Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Ude mod vest

September 27, 2013

Man taler ofte nedladende
om Udkants – Danmark. Vi skal besøge en af områderne. Men kigger man
på historien, så var området til tider forgang inden for
åndslivet og nye måder at tænke på. Også på det sociale
område kunne der bydes på nytænkni
ng. Et besøg på Fattighuset bliver det også
til. Vi skal besøge så eksotiske steder som Døstrup, Mjolden og Skast. Men vi laver også afstikkere til Højer, Emmerlev, Ballum, Tønder, Trøjborg og Randerup. Vi skal møde Knud Knudsen, Brorson, Christen Kold, Pastorerne Schmidt,
Wedel og Koch  og mange andre.

 

Tre eksotiske steder

Vi skal i denne artikel
ude vest på, til sådanne eksotiske steder som
Døstrup og Skast og Mjolden Ja de to steder ligger nu
ikke så langt fra hinanden. Vi er nord for
Ballum og syd for Skærbæk ude vest på.

Således
er
Døstrup den sidste stationsby før Skærbæk.

 

Sognet føder selv de fattige

Frederik
den Fjerde
havde i 1708 udsendt en forordning
om, at de fattige skulle forsørges af det offentlige. Og
pastor Nissensius Wedel gik i gang med krum hals.
En efterfølger til ham skrev:

 

 – Han var den første præst, der fik det i stand,
at sognet selv føder sine fattige.

 

Men
ordningen varede ikke så længe. De forskellige sogne i herredet
kunne ikke enes. Omkring 1720 steg fattigdommen og an
tallet af tiggere steg i
uhyggelig grad. Fra
Mikkelsdag 1726 trådte en ny ordning
i kraft i
Døstrup Sogn. Denne ordning gik ud på, at de fattige blev opskrevne. Man sagde, at der tillagdes dem Almisser
efter deres Trang.
Det bestemtes simpelthen, hvem der skulle yde det fornødne til hver sin
trængende.

 

Det
sociale arbejde – dengang

Øverst
på denne liste var en enke med flere børn, der af ni bønder skulle
modtage
16 skp. mel, 3 1/2 skp. malt
og 3/4 skp. malt. og 3/4 skp. gryn.

Desuden
blev der af
De Fattiges Bøsse givet rede penge. Man sørgede også for, at de
husvilde fik husly.

I
1728 blev der bygget et par fag til skolen. Den var blevet opført allerede
i 1693. Her blev der plads til fire enlige enker eller piger.

Selvfølgelig
sørgede man også for bræn
dsel til dem, der trængte.

 

Drukkenskab forværrede
situationen

Fattigdommen
blev større ude på landet. Det blev svært at få arbejde
hos bønderne. Her fik man hjælp af børnene. Nogle af bønderne måtte
også opgive og gå fra deres gårde.

Selv
om det var st
rafbart voksede antallet
af tiggere. Drukkenskab forværrede situationen. Hele familier måtte
nøjes med et enkelt værelse.

 

Omkring
1820 var der ca. 60 personer, der i
Døstrup Sogn fik fattighjælp. Det vil sige,at hver 14. indbygger
var trængende.

Hjælpen bestod hovedsagelig af naturalier som rug til
brød og malt til øl. Ud over penge til husleje, blev der ydet så
lidt kontant hjælp som muligt. Erfaringen viste, at dette blev omsat
i brændevin.

 

Det
var den energiske sognepræst
Gabriel Koch, der var formand for Fattigforstanderskabet. Han foreslog oprettelse af et fattighus for Døstrup Sogn. Forslaget gik ud på, at
ejendommen skulle være så stort, at man kunne holde 3 – 4 køer. Huset
skulle være på 13 fag foruden stald, og der skulle optages indtil
30 beboere. Formålet med dette skulle være, at give de fattige husly,
varme klæder, vask og
tarvelig men tilstrækkelig føde.

Man
skulle selvfølgelig også arbejde. Og et passende arbejde kunne
være at karte, spinde, kniple, sy, strikke, flette kurve og stråmåtter
m.m.

 

Nyt
fattighus blev opført

Forslaget
blev vedtaget og i 1826 blev der bygget et 13 fags hus med stald på 
en mark øst for
Døstrup under Vinum Ejerlav. Arealet var købt ag godsejer Holst Trøjborg for 533 rdb. 32 m. sølv.
Byggeomkostningerne beløb sig til 829 rbd. Og anskaffelse af det nødvendige
inventar løb op i 107 rbd.

 

Den
4. oktober 1826 blev anstalten taget i brug. Det første år blev der
optaget 30 personer, deraf 17 børn under 11 år. Det må have
været trange forhold. Bygningen indeholdt ogs
å køkken og opholdsstue
til opsynsmanden.

I
årene 1834 og 1835 har der været hele 56 personer i huset.

 

Strenge
forordninger

Huset
blev administreret af
Fattigkommissionen og en bestyrer. Fire medhjælpere stod for den
daglige drift. Der blev ansat en opsynsmand, hvis kone skulle stå for
madlavningen. Denne stilling har ikke været særlig eftertragtet. Den
første, der blev ansat, var en underofficer, der på grund af drukkenskab
var afskediget fra hæren. Indtil 1882 har der været fem forskellige
opsynsmænd. Efter dette årstal blev fattighuset bortforpagtet, idet
der var sket en forbedring i de økonomiske forhold.

 

For
at opretholde nogenlunde orden, var der meget strenge regler, som alumnerne
skulle overholde. De måtte således ikke forlade huset uden opsyns
mandens tilladelse. Overtrædelser af reglementet
blev straffet på forskellige måder. Det kunne ske ved tab af et måltid
mad og udgangsforbud én eller flere søndage.

Bortgang
i flere dage, eller opsætsighed mod opsynsmanden kunne straffes med
indsættelse i
et kammer, der var indrettet
som arrest. Indsættelsen kumme vare op til 14 dage.

 

Madplanen

Forplejningen
foregik efter bestemte regler. Her er spisesedlen:

Søndag
og torsdag: Kål med sul eller kødsuppe

Mandag
og fredag: Grød

Tirsdag:
Øllebrød – kartof
ler og meldyppelse

Onsdag
og lørdag: Vælling – kartofler med meldyppelse.

 

Morgen
og aften var der
varmt øl eller mælk med
brød i.
Hver anden dag, et halvt stykke tørt kage, og hver anden dag, et halvt stykke brød med svinefedt på til davren.

Når
der va
r rigeligt med smør, blev
der også givet
et halvt stykke brød med
smør hver anden dag.

 

Den
ugentlige tildeling skete ved at bestyreren eller en af medhjælperne:

 


Til tvende Maaltider til 32 Personer, Børn der i blandt, er følgende
Kvantum Kød og Flæsk
passende – Kød af Lagen
uden Flæsk: 20 Pund, Kjød tørret, uden Flæsk 17 Pund. Kjød og Flæsk
begge af Lagen, 12 Pund Kjød + 6 1/4 pund Flæsk, Kjød og Flæsk begge
tørrede 10 Pund Kjød og 3 3/4 Pund Flæsk.


Til en Gang Grød til 32 Personer, Boghvedegrød, 3
Kander, Byggryn 3 Kander,
til Vælling, det halve.

 

Der
førtes nøjagtigt regnskab over forbruget for hver uge. Kødet og flæsket
blev for det meste opbevaret i præstegården for en uge ad gangen.
Brødet blev naturligvis bagt i huset i et dertil indrettet ov
nhus.

 

60 par
strømper – det første år 

Tanken
med oprettelsen af fattighuset var, at det skulle være et fattig –
og arbejdshus, så almisselemmerne ved et passende arbejde kunne
tjene noget til støtte for økonomien. Mændene, der alle var ældre
folk med ri
nge arbejdsevne, blev beskæftiget
i haven og ved lidt tørvegravning. Der var der også indrettet en rebslagerbane,
hvor de snoede reb. Kvinderne, der for det meste var yngre – i 30 –
40 års alderen, måtte kniple, spinde og strikke. Der blev strikket
strømper til eget forbrug. Det første år blev der produceret hele
60 par.

Børnene
måtte hjælpe til. De lærte at kniple og strikke.

 

Indberetning

Pastor
Koch
afgav en indberetning til Ribe Stift og Kanceliet i København:

 


Den økonomiske Virkning har været fo
rdelagtig for Sognets Fattigkasse.
Otte Personer, som hidtil stadig havde nydt Fattighjælp, foretrak at
ernære sig selv og har siden klaret sig uden Understøttelse. Indtil
Stiftelsens oprettelse var Sognet oversvømmet med Tiggere, der kostede
Sognets Beboere ca. 700 rdb. årligt. Men da Sognets fattige ikke længere
strøjfer om i fremmede Sogne, er Sognets Beboere blevne enige om, at
rette sig efter Politiets gavnlige Foranstaltninger imod Betleriet,
man ser aldrig Betlere her. De Fattige befinder sig i fysisk Henseende
langt bedre. Den Almisse, der før blev dem tildelt, blev for det meste
brugt paa den forkerte Maade, ofte til berusende Drikke. De levede nogen
Tid herlig på deres vis, men til en anden udsultet og i almindelighed
paa en sundhedsforstyrrende Maade. Nu nyder de huslig Varme, de fornødne
Klæder, Medicin i Sygdomstilfælde og fuld Forplejning. Angaaende de
Fattiges Børn, der før saa og lærte de Laster, der gik i svang i
Hjemmene, men som nu, under Fattigvæsnets daglige Tilsyn, bliver opdraget
til Orden, renlighed og passende Sysselsættelse, haabedes, at de ville
blive nyttige Medlemmer af Samfundet.

 

Om
sommeren blev børnene fra deres 10. år bortlejet til omegnens bønder.
Børnene blev under kommissionens formynderskab indtil 1 1/2 år efter
deres kon
firmation.

Lønnen
var lille. Omkring 1830 fik mænd fra 5 til 10 rdl. for et år. Børn
fik fra 7 – 10 mark og dertil et par træsko. Omkring 1850 steg lønnen.
En dreng i 11 års alderen fik da 18 mark i sommerløn, og en konfirmeret
pige 12 rdl. for et år.

 

Værdier blev inddraget af Fattigvæsnet

Når
en af sognets beboere kom i trang, men ejede et hus eller andet af værdi,
overtog
Fattigkassen huset. Bohavet blev registreret, så vedkommende
ikke selv kunne disponere over det. Ville en af fattighusets beboere
eller mand have kone og børn ud af huset for at klare sig selv, forlangtes
der garanti for, at der ikke efter kort tids forløb blev behov for,
at de vendte tilbage.

 

Besøg
af Stiftamtmanden

Åbenbart
fungerede tiltagene. I den gamle protokol skriver provst
Koch den 28. 6. 1828:

 


D.d. ankom hertil Stiftamtmanden Herr Kammerherre Carstenskjold for
at bese Fattighuset og gøre sig bekendt med den der anvendte Forsørgelsesmetode,
han fandt til meget Tilfredshed.


Under den 3. juli mødte jeg tillige Herredsf
ogeden i Fattighuset for
at modtage Hr. Stiftamtmanden, som da igen indfandt sig der med herr
Etatsråd og Kancelideputeret Lange fra København for at fremvise Fattighuset
m.m. Etatsråd Lange ytrede Ønske om at faa en Indstilling til Kanceliet
om Stiftelsens økonomiske og moralske Følger.

 

Nu
mens vi er herude, så vil vi da også kigge på andre
tiltag. Det er ikke hver dag, man kom til
Døstrup og omegn. Det var det heller
ikke, da vi boede i
Tønder. Det var faktisk kun, når
vi skulle nord på med toget, så holdt vi på
Døstrup Station.

 

Et forsamlingshus

Selvfølgelig
var det også et forsamlingshus i byen. Det startede med et møde
på 
Døstrup Skole den 28. februar 1894. Da blev Døstrup Sogns Foredragsforening oprettet.

Man
købte en grund af
smed Olsen og opførte et hus ved siden
af smedjen. Ja, det blev indviet i 1894 med dans for både unge og ældre.

Forsamlingshuset
blev flittig brugt, en masse foreninger var opstået i landsbyen og
de lejede sig ind i huset.

 

Sognefogeden
skulle være til stede

Omkring
århun
dredeskiftet var der i området Gymnastikforening, Ungdomsforening, Skytteforening,
Husflidsforening, Afholdsforening
og Missionsforening.

I
1902 blev det dog pålagt
Gymnastikforeningen, at de skulle betale 25 øre for hvert vindue,
de havde glemt at lukke. Og så kulle de betale hele 10 kr. hver gang
de havde glemt at slukke lamperne, når de forlod huset.

I
1927 blev der forbudt to unge mænd fra
Stenild i at deltage i Ungdomsforeningens baller. Efter en del tumulter
blev det besluttet, at sognefogeden skulle være til stede ved disse
baller.

 

I
1903 var der blevet bygget en ny skole, og den var i brug helt til 1961,
hvor byen igen fik en ny.

 

Sparekassen
ville ikke modtage checken

Og
sandelig i 1935 fik byen et nyt forsamlingshuse, der var mere tidssvarend
e. Dette hus blev beslaglagt af tyskerne den 17.
marts 1945. Her blev i første omgang indkvarteret russiske krigsfangere,
senere fulgte tyske flygtninge.

Det
var nu ikke de bedste forhold, disse flygtninge blev tilbudt. De måtte
ligge på halm i den store
sal. Nogle retirader blev
bygget øst for forsamlingshuset.

Huset
led en del skader under dette.
Stiftamtet betalte 3.050,25 i erstatning.
Da tyskerne forlod huset betalte tyskerne 900,- kr. på en check. Men
Sparekassen nægtede at indfrie beløbet.

 

I
1952
blev gaden gennem Døstrup renoveret med asfalt og fortov.
En parkeringsplads ved forsamlingshuset blev anlagt. Nu var det slut
med hestekøretøjer.

Med
frivillig arbejdskraft lykkedes det at renovere huset.

 

Døstrup
– en centerby

Lige
syd for kirken ligg
er to markante gårde, gamle
slægtsgårde fra henholdsvis 1858 og 1717. Men ellers var husene i
byen opført i billigt materiale, som bevirkede, at de ofte var utætte.
Dette bevirkede, at de var usunde at bo i. I nogle genrationer var børnedødeligheden
også stor, og især ældre mennesker led af gigt.

 

Døstrup var en centerby. Herfra foregik der masser af
handel og håndværk. Man havde de nødvendige håndværkere og butikker,
samt sparekasse og posthus.

Det
var også den 8. september 1847, at
Christian den Ottende på sin vej hjem fra ferie ønskede at besøge provst Koch og Døstrup Kirke. Dette besøg har vi tidligere berettet om.

 

Ligesom
andre steder i
Sønderjylland skete der også i Døstrup  Sogn ved Lovrup en opdyrkning af hedeareal.

Døstrup
Sogn
blev også ramt af den omfattende
epidemi, der prægede landsdelen i midten af 1600 – tallet. Man mener,
at en tredjedel af sognets befolkning døde. Det var fremmede tropper,
der havde slæbt epidemien til landsdelen.

 

Mjolden
gamle præstegård

Lidt
længere vest på, kommer v
i forbi Mjolden gamle præstegård. I den
nuværende skikkelse stammer den tilbage fra 1830. Den blev genopført
efter en påsat brand. En retarderet tjenestepige var skyld i ildspåsættelsen.

Den
gamle præstegård havde en historie, der gik yderligere mange år 
tilbage. Kigger man på præstetavlen, ja så
stammer den fra reformationen og stopper i 1979. Mange præstefamilier
har boet her. Netop i 1979 blev
Mjolden Pastorat blev slået sammen Døstrup Pastorat.

 

Gården
er som mange andre ude i marsken,  bygget på et v
ærft. For dem, der ikke ved, hvad det er, kan
oplyses, at det er en lille bakke, for at forhindre oversvømmelser,
dels fra bagvandet fra
Brede Å og dels fra havet.

 

Pigen blev helbredt

I
1279 omtales byen som
Mieolden. Samme år gav ridderen Jens Pave, der tjente Ribe – bispen jord på Mjolden Mark til Løgum Kloster.

Det
siges om denne ridder, at han var en meget from mand. Han fik sig en
bryggerkone fra
Tiset. Hun havde en blind datter.
Og
Jens Pave og bryggerkonen bedte til Erik Plovpenning, der blev dyrket som helgen
om pigens helbredelse. Pigen fik sit syn tilbage.

 

Nye
tanker i præstegården

Mange
vil sikkert kalde stedet for udkants – Danmark. Men her på præstegården
er der udsprunget mange tanker og ideer. Vi kan nævne
pietismen, som med Hans Adolf Brorson havde sit tyngdepunkt i sognene Mjolden, Randerup, Løgumkloster og Ribe.

Det
var nu ikke den berømte præst, der selv boede på præstegården
men hans bror,
Broder Brorson. Salmedigteren var selv præst i nærheden, nemlig
i
Randerup. Men han kom meget her på
præstegården.

 

Brødrende
Brorson

De
tre
Brorson – brødre fik alle en karriere i kongeriget. Nicolai Brorson havde først embede i Bedsted. I 1735 flyttede han til Frederiksborg, hvor han blev slotspræst.
Efter nogle år blev han hofpræst hos den sidste hertug  i
Nordborg. Siden blev han sognepræst
i
Havnbjerg.

Hans
Adolph Brorson
blev i 1737 provst og senere
biskop i
Ribe.

Broder
Brorson
blev efter ti år i Mjolden i 1737 biskop i Ålborg.

 

De falske
profeter

Egentlig
var det præstesønnen
Enewald Ewald, der var blandt pionererne. I sit fødesagn i Højst afholdt han fra 1718 gudelige
forsamlinger i hjemmene med bibellæsning og salmesang.

Dette
blev efterlignet i nabosognene  i
Løgumkloster, Ravsted, Bedsted og særlig Burkal.

I Døstrup var det præstesønnen, Søren Ewald, der gik i gang.

I
1722 vente han hjem fra
Halle. Om søndagen samledes ungdommen
rundt om i landsbyerne til læsning og overhøring fra katekismen. Man
brugte lærerbøger og salmebøger fra
Halle. Det tyske sprog var ingen
problem.

 

Fornyelserne gik ikke stille af sig. Den unge Søren Vedel fra Døstrup kunne således berette over
for sin lærer fra
Halle, at nabopræsterne blæste
storm fra prædikestolene. De advarede mod de
falske profeter fra Halle.

 

I
1840’erne skete der igen noget åndeligt
i Mjolden Kirke og Præstegård.
Christen Kold
var kommet til egnen. Han
var ansat som huslærer hos en rig bonde i
Forballum. Vi har i tidligere artikler
berettet om dette. Det varen folkelig vækkelse og en hel ny pædagogik,
der havde
Christen Kolds bevågenhed. Hans tanker dannede grundlag for
højskole og friskolevirksomheden.

 

Kold
interesseret i kirkelig vækkelse

Det
var også 
Kold’s interesse i den kirkelige
vækkelse, der førte ham til
Mjolden Præstegård. Her var Daniel Hass præst. Men der kom ikke
rigtig gang i vækkelsen, mente præsten og sammen med
Christen Kold tog de på en fælles missionær – udsendelse
som blev virkeliggjort i 1842.

 

De
fleste gårde i
Mjolden er opført i 1800 -tallet.
De er bygget i traditionel vestslesvigsk stil og oprindelig var de alle
med stråtag.

I
henhold til reglementet fra 1803, skulle der oprettes et fattighus i
hver sogn. Vi har tidligere besøgt den i
Døstrup. I Mjolden lå den på Præstegårdsvej 17.

 

I
1839 købte sognet gården,
Nørregård fra 1740 og ombyggede den
til
Fattiggård. Her modtog man også folk, der var uarbejdsdygtige
på grund af sygdomme, samt åndssvage og sindssyge. Fattiggården eksisterede
helt til 1930.

 

Præstegårdsvej
45
har tidligere fungeret som
skole. Det var sognets degn, de ri 1757 overtager ejendommen og flytter
skolen hertil.

 

Rester
af fæstningsanlægget

I Mjolden Skov kan der endnu ses rester,
af det fæstningsanlæg, som tyskerne opførte tværs over
Sønderjylland. Fra anlægget førte en stibane
til
Døstrup Station.

Efter Genforeningen forsøgte man at sprænge
fæstningsanlægget i luften, men ruinerne er blevet tilbage.

 

Udvandring

Mellem
1868 og 1885 udvandrede 70.000 mennesker fra
Sønderjylland. Fra Mjolden skønnes at hver fjerde udvandrede.
Det var især til
USA og andre oversøiske lande.
Man ville bryde den sociale arv og have foden under egen jord. Også
den tre årige prussiske værnepligt spillede en rolle.

 

En bispe
– borg

Endnu
lægere vest på, ja vi kan ikke komme længere lå 
Ribe – bispens borg Brink. Denne har vi også tidligere
berettet om. Hvem skulle tro, at der her i slutningen af 1300 – tallet
havde ligget en ret stor borg. Helt nøjagtig lå den i
Ballum Østerende.

Borgen
forsvandt helt i 1562.

 

En præst
kom til Skast

Vi
slutter vores lille rundtur
ude mod vest i Skast. Denne by omtales første
gang i 1292. Ja egentlig fandtes der også en by, der hed
Ndr. Skast. Men den forsvandt i 1300
– tallet.

I
tidsskriftet
Museum fra 1890 finder vi en beretning
om
Pastor C.N. Smiths indtog i byen. Han beskriver forholdene fra 1850
– 1857. Den unge præst tog fra
Flensborg via Tønder til Højer, hvor man mødte apoteker Nagel, som var danskhedens absolutte
bannerfører på disse kanter.

 

Præstegården
havde for længe siden trængt til en ombygning. Indgangen var gennem
køkkenet, fra den ene side gik man ind i dag
ligstuen, fra den anden gik
man ind i stalden til kvæget. Det var normalt dengang i marsken, at
beboelseslejlighed, lade og stald var i samme længe.

 

Sdr.
Skast Kirke
ligger synligt hævet over
landskabet. Fra vest kan man dog næsten ikke se den. Kirken er sandsynligvis
bygget omkring 1250. Sagnet fortæller, at det var ejerinden af en herregård,
der lå på
Borrevoldshøjen i en mose, der havde betalt for opførelsen af
kirken.

En
anden herregård
Bobensmark (Bavnsmark) skal også have ligget i sognet.

 

En vugge i snedriver

En
vintermorgen vågnede præstefamilien ved, at der var snedriver omkring
barnets vugge. Sneen var hverken kommet ind gennem vinduet eller panelet,
men gennem væggen ved fospanellet. Året efter byggede den lille menighed
et smukt stuehus, dog
ydede præsten et ikke ringe
bidrag til dette.

Præsten
beklager sig over, at skulle spise vælling fem dage om ugen. Han kunne
også risikere at skulle spise pandekager eller æbleskiver fem
gange om ugen. Åbenbart var det den tidligere præstefrue
Fru Prahl, der stod for husholdingen
i begyndelsen. Hendes mand, de havde været præst i
Skast fra 1826, havde i 1850 tiltrådt
en ny stilling i
Hatsted ved Husum.

 

Barnedåb
– Barnet ventes snarest

I
marsken blev der ikke svaret tiende. Præsterne var henvist til at
ernære sig af deres avl og at leve under den
strengeste økonomi.

Straks
efter sin ankomst, blev
Pastor Schmidt pålagt at vikariere i nabokaldet Hjerpsted. Her var præsten blevet beskikket
af
den ulovlige regering. Derfor blev han også afskediget af den danske
regering. Han blev sendt til
Keitum Sild.

 

En
dag stod pastoren så i
Hjerpsted for at tage mod Skast, da degnen på sin højtidelige
måde sagde, at han skulle tøve
en liden stund. Hvorfor, svarede pastor Schmidt. Jo, for der
var et barn, at døbe,
svarede degnen. Pastoren
ville straks begive sig til dette, men degnen kunne så melde, at barnet
skam ikke var født endnu. Men jordemoderen havde meddelt, at dette
straks ville ske.

 

Tilløb
til barnedåb i kirken

Skikken
var dengang, at børnene blev døbt st
raks efter fødselen. Og
det skete da også i dette tilfælde. Blot en halv time efter denne
verdensborgers ankomst blev han døbt.

Det
var kun uægte børn, der blev døbt i kirken. Da pastor
Schmidt lod sin førstefødte døbe
i kirken, var der et stort tilløb.

 

Grunden
til hjemmedåb var, at præsterne i
Tønder Provsti ikke fik offer, hverken for dåben eller
dens kundgørelse. Denne skik eller snarere uskik var et arv fra fortiden.

 

Gudsfrygt
og fromhed

Skast
Sogn
var let at overskue fra præstegården.
Ved folketællingen 1855 var den kun på 415. Der fandtes 70 mere eller
mindre formuende gårdmænd. Sognets 50 husmænd var derimod mere eller
mindre fattige. Men de var alle flittige kirkegængere. Der var tillige
megen gudsfrygt og fromhed, som overalt ved vestkysten.

 

Født
uden for ægteskab

Hernhutterne havde en del indflydelse. Hvert år kom en kolportør
fra
Christiansfeld. Præsten hørte aldrig en ed i Skast, ikke engang det lille sgu. Derimod kunne man undertiden
høre det ældgamle hedenske
Ravne (Odins navne) om jeg
gør
eller Raune Taie mæ. Sædeligheden var ifølge pastoren ret høj i Skast. Således blev der i pastorens
embedstid kun født et eneste uægte barn. Moderen var enke og fattiglem.
Faderen var en
udensogns landstryger.

 

Ligeledes
var ædrueligheden stor. Pastore
n havde ikke set nogen beruset
ved gilderne, skønt der var overflod af drikkevarer.

 

Ærlighed
og redelighed

Pastoren
fremhævede beboernes ærlighed og redelighed. Når de har givet hinanden
håndsalg på en handel, ligegyldig om lille eller stor, står
de ved
deres ord, selv om det fortryder dem eller volder dem Tab.

At
nogen skulle gå fra sit ord eller bryde sit løfte, er utænkeligt,
og den mand, som gjorde det, ville ikke kunne færdes iblandt dem, men
ville være moralsk død. De låner hinanden store pengesu
mmer uden at fordre pant eller bevis.

 

Ifølge
pastoren fandtes der ikke bedragere og kæltringer på 
Slesvigs vestkyst. Ærligheden 
mand i mand i mellem var mønsterværdig. Det var ikke indenlandske
tyve, der drev deres spil, men organiserede tyvebander fra
Holsten eller måske rettere fra Hamborg. De gjorde røveriske overfald
i det ubeskyttede land.

 

Svært at forstå dialekten

Pastor Schmidt havde i begyndelsen svært
ved at forstå den
vestslesvigske mundart. Ja han havde svært ved at forstå, hvad befolkningen
fortalte ham. Tyskheden havde efterladt sig spor i befolkningen, også
så langt mod nord som tre mil fra
Tønder. En mand var køn af Gesicht og stor af Gestalt. En mand havde ikke et embede
men et
Amt.

 

Skolegangens slette tilstand

Skolelæreren
i
Skast var blevet undervist på Det Tyske Gymnasium i Tønder. Han var en gammel skikkelig
og god dansk mand født i
Øster Løgum. Men han havde aldrig lært at bruge kønnet rigtig
i det danske sprog og havde ikke spor kendskab til dansk litteratur.

Skolegangens slette tilstand var pastorens eneste klagepunkt
i
Skast. Drengene gik hver dag hele
dagen i skole fra deres 10. eller 11. år, så fik de tjeneste som hyrder
hos bønderne. Så gik de ikke i skole fra
Mortensdag til Pedersdag den 22. februar.

 

Døtre
sat til skrine
t

Husmændenes
døtre blev så tidlig som muligt
sat til skrinet. De lærte at kniple de kendte Tønder kniplinger hos nogle ældre kniplerske. Otteårige begyndte
allerede at tjene penge ved dette. Og det gik også ud over skolegangen.

Gårdmands
– døtre lærte i
kke at kniple. de passede
også deres skolegang. Præstens formaninger om at passe skolen, hjalp
ikke, tvært imod, det skabte en misstemning.

 

I Sønderjylland blev drengene først konfirmeret,
når de var 16 år gamle, pigerne når de var 15 år.

 

Danskhed
i Sk
ast

At Skast trods sine tyske præster
dog var dansk, skyldtes at en betydelig del af sognet, der i blandt
den store
Skastgård, hørte under Schackenborg, Lø Herred, og derfor havde dansk øvrighed
og retssprog. Desuden havde sognet livlig forbindelse med den nærliggende
ivrig dansksindede
Ballum Sogn.

 

Brød
med Ribe Bispestol

I Højer var bønderne ivrige tyskere,
mens mange småfolk var dansksindede. Men havde
Højer ikke kappet forbindelsen
til
Ribe Bispestol, så havde Højer måske været lige så dansksindet
som
Møgeltønder.

Og
så var det
Hjerpsted, hvis danskhed ikke var værdsat
på vestkysten grundet at nogle af bønderne var tysksindet. Dette sogn
lå kun en halv mil fra
Skast. Men Hjerpsted lå lige op til Vesterhavet. Dets beboere kom kun til Skast for at grave tørv i mosen.
De havde også løsrevet sig fra
Ribe Bispestol. I mange år havde de også kun haft tyske præster.

 

Den
danske præst i Skast var en lystig fyr

Kort
efter
pastor Schmidts ankomst til Skast stiftede han bekendtskab
med egnens flittige bønder. På kongens fødselsdag samledes man på
Højkro. Stemningen var jublende.
Ved bordet udbragtes en stor skål for
kongen, hærens, flådens,
Danmarks
og Dannebrogs ære.

 

Pastor
Schmidt
dansede en engelsk dans og
en sagte vals. Det var bælgmørkt og regnvejr samt vejene var meget
dårlige. Derfor blev alle til den lyse morgen. Det betød, at et tysk
blad gav
pastor Schmidt følgende skudsmål:

 


Den nye danske præst i Skast er en lystig fyr. Han svirer og danser
i krostuer hele natten igennem til den lyse dag.

 

En solid kost hos friserne

De
mange husmænd, som også kaldtes
kådnere fandt en god indtjening i
at grave tørv i den store mose ved
Skast. Men også for bønderne var
det en vigtig indtægtskilde. Om vinteren tog mange af husmændene til
marsken for at tærske korn hos friserne. Næsten al halmen blev brugt
som brændsel. Friserne havde masser af det udmærkede hø til deres
kvæg. Hos friserne fik kådnerne en solid kost. Morgen, middag og aften
var der bønner og flæsk, altid det samme. De fik alt det te, som de
ville have.

 

De
stakkels husmænd var vant til melspise. de tog rigelig for sig af retterne,
men i begyndelsen kunne de ikke tåle den solide kost.

 

Det
var småt med avlsbruget i
Skast, men driften var dog solid
og god. Bønderne såede aldrig et større areal, end de kunne magte.
Det meste af jorden var dog udlagt til græs. Der var fenner, som lå
til græsning i 40 – 50 år.

 

To store
gårde i Skast

Til
sognets to største gårde,
Skastgård og Aasgård indkøbtes årlig 3 – 400
td. sæd til hver gård. Men på hver gård var der foruden køer og
kvier 80 stude på fedestald om vinteren. De fuldtfedede sendtes til
Hamborg og straks erstattet med nye
magre.

De
store bønder var meget formuende. De blev også ved med at opkøbe
nyt jord i marsken.

 

Der
var to førere i
Skast. Den ene var Claus Beyer til Aasgård, den anden var Thøger Hansen Nikolajsen til Skastgård.

 

Beyer besad sin fædrende gård nedarvet gennem århundrede,
mens
Thøger Hansen var en ny mand i sognet. Han tilhørte den ansete
slægt,
Nikolajsen i Ballum. Så det var intet i vejen
for, at han ægtede egnens rigeste arving. På den måde blev han ejermand
af
Skastgård.

 

Egen eksport/import

Skastgård er en firefløjet gård, der ligger midt i byen.
Særdeles store avlsbygninger liger øst for selve gårdene. Den var
oprindelig opført i 1606. En regnskabsbog fortæller, at i 1658 havde
man en særdeles stor handel med stude. I 1710 solgte
Peder Beyer Skastgård egenhændig varer så langt
som til
Holland. Det var hovedsagelig stude,
som han eksporterede. Og det var varer som krydderier og tobak, som
han importerede. Disse varer solgte han rundt omkring på landet.

 

I
gården var e
n stue med runde vinduer
og et hvælvet loft, som hvilede på piller. Sagnet gik, at den var
blevet brugt til gudstjeneste.

På 
en sten var der følgende inskription:

 


Af Haab til Gud, er dette Hus 1606 bygt hos Brødrende Hans og Knud
Absen, og derefter be
boet af Anders Andersen,
Peder Beyer og Peder Pedersen Deyer, som Stenen 1751 til amindelse opreiste.

 

Thøger
Hansen Nikolajsen
var en begavet mand. Han
havde kundskab og indsigt i meget, som man ikke kunne vente sig i hans
stilling. Han og
Claus Beyer styrede som kirkeværger
sognets kommunale anliggender. Man kan sige, at de dannede sognets offentlige
mening.

 

Den
statslige
Åsgård er opført lidt syd for byen.
Stuehuset er et 13 – fags hus fra 1856. Men gården er omtalt allerede
i 1498. Gården blev fredet i 1991.

 

Jeg
sender titlen retur

I Vestslesvig var det et slags Demokratisk Aristokrati. Det var storbønderne, der
bestemte. Det fortælles, at den kendte
Knudsen Trøjborg, der startede som en lille
studepranger, men af god familie i bondearistokratiet havde tilgiftet
sig til en stor gård i
Forballum, af kammerherre Neergårds dødsbo, havde købt overnævnte herregård med
gods, og var blevet udnævnt til kammerråd. Men bønderne gjorde nar
af denne titel.

 

Da
han efter nogen tid mødtes med mange af dem til
kvægmarked i Tønder og de siden forsamledes ved
bordet på
Humlekærren, sagde en bonde til ham:

 


Skal vi kalde dig kammerråd Knud, eller Knud Kammerråd, for Kammerråd
skal du jo hedde

 

Men Knud svarede: I skal kalde mig, hvad I
altid har kaldt mig, for Kammerråd vil jeg ikke hedde, og titlen sender
jeg tilbage, hvor den kom fra.

Han
var klog nok til ikke at skille sig fra standsfæller.

 

Konegilde

Pastor
Schmidt
mødte en ejendommelighed
i
Skast. Således blev der efter en
kones nedkomst afholdt det såkaldte
konegilde. Konerne mødtes om eftermiddagen
til kaffe. Ingen mand var til stede, bortset fra barnefaderen. Hans
pligt var det nu at skænke i for konerne af de forskellige gode drikkevarer,
han havde anskaffet. Konernes pligt var at nippe til alle slags.

 

Skinke
med sødsuppe

Ved
bryllupper var det den skik, at de velhavende gav to sølvskeer og en
bøste. Den anden dag var bordene
besat med skinke i kogt tilstand. Det blev spist sammen med sødsuppe.
Det var en velsmagende sammensætning.

 

Kilde: Se

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Vi
nåede skam langt omkring her på vestkysten. Vi har tidligere
besøgt området, så du kan med interesse læse følgende:

 

Under
Sønderjylland:

Ballum
– dengang

Det
Vestlige Sønderjylland

Enklaverne
i Sønderjyl
land

Indre
Mission, Baptister og andre

 

Under
Tønder:

Tønder
– egnen 1814 – 1848

Tønder
– egnen 1848 – 1858 (2)

Bondeslægten
fra Trøjborg

Bondeslægten
fra Trøjborg – endnu mere

Brorson
– en præst fra Tønder

De
stakkels kniplepiger

Tønderkniplinger

Tønder
Kniplinger – endnu mere

Friserne
– syd for Tønder

Møgeltønder
– fra Ahlefeldt til Schack

Studehandel
i Tønder

Tøndermarsken

Tøndermarsken
2

Tøndermarsken
– under vand

Åndens
folk i Tønder

Humlekærren
i Tønder

 

Under
Højer:

Apotekeren
fra
Højer

Emmerlev
Skole

En
vandretur mod vest – dengang

Heltene
i Vadehavet

Stormflod
ved Vestkysten

Mellem
Højer og Ballum


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland