Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Masser af politibetjente

August 9, 2018

Masser af politibetjente

Vi kigger på panserbassen fra 1870 – 1920. Det var om, at få fat i en hestedroske, når man havde langt hjem og anholdt en. Så var der også Tugt- rasp – og forbedringshusene. Og så var der optagelsesprøve. Eksercits var kedelig. Der var strenge uniformsregler. Der var en masse, der skulle tjekkes. Der var lige fra tyveri til dyremishandling. Og så var der en sørgelig dag med to selvmord. Og så drejede det sig om en neger. De unge betjente ”lærte” af de ældre. Det blev for meget for chefinspektøren. Så fik man kendskab til Dukkehjemmet. Og de havde fortjent det. Drikkevarerne var på husets regning. Korporlig slagsmål var en erhvervsrisiko. 10 gange med bambuskæp – han havde stjålet 10 tomme ølflasker. Så politiet transportmidler.

 

Få fat i en hestedroske

I 1879 var det samlede antal af politibetjente i København oppe på 347 mand. Fem år senere var man oppe på 390. i 1885 lykkedes det for politidirektør Crone at gennemføre endnu en forøgelse af styrken.

I 1874 oprettedes der poster på faste knudepunkter i byen. Det var her, hvor normal patruljering ikke ansås for at være tilstrækkelig. De seks oprindelig politikredse blev udvidet. Men herved øgedes afstanden fra yderområderne til kredsens politistationer betydelig.

Hvis det ikke lykkedes for betjenten at kapre en hestedroske, var han henvist til at transportere den anholdte til fods. Af praktiske grunde – for at betjentene ikke under publikums jublende bevågenhed skulle en genstridig, ofte beruset synder længere end højst nødvendig, etableredes der en række faste politivagter i de mest urolige kvarterer.

 

Mange små stationer

Allerede i 1872 oprettedes Fælledvejens Politistationen. På lille Vibenhus på Østerbro og bl.a. Korsgade og Stefansgade indrettedes der stationer. Det var i stueetagen i private ejendomme. Her var fire liggepladser med detentionslokaler. Når uromagerne gik amok kom stavene i brug. Så tog man støvlerne af dem og bandt hænder og fødder.

Staklen blev transporteret til arresten i hovedkvarteret på Nytorv, og så blev man anbragt i ”pipcellen”, hvor han kunne råbe og skrige, som det passede ham.

I 1883 havde alle vagter åbent i døgndrift. Omkring århundredeskiftet kom der tre nye politistationer. Syvende kreds var i Nordre Frihavnsgade nummer 9. Den blev oprettet i 1885. Den ottende kreds blev oprettet i 1902 med stationen i Lyngbygade, senere i Hillerødgade. Niende kreds med stationen på Mørke Alle 16 så dagens lys i 1906.

Station 5 flyttede i 1881 til Svendsgade, hvor man skal dele en ejendom sammen med brandvæsnet. Og i 1884 flyttede man længere ned ad Fælledvej.

 

Tugt-, Rasp- og Forbedringshus

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset ”Børnehuset” havde siden 1873 også fungeret som kvindefængsel. I 1889 kom der et nyt kvindefængsel, som blev bygget til det eksisterende arresthus på Nytorv. Otte år senere kom der igen en modernisering af forholdene.

Et nyt stort fængsel blev omsider taget i brug i 1895. Mange hjemvendte værnepligtige, bønderkarle og håndværkersvende stod i kø for at blive optaget i styrken. Den gang var ansættelsesproceduren enkel. Man skulle være mellem 22 og 40 år gammel. Man skulle være uden legemlige skavanker, kunne læse og skrive og så skulle man have et nogenlunde uplettet levned bag sig.

 

Optagelsesprøve

I 1890 blev seks aspiranter bedt om at sætte sig til bords.  De fik alle udleveret et gult folieark, et penneskaft og en pen. Fra den høje pult dikterede 1. politiinspektør herefter med klar og tydelige røst fra en af straffelovens paragraffer. Den koncentrerede stilhed dirrede i lokalet. Pennene kradsede og smuttede.

Da skriftprøverne meddelte politiinspektøren efter en kort omgang, at ansøger et, to og tre ikke kunne antages. Den ene måtte vente en times tid. Så blev han fremstillet for selveste politidirektøren, der stillede ham nogle spørgsmål.

Så blev han igen sendt ud og måtte vente på politiinspektøren.

 

  • De kan ikke blive antaget sådan uden videre, lægen skal lige se på Dem. Men De fejler vel ikke noget. Hvornår kan De møde?

 

Efterfølgende var der undervisning et lokale i arrestbygningen to gange om ugen. Og det var politiinspektøren, der stod for undervisningen. Efter tre måneder forventede man, at de unge mennesker havde tilegnet sig den nødvendige kendskab til politiinstruksen, politivedtægten og helligdagsloven. Hvad der herefter var af mangler, skulle hver enkelt tilegne sig gennem dumheder og erfaringer.

 

Og så skulle man til eksercits

En lidt større plage for de nye folk var den militære eksercits, der eksempelvis for natholdets vedkommende praktiseredes tre – fire gange om måneden i Gothersgade Eksercerhus.

Den gamle politiinspektør var gammel dragonofficer. Han havde ringe erfaring i at kommandere med fodfolket. Det så også ud til, at de unge mennesker havde vidt forskellige baggrund i at eksercere. Det var heller ikke altid et skønt syn, at se betjentene forcere Rosenborg Eksercerplads i tungt og urent trav.

Også dengang foretrak man de ugifte. Betjentene forpligtedes til at have deres bopæl på politiets kaserne. Såfremt de blev gift, uden ledelsens samtykke blev de opsagt.

 

Strenge uniformsregler

Husleje samt udgifter til lys og varme trækkes i om måneden for en menig betjent – seks kroner om måneden.  Otto kroner for en enlig overbetjent og fjorten kroner for en overbetjent med familie.

Lægehjælp, lægehjælp og eventuel sygehusophold var tjenestegoder. Der var strenge regler om, hvordan man skulle behandle og opbevare tøjet.

Sengen skulle være redt, intet måtte anbringes på sengen, og man måtte ikke ligge i sengen med fodtøj på. Af- og påklædning skulle foregå for nedrullede gardiner. Genboerne måtte ikke generes.

 

Latrintømmerne skulle også tjekkes

På patruljen skulle betjenten nøje følge den angivende rute med tilhørende gader og veje. Han måtte hverken gå for langsom eller for hurtigt. Han måtte ikke sætte sig eller stå stille med mindre opgaven krævede det. Han måtte ikke indlade sig i en samtale med nogen om noget, der ikke havde med tjenesten at gøre.

Enhver unødvendig berøring af civile borgere – hvor god hensigten end måtte være skal ubetinget undgås. Så måtte betjent på vagt hverken ryge tobak, bære stok eller paraply. Han måtte heller ikke ledsage en hund. Han måtte heller ikke gå ind på en beværtning.

Betjenten skulle være opmærksom på, at latrintønderne var forsvarligt påsatte under transporten. Gadedrengene skulle ikke rode og svine i rendestenene Man skulle sprede flokkene af drenge, der overalt i byen spiller top eller bols på torve og offentlige pladser.

Man skulle også se til, at tyre, der blev trækket gennem gaderne var passiviseret på en forsvarlig måde. Det havde i flere tilfælde vist sig, at ringen i tyrens næse har givet efter for presset.

 

Man lærte folk at kende

Ja og så var det jo også det endelige betleri, der også skyldes de strenge vintre. Så skulle der også kontrolleres de folk, der spillede i baggårdene. De skulle fremvise, om deres tilladelser var i orden.

Efterhånden kunne betjentene sætte ansigter på personer i bydelen. De dukkede op med tilsigelser eller bødeforlæg. Forældrene blev måske også krævet skolemulkt, hvis barnet pjækkede fra skole. Det kunne også være, at der var et forargeligt samliv mellem ugifte folk.

 

Travle betjente

Man fulgte også professionelle tigere, der drev illegal håndværk og gik fra dør til dør. Ja så var der også hasardklubber.

En hestevogn havde tabt sit hjul og måtte ikke køre videre. Latrinkusken Ole Nielsen spildte fra sin latrinvogn. Der var indløbet en klage fra officersskolen på Frederiksberg Slot.

Herfra lød også en klage, at en kvinde opførte sig upassende fra forlystelsesetablissementet Alleenberg. Hun råbte:

 

  • Kys mig her og kys mig der, kys mig foroven og kys mig forneden

 

Hun måtte indrømme, at hun netop havde haft en halv times samleje med en nydelig herre for to kroner.

En enke finder til sin forfærdelse et dødt pigebarn på omkring et halv år i køkkenet. Et par dage efter lykkedes det at anholde moderen, der havde siddet i fængsel, men nu er løsladt uden logi. Da dødsårsagen ikke umiddelbart kunne konstateres blev sagen overgivet til birkedommeren.

 

Lige fra tyveri til dyremishandling

Så var det en hestevogn med mælkeflasker, der løb løbsk i Frederiksberg Have. En stor hund forulempede og snuppede hatten af børnene.

Snedkersvend Schede erkendte at leve i en forargeligt samliv med fruentimmeret Henriksen, som nu er i svangerskab igen, og med hvem han i forvejen har en 2-årig datter.

Tyverianmeldelserne udgjorde en tredjedel af rapporter, ja så var det også værtshusslagsmål, oftest var det problemer med afregningen. Ja så var der også lige tiggerproblemer med børnene.

Ni årige Niels Pfeiffer på ni år blev hver morgen af sine forældre sendt over til Frederiksberg Allé for at tigge i husene. En anden bettler på 11 år var stukket af hjemmefra. Hun overnattede i henstillede barnevogne.

En betjent får fat i en 11-årige, der var i besiddelse af tre to ører og to enører samt noget smørrebrød.

Så er det ildløs, anmeldelser om dyremishandling, hælerisager og barmermester Sass, der er dybt uenig med en lærling om dennes ekstrafortjeneste i jobbet.

 

Det var en sørgelig dag

Lørdag den 26. marts er en sørgelig dag, da en ældre drikfældig kone har hængt sig i en dør, mens en yngre mand har hængt sig i et dørgreb. Samme måned går værthusholder Veise amok, affyrer en række revolverskud og sårer flere personer. Han bliver svinebundet til en ”Meubelvogn” og trukket af seks personer. Han må transporteres til sygehuset, hvor doktor Heiberg erklærer ham for sindssyg.

 

Det drejede sig om en neger

Så opdager en smart opvarter i Kehlerts Have, Allegade 9 en tidligere kollega. Det Robert Donowan fra Vestindien. Hen var ikke blot blevet fyret. Han havde fået en bøde på 12 kroner og et politiforbud mod at vise sig i kvarteret igen. Opvarteren brølede ”Der er hen den slave”. En betjent bliver tilkaldt og denne skriver omhyggelig i sin rapport, at det drejer som om en neger.

 

De unge kunne ”lære” af de ældre

Jo de betjente lærer hele tiden noget, således den unge, den ældre betjent, der slukkede gadelyset, satte sig på en bænk ved Dosseringen og sagde, at ville vækkes om et par timer.

En anden garvet ordenshåndhæver, der fik sin søvn på Brohusmarken er praktisk nok til at have et vækkeur med. Det fungerede også godt, indtil hans ondskabsfulde kollega ændrede tidspunktet.

I Gartnergade var der også en fin stald, hvor man kunne hvile øjnene. I Gasværkshavnen kunne man søge tilflugt på en lille damper.

Nogle af betjentene fik aftaler med deres inspektører, så de slap for at blive efterset i sømmene. Der var efterhånden lidt for meget lemfældighed.

 

Det blev for meget for chefinspektøren

Da chefen for ordenspolitiet Th. Jensen i begyndelsen af 1880erne-mens han stadig kun var inspektionsbetjent – en aften træffer en glad og beruset betjent i selskab med bordelværtinde og med en toddy i hver hånd, udbryder han harmdirrende:

 

  • Nej, nu skal det blive løgn for fremtiden

 

Straks efter sin udnævnelse til 1. politiinspektør indfører han i disciplinens navn et nyt – og nu civilt – korps af inspektionsbetjente. Deres eneste opgave var, at gribe styrkens menige folk i pligtforsømmelse eller småforseelser som at undlade at bære de hvide handsker eller forlade ruten for at gå ind i en butik for at købe en rulle skrå eller lignende.

 

Huset betaler

Begge dele blev takseret til bøder mellem tre og fem kroner. Således fortæller en yngre betjent i 1890erne, at en ældre kollega, Petersen også kaldet ”Drengen” pludselig standser op for en værthus ved Vognmagergade. Han beordrer novicen til at komme med indenfor.

Den unge forbereder sig til konfrontation med berusede ballademagere. Men inden da havde ”Drengen” gjort tegn til værtshusholderen, der straks har sat to bajere på bordet. Og sådan fortsætter det til mange andre værtshuse på turen. Jo den unge betjent lader sig også traktere af kaffepunch og andre drikkevarer selvfølgelig på husets regning.

 

Kendskabet til ”Dukkehjemmet”

Efter et par dage rundt på diverse værtshuse blev den unge politibetjent overladt til en ældre betjent, der blev kaldt Bølle-Jørgen. Det første den unge betjent blev spurgt om var:

 

  • Kender du Dukkehjemmet

 

Og det gjorde den unge selvfølgelig ikke. Det var en kælderbeværtning på hjørnet af Store – og Lille Brøndstræde. Det var en dyb kælderbeværtning, hvis stampersonale bestod af luder, alfonser og bondefangere.

Da Bølle-Jørgen kommer rejser de fleste sig op og hilser ærbødigt. Men dem der ikke rejste sig hurtig nok; De fik besøg af ham:

 

  • Kan du ikke hilse din Drabant?

 

Han uddeler lige et par lussinger. Han beordrer sine unge kollega til at holde døren, og åbne for døren op til gaden. Efter tur tager han hver enkelt i hovedet. Så smed han dem ud på fortovet, hvor de lige skal ligge et stykke tis og sunde sig, inden de lusker væk igen.

 

De havde fortjent det

Den unge uerfaren kollega spurgte om gæsterne havde fortjent denne behandling. Bølle-Jørgen trak bare på skulderen og sagde bare, at det havde de altid. Han var ikke ligefrem elsket i bordelkvarteret. Alfonserne og bøller ved, hvor de har ham. De prostituerede accepterede hans retfærdige afgørelser, når han eksempelvis afsluttede de hyppige slagsmål blandt pigerne. Han ordnede det hele med et par lussinger i stedet for at skrive rapport.

Men ak en dag fornærmede Bølle-Jørgen en pæn ældre dame, der var gift med en jurist. Straks blev Bølle-Jørgen forflyttet til det yderste Nørrebro og skulle nu omgås Lersø-bøllerne.

 

Korporlig slagsmål var en erhvervsrisiko

Korporlige slagsmål var altid en erhvervsrisiko, staven er altid en god forbundsfælde. Ja det er håndsnøren sandelig også. Det er et stykke reb, der med et stykke træ i hver ende vikles om synderens håndled og drejes rundt indtil smertegrænsen eller længere. Den er god til at berolige genstridige.

I logihusene står der ikke noget om, hvor mange gæster, der må være i hvert værelse. Man behøver heller ikke, at være så strenge med hygiejnen og renligheden som på et hotel. Man kan nøjes med at skifte lagner en gang om måneden.

Ja i disse logihuse serveres der også flydende føde fra morgen til aften. Almindelig føde, ja så kunne man måske gå i kælderen i Vognmagergade. Der kan du få varme kartofler og stegt yver for fem øre. I spisehusene ved Gl. Strand, var gafler, knive og skeer lænket til bordet. Tallerknerne var erstattet af fordybninger i bordet.

Serveringen består først og fremmest af gule ærter, der sprøjtes ned i fordybningen. Men den suges også straks op igen, hvis ikke betalingen falder.

 

Politiet er der hele tiden

Også i spisestederne – tilladt eller ej – skænkes der spiritus i rigelige mængder. Ølhandlere, brændevinsbrændere, købmænd og mange andre handlende måtte nok erkende, at mange af dem var alkoholiserede.

Politiet er der hele tiden. Værthus – uorden, husspektakler, berusede ægtemænd der banker kone og børn og smadrer lejligheden.

 

Ballade på Nørrebro

I 1901 var der deciderede plyndringstogter i Vesterbros sidegader. Der skulle også skaffes rigeligt af flydende varer.  Vi har allerede beskrevet problemerne i Rabarberkvarteret og ude i Lersøparken.

 

Stjålet 10 tomme ølflasker

Omkring 1893 måtte betjenten op på øverste etage af retsbygningen på Nytorv. Den unge forbryder på ca. 10 år blev spændt fast. Afstraffelsen sker med en 5 cm tyk bambusstok. Betjenten tildeler nu den fastspændte forbryder 10 hårde slag. Huden flås af i striber og blodet pibler frem.

Efter afstraffelsen følger betjenten den unge knægt ned til fængselsporten.

  • Hvad har du egentlig lavet
  • Stjålet 10 tomme ølflasker

 

Da politiet fik transportmidler

Politiet fik dog transportmidler. I begyndelsen var det betjentenes egen. Men langt fra alle havde råd til sådan en. Man fik tjenestecykler, da der kom gummi på hjulene. Men ikke alle var lige begejstrede. Og man måtte ikke bruge cykelstierne, for så brugte man dem frem for de andre.

Og når cyklen ikke stod på stationen, så var den heller ikke klar til hurtig udrykning.

Fængselsvæsnets hestetrukne cellevogn blev anskaffet i 1871. Den eksisterede helt til 1918.

Tænk engang i 1918 blev Frederiksberg Politi motoriseret. Et par måneder efter var det Københavns Politi, der lejede en syvpersoners åben patruljevogn af mærket Hupmobile. Allerede året efter udvidede man med en Indian Standard motorcykel. Dern vakte vild begejstring.

Nu lejede man endnu to af denne motorcykel med nu med sidevogn. Men det måtte man opgive igen, for i et sving river en velvoksen inspektionsbetjent sig løs med sidevogn.

For nu er det Odense, der kommer først i 1921 med en udrykningsvogn med plads til 17. To år senere, der skaffer et motorkørertøj med en tophastighed på 85 km/t.

 

Kilde:

  • Se Litteratur København (under forberedelse)
  • Artikler dengang.dk
  • Flemming Jarlskov: Lov og orden – Af danskernes og dansk politis historie

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk Kan du læse en del artikler omkring kriminal – og politisager. Men du kan også læse om politiet:

 

  • Mere Politi og flere ”Banditter” på Nørrebro (2)
  • Politi og ”Banditter” på Nørrebro (1)
  • Politiassistent Rantzau
  • Betjent på Nørrebro
  • Da Politiet gik patrulje på Nørrebro
  • Fælledvejens Politistation
  • De kaldte sig Syndikalister
  • Børne – og Tugthuset
  • Bag Bremerholms Mure
  • Forbrydelsens Ansigt og mange flere

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København