Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Lokummer på Nørrebro

November 18, 2012

Foredrag på Nørrebro
Bibliotek, Bragesgade den 4. november 2012. Natmændende strejkede.
Men efter tre dages strejke, fik de deres krav opfyldt. Det var ikke
populært, når ”lortet” bare blev liggende. Det stank
i Lersøen og langs Nørre
brogade. Ravnsborg var oversvømmet af kloakvand.
Og døde folk ved Ladegårdsåen af drikkevand fra åen? Der var masser
af lus, lopper, kakkelakker. Fru Petersen på tredje sked i vasken.
Og en stakkels barber blev fyret fra hoffet – læs hvorfor?

 

Et ulækkert tema

Egentlig lyder temaet
ulækkert. Men det handler om de hygiejniske forhold på 
Nørrebro. Det må har været en stor
oplevelse for dem, der gik direkte fra tønden til WC.

 

Og
egentlig findes der vel ikke nogen videnskabelig undersøgelse, om man
sked mer
e dengang, end nu. Men man
var udsat for mere, der kunne genre maven – dengang. Og nogle af de
ting, skal vi også høre om.

 

Næsten
en femtedel af verdens befolkning må forrette deres nødtørft
i i det åbne. De har ikke adgang til det mest basale toilet. De
t gælder hvis ikke for nogen på Nørrebro.

 

Mangel
på adgang til toiletter og rent drikkevand er sammen med dårlig
hygiejne skyld i næsten 20 pct. af alle børnedødsfald i verden.

 

Og
vidste I, at den 15. oktober er det
International håndvaskedag.

 

Lokum

Lokum hedder jo også Toilet eller WC. Og et toilet der er placeret
i sit eget lille hus hedder jo som bekendt også et
das.

 

Det
flotte ord

Ordet Toilet kommer fra tela, som betyder stof. På fransk
bruger man ordet i forbindelse med de aktiviteter, der forbindes med
en barber.

 

Kongeligt
Lokum

Og
tænk
Christian den Fjerde havde et toilet med vandskyl på Rosenborg Slot. Kongen havde tre toiletter med hver sin affaldsskakt.
Der var en vandbeholder i det nederste toilet til at skylle med. Afløbet
førte ned i voldgraven omkring slottet.

I
de perioder, hvor man havde problemer med vandtilførelsen til voldgraven,
var det en generende stank af kongens efterladenskaber.

 

Men
allerede i 1596 opfandt
John Harrington et indendørs vandkloset til Christian den Fjerdes kollega så om sige, Dronning Elisabeth den Første.

 

50 år 
år før det blev tømt

Kære
tilhører, næste gang I kommer til
Rundetårn skal I kigge på de to retirader,
der findes her. Nej I kan ikke kan ikke bruge dem mere. Fra hvert af
de to retirader førte en kanal i muren ned under
Rundetårn til en latringrube på ca.
12 kubikmeter. Den var tilpas stor, så den blev først tømt efter
50 år.

 

Pissoir

Begrebet Pissoir er også nævnt i denne forbindelse.
Det er et offentlig rum, hvori mænd kan forrette deres vandledning.
Rummet er indrettet med en eller flere pisserender. Her er som regel
sæbeautomater og spejl. Mange steder også med kondom – automater.

 

Sådan
et
Pissoir lå i mange år på Blågårds Plads. Naboerne klagede over dens
eksistens. De mente, at de var generet af dens lugt.

 

Mavebælte
– pissoirer

Pissoir er det franske ord for pissehuse. De blev indført, efterhånden
som byerne blev mere civiliserede. Før den tid kunne man gøre det
i skure ved kanalen.

 

I
slutningen af 1800 – tallet blev såkaldte
mavebælte – pissoirer fremstillet af Smith og Mygind Nørrebrogade. Som navnet anfører dækkede pissoiret kun mandens torso. Man kunne
se både hans hoved og ben. Der var plads til seks mand. De stod i hver
sit rum adskilt af en skillevæg. Selv om de stod med ryggen til gaden,
kunne de hilse på de forbipasserende, mens de gjorde det, der var nødvendigt.

 

En
såkaldt
nødtørftanstalt var også beregnet til anden afføring.

 

Kvinderne
havde også behov

Her
var det ikke plads til kvinderne. Det var hvis ingen, der tæ
nkte på, at de havde samme behov. Men efterhånden
som de også bevægede sig rundt i byen, blev der også indrettet toiletter
til dem.

Kvindernes
Fremskridtsforening havde i 1887 sendt et andragende til
Københavns Borgerrepræsentation, at de havde behov for sådan et aftrædelsesrum.

 

Hvor
skulle de ligge?

Man
havde en længere diskussion, hvor disse offentlige huse skulle ligge.
Nogle mente i sidegader, ellers ville kvinderne ikke bruge dem, andre
mente på torve, hvor der var mest trafik. Og de kom til at lig
ge på torve. Det mest opsigtsvækkende var den,
der kom til at ligge på
Grøntorvet. Den lignede nærmest en bondegård.

 

Det
første underjordiske
nødtørftanstalt kom til at ligge på Amagertorv. Det skete i 1901.

 

300
år gamle lokummer

Latriner
med afførin
g har overlevet i mere end
300 år. Ja i forbindelse med
Metro – byggeriet har arkæologer fundet disse. De beretter om,
at det lugter af
rådne æg. De latriner, man har fundet
har åbenbart været i brug indtil oktober 1728 ved
Københavns store brand.

 

Og
tæn
k indholdet bliver analyseret.
Ja latrinerne giver et vigtigt vidnesbyrd om københavners liv i 1700
– tallet.

 

Middelalderens
kloset – mænd

Dengang
i middelalderen gik der
kloset – mænd rundt i gaderne med deres spande. Når man var trængende kunne man praje en kloset – mand. Kloset – manden indhyldede herefter både spand og kunde under
sin store frakke, indtil
nødtørften var forrettet.

 

Toiletpapir

Før
toiletpapiret blev massefremstillet fra i USA i 1857, har man blandt
andet brugt svampe, majskolber og
bøger til at tørre sig
med.

Amerikaneren Joseph Gayetty lancerede pakker med papirsstykker
fugtet med aloe vera. 14 år efter opfandt man så toiletpapiret på
ruller.

 

Blødt
papir til kejseren

Kineserne
var de første som brugte blødt toiletpapir. I 1400
– tallet blev der lavet
720.000 ark toiletpapir om året til kejserfamilien.

 

En svamp
på en pind

I
oldtiden brugte romerne en svamp, der sad for enden af en pind til at
tørre sig efter toiletbesøg. Når de var færdige stak de svampen
i en spand vand, så d
en næste kunne bruge den.

 

En bog
– ikke til at læse

Andre
brugte sten, sand eller strandskaller til at skrabe sig rene – 
eller bare vand. Vikingerne tørrede sig med kasseret lamme – 
eller fåreuld.

 

Velhavende
europæer tog i slutningen af 1500 – tallet
en bog med på toilettet
og rev siderne ud efterhånden som de skulle tørre sig.

 

Ja
og i 1935 var det slut med at få splinter i numsen. Det splintfri
toiletpapir blev opfundet.

 

Forskel i social standard

Rigmændene
boede i elegante palæer, borgerskabet i
solide ejendomme på byens
hovedstrøg og torve. Mens underklassen, som der var flest af, levede
sammenstuvet som sild i en tønde i dårlige bag – og mellemhuse.
Ja selv hønsehusene blev taget i anvendelse som menneskelig bebyggelse.
Fugtige kældre og utætte loftsrum blev taget i anvendelse.

 

Koges inden brug

Vand
hentede man ved bypumperne. Det kom fortrinsvis fra søerne. Det var
så urent, at det skulle koges og sies inden brug.

 

Det
var faktisk sundere at drikke øl. Dengang blev øl fremstillet i forskell
ige kvaliteter. Bryggerierne havde en forpligtigelse
til at tilbyde gratis affaldsøl til befolkningen. Dette kunne aftappes
fra en hane.

 

Politimesteren
drak andet end vand

Allerede
i 1702 klagede politimester
Claus Rask over, at drikkevandet var
fordærvet og ildelugtende. Det havde også et mudret og råddent smag.

Nu
var det ikke lige vand, som politimesteren var kendt for at drikke mest
af. Han var mest kendt for at drikke andre under bordet i andre drikke
end vand.

Det
var først hans efterfølger,
Ole Rømer, der fik renset Sortedamssøen.

 

Vand
fra søerne – i 1944

Så 
sent som i 1944 måtte man bruge søen som drikkevand. Tyskerne havde
lukket for gas, strøm og vandforsyning.

 

Udhulede
træstammer

Vand
til
Københavns husholdninger kom fra søerne gennem udhulede træstammer til
pumper og springvand eller til brønde.

I
de dybe rendestene tømte folk deres natpotter og her endte garverens
og fiskekonens affald.

 

Umoden
frugt

På 
grund af den ringe hældning stod rendestenene fulde af rådnede og
stinkende vand
, der sivede ned i jorden,
hvor det forpestede brøndende og trængte ind i de mørke vandledninger.

Man
kendte ikke til bakterier dengang. Man troede, at det var umoden frugt
man blev syg af.

 

Vandledninger
utætte

Toiletterne
var anbragt i små skure i går
den over en grubbe, som blev
tømt et par gange om året.

 

Vandledningerne
gik utrolig tæt på diverse latringruber. Og mange steder var
disse vandledninger utætte.

 

Svingende
kvalitet

Jo, Københavns drikkevand var af svingende
kvalitet. Det flød med affald og ekskrementer fra dyr og mennesker
i vandløb og søer. Latrinhullerne var overfyldte. Spildevand fra garverier,
farverier, møddinger, kreaturvanding, lokumsafløb, døde hunde og
andre ådsler udgjorde store farer for drikkevandet.

 

Rotter og hunde var glade

Rotter
og herreløse hunde var en plage. De var glade for de åbne latriner.
Men på en varm sommerdag var det en beklemmende stank i luften.

 

Kulilteforgiftning

Kulilteforgiftningen
var ti gange større end i dag. Folk fyrede med træ og tørv.
De første
fabrikker var dukket op.
Der var tyk røg fra jernstøberierne. Jo mere røg der var, des mere
moderne var det.

 

Garverier
forurenede med tungmetaller og syre. Kemikalieaffald og slagteriaffald
hældte man bare i søerne.

 

Stinkende affald

Garverierne
i
Rosenborggade udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Den stinkende
affald løb ned af F
rederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget for at plaske ned i vandet
ved
Slotsholmen.

 

Kvæg inden for voldene

Inden
der blev lukket op til
Nørrebro var der inde bag voldene
i 1843 – 140.000 indbyggere. Spildevandet blev bare kastet ud på
de brolagte gader. Ja og så var det også lige de
2.777 heste, 1.435 køer,
739 svin og 45 får.
Deres efterladenskaber blev
også bare smidt på de brolagte gader.

 

Under de fleste huse var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte
latrin – affald om natten, når ingen kunne se det.

 

72 brugte
samme toiletsæde

Forresten
så havde
Hygiejne – kommissionen fundet ud af, at i Ryesgade 156 A og B var der 72 personer, der brugte samme toiletsæde.

 

Den stakkels barber

Også 
i lægekunsten havde man et specielt forhold til det vi taler om i dag.
Det var jo også historien om barberen, der kom til hoffet. Og
som I sikkert ved, så var det jo dengang, da barbere fungerede,
s
om en slags læger. Og vores
barber interesserede sig også for kirurgi .

Han
gjorde det med stor dygtighed, men i 1728 blev han fyret med brask og
bram. Han fik desuden 24 timer til at forlade landet. Hans brøde var,
at han nægtede at smage på afføringen p
å et af Dronning Anna Sophies børn, der var syge. Som det fortælles dengang,
så var barberen så
moderne, at smagningen ikke ville
hjælpe lægekunsten.

 

Kongen
tog sit toilet med

Kong
Henrik den Ottende
havde et bærbart toilet.
Uanset hvor han tog hen, skelle det medtages. Og
kongen var den eneste, der måtte
bruge det. Det var et statussymbol. Det blev kaldt
Close Stool. Stoole betyder både afføring og stol.

Hans
toiletsæde under låget var polstret med fløjl med broderi og perler.

 

Ja
og kongen havde sin
egen numsevisker. Det var faktisk et attraktivt job. Så havde man
kongen i enerum.

 

Og Kejser Wilhelm beordrede Donner – Balken, når han kom på troppe – besøg. Så blev ca.
ti soldater beordret til at
skide sammen med kejseren.

 

De første
kloaker

Ja
de f
ørste kloaker fremkom i København i 1790.

Romerne
havde gode ingeniører. De havde allerede før Kristi opfundet betonen.
Af dette fremstillede de kloaker. De udviklede og udbyggede også 
deres vandforsyning. Først i 1800 – tallet nåede europæerne
op på samme
niveau.

 

Og
romerne traf vigtige beslutninger på lokummet. Her holdt de vigtige
møder.

 

I
1897 vedtog
Københavns Borgerrepræsentation en ny kloakplan under devisen Alt i kloaken. Det betød, at det eksisterende kloaksystem, der
kun var beregnet til spildevand skulle udbygges. Dermed var det åbnet
for
træk og slipkunne erstatte latrintøndesystemet.

 

105.000 mennesker på 
Nørrebro

I
år 1900 boede der 105.000 mennesker på 
Nørrebro i 28.000 lejligheder. I
lejligheder før 1890 var der sjældent køkken, så maden blev lavet
i de rum, hvor folk sov. De færreste havde eget toilet. Stort set ingen
havde bad.

 

Omkring
1900 havde ingen et lokum, som vi kender i dag. I stedet brugte man
de såkaldte
retirader. Og hvad var det. Ja det var
uopvarmede træskure, hvori der var simple tønder, med et bræt, hvor
man kunne sidde på. Det vil sige på det bræt skulle alle ejendommens
beboere sidde på.

 

Man stod i kø 

Det
var ikke unormalt, at 24 lejligheder med 24 familier på mellem
fire og tolv medlemmer skulle deles om 5 retirade
r og et pissoir nede i gården.
Det var ikke unormalt, at man stod i kø for at forurette sin nødtørft.

 

Op over kanten

Udskylningen
foregik højst to gange om dagen. Der lå som regel en ordentlig
bunke, når man skulle på 
das.

Om
vinteren, når vandet fra f
rossen, var der top på.
Så kunne det ske, at der var top på. Den nåede over kanten på brættet.

 

En lang og besværlig vej

Ofte
var vejen til retiraderne lang og uoverskuelig, især om natten. Det
var ikke let, når man havde børn. Men ofte var der ikke tid
til nogen som helst overvejelse. Maven skulle
tømmes, koste hvad det vil.

 

Tændstikker
og lys skulle. Gaslyset på trappen forefandtes ikke, eller blev
slukket kl. 9. En stor familie sov tæt sammen, så stod man op
om natten vækkede man dem alle.

 

En
retir
ade var opført af tømmer
og brædder. Den var opdelt i forskellige rum. Oven over det hele var
der zink – tag. Jo der var kø. Som regel var der kun opført 12 latriner
til 200 beboere. I al slags vejr skulle man stå i kø.

 

Sked på avisen

Det
kunne også ske
, at man slet ikke kunne
nå det. Så brugte man
Folkets Avis at skide på, eller sagt pænt, til at forrette
sin nødtørft på. Den stank, der så bredte sig i de to små var ikke
just 4711. Så var det bedre, at smide
pakken ud af vinduet. Man håbede
så på, at
pakken landede i et træ.

 

Men
det syntes viceværten ikke var særlig sjovt. Det var ham, der skulle
pille
julepynten ned.

 

Hårdt for numsen

Man
brugte ikke toiletpapir, men avisen. Det kunne jo godt være lidt hårdt
for numsen.

 

Pølsedrengen

Man
kunne sel
vfølgelig også bruge natpotten. Den blev tømt i et særligt potterum ved siden af retiraderne.
Som regel var det den ældste dreng, der blev udnævnt som
pottetømmer. Det skabte ikke særlig stor
respekt i gården. Nej det var ikke sjovt at blive kaldt
Pølsedreng.

 

Dukkede op hos naboen

I
nogle tilfælde har man hørt om, at indholdet af disse potter er blevet
hældt i vaskekummen, med det resultat,af faldstammen blev tilstoppet,
så det dukkede op inde hos naboen. På en sommerdag var dette
ikke særlig populært.

 

Nogle
gemte pottene og deres indhold under store forklæder. Ved 4 – 
tiden om morgenen kom natmændene, vækkede alle beboerne og tømte
indholdet i store tønder.

 

Ladegårdsåen

Meget
af latrinen endte i
Ladegårdsåen,  hvor børnene også badede. På et tidspunkt brugte
man også åens vand som drikkevand.

 

Retiraderne
var utrolig snavsede. De allerfattigste kvinder på 
Nørrebro vaskede trapper og retiraderne.
Og det var et stort arbejde, at få disse rene.

 

Fru
Petersen har skidt

Nogle
var fine til at gå ned i g
ården. Og det fandt familierne
hurtig ud af. Oppe på tredje sal kunne
Fru Petersen gøre det, man ikke burde gøre. Men i hvert
fald en gang om dagen bredte der sig en stank i underboens køkken.
Så var det, at man holdt sig for næsen:

 

  • Fy for pokker, nu har Fru Petersen skidt i vasken.

 

En dejlig lugt

Allerede
i starten af af 1900 – tallet var der nogen på 
Nørrebro, der fik et toilet i opgangen,
som man skulle dele med naboen.

Men
man skulle lige huske, at om vinteren kunne dette toilet også 
fryse til. Så
det var en god ide, at medtage
et stearinlys, så man lige kunne varme op.

 

Nede
i gårdene, lå retirader og pissoirer lige op af vinduerne. Det
var en
dejlig lugt, særlig om sommeren
i gårdene og lejlighederne.

 

Det
varede længe i Nyboder

Først
fra 1940
erne kom de første wc’er
i
Nyboder. Indtil da havde man benyttet
såkaldte
Lokums – huse. Under huset var der gravet en grav til møget.
Når den var fyldt gav man natmændene besked.

 

I Nyboder skulle man gennem det smalle
køkken, for at få adgang til gården. Havde man ikke lagt en skilling
til natmanden kunne han komme til at spilde, når han skulle gennem
det smalle køkken. Herfra stammer ordsproget:

 

  • Godnat Ole, pengene ligger
    i vinduet

 

Store
badedag

Hygiejnen
var ikke på samme niveau, som i dag. De fles
te arbejderfamilier vaskede
sig i køkkenet. Her blev hele familien vasket på en gang – som regel
i koldt vand.

 

Hver
lørdag skulle hele familien i balje. Den blev om vinteren placeret
i stuen. Ellers foregik dette også i køkkenet. Baljen blev kun
fyldt en
gang. Alle måtte i det
samme vand. Og de små måtte i til allersidst. Det kunne jo være,
at de tissede i vandet, eller det der var endnu værre. 

 

Renset
for sjæl og legeme

For
dem, der havde råd var badeanstalten i
Blågårdsgade og Sjællandsgade en mulighed. Her kunne man få et rigtigt karbad.

 

Sjællandsgades
Bad
kom til at ligge op ad Simeons Kirken. Det var praktisk mente politikerne,
så kunne arbejderne både få renset sjæl og legeme.

 

Badeanstalter ved havet

I
skolerne forsøgte man at forbedre hygiej
nen ved at tage børnene
med til de offentlige badeanstalter eller ud til havet, hvor der også
var svømmeundervisning. Særlig søgt var de mange badeanstalter omkring
Svanemølle – bugten.

 

Lus,
lopper og kakerlakker

For
de fattige var det almindelig at hus
standen også bestod af lus,
lopper, væggelus og endda kakerlakker. Mange sov i den samme seng,
den ældste broder i hovedenden og de andre fire børn i benenden. Men
der var masser af andre beboere i sengen. Hundrede af lopper, tusindvis
af lus og myriader af væggetøj.

 

Pludselig
om natten så kradsede den ene sig, og så gnubbede den anden
sig. Så vendte den tredje sig, og den fjerde han stod op og tissede
i spanden.

 

Rotter
– et kæmpe problem

Rotter
var et kæmpe problem på 
Nørrebro. De huserede på retiraderne.
Det var en ubehagelig oplevelse at mode en, to eller tre, når man om
natten blev nødt til det. Og de var ikke særlig tilbageholdende –
rotterne.

 

Byens
brandstationer udlovede en dusør for hver rotte, der blev fanget. Ja
man fik 10 øre for hver rotte
, der blev fanget.

 

Faldstammer
sad udvendt

Kloakeringen
blev fuldført i 1880’erne Men der var stadig problemer med spildevandsafledningen
Faldstammerne fra køkkenet sad udvendigt. Og så frøs vandet
til om vinteren. Derfor måtte man ofte selv bære sit af
faldsvand ned i gården. Og det betød så en
tiliset trappe.

 

Spildevand
i vasken

Nogle
forsøgte trods forbud, at hælde spildevand i vasken. Det resulterede
i, at vandet trængte ind i etagen nedenunder og anrettede oversvømmelser.
Det var zinkrør, der var
stukket ind i hinanden. Dengang
havde man ikke vandlås.

 

Vandposter

Det
var ikke alle steder, der var indlagt vand. Det måtte hentes i gården
ved en fælles vandhane. Der fandtes på 
Nørrebro en række vandposter, der
blev brugt til heste og til vanding af gaderne.

 

Ingen
hygiejniske hensyn

Menneskemasserne
inde fra byen pressede på. Byggespekulanterne tjente en masse penge.
Lejekasernerne blev bygget i hast. Moralske og hygiejniske hensyn tog
man ikke hensyn til. Og det så skidt ud med hensyn til lokummer
, afløb, rent drikke vand og kloaker de første
år på
Nørrebro.

 

Ildelugtende
grøft

Der
løb en ildelugtende grøft langs
Nørrebrogade. Den drejede af før Dosseringen. Men det meste landede dog i den alligevel. Det
var som bekendt også herfra man i lang tid fik drikkevand – velbekomme.

 

Blågårdskvarteret
– i sørgelig forfatning

De
nye gader og veje i
Blågårdskvarteret var alle sammen private dengang, det hele startede.
Således skrev brygger
J.C. Jacobsen i 1856:

 

  • I regelen er gaderne i
    den beklagligste fo
    rfatning, uden brobelægning, uden fortove, og hvad
    der var endnu v
    ærre, uden rendestene.

 

Man
havde hverken tænkt på vandafløb eller tilførsel af drikkevand.
Der var ingen lygter og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller
ikke.

 

Man
morede sig inde
i byen

Den
stinkende grøft langs
Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne
værgede sig ved at lade den rense. Vejene var private. Dem ejede grundspekulanterne.
Og de var bundløse.

Kommunen
havde tilbudt, at sætte dem i stand, mod at
de blev åbnet for offentlig
færdsel, men grundspekulanterne sagde nej.

 

Inde
i byen morede man sig, da et læs tørv sad så dybt i mudderet
i en af gaderne, at man først måtte spænde hestene fra, og tøvet
måtte læses fra, før man kunne få vognen i gang ige
n.

 

Døde
af drikkevand?

Drikkevandet
skaffede man i begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet
fra
Assistens Kirkegården. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød
brugen af dem.

 

I
1879 meddelte
Blade fra Kirkegården, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var blevet fundet døde nede ved Ladegårdsåen. Man mente, at vand fra kirkegården havde fundet
ned i åen, og at beboerne derefter havde drukket af åen.

 

Oversvømmet
af kloakvand

Man
fik anlagt nogle provisoriske ledninger fra
Peblingesøen og Ladegårdsåen. Det så ikke bedre ud på den anden side af Nørrebrogade. Skt. Hans Gaden var anlagt på 1. blegdam,
uden at man havde gjort noget for at aflede vandet. Spildevandet løb
langs gadens rendesten ned i
Sortedamssøen.

 

I
R
avnsborg Have lå en afskyelig pøl. Den var bestemt til at
aftage
afløbs – og spildevand fra grundende , vaskerierne og en del ejendomme
fra
Fælledvejen.

Blågårdgadens parceller blev oversvømmet af Nørrebros kloakvand.

 

Rosenåen var en åben kloak og det var grøften langs Blegdamsvejen også. Her var så mangen
en soldat faldet ned, efter en øvelse. Og ikke alle var kommet op igen.

 

De latrinære
begivenheder

I
1870’erne udtørrede
Københavns Kommune delvis Lersøen. Og den blev snart udsat for de latrinære begivenheder.

 

Udførslen af byens natrenovation skete med de berygtede natmænd og natvogne. Lokums – tømningen var
i 1880’erne blevet et problem. Man måtte finde en løsning. Det gjaldt
om, at få latrinen bragt bort fra byens grund.
Kompagniet havde dels mellem længst
forglemte lokaliteter –
Raadmandsmarken og Brudesengsmarken et større latrinoplag med tilhørende bygning
og faciliteter.

 

Underlivets
aftendufte

Ifølge
kontrakten skulle depoterne ophæves inden for fire år. Det skete bare
ikke.

 

Man
havde også fået et anlæg v
ed Lersøen. Dette depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordhavnen. Stanken lagde sig over området.
En af den danske sangskats smukkeste sange, blev i området lavet om
til

 

  • Underlivets Aftendufte

 

En latrinær
information

I
november 1890 ku
nne man i de københavnske
dagblade læse følgende
latrinære information:

 

  • Gjødning
    til Landet.

 

  • Kjøbenhavns
    Renovations
     Kompagni
    lader anl
    ægge
    en Jernbane fra sine Oplagspladser til Statsbanens Spor i n
    ærheden af Nørrebros
    Station, en Str
    ækning
    af omtren
    t et Par tusinde Alen. Anlægget af Sporet have Statsbanerne
    taget i Entreprise.

 

  • Til transport af Gjødningen har Renovationskompagniet
    i Malm
    ø ladet
    forf
    ærdige
    12 store Jernbanevogne, der paa et par Egeplanker n
    ær kun
    best
    år af
    Jern og Staal. Paa hver af V
    ognene er der lejer til 3
    m
    ægtige Tønder, hvis Forfærdigelse er taget i Entrerprise
    af en kj
    øbenhavnsk Bødekerforretning.

 

  • Det er Meningen at Gjødningsvognene pr. Hestekraft
    skal transporteres fra Renovations
     Kompagniets
    Oplagspladser, hvor de fyldes, a
    d den ny Sporlinie til Nørrebros Station for at indrages
    i Togene og befordres til Landstationerne, hvor saa Gj
    ødningen aftappes til Forbrugerne.

 

En tvivlsom
værdighed

DSB var tilfredse med betydelige indtægter. Men beboerne
ved landstationerne var ikke tilfredse med deres stations nye ære og
værdighed som
Latrinstation. Mange nordsjællandske stationer fik efterhånden
denne værdighed.

 

Station
Lersøen
blev af DSB betragtet som et privat sidespor
og dels som en holdeplads. Der blev opført et beboelseshus til den
bestyrende ekspedient. Efterhånden blev en stions – karl også ansat.

 

Til
stationen hørte en lille have på 365
kvadratalen. Den kunne man så have meget glæde af i fritiden.
Gødning havde man jo lige for døren.

 

Den
ejendommelige station åbnede d
en 1. februar 1891.

 

Eksplosion
i ”Chokoladevognen” 

Latrinvognene
var nu ikke så store som pressen gjorde dem til. De tre trætønder
kunne tilsammen rumme 10.000 kg. Det varede ikke længe før bare synet
af dem fik folk til at holde afstand.

 

Man
havde la
vet en anordning, så tøndevognene
ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommervarme. Det skete
inden denne anordning flere gange. Således skete dette seks gange i
løbet af en varm pinse på
Hovedbanegården. Ja det forekom også på Nørrebro Station.

 

Desværre
var disse vogne ikke altid lige tætte. Det efterlod en stribe, som
især 
Nørrebros hunde viste stor interesse
for.

 

Det
stank i Lersøen

I
de godt 15 år som
Station Lersøen eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin.
Da man var blevet færdig på
Køvermarken blev latrindepotet på Lersøen nedlagt.

 

Lersøen forvandlede sig til et moseområde. Men med pilebevoksningen
blev det et tilholdssted for byens løse eksistenser. Utugtens eksistenser
logerede også her med eller uden alfonser.

 

Her
trive
des kriminelle, sprittere,
subsistensløse og voldsmænd. Nutidens kriminelle skulle stå meget
tidlig op for at hamle op med dem.

 

Men
det var ikke kun det forhold, der gjorde stedet utrygt. Om sommeren
stank der fra de åbne latriner, hvor natmændene havde
tømt deres last.

 

Natvogn
– var et fyord

Det
var noget uhyggeligt ved at møde de raslende og stinkende hestevogne
med latrintønderne. De pjaltede natmænd kørte deres stinkende hestevogne
tilbage til depoterne i morgentimerne, ja så raslede vognene endnu
mere.

 

Natvogn
var et fy – ord, så de blev kaldt for
chokolade – vogne.

 

Closetta
– vittighed

Der
er en vittighed fra den tid. En tysker ville gerne se
Københavns lyksageligheder, så han
blev slæbt ud til
Lersøen.

 

  • Was ist den dass?
  • Chokolade Wagen, lød svaret
  • Ach so, von Cloetta
  • Nein, von Closetta

 

Og Cloétta var som vi alle ved, en chokoladefabrik
i
Hørsholmgade.

 

Endte
børn i Lergravene?

Ved
den nuværende T
eglværksgade opførtes Aldersro teglværk. Rygter og vandrehistorier vil vide, at mange børn
endte deres liv i teglværkets lergrave. Senere blev disse fyldt op
med natrenovation.

 

Natrenovation
ved Runddelen

Det
var dengang ikke meget bebyggelse fra
Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen i 1890erne. Der var nogle arbejderboliger
og nogle kolonihaver. Bag ved lå natrenovationen: Inde på pladsen
tømtes latrinen i dybe overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne
blev ført ud til et hul på størrelse med selve
Runddelen.

 

I
det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinene samledes i
rørene
, så kunne der ske større
og mindre eksplosioner.

Latrinen
blev afhentet af omegenes gartnerier og brugt som mødding – 
velbekomme.

 

Betjenetene
løb 

Når
betjente skulle patruljere fra
Nørrebros Runddel ud ad Jagtvejen, ja så løb de, for at få
det overstået. Når vinden stod i en bestemt retning, kunne det være
en meget ubehagelig oplevelse.

 

Dengang
havde betjente tjeneste i syv timers vagt. Og de skulle hele tiden være
på deres post. De var tvunget til at spise i det fri. En ældre
betjent fandt det bedst
at sidde ned og spise. Han
havde fundet ud af, at det var udmærket at sidde på en omvendt latrintønde.

 

Betjenten,
der sad fast

En
dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, og
så blev den dækket af tjære og asfalt. Det var den pågæld
ende betjent dog ikke blevet orienteret om. Og
da han efter en times hvil og frokost skulle ville rejse sig, sad han
fast. Uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs fordi asfalten og
tjæren var smeltet.

 

Nødtørftanstalter
og Ekvipager

Der
var et stort fi
rma på Nørrebrogade 39. De var Københavns førende producenter
af lygtepæle, kloakdæksler og fristående pissoirer – også kaldet
nødtørftanstalter.

Ja
og den initiativrige urtekræmmer
Mygind Nørrebro overtog Københavns natrenovation. Han kaldte
foretagendet noget så fint som
De Myginske Ekvipager.

 

Sad
hun på lokum?

Ja
og en rigtig
Lokums – historie udspandt sig i 1835. Det var ved Ølunds Mølle, hvor kaptajn ved Borgevæbningen Toksværd, boede. Det var en kæmpe storm, og stakittet røg. 
Forbipasserende kunne se direkte ind i hans lokum. Men historien fortæller
ikke, om han sad på lokum, da det det skete. 

 

Kloaksystemet

Allerede
i 1857 havde
København vedtaget at etablere et kloaksystem,
man det blev forbudt at tilslutte vandklosetter. WC’et eller vandklosettet
blev første gang indført i
København i 1894 som et forsøg.

 

Og
tænk allerede i 1775 opfandt en urmager
Alexander Cummings det skylletoilet, som vi kender i dag. Og man
kan sige bortset fra kosmetiske ændringer er der ikke sket revolutionære
ændringer inden for dette system.

 

Og
fra 1903 blev kloakerne ikke tømt ud i kanalerne eller havnen, men
ude i
Kongedybet.

 

Sundhedspolitiets
forordninger

I
1886 var der kommet en forordning om hvor ofte latrinerne skulle tømmes.
Sundhedspolitiet bestemte også, hvor mange
latrinkuler, der måtte være. Således var de ri 1889 kun tre tilbage,
i Lersøen, på Rådmandsmarken og Christianshavns
Fælled.

 

Natmændene
strejkede

I
august 1905 strejkede natmændende, for første gang i historien. Det
var katastrofalt. Genne
m tre nætter holdt de sig
borte. De overfyldte stinkende tønder var en bombe under hygiejnen.

 

Og
tænk i 2010 købte danskerne for 653 millioner kroner toiletpapir.
Det blev til 281 millioner ruller.

 

Tænk
på det

Prøv
at tænke på alle disse ting, næste g
ang du går på toilet, eller
stiller dig under bruseren. Håber at I efter dette smuds nyder
brunkagen og kaffen. Egentlig ville vi også have
bagt
klatkager.

 

Toiletmuseum

Og
skulle I lige falde forbi
New Delhi, så findes der her et rigtigt
toiletmuseum. Her kan I se toiletter fra hele verden i utallige designs.

Ja
og det findes også en international toiletdag. Det er den 19.
november, da kan alverdens mennesker sidde og skide sammen.

 

En latrinær vittighed

Jeg
vil slutte med denne sandfærdige historie f
ra Aabenraa, som jeg har fordansket. Det
var ved frokosttid, og latrin – hestevognen kørte gennem byen med
tønderne bag på.

 

  • Kalle, kan du ikke lige
    stoppe hestene.
  • Jamen Heine, hvad er det
    galt?
  • Kalle, jeg har tabt jakken
    ned i en spand.
  • Jamen Heine, den jakke var så beskidt og grim. Den er da
    ikke v
    ærd at gemme. Den kunne du
    da ikke v
    ære bekendt, at have på.
  • Jamen Kalle, min madpakke
    l
    å i
    lommen.

 

  • Til foredraget er anvendt
    citater fra tidligere allerede offentliggjorte artikler her fra dengang.dk

 

Kilde: Se

  • Litteratur Nørrebro

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro