Dengang

Artikler



Jomfru Fanny (6. kapitel)(b)

Oktober 29, 2019

Jomfru Fanny 6. kapitel (b)

Myterne lever stadig. Kongebarn – stof altid interessant. Hun var nationalistisk neutral eller tysksindet. Det er ikke godt for ”Genforenings – festlighederne” Pigen fra det fremmede. ”Den danske sag bankede i hendes hjerte” blev det sagt. Kampenhövener fastholdt sine meninger. Charlotte Frederikke kunne ikke være gravid i 10 måneder. Amtmand var Slesvig – Holstener. Et gods i Rostock. Ikke regulært fattige. Ingen ”kongepenge” til hans Christian og Fanny. Hvad står der på dåbsattesten. Amtmand frafaldt bøder. En økonomisk rådgiver. Jomfru Fanny var højt anset. Havde hun ejet huset i Persillegade i 20 år inden hun flyttede ind.

 

Myterne lever stadig

Dette er en redigeret artikel fra et indslag fra 2013. Nogle af vores artikler kom ikke ”helt rigtigt” over på vores hjemmeside. Dette er en af artiklerne. Men Jomfru Fanny er i 2020 mere aktuel end nogensinde. Det var jo hende, der forudsagde, at en konge ville ride over grænsen på en hvid hest.

Det var hendes upræcise drømme, der skabte myterne. Hvad står der egentlig på dåbsattesten? Og hvad er det gentlig med ejendommen i Persillegade 5? Havde Jomfru Fanny ejet ejendommen i 20 år? Og hvordan kunne en syerske låne en ven en masse penge? Mystikken og myterne om hende er heldigvis ikke helt aflivet. Og heldigvis for det. For historien er god. Læs her endnu et kapitel i den evige historie om den mulige ”kongedatter”.

Indrømmet overskriften er lidt søgt. En lige så spændende historie er den om H.C. Andersens far. Ja tænk, Fanny og Hans Christian skulle have haft samme far. Det vil sige at Fanny og selveste H.C. Andersen skulle være halvsøskende. Kan det nu have sin rigtighed? Selv tror undertegnede ikke på historien. Men myter og vandrehistorier er altid spændende.

 

Kongebarnsstof er altid godt

Kongebarnsstof er altid sjovt. I forbindelse med en anmeldelse om H.C. Andersen som kongebarn skrev Niels Lillelund i Jyllands Posten, at det er vanskeligt at føre sandhedsbevis for kongelig afstamning.

Mit bud er, at de der i forvejen er overbeviste, vil føle sig bekræftede og vederkvægede, mens de ”rigtige” forskere vil ryste på deres i forvejen trætte hoveder.

Her på siden har vi oplevet at komme lidt for tæt på, så blev alle veje lukket. Vores lovgivning på området er kun til gavn for de ”rigtige” men de skal så til gengæld også komme frem med den ”rigtige” mening.

 

Nationalistisk neutral

Den sidste, der har aflivet myten om Jomfru Fanny er Jørgen Witte. Hans historiske gennemgang om Jomfru Fanny kan du også læse her på siden. En anden, der afliver historien er Morten Kamphövener. I 1964 afviste han i Sønderjysk Månedsskrift den romantiske myte om Jomfru Fanny.

Redaktør Morten Kamphövener erklærede, at Jomfru Fanny havde været nationalpolitisk neutral. Og ligheden med Charlotte Frederikke var det pureste opspind. Ligeledes skulle hun være født i Slotsgade. Pastor Nielsen bliver beskyldt for, at have udøvet embedsmisbrug ved at indføre Jomfru Fannys fødsel i registret. Men han har handlet i god tro, da han af jordemoderen fik anmeldt en fødsel.

 

Pigen fra det fremmede

Da Jomfru Fanny blev begravet blev hun af præsten omtalt som ”Das Mädchen aus der Fremde”. Det var et citat af Schiller. Med andre ord, myten om hendes herkomst fulgte hende i graven.

 

Ikke godt for ”Genforeningsfesten”

At Kamphövener tillagde Fanny andre nationale relationer fordi hun talte tysk med hendes plejemor, virker lidt underligt. Også hendes venner skulle have omtalt hende som tysksindet, fordi hun forudsagde tyske sejre. I et brev fra 1865 fortæller Anna Junggren, at Fanny har sagt, at preusserne skal ”udslås”, og hun håber, at det ikke varer længe. En neutral person ville næppe have udtalt dette.

Men det vil da også være kedeligt for ”Genforenings – festlighederne”, hvis det pludselig viser sig at Jomfru Fanny var neutral eller tysksindet!

 

”Den danske sag bankede da i hendes hjerte”

Folkeregisterfører Holger Jacobsen fortalte, at han under besøg his en grantante i Assens, som var født Cornett og datter af sejlmager Cornett i Aabenraa Har fået fortalt, at Fru Cornett var en ivrig gæst hos Fanny. Og i hendes historie gik den danske sag som en rød tråd gennem hendes fortællinger. Det var ingen tvivl om, at den danske sag bankede i hendes hjerte.

 

Kampenhövener fastholdt sine synspunkter

Kampenhövener har hele tiden fastholdt sine synspunkter trods meget kritik. Han siger:

 

  1. Franciska Caroline Enger, alias Jomfru Fanny ikke var en datter af prins Christian og Charlotte Frederikke
  2. At den i Aabenraa Kirkes hovedministerialbog, som barnefadder indførte skovridder Enger og Jomfru Fannys moder, Christina Heise, begge samtidig har opholdt sig på det mecklenborgske gods, Vietow, som dengang, da Christine Heise blev besvangret, ejedes af den som fadder indførte kammerjunker von Qualen,
  3. At Jomfru Fanny og hendes moder ikke figurerer blandt de uægte bør osv., som fik deres mellemværende med kongehuset gjort op efter Frederik den Syvendes død.
  4. At hverken fru Marie Thomsen eller fru Helene Rud har kendt den betydningsulde tilføjelse i hovedadministrationsbogen, at Fanny var født i Slotsgade.

 

Kampenhövener tilføjede, at denne tilføjelse ikke er et faktum. Den er tværtimod indført, da de eventyrlige rygter om den fine karet med pigebarnet var kommet i omløb. Men hvorfor har man så ikke gjort dette fra starten, hvis det er sandt?

 

Hun kunne ikke være gravid i 10 måneder

Skulle Charlotte Frederikke have været moderen skulle hun have mere end godt 10 måneder gravid, har Kampenhövener fundet ud af. Han mener ikke at have skriftlige eller hørt mundtlige overleveringer, for at Jomfru Fanny skulle have deltaget i nationale tilkendegivelser.

 

Amtmanden var Slesvig – Holstener

Indtil 1864 havde hun en hvis tilknytning til amtmand Otto Johann von Steemann og hans familie på Brundlund Slot, fortæller Kampenhövener. Derfor mente han, at hun i den tid holdt sig til den tyske side.

Amtmanden, der efter 1864 blev administrator for grevskabet Rantzau blev frataget sin danske kammerherrenøgle for sin Slesvig – Holstenske indstilling under treårs – krigen.

 

Historier fra Bybakken aflivede myterne i 2011

Det vakte bestyrtelse mange steder i Aabenraa, da årsskriftet Historier fra Bybakken udgivet af Byhistorisk Forening i 2011 kunne aflive myten om jomfru Fanny som kongedatter. Det hele havde åbenbart en naturlig forklaring.

 

Et gods i Rostock

Franaziska blev født den 31. august 1805 i Slotsgade af en ugift kvinde, Christine Heise af Mecklenborg. Jordemoderen fik af den fødende at vide, at hun var blevet besvangret af skovridder Johannes Enger. Han var gift og ansat på samme gods Vietow i Rostock. Har havde jomfru Heise været ansat som kammerjomfru.

En dansk kammerjunker, Frederik von Qualen og hans unge hustru Franzisca have i 1800 købt godset. Godsejeren gik dog fallit i 1804. Han skulle angiveligt være flygtet fra sine kreditorer til Aabenraa. På Brundlund Slot boede hans svoger amtmand von Blücher. Sammen med familien rejste også kammerjomfru Christine Heise. Hun var sin frues opvartningsjomfru.

 

Kontakten med herskabet ophørte omkring 1808

Kontakten med herskabet må være ophørt omkring 1808, da både amtmand von Blücher og familien von Qualen flyttede bort fra Aabenraa. Jørgen Witte har konstateret, at Jomfru Fanny ikke har fået undervisning på slottet.

 

Ikke regulært fattige

Endvidere konstaterer han, at Jomfru Fanny og hendes mor arbejdede som syersker, vaskede tøj og formentlig også lejede tøj ud, for eksempel dåbskjoler. De var ikke regulært fattige, mener Jørgen Witte.

Han mener endvidere at Jomfru Fanny var påvirket af Treårskrigen. Hun fik derefter nogle voldsomme men upræcise drømme, som andre har udlagt som spådomme. Han mener, at hun selv har sparet op til huset i Persillegade 3.

 

Charlotte Frederikke var gravid

Signe Prytz fik en særlig tilladelse af Kong Frederik den Niende til at gennemgå en række arkiver på Rigsarkivet, hovedsagelig breve til og fra prinsesse Charlotte Frederikke. Dertil også hendes dagbøger og regnskaber. Det skete i forbindelse med en bog om Frederik den Syvendes barndom og hans nærmeste omgangskreds.

Her beskrives prins Christian Frederiks forelskelse i hans to år ældre kusine Charlotte Frederikke. Men forlovelsen blev udskudt.

Deklarationen om forlovelsen blev dog yderligere udskudt, da der nogle måneder efter, viste sig at Charlotte Frederikke ventede sig. Det passede ikke den enevældige landsfader, at skulle præsentere em gravid prinsesse ved hoffet i København.

 

Hvem var far til Frederiks fire børn?

Han anviste Plön som hendes opholdssted, et slot i Holsten som hørte under Kronen. Her siger nogen, at Jomfru Fanny blev født i sommeren 1805. Frederik von Blüchers bror var amtmand i Aabenraa og skulle diskret have sørget for, at barnet blev bortadopteret til en ung pige, der havde tjent prinsessen på Plön.

Conrad Daniel von Blücher havde nær tilknytning til kongehuset – meget nær endda. Med stor sikkerhed mener man, at broderen Frederik var far til arveprins Frederiks fire børn. Dennes ægteskab havde været barnløst, indtil grev Frederik von Blücher kom ind i billedet.

Vores hovedperson, prins Christian, senere Christian den Ottende var blandt disse børn. Men denne del af historien bliver nok heller ikke anerkendt.

 

Var hun født i Slotsgade?

Den livlige kusine og prins Christian blev aldrig gift. Nogle mener, at det er spændende om Jomfru Fanny blev født den 31. august 1805 i Plön eller i Slotsgade i Aabenraa.

Som vi har været inde på var Jomfru Fanny et uægte barn af en skovlfoged eller skovløber og en enlig kvinde af lavere stand. I kirkebogen for Aabenraa Sogn, Rise Herred, står der ved Franziska Carolines Fødsel:

 

  • 1805 No. 74 Født 31. august. Døbt: 19. september. Franziska Caroline Elise Enger, et uægte barn af Christine Heise fra Mecklenborg, som efter udsagn af jordemoder Elvers, er blevet besvangret i Mecklenborg i Ribnitz amt af skovløber Friedrich Enger.
  • Faddere: Fru kammerjunkerinde Franziska Genowefa von Qualen, Jomfru Elise Heise (indlogeret/nedkommet i Slotsgade)

 

Ingen ”kongepenge” til Fanny eller Hans Christian

Det er hvis aldrig nogen, der har fundet ud af, at det danske hof skulle have sendt penge til H.C. Andersen eller Jomfru Fanny. Ville kongehuset virkelig lade et fyrstebarn forblive en simpel syjomfru?

 

Hvad står der på dåbsattesten?

Ja nu kan vi også her på siden beskyldes for ikke at være historisk korrekt, for læs lige følgende. Uwe Thomsen har på sin hjemmeside www.jomfru-fanny.uwethomsen.dk foretaget nogle interessante efterforskninger.

Han har bl.a. kigget på dåbsattesten, og mener ikke, at der i dåbsattesten står niedegekommen (nedkommet), men at der står untergekommen (indlogeret).

 

Amtmanden frafaldt bøde

Der er åbenbart også blevet kommunikeret med amtmanden vedr. bøde. Det blev frafaldet fordi den faktiske overtrædelse fandt sted i udlandet. Uwe Thomsen hæfter sig ved, at det var usædvanligt, at der i det hele taget blev korresponderet om sådan en sag. Han undrer sig også over den lange tid fra dåb til fødsel.

Hendes undervisning i håndarbejde må nødvendigvis være foregået på Brundlund Slot. Det er af høj kvalitet, det håndarbejde som Fanny har udført.

 

En økonomisk rådgiver

Speckhahn har været Jomfru Fannys økonomiske rådgiver. Det er det såmænd ikke så meget mærkeligt i, vurderer Uwe Thomsen, for han giftede sig med Jomfru Fannys jævnaldrende veninde, der var husholderske hos en af Aabenraa’ s rigeste mænd, agent Holm.

 

Jomfru Fanny – højt anset

Det var påfaldende, at Jomfru Fanny var placeret som nr. 3 af pigerne, kun overgået af amtsforvalterens og degnens døtre og foran mange af borger-døtrene af god familie. Dette kan betragtes som høj status.

Uwe Thomsen mener ikke, at det i sig selv er bemærkelsesværdigt, at Jomfru Fanny blev ejer af et lille beskedent hus i Aabenraa. Men han synes, at det er påfaldende, at hun skulle have boet til leje sammen med Christine Heise, inden hun flyttede ind i sit hus.

 

Har hun ejet huset i 20 år?

Det er noget mystisk ved en usynlig pengeanbringelse i det gældsfri hus i Persillegade, som Jomfru Fanny først flyttede ind i efter Christine Heises død i 1853. Huset blev antagelig allerede erhvervet ved en auktion den 30. august 1834. Det vil med andre ord sige, at Fanny havde ejet huset i 20 år.

Åbenbart har jomfru Fanny også lånt Speckhahn 1.000 mark. Var hun en velhavende dame?

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Ruden/Aabenraa Kommune
  • Historier fra Bybakken
  • Marie Thomsen: Jomfru Fanny (1938)
  • Birgitte Kragh, Else Prahl: Jomfru Fannys Kongerige (Artikelserie Aabenraa Museum 1982)
  • Franz Gregersen: Jomfru Fanny (2004)
  • Uwe Thomsen: Jomfru Fanny’ s speciedalere (1993)
  • Heide Gunner Pfeffer: Snakken går jo (1992)
  • Helene Rud: Fanny (1945)
  • Bodil Steensen Leth: Jomfru Fanny – en roman om dronningen fra Aabenraa
  • Signe Prytz: Frederik den Syvendes barndom og nærmeste omgangskreds (1974)
  • jomfru-fanny.uwethomsen.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.459 artikler herunder 147 artikler fra det gamle Aabenraa og omegn inkl.:

 

  • Jomfru Fanny – myte eller virkelighed
  • Jomfru Fanny fra Aabenraa
  • Fanny Enge (2015)
  • Kongens hvide hest (1-2)
  • Pigen fra Højer

 

 

 


Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro

Oktober 26, 2019

Arbejdende Børn på Fabrikkerne på Nørrebro (64)

Billig arbejdskraft og nødvendig for familien. Den engagerede læge Hornemann. Børnearbejde godt for opdragelsen. Fabriksloven af 1973. Den nye lov mødt af protester. 70 pct. af arbejderfamiliens indkomst gik til fødevarer. Børn under 13 år arbejdede næsten 8 timer om dagen. De farlige tændstikfabrikker på Nørrebro. Fattigdommen på Nørrebro i 1887. På tobaksfabrik. Mælkedrengene fra Enigheden skulle tidlig op. En ny fabrikslov i 1901. Halvdelen af drengene arbejdede stadig i 1901. I 1913 blev alt børnearbejde på fabrik forbudt. Der var dog stadig masser af arbejde til børnene. Realindkomsten steg til det dobbelte.

 

Billig arbejdskraft og nødvendig for familien

Der var masser af børn på arbejde på Nørrebro dengang. Det var simpelthen nødvendig for at sikre mad på bordet. Forældrene valgte ofte, at nogle af børnene ikke skulle skole hele tiden. De skulle være med til at tjene penge i stedet for.

Arbejderfamilier dengang kunne ikke alene leve af faderens indtægt. Og for fabriksejerne på Nørrebro var det jo dejligt med billig arbejdskraft.

Udnyttelse af børns arbejdskraft blev et tema, der i juli 1872 blev drøftet på det første nordiske industrimøde i København. Opgørelser viste, at børn under 14 år udgjorde ca. 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Heraf var godt 16 pct. under 10 år.

De erhverv, der mest brugte børnearbejde var tobaksindustrien, tændstikindustrien og tekstilindustrien.

 

Den engagerede læge Hornemann

I industrielle kredse var man begyndt at blive bekymret for disse børns helbred. Og den socialt engagerede læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. I et foredrag på mødet gav han udtryk for, at børn under 12 år ikke skulle bruges til fabriksarbejde. Generel burde arbejdet for børn nedsættes, mente han. Og de burde heller ikke arbejde om natten.

Som udgangspunkt opfattede Hornemann børnearbejde som sundt og lærerigt, men han havde en række indvendinger. Hornemann konkluderede, at fabriksarbejde kan have indflydelse på børns vækst og udvikling. Der kan også opstå sygdomme på grund af arbejdet.

 

Børnearbejde, godt for opdragelsen

Han nævnte, at blegsot og brystsygdomme kan opstå på grund af støv, og at børn, der laver blyglassur, kan få blyforgiftninger. Alligevel virker Hornemanns undersøgelser en smule idylliseret og loyal overfor fabrikanterne. Men alligevel var hans kommentarer banebrydende i 1872:

 

  • I og for sig er børns Anvendelse i Industriens Tjeneste snarest en Gode, thi det kan være et Spørgsmaal om, at pligtmæssigt Arbeide er sundere end Lediggang: en fattig Familie kan trænge til enhver lille Indtægt, som Børnenes Arbeide kan forskaffe. Børnene selv have godt af nogenlunde tidlig at lære at bruge Hænderne på en nyttig Maade og de flinkeste Arbejdere ere de, som tidlig ere blevne oplærte. Men dette Børnearbeide bør organiseres på en fornuftig Maade.

 

Hornemann lavede en ret stor undersøgelse. Han konstaterede, at 600 var under 10 år gamle. 2.632 børn var under 14 år.

 

Fabriksloven fra 1873

Den første fabrikslov blev udsendt i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år og en maksimumarbejdstid på 6,5 timer inklusiv en halv times spise- og hvilepause. Senere lovgivning hævede minimumsalderen og sænkede arbejdstiden.

Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage. Et arbejdstilsyn skulle holde øje med at disse regler blev overholdt.

 

Den nye lov mødt af protester

Den nye lovgivning blev mødt med protester. Det var det betænkelige ved at gribe ind i forældremyndigheden, dels havde de fattigste familier fortsat behov for børnenes indtægt og endelig havde børnearbejdet en social og en moralsk opdragende funktion. Andre hævdede, at virksomhederne havde svært ved at klare sig uden børnenes arbejdskraft.

Landstingsformand Schøler mente dog, at loven var direkte skadelig for de unge mennesker, hvis man begrænsede deres mulighed for arbejde:

 

  • Jeg frygter, at man vilde risikere at bidrage til at gøre mange af disse unge Mennesker til Søvntryner og Dagdrivere. Det er en underlig Medlidenhed, man synes at have med kraftige Børn og unge Mennesker.

 

Schiøler var nu ikke ene om den holdning at det er bedre at børn arbejder og gør noget fornuftigt end at de skulle drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Fra fabriksejernes side var der naturligvis også modstand. I flere industrier var børnenes arbejdskraft nødvendig og samtidig billig. Nogle fabriksejere truede med, at de måtte lukke virksomheden, hvis de nye regler skulle overholdes.

 

70 pct. af indkomsten gik til fødevarer

Ja selv blandt arbejderfamilier var der modstand. For familiens økonomi var afhængig af ekstraindtægten. Og hvis børnene ikke kunne arbejde, ville det betyde at de måtte søge fattighjælp og så måske ende på Ladegården.

En undersøgelse foretaget af Indenrigsministeriet i 1872 viste, at fødevarer udgjorde 70 pct. af en arbejderfamilies budget. Selv mindre indtægtstab fik konsekvenser for kosten.

I en sådan presset økonomisk situation må indtægterne fra børnearbejde have været et kærkommet og ofte nødvendigt supplement til hovedindtægten. Et barns indtægt var ca. 15 pct. af en ufaglig mandlig dagløn eller næsten tilstrækkelig til at kunne betale huslejen. For enlige kvinder betød et barns indtægt endnu mere.

 

Børn under 13 år arbejdede næsten 8 timer dagligt

Men tænk engang, at børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.

I tiden efter 1873 var der masser af eksempler på, at arbejdsgiverne søgte dispensation fra loven. Der blev udskrevet lægeattester, uden at børnene var blevet undersøgt.

Nu måtte børn ikke mere sættes til at smøre og rense maskindele, når maskinen var i gang.

 

Loven blev ikke overholdt

I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte arbejdsinspektører aldrig viste sig på fabrikkerne. Hvis de så endelig kom, var det for at drikke portvin med fabriksejeren.

Men et en lov, et andet virkelighed. En nykonfirmeret spindedreng fortalte:

 

  • Jeg har fået en maskine for mig selv og dertil igen en 3 – 4 små purke at skulle oplære. Nogle af dem er så små, at de ikke kunne se op over maskinen, men de skulle jo også tjene penge.

 

Tændstikfabrikkerne på Nørrebro

På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der mange børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og børnene arbejde med giftige stoffer, der gav varige skader og i nogle tilfælde også skyld i dødsfald. Den fosfor, der blev brugt i produktionen fik knoglerne til at smuldre. Flere tændstikpiger blev mærket for livet efter at have arbejdet på en tændstikfabrik. Deres kæbeben var simpelthen smuldret væk.

I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne indåndede fosfordampene. Børnene var mest udsatte. De undlod ofte afvaskninger og havde mindre modstandskraft over for fosforen.

Under lovgivningsarbejdet havde man haft det aspekt med, at hvis der ikke kom et forbud mod anvendelse af hvid fosfor, ville det givetvis medføre, at ingen under 18 år måtte deltage i tændstikproduktionen.

Det kunne i sidste instans fordyre produktet, da børn som bekendt var billigere arbejdskraft end voksne. Man anså arbejdet for at ligge ”godt” for børn og deres indkomst.

Yderligere i9ndgreb kom efter storbrande også på Nørrebro, hvor der blev fabrikeret sikkerhedstændstikker. Der kom en række krav om indretning og en begrænsning af børns arbejdsprocesser.

Børnenes arbejde bestod i at udtage tændstikkerne af de rammer, de var spændt fast i, pakke dem ind samt gå til hånde ved lettere forefaldende arbejde.

 

Fattigdom på Nørrebro 1887

Christian Christensen, den senere anarkist berettede om, hvordan fattigdommen så ud på Nørrebro i 1887. Moderen havde sagt, at man ikke kunne klare sig for fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen set sig om efter arbejde. Som femårig skulle han hjælpe moderen derhjemme med at fremstille ildtændere. For 500 ildtændere fik mor 25 øre. For disse penge kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten fra døren.

Derfor gik mor og søn nu over til at producere store 500 ildtændere, der blev betalt med 35 øre. Oftest foregik dette om natten, mens faderen sov. Og for at Christian ikke skulle falde i søvn, blev han lovet et stykke wienerbrød til to øre. Men det fik han nu aldrig.

 

På Tobaksfabrik

I 1890erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Efter en rugbrødsklemme til noget tyndt kaffe gik den på hovedet i produktion af ildtændere. Kvart i otte gik det så i løb til skole. Og det var med at komme inden skoleklokken ringede. Formiddagen var den samme. Den daglige – fem af spanskrøret af viceinspektør Mortensen.

På ti minutter skulle Christian så nå frem til sit arbejde fra Jagtvejen til Tobaksfabrikken. Her kunne arbejdet være meget hårdt. Man skulle hjælpe svendene. Men de arbejdede på akkord.

Christians mor var langt fra den eneste, der sad hjemme i de små hjem på Nørrebro og producerede varer for industrien. Det gjorde mange.

 

Mælkedrenge fra Enigheden skulle tidlig op

I 1890erne steg antallet af københavnske børn, der havde arbejde uden for skoletiden. Vækst inden for industri og handel havde skærpet efterspørgslen efter deres arbejdskraft

Der var masser af mælkedrenge på Nørrebro. De arbejdede ude hos Enigheden på Lygten. Og det var hårdt. De skulle op klokken 4 om morgenen. De skulle hjælpe kusken med at bringe mælken ud. Den friske mælk skulle placeres på dørmåtten. Tomme flasker skulle tages med retur.

Ofte måtte disse mælkedrenge gå op af etagerne på Nørrebro i bælgragende mørke.

Ved frokosttid styrtede de sultne og udasede i skole, hvor de ofte faldt i søvn. Men det var særlig det, at de skulle meget tidlig op om morgenen, der var en torn i øjet på skolefolkene. Ord som misbrug, mishandling og børneplageri blev hæftet på mejeriernes udnyttelse af drengenes arbejdskraft.

På Frederiksberg var disse mælkedrenge med i en strejke i 1896.

Egentlig så ramte fabrikslovene ikke mælkedrengens arbejdsvilkår. Men efterhånden løb der mange klager ind fra skolerne. Og især på Rådmandsgades Skole var man utilfredse med mælkedrengene.

Også i tobaksindustrien var der mange tilfælde af børnestrejker omkring århundredeskiftet.

 

I 1897 var en femtedel af skolebørnene fra Nørrebro i erhvervsarbejde

I 1897 blev skoleinspektørerne i København indberette, hvordan det var med mælkedrenge og fabriksarbejdende børn og deres indlæring. Kigger vi på Nørrebro – skolerne så så lå andelen af børn på fabrikker på ca. 20 – 21 pct. Og det var i alt seks skoler, der havde indberettet deres tal. Men de tal passer ikke rigtig til andre undersøgelser.

 

En ny fabrikslov i 1901

I 1901 blev der vedtaget en ny fabrikslov, hvor aldersgrænsen for fabriksarbejdere blev hævet fra 10 til 12 år og den daglige arbejdstid nedsat med en halv time. Man arbejdede også på vedtægter med henblik på at begrænse skolebørns arbejde på områder, der ikke var dækket af fabriksloven.

Borgerrepræsentationen fik nu godkendt vedtægten af Indenrigsministeriet. Hermed blev det forbudt at bruge børn under 12 år ved udbringning af mælk, brød og aviser, ved arbejde i beværtninger og ved andre forlystelsessteder. De måtte heller ikke aftappe øl og petroleum. Arbejdstiden for børn over 12 år fulgte reglerne i fabriksloven.

Bemærkelsesværdigt er det at vedtægten ikke kom til et gælde udbringning af andre varer eller rengøringsarbejde, der var en af de områder for flest københavner – børn var beskæftiget.

 

Halvdelen af drengene arbejdede i 1905

En undersøgelse fra 1905 viste, at halvdelen af de 13 årige arbejdede for fremmede. For pigerne var det tale om 30 pct.

En undersøgelse fra 1908 viste, at ca. en tredjedel af alle drenge og en fjerdedel af alle piger i byerne havde et lønnet arbejde. Dengang var det for det meste børnene i de ældre klasser. Og de arbejde 4 – 6 timer hver dag ved siden af skolen.

Drengene arbejdede på fabrik, kørte varer ud. Pigerne passede børn og gjorde rent.

 

I 1913 blev børnearbejde på fabrik helt forbudt

I 1913 blev fabriksarbejde for skolesøgende børn helt forbudt. Måske var det på grund af skolerne stigende krav på børnenes tid, der gjorde børn uegnede til fuldtidsarbejdskraft. Men nu var det sådan, at reglerne ikke blev fulgt. Når inspektøren kom på besøg skjulte man børnene.

Nu måtte børn under 14 år heller ikke mere arbejde i håndværks- og industrivirksomheder.

Men også arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre. Indtægterne fra børnenes arbejde kunne nu lettere undværes med mindre man var enlig.

 

Masser af andet arbejde til børnene

Men nu kunne man bruge børn som buddrenge og medhjælpere i værksteder og butikker. Dertil kom også alt det ulønnede arbejde som udførte for deres forældre med løbe ærinder, bære koks ind, passe på mindre søskende og lave mad. Men deres hovedbeskæftigelse blev efterhånden at gå i skole.

Særlig på Nørrebro blev der bygget mange nye skoler. Og disciplinen var benhård. Mange gange var det tidligere officerer, der underviste i en række fag, bl.a. i gymnastik.

 

Realindkomsten steg til det dobbelte

Fra 1870 til 1914 er det skønnet, at realindkomsten steg til det dobbelte. Konsekvensen af de forbedrede levevilkår var, at børnearbejdet måske bortset fra enlig forsørgere, ikke var så bydende nødvendigt som tidligere.

I 1919 skete der også en regulering med hensyn til skoletiden. Nu måtte mindre handlende heller ikke bruge skolebørn til udbringning af mælk. Nu var det slut for mejerierne at bruge mælkedrenge. Men på Enigheden gjorde man det nu stadig væk.

I de københavnske skoler var skoletiden nu fra 8 til 16. Nu gik man ikke i skole enten om formiddagen eller om eftermiddagen. Dermed var der også sat grænser for børnenes arbejdskraft. Der skete nu et markant fald i antallet af børn, der havde erhvervsarbejde efter skoletiden.

 

 

Kilde:

 

  • Dette er en artikel i serien Industri på Nørrebro. På dengang.dk kan du se flere artikler i denne serie.

Hvorfor anerkender det tyske mindretal ikke ordet “Genforening”?

Oktober 26, 2019

Hvorfor anerkender det tyske mindretal ikke ordet ”Genforening”?

Mindretallet burde ”Klart og tydelig” anerkende ordet ”Genforening”, siger byrådspolitiker. De vil fejre deres 100 års fødselsdag. For de tysksindede er det jo ikke tale om ”Genforening”. Man taler om ”wiedervereinigung” med DDR. Det handler jo egentlig om, hvad man føler. Det blev jo ikke fremkaldt en tilstand, der var før! Statsretslig hedder det ”Indlemmelse” Årsagen til følelserne er sikkert 1864. For de tysksindede var det ”Afsked” eller ”Adskillelse”. Vi skal kigge på H.P. hanssens påmindelse på Folkehjem. Det danske mindretal fejrer heller ikke ”Genforening”. Skal de også have en påtale? Det tyske mindretal mener, at det er en ”genistreg” at kalde det ”Genforening” Dansk politiker håbede så sent som i 2017 på en ”genforening” med Sydslesvig. De blev kaldt ”tyskersvin” og ”nazisvin” som skolebørn. De måtte bøje nakken. Og så er det stor forskel på tilskud nord og syd for grænsen.

 

Mindretallet burde ”klart og tydeligt” anerkende ordet ”Genforening”

Hvorfor fejrer det tyske mindretal ikke ”Genforeningen” med i stedet for ”Grænsedragning”. En diskussion er nu i gang omkring ordet ”Genforening”. Hvad er sandheden? Og hvad er historisk korrekt?

Mens man i Danmark fejrer ”Genforeningen” (Wiedervereinigung) , så fejrer det tyske og danske mindretal ”Grænsedragningen” fra 1920 og deres 100 års fødselsdag.

Men hvorfor vil man i det tyske mindretal ikke bruge navnet ”Genforening”? spørger en socialdemokratisk byrådspolitiker fra Sønderborg, og det er i en anklagende tone. Det gør ondt i hjertet, når det tyske mindretal ikke vil tale om ”Genforening”. Mindretallet burde ”kart og tydeligt” anerkende, at det handler om en ”Genforening”, sådan siger det socialdemokratiske byrådsmedlem.

 

Mindretallet vil fejre deres 100 års fødselsdag

Ja hvorfor fejrer det tyske mindretal ikke ”Genforeningen”? Ja i 2020 fejrer de deres 100 års fødselsdag. De kan ikke fejre ”Genforening”, fordi det for det tyske mindretal ikke er tale om en ”Genforening” Men de har ikke noget imod, at vi danskere fejrer ”Genforeningen”.

 

For de tysksindede var det ikke en ”Genforening”

I det tyske mindretals lys var grænsedragningen i 1920 ingen ”Genforening”. Man kan ikke forlange af folk, at man skal fejre en ”Genforening”, når det for tyskerne i Nordslesvig ikke var nogen. Hvis danskerne fornemmer det og fejrer det, kan man glæde sig over dette.

 

”Wiedervereinigung” med DDR

For det tyske mindretal er det uforståeligt, at man fører en sådan diskussion. Man har dog stor respekt for, at danskerne fejrer det. Men i det tyske mindretal fejrer man fødselsdagen. Det var det for dem den gang. Begrebet ”Wiedervereinigung” i Tyskland bliver brugt til en helt anden begivenhed. I Tyskland er ”Wiedervereinigung” det ord man bruger i forbindelse med genforeningen med DDR.

 

Det handler om, hvad den enkelte føler

Om det er historisk rigtig, at tale om en ”Genforening”? Det handler nok om en begreb, der giver udtryk for, hvad den enkelte borger føler. Om det juridisk eller historisk er korrekt at anvende eller ikke vil det tyske mindretal ikke blande sig i. I hvert fald bliver det opfattet af mange mennesker i Danmark som ”Genforening”.

 

Blev der frembragt en tilstand, der var der før?

Det er på den ene side de historiske kendsgerninger og på den anden side de nationale følelser. Blev der i 1920 gennem afstemningen til grænsedragningen frembragt en tilstand, der havde været der før? Hertil må man sige nej.

Statsminister Neergaard sagde det selv i 1920:

 

  • Dage som disse falder med Ansvarets Magt. Hvor har ikke Sønderjyderne længtes mod denne Dag? Men den paalægger hver af os en Pligt. Vi taler om Genforening. Sagen er, at aldrig i vor tusindaarige Historie har Sønderjylland været et med Danmark. Først nu sker det efter Sønderjydernes egen lykkelige Vilje. Det er en Æresforpligtelse at hævde vort danske Sprog i Grænselandet.

 

Statsretslig hedder det ”Indlemmelse”

Statsretslig er det også ved lovene fra 1920 tale om en ”Indlemmelse”. Det hedder:

 

  • Lov af 1920 om Indlemmelse af de sønderjyske Landsdele i Kongeriget

 

Årsagen til følelserne er sikkert 1864!

Den følelsesmæssige ”Genforening” er til at forstå efter ”Traumet fra 1864”. Pludselig måtte den dansksindede befolkning finde sig at være under Preussen.

At tale om ”Genforening” er som historisk begreb – falsk. Men det svarer til befolkningens følelser.

 

For de tysksindede var det en ”Afsked” eller ”Adskillelse”

For den tyske del af befolkningen var resultatet af afstemningen en smertelig afsked fra Tyskland. Det kan vel på en eller anden måde sammenlignes med de dansksindedes følelser efter 1864.

I 1920 fremkom en afgørelse som det tyske mindretal i dag anderkender. Men for de tysksindede var der tale om en ”Adskillelse” eller et tab. Det er vigtigt, at også denne side af historien finder plads. Det er også derfor at begrebet ”Wiederverenigung” (”Genforening”) for de tysksindede nordslesviger ikke skal påtvinges dem fra dansk side.

 

Dronning Alexandrine var tysk

I forbindelse med ”Genforeningen” havde magasinet Grænsen inviteret de to ledere af mindretallene til et ”stævnemøde”. Det var Jens A. Christiansen (JAC), der er generalsekretær for Sydslesvigsk Forening og Heinrich Jürgensen (HJ), der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger.

 

H.P. Hanssens påmindelse

HJ minder os om, at Christian den Tiendes – dronning Alexandrine var født som hertuginde i Schverin i Mecklenburg – Vorpommern. Og så kigger HJ på de manende ord over baren på Folkehjem i Aabenraa på en indskrift af H.P: Hanssen fra den 17. november 1918. Det handlede om at behandle de tysksindede godt:

 

  • Hvad du vil, ikke skal gøre mod dig, det skal du heller ikke gøre mod dem.

 

Det danske mindretal fejrer heller ikke ”Genforening”

Da HJ var ung, var det ikke velset, at dem der kom fra det tyske mindretal kom til bal i de sønderjyske forsamlingshuse. Men de kom nu alligevel.

Hvad håber det danske mindretal syd for grænsen, at få ud af ”Genforeningen”? JAC svarer på det spørgsmål:

 

  • Vi håber, at markeringen af Genforeningen i 2020 giver det danske mindretal en anledning til at få fortalt sin fortælling. Og vi håber, at kan få styrket båndene mellem det danske mindretal og den danske befolkning. Udgangspunktet er, at heller ikke det danske mindretal fejrer Genforeningen. Vi formulerer det sådan, at vi markerer folkeafstemningen og den efterfølgende grænsedragning i 1920. Vi glæder os sammen med vore landsmænd over, at Sønderjylland og Danmark kan markere Genforeningen, men vi synes selvfølgelig, det var kedeligt, at vi ikke kom hjem, som man formulerede det dengang.

 

Det tyske mindretal: Genistreg, at kalde det ”Genforening”

Og det tyske mindretal i Danmark svarer således siger HJ bl.a.:

 

  • I det tyske mindretal taler vi heller ikke om en fejring af Genforeningen. Faktisk synes vi, det er lidt af en retorisk genistreg at kalde det en ”Genforening”. Tværtimod delte man jo Slesvig i 1920, så det blev tale om et Nord – og et Sydslesvig. ”Genforeningen” er jo også et tysk – dansk venskabsår.

 

Det var først i 1995 ved festlighederne i anledning af 75 – året for ”Genforeningen”, at Heinrich Schultz, der var formand for SSF dengang, anerkendte grænsedragningen.

 

Danske politikere håbede på ”Genforening” med Sydslesvig

Men også anerkendelsen fra det danske mindretal syd for grænsen lod vente på sig. Men i 2006 udtalte Søren Krarup fra DF, at han havde et genforeningshåb. I 2017 var det så Søren Espersen, den daværende formand for Udenrigspolitisk Nævn også fra DF, der udtalte det samme. Det var ikke så sært, at dette vakte opsigt i de tyske medier.

 

”Tyskersvin” og ”Nazisvin”

Det tyske mindretal i Danmark kæmpede for en grænserevision frem til 1945. De lavede en loyalitetserklæring i 1945, hvor de accepterede den danske grundlov og det danske kongehus.

HJ fortæller, at det tyske mindretal forsøgte at presse sin far i krig i Anden Verdenskrig. Men det endte så med at han meldte sig i Zeitfreiwillige . Efter krigen blev han interneret i Fårhus-lejren. Han følte sig uretfærdig behandlet som så mange andre fra det tyske mindretal.

HJ fik som barn mange venner, men når de gik forbi den gamle danske skole i Tinglev blev der råbt ”Tyskersvin” eller ”Nazisvin” efter dem.

 

Det tyske mindretal måtte bøje nakken

Men efter Anden verdenskrig havde de dansksindede i Sydslesvig friheden til at være danske i Sydslesvig. Det tyske mindretal nord for grænsen måtte bøje nakken efter krigen. Men først gennem de seneste 30 år, er det, at det tyske mindretal har fået sin selvforståelse tilbage og begyndt at være i øjenhøjde med sine omgivelser.

Men HJ husker tilbage til 2007, da debatten om at sætte tosprogede byskilte op i Sønderjylland rasede. Han modtog flere trusselsbreve.

 

Forskel på tilskud nord og syd for grænsen

I dag modtager de danske foreninger i Sydslesvig ca. 480 millioner kroner i tilskud fra Folketingets Sydslesvigudvalg. Det tyske mindretal modtager væsentlig mindre fra Slesvig-Holsten og Berlin. Tilskuddet er på ca. 90 millioner kr. Dertil kommer tilskud fra den danske stat, fordi mindretallets skoler anerkendes som offentlige skoler for mindretallet.

 

  • Dette er bestemt ikke den sidste artikel om ”Genforeningen” eller hvad vi skal kalde den. Husk Historien- men ofte tager følelserne over, men vi skal dog forsøge at bevare sagligheden i debatten. Det gælder også for vore politikere. Vi er blevet beskyldt for det værste a la ”Der sidder en københavner og tror, at han ved alt om ”Sønderjylland og Genforeningen og så ved han ikke en skid! Det er åbenbart følsomt for mange at angribe betegnelsen ”Genforening”.

 

 

  • Under artiklen: ”Hertugdømmet – den rigtige historie” har vi samlet en oversigt over 118 artikler her fra siden, der på en eller anden måde belyser dette tema.

 

Kilde:


Den Gamle Grænsekro

Oktober 25, 2019

Den Gamle Grænsekro

 

Den har engang heddet Høkkelbjerg Kro. Men den er kendt som frederikshøj. Det var egentlig Hertug Hans den Ældre, der anlagde vejen fra det nu helt forsvundne Hansborg til Koldinghus. Vejen var forbeholdt de adelige og kongelige. Kroen var privilegeret. Det vil sige, at de andre kroejer i et par sogne skulle betale afgift til kroejeren. 1854 var et skelsættende år for kroen. En ny vej blev anlagt. Den økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson rev den gamle kro ned, og oprettede et ny kro på den ny vej. I 1864 blev Grænsekommissionen bespist på kroen. Og ved hjælp af sprit og overtalelse fik han lov til at blive i Danmark. Grænsen skulle ellers være lagt nord for kroen. Genforeningsmuseet ligger lige overfor. Jo, det var her kongen red over grænsen sammen med lille Johanne.

 

 

 

Den gamle, kongelig privilegerede kro ligger ved den gamle hovedvej A 10 på den danske side af den gamle dansk-tyske landegrænse 1864-1920, 3 km nord for Christiansfeld. Den er desuden kendt som Frederikshøj Kro og har også heddet Høkkelbjerg Kro og Gjæstgiveriet Frederikshøj. Den oprindelige Høkkelbjerg Kro lå ikke på samme sted som den nuværende lige nord for Christiansfeld. Den opførtes omkring år 1600 ud til den daværende Kongevej, som ligger ca. 400 meter østligt for den nuværende landevej. Vejen blev anlagt i 1560 af Frederik 2. og hans farbror, hertug Hans den Ældre.

Formålet var at skabe en direkte forbindelse mellem det vældige Koldinghus, hvor kongerne elskede at residere om sommeren, og det nu totalt forsvundne Hansborg Slot i Haderslev. Indtil da var man tvunget til at benytte studevejen over Aller og Fjællebro, hvor der dengang kun var et vadested med deraf følgende besværligheder ved højvande.

 

Denne vej hedder i dag Tingskovhedevejen efter det første herredsting. I

1562 gav hertug Hans den Ældre tilladelse til, at det måtte nedbrydes, og tingstokke; “sættes ved Aller Kirke som det bekvemmeste Sted for

Undersåtterne i Tyrstrup Herred og for Fremmede med hensyn til Postgangen, fordi Aller laa ved den almindelige Hærvej”.

 

Da den nye Kongevej var forbeholdt de kongelige og adelige, er det svært at gisne om kroens omsætning. Der har sikkert været langt mellem de betalende gæster. Selvfølgelig så bønder og andet godtfolk deres snit til at anvende vejen i smug, men ve den arme synder, hvis han blev snuppet af herredsfogeden og hans svende for uberettiget benyttelse af vejen. Da kostede det dyrt både i penge og naturalier prompte at levere til hofferne.

 

Dér hvor kroen i sin tid blev bygget, står der en mindesten med følgende indskrift: “Her laa fra 1660 til 1854 den navnkundige af Frederik III privilegerede Høkelbjerg Kro”. Sådan står der faktisk på den store sten.

Der kan kun gisnes om, hvorfor privilegeret først blev givet i 1660, måske som tak for årelange tjenester.

 

Privilegierne gav eneret på krohold i Tyrstrup, Aller og Taps sogne. Der kom nu velstand til huse dels på grund af det stigende besøg efter

Kongevejens samtidige åbning for den almindelige trafik, dels fordi de omkringliggende kroer måtte svare ejeren på Høkkelbjerg Kro en årlig koncessionsafgift. Denne ophørte først efter indførelsen af den tyske næringslov og mod en passende affindelsessum.

 

Til gæstgiveriet hørte tillige et stort, veldrevet landbrug på 55 tønder land plus noget mose, hvor man gravede tørv. Landbrugsarealet svandt siden ind til 24 tdr. land.

 

1854 blev et skelsættende år for den gamle kro. Den nye direkte vej, chausseen mellem Kolding og Haderslev, blev åbnet og overtog næsten al stedlig trafik. Med et pennestrøg var det pludselig forbi med kroens eksistensgrundlag.

 

Den i øvrigt økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson lukkede følgelig kroen, rev bygningerne ned og genopførte bedriften ved den nye vej, hvor Den Gamle Grænsekro nu ligger. Meget belejligt havde Wilson også jord dér. Den efter datidens normer anselige gæstgiveribygning fik navnet Gjæstgiveriet Frederikshøj efter Frederik 7. Det fortælles, at der til opførelsen blev genbrugt sten oppe fra Koldinghus, som brændte i 1808. Rent faktisk er der under moderniseringsarbejdet fundet sten af samme type som dem på Koldinghus.

 

Ti år senere måtte Danmark efter nederlaget i krigen 1864 afstå hele

Sønderjylland. I foråret 1865 gik man i gang med nedgravningen af de 128 svære egepæle, som skulle markere den nye grænse fra Vadehavet syd for Ribe til Hejlsminde mod øst. Under det praktiske arbejde med grænsedragningen var den 20 mand store grænsedragningskommission med repræsentanter fra begge sider en tid indlogeret på kroen.

 

Den meget aktive og dansksindede kromand Wilson gav de fornemme gæster en udsøgt behandling under deres ophold. Det fortælles, at de blev bespist og beskænket så fyrsteligt, at den rette linje mellem to punkter blev til en krum bue syd om kroens jorde i stedet for, som han kunne frygte, lige nord for hans kro. Således siges det, at Frederikshøj blev dansk grænsekro og grænsetoldsted. Skal sandheden frem – og det skal den jo helst – har man ved grænsedragningen, ligesom ude i marsken, nok snarere taget hensyn til kroens samlede tilliggende.

 

Toldvæsenet lejede sig derefter ind på kroen mod en årlig husleje på 700

  1. betalt i månedlige rater. Men så skulle alt til gengæld være velholdt med hele ruder, nøgler til alle døre, plads til heste og vogne, brændselsrum med plads til 20.000 tørv, 1 favn brænde, 20 tdr. stenkul osv.

 

En koleraepidemi i Hamburg i 1892 satte hele den danske grænsebevogtning på den anden ende og i højeste alarmberedskab. Sværtbevæbnede danske soldater afpatruljerede grænsen for at opsnappe eventuelle overløbere. Disse blev anbragt i en af staten lejet barak på den modsatte side af kroen. Her var karantænestation med ovn og gryde til brug ved desinficering. Dette menageri stod på i et halvt års tid.

 

Ellers lagde kroen i disse år lokaler til talrige nationale sammenkomster.

Passagen over grænsen foregik dengang i øvrigt uhindret. Pas behøvedes ikke, men da Første Verdenskrig brød ud i 1914, skiftede scenen atter karakter. Der blev sat bom over vejen, som groede helt til i græs. Ovre på den tyske side gik der Landsturmsoldater for at forhindre grænseoverløbere i at nå op til det forjættede land, Danmark.

 

Ikke så få slap alligevel over, trods store risici, og fik foreløbigt logi i den gamle krosal. En ekviperingshandler fra Kolding kom én gang om ugen og udstyrede de heldige med det nødvendige.

 

Krigsafslutningen ændrede situationen på ny. Ved det nordlige – det nuværende danske – Sønderjyllands officielle genforening med det gamle land den 10. juli 1920 stod den festligt pyntede kro i stiveste puds med dannebrogsflag og guirlander hen langs facaden og over vejen en rejst æresport med indskriften, set nordfra:

 

Hav tak, fordi I led og stred

nu kommer lyse dage.

Vi mindes vil med Vemod

den Flok, der blev tilbage.

 

Alt hvad der kunne krybe og gå, høj som lav, tog til Frederikshøj Kro for under stor festivitas at tage imod Christian 10. på den hvide hest og den øvrige kongelige familie.

 

Den berømte hvide hest, der måtte hentes så langvejsfra som på Visborggård nord for Hadsund, skulle være hvid ifølge den spådom, som den legendariske jomfru Fanny i Aabenraa havde fremsat år forinden. Helt hvid blev den ved slet og ret at blive opkalket. Den historie har været fortalt vidt og bredt, men om den holder sig til sandheden, er vanskeligt at sige noget konkret om. Kongen søgte i hvert fald at leve op til profetien og foretog sit ridt over den nu pludselig gamle grænse med den smukt prydede æresport.

Han sluttede af med en kort andagt i Tyrstrup Kirke, hvor han skulle binde hesten ved et hyldetræ,

 

Det var under denne ridetur over grænsen, at kongen symbolsk tog en lille pige op til sig på hesten. Pigen, Johanne Herlak, døde først i 1999 i den høje alder af 87 år. Da man i 1995 skulle markere 75-året for

Genforeningen, sendte Johanne Herlak en blomsterhilsen med røde og hvide roser i knop, som datteren Eli Fredskilde, lagde ved den store natursten, som man i 1921 havde rejst ved landevejen og den gamle grænse neden for kroen med indskriften: “Her hilste Sønderjyderne Kong Chr. X Velkommen ved Genforeningen den 10. Juli 1920”.

 

Som et lille, men utilsigtet minde om tiden under det tyske fremmedherredømme kan man stadig se en gammel grænse-nivelleringssten på den modsatte side af landevejen lige over for den store mindesten.

 

Familien Wilson residerede på kroen gennem tre generationer frem til slutningen af 1940’erne, da andre tog over. Her er stadig krodrift. Salen blev udvidet i 1975, og i 1987 opførtes en ny værelsesfløj. Her er gode kursusfaciliteter, ligesom her er plads til selskaber med indtil 350 kuverter i samme lokale.

 

Særligt interesserede i de spændende begivenheder før og efter 1920 kan med udbytte se ind Genforenings- og Grænsemuseet, som i 1995 blev indrettet i det det lille hus fra 1877 med en smuk museumshave omkring lige over for kroen.

 

 

  • Her på dengang.dk har vi masser af artikler omkring Genforeningen, Afståelse, forening, Grænsedragning m.m. Der er også mere om Kongens Hvide Hest 1-2 og om Pigen fra Højer, Johanne. Dengang hed hun Braren til efternavn.

Egen Kirke og kirkestalde på Als

Oktober 23, 2019

Egen Kirke og kirkestalde på Als

 

Ved kirken er det bevaret 34 stalde. Bønderne var nænsomme over for deres dyre raceheste. De var beregnet til småbyerne længst ude i sognet. Andre steder blev staldene sløjfet. Men her redede Menighedsrådet de flotte stalde ved at sætte dem i stand. Man har forstået at bruge dem til andet, bl.a. toiletter og kapel, og så samtidig bevare det ydre.  Selve kirken er fra år 1200. Lige som så mange andre alsiske kirker har den et særpræget vesttårn. Midt på kirkegården er der på en gravhøj opført et flot klokkehus. Omkring gravhøjen findes mindeplader for hver af de 66 faldne sønner fra Egen Sogn i Første Verdenskrig. I den nordøstlige del af kirkegården er der fundet rester af en tidlig trækirke.

 

 

 

Det første, man lægger mærke til, når man fra landevejen nærmer sig Egen

Kirke, er de smukke gamle kirkestalde. Egen blev i middelalderen skrevet

Eking. Første led i ordet er afledt af træet eg, mens endelsen –ing betegner et ejerskabsforhold. Navnet “Egen” får således betydningen: området som tilhører dem, der bor ved egen.

 

Her opstaldede bønderne i gamle dage deres heste, medens de selv var i kirke. Der er i alt 34 stalde, og hver stald er indrettet med en krybbe modsat døren, beregnet til to heste. Årsagen til at man byggede staldene var muligvis, at bønderne i de rige egne var særligt nænsomme om deres dyre raceheste.

 

De er bygget i tiden fra 1793 til 1894. De er af bindingsværk og stråtække, og der er tre længer, adskilte af to smalle slipper. Man ved hvilke byer i sognet, der hører til de forskellige staldnumre, men man har ingen fuldstændig navneliste over, hvem de enkelte stalde tilhører.

 

Det var kun småbyerne længst ude i sognet, der havde ret til en stald.

Bønderne fra f.eks. Dyndved måtte gå, hvorimod bønderne fra Sjellerup havde ret til en stald.

 

Der har selvfølgelig også været kirkestalde ved de fleste andre kirker i området, men de er efterhånden blevet sløjfet. På et bestemt tidspunkt har det også været på tale at sløjfe Egen Kirke Kirkestalde.

 

Der findes dog en skrivelse fra pastor H. Prahl, hvori han den 28. maj 1892 indkalder samtlige ejere af kirkestaldene ved Egen Kirke til et møde om staldenes vedligeholdelse. Som et bilag til denne indkaldelse finder man en staldfortegnelse over ejerne på dette tidspunkt; men ikke en komplet liste over staldnumrene i relation til ejerne.

 

Lokalhistorikeren, Jørgen Nielsen (1853-1935), skriver således et sted:

“Hvad der beskæmmer synet af vor smukke Kirkes Beliggenhed, det gør de altid forrevne Hestestalde. Dørene hænger på Krykke, og Taget er forrevet og sine Steder helt blæst af. Bare Menighedsrådet ville beslutte at nedrive det hele”. Det skrev han så sent som i 1925. Så tog menighedsrådet sig af sagen, og med menighedsrådets formand, Christian Knudsen i spidsen, gik man i gang med at redde staldene fra forfald.

 

De senere menighedsråd har også på fortrinlig vis sørget for at holde dem i fin stand, ligesom man har forstået at udnytte dem til kapel, toiletter og kontorer uden at forandre det ydre.

 

Egen Kirke

Selve kirken stammer fra omkring 1200. Den havde som flere andre alsiske kirker et særpræget vesttårn, der imidlertid forsvandt ved reformationen i 1500-årene. Den væsentligste bygningsændring fandt sted i 1798, da der blev tilføjet en søndre korsarm. I 1888 blev der endvidere opsat et rytterspir midt på kirkeskibet.

 

Midt på kirkegården på toppen af en gravhøj findes i øvrigt en anden interessant bygning. Det er et senmiddelalderligt, tømret klokkehus i eg med et stejlt spir. På muren rundt om gravhøjen er opsat mindetavler for hver af de 66 faldne sønner i Egen Sogn, der faldt i tysk tjeneste under Første Verdenskrig.

 

Noget af det første biskop Jørgen Hansen savnede, da han kom til Egen, var et kirkeur. I præstearkivet finder man hans korrespondance med kirkedirektionen om at få midler til at anskaffe et kirkeur og et spir til at hænge en klokke i, så tiden kunne forkyndes ud over sognet.

 

Det trak ud med denne tilladelse, og i mellemtiden forærede aftægtsmand Jes Hansen Christensen fra Dyndved i 1884 det kirkeur, som i dag hænger på nordsiden af kirken. Nogle år efter, i 1888, er ansøgningen om et rytterspir åbenbart blevet bevilget og sat op.

 

I den nordøstlige del af kirkegården har man fundet rester, der tyder på, at her har der oprindelig ligget en trækirke. Den er muligvis blevet ødelagt og brændt ned af fjender.

 

Fra kirken, har man den smukkeste udsigt ud over Augustenborg Fjord og over til Sønderborg og Kærhalvøen – og længere ude kan man se over til Sundeved med kirkespirene på Vester Sottrup og Ullerup kirker.

 


Russerhulen

Oktober 13, 2019

 

 

Russerhulen

 

Grimstrup Krat er Ribe Amts største egekrat. Iden sydlige del ligger fem bronzealderhøje. Her er navnlig Trehøje et besøg værd. I den nordlige del findes ”Kampdiget”. Fra Egedalsvej i Grimstrup er der en afmærket sti til ”Russerhulen”. I 1944 blev to russiske krigsfangere spærret inde i smedjens udhus af tyskerne. Det lykkedes dem at flygte. En kreds af Grimstrup – borgere vidste godt, at de havde bygget en hule i Krattet. Når pastoren kom med maden skulle han synge en bestemt russisk sang. Hvad der blev af disse fanger vides ikke. Men Grimstrup borgerne rejste en mindesten på 45 års dagen for besættelsen – den 5. maj 1990.

 

 

Grimstrup Krat er det tidligere Ribe Amts største egekrat. Krattet er resten af en stor egeskov, som efterhånden blev mindre ved græsning og stævning.

 

På forunderlig vis er fortidens spor mangfoldigt bevaret i Grimstrup Krat

 

I den sydlige del af krattet ligger således en gruppe gravhøje – i alt fem bronzealderhøje – hvor navnlig den markante og velbevarede “Trehøje”-gruppe er et besøg værd. I den nordlige del af Grimstrup Krat findes et dige, kaldet “Kampdiget”. Det er 200 meter langt og strækker sig i retningen fra nord mod syd med en gravsænkning langs østsiden.

 

Fra Egedalsvej i Grimstrup er der afmærket en sti til Russerhulen, som ligger i den østlige del af krattet.

 

I følge “Fortællinger fra Vestjylland – En landsby i krig” – af pastor J.C. Lilleør flygtede to russiske krigsfanger i 1944 til Grimstrup Krat.

 

I efteråret 1944 kom en deling tyske soldater til Grimstrup medbringende nogle krigsfanger. Blandt disse krigsfanger var to russere, som var spærret inde i smedens udhus. Det lykkedes de to at stikke af, inden tyskerne igen gjorde klar til afrejse.

 

Russerne gravede en hule i krattet og levede i skjul for tyskerne i vinteren 1944-45. Nogle beboere i Grimstrup var bekendt med stedet, så de bar i al hemmelighed mad ud til dem.

 

Der fortælles at når fru pastor Lilleør bar mad ud til dem, skulle hun som signal synge en bestemt russisk sang. Hun havde gerne den mindste af drengene med, så det kunne ligne en skovtur.

 

Vi ved ikke, hvad der skete med de undvegne russiske krigsfanger efter krigens ophør, men de undslap i hvert fald tysk krigsfangelejr.

 

Mindestenen blev rejst af Grimstrupborgerne på 45 års dagen for Befrielsen, 5. maj 1990

 

Indskrifterne og figurerne på mindestenen er lavet af Esbjerg kunstneren,

Hjalmer Sonne, og motivet foran på stenen forestiller to personer (russerne), der sidder omkring et bord. På siden af stenen er der til venstre et par fredsduer, og på højre side indskriften: “2 russiske fanger i nød blev reddet af gæve Grimstrup borgere fra død”.

 

  • dengang.dk kan du finde en masse artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter)

 


Lige syd for grænsen 1940 – 1949

Oktober 5, 2019

Lige syd for grænsen 1940 – 1949

Inden Hitler kom til, var der 28 partier. Men man manglede brød og arbejde. Ret hurtig var der kun en ungdomsbevægelse. Med nazisterne kom der mange stramninger for det danske mindretal. Man tav om sit sindelag. Man fik kontakter på dansk side. Danskerne var interesseret i efterretninger og våben. En jødisk læge blev hjulpet over grænsen. Og våben blev ført over i en barnevogn. Der kom også tog med menneskevrag. 4.000 af dem blev sendt med tog til Padborg. Der var Gestapo – razzia i Kruså. Og kriminalrat Hermannsen hjalp også. Men der var usikkerhed og utryghed. Blev Flensborg en kampzone? Briter betragtede de dansksindede som en risikogruppe. De var rasende over deres initiativer. De gamle nazister var der stadig. De tyske medier rasede mod de dansksindede. Man kunne ikke svare igen. Briterne havde indført censur mod Flensborg Avis. Der var masser af flyveblade mod de dansksindede. Butikker blev ødelagt. De dansksindede var forarget over flygtningene. A.P. Møller frygtede for danskheden. SSW indførte racehygiejne. Og tyske historiker beskyldte dette som lighed med den nazistiske raceideologi.

 

28 politiske partier

Det var bestemt ikke let for de dansksindede syd for grænsen. Først skulle de leve med nazi – diktaturet og derefter måtte de ofte kæmpe mod den britiske besættelsesmagt.

Den protest og modstandsarbejde, der foregik var beskeden. Og ofte fik man hjælp nord for grænsen.

I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne havde Tyskland seks millioner arbejdsløse. 4 millioner unge havde aldrig haft en lærerplads eller fået noget uddannelse. I 1930 var der 28 politiske partier, som du kunne stemme på.

 

Man manglede brød og flere i arbejde

Men det var et samfund, hvor der manglede brød og flere i arbejde. Dette blev baggrunden for nazismen. Nazisterne var meget optaget af det nordiske, især alt det, der lå før år 1000. Det var helteånden, der blev dyrket. Den kunne bruges i opdragelsen. Og den fyldte ikke så lidt i skolebøgerne. En sangbog fik titlen ”Blut und Ehre (Blot og ære)

Hitler sagde:

 

  • Det er mandens ære at slås og det er kvindens ære at føde børn

 

I 1934 da han talte ved rigspræsident von Hindenburgs bisættelse i Tannenberg sluttede han:

 

  • Så rejs da til Valhal, du gamle marskal!

 

Kun en ungdomsbevægelse

I 1933 opløstes samtlige ungdomsbevægelser. Herefter eksisterede der kun en. ”Hitler Jugend”. Der skulle mange og lange forhandlinger til før det danske mindretals unge slap for den tvungne HJ tjeneste. Lørdagen blev ”Stats – ungdomsdage”. Alle lørdage hørte alle unge staten til, dvs. Hitler Jugend.

Samtidig indførtes den nye hilsen ”Heil Hitler”. Og selv om mindretallet efter lange forhandlinger slap for dette, førte det alligevel mange ubehageligheder med sig.

I 1934 udsendte den nazistiske ungdomsleder Baldur von Schirach en bog med titlen ”Gestaltung der Hitler Jugend” (Opbygningen af Hitler Jugend). Her blev det fastslået at alt hidtidigt ungdomsarbejde er dødt, hvorfor der nu gælder om at opdrage noget nyt, stærkt og livskraftigt.

Børnenes tvungne lørdags – tjeneste omfattede bl.a. militær eksercits.

 

Adskillige stramninger

Nazisterne forlangte i begyndelsen, at folk skulle gå i kirke, men snart forlangte Goebbels og Rosenberg m.fl. trosfrihed for nazistpartiets medlemmer. Heraf udsprang brydningerne inden for den tyske kirke.

Enhver kunne blive medlem af nazipartiet, men man kunne ikke melde sig ud, og bl.a. derfor blev partiet så stort. Efterhånden blev det afsløret, at efter nazisternes opfattelse skulle syge, svage og gamle helst dø. De var en unødvendig belastning for det fremadstræbende storrige.

Det var hårdt for børn og unge, der blev omskolet fra dansk til tysk skole, fordi forældrene blev udsat for nazistisk pres, som de ikke magtede at modstå.

I tiden op til krigen 1939 kom der adskillige indskrænkninger i foreningslivet, som også ramte mindretallet. Tøjlerne blev strammet på alle måder.

 

Man tav om sindelag

Tyskerne troede ikke, at England ville gå i krig for Polen, ligesom de ikke havde troet, at England ville gå med i den første verdenskrig. Tyskerne troede på en nem og kort krig.

For anden gang måtte den danske ungdom i Sydslesvig nu stille spørgsmålet: ”Flygte eller blive”. Mange tav om deres sindelag. Det var meget vanskeligt at få pas eller visum. Man kunne ikke uden videre passere grænsen. Ofte skete det ved hjælp af bestikkelse.

Nazipartiet brugte begrebet ”Unabkömmlich” (uundværlige). Storbønder og industriens ledere blev ikke indkaldt. Som partimedlem fik man eventuelt lov til at blive hjemme. Var man ikke partimedlem måtte man ud.

 

Forskellige kontaktsteder på den danske side

Modstandsbevægelsen i Flensborg havde et værdifuldt kontaktsted i Kruså. Det var frk. Heiselbergs lille restaurant ved siden af det danske toldsted. Havde man noget særligt at ordne, fik man lov til at gå op i hendes private lejlighed oven på restaurationen. Mangen en betydningsfuld besked gik over frk. Heiselberg.

Et andet kontaktsted var gråsten banks filial ved siden af restauranten, hvor bankbestyrer A. Madsen – senere Neisgaard, da Madsen måtte gå under jorden – var til uvurderlig hjælp, når det gjaldt post, meddelelser af enhver art og oplysninger vedrørende grænseovergangsforhold.

Under krigen blev der etableret kontakter til den danske modstandsbevægelse ofte ad mærkelige veje og det førte til, at modstandsarbejdet syd for grænsen i visse tilfælde også kom til at omfatte folk uden om mindretallets kreds.

Der blev knyttet kontakt til værten i Borgerforeningen, Hanni Matthiesen af modstandsbevægelsen i Danmark ved jens Ege, Kohagen i Kollund og oberstløjtnant, senere general Aage Højland Christensen. I februar 1945 måtte jens Ege gå under jorden. Ny kontaktmand blev oversergent Ole Hansen, der boede i Kruså Mølle. Han ”arbejdede” i frk. Andersens gartneri i Kruså som Ole Olsen.

 

Danskerne interesseret i efterretninger og våben

Modstandsbevægelsen var først og fremmest interesseret i efterretninger og våben, men lagde også vægt på det psykologiske i, at der også inden for Tysklands grænser foregik sabotager m.v.

Jens Ege bistod også med at hjælpe folk over grænsen. Dette skete ofte med aften – rutebilen fra Flensborg til Kruså. Omkring den tyske toldbygning var der temmelig mørkt. Det gjaldt om at aflede toldernes opmærksomhed. Så gik turen over til den danske side af grænsen, hvor alt var forberedt til den videre rejse.

 

Flygtede i kajak over Flensborg Fjord

Ofte skulle der skaffes folk over grænsen til Sverige. Turen gik over Krusåen i området omkring Nyhussø. Kontaktmanden på dansk side var ofte Hans Hansen. Han stammede fra Flensborg. Han var meget aktiv i det socialdemokratiske ungdomsarbejde. Han måtte allerede i 1933 forsvinde på grund af Gestapos interesse for ham.

Han flygtede i kajak over Flensborg Fjord. I 30’erne opholdt han sig i Padborg – området med kontakt syd på. Han virkede som sendebud for gamle partivenner. Da Danmark blev besat måtte han flygte til Sverige. Men han vendte tilbage og bosatte sig lige nord for grænsen.

 

Den tyske grænsebevogtning ikke så effektiv

Da de danske grænsegendarmer blev arresteret og ført til koncentrationslejre blev der, på trods af den tragiske baggrund, noget lettere at gennemføre de illegale grænseoverskridelser. Den tyske grænsebevogtning var ikke særlig effektiv.

Kontakterne Hamborg – Flensborg – Danmark førte også til, at sårede fra Straffebataljoner, der efter et lazaretophold var gået under jorden, dukkede op i Flensborg. De var hjulpet på vej af gamle partikammerater og grupperne i Hamborg. Nu skulle de så skaffes videre til Danmark.

Straffebataljonerne bestod dels af folk, der var dømt ved en krigsret, og dels af fanger fra koncentrationslejre. Begge grupper skulle ”have en ny chance”. De kom ofte i uniform, men fik civilt tøj, hvorefter uniformen blev brændt i et centralfyr. De blev hjulpet over grænsen lige som så mange andre i disse år, jøder, halvjøder og de, der i nazisternes øjne politisk upålidelige.

Mange i Flensborg og i hele grænseområdet var parat til at hjælpe, skønt risikoen var stor, således f.eks. A & N, der ejede et lille hus nord for grænsen og var med til at redde ikke så få mennesker.

 

En jødisk læge bosatte sig senere i området

Fru LHM kan berette om en række familiemedlemmer, men også andre, der dukkede op for at få logi, når et bestemt kodetal blev nævnt. Et af de næste led i kæden var den danske hjemmesygeplejerske i Valsbøl, Kathrine Bojlesen, der tog imod disse mennesker og var med til at hjælpe dem over grænsen. Blandt dem, der kom ud i friheden af denne vej, var en læge og hans husholderske. Lægen var halvjøde og måtte ud af Nazi – Tyskland.

 

Våben smuglet i barnevogne

Efter krigen åbnede han en praksis i Sønderjylland. Og den blev videreført af hans søn.

Et brændende ønske hos modstandsgrupperne nord for grænsen var at få våben. Og dette foregik ofte i barnevogn eller i en jordemodertaske med dobbelt bund. Senere fik man en aftale med en vognmand nordfra, der kørte med kølebiler med pakker til danske koncentrationsfanger i Neuengamme.

Sidst i marts og først i april dukkede de hvide busser fra dansk og svensk Røde Kors op i Flensborg på vej til Sverige med danske og norske KZ-fangere. Men der kom også andre fanger til byen.

 

Et tog med menneskevrag

Således holdt en dag et tog ved Flensborg Sporskifte med godsvogne fyldt med menneskevrag, fanger fra koncentrationslejre. Senere kørte toget frem til havneområdet i Flensborg ved skibsværftet og slagteriet. Mange var døde i toget og ligene blev stablet op af en mur. Vogterne var nervøse. Ingen måtte komme i nærheden af toget. Befolkningen måtte ikke se dette forfærdende udtryk for nazismens menneskelighed.

En skoledreng spurgte en af vogterne, om han måtte give et brød til fangerne. Vagten gav efter, og drengen rakte brødet frem. Umiddelbart efter brød et voldsomt slagsmål ud i godsvognen.

Der var nervøsitet og forvirring omkring toget. Pludselig fik fangerne besked om, at lægge de døde tilbage i vognene. Toget kørte tilbage til Sporskifte. Herfra forsvandt det om natten, ingen vidste hvorhen.

 

Gestapo – razzia i Kruså

Som allerede nævnt var der ofte brug for rationeringsmærker, legitimationskort m.v. nord for grænsen. Enten blev disse ting skaffet til et bestemt formål fra en illegal forbindelse, eller man havde på samme måde fået mærker og kort til egen administration.

Et lager af alt dette lå gemt i en kakkelovn hos frk. Wildau på Kruså Møllegård. På en eller anden måde havde Gestapo fattet mistanke om, at der foregik et eller andet, så der blev iværksat razzia. Heldigvis var der besøg hos hende, så disse mennesker tog lageret ud af kakkelovnen og puttede det i en mappe. Så gik de ud på landevejen. En Gestapo – mand bad om legitimation, og spurgte, hvor de skulle hen. Et pas med visum lydende på ”Arbeiter” og en forklaring om, at de var på vej til at arbejde på skibsværftet i Flensborg sikrede dem passage – uden at tasken blev åbnet.

 

Kriminalrat Hermannsen hjalp også

Nu var det ikke alle der var lige bombardiske hos myndighederne. Således hjalp Kriminalrat Hermannsen mange. Han forhindrede bl.a., at fanger fra Frøslevlejren blev ført til Tyskland. Den mærkelig figur i Gestapos ledelse i Flensborg holdt øje med den lokale modstandsbevægelse. I nogle tilfælde gav han også melding om, når de skulle flygte til Sverige.

Der var kræfter i den danske modstandsbevægelse, der via den britiske oberst Orff i Kiel fik udvirket, at Hermannsen blev hentet ud af fængslet i Flensborg, så han kunne bistå med eftersøgningen af Gestapo-folk.

I nogle uger fik Hermannsen et ”arbejdsværelse” i Borgerforeningen. Han blev indkvarteret nord for grænsen, men kom hver dag til Flensborg sammen med Ole Hald.

 

Ville Flensborg blive et kampområde

I Flensborg var der kort før krigsafslutningen en atmosfære af både håb og spænding. Ville Flensborg blive et kampområde? Siden 2. marts 1945 var byen sat i primitiv forsvarstilstand. I efteråret 1944 var skansearbejde blevet iværksat.

Ville byen blive erklæret som en åben by? Dette skete den 4. maj, mens de britiske styrker nærmede sig. Men hvad med Danmark? Ville Danmark blive den sidste slagmark?

Flensborg vrimlede med alle slags militær. Havnen var fuld af skibe. Midt i vivaret kom så meddelelsen om, at Hitler havde taget sit eget liv, selv om det ganske vist blev sagt på en anden måde. Admiral Dönitz blev hans efterfølger. Nu måtte vejen da være klar til en krigsafslutning.

 

Flensborg havde fået en ”Reichssender”

Stor var overraskelsen, da man den 3. maj i radioen pludselig hørte den præsenteret som ”Reichsender Flensburg” og ikke som hidtil ”Reichsender Berlin”. Dönitz – regeringen var flyttet til marineskolen i Mørvig. Gaderne vrimlede med høje militærpersoner og fremtrædende partifolk. Rygterne ville vide, at der på politipræsidiet og andre steder blev udfærdiget falske civile papirer i stort tal til SS- og Gestapo – folk og andre nazister. At det virkelig skete blev senere bekræftet.

 

En forskrækkelse på Flensborg Avis

På Flensborg Avis oplevede personalet en forskrækkelse på den sidste Hitler – fødselsdag den 20. april. Der skulle efter ordre bringes et billede af Hitler og en pæn kliché var fundet frem og placeret på forsiden.

Trykningen var i gang, og de første bude var gået ud med aviser, da der blev opdaget, at en af personerne ved siden af Hitler var den flygtede Hitler – stedfortræder Rudolf Hess. Maskinen blev standset og Hess ansigt kradset ud til uigenkendelighed, før restoplaget blev trykt. Men hvad med de allerede udsendte eksemplarer? Ville Gestapo møde op med en beskyldning om fornærmelse af Føreren? Nerverne stod noget på højkant. Nazisterne havde andet at tænke på i de dage, og der skete intet.

 

De hvide busser

I de hektiske dage sidst i april passerede de hvide busser næsten døgnet rundt i Flensborg med danske og norske fanger fra Neuengamme, hvortil de var ført fra forskellige koncentrationslejre. Busserne kørte fangerne til Danmark og videre til Sverige, men en del blev anbragt i Frøslevlejren.

De danske jøder i Theresienstadt var også bragt til Neuengamme, og ca. 400 overlevende kom med busserne til Sverige. I alt omkring 10.000 kz-fanger blev befriet på denne måde.

Andre 10.000 kvindelige fanger fra Ravensbrück blev af dansk – svensk redningshold med biler og tog reddet i de sidste aprils – dage, væsentligt franske, hollandske og polske.

 

4.000 fangere via Flensborg til Padborg

Et bestemt godstog havde 4.000 fanger med og strandede nogle dage i Flensborg, før det lykkedes at få det igennem til Padborg den 30. april. Det var frygtelige scener, der udspillede sig på banegården her. Et stort frivilligt arbejde reddede mange af disse fra døden.

Mellem de mange skibe på fjorden var et, der var stuvet fuldt med ca. 1.000 sultende fanger fra KZ – lejren Stutthof. De blev slæbt fra borde og proppet i godsvogne for at blive kørt til en opsamlingslejr et eller andet sted. En del mindre skibe og ubåde tog proviant om bord i betydelige mængder fra frihavnsområdet og stak til søs. En del skibe blev sunket af besætningen på yderfjorden og nær Østersøkysten.

Nogle af skibene var fulde af varer af mange slags, f.eks. tekstilvarer. Det var det stortyske riges sidste beholdninger, som man forsøgte at redde.

 

Kirkeklokker og festfyrværkeri

Luftalarmer var hyppige og efterfulgt af skyderi fra luftværnsartillerier, både fra landbatterier og fra skibe på fjorden. Kun enkelte bomber faldt i byen i krigens sidste dage, de sidste den 3. maj om aftenen. Skaderne var heldigvis begrænsede.

Efter et par spændingsfyldte dage meddelte den sidste nazregering endelig den 8. maj at den endelige kapitulation over ”Reichssender Flensburg”. Samme dag kom flere engelske afdelinger til byen. Kapitulationsdagen kom ikke til at gå helt stille af. Da mørket sænkede sig, og kirkeklokkerne havde lydt begyndte et helt festfyrværkeri. Det tyske militær skod lyssignaler op over byen.

 

Usikkerhed og utryghed

Krigens sidste uger var præget af usikkerhed og utryghed. Byen vrimlede med tysk militær, og der dykkede uniformer og tjenestegrader op, som man ikke tidligere havde set. Det var tydeligt, at noget var ved at ske. Det var tydeligt, at noget var ved at ske. Flensborgerne spurgte med ængstelse sig selv og hinanden:

 

  • Vil krigens umenneskelighed her i den sidste fase også ramme vor by og vor hjemstavn?

 

Ingen stolede på de officielle oplysninger, der blev givet befolkningen.

 

De danske sydslesvigere blev betragtet som risikogruppe

Briterne betragtede de danske sydslesvigere som en risikogruppe, fordi det måtte antages, at var genstand for Gestapos og andre tyske myndigheders særlige interesse og kontrol.

I Flensborg blev der også spioneret. De dansksindede modstandsgrupper noterede alt ned, hvad de mente kunne have interesse for efterretningsvæsnet. Det var både om soldaterenheder, militære-lastbiler, kanonvogne, tanks, tog og skibe i havnen. En remise på banegården blev nøje studeret.

Kontaktmanden nord for grænsen hed Frede Birklund. Han blev senere oberstløjtnant i det danske flyvevåben. Men han blev dræbt ved et flystyrt i 1961. Han kom til Flensborg omkring den 1. maj.

 

Henvendelse til den danske regering

Nyhederne væltede frem om Hitlers selvmord, Dönitz overtagelse af regeringsmagten, om Montgomerys tropper på vej til Lübeck og rygterne om, at den tyske hær med SS-tropper i spidsen forberedte at gå i forsvarsstilling langs med Kiel – kanalen. Og en sand strøm af tyske tropper gik nord på ad hovedvejen.

Den 8. juni henvendte 34 flensborgske arbejderrepræsentanter sig til det danske socialdemokrati for at understøtte:

 

  • Enhver bestræbelse, som har til mål at rykke grænsen af 1920 mod syd og tilslutte byen Flensborg og et landområde til Danmark og dermed Skandinavien.

 

Senere vedtog en række af de nyudnævnte borgmestre og embedsmænd en henvendelse til den britiske militærregering om at oprette en særskilt administration for selve Sydslesvig.

 

Briterne rasede over de danske sydslesvigere

Forskellige initiativer blev sat i værk. Men de britiske myndigheder var rasende over de initiativer de dansksindede sydslesvigere foretog sig.

Den danske regering var også afvisende over de dansksindede sydslesvigere.

Sydslesvigs befolkningstal var i 1945 fordoblet på grund af de mange flygtninge østfra. I en situation med nød og arbejdsløshed, inflation og varemangel skulle nu opbygges et nyt demokratisk samfund på diktaturets og krigens ruiner.

 

Et godt kommunalvalg

Det første kommunalvalg den 13. oktober 1946 gav ganske vist de danske sydslesvigeres repræsentanter en forholdsvis god placering i de kommunale råd, men problemerne hobede sig op.

 

Den britiske militærmagt skuffede

Valget gav langt fra den fulde frihed for i alle forhold skulle den britiske besættelsesmagt spørges. Man havde ellers næret de store forventninger til dem.

I et britisk memorandum fra september 1945 findes en sætning, der udstikker linjen:

 

  • We must win the German for our side

 

Her var grunden lagt til, at alt hvad der kunne genere denne målsætning, matte holdes nede.

 

De gamle nazister var der stadig

Flere og flere følte snart, at den frihed, som den 8. maj indvarslede, ikke svarede til forventningerne. I overensstemmelserne med det britiske militærstyres forordninger skabtes et ”nyt” forvaltningsapparat. Men overalt i kommuner, amter og ”lande” var de gamle nazister stadig at finde. Hertil kom, at flygtninge på adskillige områder fik forret.

Godkendelser af de gamle skoleønsker blev trukket i langdrag eller afslået, og der blev lagt hindringer i vejen for Sydslesvigsk Forenings politiske ligestilling med de tyske partier.

 

Socialdemokraterne truede med vold mod de dansksindede

Modsætningsforholdene kom stærkt til udtryk allerede i valgkampen forud for kommunalvalget i oktober 1946. Den daværende socialdemokratiske landbrugsminister Arp truede i Husby den danske folkegruppe med vold. Han erklærede lige ud, at landsforræderi – paragraffen ville blive anvendt over for de danske sydslesvigere, og at alle, der bekendte sig til danskheden, ville blive udvist, når Tyskland var blevet stærkt.

 

Medierne var også imod danskerne

Noget senere skrev det socialdemokratiske blad ”Lübecker frei Presse i en ledende artikel om det sydslesvigske spørgsmål:

 

  • Det stegte flæsk kan dufte nok så forførisk fra Danmark herover, og de danske fedtøjne kan betragtes som de yndigste i Europa, men det kan ikke være med til at bestemme synspunkterne vedrørende den europæiske ordning.

 

Det var synspunkter som disse, som fik Flensborgs socialdemokrater til at bryde ud og danne deres eget socialdemokrati.

 

Der var censur på dansksindede aviser

Alle anmodninger om fra dansk – sydslesvigsk side til at få en licens til en uafhængig presse, hvor man kunne komme til orde, blev afslået. De tyske aviser udkom uden censur, men Flensborg Avis var stadig under streng engelsk censur og kunne ikke svare på de tyske angreb eller påtale tyske angreb. Derfor overvejede man at fremstille illegale blade.

 

Flyveblade med advarsel mod de dansksindede

Iden disse planer blev til virkelighed, var der tyske kredse, der ønskede at understrege deres holdninger uden om presse og organisationer. De udsendte flyveblade som f.eks. følgende, der udkom i ugerne inden kommunalvalget den 13. oktober 1946 i Kappel:

 

  • Tyskere vågn op
  • I må ikke længere roligt se på, at gemene fædrelandsforrædere og karakterpjalte fortsat driver deres smudsige håndværk!
  • Det er spækdanskerne
  • Tidligere nazister, som med deres ejendele i dag vil flygte fra ansvaret, mens vi alene skal betale regningen for den tabte krig, og som for spæk og smør vil sælge et betydeligt område af vort lille restfædreland.

 

Et andet flyveblad var opklæbet rundt omkring i Sdr. Brarup og omegn. Det havde følgende ordlyd:

 

  • Tyskere køb kun hos tyskere
  • Boykot spækdanskernes forretninger
  • Ellers fylder i landsforrædernes pengesække
  • Nedenstående forretninger er tilhængere af spækdanskheden og hjælper til med at fremme den.
  • Borgmester, eksportkøbmand Petersen. En stor profitmager og støtte for spækdanskheden

 

Briterne reagerede ikke mod chikanen

Og så var der ellers nævnt en masse dansksindede virksomheder. Mange dansksindede forretninger fik også knust deres butiksvinduer.

Der var vandalisme mod danske soldatergrave og danske skoler.

Åbenbart var alt dette ikke noget, der rørte briterne, der forbød Flensborg Avis at bruge udtrykket:

 

  • Vort moderland Danmark

De illegale blade opstod

Efterhånden opstod der en masse illegale blade produceret af de dansksindede sydslesvigere. Ja selv en illegal radiostation fik man. De illegale radioudsendelser kom fra Danmark. Man kaldte programmerne for ”Efterretninger fra hjemstavnen uden Kiels censur”. Hver tirsdag og fredag kl. 22 sendte man, når Flensborg – senderen havde slukket.

 

Man brugte også radiosender

Og det var Svenborg politis radiosender man brugte. En politimand gav god teknisk støtte. Som speaker optrådte af og til den unge lærerstuderende Karl Otto Meyer.

Stoffet i radioudsendelserne var stort set det samme, der blev offentliggjort i den illegale blad Landes – Zeitung og fra pressetjenesten i Bov.

 

Dansk politi hjalp briterne og tyskerne

Dansk Politi hjalp englænderne med at finde ”forbryderne”. Selv om dette blev benægtet i folketinget. I Bov søgte man efter illegalt trykkeri og en illegal radiosender. Flere mistænkte blev også afhørt. Jo politiet blev gjort til håndlangere for det tyske politi og de engelske besættelsesmyndigheder.

Ja selv efter en glad dansk aften, måtte dansksindede med ind på politistationen i hovedgaden Hohe Strasse. Og det er nok ikke hver dag, at ”Dengang, jeg drog af sted afsynges på en tysk politistation.

 

Censuren ophørte, men problemerne fortsatte.

Først i 1949 slap Flensborg Avis for censuren af de engelske myndigheder. Men problemerne for de dansksindede var langt fra slut.

 

Dansk forargelse over for flygtninge

I bogen ”Sydslesvig i dag”, der blev udgivet i 1956, er der fotografier af danske hjem, der måtte afgive plads til flygtninge. Billedteksten lægger ikke skjul på forargelsen. Et sted står der:

 

  • Fru Anna Cordsen har maatet flytte ud af sin Stue og ind i et Kammer for at give Plads til en tidligere Gestapo-Soldat og hans Hustru. Nu ser fru Cordsen længselsfuldt mod sin egen Seng, der optages af ubudne Gæster. Gestapo – Soldatens Kone har forsynet sig med Brød og Marmelade og lagt Beslag paa Stuens eneste Stol.

 

Et andet eksempel giver måske en endnu større forargelse:

 

  • Hos Lærer Niels Kjems brugte Flygtningene Familiens Spisestue som Gennemgangsvej til og fra den Del af det danske Lærerhjem, som de tyske Myndigheder havde beslaglagt. Uden at banke paa, uden at hilse, men overbegloende Lærerfamilien passerer de ugenert. Flygtningene var alle Kvinder fra Sudetenland. De var 5 i Tallet og synes saa godt om Fru Kjems Køkken, at de inviterede andre til at besøge sig.

 

De dansksindede brød sig ikke om flygtningene

De dansksindede sydslesviger brød sig ikke om flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten. Ikke blot i Sydslesvig med også i Danmark brød man sig ikke om dem. Et sted kunne man læse:

 

  • De kan avle forskellige bastarder, som kan opfylde og forpeste landsdelen. Marchere over grænsen så endnu et gammel dansk land kan blive forpestet.

 

Et andet sted stod det at læse:

 

  • Østpreussen har klare racekendetegn, der adskiller dem fra sydslesvigere og de øvrige nordiske folkeslag. Det kulminerer i den østpreussiske folketype, hvis legemsbygning og hovedform bærer rigt vidnesbyrd om blodmæssigt tilskud mellem generationer af polakker, russere, litauere med flere.

 

På flyveblade sås et landkort med sorte pile, der kom fra Østpreussen, Pommern, Sudetenland. Pilene pegede på Sydslesvig. Forneden stod:

 

  • De stimer mod grænsen. Bort med flygtninge. Gør Sydslesvig frit.

 

A.P. Møller frygtede for danskheden

Skibsredder A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede i den grad for danskheden og skrev læserbreve i Berlingske Tidende og Flensborg Avis om flygtningeproblemet:

 

  • Forbliver de østpreussiske indvandrere i Sydslesvig, vil Tyskheden uværgerlig trænge nord på.

 

A.P. Møller mente dog, at flygtninge over 60 år godt kunne få lov at blive:

 

  • Men nu, da Beslutninger skal træffes, bør denne Fare med alle Midler øges forebygget. Nogen Beroligelse ligger der for Danmark næppe i, at der blandt Flygtninge er saa mange Kvinder, thi min Iagttagelse gennem mange aar har været, at tyske Kvinder gennemgaaende er fuldt saa nationalt fanatiske end tyske Mænd.

 

SSW indførte raceideologi

I marts 1948 pålagde SSW, at dansksindede sydslesvigere ikke måtte gifte sig med nogle syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogen, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde man det blev man udelukket af det danske mindretal.

Det vides, at på dette grundlag, var der 45 medlemmer, der blev smidt ud. Så sent som i 1949 kunne man læse i den sydslesvigske hjemstavnsavis som udkom på tysk, at der var stor fare for det frisiske blod.

Folk øst fra blandede sig. Og det var stor fare for, at de slaviske træk ville blande sig. Derefter kom en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i den nordligste del af Slesvig Holsten skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.

 

Beskyldt for ligheder med nazistisk raceideologi

Det danske mindretal har som beskrevet ikke haft det let under Hitler – tiden. Det stod efterhånden også ret alene med kravet om ”Danmark til Ejderen”. De havde også taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske race. Åbenbart skulle man nu selv til at tage dette spørgsmål op igen.

Martin Klatt har i bogen ”Lange Shatten (Lange skygger) under overskriften ”Et Slesvigsk Folk” beskrevet det danske mindretals selvforståelse i efterkrigstiden sat i relation til det tyske flertal og specielt de mange hjemstavns – fordrevne.

Kapitlet er en kritisk belysning af den danske Sydslesvig – propaganda. Forfatteren mener, at den havde mange ligheder med den nazistiske raceideologi. I mange tilfælde slog dansksindede og tyske i Sydslesvig sig sammen om en hjemstavnsideologi vendt mod den fremmede østprøjsiske indflydelse.

Afslutningsvis må vi igen påpege, at vi ikke skal se fortiden med nutidens ideologi.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Franz Wingender: Modstand i Sydslesvig – før og efter 1945
  • Viggo Petersen: Sydslesvigske skæbner
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Gerhard Paul m.fl. .: Lange Schatten (Flensburger Berichten zur Zeitgeschichte)
  • Sydslesvig i dag (1956)
  • Martin Klatt: Flygtninge og Sydslesvigs danske bevægelse 1945 – 1955

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 1.453 artikler herunder:

  • KZ – lejr Ladelund
  • KZ – lejr Husum – Schwesing
  • Harreslev – dengang
  • En Sønderjyde krydser sine spor
  • Militære efterretninger i Grænselandet
  • I Kollund Østerskov lå to villaer
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • For tysk krigsret i 1940
  • Syd for grænsen – under besættelsen
  • Mindretal under pres
  • Flensborg 1945 – 20 dage som Regeringsby
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Sandheden om De Hvide Busser
  • Deserteret i Svendborg – likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
  • Og mange andre

Hertugdømmet – den rigtige historie

Oktober 5, 2019

Hertugdømmet – den rigtige historie

Vi er i den grad blevet beskyldt for historiefordrejning her på dengang.dk. Grunden er, at vi mener, at ordene ”Grænsedragning, Afståelse, Deling eller Forening” kan være lige så gode som Genforening. Vi har i den grad argumenteret for det. Se en liste over artikler bagerst i denne artikel. Problemet er, at der er fortalt forskellige versioner af samme historie. Og her mener vi Hertugdømmet/Hertugdømmernes historie. Modsat kan vi heller ikke forstå, hvorfor Ribe – brevet tillægges så stor betydning. Kongen fik jo dengang pålagt af de holstenske grever, at han skulle regere de to ”lande” hver for sig. Det er tale om en håndfæstning, som kun gælder så længe kongen lever! Men her har du historien. Vi har forsøgt at gengive den så neutral som mulig. Det blev en lang artikel. Men hold ud, så bliver du klogere.

 

Forskellige versioner af samme historie           

Når det fortælles om Sønderjyllands historie har fortælleren ofte en klap for øjet. Hverken den traditionelle tyske eller danske grundfortælling er sand eller falsk. Men begge er ensidige og unuancerede fortællinger.

Den danske fortælling har ment, at den oprindelige danskhed udgør en kerne som al senere tysk påvirkning blot har dannet en død og nærringsfattig skal omkring. Den tyske grundfortælling har gjort fyrsters og adels gerninger og især et enkelt stykke gulnet pergament hellige.

Begge har de fat i en del af den historiske sandhed om Slesvig og Sønderjylland. Men begge har effektivt set på andre sider af historien med det øje klappen dækkede.

 

  • Bagerst i denne artikel får du en oversigt over artikler, der måske kan kaste yderligere lys over hertugdømmet – hertugdømmernes historie. Du finder også en masse artikler, der fortsætter Sønderjyllands/Nordslesvigs historie videre til den såkaldte Genforening – afståelse – deling- eller grænsedragning.

 

1232 – er et meget vigtigt årstal

Sønderjyllands historie viser, at den ikke skal reduceres til enkelte grundpåstande. For Sønderjylland er 1232 et afgørende afsæt.

Valdemar Sejr var det år stærkt optaget, hvad der skulle ske med både Danmark og hans egen familie efter hans død. Normalt var det den ældste søn, der arvede riget. Det var stormændene, der valgte kongen.

Denne konge her havde da også valgt sin efterfølger, nemlig Valdemar den Unge. Men ak denne blev dræbt i 1231 under en jagtulykke. Han var søn af første ægteskab. Han havde dog tre sønner af anden ægteskab. Og det var sandelig også født en uden for ægteskab.

Erik, den ældste søn af anden ægteskab blev udpeget som tronfølger. Hans to yngre brødre Abel og Christoffer blev gjort til hertuger af Sønderjylland og Lolland. Den uægte søn, Knud blev hertug af Blekinge.

 

Området blev mere og mere selvstændigt

Abels efterkommere holdt derimod fast ved Sønderjylland. Området blev mere og mere selvstændigt. Det ændrede sig ikke, da danske konger efter 1460 selv blev hertuger af Sønderjylland eller rettere Slesvig, som området nu hed.

Landet mellem Kongeåen og Ejderen var blevet en så selvstændig politisk størrelse, at det kunne overleve at komme i union med Danmark uden at blive en dansk landsdel. De næste århundreder blev denne særstilling udbygget.

Sønderjylland var i lange perioder forbundet med Danmark. Men alligevel et land for sig. Man kan sige at danske konger bidrog til at gøre Sønderjylland endnu mere anderledes med tiden.

 

Tysk sprog og kultur voksede frem

Sønderjylland voksede mod sit tyske naboland Holsten, som det blev forbundet med i 1300 – tallet. Tysk sprog og kultur vandt frem i hertugdømmet. Også da det igen kom under danske konger i 1460.

Hvad skulle der ske? En orientering mod syd? Eller en orientering mod nord? Dette førte til to krige og 56 års tysk styre i landsdelen. Og så i 1920 blev det delt. Slesvig var gradvis blevet til noget for sig selv gennem kongers og hertugers politik. Men det endte med at gå under som særlig politisk område i demokratiets og nationalstaternes tidsalder.

 

I 1800 – tallet var der igen to versioner af historien

I 1800 – tallet gravede begge parter efter den historiske ret. Det handlede også om at få opbakning udefra. De to sider fandt deres argumenter på historiens hylder.

Sønderjylland havde været en del af Danmark helt fra danmarkshistoriens begyndelse blev de fremhævet. Ja i en hvis forstand var de danske rødder endnu dybere. Det kunne vi se på stednavne.

Ja man kan med andre ord sige, at Sønderjylland var et træ med dansk rod. Men dårlig pasning af træet havde fået det til at se tysk ud.

Fra tysk side var det svært at modargumentere. De måtte kigge på hylder længere oppe.

 

1190: Sønderjylland og Nørrejylland

Vi hører om et landsting, Urnehoved i Sønderjylland i 1100-tallet. Man havde dengang ikke en egentlig lov. Og landstinget vi ikke så meget om i historien kun om politiske møder. Men der var dog andre tegn på, at Sønderjylland var en landsdel for dig. En forordning fra 1190 opdeler Jylland i to retsområder: Sønderjylland og Nørrejylland. Måske hænger det sammen med, at man allerede havde en hertug, nemlig Valdemar Sejr.

I Saxos danmarkskrønike tales der meget om jyder men kun en eller to gange om sønderjyder.

Så sent som i anden halvdel af 1100 – tallet havde Valdemar Sejr stået bag en vældig teglstensmur ved Dannevirke.

 

Fra 1170 kender vi et hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen

Valdemar Sejrs bedstefar Knud Lavard var også overhoved over Slesvig by, men intet tyder på, at han og andre jarler havde magt over hele Sønderjylland. Med sikkerhed kender vi først et sønderjysk hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen i 1170’erne.

Det var lykkedes for danske konger at få anerkendt Ejderen syd for Danevirke som Danmarks sydgrænse. Den østlige del af halvøen Angel var mere eller mindre ubeboet for tusind år siden. Her gik man i 1100 – og 1200-tallet i gang med kolonisering, hvor området gradvis blev bebygget.

 

Friserne havde selvstændighed

Nogle områder ved Sønderjyllands vestkyst skilte sig ud. De var beboet af friserne. De havde deres eget sprog, og deres egen måde at gøre tingene på og et udbredt selvstyre. Den danske konge havde lagt dem under sig. Det var et såkaldt skatteland. Godt nok hørte de under ham, men ellers havde de indre selvstyre.

Modsat Sønderjylland havde de nordfrisiske områder et navn. De hed Utland eller lille Frisland. Man kan sammenligne deres stilling med den Island og Færøerne fik under den norske konge.

Den Jyske Lov kom til at gælde i Sønderjylland. Men hvor meget skulle hertugerne bestemme? Og hvor?

 

Abel blev gift med en grevedatter fra Holsten

Valdemar Sejr døde i 1241. Og faderen var dårlig kold, før sønnerne var oppe at slås. Abel og hans bror Christoffer, som var hertug på Lolland krævede mere magt, end deres storebror kong Erik Plovpenning ville give dem.

Abel var så heldig, at han var gift med en grevedatter fra Holsten. Så han kunne regne med hjælp derfra.

I 1250 kom Kong Erik på besøg hos Abel i hans hovedsæde i byen Slesvig. Under besøget blev kongen myrdet og smidt i den lokale fjord, Slien. Ret naturligt mistænkte man Abel for mordet. Men han kunne skaffe 24 riddere, der kunne sværge på at han var uskyldig. Nu blev han så konge, men det varede kun to år.

I 1252 var han gået i krig med sine besværlige undersåtter – friserne – og blev dræbt.

 

Lillebror havde ikke travlt med at befri storebror

Dette skabte en ny situation. Den danske kongemagt var ikke arvelig, og der var ikke aftalt en tronfølge, så flere kunne byde ind. Situationen var ikke klar i hertugdømmet. Tyske hertugdømmer var arvelige, men det var uklart, om det gjaldt danske hertugdømmer.

Det gav et vist spillerum for at hævde, at hertugdømmerne var tildelt hertugerne personligt, men ikke som et arveligt len.

Abels ældste søn var blevet sendt til Paris for at studere. Men han var blevet kidnappet af ærkebispen af Köln, der forlangte en gevaldig pengesum. Dem havde Abel ikke kunne skaffe. Og det benyttede Abels lillebor Christoffer sig af. Han fik stormændenes opbakning til at blive konge.

Denne havde ikke travlt med at hjælpe sin nevø ud af fangenskabet. Valdemar fik hjælp af sin mors familie de holstenske grever. De skaffede sig mange penge og sendte tropper ind i Sønderjylland. Det pressede Christoffer til en aftale.

 

Nu var Sønderjylland et fanelen

Han fik lov til at fortsætte som konge, men måtte i 1253 indsætte Valdemar i Abels gamle hertugdømme. Han fik overrakt en fane som symbol på, at Sønderjylland nu måtte regnes for et såkaldt fanelen.

Det betød at hertugen fik mere magt, men det betød også, at man måtte være loyal over for kongen. Han skulle bl.a. støtte ham militært. Der var international praksis for et fanelen. Derfor er året 1253 også et vigtigt år i Sønderjyllands historie.

Christoffer og hans slægt beholdt kongemagten. Abels efterkommere beholdt hertugdømmet. Men det sidste måtte de kæmpe for. Da hertug Valdemar døde i 1257 ville kongen ikke anerkende hans bror Erik som arving. Først efter kongens død i 1259 kom Erik igennem med sine krav støttet af de holstenske grever.

 

I 1312 fik hertugerne endnu mere magt

Der fulgte en masse konflikter. Og det hele endte med at kongen tabte. Hertugerne havde vundet. Sønderjylland var blevet til et arveligt hertugdømme. 1312 er også et meget vigtigt år, hvor hertugdømmet fik endnu mere magt.

Hertugerne mente, at de skulle overtage alle kongens ejendomme, indtægter og beføjelser i Sønderjylland. Det var kongerne bestemt ikke enige i. men efterhånden blev de presset til det. Efter 1326 hvor en forlening blev underskrevet havde kongen ingen reel magt i Sønderjylland mere.

 

Mere og mere en selvstændig stat

Kongeåen blev grænsen. Men byen Ribe, som ligger syd for Kongeåen blev ved med at høre til kongeriget. Det gjaldt også Ribe – bispens og Ribe domkapitels ejendomme syd for Kongeåen.

Og Als var ikke Sønderjylland fra begyndelsen, Det blev det senere. Og hertugerne havde et godt øje til friserne. Kongerne mente ikke, at det tilhørte Sønderjylland.

På den måde kom Sønderjylland mere og mere til at ligne en selvstændig stat. Der var nogenlunde klare grænser og der var efterhånden kun en løs forbindelse til kongemagten. I anden halvdel af 1200-tallet blev det ret almindelig at tale om ”Sønderjylland”.

Det var under Abel – slægten at Sønderjylland blev til. Og disse er blevet til skurke i den danske fortælling.

De holstenske grever af huset Schauenburg deltog i stridighederne mod de danske konger. Senere fik de selv appetit på Sønderjylland. De havde allerede i 1260 fået området mellem Slien og Ejderen i pant.

 

Den ”kullede” Greve helt eller skurk

I 1326 lagde holstenerne an til helt store kup. Manden bag var Grev Gerhardt den tredje. Han blev også kaldt Gerhardt den Store eller på dansk den ”kullede” greve. I den ene fortælling er han en helt og i den anden en dyster skurk.

Han var formynder for sin nevø, den sønderjyske barnehertug Valdemar den femte. I nevøens navn overlod han så sig selv Sønderjylland som arveligt len – med al kongelig magt og helt uden forpligtelser.

Han fik afsat den danske konge Christoffer den Anden og indsat Valdemar som proforma – konge. Barnekongen var kun 12 år.

 

Dræbt i Randers

Men i 1329 blev Christoffer den Anden igen indsat som konge og Valdemar den femte fortsatte som sønderjysk hertug. Gerhardt blev dog forlenet med Fyn. Snart fik han hele Jylland nord for Kongeåen i pant.

Her beholdt han magten efter Christoffers død i 1332 uden at gøre sig den ulejlighed igen at udstyre Danmark med en konge. Noget tyder dog på, at Gerhardt havde problemer med at styre landet. I 1340 tog han op gennem Jylland med en stor hær for at tvinge jyderne til at betale en stor skat. Undervejs dræbte Niels Ebbesen ham i Randers.

 

Indviklede forhandlinger

Det førte til omfattende forhandlinger mellem grev Gerhards sønner, hertug Valdemar af Sønderjylland og Kong Christoffers søn, Valdemar Atterdag.

Greverne overlod deres pant i Jylland til den sønderjyske hertug, som igen overlod greverne hele Sønderjylland som pant. Planerne var så, at kong Valdemar gradvis skulle indløse Jylland nord for Kongeåen til hertug Valdemar, der igen skulle indløse Sønderjylland fra greverne.

Det var klart, at greverne fik mest ud af det. Over de næste 20 – 30 år lykkedes det for Valdemar Atterdag, at blive herre i egen hus. Holstenerne blev dog ved med at sidde i Sønderjylland og hele Sydslesvig. Deres sønderjyske hovedkvarter blev Gottorp Slot.

Da Hertug Valdemar den Femte døde i 1364 meldte hans svoger Valdemar Atterdag sig som formynder for enkehertuginden og hendes børn. Men kongen tænkte nu mest på sig selv. Gradvis fik han kontrol over betydelige dele af Nordslesvig.

Den unge sønderjyske hertug, Henrik vidste ikke, hvem han skulle holde på. Snart var det på den ene, snart på den anden. I 1375 døde han som sin slægts sidste mand.

 

Valdemar Atterdag havde gode kort på hånden, men!

Dette resulterede i en styrkeprøve mellem Valdemar og de holstenske grever. Juridisk havde Valdemar gode kort på hånden. Måske kunne han nu tage landsdelen og ligge under kongeriget, da der ikke var flere hertugelige arvinger.

Men ak og ve. Samme år døde Valdemar Atterdag uden at efterlade sig sønner. Men det var så Valdemars yngste datter, Margrethe, der vandt den næste strid. Hendes mand var den norske konge, og de havde sønnen Oluf.

 

Margrethe hade ingen indflydelse i Sønderjylland

Ti år senere havde hun godt greb om kongeriget, men i Sønderjylland havde hun ingen indflydelse. I 1386 valgte hun at acceptere tingens tilstand. Hun forlenede de holstenske grever med hertugdømmet.

Grev Gerts sønnesøn Gerhardt blev nu hertug. Det hang sammen med, at Magrethe var ved at få magten i Sverige.

 

Sønderjylland kom til at hedde Slesvig

Det var her, at Sønderjylland kom til at hedde Slesvig. Måske var det for at udskille området endnu mere fra Danmark. Da Oluf døde i 1387 opstod der en alvorlig situation for Margrethe. Hun regerede på hans vegne. Det blev ordnet ved at gøre hende til regent i eget navn.

Hun adopterede sin søsters barnebarn, en hertug af Pommern. Han skiftede navn til Erik. Nu var tronfølgen sikret. Erik blev valgt til dansk og svensk konge i 1396. Han blev kronet i Kalmar i 1397. Nu var der samtidig skabt en union af de tre nordiske riger, kendt som Kalmarunionen.

 

Hertuginden skiftede side

Magrethe var klog. Hun holdt en kattelem åben. Den daværende hertug blev dræbt i kamp mod ditmarskerne. I 1404 blev hun formyndere for hertugens børn og enke. Hun benyttede sig af det og satte sig på store dele af Slesvig. Det foregik med diplomati, penge og militærmagt.

Hertuginden blev dog mere og mere bekymret og skiftede side. I 1410 kom det til et militært sammenstød. De danske tropper tabte et vigtigt slag. Men man havde stadig store dele af Slesvig og ikke mindst Flensborg. Her lod kong Erik og dronningen sig hylde i 1412, Men kort efter døde Magrethe på et skib i Flensborg Fjord.

 

Erik kæmpede forgæves for hele Slesvig Holsten

Nu kæmpede konge Erik for hele Slesvig Holsten. I 1421 hedder det endda, at Sønderjylland hørte til Danmark fra det jyske landsting. Modsat mente holstenerne, at de havde arveret helt tilbage fra 1326.

Argumentationen lignede den der skulle komme i 1800-tallet.

Erik vandt sine stort anlagte retssager, men det hjalp ikke ret meget. Han fik aldrig kontrol over hele Sønderjylland. Og det endelige militære opgør 1426 – 1431 blev et svidende nederlag. Nederlaget var begyndelsen til enden for kong Erik og reelt også for Kalmar-unionen.

 

Holstenerne havde sat sig på det frisiske område

Det danske rigsråd valgte også at finde en ny konge. Valget faldt på Valdemar Atterdags eneste efterkommer, Eriks søstersøn, Christoffer af Bayern. Han blev hyldet som dansk konge i 1440. Man havde brug for fred syd på, og det blev meget dyrt købt.

Hertug Adolf kunne få Slesvig som et frit arveligt len med al fyrstelig magt og uden forpligtelser. Men man overlod ham også kongens og Danmarks sidste position i hertugdømmet, Haderslev. Endda blev øen Ærø en del af hertugdømmet. Inden da havde holstenerne sat sig på næsten hele det frisiske område.

 

Ribe ejede godser mod syd

Nu var det lykkes for hertugdømmet Slesvig at tage form som en stat. Man var i praksis uafhængig af Danmark. Kongen sad stadig på en smule af Frisland, nemlig det halve af øen Før og øen Amrum, Ribe med Mandø og den nordligste spids af øen Sild.  Blev fra gammel tid regnet til kongeriget.

Det samme gjaldt for Ribe bispestols og domkapitels godser syd for Kongeåen, som talte om områderne omkring Møgeltønder, Daler og Ballum.

Nu havde man også fået en fyrste til fælles med det sydlige naboland Holsten. Og dette land hørte under Det Tysk – Romerske Rige, mens Slesvig var et dansk fanelen. Herskeren var hertug det ene sted og greve det andet sted.

Den tyske adel havde allerede fået et godt tag dengang i 1300 – tallets Sønderjylland.

 

Plattysk var i fremgang

Plattysk var i fremgang. Selv de danske konger brugte sproget. Men samtidig med at plattysk udgik i Danmark vandt det indpas i Slesvig. Det foregik stadig på dansk i store dele af Sønderjylland og man havde stadig Jyske Lov.

Nu kneb det igen med arvefølgen i Hertugdømmet. Den naturligste kandidat i kvindelinjen var Adolfs ældste nevø Christian. Midt i det hele var han i 1448 blevet dansk konge. Da hertug Adolf døde, anmeldte de mulige arvinger deres krav. Christian den Første rejste for en sikkerheds skyld to alternative krav på en gang.

 

Ribe – brevet i 1460

Slesvig skulle være et herreløst len, der skulle gå tilbage til Danmark. Ja så rejste han et arvekrav på begge lande gennem kvindelinjen. Adelsslægten i Holsten ville have en ny aftale med kongen. Det var den eneste måde at holde sammen på Slesvig og Holsten. De tilbød kongen, at han kunne blive herre over begge land blot det skete på deres betingelser. Og det blev så forhandlet på plads i Ribe i 1460.

 

Greverne stille masser af betingelser

Det var det berømte Ribe-brev. Kongen lovede at overholde flere betingelser for at blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Centralt var, at kongen skulle regere de to lande som lande for sig og sammen med deres egne stormænd.

Han måtte ikke regere som konge af Danmark, men som herre i de nævnte lande. Han lovede også at respektere landenes love og skikke, samt adelens og kirkens privilegier.

Kongen lovede også, at efter hans død måtte Slesvig og Holstens stormænd efter hans død frit vælge en ny herre blandt deres sønner.

 

Evigt udelt sammen

Nu var det nok en enkelt sætning, der skabte mest røre i dette dokument:

 

  • Unde dat se bliven ewich tosammende ungedelt.

 

Det kan oversættes med ”at de bliver evigt udelt sammen”.

I 1815 blev denne sætning og brevet fundet frem af glemslen. Man erklærede at det var det uanfægtelige fundament for, at Slesvig og Holsten er udskillelige.

I sin form er det en håndfæstning. Og for de nordiske konger gjaldt en håndfæstning kun i kongens levetid. En tysk historikere mener, at sætningen var en erklæring om, at adelen skulle holde sammen og fred med hinanden. Men langt fra alle tyske historikere er enige med ham.

Ribe – brevet har et tvetydigt forhold til, om det gælder to adskilte lande eller et samlet Slesvig – Holsten. Kongen havde fået at vide, at han ikke måtte regere de to lande samlet, men hver for sig!!!

En måned efter sender kongen et tillæg, der siger, at der skal vælges en biskop i begge lande ligesom adelen hvert år skal mødes på Urnehoved og Bornhöved.

 

Holsten blev ophøjet til hertugdømme

I 1474 opnåede kongen, at den tyske kejser ophøjede Holsten til hertugdømme. Fra da af taler vi om hertugdømmerne. Men de havde stadig forskellig rets – og forvaltningspraksis.

 

Der var igen mangel på sønner

Da Christian den Første døde, var der ikke mangel på sønner. Hans var der sørget for. Han var udpeget som tronarving i Danmark og Norge. Nu var det vel så naturligt, at Frederik fik de to hertugdømme. Store dele af adelen synes også, at dette var en god ide.

Kong Hans var dog ikke med på den ide. Han mente, at brødrene skulle have hver sit hertugdømme. Og sådan blev det. Da Kong Hans døde i 1513 gik hans områder og rettigheder til den ny konge Christian den Anden.

Christian regerede hertugdømmerne sammen med sin farbror til 1523, hvor han blev afsat både som konge og hertug. Frederik overtog nu det hele. Efter hans død i 1533 fulgte man principperne fra 1482 -1490.

Den ældste søn Christian blev konge af Danmark og Norge. Men det skulle lige en borgerkrig til. Hertugdømmerne blev i 1544 blev i 1544 delt mellem Frederik den Førstes tre ældste sønner. Når man nu var i gang med at dele var det svært at stoppe.

 

Den store deling

Delingen i 1581 – 82 blev den store deling af Slesvig og Holsten. Derefter var de to store dele kongens og hertugen af Gottorps, stort set uforandret til 1720.

En endelig stopper for delingerne kom først i 1608 og 1650. Først for den gottorpske og siden den kongelige del. Ja man skal holde tungen lige i munden med alle disse delinger.

Landdagene, hvor adelen, nogle få repræsentanter for domkapitler og jomfruklostre og byens borgmestre med uregelmæssige mellemrum mødtes med fyrsterne forblev fælles for hele Slesvig Holsten. Ud over at ”vælge” og hylde nye hertuger skulle landdagene bevillige skatter, hvis der var behov for mere end de faste indtægter, hertugerne fik fra deres egne bønder. Nogle gange vedtog man også fælles love.

Fælles var også udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fundamentet var et forsvarsforbund mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne Slesvig og Holsten på den anden. Et sådant blev indgået første gang i 1466, men det fik en ny og vigtig udgave i 1533. Det blev fornyet og justeret mange gange i de næste godt hundrede år.

 

Kongen var med på begge sider

På den ene side af alliancen stod Danmark repræsenteret med konge og rigsråd. Mens landdagen og fyrsterne i fællesskab repræsenterede hertugdømmerne. Det betød at kongen var med på begges dier, men med forskellige partnere! Man kunne finansiere lejesoldater. Det skete flere gange i 1500 – tallet. Normalt havde man ikke et militær. Når det var brug for det, skulle adel, byer og til dels også bønder stille tropper.

I 1564 nægtede stænderne at anerkende Hans den Yngre. For stænderne var han kun en ”afledt herre”. Man ville godt anerkende Frederik den Anden, som sin fars efterfølger.

Efter hans den Ældres død i 1580 var der kun to regerende hertuger, kongen og hertugen af Gottorp. Der blev flere ”afledte” hertuger, der kun havde lokal magt. Man fik et system meddelinger, fællesregering og hertuger af første og anden klasse.

 

Forskel på danske og hertugelige borgere

Danske bønder levede under en treenighed med Gud, konge og herremand. Her var Gud og konge den samme i hele riget. Herremanden vekslede.

Vilkårene for bønder og borgere varierede stadig mere efter region og social klasse end efter hertug. Den største forskel opstod mellem adelens bønder på den ene side og fyrsternes på den anden. De fleste adelsgodser udviklede store herregårde, tungt hoveri og livegenskab – en slags livsvarigt stavnsbånd for begge køn.

I de kongelige og gottorpske amter slap bønderne for hoveri. Der var ikke grænser eller grænsekontrol mellem de enkelte fyrsters område.

 

Reformationen

Reformationen i 1536 i Danmark er nok blandt de mest skelsættende i danmarkshistorien. Allerede i 1522 var de første lutherske prædikanter i gang i Sønderjylland.

I 1534 blev hertug Christian dansk konge som Christian den tredje efter at have sejret i borgerkrigen Grevens Fejde.  Officielt blev den først gennemført i hertugdømmerne i 1542. Det nordvestlige Slesvig blev lagt under Ribe Stift. Den katolske kirke havde et fælles sprog på latin. Luther lagde vægt på, at folket skulle kunne forstå kirkens sprog.

 

Magtens sprog var plattysk

Det var ikke noget nyt i, at der var forskellige sprog i Slesvig. Tre talesprog mødtes i det sydligste Jylland. I 1600- og 1700-tallet regnede man stadig med ret tydelige grænser mellem talesprogene. Plattysk vandt frem i byerne, både på grund af indvandringen men også fordi, at det var handelens sprog.

Magtens sprog var derimod i løbet af middelalderen blevet plattysk over det hele. Det var det sprog, amter, landskaber og byer brugte i deres administration. Når Christian den tredje skulle fastlægge kirkesproget var det ikke ligegyldigt om han kiggede til talesproget eller administrationssproget.

Plattysk blev senere afløst af det højtyske sprog syd fra. Det var Luthers sprog, som fortrængte plattysk, der nu blev en dialekt. De nordslesvigske byer Haderslev, Aabenraa, Sønderborg samt Flensborg havde to kirkesprog. Skolesproget fulgte som regel kirkesproget. Med skoleloven af 1814 blev det officielt, at alle skulle gå i skole.

 

Trediveårskrigen

I 1625 blandede Christian den Fjerde sig i Trediveårskrigen som prægede Tyskland. Kongen gik ind i krigen som hertug af Holsten. Fjenden kunne naturligvis ikke se forskel på, om det var hertug Christian eller kong Christian, der var i krig.

Kejserens tropper besatte både hertugdømmerne og Jylland. De var besat frem til freden i sommeren 1629. Kongen og hertugerne var ikke enige om meget. Det gjorde ondt, da kongen fik mast sin yngste søn som ærkebisp af Bremen. Imens fortsatte svenske herre med at føre krig i Tyskland. I 1643 angreb svenske tropper uden varsel hertugdømmerne syd fra og indledte Torstensson-krigen.

Igen blev både kongens og hertugens del besat. Hertugen søgte at forhandle sig til en særlig aftale. Da freden kom i 1645 var kongen og hertugen utilfredse med hinanden. Vigtigt var det, at hertugen midt under krigen fik sin egen fæstning i Tønning, som han havde begyndt at anlægge i 1644.

 

Hertugen holdt med svenskerne

Da der igen blev krig mellem Danmark og Sverige i 1657 skiftede hertugen side og allierede sig med den svenske Karl 10. Gustav, som var hans svigersøn.

Den første Karl Gustav – krig 1657 – 1658 er den mest katastrofale i danmarkshistorien. Danmark og Norge mistede Skåne, Halland og Bohuslen til Sverige. Faktisk mistede man i første omgang også Trondhjem Len og Bornholm, men det fik man tilbage efter den anden krig.

 

Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp

Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp. Han stillede nogle krav til ham. Da han ikke gav sig, besatte han hertugens lande i 1684, uden at der egentlig var tale om en krig. Han havde allieret sig med Frankrig. Til sidst tvang en alliance mellem en række tyske fyrster og Sverige ham på tilbagetog i 1689. Frankrig forholdt sig passiv.

Den næste konge, Frederik den Fjerde prøvede igen i 1700, at besætte de gottorpske områder. Det gik endnu værre. Sverige og en række lande satte sig mod kongen. Og svenske tropper gik i land på Sjælland.

 

Svenskerne nedbrændte Altona

Hertugen som meget forvirrende også hed Frederik den Fjerde var fætter til kongen og gik meget tættere sammen med ligeledes en fætter, Karl den 12. af Sverige. Han vandt en række sejre, men tabte mod russerne. Og det hele resulterede i ”Den Store Nordiske Krig”. Gottorp erklærede sig neutral. I 1712 gik en svensk hær ind i Holsten, hvor de brændte byen Altona af.

Da der endelig blev fred i 1720 måtte Danmark opgive at få de lande tilbage som de havde mistet i 1658. Men kongen fik dog den gottorpske del af Slesvig. Gottorp blev endnu mere en stat for sig selv.

 

Frederik den Fjerde lod sig hylde

I 1724 drog Frederik den Fjerde til Slesvig sammen med dronningen, kronprinsen og et stort følge af embedsmænd og hoffolk. De tog ind på Gottorp Slot. Hertugerne af Augustenborg og Glücksborg måtte aflægge ed. Adelen og kirken måtte gøre ligeså.

Kongen kunne få hele Slesvig, hvis hertugen kunne få Holsten. Det ville have givet kongen en dansk – norsk – slesvigsk stat med en klar sydgrænse ved Ejderen uden fremmede enklaver. Her fik kongen tilbudt en ”Ejder – dansk” løsning. Men han sagde nej. Christian den Femte havde ikke en national dagsorden. Han ville ikke ofre Holsten for at få Slesvig. Han ville have begge dele.

 

Kongen ville have det hele

At Frederik den Fjerde i 1720 fik hertugens del af Slesvig men ikke Holsten, var heller ikke hans skyld. Han gik lige som sin far efter det hele.

Kongeloven nævner ikke hertugdømmerne som en ældre arveret, der kan føres tilbage til Christian den Første. Men nu uddøde kongeslægtens mandslinje i 1800 – tallet. Christian den Ottende mente, at hans forfader i 1721 havde indført Kongelovens arveret i Slesvig og en senere begivenhed havde gjort det i Holsten i 1806.

 

Havde hertugen af Augustenborg ret?

Dette blev afvist af Hertugen af Augustenborg. Og historikere fulgte hertugen af Augustenborgs standpunkt. Kongen havde ikke fulgt den rette procedure. I 1840erne kunne det augustenborgske arvekrav bruges som en løftestang for en Slesvig Holstensk selvstændighedsfølelse. Det lagde grunden til en ellers umage alliance mellem den konservative og unationale hertug og national Slesvig – Holstensk bevægelse.

Men egentlig havde Frederik den Fjerde alle muligheder for at have samlet Slesvig – Holsten under Danmark i 1721. Men alle de politiske og administrative reformer nord for Kongeåen var ikke nået til hertugdømmerne.

 

Hver by havde sin egen lov

Hver by i Slesvig var siden middelalderen styret af sin egen bylov. Mange lignede i høj grad hinanden. Men der var forskel. De lokale bestemmelser som politiforordninger var forskellige. Det var stadig kun velstående borgere, der fik de forskellige poster. Særlig demokratisk var det ikke.

Man opererede med begrebet flække. Det var en række mindre bysamfund som Højer, Løgumkloster, Marstal og Nordborg. De fik lov til at udvikle sig med handel og håndværk. De fik dog hverken bystyre eller bylov.

Inden for amtsbønderne havde man en særlig gårdmandselite. De drev både studehandel og pengeudlån. Her fik man lov til meget mere end nord for kongeåen. De lokale embeder gik i arv i familien.

I de kongerigske enklaver havde kongen givet embedsmændene større magt over bønderne.

 

Russisk indflydelse

Kongen skulle stadig dele fællesregeringen med hertugen og de meget omfattende holstenske adelsgodser. Nu havde gottorperne også fået Rusland som en slags beskytter. Hertug Carl Frederik var blevet gift med en datter af Peter den Store. Men værre var det for Danmark, at hans søn blev zar Peter den tredje. Så i 1762 så det sort ud for Danmark.

 

Zaren var ved at vinde over Preussen

Zaren afbrød en krig med Prøjsen, som han ellers var tæt på at vinde og sendte den i stedet mod Danmark for at erobre det gottorpske Slesvig tilbage. Danmark stod alene, men regeringen nægtede at bøje sig.  Mobiliseringen blev iværksat. Men zaren blev afsat af sin kone Katharina den Anden, som selv tog magten.

 

Danskerne ventede på en aftale i 7 år

I København åndende man lettet op. En foreløbig aftale blev indgået i 1767, men det skulle gå hele seks nervepirrende år, inden traktaten blev underskrevet. I 1773 blev traktaten underskrevet. Russerne afstod den gottorpske del af Holsten, inklusive andelen i fællesregeringen til den danske konge. Til gengæld fik de grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst.

Det var chefforhandler fra dansk side Caspar von Saldern, der forhandlede med russerne. Vi har tidligere skrevet to artikler om denne. Han tog sig i den grad dyrt betalt.

 

Stor forskel på den sociale velstand

Slutningen af 1700 – tallet var præget af krige, men de danske konger holdt sig ude af dem. Men ballade og uro trængte sig på. Pludselig var der masser af ballade. På vores hjemmeside har vi en masse artikler om de slesvigske krige. Og sejren i den første var særdeles dybt købt.

Ingen steder var der så store sociale forskelle som i Slesvigs marskland. Gårdmændene steg i velstand. Og godsejerne havde næsten uindskrænket magt. I 1790erne var der en del uro. Når man betegner slutårene i 1700 – tallet som lykkelige, er det kun delvis sandt.

 

Kilde:

  • dengang.dk – div. Artikler
  • Inge Ariansen m.m.: Sønderjylland A-Å
  • Hans Schultz Hansen m.m.: Sønderjyllands Historie indtil 1815
  • Vilhelm La Cour m.fl.: Sønderjyllands Historie – fremstillet for det danske folk 1- 5
  • Carsten Porskrog Rasmussen m.fl.: De Slesvigske Hertuger
  • Carsten Porskrog Rasmussen: Hertugdømmet

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.451 artikler, herunder

Under Tønder (247 artikler)

  • Slogs Herred – mellem dansk og tysk
  • Heimatfest 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Tønder – mellem dansk og tysk
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1854
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang
  • Tønder – før og efter Genforeningen
  • Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder
  • Lærer i Burkal
  • Tondern Station
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Ulrik – en fysikus fra Tønder 1-2
  • Soldat i Tønder 1851
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Klosterbrødrene i Tønder
  • Man da talte da dansk i Tønder i 1600 – tallet
  • Et slot i Løgumkloster
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
  • Adel og Storgårde i Tønder Amt
  • Tønder i 1600-tallet
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Åndens folk i Tønder
  • Tønderhus, slot, borg og fæstning
  • Lov og ret i Tønder
  • Hertugen af Tønder
  • Møgeltønders historie

Under Højer (70 artikler)

  • Den sure præst fra Højer
  • Pigen fra Højer
  • Apotekeren fra Højer
  • Heltene i Vadehavet

Under Sønderjylland (178 artikler)

  • Sønderjylland under pres syd fra
  • Folketingsvalget 1939
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Jordekamp, Vogelgesang og domænegårde
  • Kan man egentlig tale om Genforening?
  • Er Genforeningen det rette ord?
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i Middelalderen?
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Sønderjylland i knibe
  • Kongens hvide hest 1-2
  • Slaget om Als
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Genforening – Forening eller Indlemmelse
  • Ribe – brevet
  • Var det virkelig tale om Genforening?
  • Dansk – tyske brydninger i et grænseland
  • Var afstemningen i 1920 retfærdig?
  • Rendsborg 1848 – 1851
  • De Sønderjyske Piger
  • Sønderjyder i første verdenskrig
  • Ved krigsfronten
  • De Kongerigske enklaver 1-2
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Sikringsstilling Nord
  • En adelsborg ved Tønning
  • Ned med de dansksindede
  • Sproget i Sønderjylland
  • Abel og hans sønner
  • Sønderjylland historie indtil 1200
  • I Sønderjylland siger vi Mojn
  • Den Blå Sangbog i Sønderjylland
  • Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
  • Farvel til de Sønderjyske Gråbrødreklostre
  • På flugt fra Wallenstein
  • Dengang på Sønderborg Slot
  • Da Christiansfeld opstod
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Flensborg – hverdag og krig (2)
  • Magrethe den Anden og Sønderjylland

Under Aabenraa (146 artikler):

  • Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Aabenraa – mellem to krige
  • Aabenraa 1848 – 1851
  • Aabenraa – før Prøjserne
  • Kystens ud for Aabenraa 1863 – 1864
  • Aabenraa 1864
  • Den onde amtmand fra Aabenraa
  • Casper von Saldern – hvem var han
  • Brundlund Slot
  • Adelsslægten fra Aabenraa
  • Ahlefeldt og Søgård
  • Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa 1-2
  • Aabenraas Historie

Under Padborg/Kruså/Bov (57 artikler)

  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Genforening i Bov Sogn
  • Sejren ved Bov
  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Under 1864 og De Slesvigske krige (14 artikler)

  • Statskup og enevælde
  • Unødvendige krige
  • Slaget ved Brøns (1)
  • Slaget ved Brøns (2) – set med tyske øjne
  • Monrad 1-2
  • Lundtoft Herred 1848
  • Sønderborg 1864
  • Sandheden om Hermann Bangs Tine

Under København (159 artikler)

  • Istedløven brøler stadig
  • Begik kongen højforræderi
  • Sønderjyder i København
  • OG MANGE FLERE

 


Historien om Gåsen – et vigitigt husyr og overtro

Oktober 4, 2019

Historien om Gåsen – et vigtigt husdyr og overtro

 

Hver enkelt gård og husmandssted havde normalt to – tre gæs gående. Det var et vigtigt husdyr. Man forstod også at bruge alt på det. I byen ville borgerskabet gerne byde en god pris for en gås. Der var forbundet masser af overtro med den, og så kunne den forudsige vejret: Man lavede sange om alt, hvad gåsen kunne bruges til. Og det første arbejde som børnene blev sat til, var at passe gæs. Man tog gæssene ind, når de skulle lægge æg. Hvis ikke man havde en indhegnet ”puthave”, ja så måtte pigen i huset holde øje med dem, hvis nu ræven eller et andet rovdyr nærmede sig.

 

 

 

Over alt i landet var det langt op i 1900-tallet normalt, at hver gård havde et par gæs til at give en ekstra indtægt. I skifter, som er optegnelser over, hvad de enkelte gårde ejede, kan man se, at hver gård og husmandssted havde mindst én og gerne to eller tre gæs helt tilbage fra 1600-tallet. I løbet af de næste 300 år skete der ikke store ændringer i gåseholdet. Enten havde bonden livgæs, som han beholdt år efter år, til de ikke kunne lægge æg mere, eller også havde han stubgæs, som var halvvoksne gæs, han opkøbte i august, og som blev fedet op på stubmarkerne efter høsten.

 

Gåsen var et vigtigt husdyr, og man forstod at udnytte alle dele af den.

Intet fik lov at gå til spilde. Man kunne selvfølgelig spise kødet, fedtet og indmaden eller sælge det, som mange gjorde, fordi borgerskabet i byerne gerne ville give en god pris for kødet. Dun og fjer blev stoppet i dyner og puder. Vingerne blev brugt som små koste. De afribbede fjer blev lavet til skrubber. Udover at fedtet blev spist, kunne det bruges som smørelse til hjulet på spinderokken og hestevognen.

 

Folk troede også, at de kunne forudsige vejret ud fra gåsens skrog. Det kunne også bruges til at lave legetøj af som dukkestole og springgæs. I H.C. Andersens eventyr om “Springfyrene”; springer en loppe, en græshoppe og en springgås om kap, og da det er springgåsen, der vinder, får han lov at gifte sig med prinsessen. Luftrøret blev tørret og brugt til både rangler og garnvindsler, og faktisk var man så glad for gåsen, at man lavede sange om alle de gode ting, den kunne bruges til.

 

Gåsens anvendelsesmuligheder er nærmest uendelige, men historien om gåsen er også historien om livet på landet. Et liv med hårdt arbejde næsten hele livet. Det var normalt, at alle hjalp til i driften af gården, og det første arbejde børnene blev sat til, var ofte at passe gæssene. Selvom gården måske kun havde 2-3 livgæs, var der jo gæslinger hele sommeren, og dem skulle der passes godt på indtil slagtningen. Flere mennesker født i 1800-tallet har fortalt, hvordan dét at passe gæssene var det første arbejde, man blev sat til. Derefter kunne man så gå videre til at passe større dyr som får eller køer.

 

Gæslingerne var meget værdifulde, og der blev passet godt på dem. Ud over at give dem føde og ly gjorde man alt muligt for at beskytte dem, for de var udsat for mange farer. Overtro og magi var en helt naturlig del af hverdagen på landet i 1800-tallet. Både gasen, katte og rovfugle kunne være efter de små gæslinger. Især glenten var en stor gæslingetyv. Derfor lod man gæslingerne løbe igennem et bukseben, for så mente man, at rovdyret i stedet ville se en mand. Eller man kunne putte de nyklækkede gæslinger gennem et hestekranium eller hoftebenet af en hest, for at de skulle se ud Som en hest. Der var også overtro forbundet med overhovedet at få gæslingerne. Til jul blev de voksne gæs fodret med byg, fordi det skulle hjælpe på dyrenes frugtbarhed og så ville der ikke mangle gæslinger til foråret.

 

Normalt gik gæssene udenfor, men til jul kom de ind i huset, og så blev der passet ekstra godt på dem. Man satte for eksempel en synål i deres vinge julenat, for at de onde kræfter, der var på spil, ikke skulle skade gåsen. Man mente nemlig, at stålet, nålen var lavet af, var ondt afværgende. De voksne gæs kom også ind i perioden omkring æglægningen, for så var det lettere at holde øje med, om alt gik, som det skulle. Gæssene fik ikke lov til bare at løbe rundt inde i huset. I stedet lå de i en gåsebænk. Bænken var til at sidde på, men indeni var der plads til, at der kunne ligge gæs og udruge deres æg.

 

Gæssene lå i de små rum, bænkens sæde var opdelt i, og her kunne de få foder ind gennem et lille hul forrest, eller de kunne stikke hovedet ud, når der var føde til dem. De kunne godt finde på at nappe dem, der sad på bænken, i benene, så det var med at holde øje med dem, hvis man ikke ville have blå mærker. Når gæslingerne var udrugede, kom gæssene ud igen.

 

Man kunne f.eks. have en puthave, en indhegnet afdeling af haven, og her kunne de få lov at gå lidt rundt sammen med hønsene. Det var dog nødvendigt, at pigen i huset holdt sig i nærheden for at holde ræven og andre rovdyr væk. Hvis ikke man havde en puthave, måtte man lave en anden slags indhegning eller have en person til hele tiden at holde øje med gæssene. Og deres unger.

 

 

 

Her ses Hans Smidths maleri: Flokke af gæs drives gennem Rye, fra 1879

Randers Kunstmuseum (vises på Facebook)

 

 

.

Kilde:

https://www.grevemuseum.dk/media/22752/uv_gaas.pdf?fbclid=IwAR3wMOEmoitBAh3Fd9i56cJEi1H8K06cSEtdwq90Y_oZ79zXpLP_p-4fyAg

[image: 71234213_2964761086873992_2679224131370614784_n.jpg]


Flygtninge – prammen fra Klintholm Havn – endnu mere (2)

Oktober 1, 2019

Flygtninge – prammen i Klintholm Havn – endnu mere (2)

Vi har fået tilsendte nogle fotos, som overbetjent Ejnar Lundstrøm fra Sorø havde fået. Disse bringer vi på Facebook. Han var som modstandsmand en af de første ved prammen. De var ellers efter en stikker, der havde søgt tilflugt hos tyskerne. Disse befandt sig på badehotellet. Fangerne på prammen skulle være sunket. 300 var allerede omkommet og smidt om bord. Resten ca. 370 blev forplejet. Der var en ubeskrivelig stank om bord. Læger blev tilkaldt. På Magleby kirkegård er 19 begravet. De overlevede ikke efter ankomsten. Der er også et minde på Klintholm Havn. Der kom også et tak fra Polen.

 

En af de første var Ejnar Lundstrøm

Vi har allerede berettet en gang om Flodprammen, der ankom til Klintholm Havn. En af de første, der ankom til havnen og var med til at iværksætte et kæmpe redningsarbejde var modstandsmand og overbetjent, Ejnar Lundstrøm fra Sorø.

Fra hans søn Johannes Lundstrøm har vi modtaget en række fotos fra de første øjeblikke, da prammen nåede i havn. Disse lægger vi ud på vores Facebook. Det er fotos som Johannes har modtaget af sin far. Fotoerne er antagelig taget af Gert Munch.

Vi skal selvfølgelig også henvise til vores tidligere artikel ”Flygtninge-prammen i Klintholm Havn”.

 

På vej efter en stikker

Denne morgen den 5. maj 1945 er en rutebil med 13 modstandsfolk på vej hen over Møn på vej til Klintholm. Deres leder er overbetjent Ejner Lundstrøm. De havde fået ordre til at hente en stikker, der var årsag til en mands død. I Klintholm fortalte hendes forældre, at hun var taget til Klintholm Havn.

Man kørte videre til havnen. Undervejs blev man stoppet af ophidsede mennesker, der fortalte, at hele havnen vrimlede med SS – soldater.  Der var netop kommet en pram med dem. Desuden lå der en del tyske SS – soldater, der endnu ikke havde modtaget kapitulationsordre.

 

Ville ikke udlevere stikkeren

Rutebilen fortsatte mod havnen. Ved kajen lå der godt nok en slæbebåd forspændt en overbygget flodpram. Den eftersøgte kvinde var ikke ved havnen. Men der blev oplyst, at hun havde søgt tilflugt inde på hotellet hos tyskerne.

Sammen med en fisker fra Torped gik Lundstrøm ind til tyskerne. Fiskeren meldte sig frivillig til det vovelige forehavende, De spadserede lige ind i løvens gab aldeles våbenløs. Da de kom ind på hotellet talte de med chefen, en kaptajn. Tyskeren forklarede, at han ikke ville udlevere kvinden.

 

Fangerne skulle være sendt på havets bund

Derimod oplyste han, at prammen ved havnen var fyldt med russiske og polske KZ – fangere. Deres SS – vogtere havde taget dem ud af lejrene efterhånden som de russiske tropper rykkede frem. Omkring prammen var der fastgjort minder, der ville eksplodere ved et tryk på knappen fra slæbebåden.  Fangerne skulle have været sendt på havets bund ligesom så mange andre var blevet det.

Man forsøgte i sidste øjeblik at skjule en lillebitte del af den skændsel, som tyskerne havde påført sig selv i de besatte lande. Det tjener til den tyske skibsførers ros, at han undlod den modbydelige handling.

 

Fangerne blev forplejet

Lundstrøm indhentede omgående tilladelse til at forpleje fangerne med brød og frisk vand. Denne tilladelse fik han. Beboerne blev opfordret til at komme med alt det brød de havde, og kort tid efter løb de første ned mod prammen med favnen fuld.

De første der var om bord på prammen, var den daværende journalist ved Møns Dagblad, Gert Munch, senere Folketidende Ringsted og Politiken.

 

300 var allerede omkommet

Et ubeskriveligt syn mødte ham. Over 400 mennesker havde i 10 dage været indespærret i lastrummet. Der havde været 700, men de 300 var omkommet, og efterhånden kastet over bord.

 

En ubeskrivelig stank

Fra de sultne og de udmattede mennesker strålede en forfærdelig rædsel. De sidste tre dage havde de kun fået saltvand at drikke. Hele rummet var indhyllet i en frygtelig stank. De mange mennesker havde været henvist til at benytte selve opholdsrummet til at forrette deres nødtørft i.

 

Læger tilkaldt

Læge Fenger fra Borre blev tilkaldt, og kort tid efter kom læge Mortensen og frue fra Stege. De udførte et strålende arbejde og reddede sikkert mange menneskeliv.

De underernærede fanger led af dysenteri, tyfus og tuberkulose. Under normale forhold ville de have blevet indlagt på Stege Sygehus og dermed fyldt sygehuset i to år.

Men omstændighederne var ikke normale.

Den lokale mostandsbevægelse var efterhånden ankommet. Under ledelse af baron Rosenkrantz fra Liselund blev tyskerne smidt ud af hotellet. Den blev belagt med fangere i stedet.

Offerviljen var stor over for de ulykkelige. Men alligevel døde mange af deres lidelser. De blev i fremmed jord begrædt af deres kære. De fleste vendte dog hjem. Nogle af dem blev i Danmark.

 

På Magleby Kirkegård

Men lige inden for lågen på Magleby Kirkegård, fire kilometer fra Klintholm Havn, befinder der sig i dag en grav, der fortæller historien om, hvor medtagende fangerne i prammen var. 19 af dem nåede aldrig friheden. De døde efter ankomsten til Møn.

 

Et minde på Klintholm Havn

Men 351 overlevede. I dag står der en sten på Klintholm Havn og markerer den indsats Møn-borgerne gjorde for at redde liv på friheds – morgenen 5. maj og resten af foråret og sommeren 1945.

På stenen står en simpel tekst:

 

Fra sult og nød, tortur og død. De mødte på en fremmed kyst en hjælpsom ånd, en udstrakt hånd.

 

Et tak fra Polen

Årene gik. Man regnede aldrig med at høre fra polakkerne eller russerne. Men så en dag stod der imidlertid en dag i BT en efterlysning efter hjælperne fra Klintholm. Dansk – Polsk forening formidlede kontakten og snart efter kom der en indbydelse fra den polske stat.

Man ville gerne invitere seks af hjælperne på besøg i Polen. Dern 19. juli 1960 drog de i tog til Warszawa over Berlin og Poznam. De blev modtaget af repræsentanter fra statsledelsen og installeret på et fornemt hotel.

 

Kilde:

  • Tak til Johannes Lundstrøm
  • tv2east.dk
  • ove-christiansen.dk
  • mandemarke.dk
  • Hermine Koschmieder: Min fødeby, var dengang Danzig
  • Erik Haaest: Aktion prammen
  • Hermine Schmidt: med glæden i behold
  • Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark
  • Heinz Schöhn: Ostsee 45: menschen, Schife, Schiksale
  • Martin Schmidtke: Rettungsaktion Ostsee
  • Claus Göran Wetterholm: Dødens Hav – Østersøen
  • Heinz Schön: Die Cap Acrona Katastrophe
  • Horst Schmidt: Døden kommer altid om mandagen

 

Hvis du vil vide mere

  • dengang.dk indeholder 1.450 artikler. Heraf er de 287 fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
  • Flygtninge – prammen i Klintholm Havn (1)
  • Læger under og efter besættelsen
  • Syd for grænsen – efter besættelsen
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Deserteret i Flensborg – Likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret i Alssund 5. maj 1945
  • Himmler og hans datter
  • Tyske flygtninge
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Tyske flygtninge i Tønder
  • Kz-lejr Ladelund
  • Bag KZ – lejrens pigtråd
  • KZ – udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
  • Dansk Vaccine i Buchenwald
  • Josef Mengele – dødens engel
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Død over Babi jar
  • Sort Jord – Holocaust
  • Hvad skete der i borbruisk?
  • Buschenwald – rædsler og lidelser
  • I ondskabens tjeneste af Holocaust
  • SS – absolutte grusomheder
  • Holocuast – aldrig igen og mange andre.