Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

En Luftskibsbase i Tønder

Juli 4, 2013

Hvem skulle tro, at Tønder
havde en Luftskibsbase under Første verdenskrig. For første gang i
historien blev der udført angreb fra et \”såkaldt\” hangarskib.
Med utrolig dygtighed lykkedes det engelsk skibe at bombe basen. Den
blev
aldrig den store succes. Mange uheld kostede store
summer. Basens tilstedeværelse prægede livet i Tønder. Og efter genforeningen
blev mandskabs – barakkerne brugt ved Ryttervej. Store fester blev afholdt
i flyhangaren og det blev en turistmagnet.

 

Angreb fra hangarskib

Det er nu tredje gang,
vi besøger de store luftskibe i
Tønder. Ja det er ikke mange, der
tror, at
Tønder var indblandet i søkrigen
under første verdenskrig. men det blev faktisk tilfældet. En historisk
begivenhed fandt sted den 19. juli 1918.

Dengang
startede almindelige flyvemaskiner for første gang fra et hangarskib
for at udføre angreb på landjorden. Dette var ganske almindelig
i de følgende krige. Og målet var luftskibsbasen nord for
Tønder.

 

Direkte og inddirekte: mange
døde

Faktisk var der mange døde i tidens løb i forbindelse
med luftskibsbasen i
Tønder, som følge af tekniske problemer,
ulykker og direkte nedskydninger af luftskibe. Ja et par blev også
skudt for spionage.

 

Tønder – base nummer to

Da
krigen startede havde det tyske
luftvåben kun et luftskib
og en luftskibsbase. Den befandt sig i nærheden af
Hamborg i Fuhlsbüttel. Men det blev til mange mere, og mange flere luftskibsbaser.

Allerede
den 16. september 1914 foreslog
Reichs – Marine – Amt to fremskudte baser, en ved Emden og en inden for Sild.

Den
første blev bygget ved
Hage, den anden ved Tønder. I første omgang anlagde
man to haller, der var 184 meter lange, 34 meter brede og 28 meter høje.

Til
hver hal hørte et underjordisk tankanlæg, der kunne rumme 20.000 liter.
D
e stod færdige allerede
i 1915. Det første luftskib ankom den 23. marts 1915. Det næste den
25. april.

 

Blæst
over Tønder

Lokaliteten
lå 2 1/2 kilometer nord for
Tønder, hvor der var god plads, ingen
træer og forholdsvis tæt på kysten. Men det man måske ikke havde
taget højde for, var den kraftige vestenvind på egnen. Vinden gjorde
snart basen berygtet blandt officerer i den tyske marine. Det var særdeles
vanskeligt at manøvrere herfra.

Og
man havde måske heller ikke lige regnet med de store dræninger, d
er skulle foretages på grunden.

 

15 zeppeliner
på basen

I
de tre år og knap tre måneder, som basen eksisterede, var det på 
skift stationeret 15 zeppeliner på basen.

 

En
zeppeliner havde et skelet af sammennittet aluminium betrukket med tætvævet
lærred.
Inden i skelettet var der
plads til 14 – 17 gassektioner (
balloner)til brint, fremstillet af
kvægtarme, der limedes sammen i mange lag, og blev beklædt med tætvævet
bomuld. Det var temmelig afgørende, at gassektionerne var helt tætte.
Udsivende brint ville udgøre en dødelig eksplosionsrisiko.

Der
var plads til løbegange, således at luftskibets mandskab kunne bevæge
sig mellem sektionerne og udføre de nødvendige reparationsarbejder.

Under
luftskibets krop var mandskabsgondolerne placeret. Øverst oppe på 
lu
ftskibet var der en åben
rede til en maskingeværskytte.

 

Besætning
på 20 – 25 mand

Typisk
var et mandskab på 20 – 25 mand. Fem motorer sørgede for en maksimum
– hastighed på 100 kilometer i timen.

Tænk,
at på 
Ribelandevej i en tidligere landbrugsskole blev luftskibenes
togter over
Nordsøen planlagt. Bygningen er hvis
nok blevet fredet.

 

Når
et luftskib lagde an til landing lod kaptajnen luftskibet gå ned
til en højde af ca. 20 meter over jorden. Derefter blev der kastet
en mængde tove ned, som personale
t på jorden greb fat i for
at trække det kæmpemæssige luftskib det sidste stykke ned.

Samtidig
med dette, skulle de passe på, at mandskabsgondolerne, der hang under
luftskibet ikke stødte mod landingsbanen.

For
at undgå dette, var det fæstnet et slags ge
lænder til gondolens sider,
så man kunne løfte luftskibet en smule op igen. I blæsevejr kunne
det sagtens være 400 mand, der skulle bruges til at hale luftskibet
ned.

 

Ja
når luftskibene skulle starte og lette, måtte man ofte hente hjælp
af 100 mand fra d
et nærliggende Landsturmbatillon Tondern.

 

Vanskeligt
at bugsere

Det
var ret besværligt at skulle bugsere det store luftskib. Hvis luftskibet
under nedstrækningen stadig svævede, blev den nødt til at smide ballast
i form af vand. På den måde fik folk på 
landjorden et gratis styrtebad.
Man forsøgte at afelektrificere luftskibet, når det var landet. Det
skete i form af kæmpe kobberplader, der var placeret lige under jordoverfladen
langs med zeppelin -hallerne.

Nogle
gange skulle det ikke meget til. Under b
ugsering med L 24 i dobbelthallen Toska stødte det mod en tændt
elektrisk pære i hallens loft. Luftskibet brød straks i en eksplosionsagtig
brand, der bredte sig til
L 17, der allerede stod i hallen.

 

Giv
agt for udsivende gas

Ombord
var foruden kaptajne
n hans nærmeste medarbejdere,
styrmændene og navigatørerne. Men det var også altid en sejlmager
og hans assistent. de skulle sørge for at lækager straks blev repareret.
Og man skulle altid arbejde to og to, fordi udsivende gas kunne forårsage
ildebefindende og føre til bevidstløshed.

Maskinister
skulle sørge for at alle fem motorer kørte, som de skulle. Så 
skulle der også være at antal personer, som i tilfælde af slagside
bare ved deres vægt kunne udbalancere

luftskibet.

 

Også jagerfly i Tønder

Allerede et par måneder i forvejen, var mandskabet i Tønder klar. Den 26. november 1914
bestod jordstyrken af 307 mand. Den 31. maj 1915 var styrken dog vokset
til til 537.

Og
den 1. april 1916 bestod styrken af 14 officerer og 574 menige.

 

Til
at forsvare sig m
od luftangreb, blev der stationeret
et mindre antal jagerfly i
Tønder. Denne Staffel var dog af en mindre størrelse.
Den 25. marts 1916 var mandskabet her på 61 mand. Efter marts 1918
var der ikke flere piloter i
Tønder. Luftforsvaret skulle herefter
klares af jordstyrken alene.

 

Forbandelse over Toska

De to første luftskibshaller
blev i første opgang benævnt som
Marine og Joachim. Kort tid efter blev de dog omdøbt tilToni og Tobias. Men det var især dobbelthallen Toska, der imponerede. Denne dobbelthal
var 240 meter lang, 60 meter bred og 35 meter høj. Som de foregående
var den placeret i retningen øst – vest. Dobbelthallen lå cirka 300
meter nord for de andre to.

Den
skulle ellers kun have været 180 meter lang. men under bygningen besluttede
man sig for
at gøre hallen længere.
Så kunne den rumme de store luftskibe på 55.000 m3.

Denne
dobbelthal fik desværre en forbandelse over sig. Det første luftskib,
L 17, der benyttede hallen, eksploderede
og gik i brand.  den 17. november 1915. Det var allerede dagen
efter, at den var ankommet til
Tønder og 14 dage efter, at det
havde forladt fabrikken. Denne hændelse har vi tidligere omtalt

 

Hallen
blev kun lettere beskadiget. Reparationerne var tilendebragt i januar
1916.

Uheldigvis
fik
L 22 ødelagt næsepartiet og
50 meter af forkroppen ved at støde mod porten under indbugsering den
17. april 1916. Et lignende uheld ramte
L 24 den 28. december 1916. Der
opstod en brand, som bredte sig til
L 17 inde i hallen. Begge luftskibe
blev ødelagt. Hallen blev igen repareret og var klar i april 1917.

Så 
skal det også lige med, at de to luftskibe, der blev ødelagt
ved luftangrebet den 17. juli 1918 begge befandt sig i
Toska.

 

Værk til fremstilling af
brint

Brint
blev der brugt temmelig meget af i disse luftskibe. I 1915 – 1
916 opførtes der derfor et gasværk til fremstilling
af brint, ca. 600 meter sydøst for
Toni og Tobias. Der kunne produceres 6000
m3 om dagen. En tørgasbeholder kunne rumme 30.000 m3. Men man havde
også et underjordisk magasin, hvor gassen blev opbevaret under et tryk
på 100 atmosfærer i kæmpemæssige stålflasker. Her kunne der opbevares
ca. 26.000 m3. Basen havde også eget elektricitetsværk og eget vandværk.

 

Opklaringsopgaver

Den
primære opgave var ikke, som det står i diverse historiebøger, angreb
mod
England, men opklaringsopgaver.

Således
blev der foretaget 1.191 opklaringsflyvninger mod kun 352 angrebsflyvninger.
Når basen blev anlagt i
Tønder var det for at dække de
nordlige adgangsveje til
Tyske Bugt.

I
de sidste krigsår var luftskibene i
Tønder i reglen ansvarlig for Nord – Aufklärung. Og den bestod i patruljering
mellem
Dogger Banke Nord Fyrskib og Lyngvig. Efter at tyskerne havde erklæret
uindskrænket ubådskrig den 1. februar 1917, foretog man fra
Tønder ofte lange flyvninger ind
i
Sperrgebiet. Det var flyvninger, der ofte førte helt op til Kristianssand i Norge.

 

Livet i Tønder præget
af basen

Den
23. marts 1915 landede det første luftskib på basen. Det var
stationeret i
Tønder de næste 8 måneder. Den
25. april 1915 landede den første Z
eppeliner L 7 på basen.

 

Basen
var en by i sig selv. Her var foruden luftskibshallerne, en flyhangar
med plads til fem jagerfly. Der var en radiostation, hvor der var kommunikation
mellem luftskibene via telegraf. Og så var der pejlesendere og
lysfyr. Beboelsesba
rakkerne kunne rumme 600
personer.

 

Livet
i
Tønder var i den grad præget af
soldaternes tilstedeværelse i de godt tre år basen var der. Der blev
arrangeret koncerter, danseaftener og sportsarrangementer for basens
soldater. En del af de unge marinere fandt deres hustruer blandt
Tønders unge giftefærdige kvinder.
Mange af marinerne fik deres liv og familie i byen. Nogle af disse var
Adam Hehr og gasmester Fr. Röder. de hjalp, da en gruppe lokalhistorikere
begyndte at interessere sig for basen, og senere indrettede et museum
her.

 

Store
tab af luftskibe

De
brintfyldte luftskibe var særdeles sårbare. Tabet var også enormt.
Således gik ikke færre end 53 af en samlet flåde på 71 tabt
under krigen. Foruden de allerede nævnte haverier på basen, gik
fire luftskib
e tabt under operationer
fra
Tønder.

L
20
måtte den 3. maj 1916 nødlande
i nærheden af
Stavanger efter et mislykket bombeangreb
mod den engelske flådebase i nærheden af
Edingburgh.

Dagen
efter blev
L 7 skudt ned ved Horns Rev af artilleriild fra krydserne HMS Galatea og Phaeton. Der var ingen overlevende.

Den
21. august 1921 startede
L 23 kl. 3.50 fra Tønder på en rutinepatrulje. Klokken
5.40 meddelte chefen, at man havde observeret fire lette krydsere og
15 destroyere 30 sømil vest for
Bovbjerg. En af krydserne HMS Yarmouth medførte en Sopwith Pup Jagerfly. Den startede fra en platform
oven på det forreste kanontårn. Flyet udnyttede skydækket til at
komme tæt ind på zeppelineren og skyde den i brand. Hele besætningen
omkom.

 

Taget
til fange i Frankrig

En af de store luftskibsangreb på England fandt sted den 19. – 20.
oktober 1917. Der deltog i alt 11 luftskibe, fra
Tønder L 45 og L 54.

L
45
bombede Northampton. Den blev af en kraftig storm drevet ud af kurs,
og via
London og Lyon havnede den til sidst i Sisteron i Sydfrankrig

L
45
var hele 198 meter lang,
og havde en maksimal diameter 24 meter. Den kunne opnå en en tophastighed
på 102 kilometer.

Men
efter et angreb på 
England, blev det drevet ud af kurs
og nødlandede den 20. oktober 1917 i
Sydfrankrig. Besætningen på 17 mand blev taget til fange.

Det
var nu ikke stormen alene, der var skyld af i dette. Navigatøren blev
syg af iltmangel. Han var ude af stand til at passe sit arbejde. Og
til sidst virkede kun to af de fem motorer.

 

Skudt for spionage

Da chefen for L 45 kaptajnløjtnant Waldemar
Kölle
blev forhørt af den engelske
efterretningstjeneste, viste det sig, at englænderne havde et særdeles
detaljeret kendskab til den tyske luftskibstjeneste og basen ved
Tønder. Det lykkedes for Kölle, at få en rapport af forhørene
sendt ud sit fangenskab. Det resulterede senere i, at flere soldater
Tønder  – basen blev skudt sigtet for spionage.

 

Angreb i 1916

Et
par år tidligere troede englænderne, at luftbasen lå ved
Højer. Den 24. marts 1916 stak flymoderskibet HMS Vindex med eskorte af detroyere
til søs fra
Harwich. Målet var at bombe den tyske
luftskibsbase.
Vindex var en hurtiggående passagerdamper,
der før krigen havde sejlet på
Isle of Man. Den medførte tre store og to mindre pontonfly.
Disse kunne ikke starte fra skibet, men måtte stoppe op. Ved hjælp
af kraner blev de sat i vandet. Ved hjælp af kraner blev de så taget
op igen efter end mission.

Klokken
7 kunne beboerne over
Højer høre motorstøj. De havde
ikke fundet luftskibshaller ved
Højer. Men af flyene havde kastet
sine bomber mod en stor fabrik og påstod at have efterladt bygningen
i flammer. Den anden var fløjet ind i landet, og havde opdaget at basen
lå ved
Tønder. de havde forsøgt at bombe
den fra lav højde. Men bomberne havde sat sig fast. De tre andre fly
måtte nødlande på grund af motorstop, og besætningen blev taget
til fange.

 

Angreb
nummer to

Englænderne
forsøgte igen den 4. maj. Denne gang var det med en endnu større flådestyrke.
Formålet var ikke så meget at angribe luftskibsbasen, me
n at lokke den tyske højsøflåde ud af Wilhelmshafen. Der deltog to flymoderskibe, Vindex og HMS Engadine. Sidstnævnte var også en ombygget passagerdamper.
I alt deltog 11 søfly. Men ak de otte kom slet ikke i luften. Fire
brækkede propellen, tre havde motorsvigt, og en kæntrede i kølvandet
på en destroyer.

Af
de tre som det lykkedes at få på vingerne, fløj en ind
i antennerne på en destroyer og styrtede ned. En anden måtte
vende om efter kort tid på grund af motorvanskeligheder. Kun en
af de elleve nåede
Tønder. Her lå hallerne skjult af
tåge. Han kastede sine to 30 kg bomber uden at ramme. Indirekte gav
angrebet dog et resultat, idet
L 7 der tidlig om morgenen var
sendt ud fra
Tønder, som tidligere nævnt skudt
ned ved
Horns Rev. Men det lykkedes dog ikke
at lokke højsøflåden ud.

 

Første mål var Tønder

Men i 1918 lykkedes det endelig for englænderne
at få ram på basen ved
Tønder. Fra luftskibene kunne man observere alle englændernes
aktiviteter i
Nordsøen.

Selv om luftskibene var
særdeles sårbare, var de
trods alt svære at få ram på. Blev de angrebet
kastede de deres ballast. Så kunne de stige hurtigere til vejrs end
de angribende fly. Derfor var man fra englændernes side interesseret
i at ødelæge luftskibene på deres baser. Og førte mål var
Tønder.

 

Øvelser på dykbombning

Angrebet
mod
Tønder skulle udføres af ensædede
jagere af typen
Sopwith Camel. Disse jagerfly var de mest berømte under første
verdenskrig. De var udstyret med to maskingeværer og havde en maksimalhastighed
på 200 kilometer i timen.

Nu havde man også fået et rigtigt hangarskib. Det
var en ombygget krydser,
HMS Furious. Men det er nok ikke det
man i dag forbinder med et hangarskib.

man
startede ganske vist på fordækket og landede på agterdækket.
men der var stadig kommandobro, skorsten m
.m. på dækket. Dette betød,
at det var særdeles vanskeligt at lande på skibet.

For
overhovedet, at kunne komme til at angribe
Tønder havde personalet gennemgået
en omfattende træning. dette foregik på flyvepladsen
Turnhouse ved Edingburgh. Blandt andet testede man
dykbombning mod mål i form af grundplanen af en luftskibshal.

 

Man måtte opgive

Furious forlod Rosyth den 27. juni 1918, men da
man to dage senere var fremme ved udgangspunktet for det planlagte angreb,
var vejret regnfuldt og blæsende. Så man vendte  hjem igen.

Den
17. juli stak man igen til søs. Man havde ekskorte af lette krydsere
og destroyere. Næste morgen kl. 3.30 var man ud for
Lyngvig Fyr. Men ak og ve. Det var blevet tordenvejr, så angrebet
blev udsat et døgn.

 

Endelig
lykkedes det

Ved daggry den 19. lykkedes det endelig at få
flyene af sted.
Furious befandt sig da 13 sømil
stik vest for fyret, og cirka 150 km nord – nordvest for
Tønder.

Vejret
var nu ikke det allerbedste. Men rapporterne tydede på, at vejret ikke
ville blive værre.
Piloterne havde i hvert fald
benzin nok til at smutte over grænsen til
Danmark.

 

Syv
fly på vej

De
syv fly havde hver to 23 kg bomber og var delt op i to grupper på 
henholdsvis tre og fire fly. Den første (
Jackson, Dickson, Williams) var i luften kl. 3.18. Den anden (Smart) var i luften 3.26. De øvrige
piloter var
(Thyne, Dawson, Yeulett).

Men Thyne fik motorproblemer over Blåvand. Han måtte gå ned på vandet,
men blev samlet op af en destroyer.

 

Vejret
var overskyet og sigtbarheden kun nogenlunde god. De nåede kysten på 
det beregnede tidspunkt. De kunne genkende øen
Sild. men holdt sig væk fra den
for at undgå de tyske jagere, der var stationeret her. Så blev de
opsplittet, for at finde luftskibsbasen. Åbenbart kendte de ikke den
nøjagtige beliggenhed, hvilket kunne virke lidt mærkelig.

 

Dicksons
beretning

Dickson angreb først en bygning, som han antog var et
ammunitionsdepot. I det engelske værk
The War in the air forklarer han:

 


Det var en lav bygning, meget solidt bygget, den så ud til at
være halvvejs underjordisk. Den var omtrent samme størrelse som den
store luftskibshal ved East Fortune (e
ngelsk base ved Edingburgh).
Ingen skorstene eller tilbygninger kunne ses, så jeg besluttede at
kaste en bombe mod den, hvilket jeg gjorde fra 200 meter og ramte den
i midten. Jeg observerede ikke nogle tegn på brand som følge af denne
træffer, men mange røgskyer.

 


Umiddelbart derefter så jeg kaptajn Jackson ca. 1.000 meter over
mig og et godt stykke øst for byen komme ned i et dyk med Løjtnant
Williams ca. 800 meter efter sig. Jeg steg lidt og sluttede mig til
dem og observerede så to meget store haller
, betydeligt større end
de store i East Fortune, og også en mindre. De var mindst 8 km nord
for byen og trådte tydeligt frem fra alt andet på den flade mark.
Det var absolut ikke tegn på liv, før Jackson begyndte at dykke ned
mod hallen, da et batteri ved vejen Tønder – Højer åbnede ild. Intet
andet batteri åbnede ild under vor bombning. Kaptajn Jackson dykkede
lige mod den nordlige hal og kastede to bomber. Den ene var en direkte
træffer midt i. Den anden en smule til siden. Jeg kastede så min resterende
bombe og Williams sine to. Træffere blev konstateret. Hallen brød
i flammer og en enorm brand opstod. Flammer og røg nåede mindst 300
meter op.

 


Efter at have kastet bomberne fløj Jackson lige ud, Williams til venstre
og jeg til højre. To eller flere bat
terier åbnede ild mod os
under tilbageflyvningen, men de skød ikke godt. Det er det sidste,
jeg så til de to andre.

 

Angrebet
kom uventet

Angrebet
i de tidlige morgentimer kom aldeles uventet. Klokken 4.32 telefonerede
luftmeldepost
Skærbæk, at tre biplaner af ukendt nationalitet var
på vej mod
Tønder. der blev straks slået alarm
til jordpersonalet og luftværns – batterierne. Men allerede tre minutter
efter at meldingen var indløbet, fik man øje på de tre engelske fly.
De kom i 2.000 – 3.000 meters højde og dykkede ned til 30 meter, før
de kastede deres bomber.

 

Der
blev konstateret tre træffere i
Toska og en i Tobias. I Toska var der to luftskibe L 54 og L 60, der gik i brand uden at
eksplodere.

I Tobias var der kun en lænkeballon,
der anvendtes til at vise basens position, hvis der var tåget. Den
blev beskadiget af sprængstoffer.

 

Kaptajn
Smith’s beretning

Efter
angrebet fløj flyene i ganske lav højde (ca. 20 meter) over
Gallehus – skovene og forsvandt i skyerne, der
nærmede sig fra vest.

Klokken
5.5
0 blev basen igen angrebet
af tre fly, der kom fra øst i en højde af 2.000 meter. Tyskerne troede,
at der var de tre første fly, der var vendt tilbage, men det var den
anden gruppe, der nu var nået frem. I sin rapport fortæller
kaptajn Smart:

 


Jeg fik ø
je på hallerne, to store
og en mindre, hvor taget på den ene af de store var delvis ødelagt
og store mængder af tæt sort røg steg til vejrs. Da vi var i position
gav jeg signal og dukkede ned mod den anden store hal og slap mine bomber
fra 250 – 300 meters højde. Den ene faldt for kort, men den anden ramte
midt i hallen og sendte en søjle af røg eller støv til vejrs. Om
hallen senere gik i brand kan jeg ikke sige, da hele området var spækket
med soldater og mekanikere bevæbnet med geværer og maskingeværer,
der afgav en så tilintetgørende ild, at jeg dykkede med fuld motorkraft
ned til 15 meters højde og strøg over jorden i en zig – zag kurs for
at undgå den, og da jeg var sluppet fri, var jeg ude af stand til at
de hallerne på grund af røgen fra den første hal.

 


Skyerne lå nu meget lavt, og dis gjorde sigtbarheden ringe. Jeg
søgte i alle retninger efter de andre medlemmer af min gruppe, men
da jeg ikke så nogen, satte jeg kurs mod det forudtalte træffepunkt
ved Brede. Her satte jeg farten ned for at vente
på de andre, men efter at
have gjort en runde med lav hastighed, og der stadig ikke var nogen
at se, fandt jeg det utilrådeligt at vente længere. Jeg havde allerede
været i luften i to timer og vinden var aftagende. Desuden var skyerne
så lavthængende og så tætte, at de ville give os alle, selv om vi
fløj alene, tilstrækkelig beskyttelse mod overlegne fjendtlige styrker.

 

Tönnis
beretning

Kaptajnløjtnant
Tönnis,
der var chef for jordstyrkerne
i
Tønder, oplyser i sin rapport, at
de to fly angreb
Tobias, mens det tredje fløj mellem
denne hal og
Toska i en højde af 200 – 300
meter som om det tog fotografier.

Tobias blev ramt af to bomber, mens der faldt en bombe
30 meter nordøst for hallen og en på en jernbanevogn med flasker med
gas under 100 atmosfærers tryk. Vognen blev beskadiget, men flaskerne
eksploderede ikke. Endelig faldt der en bombe vest for
Tobias. Den ramte jernbanesporet
og afbrød skinnerne.

 

Ødelæggelserne

De
bomber, der ramte hallerne, eksploderede umiddelbart under taget. I
selve taget blev
der kun et hul på omtrent
1/2 m2, men sprængstykkerne havde en voldsom virkning. Nogle af dem
gik gennem jernkonstruktionerne.
Kaptajnløjtnanten sagde, at der kun skete ringe skade på tag og
sidebeklædning af
Toska, så den kunne være klar
om tre uger.

I Tobias var næsten alle vinduer
knust, men denne hal var alligevel planlagt, at skulle rives ned. I
alt blev der konstateret 11 bombenedslag, hvoraf 9 endte på basen.
En bombe faldt på en mark uden for byen. den anden faldt på markedspladsen,
hvor den frembragte et stort hul i brobelægningen.

 

Ifølge
avis – kun ringe skade

Ifølge
den officielle meddelelse i
Tondernsche Zeitung , blev der kun anrettet ringe materiel skade ved
angrebet. Det var et held for tyskerne, at de udbrændte skeletter af
L 54 og L 60 lå inde i Toska og ikke røbede, at de materielle
skader ikke var så lille endda. Derimod skete der kun ringe personskade,
idet der kun var tre sårede og en hårdt såret.

 

Dickson
nåede hjem

På 
grund af den marginale brændstofbehandling havde de engelske pi
loter ordre til ikke at vente på hinanden ved
samlepunktet
Brede, men søge at nå de engelske
flådestyrker så hurtigt som muligt, lige som de ikke måtte tøve
med at gå ned i
Danmark og lade sig internere, hvis
benzinen var ved at være opbrugt.

Da Kaptajn Dickson ikke så noget til sine kammerater
ved samlepunktet, fortsatte han langs kysten til
Blåvands Huk. Ca. 40 sømil stik vest herfor var der aftalt
mødepunkt med destroyerne, der var trængt ned gennem minefelterne
ad en smal rute, strøget til dette formål.

 

Dickson mente, at han havde benzin til de 40 sømil og
satte kursen mod vest. Det var dog en lettelse for ham, da han så detroyerne.
Han gik ned på vandet, kravlede ud, og sad på halepartiet, og ventede
til, at de halede ham ombord.

De
to andre piloter
fra første gruppe nødlandede
begge i
Danmark. Jackson gik ned på en mark vest for Guldager, hvor han stak sit fly i brand,
mens
Williams landede ved Høje Knolde Skallingen.

 

Yeulett
forsvandt i havet

Heller
ikke noget af piloterne fra anden gruppe nåe
de tilbage til Furious. Smart blev samlet op efter en nervepirrende
flyvning . De sidste tyve minutter gav hans motor lige akkurat kraft
nok til at holde flyet på vingerne. Han fløj i få meters højde over
det minefyldte hav, indtil han nåede opsamlingspunktet.

Yeulett forsvandt på hjemvejen. Han er sandsynligvis
gået ned på
Vesterhavet med motorproblemer og druknet. Dawson nødlandede i nærheden af Lyngvig Fyr Holmsland Klit.

 

Tre
piloter blev interneret i Danmark

De
tre piloter, der landede i
Danmark blev interneret. Men det
lykkedes dem hurtigt at undslippe via
Sverige og Norge.

Havde
de to første angreb på 
Tønder været fiaskoer, så var
den tredje en stor succes. Indtil krigens ophør, levede tyskerne i
konstant angst for nye angreb.

Furious blev aldrig mere anvendt til formålet som hangarskib.
Det blev i stedet moderskib for drageballoner. Først efter krigen blev
det ombygget til brugbar hangarskib.

 

Kun
som nødlandingsplads

Selv
om
Toska blev hurtig klar igen. Tønder blev ikke mere anvendt operationelt
, men bibeholdt som nødlandingsplads. De to oprindelige haller var
blevet for små til de luftskibe, der nu anvendtes.

Nedrivningen
af
Toni var allerede i gang, da basen
blev angrebet. Kort efter tog man fat på
Tobias, hvis sidste gæst havde været L 23, der blev skudt ned den 21.
august 1917.

 

Genforeningsfest

Der
blev afholdt en stor genforeningsfest i flyhangaren den 27. juni 1920,
hvor der deltog ca. 500 personer.

Luftskibshallen
var en populær turistattraktion, indtil den blev revet ned. her ble
v der også arrangeret heste – væddeløb.

 

Den
danske Garnison

Efter Genforeningen fik Tønder dansk garnison. Infanteristyrken
blev indkvarteret i barakkerne på flyvepladsen. senere blev barakkerne
samlet på en mark nord for byen, hvor den tyske radiostation. Men den
historie omkring
Ryttervej, har vi tidligere berettet
om.

Toska blev demonteret i 1921. Året efter blev gasværkets
bygning revet ned.
Soldaterskoven blev brugt som øvelsesplads for garnisonen. Og Eksercergården blev brugt til diverse formål.

 

I alt
130 zeppeliner

Luftskibenes
æra var endelig forbi efter
Hindenburg – katastrofen i Lakehurst lufthavnen ved New York i 1937. Ved indledningen
til
Anden Verdenskrig i 1939 var er i alt blevet bygget 130 zeppelinere.

 

Zeppelinmuseet
åbnede den 8. ma
j 1999. I dag er det åbnet
i alle weekender i sommerhalvåret. de har også en interessant hjemmeside,
hvor du kan læse om en overlevende fra
Hindenburg – katastrofen,
Euduaurd Boethus,
og hans beretning. Du kan
også læse en engelsk version af angrebet mod
Tønder.

Og
det er www.zeppelin-museum.dk

 

 

Kilde: Se

Litteratur
Tønder

Litteratur
Sønderjylland (under udarbejdelse)


herunder Sønderjysk Månedsskrift

W.G.
Moore: Early Bird (1963)

Richard
Bell Davies: Sailor in the Air (1967)

Raleigh,
Jones: The War i
n the Air 1 – 6 (1962)

 

Hvis
du vil vide mere om Luftskibsbassen i Tønder:
Læs

Bomber
over Tønder

Zeppeliner
i Tønder

Militæret
i Tønder 1920 – 1923

 

Hvis
du vil mere:
Om Første Verdenskrig, Læs

Haderslev
1917 – 1918

Haderslev
under Første Verdenskr
ig

Krigsfanger
i Sønderjylland

Sønderjyder
under Første Verdenskrig

Aabenraa
– under de to krige

Første
Verdenskrig i Bov

Dagligliv
i Tønder 1910 – 1920


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder