Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Fra den gamle til den ny grænse

September 27, 2013

Dette er et foredrag afholdt
den 12. september 2013 i Æ Synnejysk Ambassade på Landbohøjskolen
på Frederiksberg – på sønderjysk, dog her gengivet på 
rigsdansk. Vi går fra grænsen ved Kongeåen ned til den nuværende
grænse. V
i skal møde en masse kongelige, og nogle som måske
er kongelige. I artiklen indgår også to hvide heste, næsten da, og
en masse præster, et genfærd, en bøddel, to fysikus’er, en Jomfru,
masser af sønderjyder, en nazist og en del uægte børn.

 

For 6. gang

Nu står jeg så her for sjette gang. Og denne
gang går vi fra nord mod syd.

De fleste forbinder grænsen
med
Kongeåens forløb. Men sandheden er,
at åens løb kun udgjorde 30 kilometer af grænsens 100 kilometer.

 

Aller
– Koncernen kunne være interesseret

Hvis Aller – Koncernen havde et blad dengang, så havde det været meget
at skrive om. Der er i denne artikel masser af kongelige skandaler.
Ja og egentlig kunne vi godt fortælle om denne koncern, for den har
jo i høj grad sønderjyske rødder. Men det bliver en anden gang.

Og
egentlig kunne man jo også fortælle om
Sønderjysk Kaffebord, men så må man jo forvente, at det til lejligheden
er dækket op med det. Og det er det ikke her i aften.

 

Presset i krig

10
pct. af de 3.000 sønderjyder, der blev presset i krig
af prøjserne deserterede.
Og dette selv om
H.P. Hanssen, de dansksindedes bannerfører advarede mod dette.
De skulle blive i hæren under devisen
Gør din Pligt – Kræv din
Ret.

Hvis
alle udvandrede eller deserterede, var der ingen tilbage, der kunne
kæmpe fo
r danskheden.

 

Skød
uden varsel

Det
var nu ikke helt let at flygte over grænsen, og de tyske soldater havde
fået besked på, at skyde uden varsel. Man flygtede over grænsen:


Nord for Christiansfeld


De skovklædte egne ved Jels – troldkær 


Hedeegnene
ved Ribe

 

Men
nogle vovede sig også ud via
Vadehavet. Men man skulle være godt
kendt med
Vadehavets luner, ellers gik den ikke.

 

Ved Frederikshøj 

Vi er nu her ved ved grænsen
ved
Frederikshøj mellem Christiansfeld og Taps. Vi skal følge kongens ridt
på den hvide hest over grænsen.

 

Sandheden om den hvide hest

Det
som har beskæftiget, mange historikere og andre gennem årene, det
var om det virkelig var en hvid hest, som kongen red over grænsen på,
og lad os lige fra starten slå fast, at:

 

1. Hesten så hvid ud

2. Hesten blev ikke slagtet med det samme

3. Den lokale slagter solgte ikke kødet fra den

4. Hesten var ikke sønderjysk

6. Der blev ikke brugt rensevæske på hesten

7. Der blev ikke brugt kalk – i den forstand

 

Jomfru
Fanny havde sagt det

Det var vigtig, at hesten var hvid, for det havde Jomfru Fanny fra Aabenraa sagt:

 


Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge.
Kongen som kommer herned, er en mad i sin bedste alder, hverken gammel
eller ung. han kommer ridende
på en hvid hest. Bønderne
vil pynte deres heste med bonderoser, og det vil være sort af mennesker
til at tage imod ham.

 

Nu
er det ikke noget nyt med den hvide hest, således kender vi fra den
vestslesvigske litteratur,
Der Schimmelreiter af Theodor Storm.

Mange
fiskere kunne på skyformationerne se, om der var optræk til stormflod.

 

Kongen
blev smidt af

Han
fik travlt,
H.P. Hanssen. Han var instruktøren til showet. For drejebogen
skulle jo passe, det der skete i 1920.

Et
par kilometer før grænsen steg
kongen op på Malgré Tout. Men kongen blev smidt af.
hesten var nervøs, der var alt for mange mennesker.

Kongen
slog sig, og han haltede under hele
Sønderjyllands – turen.

 

Det
var ikke en albino

Uha
å skræk, det viste sig at hesten ikke var helt hvid. N
ogle ville vide, at den nærmest var lyserød.
Nogle ville senere vide, at det nærmest var en albino – en Heino blandt
heste. Men nu er det bare det, at der ikke findes albinoer inden for
heste.

 

Det
var
Christian den Tiendes anden søn, arveprins Knud, der red bag kongen, der spredte
budskabet om, at hesten var kalket. han skulle angiveligt have fået
noget på sit tøj.

 

Blev
Johanne rakt op?

Den
pige, som kongen tog op på hesten, var ikke tilfældig valgt.
Hun var nøje udvalgt. Der er så delte meninger om hu
n blev rakt op til kongen, eller om det var kongen,
der tog hende op. Nu er det sådan, at hesten var ret stor, så kongen
kunne næppe selv have taget pigen.

 

Kongen
mente selv, at
Johanne, som pigen hed, blev rolig,
da hun sad på hesten, mens andre mente, at
Johanne græd hjerteskærende. I
digtet om
Sønderjylland skriver Henrik Pontoppidan:

 


Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage, en røvet datter,
dyb begrædt, er kommet tilbage.

 

Holdt
kongen sig til manuskriptet?

Meningen
var vel kun, at
Johanne skulle have givet kongen
blomster. Hun var mest utryg ved det. Alle de mennesker, uha. Måske
var det ikke helt det, der stod i manuskriptet.

Kigger
vi nu godt efter, så græd kongen også. han var også overvældet
af begivenheden.

 

Han
var jo tysk præst
!

Johanne
blev i 1915 overladt til børnehjemmet i
Erlev, hvor hendes storebror også
var. Men det lykkedes, at finde et godt hjem til
Johanne. Det var hos Pastor Braren, i Åstrup og senere i Højer.

De
dansksindede var forbavset for han var jo tysk præst. D
et vil sige, at han mente, at han varetog både
de dansksindede og de tysksindedes interesse. Han var så forbitret,
da han hørte, at der skulle komme en dansksindet præst til
Højer, at han ikke mente, at det
var menighedsrådets opgave at hjælpe med at finde en bolig til denne.

 

Et lille nerveanfald

Efter
det kongelige ridt, tog plejemoderen
Elisabeth Braren sig af Johanne:

 


Så hurtig jeg kunne, trak jeg Johanne ned i en grøft. Der fik
hu et lille nerveanfald, som udtrykte sig i klagende toner. Jeg fik
h
ende til ro, og hun fik hendes
hat på.

 

Med
hensyn til hesten, så blev den slået ned, med det var lang tid
efter det kongelige ridt. Den havde fået en sygdom, der bevirkede,
at hovene smuldrede.

Når
hesten fremstod med et lyserødt skær, kunne det skyldes
urin, halm, det tæppe, der var lagt over hesten
eller stamme fra episoden, hvor kongen blev smidt af. Måske var det
under denne hændelse, den fik en misfarvning.

 

Pibeler eller puds?

Sandheden
er nok, at man i skyndingen havde taget noget puds fra en mu
r, samt noget tit, som er en slags voks, som
man normalt bruger til at pudse med. Antagelig var det det, som
Arveprins Knud havde fået på sig.

 

Ifølge
barnebarnet til kusken på 
Visborggaard var der ofte misfarvninger hos de hvide heste
på gården. Her skulle man så have brugt pibeler, som blev brugt til
hvidmaling og rensning.

 

En sten på hestens
grav

Hesten
var transporteret til
Frederikshøj fra området nordøst for Hadsten fra godset Visborggaards jorder. Her ligger den også begravet under en
sten:


De
n hvide hest – jeg Kongen
bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen.

 

Men
inden dens død var kongen forbi og takke for deres ridt over grænsen.

 

Drak Grænsekommissionen
fuld

Ja
og hvorfor skulle grænsen lige ligge ved
Frederikshøj?

I
følge
myterne, så drak kromanden Grænsekommissionen fuld og fik dem til at lægge
grænsen syd for
Frederikshøj Kro i 1864.

 

Store
øre

Ja
kongen var slet ikke enige med
Grænsekommissionens arbejde. Fra Tønder blev det berettet om, at
kongen haltede temmelig meget. To piger fra
Mindretallet var kommet ret tæt på kongen:

 


Kug mahl Heiderose, wie Grosse Ohren, der König hat

Pludselig
vender kongen sig smilende om til de to piger:

Jah mit die zwei grossen Ohren kan er alles höhren

 

– Efter
at foredraget er af
holdt, har vi indsat en \”historisk\”
artikel, der afkræfter disse myter, som vi her fremsætter. (se under
Aabenraa)

 

Halvsøster
til H.C. Andersen

Og
hvem var hende, der forudsagde, at det var en konge, der skulle ride
over grænsen på en hvis hest?

Ja
ma
n sagde om hende, at hun
var kongedatter, og halvsøster til selveste
H.C. Andersen. Faderen var den samme,Christian den Ottende, men mødrene var to forskellige.

Fannys mor skulle være kongens kusine, Charlotte Frederikke. H.C.
Andersens
mor skulle være den velbegavede
og smukke
Elise Ahlefeldt.

 

Da Jomfru Fanny blev begravet, citerede præsten
også
Schiller: Das Mädchen aus
der Ferne.

 

Gravid i 10 måneder!

Der
er sagt meget i denne sag, og lavet mange beregninger. Således har
redaktør 
Martin Kamhövener regnet sig frem til, at hvis Charlotte Frederikke skulle være moderen, så ville hun have været
gravid i over 10 måneder.

 

Man
sagde om hende, at hun kom i en kongelig postvogn, der gjorde holdt
foran
Slotsgade 15 i Aabenraa. Bagefter kunne man gennem
vinduet se en velklædt dame holde et spædbarn.

Forøvrigt
så var
Slotsgade 15, et lille gæstehus tilhørende Brundlund Slot.

 

Christian
den Ottende – et uægte barn!

Og Christian den Ottendes herkomst skulle også have
været tvivlsom. man mener således, at hans rigtige far, var
Frederik von Blücher.

Vi
ved faktisk om
Jomfru Fanny er født i Plön, Holsten eller Aabenraa. Det eneste vi ved, er at
hun er født den 31. august 1805.

 

Tvivl
om dåbsattesten

Man
kan nemlig ikke finde ud af, om der på dåbsattesten står 
niedergekommen eller unverkommen – nedkommet eller indlogeret.

Og
det sjove er, at at
Jomfru Fanny lånte sin økonomiske rådgiver, en masse penge,
og hun faktisk havde ejet det hus i
Persillegade i over 20 år, da hun flyttede ind i det.

 

Da Jomfru Fanny blev konfirmeret var hendes
konfirmationskjole af den fineste kvalitet. Hun blev kaldt op som nummer
tre i rækkefølgen. Det var lidt underligt som datter af en syerske.

 

Den livlige Charlotte Frederikke

Christian
den Ottende
og Charlotte Frederikke blev gift i 1806. I 1808 flyttede de på Amalienborg. Men allerede i 1810 blev
de skilt.
Charlotte Frederikke blev placeret på Boller Slot ved Horsens. Her havde hun en affære
med hendes musiklære og en officer. Hun kedede sig og flyttede til
Rom. Og her besøgte H.C. Andersen hende.

 

Det
lignede Jomfru Fanny

Det
er ganske vist.
Jomfru Fanny skulle have lignet hendes mor. Således blev nogle
damer og veninder til
Jomfru Fanny nærmest forskrækket, da de på Rosenborg så et billede af Charlotte Frederikke. Det lignede til forveksling Jomfru Fanny.

 

Forespørgsel
fra Hoffet

På 
et tidspunkt ville kongen have
Jomfru Fanny til København. En kongelig vogn blev sendt
til
Slotsgade for at hente hende. Men plejemoderen
modsatte sig.

Redaktør Frederik Fischer modtog et brev fra hoffet,
der gerne ville vide, hvordan
Jomfru Fanny havde det? Det vil sige man brugte en mellemmand.

 

 

Jomfru Fanny blev sur

Men Jomfru Fanny ville ikke have noget med
de kongelige at gøre. På et besøg på
Gråsten Slot blev dronning Caroline Mathilde sur over, at Fanny ikke ville kyse hende på
hånden. Problemet var, at
Fanny følte sig ligeværdig. Denne
episode glemte
Fanny aldrig.

 

Ikke noget at gøre med
de kongelige

Christian
den ottende
besøgte ikke Fanny, når han var i Aabenraa. Men han inviterede Fanny til at besøge ham, når
han var på ferie på
Föhr. Her var H.C. Andersen flere gange.

Men Jomfru Fanny ville ikke mere have noget
at gøre med de kongelige

 

En spændende
historie

Historien
er spændende uanset om den er sand eller om det kun er en myt
e. Der er beviser både for det ene og det andet.
I dag er det sådan, at vores arkivlov er meget restriktiv, så her
finder man næppe den fulde sandhed. Beviser for det ene eller andet
må komme et andet sted fra.

 

Mange
hærveje

Når
nu vi skal fra den ene g
rænse til den anden vil
det være meget naturligt at følge
Hærvejen. Nu er den vej ikke bare et
par hjulspor. Det er mange hjulspor. Og vejens forløb fulgte vejr og
vind samt årstid. Gennem årene fulgte vejen også forskellige forløb.
Det er altid interessant at følge historikernes diskussioner om vejforløbet.

Vejen
mellem
Tønder og Højer blev i 1554 kaldt Herrenweg.

 

I
1796 blev den såkaldte
Krumme Vej fra Bov til Flensborg kaldt for Den nach Niehuss führende
Herwege.

 

Pilgrimsfærd

Mange
er i tidens løb 
taget ad Hærvejen med stude, eller på pilgrimsfærd.
Det kunne være til
Kliplev Kirke, hvor Skt. Hjælper befandt sig. Det tjente familien Ahlefeldt ret godt på.

De
oprettede så senere et stort kapel, der var større end
Løgum Kloster. Det tjente de så endnu mere
på.

 

Mange
okser på Hærvejen

Fantastisk
mange hære er gået på 
Hærvejen og mange slag er foregået
omkring denne hovedvej. Og tænk årligt vandrede der mellem 1548 og
1578 årligt 40.000 okser på
Hærvejen.

Den
allerførste handel var dog eksport af
flint, rav, sten, huder,
kød og Jydepotter.
Men derefter, var det heste,
der var den store eksportartikel. Men den allerstørste artikel var
dog dengang
Skåne – silden.

 

Lige
før 
Rødekro findes en gammel vejsten
fra 1793 med indskriften:


Weg nach Ribe und
Foldingbro.

 

Røde
Kro

Byen Rødekro er opkaldt efter Rødeåen, der har forbindelse til Vidåen. Lige syd for lå Rise Kro, der var betydelig større
end
Røde Kro. Kroen var også betydelig
ældre. Også kirken i
Rise var usædvanlig stor. Antagelig
var det et helligt sted. Ja kirken var måske bygget på et hedensk
helligjord. Her i nærheden lå også
Risborg, kun 2 km fra borgen Bruneberg ved Rødekro.

 

Et rettersted

I Rise Herred var retterstedet i midten
af 1600 – tallet på
Årslev Mark. Det blev senere flyttet et par kilometer mod vest
til
Sdr. Ønlev Mark i Hjordkær Sogn.

I
1588 blev
Peder en ung mand henrettet for
flerdobbelt mord. I 1666 blev
Jacob Arnkiel henrettet. i tidsrummet fra 1610 – 1651 var der
masser af hekseafbrændinger. den sidste henrettelse med sværd tilfaldt
Cathrine Nissen i 1761. Og den allersidste
henrettelse i
Rise Herred fandt sted i 1834. Det var Fallesen som havde dræbt sin brud.

Som
det var normalt, så rullede hovedet. og det var noget den tilstedeværende
præst aldrig kom sig helt over.

 

Byens bøddel

Disse
henrettelser blev foretaget af byens bøddel eller rakker. Han skulle
også fjerne og begrave alle selvdøde katte, køer, heste og får.
Desuden skulle han sørge for natrenovation.

Det
var dengang, at svinene løb løse rundt i
Aabenraa. De havde nok affald, at leve
af.

 

Uærlige
mennesker

Bødelen
og hans hjælpere blev betragtet som uærlige. Folk kunne og ville ikke
omgås ham. Bødler var ofte gift med døtre af andre bødler.

Oftest
lå bødelens hus uden for byen. Men til den sidste bøddel bygg
ede myndighederne et hus i Aabenraa – det var Nygade 42.

Her
boede så 
Hainrich Christoffer Rössler. Han var skarprettersøn fra Arensbrück og gift med Elisabeth, skarpretterdatter fra Tønder.

 

Bøddelen
fik problemer

Og Aabenraa’s sidste bøddel fik problemer
med
Bartskærerne. For Rössler befattede sig nemlig også
med lægegerningen, for at tjene noget mere. Men man havde noget, der
hed laugsrettigheder. Da
Rössler døde, fik Aabenraa aldrig mere deres egen bøddel.

Man
lejede bare
Besseler fra Haderslev.

 

De pinlige forhør

Det
var også dengang, at man når man besøgte
Rådhuset kunne høre skrig og skrål
fra kælderen. Det var når bødelen foretog de såkaldte
Pinlige Forhør ved hjælp af torturinstrumenter.

 

Kroer
med bryggerier og brænderier

Dengang
i 1600 – t
allet, blev der forelagt
en forordning, at der skulle være en kro for hver 20 kilometer på
Hærvejen. Dagbogs – fortegnelser fra
1600 – 1700 ‘ tallet viser, at der var en for hver 30 kilometer. Disse
kroer havde også bryggerier og brænderier.

 

Bommerlund

En
af de mere kendte kroer var
Bommerlund. Her lavede man den bedste
snaps. Opskriften er fra
Frankrig, og hemmelig. Myterne fortæller,
at det var en fransk officer, der ikke kunne betale sin regning, men
så havde han i stedet en god opskrift. Og det var netop opskriften
Bommerlunder Snapsen.

Men
mon ikke den er krydret med
anis, kommen og smagt til med koriander, nelikker, kanel
og tørret citronskald.

 

For
en del år siden deltog jeg selv i en meget uofficiel kåring af
Danmarks bedste snaps. Vi skulle gennem de opstillede kandidater to gange, og vinderen blev
– nej ikke
Bommurlunder Snapsen, men Svendborg Snapsen.

 

Mange
puder

Toldsted
Kro
og Røde Kro blev rost af de rejsende. Holger Jacobæus udtalte således i 1671,
at der var så mange puder og dyner på
Toldsted Kro, at det var nødvendigt at bruge stige. Toldsted (Tollsted) lå vest for Aabenraa og lidt syd for Hjordkær.
Ja det lå cirka en mile syd for
Røde Kro.

 

Toldsted fra 1487

Toldsted stavet med to l’er nævnes første gang i 1487.
Her var opkrævningssted. Det samme var tilfældet længere mod syd,
ved
Bov, Gottorp og Rensborg.

 

Denne
kro og dette toldsted har haft besøg af mange kongelige og adelige
i tidens løb. Undervejs fra
Haderslev til Flensborg slog Kong Hans her tiden ihjel ved at spille
med
Hertug Magnus. Han måtte endda låne 10 RDL. hos sin sekretær.

 

Kongens
sidste rejse

Christian
den Tredje
har gjort ophold her. Og Frederik den Fjerde foretog sin sidste rejse
herfra under gennemrejse hjem fra
Slesvig. Han overnattede på Toldsted. Han følte sig mat og ubehagelig
tilpas. Da
karosserne ved aftentide nåede Haderslev var kongens tilstand blevet
forværret. Den 11. oktober 1730 døde han i
Odense.

 

Den
Toldsteder Brevskilling

I Aabenraa måtte man erlægge Den Toldsteder Brevskilling, for at få brevene bragt
frem til
Toldsted. Her passerede postruten København – Hamborg. Først i 1838 blev den ekstra
porto ophævet, hele 74 år after, at ruten var ophørt.

 

Familien
Arenkiel

Hvervet
som tolder tilfaldt ind til 1604,
Familien Arenkiel. De førte sig i Aabenraa frem med spidserne. Men de
var nu ikke altid byens bedste børn.

Når
nogle af disse
Arnkiel – brødre var i byen i Aabenraa var der ballade i farvandet.
Således var
Asmus, Hartvig og Jacob atter i byen. Det endte med,
at
Hartvig slog byvægteren ihjel.

Familien
forsøgte med indflydelse og penge, at købe ham fri. men det lykkedes
nu ikke.
Hartvig blev dømt til døden.

 

Adskillige
voldsdomme

Asmus havde adskillige voldsdomme. Han måtte også
betale 5 rigsdaler, fordi han havde besvangert
Brunde Lorentz datter fra Nybøl.

Inden
da havde han fået en bøde på 4 rdl, fordi han havde hugget to
fingre af en fremmed barbersvends venstre hånd.

 

To
gange måtte familien bede myndighederne om hjælp, da forskellige krigsherre
havde brændt toldstedet og kroen ned.
Og dermed tilbage til kroerne.

 

At spise
og drikke

Et
gammelt frisisk mundheld siger.

Eten
un drinken hielt Lief und Seel.
Det betyder, At spise og drikke bevarer krop og sjæl.

Tænk
dengang, havde vi i
Flensborg 200 brænderier og i Tønder, 30 bryggerier.

 

Ja
fra min tid i
Tønder, kan jeg endnu huske at vi
tog til
Aventoft om søndagen til Frühshoppen, hvor vi fik Küstennebel og Friesengeist.

På Föhr havde man en drik, der blev
kendt for
Tote Tante. Det var en drik med kakao.

 

En punch
fra Løjt

Og
tænk
Løjt havde man æ Løjtingepunch. I en halv kop stærk the, kommer man en solid
klat æbelgelé og tilsætter snaps efter behag.

 

Til
rådighed for de kongelige

Bønder
langs
Hærvejen havde en del forpligtelser.
De havde vedligeholdelsespligt, og skulle stille sig til rådighed for
de kongelige.

Da Christian den Femtes søster, Prinsesse Wilhelmine Ernestine i 1671 skulle til Tyskland, måtte der skaffes
88 vogne ved
Årøsund.

100
år senere skulle
Christian den Syvende bruge 275 vogne til Immervad Kro.

 

Indbildskhed på Løjt

Vi
tager lige et stykke vej væk fra
Hærvejen til Løjt. Her har indbildskheden altid
været stor, men det siges dog, at være aftagende. Bønderne følte
sig ovenpå. de mente, at de var bedre værd end naboerne vest og syd
på.

Søfarten
bragte vel
stand, men om vinteren var
der dog mange på
Løjt, der måtte ud med tiggerstaven.

 

Det
kunne være smukt på Sønderjylland

I
løjtingernes hjemstavnssang siges der,
Der er kun et Løjt i Verden. For dem, der ikke har oplevet Løjts natur på en cykeltur, så
se at få gjort.

Se Runde Mølle, der havde 160 gårde som
kunder. Her en skrænt på 75 meter. Her sagde
Christian den Tiende:


Jeg har aldrig tænkt, at det kunne være så smukt i Sønderjylland.

 

En troldkvinde
med et stort forklæde

Et
sagn fortæller, at en t
roldkvinde blev arrig over
kirkebyggeriet i
Løjt. Derfor fyldte hun sit forklæde
med jord, som hun havde tænkt sig at lave ulykker med. Det må have
været en velvoksen troldkvinde med et ualmindeligt stort forklæde.
For
Ilienbjerg blev til, da hun undervejs
tabte noget jord. Dette jord var egentlig beregnet til at ødelægge
kirkebyggeriet.

 

Indgift
i hinanden

Løjt
Sogns
bondeslægter var tidligere
meget stærkt indgiftet i hinanden. man fortæller om løjtingerne,
at når en bondesøn havde fundet sig en brud, spurgte man først:


Æ hun i æ slægt.

Hvis
ikke, spurgte man:


Æ hun a æ Sogn

Og
hvis det heller ikke slog til, sagde man:


Ja så må hun da ha en grov de Pæeng.

 

Husk,
at I er bønder – børn

Jo
de vidste, hvad de ville på 
Løjt. Således blev bønder – børnene
opdraget:


Møder I tjenestefolk, så sig dem Goddag og et kønt ord, men
ikke mere. Husk at I er bønder – børn fra Løjt.

 

Fysikus
blev sindsyg

I Aabenraa havde fysikus Wiggers siden 1805 forsøgt at søge
sin pension. Men det var sparetider. Først da han nærmest i sindssyge
mente, at folk i
Aabenraa ville forgifte ham med arsenik,
fik han sin pension.

 

Regelmæssig
badning

Efterfølgeren, Neuber var en lærd person. Han
havde studeret på universitetet i
Kiel, og scoret sin ynglingsprofessors
datter. Han mente, at regelmæssig badning var til gavn for den menneskelige
sundhed.

 

I
1814 rejste han for egen regning en badepavillon ved
Skibbroen i Aabenraa. Han overbeviste byens spidser,
at
Aabenraa skulle være en kurby. Også
kongen blev overbevist. Denne sponserede et anseeligt beløb til foretagendet.
Kommunen forærede en grund ved
Lindsnakkevej.

Frederikslyst blev opført. Men ak og ve. Det var skønne spildte
kræfter og penge. Det blev en kæmpe fiasko.

 

Lod
sig friste af bestikkelse

Og
den kære fysikus,
Neuber lod sig friste af bestikkelse.
For penge kunne man slippe for militærtjeneste ved session. Og
Neuber lod sig friste. Han blev
afskediget som fusikus. Og trods flere skrivelser til kongen, forblev
han fyret.

 

Over
til den slesvig – holstenske bevæge
lse

Neuber følte sig krænket. Han gik mere og mere over
til den
Slesvig – Holstenske bevægelse. Han skrev nogle af bevægelsens største
slagsange, blandt andet
Schleswig Holstein Mehr umschlungen.

 

Men Neuber var ikke alene. Byens spidser,
bestående af købmænd, reddere og førende håndværkere, mente at
Aabenraa skulle sejle under det Slesvig – Holstenske flag. 

 

Handelsplads
ved Varnæs 

Længere
syd på i
Varnæs var det ved Skovsøen en livlig handelsplads i
1200 – 1300 tallet. Det var
Sønderjyllands største havn.

 

En stor
krigsforbryder?

Lige
i nærheden ligger
Bovrup. Byen er kendt for Fritz Clausen og hans kartotek. Han blev
af modstandsbevægelsen udråbt som en stor krigsforbryder. Han var
formand for
DNSAP. Men blev smidt ud. Og det
blev han også af
De Konservative i Aabenraa.

Han
døde under mystiske omstændigheder i
Vestre Fængsel før sin retssag.

 

Kongen
besøgte Frtz

Egentlig
var ham meget afholdt i lokalbefolkningen. Det var mor, der betalte
hans villa i
Bovrup. Og tænk, her stoppede Kong Christian den Tiende op i 1928 for at tale med Fritz Clausen.

 

Vikinger
i Bovrup

På 
hans fødselsdag blev hans villa bevogtet af nazister i sort læderuniform.
De havde et frygteligt våben – skarptslebende og spidse våben. Om
morgenen blev
Fritz vækket af lureblæsende
vikinger til hest. Det må har været et specielt syn for borgerne i
Bovrup.

 

22
studenter og et skoleorkester gik forbi
Fritz Clausens villa. De spillede Its a long way to Tippararry og General Montgommery og hans
titusinde mand.

Det
førte til følgende
overskrift i National – Socialisten den 9. juli 1943:


London – New York – Moskva optøjer i Bovrup.

 

Flygte
fra Urnehoved

Nis
Henriksen
måtte i 1523 flygte over
hals og hovede fra
Urnehoved. Han fik ind for Hertug Frederik som dansk konge. Og det var
ikke lige populært alle steder. Han var herredsfoged i
Slogs Herred. og boede på Hajstrupgård.

 

Bønderne
beskød ham med pile, hvoraf de fem satte sig fast i hans kappe. Kun
takket være hans mælkehvide hest lykkedes det ham, at komme væk.
Da han kom hjem hæ
ngte han kappen i sognekirken
i
Bylderup. Der fik den lov til at hænge
i flere hundrede  år. Som belønning for indsatsen fik
Nis Henriksen skattefrihed for sin gård Hajstrup ved Bylderup.

 

Aabenraa
udplyndret

Den
sønderjyske historikere
Niels Heldvad fortalte, at de soldater, der tjente Hertug Frederik af Slesvig, som nu var konge af Danmark, indtog og udplyndrede Aabenraa. Borgerne blev hængt op i
deres testikler. Deres koner og børn blev skændet og mishandlet.

De
voldsomme begivenheder i
Aabenraa før mødet på Urnehoved er også omtalt i Aabenraa Bykrønike af 1620.

 

17 år
på Sønderborg Slot

Vi
tager nu videre til
Sønderborg Slot. Dette slot rummer mange historier. En af dem er
historien om
Christian den Anden.

I
1523 måtte han flygte efter det
Jyske Oprør.

I
1531 blev han nødt til at afsværge sin
Luther – tro. Det var for at få hjælp til en hær mod Danmark/Norge.

Det
endte med, at han sad indespærret på 
Sønderborg Slot i 17 år. Men han var nu ikke så indespærret,
som historikere vil gøre det til. Han kunne frit tage en tur i byen
– dog under bevogtning.

 

Adelsmænd
flygtede

I
begyndelsen havde han fire adelsmænd til at underholde sig. Men de
fik hurtigt nok af den tidligere konge. De kunne ikke holde ham ud.

En
enkelt gang lykkedes det for den tidlige
re konge at flygte. Bagmændene
blev fanget og henrettet. Blandt dem var præsten i
Lysabild. Skarpretteren tjente ved
dette en mark Lybsk.

 

Han
var meget tørstig

Kongen
fik en påtale af fire rigsråder. Men bagefter endte det hele i druk.
Man hyggede sig m
ed en tønde Hamborg – øl.

Regnskabet
fra 1533 viste, at kongen bestemt ikke tørstede. Der blev købt 27
tønder
Kakebille (en stærk tysk
øltype), 131 liter og 200 stob (4 1/2 liter) vin.

 

Tørsten
steg i årene, der gik. I 1537 var forbruget på 43 tønder
kakebille, og godt 260 stob vin. Dertil
lidt stærkere spiritus.

 

10 år
i frihed

Endelig
i 1549 skrev den tidligere
Kong Christian den Anden under på en aftale. Til gengæld fik han underhold
fra
Kalundborg Len og Sæbygård Sjælland og Samsø.

trods
den sto
re ydmygelse så ledsagede
4 rigsråder ham. Dertil kom den regerende konge samt
Hertug Hans den Ældre og Kronprinsen samt Hertug Hans den Ældre.

Ti
år oplevede den afsatte regent, at være på fri fod, inden han
døde.

 

En jætte
taber ler

Vi
bevæger os lang
s grænsen ad Flensborg Fjord. Efter sagnet skulle Okseøerne være dannet af en jætte,
der tabte ler fra sine sko.

 

 

Dronningens
død 

Og
pludselig lå derude i fjorden en mindre flåde af skibe. De havde
kastet anker og taget sejlene ned. Vi er i året 1412.

Det
var
Dronning Magrethe den Førstes flåde. Dronningen havde i fjorten dage deltaget
i fredsforhandlinger i
Flensborg. Byen var plaget af en omfattende
pest – epidemi. Og dronningen var blevet ramt.

Hun
skulle efter sagnet være bragt i land på 
Lille Okseø. Næste morgen gik flagene på halv på skibene
Flensborg Fjord – dronningen var død. 

 

En hestehandler
på Oldemorstoft

En
dag for mange år siden, kom en rig hestehandler kørende nordfra ad
Oksevejen. Ved Oldemorstoft gik han ind på kroen og bad værten tage godt
imod en karl og en flok heste. Hestene skulle fodres på den bedste
måde, så de næste dag kunne fortsætte rejsen. Hestehandleren gav
kromanden dobbeltbetaling. Kromanden lovede højt og helligt, at han
nok skulle overholde aftalen.

 

Kromanden
fje
rnede fodret

Lidt
efter kom en student gående. Han tog ind på kroen, fik noget
at styrke sog på, og blev natten over. Senere gik kromanden til ro.
Han snorkede dog så meget, at studenten ikke kunne sove. Han tog
sin kappe på og gik ud i stalden.

 

I
det s
amme kom en masse heste.
De blev fodret. Men studenten gemte sig, for han var bange for heste.

Lidt
efter kom kromanden og fjernede fodret. Studenten syntes ikke, at det
var i orden. Kromanden havde fjernet trefjerdedel af foderet.

Da
månen kom frem, dri
stede studenten sig ud af
stalden.

 

Karlen
fik pisk

Næste
morgen var karlen forlængst forsvundet med sine heste. Men pludselig
kom en vogn med to personer. Den ene sprang ud og angreb kromanden,
det var den rige hestehandler:


Du har ikke fodret mine h
este ordentligt, to er allerede
faldet om.

 

Kromanden
overbeviste dog hestehandleren om, at han var uskyldig, men at det var
karlen, der var den skyldige. Hestehandleren troede på kromanden
og halede karlen frem, der lå bag i vognen. Denne blev nu halet
f
rem og piskede ham grusomt.

Studenten
så det ske. Da han passerede kromanden fortalte han om sine observationer
i stalden.

Kromanden
gentog sine ugerninger gang på gang.

 

Et genfærd
går igen

Da
kromanden blev syg og døde, troede enken, at det nu ville
blive ro, når hans lig kom i jorden. Men tværtimod,
det blev meget værre. Så hun sendte bud efter præsten i
Bov. Da han gik ud i stalden for
at snakke med genfærdet slog denne bibelen ud af hånden på præsten.

Til
alt held kom nabo – præsten også forbi. Ve
d fælles hjælp forsøgte
de gejstlige at tale genfærdet ned. Men det lykkedes ikke for dem.
Tvært imod led de stor overlast.

 

Studenten
kom til hjælp

Uventet
kom den omtalte student til hjælp. Han var blevet lærd og præst i
nærheden af
Flensborg. Han havde en fornemmelse
af, at et eller andet var galt i
Oldemorstoft. Han skyndte sig for at komme sine brødre til
hjælp.

Da
han ankom, skyndte han sig ud i stalden. Straks begyndte genfærdet,
at angribe ham:

 


Du har stjålet som ung student,
sagde genfærdet.

Det har jeg, svarede den tidligere student, men det var for at stille min sult, men jeg har
også senere betalt tilbage.


Du har kysset en pige i kirken,
fortsatte genfærdet.


Det er rigtigt,
svarede den tidligere student, men præsten har tilgivet mig.

 

Muren
er der stadig

Genfærdet
havde ikke flere beskyldninger, og sank dybere og dybere ned. Omsider
sad det i jord til hjertestedet. Længere formåede præsten ikke at
få ham ned.

Han
lod nu en kobberkeddel hente. Den hyllede de over genfærdet, og lod
den mure til. Fra den tid blev der ro på kroen.
Muren skulle være der den dag i dag.

 

Undertegnede
har været flere gange på 
Bov Museum, som har etableret sig på Oldemorstoft. Men det har godt nok ikke
været her ved nattetide.

 

Fire
livlige gendarmer

Inden vi går helt til grænsen, skal vi lige kigge
på dem, der gik på
Gendarmstien – de blå gendarmer.

Forholdsordrene
forbød de unge gendarmer, at gå til bal, men det overholdt de
ikke rigtig.

En
søndag tog to ældre underofficerer på inspektion på hotellern
e ved Flensborg Fjord. Til stor forfærdelse for de to ældre gendarmer
var de fleste af gæsterne unge grænsegendarmer.

 

De
unge gendarmer morede sig med de sønderjyske piger. Mange forlovelser
følte i kølvandet. Ja, de gendarmer, der ikke havde held i førs
te omgang, annoncerede sandelig efter piger. Således
kunne man læse følgende i
Flensborg Avis:

 


Unge Piger! Se Her! Fire livlige Gendarmer søger Bekendtskab med flere
smukke Flensborgske Damer.


Billet mrkt.\”Haab\” bedes med Fotografi indlagt paa Flensb
org Avis*s Kontor.

 

Danske Pak mæ æ 
lus i æ nak

Det
var ikke sjovt, at være dansker i den prøjsiske tid. Således skreg
de tysksindede:


Danske Pak mæ æ lus i æ nak, mae æ tærsk i
æ Haend, heraut i æ land.

 

På 
hele landegrænsen er der mellem
Skomagerhus i øst til Siltoft ved Vadehavet placeret 279 grænsesten.
Jeg har ikke selv talt dem. Denne grænsedragning og afstemningen har
der været meget diskussion om. Men den må vi høre om en anden gang.

 

Tak
for jere
s interesse.

 

Foredraget
er baseret på artikler her på siden.


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland