Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Landsmænd og Jødeflugt

September 27, 2013

To interessante bøger anmeldes
– Landsmænd af Bo Lidegaard og Min Fars Flugt af  Bent Blüdnikow.
Ofte tegnes der et for rosenrødt billede af danskernes sammenhold og
herodiske indsats. En ensidig fordømmelse af politikerne er nok fo
rkert. Men var det politikerne der reddede landet. Det mener Lidegaard.
Blüdnikow mener, at den danske samarbejdspolitik skadede jøder i andre
lande. Han går i rette med nutidens historikere. Men kommunister blev
ikke betragtet som landsmænd. Duckwitz og Best reddede deres egen skalp
i forbindelse med jødernes flugt.

 

Goodwill i banken

Den evige strøm af bøger
fra besættelsestiden fortsætter. Blandt de allernyeste er:

 


Bo Lidegaard: Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943, Politikens
Forlag.


Bent Blüdnikow: Min Fars Flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943,
Berlingske/People’sPress.

 

Det
er to meget interessante og spændende bøger, som bestemt er værd
at læse, men som sædvanlig har denne gamle redaktør nogle kommentarer
til disse bøger.

Ingen af de to bøger har nyt med hensyn til, hvorfor Werner Best og Duckwitz lod planerne for en jødeaktion
sive. Den bedste forklaring er jo nok den, at de ville redde deres gode
skind. Måske var det for at sætte
goodwill i banken. De kunne begge
se, at krigslykken var ved at vinde.

 

Naboer
og medborgere

Men
den forklaring køber,
Bo Lidegaard åbenbart ikke. Han mener, at det var samarbejdspolitikken,
der bevirkede, at tyskerne røbede deres planer.

Bo
Lidegaard
forstår, at fortælle historien,
og sætter sig ind i tingene. Forventningerne til denne bog var derfor
store. Og hvorfor lige denne titel. Jo, de (jøderne) var naboer og
medborgere.

 

Mange
ridser i lakken

I Lidegaards bog er det dagbogsmateriale,
der er baggrunden. Det er den primære kilde. De er fundet frem fra
historiske kilder, og kan måske være et problem. For hele jødeflugten
har mange historier. Det gav dybe ridser i lakken, da man i en anden
bog kunne fortælle at mange danske fiskere lod sig temmelig godt betale
i transporten over sundet.

 

Det sande billede kommer nok frem

Nogle
gange er det lidt svært at bevæge sig fra dagbogen til fakta. Det
kan virke lidt forvirrende.

I
bogen oplever vi også fotos af
Scavenius. Han er blevet udråbt som
landsforræder. Men mon ikke bare, han er blevet en slags
Prügelknabe. Men diverse arkivlovgivninger
er det svært at få den rigtige sandhed frem. Om 100 år når det ikke
længere er mulighed for, at holde skjulte dokumenter tilbage, vil det
nok vise sig et helt andet billede af tiden under besættelsen.

 

Kommunister var ikke landsmænd

 Scavenius var helt sikker på, at gøre
det rigtige.

I
tidligere bøger af
Lidegaard bliver han hyldet som en
sand patriot på linje med frihedskæmpere.

 

Og
regeringen og dem der fulgte fortsatte med at forfølge kommunisterne.
I 1941
kunne disse i hvert fald
ikke betragtes som
Landsmænd. De blev ladt i stikken, smidt
i
Horserødlejren og deporteret til død og elendighed.

 

Dramatiske,
gribende med menneskelige omkostninger

De
flugtberetninger vi hører om, er dramatiske. Og det var jo i
kke alle tyskere, der holdt sig tilbage.

Det
kunne ikke skjules, hvad der foregik. Lokalbefolkningen vidste det godt.
Og mon ikke også 
Gestapo vidste det. Men de mest rabiate
greb ind. Således blev 100 jøder anholdt i
Gilleleje.

 

Vi
følger nogenlunde vel
havende familiemedlemmer,
der havde gode kontakter i
Danmark og Sverige. Deres muligheder var klart
bedre end de mindre velhavende.

 

Fortællingerne
er gribende med mange menneskelige omkostninger. Bogen er bygget op
som en dagbog, der begynder den 26. sep
tember 1943 og slutter den
9. oktober. Først og fremmest er det to beretninger fra
Palle Marcus og hans fætter Paul Hannover, der danner grundlaget.

 

Best
kom Hitler i forkøbet

Bogen
giver udmærkede portrætter af
Svenningsen, Scavenius, Best og Duckwitz. Best havde taget beslutningen om de 8.000 danske jøder.
På et eller andet tidspunkt ville der være kommet en befaling fra
Hitler. Nu tog Best initiativet og tog befalingen
i forkøbet. Så kunne han dreje det hele derhen hvor han ville, for
at redde sit eget skind. Og retten troede jo også på ham efter krigen.

Og
hvad med hans tro hjælper,
Duckwitz. Han havde tidligere vist sig
i opposition til
Hitler. Men hans dagbøger og biografier
synes lige lovlig konstrueret.

 

To syn
på historien

De
to bøger repræsen
terer to syn på historien. Lidegaard er dukket ned i private familiearkiver
mens
Blüdnikow er dukket ned i sin fars
erindringer.

 

I en
robåd på Øresund

Bent
Blüdnikows
far flygtede i en robåd
over
Øresund den 7. oktober 1943. Han
flygtede sammen med ni andre jøder. Båden kæntrede, tre druknede,
syv overlevede deri blandt
Blüdnikows far. De blev bragt med skib
til
Helsingør, hvor Gestapo var lige i hælene. Kaptajnen
nægtede at sejle de overlevende til
Sverige.

De
var kæntret midt i
Øresund. En af de druknede, var natten
forinden undsluppet fra nazisterne, da de fangede 72 jøder på kirkeloftet
i
Snekkersten.

I
over 90 minutter lå de i vandet. Da de kom til
Helsingør Hospital stod den berygtede Hans Juhl fra Gestapo parat.

 

Bent
Blüdnikows
far nåede i sikkerhed. Dagen
efter blev han med en fiskekutter ført i sikkerhed i
Sverige.

 

Går
i rette med historikerne

Bogen
er dramatisk, medrivende og højspændt. men egentlig er det ikke det,
det er bogens force. Rædslerne er frygtelige. Vi hører stilfærdig
om myter
ne med Christian den Tiende og Jødestjernen som gik verden rundt.

Også 
omstændighederne omkring flugten får vi. Forfatteren går i rette
med historikkerne og deres glansbillede af besættelsestiden.

 

Blüdnikow er af den mening, at for mange historikere vandrer
i takt, med få markante undtagelser. De fleste betragter samarbejdspolitikken
som uundgåelig. De tager jøderne som gidsler for at forsvare denne
politik og
Scavenius.

Blüdnikow er ret direkte i sin kritik af samarbejdspolitikken:

 


Tyskerne er så i
vrige efter at tækkes danskerne
og samarbejdspolitikkerne, at de lader jødeaktionen mislykkes. Men
det er ikke på grund af samarbejdspolitikken, men fordi de ville redde
deres eget liv efter krigen. Derudover har frihedskæmperne og den folkelige
uro skabt øget ballade, og det vil tyskerne lægge låg på.
Bo Lidegaard og andre tager jøderne som
gidsler for at rense samarbejdspolitikerne og
Scavenius. Samarbejdspolitikken var
rådden. Andre ofrede deres liv – amerikanere, englændere, canadiere
m.m.

 

Danmarks samarbejdspolitik var med til at forlænge
krigen. Vi var spisekammer for tyskerne, mens de jagtede jøder i Polen,
Tjekkoslovakiet og Ungarn. Det danske nationalprodukt steg under hele
krigen. Vi eksporterede 10 – 14 pct. af tyskernes forbrug af mælk,
smør, fisk og flæsk. Danske cementfabrikker producerede til tyskerne.
Vi styrkede den tyske kampmoral. Det handlede om penge for både arbejdsgivere
og fagforeninger. Bo Lidegaard siger, vi reddede jøder, men det skabte
kæmpe ulykker for jøder andre steder i verden.

 

Adopteret
i Grossdeutschland

Danmark led ikke så stor nød som andre af vore nabolade.
Vi havde en kæmpe eksport til det krigsførende land,
Tyskland. Derfor blev vi skånet. Danske
diplomater gjorde ikke noget for at redde jøder andre steder i
Europa. De ville ikke underminerer
samarbejdspolitikken for at ophidse nazisterne.

Danmark var adopteret i Grossdeutschland på grund af deres gode samarbejdsvilje.

 

Fiskerne
tjente store penge

I
en tidligere bog af
Sofie Lene Bak, som vi også har omtalt her på siden kunne jøderne
søge erstatning for flugtudgifterne. Og som vi tidligere har været
inde på, så tog fiskerne sig godt betalt. Men der var dog grænser
for, hvor meget, man kunne få i erstatning – 5.000 kroner. I nutidskroner
svarer det nok til, at man skal gange med 20.

 

Det
siges, at en jødisk familie betalte 40.000 kr. for at komme i sikkerhed.
Lidegaard mener ikke, at der blev taget
ågerpriser. Det var ikke kun det nationale sammenhold, der frelste
jøderne. Det har
Sofie Lene Bak fastslået.

 

Det
stå
r ikke helt klart, om de
tyske myndigheder holdt sig tilbage med hensyn til at angribe jøderne
på flugt.

Ifølge
forfatteren skal man ikke glemme jødernes flugt. Det glansbillede som
verden har fået af danskernes helteindsats var det ikke.

Man
mærkede ogs
å antisemitisme i den svenske
befolkning, da man endelig var kommet over sundet.

 

De tyske
myndighederne ønskede flugten

Bent
Blüdnikow
mener i modsætning til Bo Lidegaard og de fleste andre politikere, at redningsaktionen blev
brugt til at legitimere samarbejdspolitikken. Historikerne hævder mere
eller mindre at tyskerne tog hensyn til danskerne. Det var derfor jøderne
blev reddet.

 

 Men Blüdnikow mener, at man ikke direkte
kan tilskrive dette til samarbejdspolitikken. Det var også i høj grad
tilfældighederne, der spillede ind.

Den
tyske naziledelse ønskede at flugten skulle lykkes.

 

Med
rette mener
Blüdnikow, at historikerne glemmer den
mørke del. For den danske samarbejdspolitik medførte større ofre
uden for landets grænser.

 

Samarbejdspolitikken
hav
de mørke sider

Danskerne
eksporterede
vildt til Tyskland. 10 – 14 pct. af tysk import
af landbrugsprodukter kom fra
Danmark. Og dette fortsatte efter
sammenbruddet den 29. august 1943. Dette var sandsynligvis med til at
forlænge krigen, så flere døde i kz – lejre og på dødsmarcher.

Danske
diplomater gjorde ikke noget i
Europa for at redde jøder. De ville
ikke underminere den danske samarbejdspolitik og trodse nazisterne.
Der er også mange eksempler på, at jøder blev udvist lige i armene
Gestapo og KZ – lejrene.

 

Samarbejdspolitikken
betød også, at danske firmaer brugte KZ – fangere som slavearbejdere.
Ja danske firmaer lavede et omfattende arbejde for nazisterne. Dette
var godkendt af danske politikere og myndigheder. Er historikernes tilgang
til den v
irkelige historie rigtig?

 

De valgte
samarbejde

Erik
Scavenius
gik tyskerne i møde med
et åbent forslag om samarbejde inden for områder som økonomi, handel
og kultur. Målet med samarbejdet var at bibeholde landet som selvstændig
stat og holde parlamentarismen, monarkiet og eget retsvæsen intakt.

 

Bo
Lidegaard
har tidligere udtalt om dette:


Datidens politiker valgte at samarbejde, da de vurderede, at de kunne
skåne landet og bevare mere af demokratiet uden at give besættelsesmagten
mere, end vi tillod.
Og det er det, vi må forholde
os til i dag.

 

I
bogen
Landsmænd er det de danske politikere,
der er de egentlige helte. I 1943 kom tyskerhadet som hos mange familier
havde eksisteret siden 1864 til udfoldelse.

 

Politikkerne
reddede landet?

Bo
Lidegaard
mener, at politikerne reddede
landet (undgik enorme ødelæggelser, bombninger og jødeforfølgelser),
men efter 1943, da regeringen/politikerne gik af var det modstandsbevægelsen
der via sabotage sørgede for at vi blev anerkendt som et land i krig
mod
Tyskland. Hvis modstandsbevægelsen
ikke havde været der, ville vi have været blevet betragtet som et
nazistisk land allieret med
Hitler efter krigen.

Lidegaard mener, at samarbejdspolitikken reddede vores liv,
men modstandsbevægelsen vores ære.

 

Befolkningen
ba
kkede op

Og
flere end ni ud af ti danske vælgere støttede ved samtlige valg op
til, under og lige efter besættelsen samarbejdspolitikken.

Der
var indrømmelser fra begge sider og tyskerne valgte at udskyde forfølgelsen
af de danske jøder. Det skete fordi,
Det tredje Rige havde tungtvejende interesser i, at fortsætte
freds – besættelsen, mener
Lidegaard.

Og
han fortsætter med at anføre, at det er forkert at tale om, at politikere
begik forræderi. Det var vanskelige vilkår, og man skulle træffe
svære valg.

 

Kampen
er international

Det
var ikke kun
Lidegaard, der synes godt om Scavenius. Også mange historikere har
en positiv holdning til ham. De mener, at
Scavenius gamblede med Danmark, og heldigvis gik det ikke
galt. Det kunne have kostet flere mennesker livet. Men det gjorde det
jo netop i det øvrige
Europa, mener Blüdnikow.

 

Kampen
mod nazismen og massemordet på jøderne var international. Samarbejdspolitikken
forlængede lidelserne for jøderne og andre i andre lande. Nazisterne
kunne spare folk i
Danmark og bruge dem andre steder
til blandt andet at jage jøder.

Vi
er styret af vores egen moralske dagsorden, mener
Blüdnikow.

 

Det
kneb med at blive anerkendt

Det
kneb da også gevaldigt med at blive anerkendt som allieret. Måske
mere end det historikerne har
givet udtryk for. Og endnu
mere kneb det med, at blive anerkendt hos russerne. Hvad ville der være
sket, hvis russerne var kommet ført efter besættelsen?

 

Barske
ord fra tidligere statsminister

De
to omtalte bøger rejser igen spørgsmålet om samarbejdspo
litikken var rigtig. Og i den forbindelse har Anders Fogh Rasmussen udtalt:

 


Vi skal være stolte over samarbejdspolitikkens forfald.
Han sagde videre, mens han var statsminister,
at han syntes, at det var forkasteligt, at
Danmarks elite blandt politikere
kunne være så naive. De førte ikke kun en neutralitetspolitik, men
en aktiv samarbejdspolitik.

 


Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik
naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark
i den grad førte ikke
blot neutralitets – men
aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan
man ikke stå neutralt. man må tage stilling for demokratiet og mod
diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik
udgjorde et politisk og moralsk svigt.

 

Historikere
kaldte dengang vores statsminister for en kæmpe egoist. Nu kan man
ikke altid være enig med vores tidligere statsminister, men har han
ikke ret, når han udtaler:

 

Hvis alle gjorde lige som Danmark, så ville hele
verden være nazistisk.

 

Politikere
har ansvar for et land

Tydeligvis
er historikere af en anden holdning.
Bo Lidegaard har tidligere udtalt, at alle jo netop gjorde
som
Danmark. Han mener, at De Allierede deltog i krigen, fordi deres
egen eksistens var i fare. Han pointerer, at
USA først gik ind i krigen,
da
Japan bombede Pearl Harbor.

 

Pig
Stig Møller,
tidligere udenrigsminister,
sagde det på den måde:

 


Som politiker har man ansvaret for et land, og hvis man er modstandsmand,
så har man ansvaret for sig selv.

 

Det
k
an vel omskrives som, hvis
en enkelt modstandsmand går til angreb imod stormagten, så ville stormagten
ikke se det som et kæmpe problem. Medmindre hele befolkningen går
imod den, ligesom det skete i
Augustoprøret 1943.

 

Overvejede
interneringslejr for dan
ske jøder

Departementscheferne overvejede i september 1943 at lade jøderne internere
i en dansk lejr, for at forhindre, at de blev sendt til tyske
KZ – lejre. Politikerne vendte dog tommelfingeren
nedad. Planen kunne have udviklet sig til en katastrofe, hvis det var
blevet en transitlejr på vej til
Polen eller Tyskland.

På 
dette tidspunkt var der ingen, der ingen, de havde tænkt sig, at 7.000
jøder kunne transporteres til
Sverige.

Og Werner Best kunne over for Eichmann proklamere, at Danmark var Judenfrei. Ved tidligere lejligheder
havde han ikke været så tilbageholdende med at fange jøder.

 

Ensidig
fordømmelse forkert

Som
læsere af bøger om besættelsen, bliver vi nødt til at forholde os
til romantiseringen og heroiseringen.

Og
typisk så bliver alle hj
emmetyskere gjort til nazister
af de fleste historikere, men sådan var det ikke. Mange ville have
ro og fred, og tilsluttede sig ikke den nazistiske tankegang.

Måske
var
Anders Fogh Rasmussens kommentarer vedrørende politikerne for generaliserende,
for ikke alle politikere var feje. Det er forkert ensidigt at fordømme
alle besættelsestidens politikere.

 

Rosenrødt
med det nationale sammenhold

Men
når man om besættelsestiden mener, at danskerne havde et nationalt
sammenhold, så er det nok lidt for rosenrød
t. Mon ikke det danske samfund
blev delt som aldrig før i disse fem år.

Mange
stedkendte og sprogkyndige hjalp
Gestapo. Og fra det tyske mindretal
blev ikke nazister smidt i
Fårhuslejren. De sønderjyske politimestre så en ære i at
forfølge folk fra
Det Tyske Mindretal uanfægtet om de havde begået noget ulovligt
eller ikke. ja så er det hele spørgsmålet om retsopgøret, som også
delte befolkningen.

 

Et væsentligt
bidrag

Og
når 
Lidegaard glemmer antisemitismens rolle
i den nazistiske ideologi, så må det en fejl.

De
to bøger er et væsentligt bidrag til besættelseslitteraturen, og
de har genoplivet diskussionen om samarbejdspolitikken. Emnet er den
dag i dag følsomt. Under vores research til artikler om emnet i
Sønderjylland har vi mødt den kolde mur.

 

Læs
fl
ere artikler

Ja
kære læsere vi kom langt omkring i vores anmeldelse af de to bøger.
Du kan se en uddybning i de 100 artikler, vi efterhånden har begået
her på siden. En oversigt over disse artikler kan du finde under
Breaking News på forsiden.

 

Kilde: Se


Litteratur A – L


Litteratur M – Å 

 

Bo Lidegaard:
Landsmænd – De Danske Jøders Flugt i Oktober 1943 / Politikens Forlag.

Bent
Blüdnikow: Min Fars Flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943/ Berlingske
– People’sPress

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København