Del af foredrag afholdt
den 21. Februar 2013 i Stefanskirken. Kirkegården skal fredeliggøres.
Måske får vi en iskiosk bag Søren Kierkegaard eller et toilet bag
H.C. Andersen. På kirkegården herskede det lystige liv. Her var
også en der rejste fra kisten. Der var masser af
gravrøvere. Og vand fra kirkegården løb ned i Ladegårdsåen. På
et tidspunkt overvejede man at rejse tribuner på kirkegården, så
folk bedre kunne se, hvad der foregik. Og rødhårede måtte ikke komme
her. 

 

Historien kan ikke fortælles på 25 minutter

På 25 minutter kan
man ikke fortælle hele kirkegårdens historie, men så må 
jeg henvise til de cirka 10 artikler, der ligger på denne side.

Og det er virkelig en
oase vi har her på Nørrebro. Flere gange har vedkommende
været på rundvisning med de dygtige guider fra Kulturcentret. Engang
var jeg med til at arrangere en sådan rundvisning for Nørrebro Handelsforening. Der kom 135 deltagere.

 

Et toilet bag Kierkegaard

Forfatteren, Martin A. Hansen sagde engang:

• Måtte Nørrebro tælle sine døde med, ville det være landets åndelige centrum

 

Ja
og snart skal det hele omlægges til park. Gad vide, om der i fremtiden
kommer et toilet ved siden af Kierkegaard, og en iskiosk lige bag H.C. Andersen.

I
øjeblikket kan vi glæde os over en kæmpe byggeplads ved indgangen fra Runddelen.

 

Alle begravelser inde for
voldene

Indtil
midten af det 18. århundrede foregik de fleste begravelser i København på de kirkegårde, der lå
inde i den gamle by.

Uden
for voldene lå dengang kun Holmens Kirkegård, der blev taget i brug i 1666 og Garnisons Kirkegård dom oprettedes i 1711. Desuden eksisterede Mosaiske Kirkegård på Nørrebro allerede fra 1694.

 

1760
– Det starter på Nørrebro

I
1756 blev det besluttet, at de seks små Assistens Kirkegårde, som lå hist og her mellem husene i den gamle
by, skulle nedlægges.

Disse
grunde blev efter en passende tid udlagt som byggegrunde. Undtagelse
var Vajsenhusets og Vartovs, der blev benyttet til udvidelse
af Halmtorvet.

Men
først i 1851 blev det forbudt, at nedsætte lig på nogen
kirkegård inden for Københavns Volde.

 

Den
6. November 1760 blev kirkegården indviet. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, som meget
passende hed

 

• Penge, som Judas slængte

 

De
sang hvis ikke helt rent. I hvert fald så skar diverse kirkefolk grimasser.

 

Nu kom
de rige

I
de første år var her en Fattigkirkegård.

Men
en sønderjysk adelsmand var den første af de fine, der blev begravet her. Han
hed Johan Samuel Augustin. Han var født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han var på et tidspunkt knyttet til slottet i Augustenborg.

Han
skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje,
havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller
ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde ulæsket kalk
i en simpel kiste, 10 fod dyb.

 

Og
det med tildækningen tog man ikke så tungt på kirkegården.
Og det havde områdets hunde fundet ud af. De flokkedes alle sammen
her.

 

Forskel
på folk – selv i døden

Der
var forskel på begravelser, alt
efter hvor mange penge, man havde og hvilken stand, man havde. Det hele
kunne bestilles på Begravelseskontoret.

Man
blev simpelthen begravet efter rang:

 

1. Grever
2. Geheimråd og
   Friherrer
3. Militærpersoner,
   som havde ladet deres tapperhed se i Kongens Tjeneste
   til lands og til vands
4. Andre af rangen til Landsdommere
5. Øvrige Rangspersoner og
   adelige
6. Gejstlige og anden verdslig øvrighed, præster
   og graduerede personer
7. Alle andre 

 

110
kareter

Da
grosserer Jørgen Beck skulle begraves, fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro.

Og Johan Leohard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var
der fløjels – ligvogn med 4 heste med kusk, biløber, 8 ligbærer,
9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og 2 politibetjente.

Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så skulle
man betale 4 rigsdaler for selve jordpåkastelsen.

Del
velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Og ville man begraves
i nærheden af muren, ja så kostede det ekstra. Jo, det bedre
borgerskab skulle beundres selv i døden.

Småfolk
måtte danne lig – societeter for at klare udgifterne.

 

Ligbærerne
var studenter. Men efter 1920 blev de fastansatte og bar samme uniform,
som kirkegårdens opsynsmand. Samme år indførte man normalbegravelser. Således fulgte visse goder med under en begravelse,
så som orgelspil, træer, kandelaber m.m.  

 

Væmmelse på kirkegården

Knud
Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet, Den danske Tilskuer skrev i 1803 en artikel om Assistens Kirkegården:

 

• Man behøver
  kun for at faa Væmmelse
  nok og aldrig sætte sin Fod der tiere, at
  gaa derud om Sommeren og se Folk ligge imellem Gravene med Mad og Drikke
  for sig, mens de rundt om fordelte Musikanter spiller den ene Drikkevise
  efter den anden. Alt dette burde være anderledes.

 

Stavefejl
på gravstenene

Københavnerbladet klagede i 1804 over,  at der burde være
en grænse med, hvor store monumenterne kunne blive:

 

• det er da tungt, om den
  Fattige, som i sit Liv, saa ofte blev fortrængt af den Rige, ogsaa efter
  Døden skulle friste denne Skæbne

 

Ja
kirkegården figurerede ofte
i datidens medier . I 1805 klagede bladet Politivennen over, at der var for mange stavefejl på gravstenene.

 

Man kopierede hinanden

Og
så kritiserede datidens medier, at man kopierede hinanden. Det
var de samme attributter, der gik igen. Urner, Tårekrukker, gravlamper,
slukkede fakler, leen og hunden, der trofast hvilede ved gravmælets
fod, men også duerne begyndte at slå sig ned. De var tegn på Helligånden.

 

Den
afdødes virke blev betegnet med et skibsror, passer og vinkel. Håndværkernes redskaber og handelsmandens symboler
for eksempel Merkur i samtale med Neptun, kunne ses overalt på Assistens Kirkegård. Endelig kunne man se sommerfuglen og slangen.
Sidstnævnte bed sig selv i halen.

Og Biskop Frederik Plum sammenfattede det hele i
et digt:

 

• Her i disse Landelige simple
  Grave

lagdes
mangen værdig Borger ned

 

Gravstederne
lå tæt 

Gravstederne
blev lagt tæt sammen, ofte uden at være adskilt af veje. For at komme
til et gravsted, måtte man ofte vade over andre gravsteder.

 

Bombning fra kirkegården

I
1807 blev alle opsynsmænd fyret. De havde stor fortjeneste i at sælge
alle de afdødes tøj. Jo der skete sandelig noget på kirkegården.

 

Det
var også i 1807, der foregik åben krig omkring kirkegården,
da englænderne bombarderede København. Fra et batteri midt i kirkegården
kunne man snildt ramme de tætbefolkede områder omkring Vor Frue Kirke.

 

Danske
tropper forsøgte, at angribe dette batteri, men blev trængt tilbage.
De kom i baghold. Og omkring Jødekirkegården åbnede englænderne morderisk ild. Resultatet blev, at 21 danske soldater omkom og
55 blev såret.

 

Krybskytteri

I
1818 kaldte datidens medier, kirkegården for gyseligt

 

Og
krybskytteri var det også. Der blev i
1820 meldt om krybskytteri efter harer og agerhøns på kirkegården.

 

Ligstuen

Kirkegården
var langt større end nu. Hans Tausens Park var også kirkegård dengang. Ja man siger, at
de nærliggende skoler er bygget over over knogler.

Den
ældste bygning på kirkegården er Graverbygningen. Og arkitekten Jens Bang skrev også en bog om korsetternes
skadelighed.

I
1898 kunne man læse følgende om dette Graverhus:

 

• I Ligstuen anvendes en
  Klokke, som gaar ind til Graverens Værelse.
  Klokkestrengen vedhæftes
  den Dødes
  Hænder,
  saaledes at den ringeste Bevægelse
  sætter
  Klokken i gang til at give Lyd. Over Liget
  er anbragt tvende store Bøjler og over disse er et stærkt Net, som fastgøres, at Liget ej skal falde
  ud af Kisten, om det kom til live. Mit i Loftet er et Trærør, hvormed Ligstanken kan
  føre ud gennem Husets Gavl.

 

Jeg
er kun skinddød

Dengang
talte man meget om skindøde. Således havde H.C. Andersen altid et skilt stående på natbordet, når han
var ude at rejse:

 

• Jeg er kun skindød

 

Allerede
i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog
blandt andet, at der skulle blæses med trompet, for at se om de afdøde skar ansigt, eller om de
vågnede.

 

Bedemænd
i USA og England solgte kister med ilttilførelse og signalapparater
i tilfælde af …..

 

Offentlig
værtshus i Benhuset

Tænk
her var tidligere en sumpet mark, hvor der blev dyrket
tobak. Ja det blev sandelig et tilløbsstykke, og det med sumpen afstedkom
også senere problemer.

 

Det
var noget at opleve her blandt de døde. Så stor var interessen,
at det kunne sammenlignes med slotshaven på Frederiksberg. Man kunne enten se på, når de fine blev begravet,
eller man kunne fornøje sig med sprit og mad på gravstenene.

De
små kriminelle delte deres bytte herude på kirkegården.

På 
et tidspunkt blev man fra øvrigheden nødt til at udsende en forordning:

 

• Det er forbudt at Æde – og Drikkevarer falholdes
  eller fortæres paa Kirkegaarden eller
  at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed.
  Tillige skulle de nøjagtigen paase, at intet Kreatur
  græsses.

 

I
1813 blev det forbudt for graverne at sælge sprit de besøgende.
Men det var ikke sådan at stoppe. I 1851 talte man om

 

• Offentlig værtshus i Benhuset

 

Havarerede
eksistenser færdes på kirkegården

Jo
graverne ville gerne udstedes med politiskilte, for at få stoppet
alle ulovligheder. Og i H.C. Andersens sidste eventyr Portnøglen fra 1872 kunne man læse
om hvæssende lirekasser og svævende klarinetter og spisende folk på
gravstederne. Det var netop det eventyret handlede om, Madkasse – fænomenet på Assistens Kirkegård.

 

Tilstrømningen
til kirkegården var så stor, at
man talte om at indføre entré. Taksten skulle være fra 4 – 8 skilling.
Om søndagen skulle det være gratis. Andre forslag gik ud på, at hunde,
børn og folk med kårde og stok skulle nægtes adgang.

Man
kunne i datidens medier læse, at

 

• Det er et Samlingssted
  for havarerede Eksistenser, en slags Forlystelsessted af den Forkasteligste
  art. Her kommer den laveste del af omegnens befolkning.

 

Spritterne
og vagabonderne holdt til her på kirkegården. Om natten var der
altid sammenskudsgilde her. Man delte det man på
mere eller mindre ærlig vis, havde tildraget sig.

 

 

Rødhårede
var for festlige

Nu
kunne det hele også blive lidt for festligt, når der var begravelser.
Således var der forslag fremme, at rødhårede skulle forbydes adgang.
De skulle ikke bryde den højtidelige
stemning. De kunne passes smøres ind i komøg. Men hvad med lugten?

 

I
1914 udkom der en roman, der handlede om kirkegården. Den handlede
om en mestertyv, der sammen med sin datter i månedsvis holdt sig skjult
i en åben grav. Titlen på bogen var Rotterne.

 

Den
Spanske Syge

1918
var et sort år for Nørrebro. Ifølge Dr. Shaefer var der mange steder, hvor
hele familier lå syge. Ja det var hele huse, fra kælder til loft,
hvor alle var ramt af Den Spanske Syge. En værkfører havde mistet alle sine tre døtre.

Aldrig
siden kolera – epidemien havde der været så mange begravelser
på kirkegården.

Således
stod der dagligt 50 kister på kapellet. Begravelserne blev afholdt
nonestop fra 8, 30 om morgenen til kl. 16 om eftermiddagen gennem flere uger.  På 10 dage foregik der ca. 350
begravelser på Assistens Kirkegården.

 

Regine
Olsen og Alberti

Tænk
her på kirkegården ligger Regine Olsen. Det var hende Søren Kierkegaard var held vilde med. Han gik gennem et helt år
fra Østerbro til Nørrebro, langs søerne bare for at
få et glimt af hende. Men hun tog til Dansk Vestindien med hendes mand.

 

Og
her ligger Alberti, storsvindler, spekulant,
minister m.m. Han blev kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej og døde et par dage senere.

Det
var også Alberti, der i 1906 fremsatte sin
berømte prygellov. Moralen dengang var at korporlig
revselse var en del af opdragelsesmidlet. I skolen gik man frem med, Respekt plus eksamen er lig med prygl.

Spanskrørets
troldomsmagt blev så sandelig brugt af lærerne. Respektet skulle prygles ind. Og det var Alberti med til at fremme.

 

De kendtes
gravplads

Her
ligger sheriffen af Vesterbro, Dan
Türrel. Ifølge min afdøde kone
var hun årsag til, at han fik sorte negle. Så kunne han hurtigere
blive berømt.

 

Og
ikke at forglemme Natasja. Det var hende med Vi vil have Danmark tilbage.

 

Her
ligger skaberen af Brøndum Snapsen, også kaldet Den Falske Greve, Han gjorde kongens elsker, Fru Danemand gravid, mens kongen var i Wien. Hun ligger hvis nok på Garnisons Kirkegård.

Ellers kan kirkegården også byde på Peter Malmberg, Ben Webster,
Barbermaleren, Henry Heerup, Hans Scherfig, Thomas Koppel, Etta Cammeron og Christen Købke.

 

Så 
befri mig dog fra dette mørke sted

Åh
ja, her ligger Gertrud (Giertrud Bodenhof). Natten efter, at hun ifølge hendes bror, Den unge Rosted, blev begravet med røde kinder,
var gravrøver i gang. Da de skulle til at tage hendes øreringe af,
rejste hun sig så pludselig og råbte:

 

• Så befri
  mig dog fra dette mørke
  sted

 

Og
hun lovede dem guld og grønne skove, samt en rejse til Amerika. Men
de tog en spade og dræbte hende – denne gang rigtig. Og det
er ganske vist, for den ene af røverne tilstød på sit dødsleje
på Frederiks Hospital over for den senere Biskop Münster.

 

Senere undersøgelser i 1950erne kunne hverken
be – eller afkræfte episoden.

 

Hvor
er min søn?

Ja
der var masser af gravrøveri. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da far ogsøn gik en
tur på Vesterbro. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende
ville besøge ham, var kisten væk. Familien søgte længe efter ham,
lånte en spade og fandt endelig drengen afklædt og uden kiste.

Kadetter
blev udkommanderet til at bistå politiet, bevæbnet med jernstænger.
Dem stak de i jorden for at konstatere, om der manglede
en kiste.

Man
fandt i 1804 ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt.

 

Børnemord

Ja
vi skal vel også lige have med, at Dagmar Overby myrdede to af de ca. 25 børn, som hun i alt myrdede
her på kirkegården. Og barnemorderen boede i Jægersborggade. Hun tjente sine penge som dagpleje – mor, eller
nærmere hel – pleje mor. Og en gang imellem kom mødrene forbi, og
kunne ikke rigtig forstå, at barnet ikke rigtig lignede.

De
fleste af børnene blev brændt i kakkelovnen.

 

Død
ved Ladegårdsåen

I
1833 stod kister under vand på kirkegården, og dette vand blev
ledet ned i Ladegårdsåen, som blev brugt som drikkevand.

I
1879 kunne Blade fra Kirkegården fortælle om, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var fundet døde i et hus.
De havde antagelig drukket af vandet i åen.

 

Socialdemokrat
til evig forbandelse

Det
var her i 1887, hvor den store socialdemokrat Adam Poulsen blev begravet. Men pastor Peter Steen var meget ufleksibel. Det var lige før, at et
sandt arbejderoprør var startet her. Således måtte den røde fane
ikke bruges. Og en socialdemokrat ville pastoren ikke velsigne. På
et tidspunkt havde præsterne på Assistens Kirkegård overgivet den afdøde til evig forbandelse, bare
fordi han var socialdemokrat.

Kammeraterne
måtte heller ikke sige nogle bevingede ord. Politiassistent Rantzau havde sit hyr med at få
dæmpet gemytterne.

 

Arbejderbevægelsen
og myndighederne i kirker og på kirkegårde var ofte i konflikt.
Arbejderbevægelsen ville også lige markere, at de havde magt
og indflydelse. Men særlig de gejstlige havde
svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet.

 

Den
velbjergede måtte gerne have alle sine ordner med, men arbejderen måtte
ikke have sin røde fane med.

Disse
faner var ikke velanset. Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes
ligtale. De blev betragtet som småborgerlig.

 

Kejserinde
Dagmars hof

Vidste
I, at næsten hele kejserinde Dagmars hof ligger her. Hun, som også hed Maria Fjodrovna havde købt brugsretten fra Sankt Ansgar Kirken.

Hende
hilste H.C. Andersen også på. Han skrev i sin dagbog:

 

• Idet Dagmar gik mig forbi,
  standsede hun og trykkede min hånd,
  jeg fik tårer
  i øjnene.

 

Ja
og da Bornholm blev besat af russerne, da
bad Kong Frederik den Niende den tidligere kejserindes datter, Olga om skyndsomt at forlade Danmark.

 

Ja
sådan kunne vi blive ved med at fortælle historier fra Nørrebros
oase – Assistens Kirkegård. Men gå ind og læs de cirka
10 artikler om vores oase på Nørrebro. Du kan også tage
med på en af de interessante rundvisninger på kirkegården. Gitte og
hendes folk fra Kulturcentret er fantastisk til dette

 

Kilde: Andre artikler fra dengang.dk

Der
er ca. 10 artikler omkring Assistens Kirkegård på siden.