Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Ned med Arbejderne

Juli 24, 2013

Dette er en artikel om de
Socialistiske Blade, Slaget på Fælleden, om Pio, Geleff og Brix.
Men også i høj grad politidirektør Krone og justitsminister
Krieger, der med alle midler forsøgte at knægte arbejderbevægelsen.
De var lige glade
med Grundloven, den gjaldt ikke for arbejderne.
I Kastellet sad soldater parate til at skyde arbejderne med skarpladte
våben. Politiet truede bogtrykkere, ja selv Berlingske Tidende blev
truet.

 

Tilsidesatte Grundloven

Begivenhederne omkring Slaget på Fælleden har vi indgående beskrevet
i andre artikler. Men hvorfor udviklede det sig så voldsomt? Hadet
mod ordensmagten blandt arbejderne voksede, og blev bestemt ikke mindre
efter slaget. Vi kigger på et politi, der lod sig dirigere af politikere.
Også dommerne, tilsidesatte grundloven og dømte rask væk, arbejderne.

 

Sidst
i denne artikel finder du en oversigt over de artikler, hvor vi har
skrevet om arbejdere på Nørrebro og de utallige kampe, der har
fundet sted i bydelen.

 

Skruet op for retorikken

Før den 5. maj 1872 havde Louis Pio i den grad skruet op for
retorikken. Det gjorde han i den artikel i
Socialisten, der ledsagede indkaldelsen til det dramatiske
møde på
Nørrefælled:

 


Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagtebænk? Skal vi
taale
, at vore Fjender maaske
for flere Aar standser vor Fremgang? Nej det kan Københavns Arbejdere
ikke være bekendt! Lad os derfor samle os. Regeringen plejer jo hvert
Øjeblik at holde Revu over de af deres Underssaatter, som de ved første
givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille
deres Ærgerrighed.


Lad os engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som
vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen. Vi vil da faa at kende vor egen
Magt og vore Fjenders Svaghed, samlende i
tusindvis vil vi stille
vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren
er vor.


Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu
en Gang tilraabe: I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik.
Vogt Jer
nu, Maalet er fuldt! Lad
der ikke komme en eneste Draabe til, eller – det flyder over!

 

Myndighederne troede på 
en revolution

Myndighederne
opfattede dette opråb, som en slags revolution. Men det var nu intet
i dette, som kunne opfattes som en blodig rev
olution. Arbejderne ønskede,
at
Hs. kongelige Højhed Kronprinsen skulle overbringe ønsket om udnævnelse af en
arbejdsminister, der kunne hjælpe de dårligst stillede.

Arbejderne
ønskede også en forligskommission, som kunne løse tvistigheder
på arbejdsmarke
det. Men de kongelige havde
stor tillid til den borgerlige regering. De ønskede ikke at ændre
noget, der kunne gavne arbejderne.

 

Det
store magtapparat blev sat i gang

Men politidirektør Vilhelm Crone havde også læst Socialisten, og satte det store magtapparat
i gang. De tre arbejdsledere,
Louis Pio, Harald Brix og
Poul Geleff
blev anholdt natten før
det store møde skulle finde sted.

Selve
mødet udartede sig til en voldsom konfrontation mellem københavnske
arbejdere på den ene side og politi og militær p
å den anden side. De tre
ledere blev idømt meningsløst hårde straffe. Forholdet mellem politiet
og store dele af den københavnske befolkning blev ødelagt i mange
år fremover.

 

Politiet
havde et personligt engagement

Det
var som om politiledelsen selv hav
de deltaget med et meget
personligt engagement i den politiske kamp mod den begyndende arbejderbevægelse.

Kongen
havde gang på gang bedt politiet om at holde øje med enhver tendens
til politisk og specielt forfatningsstridig uro.

 

Det
blev dog ikke bedre
med grundloven eller den
ny presselov i 1851.
Politimester Bræstrup sendte forklædte politifolk ud og spionerede.
Meddelere blev så rigelig betalt af myndighederne. De fik pengene fra
virksomheder, der var trætte af de strejkende.

Ligeledes
udstedte
Bræstrup uforståelige forbud mod
demonstrationer af enhver art.

 

I
1860 skrev
Fædrelandets redaktør Carl Ploug en leder i sit blad:


Vort bestaaende Politisystem, der kan beskrives saaledes: Spioneri,
anvendt ikke blot mod Forbrydere, men ogsaa mod hæderlig
e Folk, for eksempel politiske Modstandere, Stokkeprygl,
anvendt ikke blot mod ulydige Rolighedsforstyrrere, men mod alle uden
Forskjel…..

 

Store
problemer for arbejderne

I
1863 havde
København 165.000 indbyggere. I kølvandet
på industrialiseringen, opstod der store uløselige problemer. Elendige
boligforhold med store familier i ganske små lejligheder især på
Nørrebro. På ganske få år steg huslejen
med 50 pct., ja helt op til 75 pct.

Arbejdslønningerne
var fastlåste for dem, der var så heldige, at have
et arbejde. Også fødevarerne steg uhyggeligt.
Arbejdere måtte tilbringe op til 66 timer om ugen på arbejde, dertil
kom søndagsarbejde. Der var masser af underbetalt børne – og kvindearbejde.
Masser af sygdom og stor dødelighed – ikke mindst grundet tuberkulose
i de overfyldte arbejderkvarterer. Der var alvorlige husvildeproblemer
og jævnlige besøg hos pantelånere og hos fattigvæsnet.

Det
var en verden i social armod, der var grobund for den danske arbejderbevægelse.

 

Bestemte
befolkningsgrupper kunne ikke
stemme

Grundloven
var ikke noget arbejderne mærkede til. Ikke mange af dem havde stemmeret.
Bevidst holdt man bestemte befolkningsgrupper fra at kunne stemme ved
valgene:

 


For at kunne stemme ved et valg til Folketinget, skulle man være af
mandskøn, v
ære fyldt 30 år, have egen
husstand, ikke stå i privat tjenesteforhold, have rådighed over eget
bo, ikke have fået fattighjælp, som ikke var eftergivet, og have boet
i den pågældende valgkreds i 1 år.

 

Af Landstingets 66 medlemmer skulle kongen
forlods udpege de 12. I
København skulle halvdelen vælges
af stemmeberettigede med indtægter over 2.000 rigsdaler, i byerne af
dem med indtægter over 1.200 rigsdaler. Resten blev så valgt af dem,
der opfyldte betingelserne til
Folketingsvalget, lige bortset fra at ved Landstingsvalget skulle man være fyldt 40 år for at kunne afgive
sin stemme.

 

Konge,
regering, rigsdag og politidirektør 
Crone vidste udmærket, at vedtagelsen
af disse valgregler havde til formål, at holde underklassen ude for
adgang til medbestemmelse og indflydelse.

 

Da socialismen
kom til Danmark

Hvornår
socialismen egentlig kom til
Danmark er svært at fastslå. Men
i 1794 opstod der en dramatisk tømrerstrejke. Strejken handlede om
nøjagtig det samme, som der blev strejket for hundrede år senere,
da socialismen som begreb var kommet til landet.

I
1848 havde den unge læge,
Frederik Dreier udgivet et par småskrifter, hvori han meget samfundskritisk
gik ind for lige og almindelig valgret, dannelse af fagforeninger og
en sønderlemmende kritik af kongedømmet.

Dreier døde allerede i en alder af 25 år efterladende
sig en omfattende produktion af mere eller mindre renlivet socialistisk
indhold.

 

\”Slagteriet\”
i Paris

Næste
gang man hører om socialisme er i foråret 1870. Flere af de københavnske
blade havde
efter Internationales stiftelse bragt korte omtaler, uden at man tillagde
det større betydning. Korkskærerne og typograferne havde henholdsvis
i 1865 og 1869 dannet de første fagforeninger.

Politiet
overvågede som sædvanlig nøje udviklingen.

 

Men
man ti
llagde det dog stor betydning,
at man i det moderate
Dags – Telegrafen i maj 1871 kunne læse, at der i København skulle eksistere en aflægger af Pariserkommunen, en slags kommunistisk komité.

Det
var i
Paris i februar 1871, hvor omkring
30.000 blev dræbt eller henrettet i store klynger. Gennem 72 dage havde
småborgerskabet og arbejderne tilrevet sig magten, inden de af de franske
tropper nærmest blev udslettet.

 

Møde
hos købmand Mundberg

Den
nyhed, der blev bragt, var dog forældet. For allerede i 1869 da
nnedes Københavns Arbejderforening af en lille personkreds. De var mere radikale
end den forening, der blev dannet i 1860, og var vel en slags udbrydergruppe
af denne.

Gruppens
første møde fandt sted den 21. april 1870 hos købmand
Anthon Mundberg, Lille Købmagergade 65.

 

Med
loven – eller uden

Det
første nummer af
Socialistiske Blade udkom den 21. maj 1871. Det var et trykt hefte
på 12 sider. Udgiveren var nævnt, det var boghandler
Immanuel Rée. Forfatteren havde skjult sig under pseudonymet en arbejder. Heftet anbefalede lovlige
midler. Men til sidst faldt han for fristelsen til på ægte journalistisk
vis med en effektfuld bemærkning:

 


Så skal vi næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det
er vi, arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem, s
ent eller tidligt, med loven eller – uden den!

 

Nu –
som ugeblad

Den
12. juni 1871 udkom
Socialistiske Blade 2. Forfatteren var stadig en arbejder, mens H. Brix var påført som udgiver.

Den
indeholdt en række arbejderkrav til valgloven, noget om beskatni
ngsforhold, omtale af fabriksarbejdernes forhold.
Og endelig var det en opfordring til at slutte sig sammen i faglige
foreninger.

At
bladet bebudede, at det snart ville udkomme som ugeblad og at der snart
ville blive stiftet faglige foreninger, fik myndig
hederne op af stolen.

 

Bogtrykkerne
blev truet

Justitsminister
A.F. Krieger
vidste udmærket, at bag
ved
en arbejder gemte sig Louis Pio. De første 19 numre af Socialisten blev trykt hos firmaet O.C. Olsen & Co. Men efter et besøg hos politiet
på domhuset kom man på andre tanker. Man måtte se sig om efter et
andet trykkeri. Bogtrykker
Oettinger nåede lige netop et nummer,
så truede politiet også denne bogtrykker. Det samme gentog sig også
med den næste bogtrykker, men han nåede dog at trykke tre numre.

 

De næste tre udgaver blev fremstillet af en ældgammel
håndpresser hos en trykker i
Vandkysten. Men midt i januar 1872 blev
denne maskine også stoppet.

De
efterfølgende fire numre blev trykt i
Malmø, men også her nåede lovens
lange arm. Det lykkedes derefter, at finde en bogtrykker i
Hamborg. Bladets oplag var efterhånden
nået op på 3.000 eksemplarer.

 

Politiet
brugte ikke lovlige metoder til at stoppe bogtrykkerne. det har næppe
været grundloven som politiet har henvist til under samtalerne med
disse.

 

Foragt for Arbejderbevægelsen

Politidirektør Crone kunne i sine indberetninger
til justitsministeren ikke skjule sin foragt for arbejderbevægelsen
og de socialistiske tanker:

 

Ingen vil kunne gennemlæse bladet uden at blive
gennemtrængt af overbevisning om, at deres usande, fordrejede og overdrevne
fremstilling skyldes en bevidst bestræbelse efter at give den utilfredshed
med egne kår, der måtte være til stede hos arbejderne, næring og
hidse dem til fanatisme og had mod de andre samfundsklasser.

 

Det
var
tydeligt, at politidirektøren
samlede stof sammen til et stort anklageskrift. Der bredte sig nærmest
en hysterisk panik i domhuset med alt det materiale, som
Crone kom med.

Mange
frygtede en sand revolution i den gamle hovedstad – en slags
Københavnerkommune lig med den berygtede Pariserkommune.

 

Bekymring
hos politiet

I
slutningen af september udbrød der en storkonflikt på 
Burmeister & Wain. En del arbejdere havde nedlagt
arbejdet efter et voldeligt intermezzo. I
Socialisten blev det i den anledning
indkaldt til et møde den 4. oktober. Det fandt sted den i etablissementet
Phønix. Det vil sige, at det fandt
sted i kælderen under værtshuset
Phønix i Helliggejststræde (nu Valkendorfsgade)
13.

Det
var det første møde
Socialisten afholdt, og det var en succes.
Til stede var også
Politidirektør Crones spioner.

 

Initiativet
vakte bekymring hos politiet. Og det gjorde de efterfølgende aktioner
også. regeringen blev også bekymret.

 

I
mellemtiden var en assistent – betjent på 
Station 6 Nørrebro blevet chef for det ny Opdagelsespoliti. Via regeringen og politidirektøren
blev
Hertz pålagt en masse pinlige
og politisk ømtålelige opgaver. Det hele skulle vunde i, at knægte
arbejderne.

 

Opfordring
til regeringen fra politidirektøren

Crone afleverede den ene rapport efter den anden til
justitsminister
Krieger. Man skulle passe på ikke,
at berøre grundlovens frihedsparagraffer.

Og
det blev endnu mere tydelig efter indberetningen fra 16.december 1871.
her skrev
Crone:

 

og jeg tror, at det vil være rigtigt, at regeringen
ligefrem vedkjender sig, at den anser arbejderbevægelsen for farlig
og at man, da den ikke kan standses eller forhindres ved hjælp af Lovgivningens
bestemmelser, anser det for Pligt overfor det øvrige Samfund at vise,
at man har både Magt og Villie til strax at slaae etjvert Forsøg på
saadanne Voldsomheder som dem, foreningens Ledere gjennem deres Organ
\”Socialisten\” at digen hentyde til, kraftig til Jorden.

 

Crone ville bruge § 87, som kun omfattede lovlige foreninger. Men Krieger mente ikke, at det foreliggende
grundlag var godt nok. Man skrev derfor rundt til diverse danske ambassader,
om at samle så mange informationer om
Internationale som mulig.

 

Enkeltbillet til Brasilien

Det
var fra
Martin Hertz’s opdagelsespoliti, at spioner kom. de var klædt
ud som arbejdere. men ofte blev de udpeget og smidt på porten. men
man havde også en stikker i egne kredse. Det var sporvognskonduktør
L. Jacobsen.

Han
forsøgte åbenbart også at bagtale
Pio. Det var åbenbart noget,
politiet betalte ham for. Da dette gentog sig, begyndte flere at fatte
mistanke til ham.

Pludselig
begyndte han at mærke jorden brænde under sig. Derfor søgte han direkte
hjælp hos politiet. Han nåede i perioden oktober 1871 til følgende
februar, at aflevere 22 fyldige rapporter til politi
et – alle under navnet 40.

 

Som
belønning for sin
Stikker – virksomhed fik han i foråret 1872 af politiet foræret skibsbilletter
til sig selv, sin kone og ikke færre end 7 børn. Destinationen var
Brasilien, og det var enkeltbilletter.

 

Fru
Berling blev t
ruet af politiet

Pio var rejst til Geneve for at besøge fru Berling. Men hun havde modtaget advarsler
fra politiet om at indlade sig med ham. Såfremt dette skete ville
Berlingske Tidende miste vigtige rettigheder.

Men fru Berling sørgede for at Pio fik nogle ekstra penge, så
han kunne forlænge sit ophold i Schweiz.
(se beskrivelsen af Pio i
slutningen af denne artikel)

 

Spionen,
der skød sig selv

Politiet
var også blevet interesseret i
Povl Geleff, da han i oktober – november 1871 begav sig ud
på en længere agitationsrejse i provinsen. En meget interesseret ung
mand, som præsenterede sig som
huslærer Kornerup fulgte med til samtlige møder. Men han var identisk
med opdagelsesbetjent
Henry Frederik Korn.

 Senere påpegede Geleff, at han havde haft en stærk
mistanke til denne unge mand. Efter sigende skulle
Geleff have skrevet til politiinspektør Hertz om næste gang, at sende
en opdagelsesbetjent, der var bedre end
Korn til at spille L´hombre.

