Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Adspredelse i det Gamle København

Juni 10, 2013

Der var mange måder for
adspredelse. Bare ikke under pietismen, da var det på mode, at
hænge medhovedet. Man kunne få adspredelse, når man gik til
maskerader, opera, linjedans, og på skydebaner, værtshuse, traktørsteder,
vinbar eller te – og kaffehuse. Adel og titler fik privilegier,
det gav adspredelse. Og adspredelse var det også i prestige. Og prestige
var det også i at eje mange parykker og mange tjenestefolk. Fester
gav også adspredelse. Engang måtte man lade sig bære hjem. Men ak,
de store fester var aftagende.

 

Måtte lade sig bære hjem

I gamle dage samlede man
det der kaldes
forlystelser og adspredelser på årets faste festedage. Det kunne jo også
ske at man blev inviteret til
Trolovelse, bryllup, barsel eller begravelse. Ofte var disse fester overdådige,
med det tog efterhånden lidt af.

Den
ene officer i
Barselstuen undrer sig over, hvordan
gamle
Moder aftager:

 

  • Naar man kom og besøgte Folk i gamle Dage ved
    saadan Occasion, blev man saa trakteret, at man maatte la
    de sig bære hjem

 

Man
bestemte over folks opdragelse

Dengang
ville regeringen hele tiden bestemme over folks opdragelse. Således
udtalte en svensk gesandt i begyndelsen af
Christian den Femtes regering:

 

  • Al Uorden her kommer af,
    at man ikke f
    ørst
    overl
    ægger en Ting nøje, inden man sætter den i Værk. Der findes næppe noget Kongerige eller
    nogen Republik i Verden, hvor der gives s
    å mange Ediketer, Love og Forordninger
    som her, og hvor de mindre overholdes. Jeg kan med sandhed sige, at
    ingen kgl. Forordning,
    der er udgaaet i Trykken
    i de 14 Aar, jeg har v
    æret her, er bleven overholdt
    og har staaet ved Magt mere end 5 eller 6 Dage efter Offentligg
    ørelsen, naar undtages Forordninger
    om Fl
    æske og Kornskatten.

 

Alt
var dyrere end i Paris

Allerede
i 1680 udtalt
e en fremmed beboer i byen,
årsagen til at der fandtes så få rige købmænd i byen:

 

  • De Danske samle sig ikke
    Rigdomme, fordi de er ligegyldige, elske Magelighed og alligevel f
    øre et stort Hus. Næsten alle holde Vogn og
    have et h
    øjt
    besat Bord, hvilket kost
    er overordentligt, da al
    Ting er meget dyrere end i Paris

 

I
1730 benytter en
Dansk Mand i en afhandling, at komme
ind på samme emne:

 

  • Vore Kræmmere
    blive sj
    ælden
    rette K
    øbmænd, fordi de begynde at
    handle, inden de ere udl
    ærte,
    og holde op, naar de have t
    jent en Snes Tusind Daler
    eller mindre for at s
    øge Karakter og Titler for
    sig og Bestillinger for deres B
    ørn.

 

Titler
og adel banede sig vej

Den
danske magelighed stammer vel tilbage fra vikingetiden. Befolkningen
fandt sig i, at titler og adel banede sig
vej til privilegier, som
almindelige borgere ikke kunne få. Kundskaber og dygtighed var ikke
altid nødvendig. Smidighed, rang og titler erstattede dette.

Ja
man talte ligefrem om
Tidens utrolige Væddeløb
efter Rang og Titler.
Der lå en masse snobberi
over alt, hvad der blev importeret. Ofte blev det danske sprog tilsidesat
på grund af dette.

Under Christian den Sjette blev det danske sprog nærmest
fortrængt i de borgerlige kredse.
Holberg sagde det noget så rammende:

 

  • Dette Land er fast det
    eneste paa J
    orden, hvor man finder Folk,
    som g
    øre sig en Ære af ikke at forstaa deres
    Modersmaal.

 

 

Parykker
i alle afskygninger

I
begyndelsen af
Frederik den Fjerdes tid var parykker ret almindelig. Når man i en
retssag, så en mand
bære sit eget hår, vidste man, at det var en mand af den fattigste
arbejderklasse. Der var parykker af alle størrelser og udformninger.
Man bar kort paryk til daglig brug og bølgende
Alongeparyk til galla. De unge lapse gik en overgang med Pungparyk i nakken.

 

Moden
bredte sig til møblern
e

Og
moden, jo man skulle være med på den sidste modetrend. Så 
var det lige meget, om det var praktisk. For det at være med på 
moden skabte respekt og anseelse.

Også 
boligerne blev præget af moden. I stedet for de gamle solide møbler,
der stod og faldt m
ed huset, kom nu Rokokoens små krumme, tynde og subtile
Borde, atole og Kanapeer.
Der kom mangfoldige spejle
og marmorkonsoller, kostbare sengeomhæng og silkebetræk på væggene.

 

Det
var prestige at eje kinesisk porcelæn 

Særlig
i
København fandtes der mange kostbare
kinesiske møbler,
Silketøjer og Porcellæner, som Asiatisk Kompagnis skibe havde bragt hjem derude fra. Efterhånden
bestilte man tingene med københavnske motiver. Jo det var skam prestige,
at eje sådan noget.

 

Prestige
i at eje tjenestefolk

Der var også prestige at eje sin egen vogn. Og
havde man fire heste foran, ja så var man virkelig noget. Men på den
anden side. Dette skabte beskæftigelse. Og det var det også prestige
i, at have ansat et stort
tjener – personale.

 

Lærredskræmmer
Herman Køn
nemann, Amagertorv 20 havde i 1728, foruden sin krambodssvend, 2 piger, 1
kusk
og 1 dreng.

Hofapoteker
Becker,
der efter branden boede Amagertorv 8, havde også en del personale.
Huset hed
Den blaa Haand. Han havde en Præceptor – i velstående huse, blev børnene undervist hjemme.
Desuden havde vores apoteker,
2 apotekersvende, 3 drenge,
1 gårdskarl, 1 tjener
og 4 tjenestepiger.

En
fornem mand som
Overkrigssekretær Revenfeld, der boede Amagertorv 6, havde 1 kammerpige, 1 Francaise,
1 husholderske, 1 stuepige, 1 amme, 1 barnepige, 1 kokkepige, 1 kok,
4 lakajer, 1 kusk
og 1 gårdskarl.

 

Og
selv om folk var fine og fornemme, så var det nu ikke altid, at
folk fik deres løn. Hos
Baron Rodsten, der døde i 1714, havde kammertjeneren ikke fået
sin løn i 15 år, og en af de otte lakajer havde ikke set sin løn
i otte år.

Det
hjalp når gæster kom i huset og gav drikkepenge.

 

Det
danske køkken var ikke fint nok

Som
vi antydede i indledningen så var de store ædegilder gået af
mode. Det kunne skyldes, at retterne og drikk
evarerne var blevet dyrere.
Det var normalt at unge adelsfolk, som led i deres uddannelse rejste
udenlands, lærte det udenlandske køkken at kende. Så var det gammeldags
danske køkken ikke mere fint nok.

 

Vinstuer

Så 
var det godt, at der var fine vinstuer
i København. Det var det berømte Baccharach på hjørnet af Skindergade og Nørregade. Og det var også Blasen på det andet hjørne af
denne gade og
Gammeltorv. Vi kan nævne Dyrkøb i Skindergade 36. Og så var det stedet med det flotte navn, Capo de bonne Esperance på hjørnet af Løvstræde og Købmagergade. Og lige over for denne lå De tre Rømere.

 

Te – 
og kaffehuse

Der
var også 
Te – og kaffehusene. Disse søgtes livligt af københavnerne. Og det
mest kende af disse, var
Bihls i Fortunstræde, hvor Københavns første klub, Det Pavelige Kollegium holdt sine møder.

Og
så var det et utal af
Gæstgivergårde fordelt overalt i byen. Mange af disse har vi
omtalt i tidligere  artikler.

 

Luksus
ved begravelser

Ved
begravelse blev der stadig udfoldet stor luksus. Man havde f
orsøgt, at imødegå dette med forordninger om,
hvad man måtte og ikke måtte. Men heller ikke det overholdt man. Det
var dog en hvis tilbageholdenhed med hensyn til svir og lystighed.

Holberg omtaler Vaagestuer og Sørgestuer. Han siger endda, at det var sjover at være med
til dette end bryllupper.
Sørgestuer holdtes endnu. Her delte
man sørgevers ud til alle, som kom for at kondolere de efterlevende.

Havde
konen mistet sin mand, måtte hun lægge sig på en
sort Paradeseng i Paradesorg for at tage imod. En fremmed,
som ikke kendte denne skik, troede at enken virkelig var syg, men fik
at vide,
at det kun var en ceremoniel
Syge, som alle fornemme Enker her til Lands for Anstændighedens Skyld
maa synes at have over deres Mands Død.

 

Juleglæder

Med
hensyn til de
årlige fester, var der forandringer
på vej.
Julestuen med de gamle juleglæder
med
julebuk og lege var nu ikke gået helt af
mode. Men dette blev dog forbudt på offentlige steder i 1735. Det kneb
med et styre sig, og gav anledning til uorden og spektakel.

 

Fastelavnsløben

Også 
den vilde
Fastelavnsløben blev indskrænket efterhånden. Nu kendtes skikken
kun som
Børns Løben – om i Husene. Fra 1733 kunne københavnerne med Hoffet i spidsen ikke længere tage
ud på
Amager og se bønderne slå katten
af tønden og trække
Halsen af Gaasen. Dog blev der endnu kastet Fastelavnsbrød i
Grams fra Børstrappen og Købmandsdrengene ”briksede” hinanden.

Men
i nyere tid er traditionen på 
Amager hvis nok taget op igen.

 

Ud til
kilderne

Vi
har også tidligere beskæftiget os med køb
enhavnernes valfart til kilderne
nord for byen. Og det var
Skt. Hans – aften, at tilstrømningen var størst. Man sagde, at
det var
slemme Ting, der foregik derude ved kilderne. Og det skulle Godtfolk holde sig fra.

 

Hofdamerne
kom oppe at slås 

Men
ak og v
e. Vi ved, at det gik ud
over de københavnske vinduer, når
Christian den Fjerde tog sig en lystig tur i det københavnske natteliv.

Man
mødtes og tog livtag i de fineste kreds, drak og sloges. Det fortælles
også, at hofdamerne kom i klammeri med
Stadens Kommandant, Frederik
von Ahlefeldt.
Fint skulle det være, men
det var det nu ikke altid.

 

Stort gæstebud

Kongens
og dronningens fødselsdage blev fejret med stort gæstebud. Snart foregik
det på 
Rosenborg, snart hos enkedronningen
Sophie Amalienborg eller hos Gyldenløve Charlottenborg.

I
1686 begyndte kongen visse aftener om ugen at holde åbent hus,
hvor enhver kunde spille og underholde sig, som
det skete i Frankrig.

De
fremmede gesandter og adelen fulgte med, og snart gik det lystigt med
Assembleer, Maskerader, Dans og Spil. Borgerfolk kom også med efterhånden og danselærere
gjorde gode forretninger.

 

Nord
for byen

Om
sommeren tog københavnerne til
Gyldenlund (nu Charlottenlund), hvor der fra 1663 var værtshus med forskellige
forlystelser, ligesom
man kunde faa baade Karosser
og Lystbaade til Leje.

Ved
siden af
Gyldenlund og Frederiksdal var Jægersborg et yndet udflugssted lige
ved slottet, som i 1761 blev revet ned.

I
1730 omtales det nylig anlagte
lille men prober lysthus ved Gyldenlund.

 

Lystigheder i byen

Men
så langt behøvedes man ikke at tage. Nærmere byen opstod der
også traktørsteder, som de efterhånden blev kaldt. Det var blandt
andet
Vodrufgård, Ladegården og Ravnsborg. Her kunne man dyrke boldspil
og her var keglebaner og skydebaner. Og sidstnævnte fandtes for eksempel
ved
Kongens Fiskerhus, der lå tæt ved Kongens Fiskedamme. En rest af disse var den legendariske Aggersborg Sø.

 

Skydebaner

En
anden skydebane var indrettet hos
Gabriel Baumands Vesterbrogade 37. En tredje var Det Danske Kompagni, der i 1694 kom til live efter en dvale på omkring
50 år ude på
Nørrebro ved Tagenshus. En fjerde skydebane var Statz`s Have mellem Sølvgade og Klerkegade. Og ude i Store Kongensgade 77 Mester Daniels Have. Om denne findes endda en gammel vise:

 

Jeg
lader mig skære

en
sortebrun Trøje

og
lader den fore

med
Melankoli

 

Om
nogen mig spørger,

hvorfore
jeg sørger,

da
vil jeg ham svare,

min
Kærest` er død.

 

Jeg
lod ham begravel

i
Mester Daniels Have

og
der skal han ligge

til
Sommer igen

 

På 
To
ldboden

Et
meget yndet traktørsted var i begyndelsen af
Christian den Femtes tid, Vinhuset Toldboden, Hvorfra man kunne nyde udsigten
over havnen og kongens skibe. Stedet lå bag
Søndre Toldbod, mellem denne og Amaliegade. Toldbod Vinhus bestod indtil Frilager – bygningen blev opført i 1880.

Lige
over for fik en gammel toldbetjent
J.S. Brok tilladelse til at holde Udskænkningssted. Dog måtte han kun sælge
øl og dansk brændevin. Stedet hed
Brokkensbod.

 

Landligger
– liv

I
det 18. århundrede begyndte
Landliggeriet. Omkring 1759 anslås det, at 200 – 300 ejede
lyststeder uden for byen. Mange lejede også værelser om sommeren,
eller boede et par dage hos bønderne omkring i landsbyerne.

Således
holdt
Pastor Plum i Gentofte sin have åben for skikkelige Folk fra København, hvorfra fruentimmer i hobetal
kom for at spise kirsebær.

 

Maskerader
og opera

Under Frederik den Fjerde kom maskeraderne i mode.
Skuespil af tilrejsende tyske eller franske trupper havde man allerede
haft under
Christian den Femte. Men antallet voksede under Frederik den Fjerde.

I
1703 begyndte
Operaerne Operahuset i Bredgade. Og i 1722 startede danske
skuespil på
Capions og Monaigus Teater i Lille Grønnegade(Ny Adelgade). Endelig i 1727 oplevede man de første koncerter. Capion havde også bevilling på
at holde offentlige maskerader på teatret. Men de blev atter forbudt
af regeringen på grund af københavnernes lyst til at spille hasard,
en lyst, som de særlig søgte at tilfredsstille på maskeraderne.

 

Den
stærke mand og linjedans

Folk,
de
r yndede mere grove forlystelser
kunne
gaa paa den stærke Mand, der fra 1720 optrådte i et Fjælehus Nytorv og senere på sit eget teater
på den anden side af
Peblingesøen ved Skt. Hans Torv (ham har vi
beskrevet i artiklen De vilde på Nørrebro).

Ellers kunne man se Marionetter eller Linjedans. Man kunne også opleve Hidsebane. Det var hvor en tyr eller
en bjørn hidses mod hunde). Det var noget man yndede især på slottet
Blågården.

Og
så var det
Perspektivmaskine, eller falde ned i en kælder til et glas og en Senkenef eller Trøjedus. Og dette har noget at gøre
med terningespil.

 

På 
mode – at hænge med hovedet

Da Christian den Sjette blev konge, skete der store
forandringer i borgerlige kredse. Det var i
Pietismens tid. Højeste mode var simpelt
hen,
at hænge med hovedet. I 1748, da man igen begyndte at muntre sig, skrev Holberg:

 

  • For 20 Aar siden dansede
    den hele Stad, saa man maatte forskrive Musikanter , hvorpaa Landet
    udi saadan Tilstand havde stor Mangel. Straks igen blev den hele Stad
    musikalsk, men
    ingen vilde danse. Man haver
    nu en Tid set Indbyggerne lystige som Kalve, en anden Tid
    ærbare og alvorlige som gamle
    Katte.

 

Utugt
og ulovlig kærlighed

Men København var selv under Christian den Sjette fuld af Dragedukker, det var kvindfolk, der drage og lokke skikkelige
godt Folks Tjenestepiger til sig og forlede dem til Utugt og deraf følgende
forbrydelser,

De
holder
aabent Hus for Tjenestepiger
og Karle,
der var alt for unge. Unge
drenge og piger elskede hinanden
paa en ulovlig og utilbørlig
Maade.

 

Tjenere og tjenestepiger løb til dans og lystigheder, naar de havde faaet deres Herrer og Fruer til
Sengs og Rolighed.
De kunne holde ud til den
lyse dag.

 

Fuldbyrdelse
af ulovlig kærlighed

Ja
så var det også præsten på 
Ladegaarden, Hr. Dietrich
Rup.
Han påtog sig at fuldbyrde
en mængde hemmelige ægteskaber. Sådanne var dengang ikke så sjældne.
Dette var måske en lidt speciel form for adspredelse.

 

Kilde: Se

Litteratur
København

 

Hvis
du vil vide mere:
Om Adspredelse i det Gamle
København:

 

Under
Køben
havn:

Det
var på Frederiksberg

Flere
gamle værtshuse i København

Forlystelser
i København

Frederiksberg
– dengang

Frederiksbergs
Lystigheder og Folkeliv

Den
lovbeskyttede usædelighed

Gamle
Værtshuse i København

På 
Vesterbro

Sidder
på et værtshus

Strøgets
Historie

Tivoli

 

Under
Østerbro:

Fra
Klampenborg til Frederiksdal 

Langelinje
dengang

Nord
for Østerbro 

Fra
Østerbro til Klampenborg (under

 

Under
Nørrebro:

Blaagaarden
– på en anden måde

De
vilde på Nørrebro

Forlystelser
på Nørrebro – 
dengang

Historien
om Nørrebros Teater

Solitude
– en lystgård på Nørrebro

Spiritusprøve
på Fælledvejens Politistation

Det
lystige liv på Nørrebro 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København