Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Dengang på Strøget

Juli 24, 2013

Vi mødes under \”Ranch
Ur\”.Og så tog man kun til Amager \”for at se en arm Synder
blive henrettet\” En købmand, der hed Illum sørgede for at Østergades
flottes ejendom blev revet ned. Det fine bordel blev stormet af matroser.
Og man tog i P
eder Madsens Gang for at besøge \”Uddydens
Præstinder\”. Kræmmersvende var pyntet og velfriserede. Tilberedt
svinekød i vinduerne skabte tumult. På Østergade startede Strøggaden.
Og den besøger vi med nostalgiske øjne.

 

Mest boder – dengang

Butikkerne i gamle dage var for det meste boder. Det var en slags tilbygninger til eksisterende
ejendomme. Disse boder var ikke murede. Og de fyldte meget i de smalle
gader. De var til stor hindring for færdslen og meget brandfarlige.
Og derfor blev de forbudt i
Christian den Femtes forordning af 27. februar 1683.

 

Nye butikker

Handelen
foregik derefter inde fra selve husene. Det var nu ikke tale om de store
butiksvinduer. Og det var ikke den store vinduesudstilling i de små 
vinduer. Det der tiltrak opmærksomheden, var
de skilte, der var anbragt
over indgangen til butikken. farverne havde en lang smal sort fane hængende,
tobakshandlerne nogle i træ udførte skråtobaksruller, og hattemagerne
havde et stort skilt med en mægtig hat efter datidens mode.

De
høje cylinderhatte
kom først på mode i det
19. århundrede.

 

Selv
om man måske havde plads til vinduesudstilling, så fandtes det
ikke i fortidens butikker. Det kom først senere. Og belysning havde
man heller ikke. Det var højst et par tællelys. Branden i 1795, betød
at man n
u under genopbygningen tænkte
på butikkernes indretning.

På 
hjørnet af
Store Færgestræde og Ved Stranden, hvor Ellen Marsvins gamle Stenbukkens Gaard lå, blev der opført en flot stor forretningsejendom
med butikker, som vakte almindelig beundring i datiden på grund af
deres elegante udseende. Kig engang på
Højbro Plads 21.

 

Silke – og klædekræmmere
etablerede sig

På 
hjørnet af
Store Kirkestræde, Amagertorv og Østergade lå en anden stor gård, Store Lækkerbisken, som vi tidligere har beskrevet
nærmere. Den brændte også under den store brand. En ny bygning med
ikke mindre end 7 butikker så dagens lys. Ejendommen blev i fordums
tider kaldt for
Isenkræmmer Peter Egholms
Gaard.
Senere hed den Højbrohus.

 

Efter
bybranden var det, at
Østergade blev forretningsgaden, strøggaden,
hvor de fleste butikker, navnlig manufakturhandlerne, eller som dengang
de hed
Silke – og klædekræmmerne indrettede sig.

Selv
om butikkerne blev højere og lysere, kunne de langt fra måle sig med
de elegante butikker i
London, Paris eller Hamborg.

 

Modetempler
af udenlandsk smag

Hof-
og Stadsretten
var ved branden flyttet til Østergade 52, men da det nye Raad – og Domhus var blevet fuldendt på Nytorv, flyttedes retten hertil i
1815. Den tidligere bygning blev indrettet til:

 


de to først
e Modetempler efter udenlandsk
Smag, hvis Vinduer naa fra Gulvet til Loftet, og som saa ganske beregnede
paa en højst mulig Publicitet, at man endog udenfra kan se de derinde
staaende Damer og Cavalerer i fuldt Corpus (Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
nr. 27 for 1824).

 


Straks efter disse blev der indrettet en vel smagfuld, men dog ikke
overdreven elegant Krambod i samme Gade. Den gjorde en fuldstændig,
næsten abderitistisk Opsigt, men neppe to Aar derefter blev der indrettet
to andre Butikker i samme Smag
, der i Elegance og Pragt
langt overgik de to første.

 

En slags
\”Stegevender\”

I
1804 udstillede
Blikkenslager Henning Irgens Købmagergade – et Slags
Stegevender, hvori et Stykke malet Træ, af Skikkelse som en Steg, ved
en simpel, men god Mekanisme, drejer sig omkring af sig selv.

Og
i 1810 var der en kurvemager i samme gade, der reklamerede med en
Ligkiste, forfærdiget af Vidier. Vi levede jo i en fattig
tid dengang, hvor træ var kostbart. Og det gjaldt derfor om at spare
så meget som muligt, men
Vidie – kisterne viste sig hverken praktiske eller holdbare.

 

Levende blomster i vinduet

Købmagergade var nok nummer et når det gjaldt reklame. I december
1818 fandtes her en
postejbager ved navn Chady, der boede i nr. 59 (nu nr.
25). Han udstillede i sine vinduer to vaser med tilsyneladende levende
blomster, som særlig med lys om aftenen tiltrak sig de forbigåendes
opmærksomhed. Det var stor diskussion om, hvad der i virkeligheden
var i de to vaser. Men i virkeligheden var vaserne fremstillet af smør,
og de forskellige blomster var udskåret af gulerødder, rødbeder,
hvideroer m.m. De var udskåret ved hjælp af en almindelig pennekniv.

 

Tilberedt
svinekød 

Ti
år senere, i marts 1828, var der et stort røre og ligefrem opløb
uden for
Købmagergade nr. 3. Her var opstået noget helt nyt, en fransk spækhøkerbutik
(Boutique de Charcutier).
De reklamerede på en hel
ny måde. I forretningens vinduer var der udstillet svinekød i tilberedt
tilstand, og i vinduerne var der ophængt pølser.

Ja
der måtte ligefrem tilkaldes pol
iti for at holde ro og orden.

Den
mand, der skabte dette røre, var en fransk sproglære ved navn
Leon Paul Duclot. Han havde den 29. februar
fået kongeligt privilegium på at
tilberede Svinekød paa fransk
Maade og deraf have Udsalg.
Dette medførte stort mishag
blandt byens slagtere.

 

Den
pyntede og velfriserede Kræmmersvend

Men
indførelsen af
Københavns nye smukke og flotte butikker
forsvandt den tidligere
krambodsvend hos manufakturhandlerne. Han bliver afløst af den pyntede og velfriserede Kræmmersvend. Han var ikke ansat hos den eller den kræmmer.
Nej han
stod hos, som det hed i datidens sprog.

 

Vi
har faktisk en beskrivelse af, hvordan en sådan manufakturhandler så 
ud dengang. Det er den 16. april 1856 på åbningsdagen af firmaet
Jacob Moresco.

Han
fort
æller selv i sine erindringer,
hvad han den dag var iført:

 

Blaa Spidskjole med forgyldte Knapper, lys udringet
Vest, ombøjede Flipper med stort, hvidt Halstørklæde samt mørktfarvede
Pantalons.

 

Østergade
var blevet
Strøggaden

Østergade var blevet til Strøggaden. Her lå de store og fine manufakturforretninger.
De ældste huse på
Østergade var for det meste bindingsværkshuse,
kun afbrudt med større eller mindre stenhuse, opført af adelen. Blandt
dem der boede her var
Fru Regitze Gruppe gift med Hans Ulrik Gyldenløve. De ejede de nuværende nr. 12 – 14 – 16.

 

Går
vi nu nedad
Østergade begyndende på hjørnet af Kongens Nytorv, har vi på højre hånd, Hotel d Angleterre. de har været her siden branden
i 1795. Det var dengang det tidligere hotel på hjørnet af
Vingårdsstræde og Laxegade blev lagt i aske. Hotellets
daværende ejer,
traktør Gottfried Rau købte resolut Den Gramske Adelsgård Kongens Nytorv og flyttede sit hotel derhen, og det har det været
siden. Ja egentlig var det
Ahlefeldt, der byggede gårde. Og kigger
man på gamle tegninger, så har det nuværende hotel en slående lighed
med
Ahlefeldts gård.

 

Cigarbutikken
blev et tilløbsstykke

I
sommeren 1831 indrettedes i stueetagen ud mod
Østergade, byens første elegante og
moderne C
afé. I kælderen blev der allerede
i 1827 åbnet et
Cigar – og Tobaksudsalg. Den var den tyske indvandrer, A.M. Hischsprung, der startede dette. Han startede senere den nok
så kendte cigarbutik. Butikken blev efterhånden et fast mødested
med et ganske lidt anstød af klub. Her kom folk, der ikke kom på
Børsen, men som gerne ville høre
nyt.

 

Kun
fire adelsmænd betalte!

Det
fortælles også, at i hotellets kælder boede i mange år en saddelmager,
der under opgørelse af sit lager en gang savnede et elegant seletøj
til firspand. Han kunne ik
ke huske, hvem han havde
solgt det til, så han sendte en regning til samtlige lensgrever og
de mere prominente baroner i
Danmark. Men kun fire af dem betalte!

 

Cigarer
og frugt

I Østergade 10 lå en af gadens gamle forretninger, C.M. Fonnesbech. Den blev startet i 1844 og
var specialforretning i the. Oprindelig var det en urtekram samt udsalg
for
Havanna – cigarer.

Og
i 1851 fik indehaveren den gode ide, at indrette et slags lotteri. Man
kunne vinde sølvgenstande, hvis man ellers var heldig. Og alle kunde
r fik selvfølgelig et frilod.

 

Og
så havde vi i nummer 12,
Madam Frørups Frugtkælder.
D
er var åbent til langt ud
på natten, hvor unge mennesker nød en pære, eller æble, inden de
gik hjem i seng. På nederste trin, var der et bræt, der udløste en
klokke.
Madam Frørup var en ældgammel kone.

 

Proptrækkeren blev udlånt

I
den smalle ejendom i nr. 14 var der siden 1821
Mitchells Strømpe – Garn
– og Trikotagehandel.
Forretningen blev grundlagt
som strømpefabrik af skotten
Alexander Mitchell. Men virksomheden har rødder tilbage til 1781.

Mitchells butik var i fordums dage en temmelig høj stue,
og under denne var en kælderbutik, som i 1880erne rummede
Cigarhandler Scherfig, der tillige handlede med Bayersk øl.

 

Dengang
holdt man åben efter forgodtbefindende. Og v
ores cigarhandler havde altid
god omsætning hver eneste nat. En mængde
Bayersk Øl blev solgt. Men ifølge politivedtægten
måtte de ikke drikkes på stedet. Men cigarhandleren lånte de tørstige
sjæle en proptrækker. Og så blev øllet hældt ned ved bænkene ved
Hesten. Dengang drak kvinder ikke
øl. Det kom først først omkring 1880erne.

 

Den
berømte Monigatti

I Østergade 16 lå hofmanufakturhandler M. Bendix forretning, der blev grundlagt
i 1847. Inden da tilhørte ejendommen
Gyldenløves enke. I 1762 var her bagergård. I 1800 havde konditor Louis Comestabili etableret sig her. I flere
år havde han været hofkonditor hos
arveprins Frederik. I 1824 var det den schweiziske konditor Giovanni Caber Monigatti, der rykkede ind. Han havde
været leder af
Konditorpavillonen i Frederiksberg Have. Han havde håbet, at kunne overtage dette etablissement,
men ak
Anton Josty var hurtigere. Men som et
plaster på såret fik han i 1826 kongelig bevilling til at indrette
en pavillon i den forreste runddel i
Frederiksberg Allé.

 

Svaneapoteket

Svaneapoteket Østergade 18, på hjørnet af Ny Østergade 2 blev i 1784 flyttet hertil af dets indehaver, Apoteker Myhlenstedt.

Apoteket var indrettet i en toetagers bygning, og laboratoriet
vendte ud til den uhumske gyde,
Peder Madsens Gang. Adgangen til denne gyde fra Østergade gik gennem Svaneapotekets portåbning. Så man gennem denne port, fik man øje på en
uendelig trist udseende gyde, på kun ca. 3 meters bredde. Det var en
dyb rendesten i midten af kørebanen. Der var ikke rigtig plads til
nogen rendesten på siderne.

 

Beboerne
boede sammen med køerne

Denne
gyde dannede forbindelsen mellem s
trøggaden, Østergade og den krogede provinsielle Grønnegade. Gangen havde i mange år været en torn i øjet på grund
af dens lidet hygiejniske forhold.

Her
fan
dtes i nummer 5 således
et brændevinsbrænderi, hvortil, som til alle datidens brænderier
hørte et
koholderi på ikke mindre end 21 køer.
De var opstillet i flere af baghusets etager. Samme ejendom og den tilstødende
nr. 7 husede 78 voksne personer foruden børn. Andre ejendomme husede
Nattens døtre eller Udydens præstinder.

 

Yndlingsretten
til fire skilling

Husene
i gyden bag
Svaneapoteket var smalle og tværs over gårdene midt i stanken,
var trukket snore til tørring af tøj.

I
andre huse var der logihuse og
værtshuse med eksotiske
navne som
Skansen og Pepita.

Her
kom et specielt kliental som
Sjovere og Lammedrivere. Her kunne de få deres yndlingsretter, som var
tilberedt af de dele af oksehovedet, der ikke kunne anvendes til suppe,
så som mulen, kirtlerne, hjernen og tandkødet. Disse
delikatesser blev serveret med en opsigtsvækkende skrap sauce,
som meget praktisk fremkaldte tørsten. Og så kostede det kun 4 skilling.

Stamgæsterne
på værtshusene havde så eksotiske navne som
Knuden og Sildehovede.

 

En detaljeret plan

Allerede
i 1846 havde
A.C. Flinch, udgiver af Flinchs Almanak forelagt en detaljeret plan, der gik ud på, at
sløjfe
Peder Madsens Gang og omdanne denne til en forretningspassage med
butikker både i stuen og de ovenover liggende etager.

Planen
v
ar for datiden storstadsagtig,
men den blev aldrig realiseret. Magistraten ville ikke give
Flinch eneret på passagen.

Først
27 år senere blev den til virkelighed på en lidt anden måde.

 

Den
Tredje mand

I
året 1871 havde Magistraten endelig nedsat et udv
alg på 8 medlemmer, der
skulle finde ud af, hvad der kunne gøres for at komme de uhumske forhold
til livs.

Udvalget
fandt frem til, at der skulle etableres en 13 meter bred gade fra
Grønnegade indtil Svaneapotekets grund, mens et mindretal foreslog, at gaden skulle
føres igennem til
Østergade over apotekets grund. Kaptajn og malermester Riise tilbød at anlægge gaden
for egne midler, men trak tilbuddet tilbage, da hans støttere trak
sig.

En
anden, murermester
Wienberg meldte sig nu på banen.

 

Men
heller i
kke denne mand kom i gang
med projektet. En tredje mand meldte sig,
Direktør C.F. Tietgen. Og alt gik som Tietgen ønskede sig.

En
ny bygning med apoteket rejste sig.

 

Som
17 – årig i krig

På 
grund af
Ny Østergades anlæggelse måtte to af Østergades gamle huse forsvinde. Det
var nr. 20 og 22. Nummer 22 kom til at danne hjørnestedet i den nye
gade. I 1663 blev ejendommen ejet af den kejserlige østrigske gesandt.
I denne ejendom åbnede
Carl Neiiendam i 1880 en restaurant.

 

I
mange år holdt læseselskabet
Athenæum til her i nummer 24. Ejendommens
stueetage rummede engang
Drewsens Elektropletlager. Bestyreren var i mange år, kaptajn Wilhelm Weiss, der som 17 – årig havde deltaget i den Første Slesvigske Krig.

 

Købt
til nedrivning

Nummer
26
tilhørte i sin tid manufakturhandler Raphael. Det var en smuk ejendom,
som ikke burde være forsvundet. I slutningen af 1890erne købte konsortiet
Fisker – Volmer ejendommene Østergade 26, 28, 30, 32 og 34 og tilstødende arealer i Christen Bernikovsstræde, Antonistræde og Pilestræde. Store moderne forretningsejendomme rejste sig.

 

Nr.
32
var en gammel adelsgård,
som i det 16. århundrede bleve ejet af
Jørgen Brahe. Og fra 1607 til 1616 af Christian Barnekov. I 1636 overtog kronen ejendommen og udparcellerede
den.

Senere
blev e
jendommen traktørsted under
navnet
Vildmanden. I en lang årrække rummede
ejendommen
Adressekontoret, der udgav Adresseavisen. Og denne blev læst meget, især af byens urtekræmmere.

 

Her
var masser af underholdning i
Thalia eller Apollo – salen.

 

Den
sidst
e bagergård

I
nummer 36 fandtes gadens sidste bagergård. Allerede i 1761 blev gården
indrettet som bagergård. I næsten 170 år har der her uafbrudt været
drevet bageri.

I
den ny ejendom etablerede kaffefirmaet
Brasilico sig med tilhørende restaurant.

 

Ejendommen i nummer 48 (nu sammen med nr. 50 – 54)
er en del
Illums bygningskompleks. Ejendommen
på hjørnet af
Pilestræde blev i mange år ejet af
bøssemagere. Parykmager
Deichmann overtog det derefter. Her
boede også manufakturhandler
Ratzeburg i stueetagen.

 

Københavnerne
gik på Café 

Soli
Deo Gloria
stod det i relief på ejendommen Østergade 50. Her befandt sig den allerførste Schweizerkonditor sig. Manden bag dette, hed Johan Soltani. Han fik borgerskab som kukkenbager.

Han
lærte de københavnske herrer, a
t man udmærket kunne gå
ind på et konditori , sætte sig ved et bord, drikke sin chokolade
og spise kager til. De københavnske damer ældre som yngre, overbeviste
han, at det ikke var det mindste i vejen for, at man under behørig
mandlig eskorte kunne nyde forfriskninger i et offentligt lokale på
selve strøggaden,
Østergade, og samtidig gennem konditoriets
vinduer se ud på det pulserende liv i de forbikørende vogne.

 

Østers
til 4 skilling

Hvor
nr. 52 A lå, var efter bybranden i 1795 i mange år 
Hof – og Stadsrettens Kontor. Ejendommen blev herefter
ombygget, og rummede af alle madkyndige stærkt besøgte
Spisekvarteret.

I
kælderen til gaden boede
vildthandler Boytler. Han havde et lille sideværelse, hvor man kunne
indtage et måltid bestående af østers (til 4 skilling) og en billig
Moselvin.

 

Ved
hjørnet af
Pilestræde og Østergade udspandt der sig den 22.
august 1884 en pinlig episode sted. Den kendte kaffegrosserer, senere
etatsråd
Augustin Gamél blev standset af to yngre herrer. Der opstod en
kort ordveksling, mellem de tre herrer. Og det endte med lussinger fra
de to unge herrer. Episoden blev omtalt i datidens medier og ikke mindre
i syv forskellige viser. Og de to unge mænd måtte betale en bøde.

 

Det fine bordel?

Efterslægtens
Skole
lå på den tidligere grund
til nummer 54. Det var en stor sorg i
København, da man erfarede, at selskabet
bag skolen havde solgt ejendommen til nedrivning. Gården var opført
i 1640. I 1771 rykkede traktør
Johan Jacob Gabel ind som ejer. Han havde fået tilladelse til at
indrette et
Herbergshus, Hotel med tilhørende beværtning for det bedre borgerskab.

I
befolkningen gik det dog det rygte, at stedet var en slags finere bordel.
Dette rygte og
Gabels forhold til Struensee gav anledning til, at matroserne
den 17. januar 1772 stormede og ødelagde gården samt dens møbler,
plyndrede i stor stil og drak vinkælderens indhold. Efter dette måtte
Schulin overtage ejendommen , og
derefter kom den i
Efterslægten’s eje.

Handelsbanken havde sin første beskedne kontorlokaler her.

 

I
kælderen til
forhuset flyttede i 1831, brygger Cappeln. Her forblev han til 1856,
da ølhandler
H.I. Hansen overtog forretningen. Efter
52 år med øl, rykkede
Emil Schous Forretning med hvide varer.

Efterslægtens
Gård
var en pryd for øjet. Den
overlevede både brandene i 1718 og 1795 samt englændernes bombardement
i 1807. Men det hele blev erstattet af et
Marmor – Kræmmerhus. Og hvordan gik det lige til?

 

En købmand
ved navn, Illum

Lige
over for
Efterslægtens Gård, i ejendommen Østergade 55, åbnede den 3. marts
1891 en fremadstræbende købmand, ved navn
A.C. Illum en specialforretning i syartikler
og kjoletilbud i ejendommens høje stue.

Han
havde kig på ejendommen over for. Men københavnerne hørte, at
han skulle betale 6.000 kr. i årlig leje, så de troede ikke rigtig
det.

 

Men Illum lancerede reklameartikler
som syskrin og cigarskabe af træ. Og omkring 1893 fik han eneforhandlingen
af
Wasmuths Ligtornsringe i
Uret.

I
et af vinduerne opstillede han en mekanisk reklamefigur, forestillende
en gråhåret tysk professor ,
der i sin hånd holdt det Wasmuthske ur. Reklamen vakte kolossal opsigt.
Folk stimede i så store skarer sammen på
Østergade, at politiet forbød den.
Så flyttede man den mekaniske professor til et vindue mod
Lille Kongensgade.

Uret
viste sig at være en glim
rende forretninger for sælgeren,
men
Blæksprutten for 1893 noterede meget ondskabsfuldt i sin dagbog
den 19. april:

 


Wasmuths Ligtorneringe gaar af som varmt Brød. Blot man kunde sige
det samme om Ligtornene.

 

Pladsen
blev for trang for
Illum. Han købte derfor Østergade 52. Ejendommen blev nyopført,
og ahn flyttede ind den 14. april 1899. Men i årenes løb blev forretningen
hele tiden udvidet, og så var det, at
Efterslægtens Gård blev indlemmet. Den 20. januar 1911 købte han
gården for 700.000 kr. Trods store protester, blev gården revet ned.
Selv en brønd fra 1100 – tiden røg med. Episoden var årsag til at
Loven om Byggefredning.

 

Kong
Salomons Apotek

I
det 16. århundrede var det nuværende
Østergade 56 og 58 en stor gård som i 1496 blev ejet af Rigshovmester Poul Laxmand. Han blev den 22. juni 1502
Højbro myrdet af de to adelsmænd, Ebbe Strangesen og Bjørn Andersen.

I
1530 blev gården ejet af svigersønnen,
Abraham Eriksen Gyldenstjerne. Senere blev gården omtalt som gæstgivergården Oxetoppen. I 1645 er det den rige købmand, Albert Iøzens, der ejede gården. I 1677
blev den overtaget af apoteker
Johannes Kirchhoff. Det betød starten på Kong Salomons Apotek.

I
ejendommens dybe kælder lå i mange år 
Johansens Blanketudsalg, fra hvilket der altid udgik en ubehagelig syrlig
lugt.

 

På Østergade 56 lå også Båndhandler – firmaet Christensen
& Hansen.
I 1842 boede på 2. sal den
daværende handelsfuldmægtig,
Herman Cohen Brandes med sin hustru. Her fødtes brødrende Georg, Ernst og Edvard Brandes.

 

Vi mødes
under
Ranch Ur

På 
hjørnet af
Købmagergade ligger nummer 62. I længst forsvundne tider på Valdenar Atterdags tid, blev grunden i 1377 ejet
af hans drost,
Henning Podebusk.

I
ejendommens kælder var der i over hundrede år, trikotageforretning.
Den blev grundlagt
i 1825 af hosekræmmer M.E. Grøn. De to butikssvende Holbech og Bloch fortsatte ejerskabet. Siden
1852 har der i stuebutikken på selve hjørnet eksisteret den kendte
Ranchs Urmagerforretning.

 

Man
sagde altid dengang –
Vi mødes under Ranch Ur. I 1880erne var det en forrykt person, der havde
set sig gal på dette kendte ur. I et anfald af galskab affyrede han
gentagende gange geværskud mod uret.

Ejendommens
anden butik på den anden side af gadedøren blev i midten af 1870erne
udlejet til
bundtmager Hom. Denne Holm var resolut nok ti, da Zoologisk Haves løve døde i 1875, at købe
dens skind og udstoppe det i skikkelse af en siddende løve. Dette brugte
han som reklamefigur i sit vindue.

 

Kære
læsere, her forlader vi vores historiske rejse på Strøget, men
vi fort
sætter skam i senere artikler,
hvor vi fortsætter turen ned af Strøget fra dengang.

 

Når en arm synder blev
henrettet

Dengang sagde man inde
bag volde og stadsgravene, at man kun besøgte
Amager, naar en Arm Synder
skulle henrettes.
Men denne fornøjelse var
slut for københavnerne den 22. april 1845, da den sidste henrettelse,
havde fundet sted.

Men
to år senere, kunne man dog møde en københavner derude på den
flade ø. Det var
Hermannsen i Fru Heibergs: En Søndag
på Amager.

 

Kilde: Se


Litteratur Københ
avn

 

Hvis
du vil vide mere:


København omkring år 1800


Strøgets Historie


Ahlefeldt – fra Storhed til Fald


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København