Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Løjt Land – den femte tur

August 23, 2013

Indbildskheden har været
stor på Løjt, men er aftagende. Bønderne følte sig ovenpå,
i hvert faldt mente de, at de var bedre end naboerne vest og syd for.
Søfarten bragte velstand. men om vinteren var der mange, der måtte
frem med
tiggerstaven. Midt på Løjt ligger en glemt borg.
Løjt Kirkes altertavle er særdeles imponerende, og tænk på Løjt
lå i mange år en navigationsskole. Hertugen gjorde alt for, at få
mere jord til Høgebjerg. Dette er den sjette artikel om Løjt.

 

Kun et Løjt i verden

Vi tager for femte gang
en tur nord for
Aabenraa – og besøger Løjt land Det vil sige efter nærmere
gennemtælling, så er det den sjette artikel om
Løjt land.

I
løjtingernes hjemstavnssang hedder det:
Der er kun et Løjt i verden. Og det kan man godt forstå, når man har cyklet
rundt på halvøen.

Løjt har været et stort sogn. Det har omfattet hele
halvøen mellem
Genner Bugt og Aabenraa Fjord. Og den skrider jo også et par kilometer over
hovedvej
A 10.

 

Oldtidens
skove blev ryddet

Løjt
Kirkeby
har været den gammel adelby,
mens de fem andre byer,
Nørby, Barsmark, Skovby,
Stollig
og Bodum er opstået som
udbygger – byer. Det er sket efterhånden som oldtidens store skove
er blevet ryddet på
Løjt Land.

 

Masser
af liv i oldtiden

Oprindelig
hed hovedbyen
Løjt, inden kirken blev bygget.
Den blev nævnt første gang i
Aabenraa Stadsret af 1335. I 1456 blev byen kaldt Kirkebyen i Løjt. Og der var rigelig med liv i oldtiden her på
halvøen, det minder 29 gravhøje om.

 

Markfællesskabet

Bønderne
på 
Løjt Land har aldrig kendt til stavnsbånd.
Og efter 1600 har det kun været meget lidt hoveri.
Markfællesskabet blev på Løjt Land ophævet længe før andre
steder i
Danmark. Allerede i sidste halvdel
af 1500 – tallet begyndte
Løjt – bønderne at ophæve markfællesskabet. Hver gård fik nu sin egne jorder.

 

På 
et kort fra 1641 af
Johs. Meyer ses nogle af sognets byer
omgivet af
lykker, Markerne blev omgivet med
levende hegn. Det blev kaldt
lykker. Ja egentlig stammer det fra
ordet
lukker. Det er i grunden synd, at
mange af disse levende hegn er blevet ryddet.

 

På 
den mere magre jord mod vest gik det lidt længere tid med ophævelsen
af
markfællesskabet. Man gjorde måske den fejl på Løjt Land, at man ikke straks flyttede
gårdene ud til markerne. I 1600 – tallet flyttede man kun tre gårde.
De andre måtte gå langt for at komme på arbejde.

 

Boesgård var den første
gård

Den
første gård, der udflyttede var
Boesgård. Det fortælles, at ejeren
under svenskekrigen blev forfulgt af disse og skudt i det ene ben. Senere
brændte de hans gård af. Da han opbyggede sin gård igen, skete det
i
Sønderskoven. Boesgård har ligget samme sted siden 1690.

 

Havet har draget og krævet

Havet
har draget
løjtingerne. Ved siden af, at være et bondeland, så var Løjt land tillige søfarernes, kaptajnernes
og skibsredernes land. Præster ved
Løjt kirke har kunnet meddele, at fire
femtedele af de drenge, der gik til konfirmationsforberedelse hos dem,
stak til søs. Det var penge at tjene på havet. Men kun enkelte, som
familierne
Bruhn og Bendixen blev skibsredere i den helt store stil.

 

Havet
krævede også sine ofre. Mange endte deres liv derude.

Lige
som på 
Rømø skabte søfarten sin egen
kultur. I 1740 nævner manden på
Jakobsgård i Barsmark i sin dagbog, at han havde
fået sendt en kasse the fra sin bror, der var til søs. Denne drik
var ellers ikke kendt på landets bøndergårde dengang.

Søfarten
satte sit præg i indretningen

 I en bog fra 1890, Slesvigske Bøndergårde fra omkring 1890 skildres en kaptajnsgård i Løjt Sogn således:

 


Japanske Straamatter over Gulvene,
Musselins Gardiner, Kanapeer,
højtryggede Stole, som er svejfede, lakeredeog forgyldte Theborde,
Skueborde og Spejlrammer er til dels rigt udskaarne Rokokosager, dels
Lakarbejder med Indlæg fra Kina og Japan – en mængde Nips, saasom
Porcelæn, Vaser og Figurer, Elfenbens Kunstværker, Gudebilleder og
Templer, udskaaret i Træ, desuden Jerikoroser, Konkylier og andre Naturalier,
som gemmer Minder fra fjerne Have.

 

Åbæk
bugt

Der
er uhyggelige mange skønne steder på 
Løjt Land. Gennem Jørgensgård Skov og nord for Strågård bøjer vi skarpt mod syd.
Vi når
Åbæk og Dyrhave. Ved Åbæk Bugt dykkede vi efter øl. Vi
kunne se kassen dernede, mange meter under os. Vandet var helt klart,
og det var masser af idyl her i
Åbæk Bugt.

 

En
af gårdene her i nærheden, har været i
slægtens eje i hundredvis
af år. Det var godset,
Høgebjerg, som blev bygget i 1641. På
en af gårdens marker ligger oldtidsmindet
Myrpold med den åbne gravkiste.
Jordhøjen blev sløjfet i 1888. Men man kan se stensætningen fra omkring
år 2000 før
Kristi.

En halv snes personer har været begravet her. De
fundne sager er hvis nok opbevaret på
Forhistorisk Museum i Århus.

 

Drab
lagde grunden til hertugelig gods

Lidt
længere mod øst har vi
Skarrev, en udmærket badestrand.

Vi
vender lige tilbage til
Høgebjerg. Den var en gang en hertugelig
avlsgård under
Gottorp. Her lå omkring 1560 en gård,
hvis ejer begik et drab. Han måtte derfor bøde med livet. Hertugen
beslaglagde hans gård, og det var starten på avlsgården, som var
hertugelig indtil 1665.

 

Høgebjerg
blev
udvidet

Ved
erhvervelse af jord på forskellig vis forøgedes og forbedredes
gårdens tilliggender. Det vides i hvert fald, at tre af
Skovbys bøndergårde i slutningen
af 1500 – tallet blev lagt under
Høgebjerg.

Mange
metoder blev brugt til forøgelse og forb
edringer af gårdens tilliggender.
Bønderne gjorde sig skyldige i ulovlig skovhugst. De kunne ikke indse,
hvorfor de ikke i deres egne skove, måtte fælde træer. Men de måtte
kun fælde de træer, som skovfogeden udpegede. Og dette straffede hertugen
med ekspropriation af jord.

På 
den måde fik hertugen efterhånden samlet 120 hektar omkring selve
gården og endnu større arealer, fortrinsvis skov ned imod
Aabenraa Fjord.

En
del af dette areal blev indhegnet som jagtområde, hvorefter det fik
navnet
Dyrhave. Og det hed det stadig, da
jeg forlod
Aabenraa.

 

I
1680 overtog kancellisekretær 
Burchard Niederstedt fra Slesvig forpagtningen. Han havde
ydet hertugen værdifulde tjenester. Og som tak skænkede
hertug Christian Albrecht ham sin Avlsgaard Høgebjerg
til evig Arv og Eje, fri for nogen som helst Afgift.

 

Hermed
var
Høgebjerg fra at være hertugelig avlsgård
gået over til at være et gods i privat eje, dog som kancelligods retsligt
unddraget herredets jurisdiktion og direkte underlagt kancelliet, senere
Overretten. På den måde opnåede man
særrettigheder og med ret til at lave god brændevin.

 

Gården
udbrændte i 1912

Da
godsets mejerier kom til at betyde mere og mere for driften, tituleredes
bestyrere efterhånden i henhold hertil. De kom dog ikke til at hedde
mejeribe
styrer, men kaldtes Hollænder, fordi en forfader på gården
for mange år siden blev kaldet for
Hollænder.

Den
gamle gård,
Høgebjerg brændte i 1912.

 

Elsholm

Vi
smutter en tur til
Skovby mod Barsmark. Imponerende er det at tænke
sig, at her lå en navigationsskole fra 1820 til 1860. Dog havde skolen
ikke eksamensret. Den måtte man tage i
Ejderbyen Tønning. Ved Barsmark, som engang blev kaldt Danmarks længste landsby, drejer vi til højre, ned
til gården
Elsholm, som nok er en af de østligste
gårde på
Løjt Land.

 

En glemt
borg?

Gården
har fået sit navn på grund af sin beliggenhed. Den lå oprindelig
på en holm i en lille nu udtørret sø, 
Ejlsø (Ejler er det sønderjyske
ord for igler). Iglsøholm
er i tidens løb blevet til Elsholm.

Gården
har på tre sider været
omgivet af vand. I haven
mod syd skimtes en lavning, spor af en gammel voldgrav. Meget tyder
på, at der i middelalderen her har ligget en borg eller en stormandsgård.
Nationalmuseet har foretaget undersøgelser
på stedet. Man har fundet middelalderlige potteskår, brændt lerklinkning
og spor af pælekonstruktion.

 

Barsø 
– nævnt i 1231

Vi
cykler nu tilbage til
Barsmark, og drejer til højre forbi Elsetræerne, og har nu udsigt til Barsø.

Barsø blev nævnt i Konge Valdemars Jordebog fra 1231 under navnet Bars.

 

En imponerende altertavle

Det
mest imponerende ved
Løjt kirke er altertavlen. Det er en
såkaldt skabsaltertavle,og
Sønderjyllands største. En indskrift oplyser, at den er blevet
til i 1520, da
Johan Tamsen var præst. Men dette mesterværks oprindelse
kender man ikke rigtig. Her er figurer, ryttere og bibelske skikkelser.

 

Eckersberg
i Løjt Kirke

Løjt
Kirke
ligner vel nærmest en korskirke,
tårnet har et ottekantet spir og der er fire smågavle til kirken.
Den er indviet til
Sankt Jørgen.

Prædikestolen
er
fra 1557, men stærkt ændret
i 1787.

Maleren Jens Jessen fra Aabenraa har stået for en del af
dekorationen. men også
C.W. Eckersberg har stået for nogle af blomsterbillederne på
stolene.
Eckersberg stod i lære hos Jessen.

 

Vi
skal dog også lige nævne
Marcus Lauesen, Løjts store digter. Han boede i en af Løjt Kirkebys skønne huse.

 

 

Det
kan være smukt i Sønderjylland

Møllehjulet
ved
Runde Mølle er for længst gået i stå. Her malede man i
ældre tid, korn fra omkring 160 gårde.
Lille Mølle, der lå lidt længere inde, havde 30 gårde som
kunder. De to møller havde hver sit område, at betjene. Det var den
kongelige og hertugelige del.

Vandløbene
til begge møller kom inde fra moseområdet ved
Øster Løgum.

Det
kunne ellers være hyggelig, at se møllet dreje her på
dette flotte sted. Skrænten der hæver sig over
møllen, er vel cirka 75 meter høj.

Og
her oppe er det en fantastisk udsigt over
Genner Bugt, Kalvø og i baggrunden, Haderslev Næs.

Christian
den 10.
stod engang efter Genforeningen heroppe:

 


Jeg havde al
drig tænkt, at det kunne
være så smukt i Sønderjylland.

 

Troldkvinden
med det store forklæde

Øverst
oppe stod en forblæst træ. Det står der forhåbentlig endnu. For
træet er et såkaldt
brandtræ. Det må aldrig fældes, hedder
det sig. Sker det, vil møllen brænde. Et andet sagn vil vide, et en
troldkvinde blev arrig over kirkebyggeriet i
Løjt, og derfor fyldte hun sit
forklæde med jord, som hun ville lave ulykker med.

Det
må have været en velvoksen troldkvinde med et ualmindeligt stort
forklæde, for
Illenbjerg blev til, da hun undervejs
tabte jorden, hun ville have standset byggeriet med. Kirken blev bygget,
og i den dalstrækning, der opstod ved siden af
Illenbjerg, blev møllen bygget.

 

Af vejen, her kommer en
Løjting

I
1837 skrev
Løjt Sogns hovedpræst, pastor Mathiesen en skildring af forholdende
i sognet:

 

Løjt Sogns Beskaffenhed er noget for sig selv.
Den mandelige Ungdom farer til søs, nu især fra Aabenraa og Hamborg,
tillige mest fra Holland og København. Den kvindelige Ungdom er mest
sysselsat Hjemme. Da Markarbejdet og det grovere Arbejde stadig kræver
fremmed Tyende, til Arbejdet, tilflytter hvert år mange Tjenestefolk
fra Haderslev Amt og fra hele Jylland. Og påfaldende mange bliver bofaste
her. Sognet får således mere og mere Præg af Købstad, tildels af
Industri – sogn, især med hensyn til Lærredstilvirkningen, hvis Betydning
kan sammenlignes med Kniple – industrien i de vestlige Sogne.

Løjt
Sogn har i det 17. Århundredes sidste Årtier og i første Halvdel
af det 18. århundrede udmærket sig ved Ho
llandsk Skik; ydre Tugt og
Ærbarhed, stor Renlighed og enkelthed i Klædedragt.

I
forrige Århundredes sidste Halvdel, særlig efter den amerikanske Krig,
har dette ændret sig, således at Sognet og dets Befolkning er blevet
stadig mere Engelskpræget.

I
det
store og hele har Sognet
holdt fast ved den nedarvede Tro og Dyd, omend man har fulgt Tidens
fremskridt med hensyn til dannelse, selv verdensdannelse, og man bærer
sin tildels endnu bevarede Velstand (ikke Rigdom) mindre til skue end
i tilsvarende Småkøbstads – eller Bysamfund. Overdreven Ødselhed
ved Gilder og Højtider, hvilket tiltog meget før den sidste Krig,
er aftaget under de trykkende Krigsår og i Tiden derefter.

 

Denne
præst,
Mathiesen havde kendt sin menighed
siden 1802. Og han slutter sin beretning på følgende måde:

 


Af Vejen, her kommer en Løjting. Der findes kun eet Løjt i Verden.

 

 

Så 
har hun vel en del penge?

Selv
om løjtingerne færdes næsten hjemmevant ved
Kap som ved Kinas kyster, så hang de dog med
dybe rødder fast ved den plet jord, hvor deres vugge stod.

Løjt
Sogns
bondeslægter var tidligere
meget stærkt indgiftet i hinanden. Man fortæller om løjtingerne,
at have en Bondesøn fundet sig en Brud, spurgte
man først: \”Er hun a æ Slægt\”. Hvis ikke, så spurgte man:
Er hun a æ Sogn? Og hvis det heller ikke slog til, sagde man: \”Ja
så må hun da ha en grov del Pæemg!

 

Ringeagt
for andre sogne

Stoltheden
medførte til tider en ringeagt fra folk fra andre sogne. Dette finder
vi i en beskrivelse i
Øster Løgum – præsten
Peter Kiers
optegnelser. I året 1818
døde skolelærerens unge hustru i
Genner, men hun blev begravet
i Løjt,
skriver præsten:

 


man mener, at da hun var fra Løjt, så holdt hun sig for god til
at hvile på Kirkegaarden i Løgum. Og muligt er det.

 

Dem, der boede nord for Genner Bugt var nogle, som de bedre kunne lide på Løjt Land. Derfor gik der mange slægtsbånd til Hoptrup, Vilstrup og Halk og selve Genner.

Dette forhold kan skyldes,
at man ikke rigtig har kendt til herremandsvælde. Og måske skyldes
det også, at løjtingerne sad i b
edre kår end dem syd og vest for deres sogn.

 

Søfarten
bragte velstand

Søfarten i det 18. og
19. århundrede bragte endnu mere velstand til halvøen. Det kunne ses
tydeligt i
Barsmark, Skovby, Stollig og den østre del af Løjt Kirkeby.

Foruden stolthed over, at være løjting, rådede bønderne på Løjt også over hovmod. De følte sig bedre stillet
end andre. De havde også de bedste pladser i
Løjt Kirke.

Således blev mange bønder
– børn opdraget:

 

– Møder I nogle tjenestefolk,
da sig dem goddag og et kønt ord,
men ikke mere. Husk på, at I er bønderbørn.

 

Hovmod
i østlige egne

Hovmodet var størst i
sognets østligste byer, men mindst i sognets magre vestlige del. I
Nørby og Bodum var folk lettest at komme på talefod med.

Ved siden af denne velstående
og selvfølende overklasse af bønder fandtes dengang i s
ognet talrige underklasser af fattige småfolk.

En mellemting mellem bønderne
og daglejerne var kådnerne og håndværkerne. Kådnerne havde lidt
jord på 
Kirkebys magre Vestermark.

Mange kådnere for til
søs, mens konen passede stedet, og en hel del husmænd sa
d i ret gode kår. Det samme gjaldt for mange håndværkere.

 

Måtte
gribe til tiggerstaven

Men flertallet af Kirkebys befolkning var jordløse arbejdere, og de måtte
tjene føden ved daglejearbejde på gårdene, ved tørvegravning eller
tilfældigt arbejde. En visitationsberetning fra omkring 1870 siger
følgende:

 

– Moserne i Sognets vestre
Del giver et godt Udbytte, og Arbejdsfolkene, såvel gamle som unge,
har i Sommertiden en god Fortjeneste her. Ofte kommer det dem dog ikke
ret til nytte, da de ikke viser Spar
sommelighed i den Tid, da de tjener rigeligt og
ikke sørger for Vinteren. Dette har til følge, at mange Familier,
der har haft gode Indtægter om Sommeren, må gribe Tiggerstaven om
Vinteren.

 

Skolegangen
blev forsømt

Ak ja, hos mange af disse småfolk var fattigdommen stor, og hos mange familier gjorde
brændevinen ondt værre. Børnene var nødtvungen til at hjælpe med
til familiens indtjening.

Fra maj til Mikkelsdag havde snese af Kirkebys drenge plads som hyrdedrenge i Løgum og Rise Sogne, og pigebørnene tjente som barnepiger på gårdene.
Skolegangen blev i høj grad forsømt ved dette.

I 1835 meddeles det, at
kun en tredjedel af børnene er til stede.

 

80 pct.
af en årgang på havet

Mange af Kirkebys fattige levede af tiggeri. Hele 80 pct. af drengene
på et års konfirmandshold drog grundet fattigdom til søs. Mange blev
derude, ikke kun på havets bund, men på fremmede strande, hvor de
opbyggede en ny tilværelse.

Da guldfundene i Californien rygtedes i Løjt tog mange derud og prøvede lykken. Dem der forlod
hjemstavnen kan opgøres i hundreder.

 

Indbildskheden
er aftagende

I 1880 kunne Løjt – præsten skrive:

 

– Som det er almindelig
kendt, præges mange af de Indbyggere, som er født og opvokset her
i Sognet, af et particularistisk Sindelag, hvilket ofte er forbu
ndet med en vis Selvfølelse og Indbildskhed. Ganske vist er denne
particularistiske Aand aftagende, og det kan ikke siges at være almindeligt
gældende mere, at en løjting kun tager sig en Hustru fra sit Fødesogn,
nu kan dog nævnes flere Tilfælde, hvor man har brudt med denne Sædvane.

 

Kilde: Se


Litteratur Løjt


Litteratur Aabenraa


Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Læs


Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864


Løjt Land – i begyndelsen


Løjt Land – nordøst for Aa
benraa


Løjt – mellem dansk og tysk


Løjt, Løjtinger og Løjt Land


Anekdoter fra Løjt


Briggen Chico af Aabenraa


En skibskaptajn fra Aabenraa


Aabenraa som søfartsby


Aabenraa, skibe og søfart


Flere skibe fra Aabenraa


Skibe fra Aabenra
a


Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa