Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Slaget om Als

Juni 10, 2013

Det er mere slaget på 
Dybbøl, man taler om. Men Slaget om Als kunne have udviklet sig meget
mere katastrofalt. For tænk, hvis preusserne havde erobret Fyn og Sjælland.
I løbet af få timer, var danskerne nedkæmpet. Dette skyldtes
dårlig organ
isering og misforståelser. Og så det faktum,
at de danske tropper var i undertal. Fra krigsministeriet havde man
udsendt en proklamation med, at man ikke for enhver pris skulle forsvare
Als. Men en masse unge mennesker måtte lade livet for denne beslutning.
Mange rekrutter uden kamperfaring måtte forsvare øen.

 

150 år siden

Det er nu ca. 150 år
siden, vi havde det smertelige nederlag ved
Dybbøl. Man gør nu klar til festlighederne,
men hvorfor fejre et nederlag? Og tyskerne må ikke komme i uniform.
De må kun medtage blomster i en hvis størrelse. Man kan undre sig.

Og
glemt er næsten det næste slag, som næsten kunne have udviklet sig
til det, der var værre. Danskernes totale underlæggelse for tyskerne.
Det var
Slaget om Als.

Tænk,
hvis man også havde indtag
et Fyn og Sjælland!

 

Kun 12.000 mand

Efter
stormen på 
Dybbøl havde hæren mistet 113 officerer,
220 underofficerer og 4.447 menige. Det blev bestemt at hovedkvarteret
skulle forlægges til
Fyn. Og forsvaret af Als blev overdraget til general Steinmann fra 1. division. I alt havde
han 12.000 mand til rådighed.

 

Man
havde ikke de store forhåbninger til fredskonferencen i
London. Men lokalbefolkningen stolede
på krigsskibet
Rolf Krake. Tyskerne havde jo ingen flåde,
sagde man. Så det skulle nok gå.

 

Als var alligevel ikke så vigtig

Chefen
for
Overkommandoen, General Gerlach var allerede gået ud fra, at forsvaret af Als måtte være hovedopgaven.
Men allerede inden udgangen af april måned, modtog generalen et brev
fra
Krigsmisteriet:

 

  • Hverken fra Als eller Fredericia vil det være muligt for den danske hær at angribe fjenden. Øen Als har ganske vist sin
    politiske betydning, men dog ikke st
    ørre, end at ministeriet anser
    de derv
    ærende troppers bevarelse og
    rolige overgang til Fyn for at v
    ære mere vigtig for landet.

 

Nederlag
var givet på forhånd

Als skulle forsvares med mindst mulig styrke, mens
styrken i
Nørrejylland skulle forstærkes. Og man skulle sætte alt ind
på at forhindre landgang på
Fyn. Fredericia skulle rømmes frivilligt.

Gerlach havde forlangt flere tropper. Og det krav kunne
man vel godt forstå.
Preusserne havde i alt 23.000 mand.
Som støtte havde de en reserve på 50 svære og lette kanoner.

 

Preussiske
overvejelser

Fra
preussisk side overvejede man flere ting. En fuldstændig besættelse
af
Jylland var på tale. Men imod denne
plan, var den prøjsiske generalstabschef
Moltke. Han var for øvrigt tidligere
dansk officer. Han havde en plan, der bestod af tre hovedpunkter:

 

  • En overgang til Als fører til det mest afgørende resultat.
  • Såfremt
    et resultat ikke ka
    n opnås uden store ofre, bør Jyllands fuldstændige besættelse gennemføres og landgang på Fyn bør forøges.
  • Der bør ikke
    gennemf
    øres
    nogen belejring af Fredericia

 

Soldater
uden erfaring

Planen
om landgang på 
Fyn vandt tilfredshed i hærledelsen.
Men kong
Wilhelm fik betænkeligheder. Den
25. april skulle der være fredskonference i
London. Og så gjaldt det om, at
have så meget dansk område som mulig.

Og
prøjserne var lidt betænkelige ved den danske flåde.

Danskernes
rømning af
Fredericia den 29. april medførte nye
overvejelser. Våbenhvilen den 12. maj gjorde foreløbig en ende på
fjendtlighederne.

 

Fredskonferencens
sammenbrud den 25. juni betød en fortsættelse af krigen. På 
dansk side manglede man officerer. For at bøde på manglen af
dette, havde man allere
de fra krigens start antaget
frivillige svenske, norske og finske officerer.

Omkring
den 1. maj var der tilgået infanteriet 6.000 rekrutter. De blev gjort
kampklare efter kun seks ugers uddannelse. Mange manglede erfaring og
træning. Manglen på officerer
kunne også i den grad mærkes.

Kort
tid efter hjemsendtes 8.000 af de ældste soldater. De var veltrænede,
modne og besindige, og udgjorde kernen i bataljonerne.

 

Militære
stillinger blev ikke forstærket

Forsvars
– stillingerne på 
Als var kun iværksat i ringe
omfang. Forsvaret af
Dybbøl havde krævet de fleste kræfter.
Der var dog anlagt skyttegrave og opført en række batterier.

Indløbet
til
Kær Vig blev spærret med en bom.
På øen
Kegnæs anlagdes en landbro ved Drejet og en ved Østerby. Drejet blev sikret ved to skanser, der blev beskyttet
og betjent fra linjeskibet
Frederik den Sjette.

Til
brug for evakuering af tropperne fra
Als var et antal skibe samlet
ved
Høruphav.

 

Våbenhvilen
den 12. maj dikterede, at de militære stillinger ikke måtte forstærkes.
D
ette overholdt man fra dansk
side, men ikke fra preussisk side. Dette betød, at en række vigtige
ting ikke blev gennemført til tiden. Løbegraven langs kysten endte
således et stykke syd for
Arnkilsøre. En påtænkt udlægning af miner nåede man således
ikke.

 

De preussiske planer

Allerede
under belejringen af
Dybbøl havde preusserne forberedt
en overgang fra
Ballegaard Sundeved til Nordals. Forsøget var blevet opgivet,
men preusserne syslede stadig med tanken. Såfremt det lykkedes at overfører
tropper af denne vej, ville preusserne uden større vanskeligheder kunne
få de danske tropper væk fra
Alssund – stillingen.

Endvidere
var det mulighed for et angreb mod
Sønderskoven, øst for Sønderborg. Et sådant angreb kunne beskydes fra skanserne
Als og flåden. Det kunne derfor
blive risikabelt og kostbart for preusserne. Men lykkedes angrebet ville
et hurtigt stød mod
Augustenborg Fjord afskære de danske styrker på Kær Halvø.

Et
angreb over det smalle
Alssund ville kun tage ganske kort
tid og ville kunne støttes af såvel artilleri som infanteri fra
Sundeved.

 

Den
29. juni 1864 kl. 2.00

Den
danske overkommando regnede med, at preusserne ville indlede angrebet
ved en voldsom artilleribeskydning for straks at knuse vort forsvar
og derefter etablere et brohovede p
å Als. Da flåden støttede stillingen
ved
Arnkilsøre, og sundet her var relativt bredt, anså divisionschefen
den sydlige del af
Kær Halvø for at være den mest udsatte.

 

Flåden
havde panserbatteriet
Rolf Krake ved Augustenborg Fjord, og et mindre antal kanonbåde ved sydkysten af Als, mens transportflåden ved Høruphav hurtigt kunne dirigeres til Kegnæs, ligesom forsprængte styrker
kunne optages tre steder ved østkysten.

 

Den
preussiske chef havde den 22. juni givet ordre til at angribe
Als snarest. Man ville gennemføre
den gamle plan om en overgang fra
Ballegaard til Nordals. Men i sidste øjeblik blev
angrebet udsat til den 29. juni kl. 2.00.

General
Mansteins
6. division skulle straks
erobre
Arnkilskov og gården Rønhave. Man havde samlet ret så
mange både.

For
at hindre de danske styrker ved
Sønderborg i at deltage i kampen længere
nord på skulle artilleriet på
Dybbøl Banke åbne ild, ligesom en bataljon skulle give det
udseende af, at en overgang ville finde sted her.

 

Rolf Krakes 45 minutter

Preusserne
h
avde samlet en del både,
som de lod hente i
Aabenraa og andre steder. Rolf Krake kom meget sent i gang, mente
de lokale.

Da
krigsskibet endelig dukkede op, var der allerede overført en masse
bataljoner.
Rolf Krakes bro var dækket af sandsække,
men regnen af granater var så tæt, at disse sandsække snart var skudt
i stykker.

Og
ombord på krigsskibet var man af den tro, at tropperne allerede
var blevet overført. Denne fejlbedømmelse førte senere til en krigsretssag.
Man vurderede også skibets skader, men sej
lede videre til næste opgave.
Det var dog lykkedes, at sænke et par skibe.

Men
egentlig varede
Rolf Krakes indsats kun 45 minutter.

Selv
mente man, at man havde været i aktion i fem kvarter, men preusserne
havde noteret at
Rolf Krake kun havde været i aktion
i 25 minutter

 

Fjenden
var bragt i den situation, at hovedparten af hans tropper stod på 
Als, mes resten ikke kunne komme
over. Alt afhang faktisk af
Rolf Krakes tilstedeværelse. Havde opgaven
entydigt været at forsvare
Alssund skulle den have blevet. Men
skibet havde andre opgaver. Havde skibet været der tids nok, ja så
kunne det sagtens have ændret slagets gang.

 

Kunne
være blevet opdaget

De
preussiske både fra
Ballegaard blev af strømmen ført for
meget mod nord og landede derfor på begge sider af
Arnkildsøre. Lidt før klokken 2.00 opdagede posterne en mørk
stribe ude i vandet. Den danske styrke på 50 mand beskød bådene,
men måtte straks gå tilbage til skovkanten. Dette sted måtte også
hurtig forlades. Fjenden trængte ind i skoven og sendte en styrke vest
om skoven.

 

Angrebet
kom som en stor overraskelse for danskerne. De havde ikke fået nogen
varsel om angrebet, og pludselig var fjenden over dem.

Aftenen
igennem havde man godt nok hørt dæmpet støj hinsides sundet. Men
de antog at lyden kom fra pre
ussernes arbejde på batteriet.

Og
med
Rolf Krake ud af syne forstærkedes
preussernes overfart fra seks forskellige steder.

 

Egentlig
havde danske spioner underrettet hovedkvarteret om, at preusserne var
i gang med at samle både. Og to danske patruljebåde
ude i sundet kunne have
forhindret overgangen. De hørte en skudsalve i nærheden af
Snogbæk. Preusserne havde glemt at
informere den tyske strandvagt, om deres foretagende. Så han skød
efter nogen, som han troede var danskere. Men danskerne undersøgte
ikke sagen nærmere. Det skulle de måske have gjort. Det kunne måske
have ophøjet
Rolf Krakes indsats fra fiasko til succes. 

 

Hurtig overgang

På Spang Kro inde på øen var alvoren
ikke gået op for soldaterne. Her sad officerer og underofficerer og
et par enkelte menige og drak punch. Humøret var højt. Seks af dem
skulle ikke overleve morgenstunden. Yderlige blev fire af dem såret.

 

Kampene
fortsatte en time. Og da chefen,
oberst Faaborg blev klar over at slaget var tabt, beordrede han
regimentet tilbage til
Hørup Kirke for at reorganisere. Her samledes spredte dele
af regimentet. De fik ordre til at marchere til
Kegnæs for at blive indskibet, og
hermed var 4. regimentets korte kamp forbi.

De
fjendtlige transportbåde var efter første vending gået tilbage efter
forstærkning og inden kl. 3.00 var der overført
endnu en vending, således at der var overført 7 ½ bataljon, hvorimod
der på dette tidspunkt endnu ikke var overført artilleri.

 

Som
reserve i det vigtige område
Sundsmark – Ulkebøl –
Vollerup
stod 2. brigade parat til
at komme til undsætning. Fra overkommandoen på
Ulkebøl Præstegård var opfattelsen, at fjenden ikke havde fået mere
end 3 – 4 bataljoner over
Alssund. Man mente derfor, at et angreb
med reserven kunne gennemføres med held.

På 
den baggrund fik o
berst Kauffmann, chefen for 2. brigade, derfor
ordre til at sende regiment frem til forstærkning af det hårdt pressede
4. regiment. Obersten beordrede kl. ca. 3.00 18. regiment frem med en
bataljon mod
Rønhave, en halv bataljon ud ad Nørremarkvejen og en halv bataljon gennem Kær by til Nørremarkskoven.

 

Forfulgte
de danske styrker

Kl.
ca. 3.45 rykkede regimentet frem, men allerede på halvvejen til
Rønhave stødte den vestlige bataljon
på de forreste dele af de fjendtlige styrker, der havde besat gårdene
nordvest for
Kær by.

Kl.
5.00 angreb de fjendtlige styrker med 2 ½ bataljon mod
Kær bys vestlige del , mens 3
½ bataljon angreb mod syd, hvor de var trængt frem til løbegraven
og forbindelsesgraven syd for
Kær Vig.

Nord
for
Kær by stod 5 bataljoner klar
til angreb, mens en division yderligere var under overførsel, idet
de første dele havde besat sydkanten af
Arnkilskov og sendt et regiment frem
til forstærkning af de vestlige styrker.

Fjendens
styrker var således på dette tidspunkt dobbelt så store
som dan
skernes.

 

Anden
brigade fik kl. 5.30 ordre til at afbryde kampen og påbegynde tilbagetoget.
Dette foregik meget langsomt, hvilket resulterede i, at overkommandoen
bestemte, at brigaden skulle indtage en optagestilling mellem
Augustenborg Fjord og den nordlige del af Sønderskoven, hvor forbindelsen med 6.
brigade skulle etableres.

Også 
fjenden rykkede kun langsomt frem og standsede helt i
Kær bys sydkant. De tyske bataljoner
var blevet stærkt sammenblandede og manglede efterhånden ammunition.
For ikke at spilde tiden blev reservedivisionen beordret til at overtage
forfølgelsen af de vigende danske styrker og støde frem ved
Høruphav.

 

I
løbet af 5 ½ time samledes de 12 bataljoner af
Mansteins division på den danske kyst.
Og fremrykningen skete hurtigere end beregnet. De danske styrker var
uden plan og retning

 

Preusserne
fortsatte langs kysten

Ved
den sydlige brigade omkring
Sønderborg kom kampen til at foregå
på en måde, der gav preusserne mulighed for at fortsætte deres fremstød
langs kysten direkte mod
Sønderborg.

Straks
efter angrebet mod
Arnkilsøre var startet, alarmerede oberst Bülow kanonbådene, der lå ved Als sydkyst. Disse gjorde sig
straks klar til at deltage i kampen.

Da
fjenden ikke gjorde mine til at angribe mellem
Sønderborg og Kær Vig, ville obersten udnytte muligheden
for at forstærke styrkerne mod nord, og han beordrede derfor reservekompagnierne
fra 5. regiment samt 2. bataljon af 10. regiment ud af forbindelsesgangen
til
Rønhave.

 

Chefen
for 5. regiment,
major Myhre red straks efter angrebets
begyndelse mod
Kær Vig for at få danne sig et indtryk
af situationen. Undervejs modtog han brigadechefens ordre om at lade
reservekompagnierne trække ud af forbindelsesgangen. Han gav denne
ordre videre til den sydlige bataljon, men glemte at give den til den
nordlige bataljon. Herved blev det vigtige punkt ud for
Kær Vig, hvor vejene fra Kær støder sammen med Rønhavevejen ubesat. Forbindelsen mellem
4. og 5. regiment, der i forvejen var afbrudt på grund af manglende
løbegrave og forbindelsesgange i dette område, blev ikke etableret.

 

Tilbagetrækning
mod Kegnæs 

Klokken
ca. 3.45, da
major Myhre blev klar over, at 4. regiment
var under hurtig tilbagegang, ville han samle regimentet. Uheldigvis
valgte han at lade sin nordlige bataljon gå mod syd i stedet for at
lade den sydlige bataljon gå mod nord. Dette skulle få skæbnesvangre
følger, idet det betød, at området mellem
Kær by og Kær Vig blev rømmet. Dette gav fjenden
mulighed for frit at rykke frem gennem løbegraven og forbindelsesgangen
mod
Sønderborg, samt endvidere at angribe 18. regiment i flanken.
Fjenden udnyttede til fulde disse muligheder.

 

Femte
regiment blev ustandselig alvorligt angrebet i flanken af de langs kysten
fremrykkede fjendtlige styrker. Regimentet trak sig derfor tilbage til
Sønderskoven. Sundsmark stak man i brand, for at
røgen kunne skjule tilbagegangen. Efter at have reorganiseret i skoven
fortsatte regimentet mod
Kegnæs.

 

Sjette brigades andet regiment
– 10. brigade – under
Major Gedde bestod hovedsageligt af slesvigere , hvis moral
var noget svækket af det store antal af
Slesvig – Holstensk indstillede soldater og preussernes løfte om
øjeblikkelig hjemsendelse efter tilfangetagning.

 

Misforståelser

Den nordlige bataljon fik
kl. 3.45 ordre til at indtage en stilling langs
Rønhavevejen med front mod nord. Derved blev løbegraven og
forbindelsesgangen også i dette område rømmet, og vejen var nu helt
fri til
Sønderborg by.

 

Klokken 4 fik bataljonen
ordre til at støtte 5. regiment ved at rykke frem vest for
Rønhavevejen Under fremrykningen blev bataljonen imidlertid
angrebet fra kysten, hvor tyskerne nu havde samlet 7 ½ kompagni.

Chefen for den sydlige
bataljon,
kaptajn Vaupell havde modtaget en nogen uklar ordre fra brigadechefen,
hvilket fik ham til straks at påbegynde tilbagegang. Dette blev dog
opdaget, og bataljonen blev atter sendt frem. Det kunne dog ikke undgås,
at disse bevægelser havde skabt uorden mellem kompagnierne.

 

Bataljonen havde ligeledes
fået ordre til, såfremt en fjendtlig landgang skulle finde sted mellem
slottet og
Sønderskoven, at gå tilbage langs stranden.

Da oberst Bülow klokken 6.30 beordrede 10. regiment tilbage, sendte Kaptajn Vaupell derfor 1 ½ kompagni tilbage langs den sydlige
del af
Sønderskoven, mens resten fulgte løbegraven og fortsatte hele
den lange omvej langs kysten i stedet for den lige vej til
Høruphav.

 

Indskibning

Det var regimentschefen
hensigt at sætte sig fast i
Sønderskoven ved siden af 5. regiment, men som det allerede
er nævnt, var dette straks rykket videre til
Kegnæs, hvorfor major Gedde kl. 7.30 gav ordre til tilbagegang med et kompagni
langs stranden, et gennem den sydlige del af skoven og to ad vejen til
Ladegården.

Da kompagnierne kom ud af skoven, blev de beskudt nordfra,
og det hele endte med at fjenden nåede
Høruphav før de.

En stor del af mandskabet
fra 10. regiment blev herved taget til fange. Andre mindre enheder blev
taget op af kanonbåde forskellige steder på kyst
en og overført til Kegnæs.

 

Kl. 7.30 havde 5. regiment
som tidligere nævnt passeret
Sundsmark, og da det havde fået samlet sine kompagnier i Sønderskovs udkant og mente, at 10. regiment var gået tilbage,
tiltrådte det tilbagegangen til
Kegnæs, hvorfra det efter ordre blev indskibet.

 

Anden Brigade havde indtaget
en stilling fra
Augustenborg Fjord over mod Sundsmark. Divisionen havde beordret, at brigadens videre
tilbagegang til
Kegnæs skulle udføres i to kolonner. Tredje regiment
blev således beordret til at gå tilbage til
Vollerup og Hørup Kirke. Attende regiment gik tilbage over Lambjergskov og Hørup. Tilbagegangen begyndte omkring kl. 7.30, og attende
regiment ankom til
Kegnæs klokken 12 middag og tredje regiment kort tid
efter.

 

Også styrken på Nordals blev indskibet fra Kegnæs. Da hovedstyrken efter beordret tilbagegang nåede Egen Mølle fik den ordre til at marchere over Tandslet til Kegnæs. Ved Ketting var der mødt så mange udskrevne vogne, at et
kompagni kunne køres. Det kørte så 5 kilometer, hvorefter det næste
kompagni kørte o.s.v.

Klokken lidt i 11 var man
nået til vejkrydset i
Skovby. Her fik styrken en ny ordre. Den skulle med to
kompagnier besætte stillingen ved
Drejet, og med to kompagnier tage opstilling ved Hjortholm.

 

Travlhed
på Kegnæs 

På Kegnæs foregik indskibningen, og det foregik nogenlunde
sådan her.

Da kommandanten på Kegnæs, major Gulstad om morgenen den 29. var blevet underrettet om
den fjendtlige overgang over
Alssund, sendte han straks meddelelse om dette til marinebatteriet
ved
Drejet og traf i øvrigt alle fornødne foranstaltninger
med hensyn til orden på broerne, på vejene og trainets parkplads ved
Sønderby.

 

Korporal
handlede på egne vegne

Imellem Hjortholm og Færgegården var to 4 – punds riflede kanoner sat i stilling
med opgave at beskyde fjenden i flanken under hans eventuelle fremrykning
langs kysten fra
Høruphav mod Kegnæs. Disse kanoner blev den 29. om morgenen uden kommandantens
vidende forseglet af den kommanderende artilleriunderofficer,
korporal Jørgensen, der efter fornaglingen og efter at have smidt
ammunitionen i vandet afmarcherede til indskibnings – broen ved
Østerby.

 

I en senere rapport forklarede Jørgensen, at han var blevet forledt til at gøre dette af
fire flygtende infanterister, som mellem klokken 6 og 7 ankom til
Kegnæs og fortalte ham, at de var undsluppet fra Sønderskoven, men at resten af hæren var omringet ovre på Als og afskåret fra Kegnæs.

Da korporalen meldte sig
ved indskibningsbroen fik han ordre til at gå tilbage til stillingen
og hente kanon
erne, der derefter blev indskibet.

Den 29. juni kl. 13 var
alle divisionens afdelinger kommet over
Drejet til Kegnæs.

 

Efter forud truffen aftale
med eskadrechefen og chefen for transportflåden, havde divisionen forberedt
indskibningen på 
Kegnæs således at dampkanonbådene og nogle mindre fartøjer
blev placeret ved
Fyrtårnsbroen for at bringe infanterister ud til linjeskibet Frederik den Sjette og til fregatten Bellona.

Ved den store Østerby – bro indskibedes kavaleri, artilleri og train i transportflådens
dampskibe og andre fartøjer. Ved midnatstid den 29. juni var hovedparten
af de danske styrker indskibet.

 

Det
sidste dampskib

Den 1. juni om formiddagen
rykkede en større fjendtlig kavaleri –  styrke frem mod
Drejet. De blev mødt med granatskud. Kort efter gjorde
en fjendtlig infanterienhed forsøg på stillingen. Også de blev afvist.

 

Klokken 14.30 forlod det
sidste dampskib
Nordstjernen broen ved Østerby med to delinger infanteri om bord og en transportbåd
på slæb.

Ved Drejet forlod premierløjtnant Grønlund og søløjtnant Bardenfleth stillingen ved 14 – tiden. Mandskabet blev forsamlet
ved
Fyrtårnsbroen i en dampkanonbåd og i en transportbåd, som
blev taget i slæb af det svenske dampskib
Thor.

De sidste danske tropper
forlod
Als klokken cirka 15.

 

Store tab

Det korte slag havde været
hård, og kostet mange menneskeliv. Mange af de faldne blev først fundet,
da det blev høstet. De danske tab udgjorde:

 

  • 323 faldne
  • 236 sårede
  • 361 sårede, taget til fange
  • 1.898 andre taget til fange
  • 388 sårede slesvigere.

 

En grundig planlægning
og et dygtigt udført arbejde fra tyskernes side, var årsag til den
hurtige erobring af øen. Og som nævnt skete der en del fejl fra dansk
side, som gjorde det lettere for preusserne. Fra dansk side var der
mangel på konsekvens, kl
arhed og samvirke.

Hvorfor lyttede man ikke
til spionerne, der have observeret en massiv indsamling af både. Og
samarbejdet mellem landmilitsen og flåden fungerede ikke for godt.

Koordinationen var heller
ikke til stede fra dansk side.

 

Danmark
fik mind
reværdskompleks

Preusserne besatte Jylland helt op til Skagen. Ved de benhårde fredsforhandlinger måtte danskerne
acceptere modpartens krav.
Danmark måtte afstå tre hertugdømmer, Lauenburg, Holsten og Slesvig til kongen af Preussen og kejseren af Østrig.

Med et slag var det danske
monarki reduceret med tofemtedele. Pludselig var vi blevet reduceret
til en af
Europas småstater.

 

Dette betød, at Danmark fik et alvorligt mindreværdskompleks. Vi havde før 1864 troet, at vi kunne måle os
med de store.

Igen ville hjælpe Danmark, og det kunne vi takke vore politikere for. De
kørte en meget udfordrende linje på det udenrigspolitiske plan. Der
var stædighed og modsætningsforhold mellem den civile og militære
ledelse.

I 56 år måtte sønderjyderne
finde sig i at væ
re underlagt preussisk styre.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Om de Slesvigske krige/Sønderjylland
under preussisk styre:

 

Under
Sønderjylland:

  • Begik Kongen højforræderi
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Flugten over Grænsen 1914 1918
  • Haderslev 1917 1918
  • Haderslev under Første Verdenskrig
  • Istedløven
    br
    øler
    stadig
  • Krigsfanger i Sønderjylland
  • Ned med de dansksindede
  • Rendborg 1848
  • Sønderjylland
    til Ejderen
  • Sønderjyder
    i K
    øbenhavn
  • Vejen hjem Sønderjyske skæbner 1864 1920

 

Under
Aabenraa:

  • Aabenraa 1864
  • Jomfru Fanny fra Aabenraa
  • Jomfru Fanny myte eller virkelighed
  • Kysten ud for Aabenraa
    1863
    1864

 

Under
Padborg/Kruså/Bov:

  • Første
    Verdenskrig i Bov
  • Genforeningen i Bov Sogn
  • Kampen ved Bov og de slesvigske krige
  • Sejren ved Bov

 

Under
Højer:

  • Apotekeren fra Højer
  • En familie fra Højer
  • Heltene i Vadehavet
  • Højer Minder 1 3

 

Under
Tønder:

  • Tønder egnen 1814 1848 (1)
  • Tønder egnen 1848 1858 (2)
  • Da Tønder
    igen blev dansk
  • Dagligliv i Tønder 1910 1920
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Minder fra Tønder 1864 1920
  • Soldat i Tønder
    1851
  • Tønder
    mellem dansk og tysk
  • Tønder
    f
    ør og
    efter Genforeningen
  • Tønders
    Dansksindede
  • Udvandring fra Tønder 1 2
  • Ulrik en
    Fysikus fra T
    ønder
  • Vajsenhuset i Tønder
  • Zeppeliner i Tønder

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland