Publikum strømmede til,
da der gik rygter om, hvad politiet søgte after i Kastelsgraven. Et
lig var parteret. Rester fandtes forskellige steder. Den myrdede var
Henriette Dalby fra Bellmannsgade. Ret hurtig fandt man frem til den skyldige. Det var hendes mand. Men en god forsvarer fik overbevist
nævningene, at mordet ikke var sket med forsæt. Og halvanden år efter
løsladelsen lykkedes det igen, at overbevise nævningene, at den ny
kvinde, som manden nu havde forsøgt at kvæle, ikke var sagesløs.
Igen slap han med en mild dom

 

Bizart fund

Publikum strømmede til,
da det rygtedes, at politiet var i gang med at lede efter mystiske ting
i Kastelsgraven. Bag den svenske kirke, fandt man en pakke i et
gråt tæppe. Den indeholdt en kvindes overkrop med arme og hovede.
Man fandt desuden i pakken en blå overfrakke, der var bundet om hovedet
med en snor, samt ved siden af pakken, en jernstang, to mursten, nogle
høvlspåner og en stribet kittel.

Vi
skal tilbage til 1931.

Det
hele startede den 16. maj 1931. En medarbejder
fra Belvedere – kloaken ved H.C. Ørstedsværket fandt et afskåret menneskeben.

 

Endnu et ben

Man
satte en eftersøgning i gang og fandt næsten samme sted endnu et ben.
Det uhyggelige fund blev sendt til Retsmedicinsk Institut. Her antog man at benene tilhørte en kvinde mellem
155 og 160 cm og være mindst 24 år gammel. Personen havde en påfaldende
lille skonummer.

 

Omfattende undersøgelser

Man
konstaterede endvidere, at benene var skilt fra kroppen, ved at bløddelene
var skåret igennem og benbygningen derefter
delvis gennemsavet og til sidst brækket over. Til huden klæbede nogle
små stykker af en avis, enten Nationaltidende eller Dagens Nyheder. Instituttet mente, at benene havde ligget i vandet
i nogle uger.

 

Der
blev straks iværksat en omfattende undersøgelse
i vandet omkring findestedet. At rømme hele kloakledningen ville blive
for kostbar en historie, så man nøjedes med at undersøge den fra
de steder, hvor den gennem nedgange var tilgængelig. Det bragte dog
intet nyt for dagen.

 

Fru Dalby fra Bellmannsgade

Pressen
blev straks informeret i håb om, at man ved publikums hjælp kunne
finde frem til mulige savnede personer. Dette bevirkede en strøm af
henvendelser. På nær en af dem, man efterlyste, blev alle fundet.
Den savnede var Henriette Dalby fra Bellmannsgade. Hun var eftersøgt fra politiets 4. afdeling.
Det var fordi bohavet i hendes lejlighed den 17. december forrige år,
var blevet sat ud af fogeden og deponeret hos Frelsens Hær. Man ville også tale med hende vedrørende en
forsørgelsessag vedrørende hendes børn, der nu befandt sig under
forsorg.

 

Bortgået

Hun
var ifølge den mand, som hun boede sammen med, sømand Peter Hansen forsvundet i slutningen af november 1930. Efter
hendes bortgang havde han en tid passet børnene alene. Men derefter
var de overgivet til Værgerådet, da hun ikke var kommet tilbage.

Politiet
fik også at vide, at den forsvundne havde haft påfaldende små 
fødder, og havde lidt af tuberkulose.

 

Alt pegede på Fru
Dalby

Man
søgte ihærdigt efter resterne af den myrdedes krop, og de
store bestræbelser førte til det bizarre fund i Kastelsgraven.

Instituttet kunne konstatere, at man nu havde fundet kroppen,
der hørte til benene. Det var da ikke muligt, at fastslå dødsårsagen,
da der ikke på liget fandtes tegn eller mærker af nogen art.

 

Det
fremgik som nævnt, at den døde kvinde led af tuberkulose. Desuden
havde hun kunstig gane i overmunden. Man informerede igen pressen om
fundet. Ligeledes forsøgte man at tage fingeraftryk, for at kunne fastslå,
om den afdøde var Fru Dalby. En assistent fra Kommunens Depot mente, at kunne huske, at
fru Dalby havde fået udleveret den
blå frakke. En syerske bekræftede, at fru Dalby havde modtaget en blå frakke
fra Forsørgelsesvæsnet. Hun huskede også, at Fru Dalby havde haft protese i overmunden,
og at hun havde været indlagt for tuberkulose såvel  på Øresundshospitalet som på Boserup Sanatorium.

En
distriktsforstander kunne også huske, at afdøde havde fået udleveret
en frakke magen til den fundne. Også kitlen mente en dame, at
kunne genkende.

 

Fingeraftryk
passede

Dertil
kom en masse henvendelser fra folk i kvarteret, hvor hun havde boet.
Man mente ikke, at hun der havde holdt så meget af hendes børn
uden videre ville forlade dem. Naboerne tvivlede på sømandens
forklaring på hendes pludselige bortgang.
Politiet sammenlignede de aftryk, de havde foretaget hos afdøde og
sammenlignede dem med de aftryk, der var på de møbler, der var opbevaret
hos Frelsens Hær.

 

Den
mistænkte sad allerede inde

Det
næste var så at finde gerningsmanden. Eftersøgningen skulle
også gælde sømanden. han var nu ikke så svær, at finde. Han sad
allerede i fængsel for bedrageri.

Ved
den første afhøring gik man forsigtig til værks. Man undlod at fortælle
om liget. Politiet spurgte kun, om han kendte noget til Fru Dalbys forsvinden. Han afgav i alt
tre forklaringer. Den første var meget lang og holdt i vage vendinger.

 

Tre
forklaringer

Han
fortalte om deres samliv og om, hvor glade de havde været for hinanden.
Men det havde knebet med pengene. Han var arbejdsløs og måtte klare sig
ved lidt handel og tiggeri. Hun syede. Lidt understøttelse havde hun
også fået. De økonomiske vanskeligheder var gået hende på nerverne.
Hun var ifølge sømanden ofte gået hjemmefra, men den bemærkning,
at nu så han hende ikke mere.

 

Han
havde sidst set hende med en sønderjyde. Til sidst havde sømanden
opgivet hende og afleveret børnene til plejetilsynet. Da fogeden havde fjernet møblerne, var hun selv
gået. Hun havde da lejet et værelse i Vognmagergade. Sidst han havde set hende, var på Kongens Nytorv i slutningen af januar måned
1931.

 

En række
usandheder

Politiet
borede i hans udsagn, og påviste en række usandheder. Lidt efter lidt
gik de så over til den næste forklaring. Og det var, at han havde
mødt hende i Dronningens Tværgade den 28. januar, og de havde været sammen, afbrudt
af hendes bortgang et par gange. Natten mellem den 2. og 3. februar
var de kommet op at skændes. I hidsighed havde han slået hende i brystet,
og hun var faldet omkuld, blødende fra næse og mund. Da han med det
tørklæde, hun bar om halsen, ville stoppe blødningen, havde han til
sin rædsel opdaget, at hun allerede var død. Chokket havde fået ham
til at flygte. Han var flakket om et døgn og havde på sin hvileløse
tur planlagt, hvordan han ville blive nødt til at partere hende for
at få hende af vejen.

 

Det
kyniske foretagende

Næste
aften var han gået i gang med sit kyniske forehavende, men havde dog
ikke helt fået gennemført det. Benene havde han samme nat kastet i Sydhavnen. Næste nat havde han fortsat
parteringen. I de følgende nætter havde han bragt forskellige legemsdele
dels til Kastelsgraven, dels til havnen ved Islands Brygge.

Man
fandt efter denne forklaring yderligere en pakke i Kastelsgraven.

 

Parteringen
startede om aftenen

Den
næste dag kom han så med sin tredje forklaring.
Mordet var foregået den 24. november i Bellmannsgade, men i øvrigt på samme måde, som han tidligere
havde forklaret. Han havde anbragt liget under sofaen til næste dags
aften. Da gik han så i gang parteringen, efter at have tilbragt dagen
sammen med børnene i lejligheden.

 

Ikke
dræbt med forsæt 

Han
bedyrede, at han ikke havde dræbt hende med forsæt. Han havde slet
ikke haft noget alvorligt i sinde. Hans slag var faldet i hidsighed 
uden tanke for de dødelige følger, som det fik.

En
indhentet lægeerklæring fastslog, at han hverken var nervesyg, epileptiker,
kronisk alkoholist, eller på anden måde degenereret.

Retslægerådet erklærede blandt andet, at det var muligt, omend
ikke sandsynligt, at afdøde var død af chok. Det var langt mere sandsynligt,
at døden skyldtes et slag i ansigtet. Som følge deraf var der indtrådt
besvimelse, eventuelt hjernerystelse og næseblødning. Man kunne heller
ikke se bort fra muligheden af kvælning med det håndklæde, Hansen havde lagt om halsen på
hende.

 

Forsvaret
overbeviste nævningene

Forsvaret
satte kraftigt ind på spørgsmålet, om der forelå forsæt.
Det lykkedes at overbevise nævningene om, at der ikke forelå forsæt til drab,
ensidige til legemsbeskadigelse med døden til følge – kun uagtsomhed.
Dommen kom derfor kun til at lyde på 18 måneders forbedringsarbejde.

Forsvareren, overretssagfører Sachs fik senere brug for sine
overtalende evner til fordel for anklagede.

 

Forsøg
på kvælning

Allerede
halvanden år efter sin løsladelse blev Hansen igen sigtet for forsøg på
manddrab. Han var på ny flyttet sammen med en kvinde. De var under
en frokost kommet op at skændes, og i hidsighed havde han taget kvælertag.

Forsøget
var af særlig graverende karakter og forbundet med stor livsfare, da
den overfaldende var hjertesvag.

 

Fængselslægen
erklærede, at Hansen var af den type, der handlede,
før han tænkte. Som sådan måtte han betragtes som farlig for samfundet,
og burde indespærres.

 

Den
overfaldne var ikke sagesløs 

Under
denne sag lykkedes det at overbevise nævningene om, at den
overfaldende ikke havde været sagesløs samt om, at der forelå formildende
omstændigheder. Herefter blev straffen i 1934 fastsat til to et halvt
års fængsel.

 

Kilde: Se

–
Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere: Læs om Forbrydelser her
på siden

–
Se liste under artiklen: Forbrydelsens Ansigt