Hvordan så det ud
i Højer og Tønder – dengang? Det skildres gennem Peter Rasmussens erindringer. Mange spændende
ting skete på Strucksalle under første verdenskrig og lige efter Genforeningen.
Og hvordan var det at være karetmager i Højer fra 1922? Og så var Peters mor friser. Og kvinderne er
blevet hyldet i frisernes våben, læs hvorfor.

 

Peter Rasmussens erindringer

Nogle gange behøver man
ikke at gennemrode gamle bøger efter stof til artikler. For det gamle
stof er skrevet af folk, der har oplevet det dengang. Og nogle
gange er de ting beskrevet så interessant, at det burde ud til en større
kreds. Og en af dem, der har oplevet en helt anden verden, end den vi
kender i dag, er Peter Rasmussen.

Hans
søn Uwe Rasmussen har vi her på siden kommunikeret en del med.
Og gennem ham, har vi fået familiens tilladelse til at dykke ned i Peter Rasmussens oplevelser, dengang.

 

Tilbage i Nykirke

Peters
mor boede som barn sammen med
hendes far i Vestergade i Tønder. Han boede i et af de huse,
som måtte indrettes til kro, når der var markedsdage. Han var ellers Maler og Glaser. Han kunne spille violet og
trompet, men spillede kun, hvis der ikke var andre at få. Som enkemand
var han nødt til en husholderske, men sådan en var dyr. Efter et par
år i Tønder flyttede han tilbage til Nykirke. Men det tog lang tid inden
han og flyttemændende nåede til bestemmelsesstedet. For hver gang,
de kom forbi en kro, skulle de ind at have en punch.

 

En postvogn til Tønder

Og
en del af familien stammede her fra Nykirke. Skulle man herfra ind til Tønder dengang, så foregik det
af vandvejen.

Men
der kørte også en postvogn til Tønder. Den holdt gerne i Nordfriescher Gasthof, der senere blev til Stahlberg Møbler. Ville man med postvognen,
ja så kostede det 20 pf.

 

Bådebyggeri

I Peters familie var der bådebyggerier
i generationer. Bådene var altid lidt mere stump og bredere i forenden
end i bagenden. Da Peter engang sagde dette til sin
onkel , så svarede han, at en god båd også må
lade vandet.

 

Peters mor var friser

Peters mor var friser, og talte frisisk. Friserhusene har vel mest på grund af
den hårde blæst lave ydermure, da husene ligger meget frit og beskyttende
træer har svært ved at gro på vestkysten. Derfor er yderdørene også
lave, så man tit må bukke sig.

Men
sagnet fortæller, at en konge havde svært ved at få friserne
til at bukke sig for ham. Så gav han ordre til, at dørene på 
nordsiden skulle være så lave, at de skulle bukke sig, når de
gik ud, symbolsk bukke sig for ham. Men friserne har både stivsind og humør. Når de skulle ud af norddøren
gik de baglæns ud. Det skulle have været omkring år 810 og kongen
hed Gøtrik.

 

Til
ære for kvinderne

Og
når vi er ved friserne, så er det sikkert ikke mange, der kender
deres våben. Det er delt i to felter. Det højre er en halv havørn.
Det venstre er delt i to felter foroven en krone forneden en gryde med
ske, til ære og tak til frisiske kvinder. For godt 1.200 år siden
sloges stammerne her  endnu, ligesom negerne i Afrika. Det havde været ro et stykke
tid, og friserne havde ikke som ellers taget deres våben med på markarbejde.
Dette opdagede fjendtlige spejdere og fjenden angreb pludselig.

 

 Friserne kunne ikke forsvare sig uden våben.
Deres koner var ved at koge hirsegrød. De gik ud imod fjenden med gryden
i den ene hånd og skeen i den anden. De smed det varme grød i øjnene
på dem. Så fik friserne tid til at få fat i deres våben og slog
fjenden tilbage. Som tak for denne bedrift, satte friserne gryden med
skeen i deres våben

 

Briller
hos M. C. Christiansen

Det var hos isenkræmmer M.C. Christiansen, at Peters mor fik sine første briller.
Det var inden, der var kommet en optiker til Tønder. Isenkræmmeren havde en kasse
med briller, og så tog folk bare dem, de bedst kunne se med.

Peters mor har ikke kendt sin mor. I det lille Nykirke og omegen døde der i vinteren
1874, 6 koner af barselsfeber. Peters mormor var en af dem.

 

Statsløse

Peter kan godt huske sin farfar. Han blev 80 år og
rejste sommetider rundt til sine syv børn. Han led af ishias. Når
han havde fået morgenkaffe, kom han gerne ind i sofaen. Da han skulle
ligge højt med benene lagde han dem op på bordet med en avis under.
Her sad han så omtrent en times tid og nød en punch.

Farfar var fra Ærø og dansk statsborger. Efter
1864 glemte de høje herrer Ærø, da Slesvig – Holsten skulle deles. Da han og flere Ærø – borgere boede i Broager og Omegn blev de gjort statsløse. Min far ville til posten,
derfor måtte han søge preussisk statsborgerskab. Men først skulle
han lige aftjene to års værnepligt i Bremen.

 

Landpost
i Emmersbüll

Han
blev landpost i Emmersbüll. Der lærte han så Peters mor at kende. Dengang tog
mange til søs. Han havde også en aftale med en Egernsund – skipper. Han havde dog bare lige glemt at snakke med sin
far om det. Ifølge sidstnævnte skulle ingen af hans sønner til søs.
Hans far gik nu med ham til skipperen, og fortalte, at hans søn aldeles
ikke skulle være sømand.

 

Solfattig lejlighed

Peter og hans bror Rasmus blev født i Nørregade i Tønder. Øst for Richtsensgade i brødbager Jessens hus, hvor senere bager Cosmus holdt til, der gik en gang
ind. Derinde i baggården boede forældrene.

Onkel
Martin og Tante Lise syntes ikke, om denne solfattige
lejlighed. De hjalp forældrene så de kunne bygge et hus på Strucksalle.

 

Uegnet til krigstjeneste

Nogle
mænd, som havde skavanker blev erklæret Kriegsuntauglich (uegnet
til krigstjeneste). De sidste år af krigen var
de hamstere, fortæller Peter. Det gik ud på at de tog
ud på landet og købte madvarer. Dem solgte de så videre med stor
fortjeneste. En hård vinter fandt man to af disse hamstere døde af hjertesvigt. Det
var dybt strafbart, det som de gjorde. Blev man pågrebet, kunne man
forvente en hård straf.

 

Æg byttet til brød

Nabohuset
til Peters barndomshjem, Strucksalle 26 i Tønder var et to – familiehus.
Under krigen boede ovenpå en familie fra Kiel. Manden var soldat, men skulle
kontrollere kornhandlere o.s.v. Konen havde altid brødmærker til overs. Peters mor byttede ofte æg med
disse brødmærker.

I
familien var der to knægte, som Peter og hans bror var meget sammen
med. Og konen var en skrap dame. Kom knægtene hjem med beskidte støvler,
så vankede der udskæld.

Det
var knapt med tøj og sko dengang. Hvis man manglede noget, skulle man
op på rådhuset efter Bezugsschein. Da Peters søster Marie, skulle konfirmeres
fik man også Bezugsschein på Ein Par Steiefel in Lak mit
Holzsohlen.

 

Stor have

I Strucksalle var der en stor have med
frugttræer og frugtbuske. Under krigen blev spande fyldt og bragt til
købmanden som sagtens kunne sælge ribs og solbær.

Grunden
var ret stor. Den gik helt ned til Viktoria – byggeriet og sydpå til Markgade. Peters forældre solgte en del af grunden til lokomotivfører Pahl, der efter genforeningen flyttede
til Rendsborg.

 

Kloak
var en grøft

Dengang
bestod kloaken af en grøft foran huset. Spanden blev begravet på den store
grund. Grunden kunne nok bruge den sammen med svine – og hønsegødning. Peters mor vaskede op i en lille
balje og opvaskevandet blev hældt over i to spande, som knægtene så
skulle vande frugtbuskene med.

 

Gadelygter
med gas

Hvornår
vandledningen kom, kan Peter ikke huske. Men han kan huske,
at der på gårdspladsen stod en pumpe. Tønder havde et gasværk, men endnu
var der i boligen på Strucksalle ikke blevet indlagt gas.

Gadelygterne
blev oplyst med gas. De var store og af støbjern.
Lygterne brændte også om dagen med en lille flamme. Så var de lettere
at tænde om aftenen. Hver aften gik gasmanden med en særlig stok og drejede
op for fuldt blus. Om morgenen blev der igen drejet ned.

Efter
genforeningen blev der indlagt elektrisk lys,
men strømmen var meget dyr. Petroleumslampen kom så til Nykirke. På samme tid kom der også
kloak, og Strucksalle fik gule klinker på fortorvet.

 

Stor begravelse i Tønder

Den
første mand, der faldt i krigen 1914 – 18 fra Tønder, var en søn af en højere
embedsmand. Han lod sønnen komme hjem, så begravelsen kunne foregå
på kirkegården. Det blev en stor begravelse. Piger i hvide kjoler
gik foran og strøede grønt. Så kom Tønder Byorkester, ligvognen,
familie og Kameraden – Veriein med faner.

 

Foto
– inden de gik ned

Naboen
i Tønder mistede også en søn. Han
var udlært maskinist, og var som sådan indkaldt til Marinen på slagskibet Blücher, som gik under ved Skagerak – slaget. Et foto var blevet taget,
lige inden det kæntrede med matroserne på skroget. Og dette foto blev
udsendt til alle familier., der havde mistet en søn. Fru Ehlers havde det hængende indrammet
på væggen.

 

Gadeliv
i Tønder

Endnu
i de første år af krigen 1914 – 18 var der masser af gadeliv
i Tønder. Der kom smågrupper af sigøjnere,
der havde tamme bjørne, der dansede til musikken. En anden mand havde
en trompet, og en tredje slog på stortromme. Så havde de også en
kamel med. For 5 pfennig kunne man så få en ridetur på denne.

Der
kom også lirekassemænd med en abe og skærsliber med deres trillebør.

Fra Flensborg kom der to gange om året
en meget sød sigøjner med en kurv, hvor fra hun solgte børster, snørebånd,
nåle og andet godt. Når Peters mor havde købt noget udbrød
hun, Filla, Filla Dankeschön. En dag tog hun Peters mors hånd og spåede hende et
langt liv.

 

Masse
af kreaturer i Strucksalle

Nogle
gange kom der også en slags møbelvogn. De solgte gryder, kasseroller,
sigte, tragter m.m. De hang langs siderne, så det raslede godt,
når de kørte gennem Tønder, men det trak kunder til.
Tingene havde nogle småfejl, så de blev solgt billige.

Dengang
havde man endnu petroleumslamper og kogeapparater. Derfor kom der engang
om ugen en petroleumsvogn, hvor man kunne købe en stor kande petroleum.
Så var man fri for selv at gå til købmanden.

 

I Strucksalle kom der mange kreaturer forbi,
så det var med at have stakittet i orden, og portene lukket. På markedsdagene
kom der ofte 3 – 4.000 stk. kreaturer. Så blev gaderne godt beskidte.
Dette blev så skrabet sammen af Chausewærteren og hans hjælpere. På den måde fik Peters far ofte mange trillebør med
gødning til at fylde op i haven.

 

Kræmmermarked

I Pinsen og til Mikkelsdagene var der også kræmmermarked. Så var Storetorv, Svinetorv og tilstødende gader fyldt
med telte karruseller m.m. Kræmmermarkedet varede som regel to dage,
og der var masser af trængsel. Peter og hans søskende fik som
regel 10 pfennig hver dag. Og for disse penge kunne man få meget.

I Højer oplevede Peter også senere æ mærken. Man gik direkte fra arbejde
til æ mærken.

 

Der
var masser af små forretninger og håndværksmestre. Foran mange
af husene var der en bænk. Så sad man der og nød tilværelsen,
hvis ellers vejret tillod det. Mange huse havde også installeret
en anordning (gadespejl), så man kunne se, hvad der skete på gaden.

 

Jul
i Tønder

Forretningslivet
var lidt anderledes dengang. Til jul havde man navn på de sidste
tre søndage, Kobbersøndag, Sølvsøndag og Guldsøndag. Butikkerne havde åben inden kirketiden og så
igen fra klokken fire. Dengang begyndte juleudstillingen 1. december
og ikke som i dag 1. november. Byorkesteret og senere Skytteorkesteret
spillede søndag eftermiddag. Juleaften og nytårsaften blev der blæst Salmer fra kirketårnet.

 

I Nørregade boede der familier i meget
små lejligheder, som havde svært ved at klare sig, blandt andet fordi
manden drak eller var invalid. Juleaften gik børn fra disse familier
med en kurv fra dør til dør, og sang julesange. Så fik de gerne kager
og andet godt.

 

Ikke nok uniformer

Peter begyndte i skole i april 1914, og krigen brød
ud i august. I Tønder skulle mændene  indtil
en vis alder også stille. Der var ikke nok uniformer, så en del rendte
rundt som halve civilister.

Peters far var 42 år dengang. Han blev tre gange indkaldt
til Landsturm. Han lå i Skærbæk, Døstrup og Brøns. Det var ikke så længe af
gangen. Men postmesteren søgte ham fri hver gang.

 

Føden
var knap

Efterhånden
blev føden knap. Svin og et par høns gik der rundt på den store
grund i forvejen. Nu fik familien også to geder og kaniner. Så 
kunne man nogle gange få kaninsteg.

Gederne
gik ved gården Gørrismark. Her fik Peters far lov til at slå græsset
i grøfterne, så der var hø til om vinteren . Forvalteren kørte det
hjem til Strucksalle.

 

 

En håndvogn
– til meget

Faderen købte en Blokwagen, en firehjulet håndvogn.
Med vognen kunne der nu hentes koks på Gasanstalten. Og i et par år fik folk lov til at samle grene
i Gallehus Skov. Det var vognen også perfekt til.

 

For
mange roer

I
1917 fik Peters far konstateret en hjertefejl.
I 1922 – 23 fik han Rheuma. Han gik derfor til Dr. Brenner for at få dampbade m.m.
Men hvis man skulle i disse bade, måtte man ikke fejle noget med hjertet. Dr. Brenner fandt da heller ikke nogen
hjertefejl. Antagelig var symptomerne opstået af alle de roer, man
indtog dengang.

 

De sidste krigsår blev skoletiden mindre på grund
af lærermangel

 

Roer til børn

Bønderne
avlede roer og kartofler. De skulle leveres på banegården og
losses i jernbanevogne. Vognene blev til dels trukket
af stude med krigsfanger som kuske. Disse sørgede for at tabe nogle
til børnene. I kælderen i Victorie – bryggeriet (senere Bachmanns Kornlager) blev der indrettet
et Roetørsanlæg. Her stod kvinder og skrællede roer, som så blev
tørret. Så holdt de sig bedre. En tørret roestrimmel smagte faktisk
godt. I storbyerne fik de faktisk ikke andet. Når børnene kom forbi
kældervinduerne fik de en håndfuld. Men opdagede Direktør Feustel dette, så tog pokker ved ham.

 

I Tønder blev der også bygget en Mælketørringsanstalt (senere slagteri) . Men den kom aldrig rigtig i gang. I Højer blev der bygget en Søgræsfabrik. Men den blev først færdig,
da krigen sluttede. Der gik sygdom i græsset, og produktionen kom aldrig
i gang. 

 

Hjemlavet korn

Når
markerne var høstet, var der mange, der gik på markerne og samlede
aks. Det gjorde Peters far også. Han lavede en
plejl til at tærske med. Når han alligevel var på møllen efter korn,
tog han det hjemmelavede korn med, og fik malet.

De
sidste krigsår kom en løjtnant med to mand for at se, hvor mange kartofler,
roer og andet, som man havde liggende.

 

Gratis kartofler

I
krigens første år havde familien to soldater liggende i kvarter på 
loftet. En gang var den ene soldat en bonde fra en større gård. Da
han havde været der et stykke tid, kom en vognmand med to sække kartofler,
som han forærede familien.

 

Onkel Rasmus lå også en tid i Tønder. Kompagniføreren var Oberleutnant Buntrock. Han boede også på Strucksalle, ikke langt fra Familien Rasmussen. En dag var kompagniet opstillet
ved Marchbahnhofshotel. Familien var der for at sige farvel. Buntrock var i civil, postassistent
og kendte Peters far.

 

Luftskibe

Uden
for Tønder blev der bygget to store
luftskibshaller, flyvehaller, gasanstalt, og trådløs telegrafstation.
Herfra fløj luftskibe til England. Ikke alle kom hjem igen.

Og
engelske bombefly bombede hallerne
i Tønder.

 

Revolutionen
foregik roligt i Tønder. Der blev dannet soldaterråd.
De fleste soldater fik røde armbind på. Folk som viste sig på gaden
efter klokken 12, ville straks blive skudt, forkyndte Klokmanden. Der var vist ingen, der blev
skudt i Tønder.

 

Ude
i Luftskibsshallerne blev der holdt aktion over en hel del møbler. Familien Rasmussen købte et stort bord og fire
stole.

Kommandanten
var adelig og var meget populær hos mandskabet. Da det hele var forbi,
bragte mandskabet ham til toget med
fuld musik. Kommandanten red foran. Og da toget kørte, fik han kraftige
hurra – råb med på vejen.

 

Besat
af englændere

Straks
efter krigens slutning i 1918 blev Tønder besat af englændere. Disse
gik i Vikkelgemascher, en uniformskasket
og en ridepisk under armen. Akkurat lige
som man ser det i karikaturtegningerne. Sadelmagerne i Tønder solgte da også en del ridepiske
dengang. Mange borgere så fodbold for første gang, da de så englænderne
spille på sportspladsen over for Schweitzerhalle.

Næsten
hver gang måtte Lazaret – vognen i brug. Det var en lille lastbil med presening
over. På siderne var der malet et Røde Kors. Jo, de spillede hårdt –
de englændere.

 

Danske
dragoner

Englænderne
blev afløst af sønderjyder, som var i sorte uniformer og fungerede som
en slags politi. Ved Genforeningen kom der rigtig politi.

Den
5. maj 1920 kom der danske dragoner til Tønder. De boede på Seminariet indtil Funkstation blev indrettet til kaserne.
Barakkerne var der også i forvejen. Der skulle kun bygges stalde. Vejen
derud hedder endnu den dag i dag, Dragonvej.

 

In der
Heimat

Efter
krigsafslutningen kom også de tyske krigsfangere hjem fra England, Rusland og Frankrig. o.s.v. De blev modtaget på banegården med guirlander,
musikkapeller, som gerne begyndte med: In der Heimat, In der Heimat,
da gibts ein wiedersehn. I Rusland i fangelejrene havde de lært
at drikke. Og mange fortsatte, efter at de var kommet hjem.

 

Efter Genforeningen var der fri adgang til Zeppelin – hallerne. Der var ingen vagter. Og
knægtene skulle selvfølgelig op at klatre i hallerne, der var op til
45 meter høje.

Peters
far var den eneste Postbeamter der kunne tale og skrive
rigsdansk. Derfor blev han valgt til at byde de nye embedsmænd velkommen.

 

Kolonihaver

Lige
efter Genforeningen blev der dannet en kolonihaveforening. Det var
en fenne vest for byen, der blev lejet for 50 år. Der skulle plantes
læhegn og hække. Peters far blev kasserer for foreningen.
Og Peter hjalp også med at bygge
lysthuse.

 

Der
var masser af arbejdsløshed. Og understøttelse
fik man kun, når man var i fagforening. Og det var der ikke alle, der
var. Nogle gik derfor rundt og solgte blade.

 

Bliv bare hjemme

Peters
mor gik aldrig til valg. Det
lod hun mændene om Hun synes også, at det var fint, at drengene sprang soldat, bare det ikke kom til krig.
En dag havde familien besøg af Vor Bager, Thorvald Petersen, en af de aktive forkæmpere for danskheden. Det
var kommunalvalg, og da han hørte, at moderen ikke havde været til
afstemning, tilbød han at køre moderen op til valgstedet i bil. Faderen
mente, at det kunne han godt spare sig. Til sidst sagde moderen dog, Skidt, så kør mig derop, men jeg vil stemme
tysk. Thorvald grinte højt, og sagde til
moderen: Så må då nok helle blyv
hjem.

 

Bismarck
passede sit rige

Tønder
Landmandsbank var blevet oprettet af de
danske bønder og håndværkere i omegnen. Det gik nu ikke altid lige
godt. Og da det var efter Genforeningen kunne direktøren tillade sig flere gange at kritisere Bismarck i Vestslesvigsk Tidende.

Til
sidst svarede Neue Tondernsche Zeitung:

 

• Direktøren
  kan sige om Bismarck, hvad han vil, i hvert fald har Bismarck passet
  sit rige bedre end direktøren
  sin bank.

 

Efter
revolutionen skete der også en revolution i moden. Den blev mere
fri. De unge damer behøvede ikke mere at have kjoler
ned til ankelen. , men et stykke under knæene. Og farverne blev mere
lyse. Mange ældre damer fik et chok over dette.

Men
den dag kom, da de igen skulle have talje.

 

To gårde
for en kasket

Den
20. maj 1920 fik Tønder dansk kronemønt. En krone kunne købes for 13,50 mark. Der blev
indført en slags valutagodtgørelse. Mange ældre kunne ikke forstå,
at de smukke tyske marksedler forsvandt for altid.

Inflationen
ruinerede mange folk. De folk, der havde lån, skyndte sig at betale
disse tilbage. Peters far skyldte onkel Martin en hel del penge, da onkel hjalp med at bygge
hus.

 

Naboen
på Strucksalle, Shæfer stammede fra Sønderlygum. Han havde købt huset i Tønder og bagefter solgt sine to
gårde, da marken endnu var noget værd. Da han fik pengene, var de
ikke mere værd, end han kunne købe en blå kasket for dem. Denne kaket
viste han nogle gange frem med ordne:

 

• Den fik jeg for mine to
  gårde.

 

Ved Emmerlev – diget ligger en stor pæn mark
(fenne) som blev solgt i mark. Sælgeren købte til sidst også en kasket
inden marken gik helt væk. I folkemunde blev den kaldt: æ kaketfenn.

 

Karetmagere

Dengang
havde mange håndværkere blå – hvide stribede arbejdsbluser
eller jakker. Karetmagere, snedkere og bødkere havde mellemstore striber.
Rebslagere havde lidt mørkere og bredere
striber.

 

Peter og hans bror, Rasmus ville gerne i møbelsnedker
– lære. Men de skulle vente op til halvanden år. Den ene hos snedkermester Richter, den anden hos snedkermester Müller.

Rasmus kom så i lære som smed og mekaniker, og Peter som karetmager hos Brdr. Roost Vognfabrik i Tønder. Det blev så ikke møbler,
de unge kom til at fremstille, men Arbejds – og luksusvogne, både til heste og med motorer. Ja endda luxusvogn
til Kong Christian og Dronning Alexandrine.

 

I
Påsken 1922 blev Rasmus og Peter konfirmeret. Og så stod det ellers på arbejde.
10 timer om dagen – 60 timer om ugen.

 

Gode
læremestre

Lærertiden
startede i 1922, men det var først i 1924, at de begyndte at fremstille
biler. Alt skulle læres fra bunden, men de unge var så heldige, at have
rigtig gode lærermestre. Nogle af disse stammede fra Schlesien, hvor der var mange vognfabrikker.

Noget
af det første Peter lærte var at save planker
op til vognstænger. Han lærte også at holde værktøjet ved lige.
Lærermester Frich Werner mente, at det var en fordel, at man fik plankerne
fra savværker. Da han var i lære, skulle man om vinteren ud i skovene,
for at save planker ud.

 

Det
var også denne lærermester, der fortalte, hvordan han blev hjemsendt
fra krigen. Det var sådan at ved fronten, når man
skulle på patrulje, så fik man udleveret en flaske snaps. Men lærermesteren
vidste også, at næsten ingen vendte tilbage fra disse patruljer. Så
han konsumerede lige flasken i et drag og satte sig foran ovnen. Det
resulterede i at han pludselig fik høj feber, og blev rød over det
hele. Det resulterede så i hjemsendelse. 

 

Kun
fyret, når der blev limet

Rasmus og Peter fik fast arbejde hos J.H. Jensen i Højer. De boede hjemme og kørte
hver dag med toget. Lønnen var 25 kr. om ugen.

I 1930 steg lønnen til 50 kr. om ugen, men så
skulle man så også selv stå for kosten.

 

I Højer blev der kun fyret, når
der skulle limes. Det skete, når der skulle laves sider til luksusvogne,
og når der skulle laves hjul. Naverne, der var lavet af enten eg eller
elm blev kogte for at få syren ud af disse. Til de svære hjul var
egerne af eg, til luksusvognene var de af asketræ. Vognstængerne var
ofte af birk. Luksusvognene var udvendig af ask, maghoni og poppel.

En
karetmager  skulle helst have de vigtigste mål i hovedet. Det samme
gjaldt for smedemesteren, der sørgede for de smukke vognstel. Og vognlakereren
ville ikke kaldes for maler. At de hele ikke bare ville kaldes for lakerer,
kunne man godt forstå, når man på fabrikken så, hvad de alt skulle
kunne. Dengang måtte han gøre alt selv. Han skulle selv fremstille
alle råstoffer, for eksempel grundfarve, spartel, kitt m.m. Han skulle
selvblande de forskellige farver og lak. Og i Højer havde man en af de bedste, Herrmann Sigismund.

 

Det
gik i stå 

Peter var også med til at fremstille førerhuse, drosker,
rutebiler og varevogne på fabrikken i Højer. Da bilfabrikkerne gik over
til selvbærende karrosserier og da der ikke mere blev lavet direkte
undervogne (chassier) gik det hele i stå.

 

Klister på værkstedet

Nogle gange var chefen, Jensen Senior i humør til at fortælle om firmaet. Han startede
allerede i 1877 og fortalte, at han gik ned til Højer fra Løgumkloster. Dengang manglede der ikke karetmagere i Højer.

Indtil
første verdenskrig kom der ofte vandrende svende forbi og arbejde for
en tid hos Jensen. Efter en tid rejste de, men
kom altid igen.

En
gang skulle en svend lave en stige til sadelmager Hübner, og de to kunne heller ikke med hinanden. Så svenden
havde lavet trinene med dobbelt afstand. Jamen, det er da for at du
kan komme hurtigere op på loftet, havde svenden
svaret sadelmageren.

Og
når denne Hübner så, at det om middagen
blev serveret Mehlbyttel, sagde han gerne, at Klister har jeg på værkstedet, og så gik han.

 

Bly
i æ Ræv 

En
meget dygtig karetmager havde svært ved at
komme op om morgenen. Jensen fortalte ham, at Morgenstund har guld i mund, hvortil karetmageren svarede, Men desværre også Bly i æ ræv.

 

Og
hvert år var Jensen Senior til Kloster – Mærken.

 

Drengekor i spidsen

Peter fortæller også, at i Højer ved begravelser, var det
fra gamle dage skik, at der foran ligtoget gik et drengekor med lys
i hånden og sang salmer. Det var det selvfølgelig kun de rige, der havde råd til. Sidste
gang dette skete var omkring 1930. Dengang stod ligene endnu i hjemmet.
Et ligkapel blev først bygget meget senere.

 

Hohenwarte

Ude
ved Højer Sluse lå forsøgsstationen Hohenwarte. Bygningerne er fra 1860,
og bygget af rigmanden, gårdejer Hans Angel. Den lignede et lille slot.
Det var en flot bygning, bygget af samme arkitekt Moldenhart, som havde bygget det dengang
nye universitet i Kiel. Det var en meget solid bygning
med kælder under det hele. På grund af bundforholdene sagde man, at
der var lige så mange sten under jorden som over jorden. Hr. Angel skulle have haft en stor
vinsamling. Han importerede selv tønder af vin.

Senere
var det en gårdejer Schifferer, der købte gården.

 

Trillede ned af diget

I
pinsen 1936 blev Peter endelig forlovet. Svigerforældrene
havde seks piger, og nu var de tre afsat. Forlovelsen blev fejret med
den traditionelle Nøsteg (Oksesteg)og sødsuppe. En del af festen fortsatte på Slusekroen. Og det endte da også med,
at en af gæsterne trillede ned af diget i sit flotte blå tøj.

 

Skulle arbejde for tyskerne

Da Danmark blev besat i 1940 blev Peter arbejdsløs. Fagforeningen
sendte påbud om, at man ikke måtte nægte at arbejde for tyskerne. Peter arbejdede 7 – 8 måneder
som snedker for det tyske brandvæsen på Aalborg – vest – flyveplads.

Så 
var der igen arbejde hos Jensen i Højer.

 

Flygtninge til Højer

Under
anden verdenskrig kom der i 1945 også flygtninge til Højer. Peter fortæller, at de fik en
12 – årig pige, der hed Mariechen Koop. Hendes mor og søster var indkvarteret hos en
gårdmand, hvor moderen fandt en spinderok på loftet. Denne fik hun
repareret, og gav sig til at spinde. De stammede fra Krim. Og det mærkelige var, at Mariechens far også var karetmager.
Han blev bortført af russerne. Midt om natten kom lastbiler og hentede
alle mændene. De har aldrig hørt fra dem siden.

 

Arbejde til han var 67 år

I
1955 arbejdede Peter hos Tønder Automobilhandel. Og fra 1957 var han i arbejde hos P. Petersen i Aabenraa. Og fra 1957 var der fast
arbejde som høvlemester hos Voetmanns Tømmerhandel. Her var han indtil sin 67 – års fødselsdag.

 

Det
betød, at Peter på sin 50 års fødselsdag,
den 26. okt. 1957 flyttede fra Højer til Aabenraa – for ham som en gave
– flyttede.

Peter
Rasmussen døde i 1990.

 

Tak
til Familien Rasmussen.

 

Hvis
du vil vide mere: Læs

 

Under
Højer:

Bådfolket
i Rudbøl 

En
gåtur i Højer

En
vogn fra Højer

Højer
1935 – 1945

Højer
– Minder 1 – 3

Højers
Gamle Huse

Sidste
Tog fra Højer og mange flere

 

Under
Tønder:

Gamle
virksomheder i Tønder

Købmandsslægten
Olufsen fra Tønder

Militæret
i Tønder 1920 – 1923

Minder
fra Tønder 1864 – 1920

Tønder
på en anden måde

Tønder
byggeforening – dengang

Dagligliv
i Tønder 1910 – 1920

Drengestreger
i Tønder 1920

Friserne
– syd for Tønder

Tønder
før og efter Genforeningen

Zeppeliner
i Tønder

Bombeangreb
mod Tønder

Ture
i Tønder 1 – 4 og mange flere