Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv

Januar 30, 2013

Man skulle bevare den kongelige
allés værdighed. Her måtte man ikke holde kro for bønder og almuefolk.
Det skulle være for ”folk af kondition”. Gartneren i Slotshaven
skulle kontrollere damerne i sodavandsboderne. Og
så kunne Opsynsmanden danse med en mekanisk Amagerpige
i Vokskabinettet. Læs her om Alhambra, Monigatis, Bakkehuset, Josty,
Valhalla, Alléenberg, ægte og uægte tyrolere og meget mere. Ja og
så blev portene lukket i kirketiden.

 

Overdådige fester

Ved officielle lejligheder holdtes der overdådige fester
Frederiksberg Slot. Ofte blev disse afsluttet med et overdådigt fyrværkeri.
Omkring 1735 blev der også affyret fyrværkeri i
Frederiksberg Have på kongens og dronningens fødselsdage. Fyrværkeriet
begyndte og sluttede med 21 skud og 81 raketter, som udstrålede en
mangfoldighed af lys i alle mulige farver. Kongens og dronningens navnetræk
kunne man betragte i en hel time skiftende i forskellige farver.

 

Et cirkus i sig selv

Og
når kongeparret skulle ind ti
l hovedstaden var det jo
et helt cirkus i sig selv. De var ikke alene omgivet af
Hejdukker og Lakajer med dragne kårder, men også
en hel afdeling gardere, der beskyttede de kongelige vogne. Selv om
det kun var en prinsesse, der kørte sig en tur, var det som regel 18
heste i gang, 6 for hver af de tre vogne, der var nødvendig til det
store følge, selv ved en almindelig køretur.

 

Portene var lukket i kirketiden

Det
var ikke så meget folkeliv i
Frederiksberg Have i Christian den Fjerdes tid. Haven var godt nok åben for skikkelige folk. Men heri regnede man ikke Holmens mænd med koner og soldater
i uniform, da matroserne ofte opførte sig dårligt. Men den omstændighed,
at
Københavns byporte om søndagen var
lukket under gudstjeneste, afholdt mange fra at lægge en søndagstur
til
Frederiksberg.

 

Portene blev åbnet

Christian
den Syvende
følte sig hjemme på Frederiksberg Slot. En januar – aften indfandt
den 16 årige drenge – konge sig pludselig sammen med sin kongelige
bedstemor og hele hoffet. Det var fest, da den unge konge den 3. november
1766 første sin kusine den 15 årige
Caroline Mathilde ind på slottet. I tre dage var det festligheder
på slottet. Alt tegnede lyst. Men det var vel ikke helt uforståeligt
at hun faldt i armene på
Grev Johann Friedrich Struensee, kongens livlæge.

 

Under Frederik den Femte var adgangen til haven gjort
lettere for
Københavns befolkning, fordi byportene
ikke længere blev lukket om søndagen.

 

Bakkehuset

Slottet og Slotshaven tiltrak et utal af københavnere.
Og
Bakkehuset tiltrak det åndelige liv
i begyndelsen af det 19. århundrede.

Bakkehuset har sit navn fra et gammelt Vangehus, der lå oppe på Valby Bakke. I 1646 blev det flyttet ned
på skråningen under bakken. Så det levede ikke rigtig op til sit
navn. Det har sikkert ikke været ret stort, for omkring 1720 erklærede
den daværende ejer, at det dengang var,
en slet uanselig hytte, lidt
bedre end et snart forfaldent landsbyhus.
Senere byggede han det om,
så det blev
af nogenlunde skikkelighed. Efter Frederik den Fjerdes ønske opførte han en bygning,
som både afgav plads til gardens heste,når kongen opholdt sig på
Frederiksberg Slot, og til nogle officerer og
menige. Af hensyn til dem fik han kort efter en krobevilling og ret
til selv at fremstille øl og brændevin, når det blev drukket på
stedet.

 

Gæsteri

Men
da
Roskilde Landevej blev anlagt i 1776 mistede kroen sin søgning,
fordi færdslen ikke mere gik der forbi. Stedet som egentlig fik navnet
Gl. Bakkehus. Stedet fortsatte som gæsteri, idet det om sommeren lejedes
ud til landliggere, og det var netop derved,
Rahbek kom i berøring med det.

 

Prinsegården

 Prinsegården tiltrak den jævne befolkning.
Her kunne det være, at man kunne få et glimt af de kongelige.

Afstanden
til
København var ikke større end man
godt kunne tolerere dårlige veje. I pengeknappe tider kunne foretage
korte udflugter herud.

 

30 ”sorte” 
kroer

Kroerne
kan føres tilbage til
Solbjerg – tiden. I 1731 skal der således have været ca. 30 kroer
herude. Myndighederne mente, at lystigheden tog overhånd og forbød
hjemmebrygning og hjemmebrænding Derved gik fortjenesten ned, og de
fleste kroer måtte lukke.

 

Restauratørerne
i hovedstaden ville ikke tillade, at man på 
Frederiksberg bare fremstillede deres eget øl og brændevin.
De overbeviste toldvæsenet om, at spritten skulle købes inde i byen.
Men både
Frederik den Fjerde og Christian den Sjette holdt hånden over hjemmebrygningen.

 

Møddinger på Allégade

Nu
var ikke alt fryd og gammen. Godt nok stod der i
Pontoppidans Atlas at Frederiksberg blev anset som

 

  • om ikke som en Kjøbstad, saa dog som en skjøn Flek og langt anseligere
    end andre Landsbyer.

 

Men Allégade havde nogle af de skavanker,
som prægede almindelige landsbyer, således fremgår det af en samtidig
klage over, at gaden på den ene side skæmmedes af plankeværker og
på den anden side af møddinger.

 

Til
”Folk af kondition” 

En
gård i
Allégade som den fornemme mand Gerhard Kobrow havde fået lov til indrette skulle være et traktørsted
for
Folk af Kondition. Men nu afløste slottet Prinsegården så en masse almindelige folk myldrede også til Frederiksberg.

 

Arnestedet
for Frederiksbergs lystigheder

Den
gamle hovedgade,
Allégade levede op, og blev arnestedet
for
Frederiksbergs Lystigheder. Men Frederiksberg Allé fulgte godt med.

Det
var i
Allégade, Lars Mathiesen  havde sit største og mest populære traktøsted.
Det kom senere til at hedde
Lorry.

Begyndelsen
var overtagelsen af
Allégade 7, og i 1804 havde det navnet Haabet. Han fik bevilling til:

 

  • de Rejsende samt dem af
    Staden K
    øbenhavns
    Indvaanere og andre, som sig d
    ér ville forlyste, efter Forlangende med Logementer, samt
    Spise
    og Drikkevare til Nødtørftighed og for en billig
    Betaling betjene.

 

Da Rahbek
var på besøg 

Lars
Mathiesen
blev hurtig kendt på grund
af sin folkelighed og slagfærdighed. Der gik mange anekdoter om ham.
Ikke alle var korrekte.

En
af de mest kendte fortæller, at
Rahbek kom ind til Lars Michelsen for at få en lykønskning, da han var blevet Ridder af Dannebrog. I stedet for at ønske ham
tillykke, spurgte
Lars ham i stedet:

 

  • Ved du, hvad forskel der
    er
    på dig og et æsel?

Da Rahbek ikke svarede, fortsatte Lars Mathiesen:

  • Jo, du bærer
    dit kors p
    å Brystet,
    et
    æsel
    b
    ærer
    sit p
    å ryggen.

 

Men Rahbek, lod sig ikke sådan slå
ud. Lidt efter spurgte han:

 

  • Lars hvad er forskel på dig og et æsel.

Lars kløede sig bag ørerne og erklærede omsider,
at det vidste han ikke.

  • Det ved jeg såmænd heller ikke

Så 
havde
Rahbek fået betalt tilbage.

 

Lorry
Feilberg

Da Lars døde, solgte hans enke forretningen.
Men traktørstedet havde mistet sin ejendommelige tiltrækningskraft.

Lorry
Feilberg
købte nytårsaften 1913
de to naboejendomme 9 og 11.

 

I
slutningen af 1870erne havde en af brødrene
Kehlet overtaget sangerinde – pavillonen, Allégade 9. Under Kehlets ledelse blev det et meget
søgt forlystelsessted, der fik sit litterære navn ved, at
Drachmann på det sted mødte en af
sangerinderne
Edith, som i den grad inspirerede
ham.

 

Citater
fra
Drachmann blev placeret på det tunge
bjælkeloft. Men det var citater fra
Lorry Feilberg, der fik overtaget:

 

  • Æbleskiver, som vor Mor
    bagte dem
    .

 

Og
tænk nu bliver der lavet TV i
Landsbyen – TV Lorry.

 

Der
var gang i nummer 10

Lige
overfor havde en foretagsom mand iagtaget, hvad der skete på den
modsatte side af vejen. Det var
Jens Andersen Halleby. Han var både vognmand, bager og restauratør.
Det var ham, der første gang kørte omnibus på
Frederiksberg. Jo det var faktisk også gang i nummer 10.

 

Fest
ved Frederiksbergs Runddel

I Prinsegårdens tid var der gang på Frederiksberg Runddel. Her ved Ridebanen var der mange forskellige
fornøjelser. Her viste
Ny Hollænderne deres fastelavnsløjer. Hoffets kavallerer havde
deres store fester med
Dystridt. Dette blev overværet af
kongefamilien og en masse mennesker fra hovedstaden.

 

Damerne
viste deres ”toiletter” 

En
gang imellem blev
Alléen lukket, når der var underholdning.
Men ellers blev
Alléen også brugt til et yndet
sted for damerne, at vise deres nyeste
Toiletter. Når man en sommerdag havde
vandret helt inde fra hovedstaden på den solhede og støvede vej og
endelig nået
Frederiksberg Runddel, trængte man til en Vederkvægelse.

 

Spritten
skulle købes i byen

Værtshusholder
Ratz
havde fået øje for dette,
og i året 1784 søgte han om bevilling som traktør på hjørnet af
Allégade og Frederiksberg Allé. Når nogen fik sådan en bevilling, var det altid
på betingelse af, at man lovede ikke selv, at fremstille øl og brændevin.
Man skulle købe det inde i
København.

Hofmarskallatet gav ham tilladelse med den tilføjelse, at han ikke måtte holde kro for bønder og almuefolk.

 

Den
kongelig allés værdighed

Hensigten var, at Ratzenborg skulle være en finere restauration, svarende til
den kongelige allés værdighed.

Men
ak og ved. Et halv år efter hedder det, at opvarterne som regel var
Bondekarle med tvivlsomt hvide Forklæder og med hænder, der åbenbarede stor afsky for
vaskevand.
Intet under, at gæsterne
blev derefter. Det var først, da restauratør
Thorup i midten af det nittende
århundrede forandrede både traktørstedet og navnet, at der kom i
den rigtige gænge.

 

Ægte
og uægte tyroler

Fra
den tid hed det officielt
Sommerlyst. Men folk ville nu helst kalde
det for
Thorups Have. De syntes, at netop det navn passede til det folkelige
forlystelsessted, hvor både ægte og uægte tyrolere jodlede, mens
kæmpekvinder viste deres muskuløse korpus og karrusellen drejede rundt
til klangen af en lirekasse.

Det
blev under skiftende ejere et ret søgt etablissement.

 

Aleènberg

Side
om side med
Sommerlyst Aléenberg. Det var et ret godt traktørsted
med
en smuk sal for borgerskabet,
hvori der også koncerteres.
Berømt var Madam Lynge for hendes helt fortrinlige
advarer. Priserne var så høje, at det blev et traktørsted
for de fine.

Men
det var først, da en af de tre restaurant – brødre,
Kehlet overtog, at det rigtig kom
gang i
Aléenberg.

Da Tivoli åbnede i 1843 ansøgte han
straks
Hofmarskallatet om tilladelse til at oplyse Frederiksberg Allè – forårs og efterårsaftener. Dengang henlå Frederiksberg nærmest i mørke, bortset
fra
Aléenberg, der havde sit eget gasanlæg.

 

Senere
gik det tilbage for etablissementet. Nu var det nærmest kun
Nørrebros befolkning, der søgte hertil,
når de søndag aften tog sporvognen over til
Frederiksberg Runddel.

Sommerlyst og Alléenberg havde en stor søgning af
konfirmander. De søgte de to etablissementer på deres
Spadseredag.

 

Konfirmander

De
unge Herrer
kom ofte med deres lige så
unge damer i vogn inde fra byen.
Herrerne kunne man kende på deres
paraply, sorte skindhandsker og
Ravrør. Damerne kunne kendes på deres lange kjoler, som de ikke
var vant til. De havde deres hyre, når de skulle op ad en trappe.

 

På 
den østlige side af
Værnedamsvej lå for et par hundrede år siden et traktørsted,
der blev ejet af en mand, der hed
Werner Dam. Og hans navn blev bevaret
i gadens navn.

 

Valhalla

Cirka
et hundrede år senere opstod der på den vestlige side af
Værnedamsvej, et kendt forlystelsessted, Rosenlund. Og det var en af de tre kendte
brødre
Kehlert, der blev ejer.

I
midten af det 19. århundrede kunne man, hvis man kom fra V
esterbrogade og kørte ind på Frederiksbergs Allé på højre side opleve Møllers Vokskabinet. På venstre side lå sangerinde
– pavillonen
Valhalla, der i en årrække var københavnernes
mest yndede sangerinde – knejpe.

 

Vokskabinettet

I
vokskabinettet kunne man stå ansigt til ansigt med berygtede mordere
og storforbrydere, der nok kunne få det til at løbe koldt ned
af ryggen. Så var det mere humor over den mekaniske
Amagerpige, der efter at være trukket
op, kunne udføre en dans sammen med opsynsmanden. Men en ildebrand
gjorde den 1. august 1870 ende på herlighederne. I en gadevise fra
dengang hed det sig:

 

  • Det hele Møllerske
    Kabinet

I
Vejret gik som en Raket

Og
alle Figurer hver og en

Græd
Taarer af
Voks som Potteben

 

Josty

Fra
1826 til 1856 lå på den såkaldte lille
Runddel Monigattis Pavillon. Monigatti var konditor og schweitzer. Da Josty fik lov til at drive konditori
i
Frederiksberg Have, følte Monigatti sig forbigået. Som erstatning
fik han lov til at rejse sin pavillon og drive traktør – virksomhed
på de sædvanlige betingelser.

 

Monigattis

Fint
skulle det være.
Monigattis sangerinder stod langt over
den almindelige syngepige – type, og mange fremmede sangere gjorde
stormende lykke. Ved
Monigattis død gik det tilbage og i
1856 blev pavillonen nedrevet.

 

Kopperne blev gemt

Schweitzeren Anton Josty fik konditoriet i 1824, og
det blev i slægten helt til 1937. Og da blev stedet omdannet til hotel
under navn af Slotsgaarden.

Og Jostys slægt værnede om minderne
fra
Frederik den Sjettes tid. Selv de kopper, kongen og prinsesse Wilhelmine plejede at drikke chokolade af, værnede man om.

 

Og
tænk, helt op til 1840erne var det faktisk forbud mod hunde, barnevogne
og tobaksrydning i
Frederiksberg Have. Det blev vist ikke helt overholdt. Fordi både
haven og
Josty blev et yndet tilholdssted
for netop familier med småbørn og hunde.

 

Alhambra

Længere
op i
Allèen ved den nuværende Alhambravej rejste Tivolis skaber, Carstensen et stort forlystelsessted.
Det var stort terræn mellem
Gammel Kongevej og Frederiksberg. Hovedbygningen var i maurisk stil. Forbilledet
var jo netop
Tivoli. Her var fremmedartede planter,
lysthuse, småpavilloner, pladser til artistoptræden, fyrværkeri m.m.
I hovedbygningen var teater, koncertsal, restaurant og bazarer.

Men
det gik ikke. Sommeren 1869 blev den sidste. Det hele måtte sælges
ved tvangsauktion.

 

Frederiksberg Morskabsteater

Længere
nede af
Frederiksberg Allé Frederiksberg Morskabsteater. Det var begyndt med et koncertlokale, siden blev
det varieté. Men da man begyndte med revuer, ja så kom der gang i
den. Det var skuespiller som
Gerner og Frederik Jensen, der trak folk til.

Senere
overtog den talentfulde skuespillerinde,
Betty Nansen, teatret.

 

Gartneren skulle aflægge rapport

Ja
så var det K
urvekonerne og sodavandsboderne. Konerne
fik lov til at stå ved bestemte træer og sælge brød og frugt fra
kurve. Men konerne skulle være pæne, eller gik det ikke. Og staderetten
kunne tages fra dem. Det var gartneren i
Frederiksberg Have, der skulle aflægge rapport over for Hofmarskallatet. Han lagde ikke fingrene imellem,
således kunne der ud for sælgerkonernes navne og pladsnumre stå
Ej det bedste Rygte eller endda Slet Rygte.

 

Drikkehallerne

Denne
ordning fra midten af det
19. århundrede afløstes
af
Drikkehallerne i Frederiksberg
Allé,
som i 1873 åbnede en række
træboder, hvor der udskænkedes sodavand med eller uden saft, for en
pris af henholdsvis 8 og 4 øre pr. glas.

 

Den
første biograf

Og Frederiksbergs første biograf blev indrettet
i en kælder på hjørnet af
Allégade Og Frederiksberg Allé. Billetprisen var 10 eller 15 øre. Undertiden
blev der uddelt gratis billetter på
Runddelen, når der ikke var udsolgt.

 

Beværtningshaver

I Pileallé har vi de morsomme gamle Beværtningshaver. Oprindelig kaldte man dem
for
Pusterørene. Og det var en bevilling, som funktionærerne til Frederiksberg Slot blev bevilliget. Egentlig
var det kaffe og te, der måtte serveres, og så vand på maskine. Senere
blev der tilføjet
Bayersk Øl. Spiritus i haverne måtte kun nydes i haverne,
når gæsterne selv tog det med.

 

Kilde: Se

Litteratur
København (under forberedelse)

Litteratur
Frederiksberg (under forberedelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Om Frederiksberg – Læs:

 

Det
var på Frederiksberg

Flere
Gader
og Veje på Frederiksberg
( K – Å)

Frederiksberg
Slot

Frederiksberg
– dengang

Gader
og Veje på Frederiksberg (A – J)

Solbjerg,
Nyby og Ny Amager

 

Hvis
du vil vide mere:
Om Værtshuse og Forlystelser
– Læs

 

Flere
gamle værtshuse i København

Forlystelser i København

Gamle
værtshuse i København

På 
Vesterbro

Sidder
på et Værtshus

Tivoli

Forlystelse
på Nørrebro – dengang (under Nørrebro)

Historien
om Nørrebros Teater (under Nørrebro)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København