De var dobbeltmoralske dengang.
Den offentlige prostitution var tilladt, men det var den hemmelige ikke.
Myndighederne forsøgte at komme utugten til livs. Og det blev sandelig
lavet undersøgelser dengang. Ca. 45 huse med lovbeskyttet usædelighed fandtes det dengang. Men
der fandtes masser af skjult kriminalitet dengang. Nogen gange blev
det opdaget, men langt fra altid. Og det var fosterfordrivelse og barnemord.
Vi skal følge Marie Vinters frygtelige skæbne. Hun druknede flere
børn i Ladegårdsåen. 

 

Ikke sanitære forhold

Denne artikel vil ikke
omhandle de prostitueredes sanitære forhold. Men det er kun opgaven,
at meddele nogle statistiske data omkring udædeligheden i København. Og de må anses, at være fuldt paalidelige. Ja sådan indledes en undersøgelse
fra dengang.

 

Materialet
til undersøgelsen kommer fra politiets protokoller over de 570 kvinder,
der i løbet af året 1885 har været indskrevet som offentlige Fruentimmer.

Der
er foretaget afskrift af protokollerne og det Forespørgselsskema, som vi kommer tilbage til.

 

Antallet
af offentlige fruentimmer

Der
er foretaget en opgørelse over Prostitution i København i tiåret fra 1876 – 1885.
Og antallet af offentlige Huse var nogenlunde konstant fra 41 – 46 huse.

Antallet
af offentlige fruentimmer i offentlige huse varierede fra 112 – 193, flest var der 1878.
Anderledes så det med de disse fruentimmer, som var privatboende. Her
var antallet jævnt stigende fra 148 i 1876 til 284 i 1885.

 

Og
så må så sandelig ikke glemme dem, som befandt sig på hospitaler og i fængsler. Der
var fra 37 til 90, flest i 1884.

 

Frafald
blev bogført

Man
gik meget grundig til værks hos politiet dengang. Således blev der
også bogført frafald med følgende begrundelse:

 

• som afgaaende ved Døden
• paa Grund af indgaaet Ægteskab
• som bortrejste til andre
  Steder for at søge
  Erhverv ved Løsagtighed.
• Anbragte i Tjeneste eller
  udgaaende paa anden Maade.

 

Frafaldet
udgjorde fra 132 til 234 hvert år.

 

Ja
man havde åbenbart god kendskab til kvinderne, for man bogførte også nytilkommende. Og det
var mellem 58 og 82 hvert år.

 

Genstand
for politiets undersøgelser

Der
blev holdt godt øje med dem, for i statistikken blev der også 
registeret, hvem der i Aarets Løb havde været
Genstand for Politiets Undersøgelser som Mistænkte for Løsagtighed. Og her varierer tallet fra 542 til 690.

 

Man
havde også fortegnelse over, hvem der blev løsladt grundet manglende
bevis, og hvem, der var underkastet Lægevisitation eller producerede
privat Lægeattest.

Og
man kunne også se, hvem der fik en advarsel, eller
hvem der blev afleveret til Fattigvæsnet eller hjemsendtes ved politiets foranstaltning.

Således
blev 400 overført til Væsnet i 1876.

 

Dødeligheden
var ikke større

Det
gennemsnitlige antal af kvinder i offentlige huse var i 1878 4,5 kvinder og 1,7 i 1885. I undersøgelsen
fandt man ud af, at dødeligheden ikke var større hos de offentlige fruentimmer end andre. Men som undersøgelsen
konkluderede:

 

• Men det forstaar sig, at
  man maa være
  varsom med den Betydning, man tillægger
  en saadan Dødelighedskvotient som Maalestok
  for Prostitutionens Dødelighed. Dette har ikke blot
  sin Grund i, at Tallene ere smaa, og at der mangler detaljerede Opgivelser
  om Alderen baade for de Levende og de Døde, men ogsaa i, at Antallet
  af Indskrevne i Aarets Løb er en del Fluktuerende,
  og navnlig, at de mange indskrevne, naar de bliver alvorlig syge af
  andre Sygdomme end Kønssygdomme, ville ophøre med at være indskrevne, og saaledes
  ville belaste Fattigkassen eller i hvert Fald andre Klasser end de Prostitueredes med deres Dødsantal.

 

Chancen
for at blive gift var større?

Og
en overraskende konklusion kommer man også til:

 

• Imidlertid er dog altsaa
  Chacen for at blive gift, naar man er offentligt Fruentimmer, adskilligt
  større
  end man vel paa Forhaand vilde tro.

 

Udslettelser

Når
et Fruentimmer sluttede dette foretagende
i København talte man om Udslettelse. Og hvert år så bestod 70
– 80 Udslettelser af, at Fruentimmerne ombyttede deres
Virksomhed med et tilsvarende i Provinserne og af og til i Udlandet.

 

Undersøgelserne
konkluderer:

 

• Den virkelige, aarlige
  Rekrutering af den egentlige Skøgestand
  er saaledes i Løbet
  af et Tiaar formindsket med henved en tredjedel.

 

900
offentlige fruentimmere til rådighed

Når
politiet anholdte fruentimmerne, gav dem advarsler, afleverede dem til Fattigvæsnet eller andet, var det

 

• I Henhold til Straffelovens
  & 180 og til Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske
  Smittes Udbredelse af 10. April 1874.

 

Hvis
man lægger det hele sammen og trækker fra, så var der i 1885 cirka 900 offentlige fruentimmere til rådighed i København. Men sandheden er nok, at
der var adskillige mere.

De
570 af disse var indskrevet som offentlige Fruentimmere og de udførte lovbeskyttet usædelighed. De var officielt løsagtige og
dermed underkastede sig Lægevisitation.

 

Være tilknyttet et bordel

Reglen
var, at man kunne melde sig som offentlig Fruentimmer. Så skulle man være tilknyttet et bordel og møde
op til ugentlige lægevisitationer. Straffen for udeblivelse var 48
timer i arresten på vand og brød.

 

• Men medens den nuværende Alder saaledes for
  den allerførste
  Del af de offentlige Fruentimmer er ude over den første
  Ungdom, og Alderen for mangfoldige af dem endog maa kaldes fremrykket,
  er ganske det modsatte Tilfælde
  med hensyn til det Tidspunkt, hvor de ere blevne
  indskrevet som offentlige Fruentimmer.

 

De
fleste er begyndt som 18 – 20 årige. Lidt over 10 pct. var startet,
da de var under 18 år.

 

Man
blev indberettet

Nu
var myndighederne ikke så let at narre. Hvis kvinder blev indlagt
med syfilis, ja så blev det
indberettet til politiet, og så blev kvinden afhørt af politiet.

Myndighederne
dengang gjorde et ihærdigt arbejde med at bekæmpe overbefolkning,
sygdom og prostitution.

 

Sundhedspoliti

I
1865 var der blevet dannet et Sundhedspoliti. Og i observationsprotokoller rapporterede man om kvinder levede i utugt. Havde
man en mistanke, blev de kaldt på stationen og spurgt, hav de levede
af. Derefter blev de lægevisiteret. Viste det sig, at de havde en kønssygdom,
blev de forespurgt, om hvordan de kunne have fået denne.

 

Den
økonomiske situation var vanskelig. Kvinderne havde med prostitution
mulighed for en alternativ indtægt.

 

21 offentlige fruentimmere
i Peder Madsens Gang

I
en folketælling fra 1868 viste det sig, at der alene i Peder Madsens Gang var 21 offentlige fruentimmere
i gaden. Der blev drevet bordel i mindst i 7 ejendomme i gaden. Bordellerne
blev lukket og fruentimmere fordrevet i 1869. Det skete efter en skandale,
hvor også børn havde pådraget sig syfilis.

 

Dobbeltmoralsk

Man
kan sige, at det var lidt dobbeltmoralsk dengang. For hemmelig prostitution
var strafbart, mens prostitution reguleret af samfundet var lovligt.
Store grupper af kvinder befandt sig i en gråzone.

 

Skulle
spærge om lov

Befolkningen
i København havde ikke samme opfattelse
af begrebet prostitution som myndighederne.

Når
man var blevet almisselemmer i det offentlige fattigvæsen, skulle man
spørge myndighederne, om man måtte gifte sig. Og når en kvinde havde
giftet sig, spurgte man ikke til hendes erhverv, så regnede man med at
manden var hovedforsørger dengang.

 

Marie
Winters skæbne

Der
var mange uhyggelige skæbner dengang. Uægte børn, Mænd, der flygtede
fra deres fadderskab, barnemord, fosterdrab og meget mere. Situationen
kan bedst illustreres med Marie Winters skæbne.

 

Hun
var født i Sverige i 1841. I 1866 var hun i Karlstad blevet idømt 5 års straffearbejde
for at have dræbt sit uægte fødte drengebarn straks efter fødslen
at have holdt det i et kar med vand. Efter udståelsen af sin straf
rejste hun i 1871 til København. I sommeren 1873 tjente hun
i Nakskov, hvor hun blev besvangret.

I
begyndelsen af 1874 rejste hun til København og fik plads. Hun blev dog
bedt om at flytte den dag i marts, da fødslen gik i gang. Efter at
have opholdt sig i Fødselsstiftelsen i 14 dage, tog hun barnet med i tjeneste. Hun
fik besked på, at hun ikke måtte beholde det. Af sin husbond fik hun
lov til at rejse til Malmø for at sætte det i pleje.

 

 

Kastet
i Stadsgraven

Men
inden hun nåede så langt gik det op for hende, at hun ikke med sin løn på
8 kr. om måneden og uden at kunne forvente hjælp fra barnefaderen
ikke var i stand til at udrede plejepengene. Efter at have travet rundt
på gaderne i København til ud på aftenen, druknede
hun barnet i Stadsgraven på Amager. Et halv år efter blev et
stærkt forrådnet barnelig fundet, som ikke kunne identificeres.

 

Druknet
i Ladegårdsåen

I
foråret 1875 blev Marie Winter besvangret af en karl, der kort efter forlovede
sig med en anden og udvandrede. Under dette svangerskab tjnte hun forskellige
steder i København.

I
1876 indlogerede hun sig i en gæstgivergård. Natten mellem den 21.
og 22 . januar kunne hun mærke fødselen nærme sig, og hun vandrede
mod Ladegårdsåen. Liggende på jorden fødte hun et drengebarn.
Hun druknede det i åen, svøbte det sammen i et klæde, og vandrede
tilbage til København. Her gik hun omkring hele
dagen, indtil det blev mørkt. Fra Langebro kastede hun pakken med liget
i vandet, hvor det ikke senere blev fundet.

 

Kastet
i vandet fra Langebro

Fra
slutningen af januar 1876 fik Marie Winter plads på en gård i Førslev Sogn. Næste sommer blev hun besvangret
af en karl, der tjente samme sted. Kort efter forlod hun stedet, og
karlen rejste til Sverige.

Efter
at have tjent forskellige steder var hun i 1877 igen tilbage i København. På Fæstekontorets foranledning blev hun indlogeret på et gæstgiveri
på Vestergade. En nat fødte hun et pigebarn,
som hun gik ud og druknede i et kar vand i gæstgiveriets gård. Hun
pakkede det ind og kastede det i vandet fra Langebro. Heller ikke dette lig blev
senere fundet.

 

Bragt
til politistation

Atter
tjente hun forskellige steder, indtil hun i sommeren 1878 blev gravid
med en medtjener. Begge forlod kort efter pladsen, og han var ikke senere
at finde. Hun flyttede flere gange og i februar 1879 brugte hun sine
sidste penge til at overnatte i forskellige logihuse i København.

 

Den
17. februar om aftenen så hun ikke anden udvej end at tage imod
et tilbud om at overnatte hos en arbejdsmand på Christianshavn. Efter at de har haft samleje, fik hun veer. Ved
midnatstid forlod hun trods arbejdsmandens protester sit midlertidige
logi og gik på gaden. Et kvarter efter fødte hun stående et pigebarn.
Dette svøbte hun ind i et skørt. I bidende kulde gik hun rundt i byens
gader. Efter at have gået rundt i tre timer blev hun af en betjent
bragt til en politistation, hvor det blev konstateret, at barnet var
dødt.

 

Frifundet

Ved Højesterets dom af 17. oktober 1879 blev
hun frifundet for dette sidste forhold, idet hendes forklaring om ikke
at have haft til hensigt at føde i dølgsmål eller dræbe barnet blev
lagt til grund.

 

Tilstod
alle forhold

Efter
at være blevet løsladt fra varetægtsfængslet havde Marie Winter en del pladser. Fra maj til november 1880 tjente
hun, der nu var nær 40 år, på en gård i Skovlunde. Endnu en gang blev hun besvangret
af en karl, som hun tjente sammen med. Fra december 1880 til maj 1881
opholdt hun sig på Lolland. Da denne fødsel i juni 1881
nærmede sig, boede hun hos en kone i Farvergade.

 

Under
foregivende af at ville føde i Fødselsstiftelsen forlod hun sit logi og fødte sit barn ved Ladegårdsåen, hvor hun druknede det.

De
følgende 8 dage flakkede hun om i nærheden, men vendte så tilbage
til Farvergade. Her fattede værtinden mistanke. Marie blev anholdt og erkendte
sig skyldig i barnedrab. Samtidig fortalte hun om alle de andre foregående
forhold.

 

Dømt
til døden

Dommen
lød på dødsstraf efter straffelovens bestemmelse om overlagt
drab. Dødsdommen blev dog ikke fuldbyrdet. Ved kongelig resolution
af 30. juni 1882 blev straffen ændret til tugthusarbejde
på livstid. Marie Winter blev løsladt efter 16 års forløb.

 

Hendes
videre skæbne er ukendt.

 

Mange
domme

I
perioden 1866 – 1870 blev der afsagt 21 domfældelser for barnedrab.
I samme periode var der 59 domfældelser for fødsel i dølgsmål og uforsvarligt
forhold. Men langt fra alle forhold
blev opdaget.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under forberedelse)
• Marcus Rubin: Prostitutionen
  i København (1885)
• Beth Grothe Nielsen: Letfærdige Qvindfolk  (1982)

 

Hvis
du vil vide mere: Læs:

 

Under
Nørrebro:

• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Barnemoderen fra Jægersborggade