Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

August 23, 2018

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at hans morfar var en af danskhedens bedste mænd i Felsted sogn. Og pastor Mørk-Hansen meddeler oplysninger om nordslesvigske forhold til hovstadspressen, så var det bl.a. om, at hans far havde kæmpet som dansk soldat i 1864 foran Danevirke.

Han var senere i sit liv godt klar over, at han med sin baggrund ikke burde være sendt i preussisk skoles tjeneste. Men i hans unge alder kunne han ikke se de samvittighedsbrydninger dette ville føre til. Hans mor ville han heller ikke bebrejde, men hans naboer. De burde have været mere forudseende

 

Eskildsen mente ikke, at det dansksindede arbejde var godt organiseret

Fra dansk og tysk side har man fremstillet det danske arbejde som godt organiseret. Men det mente Claus Eskildsen ikke var helt rigtigt. Et hvert hjem beskyttede sig selv bedst muligt sagde han. Han kunne ikke rigtig forlig sig med, at toppen af landboungdommen gik på tyske seminarier eller andre veje, der betød tab for den danske sag.

Det burde have været en af de vigtigste opgaver for de nationale organisationer at skabe et omfattende tillidsmandsapparat til at hindre, at de mest begavede havnede i de tyske rækker.

 

Han ville ikke på ”Fortyskningsanstalter”

Som 15 årig kom han på præparandanstalten I Aabenraa. Her gik han fra 1896 – 98. Han blev harm hver gang, at Krieger kom med hadefulde og hånende udfald mod danskerne. Han måtte have en dispensation fra en ældgammel bestemmelse fra den danske tid om, at de unge skulle have haft et års praktik ved en skole, inden de kunne optages på et seminarium.

Læreruddannelsen varede dengang fem år, to år på en præparandanstalt og tre år fra et seminarium.

Fra hans klasse var der to, der af nationale grunde ikke gik på de to nordslesvigske seminarier i Tønder og Haderslev. Eskildsen mente, at de på nogle områder kunne kaldes ”Fortyskningsanstalter”.

Men de valgte Eckernförde, hvor de dansk – tyske spørgsmål ikke var aktuelle. Mange dansksindede lærere søgte ind i Hamborgs skolevæsen. Her fandt de dengang et fristed. Eskildsen var her fra 1898 – 1901.

 

Den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste

Under sin uddannelse blev han præget i tysk retning. Det har han senere nævnt som sit livs vildfarelse. Jo han blev lærer i den tyske skoles tjeneste. Og da var han så afskåret for at virke i den danske sags tjeneste. Han sagde det på denne måde:

 

  • Dette er fortællingen om Claus Eskildsen, den danske bondedreng, der blev lærer i den preussiske stats tjeneste, blev kongelig preussisk seminarielærer, der som Feldwebel traskede fra fra by til by i Litauen og Polen, Belgien og Frankrig, der blev dansk seminarielærer og som foredragsholder nu farter landet rundt, og som dog altid har rødderne bundet fast til hjemstavnen.

 

Skæbnen førte ham til Sæd ved Tønder

Hans mor havde en gang sagt:

 

  • Jeg tror, at Vorherre er dansk

 

Skæbnen førte Claus til Ubjerg sogn og Tønder købstad, hvor han fandt sin kone. Derfor blev han hængende. Her var absolut tysk overvægt. Man kaldte ham også ”verkappter Däne”.

Her i Ubjerg var der en en-klasse skole med 65 børn i alderen 6 – 15 år.

 

Nej til stor stilling i Berlin

Fra dansk side påstod man, at han var blevet helt tysk og bl.a. holdt tale på kejserens fødselsdag på Knivsbjerg.

Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe på Knivsbjerg. Han stod også for det rent tekniske med at planlægge kampene. Men der var noget med kejser Wilhelm. Det var på kollegiet, hvor man skiftedes til at behandle et emne, og så sluttede man med et leve for kejseren.

Claus Eskildsen sagde på dette tidspunkt nej til et job som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin. Ja og den beslutning blev taget inden han vidste, om den danske stat kunne eller ville bruge ham. Han fik forbud mod at optræde som taler i afstemningskampen. Det måtte ingen embedsmænd. Men det var ingen, der havde forbudt ham, at skrive.

 

Råhed, amoral og menneskeforagt

Sine oplevelser under første verdenskrig som vi også har fulgt på dengang.dk’ s FB nedfældede han i en bog ”Østfront Vestfront.

Fra den første dag, at de fik blanke knapper blev han fuldstændig chokeret over for den preussiske militarismes råhed, amoral og menneskeforagt. Indtil verdenskrigens afslutning, da han havde tilbragt 6 år af sit liv i militærtjenesten, har han afskyet dette væsen. Nu fik de til gengæld i det mindste for deres legemlige slid og deres åndelige lidelser den fyrstelige gage af 22 penning om dagen.

Efter krigen vendte han tilbage til familiens danske ståsted.

 

Kejser-Wilhelm statue henvist til Kirkepladsen

Men tilbage til Tønder. Her var Claus Eskildsen imponeret over, at der kun var en politibetjent på daværende tidspunkt. Og han var ikke engang overbebyrdet.

Først i 1909 fik Tønder en afdeling af den tyske forening. Og byrådet nægtede at give tilladelse til opstilling af en Kejser-Wilhelm-mindesmærke på Torvet som i Haderslev. Nej den fik lov til at stå lidt afsides på Kirkepladsen.

 

Nu forstod apotekeren, hvorfor han var dansksindet

Så mente Claus Eskildsen, at der i Tønder ikke var den samme jagt efter dansksindede som andre steder i Nordslesvig. Man kunne bevare sit danske sindelag nogenlunde i fred, når man gemte sig godt. I hans og hans kones omgangskreds vidste de godt, at han var dansksindet. Mistænkt var han også hele tiden hos tyskerne.

I 1913 sagde apoteker Meubrink, da han havde fået lov til at læse den danske slægtsbog, som Eskildsen havde lavet:

 

  • Nu forstår jeg godt, at folk siger om Dem, at De er dansksindet. De kan jo ikke være andet.

 

Eskildsen havde det ikke godt med samvittigheden

Værre var det at være i fred med sin egen samvittighed. Det var i længden uudholdeligt at skulle leve en elendig hyklers liv. Man skulle agere tysk udadtil og være dansk i sindet. Ja mange af Eskildsens landsmænd blev som preussiske tjenestemænd i de forskellige etater stillet over for denne konflikt.

 

Hensyn til familie og gerning vejede tungere

Hvorfor holdt han så bare ikke op med at arbejde for preusserne? Hensynet til sin familie og den gerning, han holdt af, forbød ham at forlade sin stilling. Han måtte holde sit danske sindelag nede og finde over til det tyske. Han forsøgte bevidst at holde den danske påvirkning ude. Han afholdt sig med at læse danske bøger og aviser. Så forsøgte han at finde det bedste i tysk kultur.

Han nåede aldrig til vejs ende, men nåede et godt stykke frem, takket være arbejdet frem til sine eksaminer. Så følte han sig lidt knyttet til den tyske kultur.

 

Følte sig stødt over de tyske angreb

Men han følte sig stødt tilbage, hver gang ”Tondernsche Zeitung” eller andre tyske grænselandsblade bragte deres hånende, hadefulde angreb mod det danske, eller der rettedes angreb mod det danske fra anden side.

Da den tyske forening den 16. januar 1909 for eksempel foretog sin berømte ”Sturm auf Tondern” blev Eskildsen bedt om at stenografere talerne til den lokale avis. I nattens muld og mørke tilbød han så referat af mødet til redaktør Peder Skovrøy. Nu var Claus Eskildsens samvittighed nogenlunde beroliget.

 

Ikke gøre sønderjylland dansk ved at håne, skræmme og true tyskerne

Hans filosofi var, at man ikke skulle gøre Sønderjylland til et rent dansk land ved at håne, skræmme og true tyskerne. Det skulle ske ved positivt og i frihedens og tolerancens ånd at udbrede dansk åndsliv,

 

Undervisning på Øvelsesskolen

Hele undervisningen i en fire-klasser og en en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af elever i seminariets ældste klasser. Der var ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen. En af seminarielærerne i reglen den yngste havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” ledelsen af skolen og hovedtilsynet og som sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn.

Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse. Ordinarius skulle også tilkaldes, hvis en af drengene skulle tærskes. Det måtte seminaristerne ikke gøre selv.

Klø vankede det nemlig meget af i denne skole. Og det er vel meget naturligt, når man tænker på, at børnene i deres 9-årige skoletid havde 270 lærere. Da måtte disciplinen bygges op på et lydighedsforhold, da det personlige forhold manglede helt.

Det blev selvfølgelig en ære og en sport for enhver dreng at prøve, hvor lang man kunne gå for at drille den stakkels seminarist.

 

Gratis skolemateriale

Nu var det ikke så sjovt i den en – klassede skole. Her skulle ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år undervises samtidig i et lokale. Drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole var tvangsindskrevet til seminariets øvelsesskole.

 

Eskildsen: Det dansk – tyske forhold ikke sort/hvid

I sin afskedstale på Tønder Seminarium sagde Claus Eskildsen til de unge seminarister:

 

  • De må ikke forestille Dem Preussen som et stort tugthus og Danmark som et ubunden frihedens Paradis. Det kan være nok at henvise til to ting: Det danske eksamenskineseri i forhold til de fri tyske eksamensformer og det stive danske bureaukratiske centralstyre i forhold til den meget friere tyske decentralisering

 

  • Det er mere ånden, der skabte forskellen mellem tysk tvang og nordisk-dansk frisind, men den, der ikke havde lært nordisk frisind at kende, der fra barnsben ikke kendte andet end preussiske forhold, følte ikke dagligt, at han levede i tvangens land. Jeg har heller ikke følt det, hverken som elev eller lærer.

 

Eskildsen: Læreren skulle være en kunstner

For at få børn til den en – klassede skole blev alt skolemateriel givet børnene gratis. Det var en udpræget fattigbørns – skole med en stor del meget svagt begavede børn fra ikke – skoleinteresserede hjem. Så undervisningen i denne skole var ret vanskelig for unge seminarieelever.

Amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen forklarede forholdene mellem de danske og de tyske lærere dengang:

 

  • Har jeg valget mellem en dygtig dansk og en dygtig tysk lærer, vælger jeg den danske. Har jeg valget mellem en dårlig dansk og en dårlig tysk lærer, vælger jeg den tyske. Denne vil i det mindste hæve teknikken i orden og aldrig stå helt hjælpeløs.

 

Claus Eskildsen havde sin egen filosofi om begrebet en god lærer:

 

  • Læreren skal være kunstner, og det vigtigste hos en lærer er instinkter, den medførte evne til at komme i forbindelse med barnet og til at gøre stoffet interessant og let for dette. Men selv de dygtigste kunstnere skaber intet stort uden teknisk kunnen, og mange lærere er nu engang ikke fødte kunstnere og kan aldrig blive det.

 

  • Men de kan ved flid og øvelse blive meget gode håndværkere i faget og grænsen mellem kunst og håndværk vil altid være flydende. Dette bliver man kun ved at tilegne sig fagets teknik og lægge vægt på gode arbejdsmetoder.

 

Min far ville ikke finde sig i noget

Ja se det burde lærerne på Tønder Kommuneskole have læst. Bevares, vi havde skam gode lærere. Men meget var baseret på, hvad din far han lavede. Men det var den tid. Nu fandt min far sig ikke i alt, hvad lærerne på Tønder Kommuneskole foretog sig. Et par gange stillede han i murertøj med murerspand på cyklen og ville godt lige have fat i kravetøjet på et par lærere. Det var, når de gentagende gange havde givet hans børn lussinger.

 

300.000 eksemplarer af Ole Bole

Som lærer ved Tønder Seminarium udgav han efter genforeningen flere lærerbøger bl.a. Ole Bole ABC, der udkom i hele 300.000 eksemplarer og som var illustreret med tegninger af Storm P.

Fra 1909 til 1919 sad han i Tønder Byråd. Fra 1924 til 1947 redigerede han sammen med H. Lausten-Thomsen, Sønderjysk Månedsskrift. Og i 1938 blev han Ridder af Dannebrog.

 

En vovet udgivelse i besættelsestiden

Claus Eskildsen blev berømt for sin bog Dansk Grænselære, der udkom i 1936. Hans bog fra 1942 ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser fra 1942 var et markant opgør med den nazistiske ”Blut und Boden” – politik. Det var en ret vovet bog, at udgive på dette tidspunkt. Han havde nu heller ikke fortaler alle steder grundet hans markante holdninger.

Han blev dog også anholdt flere gange under besættelsen. Man var bange for at han skulle sendes længere syd på. Men Jens Møller, leder af NSDAP-N og det tyske mindretal sørgede for, at han blev løsladt.

 

Afskedstale: 44 år i opdragelsens tjeneste

Den 31. august 1946 holdt han afskedsforelæsning på Tønder statsseminarium efter 44 år i opdragelsens tjeneste, som han selv udtrykte det.

 

Meget få sygedage

Han fortalte, at han ikke havde haft en sygedag i de 40 år på seminariet, hverken i den tyske eller danske tid, bortset fra et par dage med hjernerystelse, da en elev i idrætstimen havde kastet en jernstødkugle i hovedet på ham. Ja så var det også lige et par andre dage, da han på sportspladsen havde hentet sig et ankelbrud.

Det var dog kun et par dage, han var fraværende, idet han på 3. dagen med benet i skinner og gips lod sig transporterer til sine undervisningstimer i båd på Vidåen. Han boede dengang ved Sønderport.

 

Til Tønder, da vandværket blev bygget

Da han kom til Tønder blev vandværket bygget. Borgerne havde indtil da hentet deres vand i åbne brønde eller i Vidåen. Kloakering med vandkloset kom først efter 1920. Alt spildevand fra køkken, vaskehus, toiletter og stalde løb fra smøgerne mellem husene ud i gadens rendestene. Om vinteren dannede disse store isbræer, som man balancerede hen over, når man om morgenen gik til klassen.

Claus Eskildsen døde i 1947, så det var ikke en lang pensionisttilværelse, han kunne holde.

 

Dansk Grænselære

Som allerede nævn vagte hans bog, Dansk Grænselære stor opmærksomhed og røre. Han påviser, at danske stednavne forekommer helt ned til Danevirke-linjen. Frisiske navne findes ved Vadehavet, tyske navne findes i Holsten og Jernved, mens vendiske navne forekommer i Østholsten.

Dernæst var det racespørgsmålet. Her bruger Claus Eskildsen tyske undersøgelser. De nordiske træk som blondt hår, blå eller grå øjne og langskallethed er mest udbredt i Sønderjylland. Alpine træk som brunt hår og brune øjne er fra Holsten og sydpå, hvor de bliver mest udprægede i Østrig og Schweiz.

Så kastede Eskildsen sig over personnavne. Det viste samme billede. Nordiske sen – navne domminerer i Sønderjylland, tyske navneformer i Holsten. Som en særlig pointe fremhæves (med en telefonbog fra Hamborg som kilde) at:

 

  • Der lever i alle Nordslesvigske Købstæder tilsammen ikke så mange Borgere af tysk nedstamning, som der alene i Hamburg findes af Petersen’ er og Hansen’ er.

 

Dernæst kastede Claus Eskildsen sig ud i danske og tyske gårdtyper og deres fordeling. Den danske, flerlængede gård stilles over for Saksergården. Claus Eskildsen konstaterer:

 

  • Nord fra og ned til Linien Sli – Danevirkehar vi den danske Gaard. Syd fra og til Ejderen har vi Saksergaarden. Ingemandslandet mellem Danevirke og Ejder er tydeligt præget af den største Stilblanding.

 

Ikke mange spor af tysk

Efter gårdene følger andre træk: markled, vogne, fodtøj (danske træsko over for tyske klodser) madvarer, højtider, folkefester, folkedigtning, sagn og tro. Claus Eskildsen påpeger, at danske købstæder har gadenavne efter retning (Nørre-, Sønder-, Øster-, og Vester-,) hvor tyske byer har gadenavne efter hvortil, de fører.

Efter således at have sat Sønderjylland i sin rette kulturelle sammenhæng følger et afsnit om landsdelens politisk-administrative historie, hvor det skridt for skridt løsrives fra forbindelsen til kongeriget. Så følger et opgør med påstandene om, at Danmark ikke skulle være et industrialiseret land med datidens fremmeste teknologi, et afsnit om sprogpolitikken og dens følger. Og endelig er det et afsnit om den da aktuelle grænsekamp, hvor den tyske indsats for at fremme tyskhedens sag understreges. Bogen afsluttes med Grænseforeningens virke.

 

Sønderjysk befolknings- og slægtsforbindelser

Også i ”Den Sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser” laver Claus Eskildsen et væld af undersøgelser. Han finder ud af at

 

  • 99 pct. af den nordslesvigske Landbefolkning har sine ætmæssige Rødder paa dansk Folkeomraade
  • Der er ikke engang 1 pct. tysk Blod i den nordslesvigske Landbefolkning
  • 97 pct. af den mellemslesvigske Landbefolkning stammer fra dansk Omraade
  • 3 pct. stammer fra tysk Omraade
  • Købstæderne har mere tysk Blod: Tønder har 8,7 pct., Haderslev 10,5 pct. og Aabenraa 6,4 rigstysk Blod
  • Rigsdansk Islæt: Tønder 14,2 pct, Haderslev 21,6 pct., Aabenraa 11, 3 pct.

 

Claus Eskildsens udgivelser

Tjah, Ludwig Andresen mente, at Nordslesvig var gammel tysk land. Men lad os slutte artiklen med at kigge på Claus Eskildsens forfatterskab:

 

  • Udgivelser:
  • Lidt om vort Hjem og vor Slægt. Familiebog for Familien Eskildsen fra Felstedskov(1913)
  • Oles første Læsebog (1927)
  • Ole Bole ABC (1927)
  • Det første Skoleaar (1927)
  • Østfront. Vestfront. Erindringer fra første Verdenskrig (1929)
  • Ich spreche Deutsch, Deutsches Lese- und ûbungsbuch für Anfänger (1932)
  • Psykologi til brug for Seminarier (1933)
  • Faglig tysk Læsebog for Seminarier (1935)
  • Dansk Grænselære (1936)
  • Grænsebyen Rudbøl (1936)
  • Schleswigs Boden und Volksturm (1938)
  • Tønder Statsseminariums Historie 1788 – 1938 (1938)
  • Den Nationale Stilling 1939 (1939)
  • Die Schleswigsche Grenzfrage in zeitmässer Beleuchtung (1939)
  • Ich lese Deutsch. Deutsches Lesebuch für Danische Schulen
  • Ordliste og grammatiske Øvelser til “Ich spreche Deutsch” (1940)
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelser (1942)
  • Tønder 1243 – 1943 udg. I anledning af Tønders 700 år (1943)
  • Sønderjysk Tæppefabrik A.R. Kjærby Højer (1944)
  • Skal grænsen flyttes (1945)
  • Kortfattet dansk grænselære (1945)
  • Die Schleswigsche Frage (1945)
  • Oplysning om Sydslesvig (1946)
  • Sydslesvig og det preussiske (1946)

 

Kilde:

  • Sønderjysk Årsskrift
  • Dansk Grænselære
  • Den Sønderjyske Befolknings Slægtsforbindelse

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk/tyske i Tønder:

  • Tønder Før og efter Genforeningen
  • Tønder Bibliotek i begyndelsen
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder omkring 1930
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Er Genforening det rette ord?
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjylland til Ejderen?
  • Sønderjyllands Historie indtil 1920 og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om skoleforhold i Tønder:

  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Livet på Seminariet i Tønder
  • Tønder Statsseminarium – en del af historien
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder – endnu mere
  • Tønder Statsskole – dengang
  • I skole i Tønder
  • Blomst til skilsmissebyen (Den Røde Skole)
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 og meget mere

 

Claus Eskildsen – en lærer fra Tønder

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskolen. Men ham vi skal høre om er født i Felsted Skov i en dansksindet familie. Men han arbejdede i mange år i det prøjsiske skolevæsen. Det fik han dårlig samvittighed over. Men det var af hensyn til hans familie og kald. Han mente, at vi havde fortyskningsanstalter. Skæbnen førte ham til Sæd syd for Tønder. Han sagde nej til en topstilling i Berlin. Han var i den prøjsiske hær både ved øst – og vestfronten. Han mente at det prøjsiske hær var fuld af råhed, amoral og viste menneskeforagt. Han kunne godt lide, at Kejser Wilhelm statuen blev henvist til Kirkepladsen. Han følte sig stødt over tyske angreb mod danskerne i datidens tyske aviser. En masse fag- og undervisningsbøger skrev han. Det var bl.a. Dansk Grænselære, en bog, der blev meget omtalt. I 44 år var han i opdragelsens tjeneste og mange af disse år var på Tønder Seminarium.

 

Vi havde også en Eskildsen på Tønder Kommuneskole

Jo jeg havde skam også en lærer Eskildsen på Tønder Kommuneskole. Det var i Biologi og religion. Kunne du ikke Fadervor udenad til fingerspidserne, så skulle du ligge dig på katederet og så var det ellers smæk i numsen med pegepinden. Ja sådan havde Eskildsen mange finurligheder på tapetet. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her.

 

Fra Felsted Skov

Det er nemlig Claus Eskildsen, som vi her skal høre om. Han var søn af rådmand Hans Peter Eskildsen og Cecilie Maria født Festersen. Han voksede op i en dansksindet familie på en lille gård mellem grønne bøgeskove og Aabenraa Fjord i Felstedskov. De var fire brødre og tre søstre.

De fire brødre kunne ikke forsørges som landmænd alle sammen. Og da man påstod at Claus var begavet, ja så skulle han læse til lærer. Det var hans mor, der tog beslutningen.

  • Han skal nok blive en god lærer! Claus har altid været glad for små børn.

Der var ingen realskoler, men gymnasier i Flensborg og Haderslev, hvortil der kom en overrealskole i Sønderborg.

Der var ingen anden overskole i Sønderjylland dengang.

 

En dansksindet familie

Det var vigtigt for Claus Eskildsen, at understrege, at