Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Skyd efter benene

Maj 23, 2013

For samfundet var begivenhederne
den 18. maj 1993 på Nørrebro forfærdelig. 90 betjente blev såret,
11 aktivister blev der skudt på. Andre blev aldrig politibetjente igen.
Volden den aften var ekstrem. En aktivist, der var ramt i hovedet
måtte ikke tale med familien. Og en uskyldig tilskuer måtte først
til Landsretten, inden han blev frikendt for terror. Aldrig mere 18.
maj, sagde politiet. Men seks år efter var detailhandlere i livsfare.
Politiet kom ikke til hjælp. Der har altid været uro på Nørrebro.
Næsten på 20 – års dagen var der igen ballade. 

 

Før og efter 18. maj 1993

Urolighederne den 18.
maj 1993 bliver betegnet som den værste uro i fredstid. Som sædvanlig
foregik det på 
Nørrebro. Og beboere og detailhandlere
Nørrebro har så sandelig været med
til lidt af hvert,  før og efter den 18. maj 1993.

 

Handelsforening truet

Og
så mange en betjent er sikkert træt, når man nævner
Nørrebro. Vi har tidligere skrevet
om, at der altid har været bisser og bøller på
Nørrebro. Optøjerne er ofte opstået
af fejlslagen politik. Gang på gang har politikere lovet detailhandelen
kompensation, men det har de så senere glemt alt om. Da de så var
trængt op i en krog, ja så forsøgte man at  indklage
Handelsforeningens hjemmeside for pressenævnet.
Men det fik de ikke meget ud af.
Nørrebro Handelsforening havde gode venner i Radioavisen, der kunne bekræfte, hvad visse politikere havde
sagt.

 

Optøjer på Nørrebro
har kostet hundrede millioner

Optøjerne
i tidens løb på 
Nørrebro har kostet politiet et sted
i nærheden af flere hundrede millioner af kroner. Det er så de færreste,
der spørger, hvad det har kostet detailhandelen i tabt omsætning eller
i hærværk og ødelæggelser. Og nej, forsikringsselskaberne har ikke
uden videre betalt, som politikerne har bildt befolkningen ind. Tværtimod
måtte detailhandlere på
Nørrebro betale mere end kollegaer
andre steder, fordi bydelen i forsikrings – øjemed blev betragtet
som en risikozone.

Ligesom
betjentene fra dengang følte sig svigtet af samfundet, så har
butikkerne
Nørrebro følt det samme. Man har
talrige gange opfordret politikkerne til at komme ud og opleve virkeligheden
Nørrebro.

 

Hademails fra betjente

Nørrebro
Handelsforening
har aldrig holdt sig tilbage,
når der var nogen at kritisere i forbindelse med urolighederne. Det
har i tidens løb resulteret i hademails fra politibetjente og politikere
fra alle grupperinger, men også trusler om sagsanlæg mod foreningens
hjemmeside. Undertegnede, der skriver disse ord er både redaktør af
www.norrebro.dk  og www.dengang.dk har oplevet en del i tidens løb. Og diverse
begivenheder er så rigt beskrevet på disse to hjemmesider.

Bagerst
i denne artikel får du en oversigt over nogle af de talri
ge artikler, der beskriver uroen på Nørrebro
på de to hjemmesider.

 

Aldrig
18. maj igen

Måske
burde den enkelte betjent have at vide, at der er forskel på, at patruljere
på 
Østerbro og Nørrebro. Mange unge ser rødt, når
de ser en betjent på
Nørrebro. Og det er især nye betjente,
de ikke respekterer. På et tidspunkt havde lokale betjente med et rigt
lokalkendskab et godt tag i de unge. Men selv lokal kendskab kunne have
forhindret begivenhederne den 18. maj 1993.

 

Politiet
sagde dengang, at man aldrig sku
lle opleve en 18. maj igen.
Men ak. Der er desværre efterfølgende eksempler på, at detailhandlere
var i livsfare, fordi politiet holdt sig tilbage. Cirka på 20 – års
dagen for slaget den
18. maj 1993, var det igen galt på Nørrebro. Igen var detailhandelen
gidsler på aktivisternes foragt for samfundet og især
kapitalister.

 

Ingen draget til ansvar

Indrømmet
den 18. maj 1993 var flere betjente i absolut livsfare. Og det er vel
ikke noget at sige til, at betjente trak pistolerne. Men politiledelsen
traf fork
erte beslutninger. Og det
var nok årsag til, at betjentene løb ind i problemer. Men ingen i
politiet er nogen sinde blevet draget til ansvar.

Situationen
den 8. – 9. november 1999 udviklede sig, fordi politiet lod vente på 
sig. Denne episode var endnu vær
e for detailhandelen på Nørrebro. I dag har man glemt den.

 

Fra bitterhed til tragedie

Politiet
ville ikke anskaffe sig vandkanoner. Betjentene blev i stedet pakket
ind i kampuniformer. Situationen udviklede sig denne maj – nat
fra bitterhed til tragedie
. Harmen resulterede i ildspåsættelser,
hærværk og blindt raseri. Politiet havde valgt at sende 300 mand til
Nørrebro. Da mandskabsvognene kommer
ender det i en sand blodrus. Ordensmagten var i sandt undertal. Og mange
af betjentene var ikke færdiguddannet. På
Fælledvej går det helt galt. Man mangler
pludselig tåregas, radiokommunikationen svigter, og styrken bliver
presset.

 

Skud mod danske statsborgere

Brosten
og kasteskyts flyver gennem luften. Mange rammer politibetjente og butiksvinduer.
Flere betjen
te gik i chok under de hadefulde
angreb. Af fare for helt at miste kontrollen affyrede danske politifolk
113 skud mod danske statsborgere. 11 danske statsborgere måtte behandles
for skudsår på
Rigshospitalet. Ingen, hverken civile eller politifolk blev dræbt,
men det var nok held. Eftervirkningerne førte til dødsfald.

 

Bundløs angst

En
tredjedel af den indsatte politistyrke får fysiske skader under kampene.
92 betjente blev rapporteret skadet og 61 blev sygemeldt. For mange
ender konfrontationen i personl
ige problemer og årelange
fortrængninger.

Store
drenge græder ikke. Mange betjente nægtede at få hjælp. Mange
fik det først efter syv år.

Gennem
90’erne brød adskillige politifolk sammen som følge af det rystende
had og bundløs angst i det psykiske græns
eland på Nørrebro.

En
af lederne, en vicekriminalkommissær giftede sig senere med en af de
kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlod styrken og gik
langsom i opløsning. I 1999 slog han sin kone ihjel. Året efter hængte
han sig i sin celle i
Ringsted Arrest.

 

Skud
mod forbryderiske antidemokrater

Situationen
vrides atter og atter i medierne. Endnu engang indleder politiet en
undersøgelse af sig selv. Men ingen vil hverken påtage sig skyld eller
ansvar. Politikerne fastholdt, at alle demokrat
iske spilleregler var fulgt.
Politiledelsen frikendte sig selv.

Halvdelen
af befolkningen syntes, at det var i orden at skyde på forbryderiske
antidemokrater.

Tre
politifolk blev sigtet for at have skudt mod civile, men ingen af sagerne
blev gennemført.

 

Politiets
sorteste dag

Hvorfor
udviklede det sig, som det gjorde? Var det raseri over ja til til
Edingburgh – aftalen, varmt vejr eller for meget
øl?

Den
2. juni 1992 havde 50,7 pct. sagt nej til
Maastricht – traktaten. Et næsten enigt Folketing og erhvervsliv havde
sagt ja. Mindre end et år efter, blev den danske befolkning atter kastet
ud i en afstemning.

 

Efterspillet
var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev
kortlagt.
Politidirektør Hanne Bech
Hansen
mener, at det var politiets
sorteste dag i efterkrigstiden. Den enkelte betjent følte sig ladt
i stikken efter syv års mistænkeliggørelse. Betjentene blev gjort
til syndebukke, og dette sled mange op.

 

Man valgte Nørrebro som
kampplads

Antifascistisk
Aktion
gennemførte en demonstration
Blågårds Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret
på pladsen. De fulgte den fredelige demonstration.

Da
alt tegnede sig til et ja, døde festlighederne og betjentene blev sendt
hjem. Ege
ntlig ville aktivister have
lavet ballade i indre by i nærheden af
Christiansborg. Men man besluttede sig i sidste ende, at vælge Nørrebro i stedet.

 

Man
var på hjemebane

Ud
fra gadekamp – taktisk perspektiv var man her mere på hjemmebane.
Og man ville o
gså her kunne få opbakning
fra flere sympatisører. Nogle følte, at de fredelige demonstrationer
ikke gjorde den store forskel.

Det
var bare
De andre og Os. Man var fokuseret på, hvordan man kunne få ram
på politiet, uden at de fik ram på en. Politiet blev betragtet som
en fjendtlig magt og som undertrykkende soldater med kampudstyr.

 

Man
hadede politiet

De
venstreradikale hadede politiet. Man havde sloges med dem i mange år.
Hadet var blevet dybere. Man brugte ufine ting, men det gjorde politiet
også, me
nte aktivisterne. Således
kunne nogle fortælle, at to af deres venner var blevet banket af vetjente
i en baggård. Det var rart, at kunne slå tilbage.

Aktivisterne
blev radikaliseret, de skar alle politifolk over en kam. Man mener,
at det man gjorde den 18
. maj 1993, var det rigtige.

 

Kan
du huske Benjamin?

Under
en anholdelse af en demonstrant udbrød en civilbetjent:

  • Kan du huske Benjamin

 

Pludselig
blev den dramatiske sag fra nytårsnat 1992 genopfrisket. Tre betjente
lå oven på 
Benjamin Rådhuspladsen. En af dem pressede sit knæ hårdt imod hans ryg,
mens en anden hev i hans halstørklæde. Han blev lagt i benlås og
båret ind i en politibil. Ved ankomsten til den lokale politistation,
opdagede betjentene, at han var bevidstløs. Man forsøgte genoplivning.
Under transporten havde han fået hjertestop. Han blev senere erklæret
100 pct. invalid. Han havde været klinisk død i nogle minutter.

Benjamin
Schou
kom aldrig til bevidsthed
igen. Han levede på et plejehjem, hvor han døde den 5. september 2008.

Kampråbet, Kan du huske Benjamin er blevet brugt mod politiet adskillige gange.
Episoden med
Benjamin huskes tydelig i det venstreradikale
miljø.

 

Kunne
have kostet menneskeliv

Politisk
engagement kunne den 18. maj 1993 have kostet menneskeliv. Før og siden
har
politisk engagement på Nørrebro kostet lemlæstelse, bål
og brand, rudeknuseri og masser af hærværk. Butikker, ja selv den
lille dyrehandel var i aktivisternes øjne kapitalister.

 

Det
danske nej, året forinden, betød at EU – projektet på 
flere måder blev s
at i stå. Traktaten skulle
ratificeres af samtlige medlemslande for at dens grundlag kunne træde
i kraft. Derfor blev der hurtigt lavet en ny aftale med fire danske
forbehold. Og 56,7 pct. sagde ja.

Men
de forbehold betød intet for borgerne på 
Nørrebro. Her var flertallet imod EU,
og de var bestemt også imod den måde politikerne håndterede det på.
Flere uger inden denne aften havde
Antifascistisk Aktion planlagt demonstrationen.

 

Barrikader

Deltagerne
begyndte at gå hjem. En gruppe på 500 – 1.000 persone
r gik ned ad Blågårdsgade. Men ikke alle havde lyst til at gå hjem. De havde
planer om, at lave barrikader.

 Øjenvidner fortalte, at det var 10 – 20 stykker
fra det autonome miljø, der startede bygningen af barrikaderne på
Nørrebrogade. Ret hurtig fik de hjælp
af lokale beboere. Kort sagt, autonome, spontane demonstranter og vrede
borgere havde antændt bål og smadret butiksruder.

Skurvogne
blev fremskaffet til barrikaderne. Oven over hængtes et banner med
teksten
EF – fri Zone. Politiet forholdt sig passivt. Op mod 2.000 mennesker
var nu forsamlet på
Indre Nørrebro.

 

Nærpolitistation angrebet

Nærpolitistationen
Blågården
blev angrebet. De første
barrikader opførtes på
Nørrebrogade. Der var ingen forudgående meldinger om uro. De
første politistyrker troede, at det var tale om mindre isolerede hændelser.
Angivelig er det omkring kl. 23.15, at demonstranter angriber stationen.
Normalt var den ubevogtet om aftenen, men ikke denne aften. Meldingen
kollega i knibe bliver sendt. Først kl.
0.13 var situationen i
Blågårdsgade under kontrol.

Politiet
rykkede ind før hele mandskabet var på plads. Og situationen
omkring nærpolitistationen kunne have udviklet sig. Inde på stationen
befandt sig seks betjente. Udenfor havde 200 demonstranter opdaget de
seks betjente. Med
en hjemmelavet rambuk forsøgte
de at komme ind til betjentene.

 

Man
ville have kamp

Først
kl. 23.15 var den første kampstyrke klar ved
Søtorvet, cirka 500 meter fra de nærmeste
barrikader. Der blev affyret stor mængder tåregas ind mod aktivisterne.

Egentlig ville politiet holde sig afventende, men
der forelå en anmeldelse om brand. Barrikaderne måtte ryddes, så
brandbilerne kunne komme frem. Men det var en falsk anmeldelse. Man
ville have kamp med politiet.

Ret
hurtigt fik man ryddet barrikaderne. Men
for at holde stillingen krævedes
det et stort mandskab. Og omkring
Blågårdsgade blev politiet angrebet fra sidegaderne.

 

En filmscene

Betjentene
var ikke indstillet på timelange kampe med brosten og brandbomber.
Ingen havde klarhed over begivenhederne. E
n efterlysning om mere tåregas
nåede aldrig frem til
Politigården.

Måske
havde politiet overvurderet sig selv, og det kunne demonstranterne mærke.
Tilskuerne oplevede det nærmest som en filmscene.

Og
de sten som de demonstrerede kastede kom retur.

 

 

Våben lå frit tilgængelig

Omkring
kl. 0.13 mente politiet at have situationen under kontrol.
Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen var i politiets
besiddelse. Broen blev også besat af politiet. Området var indhyldet
i tæt tåregas.

Demonstranterne
gik nu mo
d Skt. Hans Torv. Her lå flere tons frit tilgængelig brosten.
Disse blev samlet i affaldscontainere, så de lettere kunne transporteret.
Torvet var under ombygning, så
våbenlageret lå frit tilgængeligt.

14
urobetjente blev sendt op på 
Torvet for at observere og rapportere.
De hjalp med at samle sten i en container. Men de blev genkendt af et
ægtepar. De blev jagtet ned ad
Fælledvej. De havde ikke fulgt ordren
med at forholde sig passive.

 

Hvem havekommandoen?

BZ’erne angreb med brosten, flisestykker, jernspyd og
andet materiale. Dette medførte, at den i forvejen hårdt trængte
politikæde gik delvis i opløsning midt på
Fælledvej. Og aktivisterne fortsatte
med at angribe politikædens svageste led. Politiet trak deres våben,
men dette havde ikke en synderlig effekt. Der blev kommanderet varselsskud,
men det havde heller ingen effekt.

 

Omkring Skt. Hans Plads var betjentene ikke klar
over, hvem der havde kommandoen. Omkring kl. 0.30 befandt cirka 20 betjente
sig i overhængende livsfare og undertal. De kunne hverken trække sig
væk eller fjerne deres sårede. De brugte deres sidste udvej. Man trak
pistolerne og rykkede frem.

 

Total kaos

Der
forelå nu en melding om, at kollegaer var i overhængende fare,
så forstærkninger rykkede nu frem. Med hævede skjold begyndte
b
etjente nu at småløbe frem
ad
Fælledvej mod Skt. Hans Torv. På vejen måtte de passere
brændende biler.

Mange
betjente var ramt og lå på asfalten. En enkelt havde taget
sin hjelm af. En aktivist så dette og knaldede en sten i hovedet
på ham.

På 
et tidspunkt lå mindst 12 – 15 betjente på gaden ramt af sten og
andet kasteskyts.

 

Sårede
betjente kom humpende og blev båret fra
Fælledvej
,
mens
andre betjente fra alle retninger kom løbende til som forstærkning.
Det virkede på aktivisterne som om de ikke havde kontrol over situationen.
Der var ingen struktur, og det virkede som kaos. Fra klokken 00.30 rådede
der da også total kaos blandt betjentene.

 

Skt.
Hans Torv skulle genindtages

Politiledelsen
besluttede, at
Torvet skulle genindtages. Kl. 034
lød de første skud. Kugleregnen varede i 36 sekunder. Det gik kludder
politiets strategi. Stenregnen stilnede nu næsten af. Kl. 036 blev
en enkelt betjent ramt af en sten. Pludselig hørte man råbene,
Skyd efter benene, og det lød et enkelt skud.
Råbet blev gentaget 8 sekunder senere. Dette udløste en kraftig salve,
der varede i over 17 sekunder.

Fra
hovedkvarteret ville man ikke give tilladelse til at bruge skydevåben.
Det var den lokale leders eget ansvar.

Politiet
opfattede, at demonstranterne betragtede varselssku
ddene som fyrværkeri en
nytårsaften. 

 

Endelig
mere tåregas

Klokken
0.45 var politiet rykket frem til
Skt. Hans Torv. Man havde nu endelig fået fremskaffet mere tåregas.
Hele
Torvet blev nu indtaget.

En
lille gruppe betjente rykkede samtidig op ad
Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skød
politiet for tredje gang direkte ind i mængden i en salve, der varede
i syv sekunder. Det var de sidste skud, der blev affyret her kl. 0.45.

Senere
viste det sig, at i alt 113 skud var affyret.

 

Oversmurt
af blod

To
unge piger havde søgt tilflugt i baggårde ved
Skt. Hans Plads. Deres kærester var ramt af skud. Ud fra Joes Kaffebar kom man bærende på en mand,
der var ramt i maven. De lagde ham på gaden, og skreg efter en ambulance.
Men politiet nægtede. De ville ikke lade den komme frem. Så tog nogle
andre betjente manden op på deres skjolde og bar ham væk.

Inde
på kaffebaren var toilettet oversmurt med blod. Flere andre sårede
viste sig. Mange havde brug for en ambulance.

 

Skudt i hovedet

Men
a
mbulancerne måtte ikke køre
ind på
Indre Nørrebro. Området var erklæret i undtagelsestilstand.
Et par stykker blev transporteret til
Rigshospitalet på ladcykler. På hospitalet viste det sig, at
en mindst en aktivist havde fået et skud i hovedet. Stumper af det
ene projektil sad kun få millimeter fra halspulsåren.

 

Og
på hospitalet blev de sårede anholdt, inden de kom under behandling.
Således blev en 17 – årig sendt i isolationscelle i V
estre Fængsel, selv om hans sår krævede
daglig behandling. En person, der blev skudt i hovedet blev nægtet
besøg af familien. En betjent sad på stuen og overvågede den syge.

 

Opsamlingssted
på broen

På Dronning Louises Bro blev der etableret opsamlingssted
for de sårede. Blandt betjentene er de såredes antal oppe på 90.
Det var knap en tredjedel af dem, der var indsat i bydelen. Flere havde
knust fødderne, andre havde brækket ben eller fået læsioner i ansigtet.
Men hvad der var endnu værre, flere havde fået sår på i sjælen.
Og mange var under psykolog – behandling syv år efter. Andre blev
aldrig politibetjente igen.

 

Politiet
kunne ikke skelne

Senere
så det ud som om politiet var i overtal. Folk flygtede, og det
gjorde tilskuere også. I den ophidsede situation kunne politiet ikke
skelne mellem tilskuere og aktivister. Såle
des blev passive tilskuere
angrebet med skjoldet forrest, og der blev tæsket løs på dem.

Flere
blev anklaget for sabotage og terror. Og et par måtte føre deres sag
helt til
Landsretten for så at blive frikendt.

 

18.
maj – udstillede magten

En
aktivist,
der var med til at smide
sten efter politiet udtaler:

 

  • 18 maj udstiller magten,
    som det, det er
     et
    voldsapparat, der er villig til at sl
    å ihjel.

 

Sideeffekten
med 18 maj var, at det pustede liv i den gamle bz – bevægelse,
som på det tidspunkt var ved at
uddø. Begivenhederne fastslog,
at politiet var de venstreradikales fjende.

 

Opbakning
fra statsministeren

Om
morgenen den 19. maj erklærede statsminister
Poul Nyrup Rasmussen endda på engelsk, at regeringen står helt bag
politiets reaktion og hans tanker gik til de kvæstede betjente. Samtidig
afviste justitsminister
Erling Olsen at der var nogen som helst grund til at iværksætte
en nærmere undersøgelse af begivenhederne. Det betød, at politidirektør
Poul Eefsen fik frie hænder til at skrive
den obligatoriske rapport om hændelserne.

 

Seks
undersøgelser

Hele
seks undersøgelser blev der foretaget omkring begivenhederne. I 1994
frifandt Byretten
8 og dømte 8 af de tiltalte
tilskuere og deltagere.

 

I
1995 fik tre skærpet deres straf og ni tilskuere blev idøm
t hæfte.

I
1995 blev der konkluderet, at det var overvejende sandsynligt, at det
var aktivister, der råbte ”Sigt efter benene”. 

I
1995 opgav justitsministeren tiltale mod tre betjente.

I
2000 frifandtes alle involverede politifolk for tiltale.

 

 

Kun
en skudepisode nævnes

Allerede
den 24. maj 1993 offentliggjorde politidirektør 
Poul Eefsen en rapport om forløbet.
Her nævntes kun en skudepisode, hvilket mødte kritik fra rigsadvokaten.

Den 29. august offentliggjorde rigsadvokaten en
rapport. Kritikere påpegede, at denne ikke var uvildig, blandt andet
fordi politiet selv skulle undersøge
de implicerede politifolks
tjenesteudøvelser.
Den byggede også på et
ret spinkel grundlag, fordi civile vidners udsagn var tillagt mindre
betydning end politiets.

 

Ikke
grundlag til at kritisere politiet

I
september 1994 afslørede
DR – programmet Refleks råbet Skyd efter benene umiddelbart før den anden skudsalve. Det står
uklart, hvem råbet kan tilskrives. Men justitsminister
Bjørn Westh bad rigsadvokaten om en ny
undersøgelse.

 

Og
i 1995 kritiserede ombudsmanden rigsadvokaten to forudgående redegørelser.
Justitsministeren besluttede, at hele sagen skulle undersøges af en
ny kommission I 2000 kom undersø
gelseskommissionen med sin
redegørelse. Overordnet blev det vurderet, at det ikke var grundlag
at kritisere politiet.

 

Politidirektøren
havde kontrol

Efterhånden
blev straffeansvaret forældet. Man kunne så have anvendt tjenestemandsloven.
Den har ingen f
orældelsesfrist. Men Poul Efsen gik på pension i 1995. Og
det var man sikkert klar over da diverse kommissioner m.m. blev sat
i værk. Men hvad så med det kommissorium, der tillod at
Københavns daværende politidirektør Eefsen havde kontrol med undersøgelsen
af hans eget politi. Afhøringerne af betjentene blev ikke overdraget
til
Rigspolitiet.

 

Brosten kom poppende som
popcorn

Politiet
lærte meget af begivenhederne. De var trænet i at gå frem i
kæder med skjolde. Men de blev angrebet igen og igen fra alle s
ider med brosten og kasteskyts. En politiassistent
skrev om sine oplevelser:

 

  • Brosten kom poppende som
    popcorn, overalt i alle h
    øjder,
    fra alle sider, hele tiden. Man kunne ikke f
    ølge
    deres bane. De ramte overalt.
  • Vi stod i en kæde. Det betyder, at jeg
    ha
    vde et greb i kollegaen ved
    siden af. Igen og igen oplevede jeg, at han eller hun faldt om og blev
    sl
    æbt væk. Det var virkelig med en
    f
    ølelse af panik. Benene rystede,
    alt gjorde ondt.

 

Systemet
krævede syndebukke

En
anden politiassistent siger i bogen
Bag skjoldet:

 

  • Vi syntes, vi gjorde et
    fantastisk stykke stykke arbejde, vi havde ofret os, og vi troede, at
    vi ville f
    å tak.
    I stedet blev vi gjort til syndebukke.

 

Politiet
ændrede senere strategi. De lod hollænder – vognene tage imod brostenene.
Under ry
dningen af Ungdomshuset i 2007 samt ved andre vilde kampe slap både betjente
og demonstranter
billigere, men det gjorde butikkerne
så sandelig ikke.

 

Mange
politifolk følte sig virkelig skuffet og svigtet. De havde som håndhævere
af lov og orden set døden
i øjnene. Og så vendte
samfundet dem ryggen. De havde været under maksimal pres og følt sig
nødsaget til at skyde. Der gik jura og politik  i systemet. Mange
blev slæbt gennem systemet i syv et halvt år med undersøgelser, afhøringer
og nye undersøgelser. Systemet krævede sine syndebukke.

Kilde: Se

Litteratur
Nørrebro

 

Vi bliver
ofte kontaktet af studerende i folkeskoler og universiteter, om hvordan
vi har det med uroen på Nørrebro. Det kan læses i de utallige
artikler, vi i tidens løb har begået. Først f
ølger en liste over artikler
til emnet på
www.dengang.dk. Derefter en liste over artikler på Nørrebro
Handelsforenings hjemmeside
www.norrebro.dk

 

Hvis
du vil vide mere:
Læs Uro på Nørrebro

Byggeren
på Nørrebro – nok engang

BZ
– bevægelses historie på Nørrebro

Dramaet
i Brorsons Kirke

Et
”Faderhus” på Nørrebro

Fristeder
og Ungdomshus

Hvorfor
skulle Janne dø?

Bomben
i Søllerødgade

Bomben
i Søllerødgade- nok engang

Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

Nørrebro
– 9 dage i sommeren 1944

Nørrebro
– den 18. maj 1993

Slumstormere,
Besættere og Autonome

Ungdomshusets
Historie 1 – 2

Ungeren
– set fra 6. klasse

Varehuset
Buldog på Nørrebrogade

 

Under
”Fra Urtekræmmer t
il Shawarmabar”

Handelsforening
i brændpunktet

Terrornatten
på Nørrebro (8. – 9. nov. 1999)

 

Artikler
på 
www.norrebro.dk om Uro på Nørrebro:

Støtterklæring
til Fædregruppen (2006)

Hvorfor
skal 71.000 borgere være g
idsler for manglende politisk
vilje? (2006)

I
dialog med Ungdomshuset (2006)

Situationen
omkring Ungdomshuset (2006)

Bliver
Ungdomshuset revet ned? (2007)

To
Ungdomshuse mere – tak (2007)

Opfordring
fra Københavns Politi (2007)

Handelsforening
fik til
budt Ungdomshuset for 1 kr.
(2007)

Opfordring
fra Nørrebro handelsforening (2007)

Opfordring
fra Ungdomshuset (2007)

Tiden
efter Ungdomshuset (2007)

Tjek
sikkerheden før rydningen af Ungdomshuset (2007)

Stop
terroren på Nørrebro (2007)

Nørrebro
Handel
sforening har fået svar
fra Ritt Bjerregaard (2007)

Ungdomshuset
lever (2007)

Ungdomshuset
til grin (2007)

Nørrebro
uroligheder dræner politikassen (2007)

Nørrebro
– i gas – og knippelsuppe (2007)

Jagtvej
69 – 2200 København N (2007)

Presseinfo
fra NH: N
ørrebro atter i brand (2007)

Jul
på Nørrebro (2007)

Ungdomshus
– med forhindringer (2007)

Ungdomshuset
– kapitel 14 (2007)

I
gamle dage havde vi Bent (2007)

Ungdomshuset
– en oase på Nørrebro 1 – 6 (2007)

Imens
i Johnnys butik (2007)

Hvad
mener Ungdoms
huset (2007)

Hvordan
dækker forsikringen (2007)

Jagtvej
69 – sidste kapitel (2007)

Henvendelse
fra Overborgmesterens sekretariat (2007)

Presseinformation:
Bevar Julefreden på Nørrebro

Nørrebro
Handelsforening: Kunderne skal hentes igen

Detailhandelen
på 
Nørrebro mister 14 millioner

November
1999

Gadekrig
på Nørrebro (2008)

Goddag
– det er Politiet (2008)

Bål,
brand og stenkast på Nørrebro (2008)

Skud
på Nørrebro (2008)

Har
vi et godt politi (2008)

Restauranter
på Nørrebro ødelagt af aktivister (2008)

Afmagt, frygt og vrede på Nørrebro (2009)

Aktivist
– træning (2009)

Bandekrig
på Nørrebro (2009)

Kampen
om Ungdomshuset (2009)

Fokus
på Bandekonflikten (2009)

Kampen
om Ungdomshuset (2009)

Fingrene
væk – fra Jagtvej 69 (2009)

Benzin
til bålet (2009)

Er
Blå
gårds Plads farlig? (2009)

Bandevolden
præger omsætningen (2009)

Er
Nørrebro en krigszone? (2009)

Jagtvej
69 – atter engang (2010)

Hot
Spot Nørrebro (2010)

Hærværk
og graffiti på Nørrebro (2011)

Nørrebros
mange kampe (2011)

Politiet:
Vi prioriterer (2011
)

Jægersborggade
– før og nu (2011)

Byggeren
– endnu en krigsskueplads (2012)

Fra
Bulldozersanering til Hot Spot (2012)

Rabarberlandet
– en krigszone (2012)

Byggeren
– endnu en krigszone (2012)

Hvad
bruger Politiet pengene til? (2012)

Er
Nørrebro tryg
eller utryg? (2012)

Hash,
Hykleri og Handlingslammet (2012)

Et
Trygt Nørrebro (2012)

Nørrebros
åndehuller skaber problemer (2012)

Ghetto
og folkeskole på Nørrerbo (2012)

Afpresning
på Nørrebro (2012)

Skud
og knivstik på Nørrebro (2013)

Fri
hash, ja eller n
ej? (2013)

Stop
– du skal visiteres (2013)

Bliver
det aldrig bedre (2013)

Hvem
er det, de stjæler gaden fra (2013)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro