Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Det Gamle Nørrebro og de fattige

Maj 23, 2013

Ladegården, Skt. Johannes
Stiftelsen og Almindeligt Hospital fører os også et smut til
Østerbro og Frederiksberg. Dengang mente man, at det at komme på 
Ladegården var selvforskyldt. Og dem, der engang havde været på 
Ladeg
ården kom ofte tilbage. De fleste ville helst
undgå, at komme på offentlig forsørgelse. Fattighjælp var ilde set,
man mistede også sin stemmeret. Læs også, hvordan man smuglede spiritus
ind på Ladegården.

 

Kostehæren

Man havde dengang en angst
for at end
e på Ladegården. Og mon ikke den tanke strejfede mange, når man
lemmerne på vej mod byen med deres koste.

For
de frelste, var det stedet, hvor man selvforskyldt var kommet hen, blandt
andet fordi man ikke kunne lade flasken stå. 

Dengang
var det også i
nden for Forsørgelsesvæsnet en rangordning. Det var blandt andet dem, som
havde modtaget fattighjælp i deres hjem, og dem der måtte anbringes
på en af de tre kommunale forsørgelsesanstalter,
Skt. Johannes Stiftelsen,
Almindeligt Hospital
og Ladegården.

 

Druk og dovenskab

Almindeligt
Hospital
modtog kun dem, der ikke
kunne arbejde. De to andre modtog dem, der kunne arbejde. På
Ladegården huses dem, som havde været
indlagt, eller hvis elendighed er delvis selvforskyldt på grund af
druk eller dovenskab. Ja sådan sagde man, dengang. Men det er nok ikke
den fulde sandhed.

Og
det at gå med kosten blev ikke altid opfattet som en fornedrelse.

 

Ladegårdens
vogn var fuld

Hver
dag kørte
Ladegårdens Vogn op til Politikammeret for at hente dagens høst. Så godt som aldrig
kørte den tom tilbage. Undertiden løb passagerantallet op i en halv
snes stykker eller derover. Og ofte var det gengangere imellem.

Det
første, der så skete var en tur til
Badeafdelingen. Her gennemgik man en ikke altid velkommen renselsesproces,
mens klæderne passerede
desinfektions – ovnen.

 

Som
en herregård 

Man
skulle jo næsten ikke tro det. Stedet havde en fortid som kongelig
avlsgård, indrettet til ladegård for hofholdningen af selveste
Christian den Fjerde.

Det
var dengang, at gården havde
et jordareal, der dækkede
det meste af det nuværende
Frederiksberg.

 

Hverken
senere ildebrande eller gårdens benyttelse først som pesthus, derefter
som straffeanstalt, som sindssygeanstalt
og endelig som Tvangs – og Arbejderanstalt har kunnet udslette fordums
adelspræg.

Det
mindede om en gammel herregård. Inspektør – boligen med den smukke
have og den lille sø med svanerne kunne godt passes ind i en strandvejs
– villa dengang.

Men
også de bygninger, der hussede
lemmerne så ud til, at man kunne
få lyst til at slå sig til ro.

 

Og
mindst en gang om ugen tog
lemmerne sig et varmt bad. Det vil
sige, at det var en frivillig sag. Men en gang imellem kunne det ikke
lade sig gøre, for ofte var vandledningen til reparation.

 

Et varmt
bad

Jo
det var sandelig en f
orandring, for den person,
der første gang stiftede bekendtskab med
Ladegården. Det kunne være den hjemløse vagabond, manden
fra
Fælleden, den fordrukne stamgæst.

Måske
var han hjemsøgt af utøj og mærket af kløe. Han var vat til at sove
på nogle skidne kl
ude i et logihus eller under
åben himmel på
Fælleden. Nu blev han lagt i en god
seng. Hans vigtigste næringsmiddel havde været brændevinen og så
ellers brødskorpe, en sild eller noget halvfordærvet kød.

 

Nu fik
man mad

Nu
fik man jævnligt mad. Om morgene
n varmt øl, til aften Bygvandgrød
med sødt øl, og så ellers i løbet af dagen 1 ¼ pund Rugbrød og
6 kvint margarine. Og endelig hver dag ved ellevetiden skulle man stille
med to blikskåle, en dyb og en flad, og få den ene opfyldt med henholdsvis
søbemad, som vælling, grød, grynsuppe ærter m.m. Den anden blev
fyldt op med
Eftermad, der kunne bestå af ragout,
klipfisk eller flæsk.

 

Tvunget
til arbejde

Men
så var man også tvunget til at arbejde regelmæssigt. Han
blev sat til at slå skærver på den store stenpl
ads, eller han blev anbragt i Kryolitværkstedet. Måske havde han lært et fag, ja så kunne han
blive anbragt på en af de mange værksteder. Og dem var der mange af,
ligesom væverier og dugmagerier.

 

Kreativ
indsmugling af sprit 

Og
der blev våget over bebo
erne. Således var brændevin
bandlyst. Men helt forhindre indsmugling af disse lyksalige dråber,
kunne man ikke.

En
af de metoder, man brugte, var at en ven uden for anstaltens mure fyldte
brændevin på en svineblære, og lod den flyde i
Ladegårdsåen. Blæren blev så fisket op, af vedkommende inde
Ladegården.

Man
opdagede også, at en indsat havde et særdeles stort brokbind. Det
viste sig da også, at bindet indeholdt brændevin.

En
anden beboer blev grebet i, at vride sine sokker, og drikke en væske,
som ha
n vred ud af den. Væsken
viste sig at være brændevin. Når han havde udgang dyppede han sine
sokker i brændevinen.

 

Fingerede
erklæringer

Hvert
forår, når solen bager på stenbroen, så fabrikeredes der
rundt om i de små beværtninger i nabolaget falske erkl
æringer fra fingerede arbejdsgivere, at Per og Paul havde fået noget at bestille.
Når en sådan erklæring blev forevist, så åbnes porten.

Fjorten
dage senere havde man den fortabte søn igen, laset, forkommen og fuld
af utøj og brændevin.

 

Den
lette adgang
manglede

Den
gamle
Ladegårds besætning skulle flyttes
til
Amager. Et stort bygningskompleks
blev rejst omgivet af en bred vandfyldt grav. Lemmerne kunne her opleve
alle moderne hygiejniske indretninger, W.C. overalt, fortrinlige badeindretninger,
sygehus, forsamlingssal o.s.v. Værelsernes møblement var stemt kunstnerisk
sammen med væggenes farve.

Men
ak, en af
Ladegårdens bekvemmeligheder manglede, og det var den lette
adgang til at sætte sig i forbindelse med omverdenen og – skaffe
sig brændevin.

 

Man
æ
ndrede holdning

Det
var ikke første gang, at
Københavns Kommune forsøgte at flytte Ladegården. Sidste gang var i begyndelsen af 1890erne. Dengang
byggede man for hele 2,5 millioner kroner et bygningskompleks i
Nørre Allé.

Da
det næsten var færdigt, dukked
e pludselig et forslag op,
om at bruge den nye
anstalt, der kunne rumme 1.546 beboere
foruden et par hundrede funktionere, ikke som
Ladegården, men til at huse en anden kommunal forsørgelsesanstalt, Almindeligt Hospital.

Indtil
da havde institutionen haft
en utilsvarende tilværelse
i
Amaliegade.

 

Måtte
undvære det fornemme naboskab

Så 
rykkede
Almindelighedens gamle ud fra det fine naboskab med Amalienborg og Casino til de mindre fashionable,
men lysere, luftigere og bedre omgivelser på
Nørrebro.

 

Almindeligt hospital

I
det almindelige omdømme er der et svælg mellem
Ladegården og Almindeligheden. I virkeligheden var det ikke mere gabende end at overgangen kunne være
flydende.

Almindeligt
Hospital
blev som regel opfattet som
et hjem for gamle mennesker. Det var ikke helt rigtigt. Det var i realiteten
et hjem for alle dem, der ikke kunne forsørge sig selv.

De
fleste af
anstaltens beboere, især kvinderne,
var da også kvinder helt op til 100 år. Mændenes levealder blev gennemsnitlig
afkortet med en halv snes år på grund af større forbrug af spiritus
og tobak.

 

Dekoreret
med ”Ridder af Dannebrog” 

Men
her var også yngre mennesker, ødelagt af sygdomme, legemlige
og sjælelige. Inde på en af stuerne lå således en mand
på hvem, hovedet stadig voksede. Her var ogs
å vanføre mænd, der var
lænket til deres seng. Her lå også en bygmester, der var dekoreret
med
Ridder af Dannebrog.

Eftermiddagsbladene
var meget populære på 
Anstalten. Længe i forvejen inden aviskonen
kom med bladene, samledes anstaltens gård af gamle rystende
Morliller, af mænd, der tungt slæbte
sig frem med stokke, af mimrende alderdom og svækkelse. I samme øjeblik
aviskonen viste sig, blev bladene flået fra hende.

 

Flugt

Direktionen
sørgede for at give adgang til læsning og jævnlig opmuntre ved aften
underholdning og endda med teaterforestillinger
med stiftelsens eget teater. Og det var sandelig ikke alle, der havde
mistet appetitten på livet. Således flygtede et elskende par engang
bort fra stiftelsen. Ja, de havde forsøgt før, men nattevagten greb
dem på fersk gerning. De ville klatre over et plankeværk, men damen,
hvis vægt var mellem 300 og 400 pund, var faldet ned, og havde ved
sine skrig alarmeret vagten.

 

Men
de forsøgte sig igen. De nåede ud i skoven, hvor de overnattede. Men
de blev opdaget. M
en på anstalten blev de
fejret som helte.

Dem,
der under udgang, drak sig fulde, og blev bragt tilbage af politiet
måtte vente tre måneder på næste udgang.

 

Stort
forbrug

Det
var ikke småting, der blev fortæret i
Almindelig Hospitals husholdning. Hvert år blev der fortæret 60.000
pund flæsk, 140.000 pund kød, 150.000 æg, 550.000 potter mælk. Af
belysnings – gas brugtes 24.000 kr. Der brugtes 75.000 tønder kul og
koks.

 

De
boede på fællesstuer, kvinder for sig og mænd for sig. Der var
også en afdeling fo
r ægtefolk.

 

Fattighjælp
var tab af rettigheder

Johannes
– stiftelsen
omfattede dels et sygehus,
navnlig for behandling af sygdomme som fnat, skurv og lignende , dels
en opdragelsesanstalt for børn og dels et arbejderhus.

Det
var en ret omfangsrigt ansta
lt , der spændte over et
betydeligt areal på begge sider af
Ryesgade, og helt ned til Sortedamssøen.

Arbejdshuset
havde plads til 600 personer, men så mange var det nu sjældent.

 

Fattighjælp
medførte tab af politiske rettigheder. Og det at få stemplet
sig som den, der ikke kan
forsørge sig selv er frygtelig.

De
følte sig som jagtet vildt, og dukkede sig for politiet. Derfor var
der mange, der i stedet søgte hjælp hos den private velgørenhed.

 

Alderdomsunderstøttelse

Alderdomsunderstøttelse
var ikke
fattighjælp, men snarere
en hædersgave, der ydes for et langt og arbejdsom liv. Mange af disse
tilbragte deres tid i
Alderdomshjemmet i Guldbergsgade, bag Almindeligheden, og ellers uden forbindelse til denne institution.

 

Nørrebro
Bespisningsforening

rrebro Bespisningsforening, var en af de store velgører.
Foreningen blev oprettet i 1853. Og da kolera – epidemien var på
sit højeste havde foreningen travlt med uddeling af mad.

Således
fik 100 familier leveret 250 portioner mad af
Jomfru Olsen Solitudevej. Midlerne til den daglige drift, skaffede man dels
ved medlemskontingent, dels ved bidrag fra kredse af af socialt interesserede.

 

Sideløbende
virkede
Samaritanen, som blev støttet af kirkelige kredse. Efter århundredeskiftet
mindskedes behovet for privat velgørenhed grundet social lovgivning.

 

Stiftelser
og Arbejderboliger

Nørrebro havde en masse stiftelser og arbejderboliger.
Mest kendt er nok arbejderboligerne på
Rådmandsmarken.

De
mange stiftelser blev oprettet af håndværkerlaugene og svendefor
eningerne, og havde til formål, at skaffe billige
boliger for ældre håndværkere og deres enker. I tiden indtil 1900
blev der oprettet mere end 20 af disse i bydelen.

 

Alderstrøst

Den
mest kendte stiftelse var nok
Alderstrøst, Nørrebrogade
9.
Her blev der opført ikke
mindre end 168 boliger. Ved indvielsen sagde
Kong Frederik den Syvende:

 

  • Det glæder
    mig at se, at der er lokummer til alle de gamle

 

I
1878 rådede
Alderstrøst over 196 lejligheder. I 1890’erne opførte Håndværkerforeningen endnu en stor stiftelse mellem Nørre Alle og Møllegade.

Og
de færreste er sikkert ikke klar over, at
Nørrebro Handelsforening også havde en stiftelse. Foreningen ejer faktisk
stadig bygningen.

 

Kilde: Se

Litteratur
Nørrebro

 

Hvis
du vil vide mere:
Om Fattigdom

Andesteg
f
ra Peblinge Søen

At
bo på Nørrebro

Barn
på Nørrebro

Byggespekulation
på Nørrebro

Den
stinkende kloak på Nørrebro

Fattiglemmer
på Ladegården

Fattiglemmer,
bisser og bøller på Nørrebro

Ladegården
– dengang

Lersø 
– bisser

Lersø 
– bøller, bisser, nok e
ngang

Moral,
etik, horeunger og fattighjælp

Pest
på Nørrebro

Rabarberlandet

 

Under
Østerbro:

En
stiftelse på Østerbro

 

Under
København:

Pest
i København

Skt.
Jørgen – Helgen, Hospital og Sø 

 

Under
Sønderjylland:

Ballade
i Sønderjylland

Sønderjylland i knibe

 

Under
Aabenraa:

Aabenraa´s
fattige

Husvild
i Aabenraa

Syge
mennesker i Aabenraa

 

Under
Tønder:

Fattige
i Tønder

Oprør
i Møgeltønder

Sygdom
og andre lidelser i Tønder


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro