Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Fra Hæwer te Affenraa (Fra Højer til Aabenraa)

Marts 7, 2013

Foredrag på Landbohøjskolen
den 7. marts 2013 i Æ Synnejysk Ambassade å æ Sproch.
Her er det dog gengivet på almindeligt dansk. Vi tager på 
en historisk, kulturel og geografisk tur fra Øst til vest i Sønderjy
lland. Vi skal møde trolde, hekse, spøgelser, præster, originaler
og andre sønderjyder. Vi skal gennem et par mord, møde grænseoverløbere
og en del henrettelser, utroskab og andre dramatiske begivenheder. Noget
er sørgeligt, noget andet er morsomt. Nu er det ikke de store historiske
begivenheder, der præger dette foredrag.

 

På Højer Dige

Der på det gamle
dige ude ved den gamle sluse pegede min Opa ud i nordvestlig retning.
Han fortalte mig, at der lå 
Jordsand. En ø, som blev opslugt af
vandet. Men her ude fandt en mand ved navn
Ehmsen fra Ballum en gang en hel masse skeletter.
Og hvor mon de stammede fra?

 

Jordsand

Enten
kan det være dengang, da den engelske konge bad sin danske kollegaer
om 6.000 soldater til udlån for at bekæmpe irerne. Her overraskede
floden soldaterne, inden de skulle ros ud til
skibene i
Lister Dyb.

Men
skeletterne kan også stamme fra nogle af de 800 hollandske søfolk,
der kæmpede mod
Christian den Fjerde ude i Vadehavet.

 

Ja
fra øen blev der udskibet 6.000 soldater. Det var den eng
elske konge, der bad sin engelske kollega om dette
løn, for at bekæmpe irerne. Lejen blev fastsat til 325.000 rigsdaler.
Døde nogle i krigen, skulle der betales erstatning. For en hest 50
rigsdaler, og for en soldat kun 10 rigsdaler.

Der
forlød rygter om,
at soldater døde på Jordsand fordi en stormflod overraskede
dem.

 

Sild

Min
Opa pegede også mod sydvest. Der lå øen Sild. Og der ligger
noget, der hedder
Uwe Büne. Og det er ikke min dyne,
eller noget, der er købt i
Jysk Sengetøjslager.

 

Højer

Og
oppe i
Højer Ballumvej trak Barber Jacobs tænder ud på folk. Og Kalle kørte galt med sin vogn.
Han brækkede begge ben. Man spurgte ham, hvordan det gik. Han svarede

  • Æ æ skidt disponere

 

Og Ludde var lige blevet opereret
for prostata. En dag stod han ude for posthuset i
Højer, da Ingeborg kom forbi:

  • Ingeborg, Ingeborg, ka
    d
    å pis,
    for d
    æ ka æ.

 

Dagny
skal hjem

I
mange år var værkfører
Niels Johansen værkbestyrer på el – værket i Højer. Når hans datter var ude
om aftenen, og han syntes, at det var på tide, at hun kom hjem, blinkede
han to gange med lyset. Ja så vidste hun besked. Ja hele
Højer vidste besked. De sagde til
hinanden:

  • Nu skal Dagny hjem

 

En dyr
taxa

En
aften sad
Peter og Kesse Peters Kro. Pludselig siger Peter:

 

  • Kesse, tæer
    lich
    å ring
    ette
    æ Taxa. Vi ska´øve å æ Sylt

 

Hotel
Sylt
lå ikke langt derfra, skulle
man mene. Lige over på den anden side af
Torvet. Nu var der ingen taxa hjemme
i
Højer, så man måtte have fat i
en helt fra
Tønder.

Da
den endelig kom sagde
Peter til chaufføren:

 

  • Nå ska då køe sinne, for æ æ fuld.

Men Kesse bemærkede beroligende:

 

  • Æ goe ve sien af, å holde
    fast i
    æ retningsvise.

 

De
to høvringe fik et chock, da de blev præsenteret for regningen for
de cirka 50 meters kørsel – 20 kr. Det var mange penge dengang.

 

Dann
li
eber kriechen

En
hjemmetysker havde været på kro i
Højer. Han væltede rundt og blev
liggende. Et par mænd kom forbi og tilbød at hjælpe:

 

  • Æ I Tysk ejsen Dansk

 

De
to måtte erkende, at de var danske, hvortil manden i rendestenen svarede:

 

  • Dann lieber kriechen

 

Hjem
fra England

Under Anden Verdenskrig marcherede Æ Heimwehr rundt i Højers gader og skrålede:

 

  • Wir fahren nach Engeland.

 

En
dag efter en sådan episode møde en dansk – og en tysksindet
så hinanden i
Mellemgade i Højer.

 

  • Nåh Fritz æ då komme
    hje
    m
  • Wa mind då mæ dæ
  • Wå dæ it dæ, det
    skr
    ål,
    at d
    å sku
    te England i g
    åe.

 

Alternativ
helbredelse

I
1850/51 under
Digebyggeriet blev mange syge. Og det var ikke altid, der var
læger til stede. Så måtte man ty til andre helbredelsesmetoder.

 

  • Naar et Menneske har Feberen eller Kolden, skal han tage Leveren
    af en Muldvarp og g
    øre den til Pulver. Det skal
    to Gange indgives den syge i Br
    ændevin
  • Naar et Menneske har Kolden
    eller Feberen skal han tage en halv Skilling Skorpionolie, naar Kolden
    vil komme.

 

Når
vi
nu er ved læger, kan det
også nævnes, at
Højer havde en mærkelig læge, Dr. Jersild. Ja det var den lokale befolkning,
der syntes, at han var mærkelig. For folk styrtede til
Højer, for at blive behandlet af
den meget alternative læge. Han kunne godt for det pæne borgerskab
og hævringerne op af stolen.

Han
fortalte sin gode ven i
Tønder, redaktør Skovrøy, at på sin gravsted skulle
der stå:

 

  • De, børn
    der hviler her, er mine. Jeg ville
    ønske
    det var dine.

 

På 
sine gamle dage blev han bange for at dø, eller næ
rmere bange for at blive
levende begravet. Derfor havde han aftalt med dyrlæge
Hauge i Tønder, at han straks skulle komme
og skære halspulsårene over, når han hørte om dødsfaldet.

 

Samme
tro

Og
i
Højer blev postbåden til Sild beslaglagt som krigsskib.
Det er hvis ikke sket før eller siden i verdenshistorien, at en postbåd
blev beslaglagt som krigsskib.

 

Andreas Pust, havde sit øgenavn, fordi han led af astma.
Han havde heller ikke så mange penge. Engang lånte han to mark af
Pastor Rolfs. Da han stak pengene i lommen,
spurgte han pastoren:

 

  • Troe då, at
    d
    å naun
    siin f
    åe dem
    igen
  • Næh,
    det troe
    æ it,
    Andreas
  • Ja men pastor, så ha vi to da sam tro.

 

Så 
havde fotograf
Mathiesen vundet i lotteri. Så han
lukkede butikken og tog på ferie. I flere uger hang der et skilt på
hans butiksdør:

 

  • Wegen Reichtum geschlossen

 

En kristelig
overbevisning

En
novemberdag i 1918 kom revolutionen til
Højer. Der skulle vælges et arbejder
– og soldaterråd. Det foregik på
Centralhalle. En kendt håndværker i byen blev foreslået.

 

  • Nej dæ ka æ it, Det er moj min kristle øvebvisning

 

Men
håndværkeren bøjede sig for argumentet:

 

  • Dæ æ jawn
    s
    ån jen
    Vorherre vil ha.

 

 

Rømø 

Da
vi nu stod deroppe på diget, min Opa og mig, kunne det også 
ske, at vi kunne se
Rømø – Sild færgen. Og det er netop Rømø vi skal til nu.

Lige
nord for
Kommandørgården lå en sørøverborg. Her fandt en mand en stor
spand med guldmønter. Spanden var for tung til at han selv kunne løfte
den. Senere dukkede han op med en flok venner for at hente skatten.
Men jo mere mændende trak i spanden, des dybere sank den ned i mudderet.
Til sidst forsvandt den helt.

 

En
anden gang hentede
de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe
en fornem ung dame til en fødsel.

Modvillig
gjorde hun som ønsket. Som tak mod
tog hun et forklæde med
træspåner. Tankeløs kastede hun spånerne i ilden derhjemme. Men
ikke alle spåner brændte. Næste dag havde de forvandlet sig til det
pureste guld.

 

Sporvogn
på Rømø 

Og
tænk i over 40 år har der eksisteret en sporvogn på 
Rømø. Eller i hvert fald en hestetrukken
skinnebane. Man drømte om at sætte et lokomotiv foran.

Og
tænk, det var en præst fra
Skærbæk, der indrettede et ferieparadis
på øen. Han drømte om et
Kurbad lige som syd på. Men ak
i 1903 gik det hele fallit.

 

Skærbæk 

Vi
sk
al ind på fastlandet igen
til Skærbæk. På vestsiden af Skærbæk Kirke er indmuret en romansk gravsten
fra omkring år 1100. Den er til minde om følgende episode.

En
mand fra
Midthusum hørte mens han var til mølle
i
Brøns, at en springflod var på
vej. Han skyndte sig hjemad. På vejen hjem mødte han nogle mænd,
der bar hans sager. De nægtede at udlevere dem. Han dræbte den ene
mand med en hjulring, og skyndte sig hjem. Han blev gemt af sine venner,
men dog anholdt og henrettet ved kirkegårdsmuren i
Skærbæk.

 

Sorgager

I
1634 er der en historie, om en mand, der hedder
Thøger, der dræbte en strandrøver.
Han blev henrettet i 1635. Men
Thøger havde en ven, der hed Jørgen, som skulle have været med
til drabet.

Men
moderen gik i forbøn hos kongen. Han lovede at f
rigive sønnen, hvis moderen
kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte
dette, men døde af overanstrengelse. Sønnen blev benådet og fik en
gård i
Hjemsted.

Marken
som moderen måtte meje, kan stadig udpeges i
Ballum, og kaldes i dag Sorgagre. Dette inspirerede Karen Blixen til at skrive en historie
af samme navn.

 

Trolden
fra Øster Gasse

Og
så var det trolden i
Øster Gasse, der blev sur på klokkeren i Skærbæk Kirke. Han slyngede en kæmpe sten efter kirken men ramte
ikke. Han havde dog knuget så fast om stenen, at fingeraftrykkene kunne
ses i stenen. Og det er ganske vist.

 

Ballum
– hele tiden

Når
vi nu er her ude vest på, så har det altid forbavset mig, at
der er så mange Ballummer. Når 
Ingolf og mig cyklede fra Tønder til Rømø følte vi, at vi aldrig kom
ud af stedet. Jeg tror, det er ni byer, der ender på
Ballum. Og her troede jeg, at Barsmark Løjt Land var Danmarks længste landsby.

 

Tænk,
at der her ude i år 1200 lå en borg med 43 ansatte, og at man
herfra havde planer o
m, at bygge en kanal på
11 fods dybde til
Aabenraa. Men det var svenskerne, der
var skyld i, at det ikke blev til noget.

 

Emmerlev

Dem,
der solgte ejendom efter 1920 og havde solgt i D – mark, fik
ikke meget for det. Således ligger der omkring
Emmerlev en pæn stor mark (fenne),
som bliver kaldt for Æ
Kasketfen. Værdien af salget blev ikke
til mere, end at sælgeren kunne købe sig en blå kasket. Så var de
penge brugt.

 

Draved

Ludde
Jensen
var en skidt knægt. I sine
unge dage havde han hugget armene af sin far. Nu havde han så hugget
træ i
Draved Skov og antændt det fyrstelige
vogterhus.

Den
19. juni 1598 skulle han derfor hænges. Men ak, skarpretteren havde
fået en for mange. Han fik to fingre klemt mellem galgestokken og strikket.
Han lod
Ludde hænge lige så længe til
han troede, at han var død.

Han
blev til sidst nødt til at skære snoren over, for at få fingrene
fri.

Mange
blev chokeret over, at
Ludde rejste sig, efter at have
været en tur på galgen. Men torsdag den 22. juni forsøgte man igen.
Skarpretteren var blevet ædru og
Ludde overlevede ikke.

 

 

Daler

Lige
før 
Møgeltønder ligger Daler. Og i gammel tid havde både Emmerlev og Daler hver sin trold, som begge
boede på en høj. Højene er ikke længere beboet af trolde. Nu ligger
her kirker.

De
to trold
e var lidt fjollede. De var
ellers gode venner, men kastede store sten efter hinanden. Efter mange
års stenkast, lå der en hel bunke sten på begge høje, da der skulle
bygges kirker her. Og som tegn på, at historien er sand, så findes
der en speciel sten i den nordlige tårnmur i 
Daler – Kirke. Her kan man se et tydelig aftryk af Emmerlev –
tyroldens store næve.

 

Møgeltønder

I 1585 blev Lauritz Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var prisgivet til drukkenskab og lemfældighed.
Hun lå i med mange mandspersoner fra 
Møgeltønder. Og datteren blev udsat for blodskam og udlånt
til diverse personer.

Det
hele endte med, at konen og datteren blev halshugget. Og præsten,
Laurids Thomsen blev brændt.

 

Peter Henriksen

I Møgeltønder Kirke hænger et billede af Peter Henriksen. Han var død i 1521 og efter
sigende blev han 127 år.

I
1500 – tallet var der en stor stormflod, som fik vandet til at
stå helt op på 
Stjernen. Og denne er pladsen ved Korsvejen – vest for byen. Det er derfra
at
DR og TV2 transmitterer, når de fine
i deres stilethæle vandrer gennem
Møgeltønder til diverse bryllupper og barnedåb.

 

Men
tilbage til 1500 – tallet, så råber
Peter Henriksen til folket:

  • Godtfolk I har forsøgt mange ting, men det bedste
    har I fors
    ømt.
  • Hvad da, råbte
    de
  • At bede til herrernes Herre, svarede han. Man opfordrede ham til selv at
    g
    øre det.

Så 
råbte han:

  • I mænd fra Møgeltønder, ned med kasketterne
    og fald p
    å Eders knæ. Alle knælede og Peter Henriksen bad med høj røst. Fadervor.

Ved
den syvende bøn, begyndte vandet at falde.

 

Tønder

Det
var format over at gå i kino i
Tønder, særlig i Vestergade. Her havde cykelhandler Meinert Lützen fra Popsensgade sin storhedstid. Det var
dengang, at stumfilmene blev ledsaget af en pianist eller en violinist.
Og i
Tynne havde man Æ Geiger, Meinert Lützen. Og som han selv sagde:

 

  • Æ haj damahls i æ tywer
    te opgaw i
    æ Kino å untermahle å dramatisere æ stimmung.

 

Det
gjorde han særlig energisk under en
Asta Nielsen Film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene. Fødderne
bevæger sig længere og længere ud mod kanten. Vinden suser gennem
hendes sorte klædning.

Cykelhandleren untermahle den dramatiske Stimmung, så violinen skriger. Pludselig
råber en tilskuer bagerst i salen op til lærredet:

 

  • Asta, Asta tai æ Geiger mæ

 

Der
var engang en ønskebrønd

Michael
Falch
havde ikke meget til overs
for
Tønder, da han ankom til byen. Han
sammenlignede
Tønder med Rusland i 1950erne.

Men
han fandt en god ven i præstens uvorne søn 
Christian Arendt (Kedde). I perioder var Michael dog forvist fra Præstegården.

Talrige
er de gange, hvor han sammen med K
edde røg Sort Nepal, Rød Libanon eller Grøn Marok u æ Schweitz. De gik også i hash – klub
hos
Anne Marie ud på Leos Alle. Og talrige elefantøl er
blevet indtaget ved
Æ Liebestempel.

 

Kedde var lidt af en alkymist. Blanding af forskellige
kemikalier havde  en mærkbar virkning. Og alt dette blev produceret
i præstegården.

Dengang
havde man på 
Torvet i Tønder en ønskebrønd, som Michaels far, Hans Ehlert var initiativtager til en
ønskebrønd. Heri kunne tyskerne slippe deres dyrebare D – mark.

Og
denne form for kapitalisme var ikke noget som
Michael brød sig om. Det var kapitalisme
af værste skuffe. På et stort skilt stod der på dansk og tysk:

 

  • Kast en mønt
    i dybets b
    ølger
  • Og ønsk
    dig det du i hjertet d
    ølger

 

Men
en aften, da kirkeuret slog 12 tog
Michael og Kedde en gryde med fra Keddes laboratorium. Byen var næsten
uddø.

Forsigtig
hældte de eleksiren ned i ønskebrønden. Der lød en kraftig syden
og de to unge mennesker tog benene på nakken.

Aktionen
kom de følgende dage på alles læber, og blev
Breaking News i dagbladet Vestkysten, hvor Michael for øvrigt havde været
bydreng.

 

Da
de første tøndringer om morgenen krydsede
Torvet var den indhyldet i en tæt
røgsky, hvor der stank af klor.

Da
røg og lugt efterhånden aftog omkring ønskebrønden, konstaterede
man at vandet var omdannet til en ty
k lilla grød, der havde
ætset tusinder af mønter, såvel de danske som de tyske D – mark.

 

Michael fik aldrig sagt undskyld til sin far. Det forblev
et stort mysterium i
Tønder. Og Michael kom ført i tanke om begivenheden,
da han samme sted optrådte for dronningen og prinsgemalen.

 

Aventoft

Os
fra
Tønder kender Aventoft. Her skulle vi altid til Frühshoppen. Det var jo selvfølgelig
søndag formiddag i den bedste kirketid. Inden da havde vi bestået
manddomsprøven, der bestod af at drikke
Æ Støvl.

 

Men
efter
1920 skulle der her oprettes
nogle toldbygninger. Men grundejeren ville absolut ikke sælge grunden
til dette formål. Man greb til ekspropiration.

Grundejerens
sagfører greb til det argument, at han ikke havde adgang til sin mødding,
hvis arealet skulle o
verdrages til toldvæsenet.
Indgrebet ville gøre det umuligt at komme til møddingen i hestevogn.

 

Derfor
blev det besluttet, at der skulle foretages en prøvekørsel med toldinspektøren
som udførende myndighed og en repræsentant fra byrådet som vidne.
På et
kort var det indtegnet helt
nøjagtig, hvor man skulle køre, henholdsvis med et læs møg, og et
tomt læs.

Men
det kom aldrig til denne prøvekørsel, da byggematerialerne til toldbygningen
allerede var læsset af på grunden.

 

Sæd 

Når
vi kommer forbi
Sæd ned til grænsen, står der
en skamstøtte ud til vejen. Der blev kastet sten mod den af de forbipasserende.

Stenen
er rejst som en advarsel om
Karen Christensen. Hun myrdede i 1712 sine fire børn og sig selv
med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der ikke kunne forsørge
sig selv og sine børn. Børnene blev begravet på
Udbjerg Kirkegård. Men Karen blev faktisk kastet ud af
vinduet og slæbt ud på heden og begravet i uindviet jord.

 

Burkal

Det
var her i sognet at
Vadehavsmaleren Nolde blev født. Han tog navn efter fødebyen.

Ifølge
beboerne skulle
Tyge Nold have været den sidste beoboer,
og om ham findes der et fantastisk sogn.

Kong
Waldemar
sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot. I syv år. Da snakken var
ved at holde op, sendte man løbere ud i landet for at høre nyt. Meningen
var at snakken skulle holdes i gang.

 

En
af disse budbringere kom gående af vejen til
Nolde, hvor han først mødte 12
grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte og sidst 12 rødklædte ryttere.
Bagerst kom en ældre kone kørende. I en hendes vogn var der halm,
og oven på lå en gammel mand. Budbringeren fik standset konen, og
bad om en forklaring.

Den
gamle dame fortalte, at de 12 grønklædte ryttere var hendes farbrødre,
de blåklædte var hendes morbrødre, og de 12 rødklædte var hendes
sønner:

 

  • Å om bach i æ wuun
    legge Th
    øge fra Nold, han æ fae
    te dem
    åll.

 

Præste
– skandale

I
1200 – tallet var der selvfølgelig en præst i
Burkal. Meget mod kirkens vilje havde
han en husholderske. Han måtte ikke gifte sig med hende. Men uhadada,
han fik barn med hende. Det var en skandale.

 

Og
i 1722 berettes om en mand i
Burkal , der levede sammen med sin
kone og sin søster. De blev begge gravide. Søsteren først. Og for
at skjule utugten, lod konen som om, at det var hendes barn. Men da
konen steg op af barselssengen, kunne man jo ikke undgå at se, at hun
stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede.

 

Grænsestrid

En
dag i 1950 passerede en ko, tilhørende en bonde i
Bögelhuus på den tyske side af grænsen
– den danske grænse. Her blev den fanget af en dansk tolder og trukket
over på den tyske side. Men nej, den tyske tolder ville ikke tillade
dette. Sådan en sag skulle anmeldes. Ordnung muss sein.

Konsekvensen
var at koen blev sat i karantæne hos en dansk nabo.

Den
tyske toldkommissær og en e
n dansk overtolder forsøgte
at løse grænsestridighederne. Resultatet blev, at den tyske bonde
fik sin ko, og at de tyske toldere fik det gode råd, at en sådan grænseoverskridelse
nødvendigvis ikke burde anmeldes.

 

Stoltenlund

Lige
før 
Tinglev kommer vi til Stoltenlund. Her blev Jens Peter Jessen født. Og det er ikke en vi bare skal overse.
Sammen med
Graf von Stauffenberg var han med til at planlægge det mislykkede attentat
mod
Hitler.

 

 

Tinglev

Den
17. april 1699 blev der fundet et lig i
Tinglev Mose. I halvanden år lå det på lit de Parade i Våbenhuset. Befolkningen blev opfordret til at komme med en
forklaring. Sådan foregik datidens efterforskning.

 

Degnens
datter

Og Pastor Hoegh Havde et godt øje til degnens
unge datter. Han blev lokket i en fælde og i 1763 blev han nødt til
at tage sin afsked. Han havde overtådt det 6. bud.

I
1867 åbnede man jernbanen fra
Tinglev til Tønder. Grundet forsinkelser har
mange tilbragt timer på stationen. Således foreslog en forsinket passager
en gang, at den tid man tilbragte på banegården i
Tinglev skulle godskrives i skærsilden.

 

Jeg
elsker de grønne lunde

Det
var også her på banegården, at enkedronning
Louises salonvogn holdt. Da stationsforstanderen
fløjtede til afgang, sagde enkedronningen:

 

  • Nej Hr. Stationsforstander. Jeg vil høre mine kære sønderjyder synge Jeg elsker de grønne lunde, og jeg vil høre alle versene

 

Dette
førte til, at
DSB atter havde forsinkelser.

 

Da
det igen blev dansk ville de tysksindede i
Tinglev ikke give de danske DSB – folk logi, så DSB måtte fremskaffe sovevogne,
som de ansatte kunne bo i.

 

Kongen blev stoppet

Sheriffen
fra Tinglev
skød en tysk officer længe
efter at besættelsestiden var over på
Tinglev Banegård. Og han stoppede også Kong Frederik den Niende. Ja, sheriffen lå ligefrem på lur for
at fange ham. Kongen var kendt som en rigtig fartbølle.

 

Padborg

I
slutningen af 1700 – tallet havde sognet en præst, der var så 
frygtet, at gik han en tur gennem sognet, så holdt folk sig indenfor.
Senere hev folk ham dog ned fra prædikest
olen, når prædiken blev
for lang.

 

Døddrukne
munke

I Kollund Skov huserede munkene fra Ryd Kloster. Baggrunden for oprettelse
af klosteret var at deres liv i
Slesvig ikke var særlig ærbart.
Her gik abbeden og hans folk rundt på byens værtshuse. De lå døddrukken
rundt omkring. De åd, drak og horede med byens fruentimmere.

 

Guds straf

Fra
kirkebyen
Bov strækker der sig vest på
en stor hede kaldet
Efling Hede. Tidligere var her skov. Midt i denne lå en røverborg,
som tilhørte en greveslægt. Den sidste af denne greveslægt var en,
der terroriserede hele området.

Engang
var greven og sin bande vendt hjem fra et røvertogt. Det hele endte
i et værre drikkelag. Pludselig oplyste et rødt ildskær hele salen.
Skoven omkring dem stod i flammer. Da ilden ikke havde me
re, at tage fat i, var et hvert spor af borg og
skov væk. Sagnet fortæller, at dette var Guds straf.

 

Den synske Anna

I Frøslev døde i sommeren 1912 den
94 – årige
Anna Andreasen. Hun var enke efter skrædder Karl Andreasen. Hun var synsk og forudså Mejeriets bebyggelse.

Engang
skulle
Anna hjem fra Frøslev Kro. Men hun vendte tilbage og skulle have hjælp fra Karsten Thomsen for at komme hjem. Hun sagde,
at hun ikke kunne komme igennem for menneskemængden. Men
Karsten Thomsen så ingen mennesker.

Men
et pa
r dage efter var der bryllup
Frøslev Kådnermark. Brudeparret kørte gennem byen. Og som sædvane
var, så fyrede smeden en kanonsalve af. Men det kunne hestene ikke
klare. Og brudeparret blev slynget ud af vognen. En menneskemængde
samlede sig. Og det var den menneskemængde
Anna havde set.

 

Overtro i Bov

Dengang
var der masser af overtro i
Bov Kommune:

  1. Efter syring af brød, skal der tegnes et kors
    i dejen, ellers lykkes den ikke, eller ogs
    å vil
    der ikke v
    ære
    en velsignelse i den.
  2. Juleaften skal kvæget have utærsket neg eller det bedste
    h
    ø.
  3. Sankt Hans aften må der ikke ligge tøj på blegen, ellers sætter kræften sig på den, og man får kræftskader. Ligeledes må man heller ikke have vask
    ude juleaften, ellers kommer man til at kl
    æde lig inden næste jul.
  4. Juleaften må ingen plov stå på marken eller sætter den evige jøde sig på den. Eller som man siger
    her p
    å egnen Jerusalems Købmand.
  5. Vil et barn ikke lære at gå, eller
    har det engelsk syge, s
    å må barnet bæres
    over et gr
    æstørv.

 

Og
tænk, at i
Frøslev brugte man blod fra slagtedyr
til at smøre bræddegulvene.

 

Gråsten

På Gråsten Slot var hertug Ernst Günther utilfreds med at dæmningen til Æ Klienbahn var blevet forhøjet. Det skæmmede udsigten fra
slottet. Og det skæmmede også udsigten for de besøgende på slottet
samt fra kurhotellet. Hertugen gjorde opmærksom på, at han ikke var
hvem som helst. Han var svoger til
Kejser Wilhelm den Anden. Men det var netop denne kejser, der havde givet
tilladelse til forhøjningen.

Og
hertugen blev fornærmet og deltog ikke i
Æ Kleinbahns indvielse i 1899.

 

Søgård

Godset Søgård var Sønderjyllands største. Men adelsfamilien Ahlefeldt var ikke gode venner med
hinanden. Således havde man anlagt en mur tværs gennem gården, så
man kunne undgå at se hinanden.

Ved Søgård Sø boede en heks. Grev Ahlefeldt fik besøg af denne, og fik
et rødt ar i panden.

Familien
tjente masser af penge fra
Kliplev Kirke. Kirken var et valfartsted. Da familien kunne se,
at det var indbringende. Så man byggede et kæmpe valfartsted ved
Årup syd for Ensted.

 

Frederik
Ahlefeldt
var rigets næst – mægtigste
mand. Han var modstander af ødselhed, selv om han var en af landets
rigeste mænd. Men det var hans børn ikke Tværtimod. De led af pragtsyge.

I
1722 blev boet sat under administration.

For
øvrigt blev famili
ens præst dømt for sædelighedsforbrydelse
hele to gange.

 

Den
stakkels Hans

Og
i
Kliplev Kirke måtte den 19 – årige Hans Rossen, søn af den ansete bonde og lensfoged Rossen bekende over for menigheden,
at han havde fået et barn ude for ægteskabet.

 

Hærvejen

Toldsted
Kro
Hærvejen blev rost i 1671. Således
udtalte
Holger Jacubæs, at der var så mange puder og dyner på kroen,
at det var nødvendig med en stige.

 

Kørselspligt
for de kongelige

Bønderne
langs
Hærvejen havde kørselspligt for de
kongelige. Men man skulle nok mene, at det var lidt overdreven nogle
gange.

Da Christian den Femtes søster, Prinsesse Wilhelmine Ernistine i 1671 skulle en smuttur til Tyskland måtte der den 18. august
fremskaffes 88 vogne til
Årøsund til brug for hendes kongelige
højhed.

Et
tilsvarende antal skulle bruges i
Haderslev og Bolderslev.

 

Sagnet
om Varnæs Kirke

Junker
Vigge
var en ung og velhavende
ridder. Han boede på gården
Vold ved Varnæs. Åh så forelskede han sig
i
Jomfru Ida, der boede på Helnæs Fyn med hendes far, Ridder Ove.

Vigge ville gerne have himlens velsignelse, så han
gik til præsten,
Mathies, of spurgte hvad han skulle
gøre. Jo han skulle bygge en kirke,
Varnæs Kirke. Så skulle præsten nok arrangere det hele.

Men
ak,
Ridder Ove var i gæld til den mægtige Ridder John af Odde. Og denne ønskede, at Jomfru Ida skulle giftes med sin søn.
En uhæderlig pagt blev således indgået mellem de gamle mænd.

Dette
erfarede
Vigge under julemessen i Varnæs Kirke.

Lillebælt var frosset til. Men julenat drog junker Vigge nu med tyve svende over bæltet.
De ankom netop som bryllupsklokkerne lød. Med sværdet afbrød
Vigge klokkeringningen. Ingen blev
skånet, undtagen
Ida. Hun skulle med til Varnæs.

 

Men
ak på vej til
Varnæs brød isen op. Vigge og Ida kom fra hinanden. Mange omkom.
De elskende troede, at de havde mistet hinanden.

Flere
år senere førte skæbnen dem sammen igen. Ida var gået i kloster
i
Letland. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de blev viet.

 

Men
mere ak og ve. Om morgenen blev
Ida fundet død. Hun kunne ikke
håndtere nonneløftet og kærligheden.

Mange
år senere vandrede en olding ind på 
Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge. Han havde vandret hvileløs omkring i årevis.
Han lagde sig på
Idas grav og udåndede. Måske kan
du stadig møde
Junker Vigge Varnæs Kirkegård. Her kunne man i mange år drikke vand fra et træ,
der havde helbredende virkning.

 

Rødekro

Ved Rødekro Savværk stod en gammel træstamme
med hul i. Efter sigende skulle den hjælpe piger, der havde mistet
deres mødom. De skulle blot kravle gennem hullet ved fuldmåne, og
fluks så var mødommen så god som ny.

Om
træstammen står der endnu og om hvor mange piger, træstammen har
hjulpet vides ikke.

 

Løjt

Pastor
Fabricius
måtte mane kromandens genfærd
i
Mørkesø nord for Kirkeby, og Pastor Bendixen havde fået
anskaffet
Cuparanus Trolddomsbog. Men uheldigvis havde tjenestepigen fået fat i
den. Hun havde fået læst rotterne til præstegården. Men det lykkedes
dog for pastoren at få dem læst væk igen.

 

Præsten
drak sig ihjel

Der
var masser af problemer med
Hernhuttere Løjt land. Pastor Paulsen
fra Aabenraa
sendte sin hjælpepræst
til
Løjt for at gøre noget ved sagen.
Men ak, hjælpepræst
Bachmann forfaldt til druk og drak
sig ihjel.

 

Sindelags – kontrol

De
preussiske myndigheder indførte sindelagskontrol. Det
gik ud over Anne Hansen i Barsmark. Hun var uegnet som håndarbejds
– lærerinde, fordi ægtemanden var en af de største socialister,
som der fandtes på denne tid.

 

Den fartglade pastor

I
1914 ankom der to gendarmer til
Barsmark og anholdt alle dansksindede.
Man var bange for, at de ville hjælpe en fjendtlig flåde gennem bæltet.

 

Æ
Klienbahn
havde fået konkurrence på Løjt land af den fartglade pastor Treplin. Han havde fået en Adler til seks personer. Og minsandten
så var pastoren også ejer af sognets eneste motorcykel fra
Neckreuter Fahrzeugwerke.

 

Haderslev

Inden
vi på vores rejse, når vores bestemmelsessted tager vi lige et
hurtigt smut til
Haderslev/Tønder.

Wallensteins tropper havde raseret hele Sønderjylland. Hansborg Slot kom kommandanten over alle de svenske tropper
til at bo.

Kommandanten
havde forlangt, at
Tønders borgmester, Hans Werkmeister skulle give møde på Hansborg. Kommandanten havde sendt
en vogn til
Tønder, for at hente borgmesteren,
men han turde ikke møde op, så han lod vognen returnere tom.

 

Men
fire dage efter holdt fyrstens vogn, samt 30 soldater foran borgmesterens
bopæl.
Wermeister var tvunget til at tage til Haderslev.

På Hansborg forlangte kommandanten, at Tønders borgmester skulle sørge
for krydderier og vin fra
Hamborg. Men borgmesteren forklarede
at han ingen forbindelser og kredit havde i
Hamborg.

 

Bøger
blev ødelagt

På 
indkvarteringsstedet i
Provstegården Naffet, Werkmeister, hvordan svenskerne var ved at ødelægge gården.
Og på gulvet lå værdifulde bøger og flød.

Tønders Borgmester bad oberstløjtnanten, om at pakke
bøgerne ind og skåne dem. Den svenske oberstløjtnant forklarede,
at man ikke var interesseret i disse ketteriske bøger. 

 

Men
hvis nu borgmestren var så interesseret i bøgerne kunne man da
slå en ha
ndel af. Oberstløjtnanten
havde været i borgmesterens hjem for at hente ham og foreslog 14 alen
fløjl med guld – galoner samt de 14 hvide ræveskind, der befandt
sig borgmesterens hjem. Men det var borgmesteren ikke interesseret i.

 

Men
ikke længe efter, a
t borgmestren var kommet
til
Tønder holdt der en vogn foran huset
med 400 bøger, samt en deling soldater. Borgmesteren var nu nødt til
at aflevere ræveskind og fløjl.

 

Du kan
hente bøgerne for 100 rigsdaler

Da
provsten langt om længe var kommet tilbage t
il Provstegården i Haderslev sendte Tønders borgmester en besked om,
at provsten kunne hente sine bøger for 100 rigsdaler. Det var de udgifter
som borgmesteren selv havde haft. Men problemet var bare, at så mange
penge havde provsten ikke.

 

Forgæves
forsø
gte amtmændende Georg von Ahlefeldt og Volf Bluhme at mægle i sagen. Og til sidst forsøgte den
gottorpske hertug også at mægle. Men forgæves. Imellemtiden døde
Tønders borgmester. Først efter
hans død fandt bøgerne vej til
Haderslev igen.

 

Aabenraa

En
af
de andre gange jeg var her
talte om hekse i
Aabenraa. Man gik ud fra den katolske
heksebibel. Her kunne man læse, at en heks havde en umættelig kødelig
lyst. Og her kunne man læse, at kvinder havde mindre hjerne end mænd.

 

Kometer
over Aabenraa

I
1680 o
g 1682 viste der sig kometer
over
Aabenraa. Det fik provsten til at udsende
teologiske advarsler. Fra
Nicolai Kirke tordnede han mod menigheden. Nu skulle de syndige
råde bod. Han pegede på
Romerbrevets 8. Kapitel vers
22:

 

  • Wir wissen das denen die
    Gott l
    ieben, alle Dinge zum besten
    dienen.

 

Tre
uger efter brændte hele
Vestergade. Måske havde provsten ret?

 

Den
fordrukne diakon

Diakonen
blev anklaget for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling
til fester. Han havde sågar ladet
trusseløse Piger hoppe over
sig.
Så havde de drukket, De vakre Pigers Skål.

Han
havde revet parykker og hatte af festdeltagere.

Sjældent
ramte han tonen i kirken og fyrede de forkerte salmer af. I 1704 blev
han så endelig afskediget.

Keglespil
og øldrikkeri samt svin p
å kirkegården – alt dette
skete, mens det var gudstjeneste i
Nicolai Kirke i Aabenraa.

 

Solæg ikke fra Aabenraa

Og
så kunne
Landbohjemmet i Affenraa byde på Solæg. Egentlig skulle de hedde Sole – æg. Ægget har ingen relationer
til sol eller
Sønderjylland, men til den tyske by, Sole. I denne by fandt man for
ca. 170 år siden på at lægge æg i saltlage, efter at de var hårdkogte.

 

Foredraget
er baseret på artikler på 
www.dengang.dk


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland