Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Et Kloster – 15 km fra Tønder

Marts 7, 2013

Munkene satte sit præg
på egnen.
Løgum Kloster blev efterhånden et kæmpe gods. Mange testamenterede
deres ejendom ”for frelses skyld”. Men ikke alle arvinger var lige
tilfredse med det. I Daler og Brede var beboerne ikke tilfredse med,
at de ikke selv måtte vælge præst. På et tidspunkt måtte Paven
gribe ind i forbindelse med problemerne med Brede Kirke. Kirken blev
pålagt store skatter i stedet for adelen. ”Ora et labora” (bed
og arbejde) var mottoet for
Cistercienser – munkene

 

Tilbage til 1098

Løgum
Kloster
tilhørte Cistercienser – ordenen. De havde omkring år 1100 skilt sig ud fra Benediktinerne.
Legemligt arbejde ved siden af fromhed kendetegnede den nye orden. Og
ordensreglerne påbød, at klosterene skulle lægges i skove eller ødemark
fjernt fra anden bebyggelse. Munkene skulle virke som foregangsmænd
i landets opbygning. Dette foregik hvis mere i udlandet end herhjemme.

 

Og
det hele startede i 1098 i
Citeaux i det daværende kongerige Burgund. Og ordenen byggede på den
hellige
Bennedikt af Nursias munkeregler fra 500 – tallet. I 1115 blev munkebroderen Bernhard sendt til Clairvaux for at grundlægge et datterkloster.

 

Bed og arbejde

Nogle
af ordenens kloster var nye, andre var tidligere Benediktiner – 
klostre. De fik nu n
ye munke. Det var de såkaldte hvide munke. Det blev de kaldt, efter
deres kutters hvid – grå farve i modsætning til de sorte Benediktiner.

Sådan
skete det også i et af
Danmarks mest berømte klostre i Sorø. Her lod Absalon i 1161 de hvide brødre afløse
de sorte. Og det samme var gældende for
Løgum.

Ora
et labora (bed og arbejde)
blev til virkelighed.

 

Herrevad
Kloster

Og
munkene, der kom til
Seem, var fra Herrevad Kloster i Skåne. Det lå cirka 40 kilometer
øst for
Helsingborg. Og dette som var Danmarks første cistercienser –
kloster blev grundlagt af ærkebiskop
Eskild i 1144. Og munkene herfra oprettede Tvis Kloster og Seem/Løgum
Kloster.

Den
sidste munk forlod
Herrevad Kloster i 1565. Måske skal vi lige have med, at det var
her på
Herrevad, at Tycho Brahe i 1572 så sin Stella nova.

 

Bedestunder og Gudstjenester
– døgnet rundt

Mange
bedestunder og gudstjenester døgnet rundt prægede munkenes dagligdag.
Men også masser af legemligt arbejde skulle de igennem. Klostersamfundet
var præget af et beskeden leve
vis. De var vegetarer og
fuldstændig selvforsynende. Fuldstændig tavshed var påbudt. De måtte
kun kommunikere ved hjælp af tegn.

Der
var 8 tidebønner, den ene om natten før daggry. Her anvendte munkene
nattrappen, der gik direkte fra munkenes
sovesal.

 

Hver morgen samledes munkene i Kapitelsalen. Her fik de læst et kapitel af klosterreglerne.
Heraf fik salen sit navn. Samværet sluttede med skriftemål og syndsbekendelser.

 

Kirken var opdelt

Kirken
var opdelt, den ene del var for de præsteviede og en del
var for lægbrødrene. De præsteviede sad i koret
og i korsskæringen på munkestole, der stod i kirkens længderetning
mellem de store piller. Lægbrødrene havde den vestlige del af kirken
med indgang i vestgavlen.

 

11 klostre i Danmark

Cirka
500 klostre blev
opført i Europa, heraf 11 i Danmark.

Egentlig
var alle klostre opført på samme måde. Klosterkomplekset var
firefløjet. I nordfløjen var kirken. Østfløjen bestod af sovesal
og kapitelsal. Sydfløjen bestod af spisesal og køkken. I vestfløjen
boede lægbrødr
ene, der havde ansvaret for
den praktiske side af klosterets drift. Disse lægbrødre bar brune
dragter, og de havde ikke fuld munkeværdighed.

 

Locus
Dei

De
fire fløje dannede en gård – en såkaldt indergård kaldet
Korsgården. Langs fløjenes vægge var
der en overdækket gang,
Korsgangen eller Processionsgangen.

De
første bygninger som munkene opførte i
Løgum var af træ. Mange ildebrande
lagde dem hurtigt øde.

Først
i perioden 1225 op til omkring 1325 opførte kirke og kloster i tidens
nye materiale, munkeste
n.

 

Munkene
kom fra
Seem til Løgum. Og ifølge Årbogen fra Ryd Kloster er det sket i 1173.  Initiativtager var en
tidligere abbed fra
Herrevad Kloster, Ribes biskop, Stefan. Og  klosteret fik et
navn
Locus Dei, som betyder Guds Sted.

 

En skovrig
egn

 Dengang var egnen meget skovrig. Foruden Draved og Løgum Skov nævner Jordebogen fra 1607 tre nu forsvundne
skove,
Ulstruplund, Trelborglund og Kalvehave, der ligger paa
et Bjerg lige over for Klosteret.

Der
skete en sand vanrøgt af skovene på 
Tønder – egnen. I hver skov fortælles der således, at der dengang
kunne opfedes mellem 100 og 200 svin.

 

Allerede
i 1607 var
Løgum Skov ringe paa Bøg
og Eg.
Og på Vognshøjs skrænter er der kun lidt
krat tilbage. Det var her klosteret i slutningen af middelalderen havde
et
Falkeleje.

Det
vil sige, at her fangede man jagtfalke, og
opdrættede dem. Disse var en kærkommen gave til fyrster
og stormænd.

 

En vandmølle

Lobækken gav to ting, der var uundværlig for munkene.
Fisk til deres bord og vand til den mølle, der hørte til de fleste
kloster.

Man
havde sluseanlæg til rindende vand, kanaler til møller, fiskedamme,
vandskyllende toiletter, spildevandsledninger og meget mere. En vandmølle
blev etableret ikke længe efter deres ankomst. Her malede man også 
korn til mel. Men meg
et tyder på, at de også
var i stand til
valkning af uldstoffer. Møllen ved Slotsbækken blev revet ned i 1574 og
flyttet til sin nærværende placering i nordenden af
Møllegade.

 

I
Klosterhaven dyrkede munkene lægeurter og grøntsager.

Der
var masser af hede
jord, der kunne komme under
munkenes plov. Cirka en halv mil vest for klosteret omtales i 1288 en
by ved navn
Nybo. Efter jordebogen skulle der her være to gårde
og tre fæstere.

 

En hård tid i begyndelsen

De
første dage i
Løgum var ikke særlig lystige
for munkene. I
Biskop Omers brev hedder det:

 

  • ramte Stedet med mange
    og sv
    ære
    Hjems
    øgelser

 

Brødrene
blev syge, kvæget fik pest, fårene druknede og to af ladegårdene
brændte. Også 
Korsgangen hærgedes også af en brand.
Klæder og bøger forsvandt i ilden. Hvad ilden havde skånet, samlede
man bagerst. Men ulykken ramte nok engang. Disse effekter gik også
op i luernes rov.

Ryd
Årbogen
fortæller, at i 1268:

 

  • Klosteret i Løgum gik til Grunde ved Ild

 

Nu
skal man ikke tage alt i denne
Årbog for gode varer. Men en række
brande hærgede i det 13. århundrede en række af vore store kirker.

Men
begivenheden passer måske godt til opførelsen af den endnu bevarede
del af klosterets østfløj med den smukke
Kapitelsal.

 

Pavelige
befalinger

En
række pavelige befalinger og pri
vilegier blev udsendt fra
paven. Blandt andet skulle de folk, der trængte ind på brødrenes
gods eller huse, bandlyses.

Ryd
Årbogen
fortæller, at Erik Glipping plagede klosteret med heste
og hunde. Antagelig havde han indlogeret sig hos munkene, når han var
på jagt i deres nabolag.

 

Livet
kunne være lidt utryg for munkene.
Ærkebispen pålagde, at der førtes
dom mellem klosteret og
Ridderen Jon Iversen og hans medskyldige, som var trængt ind i klosteret,
og der voldeligt havde nedbrudt flere huse, ligesom han og
Lave Bondesen havde gjort dem uret med
hensyn til ejendomme i
Seem.

 

I
1320 klagede man sin nød til paven. Gejstlige og verdslige fra stiftet
og omegnen havde
bemægtiget sig Kirker, Kapeller,
Jordegods, Bryder og Fæstere,
og i det hele påført det
mangfoldig skade og uret.

Prioren fra Skt. Knuds Kloster og et par Prælater fra Aarhus fik befaling om at komme
til hjælp.

 

Limbæk
familien var ligeglad

Et
halvt århundrede senere, var det en mand af landets mægtigste slægt,
Ridderen Hans Limbæk til Trøjborg, der var på spil. Uagtet, at hans farbror, Henneke Limbæk i sin egenskab af Høvedsmand Tønderhus i 1376 havde udstedt et Værnebrev for klosteret .

I
1379 erkende
Limbæk nemlig at være 150
Mk. Lybsk skyldig for den skade han selv, hans slægtning Hr. Claus
Kundi eller andre af hans slægt at have forvoldt klosteret og dets
bønder ved at besvære, fange og beskatte dem.

 

Denne Limbæk – Familie gjorde hvis, hvad der passede
dem. Fra 1405 foreligger der således en kvittering fra abbeden for
20 Mk., han havde modtaget som erstatning for de plyndringer og den
uret,
Claus Limbæks foged og hans fæller havde øvet mod klosteret
og dets bønder.

Kort
efter havde klosteret en strid med en ellers ukendt mand,
Oluf Iversen, kaldet Stensten. Han blev bandlyst af ærkebispen på grund af en uret han
havde begået mod klosteret.

 

Ikke
altid rene engle

Forholdet
til de nærmeste naboer, godsejerne på 
Solvig synes at have været nogenlunde,
bortset fra ejendomsretten omkring skovhugst i
Draved Skov.

Nu
var munkene ikke altid
de rene engle. I hvert fald,
så foreligger der et brev fra 1389, hvori
Hennike Rantzau fortæller, at han forlader sin brødre og deres
bønder for al den uret, de har forvoldt ham og hans.

 

Hertugen
truede

Ved Hertugdømmernes første deling i 1490 tilfaldt
klosteret
for Jagtens og Gæsteriets
Skyld, Hertug Frederik den Første.
Nogle munkestole er prydret
med hans og hans første
Gemalinde, den i 1514 afdøde Anna af Brandenburgs våben. Det ser ud til at
disse stole kan have været en gave fra
Hertug – parret.

 

Men
der kom kurre på tråden. Således rettede Ordenens overhoved
Faderabbeden i Citeaux en mærkelig skrivelse til
tre abbeder. I brevet bliver det omtalt, at man har erfaret, at
adskillige Øretuder, herskersyge Folk og Mænd,
der pønser paa nyt.

Hertugen
s
kulle have fremstillet Brødrene i Løgum som Misgerningsmænd og Modstandere af hans hertugelige
Majestæt.
Disse bagvaskelser havde
gjort stærk indtryk på hertugen. Han pønsede derfor at uddrive
Brødrene af klosteret og i deres sted under Skin af større Fromhed at indsætte andre munke.

De
tre abbeder skulle søge at forhindre denne situation. Ingen ordens
– brødre måtte betræde
Løgum Kloster uden Sorø – abbedes tilladelse.

 

Hvad
der ligger bag denne historie vides ikke. Men måske kan det have noget
at gøre m
ed modsætningsforholdet
mellem hertugen og hans bror og brorsøn, kongerne
Hans og Christian den Anden. Stormen gled over, og der skete ingen forandringer
omkring
Løgum Kloster.

 

Forholdet
til Ribe var godt

Forholdet
til sine stiftsherrer,
Bisperne i Ribe har fra ældre tid været god. Løgum var jo en biskoppelig stiftelse.

Bisperne
gav også masser af gaver til brødrene. Fra gammel tid havde de
overladt dem
bispetiende fra og de til stiftet hørende
dele af
Gram og Rangstrup Herreder. Biskop
Ommer
skænkede dem jordegods og
fritog klosterets bønder for al biskoppelig
Jurisdiction ligesom hans efterfølgere,
og det gav masser af jordegods og kirker.

 

Egentlig
var det bisperne forbudt at vistere ordenens klostre. De lå direkte
under pavens myndighed. Og egent
lig var det abbedernes pligt.
Men hjemlig skik og brug sejrede.

Og
dog. Således er der også historier om liv og død i de danske
klostre.

 

En dom
gik klosteret imod

I
1299 blev der afsagt en dom. Klosteret måtte overlade
Bispestolen , hvad det ejede i Abterp og Ballum Marsk. Men hvad værre var, man måtte give afkald på
den bispetiende det fra
Arilds tid havde ejet i Lø, Gram og de to Rangstrup Herreder.

Men
munkene gav sig ikke for ret til på 
Ballum Strand frit at samle de Muslinger, der på folkesproget
kaldes Schillæ.

Disse
blev brugt til kalkbrænding. I
Sønderjylland var de særdeles værdifulde, da man havde langt
til murkalk.

 

Abbeden havde et tungt ansvar

Vi
ved meget lidt om livet inde i klosteret. Det hele blev styret af en
abbed. Under ham stod e
n prior. Men denne funktion
har ikke efterladt mange spor. Abbeden blev valgt af munkene. Men han
behøvedes ikke at have tilknytning til
Løgum.

Abbeden
skulle ikke alene styre det rent åndelige og disciplinere. Hans skulle
også styre klosterets verdslige
forhold, ikke mindst dets
gods. Efterhånden havde dette udviklet sig til et kæmpe gods.

 

En nyttig
forstander for klostret

Ved Løgum var det ofte herremænd og
bønder man måtte kæmpe imod. Bispen havde ingen myndighed over for
abbeden.

Et
par af abbedern
e skilte sig ud, således Abbed Claus (ca. 1470 – 94). Han indledte en kraftig forøgelse
af kloster – godset. I klosterets
dødebog står der faktisk også en
karakteristik af ham:

 

  • En nyttig forstander for
    klostret.

 

Han
var en anset og dygtig mand, som
Christian den Første i 1480 tog med i sit råd. En tidligere abbed
måtte afgå, og blev præst i
Arrild Kirke, som klosteret ellers ikke havde noget med at gøre.

Alle
munke var åbenba
rt præsteviede. Og af dem
var der mindst 20 stykker på klosteret. Lægbrødrene (konverser) spillede
navnlig i ordenens ældre tid en stor rolle som landarbejdere, håndværkere
m.m. i den store bedrift. Men fra andre kloster vides at lægmænd indgik
et slags åndeligt broderskab med munkene, og dermed blev delagtige
i deres gode gerninger.

 

Privilegier

Klostrets
økonomiske grundlag havde ikke ringe betydning. Derfor var det vigtigt
med begunstigelser. Og et af de første privilegier kom fra
Valdemar Sejr i 1212. I dette fritager
han bønderne i
Løgum Sogn for

 

  • al vor Ret og Tjeneste

 

Disse
privilegier udvides efterhånden. Selv om bønderne havde fribreve måtte
de fra tid til anden arbejde for staten. Således også i 1512:

 

  • at menige almue aldrig
    mindedes, at nogen
    ”haver været fri for Borgegærning at hente kælk, sten og tømmer til klosterets bygnings
    behov

 

Frihed
med undtagelser

Også 
da hertugen i 1512 skulle bruge arbejdskraft til anlæggelse af et dige
ved
Højer, Møgeltønder og
Rudbøl, havde de saaledes leveret ”Ris, Pæle og andet Nødtørft
og tillige kørt Ved til Teglgaarden ved Tønder.

Men
som hertugen erklærede, var det dog sket på hans
Gode Begæring, og skulle ikke regnes som
pligt eller være
Præjudits for klosterets privilegier.

Og
da de en halv snes år sene
re ligesom andre kirketjener i Tønder Len måtte være med til at arbejde
Tønderhus befæstning med volde og
grave, udtaler hertugen, at dette arbejde skulle regnes for en
Bede, som kan sammenlignes med
en ekstraordinær skat.

 

Flere
gaver

I
1257 gav kong
en munkene toldfrihed for
deres skibe, når de kom til
Aabenraa eller andre havne. Et halvt
år senere fik man den rettighed, at deres forbrydelser ikke skal svare
nogen anden for kongens ret end
Hr. Abbeden eller hans munke, hvem han
måtte overdrage denne ret. Dette blev gentaget i 1313 og 1334. af hertugerne.
Men siden synes det som om, at man havde mistet denne ret.

Klosteret
fik også 
bispetiende af Bylderup Sogn. En gave som Kongsfrænden Biskop Valdemar havde skænket dem.

 

Masser af besiddelser

Oppe
ve
d Seem minder navnet Munkegaard endnu om klostertiden. Rndnu
i 1501 havde klosteret en del besiddelser heroppe. Her var også en
Munkemølle, der senere kom til at hedde Skallebæk Mølle. Man byttede besiddelser heroppe
med
Bispestolen og fik i stedet fire gårde
i
Borg, Døstrup, Mjolden og Ottersbøl i Mjolden Sogn. Man ejede også et gods skænket af en adelsdame, Fru Gunder. Men væbneren Johan Schelle erklærede at denne gave
retsmæssigt tilhørte ham.
Fru Gunder var hans oldemors søster!
Via et mageskifte fik man også en gård i
Randerup. Ved en sjælemesse i 1380
fik man også overdraget et gods.

 

I
slutningen af dets levetid ejede klosteret hele
Løgum Sogn. Ja det bliver snart for meget at optegne alt det
gods, man til sidst ejede. Det lå meget spredt,
Dyreborg, Kærgaard, Bjerndrup
Mark, Tornskov, Øster Terp, Løjtved, Alslev
m.m.

 

193 gårde fordelt på 
22 sogne

Løgum
Kloster
ejede 7 Harrebygårde, en birk omfattende
88 gårde
og andre 80 gårde fordelt
på 20 sogne.
Men antagelig ejede man endnu
mere. Således købte den pengestærke
Wulf Pogwisch, lensmand på Trøjborg 18 gårde af klosteret.

I
1551 forlangte
Hertug Hans således at Hr. Wulf skulle fremlægge Brev og Segl for disse køb.

 

Ved Middelalderens slutning har Løgum Kloster ejet 193 gårde fordelt på
22 sogne. De har stort set ligget mellem
Vidåen og Kongeåen.

Mange
givere betagnede sig brugsretten, så længe de levede. Nogle stillede
dog klausuler, som var vanskelig at opfylde. Således ville
Marsken Iver Tagesen have ejerskabet tilbage,
såfremt han fik børn. Og en borgerkone i
Aabenraa betingede sig ret til at
beholde noget af sit gods i
Genner for livstid, men også til,
hvis hun kom i den yderste trang, at måtte sælge så meget, som det
var nødvendigt for hendes behov.

 

Til
frelse for sjæl 

Og
så var der også prob
lemer med arvingerne – de giftige Arvinger, der aldrig mættes. Til Marie Bebudelsesdag 1297 havde præsten i Øster Højst, Hr. Troels opsat Messen, indtil Klostrets Prior, som han havde tilkaldt. Pastoren havde været
meget syg. Han havde lovet, at hvis han blev rask igen, ville han indtræde
i
klosteret. Det løfte havde han ikke
overholdt, og nu ville han bekende sine synder. Til frelse for sin sjæl
overdrog han derfor i fuld offentlighed sit landbosted i
Holm til Vor Frue Kloster i Løgum.

Arvingerne
nægtede
dog at anerkende dette. Men
de havde dog samtykket. Klosteret klagede derfor til bispen i
Slesvig. Det endte med, at arvingerne
blev bandlyst.

 

Kendt
adelsmand havde problemer

Også Ketil Urne, Fra den berømte adelsslægt
fra
Bolderslev, har været involveret i en
sag med
Løgum Kloster. Det startede med, et familiemedlem Knud Snubbe testamenterede en del gods
til klosteret.
Sønnesønnen Ridderen Jens
Urne
ville ikke anerkende dette.
Masser af retssager fulgte. Det endte med et ultimatum til
Ridder Jens, at enten fik han 100 Mk.
Af munkene mod så aldrig at forfølge dem mere, eller betalte han 500
Mk. for besiddelserne.
Ridder Jens valgte det sidste.

 

Kirken
måtte betale en kæmpe skat

Men
hvad skete der egentlig med det enorme gods? Der opstod strenge tider
fo
r godset omkring 1520erne.
Landdagen i 1526 lykkedes det således
for
Ridderskabet at skubbe broderparten af den ekstraordinære
skat, som kongen krævede over til kirken. De måtte udrede 80.000 Mk.

 

 

Klostret
overtog kirker

Ligesom
flere andre kloster,
havde man også købstads
– ejendomme, der dog alle lå i
Ribe. Så vidt viedes havde man
ingen ejendomme i det nærliggende
Tønder. Men klosteret ejede også
efterhånden 4 kirker. Gudstjenesten og sjæleplejen blev ikke plejet
af sognepræsten med af de præsteviede munke. Fordelen var at man fik
to tredjedel af tiende.

Den
første kirke man overtog var
Nr. Løgum. Den næste var Daler i 1227. I Daler var man i 1267 ikke tilfredse
med den indsatte vikar. Man betvivlede hans evner. Og så var man utilfredse
med, at man ikke selv måtte vælge en præst.

Den
tredje kirke man overtog var
Spandet  Kirke i 1323.

 

En gave
med problemer

De
største problemer opstod, da klosteret overtog
St. Laurentius Kirke i Brede. Fra gammel tid havde kongeslægten
gods i
Svanstrup i Brede Sogn. Sammen med den skænkede Kong Abel i 1252 klosteret al den ret
han havde til kirken. Dette blev også bekræftet af kirken.

Overdragelsen
blev godkendt af både
Ærkebispen, Abels efterfølger,
Kong Christoffer og hans to sønner, de sønderjyske hertuger Valdemar
og Erik.
Så skulle man tro, at alt
var i orden.

Men
det var det ikke. Ligesom i
Daler var der stærk modstand i Brede Sogn.

 

Underdanig
anmodning til kongen

Få 
måneder efter at Pavens sendebud,
Kardinal Guido, der skulle mægle i den store kirkestrid mellem
kongemagten og ærkebispen
Jacob Erlandsen i august 1266 havde bekræftet Abels gave, rettede han henvendelse
til
de Brede Mænd. Han havde erfaret, at man på mangfoldige måder hindrede munkene i at nyde kirken i fred.

 

I
1272 blussede krigen op ige
n. Dette år døde Hertug Erik Abelsen. Nogenlunde samtidig døde
præsten i
Brede. Kong Erik Glipping, der havde tiltaget sig formynderskabet for hertugens
børn, præsenterede nu pludselig en ny præst uden at tage det mindste
hensyn til klosterets ret. Det var
ærkedegnen ved Domkapitlet i Aarhus, Mogens Knudsen.

Samtlige Cistercienser – abbeder i Danmark rettede nu en underdanig anmodning til kongen, om
at hans mænd ikke forstyrrede brødrene i deres besiddelse af
Patronatsretten.

 

Biskop
Esger af Ribe
forbød den indsatte præst
og hans vikar, at lade sig kalde af anden end abbeden eller overlade
andre kirkens indtægter. Selve Paven blev mobiliseret. Han stadfæstede
overdragelsen og pålagde som det var skik og brug, en stedlig
Prælat – Domprovsten i Slesvig – at beskytte munkene, da der paaførtes dem mangfoldige
Overgreb og Tab.

 

Klostret
tabte sagen

Provsten truede ganske vist alle, der dristede sig til
at hindre munkenes ret, med Banlysning. Men det blev kun et slag i luften.

I
1276 fandt der nemlig i selve
Brede Kirke en retsforhandling stede
mellem klosteret og
Ærkedegnen med Ribe – bispen som dommer.

Hr. Mogens gjorde her først og fremmest
gældende, at
Kong Abels overdragelse havde været
ulovlig, fordi kongen aldrig havde været den rigtige
patron. Han havde nemlig bygget kirken
eller givet grunden. Munkene erklærede dog, at de kunne føre beviser.
En ny forhandling blev fastsat. Men udfaldet kendes lige så lidt som
Bispens dom.

 

Alt
tyder dog på, at klosteret tabte sagen, da alene
Løgum og Daler Kirke omtales i 1299 som klosterets kirker, men ikke Brede.

 

Kirken
– atter som gave

Nu
skulle man så tro, at den sag var glemt. Men det viste sig at
kloster – folket havde en god hukommelse. Da kirken i 1324 blev
ledig, overdrog
Hertug Erik den For sin sjæls frelse til Abbeden og Konventet uden med en stavelse at hentyde til sin oldefars
brev. Gaven blev stadfæstet såvel af
Ærkebispen som af Eriks søn , Barnekongen
Valdemar.

 

Men
strengt taget som var klosteret ikke kommet videre end i 1250erne. Deres
ret til kir
ken var hverken bedre eller
ringere end dengang. Et par år senere fik man dog kastet lys over stridens
virkelige kærne. I 1327 bekræfter nemlig to riddere, fire væbnere
og to kvinder, antagelig enker, på egne og alle deres slægtninge og
pårørendes vegne hertugens
Præsentation og gave.

 

Selv
nu opnåede munkene dog ikke den fulde besiddelse af den omstridte kirke.
En snes år senere gav
Hertug Valdemar i 1344 afkald på den del af tiende, der var henlagt
til selve kirken. Dette tyder unægtelig på, at hertugerne fra gammel
tid, har haft megen ret til kirken, muligvis i deres egenskab som sognets
største ejendomsbesidder. 

 

Munke smidt ud

Da
reformationen i 1520erne nåede
Sønderjylland gik det hårdt ud over tiggermunkene og deres
kloster i byerne. Det begyndte i
Flensborg, hvor borgerne i 1528 smed Gråbrødrene ud. Noget lignende skete
samme år i
Slesvig og Husum. I 1530 kom turen til Tønder.

 

Da
den sidste abbed i
Løgum, Morten Iversen døde i Ribe i efteråret 1548 fik han
ingen efterfølger.

Åbenbart
fungerede
amtmanden i Tønder, Christoffer Rantzau i den sidste tid, som en
slags forstander på klosteret. I 1568 ser vi, at klosteret stadig er
en institution. Men
Wulf Pogwisch havde allerede fra 1548 overtaget dele af godset.

Den
sidste munk forlod stedet i 1553
.

 

Upraktiske
bygninger

Amtmanden
overtog bygningerne. Men de viser sig hurtig, at være upraktiske. I
1614 opførte
Hertug Johan Adolf en dommerbolig, som omtales som æ Slot.

Den
flotte stilrene bygning var egentlig bygget som jagtslot. Ikke uden
grund k
aldes det et rigtigt slot.
Her var vandfyldte grave, som kunne gøre det ud for en egentlig voldgrav.
Og her boede salmedigteren
H.A. Brorson fra 1717 til 1721, da han fungerede som lærer.

 

Klosterets
vestfløj forsvandt ved byggeriet. Sydfløjen forsvandt o
gså på et tidspunkt.

Det
mest hellige rum,
Kapitelsalen, hvor abbeder jordfæstedes var blevet degraderet
til hestestald, senere kostald. Her havde den lokale garnison også
sit domicil.

Sovesalen
blev brugt som høloft.

Et
par smårum for enden af munkenes
sovesal, Dormitoriet i øverste etage blev til
efter
Genforeningen brugt som fangeceller. Fanger førtes herfra ned
ad trappen gennem kirken til
Retssalen i Æ Slots vesterende. Arresten blev
nedlagt så sent som i 1926.

 

Hvad
er egentlig tilbage af klosterb
ygningerne? Foruden kirken,
er kun 2/3 af østfløjen fra ca. 1250 – 75 tilbage. Østfløjen har
siden reformationen haft en omtumlet tilværelse.

 

Kirken bygget af skaller
fra Vadehavet

Selve
kirken blev opført ca. 1225 – 1325. Den blev bygget af lokale
bygg
ematerialer. Munkestenene
er fremstillet af ler fra
Løgumbjerge. Soklen er af kampstene fra marker på egnen, og
kalken er brændt af muslingeskaller fra
Vadehavet.

Kirkens
sideskibe hviler på fundamenter af tilskårne græstørv. Cistercienser
– ordenen havde
strenge regler om prunkløshed
i deres kirker. Murede tårne, kalkmalerier og malede vinduer tåltes
ikke. Men man slækkede da efterhånden lidt på disse krav.

 

I
dag er der indrettet et
Refugium med 47 værelser på stedet.
Her holdes
feriedage, rolige dage, rekreationsdage
og studiedage.
I efteråret 2011 blev der
indrettet en ny foredragssal med plads til 150 deltagere.

 

Løgumkloster nævnes 1546

Første
gang flækken
Løgumkloster nævnes er måske i 1546, da hertug Hans udsteder et lejdebrev for Hans Lausen i Lemklosterbw, der havde dræbt
en Mand.

To
år tidligere foreligger der et
skattemandtal. Heri kan vi se, at der i Closterdorp boede 6 fæstere – 5 mænd
en en enke.

Kimen
til den nuværende flække har eksisteret for klosterets lukning i 1548.

 

1739:
Kirken
blev sognekirke

Takket
være en
jordebog fra 1704 kan vi se at beboerne
havde deres agerland liggende tre steder, nemlig
Nymark, øst for flækken op til Landebys fælled. Dernæst var det Søndermark, syd for byen og stødende
op til
Favrby og Ladegårdens jord. Endelig var det Nørremark, der stødte op til Landeby.

 

I Jordebogen fra 1604 var der 19 gårde
i flækken. De var af meget varierende størrelse.

Men
tilbage til 1704, så finder vi 91 kådnere. Og kådner – 
husene kunne svinge lige fra små hytter på tre fag
til statslige bygninger på 20 fag.

 

I
1739 blev klosterkirken til en egentlig sognekirke.

 

Vi
fandt
Husfogeden, amtsskriveren,
to sandemænd og skytten,
så var der også apotekeren, fire købmænd, seks kniplingskræmmere,
tredive håndværkere, syv kniplersker og 30 daglejere.

 

Beskrivelse
fra 1797

Selv
om kun få levede direkte af landbruget, så havde næsten
alle en ko eller to, et svin eller i hvert fald et par får. Enkelte
havde også heste. Det var åbenbart den samme sammenblanding af
byerhverv og landbrug,
som Kapellanen Kruckenburg i sin skildring af flækken fra 1797 karakteriserede
med ordene,
die hauswirtschaft ist überall
ländlich.

 

Under Kådnerne var det Indersterne. Deres antal var 92, hvoraf de 10 dog selv ejede
hus. Vi møder dog også mellem disse, en købmand, en kniplingskræmmer
og seks håndværkere. Det store flertal var dog daglejere eller kniplerske,
der boede til leje ikke mindst hos
kådnerne.

 

Kilde: Se

Litteratur
Tønder

Litteratur
Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Om artikler, der relaterer
til denne artikler: Læs:

  • Det Vestlige Sønderjylland (under Sønderjylland)
  • Enklaverne i Sønderjylland (under Sønderjylland)
  • Adelsslægten,
    der udd
    øde
    ( under Aabenraa)
  • Æ Kleinbahn i Aabenraa
    Amt (under Aabenraa)
  • Løgumkloster nordøst for Tønder (under Tønder)
  • Trøjborg
    Slot
    nord
    for T
    ønder
    (under T
    ønder)

 

Hvis
du vil vide mere:
Om Præster, Kirker, Åndsliv
og Klostre: Læs:

 

Under
København:

  • Skt. Jørgen Helgen, Hospital og Sø

 

Under
Sønderjylland:

  • Da Christiansfeld opstod
  • Præster og Godtfolk i Sønderjylland
  • Flere Præster
    og Godtfolk i S
    ønderjylland

 

Under
Aabenraa:

  • Kirker syd
    for Aabenraa
  • To Kirker i Aabenraa

 

Under
Padborg/Kruså/Bov:

  • Ligvognen fra Frøslev
  • Livet omkring Bov Kirke
  • Ryd Kloster

 

Under
Højer:

  • Bryllupsskikke i Højer
  • Højer
    Kirke

 

Under
Tønder:

  • Brorson en
    pr
    æst
    fra T
    ønder
  • Hostrup, Jejsing og Præsten
  • Møgeltønder Kirke
  • Præsten
    fra Daler
  • Tønder
    Kristkirke
  • Åndens Folk i Tønder
  • Øst for Tønder

 

Under
Østerbro:

  • En engelsk kirke ved Østerbro
  • Garnisons Kirkegård

 

Under
Nørrebro:

  • Assistens Kirkegård 250 år
  • Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
  • Da Gertrud rejste sig fra
    kisten
  • Dramaet i Brorsons Kirke
  • Et Hospital på Nørrebro
  • Grundtvig på Nørrebro
  • Kan du råbe
    mig N
    ørrebro
    op
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro
  • Kirker og Mennesker på Nørrebro
  • Livet på Assistens
    Kirkeg
    ård
  • Skt. Johannes Kirke
  • Under jorden på Assistens
    Kirkeg
    ård


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder