Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Gamle Virksomheder på Nørrebro

November 18, 2012

Foredrag afholdt på 
Frederiksberg 11.okt. 2012. Tænk engang lå der tre chokoladefabrikker
og tre rugbrødsfabrikker på Nørrebro. Her var også et
Olieraffinaderi. Og storindustri som Titan, Atlas, Lauritz Knudsen og
General Mo
tors, der beskæftigede mange tusinde. Det var
også dengang, at arbejdere blev betragtet som undermennesker og lærlinge
som hunde. Konerne stod uden for portene og krævede mandens løn. Ellers
brugte han dem på værtshusene.

 

Måtte have fat i arbejderne
i by
en

Der var masser af plads
på 
Nørrebro, end det store byggeboom gik
i gang. Masser af småindustri og håndværkere havde allerede bosat
sig her.

Problemet
var bare, at der ikke boede så mange på 
Nørrebro dengang, så i begyndelsen
måtte man have fat i arbejderne inde fra byen.

 

Man måtte betale

Det
var en lang og besværlig vej. Arbejderne inde fra byen måtte betale
både for at komme på arbejde og for at komme hjem igen.

Heegaard og andre fabrikanter forsøgte, at få en løsning
på dette, men politimestren ville give sig. Den samme holdning havde
de militære myndigheder.

 

Arbejdere
var undermennesker

Allerede
ved 5 – tiden om morgenen genlød 
Nørrebro af træskoenes klumpen mod
brostenene. Her var masser af industri og arbejdspladser.

Værkførerne
betragtede
arbejderne som undermennesker.
De skulle ikke behandles med almindelig høflighed.  Og lærlingene
blev betragtet som hunde.

 

Man
dikterede selv lovgivningen

Fra
1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker mod byerne. En del havnede
på 
Nørrebro. Her blev der fra ca. 1850
bygget et væld af lejekaserner, uden nogen form for lovgivning. Boligspekulanterne
sad selv i
Borgerrepræsentationen og dikterede selv reglerne.

Der
var ikke mange centimeter til næste bygning. Vinduerne kunne derfor
knap åbnes. Men boligspek
ulanterne mente heller ikke,
at arbejdere havde brug for lys og luft.

 

På 
fattiggård

Og
kunne arbejderen ikke klare sig, så endte han på 
Ladegården. En præst skrev således
om
de såkaldte gavnlige virkninger af fattiggårdene:

 

  • Den dovne ligegyldige drikfældige vil afholde sig for at anmode om understøttelse, når han ved, at han skal arbejde
    og ikke f
    å brændevin, og han vil derved
    opfordres til at anstrenge sig for at ern
    ære sig selv.

 

I
1872 tjente arbejderen typisk 560,- kr. – om året. 87 pct. blev brugt
til mad.

 

Fabrikker
oprettede værtshuse

Det
hjalp nok ikke på det, at lønnen i begyndelsen blev udbetalt
på værtshuse. Ja mange fabrikker oprettede ligefrem værtshuse
til deres arbejdere, så kunne de på den måde få pengene
ind igen.

 

Børn
på fabrikker

Først
i 1901 blev fabriksloven revideret. Børn under 12 år måtte ikke mere
arbejde på fabrikkerne. Men dem over 12 år måtte højst arbejde
6 ½ time om dagen. Hvornår skullde de lave lektie?

 

Sod, røg og kulstøv 

Isenkræmmer Heegaard byggede en lystvilla, der
hvor
Blågårdsgade 16 i dag ligger. Det varede ikke længe, før han
gik i gang med et jernstøberi. I over 70 år tiltrak virksomheden masser
af arbejdskraft. Man kan slet ikke forstille sig i dag, at der fra
Blågårds Plads spydede sod, røg og kulstøv
over hele arkivet.

 

Køkkenudstyr og strygejern

Sønnen
fortsatte fremgangen. Der blev fremstillet køkkenudstyr og strygejern
m.m. I 1836 fortsatte
Heegaard med en fabrik for tilvirkning
af tarmstrenge til musikinstrumenter. Dette afstedkom dog en meget stærk
stank. Så myndighederne stoppede denne fabrik.

 

En snu rad

I
1857 overtog
Heegaard et lerbrænderi på Blågårdsvejen, hvor man indtil brænderiet
brændte i 1872 fremstillede lerrør. Virksomheden fortsatte som et
udslag af importerede varer. I 1916 fortsatte det på
Lygten.

Heegaard ville anlægge en gade ind på sin egen grund
efter branden i lerbrænderiet. Han spurgte de andre grundejere, em
de ville ikke være med til anlægge gaden.

 

Bag
det fortov, der stødte op til
Nørrebrogade – grundende lod han en strimmel på fem – eks tommer blive
stående. Og denne strimmel måtte grundejerne købe af ham for at få
adgang til gaden. En grundejer, der havde 76 alen facade til gaden,
måtte således punge ud med 20.000 kr.

 

Vandklosetter og centralvarmeanlæg 

 Den anden var S.H. Ludvigsen Nørrebrogade 39. Denne blev etableret i 1838. De var de første,
der forsynede københavnerne med vandklosetter og centralvarmeanlæg
i velhaver – kvartererne omkring
Bredgade og Malmøgade.

 

Det
nye
København havde behov for kakkelovne,
gaslygter m.m. I 1860 erne var virksomheden en af
Københavns førende producenter af lygtepæle,
kloakdæksler og fritstående pissoirer – også kaldet
nødtørftsanstalter.

Ludvigsen gik i kompagniskab med Hermann.

 

Senere
blev fjernvarmeanlæg firmaets speciale.
I 1974 forlod man Nørrebro for at flytte ud i et nyt
industrikvarter i
Glostrup.

 

Oxelbergs Maskinfabrik

Omme
i
Smedegade 19 Oxelbergs Maskinfabrik. De startede i 1850 erne.

 

Rud. Rasmussens Fabrik for
Egetræsmøbler

I
1869 grundlagde
Rudolf Rasmussen sit firma i det Indre København. Det hed dengang Rud. Rasmussens Fabrik for
Egetræsmøbler.
Værkstedet blev hurtig for
lille. Derfor flyttede han til
Store Kongensgade. Under udførelsen af en stor ordre til Hotel d´Angleterre brændte værkstedet.

 

Til
rrebro

Rudolf
Rasmussen
brugte erstatningen på de
10.000 kr. til udbetalingen til ejendommen
Nørrebrogade 45, som han købte sammen med sin svoger J.C. Groule.

Flere
udvidelser fulgte. I 1911 kom der en fire etagers fabriksbygning til.

Da
begejstringen f
or dampmaskiner havde lagt
sig, kom firmaet til at hedde
Rud. Rasmussens Snedkerier. Man tilbød sig med

 

  • Finere møbel
    – elementer af det bedste tr
    æ i
    de mest gedigne udf
    ørelser.

 

Fra 1926 producerede firmaet Kaare Klindt – møbler. Men også Børge Mogensen og Wegener fik deres møbler produceret
her.

 

Baumgarten

Ikke
langt derfra havde
H.H. Baumgarten etableret et farvekogeri i 1840erne. Han var senere
med til at starte
Burmesiter og Wain.

Han
fremstillede farve til
Det Berlingske Trykkeri, hvor han også var maskinmester. I 1846 gik han
i samarbejde med
C.C. Burmeister om et maskinbyggeri.

 

Schulstad

Og
inden vi forlader
Indre Nørrebro, hvem kan så huske, at der på Blegdamsvej i nærheden af Skt. Hans Plads var Schulstads Brødfabrik.

 

Chr. Christensens Maskinværksted

Der
hvor
Nørrebro Bryghus i dag ligger, lå i 1930erne Chr. Christensens smedeværksted. Gennem porten og så til venstre, ja så var man
i værkstedet.

Hele
området var fyldt med mange virksomheder dengang.

 

Hatte
– virksomhed

Længere
tilbage
i gården lå et automobilværksted,
hvor man reparerede amerikanske biler. Og i forhuset på anden sal,
lå en
Hatte – virksomhed. Folk gik med fine hatte, dengang. Alle gik med hat, dengang.

 

Batterifabrik

På 
den anden side lå 
Hellesens Batteri – Fabrik, som i 1930erne var en stor fabrik. Ved siden lå
en virksomhed, der bl.a. fabrikerede hofteholdere til kvinder.

 

Værtshuse og kranse

I
forbindelse med
Assitens Kirkegården havde værtshuse og kransebutikker gyldne tider.

 

Schmidt og Mygind

På Nørrebrogade mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes der dengang en lang rejsestald. Den blev
senere revet ned og omdannet til
Smith og Myginds Maskinværksted.

På 
et tidspunkt figurerede der også en
Hüttenmeyer i firmaet.

 

Den
egentlige grundlægger af imperiet var
Jensenius Chr. Mygind. Han var søn af urtekræmmer Mygind, en kendt energisk yrtekræmmer,
der var ved at overtage den københavnske natrenovation
(De Mygindiske Ekvipager). I 1890 erne voksede firmaet.

 

Vinduer
blev overkalket

I
begyndelsen var der opstil
let en lille dampmaskine.
Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore – og høvlemaskiner.
Og langs væggen var der skruebænke. Herfra kunne man holde øje med,
hvad der skete på gaden. Men det kunne arbejdsgiverne ikke tolerere.
Så vinduerne blev overkalket. Så var det slut med den fornøjelse.

 

Der
røg en finger

Smith
og Mygind
lavede dampmaskiner og damkedler.
De byggede broer og påtog sig reparation af maskinanlæg.

Det
var en sensation, da man på en mark syd for
Hillerød præsenterede en Mejemaskine. En af datidens medier beskrev
det således:

 

  • maskinen kørte
    frem og lagde Rugen i smukke Skaar.

 

Opvisningen
var en kæmpe succes, men blev dog svækket af, at
Smith mistede et stykke af sin
finger. Men det havde datidens medier også et svar på:

 

  • at mejemaskinen ikke var god at
    komme n
    ær, og at man ret bekendt handlede
    klogest i at holde sig fra den fra Livet.

 

Dampomnibus

Man
fremstillede også sådan noget mærkeligt som en
Dampomnibus til brug for linje 7. Det
var nærmest et lille damplokomotiv. Maskinen hvæssede, dampede, savede
og peb. Da man rigtig skulle sætte fart på maskinen, skete det ned
af
Gothersgade.

Beboerne
var dog ikke videre begejstret. Fra vinduerne blev man bombarderet med
kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.

 

Dæmpvæveri

I Meinungsgade Nørrebros Håndværkergaard. Her havde fabrikant Gedde et dampvæveri.

 

Fine
titler på Fælleden

Og
lærerdrengene mødte hinanden ud på 
Nørrefælled, når de endelig havde fri. Og det var med fornem
hilsen. De tiltalte hinanden med
Hr. Skræddermester, Hr.
Daasefabrikant, Hr. Eddikebryggerfabrikant, Hr Dampmaskinefabrikant
og så videre.

 

Fri
og folkelig

Vi
skal ikke glemme, at det på den tid, var kommet et seminarium
i nærheden,
Blaagaards Seminarium. Den var oprettet som en fri og folkelig Læreranstalt.

 

Det
kneb dog lidt med frisindet på 
Nørrebro. Således blev en lærer fyret
i
Halvorsens Skole i Blågårdsgade. Læreren var kommet til at skrive Darwin på tavlen. I det samme var
skolebestyreren kommet forbi. Læreren blev bedt om at møde på kontoret:

 

  • Jeg vil ikke, at min Skole
    skal skilte med en gal Engl
    ænder,
    der paastaar, at min Oldefar var Urangutang.

 

Problemer med sporvognen

Ude
på 
Ydre Nørrebro manglede Sophus Hauberg folk til sin nyetablerede fabrik . Han havde forgæves
råbt politikerne op.

Så 
tog han selv et initiativ. Den smalle bro over
Sortedammen blev erstattet af en dæmning.
Den var så bred, at der nu kunne køre sporvogne over den. Han søgte
derfor koncession til at kunne drive en sporvognslinje.

 

Han
fik den først efter tre års forhan
dlinger – Sølvgades Sporvognslinje. Men ak, problemerne var langt fra omme.

 

Ingen civilister – 
tak

Sporvognen
måtte ikke køre over
Fælleden. Det var jo militært område.
Man kunne da ikke have civilister til at passere militært område to
gange om dagen. Sagen blev løst ved at opsætte bomme for uvedkommende.
Så først i 1899 kunne arbejdere til
Haubergs maskinfabrik  transporteres i sporvogn.

 

Haubergs maskinfabrik

Haubergs maskinfabrik, der senere kom til at hedde Titan, voksede sig efterhånden
større og større. Den beslaglagde hele området mellem
Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade. Titan startede egentlig i 1897. Det var en sammenslutning
af en række jernindustrielle og elektroniske etablissementer.

 

Efterhånden
beskæftigede firmaet 4.000
mand.

 

Drejernes
Kirkegård

På Titan skulle man møde til tiden,
ellers blev man indberettet. Dreje – værkstedet blev kaldt for
Drejernes Kirkegård. Men neglene skulle rubbes,
man arbejde på akkord. Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner,
centrifuger. Og virksomheden havde en meget stor støberi – afdeling.

 

Stakkels lærlinge

I
midten af 1950erne var der 1.200 medarbejdere, hvoraf der var 200 lærlinge.
Og linjen over for lærlingene var hård – kæft, trit og retning.
Gud nåde og trøste sig, hvis m
an trådte lidt ved siden
af.

Hver
mandag tog man en ny lærling ind – Og hver fredag blev en lærling
udlært.

 

Det værste var madammerne

Som
arbejdsdreng blev man sat til at feje gulvet. Gjorde man det ikke ordentligt,
så vankede der skideballer. Så kunne
man ikke få en lærerplads.

For
en ung knøs var det værste dog, at arbejde sammen med
madammerne. De var strenge og kunne virkelig
hundse rundt med en.

 

48 timers arbejdsuge

Arbejdstiden
i 1950erne var 48 timer. Der blev også arbejdet om lørdagen.
Det v
ar kun lærlinge, der havde
forkost om lørdagen. De var populære hos svendene, hvis de ville hente
øl til dem.

 

Konerne stod parat til lønningsdag

Torsdag
var en særlig dag – det var lønningsdag. Og det var godt for
de 3 – 4 nærmeste værtshuse. En af de m
est populære var Hector. Der blev solgt masser af
snapse og bajer på lønningsdagen. Men det var ikke lige populært
at komme skæv hjem.

Mange
koner stillede sig derfor foran porten, når det var lønningsdag, og
krævede mandens løn.

 

Egen idrætsklub

Titan havde deres egen idrætsklub og fodboldbane. Den
lå ude i
Søborg. Og så havde virksomheden
to blæseorkestre. I den ene spillede
Max Behring klarinet.

 

Man
spiste alle sammen i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at
afspille de sidste plader i det s
idste kvarter af frokostpausen.
Man havde også egne indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt
til meget mere, end at spise.

 

Firmaet
sluttede i 2002

Firmaet
sluttede sit virke på 
Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En del af virksomheden flyttede til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede til 2002.
En række aktiviteter blev videreført af finske
Kone og svenske Alfa Laval.

 

Lauritz
Knudsen

I
nabolaget dukkede
LK – nes fabrikken op. Ja man kaldte
den også
Lauritz Knudsen. Den lå i Haraldsgade. Her blev der fremstille elektronisk materiel.

Som
lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To
timer hver dag var afsat til almene fag, som for eksempel matematik.
På virksomheden var der en rigtig lærlingeskole, og her
tog man 15 lærlinge ind hver tredje måned.

 

Begyndte
i Vermundsgade

Lauritz
Knudsens Mekaniske Etablissement A/S
blev påbegyndt i Vermundsgade 40 A og B i 1922. Senere udviklede
det sig til en seks – etagers bygning i 1952.

Har
var både fabrikshal, arb
ejder – garderober og endda
også en skadestue.

 

Satsede
på el – og installationsmateriel

I
1893 var
Lauritz Knudsen rejst fra sin fødeby Odense og etableret sig i København som Uhr – og Chronometermager. Men ret hurtigt viste det sig, at det bedre kunne
betale sig at satse på el – og installationsmateriel.

 

En blomstrende
virksomhed

Da
han døde i 1917 efterlod han sig en blomstrende virksomhed med adskillige
hundrede medarbejdere. Man valgte at bygge helt nyt på en kålmark
på 
Haraldsgade. Man producerede alt fra strygejern, radioer, højtalere
til el – komfurer.

 

Da
kongeskibet stod ud på sin jomfrurejse i 1932 var det forsynet
med
LK Skot – Lamper. Men først i 1960 kunne man kalde sig Kongelig Hof – Leverandør.

 

Sabotage

Under
besættelsestiden blev to
af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000
kr. Baggrunden for dette var at firmaet producerede transformerdele
til den tyske rustningsindustri.

 

Storindustri

I
1986 flyttede firmaet ud af byen.
I dag hedder en del af firmaet Schneider Electric. Da firmaet var på sit højeste
beskæftigede den 4.000 mand.

Sammen
med
General Motors og Titan – fabrikken var det virkelig tale om storindustri.

 

Men
også 
General Motors og El – pære fabrik i Valhalsgade. Her var også kaffebrænderiet Merkur, K.A. Hartmanns Maskinfabrik og Nordisk Elektronik Apparat
fabrik.

 

General Motors

Det
var i
Heimdalsgade nr. 42, at Ford Motor Company A/S etablerede en samlefabrik. Her blev Skandinaviens Ford T er samlet. Bilerne kom i store
kasser som samlesæt fra
USA og senere England.

Selve
kasserne blev også genbrugt som kolonihavehuse. De var rummelige
og næsten lige til at flytte ind i.

 

Men
ak. Allerede i 1924 var fabrikken blevet for lille. Man flyttede derefter
til
Europas mest moderne fabrik i Sydhavnen.

Bygningerne
er helt væk på 
Heimdalsgade, og erstattet af en boligblok. Her ligger i øvrigt
institutionen
Røde Rose 3.

 

General
Motors
blev grundlagt af den næststørste
bilproducent i
Verden. I 2007 blev de overhalet
af
Toyota.

 

Arbejdernes Fællesbageri

I 1887 flyttede Arbejdernes Fællesbageri ind i nyopførte fabriksbygninger
i
Nannasgade. Bageriet var grundlagt året
før og var en af arbejderbevægelsens første kooperative virksomheder.
Brødpriserne var høje og formålet med etablering af bageriet var,
at arbejderne kunne få billigt og godt brød på bordet.

 

En succes

Virksomheden
blev en succes, og det førte til, at de andre bagerier var nødt til
at sænke deres priser. Fællesbageriet fik deres egen mølle. Ni år
senere
kom endnu en udvidelse og
produktionen steg yderligere.

 

Piratradio

Arbejdernes
Fællesbageri
eller Rutana lukkede i 1960 efter at man
forgæves havde forsøgt en rekonstruktion af virksomheden. Herfra drev
de unge
BZ’ere piratradio. Ja tænk kornsiloen
var på 40 meter. I 1959 var der her ansat 295 arbejdere. Det hele blev
revet ned i 1989.

 

I
dag ligger der boliger på området.

 

Arbejderne trådte i karakter

Arbejderne
trådte i karakter. De blev organiseret, og opbyggede deres egen kultur
– fra vugge til g
rav. De oprettede egne børneinstitutioner,
og meldte sig ind i
DUI, DSU eller DKU. Far var i arbejdersangkoret,
varerne blev købt i
Brugsen, brændsel i Arbejdernes Brændselsforretning, kød og pålæg i Arbejdernes Kødforsyning. I kolonihaven eller ved middagsbordet blev der
drukket
Stjernelager og mælk fra Enigheden.

 

Senere
fik arbejderen råd til ferie. Det foregik via
Dansk Folkeferie. Havde han penge, ja så blev de sat ind i Arbejdernes Landsbank. Så var det AOF, Arbejderhøjskolerne, egne frisører og skobutikker. Og når man stillede
træskoene, ja så var det
Arbejdernes Ligkistemagasin.

 

Alle
disse ting foregik på 
Nørrebro.

 

Olieraffinaderi forurenede

Glad
& Co Olieraffinaderi
importerede russisk råolie
og raffinerede det til maskinolie. I 1901 flyttede virksomheden til
en ny fabrik i
Nannasgade. Fabrikken nedbrændte i 1980,
hvorefter fabrikken flyttede til
Vallensbæk.

Nedsivende
olie har forurenet grunden. Man besluttede at kapsle forureningen ned
og plante græs på den.

I
dag ligger
Banana Park på grunden.

 

Gummi
– og Luftringefabrikker

I
1896 etablerede
De Forenede Gummi – og
Luftringefabrikker
sig i en beskeden bygning
i
Heimdalsgade. I 1934 blev fabrikken udvidet med en ny bygning. Schiønning & Arvé som virksomheden nu hed,
blev
Danmarks førende virksomhed for fremstilling
af dæk og slanger til cykler og biler. Men i løbet af 1920erne voksede
konkurrencen.
Dunlop og Avon overhalede virksomheden på Nørrebro. I stedet koncentrerede man
sig derfor om markedet omkring cykler.

 

 

Tåregas
i store mængder

Efter
at produktionen ophørte, lå bygningerne ubenyttede hen. Det benyttede
BZ*erne sig af og indtog den gamle
fabrik. Der måtte bruges tåregas i store mængder for at fordrive
de unge mennesker.

 

Fabrikken
lå her fra 1896 til 1981. Nu har
ABB opført 250 lejligheder på
stedet.

 

Allersgade – en af
de ældste

Allersgade er den ældste sidegade på Ydre Nørrebro. Den er navngivet i 1860  efter sønderjyden
og brygger
Christian Aller. Selv nåede han kun at bo her i to år.

 

Mange eksplosioner

Familien Aller havde bygget en flot villa
i
Odinsgade. Det blev et tilløbsstykke
for kvarterets børn.
Carl blev forelsket i naboens
datter
Laura.

Men
egentlig var moderen lidt bekymret for
Carl. For op fra kvistværelset
kom der en gang imellem eksplosioner. Vinduerne var efterhånden blevet
sorte.

 

Nordisk
Mønstertidende

Men
i 1869 lykkedes det for
Carl. Med en kemikaliekombination
lykkedes det ham ved hjælp af et fotografi, at gengive kobberstik og
pennetegninger i stentryk.

På Holmens Kanal startede Carl Allers Etablisement. Efterhånden startede man egen produktion af blade.
Det startede med
Nordisk Mønstertidende. Det var den 7. januar 1874. Bladet eksisterer
endnu i dag, dog med et andet navn –
Femina.

 

Pladsen
blev efterhånden for trang. Så i
Blågårdsgade lejede man lokaler med forkøbsret. Man udvidede
snart. Der blev trykt en billedbibel og et satirisk blad, der hed
Ravnen.

 

Illustreret
Mønstertidende

En
dag spurgte
Carl sin kone Laura, om hun ved siden af sine
mange andre gøremål havde tid til at samle stof til et nyt blad, der
skulle hedde
Illustreret Familiejournal. Kimen til Nordens største bladsucces var lagt.
Det første blad kom på gaden den 7. januar 1877.

Laura var i begyndelsen både regnskabsfører, ekspeditionsstab
og redaktør i samme person.

 

Kongeligt
a
bonnement

Ja
og det første abonnement blev solgt til
Madam Svendsen, en værtshusholderske, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22.

Illustreret
Familiejournal
blev en succes fra starten. Hans Majestæt Kong Christian den Niende ville gerne have to eksemplarer af bladet leveret
til hoffet efter tre måneder.

 

Laura fik ideen til Romanbiblioteket. Desuden udgav man lægebogen Med Lægen som Husven. En kæmpe succes var også Allers Illustrerede Konversations
– leksikon.
Men ved siden af alt det
havde
Laura også tid til at føde børnene Rigmor og Ragna.

 

Dampmaskine
i Blågårdsgade

I
1886 fik man installeret en dampmaskine i
Blågårdsgade. Den gamle gasmaskine, som de kaldte Gas – Peter blev kasseret.

Flere
ugeblade fulgte.
Laura og Carl havde dog bestemte meninger om, hvad der ikke
måtte skrives om, og det var blandt andet,
forførelser, børnemishandlinger,
dyrplageri og ugudelighed.
Dette bliver hvis ikke overholdt
i dag.

 

 

Brød arbejdsgivernes lockout

I
1881 startede
H. Rudolf Kofods Fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted.
Senere blev virksomheden opslugt af
Titan. Firmaet brød med arbejdsgivernes
sammenhold i forbindelse med en lockout i 1885.

 

Våben til Modstandsbevægelsen

Og Atlas Nørrebro sørgede for køleskabe.
Ja man kan sige at fabrikken var indirekte skyld i, at alle mælkeri
– udsalg efterhånden lukkede.

På 
virksomheden havde man en modstandsbevægelse. I dybeste hemmelighed
leverede man våben til
Holger Danske.

 

Overskudsdeling

Virksomheden
blev etableret i nedlag
te hestesporvognsremisser.
Efter anden verdenskrig toppede firmaet med næsten 2.000 arbejdere
i virksomheden.

Allerede
i 1950erne indførte
Atlas overskudsdeling. Der blev
indført en velfærdsfond, der finansierede ferieboliger og forskellige
tiltag for seniorer. 

 

Ja
egentlig var
Atlas en videreførelse af firmaet Tuxen & Hammerich, der i en årrække havde
drevet fabrikation af dampmaskiner.

 

Chokoladefabrikken
Cloetta

Chokladefabrikken
Cloetta
blev grundlagt i 1852 af
to schweiziske brødre. De startede under beskedne vilkår inde i
Indre By. Og den chokolade kunne folk
godt lide. I 1901 flyttede de ind i en stor fabrik i
Hørsholmgade. Efterhånden var 126 mennesker beskæftiget med
fremstilling af koge – og spisechokolade, kakao og forskellig slags
konfekt.

 

I
1929 blev virksomheden omdannet til aktieselskab og overtaget af
Christian F. Kehlet. Fra 1954 havde fabrikken
adresse i
Glostrup. I 1960 købte den finske
koncern
Fazer fabrikken.

 

Kehlet på Jagtvejen

Og Kehlet havde også en chokoladefabrik
Jagtvej 85. Det var her Zigøjnerhallen lå. Og det var her Otto Brandenburg fik sin debut. Her spillede Leo Matthiesen og Wandy Tvorek og så mange andre. Sidst da lå Teltmissionen her oppe på første salen. Den nedbrændte for
et par måneder siden.

 

Elisabethsminde

Ja
og
Nørrebro havde sandelig også en tredje
chokoladefabrik, nemlig i
Heimdalsgade 14 – 16. Her lå Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co. Og så var virksomheden kongelig hof leverandør.
Den lå her fra 1914 til 1926.

 

Mange
bryggerier

Mange
små – o
g mellemstore bryggerier
lå dengang på
Nørrebro. Bryggeriet Stefan var en af dem. Den blev stiftet i 1895 af H.C. Meyer, som tre år senere slog sig
sammen med to andre mindre hvidtølsbryggerier. Den nye virksomhed kom
til at hedde
Hafnia og lå i Stefansgade 51.

 

Krone
Øl 

Særlig
populær var den såkaldte
Krone Øl. Produktionen var helt oppe
på 25.000 flasker om dagen. Under første verdenskrig gik det dårligt
for de små bryggerier, også for
Hafnia. Resultatet var at De Forenede Bryggerier opkøbte Hafnia i 1939.

 

Vermundsgade
9 – 11
rummede fra 1937 – 1971 Balderskilde Bryggeri.

 

De Forenede Papirfabrikker

Vi
havde også 
De Forenede Papirfabrikker, der strakte sig fra Borgmestervangen. Også den nuværende Mjølnerpark ligger på fabriksgrunden.

I
mellemkrigsti
den hed fabrikken Papirfabrikken Skandinavia.

 

Men
det var allerede i 1933 man byggede det store kompleks. Grundstammen
var
Københavns Papir – og
Kartonfabrik.
Fabrikken stoppede i 1979,
og det hele blev revet ned.

 

Holger Petersens Tekstilfabrikker

Holger Petersens Tekstilfabrikker var en kæmpestor virksomhed.
Den havde lige som mange andre fabrikker et spor til
Slangerup – banen.

 

Tekstilfabrikationen
startede i
St. Kongensgade i 1878. I 1880 flyttede man til Kastelsvej. Fra 1883 påbegyndtes anlægget
Tagensvej.

Til
fabrikken opførtes i 1885 en række arbejderboliger. Der opstod et
lille fabrikssamfund efter forbillede af den engelske industriherre
Robert Owen.

Som
noget nyt samlede man i stueetagen en sal, hvor arbejderne samledes.
Det var et lille
bibliotek, hvor aviser og
bøger frit kunne lånes. Her blev også holdt fester.

 

Til
det hele var tilknyttet småhaver og et marketenderi.

 

Nannasgade
28

I
årene mellem 1885 og 1905 udbyggedes anlægget med få års mellemrum
med adskillige nye bygninger med
forskellige karakterer.
Anlægget står i dag næsten indtakt, idet kun småbygninger er nedrevet
efter fabrikkens ophør i 1966. Prøv at kigge en gang på adressen,
Nannasgade 28.

 

300
arbejdere

I
1903 var der ansat 300 arbejdere i virksomheden. Mænd, kvinde
r og børn lavede alle mulige former for bånd,
lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet – farveriet blev
der fremstillet strømpegarn.

 

Baggårds – industrier

Det
var især omkring
Rådmandsgade man kan se rester af knopskudte baggårds –
industrier. I sidehuse og baghuse, har der været virksomheder og værksteder.
I forhuset har der været almindelig beboelse med en butik til gaden.

 

Selve
gaden er opstået på en gammel sandgrav. Dele af gaden mindede
på et tidspunkt om et havneområde, med små erhverv
sdrivende, bilmekanikere og fabrikshaller.

 

Hof
– og bronzemester

I
nummer 16 boede en kongelig hof – og bronzemester
Lauritz Rasmussen. Firmaet startede 1854 inde
i
København. I 1888 flyttede firmaet til Læssøesgade og i 1896 til Rådmandsgade. Det lukkede først i 1967.

 

På 
tomten kunne man opleve et omrejsende
Tivoli og BZ’ere i telte.

 

 

Rådmandsgade
28

I Rådmandsgade 28 har der således været systue,
cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om
til legeplads. I baghuset havde
Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere haft deres lagerbygning. Huset er nu
lavet om til børnehave.

 

Autoværksteder

I
baggårdene til nummer 30 – 34 er der i dag autoværksteder.
Her er dog spor af hejseværk. Gamle porte og tilmurede vinduer vidner
om bygni
ngernes forhåndværende
funktioner.

 

I Rådmandsgade 30 blev autoværkstedet i
1942 afløst af akkumulator – fabrikken
Dana. Her ombyggede man baghuset
efter fabrikkens behov.

 

Leverpostej

I
nummer 43 blev der i mange år fremstillet leverpostej.

 

Frit
udsy
n til toilettet

Der
er ikke til at tro det, men der hvor D
en Røde Plads ligger i dag lå der en skæremølle.

En
anden mølle lå der, hvor
Nørrebrogade 148 ligger i dag. Det var Ølunds Mølle.

 

Her
lå også en gang en reberbane. På et tidspunkt boede
også her
en kaptajn ved Borgervæbningen, Toksværd. Hans stakit blev ødelagt
ved en storm i 1835. Forbipasserende kunne se direkte ind i hans lokum.
Historien fortæller ikke, om
Toksværd sad på lokummet, da det
skete.

 

Masser
af liv i Nørrebrohallen

 Og i Nørrebrohallen var der dengang masser af liv. Her lå vel nok Københavns største sporvogns – remisser.
Den ældste af bygningerne er fra 1896. det var værksted og vognhal
for
Nørrebros Elektriske Sporvej. Senere blev flere remisser bygget. Og i Bragesgade blev der også bygget sporvogne.

 

Sprit
– og Gjærfabrik

I
nummer 216 lå en S
prit – og Gjærfabrik. Men ak og ved, da sprit – afgiften blev sat
voldsom op, og forbruget derfor raslede ned måtte fabrikken lukke.

 

Klokker
til Sønderjylland

Og
helt ude på 
Titangade 16 lå i nummer 16 klokkestøberne B. Løw og Søn. De havde blandt andet travlt med at fabrikere
klokker til
Sønderjylland efter første verdenskrig. Mange af klokkerne
var brugt af tyskerne i rustningsindustrien.

 

Sennepsfabrik

Og Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik lå på Jagtvej 115 i et baghus op mod Odinsgade. Fabrikken hed egentlig Bähnckes Senneps, Drikke og Konservesfabrik. Den blev oprettet i Kiel i 1830, og flyttede til København i 1858.

På Jagtvejen lå den fra 1919 til 1958,
hvor den flyttede til
Ballerup.

 

Småkager og Cornflakes

I Hermodsgade 30 blev der i 1936 oprettet
en bygning til
Elektrolux. Og de fleste kan sikkert
ikke huske, at
Berlingske Bogtrykkeri lå i Heimdalsgade 32 fra 1955 til 1975.

 

Lige
i nærheden lå fra 1912 til 1978 i nummer 35 –
37 Engelsk – Dansk Biscuits
Fabrik.
Her arbejde især kvinder.
Selve virksomheden var grundlagt i år 1900 på
Vesterbrogade 89.

I
1957 kom her en tilbygning, hvor der blev produceret
Kellogs Cornflakes og Rice Crispies.

 

Tre
brødfabrikker

Dansk
Fedt – og
Palminfabrik holdt til i Heimdalsgade 40 fra 1912 – 1920. Derefter havde Schulstad en stor fabrik her. Og en
tredje rugbrødsfabrik hørte til på
Nørrebro, det var De Forenede Bagermestres, der lå på Heimdalsgade fra 1897 til 1976.

 

Livets
Vej

Vidste
du,
at Tagensvej er 8 kilometer lang. Den
kaldes også
Livets Vej, for den går lige fra Rigshospitalet til Bisbjerg Kirkegård.

Kig
engang på T
agensvej 83 og 85. Det er Holger Petersens gamle arbejderboliger.

 

Masser
af liv i Dagmarsgade

Og
kigger vi i telefo
nbogen fra 1908 kan vi i Dagmarsgade finde cigarhandler, værtshusholder,
malermester, tømrermaster, slagtermester, brændevinsbrænder, vognmand,
barber m.m.

 

Lucky
Luke på Nørrebro

Men
tænk engang i baghuset til nummer 10 lå 
Interpresse, der var en underafdeling af Tegneserieforlaget, der blandt andet udgav Basserne, Spiderman og Lucky
Luke.

 

Søren
Madsens Elektriske Etablissement

Vi
skal da også nævne
Osram – Huset, der i dag bruges til mange aktiviteter. Det hed
oprindelig
Søren Madsens Elektriske
Etablissement.
Det havde tidligere haft
til huse i
Sigurdsgade. Nu foregik det så i Valhalsgade og blev til Osram. Lagerhallen og garagerne
blev revet ned i 1991. I 1957 var der ansat 35 mand i virksomheden.

 

Og
sådan kunne vi blive ved, men tiden er gået.

 

Foredraget
er baseret på tidligere artikler på 
www.dengang.dk Hvis du vil vide mere om detailhandel, så gå
ind under afsnittet Fra Urtekræmmer til Shawarmabar.

 

Kilde:

Se
Litteratur Nørrebro


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro