Dengang

Artikler



Charlotte Dorothea Biehl

Marts 26, 2020

Charlotte Dorothea Biehl

 

Hun elskede sin morfar. Han lærte hende at læse. Allerede som 5 – årig kunne hun læse dansk og tysk. Egentlig gik hun aldrig i skole. Som 8 – årig døde morfar. Faderen nægtede hende at læse bøger. Det måtte hun gøre i smug. Hun ville selv bestemme, hvem hun ville gifte sig med. Men hun nåede det aldrig. Nu begyndte hun at oversætte vanskelige tekster fra fransk og spansk. Hun skrev også komedier og kom i teaterkredse. Man snakkede om, at hun som 40 – årig var blevet forelsket i den 20 – årige garderløjtnant Johan Bülow. Men en traditionel forelskelse kan man ikke tale om. Men Charlotte Dorthea følte sig krænket, da Johan ægtede en meget rig pige. Hun følte sig endnu mere krænket, da folk talte om, at han måtte have mange elskerinder med sådan en pige. Charlotte Dorothea skrev nu også komedier og historier fra hoffet. Hun døde i 1788 og er gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke.

 

 

Charlotte Dorothea Biehl Født 1731, død 1788. Datter af Christian Æmilius Biehl og hustru Sophie Hedevig f. Brøer. Charlotte Dorothea Biehl ugift, død i København, gravlagt i Sankt Petri kapel.

 

Charlotte Dorothea blev født 2. juni 1731 i København, kort efter at Christian 6. var kommet på tronen og Ludvig Holberg endnu havde 23 år af sit liv til gode. Hendes fader var informator. Siden blev han bygningsinspektør og sekretær ved Kunstakademiet Charlottenborg.

 

Hendes morfar Hans Brøer var præsident i borgerretten og slotsfoged på Københavns Slot. Hendes farfar Claus Biehl var vintapper i Store Nikolaistræde, og her kom Holberg. Charlotte Dorothea havde fra barn mulighed for at høre nyt, både fra hoffet og fra levende kredse i hovedstaden.

 

Selv om hun har skrevet, at hun færdedes mellem riddere og embedsmænd, var det egentlig kun hendes morfar der interesserede sig for hende. Ham elskede hun. Egentlig i skole kom hun ikke, men hos sin morfar lærte hun at læse, og lærte sig respekt for bøger. Hun var særdeles godt begavet og tidligt moden.

 

Da hun var fem år, kunne hun klare at læse tysk og dansk, og hun klemte på med læsningen, så hendes morfar sagde “Hvor meget vil du da lære, min tøs!” – Hun svarede selvfølgelig “Alting”. Men da hun blev otte år, var den første gyldne tid ovre. Hendes morfar døde, og hedes far var af en anden skole. Han forbød hende at læse. Tanken om lærde fruentimmere var ham en pest.

 

Hendes skæbne kom til at ligne den Zille Hans Dotters, som Holberg havde digtet om, pigen fra Ebeltoft, der ville læse, men ikke måtte – dér var det nu mest moderen, der strittede imod, af dumhed, mens det hos Charlotte Dorothea var faderen. Ud fra yderst konservative idéer. Men når det siges, at hun er tidstypisk, pigen som samfundet ville hindre i at komme frem, fordi hun var kvinde, er det galt. Det var ikke omverdenen, det var hendes far.

 

Hun fortæller, hvordan hun stjal sig til at læse, og hvordan hun fik ekstra brænde på ilden for at få lys til læsningen. Hun fik blå mærker på anklerne af de skjulte bøger, der daskede i hendes kjolefor, og det blev

en kamp mellem hende og faderen, ikke bare noget med tidsånd og kvindens undertrykkelse, men to lige stædige naturer.

 

Da han først havde låst de bøger inde, som han tog fra hende, blev det et princip, at han skulle adlydes, han var husets hersker, hans ord var lov, og for ham var det vigtigere, end det med læseriet.

 

Men hun ville, hvad hun ville. Hun passede alt det huslige, hun skulle passe, men hun fik læst og læst.

 

Tidens skolevæsen var for drenge, morsomt nok; undtagen på landet, for Frederik 4.s rytterskoler var både for piger og drenge. I stæderne og i København måtte pigerne undervises privat, og det blev kun få.

 

Det er ikke bare morsomt, det er sandheden man ser hos Holberg, når hans unge forelskede borgerdøtre er naive, barnlige, uudviklede, hjælpeløse og komplet uvidende, mens Pernille kan klare ærterne, for hun har i hvert fald en praktisk livserfaring. Det siger ikke at borgernes døtre var dumme. De havde bare, ud over det huslige og broderi, intet som helst lært.

 

Der havde været og var lærde damer i Danmark, men i reglen adelige. De var ofte bogsamlere, og de var hverken foragtede eller set som latterlige, tværtimod. Men de var sjældne. Dorothea Biehl klarede sig selv frem, på tværs af sin far.

 

Men hun lavede ingen huslig revolution. Han var husherren, og det drømte hun ikke om at få ændret, hun ville bare læse. Og så gik hun på tværs i ét stykke til; hun ville ikke lade sig tvinge ind i et ægteskab, og den chance, som hun selv øjnede, tøvede hun for længe med.

 

Hun blev aldrig gift. Hendes far truede bogstaveligt med at smide hende på porten, han ville ikke i evighed forsørge hende, og hvordan ville hun gøre det selv, uden mand? Det spørgsmål var ikke hen i vejret, sådan som samfundet var bygget op, for det var ikke indrettet på, at en kvinde skulle forsørge sig selv, medmindre hun arvede, så hun kunne leve sorgfrit.

 

Men gennem barndom og ungdom havde hun ikke alene kendskab til hofkredse, hun var også inde ved teatret. Hun var begejstret for Holberg, og for teatret. Samtidig med, at hun var fortvivlet, til tider så hun græd, over den urimelige far, kom hun sammen med teaterinteresserede i staden, uden at vi klart kan se, hvordan en ung pige kunne komme sammen med dem, med en så hysterisk far.

 

Hun havde gjort sig dygtig i fransk, hun snakkede med de franske skuespillere, og vi savner stadig en overgang, men familien Biehl flyttede i 1755 til en inspektørbolig ved Charlottenborg, og her kom en lille privat skuespillerklike, der spillede komedie i inspektørboligen.

 

Så smidig var faderen dog, men ganske vist var hovedpersonen også

den teaterinteresserede grev Conrad Danneskiold-Laurwigen. Charlotte Dorothea spillede en del hovedroller, og det blev til ret mange, for med et meget lille publikum til det private teaterspilleri gik stykkerne ikke mange gange. Der var ellers stor interesse for teater i byen, og en god viden om teaterlitteraturen.

 

Balancen til faderen var svær, for nu var han bitter over, at der kom gæster i huset for hans skøre datters skyld, ikke for hans. Men hun kom godt i gang med at oversætte skuespil, og hendes venner så, at hun skrev et godt sprog.

 

Hun fik en oversættelse spillet rigtigt på teatret i 1762. Så fulgte den svære prøve, da en embedsmand fra kancelliet bad hende oversætte en lovtale over den franske politiker og minister Maximilien de Sully (1559-1641).

 

Hun skriver selv, at da sekretæren i Videnskabernes Selskab hørte det, sagde han: “Et fruentimmer! Hvor meget kendskab kræves der ikke til at forstå Sully-lovtalen, for slet ikke at tale om at oversætte den!” – og embedsmanden skal have svaret: “De kender hende ikke. Den pige ryster tre professorer ud af ærmet! “Nu blev hendes far interesseret, men hun var på vagt. Alle mennesker, der får succes, oplever at så kommer familie og venner rendende, og flere til, men hun var for klog. Havde hun kæmpet sig selv frem, skulle ingen komme og nasse på hendes succes. Heller ikke “Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse”, (stiftet 1759), der nu pludselig så gerne ville trykke hendes første originale

komedie.

 

For nu skrev hun komedier. Kunsten havde hun selvfølgelig lært af Holberg. Hun slog ham ingenlunde ud som dansk komediedigter, og hendes stykker er nu kun kendt som litteraturhistorie, men de er ikke alle ringe. Der er bare det, at i alt hvad hun skrev, måtte hun som ung dydig og ugift pige nødvendigvis skrive ret teoretisk ædelt om kærlighed. “Vellysten” – som hun måske aldrig selv nåede frem til, har hendes foragt.

 

Hun skrev mange stykker, og fik så at sige intet for dem. Faste regler for honorarer eksisterede ikke endnu. Men hun oversatte, hun digtede, og hun var almindeligt kendt og anerkendt. Hun fik en fejde med teaterchefen Hans Wilhelm von Warnstedt, og hun lod ham ikke dø i synden, for hun satte ham ind i sit forfatterskab på en temmelig skandaliserende manér.

 

I øvrigt må hun have været utroligt lærenem. Den italienske minister bad hende om at oversætte fra italiensk. Hun gjorde det. Og så bad den spanske gesandt hende om at oversætte Miguel de Cervantes’ satiriske ridderroman om Don Quixote fra spansk. Om hun kunne lidt spansk i forvejen kan vist ikke siges, men han bad hende om det i 1775, han hjalp hende ind i det spanske sprog, og 1776 kom første del af romanen, resten i 1777.

 

Det blev en af hendes store bedrifter. Oversættelsen stod i flere menneskealdre, som den klassiske danske, udgivet flere gange, også fornyet, med hendes oversættelse som basis. Så skrev hun fortællinger og flere andre ting.

 

Hun var flittig, men tjente stadig ikke alverden. Alligevel havde hun den triumf, at hun med sit skriveri kunne forsørge sin far, da han blev gammel.

 

Men så skete det store i hendes liv. Både hun selv og sladderen havde fablet om, at nu var hun vist ved at finde sig en mand. Det skete så i 1771, men højst mærkeligt. Hun var blevet overvægtig, og for at få lidt

motion, gik hun om morgenen hen og spiste frokost i Kongens Have, hvor der var servering i lysthusene.

 

Her traf hun, selv 40 år gammel, en garderløjtnant, Johan Bülow (1751-1828). Han var en ung mand, 20 år, og meget tilbageholdende og genert. Hun kom i snak med ham, og han lovede at ville besøge hende. Han var nok lidt desorienteret, men det blev et venskab, der varede til hendes død. Hun var simpelthen forelsket i den unge mand, moderligt, og ikke bevidst forelsket, mere betaget, i en romantisk stil og platonisk. Han var til gengæld først beæret over, at den kendte skrivende dame interesserede sig for en ung mand.

 

Siden satte han stor pris på hende og var vel også på en måde platonisk forelsket. Han sendte hende blomster og frugt, hun broderede til ham, og så skrev hun breve.

 

Han blev ikke ved med at være ung garderløjtnant. Han blev lærer og vejleder for kronprins Frederik (den 6.) Han blev kammerjunker, og så steg han i graderne, særdeles højt og blev Ridder af Elefanten. Men

gennem mange år var han Charlotte Dorotheas trofaste ven.

 

Han havde tit hørt hende fortælle om, hvad hun havde set og hørt, fra hoffet, fra staden, fra alle de kredse, som hun havde haft og havde kontakt med. Og så bad han hende om at skrive det til ham i breve. Det var alt for friskt stof til at man kunne tænke på at lade det trykke i bogform, og meget af det var for intimt.

 

Johan Bülow har set, at det bedste ved hendes fortællinger var, at hun fortalte uden diskretion, sin egen mening, og det hun havde set og hørt, lige ud af posen. Det blev til en slags privat dansk personalhistorieskrivning om konger og dronninger, om mennesker ved hoffet, og om hvad der ellers kom for. Om Frederik 4. og hans vanskeligheder. Om Frederik 5.s to dronninger, og hans unge elskelighed Cathrine Hansen, hans vilde liv hans druk.

 

Om Juliane Marie (der jo levede endnu) om Caroline Mathilde, om Christian 7. om Struensee, og om hvordan tragedien havde udviklet sig. Og så oplevede de begge fortsættelsen, med Høegh-Guldbergs styre, og ham var hun lidt bitter på, for hun fik sin lille pension højst uregelmæssigt. Og så kom kronprins Frederiks statskup i 1784, da han, med en lille klike af reformfolk bag sig, tog magten fra enkedronning Juliane Marie, fra arveprins Frederik og fra Guldberg.

 

Bag det kup stod i høj grad Johan Bülow. Kronprinsen havde klaret sin del mesterligt, uagtet han kun var frisk konfirmand. Men så fik Bülow

en idé, som kun få aktive personer i dansk historie har fået: Dorothea Biehl skulle skrive dets kups historie, friskt nu det lige var sket, ikke som sladder, men solidt, og i sit gode klare sprog. Han fik kronprinsen med på idéen og skaffede hende alle oplysninger og papirer.

 

Så skrev hun historien, set af de sejrende, men dog nøgternt, og naturligvis til arkiv, for heller ikke den historie lod sig trykke straks – blandt andet var det jo tydeligt, at den stakkels syge konge havde spillet en ret lille rolle, selv om han sikkert var langt mere klar

over, hvad der skete, end man siden har haft brug for at huske.

 

Venskabet fortsatte, brevene fortsatte, og fra hendes hånd var efterhånden kommet en hel dynge breve, nok til en ganske tyk bog, om de højeste kredses liv og levned, ikke mindst deres ægteskabelige liv, ikke

som snask i sagerne, men åbenhjertigt og klart. Alt det er senere udgivet også forkortet, og skildringerne er meget læseværdige.

 

Den gamle barske historiker Caspar Paludan-Müller (1805-1882) kaldte hende “slotssladdertasken“, tja, helt galt er det nok ikke, men temmelig meget af, hvad vi kalder historie, hviler jo på sladder, så kan formen være mere eller mindre poleret. Senere historikere har fundet frem til, at det, hun fortæller, er pålideligt nok. At det er så ny historie, så hun er part i sagen, er naturligt.

Hun afskyede Juliane Marie, og det har farvet hendes skildring. Men hun er ikke ufin, aldrig perfid, hun sælger ikke sine personer for effektens skyld. At hun har temperament, også i skriveriet er en anden sag.

 

Hun sluttede sit egentlige skriveri med en lille selvbiografi, som hun kaldte “Mit ubetydelige Levnedsløb”. Titlen er i tidens smukt beskedne stil og skal ikke tages alvorligt. Hun har aldeles ikke regnet sig selv for ubetydelig, og det var hun heller ikke.

 

Derimod blev hendes senere år triste. Hun havde svært ved at klare økonomien, for da som nu: i et lille land som Danmark, med et lille publikum, kan man nok leve af at skrive, men så skal der også skrives.

Hun var sygelig, måske mere af nerver og triste tanker, end af egentlig sygdom, og i 1785 giftede hendes elskede Johan Bülow sig med Else Marie Hoppe.

 

Dorothea havde grund til at føle sig krænket, at han ægtede en pige, der så vidt vides var ubegavet og dværgagtig. Men hun var meget rig. Bülow tog det sælsomme ægteskab i stiv arm – det manglede også bare. Men rygterne fik travlt, for med den kone måtte han da have elskerinder. Det gjorde Dorothea dybt mistrøstig, ser vi af brevene. For vel ønskede hun ham al held og lykke, men der var vel en kant.

 

Hendes skriveri blegnede. Tiden løb fra hende, Med erindringer tilbage til Holbergs bedste alder, med alle de mennesker hun havde kendt nu døde – det var færre der dengang nåede en høj alder – og med triumferne som skrivende dame nu fjern fortid, sad og var trist.

 

Det ses af brevene, at hun slås med at finde noget at skrive om, der kan interessere hendes kære Bülow. Han svigtede hende ikke, han besøgte hende, men med sin høje stilling; han var en af magtelitens topmænd, havde han meget at gøre.

 

Han faldt i unåde og blev afskediget i 1793, men det var efter hendes

død, så hun oplevede ikke, at han flyttede til Sanderumgaard på Fyn for stedse. Han fungerede i hendes tid stadig, og med sin høje stilling havde han som sagt også andre ting at tage sig af, end den skrøbelige

gamle dame.

 

Det vil sige – gammel var hun jo ikke, efter vores mål. Men hun var ensom, og han kom kun sjældent. “Kan De maaske ikke taale at se den kjendelige Aftagelse paa den usle Lerhytte, der vidner om dens hastige Nedbrydelse?”, skrev hun, i tidens billedsprog.

 

Også Johannes Ewald kaldte sit skrøbeligt legeme for “det

nedbrudte Ler”.

 

Charlotte Dorothea Biehl døde 17. maj 1788 – 56 år gammel, den betydeligste skrivende kvinde i det danske 1700-tal. Hun blev gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke i København. Hun har en plads i dansk

litteraturhistorie, i dansk personalhistorie og i dansk historieskrivning.

 

For hvad man end gennem skiftende tider har ment og sagt om hende, så har vist ingen skrevet historie om det tidehverv uden at bruge hende som kilde. Og så kunne hun, bedre end de fleste i sin tid, skrive dansk.

Billedtekst: Maleren Kristian Zahrtmann forestillede sig i 1874 Charlotte Dorothea Biehl, der følger gadelivet fra sin lejlighed på Kongens Nytorv i Nr. 169 (nuv. gadenr. 22), lige over for hendes elskede Theater.

 

Vi håber på et tidspunkt at kunne bringe dette foto på Facebook.

 

 

Dorothea Biehls talrige manuskripter og breve findes fortrinsvis i Bülows arkiver på Sanderumgaard, Sorø

Akademi og Det Kgl. Bibliotek.

.

Charlotte Dorothea Biehl (1731–1788)

 

Kilde: https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/138/query/Charlotte%20Dorothea%20Biehl/?fbclid=IwAR2sTXIu6w9H6-

LZzaEYsR2kDmG5pQbHWd-0qH13v4RpBzT4jG80nILsfqg

 

 


Landsforræderen – Leonora Christina Ulfeldt

Marts 25, 2020

Landsforræderen – Leonora Christina Ulfeldt

 

Hun var 3. barn af Christian den Fjerde og hans hustru på venstre hånd, Kirsten Munk. Moderen blev forvist fra hoffet efter en skandaløs kærlighedsaffære. Leonora Christina blev allerede forlovet som 9 – årig med Corfitz Ulfeldt. Denne blev en af Europas rigeste aristokrater. I Danmark blev han også en mægtig mand. Men hans velstand byggede på korruption. Da en sag om embedsmisbrug gik i gang flygtede parret til Sverige. Leonora Christina forsøgte at gøre livet surt for den kommende dronning, Sophie Amalie. Parret blev nu anholdt og sendt til Bornholm. I 23 år sad Leonora Christina i ”Blåtårn”. Her skrev hun den berømte bog ”Jammers Minde”. Mange tror, at det var hende, der stod bag komplot mod kongen og meget mere. Hun blev begravet i Klosterkirken – den nuværende Maribo Domkirke. Men antagelig er det hendes sønner, der har fjernet liget og gravsat hende et ukendt sted.  

 

 

Leonora Christina blev født på Frederiksborg Slot 8. juli 1621 som tredje barn af Christian den 4. og hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk. Hendes første seks leveår tilbragte hun hos sin mormor, Ellen Marsvin.

 

I krigsårene fra 1628 til 1629 lod kongen af sikkerhedsgrunde sine børn opfostre i Friesland i Nederlandene. Kort efter deres hjemkomst blev moderen forvist fra hoffet på grund af en skandaløs kærlighedsaffære, som Christian aldrig tilgav hende. Det var mod hans udtrykkelige vilje, at der siden opstod kontakt mellem børnene og deres mor.

 

Corfitz Ulfeldt blev født 10. juli 1606 på Hagenskov på Fyn, søn af rigskansler Jakob Ulfeldt og Birgitte Brockenhus. Corfitz blev efter et ophold på Herlufsholm sendt på dannelsesrejse i Europa, hvor han læste

ved flere universiteter.

 

Efter sin hjemkomst til Danmark i 1630 blev han forlovet med den 9-årige Leonora Christina. De giftede sig i 1636 og året efter blev Ulfeldt udnævnt til statholder i København. I 1646 blev han rigshofmester, landets højeste embede efter kongens.

 

I København og i deres overdådigt udstyrede gård på Gråbrødretorv udfoldede parret en elegance af internationalt tilsnit. Og for at skabe den livsstil måtte Corfitz sætte sig i gæld, hvad der ikke hindrede, at

han i løbet af få år blev en af Europas rigeste aristokrater. Det var en udbredt opfattelse, at hans velstand byggede på korruption i stor skala, hvad også Christian den 4. formodede. Men på grund af hans ubestridelige dygtighed, fik han betroet mange vigtige diplomatiske opgaver i udlandet.

 

Tre år efter Christian den 4s. død i 1648 kulminerede konflikten, da den nye konge Frederik den 3. ville begrænse ægteparrets magt. Da Corfitz fornemmede, at en sag om embedsmisbrug mod ham var under opsejling, flygtede han og Leonora Christina til Sverige. Baggrunden for flugten var Corfitz s underslæb og salg af embeder, samt planer om giftmord mod Christian den 4.

 

Leonora Christina ønskede heller ikke at give plads for den nye dronning, Sophie Amalie, og Corfitz ville nødigt afgive sin lukrative stilling, fordi en ny konge havde besteget tronen. Misforholdet resulterede i

smålig chikane fra Ulfeldterne – f.eks. da de fjernede byens udsmykning inden Sophie Amalies indtog som dronning. Leonora Christina kom også ved et “uheld” til at tabe Sophie Amalies krone, så den knækkede.

 

Den krone hun skulle bære ved kroningen. Hun forsøgte også at få tjenestefolkene til, at bagtale og lægge fælder for den nye dronning, men det lykkedes ikke.

 

I 1656 rejste Leonora Christina til Danmark i et forsøg på at forsone Corfitz Ulfeldt og Frederik den 3., men hun blev standset i Korsør og udvist af landet. Herefter fulgte hun med da Corfitz sluttede sig til svenskerne og deltog i Karl 10. Gustavs felttog mod Danmark. Hun forsvarede også Corfitz, da en svensk kommissionsdomstol i 1659 anklagede ham for forræderi.

 

I 1660 blev ægteparret arresteret af Frederik den 3. og sendt til Bornholm, hvor de sad fængslet i 17 måneder på Hammershus – ledet af øens guvernør, generalmajor Adolph Fuchs. Efter et dramatisk forsøg på flugt blev ægteparret løsladt i 1661, efter at have svoret kongen troskab og givet afkald på størstedelen af deres godser og formue. De fik anvist ophold på herregården Ellensborg på Fyn, som Leonora Christina havde arvet efter moderen, Kirsten Munk.

 

På grund af Corfitz Uldfeldts dårlige helbred fik de i 1662 tilladelse til en udlandsrejse. Ægteparret tog under rejsen ophold i Brügge. Kort tid efter hørte Frederik den 3. forlydender om, at Corfitz forsøgte at få

kurfyrsten af Brandenburg til at konspirere mod den danske krone.

 

Situationen forværredes da Ulfeldt-parrets søn Christian myrdede kommandanten fra Hammershus, Adolph Fuchs, på åben gade i Brügge.

Senere historikere er enige om, at Corfitz Ulfeldt havde mistet forstanden, for det står helt fast, at han tilbød den danske krone til flere udenlandske fyrster.

 

I foråret 1663 rejste Leonora Christina til London for at inddrive en gammel gæld hos den engelske konge Karl den 2. Den danske konge, Frederik den 3. fik hende straks udleveret som Corfitz medskyldige i højforræderi, hvorfor hun blev arresteret og sendt til København, og fængslet i Blåtårn på Københavns Slot.

 

Her kom hun i forhør, og nægtede ethvert kendskab til Corfitz s forræderiske handlinger. Hun blev holdt fanget i Blåtårn i 22 år fra 1663-1685. Corfitz Ulfeldt fik man aldrig fat på. Han blev halshugget og parteret på slotspladsen in absentia og in effigie den 24. juli 1663. En dukke, der forestillede ham, blev henrettet. Den var fyldt med rigtige tarme for virkningens skyld, blot var tarmene ikke helt friske.

 

Leonora Christina kunne fra sin celle i Blåtårn høre det hele og troede, hendes mand faktisk blev henrettet – vinduet sad for højt til, at hun kunne se noget.

 

Selv døde Corfitz Ulfeldt mellem 14. og 20. februar 1664 på en båd på floden Aare mellem Basel og Neuenburg, som en ludfattig og forfulgt mand. Det vides ikke, hvor han ligger begravet.

 

I 1673 begyndte hun sit Jammers Minde – en skildring af fængselslivet stilet til hendes børn. Største delen af manuskriptet blev til efter hendes frigivelse. Det så først offentlighedens lys i 1867, men det var uden tvivl hendes hensigt, at hendes erindringer skulle udgives lige efter hendes død.

 

Men det skete ikke, og det var en streg i regningen. Først flere hundrede år senere blev manuskriptet fundet i udlandet, og udkom i 1869 hvor hun bl.a. skrev en bizar hævngerrig skildring af Sophie Amalies død.

 

I sin franske selvbiografi fremstiller Leonora Christina sig selv som Christian den 4.s yndlingsdatter. I virkeligheden var fader og datter ofte på kollisionskurs som følge af hendes ubetingede støtte til moderen.

Personlige identitetsproblemer og ønsket om at få sine egne børn anerkendt som legitime tronarvinger, gjorde det vigtigt for hende, at få forældrene til at genoptage samlivet. Det lykkedes imidlertid ikke, og

kongens død i 1648 udløste en magtkamp, som Ulfeldtparret tabte.

 

Alligevel fremturede de med provokationer over for det nye kongepar Frederik den 3. og Sophie Amalie. I Jammers Minde benægter Leonora Christina, at hun og hendes mand var landsforrædere. I biografien

fordrejer hun tingene, så de passer i hendes kram, nemlig at det er hendes halvbror, kongen, Frederik den 3. og især dennes hustru, der hader hende. Det er ganske vist ikke helt forkert, men den forfulgte uskyldighed, hun ønsker at fremstå som, er alene en litterær skabning, der ikke har meget med virkeligheden at gøre, og den skabning fremstiller hun godt.

 

Palle Lauring har flere steder brugt som eksempel, at da hun bliver arresteret og kropsvisiteret, river hun et brev i stykker og smider det i en lokumsspand. Hun er forarget over de ulækre mennesker, der derefter

samler brevet op og limer det sammen, og vi glemmer næsten at stille spørgsmålet, hvad stod der i det brev… Og sådan narrer hun læseren, der føler medlidenhed og beundring og ganske glemmer, at hendes og mandens meriter herhjemme og udlandet bestemt ikke var fine i kanten.

 

Jammers Minde savner naturlig autenticitet og dermed troværdighed. Flere mener da også at hendes jammer skal man længe lede efter. Der har været mange teorier om hendes rolle i forræderiet mod den danske trone.

 

Langt de fleste mener, at hun nærmest har været bagmanden bag hele komplottet. Da dronning Sophie Amalie døde i 1685, blev Leonora Christina løsladt, og efter kort tids ophold i Husum ved København flyttede hun til Birgittinerordenens kloster i Maribo. Hun blev begravet i klosterkirken, den nuværende Maribo Domkirke, men hendes lig blev kort tid efter fjernet fra gravstedet, antagelig af hendes sønner, og formentlig gravsat på et ukendt sted.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.532 artikler, bl.a.

 

  • Bag Bremerholms mure

Pandemi, Epidemi og Udbrud

Marts 25, 2020

Pandemi, epidemi og udbrud

Hvad er forskellen på disse ord. Var det Guds straf? I karantæne på Saltholm. En knægt slap igennem afspærringen. Forskel på regler og adfærd. Syge og døde i gaderne. Fattigdom skyld i spredningen. Også de privilegerede snød. Kongen flygtede også ud af byen. Man lokkede læger med store summer. Det lykkedes at begrænse smitteområdet. Hygiejnen blev forbedret efter kolera-udbruddet. Læger glemte at vaske hænder. Louis Pasteur og bakterierne. Kommunehospitalet brugte nye metoder. Det krævede uddannelse at passe syge. Tuberkulose kostede 5-6.000 dødsofre hvert år. Polio førte ofte til handicap. Nye typer medicin blev opfundet. På vestre Kirkegård en sommerdag 1918. Folk tog på arbejde. 3. november 1918 – 58 kister på Assistens Kirkegård. Den Spanske syge koster 50 mio. livet. Tuberkulose kostede i alt en halv milliard livet. Folks immunforsvar helt i bund.

 

Hvad er forskellen på disse ord?

Vira og bakterier har gennem tiden været skyld i store sygdomsudbrud, epidemier og pandemier. En af de mere voldsomme var den spanske syge – en voldsom influenzaepidemi, der hærgede verden fra 1918 til 1920.

Det er almindeligt, at børn i en børnehave er syge. Men hvis 15 børn pludselig alle har diarre, ja så er det tale om et udbrud.

En epidemi er en hurtig og ukontrollabel udbredelse af en smitsom sygdom til et stort antal mennesker inden for et vist område og inden for en forholdsvis kort periode.

En Pandemi er en smitsom sygdoms ukontrollerbar udbredelse over en hel verdensdel eller flere verdensdele.

 

Var det Guds straf?

Europa har gennem tiden været hærget af store epidemier af smitsomme sygdomme, der spredte død, skræk og rædsel. Den første store pest-epidemi havde vi omkring 1350, Den Sorte Død. Den dræbte halvdelen af Europas befolkning og efterlod tomme landsbyer og huse.

Allerede dengang udviklede man metoder til at bekæmpe og inddæmme sygdommen ved hjælp af karantænderegler og isolering af syge.

Man vidste ikke, hvad sygdommen skyldtes. Nogle mente, at det var Guds straf for menneskets synder. Andre troede, at det skyldtes en smittekim, der spredte sig gennem luft og vand. Læs også vores artikel om folks tro og overtro ved Vadehavet.

 

I karantæne på Saltholm

Man kunne ikke behandle disse sygdomme. Kirken pålagde folk at skrifte og faste. Datidens læger valgte tidligt at isolere de syge, der ankom til en by. I havnebyerne indførte man 40 dages karantæne for skibe, der ankom med syge ombord. De blev henvist til en ø eller et afskærmet område, indtil man kunne være nogenlunde sikker på, at der ikke var smitte ombord. Denne metode var meget virksom.

Midt i 1600 – tallet havde man en karantænestation på Saltholm. Når et skib ankom, blev hele mandskabet sendt over på øen i 40 dage. Varerne blev røget og skibet blev rengjort.

Epidemierne kom i bølger gennem Europa. Den sidste store pestepidemi ramte Danmark under Den Store Nordiske Krig i 1711.

 

En knægt slap igennem afspærringen

Man havde opstillet soldater rundt om Helsingør. Her blev der givet ordre til at skyde folk, når de forsøgte at forlade Helsingør uden helbredelsesattest. Men noget tyder på at en knægt var kommet forbi afspærringen.

Han skulle besøge sin tante og onkel i Lille Grønnegade – i dag Adelgade. Han var allerede smittet og familien blev sendt til Saltholm for at undgå, at smitten bredte sig. Men uden held. Fra slutningen af juni 1711 var det tydeligt at smitten havde bredt sig.

 

Forskel på regler og adfærd

Lungepest havde en dødelighed tæt på 100 pct., mens 40 – 50 pct. overlevede byldepest. Pesten var en bakteriebåren epidemi, der både smittede via blod overført af lopper og fra menneske til menneske. Den kunne til gengæld inddæmmes gennem karantæne. Derfor var der også strenge regler i tilfælde af, at beboere i et hus blev ramt af pest.

Man måtte i princippet hverken gå ind eller ud af et pestramt hus, og vågekoner, der skulle bede for og pleje de syge, blev spærret inde i huset sammen med de syge. Varer, der skulle leveres skulle stilles uden for. Beboerne måtte først tage dem, når de, der havde leveret dem, var gået langt væk.

Men et var regler – noget andet var adfærd. Flere øjenvidner beskrev, hvordan tjenestefolk gik rundt og besøgte hinandens huse.

 

Syge og døde i gaderne

Familier var bange for at blive isoleret og komme i karantæne, så der er en del eksempler på syge tjenestefolk, som blev smidt på porten, fordi deres herreskab ville gøre alt for ikke at få deres hus spærret af.

Da pesten var værst, lå der både syge og døde i gaderne, fordi ingen turde nærme sig. Sundhedskommissionen havde svært ved at rekruttere ligbærere og vogne til transport. Men der findes også eksempler på opofrende borgere, der risikerede liv og helbred for at hjælpe og bede sammen med de syge.

Myndighederne lagde også dengang vægt på, at man ikke måtte forsamle sig eller side på byens skænkestuer. Badstuerne var blevet lukket. Sundhedskommissionen anbefalede at man lukkede de fattiges skoler. Ved Toldboden oprettede man et system for ”sikker” levering af varer – blandt andet ved hjælp af et stakit, der adskilte til sejlende og byens købere. Betalingen foregik i en tromle med vand, hvor man kunne lægge pengene, og skipperne tage dem uden frygt.

 

Fattigdom skyld i spredningen

Bøn og prædiken blev begrænset til en gang om måneden. Når pesten alligevel bredte sig, skyldtes det at mere end halvdelen af befolkningen levede i fattigdom. De levede meget tæt og hygiejnen var ikke god.

For at slå pesten ihjel skulle man brænde alle pestdødes klæder. Men det var for stor en fristelse at beholde klæderne og så sælge dem. Der var også mange, som brød ind i isolerede huse og stjal ting og sager, fordi de ganske enkelt ikke ejede noget som helst. For mange var det svært at betragte sygdommen som endnu en af mange ting.

 

Også de privilegerede snød

Men også blandt de mere privilegerede valgte nogle at se stort på reglerne. De studerende fra Regensen mødtes på en skænkestue, der lå over for kollegiet. Ejerens kone og datter var allerede døde. Nabohuset fik endda også karantæne på grund af sygdommen. Alligevel var kroen fuld af studerende, som sad og drak øl. På baggrund af den slags vidnesbyrd gentog Sundhedskommissionen i flere skrivelser, at folk levede alt for løssluppent og vildt og slet ikke lyttede efter.

De der kunne, var flygtet ud af byen i tide – det blev endda beskrevet, hvordan fattige forsøgte at hægte sig på hestevogne, som var på vej ud af byen. Andre blev i byen men nægtede at overholde reglerne.

 

Kongen flygtede ud af byen

Medlemmer af eliten nægtede at lade deres døde familiemedlemmer begrave uden for byen. De holdt fast i at der skulle være begravelsesoptog selv om de blev forbudt på grund af smittefaren.

Kong Frederik den Fjerde var en af dem, der forlod København. Først rejste han til Jægersborg siden returnerede han til Frederiksberg Slot. Men den 18. juli rejste han til Kolding. Ti dage efter fulgte dronningen og kronprinsen efter.

 

Man lokkede med store summer

Som sommeren skred frem, prøvede man desperat at få kvalificerede læger og plejere, som i stor stil var bukket under for pesten. Ti sidst måtte man betale store summer for at få kirurger fra Hamborg, der i 1710 havde været ramt af epidemien til at komme til København.

Det var i sig selv ret vildt. De havde lige overlevet et pestudbrud og så rejste de til København for at hjælpe de syge. I slutningen af epidemien havde man næsten en kø af folk, der gerne ville til København og hjælpe med de sidste sygdomstilfælde, fordi an kunne få mange penge for det. Risikoen var også dalende.

 

Det lykkedes at begrænse området

Det har sikkert været fortvivlende at være københavner. Alligevel har det kunnet være gået endnu værre for resten af landet. Pesten i København i 1711 var målt i menneskeliv – den største katastrofe i Københavns historie. Men i forhold til smittespredningen var det en form for succeshistorie, fordi det lykkedes at forhindre pesten i at brede sig til resten af landet, bortset fra Amager, Nordsjælland, Roskilde og Køge.

Det varede ikke længe før København kom på fode igen.

Allerede i 1728 havde København en større befolkning end før pesten. Enevælden havde koncentreret magten og handelen i København. Byen var attraktiv at bo og arbejde i. Det ændrede epidemien ikke på

 

Hygiejnen blev forbedret efter koleraudbruddet

Og så var det koleraepidemien i 1853. Her blev der gjort opgør med tidligere tiders dårlige vandforsyning, kloakering og hygiejne. Man besluttede at erstatte de gamle trævandrør og vandpumper med nye støbejernsrør og dampdrevne pumper, der ledte rent vand ud til forbrugerne.

Samtidig fik man også udskiftet rendestenene med underjordiske kloaker. Selvfølgelig var det alligevel sket før eller siden. Men koleraen var den udløsende faktor.

 

Lægerne glemte at vaske hænder

På fødeafdelingen i Wien var der en ungarsk læge Semmelweis, der gjorde en stor opdagelse. Han arbejde på en fødeafdeling, hvor der arbejdede læger og jordemødre. Lægerne startede med at dissekere afdøde patienter og gik bagefter på fødestuerne for at forløse kvinderne. Her var dødeligheden 25 pct. På jordemødrenes afsnit døde kun 2 pct. af kvinderne.

Semmelweis fik i 1847 den tanke, at lægerne bragte ”ligstof” med fra obduktionsstuen, som de overførte til kvinderne med deres snavsede hænder. Han tvang lægerne til at vaske hænderne i klorkalkvand, inden de rørte ved de fødende kvinder. Det hjalp og dødeligheden faldt til 1 pct. Men der skulle mere til at overbevise kollegaerne så længe Semmelweis ikke kunne føre bevis for det, han kaldte ”ligstof”. De havde skam ikke tid til al den håndvask.

 

Louis Pasteur og bakterierne

Nogle år senere påviste den franske kemiker, Louis Pasteur bakterierne og deres betydning for sygdommens opståen. Men efterhånden fandt man ud af, at der var metoder under operationer, der kunne forhindre smitte. Man kunne bruge karbolsyre og fenol til at rense sår og spraye ud over operationsfeltet.

 

Kommunehospitalet brugte de nye metoder

De nye metoder blev taget i brug i 1867 på det helt nybyggede Kommunehospital i København med overbevisende resultater. Den medicinske udvikling tog nu fat.

 

Det krævede uddannelse

Jo Florence Nightingale havde i 1860 åbnet den første ikke religiøst funderede sygeplejeskole ved St. Thomas Hospital i London. For første gang anerkendte man, at det krævede en uddannelse at pleje syge mennesker.

Nu kunne sygehuse pludselig gøre en rask. I København fungerede Blegdamshospitalet fra starten som epidemisygehus. Her lå patienter med alkens smitsomme sygdomme som tyfus, polio og difteri til skarlagensfeber. Det var langvarige indlæggelser, for der var ingen effektiv kur. Patienten kunne først udskrives, når han ikke længere kunne smitte andre.

 

Tuberkulosen krævede 5.000 – 6.000 hvert år

I 1882 opdagede den tyske læge Robert Koch tuberkulose-bacillen. Nu kunne man dyrke og påvise bacillen og stille en sikker diagnose. Men sygdommen kunne stadig ikke helbredes med medicin.

Tuberkulose var den helt store og meget frygtede sygdom, der især ramte den fattige del af befolkningen både i byerne og på landet. Omkring år 1900 skyldtes hvert tredje dødsfald i Danmark i aldersgruppen 15-60 år tuberkulose. Det svarede til 5-6.000 dødsfald om året.

Den mest udbredte form var lungetuberkulose og her blev der udviklet et helt koncept for behandlingen af tuberkulosepatienter på de sanatorier, der skød op i hele landet. Patienter skulle have masser af lys, frisk luft og nærende kost. Sanatorierne blev placeret langt uden for byerne for at isolere de syge fra den raske befolkning.

 

Polio førte til handicap

En anden frygtet sygdom, der kom i bølger og ind i mellem som større epidemier, var polio. Det var en virussygdom i hjerne og rygmarv, der kan medføre total lammelse i løbet af få timer. Den sidste store polio – epidemi ramte Danmark, specielt København i 1952.

5.676 personer blev smittet og 262 mennesker blev dræbt. Men hele 2.450 fik lammelser.  For nogle blev det et liv med respirator, kørestol og ankesager om hjælpemidler.

Dengang kørte ambulancer i døgndrift. Langt de fleste af de ramte var børn. Sundhedsvæsnet vidste ikke, hvad de skulle stille op med børnene, der lå og gispede og ikke kunne hoste deres eget spyt op.

En ung narkoselæge, Bjørn Ibsen fik ikke uden modstand fra ældre overlæger gennemført, at man skulle indlægge en tube i luftrøret på patienterne. Så kunne man ved hjælp af en ballon og en iltbombe hjælpe patienten med at trække vejret. Dog med håndkraft. Det resulterede i at dødeligheden faldt fra 87 pct. til 20 pct.

Præsident Roosevelt blev også ramt af polio.

 

Nye typer medicin blev opfundet

I 1928 opdagede den skotske læge Alexander Fleming penicillinet, som kunne helbrede en masse infektionssygdomme. Det fik først rigtig betydning under Anden Verdenskrig. I starten var prisen voldsom dyr.

I 1943 blev endnu et vigtigt antibiotikum opdaget, streptomycin, der kunne helbrede tuberkulose. Stoffet havde dog mange bivirkninger.

I 1950’erne kom der endelig en vaccine mod polio.

 

På Vestre Kirkegård en sommerdag 1918

Mathilde blev kun 35 år. Hun var sygeplejerske – uden mand og børn. Heller ikke mange venner havde hun. Uden for havde soldater, der var mødt op til en anden begravelse givet den afdøde sygeplejerske honnør. Disse soldater var mødt op til en anden begravelse Men alligevel var der masser af folk med til begravelsen. Det var folk fra pressen.

Her på Vestre Kirkegård en sommerdag i 1918 blev Mathilde Nielsen begravet. Hun var blevet et af de første dødsofre for den epidemi, som havde ramt Danmark hen over sommeren Den Spanske Syge.

 

Folk tog på arbejde

Hverdagen fortsatte uændret. Folk tog på arbejde og børn tog i skole. Hvad der startede som enkelte smittetilfælde rundt om i landet i begyndelsen af sommeren 1918 blev mangedobbelt som sommerdagene gik. Sygdommen spredte sig hurtigt og aggressivt. En læge i København registrerede 842 smittede i begyndelsen af juli – og 3.862 ugen efter. Helt uvant måtte landets læger haste rundt i sommervarmen for at tilse influenzapatienter.

 

  1. november 1918 – 58 kister på Assistens Kirkegård

Da august gik mod sin afslutning, troede man, at det værste var overstået. Men da sommer blev efterår, var det svært at ignorere. Epidemien havde stadig masser af liv i sig. Den anden bølge ramte hårdt.

Den 3. november 1918 stod der intet mindre end 58 kister klar til begravelse på Assistens Kirkegård. Ligesom den 35 – årige Mathilde Nielsen var en stor del af de mere end 15.000 – 18.000 danske dødsofre også unge og ellers raske mennesker.

Den spanske syge kom slet ikke fra Spanien. Sygdommen fik sit navn, fordi det var her man startede med at skrive om sygdommen.

 

Den Spanske Syge kostede 50 mio. mennesker livet

Sygdommen udryddede hele og halve familier over hele landet. Det har sat sit mærke på danmarkshistorien. I 1918 var der hverken penicillin eller antibiotika. Blev man ramt af bakteriel lungebetændelse var det så godt som en dødsdom – og det blev det rigtig mange af de mennesker, der blev ramt af den spanske syge. Lungebetændelse var nemlig en hyppig følgesygdom.

Mange børn herhjemme blev forældreløse. Der er masser af eksempler at naboerne tog børnene til sig. Sygdommen på verdensplan kostede 50 millioner dødsfald. Med andre ord der døde fire gange så mange af denne sygdom som under Første Verdenskrig.

På trods af sit navn startede den spanske syge formentlig i amerikanske militærlejre. Her noterede man i det tidligere forår 1918 de første tilfælde af sygdommen.

Første Verdenskrig buldrede stadig og militærlejrene i Amerika var summende travle. Unge mænd blev rykket rundt fra lejr til lejr. Når de var klar til det, blev de sendt afsted til Europa med skib for at deltage i kampene.

I april nåede sygdommen til Frankrig, og derfra gik det hurtigt. Den bevægede sig væk fra militærlejrene, fra skyttegravene og fra krigslazaretterne – ind til byerne, til havnene til togstationerne og videre rundt i verden.

 

Ramte Danmark i bølger

I Danmark ramte Den Spanske Syge i bølger. Første bølge kom hen over sommeren 1918, anden bølge i efteråret. Først i oktober 1918 kom myndighederne med påbud. Myndighederne tog det meget afslappet i starten. Man ser for eksempel, at stadslægen i København i det tidlige efterår 1918 stadig mener, det er nok at ventilerer mellem forestillingerne i teatrene.

 

Påbud i 1918

Men i oktober kom følgende påbud:

  1. Iagttag den størst mulige Renlighed
  2. Hold Haanden for Munden, naa De hoster eller nyser
  3. Pas paa, at ingen hoster, nyser eller taler ind i Ansigtet paa Dem
  4. Hold Telefontragten ren, særlig hvor den bruges af mange.
  5. Sørg for god Udluftning af Værelserne
  6. Hold de raske saa vidt muligt borte fra de syge
  7. Undgaa unødvendig Besøg hos de syge
  8. Staa ikke for tidligt op efter Sygdommen.
  9. Undgaa Steder, hvor mange Mennesker er samlede
  10. Udsæt større Møder og Forsamlinger
  11. Kør ikke mere end nødvendigt i Sporvogn
  12. Sørg for, at Børnene er saa meget som muligt i fri Luft

Sundhedsstyrelsen 17. oktober 1918.

 

Sygdommen var en udfordring for danske hospitaler

Dagbladene var begyndt at forholde sig kritisk til myndighederne og man så overskrifter som:

  • Vil de overhovedet gøre noget?

Sygdommen var en udfordring for de danske hospitaler. Man sørgede for at isolere så godt som muligt. Men hospitalerne endte med at være totalt overfyldte. Symptomerne var helt normale for en influenza. De smittede oplevede hovedpine, feber, kvalme. Men i alvorlige tilfælde lammede de også de smittede.

Hovedpinen blev beskrevet som var det en hammer fra indersiden af hovedet og ud. Ekstrem smerte i lænd og led, opkastninger og feber på himmelflugt.

I nogle tilfælde opførte influenzaen sig anderledes. Der fremprovokerede virussen en overreaktion i kroppens raske celler, der med andre ord betød, at immunforsvaret begyndte at nedbryde kroppen indefra.

Risikoen for efterfølgende lungebetændelse var stor, fordi immunforsvaret var så svækket efter det langstrakte influenzaforløb.

 

Tuberkulose kostede en halv milliard livet

Man kendte ikke til den virus, der udløste pandemien. Den Spanske Syge hørte til en af de mest dødelige pandemier nogensinde kun overgået af tuberkulose, pest og kopper. Hvad angår tuberkulose regner man med, at den fra omkring 1700 og frem til 1900 kostede omkring en milliard mennesker livet.

 

Folks immunforsvar var helt i bund

Den Spanske Syge brød ud i en tid, da verden var i knæ efter Første Verdenskrig. Både sundhedssystemet, de sociale forhold og informationsniveauet var dengang anderledes end i dag. Historisk var det uheldigt, at en pandemi i 1918 bredte sig efter fire års ødelæggende krig. Mange steder var der hungersnød og folks immunforsvar var helt i bund.

I Danmark var mange arbejdere stuvet sammen i små lejligheder og havde deres gang på fabrikker og værfter, hvor de hver dag var omgivet af et mylder af arbejdere. Hvad angår lidt længere distancer var toget den suverænt mest udbredte transportform.

Myndighederne havde dengang ikke en klar plan for, hvordan man skulle tackle pandemien. De første politiske indgreb kom først langt inde i forløbet. I oktober og november 1918 lukkede man skoler, biografer og teatre og opfordrede folk til ikke at forsamles. Men da var spredningen allerede så omfattende, at det er tvivlsomt, hvor stor effekten har været.

 

Måske var en værnepligtig kok den første

Man ved, at sygdommen brød ud i USA og måske var den første, der blev diagnosticeret med sygdommen den 28 – årige værnepligtige kok, Albert M. Gitchell, der i Camp Funston, som en del af den meget store militærlejr Fort Riley, i begyndelsen af marts 1918 havde været beskæftiget med at slagte kyllinger, hvorfra den virus, der udløste pandemien, stammer.

Selv overlevede Albert influenzaen, men i løbet af få dage var flere hundrede soldater omkring ham smittet. I 1918 sendte USA 10.000 soldater til Europa. De bragte smitten med til Frankrig, som vi allerede har skrevet.  Den spanske konge blev også ramt men han overlevede.

Man mener, at 45.000 amerikanske soldater bukkede under for pandemien. Til sammenligning kan nævnes at omkring 53.000 amerikanske soldater faldt i kampene på fronterne i Europa. Hjemme i USA blev en halv million ofre for pandemien, deriblandt Donald Trumps farfar, rigmanden Frederick Trump, der var tysk indvandrer.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.531 artikler heraf 323 artikler fra Nørrebro:

 

  • Pest på Nørrebro
  • Epidemi på Nørrebro
  • Kolera på Nørrebro 1853
  • Et Epidemihospital på Nørrebro
  • Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen
  • Den stinkende kloak på Nørrebro
  • En stinkende kloak og flere opløftende temaer (NørLiv 4)
  • Latriner og kloaker på Nørrebro

 

  • Røde Faner på Assistens Kirkegård
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Under Jorden – på Assistens Kirkegård
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten

 

Hvis du vil vide endnu mere: Under København finder du på www.dengang.dk 162 artikler herunder:

  • Pest i København
  • Da det lugtede i København
  • Begravelser – dengang
  • Død eller skindød
  • Drikkevand til København
  • Jørgen – Helgen, Hospital og Sø

Under Østerbro finder du på www.dengang.dk 86 artikler herunder

  • Garnisons Kirkegård
  • Finsens Medicinske Lysinstitut på Østerbro

Kilde:

  • Diverse artikler på dengang.dk
  • videnskab.dk
  • jyllands-posten.dk
  • dr.dk/historie
  • dsr.dk
  • Berlingske Tidende
  • Hans Trier: Angst og engle – den spanske syge i Danmark
  • Tommy Heitz. Den Spanske Syge – Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark
  • Jakob Eberhardt: Verdenshistoriens største epidemier

 


Epidemi på Nørrebro

Marts 24, 2020

Epidemi på Nørrebro

Den frygtede epidemi nærmede sig. Vederstyggelig lugt eller nærmere stank. Hvordan kunne man svække kolerasmitten. Man troede, at det var over. Koleraen startede i Nyboder. Ingen straf med ”Vand og brød”. Pestmestre blev udnævnt. 1.800 ofre blev begravet på Nørrebro. Vandet i brøndene lugtede af lig. I 1853 døde 4.700 af kolera i København. Der dukkede kister op i skolegården. Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde. Da 1.750 skeletter skulle flyttes. Industrialiseringen var en dramatisk periode.

 

Den frygtede epidemi nærmede sig

Egentlig var det tale om en ukendt kirkegård man fandt på Nørrebro. Den lå langs Assistens Kirkegård. Man fandt den i 2018. Og her blev ofre for koleraen begravet i 1853.

Så langt tilbage som i 1831 findes der artikler i Politivennen, der varslede at en den frygtede epidemi nærmede sig. Kjøbenhavnerposten rapporterede de følgende to år dagligt om koleraens gang gennem Europa som Hamborg og Altona, senere Norge og Sverige.

 

Vederstyggelig lugt eller rettere stank

Svenskerne havde militære patruljer langs kysterne for at kontrollere om lokale fiskere opsøgte fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stræder de kom. Politivennen advarede mod ben – og kludeoplag som udsendte:

  • Vederstyggelig lugt eller rettere stank

 

Hvordan kunne man svække kolerasmitten?

Den 11. juni 1831 udsendte Det Kongelige Sundhedskollegium en anvisning på, hvordan man kunne svække kolerasmitten. Rådene afslørede datidens sygdomsopfattelse, for eksempel af en forkert post, et hidsigt temperament blokerede væskeafsondringer fra kroppen, et pludseligt vejrskifte eller giftige dunster i luften:

 

  • At vogte sig for forkølelse, dels ved ikke at udsætte sig for forkølelse, dels ved ikke at udsætte sig for pludselig vekslen mellem varme og kulde ved at bruge uldne klæder nærmest kroppen, hvorved mild hoveduddunstning befordres.

 

Man troede, at det var over

Politivennen holdt sig ikke tilbage for i 1832 at advare mod kloakkernes tilstand, for eksempel i Roskilde:

 

  • Fra disse kloakker må jo opstå de mest giftige dunster og at dødeligheden i den senere tid ikke har været større på disse pestbefængte steder, må vel ene tilskrives strandens nærhed. I tilfælde af koleras ankomst, da vil formodentlig hele sognet på bjerget uddø, fordi man ved urenlighed er den bedste leder for denne sygdom.

Året efter i 1834 dukkede der efterretninger om kolera i Sverige op i aviser. I Kiøbenhavnsposten kunne den 3. november 1834 berette om landshøvdingen i Göteborg som var død af kolera – en måned efter man ellers havde troet at den var ophørt.

Se gennem nutidens briller kan det måske undre at det først kom en mere systematisk gennemgang af koleraen og de foranstaltninger som Sundhedskommissionen mente der skulle foretages i 1851.  

Hvordan behandlede man sygdommen? Man byggede det på den oldgræske tankegang samt på empiristiske medicinske erfaringer fra lignende epidemier. Nogle af forslagene var dog fornuftige nok. Men de blev dog med få undtagelser bare ikke gennemført.

Kun forbud mod at begrave i Indre By samt loven om usunde næringsveje blev overholdt. Man undersøgte, men gjorde ikke noget ved, de mange steder hvor der var forsamlet mange mennesker: skoler, fattigvæsnet og hospitalerne.

 

Koleraen startede i Nyboder

Vi har tidligere beskrevet Epidemi – hospitalet på Blegdamsvej. Men også Øresundshospitalet på Østerbro blev indrettet som epidemi – og karantænesygehus i 1878. Dengang lå det langt uden for byen ned til Øresund. Senere er det blevet indkapslet i Østerbro. Kystbanen afskar hospitalet for adgang til Øresund.

Og så kom koleraen. Det var den 11. juni 1853. Det var en 19 – årig skibstømrerlærling fra Nyboder. Han fik opkast og diarre. Han blev indlagt på Nyboder Hospital. Så gik det stærkt. Op mod 200 døde om dagen. Hele 4.737 døde i København.

Regningen blev dyr i menneskeliv. Måske satte det for alvor gang i forsyningen af rent drikkevand. København fik sit første vandværk i 1859. Det fungerede i 100 år. Det gik mere trægt med kloakeringen. Den måtte vente til slutningen af 1800 – tallet.

 

Ingen straf med ”Vand og Brød”

I satirebladet Corsaren kunne man i 1850 se en tegning af et glas vand, der indeholdt en masse spændende ting. Under tegningen stod er:

 

  • Det er intet under, at den københavnske forbryder ikke anser det for nogen straf at blive sat på ”vand og brød”. Vandet leverer ham såmænd sul og gemyse nok til brødet.

 

Historien gentog sig med Den Spanske Syge 1918 – 1920.

 

Pestmestre udnævnt

Barbernes og bartskærenes historie er meget andet and skægstubbe, der skal studses og rages væk. Det handler også om kirurgiens historie.

Barbererne var blevet pestmestre, der blev lønnet af byen for at behandle de fattige under pestudbrud. Helt tilbage fra en pestanordning fra 1625 og igen fornyet i 1643 er det forbudt for andre end præsten, pestmestre og bartskærene at besøge de pestsyge.

Pestmestrene var særlig forpligtet til at aflægge besøg hos de fattige syge og han var desuden forpligtet til at give enhver råd og til at tage vare på pesthusets syge.

Pesten ramte flere gange Danmark i løbet af det 18. århundrede. Den holdt sit indtog i Helsingør i 1710, hvorefter den året efter indtog København. 22.535 mistede livet i København.

 

1.800 begravet på Nørrebro

Næsten 1.800 af ofrene fra koleraepidemien i 1853 blev begravet, hvor Hans Tavsens Park i dag ligger. De blev begravet på rad og række på de fattiges kirkegård. Man fornemmer klart, at det har været pres for at få begravet de mange døde. Man gravede en bred grøft og satte kisterne ved siden af hinanden i den rækkefølge, de kom.

Herefter blev der strøet læsket kalk over kisterne. På den anden side blev det gjort mere velordnet end ved begravelserne under pesten i 1711. På Vodroffsgård pestkirkegård ved den nuværende Niels Ebbesens Vej kan man i nogle tilfælde se, at nedlægningen var gået så hurtig, at personen er kuret ned i den ene ende af kisten. Det er også tydeligt, at der ikke har været taget individuelle mål til kisterne.

I koleraåret røg der også middelklasse – prægede folk med, når koleraofre blev begravet i den nuværende Hans Tavsens Park og på Assistens Kirkegård. Men nu var Assistens Kirkegård jo efterhånden også blevet en kirkegård for eliten.

 

Vandet i brøndene lugtede af lig

Dele af jorden blev dengang hurtig frigivet til byggeri. Det var ikke altid man overholdt gravfreden på 20 år. Det gjorde man nu heller ikke i alle tilfælde med hensyn til Metro – byggeriet.

De lokale protesterede da også. Klagerne gik på, at vandet fra brøndene på Nørrebro lugtede af lig. Senere kom der en debat om, hvorvidt det var sundhedsmæssigt forsvarligt at opføre Kapelvejens Skole så tæt ved en kolerakirkegård.

Assistens Kirkegård erhvervede i 1847 et 60 meter bredt bælte vest for kirkegården. Udvidelsen kom til at fungere som kirkegård for borgerne. Området omfattede vores dages Hans Tavsens Park, Nørrebro Park Skole og Helligkors Kirke.

 

I 1853 døde 4.700 mennesker

I 1853 døde 4.700 mennesker i København. Blandt dem, der døde var maleren C.W. Eckersberg, der døde af kolera. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i afdelingen ud mod Nørrebrogade.

Da vestre kirkegård i Valby blev indviet i 1870, faldt presset på Assistens Kirkegård. Begravelserne stoppede omkring 1880 på Nørrebro. Området blev udlagt til park, skole og kirke. Godt seks procent af københavnerne mistede livet. Pesten i 1711 var mere brutal. Her mistede en tredjedel af københavnerne livet.

Koleraepidemien banede vejen for opførelsen af Kommunehospitalet.

 

Der dukkede kister op i skolegården

Skolen ved Søerne ligger ved en pestkirkegård fra 1711. Der er dukket kister op i skolegården. Som vi tidligere hat nævnt blev mange begravet ved Wodroffs Gård tæt ved Skt. Jørgens Sø.

I 1991 dukkede pestkirkegården op i forbindelse med udvidelsen af skolen på Niels Ebbesensvej. Ti kister dukkede op i forbindelse med et mindre kloakarbejde i skolegården.

Dengang gravede man store huller og så er kisterne sat ned – typisk to oven på hinanden. I et enkelt tilfælde var det tre kister oven på hinanden.

 

Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde

Halvdelen af de skeletter som man fandt, lå med hovedet mod øst og dermed ikke efter god kristen skik med udsyn til Jesu genopstandelse med solen i øst. Måske var det fordi, at dem, der læssede kisterne i hullet i de kasseformede kister, ikke anede, hvordan ligene lå der.

De fleste lå i retning NV – NØ. Det kan være på grund af naturforhold. Dengang var der en å og en mølledam i nærheden. Begravelserne har fundet sted i en ekstrem situation. Alligevel har man forsøgt at begrave de døde på en respektfuld måde.

Skeletterne er blevet undersøgt på Antropologisk Institut. Det kræver ikke særlige sikkerhedsforanstaltninger at udgrave en pestkirkegård.

Pest er godt nok knyttet til en bakterie. Men den klarer ikke 300 år i jord. Pestbakterien danner ikke sporer, der kan genoplives. I dag er der kun knogler tilbage af ofrene, endda fantastisk velbevarede.

Også ved Garnisons Kirkegård på Østerbro blev der anlagt en speciel pestkirkegård. Læs vores artikel om denne kirkegård.

Ladegården blev også brugt til at indkvartere pestsyge.

 

Da 1.750 skeletter skulle flyttes

Når vi nu er ved skeletter, så blev 1.750 skeletter flyttet i forbindelse med anlæggelsen af den nye Metro Station ved Nørrebros Runddel. Man påstod i begyndelsen at man ikke krænkede gravfreden på nogen måde.

Som de kvikke læsere af den side ved, så rummer Assistent Kirkegård også mange berømtheder som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr og tusinder af københavnere, der gennem tiden bukkede under for kolera, skørbug, voldshandlinger, alderdom og meget andet.

I 2009 var freden forbi. De gravlagte i den nordlige ende måtte vige pladsen for metrostationen. Et mobilt laboratorium blev opstillet ved kirkegården. Her blev knoglerne nøje studeret, målt og registreret med blandt andet røntgenfotografier og prøveudtagninger til isotopanalyser. Det var gravsteder fra årene 1605 til 1990.

Det var selvfølgelig et meget ømt punkt der skulle flyttes grave på en fredet kirkegård. Alle skeletter skulle genbegraves men inden fik man lov til at undersøge dem. Der blev besluttet, at hvis kisten var intakt, røg den direkte til genbegravelse. Man ville ikke forstyrre de gravlagte, hvor der stadig var blødt væv på.

 

Industrialiseringen var en dramatisk periode

Hestevogne, gaslamper og vaskebrædder blev på Nørrebro udskiftet med biler, elpærer og vaskemaskiner efterhånden som teknologien og industrialiseringen rullede ind i danskernes liv.

Lægevidenskaben gjorde også store fremskridt i perioden. Med tiden fik man bugt med dødelige epidemier.

Industrialiseringen var en ret dramatisk periode rent helbredsmæssigt. Der skete store ændringer i dødeligheden og de sanitære forhold.

Folk døde på grund af slidgigt og skørbug. Nyfødte døde af skørbug og engelsk syge. De små børn blev ikke ammet tilstrækkelig længe, men har fået erstatningsføde. Det kunne for eksempel være komælk eller tygget brød. Det har været en kæmpe sundhedsfare for dem. I starten af industrialiseringen vidste man ikke, at mælken mistede sine vitaminer, når den blev overophedet.

Og så kom der også en masse bakterier, når mælken skulle i kop eller flaske i stedet for at blive direkte overført til barnet ved amningen.

Den generelle kost var præget af utrolig meget fisk. Sild har nok været dominerende. Der er også tegn på, at voksne har spist meget flæsk og nok også kylling.

11 af gravene var ikke 20 år gamle. Metroselskabet indgik en aftale med pårørende til 10 af gravene om at finde en anden placering på kirkegården.

 

Kilde:

  • Erik Nicolaisen Høy: Mens vi ventede på koleraen (Artikel bibliotek.kk.dk )
  • Sune Hundebøll: Barber og pestmestre i København (Artikel bibliotek.kk.dk )
  • Den ukendte kirkegård/ Artikel – Historie & Kunst
  • Skeletter i Skolegården/ Artikel -Historie & Kunst
  • videnskab.dk
  • Diverse artikler fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.530 artikler heraf 323 artikler fra Nørrebro:

 

  • Pest på Nørrebro
  • Kolera på Nørrebro 1853
  • Et Epidemihospital på Nørrebro
  • Nørrebro Bespisningsforening – i begyndelsen
  • Den stinkende kloak på Nørrebro
  • En stinkende kloak og flere opløftende temaer (NørLiv 4)
  • Latriner og kloaker på Nørrebro

 

  • Røde Faner på Assistens Kirkegård
  • Genforenet på Assistens Kirkegård
  • Assistens Kirkegård – en oase
  • Assistens Kirkegård – 250 år
  • Under Jorden – på Assistens Kirkegård
  • Livet på Assistens Kirkegård
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten

 

Hvis du vil vide endnu mere: Under København finder du på www.dengang.dk 162 artikler herunder:

  • Pest i København
  • Da det lugtede i København
  • Begravelser – dengang
  • Død eller skindød
  • Drikkevand til København
  • Jørgen – Helgen, Hospital og Sø

Under Østerbro finder du på www.dengang.dk 86 artikler herunder

  • Garnisons Kirkegård

 

 

 

 

 


Historien bag 1920 er svær at forstå

Marts 22, 2020

Historien bag 1920 er svær at forstå.

Brugen af ordet ”Genforening”. Nordslesvig/Sønderjylland var ikke en del af det danske Kongerige. Brugen af ordet ”Sønderjylland” er ikke neutralt. Erik Menved afstod fra sit kongelige gods. Farvel ”Sønderjylland”, Goddag ”Slesvig” Dansk selvfølelse voksede i det danske land. 6.000 mistede livet. 60.000 udvandrede fra landsdelen. Han blev kaldt for landsforræder i København og advarede tidligt mod nazismen. En kampsang fik ny tekst. Danmark blev først nationalstat i 1920

 

Brugen af ordet ”Genforening”

Det er bestemt ikke alle, der mener, at jeg fortæller sandheden, når jeg ude at fortælle om begivenhederne i 1920. Der er nogle, der er meget skeptiske. Og det er især, når det drejer sig om de danske politikeres gøren og laden op til det famøse årstal.

Ja og så er det igen omkring bruget af ordet ”Genforening”. Er det berettiget at bruge det? Ja, når man taler om følelser er det sikkert, men ikke når det drejer sig om historie. Mange vil ikke acceptere, at Slesvig-Holsten ikke var dansk i 1864. Jamen, det var jo under kongen, og det hørte jo med til den danske helstat!

Danskerne og de dansksindede sønderjyder/nordslesvigere har set grænseændringen som en genforening, hvor den dansksindede del af det gamle hertugdømme Slesvig kom tilbage til Danmark. Men den tolkning er, som vi tidligere har hævdet ikke uden problemer. Det har statsminister Neergaard allerede gjort opmærksom på i sin tale til Genforeningsfesten på Dybbøl Banke den 11. juli 1920:

 

  • Vi taler om Genforening. Sagen er, at aldrig i vor tusindårige historie har Sønderjylland været et med Danmark. Først nu sker det efter sønderjydernes egen lykkelige vilje.

 

Nordslesvig/Sønderjylland var ikke en del af kongeriget Danmark

Og vi gentager også igen, at før 1864 var Sønderjylland (Nordslesvig) slet ikke en del af kongeriget Danmark, men en del af hertugdømmet Slesvig. Men Neergaards pointe blev fortiet efter festlighederne. Og i dag bliver det også fortiet i historiefortællingen. Tyskerne og de tysksindede nordslesvigere ser grænseændringen som Nordslesvigs afståelse til Danmark. Og det kan man vel ikke fortænke dem i.

 

Brugen af ordet ”Sønderjylland” er ikke neutralt

Indrømmet, det er også svært at forklare, men vi har forsøgt at forklare det i så mange andre artikler. Og så er det også brugen af ordet Sønderjylland. Ja selve ordet er meget gammelt. Det opstod ikke først efter 1920.

Men taler om ordet Sønderjylland efter 1864, ja så er det ikke et neutralt ord, så er det et dansksindet ord.

 

Ordet ”Sønderjylland” kendt fra gammel tid

I de ældste kilder skelnes ikke mellem Nørrejylland (nord for Kongeåen) og Sønderjylland. Men man kendte faktisk ordet. Og dengang havde det ikke noget at gøre med den dansk/tyske. Men allerede i 1100 – tallet blev de tre sydligste sysler i Jylland kaldet Barvidsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel. Det blev et dansk grænseområde styret af en jarl, en slags statholder med særlige beføjelser.

Den første med sikkerhed kendte jarl i Sønderjylland var Knud Lavard. Han var jarl fra 1115 til 1131. Han havde tilbragt sin ungdom hos hertug Lothar fra Sachsen. Han var bekendt med det tyske lensvæsen. Han var den første, der brugte titlen hertug. Men så vidt vides havde han ikke tænkt sig at frigøre Sønderjylland fra Danmark. Men han blev dog anset som en trussel mod kongeriget. Derfor blev han dræbt.

I 1187 blev Valdemar hertug. I 1202 blev han dog konge som Valdemar Sejr. I 1237 gjorde han sin yngre søn Abel til hertug af Sønderjylland. Da Erik Plovpenning i 1241 blev konge, indledte Abel sine bestræbelser på at frigøre sig fra ”vasalforholdet”.

Denne Abel var så smart at gifte sig med en datter til en holstensk greve. Hermed skabtes der dynamiske forhold mellem områderne nord og syd for Ejderen. Abels slægt fik flere og flere rettigheder af kongen. Man fik også eget landsting – Urnehoved. De holstenske grever støttede Abel – slægten.

 

Erik Menved afstod sit kongelige gods

Hertugdømmet blev endnu mere frigjort fra kongedømmet, da kong Erik Menved i 1313 de facto afstod sit kongeligt gods syd for Kongeåen til hertug Erik den Anden og i 1316 afstod kongen også retten til at udnævne hirdmænd i Sønderjylland.

 

Farvel Sønderjylland – Goddag Slesvig

Den 15. august 1326 fik Grev Gerhard i Sønderjylland et frit arveligt fanelen. Dermed var Sønderjylland blevet et selvstændigt territorium. Da Abelslægten uddøde i 1375, gik hertugdømmet til den holstenske greveslægt, Schauenburg. Disse kaldte sig så ikke mere Grever af Sønderjylland, men Grever af Slesvig.

Hermed fik vi hvis svaret på brugen af ordet af Sønderjylland og bekræftelse på Sønderjylland/Slesvig som et selvstændigt område. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret er det også historien om De Kongerigske Enklaver, men se dette har vi allerede skrevet to artikler om.

 

Dansk selvfølelse voksede i det danske land

Der opstod ballade i 1848, da vi fik en demokratisk forfatning, der også omfattede Slesvig. Hertugdømmerne gjorde oprør. Borgerkrigen resulterede i krig. Dette stimulerede i den grad i den danske selvfølelse.

Men ak i 1864 fik dette en brat ende. Vi fik en åndelig rævfuld: Men vores stolthed blev bevaret. Dybbøl blev en slags national stolthed. Den nye fortælling fortalte, at vi er et humant, demokratisk, fredeligt og tolerant folkefærd. Det blev gentaget så mange gange, at fortællingen blev sandt.

I Nordslesvig måtte de dansksindede finde sig til rette under preusserne/tyskerne indtil 1920. Det var nok mest i det gamle kongerige man bevarede den største stolthed.

 

6.000 mistede livet

Efter Første Verdenskrig mistede ca. 6.000 unge sønderjyder/nordslesvigere deres liv. I Flensborgs gader vajede de trefarvede slesvig-holstenske faner, mens danske kvinder på lazaretterne gjorde noget andet. De behandlede sønderjyderne/nordslesvigerne bedre end preusserne.

 

60.000 forlod landsdelen

Og tænk engang efter 1864 skete der en sand folkevandring – 60.000 forlod Sønderjylland/Nordslesvig. Mange tog til Amerika uden at se sig tilbage.

Danmark havde bygget sin nationale selvforståelse i lyset af et enormt nederlag.

Som de fleste sikkert har glemt, så tilbød den sidste tyske regering i 1918, at Danmark kunne få Haderslev Amt. Men dette afslog den danske regering.

 

Han blev kaldt for landsforræder

I København blev han nærmest kaldt landsforræder og i Sønderjylland var han nærmest en helt. Jo det var H.P. Hanssen.

Allerede i 1890erne manede han for, at man ikke skulle kræve for meget land tilbage. Efter tyskernes nederlag fasthold han denne holdning.

Han blev lige som aldrig fremtrædende dansksindede arresteret og måtte gennem et fængselsophold. Han gik ind for en grænse ved Kruså, for han havde konstateret at Flensborg var en tysk by. H.P. Hanssen var foregangsmand for den såkaldte Aabenraa – resolution, som regeringen også gik ind for.

Han blev dog så minister for sønderjyske anliggender, men han mistede sin post, da kongen afskedigede ministeriet. Nu var kongen hvis heller ikke så begejstret for H.P. Hanssen.

Gamle fjender af ham forsøgte at udelukke ham fra genforeningsfestlighederne. Og i Dybbøl var han meget langt nede på talerlisten. Det var kun med nød og næppe at han fik lov til dette.

Tyskland inklusive Slesvig-Holsten var blevet tvunget til at overgive sig. Der var stærke kræfter, som nu for at få ”de tabte områder” tilbage.

Men det lykkedes for kræfter som H.P. Hanssen at få designet en afstemning, som på forhånd regnedes for tyske, forblev tyske, og de områder der regnedes for danske, blev danske.

Det vakte dog bitterhed i dansknationale kredse at Flensborg forblev tysk.

 

Han advarede mod nazisterne

I 1921 blev han formand for Sprogforeningen, senere også for Folkehjem og Det Sønderjyske Landsbibliotek i Aabenraa.

I 1924 fik han politisk comeback som folketingsmedlem, men et skrantende helbred og skuffende forventninger til parlamentariske arbejde bevirkede at denne karriere kun varede to år.

I 1933 proklamerede Det Tyske Mindretal ”Heim ins Reich” fra starten advarede han mod det, der skete i Tyskland. Det var før alle andre i kongeriget var klar over, hvad der skete. Han støttede også oprettelsen af bevægelsen ”Det Unge Grænseværn”. Det blev en vigtig bevægelse for danskheden i grænselandet.

 

En kampsang fik en ny tekst

Den nuværende situation har bevirket, at festlighederne omkring ”Genforeningen” er indstillet og kritikken af den ny tekst til ”Det haver så nyeligen regnet” er forstummet. Egentlig kan jeg godt forstå, at mange sønderjyder har været rasende.

Den nedgør på en måde sønderjydernes kamp for at holde fast på dansk kultur og sprog under det prøjsiske styre i 1864 – 1920. Det er jo indirekte deres skyld, at Nordslesvig kom til Danmark.

Sønderjydernes/Nordslesvigernes kamp er en vigtig del af vores danmarkshistorie. Det er lige sin sag at erstatte denne kampsangs manende vers. Og det kan da godt være, at der er sket et bedre forhold til tyskerne. Og det handler ikke mere om fremmedhad. Det handler om en historie, man ikke skal glemme.

 

Danmark blev først en nationalstat i 1920

Ja det var vel først i 1920, at Danmark blev en rigtig nationalstat, hvor det i det store og hele var overensstemmelse mellem statsgrænse og folkegrænse

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 126 artikler under Indlemmelse, Afståelse eller Genforening:

 

  • Under artiklen ”Indlemmelse, Afståelse eller Genforening finder du en liste med 118 artikler, der relaterer til emnet, som du finder her på dengang.dk
  • Syslesvig – Hvad er den sande historie
  • 100-års festlighederne blev overskygget
  • Afstemningsfest 10. februar 2020 på Rens Efterskole
  • Manden, der skabte grænsen
  • Vi skal styrke historiebevidstheden
  • Da Danmark blev samlet
  • Det er 100 år siden
  • Tiden omkring 1920 i Sønderjylland

 

Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 33 artikler


Sydslesvig – Hvad er den sande historie

Marts 21, 2020

Sydslesvig – Hvad er den sande historie?

Handler det om politisk holdning? Et meget kritisk indlæg. Kritikken blev besvaret. Mindretallet skal ikke udvandes helt. Mindretallets skoler. Engang gik der en grænse langt mod syd. Det tyske sprog blev dominerende. Man krævede Slesvig-Holstens løsrivelse. De dansksindede syntes at hele Slesvig skulle til Danmark. Slesvig ville være sig selv. Et frikorps til Sydslesvig. Det kom som et chok for de fleste danskere, at Flensborg stemte tysk. I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer i Flensborg. Bønderne regnede ikke arbejderne for noget. Bacon fra Danmark. Rygter om tysk snyd. Det store valg i 1924. Tyske historikere mener, at de dansksindede havde nazistiske tendenser. Krisen var stor i Flensborg. Stor tilslutning til de dansksindede i 1945. En anledning til at arrestere fjenderne. Man skulle spørge Hitler Jugend om lov.

 

Handler det om politisk holdning?

Når man skal beskrive Nord – og Sydslesvigs historie og skal lave research så får man vidt forskellige meldinger. Det handler åbenbart om politisk holdning. Det er ikke altid, at dette passer med de historiske kendsgerninger. Mange tolker begivenheder og forløb efter en bestemt partipolitisk opfattelse.

Når man har undersøgt, hvad der egentlig skete lige inden 1920 og efterfølgende i historien i Nord – og Sydslesvig, får man at vide, at man fuldstændig har fejlfortolket situationen.

Emnet er selvfølgelig meget aktuelt, men hvad er rigtigt, og hvad er fejlfortolket? Problematikken omfatter også de dansksindede syd for grænsen.

 

Et meget kritisk debatindlæg

Således kunne Hans-Otto Nielsen, professor fra Husby i et debatindlæg i Jyllands-Posten fortælle, at de danske sydslesvigere isolerer sig i et parallelsamfund. Her får vi at vide, at kommunister og socialister meldte sig ind i det danske mindretal. Efter 1945 var det mindretalsførere fra St. Knuds Gildet og Socialdemokrater, der førte an.

Den største fjende var de østtyske flygtninge. Mange af de dansksindede var stadig præget af nazistiske tendenser efter krigen. Professoren mener heller ikke at der er kommet fornyelse og udvikling i mindretallet. Han mener også, det er fidusberegninger, der giver 40.000 medlemmer, når man betænker, at hovedorganisationen SSF kun har 15.000 medlemmer.

Endelig slutter professoren sit angreb med, at dansk sindelag og tysk sprog ikke holder vand. De fleste i mindretallet er åndelig og politisk hjemløse.

 

Kritikken blev besvaret

Nu blev angrebet selvfølgelig besvaret. Her blev der så meddelt, at Den Slesvigske Forening smed kendte kommunister ud for ikke at provokere nazisterne. Og så får vi at vide, at det kun er folk over 15 år som registreres som medlemmer af SSF. Vi får også at vide, at virkeligheden er mere nuanceret end den historie som professoren fortæller os.

Overraskende er det at få at vide, at man stadig i dag får at vide, at mange dansksindede stadig oplever, at tyskere venner, vender dansksindede ryggen med kommentaren:

 

  • Ihr seid ja so Dänish geworden.

Myndighederne må ifølge København – Bonn Erklæringerne fra 1955 ikke sætte spørgsmålstegn eller kontrollere folks sindelag.

 

Mindretallet skal ikke udvandes helt

Stadig flere tyskere vælger at sende deres børn i danske skoler og børnehaver syd for grænsen. Nogle ser det som et udtryk for dansk tiltrækningskraft. Andre mener at det nationale snart bliver så udtyndet, at idéen med et dansk mindretal er i spil. Andre igen gør opmærksom på, at Det Danske Mindretal syd for grænsen hvert år får en halv milliard kroner. Ingen stiller spørgsmål om dette beløb.

I en artikel i Kristeligt Dagblad sagde museumsleder fra Danevirke Museum ved Slesvig:

 

  • At vi bor her, er borgere i en tysk delstat og et tysk land og at de fleste af os har både danskere og tyskere i familien og blandt vores venner. At bede os om at vælge den danske og den tyske nationale identitet kan for mange virke absurd.

 

Er det stadig det nationale, der er vigtigt for mindretallenes identitet, ja det spørgsmål må de vel selv tage op på et tidspunkt. Var det ikke Mette Bock, der sagde følgende:

 

  • Der er brug for en kædestramning, hvis mindretallet ikke skal udvandes helt.

 

Mindretallets skoler

De danske skoler syd på har mere fordelagtige tilbud end de tyske med lavere klassekvotienter, gratis undervisningsmaterialer, ferierejser til Danmark. Da danske skoler er organiseret som privatskoler, der foruden det tyske standardtilskud pr. elev modtager tilskud fra den danske stat og private. I Flensborg Avis, så undertegnede følgende sætning i et debatindlæg:

 

  • De dansksindede selv er nu i mindretal i mindretallets egne skoler.
  • Mange unge betegner sig selv som sydslesvigere, men ikke som danske sydslesvigere.

 

Engang gik der en grænse langt mod syd

Mange har i historiske kilder atter engang fortolket hertugdømmet Slesvig – Holsten som et dansk område. Men selv med en dansk konge som øverste myndighed, var det et selvstændigt område med egen lovgivning.

Men fakta er, at engang for mange år siden gik den danske grænse langt mod syd. Syd for lå det tysk – romerske rige. Sproget i middelalderen var dansk ned til Danevirke. Og det er mange af stednavnene også, selv om mange siden er fortysket.

 

Det tyske sprog blev dominerende

Den tysksprogede præst ved kirken i Hyrup syd for Flensborg kom med en bandbulle omkring 1740:

 

  • I djævlepak og helveds-bande, har jeg villet lære jer at tale tysk. Men dette djævlepak bliver ved sit dumme danske sprog hjemme, indbyrdes og overalt.

 

Gang på gang klagede bønderne til kongen over, at de ikke forstod, hvad de tysksprogede præster sagde, men det var forgæves. Denne holdning fik katastrofale følger. I hoffet talte man også tysk. Forvaltningssproget og kirkesproget var tysk.

Den holstenske indflydelse ikke mindst fra delens side var stor i Slesvig. Og her talte man også tysk. Det daglige sprog blev også tysk og det danske blev trængt længere og længere mod nord.

 

Man krævede Slesvig – Holstens løsrivelse

Efter Napoleons – krigene i 1815 opstod der 38 tyske lande og en national – liberal bevægelse, hvor man på samme tid krævede national samling og politisk frihed. For denne bevægelse blev sproget og den dermed forbundne tyske kultur det, der skulle danne grundlaget for fremtidens samlede tyske nation.

Den tyske, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og oprettelse af deres egen tyske stat. De nationalliberale i Danmark ønskede derimod at integrere Slesvig så meget som muligt i Kongeriget Danmark og samtidig give afkald på Holsten og Lauenborg. Der blev rykket i Slesvig fra såvel nord som syd.

I 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør og fik støtte fra landene i Det Tyske Forbund. Efter slaget ved Isted i 1850, som danskerne vandt, var oprøret slået ned. Danmark måtte efterfølgende love, at man ikke ville knytte Slesvig nærmere til kongeriget.

 

Forsøgte at rette op på fortidens fejl

Den danske regering forsøgte derefter at rette op på fortidens fejl ved at indføre dansk kirke- og skolesprog i 49 sogne i Mellemslesvig og i Tønder by. Denne ordning støtte på stor modstand, da tysk var blevet kirkens og kulturens sprog, mens det daglige, danske sønderjyske sprog var blevet til en tom skal. Mange familier skiftede derfor i protest over til tysk som dagligt sprog.

 

De dansksindede syntes, at hele Sydslesvig skulle til Danmark

De kaotiske forhold i Europa efter første verdenskrig betød også nye muligheder for Danmark. Det helt afgørende var Tysklands nederlag i Verdenskrigen, der åbnede for, at Slesvig kunne komme ”hjem” til fædrelandet. Stort set alle dansksindede var enige om at den såkaldte Genforening var en god ide. Men hvordan det skulle ske og hvor meget af de ”tabte” områder, Danmark skulle gøre krav på, var der ikke enighed om.

Den danske regering under statsminister Zahle var hverken interesseret i at få ”for meget” eller ”for lidt” af Slesvig.

 

Slesvigerne ville være sig selv

Regeringens holdning blev imidlertid udfordret af forskellige konservative og nationale grupper, der mente, at man burde gribe chancen og få genindlemmet mest muligt af det ”tabte” område fra 1864.

Bjørn Svensson en ivrig debattør i grænselandsspørgsmål har sagt:

 

  • Slesvigerne har altid villet være sig selv. Slesvig på første plads. Dernæst forbindelsen med Holsten og så tilknytningen til Danmark.

 

Den radikale historiker M. Mackeprang vurderede, at den menige slesvig-holstener efter 1864 trods de to slesvigske krige foretrak en personalunion med Danmark frem for indlemmelse i Preussen.

I tidsskriftet Historie 2006/2 citerer Steen Bo Frandsen førerskikkelsen Th. Olshausen. Han ærgrede sig i 1865 over det holstenske had til Preussen, som gav sig udslag i udtalelser som

 

  • Wir wollen viel lieber wieder dänish als preussish werden

 

Et fri-korps til Sydslesvig

En af de nationalkonservative danskere, der ofrede både tid og penge på sagen var erhvervsmanden Aage Westenholst.  Han var kendt som manden bag et frivilligt korps. Han havde i 1919 organiseret et privat dansk militært frikorps, der i Baltikum skulle støtte Estland og Letlands selvstændighedsbestræbelser.

Efter Baltikum-korpsets hjemkomst kastede Westenholst sig over det sønderjyske spørgsmål. Chefredaktøren for avisen København takkede bl.a. Westenholst for et større økonomisk bidrag til ”Flensborg – agitationen” og tilføjede:

 

  • Hvorledes kommer vi dog af med den (Radikale) Regering, inden det slesvigske Spørgsmaal skal endelig afgøres?

 

I hemmelighed diskuterede en mindre gruppe hjemvendte Baltikum – officerer om muligheden for at afsende et frikorps til Slesvig for at besætte 2. zone, Det skulle ske, fordi afstemningen i zone i marts 1920 havde vist et stort tysk flertal.

For gruppen af frikorps-officerer fremstod en afgivelse af zone 2 uacceptabel på trods af, at den var resultatet af såvel folkeafstemning som beslutninger truffet af en demokratisk regering.

 

Man respekterede alligevel selvbestemmelsesretten

I et brev til den sønderjyske redaktør, Andreas Grau, der kæmpede meget for Flensborg, løftede officer Zeltner sløret for aktionen:

 

  • Med et Frikorps på 2.000 mand var det kort sagt min Agt at besætte 2. Zone for Danmark. , haabende herigennem at formaa de Allierede til at foretage en Revision af det Sønderjydske Spørgsmaal. I hvad Retning det end maatte gaa, tror jeg, at der endnu, der findes saa megen dansk Foretagsomhed og kraft, at vi turde vente at kunde raade en smule Bod paa Ministeriet Zahles skandaløse Optræden i Danmarks Sønderjydske Politik. Det er mit Maal, et end er det Sønderjydske Spørgsmaal ikke løst, og bliver det ej heller før danske Tropper staar ved Ejderen, og jeg har sat mig som Opgave at virke for denne Plans virkeliggørelse…

 

At foreslå, at en bevæbnet dansk friskare skulle besætte en del af Tyskland uden om den danske regering var ret rabiat. Af samme grund blev planerne aldrig realiseret. Trods alt respekterede de fleste selvbestemmelsesretten.

 

Det kom som et chok for mange danskere

Det kom som et chok for mange danskere, at Flensborg viste sig at være tysk ved afstemningen 1920. Danskerne havde regnet med, at der var et flertal for Danmark. H.P. Hanssen havde ellers fortalt danskerne, at det var en tysk på. Men han blev nærmest udråbt som forræder.

Ja valgresultatet som sønderjyderne / nordslesvigerne havde forventet gav anledning til en af de største kriser i Danmarkshistorien – den såkaldte Påskekrise.

Krisen begyndte i påsken 1920, da kong Christian den 10. fyrede den danske regering i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne skaffe flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.

Dermed gik kongen ikke blot imod Flensborg – borgernes tydelige ønske om at høre til Tyskland. Han gik også imod et flertal i Folketinget, da han afskedigede regeringen.

 

Den tyske indflydelse startede allerede i 1864

Da Preussen overtog Flensborg i 1864, startede en stærk tysk indflydelse. Allerede i 1400 – 1500-tallet begyndte et sprogskifte i byen. Det skyldtes en indvandring fra syd og dels at magthaverne i Flensborg talte tysk. Som vi tidligere har været inde på, så var tysk det pæne sprog. Ja det blev også handelssproget.

Og dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket. Opbakningen til Danmark var endnu dominerende midt i 1800 – tallet. Og stadig i 1868 var der et massivt dansk flertal i Flensborg. Under treårskrigen 1848 – 1850 sluttede flertallet i Flensborg op om den danske konge.

 

I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer

Først i årene efter, at Flensborg var blevet indlemmet i Det Tyske Kejserrige, der dannedes i 1871, begyndte det for alvor at gå tilbage for danskheden i Flensborg. Den største nedgang skete i 1880’erne. I 1867 fik danske kandidater i Flensborg lidt mere end 50 procent af stemmerne, men tallet var røget ned på sølle 4 pct. i 1912.

Svækkelsen hang sammen med byens vokseværk og industrialisering. Efter 1870 voksede Flensborg fra at være en handels- og søfartsby til at være en industriby. Ved folketællingen i 1867 var der 20.000 indbyggere. I 1910 var her 60.000 indbyggere.

I takt med industrialiseringen voksede byens arbejderklasse. Hos arbejderklassen var social ulighed og arbejdernes rettigheder vigtige spørgsmål. Oprindelig var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark.

 

Bønderne regnede ikke arbejderne for noget

Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne var der ikke den største forståelse for arbejdernes rettigheder og kampen mod social ulighed. Det betød, at de kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig. Det tyske socialdemokrati kom til at høste stemmer fra en del af underklassen som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater.

 

Bacon fra Danmark

Tyskerne havde i 1920 netop afsluttet en årelang og udmattende krig, og man kunne have troet, at den tyske nødsituation ville få Danmark til at fremstå som et rigt alternativ til det forarmede Tyskland.

Lige efter krigen lokkede gode forsyninger med bacon fra Danmark. Men en klassebevidst og politisk tænkende arbejder havde andre og tungtvejende argumenter for at vælge Tyskland.

I Tyskland havde arbejderbevægelsen med november-revolutionen kæmpet og vundet republikken, kvindernes stemmeret og en otte timers arbejdsdag. Danmarks politiske system kom til at virke tilbagestående.

Denne revolution var en række mytterier og sociale og politiske oprør, som i november 1918 førte til, at den tyske kejser gik af – og det Tyske Kejserrige bukkede under.

Revolutionen banede vejen for dannelsen af en tysk republik, Weimar-republikken, som eksisterede, indtil Hitler greb magten i 1933.

 

Rygter om tysk snyd

I tiden efter afstemningen i 1920 opstod der i nogle danske kredse rygter om, at tyskerne ikke havde vundet valget i Flensborg på retfærdig på retfærdig vis. En del danskere fik efter valget en opfattelse af, at de mange tilrejsende tyske vælgere var blevet favoriseret – og der opstod en myte om, at Flensborg kunne være blevet dansk, hvis valget var gået rigtigt for sig.

 

Det store valg i 1924

Professor Wieth-Knudsen mente ikke, at de 250.000 tysksindede sydslesvigere ville udgøre nogen fare for Danmark. De ville hurtigt blive dansksindede, hvis Danmark fik Sydslesvig. Den samme mening havde Claus Eskildsen i sin bog Dansk Grænselære

De dansksindede havde en lidt falmende begyndelse. Så kom et stort opsving som kulminerede i 1924. Derpå var der tilbagegang, en ny kort opremsning under krigen ved tredivernes begyndelse, men så en ny tilbagegang under nazismen. Ved krigens slutning var der en fast kerne på 2.000 medlemmer.

For at blive repræsenteret i Reichstag krævede det 60.000 stemmer i en valgkreds. Det lykkedes for polakkerne i Øvreschlesien. Selv ved det store valg i 1924 var man 12.000 stemmer fra dette mål.

I maj 1924 fik man dog indvalgt 7 medlemmer i Flensborgs byråd.

 

Tyske historikere har en anden opfattelse

Om der havde været nazister inden for det danske mindretal, ja det har det sikkert. For de unge var der fordele ved at være medlem af Hitler Jugend, hvis man skulle have en videregående uddannelse.

Og så blev Ernst Christiansen, redaktør af Flensborg Avis beskyldt for at have nazistiske tendenser. Man kan vel kalde hans ideologi som ”Völkisch”. Ordet er gudskelov svært at oversætte til dansk. Det kan vel kaldes præ-nazistisk. Han havde nogle specielle forestillinger om afstamning og race.

Tyske historikere har beskyldt de dansksindede sydslesvigere for nazistiske tendenser. Kigger man på medlemsblade fra dengang m.h.t. at blande sig med de østtyske flygtninge, så havde man en speciel tolkning om raceideologi. Vi har i tidligere artikler gjort opmærksom på dette forhold.

 

Krisen var stor i Flensborg

Troels Fink konstaterede, at den vældige tilslutning til det nazistiske parti i Sydslesvig ”er et vidnesbyrd om, hvor hårdt kristen ramte, og hvor desperat stemningen var blevet”

Og Lorenz Rerup fortæller, at i vinteren 1931-32 var 8.000 i Flensborg uden arbejde, det var en fjerdedel af arbejdsstyrken.

Martin Klatt mener, at det var befolkningens sammensætning og manglen på et slagkraftigt industriproletariat, der var baggrunden for, at Sydslesvig tidligt blev en nazistisk højborg:

 

  • Dertil kom en ikke ubetydelig utilfredshed med 1920-grænsen, som mange sydslesvigere gav skylden for de økonomiske vanskeligheder i tiden

 

Problemer med fremmedflag

I Nordslesvig havde man store problemer med at overholde lovgivningen om fremmeflag. Myndighederne havde også besvær med at forvalte lovgivningen. Således havde Grev Schack en meget liberal holdning til dette spørgsmål i Tønder Amt.

Det var også en landmand i Harreslev, der altid skulle flagre med det blå-hvide-røde slesvig-holstenske flag, når der var lejlighed til det. Når sønnen havde glemt det så råbte moderen fra vinduet:

 

  • Marius, Marius, die Fahne muss raus

 

De tyske skolebørn drillede de dansksindede skolebørn:

 

  • Danske pak mit de knüppel op de nak

 

Dette er nok en form for plattysk.

 

Stor tilslutning til danskheden i 1945

Efter Tysklands nederlag i 1945 opstod der et solidt dansk flertal i Flensborg og omegn. Var valget fra 1920 blevet gentaget efter Anden Verdenskrig var Flensborg formentlig blevet dansk.

Der opstod en stemning af, at Danmark flød med mælk, honning, demokrati og social retfærdighed. Noget helt andet, end hvad Nazityskland havde budt på. Det var kaos at mange vendte sig til den danske side.

Som vi tidligere har været inde på, så fik den nye danskhed næring af et stort antal flygtninge, som opholdt sig i Nordtyskland efter Anden Verdenskrig – og som ikke var populære blandt flensborgerne. Men det var de egentlig heller ikke blandt de dansksindede.

 

Mange politiske fraktioner

De fleste dansksindede sydslesvigere taler i dag plattysk, tysk og sønderjysk. Men det er vel en del, hvor forældrene kun taler tysk. Der var dengang et spørgsmål for de dansksindede om de skulle i dansk eller tysk skole.

Mange dansksindede blev i 1930’erne afskediget fordi de havde et dansk sindelag. Kommunisterne havde deres Rote Front, socialdemokraterne havde deres ”Eiserne Front” og nazisterne havde deres SA (Sturmabteilung). Det blev enere til SS. Så var det også lige de tysk – nationale, som havde deres ”Stahlhelm”. Ingen af dem gik stille med dørene. Der kom til slagsmål, ja også mord i Flensborg. En SA – mand myrdede en kommunist. Han flygtede til Italien.

Et dansksindet barn havde set et Nazi – optog. Barnet spurgte sin far, hvad det var for nogle. Han svarede:

 

  • Det er svært at forklare, men så meget er vist – hvis disse banditter kommer til magten i Tyskland, så får vi krig.

 

Det var ikke let for et dansksindet barn at gå i tysk skole og være den eneste, der ikke var i Hitler – Jugend.

 

Anledning til at arrestere fjenderne

Den 27. februar 1933 brændte Rigsdagsbygningen i Berlin. Det gav så de nye magthavere anledning til at arrestere alt, hvad de kunne få fat i ag kommunister, socialdemokrater, fagforeningsfolk og ”andre statsfjender”. Derefter fulgte et valg, hvor nazisterne opnåede flertal sammen med de borgerlige partier. Man var kommet ”legalt” til magten.

Nu skulle man også stille med ”Arienausweis”. Jo man havde allerede i 1934 hørt om Oranienburg og Dachau, men ingen vidste rigtig, hvad der skete der.

Men i udlandet var der udkommet den såkaldte ”Braunbuch”. Den fortalte, om havde der foregik i lejrene. Folk blev pint og udsat for et meget hårdt liv. Dem, der slap ud, skulle ellers skrive under på, at de ikke måtte fortælle, hvad der skete i lejrene. Der blev også skildret ting, som man simpelthen ikke troede på. Men tidligt vidste man, at der var disse lejre.

De dansksindede så også, at det franske hold hilste med udstrakt arm, da de gik forbi Hitler under Olympiaden i Berlin i 1936.

Vestmagterne accepterede Hitlers ekspansionspolitik. Det blev meget værre efter München – mødet i september 1936, hvor England, Frankrig og Italien gav Hitler grønt lys til at indlemmer Sudeterlandet – og dermed gøre det første skridt til Tjekkoslovakiets endeligt.

Så fulgte ”Gleichstellung”, den åndelige og politisk – organisatoriske ensretning. Gamle foreninger blev nu indlemmet i de nye Nazi – institutioner.

De dansksindede børn fik at vide, at de ikke skulle fortælle om, hvad der blev snakket om derhjemme.

 

Man skulle spørge om lov hos Hitler – Jugend

Det var Hitler – Jugend, der samlede hele den tyske ungdom tvangsmæssigt under en hat. Dog var det danske mindretal udtrykkeligt fritaget for at deltage. Men hver gang et ungt menneske agtede sig til Danmark, skulle han have tilladelse dertil af – Hitler Jugend. Tilladelsen skulle hentes fra et kontor i Flensborg som kun havde åbent nogle få timer om ugen. Og tilladelsen blev kun givet for nogle få rejser i et kort tidsrum. Det var et stort besvær.

 

Kilde:

  • Hans-Otto Nielsen: Danske sydslesvigere isolerer sig i et parallelsamfund (Kronik i Jyllands-Posten)
  • Peter Hansen: Mindretallet er helt almindelige mennesker…(Kronik i Jyllands – Posten
  • A. Wieth-Knudsen: Sydslesvig nu eller aldrig (pjece)
  • Claus Eskildsen: Dansk Grænselære
  • Mikkel Kirkebæk: Den Yderste Grænse – Danske frivillige i de baltiske uafhængighedskrige 1918 – 1920
  • Johan Peter Noack: Det danske mindretal i Sydslesvig 1920 – 1945 1-2
  • Sønderjyske Årbøger
  • Lorenz Rerup: Slesvig og Holsten
  • Troels Fink: Sønderjylland siden Genforeningen
  • Martin Klatt: Grænselandshistorie gennem 40 år
  • Børn og ung i Sydslesvig
  • kristeligt-dagblad.dk
  • information.dk
  • videnskab.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 126 artikler om Afståelse, Grænsedragning eller Genforening:

  • Se artiklen ”Velkommen til Indlemmelse, Afståelse eller Genforening” her finder du en liste med 112 artikler:

 

  • Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
  • Det er 100 år siden
  • Da Danmark blev samlet
  • Vi skal styrke historiebevidstheden
  • Manden, der skabte grænsen
  • Afstemningsfesten 10. februar 2020 i Rens
  • 100 års festlighederne blev overskygget

Under Sønderjylland er der 188 artikler bl.a.

  • En jernbanestrækning i Sydslesvig
  • Flensborg – i begyndelsen (1)
  • Flensborg – i hverdag og fest (2)
  • Flensborg – dengang (3)
  • Flensborg – for længe siden (4)
  • Flensborg – mere end 725 år (5)
  • Slottet Duborg i Flensborg (6)
  • Sankt Knuds gildet i Flensborg (7)

Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 305 artikler bl.a.

  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Forbindelser til Danmark
  • Lige syd for grænsen 1940 – 1949
  • KZ – Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
  • Syd for grænsen – efter besættelsen
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby

Under 1864 og De Slesvigske krige finder du 33 artikler

 


Kjole – fremstillet af Hagekorsflag

Marts 20, 2020

 

 

Kjole syet af Hagekorsflag

 

Nyborg Museum fik i 2004 indleveret en speciel kjole. Den er fremstillet af et mægtigt Hagekorsflag. Vendepunktet i Anden Verdenskrig kom 2. februar 2004. Også i Nyborg mærkede man forandringer. Der kom masser af flygtningen. Engelske fly bombede havnens skibe. Byrådet tog deres forholdsregler. Og hele 315 modstandsfolk stod parat. Men den tyske kommandant havde ikke hørt om kapitulation. Dog forlod man byen den 7. maj. Men forinden havde en række vakse knægte fjernet det mægtige Hagekorsflag fra Det Tyske Hovedkvarter. En af pigerne Aase Kamstrup fik overladt flaget. Af det blev der fremstillet en kjole og en nederdel. Sidstnævnte er dog gået tabt i årenes løb.  

 

 

Kjolen er en flot, højrød kjole, Nyborg Museum fik indleveret i 2004. Den er hjemmesyet og består af et overstykke, som prydes af et figurativt mønster broderet med mørk orange silketråd. På hver side er der oprindelig påsyet fire knapper. Knapperne er tre centimeter brede og slået i samme stof som kjolen med rande af sort fløjl. Kjolen har isyet smalle skulderpuder, og ærmegabene er på indersiden kantet med et smalt bånd i blåt, muligvis af silke.

 

Det påsyede skørt er ganske vist med to stiklommer i siderne, og ryggen er åben ned til livet, men har sikkert været lukket med den vedlagte 23 cm lange lynlås, som med årene har skiftet sin oprindelige hvide farve ud

med lyserød.

 

Vedlagt kjolen var der to knapper af samme type som dem på kjolen, men kun to centimeter i diameter. Disse har formodentlig siddet i et påsyet, løst bælte. Ud over kjolen indleveredes tre mindre stykker stof i samme

materiale som den, måske har det ene oprindeligt dannet en påsyet lomme.

 

Det var de færreste danskere – ja, europæere vel – der var i tvivl om, hvad der ventede i de sidste dage af april og begyndelsen af maj 1945.

 

Vendepunktet havde været 2. februar 1943. I slutningen af 1942 forsøgte feltmarskal Erich von Manstein forgæves at lade sin 4. panserarmé slå korridor ind til Stalingrad, hvor russerne havde indesluttet Friedrich

von Paulus’ 6. armé på 300.000 mand samt allierede i en ca. 50 km lang og 25 km bred lomme. Da Manstein måtte give op, forsvandt alt håb for de indesluttede tyske tropper, men da von Paulus nægtede at kapitulere, sattes det afgørende angreb ind den 10. januar.

 

Tre uger senere var lommen splittet op, og den sydlige del overgav sig. I sidste øjeblik søgte Adolf Hitler at hindre, at von Paulus skulle overgive sig med hele sin armé ved at udnævne ham til feltmarskal – ingen tysk feltmarskal havde indtil da nogen sinde nedlagt sine våben.

 

Forsøget var dog forgæves. Feltmarskalen overgav sig og sine 90.000 tyske tropper, hvoraf halvdelen var sårede, og den 2. februar ophørte al modstand.

 

Halvandet år senere fulgte invasionen af Normandiet, og fra nu af pressedes de tyske styrker tilbage overalt. Forsøget fra Hitlers side på at kaste tropper ind i Ardenneroffensiven, der indledes den 16. december 1944, mislykkedes. Der var slet ikke det nødvendige antal tropper til rådighed, og dertil kom, at Hitler overførte tropper fra de østlige slagmarker, hvorved han bidrog til at svække fronten mod den indtrængende russiske fjende.

 

Herefter var nederlaget uundgåeligt. I vest hængte indbyggerne i de tyske byer hvide lagner ud ad vinduerne og bad mindeligt bykommandanterne om ikke at forsvare byerne, i øst flygtede befolkningen panikslagen for Den

Røde Hær.

 

Den 18. marts udstedte Hitler en ordre om at evakuere alle tyske indbyggere i de vestlige områder. En ordre, der var umulig at efterkomme på grund af manglende transportmidler. Efter sigende var førerens svar på

denne oplysning: “Så må de gå!”.

 

Dagen efter kom den såkaldte Nero-ordre: Alle offentlige bygninger og værdier skulle ødelægges, alle tyskere skulle kæmpe til døden.

 

Den 30. april begik Hitler selvmord i førerbunkeren i Berlin. I begyndelsen af majdagene kastedes de vestallierede tropper ind i en march mod nord. Kapløbet om at nå den danske grænse først var begyndt. Den

  1. armégruppe besatte Hamborg og Rostock og afskar Den Røde Hær fra den jyske halvø. Den 4. maj havde feltmarskal Montgomery nået Lüneburg Hede, hvor han modtog den betingelsesløse overgivelse af de tyske tropper i Nordvesttyskland, Danmark og Holland.

 

Også i Nyborg mærkede man, hvor det bar hen. Der ankom et stigende antal østtyske flygtninge, hvilket tærede på byens ressourcer. F.eks. fik mejeriet i Nyborg de sidste uger af april ordre til daglig at levere 2.000 liter mælk.

 

Allerede den 19. februar var der indløbet en meddelelse fra varedirektoratet om, at der blev stillet 425½ kg stearinlys til rådighed for indbyggerne i Nyborg. Man kan smile ad det halve kilo, men meningen var ikke til at tage fejl af. Lysene var “til brug i katastrofetilfælde”.

 

På byrådsmøde den 16. april blev det besluttet, at der kunne indkøbes diverse fødevarer til et beløb på 55-60.000 kr. “med henblik på uddeling til befolkningen i en katastrofesituation dvs. under krigsbegivenheder,

hvor også transportmulighederne inden for den enkelte landsdel vil være stærkt begrænset, og byens befolkning udsat for at lide nød”.

 

Byrådet tog med andre ord højde for situation, hvor Lillebæltsbroen var sprængt og færgerne mellem Sjælland og Jylland sænket.

 

I dagene omkring 1. maj anløb adskillige tyske marine- og transportskibe Nyborg. Fragtbåden “Minen”, ankom overfyldt med tyske flygtninge, et par turistskibe ligeså fulgt af omkring seks marinekuttere og to-tre torpedobåde. Nogle mindre krydsere og to andre skibe havde desuden lagt sig for svaj ud for Kajbjerg Skov syd for Nyborg.

 

Straks inden den 1. maj havde ledelsen for den samlede danske modstandsbevægelse modtaget beskeden “Stand by” fra den allierede overkommando. Nyborgs byledelse drog derfor til sit underjordiske hovedkvarter på Holkegård i Refsvindinge. De følgende dage gennemførte man møder med Nyborgs borgmester for at orientere ham om byledelsens planer og gav samtidig modstandsgrupperne, der var under kommando af en

søløjtnant Mickelsen, ordre til at gå i ventestilling.

 

Den 3. maj sendte man fra byledelsen et brev til den tyske bykommandant Lütchenkirchen om forskellige praktiske spørgsmål som den fremtidige forplejning samt interneringsforhold for de tyske tropper efter den

forestående kapitulation. Kommandanten lod henvendelsen ubesvaret.

 

Den 4. maj angreb engelske fly og kastede bomber mod skibene i havnen, og der var flere flyvervarslinger i løbet af dagen. De tyske tropper svarede med antiluftskyts, og en tysk damper blev svært beskadiget sat på

grund ved Lindholm.

 

Klokken 20:38 fredag den 4. maj kom så befrielsesbudskabet, som sendte nyborgenserne jublende på gaden, som det skete overalt i Danmark. Mens unge drog syngende gennem gaderne, og deres forældre fandt den sidste

flaske portvin frem og rev mørklægningsgardinerne ned, gik modstandsgrupperne i aktion.

 

Det viste sig nu, at situationen tegnede sig noget usikker. Hvad man fra modstandsbevægelsens side havde overset, var nemlig en særaftale, der efter tysk krav var indskrevet kapitulationsbetingelserne. Så skønt

byledelsen havde forudset en frivillig tysk overgivelse i den plan, man havde udarbejdet, måtte man nu forholde sig til, at de vestallierede var gået ind på, at den militære overgivelse skulle foregå uden aktiv

medvirken af modstandsbevægelsen i de lande, der fra kl. otte morgen lørdag den 5. maj var frigjort fra tysk besættelse.

 

Den tyske kommandant havde inden 4. maj bekendtgjort, at tyske soldater ville arrestere enhver dansk modstandsmand, man traf, og da frihedskæmperne ikke bar uniform, ville han lade dem skyde.

 

Fra midnat den 5. maj opholdt de 315 modstandsfolk sig uden armbind og våben forskellige steder i Nyborg centrum indtil kl. 7.30. Præcis kl. 8.00 havde de ordre til at indfinde sig på de steder, hver enkelt gruppe havde fået besked på, og på nøjagtig samme tidspunkt kørte byledelsens medlemmer i blomstersmykkede vogne ind over bygrænsen, som derefter afspærredes med pigtråd af modstandsgrupper.

 

Ledelsen ringede til kommandanten, der befandt sig på hovedkvarteret Hotel Nyborg Strand, som tyskerne havde beslaglagt i 1943. Lütchenkirchen nægtede imidlertid at komme til telefonen, og da man gennem den tolk, der havde besvaret opkaldet, meddelte ham, at byen var blevet besat, hvorfor han beordredes til at inddrage alle poster, erklærede han, at han intet kendte til nogen kapitulation, men havde sine ordrer, som han ville følge i tilfælde af oprør. Byledelsens svar var, at den havde sine ordrer fra sin øverste chef general Eisenhower, og at kommandanten selv kunne ringe tilbage på denne telefon, når han fandt det belejligt. Fra modstandsbevægelsens side havde man ingen intentioner om at kontakte ham yderligere. Byledelsen lod straks gå besked til regionsledelsen i Odense.

 

“I Nyborg har man forhandlet med kommandanten, der siger, at han kun kender til våbenstilstand, og at han endnu ikke har modtaget anden ordre. Han vil kun forhandle med borgmesteren og er meget forbløffet over

bevæbnede danskere på gaden. Han udtaler, at situationen er meget farlig. Vi afventer eventuel forholdsordre i den anledning.”

 

Først i løbet af 6. maj begyndte kommandanten at blive forhandlingsvillig, men nu stod byledelsen med et andet problem: Man havde modtaget efterretninger om, at tyske grupper – især marinere – ville kæmpe for enhver pris. Da man også havde observeret tyske officerer udvise stor nysgerrighed over for modstandsgruppernes afspærringer, var man klar over, man skulle være på vagt.

 

Da man derfor modtog en opfordring fra Lütchenkirchen til at indfinde sig på Hotel Nyborg Strand samme aften, forblev ledelsen uden for pigtrådsafspærringen. Mødet forløb dog fredeligt, da kommandanten meddelte, at han havde modtaget marchordre til følgende morgen og nu ønskede at låne nogle køkkenvogne. Dette blev bevilget efter indhentet tilladelse fra regionsledelsen, under forudsætning af at køkkenvognene var under dansk kontrol.

 

Den 7. maj marcherede den tyske hærstyrke ud af Nyborg, men efterlod sig dog marinerne en tid endnu, uden at disse gav anledning til andet end tilfældig vold og interne slagsmål.

 

Midt i alt dette levede en stor del af Nyborgs befolkning sit eget liv, som det var tilfældet i resten af Danmark. Og skønt ovenstående giver et billede af disciplinerede tyske tropper under ledelse af en målbevidst

kommandant, har det dog været så som så med agtpågivenheden, hvilket følgende viser.

 

Blandt de unge, der fejrede befrielsen med sang og jubel rundtom i gaderne, var en ung kvinde, Aase Larsen, som en af de første aftner i maj – før befrielsesaftenen – sammen med en flok jævnaldrende er på vej hjem fra roklubben.

 

På vej ud ad Birkhovedvej møder de Aases lillebror på 15 år, Børge, der sammen med sin kammerat Preben, som har tilnavnet “Puddersukker”, kommer cyklende nede fra Svanedamsgade. Drengene har været nede ved Hotel Nyborg Strand, og her er det på en eller anden vis lykkedes dem at stjæle det meget store hagekorsflag, der vajede over det tyske hovedkvarter. At de er sluppet afsted med dette, peger på, at skønt kommandanten udadtil kunne hævde at have kontrol over sine styrker, må en vagt eller to dog have taget en alvorlig blunder.

 

Hvorom alt er, har drengene fået kolde fødder, eller også havde selve det, at de havde stjålet et så vigtigt symbol for næsen af tyskerne, været dem nok. I hvert fald tilbyder de Aase, at hun kan få flaget, og da hun såvel som hendes veninder kun er sig manglen på ordentligt stof alt for bevist, tager de mod flaget.

 

Aase Larsen, der i dag hedder Kamstrup, fortæller i 2013, at der vitterlig var tale om et enormt flag. Drengene havde klippet selve svastikaen ud af det, alligevel kunne der blive syet en bluse af den rest hvidt, der var tilbage fra midterfeltet. Aase Kamstrup erindrer ikke, om de var to eller tre, der delte stoffet, men husker, at derud over kjolen også blev syet en lille nederdel, der dog er gået tabt.

 

Ud over at tjene som en nutidig illustration til Esajas’ ord om, at “De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive”, viser anekdoten mere end noget andet, hvor forvirrende dagene op til befrielsen har været for såvel venner som fjender, og det ville unægtelig være dybt interessant, hvis vi havde et vidnesbyrd om, hvordan kommandant Lütchenkirchen reagerede ved nyheden om, at hovedkvarterets flag var væk.

 

Man kan trods alt kun håbe på, at han ikke blev oplyst om, at det var et par teenagedrenge, der havde stjålet det. Til gengæld kunne vi unde denne stivsindede officer at have fået at vide, at Det Tredje Riges flag endte med at være en ung kvindes balkjole.

 

Kjolen er udstillet på Nyborg Museum.

 

  • dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 304 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)

 

 


Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (2)

Marts 20, 2020

Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (2)

 

Officielt findes der 5.500 dansk – tyske børn. Uofficielt findes der 12.000. Gadejustitsen talte deres eget sprog dengang. Man lavede lister baseret på rygter. De blev trykt i de illegale blade. Disse tyskertøser blev betragtet som en skændsel for vores land. Forskere fandt ud af, at halvdelen af ”tyskertøserne” var arvemæssigt mindreværdigt. Den norske regering bevilligede modvilligt 80.000 kr. for at hente de norsk fødte børn hjem. I Norge var 14.000 kvinder samlet i 40 lejre. Der skulle avles børn og sendes til Tyskland for at berige den germanske race. Journalister fik forbud mod at bore i historien. Lotte Tarp fik at vide, at hendes far var en likvideret dansk modstandsmand. Hun fandt dog ud af, at det var tyske Wolfgang. Danske myndigheder foretog bevidst vildledning. Mange steder i Danmark var kirkebøgerne markeret med et hagekors – det var betegnelsen for et horebarn.

 

 

 

Glæden var stor, da Danmark endelig blev befriet om aftenen den 4. maj 1945. Men for nogle kvinder startede mareridtet først for alvor efter krigens afslutning.

 

Tyskertøserne, feltmadrasserne og horeungerne, ja betegnelsen viste noget om de fordomme, der var. Men også det danske samfund tog afstand fra tyskertøserne og deres børn. Man kunne ikke få aktindsigt og i familier

blev børnene af tyskertøser udelukket. Den norske regerings holdning efter krigen var ren og skær racistisk. Officielt blev 5.500 dansk-tyske børn født, men uofficielt var der ca. 12.000 børn.

 

Gadens Parlament

Kvinder, der havde plejet omgang med tyske officerer og menige soldater under besættelsen blev efter befrielsen afstraffet. De blev brændemærket for deres lyster og kærlighed. Seksuel omgang med fjenden var i befolkningens øjne aldeles umoralsk. Offentlig afklipning af håret var en af afstraffelsesmetoderne. De var jo selv ude om det, så måtte de også selv tage konsekvenserne.

 

Gadejustitsen talte sit eget sprog.

De blev smidt ud af deres bolig og deres arbejdsplads. Venner, bekendte og familie tog afstand fra dem. Nogle steder blev de ført gennem byen på ladet af en lastbil. Om halsen havde de et skilt hvorpå der stod “Feltmadras”. Kvinderne blev næsten afklædt og skulle løbe spidsrod mellem to rækker, der spyttede på dem og hånede dem. Aktionerne var måske ikke så spontane, som man ville gøre dem til.

Pigerne blev straffet af civile uden nogen form for advarsel eller rettergang.

 

Lister baseret på rygter

I illegale aviser blev der offentliggjort lister med navne på tyskertøser. Man blev opfordret til at straffe disse forrædere. Oplysningerne var baseret på rygter. Ingen er nogen sinde blevet gjort ansvarlige for disse oplysningers rigtighed. De kvinder, der havde forhold til de tyske soldater blev betegnet som urene, sygdomsbefængte og animalske. Og de børn, der blev resultatet blev udsat for noget, der nærmest kunne betegnes for racisme. De blev også betragtet som landsforrædere. De var befængt med nazi-blod.

 

Børn af feltmadrasser blev kaldt horeunger.

De blev draget til ansvar for, hvad deres forældre havde gjort. De er vokset op med uudtalte ting – med hemmeligheder og fortielser. Følelsen at være født skyldig fik velfærdsmæssige konsekvenser for mange af disse krigsbørn.

 

Landsforrædere

Tyskertøserne blev betragtet som landsforrædere, kollaboratører og en skændsel for vores land. Med deres krop havde de tilsmudset og forrådt nationen. Lige efter befrielsen blev der gennemført en meningsmåling. Her

blev et udsnit af befolkningen spurgt om deres holdning til tyskerpigerne. En pct. ønskede dem henrettet, en femtedel ønskede dem fængslet, og en stor del ønskede, at de blev mærket lige som jøderne. Holdningen i befolkningen var, at tyskertøser ofte var mindre begavede, løsagtige og halvprostituerede. Kvinderne forsøgte at svare igen. De havde forelsket sig i manden og ikke i nazismen.

 

Tyskerne var forhadte

Der findes ikke meget litteratur om tyskertøser, deres børn og deres skæbner. Tyskerbørn er vokset op i en atmosfære af fortielse, hemmelighedskræmmeri, isolation og skam. Alene i kraft af deres eksistens, minder de om en tid, som alle ønsker at glemme – om den forhadte fjende – om de ulykkelige krigsår. Tyskerne var forhadte i Danmark længe efter besættelsen, og det fik tyskerbørnene så sandelig at mærke. I dagens Danmark lever stadig mennesker, som gennem et langt liv har følt dyb skam ved deres far. Mennesker som aldrig har turdet fortælle, hvem han var. Disse børn lever stadig i skyggen af et tabu. I de første besættelsesår blev en romance mødt med et smil. Men da Nazitysklands nederlag tegnede sig klarere, blev kærlighedsforholdene

forhadte og farlige.

 

Tænk på Islands blod

På Island var det nærmest tale om nationalsocialistisk racepolitik. Den islandske nations fremtid afhang af de unge menneskers pligtfølelse af deres troskab over for Islands blod og jord. Her var det ikke tyskerne, der huserede, men amerikanerne. Forskere mener, at der er kommet et barn ud af hver tiende forhold. Det tal kan faktisk værre højere. I antal har det været mellem 40.000 – 60.000 tyskertøser i Danmark. I alt er der registeret 5.500 dansk-tyske børn. Andre forskere mener dog, at der et sted mellem 10.000 – 12.000 tyskerbørn i Danmark. Påstande om, at tyske soldater skulle have begået voldtægt i Danmark, er grebet ud af den blå luft. Der foregik kun ganske få tilfælde. Afstraffelsen fra den tyske værnemagt over for disse soldater var hård.

 

Arvemæssigt mindreværd

I Norge havde tyskerne registeret soldaternes børn i den hensigt at sende dem til Tyskland – uden mødrene. Ja selv den norske regering flirtede med denne tanke fra maj 1945. Man frygtede, at disse børn ville føle sig mere som tyskere end nordmænd. Og minsandten om ikke psykiatere kom frem til, at halvdelen af mødrene var arvemæssig mindreværdig. Som følge deraf var deres børn bærere af defekte arveanlæg.

Man foreslog at børnene skulle sendes til et neutralt land som Sverige, hvor de så kunne blive bortadopteret. Men det skulle så først ske, når man med tvang og uden undtagelse havde fjernet dem alle sammen fra deres mor. Derefter skulle man samle dem i større eller mindre opsamlingslejre.

De skulle så have nye papirer, hvor man ændrede sted og dato for fødslen. De skulle også forsynes med nye navne. Kære læsere, det er Norge vi skriver om.

 

Impulser fra den nordiske race

Sagen endte med, at den norske regering meget modvilligt bevilgede 80.000 kr. til at hente norsk fødte børn tilbage til Norge. Det var børn født på ni fødeklinikker som Afdeling Lebensborn havde oprettet i Norge. Her kunne norske piger få hjælp også af økonomisk art, når de ventede barn med en tysk soldat. Himmler mente, at den tyske race skulle tilføres nye impulser fra den nordiske race. Det Tyske Rige skulle have race – og

arvelighedsmæssige værdifulde børn. Mange norskfødte børn født på disse fødeklinikker blev sendt til Tyskland.

I Norge blev 14.000 kvinder samlet i ca. 40 lejre. Det var dem, der havde haft kærlighedsaffære med tyske soldater. Da en journalist ville lave en film om disse lejre, blev det stoppet. Det Norske Rigsarkiv henviste til tavshedspligten. Man ville ikke udlevere oplysninger. Man ville sikkert også fortie de overgreb som den norske stat begik – dengang.

 

Den norske statsminister Magne Bondevik gav i sin nytårstale ved årtusindskiftet en undskyldning på Statens vegne til de mellem 10.000 og 12.000 norske krigsbørn – børn af tyske soldater og norske kvinder – for den behandling, mange af dem havde været udsat for efter krigen.

 

Ingen kendte hende

Lotte Tarp dansk skuespillerinde (1945- 2002) var tyskerbarn. Hendes mor, Åse gjorde alt for at slippe for den skam det var at føde et tyskerbarn. Hun flygtede til et diskret sted i Jylland, hvor hun mødte lidelsesfælder.

Lotte blev anbragt på et børnehjem i Århus. Hun var meget underernæret. Og det reddede måske hendes liv, at en slægtning tog sig af hende. Hun kom til at vokse op hos bedsteforældrene. Selv rejste Åse til København,

hvor ingen kendte hende.

 

Aber das ist doch Wölfchen

Da Lotte blev ældre spurgte hun, hvem hendes far var. Hun fik svaret, at han var dansk modstandsmand, likvideret af tyskerne. Først da Lotte var 30 år, fik hun at vide, at faderen var tysk soldat og hed Wolfgang. Åse

havde opsøgt Lottes far, da hun var syv måneder henne. I det udbombede Eberswalde fik hun kun ganske kort tid med Wolfgang, ind til forældrene satte hende på porten. Hun så aldrig mere sin Wolfgang.

 

I 1984 forsøgte Lotte at opspore sin familie. Men det meget lukkede DDR var ikke meget for at hjælpe hende. Vestlige besøgende blev nærmest betragtet som spioner. Befolkningen i DDR vidste ikke rigtig, hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt. Hun fandt frem til Brunnenstrasse 20, hvor hendes far havde boet. En pensioneret rektor og hans kone var en stor hjælp for Lotte. Hun modtog efterhånden mange informationer om hendes familie. En dag stod hun over for sin fars søster – tante Lotte:

 

– Aber das ist doch Wölffchen

 

Bevidst vildledning

Lotte var heldig. Men det er det langt fra alle tyskerbørn, der har været. Børneloven af 1937 skulle sikre uægte børn aktindsigt i deres faderskabssager. Men denne ret blev tilsidesat af de danske myndigheder frem til 1998/99. Mange krigsbørn er blevet nægtet aktindsigt. Der er eksempler på at embedsmænd har givet bevidst vildledning. Man kan hvis rolig konstatere, at en af verdens mest restriktive arkivlovgivninger i Verden og så repræsenterer et mørkere kapitel af nyere danskretshistorie. Kigger man i kirkebøgerne fra 1940 til 1946 vil man ikke finde anmærkninger om, at en tysk soldat skulle være faderen.

 

Hvem er min far?

Mange lever stadig i uvidenhed om deres herkomst. Adskillige krigsbørn har efter deres moders død haft den rystende oplevelse at finde breve og dokumenter, der vidner om en ukendt kærlighedshistorie. En far de voksede op med, var stedfar. Hvem er eller var den rigtige far? For nogle var det en lettelse at få det svar. For andre var den sorg.

 

Social fordømmelse

I hele verden findes der vel nok en halv million krigsbørn. Selv om disse børn har mærket moderkærlighed, så er de blevet sat ud af samfundet. Mødrenes skamfølelse og angst for social fordømmelse var årsag til at mange hemmeligholdt, at barnets far havde kæmpet på den forkerte side, på taberens side. Pigernes seksualitet blev gjort til et samfunds anliggende. Det var ikke et privat anliggende. Og samfundets behandling af tyskerpigerne og deres afkom var i høj grad præget af afstandtagen.

 

Udelukket fra egen familie

Der er også eksempler på, at barnet er blevet udelukket fra den nye familie. Her er den nye families barn blevet prioriteret højere. I den øvrige familie er det såkaldte uægte barn blevet forbigået. Talrige eksempler er det også på, at de brødre, søstre og andet familie, man har fundet frem til, ikke vil have noget at gøre med det barn, der blev født oppe i Danmark.

 

Hagekors i kirkebogen

Tænk oppe i Nordjylland i Hals Sogn satte præsten i alt 15 små hagekors i kirkebogen ud for de børn, der havde tyske fædre. Født i dølgsmål og dræbt straks efter fødslen, står der ud for et af børnene.

 

Her i landet lever stadig mennesker, som gennem et langt liv har følt en dyb skam ved deres far. Mennesker som aldrig har turdet fortælle hvem han var. Mennesker som aldrig har fået at vide hvem han var. Mennesker som myndighederne har nægtet adgang til arkivoplysninger om hvem deres far var. Disse mennesker er i dag omkring halvfjerdsårsalderen, og de har levet deres liv i skyggen af et ødelæggende tabu.

 

Endnu kan vi i medmenneskelighed nå at tale om og undskylde fortidens behandling af disse børn.

 

 

Inger, min mor

Et af disse krigsbørn er forfatteren Erik Oluf Otto Galvit der har skrevet dokumentarromanen “Inger min mor”. Det er beretningen om en 16-årig ung pige der forelsker sig i en tysk soldat. Hun bliver gravid i efteråret 1941, men den tyske soldat bliver ved byretten frikendt for faderskabet. Ved en fingeret voldtægt forsøger Inger at få en dansker dømt som far til barnet. Dette mislykkes imidlertid også.

 

For at undgå hån, skam og fornedrelse, gifter Inger sig i 1943 med en dansk sømand. Ved at blive dansk gift, undgår hun at blive udsat for de samme ydmygelser, som andre tyskertøser blev det.

 

Selv om Inger blev gift og fik endnu et barn, savner hun den tyske soldat. Hun bærer på en stor skyld og skam, og venter hele tiden, at fortiden vil indhente hende. På sit dødsleje fortæller hun lidt om fortiden til sin søn. Men hun er for syg, og der kommer kun brudstykker frem inden hun dør.

 

De næste 25 år efterforsker forfatteren faderskabssagen fra 1943, og får via flere hundrede dokumenter stykket et tidsskema sammen, der fortæller om Ingers gøren og laden. Han finder ud af, hvem der er hans biologiske far og finder samtidig tre brødre i Tyskland.

 

 

Kilde:

  • Erik Oluf Galvit: Inger, min mor – Tyskertøs eller forbudt kærlighed
  • Lotte Tarp: Det sku` nødig hedde sig.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.515 artikler heraf 394 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter) herunder

 

  • Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (1)
  • Ønskede og Uønskede efter besættelsen
  • Tyskerluder og Drageyngel

 

Hvis du vil læse endnu mere: Om Tyskertøser, Horeunger, Drageyngel og Feltmadrasser:

 

  • Ebba Droshagen: Det skal de ikke slippe godt fra
  • Anette Warring: Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør
  • Kirsten Mejlhede Krogh: Tyskertøs
  • Arne Øland: Horeunger og Helligdage
  • Merete Just: Tyskernes Piger
  • Tejre Andreas Petersen: Vi kaldte dem Tyskertøser
  • Leif Hansen: i seng med fjenden
  • krigsboern.dk

 


De mange Fabrikker på Nørrebro

Marts 19, 2020

De mange fabrikker på Nørrebro

Vi skal her besøge en masse industriforetagender. Og det er Nørrebro Elektro – Tang-Jensens Klaviatur – Tandhjulsfabrikken – Kehlet Chokolade – Kaffebrænderiet Merkur – Det Danske Petroleums Aktieselskab – Bânckes Senneps – og Eddikefabrik – Bragesgade Understation – En vognfabrikant på Baldersgade – Danske Elektroniske Instrument Fabrikker – Mekanisk Elektrisk Compagni.

 

Mekanisk Elektrisk Compagni

Egentlig har mange produktionssteder og virksomheder været helt upåagtet på Nørrebro. Men de har siden vokset sig store. De har levet under trange forhold, og måtte til sidst flytte hen. Hvor der var bedre plads-

Vi skal her opleve to virksomheder med samme adresse, Thorsgade 37, som fik vokseværk- Og begge virksomheder lever stadig i bedste velgørende.

Må vi præsenterer MEC, Mekanisk Elektrisk Compagni og DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker. I starten af 1940 lå begge firmaer i bygningen.  Begge firmaer fremstillede elektroniske måleapparater, relæer og andet til radiobranchen. De to firmaer rådede efterhånden over hele bygningen og samtlige etager-også bagbygningen.

Den var den 1. juni 1938, da Svend Hansen og Ernst Bock henholdsvis ingeniør og konstruktør grundlagde MEC. Man startede i baggårdsbygning på Kultorvet 4 A med kun 5 ansatte.

MEC producerede drejeomskiftere, trimmekondensatorer til radio og måleapparater og senere også TV apparater. Der var mange omskiftere, der blev nittet sammen. Mange af fabriksarbejderne var montagedamer.

MEC havde de to nederste etager samt kældrene i bagbygningen. Til højre for porten var der kontor, bogholderi, salgsafdelingen og direktionen og til venstre for porten var der smed. Bagbygningen rammede galvanisk afdeling og råvarelager.

Kældrene blev brugt til kantine om omklædning for de efterhånden langt over 50 ansatte.

Trods vareknaphed og rationalisering gennem 1940’erne så voksede og voksede MEC. Da tv-branchen rigtig boomede i 1950’erne var det endnu et større eksportmarked at producere til.

Man fortsatte i Lyngby, medens udvikling og produktion fortsatte på de to etager i Thorsgade 59. Man ville dog godt samle de efterhånden 400 ansatte ved at bygge en fabrik i Ballerup. Den blev indviet i 1963 og har lukket der siden.

Ja som skrevet, så lever firmaet i bedste velgående.

 

Danske Elektroniske Instrument Fabrikker  

DEIF, Danske Elektroniske Instrument Fabrikker blev grundlagt i 1933 af Erling Foss. Det var at skabe værdi ved hjælp af teknologi, der interesserede ham.

Målet var at etablere en virksomhed til fremstilling af simple måleinstrumenter, som f.eks. amperemetre, voltmetre, udstyr til kraftværker, fabrikker, hospitaler og lignende. Erling Foss troede på projektet og besluttede sig for at investere i det.

I starten af 1933 lå DEIF i hjertet af Nørrebro. Et værksted, der ikke var på mere end 150 kvm. Der var ganske få ansatte, primært finmekanikere og lejlighedsvis urmagere til produktion af fintfølende målapparater.

De første kunder og aftagere af DEIF’s produkter var elværkerne samt producenter af tavleanlæg som for eksempel Lauritz Knudsen.

Efter nogle år ekspanderede virksomheden, Der var efterhånden 30 medarbejdere. De måtte derfor flytte til de større lokaler i den ny fabriksbygning i Thorsgade 37. Her åbnede DEIF den 9. april 1940.

DEIF overlod dog besættelsen på grund af de mangle tyske producenter, der forsvandt fra det danske marked. Produktionen blev kun indstillet de dage, hvor værkstedet var for koldt. Arbejderne var derfor nødt til at gå hjem igen.

Under besættelsen var brændsel den eneste aktuelle mangelvare. Af den årsag var det muligt for DEIF at fastholde fuld beskæftigelse gennem hele besættelsestiden. Erling Foss måtte dog flygte til Sverige med sin familie i 1944 grundet sit engagement i modstandsbevægelsen.

DEIF fortsatte sit virke efter krigen og blev i Thorsgade helt frem til 1973. En ny fabrik i Skive skulle rumme den stadig voksende produktion.

Dette var historien om to verdensomspændende virksomheder.

 

En Vognfabrikant på Baldersgade

Karetmager og vognfabrikant Wilhelm Christian Anton Hansen havde værksted i Baldersgade 7 tæt ved Nørrebroes Sporvejsselskabs remise. Han leverede bl.a. i 1885 vogne til dette selskab, lige som han leverede vogne til Falkoneralleens Sporvognsselskab.

Selv boede han også i Baldersgade i årene omkring 1880 og fremefter. Desværre gik han konkurs i 1902.

Firmaet optræder i vejviseren for 1882 som karetmager på adressen Baldersgade 14, hvilket var samme adresse som ”Nørrebroes Sporvejsselskab”. Først fra 1885 til 1901 nævnes adressen Baldersgade 3.

Efter konkursen i 1903 nævnes karetmager L.H. Hansen på adressen. Men vores hovedperson optræder igen i 1918 boende Julius Blohms Gade 33, hvorfra der annonceres om salg af brugte vogne.

I 1889 sendte han et tilbud til FAS. Det løs sådan:

 

  • Paa Maling af Vogne. Hertil anvendes de bedste Materialer saavel i Farver som lakker og Arbejdet udføres af Folk, som i enhver Henseende ere kjendte med Behandlingen af Vogne, saa jeg som følge deraf kan garantere for smukt og godt udført Arbejde saavel som Holdbarhed.
  • En Tospænder Sporvogn fuldstændig opmaling kr. 225,-
  • Enspænder kr. 130,-
  • Ved Anvendelsen af billigere Materiale til overnævnte vil Prisen stille saaledes for en Tospænder Sporvogn kr. 200,-
  • For en Enspænder Sporvogn kr. 110,-
  • Men da jeg ikke har den Garanti for disse varer, anbefaler dem som heldige
  • Ærbødigst W.C.A. Hansen

 

I 1894 havde man ansøgt om udvidelse. Og i 1896 leverer han alle 12 hesteomnibusser til Kjøbmagergades Omnibus Selskab.

I perioden 1888 – 94 har firmaet også bygget en del hestesporvogne.

 

Bragesgade Understation

Nej det handler ikke om en undergrundsstation. Det handler om forsyning. Ja det handler om HOFUR – dengang. Den første understation sættes i drift den 15. november 1914.

Og det handler om en forstærkning til den københavnske el – net. Vi har fundet en del interessante billeder, der belyser dette. Og el havde jo også stor betydning for både stor – og småindustri på Nørrebro.

 

Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik

Fabrikken blev grundlagt i Kiel i 1830. Den blev overflyttet til København i 1858 af Wilhelm Bâhncke, der ledede virksomheden til sin død i 1907. Firmaet blev videreført af hans to sønner, Emil og Albert.

Den første sennepsfabrik blev etableret i Sølvgade 6 i 1858. Og så fik man patent på opfindelsen af sennepspulver. Nu kunne det blødes op på 15 minutter i stedet for mod tidligere 24 timer.

I 1869 opnår man en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Altona.

I 1884 indvier man et eddikebryggeri på Kathrineberg

I 1917 blev assurance-afdelingen solgt fra, så man kunne koncentrere sig om fødevarer.

Fra 1919 etablerede firmaet sig på Jagtvej 113 – 115. Afdelingen her blev moderselskabet. Den blev moderniseret i løbet af 1940erne. Ved 100-års jubilæet i 1958 beskæftigede man 100 medarbejdere.

Senere opkøbte man forskellige mindre fødevareproducenter

I 1932 fik vi det kendte slogan ”Intet bord uden Bâhncke

I 1931 blev firmaet omdannet til familie-aktieselskab. I 1958 byggede man en fabrik i Ballerup.

I 1982 blev Bähncke en del af De Danske Spritfabrikker og i 1989 en del af Danisco A/S. Men i 2005 blev det overtaget af den norske koncern Rieber & Søn ASA. Dette firma ejer også K-Salat.

I 2013 blev Rieber & Søn købte af den norske koncern Orkla. Bähncke blev nu lagt sammen med Beauvais Foods A/S til Orkla Foods Danmark.

 

Det Danske Petroleums Aktieselskab

I Thorsgade lå Det Danske Petroleums Aktieselskab. Selskabet blev grundlagt i 1899. Det første petroleum kom til Danmark fra USA i 1861. D.D.P.A. var den største aktør på markedet. Selskabet blev den dominerende aktør som distributør af olieprodukter /herunder petroleum, brændselsolie og benzin i Danmark.

Selskabet skiftede i 1952 navn til Dansk Esso. I 1986 overgik det til Statoil.

Man samlede benzinpumper, man havde flasketapperi for petroleum, et benzinanlæg, en benzin-aftapnings-anstalt, forskellige petroleumslagre m.m.

Jo, der skete noget i Thorsgade.

 

Kaffebrænderiet Merkur

Kaffebrænderiet Merkur lå i Sigurdsgade 25/Hermodsgade 24 fra 1933. Lagerbygningen til de rå bønner blev dog først udbygget efter krigen. Det larmede, lugtede og osende kaffebrænderi har ligget midt blandt beboelse.

I dag er bygningen fredet, ja det er en af de yngst fredede industribygninger i Danmark.

Det er en tre etagers fabriksbygning. I fabriksbygningens stueetage var der kontorer og ekspedition. Første sal rummede selve risteriet og anden sal var råvarelageret.

Hovedbygningen er opført i røde mursten og de tre markante skorstene understreger bygningens funktion. Vinduerne ud mod gårdsiden er karakteristiske for industribygninger. Og for at man ikke er tvivl står her stadig under skorstenene ”Kaffebrænderiet Merkur” Men Merkur kan man nu også se andre steder på bygningen.

Hver af de tre skorstene gik fra en kafferist på første sal op gennem anden sal og videre gennem taget.

Bygningen var i brug som kaffebrænderi indtil 1960erne.

Den har siden været brugt af et malerfirma og meget mere. Bygningen har sandelig også været brugt til at dyrke østershatte for første gang i Danmark. Ja VVS – firma og en polsk forretning har også været her.

Kaffebrænderiet blev fredet i 1994. Kulturstyrelsen begrunder det således:

 

  • Kaffebrænderiet er et typisk og velbevaret eksempel på denne bygningstype. Med sine skorstene og vinduesfattige facade afspejler bygningen sin funktion som kaffebrænderi
  • Bygningen er tillige et karakteristisk eksempel på den rationalistiske/nyklassiske stil i mellemkrigstidens fabriksarkitektur.

 

Kehlet Chokolade

Aktieselskabet Chr. F. Kehlet, Jagtvej 85 – 87 er grundlagt allerede i 1825. I begyndelsen var virksomheden ikke ret stor. Der blev arbejdet under ret primitive forhold. I 1834 blev der anvendt hestekraft.

Jo, Christian Kehlet var den første i Danmark, der producerede spisechokolade. Det skete bl.a. fra adressen Østergade 34 i 1830.

Allerede fra starten baserede han sin produktion på dampkraft. De store dampmaskiner kunne få maskinerne op i et højere tempo. I 1845 importerede han et såkaldt granitvalseværk fra Paris.

Egentlig er oprindelsen til denne fabrik et konditori med café på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade. Det var broderen R.T. Kehlet, der startede her. Det var en konkurrent til de store dyre schweiziske forretninger. Her kunne man få en kop chokolade for 6 – 8 skilling. I de dyre etablissementer skulle man betale 16 – 20 skilling.

Denne Kehlet producerede også chokolade og konfekt. Men hans gamle formalingsmaskine kunne ikke findele kakaobønnerne tilstrækkeligt, og jernhjulene havde en kedelig tendens til at give afsmag på kakaomassen.

I Kehlets Cafe kunne man også læse inden – og udenlandske blade og tidsskrifter samt nyde hjemmelavet konfekture til billige penge.

Senere etablerede R.T. Kehlet, Rosenlund på Værnedamsvej med luftballoner, fyrværkeri og koncerter.

Ja og hans bror Christian Kehlet overgik ham, inden han etablerede sin fabrik. Han etablerede en café i Erichsens Palæ på Kongens Nytorv, hvor der var koncert med et stort orkester fire gange om ugen.

Siden overtog han Alleenberg på Frederiksberg. Ja stedet lukkede først i 1923.

I 1844 efter at fabrikanten var flyttet fra Grønnegade til Gothersgade, blev der anskaffet granitmaskiner til driften.

Virksomhedens omsætning steg stadig og i 1884 fik fabrikken lokaler på Jagtvej 85. Her lå man indtil 1920. I 1888 overtog H.M.G. Hansen fabrikken og udvidede betragteligt. Han drev nærmest en mønsterfabrik. Fabrikken blev omdannet til aktieselskab.

Fabrikken benyttede kun de bedste produkter og havde et særdeles godt ry. På et tidspunkt var der 120 folk ansat. Helt fra begyndelsen samarbejdede Christian Kehlet med brødrene Cloetta. Siden delte de direktør og adresse i Hørsholmsgade 20. Senere opslugte Cloetta så hele firmaet, der så senere blev opslugt af den finske Fazer – koncern.

 

Tandhjulsfabrikken

Fabrikken lå Jagtvej 103. Den blev grundlagt i 1918 af C.A. Stub. Han havde opholdt sig i en længere årrække i Amerika og Tyskland. Tandhjulet blev praktisk talt anvendt overalt inden for jern – og metalindustrien.

Der blev produceret tandhjul af jern og stål, messing, råhud, fiber, træ og mange andre materialer, ligesom der fandtes mange forskellige slags. Der fandtes cylindriske tandhjul, koniske tandhjul og mange flere.

Der fandtes tandhjul, der kun varede 1 gr. Og så var der nogle, der vejede 25.000 kg. På fabrikken var man i stand til at tilfredsstille næsten et hvert krav til tandhjul.

Man var leverandør til de fleste store maskinfabrikker over hele landet samt Norge og Sverige.

 

Tang-Jensens Klaviatur

Firmaet Tang – Jensen blev grundlagt 17. oktober 1868 af Tang – Jensen, der efter at være kommet hjem fra Tyskland og Frankrig påbegyndte en lille fabriksvirksomhed for klaviaturer på Jagtvej.

Virksomheden begyndte under meget beskedne former, idet han selv var mester, svend og lærling. Efterhånden kunne der spores fremgang. I 1874 kunne man føje mekanikfabrikation til.

I 1880 opførtes fabrikken på Jagtvej 91. I 1884 blev der taget fat på en udvidelse. Og i 1887 startede man fabrikation af cigarkasser.

Fabrikken blev drevet af en 20 hestes dampmaskine.

I 1878 fik Tang – Jensen en sølvmedalje ved Verdensudstillingen i Paris for veludført arbejde. Det var den eneste danske fabrik på dette område. Blandt kunderne var pianofabrikker i Danmark, Norge og Sverige.

 

Nørrebro Elektro

I 1908 tillod snedkermester Axel Franck, at hans 16-årige søn lavede kemiske forsøg i en kælder til familiens bolig i Ægirsgade.

Hvem kunne drømme, at dette kunne føre til verdens første hjertestarter.

Sønnen Otto Franck var en dygtig gymnasiestuderende. Et par år senere i 1912 gik det naturligvis galt. En gaseksplosion kostede den dygtige studerende hørelsen på det ene øre.

Men det der var værre, at der slap gas ud sammen med ilt, fik de omkringliggende facader til at blive gule. Nogle steder på Ægirsgade kan man stadig spotte de gule plamager.

Til gaden store lettelse emigrerede Otto Franck i 1915 til München. Her fik han en stilling hos Münchener Stadt Chemie AG. Her udviklede han bl.a. lungegasser til den tyske krigsindustri. Hans indsats blev bl.a. belønnet med Jernkorset af 2. grad.

Efter Den Store Krig fik han dårlig samvittighed og ifølge hans dagbog overvejede han at gå i kloster.

Heldigvis endte han med at bruge sine evner til at redde menneskeliv. I 1921 vendte han hjem til Danmark med patent og udkast til et elektrisk apparat, der skulle genoplive de døde med elektrisk stød. Kort sagt verdens første defibrillator.

En række forsøg på at genoplive orner, lykkedes. Jo apparatet fungerede. En masseproduktion blev sat i gang med bl.a. en stor eksport fra en tidligere villa på Rådmandsgade 30, hvor han indrettede en mindre fabrik.

Da han døde i 1981, efterlod han sin enke og tre sønner, et indbringende patent og en velfungerende fabrik.

Familien solgte patentet til et japansk firma. Man begyndte i stedet at producere elektronik til fjernstyrede biler og elektronisk legetøj. Fabrikken blev omdannet til Nørrebro Elektro.

 

  • Dette var en artikel fra projektet ”Nørrebros Industri” som er støttet af Nørrebro lokaludvalg i samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Teksten er leveret af dengang.dk . Projektet bestod også af to gange tre timers foredrag med visning af ca. 300 fotos. Disse fotos kan vi desværre ikke vise her på siden grundet copyright m.m. Vi har ikke økonomi til dette.

 

  • Under artiklen ”Industri på Nørrebro” henviser vi til over 30 andre artikler her på siden, der har relation til kategorien. Vi henviser også til 15 artikler, der ligger under ”Artikler fra Nordvest”. Det skyldes, at vi senere lægger artikler omkring Industri på Nordvest ud på siden

 

 

 

 


Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen

Marts 18, 2020

 

Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen

 

Industri på Nørrebro handler også om de medarbejdere, der arbejdede i industrien. Her har vi fokus på en stærk kvinde, tekstilarbejder Dagmar Harriet Andersen. Hendes far forlod familien, da Dagmar var 4 år gammel. Familien flytter til Rabarberlandet. Alle kunne se, at familien var under fattigvæsnet. Der var masser af billig arbejdskraft på Nørrebro dengang. Dagmar fik aldrig skøjter, så hun kunne løbe på Ladegårdsåen. Hun melder sig ind i fagforeningen, da hun starter på fabrik. Hun bliver skilt efter 6 års ægteskab.  Arbejdsdagen er på 12 timer. Rationalisering betyder maksimal udnyttelse af arbejdskraften. 60 pct. af arbejderne i Tekstilindustrien var ufaglærte kvinder. Dagmar er med til at oprette en klub på fabrikken. Hun mærker, at kvinders plads var i hjemmet.

 

 

 

Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen levede fra 1879 til 1962.

I 1907 lærer Dagmar Harriet Andersen at væve. Det tager en uge – så får hun sin egen væv på en tekstilfabrik, og den første uge tjener hun 12 kroner, den næste 18 kroner. Det er meget mere, end hun før har tjent. Dagmar har også hårdt brug for pengene. Lidt tidligere samme år er hun blevet separeret fra sin mand efter 6 års ægteskab: “Det var ikke altid min mand bragte sine penge hjem, så han var ikke til at stole

på.

 

Det kunne jo ikke blive ved, så besluttede jeg at prøve alene”. Dagmar skriver sine erindringer i 1955, 76 år gammel. De handler om tiden fra 1879 til 1943. Hun bliver født i København den 27. juli 1879, som den første af tre. Der havde været en lille pige til, men hun døde, inden Dagmar blev født. I Dagmars første år er faderen ikke meget hjemme, og han skifter tit arbejde: “Da min broder blev født, var min far kontorbud, og da min søster blev født, var min far brandmand.

 

Han fik kun 11 kroner om ugen”, skriver hun. Faderen forlader familien, da Dagmar er fire år, men mindre end et år senere ser hun ham igen. “Himlen var så rød en aften, min mor tog mig med ned til kanalen, jeg kan endnu se det mægtige bål, da Christiansborg Slot brændte, vi kunne se brandfolkene oppe på taget, og en af dem var min far”. Derefter forsvinder faderen stort set ud af Dagmars liv. Efter at faderen har forladt dem, flytter familien til Rabarberkvarteret på Nørrebro: “Et stort fattigkvarter og med små et og to værelses lejligheder.

 

Der boede folk med mange børn og flere familier måtte dele køkken, tøjet blev tørret i køkkenet eller inde i stuen, og vi skulle have det tørret i en fart for at få det på. Vi havde ikke meget at skifte med”. Møbler har

familien heller ikke mange af, de koster for meget at få transporteret ved flytninger – og dem er der mange af – men det hænger også sammen med lejlighedernes størrelse, ofte er værelserne ikke mere end 3 x 3

meter.

 

Rabarberkvarteret er rammen om mange skæbner: “Vi var vidne til mange tragedier, kunne folk ikke betale deres husleje blev de sat ud med kongens foged, og kørt til husvilde-afdelingen. Det var også meget

almindeligt, at folk var fast under fattigvæsenet, så fik de hjælp til husleje, de hentede rugbrød og varm mad.

 

Alle kunne se når familien var under fattigvæsenet, det var noget rædsomt tøj”. Dagmars mor tjener en krone om dagen, og “man kunne få meget for 1 krone i de tider. Kaffe, brød, fløde for 3 øre. Sukker, fedt, kul og margarine. Og når min mor så havde fået penge fra min far, handlede hun hos en marskandiser. Det var utroligt hvad hun kunne købe til os, og det var altid rent og pænt”.

 

Dagmars mor arbejder mest med rengøring og tøjvask, og Dagmar beskriver hende som svag og ikke særlig udholdende.

Da Dagmar er seks år, er hun og hendes søskende bl.a. på det kommunale børnehjem et stykke tid, fordi moderen bliver brystsyg og kommer på hospitalet. Selvom der ikke er noget, der hedder mad til bestemte tider, og varm mad er en sjældenhed, mindes Dagmar ikke, at hun og hedes søskende er syge, selvom hygiejnen i kvarteret er så som så. Der bliver

aldrig gjort i stand i lejlighederne, og det vrimler med kakerlakker: “Det var tit vi fik brød hvor der var en kakerlak bagt indeni”, skriver hun.

 

Da Dagmar kommer i skole, er der sommetider bespisning på skolen,

ligesom det også er muligt at tage bad der om vinteren. Om sommeren går hun og familien på den kommunale badeanstalt “Venedig”. Men hygiejne og renlighed er et stort problem i fattigkvarterne: “Når lusefrøkenen kom med to strikkepinde for at undersøge om vi havde lus, og der var nogle som ikke var rene, så ve dem, for børn er jo ubarmhjertige, og det var det mærkelige, at der blev ikke foretaget noget, kun konstateret. Det kunne jo nok have været lidt mere nænsomt”, skriver Dagmar.

 

Sådan som Dagmar oplever det, ser virkeligheden ofte ud for en arbejderfamilie. De skiftende jobs, de lave lønninger, mange flytninger og dårlige boligforhold er en kendsgerning for arbejderklassen i slutningen af 1800-tallet – Dagmars barndomsår. Den begyndende industrialisering er med til at skabe et stort skel mellem en lille magtfuld gruppe, der besidder produktionsmidlerne, og en stor gruppe besiddelsesløse arbejdere.

 

Socialt set viser skellet sig i en kvarters-opsplitning af København. Arbejderklassen bor specielt i de fattige brokvarterer – som f.eks. Rabarberkvarteret på Nørrebro. Den befolkningsgruppe, der udgør det

meste af arbejderklassen, er tidligere husmænd og daglejere fra landet, der på grund af kraftig befolkningsvækst i slutningen af 1800-tallet ikke længere kan finde arbejde på landet og derfor vandrer til

byerne.

 

Det medfører et overskud af billig arbejdskraft i byen, og det er ensbetydende med lav og dårlige vilkår for mange. På det politiske plan er det moderne parti-system, som skulle komme til at karakterisere

det kommende 20. århundrede, ved at finde sin form. De dominerende politiske partier er Venstre, som især repræsenterer bøndernes interesser, og Højre (som i 1915 blev til det Konservative Folkeparti), som især repræsenterer godsejerne og de velhavende i byerne.

 

Men Socialdemokratiet vinder i stigende grad tilslutning fra byernes arbejdere. I den voksende arbejderbevægelse finder mange et politisk ståsted og et håb for fremtiden.

 

Dagmars beskrivelse af sine barndoms- og ungdomsår indeholder en dobbelthed. På den ene side beskriver hun arbejderklassens dårlige levevilkår med hensyn til hygiejne, økonomi, politisk forståelse, boligforhold etc. Men på den anden side er der også tit en bemærkning om, hvordan hverdagslivet også kunne indeholde morsomme og gode elementer.

På trods af at hun beskriver børn som ubarmhjertige, forklarer hun, at der er et godt kammeratskab i klassen.

 

Hun beskriver, hvordan de handlende i kvarteret tit har lidt ekstra at give børnene, når de køber ind om lørdagen. Hun husker, at hun en søndag på den frosne Ladegårdsåen misunder de børn, der har råd til et par skøjter, men at hun har en dejlig dag og kommer frisk hjem. Hun fortæller, at sengehalm og skrammel hober sig op i gaderne, men at børnene vælter sig i det, og at klunserne og kludekræmmerne har travle dage.

 

Hun fortæller, hvordan drikfældighed er almindeligt i kvarteret, men at børnene får meget sjov ud af en fuld mand eller kvinde, der er på vej ned ad gaden. Også det politiske liv får en kommentar med: “Der var nok en valgdag, men det var jo en skolefridag, så var der sjov i gaden, børnene løb omkring og sang. Der var vist ikke mange der havde stemmeret i det miljø vi boede iblandt”. På dette tidspunkt er det 1866-grundlovens § 30, der fastsætter den almindelige regel om valgret til folketinget.

 

Ifølge den har kvinder ikke stemmeret. Valgretten tilkommer enhver uberygtet mand, når han fylder 30 år, medmindre han:

– Uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold;

– Nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt;

– Er ude af rådighed over sit bo;

– Ikke har fast bopæl i et år i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sig på den tid, valget foregår.

 

I 1897 kommer Dagmar, 18 år gammel, for første gang på fabrik i København. Før dette har hun tjent fire år på landet og været i huset hos en familie i København. Hun uddyber ikke nærmere, hvilken slags fabrik

hun er på, og i de følgende år prøver hun “lidt af hvert”. Ved storlockouten i 1899, hvor arbejdsgivere afskediger mængder af arbejdere, bliver også Dagmar fyret: “Jeg var kommen i fagforening men vi fik kun

6 kroner om ugen i understøttelse, så det var jo småt hele den sommer, men så blev lockouten ophævet den. 5. september med Septemberforliget”.

 

På dette tidspunkt er Dagmar 20 år og ugift. De fleste unge piger er sjældent medlem af en fagforening, da de ofte skifter arbejde – og fordi de måske håber på at komme ud af fabrikslivet, blive gift og stifte familie. Det er i det hele taget først langt senere, at de fleste

kvinder bliver medlem af fagforeningerne, og da er det oftest gifte kvinder. Som ung ugift kvinde er Dagmar derfor et atypisk fagforeningsmedlem ved århundredeskiftet.

 

Efter Septemberforligets afslutning, der fører til den første egentlige gensidige anerkendelse mellem arbejder- og arbejdsgiverorganisationer, og hvad man kan kalde arbejdsmarkedets “grundlov”, kommer Dagmar ud at tjene igen. Men kort tid efter bliver hun gift: “I 1901 blev jeg gift; min mand var arbejdsmand, og var tit ledig, jeg havde fået tre børn, drenge”. Dagmar skriver kun lidt om sin mand, og meget tyder på, at de to ægtefæller lever to forskellige liv.

 

De tilhører begge arbejderklassen, men henholdsvis den mandlige og kvindelige del, og det kan der være stor forskel på. Lønnen er f.eks. langt lavere for kvinder end for mænd. De fleste kvinder er derudover konstant i arbejde. På arbejdspladsen om dagen, og i hjemmet om aftenen. Holdningen i tiden synes at være, at kvindens naturlige og rigtige plads er i hjemmet, hvor hun koncentrerer sig om at opdrage børn, lave mad, vaske, sy og sprede hygge.

 

At dette ideal også gør sig gældende for arbejderklassen og for en kvinde som Dagmar ses blandt andet i en artikel fra “Kvindeligt Arbejderforbund”, som ellers er et af kvindernes stærkeste politiske talerør i begyndelsen af århundredet: “Kvindens plads er i hjemmet som hustru og moder, men som vort samfund er indrettet, tvinges mange, som helst ville ofre sig helt for hjem og børn, til i større eller mindre grad at skaffe sig fortjeneste ved arbejde ude”.

 

Om Dagmar helst vil ofre sig helt for hjem og børn kan vi ikke svare på. Det skriver hun ikke noget om. Men det er sikkert, at hun i større grad må skaffe sig fortjeneste ved at arbejde ude. Dette er tilfældet for langt de fleste arbejderkvinder. At Dagmar, da hun fylder 27 år, har arbejdet på landet, har været tyende i København, har været på fabrik, været gift og fået tre børn, er således ikke usædvanligt. Mange kvinder er i en lignende situation. Det handler i første omgang om at overleve, om at tjene penge så der kan komme mad på bordet, om at få tilværelsen til at hænge sammen.

 

Dagmar er en af mange enlige mødre. Efter skilsmissen fra sin mand i 1907 får hun gennem sin søster mulighed for at lære at væve på en lille fabrik. Det viser sig at blive hendes levevej. I starten lejer hun en

lejlighed og nogle væve, hvor hun arbejder sammen med en veninde: “Så kunne jeg løbe hjem til middag, og give børnene mad”.

 

Arbejdsdagen er på ca. 12 timer, men Dagmar har friere forhold til at kombinere familie og arbejde, end hvis hun havde været på fabrik. Men et halvt år senere drager veninden til Amerika, og Dagmar har ikke længere råd til lejligheden. Hun får plads på en fabrik, men bliver efter nogle års arbejde syg. “I de tider var der ikke noget der hed, at vi kunne få vores væve, når vi blev raske, det var en god arbejdsplads så der var rift om arbejdet”. Denne udtalelse fortæller meget om arbejdsforholdene.

 

For det første er det tydeligt, at der er stor udskiftning af arbejdskraft. Kvinder er ustabile på grund af giftermål, barsel og sygdom. For det andet fortæller citatet, at der ikke er tryghed i ansættelsen, man kan ikke lægge sig syg og forvente sin plads tilbage på grund af den store arbejdsløshed blandt arbejderklassen. Men Dagmars beskrivelse antyder også, at det er få arbejdspladser, der er “gode”, på trods af at der på denne tid opstår store industrivirksomheder med mere end 100 ansatte.

 

Tekstilindustrien er en af de industrier, der omkring århundredskiftet står for nogle af de største fabrikker. Her er 60 pct. af de ansatte kvindelige ufaglærte arbejdere. Efter sin sygdom kommer hun på en lille bomuldsfabrik: “Det var en dejlig og luftig fabrik, og fortjenesten

var også meget god, og arbejdstiden var kun 56 timer om ugen.” På dette tidspunkt er Dagmars ældste søn ude at tjene og de to andre begyndt i skole, hvilket gør det lettere for hende, skriver hun.

 

Men “så kom 1914 og første verdenskrig, det varede jo ikke længe, så blev det sløjt med materiale, vi fik ingen bomuld til landet, og fabrikken måtte lukke”. Dagmar bliver arbejdsløs, men hun er heldig, hun går ikke længe uden arbejde.

 

Efter 14 dage kommer hun ud på en stor tekstilfabrik, hvor hun får godt arbejde. Hun får råd til og mulighed for at have en lejlighed tættere på sit nye arbejde på trods af kraftig bolignød, og “Den 1ste september 1915 flyttede jeg så. Jeg gav 23 kroner i husleje, men nu havde vi også wc og el, så det var jo et godt fremstød”. Men krigen kan mærkes, og mange må holde op efterhånden.

 

Lillejuleaften 1917 bliver det Dagmars tur, og ligesom under storlockouten er det understøttelsen, hun forholder sig til: “Nu havde vi

så mange arbejdsløse, at der måtte noget ekstra til, og Staden trådte til, så fik vi en meget god understøttelse, men der var en tid hvor vi næsten ikke kunne få brød, for der var jo spekulation i alt hvad der kunne sælges. Der var en gruppe som hed Gullaschbaronerne, som tjente så mange penge, så de tændte deres cigarer med tikronesedler”.

 

Dagmar mindes en sang i revyen på Nørrebros Teater:

 

Man Køber en Villa i Rosenborg Stil,

Billeder i Alenvis, Bøger og Bil,

Ud kører Manden, med Briller i Panden,

Og Konen i Skindpels og Slør,

Med deres flotte Chauffør,

Aa, de skal bare en Aftentur til Helsingør,

Bønder og Krikker i Vejgrøften ligger,

Små Vovhunde smadres… Pladask.

Fart med Panik i og Horn med Musik i,

Kort sagt. En fuldendt Gullasch.

 

Medlemskab af fagforeningen under krigen sikrer hende økonomisk i en tid, hvor mange andre sidder hårdt i det. Fagforeningsarbejdet er noget, Dagmar rigtig bliver en del af efter Første Verdenskrig. Hun begynder så småt under krigen, hvor der bliver oprettet “en klub på fabrikken”, hvor hun er bestyrelsesmedlem og kontingentopkræver.

 

Men i 1915 holder Tekstilarbejderforbundet kongres, og “der blev jeg valgt som delegeret”, skriver hun. Hendes aktivitet i fagforeningen er med til yderligere at understrege, hvordan hun langsomt adskiller sig mere og mere fra mange arbejderkvinder i de første årtier af 1900-tallet.

 

Efter krigens afslutning i 1918 får Dagmar sit arbejde på tekstilfabrikken tilbage, og hun bliver delegeret til kongressen i både 1918 og 1921. Efter krigen er der et kraftigt boom i medlemstallet i fagforeningen – specielt kvinderne kommer med i denne periode. Men Dagmars centrale stilling er usædvanlig for en kvinde. Hun er med til at oprette studiekredse med foredrag, og hun er på kursus og med til møder.

 

Politisk set støtter hun Socialdemokratiet: “De har gjort meget for de små i samfundet, vi har en god social forsorg, den bedste i verden”, skriver hun i slutningen af sine erindringer. Dagmar lægger vægt på, at kvinder og tyende fik stemmeret ved den nye grundlov i 1915, og at valgretsalderen blev sænket fra 30- til 25 år. “I 1920 fik vi 8 timers arbejdsdag”, skriver hun, men hun beskriver også, hvordan rationaliseringen medfører en maksimal udnyttelse af arbejdskraften: “Der skulle indføres automatvæve, så hvor vi før havde kørt med 2 + 4 væve, skulle vi nu køre med 8 væve, og så skulle vi arbejde i 2-holdsskift fra 6-3 og 3-12, det var i 1929, og det var jeg med til i 12 år, og det gik meget ud over nerverne, jeg kunne ikke falde i søvn”.

 

Selvom den hårde akkord holder op kort efter udbruddet af Anden Verdenskrig, er Dagmar påvirket af det hårde arbejde. Hun er nu 61 år, og de næste par år erindrer hun som meget slemme: “Der er mørklægning og luftalarm, hvor vi måtte op om natten, sommetider flere gange, så vi var trætte når vi kom på arbejde”.

 

Hun er bange for at gå på gaden: “Man læste og hørte så meget, det tog på nerverne, og så gentog det samme sig som i den første krig. Vi kunne ikke få materialer, så måtte vi dele arbejdet, så vi kunne arbejde hver anden uge”. I sommeren 1943 holder Dagmar op på tekstilfabrikken. “Da havde jeg været der i 34 år”.

 

Hun har været med i organisationsarbejdet i mere end 25 år, understreger hun. Hun ser tilbage på sin tid på fabrikken: “Det havde været en god arbejdsplads, jeg havde tjent gode penge, men jeg havde altid

været økonomisk og en ting til, jeg har haft et godt helbred, og været heldig med mit arbejde, og var meget lidt arbejdsløs”.

 

Her nævner Dagmar i ‘en sætning de forhold, der har været vigtige i hendes liv.

 

 

 

Billedtekst: Vævesal i Rubens Dampvæveri på Frederiksberg, 1890. Med sine omkring 270 kvindelige arbejdere var væveriet Danmarks største kvindearbejdsplads.

 

Fra mindealbum skænket af arbejderne til etatsråd B. Ruben og hustru i anledning af deres sølvbryllup.

 

Farvelagt tegning af Rasmus Christiansen.

Fra Det Kongelige Biblioteks billedsamling

 

  • Vi håber at kunne bringe dette billede, hvis på et tidspunkt atter bliver lukket ind i ”Det Gode Selskab” på Facebook.

 

  • Dette er en artikel i projektet ”Industri på Nørrebro”.

.