. Den enkelte aktionær havde kun en stemme uanset, hvor mange aktier man havde.

Senere blev aktiekapitalen udvidet til 350.000 kr. Disse måtte dog højst forrentes med 5 pct.

Bestyrelsen havde kig på en grund på vejen til Rådmandsmarken. Gartner Langhoff kørte grundstykket. Den 29. juli 1887 blev grundstenen nedlagt til hovedbygningen, der fik adresse i den nyoprettede Nannasgade.

Allerede i november begyndte indflytningen. Fire nye ovne stod parat. Personalet blev udvidet til 14 bagersvende, 5 kuske, en arbejdsmand, en karl og forvalteren – Ferdinand Hurop.

 

Brødtårnet blev virksomhedens symbol

Fra 1893 blev brødproduktionen suppleret med møllerivirksomhed. Senere blev ”brødtårnet” fabrikkens varetegn. Den store kornsilo ragede over de 4-etagers huse, der skød op i årene omkring århundredeskiftet.

De private brødfabrikker var alt andet end glade for Arbejdernes Fællesbageri. Da situationen spidsede til under Første Verdenskrig kom Bagerlavets oldermand, folketingsmedlem Pitzner i polemik med bagerbestyrer C.C. Andersen.

Han satte Pitzner til vægs med nøgterne kendsgerninger og bragte til sidst den koleriske oldermand til at udbryde:

 

  • Gid F…… annamme, det forbandede socialist bageri på Nørrebro – i arbejdernes øren et kompliment.

Fra 1905 var Pitzner direktør for De forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik på Nørrebro, der lå i konkurrence med Arbejdernes Fællesbageri nogle gader væk.

 

Mange forskellige navne

Arbejdernes Fællesbageri blev udgangspunkt for etablering af en række andre kooperative virksomheder. Således fik Arbejdernes Kødforsyning og Bryggeriet Stjernen både startkapital og know – how fra Fællesbageriet.

Under navne som Vitana, Fultana, Sitana, Nutana og Rutana sørgede det arbejdsstyrende kooperativ at arbejderne fik billigt og godt rugbød at spise. Lignende initiativer blev siden hen taget i andre byer i landet til gode for arbejderne, som ellers var tvunget til at købe dyrt brød på det frie marked.

 

39 fællesbagerier

De mange bageri gik sammen i De Sammensluttede Fællesbagerier, der i 1941 omfattedei alt 39 fællesbagerier. Men i 1970 var der kun 25 fællesbagerier tilbage i sammenslutningen. I perioden fra 1978 til 1984 var tilbagegangen voldsom, og næsten alle bagerierne blev lukket ned.

I 1893 havde Fællesbageriet allerede fået eget mølleri. Fabrikkens karakteristiske 40 meter høje kornsilo stod færdig i 1948. Fabrikken beskæftigede 295 arbejdere i året 1959.

Den stigende omsætning omkring midten af 1900-tallet krævede udvidelse og modernisering af møllen. I 1940 blev der opført et nyt bageri, hvor et helt nyt bageri blev opført. Antallet af ovne blev tredoblet.

 

Fabrikken stoppede i 1980,

Virksomheden udvidede gradvis produktionen helt indtil september 1980, hvor bageriet lukkede og ca. 125 arbejdspladser gik tabt. Fabrikken i København var ellers meget moderne. I 1966 blev den moderniseret og gik som den første rugbrødsfabrik fra tidskrævende portionsbagning af rugbrød over til en kontinuerlig proces, altså rugbrød på samlebånd.

Så sent som i foråret 1980 så det ud til at være muligt at skaffe kapital til fabrikkens videreførelse, herunder et millionbeløb fra FDB. Videreførelse af produktionen forudsatte dog en prisforhøjelse af fabrikkens brød. Forhøjelsen blev godkendt af monopoltilsynet, men ikke af FDB. Eftersom adskillige leverandører til fabrikken samtidig krævede store kontanter, besluttede bestyrelsen en betalingsstandsning, der kort efter fabrikkens endegyldige lukning.

 

Fabrikken blev besat i 1981

Den 15. oktober 1981 blev fabrikken besat ved en af BZ – bevægelsens første store aktioner. Fabrikken blev holdt besat af initiativgruppen i to timer, før politiet smed BZ’ erne ud. Igen i april 1983 blev Rutana besat. Og så sendte man ellers Piratradio fra silotårnet.

Det var en spektakulær begivenhed, da brødfabrikkens store silobygning i 1985 blev sprængt bort for at gøre plads til nyt boligbyggeri på grunden mellem Nannasgade og Mimersgade. Silobygningen med navnet Vitana på toppen kunne ses viden om og havde været et varetegn for Mimergadekvarteret i hen ved 50 år.

 

Københavns Hesteskofabrik

Københavns Hesteskosfabrik lå på Tagensvej 7 (nuværende Tagensvej 47). Stedet opførtes i 1882 af I. S. M. C. Møller og A. Andersen. To år efter blev fabrikken købt af firmaet Beckett & Meyer. I 1901 blev det omdannet til aktieselskab med A. Abrahamsen som direktør. Efter dennes død blev firmaet i 1910 videreført af Louis Meyer.

Københavns Hesteskosfabrik lukkede i 1958.

 

20.000 hestesko om dagen

Dengang lavede man 20.000 hestesko om dagen. Hovedparten gik som eksport til Belgien. Ja tænk en hest kunne godt slide sko op på 4-5 dage.

Inde i hallen var der to rækker maskiner, som larmede helt utroligt.

Først stod der uden for en ”klippemaskine”, der godt kunne ligne et monster. Her stod to mænd hele dagen og klippede lange 6-8 meter længder af jern, der blev klippet over kolde. ”Gunk – Gunk”, sagde det hele dagen. De største var vel 12 – 15 mm. tykke og længden var vel omkring 30 cm.

Borgerstuen lå mod den ene side, som var ind mod Thorsgade. Midt på den store grund lå maskinhallen med dens larmende maskiner og så var det store aksler hen over luftet, hvorfra alle maskiner blev drevet med remtræk.

Der var fire rækker af maskiner, som skoene blev lavet på.

De omtalte afklippede længder blev varmet op i store ovne ude bagved og var til sidst helt hvidglødende. De blev så pillet ud af en mand med skærm for øjnene og en tang på omkring tre meter.

Han lagde et halvt hundrede på et stålbord, og så gik han væk, da det var alt for varmt, når lågen i ovnen var åben.

 

De stakkels drenge

Der stod så en dreng og svedte med alle de gloende stykker jern kun en halv meter fra kroppen. Han skulle så tage et stykke ad gangen og skubbe det ned ad vinkeljernet, til det kom ned til den første valse i den store maskinhal.

Arme dem, hvis det ikke var fart nok på jernet og valsemanden selv skulle hente et stykke oppe ad vinkeljernet. Så råbte og skreg han i den grad.

Sokker og bukser var konstant hullede af glødeskader. Hænder og vriste var altid fyldt med brandsår.

Ja inden hesteskoen var færdig, fulgte der lige nogle flere arbejdsgange. Drengene havde ingen pauser. Man vidste nu godt, hvordan man kunne få en 20 minutters tiltrængt pause. Man kunne foretage en bestemt arbejdsgang med et ryk. Så raslede det hele ned. Og smeden han råbte og skreg det bedste, som han havde lært. Og det tog 20 minutter med at få det hele rigget op igen.

Varmen var træls. Intet andet end en klud, der hængte foran vinduet og var kølig kunne hjælpe. Den kunne man så tørre sig med, hvis det ellers var tid.

 

Da trillebøren forsvandt

Om fredagen var der altid dømt nogle timers overarbejde fordi hele ovnen var fyldt med glødeskaller, og disse skulle fjernes hver uge.

Ofte skulle bruge en utæt og gammel trillebør til dette. Det var et træls stykke arbejde. Åbenbart måtte man ikke få en ny. Nu fik en af de vakse knægte så den geniale ide at smide trillebøren i ilden.

Så påstod han, at han ikke kunne finde trillebøren. Den var væk. Ingen kunne finde den. Men nu havde knægten ikke tænkt over, at beslagene ikke brænde. Så da man fandt disse inde i gløderne blev den pågældende knægt fyret på gråt papir.

 

Novo – lige over grænsen

Vi er gået over grænsen til Frederiksberg.

Novo Terapeutiske Laboratorium og Enzymfabrik opstod her med de allerførste bygninger på Fuglebakkevej, Nordre fasanvej og Hillerødgade. Da Insulinet var opfundet skabte Arne Jacobsen ”Den Hvide Fabrik”. Og det skete i perioden 1934 – 1935.

Her ville man eksperimentere med biokemi. Og Arne Jacobsen blev virksomhedens husarkitekt helt frem til sin død i 1971. Han var også med til de store øvelser i 1960’erne.

 

Nobelpris til August Krogh

Vi skal tilbage til 1920’erne, hvor professor August Krogh modtog Nobelprisen for sin forskning i stofskiftesygdomme. Sammen med konen Marie tog han i 1921 til USA. Ægteparret mødte to canadiske forskere, der havde udviklet verdens første insulin-ekstrakt.

De to fik lov til at producere den i Danmark og Marie skrev hjem til dr. Hagedorn om hjælp til dette. Hagedorn opgav sin lægegerning for at koncentrere sig om det at være leder af Nordisk Insulinlaboratorium.

 

Krogh og Hagedorn ville ikke samarbejde

Allerede i 1910 havde maskinmester Harald Petersen assisteret Krogh på Dyrefysiologisk Laboratorium i sin fritid. Han var den ideelle mand til at opbygge maskiner til insulinproduktion. Maskinmesterens bror blev også ansat. Og i maskinmesterens villa lykkedes det i foråret 1924 at fremstille Insulin Novo. Samtidig havde Harald konstrueret Novo Sprøjten.

Da man henvendte sig til Nordisk og tilbød samarbejde afviste Krogh og Hagedorn et hvert samarbejde. De to maskinmestre – brødre dannede nu Novo Terapeutiske Laboratorium. Man sendte et intro – brev til alle apoteker.

 

Friske bugspytkirtler blev transporteret til villaen

Friske bugspytkirtler fra okser og grise blev nu transporteret fra Københavns Kvægtorv ud til brødrenes villa på Fuglebakken. Kirtlerne blev kørt gennem en hakkemaskine, hvorefter insulinen blev udtrukket som sur alkohol.

Den livsvigtige medicin blev hurtig en efterspurgt eksportvare. Gennem en årrække skete der en kæmpe forskningsmæssig indsats få meter fra Nørrebro. I 1935 lykkedes det for brødrene at forlænge insulinens virkning.

 

Nordisk vandt en retssag

På Nordisk fandt det egentlige gennembrud sted. Der blev tilsat et proteinstof. Men en retssag fulgte. I første omgang vandt brødrene Harald og Thorvald Petersen. I Højesteret vandt Hagedorn og Nordisk dog. Man mente, at brødrene havde fremstillet insulinen i en metode som Nordisk havde patent på. Det betød, at Nordisk skulle have andel i fortjenesten af salg af Insulin.

I 1959 byggede Novo de første laboratorier i Bagsværd. 10 år efter indvier man en enzymfabrik i Kalundborg.

I midten af 1970erne havde Novo 14 datterselskaber, hvortil kommer informations – og salgskontorer rundt om i verden. I 1989 fusionerede de to selskaber.

I dag laves der Insulin til mere end 150 millioner sukkersygepatienter.

 

Olieraffinaderiet Glad

Hvem skulle tro, at der har ligget et olieraffinaderi på Nørrebro?

Det danske olieraffinaderi L.C. Glad blev grundlagt den 30. december 1880. Olieraffinaderiet importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. I dag laver firmaet primært smøreolie.

 

Masser af udvidelser

I begyndelsen fremstillede firmaet smørfarve og osteløbe baseret på rapsolie, men fra 1882 begyndte man at fremstille og forhandle kemisk-tekniske produkter som natron, grafit, salmiak, sæbe etc. I 1887 blev der opført en ny fabrik i Rådmandsgade 23.

Firmaet udvidede snart igen. Man købte nabogrunden for 54.000 kr.

Efter nogle år begyndte L.C. Glad og Co. at fremstille maskinolie ved destillation af russisk råolie, hvilket var et efterspurgt produkt på grund af den øgede mekanisering af industrien og fremkomsten af automobilen. En mere permanent lokalitet fik virksomheden i Nannagade 6-10.

Første Verdenskrigs udbrud i 1914 giver anledning til panik i det københavnske handelsvæsen. Virksomhederne hamstrer råvarer og priserne eksploderer.

Hos L.C. Glad & Co står det sløjt til med oliereserverne. Til gengæld har man efter opkøb af en konkursramt tysk virksomhed umiddelbart inden krigsudbruddet – erhvervet sig pudse twist nok til adskillige år. Men det havde hvis nok noget med en kontrakt med Statsbanerne at gøre.

 

Efter krigen kom der gang i hjulene

Efter krigen kom der bogstavelig talt gang i hjulene igen. Den store import af biler fra Amerika betød et væld af Glad smøreolier. I 1919 indførtes en gladiator som varemærke for virksomhedens autoolie og konsistensfedt. Men gladiatoren lever den dag i dag.

Virksomheden udvidede flere omgange bl.a. gennem opkøb i 1923 af Marcus & Co’ s ejendom med lagerbygning til huder og skind og kontorbygning, som havde adresse på Tagensvej.

Anden Verdenskrig satte dansk erhvervsliv i stå. Import og eksport af varer mellem lande og kontinenter svandt til et minimum. L.C. Glad & Co ramtes meget direkte på grund af den store import af varer fra Kaukasus og andre fjerne afkroge af verden.

Virksomheden rejste sig til en af de sundeste virksomheder med mange medarbejdere, stabil omsætning og med fabrikker, oliecisternerne og kontordomiciler adskillige steder i København.

 

En voldsom brand

Den 4. september 1980 blev virksomheden i Nannasgade ramt af en voldsom brand, der også nær havde sat ild til en beboelsesejendom i nærheden. En eksplosionsagtig brand breder sig på kort tid og truer på et tidspunkt at brede sig til flere beboelsesejendomme.

Folk åndede lettet op, da ilden kommer under kontrol.

Men fabrikken nedbrænder til grunden. Dermed sættes punktum for en københavnerkrønike, der varede i næsten 100 år.

 

Virksomheden eksisterer endnu

Da tiden generelt var løbet fra kemiske fabrikker med tæt bymæssig beliggenhed, flyttede firmaet til Vallensbæk, hvor den stadig ligger i dag.

Den nedsivende olie har i årenes løb forurenet grunden i Nannasgade. Det blev besluttet at kapsle forureningen ned og plante græs på stedet. På den tidligere fabriksgrund er der derfor i dag boldbaner, den såkaldte BaNanna Park.

I dag er det fjerde generation af familien, der står for driften af virksomheden.

 

  • Artiklen er en del af projekt ”Industri på Nørrebro”

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.645 artikler herunder kategorien ”Industri på Nørrebro” med 58 artikler

 

  • Under Historier fra Nørrebro finder du 291 artikler

 

  • Under ”fra Urtekræmmer til Shawarmabar” – Historien om Nørrebro Handelsforening finder du 28 artikler.

 

 

 

 


Militante ungdomsbevægelser – dengang

September 22, 2020

Militante Ungdomsorganisationer – dengang

Arbejderbevægelsen var knust i Europa. Det satte sit præg på Venstrefløjen. Man lyttede til Goebbels filosofi. Nazisterne gik frem og blev det største parti i Tyskland. Herhjemme fik de røde et arbejderværn og et ordensværn. KU var midt i en ideologisk nyorientering. I Sønderjylland var der politisk uro. Jens Otto Kragh var med i en organisation hvis motto var ”Aktion – ikke diskussion”. En alarmgruppe blev dannet. KU’ere havde en fin opfattelse af kz-lejre. Den nye konservative formand, Christmas-Møller var overbevist demokrat og antifascist. Det var lige modsat KU’erne. Ny KU-forman var inspireret af europæisk fascisme. Ole Bjørn Kraft mente, at Tyskland med Hitler havde forstået det. Ny KU-formand var parat til statskup. NSU kunne tiltrække ca. 2.000 unge. En del af disse var KU’er. De skilte sig ud af DNSAP. Konservative og Kommunister var imod Uniformsforbud og Urolove

 

Arbejderbevægelsen knust

Vi er tidligere blevet bebrejdet, at vi har sat spørgsmålstegn ved KU (Konservativ Ungdom). Vi stillede spørgsmålet:

 

  • Var Konservativ Ungdom Nazister?

 

Vi brugte bl.a. medlemsblade fra KU i vores research. Og som det under artiklen vil kunne ses også en del andre kilder. Herunder konservative kilder

Denne gang skal det også handle om andre ungdomsorganisationer. Tilgangen til sådan en artikel kan godt være politisk farvet, men vi forsøger i denne artikel at være politisk neutral.

I mellemkrigstiden blev arbejderbevægelsen knust og det liberale demokrati blev erstattet af fascistisk diktatur. Som modreaktion opstod der på den europæiske venstrefløj en ny kraftfuld bevægelse, antifascismen.

 

Militante miljøer

Over det meste af Europa rejste socialdemokrater og kommunister sig mod fascismen og oprettede antifascistiske grupper. Således også i Danmark. Fascismen blev mødt med andre argumenter end politiske argumenter. Her var det ofte fysiske argumenter, der talte.

Det var tale om politisk aktivisme såvel som radikalisme. Man opfattede på venstrefløjen fascismen som en alvorlig trussel.

I årene fra 1930 frem til midten af årtiet opstod der i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) nogle militante miljøer, der definerede sig selv som antifascistiske.

 

Et tydeligt præg på venstrefløjen

Inspireret af den politiske udvikling i Europa og politiske strømninger i den internationale arbejderbevægelse satte de sig for at standse fremvæksten af den danske fascisme – ikke gennem politisk oplysningsarbejde og agitation, men gennem fysisk konfrontation.

De antifascistiske miljøer talte aldrig mere end nogle få hundrede aktivister men kom til at sætte tydeligt præg på venstrefløjen og i 1930’ernes politiske kultur.

Den danske venstrefløj i 1930’erne valgte at engagere sig i en ofte voldelig kamp mod højreradikale bevægelser på gader og i forsamlingshuse. Det var med ret så militante aktioner.

Især i hovedstadsområdet gennemførte antifascister en række aktioner i 1930’erne. Hertil kom uniformering og grafiske symboler. Det handlede vel også at bevare arbejderbevægelsens ståsted. I Østrig udviklede det sig til en regulær borgerkrig. I Danmark blev kampen trods alt mindre voldelig.

 

Goebbels filosofi

I Danmark lod man sig inspirere af den politiske udvikling i Weimar-republikken og etableringen her af militante gadebevægelser. Fra 1929 frem til Tysklands besættelse i 1940 havde den socialdemokratiske regering således politisk hegemoni cementeret med Kanslergadeforliget med det liberale parti, Venstre, i 1933 og den efterfølgende socialreform.

Gaden var den vigtigste kampplads i moderne politik. Hvad var det lige Joseph Goebbels sagde i 1934:

 

  • Wer die Strassen erobern kann, der erobert damit den Stat

 

Her etablerede nazisterne et højreradikal kampforbund, den nazistiske Sturmabteilung (SA). Og det højre nationale Stahlhelm til en modreaktion fra venstrefløjen. De højreradikale bevægelser blev netop i kraft af deres militante gøren krav på det offentlige rum alvorlige konkurrenter til arbejderbevægelsen, der indtil da havde set gaden som deres.

Derfor dannede socialdemokraterne og kommunisterne i 1924 deres egne militante kamporganisationer, den socialdemokratisk – republikanske Reichsbanner Schwartz – Rot – Gold og kommunisternes Roter Frontkämpferbund (RFB).

 

Nazisterne går frem i Tyskland

I Danmark var det i første omgang den italienske fascisme, der var inspirationskilden til dannelsen af en række små fascistiske organisationer og højreorienterede genrejsebevægelser i sidste halvdel af 1920’erne.

I september 1930 gik NSDAP frem fra 2,6 pct. til 18,3 pct i Tyskland. Samme år blev de første nazistiske bevægelser dannet herhjemme. Men egentlig var det kun Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) der blev stiftet den 16. november 1930 af en lille gruppe fascister under ritmester Cay Lembke, der fik opbakning.

 

Et rødt Arbejderværn

Samme år satte DKU fokus på antifascisme. Allerede i 1929 havde 36 unge københavnere dannet Rødt Arbejderværn (RAV) som den første antifascistiske organisation på den danske venstrefløj. Deres første program lød kort og godt:

 

  • Aktiv kamp mod den truende Krigsfare. Mod Overklassens bevæbnede frivillige, nationalistiske og fascistiske Korps! For aktivt Forsvar af Arbejdernes Stat Sovjetunionen!

 

Det første arbejderværn eksisterede blot et års tid, men i december 1930 blev RAV genoprettet sandsynligt af DKU.

 

Mellem 300 og 600 medlemmer

Den højreradikale tilstedeværelse i København var på dette tidlige tidspunkt dog meget begrænset. Den antifascistiske politik og ideen om selvforsvarsgrupper var mere principielle end praktisk.

Arbejderværnet som RAV skiftede navn til i 1931 kom med sine mellem 300 og 600 medlemmer derfor primært til at fungere som demonstrationsværn for den kommunistiske bevægelse, der skulle sikre gennemførslen af demonstrationer og forhindre politiet i at splitte dem.

 

De unge kommunister

Radikaliseringen af det ungkommunistiske miljø omkring DKU og Arbejderværnet skete især under indtryk af den såkaldte ultravenstrepolitik.

I 1931- 32 var der en række voldelige konfrontationer ved socialdemokratiske møder som ungkommunisterne forsøgte at infiltrere. Konflikten kulminerede i forbindelse med folketingsvalget i november 1932, hvor en ung DSU’ er, Verner Nielsen, døde af et kraniebrud efter et slagsmål med DKU’ere i København.

 

Ordensværnet

DSU – København havde allerede i 1928 indført en uniform efter forbillede fra tyske Sozialistische Arbeiter – Jugend (SAJ) bestående af en blå bluse og et rødt tørklæde. Man oprettede også Ordensværnet (OV).

OV trænede kampsport og medlemskab af en sygekasse var et adgangskrav, hvilket understreger, at man var villig til at indgå i fysiske konfrontationer.

 

NSDAP – det største parti i Tyskland

I 1932 blev NSDAP det største parti i Tyskland med 37, 4 pct. af stemmerne. Både DSU – bladet Rød Ungdom og DKU’ernes Unge Garde bragte i sensommeren artikler om den foruroligende politiske udvikling syd for grænsen og om nazisternes angreb på den tyske arbejderbevægelse.

 

Nazisterne blev jaget væk

I maj måned oprettede DNSAP en københavnsk Stormafdeling (SA). Man uddelte løbesedler ved en række socialdemokratiske friluftsmøder. Det førte til gadekonfrontationer mellem SA’ere og venstreorienterede aktivister, der i store grupper jagtede nazisterne væk fra mødepladserne.

 

KU med ideologisk nyorientering

I forbindelse med sensommerens og efterårets rigsdagsvalg meldte også Det Konservative Folkepartis Ungdomsorganisation (KU) ind i kampen om det offentlige rum. På det tidspunkt var de i gang med en ideologisk nyorientering og radikalisering, inspireret af især den italienske fascisme. Hertil knyttede sig en udtalt antimarxisme, antiliberalisme, antiparlamentarisme og ideen om den korporative stat.

Samtidig skete der en aktivisering af KU’ s agitation med uniformering, brug af heil-hilsen og oprettelsen af Stormtropperne (ST) i efteråret 1932, der blev fastholdt langt op i 1930’erne.

 

Et uniformeret korps

I 1933 dannede KU et uniformeret korps som med deres olivengrønne uniformer, ridestøvler og skrårem og ikke mindst navnet stormtropperne gav mindelser til italienske sortskjorter.

På Gentofte kirkeplads var der samlet 500 personer i ens uniformer. General Hollbøl kunne med stolthed se ud over sine 7 kolonner konservative stormtropper.  Fra sommeren samme år afholdt KU også særlige sommerlejre med politisk skoling, marchøvelser og eksercits.

Den nye højreradikale profil hos KU førte til voldelige konfrontationer bl.a. ved to vælgermøder i august, hvor DSU og sandsynligvis også DKU forstyrrede møderne.

Sammen med sommerens konfrontationer med nazismen førte det til fire års militante mobilisering mod fascismen.

 

Politisk uro i Sønderjylland

I Sønderjylland var der meget politisk uro. Det Tyske Mindretals organisationer blev efterhånden alle sammen nazistiske. Og de fleste af de unge medlemmer blev nærmest tvunget ind i en nazistisk organisation under NSDAP – N.

Ikke langt fra NSDAP – N’s leder Jørgen Møller boede Frits Clausen, som var leder af DNSAP. Omkring dennes bopæl i Bovrup syd for Aabenraa stod han stærkt. Vi har tidligere her på siden skildret sammenstød i Tønder og Haderslev, men der var en masse andre konfrontationer i det sønderjyske.

Der var dog store forskelle i den politik som DNSAP og NSDAP-N førte. KU havde ikke meget til overs for DNSAP, som de mente var en kopi af det tyske naziparti. Men der var masser af politik i det tyske nazistparti som de unge konservative sympatiserede med.

 

Aktion – ikke diskussion

Socialdemokratiet kunne ikke uden videre gå i alliance med kommunisterne. Den økonomiske krisepolitik i 1930’erne indebar en neutralitetspolitik over for det nazistiske Tyskland, der var en af Danmarks vigtigste eksportmarkeder.

I DSU var kampen mod fascismen blevet opprioriteret i løbet af sommeren 1933. Den var koblet til et udvidet forsvar for demokratiet.

Der var dele af den socialdemokratiske ungdomsbevægelse i København, der mente at man skulle gå mere radikalt til værks. Blandt dem var en gruppe unge socialdemokratiske akademikere. Herunder var en ung Jens Otto Krag. Man skulle bl.a. føre psykologisk propaganda. Man havde et kampråb der hed ”Freiheit” Og så havde man en hilsen, den strakte knytnævehånd. I efteråret dannede gruppen den selvbestaltede ”Socialdemokratisk Propagandaforening (SPF) og parallelorganisationen Aktiv-Socialistisk Fornt (ASF).

Sidstnævnte havde mottoet:

 

  • Aktion – ikke Diskussion

 

Man ville lave en revolutionær enhedsfront mellem socialdemokrater og kommunister.

 

Slagsmål

Netop i 1933 mobiliserede KU kraftigt på gaden. Samtidig markerede en udbrydergruppe fra DNSAP, Wilfred Petersens Nationalistiske Parti (NSP) sig.

Ved Langelands Plads den 3. september 1933 kom der til mange slagsmål mellem de forskellige grupper.

 

DSU tvunget til at nedlægge Ordensværnet

I maj 1934 lancerede Socialdemokratiet et nyt partiprogram ”Danmark for Folket”. Dette førte en række lovgivningsmæssige tiltag med sig bl.a. uniformsforbuddet og urolovene. I disse passede Ordensværnet og DSU’ ernes deltagelse i fysiske konfrontationer med politiske modstanderorganisationer dårligt ind.

Hårdt presset måtte DSU-København i september 1934 nedlægge Ordensværnet.

 

Alarmgruppen

Omkring 25 Ordensværn -folk meldte sig i protest ud af DSU og begyndte i oktober at udgive bladet ”Alarm” I første nummer af dette blad hed det sig:

 

  • Ogssa herhjemme er den praktiske Enhedsfront nødvendig, hvis vi skal kunde standse de forskellige konservative fascistiske og nazibefængte Organisationer i deres stærkt voldsbetonede Fremfærden.

 

”Alarmgruppen” nåede op på 100 – 150 medlemmer. Denne blev efterhånden opdelt i tre dele. En af disse grupper var Antifascistisk Kampforbund, hvor kommunisterne havde stor indflydelse.

Antallet af konfrontationer med nazister og KU kulminerede i 1935. I Storkøbenhavn var det ca. 51 aktioner. Det var mere end en fordobling fra 1934. Vi har tidligere omtalt det store slag på Blågårds Plads

 

På jagt efter højtalervogne

KU’s gradvise opgør med de højreradikale tendenser fra netop 1936 og frem er uden tvivl en vigtig del af forklaringen på KU’s langt mindre offensive rolle politisk og på gadeplan. Men også på det punkt er der forskellige opfattelser i litteraturen.

Nazisterne havde i København længe været presset i defensiven og samtidig kan man pege på DSU’s og DKU ’s distancering fra de mulige militante bevægelser.

Fra 1935 begyndte DKU at indføre højtalerbiler. Men disse blev jagtet af hundredvis af aktivister på cykel overalt i København.

En række DKU’ ere og Alarmfolk dukkede op ved et DNSAP-møde i Søborg, hvor de erobrede talerstolen og omdannede det til et antifascistisk møde.

 

En berømt/berygtet KU – sang

Der har været meget tale om en berygtet KU – sang med sine strofer om stormtropper og døde socialister. Men nu er det sådan at mange af de vers der i den berygtede sang var ikke nogen som man kendte i 1930’erne. De er først kommet til meget senere.

Nu skal man nok ikke lægge så meget i disse kampsange. Det er vel en pedant til fodboldsange og den slags.

 

Godt indtryk af KZ – lejre

Den ene part i historien om KU fortæller at det var John Christmas Møller, der fik ændret holdningen i Konservativ Ungdom markant. Foreningen fik en ny ledelse og alle totalitære tendenser blev fjernet. Nu blev nazismen og kommunismen hovedfjenden. Og det er vel også rigtigt at folkene i Konservativ Ungdom blev nogle af de mest aktive i modstandsbevægelsen. Men der er også en anden forklaring.

I december 1933 var to konservative studenterpolitikere Niels Erik Wilhelmsen og Poul Hjermind inviteret til Tyskland. I Studium skrev de om deres fælles oplevelser. De afviste alle beskyldninger om mishandling og undertrykkelse samt forfølgelse. De mente at Hitler havde reddet den europæiske kultur fra ”den moderne asiatiske fare”.

De to havde også besøgt en koncentrationslejr. Det var en positiv oplevelse. Overalt var der orden, gennemført punktlighed og fuldt ud hygiejniske forhold:

 

  • Mishandlinger så vi da også. Det skete nu og da at de lidt mere trodsige kunne hente nogle knubs men hvad gør det?

 

Der var mange af de nazistiske ideer, der kunne bruges.

 

Christmas Møller – overbevist demokrat og antifascist

KU var tilknyttet et parti, hvis formand Christmas Møller var overbevist demokrat og antifascist. Den filosofi gik de unge KU’ er ikke ind for. Det var muligvis på grund af hans politiske evner, at KU ikke udviklede sig til et selvstændigt højreradikalt parti lige som i Sverige.

 

Ny KU – formand inspireret af europæisk fascisme

Det var Jack Vestergård, der var blevet formand for KU i 1932. Han var stærk inspireret af den europæiske fascisme. I 1935 havde KU hele 30.000 medlemmer. De hentede også inspiration fra Estrups anti-parlamentariske styre.

De unge havde et ønske om en ny stærk autoritativ statsmagt. De nærede indædt modvilje mod parlamentarismen og Folketinget, som efter deres mening ikke repræsenterede helhedens interesser. Egentlig førerdyrkelse finder man dog ikke hos KU.

I en række medlemsblade fra KU som vi har set, er der talrige positive artikler om udviklingen i Italien og Tyskland. Den indenrigske udvikling i Tyskland blev opfattet med sympati.

 

Ole Bjørn Kraft: Tyskland under Hitler har forstået det

I KU’ s sommerhefte fra 1936 skrev den senere minister Ole Bjørn Kraft:

 

  • Hårdt arbejde under sunde forhold skaber dygtige statsborgere. Det tredje rige, Tyskland under Hitler, har forstået det og udfører lærerreglen i praksis.

 

Ingen ny politisk kurs

Det var også i 1936 at Axel Møller blev valgt som ny formand. Han indledte en moderation af KU selv om valget nu ikke var udtryk for det radikale kursskifte, som man har hævdet efter 1945.

I samtidens KU blev det kun opfattet som et personskifte, ikke som en ny politisk kurs.

 

Medlemstallet falder markant

Mens Axel Møller var formand, støttede KU’ s kampblad i oktober 1936 f.eks. Francos oprør mod den folkevalgte regering og erklærede med hjemlig adresse:

 

  • I den magtkamp, der i den kommende tid kommer i Danmark, råber vi en klar advarsel – for os er det kun et feltråb – knus folkefronten slut op om KU.

 

Under Axel Møllers ledelse begyndte medlemstallet at falde markant og mærkbart. Utilfredsheden voksede. I 1938 resulterede uenigheder om forfatningsspørgsmålet i at dele af strammerne startede et åbent oprør i KU.

 

Ny KU-formand var parat til statskup

Bag det lurede truslen om et brud med moderpartiet og KU’ s omdannelse til en selvstændig højreradikal organisation. Det lykkedes dog for Aksel Møller at vinde kampen og fastholde tilknytningen til moderpartiet på et landsmøde i Kolding i 1938. Det blev enden på KU’ s storhedstid som militant højre-bevægelse.

Det var dog ikke nødvendigvis udtryk for KU’s ubetingede tilslutning til det parlamentariske demokrati. Åge Trommer har peget på at det kun var ved i ”meget væsentligt omfang” at bibeholde ideologien fra de tidligere 30’ere og indsætte den yderligtgående Leo Dane som ny KU – formand, at det lykkedes for Aksel Møller at splitte oppositionen og slå oprøret ned.

Poul Møller karakteriserede ligefrem Leo Dane i sine erindringer som en af dem der ikke ville vige tilbage for et statskup, hvis han fandt det nødvendigt.

 

40 pct. af NSU’erne havde været KU’er

To år efter blev Danmark som bekendt besat. Mange KU’er gik som skrevet til modstand mod besættelsesmagten. Andre af 30’ernes KU’er valgte i samme periode at samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt.

Niels Erik Wilhelmsen var f.eks. en central aktør i Østrum-udvalget. Andre af 30’ernes KU’ere meldte sig til Frikorps Danmark. Hvor mange, der gjorde hvad, har vi ikke noget tal på.

Man siger, at 40 pct. af medlemmerne i NSU (National Socialistisk Ungdom) havde været medlem af KU. En hel KU – trop i hovedstaden havde tilmeldt sig NSU. De havde deres helt egen uniform. Man skulle bruge brun skjorte, brune korte benklæder. Og så skulle man have et hvidt hagekors i et rødt cirkelfelt på venstre overarm.

I 1940 indførte Schalburg en sort uniform. Uniformsjakken var også sort. Der var sort livrem og skrårem.

 

Tyskerne satsede på ”Germansk Ungdom”

Den 15. september 1943 blev NSU adskilt fra DNSAP. Man var utilfreds med Frits Clausen. Men det passede nu SS udmærket. Man satsede meget på at lave en ”Germansk Ungdom”. Men det blev aldrig til noget.

På et tidspunkt mente Werner Best at NSU skulle være en del af Schalburgkorpset. Men det mente Frits Clausen absolut ikke. Han var bange for at SS fuldstændig ville overtage både DNSAP og NSU. Frygten var vel ikke helt ubegrundet.

Hele 402 NSU’er meldte sig til krigstjeneste. De mest berømte af disse var de såkaldte ”Bloddrenge”. De ville gå i døden for Schalburg. Og igen var en af de mest berømte eller snarere berygtede af disse Ib Gerner Ibsen, som var leder af den såkaldte Schøiler – bande. Ældre NSU’ere tilsluttede sig Schalburg-korpset og HIPO.

 

Mellem 1.500 – 2.000 NSU’er

Der var forskellige gradstegn hos NSU:

 

  • Hirdefører, Storhirdefører, Stammefører, Bannerfører og Storebannerfører.

Hver anden weekend skulle man deltage i weekendarrangementer. I 1940 var der trods alt mellem 1.500 og 2.000 medlemmer i NSU.

 

De andre ungdomsorganisationer

I de andre organisationer dengang var der:

 

  • Konservativ Ungdom (KU) 12.600 medlemmer
  • DSU 23.000 medlemmer
  • Venstres Ungdom (VU) 53.000 medlemmer
  • Radikal ungdom 5.000 – 6.000 medlemmer
  • Kommunistisk Ungdom 2.000 medlemmer

 

Uniformsforbud

Som allerede skrevet indførte Danmark uniformsforbud i 1933. Det blev dog ikke rigtig overholdt af nogen af parterne. De nordiske lande vedtog et nationalt uniformsforbud og målet var at begrænse tendensen til uniformerede politiske bevægelser.

Ja på et tidspunkt havde kommunisterne også uniformer. Det bestod af en lang frakke efter bolsjevikisk mønster. I en overskrift fra Politiken den 11. april 1933:

 

  • Uniformerings – Sygen griber om sig – De Konservative ”Stormtropper” er nu blevet ”iklædt” Uniform.

 

Debatten Om uniformeringsforbud delte sig i to lejre. Regeringspartierne, Socialdemokraterne og Det radikale venstre – tilsluttede sig sammen med Venstre om et uniformsforbud, hvorimod Det Konservative Folkeparti og Danmarks Kommunistiske Parti stemte imod lovforslaget.

Man mente at uniformen optrappede den politiske uro, der særlig var udtalt i grænseegnen. Der var flere hentydninger til KU’ s antræk, der hentede inspiration fra fascistiske og nazistiske korps.

 

Kommunister og Konservative imod

Overordnet set blev uniformerne opfattet som et omsiggribende fænomen, der som epidemi smittede den danske ungdom fra syd. Derfor blev uniformsforbuddet betragtet som en forebyggende foranstaltning, der i tide skulle forhindre, at brug af antidemokratiske metoder vandt fodfæste i Danmark.

Kommunisterne mente, at lovforslaget havde til hensigt at strække den revolutionære arbejderklasse. Samtidig forsvarede de brugen af udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascismen.

Til forskel herfra betvivlede De Konservative, at ungdommens uniformer fremprovokerede samtidens politiske uro. Partiets formand, John Christmas Møller fremførte til gengæld den personlige frihed til at give sin politiske mening til kende. Internt i Det Konservative Folkeparti var der ganske vist større uenighed om lovforslaget. Partiet fastholdt sin modstand også da loven blev genforhandlet i 1934.

 

De var også imod uro-lovene

Urolovene trådte i kraft i april 1934. De bestod af ”Lov om Handel samt Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben” og Lov om Sammenslutninger m.m.

Det danske demokratiske styre var villige til at bruge statens magtmidler for at imødegå antidemokratiske bestræbelser.

Også disse loves fremsættelse skabte voldsom debat i Rigsdagen s to kamre, Folketinget og Landstinget. Også denne gang var Kommunisterne og De Konservative imod.

 

 

Kilde:

  • Charlie Krautwald: Kampklar – Venstrefløjen og den militante Antifascisme i Danmark 1930 – 39
  • danmarkshistorien.dk
  • Henrik Koch: Demokrati – slå til
  • John T. Lauridsen: Føreren har ordet
  • Marlene Djursaa: DNSAP danske nazister 1930 – 45 bd. 1
  • Erik Jensen: Mellem demokrati og fascisme
  • Birgitte Herreborg Thomsen, Henrik Skov Kristensen: Sønderjylland 1933
  • Arbejderhistorie (div. Udgaver)
  • John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930 – 45
  • Hartvig Frisch: Pest over Europa
  • Oluf Bertolt m.m. En bygning, vi rejser bd. 2
  • Peter Birklund: De Loyale De loyale oprører
  • Ole Bjørn Kraft: Fascisme – Historie, Lære, Lov
  • Ole Bjørn Kraft: Demokrati og Diktatur
  • Axel Møller: Konservativ Ungdom – Om Ungdomsbevægelsen, mål, midler og mænd.
  • Mellem Hagekors og Dannebrog
  • piopio.dk
  • dengang.dk – div. Artikler
  • kristeligt-dagblad.dk
  • aarsskriftet-critique.dk
  • information.dk

 

  • Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.644 artikler

 

  • Under Besættelsestiden (Før/Under/efter) (330 artikler) finder du:
  • Fordrejer Socialdemokratiet historien?
  • Gerningsmænd eller ofre?
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Kommunisterne i Horserød
  • Frits Clausen og danskheden
  • Var Konservativ Ungdom nazister?
  • F. von Schalburg – Hvem var han?
  • Frits som sprællemand med trillebør
  • Bloddrenge og unge nazister
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Kunne man stole på Centralkartoteket?
  • Bovrup – kartoteket
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • At handle med ondskaben
  • Kryssing og Frikorps Danmark

 

  • Under Sønderjylland (190 artikler) finder du:
  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører
  • Mindretal i brændpunkt
  • Det tyske Mindretal
  • Sønderjylland under pres – syd fra

 

  • Under Historier fra Tønder (269 artikler) finder du:
  • Da Hagekorset blev hejst i Tønder
  • Nazister i Tønder
  • De dødsdømte i Tønder

 

  • Under Historier fra Københavnsområdet (178 artikler) finder du:
  • Politik under besættelsen
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • De danske nazister

 

  • Under Historier fra Nørrebro (291 artikler) finder du:
  • Slaget på Blågårds Plads 1935

 

  • Under Historier fra Aabenraa (155 artikler) finder du:
  • Frits, Nazister og et kartotek
  • Frits Clausen – lægen fra Aabenraa