Anmeldelse af Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi, Gyldendal.

Cirka
halvdelen af de hjemvendte jøder mødte lejligheder, der var raseret
og hvor en masse ting var stjålet. Den danske stat havde ellers udført
en kæmpe indsats for at forhindre ”ariske” danskers
overgreb. Ja man samarbejde sågar med det tyske sikkerhedspoliti for
at sikre jødisk ejendom. Og antisemitismen trivedes. Således kaldte
modstandsbevægelsen jøderne for en ”race”.

De fleste nåede væk

Mange danske jøder nåede
væk, inden den tyske besættelsesmagt foretog razziaer
i Danmark. Angiveligt var det takket være Werner Bests nærmeste medarbejder, G.F. Duckwitz. Det skete muligvis på foranledning af Best.

Jødernes hjemkomst var
ikke gnidningsfri

Men
hvad skete der, da jøderne kom hjem. Det er en
af de spørgsmål, vi endnu ikke har fået besvaret før nu. Vi har
ellers fået et hav af historiebøger fra besættelsestiden. Men en
meget læseværdig bog af Sofie Lene Bak besvarer dette spørgsmål.

De
fleste danskere tror, at jødernes tilbagekomst var gnidningsfrit.
Mange kom også tilbage og blev stillet over for en gæld. Det var de
penge, som de havde betalt flugten med. Som vi tidligere har skrevet
om her på siden, var flugten til Sverige bestemt ikke billig.

Over
7.000 flygtede til Sverige

De
tyske politibataljoner assisteret af danske nazister kørte ud i Københavns gader for at lede efter jøderne.
Men langt de fleste lejligheder fandt de tomme.

7.742
personer flygtede til Sverige. Deres eksil varede 20 måneder.
472 personer blev arresteret og sendt til Theresienstadt:

• 60 bukkede under for trængslerne
• 20 druknede under flugten
  til Sverige
• 16 begik selvmord
• 2 blev skudt under flugtforsøg
• 6 døde
  af chock, udmattelse eller sygdom

Socialtjenesten

Allerede
dagen efter aktionen begyndte Socialministeriet og Københavns
Kommune at sikre sig de efterladtes
ejendele og boliger. Og i Østre Landsret blev den sidste civile retssag afgjort i efteråret
1947.

Alle
havde meget kort tid til at sikre deres ejendele inden flugten.

Københavns Kommune oprettede Socialtjenesten, der skulle varetage de efterladtes ejendele. Fra
starten var man opmærksomme på rapseri og tyveri. Og egentlig var
udgifterne til dette forbavsende lille. Det var kun 0,1 pct. af Københavns Kommunes budget.

Værdier fra Synagogen blev reddet

Socialtjenesten fjernede også, hvad der var af værdi i Synagogen i Krystalgade. Disse værdier blev bevaret i krypten under en
af Københavns kirker.

Samarbejde
med tyskerne

Gestapo havde fået instrukser om ikke at bryde ind i
efterladte boliger hos jødiske familier. Og dette overholdt de næsten.
De tyske myndigheder havde også accepteret Socialtjenestens arbejde.

Tyskerne
undlod at konfiskere eller vandalisere jødisk ejendom. Desuden blev
der indgået en aftale med det tyske sikkerhedspoliti om, at boliger
m.v. tilhørende jødiske deporterede skulle tages i offentlig forvaring.

På
et tidspunkt magtede Socialtjenesten også, at de internerede fik tilsendt deres eget
tøj.

Cirkus
Øregård

Da
de hjemvendte vendte hjem, blev de indtrængende anmodet om selv
at finde privat indkvartering. De som ikke selv havde midler, fik udgifterne
dækket af Centralkontoret.

Dem
der ikke havde et sted, at tage hen måtte vente i ventesalen på Hovedbanegården. Inden dagens afslutning blev
de transporteret til Holte Gymnasium. Her blev der dog hurtig pladsmangel, der var kun
plads til 200 personer.

En
række nybyggede ældreboliger på Bispebjergvej fungerede også
som lejr. Senere blev Øregård Gymnasium også brugt.

Man
kaldte faktisk forlægningen for Cirkus Øregård. Den var præget af konflikter mellem beboere og
mellem beboere og personalet. Der vat tyverier, håndgemæng m.m.

Der
var ikke meget forståelse for de traumatiske oplevelser, som jøderne
havde været igennem. Fra myndighedernes og personalts side havde man forventet taknemlighed. Men man oplevede
i stedet irritabillitet, kværulanteri, apati m.m.

Antisemitismen
blomstrede

Antisemitismen
blomstrede, da jøderne vendte hjem. I modstandsbevægelsens egne organer
brugte man i efterkrigstiden udtrykket race om jøder. I medierne har
vi fundet denne notits:

• det antisemitiske spøgelse stikker igen sit hoved
  frem.

Allerede
under opholdet i Sverige mødte de danske jøder antisemitismen.
Hjemme i Danmark var mange af den opfattelse
at jøderne levede i ren luksus derover. Men det var langt fra tilfældet.

Armod
og forvirring

Frit
Danmark bad i august 1945 rabbiner Marcus Melchior gøre status over situationen
for de hjemvendte jøder. Han kom med den konklusion:

• at det dansk – jødiske
  samfund vel var kommet hjem, men at det var vendt
  hjem til armod og forvirring

Alvorlige
tillidsbrud

Melchior henledte opmærksomheden på, at lejligheder i
stort omfang var blevet overtaget af andre, forretninger og virksomheder
var afhændet og hjem var plyndret:

• Med nogen bitterhed må det dog konstateres, at medens
  store dele af det danske folk i de skæbnesvanger razzia – dage stod ved deres jødiske landsmænds side og hjalp dem til
  flugt og frelse, har en række enkeltpersoner gennem
  den måde, de har ”varetaget” de bortrejstes interesser, begået alvorlige tillidsbrud,
  ofte langt ud over de kriminelle grænser.

Socialtjenesten i København modtog adskillige anmeldelser
om indbrud, tyveri og tyveriforsøg fra lejligheder, der nu var forladt
af jødiske familier.

Halvdelen mødte problemer

Volden
og kriminaliteten slog til et hidtil uset niveau under den tyske besættelse.

I
en del tilfælde havde modstandsbevægelsen benyttet sig af de tomme
lejligheder. Og i ikke så få tilfælde var der fjernet værdier
fra disse lejligheder.

Cirka halvdelen af de hjemvendte jøder mødte på
en eller anden måde en svigt fra deres omgivelser på grund af deres
fravær. Der var mange danskere, der mere eller mindre bevidst svigtede
deres bemyndigelser og ansvar.

Masser
af konflikter

Hjemkomsten
var mere ubehagelig og tvetydig,
end man egentlig kunne forestille sig. Sørgelige konflikter mellem
jødiske og ikke jødiske danskere opstod.

Bogen
afslører, at der var danskere, der berigede sig på bekostning
af mennesker på flugt og misbrugte jødernes tillid.

Den
danske stat påtog sig derimod en enestående omsorg for sine jødiske
borgere.

Mindst
150 børn blev gemt i Danmark, da deres forældre flygtede
til Sverige. Men det er en anden historie,
som der også for nylig er skrevet en bog over.

Historiebøgerne skal revideres

Atter
engang skal historiebøgerne revideres. Vi skal revidere vores opfattelse
af fortiden. Det gør stadig ondt.

Mistede
børn, trumer og fortrængninger

Sofie
Lene Bak er museumsinspektør ved Dansk – Jødisk Museum. Og hun har begået en aldeles
god bog. Historien er speget, pletvis pinagtig men også smuk. Den er
fuld af paradokser. Men det er det vel, hvis vi i dag borer
bare en lille smule dybere i besættelsestidens historie.

Vi
hører om mange barske skæbner, om mistede børn, fortrængninger og traumer.

Måske
hører vi for lidt til den barske danske udenrigspolitik og den tidlige
udvisning af jøder direkte til KZ – lejre i Tyskland.

Velfungerende
hjælpeapparat

Nyt
er det velfungerende hjælpeapparat, som de hjemvendte mødte. Socialtjenesten hindrede, at mange fristede
”ariske” danskere skulle berige sig fra de forladte lejligheder
og ejendomme. Det var fristende at begå tyveri, selvtægt og sortbørshandel
i den lov – og delvis politiløse tid.

Sofie
Lene Bak: Da krigen var forbi – Gyldendal

www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra besættelsestiden