Dette er anden del af Rømøs
spændende historie. Det var sorgens år 1777. Hør om Peters Dag og
om inden sømanden tog afsted. På et tidspunkt var der 40 kommandører
og en stor flåde. Overfarten Baadsbøl – Rømø var
vanskelig. Og så kæmpede man både mod sandflugt og oversvømmelse. Limbeck
(Limbæk) – slægten ejede hele Rømø.

 

Overbefolket af tyskere

Flittige læsere af denne
side, har sikkert allerede opdaget, at vi allerede har skrevet en artikel
om denne pragtfulde ø – Rømø, en ø i vadehavet.

Det
var den ø, som vi dengang cyklede til fra Tønder, og som vi ofte besøgte en
varm sommer – søndag. Og på sådan en dag var øen overbefolket,
hovedsagelig af tyskere.

 

Dengang
boede 1.534 på øen

Ellers
har det været tilbagegang af fastboende på øen. Således boede der omkring
år 1800, 1534 mennesker på øen. Det gør det så sandelig ikke mere.
Det var en kort opblomstring, da der i 1898 blev anlagt badested på
øen.

 

Øen
havde mange navne

På Traps kort kaldes øen for Romø. Men det oprindelig navn er Røm. Og øen kendes fra et dokument
i 1226, hvor Pave Honorius den tredje stadfæster Knudsbrødrene i Odense deres besiddelser, herunder Sild og Rømø. Sidstnævnte blev kaldt for Rimo.

 

I Kong Valdemars Jordebog er øen blevet til Rymø, og i 1291 er det Rimø. I andre dokumenter ses navne
som Rymøe, Riim Land og i 1462, Rymøhe.

 

Her er nærmest ørken

Vi
har mod vest, nok Danmarks bedste strand. I vest bruser Vesterhavet ind. Og så er det lige det
med tidevandet. Dengang snakkede vi om det i Tønder, for tyskerne blev altid fanget
af tidevandet på Rømø.

Men
ellers er det klitterne, der har overtaget på øen. På den
østre side af klitterne strækker sig en smal ager med sandunderlag.
Her er øens huse trukket i hele øens længde.

 

Det
er her på øen, at vi nærmest har en ørken. Og to gange
i døgnet, når floden kommer, forandrer naturen sig.

 

Landfast
eller ikke

De Kloge mener ikke, at Rømø er dannet af en gammel kystlinje,
men er opstået af en sandbanke. Andre kloge mener, at fordi, der er fundet
rester af skovbevoksning på øen, ja så har øen været landfast.

På 
et kort fra omtrent år 1300, har Johannes Meyer ladet Rømø ligge i et stort tæt bebygget
herred. Det må nok være et fantasiprodukt.

 

Dronningen købte kun halvdelen

Ifølge
sin geografiske beliggenhed hørte Rømø til Hertugdømmet. Oprindelig blev øen også regnet til det. Men
vi skal lige huske på nogle væsentlige ting i historien.

 

I
året 1348 gav Hertug Valdemar, Rømø,
Visby Sogn og byen Sølsted i pant for 509 mark lybsk
til Ridder Hans Limbeck. På daværende tidspunkt var ridderen i besiddelse
af Trøjborg.

Antagelig
var disse besiddelser også i slægtens eje i 1407, da Klaus Limbeck solgte slottet til Dronning Margrete for 3.600 Mark lybsk. Ifølge Ribe Bispe – krønnike fulgte også Lø – herred med slottet.

 

Da Dronning Margrethe derefter satte det således erhvervede pant til Ribe Bispestol for 5.000 Mark Lybsk og henlagde
det under Viborg Landsting kom Ribe ud af forbindelsen med Hertugdømmet.

Men
det var åbenbart ikke hele Rømø.

 

Limbeck
– slægten ejede hele Rømø

Limbeck
– slægten ejede hele Rømø, men åbenbart er det kun
den sydlige del, der blev solgt til dronningen. Det betød, at den nordlige
del kom under Limbeck – slægtens øvrige besiddelser, Tørning Len.

For
at gøre historien endnu mere kompliceret, så blev pantet fra 1407 aldrig
indfriet. Senere kom den under Haderslevhus Amt. Og det var i Brøns på fastlandet den havde
sit tingsted.

 

Den
sydlige del til Schackenborg

Den
kongerigske del kom senere til at ligge under Ballum Birk. Det vil så sige, det kom til at ligge under grevskabet Schackenborg. Siden 1661 var det tingsted
i Ballum. Men også her er der undtagelser.
For så vidt vider, har der været afholdt Tingdag i Tvismark.

 

Kampen mod sandflugt

I
mange år har beboerne på øen kæmpet mod sandflugt. I 1649 skrev præsten, Jens Engelbretsen således:

 

• Sanden og Biergene forderffuer
  landet

 

41
år senere i 1690 skrev den daværende præst Søren Christensen Aagaard:

 

• Baade Land og Søe aarlig formindsker och
  forderfuer Sønderlands
  Enge.

 

Sidst
i det 17. og først i det 18. århundrede
forudsagde sandflugten især i Juvre – området store ødelæggelser.

 

En
række lodsejer fra Sønderlandet indsendte i 1824 en klage til stiftamtmand von Castenskiold i Ribe:

 

• Øen er i sig selv mærkelig
  forringet. Dels bortskyller Søen det forhen bedste Engeland
  og Sandflugten bedækker dels og Kornland, som
  i sig selv er af ringeste Bonitet.

 

Det
nye land var oversvømmet

Der
skete også nytilførelse af land. Det vil sige, ved højvande
kunne man sejle over det, men ved lavvande dukkede det frem.

Den
8. september 1789 rejste en kommission fra Rentekammerkollegiet i Ribe for at se på det nye land.

 

Birkedommer
Thomsen og to taksations – mænd
fra Ballum skulle også have været
til stede, men kunne, som det hedder i protokollen, formedelst modvind Ikke kommer over søen.

 

Men
nu kunne det også have været det samme, for man kunne intet se.
Det pågældende stykke land var dog ikke at se, ifølge protokollen:

 

• saaledes med Søen oversvømmet,
  at man ikke kunde se meget deraf eller komme derpaa, skjøndt det var i Ebbetiden, da Vandet var lavest.

 

Synsforretningen
lykkedes

Fra
den omtalte protokol kunne man også læse, at:

 

• Gamle Mænd
  af Øen,
  saa vel den danske som slesvigske Del, mødte
  og ”forsikrede,
  at de med Ed kunde bekræfte,
  hvor og naar befales, at over den fjerde Del
  af Beboernes Enge, saavel paa Sønder – som paa Nørland Rømø var af Søen i Mands Minde ganske bortskyllet
  og fordærvet, hvorfor Undersaatterne
  aldeles ingen Moderation eller Ændring har søgt eller faaet i deres Skatter.
  Desaarsag haabede og formodede de, at
  dette omskrevne lidet og ubetydelige Stykke Grund bliver dem uden mindste
  Tynge videre fremdeles tilhørende, da samme ikke ikke
  er eller med Retsvished kan anses at være nær den tiende Del i Værdi imod, hvad de af Søen har mistet uden nogen Godtgjørelse eller Refusion derfor
  at have erholdt i deres Skatter”.

 

Året
efter blev der så igen foretaget en Synsforretning. Og denne gang lykkedes det, at se det nye land.

 

Den vanskelige overfart

I
tiden inden dæmningen foregik forbindelsen med omverdenen med sejlbåd
fra Havneby til Bådsbøl – Ballum. Der var ingen landingsbroer ved Ballum. Man blev placeret på en
vogn med et par simple træstole kørt til og fra skibet.

 

Om
sommeren foregik overfarten temmelig regelmæssigt. Men var der vindstille kunne overfarten godt tage 4 – 5 timer.
Var det god vind kunne overfarten klares på en halv time.

Var
det tåge eller mørke kunne det være svært for vognen at ramme båden.
Man kunne let komme til at køre en halv time rundt i vandet, mens kusken
tuder i et stort bøffelhorn,
og håber på svar fra båden.

Ved
sådanne lejligheder kunne det sagtens ske, at vandet begyndte at løbe
ind i vognen. Så var det ellers om, at få fødderne op for
at holde dem tørre.

 

Kvinderne
måtte bæres

Når
der var is på vandet om vinteren måtte man gå
ud til båden. Så må man håbe at alle passagerer havde lange støvler
på. Kvinderne måtte ofte bæres på sådanne ture.

Man
kunne også blive ofre for drivisen. Så brugte man en åben
båd, og faren var så, at blive ført med strømmen gennem Lister – dyb ud til det åbne Vesterhav.

 

Ribe
fik retten til Rømø 

I
hvalfangstens guldalder deltog så mangen en Rømø – borger. Jo mange var med oppe ved Ishavet fra begyndelsen af det 17.
århundrede til slutningen af det 18. århundrede.

Fra Arilds tid havde Ribe By ret og højhed over farvandene
omkring Rømø. Således dikterede Erik Menved i 1292 et dokument i Nyborg, hvori der blandt andet kom
til at stå følgende, der blandt andet gav:

 

• Borgerne i Ribe fri Besiddelse
  af deres Forstrand, List, Manø og alle Kyster, som ligger mellem fornævnte Steder og Ribe By, tilmed
  deres eget Dyb, ligesom de plejede at have den fra gammel Tid.

 

En adelsmand
blev pågrebet

Men
det hændte ofte, at denne lov ikke blev overholdt. Således i 1483
hvor borgerne havde opsnappet, at Hans von Ahlefeldt på Tørning, var i gang med at udføre
en ladning korn med sit skib. Kongen dømte i sagen:

 

• at Byen burde beholde alle
  de Havne kvit og fri, aom var mellem List og Riber By, og at ingen maatte
  skibe eller udføre
  noget Gods derimellem uden med Borgmesters og
  Raads Vilje og samtykke.

 

En vigtig
havn

Rømø 
Red var med sit dybe vand og
gode værn mod vestlige storme, blevet benyttet af store skibe. Således
ankom i 1624 for den tids forhold et stort spansk skib med 800 tønder
salt. Den lå for anker ved Rømø Havn. Her blev det losset og ladningen på 7 lægtere
bragt til Ribe.

 

Rømø 
havde en stor flåde

Noget
tyder på, at Rømø – borgerne i 1676 fik samme ret til farvandene omkring Rømø, som Ribe – borgerne.

I
en opgørelse fra 1605 over hvilke skibe, der var anløbet Ribe, ser vi at af de 109 fartøjer,
der var anløbet Ribe, var de 19 fra Rømø.

 

I
1693 beretter præsten, Søren Christensen Aagaard, at svenskerne havde brændt 26 skibe, og nu var
der kun 4 til overs. Noget tyder på, at Rømø havde en betydelig flåde.
Mange Rømø – skippere søgte mod Holland.

I
150 år blev hvalfangsten faktisk øens vigtigste næringsvej.

 

40 kommandører

I Nachrichten von Röm i Staatsbürgerliches Magazin fortælles, at Rømø endnu i det 18. århundrede
havde 40 kommandører. Mod slutningen af århundredet har de fleste
dog rettet blikket mod Island og sildefangsten samt almindelig
fragt.

 

Påstande
om, at der på øen har været 16 hvalfanger – både kan
ikke være rigtig. Det var en ret dyr affære, at udstyre sådan en
båd. Den formue har slet ikke været
til stede.

Således
omtales et sted, at 5 kommandører fra Rømø omkom efter forlis som kommandører
på skibe fra Hamborg.

 

Søfarten skabte velstand

Søfarten
har båret den fattige ø frelst gennem hårde tider, og skaffet
øens befolkning det daglige brød.
Endnu kan man på øen se minder fra denne tid.

 

Landbruget

Landbruget
tog over som den vigtigste indtægtskilde. Men her havde man store udfordringer
med vejret og oversvømmelser. Man samarbejde og brugte hinandens enge.
Ligeledes var man fælles om bjergning.
Som tidligere nævnt har øen ingen skove. Man var afhængige af drivtømmer.

 

Tørvegravning

På 
bestemte dage i forsommeren samledes man til tørvegravning. Efter tilsigelse
af æ Pa’ndmand måtte endhver, der ville have tørv, den bestemte
dag møde på Stranden med et bestemt antal folk.
Morgenstunden benyttede man til at finde en velegnet plads. Klokken
9 hejste æ Pa’ndmand sit flag som tegn på, at nu måtte man begynde.
Man gravede til klokken 12 og senere igen fra kl. 3 til seks.

 

Enklaver

Nu
var alt ikke så ligetil. For ind imellem alle andre var de såkaldte enklaver. Her var Riberhuses og Haderslevhuses undersåtter. De havde alle forskellige forvaltninger,
beskatninger og retsordninger.

Man
forsøgte sig med mundtlige aftaler, men det hjalp nu ikke altid.
Forskellige skriftlige anordninger blev vedtaget, men det stred mod
de enkelte byers interesser.

 

Kvinderne
tog sig af det praktiske

Mens mændene var på 
havet, måtte kvinderne tage sig af det praktiske. Det gjaldt også,
når de følte, at andre byer på øen overtrådte diverse
bestemmelser. De følte sig dårlig behandlet, når de skulle rejse
16 mil til Haderslev for at føre deres sag.

 

Antal
af hornkvæg steg

I 1840′ erne tog mændene
igen over, når det gjaldt landbruget. De var blevet trætte af søen, men var langt oppe i årene.

Kvægopdræt blev dyrket
med succes på Rømø. Ifølge Nachrichten von Röm var der i 1824, 110 heste, 250 stk. hornkvæg
og 500 – 550 får over på øen.

I 1902 var tallet for hornkvæg
oppe på 937 og der var 1.696 får.

 

Fiskeriet
gik tilbage

I 1575 tilkendtes præsten
på øen en afgift i fisk af hver båd, der fiskede på øen.
Fiskeriet må den gang have været betydelig. Nedgangen i fiskeriet
gik ud over præstens indtægt. Dette fremgå af en indberetning
fra 1690.

Fiskeriet syntes aldrig at være kommet rigtig på fode
igen. Ifølge Nachrichten von Röm fandtes der i tiden omkring 1824 kun få torsk
og hvidlinger.

 

Østersfiskeri

I samme Nachrichten tales det om, at de østersbanker, der var ved
øen var blevet ruinerede. Der var i 1824 kun tre både beskæftiget med
østersfiskeri. Tidligere havde der været 12 både.

 

I arkivet fra Schackenborg tales om 14 skibe, der drev østers – fiskeri.
Bankerne blev drevet af grevskabet. Dette har vi tidligere berettet
om her på siden.

Også Sælhundejagten har ifølge Nachrichten von Röm og Danske Atlas tidligere har været drevet med godt udbytte.
Men grundet flytning af sandbanker måtte dette opgives.

 

De meget
rige på Rømø 

Der fandtes rige folk på Rømø – dengang. Således sagde man om Harcke Thades i Toftum, at han ejede så meget, at hver gang klokken slog,
fik han 1 Rdr. I rente hver gang klokken slog. Han skulle have arvet
en formue efter sin kones morbroder. Han var en Kaptajn Petersen, der ved sejlads fra Gøteborg skal have tjent 160.000 Rdl.

Harcke Thades hus havde været udstyret med overdådig pragt, og der var masser
af sølvtøj og andre værdigenstande.

 

At det har været rigdom
på Rømø afspejles også af, at bønder fra hele det nordvestligste Slesvig søgte til øen for at låne penge. Det afstedkom
fallit og bedrageri for store pengebeløb.

 

Også 
mange fattige

Men der var også 
masser af fattigdom. Mange havde slået sig på flasken. Det forstærkede
bare nøden.

Det var ikke bare skibsfartens
overgang til dampdrift, der var årsag til Rømøs dalende velstand. Indirekte var det prøjsiske
herredømme også årsag til dette. En betydelig formue forsvandt fra
øen i den tid.

 

Kigger vi på husene
på Rømø, så er der to grundtræk, der går igen:

 

1. Der må bydes vestenvinden den
   mindst mulige angrebsflade
2. Der må skaffes stuehuset eller rettere stuelængen, det bedst mulige læ bag stald og lade
3. De vigtigste opholdsrum lægges så lunt og trækfrit som muligt.

 

Det var disse krav som
husene måtte indordne sig under, og det har da også givet sig
udslag i husenes form og indretning.

 

Flotte nationaldragter

Mændene på Rømø har aldrig båret nationaldragt. Derimod har kvinderne
bevaret deres særegne dragt helt op til vore dage.

Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Trods hjemmevævet
tøj, som den er syet af, er den præget af lethed. Det gælder især
den daglige dragt. Festdragten er dog mere tilknappet.

 

Hovedbeklædningen var
oprindelig et såkaldt pandestykke såvel til dagligdagen som til gilder.

Man havde også en
speciel kirkedragt med det ejendommelig hovedtøj, kirkehatten.

 

De nye generationer af
piger på Rømø har valgt ikke at lade sig klæde lige som deres
oldemødre og tip – oldemødre.

 

Eventyr
fra hele verdenen

Vinter – aftnerne
på det gamle Rømø blev ofte brugt på historier fra søen og fjerne
lande. Her kunne man høre om uhyre isbjerge, hvalfisk, farlige isbjørne,
sydens glødende sol, Kinas særheder og Indiens vidundere.

For kvinderne var det den
eneste mulighed for at vide hvad der skete i verdenen omkring dem. Kun
de færreste af dem oplevede mere end de halvanden
kvadratmil, der til daglig omkredsede dem. Alle deres oplevelser begrænsede
sig mellem Lister Dyb og Juvre Dyb.

 

Inden
man tog på langfart

Inden en sømand rejste
om foråret, skulle han først ud i nabolaget og omkring hos venner,bekendte og familie for at
sige farvel. Ja selv fjerne slægtninge skulle han aflægge et besøg.
Det gik som regel en hel uge med dette. Hvor han kom frem, skulle der snakkes lidt. Der skulle drikkes en Punch og en kop kaffe. Man
skulle vogte sig for ikke at sankke for meget om selve afskeden. Det
kunne være et dårlig varsel.

Man vidste dog godt, at
det kunne være sidste gang, at man sås.

 

Slægtninge og venner tog
så hen til den havn, hvorfra rejsen startede. Man samledes som
regel på kroen, hvor den udfarende sømand gav en omgang.
Når færgemanden meldte at både var klar, blev den sidste Punch drukket
i en fart.

I søfartens storhedstid
havde sømændene som regel fået hyre, inden de rejste. De store rederier
fra Altona og Hamborg havde agenter på Vadehavs – øerne.

 

Goddag
– og tak for sidst

Når sømanden så 
velbeholden var kommet hjem, skulle han så igen ud at besøge
venner, bekendte og slægtninge. Her kunne han så sige: Goddag – og tak for sidst.

 

I tidligere tider blev
der i kirken hver søndag bedt for søfolkene. Og sømanden gik
til præsten og bad ham med navns nævnelse at takke Gud for en lykkelig rejse. Ja og dengang gav hver
kommandør præsten er rigsdaler for dette.

 

Høstfesten

Høstfesten var en af højdepunkterne. Man tog det pæneste tøj på, efter sliddet
og så var det ellers fest.

Ellers gik vinter – 
aftenerne med vævning og kartning samt spinding. Børnene og de mænd, der ikke var på søen,
strikkede.

 

Kogning,
brygning og bagning

Der var ikke store fordringer
til kogekunsten. Brygning og bagning var der også tid til. Der blev
bagt, så det kunne holde til cirka en tre ugers tid. Tre – fire af
naboerne udvekslede sigtebrød, så man altid havde noget. Når man
så selv bagte, glemte man ikke naboerne.

 

På Rømø var der en hel speciel bryllups – tradition, som vi tidligere har omtalt. Det samme gjaldt
for begravelser. ( Se artiklen: Rømø – en ø i Vadehavet).

 

Peters
Dag

Specielle traditioner var
det m.h.t. julegildet, høstgildet og svineslagtningen. Og så 
var det folkefesterne som Fastelavn og Peders Dag.

 

Til Pers Awten drog drengene i skare rundt og bad om en knippe
halm. I de senere år måtte de selv skaffe sig en tjæretønde. Halm
og tønde blev bragt op på en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden
blev fyldt med halm og træ, sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets
frembrud blussede bålene fra så godt som hver by ved kysten.

 

I tidligere tider samledes
ungdommen om bålet så længe det sendte sit lys ind over de mørke
klitter. Der lød latter, sang, og da bålet var ved at være udbrændt morede man sig med at springe gennem bålresterne.

 

Tilfældige fester opstod
der også på Rømø, indtil Prøjserne også satte en stopper for dette.

 

Sorgens
år 1777

Ofte måtte øen dog opleve
sorg, når der blev meddelt, at en af øens beboere var blevet derude. Særlig i årene 1777 og 1746 var der mange Grønlands – farer, der blev derude. I 1777 drejede det sig om 50 Rømø – borgere.

Man blev i kirken bedt
om, at bede for de savnede. Håbet at de savnede skulle vende tilbage
svandt dog efterhånden. Sorgen knugede efterhånden i hvert hjem på Rømø. Befolkningen var klædt i sorg.

 

Til foråret tog Grønlands – farerne afsted på ny. Afskeden var mere gribende end
ellers. Og tomheden har sikkert været følt stærkere end nogensinde
før. I slutningen af juni kom kun 51 af 150 hjem. Nogle måtte dog
overvintre på Grønland. Men en masse Rømø – borgere vendte aldrig hjem.

 

Og det
er meget mere at fortælle om Rømø, men det må I vente med til
tredje del.

 

 

Kilde: Se

• litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• litteratur Tønder

 

Hvis
du vil vide mere: Om stikord i artiklen. Læs

 

Under
Sønderjylland:

Ballum
– dengang

Det
vestlige Sønderjylland

Enklaverne
i Sønderjylland

Føhr
-en ø i Vadehavet

Johannes
Mejer – en korttegner fra Husum

Mandø 
– en ø i Vadehavet

Margrete
den Første og Sønderjylland

Ribes
Historie 1 – 5

Rømø 
– en ø i Vadehavet

 

Under
Tønder:

Adel
og Storgårde i Tønder Amt

Bondeslægten
på Trøjborg

Bondeslægten
på Trøjborg – endnu mere

Møgeltønder
– dengang

Møgeltønders
Historie

Oprør
i Møgeltønder

Schackenborg i Møgeltønder

Trøjborg
Slot – nord for Tønder

 

Under
Aabenraa:

Ahlefeldt
og Søgård