Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Andre Historier

En Professor og en Tartarkonge

Oktober 3, 2018

 

En professor og en Taterkonge

Af Lisa Hildegardt

 

Vi skal møde et skøjerselskab i Kjæltringhuset på Øvre Hede. Vi skal også møde Steen Steensen Blicher og andre forfattere, der har skrevet om dette folkefærd. Professoren, ja det var Hartvig Andreasen Lunding og var fra Vejen. Men hovedpersonen er jo nok Johannes Axelsen, der som 78 – årig slap ud af tugthuset og alligevel ikke kunne dy sig. I 1917 blev der sat en sten, som man kalder Blicherstenen. Her stod Johannes hus. I 1969 blev stenen fredet. Men burde den ikke hedde Johannes sten?

I 1816 opførtes, på den ensomme og ubeboede Ørre Hede, et lille fattighus tiI kæltringen Johannes Axelsen, hans kone og to små piger. I de følgende år opførtes yderligere fem fattighuse og stedet fik det lidet smigrende navn Sammelstedby. En mindesten blev sat på tomten af Axelhus til minde om Steen Steensen Blicher, som henlagde handlingen i novellen “Kjæltringeliv”. Stenen bærer følgende inskription:

HER LAA AXELHUS
ELLER KJELTRINGHUSET HVOR
BLICHER FOR 100 AAR SIDEN SAA
KJELTRINGBALLET
STENEN ER SAT 1917

Få af Blichers noveller er skildret så levende som hans “Kjeltringliv”, fra 1829. Man får uvilkårligt indtryk af, at han virkelig en dag må have truffet Linka Smælem og Peiter Benløs og har talt med disse skøjere i deres hemmelige sprog ude på heden, og at han senere ud på natten under et voldsomt uvejr fandt hen til kjæltringehuset og så, at “Professoren” dansede med Linka i en rask tofjerdedel takt.

Disse scener er imidlertid opdigtet; men Blicher havde set de personer, han nævner, i Viborg Tugthus; og under sine besøg hos justitsråd, Søren Fjelstrup på Sindinggård havde han naturligvis ofte drøftet natmandsspørgsmålet både med Fjelstrup og med egnens beboere. Den romantik, der var knyttet til skøjernes færd, deres oprindelse, hemmelige sprog osv måtte naturligvis i høj grad fange hans opmærksomhed. Og når han så i Viborg Tugthus fik lejlighed til at se adjunkt Niels Dorphs læremester i skøjersproget og senere til at studere Rotvelsk Lexicon, fandt det naturligt at knytte “professoren” til det øvrige skøjerselskab i kjæltringehuset på Ørre Hede.

Professorens rette navn var Hartvig Andreasen Lunding, og Dorph fortæller i De jydske Zigeunere og en rotvelsk Ordbog fra 1837, at manden var af “den ægte Zigeuner Race”. Men dette er ikke sandt, thi denne skøjer var – etnologisk set, ligeså meget dansker som Dorph; men han havde flakket om, både i udlandet og herhjemme, i selskab med andre omstrejfere og derved tilegnet sig det ordforråd af fremmede gloser, som Dorph optegnede. Det er i anledning af disse sprogprøver, at Blicher kalder tugthuskandidaten Professor.

Lunding var født i Vejen 1782 af danske forældre, faderen var glarmester og muligvis også omstrejfer. Som ganske ung lod Lunding sig hverve til soldat, men flere gange prøvede han at rømme og blev straffet med spidsrod. Endelig slap han fri. Herefter begik han flere tyverier og blev igen straffet med fæstningsarbejde. Senere blev han pjaltekræmmer, og slog sine pjalter sammen med en kvinde, Caroline Kirstine Jensdatter, der også havde fået tugthusstraf, endog tamp, og efter at de to havde været ude på et togt, havnede de i Viborghus.

Med hensyn til Peiter og Linka, da var de to ligeledes gode jyder. Manden, der hed Mikkel Christensen, var født under forældrenes omstrejfen i Øls sogn – faderen tituleredes forresten mestertyven. Og Linka var døbt Birgitte Christensdatter. Dette par havde, uden at være ægteviet fået flere børn, og de havde strejfet om. De blev i 1822 anholdt nær Randers og ved underretten idømt fire års tugthus for betleri og illegalt samliv – skønt det var første gang, de blev tiltalt. Men ved overretten blev dommen nedsat til otte måneder. Mikkel var lam i begge ben, hvorfor Birgitte undertiden måtte bære ham på ryggen.

Ingen af de jyske kæltringer har opnået så megen berømmelse som Johannes Axelsen, efter hvem førnævnte kjæltringhus på Ørre Hede blev opnævnt, Axelhus. Han var dog hverken større eller værre kjæltring end mange andre; men Blicher fortalte om ham i novellen; “Kjeltringliv”, og forfatter, Meir Aron Goldschmidt ophøjer denne skøjer til “Taterkonge”, og senere har adskillige forfattere skrevet om Johannes Axelsen.

Den 13. juni 1785 kom Axel Johansen, der var omrejsende glarmester, født i Ravnstrup ved Viborg, sammen med sin kone, Mette Larsdatter, født i Stepping i Sønderjylland, til Brændgård i Ørre ved Herning. Samme aften fødte Mette en dreng i bondens lade. Han blev døbt i Ørre Kirke og fik navnet, Johannes efter sin bedstefader. Herefter drog familien videre.

Efter hvad Johannes fortalte Goldsmith, blev han som ung mand taget til orlovstjeneste. Han fortalte endvidere, hvorledes han i slaget på Københavns Red i 1801 gjorde tjeneste ved en kanon, hvis mandskab blev “bortskudt” tre gange. Men Johannes stod sig. Men disse oplevelser er sikkert opdigtede.

Under sit ophold i København lærte han at slibe sakse og knive, og efter krigen drog han ud i landet som glarmester og skærsliber, og sin kone; han var nemlig blevet gift med Mette Cathrine Pedersdatter fra Rangstrup ved Haderslev. Sammen med andre omstrejfere blev de i foråret 1809 anholdt i Sønderjylland, og ved denne lejlighed får man at vide, af Johannes har brunt hår og blå øjne, og at han er temmelig lang og slank af skikkelse – hvad dårligt rimer med, at Blicher skildrer ham som en ren kæmpe! Mette har også brunt hår og blå øjne, en smal næse, lille af bygning og taler både dansk og plattysk, hvad Johannes også gør. I en fortegnelse hedder det, at hans “profession er håndværk”. Mette har “en pige på 20 uger på armen”, og de får deres pas forlænget otte dage, for at de kan hente deres kærre i Kappel ved Slien.

Johannes var en meget alsidig begavede, thi da parret i 1810-13 opholder sig i Hårup ved Silkeborg er han bødker, skytte og glarmester; men senere synes betleri og tyveri at have været hans vigtigste indtægtskilder.

Efter at han i 1813 var idømt to års tugthus i Viborg for tyveri og løsgængeri. kom han til at væve i tugthuset, men dette arbejde interesserede ham ikke, og så stak han af. Et par måneder efter blev han dog anholdt og indsat i arresten i Flensborg. Han opgav sit navn som Jens Lassen; men passet var falsk, og han kom tilbage til Viborghus.

Nu dukkede spørgsmålet op: Hvor er Johannes Axelsen forsørgelsesberettiget? Og 30 år efter, at han blev født i Ørre, forlanger man, at dette sogn skal tage sig af familien. Provst Hübertz, der var fattigkommissionens formand, strittede godt imod og søgte at bevise, at sognet dog ikke kunne have juridiske eller moralske pligter overfor denne kjæltring og hans familie, fordi Johannes tilfældigt var døbt der. Men det kgl. danske kancelli resolverede, at nævnte familie skulle forsørges af Ørre sogn, dog med hjælp af amtsfattigkassen. Og i 1815 kom Mette Cathrine med to børn til sognet og blev med stort besvær indtinget hos degnen for 9 mark om dagen – ingen ville huse disse folk. Men nogle dage efter vedtog Sognerådet at opføre et lille fattighus på Ørre Hede til Johannes Axelsen, og hans kone og to børn. Huset var 6 m langt og 4,5 m bredt. Vægge og gulve bestod af ler, og taget af langhalm og lyng. Det forsynedes med to døre, enkeltkarmsvinduer og en skorsten med indmuret ovn. Huset stod færdigt i sommeren 1816, og efter at Johannes blev løsladt, tog familien den 24. juni huset i brug.

Særlig taknemmelig var Johannes dog ikke over, at sognet havde bygget et nyt hus til ham og familien. Vel skriver han i begyndelsen af et brev til kammerherre og stiftamtmand Otto Rosenørn i Ringkøbing:
– Jeg elendige fattige Menneske nedbøjer mig for deres Høihed og takker Dem for Huusly, som jeg haver bekommet…”; men så klager han over, at huset er så åbent, fordi væggene er råe, “saa jeg og min kone og mine små umyndige Børn kan ikke ernære os deri formedelst at vi have ikke noget brænde at varme os ved, og Huset er på alle Sider 2 til 3 Miil til Bye …de haver sat Huset på et øde Sted, hvor de mente, at vi snarest skulde omkomme.”

Provstens erklæring går ud på, at de påankede mangler skyldes Johannes dovenskab; “Han kan jo kline huset, således må andre bære sig ad, og der er brændsel – både lyng og hedetørv nok rundt om, når han vil bjærge det!”

Næste år var den gal igen. De mangler brændsel, skorstenen er faldet ned, konen er syg, og Johannes anmoder fattigkommissionen om at man vil skaffe plads til hende i nærheden af folk, hvor hun kan gøre barsel. Kommissionen bestemmer, at hun må flytte over i skolen; men kort efter stak Johannes af med en anden kjæltringekvinde af Svine-slægten. Og endelig forsvandt Mette Cathrine med deres børn. De rejste hjem til Rangstrup, men kom tilbage i maj 1818, efter at hun havde været straffet i Haderslev for betleri.

Senere var Johannes kun hjemme i Ørre enkelte gange. Han fartede rundt i landet snart med den ene kvinde og snart med en anden. En tid levede han sammen med en rakkertøs fra Rønbjerg; men for det meste var det én af Jens Svins døtre, der nød den ære at være taterkongens frille, og navnlig fik han flere børn med Kirsten Svin. Men da de ofte tog navneforandring af hensyn til øvrigheden, der viste en nærgående interesse for familien, så er det vanskeligt at udrede de familiære forhold. Ved sønnen Abrahams dåb i Rybjerg Kirke kalder Johannes sig Johan Christian Møller, og Kirsten Jensdatter optræder undertiden med efternavnet Pedersen.

Der blev i 1817 stjålet nogle sengeklæder i Stenholt, Kragelund sogn. Johannes Axelsen, der sammen med en anden skøjer og dennes kone havde forsøgt at sælge en dyne i Ørre, blev mistænkt og arresteret. To mænd blev sat til at passe på Johannes, men han stak alligevel af – den ene af vogterne var i hvert fald ikke hurtigløber, for han var 82 år.

I 1819 blev Johannes eftersøgt som mistænkt for brandstiftelse på Højris i Ikast sogn, og i 1820 for tyverier både i Hammerum og Lysgård herreder; men man fik ikke fat på ham. Derimod blev han pågrebet og dømt for indbrudstyveri ved Nibe byret i 1827, og året efter fik han to års forbedringshus for hestetyveri ved Andst-Slaugs og Jerlev herreders ret. I Viborghus blev han bl.a. benyttet som barber.

I sommeren 1831 blev han i Aars-Slet herreder tiltalt og dømt for løsgængeri og forfalskning af pas; men ved en overpolitirets dom blev han frifundet og sendt hjem til Ørre. Her fik han, ganske vist som lån, fire rigsdaler til at købe glas og bly, så han kunne ernære sig som glarmester. Men et par måneder efter flyttede han til Aulum. I januar 1833 brød Johannes og mestertyven Søren “Kjeldsen” eller Christensen, ind hos en gammel kvinde i Lime og røvede hendes penge. Men dette kup slap Johannes godt fra, thi han påstod, at han aldrig havde set Dothea før, og hun turde ikke aflægge ed på, at det var de to mænd, der havde overfaldet hende. Johannes blev derfor, af mangel på bevis, frifundet, men mestertyven blev derimod dømt for andre forseelser.

Og i 1842 havde Johannes Axelsen samme held med sig, da han sammen med en skærsliber Kresten Larsen og dennes kone blev sigtet for tyveri. Denne gang blev Johannes sendt til Linå i Gjern herred. Ørre sogneråd havde nemlig ført bevis for, at han rettelig måtte være forsørgelsesberettiget i Linå, da han længst havde opholdt sig der.

Den 29. marts 1844 skete der et indbrud i Toftlund, Ikast sogn. Johannes blev mistænkt og arresteret; men han havde atter held med sig og blev uden dom sendt hjem til Linå. Derimod gik det galt, da han på et marked “købte” nogle lommeure, der var stjålet fra en urmager i Bælum, thi denne “handel” kostede den uskyldige skøjer fire års tugthus. Og et par år efter, at han var sluppet ud af Viborghus, fik han i Salling herred seks år for hæleri. Denne gang kom han til en forandring i Horsens Tugthus.

Men Johannes Axelsen var, som de fleste, uforbederlig. Da han slap ud den 9. februar 1860, kunne han trods sine 78 år dog ikke skikke sig. På Silkeborg marked stod han – nærmest for sjov – og lavede kunster med nogle falske penge. Da kvaliteten var for ringe, gik det galt, han måtte atter tilbage til Horsens, hvor han dog nærmest åd nådsens brød, på grund af sin høje alder, i otte lange år. Man mente, han var 91 år, da han i 1870 slap ud for sidste gang; men han var dog kun 84. To år efter den 19. maj døde han i Skjellerup fattiggård i Linå sogn.

Det var under Johannes sidste ophold i Horsens Tugthus, at Goldschmidt traf ham og gav sin skildring af besøget i sin roman; “En Hederejse i Viborgegnen”.

På Ørre Hede ved Sammelstedby blev der i 1917 sat en mindesten kaldet “Blicherstenen” på det sted hvor Johannes Axelsens hus stod. Det var måske lidt uretfærdigt at man gav stenen Blichers navn, og ikke Johannes. Den bestående hede blev i 1969 fredet sammen med mindestenen og det sidste fattighus.

På stenen står at læse:
“Her lå Axelhus eller Kjeltringhuset hvor Blicher for 100 år siden så Kjeltringsballet.

Kjeltringliv – Novelle af St. St. Blicher:
http://www.caritetlar.dk/tatere/Kjeltingliv.pdf

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Andre Historier