Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Et par Gamle Gader på Nørrebro

August 23, 2013

Vi kigger på Ladegårdsvejen,
Nørrebrostræde og Nordvestvejen. Da sidstnævnte ændrede navn til
Rantzausgade var der ingen, der kunne huske
hvilken Rantzau, der drejede sig om. Og det var selv om den lokale skolelærer
gjorde en stor indsats. Og så er der hele tre historier til en sten,
der blev fundet på Ladegårdsvejen. Så var det også lige historien
om Svenske – Stina.

 

Ladegaardsvejen
(Åboulevard)

Egentlig havde vi her
på siden lavet en oversigt over gamle gader på 
Nørrebro. Disse tre artikler er gengivet
i forskellige versioner på nettet med forskellige forfattere. Yderst
interessant uden kildeangivelse. Vi udpeger to – tre stykker af disse
med fare for, at denne artikel også vil fremkomme i diverse versioner.

 

En
af de me
st aktuelle gader vil sikkert
være
Ladegaardsvej. her vil en del politikere og lokale genskabe den
gamle
Ladegårdså. Det er altid gratis at have disse drømme og uden
at man skal tage stilling til det trafikale kaos, dette vil medføre.

 

For
uforstående ska
l vi nok lige nævne, at
vi egentlig taler om den nuværende
Åboulevard. Midt i 1890erne var Ladegårdsvejens særpræg et idyllisk åløb med ikke særlig
solide gangbroer over vandspejlet og flotte piletræer langs bredden.
På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver, nyopførte rødstensvillaer
og hist og her nogle kedelige grå lejekaserner. Ja og så havde vi
selvfølgelig selve
Ladegårdsåen.

 

Delt op i to afsnit

Oprindelig
var gadestrækningen delt op i to afsnit med åen i midten. På 
Frederiksberg – siden blev strækningen kaldt Ladegårdsvejen og på Nørrebro – siden var det Aagade.

Det
var først. da åen, som var byens største vandforsyningsledning blev
opfyldt, at hele strækningen fik et fællesnavn –
Åboulevarden.

 

Men
det kneb gevaldigt i
Københavns Borgerrepræsentation, at blive enige om fællesnavnet. Det var adskillige
gode forslag fremme. Blandt disse var
Frederiksberg Boulevard og Gyldenløwes Boulevard. Det nuværende navn blev kun godkendt med en stemmes
flertal.

 

En avlsgård

Vi
har skrevet en del art
ikler om Ladegården, men på grund af aktualiteten med planer om at
fritlægge søen, skal vi dog her atter engang udpensle historien.

Ladegårdsvejen havde navn efter Christian den Fjerdes gamle ladegård uden for Nørreport – en avlsgård, som skulle forsyne Københavns Slot med madvarer. Denne del af historien varede dog
kun til 1651.

 

Åndssvageanstalter

Dernæst
blev
Ladegården til hospital for afsindige
og pestramte. Fra 1733 – 69 blev bygningerne anvendt som krigshospital,
fattighus og straffeanstalt for
Militæretaten. Og derefter, indtil 1814 var stedet – Åndssvageanstalt.

 

Arbejderanstalt

En
del af bygningerne blev revet ned i 1816. I 1822 blev komplekset overdraget
til
Københavns Fattigvæsen som arbejdsanstalt.

Efterhånden
var de resterende bygninger b
levet meget brøstfældige.
Og disse blev yderligere ødelagt af en brand den 14. august 1839.

Man
antog, at nogle fattiglemmer, som havde villet hævne sig. Der var nemlig
sat et plankeværk op, der adskilte de mandlige og kvindelige lemmer.

 

Pjaltehæren

Indtil 1850 var anstalten samtidig tvangsskole for
børn, som havde forsømt deres skolepligt. Skolen blev imidlertid nedlagt
og børnene anbragt i andre skoler. Derefter var
Ladegården helt og aldeles overladt
til fattigvæsnets omsorg for subsistensløse…

Dette varede ved næsten til 1930erne, hvor Ladegården blev revet ned.

 

Der
er ikke nogen, der mere kan huske, at lemmerne en kold vintermorgen
med koste og skovle over skulderen kom sjoskende på vej til fejning
og snekastning. De var iklædt mørkeblå benklæde
r og sort stortrøje.

De
bestod af en lille skare af tidligere professionelle tiggere, vagabonder,
kronisk arbejdsløse eller småforbrydere, dømt ved retten til tvangsarbejde
på 
Københavns Tvangs – og Arbejdsanstalt, som jo var Ladegårdens officielle navn dengang.

 

Klipfisk
og vandgrød 

Omkring
århundredeskiftet modtog
lemmerne en dagløn på fire, otte
eller tolv øre – alt efter ydeevne. Af ugens arbejdsfortjeneste udbetaltes
hver mandag 12 , 24 eller 30 øre, som de så på selve
Ladegården kunne købe ost, skrå eller
snus for. Resten af de indtjente penge henstod til deres afgang fra
institutionen.

Den
daglige arbejdstid var på 12 timer med halvanden times hvil midt
på dagen.

 

Middagsmaden
bestod som regel af klipfisk og vandgrød den ene dag, og sødsuppe
og r
agout den næste. Søndagen
fejredes med kødsuppe.

Frokosten
bestod af mørkt groft rugbrød med margarine samt et krus øl. Dårlig
kost? Nej ikke i forhold til datidens fattige.

 

Allernederste
trin

At
være
lige til Ladegården ansås af alle dengang for det aller – allernederste
trin på den sociale rangstige …..så hellere leve en fri tilværelse,
selv om det kostede, at man gik dødsulten til ro hver eneste aften.

 

Ladegårdens belægning varierede i 90’erne fra cirka 700 til
1.000
pensionærer. Anstaltens drift kostede Københavns Kommune omkring 200.000 kr. årligt. Dog kom cirka halvdelen
ind ved tvangsarbejdernes egen indsats.

 

Kvinderne
, som hovedsagelig var endt på 
Ladegården på grund af usædelighed,
blev brugt til syning, strikning, rengøring og tøjvask.

Mændene
blev, foruden det obligatoriske gadearbejde, sat til at udføre forskellige
håndværk, bogbinding, skomageri, smedearbejde og så videre,
men frem for alt vævning, som mange af dem tidligere havde lært på 
straffeanstalter. De færdige varer blev levere
t til hospitaler og plejehjem.

 

Husvild

Ladegården indeholdt også en afdeling for husvilde. De fik
anvist et eller to værelser med køkken. Husvildeafdelingen havde plads
til 18. Man kunne komme og gå, som man ville. Man skulle bare være
hjemme hver aften, inden
Ladegården lukkede sine porte klokken
20.30.

 

Omrokeringer

Inspektøren
på 
Ladegården havde ikke grund til klage.
Han havde sin store dejlige have, vel den smukkeste i byen.

Efterhånden
omkring årsskiftet begyndte grundene at stige i pris. En del
omrokeringer fandt sted.

Gennemførelsen
af
Rosenørns Allé ud til søerne fandt først sted i 1924. På den
tid begyndte
Ladegården allerede, at blive affolket.
Lemmerne var anbragt andre steder,
Sank Hans Hospital, Almindelig
Hospital, De Gamles By
og Sundholm.

 

I
begyndelsen af 1930erne begyndte man så at rive de gamle grimme
bygninger ned. På de godt og vel syv tønder land,
Ladegården havde strakt sig over, rejstes
de nuværende boligkomplekser mellem
Åboulevarden, Julius Thomsensgade og Rosenørns Allé.

 

Tre
historier om en stand

Lige
over for
Ladegården lå en spidsformet, halvanden
meter høj
mindesten på cykelstien – ved Åboulevard nummer 16. Stenen blev fisket
op fra åens bund ved
Ladegårdsåens overdækning. Ved en nærmere undersøgelse viste
det sig, at den i sin tid havde været brugt som vandstandsmåler. Men
straks efter sin tilsynekomst på sin nuværende plads bredte der sig
en historie i folkemunde.

 

Man
mente, at stenen, stod der som minde om et ungt nygift brudepar, der
for mange år siden i deres bru
dekaret var kørt løbsk
og var druknet i
Ladegårdsåen.

En
smule sandhed er det dog i historien. For i 1870erne er der vitterlig
druknet nogle unge mennesker i åen. Det var to letlevende pigebørn,
som efter en glad aften havde hyret en droske til hjemturen.
De havde rutsjet frem og tilbage på sæderne
indtil døren var sprunget op. De to pigebørn var drattet ud og faldet
i der, hvor
Ladegårdsåen var dybest.

 

Og
der er også en tredje historie. Det var fire damer fra det bedre
borgerskab, der var på besøg på en
lystgård i nærheden. På
vejen var hestene løbet løbsk og de fire damer var druknet ude i åen.

 

Nørrebrostræde (Stengade)

I
kælderlokalerne til
Stengade 14, fandtes engang et værtshus,
der hed
Kommoden. Ja egentlig var det hele
ejendommen, der hed sådan. Man sagde nemlig dengang, at beboerne her
var stuvet sammen som i kommodeskuffer.

 

Det
var dengang det hed
Nørrebrostræde. Her var landsbyagtige bindingsværkshuse, staldbygninger,
frugthaver og hønsehaver.

Midtvejs
ned til
Korsgade var gadestrækningen spærret
med solide plankeværksstolper. Herfra begyndte så den rigtige
Stengade. Gaden fik navn efter boghandler Chr. Steen, Nørrebrogade 45. i 1858.

 

Det
gamle
Nørrebrostræde skiftede navn til Stengade i 1927, således at hele
strækningen fra
Nørrebrogade til Korsgade har samme navn.

Ved
hjørnet af
Prins Jørgensgade kunne man endnu i mange se rester af fortidens
småbygninger, hvor skellet stod mellem
Nørrebrostræde og Stengade.

 

Nordvestvej (Rantzausgade)

Inden
B
ulldozersaneringen stod de gamle grimme lejekaserner tæt op ad hinanden,
indrettet efter det berygtede korridorsystem fra midten og slutningen
af 1800 – tallet. Byggematadorerne gav dengang gaden navnet
Nordvestvej, fordi den gik i stik nordvestlig
retning bort fra byen. I nogle år umiddelbart efter bebyggelsen var
gaden den længste i det gamle
København. For enden af gaden begyndte Bøh – landet.

 

 

Svenske
– Stina

Nordvestvej havde ikke det bedste ry. Ølhundene glammede
talstærkt på værtshusene, daleren rullede flittigt, og slagsmål
både udendørs og indendørs var mangfoldige.

Det
var også her
Svenske – Stina underholdt om valutasituationen i særdeles bramfri
udtryk. Den drikfældige kvinde sad med fødderne i tagrenden og i et
ret så bramfri kostume. Midt under hendes foredrag lykkedes det for
en betjent, at trænge ind på hendes kvistværelse og få hende væk
fra vinduet.

 

På 
sine brede skuldre bar han kvindemennesket ned ad trapperne og ind i
Salatfadet. Som tak for bæreturen havde Svenske – Stina gjort ham våd på ryggen!

 

Hvilken
Rantzau?

Gaden
ski
ftede navn til Rantzausgade i 1905. Ingen af beboerne
for at sige slet ingen var klar over, hvilken
Rantzau gaden blev opkaldt efter.
Det var myndighederne hvis nok heller ikke selv klar over.

På 
en forespørgsel fra en kreds af nørrebroere, svarede borgme
steren ved et møde på rådhuset, at det stod
enhver frit at tænke på den
Rantzau man ville, om det så var Johan, Daniel eller Gert.

 

Men
på det tidspunkt var de fleste nørrebroere ikke så stive
i Danmarkshistorien. Mange af dem var af den opfattelse at gad
en var opkaldt efter en politiassistent Rantzau i den lokale politistyrke. (Se artiklen: Fælledvejens
Politistation).

 

Den
tabre Skolelærer

En
skolelærer, der underviste børnene fra
Rantzausgade – kvarteret, fik i forbindelse med navneskiftet den lyse idé,
et eksaminere børnene i kendte navne fra
Danmarkshistorien, især fra Frederik den Tredjes tid.

Han
spurgte flere elever, om de dog ikke kunne huske en eller anden feltherre,
hvis navn nu havde fået tilknytning til
Nørrebro. Og for at hjælpe på børnenes
hukommelse lidt på gled mindede han dem om
Frederik den Tredjes udødelige ord om at dø i sin rede.

 

Hvorfor sagde kongen det?, spurgte læreren

Fordi, lød svaret, at han la’ i sin seng, da de skød……

 

Rantzausgade
– kvarteret
har mere end en menneskealder
været præget af slum med triste grå sidegader, korridorlejligheder,
skumle baggårde og dårlig luft. Det var før saneringen.

 

Kilde: Se

Litteratur
Nørrebro

 

Hvis
du vil vide mere:
Læs

Et
Hospital på Nørrebro

Blaagaarden
– på en anden måde

Blaagaards – kvarteret gennem 400 år

Blågårds
Plads på Nørrebro

Blågårdsgade
– dengang

Flere
gader og veje på Nørrebro

Gader
og veje på Nørrebro

Gamle
Gader og veje på Nørrebro

Historien
om Jægersborggade

Nørrebros
Gader A – G

Nørrebros
Gader H – N

Nørrebros Gader O – Å

Omkring
Nørrebroparken 1 – 3

Omkring
Skt. Hans Plads

Rabarberlandet

 

Fattiglemmer
på Ladegården

Ladegården
– dengang

 

Bulldozersaneringen
ødelagde detailhandelen

Fælledvejens
Politistation
og mange flere

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro