Denne artikel er delt i
to – indenfor og udenfor voldene. Amagerbønderne skulle tage
færgen, for at komme til København. Kongen faldt i vandet, han overlevede,
det gjorde redningsmanden ikke. Der skulle skabes en handelsby og en fæstning. Og svenskerne forsøgte gang på gang. Fæstningen
bestod sin ilddåb. Men handelsbyen blev først en succes med 100 års
forsinkelse. Privilegier hjalp ikke. Christianshavn oplevede ikke den
store til strømning i 1850erne.

 

En sønderjyde og en nordmand

Åh den skønne bydel Christianshavn. Det var der, min afdøde
kone indtog en nedlagt kasserne sammen med Jacob Ludvigsen og andre. Det var der jeg gik rundt med skønne Ranveig fra Norge, og viste hende bydelen, selv
om jeg dengang ikke anede noget om denne skjønne bydel. Vi sad inde i de hyggelige værtshuse og talte
med de lokale. De var meget imponerede over at tale med en nordmand
og en sønderjyde.

 

Le Reves fra 1329

Omtrent
fra midten af Amagers nordkyst, der løb i nordøst
– sydvest strakte sig en lille halvø ud i strømmen mellem Amager og Sjælland, omtrent lige mod nord.

Fjorden
eller indskrænkningen fra Kongedybet, som skilte halvøen fra Amager var snæver, men skar sig
så langt ind, at halvøen kun ved en smal hals, var fast med det øvrige
land.

Omtrent
i højde med Københavns Slot delte halvøen sig tre odder eller tunger. Den
midterste sendte den ud i strømmen i retningen af det sted, hvor senere Børsen blev bygget. Den anden løb
ud mod nord, var et lille stykke synlig over vandet, men dukkede så
pludselig langt ud mod nord.

Den
var nu let at spore ved en mængde store sten. Ved blot den mindste
kuling var her smult vand. Fra gammel tid kaldtes grunden Rævshalen. Den nævnes i en fransk brev
fra 1329 le Reves. Og den har i mange år ydet
beskyttelse for skibene i Københavns Havn.

 

Færgebroen til København

Den
tredje udløber fra Amagers nordspids strakte sig ud
imod sydvest, men forsvandt straks under vandets overflade og dannede
en farlig forhindring for sejladsen mellem Sjælland og Amager.

For at advare skibene i tide satte Christian den Fjerde sømærker .

 

Det
var den midterste tunge, der fik den største betydning. Ved en dæmning
blev den forlænget ud i strømmen. En færgebro blev lagt i enden.
Ad denne ode og denne dæmning, der senere blev til Brogade, kørte amager – bønderne
deres grøntsager m.m. ud til færgebroen. Derfra blev produkterne ført
over til Kibbernæs på Københavner – siden. Det var omtrent over for Holmens Smedje, senere Holmens Kirke.

 

Denne
færgebro er den første Amagerbro. Således blev den kaldt allerede
i 1565 i anledning af en ulykke, da Frederik den Anden faldt over bord fra et skib under Amagerbro. Hans nåde kom lykkelig og vel på, men det gjorde
hans redningsmand Jørgen Brade ikke. Han blev selv derover ilde faren, og døde et par dage efter. Andre kilder berettede
at kongen var fuld, og det var derfor, han var faldet i vandet.

 

En bred
Strøm 

Strømmen
mellem Amager og Sjælland var langt bredere end nu.
Senere blev der fyldt op på begge sider. Og ofte blev det til noget
værre ælte.

Dengang
lå København blottet for fjenderne. Holmen med skibsværfterne, den
ikke altid kampberedte flåde udenfor havnen, der førte lige ind til
byens hjerte, Tøjhuset med det store forråd af
våben og ammunition, og endelig var det selve Københavns Slot.

Faldt Amager i hænderne på en fjende,
der rådede over en nogenlunde kraftig flåde, kunne det se alvorligt
ud for København.

 

En ”Christianshavner” 
skat

Den
4. juli 1618 udskrev Christian den Fjerde en skat over hele landet eftersom vi naadigst have
for godt anset her paa vort Land Amager en Befæstning at lade forfærdige,
vor Skibsflaade, Tøjhus, Slottet og den gamle By, som største Magt
paaligende er, til Defension og Forsikring.

 

Store
ambitioner

Det
nye anlæg på Amagers nordkyst blev ikke blot en
befæstning, men tillige en handelsstad. Den mangel på bolværksplads,
som handelen led så meget under i København, skulle der nu rådes bod
på i den nye by.

Kongen
gik på med krum hals. Hans forbilleder var Hamborg og Amsterdam. Det var åbenbart kongens
plan, at store skibe skulle kunne lægge til bolværket langs Strandgade og losse der, hvorfor den
på den ældste grundtegning over Christianshavn angivne vold mellem de to halvbastioner mod nord
og syd ud til strømmen aldrig blev udført.

Mindre
skibe, pramme og både skulle gå ind
i kanalen og losse der.

Købmandsgårdene
skulle have deres hovedbygninger ud til Strandgade og Nedergade, men deres pakhuse ud til Kongensgade (senere Wildersgade) ad hvilken varerne så kunne
transporteres ud i byen.

 

Den
nye by blev således begrænset af
den lige kystlinje mod strømmen og i øvrigt de fem sider af en regelmæssig
ottekant. I midten lå Torvet som en firkantet udvidelse
af Torvegade mellem Overgaden og Dronningensgade.

Og
den samme regelmæssighed som udmærkede gadeanlægget, viste sig igen i befæstningsanlægget.
På hver side af Amagerport lå en bastion.

 

Fæstningsværkets
ilddåb 

Fæstningsværkerne
blev lige som byen selv for en stor del opført på opfyldning
på nord – vest – og sydsiderne. Men da graven blev
ført igennem på landsiden fra Elefantens til Panterens Bastion, blev halvøen forvandlet til en ø, der kun ad
broen fra Amagerport ud over en Lynette i fæstningsgraven fik forbindelse
med sin moderø.

 

Christian
den Fjerdes volde fik deres ilddåb under Svenskekrigen 1658 – 1660. I 1536 havde Christian den Tredje først måtte gøre sig til
herre over Amager, Københavns Spisekammer.

I
eftersommeren 1658 havde den svenske konge Carl Gustav samme bevæggrund til at
angribe øen. Men det første forsøg blev tilintetgjort ved Helts og Bredals raske angreb på de svenske
angreb på de svenske skibe natten til den 25. august.

Efterhånden
som belejringen trak ud og muligheden for at hollænderne kom København til hjælp blev det i stigende
grad nødvendigt for svenskerne, at få Amager i sin magt.

 

Svenskerne
blev drevet på flugt

Den
8. oktober 1658 iværksatte svenskerne et voldsomt angreb. Samtidig
gik kong Carl Gustav i land ved Dragør. Helmers Bastion stod for fald.

Et
par tusinder af svenskere blev landsat, og en skare på 300 ryttere fra Småland nåede helt ind under Udenværkerne foran byen.

Men
pludselig blev Amagerport åbnet. Nu drønede Ahlefeldts og Gyldenløves ryttere med Kong Frederik i spidsen mod svenskerne.

De
blev tvunget til at tage flugten tilbage til Dragør. Der stod den svenske konge
og den berømte Wrangel og tog imod. Men heller ikke
her kunne svenskerne holde stand. Den svenske konge kunne takke sin
hurtige hest for, at han ikke blev taget til fange.

København holdt stand. Men fra Christianshavns Vold så man ikke længere ud over et frugtbart land.
Store dele af Amager var sat i brand.

 

I
december 1658 begyndte det at fryse hårdt. Svenskerne forsøgte flere
gange over isen, at erobre voldene. Men Frederik den Tredje havde en hensynsløs kommandant Adolph Fuchs, der sørgede for, at holde våger åbne. Han lærte
artilleristerne at betjene kanonerne rigtigt og tage ordentligt sigte.

Svenskerne
fortsatte deres angreb, blandt andet med Stormen mod København den 10. – 11. februar. Og den 19. januar kom hele
10 afdelinger tropper over isen til Amager.

 

Natten
mellem den 9. og 10. februar forsøgte Carl Gustav at trænge ad isen med den
lille fregat Højenhald og en pram. Det lykkedes
for danskerne, at få prammen sat i brand. Og svenskerne blev beskudt,
så de måtte opgive videre fremfærd.

Natten
efter forsøgte svenskerne igen. Mange af dem gik gennem isen. Tre gange
forsøgte de at indtage volden.

 

Dyrt
arbejde

Den
to årige belejring havde åbenbaret manglerne ved fæstningerne. Dette
blev taget med i overvejelserne, da Christian den Femte arbejdede videre med fæstningsanlæggene. Den
9. maj 1685 blev begyndelsen gjort med at føre Christianshavns Vold igennem Stranden ud til Toldboden. Det var et meget stort arbejde,
der her blev påbegyndt. Og det var dyrt, både hvad angår penge og
menneskeliv. Således døde mange udkommanderede soldater under arbejdet.

 

Det
første land, der blev dannet var Nyholm. Her kunne vagten etableres
efter to års arbejde. Og efter yderligere to år blev her etableret
et skibsværft. Selve voldlinjen var efter fire års arbejde kun 2 –
4 alen over vandet. Men i 1692 syntes værket, at være fuldført. Den
nye vold stødte sammen med den gamle ved Løvens Bastion. Herved fremkom et ejendommeligt knæk.

Efterhånden
dukkede de forskellige holme op. Disse blev optaget af Orlogsværftet.

 

Bombardering
– uden virkning

Den
20. juli 1700 ankrede en forenet engelsk – hollandsk – 
svensk flåde på 61 linjeskibe og en mængde mindre fartøjer
op på Københavns Ydre Red og ned gennem Kongedybet. De ville tvinge Frederik den Fjerde til at standse fjendtlighederne
mod Hertugen af Holsten – Gottorp.

Dagen
efter bombarderede de den danske flåde, som lå på reden.
Men det havde dog ikke den store virkning. Så fik det nye fæstningsanlæg
en omgang. Det var Christianshavns Volds nordlige del, Quintus, Charlotte Amalie og Frederiks Bastion det gik ud over.

 

Men
den 26. juli fra morgenstunden begyndte bombarderingen af byen. Enkelte
bomber faldt yderst i Strandgade. Men bombarderingen forvoldte
ikke megen skade. Atter en gang havde fæstningsanlæggene holdt stand.

 

Tilstrømningen
udeblev

En
lang fredelig periode fulgte. Svanerne og ænderne fik lov til at yngle
i gravene uden for voldene. Sivene voksede omkring krudttårnene.

 

I
en lang årrække var Christianshavn et fint kvarter med en velhavende befolkning.
Her havde mange kendte adelsfamilier deres bolig. Her lå det magtfulde Asiatisk Kompagni, og her havde de islandske
købmænd deres domicil.

Alle
de gamle bolværker, dokker og oplagspladser mistede dog efterhånden
deres betydning, især efter at anlægget af Frihavnen længere nord på var færdig.

 

Når
man tænker på, hvor stor tilstrømningen var til bøde Nørre – og Vesterbro, så var det ikke meget gang
i Christianshavn. Således havde bydelen i 1860 kun en befolkning
på 17.000, i 1895 20.000 og i 1911 kun 19.000.

 

Inden for
Voldene

Hvis
vi nu kigger inden for voldene, så viste det sig hurtig at hovedstaden
led af pladsmangel. Det Islandske Handelskompagni og Det Grønlandske Kompagni var blevet dannet. Børsen blev bygget på den lange
smalle dæmning med losse – og ladeplads på begge sider.

Christian
den Tredje skænkede borgerne Grønnegaards Havn. Det var egentlig en bugt
på Amagers nordvestkyst, der skar ind
syd for den nuværende Lille Torvegade. Her kunne borgerne lægge deres skibe op om vinteren.

 

Privilegier

Men
egentlig var det en gammel tanke, der tog sin begyndelse, da Christian den Fjerde i december 1617 sluttede
kontrakt med ingeniør Johan Semb om anlægget af en den ny
handels – og havneby.

For
at skaffe folk til den nye by, udstedte kongen den 15. april 1619 privilegier for
nybyggerne. Enhver som havde indtaget en grund – som vel og mærke
skulle opfyldes, fik skøde på den til evig arv og ejendom uden jordskyld,
tolv års frihed til besejling af kongens og rigets havne uden told
eller afgift, tolv års frihed for udførselstold. Dog skulle man på
grundstykket opsætte en god købstads – bygning.

Det
måtte have været en lidt besynderlig oplevelse, da køberne skrev
under. For de fleste grundstykker lå endnu under vand.

Da
kontrakterne var underskrevet udarbejde man et kort. Det var
ikke et kort, som beskrev, hvordan det så ud i 1619, men som det kom
til at se ud, når alle grundene var opfyldte.

 

Mikkel
Vibe

Københavns storkøbmænd og skibsreddere var de første,
der skrev under. Og også syv adelsmænd var blandt de første. De havde
selv skibe i søen og havde interesser i de københavnske handelsselskaber.

Strandgade var meget eftertragtet. Den skulle ikke bebygges
på den vestlige side. Så her kunne man have sit skib liggende næsten
ude foran fortovet.

Den
københavnske borgmester Mikkel Vibe, en af byens mest driftigste
købmand var den absolut første, der fik skøde på den nuværende
grund Strandgade 30 og 32.

Straks
søgte han tilladelse til, at sine pramme og både kunne lægge til
ved bolværket lige over for hans ejendom.

 

Knippelsbro

Christian
den Fjerde havde straks i 1618 taget
fat på opførelsen af den lange Amagerbro. Lige nord for broen, der allerede var færdig
efter to års forløb, blev Toldboden bygget. Det var et hus med
højt tag. I underste stokværk var der antagelig oplagsrum. Her var
der nemlig ingen vinduer. Snart gik denne bygning i privateje. I hvert
fald tilhørte den fra 1633 en mand ved navn Hans Knip. Han var rådmand på Christianshavn. Han havde besørget færgefarten
over Strømmen, inden broen var færdig.
Senere holdt han opsyn med broen.

 

Egentlig
troede de visse historikere, at Knippelsbro var opkaldt efter denne rådmand.
Men det hed den fordi kørebanen var belagt med rundtømmer eller knipler.

 

Ikke
gang i bebyggelsen

Af
en synsforretning fra 1635 fremgår det, at der kun var blevet ganske
lidt på Christianshavn. De allerfleste grunde lå endnu øde og ubebygget
hen. Mange var stadig under vand.

Christian
den Fjerdes deltagelse i 30 – års
– krigen havde ikke været heldigt for dansk søfart og handel. Og
såvel kongens foretagsomhed som handelsstanden syntes lammet efter
krigen. Adelsmændene skaffede sig af med deres grunde på Christianshavn. Ja selv statholderen, Frantz Rantzau solgte i 1630 sin grund.
Og denne grund var endnu ikke bebygget i 1635.

 

Men Christian den Fjerde var ret så initiativrig.
Den 7. juni 1639 fik lensmanden Niels Trolle ordre tilk straks at gå i rette med alle, der
ikke inden Aar og Dag ikke var begyndt at bebygge sin grund.

 

Eget
våben og Magistrat

Christianshavn fik sit eget våben og egen magistrat. Den fik
løfte om indlæg af fersk vand, kirke og præst. Ingen håndværkere skulle besværes
med skrå eller lav.

Men
længere varede friheden dog ikke, for de reformerte og jøderne skulle søge speciel tilladelse for at slå sig
ned på Christianshavn.

Kongen
befalede dog, at lensmanden skulle udvise den største sparsommelighed
derude. Men stedet fik en foreløbig kirke. Indtil der kom bedre tider
måtte man nøjes med en træbygning på 60 alens længde. Den menes
at have ligget øst for den senere Frelserkirke.

Men
det varede længe, inden der kom bedre tider. Kanalen, der skulle have
ført skibenes last ind i hjertet af byen, sandede til lidt efter lidt.

I
hele det 17. århundrede var kun Strandgade beboet af store handelsmænd
og skibsreddere. Nord for Bådsmandsstræde, som dengang hed Voldgade havde Claus Condevin, der drev hvalfangst i Norge – havet. Siden gik det over til Saltkompagniet og den store handelsmand, Jokum Irgens.

 

Indlemmet
i København

Kongens
ide var god nok. Men det blev kun småt med Christianshavns handel og søfart. Naboskabet blev til mere skade
end gavn. I 1650 beklagede Københavns Magistrat sig i høje toner over, at Christianshavn tager næring fra København og volder byen
afbræk på mange måder.

I
1670 blev blev Christianshavn indlemmet i København. Endnu i 1680 lå omtrent
en tredjedel af Christianshavns grunde og ubebygget hen.

Fæstningsværkernes
udflytning mod syd under Frederik den Tredje og mod nord under Christian den Femte fik nogen særlig betydning for Christianshavn som by.

 

Grunden
for enden af Strandgade, hvor nu Christianskirken står, blev opfyldt omkring 1673 af feltmarskalken Hans Schack. I 1676 blev grunden købt
af kongen som på en del af grunden byggede laboratoriet. Men det sprang
i luften i både 1679 og 1683.

 

Der
kom liv på Christianshavn

Griffenfeld havde ellers store planer med Christianshavn. Dette fremgår af Resens kort af 1674, hvor der inden
for volden på Rævshalen vises tre store velbyggede
holme, skilte ved sejlbare kanaler, Marsvins -, Hvalfiske-, og
Sværdfiskekanal. Der var indtegnet broer og
gader. Den skønne plan fik kun virkelighed på papiret.

 

Men
der kom liv på Christianshavn. Og det kan vi takke den dygtige og driftige handelsmand, Anders Bjørn for. Han fik i 1735 tilladelse
til at opfylde den store grund mellem Christianshavns Kanal og Trangraven, som senere kom til at hedde Wilders, Krøyers og Grønlandske Handels Plads. Men oprindelig hed det faktisk Bjørns Plads. Her blev der indrettet det største skibsbyggeri,
som København endnu havde set.

Også 
på den anden side Amagerbro på en del af Lehns Plads, der senere blev ejet af Vestindisk – Guinesiske Kompagni og Bjørn, var der gang i den.

Bjørn nåede fra 1735 til sin død i 1750, at bygge
50 skibe, deriblandt et orlogsskib med 44 kanoner.

 

Ikke
så borgerligt på Christianshavn

Efter Bjørns død kom den nordligste del
af Bjørns Holm til Det Kongelige Handelskompagni senere Grønlandske Handel, mens den sydlige del kom i hænderne hos Wilder, far og søn.

Masser
af skibsværfter fulgte. Christian den Fjerdes havneby blev realiseret med over 100 års forsinkelse.

 

Købmandsgårde
rejste sig. Overalt hørtes der larm fra skibsværfterne og søfolkenes
banden og opsang. Rigtlastede skibe strøg ind til bolværkerne. I Asiatisk Kompagnis pakhus blev der losset kostbare
silketrøjer. Fint porcelæn dukkede op fra Kina – farerne.

På Christianshavn var luften mere frisk, her
duftede det af tjære, og her var det heller ikke så borgerligt og
stift.

Her
var saltvandsduft, vimpler og flag.
Man kunne mærke den store verden. I de gyldne tider strøg masser af
rigdom gennem Christianshavn.

 

Den
gyldne tid var forbi

Men
de gyldne tider varer sjældent ved. 1807 ødelagde det hele. En masse
skibe og deres værdifulde last blev opbragt af englænderne.
Og de få, der slap væk blev offer for skibrud.

Pludselig
var der blevet stille på Christianshavn. Det var stilhed på pladserne, det var stilhed
i kanalerne. Stormen blæste de store huse over ende.

Men
det første danske dampskib, Frederik den Sjette blev bygget på Christianshavn. Den første dampmaskine og det første jernskib
var også blevet bygget herude.

 

Baumgarten
og Burmester byggede så mange skibe herude.

Prøv
at gå en tur den dag i dag på Christianshavn. Det er bare skønt. Eller gør som Ranveig og jeg gjorde den dag for
adskillige år siden. Snak med de lokale.

 

Kilde: Se

Litteratur
København(under udarbejdelse)

Litteratur
Amager (under udarbejdelse)

Litteratur
Christianshavn (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere: Om Amager og Christianshavn:

Amager
– for længe siden

Anekdoter
fra det gamle Christianshavn

Christianshavn
– dengang

Dragør
og Store Magleby – dengang

Gamle
huse på Christianshavn

Historien
om Københavns Havn

Lodsen
fra Dragør 

København
– dengang