Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Ribes Historie (5)

November 18, 2012

Vi er nået til femte del
af Ribes historie. Vi kigger lidt på skarpretteren, natmanden
og tiggeren. De tog sig af ”usle forretninger” Ribe havde et
stort problem – skarn og omstrejfende dyr. Man kunne ikke komme
i kirke i rene sko.  Og
så var det problemer, hvem man lukkede ind ved
porten i kirketiden. Fremmede tiggere blev smidt af i nabosognet. Og
så starter vi en byvandring i det gamle Ribe.

 

Natmanden tog sig af usle
forretninger

Ribe havde tidligere ansat
og lønnet en
Natmand. Han tog sig af de mest usle
forretninger. Han skulle flå de selvdøde kreaturer og renovation.
Han skulle aflevere huden, dog ikke når det drejede sig om en hest.

Han
skulle rengøre stadens fængsel og Rådhus – gangen.

 

Rense skorstene

Når
godtfolk lod skarn
et ligge og flyde, skulle
han advare dem to gange. Hjalp det ikke måtte han udpante 4 skilling
fra hvert hus.

Natmanden
skulle hjælpe skarpretteren rense den rende som løb langs kranen nede
ved havnen. Han skulle 4 gange årligt sørge for, at en stærk karl
fire gange årligt skulle rense skorstene hos
borgere.

 

Kirurgen følte sig truet

Skarpretteren
fik en særlig betaling for sine uhyggelige gøremål ved skampælen
eller galgen. Han udøvede også praksis som kirurg. Det betød
at stadskirurgen
Joh. Henrik Henckel følte sig truet i sin lovlige næring.

Han
udtog derfor stævning og proces mod mester
Vitus Wagner. Mesteren havde endda opnået en hvis anseelse
hos mange syge.

 

Virksomhed
stiger i vækst

Hans
virksomhed var i stadig vækst. Dør om dør boede han samme
n med sine usle håndlanger, Natmanden
eller Rakkeren.
Disse to sank dybere og dybere
ned i folks foragt.

De
boede alle tre i et forfaldent munkestenshus nord for domkirken.

 

Ingen
faddere til datteren

I
1695 kunne man håbløst og fattigt høre om, at der
ingen faddere var til Natmandens datters dåb. Han bar selv datteren
op til døbefonden.

Måske
havde byen medlidenhed med ham, for i 1705 sætter byen sig i udgift
og beviliger 4 mark og 4 skilling til
kristen – tøj til hans barn.

 

Da rakkeren
endte sit liv

Når Rakkeren endte sit usle liv, voldte
det besvær at få ham i jorden på
skikkelig vis. I 1672 meldte fire vægtere sig frivillig mod
en betaling af 2 mark hver. Men i 1720 blev man nødt til at tvangsudskrive
Skomagerlauget til at følge skarpretterens
karl til graven.

 

Svinkrog

Skarpretteren skulle også sørge for, at borgerne ikke kastede
urenheder ned i åen. Men det var et svært job. Den nordlige ende af
Skibbroen blev i det 18. århundrede
kaldt
Svinkrog, så beskidt var det. Det
var også her, at omstrejfende dyr nedsatte sig.

 

Øl,
piber og tobak

Kæmneren og seks borgere drog i 1692 efter Magistratens befaling ud af Nørre – og Sønderport for at holde syn over den
skade,
Godtfolks svin havde anrettet. I den anledning  blev der trakteret med øl, piber og tobak for 3 Mark og 6 Skilling.

 

Grise
– problem

Borgerne
fik pålæg om, at sætte ringe i trynerne på de omløbende dyr
eller holde dem hjemme under trussel om straf.

Men
ak, det hjalp ingenting. Selv på kirkegården vrimlede det med
fritgående grise. De b
rød også ind i husene omkring
kirkegården.

Rakkerknægten måtte således bortslæbe en gris, der havde
lagt sig til at dø på selve byens rådhus.

 

Svin
blev fredløse

I
1703 udarbejdede byen en slags fredløsheds – diktat, der tillod
borgerne at dræbe de svin
, der voldte dem skade.

 

I kirke
med rene sko

Det
hjalp dog ikke. I 1724 greb
Stiftamtmand Calnein ind med nye skarpe forbud. Og skarpretter M. Vitus Wagner blev sat i gang med at jage
de ubudne gæster,

 

  • thi Svinene voldte Fortræd baade i Byen selv og paa Markerne, hvor de aad af Kornet og Bukke og
    geder gjorde dem Selskab og
    ødelagde haver og Træer.

 

Nu
kan man sige, at
Ribes gader var særdeles indbydende
for de rodende svin. Skarnet blev liggende i store bunker. Man klagede
over, at urenligheden var så stor, at folk om søndagen næppe kunne
komme i kirke med rene sko.

 

Uhumskhederne
voksede

Natmanden fik allerede i 1682 pålæg om, at pante enhver,
som ikke om lørdagen fik bragt skarndyngen foran huset af vejen.

 

Uhumskhederne
af alle slags væltede trods
talrige forbud ud i åen.
De tjenestefol, der blev grebet heri fik første gang, tre dages ophold
i
Finkeburet, næste gang var der seks
dages arrest, og tredje gang var det udvisning af staden.

 

Et betydeligt avlsbrug

Kampen
med at holde gaderne rene var
i virkeligheden håbløst.
Byen drev efterhånden et betydeligt avlsbrug. Uden for
Nørreport lå en hel lille forstad
af lader og stalde. Næsten i  hvert eneste hus inde i staden,
blev der holdt svin og kreaturerne.

 

I
de første ti år af det 18. århundrede pa
sserede således årligt
8.000 okser årligt
Ribes broer. I 1716 var tallet
blevet fordoblet.

I
1712 aflagde
Frederik den Fjerde byen et besøg, og det betød, at byen forsøgte
at rydde det værste skarn væk på den rute, som kongen skulle køre.

 

Gaderne flød med affald

Fra
udhuse, gårde og stalde bredte der sig en duft over hele byen. Gaderne
flød efterhånden med gødning og strå. Lofterne bugnede af hø. Kreaturerne
bragtes i stald. Med glødende jern blev den yderste del af det strittende
lådne hårdække afsvede
t af nogle af dyrene. Gadenavnet Sviegade havde sin berettigelse.

 

Komedie i Ribe

I
1697 glemte borgerne for en stund stanken, da man fik besøg af en trup
af
tyske komedianter. De opførte:

 

  • Der verirrte Liebesstand
    oder der durchlauchtige Bauer

 

Bøger
i
domkirken

Når
markedsdagene indfandt sig, mødtes den mere fornemme og åndeligt interesserede
del af stadens befolkning om boghandlernes stade inde i domkirken, hvor
de sidste nye blev lagt frem til beskuelse for bogelskere.

 

Omkring
brøndene

Den
brede d
el af befolkningen fik sig
en passiar ved en af stadens offentlige brønde, ved
Kagkilden på Torvet, ved
Gråbrødre – kilde, Puggaards eller Præstegades Kilde,
hvor karle, piger og koner mødte frem med deres
spande.

Men
også ved
Vandbroerne, hvor kvindfolket besørgede deres vask i åløbene,
var der aktivitet.

 

Blegdamme

I
byens udkant lå store blegdamme. Det var udstrakte grønne områder,
hvor det hvide tøj lå på 
Bleg i solen.

Slottets
Blegdam,
som var indrettet af Stiftsamtmand Hans Schack den Yngre, strakte sig fra pallisadeporten langs åen til
slots – engen. Ved
Hundegade bredte der sig en anden bleggård.
Her blev blegmandens hus oprettet.

 

Gadens
liv

Foran
gadedørene slog godtfolk sig ned, for at få et glimt af gadelivet.
Det var nu ikke de store ting,
der skete. I tætte kolonner
kom køerne luntende. En flok hollandske matroser, som var kommet med
okseskibene ude på reden, slentrede forbi. Nu og da drønede stenbroen
under de tunge karosser, hvori stiftamtmand eller præsident standsmæssigt
drog gennem staden.

 

Ribes
tiggere

 En gang imellem kunne man også beskue tiggerne,
der under
Stodderkongens kommando stavrede ynkeligt fra hus til hus efter
almisse i Vorherres navn.

 

Fremmede
tiggere havde absolut ingen adgang til byen. De blev afvist i porten.
Stodderkongens opgave var blandt andet også
at slå fremmede fattige på flugt.

Ikke
sjældent måtte
Kæmnerkassen dog punge ud til bortkørsel af et læs udenbys
krøblinger som snarest muligt førtes videre til nabokommunerne, der
så kunne tage sig af dem.

En Krøbbel døde dog udenfor Nørreport i 1730. Han blev jordet på byens regning. Det var
vægterne, der kastede graven.

 

Byens
tiggere havde tiggertegn. Dette måtte byen bekoste. Man måtte også 
sørge for, at
Stodderkongen så nogenlunde anstændig ud. Gang på gang måtte
man bestride udgifterne til en ny kjortel til ham. I 1699 kostede den
5 Rdr. 5 Mark og 4 Skilling. I 1719 skulle man anskaffe en
Stodderkonge – kjole med våben på brystet, en
hat og en malet stav. Alt i alt beløb dette sig til 5 Rdr. 12 skilling.

 

Udvist

I
1682 dømtes en familie til at rømme byen for mistanke om tyveri, samt
druk, banden, sværgen og anden letfærdighed. Fra prædikestolen bekendtgjorde
præsten over for borgerskabet, hvem der havde begået
Helligbrøde.

 

 

Ballade
ved Porten

I
1666 blev
der ved portene indskærpet,
at der i kirketiden ikke måtte måtte indføres hølæs eller korn.
Det kneb nemlig med at få folk i kirke.

I
1709 opstod der en strid mellem
Præsident Carsten Worm og Byfoged L.M. Friis, om hvem der rådede over byportenes åbning og
lukning. Anledningen var, at præsidenten havde givet nogle borgere
tilladelse til at slippe ind ad
Nørreport med deres hø en søndag
morgen.

 

Da Byfogeden hørte om dette, forbød
han porteneren om at åbne. Han henholdt sig til reglementet, som foreskrev,
at stadens porte skulle holdes lukkede fra lørdag aften til søndag
efter aftensang. Kun når kvæget skulle drives ud, eller der ankom
rejsende, måtte portene åbnes.

Sagen
kom fore retten, og denne fandt, at
Byfogeden havde overskredet sine kompetencer
ved at handle imod præsidentens og
Magistratens ordre.

 

Forbudt
med julestuer

Også Julestuerne med deres løsslupne lystighed
og dans, hvor der så mangen en gang gik voldsomt til, var genstand
for moralisternes bekymringer. I 1672 slog
Øvrigheden hårdt ned for stedse og
under streng straf at forbyde borgerskabet at holde
Juleleg i deres huse.

 

En byvandring i Ribe

I
1727 lovpriste rektor
Falster stadens nye smukke grundmurede Skoletabernakel. Men ellers var denne nye
latinskole et særsyn i byen.

 

Affældige
b
ygninger lænede sig op af
hinanden. Så mangen en gavl hang ud over gaden og truede med at styrte
til jorden. Ældre, gammel og grå så det ud. Inden i bygningerne skete
der noget. Skillerum blev flyttet, trapper blev bygget om.

Byggeriet
lå stille.
Ribe havde arvet bygningerne fra
en rigere tid.

 

23 storkeredder

Vandmøller
og sluserne fyldte luften med deres evige brus. De våde og grønne
enge strakte sig tæt ind under stadens fod. I begyndelsen af det 18.
århundrede kunne man i by og forstad tælle ikke min
dre end 23 storkereder. Selv
på Rådhusets skorsten bosatte den sig. Men det kunne dengang ikke
tolereres.

 

En vrimmel af røde tage

Når
man nærmede sig staden fra syd, tegnede profilen sig sluttet og fast.
Domkirkens masse fyldte midten af billedet. En vr
immel af røde tage og spidse
gavle dannede kreds om kæmpen. Yderst mod øst foldede klosterkirkens
store rolige tagflade sig ud i sin fulde bredde. Rækkede man blikket
mod vest ragede
Korsbrødregaards anselige bygninger op.

 

Gårdene blev mere pyntelige

Passerede man broen og den gamle vanrøgtede Sønderport, havde man Stampemøllen liggende på venstre hånd. Til højre ved Horsefold og Gravsgade lå en sammenhængende række
af haver, der kun hist og her blev afbrudt af enkelte småhuse, vænger
og urtegårde.

 

Ved slotstomten mod vest havde der i byens velmagtsdage
ligget gader, kirker og huse. I
Sønderportsgade følte man sig pludselig lukket inde af bebyggelse.
Her gik landevejsfærdselen og jo længere man vandrede, des mere pyntelig
og mere anselige blev gårdene. En mængde af dem var gamle.

 

 

Puggaardsgade

Gavl
ved gavl trængte bygninger fra middelalderen og renæssancen sig tæt
side om side hen til
Skole – og Puggaardsgade. Et par ærværdige, sengotiske stenhuse lå tungt
og fast med deres svære mure blandt bindingsværks maleriske flok.
Den ene var domkirkens – præsteresidens – den middelalderlige
Kannikebolig, Snagdal, senere hotel.

Lige
over for lå rektoren,
Magister Rosenbergs hus. Den kom senere på Peder Terpagers hænder.

 

Kigger
man om hjørnet ned ad
Puggaardsgade, mødte blikket en yndefuld idyl. Træer og haver
fyldte billedet med grønt og ind imellem dette glødende de røde mure
af
Oluf Munks gamle stenhus, det stolte Taarnborg.

 

Her
lå det middelalderlige
Puggaard med sine massive munkestensmure
og små vinduer beskedent gemt bort mellem træer og buske. I denne
ærværdige bygning havde rektorerne i lange tider haft bolig. Inden
for disse mure levede blandt andet i mange år navnkundige personligheder
i
Ribes historie.

 

Bispegården

På 
det østre hjørne af
Sønderportsgade og Skolegade Bispegården, der siden Hans Tausens dage havde været knyttet til grunden. Den bestod af
et kompleks af bindingsværksbygninger. I 1620 befalede kongen en istandsættelse
for mindst mulige Bekostning. Det betød, at man atter
i 1669 skulle se på bygningernes brøstfældighed.

 

Grunden
var ret anselig, idet den langs
Skolegade strakte sig til Øster Vedsteds gravplads ved domkirken.
Mens årene gik greb det truende forfald stadig mere og mere om sig.
Bisperne måtte tage forholdene som de var. I 1714 kunne man over døren
læse:

 

  • For Huus og Hjem, For Stand
    og Br
    ød

Jeg
takker Kongen til min Død.

 

Deprimerende
digt

Ud
for
Sønderportsgade lå stald og port, selve beboelseshuset var den
to stokværk høje bindingsværksbygning yderst mod nord, hvor smukke
barokke døre endnu minder om en herskabelig fortid og blandt de mange
indskrifter, biskopperne daglig havde for øje i deres stuer, fandtes
også følgende dybt vedmodige tyske vers, som havde fået plads i sovekammeret
, hvor en række Ribe – bisper havde lukket deres øjne:

 

  • Ich lebe und weis nicht
    wie lang,
  • Ich muss sterben, weis
    auch nicht wahn,
  • Ich far und weis, Gott
    lob, wohin,
  • Mich wundert, das ich so
    traurich bin.

 

Brorson
måtte flytte

Bygningerne
var i en så sørgelig forfatning, at de i 1743 bor
tsolgtes på en aktion. Brorson tog ophold på Taarnborg. Det indkøbtes i 1761 til
bispegård af det offentlige.

 

Snagsdal
og Liljebjerget

På 
det modsatte hjørne af
Skolegade havde som allerede nævnt,
domkirkens sognepræst sin embeds – residens i
Snagdal.

Mod Skolegade var der i tilslutning til
det oprindelige stenhus i 1592 opført en to loft høj bindingsværkslænge
.

 

Nord
herfor ved vestsiden af
Skolegade Anders Sørensen Vedels berømte ejendom Liljebjerget.

 

Og
kære læsere, midt i vores vandretur genn
em det gamle Ribe stopper vi, for så i afsnit
nummer seks for at vende tilbage.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Ribe (under
    udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Læs

  • Ribe i begyndelsen (1)
  • Ribe Hekseafbrænding (2)
  • Riber ret
    (3)
  • Ribe fra 1660 (4)
  • Mandø en ø i Vadehavet

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland