Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Aabenraa 1848 – 51

Juli 24, 2013

Som næsten overalt i Sønderjylland
var det en forvirrende tid. De nationale grupper bekrigede hinanden
indbyrdes. Og eliten i Aabenraa var tysksindet. Man havde en borgmester,
der ville gøre alt, for at chikanere de dansksindede. Og mang
e forskellige tropper var i byen. Det blev for meget for begge nationale
grupper, da en friskare indfandt sig. En tysk politimester høstede
respekt fra begge sider, da han forhindrede en henrettelse. Og diverse
kanonbåde i fjorden gjorde deres til, at det blev en ret så livlig
periode i byens historie.

 

Alle kunne mærke krigen

Måske er det ikke så 
mange, der tænker på 
Aabenraa, når man snakker om det 1.
Slesvigske Krig eller
Treårskrigen. Det er nok mere Sundeved, Bov, Fredericia og Sydslesvig. Det blev som bekendt afsluttet
med det meget blodige slag ved
Isted. Men Aabenraa kunne bestemt mærke krigen.
Og det kunne man vel overalt i
Sønderjylland. Hvis du interessere dig for De Slesvigske krige, så se artikel – fortegnelsen bagerst i denne
artikel.

 

Idyllen blev brudt

Gang
på gang blev idyllen forstyrret i byen med 4.200 indbyggere. Den
danske flåde blokerede de tyske havne, og det kunne mærkes i søfarten
til og fra
Aabenraa. Som et vigtigt knudepunkt
gennem
Sønderjylland var byen også ramt på landjorden. Fra søsiden 
var der også mulig for den danske flåde at hindre fjendens styrker
i at få forsyninger. Men
Slesvig – Holstenerne ændrede hele tiden taktik.

 

I
en tysk beskrivelse af krigen står der følgende:

 


I felttoget 1848 – 50 sejrede det lille Danm
ark, fordi dets flåde og
hermed søherredømmet hjalp det ud over alle svage punkter. Den derved
opnåede bevægelsesfrihed, der yderligere begunstiges ved krigsskuepladsens
art, blev glimrende udnyttet. Alene støttet til flåden, formåede
hæren gentagne gange at komme til syne i flanken og ryggen på modstanderne.

 

Eliten valgte tysk

Krigens
anested var
Kiel og Rendsborg. Efter at Prinsen af Nør den 24. marts 1848 iført dansk generalsuniform
sammen med oprørstropper fra
Kiel havde overrumplet fæstningen
i R
ensborg, sluttede en del af de i hertugdømmerne
garnisonerede officerer og menige sig til oprørerne. Andre forsøgte
at drage nord på for at slutte sig til den lovlige danske hær.

 

I Aabenraa havde embedsmændene anerkendt
den provisoriske
Slesvig – Holstenske regering. Georg Schow, som i begyndelsen var modstander af af Slesvig – Holstenerne havde fulgt strømmen, ellers
havde han sikkert mistet sin borgmesterpost.

Fra Københavns side havde man planlagt aktioner,
der skulle genoprette ro og orden i byen.

 

Soldater på vej – anholdt

Slesvig
– Holstenerne
i byen havde oprettet et
såkaldt
Wohlfahrtsausschuss, som blandt andet var beordret til at forhindre desertører og de til danske bataljoner
indkaldte slesvigere fra at gå nord på og slutte sig til den danske
hær. De, der blev grebet, sendtes under bevogtning til
Rensborg. Aabenraa’s dansksindede ventede derfor
med længsel efter støtte og den kom snart. 

 

Kommandøren
for den danske hærs ene flankekorps, generalmajor
Wedell – Wedellsborg havde fået ordre til, så snart han havde fået
forstærkning af et par bataljoner, at rykke frem fra
Kolding for at besætte Aabenraa.

Natten
til den 29. marts rykkede han frem til
Haderslev, med den styrke, som det var
lykkedes at samle sammen. Man han savnede hårdt de
Slesvigere, som var blevet holdt tilbage
bl.a. i
Aabenraa.

 

Den
26. marts afsejlede briggen
St. Thomas ført af kaptajnløjtnant M. Suenson fra København med dampskibene Hekla, Gejser og Skirner, en division kanonbåde
og korvetten
Najaden med kurs mod Sønderjylland.

Najaden lagde den 27. til ved Sønderborg, hvis borgere hejste Dannebrog og modtog den med synlig
glæde, selv om der også var nogle, der knurrede.

 

Kanonskud mod Flensborgvej

St.
Thomas
fortsatte op igennem Alssund og ankrede op i Aabenraa Fjord den 30. marts. Briggen var
bygget i 1827 og armeret med 16 glatløbede kanoner, men
Suenson havde fået ordre til ikke
at beskyde
Aabenraa uden i yderste nød. Det
så heller ikke ud til, at det skulle blive nødvendigt.

Da
briggen stod ind i havnen, blev der inde fra l
and viftet med Dannebrogs – flag, svinget med blanke sømandshatte
og råbt hurra. Mange af dem havde gjort tjeneste i den danske marine,
og holdt det danske flag i ære.

Embedsmændene,
som tjente kongens brød og byens apoteker glimrede derimod ved deres
fra
værelse. De blev nemlig
af de forsamlede betegnet som
Wühler, det vil sige agitatorer,
ophidsere m.m. Men det var netop dem, som
Suenson ville opsøge for at forhindre
deres landsskadelige og obstruktive virksomhed.

 

Kort
efter, at briggen havde kastet ank
er, varskoede topgasten i
mærset, at der drog tropper frem mod byen syd fra ad
Flensborgvejen langs stranden. Fra en vogn vajede det Slesvig
– Holstenske flag. Straks gjorde en kanoner klar til skydning. Snart
susede en 18 punds bombe mod vognen med den virkning, at fanen omgående
forsvandt. De
Slesvig – Holstenske tropper gik i dækning for senere i galop, at
forsvinde i vestlig retning. De åbnede geværild mod briggen, men afstanden
var for stor.

 

En hjuldamper
blev kapret

Det
viste sig, at de retirerende
var et Slesvig – Holstensk Jægerkorps iført danske uniformer med hvidt armbind og et turner – og studenterkorps fra Kiel samt 40 dragoner, som under
kaptajn
Søren Michelsens ledelse havde fået ordre til at foretage rekognoscering
mod  Aa
benraa. Han var bror til den senere
danske marineminister
O.V. Michelsen.

 

Skjult
af skovene omkring
Aabenraa rykkede de senere ind i byen
og afdelingsvis i kvarter. Men af hensyn til briggens nærværelse og
på grund af indløbende efterretninger om det nørrejyske korps fremrykning,
var tropperne i alarmberedskab.

 

Dagen
efter, den 31. marts, ankom
kaptajn Steen Bille med dampskibet Hekla til reden. Han befalede kaptajn
S
uenson til med 3 orlogsfartøjer
at bemægtige sig den i havnen liggende hjuldamper
Christian der Achte. Det var fordi, man havde hårdt brug for den som
troppetransportskib og dels fordi den ikke skulle falde i
Slesvig Holstenernes hænder.

 

Han
var ikke dansker

Da
det forreste skib nærmede sig landingsstedet, bemærkede
Suenson der, en officer i dansk jægeruniform. Suenson antog ham først for at være
dansk, idet han havde tilråbt ham på dansk. Men da han fik øje på
det hvide armbind blev han klar over sin fejltagelse. Efter en skarp
ordveksling gav
Suenson en matros ordre til at gribe
officeren. Ved denne trussel løb
Slesvig – Holsteneren imidlertid om bag en træstabel og reagerede heller
ikke, da
Suenson lod sine matroser gøre Christian der Achte klar til afsejling.

Efter
at maskinmesteren, der boede i
Aabenraa, var kaldt om bord førtes Aabenraa – damperen til Sønderborg og derfra til Korsør.

 

Fischer – chikaneret

Ombord
i en af flotillens skibe befandt der sig også den danske urmager,
redaktør og amatørastronom
Frederik Fischer, som i 1839 havde startet et dansk ugeblad i Aabenraa. Til trods for, at han var
krøbling, var blevet truet sådan af oprørerne, at han fandt det bedst
at søge tilflugt hos marinen. Han førtes til
Als, siden til Barsø. Han vendte først tilbage
til
Aabenraa igen i august 1849, hvor
norske og svenske tropper havde oprettet tålelige tilstande i hans
hjemby. Men under hans fra værd havde tyskerne ødelagt
Fischers trykkeri og kostbare astronomiske
instrumenter.

 

Forinden
de danske skibe stod ud af havnen, havde man også sikret sig borgmester
Georg Schow. Da denne modtog meddelelsen
om, at han var arresteret, fordi han havde brudt sin ed, protesterede
han kraftigt. Men
Suenson svarede:

 


Ja alt det kan De fortælle i København, hvortil vi straks skal sende
Dem.

 

Magistraten, som vi i tidligere artikler har fortalt om, havde
samme sindelag som deres borgmester, måtte overtage borgmesterens forretninger.
Den bestod blandt andet i, at udskrive matroser til den danske flåde.
men det uheldige udfald af kampen ved
Slesvig den 23. april befriede dem
fra denne opgave.

 

Et veldækket
bord

Generalmajor Wedel – Wedelsborg fik den næste dags morgen
i
Haderslev efterretning om oprørernes
indrykning i
Aabenraa. Han sendte straks ritmester Amle med to eskadroner af 6. dragonregiment
mod byen. Da kommandørens spydspids var blevet observeret af oprørerne,
forlod de skyndsomst byen. De tvang en skovbetjent til at lede dem gennem
Søst – Hjelm – og Årslevskovene ud til Flensborgvejen. På den måde kunne de ikke ses og beskydes af
de danske orlogsskibe, som var blevet liggende ude på fjorden.

Ritmester
Amle
og hans folk trak vest om
byen for om muligt at indhente flygtende
Slesvig – Holstenere eller omgå dem, men de var ude af syne. Men dragonerne
fik et flot måltid mad, som oprørerne havde efterladt. Det var et
veldækket for ca. 100 personer.

 

Den
1. april besatte
en større antal røde danske Jenser, Aabenraa. De fik en jublende modtagelse
af befolkningen. Stillinger blev indtaget mellem
Stubbæk og Hostrup, hvorfra en patrulje udsendtes
til
Søgård. Dem fandt man dog total udplyndret
af oprørerne. Om aftenen blev de sendt tilbage til
Aabenraa. Der var sat vagtposter ude
i skovene syd og vest for byen.

Enkelte
illoyale personer forsøgte at lokke de danske tropper øst på. de
spredte rygter om, at
Hertugen af Augustenborg opholdt sig på Skovbølgård. Han skulle være forklædt som ejerens søster.
Men den hoppede de dog ikke på.

 

Fjenden
måtte trække sig tilbage

Generalmajor
Wedell
befalede, at alle, der havde
våben liggende skulle aflevere disse. Herved faldt blandt andet 200
geværer, som den provisoriske regering havde sendt til byen i danske
hænder. Geværerne var i øvrigt dansk ejendom. De stammede fra magasinerne
i
Rensborg.

 

Den
4. april ankom general
H. Chr. Hedemann og hans stab til byen. Den danske styrke var nu
nået op på seks bataljoner, et jægerkorps, 15 eskadroner og 8 kanoner.

I Åbenrå blev der ligeledes indrettet
sygestue, feltbageri og feltslagteri. Mange af soldaterne blev indkvarteret
i omegnens landsbyer, hvor de blev godt modtaget af bønderne.

 

Den
5. april blev forposterne skudt så langt frem, at de fi
k forbindelse med de soldater, der var udstillet
af det Slesvigske venstre flankekorps, som nu var rykket frem.

 

Den
6. april foretog
Slesvig – Holstenske afdelinger en rekognoscering mod Rinkenæs, men forposterne fra 1. jægerkorps
optog kampen og fjenden måtte trække sig tilbage.

 

7.000
soldater

Den
7. april indtraf de sidste troppeafdelinger af det nørrejyske armekorps.
Styrkerne på 
Sundeved og i Aabenraa talte nu 7.200 mand. Den
8. april satte hele hæren sig i bevægelse syd – og vest på. Den 9.
april vandt man slaget ved
Bov. Oprørshæren sprængtes
fuldstændig og måtte gå i kvarter syd for
Ejderen. Blandt de sårede, der blev
bragt til sygestuen i
Aabenraa var kaptajn J.F. Hegermann – Lindencrone.


Jeg har fået forfald,
sagde han til en kammerat,
som deltagende henvendte sig til ham. Dagen efter udåndede han.

Under
indrykningen af
Flensborg blev en byens sønner, Frederik C.J. Regenburg dødelig såret. Han døde
der på byens lazaret, den 12. april, kort før
Frederik den Syvende ankom for at besøge de sårede. Regenburg var præstesøn, men adskillige
forfædre var søfolk.

 

300 sårede blev indskibet

Efter
det ulykkelige slag ved
Slesvig den 23. april, da en preussisk
hær var rykket oprørerne til undsætning, måtte de danske tropper
atter rykke nordpå. Fra
Aabenraa blev 300 sårede udskibet.

Den
27. april nærmede en større fjendtlig styrke sig byen, hvor der endnu
lå nogle danske enheder. Men briggen
St. Thomas var atter stationeret på
reden. De danske soldater nåede at blive indskibet i god tid. Den næste
dag blev der udvekslet skud mellem det fjendtlige artilleri og den danske
kanonbåd, som var blevet tilbage på fjorden.

 

Masser af tyske soldater

Den
30. april ankom den preussiske garde, og den 1. maj 5.000 hannoveranere.
Med de nye besættelsestropper fulgte en
af den såkaldte provisoriske
regering udnævnte politimester, en
dr. Henrici. Han var søn af den augustenborgske hertugs livlæge,
og som derfor havde noget kendskab til dansk sprog.

Han
havde af
justitsminister Beseler fået den besked, at der var uroligheder i Aabenraa.

Ved
ankomsten til
Aabenraa erfarede den nye politimester,
at det såkaldte
Wolfahrtsausschuss havde udarbejdet en sortliste over de dansksindede.
Man var nøjagtig klar over, hvem der skulle arresteret, og hvem der
skulle deporteres til
Rensborg. Udvalget havde bedt om beskyttelse
mod hvad de kaldte
den danske pøbel.

 

Provsten
havde sikret sig

En
del af danskhedens ledere var allerede fængslet, men af mangel på 
bevismateriale, var mange blevet løsladt, hvorefter de fleste forlod
byen. Men e
ndnu var situationen spændt.
Den tysksindede provst
Rehhof var stadig så ængstelig,
at han havde forsynet sig med to dobbeltløbede pistoler og en skarpsleben
dolk. Han ville ikke udsætte sig selv for at slæbes om bord på et
dansk orlogsskib.

 

 

Dannebrog
a
tter til tops

Men
atter engang skiftede det hele. Den 25. maj fik den kommanderende preussiske
general, greve
Wrangel, efter russisk tryk, ordre
til at rømme
Jylland. Få dage efter opslog han
sit hovedkvarter på
Brundlund Slot. Preussernes ophold i Aabenraa blev dog kun af kort varighed.
Da dampskibet
Gejser under kommandørkaptajn Paludans ledelse ankom til Aabenraa den 30. maj, var Aabenraa forladt af fjenden. Dannebrog vajede atter i havnen. Snart
dukkede også
Hekla og Skirner op, og landsatte et jægerkorps
og nogle ingeniører, som hidtil havde ligget i kvarter på
Als.

 

Politimesteren
opfordrer til passivitet

Slesvig
– Holstenerne
i Aabenraa var atter kommet i en kritisk
situation og indstillet på strenge repressalier. Fra flotillechefen
var der blevet sendt en skrivelse til magistraten med befaling om at
tilkendegive loyaliteten ved at hejse
Dannebrog på alle offentlige bygninger.
Og alle byens embedsmænd skulle møde ombord til en konference. Politimester
Henrici rådede til, at man nægtede
at aflyde ordren. Han regnede med, at ingen dansk søofficer ville begynde
at beskyde en by, som han udtrykte det:


deren Bewohner bekanntlich überwiegend dänisch gesinnt seien.

 

I
stedet rådede han til passivitet. Selv foretrak han at forlade byen
under beskyttelse
af hannoveranske tropper,
som lå i dækning ude i skovene vest for byen.

Den
3. juni rykkede der igen preussiske tropper mod
Aabenraa. Der udveksledes nogle skud
med de danske marinetropper, hvorefter preusserne trak sig tilbage.
Ved patruljeringer i omegnens skove, blev der taget fanger, som anbragtes
Hekla.

 

Efter
nederlagene ved
Nybøl og Dybbøl trak større tyske styrker
mod
Aabenraa, hvor der da kun fandtes en
mindre enhed ingeniører. For at undgå kampe i byens gader trak
kaptajn Ernst sin kommando til Haderslev.

 

Et frygteligt
frikorps

Den
10. juni kom
von der Tann og hans frikorps til byen. Få dage forinden havde
de besejret et dansk jægerkorps ved
Hoptrup.

Nu
turde politimester
Henricis atter vise sig i byen. Hans
forhold til den bayerske major
von der Tann var dog meget spændt. Efter Henricis eget udsagn optrådte majoren
både udfordrende og uforskammet. Politimesteren synes også, at heltekorpset
var udisciplineret. Blandt byens borgere var de heller ikke særlig
populære på grund af deres
Gewaltthätigkeiten. Mange af byens borgere blev overfaldet. En del
blev arresteret og sigtet for spionage uden nogen form for beviser.

Henrici forsøgte sig, at lægge sig imellem. i nogle
tilfælde havde han held med sit foretagende. Det skabte en vis form
for respekt. Han forhindrede blandt andet, at en dødsdom blev eksekveret.

Frikorpset blev efterhånden en plage for alle. Den blev
derfor afløst af den preussiske garde.

 

En fællesregering
vakte utilfredshed

I
mellemtiden havde stormagterne og
Sverige mæglet. Den 26. august blev
der sluttet våbenhvile i
Malmø. Ifølge aftalerne kunne fanger
løslades. Det betød, at borgmester
Schow kunne vende tilbage til Aabenraa, hvor han kunne fortsætte
sit
Wühlerei med endnu større nidkærhed.

 

Der
blev indsat en såkaldt fælle
sregering, som hurtig blev
særdeles upopulær, fordi den handlede i den provisoriske regerings
ånd, og lod de
Slesvig – Holstenske embedsmænd forblive i embederne.

Rudeknusning

Kort
før våbenstilstanden henvendte en dansk deputation sig til den genindsatt
e dr. Henrici og krævede, at de danske
arrestanter blev løsladt. Da
Henrici nægtede dette, blev der
om aftenen tumulter foran rådhuset. Også på
Frederik den Syvendes fødselsdag den 6. oktober blev der demonstreret
fra dansk side og
Schow forslog politimesteren, at
man chikanerede de ledende danske så kraftig, at de blev nødt til
at forlade byen. En af metoderne var rudeknusning.

 

Frederiksklubben
generes

Men
det ville
Henrici dog ikke høre tale om. Men
noget tyder på, at truslerne alligevel blev udført. Således blev
Frederiksklubbens mødelokale stormet af tyske
jægere. Der måtte sendes bud after bykommandanten, prins
Nicolai af Lyksborg. Men lige så snart han havde
forladt lokalet, fortsatte hjemmetyskerne, hvor jægerne havde sluppet.

Ruderne
blev atter s
lået ud, og Frederiksklubbens medlemmer blev forulempet
på det groveste. Klubben voksede hurtig, og kom til at spille en vigtig
rolle i byens nationale liv. Derfor var klubben en torn i øjet hos
Slesvig – Holstenerne.

 

Protestbrev

Selv
om
Frederik Fischer sad over på Als fik han sat en underskriftindsamling
i gang. Mange skrev under på protesten:

 


Vi protesterer paa det Højrideligste imod, at Slesvig forenes med Tyskland
og at det under hvilket som helst Paaskud løsrives fra dets Forbindelse
med Danmar
k.

 

I Aabenraa by var der 459 underskrifter,
hvoraf de 219 var næringsdrivende. Modforanstaltninger blev da også
iværksat. Da våbenstilstanden udløb i slutningen af marts 1849 blev
Frederiksklubben ledende mænd forsynet med
tvangspas til
Kolding.

 

Flere skibe i fjorden

Den
3. april begyndte krigen påny. Allerede natten forinden var en division
kanonbåde under kaptajnløjtnant
Gottliebs kommando afsejlet til Aabenraa, for at assistere korvetten Najaden, der havde fået ordre til
at besætte byen. Man havde ved rekognoscering erfaret, at
Aabenraa var besat af fjendtlige tropper
af alle våben. Da eskadren tillige med dampskibet
Caroline Amalie den følgende dag nærmede sig havnen, trak tropperne
sig i hast ud til et punkt syd for byen. Herfra blev de imidlertid fordrevet
med en serie skarpe skud fra kanonbådene.
Aabenraa blev derefter besat med en
styrke på 100 mand, som dog ved solnedgang atter blev taget ombord.
Fjenden var blevet stående uden for byen.

 

Kaptajn Dirkinck – Holmfelt fik dagen efter dampskibet Hekla til assistance og beordredes
til foreløbig at holde
Aabenraa besat, hvis han kunne gøre
det uden større tab og uden at skade byen. Men da fjenden den næste
dag trængte frem påny med større styrker og artilleri blev byen opgivet
og de fire kanonchalupper trukket tilbage til
Sønderborg, mens 2 kanonjoller og skonnerten Delphinen forblev i fjorden sammen
med
Najaden for at være i beredskab.

 

Borgmesteren
fortsatte sine provokationer

Efter
sejren ved
Fredericia den 6. juli sluttedes der
foreløbig fred i
Berlin. En dansk – preussisk styrke
blev indsat i hertugdømmerne. Det nordlige
Slesvig herunder Aabenraa blev besat med norske og
svenske styrker. En bataljon fra
Norra Skånska Infanteriregiment fra Kristiansstad og et norsk batteri ankom til Aabenraa den 27 august.

 

Borgmester Schow fortsatte med sine provokationer.
Han kom hurtig i konflikt med den svenske general
Malmborg. Denne sørgede for, at Schow blev afskediget af landsforvaltningen.
En ny borgmester,
B. Knudsen blev indsat.

Også 
magistraten fik n
ye medlemmer, deriblandt
farvemester
M. Bahnsen, tobaksfabrikant J.H. Middelheus og sukkerraffinadør A. Andresen. Efterhånden kom hele byadministrationen
under loyale hænder.

 

Tyskerne
protesterer

Det
vakte selvfølgelig harme blandt hjemmetyskerne, der i
deres avis ikke veg tilbage
for at bruge ærekrænkende udtryk. De sendte endvidere en protest mod
det nye bystyre til landsforvaltningen i
Flensborg og statholderskabet i Kiel. Men danskheden var nu så
godt etableret i
Aabenraa, at den ikke lod sig rokke.

 

Danske
styrker mod syd

I
juli 1850 opgav
Preussen, især under tryk fra Rusland, endelig den Slesvig – Holstenske sag. De sluttede separatfred med Danmark i Berlin og trak tropperne ud af Slesvig. Oprørerne stod nu alene,
som da de begyndte. Da
Slesvig – Holstenske tropper igen gjorde sig rede til kamp, traf Danmark sine forholdsregler.

Den
16. juli rykkede danske tropper ind i
Sønderjylland for at samles i Flensborg. Samme morgen kl. 4 blev 5.
brigade indskibet i
Assens i 7 dampskibe, 10 transportskibe,
23 transportchalupper og et par småskibe for at sejle over
Lillebælt til Aabenraa. Hertil kom flotillen kl.
11 samme dag. Fra de fleste huse vajede
Dannebrog. En stor mængde borgere kom
tropperne i møde. Kl. 2 var udskibningen tilendebragt, hvorpå de fleste
enheder marcherede sydpå under sang og musik. Kun en enkelt deling
forblev i
Aabenraa.

 

Meget
blod og mange tårer

Efter
de afgørende slag ved
Isted den 24. og 25. juli 1850
og de afslåede angreb ved
Mysunde den 12. september og Frederikstad den 4. oktober måtte Slesvig – Holstenerne indrømme deres nederlag. Danmark kunne overtage forvaltningen
i
Sønderjylland til Ejderen. Den 10. maj 1851 udstedtes
amnestipatent, men blandt de 21 personer, var ikke borgmester
Georg Schow fra Aabenraa.

 

I Aabenraa blev dansk ligestillet med
tysk i kirken. I folkeskolen blev dansk omsider undervisningssprog.
Treårskrigen havde kostet meget blod og ført til mange tårer.

 

Kilde: Se

Litteratur
Aabenraa

Litteratur
Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Om Tidsrummet 1848 – 1864
og De Slesvigske Krige: Læs:

 

Under
Aabenraa:

Aabenraa
1800 – 1850

Aabenraa
1864

Mennesker
i Aabenraa

En
Fysikus fra Aabenraa

Sømandsslægten
Fischer fra Aabenraa

Kysten
ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

Under
Padborg/Kruså/Bov:

Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

Sejren
ved Bov

 

Under
Tønder:

Dagbog
fra Møgeltønder

Kongeligt
besøg i Tønder

Minder
fra Tønder 1864 – 1920

Soldat
i Tønder 1851

Tønder
– mellem dansk og tysk

Tønder
– egnen 1814 – 1848 (1)

Tønder
– egnen 1848
– 1858 (2)

Ulrich
– en Fysikus fra Tønder

Vajsenhuset
i Tønder

 

Under
Højer:

Apotekeren
fra Højer

Heltene
i Vadehavet

 

Under
Sønderjylland:

Begik
Kongen Højforræderi?

De
sidste Hertuger på Augustenborg

Istedløven
brøler stadig

Ned
med de dansksi
ndede

Rensborg
1848

Sønderjylland
til Ejderen?

Vejen
hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920

Slaget
på Als


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa