Ikke langt fra Padborg lå 
en KZ – lejr. Det var en afdeling af Neuengamme. Også den
kigger vi på, samt Husum – Schwesing. De 3 lejre hørte sammen.
En masse døde i de tre lejre på grund af grusomheder og sygdomme.
Særlig galt forholdt det sig med hollænderne. Og også danskere var med
til grusomhederne. Der er sat navne på ca. hundrede, men der har sikkert
været flere. For lokalbefolkningen har det været svært, at mindes
om de rædsler, der forekom dengang. Bagerst i artiklen er en fortegnelse
over artikler fra besættelsestiden. Vi er nu oppe på 85.

 

Neuengamme

Det er sikkert ikke så 
mange af de unge, der ved det. Men ikke langt fra Padborg lå en KZ – lejr, eller
nærmere et Aussenlager, Ladelund. Og det er en af dengang.dk´s læsere, Inge, der har ansporet til, at
vi skriver om lejren. Hun mener, at vide, at der i lejren var 10 –
20 vagtposter fra Det Tyske Mindretal. Og de var ikke bedre end de tyske vagtposter,
berettes der.

 

Fotos fra Ladelund

Også 
i artiklen En Sønderjyde krydser sit
spor her på siden, beretter Sven Petersen om vagtposter fra Det Tyske Mindretal. Endda var der nogle fra hans
fødeby, Bylderup Bov.

Det
var også i Ladelund, at en frygtelig skæbne overgik
nogle hollændere fra byen Putten. 540 beboere var blevet interneret.
Kun 49 vente tilbage efter krigen. Men dette vender vi tilbage til.
Se også under vores fotogallery. Her har Sven Petersen taget nogle fotos.

 

Neuengamme

Lejren
i Ladelund stammede tilbage fra 1939,
men kun i en kort overgang fungerede den som Aussenlager. Vi skal kigge på et andet berygtet Aussenlager, nemlig Husum – Svhwesing. Men først vender vi blikket mod Hauptlager Neuengamme, som havde en naturlig forbindelse til Ladelund og Husum – Schwesing.

 

En stank
af rådne roer

KZ
– lejren Neuengamme havde en karakteristisk,
gennemtrængende stank af en blanding af rådne roer, menneskelige ekskrementer
og uddunstninger, og ligrøgen fra krematoriet.

Maden
bestod hovedsagelig af roer, som var puttet i en konsistens, som man
kaldte for lejr – suppe. Der var dårlig hygiejne, underernæring og masser
af sygdomme.

 

Bystyret støttede planerne

Oprindelig
var det en arbejdslejr, der var bygget i et gammelt teglværk. Og det
var under KZ – lejren Sachsenhausen.

Beliggenheden
var 30 kilometer sydøst for Hamborg.

I
foråret 1940 blev lejren udvidet.
I den forbindelse blev der bygget et nyt teglværk. Og betegnelsen hovedlejr
var sikkert velanbragt, for den kunne nu sammen med de underlagte arbejdslejre
rumme 40.000 fangere.

 

Bystyret
i Hamborg støttede fuldt ud planerne.

 

Direkte
på gulvet

I
begyndelsen sov fangerne direkte på gulvet. Til tider, da der
kom senge, skulle 2 – 3 fanger dele en seng. Der var ikke muligheder
for at vaske sig eller have nogen form for privatliv. Hele 1.000 fangere
blev spærret ind på 400 m2.

For
at få bugt med diverse mider og dyr brugte man fra 1942 Zyklon B. Denne gift blev også anvendt
på andre end skadedyr.

 

En arbejdsdag på 12
timer

Man
blev vækket før daggry, hvorefter man fik en halv time til at vaske
sig, ordne sovestedet og få sig en gang fluidum, som SS kaldte for kaffe.

Herefter
fulgte appellen. Det foregik oftest mellem 5.30 og 6.00 Så fulgte
inddelingen af fanger i forskellige arbejdskommandoer. Den regulære
arbejdstid var 10 – 12 timer i sommermånederne, med en times
pause. 

 

Medicinske eksperimenter

En
afdeling i lejren beskæftigede sig med medicinske eksperimenter. Ofrene
var jødiske børn og sigøjnerbørn.

Men
også lægelige eksperimenter på andre fanger blev gennemført.
Man forsøgte sig med tuberkulose – infektioner og forurenet vand.

448
russiske krigsfangere blev i forbindelse med et forsøg forgiftet med Zyklon B. Men flere tusinder af fanger
fik indsprøjtet giftfas.

 

De hvide
busser

Cirka
5.500 danskere stiftede bekendtskab med denne KZ – lejr. Det var, fordi de var fra september 1944 var blevet
deporteret hertil, eller fordi de kortvarig opholdt sig i lejren i forbindelse
med evakueringen med De Hvide Busser mod slutningen af krigen.

De
danske kommunister i Stutthof og jøderne fra Theresienstadt kom dog aldrig hertil.

 

Direkte fra Frøslevlejren

Men
alene fra 15. september 1944 og frem til 4. april 1945 kom flere end
1.600 fangere fra Frøslevlejren til tyske KZ – lejre. De kom hovedsagelig til Neuengamme.

 

En dansk
lejr – kommandant

96
udekommandoer blev det efterhånden til i det nordtyske
område. Nogle af disse kom kun til at eksistere i ganske kort tid.

 

I
en af disse udekommandoer på Banterweg Fungerede danskeren Gustav Alfred Jespersen som stedfortrædende lejrkommandant.
Han blev efter krigen dømt til døden af en britisk domstol.

 

Halvdelen
overlevet ikke

Arbejdet
i hovedlejren i Neuengamme bestod hovedsagelig i produktion
af mursten og bygningen af en kanal til at transportere mursten fra
lejren. Der blev ikke taget hensyn til fangernes helbred eller vejrforhold.
Man havde kun primitive redskaber til rådighed.

 

I
alt kom 100.000 mennesker til Neuengamme. Halvdelen overlevede ikke.
Snart fandt den tyske krigsindustri ud af, at de indsatte på en eller
anden måde kunne bruges i denne industri.

350
danskere døde i Neuengamme.

 

Forholdene
i udelejrene ofte værre

Den
menneskelig fornedrelse , mishandlingerne, afstraffelserne og henrettelserne
var næsten ud over almindelig fatteevne. Og forholdene i udekommandoerne
var ofte værre end i stamlejren.

 

Et bizart
KZ – hierarki

Der
herskede et bizart KZ – hierarki. SS – folkene havde udpeget
såkaldte over – fanger, eller Kapo, som var med til at skabe
en junglelov. Råhed og grænseløs egoisme
rådede i lejrene. Det var en nådeløs og rå intern magt – og overlevelseskamp.

 

Også 
danske fangere var Kapoer. Det blev de senere dømt
for.

 

Mange
dødsfald

Dagligt
blev man slået, druknet, hængt, skudt eller blev udsat for giftgas.
Mange døde af sygdom. Således var der ikke noget, der hed vintertøj
m.m.

Ved
overtrædelse af regulativer indførte man offentlig
henrettelse på appelpladsen i overværelse af alle fangere.

 

Kamp
om fødevarene

Fangerne
var inddelt i forskellige kategorier, politiske, kriminelle, asociale,
homoseksuelle, Jehovas Vidner o.s.v.

Kampen
drejede sig blandt andet om de knappe fødevarer.
Og som regel var det de politiske og kriminelle grupper, der var de
stærkeste.

 

Undermennesker

Af
andre undermennesker var polakker og jøder. Men her var også masser
af asociale, som for eksempel vagabonder, alkoholikere, hjemløse, arbejdssky
personer, sigøjnere og invalider.

 

Røde
Kors pakker

Man
kunne bestikke sig til højere status med tobak og madvarer. Og de danske
fangere fik tilsendt Røde Kors pakker. Det skabte en særlig stemning omkring de danske
fangere. De blev enten ombejlede, misundte og ofte forhadte.

 

Blandt
de internerede i Neuengamme var 141 deporterede danske
grænsegendarmer.

 

30 danske SS’ere i Neuengamme

Minimum
30 danske medlemmer af SS, gjorde tjeneste i Neuengamme. En af disse var Carsten Christian Jensen fra Toftlund. På et tidspunkt arbejdede
han ved Padborg Mølle. Jensen og familien blev i 1930erne medlem af det tyske
mindretals organisationer, herunder NSDAP – N. Han var blandt andet blokfører. Det vil sige,
at han havde myndighed til at uddele prygl, hvis han mente, at den enkeltes
arbejdsindsats ikke var god nok.

 

Gamle og syge tævet af
danskere

Fra
oktober 1942 til 2. maj 1945 var han tilknyttet KZ Neuengamme. Han forsøgte at komme over grænsen til Danmark men blev afvist. Senere udgik
der en arrestordre mod Jensen. Efter lang tids søgen fandt
man ham hos borgmester Lorentzen i Handewitt.

Han
blev ført til Aabenraa og sat i arresten. Myndighederne
fandt ud af, at han ofte og vilkårligt slog fangerne i hovedet med
knyttede næver eller med et slagvåben lavet af gummi fra et bildæk.

Han
pryglede også krøblinge og gamle syge mænd, fordi de ikke tog
huen af for ham. Vidner kunne berette om talrige overgreb. Også 
ved hængning havde Jensen deltaget.

 

Jensen var i februar 1945 med til at overføre 30 hollandske
fangere fra sygeblokken til eksekution i Arrestbunkeren.

Angiveligt
har han fra syv morgen til klokken 21 om aftenen gennembanket syv afkræftede
KZ – fanger. To af fangerne døde efterfølgende. Han har desuden
været involveret i en række andre dødsfald.

 

 

Konkurrence:
Hvem var den mest brutale?

Et
vidne havde i retten forklarede at Jensen konkurrerede sammen med andre SS’ ere, om at være den mest brutale.

Ved Københavns Byret blev han den 24. maj 1949
idømt 14 års fængsel. Men allerede den 3. december 1952 blev han
benådet af Frederik den Niende.

 

Senere
i 1969 efterforskede Statsadvokaturen ved Landgericht i Hamburg mod Carsten Christian Jensen for meddelagtighed i mord begået i KZ Neuengamme. Men sagen blev henlagt.

 

Anton
fra Rends var også bøddel

Anton
Peter Callesen fra Rens var også frygtet. Også
han var medlem af NSDAP – N. I foråret 1943 havde han i Neuengamme skudt en flygtende fange.

Han
lod sig forflytte til en udelejr Hannover – Stöcken. I løbet af krigen var her 40 danske statsborgere,
hvoraf fem døde.

 

Senere
kom han til Laagberg, hvor der i forvejen befandt
sig en vagtmand fra Tønder – egnen.

Egentlig
var det Callesen, der stod for ledelsen. Han
slog fuldstændig uden grund fangerne med sin stok. Han blev hurtig
frygtet for sin grusomhed. Spark og næveslag, særlig i kønsdelene
hørte til dagens orden.

Talrige
mord har han på sin samvittighed .

 

Livsvarig
fængsel

Det
lykkedes for Callesen at slippe over grænsen.
Men han blev anholdt og interneret i Fårhuslejren.

Den
28. januar 1950 blev Callesen idømt dødsstraf. Men to
måneder efter blev han benådet og fik livsvarig fængsel. Han blev
dog endelig benådet i 1960.

 

Brutalitet
i neuengamme

En
anden, C.S. blev anholdt i Tønder den 29. januar 1946. Han
blev idømt 4 års fængsel for sin medvirken til brutalitet i Neuengamme. Han blev dog benådet den
5. juni 1948.

 

Med
de hvide busser

I
marts og april 1945 blev skandinaviske fangere reddet af De Hvide Busser. Natten til den 18. marts
1945 kørte danske og norske fanger fra Sachsenhausen til opsamling i Neuengamme. Derefter gik turen til Frøslevlejren.

Himmler havde først tilladt transport ud af Tyskland til april.

Den
20. april blev over 4.000 norske og danske fanger bragt til Sverige.

 

7.000 endte i døden

Anderledes
gik det de 10.000 der blev sendt i dødsmarch
til Lübeck. De overlevende fra dødsmarchen
blev bragt ombord på skibe, herunder Cap Acrona. Den 3. maj angreb engelske
flyvere skibene, vel vidende at det var fangere, skibene. Over 7.000
mistede livet ved dette angreb.

 

Kaotiske forhold

Man
mener, at i alt i Tyskland døde 200.000 kz – fangere
i forbindelse med dødsmarcherne og de kaotiske forhold i krigens sidste
tid.

 

Fra
1945 brugte briterne Neuengamme som interneringslejr. Og
fra 1948 indrettedes fængsel på dele af området. Først i 2006 lukkede
de sidste dele af fængslet og hele området blev indrettet som mindesmærke
og museum.

 

Fra 200 til 5.000 fangevogtere

Antallet
af fangevogtere steg fra 200 mand i 1940 til 5.000 fangevogtere i 1945.
Det var kun halvdelen, der var medlem af SS.

1.592
fangevogtere gjorde tjeneste i udelejrene

 

Ekstra mandskab til bevogtning

For
bevogtningen af udekommandoerne blev der i 1944 indkaldt medlemmer af
hæren, marinen, told, politi og Reichsbahn. Og disse var ikke nødvendigvis
SS – soldater. De fik at vide, at der i lejrene sad frygtelige og
gemene forbrydere, som skulle behandles meget hårdt.

 

De allierede nærmede sig

I
marts 1945 var der 28.000 mænd og 12.000 kvinder i udekommandoerne.
Mange af fangerne i udekommandoerne blev da, britiske og amrikanske tropper
nærmede sig, til fods eller pr. jernbane flyttet til hovedlejren eller
til Bergen – Belsen, Sandbostel
og Wöbbelin.

 

Krigsforbrydere
fra Tønder

Fem
beboere fra Tønder og området omkring Tønder fik dom for krigsforbrydelser.
De havde deltaget i mishandlinger m.m. i KZ – lejre. Og i hvert fald mindst fire af disse havde tilknytning
til Det Tyske Mindretal.

 

Banket invalid dansk fange

Den
danske statsborger, Johannes Wilhelm Wind blev den 12. juli 1946 idømt 18 års fængsel
for krigsforbrydelser. Han blev benådet af kongen den 15. maj 1953.

Han
havde gået i tysk skole. I perioden 1936 – 1943 var han medlem
af NSDAP – N.

 

Vidner
havde set hvordan han og andre fra vagtmandskabet skulle have tæsket
løs på fanger, der var på vej i beskyttelsesrum. Ved en af
disse aktioner var der omkommet 18 personer.

Han
skulle ligeledes have banket en invalid dansk fange med gangbesvær
til denne faldt livløs sammen. Et vidne mente,  at Wind havde forkærlighed for at
slå på invalide.

 

Dansker
med til hængning af 40 hollændere

Wind deltog i tidsrummet fra den 15. maj 1944 til april
1945 i et stort antal hængninger. En dag afhentede han i flettekommandoen sammen med andre SS’ ere ca. 40 hollændre, som skulle
hænges.

 

Schmidt fra Aabenraa

Også Frederik Peter Andreas Schmidt havde tilknytning til Det Tyske Mindretal. Af arbejdskollegaer på havnen
i Aabenraa lod han sig overtale til
at melde sig ind i Sleswigsche Kameradschaft
– SK.

Han
sikrede sig endda en tillidspost. Men på grund af alkoholproblemer blev han degraderet til menigt medlem.

 

Schmidt startede sin karriere som KZ – vagt i Sachsenhausen i 1943. Den 25. september
1944 overflyttedes Schmidt til Neuengamme. Her var han til midten af
januar 1945.

 

Han
blev anholdt den 9. maj 1945 på sin bopæl i Aabenraa. Han blev idømt fire et halvt
års fængsel.

Husum – Schwesing

Schwesing ligger nordøst for Husum. Her blev der i efteråret
1944 oprettet en arbejdslejr. Men allerede efter tre måneders forløb
blev den lukket. Der var op til 2.500 fangere fra 14 lande. Over halvdelen
var hollændere. Der var endvidere tyskere, franskmænd, russere, danskere
og nordmænd i lejren.

Hårdt
arbejde

Fangerne
gravede pansergrave til forsvar mod invasion vest – og østfra
( Frieservolden).

Denne
ekstremt usunde lejr blev anset at være den uhyggeligste
arbejdslejr under Neuengamme.

 

Om
morgenen i de tidlige morgentimer gik fangerne i deres zebrastribede
celluldsfangedragter gennem Husum ud i marsken. De fladbundede
træ – lærredssko ydede absolut ingen beskyttelse mod vand. Arbejdet
var hårdt i de vandfyldte grøfter kombineret med mangelfuld ernæring.

Vabler
udviklede sig til kødsår, som ikke kunne læges under de ugunstige
forhold.

 

Tæpperne
var klamme og snavsede af urin og afføring fra syge fanger

 

Ca. 100 danskere

Ja
egentlig startede det den 25. september 1944, da 1.500 KZ – fanger
blev overført hertil fra Neuengamme. Blandt disse var 80 danskere,
der var overført fra Frøslevlejren til Neuengamme. Senere kom yderligere 18
danskere til lejren.

 

Oprindelig
var stedet opført som Reichsarbeitsdienst i 1938 – 1939. Der var
almen arbejdspligt for alle unge tyskere i alderen 18 – 25 år. En
regel, der blev indført i 1935.

 

Pigtrådshegn
og vagttårne

Lokale
beboere blev i september 1944 beordret til at forsyne lejren med pigtrådshegn og fire vagttårne.

Den
28. september havde Førerkvarteret beordret at man skulle bygge den såkaldte Friesenwall med tilhørende spærrestillinger.

 

Friesenwall

Selve Friesenwall bestod af to forsvarslinjer
med ca. ti kilometers afstand til hinanden. Den skulle beskytte den
øst – nordfrisiske kyst mod angreb fra vest. Samtidig skulle der
løbe spærrestillinger på tværs af Slesvig for at hindre et allieret
fremstød mod hjertet af Tyskland, hvis det lykkedes for de
allierede at udføre en succesfuld landgang på den danske vestkyst.

I
alt opstod der 230 kilometer pansergrave.

 

Til
bygningen af fæstningsanlæggene som hovedsagelig bestod af ca. fire
– fem brede og ca. tre meter dybe pansergrave, maskingeværreder,
skyttehuller m.m. rekrutterede man blandt andet den lokale civilbefolkning.

 

Et projekt,
der skulle realiseres

Dertil
kom så flere tusinde KZ – fanger. Tre udelejre under KZ – Neuengamme blev indrettet for at realisere
dette projekt.:

 

• Aurich – Engerhafe,
  Husum – Schwesing,
  Ladelund.

 

Fangerne kastede sig over møddingerne

I Husum – Schwesing var der ni træbarakker,
inklusive fire utilstrækkelige toiletbarakker. Der var desuden lagerrum,
skrædderi, skomagerværksted og et hvilerum for SS – personalet.

 

Madrasserne
var af en elendig kvalitet og gik hurtig i stykker.
En gang om ugen fik fangerne 5 – 6 halvrådne kartofler.

Sulten
var så stor, at fangerne kastede sig over møddingerne fra kartoffel
– og roeskrælleriet.

Det
var tydeligt, at man fra ledelsens side brugte udhungringen, som et
af midlerne til at komme af med Das Dritte Reichs fjender.

 

Frygtelige
boligforhold

Der
var frygtelige boligforhold og katastrofal sammenstuvning af mennesker,
der førte til massiv smitteudsættelse.

Selv
om 1.000 af 2.500 fanger blev sendt videre til Ladelund i november, var forholdene
umenneskelige. Midt i november var halvdelen syge af lunge – og hjertelidelser,
alvorlig diarré, gigtfeber, difteritis og tuberkulose.

 

Mellem
300 og 500 døde

Mellem
den 25. september 1944 og 29. december 1944 døde et sted mellem 300 og 500 KZ – fanger i Husum – Schwesing.

13
af 98 danskere omkom også her.

 

Ledelsen

Den
overordnede ledelse havde SS – Untersturmführer
Hans Hermann Griem og SS – folkene, Emanuel Eichler
og Josef Klingler.

I
marts 1947 blev Klinger dømt til døden ved hængning
af en engelsk militærdomstol. Eichler blev idømt fem års fængsel.

 

Griem
flygtede

Hans
Hermann Griem flygtede, inden retssagen
begyndte. Han døde i 1971 uden nogensinde at blive dømt for de krigsforbrydelser,
som han begik i lejrene.

Han var leder af både Husum og Ladelund. Først levede han under falsk
navn, senere med sit rigtige navn. Han døde i Hamburg – Bergedorf. Statsanklageren i Hamborg rejste i slutningen af 1960′
erne en anklage mod Griem. Men han fastholdt sin udskyld.

 

Utroligt var det, at der ikke for længst var blevet
rejst anklage mod Griem. Han beslaglagde levnedsmidler,
brugte sadistiske metoder og skød selv flere flygtninge. Mange blev
skudt i drukkenskab.

 

14 alvorlige
kvæstede ved appel

Således
beretter den tidligere fange Abbé Pierre Jorrand om en appel:

 

• En fløjte
  giver tegnet. Mændene
  kommer løbende.
  Kommandanten, der tydeligt har drukket sig fuld bemærker,
  at fangerne ikke er hurtige nok til at stille op i række
  og geled. Uden at tvivle lader han sin revolver og skyder uden mål ind i mængden. Tolv kammerater bliver
  alvorlig kvæstet. Han var ofte påvirket af spiritus og tilranede
  sig fødevarer.

 

Frieservolden blev opgivet

Projektet
med Friservolden blev opgivet på grund af det totale sammenbrud
i Tyskland. Lejren blev rømmet allerede
den 21. december 1944, og fangerne sendt tilbage til Neuengamme.

 

Rasmussen blev til Mikkelsen

I
foråret 1946 gik det op for de danske myndigheder, at der havde været
en dansk SS – mand i lejren ved navn Rasmussen.

 

Han
havde flere gange mishandlet fanger.
Et hollandsk fange blev flere gange slået i hovedet med et afbrækket
kosteskaft. Til sidst faldt fangen blødende om. Til sidst beordrede Rasmussen andre fanger til at smide
den nu døde fange i en vandfyldt grøft.

 

Rasmussen blev anholdt den 13. august 1946 og indsat i Fårhuslejren. Det viste sig, at han hed Mikkelsen. I september 1944 skulle han
være overført til lejren i Husum. Tre vidner beskrev ham som
hård og ubarmhjertig over for især asociale fanger.

 

Københavns
Byret idømte den 14. februar 1947 Kurt Niels Mikkelsen 14 års fængsel.

 

Præst oprettede mindested

På 
foranledning af Pastor Dethlefsen blev der i 1957 indrettet et mindested på Husumer Ostfriedhof.

 

Man
glemte bevidst lejren

Gennem
mange år forsøgte man at glemme lejrens eksistens. Man snakkede
ikke om det, der var sket. Lokalbefolkningen ville også hurtigt glemme,
hvad der var sket. En del må trods alt have kendt til, hvad der skete.

 

Barakkerne
blev efterhånden forfaldne og blev revet ned. Området kom på 
private hænder.

 

Oplysninger
om lejren

Men
en række danske eks – fangere var aktive omkring erindringen
om lejren.

 

 Men en beboer, Klaus Bästlein faldt over oplysninger om lejren.

Først
i 1983 begyndte en arbejdsgruppe at planlægge et museum eller en mindelund. De fandt frem til to danske overlevende –
den tidligere modstandsmand Benjamin Mørch og lægen Poul Thygesen. Sidstnævnte havde allerede i 1945 udgivet sine
erindringer om Husum – Schwesing.

 

800
borgere mødte op

De
to danskere skulle fortælle om deres erindringer på et møde
i januar 1983. Og det blev lidt af et tilløbsstykke. Ikke mindre end
800 mødte op.

 

297
røde metal – sten

.
Og dette lykkedes først den 27. november 1987 – 43 år efter
grusomhederne. En informationsbrochure i fire sprog om lejren blev fremstillet. Ligeledes blev en informationstavle
i forskellige sprog fremstillet. 

 

297
røde metal – sten er rejst med navn på de ofre, man kender.
Det er så cirka 200 mere, man ikke har navn på, der også 
er omkommet her.

Mindesmærket
er blevet til i samarbejde med de overlevende
fangere.

 

Denk
– og Mahnmal

På 
tysk har man to begreber for de mindesmærker, der er opstillet for
at mindes den fælles fortid. Man taler om Denkmal og Mahnmal. Et Denkmal sættes som minde over en
begivenhed eller en person, som man mindes med en hvis stolthed. Et Mahnmal opstilles derimod til erindring
om noget, man håber, aldrig vil gentage sig. Et sådant Mahnmal blev opstillet i Husum – Schwersing i 1987.

 

Ladelund

Det
var i Ladelund og andre steder i Nordtyskland at nazisterne har størst
tilslutning.

Men
så skete det pludselig, at Ladelund også blev en del af KZ Neuengamme.

I
begyndelsen af november 1944 kom der så 2.000 fanger til den lille
by. Egentlig var det kun plads til 200 i lejren. I slutningen af 1930
erne havde beboerne ellers kunnet
se unge mennesker vandre ud af lejren med spader.

 

Betonvejen
fra Süderlügum til Flensborg

Det
var blandt andet disse unge mennesker, der byggede betonvejen ved grænsen. Den blev bygget
mellem Süderlügum og Flensborg. Strækningen var på 34 kilometer
og blev også kaldt for Panzerstrasse.

Denne
vej kender vi alle, os der bor ved grænsen.

 

De blev
behandlet som dyr

Tidlig
om morgenen kunne egnens bønder se til når udmagrede mennesker blev
pisket frem. De blev behandlet som dyr. Når fangerne kom hjem om
aftenen, var der altid adskillige døde med.

På 
blot to måneder var der 300 dødsfald i lejren. Det var ikke en decideret
dødslejr med krematorieovne . Men forholdende var frygtelige.

Ved
juletid 1944 var gravearbejderne gennemført, og fangerne blev overført
til en anden lejr og nye pinsler.

 

Vagtmandskabet
bestod af folk fra SS Totenkopf og ældre marinesoldater. Disse soldater blev
anbragt rundt om i landsbyen Ladelund.

Det
er ikke rigtig, at der ikke skulle være danske flygtninge i Ladelund. Det var det dog.

 

En dyb
rystet præst

Præsten, Johannes Meyer fik pålagt at begrave de
døde. Allerede dagen efter deres ankomst ringede SS – ledelsen til præsten. Der var fire døde. Præsten fik
samtidig at vide, at han nok skulle regne med 30 – 40 døde de næste
par uger.

Kommandanten
ønskede anonyme massebegravelser, men det nægtede præsten. Han ville
have navn og data på hver enkelt død. Og han fandt også 
et stykke jord ved nordsiden af kirken.

Præsten
var dybt rystet over det, han oplevede. I Ladelunds Krønike har pastor Meyer skrevet om de to grufulde
måneder. Han havde dagligt begravelse, og havde en evig kamp med kommandanten,
for at sikre en sømmelig begravelse:

 

• Vel enhver med undtagelse
  af de 300 pct. nazister var dybt rystede. Man talte i landsbyen kun om
  lejren. I angst og bæven spurgte vi os selv, hvad
  fremtiden ville bringe.
• Landsbyen vender efter
  denne oplevelse én gang
  for alle ryggen til nationalsocialismen. Som sjælesørger kender jeg min menigheds
  indstilling.

 

Et brev
til førerkvarteret og Indenrigsministeriet

Meyer måtte på en aller anden måde gøre om med sin
samvittighed. Men i datidens Tyskland var det sin sag at protestere
mod ledelsen. Præsten skrev dog en beretning om rædslerne og konkluderede
at begivenhederne ville følge Tyskland i lang tid. Og han fik noget
så ret.

 

Han
sendte beretningen både til Førerkvarteret og til Indenrigsministeriet. Han var klar over, at dette kunne føre til hans
død. Han lagde brevene i toget, og prøvede på at spille de to instanser
ud mod hinanden.

 

Ville ikke hjælpe med opklaringen

I Kirke – kronikken berettede har også om koncentrationslejren.
Han var desuden i lang tid medlem af NSDAP. Allerede tidlig bekendte
han sig til nazismen. Han frabad sig også at medvirke til, at de ansvarlige
i Ladelund – lejren blev straffet.

 

Den
hollandske tragedie

Af
de 300 døde var ikke mindre end 117 hollændere. De var fra landsbyen Putten. Denne landsby fik en skæbne
som Oradur i Frankrig. Der var i Putten blevet skudt i et par tyske
officerer. Som hævn skulle landsbyen udslettes og alle mænd mellem
15 og 65 år deporteres. 675 mænd fra Putten kom i koncentrationslejre.
Kun 37 af dem vendte tilbage.

 

Forbindelse
mellem Putten og Ladelund

Lige
efter krigen sørgede præsten for, at der blev skrevet til hver enkelt af de dødes pårørende. Siden
er der skabt en nær forbindelse mellem Putten og Ladelund.

 

Mindet var i allerbedste
hænder

Hollænderne
ville have ligene af de afdøde hjem, men det modsatte Pastor Meyer sig. De døde efter hans mening optaget i menigheden.
Derfor ville det være gravskænderi at flytte dem.

Der
kom en komité til Ladelund for at forberede flytningen.
Men efter et møde med Pastor Meyer og et besøg på kirkegården, blev hollænderne
overbevist om, at gravene og mindet om de afdøde var i bedste hænder.

 

En mindesten

I
1945 – 1946 blev lejren brugt til lazaret for personer, der havde
fået amputeret et ben eller en arm.

Fra
1946 til 1959 opholdt der sig her flygtninge. I 1970 blev den sidste
barak revet ned.

 

I
1989 blev der bygget et hus, som blev kaldt Dokumentenhaus. I 2006 blev bygningen udvidet,
så mindestedet kan rumme det stigende antal besøg.

Der,
hvor den sidste barak blev fjernet, blev der rejst en mindesten, men
indskriften:

 

• Die Würde
  des menschen ist untatbar KZ Neuengamme Aussenkommando Ladelund
  Nov – Dez. 1944.

 

Das
Mahl

En
stålskulptur blev i maj/juni 2002 rejst af unge. Den minder om den
skæbne, der overgik fangerne i lejren.

I
2010 blev der rejst et mindesmærke kaldet Das Mahl.

 

Er der flere skyldige?

War
Crimes Investigation Unit behandlede  sager fra Ladelund, Husum/Schwesing, Dalum og Meppen. I en rapport fremgår det,
at man havde beviser mod i alt nitten personer. Disse kunne anklages
for mord og medskyldig i mord og mishandling på flere hundrede allierede
statsborgere.

 

 

Heide
fra Aabenraa

Danske
myndigheder fandt frem til flere skyldige,
som var danske statsborgere. Her i blandt var Carl Friedrich Robert Heide. Han var født i Aabenraa, og bekendte sig til Det Tyske Mindretal. Han blev tilknyttet Aussenlagager Meppen – Versen.

Denne
udelejr havde også 75 danske fanger.

I
perioden fra 15. januar 1945 til 25 marts 1945 døde her 150 fanger.

 

Omkommet
på Cap Acrona

Sammen
med en anden dansk SS – mand skulle Heide blandt andet sørge for
indskibning i Lübeck. Han blev eftersøgt af både
danske og britiske myndigheder efter krigen. Den 2. marts 1950 blev
der udsendt en såkaldt dødsformodningsdom over Heide.

Antagelig
er han omkommet på Cap Arcrona.

 

Mandskabs – rotation

Vi
kunne sikkert have nævnt adskillige andre danske statsborgere, som
havde begået ulovligheder. Det var sådan, at de danske
SS – mænd, hvad enten de tilhørte det egentlige Waffen SS eller Frikorps Danmark i SS – var med i organisationernes almindelige
mandskabs – rotation.

Viste
en frivillig sig uegnet til en indsats ved fronten eller blev skadet, kunne man blive overflyttet til lettere tjeneste
i baglandet. Det kunne så være, at blive vagtmand i en KZ – lejr.

Opfyldte
man ikke SS’ fysiske krav blev man sendt direkte til Totenkopf – enheder, der bevogtede KZ – lejre.

 

99 blev
anklaget for grusomheder

Dennis
Larsen fastslår i sin bog Fortrængt Grusomhed, at der kan fastslås og dokumenteres,
at 99 danske statsborgere kunne anklages for konkrete forbrydelser.

 

Andre
som antagelig også har begået lignende grusomheder er kun anklaget
som almindelig landssviger. Her mangler bevisets stilling.

Dennis
Larsen mener, at det reelle tal
er væsentlig højere.

 

Tilhørte
det Tyske Mindretal

Det
er påfaldende, at et ret stort antal af de SS – vagter, som dokumenteret gjorde tjeneste i tyske KZ –
lejre tilhørte Det Tyske Mindretal i Danmark.

 

Division
Totenkopf

Himmler gav i 1942 på mindretallets foranledning ordre
til at adskille de etnisk frivillige fra Danmark fra de etnisk danske. Det
førte til at mindretals – tyskerne blev udskilt fra Frikorps Danmark og overflyttet til SS – Division Totenkopf.

 

Ikke
alle havde SS – tatoveringen

30
danske SS – vagter gjorde tjeneste i Neuengamme og dens udelejre.

Mange
steder lykkedes det, at fjerne alle dokumenter. Og ikke alle danske
SS – vagter havde den traditionelle tatovering.

 

Kilde: Se

• Besættelsestidens
  Litteratur A – L
• Besættelsestidens
  Litteratur M – Å

 

Herunder
specielt:

• Dennis Larsen: Fortrængt Grusomhed
• Claus Bundgård Christensen: Under Hagekors
  og Dannebrog
• Hans Kirchhof: Gads Leksikon
  om dansk besættelsestid
• Jörn – Peter Leppien: Konentrationslejren
  Ladelund
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Richard Andersen: Vandinger
  syd for grænsen
• Rasmus Jørgensen:
  Deporteret
• Peter Langwithz Smith:
  Neuengamme Koncentrationslejren 1938 – 1945
• Thomas Steensen: Geschichte Nordfrislands 1918 bis in die Gegenwart
• Uwe Danker m.fl.: Zwangsarbeitende
  im Kreis Nordfriesland 1939 – 1945
• Pierre Jorand: Husum – Hier wird leben ausgerottet
• Poul Thygesen: Artzt im
  Konzentrationslager
• Olde Lorenzen: Macht ohne
  Moral

 

Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden:

 

Under
Padborg/Kruså/Bov:

• Mord i Padborg 1945 1 – 3
• Bov Kommune – under besættelsen
• Bov Sogn – mellem
  dansk og tysk
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Dramaet ved Viadukten
• En Sønderjyde
  krydser sit spor
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Harreslev – dengang
• Rønshoved,
  Hokkerup og Gaardeby
• Straffelejren
• To skæbner
  i Kiskelund

 

Under
Sønderjylland:

• Danskeren, der ville dræbe Hitler
• Den Sønderjyske
  Efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• En Stikker fra Sønderjylland
• Holocaust – aldrig
  igen
• Kampene 9. april 1940
• Modstand i Kolding
• Opgøret
  efter 1945
• Stikkeren – mord
  uden samvittighed
• Sheriffen fra Tinglev
• Tyskertøser,
  Feltmadrasser og Horeunger
• Mindretal i brændpunktet

 

Under
Aabenraa:

• Aabenraa – under
  de to krige
• Fritz Clausen – lægen
  fra Aabenraa
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Modstandsbevægelsen i Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• Fritz, nazister og et kartotek

 

Under
Tønder:

• Bombeangreb mod Tønder
• Da Tyskerne kom til Tønder
• Flygtninge i Tønder
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Nazister i Tønder
• Obersten fra Tønder
• Sabotage i Tønder
• Sønderjylland,
  9. april 1940
• Tønder
  og Omegn 9. april 1940
• Tønder
  under Besættelsen
• Tønder – efter krigen
• Tønder – Marskens hovedstad

 

Under
Højer:

• Baraklejren i Højer
• Højer
  1935 – 1945

 

Under
København:

• Overvåget
  dengang
• De forfulgte jøder
• Den Franske skole i bomberegn
• Den Franske skole – nok engang
• Flugten over Øresund
• Humor under Besættelsen
• Danmark var advaret 9.
  april
• Landsforrædere
  og Landssvigere
• Da krigen var forbi
• I ondskabens skygge af
  Holocaust
• Dengang – det
  var alvor
• Holger Danske – Afdeling Eigild
• Besættelsestidens
  fortrængninger
• Tyske flygtninge
• Stikkerdrab
• Tyskeluder og Drageyngel

 

Under
Nørrebro:

• Besættelse
  på Nørrebro 1 – 5
• Likvideret på Nørrebro
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
• Nørrebro – flere sabotager
• Nørrebrogade
  156
• Sabotage på Nørrebro
• Varehuset Buldog på Nørrebrogade

 

Under
Østerbro:

• Mirjams flugt
• Besættelsen på Østerbro 1 – 4
• Flere sabotager på Østerbro
• Hagekorset i Parken
• Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942
• Sabotører og stikkere på Østerbro
• Riffelsyndikatet på Østerbro
• Drama i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942