Dengang

Artikler



Valdemar Skrupskider og de andre (NørLIV 17)

Januar 24, 2019

Valdemar Skrupskider og de andre (NørLIV 17)

Dette er vores 17. bidrag til ugeavisen Nørrebro LIV. Vi er ude på Lersøen og møder en masse originaler. Her har man bygget huler. Og så bader man i Lygteåen. Men herude har kriminelle også søgt ud. Og mange er efterlyst af politiet. De bliver kaldt for Lersø – bøllerne. Og de mest kendte er nok Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. De blev kaldt for Danmarks Bonnie og Clyde. Efter Lersø-Slaget flygtede de til Aarhus. Men her blev de endelig fanget, men flygtede fra fængslet.

Vi er ved den næsten udtørrede sø, Lersøen. Jo den var engang en del af Københavns vandforsyning. Vandet løb via Lygteåen til Ladegårdsåen.

Nu var Lygteåen også en vigtig grænse. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man på den anden side af åen var man i Brønshøj Sognekommune. Måske var det derfor så mange gemte sig i sivene. Men det var kun til 1901, så bredte Københavns Kommune sig.

Lersøen bredte sig over et ganske stort område. Fra Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade. Og fra Nørrebrogade(Lygtevejen) forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Man kunne sagtens fare vild herude.

Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Musen, Kro-Anders, Lange Hermand, Delle-Frederik og Valdemar Skrupskider. Jo denne kunne med bagdelen spille Fanemarchen. Og dette var meget populært hos børnene.

Jo så var det også Sorte – Petra. Hun var nærmest at betragte som fælles eje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. De trak på gaderne i København og bidrog på den måde til fællesskabet.

De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads ”Mimrelunden” Den lå på bakken lige neden for det nuværende Bispebjerg Hospital. Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.

Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen, kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.

Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager for to øre. Så gjorde det ikke noget, at de var 3 – 4 dage gammel.

Politiet vidste godt, hvad der foregik derude. Men der var nu ikke daglig patruljering. Men når man vidste, at der gemte sig farlige forbrydere derude, så gik den vilde jagt med hunde. Og ikke alle betjente var lige populære. Særlig ham, de kaldte for Bølle Jørgensen var ikke velkommen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Ham gad ikke at slæbe bøllerne med på stationen. Han slæbte dem med ind i næste port og gav dem en ordentlig øretæve.

Lersø – bøllerne var frie fugle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Ja og så trak pigerne på Københavns gader.

De havde en ret høj hygiejnisk standard herude. De badede kollektivt nøgen i Lygteåen. Deres tøj hang til tørre inde ved bredden. Og for fem øre kunne man endda købe et stykke sæbe.

De havde også deres stamværtshus på Nørrebro. Bag ved Stefanskirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her holdt Lersø – Bøllerne en gang imellem Snapseting.

Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Ferdinand Eriksen var en sværlemmet kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde. Han havde direkte modvilje mod det. Han var flere gange kommet på kant med loven. Jorden brændte for alvor under ham. Derfor søgte han herud til ligesindede.

Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende berømte navn. Hun kom inde fra Rabarberlandet. Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten. Sådan opfattede hun det nu ikke selv. Hun betragtede det som aldeles utidigt indgreb i sit privatliv. Hun var bl.a. stukket af fra en forvaringsanstalt.

Hun var opvokset i Rabarberlandet og var datter af ”Den glade Sandmand”. Man skulle aldeles ikke kommentere hendes profil, så fik man en på ”Snotten”.

Man kan vel sige at bøllevæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det store Lersø – slag udkæmpet. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begik indbrud på Nørrebro. Det skete natten mellem den 29. og 30. september, hvor de hen på morgenstunden kom hjem belæsset med udbyttet for at fejre det i hytterne.

Nu findes historien i forskellige udgaver. Det endte med, at den ene betjent Ørsted døde af sine kvæstelser herude. Hans makker blev anklaget for, at have svigtet sin kammerat.

Kongen og dronningen fik politiet ikke fat i, men stort set alle andre. Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flygtet til Aarhus. Her havde de lejet en kvistlejlighed og optrådte som Mathilde og Valdemar Hansen, bror og søster. Efter et halvt år var de blevet fanget. Men inden sagen kom for retten var fuglene fløjet.

Men de blev igen indfanget. Egentlig var det myndighederne, der blev gjort til grin. Ja det handler om spektakulære flugtforsøg og udklædning. De to blev hovedpersoner i skillingsviser og i revyer.

Ferdinand blev idømt 4 års tugthus for sin rolle i Lersø – slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage de første 10 år. Han blev sendt til USA på politiets regning. Men forholdene passede ham ikke rigtig, og snart var han tilbage igen. Dette blev i den grad fejret ude på Lersøen.

Men først i 1912 kom han ud og klarede sig derefter fri fra Politi og Domstole. Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro til hun var godt oppe i firserne. I de senere år var hun dog blevet apatisk og nærmest igen en original.

Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende ”bøller” på Lersøen trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til ”Fælledbisserne”. Ja og disse vil vi også senere aflægge et besøg i vores serie.

Politiet fik efterhånden også mere styr på det. Således anskaffede politiinspektør Mellerup nogle politihunde. Og det gav resultater. For disse hunde var ikke bange for Fælledbisserne. Der blev uddelt massevis af bidesår. Dette gentog sig gang på gang.

Man sagde i politikredse, at det var opdagechef Bertel Madsen, der fik optrevlet hele banden. Det er nu ikke helt korrekt.


Blågårdens Storhedstid

Januar 23, 2019

Blågårdens Storhedstid

Her lå Teglgården. Hvor fik Gabel pengene fra? Frederik den Tredjes uægte søn ejede også Blågården. Talrige fiskedamme. Prins Carl købte ejendomme i 1706. ”Der kommer prins Pless med min bror Carl”. Sophie Hedevig, en streng og pietistisk dame. Haven blev udvidet. En ny hovedbygning blev bygget. Den var rigt udsmykket. Prins Carl forlod Blågården i vrede, men inden kom Zaren på besøg. Men ikke på Nørrebro. Han blev installeret inden for voldene. Sophie Hedevig ville indgå tvangsægteskab. Men hun var hvis nok kæreste med von Plessen. Han fik Blågården foræret. Og så blev han uvenner med kongen. Louise von Plessen faldt også i kongens unåde og blev udvist. Så var det Knud Jacobsen Lyhne, der fik et godt tilbud af Grev Holck. Denne var stråmand for kongen. Struensee fyrede grev Holck på gråt papir og sendte Støvlet – Kathrine til Hamborg. Vi skal også høre om englændernes ødelæggelser og skolelærerseminariet. Den første industri indfandt sig, og sandelig også et teater.

Teglgården

Vi har skrevet en del om Blågården. Hvad lå her før og hvad lå her efter. Men egentlig har vi ikke beskæftiget os så meget med de personer, som boede her. Det hele sluttede i forfald, og så forsøgte man med industri og et lærerseminarium. Senere blev det hele udstykket.

Vi ved, at Stadens Teglgård blev opført her i 1616-17. Ja helt nøjagtigt står det følgende:

  • Teglovn med Huse og Lader paa Byens Bekostning af ny igen er opbygt.

Herefter fik stedet ”Teglgaardsvang”.

Hvor fik Gabel pengene fra?

Omslagsforvalter, rentemester og statholder Christopher Gabel byggede et lystslot med en mægtig have omkring. Da tagstenene var blå kaldte københavnerne stedet for Blågård, og det beholdt siden dette navn.

Men hvor fik Gabel alle de penge fra? Man mente, at det var hans indflydelse hos kongen, der gav ham alle disse penge. Men man beskyldte ham også for bestikkelse. Han fik nogle mægtige fjender. Blandt disse var kronprinsen, den senere Christian den Femte og selve dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt’ er og Rosenkrantz’ er. Da han døde den 13. oktober 1673 var hans eftermæle vel heller ikke det allerbedste. Juristen Herman Conring skrev følgende:

  • Han er ikke så udannet, som det almindelig siges, og ser man hen til hans naturlige begravelse, har han ingen lige.

Gabel vidste, at hans magt stod og faldt med kong Frederik. Han faldt da også ved dennes død i unåde.

Det var i Gabels tid, at der her opstod en prægtig have med de så prægtige Lindealleer. Ellers lå der kun småpavilloner med blå tage på grunden. Hovedbygningen var langt yngre.

Frederik den Tredjes uægte søn

I 1688 solgte Gabel’ s ”ganske ubetydelige” søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve, som beholdt den i kort tid. Ja denne var Frederik den Tredjes uægte søn med Magrethe Pape. Derefter kom den i forskellige officerers hænder.

Talrige fiskedamme

I 1694 blev stedet købt af deputeret i Generalkommissariatet, etatsråd Reinhold Meyer. Han udvidede arealet. Ejendommen blev brugsgård med hollænderi. Han forsynede også lysthaven med talrige fiskedamme med vandtilførsel fra Peblingesøen. Efter Meyers død overgik ejendommen til datteren og hendes mand, kaptajn i Fodgarden, Cesar René Thehillac.

Prins Carl købte ejendommen i 1706

Kong Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl købte ejendommen i 1706.

Han udvidede grunden ved også at købe jord på den anden side af søen. Denne prins Carl var ikke nogen betydelig personlighed. Han havde mange embeder og titler. Men egentlig var han kun en jævn og rolig godsejer, der tilbragte sin tid med at jage og ride og læse i pietistiske bøger. Han syslede også med ”Guldmageriet” og havekunsten. Dette kunne han så gøre i ”Prinsens Have” også kaldet Blågården.

Der kommer Prins Pless med min bror, Carl

Han var god mod sine bønder og kom godt ud af det med sin bror, kongen, der regnede ham for en stor ubetydelighed, der var fuldstændig i lommen på sin hofmester, den senere minister Carl Adolf Plessen. Kongen sagde en gang i spøg:

  • Der kommer Prins Pless med min broder Carl.

Egentlig hed stedet nu ”Prins Carls Hauge”.

Sophie Hedevig, en streng og pietistisk dame

Hoffet, der førtes på Blågård, og hvortil prinsens søster Sophie Hedevig sluttede sig til. Hun var en meget streng pietistisk dame. Hun var yderst fornem men meget tilbagetrukket. Prinsen havde 47 personer til sin opvartning og prinsessen 23. Og de spiste kun af ”sølv”.

Haven blev udvidet

Da Farimagsvejen i 1713 blev anlagt på en del af Accisebodvænget, som prinsen havde fæstet af Staden købte han resten og 1,777 kvadratalen af vænget langs Ladegårdsåen for 600 Rigsdaler. Købet skete dog med den betingelse, at han ikke foretog en opfyldning af Peblingesøen. Desuden skulle han lade Stadens ”Vandkiggere” få adgang til at foretage reparationer på byens ”vandrender”. Jo dengang var søerne drikkevandsbeholdere for København.

Haveanlægget var indrammet af to prægtige lindealléer, hvoraf den ene løb inden for plankeværket langs Nørrebrogade. Lodret på disse alléer flere andre og større. Et par af dem nærmest hovedbygningen er senere blevet til Blågårdsgade og Wesselsgade.

Langs den sidstnævnte var et smalt vandløb over hvilken en bro førte til Dosseringen som på hele strækningen var beplantet med piletræer.

Fra hovedbygningen og helt ned til søen førte en buegang tækket med kobber og indvendigt udsmykket med malerier.

Bag selve lysthaven med dens tilklippede træer var der sfinkser, pyramider og andre mærkelige figurer. Der var lysthuse, stive snørklede blomsterparterrer og skulpturer

Bygningerne lå samlet på arealets nordligst hjørne. Slotsgade er den gamle indkørsel til slottet. Til venstre for gårdspladsen mellem Nørrebrogade og Baggesensgade lå selve hovedbygningen, der havde facade mod Peblingesøen.

Bygningen var rigt udsmykket

Det var en et-etagers bygning med brudt tag. Der synes kun at have været seks værelser i stueetagen foruden forstue og en del små kamre i tagetagen.

Slottet var meget kostbart udstyret med silketapeter, malerier og kunstgenstande. Bygningens største værelse var en tre fags havestue, hvorfra der gennem glasdøre var udsigt til søen over et efter datidens smag prægtigt haveanlæg med springvand og fiskedamme.

En af værelserne var indrettet som bedesal og som var udsmykket med 33 bibelske motiver. Disse billeder blev skyndsomst nedtaget og overført til Prins Carls slot Vemmetofte.

En ny hovebygning blev opført

Gabels lille sommerbygning var for lille for prinsen. Han lod den nedrive og opførte en ny hovedbygning, en del pavilloner og lysthuse blev det også til.

Prins Carl forlod Blågård i vrede

Skønt Prins Carl var en af naturens mest godmodige mænd, lod han sig af sin søster ophidse, fordi kong Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow til dronning. Derfor brød de med hoffet og forlod Blågård. Sammen med den uundværlige Plessen bosatte de sig på godset Vemmetofte.

Siden lod han sig, svag af karakter, som han var forsone med kongen og Anne Sophie. Han nedlod sig endog til at stå fadder til en af hendes børn med kongen. Ved sin død i 1729 hade han testamenteret Sophie Hedevig, Blågård.

Da zaren var på vej

Mens denne gård var i kongens søskendes eje, indtraf der i 1716 en begivenhed, der vakte stor røre i København. Zar Peter den Store, der havde lovet Danmark hjælp mod Karl den Tolvte ankom med sin kone, den senere Katharina den Første til København.

24.000 russer var taget med. Glæden over denne hjælp var dog lidt blandet hos Frederik den Fjerde. For det første stolede kongen ikke på zaren over en dørtærskel. Med blot en smule medvind kunne svenskerne pludselig vende zarens sind mod danskerne.

Zaren kom til at bo i købmand Wilhelm Edningers Gård inde i København. Han red med en russisk hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Han deltog i jagter ”karruseller” og andre hoffester.

Zaren blev installeret inden for voldene

For det andet var der slet ikke plads på Københavns Slot til de mægtige gæster. Rygtet var også nået til København, hvor forfærdeligt Peter og Katharina havde teet sig fra det øjeblik, han satte sin fod på dansk grund i Gedser og hun i Rødby.

Kongen bad prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig om, at de ville huse zaren på Blågård. Det var endnu i Dronning Louises tid så de venskabelige bånd mellem de to hoffer var endnu venskabeligt.

Skønt prins Carl, der dog var lidt betænkelig for sit pæne sølvtøj var tilbøjelig til at efterkomme broderens ønske, strandede arrangementet dog på prinsessen af religiøse grunde. Hun så i Peter den Store kun ”Barbaren” ”Moskovitten” var i hendes øjne det samme som en hedning. Således gik det til, at russerne ikke kom til at bo på Blågården.

Ved en diplomatisk manøvre af Christian Frederik Holstein lykkedes det at få zaren installeret inden for voldene, hvor han nærmest var fange.

Efterhånden voksede frygten for russerne, og københavnerne åndede lettet op, da man tog hjem. På Nørrebro kunne man godt mærke russerne. De stjal, hvor de kunne.

Sophie Hedevig ville ikke indgå i tvangsægteskab

Mens prins Carl var ret ubetydelig, var det modsatte tilfældet med Blågårds nye ejer, prinsesse Sophie Hedevig, der var en dame med en stærk vilje. Det var hende komplet fjernt at indgå i fyrstelig arrangeret ægteskab. Hun dyrkede sin musik og hun malede til husbehov.

Hun var som ganske ung blevet tvunget til at gifte sig med arveprins Georg af Kur-Sachsen. Hun holdt ham dog ikke ud ret længe. Så hævede hun forbindelsen til Christen den Femtes store fortvivlelse.

Hendes mor Dronning Charlotte Amalie arbejdede på en forbindelse mellem hende og den tysk-romerske kejser Josef den Første. Men det ville Sophie Hedevig absolut ikke. Så foreslog man hende Karl den Tolvte, for at gøre dennes stemning mod Danmark noget blidere. Han var for resten søn af en dansk prinsesse – Sophie Hedevigs tante Ulrikke Eleonora.

Var hun kæreste med von Plessen?

Helt uimodtagelig for blidere følelser var hun dog ikke. Gud og hvermand i Danmark vidste, at hun stod endog meget intimt forhold til sin overkammerherre Carl Adolph von Plessen. Ja rygtet sagde endog – med urette, at hun var hemmelig gift med ham.

Breve fra kongen til Sophie Hedvig blev sendt til Plessen. Christian den Sjette befalede at brænde hendes brevsamling efter hendes død.

Hun skænkede ham Blågården

Sophie Hedevigs navn knyttes uløseligt til Danmarks historien derved, at hun gjorde sit gods Vemmetofte til adeligt jomfrukloster.

Sine varme følelser over for von Plessen dokumenterede hun derved, at hun ved et gavebrev af 9. maj 1732 skænkede ham Blågård, lige som hun testamenterede ham et sølvtaffel og en sølvbuffet.

Plessen ville af hensyn til rygterne ikke tage imod Blågård, mens hun levede. Men så blev Christian den Sjette vred og befalede ham til at overtage gården som hermed gled ud af kongeligt eje.

Plessen købte mere jord til

Plessen købte masser af jord. Ved købet forpligtede Plessen sig også til at vedligeholde bolværkerne langs Ladegårdsåen.

Lad os kigge denne nye mærkelige ejer, som også var den, der gav lystejendommen dens endelige præg.

Carl Adolph von Plessen var født i 1678. Efter at have foretaget de for datidens unge adelsfolk sædvanlige uddannelsesrejser i udlandet blev han, som vi har set, nært tilknyttet til Prins Carls og prinsesse Sophie Hedevigs hof.

Han holdt ikke sit løfte

Da han i striden havde taget stærkt parti imod Anna Sofie Rewentlow, frygtede Frederik den Fjerde for, at han ved hans død skulle få så stor magt og gå imod Anna Sofie. Derfor gjorde kongen alt for at behage Plessen.

Ved sit dødsleje den 11. oktober 1730 kaldte kongen Plessen til sin seng. Han gav ham Elefantordenen om hans hals samtidig med at han Plessen om at beskytte dronningen og hendes børn mod deres mægtige fjender.

Plessen tog imod den flotte orden, men han holdt ikke sit løfte, tværtimod.

Måske var det derfor, at Christian den Sjette gjorde ham til medlem af Konsiliet og til Overkammerherre ved hoffet. Han styrede sine vidtstrakte godser dygtigt. Til at begynde med var venskabet mellem Christian den Sjette og Plessen godt. Han var dybt religiøs og kunne ikke gå med til den nye Pietismes intolerance.

Han blev uvenner med kongen

Men derved fik han en dødelig fjende i Dronning Sofie Magdalene. Plessen var en stolt adelsmand og sagde derimod alt, hvad der faldt ham ind til kongen. Kongen var vant til, at hans adelsmænd talte til ham i en mere hengiven tone.

Plessen tog sin afsked den 27. april 1733 fra Konsiliet, da kongen stadig anså ham som fører for en ”bande”, der rettede sine kræfter imod ham. Uden videre fratog kongen hans pension. Og han kom aldrig mere i statens tjeneste.

Han levede resten af sit liv for ledelsen af sine godser. Han ejede Førslevgård, Harrested, Gunderslevholm, Saltø, Kastrup, Fuglebjerg, Fodby og Dronningelund. Han interesserede sig ikke så meget for landboreformerne. Han oprettede 16 almueskoler, som han selv kontrollerede ved hyppige besøg. Han var i høj grad godgørende. Han forblev ugift og døde den 30. januar 1758.

Louise von Plessen faldt også i kongens unåde

Blågård kunne ikke være kommet i bedre hænder end Plessens. Ved C.A. Plessens død blev Blaagaard efter overenskomst mellem arvingerne overdraget til brodersønnen, generalløjtnant, kammerherre Frederik Christian von Plessen. Men han interesserede sig ikke rigtig for den. Han pantsatte ejendommen til sin svigerinde Louise von Plessen, der senere blev overhofmester hos dronning Caroline Mathilde, hvem hun på en meget uheldig måde søgte at holde uden for det slette selskab, som omgav Christian den Syvende.

Hun pådrog sig kongens vrede og blev landsforvist. Derfor blev hun nødt til i april 1765 at sælge ejendommen ved auktion.

Knud Jacobsen Lyne kom med det højeste bud

Den højest bydende var konsumptionsskriver Knud Jacobsen Lyne med 27.600 RDL. Knud Lyne var onkel til Knud Lyne Rahbek

Et godt tilbud fra Grev Holck

 Men han fik et meget godt tilbud af Grev Holck, Christian den Syvendes yndling. Egentlig ville Knud Lyhne ikke af med gården. Men han kunne ikke forudse, at inden pengene var betalt, så faldt køberen i unåde. Sælgeren blev nødt til at tage gården tilbage i en meget ramponeret tilstand.

Frederik Vilhelm Conrad Holck var født 1742. Han blev ganske ung kammerpage hos kronprins Christian (den Syvende). Enhver kendte den ulykkesbringende indflydelse denne ”Djævel” havde hos kongen. Han hindrede bl.a., at Caroline Mathilde kom med på Holsten-rejsen.  Og siden på den store udelands-rejse. Han fortrængte den eneste, der kunne have hjulpet kongen, nemlig Reverdil.

Han var stråmand for kongen

Holck fik de højeste titler og ordener, Til sidst blev han udnævnt til Gehejmeråd og hofmarskal. Hans ægteskaber – med stiftamtmand Stokfleth’ s datter, bragte ham 80.000 Rigsdaler i medgift. Men hun døde kort efter brylluppet af ”småkopper”. Så giftede han sig med en datter af Grev Danneskjold-Laurvigen, der endnu var et barn på 15 år. Det bragte også mange penge. Han udnyttede kongen for penge. Derfor opnåede han også kongens gunst og deltog i hans vilde orgier.  

Kongen var sammen med Prins Georg Ludvig af Baunschweig – Beverns uægte datter, Anna Kathrine Beuthack. Hun fik under øgenavnet ”Støvlet – Kathrine”. Den berygtede skøge bjergtog fuldstændig kongen.

Da Holck indså, at stemningen i København var farlig også for ham selv, så længe Støvlet-Kathrine og kongen gjorde byens gader usikre ved nattetid fandt han det klogest at forlægge skuepladsen for disse udskejelser lidt uden for byen. Og for ham var den gamle prinsegård ved Peblingesøen det ideelle sted.

Det var næppe tvivl om, at købet af Blågårds var et maskespil. Kongen var den virkelige køber. Men det lyder meget mærkelig, at betalingen skulle ske i rater. Men måske fik Holck også her nogle økonomiske fordele.

Struensee fyrede Holck på gråt papir

Dette salg af Blågård må vel sættes til begyndelsen af 1767. Støvlet-Kathrine blev eksporteret til Hamborg i januar 1768. Og Knud Lyhnes genovertagelse af den mishandlede gård må være sket i eftersommeren 1770. Det var nemlig i dette år, at kongen rejste til Holsten. Holck havde arrangeret den, for at adsprede kongen. Men det var hvis ikke planlagt, at kongen skulle møde Struensee, som blev hans livlæge og så meget mere. Denne gav Holck afsked på gråt papir.

Blågård var i den grad ramponeret

Men desværre havde det været nok tid til at ødelægge Blågård. En del af Lindealléerne var blevet fældet. Men også inden døre var meget lagt øde.

Støvlet-Kathrine og hendes vilde horde havde ramponeret alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler og vægge. Den fordrukne skare med kongen i spidsen fulgte hendes parole, og de lystrede kun alt for villigt.

Og ejeren så kun smilende til. Det var jo ikke hans ejendele, det gik ud over. Bare kongen betalte og morede sig.

Holck trak sig tilbage

Efter at den kongelige unåde havde ramt Holck, trak han sig tilbage til sine godser Eckhof og Bordesholm i Holsten. Han opnåede også in 1789 at blive amtmand over Kiels, Cronhagen og Bordesholm amter. På sine ældre dage levede han som en patriark stille og tilbagetrukken. Han blev elsket og æret af sin familie og sine undergivne, fordi han var en munter og godmodig herre.

Hans landelige idyl blev dog ofte forstyrret af kreditorer fra hans ungdom. De lod han ikke i fred, før han døde. Han døde den 7. december 1800 på Eckdorf.

Tutein beholdt kun ejendommen i tre år

I Carl Bruuns fortræffelige bog ”København” påstås det, at det var Holck, der i 1777 solgte gården til den kendte købmand Peter Tutein. Men det var nu Knud Lyhnes arvinger, der gjorde dette. Tutein beholdt kun ejendommen i tre år. Han havde ellers planer om, at etablere en silkebåndsfabrik.

Ved auktionsforretningen var ejendommen vurderet til 55.000 Rdl. Men den blev tilstået Tutein for 23.000 Rdl.

Men ret hurtig kom Tutein i konflikt med Brand – og Vandkommissionen. Man tog overhovedet nogen hensyn til hans indsigelser. Derfor anlagde han en sag mod Kommissionen med krav om erstatning. Man blev enig om et forlig. Tutein fik et andet stykke jord som godtgørelse.

Peter Tutein fik tilbudt 32.000 Rigsdaler i afståelse, hvilken han betragtede som en god forretning. Derfor solgte han straks Blågården.

Problemer med Dugmanufaktur

Men egentlig var der fældet en dødsdom over Blågården. Der var ikke mere plads til kongelige eller private lystslotte på Nørrebro. I 1780 anlægger Johan Poul Kalckenberner sammen med Den Kongelige Danske Dugmanufaktur en klædefabrik på arealet. Den stolte have og hovedbygningen forfaldt efterhånden.

Den tyske fabrikant skulle selv indskyde 30.000 Rigsdaler af sine egne midler i et komplet klædemanufaktur med 20 stole. Spildevandet måtte under ingen omstændigheder løbe tilbage i søen. Opgaven blev løst ved et kompliceret system af stenkister og grøfter.

Men hele installationen af fabrikken kom til at koste betydelig mere end antaget. I maj 1782 havde Generalmagasinet ikke mindre end 135.886 Rigsdaler stående i manufakturet. Man begyndte at blive lidt betænkelig.

Kalckenberner betragtede forskellige foranstaltninger som mistillid, hvad det sikkert også har været. Han følte det som indgreb i sine rettigheder. Han protesterede mod, at Generalmagasinet skulle have adgang til sine bøger. Det endte med, at nu måtte der ikke investeres flere penge i foretagenet.

Kronprins Frederik tog magten

Nu var der jo heller ikke så mange at holde hof for. Enkedronningen Juliane Marie og hendes søn levede helst uden for København. Caroline Mathilde var død i landflygtighed. Hendes to børn, Kromprins Frederik og prinsesse Louise Augusta skulle jo først være voksne, inden de trængte til at holde hof.

Struensee var blevet henrettet på Fælleden.

Da kronprins Frederik tog magten og styrtede Guldberg var Blågården allerede ramt af forfald. Kronprinsen, den senere Frederik den Sjette var i forhold til sine forgængere meget nøjsom og var tilfreds med de slotte, der allerede stod til hans disposition.

Det gik heller ikke med linnedvæveri

I 1786 blev Det Kongelige Dugemanufaktur ophævet. Ejendommen var vurderet til 65.000 Rigsdaler og overgik til Finanskollegiet. De lejede ejendommen ud til industridrivende og private for bygningernes vedkommende. Haverne og markerne blev bortforpagtet.

De egentlige fabriksbygninger blev uden vederlag overladt til købmand Hilcker, der ville forsøge med et Linnedvæveri efter ”den Westphalske Metode” Senere var det så linnedvæver Schnitker, der heller ikke havde heldet med sig.

Arealet blev bortforpagtet

Mange ”overflødige” lejligheder blev udlejet til private folk. I 1800 blev der afholdt to auktioner, hvor der ikke manglede købere til de 13 lodder. Men man fandt budene for lave.

Hele arealet med undtagelse af slottet og tilliggende på 7 tdr. land samt ”Accisse vænget” blev bortforpagtet til bogholder i Generalpostamtet Kancelliråd Nissen.

Dyrkning af farverplanter

For en ringe sum af 100 Rigsdaler årligt blev en lille del udlejet til farver Holmblad. Han havde i 1777 fået privilegium som uldfarver. Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farverplanter.

Da Nissen i 1806 efter prinsregentens ønske /Frederik den Sjette frafaldt lejemålet gik det hele til Holmblad og Søn. De fik 27 tdr. land i livsvarig forpagtning for en årlig afgift på 440 Rigsdaler. Da seminariet blev nedlagt fik de yderligere 10 tdr. Land. De fik et rentefrit lån på 4.000 Rigsdaler til opførelsen af et tørrehus og en mølle samt 150 Rigsdaler i årlig tilskud til en ekspert i farverplanter.

Dyrkning kunne ikke mere betale sig

Under bombardementet i 1807 blev plantagerne som slat andet naturligvis ødelagt. Ikke mindre end 50.000 farveplanter var ødelagte, men plantagen kom ret hurtig i drift igen.

Men efter Napoleons endelige nederlag og da den europæiske fred var genoprettet kunne dyrkningen ikke længere betale sig. Plantagen blev nedlagt.

Jacob Holmblad var grundlæggeren af den nordiske farveindustri. Ja og virksomheden kørte videre, senere kom den til at hedde Sadolin og Holmblad.

Skolelærergymnasium oprettes

Men den 8. november 1790 blev det kongelige ”Skolelærerseminarium” oprettet. Man anvendte hovedbygningen og en del af pavillonerne til undervisningsbrug. I 1806 henlagde man 1,7 ha af jorderne til undervisningsbrug.

Allerede i 1739 havde Christian den Sjette udsendt en forordning, der tog sigte på at forberede skolevæsenet pålandet, men endnu i slutningen af firserne havde den ikke fået praktisk betydning.

Det var først, da Kronprins Frederik overtog regeringen og fik interesse for bondestandens oplysning, at der skete en forandring. I 1789 nedsatte han en kommission, der skulle fremkomme med forslag til reform af landets folkeskolevæsen.

Det kostede årligt 40 rigsdaler

Seminariets første direktion bestod af medlemmer af kommissionen, greverne Schimmelmann og Reventlow samt biskop Balle.

Uddannelsen skulle vare tre år, og årligt måtte der betales 40 Rigsdaler. For disse penge modtog eleverne:

  • Undervisning, Bopæl, Kost, Ildebrand og Lys

Et sørgeligt syn

Da englænderne i 1807 belejrede byen flyttede seminariet til Jonstrup ved Værløse. Englændernes besøg havde sat sine tydelige spor. Alle havens anlæg var ødelagt. Frugttræerne var fældede. Dem brugte man som brænde.

Så heller ikke seminariet opnåede en synderlig lang levetid på Blågård. Det var et sørgeligt syn, der mødte folk, da igen så Blågård. Værelserne var mere eller mindre ramponerede. Orgelet var skamferet af kådhed,

Dårlig vandel og tone blandet semaristerne

Men nu var det også på grund af dårlig vandel, man flyttede. I Jonstrup ville man få en bedre sædelig vandel. Den dårlige tone blandt seminaristerne skyldtes hovedstadens umiddelbare nærhed, mente præsterne.

Uha, folk med veneriske syge kunne man ikke have

Siden 1788 var der ført forhandlinger om at indrette et Skt. Hans Hospital på Blågård. Men det blev fra forskellig side protesteret mod forslaget:

  • Skal de veneriske Syge, galdne Folk, de med Spedalskhed og andre farlige Sygdomme belemre Mennesker, bo saa nær Landevejen (Nørrebrogade) og maaske to sig i Peblingesøen, hvoraf vi daglig drikker

Først i 1802 blev en af væverbygningerne midlertidigt overladt Skt. Hans Hospital til en afdeling for venerisk syge.

Fra 1809 til 1815 blev hovedbygningen brugt som lazaret, som så flyttede til Guldhuset i Rigensgade.

Mens krigen stod på til 1814 anvendtes bygningerne til lazaretter til Landmilitæretaten. Jorderne blev udlejet til forskellige.

Frederik den Sjette manglede penge

Da krigen var slut manglede Frederik den Sjette penge. Han solgte derfor Blågården på en auktion for 100.000 Rigsdaler til generaladjudant von Römeling og divisionsadjudant kaptajn von Scholten.

To snydepelse

De to ville udstykke ejendommen. Men inden da anlagde de en bronze-fabrik. Men det gik i stykker. Særlig for von Scholten var det et stort tab. Ja sådan lød den officielle forklaring. Aftalen var, at de to skulle aflevere procenter, men det var hvis noget skummelt ved afregningen.

Bygningerne var i en meget dårlig forfatning. Jorderne havde aldrig været gode. I fugtige somre var de ofte oversvømmede.

I hovedparcellen blev der indrettet et ”Damp Værk for Brændevinsbrænding”

Og så var det at Anker Heegaard købte grunden og indrettede et jernstøberi. Men denne historie har vi skrevet om.

Nørrebro i 1830’ erne

Forlagsboghandler Otto B. Wroblewski skrev om resterne af Blågården i hans lille afhandling ”Nørrebro i 30’ erne”. Man kunne endnu ane de ”de små alleer”. Ved ”Blaagaardsvejen” lå en lille en-etages-pavillon med kvistetage. Ved Slotsgade stod to stenpiller, der tidligere dannede hovedsindskørslen til Blågården. Disse piller var meget store og kronedes af en gesims med en svær jernkugle, og de var indbyrdes forbundet med en jernstang.

Blågårdens hovedbygning var i Wroblewskis dage kun rester uden tag, vinduer og døre. På begge sider lå en lavere tilbygning, der endnu var beboelig. I den ene boede en lysstøber. I den anden Nørrebros gemytlige politiassistent Garborg, der var berømt for sit gode humør.

Ja her stod det stolte slot som en ruin, ja nærmest som en brandtomt.

Pantomimeteater

Bagermester Shur havde købt hovedbygningen om omdøbt den til Pantomimeteater. Det var vel det første Nørrebros teater. I 1827 brød Pettoletti med et selskab på Vesterbro. Han lejede bygningen af bagermesteren. Han engagerede to engelske linedansere og mimikere samt deres døtre. Men de blev uenige med Pettoletti og lod sig engagere på Vesterbro.

De to yndige døtre blev gift med James og Adolph Price. Jo det er forfædre til vores Price – brødre.

Og ude på Nørrebro søgte Pellotti om tilladelse hos kongen til at opføre vaudeviller på sit teater. Tilladelsen fik han.

Wroblwskis bedstefar voksdugsfabrikant Shorn ejede en parcel af Blågård. Det svarer i dag til Nørrebrogade 49.

Teatret havde kort levetid

Men ak. Denne første del af Nørrebros Teater havde en kort levetid. Den 14. april 1833 brændte det. Og det var altså den gamle Blågård.

Teatret opnåede aldrig publikumst store gunst. Først og fremmest var det fordi Nørrebro var tyndt befolket. Indbyggertallet var i 1840 kun 3.300. Men selve beliggenheden var heller ikke god. Der fandtes igen gadebelysning.

For at komme til teatret måtte folk over den dybe og ildelugtende grøft langs Nørrebrogade. Og endelig lagde Det Kongelige Teaters direktion ved at censurere alt, hvad der lignede skuespil.

Heldigvis fik Pettoletti mere held på Vesterbro, hvor han opnåede flere rettigheder. Han grundlagde bl.a. Vesterbros nye Teater.

Jernstøberi og maskinsnedkeri

I 1838 grundlagde smedemestrene Ludvigsen og Hermann et jernstøberi på Nørrebrogade, og i 1872 grundlagde snedkermester Ferdinand Oxelberg Københavns første og i mange år største maskinsnedkeri i Smedegade 19.

Otto Wroblewskis far var stempelpapirforvalter, etatsråd Johan Daniel Wroblewski ejede også en parcel af Blågården. Derfor havde man nøglerne til de ellers lukkede stier langs Sortedams- og Peblingesøen.

Fornøjelsesselskabet Holbergs Minde

Ved siden af havde assessor Koop en parcel, som han ofte lejede ud til forskellige selskaber af fornøjelig art. En af disse var ”Fornøjelsesselskabet Holbergs Minde”. Deres punch var berømt i sin tid.

Begyndelsen til Burmeister og Wain

Shorn udlejede sin parcel i 1839 til Hans Henrik Baumgarten, der var maskinmester ved Berlings Trykkeri. Han kogte i en derude indmuret kedel farve til trykningen. I 1846 udviklede dette sig til firmaet Baumgarten & Burmeister og dette blev så igen til Burmeister & Wain.

Kilde:

  • Knud Bokkenheuser: Vandringer på Nørrebro
  • Wroblewski: Nørrebro i 30’ erne (1830’ erne)
  • Charles Haugbøll: Blaagaardskvarteret – gennem 300 aar
  • Litteratur Nørrebro
  • Div. Artikler dengang.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 251 artikler om Det gamle Nørrebro, herunder:

  • Blaagaarden – på en anden måde
  • Anker Heegaard og hans jernstøberi
  • Omkring Blågårdsgade
  • Blågårdsgade-dengang
  • Blågård Seminarium
  • Blågårds Plads på Nørrebro
  • Historien om Nørrebros Teater
  • Blågårds-kvarteret gennem næsten 400 år
  • Russiske tropper i Fælledparken

Mandelejren på Livø

Januar 22, 2019

Mandehjemmet på Livø

Af Lisa Hildegarth

De ”Kellerske Anstalter” var stolte af denne lejr. Man mente, at det var meget humant den måde, man behandlede mændene på. Der var også mange normalbegavede blandt de indsatte. Uden dom blev ”asociale” anbragt her. For nogle var anbringelsen livsvarig. Det var en generel stemning i samfundet, at der skulle ske en udrensning. Sterilisation og kastration var en af metoderne.



I 1911 blev Livø i Limfjorden erhvervet af bestyrelsen for den “Kellerske Aandssvageanstalt”, der med overlæge Christian Keller som initiativtager var oprettet i 1897. Til formålet blev de gamle bygninger anvendt, til et mandehjem af såkaldte “antisociale åndssvage.” Mændenes arbejdskraft skulle udnyttes, og som på grund af et relativt lille areal kunne Livø let overvåges.


Danmark blev hermed foregangsland, når det gjaldt overvågning, systematisk indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndssvage. Anstalten blev, med sine isolationsfilialer på Livø og Sprogø, de anstalter man viste frem til offentligheden, som forbillede for hele Europa. Et bevis på hvor humant et land Danmark var. De Kellerske Anstalter i Brejning mellem Vejle og Fredericia er en nu nedlagt mentalanstalt.



Selv om anstalterne på Livø og Sprogø var beregnet for mennesker, som var både kriminelle og åndssvage, var der også mange normaltbegavede blandt de indsatte. For dengang kunne personer, som havde en asocial adfærd, få diagnosen “moralsk åndssvag” og uden dom blive spærret inde på de to isolerede ø-anstalter i årevis. For nogle var anbringelsen livsvarig, for når man blev indsat på Livø og Sprogø, var det på ubestemt tid.



Livø. blev et sted, hvor åndssvage og ofte kriminelle mænd blev holdt fanget. Det skal dog nævnes at disse åndssvage fik betegnelsen “moralsk åndssvage”. Deres forbrydelser kunne have været tyveri af nogle cykler eller nogle håndøre. Mange læger og forskere ville i dag ikke betegne disse mænd som åndssvage, men det lå i tiden at rense ud i samfundet.



Der var også en generel stemning i samfundet, der stemte for en udrensning i befolkningen, da man frygtede for fremtiden. Blandt læger på denne tid var det alment accepteret, at åndssvage ville videregive deres “sygdom” til næste generation. Derfor var ét af de største mål med Livø, at sørge for, at rehabilitere de indsatte til et normalt liv i det normale samfund, samt at sørge for, at de ikke formerede sig. Når de blev prøveløsladt, kunne samvær eller forlovelse med en “føjtende kvinde” føre direkte til, at de blev sendt tilbage til øen.



Forholdene på øen, blandt andet. indkvarteringen og maden, var til tider mangelfulde. Men mændene hørte til i åndssvageforsorgens regi, hvorved anbringelsen blev tidsubestemt og spørgsmålet om frigivelse overladt til anstaltens ledende overlæge i samråd med anstaltens inspektør. Kunne den moralske åndssvaghed diagnosticeres inden den gav sig udslag i kriminalitet, blev det af hensyn, både til samfundet og til patienten selv, anset for hensigtsmæssigt med en anbringelse på en ø-anstalt.



En del blev derfor overbragt til Livø fra andre institutioner i landet, af disciplinære og forebyggende årsager; det vil sige i realiteten fængsling uden rettergang og domfældelse. Kontakten til omverdenen blev afskåret, og al brevkorrespondance censureret. Dertil bevirkede lovene om sterilisation og kastration i 1929 og 1935, at sterilisation eller kastration ofte var en betingelse for, at mændene kunne udskrives til et liv i frihed.



Livet på selve øen var som sådan ikke et normalt fængsel. De kunne gå frit rundt, hvor de skulle passe landbrug, skov, mejeri og værksteder. Flere forsøgte at flygte, hvilket oftest havde en uheldig udgang. På den tid havde Livø 200 beboere, hvor halvdelen var de åndssvage og den anden halvdel bestod af ansatte og deres familier.



Livø var netop velegnet til oprettelse af en sådan institution efter Kellers tankegang. Den omgivende Limfjord kunne udgøre afskærmning overfor omverdenen, landbrugsarealerne kunne tjene til udnyttelse af de anbragtes arbejdskraft. De uopdyrkede arealer på øens nordvestlige hjørne kunne udnyttes til udlevelse af vagabonderingstrangen. Blev trangen for stærk, kunne mændene tage sig et par dage i buskadset, og så ellers vende tilbage til anstalten, uden at nogen stor skade var sket.



Men selv om Livø i sig selv var et fængsel, var der også et fængsel i fængslet, hvor de indsatte kunne isolationsfængsles, nogle gange i flere måneder.



I 1922 åbnedes en pendant til Livø-anstalten på Storebæltsøen Sprogø. Her var det en opdragelsesanstalt og et tvangsfængsel for “seksuelt løsagtige unge kvinder”, der blev isoleret fra omverdenen.



De hvide huse med de røde tage, som man i dag kan se på Livø, stammer fra den periode, hvor mænd blev overbragt hertil. En lille udstilling fra denne periode kan ses i en separat bygning på øen



De resterende bygninger benyttes i dag til ferieboliger. 

Vi takker for indsendte. Læs også her på www.dengang.dk

  • De kellerske anstalter på Nørrebro
  • De Farlige Kvinder
  • Jagten på det perfekte menneske
  • De unge kvinder på Sprogø

De unge kvinder på Sprogø

Januar 22, 2019

De unge kvinder på Sprogø

af Lisa Hildegarth

De blev kendt umyndige på grund af evnesvaghed. Indespærringen varede i gennemsnit 7 år. Generelt bliv disse kvinder anset for at være uhelbredelige. En ø fuld af unge kvinder kunne også sætte fantasien i gang hos mænd. En enkelt blev da også gravid med ”en mand med blanke knapper”. Manden fik tiltalefrafald, men efterfølgende kunne omgang med disse kvinder give op til tre måneders fængsel. Jo kvinderne blev også anset for at være løsagtige og letfærdige.



De unge kvinder på Sprogø

Kvindeanstalten på Sprogø var ikke et fængsel, men de indsatte var der på ubestemt tid. Det var ikke et hospital, men de indlagte blev opfattet som syge. Kvinderne blev betragtet som letfærdige og løsagtige, men havde selv en drøm om en borgerlig tilværelse.



I 1922 blev Sprogø forpagtet og dannede rammen om et hjem, som De Kellerske Anstalter drev for kvinder, som var kendt umyndige på grund af evnesvaghed, men som i virkeligheden ofte – ifølge datidens moral – blev anset for seksuelt løsagtige af myndighederne.



Hjemmet var en opdragelsesanstalt og et tvangsfængsel for de unge kvinder, der blev betragtet som en fare for samfundet. Ved isolering på øen undgik man desuden uønskede barnefødsler. Mange tragiske skæbner var resultatet af denne indespærring, der gennemsnitligt varede cirka syv år. Der var plads til omkring 50 kvinder på kvindehjemmet. Kvinderne skulle passe landbruget der hørte til hjemmet, samt husligt arbejde.



De skulle leve en tilværelse så tæt på en normal familie, som det nu var muligt. Kvinderne skulle kort sagt normaliseres, selv om de samtidig fik indprentet, at de var unormale. Da kvinderne, der var anbragt på Sprogø, generelt blev anset for at være uhelbredelige, var det hovedfunktionen for anstalten, at den først og fremmest skulle virke afskrækkende på det omgivende samfund. Dermed er vi tilbage ved den tids indledende trussel til alle piger om at holde igen på seksuel løssluppenhed – ellers bliver du anbragt på Sprogø!



En hel ø fyldt med kvinder var naturligvis med til at sætte fantasien i gang hos nogle mænd. Men øen var strengt overvåget. Et mandligt besøg på Sprogø ville ødelægge selve ideen med anstalten. Alligevel lykkedes det enkelte gange for mænd udefra at komme i nærkontakt med enkelte af de internerede kvinder. En af kvinderne blev gravid med ”en mand med blanke knapper”. (det menes, at den militære karakter med de to rader af blanke knapper). Kvinden blev efter fødselen steriliseret. ”Manden med de blanke knapper” fik tiltalefrafald.



Men sagen vakte så megen påstyr, at den førte til et forslag om at stramme straffeloven, således at den – ”…der forskaffer sig Samleje med en Kvinde, der af Samfundshensyn er anbragt paa et Sindssygehospital eller en statsanerkendt Anstalt for Aandssvage eller Epileptikere”, kunne straffes inden for en strafferamme fra tre måneder til otte år.



Forslaget blev ikke vedtaget men er udtryk for, at man helhjertet ville sikre kvinderne på Sprogø mod omverdenen – og omvendt. Selv om de kvinder, der blev anbragt på Sprogø, var stemplet som værende – ”letfærdige og løsagtige” – finder man i breve fra dem beviser på, at deres drøm var en almindelig borgerlig tilværelse. En drøm der rent faktisk blev realiseret for ganske mange, efter langvarigt ophold på Sprogø og den efterfølgende udslusning i det samfund, de i en periode havde været spærret ude fra.



En kort periode var der feriehjem for københavnske skolebørn, dog uden succes, og Brandtilsynet nedlagde forbud mod brugen af bygningen til formålet. 

Tak for indlægget.

 Læs også en tidligere artikel, som vi har skrevet om emnet ”De farlige kvinder”.

Læs også

  • De kellerske anstalter på Nørrebro
  • Jagten på det perfekte menneske

Fælledbisser og Prinser (NørLIV 16)

Januar 18, 2019

Fælledbisser og Prinser (NørLIV 16)

Dette er vores 16. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Det handler i første omgang om Fælled-bisserne. De bosatte sig her på Fælleden, for ude i Lersøen var industrien kommet for tæt på. Og måske var politiet også blevet lidt for aktive. En af de mest berømte Fælled-bisser var Maja Robinson. Man sagde om hende, at hun havde været meget smuk og gift med an australsk læge. Der blev sandelig også kæmpet om hendes gunst. Mange forsøgte at hjælpe hende ud af hendes tilværelse. Det var herude, at Robert Storm Petersen fandt sine motiver. Ja anden del i artikler handler om ”Prinserne”. De bosatte sig bl.a. på Blågårds Plads. Og de levede hovedsagelig af flydende føde. Prinserne var gode babysittere. Og da alkoholen steg i pris, jamen så lavede de et hjemmebrænderi i Rådmandsgade, men ak det blev opdaget.

Udtrykket ”bisse” stammer egentlig fra kvæg, der går frit på græs. Da Fælledbisserne var utilpassede, frie sjæle, der aldrig kunne holde sig i ro, fik de øgenavnet ”bisser”, der som ”bøller” stadig lever i folkemunde for ”rå og ubehøvlede personer”

Fælledbissernes ”dronning” var Maja Robinson. Hun havde efter rygterne været en fin lægefrue i Australien. Men så var hun kommet til Danmark, hvor misbrug havde ødelagt hende. Hun skulle som unge have været billedskøn. Hun gik rundt med et billede af sig selv, inden det blev slidt.

Deroppe hvor Aldersro Bryggeri lå, var der engang en tobaksfabrik, der hed A/S Lichtinger. Ja det var omkring det nuværende Jagtvej 169. Her havde en række kvindelige medarbejdere flere gange forsøgt at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende og klædte hende på fra yderst til inderst. Men det hjalp ikke.

Engang imellem forsvandt hun helt, så kom hun pludselig tilbage. Det var altid ballade omkring hende. For alle ville gerne være ”Førstebajs” hos hende. Men det var som regel ”Proppen”, der vandt.

Man sagde om hende, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand. Når hun så blev anholdt og sat i brummen, kunne hun finde på at klæde sig af over for de rødmende betjente. Senere ude på Fælleden fik hun om sommeren 5 øre for at trække op i kjolen af rødmende karle.

En ung kunstner ved navn Robert Storm Petersen kom meget på Fælledbisserne. Han brugte dem til sine berømte motiver med vagabonder. Men ak tidens tand ramte også Nørre Fælled. Det blev forvandlet til folkepark, bebyggelse og idrætsanlæg. Flokken delte sig. Halvdelen søgte ind på Blågårds Plads. Og de andre søgte ud omkring Rentemestervej, hvor en del af dem blev kræmmere og klunsere.

Nogle få kom fri af miljøet og fandt deres plads i samfundet. Men de fleste af Lersø-bøllerne og Fælled – bisserne endte deres dage som forhutlede drankere på Sundholm.

Ib Spang Olsen fortæller i sine erindringer fra kvarteret omkring Bryggervangen og Vognmarksmarken minder om Fælledbisser og Maja Robinson. De var ofte gæster i Likørstræde ved Kristineberg.

De rigtige damer gik i en stor bue forbi Maja, når de så hende. Om vinteren boede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I Ledvogterhuset ved ”Holger Danskes Briller” blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det nu ikke let. I Aftenbladet den 14. september 1917 var overskriften:

  • Fælleddronningen Maja Robinson slaaet fordærvet af sin kæreste

I 1918 var de ikke så mange tilbage. De var vel kun 5 – 6 stykker. Her så man blandt andet ”Stegt Sild” ”Den Hvide Neger” og ”Krølle Charles”. De var nu ret fredelige, men stjal i ny og næ. Mange lå på Fælleden i en evig brændevinsrus. De var glade, når folk gav dem en skilling. Men ridende politi kom ofte med deres sabler og jog dem på flugt.

Når Maja så børn, havde hun altid en slikpose parat. Hvad der blev af Maja vides ikke. Men endnu i 1940erne så man Julius i Fælledparken.

Nogle af Fælled – bisserne blev til ”Pinserne”. Det kaldte man spritterne på Blågårds Plads. Politiet og vægterne kæmpede en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men de sad på bænkene på Blågårds Plads blandt legende børn. Og ofte tjente de en ekstra skilling ved at være babysittere. De var enige om, at følgende skulle stå på deres gravsten:

  • På min Gravsten, skal der skrives

Der skal printes på latin:

Under denne Gravsten hviler

Der et smask fordrukken Svin

De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det bare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke, sagde de. Det var den indre varme, der bestemte. De opholdt sig i de mange nedrivningsejendomme. Ja her kunne et gammelt spiserkammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.

De blev så i ejendommen indtil entreprenøren begyndte at rive den ned Først når bulldozerne havde fjernet de sidste murbrokker, var prinserne hjemløse. Men så kastede de sig bare over et nyt hus.

Under Første Verdenskrig satte værtshusholderne altid flasker på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte ”Hanerumpe”. Og grunden til dette, var de mange farver.

Meget populært i de kredse var ”Indianerfrokost”. På stegepanden varmede Prinserne røget markrel, wienerbrød, rugbrød, fedt, tomat og afaldspålæg. Ja så fik de en spirtdram til. Og alt imens skrålede de:

  • De Frelserpiger

De er så Fromme

De går med Salmebog

I deres Lomme

Med korte Skørter

Og skæve Ben

Og Ræven går som Slibesten

Man blandede portvin og sprit. Men en langt finere og billigere drik var en såkaldt ”Primuslikør”. Det var kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogle blandede også skummetmælk i sprit. Ja man kaldte det for en ”Karbidsnaps”.

Det var gode tider omkring 1908, da en hel flaske Aalborg Taffel kostede 55 øre. Og her var inkluderet en afgift til Staten på hele seks øre. Fra 1. januar 1918 kom en flaske Aalborg Taffel op i den skyhøje pris på 11 kr.

Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør. Men det var også mangel på kogesprit. Og så var det i en periode grønt. Dette var ikke godt for prinserne. Myndighederne havde også tilsat bismag til kogspritten. Men Prinserne fandt en løsning. Og det gjorde de ved hjælp af eksperimenter med gasblus m.m. Alt dette foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69. Forsøgene gik så godt, at man afsatte flaskerne i restauranterne på Nørrebro. Man fik hele 25 kr. for dem.

Men ak, det blev selvfølgelig opdaget. Men disse Prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:

  • Ja De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og må følge med
  • For hvad?
  • Ja vi har lavet en husundersøgelse, og nede i Deres kælder, der har vi fundet remedierne til hjemmebrænderi
  • Åh vil det så også sige, at De vil arrestere mig for voldtægt?
  • Hvad vil det sige? Har De også begået voldtægt?
  • Nej Hr. betjent, men jeg har remedierne til det!

www.dengang.dk kan du læse alle de andre indlæg, som vi har leveret til NørrebroLIV – i alt så kan du læse 250 artikler om ”Det Gamle Nørrebro”.


Et barn på Nørrebro (NørLIV 15)

Januar 9, 2019

Et barn på Nørrebro (NørrebroLIV 15)

Dette er vores 15. bidrag til Ugeavisen Nørrebro Liv. Det handler om det, at være barn på Nørrebro. Vi skal høre om det at være Pølsedreng. Og så var det den Store Badedag. Der var ingen kage til børnene, selv om de selv hentede en stor kurv inde hos en bager inde i byen. Men de kager blev brugt til, at kvinder kunne holde en ordentlig omgang kaffe-komsammen hver uge. Det var ikke altid lige let at være barn på Nørrebro

Pølsedrengene

Spisekammeret var tomt. Det eneste man kunne få var masser af sukkermadder. I stuen var det kun baggårdens lugter. Det var gaslygter ligesom ude på gaden. Ved mørkets frembrud tændte lygtemanden dem med sin lange stang. Petroleumslampen derinde måtte børnene ikke selv tænde. Det var farlig for børn. Elektriciteten eller gassen var lukket på grund af manglende betaling.

På Nørrebro boede alle de fattige med udsigt til baggården. De lidt finere havde udsigt til gaden. På hver etage boede der fem familier, som deltes om to toiletter for enden af den lange gang. Sådan var forholdene omkring Skyttegade. Ja nogle måtte ned til retiraderne nede i gården. Det var nu ikke så rart. Her var masser af rotter.

Beboerne skulle selv sørge for rengøring af toiletterne, så det gik på omgang. De enlige mænds rengøring var ikke særlig effektiv. Så børnene gik kun nødtvungen derud. Når man skulle tisse foregik det i potte, og når den var fuld, blev det bare smidt i vasken.

Det var ellers de store knægtes lod at tømme natpotten. Og det var ikke sjovt, når man skulle ned i retiraderne. Det var heller ikke så velset blandt baggårdens unge. Så det skete ofte efter mørkets frembrud, at den skvulpende potte blev båret ned fra fjerde sal. Det var ikke altid, at der var lys på bagtrappen. Men blev det for meget for ”Pølsedrengne” blev både ”det store” og ”det lille” tømt i vasken. Resultatet var, at indholdet ofte dukkede op hos naboen. Ja så blev faldstammen tilstoppet og man kan forestille sig, hvordan det lugtede om sommeren.

Store Badedag

Stuen blev opvarmet af en lille kakkelovn. Når det var højvande i kasse, blev der fyret med koks. Og hvis købmanden ikke ville give kredit, så brugte man sammenpressede avisbriketter.

Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere at vaske i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt i en gryde over gassen, og det var kun koldt skyllevand. Om vinteren blev tøjet tørret ved kakkelovnen i stuen.

Hver lørdag skulle familien i bad. En stor balje blev sat i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekælderen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte bruge det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være at de tissede i vandet. Der blev skrubet og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man have en klud for øjnene, ellers gik det galt.

Bagefter blev der kæmmet med den store tættekam. At have lus var det værste, der kunne overgå børnene. Havde man lus måtte man i gang med olie. Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdaget, at man havde fnat. Så måtte børnene en tur på Kommunehospitalet. Og det blev en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans og sænket ned i et badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuret med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Derhjemme måtte man huske at udskifte sengetøjet. Alt andet tøj skulle vaskes.

Mange lejligheder var en ren lopperede. Det var fugtigt, og der var ikke muligheder for udluftning. Pludselig følte man, at det kriblede og krablede alle steder. Gulve og paneller blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde tøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og loft.

Butikkerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningens udstillingskasser. Når det blev opdaget holdt man en lille pause og så gik man i gang igen. Disse togter skabte stor respekt i baggården.

Mange gik i søndagsskole, bl.a. i Gartnergade. Det var ikke nødvendigvis på grund af almindelig dannelse. Men her var hygge og varme. Om søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade med alle unger bagefter. På Blågårds Plads blev der talt om Gud den almægtige.

Man fik at vide, at man ikke måtte lyve, men hvis købmanden kom med regningen, måtte man godt sige, at far ikke var hjemme, selv om han gemte sig inde i soveværelset. Gasmanden kom hver måned for at tømme gasautomaten for mønter. Men faderen havde allerede været der. Så blev der ellers brutalt slukket for gas og lys. Så var det slut med kaffe, kartofler og spejlæg.

Ingen kage til børnene

Når det gik helt dårligt så kom ”Dullen” fra Kommunen. Hun skaffede nye tandbørster og spisebilletter til folkekøkkenet. Men brunkål eller gule ærter med flæsk kunne være barsk kost for børn, der ikke var vant til varm mad. Ofte solgte familien disse spisebilletter for at skaffe nogle kontanter.

Børnene var i evig kamp med viceværterne. Øretæverne måtte man så tage, hvis man blev fanget. Og så var det Ladegårdsåen – en skøn legeplads. På det grønne område ned til åen blev der arrangeret boksekampe. Så var det også de drabelige kampe mod de andre gader.

I åen blev der fanget aborrer og skaller. Sommetider var man heldig og fange en gedde. Der blev sejlet med bræddestumper, fanget blodigler, rygsvømmer, salamander og skøjteløber. Man løb på skøjter om vinteren og balancerede på isflager. Kunsten bestod at vippe de andre i vandet uden selv at blive våd.

Et kendt bageri inde i byen havde tilbudt et børnehjem en stor kurv wienerbrød og kager en gang om ugen. Så kunne børnene finde ud af, at sådan noget også eksisterede. Det var selvfølgelig strengt forbudt, at tage noget på turen tilbage til Nørrebro. Og det blev tjekket hos børnene. Munden blev revet op og forstanderinden lugtede dem i munden. Var forbuddet blevet ivertrådt var det eller prygl og mørk arrest.

Og kagerne, ja dem fik børnene aldrig at se eller smage. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under disse gilder, at børnene fik lov til at sidde ved vinduerne ud til gaden og kigge på livet.

Ja og denne historie med kagerne, er en som Asta Nielsen, den store filmskuespiller har oplevet. Hun boede en overgang i nærheden af Stefans Kirken. Hvor dette foregik.

www.dengang.dk kan du læse 249 artikler om det gamle Nørrebro


Flygtninge-prammen i Klintholm Havn

Januar 7, 2019

Flygtninge-prammen i Klintholm Havn

En mindesten er lagt ved Klintholm Havn. En synkefærdig flodpram med masser af KZ-fangere ankom, mens Danmark festede den 5. maj 1945. Prammen var også sprunget læk. Det var en levende ligkiste. Der var masser af sygdomme om bord. Miner var fastgjort til prammen. I første omgang skaffede man 125 rugbrød og 400 liter mælk. Ingen patienter måtte indlægges på Næstved Sygehus. Søbad om dannet til feltlazaret. Flere hundrede blev reddet. 19 klarede det ikke og døde. 70 patienter blev overbragt til Blegdamshospitalet. En mand lagde hver 5. maj blomster. Det var Piotr, en af dem, der blev reddet. Han var forelsket i en af hans plejere. De blev gift og fik børn. Han tog på 20 ture til Polen for at hjælpe. Nøjagtig 54 år efter, at han blev reddet gik han bort.

En mindesten

På Klintholm Havn står i dag en mindesten:

  • Fra sult og nød

De mødtes på en fremmed kyst

I hjælpsom ånd, en udstrakt hånd

Ved siden af står der på fire sprog:

  • Aktion prammen

På selve Danmarks befrielsesdag 5. maj 1945

strandede her en flodpram med 370 døende

Mennesker af alle nationaliteter ombord

De kom fra nazikoncentrationslejren Stutthof ved Danzig

pint af sult, tortur og sygdom havde deres bødler tvunget

dem på denne dødsflugt over Østersøen

En synkefærdig flodpram

Om morgenen den 5. maj 1945 blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til fiskerihavnen Klintholm på østsiden af Møn. Om bord var 345 fanger fra koncentrationslejren Stutthof. I det materiale, som vi har nævnes forskellige tal.

Himmler befalede at KZ – fanger ikke måtte falde i fjendens hænder

I krigens sidste måneder påbød Heinrich Himmler at ingen levende KZ-fanger måtte falde i de allieredes hænder. Den 18. marts nåede sovjetiske styrker Østersø-kysten vest for Danzig. Evakuering over land var ikke længere muligt. Der var nu kun en flugtvej, og det var Østersøen.

Storstilet evakuering

Tyskerne iværksatte en storstilet evakuering over Østersøen. Allerede i januar 1945 havde man forsøgt at evakuere Stutthof. I kreaturvogne var fangerne kørt til Danzig, hvorfra de skulle være afsejlet vest på med et stort passagerskib. Men transporten blev forsinket af angribende sovjetiske fly.

Da fangerne så endelig nåede Danzig var skibet sejlet, og de blev beordret tilbage til Stutthof. Skuffelsen var stor, men senere viste det sig at fangerne havde været heldige.

Det store skib, Wilhelm Gustloff blev den 30. januar torpederet af en sovjetisk u – båd og sank. 5.438 mennesker mistede livet, herunder 3.000 børn. Kun 838 blev reddet af tyske marinefartøjer. Kun 838 blev reddet af tyske marinefartøjer.

Antallet af ombordværende har sikkert været større, og muligvis er antallet af omkommende væsentlig højere.

Engelske flyangreb kostede 10.000 flygtninge livet

I Travemünde sprang et stort krydstogtsskib i luften. Det var antagelig Cap Arcona. Det var sammen med to andre skibe blevet angrebet og sænket af Royal Air Force. Masser af flygtninge blev dræbt af englænderne. Ja man mener, at de engelske flyangreb kostede 10.000 flygtninge livet.

 I Flensborg Havn og videre syd på havde 1.081 skibe bragt 2.401.367 mennesker i sikkerhed for de fremstormende sovjetiske styrker.

Mange omkom under dødsmarch

Allerede i januar var en masse fangere fra Stutthof sendt ud på en dødsmarch, som skulle koste tusinder og atter tusinde livet. Blandt dem var også flertallet af de danske kommunister.

I april 1945 var der igen tale om evakuering af Stutthof. På det tidpunkt var der ca. 4.500 fangere i lejren. Men kun knap 3.300 fangere blev berørt af evakueringen den 25. april. Flere af de indsatte var enten døde eller undsluppet.

Blandt dem, der nu skulle evakueres var 30 danske kommunister, de norske politifolk og finske skibsbesætninger.

I 4 flodpramme

Man blev transporteret til Nickelswalde ved Weichsel-flodens udmunding. Med et landgangsfartøj blev man transporteret til halvøen Hela ud for Danzig-bugten, hvor fangerne blev beordret om bord i fire flodpramme. Under hele turen måtte man søge ly for angribende sovjetiske fly.

Hermine Koschmmieder(Schmidt) beskriver det på denne måde:

  • Man kan overhovedet ikke beskrive afskibningen her. Kolonnerne gik i opløsning. Mennesker kastede sig fladt til jorden eller trykkede sig ind til hjul og vogne. Jorden under os skælvede og gyngede som budding. Lige ved siden af os faldt der bomber. Vi blev dækket af støv, brokker og skidt. Hele havnen blev indhyllet i tykke i tykke røgskyer. Luften blev fyldt med svovl og røg. Et skib var ved at synke.

En flodpram forsvandt undervejs

Den 28. april afsejlede man. Dagen efter nåede man Saltssnitz på den nordøstligste del af Rügen. Efter afsejlingen blev konvojen splittet af høj søgang. En slæbebåd blev også udsat for luftangreb. En af flodprammene brød i brand.

En pram forsvandt undervejs. To af prammene nåede mellem natten mellem den 2. og 3. maj frem til bugten ud for byen Neustadt i Holsten. Her havde tyskerne stuvet en masse KZ – fanger sammen, ikke mindst fanger fra Neuengamme.

Prammen sprang læk

Yderligere en af prammene med ca. 500 personer om bord gik på grund i det lave vand ved øen Greifswalder øst for Rügen, hvor prammen var ved at bryde sammen. Den 30. april blev de ombordværende sejlet ind til Lauterbach på sydkysten af Rügen. Derfra afsejlede de i en ny pram trukket af slæbebåden Danzig under kommando af oberstløjtnant Paulo med et marinefartøj som eskorte.

Undervejs sprang prammen læk. Man besluttede derfor at bringe prammen ind til Klintholm Havn med nu 345 ombordværende KZ – fanger.

Afvist og ingen form for forplejning

Blandt dem, der var om bord var den 19 – årige Hermine Koschmieder. Hendes forbrydelse var, at hun var medlem af Jehovas Vidner. Hun fortæller, at ved afrejsen fra Stutthof havde hver fået udleveret et halvt brød, et stykke margarine og et stykke hestekød med besked om, at det skulle vare i mindst otte dage.

  • Vi blev afvist i Saltssnitz, fik ingen form for forplejning. Vel en smule vand, det var som en dråbe på en varm sten. Om bord var man allerede desperat nok til at drikke havvand. Efter cirka tre timer gik det videre.
  • Om natten løb prammen på en af de mange undersøiske skær ved Eulenburg. Bugserbåden havde åbenbart sluppet os og var forsvundet. Man mærkede og hørte hvordan skroget skurede mod stenet modstand. En hvis sløvhed lå over os.

Land i sigte

Det var kolde aftener om bord, og de døde blev bare kastet over bord. Man drev omkring på havet i rum sø. Det var dage uden mål og med. Prammen begyndte at tage vand ind, og man måtte rejse nødflaget. Pludselig råbte en: ”Land i sigte”. Man var glad for, at det var et hagekorsflag, som man så, men det danske flag.

  • Disse aprils-nætter på havet ar ubeskrivelig kolde, især om morgenen. Vagten hyllede mig faktisk ind i sine egne tæpper. Helt tildækkede, klamme og stivfrosne sad vi heroppe sammen med nogle få andre. I alt var der vel godt 400 mennesker på den totalt overfyldte pram. Nedunder i lastrummet var der totalt kaos. Folk lå bogstaveligt talt oven på hinanden. Fyldt med lus, udhungrede, søsyge og fortvivlende trampede de hinanden ned med fødderne. De døde var ganske enkelt kastet over bord, også de halvdøde. Prammen var aldeles ikke bygget til havsejlads. Man frygtede, at den skulle kæntre. Så fik den slagside. For at holde ligevægten slog man ubarmhjertigt løs på enhver, der lod sig se på dækket, måske bare på grund af en naturlig trang. Men besynderligt nok holdt de menneskelige behov op, da man jo hverken spiste eller drak. Jeg husker slet ikke at jeg forrettede min nødtørft på den tur.
  • Under alt dette var vi selvfølgelig bevidste om Himmlers ordre til så vidt muligt at sænke alle fanger i rum sø og helst sådan at der ikke var nogen spor tilbage

På vej til Strandhotellet

Den 5. maj ankom overbetjent Ejnar Lundstrøm fra Sorø til Klintholm Havn som leder af 13 modstandsfolk. Egentlig skulle de anholde en stikker. En del tyskere lå på Strandhotellet. De havde endnu ikke fået kapitulationsordre. Her havde den eftersøgte stikker søgt tilflugt. Inde på hotellet nægtede tyskerne at udlevere stikkeren.

Men lige ankommet til havnen blev de gjort opmærksom på, at der lige var ankommet en pram. Som en af de første danskere gik overbetjenten om bord.

”En levende ligkiste”

Også en ung journalist, Gert Munch fra Møns Dagblad lavede en rapport med navne og billeder. Det rystede ikke bare ham selv, men også mange læsere. Han kaldte prammen for ”En levende Ligkiste”.

Oprindelig havde de været 800, men de 300 var døde. De sidste tre dage havde de kun fået saltvand at drikke. Hele rummet var indhyllet i en frygtelig stank. De ulykkelige mennesker havde været henvist til at benytteselve opholdsrummet til at forrette deres nødtørft i.

Ved ankomsten var størstedelen af fangerne polakker og russere. Dertil kom et lille antal tjekkoslovakker, tyskere, estere, lettere, litauere, tyskere og franskmænd. Dertil kom en del fra Danzig.

Masser af sygdomme

Den første læge, der ankom var Rasmus J. Fenger. Han havde en form for aftale med den lokale modstandsbevægelse. Også læge Bendt Mortensen og hans hustru Helene Mortensen mødte hurtigt frem. Sidstnævnte var formand for det lokale Røde Kors. Også baron Rosenkrantz fra Liselund var hurtigt fremme. Han repræsenterede den lokale modstandsbevægelse.

Sygdomme som dysenteri, tyfus, tuberkuløse rådede blandt fangerne. Dertil kom følgerne af underernæring. Og alle havde lopper.

I Morsø Folkeblad den 7. maj 1945 udtalte Dr. Fenger, at man under normale omstændigheder ville have anlagt samtlige prammens ombordværende. De kunne så have fyldt Stege Sygehus i to år. Så galt gik det dog ikke. Men det kunne man jo ikke vide her den 5. maj. Hen på efteråret kunne de sidste Stutthof-fangere forlade Møn.

Den lokale befolkning tog et stort ansvar

Den lokale befolkning tog et stort ansvar. Frivillige hjælpere fik KZ – fangerne tilbage til livet. På Strandhotellet blev der indrettet et nødtørftigt lazaret. Men de første dage måtte man blive i karantæne på prammen. Kun de døende og de mest elendige blev båret fra borde. Nogle døde også med det samme. De var alt for uforsigtige og tog for meget føde til sig på en gang.

De lokale beboere kom med brød og frisk vand.

Desværre kom nogle af KZ-flygtningene snart igen bag pigtråd idet de kom i en dansk flygtningelejr. Nogle kunne først vende hjem igen i 1947.

Miner fastgjort prammen

Omkring prammen var der fastgjort miner, der ville eksplodere ved et tryk fra slæbebåden. Fangerne skulle have været sendt på havets bund. Men det tjener til den tyske skibsførers ros, at han ikke gjorde det.

En marinebåd, hvis kanoner pegede mod modstandsfolkene sejlede næste dag med SS – soldater om bord. Denne havde fulgt prammen det sidste stykke. Disse SS – soldater ville ikke fortælle, at det drejede sig om KZ – fangere.

Nationaltidende berettede

Nationaltidende beskrev det hele på denne måde:

  • Det første de Mønboer saa af denne Østersø-Arks Beboere, da de var stimlet sammen paa Landingspladsen, var en Klynge snavsede, pjaltede og ubeskriveligt magre Mennesker, som stavrede op ad Hønsestigerne fra Arkens Bælgmørkes Indre og tumlede mod Rælingen i en forvirret, kæmpende Klump. En Skolepige inde paa Land greb et Stykke Brød og slyngede det over Bord. Øjeblikkeligt opstod der et voldsomt Slagsmaal omkring den ene humpel Rugbrød, som Skolepigen havde kastet.
  • Egnens dygtige Læge, dr. Rasmus Fenger fortæller: ”Jeg gik ombord i Prammen, vist nok som den første, og uden at Tyskerne forsøgte at hindre det. Det var en underlig Oplevelse. De stimlede sammen om mig, hev mig i Tøjet……fortalte mig, at det var Fanger fra Koncentrationslejren Stutthof, og at de havde sejlet i mange Dage uden at faa fersk Vand og uden Mad.

Rædsler er i nøje overensstemmelse med sandheden

Flere af fangerne var som allerede nævnt så afkræftede at de døde. Flere gravsten på kirkegården i Magleby minder om tragedien. En del af de overlevende tilbragte en tid i Høje Møn Forsamlingshus.

Over for Møns Folkeblad beskrev dr. Fenger sit indtryk:

  • Det er jo forfærdeligt. Det viser at Briternes Meddelelser i BBC om de tyske Koncentrationslejres Rædsler er i nøje Overensstemmelser med Sandheden. ”Jeg har faktisk ikke før kunnet tro det!”

125 rugbrød og 400 liter mælk

Dr. Fenger sendte straks sin kone af sted med lastbil til bageren i Borre, hvor hun hentede omkring 125 rugbrød til KZ – fangerne. Snart begyndte klintholmerne også at koge kartofler i store kogekar og indsamle mere end 400 liter mælk, som skulle redde fangerne fra sultedøden.

Ingen patienter kunne modtages på Næstved Sygehus

En selvbestaltet hjælpekomite blev dannet for at skaffe hjælp til fangerne. Fangerne græd mens de spiste det tørre rugbrød. Stege Sygehus, Næstved Sygehus og Røde Kors var alarmeret og sidstnævnte betalte for de foreløbige udgifter. Fra Næstved Sygehus ringede amtslægen personligt og fortalte, at ingen patienter kunne modtages på sygehuset. Den lille havneby måtte klare sig selv.

Søbad omdannet til feltlazaret

Klintholm Søbad blev omdannet til feltlazaret. Modstandsfolkene sørgede for at de 14 tyskere forlod stedet. Nu manglede man blot indmad til hospitalet. Pigekammersenge med madrasser, lagner, dynebetræk og håndklæder blev stillet til rådighed. Uldtæpper blev stillet til rådighed af vandrehjemmet.

Vandfade, bækkener, sprøjter og udskylningsapparater blev stillet til rådighed fra sygeplejeforeninger. Inspektøren fra Stege Sygehus turde ikke tage hul på beredskabslageret.

Krostuen blev omdannet til vaskerum, så patienterne kunne blive vasket. Tre kogekar blev anskaffet hos en lokal murer. På den måde fik man en slags badeanstalt.

De frivillige opdagede, at mange af fangerne ikke kunne døje hinanden, og der opstod slagsmål. Fangerne fra Stutthof var en blandet skare.

70 patienter til Blegdamshospitalet

Endelig ankom der den 24. maj to sygeplejerske fra Røde Kors. Senere lykkedes det ved hjælp af en ambulance fra Næstved dagligt at fragte patienter ind til Blegdamshospitalet. Hospitalet modtog cirka 70 patienter, og de havde næsten alle sammen plettyfus. Det er ikke helt korrekt at læger i Danmark nægtede at behandle flygtninge. Den mening har vi selv været med til at dele, grundet historisk baggrundsmateriale.

Man kunne faktisk dø af sygdommen, hvis den ikke blev behandlet i tide. Selv om de lokale ydede en kæmpe indsats døde 19 fanger af de ca. 370.

En mand på en kirkegård

Hvis naboer til Stege Kirkegård og Magleby kirkegård havde skuet over på kirkegården den 5. maj, har de kunnet se en ældre mand med tæt hvidt overskæg og kraftige øjenbryn og tilbagefriseret hår i grå nuancer gå rundt mad favnen fuld af røde og hvide roser.

Manden, der i lokalområdet var kendt som Peter Veedol havde 50 år på samme dato lagt en buket i danske og polske nationalfarver ved hver gravsten dateret 1945 med slaviskklingende navne.

Hvis man havde spurgt denne mand, hvorfor han gjorde et, ville han sikkert have svaret, at det var for at ære sine døde kammerater og de danskere, som i dagene omkring befrielsen kæmpede en hård kamp for at redde deres liv.

Piotr blev forelsket

Egentlig hed den ældre mand, Piotr Mierzejewski. Han var en af dem, der blev sendt på dødsmarch, hvor 300.000 fangere mistede livet. Han var en af dem, der blev sat på en båd. Var det fordi, at fangerne skulle sænkes for at slette alle spor i håbet om at slette krigens forbrydelser. Eller skulle de bruges i en eventuel gidselforhandling med de allierede for måske at kunne mildne straffen for nazisterne?

Piotr var en af dem, der var med i prammen. Mens han var kommet sig i sygesengen, havde han forelsket sig i en yngre kvinde fra Falster, der havde passet ham og hans kammerater. Han mente, at have set hende før.

I juni var de fleste kommet så meget til sig selv, at størstedelen rejste til deres hjemland. Piotr Mierzejewski og nogle af de andre overlevende blev dog på egnen, hvor de tjente i markerne hos baron Niels Rosenkrantz på Liselund Slot. Her lærte vores polske hovedperson at luge roer.

Hun hed Maria

Han kunne dog ikke få den unge pige ud af hovedet. Derfor vandrede han i sensommeren 1945 over 55 kilometer i for små sko fra Møn til Sønder Tåstrup sydøst for Nykøbing Falster, hvor hun boede med sin mor.

Den unge pige hed Maria og var født af polske forældre. Og det var faktisk sandt, at de to havde set hinanden før. Det var tilbage i 1935 de to unge polakker havde mødt hinanden på en international spejderlejr i Polen. Nu blev de forlovet og tre år efter viet i den katolske kirke i Nykøbing Falster.

Gift med børn

De nygifte flyttede sammen i Kannikehusene ved Orupgård på Falster. Parret fik to børn. I 1955 flyttede de til Gedser, og forpagtede en tankstation i færgebyen. Inden længe blev vores polske ven omdrejningspunktet. Men man kaldte ham nu Peter Veedol. Når tolderne havde problemer med polske chauffører kom han til hjælp. Han redede trådene ud og betalte også ofte kautionen.

Han blev dansk statsborger i 1962 og drev tanken frem til 1978. Nu flyttede parret ind på Skovboulevarden i Nykøbing Falster.

20 ture med hjælp til Polen

I 1981 blev der indført krigsretstilstand i Polen. Det kunne Peter Veedol ikke bare se på stiltiende. Sammen med en sygeplejerske begyndte han at indsamle mad, tøj og medicin. Han kontaktede en mand ved navn Aksel Skou, der drev en frugtplantage på Fejø og havde et vognmandsfirma. I årene fra 1981 til 1984 blev det til 20 ture til Polen.

Den tidligere krigsfange ville give noget tilbage til den verden, der havde givet ham så meget. Men da Maria blev syg i 1985 stoppede med at køre til Polen. Hun døde kort tid efter.

Han gik bort – 54 år efter sin ankomst

Peter Veedol solgte huset i Nykøbing Falster og mødte efterfølgende en ny kærlighed. I maj 1997 skulle han opereres, en simpel operation. Men skæbnen ville det anderledes. Under sin indlæggelse fik han en hjerneblødning.

Den 5. maj klokken 6 om morgenen gik han bort. Det var nøjagtig 54 år efter, at han var trukket i land sammen med de andre KZ – fanger i Klintholm Havn.

Kilde:

  • www.ove-christiansen.dk
  • www.mandemarke.dk
  • www.tveast.dk
  • Hermine Koschmieder: Min fødeby hed dengang Danzig
  • Erik Haaest: Aktion Prammen
  • Hermine Schmidt: Med glæden i behold
  • Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
  • Heinz Schön: Ostsee 45. Menschen, Schiffe, Schicksale
  • Martin Schmidtke: Rettungsaktion Ostsee
  • Claes Göran Wetterholm: Dødens Hav – Østersøen
  • Heinz Schön: Die Cap Arcona Katastrophe
  • Horst Schmidt: Døden kom altid om mandagen

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk kan du læse 266 artikler om Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:

  • Læger under og efter Besættelsen
  • Syd for grænsen-efter besættelsen
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Desserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret i Alssund 5. maj 1945
  • Himmler og hans datter
  • Tyske flygtninge
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske flygtninge i Tønder
  • KZ – lejr Ladelund
  • Bag KZ-lejrens pigtråd
  • KZ Udelejr – Flensburg-Schwesing (Svesing)
  • Dansk Vaccine i Buchenwald
  • Josef Mengele – Dødens engel
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Død over Babi Jar
  • Sort Jord – Holocaust
  • Hvad sker det i Borbruisk
  • Buschenwald-rædsler og lidelser
  • I ondskabens tjeneste af Holocuast
  • SS-absurde grusomheder
  • Holocaust – aldrig igen og mange flere

Bag KZ – Lejrens pigtråd

Januar 3, 2019

Bag KZ – lejrens pigtråd

Tyskerne havde blind tillid til systemet. De første lejre er fra 1929. Werner Best var med til at hindre domstolens kontrol. Hvem blev anbragt i KZ – Lejrene? Mærker blev sat på tøjet. I 1937 blev 10 fanger kvalt i Buchenwalds latringruber. Hvordan var hverdagen? Aftenappellerne var frygtet. 70 mand frosset ihjel under en 19 timers appel. Også de døde skulle møde op. Noget arbejde var mere attraktivt end andet. Mange groteske afstraffelsesmetoder. Nye fanger tabte sig 20 – 25 kg. Bjerger af lig. Og så var der kaffe bagefter. Kommando 99 i hvide kitler. De menneskelige forsøgsdyr. 300 kvinder eksperimenteret til døde under et forsøg. Straffe-kommandoer. Dødssprøjten. SS-toppen tog for sig af retterne. Pludselig var der 47.000 fanger i Buchenwald. Vidste tyskerne, hvad der foregik?

Tyskerne havde blind lydighed til systemet

Borgerne var vænnet til en omfattende uorden. Undertrykkelsen af rettigheder kom lige så langsom snigende. Terroren var trådt i rettighedernes sted. Men tyskerne havde blind lydighede til systemet. Og systemet oprettede privilegier. Hemmelige politisystemer fik særlige beføjelser.

Efterhånden voksede nazisternes masseforbrydelse. Det skete samtidig med, at der kom en uafladelig strøm af propaganda.

De første lejre fra 1929

I begyndelsen kunne man godt skjule eksistensen af KZ – lejre. Og de første var vel også en form for arbejdslejre. De første var grundlagt allerede i 1929.

Over for den tyske befolkning kaldte man dem for opdragelsesanstalter.

Werner Best var med til at hindre domstolenes kontrol

I begyndelsen var Heinrich Himmler underlagt Ernst Römm fra SA, Sturmabteillung. Men det fik han hurtigt gjort en ende på. I 1931 var der allerede 10.000 SS’ er. Og dette skyldtes også Heydrichs SD, at Himmler fik fodfæste.

I 1933 var Geheime Statspolizei (Gestapo) også en realitet. Og allerede i 1934 var det lykkedes for SS at overtage Politische Landespolizei.

Werner Best var med til, at forhindre domstolenes kontrol af dem, som systemet arresterede. Waffen SS blev Himmlers specialkampstyrker til at erobre Europa. Og fra starten var SS – Totenkopf en slags ”benbrækker – garde”.

50 første KZ – lejre allerede i 1933

De ledende hjerne i SS dengang var Heydrich og Best. De begyndte at udvikle metoder til at komme af med modstandere og dem, der ikke passede ind i den nazistiske ideologi. Jo mere drastisk det skete, des bedre. Det skulle gerne efterlade et afskrækkende eksempel. Den tilsigtede virkning udeblev heller ikke.

De første 50 KZ – lejre eksisterede allerede i 1933. Buchenwald opstod i 1937. Hele Tyskland blev efterhånden spække med terrorinstitutioner. I 1939 var der allerede inklusive Aussenlager ca. 100 stykker.

Hvem blev anbragt i KZ – lejre?

Hvem var det, der kom i disse lejre i begyndelsen?

  1. Politiske modstandere
  2. Mindreværdige racer
  3. Kriminelle
  4. Asociale

Sigøjnere ville nationalsocialisterne egentlig gøre bofaste. Men man vidste ikke rigtig, hvor man skulle gøre af dem. Himmler havde også forbudt deres fri bevægelighed. Men det endte med, at de også endte i KZ – lejre.

De såkaldte Nürnberger Beskyttelseslove skulle beskytte mod jøderne. Halv- og kvartjøder blev også efterhånden indfanget. I begyndelsen blev de placeret i de fire hovedkategorier.

Mærker blev syet på tøjet

De kriminelle i lejrene blev i slutningen af krigen indlemmet i SS og ikke-tyskere blev også i begyndelsen betragtet som politiske fangere.

Mellem 4.000 og 5.000 protestantiske og katolske gejstlige kom også i KZ – lejre. De blev betragtet som modstandere af regimet. En stor gruppe var homoseksuelle. Deres levemåde var ikke forenelig med nazismen.

Alle fik påsyet et mærke efter hvilken kategori, som man tilhørte. Nationalitetsbetegnelsen blev også påsyet F for franskmænd, N for Nederlandene osv. Dem, der var mistænkt for at ville flygte fik påsyet en rød-hvid skydeskive.  

Ja selv ”idioter” fik deres egen mærkat. Krigsforbrydere fik påtrykt et K og kom straks i straffekompagnierne.

Hver lejr skulle rumme 10.000 – 20.000 fanger

”Dødningehoved-folk” udgjorde vagtmandskabet. De udnyttede enhver mulighed for at spille de forskellige grupper ud mod hinanden.

Når der skulle placeres nye KZ – lejre var skov – og moseområder at foretrække. Større byer i nærheden var også en fordel. Vandmangel var i mange tilfælde med til at forværre situationen i KZ – lejrene.

Normalt skulle en lejr kunne rumme mellem 10.000 og 20.000 fanger. Kvartererne til SS – personalet blev opført først. Fangerne blev som regel anbragt i nødbarakker.

SS-boligerne blev opført af fangerne. Det var ikke unormalt, at det var med pragthaver, drivhuse, parker, ridebane og kasinoer. I Buchenwald var der også med zoologisk have. Og kommandant Koch nød, at sætte fangere ind til bjørnene.

Et flere meter højt pigtrådshegn som var elektrisk ladet, blev etableret. For hver 75 meter blev der rejst et vagttårn. Vigtigt var også et højtaleranlæg.

De sanitære forhold var under al kritik.

En indsat måtte i 1938 ikke koste mere end 55 pf. pr. dag

Den samlede sum til ernæring måtte ikke beløbe sig til mere end 55 pf. pr. fange i 1938. Men gennem årene så var det næsten bedrageri med denne husholdning i alle KZ- lejrene, hvor SS – toppen tog sig af retterne i rigelig grad. Det gik så ud over fangerne.

I 1937 blev 10 fangere kvalt i Buchenwalds latringruber

Store problemer var det med spildevandet. Til at begynde med var der kun latringrubber. I oktober 1937 blev 10 fangere kvalt i Buchenwalds ekskrementer.

Gestapo repræsenterede den politiske afdeling og kunne uafhængig af ledelsen operere i lejrene. Dette skabte ofte konflikter.

På vej i KZ – Lejr

Man blev arresteret derhjemme som regel om natten så kunne man i dage- eller månedsvis i en arrest, indtil det passede en Gestapo – mand, at forhøre vedkommende. Hvis man var heldig, blev man ikke slået med det samme.

Så en dag måtte man underskrive en seddel. Og så blev man ellers transporteret til en eller anden KZ – lejr. Sådan oplevede mange tyske borgere det. Man blev stuvet sammen i godsvogne uden nogen form for proviant eller drikkevand. Hvad man var anklaget for, anede man ikke.

Skulle man passere åbne pladser på vej til toget, var man bundet sammen i lænker i lange rækker.

I bunkeceller

Man blev låst inde i bunkeceller i starten på 1.20 x 2 meter i grupper af 10 – 12 mand. Dørene blev lukket og låst. Centralvarmen kørte på fuld blus. Efter to timer faldt de fleste sammen. Først efter morgen-apellen blev dørene åbnet. ”Velkommen i Politisk Afdeling”.

Ved første forhør startede man som regel med 25 stokkeslag. Og først derefter førtes man ind i den egentlige lejr. Nu var der løb til badet. Derefter overtog barberen opgaven med at fjerne alt håret fra øverst til nederst. Nu kunne det så hænde, at man alt efter SS-folkenes humør blev ført nøgen til appelpladsen. Man kunne også blive tvunget til at hoppe i en store kedel med desinfektionsmiddel.

Alt blev taget fra en og placeret i en stor sæk. Hvis der var noget af værdi tog SS-folkene sig af disse ting til egen berigelse.

Morgenappel

Mellem 4 og 5 om morgenen blev man vækket. I Buchenwald var det en overgang sådan, at man inden dagens arbejde skulle udføre en halv times gymnastik i hurtig tempo.

Morgenappellen varede som regel en time. De frygtede opkald fulgte. Dette angik hver morgen 10 – 12 stykker. Og så fulgte ellers alvorlige overgreb.

Endelig fulgte så kommandoen:

  • Arbejdskommandoer træd an

Alt imens spillede lejrens musikkorps. Uden for lejrporten måtte huerne så igen tages på. Så gik der ellers til arbejdsstederne i løb, mens man sang.

En lang arbejdsdag

Der blev arbejdet til sent om eftermiddagen med en halv times middagspause i det fri. I lang tid var det forbudt at bære brød. Det kunne også hænde, at man rykkede ind i lejren en halv times tid for at nedsvælge middagsmaden. Dette bestod af en mere eller mindre indholdsrig sammenkogt ret på cirka en liter.

Aftenappellen var frygtet

Efter fyraften om vinteren ved femtiden, om sommeren ved ottetiden skete indmarchen i rækker af fem stykker til aftenappellen. Igen var det til musik fra lejr-orkestret.

Disse aftenappeller var også frygtet af fangerne. Efter hårdt arbejde kunne man risikere, at skulle stå i timevis i stormvejr, regnvejr eller isnende kulde, indtil SS havde talt alle.

70 mand frosset ihjel

Engang stod man i 19 timer. Det var den 13. december 1938. Man stod i minus 15 grader. Årsgane var, at der manglede to mand. Endnu i løbet af natten frøs 15 mand ihjel. Følgende middag var 70 mand frosset ihjel. Hundredevis fik varige skader og døde senere af følgener.

Kommandørens kone ønskede at se nøgne fanger

En søndag i februar 1939 skulle alle fanger i Buchenwald ligge nøgne på appelpladsen i tre timer. Daværende kommandant Kochs kone, Ilse, havde ønsket at se fangerne nøgne.

Også de døde skulle møde til aftenappel

Når der var appel skulle alle møde både levende og døde. Dem, der var døde i løbet dagen, i blokken eller hos en arbejdskommando blev slæbt på appelpladsen. Først efter appellen måtte de døende slæbes på sygehuset.

Når aftenappellen var slut fulgte offentlige afstraffelser. Maden blev udleveret i løbet af aftenen. Det var et lille stykke margarine, nogle gange lidt pølse og en skefuld kvark. I løbet af aftenen forekom der igen diverse afstraffelser og chikane.

Noget arbejde var mere attraktivt end andet

Fagarbejdere var så heldige, at de kunne komme på værksted. Det var ens livsforsikring i første omgang. Uden hensyn til alder eller fysik kunne alle blive udtaget til stenbruds- og skaktkommandoer.

Jøderne blev kommanderet til at stable mure op, for så næste dag at bryde dem ned igen.

For at komme i betragtning til udendørsarbejde med et ildsted blev der betalt penge under bordet til Kapoer og arbejdsformænd. Også arbejde inde på lejrens område var attraktive.

Kampen om værktøj var også grotesk. Der var nemlig ikke værktøj til alle. Dem, der så ikke fik fat i et stykke værktøj, blev beskyldt for arbejdsvægring. Og det kunne få alvorlige følger.

Mange groteske afstraffelser

Det er et hav af groteske afstraffelsesmetoder. SS-folkene vædede i fuldskab om, hvem der kunne myrde flest under de mest groteske omstændigheder. Og det blev aldrig stille spørgsmål, bare man sørgede for at skrive ”Dræbt under flugtforsøg”.

Straffetrusler ved appellerne hang over fangerne. Det regnede med øretæver, spark, pisk m.m. Nys eller hoste under appellen var nok til dette. Flugtforsøg havde konsekvenser for hele lejren.

I julen 1938 havde SS i Buchenwald forberedt en særlig overraskelse for fangerne. Man havde på den snedækkede appelplads rejst en galge. Efter apellen blev et par politiske fanger hængt under overværelser af alle fangere. Galgen fik lov til at blive der som skræk og advarsel et stykke tid.

Mange selvmord

Mange begik selvmord i lejren. De kunne ikke mere udholde diverse pinsler. En østriger anmeldte, at hans far var blevet myrdet i lejren. Han blev lovet ikke at blive forfulgt, hvis han sagde sandheden. Inden sagen var slut var han og 30 andre blevet myrdet i arresten.

Nye fanger tabte 20 -25 kg

De første år fik fangerne hvalkød. Senere blev det så hestekød. Man brugte Sakarin og tyske kunststoffer. Skummet mælk fik kun særlig udvalgte. Kaffeerstatningen havde ingen næringsværdi. Det havde en ubeskrivelig lugt og farve.

Kartoflen blev givet som pillekartoffel. Blodpølse var kun for de ganske få. Leverpølsen havde aldrig set lever. Der var formalet fiskemel i den. Begrebet ”Friske grøntsager” virkede som satire. Det var kålaffald, der kogt utilstrækkeligt.

En speciel sygemad var meget efterspurgt. Det blev givet til den blokældste, Kapoer og andre høje herrer. I enhver KZ – lejr fandtes sådanne privilegerede. Æg kunne man få ved bestikkelse af lejrlægen.

Nye fanger gik ofte 20-25 kg ned i vægt i de første to-tre måneder. Mange vejede mindre end 50 kg. Vitamanglen var stor. 70 pct. af fangerne var dårlig eller meget dårlig ernærede.

1.900 danske politifolk var interneret her. Det var for det meste yngre mænd i god ernæringstilstand. De fik også Røde Kors-pakker hjemmefra. Og så var der kun i særlige tilfælde, at de var tvunget til at arbejde. Alligevel døde 60 af dem.

SS-vagterne havde luksushunde, der fik rigelig med foder. Mange sultne fangere benyttede lejligheden til at få fat i hundefoderet.

Fodbold og boksning

SS-toppen havde også beriget sig på Røde Kors pakker. Og tænk fangerne havde overskud til at spille fodbold. Hele 12 mandskaber havde man i Buchenwald. I begyndelsen var der også et jødisk mandskab, men de blev nægtet at spille.

Ja man havde også boksning på programmet. Ja og som tidligere nævnt havde man et lejrorkester, der spillede ved enhver lejlighed som for eksempel piskning. Frafaldet var dog stort grundet ”lungesvaghed”, tuberkulose m.m.

Lang ventetid hos lægen

Hvis man blev syg, måtte man først vente i flere timer foran lægen. Her blev den første frasortering foretaget ved hjælp af slag. Når man så var så heldig at komme indendørs, skulle man først stille sine sko. Men var disse af en lidt bedre kvalitet kunne man ikke være sikker, at de stod der, når man kom tilbage. Det kunne også være at de var blevet ombyttet til nogle af en dårligere kvalitet.

Man skulle nu tage tøjet af og vente i flere timer, inden lægen havde tid. Og det var ikke opvarmet.

Hvis man havde tandpine, ja så blev den tand, som man havde ondt i, trukket. Men ofte var det en sund tand, det gik ud over. Sygeplejerne var ofte fangere, der ikke havde meget begreb om sygdom og sundhed.

Mange steder trak man guldtænder ud uden patientens gode vilje.

Barak 7 blev tømt for lig – flere gange om ugen

Også i Buchenwald blev der foretaget mange lægeforsøg eller mere eller mindre seriøse videnskabelige forsøg. Vilkårlige operationer og amputeringer af diverse lemmer. Det var helt almindelig, at der blev begået drab på patienterne. Også blandt de arbejdsdygtige, blev der udtaget dødsofre. Barak nr. 7 blev flere gange om ugen tømt for ofre i Buchenwald.

Man skulle have forbindelserne i orden, hvis man ville sikre sig for ikke at være i risikozonen.

Bjerger af lig

Himmler befalede at alle døde skulle brændes. Indtil 1940 blev fanger fra Buchenwald brændt i krematorier i Weimar og Jena. I 1940/1941 blev der anskaffet kørende krematorier. Men tilgangen af lig var alt for stor. Lig blev ofte tabt på appelpladsen. Andre lejre havde langt større krematorier.

Universiteter var meget interesseret i obduktionsrapporter. De blev forfalskede for at dække over likvideringer. Studerende brugte Buchenwald som undervisningssted. Og ting blev fremstillet af menneskehud. Der var bjerger af lig.

En gang var den sparsomme vandforsyning til gartneriet blevet tilstoppet. Årsagen var, at en mængde menneskeknogler til dels med forbrændte kødrester på, var blevet smidt i kloakkerne fra krematoriet.

Når pårørende bad om aske fra deres pårørende greb man bare en håndfuld fra den store dynge, smed det i en æske, skrev en falsk dødsårsag og sendte det hele i en æske.

Efterhånden opstod der mangel på kul. Rotterne begyndte at fortære ligene. Himmler befalede, at der skulle graves massegrave.

Eksekutioner direkte i krematoriet

Af rationaliseringsgrunde blev der foretaget eksekutioner anordnet af Himmler direkte eller indirekte i selve krematoriet. I reglen blev fangen kvalt eller slået ihjel. Dertil var der faste kroge i væggen på krematoriet. Man behøvede nu kun at transportere ligene få meter hen til ovnene. Bøddelarbejdet blev foretaget af Sharführer med bistand fra det tjenestegørende krematorie-korps.

I Auschwitz var man eksperter i aflivning

De færreste KZ – lejre havde egen gasningsanlæg. I Auschwitz var SS specialister i så henseende. Som nødhjælp havde man kørende gaskamre. Det var biler, der lignede en lukket politivogn. Der var fire krematorier i Auschwitz-Birkenau. Man havde gasbunkere, som var bygget ned i jorden.

I gennemsnit kunne de rumme 1.200 – 1.500 mennesker. Det femte krematorium havde ingen ovne, men kun en eneste glødgrube. Ofrene blev opstillet nøgne foran dem og så skudt ned ad SS-folk, således at kadaverne eller de sårede faldt direkte ned i gløden.

Og så er det varm kaffe bag efter

Indretningen så ud som et bad, og blev også beskrevet som sådan for fangerne. I afklædningsrummene stod der skrevet på de europæiske hovedsprog, at man skulle lægge tøjet pænt ned. Skoene skulle bindes sammen, så de ikke gik tabt. Efter badet ville der blive serveret varm kaffe.

Fra afklædningsrummet førte vejen direkte ”i badet”, hvor blåsyregassen strømmede ud af bruserne og ventilationspillerne, så snart dørene var lukket. Ikke sjældent blev småbørn kastet ind gennem vinduerne, når kamrene var stopfulde.

Alt efter hvor meget gas, der var i anlægget varede kvælningen indtil fire-fem minutter. I disse minutter hørtes forfærdelige skrig, mens folks lunger langsomt blev revet i stykker.

Hvis en eller anden krop endnu viste livstegn, når dørene blev åbnet, blev den sidste ret af liv udslukt med knipler.

Ligene blev kastet i ovnene

Nå trådte Fangekommandoet i gang. Man trak ligene ud. Og så tog man ringene af deres fingre og skar hårene af dem. Dette blev samlet i sække og sendt til forarbejdelse på fabrikker.

Ligene blev stablet i bunker a 10 stk. Så blev ligene kastet i ovnene eller i brændingsgruben.

Kommando 99 i hvide kitler

Ved siden af ridehallen holdt Kommando 99 til. Her var der næsten udelukkende russiske krigsfangere, der blev skudt med automatpistoler. Her troede russerne, at de skulle i bad og desinficeres. SS-folk gik rundt med hvide kitler.

6 mand ad gangen blev skudt og læsset op på en lastbil med zinkplader. På denne måde kunne man klare at skyde 500 om sagen.

De menneskelige forsøgsdyr

De fleste og mest forfærdelige eksperimenter foregik i lejrene Dachau, Buchenwald, Sachsenhausen, Natzweiler, Ravensbrück og Auschwitz. De menneskelig forsøgsdyr var ikke dømt til døden i forvejen.

I Buchenwald var der forsøg med plettyfus. Den der overlevede blev skadet for livstid. Den videnskabelig værdi var enten lig nul eller kun af meget ringe værdi på alle disse forsøg.

I Dachau foregik der forsøg med malaria. Taberne var især polske gejstlige. Ravensbrück stod for med Sulfonamid. Kvinder fik indsprøjtet bakteriekulturer i sårene. Mange døde under store smerter.

I Dachau foretog man også højtryks – og undervandsforsøg. Også her havde man regnet med, at samtlige forsøgspersoner ville omkomme. Fanger blev lagt nøgne i vinterkulde på minus 20 til minus 25 grader og så blev de hver time overhældt med vand.

300 kvinder eksperimenteret til døde

I Auschwitz blev der udført sterilisationsforsøg. Sigøjnerbørn blev steriliseret uden narkose. Men ikke nok med det. 300 kvinder fra Ravensbrûck blev transporteret til Auschwitz og eksperimenteret til døde.

I Buchenwald og Neuengamme var det den danske læge, Værnet, der eksperimenterede med homoseksuelle. I Buchenwald blev der også leveret dansk vaccine til de farlige eksperimenter.

Ja, der har også været eksperimenteret med Gul Feber, knogletransplantation og meget mere.

2.000 i barakker, der var beregnet til 500

2.000 franskmænd måtte et stykke tid sove i telte uden vand eller noget som helst. Heller ikke toiletter m.m. Det varede meget længe, inden de fik ordnede forhold. Man placerede 1.500 – 2.000 mennesker i barakker, der var bygget til 500.

Mange kom ikke ude til latrinerne, men gjorde det i deres madfade. Man var også bange for at forlade ens ejendele, da tyverier var meget omfattende.

Bordeller i lejrene

I sommeren 1943 beordrede Himmler, at der skulle indrettes bordeller i KZ – lejrene. Lejr-bordellerne blev døbt under det kyske navn ”Særbygning”. Til Buchenwald kom der i hold 18 – 24 kvinder fra Ravensbrück. Disse havde meldt sig frivillig under lovning om at blive løsladt efter seks måneders tjeneste.

Besøgstiden var på 20 minutter. Men mange betalte sig til ekstra tid.

Biografen blev også brugt som rettersted. Det var grufuldt at sidde her om aftenen velvidende, at der få timer forinden var blevet tortureret kammerater.

Straffe-kommandoerne

Straffe-kommandoerne var underlagt skærpende omstændigheder. De arbejdede hovedsagelig i stenbrud. Livet i disse kommandoerne var et sandt helvede. Nogle var her i kort tid. Andre var her næsten hele tiden. I begyndelsen af 1944 blev disse kommandoer officielt opløst.

Den sorte bunker

Og så var det ”Den Sorte Bunker” i Buchenwald. Maden hertil var begrænset til et absolut minimum. Den sidste levende kom ud som et levende lig herfra. Det var bælgragende mørkt og en kvalmende utålelig lugt. Og så var der ingen varme.

Døde og halvdøde blev efterhånden smidt ud. Der var ingen fast tidsramme, hvor længe man skulle sidde her.

Den almindelige bunker

I Dachau havde man hundeceller. I Sachsenhausen havde man ståceller. Der var lige plads nok til at kunne stå i oprejst stilling.

Man havde også almindelige bunker i Buchenwald. Mellem 1940 og 1941 sad her 100 jøder. Ikke en eneste overlevede. Man gav fangerne afføringsmiddel i maden. De skulle kun en lille forseelse eller tilfældighed til for at komme i bunkeren.

Man måtte ikke kigge op

Når Ilse Koch, kommandørens kone kom ridende forbi og en KZ – fange så op, så blev vedkommende indberettet med nummer. Og det var ikke altid at fangen slap levende fra dette.

Dødssprøjten

I oktober 1942 begyndte man en generel borttransport af jøder til dødslejrene. Ja så var det alle dem, der fik tuberkulose. De fik en dødssprøjte.

Gamle og handicappede blev også likvideret. Det samme skete for handicappede.

SS-toppen tog for sig af retterne

En reparation af kommandørens hus i Buchenwald afslørede 30 hele skinker, mere end 50 røgede pølser, hundreder af frugtkonserves og 600 flasker franske specialvine.

Gauleiter Sauckel i Weimar opbevarede hele 50.000 falske cognac af mærket Hennesy for Hermann Görring. Næsten alle SS – administrationskontorer over hele Tyskland begik underslæb. Penge blev taget fra fangernes underhold.

SS-toppen flygtede i bil og jernbane

Da de allierede nærmede sig de forskellige KZ – lejre rejste SS – toppen hurtig væk enten pr. bane eller i bil. Tusindvis af KZ – fangere skulle sættes i march af det tilbageværende mandskab. Dem, der ikke kunne klare strabadserne blev skudt.

Pludselig var 47.000 fanger i Buchenwald

I Buchenwald nåede man at gemme alle våben. Mange af dem, blev gravet ned. Men hævntørsten blandt fangerne var stor. Men hvad ville Himmler egentlig beordre? En kommunistisk og en ikke-kommunistisk gruppe dannede sig. Planerne om at overtage magten i lejren var taget.

Endelig fik man fat i Himmler. Han beordrede, at man skulle komme af med de farligste fanger. Og der måtte ikke ske jøderne noget.

Dødsmarchen fra Ohrdruf til Buchenwald havde kostet tusinder livet. Men ca. 12.000 ankom. Pludselig var der stuvet 47.000. Ernæringen var truet. Efter bombningen af lejren i august måned havde man ikke rigtig tjek på fangerne mere.

21.000 tilbage, da man overgav sig

Nu var der den 5. april 1945 kommet ordre om, at 46 navngivne politiske fanger skulle likvideres. Rygterne spredtes hurtig og man fik gemt en del af disse. Grundet forvirring blev disse planer aldrig gennemført.

Den 6. april havde flere end 6.000 jøder forladt Buchenwald til fods. Men den11. april befandt sig endnu 21.000 fanger i lejren. Heldigvis kom der ikke til nogen kamphandlinger ved overgivelse.

Vidste tyskerne ikke, hvad der foregik?

Alle tyskere blev gjort ansvarlige af omverdenen. De blev forført af Hitler. Tyskerne udtalte, at de ikke vidste, hvad der foregik. Systemet holdt forbrydelserne hemmeligt. Men udlandet vidste tidligt, hvad der foregik. Mange tyskere havde dog også gennem udenlandsk radio fået at vide, hvad der foregik.

Adskillige tyskere var vel også klar over, hvad der foregik i forbindelse med de talrige aussenlager, som blev oprettet.

Tyskerne vidste, at fængslerne var overfyldte og at der fandt henrettelser sted. Talrige værnemagtsofficerer og læger var klar over, hvad der var gang i. På diverse hjem og hospitaler fandt der også henrettelser sted på personer, der var uønskede i den nazistiske verden.

Kilder:

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk findes der 265 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter), herunder:
  • KZ – Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Da krigsforbryderne flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Dansk vaccine i Buchenwald
  • Værnet – lægen, der måtte flygte
  • Josef Mengele – Dødens engel
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Død over Babi-Jar
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • De svensker forbindelser under 2. verdenskrig
  • Dansk cementfabrik med tvangsarbejde
  • Hvad skete der i Bobruisk
  • Buchenwald – Rædsler og lidelser
  • I ondskabens øjne af Holocaust
  • SS – absurte grusomheder
  • Tvangsarbejde i det tredje rige
  • Mirjams flugt
  • Holocaust – aldrig igen
  • Himmler og hans datter
  • KZ – Lejr – Ladelund og mange flere.

Marie og Søren i Borrehuset

Januar 2, 2019

Marie og Søren i Borrehuset

af Lisa Hildegarth

Her får vi denne sande historie af Marie Grubbe, skrevet af J.P. Jacobsen. Det var i Borrehuset. At Marie Grubbe endte sine dage. Borrehuset brændte i 1731. Tomten af det gamle hus blev først fundet i 1941. Da Marie og Søren flyttede ind, var det nyt. Søren var Maries tredje mand. Her var hendes elskere ikke inkluderet. Søren fungerede som opsyns- og færgemand. Han rodede sig ind to retssager. På Herredstinget blev Søren dømt til døden for mord. I romanen kommer han tilbage. Men sådan var det ikke i virkeligheden. Ingen ved, hvor Marie blev begravet 75 år gammel. Hun var trods alt datter af adels- og lensmand Erik Grubbe. En mindesten er rejst ved tomten af Borrehuset ved Grønsund.



Færgestedet bruges ikke mere, for dæmningen har gjort Bogø landfast med Møn, og broen over Ulvsund har gjort Møn landfast med Sjælland, men indtil engang i 1940’erne var der faktisk stadig færgeri over Grønsund mellem Falster og Møn. Egentlig lå tyngdepunktet i færgeriet på Møn-siden af sundet, hvor den største og bedste færgekro var, men i begyndelsen af 1700-årene fik kroen en aflægger på Falster-siden, som blev kaldt Borrehuset. Det tjente et dobbelt formål, idet manden i Borrehuset dels skulle ro de rejsende over til Møn, dels føre tilsyn med hugsten i skovene, som tilhørte enkedronning Charlotte Amalie – Christian 5.s hustru. Skoven leverede brændsel til dronningens hof – dels i København, dels i Nykøbing Falster.


Muligvis får navnet – “Borrehuset” – allerede en klokke til at ringe, for var det ikke her, den berømte fru Marie Grubbe endte sine dage? Historien er jo fortalt nogle gange – såvel tørt dokumentarisk som i litterær gendigtning, bedst og vel definitivt af J.P. Jacobsen, fordi han evnede at sandsynliggøre et forløb, der ellers har slået alle som absurd og uforståeligt: den højbårne adelsdames deroute fra et ægteskab med prins Ulrik Frederik Gyldenløve fra 1660-1670, til samlivet med en fordrukken færgemand. Den helt ubegribelige pointe i fortællingen var – med hendes egne ord til den unge Ludvig Holberg – at hun var “langt mere fornøjet” med sin færgemand, selv om “han dagligt handlede ilde med hende”, end hun havde været med Gyldenløve. Historikerne har betragtet hende som selve sindbilledet på den gamle danske adel, der gik nedenom og hjem under den ældre enevælde; Jacobsen derimod så sammenhængen i Maries eget kvindesind.



Borrehuset ved Grønsund er forsvundet for længst. Det brændte i 1731 – få år efter, at Marie Grubbe var død – og selv om man byggede et nyt færgehus, som fik samme navn, lå det ikke på samme plads som det gamle. Tomten af det oprindelige Borrehus blev først genfundet ved en udgravning i 1941, og stedet er nu markeret med en mindesten. Der er ikke meget at sige om huset selv; det var opført i bindingsværk, og det var nyt, da Marie og Søren Møller flyttede ind.



Han var hendes tredje mand – løse elskere ikke medregnet – og han var næppe stort mere end halvt så gammel som hende, da de mødtes på Tjele nær Viborg, hvor han tjente som kusk og ladefoged. Maries daværende ægtefælle – Palle Dyre – tog det åbenbart forholdsvis let, at hun gjorde ham til hanrej, og det var snarere den offentlige skandale end hr. Palles sårede følelser, der førte til skilsmisse og – altså – til hendes tredje ægteskab.

Selvfølgelig slog familien hånden af hende og Søren, men man kan nu godt have en mistanke om, at man på højere sted fulgte det umage ægtepar med en vis opmærksomhed; de fik i hvert fald ikke lov til at gå helt til bunds. I 1697 dukkede de op på Møn, hvor Søren tjente hos generalløjtnant von Plessen, siden blev han bådsmand i flåden og forfremmet til kvartermester, og enkedronning Charlotte Amalie må have været vidende om, hvem det var, hun i 1705 lod rykke ind i Borrehuset og overdrog ansvaret for sine brændselsforsyninger. Marie var dog en slags ekssvigerinde til dronningen.



I de få år, hvor Søren Møller fungerede som opsyns- og færgemand, blev han rodet ind i ikke mindre end to retssager, og selv om han ikke selv stod anklaget i den første, afslører de begge, at han var en voldsom og rå mand. Skæbnen indhentede ham i foråret 1711, da der kom skibe fra Dragør for at hente brændsel, og han satte sig til at drikke om bord med skipperen Pejter Palmsten og et par andre. De blev meget opstemte og ville fortsætte i selve Borrehuset, hvor Marie gjorde alt, hvad hun kunne for at dæmpe de højrøstede mandfolk. Det hjalp ikke, så hun gik i seng, og drikkeriet fortsatte til om morgenen, da det udartede i skænderi og slagsmål. Søren rev en ladt bøsse ned fra loftsbjælken – måske kun for at true, men skuddet gik af og ramte Pejter i panden. Flere kom styrtende for at se, hvad der var sket, og med bemærkningen – “der ligger en mand derinde” travede Søren ned til færgen og roede over til Møn. Her blev han arresteret.



Retssagen mod Søren Møller blev lang. På herredstinget blev han dødsdømt, på landstinget tog man hans forklaring om vådeskud for gode varer og idømte ham en bøde, men højesteret skærpede atter straffen til tre års strafarbejde på Kronborg. Nogen streng dom var det – alt taget i betragtning – dog ikke. Kan det tænkes, at man ved strafudmålingen atter skelede en smule til Marie?



Man aner ikke, hvad der siden blev af Søren Møller. J.P Jacobsen lod ham vende hjem efter udstået straf – syg og elendig – men det står for Jacobsens egen regning. Sandsynligvis døde han under afsoningen. Marie blev imidlertid siddende i Borrehuset resten af sine dage, selv om det jo egentlig var Søren og ikke hende, der skulle klare færgeriet og alt det andet. Man ved endda, at hun modtog en slags pension – en andel i de almisser, som godgørende folk lagde i blokken ved den hellige kirke i Kippinge. Store sager var det ikke – slet intet imod den mødrene arv, hun i sine yngre, letsindige dage soldede op på en udenlandsrejse med sin formentlig lige så letsindige svoger Stygge Høg, men hun klarede sig åbenbart.



Hun døde 1718, 75 år gammel – i fattigdom, men en gådefuld skandale for sin samtid og med et eftermæle, der uden sammenligning gjorde hende til den mest interessante af alle adelige damer i samtiden. Ingen ved hvor hun er begravet – måske på Kippinge kirkegård, Det er dog mest sandsynligt, at adelsslægten begravede hende på Tjele kirkegård. Hun var datter af adels- og lensmanden Erik Grubbe og født i 1643 på godset Tjele i nær Viborg.



Mindestenen ved tomten ved Borrehuset ved Grønsund. Indskriften lyder:



HER LAA BORREHUSET 1705–1731. TOMTEN UDGRAVET 1941
på bagsiden satte man de vers, af Frederik Nygaards tekst til operaen ”Marie Grubbe”, der indledes således: DANMARKS RIGE, DER VAR EN GANG EN FRUE ELSKOVSOMBRUSET

Et halvt århundrede senere ændrede samfundet dog mening og tilføjede nederst på forsiden af stenen:
BEBOET AF MARIE GRUBBE 1705 – 1718 

Tak til Lisa Hildegarth


Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til?

December 28, 2018

Vidste danske frivillige, hvad de gik ind til?

”De burde bedre”. Medlemmer af NSDAP-N blev presset. Var de alle nazister? 12.000 danskere meldte sig. Trang til at finde syndebukke og så havde man berøringsangst. Man kan ikke altid henvise til ”Hitler og hans stab”. Dødsstraf for faneflugt. Den tyske hær henrettede 20.000 af deres egne. De fortsatte efter krigen med besættelsesmagternes accept. Flere danskere har deltaget i krigsforbrydelser. En hård straf i Polen. Mange blev syge. Halvdelen var medlem af DNSAP. Nazistisk ideologi blev indpisket. Danmark støttede udryddelseskrigen. Og svar det lige ”Einsatztruppen”. Også nazister fik ”dyrisk medfølelse”. Ideologiske refleksioner. Nazismen blev brugt som motivering og legitimering. På SS-Junkerskolen i Bad Tölz. Ikke alle danskere fandt sig tilrette i Waffen SS. Ideologien var også redningsplanke. Schallburg blev mindet som en statsmand. Pludselig var man på taberens side. Efter hjemkomst og straf var man stadig landsforræder.

De burde vide bedre

De burde vide bedre, ja det udtryk får man ofte slynget i hovedet, når man beskæftiger sig med de danskere, der meldte sig under de tyske faner eller i Frikorps Danmark. Ja for sidstnævnte blev de mere eller mindre opfordret til at indtræde. Og da de kom hjem blev de dømt med tilbagevirkende kraft.

Medlemmer af NSDAP-N blev presset

Medlemmer af det tyske mindretal blev efterhånden optaget i Waffen SS – Totenkopf. For medlemmer af det tyske mindretal var det nu ikke helt frivilligt, om de ville være medlem af NSDAP-N eller ikke. De blev i den grad presset hele tiden.

Var de alle nazister?

Da de meldte sig, vidste de ikke noget om muselmændene, massegrave og brutal krigsførelse. De færreste har sikkert ment, at Holocaust var menneskelig muligt.

Spørgsmålet er også om borgerne i det tredje Rige alle var nazister, eller om de var enige i nazisternes mål og midler. Måske levede de fleste i ignorance og måske i frygt for det autoritære system.

12.000 danskere meldte sig

Mere end 12.000 danskere meldte sig som østfrontfrivillige i Waffen SS til tysk krigstjeneste. Mere end halvdelen kom af sted. Ofte bliver medlemmer af det tyske mindretal beskyldt for, at udgøre hoveddelen af disse, men det er ikke tilfældet. Ja de fleste danske frivillige blev indsat på det værste sted af dem alle sammen – østfronten.

Når det var noget som nazisterne var gode til, så var det ideologisk påvirkning. Og det blev de danske frivillige i den grad udsat for. De skulle gøres til politiske soldater, forkæmpere for den nazistiske ide og verdensorden.

Trang til at finde syndebukke

Danske SS-mænd blev nødt til at forholde sig både fysisk, åndeligt og ideologisk til krigen. Via breve og dagbøger har man kunnet finde ud af soldaternes selvforståelse. Hvorfor kæmpede de? Hvori bestod deres motivering? Var de nazister?

I Danmark i 1940erne og 1950erne var det en naturlig trang til at finde syndebukke og placere et ansvar for at frikende det store flertal. Men undertegnede har erfaret, at emnet stadig er omdiskuteret. Og spreder man sine budskaber på de sociale medier eller i bogform, bliver man ofte beskyldt for løgn. Det er jo nok den letteste måde at definere, at man ikke er enig i argumentationen.

Berøringsangst

I Tyskland var der også en berøringsangst i de første år efter Nazismen. Specielt fra og med 1960erne kan man konstatere en gradvis nuancering i den historiske behandling af krigen og nazismen, ideen en ny genration af historikere bidrog med mere dybdegående studier.

Man kan ikke kun henvise til ”Hitler og hans stab”

Krigsførelsen ved østfronten var planlagt som en ren udryddelseskrig. Var gerningsmændene kun Hitler og hans stab? Ja for at besvare dette spørgsmål kræver det en artikel i sig selv, og den skal I også nok for. Men gerningsmændene, dem der udførte ordrene var ganske almindelige mennesker inklusive danskere.

Almindelige værnemagtsenheder klædt i sort var dybt involverede i forbrydelser mod civilbefolkningen. Folkemord kan dårlig bortforklares ved at henvise til Hitler og hans stab. Det samme gælder i og for sig begrebet ”Holocaust”.

Dødsstraf for faneflugt

De 6.000 danske frivillige var hverken bedre eller værre end alle de andre. Ja det er sikkert mange, der under krigen fortrød deres indtræden i dette martyr. Men nu var det for sent. Faneflugt blev straffet med døden. Så vidt vides forsøgte 88 danskere faneflugt. Ja det er det antal historikere har nævnt. Men mon ikke det er langt flere?

I forbindelse med vores bogudgivelse kiggede vi Det Tyske Mindretals arkiver i Aabenraa. Der fandt mindst fire tilfælde af faneflugt. Her bliver der skrevet til forældrene, at såfremt deres knægt møder op, skal de straks kontakte myndighederne. Ja vi så også i et par tilfælde, hvor der skrives til forældrene, at nu var deres knægt fundet, og han var ifølge reglementet blevet skudt.

Flere danskere har deltaget i krigsforbrydelser

Det er forkert at hævde, at de danske frivillige ikke så udryddelseskrigens facetter. Ved flere lejligheder så de, hvordan behandlingen af ”slaver og jøder” kunne foregå. Mindst 100 danskere deltog som vagter i koncentrationslejre. Det rette tal er mange gange større. Men sådanne steder var de vidne til nedskydninger eller deltog måske selv i dette.

De har sikkert deltaget i afbrænding af landsbyer eller blevet indkaldt til aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Flere af har sikkert oplevet overgreb mod civilbefolkningen og dermed stiftet bekendtsak med udryddelseskrigens metoder. En dansk frivillig skriver hjem, at han nær en kaserne havde set:

  • To massegrave fyldt med afklædte myrdede jøder fra en jødisk koncentrationslejr.

Nu var det lige som under Første Verdenskrig censur på, hvad man måtte skrive. Men så kunne man jo altid give kammeraten, der skulle på orlov et brev med hjem uden om SS – feltpostcensuren.

En hård straf i Polen

En dansk Waffen-SS-officer fik fra Polen i 1942 sendt et brev hjem til sine forældre via en kammerat og berettede:

  • Jeg hørte for resten en fornøjelig historie for nylig, der er typisk for SS` arbejdsmetoder. Broen over floden Warthe lige nord for klosteret her, blev under det polske felttog sprængt i luften af polske civilister.
  • En SS-kommando samlede i hast de nærmest boende 300 polakker sammen og forhørte om nogen kendte gerningsmanden eller nogen, der kunne hjælpe til en opklaring. Ingen svarede, hvorpå hver 5. polak blev skudt.
  • Da heller ingen derpå svarede blev hver 3. af resten skudt, hvorefter endelig en af de øvrige bekvemmede sig til at svare. Derefter blev resten af de 300 skudt.

Eksemplerne viser, at de danske soldater kendte til den særlige krig.

Andre temaer i de danske frivilliges beretninger er de barske levevilkår, de blev udsat for, ja og den ekstreme disciplin, de blev underlagt.

Mange blev syge

Under Frikorps Danmarks første indsats i den såkaldte Demjansk-kedel var det særlig fugt og malarialignende sygdomme de blev udsat for. Og den såkaldte sumpfeber hørte også til de alvorlige sygdomme. En frivillig husker sit hjem fra den tid:

  • Vi lå tre mand sammen i en bunker, der ikke var så høj, at vi kunne ligge på siden og sove. Det var en såkaldt kampstand, hvis eneste åbning vendte ud mod Ivan. Vi kunne ikke grave os ned i jorden, thi den var så fugtig, når vi stod og talte sammen et kort stykke tid på samme sted, sank vi. I den tid jeg lå i den stilling var jeg aldrig tør over hele kroppen på en gang.

En tidligere dansk frontsøster fortalte, hvordan de på lazarettet fik de sårede SS-soldater:

  • Frisk ind med lus. De hang på dem i tykke kager altså alle steder, hvor der var hår over det hele.

Granatchok var endvidere en udbredt lidelse. Man kunne som før nævnt ikke bare smække med døren og gå.

Den tyske hær henrettede over 20.000 af deres egne

 Under Anden Verdenskrig henrettede den tyske hær over 20.000 af deres egne soldater i disciplinære afstraffelser. Ja de fortsatte faktisk efter krigens afslutning. Besættelsesmagterne var godt bekendt med det. Men de ville ikke gribe ind over for det.

Halvdelen af de frivillige var medlem af DNSAP

Omkring halvdelen af de danske Waffen SS-frivillige var medlemmer af det danske nazistparti DNSAP. Det anslås, at yderligere 25 pct. havde en klar nazistisk overbevisning.

Nu var det, at være nazist fuld lovligt. Det var det ikke, at være kommunist. Kommunisterne blev også overvåget efter besættelsestiden. Nazister blev også forfulgt. Nazistiske embedsmænd blev fyret.

Nazistisk ideologi blev indpisket

De frivillige, der måske tvivlede lidt, fik i den grad ideologien indpisket efter tjenestens begyndelse. De blev udsat for en ideologisk skoling. Nazismen prægede både tjenesten og fritiden. Danske Waffen – SS’ er fik ideologiske forelæsninger og der blev sunget nazistiske sange. Bajonettræningen kunne foregå på papskiver, der forestillede jøder.

Man tænkte og handlede ideologisk i det øjeblik de blev konfronteret med dagligdagen som Waffen SS på østfronten.

Danmark støttede udryddelseskrigen

En kontroversiel beslutning blev taget i efteråret 1941 af danske politikere i den hjemlige samarbejdsregering. Man valgte at forære Frikorps Danmark 190 opklodsede danske militærkørertøjer, lastbiler, personbiler og motorcykler. Motivet skal naturligvis søges i en hjermlig samarbejdspolitisk kontekst. Men det var et bidrag fra dansk side til udryddelseskrigen på østfronten.

Mange danskere blev overbevist på SS-forskolen

En dansk SS-aspirant var under uddannelse på en SS-forskole i Sennheim, er måske et eksempel på dette. Af hans foredragsnoter og dagbogsoptegnelser fremgår det tydeligt, hvordan han lod sig overbevise af den intensive ideologiske skoling.

Han noterer hvordan raceforureningen var skyld i Frankrigs fald, samt hvorledes et stigende antal jøder i Danmark forårsagede nationens tilbagegang til småstatsstatus. Forevisningen af den nazistiske film Jud Süss gik heller ikke tabt for den danske elev. Det handlede om uærlige og pengegriske jøder, der gjorde tilnærmelser til ariske kvinder. Danskeren skrev:

  • En gribende film, som gik ud på, hvordan jøden mishandler dem som er imod, både åndelig og kulturel. Men vi så også, hvordan folkene gjorde det af med ham til sidst ved at hænge ham.

Træningsopholdet viste også, hvad man gjorde ved ”undermennesker” i Det Tredje Rige.

I Det Tredje Rige var der et virvar af interne magtkampe. Men det spørgsmål tager vi op i en anden artikel. For udryddelseskrigen var ”godt” organiseret.

De såkaldte ”Einsatzgruppen”

Einsatsgruppen fulgte i hælene på frontsoldaterne. Fire enheder af ca. 3.000 soldater i hver med hjælp af diverse små enheder dræbte mindst 900.000 mænd, kvinder og børn. Dette foregik i reglen ved henrettelser med gevær, maskinpistol eller revolver.

Dette skabte dog psykiske problemer for mandskabet i kortere eller længere tid. Man måtte trækkes fra tjenesten for at rekreere i kortere eller længere tid. Også danske frivillige har været udsat for dette.

”Dyrisk medfølelse”

Med udryddelseslejrenes opkomst blev drabsmetoderne effektiviseret. Ikke alt var uovervindeligt. Selv den berygtede kommandant fra Auschwitz, Rudolf Höss beskriver, at han flere gange blev angrebet af ”dyrisk medfølelse” i forhold til lejrens ansatte. Flere ubehagelige situationer opstod ved togramperne, hvor jøderne skulle opdeles i arbejdsdygtige og dem, der afgik direkte til gasning. Også ved selve gasningen opstod der problemer.

Vi ved, at særlig danske frivillige fra Totenkopf – regimenterne har oplevet noget lignende. Men de allerfleste har holdt deres mund med deres oplevelser. Rudolf Höss skrev:

  • Jeg kan også huske en kvinde, der prøvede at kaste sine børn ud af gaskammeret præcis som døren lukkede. Grædende råbte hun ”Lad i det mindste mine dyrbare børn leve”. Der var mange sådanne rystende scener, der berørte alle, der oplevede dem.

Også hos de danske frivillige, der var i kontakt med fjenden kunne en sådan ”dyrisk medfølelse” opstå. Dette kunne resultere i en slags medfølelse med de lokale. Dette kunne skabe problemer i forhold til den enkelte soldats krigsindsats og selvforståelse som SS-mand.

Ikke i SS – interesse at man blev venner med de indførte

Det skete flere gange, at danskere blev indkvarteret hos civile. Og der opstod venskaber som slet ikke var i Nazisternes plan.

En kollega til en Frikorps-soldat havde skudt en fange, der havde hugget cigaretter. Han skrev følgende:

  • Hvis jeg havde være krigsfange, havde jeg vel også stjålet cigaretter, hvis lejligheden tilbød sig.

Dansker: Man skulle have skudt jøderne med det samme

En anden skrev følgende:

  • En filial af tyskernes senere så berygtede jødelejre for resten den eneste jeg i mit liv har set af den art, og jeg kan ikke nægte at det gjorde mig ondt for disse mennesker, personlig er jeg imod jøder, da de efter min mening er slags snyltere på de nationer, der huser dem, men jeg er absolut imod den behandling som tyskerne gav dem, man kan nu ikke først afkræfte et menneske ved sult og bagefter slå dem halvt eller helt fordærvet, fordi de ikke kan arbejde, det ville efter mit skøn være mere humant om tyskerne straks havde skudt dem. Den måde disse mennesker blev mishandlet på, kan ikke tilgives dem, der gjorde det.

Ideologiske refleksioner

En menig i Division Viking skrev i efteråret 1942 hjem. Han havde også gjort sine erfaringer:

  • Du kan slet ikke tænke dig, hvor det er rart, at se en jøde arbejde, altså ikke med pengesedler, derimod med hakke og skovl, jeg skal dog indrømme, at koster os stort besvær at få dem det lært, men lært får de det og det er det vigtigste, og de danske jøder vil også lære det, garanterer jeg for, når vi engang vender hjem, er vi så dygtige lærermestre, at selv den mest dumme og mest dovne jøde af os kan lære at blive en helt flink arbejder, de kan endog drive det så vidt, at de selv kan fremstille de stjerner de skal have på.

De overfor anførte eksempler antyder samlet, at der findes en sammenhæng mellem de danske frivilliges ideologiske refleksioner og deres kontakt med Det Tredje Riges fjender. Nogle følte ubehag ved oplevelsen af overgreb, ofte selvom de stod ved deres nazistiske overbevisning, mens andre fast forankret i nazismen glædede sig over behandlingen af ”jøder og slaver”.

Nazismen som motivering og legitimering

Nazismen fungerede som motivering og legitimering for mange. En dansker skrev:

  • En jøde i en fedtet kaftan kommer for at tigge brød. Et par kammerater får fat i ham og trækker ham om bag ved bygningen, og et øjeblik efter er hans liv ophørt. Jøder er det ikke plads til i det nye Europa, dertil har de bragt for megen nød og elendighed over det europæiske folk.

På SS-Junkerskolen Bad Töltz

På SS-junkerskolen i Bad Tölz blev mange danske Waffen SS-officerer skolet. Her blev man i den grad udsat for intensiv skoling. De fleste danske junkere klarede sig i godt især i faget ”Verdensanskuelse”. En dansk SS-junker skriver i efteråret 1943 hjem og glæder sig over tiltagende mod de danske jøder:

  • For resten glæder det mig, at man nu endelig er ved at tage sig af jøderne derhjemme, det er så på tide, at disse skadedyr bliver krævet til regnskab, ja de får det ikke morsomt, når germanerne kommer hjem for ”bestandigt”, så tror jeg ”stuen” bliver fejet grundigt ud, og det siger ikke så lidt!

Ikke alle danskere fandt sig tilrette i Waffen SS

Tilkendegivelser som disse står ikke alene. Med hen ved 15.000 feltpostbreve, en række dagbøger og interviews som grundlag kan det dog ikke godtgøres om de frivillige havde et rent antisemitisk fokus. Det var nazismen i sin helhed, der inspirerede. Man behøvede ikke at være tysker for at kunne fungere på østfronten.

Ikke alle blev de politiske soldater, som man ønskede i SS. Nogle fandt ikke det som de søgte.  Eller havde håbet på i soldatertjenesten. Flere af disse kunne være skeptisk indstillet i ideologisk henseende.

En gruppe blandt de danske SS-frivillige fandt sig aldrig til rette i Waffen SS. Måske kunne man ikke tilpasse sig de autoritære rammer, måske blev man chokeret over de forhold, der mødte en ved fronten. Nogle havde svært ved at klare de fysiske strabadser. Og så var der andre igen, der reagerede på behandlingen af civilbefolkningen og jøderne.

Nogle igen blev ikke styrket i den nazistiske tro, snarere tværtimod. En af disse noterede følgende i sin dagbog i 1943:

  • Der er nok ikke nogen nationalsocialisme tilbage hos os, når vi engang kommer hjem.

Ideologien var også redningsplanke

Meget tyder på, at ideologien kunne være en redningsplanke for mange, der kom i en presset situation. Måske kan det tænkes, at militære hierarki og den forcerede disciplin i Waffen SS og på Østfronten i sig selv var nok til at motivere de danske soldater.

Frygt for repressalier kunne dog ofte udgøre en ikke-ideologisk begrundelse for at fortsætte tjenesten. Kammeratskab var måske også en begrundelse for at fortsætte. En klikke på tre – fire stykker holdt altid sammen.

Det er mange skæbner på Østfronten og ikke alle de involverede havde samme reaktionsmønstre.

Schalburg blev mindet som en statsmand

Ja en af de mest frygtsomme var Schalburg. Han fik nærmest en statsbegravelse. Det vil sige, at han blev begravet i Rusland. Men man mindes ham ved en statsmandsbegivenhed, hvor der også var deltagelse fra kongehuset. Kongen selv havde dog klogt nok meldt afbud grundet sygdom. Regeringen var rigt repræsenteret.

Og skæbnerne fortsatte under retsopgøret, når Waffen SS soldater fik fra taget deres indtjening. I Sønderjylland kendes der til, at nogle blev helt udelukket fra samfundet selv om deres straf var overstået. Man glemte heller ikke de folk, der havde siddet i Fårhuslejren, når der skulle tildeles stillinger inden for det offentlige. I befolkningen forblev de landsforrædere.

På taberens side

Pludselig var man på taberens side. Mange i hvert fald i Sønderjylland brændte efterladenskaber og smed de ting, der ikke kunne brændes væk. Man talte ikke om det i familierne. Pludselig blev ideologien til en form for skam. Det var bestemt ikke det, man drømte om, da man tilmeldte sig.

Mange vil sikkert konkludere, at de kunne jo bare have tænkt sig om, da de tilmeldte sig. Men det var nok de færreste der vidste, hvad de gik ind til selv om ideologien måske var nazistisk.

Kilde:

  • Fortid og Nutid
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Christensen, Poulsen, Scharff Smith: Under hagekors og Dannebrog – Danskere i Waffen SS 1940 – 1945
  • Ole Drostrup: Den hæmmende kriger
  • Div. Artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har vi 264 artikler fra Besættelsens tid (Før/under/efter): herunder

  • Fra krig til internering
  • Krigens fortielser
  • C.F. von Schallburg, hvem var han?
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Et mindretal under Besættelsen
  • Bloddrenge og unge nazister
  • Besættelsen og det tyske mindretal
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Død over Barbi-Jar
  • Sort Jord – Holocaust
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • Jagten på krigsforbryddere
  • Hvad skete der i Borbruisk?
  • Kryssing og Frikorps Danmark
  • I ondskabens tjeneste af Holocaust
  • Landsforrædere og landssvigere
  • SS-absurde grusomheder
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • Holocaust – aldrig igen
  • Fårhuslejren
  • Straffelejren Og mange andre