 

Denne Korn blev i 1879 leder af Station 4 og fra 1881 til 1887 leder
af
Station 1. Senere blev han chef for
Sædelighedspolitiet. Men ak og ve i marts 1895 skød han sig selv.
Han havde begået et større underslæb.

 

En ny
mester – spion

Premierløjtnant
Ludvig William Povelsen
blev politiets nye store
spion. Han fik adgang til de inderste cirkler og nåede at sende 23
rapporter. Alle hans rapporter blev skrevet i to eksemplarer. Den ene
til
Hertz og den anden til justitsministeren.
Han var også med til det sidste møde lige før slaget.

 

Regering
i knibe

Crone var under stærk pres fra den stærke højreregering,
der yderligere blev bakket op af
Christian den Niende. Men Lensgreve Holstein – Holsteinborgs regering havde også mange andre fjender end socialisterne.
I 1870 samledes de mange mindre venstregrupperinger i
Det forenede Venstre. De gik til åben kamp mod regeringen.

Men
også på det intellektuelle område gik udviklingen mod regeringen.
Georg Brandes samlede kolossal tilstrømning
til sine forelæsninger om de europæiske frihedsideer.

 

Efter
at være blevet gjort bekendt med
mødeindkaldelsen til Nørrefælled skrev politidirektør Crone til justitsminister Krieger, hvor han foreslog, at man
straks skulle anholde arbejderforeningens bestyrelse og forbyde det
annoncerede møde.

 

En nervøs
politidirektør 

På 
arbejdermødet samme dag
, Crone skrev omtalte, talte Anthon Mundberg om

 


at når vore Modstandere på Søndag ser 50.000 frie og enige Arbejdere
samlede i én falanks på Nørrefælled, vil de dog måske endnu
kunne komme til Besindelse.

 

Da
politiets spion,
Povelsen indberettede dette til Crone, steg dennes nervøsitet formentlig
endnu nogle grader, idet han straks begav sig til justitsministeren
med de alarmerende oplysninger om, at der blev forvent 50.000 mennesker
ti søndagens møde.

 

Ministermøde

Dagen
efter – fredag den 3. maj –
blev der afholdt et ministermøde.
På det møde advarede krigsminister
Haffner mod  en konfrontation,
da han ikke mente, at de militære styrker, der var til rådighed, kunne
klare opgaven. I øvrigt tvivlede han lidt på soldaternes loyalitet
i en så udsædvanlig situation. de to national – liberale ministre
Krieger og Hall tilkendegav, at såfremt
politidirektøren ville forbyde mødet og foretage anholdelser, måtte
politiet selv tage ansvar for disse aktioner.

 

Crone var nærmest desperat. Han gjorde justitsministeren
opmærksom på, at der netop nu var lejlighed til at få ram på arbejderforeningen.

I Statsrådet dagen efter fastslog justitsminister Krieger, at det mødeforbud, som var
under forberedelse helt skete under politidirektørens ansvar, men at
regeringen billigede det. Og derefter begyndte man så at planlægge
slagets gang.
Kronprinsen ville have soldater fra Sjællands garnisoner trukket til hovedstaden,
men dette syntes
Haffner ikke om. Han var i øvrigt
den eneste, der syntes, at det ville være dumt, at forbyde det pågældende
møde. Et forbud ville efter hans mening kun forværre den spændte
situation.

Det
endte med, at regeringen tilsidesatte de i grundloven sikrede frihedsrettigheder.

 

Mødeforbud
– og advarsler

Langt
om længe havde politidirektøren fået ry
gdækning. Det var en ren
politisk aktion mod arbejdernes foreningsdannelse. Allerede næste dag
klokken 12, blev der rundt omkring i byen og ved store arbejdspladser
opslået plakater. Mødeforbuddet blev ledsaget af en række advarsler
om, hvad der kunne ske, såfremt man ikke rettede sig efter dette.

En
politiassistent blev sendt til
Socialistens redaktion for at oplæse plakatens tekst for de
tilstedeværende.

 

Crone forbød nu også ethvert andet offentligt møde
under åben himmel. Om han havde rygdækning for også denne ifølge
grundloven ulovlige beslutning, vides ikke.

Politiets
forbud skabte selvfølgelig vild røre i arbejderbevægelsen. Skulle
man aflyse for at undgå en voldelig konfrontation eller holde
på sine grundlovssikrede rettigheder?

 

Kronprinsessen
v
ille ikke tale med oprører

Mundbjerg forsøgte sammen med Geleff at opsøge kronprinsen. men denne ønskede ikke at tale med oprørerne.

På 
et stormende stormøde besluttede man at deltage i mødet dagen efter.
Man mente, at man næppe kunne få soldaterne og 40
0 underbetalte betjente til at angribe fredelige
arbejdere. Mødet blev som sædvanlig overværet af politiets spioner.

 

Anholdelsen
af de tre ledere natten til dagen for mødets afholdelse både chokerede
og lammede foreningsledelsen.
Mundberg udsendte en løbeseddel,
der opfordrede arbejderne til at overholde loven.

 

Militæret
forsynet med skarpe patroner

Arbejderne
strømmede til
Nørrefælled, søndag eftermiddag. Crone havde indrettet sin kommandopost
Blegdamsvejens Tinghus. Der var posteret 140 politifolk strategiske steder
rundt omkring på
Fælleden.

To
eskadroner husarer var anbragt inde på fælleden. Dette blev af
især unge arbejdere opfattet som en provokation.

Militæret
havde ligeledes etableret forstærket vagt ved
Amalienborg, Christiansborg,
Børsen, Tøjhuset
samt ved de store banker.
I
Kastellet og på Domhuset var der indkvarteret marineartillerister,
som var klar til – forsynet med skarpe patroner – at rykke ud med kort
varsel.

 

Dragne
sabler og trukne knipler

Ved 16 – tiden brød store
menneskemas
ser ind på fælleden. De blev dog drevet tilbage
af husarer med dragne sabler, assisteret af politifolk med trukne stave.
Folkemængdens våben var opsamlede skærver, der blev brugt som kasteskyts.
Arm i arm marcherede folk ind på
Fælleden. De sang ikke kun tidens populære gade – og revyviser,
men også
socialistmarchen, hvilket der blev lagt stor vægt på under den
efterfølgende retssag.

 

Folk blev drevet ind ad Østerbrogade mod byen og gennem Blegdamsvej mod Nørrebrogade. Kampen fortsatte i Indre By med en del rudeknusninger. 74 husarer og 23 politifolk
var blevet ramt af stenkast. Men det blev aldrig oplyst, hvor mange
civile, der blev skadet af sabler og politistave.

 

Offentlighedens reaktioner
på anholdelserne og begivenhederne på fælleden var vidt
forskel
lige. Venstrepressen kritiserede i skarpe vendinger
myndighederne. Højrefløjen udtrykte dyb tilfredshed.

 

Flere
anholdelser fulgte

Politiinspektør Hertz truede åbenlyst Mundbjerg med anholdelse, såfremt han fortsatte sit foreningsarbejde.
man mente, at kunne få dømt
Mundbjerg for den tale, han holdt for murerne den 2. maj.

Og Mundberg slap ikke for arrestation. For en tid trak han
sig tilbage, men vendte tilbage i foråret 1874, hvor han blev redaktør
af arbejdernes blad, som i mellemtiden havde fået navneforandring til
Social – Demokraten.

 

Som formand blev i stedet
valgt cigarhandler
Würtz. men han blev også ret hurtig stoppet af politiet.
I en artikel havde han kaldt den københavnske politimyndighed for
Storborgemes Profos (bøddel/skarpretter). Dette kostede ham 15 dages fængsel. Senere fik
han sammen med 5 andre arbejdere – idømt 60 dages fængsel for i en
underskrevet klage til kongen at have beskyldt
Crone for i forbindelse med begivenhederne at have brudt
grundloven.

 

Hårde
domme

Dommen var allerede afsagt, da de tre ledere blev anholdt. Den faldt den 29. marts 1873:

– 6 års forbedringshus
til Pio

– 5 års forbedringshus
til Geleff

– 4 års forbedringshus
til Brix

 

Forbud
mod arbejder – foreninger

Den 14. august 1873 udstedte C.S. Klein et forbud mod arbejdernes forening. Klein havde i juni afløst Krieger som justitsminister.

Flere anholdelser af arbejdere
fulgte.
Politiet var ret kreative til at finde en begrundelse,
og de havde dommerne med sig.

 

Et smagløst
indgreb

Da Harald Brix døde i en alder af 40 år i maj 1881 greb politiet
også smagløst ind. De københavnske arbejdere blev opfordret til at
ledsage hans kiste til rutebåden til
Ålborg. Men Crone greb ind. Meget tidlig om morgenen den 1. juni
blev nogle politifolk sendt til
Brix’ bopæl, hvorfra de sørgede for en diskret fjernelse
af kisten.

 

Politiets smagløse indblanding
resulterede i et protestmøde samme dag, og
Crone frygtede det værste. I forsamlingsbygningen i Rømersgade blev posteret 15 civile politifolk blandt de 1.500
mødedeltagere. På eksercerpladsen i
Gothersgade blev placeret 150 politibetjentene, medens andre
50 skulle beskytte
Amalienborg Slot. At det store politiopbrud i netop denne anledning
førte til sammenstød og gadeuorden siger næsten sig selv.

 

Op gennem 1880’erne under Estrups provisoriske regime kom det til utallige konfrontationer
og sammenstød mellem politi og retsvæsen på den ene og den samlede
opposition mod regeringen.

 

Bestikkelses
– penge

Der er aldrig blevet opklaret,
hvorfra politiet havde fået bestikkelses –
penge. Det gik rygter om, at pengene kom fra Burmeister & Wain samt Rubens Bomuldspinderier. Begge disse store virksomheder havde været ramt
af strejker, som blev støttet af Pio’s socialistiske bevægelse. På
en måde bliver disse rygter bekræftet af tidligere justitsminister
Krieger. 

 

De tre Initiativtagere

Initiativtagerne
til bladene kom fra
Louis Pio, Hans Brix og Povl Geleff.

 

Louis
Pio

Pio
kom fra et borgerligt hjem. hans far var kaptajn i hæren. Louis skulle
selvfølgelig følge sin far, men stoppede
som sekondløjtnant. Han
var en sprogbegavelse, og oversatte flere bøger fra tysk.

 

En
kort overgang var han timelærer i fysik og matematik på 
Borgerdydskolen. En af hans elever hed såmænd, P.A. Alberti, som også skulle sætte sit
aftryk på
Nørrebros og Danmarks historie.

 

Fru
Berling vidste det

Efter
at have opgivet sin stilling som postassistent fik han job som huslærer
hos
Fru Berling Ordrupshøj. Den stenrige Polly Berling var eneejer af Berlingske Tidende. Bladet var den spirende socialismes argeste fjende.
Men
Pio blev nærmest betragtet
som et familiemedlem. Om natten sad han i det lille havehus, der var
stillet til rådighed og skrev flammende artikler til
Socialisten.

 

En
dag mødte politiinspektør 
Martin Hertz op for at fortælle fru Berling, om hvilken farlig mand hun
havde som huslærer. Og svaret har sikkert chokeret politiinspektøren.
For hun svarede, at hun udmærket var klar over, hvad han foretog sig
og i øvrigt ikke havde til hensigt at fyre
Pio. Han fik lov til at bo i havehuset
hele sommeren, efter at familien var rejst til Schweiz.

 

Tyfus

Louis
Pio
blev nærmest udvist til USA. Han fik endda penge af politiet
sponsoret af store danske virksomheder.
Og det blev til en kummerlig
tilværelse. Pengene som han fik fra politiet blev hurtig tabt på et
mislykket koloniseringsprojekt i
Kansas. På grund af svigtende helbred
måtte han tage næsten alt forefaldende arbejde. En tid arbejde han
som typograf.

 

 Senere forsøgte han sig som skribent, redaktør,
bladudgiver, postassistent, tilsynsførende arkitekt og meget andet.
Han var også udgiver og forfatter i lærerbøger af sprog.

Han
var ansat på kontoret hos en dansk ejendomsformidler. Han forsøgte
sig i et nyt koloniseringsprojekt, men under dette arbejde fik han tyfus
og døde i juli 1894.

I
juli 1921
kom hans hustru, Augusta Pio til Danmark med hans aske i en urne.
Den blev under stor højtidelighed nedsat på
Vestre Kirkegård.

 

Harald
Brix

Harald
Brix
var nok den person i det
socialistiske trekløver, der fik den hårdeste medfart.

Han
var P
io’s fætter.

Efter
krigen havde han en kort tid en stilling i krigsministeriet som assistent.
Senere blev han kommis i en bog – og musikhandel. På et tidspunkt
var han sproglærer. i 1869 udgav han et lille annonceblad. I 1870 blev
han selvstændig musikhandler, men al
lerede året efter blev han
erklæret konkurs.

 

 Efter løsladelsen i 1875 havde han svært ved
at acceptere den moderate linje, som bevægelsens ledere var slået
ind på. Derfor startede han det polemiske blad
Ravnen.

Da
han i december 1880 efter nyt fængsels
ophold atter blev løsladt,
var han dødssyg. Det kom til et endeligt brud med sine tidligere kampfælder,
og han udgav et nyt blad,
Herolden.

Atter
en retssag indledtes mod ham. Men i maj 1881 afgik han ved døden, fuldstændig
nedbrudt i en alder af 40 år.

 

Povl
Geleff

Povl
Johansen Geleff
kom fra Tønder – egnen. Hans far var husmand og kniplingshandler. Allerede
som 16 årig fik
Povl et job som hjælpelærer.
I 1864 tog han lærereksamen. Som 24 – årig blev han redaktionssekretær
Fyens Avis. I 1867 blev han selvstændig
bogtrykker, bladudgiver og redaktør i
Ribe. Hans blad, Heimdal var stærkt national præget
og meget radikal i politiske anskuelser. Men efter, at være blevet
dømt for at have kaldt tyskere for tyve og røvere, blev hans blad
lukket.

 

I
sommeren
1871 kom Geleff til København og stiftede bekendtskab med Brix og Pio. da han fik stiftet bekendtskab
med den københavnske slum og armod, blev han hurtigt grebet af socialismen
og
Pio’s tanker om en bedre samfundsorden.

 

Brix
bosatte sig i 1877 i
Chicago. Han blev medarbejder ved
forskellige blade. Under et besøg i
Danmark i 1882 – 1883 udgav han en
bog under pseudonymet
Harald Brede for udvandrere.

I
januar 1920 blev han som fattig og meget syg indlagt på et hospital
i
Kansas. da det rygtedes i Danmark, sørgede det danske socialdemokrati
for at få ham til D
anmark. Dette skete i juli 1920.
Han kunne dog ikke tåle det danske klima., hvorfor han i 1927 rejste
til
Italien. han døde i maj 1928 på
øen
Capri.

 

Kilde: Se


Litteratur Nørrebro


Litteratur Købe
nhavn (under udarbejdelse

 

Hvis
du vil vide mere om Arbejdere på Nørrebro – København


Arbejdere og Industri på Nørrebro (2)


Arbejderkamp på Nørrebro


Arbejderne på Nørrebro


En vandring på Ydre Nørrebro


Flere arbejdere på Nørrebro


Louis Pio
på Nørrebro


Rabarberlandet


Stauning på Nørrebro


En arbejder i København (under København)


Historien om Første Maj (under København)


Når jeg ser et rødt flag smælde (under København)


Stjernen – arbejdernes bryggeri (under København)

 

Alberti på Nørrebro


At bo på Nørrebro


Byggespekulation på Nørrebro

 

Hvis
du vil vide mere om Kampe på Nørrebro


Terrornatten på Nørrebro


BZ – bevægelsens historie på Nørrebro


Dramaet i Brorsons Kirke


Fristeder og Ungdomshus


Hvorfor skulle
Janne dø?


Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren


Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944


Nørrebro – den 18. maj 1993


Røde Rose på Nørrebro


Skyd efter benene


Slumstormere, Besættere og Autonome


Ungdomshusets Historie 1 – 2


Ungeren set
fra 6. klasse


Varehuset Buldog på Nørrebrogade

www.norrebro.dk kan du finde ca. 50 artikler
om Ungdomshuset og Bandekrigen


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro