Brundlund Slot er bygget
om mange gange. Slottet er blevet repareret utallige gange. Tilbage
fra Margrethe den Første er kun fundamentet og dele af ydermurerne.
Egentlig var det et fæstningsværk. Her har de kongelige overnattet
mange gange. Og her har mange adelige fungeret som amtmænd.
Men her har også siddet mange forbrydere i slottets fængsler. Beboerne
i Slotsgade var trætte af, at yde tjenester for amtmanden. Hvert år
er her et kæmpe tatoo. Undertegnede deltog også engang – måske
lidt illegal.
Vi besøger atter slottet
Egentlig har vi her på
siden været på Brundlund Slot flere gange. Det var her, hvor Jomfru Fanny modtog undervisning af amtmanden. Her residerede
adelsfamilien von Saldern, og i kælderen var der torturredskaber til brug
for at fremtvinge en tilståelse. Og i en artikel om bygmester C.F. Hansen slår vi også et slag forbi Brundlund Slot.
Blandt de prominente
Det
var også her i haven, at undertegnede en aften sammen med kone,
bror og lille Peter Rasmus (teknisk redaktør
på den side) skulle til det årlige tattoo.
En flot tribune var bygget til byens WIP´s. Det mente jeg nu nok, at
jeg tilhørte, som fagforenings – formand, og min kone havde lavet film.
Som tidligere Solvogns – aktivist mente hun helt bestemt, at vi skulle sidde der,
mens den almene Aabenraa – befolkning måtte nøjes med stå – pladser.
Vi hilste smilende på alle de andre WIP´s. Men sagen var bare, at
dem der egentlig måtte sidde der, havde fået en invitation. Og det
havde vi ikke. Desværre for dem, der kom sidst. Dem var det ikke plads
til. Vi havde en dejlig aften, inklusive Peter Rasmus, der aktivt tog del i selve tatooet inde på opvisningsbanen
sammen med diverse orkestrer. Jo og vi fik skam også givet hånd til
borgmester Camma Larsen Leddet og politimester Bøving.
Men
egentlig er det den historiske del, vi vil fokusere på.
Margrete den Første i Aabenraa
Aabenraahus var ifølge byens råd ikke sikker nok til at
forsvare byen. Det fik Dronning Magrethe den Første at vide, da hun besøgte byen i 1411.
Dronningen var enig med rådet i, at der i det sumpede
område udenfor byen, skulle bygges en borg. Derefter tog hun videre
til Flensborg. Her blev hun syg og døde
på sit skib ud for Okseøerne i Flensborg Fjord.
Dronningen
havde erhvervet byen. Igennem tiden har slottet været sæde for både kongelig, hertugelig og statslig administration.
Aabenraahus lå som bekendt for enden af Vestergade. Den blev nedbrudt i begyndelsen
af 1400 – tallet.
Forsvarsværk
Men
det gik nu ret så lang tid inden man kom i gang med byggeriet. Man skulle dog vente i mange år. Både slottet
og slotsmøllen blev bygget samtidig. Og det var dengang, da Mølleåen var ret så vandrig. Stedet
fungerede både som arbejdsplads og forsvarsværk. Ja faktisk er det Danmarks ældste befæstede vandmølle.
Rundt om slottet var der også en voldgrav. Der blev bygget en
dæmning så man kunne opstemme Mølleåens vand og fald til en vandmølle. Kigger man godt
efter kan man se skydehuller i de svære munkestensmure.
Ombygget
og repareret hele tiden
Slottet
er ombygget flere gange. I renæssancestil
i 1600 – tallet, i rokokostil i 1700 – tallet og videreført i klassicistisk
stil af C.F. Hansen i begyndelsen af 1800 –
tallet. I første halvdel af 1980erne gennemgik slottet også en omfattende
restaurering.
På
slottet har der siddet forbrydere. Gennem
århundreder har her været byret. Ja man sagde om dem, der sad i fængslet,
at de sad i Æ Gaf.
Borgen
er rejst som et porthus med en port midt i bygningen. Uden for slottet
kan den ældste port stadig anes som en markering i muren. Adgangsvejen til slottet
foregik oprindeligt gennem en hængebro, som siden blev udskiftet med
en landfast bro.
I
1530 og 1580 blev slottet forsynet med ottekantede hjørnetårne, hvoraf
det ene blev bestemt til at rumme fangekælderen.
Konstant
er der i historien blevet lappet
og restaureret på slottet
Da C.F. Hansen restaurerede slottet, fjernede
han alt i slottets indre og genopbyggede det hele i en ny form. Ydermurerne
blev ombygget og forenklede, og borgen fik et nyt tag.
Der
kom et nyt porthus opført i en etage med kælder.
Dette hus blev i 1825 forhøjes med en etage og indrettet til fængsel.
Det mindste og mest ringe
slot
I
midten af det 18. århundrede skildrede den berømte danske arkitekt Laurids Thura, Brundlund Slot. Han indledte således:
- Iblandt alle de Steder,
som i vore Lande føre
Navn af Slotte, er dette uden Tvivl det mindste, og af ringeste Anseelse
Efter
at arkitekten har forklaret, hvem der har bygget slottet, fortsætter
han:
- Hvo som ey er underrettet
om denne Bygnings Omstændigheder, maa billig falde i Forundring, at saa stor,
mægtig en Dronning Margrethe
var, skulde have ladet sig nøye med at lade opføre et Slot af saa lidet Begreb,
saa ringe Anseelse, og som med Hendes Majest. Var saa lidet overensstemmende……..
De Holstenske grever
Spørgsmålet
er, hvor meget dronningen nåede, at være med i arbejdet med slottet/fæstningsværket.
Antagelig
har Erik af Pommern nok haft mere med det at gøre. I 1428 blev Aabenraa indtaget af de holstenske
grevers morbroder og hærfører, Hertug Vilhelm af Brunsvig. Ved den endelig fred, der sluttedes i Vordingborg i 1435, kom Hertug Adolf den Ottende som eneherre i hertugdømmet med undtagelse af Haderslev, Ærø og de vestslesvigske enklaver
også i besiddelse af Brundlund.
Residens
for kongen og hertugen
Med Hertug Adolfs søstersøn, Kong Christian den
Førstes valg til hertug 1460 standsede
foreløbig den politiske kamp om Sønderjylland.
Samtidig
var de befæstede borges rolle udspillet. Også Brundlunds. Slottet blev derefter residens
for kongens og hertugens myndighed på stedet, Lensmanden eller Amtmanden.
Mærkelige
tilbygninger
Fra
den store deling af hertugdømmerne i 1544 indtil inddragelsen af de
gottorpske dele af hertugdømmet Slesvig midt i den Store Nordiske Krig 1713 var Brundlund med Aabenraa Amt i de gottorpske hertugers besiddelse. Fra den
tid er der kun levnet enkelte oplysninger omkring bygningerne.
Mens
amtsforvalter Hans Petersen i 1580erne boede på slottet, byggede han den
nordvestlige runddel. Den blev revet ned i 1805. Det samme skete med
en lidt mærkelig tilbygning på det sydøstlige hjørnetårn, hvori hans fyrstelige nåde havde sit sovekammer.
Hertugen gravede efter guld
og sølv
Den
fine titel hentyder til Hertug Adolf, som af og til vides at have taget ophold på Brundlund. En gang skulle han have givet
ordre til at grave efter guld og sølv i Kolstrup Skoven. Det endte som bekendt resultatløst.
I
begyndelsen af 1600 – tallet var en fin og lærd adelsmand Clement Gadentorp en kort tid amtmand på slottet.
Bygningen må have haft hans ganske særlige bevågenhed. Skønt han
kun sad i embedet i mindre end to år, nåede han at nedrive slottet
og lade det vældigt forbedre. Ja sådan står det i skriftlige beretninger.
Men
en virkelig nedrivning har det næppe været tale om. Det var snarere en grundig istandsættelse.
Såvel
amtsforvalter Joachim Danckwerth, der fungerede som amtmand 1636 – 41, samt hans
efterfølger Frederik von Winterfeldt
(1641 – 56) havde gjort meget for at
forbedre forholdene på slottet.
I
1653 skal det ældste porthus ved siden af slottet være opført
og en ny bro lagt over voldgraven. Den tidligere lå formentlig lidt
mere vestlig, lige foran den tilmurede port i hovedbygningen, som der
endnu findes en antydning af.
Hustruen bad om en bro
Den
nuværende slotsmølle er en rest af et kraftigt højt
brotårn, som sandsynligvis går tilbage til, da slottet var fæstning.
Begge
de omtalte amtmænd lagde meget vægt på driften af den til slottet
hørende ladegård, beliggende lidt vest for.
Von
Winterfeldts hustru skulle have anmodet
om en bro over graven på vestsiden, for at man lettere kunne komme
over til gården.
Den
omtalte ladegård nedbrændte 1686 og synes ikke at være genopført.
Haven derved var både før og siden tillagt amtmanden uden særlig
afgift. I 1706 var der af Ladegårdens bygninger kun et stort Lo – og Gartnerhus.
En beskrivelse
fra 1709
I
1709 var hele øen, hvor Amtshuset lå, som det dengang kaldtes, omgivet af en bred grav
og en lav vold. På nordsiden førte en 40 alen lang og 6 alen bred
træbro, med en vindebro midt på over til Slotsholmen. Den lange bro var i ret god stand. Således var
den blevet repareret tre år tidligere.
Det
samme kunne ikke siges om det lille porthus på 6 fag, gennem hvilket
man nåede ind på Slotspladsen. Kort efter måtte det fornys helt fra bunden.
Om
hovedbygningen til højre for indkørslen på Holmens nordside, der kaldtes Det gamle Beboelseshus, kan nævnes, at det var på
10 fag med hvælvet kælder og derover 3 Stokværk. Der var tre vindføje på
taget.
I
nederste etage var der køkken, spisekammer, borgstue, pigeværelse
m.m. I den østre hjørnerunddel, Amtskontor med en særlig skrivestue
I Slotsgården lige over for Amtskontorets vinduer var opstillet et
solur.
Voldgraven
var kloak
Den
store vindeltrappe i tårnet på bygningens sydvestre hjørne havde 55 trin. Ad den nåede man op til de øvre
etager. Øverst oppe var der kornloft. I runddelen mod nordvest var
det dybtliggende hvælvede kælderrum indrettet som fængsel efter alle
kunstens regler. Det havde selvfølgelig stengulv og indeholdt et par
redskaber, som dengang hørte med til et fængsels faste inventar, nemlig 2 eiserne Klufen umb der Beinerne und dadurch
ein gross Eisern Bolt samt 2 Par Handklufen
Hygiejnen
var endnu på et middelalderligt Stade. Det tyder den skriftlige omtale på. Om en af
dem siges det, at den var tilbygget, stående på 4 egepæle i Voldgraven. Ved samme slotsgrav, som
altså tjente som kloakafløb var anbragt en vaskebænk, hvorved vel
hovedvasken kunne forrettes!
Ude
på Slotspladsens vestre side, lidt syd for hovedbygningen lå det
såkaldte nye Hus med gavlender mod syd og
nord. Det var 9 fag langt og meget bredt, men kun i en etage. Over døren
til forstuen sad en sten med Hertug Frederiks navnetræk. Det var altså opført af de næstsidste
hertug Frederik den Fjerde (1694
– 1702).
Og
hvor ved vi så alt dette fra? Vi har blandt andet H.H. Eegebergs billede fra 1750 og Thuras gengivelse af slottet.
De brutale
afstraffelsesmidler
I
det indre var der en større retsal, hvor retshandlingerne foregik samt
endvidere en række mindre kamre, hvoraf et par beregnet
til bolig for sekretæren.
I
det skriftlige materiale kan der også læses:
- Noch steht auf dem Platze
ein Holtzern Esel woran ein Halsseisen.
Dette
var billedet af datidens brutale straffemidler, der anvendtes i den
daglige hustugt.
Amtmanden
ville ikke bo i Løgumkloster
Da
det under Den Store Nordiske Krig lykkedes Frederik den Fjerde at gennemføre sine planer med hensyn til Slesvig på den måde, at de gottorpske
dele af hertugdømmet blev inddraget, blev Aabenraa og Løgumkloster Amter lagt ind under en amtmand.
Men
det tyder ikke på, at de to første kongelige amtmænd tog initiativ
til forandringer på Brundlund Slot.
I
øvrigt sad den første kun i et par måneder, inden han blev afsat
på grund af underslæb.
Først
efter, at Christian Albrecht von Massow i 1723 tiltrådte som amtmand, hører vi igen
noget om Brundlund Slot.
Regeringen
mente, at von Massow skulle residere fra det netop
istandsatte Slottet i Løgumkloster, men adelsmanden foretrak det meget mindre komfortable,
men mere bekvemt liggende slot i Aabenraa.
Det
gik dog heller ikke lang tid, før der forelagde en ansøgning til Rentekammeret om en grundig restaurering.
En
bevilling blev også godkendt til reparation og til opførelse
af et nyt porthus. Overslagssummen var på 448 Rdl. 40 Sk. Og dette beløb
måtte ikke overskrides. Samtidig forelå en ordre til udvisning af træ i de
kongelige skove.
Men
trods de omfattende reparationer, fik Amtmanden snart at mærke, hvor brøstfældig
hans bolig var. Han stod bag et forslag om at rive slottet ned og udvide
det såkaldte nye hus og indrette dette til amtmandsbolig.
Men Landbygmester for Hertugdømmerne, Claus Stallknecht døde inden sagen blev behandlet, så den blev
henlagt i flere år.
100
bønder kunne hurtig gøre noget
Men
fra 1735 foregik der en livlig brevudveksling
mellem de involverede parter. I 1738 udarbejde Landbygmesteren i Slesvig, Ingeniørkaptajn, senere major Otto Johann Müller en omfattende plan for hele Brundlund – området.
I
denne redegørelse kan man læse, at der på området var Den nye stald, hvor kongelige heste opstaldedes, naar de ved
Lejlighed passerede Slottet. Der blev foreslået, at man
i stedet for en bro, lavede en dæmning. Jorden kunne tages fra slotspladsen.
Arbejdet kunne forholdsvis let udføres af 100 hoveripligtige bønder.
Husk,
et rækværk til kongen
Møller foreslog en vindebro. Det skulle så være af sikkerhedsmæssige grunde,
da forhør af fanger så kunne foregå på en mere betryggende måde.
Fangerne
kunne også anbringes mere sikker, hvilket er vigtig, da de indespærrede ofte var besværlige Folk som Zigeunere, berygtede Landstrygere
og andre Delinquenter.
Dæmningen
skulle forsynes med rækværk, da der ellers kunne ske ulykker, for
eksempel hvis kongen besøger Aabenraa og overnatter på slottet.
En
reparation af det gamle slot samt
bygning af en dæmning med vindebro ville komme til at koste 1.546 Rdl.
En nedrivning af slottet og tilpasning af det nye hus til amtsbolig
vil beløbe sig til 2.752 Rdl.
Det
skulle dog gå adskillige år, inden forslaget blev til virkelighed. Først ved kongelig resolution af
4. september 1744 blev der givet tilladelse til iværksættelse af en
dæmning, men slottets hovedreparation endnu engang blev udsat til senere.
Det
må have været en stor skuffelse for amtmand Massow, at han trods sine anstrengelser ikke kom videre.
Og bygningen var efterhånden i sådan en forfatning, at der vel var
grænser for, hvor meget amtmanden kunne ofre af egen lomme til de mest
nødvendige istandsættelser.
Problemer
med Slotsgade
Massow synes at have været en ret bitter og stram herre.
En anden sag med tilknytning til Brundlund tyder på dette.
Fra
gammel tid havde Slotsgade været underlagt Brundlund. Husejerne var pligtige til
at yde visse tjenester på slottet, omfattende dels rent husligt arbejde
som hjælp ved brygning, tøjrulning, rengøring af lygter, pudsning
af fodtøj, høbjergning m.m.
Endvidere
måtte de ved visse lejligheder stille sengetøj til rådighed for amtmanden,
når der kom officielle gæster på besøg. Dette blev dog i nogen
grad af amtmændene udnyttet til egen fordel.
En
liste over tjenestepligtige beboere fra 1740 omfatter i alt 35 navne.
På denne tid ansøgte seks beboere i Slotsgade om fritagelse for denne hoveri tjeneste, der efter deres udsagn i von Massows embedsperiode havde udviklet
sig til at blive værre end selv Livegenskab. Det blev gengivet meget sort.
Åbenbart
varede tjenesten fra daggry til kl. 9 – 10 om aftenen. Tjenestefolk,
som sendtes til slottet blev åbenbart udsat for klø og sendt i fængsel.
Det udlånte sengetøj blev gang på gang leveret tilbage i en
forfærdelig tilstand. Det blev hævdet at Amtmanden aldrig havde fået tilladelse
til dette hoveri. Forslaget fra beboerne går ud på, at betale for
fritagelse fra tjeneste.
Næse
for fræk skrivemåde
Amtmandens
redegørelse i forbindelse med sagen var en helt anden. I en kongelig
resolution fik amtmanden dog også medhold. Beboerne fik en næse for den frække skrivemåde, de havde gjort brug
af.
Men
sagen var ikke slut. Nogle måneder senere fik en af klagerne,
antagelig den person, der havde sat det hele i gang, nemlig Controlleur Jes Tychsen – en dom, fordi han ikke ville
rette sig efter resolutionen.
Nu kunne
man betale sig fra det
Efter von Massows død i 1752 var der mildere
vinde. Nu blev der forhandlet om en afløsning af tjenestepligten med
en sum, der blev sat til 40 Rdl. Amtsforvalteren opsatte herefter et
register over, hvad hver enkelt af Slotsgades husejere skulle yde af den
samlede sum.
Skønt Brundlund Slot var beskedent, så anvendtes
slottet dog til kongeligt opholdssted for en enkelt nat.
Kunne
ikke finde bolig
I
amtmand Joachim Ehrenreich von Behrs embedsperiode (1756 – 68) var Brundlund tilsyneladende atter i fare.
Spørgsmålet om en nedrivning af slottet rejstes af Rentekammeret. Amtmanden blev opfordret til, at søge sig en passende bolig
i byen. Men han svarede, at der i Aabenraa ikke var et eneste hus at
få, som kunne tjene ham til bolig, selv om han ville indskrænke sig
nok så meget.
Han
fortalte også, at en nedrivning ville ramme
ham hårdt, da han netop på egen bekostning havde ladet de fleste værelser
tapetsere og male. Samtidig mente han, at hovedbygningen bortset fra
tag, vinduer og døre slet ikke var så forfalden.
Det
lykkedes ham virkelig at overbevise Rentekammeret til at gå med til en reparation. Den fandt sted
i 1758. Det samme gentog sig, da efterfølgeren Baron Frederik Wilhelm Vedel
– Jarlsberg i 1768 trådte til.
De kongelige
overnattede her
At
de kongelige har overnattet på Brundlund ses af en skrivelse fra Kammerherre Behr af 23. januar 1768, hvori
han frabeder sig at skulle betale nogle Privative Pladser , som (før 1766) var indrettet i anledning af,
at både statholderen, Prins Carl af Hessen og hans Gemalinde, Prinsesse Louise, samt Kongen (Frederik den Femte) og Prins Christian (den Syvende) havde boet på Brundlund.
En iskælder
i Hjelm Skov
Greve
Gustav Frederik Holck – Winterfeldt der fik embedet som amtmand
i april 1772 anlagde en iskælder i Hjelm Skov. Men først under kammerherre Leopold Samuel von Schmettau (1775 – 1802) blev der igen istandsat til et
beløb af 1.089 Rdl.
Børn
kunne lege i sne – på loftet
Men
uanset hvad man gjorde, så hjalp det ikke. Det erfarede kammerherre Conrad Daniel von Blücher (1802 –
1808) Taget på det østlige tårn
truede med at styrte sammen. Husfogeden, kaptajn Born erklærede at fundamenterne adskillige steder er veget ud, andre Steder sunket, at Murene er
fulde af store Revner, at Taget giver efter, og snart er helt bølgeformet,
samt at Bjælkeværket er delvis knækket og sunket ind imod Bygningens
Midte, hvorved Gulve og Loft er kommet til at hælde stærkt.
Den
store skorsten i midten af huset får skylden for Kalamiterne.
I
1803 henvendte amtmanden sig igen til Rentekammeret. Slottets beboere kunne risikere at blive begravet under
ruiner. Den 3. marts havde hans folk brugt en hel dag til at skovle
sne væk fra loftet efter en snestorm. Børnene kunne lege i sne på
loftet.
Håndværkerne
i Aabenraa – var slette
Fængslerne
var meget fugtige og temmelig usikre. De truede med at styrte
sammen. Nu var det så, at C.F. Hansen i to omgange besigtigede
slottet. Overslagssummen blev fastsat til 6.142 Rdl.
Arbejdet
blev påbegyndt i 1805 og blev afsluttet i 1807. Og Rentekammeret tog det meget ilde op, at der var sket et overforbrug
på 5.366 Rdl.
Blandt
de forklaringer der kom på dette var blandt andet, at materialerne
i Aabenraa var usædvanlig dyre. Håndværkerne
i Aabenraa var ualmindelig slette, erklærede C.F. Hansen. Der måtte tilkaldes håndværkere fra andre byer.
Kunne
ikke få penge
Og
håndværkerne havde stor besvær med at få deres tilgodehavende.
Murermester Jens Jensen Wraae og smedemester Tyroll klagede over, at de ikke
fik deres penge. De blev truet med udpantning, fordi de ikke kunne betale
deres gæld.
Pastor Hoeck i Stubbæk, der havde leveret sten fra
sit teglværk, truede med et års renter og at inddrive gælden af retslig
vej.
Møde
om de hvide busser
På
slottet mødtes den svenske Grev Bernadotte i foråret 1945 med amtmand Refslund Thomsen som vært, SS – reichsführer Heinrich
Himmlers udsending, brigadegeneral Walter Schellenberg til forhandlinger om hjemtransport
af danske og norske KZ – fanger fra diverse KZ – lejre under svensk
Røde Kors ledelse. Det var Grev Bernadotte, der fik æren for dette med De Hvide Busser, men nordmænd og danskere havde længe før været
i gang.
I
øvrigt viste Refslund Thomsen sig ved grænsen efter krigen, for at modtage
englænderne, men modstandsfolkene bad ham tage hjem igen, ellers ville
de anholde ham.
Møllen
blev også bevaret
En
mølleinteresseret havde været med til at renovere den gamle vindmølle Damgaard Mølle ved Rødekro. Han mente også, at Slotsvandmøllen skulle have en tur. Og det
lykkedes at skaffe pengene. En forening, Aabenraa Byhistoriske Forening driver nu stedet. Stedet fungere som et slags arbejdende museum.
Og
selve slottet som før var amtmandens officielle bolig, bruges nu som
kunstmuseum.
Er
det så noget tilbage fra Dronning Margrete den Førstes tid? Kigger man godt efter, ja så er det gamle
fundament og dele af ydermurene fra den oprindelige borg.
Kilde: Se
Litteratur
Aabenraa
Litteratur
Sønderjylland (under udarbejdelse)
Hvis
du vil vide mere: Om Brundlund Slot:
Aabenraa
– et strejftog i historien
Adelsslægten
fra Aabenraa
C.F.
Hansen og hans bygninger
Margrete
den Første og Sønderjylland
Dagligliv
i Aabenraa – dengang
Løjt
Land – i begyndelsen
Lov
og Ret i Aabenraa
Jomfru
Fanny fra Aabenraa
Aabenraa
– en by som hed Opnør