Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Sagn og Historier fra Als

April 30, 2013

Vi kigger på gamle
sagn og historier fra hele Als. Vi skal møde nisser, højfolket og
vikinge – høvdinge. Desuden er der masser af spøgelser og bortførte
og ombyttede børn. Vi får mere eller mindre realistiske forklaringer
på ste
dnavne. Nogle romantiske og ulykkelige historier
bliver det også til. Og så skal man nok ikke begynde at flytte på
gamle stensætninger, så kan den nærliggende gård ”gå i brand”.
Gamle banditter var der også på Als i ældre tid.

 

Jordhøje ødelagt

Der findes vel omkring 1.000 oldtidsgrave fra Als. Stengravene er fra Stenalderen, mens de fleste gravhøje er yngre, fra Broncealderen. Kun et fåtal af alle disse grave er bevaret.
Især jordhøjene er det i tidens løb gået ud over.

Stengravene
har været mere modsta
ndsdygtige. Og bar alle disse
grave gemmer der sig fortællinger om besynderlige og overnaturlige
oplevelser.

Ved Høruphav ligger Torshøj. Ja så må vi næsten gå
ud fra, at
Tor har været dyrket her. Og Lundebjerg i samme sagn har måske navn
efter en hedensk
Offerlund.

Så 
er det straks mere usikkert, om
Solbjerg Kegnæs og i Svenstrup har noget med soldyrkelse
at gøre.

 

Vandrehistorier

Mange
historier er gået fra mund til mund. De er blevet til vandrehistorier
og det er sikkert blevet pyntet på dem genne
m generationer. De mystiske
væsner, Højfolkene i Højen, Åmanden i Åen, Havfruen og Havmanden
, Nissen i stalden og hvem der ellers optræder i fortællingerne.

Efterhånden
fandt man på, at samle og optegne alle disse tusinder af sagn. Også 
gamle præste – og
sognearkiver er blevet gennemsøgt.
Vi vil her på siden føre dig, kære læser gennem nogle af disse spændende
historier.

 

Kegnæs Sogn

En
lille langdysse ved
Nygaard er den eneste, der er tilbage
af en samling på syv høje. Sagnet fortæller, at hvis man fjerner
stenene, vil gårdens folk dø. En anden variation af sagnet er, at
ejerens gård vil brænde. En meget udbredt sønderjysk tro, er at visse
sten og træer er
brandstene og brandtræer.

Trods
al overtro begyndte ejeren af omtalte langdysse i 1930 at sløjfe
den, men denne gang trådte Fredningsnævnet imidlertid  til og fik fredet dyssen. Højen
bliver også kaldet
Kegnæshøj.

 

Andreas
Kaj – en bandit

Stednavnet
knyttes dog til
Andreas Kaj, som boede her i mørke nætter, hvor han lokkede
fremmede skibe til at strande ved at hejse en lygte. Sin borg havde
han et lille stykke for stedet. Her er endnu spor af volde og grave
fra den gamle
Kajborg og af brønden, Kajskilden.

Der
findes en tegning af borgen på et kort i
Danckwerths Newe Landesbeschreibung
der Herzogthümer Schleswig und Holstein 1652.

Om Kajs bedrifter fortælles mange
ting.

 

Også Salamons Grav Hjortholms Enge ved Høruphav er en bevaret oldtidsgrav.
En stenkiste fra stenalderen er lagt direkte ned i engen uden jordhøj.

 

En hovedløs
præst

På Sabjerg skal der være begravet en
hovedløs præst. Og
Kegnæs Kirke skulle først være blevet bygget på Dambjerg i Damkobbel, men måtte flyttes. For det
der blev bygget om dagen, blev revet ned igen om natten. Og det var
de mystiske, der rev det ned. Dem der var modstander af kirker. 
Derfor valgte man det sted, hvor kirken nu ligger.

Dette
sagn fortælles om mange kirker på 
Als, og er meget udbredt i Norden.

 

Lysabild Sogn

I
dette sogn er der fundet cirka 70 grave fra oldtiden. I langdyssen ved
Lysabild er der brandsten. Og det
ville gå ud over
Kryhlmands Gård, der efter sagnet skal brænde, hvis dyssen ødelægges.
I ældre tid vovede byens ungdom ikke at betræde kammeret efter solnedgang,
da
Niels Puk boede derinde. En mand der
gravede i dyssen, blev sindssyg.

 

En
st
or del af højene i sognet
har ligget i en række, ned gennem den nordlige del over
Sarup, Lysabild dog Fjelby Marker.

På Hans Hansens Mark i Fjelby lå således tre høje. De
to var blevet overpløjet og den sidste var helt sløjfet. Man var dog
stødt på en kiste og så
af angst for følgerne som det står i indberetningen til Nationalmuseet, har angsten holdt folk fra at værne om højene.

 

En pavelig
”Bulle” 

Bullebrand, skulle være en udpløjet knold i Sarup, hvor der skal være brændt en pavelig Bulle. Og Manhøj i Avnbøl har fået sit navn efter
at forbrydere
manedes ned her. Udbyggerstedet Flishøj i Ragebøl skulle egentlig have heddet Flyvhøj, fordi det har navn efter
en høj, som der hver nat fløj en ugle op af og varslede lig.

 

Før
vi forlader
Lysabild skal vi lige nævne at Pøls Rev efter sagnet skal være resterne
af en bro, som en kæmpe ville bygge over til sin fæstemø på
Ærø, men da han kom ud i dybet
druknede han. Herover græd hans brud masser af tårer, og af dem dannedes
sundet mellem
Als og Sundeved.

På 
samme
måde fortælles, at Witzkes Rev Kegnæs er begyndelsen af en dæmning
over til
Høruphav.

 

Tandslet Sogn

De
eneste oldtidsminder i
Tandslet Sogn, som er bevaret er to stengrave, hvor der er brandstene.
De ligger begge i
Ertebjerg, den ene ved en stor kristtjørn.

  • Når dyssens
    sten fjernes eller n
    år kristtjørnen hugges om, brænder ejerens gård

Lige
i nærheden står en gammel hvidtjørn, der bruges som sømærke, som
der også 
er sat brand hen i,

 

Den
hvide Hest

Om
kirkeblokken nord for
Elholm, en naturlig bakke og det
højeste punkt i sognet, fortælles det velkendte sagn, om da man var
ved at bygge sognets kirke, at om natten ødelagde en usynlig hånd,
det man havde bygget, om dagen. Derfor flyttede man byggestedet. Ja
det siges også, at en hvis
Henning Linthe Elholm byggede kirken som tak for,
at han var blevet helbredt efter lang tids sygdom. Det skulle åbenbart
have været en hvid hest, der slæbte alt byggemateriale hen til det
nye sted.
Henning Linthe var den første, der blev begravet i Tandslet Kirke.

Den hvide hest har da været Helhesten, der varsler lig, hvor den
viser sig.

Sandsynligvis
er
Tandslet Kirke bygget op over en hest, som det i fordums tid
skal have været for vane, som så blev deres
varsel. Efter sigende skulle kirkerne
være bygget over
levende dyr.

 

Hørup Sogn

I Hørup var det også svært at bygge
en kirke. Men man lagde sig på lur. Man opdagede da en hel masse nisser,
der ved midnatstid begyndte at nedbryde kirkens mure. For hver sten
de tog, sagde de
Højere op, Højere op. Folket forstod så, at kirken skulle bygges højere
oppe. Den næste dag begyndte de så at bygge kirken på højen. Og
nu fik de ro til deres arbejde. Kirken kom nu til at hedde
Højerup og senere Hørup.

Det
var på 
Lundebjerg kirken skulle være blevet
bygget.
Lundebjerg er en bakke mellem Hørup og Majbølle. Her har engang ligget en Lund, og sagnet fortæller, at
her skulle engang have ligget en kirke. Det kunne tyde på, at der har
har været en hellig lund med en hedensk helligdom.

 

Hans
Skrædder blev myrdet

Ravnehøj i Mintebjerg skulle således have fået
sit navn, fordi der her fra
Arilds tid, har stået nogle ege, hvor
nogle ravne altid sad og skreg.

Skrædderhøj ved Majbøllegården hed tidligere Thabergs -, Toborrigs -,
Tobris -, eller Taaferohøj,
men fik sit nye navn af en
H
ans Skrædder, som fandtes myrdet her med bundne hænder og fødder.
Ikke langt derfra ligger
Skrædderdam, de har navn af samme begivenhed.

Der
rådes til ikke at gå her forbi ved midnatstid, da morderen går
igen., og det skal være uhyggelig at se ham.

 

Sagn
om st
ørre historisk begivenhed
er knyttet til de mange høje ved
Miang Sø på skellet mod Tandslet og Ketting. En svensk konge, der på Erik af Pommerns tid kom sejlende ad søen,
der dengang gik ud i eet med havet, faldt i et stort søslag der og
skal være blevet begravet i en af højene, måske i
Kongehøj eller Kongens Høj ved Tovrup Maj Gammelgaards Mark. Men nogle mener også, at her skulle ligge en
indfødt
Kong Nidding, som faldt i strid med en fremmed konge.

Fra Snapshøj nær Majleddet beskød man den svenske flåde.

 

Her
lå også 
Troldebjerg. Man mente, at her boede trolde.

Skiver
– eller Skieferbjerg
betyder det skæve bjerg.
De mange
Lod(d)enhøje og bjerge har deres navne efter deres
udseende,
loddenhed, det vil sige det krat, der
vokser på dem.

At
sætte
Torhøj og Grimshøj i forbindelse med guden Tor og jætten Trym er måske lige letkøbt nok.
Rent sprogligt skal navnet ende på s, hvis det er helt rigtigt.

 

Opbevaringssted i 1864

 Således kan Torshøj i Lambjerg på toppen af en skrænt,
der går stejlt ned til havet, have noget med guden at gøre. Desværre
har gravrøvere været inde, at fjerne et stenkammer. Under krigen i
1864 blev stedet benyttet til opbevaring af kød og flæsk. Højen kaldes
derfor også for
Flæskehøj. Herfra er der en prægtig udsigt over mod Kegnæs og æ Trill.

 

Trillen træffer vi også i Oksbøl. Her er det tale om en isoleret
banke, vist nok oprindelig en ø. Tidligere er der fundet en oldtidsboplads
på den. Navnet S
tore Vaarbjerg knytter sig også til stedet. Det var et sted, hvorfra man holder udkig eller ”vare”,
og således herfra har holdt øje med enhver fjende.

 

Lidt
længere oppe i landet øst for
Augustenborg ligger et Baunebjerg. Det er et bjerg eller nærmere
en bakke, hvor man i krigens tid har tændt
Bavn for at advare folk længere
inde i landet, når det fra
Vaarbjerg blev iagttaget, at en fjende
nærmede sig. Så langt
Bavnen lyste, vidste man da besked
og nye
Bavne tændtes og spredte budskabet
videre og videre. De virkede faktisk som en slags telegraf.

 

Da
svenskerne drog hærgende gennem landet, t
ændte man ild i en hel dynge
halm og træ, som man havde slæbt op på
Barnhøj i Sebbelev. Sagnet siger, at det var
en afledningsmanøvre, for at få svenskerne til at tro, at det allerede
brændte.

Barnhøj er uden tvivl en fordrejning af Bavnehøj. Barn og Bavn udtales i mange dialekter
ens.

 

Også 
i
Svenstrup og Egen ligger en Bavnehøj, den sidste også skrevet Barnehøj. Der er en forsvunden gravhøj
ved
Nordborg, et Bavnebjerg.
Varbjerge og – høje
findes i Egen og Oksbøl Sogne, ved
Hart Sø og Pøl.

 

Et brød
fra
højfolket

Højfolk
har der boet i
Madhøj og i Kragehøj. Disse er begge forsvundet.
I den ene hørte man ofte
Nis buldre. Ved den anden fandt
man engang en dreng, som vogtede køerne og en brødstage, som blev
brugt til at skubbe brødet ind i ovnen med.

Da
ma
n næste dag kom forbi det
samme sted, lå der et friskbagt brød. Drengen spiste af brødet, som
smagte godt. Han ville give det videre til en vogterdreng ved navn
Niels, som kom til stede. Han forsmåede
det. Følgen blev, at
Niels til straf blev behæftet
med en langvarig sygdom.

 

I Høuphav kom højfolket undertiden
ind i
Chr. Jørgensens lade og stjal af halmen. De kom også ind i stuen,
hvor børnene lå og sov. Men det er dog ikke andre end en gammel kone,
der har set dem. Hun beskrev dem nøje som små mænd med spidse huer
og lang skæg.

 

Ulkebøl Sogn

Der
kendes 150 gravhøje, men kun ganske få er bevarede. Dem der ligger
i skove er ikke så udsatte for ødelæggelser, som dem der ligger
på marker.

En
af dem er
Bukkeshøj Abildgaards Mark ved Krumom. På et tysk generalstabskort
har det fået det flotte navn
Grazienhügel.

 

Bæger
i sikkerhed i Ulkebøl Kirke

Og
om en af de høje, der ligger til venstre for vejen fra
Sønderborg, fortælles, at en mand en
aften så den hævet på nogle støtter rundt om i kanterne og en hel
del nisser derinde og holde drikkegilde. De råbte til manden,
at eftersom han var den eneste her fra sognet,
der havde set dem holde gilde, så måtte han drikke et bæger med dem,
og så rakte de ham et guldbæger fyldt med punch.

Manden
var dog bange for, a
t de havde ondt i sinde,
og smed det bagover ud over hesten i stedet for at drikke af det. Men
guldbægeret ville han have med sig. Han kunne ikke modstå fristelsen,
og skyndte sig at give hesten af sporene. Men nisserne var jo raske
folk, og et par af dem fik fat i halen på hesten. Han kunne ikke ride
fra dem.

Så 
red han tværs over markerne, hvor der var mange grøfter. I disse faldt
nisserne, så han kom fra dem.

 

Nu
var det så bægeret. Han vidste, at beholdt han det, ville der
ske noget. Derfor skyndte ha
n sig til Ulkebøl Kirke. Der satte han bægeret ind. Det blev siden brugt
som alterbæger. Efterhånden blev dette bæger så slidt, at kirken
måtte anskaffe et nyt bæger.

Kirkens
hellighed reddede bægeret og rytteren. Sagnet fortælles mange steder
især i
Sønderjylland og den germanske verden.

 

I Klinting Høj boede for øvrigt Nis Puk.

 

Ketting Sogn

De
fleste høje i sognet er samlet i to grupper ved
Skakkenborg og Ketting By.

I
alle højene ved
Skakkenborg skal der have boet nisser.
Men de er flygtet, efterhånden som højene blev sløjfet.

 

Da
en pige engang tidligt om morgenen sad på en af præstens 
marker mellem
Ketting og Skakkenborg og malkede køerne, hørte
hun lige med et en dejlig musik i højen ved siden af sig. Kort efter
kom et underligt fruentimmer ud til hende for at invitere hende til
at overvære deres
Lystighed, hvilket hun af frygt afslog.
Derefter forsvandt fruentimmeret og musikken ophørte. 

 

Uvæsnet
udvandrede

En
anden høj,
Store Deirehøj i den vestlige ende af Ketting blev udgravet, da Bispegården blev bygget i det 18. århundrede.
Højen blev set hvilende på fire gloende søjler, og neden under var
der masser af støj og alarm. Her herskede masser af uvæsen. Men det
blev fordrevet af klokkeringning. Det kunne uvæsnet ikke udstå. Derfor
forlod de deres høje og udvandrede til
Norge og Bornholm.

 

Højen,
der står på gloende pæle er velkendt i de danske sagn. Og det
skete også, når man holdt gilde i højene. Det var gerne
julegilde.

I
nærheden af
Blæsborg Mølle lå en nu sløjfet høj. Da en karl var næsten
midt ud for den, kom en af de dværge, der morede sig i højen med dans
og lystighed ud til ham med et sølvbæger. Men karlen turde ikke at
drikke af det. Han slængte det bagud. Et par dråber ramte hestens
hår, som straks forsvandt.

De
galoperede nu af ste
d med det tomme bæger. De
blev hele tiden forfulgt af de underjordiske. Hest og rytter nåde
Ketting Kirkegård. Her turde de underjordiske
ikke komme ind. Bægeret skænkede han til kirken.

 

En pyntet
nissebrud

På 
en gård i
Sebbelev var en pige  søndag
morgen ved at gøre rent i stuen, da der pludselig stod en lille nisse
foran hende og spurgte, om hun ville se en brud. Det ville hun nu nok,
og nissen sprang hen og åbnede døren. Der kom en lille karet, trukket
af fire hvide mus, kørende ind i stuen. I vognen sad en pyntet nissebrud.
Da vognen kørte forbi pigen, fløj et stykke af brudens slør bort,
og det blev hængende på pigens forklæde. Vognen kørte et par gange
rundt i stuen og forsvandt sammen med
Nis ad samme dør, hvor den var
kommet ind.

Pigen
ville nu t
age fligen af forklædet
og opdagede da, at den var af det pureste guld. Inden året var omme,
blev en brud pyntet i samme stue.

Måske
har guldet bevirket, at pigen var i stand til at gifte sig?

 

Hyben
blev til ædelstene

I
en af gravhøjene ved
Skakkenborg var stenkammeret omgivet
af en stenring. Og selve stenkammeret var dækket af en flad sten. En
kone kom forbi. Hun så pludselig, at stenen blev skubbet til side,
og en lille mand med langt hvidt skæg med en rød hue på hovedet,
og med lang hvidt skæg samt guldbeslåede træsko træde ud af højen.

Dette
ejendommelige væsen var
Nis Puk. Han løb hen til konen og
bad hende træde ind i højen for at hjælpe sin syge kone. Hun gik
med til det, og mødte
Madam Puk ,der havde bragt den lille Puk til verden. Konen gjorde
hvad hun kunne, gjorde hulen ren, lavede mad og svøbte den lille.

Da
hun var færdig gav
Nis Puk hende en kurv fyldt med hyben,
som hun fik med hjem. Hun vovede dog ikke at bruge den mad. Da hun var
kommet så langt væk, at
Nis Puk ikke mere kunne se hende,
kastede hun bærerne i grøften.

Men
da hun kom hjem , så hun et ejendommeligt skær i kurven. Det
var nogle få bær, der var blevet tilbage. De var blevet forvandlet
til de prægtigste ædelstene. Hun løb tilbage for at kigge efter dem,
hun lige havde kastet.
Men der var ikke flere tilbage.
Og
Nis Puk så hun aldrig mere.

 

Maren
fik guld og sølv

I
stedet for hyben kan højfolkenes penge også have form af kulstumper,
visne blade eller høvlspåner.
Maren Kogekone satte sig engang til hvile på en høj mellem Skelle og Gammelgab. Hun var på vej til et bryllup
med en kurv fuld af kager. Hun var faldet i søvn. Da hun vågnede,
havde
Nis Puk, der boede i højen taget
alle hendes kager og i stedet fyldt kurven med visne blade og høvlspåner.

Maren gik grædende hjem, men hendes sorg forvandledes
til glæde, da hun opdagede, at det var bare sølv og guld, hun havde
fået i kurven.

 

Det
var også høvlspåner, to piger, der et sted på 
Als var bedt til barnedåb hos
nogle nisser, der blev belønnet som gengæld for den ære, de havde
vist dem.

 

Knoldhøj 

Knoldhøj er bevaret. Her havde den gamle nissekonge, Knold sin bolig. Her har man dog
også set
Nis Puk. Kirken skulle være bygget
på en af præstens marker, der kaldes
Knold. Men troldene i de nærliggende
høje blev ret foruroliget ved dette. Og igen blev alt det man havde
bygget om dagen ødelagt om natten.

Men
et andet sted, hedder det sig, at kirken skulle have været bygget på 
Galgehøj mellem Ketting og Skakkenborg.

I Sognebeskrivelserne fra 1666 og 1730 hedder det Galliebjerg og Store Kierkehøy. I Jordebogen fra 1680 hedder stedet Kirkehøj.

 

Var
det Sønderborg Slot?

Og
i sognet fortælles også sagnet om
Sønderborg Slot, der først skulle være bygget ved Stavnsbølle Fjord. Men hver nat blev man forstyrret,-indtil
man bestemte, at flytte derhen, hvor den nu ligger. Og det er ganske
vist. Allerede
Danckwerth nævner i 1652 dette sagn.
Og den danske topograf
P.H. Resen mener på grundlag af Danckwerths angivelse, at den såkaldte Svenskeskanse ved Bromølle må være resterne af Sønderborg Slot. Men kan det nu have sin
rigtighed?

Svenskeskansen er et gammelt befæstningsværk. Navnet har det
nok først fået, da det er blevet brugt som skanse i
Svenskekrigens tid i det 17. århundrede. Selve anlægget er
langt ældre. 

Den
rigtige betegnelse for
bygningsværket er volden. Og svenskeskanse er påført flere gamle volde, for eksempel Smølvold ved Broager, der er en gammel Bygdeborg. Den er sikkert opkastet til
værn mod venderne.

 

Ja
og så har man også gravet efter skatte i højene på 
Als med mere eller mindre held.
Det var her tale om
Store og Lille Klokkehøj vest for Ketting Kirke. Navnet har højene fået, fordi en af kirkeklokkerne
engang fløj ud af tårnet og lige derned.

Måske
er en anden forklaring, at en klokke er blevet støbt her. Eller måske
er navnet a
fledt af plantenavnet klokke.

 

Grave
efter klokker

Engang
havde to karle fra byen fået den ide, at grave klokken op af jorden
igen . Dette arbejde skulle gøres stiltiende. Men da de var i gang
med dette, kom en karret kørende forbi ad herrevejen. På vogn
en myldrede det af rotter og mus. Den ene mand
kunne da ikke holde sig længere og råbte til den anden:

  • Nej se, se!

Da
sank klokken straks dybere ned i jorden. Det hele var altså et
blændværk ene og alene skabt med det formål at få skattegraverne
til at tal
e og dermed bryde betingelsen
for, at deres arbejde skulle lykkes.

 

Om Kistehøj ved Sebbeløv eller om Kistesager fortælles også, at man
engang gravede der, og fandt en kiste, med en skat. Man håbede at kunne
få noget ud af den, men den sank ligesom ved
Klokkehøj i jorden, da en af mændene
kom til at sige noget.

 

En forurettet
hertuginde

Foruden Galgehøjen mellem Ketting og Skakkenborg ligger der også en Galgebakke ved Ruhormsgaard i marken N. Galgekobbel. Det er ikke så længe siden, den er blevet benyttet
til henrettelser.  Om den sidste, der blev henrettet, fortælles,
at han kom til at fornærme
Hertuginden af Augustenborg ved ikke at tage hatten af for hende, da han mødte
hende på vej til galgen. I sin harme forlangte hun da, at man skulle
hugge flere søm i hans hoved.

 

Galgebakken

Næsten
i alle danske sogne har der ligget en galgebakke. De arme syndere, der
havde forbrudt sig mod
Landets Ret skulle højt til vejrs. Så
kunne man vidt omkring afskrækkes af de afsjælede legemer. Også når
der var hekse, der skulle brændes, skulle det helst ske på en bakke
eller en høj, hvor ilden rigtig kunne beskues.

I Ketting blev således to søstre Engel og Lop i det 17. århundrede brændt
Askhøj (1680: Aschøi) for hekseri. Endnu i lang tid derefter kaldtes
markerne omkring for
de brændte Agre.

Ved
samme høj mødte
Pastor Stephen Thomsen engang Fanden i skikkelse af en sort puddelhund
og tvang ham
til at gå som fjerde hjul under sin vogn hjem til Ketting.

 

I Galgebakken skal der forresten være
begravet en høvding, der engang faldt  i et søslag i
Ketting Fjord. De alsiske sagn viser, at
øen engang var blevet angrebet af fremmede vikinger. De var kommet
af søvejen til den rige og temmelig ubeskyttede ø.

Snart
var det svenskerne, som det fortælles i
Tandslet, snart var det de mere tættere
frænder som fynboerne.

 

Vikingehøvdingen
Sivert

I Sivertshøj (1796: Siwartshoy), i Munkeskobbel lige ved landevejen mellem Gammelgaard og Vertemine, skal der således ligge en
fynsk vikingehøvding
Sivert begravet. Han havde hjemsøgt
hele landet fra
Kettingskov til Munkgaarde, en fordums herregård,
hvis ejer var hans gamle fjende, som han havde svoret en blodig hævn.
Men junkerne på
Gammelgaard og Munkgaarde var venner, og med forenede
kræfter slog de
Sivert og hans folk tilbage. Sivert som
lige ville styrte sig på sin dødsfjende ,
Junker
Hartvig
til Munkegaarde, blev slået til jorden
af en af
Gammelgaards
– karlene.

 

Om
natten kom vikingerne tilbage for at søge efter
Siverts lig. Der, hvor de fandt
det, gravede de det ned og opkastede den jordhøj over det, som de kaldte
Sivertshøj. Så trak de sig tilbage,
uden at forsøge nye angreb.

 

Bag
den romantiske udpyntning og de opdigtede navne, skimtes gamle dages
fejde.

Også 
i
Kongens
Høj
Tovrup Maj ved Gammelgaard skal der ligge en konge
begravet ved navn,
Niding.

I
en egebevokset høj på 
Vertemines
Eng (det skal hvis være Gammelgaards)
øst
for
Mjang
endog
6 konger.

 

Asserballe Sogn

Også 
her findes minder om røveriske indfald på 
Als. Ved Lyboslang, Lyøboernes gamle landingssted , ligger en Rytterhøj, hvor der skulle have været
et vagthus, til at holde udkig mod stranden efter fjender.

 

Det
er ellers ikke så meget, der kan fortælles om højene i
Asserballe Sogn. I en meget smuk og velbevaret
stendysse på
Verteminde Mark, er der sat brand, hvis den eller den hyld, der
vokser på østsiden, fjernes, skal
Verteminde brænde.

Indtil
1888 lå der dysser på samme høj. Det år blev den nordlige,
der også var sat brand hen i, taget bort. Få dage efter
slog lynet ned på
Verteminde og den store kostald brændte.
Hvis stendyssen havde fået lov til at bliver stående, var dette vel
ikke sket, siger man på egnen.

 

Om
den store langdysse ved
Blomeskobbel fortælles også, at en ejer kom af dage – ved
løbskørsel – fordi han havde ødelagt det ene kammer. Der er ellers
gravet efter skatte, men en mængde mus, der myldrede frem fik de gravende
til at le og ødelagde således gravningen. Som vi tidligere har beskrevet,
skulle der være fuldstændig tavshed, når man gravede efter skatte.

 

Spøgeri
fra overnaturlige væsener

Omkring flere høje fortælles der om spørgeri.
I
Arnekulgaard har man således været meget plaget af overnaturlige væsener fra en nærliggende kæmpehøj,
der spøgte i lader og stalde. Gårdhunden for ofte op ved midnatstid,
og selv om det var blikstille, kunne der pludselig komme en susende
storm gennem gårdrummet, så porte og døre klaprede.

Bagefter
begyndte det så at rumstere i alle udhuse. Køerne brølede og
hestene sparkede mod bisningen. Men det varede kun i kort tid.

Ofte
fandt man to køer bundet sammen i
en klove. Det fortælles
også, at hver nat på slaget 12 kommer en og rusker i stuedøren.

 

Disse
beretninger minder om sagnene om den vilde jæger, der ved nattetid
farer gennem sine gårde på den evige natlige jagt. Sådan rider
på 
Als, Hertug Hans gennem Gammelgaard og junker Karo eller Kof over tomten af sin junkergård
Slotsbjerg ved Kettingskov. I Sundeved er det fru Magdalene Blome, der rider over markerne ved Braadborg. Andre steder er det Kong Abel, Volmer, eller Gud Odin selv. Man det kan også være bjergfolkene, der
på vej fra høj til høj må gennem en gård og derved forudsager spøgeriet.

 

Notmark Sogn

I Nørreskoven, der strækker sig ned langs
kysten gennem det meste af
Notmark Sogn ligger der hist og her bevarede oldtidsgrave fra
både
Sten – og Broncealder. Det er skoven, der har frelst dem fra at blive
tilintetgjort af bondens flittige plov.

I
de mange små høje ved
Helved siger man dog, at der skal
være begravet en del døde fra et søslag, som der stod på i
Erik af Pommerns tid.

I Troldhøj må der have boet trolde.
At der har boet bjergfolk på egnen er ganske vist. En kvinde og hendes
tre sønner fra
Notmarkskov har set noget, der tyder
på dette. Det var en smuk udskåret fladlåget kiste som drejende kom
hen over vejen og videre ud af nogle pløjmarker.

En
af sønnerne ville løbe efter den, men hans brødre bad ham, om at
lade være. Det, som de så, var at bjergfolket var ved at flytte med
noget af deres tøj.

 

Hertugen
af Sønderborg

Det
var her, at
Hertugen af Sønderborg kom ridende forbi den lille granskov mellem Notmark og Fynshav. De kom ud og bød ham en
drik af et sølvbæger. Han ville imidlertid ikke drikke, men kastede
indholdet bort. Nogle dråber faldt på hesten. Nogle af hårene var
svedet bort. Hertugen galoperede væk og kastede bægeret hen over
Notmark kirkegård.

 

Det
mest mærkelige oldtidsminde i sognet er uden tvivl dyssen
Trodsten ved Katrød. Det fortælles, at det er
en gammel offersten. Og skoven, den ligger ved, har været offerlund.

 

I Lysabild Kirke er der indmuret en sådan
sten i grundsoklen. Det er også værd at mærke sig
Dyssens beliggenhed nær ved Helved, dvs. den hellige skov.

 

Egen Sogn

Halvdelen
af de oldtidsminder, man kender til, er bevaret, fordi de ligger i skoven.
Deriblandt er
Hønshøj i en æblehave ved Elstrup.

 

Mellem Elstrup og Hundslev ligger en kæmpehøj og folk
påstår, at der endnu holder nisser til i højen.
Nis viser sig dog kun en gang
for hver ejer af gården, som højen hører til. En nat sad en ejer
en nat og passede en so, der havde fået grise. Han hørte da, at stalddøren
blev lukket i. Da så han en mandsling med en rød hue på hovedet,
der stod og betragtede ham. Det varede dog ikke længe, før
Nis igen gik ud af stalden.

 

Her
var det ikke tale om en højborger, men det var derimod den
Nis Puk, der boede i Pukhøj Wrangs mark ved skovvejen, skønt han
også optræder med den røde hue, der ellers er husnissernes særlige
kendetegn. Han gjorde ikke folk fortræd, når de kom forbi højen,
eller når de traf ham i skoven. Men
Nis Puk havde den slemme vane, at
han undertiden stjal høns og æg på gårdene derude på
Stolbroløkke.

 

Nisserne
byttede børn

Der
er gået mange rygter om disse nisser. De skulle således også 
have stjålet små børn og byttet dem med deres egne stygge unger.

 Her er også et eksempel på, at man inde fra
højen bager en kage til en hjælpsom mand. Det skete for en person
i
Kræn Skrædders Bjerge.

 

Med Egen Sogn er vi fra Als Sønderherred kommet i Nørreherred. Grænsen mellem de to herreder dannedes af Tingstedbæk, der ligesom Tingstedvej må have navn af, at der
er blevet holdt
Ting i nærheden.

Lidt
nordøst for bækken ligger også 
Tinghøj. Og lige i nærheden Brændhøj og Tyvkær. Alle tre navne minder om
fordums retspleje.

På Tinghøj stod der endnu i 1766 en
stendysse. På
Brændhøj har man brændt folk.

 

Sit
rettersted har s
ognet i hvert fald nok haft
Galgebjerg eller Galgehøj. Kjellerup – Guderup Mark nær ved kirken var der en mark, der hed Galleagre. Forskellige henrettelser
er her foregået for kirkeran, tyveri og mord.

 

Den
sidste ulv på Als

Den
sidste ulv på 
Als blev nedlagt ved Kallehøj ved Stolbro. Men også her er der uenighed,
for nogle mener, at dette er sket på
Ulbjerg ved Nordborg.

Om
voldstedet
Gammel Østerholm fortælles forskellige sagn om skatte. En kone
Chr. Esbensens Sted drømte engang som pige, at hun ovre på Holmen så en stor sten, som skatten
lå skjult under. Hun havde aldrig været der før og gik så derhen.
Hun fandt også stenen, men turde alligevel ikke give sig til at lede
på det fremmede sted. Da slottet i 1735 blev nedbrudt, fortælles det,
at en del af kobberpladerne rullede ned i den brede grav.

Ved
gravning kan man mærke grunden, der formentlig er kælderen, i hvilken
der efter sagnet skal ligge en guldkæde skjult af den længde, at den
kan række omkring hele Als.

Om
voldstedet fortælles også 
ligesom om flere kirker på Als og andetsteds, at Østerholm først skulle have været
bygget der, men man
blev altid forstyrret om
natten.

 

Svenstrup Sogn

I Svenstrup Sogn kendes hen i mod en snes
grave fra oldtiden. De af dem der er bevaret, befinder sig i skoven.
I
Stevning Skov er således en gruppe på 8 småhøje foruden
to større. I den ene af dem ved vejen fra
Fiskerhytten ved Sandvig op til Stevning fortæller sagnet, at der
ligger en sypige ved navn
Katrine begravet.

Hun
elskede en fornem junker
Ravn i Stevning. Desværre blev hun beskyldt
for tyveri, som hun ikke havde begået. Derfor druknede hun sig i fortvivlelse
i den dam, der siden kaldtes for
Trindøffel. Det skulle være afledt af hendes navn Katrine. Ravnsdam er afledt af junkerens navn.

 

Junkeren Sander

En
lignende romantisk historie fortælles om en gravhøj på engen
ved
Sandvig. Her skal det være en junker
fra
Melvedgaard, der er begravet. Han havde også forelsket sig
under sin stand og blev sendt på vikingetogt til
Fyn for at glemme hende. Men
han vendte kun hjem for at dø af sine sår, hvorpå pigen græd sig
ihjel på hans grav.

Efter
junkeren, der hed
Sander, kaldes bugten for Sandvig.

Det
er selvfølgelig meget mere dramatisk end bare at opkalde stedet efter
det sand, som vigen består af.

 

I Dødemandsgrav skal der ligge en møller,
der er blevet myrdet og udplyndret.

Af
naturlige bakker i sognet nævner et
stedligt vers, Bøgebjerres
An og Bavnhøjs Ban,
hvilket hentyder til, at
man har haft blus (arne) tændt på
Bøgebjerg og hørt et barn græde ved Bavnehøj. Nu behøver det ikke, at
være, det man tror. For ban kan også betyde
en ufrugtbar forhøjning
i marken.

 

Hagenbjerg Sogn

Det
var her små væsener, som var i familie med
Elverfolket. De lavede ikke den store skade på mennesker,
men de var ret irriterende.

En
mand vandrede over
Stakkelhøj efter Hagenbjerg til. Da han var midt på
højen, hørte han en stemme, som sagde:
No is Pippe Kong dodt. Måske var det en fordrejning af det tyske: Nun ist Pippe König tot. Manden fortsatte uanfægtet
sin tur. Men da han kom ind til en bonde, fortalte han straks, hvad
han havde hørt. Stedet var der, hvor bjergfolkene jævnlig kom.

 

Samme
aften kom en af disse bjergfolk hen til bondens gård for at hente øl
i en sølvkande. Men da øltyven hørte mandens ord, blev han så 
fors
krækket, at han i sin angst
lod kanden stå og flygtede ud af huset og råbte:
Is Pippe Kong dot, is Pippe
Kong dot.

Efter
denne begivenhed forsvandt bjergfolkene fra
Stakkelhøj og egnens beboere kunne da
i ro selv spise den kraftige bryllupssuppe, og den gæve husmoder kunne
nu syngende sidde ved den fredelige arne og pleje ilden for at tillave
livets fornødenheder uden at ængstes ved den tanke, at måske en af
disse uforskammede skulle finde vejen til spisekammeret.

Da Nissen løb sin vej har den sikkert
råbt
Stakkel(s)høj. Deraf navnet. Men hvad det er sket og hvorfor
nisserne flygtede, ja det er der ingen, der ved.

 

Et Guldstykke

På 
en mark øst for
Brandsbøl Skov ligger en langdysse med åbne gravkamre. Her så
en pige tit
Nis Puk sidde og sole sig, når hun
gik ud for at malke. En dag svarede
Nis på hendes Godaw Nis.

  • Hør Ann’stin
    ka do v
    ælt
    den stue steen de
    øw‘e å e mark, så ka
    do f
    å en
    Dukat.

Ann’stin lo, men alligevel ville hun vise den lille purk,
at hun kunne. Hun gik over og væltede den om på den anden side. Til
sin store forbavselse fandt hun et guldstykke under stenen, og det skal
endnu være i familiens eje over på
Sundeved, båret som stikkernål ved festlige lejligheder.

 

Der
findes også historien om
Sillehøj. Et lille barn ved navn Sille var blevet bortført og ført
ind i højen, hvorfra den fik navnet.

En
anden udlægning og knap så dramatisk er, at højen har navnet
efter planten
Sille.

 

Kilshøj er også blevet set stående på fire gyldne søjler,
mens der blev festet. En bonde så det, og hentede præsten. Men da
de kom tilbage, var der ingenting at se.

 

Længere
nede mod
Stevning ligger Brandshøj, hvor kæmpen Brand skal være begravet. Men
stedet er også et helligt offersted.

Ved Troldhøj Hagenbjerg Bymark er hunde ofte blevet bange.

 

Oksbøl Sogn

Her er næsten alle gravhøje eller dysser forsvundet.

På Knuden ved den tidligere Brandsbøl Fjord, nu Bundsøen, boede således en høvding
ved navn
Gert. Han faldt i tvekamp med en
høvding fra
Sundeved og blev begravet på stedet.
Den store høj, der blev kastet over ham, kaldtes siden
Gertshøj og lå på Melsmark indtil den omkring 1880 blev
jævnet. Stenene fra gravkammeret blev slået i stykker og brugt til
byggemateriale.

 

Om
kirken fortælles, at man ikke kunne blive enige om, hvor den skulle
ligge. Derfor lagde man en tværbjælke over ryggen på en okse,
og byggede der, hvor den lagde sig til hvile. Efter dens brøl kaldtes
først kirken og siden sognet
Oksebrøl, hvilket senere blev til Oks(e)bøl.

 

Nordborg Sogn

Ja
kirken måtte man også flytte. En række trolde var utilfreds
med placeringen. Den skulle egentlig have ligget ved
Ravnebjerg.

 

I
en række andre artikler her på siden kan du læse flere sagn
her fra
Sønderjylland. Det gælder for eksempel fra Rømø, hvor historierne minder en
del om dem på Als. Og så har vi en del sagn og historier ude fra vestkysten.
Mange sagn er tilknyttet de forskellige kirkers tilblivelse. Her er
nok tilblivelsen af
Varnæs Kirke syd for Aabenraa den mest dramatiske.

 

 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • Litteratur Als (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Om Als:

Da
Als var republik

De
sidste hertuger på Augustenborg

Sønderborg
– i begyndelsen (1)

Dengang
på Sønderbor
g Slot

 

Hvis
du vil vide mere:
Om Lov, orden og hekse:

 

 

Sønderjylland:

Ribe
– Hekseafbrænding (2)

Riber
– ret (3)

 

Aabenraa:

Henrettet
i Aabenraa

Jordemødre,
Hekse og kloge koner

Lov
og ret i Aabenraa

 

Tønder:

Henrettet
i Tønder

Lov
og ret i Tø
nder

 

Østerbro:

Henrettelse
på Østerbro


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland