Man følte sig tilsidesat
i Aabenraa. Flensborg fik alt. Endelig kom der en forbindelse til Flensborg.
Skulle man til Løgumkloster måtte man spørge om vej 15 gange. Og
så skulle jernbanen gå uden om Aabenraa. Man fik ugentlig
to forbindelser til Tønder. Så var det godt man havde
søfarten. Skibsværfterne måtte flytte for at udvide havnen. Der var
masser af store købmænd i byen. Og 22 teglværker i omegnen.

 

Trafikalt isoleret

Helt frem til 1850erne
lå Aabenraa borte fra færdselsåren til lands. De høje
skovklædte bakker gjorde det vanskeligt at etablere ordentlige forbindelser.
Først efter 1920 fører moderne veje tværes gennem alle hindringer
mod vest.

Men til vands havde Aabenraa særdeles gode vilkår. Og
det har byen benyttet sig af. Der er i tidens løb diskuteret kanalprojekter,
hvor også Aabenraa indgik, men Nord – Østersøkanalen kom først.

 

En dyb fjord

Aabenraa
Fjord med sine 38 meter hører
til blandt de dybeste. Allerede 250 meter ude er vi på 10 meter. Ikke
så sært at byen udviklede sig til en søfartsby.

Rent
trafikmæssigt var det let at komme til og fra Løjt. Men også herfra måtte bønderne
ned til Aabenraa Havn for at hente varer.

 

Et lille
amt

Løgum
Kloster havde allerede i 1257 toldfrihed
i Aabenraa.

Og
man skal lige huske, at indtil 1850 omfattede Aabenraa Amt foruden Varnæs Birk kun Sønder Rangstrup og Rise Herreder – nord og vest for byen.

 

Sejlskibe
dominerede

Indtil
jernbanen lagde sine spor var Sønderjylland præget af middelalderligt vejnet. På havet dominerede
stadig sejlskibe. Der var ikke mange dampskibe i regionen i 1851.

Krigen
var næppe forbi, før der fra 1851 begyndte en periode med voldsom
økonomisk fremgang, afbrudt af kortvarige kriser. Denne periode varede
cirka til midt i 1870erne.

 

Økonomisk
fremgang

De
engelske toldnedsættelser og guldhandelen satte gang i økonomien overalt.
Herhjemme satte man også toldtaksten ned. Og en anden væsentlig
ting var, at man flyttede toldgrænsen først i 1850 til Ejderen og dernæst i 1853 videre
ned til Elben.

 

Også 
befolkningsmæssigt steg tallet
i Aabenraa:

 

1845:
4.086

1860:
5.133

1867:
6.155

 

I
1850 bestod købstaden kun af selve byanlægget på bybakken og
ikke andet. Slotsgade hørte til Amtet. Og det oppe ved Kolstrup tilhørte Aabenraa Landsogn.

 

Problemet med Slotsgade

Problemet
med Slotsgade førte til mange klager.
Pludselig skulle man forholde sig helt anderledes til øvrighed, skatteforhold
og lovgivning, såfremt man flyttede hertil. Allerede i 1723 talte man
om at forene Slotsgade med byen Aabenraa.

Efterhånden samarbejde man da også på en række områder
som kirke -, skole -fattigvæsen,
politi, vejvæsen, brandvæsen og jordemodervæsen.

 

Ved
tronskiftet i 1839 talte man igen om det. Resultatet blev dog også 
en kongelig resolution af 1. april 1843, der fulgte byens anmodning og befalede, at indlemmelsen skulle
forberedes og fastsatte en dato til den 1. januar 1863.

 

Beboerne
ville ikke være med

Men Slotsgades beboere havde med alle stemmer
mod to udtalt sig imod en indlemmelse ud fra frygten for at skattebyrden
ville vokse. Nu var det heller ikke så lige til at finde ud af, hvad
beboerne i Slotsgade egentlig skulle betale i
skat.

 

Man
bidrog til den store kasse

For Aabenraas politikere dengang, var det
vigtigt, at finde ud af, hvor meget Slotsgades beboere bidrog med til den
store kasse. Og tal fra 1851 afslører følgende:

 

• Bidrag til jordemødre 6 rd. 32 sk.
• Bidrag til vejomkostninger
  6 rd. 20 sk.
• Bidrag til gadelygter 9
  rd. 44 sk.
• Bidrag til politiudgifter
  78 rd. 11 sk.

 

Beboerne
tilsluttede sig

Ved
et møde i december 1847 tilsluttede
beboerne sig i Slotsgade til en indlemmelses – plan.
Man havde fundet ud af, at man sparede penge ved sådan en indlemmelse.

 

Den
7. november 1860 faldt afgørelsen. Byen fik ret m.h.t. Slotsgade og Landsognet (Kolstrup) skulle betale 1/10 af de fælles udgifter.

 

Haverne
uden for Sønderport (syd for Mølleåen) blev bebygget, skønt grundene ikke egnede sig
til bebyggelse grundet mangel på drikkevand.

 

Idyllisk
småborgerlighed

Aabenraas skønne huse blev bygget i det 18. århundrede.
Her kom gavlhuse med karnapper og pyntelige døre med jerntal, bogstaver og nydelige indskriftstavler
på muren. Det var den idylliske småborgerlighed.

 

Inddelt
i fire kvarterer

I
de officielle papirer fra dengang, blev der aldrig nævnt gadenavne.
Her nævnte man byens fire kvarterer.
Men bebyggelsen uden for Sønderport havde ikke fået noget navn
endnu.

 Første og Anden kvarter omfattede byen øst for
hovedstrøget, begyndende med Hotel Danmark og endte ved Sønderport.

Tredje
kvarter nr. 1 var Vejrmøllen. Og fjerde kvarter afsluttede kredsen ved Nørreport.

 

Erhvervslivet – dengang

Dengang
i 1855 kan vi se på statistikken, hvordan erhvervene var fordelt:

 

• Håndværk 51,3 pct.
• Handel 14,5 pct.
• Daglejere og arbejdsmænd 13,8 pct.
• Søfart
  7,5 pct.
• Amissenydende 1,9 pct.
• Jordbrug 1,9 pct.

 

Spurgte
om vej – 15 gange

Landevejene
dengang var miserable. Der var ingen skilte. Således måtte en landmand
på vej fra Aabenraa til Løgumkloster spørge om vej hele 15 gange.

I
1846 – 47 kom chausseen til Flensborg. I 1852 fortsatte vejen nord
på. Og i 1853 var den færdigbygget til Haderslev.

På 
denne vej færdes diligencerne. Fra 1834 var der kommet en
forbindelse fra Hamborg til Årøsund.

 

To gange
ugentlig til Tønder

Dengang
fandtes der vognmandsruter fra Aabenraa til Tønder to gange ugentlig. Desuden
var der to gange ugentlig forbindelser til Haderslev, Flensborg og Løgumkloster.

Vigtigere
dengang var postruterne. En særlig postrute afgik søndag og onsdag
til Jylland og mandag og torsdag til Flensborg.

 

Frimærker
i 1850

Allerede
i 1850 havde Slesvig – Holsten indført frimærker. Det øvrige Danmark fulgte først efter i 1851.

Postemesteren formaner folk i Aabenraa til at lægge deres post i den ved Postdøren i Vinduet anbragte Brevkasse
og ikke andetsteds.

Men
i 1854 slog denne kasse ikke mere til.
Der blev placeret yderligere tre postkasser, nemlig på hjørnet af Søndergade og Sønderport., hjørnet af Nybro og Vestergade, og hjørnet af Vollesgyde og Klinkbjerg.

 

Fra
1852 oprettede man et brevsamlingssted og fra 1860 begyndte faste landpost – ruter.

I
1853 etableres telegraf – linjen København – Hamborg. I 1856 udlejer byen vederlagsfrit to værelser
på rådhuset til telegrafstation.

 

Alt
til Flensborg

I Aabenraa håbede man, at en jernbane
ville bringe byen ud af en trafikmæssig isolation. Allerede i 1837
havde man i Flensborg diskuteret muligheden at
forbinde Flensborg med Husum og Tønning ved hjælp af en jernbane.

 

I Aabenraa følte man sig forbigået
under devisen Alt til Flensborg. Fra Aabenraas rejste man flere gange til København for at få jernbanen til
byen. Men det var ikke let. Terrænvanskeligheder gjorde dette umuligt.

Endelig
i 1860 syntes planerne at tage fast form. Firmaet Peto, Brassey og Betts skrev under på anlæggelse af en nordslesvigsk bane.

I
de første planer var der slet ikke tænkt
på Haderslev og Aabenraa. Der blev foreslået en linje
over Uge med sidebaner til Tønder, Rødekro og Vojens.

 

Togforbindelse
til Flensborg

Men
den 15. april 1864 åbnedes strækningen Flensborg – Rødekro, og den 12. september 1868 kørte det første tog
ned til Aabenraa.

 

Et vigtigt
Vejanliggende

Der
var mange planer dengang. Og den 24. maj 1851 indeholdt Freia en stor leder med titlen:

• Et vigtigt Veianliggende
• En Chaussee fra Aabenraa
  til Ribe fremstiller sig som et Foretagende, der mere end noget andet
  vil fremme vor By’s Flor. Vi see allerede, at Samfærdselen fra Ribe o.s.v. Til
  Trods for de usle Biveie, der maa passeres, gaaer hertil for at naa
  videre Syd paa. Naar en Kunstvei er anlagt, vil efterhaanden Alt, hvad
  der direkte fra England indføres i vort Hertugdømme og de nærmeste Øer, tage denne Vei, der er
  nærmere og mindre bekostelig
  end Omveien over Hamborg og Kiel. Snart ville nye Dampskibrouter blive
  kaldte i Live, yhi ikke blot Varer og Posteffekter, ogsaa de Reisende,
  der agter sig til Øerne, Sverige, Rusland kunne
  ikke finde en lettere og bedre Befordring end ad denne Vei…..
• Hvilken Virksomhed, hvilket
  nyt Liv en saadan Conflux vil fremkalde, behøve
  vi sikkerligen ikke at fortælle.

 

Forbindelse
Ballum – Lovesoft

Ved
vestkysten var der i mellemtiden
etableret en rute mellem Lovesoft og Ballum/Hjerting. Herfra gik damperen en gang om ugen.

 

Med
Zephyr til København

Det
gik ikke helt, som man havde håbet. Men en trøst var det dog, at den
kendte københavnske reder, H.P. Prior etablerede en ugentlig damp
– forbindelse med et dampskib Zephyr fra Aabenraa til København. Sejlmager Cornett overtog agenturet i Aabenraa.

 

Forbindelse
Ribe – København

Og
sandelig, så etablerede vognmand Th. Puggaard, Ribe en ugevogn mellem Ribe og Aabenraa med tilslutning til damperen.
Prisen for en rejse fra Ribe til København var dermed sænket til 8
– 9 rigsdaler.

 

Da Zephyr for anden gang anløb Aabenraa var der ikke mindre end 22
passagerer med, mens over 40 tog med damperen til København.

 

Forbindelse
til Kiel

Damperen
Christian den Ottende fik også betydning for Aabenraa. Under krigen var den brugt
som troppetransport – skib. Men det kom dog velbeholden tilbage til Aabenraa. Fra den 18. juli 1851 blev
det sat i ugentlig rutefart mellem Kiel og Aabenraa. Året efter blev det til
tre gange Kiel og en gange Flensborg om ugen. Men ak, konkurrencen
var for hård. Ruten måtte nedlægges.

 

Det
var mere økonomi i, at små skibe medtog nogle få passagerer
til København, så kunne man returnere med
specialiteter som Islandske klipfisk og Amager Hvidkål.

 

En havnelampe
– kun tændt om vinteren

Havnen
havde stor betydning for byen. Som leder af administrationen var der
ansat en brofoged eller havneinspektør. Indtil 1851 var stillingen besat af Chr. Ottzen. Han blev afløst af C.C. Fischer, der havde hvervet indtil
1864.

I
1850 var forholdene ved havnen ret primitive. Således havde man i dette
år for første gang en havnelampe. Den var kun tændt om vinteren
og kun til klokken 1 om natten.

 

Kilen
blev udtørret

I
tiden mellem krigene blev forholdene bedre. Kilen blev udtørret på havnens
regning. Det gamle træ – bolværk blev erstattet af et nyt sten –
bolværk. En ny stenbro blev etableret på Søndre Skibsbro. I 1859/60 var man nået til Nørre Skibsbro.

 

Problemer med skibsværfter

Men
der var et problem, for det meste af havnen var optaget af skibsværfterne.
For enden af havnen lå Niels Jacobsens (Tidligere
Mads Michelsen) og Skifter Andersens værfter.
Reimers Værft lå yderst på havnens nordside,
og en ny mand, Gustav Raben havde ansøgt om et egnet sted til et nyt værft.

 

Skulle
der skaffes plads til flere skibe i havnen, måtte værfterne flyttes.
Man fandt en løsning ved at udvide Søndre Skibsbro. Dens sydside blev opfyldt. Her kunne skibsværfterne
efterhånden flytte hen.

I
efteråret 1862 kunne de nye pladser anvises. Og i 1863 var man næsten
færdige med planerne.

Skifter
Andersen havde på grund af sygdom
fået udsættelse, men senere blev det etableret ved siden af Rabens værft.

 

22 teglværker

Dengang
foregik der masser af eksport fra
havnen. Således var der i 1853 i tolddistriktet hele 22 teglværker,
der beskæftigede 177 arbejdere. Deres betydelige produktion blev ført
af søvejen.

Eksport
af brød, kød og flæsk var ligeledes betydelig.

 

En stor
mand – Jørgen Lorentzen

Blandt
dem, der havde gavn af handelen på Aabenraa Havn var 37 købmænd, 4 tømmerhandlere, 3 høkere
og 25 gæstgivere.

Den
store handelsmand dengang i Aabenraa var Jørgen Lorentzen. I 1862 udbragte han under et festmåltid en skål
for kongen. Men efter 1864 svingede han ret hurtig over på tysk side.
Hans to døtre var blevet gift med preussiske officerer.

 

Han
tjente sine penge ved handel med træ og stangjern. Ved siden af,
havde han rederivirksomhed. Han ejede også huse i Aabenraa.

 

Andre
store mænd

En
anden af de store dengang, var J. Ahlmann. Han handlede navnlig med
kolonialvarer. På hjørnet af Skolevej og Ramsherred boede købmand Ditlev Damm. Han var en af byens danske
støtter, konsul og medlem af magistraten. Ja så var han gift med en datter til en af en
af de store, murermester P. Callesen. Denne handlede med jern og støbegods.

 

I Damms
forretning

I Damms forretning var der tre lærlinge
og to butikssvende. Her kom bønderne fra oplandet. De spændte fra
i gården og skulle lige have en enkelt i forretningens beværtning.
Varerne fik man hovedsagelig fra Hamborg og Mellemtyskland. De engelske varer kom over Hamborg og førtes til Aabenraa via sejlskib.

 

Markederne
havde betydning

De
vigtigste kunder kom fra Løjt. Et mindre antal kom syd og
vest fra. Men dengang havde markederne også en stor betydning for Aabenraas handelsliv. En annonce i Freia giver et godt indtryk af,
hvordan dette foregik. Således kunne man til Sommermarkedet 1852 læse følgende:

 

• Tobias Selig, der udstiller
  manufakturvarer hos P. Paulsen paa Torvet.
• Carl Witte fra Gera med
  Isenkram og Galanterivarer i det store Telt paa Torvet uden for Købmand Paulsens Hus.
• Gravør Guttmann
  fra Altona, der logerer hos gæstgiver
  Krause i Vestergade
• I.F Riechel fra København udstiller Skotøj hos Hoffgaard

 

Og
til efterårsmarkedet mødte vi bl.a.:

 

• Jacob Meier med Manufakturvarer,
  bor hos Gæstgiver
  de Voss paa Torvet
• M. Bærens
  fra København
  udstiller Herreklæder
  hos N. Sørensen
• Carl Witte fra Slesvig
  med Legetøj,
  bor hos hr. Richelsen
• I Apoteker Karbergs Porthus fremvises
  levende Gems og en Stenhøne

 

Forlystelsessyge

Efterhånden
gik det tilbage for disse salgsmesser. I 1855 kunne Freia konstatere, at der er:

 

• blevne hovedsaligen forvandlede
  til Forlystelsesdage begribeligt nok, da den Trang, der har givet Markederne
  deres Oprindelse, nemlig Umuligheden til enhver Tid at kunne erholde
  til Kjøbs paa Stedet de Varer, som
  faldbydes paa Markedet, for længst er ophørt.

 

I 1863
havde Aabenraa den største flåde i Slesvig

Det
er påfaldende, at Aabenraa i 1863 havde Slesvigs største flåde, endda større
end Flensborg. Dampskibene blev hovedsagelig brugt til passagertransport.
Og i 1850erne nåede sejlskibene deres højdepunkt med de sagnomspundne clippere.

 

Da
fragtdamperne begyndte at kunne fragte
meget mere end et sejlskib begyndte damperne, at slå sejlskibene ud. Aabenraa – flådens blomstringstid falder sammen
med sejlskibsfartens bedste år. Og skibene blev overvejende bygget
i Aabenraa.

 

Også 
besætningen fra skibsdreng til kaptajn var fra byen eller nærmeste opland.

 

Slået
ud af jernskibene

Først
da de store jernskibe kom, måtte Aabenraa melde pas. De krævede langt
større opbud af kapital og teknik end træskibene. Det gjorde det nødvendigt
at koncentrere bygningen af disse på få steder.

 

Igen
kan finde værdifuldt materiale
i Freia. For i 1852 kan vi konstatere,
at

 

• 29 Aabenraa – skibe ankom til Sydamerikanske
  havne
• 7   Aabenraa – skibe ankom til kinesiske
  havne
• 12 Aabenraa – skibe ankom til andre oversøiske havne

 

De
samme tal for 1859:

 

• 9 Aabenraa – skibe ankom til Sydamerikanske
  havne
• 38 Aabenraa – skibe ankom til kinesiske
  havne
• 24 Aabenraa – skibe ankom til andre oversøiske havne.

 

Hvad
fik sømændene i løn?

Rederne
fra Aabenraa tjente gode penge. Men det
gjorde kaptajnen også. På de store fragtskibe var lønnen typisk:

 

• 1. styrmanden: 40 rbd.
• 2. styrmanden: 25 rdb.
• Tømmermanden:
  30 rdb.
• Kokken 12 – 25
  rdb.
• Matroserne: 20 rdb.
• Letmatroserne: 15 rdb.
• Jungmænd:
  12 rdb.
• Skibsdrenge: 5 – 6 rdb.

 

På 
de små skibe var lønnen dog væsentlig mindre.

 

Deserterede
– ville søge Guld

Ombord
blev man ikke behandlet godt. Der blev nødvendig at indføre regler
i hyrekontrakten. Således var der mange der deserterede, når man anløb San Francisco. Man ville ud til guldminerne.

 

Kosten
ombord

Kosten
ombord på Aabenraa – skibene var heller ikke bedre. Ugentlig var det 1 pund
kaffe pr. 4 mand og 1 pund the pr. 10 mand. Smør; de første 6 måneder
1 pund pr. mand senere ½ pund pr. mand samt ½ pund sukker eller melasse.
Hver mand fik daglig 1 pund kød eller ¾ pund flæsk. Brød, ærter,
mel eller lignende gives ubegrænsede.

Brændevin
kan gives efter kaptajnens forgodtbefindende.

Nu
skal det dertil nævnes, at ikke alle fik tildelt kødrationer eller
brød – rationer.

 

Kaptajnen
var fra Løjt

Kaptajnerne
kom nødvendigvis ikke fra Aabenraa men fra Løjt. De tjente gode penge og tilhørte
den solide middelstand. I 1853 var der således 72, der betalte skipperskat. De 23 var fra Aabenraa, 40 var fra Løjt og 9 andre steder fra.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Tønder
• Litteratur Aabenraa

 

Hvis
du vil vide mere: Om Aabenraas Søfart: Læs

• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Briggen Chico fra Aabenraa

 

Hvis
du vil vide mere: Om Aabenraas erhvervsliv
– dengang: Læs

• Aabenraa i Gamle dage
• Boghandlere i Aabenraa
• De tre makreller fra Aabenraa
• Flere ture i Aabenraa
• Gamle butikker og erhverv
  i Aabenraa
• Turen går til
  Aabenraa (1)
• Barkmøllegade
  i Aabenraa

 

Hvis
du vil vide mere: Om andre stikord i artiklen:
Læs

• En jernbanestrækning i Sydslesvig (under
  Sønderjylland)
• Aabenraa 1800 – 1850
• Mennesker i Aabenraa
• Tog til Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa
  Amt