Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Grænsen er overskredet

Heegaard og Jernstøberiet (NørLIV13)

December 13, 2018

Heegaard og Jernstøberiet (Nør.LIV 13)

Dette er vores 13. bidrag til Ugeavisen NørrebroLIV. Den handler om en iværksætterfamilie på Nørrebro. Meningen var, at Mathias Heegaard skulle have været præst på Samsø. Men sådan blev det ikke. Han blev isenkræmmer i København. Og så opkøbte han store områder på Nørrebro, hvor han oprettede fabriksbygninger, og fremstillede isenkram. Og efter, at englænderne havde tages vores flåde, så hadede man engelsk importeret isenkram. Det var en fordel for Heegaard. Anker Heegaard overtog det hele. Han havde arvet faderens talenter. Han var også en god handelsmand. Og han narrede andre grundejere på Nørrebro. Han solgte grunde med stor fortjeneste. Men han gav også penge til sociale formål.

 

Mathias Heegaard var født 1776 og tilbragte det meste af sin barndom på Samsø. Meningen var, at han skulle have været præst lige som så mange andre i familien. Men sådan blev det ikke. Han kom i lære hos isenkræmmer Peter Faber. Han havde flair for handel og snart havde han sin egen isenkram – butik. Den voksede sig til byens største af den art.

Efter det engelske bombardement, hadede københavnerne alt, hvad der var engelsk. I 1813 tog Heegaard patent på en ny slags jernkedler. Dem havde han tænkt på selv at producere.

Blågård var delvis revet ned. Og det havde Heegaard også set. Så han købte 5 tønder land. I oktober 1827 søgte han kongen allernådigst om tilladelse til at drive et jernstøberi på stedet. Han forklarede kunden, at han ville fremstille alle sorter af gryder, kakkelovne, strygejern og andre finere ting af jern.

Han mente, at han kunne fremstille det billigere end de importerede varer. Han spurgte også kongen, om han måtte ansætte smede og håndværkere.

De gamle håndværkere protesterede, men Heegaard fik tilladelsen. En masse fabriksbygninger blev opført der, hvor vi i dag har Blågårds Plads. Ja inden da havde han også spurgt militæret.

I 1837 overtog sønnerne Anker og Christian August både fabrikken og isenkrambutikken. Men efter ti år ophørte kompagniskabet efter uoverensstemmelser. Anker overtog nu jernstøberiet og fabrikken skiftede navn til Anker Heegaards Jernstøberi. Nu var han udelukkende fabrikant.

I 1847 var der ansat 52 arbejdere på fabrikken. Der blev blandt andet produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellige typer og 140 skorstensindretninger. Ja tænk engang, der blev også produceret 390 plove.

Fra en optælling i 1850 kan vi se, at familien boede på Blaagaardsvej 36. I husholdningen var foruden Anker, konen Louise Feilberg og tre børn. Desuden var den en mandelig og en kvindelig tjener/tjenestepige, en bogholder, en kusk og en karl.

Efterspørgslen steg på gelændere, kakkelovne og komfurer. Heegaard var leveringsdygtig af mange ting.

Men man havde nu ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Der var godt nok stor efterspørgsel efter violinstrenge. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev alarmeret.

De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnende tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Fabrikken blev dog også lukket af myndighederne.

Der blev foretaget større indkøb, bl.a. en maskinfabrik og et jernstøberi i Frederiksværk. Også et lerbrænderi i Blågårdsgade blev opkøbt.

Fabrikken havde stor succes på Den Nordiske udstilling i 1877. I 1860erne og 1870erne opførtes flere nye værkstedsbygninger. Der skete desuden store ombygninger. En opgørelse fra 1872 viser, at der nu var 102 ansatte.

Fra 1868 til 1885 sad Anker Heegaard i Borgerrepræsentationen. Han var meget aktiv i forskellige sammenhæng. I 1884 overdrog han hele virksomheden, fabrikkerne på Blågård og Frederiksværk til to sønner og en svigersøn.

De socialt dårlig stillede på Nørrebro mærkede også hans indstilling til de svage i samfundet. Han skænkede således grunden til Marthahjemmet. En gade på Indre Nørrebro fik hans kones navn Louisegade. Men efter et grusomt mord fik denne gade navneforandring. Men se denne historie får I ved en senere lejlighed.

Allerede fra 1870erne begyndte Heegaard at sælge ud af sine grunde på Nørrebro. Det gav en ikke ubetydelig indtægt. Der opstod nye beboelseskvarterer omkring Stengade, Bagergade (senere nedlagt), Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgensgade)

I 1872 da Baggesensgade skulle anlægges tog Heegaard fusen på grundejerne. Han foreslog, at de delte anlægsudgifterne. Det var de aldeles ikke med på. Han valgte derfor at anlægge gaden i sin egen parcel. Mellem fortovet og grundene langs Nørrebrogade lod han en strimmel jord ligge ubenyttet hen.

For de berørte grundejere opstod der hurtigt et behov for den nye gade. Men de var nødt til at erhverve en bid af jordstrimlen. Det blev naturligvis til en langt højere pris end hvis de fra begyndelsen havde indvilliget i at deles om anlæggelsen. Også på denne forretning tjente han en net sum.

Man sagde om at Anker Heegaard nærmest var førende på dansegulvet. Det får man glimt af i et brev fra direktionen for ”Det Forenede Borgerlige Selskab” i februar 1842. Jo det var en af byens fineste selskaber, der havde til huse på Nørrebro:

  • Vi bede Deres Velværdighed herved paa Selskabets Vegne, at modtage vor forbindeligste Taksigelse for den almindelige Moro De fremkaldte i Selskabet ved Maskeballet i Søndags den 13de Maaned som Deltager i den udmærkede Udførelse af en Steiersk Dans og dels i den såre interessante og veludførte Sømandsdans.

Brevet var underskrevet af direktionsmedlemmerne J. Hammerich, Thønnesen, Bülow og J.R. Harboe.

Anker Heegaard døde den 19. december 1893 og ligger begravet på Assistens Kirkgård.

Mod slutningen af 1800 – tallet var bygningerne så nedslidte, og der var ingen udvidelsesmuligheder. I 1898 erhvervede man en stor grund ved Hillerødgade nær Nørrebro Godsstation. Hertil flyttede man. Efter 14 år overtog maskinfabrikken Aurora anlægget. I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til aktieselskab A/S Anker Heegaard og i 1930 indgik fabrikken i De Forenede Jernstøberier.

På Blågård blev alle bygninger nedrevet i 1899. Området blev solgt til Københavns Kommune. Man tænker nok ikke så meget på dette industrieventyr, når man i dag går rundt på Blågårds Plads.

  • dengang.dk indeholder 247 artikler om Det gamle Nørrebro.

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Grænsen er overskredet