Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Møgeltønder – Fra Ahlefeldt til Schack

April 5, 2013

De var ikke alle lige sjove
at arbejde for – lensmændene på 
Møgeltønderhus. Hoveriet kunne måske have været værre. Men
i perioder havde bønderne i
Møgeltønder Len nok at se til. Særlig digeudbedring tog i perioder
masser af tid. Og så skulle man også lige stå til rådighed med kørsel
– både for lensmanden og for kongen. Da
Ribe skulle have forstærket deres
befæstning, ja så måtte man seks gange køre til
Ribe med et læs kampesten. Og så
blev brud på moralen og det sjette bud takseret hårde end et mord.
Jo der skete skam noget i Møgeltønder dengang.

 

Kongelig lensmand

Ved reformationen overgik Møgeltønderhus som alt andet bispegods til
kronen. Som første kongelig lensmand får vi
Detlef Ahlefeldt. Antagelig har han overtaget lenet lige efter 1536.
I en jordebog fra 1537 fortælles det, at huset
Groten Tundern giver lensmanden 200 mk i årlig hyre. Birket giver ham 31 mk. og 5 sk.

I
1546 har
Ahlefeldt fået lenet i pant for 16.000
mk. Han skal betale 30 mk. lb. 1 læst havre og 6 tdr. smør
som deraf plejer at afgange tilforn til bispens
fadebur.

 

50 len blev pantsat

Møgeltønder var blot et af de 50 len, der af Christian den Tredje havde pansat til de holstenske adelige. Men hvor
stor var lenet egentlig? Ja vi kan kigge i jordebogen fra 1537 over
Riberhus Len. Og i den kan vi læse, at
lenet bestod af

 

  • 3 gårde
    i Daler, 1 i Gerup, 15 i M
    øgeltønder, 1 i Toghalle, 2 i
    B
    ønderby,
    2 i Gallehus
    samt Røj, Spydholm og Brink.

 

Detlef Ahlefeldt var lensmand på Møgeltønder indtil 1562, da kongen på hans anmodning indlæser
pantet. Han havde været meget initiativrig og genrejst bygningerne.
Han var også særdeles aktiv, da digerne
Højer – Rudbøl – Lægan – Kær herred blev bygget. Han var meget påpasselig over for bønderne. I et brev
til kongen klager han således over, at
Kogsbøl – bønderne og kirketjenerne ikke udfører deres andel af
arbejdet.

Han fortæller også 
kongen, at ikke alle er lige flinke til at vedligeholde digerne.
Ahlefeldt ønsker at true de bønder, der ikke lever op
til deres ansvar skal trues med at blive smidt ud af deres ejendom.

 

Ahlefeldt
troede på ”heksen” 

I en sag fra Daler bliver en kvinde ved navn Margretha anklaget for trolddom. Men Ahlefeldt mener ikke, at hun har begået disse forbrydelser.
Han henviser til, at hun trods tortur fastholder, at hun er uskyldig.

Møgeltønder Kirke lod han udsmykke med kalkmalerier. I 1921 fandt man rester af interessante
kalkmalerier med
Ahlefedts våben.

 

10 år efter, at han forlod Møgeltønder i 1570 døde han i den høje alder af 90 år.
Han blev begravet i
Kliplev Kirke.

 

Ny lensmand
– Niels Lange

I 1562 overtog lensmanden
på 
Riberhus, Niels Lange tillige Møgeltønder Len. Men det var ikke helt uden problemer. Niels Lange krævede inventar som Peter Rantzau skulle have leveret, men som Ahlefeldt nægtede, at skulle have modtaget. Kongen måtte
over for
Niels Lange forlange, at han undersøgte sagen noget bedre.

 

Claus
Rantzau – utiltalende og fordrukken

Allerede i 1564 overtog Claus Rantzau lenet. Han fik det i pant for 10.000 dlr. I 1567
blev det yderligere bestemt, at pantet skulle forblive uindløst i hans
livstid. Efter hans død skulle kongen desuden betale 1.000 dlr. For
udførte reparationer.

Claus Rantzau død i 1571. Hans enke, Magdalene beholder lenet indtil 1573, da Bendix Rantzau overtager det.

 

Og denne Rantzau var en i høj grad utiltalende person, hengiven
til druk, opfarende og grusom, samt begærlig efter gods og penge. Ja
sådan beskriver kilderne fra dengang personen. Efter bedste holstenske
forbilleder forsøgte han at inddrage fæstejord og ved en forøgelse
af bøndernes hoveri, at udvide hovedgårds – driften.

Det fortælles, at hans
lille datter
Dorothea Rantzau på hendes dødsleje i 1592 bad sin far vise retfærdighed,
billighed og nåde mod sine undergivne og bad ham især ikke straffe
de undergivne, der kun havde forsynet sig i ringe grad mod den spanske
kappe med mindre de var dømt til døden.

 

Også efter sin tid
i
Møgeltønder lå han konstant i strid med de mennesker han
var i berøring med.

I Haderslev, hvor han ejede et hus og bosatte sig, kom han
i strid med byens øvrighed. Hans søn med hvem han havde begået alvorlige
optøjer i
Hamborg blev endda i 1616 sat ud af huset på grund af
restancer.

 

Bendix
Rantzau

I 1583 overtog Bendix Rantzau Møgeltønderhus som ejendom og ved den lejlighed udskiltes godset
i
Haderslevhus Len (Rangstrup og Bovlund).

Denne afgang af gods blev
udlignet ved
Bendix Rantzaus køb af et par ejendomme i Gerup. Ved kronens tilbagekøb af lenet i 1599 kommer
det til en del striddigheder vedrørende dette gods, idet
Bendix Rantzau, at han ikke havde solgt andet og mere, end det,
han havde modtaget i 1583.

 

Kronens krav skulle fastholdes

Kongen gjorde gældende,
at den nye lensmand,
Albert Friis på det bestemteste skulle fastholde kronens krav.

Og det ejendommelig er, at kongen henvendte sig til lenets bønder og anmodede dem, om at
yde et tilskud til købesummen efter evne og formue, idet der måtte
formodes, at de var interesseret i kronens køb. I 1600 blev der udskrevet
en almindelig landeskat overalt hos bønderne i riget til hjælp til
betaling af
Møgeltønder hovedgård og gods.

 

Albert Skeel

Fra 1600 havde Møgeltønder og Riberhus fælles lensmand. Og disse lensmænd tilhørte
nu den danske højadel.
Albert Friis, der kun var lensmand til 1601, var ligesom de
følgende lensmænd med undtagelse af
Mogens Sehested medlem af Rigsrådet.

Albert Skeel, der var lensmand i tiden 1601 – 39 havde i sine unge dage, således
som det på den tid var sædvane inden for højadelens kreds, været
på uddannelsesrejse i
Tyskland, Italien, Frankrig og England. Kort efter havde han ledsaget Christian den Fjerde på dennes brudefærd. I 1601 forlod han hoffet
og forlenes med
Riberhus og Møgeltønder len. Som rigsråd og rigsadmiral blev han ofte brugt
som kongens vigtigste
sendebud.

I 1623 afgik han som rigsadmiral, muligvis på grund af et personligt sammenstød med
kongen.

Men det var dog ikke værre
end at han i 1629 fungerede som fredsforhandler i
Lybeck.

 

I forlenings – brevet blev
det bestemt vedr.
Møgeltønderhus, at han skulle gøre kongen regnskab for al avl, affødning og anden fordel og udgiften til løn og klæder
til skriveren, fogeden og de daglige folk på
Møgeltønder Slot og len. Den derunder liggende ladegård skulle tilregnes
kongen. Dertil kom endvidere den bestemmelse, at lensmanden måtte beholde
tiendedelen af den uvisse indkomst, hvorved forstås
indfæstning, sagefald og førlov.

 

Albert Skeel afgik ved døden 1639, og hans afløser blev Gregers Krabbe, der ligesom sin forgænger tilhørte den danske
højadel. Også hav havde i sine unge år været på udenlandsrejse.
Ligesom sin forgænger var han rigsråd, men opnåede endnu et avancement,
idet han i 1651 overtog stillingen som statholder i
Norge efter Hannibal Sehested.

Han blev beskrevet som
en jævnt dygtig og
godlidende mand. Det fortælles, at selv om han gennemførte
en forøgelse af hoveriet i
Hindsgavl Amt, så var han alligevel vellidt af bønderne der.

På Møgeltønder var han optaget af få gennemført en hårdt tiltrængt
reparation af hovedbygningerne, men det forhindrede svenskerne ham i
at gennemføre. Da svenskerne endelig trak sig ud af landet, var det
i første omgang avlsbygningerne, der blev genrejst.

 

I 1650erne skiftede lensmændene
ret hyppigt. Fra 1651 – 1655 var
Mogens Sehested lensmand. Fra 1655 – 1658 var det Otto Krag. Og i 1658 overtog Hans Schack lenet.

 

Ikke
en dårlig forretning

Det var bestemt ikke en
dårlig forretning at være lensmand dengang. Det må dog lige
antydes at flere af lensmændene havde ydet kongen store lån og havde
fået lenet som pant. Den eneste rente, som de fik for låne
t, var de indtægter som lenet kunne give af sig. Måske havde indtægterne
været lidt mindre efter 1599, hvor lensmanden kun fungerede som kongens
forvalter.

 

Mange
ansatte

Egentlig var det nok skriveren, der havde det store arbejde. Han skulle opkræve
afgifterne hos bønderne, og han skulle føre det uoverskuelige regnskab.
Hvert år skulle han personlig rejse til
København for at præsentere regnskabet over for Rentekammeret.

Ladegårds – fogeden tog sig af bøndernes hovarbejde. Til hjælp havde han en foged – svend.

Et skiftende antal røgtere
og piger fik deres kost på 
Møgeltønderhus. I regnskabsåret 1618 – 1619 opholdt der sig
således 12 faste tjenestefolk samt en del personer, der som håndværkere
eller i andet ærinde opholdt sig i længere eller kortere tid på slottet.

 

I jordebøgerne findes
en fortegnelse over godsets besiddelser, gårde, kådnere og inderster.
Hertil kommer de to møller i
Lindskov og Daler, samt et falkeleje i Skast.

Besiddelserne lå 
noget spredt i
Møgeltønder, Ved Aaen, Bønderby, Toghalle,
Gallehus, Daler, Gerup, Østerby, Buntje – Ballum
og Abild.

I jordebøgerne kan man
ikke finde fortegnelser over de såkaldte
slikmænd. De kan opfattes som en slags forpagtere med en
noget svingende forpagtningsafgift. De boede ude i
Gudskog. En del af dem havde ret store jordbesiddelser.

 

Udseende ændret mange gange

Møgeltønderhus har skiftet udseende mange gange. Og det er heller ikke alle gengivelser,
der er lige pålidelige. Der findes dog et maleri på
Skokloster i Sverige, der viser os, hvordan stedet så ud, da Hans Schack overtog det.

Rundt om samtlige bygninger
gik den i dag den eksisterende voldgrav. Den gang var der plankeværk
mellem borgergård og ladegård. De tre vigtigste gårde blev forbundet
med broer.

I 1642 var broerne så 
forfaldne, at
Christian den Fjerde under et ophold på Møgeltønderhus befalede, at broerne skulle erstattes med jorddæmninger.
Men den ordre blev grundet krig, næppe gennemført.

Stedets betydning som fæstning
var svundet ind til intet.

 

Ikke nok med at svenskerne
ødelagde st
ore dele af godset. Men natten mellem den 11.
og 12. oktober 1634 ramte en stor stormflod vesteregnen. Vandet nåede
ikke helt op til
Møgeltønderhus, men stormen ruskede voldsom i de mange bygninger.
Der måtte bruges et ikke ringe beløb til udbedring af skaderne.

Til trods for disse reparationer
så fortæller en synsforretning fra 1639 adskillige steder om
brøstfældigheder. Om det store stenhus hedder det således, at det
øverste loft, der var
egefjæl, var ganske brøstfældigt. Muren var mange steder
revnet og taget var flere steder afblæst. Med hensyn til stald –
og ladebygninger oplystes det, at stængerne mange steder var rådne,
og at tavlerne var faldet ud.

Hvad vind og vejr ikke
kunne magte, lykkedes til fulde for svenskerne i 1643 – 45. Da
de var ude af l
andet tog lensmand Gregers Krabbe fat på genopbygningen.

 

Synsforretning
fra 1655

Men i en synsforretning
fra 1655 syntes der stadig at være kritisable forhold. Om
Fruerstuen (Hovedbygningen) hedder det således, at taget var aldeles ødelagt
af svenskerne. Loftet var brudt ned, kælderen var ganske brøstfældig,
og i ladegården var det kun lidt
husning i sammenligning med synsforretningen 1639. Den
nye svenskekrig hindrede en række planlagte reparationer.

Først da Hans Schack havde overtaget lenet som ejendom, kom der for
alvor gang i byggearbejderne. Det nye
Schackenborg rejste sig på det gamle Møgeltønderhus ruiner.

 

Lokale
materialer

Det var fortrinsvis lenets
egne håndværkere, der stod for opførelsen. Det var lidt sværere
med materialerne. Teglsten kun
ne man selv producere på egnen. Men både træ
og kalk måtte hentes andre steder fra. Den eneste skov i lenet,
Lindskov var ikke stor nok til at kunne levere det nødvendige
tømmer og desuden blev den ganske ødelagt af svenskerne.

Allerede i 1562, da beboerne i Møgeltønder len havde hårdt brug for tømmer til slusernes og
husenes vedligeholdelse, gav kongen dem tilladelse til at indføre træ
fra
Norge. Dog måtte de ikke sælge tømmeret videre, men
udelukkende bruge det selv.

Ifølge lensregnskabet
er der købt ma
terialer fra Højer, Tønder, Ribe og Flensborg.

 

Urter
på slottet

Af det før omtalte billede
på 
Skoklosteret i Sverige fremgår det, at man var begyndt at anlægge have
omkring slottet. Træerne var dog endnu ikke så høje. Derimod kan
man ud fra lensregnskabet se, at der var indkøbt urter. Og det var
fra den husumske urtekræmmer
Gert Buck. Således var der købt, løgfrø, gulerodsfrø, kørvelfrø, persillefrø,
timianfrø, meranfrø, salviefrø, lavendelfrø
m.m.

Fra regnskaber fremgik
det også, at der var indkøbt
karper. Hvor karpedammene var anbragt, vides ikke.

 

Kunne
lære noget af hollænderne

Indtil 1660 kørte godset
som ladegårdsdrift. En del af markerne havde ikke været pløjet. De
blev brugt til græsning af kreaturerne. Der var dog også en del
eng – arealer, de
r ikke var velegent til pløjning.

Men i regnskaberne kan
det ses, at korndyrkning blev en stor del af driften.
Rug og havre blev dyrket i store mængder.

Det var især hollandske
købmænd, der opkøbte kornet og solgte det videre med stor fortjeneste
i
Spanien.

Men endnu engang ødelagde
svenskerne det hele. Markerne forblev nu udyrket. Mange steder gik de
ligefrem over i hede.

 

Og vi sønderjyder kan
takke hollænderne for meget. Således lærte de os, at fremstille ost.
Og også smør viste de os, at vi kunne fr
emstille. Ja egentlig lærte de os også kvægdrift.

Albert Skeel havde i 1618 – 19 betalt Laurids Struck, en borger i Ribe 9 rdlr. For en tyrekalv og kviekalve indkøbt
i
Holland. Lensmanden mente at dette indkøb kunne have gavnlig
effekt for avlsdyrene på
Møgeltønderhus.

Men antallet af køer på Møgeltønderhus oversteg dog aldrig 20. Og da svenskerne kom af
to gange endte alle køerne i svenskernes maver.

 

Flere
okser fra Møgeltønder

Men tidligere havde der
gået flere okser på 
Møgeltønderhus områder. I 1554 havde Detlef Ahlefeldt fået lov til at udføre 100 okser toldfrit fra
kongeriget til
Slesvig. I 1589 fik Bendix Rantzau lov til at udføre 200 okser fra kongeriget (dog
ikke toldfrit).

På det tidspunkt
var der plads til 200 okser i
Møgeltønderhus stalde.

 

Hoveri

Der findes ikke så 
mange kilder, der referer til hoveriet i
Møgeltønder Len. Men fra den gamle Brinkgård (bispegård) i Ballum Sogn klagede bønderne i 1540erne over, at de både
skulle lave hoveri for
Brinkgård og til Riberhus.

 

Fra Trøjborg nævnes, at hvert bol i tjenestepenge årligt
skulle beatle 8 daler i
tjenestepenge. Bønderne skulle også hvert år foretage en lang
rejse til
Flensborg, Slap de for sådan en tur skulle de betale yderligere
1 daler. For det tredje skulle de hvert år foretage en kort tur til
Højer eller Tønder eller også betale yderligere 8 skilling.

For det fjerde skal hvert
bol årligt levere 4 læs tørv eller betale 4 skilling for hvert læs.
De skulle årligt yde nyt tag til vedligeholdelse af hovedgårdens bygninger,
samt holde dere
s løkker, veje, stier vedlige.

 

Desuden skulle de årligt
pløje, havre, så og høste et areal i den
Søndre og Nordre Mark. De skulle endvidere køre vintergødningen ud
på de marker, der blev anvist af herskabet.

Tærskningen slap bønderne
for, mod at betale
tærskepenge.

Efter kontrakten af 1627
skulle samtlige fæstebønder slå og rive 50 demant eng, mens
Visby – bønderne alene skulle køre høet hjem.

Da Daniel Rantzau i 1650 ved fru Anne Rantzaus død overtog Trøjborg genindførte han avlingshoveri Trøjborg, indtil bønderne i 1690erne lejer hovedgårds
– marken. 

 

Første gang hoveriet bliver
nævnt i
Møgeltønder er i 1233 i en overenskomst mellem indbyggerne
i sognene
Tønder (Møgeltønder) og Andæflyth. Sidstnævnte svarer nærmest til Vester Anflod.

Det fremgår, at allerede i middelalderen måtte beboerne yde kørsler for den
biskoppelige gård i
Møgeltønder.

Egentlig har hoveriet i Tønderhus Amt ikke været særlig tyngende. Højer – bønderne skulle siden 1589 yde 10 dages hoveri til Fokkebøl og Fresmark.

 

Protest
f
ra bønderne

Vi har tidligere fortalt
om oprør fra bøndernes side i
Møgeltønder. Bønderne mente, at de til tider havde for meget
hoveri. Og lensmændene klagede over, at bønderne ikke fik udført
deres arbejde.

I 1567 udstedte kongen
derfor en forordning ti
l bønderne om, at de skal gøre samme tjenester
til slottet med
pløjning, lyngægt og andet, som de fra arilds tid sædvanligvis har ydet.

 

Bendix Rantzau brugte ret så håndfaste metoder over for opsætsige bønder. Det løs også bitre klager over ham
fra bøndernes side. I 1583 nedsatte kongen dog også en kommission,
der skulle undersøge forholdene. Men kongen gav ikke bønderne ret.
Han mente, at de i
Claus Ahlefeldts tid havde været noget forskånet for ægt og
hoveri. Bønderne fik at vide, at de skulle være lensmanden lydig.

 

Men snart var det galt
igen. I 1597 sender
Christian den Fjerde et brev til herren på Møgeltønderhus, hvori det hedder, at hans bønder har klaget over,
at han har forhøjet
deres skyld og landgilde udover det, som de fra
ilds tid har svaret, og at han besværer dem med arbejde til 5 eller
6 avlsgårde, foruden at de har diger at holde i stand. De de derved
er kommet i stor armod og fordærv og ikke vil kunne blive ved deres
næring og bjærgning, har de anmodet Kongen, om at tage sig af deres
sag.

 

Rantzau
stævnede bønderne

Nu hjalp det dog, da Kronen
overtog
Møgeltønderhus i 1599. Men ak, beboeren slap ikke for Bendix Rantzau. Den landgilde, de ikke havde villet eller ikke
kunne betale ham, stævnede han dem for ved
Viborg Landsting.

Kongen appellerede til dommerne om at vise barmhjertighed over for bønderne.
Endnu så sent som i 1607 var
Bendix Rantzau part i en proces mod beboerne i Møgeltønder.

 

Til
rådighed for kongen

Nu var det sådan, at bønderne
i
Møgeltønder Len også skulle stå til rådighed for kongen. Ja
de skulle også hver især køre seks kæmpesten til
Ribes befæstning og yde seks dages arbejde til dette.
I 1655 var
Frederik den Tredje på besøg i Sønderjylland. Han sendte en brev til Møgeltønder – bønderne, at de skulle holde sig klar med deres heste og
vogne, når han om kort tid agtede at begive sig fra
Flensborg til Ribe sammen med sit følge og hof.

Kådnerne som ikke havde
heste, måtte et hvis antal dage om året s
tille sig til rådighed som håndlangere for håndværkere
eller rense grave eller forrette havearbejde. Et forsøg på at udvide
kådnernes hoveri til også at omfatte digebyggeri, blev på kongens
foranledning bragt til standsning.

 

Indfæstningen

En anden afgift var indfæstningen. Det var en afgift, der betaltes ved fæsterskifte.
For en helgård i
Møgeltønder Len var det ansat til 40 rdlr. Men gårdene Ved Åen var helt oppe i en afgift på hen imod 200 rdlr.
Det mest almindelige var dog 100 – 140 rdlr.

Men der var masser af andre byrder for befolkningen. De mange krige satte sine
spor. I
Christian den Fjerde og Frederik den Tredjes tid kom pengeskatte, kornskatter, bådsmandsskatter og mange flere.

Ja og så kom alle
kirkeafgifter. I middelalderen var disse delt i t
re dele, bispetiende, præstetiende og kirketiende.

 

Præsten
klagede

I slutningen af 1550erne
klagede præsten
Laurids Boesen over, at hans sognebørn ikke ville give ham tiende.
De ville heller ikke give ham
kvægtiende. Det kom godt nok til et forlig i 1558, hvor det
blev bestemt, skulle give tiende i en del af gestlandet, mens de af
de nyinddigede marskland skulle give 2 mark smør for hver ko samt give
tilbørlig kvægtiende.

I 1560 klager præsten
igen til kongen. Endnu i 1573 var der ikke faldet ro i sagen
.

 

 

Digearbejde

Bønderne i Vestslesvig havde en forpligtelse, som andre bønder i landet
var fritaget for, nemlig digepligten. De gamle frisiske ord
Hvem der ikke vil dige, må vige, havde sin gyldighed i Møgeltønder Len. Hver enkelt fik efter sit marsk – areal udmålt
sin andel af diget. Det var så hans pligt, at reparere , når storm
og uvejr havde sønderbrudt det.

Og hvis han ikke kan magte
dette, må han opgive dele af sit land til fordel for dem, der
godt kan magte vedligeholdelsesarbejdet. Bestemmelsern
e kunne synes skrappe, men ude i kogene var man
afhængige af hinanden.

 

Spade – strandretten som var kendt fra øen Nordstrand gjaldt også Møgeltønder Kog. I 1634 blev denne suppleret med Christian den Fjerdes digeforordning.

 

De diger, der blev bygget
i
1550erne kan nok ikke måle sig med nutidens diger.
Men i mange år var man på egnen foruroliget. Så sent som i barndom
og ungdom i
Tønder lyttede mine forældre foruroligende når radioen,
når en stormflod var på vej. Det var inden det fremskudte dig ved
Højer. Og en enkelt gang er mine forældre inde i Tønder blevet evakueret, selv om min mor sagde, at det
var noget pjat, da hun på naboens vejrhane kunne se, at vinden havde
ændret retning.

 

Stormflod

Gennem tiden har storm
og vand forårsaget store skader i
Møgeltønder Len. I 1579 havde kongen sendt et brev til Bendix Rantzau om, at hans bønder sammen med Tønderhus undersåtter skulle deltage i reparationen af
digerne. På adskillige steder mellem
Højer og Rudbøl var digerne blevet gennembrudt. Også hertugen
mindede om, at digeparter skulle blive bragt i orden.

Kun et par år senere var
det igen galt med digerne. Onsdagen efter påske i 1583 har bønderne
i
Tønder og Møgeltønder len i overværelse af deres respektive herrer, Johann von der Wisch og Bendix Rantzau være forsamlet i anledning af, at der i 1582
havde været masser af digebrud flere steder. Man så sig nogle steder
nødsaget til at flytte digerne længere ind i landet.

 

Det voldte mange bryderier
for bønderne fra
Møgeltønder og Tønder at skulle være fælles om diget og reparationerne
af det. Snart var det kronens og snart var det hertugens bønder, der
var uvildige til at udføre deres del af arbejdet.

Den værste storm var Det store Gudsvejr natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. Kongen
havde bevilliget nedsættelse i landgilden for dem, der havde lidt skade
på deres korn og hø.

Det fremgik, at især bønderne ved Aaen, i Møgeltønder, Buntje og Rejsby havde vlret særlig udsatte for stormfloden. Meget
slemt var det gået ud over
Møgeltønder Kirke, idet det høje tårn styrtede ned over skibet
og næsten lagt kirken i ruiner. Menigheden var ikke selv i stand til
at rejse tårnet. I den anledning anmodede kongen, at nabosognene skal
komme den nedfaldne kirke til hjælp efter bedste evne.

 

Havet
rejste sig atter

Næppe var alt blevet repareret, da havet igen rejser
sig. Det var den omtalte nat mellem den 11. og 12. oktober. På
Nordstrand druknede alene 6.000 mennesker og 50.000 kreaturer.
1.300 gårde forsvandt i havet. Diget mellem
Højer og Rudbøl blev atter engang gennembrudt.

Eschelt Thambzen i Møgeltønder mistede således sit ganske Hus, hustru og børn samt alt sit gods
og 2 køer.

Mattis Persen mister to køer, 1 svin, 47 gæs, væggene i huset, samt stedfaderen Jens Ibsen og moderen. Mange kreaturer gik til i Møgeltønder Len.

 

Gårdene ved Aaen havde fået deres værfter ødelagt. Tavlerne
i bindingsværkshusene var blevet skyllet bort af floden og en del af
stolperne havde måttet give slip på grund af vandets store pres.

Her havde blandt andet Anne Jensdatter mistet to heste, en hoppe, to fede køer, fire kvier,
6 okser, 2 stude.
Dertil kom at 15 fag lade med alt høet var drevet bort, 12
fag stald ”neden for bjælkerne”
var bortrevet, ligesom et lille hus med masser
af trætøj var fuldstændig forsvundet.

 

Møgeltønderhus mistede 15 heste, 27 hopper, 5 føl, 30 køer, 39 stude,
9 okser, 44 kvier, 37 kalve, 1 tyr, 73 får, 21 svin og 229 gæs.

Udbedringen af skaderne
har krævet store summer og kæmpe arbejdsindsats fra bønderne, lige
som også at digerne atter en gang skulle sættes i s
tand.

 

Hver
landsby havde sine vedtægter

Hver landsby havde deres
vedtægter. Der blev indkaldt til
Grande/Bystævne, når vigtige ting skulle diskuteres. Indvarslingen
blev foretaget af skiftende
embedsmænd. I Daler blev de kaldt for markmænd, senere pantemænd, i Toghalle, tilsynsmænd, og i Abild for hegnsmænd.

Og i en landsbyvedtægt
fra
Bønderby fra 1821, kaldes de for opsynsmænd.

Som regel var der to embedsmænd
i hver by, en i hver ende. Og det var en p+ligt at påtage sig hvervet,
der gik efter tur.

 

Når der skulle afholdes Grande lod den ældste af embedsmændene en såkaldt grandestok eller tingvol sende rundt til bønderne. Stokken gik fra hus
til hus, og når den havde nået sidste mand, medførte han den til
Grande – stævnet og overgav den igen i den ældste embedsmands varetægt. Skete det, at en af bønderne ikke
sendte stokken videre måtte han erlægge en bøde til fællesskabets
kasse. Som regel betød det også en mindre bøde til øvrigheden.

 

I Abild var bøden 4 sk., mens man i Daler har måttet bøde i mk. Til byen og 8 sk. Til
herskabet. Lignende bøder var fastsat for dem, der udeblev fra mødet.
Normalt skulle den udeblevne lade sig repræsentere ved en anden, idet
beslutningerne skulle tages af samtlige bymænd. På
Grandet skulle der herske ro og orden, og øvede nogen kiv og trætte, idømtes han en bøde, der i Daler bestod af en tønde øl til byen og 1 rdlr. Til
herskabet.

Måske var afstemningen
ved disse møder ikke demokratisk. Det gik efter gårde. En helgårds
– stemme regnedes for dobbelt i forhold til en halv
gårds. Kådnere havde overhovedet ikke stemmeret . De måtte gerne
deltage. Og hvis der var beslutninger, der drejede sig om dem, måtte
de gerne fremkomme med ønsker, men beslutningerne blev taget af bønderne.

 

Overtrædelse
af det 6. bud

Overtrædelse af det 6. bud var den hyppigste overtrædelse dengang, hvis vi taler om
moralbegreber. De mere velstillede måtte betale meget mere end den
fattige. Bødens størrelse afhang også af forbrydelsens art. Besvangring
af en trolovet så myndighederne på med milde øjne. Her kunne man
nøjes med at slippe med et par rigsdaler. Men var den ene af parterne
derimod gift , eller var synderne nært beslægtede, vankede der klækkelige
bøder.

Fra regnskabet 1649 – 
50 kan det ses, at
Broder Sonnichsen ved Aaen har betalt 120 rdlr. For lidt adspredelse i den
ægteskabelige ensformighed.

I 1655 har to mænd fra Lindskov betalt 150 rdlr. for lejermål med personer, med hvem de var beslægtede i 2.
og 3. led.

Selv præsten, som man
vel på dette område havde rimelig grund til at formode vill
e optræde som et godt eksempel for sine sognebørn, har til tider
følt kødets lyster.
Laurids Thomsen og hans families sørgelige skæbne har vi således
tidligere berettet om.

 

Nedkommet
11 uger for tidlig

Møgeltønder – 
præsten Bagge Petersens
hustru var nedkommet 11 uger for tidligt. For
denne
grove forseelse burde præsten være blevet straffet.
Men kongen bestemte, at han kunne blive forflyttet. Men med sognebørnenes
forbøn får han lov til at blive mod at han betaler 50 rdlr. til hospitalet
i
Ribe.

Et mord så man ikke så alvorlig på. Således kunne Hans Christensen i Rejsby – Ballum kunne nøjes med at betale 30 rdlr. for at have
stukket en fiskerkarl på
Rømø, så han døde. Men der blev givet bøder hvis

 

  • der blev gravet tørv 3. pinsedag
  • at kromændene bliver idømt bøder for at have solgt brændevin og øl i kirketiden
  • fordi man havde været i slagsmål med en anden om en stol
    i kirken

 

Kilde: Se

  • litteratur Tønder
  • litteratur Møgeltønder
  • litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Om yderligere fakta relateret
til artiklen:

 

Under
Historier om adelsslægten:

  • Adelsslægten
    Akeleye 1
    9

 

Under
Sønderjylland

  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Ribes Historie 1 5
  • Gråsten en flig af historien
  • Margrethe den Første og Sønderjylland

 

Under
Aabenr
aa

  • Adelsslægten
    fra Aabenraa
  • Adelsslægten,
    der udd
    øde
  • Ahlefeldt og Søgaard
  • Kirker syd
    for Aabenraa
  • Syd for Aabenraa

 

Under
Tønder

  • Adel og Storgårde i Tønder
    Amt
  • Bondeslægten
    fra Tr
    øjborg
  • Bondeslægten
    fra Tr
    øjborg endnu mere
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Digebyggeri i Tøndermarksen
  • Guldhornene fra Gallehus
  • Guldhornene ældste historie
  • Hertugen af Tønder
  • Møgeltønder dengang
  • Møgeltønder Kirke
  • Møgeltønders historie
  • Oprør i
    M
    øgeltønder
  • Præsten
    fra Daler
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Tønder,
    Marsken o
    g afvandingen
  • Tøndermarsken
    1
    3

 

Under
Højer

  • Højer stormflod og diger
  • Landet bag digerne
  • Stormflod ved Vestkysten
  • Syd for Højer

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder