Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Det gamle Frederiksberg

April 30, 2013

Vi kigger på nogle gamle gårde på Frederiksberg. Og det var meget mørkt dengang. Man kunne let efter mørkets frembrud gå mod et træ eller falde i en grøft. Og det første brandværn var ikke særlig effektivt. En enkelt vægter skulle klare det hele. De første omnibusser var ikke særlig populære. Så kneb det også med at få vand på i højhusene. Byggematadorerne havde også gode kår på Frederiksberg. Det gjaldt om at bygge, inden der kom vedtægter.

 

En idyllisk Landsby

Man tror det næppe, men Frederiksberg var engang en idyllisk landsby. Her lå mange gårde. En af dem, var Grøndal. Den lå langt ude af Godthåbsvej, ikke langt fra Frederiksbergs nedlagte jernbanestation. Oprindelig hed ejendommen Kalthuset efter kongelig tøjmester Peter Kalthoff. Han indrettede gården til krudtmølle. Og i 1654 skænkede han Ny Hollænderne to alterstager til deres kirke.

Dernæst var det Danmarks berømte søhelt, Niels Juel, der ejede gården. Og i det 19. århundrede var det politikeren Balthazar Christensen. Jorden var for længst udstykket, og omkring 1930 måtte hovedbygningen vige for højhuse.

 

St. Godthåb

Lidt længere inde på Godthåbsvej omkring Fasanvej lå den gård, der havde givet navn til vejen, St. Godthåb. Omkring 1800 havde den et stuehus på 3 – 4 etager, samt forskellige sidehuse, hvori der blandt andet var stadeplads til 16 heste. Lige over for det sted, hvor gården lå, ligger Fuglebakkekvarteret, der blev opkaldt efter ejendommen Fuglebakken.

 

Mariendal

Vi fortsætter endnu et stykke ind ad Godthåbsvejen og kommer til De Classenske Boliger. De rejstes som arbejderboliger i slutningen af 1860erne, da der kom gang i Frederiksberg.

På  den sydlige side af Godthåbsvej langs Falkoneralléen lå gården, Sindshvile og på den nordlige side, Mariendal. Sidstnævnte har endda givet navn til et helt kvarter. Indtil omkring 1800 hed gården, Falkendal. Men den daværende ejer gavden navnet Mariendal, formentlig efter at hans søster Marie havde holdt hus for ham.

Justitsråd Josephsen udstykkede Mariendals jorder og anlagde villavejene, hvoraf den, der bærer ejendommens navn, føres over Fasanvejen til Fuglebakken, hvor den ender Zahrtmanns Plads, opkaldt efter maleren Chr. Zahrtmann, som boede der indtil sin død. Hans statue er opstillet i et anlæg uden for hans hus.

 

Falkonergården

Falkonergården lå over for Mariendal på den østlige side af Falkoneralléen. Her indrettede Christian den Femte, Danmarks eneste falkoneri, til opdrætning af islandske jagtfalke, dels til hoffet selv, dels til brug som gaver til fremmede hoffer.

Gården bestod af flere bygninger, da der både skulle være plads til falkonermesteren og hans svende og til falkene og de nødvendige heste og hunde. Bygningerne blev imidlertid snart forfaldne. Allerede 1707 havde brøstfældigheden “Tid efter anden saaledes formeret sig, at hverken Folkene eller Falkene, derudi kan være tør eller bjerge sig”.

Et halvt hundrede år efter var det atter galt. På den tid begyndte de kongeliges interesse for falkejagt at fortabe sig, da jagten havde antaget nye former. Man begyndte derfor at overveje,
om der var nogen grund til at holde Falkoneriet i gang. Faktisk blev et sidehus til gården først revet ned i 1927.

I 1810 blev Falkoneriet endelig nedlagt. Det var det portugisiske hof, der fik de sidste falke. Ejendommen blev solgt, og bygningerne blev anvendt til fabriksvirksomhed. Den sidste ejer af
den gamle historiske gård var fabrikant C.A. Feilberg. Han testamenterede hele herligheden til Frederiksbergs Kommune. Efter hans ønske blev bygningerne anvendt som bolig for frederiksbergske embedsmænd.

 

Roligheden

Ved siden af lå en gård, der i begyndelse af 1760’erne kom til at hedde Roligheden. Det blev senere boligen for Landbohøjskolens direktør. Her lå også sygehjemmet, og fabriksvirksomhed var her også. Bygningerne blev revet ned, som gav plads til et moderne ejendomskompleks. Navnet Hostrups Have er til minde om digteren Hostrup, der også en kort overgang boede på Rolighed.

Vi har tidligere beskæftiget os med Vodroffgaard. Vi kommer derhen ved at fortsætte af Rolighedsvej ad Rosenørns Allé mod søerne. Vi kommer forbi det gamle Ladegårds – terræn, hvor Forum, det tidligere radiohus og Hermann Triers Plads ligger. Lige før søerne kommer man til Vodroffsvej, der ligesom gården var opkaldt efter “Regimants – kvartermester” Vodroff, som omkring år 1700 fik et stykke af Ladegaards jord til at bygge en mølle på.

 

Vodroff

Vodroff fik tilladelse til at bygge en hollandsk vandmølle, en perlegryns – mølle, en slibe – og polér – mølle og et snus-tobakværk. Men han kunne ikke klare sig. Måske var det, fordi han måtte med i Den store nordiske krig. Som vi tidligere har skrevet her på siden stødte pesten til i 1711. Og fra gammel tid havde der ligget et pesthus for enden af St. Jørgens Sø, meget tæt på Vodroffgaard. Denne ejendom blev derfor inddraget som pesthospital, med en tysk barber som overkirurg. Forholdene var som hospital betragtet ganske forfærdelige. Og Vodroff blev endnu mere fattig. Han fik en særlig tilladelse til at sætte bækken ved kirkedørene, for på den måde at bede medlidende mennesker om hjælp.

Den oprindelige Vodroffgård blev i slutningen af det 18. århundrede erstattet af en statelig hovedbygning med en parklignende havde, hvori der var kanaler og springvande, ja endda marmorstatuer. Men i 1868 endte Vodroffgaard dog som folkelig forlystelsessted. Få år efter blev navnet ændret til Vodrofflund. I 1906 blev bygningen revet ned. Det var nu ikke fordi søgningen var ringe, men byggespekulanter ville have mere ud af jorden.

 

Forhåbningsholm

Ikke langt herfra lå Svanholm og Forhåbningsholm, der havde givet navn til veje i området. Og tænk på Forhåbningsholm blev der holdt slaver. Den mand, der opførte gården, General – Tobaksdirektør Bargum blev senere direktør for et selskab, der handlede på Guinea, og dette selskab fik i 1765 tilladelse til at købe slaver i Guinea og føre dem med selskabets skibe til Vestindien mod at bringe sukker og andre vestindiske produkter tilbage. I en forpagtningskontrakt lader han tre negre gå med i forpagtningen med den tilføjelse, at hvis én eller flere skulde
dø, skal Forpagtningen være uden Ansvar for det.

 

St. Thomas

På  selve Den lille Runddel lå Monigattis Pavillon og lige i nærheden St. Thomas som havde en hvis tilknytning med Vestindien. Apoteker Riise, der købte ejendommen 1872 og gav den navnet St. Thomas, havde nemlig et apotek i Vestindien. Formentlig af samme grund lod han den store have beplante med mange sjældne træer og planter.

 

Ludvigs Minde

Fra Allégade kendes Ludvigs Minde eller Reebergs Gård, som den også blev kaldt. Det var en rigtig tysk proprietærgård. Hovedbygningen var fra 1772. Her var ring i muren til at binde heste med. I nummer seks lå Det Wærnske Institut, som Geheimkonferenserådinde Wærn oprettede til fattige unde pigers uddannelse og opdragelse. I 1887 flyttede instituttet til hjørnet af Bülowsvej og Kastanievej.

 

Pastor Hassager

I Frederiksbergs Bredgade lå Hassagers Kollegium. Ejendommen tilhørte i sin tid Frederik den Sjette. På et tidspunkt købte præsteenke, Dorthea Hansigne Hassager ejendommen. Hun besluttede at testamentere ejendommen i Bredgade og en sum på 120.000 kr. til fribolig for 10 studenter. Kollegiet blev indrettet med Valkendorf Kollegium som mønster. Unge studerende fra de sogne, hvor Pastor Hassager har virket, havde fortrinsvis adgang.

 

Mørstings Gård

En fornem gård var også Møstings Gård lige ved indgangen til Smallegade. Ejendommen tilhørte statsminister J.S. Møsting. I over 25 år benyttede han ejendommen som landsted. Efter hans død var det kammerherre Monrad, som også var postdirektør, der købte gården. Ja mange borgere kaldte ejendommen for Monrads Gård. Man ak, gården måtte lade livet, da Smallegade blev udvidet.

Vi kunne selvfølgelig havde nævnt mange flere gårde. Og det har vi egentlig også gjort. Se blot de andre artikler om Frederiksberg, som vi har begået. Langs Gl. Kongevej og Frederiksberg Allé lå mange smukke villaer. Dem kunne vi også godt have nævnt. De rummer bestemt også spændende historier.

 

De gamle hovedveje

Tre af de gamle hovedveje, der udgik fra København berørte Frederiksberg i ældre tid. Adelvejen fik til Roskilde (Vesterbrogade, Rahbeks Allé og videre over Valby).Det var den urgamle hovedvej vest på. Så var det Solbjergvejen (Gl. Kongevej). Denne vej førtes uden om landsbyen Solbjerg videre til Langvaddam (Damhussøen), hvor den stødte sammen med Adelvejen. Og så var det Islevvejen (Rolighedsvej – Godthåbsvej).Denne vej førte ud til Islev Enghave.

Navnet Gl. Kongevej stammer fra tiden omkring 1700, hvor Frederiksberg Allé blev anlagt som Hoffets indkørselsvej til det nyopførte Frederiksborg Slot. Derefter var alléen den ny Kongevej og den gamle vej fik så meget naturlig navnet Gammel Kongevej.

 

Den gamle adelvej

Den gamle Adelvej var nok den mest ringe af dem alle. Selv helt inde ved byen bestod den flere steder kun af en række vejspor. Endnu omkring 1800 var det til tider en næsten ufarbar
vej mellem Bakkehuset og Værnedamsvej. Men også Kongevejene var vanskelig at køre på i vådt vejr. I 1771 erklærede nogle Frederiksberg – bønder, at de ikke var i stand til at levere hø til de kongelige stalde, som de havde forpligtelse til, fordi Gl. Kongevej var ufarbar. Og de måtte ikke køre på Frederiksberg Allé.

 

Pas på – i mørke

Det hedder ligeledes i en gammel beretning, at i fugtigt Vejr lignede Gl. Kongevej mere et Kjær end en Vej. Om sommeren var støvet en plage. På en måde var det bedst om vinteren, når jorden var frossen. Men faldt der sne, var det et problem. For der blev absolut ikke ryddet. Vejene var nærmest ufarbare om aftenen. Kun når der var klar måneskin, kunne der køres på dem. Fra Bakkehusets gæster klagedes der stadig over, at der kun var gadebelysning fra Vesterport og ud til Værnedamsvej. Der var dengang kun spredte tranlamper hist og her.

Gik man dengang på rundt på Frederiksberg efter mørkets frembrud, var det fare for, at  man ved hvert skridt ville ramme mod et træ, eller styrte i en grøft og blive begravet i mudderet.

 

Barnevogne forbudt – i 1885

Almindelige dødelige måtte hverken ride eller køre i Frederiksberg Allé, medmindre at man havde fået en speciel tilladelse. Havde man sådan en blev man udstyret med såkaldte Kongevejsnøgler. Endnu stod der i 1885 i Politivedtægten, at der var forbudt at køre med barnevognene på fliserne i Frederiksberg Allé. Dette blev dog ikke overholdt. Der var for længst
åbnet for almindelig trafik.

 

Jordveje i siden

Ny Hollænderbyens gamle hovedgade, Allégade havde dybe stinkende grøfter. I 1848 måtte et gadekær fyldes til, fordi stanken var alt for ulidelig for dem, der boede i nærheden. Pilealléen
– Vejen til Valby som den oprindelig hed, var til tider så bundløs, at den hindrede børnene i at komme i skole og var til stor gene for kirkegængerne.

Om Falkoneralléen siges det i 1826, at dens stenbro var så forfalden, at den næppe uden Fare kunde passeres af kørende eller ridende, som derfor måtte benytte den ene af de to jordveje, der ellers var beregnet for gående og lå en på hver side af kørebanen. De private veje, Bredegade og Smallegade var i endnu ringere.

 

Befolkningen – firedobbelt

Fra 1700 til 1800 blev Frederiksbergs indbyggertal firedobbelt, idet det steg fra 300 til 1.200. Og disse blev til 3.000 i 1850. Så gik det ellers hurtig. Frederiksbergs befolkning var i år 1900
oppe på 70.000.

 

Byggematadorerne tog fat

Men helt let var det ikke for beboerne. De københavnske håndværkere ville ikke acceptere unødig konkurrence. Desuden skulle der betales en speciel afgift for alle de varer, der førtes gennem hovedstadens Accisebod. De dårlige veje og manglen på trafikmidler fik mange til at fravælge Frederiksberg. Der måtte heller ikke bygges grundmurede huse mellem Falkonerallé – Jagtvej og Søerne. Det var kun tilladt, at bygge lave huse og af sådant et materiale, at de hurtigt kunne fjernes i tilfælde af krig.

Dette forhold hæmmede bebyggelsen af området mellem Gammel Kongevej og Ladegårdsåen. Derfor var det af stor betydning at disse bestemmelser
bortfaldt, idet Demarkationslinjen den 6. januar 1852 blev flyttet fra Falkoneralléen til søerne. Dette benyttede byggematadorer sig af. En af dem var inspektøren ved Ladegården, rådmand Bülow. Endnu samme år købte han 35 tdr. land til udstykning nord for Gl. Kongevej.

 

Frederiksbergs smukkeste kvarter

Bülow gav sig straks til at anlægge H.C. Ørstedsvej og nogle af de tilstødende veje. Det lykkedes ham dog ikke at føre Ørstedsvej igennem til Gl. Kongevej, da der lå en ejendom i vejen, som han ikke kunne formå ejeren til at sælge jord fra. Men til gengæld tog han fat på Bülowsvej, som med sin smukke beplantning og de tilstødende villaveje på den østlige side og Landbohøjskolen med sin skønne have og forsøgsmarker blev en af Frederiksbergs smukkeste kvarterer. I 1873 blev H.C. Ørstedsvej ført igennem til Gl. Kongevej. Det blev en af hovedårene mellem Nørrebro og Vesterbro.

 

De letlevende damer

Der rejste sig et helt nyt kvarter mellem Svanholmsvej og Vodroffsvej. Det var etatsråd Schønberg, der på dette areal anlagde tre gader med høje huse til udlejning. Også her bar en af gaderne Ørsteds navn. Men da den snart blev kendt for sine letlevende damer, lod man den skifte til Danmarksgade. Det var som om, at dette fik kvarterets ry til at skifte til det bedre.

Allerede 1851 var Nyvej eller, som den oprindelig hed, Christiansholmsvej blevet anlagt mellem Gl. Kongevej og Frederiksberg Allé. Snart blev den fortsat i Bianco Lunos Allé.

 

Ringe byggestandard

Få år efter begyndte udstykningen vest for Falkoneralléen, hvor der straks blev rejst en del huse nord for Godthåbsvej. Men byggevedtægterne kom først til at gælde på Frederiksberg i 1858. Så det gjaldt for byggematadorerne at bygge inden disse vedtægter trådte i kraft.  Det betød et kvarter med ringe byggestandard. Situationen blev dog meget værre på Nørrebro. Trods
de store udstykninger gik byggeriet i stå i slutningen af 1850erne. I 1857 blev Danmark ramt af en alvorlig pengekrise, som fuldstændig lammede alt byggeri i en årrække. Først 10 år efter
kom det atter i gang, og så gik det hurtigt.

I 1863 kom den første sporvogn til Frederiksberg. I 1864 fik byen sin jernbanestation. Og endelig i 1866 fik bydelen næringsfrihed. Nu kom der virkelig gang i væksten. I 1945 havde bydelen 115.000 indbyggere.

 

Vesterport lukket ved midnat

Vesterport blev dengang lukket ved midnatstid. Det var uhyre besværligt at bo på Frederiksberg om vinteren. Det var ikke sjovt, hvis man ikke lige havde et køretøj. Det var på hele Frederiksberg kun en lukket vogn til udlejning. Den tilhørte en person ved navn, Halleby. Den var nu næsten aldrig til at tage få fat på.

Under disse omstændigheder var det meget naturligt, at den driftige Halleby forsøgte at sætte en omnibus i gang mellem Frederiksberg Runddel og Stenkisten ved Vesterport (Tivoli). Man skulle tro, at sådan en omnibus var en indbringende forretning, og ville afhjælpe et alvorligt savn. Alligevel måtte den driftige herre indstille sit foretagende, da de københavnske vognmænd fik politiet til at skride ind og erklære, at det stred imod Lavets rettigheder.

 

De første omnibusser

Men Frederiksberg voksede og voksede. Mange københavnere blev helårsbeboere på Frederiksberg. Efterhånden opstod der krav fra beboerne om bedre trafikmuligheder. I 1841 havde københavnerne fået sine første omnibusser. Enkelte kørte også til Frederiksberg. I januar 1842 fik de fast køreplan, med 3 – 4 ture om dagen. Det varede dog ikke længe, før de kørte en gang i timen, og Oehlenschläger skrev til sin datter, at han først kunne nyde sin fribolig, nu da det var muligt at komme til byen på en time. Prisen for en Frederiksberg – tur var 8 skilling om hverdagen og 12 skilling søn – og helligdage.

 

Overkørsel og mulig radbrækning

Disse omnibusser havde farvestrålende navne som Dronning Margrethe, Løven, Solen og Napoleon. Der var besværligheder under kørslen. Ejendommeligt nok klagede man ikke over langsommeligheden. Datidens medier klagede derimod over, at der blev kørt for hurtigt på Stadens Grund. Gående var udsatte for Overkørsel og mulig Radbrækning. Medierne appellerede til, at der blev etableret.  Forholdsregler i den Henseende. En Omnibus skulle kun være forspændt med to heste i stedet for fire heste.

Disse omnibusser var ikke populære fra begyndelsen. Fra Frederiksberg Runddel kørte de igennem Allégade og ad Gl. Kongevej ind til byen. Men de beboere langs ruten, der sjældent eller aldrig benyttede dem, så med stor uvilje på de moderne køretøjer. De lavede støj og forstyrrede den rolige nattesøvn.

Da Bredegade i 1845 havde fået brobelægning, søgte omnibusselskabet om tilladelse til at lade vognene køre ad Brede – og Smallegade. Men da sogneforstanderne diskuterede sagen, viste det sig, at der var nogle, der var bange for, at vognene ville slide for meget på den fine brolægning.

Efterhånden vænnede man sig til omnibusserne, og Frederiksberg – linjen blev en af hovedlinjerne i det københavnske omnibusnet. Selv efter, at der i 1872 var lagt spor på Gl. Kongevej, var det omnibusserne, der benyttede dem. En ingeniør havde fundet på, at lade et par små styrehjul løbe foran de rigtige hjul til at holde vognene på sporet. Oppe fra bukken kunne kusken sænke og hæve styrehjulene, eftersom der var brug for dem eller ej. Gennem Strøget var der nemlig ikke spor, og omnibusserne kørte til Kongens Nytorv.

 

Sporvogne

Det var svært at komme op på tagsæderne. Der var næsten en lodret jernstige derop. De kære gamle Rumlekasser fra Hesten og til Frederiksberg kørte indtil sporvognene blev elektriske i 1899. Det var en hvis stemning over det, når Gl. Kongevej genlød af hornsignaler, som forkyndte at Teatervognen med de forudbestilte pladser var ved at komme.

 

Allerede
før dette, var sporvognene kommet. Den 22. oktober 1863 åbnedes den første københavnske sporvognslinje, Fra Trommesalen ad Frederiksberg Allé til Runddelen. Et par måneder efter var sporene i orden. Linjen fortsatte fra Trommesalen over Halmtorvet (Rådhuspladsen) til St. Annæ plads. Forbindelsen til København var nu blevet tydeligvis forbedret.

 

Stakkels Sporvogns – heste

Indtil 1899 var det udelukkende hestesporvogne, der kørte. Det var ret store krav, der blev stillet til Sporvognsheste. De skulle standse, hvor som helst, hvor folk ønskede at stige på og af. Den evindelige sættene i gang sled på hestene. Umuligt var det også at overholde køretiderne.

Det var derfor et stort fremskridt, da man indførte elektriciteten som drivkraft med faste stoppesteder. Nu kunne hastigheden sættes betydelig op. Køreplanen kunne nu også overholdes.

 

Jordemoderens friske initiativ

Mens København allerede omkring 1700 havde 5 – 600 gadelygter henlå de frederiksbergske veje mørklagte. I øvrigt kunne det føre til tre års straffearbejde, hvis man forsøgte at ødelægge
gadelygterne. I 1848 var der således kun 8 tranlamper på Frederiksberg. En jordemoder havde fundet på at hænge en lampe uden for sit hus, så man hurtig kunne finde hende. Det var på Lampevej.

Først i 1860 indførtes endelig gasbelysning på de mest befærdede veje. I løbet af få år var der gaslygter overalt. I 1920 skete der en væsentlig forbedring i gadebelysningen, idet de første elektriske gadelygter blev tændt i Allegade. De stinkende Vejgrøfter var for længst erstattet af moderne kloaker.

 

Fra en til 211 ansatte

På Frederiksberg var det indtil 1854 kun ansat en vægter. Men fra det år var man pludselig tre. I 1881 blev ordningen ophævet og indgik i politiets arbejde. Men først fire år senere fik byen sit eget selvstændige korps. I sommeren 1944 havde korpset 211 ansatte.

Lige over for kirken på Frederiksberg Runddel lå en materiel bygning til brug for slottet. Efter at denne blev ombygget, blev den benyttet som Frederiksbergs første brandstation. I en kortere periode husede bygningen også det nyoprettede politikorps. I 1919 blev  stationen på Howitzvej taget i brug.

 

Et u-effektivt brandvæsen

Brandvæsnet var ikke særlig effektivt. I forbindelse med branden i Møllers Vokskabinet på Værnedamsvej blev der forfattet følgende:

  • Da Huset næsten var brændt om
  • Den første Mand med Sprøjten kom
  • Og da det hele dumpede
  • for alvor først de pumpede.

Frederiksberg havde på det tidspunkt ikke noget vandværk. Så de næste par linjer var godt anbragte:

  • Vi pumper min Salighed, alt hvad vi kan .
  • Vi mangler slet intet uden lidt Vand

Når der opstod brand skulle mandskabet først samles. Det skete ved, at der blev slået fire slag med kirkeklokken og ophængt et rødt flag, om natten en lanterne ud fra den side på kirketårnet i hvilken retning, branden var. Derefter spredte vægtere og politibetjente budskabet om branden ved hjælp af hornsignaler og høje råb.

Der gik masser af tid, før mandskabet var nået frem. Der var kun en hest på stationen. Og stations – sprøjten var ikke større end, at den ene hest kunne trække den. I 1886 flyttede brandstationen til Howitzvej. Nu var der både alarmskabe og brandhaner på vejene. Kommunen havde endelig fået et vandværk. Nu rådede mandskabet over et par heste og en kusk.

I 1898 blev der anskaffet en stor dampsprøjte og i 1914 fik man to engelske motorsprøjte med stige. Og nu fik man også ambulancebiler. Brandmandskabet blev udvidet til 98 mand og fra 1932 havde man til huse i moderne bygninger ved siden af politistationen.

 

Fattighus og sygehus

I 1857 blev Frederiksberg skilt fra Hvidovre. Man rådede kun over et lille fattighus i Allégade. Det rummede både fattiglemmer og de syge. Et nyt hus blev bygget på Lampevej (Howitzvej). Dette fungerede både som fattig – og sygehus. Men ordningen med fattige og syge i samme hus fungerede ikke. Kommunen byggede derfor et nyt hus, beregnet til fattiglemmer og husvilde.

Man fik nu rådighed over 70 senge til hospitalet og professor Howitz blev tilknyttet hospitalet.

 

Eget vandværk

De brønde, der eksisterede kunne godt bruges, når der var tale om lave huse. Men situationen var uholdbar, når der drejede sig om højhuse. En mand ved navn Peter Andersen oprettede et vandværk i forbindelse med hans jernstøberi på Gammel Kongevej. Men det var vanskelig for Andersen at skaffe vand om sommeren. Og det var ikke altid lige rent.

Endelig fik kommunen så anlagt sit eget vandværk i Grøndalsengen ved Godthåbsvej. Herfra fik Peter Andersen nu sit vand. Et vandtårn blev etableret i Søndermarken. Ledningsnettet blev efterhånden udvidet og vandet blev renere.

 

Og det blev lys

Det var et stort fremskridt, da Det Danske Gaskompagni i 1860 påtog sig al gadebelysning på Frederiksberg. Kommunen havde bygget et gasværk ved Ørstedsvej og derfra lagt ledninger
ud til Frederiksbergs gader. Det var dog ikke nogen imponerende belysning, gaderne fik. I 1895 blev gasværket flyttet til Finsensvej.

 

Kilde:

  • Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
  • Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere

  • www.dengang.dk indeholder 1.781 artikler
  • Det var på Frederiksberg
  • Flere Gader på Frederiksberg (K – Å )
  • Frederiksberg Slot
  • Frederiksberg – dengang
  • Gader og Veje på Frederiksberg (A – J )
  • Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager
  • Stjernen – Arbejdernes Bryggeri og mange flere

 

Redigeret 26-09-2021


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København